6. februar 2017

David ‘Che Guevara er en helt’ Trads, Radio24syv-vært: “… med Trump kommer fascismen snigende”

Forleden erklærede Jørgen Leth i Spørge Jørgen på Radio24syv at Donald Trump var ‘et monster’. Forinden havde han i samme program forklaret, at han ikke kendte meget til Cuba, men respekterede Fidel Castro. Jeg fik tidligt fri i går, og undgik Nattevagten med ræverøde Keith Thomas Lohse. Desværre røg jeg så ind i RomerRiget med Knud Romer, der harcellerede i vanlig stil, og blandt andet fortalte at ‘Ku Klux Klan er blevet amerikansk præsident’.

Herunder lidt fra en blogpost af vært for Kampagnesporet på Radio24syv, David ‘Che Guevara er en helt’ Trads. Han ignorerer at Trump er folkevalgt, ikke har afskaffet forfatningen, og laver så en 14-punkts liste, der ikke fortæller andet end at han definerer fascisme på samme måde som Antifascistisk Aktion: Fascisme er en ideologi der besværliggør ‘antifascisme’. Trump er fascist, fordi Trads ønsker et mere venstreorienteret USA end amerikanerne.

Fra JP.dk – Med Trump kommer fascismen.

“Da jeg fornylig var på Holocaust-museet i Washington, bemærkede jeg politologen Laurence W. Britts ‘tidlige advarselstegn på fascisme’, baseret på studier af Hitler, Mussolini, Franco og Pinochet – og jeg fik kuldegysninger, fordi de minder så uhyggeligt meget om Trumps kurs:

#1: Konstant nationalisme… #2: Foragt for menneskerettigheder… #3: Udpegning af fjender og syndebukke… #4: Militærets overlegenhed… #5: Voldsom sexisme… #6: Kontrol over massemedier… #7: Besættelse af national sikkerhed… #8: Sammenkædning af religion og regering… #9: Beskyttelse af store virksomheder… #10: Undertrykkelse af fagforeninger… #11: Hån over for intellektuelle og kunstnere… #12: Besættelse af lov og orden… #13: Korruption… #14: Snyd med valghandlinger…

Kan du se sammenhængen? Det kan jeg – for med Trump kommer fascismen snigende.”

(Fidel Castro og Nikita Khrushchev, 1962)

Apropos.

Jeg synes, at det er fint, at et par dommere i USA bruger deres embede til at imødegå præsidentielle anordninger fra Trump. Nu kan det så på et tidspunkt køre videre til en højere instans. Eller kongressen kan ændre lovgivningen. Sådan fungerer et retssamfund. Heldigvis. Men jeg kan ‘more’ mig over, hvorledes … mange … kaster sig over dette begejstret applauderende, når jeg fornemmer, at de selvsamme ville have været forargede og foruroligede, hvis USA’s forbundshøjesteret var endt med, at domstolen havde fundet Obamas sundhedsreform forfatningsstridig (sådan som den første votering faktisk resulterede i). Så havde vi uden tvivl måttet høre om ‘det lille, konservative flertal’ og ‘en ideologisk’ eller ‘politisk’ dom. Præcis som man gjorde ved højesteretsafgørelsen i 2000, der reelt afgjorde præsidentvalget det år.” (Professor Peter Kurrild-Klitgaard på Facebook, 5. februar 2017)



16. november 2016

DSU-lokalformand: Clinton-lejren affærdigede Trump-støttere som værende ‘en flok uvidende racister’

For folk som David Trads er det et faktum, at Trump, Bannon, Priebus mfl. er racister, og det verdensbillede præger også Nilly Taheri, formand for DSU Københavnskredsen. Der er dog håb igen for sidstnævnte, der har begået en yderst interessant kommentar på Piopio.dk – Den kulturelle elite sikrede Trump sejren.

“Jeg er netop hjemvendt efter at have tilbragt en måned i USA for at føre valgkamp for Hillary Clinton. Det har været en oplevelsesrig tur og det har gjort stort indtryk, men særligt en mand skiller sig ud.

I North Carolina mødte jeg John, en hvid ufaglært fabriksarbejder, som havde mistet sit arbejde. … Jo mere jeg talte med ham, jo mere gik det op for mig, at han nok hældte mest til at stemme på Donald Trump. Ikke på grund af Trumps racistiske og sexistiske udtalelser, men på trods af dem.

… Optimismen for Hillary Clinton har generelt været rigtig svær at få øje på i den måned, hvor jeg har været i USA for at føre valgkamp for hende. Når man ringede amerikanerne op eller forstyrrede dem ved at banke på deres døre, var den manglende optimisme gennemsyrende. Folk var bange for fremtiden… Derfor var det faktisk decideret ubehageligt at være på Clintons kampagnekontorer på Manhattan og i Brooklyn. Man opdager hurtigt, at der er meget langt mellem borgerne i resten af USA og den kulturelle elite i New York.

Der var en gennemsyrende stemning af selvtilfredshed, bedrevidenhed og en total afvisning af at forsøge at forstå, hvorfor så stor en del af deres landsmænd støttede Donald Trump. De nægtede simpelthen, at diskutere om hans store opbakning måske kunne skyldes andet end, at folk bare var en flok uvidende racister. Jeg lærte hurtigt, at man ikke kom ret langt ved at forsøge. …

Det var faktisk meget svært for mig at sidde i rummet og føle en entusiasme overfor kampagnen, når jeg hørte, hvordan de omtalte de mennesker, som støttede den modsatte kandidat. Altså mennesker som John, som fik mig til at overveje, om jeg selv ville stemme på Trump, hvis jeg var i hans sted.

Jeg blev ved med at tænke, at her sidder der en gruppe af mennesker, som aldrig har oplevet, hvad det vil sige at tabe til systemet, tabe til samfundet. De har vundet i globaliseringsræset, de har vundet økonomisk og de har vundet på arbejds- og boligmarkedet, og nu sidder de og ruller øjne af alle dem der har tabt, når de selv har vundet. Tænk, at det var blandt disse mennesker, at jeg skulle finde den største entusiasme omkring Hillary Clinton. Hun var deres helt, men for størstedelen af den amerikanske befolkning var hun bare mindre dårlig end Donald Trump.

Den liberale indvandrings- og udlændingepolitik som handler om åbne grænser og lukkede kasser – præcis som Liberal Alliance ønsker det – har for alvor sat sit præg på USA. Der er intet samfund, som forventer at udlændinge bliver en del af det nationale fællesskab. … Det har resulteret i områder som Chinatown, Little Italy, Little Havana, Little Beirut og mange flere. Det er ikke kun i New York, det findes mange steder i landet. Det lyder jo umiddelbart dejlig eksotisk… Men virkeligheden er knap så eksotisk, som det lyder. Virkeligheden er, at de isolerer sig i fællesskaber, som er defineret af deres hudfarve eller etnicitet og det har skabt et voldsomt raceopdelt land, hvor man udelukkende føler et fællesskab med dem, som deler ens hudfarve.”



10. november 2016

Morten Bay, forr. søndag : “Hillary Clinton vandt valget den dag, Trump blev republikanernes kandidat.”

Filminstruktør Michael Moore spåede tidligt en sejr til Trump, og hans ord blev næsten profetiske. Trump vil vinde Michigan, Ohio, Pennsylvania og Wisconsin, fordi industriarbejdere her rammes hårdt af frihandelsaftalerne: “Welcome to Our Rust Belt Brexit”. Trump vandt sikkert i Ohio, og knebent i de tre øvrige stater. Det lykkedes Trump at flippe tolv Michigan-distrikter der stemte Obama i 2012, hvad eksempelvis gælder Saginaw County, nabo-distrikt til Moores mere liberale Flint. David Trads var heller ikke skråsikker på Hillarys sejr, og måske har repræsentanter for den yderste venstrefløj set detaljer, som tanketomme medier overså.

(Trump vinder ‘rustbæltet’ Michigan, Ohio, Pennsylvania og Wisconsin; Grafik: NYT)

Jeg tog også fejl. Ikke fordi Trump for danskere virker som en uelskelig kandidat, men fordi Trump ikke overpræsterede under primærvalget. Ifølge den ikke uefne Mads Fuglede, ville der ingen ekstra vælgere være til Trump på dagen, ingen ‘DF-effekt’. Han tog fejl, men dog ikke så grundigt som forfatter, journalist og blogger Morten Bay, der leverer analyser til POV International. Han har i en årrække boet i USA, dog langt fra Potter County, hvor fire ud af fem stemte på Trump.

Her lidt om ‘de faktiske forhold i jernindustrien’, lagt online blot ni dage før valget – Den amerikanske valgkamp eksisterer slet ikke.

“Det sidste halvandet år har været fyldt med en af de mest dramatiske valgkampe i USAs historie. ‘Drama’ er det rigtige ord her, for det hele er nemlig en fiktion. Der har aldrig været nogen egentlig valgkamp. Hillary Clinton har aldrig kunnet tabe, og Donald Trump har aldrig kunnet vinde. Alt det andet nonsens er medieskabt drama.

Hvis Donald Trump skal vinde præsidentvalget, skal han vinde i staten Pennsylvania. Dette er bydende nødvendigt, fordi selv hvis han vinder i alle de sædvanligvis republikanske stater som Texas, Oklahoma, Kansas, Utah m.fl., så er det ikke nok til at nå de 270 valgmandsstemmer, der skal til for at vinde hele valget. Han skal vinde alle disse samt et flertal såkaldte svingstater, altså dem, hvor man ikke på forhånd ved, om staten typisk stemmer på en republikaner eller demokrat.

Men selv, hvis han vinder alle de typisk republikanske stater OG alle svingstaterne, er han stadig kun på 266 valgmandsstemmer… Clinton vil i givet fald være på 252 valgmandstemmer. Tilbage står Pennsylvanias 20 valgmandsstemmer. Den af de to, der snupper Pennsylvania, vil så vinde valget.

… hvordan går det egentlig i Pennsylvania? Bortset fra en uge i september har Clinton ligget klart foran Trump med resultater langt uden for fejlmarginen siden juni måned. … det bør være relativt troværdigt, og det gøres mere troværdigt af, at Clinton nogle gange har været helt oppe at vende på 12 procentpoint forskel.

I en enkelt måling i Pennsylvania har man adspurgt 1997 mennesker, hvilket må siges at være et højt antal for et lokalt meningsmålingsudsnit. Her ligger Clintons sejr kun på tre procentpoint, men det er stadig udenfor fejlmarginen, der er på 2,19. Dertil skal lægges, at meningsmålingen er lavet af Remington Research Group, der har tendens til at hælde mod republikanere…

Meningsmålinger kan dog ikke stå alene, hvis man gerne vil lave en kvalificeret forudsigelse af, hvem der bliver den næste præsident… Det er bedst at tage andre faktorer ind, såsom historikken for en given stats valgresultater, økonomien i staten og nationen som helhed og så videre.

Hvis vi kigger på Pennsylvania, så er Pennsylvania gået til en demokrat i de sidste seks valg. Vi skal helt tilbage til 1988 og valget af George H. W. Bush, der vandt 40 stater mod Michael Dukakis’ 10 (11, hvis man inkluderer Washington D.C.) for at finde et valg, hvor Pennsylvania gik til en republikaner.

Kun, når der er en ultrapopulær republikaner på banen, går Pennsylvania til ham… Selv da Nixon vandt sin jordskredssejr i 1968, gik Pennsylvania til demokraten Hubert Humphrey. Man skal tilbage til 1948-valget for at finde et valg, hvor Pennsylvania gik til en republikaner, der ikke var specielt populær, og som tabte valget.

Og hvis vi så kigger på Pennsylvanias økonomi, så er det en stat, hvor der sker en kraftig urbanisering lige nu. De to store hovedbyer, Philadelphia og Pittsburgh stemmer typisk demokratisk, og netop på grund af ‘Philly’ har Pennsylvania en dobbelt så stor afrikansk-amerikansk befolkning som resten af USA, målt i procent. De afrikansk-amerikanske stemmer ligger solidt på Clintons hold.

Derudover er Pennsylvania ved at overgå fra en økonomi, der indtil for et par årtier siden var domineret af stålindustrien…, men hvor serviceindustri, medicinalvareindustrien, forskning og udvikling er ved at tage over. Af samme grund ligger Pennsylvania pænt, når det gælder uddannelsesniveau. Staten ligger præcis på det gennemsnitlige, nationale niveau for højtuddannede, hvilket er cirka 10 procent af befolkningen, og lige over hver fjerde har en bachelorgrad som minimum, hvilket også er ret gennemsnitligt for hele USA. Eftersom Clinton mere eller mindre sidder på alle vælgere med en bachelorgrad eller derover, taler dette også for en Clinton-sejr i Pennsylvania. Det samme gør opsvinget i Pennsylvanias økonomi…

Trump har aldrig kunnet vinde

Der er altså intet, der tyder på, at Trump skulle kunne vinde i Pennsylvania. Intet som helst. Nada. Zip. Zilch. Nul. Nix. Nichts. Rien. Tværtimod peger alt på, at Clinton kommer til at vinde Pennsylvania med lethed.

(Trump vandt Pennsylvania, på trods af Philadelphia og Pittsburg)

Hvis man nogensinde har besøgt Pennsylvanias forskellige regioner, forstår man godt hvorfor. Selv uden for byerne, hvor de typisk er demokrater, er folk sindige amerikanere, der bedst kan lide den bløde midte og hader ekstreme typer. … Som nævnt ovenfor har det været sådan siden juni, når vi kigger på målingerne. Men i virkeligheden har det altid været sådan. Trumps facon huer ikke de midtersøgende amerikanere. …

Indtil videre er det her valg gået præcis, som jeg havde forventet. … Så derfor har jeg altid med en vis skråsikkerhed kunnet sige, at Trump ikke kan vinde det her valg. Det kan han ikke, og det kommer han ikke til. Det eneste spørgsmål er, hvor stor Hillary Clintons sejr bliver… Clinton skal afgå ved døden, eller blive sigtet for landsforræderi for ikke at vinde. Det er meget lidt sandsynligt, at nogle af de to ting sker inden 8. november. …

Der har i virkeligheden aldrig været nogen valgkamp. Det har været en ren simulation. Hillary Clinton vandt valget den dag, Trump blev republikanernes kandidat.



24. oktober 2016

Mens medierne fejrer Hillary-storsejr, spår førende bureau dødt løb: “… Trump slightly edges Clinton”

Skal man tro de danske medier, så er det amerikanske præsidentvalg så godt som afgjort. Hillary Clinton fører komfortabelt, og det brogede ekspertpanel taler med stemme. Broget er måske så meget sagt, for vi taler stort set altid om den værdipolitiske venstrefløj, folk som Morten Bay, David Trads, Lars Trier Mogensen, og for lidt siden i Datolinjen på Radio24syv, forfatteren Christian Mørk: “… et nederlag må anses for værende en realitet for Trump.”

Sidstnævnte henviste til en meningsmåling foretaget for ABC , der havde en Hillary-føring på hele tolv procent. Tjekker man RealClearPolitics, så ser man at Hillary Clintons forspring generelt er under det halve.

En analyse af konkurrerende meningsmålinger for de sidste tre præsidentvalg, gav fornyligt ABC News en flot 4. plads. De mest præcise målinger foretages af IBD/TIPP, der søndag havde en 1-procent føring til Trump, og mandag offentliggjorde en måling der viste dødt løb. Fra Investor’s Business Daily – Trump, Clinton In Dead Heat As Race Hits Final Two-Week Stretch — IBD/TIPP Poll

With the presidential election set to enter its final two weeks, Hillary Clinton and Donald Trump find themselves in a near dead heat at 41% each in a four-way race, the latest IBD/TIPP presidential tracking poll shows.

… Without rounding, Trump stands at 41.1%, 0.1 percentage point behind Clinton’s 41.2%. Johnson stands at 7.7%, unrounded, while Stein is at 3.7%.

In a two-way faceoff without the other two candidates excluded, Trump and Clinton are knotted at 42%. On the unrounded data, Trump slightly edges Clinton, 42.3% to 42%.

(IBD/TIPP-måling, 24. oktober 2016)

“En tredje forandring er, hvor meget mere ‘partisk’ dækningen af amerikansk politik er blevet. Danske journalister har formodentlig altid overvejende lænet sig i pro-Demokratisk/anti-Republikansk retning… min mavefornemmelse siger, at tendensen er blevet mere udpræget. I dag kan man sagtens se en dansk TV-korrespondent kaste enhver hæmning fra sig, når vedkommende skal rapportere om en demokratisk kandidats sejr, og megen dækning forsøger ikke engang at balancere vurderingerne, men lægger eksplicit til grund, at ‘vi danskere kan jo bedst lide Demokraterne’.” (Peter Kurrild-Klitgaard i Berlingske, 23. oktober 2016)



28. september 2016

Midten er midten: Traditionel borgerlighed kaldes i dag for ‘det yderste højre’, Nye Borgerlige-bashing

“Midten i dansk politik er rykket kraftigt til højre”, hører man ofte i medierne, men det er det rene vås. Midten er midten, og den vil altid være midten, selvom den journalistiske venstrefløj forsøger at italesætte en politisk midte et sted mellem Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet.

Skal man tale om en bevægelse, så er der sket en markant venstredrejning de seneste årtier. Miljødebatten var for få år siden et rent venstrefløjsfænomen, og i dag taler nominelt borgerlige sprog som venstrefløjens verdensreddere i forhold til homoseksualitet, Islam og racisme. Som sagnomspundne ‘Lars Findsen på Crack’ pointerede i en email: “Det der for få årtier siden blot var traditionel borgerlighed er i dag marginaliseret som ‘højrefløjssynspunkter’ eller ‘det yderste højre'”.

Træk af tidens Nye Borgerlige-bashing…

“… mens Dansk Folkeparti – på trods af sit islamhad og sin populisme – faktisk har haft en gavnlig funktion i dansk politik ved at pege på nogle problemer, som eliten ikke tidligere havde blik for, fører Nye Borgerliges velhaver-racisme ikke noget som helst godt med sig.” (Amalie Lyhne, Berlingske, 24. september 2016)

“Den brun-sorte højrefløj lyder som München i 1924!” (David Trads, Avisen.dk, 27. september 2016)

“Nu har vi så fået et nyt parti: Nye Borgerlige. Jeg synes nu ikke, at der er så meget borgerligt over partiet. For med borgerlighed tænker jeg straks anstændighed. Og partiet er ikke anstændigt. Partiet henvender sig til dem, der ikke kan lide de fremmede, ikke føler, at vi skal tage fælles ansvar for det ude i verden, det henvender sig til de globaliseringsangste og skattenægterne. Partiet er født i det mere velstående Nordsjælland. Kystbaneracisterne har fået deres eget parti.” (Gitte Seeberg, Politiken, 26. september 2016)

“Det afgørende spørgsmål for DF-bossen er derfor, om han vil have et valg right here, right now og med statsgaranti miste mellem hver fjerde eller hver femte gruppefælle til Pernille Vermund, eller om han vil vente tre år, som kan bruges på at nedkæmpe den blonde højreradikale… Thulesen Dahl har for længst sniffet dette og har taget halsbåndet af Martin Henriksen…” (Peter Mogensen, TV2 Online, 27. september 2016)



15. august 2016

David Trads, tidl. lektor i journalistik: Journalister må vælge side, nationalister skal ikke have fair play

Jeg har fulgt de danske medier tæt i mere end et årti, og det har ikke været svært at finde eksempler på dobbelte standarder. Problemet er ikke så meget David Trads som person, som det faktum at en mand som ham har kunnet gøre karriere i seriøse medier. Han har været korrespondent for borgerlige Jyllands-Posten og Berlingske, og Indlandsredaktør for licensfinansierede DR Nyheder. Værst er dog det faktum, at han som tidligere lektor ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet, har været med til at skole journaliststuderende.

Det kan virke som en lille ting, at forlade objektiviteten, når nogen træder ‘ud over det anstændige’, men hvad er anstændighed? Den politik der gjorde Dansk Folkeparti uanstændig i slutningen af 1990’erne, er i dag sund fornuft for den gennemsnitlige dansker, ikke mindst medlemmer af det parti Trads var kandidat for i 2004. Der findes ingen objektiv uanstændighed, så i praksis giver han bare sig selv carte blanche til at hetze politiske modstandere i journalistiske artikler. David Trads var redaktør for Information, da avisen i 2003 fik Henrik Gade Jensen fyret for nazi-beskyldninger. Et ganske fint eksempel på hvad der kan ske, når journalister fodrer den indre rødgardist.

Opdatering af David Trads på Facebook, 12. august 2016 – Journalister må vælge side.

“Det er et vigtigt journalistisk princip at være neutral og objektiv – dele sol og vand lige og al den slags. Men:

Sommetider står osse journalister og redaktører over for situationer, hvor vi er nødt til at vælge side og sige ‘nok er nok’ – for det her træder simpelthen ud over det anstændinge. Her er to eksempler:

1) Lad vær med at referere kældermenneskerne! …

2) Lad vær med at citere nynazister neutralt!

Forleden lykkedes det igen Daniel Carlsen… og hans Danskernes Parti at buldre gennem alle netmedier med en and om, at de er opstillingsparate. Det er slemt nok, at ingen journalister testede deres påstand, men det er endnu værre, at Danskernes Parti og Carlsen bare omtales på lige fod med andre partier. Det er for pokker en flok nynazister.

Mit forslag:

Omtal helst aldrig Danskernes Parti overhovedet, men når det sker, så nævn altid, at de er nynazister.”

Oploadet Kl. 02:20 af Kim Møller — Direkte link47 kommentarer


2. august 2016

Reagans modstandere var ‘den progressive fløj’, sagde den borgerlige: ‘It’s morning in America’ (1984)

I sidste uge gav jeg et eksempel på anti-Trump-propaganda i Kampagnesporet på Radio24syv. David Trads’ medvært er Mads Fuglede, tidligere folketingskandidat for Venstre, men selvom han er yderst fornuftig, så taler han stadig Trads-segmentets sprog. Mandag kaldte han eksempelvis Ronald Reagans venstreorienterede modstandere for ‘den progressive fløj’. Der er intet ‘progressivt’ ved at bekæmpe skattelettelser. Det kaldes socialisme.

Mads Fuglede talte længe om Ronald Reagans kampagne i 1984, og henviste blandt andet til valgreklamen It’s morning in America. Den kan ses her. Perfektion.

(Ronald Reagan, 1984, It’s morning in America)

“Jeg er med på, at hvis man er på den progressive fløj i amerikansk politik, så bliver man aldrig vild med Ronald Reagan.” (Mads Fuglede, 1. juli 2016)

Oploadet Kl. 10:33 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


29. juli 2016

Radio24syv-vært til ekspert: Bliver du ikke ‘en smule anspændt’ når målinger viser at Trump fører?

Den amerikanske præsidentvalgkamp er en langvarig affære, og som blogger kan det ikke rigtigt hidse mig op endnu. Er man top-journalist og tidligere underviser på Journalisthøjskolen, så er det omvendt umuligt at holde en vis distance. Her lidt fra Kampagnesporet på Radio24syv, tirsdag i denne uge, hvor seneste CNN-måling blev diskuteret.

Mads Fuglede, Radio24syv: … man læser især den statistiker Ned Silver og følger hans hjemmeside, hvis man er interesseret. Og i går kunne han så lægge op, at hvis der var valg i dag, så ville Donald Trump med 60 procent sandsynlighed vinde et sådan valg. Det fik rigtigt mange til at flippe ud, især i de kredse vi orienterer os i, David Trads.

David Trads, Radio24syv: Mirco, bliver du ikke alligevel en smule anpændt når du ser målinger, enkeltstående målinger – det ved jeg godt, hvor Trump fører?

Mirco Reimer-Elster, Ph.d.: Næh, hvorfor skulle jeg blive anspændt. Jeg har jo ikke nogen aktier i det. Jeg er fløjtende ligeglad med om det bliver Hillary eller Trump.

David Trads: Jeg er anspændt, det indrømmer jeg gerne, fordi jeg virkelig ikke kan forlige sig med tanken om at Donald Trump måtte ende som USAs næste præsident. Det gør mig lidt anspændt.

(CNN/ORC International, 25. juli 2016; Foto: Poll)

“Jeg ser mig selv som et empatisk, tolerant, rummeligt og, ja, et kærligt menneske. … Modstræbende må jeg nok anerkende, at, nej, jeg lever ikke altid op til den ‘gode tone’, som jeg kræver af andre. For ofte stempler jeg selv dem, som jeg er mest politisk uenige med, med adjektiver, som er på et for lavt niveau. ‘Dumme’, ‘ubegavede’, og, ja, det, som er værre.” (David Trads, 26. juli 2016)

Oploadet Kl. 13:35 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


26. juli 2016

David ‘Che’ Trads: “Jeg kan næsten lugte svovlen, når jeg lytter til det had, som islamafoberne udspyr.”

Det er næsten et sundhedstegn at David Trads er bekymret, men derfor kan han godt have lidt ret. Der kommer et paradigmeskifte, og det bliver ikke nødvendigvis kønt. Men det kommer, og det er ubetinget godt. Status quo er langt værre. David Trads på slap line, igen – Lad nu ikke hadet tage over.

“Jeg kan næsten lugte svovlen, når jeg lytter til det had, som islamafoberne udspyr. Jeg synes, det er uhyggeligt, hvor konfronterende, uforsonlig og ofte rent ud sagt racistisk den vestlige debat er. Det civilisationernes sammenstød, som Huntington frygtede i 1992, er tæt på.

Sjældent bliver jeg rystet over den politiske debat, men det blev jeg, da jeg så de skidtspande, som blev hældt ud over justitsminister Søren Pind, da han efter Nice tillod sig at sige, at vi ikke er i krig med islam, men med en dødskult. Ekstremister i hobetal skældte ham huden fuld.

… Jeg tænkte på en bog, jeg læste i foråret – ‘1924 – The Year That Made Hitler’ – som handler om, hvordan Adolf Hitler transformerede sig fra at være en ubetydelig provinspolitiker til leder af den nazistiske massebevægelse. Et skræmmende indblik i akut radikalisering.

Hitler lukrerede på had – især, men ikke kun, til jøder. Han udnyttede det anarki, som Tyskland var kastet ud i efter Første Verdenskrig. Heldigvis, når man læser tilbage, var situationen langt værre dengang. Kaosset større. Grobunden for fascismen perfekt.

Der er vi ikke i dag. Men: Vi er tættere på end vi har været på noget tidspunkt siden Anden Verdenskrig. Trump, Le Pen, Nigel Farage, Viktor Orban og deres slags bruger frygt og had som brændstof for deres succes. Terroristerne hjælper dem.

Der er ingen nemme løsninger. Hadet, som islamister står for, og som højreekstremister prædiker, forværrer.”

Oploadet Kl. 01:06 af Kim Møller — Direkte link29 kommentarer


15. december 2015

Trads: “Giv os håb om, at det nok skal gå alt sammen. At det multikulturelle samfund er en fordel…”

“Skoleelever laver kunstgaver til flygtningebørn”, kan man læse i Østerbro Avis, og hvis man kunne få multikulturen til at fungere med gode intentioner, så var det forlængst sket. Virkeligen har givet skridttæsk til multikulturalisterne fyrretyve år i træk, og når David Trads fremhæver ‘drømmere’ såsom John F. Kennedy, Martin Luther King og Robert F. Kennedy, så glemmer han at fortælle, at de alle tre blev myrdet. JFK af en venstreorienteret, MLK af en højreorienteret – og sidstnævnte af en palæstinensisk indvandrer. Celebrate Diversity. Fra JP.dk – Jeg har en drøm.

“Da en ung Bill Clinton i sin tid tabte magten efter bare en periode som guvernør i Arkansas, analyserede han nøje, hvorfor vælgerne havde vendt ham ryggen, mens han overvejede et comeback. … De savnede, at han – som politisk leder – gav dem et håb om, at selv svære ting kunne løses. Lige siden har han aldrig italesat et problem uden at foreslå en løsning. …

Jeg tænker på eks-præsidenten (Bill Clinton, red.), når jeg læser den endeløse strøm af negative, opgivende indlæg, som politikere og andre holder om, hvilke ulykker indvandringen fra muslimer angiveligt tilfører os – kriminalitet, offentlige udgifter, ghettoer, alt det der.

Der er, synes jeg, totalt fravær af håb blandt vores danske politikere, når det handler om at finde en vej frem i vores multikulturelle samfund. …
Jeg savner en politiker, som med statsmandens pondus holder op med altid at tale om problemer – og i stedet kommer i gang med at drømme om fremtiden. Giv os håb om, at det nok skal gå alt sammen. At det multikulturelle samfund er en fordel, som vi bør omfavne.

Jeg savner en politiker, der er inspireret af John F. Kennedy, Robert F. Kennedy og Martin Luther King, som alle talte til kongen i os, aldrig til stodderen, dengang, da USA i 1960erne gjorde op med deres segregerede samfund. Tænk på dr. King i Washington i 1963:

‘Lad os ikke gå til bunds i fortvivlelsens dal. …’.’

Tænk hvis vi havde en dansk politiker, som turde tage lige så store ord i sin mund. En, der ville forlade ‘fortvivlelsens dal’ af alle de velkendte statistikker og fordomme… Tænk hvis statsministeren eller oppositionslederen valgte at udtænke en vision og fremlægge en plan for, hvordan vi – selvfølgelig – sagtens og med fordel til alle kan leve multikulturelt?”

(Blod skrabes af gulvet efter mordet på Martin Luther King, Lorraines Hotel, Memphis, 4. april 1968; DM)

Oploadet Kl. 00:57 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer
Arkiveret under:
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige sideNæste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper