29. august 2020

Undertegnede i Information: “Det, som kaldes fascisme i dag, var sund fornuft i 1950’ernes Danmark”

Jeg ignorerede journalisten lidt, da jeg blev kontaktet, men Katrine Winkel Holm og Kasper Støvring har tidligere medvirket i serien, så det blev et ja. Informations ‘Fascistometer’-test er baseret på Adornos definion, men som blogger er det trods alt rart med jævne mellemrum at blive citeret for noget jeg rent faktisk har sagt.

Jeg præsenteres som højreradikal blogger, men også som en mand der blot er ‘lidt til højre’ for den etablerede højrefløj, som fokuserer på multikulturelle samfunds skyggesider. Sandheden er lidt højreradikal, må man forstå. Jeg scorer 13,6 procent over gennemsnittet, og mine mest fascistiske træk er ifølge testen ‘Destruktiv kynisme’: En ‘generel fjendtlighed over for ting, der ikke er i tråd med ens personlige værdier, og ringeagt for menneskelivet’.

Det lever jeg fint med. Ideologi er en måde at forstå verden på, men jeg har et liv der skal leves, og vil ikke smadre et velfungerende homogent demokrati, blot for at undgå en fascist-etikette. Og da slet ikke når den kommer fra en af Frankfurterskolens revolutionære teoretikere, der vil gøre vold mod alt jeg har kært.

(Dagbladet Information, 29. august 2020, 2. Sektion, s. 25)

Fra weekendudgaven af Dagbladet Information – Det, som kaldes fascisme i dag, var sund fornuft i 1950′ ernes Danmark (kræver login).

“Er det sandt, at en stank af 1930′ erne har bredt sig på den moderne højrefløj? Kim Møller driver den højreradikale blog Uriasposten og bliver stemplet som nazist en gang i timen. Vi har bedt ham tage Theodor Adornos fascisttest fra 1947 for at se, om der er noget om snakken. …

I Adornos F-skalatest, der måler autoritære og facistiske personlighedstræk, scorer han 13,6 procent over gennemsnittet, og han havde da også skammet sig, hvis han scorede lavere i sådan et ‘kulturmarxistisk projekt’.

[…]

– Før indikerede du, at det hele var et spørgsmål om kultur, men det er også genetik?

‘Tjo, der er en forbindelse. Hvis to danskere får et barn, opdrager de også deres barn dansk. De, der ikke er danske, kan ikke opdrage nogen ind i danskhed. Der er brug for en dominerende kultur, nogle kan integreres ind i. ‘Det er måske også lidt racistisk at sige, men den vestlige kultur er langt overlegen den mellemøstlige.’

– Ja, det er det. Hvad synes du om testen?

‘At tage en test for at diskutere graden af egen fascisme er da lidt latterligt. Nu er jeg gået med til det denne gang. Men normalt hjælper jeg ikke folk, der vil kalde mig noget grimt. Fascisme er et skældsord, og nu er jeg så 13,6 procent fascist.’

– 13,6 procent mere fascistisk end gennemsnittet.

‘Ja, det vil jeg da næsten håbe, for gennemsnittet er til at lukke op og skide i.’

– Det forstår jeg ikke?

‘Hvis jeg nu havde været mindre fascist end gennemsnittet i en kulturmarxistisk test, havde jeg været en del af problemet. Klar til at nedlægge Danmark.’

– Hvad tænker du, at testen forstår ved fascisme?

‘Det ligger mellem linjerne, at Adorno har det, som Søren Krarup kaldte en negativ fascination af nazisme, hvor man leder efter den alle steder. Det er udbredt i dag. Meget af det, som kaldes fascisme i dag, var sund fornuft i 1950’ernes Danmark.‘”



28. august 2020

MSM-narrativet i Berlingske: ’17-årig Trump-fan med automatvåben’ skød ‘uskyldige demonstranter’…

‘Foran tankstationen stod en 17-årig Trump-fan med automatvåben. Nu er to døde’, skriver Berlingske, og fortæller så historien om 17-årige Kyle Rittenhouse, der skød tre, af dem en lokal demokratisk politiker kalder for ‘uskyldige demonstranter’. Fra Berlingske.dk – Foran tankstationen stod en 17-årig Trump-fan med automatvåben. Nu er to døde: Vanvittige billeder viser en by i kaos.

“… Tirsdag aften fyldtes Kenosha med medlemmer af civile militsgrupper – hovedsageligt hvide amerikanske mænd bevæbnet til tænderne – som ville beskytte lokale forretninger i byen mod at blive smadret og plyndret.

… En video fra et senere tidspunkt viser, hvordan teenageren befinder sig på en tankstation, hvor biler er blevet smadret. I videoen kan man først høre skud og senere se ham løbe fra stedet. … En anden video viser ham herefter løbe ned ad en gade. Flere personer forsøger at overmande ham, og teenageren vælter. Liggende på vejen affyrer han sit våben flere gange, rammer flere og slipper væk. …

‘Det lader til at være et medlem af en militsgruppe, som besluttede at tage loven i egen hånd og skyde uskyldige demonstranter ned,’ sagde Mandela Barnes, der er viceguvernør for Wisconsin før anholdelsen.

Hvem er den 17-årige? De amerikanske medier har haft travlt med at finde ud af, hvem den sigtede er. Her er, hvad de har fundet ud af: Han var tilsyneladende ‘besat’ af ordensmagten, skriver Buzzfeed… På sin TikTok-profil har han skrevet ‘Trump 2020’ i sin profiltekst og har delt en video, hvor han i januar befinder sig i forreste række til et Trump-vælgermøde i Des Moines i Iowa.”

(Berlingske, 28. august 2020)

Graver man lidt dybere, så er det en helt anden fortælling. Berlingskes video snyder på vægten, for det hele startede selvfølgelig ikke med at han løber fra gerningsstedet. Alle tre angreb ham, og alle tre har en kriminel forhistorie. Tre hvide anarkistiske gadekrigere, der for sent opdagede, at en tyndarmet teenager med en AR-15 er langt farligere end en hårdtpumpet krigsveteran. Video og kommenterede screencaps herunder.

Video

Screencaps

(Joseph D. Rosenbaum konfronterer vagterne, herunder Kyle Rittenhouse)

(- han er tydeligvis aggressiv. Anthony M. Huber lige bagved ham)

(- råber provokerende ‘Shoot me… shoot me nigga’)

“Arizona Department of Corrections records reveal that Rosenbaum spent 12 1/2 years in prison after being convicted of two counts of 3rd degree sexual misconduct against a minor and one count of interfering with a monitoring device. For sexual misconduct with a minor to reach the level of class 3 felony, the victim must be under the age of 15. More telling is Rosenbaum’s 42 seperate disciplinary infractions while incarcerated, including numerous assaults, committing sex acts, manufacturing a weapon, and arson. He was then released in 2016. According to records from the Wisconsin Circuit Court, Rosenbaum had pending charges for battery as domestic abuse filed just last month.” (National Justice)

(Joseph D. Rosenbaum med t-shirten på hovedet, forfølger Kyle Rittenhouse)

(- der skyder ham)

(- død)

(Kyle Rittenhouse forsøger at komme væk, men forfølges…)

(- han væltes omkuld, og skyder Anthony M. Huber)

“In 2012, Huber pled guilty to false imprisonment with a dangerous weapon and strangulation as domestic abuse. He appears to have violated the terms of his probation in 2016 and was sentenced to two years in state prison, much of it settled with time served. Huber was arrested again in 2018 for battery.” (National Justice)

(- sekundet senere sårer han angribende Gaige Paul Grosskreutz)

“Gaige P. Grosskreutz, a pistol wielding anarchist who was shot in the arm while attacking the teenaged Rittenhouse, was charged with felony burglary and theft in 2013. He violated his probation just 4 months later. He has another arrest from 2017. It is unclear from public records if Grosskreutz was ever convicted of a felony. If so, his possession of a firearm is a serious offense that could net him 10 years in prison. According to a media puff piece, Grosskreutz was a professional activist with Milwaukee based ‘People’s Revolution,’ a more extreme breakaway from the Black Lives Matter NGO.” (National Justice)

(Kyle Rittenhouse overgiver sig uopfordret til politiet)

At Gaige P. Grosskreutz var bevæbnet med en pistol er rigeligt dokumenteret.



25. august 2020

Professor: Vi har brug for ‘radikal feminisme’, et ‘opgør med patriarkatet’, samfundsordenen skal vakle

Der trykkes mange obskure tekster i Politiken, og professor Peter Lauritzen ønske om mere radikal feminisme, er helt klassisk. En mand har råbt noget sensuelt efter hans 14-årige datter, og det skyldes patriarkatet, Hitlers patriarkat. Hen henviser til den norske forfatter Sigurd Hoel, men fortæller ikke at Hoel var første redaktør for den revolutionære organisation ‘Mot Dag’, der nogle år senere blev en del af Norges Kommunistiske Parti.

Mads Brügger har begået et fin kommentar til det totalitære aspekt i Berlingske, men her er lidt fra det oprindelige indlæg trykt i Politiken, 16. august – Danmark har brug for en ny, radikal feminisme (kræver login).

“Uden villigheden til at rykke nogle af de grundlæggende strukturer op ved roden, bliver vi stående, hvor vi nu har stået i årevis: I et samfund, der åbenlyst er præget af ulighed. … Hvis vi skal gøre op med denne ulighed, kræver det feminisme. …

En radikal feminisme vil ganske givet efterlade sig et slæbespor af sårede mænd, men sådan må det være. For uden villigheden til at rykke nogle af de grundlæggende strukturer op ved roden, bliver vi stående, hvor vi nu har stået i årevis: I et samfund, der åbenlyst er præget af ulighed…

Umiddelbart efter Anden Verdenskrig skrev den norske forfatter Sigurd Hoel et essay, hvor han forsøgte at forklare nazismen og dens evne til at vinde opbakning. Og en væsentlig del af forklaringen fandt han i et enkelt ord: patriarkatet. Altså et bestemt magtforhold, hvor kvinden er underordnet manden. Hun er hans ejendom og ret.

Dette magtforhold har eksisteret i århundreder, og selv om det var blevet svækket, eksisterede det endnu. Slumrende, men parat. Det vidste nazisterne, og det lykkedes dem at vække patriarkatet og dermed vinde opbakning.
I en usikker tid fik de ariske mænd en fast defineret plads, det samme gjorde kvinderne – og selvfølgelig også alle de ikke-ariske mænd og kvinder. Hoels bekymring var nu, at skønt nazismen blev besejret, så blev der ikke gjort op med patriarkatet. Derfor kunne man berettiget frygte nazismens genkomst.

I dag ville Hoel måske ikke have skrevet om nazisme, og måske heller ikke frygte den. Men han kunne have frygtet både ultranationalisme og højrepopulisme, og han kunne fint have brugt Trump i sin analyse, fordi han jo næsten dagligt viser, hvordan patriarkatet reinkarneres. Bedst som man troede, at det lå på sit yderste – eller i det mindste var stærkt alderssvækket – viser det sig igen for fuld styrke.

… Det er derfor, vi har brug for et radikalt opgør med patriarkatet og for kvalificerede analyser, der viser, hvor uligheden trives og gror. Men i stedet for at lytte til og lære af feminismen, så vælger de fleste at vrænge ad den og udskamme den. … Men hvis vi vil ligestilling og lighed, så skal samfundsordenen vakle. Og den skal vakle vildt. Der er ingen vej uden om.”

(Mads Brügger på Twitter, 16. august 2020)

Det er samme sprogbrug, du finder i totalitære regimer som Mussolinis Italien, Pol Pots Cambodja eller Stalins Rusland. Altså ideen om, at der skal chokterapi til, før vi kan nå frem til det Utopia, som vi allesammen er interesserede i. … at arbejde med kollaterale ofre i forsøget på at realisere et utopisk samfund er klassisk Pol Pot. Eller Stalin. Eller Hitler … Det er ret rabiat feminisme. Det synes jeg er vildt. Han sidder jo i Radikale Venstres bestyrelse. Det er jo et sprogbrug, som man ville finde på de ekstreme politiske yderfløje. At det lige pludselig dukker op en tilfældig weekend i Politiken, uden at folk rigtig tager notits af det, det synes jeg er ret vildt. … På et tidspunkt, da jeg arbejdede i Danmarks Radio, var der en skytteforening nede i kælderen. Et af medlemmerne havde identificeret den diskurs, der gjorde det muligt for ham at give udtryk for en trang til at skyde andre mennesker. Han havde fundet ud af, at vi allesammen kan blive enige om, at vi ikke kan lide racister. Så han gik og sagde, ‘jeg hader racister, de skal bare skydes’. (Mads Brügger, Berlingske, 25. august 2020)



17. august 2020

BT-eufemismer om diktator: Lidt af ‘en sovjetisk figur’, der stadig befinder sig i ’starten af 1990’erne’

Alexander Lukasjenko opnåede genvalg ved det nyligt afholdte præsidentvalg i Hviderusland, og nu hvor det er alment anerkendt, at valgene ikke var frie, undrer man sig over at medierne ikke per refleks associerede ham med højrefløjen. Han kaldes ‘autoritær’ og ‘diktator’, men Lukasjenko har tilsyneladende ingen ideologi.

Politiken er imod ham, og mener vi skal støtte ‘revolutionen’ og ‘frihedens vinde’ i Hviderusland, og ikke engang en to-siders portræt i BT, finder plads til et et par linjer om hans ideologiske udgangspunkt. Han er dog jf. en udsendt, lidt af en sovjetisk figur, der hænger fast i fortiden’. En mand der stadig befinder sig i ’starten af 1990’erne’…

Nærmere kommer vi ikke i MSM, men Wikipedia og Brittanica har det faktuelle på plads. I 1979, da han var 24-25 år, meldte han sig ind i Communist Part of Soviet Union (CPSU). På daværende tidspunkt var han leder af en lokalafdeling af All-Union Leninist Young Communist League (Komsomol), og i årene der fulgte gjorde han karriere i kolkhoz-systemet. Muren faldt, og i 1991 var Lukasjenko, som medlem af Communists for Democracy eneste parlamentsmedlem der stemte imod traktaten der opløste Sovjetunionen. I 1994 blev han valgt på en anti-korruptionsdagsorden, og siden har han konsolideret magten med socialistisk politik i den populistiske ende, blandt andet med modstand mod privatiseringer. Han er stadig kommunisternes foretrukne.

(Collage: Alexander Lukasjenko)

“Alexander Lukasjenko er i disse dage en forhadt mand mange steder i Hviderusland. B.T. tegner et portræt af den kontroversielle præsident. Han kaldes ‘Europas sidste diktator’, og i gaderne skriger folket på forandring og demokrati, mens knippelregnen hagler ned over dem.

… Men hvem er han, Hvideruslands brutale leder, som gennem 26 år har styret sit land med hård hånd? Som kalder det bedre at være diktator end bøsse…

Han er lidt af en sovjetisk figur, der hænger fast i fortiden og overhovedet ikke har føling med, at hans folk har udviklet sig. Han befinder sig stadig i starten af 1990’erne,’ lyder den overordnede vurdering fra DR’s ruslandkorrespondent, Matilde Kimer.

… Først i 1990, hvor Hviderusland var på vej til at blive en selvstændig nation, og han blev valgt ind i republikkens øverste råd, begyndte en politisk karriere at tegne sig for den 36-årige Lukasjenko. Takket være en ihærdig indsats mod korruption var hans popularitet i befolkningen så stor, at han løb med 80,1 pct. af stemmerne, da han valgte at stille op til landets første demokratiske valg i 1994. Et tal, der dengang ikke var grund til at betvivle. Modsat alle de efterfølgende valg. Inklusive det netop afholdte.

‘Men dén Lukasjenko, som de valgte i 1994, er ikke ham, de har i 2020. De fik en præsident, der lovede stabilitet og sikkerhed. Og det gav han. Men han sugede også enhver form for globalisme ud af det politiske system og centraliserede magten hos sig selv,’ siger Matilde Kimer om dén forvandling, som Alexander Lukasjenko har gennemgået i de 26 år, han har siddet benhårdt på magten.” (BT, 16. august 2020: Europas sidste diktator)



16. august 2020

Politiken om Trumps nye fredsaftale: “… en skændsel, som viser, hvor farlig Donald Trump stadig er”

‘Frygter 3. verdenskrig efter Trump-sejr: Der er god grund til at være bange, vurderer ekspert’, kunne man læse på BT.dk, umiddelbart efter Trumps valgsejr i 2016. Et par måneder senere, da Trump havde bekendtgjort at han ville trække USA ud af Syrien, kunne man læse på Videnskab.dk: Forsker: Trumps tendenser kan føre til 3. Verdenskrig. Da han talte pænt om Putins Rusland, var det et knæfald for et autoritært regime, og da han kritiserede samme, var det en farlig eskalering. Envejs-motivanalyser er blevet normen.

Det bizarre ved ‘analyser’ som ovenstående, er at Trump rent faktisk gik til valg på isolationisme, at han ville pleje USA’s interesser, ikke andres. Nu kan man så læse i Politiken, at seneste mellemøstlige fredsaftale ‘viser, hvor farlig Donald Trump stadig er’. Som jeg skrev i en kommentar til POV-artiklen citeret nederst. Det virker ikke som om der foregår egentlig refleksion i forhold til Trumps ageren: ‘Orange Man Bad’ er et ironisk meme, og burde ikke bruges som journalistisk guide til international politik…

(Politiken-leder. 15. august 2020: … en skændsel, som viser, hvor farlig Donald Trump stadig er)

Den betydning præsidenten valgte at tillægge aftalen, synes at være noget overdrevet. En aftale mellem Israel og en lilleputaktør som UAE kan ikke umiddelbart siges at være en reel historisk aftale. Man burde mene, at en sådan nok først og fremmest burde involvere begge parter i konflikten, Israel og de palæstinensiske selvstyreområder. Palæstinenserne har ikke på noget tidspunkt været involveret i udarbejdelsen af aftalen. … Nuvel, UAE er blot tredje land i regionen, der har anerkendt staten Israel. Men sandheden er, at mange arabiske stater allerede har et samarbejde kørende med Israel. Det er svært at se historiens vingesus i dette scenarie.” (Yasmin Abdel-Hak, POV International, 14. august 2020: Ny fredsaftale i Mellemøsten – stor ståhej for ingenting)

“De Forenede Arabiske Emirater og Israel er blevet enige om at normalisere forbindelserne, hvilket er ensbetydende med, at Emiraterne anerkender Israels ret til at eksistere inden for sikre grænser. Fredsaftalen blev en realitet under et telefonmøde torsdag mellem USA’s præsident Donald Trump, Israels premierminister Benjamin Netanyahu og Abu Dhabis kronprins Mohammed bin Zayed al-Nahyan. Afgørende for, at aftalen er kommet i hus, er et israelsk tilsagn om at suspendere planerne om at annektere Vestbredden.” (JP-leder, 15. august 2020: En aftale, der giver håb)



15. august 2020

Incestoffer: Min mor ville bryde ‘borgerskabets jernkæder’, frisætte ’seksuelle restriktioner og tabuer’

Der er mange gode skribenter i Danmark, men de fleste løber i samme retning mod Cavling. Søren K. Villemoes er en behagelig undtagelse, og skulle jeg abonnere på en trykt avis, ville det nok blive Weekendavisen. Lektor Jon Sigurd Wegeners historie om moderens venstre-ideologiske overgreb kom frem i en DR-dokumentar, og historien er udenfor kategori. Værre end det jeg gravede frem om venstreloonien Carsten Halvorsen tilbage i 2013, efter længere tids modsatrettede beskyldninger.

At dømme efter Vibeke Wegeners Facebook-væg, så tilhører hun stadig den yderste venstrefløj. Hun har lagt billeder op fra diverse arrangementer hun har deltaget i, herunder ‘Antifascistisk 1. maj’ hvor hun har foreviget et kæmpe AFA-banner. “Jeg stemmer på Enhedslisten”, står der med store typer på det profilbillede hun lagde op i forbindelse med sidste års folketingsvalg.

Lang gennemgang af Jon Sigurd Wegeners historie i Weekendavisen – Misbrug: En anden tid (kræver login).

“Forsvar for pædofili fulgte i kølvandet på 1968 i det meste af Vesten. Den seksuelle revolutions avantgarde ønskede at gøre op med samfundets seksuelle restriktioner og tabuer, herunder incest, blodskam og det i deres øjne falske skel mellem barn og voksen. Borgerskabets jernkæder skulle brydes og seksualiteten sættes fri – al seksualitet. …

Jon Sigurd Wegener er en af dem. … Som barn blev han seksuelt misbrugt af sin mor, en ‘frisindet’ 1970er-feminist, der læste på Københavns Universitet og var aktiv på den yderste venstrefløj.

‘Da jeg var fire-fem år gammel, onanerede min mor mig, mens min far så på. Jeg blev også tvunget til at se mine forældre have sex. Og min mor insisterede på at kigge mig i øjnene, mens hun gav min far et blowjob,’ fortæller han til Weekendavisen. …

‘Min far var naturvidenskabsmand, biokemiker, så hans miljø var ikke præget af den slags diskussioner, men det var min mors. Hun fik mange af tankerne fra et kursus på universitetet om den borgerlige familie og seksualitet. … Min mor tog mig med til sin elsker. Det gjorde min far også. De har haft en idé om, at det var et gode i sig selv at være så åben om sin seksualitet som overhovedet muligt, så vulgær som muligt. …

Som hun skriver i en mail fra 2015 (slå-og stavefejl er rettet): ‘At Jon kan huske, jeg onanerede ham som barn, er rigtigt nok. Det skete én gang, da han var 4-5 år og gik i børnehave. Baggrunden var, at Annemette Hoppe på Institut for Nordisk Filologi underviste i emnet: den borgerlige familie, seksualitet og kærlighed. I den forbindelse læste vi om sex historisk set.

… Moren citerer herefter en længere passage om masturbation af drengebørn ved det franske hof i 1600-tallet og blandt skriftløse stammefolk. Det er taget fra Jos van Ussels Seksualrestriktionens historie fra 1968, der udkom på dansk i 1978 på forlaget Medusa. Jos van Ussel var en meget indflydelsesrig hollandsk sexolog og venstreliberal aktivist, der i 1950erne og 1960erne kæmpede for seksualoplysning og seksualpolitiske reformer – herunder at tillade seksuelle relationer mellem børn og voksne.

‘De fandt støtte i en socialkonstruktivistisk ideologi: at det faktisk var en god ting at bryde disse konservative borgerlige mønstre om, at man skulle holde sig væk fra sine børns seksualitet,’ siger Jon Sigurd Wegener…”

(Uriasposten, 14. marts 2013: Højreblogger drak en fadøl, dokumenterer Halvorsen…)

Oploadet Kl. 11:30 af Kim Møller — Direkte link39 kommentarer


14. august 2020

Fra BZ-bevægelsen til mediebranchen: “Ingen i medieverdenen vil have det sande billede af BZ frem.”

Så fik jeg genhørt Peter Øvig Knudsens BZ (2016), og hvis man har lidt historisk interesse i det vestreradikale miljø, så giver det en ganske fin indføring. 19 timer eller 624 sider! Jeg kunne med udgangspunkt i bogen skrive adskillige blogposter om BZ’ere, der gjorde karriere i mediebranchen, og kun tiden afholder mig fra det.

En af kilderne er eksempelvis Mette Sejsbo, der efter tyve år i Danmarks Radio, nu er lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Da AFA-grundlæggeren Martin ‘Kat’ Lindblom døde tilbage i 2009, var der rosende nekrologer fra BZ-vennerne René Karpantchof og Jesper Dahl Caruso. Den første er eekspert i højreekstremisme, og sidstnævnte var på daværende tidspunkt journalist på Berlingske. Senere kom han til TV2 Nyhederne.

Den tætte forbindelse mellem datidens revolutionære gadekrigere, og nutidens mediebranche voldte Øvig Knudsen store problemer. Selvom han som ung var tilknyttet Kommunistisk Arbejderparti, og stadig er solidt placeret på venstrefløjen, så frygtede eks-BZ’erne, at historien blev beskrevet lidt for dokumentarisk. Den del er værd at hæfte sig ved. Her en række citater, som på forskellige måder beskriver forbindelsen.

Politiets afmagt, sympati i politiske kredse

“Man kunne jo bygge et helt stenbrud af de sten, de smed efter os i Viborggade… Men vi ved, at hvis vi smider dem ud, rykker de bare ind igen og barrikaderer sig. Hverken regering eller kommune virkede opsat på at løse problemet, og de venstreorienterede byplanborgmestre – Villo Sigurdsson og Gunna Starck fra VS -gjorde, hvad de kunne for at støtte BZ’erne.’

Men blev man som politimand ikke voldsomt frustreret, spørger jeg.

‘Jo, selvfølgelig. Det var helt gak i låget. Men vores erfaringer med at rydde huse -og jeg tror, jeg har været med til at rydde over hundrede – viste, at vi både fik vældig ballade med BZ’erne undervejs og bagefter vældig ballade i pressen over måden, vi gjorde det på. På et tidspunkt havde vi besluttet og meddelt, at vi ikke ville rydde flere huse uden den nødvendige opbakning. Vi ville ikke risikere kollegernes liv og lemmer for bagefter at se BZ’erne gå bag om huset og ind igen.

Vi lod stå til og nøjedes med at notere, når vi opdagede, at de lavede noget kriminelt, for eksempel alle deres tyverier. Det samme ville selvfølgelig aldrig være sket, hvis det var rockere, der agerede på tilsvarende måde. Men BZ’erne havde stadig udbredt sympati i politiske kredse. Vi måtte bare leve med det.

Martin ‘Tjek’ Sundbøll om journalisters advarsler

“‘Jeg har besluttet mig,’ siger Martin Tjek, da jeg ringer til ham. „Det bliver et ja. … Martin fortæller, at både hans familie og hans nærmeste venner har været imod, at han skulle sige ja til at deltage. Også journalister, han kender ‘på relativt høje poster’, har advaret ham. Men han har besluttet sig, selv om det sikkert vil give ham ‘en farlig ballade’ med de andre BZ’ere. “

BZ-filmen som DR ikke turde vise, mistede filmstøtte

“Filminstruktøren David Fox, der har lavet BZ-filmen En drøm i tusinde stykker, fortæller i telefonen, at hans film på forhånd gav anledning til så meget ballade, at DR aldrig har sendt filmen. Fox har åbenlyst haft nogle ubehagelige oplevelser og er ikke meget for at tale om sagen. Men jeg får ham overtalt til at drikke kaffe den følgende mandag. David Fox husker, at han i sin tid også havde et møde med BZ’ernes gamle ærkefjende, Egon Weidekamp. Han havde grinet ad Fox’ projekt: ‘Du kommer aldrig til at fortælle den historie. Ingen i medieverdenen vil have det sande billede af BZ frem.’ Dengang havde Fox bare smilet ad udsagnet.”

—–

“‘Mit udgangspunkt for at lave en film om BZ,” fortæller David Fox, ‘var at undersøge, hvor de stod femten år efter deres oprør i Ryesgade : Hvad tænkte de nu? Var de stadig revolutionære, var de endt med villa, vovse og Volvo eller et sted derimellem?

… Jeg ville gerne fortælle en ny historie om BZ, som handlede om en bevægelse, der startede med at være åben for alle, men endte med udskillelse, maskering og vold. Den oprindelige drøm om et ungdomshus for alle unge med dans, musik, knallertværksted og teater blev i stedet til et mørkt ungdomshus for de få. Mit spørgsmål var, hvordan det endte sådan. Muligvis kom jeg med min film til at overtræde en uskreven regel, jeg ikke kendte til, om at man ikke må kritisere BZ i dansk film og tv. Men jeg lavede filmen, fordi jeg var nysgerrig, og fordi det handlede om min egen generation. Politisk er jeg nok til venstre, men først og fremmest er jeg humanist med tro på diversitet og åbenhed. Jeg undrer mig virkelig over, at filmen aldrig er blevet sendt, for den var allerede godkendt af DR -og havde jo også kostet en del penge.'”

—–

“David Fox’ film om BZ havde i første omgang fået bevilget en udviklingsstøtte fra Filminstituttet på 15.000 kr., men efter at en ny filmkonsulent, Jakob Høgel, var tiltrådt på instituttet, fik Fox i november 1999 afslag på produktionsstøtte. … Den 15. november, tre dage før han skrev afslaget til Fox, havde Jakob Høgel fra Helle Hansen modtaget en ansøgning om manuskriptstøtte til filmen ‘Historien om BZ’. … To måneder senere sagde Jakob Høgel ja til ansøgningen og bevilgede Helle Hansen 30.000 kr. i research- og manuskriptstøtte. … I de følgende år opnåede Helle Hansen en samlet støtte fra Filminstituttet på over 1,3 millioner kroner. I begrundelserne for at bevilge støtte gentages det igen og igen, at Helle Hansen har en ‘unik adgang’ til historien i kraft af, at hun selv har været en del af miljøet.

Filmen fik både lancerings støtte og støtte til en danmarksturne ‘BZ på tur’ i 2006, ligesom der blev bevilget penge til at udarbejde undervisningsmateriale til skolerne.”

Birgitte Feiring om den abstrakte forpligtelse på sandhed

“Birgitte Feiring forudser, at jeg vil skrive om de psykologiske processer frem for de samfundsmæssige forhold, og at jeg vil fokusere på BZ’ernes voldsudøvelse frem for samfundets.

‘Jeg er skræmt af den magt, du besidder, og skræmt af, hvad din fremtidige bog vil betyde for mine gamle venner og mig og for forståelsen af vores historie. … Hvilke konklusioner med hensyn til metode og form drager du selv efter Nakkeskuddet? Hvor ærlig er du over for os? Du har givet dit BZ-projekt den naive arbejdstitel ‘En kærlighedshistorie’ – men jeg har svært ved at se den naivitet i dit øvrige arbejde eller i Nakkeskuddet. Skylder du os ikke en mere dybtgående redegørelse for dine intentioner, fascination og vinkling, inden vi betror dig vores erindringer?

En klog dame skrev engang, at hver gang hun stødte på noget, hun ikke forstod, var hun særligt påpasselig for ikke at komme til at ødelægge det. Forstår du og har du respekt for den kakofoni, som BZ var? Og er i sin reaktion på dit projekt? Hvorfor har du kun hårdkogte journalistdrenge og ingen bløde piger i din backinggruppe?

… ‘I din fortolkning af den journalistiske nødvendighed helliger den abstrakte forpligtelse på sandheden midlet (der er i hvert fald ikke en eneste episode i Nakkeskuddet, hvor du synes at mene, du er gået over stregen). Men målet helliger ikke konsekvensen, og derfor fravælger du også selv at skrive om pusherne af hensyn til din familie. Hvorfor har du så så lille forståelse for, at andre ikke mener, at dit mål helliggør konsekvenserne for dem?'”



13. august 2020

DR-Kretz om Kamala Harris: Hun taler ikke bare om problemerne, hun er ‘rent faktisk er født ind i dem’

Joe Biden valgte Kamala Harris som hans vicepræsidentkandidat, og det gav lidt sig selv, for i anti-sexismens navn skulle det være en kvinde, og i anti-racismens navn måtte hun ikke være hvid. USA-korrespondent Steffen Kretz fortæller, at Harris kender til etniske minoriteters problemer, da hun ‘rent faktisk er født ind i dem’. En Facebook-ven noterer tørt, at hun ikke ligefrem tilhører nogen underklasse, selvom hun er datter af en indisk mor og en jamaicansk far. Moderen er Brahmin, og tilhører indiens øverste kaste. Hun kom til USA for at læses ph.d. på Berkeley, og ernærede sig som kræftforsker. Hendes far er økonomiprofessor på Stanford University.

Fra DR Online – Steffen Kretz: Harris kan tale om etniske minoriteters udfordringer med tyngde.

“… Det fastslår Steffen Kretz, som er DR’s korrespondent i USA:

– Biden har hele tiden sagt, at han ville vælge en kvinde. Og henover sommeren er det blevet mere presserende, at det skulle være en kvinde, som ikke er hvid.

Harris vil ifølge Kretz være stærk ved Bidens side – blandt andet på grund af sin hudfarve:

– Hun kan tale om de udfordringer, som etniske minoriteter i USA har med en helt anden tyngde, end en hvid vicepræsident eller Biden ville kunne gøre det. Det er blevet meget betydningsfuld for Biden, at en vicepræsidentkandidat ikke bare kan tale om problemerne, men rent faktisk er født ind i dem.”

(Harris om kvinders beskyldninger mod Biden om seksuel chikane: “I believe them…”, 2019)

“Last year, several women came forward to say Joe Biden had touched them in sexually aggressive ways, both on and off camera. Kamala Harris wholeheartedly endorsed their claims, saying ‘I believe them and I respect them being able to tell their story and having the courage to do it.’ Wait. What? You believe that Joe Biden sexually assaulted innocent women. But you’re joining his presidential ticket anyway? How does that work exactly?” (Tucker Carlson, 12. august 2020)

Oploadet Kl. 01:53 af Kim Møller — Direkte link106 kommentarer


12. august 2020

Eva Eistrup: Udtrykket ‘All Lives Matter’ er et ‘ladet slogan’, som stiller sig ‘i vejen for antiracismen’

Anna Libaks fine ‘All lives Matter’-leder forarger centrum/venstre på Twitter, og den slags ender naturligvis med en artikel i Politiken. Det er helt okay med konstruktiv kritik, men det virker som om alt der er ikke er karikeret venstreradikalt, automatisk bliver et fortløbende debatemne. Kulturjournalist Eva Eistrup kommenterer på Politiken.dk – All Lives Matter clickbait (kræver login).

“… Det kræver et hurtigt shot voksenalkohol og et par selvpåførte lussinger med flad hånd for lige at dulme og hærde, før man åbner Weekendavisen for tiden. Men ‘All Lives Matter’? Er det virkelig der, vi vil være? Anna Libaks leder er problematisk af flere grunde…

… jeg kender da godt følelsen af, at det ville være fedt, hvis ideal og praksis var det samme. Hvis man kunne lukke øjnene hårdt i og tvinge virkeligheden op på det ønskede teoretiske niveau, sådan vupti a la Libak: ‘Skal USA være et bedre og mere retfærdigt land, handler det nu som altid om, at hudfarve ikke skal være en faktor. Den skal tages ud af ligningen, den skal ikke sættes ind’. Men: Hudfarven.

Er. Allerede. En. Del. Af. Ligningen. Som alle dem med de menneskelige erfaringer på området jo godt ved, uanset hvor hårdt der i den borgerlige presse arbejdes på at sidde denne kritiske erfaringsmasse overhørig. All Lives Don’t F* cking Matter Yet! ‘All Lives Matter’ er lige så intetsigende åbenlyst sprogligt sandt uden for kontekst som et inspirational quote tatoveret på en uheldig underarm. …

‘All Lives Matter’ er det kampråb, som bruges af amerikanere, der ikke ved eller ikke mener, at der finder racemæssig diskrimination sted i USA. Eller værre: ikke ser et problem med, at det findes. Det er et ladet slogan, som er opstået i en specifik kulturhistorisk kontekst, nemlig som ængstelig (hvid) reaktion på og backlash imod (den enorme, diverse) Black Lives Matter-bevægelses legitime påberåbelse af den diskrimination på liv og død, som politiet blandt andre udsætter sorte borgere for.

‘All Lives Matter’ som udsagn på lederplads bliver hensynsløs provokatorisk clickbait, fordi lederskribenten kender, men ignorerer den kontekst. At sige ‘All Lives Matter’ er – uanset om man ikke ved bedre, eller fordi det netop er hensigten – at stille sig i vejen for antiracismen.

(Kulturjournalist Eva Eistrup i Politiken, 9. august 2020, sek. 3, s. 2)

“Så lad os begynde. Her er det indledende afsnit i Libaks leder. Bemærk rammesætningen: Drabet på George Floyd har givet anledning til VOLDELIGE protestdemonstrationer i USA. Libak undlader dermed behændigt at nævne, at langt de fleste demonstrationer har været fredelige. …” (Carsten Fogh Nielsen, Twitter, 31. juli 2020)

“Helt skørt bliver det, når Libak i et Facebook-opslag forsvarer sig med, at demonstranterne i hendes øjne har ladet sig forføre af den kapitalismekritiske tyske Frankfurterskole-filosof Herbert Marcuses idéer. Her begynder Libaks udlægning at vække mindelser om den højreradikale konspirationsteori om ‘kulturmarxisme’, der ser repræsentanter for den såkaldte ‘kritiske teori’, der opstod i Frankfurt omkring 1930erne, som dukkeførere bag nutidens politiske korrekthed, feminisme og ‘wokeness’ – på trods af, at Frankfurterskolen (inklusiv Marcuse) ofte med rette er blevet kritiseret for stort set ikke at have noget at sige om kvindefrigørelse og racisme. Man kan nok kun opfordre til, at Libak udsøger sig nogle andre kilder, næste gang hun skal skrive leder om sorte amerikaneres kamp for retfærdighed.” (Malte Frøslee Ibsen, Berlingske, 6. august 2020)



9. august 2020

Censur af ‘Onkel Reje’ forager Politiken: Forvolder “… ubodelig skade på samtalen i det frie samfund”

Tryk avler modtryk, og ligesom der ingen længe kommer et egentligt borgerligt medie (anført af Mikkel Andersson), så vil der senere på året komme et bloggosfærisk modsvar, med henblik på at afbøde de værste konsekvenser af den tiltagende censur på sociale medier. Fortsætter udviklingen vil det i praksis være umuligt at bruge sociale medier til politisk debat, med mindre man mener det samme som folketingsflertallet +/- 10 procent.

Masssemedierne beskæftiger sig sjældent med den slags, men nu hvor Politiken har skrevet om det, så forstår eks-kommunisten Thomas Heurlin også sagens alvor. Eksemplet taler for sig selv: Google-censur af ‘Onkel Reje’. Her citeret fra fredagens udgave af DVTO.

Thomas Heurlin, journalist: Google er jo virkelig kommet i uføre i Danmark, fordi de simpelthen har besluttet at fjerne Ramasjang, noget så uskyldigt som dansk børnefjernsyn og Onkel Reje er simpelthen blevet for provokerende for de internationale standarder for hvad børn kan tåle at se. De mener at lakridspiber og Ninjaer simpelthen er for meget, så har de fjernet børns mulighed for at tilgå Ramasjang. Det er jo fuldstændigt uhørt, og mange har reageret, inklusiv vores kulturminister der for en gangs skyld sagde noget… Det er komplet urimeligt. Når man tænker på Google, så tænker man at de er sådan en distributionsting, og at de ikke skal ind og blande sig i hvad danske public service-medier bringer, at de lige pludselig skal sige, at det simpelthen er for strengt. Der har man nærmest et demokratisk problem. At der er nogle andre der sidder og beslutter, at der sidder et amerikanske selskab og kører efter nogle internationale retningslinjer, hvor vi i Danmark fuldstændig mister kontrollen med vores egen infrastruktur. Det er jo vanvittigt!

(Leder i Politiken, 7. august 2020: Onkel Reje-censur viser demokratisk problem; Se evt. her)

Fra Politiken.dk – At lade censurens mørke sænke sig over Onkel Reje viser, at Google ikke har forstået noget som helst. Hverken af børnehumor eller ytringsfrihed.

“… Onsdag rullede techgiganten sit globale censurpoliti ud og førte DR’s Ramasjang-app med den ildsprudlende Onkel Reje væk fra Google Play, fordi han er for voldelig i sin kamp mod Ninjaer og ‘laver andre aktiviteter, der er farlige for børn’. At Google efterfølgende har valgt at slippe Onkel Reje fri igen, løser ikke det tiltagende samfundsproblem, techgiganterne efterlader med deres ryggesløse omgang med basale frihedsrettigheder.

… afslører Google sig selv sig selv som det, de er: Et koldt, kommercielt mediemonopol, der er parat til at give køb på basale frihedsrettigheder, hvis blot folkestemninger risikerer at koste annonceindtægter.

Sammen med de øvrige techgiganter forvolder Google ikke alene ubodelig skade på samtalen i det frie samfund. De griner hele vejen hjem via de skattely, hvorfra de undslår at betale skat til fællesskabet. … i sidste instans er det op til politikerne selv at trække giganterne ned på jorden med nødvendig regulering.”

Oploadet Kl. 13:28 af Kim Møller — Direkte link49 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige sideNæste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper