Kommentar af Bent Blüdnikow i mandagens Berlingske Tidende – Dette er et programforslag!

“Jyllands-Postens Ralf Pittelkow har flere gange påpeget, at Danmarks Radio i sin politiske nyhedsreportage er tendentiøs og ofte udtrykker tankegods fra venstrefløjens for længst forældede varelager. Hans kritik synes velargumenteret, men skjuler dog det forhold, at DR er blevet mindre ensrettet – ja, til tider nærmer DRs udsendelser sig ægte pluralisme. Hvis man i tankerne lader sig teleportere tilbage til årene før og såmænd også en hel del år efter Murens fald, var situationen, at Danmarks Radio var meget mere ensrettet end nu.

En generation af yngre journalister dominerede dengang radio-og TVmediet med tidstypiske flosker og fordomme. Radioens program 1 var langt det værste. Her kunne man i programmet Orientering Udefra høre radioværterne invitere deres venner ind til udenrigspolitiske samtaler, hvor der herskede enighed… venstreorienterede journalister som Vibeke Sperling og Jørgen Dragsdahl og hvad pokker de nu alle sammen hed, havde noget, der lignede fri adgang til mikrofonerne.

Danmarks Radios journalister havde frit slag til politisk propaganda uden at nogen redaktører greb ind. Radioens Birgitte Rahbek, der nu optræder i føljetonen om enkefru Plums fond, sendte kommunistisk partiskoleradio med hyppige mellemrum. En af hendes stunts var en serie om den norske spion Arne Treholt, hvor han blev beskrevet som den rene uskyldighed, selv om han havde dom for spionage for Sovjetunionen.

Et andet nummer var Ole Sippels vrængende anti-israelitisme, som både radio-lyttere og tv-kiggere måtte finde sig i år efter år, og som var konsekvent negativ over for det demokratiske Israel.

Ingen greb ind. Radiodirektør Leif Lønsmann var totalt fraværende, eller også var han i virkeligheden ganske godt tilfreds med ensidigheden, og han fik ingen modstand fra DRs redaktionsledelse, hvor en ikke ringe andel var rekrutteret fra VS og maoisterne eller blot var blege medløbere. Journalisterne brugte deres uhindrede adgang til mikrofonerne ikke til at sørge for alsidighed, men til at propagandere for egne synspunkter, der generelt lignede tidens venstrefløjsflosker til forveksling.

Der var også hæderlige undtagelser, men generelt var Danmarks Radio ikke nogen voldsom støtte for forståelsen af kommunismens og venstreradikalismens trusler i en tid, hvor hver eneste demokratiske sjæl med forståelse for totalitarismens farer var guld værd.”

Der er mange ting venstrefløjen ikke forstår sig på, og lige netop de emner har journalister traditionelt også store problemer med at forstå. Igår var det den konservative valgsejr i Italien, for det siger sig selv i de kredse, at en reformeret kommunist altid vil være at foretrække fremfor en storskrydende kapitalist ved navn Silvio Berlusconi. Ole Sippel, Thomas Harder med flere gav den hele armen.

Fra Ole Sippels første valgrapportage i Radioavisen (14/4-08 16.00).

Jette Bjerrum, Radioavisen: Vi er igennem til Ole Sippel, der sidder nede i Italien og følger med. Og Ole Sippel – hvad siger undersøgelsen så? (den første exitpoll)

Ole Sippel, DR: Ja, det ser ud til at den tidligere ministerpræsident Silvio Berlusconi er en længde foran, men sikkert belært af erfaringerne fra sidst, hvor exitpoll’en var katastrofal fejlagtige, så har man denne gang indbygget en ret så stor fejlmargin, og den gør det lige i øjeblikket umuligt sikkert at fastslå hvem der har vundet, og rent faktisk ligner det mest dødt løb mellem de to hovedmodstandere, Silvio Berlusconi fra partiet Frihedens Folk, og Roms tidligere borgmester Walter Veltroni fra det demokratiske parti…

[…]

Jette Bjernum: Sådan som jeg hører du siger det lige nu, så er det faktisk helt umuligt at forudsige hvad det her valgresultat ender med – er det rigtigt?

Ole Sippel: Ja lige i øjeblikket, jeg tror det bliver noget af en gyser, hvis man altså kan stole på exitpoll’en, men der er iøvrigt nogle overraskelser i tallene. I meningsmålingerne forud for valget, lå Veltroni betydeligt bag, men nu står de så godt som lige, og dog sådan at Valtronis parti Demokraterne faktisk er blevet italiens største…

Opdate. Fra 18-Radioavisen.

Jette Bjernum, Radioavisen: … så er det her jeg ikke kan lade være med at spørge: Hvorfor vil italienerne have Berlusconi tilbage?

Ole Sippel, DR: Ja, det er jo et godt spørgsmål – der er ingen der forstår det ude i Europa…

Fra Dagbladet Arbejderen – Terrorsigtet klar til kamp.

“Humøret er højt hos Michael Schølardt, direktør for det VS-ejede tøjfirma Fighters + Lovers, før den retssag, der starter i dag i Københavns Byret. Han er en af de syv terrorsigtede i sagen om støtte til de to organisationer FARC og PFLP.

– Vi er ude i en god sags tjeneste…

Blandt forsvarets vidner er en række udenlandske eksperter. Det drejer sig om den israelske historieprofessor og samfundsrevser Ilan Pappe…

Fra USA kommer den nu pensionerede professor i sociologi, James Petras… Han var blandt modtagerne af FARC`s bønskrivelse i november sidste år i forbindelse med forhandlinger om løsladelse af tre amerikanske gidsler.

Blandt de danske vidner er Niels Lindvig og Ole Sippel fra Danmarks Radio. Der er i alt afsat fem retsdage til sagen, der ventes afsluttet i midten af november.”

Louise Frevert talte frit for leveren i fredagens sene Deadline, men selvom DR’s tidligere nyhedschef Lisbeth Knudsen i lighed med hendes mand er troende socialdemokrat, så har hun ikke været med til at udarbejde partiprogrammet. Det ville da også være dumt – hun må have gjort langt mere ‘gavn’ for partiet som chef for DR Nyheder.

En af Lisbeth Knudsens tidligere kollegeer er chefredaktør David Trads. I lørdagens udgave af Nyhedsavisen kommenterede han sagen med disse ord.

Oppositionens leflen for DR
Inden den skinhellige opposition får pudset glorien skinnende blank, tillader jeg mig at minde om virkeligheden for Danmarks Radio, inden den onde VK-regering tog over: Da jeg i efteråret 2000 under euro-afstemingen var indlandsredaktør i DR Nyheder, blev jeg gentagne gange opsøgt eller ringet op af socialdemokratiske og radikale ministre, som var rasende over, at Radioavisen næsten hver morgen kunne berette om ny rutsjetur for euroen over for dollaren. Det gavnede ikke ja´et, lod de forstå.

Jeg var ligeglad – lod dem snakke og ignorerede det øjeblikket efter.

Spillet er velkendt: De, der har den politiske magt, prøver at tryne alle omkring sig – og de, som modtager de slet skjulte trusler, verfer det bort. Især som redaktør må man leve med den slags – og man vænner sig så meget til det, at man nærmest slet ikke opdager, når det sker.

Mails, som den kulturminister Brian Mikkelsen under Irak-krigen afsendte til Danmarks Radio – hvor han orienterede om regeringens holdning til Irak-dækningen – har enhver redaktør modtaget mange gange. I min mailboks har jeg eksempelvis et par stykker gemt fra såvel nuværende ministre som top-socialdemokrater – alle afsendt i år.

Når oppositionen nu råber så meget op om Mikkelsens afgang, ja, så burde de ærligt talt minde sig selv om, hvor lille en sag, vi taler om, og hvor ofte de selv gør det samme.

At der er sandhed bag, dokumenteres af hovedpersonen selv i gårsdagens Jyllandsposten – Nissens bog om DR: Det er et kraftigt styringssignal.

“Mener du, at den borgerlige regering er mere efter DR?
»Nej, det mener jeg ikke. Det har jeg allerede sagt offentligt, og det er mere udførligt omtalt i bogen: At det ikke er noget, der er specifikt for den borgerlige regering. Omvendt så oplevede vi i DR en stigende intensitet i påvirkningsforsøg – eller i kritikken – i 2003 og 2004.«

Har andre ministre end Brian Mikkelsen øvet pression mod dig?
»Jeg har ikke sagt, at Brian Mikkelsen har øvet pression mod mig, men jeg kan sige, at ministre i både den nuværende og forrige regering selvfølgelig en gang imellem har forsøgt at påvirke DR.«

Det har været i mails, interviews osv.?
»Én yderlighed var at ændre medielovgivningen, så regeringen og Folketinget kunne få en strammere styring af DR’s programpolitik – de ændringer, der skete i medielovgivningen gav en tættere statslig styring af DR’s programpolitik i den periode, jeg sad i DR. Og det begyndte allerede i (socialdemokraten, red.) Jytte Hildens tid som kulturminister. En anden yderlighed kunne være en sur bemærkning i en pause ved en teaterforestilling.«“

Den altid gode Claes Kastholm Hansen kommenterede ligeledes historien i gårsdagens Berlingske Tidende. Her lidt fra klummen.

“I dansk politik er der efterhånden intet, der bør forbavse os. Når en groft manipulerende såkaldt dokumentarfilm som Danmarks Radios »Den hemmelige krig« (ja, netop: DRs, for det er DR, der har ansvaret for den) om nogle i den større sammenhæng fuldstændig ligegyldige detaljer, kan fremkalde månedlange slagsmål og veritable forsøg på ministerstorm, så er alt muligt. Der er således ingen grund til at undre sig over, at en uskyldig mail fra kulturminister Brian Mikkelsen til daværende formand for DRs bestyrelse, Jørgen Kleener, i går fik andedammen til at gå over sine bredder…

Hvis nu kulturministerens mail fra den 25. marts 2003 skulle leve op til alle de beskyldninger, der rettes mod den, så skulle der jo i løbet af de sidste fire år være sket noget synligt politisk med Danmarks Radio. Men det er der ikke. Ole Sippel er still going strong. TV-avisen bringer stadig udelukkende kritiske indslag om krigen i Irak, og den har for nylig demonstreret, at dens kærlighed til terrorist-pøblen (der romantisk af alle medier kaldes »de unge«) bag optøjerne på Nørrebro er betydelig større end dens kærlighed til myndighederne. De politisk holdningsbærende programmer på P1 er stadig regeringskritiske, USA-kritiske, Israel-kritiske, socialistiske eller såkaldt kulturradikale (konkret: staten kan aldrig blive for stor, enhver begrænsning af statens udgifter er et onde, enhver forøgelse et vidnesbyrd om sand humanitet) i deres forståelse af verden og i deres prioritering og vinkling af emnerne. Dansk Folkeparti betragtes stadig som værre end pesten, den danske udlændingepolitik mistænkeliggøres konsekvent, alle problemer, der opstår (eller fremelskes!) i landets brogede liv, betragtes stadig som politiske anliggender, der skal løses af regering og folketing. Og aldrig oplever man på DR-TV eller i DR-radioen, at der sættes spørgsmålstegn ved den enorme rolle, staten spiller i det private liv som følge af mange årtiers tætte samspil mellem socialdemokratisk samfundsforståelse, den herskende klasse (afdøde professor Jørgen Dichs betegnelse for de akademiske eksperter) og hovedsagelig offentligt finansierede interessesammenslutninger, bl.a. den såkaldte godhedsindustri. Danmarks Radio har ligesom månen den farve, den nu engang har. Altså har regeringen ikke haft nogen redaktionel indflydelse. Altså har Brian Mikkelsen ret: det handler om ytringsfrihed. Selvfølgelig har ministre da lov til at kritisere DR. De er politikere, ikke embedsmænd. Og DR har lige så meget ret til at lade være med at lytte til kritikken. Og den ret benytter den suverænt. Selv om det måske ikke altid er klogt. Der kunne jo være et eller andet, som man kunne lære af.”

Egon Balsby løfter i samme avis lidt af sløret.

Tak for sidst I
DRs tidligere generaldirektør, Chr. S. Nissen, er lille af vækst, stor i kæften og har en selvbevisthed på størrelse med Rundetårn. Han er en institutionernes mand og søger nu – år efter sit mismanagement af DR – at komme samme til hjælp ved at påtage sig ansvaret for DRs underskud og dermed reelt fyringen af 300 medarbejdere. Dette er naturligvis ganske så ædelt. Groft sagt vil dog have haft betydelig større respekt for den tidligere generaldirektør, hvis han havde påtaget sig ansvaret, mens han var i embedet. I stedet førte han systematisk medarbejderne, DR-bestyrelsen, regeringen og Folketinget bag lyset og endte med – helt fortjent – at blive fyret.

Men nu er hævnens time kommet for den lille, store general. Derfor kan han triumferende – i en kommende ny bog – afsløre en mail, hvor kulturminister Brian Mikkelsen søger at informere DRs daværende bestyrelsesformand, Jørgen Kleener, om regeringens opfattelse af DRs journalistiske linje i dækningen af Irak-krigen. De to stod bag fyringen af Chr. S. Nissen, og at denne nu ved hjælp af Socialdemokraterne og SF søger at skubbe kulturministeren ud af embedet som tak for sidst, er vel egentlig en smule patetisk.

Generaler er jo egentlig mest værd, når de stadig bærer deres stjerner. Og når fodfolket befinder sig i en – næsten evig – opposition, skal man virkelig skue langt for at ane det punkt, hvor krigslykken måske vender.
Men Nissen skal dog have ros for endelig at bekende sin politiske kulør. Groft sagt er dog ikke spor overrasket over kuløren!

Vinden blæser om DR-træet i disse dage, og nedfaldsfrugterne understreger blot problemet. Istedet for at sende Kleener emails skulle kulturministeren tage et åbent opgør. DR er ganske enkelt kulturkampens naturlige prolog. Samme undersøgelse – Gallup for Berlingske Tidende. To vinklinger…

PS: DR forsøger i disse dage at frikende sin dækning af Irak-krigen med Stig Hjarvads rapport om Mediernes dækning af krigen i Irak. Jeg har tidligere kommenteret med udgangspunkt i den påtagede naivitet rapporten blotlægger ved sit fokus på kilderne.

PPS: Omnial gennemgår Lisbeth Knudsens 1998-interview med Journalisten.

Ole Hyltoft om DRs politisering i dagens Jyllandsposten. Her lidt fra kronikken Skal Danmarks Radio være folkets modstander?

“Nogle har store forventninger til Kenneth Plummer. De håber han kan befri Danmarks Radio for det had til den vestlige verden, som har vredet programmerne skæve i de senere årtier.

Tv viste os for nylig en reportage om afviste asylansøgeres børn. Bebrejdelserne rettedes næsten udelukkende mod de danske politikere og ikke mod de asylafvistes forældre. Dem der plagede deres børn ved ikke at rette sig efter dansk lov og rejse.

Da Sveriges udenrigsminister Laila Freivald efter de bedste totalitære forbilleder søgte at lukke munden på et politisk modstanderparti, måtte hun gå som minister. Den danske tv-avis dækkede over hendes magtmisbrug ved at sige, at hun måtte trække sig fordi hun »forsøgte at undgå en svensk Muhammed-sag«. Et forsøg på at undertrykke anderledes tænkende blev af DR tryllet om til et forsøg på at skabe mere fred i verden. Hokus pokus filihankat!

[…]

Der hersker en fælles ånd i DR. En uskreven lov om, at DR er til for at gøre os til bedre mennesker i Marianne Jelveds ånd. Denne ånd håndhæves ved at give folk med den rette indstilling til tingene en fortrinsstilling i programmerne. Politikens Tøger Seidenfaden er 10 gange så ofte i tv som JP’s Flemming Rose. Det er mere DR’s fællesånd end DR’s bestyrelse der leder DR.

[…]

De politikere, debattører, kunstnere, der ikke hylder fællesånden i DR, behandler institutionen med udeladelsesmetoden. I lugter! I skal ikke ind og lugte foran vores rene kameraer!

Det er ærgerligt at der på den måde kommer til at mangle bredde og andre typer indsigt i programmerne. Og ærgerligt, at DR’s fravælgelsessystem faktisk gør debatten mere indædt og mere hyklerisk. Landet får simpelt hen ikke en så farverig og ærlig offentlighed, som vi kunne have.

Danmarks Radio burde vi alle sammen holde af. Den er vores egen, danske radio og fjernsyn. Når vi opdager, at den ikke udviser retfærdighed, at den tværtimod er folkets modstander og vil tvangsopdrage os, medfører det en afmatning af kreativiteten hos alle, magthavere som magtesløse. Fri meningsudveksling og frit kulturudbud afløses af en ufrugtbar skyttegravskrig. Ole Sippels ensidige opfattelse af Irak-krigen gør jo hverken ven eller fjende klogere, bare mere indædte.

Under sådanne forhold bliver halvgodt kaldt helgodt. Ærlige meninger og god kunst bliver overtrumfet af politisk korrekthed og klikekunst.”

Politiken sætter i en længere artikel i dag spot på konspirationsteorierne i den arabiske verden, og nævner blandt andet følgende teorier man ofte støder på hvis man frekventerer de mere loonistiske venstreradikale sites. Fra Konspirationerne hærger i Mellemøsten.

Udbredte teorier i Mellemøsten

1. Den afdøde leder af al-Qaeda i Irak, Abu Musab al-Zarqawi, har aldrig eksisteret, og såfremt han har, så var han CIA-agent.
Da Saddam Hussein invaderede nabolandet Kuwait, var det, fordi USA havde opfordret ham til det for at begrunde sin tilstedeværelse i området.

Det var den israelske efterretningstjeneste Mossad, der var skyld i Egyptair-flystyrtet uden for Massachusetts i USA 31. oktober 1999. Om bord på flyet var 34 højtstående egyptiske officerer og kamppiloter på vej til Kairo efter endt militærtræning.

Terrorangrebene på civile shiamuslimer i Irak er ikke begået af irakiske sunnimuslimske oprørere, men af CIA eller Mossad for at forlænge de amerikanske styrkers tilstedeværelse i landet.
USA undlod ved flere lejligheder at slå lederen af al-Qaeda Osama bin Laden ihjel, fordi man vidste, han planlagde et stort angreb på landet, som over for den amerikanske befolkning ville legitimere USA’s invasion i Afghanistan og Irak.
Tv-stationen Al Jazeera, som var den første arabiske station, der viste interview med israelske talsmænd, er finansieret af Israel og USA for at hjernevaske den arabiske befolkning til en proisraelsk holdning.

Konspiration 2 indgik som en del af dokumentaren Saddams vestlige fæller (Saddam Hussein: The trial the world wille never see), sendt på DR Udefra den 11. oktober sidste år. Ole Sippel kaldte den efterfølgende “meget veldokumenteret”…

En sjældent god artikel fra en avis, der dog afslutter det hele meget traditionelt.

“Og konspirationstænkningen er ikke forbeholdt Mellemøstens nationalister og religiøse grupper, mener mellemøstforsker Jørgen Bæk Simonsen fra Carsten Niebuhr Instituttet.

“»Konspirationsteorierne, der trives i den arabiske verden, er fuldstændig absurde og uden nogen som helst relation til virkeligheden. På nøjagtig samme måde som den udbredte påstand fra dele af den danske højrefløj om, at indvandringen af muslimer til Europa er udtryk for en nøje planlagt sammensværgelse, der sigter på at komme det velfungerende, tolerante og åbne danske samfund til livs«.“

DR Udefra havde i sidste uge overskriften Saddams vestlige fæller, og den indkøbte franske dokumentar blev som man kunne forvente (Saddam Hussein: The trial the world will never see, CAPA, 44 min., Michel Despratx & Barry Lando).

Fokus var ikke George Galloway, eller andre venstreradikale diktator-leflere motiveret af kronisk anti-amerikanisme, og som de fleste nok efterhånden ved, så spilder Udefra-dokumentarerne ikke tid med casting til skurkerollerne. Emnet var postuleret vestlige dobbeltmoral, USA og ikke mindst George Bush senior.

Dokumentarens fokus var retsagen mod Saddam Hussein, der kun blev sigtet for en brøkdel af sine forbrydelser – og hermed er der rigelig plads til diverse konspirationsteorier. Som Tyge Petersen udtrykte det i introduktionen:

“Der kan ikke herske tvivl om brutaliteten under Saddam Husseins regime, men særdomstolen har ikke rejst tiltale mod alle de ansvarlige for hvad der skete i Saddam-æraen, og agter heller ikke at indkalde vidnerne. Det er ellers et udbredt ønske i den irakiske befolkning… “Men hvad er sandheden. I hvor høj grad har USA og dens vestlige allierede et medansvar for de forbrydelser der blev begået under Saddam Husseins styre. Et svært, men ikke umuligt spørgsmål at besvare.“

Totalt ignoreret blev således den indlysende kendsgerning, at man ville undgå en årelang Milosevic-agtig retsag, hvor den faldne dikator kunne udnytte domstolen som platform til politisk agitation til stor skade for landets fremtidige udvikling.

Lidt senere fortsatte Tyge:

“Selvom listen over hans grusomheder er lang, så er der tale om et yderst begrænset anklageskrift. Retten vil først og fremmest beskæftige sig med massakren på 143 shiiter i en lille by nord for Bagdad i 1982… Hvis han findes skyldig her skulle det være nok til at sende ham i galgen. Men en lang række af langt alvorligere forhold er ikke med i anklageskriftet, det ville kunne komplicere retsagen ganske betydeligt og gøre den til en politisk platform for Saddam Hussein og hans forsvarere. Først og fremmest fordi USA og andre vestlige lande som Frankrig og Tyskland ville kunne få ørene alvorligt i maskinen. Der er nemlig overvældende beviser for, at disse lande ikke blot støttede, men direkte opmuntrede deres allierede Saddam til en række af hans grufulde gerninger. Og i det tilflæde, som da Saddam brugte giftgas lukkede man slet og ret øjnene. Mange år senere fik præsident Bush så omsider øjnene op for, hvad Saddam havde gjort, og da var han blevet fjende nummer 1. Men gennem mange år sagde man intet i den amerikanske regering. ‘He is a son of a bitch, but he is our son of a bitch’ hed det i ministerierne. Det gjaldt, specielt dengang Iran var det store dyr i åbenbaringen. En række lidet flatterende forhold bliver nu lagt frem i vores dokumentar i dag fra det franske selskab CAPA. Titlen er meget betegnede Den retsag verden aldrig vil se.”

Hvor fjernelsen af den irakiske diktator var en torn i øjet på venstrefløjen, så er retsagen mod samme pinefuld for kulturrelativisterne – og dokumentaren må betragtes som John Pilgers samlede værker komprimeret og neddroslet agitatorisk 10-20 pct. i retning af virkeligheden.

Dokumentaren, eller anklageskriftet mod USA var opdelt i seks dele der kunne ses isoleret.

Anklage 1: Det er USAs skyld at Saddam Hussein angreb Iran

Det var forkert at Saddam Hussein ikke blevet anklaget for at have iværksat krigen mod Iran der kostede 1 mio. døde, for guess what: “Der er indicier på at USA og dens allierede fra starten støttede krigen mod Iran…”. Indicier har venstrefløjens dokumentarister aldrig haft mangel på, og alt kan tilsyneladende bruges. Vi fik udtalelser fra en tidligere ambassadør ved navn Eric Rouleau, som kunne fortælle: “Det var indlysende at enhver aktion mod Iran, blev hilst velkommen i Washington… så der var ingen tvivl om at Vesten straks forsikrede Saddam Hussein om sin støtte” . En sten kan ikke flyve – jeg kan ikke flyve – ergo er jeg en sten.

Shahens Iran faldt i 1979, og Vesten frygtede med god grund at islamistiske revolutioner skulle brede sig i regionen. Intet odiøst i at vestlige demokratier (og arabiske diktaturer) så en fare i Khomeini, og intet odiøst i at man på daværende tidspunkt valgte side til fordel for Irak. Denne påtagede naivitet som giver sig udtryk i en barnlig forargelse over realpolitiske omstændigheder, betegnede Martin Krasnik forleden meget rammende som “Modmagt som reaktionær ideologi” fra folk som får “ondt i testiklerne, så snart noget går ud over nogen”.

Tyge speakede: “Det hævdes altså at Saddam fik USAs støtte til at angribe Iran – det underbygges af et hemmeligt memorandum fra 1982 – til præsident Reagan fra hans udenrigsminister Alexander Hagg.”. Som det fremgår af dokumentet, så var det faktisk et levn fra Jimmy Carters tid. En mand som senere fik Nobels fredspris.

Tyge fortsatte: “Men ikke nok med det. USA skal have hjulpet irakerne med at planlægge deres angreb. Det var her på et hotel i Paris at møderne fandt sted. Det hævder Abolhassam Bani Sadr, der var præsident i Iran på dette tidspunkt. Hans spioner gav ham en kopi af planen.”. Hvorfor overhovedet tro en iraner, der fabler om at konspirationen var iværksat for at smadre “dynamikken i den iranske revolution”.

Efter lidt væven om dokumentets autencitet, fik journalisten Richard Sale ordet, og han bekræftede det med basis i (unavngivne) “efterretningskilder”. I lighed med Seymour Hersh er Sale kendt for at jagte Bush-administrationen minister for minister. Sale var utroværdig – og adspurgte om USA kendte til ‘the battle plan’, svarer han lidet overbevisende “We had access to it at least”. Det lød som et subjektivt skøn – og hvorfor tro venstreorienterede sensationsmagere. Lidt senere lød at “USA opmuntrede ham”.
Hvor det nogenlunde blev dokumenteret at USA leverede efterretninger om Iran til Irak, så var Frankrigs ‘forbrydelse’ langt værre. Den “internationale våbenindustri” fodrede Saddam Hussein, og værst af alle var franske Dessault som producerede Mirage-jagerfly der i flere tilfælde blev fløjet af franske piloter.

Anklage 2: Det er USAs skyld at Irak brugte kemiske våben mod iranske soldater

Så var der lejlighed til at vise Rumsfeld & Saddam:

Rumsfeld fik ordet, og fortalte at han advarede Saddam mod at bruge kemiske våben. Men Joseph (Joe) Trento, en Bush-hadende genbrugs-ekspert havde her som altid gennemskuet Bush-administrationen. (se ham evt. i ARTE-produktionen Operation Hollywood).

Trento var i irak på daværende tidspunkt som krigskorrespondent, og så med egne øjne hvorledes iranere blev dræbt af giftgas fire måneder efter Rumsfelds besøg. “Amerikanske diplomater vidste alt” blev der speaket- hvorefter Trento fortalte at “det var tydeligt, at USA vidst det”. Han gentog sig selv et par gange, og tilsidst havde han overbevist sig selv.

Lidt senere lød det at “Skønt de [amerikanerne] var på det rene med at Saddam Hussein brugte sennepsgas mod sine fjender, forsynede amerikanerne ham med satellitfotos så han kunne lokalisere de iranske troppestyrker. Denne støtte nåede sit højdepunkt i 1988.”. Samarbejdet stoppede da kaptain Rick Francona dokumenterede brugen af nervegas for George Bush senior – et udsagn der er nemt at dokumentere, og går direkte imod diverse postulater fra anonyme kilder.

Anklage 3: Det er USAs skyld at Irak begik massakre på kurderne i Halabja

Rick Francona rapporterede om ‘ting’ “early 1988”, og da Saddams regime i marts 1988 myrdede 500 kurdere – var konklusionen så at sige skrevet på forhånd. Selvom det på ingen måde var bevist endsige sandsynliggjort at USA kendte til Saddams planer, så fortsatte dokumentaren med lige netop denne konklusion, der behændigt blev flettet sammen med Irak-krigen anno 2003 med disse ord: “Det var det der af George W. Bush blev brugt til at retfærdiggøre invasionen af Irak i 2003”.

Som en trold af æsken tonede pacifisten Peter Galbraith frem. Han mente Colin Powell løj i FN under optakten til Irak-krigen 2003, og fred være med det.

Våbenindustrien var “medskyldige” lød det, og her strejfede dokumentaren undtagelsesvis sandheden ved henvisning til det faktum at Tyskland og Frankrig var værst af alle. At våbenindustrien skulle sigtes for at producere våben der fungerede efter hensigten, viser sådan set meget godt tankesættet hos den pacifistiske del af venstrefløjen. Jeg springer hurtigt over næste ekspert – en mand ved navn Gary Milholin, der om irakiske masseødelæggelsesvåben konkluderede at “De [USA, naturligvis] måtte vide det. Eller i det mindste have stærke mistanker”. Samme ekspertpanel der beskylder George W. Bush for bevidst at lyve om irakiske wmd, kritiserer nu Bush senior for ikke at tage konsekvensen af stærke mistanker.

På trods af Rick Franconas udsagn, så måtte man nu høre Tyge speake: “Så at sige overnight i august 1990 blev den tidligere ven som Bush og hans forgængere har plejet kontakter til med et gjort til den værste af alle tyranner”.

Anklage 4: Det er USAs skyld at Irak angreb Kuwait

I et tæt opgør med flere absurde beskyldninger tager denne del af dokumentaren prisen. Atter var Peter Galbraith kilden:

“Der er stærke indicier på at USA var medskyldig i Saddam Husseins overfald på Kuwait. For da Bush blev advaret tidligere om at Saddams styrker var ved at blive mobiliseret reagerede han ikke. Han gav udtryk for at Saddam bare bluffede. Mange [husk kritikken af Foxnews: ‘Some say’] oplevede det sådan at Bush bestræbte sig på at opretholde et godt forhold med den irakiske diktator – idet Irak var et enormt potentielt marked. Bush sender ingen entydige advarsler til Saddam – tværtimod lader han diplomater forstå at USA ikke vil reagere militært på en invasion af Kuwait.”

Det fortælles at USAs kvindelige ambassadør i Irak holdt møde før krigen mod Kuwait fandt sted, og Rouleau fortalte uden at angive kilde at “hun forsikrer at USA ikke vil blande sig”. Herefter var det tid til de næsten obligatoriske partsindlæg fra demokratiske politikere, naturligvis neutralt præsenteret. Først Lee Hamilton, som mente bush senior skulle have givet Saddam noget der ligner en ultimatum. Dernæst Tom Lantos som fortalte at “Højtstående embedsmænd var for venlige mod ham – vi opmuntrede derfor Saddam…”. Mod sådanne ræsonnementer er det vist umuligt at stille sin politiske fjender tilfredse.

Selvom konfliktforskere (proto-pacifister), såsom svenske SIPRI forlængst har dokumenteret at USA som verdens største producent af militært isenkram i perioden 1970 til 1987, blot stod for lidt over en promille af våbensalget til Irak, så lød det næsten henkastet fra Tyge: “USA og dens allierede skulle i kamp mod en fjende, de selv, og deres våbenindustri havde rustet til tænderne”.

Anklage 5: Det er USAs skyld at Irak slog opstanden ned

Herom fortalte Tyge: “Også her bærer USA en del af skylden for begivenhederne”. Peter Galbraith tog ansvaret for den logiske udredning: “Ved at knuse Saddam Hussein militært var muligheden der for opstandene”. Hvis Galbraith var historiker, så ville det kun tage ham et par arkivbesøg at dokumentere hvorledes Bush den ældre stod bag mordet på Prins Ferdinand der startede 1. Verdenskrig.

Bush seniors forbrydelse var at han lod USA uddele løbesedler i nord og syd der opfordrede til opstand, hvad naturligvis betød at USA havde det fulde ansvar for Saddams myrderier da opstandene ikke medførte regimeskifte. Naturligvis burde Bush senior havde fjernet Saddam da han havde chancen, men måske var han bange for diverse dokumentarister der ville have slagtet ham for dette overgreb på Iraks nationale integritet – for nu at bruge FN-fraser.

Det blev Tomas Pickering, en tidligere FN-ambassadør der fik til opgave at trække tråde til Irak-krigen 2003.

Her gik det over i rendyrket propaganda. Flere kurdere tilsyneladende interviewet under en demonstration (2003-05?) talte vidt og bredt om USAs rolle, men når dokumentaren efterfølgende næsten ignorerede de groteske påstande – så er der nok en grund til det. Bare det lugter lidt, syntes at være motivationen for at bringe interviewene.

Eneste faktuelt var henvisningen til en fredsaftale der gav Irak lov til at bruge helikoptere, som de så brugte imod opstandene. Galbraith har dog forklaringen: “USA ville ikke have opstanden skulle lykkes”. Lee Hamilton spillede oliekortet… Men nu over til Galbraith som ikke skuffede (“my country was completely responsible”):

Herefter speakede Tyge henover billederne om “De menneskelige omkostninger ved denne politik” . Ja rigtigt – det han kritiserede USA for var IKKE at fjerne Saddam Hussein udenom FN.

En Rocky Gonzales fortalte at kurderne bare skulle have haft våben til at kæmpe med, hvorefter en kurdisk “oprører” fortalte at “Det var efter ordre fra Pentagon”. Tyge fortalte at “I nogle tilfælde greb USA direkte ind for kvæle opstanden”, men unavngivne vrede kurdere under en demonstration overbeviser ikke undertegnede. Det forlød også (helt udokumenteret) at USA destruerede våben oprørerne kunne have brugt.

I 1989 var Bush senior som bekendt blevet præsident, og for dem som har set Fahrenheit 911 og den utilslørede propaganda mod den nuværende præsident – så var her et dejavu. Moore-klonen Tyge Petersen fortalte: “Mens krisen i Irak udviklede sig i Iraks bjerge tog præsident Bush på ferie”.

For sjov skyld har jeg sammenlignet sekvenserne med Fahrenheit 911. Det er Moores udgave til højre (en sekvens vi også så i Bush-bashende Stupidity sendt på DR2 d. 15. september i år).

Anklage 6: Det er USAs skyld at FN-sanktionerne blev et folkemord

[Opdate 9/11-05: Se Zurückgeschossen ]

Sanktionerne var et “folkemord” lød det fra Denis Halliday, der opgjorde antallet af ofre til et sted mellem 500.000 og 1 mio. At sanktionerne blev indført af FN og ikke af USA afholdt ikke dokumentarens producent fra at spørge looniernes yndling – tyskeren Hans von Sponeck følgende: “Talte de med amerikanske embedsmænd om konsekvenserne?”.

Bush-hadende Halliday påstod uden blusel at USA bevidst bombede de irakiske vandforsyninger, og Tyge speakede: “Dette kan have været planlagt”. Månen kan være lavet af grøn ost – You just don’t know.

Eneste dokumentation var en amerikansk-produceret rapport om Iraq Water Treatment Vulnerabilities, som findes online. TV-mediet er som skabt til halve sandheder – dokumentet er helt neutralt, og kunne ligeså godt bruges som dokumentation for det stik modsatte.

Sanktionerne virkede ikke efter hensigten, Saddam udnyttede dem til egen vinding. I Tyges speak: “Den amerikanske regering var helt på det rene med disse misforhold”

Samtlige eksperter i dokumentaren var bitre modstandere af Irak-krigen og Bush, men ingen stikker dog den irakiske advokat Guzwan Ali Mukhtar, der ligefrem udtrykte tvivl om hvem der var den største morder – Saddam eller US.. sanktionerne. Lidt googling bekræfter indtrykket. Han betragter stadig Irak som værende besat.

Ikke at sigte USA og Vesten får retsagen mod Saddam Hussein til at “ligne sejrherrernes hævn” fortalte en omhyggeligt udvalgt jura-professor. Forventede de virkeligt at der blev nedsat en særdomstol med 50 pct. Saddam-tro jurister? Absurd tåbesnak. Mukhtar var svært at overgå i loonistisk vanvid:

“Saddam er et monster, men Vesten er værre (even worse)”, men som Tyge fortalte så er “det Saddam som skal for retten”. Oh, hvilket paradoks.

Efter godt tre kvarters anti-amerikansk pseudo-dokumentarisme, var der som sædvanlig tid til ‘kritisk debat’. Hidkaldt var David Gress… just kidding – Ole Sippel – og kritik i forhold til dokumentarens spredte postulater var som sædvanligt ikke-eksisterende.

At høre Sippel og Tyge eftersnakke hinanden om dokumentarens lødighed var hård kost. Her lidt fra dialogen:

Tyge: Tegner det sig til at blive en regulær skueproces?

Sippel: Det undrede mig at man tager de efter mellemøstlige forhold mindre forbrydelser, de store forbrydelser som Saddam efter alt at dømme har begået. Det er jo gasmassakren på kurderne. Det er overfaldet på Kuwait. Det er brugen af kemiske våben, nervegas, sennepgas under krigen med Iran. Problemet med de store sager er at der har USA, som vi lige har set – i den iøvrigt meget veldokumenteret dokumentarfilm – der har USA haft fingrene langt langt nede.

Tyge: Ja på den baggrund kan det jo godt virke lidt hyklerisk at Bush igen og igen trækker det frem med gassen, hvis de allerede dengang har været klar over hvad der foregik, og det er der jo meget der tyder på. Specielt da de brugte det mod iranerne.

Sippel: Jov, det vidste man jo allerede den gang. Der var masser af journalistiske beretninger [Pilger..] om at der blev brugt gas mod iranerne… Der blev brugt gas, og det vidste man allerede dengang. Som det fremgik af dokumentarfilmen, så vidste de vestlige magter, først og fremmest USA og Frankrig, så gennem fingre med det og amerikanerne hjalp Saddam i krigsførelsen med satellitfotos og andre efterretninger. Franskmændene havde deres jagerbombere, Mirage-flyene som ovenikøbet i visse tilfælde blev fløjet under aktive krigshandlinger af franske piloter, og vi hørte at amerikanerne har uddannet irakiske elitesoldater…

Tyge (forsøger at tale Saddam tilbage): … men når man nu ser hvordan samfundet splittes op, så kunne det jo godt være der var en eller anden form for nostalgi der – i Saddams tid var der ihvert fald fred, der kunne man gå på gaden, havde man arbejde…

Sippel: … der er ingen sikkerhed mere…

Retsagen mod Saddam Hussein er højaktuel, men det er tilsyneladende ikke Saddams forbrydelser der er mediernes fokus.
Her er hvad DR og TV2 sendte om retsagen på blot seks dage:

DR2 11/10-05: Saddams vestlige fæller (DR Udefra)
DR 17/10-05: Horisont: Saddam for retten

“I denne uge indledes den historiske retssag mod Saddam Hussein. Horisont har enestående optagelser af diktatoren i aktion – og forsøger at skildre sagen, som ifølge mange irakere skal ende med at han bliver henrettet. Adskillige gange.”

TV2 17/10-05: Dags dato special: Amerikas bedste fjende

“Historien om en uheldig alliance. Djævelen blev fundet, fanget og udstillet. USA overvandt Saddam Hussein. Tyrannen blev styrtet. Irakerne jublede. Og verden var befriet for ondskab. Sådan lyder “legenden”, men 40 års forhold mellem Saddam Hussein og Amerika fortæller en noget anden historie. Det er beretningen om en mand og en supermagt, der havde brug for hinanden. Om fælles ambitioner, fælles kynisme og gensidig mistillid. Fra Husseins første skridt mod magtens tinde og til hans fald, så han ni amerikanske præsidenter komme og gå. USA ville være Mellemøstens uanfægtede beskytter. Saddam så sig selv som arabernes hersker. Men de supermagten og diktatoren havde mere til fælles end magtbegær – og så langt tilbage, som historien går, har USA og Saddam været et nødvendigt onde for hinanden.”

At give USA (= to gange Bush) ansvaret for Saddam Husseins forbrydelser er absurd, og må betegnes som decideret propaganda når det hele er baseret på indicier, tolkninger fra politiske fjender og et sammenrend af kendisser fra det anti-amerikanske overdrev. Endnu et partsindlæg fra venstrefløjen som aldrig burde være vist på en public service-kanal.