10. januar 2013

Flere højrefløjslobbyer – Ingen pressionsgrupper kæmper tilsyneladende for socialisme og indvandring

For år tilbage introducerede afdøde Mogens Glistrup begreber som ‘flygtningelobby’ og ‘islam-lobby’, men selvom en organisation som Dansk Flygtningehjælp har haft stor indflydelse for udviklingen, så omtaler medierne aldrig den sådanne organisationener med negative etiketter. Trods fagforeningernes store indflydelse for samfundsudviklingen, hører man heller aldrig LO eller 3F omtalt som ’socialismelobbyen’, selvom det ville være lige på kornet. Det handler om definitionsretten. For de fleste journalister er der ikke noget suspekt i at kæmpe for socialisme eller indvandring.

For tiden er der heftig debat i USA om våbenlovgivningen, og selv postulerede borgerlige medier anvender begrebet ‘våbenlobbyen’. To eksempler: Våbenlobbyen vil have Romney som præsident (TV2.dk, 5/10-12), Modstanden mod våbenlobbyen vokser (JP.dk, 18/12-12).

Tilbage i 2006 gik P1 til angreb på ‘Israel-lobbyen’, og blandt journalister er det tilsyneladende suspekt at forsvare det eneste velfungerende demokrati i Mellemøsten. Eks. Tilløb til debat om USA’s Israel-lobby (P1 Orientering, 6/4-06). Herunder en overskrift fra tirsdagens udgave af Metroxpress, der anvender begrebet ‘jødelobbyen’, selvom det klart fremgår af artiklen, at det er et politisk ladet begreb.

“Kritikere har allerede angrebet ham for hans holdning til konflikten mellem Israel og Iran. Hagel opfattes ikke som tilstrækkelig venligsindet overfor Israel. Han er blevet kritiseret for at tale om en jødisk lobby i kongressen. (Ritzau/Reuters, red. af Rasmus Skat Andersen)

(Metroxpress, 8. januar 2013, s. 12: Jødelobby truer ny forsvarsminister)

Herunder lidt fra Professor Stig Jørgensens glimrende kronik om Flygtningelobbyen, trykt i BT, 8. maj 1993.

“Den beherskes derfor også af et miskmask af ædle og uædle motiver. Især de kirkelige missionskredse, hvorfra de fleste såkaldte »flygtningevenner« nok er udgået, handler utvivlsomt ud fra, hvad de anser for at være en kristelig barmhjertighed. Ligesom de uddøende eksemplarer af kulturradikalismen er de tilbøjelige til at forveksle medlidenhed med barmhjertighed. Medlidenhed er imidlertid en græsk følelse (sympathos), der er udgået af en køligt og rationelt begrundet distancerende følelse med den lidende, mens den kristne barmhjertighed er udgået af en nærværende og varm følelse for næsten. Medens medlidenheden skaber distance, skaber barmhjertigheden nærhed. …

Megen veldædighed har denne hykleriske karakter, såsom 70-ernes såkaldte solidaritetserklæringer med undertrykte befolkninger, klasser eller grupper. Charles Dickens talte om teleskopisk filantropi hos de blåøjede radikale, som har så travlt med at redde menneskeheden, at de ikke har tid til at tage sig af deres nærmeste. De private velgørende institutioner befinder sig i samme dilemma som andre veldædige behandlere, der ernærer sig ved menneskelig ulykke, såsom læger, sygeplejersker, socialrådgivere og ambulanceførere. Som dr. Knock siger i Jules Romains bog af samme navn, er en rask mand en mand, som ikke ved, han er syg, eller, som det siges af lægerne, en person, som ikke er undersøgt grundigt nok!

Dilemmaet for disse menneskekærlige professioner og institutioner er det samme som for de politiske partier, der arbejder for den sociale retfærdighed, idet deres raison d’être aftager med realisationen af deres partiprogram. Samme interessekonflikt behersker den finansminister, som opkræver store gift- og miljøafgifter med det formål at begrænse forureningen, idet provenuet er omvendt proportionalt med formålets realisering. Det ville være forkert at se bort fra den omstændighed, at velgørende arbejde er afhængigt af tilstedeværelsen af ulykkelige mennesker, ligesom Gud, efter aristokratiets opfattelse, har skabt de fattige, for at de rige kan have nogen at være gode ved. Vi kan ikke uden videre gøre forskel på de forretningsdrivendes og bureaukraternes behovsopgørelse. Nys afdøde professor Parkinson påviste i en af sine berømte »love«, at bureaukratiet har en selvgenererende evne, uden at der kommer nye kunder i butikken. Alle professioner og institutioner er principielt inhabile, når det drejer sig om beslutninger om egne behov.

Mere udpræget bliver inhabiliteten, i jo højere grad de oprindeligt velgørende foreninger udvikler sig til hårdtslående professionelle magtorganer. Naturfredningsforeningen og Kræftens Bekæmpelse er velkendte eksempler på denne metamorfose. Dansk Flygtningehjælp og Dansk Røde Kors er derudover blevet indbygget i den offentlige administration ved at overtage en stor del af ansvaret for flygtningearbejdet. At de deltager i løsningen af de sociale og praktiske arbejdsopgaver er forståeligt, mere betænkeligt er det, at de også deltager i visiteringen af asylsøgerne og i beslutningsprocessen om asyl. Man kan nu engang ikke med rimelighed betro noget menneske at skulle udmåle metervarer med elastikbånd, og man kan vanskeligt bebrejde disse velgørende institutioner, at de ser legitime behov for asyl, hvor andre måske ville mene, at flygtningeopgaven bedst ville kunne løses i eller ved hjemlandet.

Ligesom det ædle formål kan legitimere en udvidelse af beskæftigelsen i flygtningearbejdet, kan det også legitimere anvendelsen af voldelige »antiracistiske« midler fra såkaldt venstreorienterede ekstremistgrupper, såsom BZ’ere og andre små revolutionære grupper. For dem kan flygtningesagen være et påskud, og ikke en begrundelse, for anvendelsen af den sociale eller voldelige adfærd, som af andre grunde tiltrækker disse grupper. … Man bør altid gribe til sin pistol, når de revolutionære vil beskytte grundloven, når voldsmændene vil beskytte demokratiet, og rævene vil vogte gæssene! Der er den samme tvetydighed over de »ambulancejagende« advokater, som velvilligt – men mod betaling – stiller deres ekspertise i ankesystemerne i asyllovgivningen til rådighed for de retfærdige og uretfærdige asylsøgere. …

Når samtidig massemedierne mobiliseres til følelsespornografiske happenings, hvor alle sejl sættes til for at bringe skuden i havn, som det skete med palæstinenserne i Blågårds Kirke, var der med særloven tale om både et retsmisbrug og et politisk misbrug i strid med grundlovens magtfordeling, og derfor i realiteten om en uretfærdighed mod andre grupper af asylsøgere. Det er et problem, når det politiske system bliver svækket af lobbyisme i al almindelighed.”



13. maj 2009

DR-journalister gav i maj 1973 “Ubetinget støtte til Folkefronten For Palæstinas Befrielse”

Idag er venstrefløjens støtte til marxistiske terrorister sekterisk, men det har den ikke altid været. Den 4. november 1994 gennemgik Bent Blüdnikow og Arne Notkin i Weekendavisen det de kaldte Terrorismens danske heppekor. Artiklen er bestemt et gensyn værd, ikke mindst fordi de under den efterfølgende debat fremlagde navnene på 72 danske mediepersonligheder, der i maj 1973 underskrev et dokument om “Ubetinget støtte til Folkefronten For Palæstinas Befrielse”. Støtte til en terrorgruppe der begik drab på civile og og ikke slørede sin hensigt, hverken før eller efter.

Navnelisten røber flere markante DR-journalister (fremhævet herunder), men også historieprofessor Claus Bryld, og andre fra DR’s ekspertpanel.

Kjeld Ammundsen, Niels Andersen, Gunvor Auken, Grith Backer, Dola Bonfils, Lars Bonnevie, Niels Henning Borup, Jan Bredsdorff, Ellen Brun, Birgit Brüel, Claus Bryld, Tine Bryld, Jens Brøndum, Else Brønnum-Hansen, Hans Henrik Clemensen, Jørgen Dragsdahl, Gunhild Due, Peter Ege, Steen Folke, Uffe Geertsen, Aase Hansen, Bente Hansen, Litten Hansen, Jannik Hastrup, Ingo Henningsen, Jacques Hersh, Kaj Himmelstrup, Ingrid Hind, Tage Hind, Anders Holm-Nielsen, Gertrud Holm-Nielsen, Karen Holm-Nielsen, Svend Holm-Nielsen, Søren Højmark, Mogens Høver, Jesper Jensen, Lone Lyk Jensen, Per Lyk Jensen, Magnus Johansen, Minnie Johansen, Jan Leon Katlev, Poul Koch, Per Kongsted, Kjeld Koplev, Mogens Krustrup, Ejvind Larsen, Lone Lindorff, O. H. Lundberg, Søren Søltoft Madsen, Ivan Malinovski, Henrik Moltzen, Jens Nauntofte, Gregers Nielsen, Kirsten Nielsen, Ray Nusselein, Torben Kjeld Pedersen, Birgitte Rahbek, Lasse Rathnov, Anders Refn, Christine Schultz, Per Schultz, Erik Sigsgaard, Arne Skovhus, Svend Skovmand, Finn Slumstrup, Ruth Sperling, Inger Stender, Erik Stinus, Niels Thomsen, Nils Vest, Wibeke Winding og Svend Erik Øhlenschlæger.

(Weekendavisen, 16. december 1994)

Artiklen mødte voldsom kritik fra flere af personerne på listen. Svend Erik Øhlensclæger betegnede artiklen som “udokumenteret tilsvining” (25/11-94), og Claus Bryld gik til angreb på det han så som “beskyldninger… uden gnist af bevismateriale” (16/12-94). Kjeld Koplev mindes ikke nogensinde at have underskrevet dokumentet, og pointerede, at det hele var skrevet “uden ringeste form for dokumentation” (16/12-94). Det viste sig senere, at han selv var en del af VS’ arbejdsgruppe der tog initiativet til PFLP-resolutionen.

Der var dog visse dokumentationsproblemer, og dem hæftede kritikerne sig selvfølgelig ved, men udover fejlagtig læsning af årstallet (1979 istedet for 1974, håndskrevet) på det oprindelige løsark (vedlagt Kolding Højskoles blad Tryk, primo 1973), som Blüdnikow og Notkin lod gengive i Weekendavisen d. 25. november 1994 (->), er der ikke meget at komme efter.

Dokumentets autencitet kan ikke bestrides, dateringen er præcis, og det hele understøttes af Falastin Bulletin (nr. 6, maj 1973, Palæstinakomiteen) og VS/Bulletin (nr. 101, 25. maj 1973), der refererer resolutionens ordlyd og henviser til underskrifterne med ordene “er underskrevet af 72 personer” (F/B) og “72 underskrifter er udeladt af pladshensyn” (VS/B).

Fra den indledende artikel – Terrorismens danske heppekor (4/11-94).

“Blekingegadebandens forbrydelser er ved at fortone sig i journalistisk inkompetence og dansk hygge. Politiken og månedsbladet Press har ført kampagne for den fængslede terrorist Marc Rudin, og Danmarks Radios TV-avis lod to af de fængslede danskere fortælle en rørende historie om deres solidaritetsarbejde for deres medfanger. I sidste uge udkom så en bog af journalisterne Betina Bendix og Lene Løvschall om Blekingegadebanden, som Weekendavisens anmelder, Lars Villemoes, betegnede som et festskrift til forbryderne og et glansbillede af deres terroristiske aktiviteter. Inden heltedyrkelsen når uanede højder, er det værd at præcisere, hvad banden egentlig stod for, og hvilken tidsånd der herskede, da den tilsluttede sig den terroristiske kamp i tæt samarbejde med PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse).

Palæstinensernes selvstændighedskamp fostrede i 1967 en rabiat terroristisk gruppering, hvis væsentligste eksponent var PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse) under ledelse af George Habash. Organisationen bekendte sig til marxismen og den voldelige revolution, og den angreb israelske og jødiske mål overalt i verden. Dens aktiviteter var specielt blodige op til 1980. PFLP afviste dengang som nu, at en jødisk stat kunne eksistere i Mellemøsten. Også jøder og ikke-jøder uden for Israel blev angrebet af gruppen, som anså jøder for potentielle zionistiske fjender. PFLP samarbejdede med flere af de kendte terroristorganisationer som Rote Arme Fraktion, Revolutionäre Zellen, Action Directe og Den Røde Japanske Hær.

[…]

Der var mange årsager til, at holdningerne blev så ekstreme. Der var en forståelig solidaritet med det undertrykte palæstinensiske folk. Venstrefløjens bastante opdeling af verdens befolkning og lande i undertrykte og undertrykkere spillede en rolle for synet på Israel og zionismen som det onde selv. Israel og zionismen blev identificeret med imperialisme, undertrykkelse og kapitalistisk udbytning, ja til sidst nærmest symboler på disse forhold…

Ved netop at gøre radikalt op med den jødiske stat ramte venstrefløjen effektivt en særdeles sårbar nerve i forældregenerationens og den vestlige verdens værdipræmisser. Samtidig befriede man Europa for skyld: Nu var de tidligere ofre bødler. Uanset de komplicerede årsagsfaktorer foregik der allerede fra slutningen af 1960erne en kampagne mod Israel og zionismen. Der kunne være grund til at kritisere den israelske politik, men det interessante i denne forbindelse er, at kampagnen var så hadefuld og ekstrem, at den ikke lader sig forklare rationelt. Lad os fremdrage et symptomatisk eksempel fra tiden. Journalist Lars Møller-Rasmussen dækkede Mellemøsten i dagbladet Information, der i denne periode var venstrefløjens vigtigste forum. Lars Møller-Rasmussen erklærede sig i sin avis for anti-zionist (14.-15. september 1974). I hans kampagne mod zionismen gjaldt alle kneb. Således gjorde han zionisterne medansvarlige for drabet på seks millioner jøder under 2. verdenskrig. Således skrev Lars Møller Rasmussen 5.september 1974: “Hvad er de israelske lederes største forbrydelse? Fordrivelsen af palæstinensiske arabere fra Israel i 1948?… Forkert gættet… Ofrene for zionist-ledernes – de senere israelske ledere – største synd var ironisk nok ikke arabere, men jøder… Og de seks millioner bliver i dag direkte eller indirekte brugt som et af de stærkeste argumenter for Israels politik. Derfor er det fristende at spørge, hvorfor zionisterne under krigen ikke pressede briterne hårdere for at få dem til fx at bombe jernbanelinierne til KZ- lejrene eller krematorieovnene for derved i hvert fald at redde nogle af ofrene… Man kan spørge… om den berømte mangel på jødisk modstand mod udryddelsen mindre skyldtes ‘jødiske egenskaber’ end, at zionistledelsen havde undladt at informere ofrene om, hvad der ventede dem”. Denne beskyldning blev snart efter koblet sammmen med konspirationsteorien om jødernes overvældende magt…

[…]

Når den “legale” venstrefløj uhæmmet og uden offentlighedens protester kunne gøre Det mosaiske Troessamfund medansvarlig for Israels gerninger, er det ikke besynderligt, at den endnu mere naive og illegale del af venstrefløjen kunne finde på at rette sine aktiviteter mod et “zionistisk” plejehjem.

Ingen danske jøder faldt som ofre for den pro-palæstinensiske terror. Men i andre lande blev jødiske menigheder, synagoger og skoler angrebet. Jødiske skolebørn og bedende blev dræbt. For at legitimere disse angreb blev alle jøder gjort ansvarlige for zionismens gerninger. Zionismen har indrulleret jøderne, og så længe de ikke frigør sig fra zionismen, kan de rammes. En af dem, der deltog i denne legitimering var Anne Grete Holmsgård. I dag er hun af statsministeren udnævnt til formand for Ligestillingsrådet. Dengang var hun formand for Venstresocialisternes Internationale Udvalg og en af nøglepersonerne i udformingen af den antizionistiske kampagne…

Den legale del af venstrefløjen banede også vejen og legitimerede samarbejdet med PFLP og terror mod civile. Således skrev VS’ bladet International Bulletin nr. 14 1978, da Anne Grete Holmsgård var ansvarlig for partiets internationele udvalg: “Vi afviser, at den palæstinensiske befrielsesbevægelses flykapringer og aktioner i Israel er terrorisme. Det palæstinensiske folk står bag disse kampformer, og dette er for os det afgørende”. Og i Information d. 12. juli 1978 skriver medlem af VS’ internationale udvalg Lone Johnsen: “den israelske stat skal knuses. Palæstinensernes befrielseskamp kan ikke undgå at få civile konsekvenser”. Og i 1980 skrev Kit Broholm og Niels Hermind, begge fra VS’ Mellemøstgruppe: “Den kamp, der nødvendigvis altid vil blive rettet mod en sådan undertrykkende kolonistat (Israel red.), vil også blive rettet mod jøderne verden over, for så vidt det lykkes zionisterne at få jøderne til at identificere sig med zionismen og forsvare Israel”.

Terrorismen mod Israel og jøder, der ikke tog afstand fra Israel, blev således legitimeret af VS og andre venstrefløjsgrupper, og netop PFLP, der stod bag nogle af datidens mest blodige terroraktioner, blev den danske venstrefløjs yndling. I 1979 skrev 72 mere eller mindre kendte danskere under på en appel, der hed: “Støt indsamlingen til PFLP. Ubetinget støtte til Folkefronten for Palæstinas Befrielse”.

… at PFLP gennem sine aktioner havde ramt snesevis af uskyldige civile, kunne ingen af dem være i tvivl om. I 1970 bortførte PFLP fire internationale rutefly til den nedlagte flyveplads Dawson’s Field i Jordan og sprang flyene i luften. I 1972 nedslagtede terrorister under PFLPs ledelse 27 civile mennesker i Lod Lufthavn i Israel. I 1973 nedskød Carlos under ledelse af PFLP den jødiske forretningsmand Josef Sieff i London. I 1974 kastede PFLP-folk 3 håndgranater i et teater i Tel Aviv. 3 døde og 54 blev såret. I juni 1976 fandt flybortførelsen til Entebbe i Uganda sted. Her døde 4 civile i forbindelse med redningsaktionen. En flybortførelse til Mogadishu i oktober 1977 krævede 4 sårede, og 5 blev såret under en aktion i Bruxelles i april 1979.

De fleste af de 72 underskrivere var oplyste mennesker, der intenst fulgte udviklingen. Dengang som nu. På listen finder man flere mennesker, der i dag er fremtrædende medarbejdere i Danmarks Radios P1: Kanalens chef Finn Slumstrup, leder af Orientering Ruth Sperling, Kjeld Koplev og Birgitte Rahbek. TV-siden er repræsenteret af blandt andre Jens Nauntofte, Per Schultz og Svend Erik Øhlenschlæger. Fra Information finder vi Jørgen Dragsdahl og Ejvind Larsen. Af andre notabiliteter kan nævnes socialrådgiver Gunvor Auken, filmkvinden Dola Bonfils, forfatteren Jan Bredsdorff, historikeren Claus Bryld, socialrådgiver Tine Bryld, læge Peter Ege, tidligere folketingsmedlem Steen Folke, folkeoplyseren Uffe Geertsen, forfatteren Bente Hansen, skuespilleren Litten Hansen, højskolemanden Søren Højmark, forfatteren Jesper Jensen, filmmanden Anders Refn, tidligere folketingsmedlem Erik Sigsgaard, forfatteren Erik Stinus og filminstruktøren Nils Vest.

Relateret.

  • 25/3-09 Højesteret – ”Fighters and Lovers-sag”.
  • (PFLP-støttesalg, DKP’s stand, 1. maj-arrangement 2009 i Botanisk Have, Århus)

    

    29. april 2008

    Lars Møller-Rasmussen om ‘lobbyen’
  • 6/5-05 Orientering – Spionagesag om Israels lobby i Washington.
  • 11/8-05 Orientering – Retssag om USA’s Israel-lobby.
  • 6/4-06 Orientering – Tilløb til debat om USA’s Israel-lobby.
  • 20/12-07 Orientering – Den israelske lobby i USA (Mearsheimer og Walt).
  • 3/1-08 Orientering – Jødisk lobby angribes fra nye sider.
  • 15/1-08 Orientering – Israel-lobby besværliggør Bush-plan i Mellemøsten.
  • 16/4-08 Orientering – Ny jødisk lobby i USA.
  • “USA har fået en ny politisk pressionsgruppe, der præsenterer sig som et alternativ til den eksisterende Israel-lobby.

    Den nye organisation er grundlagt af jøder, der mener, at den traditionelle Israel-lobby helt har opgivet at søge efter fred i Mellemøsten og i stedet har allieret sig med højrekræfter, neo-konservative og yderliggående evangeliske kristne.

    Alligevel er det måske ikke helt rigtigt, når nogle anbringer den nye lobby-gruppe til venstre for centrum, selv om dens talsmænd har bånd til USAs Demokratiske Parti.

    Den Mellemøst-politik, gruppen taler for, har nemlig stærke ligheder med den, en del fremtrædende Republikanere står som eksponenter for.”

    Oploadet Kl. 14:38 af Kim Møller — Direkte link39 kommentarer
    

    11. marts 2008

    Da fundamentalisme blev Reformation (BBC & Kristeligt Dagblad)

    Selv en blind høne kan finde korn. Interessant historie i mandagens Orientering, hvor Lars Møller Rasmussen beretter om en lidt for smart BBC-journalist ved navn Robert Pigott, der interviewer to (statsansatte) tyrkiske islamforskere, om deres kommende bog hvori de kvalificerer hadithernes troværdighed. Til samme artikel taler han med en i London bosiddende Tyrkiet-ekspert Fadi Hakura, der mener hadith-revisionen vil ændre islam fra at være en religion “whose rules must be obeyed, to one designed to serve the needs of people in a modern secular democracy… a kind of akin to the Christian Reformation”. BBC slår det sidste stort op, og betegner den kommende bog som “a revolutionary reinterpretation of Islam”.

  • 26/2-08 BBC Online – Turkey in radical revision of Islamic texts.
  • Tyrkiske Today’s Zaman har talt med Prof. Mehmet Gormez der citeres i BBC-artiklen. Fra BBC claims of hadith reworking unfounded.

    “A recent BBC report, titled “Turkey in radical revision of Islamic texts,” asserts that the Turkish directorate’s project is of a “revolutionary nature” and has “altered and reinterpreted” prophetic statements heretofore agreed upon as authentic. Speaking with Today’s Zaman on Wednesday, Dr. Mehmet Görmez, the directorate’s deputy director, said: “Our project is not aimed at effecting a radical renewal of the religion, as is claimed by the BBC. Our objective is to help our citizens attain a better understanding of the hadith. Though I underlined several times during our interview with a BBC reporter that our project cannot be considered a reformation of Islam, he distorted the facts, saying Turkey is preparing to publish a document that represents a revolutionary reinterpretation of Islam — and a controversial and radical modernization of the religion.

    […]

    On Thursday the Directorate of Religious Affairs issued a press release that expressed frustration with the coverage of the project by the BBC and other Western and domestic media outlets, rejecting the descriptions of “reform,” “revision” and “revolution.” “We believe that this academic and scientific hadith project, being conducted independent of domestic and foreign politics, will be an important step taken to convey the universal message of the Prophet Mohammed to the 21st century,” the statement read. Also on Thursday directorate head Ali Bardakoğlu spoke to the press at İstanbul Atatürk Airport while on his way to Saudi Arabia and commented that some foreign press organs had covered the project without doing sufficient research to back their claims.

    […]

    Görmez underlined that the project is being conducted by the directorate with the assistance of 35 hadith scholars from several Turkish universities and expressed disappointment over seeing distorted news articles in Western media related to their project.

    “I had an interview with BBC reporter Robert Pigott around two months ago about the project. I underscored during our interview that it cannot be termed a revolutionary reinterpretation of Islam. But, his article read ‘the very theology of Islam is being reinterpreted in order to effect a radical renewal of the religion.’ This does not reflect the truth.”

    Ali Eterez kommenterer historien på The Guardian – Not quite the Reformation.

    “In my mind, this initiative has more to do with Turkey’s AKP party trying to get into the European Union. “Look, we threw out all the bad hadith,” it seems to be saying. “Now let us in!”

    The only people this fools are those who think that tossing out hadith is something that has never happened before. I have some news for this contingent. Muslims do it all the time. Wahhabis tossed out the hadith narrations that traditionalists held dear. Reformists attack the hadith narrations that Salafis like. Some Muslims affirm God and Muhammad while rejecting that the hadith constitutes part of Islamic law. In fact, the Department of Religious Affairs probably considers itself keeping with the Islamic tradition of checking the isnad (chain of narration) and matn (analyzing the text) of the hadith. So if it was not an Islamic reformation when the Wahhabi hadith scholar al-Albani did it, why is it a reformation now?

    Kristeligt Dagblad åd BBCs historie råt. Fra Fra Tyrkiet vil ændre islamiske tekster.

    “Intet mindre end en islamisk reformation. Sådan lyder beskrivelsen af en kommende genskrivning af islamiske hadith-samlinger. Den nye udgave skal gøre op med kvindehad samt forældede og anti-kristne budskaber…

    Tyrkiet-eksperten Fadi Hakura fra Instituttet for internationale forhold i London taler om en fornyelse, hvor religionen går fra at skulle adlydes til at være indrettet efter folks behov i et moderne sekulært samfund.

    Det er lidt af det samme som den kristne reformation. Ikke helt det samme, men hvis du tænker over det, så ændres det teologiske fundament i religionen, siger han til BBC.”

    Oploadet Kl. 06:12 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer
    

    8. oktober 2007

    Orientering på P1 om problemet med wahhabisme, konservatisme og den slags

    Det kan være svært at forholde sig seriøst til Orientering på P1. Her introduktionen til indslaget Medie-mogulerne hersker i Mellemøsten (Lars Møller-Rasmussen) i fredagens udgave.

    Karen Secher, vært: “Det er ikke bare i de vestlige industrilande at store dele af bladverdenen, og radio- og tvstationerne, bliver koncentreret i hænderne på nogle ganske få medie-moguler, som den australskfødte Robert Murdoch. En lignende udvikling er også i gang i den arabiske verden, og med satellitkanalen Al-Jeezera som eneste undtagelse, er det her selskaber med rødder i Saudi-Arabien der er ved at blive helt dominerende, og også i Mellemøsten er det en form for medie-modernisering der er problematisk – den vigtigste forskel er måske, at de politiske motiver både er stærkere og mere gennemskuelige i det saudi-arabiske tilfælde. Det fortæller Lars Møller-Rasmussen om…”

    Oploadet Kl. 13:59 af Kim Møller — Direkte link4 kommentarer
    

    19. september 2007

    Anonyme kilder refereret af journalist der opdigtede interviews… også på dansk

    Det er nu kommet frem at Alexis Debat, fransk journalist og terrorforsker, har opdigtet interviews med flere kendisser, herunder Bill Clinton og Kofi Annan. Interessant, for som 180 Grader skriver, så har han også…

    “… været leveringsdygtig i flere markante historier, som oftest fra “anonyme kilder i efterretningstjeneste” i lande som Pakistan, Frankrig og USA. Debat var også manden bag Sunday Times´historie om Bush-administrationens hemmelige planer om at bombe Iran.

    Ærgeligt der ikke foreligger søgbare transkriptioner af Lars Møller-Rasmussens indslag i Orientering. Blotlæggelsen ignoreres iøvrigt af MSM. Foruden 180 Grader, valgte kun Jyllandsposten at bringe historien.

  • 3/9-07 Information – Slaget om Iran. USA håndterer atom-slyngler vidt forskelligt.
  • 3/9-07 Ekstra Bladet – Sådan vil Bush knuse Iran.
  • 

    4. september 2007

    Iran-krigen er nært forestående…

    Iran har forsøgt at udnytte USA’s engagement i Irak til at styrke sin regionale position, og det siger sig selv Lars Møller-Rasmussen og Orientering ikke har svært ved at vælge side.

    Gennem de senere år har Orientering måske bragt 30-40 indslag om problemet, typisk kredsende omkring risikoen for et amerikansk angreb mod landet. Når Iran fortæller de vil udvinde Uran, så graver Lars Møller-Rasmussen enten en ekspert frem der mener det er tvivlsomt, eller også interviewer han en analytiker der mener iranske a-våben ville kunne skabe stabilitet i regionen.

    Når USA så vil sanktionere Iran via FN-systemet, så finder han en ekspert der fortæller, at det vil have store civile omkostninger og iøvrigt ikke påvirke regimet. Ligeledes når USA påstår at Iran samarbejder med irakiske terrorister, så passer det ikke. Omvendt stoler han blindt på venstreradikale Seymour Hershs udlægning af stort set alt, selvom han systematisk baserer sine artikler på anonyme kilder.

    – Krigen er nært forestående, sagde han i januar 2005 – og det har den så været lige siden…

    Ti eksempler.

  • 19/01-05 – Nye tegn på, at USA forbereder angreb på Iran
  • 21/01-05 – USA truer igen Iran – denne gang med Israel.
  • 08/07-05 – USA lægger op til opgør med Iran….
  • 09/03-06 – Militær indgriben over for Iran .
  • 19/09-06 – Nye signaler om angreb på Iran.
  • 27/12-06 – Iran-resolution: Et skridt mod krig eller fred?.
  • 05/02-07 – Israel vigtig brik i Bush’s Iran-planer.
  • 14/02-05 – Iran-kritik trækker på historien.
  • 08/05-07 – Angriber USA Iran?.
  • 24/05-07 – Grebet strammes om Iran.
  • 

    27. august 2007

    P1 – en dag i august

    Igår tændte jeg for P1 tre gange. Det blev hårdt straffet.

    Under opvasken (ca 17.30) var der Europa lige nu, og forskerloonien Jytte Klausen fortalte vidt og bredt om de integrationsmæssige fordele ved moskeer, og det beklagelige ved den ‘hysteriske’ debat.

    Anne Haubek, P1: Hvad betyder det så at, at vi er mest intolerante i Skandinavien og i Holland/Belgien, for eksempel Tyskland – er det konsekvensen af det?

    Jytte Klausen, professor Brandeis University: Ja, det har meget at gøre med, hvordan man føler – er man bange for udtryk for religion, og der kan man jo se, at i Skandinavien er det ikke bare muslimer, men også ortodokse jøder som ofte – vil folket sige – hvorfor skal de da vise hvad de tror på? Hvorfor kan de ikke holde det privat…

  • 27/8-07 Europa lige nu – Europa og muslimerne.
  • Senere på dagen (ca. 19.30) hørte jeg Folk og Kirke, der omhandlede islam i Cairo, og her havde Jacob Skovgaard Petersen som ekspert.

    Jacob Skovgaard Petersen, Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut: Der er jo sådan nogle teser om at ‘de’ mangler en Reformation eller, ‘de’ mangler en oplysningstid, eller sådan noget – det er historisk set meget forkert

  • 27/8-07 P1 – Cairo – verdensbyen og den islamiske vækkelse (1:3).
  • Tidligt i morges (ca. 05.30), kom jeg ind midt i Samfundstanker. Her talte en skønlitterær forfatter ved navn Gretelise Holm om hendes kamp for kvinderettigheder i Zimbabwe – en aktivistisk kamp hun kombinerede med accept af kvindeundertrykkende kulturer og gold pacifisme. Da hun begyndte at recitere Johan Galtungs appelsin-teori så slukkede jeg.

    Gretelise Holm, journalist: Vi danskere er blevet en nation af krigsforbrydere…

  • 27/8-07 Samfundstanker – Gretelise Holm (tidsbegrænset link).
  • Af oversigten kan jeg se, at jeg gik glip af Lars Møller-Rasmussens tirader i følgetonen om Den arabiske konflikt. Han er omtrent ligeså objektiv som Morten Thing– en eks-kommunist som P1 ofte hidkalder for ekspertanalyser om kommunistiske diktatorer, Den Kolde Krig og Danmarks Industrialisering. Venstrefløjsere om venstrefløjen for venstrefløjen – tvangsfinansieret.

    

    13. august 2007

    Anti-amerikanisme anno 2007

    P1 er et fuldtidsjob for en højreorienteret blogger, for hvis P1-redaktørerne har læst public service-loven, så har de ikke helt forstået betydningen af ‘alsidighed’ og ‘mangfoldighed’ (§ 10).

    Orientering og Lars Møller-Rasmussen tager prisen. Den ene dag kritiseres Bush-administrationen for ikke at have gjort nok for at stoppe 9/11-angrebet – den næste dag angriber han samme for at ville indføre for vidtgående antiterror-lovgivning. Guantanamo-lejren og brud på civiles rettigheder har nok været det enkeltstående emne som har fået størst fokus, men i sidste uge kunne man så høre ham kritiserere USA for at ville demokratisere Mellemøsten. I næste uge taler han sikkert med en islamforsker der afviser at islam og demokrati skulle være uforenelige, og revser amerikanerne for at være fyldt med fordomme på det her punkt.

    Intet kan overraske mere. Heller ikke at Frank Esmann, trods plagiatsagen i 2004 stadig er lønnet af DR, og i sidste uge filosoferede over hvorvidt USA kan slæbes i retten for at ikke at sikre Bagdads kulturarv under invasionen af Irak. Konstant angribes USA og Bush-administrationen fra nye vinkler.

    Modvægten er ikke licensfinansieret, men godt den findes – to eksempler.

    Fra fredagens Berlingske Tidende. Bent Blüdnikow anmelder senste nummer af KritikNår den intellektuelle dovenskab kritiseres.

    “Hvis man har været mismodig over de såkaldte intellektuelles enslydende antiamerikanisme, deres pr. automatik »progressive« holdninger og deres manglende selvkritiske reflektioner, så var og er der altid »Kritik« at gå til. Tidsskriftet svigter heller ikke i dette nummer.

    En ung litteraturforsker Jesper Gulddal (født 1974) tager fire europæiske forfattere i nøjere eftersyn og beskriver deres antiamerikanisme. Det er nobelpristageren Harold Pinter, krimiforfatteren John Le Carré, tyskeren Franz Schätzing og nobelpristageren Elfriede Jelinek. Han giver gode eksempler fra deres forfatterskaber, der viser, at disse europæiske forfattere besidder et irrationelt had til USA. USA er i disse forfatteres værker grundlæggende »Naziamerika« – en ondsindet og uberegnelig supermagt, som stræber efter at underlægge sig hele verden, skriver Gulddal.

    Forfatterne, skriver Gulddal, har ingen interesse i at skildre virkeligheden i f.eks. Irak og Afghanistan neutralt i al dens mangfoldighed og kompleksitet – tværtimod forsimpler de den og skævrider den, så den tjener til at stille USA og amerikanerne i det dårligst tænkelige lys.

    Glimrende set og glimrende formidlet. Læg mærke til denne unge litteraturforsker, hvis artikel kun mangler et dansk eksempel for at være lige i øjet. “

    Fra seneste udgave af Weekendavisen. Anders Ehlers Dam interviewer Russell A. Berman – Den rød-grønne alliance (kræver login, men kan læses med en Opera browser).

    “… han ser europæisk anti-amerikanisme som udtryk for identitetsproblemer i den europæiske lejr og lokaliserer, hvordan handlingslammelse og kraftesløshed afføder ressentiment i forhold til amerikanernes aktivisme. Også antiglobaliseringsbevægelsen – som i øvrigt selv er en globaliseret bevægelse, med Bermans ord »en subkultur, der løber fra Berlin til Berkeley« – ser han som slet skjult anti-amerikanisme.

    […]

    »Vores politiske børnelærdom har i det frie, demokratiske Vest efter Anden Verdenskrig sagt, at kommunismen hører til på den yderste venstrefløj, mens fascisme – blandet sammen med nationalsocialisme – hører til på den yderste højrefløj. Somme tider hører man det udsagn, at de to ekstremer møder hinanden, men det er ikke det, jeg er ude efter. Det er derimod dette, at dele af venstrefløjen, som egentlig burde være arvtagere til oplysningstraditionen, ender med at indgå alliancer eller have sympati for politiske formationer, hvis værdier er helt anderledes end oplysningsidealerne. Det er ikke et fænomen, der kun findes i det yderste venstre, for det rækker langt ind i socialdemokratiske kredse.

    […]

    Hvad angår min kommentar om Hitler-Stalin-pagten i det korte tidsrum mellem 1939 og 1941, så fremstilles den ofte som en pinlig undtagelse, fordi man mener, at stalinismen og nationalsocialismen hørte til på modsatte fløje – eller pagten forsvares af kommunistisk historieskrivning som et klogt strategisk træk af Stalin. Men måske havde de to strømninger en masse til fælles. Det hævdede filosoffen Hannah Arendt i sin bog Det totalitære samfundssystems oprindelse (1951), hvor hun beskrev en politisk nydannelse, nemlig totalitarismen, der var anderledes end traditionelle diktaturer og politistater, og som byggede på en logik om fundamentalt at ændre den menneskelige natur. Hendes totalitarisme-forståelse blev selvfølgelig kritiseret, især fra venstrefløjen, fordi den nedbrød højre-venstre adskillelsen.

    Hitler-Stalin-pagten er et eksempel på overskridelse af højre og venstre inddelingen, hvor den forskel, som vi gerne vil holde fast i som en ledestjerne i vores politiske navigation, forsvinder. Og det er det samme, der sker i dag, når venstrefløjen – på grund af misforstået multikulturalisme, falsk tolerance eller opportunistisk anti-imperialisme – ender med at opgive alle de værdier, generationer har kæmpet for: ytringsfrihed, lighed for kvinder og lighed for loven.«

    […]

    Spørgsmålet om, hvad der er venstre, og hvad der er højre, blev meget udvisket i totalitarismens regimer. Den italienske fascisme for eksempel var helt klart en afvigelse inden for venstre snarere end en egentlig højrebevægelse. Det nationalsocialistiske parti i Tyskland havde mange vælgere, der lige så vel kunne stemme på kommunisterne som på nationalsocialisterne.

    […]

    Russell A. Berman ser tre årsager til svigtet i forhold til det, han opfatter som de vestlige værdier. For det første kan der være tale om en opportunistisk form for anti-amerikanisme, hvor man i foragt for USA slår pjalterne sammen med enhver anden på den verdenspolitiske scene, der også er imod amerikansk »imperialisme«. For det andet er der den konstant potentielle totalitære fristelse, Berman finder på venstrefløjen:

    »Måske er dette venstrefløjens Wahrheitsgehalt. Det er ikke overraskende, at venstrefløjen altid ender i fascination af autoritære, brutale regimer og magtfulde statsformer. For når det kommer til stykket, er dette, hvad den venstreorienterede ønsker. Og derfor fascinationen af enhver luset diktator i uniform: Arafat, Castro, Ahmadinejad. Hvis der er en mand i uniform, falder venstrefløjen på maven. Dette argument handler ikke om opportunisme, men om en indbygget magnetisk tiltrækning til autoritære ledere, der har karakteriseret venstrefløjen siden 1792. Og det er noget, venstrefløjen bør reflektere over. Hvorfor har man altid haft denne svaghed for autoritære og undertrykkende løsninger?

    Det tredje teorem, jeg vil pege på, er tesen om oplysningens dialektik, og det bevæger sig hinsides højre og venstre. Oplysningens dialektik, som filosofferne Adorno og Horkheimer talte om, er i virkeligheden det vanskeligste at kapere for de moderne liberale samfund. Det er tanken om, at oplysningen indbygget i sig har muligheden for at slå om i sin egen modsætning. Det er vi vidne til lige nu – mens vi sidder her og taler. Der er en svaghed indbygget i oplysningen, der gør, at den kan blive undertrykkende. Fra oplysning til universalisme. Fra universalisme til tolerance. Fra tolerance til multikulturalisme. Fra multikulturalisme til en accept af modoplysning. Det er glidebanen.«

    [… om Muhammedsagen …]

    Nogle siger, at vi ikke var forstående nok. Give me a break! Det er endnu et eksempel på oplysningens dialektik. Det er liberal flagellantisme. En sofistikeret retorisk tilbagevenden til en religiøs måde at dyrke sin skyldfølelse: alt er vores skyld. Der er ingen ondskab i verden, som ikke er vores skyld.

    Her rettes der vold mod vestlige institutioner udefra, og Danmark angribes, fordi nogle journalister har gjort deres job på kreativ vis, og i stedet for at bebrejde dem, der skaber denne vold, bebrejder man sig selv. Det er patologisk. Du lever i Danmark. Du lever ikke i hele verden. Der er bestemte konventioner, traditioner og normer. Hvis argumentet er, at den danske presse skal tilpasse sig normerne i den islamiske verden, betyder det så også, at danske kvinder skal tilpasse sig normerne i den islamiske verden?…«”

  • 7/8-07 WSJ – Ion Mihai Pacepa: Propaganda Redux.
  • 

    6. juli 2007

    Dårlig journalistik eller bevidst propaganda? – to eksempler (Belingske Tidende & P1)

    Punditokraten Jesper Lau Hansen fortsætter med at hudflette mediernes dækning af Plame/Libby-affæren, herunder ikke mindst Berlingske Tidendes. Fra Plame nok engang – Libby benådes.

    Avisens gennemgang har en del mangler, som vanskeligt kan betragtes som tilfældige, men synes at skulle redde den dækning af sagen, man tidligere har bragt. Som bekendt var det mest interessante ved forløbet, at Wilson først hævdede, at Bush havde løjet om uransagen, og at det skulle fremgå af en undersøgelse, som Wilson have lavet i Niger forud for krigen. Men derefter fastslog to rapporter begge fra juli 2004 og fra hhv. det amerikanske Senat og et britisk udvalg ledet af Lord Butler, at det var Wilson, der løj, mens Bush fortalte sandheden. Dette forløb søges nu underspillet. At Wilsons rapport faktisk bekræftede de irakiske henvendelser bliver affærdiget som ”rene luftkasteller, som Wilson for fuldstændighedens skyld tog med i sin rapport”. Det nævnes ikke, at rapporten aldrig blev forelagt de højere kredse i regeringen, netop fordi den bekræftede CIA i, at Saddam faktisk var på jagt efter uran.

    Det nævnes heller ikke, at forløbet støttes af Duelfer-rapporten, som efter krigen undersøgte Saddams regime og konkluderede, at han var opsat på at få a-våben, fordi han – meget fornuftigt – troede, at Iran var i gang med det. Kontakten til Niger kom kort efter, at Saddam havde smidt FNs våbeninspektører ud, og det er derfor ikke overraskende, hvis han på det tidspunkt eftersøgte uran, da FN havde forseglet hans egne depoter. Endelig nævnes det ikke af avisen, at Wilson i perioden, indtil Senatet afslørede indholdet af hans rapport, hævdede, at der ikke var noget som helst grundlag for mistanken mod Saddam, altså at Wilson løj.

    I hele avisens dækning af sagen har man omhyggeligt undladt at nævne Butler-rapporten, hvilket er påfaldende, da rapporten er den sidste i rækken af britiske rapporter, der udtrykkeligt afviser, at de britiske formodninger om Saddams uraninteresse skyldtes falske dokumenter.

    Rapporten gik endda så vidt som at citere Bushs tale til nationen, hvor han nævner de britiske efterretninger, og kaldte det ”velbegrundet”. Frem for at nævne dette og dermed for første gang inddrage rapporten i dækningen, anfører avisen nu blot, at mange tror, at briterne alligevel baserede deres efterretninger på de falske dokumenter. Hvis dette virkelig er rigtigt, har vi en fantastisk skandale. Tænk, at det uafhængige udvalg under ledelse af den respekterede Lord Butler lyver så åbenlyst og åbenbart er med i en kæmpe konspiration. Men hvis avisen virkelig tror på en sådan skandale, hvorfor så denne forsigtige, næsten halvkvalte gengivelse af beskyldningerne? Ved skandaler af den kaliber burde man enten rydde forsiden eller holde sig for god til at insinuere.

    Journalister tager forskellige tricks i brug for at sætte politiske modpoler i dårligt lys, og ingen gør det med større konsekvens end Orienterings Lars Møller-Rasmussen. Hans kilder er omhyggeligt udvalgte – næsten castede, og motivanalyserne fortsætter i det ekstreme. Venstreorienterede weblogs (eks. Juan Cole), venstreorienterede kampagnejournalister (eks. The NewYorkers Seymour Hersh) eller oppositionelle kamporganisationer såsom Center for Public Integrity), lejlighedsvis suppleret af en Bush-kritisk republikaner – alt peger altid i samme retning. Såvidt kildevalget – motivanalysen er altid grænsende til den paranoide. Dagligt leverer han gode eksempler – her et fra igår.

  • 5/7-06 Orientering – Bush’ tale åben for fortolkning (v/ Lars Møller-Rasmussen).
  • Kort oprids: Bush holdt sidste torsdag en tale på et flådeakademi, og den analyseres i detaljer af udvalgte eksperter, der angriber fra forskellige vinkler. Afslutningsvis insinueres så at Det Hvide Hus på deres hjemmeside bevidst har fraklippet et kritisk spørgsmål, stillet under den efterfølgende debat.

    “Efter talen kommer der en rundspørge fra tilhørerne. Ifølge tekstversionen kommer der et spørgsmål fra en Peter Dutton , der præsenterer sig som en af lærerne på flådens forsvarsakademi. Og iøvrigt nævner han, uden detaljer, at hans familie blev berørt af 11. september, men sjovt nok er hverken hans spørgsmål eller første del af præsidentens svar med i hverken radio- eller videoversionen på Det Hvide Hus’ hjemmeside. Her går man i stedet direkte fra et svar om rådslagninger om militæret og til svaret på Fallons spørgsmål…”

    Radio-versionen er formentligt sakset direkte fra video-versionen, og der er derfor intet suspekt i at samme sekvens mangler begge steder. Jeg har set og hørt begge versioner flere gange, og absolut intet tyder på at der er noget mistænkeligt ved de manglende sekunder. Flere af spørgsmålene (før og efter det nævnte) fra salen er næsten umulige at høre, og når det ene spørgsmål er fraklippet er det formentligt fordi lyden er så lav at det slet ikke kan høres på optagelsen. Udover den henkastede konspirationsteori, så er det faktuelle heller ikke på plads. I både radio- og videoversionen høres Bush’s svar på det pågældende spørgsmål i sin helhed.

    For god ordens skyld – den manglende tekstbid fremhævet med fed skrift.

    “We do have a chain of command. It goes from me to Gates to “Fox” Fallon to Petraeus. But a lot of times — and we’re all on the SVTS together — the secure video together to talk about matters and — so that’s the way we do it, yes. Thanks for the question.

    Yes, sir.

    Q Thank you very much. Our family was touched by 9/11, and I want to thank you very much for the support of the 9/11 families. Peter Dutton is my name. I’m from the Naval War College faculty. I wanted to ask you about your thoughts concerning strategic culmination. Are we —

    THE PRESIDENT: Strategic —

    Q Strategic culmination. In other words, are we getting to the point where we’re unable to continue to affect world events in other areas other than the Middle East because of our huge commitment there to the Middle East?

    THE PRESIDENT: No, I appreciate that. Obviously, we’re constantly balancing — the first mission is, succeed in Iraq; let me just put it to you that way. And — yes, I think we are. I think we’re capable of dealing with more than one event at a time; witness the fact that we’ve got a lot of troops in Afghanistan. Fortunately, we’ve got a lot of NATO allies with us in Afghanistan. One of the things that I don’t think a lot of people have really figured out is how successful we’ve been about putting — about our ability to put coalitions together. There are a lot of troops in Iraq other than our own, and there’s a lot of troops in Afghanistan other than our own.

    The other hot spots, of course, would be the Far East. We’ve got a significant military presence there. We hope and pray that diplomacy works — I think it will — in dealing with the North Korean issue. But we got — we’re amply suited to deal with a lot of different theaters. But we’re constantly watching; that’s the job of the Joint Chiefs. Their job is to constantly monitor threats, positioning of troops, capabilities; and they bring them to my attention.

    And I think people recognize that obviously — you know, our military is undergoing through a lot of hard work and pressure. But according to them, they feel pretty good about it. And if they feel good about it, so do I.”

  • 28/6-07 The White House – President Bush Visits Naval War College, Discusses Iraq, War on Terror (transkriptionen; Audio: her ; Video: her. Fraklippet efter godt 43 min).
  • Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper