18. september 2012

Nyrup-regeringen gav våbentrænede islamister fra egyptisk terrororganisation asyl…

En helt igennem fantastisk artikel i søndagens Politiken. Fra Nyrup-regeringen gav asyl til terrorister trods advarsler fra Udenrigsministeriet (af Morten Skjoldager, ikke online).

“I oktober 1993 sendte fuldmægtig Rigmor Ludvigsen en fax fra Udenrigsministeriet til Direktoratet for Udlændinge i Indenrigsministeriet, hvor hun over fire tætskrevne sider redegjorde for en egyptisk organisation ved navn al-Jamaa al-Islamiyya.

I månederne forinden havde sagsbehandlerne i udlændingedirektoratet bemærket, at et større antal egyptiske statsborgere var begyndt at henvise til deres aktiviteter i den egyptiske organisation, når de ankom til Danmark og søgte asyl.

Derfor havde Indenrigsministeriet bedt Udenrigsministeriet om at udarbejde et notat om gruppen. Rigmor Ludvigsen, der blandt kollegaerne var kendt som omhyggelig og dygtig, fik opgaven og betegnede i notatet al-Jamaa al-Islamiyya som en »illegal ekstremistisk islamisk gruppering« opbygget omkring uafhængige celler. … hun konkluderede, at terrororganisationen havde flere hundrede liv på samvittigheden. …

Nu har Rigmor Ludvigsens notater fundet vej til bogen ‘ Allahs danske krigere’, som udkom i denne uge. Bogen er skrevet af journalist Matias Seidelin og handler om de islamister, som i 1990′ erne bosatte sig i Danmark, hvor de relativt uforstyrret fortsatte deres arbejde for terrororganisationer i udlandet. … i bogen er der nye oplysninger om, hvor meget den daværende socialdemokratiske regering kendte til problemet. Det er her, Rigmor Ludvigsens notater kommer ind i billedet. …

Det er muligt, at Nyrup ikke var blevet informeret om det, men i ‘ Allahs danske krigere’ bliver det dokumenteret, at Udenrigsministeriets notater om de asylsøgende terrorister cirkulerede blandt embedsmænd i flere ministerier, og at i hvert fald sagen om én af de islamister, som fik asyl i Danmark, landede på bordet hos mindst to ministre i Nyrups regering. …

Det var sagen om egypteren Talat Fouad Kassem, bedre kendt under aliasset Abu Talal, der formentlig er den mest magtfulde terrorist, som har boet i Danmark. … Rigmor Ludvigsen blev på vegne af Udenrigsministeriet bedt af Flygtningenævnet om at tjekke Abu Talals baggrund til brug for vurderingen af, om han skulle have opholdstilladelse i Danmark. … Abu Talal var, konkluderede notatet, en af Egyptens fem største terrorister.

Men notatet fik ikke nogen negativ ind-flydelse på Abu Talals ansøgning: Dagen efter fik han meddelt permanent opholdstilladelse.

Inden da havde Abu Talals asylsag været forbi indenrigsminister Birte Weiss’ skrivebord, fordi Abu Talals advokat havde skrevet til hende, men om hun blandede sig i afgørelsen, fremgår ikke.”

(Politiken, 16. september 2012)

I Udenrigsministeriet var afgørelsen ingen overraskelse. I begyndelsen af 1990′ erne var der mange lignende sager, hvor tilrejsende islamister fik opholdstilladelse i Danmark, fordi de ikke kunne sendes tilbage til deres muslimske hjemlande, hvor kursen over for islamister var anderledes barsk. … Men når man gav dem asyl, var det etisk angribeligt, fordi man lukkede potentielt farlige terrorister ind i landet. Blandt de personer, som fik opholdstilladelse i Danmark, var medlemmer fra flere voldelige islamistiske grupper, som de kommende år skulle komme til at smelte sammen under al-Qaeda-netværkets vinger.

[…]

Det samme var tilfældet med de tiltalte i Danmarks første terrorsag, den såkaldte Egyptersag… Hjemme hos egypterne blev der fundet lange lister med navnene på kemikalier. På flere af listerne var kemikalierne grupperet i bokse, sådan at hver boks indeholdt ingredienserne til én type sprængstof, og egypterne havde flere gange opsøgt engrosvirksomheden Bie og Berntsen, som handlede med kemikalier og laboratorieudstyr.

Desuden fandt politiet hos en af egypterne dét, som efterforskerne opfattede som et københavnskort med indtegnede terrormål og en grundskitse over den israelske ambassade i København. …

Hos den ene af egypterne fandt politiet en manual fra al-Jamaa al-Islamiyya med to A4-siders gode råd om at søge asyl. Blandt andet blev medlemmerne instrueret i straks at sige, at de var forfulgte i deres hjemlande.”



18. maj 2011

Sarkozy-udfordrers “adfærd var kendt af de politiske journalister. Men ingen reagerede”

Tilbage i 2007 tærskede medierne langhalm på Sarkozys sidespring med den konservative Le Figaro-journalist Anne Fulda, og det virker ikke som om medie-tavsheden omfatter politikere fra begge fløje. Michael Seidelin om Dominique Strauss-Kahn og medierne i Politiken – Journalister beskyttede dameglad IMF-formand.

“Politiske journalister i Frankrig vidste i årevis, at den nu voldtægtssigtede og fængslede Dominique Strauss-Kahn nærmest systematisk bombarderede kvindelige journalister med telefonopkald, sms’ er og andre henvendelser, når han havde mødt dem til et interview.

Den tidligere finansminister og nuværende direktør for Den Internationale Valutafond, IMF, opfordrede også en kvindelig embedsmand til at ’slappe af’ i hans kontor, og Dominique Strauss-Kahns partifælle, det socialistiske parlamentsmedlem, Aurelie Filipetti, siger:

»Jeg sørgede altid for ikke at være alene med ham bag lukkede døre«. …

Han havde ’trængt sig voldsomt på’, og denne adfærd var kendt af de politiske journalister. Men ingen reagerede.

Det var heller ikke tilfældet, da dagbladet Libérations korrespondent i Bruxelles på sin blog skrev om Dominique Strauss-Kahns specielle forhold til kvinder i forbindelse med udnævnelsen af ham til formand for IMF i 2007.

»Jeg mærkede nærmest en vis forlegenhed«, siger korrespondenten, Jean Quatremer, om kollegernes reaktion. …

»Der eksisterer en mærkelig omerta, tavshedens lov, om tilfældet DSK«, skriver journalisten Christophe Deloire i en kommentar i dagbladet Le Monde.”

(New York, 15. maj 2011)

Oploadet Kl. 04:36 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer


30. januar 2010

Jarl Cordua: Holdet bag ”Den hemmelige krig” prøver igen

Søren Gade og Forsvarsministeriet er under angreb for tiden. Jarl Cordua trækker tråde bagud, og det er en interessant historie. Fra Holdet bag ”Den hemmelige krig” prøver igen.

“Det blev hverken til Cavling-pris, Woodward & Bernstein-fame eller ikonstatus i pressekredse, da Christoffer Guldbrandsen og DR-dokumentarist Nils Giversen – blandt andet i samarbejde med den nuværende Politiken-journalist Martin Kaae – i december 2006 med det DR-licensfinansierede TV-dokumentarprojekt ”Den hemmelige Krig” forgæves forsøgte at vælte forsvarsminister Søren Gade. Det påstås også af en kilde, at Politikens journalist Mathias Seidelin har deltaget i et samarbejde omkring filmen, men det afviser Seidelin overfor Jarls Blog.

… Undervejs følte Guldbrandsen og Co, at de blev ”outspinned” eller at pressen blev manipuleret af forsvarsminister Søren Gades spindoktor Jacob Winther… Det blev næppe bedre af, at Winther fortalte om, hvordan han som sejrherre trak sig ud af spinkrigen – til journalistens fagblad “Journalisten”, hvilket var den ultimative ydmygelse og provokation. Måske det kan forklare, hvorfor Christoffer Guldbrandsen og Nils Giversen siden de led dette forsmædelige nederlag til Winther har dyrket allehånde konspirationer om forsvarsministeren og navnlig hans spindoktor…

Det blev altså ikke til Cavling-prisen til Guldbrandsen og Giversen det år, og forvarsministeren gik heller ikke af… Siden denne store personlige skuffelse har Seidelin som skrivende journalist i Politikens spalter nidkært jagtet forsvarsministeren fra Herodes til Pilatus.

Hans nuværende makker på Politiken, Martin Kaae, overtog for et par år siden et falleret bogprojekt, der fik titlen ”Vejen til Irak”. Det var i øvrigt ved den lejlighed, at Søren Gade offentligt fastslog, at Kaae var den eneste journalist i kongeriget, som han ikke vil tale med. Forsvarsministeren havde nemlig erfaret, at Kaae citerede ham i sin bog, men altså UDEN nogensinde at have talt med Gade.

… Men nu tilbage til den aktuelle sag:

Siden oktober 2009 har Guldbrandsen og Giversen rejst rundt til danske nyhedsmedier med historien om, at det i 2007 var Forsvarsministeriets spindoktor, der lækkede sagen om, at jægerkorpset var på en hemmelig mission i Irak… Guldbrandsen graver – uden at der er kommet nye oplysninger frem – igen historien op om, at det er Winther, der skulle stå bag lækagen.

Blandt de medier, som har overvejet Guldbrandsens påstande, men altså ikke viderebragt dem, er Ekstra Bladet og TV-Avisen. Det har de formentlig ikke gjort, fordi der netop mangler fornøden dokumentation for påstandene, som i øvrigt ingen kan bekræfte. Til sidst endte Guldbrandsen med at medvirke i et interview til filmmagasinet ”Ekko”, hvor han siger, at Winther i 2007 skulle have fortalt TV2-journalisten Rasmus Tantholdt om Jægerkorpsets mission. Winther afviste blankt Guldbrandsens påstand, mens Tantholdt nægtede at forholde sig til spørgsmålet, da han ikke vil diskutere sine kilder, eller hvordan TV2 i sin tid havde fået historien.

Journalisten, der skrev artiklen til “Ekko”, René Fredensborg (yes, ham der med brosten i hånden for Nyhedsavisen dækkede urolighederne efter rydningen af Jagtvej 69), ringede – en uge efter, at bladet var gået i trykken – til Jacob Winther for en kommentar.

[…]

Nu i 2010 hopper pressen så på sagen igen, men foreløbig med udgangspunkt i én kilde, som er TV2s Kaare R. Skou. Han har overfor flere medier bekræftet, at det var en kilde i Forsvarsministeriet, der lækkede de fortrolige oplysninger. Skou vil dog ikke ud med, hvem hans kilde er… Først hævdede Skou kun, at han havde regnet ud, hvem kilden var. Men så sagde Skous chef TV2 Nyhedschef Michael Dyrby, at Skou ikke kunne vide, hvem kilden er.

(Søren Gade i Den Hemmelig Krig, sendt på DR2 d. 7. december 2006)

Opdate.

  • 13/1-10 Videnskab.dk – Derfor fejlede dokumentaren Den Hemmelige Krig (af Thomas Hoffmann).
  • 

    25. september 2009

    Dårlige og gode journalister

    Jeg overså listen i første omgang, men den er stadig aktuel. Ikke mindst fordi journalist Lene Frøslev efterfølgende tegnede et skønmaleri af Kirkeasyl i Berlingske Tidende (Kampen for de udviste, 12/9-09).

    Trykt i Ekstra Bladet d. 18. august. – Gode og dårlige journalister (ikke online).

    “Et af de mange tiltag fra Kirkeasyls to pressestrateger, Pelle Dragsted og Jakob Hjuler Tamsmark, er en liste over journalister, der er gode at bruge, og journalister, man ikke skal henvende sig til. Ekstra Bladet er i besiddelse af listen, og på den figurerer navne på 30 journalister fra en lang række danske medier. Både fra aviser, tv og radio…

    Vi bringer her den uredigerede liste fra Kirkeasyl over ‘de gode’ og ‘de dårlige’ journalister…

    ‘De gode’
    * Berlinske Lene Frøslev… Har bl.a. tidligere skrevet om Ali Al Jarraha
    * Ritzau Jacob Stobbe…
    * DR Trine Heilman
    * DR tv Mediediregent… aktuel, skiftende
    * DR tv Christian Brandt… længere sigt
    * Politiken Børsting….Matias Seidelin… laver bl.a. soc.dem.-kirke
    * TV2 Søren Moon… TV2’s Kirkeasylmand fremover
    * EB Bo Elkjær
    * TV2 Rasmus Tantholt… korrespondent der nogle gange tager til Irak osv. Vil gerne kontaktes, ‘hvis der sker noget’
    * JP Peter Ernstved Rasmussen…
    * JP Jens Ehlers… arbejder sammen med Peter Ernstved
    * DR P4… den jourhavende
    * TV2 Nyhederne Martin Krarup
    * Ritzau Leon Andersen… har tidligere lavet noget godt
    * Astrid Søndberg
    * TV2 Heidi Guldager
    * DR Radioavisen Nis Kielgast
    * DR Radioavisen Arne Skadhede… holder med os
    * Ritzau Esben Olesen…
    * Allerød Nyt Peter Klar
    * Frederiksborg Amts Avis Tore Rick
    * TV2Lorry Hans Nørgaard Joachim Vorting, redaktør tv2 news, brian
    * Anne Mette tv2 news… hun er meget positiv og virker til at stole på. Vi kan evt. bruge hende til at få en historie ud, som vi gerne vil have ud
    * Anna Gaardslev tv2 nyhederne…

    ‘De dårlige’
    * Ekstra Bladet Miki Mistrati EB’s gravergruppe -og ikke velset
    * Peter Schøler pol.dk… han var meget ubehagelig på den første dag og søgte at opstille en konflikt mellem os og menighedsrådet…
    * Mærkelige henvendelser, Benjamin Kürstein ekstrabladet… dukkede op lørdag aften og ville gerne have fat i en irakisk familie, som han kunne følge i tykt og tyndt!?…

    

    20. april 2008

    Professor Claus Bryld: Fogh ligner Scavenius, som “lagde Danmark tæt op ad Nazityskland”

    Selvom Fogh har sine mangler set fra en nationalkonservativ vinkel, så må man jo nok sige, at han alt i alt har gjort det aldeles fremragende. Om den yderste venstrefløjs forhold til manden de spåede ville indføre minimalstaten, er det blot at sige – at det er bedre de er sure på ham og os, end vi på dem.

    Klynkende RUC-professor i fredagens Politiken, hvor Cavling-nominerede Mathias Seidelin blotlægger egne definitioner – Professor Claus Bryld: Fogh ændrede tidsånden i Danmark.

    Ifølge Claus Bryld formåede Fogh at indføre en populisme i dansk politik, som vil blive afgørende for hans politiske eftermæle:

    »Fogh har været en meget dygtig taktiker og meget dygtig til at holde sammen på sin regering. Han vil blive betragtet som en stor politisk ræv, der egentlig ikke havde ret mange overbevisninger, men som var i stand til at stikke fingeren i luften og mærke, hvor vinden bar hen… Deltagelsen i Irakkrigen, den hadske retorik over for flygtninge og indvandrere. Her vil historikerne sige, at Fogh skabte strukturelle problemer for Danmark ved at forstærke modsætningerne i samfundet«.

    Så han vil blive husket for at han havde et værdimæssigt sammenfald med den yderste højrefløj?

    »Ja, altså det er jo der højrepopulismen og nationalismen ligger, og Fogh indførte selv en vis form for nationalisme, som især stammer fra Dansk Folkeparti. Og det vil fremgå af historiebøgerne, igen forudsat, at der ikke er sket noget helt nyt i Danmark. Så vil man mene, at Danmark under Fogh lukkede sig om sig selv«.

    Men Fogh har jo deltaget meget aktivt på den internationale scene. Hvordan hænger det sammen?

    »Ja, men mest som kriger. Hans følgagtighed over for USA’s præsident Bush – som amerikanske historikere i øvrigt betragter som en af de værste præsidenter i USA’s historie – vil blive negativt bedømt. Også af mainstream-historikere. Den mere ondskabsfulde historiker vil skrive, at Fogh havde en parallel med Danmarks tidligere udenrigs- og statsminister, Erik Scavenius, som under besættelsen lagde Danmark tæt op ad Nazityskland dog uden direkte at gå i krig. Danmark har altid holdt sig til den største stormagt. Og på den måde kom Foghs politik – altså bare ud fra en højreorienteret position – til at minde om Scavenius’ politik, sådan at Danmark mistede sin udenrigspolitiske selvbestemmelsesret«…

    Vil Muhammedkrisen blive husket?

    »Afgjort. Ved at nægte at tale med de muslimske ambassadører begik manden som næsten aldrig fejlede, en stor taktisk fejl«.

    Hvordan vil han blive husket som Venstres formand?

    »Som en formand, der sjovt nok ikke gennemførte Venstres program. Men Fogh ændrede tidsånden i Danmark. Og så lagde han grundlaget for, at uligheden steg til et niveau, som kan sammenlignes med Storbritannien med mange fattige, men også med mange rige og en stor middelklasse, som støtter Foghs liberal-konservative politik. Staten fik under Fogh en nærmest autoritær magt. Den blandede sig i alt. For eksempel på uddannelsespolitikken, hvor regeringen indførte nationale standarder i skolerne«.”

    Bonus-lyrik.

  • 9/2-07 Berlingske Tidende – OPRØRER for altid (Anisette Koppel om Fogh-juntaen).
  • “Lige pludselig gik det op for os: ’Gud, nu har vi gået og spillet støttekoncerter for at befri folk i for eksempel Chile fra juntastyret, og så ser man det lige pludselig foran os’. Det, vi har kæmpet for i andre lande, er lige pludselig i vores egen baghave.

    

    8. januar 2007

    Sagen “ruller bare videre” fortalte P1 Morgen, og reciterede Politiken…

    Det er ikke småting de slipper afsted med på P1. Fra en introduktion til et P1 Morgen-indslag…

    “Men først til sagen om den danske indsats i Afghanistan der bare ruller videre. I fredags kom det frem i Politiken, at ti vidneerklæringer fra amerikanske forhørsledere kunne fortælle om mishandling og tortur i fangelejren i Kandahar.

    Herefter videre til Villy Søvndal i telefonen…

    Som Observants gennemgang viser, så er der absolut intet i de ti vidneudsagn der beviser at der har fundet ’systematisk mishandling’ endsige ‘tortur’ sted. Se evt. tidligere postering.

    Ikke et eneste medie har til dato sat spørgsmålstegn ved Seidelin’s afsløringer, og så vokser det hele stille og roligt. Ikke engang borgerlige medier tager forbehold – som lemminger kaster alle sig ud i Politikens verdensbillede. Tre eksempler.

    1) 8/1-07 Børsen – Tortur-tilståelse presser regeringen (overskrift).

    2) 8/1-07 Politiken – Læserne mener: Jan Christiansen, Thurø.

    “TV 2’s store nyhedssatsning er blevet det, mange frygtede. For meget helikopter og for lidt journalistik. Fredagens hotteste historie – om at amerikanske soldater under vidneansvar bevidner, at der er foregået tortur på de fanger, som den danske indsatsstyrke i Afghanistan havde overdraget til amerikanerne – havde både DR og stort set resten af pressen fat i fredag morgen. Men ikke TV 2 ’News’…”

    3) 7/1-07 BT – Andreas Karker: Om igen: Anders Fogh Rasmussen.

    “Det er belastende, at der hele tiden dukker nye oplysninger op om tortur og mishandlinger i afghanske fangelejre. Det er belastende, at hverken Statsministeriet eller Forsvarsministeriet har været i stand til at opspore dokumenter, som en journalist på Politiken kan finde på en eftermiddag ved at lave nogle enkle google-søgninger.

    

    5. januar 2007

    Politiken bruger en række tamme vidneerklæringer til at kickstarte Guldbrandsens hemmelige krig

    FBIs Guantanamo Bay Inquiry blev som ventet opstrammet, men Politiken overgår i den henseende sig selv. Avisen bringer idag en artikel baseret på ACLU-dokumenter, og headliner med overskriften…

    Amerikanske soldater: Der var tortur i Kandahar-lejr

    Oplysningerne kædes direkte sammen med postulaterne i Christoffer Guldbrandsens Den hemmelige krig, og det kan næppe undre at Villy Søvndal mener at torturoplysninger bør fælde regeringen. BT drejede den behændigt til overskriften Gade væmmes over tortur-oplysninger, i en artikel der hævder rapporten giver dokumentation for at der har fundet “systematisk mishandling” sted. Statsministeren undlader klogt at lade sig bruge, men pointerer tørt til Ritzaus Bureau at han tager afstand fra, “hvis der er fundet tortur eller mishandling sted af fanger i Afghanistan”. Overskriften i Jyllandsposten blev derfor Fogh tager skarp afstand fra tortur, og jo flere gange tortur nævnes, jo bedre. Et andet telegram fra Ritzaus Bureau fortæller at mishandlingen kan genåbne tortur-sagen, og MSM er godt igang med rutinen. Seidelins artikel sætter så at sige dagsordenen på et falsk grundlag.

    Observant-Henrik har gennemgået rapporten i detaljer, og foruden at hudflette Politikens Mathias Seidelin (Cavlingnomineret 2003 & 2004), så giver hans gennemgang et godt indblik i MSM. Forskellen mellem det postulerede og det dokumenterede forsvinder helt når lange amerikanske rapporter præsentereres for den danske offentlighed.

    Observants lange postering: Tortur IgenIgenIgen.

    Da han løbende opdaterer, så har jeg fået lov til at bringe et kortfattet sammendrag, der muligvis når Politikens spalter i afkortet udgave.

    Fredag brølte Politiken stolt i en overskrift “Amerikanske soldater: Der var tortur i Kandahar-lejr”. Problemet er, at overskriften er direkte løgn – ingen af de 10 øjenvidner Politiken tager til indtægt for overskriften har sagt nogen sådan ting.

    Sandt nok holder avisen sig da også for god til at gentage påstanden senere i artiklen, selv om det ikke bliver meget bedre – her må udtryk som “systematisk mishandling” holde for. Ind imellem nævnes tilfælde af, at “en fange er blevet trukket rundt i affald” og “andre fanger er blevet slået til blods”.

    Problemet er, at artiklen i bedste fald er manipulativ så det klodser. De 10 “vidner” har således ikke været vidne til hverken tortur eller mishandling, men stort set udelukkende til hvad diverse fanger har påstået over for dem. I 5-6 tilfælde er der tale om, at fanger har sagt de er blevet slået en enkelt eller flere gange, men kun to kan fremvise blå mærker eller skrammer. Et andet tilfælde handler om en mand der siger han er blevet tvunget til at dyrke gymnastik, mens en tredje mand fortæller at han satte sig på hug da han fik besked om at sætte sig på knæ, og derefter blev tvunget ned at sidde som han fik besked på. I sidste tilfælde ændrer vagterne endda proceduren for at undgå lignende misforståelser i fremtiden.

    Politikens slagnummer – manden der er “blevet trukket rundt i affald” viser sig at være et tilfælde af enten en journalist der har VILLET læse noget snavs ind i vidneudsagnet, eller af en ditto med lammende dårlig engelskkundskaber. Vidnet siger direkte, at der er tale om en fange der under overførsel fra afhøringrummet til fangernes beboelse snubler over en bunke affald så hans fodlænke springer op. Han falder heller ikke i affaldet, men tvinges ned på jorden, så fodlænken kan blive sikret igen. Vidnet bifalder endda den anvendte teknik.

    For at gøre det værre får vi ikke at vide af Politiken, at der er tale om en fange der har samlet sten i en hætte som forberedelse til et flugtforsøg netop under overførslen til beboelsen – man kan formode til brug som improviseret totenschläger til at knuse kraniet på en vagt med.

    Tilbage er kun to tilfælde, fra d. 3. januar og d. 11. februar 2002.

    3. Januar 2002 observerer en forhørsleder og hans tolk, at en gruppe udefrakommende soldater har omringet en arabisk fange, og at én af soldaterne blæser cigaretrøg i hovedet på ham. Soldaterne bliver øjeblikkeligt beordret ud af forhørslederen, der også får ændret procedurerne så udefrakommede soldater ikke igen kan komme tæt på fangerne. Derefter begynder fangen pludselig at påstå, at soldaterne også har givet ham elektriske stød af en art.

    Den arabiske fanges troværdighed er man nødt til at stille sprøgsmålstegn ved – de fleste arabere i landet var der for at tjene ved al Qaedas feltstyrker (Brigade 055), og det har efterhånden i årevis – efter en intern al Qaeda-manual i terror-håndværket blev opdaget – været kendt, at organisationen direkte beordret sine medlemmer til at lyve om, at de er blevet torteret.

    Det eneste tilfælde, hvor noget der bare kunne nærme sig mishandling faktisk bliver bevidnet er d. 11. februar 2002. Den dag er en fange sammen med 7 andre fanger i gang med at gennemgå en rutinemæssig medicinsk undersøgelse, der inkluderer en såkaldt “anal probe”. Denne bliver, ulig hos de andre 7 fanger, foretaget af en militærpolitimand, og fangen nævnes som den eneste at råbe op i smerte. Der fremgår af vidneudsagnet intet om, om personen har været beføjet til at foretage undersøgelsen, eller om de nærmere omstændigheder. Det fremgår, at det er blevet rapporteret op i systemet, men vidnet har på tidspunktet hvor vidneudsagnet er nedfældet ikke vidst noget om udkommet. Jeg har ikke kunnet finde andet i sagen, og Politiken har heller ikke lyst til at fortælle om det.

    Selv med dette tilfælde bør det være klart, at hysteriske påstande om “tortur” og “systematisk mishandling” udelukkende er noget, der foregår i hovederne på Politikens ansatte – i dette tilfælde journalist Matias Seidelin.

    Nu nøjes Politiken imidlertid ikke blot med viderelede påstande om, at amerikanske soldater mishandler Talebanere. Alt skal også gerne kunne bruges som ammunition mod regeringen, og sandt nok forsøger hr. Seidelin sig da også med et smart lille associationstrick: Offentliggørelsen af vidneudsagnene i december 2006 kædes sammen med regeringens Afghanistan-redegørelse, der udkom samme måned. Den fastslog at regeringen dengang (altså i vinteren 2002) ingen grund havde til at tro, der blev foretaget mishandling af fanger i Kandahar.

    Hr. Seidelin undlader at fortælle, hvordan vidneudsagn offentliggjort i december 2006 har nogen konsekvens for, hvad den danske regering vidste fem år tidligere. Men nu er indtrykket af, at regeringen lyver da plantet, og Politiken har også efterfølgende fået oppositionen med på vognen.

    Undertegnede forsøgte at kontakte hr. Seidelin pr telefon, og fremlagde det ovenfor anførte, men han mente ikke rigtigt, kritisk tilgang til kilder kan bruges til noget. To pluk fra samtalen: “Nu må du sgu styre dig” og “Det der, det gider jeg simpelthen ikke bruge tid på”.

    Istedet foreslog han, jeg kunne skrive et læserbrev. Det være hermed gjort.

  • 5/1-07 (3.11/7.58) DR Online – Tortur i dansker-fangelejr i Kandahar.
  • 5/1-07 (3.01) DR Tekst-TV – Tortur i dansker-fangelejr bevist.
  • 5/1-07 (10.28) TV2 Online – Danskere overgav fanger til tortur.
  • Mere følger…

    Opdate 8/1-07. Jeg skulle nå et tog i fredags, så jeg oploadede posteringen lidt for hurtigt. Politikens historie om overgreb i Kandahar (Afghanistan) baserer sig selvfølgelig ikke på Guantanamo Bay Inquiry (Cuba), men derimod på vidneudsagn fra forhørsledere offentliggjort på en hjemmeside for American Civil Liberties Union.

    Opdate 10/1-07. Observant-Henrik fik afvist sit læserbrev med ordene:

    “På grund af den store tilgang af stof til debatsiderne har jeg desværre ikke haft mulighed for at placere dit indlæg, hvorfor jeg med beklagelse må sige nej tak i denne omgang. Når det er svært at få optaget læserbreve/debatindlæg i Politiken, skyldes det, at vi modtager langt flere, end vi har plads til at trykke. Vi må derfor dagligt skuffe mange læsere. Men i udvælgelsen af indlæg til trykning bestræber vi os på, at hele paletten af dagsaktuelle emner så vidt muligt kommer til udtryk i spalterne.”

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper