19. maj 2017

Nekrolog: ‘Nærmest profetisk’, forudså unges søgning væk fra det nationale, “… de tænker europæisk”

Gammelkommunisters dødsfald er ikke i sig selv en post værd, men Karen Sybergs nekrolog over Vibeke Sperling er virkelig en tour-de-force i 68’er-tænkningen. Hun var aktiv i kommmuniske Venstresocialisterne, og som medlem agiterede hun åbent for bombninger af virksomheder med udgangspunktet: “Nu må det være vores opgave… at give startskuddet til åbning af fronten.”

En forbenet kommunistisk revolutionær, der qua venstredrejningen af medierne fik en flot karriere med livslang fastansættelse i statsstøttede og licensfinansierede medier. Her lidt fra nekrologen i Dagbladet Information – Hun stod for alt, hvad venstrefløjen rummede af intellekt og kritik, og hun stod fast!

“… hvis noget var et særkende ved Vibeke Sperling, så var det, at hun aldrig gav op. At hun skulle dø, skulle ikke forhindre hende i at leve til det sidste. …

Det var den holdning til tilværelsen, der gennemsyrede alt, hvad hun foretog sig, og egentlig var det også den, der gjorde hende til en af landets bedste politiske analytikere. Som udenrigskorrespondent, som udstationeret i Moskva for Information, siden for Radioavisen og Orientering 1993-97, og som politisk iagttager gik hendes analyser i bund, fordi hun ikke slap dem, før kompleksiteten i situationen var gennemlyst. …

Vibeke Sperlings analytiske evner kunne mange gange gøre hende nærmest profetisk. I 2000, da jeg interviewede hende om kritikkens afmatning i vores samtid, spurgte jeg hende, hvad hun forestillede sig om fremtiden.

‘Partiernes nedtur vil nok fortsætte,’ svarede hun. ‘Men jeg tror, der rører sig en masse i den generation, der nu er i midten af tyverne og endnu yngre. De er langt mere offensive end de ældre, de tænker ikke dansk, men internationalt, de tænker europæisk.’

Med valget af den 39-årige Emmanuel Macron til fransk præsident i frisk erindring må man sige, at hun allerede for 17 år siden havde blik for udviklingen.

Vibeke Sperlings journalistiske integritet, skabte respekt om hende på tværs af politiske skel, som også betød, at det ret konservative Udenrigspolitiske Selskab bad hende bliver redaktør af selskabets tidsskrift Udenrigs.

Her havde hun i perioden 1988-93 rige muligheder for at arbejde ud fra sit fælleseuropæiske perspektiv. 1997-98 var hun redaktør af DR2’s udenrigspolitiske magasin, Udefra, hvorefter hun i 1998 kom til Politiken. …

Kompromisløs var hun, når det gjaldt. Lige fra studenteroprørstiden i 1960’ernes Aarhus, var der ingen tvivl om, at Vibeke Sperling var venstreorienteret. Og hun svigtede ikke sin ungdoms holdninger, selv om hun senere erkendte, at hun ved en enkelt lejlighed var kommet med nogle ‘tåbelige’ udtalelser om Rote Armee Fraktion – udtalelser, der kunne tolkes som støtte til et væbnet oprør. …

Vibeke Sperling var venstreorienteret i den forstand, at hun vurderede situationen ud fra folkenes rettigheder og var en skarp kritiker af de kræfter, der modarbejdede dette. …

Men hun var aldrig ideologisk i den forstand, der huserede blandt mange af hendes jævnaldrende. …

At hun aldrig gav op, betød også, at hun bestandig var i stand til at lære, intellektuelt såvel som menneskeligt. Når hun i den grad blev kosmopolit, var det ikke mindst fordi, hun interesserede sig for mennesker frem for systemer og fordomsfrit og upuritansk forholdt sig til alverdens kulturelle og politiske variationer. …

Hendes liv sluttede alt for tidligt, men det blev levet fra først til sidst. Hun havde meget at sige farvel til. Du vil blive savnet af mange, Vibeke, både som et stort menneske og som et forbillede.”



1. marts 2014

Bent Jensen, Ulve, får og vogtere: Om Sperling, Villaume, Lykketoft og ‘journalisten fra Jyllands-Posten’

Som Klaus kjøller pointerer i Berlingske, så er medieomtalen af Bent Jensens nye to-bindsværk om Den Kolde Krig, et skoleeksempel på hvorledes MSM formidler ukomfortable nyheder. Vi får ‘proceshistorien’ om en ‘kontroversiel’ forsker, der skamroses af borgerlige og kritiseres af røde, men meget lidt om de konkrete resultater af historieforskningen, der ellers leveres i citatform direkte fra hidtil ukendte kilder.

(Mere om udgivelsen: Snaphanen, Deadline, P1, Politiken)

Her lidt fra Bo Bjørnvigs faktamættede anmeldelse af ‘Ulve, får og vogtere’ i seneste Weekendavisen – De kolde kapitalister og de varme røde (ikke online).

“… det gik vildt for sig. VS var langt ude. Sten Folke, der sad i Folketinget for VS fra 1975-84, mente at sabotageaktioner mod amerikansk ejendom ville være bevidstgørende for arbejderklassen og blev støttet af flere medlemmer af VS’ hovedbestyrelse, hvorefter det indgående blev drøftet, ‘hvordan man forud for udførelsen af sabotagen skulle informere befolkningen gennem propaganda, så den lettere ville kunne forstå sabotagehandlingen.’ Her lå Sten Folke på linie med Rote Armee Fraktion (RAF) i Tyskland, der igen støttede sig til Lenin, der mente at terror havde en opdragende effekt på masserne. I vores NATO-allierede Vesttyskland virkeliggjorde Rote Armee Fraktion ideerne og myrdede fremtrædende kapitalister, men fik dog ikke som planlagt ram på forbundskansler Helmut Schmidt og hans udenrigsminister.

Danske Studerendes Fællesråd forsvarede i pjecen ‘Baader Meinhof-gruppen – derfor vold’ RAFs terrorangreb som ‘moralsk rigtige’, fordi RAF-medlemmerne var ’soldater’, der deltog i proletariatets internationale kamp mod imperialismen.

I efteråret 1977 kulminerede RAF-aktionerne, samtidig med at fire medlemmer af den palæstinensiske terrorgruppe PFLP i et forsøg på at få frigivet RAF-fangerne kaprede et Lufthansa fly og tvang det til Mogadishu. Hvilket fik VS-folketingsmedlemmet Litten Hansen til at erklære, at det var magthaverne, der definerede, hvem der var terrorister: ‘Jeg tror man holder op med at betragte volden som terror i det øjeblik, man fatter, hvorfor volden er god.’ VS’eren Vibeke Sperling mente, at den danske venstrefløj kunne lære af den tyske venstrefløjs erfaringer: ‘De fleste af os er parate til at blæse en lang række virksomheder i luften, for vi har snakket så længe, men vi har åbenbart ikke snakket længe nok og godt nok. Nu må det være vores opgave (…) at give startskuddet til åbning af fronten.’

Interessant er historieprofessoren Poul Villaume, der som medlem af det stalinistiske KAml forsvarede Stalin og dermed også hans udrensninger, ja han beklagede tilmed, at der var en planlagt udrensning, som Stalin ikke fik gennemført. Ikke overraskende advarede han mod ‘NATO’s storstilede planer om en atomoprustning af Vesteuropa’. Det er ikke mindst interessant, fordi Poul Villaume i dag er administrator af store forskningsmidler til studier af Den Kolde Krig, hvilket mærkeligt nok ikke synes at forarge nogen af dem, der har så travlt med, at Bent Jensen er forudindtaget.

Der er nok af absurde eksempler at tage af, hvilket Bent Jensen gør med fryd, og han kan da heller ikke lade være med at sammenligne disse ‘frihedskæmpere’, som de anså sig selv for at være, med de russiske dissidenter. De sidste satte virkelig noget på spil og endte i fangelejre eller på psykiatriske afdelinger: ‘Deres [de danske venstreorienterede] forsøg på at fremstille sig som martyrer, udsat for alle hånde repressalier og undertrykkelse, må betegnes som patetiske.’ I virkeligheden tilhørte de danske venstreorienterede den mest privilegerede generation i Danmarks historie.

Den yderste venstrefløj, altså til venstre for SF, udgjorde højst 6,4 procent af vælgerkorpset, mens de på de højere læreanstalter repræsenterede mere end 50 procent. … Mobiliseringen af masserne lykkedes ikke.

[…]

Vi får også at vide, at Lykketoft i sine unge dage skrev, at Sovjetunionens udenrigspolitik efter 1945 – altså indlemmelsen af Østeuropa – var en forståelig reaktion på amerikanske krigstrusler mod Sovjetunionens ‘vældige’ og fredelige genopbygningsprojekt.

Det kunne være ungdomsnykker, men Lykketoft blev senere en af dem, der støttede fodnote-politikken og Norden som atomfri zone. Det er en linie, som genfindes hos alle dem, der så på USA som fjenden, der gjorde Danmark til oplagt krigsmål for Østblokken. … Ligesom det i sin tid undrede mig, da jeg som lærer på Krogerup Højskole oplevede en kollega i fuld alvor foreslå, at vi skulle erklære Krogerup for atomfri zone.

[…]

Beretningen om journalisten fra Jyllands-Posten, som angav østtyske borgere til Stasi er ikke rar, og der er andre ubehagelige afsløringer.
Spioner og især påvirkningsagenter havde det let her i landet, fordi der var så mange åndsbeslægtede, som så venligt mod øst og vredt mod vest.
Jørgen Dragsdahl ikke mindst, der arbejdede på Information, som Bent Jensen ser som en af de vigtigste desinformations-kilder her i landet, fordi bladet så ivrigt kolporterede Sovjetunionens holdninger.

Spion-sagerne gennemgås så detaljeret som PET og Statsministeriet nu tillader det, men det er ikke meget, de tillader. Forfatteren fortæller om, hvornår de to institutioner har nedlagt forbud mod at citere eller nægtet at fremskaffe dokumenter og sætter et hammerog-segl emblem som symbolsk hån.

Faktisk forekommer PETs og Statsministeriets obstruktion at være på kanten af loven, al den stund der foreligger en folketingsbeslutning om, at Center for Koldkrigsforskning bør have adgang til de samme papirer, som forskerne bag DIISrapporten og PET-kommissionen havde. Det er ikke sket.”



1. september 2009

Blüdnikow: Generelt var DR ikke nogen voldsom støtte for forståelsen af kommunismens fare

Kommentar af Bent Blüdnikow i mandagens Berlingske Tidende – Dette er et programforslag!

“Jyllands-Postens Ralf Pittelkow har flere gange påpeget, at Danmarks Radio i sin politiske nyhedsreportage er tendentiøs og ofte udtrykker tankegods fra venstrefløjens for længst forældede varelager. Hans kritik synes velargumenteret, men skjuler dog det forhold, at DR er blevet mindre ensrettet – ja, til tider nærmer DRs udsendelser sig ægte pluralisme. Hvis man i tankerne lader sig teleportere tilbage til årene før og såmænd også en hel del år efter Murens fald, var situationen, at Danmarks Radio var meget mere ensrettet end nu.

En generation af yngre journalister dominerede dengang radio-og TVmediet med tidstypiske flosker og fordomme. Radioens program 1 var langt det værste. Her kunne man i programmet Orientering Udefra høre radioværterne invitere deres venner ind til udenrigspolitiske samtaler, hvor der herskede enighed… venstreorienterede journalister som Vibeke Sperling og Jørgen Dragsdahl og hvad pokker de nu alle sammen hed, havde noget, der lignede fri adgang til mikrofonerne.

Danmarks Radios journalister havde frit slag til politisk propaganda uden at nogen redaktører greb ind. Radioens Birgitte Rahbek, der nu optræder i føljetonen om enkefru Plums fond, sendte kommunistisk partiskoleradio med hyppige mellemrum. En af hendes stunts var en serie om den norske spion Arne Treholt, hvor han blev beskrevet som den rene uskyldighed, selv om han havde dom for spionage for Sovjetunionen.

Et andet nummer var Ole Sippels vrængende anti-israelitisme, som både radio-lyttere og tv-kiggere måtte finde sig i år efter år, og som var konsekvent negativ over for det demokratiske Israel.

Ingen greb ind. Radiodirektør Leif Lønsmann var totalt fraværende, eller også var han i virkeligheden ganske godt tilfreds med ensidigheden, og han fik ingen modstand fra DRs redaktionsledelse, hvor en ikke ringe andel var rekrutteret fra VS og maoisterne eller blot var blege medløbere. Journalisterne brugte deres uhindrede adgang til mikrofonerne ikke til at sørge for alsidighed, men til at propagandere for egne synspunkter, der generelt lignede tidens venstrefløjsflosker til forveksling.

Der var også hæderlige undtagelser, men generelt var Danmarks Radio ikke nogen voldsom støtte for forståelsen af kommunismens og venstreradikalismens trusler i en tid, hvor hver eneste demokratiske sjæl med forståelse for totalitarismens farer var guld værd.”



12. december 2007

“Nu må der endelig skæres igennem”, skrev Politiken

Forleden hørte jeg på P1 Kosovo omtalt som Kosova, men tænkte ikke nærmere over det. Forskellen er alt – Kosova er “det albanske navn for provinsen”. Fra Den Danske Forenings blog, en række citater…

Vi gav dem mad, vi gav dem husly, men de var ikke taknemmelige… De reproducerede sig i hastigt tempo, de opretholdt kvinderne i faste kønsroller, der blandt andet forbyder dem at arbejde og ytre sig offentligt, og pludselig ønsker de at få deres egen stat.” (Serber i Kosovo, Berlingske Tidende 16/10-1988)

“Pr. 1. januar 1988 var 650 af provinsens 1450 byer og landsbyer racerent albanske. I de senere år sker det ved regulær forfølgelse af det serbiske mindretal. Formerne er mange, fra brosten gennem vinduet, ildspåsættelse, forgiftning af brønde, til overfald, mest om natten så gerningsmanden kan slippe væk… Meget virkningsfuldt er trusler mod de serbiske skolebørn, som udsættes for racistiske tilråb, stenkast og tæv.” (Politiken 1/2-1989)

“EU bør være først til at anerkende landet… I Kosova vil serbere afvise at acceptere selvstændighed og erklære sig som del af Serbien, men mange ventes også at begå selvvalgt etnisk udrensning og forlade landet. Begge dele er beklageligt, men nu må der endelig skæres igennem. (Vibeke Sperling i leder: Frit Kosova; Politiken 11/12-07)

Oploadet Kl. 22:11 af Kim Møller — Direkte link74 kommentarer


15. januar 2007

PET: Set med KGB-briller har Dragsdahls position… været ualmindelig nyttig

Orienterings Jørgen Dragsdahl samarbejdede under den kolde krig med KGB, men Ekstra Bladet måtte i 1992 betale erstatning til ham, da avisen ikke kunne bevise en række beskyldninger. PETs arkiver er nu åbnet, og Jyllandsposten giver idag en fornem gennemgang af sagen med udgangspunkt i de nye oplysninger frembragt af professor Bent Jensen.

Her lidt fra De kaldte ham nr. 1.

Den 5. januar 1992 hævdede Ekstra Bladet, at udenrigsredaktør på dagbladet Information, Jørgen Dragsdahl, havde været ”KGB-spion”. Den afhoppede, tidligere KGB-officer Oleg Gordijevskij var hovedkilden til bladets påstand, men det hed i artiklen, at Gordijevskijs oplysninger var blevet »bekræftet andre steder,« og at både den britiske og den danske efterretningstjeneste var i besiddelse af oplysningerne. Dragsdahl skulle ifølge bladet i begyndelsen af 1980’erne have holdt konspiratoriske møder med KGB-officerer bl.a. i Budapest og Wien og fået penge for sit arbejde. Artiklerne var konkrete og detaljerede med hensyn til mødesteder og navne på sovjetiske føringsofficerer. Ud over Gordijevskijs udsagn blev der ikke fremlagt dokumentation for oplysningerne. Bladet synes at have forventet, at Dragsdahl efter afsløringen ville vedgå sit samarbejde med KGB.

[…]

Jørgen Dragsdahl havde under Den kolde Krigs sidste og afgørende fase været meget aktiv både som journalist og fredsaktivist med tætte kontakter til medarbejdere på den sovjetiske ambassade og det sovjetiske nyhedsbureau APN (Novosti) siden 1970erne. Han havde i talrige artikler og i stærke vendinger kritiseret USA, NATO og den danske sikkerhedspolitik. Ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste havde han i 1979 bragt en artikelserie med udgangspunkt i falske dokumenter og med det formål at mistænkeliggøre USA. Hans synspunkter havde haft stor indflydelse på ledende socialdemokrater som Kjeld Olesen og Lasse Budtz. Dragsdahl havde også tætte forbindelser til ledende politikere fra Socialistisk Folkeparti, bl.a. Gert Petersen og Margrethe Auken.

[…]

Ekstra Bladets beskyldninger vakte voldsomt røre, ikke mindst i journalistkredse. Information, der tidligere havde benyttet Oleg Gordijevskij som sandhedsvidne, forsøgte nu at uskadeliggøre den tidligere KGB-officer. Chefredaktør Lasse Ellegaard stemplede Gordijevskij som landsforræder, og en af bladets medarbejdere, kaldte ham »en kriminel russer« og »en landsforræderisk opportunist.«… Informations tidligere chefredaktør Torben Krogh kom Dragsdahl til undsætning ved at hævde, at enhver redaktør kunne stemples som indflydelsesagent, fordi det hørte med til jobbet at lade sig bespise af udenlandske diplomater. Krogh mente, at han selv havde fået »et usædvanligt godt indblik i de overvejelser og motiver,« der prægede Kremls politik. Hverken Krogh eller andre KGB-kontaktpersoner har dog kunnet påvise en eneste lille oplysning som resultat af kontakterne. Oplysningerne gik den anden vej.

[…]

På det tidspunkt [1985] havde PET for længst fundet ud af, at Dragsdahl gennemførte konspirative møder med en KGB-officer i Danmark. Det fremgår af PET’s papirer, at man allerede i 1982 havde opdaget, at KGB-agenten Vjateslav Katerinkin regelmæssigt mødtes hemmeligt uden for København med en ukendt person. Da Katerinkin meget professionelt var i stand til at “afryste” PETs observatører, måtte kontaktpersonen ifølge PET være en agent. I marts 1983 lykkedes afrystningen ikke, og kontaktpersonen blev identificeret som Jørgen Dragsdahl. Han gennemførte et konspirativt møde med sin føringsofficer først på Farum station og derpå i et tog på strækningen Farum-København.

Tre måneder senere, i juni 1983, skulle et nyt møde finde sted. Dragsdahl tog regionaltoget fra København til Holbæk og var på vejen til toget meget opmærksom på sine omgivelser, vendte sig flere gange om og kiggede bagud. I Holbæk var han igen meget opmærksom på sine omgivelser og spejdede omkring ved et værtshus, en parkeringsplads og på stationen. Efter to timers forgæves venten kørte han tilbage til København. KGB-officeren dukkede ikke op. En uge senere var han til frokost på den sovjetiske ambassade. Mod sædvane kørte hans føringsofficer ikke hjem fra ambassaden til frokost denne dag. Senest i oktober 1983 var “Dragsdahl-sagen” kendt på højeste niveau i regeringsapparatet.

[…]

PETs fortrolige konklusion til eget brug lød således: »Set med KGB-briller har D[ragsdahl]s position […] været ualmindelig nyttig. Det er ikke uden grund, at han på et tidspunkt i Centret blev benævnt som “nr. 1” i Danmark, men hvor meget man reelt har fået ud af denne agent, kan der kun gisnes om.« Dragsdahl var altså ifølge både KGB og PET KGB-agent.

[…]

DIIS-udredningens billede af Dragsdahls meriter er så tilslørende, at det må betegnes som vildledende… det forties, at PET karakteriserede Dragsdahl som agent. Selv om de danske efterretningstjenester via Gordijevskij fik »en enestående indsigt« i Sovjetunionens operationer i Danmark, er hans oplysninger ikke anvendt, og han er heller ikke som Dragsdahl blevet interviewet i forbindelse med udredningen. DIIS-udrederne har set det samme materiale i PET’s arkiv, som denne artikel bygger på, og må derfor vide, at PET anså Jørgen Dragsdahl for at være KGB-agent. Alligevel har man valgt at fortie dette forhold.

Det er i øvrigt ikke kun Dragsdahl-sagen, som mildt sagt er mangelfuldt belyst i DIIS-udredningen Danmark under Den Kolde Krig. Det samme gør sig gældende for adskillige andre af KGBs danske agenter, villige hjælpere, meddelere og samtalepartnere.”

Blandt de mange der holdt hånden over Jørgen Dragsdahl nævnes specifikt Lasse Ellegaard og Torben Krogh. Sidstnævnte var dengang chefredaktør på Information, og er idag fastansat på Orientering. Kroghs medredaktør på Information var dengang Vibeke Sperling, og det oplyses at hun var bisidder ved et møde Dragsdahl havde med PET i 1985. Hun blev senere ansat af Orientering, men selvom hun idag arbejder for Politiken optræder hun stadig hyppigt som ekspert. Hendes datter Ruth Sperling er idag fast medarbejder på Orientering. Jørgen Dragsdahl selv blev i en årrække brugt som sikkerhedspolitisk ekspert i Orientering, men er idag fastansat.

Suppler evt. med An Example of “Black” Active Measures: Alleged Soviet Agents of Influence and Covertly Sponsored Publications in Denmark [via Observant].

“Dragsdahl worked together actively with the KGB to undermine Western viewpoints. It was very goal-oriented disinformation.

Opdate 15/1-07. Mediedækningen af Jyllandspostens afsløringer illustrerer hvor galt det står til med medierne herhjemme. Jyllandsposten dokumenterer at en kendt dansk journalist under den kolde krig var agent for KGB, og bekræfter hermed Ekstra Bladets meget omtalte 1992-historie. Flere politikere dækkede over Dragsdahl, herunder en af fodnote-politikkens ophavsmænd. Ud fra alle betragtninger en væsentligt historie.

Ritzaus Bureau ignorerer Jyllandspostens historie, og vælger istedet at optage Informations modhistorie, der retter kritik af en juridisk detalje. Uanset det formelle ved arkivindsigten, så citerer professor Bent Jensen kilderne ordret, og historien skal selvfølgelig lanceres som afsløring, ikke som anklager/beskyldninger.

En del aviser bringer notitserne fra Ritzaus Bureau, der blot citerer og refererer Informations modhistorie. DR holder lav profil, men i det omfang de overhovedet nævner Dragsdahl følger de Information/Ritzaus Bureau hele vejen. TV2 Online har ikke bragt et ord om sagen.

  • 14/1-07 (22.17) Ritzaus Bureau, citathistorie fra Information) – Politisk flertal kræver større PET-åbenhed.
  • “Det politiske krav opstår i kølvandet på professor Bent Jensens spionanklager mod journalisten Jørgen Dragsdahl. I en omfattende artikel i Jylland-Posten bliver Dragsdahl betegnet som KGB-agent under Den Kolde Krig.”

  • 15/1-07 (02.30, 08.40) DR Online – Vil have åbnet PETs koldkrigsarkiver.
  • 15/1-07 (07.09) – P1 Morgen – Ny debat om PET-arkiver.
  • 15/1-07 (09.02) Ritzaus Bureau – Slagsmål om agentbeskyldning.
  • “Netop som historikeren Bent Jensen er udnævnt som leder af koldkrigscenter, rejser sig en storm omkring hans beskyldninger om, at en journalist var KGB-agent. Det er noget “svineri”, mener Ole Sohn (SF), at en journalist ikke selv kan få lov at se dokumenter, som en historiker bruger som bevis for, at journalisten var agent for den tidligere sovjetiske efterretningstjeneste KGB.”

    Opdate 18/1-07.

  • 17/1-07 (21.00) TVavisen – Portræt af Bent Jensen (forsøg på karaktermord).
  • 18/1-07 (08.24) DR Online – PET-Kommission for længe om arbejdet (klassisk spin-off).
  • 17/1-07 P1debat – Er Dragsdahl offer for heksejagt?
  • Opdate 22/1-07. Debatten om Dragsdahl er reelt blevet til en debat om Bent Jensen, og fylder godt i medierne.

  • 15/1-07 Dragsdahl.dk – Jørgen Dragsdahl: Reaktion på anklager i Jyllands-Posten.
  • 19/1-07 Jyllandsposten – Bent Jensen: Mens jeg venter på politiet.
  • 20/1-07 Jyllandsposten – Lasse Ellegaard: Man kan ikke tinge om sin ære.
  • 

    13. januar 2007

    Undertegnede i Berlingeren om DRs samarbejde med Politiken – “Den hemmelige alliance”

    Fra dagens Berlingske Tidende. Lidt fra en længere artikel af Bent Blüdnikow og Mikael Jalving om DRs samarbejde med Politiken – Den hemmelige alliance.

    “DR skal være hele Danmarks TV- og radiostation, eftersom det er danskerne, der betaler gildet over skatten og licensen. Men når DR indkalder eksperter til sine debat- og nyhedsudsendelser, såsom Debatten, Deadline, TV-Avisen og P1s programmer, favoriseres medarbejdere ved dagbladet Politiken. Det viser de tilgængelige tal fra DRs egen hjemmeside.

    Således har Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden det seneste år deltaget i 17 programmer på DR, mens Niels Lunde, chefredaktør på nærværende avis, har deltaget tre gange, Carsten Juste fra Jyllands-Posten ligeså og Kristeligt Dagblads Erik Bjerager seks gange. Politikens chefredaktør har – at dømme fra, hvad det er muligt at se på hjemmesiden – deltaget i flere programmer end de tre øvrige chefredaktører tilsammen. Ifølge DR Multimedie er det ikke muligt at gå længere tilbage i søgningen, da DR løbende sletter udsendelser og programmer. Og TV-Avisen og Deadline er kun søgbare den seneste måned.

    Også Politikens udlands- og debatmedarbejdere er blandt topscorerne. Det er folk som Anders Jerichow, Vibeke Sperling, Hanne Foighel, Michael Jarlner, Anita Bay Bundegaard og de tidligere chefredaktører Herbert Pundik og Per Knudsen.

    Er det en tilfældighed eller udslag af et bevidst valg fra DRs side? Eller skyldes det gammel vane? Og er alliancen mellem de to medier så hemmelig, at end ikke de implicerede er klar over den?

    KIM MØLLER er lidt af en landevejsrøver i det danske medielandskab. Han er uddannet historiker og blogger. Hans borgerlige blog Uriasposten er en af de mest populære politiske blogs i Danmark med over 1.000 daglige besøg, og han holder godt øje med DR. Favorisering af Politiken kommer ikke bag på Kim Møller, som siger:

    »Jeg følger meget grundigt med i DRs sendeflade, og for mig står det helt klart, at der er en overrepræsentation af Politiken. Tøger Seidenfaden bliver ifølge DRs egne tal brugt mere end Jyllands-Postens, Berlingske Tidendes og Weekendavisens chefredaktører til sammen. Og selv om Jyllands-Postens kulturredaktør, Flemming Rose, har været en helt central person i hele 2006, så blev Politikens Mellemøstekspert og kronikredaktør Anders Jerichow anvendt mere end Rose.«

    Det kan jo skyldes det simple forhold, at Tøger Seidenfaden og Anders Jerichow er mere interessante at høre på end de andre?

    »Man kan da ikke se bort fra, at det er gode og dygtige folk, men det er næppe hele forklaringen. Det kunne jo også skyldes, at DRs folk finder dem sympatiske og vidende, fordi de er enige med dem. Der er en uudtalt alliance mellem DR og Politiken, som udgør en politisk slagside. Mediemastodonten kommer simpelthen ud af balance. Lad mig give et eksempel. Da Ralf Pittelkow og Karen Jespersen i 2006 publicerede deres bog om Muhammed-krisen, var det Tøger Seidenfaden, der blev inviteret ind samme morgen til P1s populære interviewprogram hos Poul Friis. Her sad han i 52 minutter og fik frit slag til at nedgøre bogen. Ville det ikke have været naturligt at invitere Pittelkow og Jespersen? Men da Seidenfadens egen bog om Muhammed-sagen kom, som han skrev sammen med Minoritetspartiets leder, Rune Engelbreth Larsen, så var han selv inde og fik lov til at præsentere den som »det tætteste, man kom på en uvildig undersøgelse«. Denne favorisering af Politiken slår igennem i alle de debatudsendelser, som jeg med iver hører, og man skal jo også blot se på DRs egne tal for de mest benyttede personer, hvor tre af de fem første pladser besættes med folk fra Politiken.«

    Er der favorisering også af prioriteringen af Politikens historier frem for andre avisers historier?

    »Det er svært at dokumentere, men jeg kan da i hvert fald sige, at en række Politiken-historier om f.eks. Guantanamo og Irak glider direkte, ekstremt hurtigt og ukritisk videre til DR. Jeg har dokumenteret det på min blog, så der kan man selv checke mine udsagn.«

    […]

    Forfatter, ph.d.-stipendiat og borgerlig kulturdebattør KASPER STØVRING tror gerne på oplysningerne om favoriseringen af Politikens medarbejdere i DRs programmer.

    »Jeg har længe syntes, at der er en bestemt tendens i DR, som man kunne kalde venstreorienteret eller kulturradikal, og den samme tendens præger selvfølgelig Politiken. Men forskellen er, at hvor Politikens tendens jo er begrundet i at være en kulturradikal bastion, så skal DR helst være en objektiv institution, for så vidt DR er alles. Det, der er fælles for de to organer, er det folkeopdragende element.«

    Hvad vil det sige?

    »At man har en slags moralsk bedreviden, et forsøg på at hæve sig op på et eleveret punkt, hvor man mener at inkarnere en højere fornuft. De implicerede behøver ikke selv at være klar over alliancen – der behøver ikke engang at ligge et bevidst valg bag. For den opdragende og moralistiske tendens har netop at gøre med de impliceredes selvforståelse. Det føles bare naturligt at have de rigtige, progressive holdninger som journalist og meningsdanner på DR og Politiken. Og derfor finder de også uden videre sammen i deres fælles kulturradikalisme.«

    Hvor ser du det i DRs programmer?

    »Tag nu bare et program som f.eks. Udefra eller den såkaldte TV-dokumentar »Den hemmelige krig«, eller den måde DRs nyhedsdækning i efteråret kørte med på BUPLs kampagne om truslen mod den omsorgsfulde velfærdsstat – eller nu i tilfældet med Ungdomshuset, hvis besættere ofte fremstilles som uskyldige, kreative unge. Eller hør den måde, man omtaler Fidel Castro og Pinochet på. Pinochet er »diktator«, mens Castro er »leder«. Det er eksempler på tendensen. Men det er vigtigt at sige, at tendensen allerede ligger i det underforståede, i vinklingen. Da jeg selv var i studiet og diskutere attentatet på integrationsminister Rikke Hvilshøj, var vinklen pludselig, at Dansk Folkeparti var skyld i en polarisering, som kunne forklare voldshandlingen. Det var præmissen. Den skyldes sikkert den funktion, DR mener at varetage. Det her med at man vil opdrage og kvalificere menneskene til at være særligt gode borgere i et demokrati. Mennesker er ikke gode nok i sig selv, de skal præges eller bearbejdes.«

    Det sidste er MOGENS RUKOV, afdelingsleder ved Den Danske Filmskole, enig i. Han har gentagne gange kritiseret DR for at være tendentiøs og mener, at der ligefrem er tale om en politisk strategi, dvs. en bevidst vildledning af seere og lyttere.

    »DR har en politisk strategi. Den er oppositionens strategi, den er islams strategi. Og det vil sige, at DR naturligvis henvender sig til folk, der understøtter den strategi.«

    Ordet »strategi« underforstår en bevidst handling og målsætning – er det tilfældet i DR?

    »Ja, det er en meget bevidst alliance mellem DR, Politiken, opposition og islams støtter. Alliancen afspejler sig jo ikke kun i, hvem DR vælger at interviewe eller lader komme til orde, men i høj grad i, hvordan de redigerer deres programmer, og hvad de tager ud – det afspejler sig på alle områder.«

    Kan du give et konkret eksempel?

    »Jeg vil give det mindste eksempel, netop for at vise hvor langt ned i detaljen, det går. Det var da de omtalte, at Naser Khader afgav formandsposten for Demokratiske Muslimer med: NASER KHADER FORLADER DEMOKRATISKE MUSLIMER. Han forlod ikke organisationen, han blev blot menigt medlem. Helt ned i sådanne ubetydelige detaljer redigerer DR den virkelighed, vi skal høre.«

    Udover Kasper Støvring, Mogens Rukov og undertegnede inkluderede artiklen også udtalelser fra Mogens N. Pedersen (professor, SDU) og DRs programdirektør Lars Vesterløkke. Førstnævnte mener Politikens overrepræsentation skyldes et uformelt “old-boys-network”. Sidstnævnte afviser at der skulle være “en ideologisk forklaring eller gammel vane bag udvælgelsen af eksperter udefra” og pointerer tørt at Politikens “medarbejdere er gode på TV”.

    

    9. juli 2006

    Jytte Klausen om fordomsfulde Enzensberger og terrorlisten der ødelægger integrationen

    Fra dagens Politiken – en langt interview med islamapologet Jytte Klausen (af Vibeke Sperling). Her blot medtaget smagsprøver fra Islam & Europa: Europa lever med en tikkende ung vred bombe.

    Er terroristerne, som Enzensberger skriver, i højere grad en del af os selv i Europa end de er i USA?

    Enzensbergers psykologiske indgangsvinkel, når han taler om »ekstrem pirrelighed« blandt muslimerne, bygger ifølge Klausen på den populære ‘Orientalisme’. »Det er en fordomsfuld opfattelse af begrebet arabisk mentalitet. Den kan vi mene om, hvad vi vil, men der er to konkrete årsager til den arabiske overrepræsentation blandt terrorister: Wahhabisme (den fundamentalistiske saudiarabiske muslimske gren, red.) og Palæstinaproblemet«.

    […]

    Men skyldes det ikke ønsket om at have én samtalepartner, der kan repræsentere muslimer?

    »Den franske regering var den første, der formaliserede en samtalepartner med Rådet for Muslimsk Tro. Men det, som skete, var, at en hel masse forskellige organisationer, en der var forbundet med Algeriet, en forbundet med Marokko og så Muslimsk Broderskab med egyptiske rødder, kæmpede med hinanden om smulerne fra de riges bord. En gang imellem har de kunnet enes om to smuler til dig og to til mig, men det er slet ikke lykkedes. Og alle de muslimer, som er i gang med at nytænke, er ikke med ved bordet«.

    […]

    For europæiske regeringer er det mest presserende at få muslimer til at samarbejde for at afmontere den tikkende bombe blandt deres vrede unge.

    Engang talte vi om fremmed- eller gæstearbejdere. Hvornår blev de Europas muslimer og som gruppe mistænkt for terrorisme? Var det efter 11. september?

    […]

    Men skal der ikke først oparbejdes tillid til myndigheder og ansvarsfølelse over for europæiske samfund blandt muslimer?

    »… I Tyskland er der 16 forskellige efterretningsorganer med stor intern forvirring om, hvem der har ansvar for hvad og ringe tillid til dem blandt muslimer«. Tyskland er desuden plaget af en gammel, urevideret officiel liste, som stempler næsten halvdelen af de muslimske organisationer som en sikkerhedsrisiko.

    […]


    Klausen fremhæver, at muslimer generelt føler sig mindre diskriminerede i USA.

    fremhæver, at muslimer generelt føler sig mindre diskriminerede i USA.»De største problemer knytter sig jo til den diskrimination, der kommer af, at de er set som uønskede repræsentanter for fremmede lande samtidig med, at de selv føler sig fremmede i et kristent vestligt land«.

    […]

    Om det, som Europa oplever med sine i alt 20 millioner muslimer, siger Jytte Klausen:

    »Det er ikke et civilisationernes sammenstød, men sammenstød af værdier: De sekulære og de konservative. Der skal store projekter til for at løse en stor krise. Der bliver ved med at være problemer«.
    Og hvad med muslimers opfattelse af sig selv som ofre?

    »Det er refleksagtigt ikke at kritisere hinanden. Jeg kender det fra amerikanskjødiske organisationer. Der er ingen tvivl om, at oplevelse af islamofobi har skabt en mindretalsbevidsthed. Men faktum er, at muslimer er en minoritet. Der er mange paralleller mellem minoritetskomplekser: sorte i USA, som skriger racisme, hvis man siger, at rapkulturen er grim, jøder, som kalder det antisemitisme, hvis Israel kritiseres. Men det er jo rigtigt, at vi, som er i majoritet, nemt kan sige, at gruppebilleder ikke betyder noget, og vi alle er lige individer. Men den sociologiske og politiske realitet er en anden«.

    I Danmark har det jo aktualiseret debatten om adskillelse af kirke og stat som en måde at stille religioner lige. Men vi får vel mere uro ud af at privatisere også kristendommen?

    »Liberalt demokrati betyder, at ethvert menneske selv bestemmer sin identitet. Vi overtager den ikke længere fra forældrene eller nationale institutioner. Der er omkostninger både ved at have og ikke have en statskirke. Med alle de muslimer, som nu går rundt og konverterer folk, vil mange præster også gerne have lov til at missionere, hvilket de ikke kan som medlem af en statskirke. Adskillelse af kirke og stat vil give mere religion i det offentlige rum. Der kan jo findes andre veje til ligestilling af trossamfund«, siger Klausen, der påpeger, at Belgien er kommet længst med juridisk ligestilling, idet imamerne fra næste år kommer på finansloven.«.
    Hun forudser, at Frankrig vil opleve ti års periodiske gadekampe.

    »Frankrig må totalt ændre sin byplanlægning og hele sit samfundsøkonomiske system. Men alle europæiske samfund får mere ballade, for ingen regering gør nok for at løse problemerne for og med deres muslimer«.”

    

    28. juni 2006

    Om dynamitdrengen Hosea-Ché, og lidt om Niels Ole Finnemanns politiske kampfælle

    Virkeligheden overgår ofte fantasien. En del har hørt om den venstreekstreme idehistoriker Rudi Dutschke, der i 1971 fik ansættelse på Aarhus Universitet, og herfra plejede kontakt med flere tyske terrorister, herunder Andreas Baader og Ulrike Meinhof (Rote Armee Fraktion).

    Rudi Dutschkes første søn Hosea-Ché blev født i 1968, kort efter Che Guevaras død, og derfor opkaldt efter massemorderen. Her et citat fra en artikel i Die Tageszeitung.

    “Im Winter 1968 besucht der linksradikale Mailänder Verleger Feltrinelli Rudi Dutschke. Im Auto, das vor der Wohnung parkt, präsentiert er stolz eine Rückbank voll mit Dynamitstangen. Rudi Dutschke packt das Dynamit in den Kinderwagen, legt das Baby Hosea Che darauf und schiebt den Wagen in eine konspirative Wohnung, wo darüber beratschlagt wird, was mit dem Dynamit geschehen soll. Feltrinelli schlägt Sabotageakte gegen US-Schiffe vor, die Nachschub nach Vietnam bringen, andere bevorzugen Bahngleise. Am Ende der Debatte beschließt man gar nichts zu tun, der Sprengstoff verschwindet wieder. Verbleib unklar.”

    Hosea-Ché der idag blot kalder sig for Hosea, var i mange år politisk aktiv for SF, og bedste ven med  rådmand Niels Erik Eskildsen (SF, afdød), under hvem han var sekretariatschef. Sidste onsdag blev han officielt forfremmet til Direktør for Sundhed og Omsorg – nu under Dorthe Laustsen (SF). Han er idag gift med skuespilleren Line Arlien-Søborg, yndigheden fra flere Malmros-film fra de glade 80ere. Forleden var han gæst i P1, som talsmand for Foreningen af Åbenmundede Bureaukrater. En forening der arbejder for embedsmænds ret til at ytre sig frit i forhold til de politisk ansvarlige, de arbejder under…

    Tilbage til Rudi Dutschke, der i februar 1971, flyttede ind i et kollektiv i Knebel på Djursland, sammen med blandt andre DR-journalisten Vibeke Sperling… og den nuværende professor på Informations- og Medievidenskab – interneteksperten Niels Ole ‘borgerlighed er højreradikalisme’ Finnemann. Her et citat fra Jyllandsposten 17. november 1996…

    “Familien flyttede ind i et kollektiv, dannet af aktive, også politiske studerende fra Aarhus Universitet. “Han skulle udenfor Århus og beskyttes mod pressen. Derfor var det meget naturligt med vores kollektiv,” forklarer Niels Ole Finnemann. I dag lektor på Institut for Informations- og Medievidenskab på Aarhus Universitet. Dengang en af de daværende beboere i kollektivet “Aldershvile”, en nedlagt bondegård undenfor landsbyen Knebel på Djursland. ‘Vi havde plads og passede sammen politisk’

    Dutschke var ifølge Niels Ole Finnemann, der er et af bestyrelsesmedlemmerne i Rudi Dutschkes Fond, ikke revolutionær i almindelig betydning.

    Verden er lille…

    

    7. september 2004

    Islamiske terrorister myrder børn i russisk provins- Vibeke Sperling før og nu

    I fredags måtte TV2 Østjylland aflyse live-transmissionen af et Festuge-happening, med den sigende titel tre minutter i kærlighed for i en ekstraordinær nyhedsudsendelse at berette om endnu et terrorangreb i Rusland. Op imod fire hundrede døde, heraf (formentligt) langt over halvdelen børn. Efterfølgende har der været beretninger om voldtægt, meningsløse drab, og udpræget brutalitet blandt de op imod imod 4o gidseltagere hvoraf der ifølge de seneste efterretninger er flere arabere end tjetjenere.

    Vibeke Sperling, tidligere Moskva-korrespondent for DR – nu Politiken, der systematisk og vedholdende har kæmpet for ‘den tjetjenske sag’ med hård kritik af Putin – for ikke at sige den post-kommunistiske russiske virkelighed, var således selvskrevet til at blive dagens gæst i mandagens tidlige TV-avis (7.00), og hvad var det så hendes vurdering:

    “Jeg tror ikke det er religiøse konflikter der er de mest alvorlige…”

    [Adspurgt: Du mener at Putin faktisk kunne have forhindret dette gidseldrama – hvorfor?]

    “Jamen, vi så jo i Moskva den første september, at den dag hvor skolerne åbnede og dramaet fandt sted. At alle skoler i Moskva var under stærk beskyttelse, og forinden på de fleste skoler havde der været bombehunde inde, og man havde undersøgt skolerne. Hvorfor gjorde man ikke det i Kaukasus?

    Sent mandag kunne man så høre en af gidseltagerne sværge ved Allah mens han fortalte at han af sin leder havde fået at vide at terrorangrebet kom på ordre fra Basajev. I ved den tjetjenske terrorist venstrefløjen under den Tjetjenske Verdenskongres i København i 2002 betragtede som legitim leder af det tjetjenske folk. Det må dog retfærdigvis siges at der ikke herskede konsensus [eks. Har Danmark fængslet USA’s mand…]

    Nuvel. Fra arkiverne:

    Baarder-Meinhof-gruppen kan og skal naturligvis forsvares over for borgerlig, men en tilbundsgående diskussion indadtil af sabotageaktioner – af problematikken omkring legalitet-illegalitet er en forudsætning for, at den danske venstrefløj kan tage ved lære af f.eks. den tyske venstrefløjs erfaringer… De fleste af os er parate til at blæse en lang række virksomheder i luften, for vi har snakket så længe, men vi har åbenbart ikke snakket længe nok og godt nok. Det må være vores opgave at hjælpe med at få arbejderne og arbejdernes kommende parti til at give startskuddet til åbning af fronten…” [Vibeke Sperling, Politisk Revy, 1972]

    Opdate 7/9-04: Hun var også hidkaldt som ekspert i Horisont, hvor debatten som sædvanligt fokuserede på Putin – fremfor den ‘moderate’ tjetjenske befolknings reaktion – for nu at blive i Sperlings terminologi. Hun mente det var ‘absolut nødvendig’ med ‘mere pres udefra’ – gæt selv hvem mod.

    Oploadet Kl. 10:02 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper