14. september 2017

Højskoleforstander: Folk der inviterer Fl. Rose og islamismens fjender, bør selv betale for sikkerheden

Flertallet af kursisterne på Kalø Højskole er flygtninge, der henvises fra forskellige kommuner, som højskolen har lavet aftaler med. Opholdet indgår i diverse integrationsforløb, og regningen ender som sædvanligt hos danske skatteydere. Skolen hed tidligere Europahøjskolen, og var blandt andet kendt for bederum og halalkød.

Sådanne detaljer er værd at huske på, når højskoleforstander Søren Iversen problematiserer offentligt finansieret politibeskyttelse af Flemming Rose, der fredag i forrige uge holdt et foredrag om ‘Flygtningekrise og folkevandringer til Europa’ på højskolen.

Fra forstanderens læserbrev i Lokalavisen Syddjurs- En politiopgave at beskytte Flemming Rose – men hvem skal betale? (s. 14)

“Da jeg ankom til skolen kl. ca. 8.15, vrimlede det med politifolk. Adgangen til parkeringspladsen var med undtagelse af en enkelt blokeret af politiets biler, mens andre med og uden blåt blink fyldte op i landskabet inkl. en mandskabsvogn. Uniformklædte betjente, civilklædte betjente – anslået 10-12 i alt – og politihunde kredsede om den udlejede bygning, ligesom den tilgrænsende skov og højskolens park indgik i inspektionen.

Jeg var naturligvis slået af forundring over det uventede politiopbud og spurgte mig for på vores kontor. Her oplyste man mig om, at lejeren af vores auditorium – seniorer fra en landbrugsfaglig forening – skulle afvikle deres årlige sammenkomst og havde til lejligheden inviteret den tidligere JP-redaktør Flemming Rose, der skulle holde foredrag.

… et mere principielt og efter min opfattelse meget vigtigere spørgsmål ligger uden for vores beslutningsdygtighed. Det drejer sig om anvendelsen af offentlige ressourcer til løsningen af den påkrævede politiopgave.

… det er ikke indlysende, at disse opgaver skal betales af det offentlige, selvom politiet er en offentlig myndighed. Jeg vil derfor meget opfordre politikere og diverse beslutningstagere til at overveje, om det ikke bør være sådan, at når alle andre end offentlige myndigheder gør brug af personer, der kræver politibeskyttelse uanset årsagen til dette, bør arrangøren selv betale gildet.”

(Radikale Sofie Carsten Nielsen med kursister fra Kalø Højskole, 2016, ; Foto: Twitter, udsnit)

“Højskolen på Kalø skiller sig ud fra flertallet af danske højskoler ved at have flest flygtninge blandt kursisterne. Men højskoleværdierne er de klassiske danske, forklarer viceforstander Simon Astrup…” (Samekistens, 7. december 2015)

Oploadet Kl. 00:54 af Kim Møller — Direkte link41 kommentarer


23. februar 2017

Flemming Rose: Bannon mener vi er i krig med Islam, men det er ‘politisk dumt’ at formulere det sådan

Der er intet odiøst i virkelighedsbaseret kritik af Stephen Bannon, og Flemming Rose er en af de tunge drenge, der er værd at høre på. Han anerkender at Bannon er begavet, men mener det er ‘politisk dumt’ at udpege Islam som fjenden, da vi ikke er i krig med ‘Islam som sådan’, men blot i krig med ‘voldelige islamister’, og i kold krig med ‘ikke-voldelige islamister’. En meget teoretisk indvending kan man sige, da Islam jo vitterligt er en ideologi, der i sagens natur ikke blive nemmere at nedkæmpe, hvis man taler uden om sagens kerne.

Den anden indvending, om en for lav ‘tolerancetærskel for volds- og magtanvendelse’ er ligeså teoretisk, når eksemplet er ‘omfattende deportationer eller åbenlys diskrimination’. Jeg tror Rose har forstået situationens alvor, men ikke rigtig har lyst til at tage de naturlige konsekvenser. Det forstår jeg godt, for det er langt nemmere at forsvare liberale værdier på kort sigt, end de konservative værdier i et mere historisk perspektiv. Problemet er bare, at de her flotte liberale værdier, ikke kan eksistere uden en dybt forankret kulturkonservativ ramme.

Fra TV2 – Rose spiste med Trumps toprådgiver kort før valget: – Jeg er bekymret.

“For nogle måneder siden endte danske Flemming Rose til en middag med Donald Trumps chefstrateg Steve Bannon. … Mødet med Steve Bannon gjorde den tidligere kulturredaktør for Jyllands-Posten, Flemming Rose, bekymret.

– Han (Steve Bannon, red.) mener grundlæggende, at vi er i krig med Islam. Og det, mener jeg, er forkert. Og jeg mener, at det er politisk dumt at formulere det på den måde, når man sidder i den position, som han sidder i, siger Flemming Rose til TV 2 NEWS. …

– Den anden ting, der bekymrede mig i vores snak, var Bannons meget lave tolerancetærskel for volds- og magtanvendelse. Han er af den opfattelse, at der grundlæggende kan komme gode ting ud af en krig og voldelige sammenstød, og at det kan have en rensende effekt, fortæller Flemming Rose.

– Der sagde jeg, at jeg synes, at Europa har rigtigt dårlige erfaringer med, så det skal vi undgå på alle mulige måder.

– Det betyder ikke, at demokratiet ikke skal forsvare sig selv mod voldelige islamister, for det skal vi. Men det med omfattende deportationer eller åbenlys diskrimination, synes jeg er den forkerte vej at gå, fortæller Flemming Rose til Søren Lippert.”

(Steven Bannon, chefrådgiver for præsident Trump)



15. januar 2017

Antropolog: Forskningen anskuer muslimer som “børneagtige væsner i deres kulturs og religions vold”

God kronik af antropolog kronik af Katja Kvaale i Weekendavisen – Våbenbrødre.

“TV 2’s respektindgydende journalistiske herkulesarbejde, dokumentarserien Moskeerne bag sløret, giver dyb og foruroligende indsigt i muslimske gatekeeperes behandling af dissidenter. Dokumentaren blev forleden ved en undladelsessynd Cavlingpris-ikkemodtager; en ikke-ære, TV 2 med en vis præcision deler med Flemming Rose.

For en sikkerheds skyld skrev fire islamforskere en kritik i Politiken af TV 2’s arbejde, bare to dage før Cavling-ceremonien. Jeg noterede mig, at forskernes bekymring for imamernes ytringsfrihed ikke omfatter Flemming Roses ditto. Resten af deres kritik synes styret af en slags jalousi – journalistik er jo ikke forskning! – samt et bemærkelsesværdigt fravær af bekymring for de faktisk afdækkede forhold for kvinder. Snarere kommes imamerne til undsætning med alle hånde detaljer som apologier, og der udtrykkes bekymring for, at ‘TV 2’s forenklede fremstilling og den ophedede debat [vil] styrke de mest yderligtgående religiøse miljøers opfattelse af, hvordan medierne misrepræsenterer dem, og hvordan det danske samfund ikke vil dem det godt’.

Bør det danske samfund da ville de mest yderligtgående miljøer det godt? Vil forskerne da det? …

Empati er metodisk nødvendig, men sammenfaldet med uprofessionel sympati fremmer visse fortællinger, der kommer til at fungere som anvisninger for dataindsamling og fremlæggelse af resultater. Og det er et problem, for forskerne bliver tilbøjelige til at håndplukke data, der bekræfter yndlingsfortællingen, og bruge teorier, som ikke forklarer ubekvemme, men uomgængelige data. Den forståelse, de dermed når frem til, reproduceres i undervisning og på seminarer; narrativer med velkendte skurke – Dansk Folkeparti og integrationsministeren – og lige så velkendte helte, eller rettere, ofre; nemlig danske muslimer, som offergøres en bloc. Med tiden bliver afvigende fortællinger afvist som uhensigtsmæssige specialeemner, såfremt modige kandidatstuderende af egen kraft ville foreslå dem.

Når forskningen bliver politiseret, øges risikoen for, at forskerkolleger bliver våbenbrødre i en slags kamp mod majoriteten; en ‘vi-arbejder-for-samme-sag-mod-den-onde-islamofobiske-kraft’-type psykologi. I de tilfælde tages faglig kritik uvægerligt personligt. Jeg oplevede det selv, da jeg for nogle år siden bidrog til en antologi om integration. Da fagfælle-bedømmelsen af bogmanuskriptet kom, skrev en af redaktørerne, vores kollega, til os: ‘Vi er blevet stukket i ryggen af én af vores egne!’ Nej, vi var ikke blevet stukket i ryggen. Vi var blevet bedømt af en fagfælle, én af vores egne, i professionel forstand. Kritikken var barsk, men relevant, den var velargumenteret og fuldkommen rimelig.

Akademiske miljøer, som studerer minoritetssamfund, er små samfund i sig selv, inklusive uformel magt, nogle gange i form af social kontrol af dissident-forskere. … i miljøer med en normativ dagsorden, vil sund akademisk kritik og analyser, som afviger fra hovedfortællingen, ofte behandles som dissens. Med tiden vil konsensus herske…

Skønt venligt ment er det faktisk en diskrimination, endda potentielt set en såkaldt ‘de lave forventningers racisme’. Ved at skåne muslimer for analytisk kritik, er der en tendens til at frarøve dem det ansvar, den handlekraft og den intellektuelle kapacitet, som ikke-muslimer tildeles som en selvfølge. Det skaber en grundforskel på muslimer og ikke-muslimer, hvor muslimer anskues som mere børneagtige væsner i deres kulturs og religions vold, mens ikke-muslimer forventes at handle og tænke mere rationelt. Det giver en tendens i forskningen til at forklare især uheldige handlinger for muslimer som blotte RE-aktioner på ikke-muslimers angiveligt islamofobiske diskurs og handling; ikke som handlinger i sig selv. Andre eksempler er at fokusere på ikke-muslimers racisme mod ‘perkere’, som sandt at sige også er begrædelig, mens muslimers racisme mod ‘kuffar’ og ‘danskerludere’ underprioriteres.”

Oploadet Kl. 10:32 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer


27. oktober 2016

JP/Politikens Hus: “Sikkerheden vil altid veje tungest. Menneskeliv er vigtigere end principper.”

Det er værste er ikke den forståelige frygt, men hykleriet desangående. Får uger efter ‘Håndfæstningen’ blev skrevet, blev Bo Lidegaard chefredaktør for koncernens anden avis. ‘Ytringsfriheden er ikke truet’, var hans overordnede bidrag til debatten. Fra Information – Flemming Rose langer hårdt ud efter Jyllands-Posten i ny bog.

“Flemming Rose, der spillede en central rolle i debatten om Muhammed-tegningerne, afslører i sin nye bog De besatte, hvordan ledelsen i JP/Politikens Hus underlagde ham et hemmeligt censurdiktat for at lukke munden på ham. Samtidig med at Jyllands-Posten hyldede den kompromisløse ytringsfrihed, blandt andet ved at stifte sin egen Ytringsfrihedspris.

I et interview med Information fredag kalder Rose ledelsens opførsel for ‘hykleri’.

Diktatet, der fik navnet ‘håndfæstningen’, blev formuleret af daværende formand for koncernbestyrelsen i JP/Politikens Hus, Jørgen Ejbøl, der i dag er næstformand i koncernbestyrelsen og formand for Jyllands-Postens Fond. Han er desuden medlem af juryen for European Press Prize og medlem af eksekutivkommitteen i den Washington-baserede World Press Freedom Committee.”

(‘Håndfæstningen’ om Flemming Roses arbejdsvilkår, 2011)

“Der er trusler mod vores sikkerhed. Spørgsmålet er, om vores ytringsfrihed dermed er truet? Her på avisen holder vi fast i, at det er den ikke.” (Bo Lidegaard, chefredaktør for Politiken, 9. juni 2013)



25. maj 2016

Mikael Jalving: Den hipsterliberale fraktion kritiserer multikulturalismen, men aldrig indvandringen

Mikael Jalving kalder dem for ‘hipsterliberale’, og det dækker vel fint. De er som fisk i vandet når der diskuteres regler og paragraffer, men er omvendt tavse som graven, når det bliver konkret, og de risikerer at beskidte hænder. Ikke alle tiltag er naturligvis af det gode, men hvis man som liberal dogmatiker afviser samtlige, så bliver den påtagede neutralitet en del af problemet. Som ‘fredsfløjen’ under Den Kolde Krig.

Blogpost af Jalving hos Jyllands-Posten – Tavshed i hipsterland.

“Når jeg iagttager den fraktion, jeg benævner hipsterliberale, så ser jeg et behjertet forsøg på at værne om ytringsfriheden i vid forstand, en bestræbelse, jeg deler og har delt længe. Jeg har stor og vedholdende respekt for især Flemming Rose, som jeg står i gæld til, og for Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksen, der alle har kæmpet kampen på flere fronter – og i Roses tilfælde betalt en høj pris herfor – men jeg savner, at de siger B, når de har sagt A.

… Kritiserer man multikulturalismen, sådan som flere af de hipsterliberale har gjort i bøger mm., må man naturligvis også kritisere indvandringen, da det er den, der materielt føder den første. Det er med andre ord ikke nok at prædike demokrati og ytringsfrihed som vidner, der har set lyset, og det er desværre ikke nok at have styr på begreberne, hvis vi ikke har styr på de territoriale grænser, og hvis vi ikke er i stand til at kontrollere det voksende antal shariasympatisører blandt især unge muslimer.

Hvad mener hipsterliberale om de flere og flere unge kvinder bag hijab, niqab og burka? Niels Lillelund mener dette:

‘Sorte slyngler, ville vi sige, hvis vi havde selvtilliden i orden, for det ligner de jo, banditter uden åben pande, formummede skælme, og meget ville være reddet, hvis vi bare turde sige det, men det mod har vi ikke.’

Nej, det mod har vi nemlig ikke, hipsterliberale slet ikke, og jeg møder dette fravær hos såvel Liberal Alliances Ungdom som Venstres Ungdom og andre liberale kredse, når de er venlige at invitere mig forbi. Her handler det også om ”frihed”, rethaverisk frihed.

Min medblogger Rune Toftegaard Selsing går i clinch med den samme dovne liberalisme i sin seneste post om tørklædet som et modkulturelt statement og skriver, at tørklædet forhindrer samvær og social kontakt, det er jo selv meningen med munderingen: ‘Tørklædet er det materialiserede fravalg af os. En umiddelbar besked om at holde sig væk. Et tegn på anderledeshed og utilgængelighed’.”



24. september 2015

Flemming Rose: Politikere mfl. mener, at multikultur gør det nødvendigt at ‘begrænse ytringsfriheden’

I går fortalte jeg henkastet min frisør, at jeg på lørdag deltager i en konference i anledningen af 10-året for Muhammedtegningerne. Hun svarede, næsten spontant, at det ikke var noget at fejre, og at man skulle lade være med at krænke andre mennesker. Jeg forklarede hende venligt, at Muhammedsagen blot var et symptom på en udvikling, og hvis man ikke tog konfrontationen her, ville voldelige islamister få vetoret overfor enhver form for islamkritik. For folk flest vil fred her og nu, desværre altid være vigtigere end frihed på lidt længere sigt.

Bent Blüdnikow interviewer Flemming Rose til Berlingske – Flemming Rose kritiserer medier for at begrænse ytringsfriheden.

“Flemming Rose er aktuel med en ny bog: ‘Hymne til friheden.’ I den er han ude med riven efter politikere og meningsmagere, som han mener er ude efter at begrænse ytringsfriheden. han mener, at de i et stadigt mere og mere multikulturelt samfund er bange for ytringsfriheden, fordi de frygter, at den skaber splid og uro. han nævner konkret Danmarks Radio og Politiken som eksempler på, at der foregår selvcensur. …

I bogen skriver Rose, at han ikke er sikker på, at de store folkelige manifestationer i København og Paris efter terroren kan tolkes som en støtte til ytringsfriheden. De var nok nærmere, skriver Rose, en spontan reaktion af forfærdelse over drabene. Han tegner et billede af svære kår for ytringsfriheden i Europa og peger på, at myndighedernes skærpelse af indgreb mod såkaldt hadtale er med til at svække ytringsfriheden til fordel for at sikre social fred. Rose skriver, at politikere og meningsmagere mener, at man er nød til at begrænse ytringsfriheden i takt med at Europa får større etnisk, religiøs og kulturel mangfoldighed. Men denne tendens er farlig, skriver Rose, der opfordrer til større grad af ytringsfrihed:

‘Presset på ytringsfriheden i multikulturelle samfund er drevet af en svigtende tro på meneskerts evne til at forvalte sin frihed og øve selvkontrol.’ …

Flemming Rose kritiserer i bogen Danmarks Radio, der har bestemt, at Muhammed-tegningerne ikke skal vises og skriver at forbuddet er drevet af frygt: ‘Sandheden var selvfølgelig, at seerne først fik deres vilje, hvis de greb til trusler og vold og demonstrerede, at de mente det alvorligt.’

Oploadet Kl. 15:30 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper