Pressefriheden har altid være et af fikspunkterne for Orientering på P1. Når ‘uafhængige’ journalister på den yderste venstrefløj kritiserer Vestens mediedækning af eksempelvis Irak-krigen, så gengives og refereres synspunkterne med tung alvor. Når en venstreradikal dokumentarist som John Pilger gæster Skandinavien, ja – så er det i sig selv flere indslag værd. Ligeledes i forhold til den konkrete udenrigspolitiske dækning. Mordet på den Putin-kritiske Anna Politkovskaya er næsten blevet en føljeton, og mange vil nok huske Bette de fine Lichts daglige tirader imod den nuværende italienske ministerpræsident Berlusconi, fordi han privat ejer Mediaset, omfattende flere landsdækkende tv-kanaler.
Case Venezuela.
Karen Secher, Intro: Og nu på søndag lukker Venezuelas længste landsdækkende private radio- og tv-station RCTV. Lukningen sker ikke frivilligt, men skyldes at regeringens radio- og tv-nævn har nægtet at forny RCTV’s sendetilladelse. Venezuelas præsident Hugo Chavez har længe beskyldt stationen for at være delagtig i det kup, som omend kortvarigt blev gennemført imod ham i 2002.
Lukningen af RCTV har ført til omfattende demopnstrationer med mange tusinder i Caracas og bekræfter manges opfattelse af, at det står skidt til med demokratiet og ytringsfriheden i Venezuela under Hugo Chavez. Og Internationalt har RCTVs skæbne også vakt kritik, blandt andet fra organisationen Reportere uden Grænser.
Og i disse dage er en delegation fra EU i Venezuela for at besigtige situationen.
Det ligner et klokkerent forsøg på at lukke munden på oppositionen. Er det det Niels Lindvig?
Niels Lindvig: Sådan ser det ud på overfladen i det mindste, men hvis man graver lidt dybere ned i Venezuelandsk pressehistorie, når man ser på hvordan – især tv-stationerne og også nogle af radiostationerne gebærder sig i Venezuela, så vil jeg sige – næsten sige, at deres journalister – det er på tide de får lukket munden på RCTV, fordi det har været en hæslig omgang journalistik de har leveret igennem årene. Viderebragt de værste historier uden hold i virkeligheden, den har blandet sig aktivt i politik, været medspiller i kupforsøg, nu var det så tilfældigvis et kup imod Hugo Chavez, så man kan næsten ikke fortænke ham i at ville hævne sig på stationen – om det så er klogt, det kan være et andet spørgsmål. Men i hvertfald har det ikke været journalistik sådan som vi oplever det, der har været bedrevet i lange perioder på RCTV, tværtimod har man grebet enhver chance man kunne til at bruge ytringsfriheden som skjold for i virkeligheden at føre en kampagne-journalistik, som man skulle tro var løgn.
Karen Secher: I hvis interesse?
Niels Lindvig: Ja, i oppositionens interesse først og fremmest. Man skal huske på at da Chavez kom til magten, der havde de samme mennesker i Venezuela siddet ved magten i mange årtier, og de har aldrig været glade for at give den fra sig. Det er også de mennesker som ejer mellem 75 og 80 pct. af medierne i Venezuela idag. De har altid ejet medierne, de har altid kunnet styre den, de kan ikke styre regeringen, men derfor bruger de selvfølgelig medierne til at svine regeringen til. Det er ikke så unormalt, det er mere måden man har gjort det på, og hvor langt man har været parat til at gå, og der er jo heller ikke noget at sige til at de mennesker, som har haft al indflydelse i Venezuela, meget nødigt giver den fra sig. De er blevet meget meget rige af den Venezuelandske olie, som Hugo Chavez selvfølgelig også har slået det op på internationalt. Det er købt og betalt journalistik, hvis ikke man gør som ejerne siger, så ryger man ud. Så det har været kampagne-journalistik langt langt hen ad vejen, og virkeligt været ræderligt at se og høre på.
Karen Secher: Men der har jo været organisationer, såsom Reportere uden grænser, Europaparlamentet der har udtrykt bekymring. Tager de så fejl?
Niels Lindvig: Ja, det gør de. Nu ved jeg ikke med Europaparlamentet, hvad de når frem til, for de er over og undersøge sagen nu, og det kan da godt være at Europaparlamentet, når deres udsendinge kommer hjem og skal lave en rapport her sidst på ugen, nok inden RCTV forsvinder fra æteren, for ellers ville den blive kritisk, fordi man ikke gerne ser at man lukker munden på en sådan radio- og tv-station. Det kan jeg da som journalist godt forstå, at man ikke skal, men faktum er også at hvis de samme EU-parlamentarikere skulle leve med en sådan radio- og tv-station selv i Strassbourg eller Bruxells, så ville de lukke en med det samme, fordi den overtræder simpelthen alle regler for anstændig opførsel, og har gjort det, og ville have meget svært ved at begå sig i USA eller i Europa uden evindeligt at sidde i retsale, fordi man ville få så mange retsager på halsen for den form for journalistik man bedriver, så jeg tror heller ikke EU-parlamentarikerne ville forsvare stationen hvis den lukkede i Europa, og opførte sig ligesådan. Såh nej, nu får vi at se hvad de siger.
Reportere uden grænser er en, ja, selvbestaltet organisation, og har især i spørgsmål om Cuba og Venezuela udemærket sig ved, at de har nogle meget sære standpunkter på de to lande. Det kan man mene om hvad man vil, men, men problemet med Reportere uden grænser er at de altså tildels er betalt af noget der hedder National Endowmend for Democracy i USA – Øhh, som hmm vil – er en organisation som sigter på at ændre tilstandene på i andre lande, i hvertfald – lad os sige det på den måde. Og og de får også penge fra noget der hedder Center for a Free Cuba i USA, og det er alle sammen, og det er begge to interessegrupper, som tager sigte på at ændre situationen i disse lande. Det kan undre mig, og har altid undret mig at Rapportere uden grænser ville tage imod midler fra disse organisationer, ville gøre det, og i den henseende bliver de ganske utroværdige når man taler om Venezuela og Cuba. Det er en skam.
Karen Secher: Men der er alligevel et stykke vej fra at være utilfreds med en tv-station, syntes den er underlødig, eller bedriver dårlig journalistik, til så at lukke den. Altså – hvad vil Hugo Chavez opnå ved det?
Niels Lindvig: Ja, det er der, men for ham er det selvfølgelig traumatisk et eller andet sted henne, at man oplever en tv og radio-station, slå sig sammen med kupmagere, og den mand som så bliver indsat som ny præsident eller overgangsfigur, og fjerner Højesteret og fjener parlamenterne Nationalforsamlingen og alt muligt – at medierne møder op og sværger ham troskab på kupnatten. Det er selvfølgelig problematisk for Chavez, så han er på en hævner, det er der ingen tvivl om, hvad han så vil med det, det kan man undre sig lidt over, for faktisk så har de radio- og tv-stationer som har været meget kritisk overfor ham, de har ændret tonen en lille smule i de senere år, fordi de ved godt han går efter dem. Det er heller ikke alt for godt, selvfølgelig, det han siger han vil – det er at han vil skabe en national public service-station som skal lave radio og tv. Nu er der ikke så mange der tror på at Hugo Chavez vil holde nallerne fra at blande sig, for det ligner ham ikke, så man har ret til at have en vis portion skepsis overfor hvad han har gang i. Men samtidig retfærdiggør det ikke den type journalistik RCTV har bedrevet, og eftersom de aldrig har undsagt den selv, eller beklaget den, så kan jeg ikke have ondt af at de bliver lukket, men jeg kan også godt være bekymret over for hvad det er Hugo Chavez vil. Det er ikke særligt klogt i lyset af, at omverdenen altid er meget hurtig til at fordømme Chavez, som en despot og diktator, også selvom han ikke er det.
Karen Secher: Men tusinder går alligevel på gaden for at demonstrere imod lukningen. Hvorfor er den så så populær – hvis det er så ringe og så gennemskueligt kampagnejournalistik?
Niels Lindvig: Nu må man. Det er altså lige netop den station der sender Hvem vil være millionær og en masser soap-operas, og sådan noget i Venezuela, og det kan folk godt lide. De er lidt bekymret over at alle de her brasillianske farvelade-komedier og så videre, og gameshows. Det er jo en station som ejes af folk som har et stort netværk ud over hele Latinamerika og USA også. Så de har de populære shows, og dem vil folk jo helst ikke undvære, og derfor vil de også – mange af dem gå i demonstration for at bevare.
Karen Secher: Tak, Niels Lindvig, Orienterings Latinamerika-medarbejder, for den analyse.