6. april 2009

Tine Bryld om efterkrigstidens ‘frygelige anti-kommunistiske holdning’

P1-magasinet Besøgstid, tager ifølge dr.dk “hver uge på besøg hos en kendt dansk kulturperson”. I sidste uge var det Carsten Jensen, og på den oversigtens korte liste optræder blandt andet Peter Aalbæk, Suzanne Brøgger og Ingolf Gabold.

I denne uge var gæsten DR-ikonet Tine Bryld (der iøvrigt er halvsøster til P1-værten Lena Vedel-Petersen).

  • 5/4-09 Besøgstid, P1 – Trine Bryld (vært: Karen Secher).
  • Et citat fra det 86 minutter lange samtaleprogram.

    Karen Secher : Det her er Elvis fra 1956, og der er vi sprunget lidt i tiden. Der er du lidt ældre.

    Tine Bryld: Ja, der er vi godt i gang. Og det var jo – Trine Bryld: De der halvtredsere som jo var mørke for os alle sammen. Det var efterkrigstiden, det var en knaphedstid, og der var en frygtelig anti-kommunistisk holdning, altså alt hvad der havde med Sovjetunionen og kommunisme at gøre, det var jo pestilens.

    Karen Secher: Ja, på det sådan almindelige sociale omgangsplan, skulle der også helst være ro, renlighed.

    Tine Bryld: Ja, det skulle der. Borgerligheden havde gode tider dengang.

    Oploadet Kl. 15:30 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer
    

    26. oktober 2007

    Lars Torpe: Sammenhængskraften er kun god hvis den er multikulturel

    Det går sikkert med social kapital-begrebet som det gik med ‘islamisme’. Først afviser eksperterne nødvendigheden af begrebet, og når virkeligheden så har trængt sig på i nogle år, så annekterer man begrebet og definerer det efter forgodtbefindende. Et meget typisk indslag i Orientering, onsdag i denne uge.

  • 24/10-07 Orientering – Sammenhængskraft er et magisk ord.
  • Fra omtalen af indslaget (der i sin helhed er et angreb på Foghs ønske om sammenhængskraft)…

    Sammenhængskraft” er et ord med en næsten magisk virkning, for så snart en dansk politiker har lovet at arbejde for en større sammenhængskraft i det danske samfund, ja så må enhver kritik forstumme. Et sammenhængende samfund er bedre end et samfund der ikke hænger sammen, men hvad der præcist skaber mere eller mindre sammenhæng er der mange meninger om. Vi ser på et par af dem…”

    P1 valgte at kontakte Lars Torpe fra Ålborg Universitet, og det var mere underholdende end egentligt oplysende. Han skelnede stramt mellem ‘bonding’ og ‘bridging’. Det første var forkert – den naturlige sammenhængskraft i form af kulturelt tilhørsforhold. Det andet var godt – at bygge bro på tværs af etnicitet. Konklusionen lå længde i luften, og så kom den ~ Nationalisme hæmmer sammenhængskraften…

    Ingen gode blogcitater fra Torpe – værst var Karen Sechers påtagede opsummeringer.

    I noget undervisningsmateriale lagt online af Torpe kan man meget sigende finde pointerne under denne overskrift…

    Kritik af Putnam:

    1) Kan være forskellige former for social kapital. Ikke al social kapital er godt – demokratisk set.

    2) Overbetoner betydningen af horisontale netværksrelationer for genereringen af social kapital. Overser statens betydning.

    Forskellige former for social kapital:

    Bonding social kapital: Stærke bånd mellem medlemmerne indenfor gruppen evt.kombineret med opbygning af en ”vi-følelse” eller indre solidaritet på baggrund af en personlig, interessemæssig eller kulturel identifikation.

    Bridging social kapital: Svagere interne bånd og en bredere interaktion med omverdenen, hvor der dannes relationer på tværs af sociale grupper og etableres bredere identiteter.

    Hvordan dannes social kapital

    Tillid til andre Putnam, ”fra neden”: Deltagelse i netværk samarbejde, Normer, hensyn til andre

    Bo Rothstein, ”fra oven”. Universel velfærdsstat, giver større tro på at blive behandlet retfærdigt, fører til større tillid mellem borgerne.”

    Sjovt at kritik af Putnam også er et forsvar for multikultur. Da Torpe for et par år siden præsenterede Putnams forskning på P1, blev der slet ikke talt om multikultur. Omvendt har samtlige programmer med Richard Florida-disciplen Mark Lorentzen været regulær propaganda for multikultur. Aner man en tendens…

  • 25/5-05 Uriasposten – Deadlines 2. Sektion i salgstale for Richard Floridas yderst diskutable teser.
  • 4/7-05 Uriasposten – P1 Agenda om Robert D. Putnam og ’social capital’ – ikke et ord om multikultur.
  • For en sober introduktion til social kapital anbefaler jeg…

  • Rosenløv, Jesper og Cini, Jens C.: Når kultur betyder noget. Kulturens betydning for civilsamfund og social kapital. Nomos, 2004 2:2 (42 s., pdf).
  • 

    8. oktober 2007

    Orientering på P1 om problemet med wahhabisme, konservatisme og den slags

    Det kan være svært at forholde sig seriøst til Orientering på P1. Her introduktionen til indslaget Medie-mogulerne hersker i Mellemøsten (Lars Møller-Rasmussen) i fredagens udgave.

    Karen Secher, vært: “Det er ikke bare i de vestlige industrilande at store dele af bladverdenen, og radio- og tvstationerne, bliver koncentreret i hænderne på nogle ganske få medie-moguler, som den australskfødte Robert Murdoch. En lignende udvikling er også i gang i den arabiske verden, og med satellitkanalen Al-Jeezera som eneste undtagelse, er det her selskaber med rødder i Saudi-Arabien der er ved at blive helt dominerende, og også i Mellemøsten er det en form for medie-modernisering der er problematisk – den vigtigste forskel er måske, at de politiske motiver både er stærkere og mere gennemskuelige i det saudi-arabiske tilfælde. Det fortæller Lars Møller-Rasmussen om…”

    Oploadet Kl. 13:59 af Kim Møller — Direkte link4 kommentarer
    

    23. maj 2007

    Niels Lindvig i Chavez-apologi: RCTV bruger ytringsfriheden som skjold

    Pressefriheden har altid være et af fikspunkterne for Orientering på P1. Når ‘uafhængige’ journalister på den yderste venstrefløj kritiserer Vestens mediedækning af eksempelvis Irak-krigen, så gengives og refereres synspunkterne med tung alvor. Når en venstreradikal dokumentarist som John Pilger gæster Skandinavien, ja – så er det i sig selv flere indslag værd. Ligeledes i forhold til den konkrete udenrigspolitiske dækning. Mordet på den Putin-kritiske Anna Politkovskaya er næsten blevet en føljeton, og mange vil nok huske Bette de fine Lichts daglige tirader imod den nuværende italienske ministerpræsident Berlusconi, fordi han privat ejer Mediaset, omfattende flere landsdækkende tv-kanaler.

    Case Venezuela.

    Der er to store landsdækkende tv-kanaler i Venezuela. Det statsejede VTV (Venezolana de Televisión), og det ikke-statsejede RCTV (Radio Caracas Television). Den første er tro mod den nuværende præsident Hugo Chavez, den anden fungerer som oppositionens talerør. Den 28. december sidste år proklamerede Hugo Chavez i en tale at han ville lukke RCTV, og det sker nu på søndag kl. 24.00 – selvom lukningen bestemt ikke er en vindersag for Chavez.

    Således kommenterede Orienterings Niels Lindvig igår lukningen af RCTV. Jeg var målløs. Små otte minutters utilsløret apologi for Hugo Chavez’ afdemokratisering i et program P1 selv betegner som det journalistiske flagskib. Herunder transkriberet i fuld længde.

    Karen Secher, Intro: Og nu på søndag lukker Venezuelas længste landsdækkende private radio- og tv-station RCTV. Lukningen sker ikke frivilligt, men skyldes at regeringens radio- og tv-nævn har nægtet at forny RCTV’s sendetilladelse. Venezuelas præsident Hugo Chavez har længe beskyldt stationen for at være delagtig i det kup, som omend kortvarigt blev gennemført imod ham i 2002.

    Lukningen af RCTV har ført til omfattende demopnstrationer med mange tusinder i Caracas og bekræfter manges opfattelse af, at det står skidt til med demokratiet og ytringsfriheden i Venezuela under Hugo Chavez. Og Internationalt har RCTVs skæbne også vakt kritik, blandt andet fra organisationen Reportere uden Grænser.

    Og i disse dage er en delegation fra EU i Venezuela for at besigtige situationen.

    Det ligner et klokkerent forsøg på at lukke munden på oppositionen. Er det det Niels Lindvig?

    Niels Lindvig: Sådan ser det ud på overfladen i det mindste, men hvis man graver lidt dybere ned i Venezuelandsk pressehistorie, når man ser på hvordan – især tv-stationerne og også nogle af radiostationerne gebærder sig i Venezuela, så vil jeg sige – næsten sige, at deres journalister – det er på tide de får lukket munden på RCTV, fordi det har været en hæslig omgang journalistik de har leveret igennem årene. Viderebragt de værste historier uden hold i virkeligheden, den har blandet sig aktivt i politik, været medspiller i kupforsøg, nu var det så tilfældigvis et kup imod Hugo Chavez, så man kan næsten ikke fortænke ham i at ville hævne sig på stationen – om det så er klogt, det kan være et andet spørgsmål. Men i hvertfald har det ikke været journalistik sådan som vi oplever det, der har været bedrevet i lange perioder på RCTV, tværtimod har man grebet enhver chance man kunne til at bruge ytringsfriheden som skjold for i virkeligheden at føre en kampagne-journalistik, som man skulle tro var løgn.

    Karen Secher: I hvis interesse?

    Niels Lindvig: Ja, i oppositionens interesse først og fremmest. Man skal huske på at da Chavez kom til magten, der havde de samme mennesker i Venezuela siddet ved magten i mange årtier, og de har aldrig været glade for at give den fra sig. Det er også de mennesker som ejer mellem 75 og 80 pct. af medierne i Venezuela idag. De har altid ejet medierne, de har altid kunnet styre den, de kan ikke styre regeringen, men derfor bruger de selvfølgelig medierne til at svine regeringen til. Det er ikke så unormalt, det er mere måden man har gjort det på, og hvor langt man har været parat til at gå, og der er jo heller ikke noget at sige til at de mennesker, som har haft al indflydelse i Venezuela, meget nødigt giver den fra sig. De er blevet meget meget rige af den Venezuelandske olie, som Hugo Chavez selvfølgelig også har slået det op på internationalt. Det er købt og betalt journalistik, hvis ikke man gør som ejerne siger, så ryger man ud. Så det har været kampagne-journalistik langt langt hen ad vejen, og virkeligt været ræderligt at se og høre på.

    Karen Secher: Men der har jo været organisationer, såsom Reportere uden grænser, Europaparlamentet der har udtrykt bekymring. Tager de så fejl?

    Niels Lindvig: Ja, det gør de. Nu ved jeg ikke med Europaparlamentet, hvad de når frem til, for de er over og undersøge sagen nu, og det kan da godt være at Europaparlamentet, når deres udsendinge kommer hjem og skal lave en rapport her sidst på ugen, nok inden RCTV forsvinder fra æteren, for ellers ville den blive kritisk, fordi man ikke gerne ser at man lukker munden på en sådan radio- og tv-station. Det kan jeg da som journalist godt forstå, at man ikke skal, men faktum er også at hvis de samme EU-parlamentarikere skulle leve med en sådan radio- og tv-station selv i Strassbourg eller Bruxells, så ville de lukke en med det samme, fordi den overtræder simpelthen alle regler for anstændig opførsel, og har gjort det, og ville have meget svært ved at begå sig i USA eller i Europa uden evindeligt at sidde i retsale, fordi man ville få så mange retsager på halsen for den form for journalistik man bedriver, så jeg tror heller ikke EU-parlamentarikerne ville forsvare stationen hvis den lukkede i Europa, og opførte sig ligesådan. Såh nej, nu får vi at se hvad de siger.

    Reportere uden grænser er en, ja, selvbestaltet organisation, og har især i spørgsmål om Cuba og Venezuela udemærket sig ved, at de har nogle meget sære standpunkter på de to lande. Det kan man mene om hvad man vil, men, men problemet med Reportere uden grænser er at de altså tildels er betalt af noget der hedder National Endowmend for Democracy i USA – Øhh, som hmm vil – er en organisation som sigter på at ændre tilstandene på i andre lande, i hvertfald – lad os sige det på den måde. Og og de får også penge fra noget der hedder Center for a Free Cuba i USA, og det er alle sammen, og det er begge to interessegrupper, som tager sigte på at ændre situationen i disse lande. Det kan undre mig, og har altid undret mig at Rapportere uden grænser ville tage imod midler fra disse organisationer, ville gøre det, og i den henseende bliver de ganske utroværdige når man taler om Venezuela og Cuba. Det er en skam.

    Karen Secher: Men der er alligevel et stykke vej fra at være utilfreds med en tv-station, syntes den er underlødig, eller bedriver dårlig journalistik, til så at lukke den. Altså – hvad vil Hugo Chavez opnå ved det?

    Niels Lindvig: Ja, det er der, men for ham er det selvfølgelig traumatisk et eller andet sted henne, at man oplever en tv og radio-station, slå sig sammen med kupmagere, og den mand som så bliver indsat som ny præsident eller overgangsfigur, og fjerner Højesteret og fjener parlamenterne Nationalforsamlingen og alt muligt – at medierne møder op og sværger ham troskab på kupnatten. Det er selvfølgelig problematisk for Chavez, så han er på en hævner, det er der ingen tvivl om, hvad han så vil med det, det kan man undre sig lidt over, for faktisk så har de radio- og tv-stationer som har været meget kritisk overfor ham, de har ændret tonen en lille smule i de senere år, fordi de ved godt han går efter dem. Det er heller ikke alt for godt, selvfølgelig, det han siger han vil – det er at han vil skabe en national public service-station som skal lave radio og tv. Nu er der ikke så mange der tror på at Hugo Chavez vil holde nallerne fra at blande sig, for det ligner ham ikke, så man har ret til at have en vis portion skepsis overfor hvad han har gang i. Men samtidig retfærdiggør det ikke den type journalistik RCTV har bedrevet, og eftersom de aldrig har undsagt den selv, eller beklaget den, så kan jeg ikke have ondt af at de bliver lukket, men jeg kan også godt være bekymret over for hvad det er Hugo Chavez vil. Det er ikke særligt klogt i lyset af, at omverdenen altid er meget hurtig til at fordømme Chavez, som en despot og diktator, også selvom han ikke er det.

    Karen Secher: Men tusinder går alligevel på gaden for at demonstrere imod lukningen. Hvorfor er den så så populær – hvis det er så ringe og så gennemskueligt kampagnejournalistik?

    Niels Lindvig: Nu må man. Det er altså lige netop den station der sender Hvem vil være millionær og en masser soap-operas, og sådan noget i Venezuela, og det kan folk godt lide. De er lidt bekymret over at alle de her brasillianske farvelade-komedier og så videre, og gameshows. Det er jo en station som ejes af folk som har et stort netværk ud over hele Latinamerika og USA også. Så de har de populære shows, og dem vil folk jo helst ikke undvære, og derfor vil de også – mange af dem gå i demonstration for at bevare.

    Karen Secher: Tak, Niels Lindvig, Orienterings Latinamerika-medarbejder, for den analyse.

    På det såkaldte Press Freedom Index der årligt udarbejdes af Reportere uden grænser, kan man se at Venezuela og Cuba er placeret som henholdsvis, nummer 115 og 165 ud af ialt 168 lande.

  • Reporters sans frontier – Russia: Anna Politkovskaya.
  • Reporters sans frontier – Reporters Without Borders issues its 2007 annual press freedom survey (s. 55 om Cuba, s. 66 om Venezuela).
  • Opdate 25/5-07. Orientering sendte igår et indslag om ‘den franske medieverden’. Problemet var her ‘Sarkozyiseringen’ af medierne, der konkret viste sig ved at et større dagblad ikke trykkede en smædeartikel om Sarquzy kort før valget.

    

    29. august 2004

    Orientering nægter at præsentere indvandring som værende et reelt problem

    Efter en uge med intens debat om Orienterings formidling af indvandrer-problematikken, så skulle man jo tro redaktionen ville tilnærme sig virkeligheden i håb om at kunne ride stormen af. Sådan er det desværre langtfra, og følgende præsentation af Karen Secher i et Jens Reiermann-redigeret Orientering i fredags er svært ikke at se som en direkte kommentar til debatten:

    ” I et forsøg på at dæmme op for den illegale indvandring, mange europæiske politikere opfatter som en varig trussel mod social stabilitet, har den italienske premiereminister Silvio Berlusconi besøgt Libyens leder Moammar Gadaffi…”

    Oploadet Kl. 19:49 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper