23. april 2012

DR2-værten Camilla Plum: Racistisk og klamt at kræve åbenhed om hvorvidt kød er halalslagtet

Administratoren for Facebook-gruppen Nej tak til halalkød har været i dialog med den økologiske gårdbutik Fuglebjerggaard, der ejes og drives af Camilla Plum, kendt fra flere madprogrammer på DR2.

Administrator, Nej tak til halalkød: … Vi er en gruppe, som ønsker muligheden for at sige nej tak til halalslagtet kød. Da det er svært at være sikker på slagtemetode ved de kødvarer man finder i køledisken i supermarkedet efterspørger medlemmerne på siden steder hvor de kan handle, og hvor de véd at det kød de køber ikke er halalslagtet.Er kødvarerne fra jer halalslagtet, og gælder dette svar alle varer.?

Hvis I ikke sælger halalslagtet kød vil vi meget gerne tilføje jeres virksomhed til den liste som vi er ved at lave, over steder der ikke forhandler halalvarer.

Camilla Plum, Fuglebjerggaard: nej tak, vi vil ikke understøtte sådan noget pis.I ved ikke hvad i snakekr om, det har racistiske og ansgtfyldte undertoner, og det er virkeligt klamt.

(DR2-portal om Camilla Plum)

Camilla (Munk) Plum er datter af kommunisten Niels Munk Plum, hvis familiefond under den kolde krig blev omdøbt til ‘Fredsfonden’ med hende som bestyrelsesformand. Hun afløste P1-værten Tine Bryld, og det bør ikke overraske, at der er adskillige DR-kendisser i personkredsen bag fonden: Finn Slumstrup (tidl. P1-chef), Trine Bryld ((P1-vært), Birgitte Rahbeck (P1-redaktør), Preben Wilhjelm (tidl. DR Dokumentar-chef), Lars Bredo Rahbek (nuv. DR Fiktion-chef) og Helle Schøler Kjær (P1, Deadline).

Oploadet Kl. 13:00 af Kim Møller — Direkte link48 kommentarer


1. september 2009

Blüdnikow: Generelt var DR ikke nogen voldsom støtte for forståelsen af kommunismens fare

Kommentar af Bent Blüdnikow i mandagens Berlingske Tidende – Dette er et programforslag!

“Jyllands-Postens Ralf Pittelkow har flere gange påpeget, at Danmarks Radio i sin politiske nyhedsreportage er tendentiøs og ofte udtrykker tankegods fra venstrefløjens for længst forældede varelager. Hans kritik synes velargumenteret, men skjuler dog det forhold, at DR er blevet mindre ensrettet – ja, til tider nærmer DRs udsendelser sig ægte pluralisme. Hvis man i tankerne lader sig teleportere tilbage til årene før og såmænd også en hel del år efter Murens fald, var situationen, at Danmarks Radio var meget mere ensrettet end nu.

En generation af yngre journalister dominerede dengang radio-og TVmediet med tidstypiske flosker og fordomme. Radioens program 1 var langt det værste. Her kunne man i programmet Orientering Udefra høre radioværterne invitere deres venner ind til udenrigspolitiske samtaler, hvor der herskede enighed… venstreorienterede journalister som Vibeke Sperling og Jørgen Dragsdahl og hvad pokker de nu alle sammen hed, havde noget, der lignede fri adgang til mikrofonerne.

Danmarks Radios journalister havde frit slag til politisk propaganda uden at nogen redaktører greb ind. Radioens Birgitte Rahbek, der nu optræder i føljetonen om enkefru Plums fond, sendte kommunistisk partiskoleradio med hyppige mellemrum. En af hendes stunts var en serie om den norske spion Arne Treholt, hvor han blev beskrevet som den rene uskyldighed, selv om han havde dom for spionage for Sovjetunionen.

Et andet nummer var Ole Sippels vrængende anti-israelitisme, som både radio-lyttere og tv-kiggere måtte finde sig i år efter år, og som var konsekvent negativ over for det demokratiske Israel.

Ingen greb ind. Radiodirektør Leif Lønsmann var totalt fraværende, eller også var han i virkeligheden ganske godt tilfreds med ensidigheden, og han fik ingen modstand fra DRs redaktionsledelse, hvor en ikke ringe andel var rekrutteret fra VS og maoisterne eller blot var blege medløbere. Journalisterne brugte deres uhindrede adgang til mikrofonerne ikke til at sørge for alsidighed, men til at propagandere for egne synspunkter, der generelt lignede tidens venstrefløjsflosker til forveksling.

Der var også hæderlige undtagelser, men generelt var Danmarks Radio ikke nogen voldsom støtte for forståelsen af kommunismens og venstreradikalismens trusler i en tid, hvor hver eneste demokratiske sjæl med forståelse for totalitarismens farer var guld værd.”



13. maj 2009

DR-journalister gav i maj 1973 “Ubetinget støtte til Folkefronten For Palæstinas Befrielse”

Idag er venstrefløjens støtte til marxistiske terrorister sekterisk, men det har den ikke altid været. Den 4. november 1994 gennemgik Bent Blüdnikow og Arne Notkin i Weekendavisen det de kaldte Terrorismens danske heppekor. Artiklen er bestemt et gensyn værd, ikke mindst fordi de under den efterfølgende debat fremlagde navnene på 72 danske mediepersonligheder, der i maj 1973 underskrev et dokument om “Ubetinget støtte til Folkefronten For Palæstinas Befrielse”. Støtte til en terrorgruppe der begik drab på civile og og ikke slørede sin hensigt, hverken før eller efter.

Navnelisten røber flere markante DR-journalister (fremhævet herunder), men også historieprofessor Claus Bryld, og andre fra DR’s ekspertpanel.

Kjeld Ammundsen, Niels Andersen, Gunvor Auken, Grith Backer, Dola Bonfils, Lars Bonnevie, Niels Henning Borup, Jan Bredsdorff, Ellen Brun, Birgit Brüel, Claus Bryld, Tine Bryld, Jens Brøndum, Else Brønnum-Hansen, Hans Henrik Clemensen, Jørgen Dragsdahl, Gunhild Due, Peter Ege, Steen Folke, Uffe Geertsen, Aase Hansen, Bente Hansen, Litten Hansen, Jannik Hastrup, Ingo Henningsen, Jacques Hersh, Kaj Himmelstrup, Ingrid Hind, Tage Hind, Anders Holm-Nielsen, Gertrud Holm-Nielsen, Karen Holm-Nielsen, Svend Holm-Nielsen, Søren Højmark, Mogens Høver, Jesper Jensen, Lone Lyk Jensen, Per Lyk Jensen, Magnus Johansen, Minnie Johansen, Jan Leon Katlev, Poul Koch, Per Kongsted, Kjeld Koplev, Mogens Krustrup, Ejvind Larsen, Lone Lindorff, O. H. Lundberg, Søren Søltoft Madsen, Ivan Malinovski, Henrik Moltzen, Jens Nauntofte, Gregers Nielsen, Kirsten Nielsen, Ray Nusselein, Torben Kjeld Pedersen, Birgitte Rahbek, Lasse Rathnov, Anders Refn, Christine Schultz, Per Schultz, Erik Sigsgaard, Arne Skovhus, Svend Skovmand, Finn Slumstrup, Ruth Sperling, Inger Stender, Erik Stinus, Niels Thomsen, Nils Vest, Wibeke Winding og Svend Erik Øhlenschlæger.

(Weekendavisen, 16. december 1994)

Artiklen mødte voldsom kritik fra flere af personerne på listen. Svend Erik Øhlensclæger betegnede artiklen som “udokumenteret tilsvining” (25/11-94), og Claus Bryld gik til angreb på det han så som “beskyldninger… uden gnist af bevismateriale” (16/12-94). Kjeld Koplev mindes ikke nogensinde at have underskrevet dokumentet, og pointerede, at det hele var skrevet “uden ringeste form for dokumentation” (16/12-94). Det viste sig senere, at han selv var en del af VS’ arbejdsgruppe der tog initiativet til PFLP-resolutionen.

Der var dog visse dokumentationsproblemer, og dem hæftede kritikerne sig selvfølgelig ved, men udover fejlagtig læsning af årstallet (1979 istedet for 1974, håndskrevet) på det oprindelige løsark (vedlagt Kolding Højskoles blad Tryk, primo 1973), som Blüdnikow og Notkin lod gengive i Weekendavisen d. 25. november 1994 (->), er der ikke meget at komme efter.

Dokumentets autencitet kan ikke bestrides, dateringen er præcis, og det hele understøttes af Falastin Bulletin (nr. 6, maj 1973, Palæstinakomiteen) og VS/Bulletin (nr. 101, 25. maj 1973), der refererer resolutionens ordlyd og henviser til underskrifterne med ordene “er underskrevet af 72 personer” (F/B) og “72 underskrifter er udeladt af pladshensyn” (VS/B).

Fra den indledende artikel – Terrorismens danske heppekor (4/11-94).

“Blekingegadebandens forbrydelser er ved at fortone sig i journalistisk inkompetence og dansk hygge. Politiken og månedsbladet Press har ført kampagne for den fængslede terrorist Marc Rudin, og Danmarks Radios TV-avis lod to af de fængslede danskere fortælle en rørende historie om deres solidaritetsarbejde for deres medfanger. I sidste uge udkom så en bog af journalisterne Betina Bendix og Lene Løvschall om Blekingegadebanden, som Weekendavisens anmelder, Lars Villemoes, betegnede som et festskrift til forbryderne og et glansbillede af deres terroristiske aktiviteter. Inden heltedyrkelsen når uanede højder, er det værd at præcisere, hvad banden egentlig stod for, og hvilken tidsånd der herskede, da den tilsluttede sig den terroristiske kamp i tæt samarbejde med PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse).

Palæstinensernes selvstændighedskamp fostrede i 1967 en rabiat terroristisk gruppering, hvis væsentligste eksponent var PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse) under ledelse af George Habash. Organisationen bekendte sig til marxismen og den voldelige revolution, og den angreb israelske og jødiske mål overalt i verden. Dens aktiviteter var specielt blodige op til 1980. PFLP afviste dengang som nu, at en jødisk stat kunne eksistere i Mellemøsten. Også jøder og ikke-jøder uden for Israel blev angrebet af gruppen, som anså jøder for potentielle zionistiske fjender. PFLP samarbejdede med flere af de kendte terroristorganisationer som Rote Arme Fraktion, Revolutionäre Zellen, Action Directe og Den Røde Japanske Hær.

[…]

Der var mange årsager til, at holdningerne blev så ekstreme. Der var en forståelig solidaritet med det undertrykte palæstinensiske folk. Venstrefløjens bastante opdeling af verdens befolkning og lande i undertrykte og undertrykkere spillede en rolle for synet på Israel og zionismen som det onde selv. Israel og zionismen blev identificeret med imperialisme, undertrykkelse og kapitalistisk udbytning, ja til sidst nærmest symboler på disse forhold…

Ved netop at gøre radikalt op med den jødiske stat ramte venstrefløjen effektivt en særdeles sårbar nerve i forældregenerationens og den vestlige verdens værdipræmisser. Samtidig befriede man Europa for skyld: Nu var de tidligere ofre bødler. Uanset de komplicerede årsagsfaktorer foregik der allerede fra slutningen af 1960erne en kampagne mod Israel og zionismen. Der kunne være grund til at kritisere den israelske politik, men det interessante i denne forbindelse er, at kampagnen var så hadefuld og ekstrem, at den ikke lader sig forklare rationelt. Lad os fremdrage et symptomatisk eksempel fra tiden. Journalist Lars Møller-Rasmussen dækkede Mellemøsten i dagbladet Information, der i denne periode var venstrefløjens vigtigste forum. Lars Møller-Rasmussen erklærede sig i sin avis for anti-zionist (14.-15. september 1974). I hans kampagne mod zionismen gjaldt alle kneb. Således gjorde han zionisterne medansvarlige for drabet på seks millioner jøder under 2. verdenskrig. Således skrev Lars Møller Rasmussen 5.september 1974: “Hvad er de israelske lederes største forbrydelse? Fordrivelsen af palæstinensiske arabere fra Israel i 1948?… Forkert gættet… Ofrene for zionist-ledernes – de senere israelske ledere – største synd var ironisk nok ikke arabere, men jøder… Og de seks millioner bliver i dag direkte eller indirekte brugt som et af de stærkeste argumenter for Israels politik. Derfor er det fristende at spørge, hvorfor zionisterne under krigen ikke pressede briterne hårdere for at få dem til fx at bombe jernbanelinierne til KZ- lejrene eller krematorieovnene for derved i hvert fald at redde nogle af ofrene… Man kan spørge… om den berømte mangel på jødisk modstand mod udryddelsen mindre skyldtes ‘jødiske egenskaber’ end, at zionistledelsen havde undladt at informere ofrene om, hvad der ventede dem”. Denne beskyldning blev snart efter koblet sammmen med konspirationsteorien om jødernes overvældende magt…

[…]

Når den “legale” venstrefløj uhæmmet og uden offentlighedens protester kunne gøre Det mosaiske Troessamfund medansvarlig for Israels gerninger, er det ikke besynderligt, at den endnu mere naive og illegale del af venstrefløjen kunne finde på at rette sine aktiviteter mod et “zionistisk” plejehjem.

Ingen danske jøder faldt som ofre for den pro-palæstinensiske terror. Men i andre lande blev jødiske menigheder, synagoger og skoler angrebet. Jødiske skolebørn og bedende blev dræbt. For at legitimere disse angreb blev alle jøder gjort ansvarlige for zionismens gerninger. Zionismen har indrulleret jøderne, og så længe de ikke frigør sig fra zionismen, kan de rammes. En af dem, der deltog i denne legitimering var Anne Grete Holmsgård. I dag er hun af statsministeren udnævnt til formand for Ligestillingsrådet. Dengang var hun formand for Venstresocialisternes Internationale Udvalg og en af nøglepersonerne i udformingen af den antizionistiske kampagne…

Den legale del af venstrefløjen banede også vejen og legitimerede samarbejdet med PFLP og terror mod civile. Således skrev VS’ bladet International Bulletin nr. 14 1978, da Anne Grete Holmsgård var ansvarlig for partiets internationele udvalg: “Vi afviser, at den palæstinensiske befrielsesbevægelses flykapringer og aktioner i Israel er terrorisme. Det palæstinensiske folk står bag disse kampformer, og dette er for os det afgørende”. Og i Information d. 12. juli 1978 skriver medlem af VS’ internationale udvalg Lone Johnsen: “den israelske stat skal knuses. Palæstinensernes befrielseskamp kan ikke undgå at få civile konsekvenser”. Og i 1980 skrev Kit Broholm og Niels Hermind, begge fra VS’ Mellemøstgruppe: “Den kamp, der nødvendigvis altid vil blive rettet mod en sådan undertrykkende kolonistat (Israel red.), vil også blive rettet mod jøderne verden over, for så vidt det lykkes zionisterne at få jøderne til at identificere sig med zionismen og forsvare Israel”.

Terrorismen mod Israel og jøder, der ikke tog afstand fra Israel, blev således legitimeret af VS og andre venstrefløjsgrupper, og netop PFLP, der stod bag nogle af datidens mest blodige terroraktioner, blev den danske venstrefløjs yndling. I 1979 skrev 72 mere eller mindre kendte danskere under på en appel, der hed: “Støt indsamlingen til PFLP. Ubetinget støtte til Folkefronten for Palæstinas Befrielse”.

… at PFLP gennem sine aktioner havde ramt snesevis af uskyldige civile, kunne ingen af dem være i tvivl om. I 1970 bortførte PFLP fire internationale rutefly til den nedlagte flyveplads Dawson’s Field i Jordan og sprang flyene i luften. I 1972 nedslagtede terrorister under PFLPs ledelse 27 civile mennesker i Lod Lufthavn i Israel. I 1973 nedskød Carlos under ledelse af PFLP den jødiske forretningsmand Josef Sieff i London. I 1974 kastede PFLP-folk 3 håndgranater i et teater i Tel Aviv. 3 døde og 54 blev såret. I juni 1976 fandt flybortførelsen til Entebbe i Uganda sted. Her døde 4 civile i forbindelse med redningsaktionen. En flybortførelse til Mogadishu i oktober 1977 krævede 4 sårede, og 5 blev såret under en aktion i Bruxelles i april 1979.

De fleste af de 72 underskrivere var oplyste mennesker, der intenst fulgte udviklingen. Dengang som nu. På listen finder man flere mennesker, der i dag er fremtrædende medarbejdere i Danmarks Radios P1: Kanalens chef Finn Slumstrup, leder af Orientering Ruth Sperling, Kjeld Koplev og Birgitte Rahbek. TV-siden er repræsenteret af blandt andre Jens Nauntofte, Per Schultz og Svend Erik Øhlenschlæger. Fra Information finder vi Jørgen Dragsdahl og Ejvind Larsen. Af andre notabiliteter kan nævnes socialrådgiver Gunvor Auken, filmkvinden Dola Bonfils, forfatteren Jan Bredsdorff, historikeren Claus Bryld, socialrådgiver Tine Bryld, læge Peter Ege, tidligere folketingsmedlem Steen Folke, folkeoplyseren Uffe Geertsen, forfatteren Bente Hansen, skuespilleren Litten Hansen, højskolemanden Søren Højmark, forfatteren Jesper Jensen, filmmanden Anders Refn, tidligere folketingsmedlem Erik Sigsgaard, forfatteren Erik Stinus og filminstruktøren Nils Vest.

Relateret.

  • 25/3-09 Højesteret – ”Fighters and Lovers-sag”.
  • (PFLP-støttesalg, DKP’s stand, 1. maj-arrangement 2009 i Botanisk Have, Århus)

    

    20. januar 2009

    DR-ikon: “Man bliver nødt til at forstå konflikten som et zionistisk koloniseringsprojekt…”

    Birgitte Rahbek i dagens udgave af Dagbladet Arbejderen (der udgives af Kommunistisk Parti) – Medierne er for ukritiske overfor Israel.

    “Konflikten omkring Gaza og palæstinenserne er den mest dækkede og mindst forståede. Dét mener Mellemøsteksperten og den tidligere DR-P1-medarbejder, Birgitte Rahbek.

    Hun skruer som regel bort fra TV 2 og DR, når det handler om Gaza. Over på tv-stationen Al-Jazeera International eller BBC.

    – Problemet er, at i Danmark bliver konflikten i vid udstrækning dækket af journalister, der er israelere eller meget pro-israelske, siger Birgitte Rahbek, der i 23 år, indtil 1. august 2007, var ansat som programmedarbejder ved DR`s P1…

    – Politikens Herbert Pundik er israeler. Hanne Foighel fra Politiken er israeler, og Hans Henrik Fafner fra Weekendavisen er israeler. Foruden Steffen Jensen fra TV2. Jeg ved ikke, om de har israelsk statsborgerskab. Men de bor der, og deres børn er opvokset der. Nogle af dem har også haft børn i det israelske militær, siger Birgitte Rahbek i en samtale med Arbejderen.

    – At så stor en del af pressen er dækket af israelere, spiller naturligvis en rolle i Israels favør…

    Hun mener, at britiske selv amerikanske CNN er bedre til at drage palæstinensiske og arabiske analytikere, kilder og meninger ind i sine udsen BBC og selv amerikanske CNN er bedre til at drage palæstinensiske og arabiske analytikere, kilder og meninger ind i sine udsendelser…

    – I konflikten i Gaza i dag er det hele landet på, at det var Hamas, der begyndte kampene, til trods for, at det var Israel, der brød våbenhvilen den 4. november, udtaler Birgitte Rahbek.

    Hun synes blandt andet, at DR`s dækning har været ‘under al kritik.’ Blandt andet har de en meget inkompetent reporter dernede, der endnu ikke har vist tegn på indsigt i konflikten…

    – Sagt på en anden måde, bliver konflikten præsenteret som om der er tale om to folk, der slås om det samme stykke land. ‘Og kunne de dog ikke bare holde op med det?’ Det betyder, at mange almindelige mennesker ikke kan forstå konfliktens kerne, siger Birgitte Rahbek, der er magister i kultursociologi fra Københavns Universitet.

    – Man bliver nødt til at forstå konflikten som et zionistisk koloniseringsprojekt i det gamle Palæstina…

    – Al-Jazeera international, som har været min yndlingskanal under krigen i Gaza, ser først og fremmest krigen fra de civiles side… der er ikke tvivl om, at reporterne sympatiserer med de mange hundredetusinde der lider. Og man skulle da også være helt mærkelig oven i hovedet, hvis man ikke sympatiserede med civilbefolkningen, tilføjer Mellemøsteksperten…

    – Billedet af palæstinenserne falder i medierne ind under hele anti-islamkampen, der kører i øjeblikket. Det er en del af islamofobien.”

    

    17. januar 2009

    Jøde: Det minder mig om nazisterne, “det er det samme de siger, det er det samme de vil.”

    Aftenshowet på DR1 havde i torsdags inviteret jødiske Claus Bentow, til en snak om det at være jøde i multikulturelle Danmark, og her blev der blandt andet vist lidt fra de afslørende Youtube-videoer, medierne hidtil har valgt at ignorere.

  • 15/1-09 Aftenshowet – Truet for sin religion (8 min).
  • Delvis transkription.

    Mads Steffensen, Vært : Du er dansk jøde, du bor her i København, og du føler dig truet i hverdagen. Hvordan har du mærket det på egen krop?

    Claus Bentow: Det har jeg oplevet på flere forskellige måder. Jeg har oplevet biler køre op bag ved mig når jeg kører på arbejde, og kaster ting ud af vinduerne og råber ‘jahud’, som er arabisk for jøde. Jeg har oplevet en muslimsk friskoleklasse som dansede bag i bussen, og råbte død over jøderne, da jeg sad med min datter på tre oppe foran. Jeg er blevet overfaldet, korporligt, kastet sten på mig, og folk der vil slå mig ned og så videre, og så videre.

    Mads Steffensen: – og de kan spotte. Hvem er det der råber de her ting. Hvem er det du bliver truet af?

    Claus Bentow: De her ting har primært været muslimer, altså radikale muslimer, islamister, men jeg vil skyde på at den yderste venstrefløj også kan melde sig ind under de faner, her i Danmark.

    Mads Steffensen: – og de kan spotte dig på grund af kalotten?

    Claus Bentow: Kalotten ja, men nu er jeg holdt op med at gå med den uden en hat over. Altså før i tiden har jeg gået med den – det kan blive varmt på sådan en sommerdag, så man behøver ikke en stor sombrero på hovedet. Men det er derfor de kan spotte det.

    Mads Steffensen: Og din kone har også oplevet trusler, kan man sige, men hun vil ikke stille sig frem her i dag. Det har hun ikke lyst til. Hvad har hun oplevet?

    Claus Bentow: Ja, hun har oplevet trusler. Hun er blevet spyttet efter en to tre gang, hun er blevet truet nede i Metroen for eksempel, blevet spyttet af en arabisk mand på Nørrebro, en ældre arabisk mand, da han så hendes Davidstjerne, som hun havde om halsen. Så er hun blevet spyttet på, da hun var på vej ud af bussen med vores ni måneder gammel Elias i barnevognen…

    Mads Steffensen: I lørdags der deltog du i en demonstration på Rådhuspladsen på grund af krigen i Gaza. Vi har nogle billeder af det her. Hvad var formålet med den demonstration?

    Claus Bentow: Formålet var i al stilfærdighed, at udtrykke et ønske om fred, og vise at Israel vil fred, også selv om det bliver nødt til at bekæmpe terrorisme. Ja, det var egentligt det budskab vi havde med os der. I al stilfærdighed.

    Mads Steffensen: Og der var jo så også en moddemonstration, den dag – det har vi også nogle billeder af.

    Mads Steffensen: Hvad tænker du når du ser de her billeder?

    Claus Bentow: Jeg får det fysisk dårligt. Det er til at blive deprimeret af, angst, og alt det håb jeg engang havde om en eller anden form for fredelig sameksistens, måtte det være i Mellemøsten, eller måtte det være heroppe, det tror jeg ikke på mere. Jeg kan kun se det her – det minder mig fuldstændigt om nazisterne i Anden Verdenskrig, det er samme slogans, det er det samme de siger, det er det samme de vil. Det er aldeles horribelt.

    Mads Steffensen: Alle jøder skal udslettes bliver der sagt her. Det er jo dig og din familie.

    Claus Bentow: Det er korrekt. Der står jo også i Koranen, i muslimernes hellige bog, at der hvor man finder jøderne skal man dræbe dem. Hizb ut-Tahrir har lige delt løbesedler ud hvor det stod her i Danmark, så der er jo ikke, man kan sige, de skjuler jo ikke deres hensigter. Det er jo ingen hemmelighed, hvad de her mennesker vil.

    Mads Steffensen: … altså der er krig i Gaza ligenu, føler du at krigen er flytte til Danmark. Er det taget til?

    Claus Bentow: Ja, det har helt sikkert taget til… altså trusselsniveauet er højt alligevel, nu er det bare tårnhøjt… Jeg tror ikke man skal forestille sig det daler ned til et normalt niveau, nej, nu vil det blive liggende højere end det plejer… Situationen er optrappet dramatisk fra muslimernes side.

    Mads Steffensen: … er det blevet værre at være jøde i Danmark?

    Claus Bentow: Ja, det synes jeg. Det synes jeg bestemt.

    Mads Steffensen: Nu er du så også far, hvad vil du gøre for at beskytte dine børn?

    Claus Bentow: Jeg prøver så vidt muligt, at holde dem væk. Jeg har blandt andet ikke sendt dem i folkeskole… Nu må man gøre op med sig selv, om man synes det er tåleligt at leve sådan, ellers så må man flytte til – jeg ved ikke, New York, andre steder, Israel måske, for at leve et tåleligt liv som jøde.

    Apropos. Ny video fra den omtalte moddemonstration.

    (den heilende palæstinenser & et bestyrelsesmedlem for Muslimer i Dialog)

    Diverse.

  • 5/1-09 TV2 Online – Ekspert: Oprørt over dansk hykleri (Michael Irving Jensen og Birgitte Rahbek).
  • “Det er ikke alle palæstinensere, der magter at fortælle den palæstinensiske historie i et sprog, som danskerne forstår, og det fremmer ikke sympatien i det danske samfund.” (Michael Irving Jensen)

  • 15/1-09 Jyllandsposten – Hamas-minister dræbt i sin brors hus (af Kaare Sørensen).
  • “Torsdag aften oplyste Hamas – gennem Egypten – at ledelsen i Hamas er parate til fred.” (Hamas taler om hudna, dvs. midlertidig våbenhvile, der ifølge chartret er forberedelse til krig)

  • 16/1-09 Jyllandsposten – Niels Lillelund: Vor tids jøder).
  • “Muslimerne er vor tids jøder. Konklusionen skyldes professor udi forfatningsretten dr.jur. Henning Koch…

    Vi andre må nøjes med empiri, når vi spørger os selv: Er muslimerne vor tids jøder? Er muslimernes situation i Danmark i dag, som jødernes var det i 1930’ernes Berlin? Der er ting, der taler imod, f.eks. det faktum, at der står muslimer i kø for at komme ind i Danmark, mens jøderne i trediverne, efterhånden som nazisternes hensigter blev tydeligere, gjorde, hvad de kunne, for at slippe ud.

    … jødehaderne holdt parade i lørdags på Rådhuspladsen i København. Der blev råbt heil Hitler, der blev råbt ned med USA, ned med Danmark, ned med demokratiet, og der blev råbt, at alle jøder skal dø NU, at Allah er den største, og at han nok skal komme efter jøderne og give dem deres straf.

    En ung mand, der hvislende fik sagt: »Hvis I vil ha’ jeres jøder så ta’ dem, de ska’ ikk’ vær ned’ i vores land.« Det kom med i TV Avisen, men ikke så meget andet. Der var ingen heilen i indslaget og heller ingen bekymrede kommentarer. Der syntes at herske et vist ubehag ved overhovedet at røre ved historien. På DR Online kunne man læse, at der havde været »et stort politiopbud,« og at palæstinensere og autonome havde været »meget højrøstede.«

    Ikke videre. I TV Avisen indledte man med ordene: »Det har været en dag, hvor mange danskere har haft lyst til at demonstrere « og så har man da ikke sagt for meget…

    Men mens vi venter på forskeren, kan man ved synet af de fredselskende Palæstina-sympatisører få den tanke, at det snarere er jøderne, der er vor tids jøder? Ikke kun på grund af brunskjorterne på Rådhuspladsen, men nok så meget fordi et facilt borgerskab høfligt vender ryggen til alt det grimme og fortsætter den dannede samtale i salonerne.”

  • 16/1-09 Dagens Nyheter – Sparkad bloggare i ny strid mot arbetsgivaren.
  • 

    8. januar 2009

    Om Kurt Strands “mikrofonholderi over for de mennesker, han er politisk enig med”

    Fra gårsdagens Kristeligt Dagblad – et læserbrev af Lone Nørgaard.

    Kritik af Deadline. Konfliktdækning er ensidig
    Lørdag den 3. januar fokuserede DR 2- programmet Deadline på konflikten i Gaza og Israels invasion. Studieværten, Kurt Strand, havde muligvis selv den opfattelse, at udsendelsen leverede en afbalanceret fremstilling af den aktuelle situation i Gaza. For os, der har stadig sværere ved at forstå DR’s tendentiøse, anti-israelske dækning af konflikten, var der tale om nok et partsindlæg.

    At kultursociologen Birgitte Rahbek blev inviteret til at beskrive de sandsynlige Hamas-reaktioner på den israelske invasion lå lige til højrebenet. For selvfølgelig har hun ret i sin væsentligste pointe: Angrebet vil skabe endnu mere had blandt palæstinenserne. Men enten må Kurt Strand holde op med sit mikrofonholderi over for de mennesker, han er politisk enig med, og stille de relevante kritiske spørgsmål, eller også burde han have inviteret en opponent, som kunne have gjort det helt klart for seerne, hvori Israels dilemma består. Birgitte Rahbeks pro-palæstinensiske position har været kendt i årevis, og det er synd at sige, at hun er en neutral iagttager.

    Skulle Kurt Strand ikke have forholdt sig til det faktum, at israelerne kæmper for at overleve, mens de palæstinensiske terrorister kæmper for at udrydde? Som ville have ledt til følgende spørgsmål: Er Israel ikke nødt til at beskytte sig ved at eliminere den terrortrussel, som dagligt kommer fra de palæstinensiske byer, og som menige palæstinensere støtter ved at skjule terroristerne? Hvordan, Birgitte Rahbek, kan Israel undgå at ramme civilbefolkningen (kvinder og børn), når terroristerne vælger at bruge dem som skjold?

    Han kunne også passende have stillet spørgsmålet: Gør Israel ikke, hvad de kan for at forhindre drab på uskyldige? I modsætning til palæstinenserne, som dræber for at udrydde så mange som muligt: civile, militærfolk, kvinder og børn.

    DR er vores alle sammens fuldt licensfinansierede og brugerbetalte radio- og tv-station. Derfor kan man også som seer kræve, at DR’s journalister spidser de kritiske blyanter.

    Det pågældende udsendelse er delvist transkriberet her.

    Oploadet Kl. 17:58 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer
    

    3. januar 2009

    TV2: “Nu havde israelerne jødestjerner på, så kan man ikke sige at de selv var ude om det?”

    Der er masser af blogstof relateret til den igangværende konflikt, og man må sige medierne i store og hele følger det sædvanlige mønster. På TV blev det i dag problematiseret, at der var flere palæstinensiske ofre end israelske. Hvordan det kan være et problem, at demokratiske Israel er stærkere end islamistiske Hamas, kan jeg ikke rigtigt forstå. Hvis det omvendte var tilfældet ville Israel hurtigt blive forvandlet til en gold slagmark ala Sudan.

  • 2/1-08 Orientering, P1 – Konflikten i Gaza fortsætter.
  • Politikens Michael Jarlner dyrker ligeledes pseudo-argumentationen. Da Hamas gemmer sig i civilbefolkningen er de svære at ramme, og hvis israelerne går efter dem medfører det civile dødsfald, og radikaliserer palæstinenserne. Havde der været lidt konsekvens i analysen, så ville den ende med Israels udslettelse.

  • 2/1-08 Politiken – Udlandsredaktør: Israels angreb skaber radikalisering.
  • ‘Frygten for radikalisering’ var også fikspunktet for Birgitte Vestermark i Orientering på P1, der så et paradoks i Israels angreb, idet det ville styrke Hamas blandt palæstinenserne. Det er et kunstigt paradoks. Israels mål er at at stoppe raketregnen og sikre grænserne. Alt andet er detaljer.

    Birgitte Vestergaard kunne også fortælle at vi havde at gøre med “uforsonlige partere”, underforstået – de er lige gode om det. Det er absurd at sætte det sådan op. A vil udslette B – B vil ikke acceptere A’s målsætning.

    Mediernes opbakning til palæstinenserne er total, og det er måske det, der får de mest rabiate frem. Fra DR1 igår…

    Anonym palæstinenser: Han er en af de første i Danmark, der har vist en rigtig stor, stor, kæmpekæmpekæmpe – jamen, I skulle se igår, en stor fest vi lavede på grund af det. Jeg håber virkelig, vi allesammen vi støtter ham.

    Nahi Abuo-Hantash, palæstinenser: … jeg er heller ikke enig i det der er sket, men et eller andet sted, så forstår jeg godt det der er sket. En ud af flere millioner palæstinensere bliver nødt til at reagere.

    (Se indslaget her)

    Når nu herboende palæstinensere kan bifalde et racistisk mordforsøg på TV, så kan det ikke overraske, at en journalist på TV2news sidst på eftermiddagen fredag (cirka 17.20), kunne berige sendefladen med dette spørgsmål – som han tydeligvis fortrød sekundet efter.

    Journalist, TV2news: Nu havde israelerne jødestjerner på, så kan man ikke sige at de selv var ude om det?

    Fredag var af Hamas udnævnt til “Vredens dag”, men selvom der er mange af dem i ‘fredens religion’, så blev der alligevel demonstreret flere steder i landet. Demonstrationen på Rådhuspladsen i Århus var arrangeret af Multikulturel Forening. APK er Arbejderpartiet Kommunisterne, stalinisternes sidste bastion.

    (DR Update, 2/1-09 – Banner brændt i Århus)

  • 2/1-09 (19.30) TV2 Østjylland – Demonstration mod bomber.
  • (Hizbollah-flag, lige bag taleren der udtaler: “Døden den lokker.”)

    Eyub Kekel, palæstinenser: Jeg kan ikke styre mit temperament, og et eller andet sted, så kunne jeg godt finde på, at gå amok et eller andet sted med israelere eller sådan noget. Jeg er ligeglad med det kommer i fjernsynet… Det kan ikke passe jeg hver eneste dag skal høre i aviserne, at der er en muslim der er død, for det går mig på – det går mig rigtigt meget på… Jeg er ikke farlig for nogen, men hvis jeg ville være farlig, så kunne jeg godt blive farlig. Det gælder for de israelere der.

    I Odense blev der atter demonstreret i Flakhaven, men da atmosfæren var lidt for arabisk trak to af talerne sig i sidste øjeblik fra arrangementet. Tilbage var kun Enhedslistens to muslimer – Asmaa Abdol-Hamid og Anna Rytter. Som ved mandagens demonstration havde palæstinensere medbragt Hamas-flag.

  • 2/1-09 Fyens Stiftstidende – Ny demonstration på Flakhaven i dag.
  • 2/1-08 Fyn.dk – Trak sig som talere ved demonstration.
  • (foto, mandagens demo: udsnit fra Fyens.dk, K. Rune)

    (foto, mandagens demo: udsnit fra Fyens.dk, K. Rune)

    (foto, fredagens demo: udsnit fra Fyn.dk, P. Crowes)

    Opdate 3/1-09.

  • 29/12-08 IHT – In the midst of war’s horror, a terrible vengeance.
  • At Shifa Hospital on Monday, armed Hamas militants in civilian clothes roved the halls. Asked their function, they said they were providing security. But there was internal bloodletting under way.

    In the fourth floor orthopedic section, a woman in her late twenties asked a militant to let her see Saleh Hajoj, her 32-year-old husband. She was turned away and left the hospital. Fifteen minutes later, Hajoj was carried out of his room by young men pretending to transfer him to another hospital section. As he lay on the stretcher, he was shot in the left side of the head. A bit of brain emerged on the other side of his skull.

    Hajoj, like five others who were killed at the hospital in this way in the previous 24 hours, was accused of collaboration with Israel… A crowd at the hospital showed no pity after the shooting, which was widely observed. A man in his thirties mocked a woman who expressed horror at the scene.”

  • 31/12-08 SVT1 – Tolvslaget på Skansen (via Johan Lundberg; Bittorent: 439 mb).
  • (Mikael Wiehe med palæstinenensertørklæde, symbolet på Intifadaen)

  • 2/1-09 TVavisen (21.00) – Mordforsøg skaber debat (fra Den Palæstinensiske Klub i Hillerød).
  • (Plakat i baggrunden uden Israel)

  • 2/1-09 (21.00) TV2 Nyhederne – Politisk motiv bag skuddrama .
  • TV2-journalist: Ved fredagsbønnen hos Det Islamiske Trossamfund i Odense er det i dag ikke muligt, at få nogle imamer i tale, og udenfor er der forskellige meninger om den mand der er anholdt for skyderiet mod de to israelere.

    Azam Azam, muslim: Jeg forstår ham 100 procent. Han er min ven, jeg er vokset op sammen med ham.

    (Se indslaget her)

  • 3/1-09 Fyens Stiftstidende – Skudofre: De jublede da vi blev båret ud til ambulancen.
  • “- Da vi blev båret ind i ambulancen, hørte jeg flere, der jublede over det, der var sket, fortæller han…

    Da avisen ankommer til Odense Universitetshospital, er de to israeleres stue da også bevogtet af uniformerede betjente.

    – Vi er blevet chikaneret flere gange af arabere, der har opsøgt os i grupper på 8-10 stykker ad gangen. De har aldrig slået os, men de har truet os, spyttet efter mig og råbt “dræb alle jøder” og “fuck Israel” og sådan nogle ting, siger Itai.

    Da konflikten for alvor blussede op i Gaza, tog chikanerierne til.

    – Før var det måske et par gange om måneden, men i de sidste dage op til og mellem jul og nytår, var det flere gange om ugen, fortæller Itai.

    Et par dage før juleaften blev Itai og én af de i alt 15 israelere, der arbejdede som sælgere i centret, omringet af en håndfuld mænd.

    – De råbte og skreg og svingede med et palæstinensisk flag. Vi løb ind i en restaurant i centret for at komme væk derfra, fortæller Itai.”

  • 3/1-08 Information – Jødiske intellektuelle uenige om Gaza-krigen.
  • “Militser og civilister bebor det samme byrum. Såvel Gaza By som Rafa fører en dobbelttilværelse som kaserne. Krigere træner umiddelbart ved siden af skoler, og raketter bliver opbevaret i kælderen under flerfamilieshuse i flere etager. (…) Ingen militærstrateg i historien har nogensinde stået over for en tilsvarende sammenblanding af bevæbnede krigere og civile, ingen er før blevet konfronteret med en doktrin, som stiller børn foran kanoner og bruger babyer som barrikader. Teorien om den retfærdige krig foreskriver, at ikke-kombattanter ikke må skades. Men Hamas og dets militære fløj har, fuldt bevidste om verdensopinionens humanitære bekymring, med overlæg indrettet det sådan, at Israel rammer så mange civilister som muligt. (…) Selv de største modstandere af krigen må indrømme den elementære kendsgerning, at Hamas repræsenterer en dødelig trussel for Israel. Til skade for sit eget folk er Hamas-lederne Khaled Meschal og Ismail Hanja uvillige til fred og kompromis. Som deres ven, den iranske præsident Mahmoud Ahmadinejad, ønsker de Israel død. Så enkel er sagen.” (Fania Oz-Salzberger, historiker til Frankfurter Allgemeine Zeitung)

  • 3/1-08 DR Tekst-tv – Israelsk angreb dræber Hamas-Leder.
  • “… de fleste af Hamas-lederne er nu gået under jorden af frygt for mordforsøg.”

  • 3/1-08 Politiken – Venskabsforening beklager skuddene på Fyn.
  • “Jeg har fået af vide, at de to har opført sig provokerende – også over for de andre handlende. De har blandt andet haft en kæmpe davidstjerne. (Fathi El-Abed, DanPal)

  • 3/3-08 (16.16) TV2 Online – Uro ved stor Gaza-demonstration.
  • “Der blev kastet kanonslag og brændt is­raelske flag af, da op imod 2000 menne­sker i dag demonstrerede i København mod Israels angreb på Gaza… Københavns Politi oplyser, at det pri­mært var en lille gruppe unge, der la­vede uorden, da de kastede med fyrvær­keri mod politifolk og forbipasserende.”

  • 3/1-09 (16.17) Politiken – Flag brændt af ved dansk Gaza-demo (af Martin Justesen, Søren Astrup).
  • “Udover de palæstinensiske flag var der også Hizbollas gule flag, ligesom der blev flaget med grønne flag, hvorpå der med gult stod den islamiske trosbekendelse på arabisk

    Mens politiken.dks udsendte talte med Najla Adlouni, lød der to kæmpe brag på Slotspladsen, sandsynligvis af kraftige kanonslag, hvorefter der blev sat ild til det israelske og amerikanske flag…

    Ahmad Harby, der er medlem af medie- og politikudvalget i Islamisk Trossamfund, forstår dog godt, hvorfor flagene blev brændt af.

    »Det glæder mig. De brænder vores børn, folk og liv«, sagde han… Han anerkender ikke Israel…”

  • 3/1-09 (17.00) Radioavisen (insinuerer anti-Israel demoen var en fredsdemonstration).
  • Kai Selliken, Radioavisen: Det var som sagt demonstrationen i København. Og om lidt er der også fredsdemonstration i Tel Aviv, hvor en israelsk fredsbevægelse forsøger at bliver hørt.

  • 3/1-09 (17.10) DR Update – Gaza-demonstration i København.
  • DR-vært: Lørdag var der igen demonstrationer mod Israels angreb på Gazas befolkning.

    (Hamas-flag til København-demonstrationen)

  • 3/1-08 Ekstra Bladet – Flyveblade over Gaza: Kom væk!.
  • “Israelske fly kastede i morges flyveblade ud over det nordlige Gaza, med ordrer om at evakuere området.

    ‘På grund af angreb fra terrorister i det område, du bor i, rettet mod staten Israel, er de israelske forsvarsstyrker tvunget til at svare igen omgående. For din egen sikkerheds skyld beordres du til at forlade området øjeblikkeligt,’ står der på flyvebladene.

  • 3/1-08 Politiken – Skudofre forventede angreb efter trusler.
  • “»De havde flere gange i ungerne forud dannet ring omkring os, og lige før, det skete, tog nogle af dem billeder af os med deres mobiltelefoner. De var hadefulde i blikket«, fortæller Itai om mødet.”

  • 3/1-09 Youtube (Havva Kocbay) – Demo på Københavns Rådhusplads… d. 3.01.2009 (flere videoer; Masser af Hamas-flag, et enkelt Hizbollah-flag og nogle Regnbueflag – bizart).
  • 3/1-08 Ekstra Bladet – Paris eksploderet i vrede (muslimer går amok).
  • 3/1-09 (22.30) Deadline, DR2 – Interview med journalist Birgitte Rahbek (ignorerer Israels forklaring i samme indslag).
  • Mark Regev, talsmand: Landoperationen har til formål at øge presset på Hamas’ miltær, så civilbefolkningen i det sydlige Israel ikke længere er mål for Hamas-raketter.

    […]

    Kurt Strand: Hvad vil du tro bliver reaktionen blandt palæstinenserne efter invasionen her?

    Birgitte Rahbek, P1: Det første der vil ske er selvfølgelig at der bliver dræbt en masse mennesker, først og fremmest civile, så vil der formentligt ske det, at folk vil støtte mere og mere op bag Hamas, både i Gaza-striben, hvor der i forvejen også er nogle andre meget mere radikale grupper…

    Kurt Strand: – Altså det du siger, det er, at resultatet af invasionen her kan være at den politiske støtte til Hamas den vokser istedet for, som man jo kan fornemme må være det israelske mål med invasionen – istedet for at falde.

    Birgitte Rahbek: altså, bomberne skelner ikke jo ikke om du er Hamas eller ej…

    

    4. juni 2008

    Krig er fred… uvidenhed er styrke (om Koranen 5:32)

    Islamforskere snakker ofte om kontekst, men den her finder de næppe grund til at korrigere. Fra Jyllandspostens omtale af Omar Shargawis Gå med fred, Jamil.

  • 29/5-08 Jyllandsposten – Gå med fred, Jamil (anmeldelse).
  • “Der er ingen rene skurke i ”Gå med fred, Jamil” – alle har både krigeriske og forsonende sider, hvilket gør tragedien så meget desto større.

    For vi er jo alle mennesker – eller som filmens slutkommentar lyder med et citat fra Koranen: »Den som dræber et menneske, for ham er det som at have dræbt hele menneskeheden.«

  • 29/5-08 Jyllandsposten – Den, som har dræbt et menneske ? (kræver login; interview).
  • “Filmen slutter visuelt med et vers fra Koranen, som vises på baggrund af en mørk himmel. ’Den, som har dræbt et menneske, føler det, som om han har dræbt hele menneskeheden.’ Heri ligger et af Omar Shargawis stærkeste budskaber. ’Det er et budskab, som også ligger i alle de store monoteistiske religioner. Det kan aldrig retfærdiggøres i religion at slå et andet menneske ihjel’

    Sura 5, vers 32 i Koranen lyder…

    Den engelske (Yusuf Ali, 1934).

    “On that account: We ordained for the Children of Israel that if any one slew a person – unless it be for murder or for spreading mischief in the land – it would be as if he slew the whole people: and if any one saved a life, it would be as if he saved the life of the whole people. Then although there came to them Our apostles with clear signs, yet, even after that, many of them continued to commit excesses in the land.”

    Den danske (Ellen Wulff, 2006).

    “På grund af dette har Vi foreskrevet Israels børn, at hvis nogen dræber et menneske, uden at det sker som hævn, lige for lige, eller for at have skabt fordærv i landet, er det, som om han havde dræbt alle mennesker. Og hvis nogen skænker et menneske livet, er det, som om han havde skænket alle mennesker livet. Vore udsendinge har bragt dem de klare beviser. Alligevel gik mange af dem derefter for vidt på jorden.”

    # mischief, fra arabisk: Fitna – (flere betydninger, eks. forsøg på at lokke, tvinge muslimer fra deres tro).

    Koranen foreskriver således, at det er tilladt at slå ihjel, hvis nogle leder muslimer i fordærv. Hvad det betyder uddybes i det efterfølgende vers.

    “The punishment of those who wage war against God and His Apostle, and strive with might and main for mischief through the land is: execution, or crucifixion, or the cutting off of hands and feet from opposite sides, or exile from the land: that is their disgrace in this world, and a heavy punishment is theirs in the Hereafter;”

    “Gengældelsen for dem, der fører krig mod Gud og Hans udsending og stræber efter at skabe fordærv i landet, er, at de bliver dræbt eller korsfæstet eller får deres hænder og fødder hugget af i modsat side eller bliver fordrevet fra landet. Sådan er det. Der tilkommer dem vanære i denne verden, og i den hinsidige har de en vældig straf i vente.”

    Koranen 5:32 er med andre ord en advarsel til jøderne, og på ingen måde et budskab om at det aldrig kan “retfærdiggøres… at slå et andet menneske ihjel”. Faktisk det stik modsatte.

    Opdate.

  • 1/6-08 Søndagsavisen – Had og drab i troens navn (Bettina Nielsen, anmeldelse).
  • “Mange kender efterhånden det citat fra Koranen, som bliver brugt til at overbevise folk om, at islam er fred: Den, der dræber et menneske, har dræbt hele menneskeheden.

    Men det fuldstændige vers 32 fra Kapitel 5 i Koranen er mere kompliceret end som så. Både fordi det oprindeligt er skrevet som en advarsel til jøderne, men også fordi det legitimerer nogle former for drab.

    Så når danskpalæstinensiske Omar Shargawi i sin debutfilm ‘Gå med fred, Jamil’ citerer og tematiserer det forkortede vers, går der rod i budskaberne.”

    Opdate II.

  • 4/6-08 Information – Sådan er de jo, de arabere! (Birgitte Rabbek, anmeldelse).
  • “… filmen kommer imod instruktørens udtalte (i interview i Information den 30. maj) hensigt til at virke direkte racistisk. Ganske vist påstår den ikke at være repræsentativ for det arabiske indvandrermiljø i Danmark, men i betragtning af at der hverken hver dag eller år kommer en film om det miljø, bliver den det. Og det billede filmen tegner af arabere passer lige ind i det billede, som mange danskere har af dem; tilmed er en af de mest fordomsfulde muslim- og palæstinenserfjendske danskere, Mogens Rukow, medforfatter til filmen. Det må i sandhed være en film efter hans hoved, og tænk at man selv kan få dem til at lave den – og spille med i den…

    Det er da rigtigt, at filmen slutter med et fredeligt korancitat, men det forbliver et postulat, efter alt hvad man har været igennem inden.”

    

    5. juni 2006

    Mere fra DRs interne debat om Asmaas ansættelse – Schøler Kjær, Rahbek, Notkin og Fugl

    Da Adam og Asmaa-debatten for et par måneder siden kulminerede skabte Moskva-korrespondenten Poul F. Hansen harme blandt kollegeer, ved på DRs interne debat at udtrykke sin manglende sympati for islamisme – og Asmaas tørklæde. Debatten fortsatte – her er de efterfølgende indlæg, der inkluderer mere lyrik fra Schøler Kjær, Rahbek, Notkin og en apologetisk perle fra Mette Fugl.

    7. april 2006
    Kom nu ud af busken, Asmaa!
    Kære Helle
    For nylig blev den britiske historiker David Irving idømt tre års fængsel i Østrig for sine ti år gamle udtalelser om, at jødeudryddelserne under Nazitiden aldrig havde fundet sted. Der er nemlig både i Tyskland og Østrig love, der gør dette strafbart. Det er efter min mening problematisk med sindelagslove, men det har de to lande fundet nødvendigt p.g.a. deres fortid. I modsætning til Tyskland er nazistisk propaganda ikke strafbart i Danmark, hvilket nynazisterne da også benytter sig af i høj grad. Men i Danmark er nazisterne marginaliseret i den grad, at de allerfleste danskere kun har et skævt smil til overs for “de ynkelige stakler”! Er du ikke enig i det? Men hvis islamisk fundamentalisme får fat i en stor del af de danske muslimer, så udgør det efter min mening en fare mod hele vores samfund. Det er derfor, at jeg føler mig tvunget til at blive ved, selvom jeg godt kan indse, at jeg nok skader mit eget image ved at fremstå som både stædig og intolerant.

    Hvis jeg, som bærer af en luttersk/kristen kultur, blev spurgt om min holdning til den nazistiske ideologi, så ville jeg ikke have noget som helst problem med at lægge kilometervis afstand til dem. Jeg hader og afskyr den nazistiske ideologi og den måde, det kom til udtryk i det Tredje Riges racepolitik. Sådan! Må jeg nu have lov til at afkræve en anden dansker, en kollega, hendes holdning til uhyrligheder, som er udført i hendes religions navn?

    Lige en ting til sidst: Jeg har ikke – som visse kvindeorganisationer – villet dømme Asmaa på forhånd, kun på hendes tørklæde. Det var for mig en måde at vise respekt for hende: at det her ikke handler om hendes tørklæde, men om hendes holdninger. Asmaa har alligevel valgt at tie. Hvorfor? Du er ansat til at stå for et debatprogram, men skyr selv debatten. Skammer du dig over konsekvenserne af sine holdninger? Kom nu ud af busken, Asmaa!
     
    Med venlig hilsen
    Poul F. Hansen

     

    7. april 2006
    Hvor går grænsen for hvad vi har ret til at vide?
    Kære Poul
    For nu først og fremmest at svare på dit direkte spørgsmål: Helt personligt deler jeg din holdning i de konkrete tilfælde, du stiller op. Men på det principielle plan er jeg mere i tvivl. Hvor går så egentlig grænsen? I mine øjne siger du dermed indirekte, at vi har ret til at vide, hvad hver enkelt tror på og går ind for, så der kan tages konkret stilling til, om personen kan have lov til at formidle en bestemt type stof eller forvalte en bestemt type stilling.
    Og så er jeg nu lidt forvirret. I et af dine tidligere indlæg henviser du til sharia som af Gud givet og mejslet i sten uden mulighed for fortolkning. Og nu er fundamentalisme pludselig et politisk fænomen? Jeg er for så vidt ikke uenig, men et politisk fænomen er vel altid genstand for fortolkning.

    Det glæder mig, at du nu har blødt din retorik en smule op. Som det også har været fremført i denne debat – og bl.a. også af den egyptiske Stormufti, citeret i Politiken onsdag – sharia (og i øvrigt alle andre lovkomplekser, inkl. de danske) er til evig tid genstand for fortolkning. Det er jo derfor vi har domstole. Hvis love var helt umisforståelige, ville en retssag aldrig give mening, da man jo blot kunne læse sig til udfaldet i lovteksten.
    Men sådan forholder det sig jo netop ikke. Og derfor holder dit tidligere sort/hvide billede af sharia som et enten/eller heller ikke. Hverken islam, kristendom, jødedom, buddhisme eller noget som helst andet tros- eller politisk system er en entydig ting. Fx sætter antiterror-lovgivning i højere og højere grad de demokratiske frihedsrettigheder under pres. Men kan vi undvære dem? Her bliver man nødt til at tolke på den demokratiske ideologi, og jeg synes personligt, at det er uhyggeligt svært at se, hvor grænsen kan trækkes.

    Derfor mener jeg: Sharia er ikke kun én ting og ikke i sig selv lig med fundamentalisme. Men fundamentalister – det være sig muslimer, kristne, jøder, liberalister, kommunister etc.  – er for mig altid en farlig sag. Fordi en fundamentalist – som jeg forstår ordet – ikke mener, at der kan være plads til andre opfattelser, og at fundamentalisten mener sig berettiget til at stille sig over et demokratisk system, hvis det er midlet for at nå et højere mål.

    Jeg mener, at det spørgsmål, du bedre kunne have stillet til Asmaa var: Hvis hun går ind for sharia, hvordan forstår hun det så? Jeg har endnu ikke hørt Helles indslag fra december, og det kan jo være, at Asmaa her giver svaret. Bundlinjen for mig er, at demokratiet fordrer en dialog, der fremmer en nuanceret forståelse af vores medmenneskers holdninger. At male tingene op i sort og hvidt har en fundamentalistisk karakter, jeg ikke bryder mig om (jeg vil her understrege, at dele af mit forrige indlæg var et forsøg på at illustrere uhyrligheden i at trække tingene skarpt op).

    Med venlig hilsen
    Klaus Lynbech

     

    7. april 2006
    Vi har brug for at blive klogere på sharia
    Kære Klaus
    Jeg blev meget glad, da jeg for lidt siden læste dit indlæg, fordi det gav mig en forhåbning om, at vi kan få en dialog i stedet for en mudderkastning. Jeg ville ønske at du havde ret: at sharia kan fortolkes. I et normalt, vestligt retssamfund er proceduren den, at domstolspraksis forandres gradvis i overensstemmelse med folkestemningen, og så ændres loven. Vores love – selv Grundloven – er blevet justeret løbende. Men hvis man nu ikke har mulighed for at ændre loven, fordi den er skrevet af Gud, hugget i sten, så fungerer den proces ikke.

    Tag det seneste eksempel med den afghanske mand, der var konverteret til kristendom. Afghanske domstole fraveg ikke et øjeblik fra sharia, som kræver, at han som vantro skal dræbes. Nej de sagde, at manden var sindssyg, og tillod at han flygtede ud af landet! Det ville have været en politisk katastrofe for præsident Hamid Karzai, hvis manden var blevet henrettet, men det var ikke muligt at få landets domstole til at overholde Afghanistans nye grundlov, som bl.a. taler om religionsfrihed. Derfor fandt man på en afghansk studehandel!

    I 2006, i et land, som er blevet “befriet” af bl.a. danske soldater, og som vi bruger penge på at udvikle, er det altså sharia, der gælder, og det er kun, hvis det bliver for ubekvemt, at man kan finde “løsninger”. Er det den slags tilstande, vi ønsker i Danmark? Går imam Pedersen og Asmaa ind for sharia? Ja eller nej! Hvor svært kan det være at svare på? Pedersen forsøgte at gemme sig bag sin “manglende juridiske uddannelse”, selvom han som imam i en islamisk sammenhæng netop er en af dem, man henviser til som skriftkloge!

    Jeg ville også ønske at andre DR-medarbejdere, som måske har mere direkte viden om islam, ville komme på banen i denne diskussion. Så kan vi alle blive klogere!
    Med venlig hilsen
    Poul F. Hansen

     

    7. april 2006
    Sindelagskontrol
    Det var dog en absurd og indædt debat, som Poul F. Hansen fra Rusland har kastet sig ud i. Mens du venter på Asmaa’s svar, kunne du bruge tiden til at sætte dig lidt ind i hvad sharia egentlig er. Det kunne bl.a. fortælle dig, at det er meget andet end de afskyelige hudud-straffe, som Abdul Wahid Pedersen ikke kunne tage sig sammen til utvetydigt at forkaste. Som en anden af deltagerne i debatten synes jeg, at Asmaa skal vurderes på sit arbejde, in casu rollen som studievært, og det skulle jo gerne være gæsten – og ikke værterne – der er hovedperson.

    Personligt synes jeg, at det var befriende at møde to afslappede værter, der lod gæsterne tale ud. Vi slap for det hysteriske toneleje og den skabelonagtige gestik, som Deadlines værter ellers oplæres i. Jeg er hverken enig med Karen Jespersen eller Abdul Wahid Pedersen, men roen i studiet gjorde det muligt for mig, at høre hvad de rent faktisk sagde. Det vil sige, at der var tid og plads til, at man kunne få nuancer med, så vi kom væk fra det sort-hvide billede, vi elsker at dyrke af hinanden.

    Nogen har efterlyst kritisk journalistik. Men det er efter min mening en undervurdering af seerne. Mon ikke det var tydeligt for alle, at der var spørgsmål, der ikke blev svaret klart på – der findes dog også spørgsmål, som ikke kan besvares klart. Ofte bliver kritisk journalistik udelukkende brugt til profilering af værten, som viser, at han eller hun tør stille det samme spørgsmål mange gange – uden at få svar.

    Hvis jeg havde haft plads i serien ”Den menneskelige psyke”, ville jeg lave en udsendelse om, hvorfor et tørklæde i den grad kan bringe sindet i kog, ikke mindst hos danske kvinder, for det spørgsmål, synes jeg efterhånden, er meget mere interessant, end hvorfor nogle muslimske kvinder vælger at gå med tørklæde.
    Birgitte Rahbek, DR-kultur

    7. april 2006
    Hansens inkvisition
    Jeg har ansat Asmaa Abdol-Hamid uden at gennemføre en sindelagskontrol af hendes tro og overbevisninger. Jeg spørger heller ikke etnisk danske ansøgere om deres religiøse overbevisninger, om de er kødædere eller vegetarer, om de er for eller imod dødsstraf eller om deres holdninger til abort og monarkiet.Nysgerrighed er et fremragende journalistisk drivmiddel. Og jeg kan godt forstå, hvis Asmaa pirrer nysgerrigheden. Men Poul F. Hansen er ikke drevet af nysgerrighed. Han vil som en anden stor-inkvisitor afgøre, om hun er rettroende, og herefter bestemme om hun kan bestride et job i DR. Beklager. Det er ikke din opgave. Jeg har ansat Asmaa, fordi hun klarede sig gennem en almindelig ansættelsesprocedure med samtaler og skærmtests som den absolut bedste. Jeg ansatte hende, fordi hun har en unik viden og empatisk forståelse for tænkemåderne i forskellige muslimske miljøer. Jeg ansatte hende, fordi hun var at finde blandt modstanderne af Jyllands-Postens karikaturer, der som bekendt danner skillelinjen mellem programmets to værter. Og jeg ansatte hende, fordi hun er sjov at være i stue med.

    Jeg har løbende læst hendes offentlige udtalelser. Og jeg har hørt hende udlægge sin holdning til forskellige religiøse spørgsmål gennem kollegialt samvær, på samme måde som jeg har lært Poul F’s madpræferencer at kende omme i kantinen.

    I ansættelsesprocessen har vi med Chefredaktionen drøftet de signaler, vi sender ved at ansætte en vært med tørklæde. Vi har drøftet, hvilke konsekvenser tørklædet kunne have i forhold til programmets kommunikation. Vi har drøftet tørklædet i forhold til DRs dresscode. Og vi har drøftet, om Asmaas politiske engagement kunne forenes med denne konkrete funktion i DR. Ansættelsen er sket efter nøje overvejelser.

    Asmaa har haft forrygende travlt med at passe sit nye og udfordrende arbejde. Hun er blevet belejret af verdenspressen. Hun er blevet passet op på gaden. Hun har ikke haft en rolig stund siden programmet er gået i luften. Og næste uge er hun bortrejst. Om Asmaa vil svare her på siden, bestemmer hun selv. Vi har ytringsfrihed – men ikke ytringspligt!

    Med venlig hilsen
    Arne Notkin, redaktionschef
    Deadline DR2

     

    7. april 2006
    Jeg har stadig ikke fået svar
    Kære Arne Notkin
    Det var da godt, at du endelig kom på banen. Tak for det.
    Men du skal ikke have tak for, at du igen søger at reducere problemet til et spørgsmål om tørklæde eller ikke tørklæde, noget som jeg ikke har nævnt, eller rettere har gentaget, at det ikke er det, det handler om for mig.

    Og du skal heller ikke have tak for ikke at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt sharia og den islamiske fundamentalisme er en politisk bevægelse, der udgør en trussel mod vores samfund.

    Det vil jeg nu overlade til dem, der har fulgt med i debatten, at tænke over og debattere videre. Jeg takker og bukker og trækker mig tilbage. Og vil lige til allersidst sige, at det her ikke er rettet mod Asmaa som person men som politisk aktør, og jeg håber, at hun trods sin relativt unge alder er i stand til at se forskellen – jeg har ikke på nogen måde ønsket at drive en hetz mod hende personligt. Men jeg har i allerhøjeste grad noget mod de kræfter, der bruger religionen for at søge at fremme deres politiske mål!

    Og til aller-aller-sidst må jeg konstatere, at jeg stadig ikke har fået svar på det spørgsmål, jeg stillede i mit første indlæg: hvad er Asmaas holdning til sharia?
    Med venlig hilsen
    Poul F. Hansen, Moskva

     

    18. april 2006
    Ros for civilcourage
    Stor ros til Poul F. Hansen for alene at TURDE tage dette alvorlige emne op til debat i DRåben.

    Jeg tilhører (desværre) gruppen af DR-ansatte, der af skræk for at blive påduttet ord som “en inkvisitorisk person med absurde og indædte holdninger” normalt ville holde mig tilbage i en sådan debat. Dog har jeg hørt og læst at mange af vore kunder (lyttere & seere) undrer sig lige så meget over studieværtens flirt med sharia, som du og jeg gør.

    Er DR virkelig blevet så udflydende i sine grænser for normal moral og etik, at en person med påstået sympati for sharia kan tone frem som studievært på nationalt tv?
    Jeg synes også, at et svar ville være på sin plads!
    Gert Eilrich, DR-Syd

    19. april 2006
    Poul F.  har mod til at pege på sagens kerne
    Det er med stor beklagelse, jeg læser, at Poul F. Hansen har “trukket sig ud” af debatten om sharias plads i DR. Men inden da har han med sædvanligt skarpsind og mod formået at pege på sagens kerne: Kan DR, der ved lov er forpligtet på sine demokratiske værdier, lade sig bruge som platform for en totalitær ideologi? Ikke som led i et indslag, som journalistisk bearbejdet produkt, men helt uformidlet i skikkelse af en studievært, der ikke åbent, klart og umisforståeligt vil tage afstand fra det totalitære menneskesyn, der er nedlagt i muslimsk sharia.

    Til Poul F. Hansens forsvar skal siges, at hans ønske om ikke længere at tage del i debatten er ganske forståelig på baggrund af “tonen,” han straks er blevet mødt med (jvf. Notkin, Rahbek, Schøler Kjær m.fl.). Disse angreb og denne hetz mod en person, der tør rejse de centrale spørgsmål, er beskæmmende for en institution, der er skabt til at fremme fri og fordomsfri debat – også om emner, der går tæt på enkeltpersoner.

    For det gør dette emne, men samtidig – og heri ligger debattens store berettigelse – rækker den langt ud over den pågældende og berører principielle spørgsmål om DRs rolle i et samfund, hvor demokrati, det humanistiske menneskesyn og grundlæggende borgerrettigheder udfordres og benægtes ved en målrettet indsats fra fundamentalistiske muslimske kræfter.
    Jan Jakob Floryan
    ND-UDLAND

     

    19. april 2006
    Hellere dialog end grøftegraveri
    Jeg finder studievært-med-tørklæde-debatten spændende og vigtig – ligesom Muhammed-konflikten, som den er udsprunget af – fordi den er udtryk for en konflikt om det, vi hver især finder vigtigt i tilværelsen: vores grundlæggende værdier. Netop derfor bliver jeg trist over, at debattørerne tilsyneladende står på hver side af en grøft, der bare bliver dybere. Alle bliver givetvis klogere på hinandens standpunkter, men ikke på hvorfor de har dem, og ej heller bliver de klogere på sig selv.

    Vi kan ikke forhandle eller diskutere os til rette, når det gælder vores dybeste behov, så som identitet og frihed. Dialog er vejen frem. Dialog i betydningen at spørge, lytte og søge at forstå. Kun ved at søge bag om hinandens standpunkter og søge at forstå de interesser og behov, der ligger bag, kan vi komme nærmere nogle nye og kreative løsninger. Her gælder det ikke om at opgive eget standpunkt og lade sig overtale, men at afsøge det mulighedens rum, der indeholder tilfredsstillende løsninger for alle. Det kræver efter mine erfaringer en kommunikation, der baseres på gensidig respekt, nysgerrighed og evne og vilje til indlevelse, frem for fortolkning og fordømmelse.

    En dybere beskrivelse af dette emne er at finde i et interview med professor i konfliktmægling, dr. jur. Vibeke Vindeløv i ugebrevet Mandag Morgen fra d. 27. februar: “Konfliktløsningsekspert: Fogh har ikke forstået dialogens væsen”, som jeg varmt vil anbefale. Det handler om Muhammed-konflikten og mere generelt om konfliktløsning og -mægling i konflikter om dybe kulturbårne værdier.

    Med venlig hilsen
    Lotte Boas
    DR ØC Budget og Regnskab

     

    20. april 2006
    Fri os fra ofre og syndebukke i Asmaa-debatten
    Kære Jan Jakob
    Hold nu op! Der er ingen ofre for “tonen” i den debat, Poul F. har rejst om studieværters religiøse beklædning og den, jeg forsøgte at rejse om journalisters ret til at have religiøse og politiske meninger i fred for i stedet at blive vurderet på indholdet af vores arbejde. Jeg trak mig fra debatten før påske (troede jeg), og Poul F. har heller ikke selv fremstillet sig som et offer, da han trak sig. Det er vel naturligt, at man stopper på et tidspunkt. Så fri os for ofre, syndebukke og tudefjæs-problematikken her.

    Til Lotte Boas – og Jan Jakob Floryan – vil jeg sige, at vi jo taler om to forskellige ting. Jeg anerkender ikke den præmis, at det overhovedet er relevant, at jeg eller andre programmedarbejdere i DR (incl. folk, der bærer, tørklæde, kors, ring i næsen eller bare ser mærkelige ud) skal erklære vores politisk/religiøse tilhørsforhold eller lægge afstand til dette og hint.

    Til gengæld synes jeg, det samfundsmæssigt er meget relevant at diskutere fundamentalistiske muslimske kræfters rolle og indflydelse på det danske samfund. Det har bare ikke noget med Asmaa som studievært med tørklæde at gøre, og det er det, der er så forstemmende og så fordummende ved debatten – at nogen tilsyneladende tror, at alle religiøse muslimer med tørklæde er potentielle fundamentalister og måske det, der er værre.
    Kærlig hilsen til jer allesammen,
    Helle Schøler Kjær

     

    20. april 2006
    Jeg har ikke rejst debat om Asmaas tørklæde
    Kære alle læsere af DRåbens debat
    Jeg havde jo egentlig besluttet at trække mig, fordi jeg syntes, at jeg havde fået sagt det, jeg ville. Men Helle Schøler Kjær provokerer mig til at tage ordet igen:
    “Hold nu op! Der er ingen ofre for “tonen” i den debat, Poul F. har rejst om studieværters religiøse beklædning.”
    Hvis du går tilbage i debatten, vil du den 5. april finde følgende i mit andet indlæg i denne debat: “Kære Helle
    Når jeg i mit indlæg ikke tager spørgsmålet om Asmaas tørklæde op – således som andre har gjort – så er det fordi, jeg mener det er en privat sag, selvom det er en politisk stillingtagen. Men vores samfund bygger på nogle grundlæggende principper …”

    Jeg var, som jeg skrev til Arne Notkin, ked af, at mine “modstandere” i debatten hele tiden forsøgte at reducere det til et spørgsmål om tørklæde eller ej, hvor jeg forsøgte at se på det i et langt bredere og mere principielt perspektiv. Noget, som få af de andre debattører og heller ikke Arne Notkin eller Kenneth Plummer har villet.

    Det er billigt i en debat at svare på de spørgsmål, som din opponent ikke har stillet (ikke også, Uffe Ellemann, der kanoniserede det som et princip for at omgås med pressen?) Men for mig handler det ikke om at vinde en debat, men at blive klogere – og her tænker jeg ikke kun, men også på mig selv!

    Kære Helle. Jeg ved, at du er både intelligent og velmenende. Forsøg at forstå, hvorfor jeg rejste denne debat! Ikke for at genere Asmaa, men for at stå vagt om nogle principper, som er afgørende for, at jeg er stolt af at være dansker og dobbelt stolt af at arbejde i DR. Ikke for at nedgøre nogen, men for at forsvare noget, som jeg finder utroligt værdifuldt.

    Med venlig hilsen
    Poul F. Hansen

     

    20. april 2006
    Jeg er bange for glidebanen
    Kære Poul F
    Du har ret. Du henviste ikke til Asmaas tørklæde, men til et rygte, du havde hørt. Citat fra dit første indlæg: “Det er blevet rapporteret, at du går ind for sharia. Er det korrekt? Mener du, at sharia står over verdslige love?”

    Og jeg kunne lige så godt i mit næstsidste indlæg have skrevet “..og det er det, der er så forstemmende og så fordummende ved debatten – at nogen tilsyneladende tror, at alle religiøse muslimer der går ind for en eller anden form for sharia (sædvaner, familieret- eller strafferet) med tørklæde er potentielle fundamentalister og måske det, der er værre”.

    Men det er slet ikke det meget ringe oplysningsniveau, der er pointen i, at jeg går ind i debatten med dig. Det er den glidebane, jeg mener, skrækken for alskens fundamentalistisk og samfundsomstyrtende virksomhed, får dig ud på. Når du vurderer kolleger i DR, må du gøre det i forhold til indholdet i det, de producerer, og ikke i forhold til det, de ellers mener – heller ikke om sharia i nogen form. Det er klart, at hvis folk går og slår hinanden ned på gaden i en eller anden religions eller ideologis navn – eller dømmes for hustruvold for den sags skyld – så må DR vurdere, om der er et problem i at have folk ansat. Men det er holdninger, du taler om.

    Og puha, man skal vare sig med at rose en jyde for at være intelligent og velmenende. Det kunne nemt opfattes som det modsatte…
    Det her var så det sidste indlæg fra mig i denne debat.
    Med venlige, kollegiale hilsner
    Helle Schøler Kjær

     

    1. juni 2006
    Poul F.  og folkeoplysning og Vorherre til hest
    Nu må ploven standse. Brat. DR står for folkeoplysning, skriver Poul F. Hansen. Jeg beder til, at der er en Gud et sted, der vil forhindre, at denne kollega får noget overordnet ansvar for folkets opdragelse. For selv om Poul så nydeligt henviser til tolerance som et nøgleord for DRs virksomhed, så bærer hans sort/hvid-kommentar “DR må ikke gøre islamisme legitimt”  i DRåben magasin 19. maj ikke ligefrem præg af, at han har forstået begrebet. Og hvorfor skal Holberg, Grundtvig, Kierkegaard, Hørup og Sløk nu finde sig i at blive stablet op på Pouls barrikade?

    Jeg råber gerne med i det kor, der forlanger, at vi bekæmper terrorrister. Nej, jeg bryder mig ikke om fundamentalister. Heller ikke de selvsmagende herrer fra min barndoms indremissionske landskab, der forsøgte at bilde mig ind, at kortspil og dans er den direkte vej til Helvede. Men jeg vil ikke tage troen fra dem. Heller ikke forbyde dem ordet.
    Det er rystende, grænsende til det fortvivlende, når Poul F. forlanger, at DR sætter hælene i over for det, han så tilsyneladende snedigt kalder ”politisk islam”. Tilsyneladende snedigt(!), fordi det alligevel fremgår med al tydelighed, at det er muslimerne som sådan, den er gal med.

    Hvordan er vi nået dertil, at en kollega, der præsenterer sig som en del af flokken med folkeoplysning som stofområde, synger en hystadeskinger nationalsang som alibi for at begrænse muslimers adgang til arbejde, til mikrofonen, til debatten. Stå vagt! Skriver han oven i købet. Vorherre og alle hans spejdere til hest.
    Kerneværdier. Lykke og velstand er ifølge Poul en slags danskhed, der ikke kan forenes med denne Muhammeds ideer, som Poul definerer dem.
    Det er åbenbart farligt at forholde sig nuanceret nu om stunder. Altså her 250 år efter, at Danmark var et ret tilbagestående bondeland? Javel – der er tosser – også inden for islam – der prædiker livsvilkår, der byder mig imod.

    Men at de findes i hjørner af hverdagen, kan aldrig legitimere alle disse skrækscenarier, når det gælder mennesker, hvis religion er islam. ”Some of my best friends …” må jeg tilstå.
    Hvorfor bliver jeg så vred? Som Herbert Pundik engang sagde det som altid klogt: ”Jo mere legalt det bliver at tale ondt om folk, jo mere legalt bliver det i sidste ende at slå dem ihjel.” Vi kan måske blive enige om, at han ved, hvad han taler om.
    Jeg har ikke læst historie på Poul F. niveau. Det er højt, får vi understreget. Men jeg ved da, at det er vås, når han skriver, at Tyrkiet er en af verdens største muslimske stater. Tyrkiet er en sekulær stat. Et muslimsk land – det er ikke helt det samme. (Sådan bare for troværdighedens skyld!)

    Endelig: Asmaa er mig bekendt ikke en sød 24-årig pige. Hun er en voksen kvinde.

    Mette Fugl

     

    2. juni 2006
    Poul F.: Jeg er rationel – ikke xenofobisk
    Kære Mette, vil du godt i mine tekster belægge følgende påstande: ”… hystadeskinger nationalsang …” og ”Det er rystende, grænsende til det fortvivlende, når Poul F. forlanger, at DR sætter hælene i over for det, han så tilsyneladende snedigt kalder ”politisk islam”. Tilsyneladende snedigt(!), fordi det alligevel fremgår med al tydelighed, at det er muslimerne som sådan, den er gal med.”

    Jeg har aldrig udtalt mig mod islam som religion, jeg har hverken mere eller mindre mod islam end mod andre religioner – inklusive den danske kristendom! Sådan her skrev jeg i et tidligere indlæg: ”Og lige til sidst: Det her handler ikke om religion og religionsfrihed. Islamisk fundamentalisme er ikke en religiøs trosretning. Det er en politisk bevægelse, og den skal behandles som sådan …”

    Jeg har gennem mange år beskæftiget mig med politik, og når jeg skriver om islamisk fundamentalisme, så betegner jeg den som ”politisk islam”, og derfor så har det intet at gøre med de muslimer, som blot fredeligt beder deres bønner og udøver deres tro. Det berører kun dem, der mener, at de kan anvende islam og Muhammeds efterladenskaber som redskaber i deres kamp for jordisk, politisk magt.

    Jeg bliver for øvrigt ikke fornærmet over din tone, selvom du gerne vil fremstille mig som en dansk romantiker med kolonihave, frikadeller og brun sovs i hovedet. For jeg ved selv, at jeg er internationalt orienteret, og at det ikke er angst for det fremmedartede, der har fremkaldt mine holdninger. Jeg har boet mange år i udlandet og ingen, der kender mig, vil kalde mig xenofobisk. Min stillingtagen bygger på viden og ikke på uvidenhed.

    Angående at jeg beskrev Asmaa som en ”sød pige”, så har jeg undskyldt til hende direkte, men vil da gerne gentage det offentligt. Det var ikke ment nedsættende!
    Med venlig hilsen
    Poul F. Hansen

    Thumbs up til Poul F. Hansen for ikke at lefle for Gyngemosens politiske korrekthed…

    Oploadet Kl. 16:07 af Kim Møller — Direkte link34 kommentarer
    

    24. juli 2005

    Balvig’ansk kriminologi for halalister: Kriminelle er ofre, og skal ikke straffes dobbelt

    Kriminelle må være syge, og er således uegnet til strafafsoning. For Flemming Balvig er ingen udenfor pædagogisk rækkevidde – hør blot hans analyse af den danske ungdomskriminalitet i denne uges Agenda på P1. Her kan man bl.a. høre ham fortælle at Sverige fængsler langt færre unge kriminelle end vi gør i Danmark, hvad får ham til at hævde at vi “har et forklaringsproblem”

    Birgitte Rahbek gør dog også sin part, som da hun afslutningsvis kommer for skade at betegne udsendelsens hovedpersoner som “de udsatte unge” .

    Oploadet Kl. 00:40 af Kim Møller — Direkte link5 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper