30. juli 2020

Om Ahmad Walid Rashidi: ‘Han kommer med mange spændende historier, hvor detaljerne altid skifter’

Der er flere løse ender i Ahmad Walid Rashidis historie, der tidligere på ugen blev delt af tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen. En ven har gravet lidt i Rashidis fortid, og fundet klare indicier på at Rashidi ikke er det bedste sandhedsvidne. Et citat af journalist Jakob Sheikh, indikerer at Rashidi snyder på vægten. Han var også hovedperson i et Lasse Ellegaard-bogprojekt, der af ukendte årsager blev skrottet, trods halvandet års forberedelse. Noget hænger ikke sammen.

“Der er en kort omtale af bogprojektet i en NYT-artikel fra april 2015, som Rashidi er kilde til…

‘As with most accounts from inside Islamic State-controlled territory, the particulars of Mr.. Rashidi’s ordeal cannot be fully verified. The girls’ family could not be reached for comment, but friends in Manchester, England, confirmed the effort to rescue them.’

Mr. Rashidi’s experience in Syria is central to a book being written by two Danish journalists, Stig Matthiesen and Lasse Ellegaard, who say they are confident that he is reliable. Mr. Rashidi was seen at the Syrian border with Turkey in the company of the girls’ parents by another journalist, who asked not to be named because he is reporting on the story and did not want to harm his relationship with the family.

… Det undrede jeg mig over, så jeg gravede i det ISBN-nummer, der opgives ifm bogen: 9788771594652. De numre bliver tildelt af Danmarks Bibliotekscenter, men det mystiske er, at nummeret ikke eksisterer i deres database.

Jeg har en ide om hvorfor. På omtalen af bogen her, står der en udgivelsesdato i august 2015, men der hvor den på skrømt er sat til salg fremgår et udgivelsesår som 2016, og til sidst er der en udgivelsesdato i november 2016, før forlaget har opgivet bogen. …

Hvis vi går tilbage til NYT-artiklen som nævnte bogen for første gang, så nævnes også en anonym journalist der har kontakt til somalier-familien. Han kan via omstændighederne identificeres som journalist Jakob Sheikh, der selv udkom med bogen ‘Danmarks børn i hellig krig’ i oktober 2015. Historien om de somaliske tvillingepiger fylder en del, og det er tydeligt at historien er fortalt fra moderens side (hun var med i Syrien). I hendes version er besøget i Syrien ret udramatisk, det er hende der gør det hele og imponerer med sin viden om islam, og da de skal ud af Syrien sker det stille og roligt med hjælp fra Den Islamiske Stat. Rashidis rolle er reduceret til at være halehæng og proforma-værge til moderen, og han omtales konsekvent kun som ‘assistenten’. Det eneste sted han optræder ved navn er i note 2 til kapitel 42:

‘På dette punkt har familien Halane og assistenten, Ahmad Walid Rashidi, forskellige opfattelser af forløbet. Rashidi mener, at der mere var tale om en egentlig flugt end et samarbejde med Islamisk Stat om hjemrejsen.

For mig at se er det en meget venlig måde at sige at Sheikh mener at Rashidi lyver for at gøre sig selv interessant. Ser man hans egne udtalelser om både denne oplevelse og andre igennem, så opdager man også, at han kommer med mange spændende historier, hvor detaljerne altid skifter, og hvor kun det der kan verificeres andre steder står fast.

Jeg tror med andre ord, at Ellegaard har brugt halvandet år på at verificere bogen, og så har opgivet den da han fandt sin hovedperson upålidelig.

(Lars Løkke Rasmussen på Facebook, 27. juli 2020)

Mere

“Kun i Rashidis verden kan iranerne både være ankommet tidligere i år, og have været i Grækenland i fire år.

Der er også detaljen med at både Rashidi og hans iranske ven ifølge dem selv var bevidstløse, men alligevel kan de med bestemthed sige at evt. overfaldsmænd alle sammen stadig var inde på natklubben. Hvor ved de det fra, når de har været bevidstløse?

Samtidig registrerede politiet ingen vidner ifølge Rashidi, men alligevel kan barejeren fortælle, at hele personalet svarede på politiets spørgsmål.” (‘Henrik’)

Oploadet Kl. 01:06 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer


17. oktober 2015

Jakob Sheikh: “Post-Snowden anser jeg PET for at være lige så store fjender som de islamiske krigere”

En lille citat fra Helle Merete Brix’ anmeldelse af Jakob Sheiks ‘Danmarks børn i hellig krig’ (2015). Fra Weekendavisen – Når islams børn går i krig (ikke online).

“‘Jeg tror det værste om mine fjender. Og post-Snowden anser jeg PET for at være lige så store fjender som de islamiske krigere.’

Jeg er som optakt til min anmeldelse gået til foredrag for journalister i Journalistforbundets kreds 1 med Jakob Sheikh. Han er til daglig journalist på Politiken. Et menneske blandt publikum vil vide, om Sheikh på grund af sit arbejde med bogen selv bliver aflyttet eller overvåget af efterretningstjenesten? Det er det, der udløser svaret fra Sheikh om PET.

Forhåbentlig er det polemisk ment.”

(Foto: William Dams Boghandel)

Oploadet Kl. 19:23 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer


14. oktober 2015

Politikens Jakob Sheikh om IS: “Det er et statsopbyggende projekt, som i sin grundidé er konstruktivt.”

Politiken-journalisten modsiger sig selv, for Syrien-jihadisterne har vitterlig en fælles ‘referenceramme’. Interview med bogaktuelle Jakob Sheikh i Information – Der er også noget konstruktivt ved hellig krig (kræver login).

“Han trækker rundt med en elegant herrecykel på stien, der går fra hjertet af Enghavepark på Vesterbro i København til en mere fjern afkrog med boldbane og rosenhave. …

‘Det var her, Amir og jeg spillede fodbold.’ … ‘Han rejste til Syrien for at kæmpe i hellig krig, jeg blev journalist og skrev om netop sådanne krigere,’ som Jakob Sheikh skrev i en personlig feature i Politiken i 2014: ‘Fra barndommens gade til kalifatets frontlinje.’ Lige siden, og også før, har spørgsmålet om, hvem Danmarks hellige krigere egentlig er, optaget ham. Især har han undret sig over én ting: ‘Det er danske børn det her. De er alle født og opvokset i Danmark… De opererer hjemmevant i det danske samfund, der burde kunne give alle unge muligheder og fremtid. Hvorfor vender de det ryggen for at drage ned til en krig, de ikke har noget etnisk forhold til?’ For at finde svaret har Jakob Sheikh rekonstrueret fem personers vej ud i hellig krig. …

‘Jeg havde, inden jeg gik i gang, en lidt naiv forestilling om, at man kunne sætte ekstremisme på formel,’ siger Jakob Sheikh. ‘Det viste sig, at det kan man ikke. Der er meget lidt, der forener de mennesker, jeg har skrevet om. En har ikke kendt til Islam før, en anden kommer fra en dybt religiøs familie og en tredje har psykiatriske diagnoser, der gør, at han næsten ingen venner har.’ Man fører debatten på et forkert grundlag, hvis man tror, at alle med langt skæg og ankellange benklæder kan være farlige. I virkeligheden kan alle ende som ekstremister, mener Jakob Sheikh.

(‘Konstruktive’ Islamisk Stat-jihadister, inklusiv deres fælles ‘referenceramme’; Foto: The Guardian)

‘Amir og jeg havde stort set samme opvækst, vores fædre kom fra samme område i Pakistan, og vores forældre blev skilt næsten samtidig. Vi kom i de samme miljøer, og jeg har også været til introduktionsmøde i Hizbut-Tahrir.’- Hvorfor var du det? ‘Der var nogle af mine venner, jeg spillede fodbold med, som kom der, og så tænkte jeg, ‘nå, jeg går med’. Men det havde ingen umiddelbar appel.

[…]

‘Islamisk Stat er en gennemgående faktor for personerne i bogen. I modsætning til andre grupperinger som al-Qaeda, der i sit udgangspunkt er destruktive, så siger Islamisk Stat ‘vi bomber kun jer, hvis I bomber os’. Det er et statsopbyggende projekt, som i sin grundidé er konstruktivt.

Hvis ikke vi forstår det konstruktive element i radikaliseringen, så forstår vi sgu ikke, hvorfor de her unge mennesker slutter sig til dem. Så kan vi ikke opstille et alternativ for dem.’ Han ved godt, at det er provokerende for mange.

‘Vi er bare nødt til at forstå det fascinerende i, at man for første gang siden Osmannerrigets fald er i gang med at omtegne verdenskortet, og at man som ungt menneske kan være en del af det. … Vi må indse, hvilken appel det har.’. …

Vil man forstå, hvor Jakob Sheikh kommer fra som fortæller og journalist, er der to begivenheder, der hører med. Den ene finder sted, da han i 2001 er med sin lillebror til fodboldtræning i B1909. Hans far er også med, og det øsregner. Efter træning står de drivvåde i klublokalet og drikker saftevand, da tv-skærmen begynder at køre i sløjfe med de samme uforståelige billeder. Af et fly, der flyver direkte ind i et tårn.

I tiden efter 9/ 11 blev alt stillet meget sort og hvidt op: ‘Enten er du med os eller imod os’, og jeg tænkte, at der måtte være mere i det end det.’ Nuancerne manglede…

[…]

– Kan man forstå disse bevægelser uden at gå ind i troens rum? ‘Nej, det kan man ikke,’ siger Jakob Sheikh.

‘Jeg tror, jeg havde en fordel ved, at jeg deler referenceramme med mange af de her mennesker, og jeg forstår deres behov for at gå ind i et religiøst rum. For at søge ind i et univers, hvor der er en dybde, som den almindelige hverdag ikke kan tilbyde.

… Hvis man vil trænge ind i den illusion, Syriensfarerne abonnerer på, må man have øre for den poetiske skønhed, der findes i troens rum, mener Sheikh. ‘Amir for eksempel var meget poetisk. Han læste den persiske digter Rumi, som jeg også citerer helt i starten af bogen, og mange andre af de personer, jeg har beskæftiget mig med i bogen, er æstetiske mennesker.’ Det handler altså også om dufte, farver og sanser, når Islamisk Stat sender rekrutteringsvideoer og propagandamateriale ud via Facebook, YouTube og Twitter.

‘De unge mennesker, der er i fare for at blive radikaliseret, søger ikke bare et tilhørsforhold, og en retning med livet, men også en anden dimension simpelthen.’ En søgen Jakob Sheikh til fulde forstår.



22. marts 2015

Syrien-jihadists mor ‘tog fint imod sin søns beslutning om at blive muslim’: “Islam kom som kaldet…”

Politiken giver apologien fuld skrue i de her dage, og ‘hele Danmarks Radio’ kobler sig på efter bedste evne. Historien om Lukas Dam er tragisk, men formuleret lidt kantet, så er det bedre han dør end dræber. Fra artiklen, der i lighed med seneste omgang HUT-apologi er skrevet af Jakob Sheikh – ‘Dér var han, min skatterfis, udråbt til martyr’.

“… at Lukas Dam fra Sydhavnen skulle ende sine dage som en af dem, i kamp for Islamisk Stat, havde de færreste set komme.

Han voksede op som et forsigtigt væsen, der kæmpede med at få sit verdensbillede til at passe med omgivelsernes. Lukas var diagnosticeret med Aspergers syndrom og opmærksomhedsforstyrrelse, og det gjorde hverdagen i klasselokalet på Ellebjerg Skole kompliceret. Indvendig råbte tankerne i munden på hinanden.

… selv om Lukas med en tidligere klassekammerats ord havde ‘et hjerte af guld’, tog rodløsheden med tiden fast bolig i en dreng, der magtede meget, men kunne miste grebet om endnu mere. Flere gange stak han af, han følte sig svigtet af skolen, blev svær at styre og kom ud i småkriminalitet. Det fremgår af personlige sagsakter, Politiken har set.

… en mislykket anbringelse og et senere ophold på Nexus, en institution for kriminalitetstruede unge, gjorde ikke det indvendige tordenvejr mildere, tværtimod. Ikke desto mindre var det her, omkring 15-års-alderen, at Lukas for første gang fandt sig en gruppe venner, der ifølge familien tog sig kærligt og beskyttende af hans følsomme væsen. Det betød to ting: Lukas valgte kriminaliteten fra. Og Lukas valgte islam til. …

Troen på Gud kom som sendt fra himlen. Hvor fundamentet for dagligdagen på grund af Lukas’ autisme hidtil havde været som kviksand, gav den nyfundne religion faste rammer. 5 daglige bønner og håndfaste svar på alskens spørgsmål gjorde islam tryg og let at forholde sig til.

Karolina tog fint imod sin søns beslutning om at blive muslim; det var rart at se, hvordan islam fik ham til at samle sig, tage sig en uddannelse som fitnessinstruktør og lægge kriminaliteten på hylden.

»Da Lukas sprang ud som muslim, var han midt i sit livs sværeste periode. Islam kom som kaldet, og han begyndte at få en ro, som han aldrig havde haft før. Han fandt et ståsted i sit liv, og det var fantastisk at opleve, hvordan han fik appetit på nye mennesker og på livet«, husker Karolina Dam.”

(Jihadisten Lukas Dam, Syrien, december 2014; Syrienblog)

Mere i en næsten identisk artikel på DR Online – Mor til IS-kriger står frem: Myndighederne gør ikke nok.

“Lukas Dam led af Aspergers syndrom og havde problemer med at finde sig til rette i livet. Først da han som teenager konverterede til islam, fandt han et godt sted at være sig selv. I begyndelsen var Karolina Dam lykkelig for, at sønnen havde fundet sit kald.

– Det kom bare som kys fra himlen, siger hun.

Men som tiden går, bliver Lukas Dam mere og mere fanastisk i sin tilgang til islam. Han begynder at trække sig væk fra sin familie, vil ikke være i lokalet, hvis der bliver serveret svinekød, forsøger at overbevise sin mor om, at hun skal konvertere. Til sidst forlader han Danmark og rejser mod Syrien uden at sige farvel. For Karolina Dam er det vigtigt at understrege, at det ikke er islam, der er skyld i hendes søns skæbne.

– Vi skal kunne skelne mellem islam og en sekt (Islamisk Stat, red.), der manipulerer med islam. At muslimer ikke er terrorister, siger hun.”

Oploadet Kl. 20:57 af Kim Møller — Direkte link34 kommentarer


18. marts 2015

Politiken om HUT-leder: “Frygten for at bryde med autoriteter og gå egne veje har aldrig tynget ham.”

Det er ikke umuligt at gøre karriere i en venstreorienteret medieverden, selvom man stikker lidt ud fra konsensus, hvis bare det overordnede er på plads. Et par eksempler. I søndagens kronik i Politiken nævner den ellers driftsikre Adam Holm, at han var venstreorienteret som ung, men siden har ændret holdning. Budskabet er dog ikke desto mindre, at der skal mere opmærksomhed på borgerlige anti-kommunister. Så vidt den indlejrede borgerlige meningsdanner.

Et par dage senere blev Søren K. Villemoes interviewet til det socialdemokratiske netmedie Piopio om Hizb-ut-tahrir. Selvom de imiterer ‘venstrefløjens sprogbrug’, så er det vigtigt at huske på, at HUT er ‘en organiseret højreekstrem politisk gruppering’. Anti-demokraterne er højreorienterede, fordi de er anti-demokrater.

Hvis journalister i ramme alvor betragtede Hizb-ut-tahrir som en art højreekstremister, så ville Politiken ikke lave et journalistisk portræt af organisationens talsmand, helt blottet for konfrontatorisk skarphed. Jakob Sheikh i Politiken om Islamisternes nye pæredanske stjerne.

“‘I dag er vi alle sammen jøder’. I et kort øjeblik breder uroen sig. Hvad har han dog gang i? Enkelte fniser indforstået; de lader til at have fanget sarkasmen. De fleste andre kigger spørgende på sidemanden. … ‘I dag er vi allesammen jøder’, gentager han og samler selv tråden op:

‘Det var sådan, vi så den politiske elite samlet foran synagogen i Krystalgade for to uger siden. Anledningen kender vi alle sammen. Begivenheder som resulterede i tre døde, og som i dag bliver betegnet som Danmarks allerstørste terrorhandling’.

Men politikernes logik er hyklerisk, forklarer Junes Kock. Talens indledning var polemisk ment. For det handler i virkeligheden om, at det danske samfund har en anden og mindre solidarisk holdning over for muslimer end over for jøder og andre mindretal…

To dage senere. Klokken har passeret 10, da Junes Kock kanter sin overkrop ud af dynejakken og sætter sig ved cafebordet et stenkast fra Nørrebrohallen, der dannede rammen om debatmødet i forgårs. … De fremmødte journalister ville blandt andet vide, hvad Hizb ut-Tahrir mener om Danmarks jøder, hvad Hizb ut-Tahrir mener om vold mod civile, og hvad Hizb ut-Tahrir mener om den 22-årige gerningsmand bag attentaterne i København.

Junes Kock trækker på smilebåndet, klør sig lidt i det veltrimmede røde skæg. … Til at styre Hizb ut-Tahrir gennem tumulten har partiet sat sin lid til sin 36-årige danske talsmand. Den ingeniøruddannede Kock beskrives blandt talrige kilder i det islamistiske miljø, som Politiken har talt med, som en rising star, der samler yderfløjene, taler til begge lejre og med sin danske baggrund har bragt Hizb ut-Tahrir fornyet popularitet.

At der er hold i påstanden, er nemt at konstatere: Moderate muslimer, der ikke nødvendigvis deler ideologi med Hizb ut-Tahrir, dukker i stigende grad op til partiets møder.

Junes Kock optræder høfligt, men afmålt. Således har han minutter forinden insisterende undskyldt for at få lov til selv at betale for sin hyldeblomstdrik. … Lige nu spiller cafeens anlæg Medina og Justin Timberlake. Lidt af et sceneskift fra debatmødet i forgårs, der blev åbnet med koranrecitation. Men selv om Junes Kock hverken hører musik eller går på café, begår han sig fint i begge verdener. Som konvertit har Kock altid haft tæt berøring med det samfund, han nu mener, hviler på forkerte demokratiske værdier.

»I min opvækst har jeg haft kontakt til masser af danskere, jeg fik det jo ind med modermælken. Så jeg kan begå mig alle steder’.

Måske er det også derfor, talsmanden ofte udtaler sig mere nuanceret end sine forgængere på posten om den muslimske krænkelsesfortælling, som Hizb ut-Tahrir ofte beskyldes for at trække nærmest per automatik ved enhver lejlighed. …

Selv er Junes Kock træt af at blive konfronteret med, at han er talsmand for et voldeligt parti. Han peger på, at Rigsadvokaten flere gange har konkluderet det modsatte og standset politiske forsøg på at få Hizb ut-Tahrir tvangsopløst ved lov. …

‘I Danmark arbejder vi for at bibeholde de bedst mulige betingelser for muslimerne. … for de muslimer, der opholder sig her permanent, vil vi påminde dem om, at de er en del af en global islamisk nation’.

[…]

Junes Kock voksede op som Mads Kock Johansen på firsernes Nørrebro, hvor subkulturer som bz-bevægelsen og de autonome omkring Ungdomshuset satte en ære i at tage stærk afstand fra omverdenen. Men kvarteret fostrede også en anden subkultur, der heller ikke kunne genkende sig selv i samfundet. … På Blågårds Plads voksede Mads op sammen med den store gruppe af efterkommere, der blev opdraget til at have hovedet i Danmark, men hjertet i fædrelandet.

Selv havde Mads bedre forudsætninger end mange af sine kammerater. Han kom fra en familie i ‘den øvre middelklasse’ med samfundsdiskussioner over middagsbordet, en morfar, der lærte ham at binde slips og butterfly, og en mormor, der fastholdt, at mænd gik i sorte sko efter klokken 18. Faren var forfatter, mosteren var forlagsredaktør, og Mads’ mor en del af 68’er-generation, ‘lidt kommunist, lidt hippie, men meget intellektuel – som så mange andre’, som Junes Kock i dag formulerer det.

Frygten for at bryde med autoriteter og gå egne veje har aldrig tynget ham.

‘Jeg er vokset op i et aktivistisk miljø. Som barn blev jeg slæbt med til demonstrationer imod Barsebäck og atomkraft’.

Mads blev indskrevet på Hellig Kors Skole i Skyttegade, hvor han kom i klasse med en gruppe muslimske efterkommere. …

‘I mange år før jeg blev muslim, var jeg meget eftertragtet. Jeg er vokset op i et indvandrermiljø og kender virkelig mange. Det betød, at jeg kunne tage til Ishøj eller Brøndby Strand, hvor døren stod åben for mig, hvor den stod lukket for alle andre. Jeg kom aldrig i problemer. Og fordi jeg samtidig er dansk, blev jeg respekteret af alle mulige andre’, siger han i dag.

Nørrebroeren har siden kunnet bruge respekten fra begge verdener, når han eksempelvis har givet flere bandemedlemmer karantæne fra at komme på de computercaféer, han op gennem de seneste år har været medejer af. Modsat mange andre butiksejere i København nyder han så meget ’street cred’ i miljøet, at de til tider egenrådige ballademagere lytter og smutter.”



11. september 2012

Muhammad Tahir ul Qadri taler med to tunger – Den der håner ‘profeten’ skal dræbes som en hund

Jaleh Tavakovi har begået en yderst interessant artikel om Tahir ul-Qadri, der fint supplerer video-sekvenserne der dokumenterer hans to tunger – Kæmpede som en hund for blasfemiparagraf.

“Tahir ul Qadri, som af Nydansk Ungdomsråd er inviteret til en konference imod radikalisme d. 11. september, er efter eget udsagn hovedansvarlig for en lov om blasfemi (paragraf 295 C, vedrørende fornærmelse af profeten Muhammed).

Det fremgår klart af en video manden selv har lavet, her praler han på urdu med hans ihærdige indsats for at få denne lov vedtaget i Pakistan. Han siger bl.a. at i den forbindelse har han ”kæmpet som en hund”.

I videoen understreger han at man ikke skal kunne angre for at undgå dødsstraf.;

“Jeg ville lukke alle mulighederne for at slippe af sted med at begå blasfemi. Og den der åbner munden og begår blasfemi, uanset om det er en muslim, jøde, kristen, vantro, troende, mand eller kvinde, skal denne dræbes som en hund!”

For blot få dage siden var denne mand på TV2 News, hvor han kategorisk tager afstand fra overhovedet at have haft med denne lovgivning at gøre. Han ville rense sig selv for de “onde” rygter, som bl.a. jeg på denne blog havde startet.

Minhaj ul Quran lyver os lige op i ansigtet. … Tahir ul Qadri er en del af problemet og ikke løsningen…”

(Tahir ul-Qadris to tunger; Youtube)

“En af de mest moderate muslimske ledere” (Professor Jørgen S. Nielsen til Kristeligt Dagblad, 11. september 2012)

Mere om sagen på Snaphanen og Den Korte Avis. Bemærk også Politikens bidrag.



23. februar 2010

Embedded journalism?

For en menneskealder siden havde Politiken Herbert Pundik som chefredaktør, og avisen gik derfor under navnet ‘Jødeavisen’. Lige præcis den etikette risikerer Politiken næppe at få hæftet på sig mere. Sappho har mere om fredagens ‘Koran mod kriminalitet’-arrangement, og en uopmærksom Politiken-journalist. Fra It’s haram for me to touch you.

“Da Jaleh Tavakoli ikke efterkom arrangørernes krav om kønsadskillelse, blev politikeren omringet af en større gruppe personer, der overfusede hende verbalt og truede med vold… Det lykkedes Jaleh Tavakoli at optage nogen af truslerne, og lydoptagelsen er nu tilgængelig på YouTube…

Politiken reporterede også fra mødet med Sheikh Khalid Yasin. Det lykkedes dog Politikens udsendte journalist Jakob Sheikh at overse truslerne mod Jaleh Tavakoli. I stedet nøjedes Politikens udsendte med at konstatere:

”Der er plads til alle, har arrangørerne (af mødet med Sheikh Khalid Yasin, red.) bebudet op til aftenens foredrag. At dømme på publikumsskaren ser budskabet ud til at holde stik.”

Mere.

  • 19/2-10 Politiken – Omstridt imam gav moderat muslimsk opsang.
  • Oploadet Kl. 18:26 af Kim Møller — Direkte link21 kommentarer
    

    22. februar 2010

    Kamal Qureshi anmelder Mathias Grøning til Politi..ken

    Det var reelt Ekstra Bladet der fik Mathias Grønning ekskluderet fra Dansk Folkeparti, og på sin egen bizarre måde, virker det helt naturligt at Kamal Qureshi nu går til Politiken for at politi-anmelde samme. Der er ikke fugls føde på sagen, og artiklen ledsages da heller ikke af ekspertudtalelser, men Kamal Qureshi savner medierne, og Politiken har folk der kan skære den slags.

    Fra SF’er politianmelder ekskluderet DF-politiker.

    “I går blev Mathias Grønning, der er medlem af kommunalbestyrelsen i Tårnby for Dansk Folkeparti, ekskluderet af partiet. Ekskluderingen kom efter en række anti-muslimske kommentarer fra Grønning i Facebook-gruppen ‘Nej til Moskeer i Danmark’.

    »Dette er kun et lille udsnit af danskere som er til salg. Der er en del værnemagere som uden tøven ville hjælpe muslimerne med deres gøren og laden…. men så må VI jo bare gøre som i 1944«, skriver han på facebook-siden.

    Men det er ikke nok at smide ham ud af partiet, mener folketingsmedlem Kamal Qureshi (SF). Han vil i løbet af de næste par dage politianmelde Mathias Grønning…

    »DF holder hånden over ham, når de ikke politianmelder ham. Den uskyldige tid, hvor man kunne trække over skulderen over radikale miljøers latterlige kommentarer er slut. Vi kan ikke grine, når folk bliver truet på livet. Det skal tages seriøst«, siger Kamal Qureshi.”

    Det er godt to år siden Kamal Qureshi efter en bedragerisigtelse forsvandt ud af det politiske rampelys, og sårene er svære at hele, selv for en læge. Antal hits på Infomedia: 2005: 770; 2009: 259.

    Mere.

  • 19/2-10 Politiken – DF lader eks-medlem slippe for politiet.
  • Oploadet Kl. 05:19 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper