2. juli 2018

Rune Selsing om den manglende diversitet: “Hvad er der egentlig til den konservative borgerlighed…”

Sidst jeg hørte Radio24syv blev Donald Trump kaldt racist, men det er ferietid, og hvis jeg skulle opsamle alle eksempler, så kunne jeg ikke lave andet. Radio24syv har en mindre venstre-ideologisk tilgang til stoffet end DR, men i det store og hele, er det ikke meget kanalen har at byde landets mange kulturkonservative. Altså, udover hån og slet skjult foragt. Personligt begræder jeg ikke flytningen af Radio24syv til en lokalitet vest for Storebælt. Om det hjælper på slagsiden er svært at sige, men selv gode journalister bliver håndtamme eftersnakkere, når de dagligt er nødt til at positionere sig i forhold til den yderste venstrefløj. Færre statsmedier havde været bedre.

Rune Selsing om flytningen af Radio24syv – Radio24syv blev straffet for at være venstreorienterede.

“Lad os bare tage programmet Cordua & Steno, der er blevet markedsført som Danmarks eneste borgerlige debatprogram. Det er dog så som så med borgerligheden. Jarl Cordua tilhører københavnerfløjen af Venstre (dvs. folk fra udkantsdanmark der er flyttet til København) og er kendt for at hade DF. I reklamerne til programmet benægter han i øvrigt at være højreorienteret. Torben Steno stemte ved sidste valg på Alternativet og er overhovedet ikke borgerlig.

Et andet fast program er Lars Trier Mogensens Det Røde Felt, der, som navnet indikerer, er et klassisk venstreorienteret program. Det er hører vel til et sted mellem SF og Socialdemokratiet. Og hvis Enhedslisten skulle føle sig udenfor, kan de tune ind på Pakzads Polemik, hvor de mest outrerede venstrefløjstanker kommer til orde. Både noget med imperialisme og kapitalen. Ren nostalgi!

Radio24syv giver også plads til programmer om udenrigspolitik, EU og prisværdigt nok et fast program om indvandring og integration. Det udenrigspolitiske program Datolinjen er bestyret af Anne Sofie Allarp, der er tidligere formand for SFs ungdom, tidligere ansat og medlem af socialdemokraterne. Hun er ikke medlem længere, fordi hun ikke kunne klare den uanstændige udlændingepolitik.

Europa i Flammer begyndte balanceret med Morten Messerschmidt og Dan Jørgensen som værter. Det kunne vel trods alt gå med lidt balance, når det bare er noget ligegyldigt som EU, det handler om. De er imidlertid skiftet ud med den socialdemokratiske jubeleuropæer Christel Schaldemose og den radikale jubeleuropæer Jens Rohde. Det er næppe mere end 5% af befolkningen, der er lige så prounion’ske som de to.

Rushys Roulettes er et program, der mest handler om indvandringsproblematikker og har overvejende venstreorienterede gæster, ligesom værten er tidligere folketingskandidat for socialdemokratiet.

Gad vide, hvad Kristian Thulesen Dahl tænker, når han kigger ned over listen af faste politiske programmer? Han tager det nok ganske roligt ved udsigten til at kanalen måske lukker, eller må opgive de etablerede koncepter. Hvad er der egentlig til den konservative borgerlighed, som alligevel fylder i hvert fald en tredjedel af befolkningen?



30. maj 2017

Politikens eksilerede offer før udrejse: “Jeg er egentlig ikke dansk. Og ønsker heller ikke at være det.”

I disse ‘fake news’-tider, må jeg atter henvise til lørdagens forsidehistorie i Politiken, hvor Rushy Rashid gør Mazhar Hussein til et eksempel på en velintegreret muslim, der fraflyttede Danmark på grund af den ekskluderende danskhedsdebat. Politiken modtager i år 17,5 mio. kroner i mediestøtte. Tak for ingenting.

“Juridisk set er jeg dansker, men jeg er egentlig ikke dansk. Og jeg ønsker heller ikke at være det. Jeg er heller ikke pakistaner. Den eneste sikre identitet, jeg har, er, at jeg er muslim.” (Jyllands-Posten, 1999)

Mazhar Hussain gjorde alt, han kunne for at integrere sig, men blev altid kategoriseret som indvandrer, fortæller han. Udsigten til, at hans børn skulle vokse op i et samfund, hvor de hele tiden skal forsvare og forholde sig til deres identitet, var så fortvivlende, at han i 2002 tog konsekvensen og flyttede til Islamabad i Pakistan.” (Politiken, 2017)

(Mazhar Hussein på forsiden af Politiken, 27. maj 2017)



29. maj 2017

Politiken afviser at Islam er fjenden, og portrætterer islamist som offer for støvletrampende debat

“Islam er ikke fjenden. Det burde være indlysende…”, skrev Politiken i en leder på forsiden af torsdagsudgaven. Problemet var blot ‘den islamiske ekstremisme’. Klassisk kulturradikal vinkling, der ville være mindre problematisk, hvis ikke avisen to dage senere præsenterer pakistanske Mazhar Hussein som en velintegreret muslim, der fik nok af den nazificerede danske debat.

Mazhar Hussein er islamisk fundamentalist i ordets egentlige betydning. ‘Koranens ord er lov’, og Islam anerkender ikke distinktionen mellem religion og politik, som han skrev i Dagbladet Information tilbage i 2000, kort før han røg ud af Det Radikale Venstre.

Da Mazhar Hussein boede i Danmark argumenterede han med den velkendt apologet-traver ‘Kun sharia i islamiske lande’, men i interviewet er der andre boller på suppen. Nu handler det om at Danmark har svigtet individuelle rettigheder, og skal man tage ham bogstaveligt, så mener han tilsyneladende at demokratisk debat om Islam i Danmark er værre end sharia-sanktionerede henrettelser af ikke-muslimer i Pakistan.

Artiklen er skrevet af Rushy Rashid, der i sidste måned tærskede langhalm på samme historie under en ‘omvendt brain-drain’-debat.

(Udsnit af Politiken-forsider, 25. og 27. maj 2017)

Ukritisk interview med islamist i Politiken – Hussain fik nok af at prøve at blive rigtig dansker (kræver login).

Mazhar Hussain gjorde alt, han kunne for at integrere sig, men blev altid kategoriseret som indvandrer, fortæller han. Udsigten til, at hans børn skulle vokse op i et samfund, hvor de hele tiden skal forsvare og forholde sig til deres identitet, var så fortvivlende, at han i 2002 tog konsekvensen og flyttede til Islamabad i Pakistan.

… en fin uddannelse var ikke nok til at blive en fuldgyldig del af det danske samfund.

Sådan oplevede Mazhar Hussain det i hvert fald. Så da han var 35 år, forlod han landet og flyttede til Islamabad i Pakistan, hvor han kun havde boet få år, da han var helt lille.

Det er 15 år siden nu. …

Det var i frustration over, hvad der var ved at ske med det Danmark, jeg kendte indtil midt i 80’erne. Dengang var der for mig ikke et alternativ til Danmark.

Men den udvikling, jeg så fra starten af 90’erne og frem, fik mig til at tvivle på, om vores børn ville få de muligheder, som jeg havde haft i Danmark. Om vores børn ville få den respekt og ret til at være muslimer, få lov til at have den kultur, de nu måtte ønske sig. Jeg ønskede ikke, at vores børn skulle være i en evig forsvarsposition’, fortæller Mazhar Hussein. …

Han besøger Danmark 8-10 gange om året. Men han læser ikke danske aviser. Det stoppede han med, halvandet år før familien flyttede fra Danmark. Fordi muslimer var samtaleemne konstant.

‘Det hele handlede om indvandrere og minoriteter. I 80’erne handlede det meget om, at vi skulle tale dansk og lære vores børn at tale dansk også. Vi skule arbejde og lade være med at tage fri for at besøge hjemlandet. Og nu gør vi alle de ting. Vi taler dansk, vi bidrager til samfundet.

Men nu kan jeg på de sociale medier se, at det pludselig handler om håndtryk, badning og tørklæder. Jeg tror aldrig, det holder op’, siger han.

‘I 1980’ erne ville der ikke have været en Inger Støjberg, der fejrer 50 stramninger med en lagkage. Der var ikke snerten af racisme i Poul Schlüter og hans regering.

I dag har vi flyttet os så meget, at vi slet ikke ænser, hvor langt vi er nået. Samtalen er blevet så grov, uforskammet og højredrejet. Det er en bølge, der er i gang over hele Europa. Hvis jeg skal være helt ærlig, så hører jeg støvletramp. Og det er virkelig uhyggeligt‘.

Mener du seriøst, at Danmark er ved at blive nazificeret?

‘Fremskridstpartiets holdninger og politik er blevet mainstream i dag. Helt ind i SF taler man om, at indvandrere og muslimer skal overtage dansk kultur og såkaldt danske værdier. Individuel frihed bliver tilsidesat. …’

[…]

‘… Jeg selv har tre kristne ansatte og spørger ofte ‘ minoritetsfolk’ (herunder kristne, hinduer, sikher eller muslimske minoriteter) om, hvilke problemer de oplever i Pakistan. Gennemgående er svaret noget a la: Langt de fleste mennesker er ordentlige og respektfulde, men en meget lille minoritet kan være mere eller mindre diskriminerende og ondskabsfulde.’.”



22. marts 2017

Rushys Roulette: A) Danmark bør ikke udvise somaliere, B) Herboende somaliere ferierer i Somalia

I sidste måned tærskede ‘Rushys Roulette’ langhalm på den afviste asylansøger Mohammoud Afduub, der blev sendt hjem til Somalia, selvom alle undersøgelser – jf. Rushy Rashid, påviste at det var farligt at bo i landet.

I dagens udgave af samme program var emnet (foruden danskernes iboende ondskab), ‘Somali Fair Fishing’. Et dansk-støttet projekt, der skulle lære somaliere at fiske, og på den måde blive selvforsørgende. I studiet var erhvervsmanden Claus Bindslev, der sammen med somaliske Mahad Farah Aden, var primus motor for initiativet. Førstnævnte ødelagde lidt den gode stemning, men Rushy fik ham tilbage på sporet. Der er selvfølgeligt intet paradoks i at somaliske flygtninge, tager på ferie eller arbejder i det land de flygtede fra. Intet. Det er bare smukt.

Claus Bindslev, ‘Somali Fair Fishing’: … der har været en omvendt integration, som jeg har været opmærksom på. Det har været, at hver gang vi er dernede, der går vi imellem, som de eneste hvide, i en slags ‘Find Holger’-agtige kulisse.

Så kommer der folk hen og siger, ‘Go daw, do. Hvor er det sjowt at se dig, kommer do fra Danmark?’ på flydende århusiansk. … eller også er det fynsk, eller også københavnsk. Jeg vil bare sig, oplevelsen af, at Danmark har født nogle mennesker, og skabt nogle mennesker der har taget uddannelse her, rejser hjem engang imellem, starter ting op lokalt i Somaliland – det er sådan en fantastisk oplevelse. Og jeg vil sige, at vi taler 50 procent dansk når vi sidder på hotellerne eller restauranterne dernede, for der kommer folk hen…

Rushy Rashid, vært: – det er vildt. Er det turister eller indvandrere, eller hvem er det?

Claus Bindslev: Det er gode folk som Mahad, som bor i Danmark og rejser hjem, hjælper med at starte nogle ting op dernede, har familie, den der diasbora som vi talte om før.

(Claus Bindslev, ‘Somali Fair Fishing’; Foto: Youtube)

Oploadet Kl. 15:57 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


1. oktober 2016

Martin Krasnik: Hvis ikke dansk pas gør en person til dansker, så er vi tilbage til Hitlers ‘Blut und Boden’

“… ifølge Martin Henriksen har Jens Philip Yazdani slet ikke ret til selv at afgøre, om han føler sig dansk”, lyder det nu fra Martin Krasnik, der således sætter sig selv på samme journalistiske niveau, som Rushy Rashid, der hævdede at Henriksens manglende svar fratog Yazdani “sin ret til at kalde sig selv dansker”.

Det bliver værre endnu. Hvis man ikke mener, at passet i sig selv gør en person til dansk, så er det ‘Blut und Boden’, og herfra går det stok over sten med Hitlers inspirationskilde Karl Lueger, Herman Göring og Nürnberglovene. Slutteligt bekender han sig til kulturradikalisme, men det er egentligt unødvendigt. Den havde de fleste luret. At nogle radikalt vil ændre danskhedsbegrebet, gør dog ikke konservative til nazister.

Statsborgerskab hedder formelt ‘Indfødsret’, og betyder blot, at personen nu juridisk set har samme rettigheder som en indfødt dansker. Nationalitet kommer af natio, der betyder fødsel. Som i herkomst. Familie. Slægt. Stamme. Gentagne henvisninger til nazi-tidens excesser vil ikke ændre et komma på dette.

Martin Krasnik er aldrig set ringere end i ugens udgave af Weekendavisen, og selvom jeg ikke er overrasket, så er jeg dog lidt skuffet – Hvem der er dansk (ikke online).

“Hvad tænkte Martin Henriksen i det øjeblik, han skulle svare på spørgsmålet: Er Jens Philip Yazdani dansk? Politikeren fra Dansk Folkeparti tøver ikke, da han bliver spurgt om Langkaer Gymnasiums elevrådsformands eventuelle danskhed. Henriksens svar kommer instinktivt: ‘Jeg kender ham jo ikke, så det kan jeg dårligt svare på,’ siger han. …

Henriksen uddybede på Ritzau en række danskheds-krav: Man skal være bundet af dansk sprog, kultur og tradition. Og have humor. Og fortolke ytringsfrihed på en bestemt måde, sagde Henriksen. Man ser det for sig: Kan man få Indfødsretsudvalget til at grine, får man et pas. Det handler åbenlyst ikke blot om at anerkende demokratiske værdier, ligestilling og trosfrihed, som vi deler med andre demokratiske lande. Det er heller ikke så simpelt, at man som indvandrer kan hævde at have gennemskuet den særligt danske måde, vi har institutionaliseret disse værdier i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet og ladet dem gennemstrømme vores sociale koder på. Nej, for ifølge Martin Henriksen har Jens Philip Yazdani slet ikke ret til selv at afgøre, om han føler sig dansk.

… På spørgsmålet om, hvorvidt ‘man først er en fuldbyrdet del af den danske kultur, hvis man er kristen,’ svarede Søren Krarup tilbage i 2004: ‘Ja, det kan man godt sige.’ Og i 2011 sagde han om folk, der melder sig ud af folkekirken, at de er ‘i færd med at bryde med det, der er dansk kultur.’ Han har endda skrevet, at det at være dansk er ‘en arvet virkelighed’, altså, at det kræver danske forældre.

(Grundloven, § 4: “Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke…”)

Noget i samme retning sagde Martin Henriksen på DR2 forleden. Noget andet er kriteriet i Marie Krarups formulering: ‘Hvis ikke majoritetsdanskerne kan acceptere dem som danske, så ER de ikke danske, trods dansk pas og opvækst inden for Danmarks grænser.’ Det er Blut und Boden af den dybe slags; den sunde stat beror på enheden mellem folket – der er defineret biologisk og efter afstamning – og jorden.

Marie Krarups kriterium fik mig til at tænke på Karl Lueger, den antisemitiske borgmester i Wien og en af Hitlers store inspirationskilder. Det var nemlig ham, der sagde: ‘Wer Jude ist, bestimme ich.’ Hvem der er jøde, det bestemmer jeg! Det samme sagde Göring angiveligt, da tyskerne indførte forskellige kategorier af borgere med Nürnberglovene. Det er ikke borgeren eller mennesket selv, der afgør sin nationalkarakter. Vi taler ikke om de almindelige, objektive kriterier i form af krav til statsborgerskab. Nej, det handler om identitet, følelsen af, hvem man er, og hvilket fællesskab man mener at tilhøre. Og det er magthaveren, flertallet, der bestemmer, ud fra helt vilkårlige kriterier for, hvad der udgør folkekarakteren.

Hvem der er dansker – det bestemmer vi! Det er et ubehageligt skred, og man må konstatere, at kun få politikere i resten af blå blok har lagt afstand til disse udmeldinger fra Dansk Folkeparti. …

‘Når man forsøger at bestemme en folkekarakter, kan man ikke være forsigtig nok,’ skrev Georg Brandes, ‘thi den skifter igennem tiderne mere end det enkelte menneskes karakter.’ Dansk Folkeparti behøver ikke være forsigtig. Partiet mener tydeligvis, at den eneste måde, man kan være 100 procent dansk på, er at være hvid, uanset om man i øvrigt støtter alle mulige værdier om ligestilling, ytringsfrihed og demokrati. Ægte nationalitet, noget så personligt og svært definerbart som national identitet og nationalt sindelag afgøres af etnicitet, religion og hudfarve. Således mener altså landets næststørste parti og vel også dets leder, som man i disse tider diskuterer som mulig kandidat til statsministerposten.”



29. september 2016

Danskhedsdebat i Rushys Roulette: Definitionsmagten kan ikke vindes på modpartens præmisser…

“… der er 5,6 millioner måder at være dansker på”, citeres Nationalpartiets Kashif Ahmad for i Berlingske. En udtalelse der 1-1 matcher elevrådsformand Jens Philip Yazdanis hjerneblødning i gårsdagens Rushy Roulette på Radio24syv: “… der er mange forskellige måder at være dansk på, som alle sammen er lige gode”. Hvis danskhed inkluderer alt, så eksisterer danskheden ikke. Danskhed ekskluderer i sagens natur ikke-danskere.

Rushy Rashid indledte med et af Mogens Glistrups mange paradigmeforkastende håndkantslag, hvad blev relateret til Martin Henriksens meget omtalte kommentar til Langkær Gymnasiums elevrådsformand. Socialdemokraten Anne-Marie Meldgaard, der selv har været med til at uddele statsborgerskaber, mente Henriksens udtalelser var udtryk for ‘fordomme’. Det er nu fordomsfuldt, ikke umiddelbart at mene J.P. Puriya Yazdani er dansker. 360 grader idioti.

(Rushy Rashid under debat med Mogens Glistrup, TV3, ca. 1997)

Rushys paneldeltagere er castet ideologisk, og intet kan efterhånden overraske. Med over telefonen var dog Dansk Folkepartis Kenneth Kristensen Bernt og Nye Borgerliges Pernille Vermund. De var enige i forhold til Glistrup, omend programmets framing af Martin Henriksen, fik Vermund til at istemme udsendelsens overordnede tendens: “Det vender sig i mig, når jeg hører det, og sådan havde jeg det også, da jeg så Martin Henriksen i Debatten.”

Hvor multikulturens fortalere kan tale frit fra leveren, så skal multikulturens modstandere hele tiden veje ordene på en guldvægt. Hvor venstreorienteret politik forstås som en ‘god-bedre-bedst’-trappe af humanisme, så tvinges højrefløjens politikere til at navigere i noget der opfattes som en ‘borgerlig-højreradikale-nazist’-glidebane mod rendyrket ondskab. Et faktum der automatisk flytter tyngden mod venstrefløjens status quo.

Man vinder ikke definitionsmagten med debat om graden af egen ondskab, men langt de fleste borgerlige tæskes alligevel på plads med vedholdende brug af associationer. Det er nemmere at være køkkenbordsblogger, end politikeren i front, indsat i mediernes krydsild. To forkerte ord, og nazisten er afsløret, så at sige.

(Daud Aron Ahmed, kæreste med Exit-cirklens Khaterah Parwanid, 27. september 2016)

Udsendelsen kan høres på Radio24syv.dk

Rushy Rashid, Radio24syv-vært: … da jeg sad forleden dag, i torsdags, og hørte Martin Henriksen komme med sin kommentar til Jens Philip, der sad jeg med en mavepuster. En ung mand, søn af en dansk mor, iransk far, bliver fuldstændigt frataget sin ret til at kalde sig selv dansker. Jeg har børn der ligner ham. … Det gjorde hamrende ondt, ville jeg sige. Jens Philip, det var dig det gik ud over. Hvordan var det for dig at få sådan en kommentar?

Jens Philip Yazdani, elevrådsformand: I virkeligheden der var jeg ret målløs, og det gjorde i virkeligheden ikke så ondt på mig, for jeg kunne faktisk overhovedet ikke tage det seriøst. … Det er så useriøst, det er så usagligt – at Martin Henriksen ikke vil sige om jeg er dansk eller ej, fordi det eneste der adskiller mig fra de mennesker han uden at tøve ville kalde danske, det var at jeg stod der og havde brunt hår og brune øjne, og efternavn der lød lidt fremmed i det. På alle andre parametre er jeg fuldstændig dansk. … Det eneste der skilte mig ud var min hud- og hårfarve, og så mit efternavn. … muslimer skal hele tiden lægge øre til den her mistænkeliggørelse… Der er ikke noget der tyder på at jeg er muslim, udover at jeg er brun… Vi har religionsfrihed i danmark, og på den måde burde det ikke være relevant hvorvidt jeg er muslim eller ej.

Rushy Rashid: … normalt så ville min mand aldrig blande sig, han holder sig langt væk fra denne her debat, men men Martin Henriksens kommentar fik ham til at skrive følgende…: ‘Det kunne være mine børn. Oldebørn af frihedskæmpere og hårdtarbejdende jyder, der blev bortdømt som værende ikke-danske. Det krænker mine børn, og det krænker mig at nogen overhovedet tillader sig at agere dommer.‘ Det nagler det lidt. Hvad siger I i studiet? Nu peger jeg på dig Kenneth. Jeg ved godt at du selvfølgelig ikke skal stå til ansvar for hvad Martin Henriksen siger, men dit parti står jo fast på de ting som Martin Henriksen giver udtryk for. Hvordan lyder det i dine ører…

Kenneth Kristensen Bernt, Dansk Folkeparti: I forhold til den konkrete debat, i forhold til Jens Philip, så syntes jeg efterhånden, at det er ved at blive en smule kedsommeligt. Jeg synes ikke debatten skal handle om en person… Det der er vigtigst er at man føler en loyalitet overfor det samfund man er en del af, og hvis man gør det, så er der rigtigt meget der tyder på at man er dansk. … Han er dansk, men det kan man altså ikke bare lige vurdere når man ser folk i ti sekunder. eg tror han er dansk, men det kan man ikke bare vurdere på ti sekunder.

Pernille Vermund, Nye Borgerlige: … et eller andet sted, så kan jo ikke forbyde folk at dømme om den ene er mere dansk end den anden, men for mig handler det, og her er jeg fuldstændig enig med Kenneth: At føle sig dansk, det er hvad man er i hjertet. Hvis man drager ud og kæmper for Islamisk Stat imod danske tropper, så er man i min verden ikke dansk. Det kan godt være vedkommende føler sig dansk, men jeg vil ikke betragte vedkommende som dansk. Omvendt. Min pizzamand som oprindeligt er kurder, han er dansk statsborger, han er for mig dansker. Det er han, ikke fordi han har sin kurdiske oprindelse, sin kurdiske arv. Han er det, fordi han ikke kun har taget danske værdier til sig… men faktisk også er klar til at kæmpe for dem. … Så for mig er han dansk i hjertet.

[…]

Anne-Marie Meldgaard, Socialdemokraterne: Udefra, så er fordomme jo det der meget ofte resulterer i sådan nogle udtalelser, som dem der kommer fra Martin Henriksen eller andre… Jeg kan slet ikke forstå vi skal have den her diskussion.

Jens Philip Yazdani: … man kan jo at folk stadig bliver vurderet af folk ude på højrefløjen, på trods af, at de er nogle gode demokratiske medborgere. … På trods af, at vi har levet et multikulturelt og multietnisk samfund, i så lang tid, endnu ikke har anerkendt og indset, at der er mange forskellige måder at være dansk på, som alle sammen er lige gode. … mens de så samtidigt noget kulturelt bagage fra deres forældre, og de lande de kommer fra. Det gør dem ikke til mindre danske, det gør dem bare danske på sin egen måde. … Jeg synes ikke engang man skal vurdere hvorvidt folk er danske eller ej. Det skal være op til den enkelte at gøre. Jeg synes ikke der er nogen andre end en selv, der skal vurdere hvorvidt man er dansker eller ej.

[…]

Rushy Rashid: Kan man være dansker og muslim?

Kenneth Kristensen Bernt: Jeg vil sige det sådan, at der i hvert fald er visse former eller måder man praktiserer Islam på, som kan udelukke at man bliver dansk. … det kræver at man har et meget afslappet forhold til sin religion.

Pernille Vermund: Jeg vil virkelig gerne frabede mig, at blive taget til indtægt for det du gjorde først. Glistrups udtalelser, jeg har det fuldstændigt ligesom dig. Det vender sig i mig, når jeg hører det, og sådan havde jeg det også, da jeg så Martin Henriksen i Debatten. Hvis præmissen for det her program, er at jeg bliver taget til indtægt for Glistrups udtalelser, eller Martin Henriksens udtalelser, så vil jeg egentligt heller gå ud og bruge min tid på noget andet. Når vi så har sagt det. Selvfølgelig kan man være dansker, når man er muslim. … de muslimer, eller andre folkefærd, der siger at de er mere noget andet end dansk, så er det jo svært at være en del af vores fællesskab.



11. januar 2015

Rushys Roulette om rettroende antidemokrater, og skræmte muslimer der frygter Pegida’s gaskamre

Medierne er stadig præget af Charlie Hebdo-sagen, og centralt i debatten bliver mere og mere muslimernes følelser. Det er den overordnede vinkel i adskillige artikler, i fredagens sene Deadline, og flere magasinprogrammer.

Ingen kører offerrollen længere ud end Rushys Roulette på Radio24syv, hvor Rushy Rashid uge efter uge, med liberale plusord i pseudo-journalistiske opsætninger gøder jorden for islamiseringen. Sidste udsendelse blev sendt onsdag formiddag, og dialogen herunder fandt sted nogenlunde samtidig med at to muslimer koldblodigt likviderede tegnere med maskinpistoler ved en avisredaktion i Paris. Det giver lidt ‘habanero’ til læsningen.

Når muslimer diskuterer Islams forbrydelser, er der altid en elefant i rummet. Spørgsmål der ikke stilles. I dialogen mellem Rushy Rashid og Jan Mansur Hussain, kom de indirekte til at bekræfte kritikken. Konvertitten der rejste til Syrien blev ‘mere religiøs’, og tanken om ‘en islamisk nation’ har enhver ‘rettroende muslim’ fortælles det, nogle sekunder før Rushy Rashid kalder sådanne holdninger for udemokratiske.

Rettroende muslimer er krigeriske antidemokrater.

Rushy Rashid, Radio24syv: … og udråbt ham som helt, på hjemmesiden, det var i hvert fald hans udtale, at Victor Kristensen i hans øjne var en helt, og det blev han også forholdt i udsendelsen i går, hvor han gentager sin heltehyldst, men gentager samtidig at det ikke er noget han har opfordret Victor Kristensen til at gøre. Han kan godt huske den unge etnisk-dansker kom i moskéen, og kunne godt huske, at han efter en tur til Egypten blev mærkelig, eller, nej, ikke mærkelig – han blev meget mere religiøs end han havde været før, og ifølge Oussama El Saadi, så har Victor Kristensen jo blot fulgt sit hjerte, taget til Syrien og gået i krig for det han egentligt står for. …

Jan Mansour: … jeg krummer altid tæer, når der er nogen der udtaler sig på vegne af en hel befolkningsgruppe, for alle muslimer, men jeg hører altså også denne her formand, at han bliver misfortolket, jeg tror ikke at han siger at han støtter IS, men han støtter tanken om en islamisk nation, og enhver rettroende muslim støtter den tanke.

Rushy Rashid: … han siger nogle ting vi ikke bryder os om, demokrater som os fire, jeg kan vel sige det om alle fire her i studiet – vi kan ikke lide det han siger, han er udemokrat af pommeren til, han skulle have et ordentligt los i bagen, og så skulle han simpelthen fyres af pommeren til.

Senere i udsendelsen diskuteres tyske Pegida, og med på telefonen var en Susi Meret fra Aalborg Universitet. Hun lød som en parodi på en rablende kulturmarxist. En googling bekræfter alt. En artikel i kommunistiske Dagbladet Arbejderen fortæller, at Susi Meret tilbage i 2003, sammen med Demos’ Erik Jensen, var oplægsholder til en temaaften om ‘højrebølgen’ og Dansk Folkeparti. Et parti hun tilsyneladende stadig betragter som ‘radical right wing’. Hendes forfatterskab er ikke omfattende, men i en bog om anti-muslimske fordomme, gengives det der må være hendes idehistoriske tvangstanke – at modstanden mod muslimer er en afledt effekt af liberalisme.

Pegida er udtryk for arbejdsløshed, økonomisk krise og social usikkerhed.

Rushy Rashid: Hvis vi tager det der sker i Tyskland i øjeblikket, der har Pegida-bevægelsen fået rigtig mange mennesker på gaden, hver anden mandag siden oktober, med budskabet om at stoppe islamiseringen af Tyskland. … Også i Danmark der har danske SIAD varslet demonstrationer. De er blevet inspireret af de tyske demonstrationer, de holdt så den første af slagsen, af 25 demonstrationer som de har planlagt over hele landet, og der var 20-30 mennesker der mødte op i Haderslev med en moddemonstration på 200 mennesker, og politiet havde nok at gøre med at holde de to grupper adskilte. … Hvad er det der foregår over hele Europa? Nu har jeg Susi Meret med mig fra Aalborg Universitet. Susi, du følger jo de her grupper, eller de her bevægelser. Prøv lige at komme med nogle ord på, hvad er det for noget der er i gang?

Susi Meret, post doc.: Ja, god morgen. Ja, det var lige en interessant introduktion, vi starter med Pegida, så. Det synes jeg, er lige en af de sidste bevægelser der går i den retning, som måske er lidt mere kompliceret, end sådan som det blev beskrevet i mainstreampressen. I hvert fald udenfor de tyske grænser. Pegida har som du fortalte, især succes ved at kalde folk ud på gaden i Dresden, og det der er meget interessant, når man kigger på Dresden og omegn, det vil sige Sachsen-regionen, eller føderalstat, og prøvet også at se hvor mange indvandrere eller flygtninge, eller folk med muslimsk baggrund der er i regionen, så er det forholdsvis et meget lille tal, kan man sige. I Dresden er der mellem syv og otte procent der ikke har tysk statsborgerskab… I forhold til resten af Tyskland, især de vestlige del af Tyskland, så er der ikke særligt mange i rene tal, til at sige, at det skulle udgøre et problem. Og, det er ligeledes for indvandrere med muslimsk baggrund.

Rushy Rashid: … men hvad er denne bevægelse så udtryk for? … Hvad er konsekvenserne af det her? Da jeg hørte om det her, der må jeg sige, at der blev jeg bekymret. Og nogle af de reaktioner jeg har kunne finde på Facebook omkring denne her bevægelse, det er – okay, næste gang, der ryger røg ud af skorstenene i tyske lejre, så er det garanteret muslimer der bliver futtet af. Det var faktisk en af reaktionerne på de sociale medier. På, had er det for et uhyre, hvad er det for et monster vi nu har vækket til live i Tyskland. Er det noget du ligesom kan genkende, at vi så småt er på vej til?

Susi Meret: Altså, jeg synes måske de skal ses i lidt bredere kontekst, der har jo så også været, kulturelle aspekter ved Østtyskland, det har ikke kun med indvandring at gøre, det har jo så i høj grad at gøre med for eksempel arbejdsløshed, og krisen, og usikkerhed over fremtiden. Det er nu spørgsmålet om de her faktorer, har mere at gøre, om andre aspekter, der drejer sig om arbejdsmarkedet, om økonomisk og social usikkerhed at gøre – bliver så brugt for at skabe nogle usikkerheder (sic) der kun fokuserer på indvandrere, især på Islam, og muslimer, så. Jeg tænker, at det er så lige en generalisering, men så også nogle kræfter der presser stærkt imod den retning. Og det er så faktisk et fænomen, som ikke kun kan ses i Tyskland, men for eksempel også i Italien, og andre steder.

Mikael Jalving, historiker: Ja, tak for analysen. Ja, jeg ved ikke helt hvor du har haft dit hoved henne de seneste måneder, hvor det forekommer mig at du reducerer hele denne her bevægelse, og den underskov af utilfredshed den bygger på, til tal, til noget lokalt demografi, til sociale faktorer, der synes jeg er en grov reducering af problemet. Det Pegida jeg ser, og lignende bevægelse in spe rundt omkring i Europa, det er jo i høj grad skuffede borgerlige. Det er borgerlige vælgere, og det er middelklassen, altså folk der går på arbejde, folk der betaler skat, folk der har familie, der er utilfredse med den generelle strukturelle udvikling i Europa, ikke bare i forhold til EU, men også i forhold til indvandring. Og det er altså en meget dybere stemme, end lokale østtyske, utilfredshed med det ene eller andet. I kan godt blive ved i forskere med at tale om statistik og sociale forhold, men så undervurderer i den kraft der er i de her bevægelser. Vi kommer til at se den rundt omkring i Europa…

(Susi Meret, Post doc., Institut for Kultur og Globale Studier, Aalborg Universitet)

I panelet var også denne gang Jan Mansur Hussain, der fra et ophævet intellektuelt stadie, pointerede at DF’ere var landsbytosser. Han er tidligere kriminel, noget han tørrede af på Dansk Folkeparti for et par måneder siden i samme program. Selvom hans generalieblad inkluderer grov vold, så er han som muslim bange for SIAD og andre der demonstrerer mod Islam.

Eks-kriminel rollemodel er bange for Islamkritik: Vi ser moskéafbrændinger i Sverige…

Jan Mansur Hussain: Jeg synes det er rigtigt skræmmende. Jeg kender lidt til SIAD herhjemme, og var til en moddemonstration her for to år tilbage. Og jeg vil sige, at selvom det er de der 25-50 tosser, kalder jeg dem, der står der, og tordner imod Islam og muslimer, så er det rigtigt skræmmende hele det der bagland der ligger bag, specielt på nettet. Og jeg synes det er rigtigt skræmmende, det kommer tæt på. Vi ser moskéafbrændinger i Sverige og så videre, det er jo frygteligt hvad der foregår i Europa. At muslimerne er blevet syndebuk for alting. … altså de skylder skylden på muslimerne for alting. … Meget af det jeg hører, det er ligesom noget der gør mig bange. … Som muslim føler jeg mig bange for det der skal til at ske…

(Brandattentat mod Hamburger Morgenpost, natten til søndag; Vice.com; Eskilstuna-opdate)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper