7. januar 2014

Politikere og medier flytter fokus: “… integrationen af efterkommern… udvikler sig katastrofalt.”

“Vagter skal beskytte jobcentre” berettede DR.dk for et par dage siden, og i dag kan Dagbladet Information fortælle, at “antallet af svage kontanthjælpsmodtagere er vokset markant”. DR forklarer behovet for vagter med kontanthjælpsreformen, og Information tærsker langhalm på finanskrisen. Ret beset er det vel egentligt blot et par af de logiske konsekvenser af den førte udlændingepolitik.

Weekendavisens driftsikre Frede Vestergaard har set nærmere på årets udgivelse af Indvandrere i Danmark (Danmarks Statistik, 123 s., pdf), og sætter de enkeltstående informationer ind i en lidt bredere udlændingepolitisk kontekst – Statistikkens Yahya Hassan (ikke online).

“Et velfærdssamfund med lige rettigheder for alle forudsætter, at langt de fleste i den arbejdsdygtige alder forsørger sig selv og derudover bidrager til at forsørge børn, gamle og syge samt holde skoler, hospitaler og anden offentlig service i gang. Er ikke-vestlige indvandrere som gruppe betragtet fortsat en belastning for de offentlige kasser, fordi gruppen modtager mere, end den betaler i skat – og er gruppen dermed i realiteten årsag til besparelser på områder som efterløn og dagpenge?

Her har der i de seneste år været en tilbøjelighed til at glatte ud og lukke øjnene. Integrationsministeriet blev nedlagt og gjort til et kontor i Socialministeriet, da Thorning-Schmidt trådte til. Et andet, meget nyligt eksempel på offentlig sukkerdrys over realiteterne er en pressemeddelelse fra Erhvervsstyrelsen med den jublende overskrift:

‘Ikke-vestlige efterkommere er mønsterbrydere inden for iværksætteri.’

Men det er ikke nogen nyhed, at relativt flere indvandrere end danskere bliver selvstændige. Sådan har det været i adskillige år. Nok så relevant er indtjeningen som selvstændig. Frisørsaloner, kiosker og pizza-steder er ikke særlig givtige. Deres indkomster bidrager ikke meget – gennem skatten – til at finansiere velfærdssamfundet, som det fremgår af en analyse fra Rockwool Fondens Forskningsenhed. Nævnte Rockwool Fond spillede ellers med på Slotsholmens positive melodi i et par rapporter fra september. …

Integrationen blev i øvrigt søgt gjort bedre ved, at de fleste analyser nøjedes med at kigge på aldersgruppen 25-54 år, mens den officielle statistik omfatter de 16-64-årige og dermed opfanger, at markant flere indvandrere end danskere forlader arbejdsmarkedet, længe før de fylder 65 år. … Siden er der kommet ny ledelse i Rockwool Fonden, og det står tilbage at se, om fonden vil genoptage tidligere praksis med at opdatere rapporter, som regeringen har lagt på is. Regeringen har nemlig besluttet helt at stoppe analyserne af integrationen, og i hvilket omfang den ikke-vestlige indvandring er en byrde for velfærdssamfundet. Det er sket, efter at den først havde opblødt udlændingepolitikken ved at afskaffe pointsystem, introduktionsydelse samt kontanthjælpsloft.

Danmarks Statistik bidrager imidlertid fortsat til forståelsen af indvandringens udfordringer med den særlige årspublikation Indvandrere i Danmark, som tidligere rigsstatistiker Jan Plovsing satte i søen. Man kan kalde den lille bog for statistikkens Yahya Hassan, for den forskønner ikke virkeligheden. Udgaven for 2013 har ikke vakt opsigt, hverken politisk eller i medierne. Måske fordi den sætter fingeren på et ømt punkt.

Integrationen af de ikke-vestlige indvandrere udvikler sig betænkeligt, og integrationen af efterkommerne, der pr. definition er født og opvokset i Danmark, udvikler sig katastrofalt. For indvandrerne er beskæftigelsesfrekvensen for 16-64-årige siden toppunktet i 2008 faldet med 8 procentpoint til 48 i 2012. … For efterkommere er faldet hele 14 procentpoint til 52, så her er beskæftigelsesgabet steget voldsomt.

Integrationen er ikke blevet forbedret, som Rockwool Fondens seneste rapporter fremstillede tendensen. Tværtimod. …

Der er heller ikke noget nyt med hensyn til kriminalitet. Tallene er markant højere for især indvandrere fra Mellemøsten og omegn samt Jugoslavien end for danske mænd. Korrigeres for alder og socioøkonomisk status, bliver tallene lidt mindre markante, med det hjælper ikke ofrene, at gerningsmændene er unge eller arbejdsløse. Og tallene er kun baseret på domfældte.”



10. maj 2012

Tidligere KU-formand vil have fri indvandring: “Som konservativ er jeg ikke bange for andre kulturer…”

I et blogindlæg på Jyllands-Posten argumenterer tidligere KU-formand Rune Kristiansen for, at borgerlige må være mere visionære, og eksempelvis kæmpe for ‘fri indvandring’. “Som konservativ er jeg ikke bange for andre kulturer… Sålænge folk overholder lovgivningen” uddyber han i kommentarsporet, og blotlægger på denne måde sin dybe naivisme og manglende konservative sindelag.

Det står efterhånden klart, at venstrefløjen aldrig vil tage de nødvendige beslutninger for at stoppe indvandringen, men når konservative ligefrem ønsker multikultur, så er der noget helt galt. Det er hverken konservatisme eller liberalisme, det er idioti efter svensk mønster. Fra Weekendavisen – Sverige under forandring (ikke online).

“I sidste uge rundede befolkningen i Sverige 9,5 millioner. Siden august 2004 år er folketallet øget med 500.000. Samtidig sker der en drastisk ændring af befolkningens sammensætning.

Fødselsoverskuddet for perioden 2004-11 udgjorde ifølge Statistiska Centralbyrån ca. 137.000, hvoraf mødre født i ikke-vestlige lande stod for ca. 22.000 fødsler. Resten af stigningen i folketallet skyldes helt overvejende indvandring fra ikke-vestlige lande, nemlig asylsøgere og familiesammenførte fra lande som Afghanistan, Irak og Somalia.

Arbejdsindvandringen udgør derimod kun en mindre del af stigningen i perioden. … Antallet af opholdstilladelser med en af tre former for flygtningestatus fra 2004-11 udgjorde knap 50.000, mens antallet af familiesammenførte udgjorde omkring 250.000.

Og stigningen fortsætter. Især fra Somalia.

[…]

Indvandringen lægger et stort økonomisk pres på den svenske velfærdsmodel. Det tager adskillige år før indvandrere, der kommer som asylsøgere eller familiesammenførte, kommer i beskæftigelse og bliver selvforsørgende. Beskæftigelsesgraden for personer født i Sverige er 68, mens den er 54 for personer født uden for Europa.

Beskæftigelsesgraden er lavest for kvinder, og integrationsminister Erik Ullenhaug fra det liberale Folkpartiet bebudede i sidste måned, at han har planer om at ændre reglerne for barselsorlov, den såkaldte forældreforsikring, som giver ret til sammenlagt 480 dages orlov i løbet af barnets første otte leveår.

Disse regler administreres således, at familier der kommer til Sverige og medbringer børn under otte år, har ret til 480 dages frihed pr. barn. Da der ofte er tale om flere børn, kan der gå adskillige år, før disse kvinder kommer på sprogskole, for slet ikke at tale om i arbejde. Erik Ullenhaug mener, at det er en del af årsagen til kvindernes dårlige integration. Endnu har han ikke fremsat noget konkret forslag, men han er allerede blevet beskyldt for diskrimination…”



25. juli 2010

Frede Vestergaard om ‘Demokrati på svensk’

Fabelagtig redegørelse for Sverige anno 2010 i Weekendavisen. Frede Vestergaard om Demokrati på svensk. Læs det hele!

“Søndag den 19. september er der valg i Sverige, både til Riksdagen, landsting og kommunalbestyrelser. De to store spørgsmål er, om den borgerlige koalitionsregering, der har profileret sig på velfærdspolitik og skattelettelser til mellemindkomsterne, kan fortsætte, og om Sverigedemokraterne, der fører sig frem som det svenske modstykke til Dansk Folkeparti, kommer over spærregrænsen på fire procent…

Der kan være flere grunde til, at det er svært for et antiindvandringsparti at blive repræsenteret i Riksdagen. Således ligger det nu fast, at Sverigedemokraterne heller ikke denne gang får adgang til partilederudspørgningen og slutdebatten i det rigsdækkende Sveriges Television (SVT) forud for valget, sådan som det i Danmark er tilfældet med opstillingsberettigede partier. Dermed undgår svenske politikere formentlig endnu en gang en åben debat om de økonomiske, sociale og andre problemer, der er fulgt med indvandringen fra ikke-vestlige lande…

Spørgsmålet er, hvorfor Sverige ikke allerede – uagtet udelukkelsen fra valgudsendelserne på tv – har et indvandringskritisk parti i Riksdagen. Integrationen i Sverige fungerer dårligere end i Danmark… Uroligheder med hærværk og brandstiftelse i de indvandrertætte områder omkring byer som Stockholm, Göteborg, Malmö, Uppsala og Södertälje er også mere udtalt og hyppigere end i Danmark.

[…]

Én ting er økonomien. Et andet fænomen, der er opstået som følge af indvandringen – og hidtil har været langt mere udbredt i Sverige end i Danmark – er »stenkast mod politi og redningstjenesten under deres indsats, især i forbindelse med optøjer, vandalisering og antændte brande i Malmö, Göteborg, Stockholm og Uppsala,« som det hedder i den to uger gamle rapport med titlen Olyckor och kriser 2009-10 fra Myndigheten för samhällsskyd och beredskab.

Dertil kommer brandstiftelse. Ifølge samme rapport blev der i de 10 store kommuner, som er genstand for særlig fokus i rapporten, sat ild til ca. 700 biler og ca. 250 affaldscontainere i 2009. Dertil kommer skolebrande. I Sverige som helhed blev der påsat i alt 457 brande i skoler i 2009…

I Danmark ville sådanne brande og uroligheder få stor omtale i medierne, som tilfældet eksempelvis var med urolighederne på Nørrebro i vinterferien 2008, der mindede stærkt om tilsvarende uroligheder i Rosengaard i Malmö et år tidligere. Men i Sverige rapporterede medierne om uroen på Nørrebro som en konsekvens på den danske indvandrerdebat. En Stockholm-kommentator, forfatteren og litteraturkritikeren Ulrika Kärnborg, udlagde det netop sådan i Dagens Nyheter.

At hun virkede helt uvidende om tilsvarende og værre uroligheder i Malmö året før, kan skyldes, at de svenske medier nedtonede dækningen af sådanne begivenheder kraftigt. Sammenlignet med danske aviser og dansk TV er de svenske yderst tilbageholdende med at rapportere om, hvem der står bag røverier, vold og ballade.

[…]

Tidligere i år offentliggjorde Göteborg Universitet sin årlige såkaldte SOM-rapport om diverse aspekter af politik og samfund i Sverige. Den indeholdt også en undersøgelse af svenskernes holdning til spørgsmålet »om der findes for mange udlændinge i Sverige«, som statskundskabsprofessor Marie Demker har stillet i en årrække, senest i efteråret 2009.

Resultatet sammenfattede Marie Demker i en kronik i Dagens Nyheter, før rapporten udkom. Her hed det – lettere triumferende – at kun 36 procent af svenskerne mener, at der findes for mange udlændinge, og det var også det tal, der gik rundt i medierne i øvrigt. Men kronikken var i virkeligheden vildledende. Da selve rapporten blev offentliggjort, kunne man se, at der også var mulighed for at svare, at man var »delvis enig« i, at der er for mange udlændinge i Sverige, og det var 31 procent. Altså var der 67 procent, der svarede, at de var enige eller delvis enige i, at der er for mange udlændinge i Sverige, og kun 33 procent, der var uenige – ikke 69 procent, som Demker indirekte gav indtryk af i kronikken.

Oploadet Kl. 17:18 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer


27. januar 2009

Ingen diskussion om ‘Europas fremtidige befolkningssammensætning og dens konsekvenser’

Frede Vestergaard anmelder en bog af MP-socialdemokraten Britta Thomsen, der stadig ikke har fattet at EUrabia er en skidt ide. Fra Weekendavisen (23/1-09) – Gamle og nye europæere: Svøm eller synk (ikke online).

“Bogen består dels af et par kapitler om, hvordan situationen er i Danmark og på EU-plan… Bortset fra to interviews med en filippiner og en kvindelig tyrkisk efterkommer i Danmark er det interviews med arbejdsindvandrere fra Polen, Danmark, Ukraine, Tjekkiet og Moldova.

Men det er jo ikke særlig interessant at beskæftige sig med indvandrere fra andre europæiske lande. Dels viser statistikkerne, at indvandrere fra andre europæiske lande uden særlige problemer glider ind på danske arbejdspladser, dels er der ikke nogen permanent arbejdskraftreserve i noget europæisk land. Tværtimod.

Hun citerer således EU-kommissionen for, at Europa har brug for 40 millioner indvandrere i løbet af de næste 40 år… Der er derfor mere brug for en diskussion om, hvilke lande indvandringen fremover skal komme fra, end om der skal ske en vis indvandring.

Kan indvandringen af arbejdskraft fra Østeuropa erstattes af indvandring fra Europas nærområder, det vil sige fra Mellemøsten og Nordafrika, som har et voldsomt befolkningsoverskud og udvandringspres på grund af fortsat høje fødselstal?

Og i givet fald, hvordan undgår man de integrationsproblemer, som i mange europæiske lande ofte er knyttet til indvandrere fra Mellemøsten og Nordafrika – i modsætning til indvandrere fra for eksempel Kina, Vietnam, Thailand og Filippinerne, jfr. den nye publikation Indvandrere i Danmark fra Danmarks Statistik. Eller skal vi – og kan vi – diskriminere og satse på indvandrere fra bestemte lande, eksempelvis de omtalte lande i Fjernøsten.

Tør Britta Thomsen bide skeer med det spørgsmål. Hun gør det i hvert fald ikke i bogen. Heller ikke med spørgsmålet om arbejdsindvandrere skal kunne komme med deres familie. Både Velfærdskommissionen og Nationalbanken har ellers påvist, at indvandring af arbejdskraft med medfølgende ægtefælle og børn belaster Velfærds-Danmark mere end det løser problemet med befolkningens aldring

Tager man det hele med, har indvandringen af arbejdskraft fra ikke-vestlige lande til Danmark hidtil været en økonomisk belastning i stedet for at bidrage til at finansiere velfærden, sådan som det er påvist i adskillige rapporter, blandt andet fra daværende økonomiminister Marianne Jelveds ministerium.

Britta Thomsen skriver imidlertid, at »rapport efter rapport fastslår, at den moderne indvandring øger vores velstand.« Men det kan altså ikke være danske rapporter, hun henviser til, for de findes ikke. Måske er de fra lande, hvor indvandrerne ikke har adgang til sociale ydelser på lige fod med landets egne borgere og ofte heller ikke bliver betalt med samme løn.

Ja, måske er det rapporter fra USA, hvor den første hilsen til enhver indvandrer er: SWIM OR SINK. Men den amerikanske integrationssucces synes at hænge sammen med en minimumsløn på knap 40 kroner, og at mens en industriarbejder i Nordeuropa får 70-80 procent fra det offentlige, hvis han er arbejdsløs, har procenten i USA været omkring 30… Og det er jo ikke den form for samfund, Britta Thomsen ønsker. Indvandrerne skal have samme høje løn og samme ret til høje sociale ydelser som danskerne.

I en bog om indvandring fra en kandidat til Europaparlamentet kunne man også forvente et bud på, hvordan kandidaten forventer Europa vil tage sig ud om 40 år efter at have modtaget 40 millioner indvandrere, hvoraf en stor del utvivlsomt vil være kommet fra nærområderne i Mellemøsten og Nordafrika… og hvordan det tager sig ud om 80 år inklusive familiesammenførte og efterkommere… Men Britta Thomsen skal ikke nyde noget af at diskutere Europas fremtidige befolkningssammensætning og dens konsekvenser.”

  • 28/1-09 Kristeligt Dagblad – Niels O. Fruensgaard: Den unødvendige indvandring. Brug nu landets egne ressourcer.
  • Apropos demografi.

  • 22/1-09 Jyllandsposten – Bo Billeskov Grünberger: Den sande, demografiske trussel mod Israel.
  • 

    7. august 2008

    Frede Vestergaard: Den danske velfærdsmodel eller kædeindvandring fra islamiske lande

    Fra dagens Berlingske Tidende. Lidt fra et længere læserbrev af Weekendavisens Frede Vestergaard – Beskyttelse: Indvandring eller velfærd (ikke online).

    “Hvorfor blev den stramme udlændingepolitik indført i 2002? I de sidste par ugers debat om EF-juraen har dette fortonet sig i glemslen. De nye udlændingeregler i 2002 – 24-årsregel og tilknytningskrav – blev nok præsenteret som et tiltag mod tvangsægteskaber, men de gik først og fremmest ud på at stoppe indvandringen af mennesker, som har svært ved at klare sig på arbejdsmarkedet og blive selvforsørgende.

    Selv nu, hvor ledigheden er så lav som 1,6 procent, og der er stor mangel på arbejdskraft, er bare 21-22 procent af de palæstinensiske og somaliske indvandrerkvinder i arbejde mod 76 procent blandt danske kvinder. Totalt set var kun 53,4 procent af de ikke-vestlige indvandrere i beskæftigelse i 2007 mod 78,7 procent af danskerne.

    De ikke-vestlige indvandrere er derfor som gruppe betragtet en del af det offentliges forsørgelsesopgave… En meget stor del af de ikke-vestlige indvandrere er kommet via familiereglerne. I de sidste 30-35 år er begrebet familiesammenføring kommet til at omfatte helt nydannede familier, hvor en ung mand eller oftere en kvinde, som er født i et europæisk land og er statsborger i dette land, fungerer som levende visum for en ægtefælle fra familiens hjemland.

    Denne praksis foregår især blandt indvandrere med oprindelse i Nordafrika, Mellemøsten og Vestasien, inklusive Pakistan. Dette ægteskabsmønster betyder, at minoritetsbefolkninger i Europa ikke kun vokser i kraft af de børn, de føder. Først og fremmest vokser de ved, at en stor del af de voksne børn henter deres ægtefælle i det oprindelige hjemland, ofte med ghetto-dannelse og sprogproblemer for næste generation til følge.

    I 2001 hentede 75 procent af ikke-vestlige nygifte indvandrere i Danmark deres ægtefælle i familiens hjemland. Betydningen for indvandringen kan illustreres med et par tal for den største gruppe, tyrkerne. Da der i 1973 blev indført stop for indvandring af arbejdskraft, var der 6.173 tyrkere med opholdstilladelse, fortrinsvis mænd, men inklusive kvinder og børn. Den 1. januar i år var der mindst 57.129 personer med tyrkisk baggrund. Mindst, fordi børn af danske statsborgere af tyrkisk oprindelse ikke indgår i tallet. En ti-dobling altså… Den samme udvikling ses for andre grupper, der kommer fra lande med tradition for arrangerede ægteskaber, såsom Pakistan. Og i andre EU-lande end Danmark…

    Paradoksalt nok var det daværende økonomiminister Marianne Jelved, der først satte fokus på konflikten mellem indvandring og velfærd. I 1997 lod hun sine embedsmænd regne på, hvad indvandrerne kostede på velfærden… Tallenes tale var, at danskere i gennemsnit betalte 15.000 kroner og vestlige indvandrere 10.600 kroner mere til de offentlige kasser, end de fik tilbage i offentlig service og ydelser, mens ikke-vestlige indvandrere kostede 64.000 kroner. Forudsat at man så bort fra integrationsudgifterne, for ellers var det 82.000 kroner.

    Sammenlagt kostede de ikke-vestlige indvandrere de offentlige kasser netto 11,3 milliarder kroner det pågældende år. Tallene blev en øjenåbner. Indvandring af lavtuddannede personer er i konflikt med den særlige skandinaviske velfærdsmodel med rettigheder uden modkrav.”

    Oploadet Kl. 18:49 af Kim Møller — Direkte link28 kommentarer
    

    1. marts 2008

    Den danske indvandrerdebat var en medvirkende årsag til brandstiftelserne lød det hinsidan

    Frede Vestergaard i Weekendavisen om svenske skolebrande – Bål og brand: Skolen brænder.

    Forrige uges påsatte brande i affaldscontainere, biler, daginstitutioner og skoler resulterede i flere kritiske kommentarer i svenske aviser om den danske indvandrerdebat, som blev anset for segregerende og fremmedfjendsk, og dermed en medvirkende en årsag til brandstiftelserne. Underforstået, at sådan er det ikke i Sverige.

    I Malmøs indvandrertætte områder foregik der imidlertid i nogle dage og nætter i midten af april 2007 lignende aktiviteter, selv om det ikke kan forklares med noget, der ligner den danske udlændingedebat. Brandstiftelserne bredte sig dog ikke til det øvrige Sverige.

    Hvad de svenske kommentatorer har overset er, at der løbende opstår mange påsatte brande i svenske skoler. Måske fordi de ikke får nogen særlig opmærksomhed i de landsdækkende medier. Som den svensk-tyrkiske kommentator Thomas Gür, skrev i Svenska Dagbladet om omtalen af uroen i Danmark, »har lignende angreb mod brandmændene, som for nylig skete i Södertälje ved tre tilfælde 14.-1., 1.1. og 30.12. samt i Botkyrka (24.12.) og Salem( 8.12.) overhovedet ikke vakt nogen større interesse i svenske medier, selv om det handler om beslægtede fænomener.«

    Der forekommer efterhånden så mange brande i skoler og daginstitutioner, især i storbyområderne, at den svenske beredskabsstyrelse, Räddningsverket, til april afholder et seminar med titlen En skola brinnar varje dag – hvem bryr sig?…

    Antallet af påsatte brande i svenske skoler har været kraftigt stigende i de senere år. Fra 95 i 1996 til 257 i 2006, men formentlig har mange flere end 257 af de i alt 505 brande på skoler i 2006 været påsat, siger Susanne Hessler, der er statistikansvarlig på Svenska Brandskyddsföreningen.
    Og stigningen har været størst i områder med mange indvandrere, uden at det dermed er sagt, at der er en sammenhæng.

    Göteborg havde ingen påsatte skolebrande i 1996, men 48 i 2006. Stockholm havde 16 i 1996 og 26 i 2006, mens Malmø havde 5 i 1996 og 16 i 2006. Samme tal som Helsingborg, der imidlertid ikke havde nogen brande i 1996. Antallet af påsatte skolebrande steg med 162 fra 1996 til 2006. Af denne stigning stod de tre storbyamter, Stockholm, Västra Götalands len (Göteborg) og Skåne len (Malmø) for 121.

    Antallet af brande i 2006 i danske skoler var 164, hvoraf næsten halvdelen dog var slukket inden brandvæsenet kom. Knap halvdelen af de 164 brande formodes at være påsatte, oplyser den danske beredskabsstyrelse. Målt i forhold til indbyggertallet er antallet af skolebrande næsten dobbelt så stort i Sverige som i Danmark.”

    Oploadet Kl. 02:30 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer
    

    20. oktober 2007

    EU-finansieret integrationsrapport var reelt propaganda for multikultur mod nationalstaten

    Torsdag kunne man i Urban læse en blogpost af Kristian Ydmyghed der bashede Venstres Irene Simonsen, fordi hun ikke tog den de af ham ønskede konsekvenser af den nyligt udgivne integrationsrapport. Regeringen ignorerede med hans ord “teori og viden”.

    Fra Weekendavisen. Frede Vestergaard om rapporten – Fremmed i Europa (kræver login).

    “Danmark er et af de lande i Europa, der er dårligst til at integrere indvandrere fra tredjeverdenslande. Danmark ligger på en tre-delt 21. plads ud af 28 lande, mens Sverige er bedst. Sådan lød det hele mandagen i radioaviserne og tv-aviserne frem til Deadline sidst på aftenen – med henvisning til en ny undersøgelse, der blev offentliggjort i Bruxelles. Det skal straks siges, at undersøgelsen – i modsætning til, hvad den elektroniske nyhedsdækning gav indtryk af – i virkeligheden ikke siger noget om, hvilke lande, der er bedst til at integrere. Undersøgelsen handler derimod om, hvor gode rammerne for integrationen, dvs. integrationslovgivningen, vurderes at være. Undersøgelsen er finansieret af EU-kommissionen og ifølge justitskommissær Franco Frattini skal integrationsindekset og dets underindeks fungere som benchmark – norm – og indikatorer for god integrationspolitik i Europa. Med andre ord skal det bruges til at rette kritik mod de lande, hvis lovgivning ikke er så god som de bedstes.

    […]

    Integrationsindekset baserer sig på en meget formalistisk undersøgelse. Integrationsindekset, som rangordner 25 EU-lande plus Norge, Schweiz og Canada, er et gennemsnit af seks andre indeks, som vedrører lovgivningen for adgang til arbejdsmarkedet, adgang til familiesammenføring, adgang til permanent opholdstilladelse, adgang til statsborgerskab, adgang til politisk deltagelse samt antidiskriminationslovgivningen. På hvert af disse seks enkeltområder tildeles hvert land en score fra nul til hundrede på grundlag af en håndfuld andre indikatorer, som af folkene bag undersøgelsen tildeles forskellige værdier. I alt indgår der 140 indikatorer for hvert land. Danmark ligger som nævnt på en delt 21. plads i det overordnede indeks. På familiesammenføring ligger Danmark næsten helt i bunden som nummer 26 ud af 28 lande. Her er underindikatorerne »adgang« til familiesammenføring, hvor Danmark tildeles en score på nul, »betingelser for adgang«, f.eks. sprogtest og integrationsprøve, hvor Danmark tillægges en score på 47 samt »sikkerhed for at kunne blive« og »tilknyttede rettigheder«, som hver tildeles en score på 50. I gennemsnit giver det en score på familiesammenføring på 36 ud af 100 mulige. Resultatet af den formalistiske indekskonstruktion er for det første, at det er de enkelte landes udlændinge- og integrationslovgivning, der sammenlignes. Ikke hvordan integrationspolitikken virker i praksis. At Danmark ifølge undersøgelsens egne tal er bedre til at få indvandrere i arbejde end Sverige – en yderst central integrationsfaktor – har derfor ingen betydning for karaktergivningen. Ifølge undersøgelsen, der bruger EU-statistik, var beskæftigelsesfrekvensen i 2006 for ikke-EU-borgere i Sverige 46,4 procent, mod 74,0 procent for etniske svenskere. De tilsvarende tal i Danmark var henholdsvis 65,0 og 77,3 procent.… (Spørgsmålet er dog, om Danmark virkelig er så meget bedre placeret end Sverige. Tallene stammer fra EU’s arbejdstyrkeundersøgelse i 2006, men ifølge Danmarks Statistiks registerbaserede tal ligger ikke-vestlige indvandreres beskæftigelsesfrekvens på 50 procent. Stadig bedre end i Sverige, men ikke så meget bedre.) For det andet betyder undersøgelsens konstruktion, at landenes placering sker ud fra karaktergivernes politiske vurdering af, hvordan lovgivningen burde være. Karaktergiverne gør sig dermed til overdommere for, hvad der er god integrationspolitik. Undersøgelsen tager altså ikke hensyn til, at der eksempelvis kan være forskellige opfattelser af familiesammenføringens betydning for, om det er muligt at opnå en vellykket integration. Den tager som udgangspunkt, at vellykket integration forudsætter uhindret adgang til familiesammenføring, herunder stiftelse af nye familier.

    […]

    Så længe der er denne diskrepans mellem, hvad undersøgelsens tilrettelæggere mener, er de rigtige familiesammenføringsregler, og hvad danske forskere og politikere mener om samme sag, vil Danmark fortsat få en bundplacering på dette område. Et andet eksempel er kravet om et vist kendskab til det nye lands sprog, som flere og flere europæiske lande stiller som betingelse for familiesammenføring. Dette krav betragtes i undersøgelsen som en hindring for integration, og trækker ned i karakteren for familiesammenføringsreglerne, selv om integrationen i realiteten må være lettere, når den familiesammenførte har et vist kendskab til det nye lands sprog. Et tredje eksempel er adgangen til dobbelt statsborgerskab, som en række lande afviser. Det lader folkene bag undersøgelsen trække ned i karakteren for »adgang til statsborgerskab«. Men man kunne naturligvis lige så vel vende argumentet på hovedet og gøre gældende, at en person, der ikke ønsker at frasige sig sit gamle statsborgerskab, ikke er interesseret i at blive fuldt integreret. Det ene synspunkt er ikke mere rigtigt end det andet. Men i undersøgelsen betragtes manglende adgang til dobbelt statsborgerskab som en integrationshindring.

    Som sagt er der tale om en meget formalistisk undersøgelse. Den indeholder ingen beskrivelse af tendenserne i de europæiske landes indvandringspolitik. Uanset hvad undersøgelsens tilrettelæggere anser for god integrationspolitik, strammer en række EU-lande i disse år reglerne for indvandring fra tredjelande. Specielt strammes der på familiesammenføringsområdet… Belgien er det mest aktuelle eksempel. Det første punkt i det nye belgiske regeringsgrundlag, som de to kommende regeringspartier – de kristelige demokrater og de liberale – i sidste uge kunne enes om, fire måneder efter valget, var en kraftig opstramning af den belgiske udlændingepolitik, specielt ved familiesammenføring… Også det franske parlament har netop strammet indvandringsreglerne. Mest omtale har en DNA-test af biologisk slægtskab fået, men den er frivillig. Der stilles derimod forsørgelseskrav og ligesom flere andre lande kræver Frankrig i fremtiden aflæggelse af en sprogprøve i hjemlandet samt en prøve i »franske værdier«. I Schweiz er udlændingepolitikken også på dagsordenen… Vores naboland Sverige har ikke har strammet reglerne for indvandring… Der synes at være en latent skepsis over for muslimer, som ikke til daglig kommer til udtryk i medierne eller blandt de snakkende klasser. For et par uger siden viste dette års udgave af det såkaldte mangfoldighedsbarometer fra Uppsala Universitet, at 50 procent af svenskerne mener, at det burde være forbudt at bære tørklæde i skolen og på arbejdet, mens 82 procent mener, at indvandrere er skyldige at tilpasse sig svenske vaner. En nylig opinionsmåling om forskellige aspekter af livskvalitet foretaget på vegne af EU-kommissionen siger ligeledes noget om holdninger, der ikke udtrykkes til daglig. Undersøgelsen viste, at Stockholm er den hovedstad i EU, der ifølge byens egne indbyggere er dårligst til at integrere indvandrere. Endnu værre er det i Malmø. De to byer lå i den absolutte bund blandt 75 byer fra alle EU-lande samt Kroatien og Tyrkiet. 78 procent af stockholmerne og 83 procent af malmøboerne sagde nej til udsagnet »udlændingene i byen er velintegrerede«, mens kun hhv. 13 og 12 procent sagde ja. De danske byer i undersøgelsen var København og Aalborg. Her svarede henholdsvis 48 og 38 procent nej til at byens udlændinge er velintegrerede, mens henholdsvis 44 og 47 procent sagde ja. Dermed lå de to danske byer nogenlunde i midten blandt alle 75 byer i undersøgelsen.”

    DR Online skrev sidste mandag…

    Danmark er et af de lande i Europa, der er dårligst til at integrere mennesker fra tredjeverdenslande. Det viser den hidtil største uvildige undersøgelse af lovlige immigranters forhold i blandt andet Europa.” (EU-rapport ændrer ikke ved integrationspolitikken, 15/10-07)

  • 13/9-07 Uriasposten – Franco Frattini: Vi skal se på indvandring som en berigelse.
  • 15/10-07 Uriasposten – Hvis nu alle fik asyl og statsborgerskab og ret til familiesammenføring og….
  • 15/10-07 Svenska Dagbladet – Sverige bäst på integration – men inte i praktiken… (Ulf Bernitz).
  • 17/10-07 Jyllandsposten – Skarp kritik af integrationsrapport.
  • 

    20. april 2007

    I Sverige stod de ansvarlige politikere ikke fast…

    Fra Weekendavisen. Lidt fra Frede Vestergaards beretning om den svenske udlændingepolitik – Honninglandet hinsidan.

    “Socialdemokraterne distancerer sig stadig mere fra deres beslutning om at føre samme, stramme udlændingepolitik som regeringen.

    Den såkaldte startydelse og kontanthjælps-loftet for ægtepar, som begge er regler, der gør det mindre attraktivt at søge til Danmark, har Socialdemokraterne længe været imod. Og denne modstand er i de seneste måneder blevet ledsaget af en stadig kritik af administrationen af asyllovgivningen.

    Måske animeret af den konservative udlændingeordfører Henriette Kjær, der jævnligt stikker nåle i regeringens udlændingepolitik, muligvis af bitterhed over at have mistet ministerbilen.

    Men når udlændingepolitikken kommer på slingrekurs, risikerer antallet af asylansøgere at eksplodere.

    Det har Sverige fået at føle. Her har en midlertidig lempelse af asylpolitikken demonstreret, at søger man asyl i Sverige, får man nok lov at blive. Også selv om der ikke er grundlag for at få bevilget asyl.

    Den svenske udlændingestyrelse, Migrationsverket, vurderer selv, at Sverige i 2006 modtog 43 procent af alle de irakiske asylansøgere, der søgte til vestlige lande, herunder USA, Canada og Australien, samt at det i december 2006 kan have været så mange som 63 procent mod ni procent i januar 2006.

    Migrationsverket venter i sin seneste prognose fra februar, at der i år kommer 40.000 asylansøgere til Sverige, især fra Mellemøsten og fortrinsvis fra Irak. Prognosen lyder på et tilsvarende tal i 2008.

    En ny prognose offentliggøres i næste uge. I de første tre måneder i år kom der 9.200 asylsøgere til Sverige.

    Oven i forventer Migrationsverket 40.000 familiesammenføringer i år, altså i alt 80.000 personer.

    I 2006 fik Sverige 24.300 spontane asylsøgere, hvortil kom nogle hundrede kvoteflygtninge. Til sammenligning modtog Norge 5.300, Finland 2.300 og Danmark 1.900 asylsøgere… Også målt pr. indbygger fik Sverige markant flere asylansøgere end noget andet EU-land i 2006.

    Efter at have fået asyl, har flygtningen ret til at få sin familie til Sverige. Antallet af flygtninge med familie som fik opholdstilladelse steg fra ca. 30.000 i 2005 til 47.000 personer i 2006.

    Hvordan er det gået til, at Sverige i den grad er blevet asylmagnet?

    Forklaringen er, at den svenske regering opgav at stå fast, da den i 2005 kom ud for et voldsomt pres i medierne, understøttet af diverse organisationer som Svenska Kyrkan, for at asylsøgere, som var forblevet i Sverige efter gentagne afslag på asyl, skulle have deres sag genoptaget. Specielt familier med børn. Der var dukket en række sager op med asylsøgendes børn, som henlå apatiske i deres senge, angiveligt på grund af usikkerhed om familiens fremtid.

    Den socialdemokratiske mindretalsregering kæmpede længe imod, men dets to støttepartier Vänsterpartiet og Miljöpartiet gjorde det til sidst til en betingelse for at støtte regeringens finanslov for 2006, at alle, der havde fået afslag på asyl, men stadig opholdt sig i Sverige, skulle havde deres sag taget op til en fornyet, mere lempelig vurdering.

    Tre af de borgerlige partier undlod at stemme, mens Moderaterne – de konservative – stemte imod loven.

    [..]

    Det svenske forløb viser altså, at vil et land sikre, at det selv har rimelig styr på indvandringen og dens sammensætning, er det vigtigt ikke at suspendere asylreglerne på grund af politisk pres. Det er i praksis det samme som at afskaffe asylreglerne i forhold til lande, hvortil det er umuligt at returnere personer, som har fået afslag og som ikke vil rejse frivilligt.”

    

    7. januar 2007

    En helt masse om social kapital, og absolut intet om det multikulturelle samfund

    Fra seneste udgave af Weekendavisen. En længere præsentation af en ny dansk bog om social kapital, der som en kat om den varme grund, undlader at forholde sig til det multikulturelle samfund. Den ellers udemærkede Frede vestergaard fejler lidt her. Fra Tillidssamfundet Danmark.

    “Ifølge bogen med titlen »Social Kapital – En introduktion« er danskerne simpelthen verdens mest tillidsfulde folk, fordi vi er vant til at kunne stole på andre mennesker.

    86 lande over hele verden har i flere omgange deltaget i den såkaldte World Values Survey-undersøgelse, og i ingen andre lande svarer så mange ja til, at de mener, at man kan stole på de fleste andre mennesker som i Danmark.

    Ved den seneste WVS-undersøgelse i 2000 sagde 64,5 procent af danskerne ja til spørgsmålet, om man kan stole på de fleste andre mennesker.

    Men blandt franskmændene var det kun 22,2 procent, i øvrigt markant under Spanien med 36,2 og Italien med 30,7 procent og mindre end det samlede gennemsnit for de 86 lande på 28 procent. En nyere undersøgelse med samme spørgsmål – det såkaldte SoCap-projekt med 21 lande i 2005 – omfattede ikke Frankrig, men den gav et endnu højere tal for Danmark, nemlig 77,6 procent.

    […]

    Det er antropologen, lektor, ph.d. Gunnar Lind Haase Svendsen fra Institut for Forskning og Udvikling i Landdistrikter på Syddansk Universitet og politologen, professor, ph.d. Gert Tinggaard Svendsen fra Aarhus Universitet, der har skrevet bogen, som er den første danske introduktion til begrebet social kapital. Social kapital er et udtryk for samfundets sammenhængskraft og betegner summen af normer, tillid og netværk…

    Bogen er ganske spændende. Bl.a. på grund af dens betragtninger over årsagerne til, at de fire nordiske velfærdsstater ligger i toppen på tillidslisten – tæt fulgt af Nederlandene.

    I alle disse lande er den offentlige sektor enorm, skatterne på arbejde er tårnhøje, omfordelingen er massiv og de økonomiske incitamenter til at arbejde er svage. Alligevel arbejder vi – de fleste af os i hvert fald – uden at svigte den sociale kontrakt, som tilsiger at folk i den arbejdsdygtige alder skal arbejde for at finansiere børn og pensionister, og skoler og sundhedsvæsen m.m. Vi hører til blandt verdens rigeste lande. Man skulle tro, at den flittige humlebi var så overbelastet, at den var ude af stand til at flyve.

    Forklaringen – mener forfatterne – er de nordiske landes store beholdning af social kapital, altså summen af det ofte uformelle samarbejde, der eksisterer på kryds og tværs borgerne imellem, og som bygger på tillid, fælles normer og dyder opbygget over flere generationer.

    Mens mistillid og statslig kontrol skaber bureaukrati, er tillid en produktiv kraft, der gør samfundet smidigt og effektivt og gør det muligt at øge den økonomiske formåen, endog for et land uden naturlige rigdomme som Danmark. Man skal ikke hele tiden bruge tid, penge og energi på at undgå at blive taget ved næsen. Hvis andre generelt er til at stole på og opfører sig ordentligt, sparer borgerne en masse udgifter, f.eks. til kontrol og advokater. Den sociale kapital udgør »det danske guld«, mener forfatterne.

    […]

    Den høje grad af tillid til andre mennesker og til offentlige institutioner udgør en form for samarbejdskapital, som nok er usynlig, men som har synlige effekter, siger de to forfattere.

    De bruger begrebet social kapital som betegnelse for tillid i tråd med, hvad man gør internationalt, hvor begrebet social kapital og social sammenhængskraft i de sidste 10-15 år er kommet stærkt på banen som forklaring på, hvorfor nogle lande klarer sig bedre end andre.

    Økonomerne kan ikke fuldt ud forklare nationernes velstand ved henholdsvis human kapital (uddannelse og on-the-job-training) og fysisk kapital… Tillid er indtil videre den bedste målestok for social kapital, mener forfatterne…

    Folk i de lande, der klarer sig bedst økonomisk og har højere økonomisk vækst, har generelt større tillid til andre mennesker. Forfatterne citerer ny forskning, der viser at ti procents stigning i et lands generelle tillid giver 0,5 procent ekstra økonomisk vækst.

    […]

    Det kan tage årtier eller århundreder at opbygge positiv social kapital, men i løbet af forholdsvis få år kan den brydes ned…

    Spørgsmålet er så, om vi i virkeligheden lever på resterne af en social kapital, af normer og dyder, som er nedarvet fra tidligere generationer, men som er ved at udhules af en mindre pligtopfyldende generation – ligesom humlebien i en lang overgangsperiode lever højt på olien i Nordsøen?

    Men det mener professor Gert Tinggaard Svendsen ikke. Vi har stærke arbejdsnormer, og vores tillidsindeks har været stigende og ikke faldende.

    Det danske guld kan imidlertid hurtigt bortødes, hvis normerne bag den høje tillid forsvinder, siger Gert Tinggaard Svendsen: »Den store udfordring bliver at styrke og bevare den danske verdensrekord i social kapital. Skal velfærdsstaten overleve på længere sigt, er det vigtigt, at familier og skoler viderebringer centrale adfærdsnormer, såsom at »et ord er et ord« eller at alle, der kan, skal yde deres til det fælles bedste. I det øjeblik, danskerne mister tiltroen til, at andre borgere vil bidrage, fordi de observerer flere og flere »gratister«, eller at de formelle institutioner begynder at forfølge egne interesser i stedet for samfundets samlede interesser, risikerer vi en ond cirkel. En ond cirkel hvor folk på forskellig måde bryder den sociale kontrakt og unddrager sig arbejdsmarkedet og lader sig forsørge af det offentlige, hvilket – lige som sort arbejde – indebærer, at der kommer færre skatteindtægter og dermed færre penge til velfærdsydelser. Det vil igen resultere i mindre tillid til, at systemet virker. Og uden indkomstskat vil den nordiske velfærdsstat snart være en saga blot,« siger professor Gert Tinggaard Svendsen…

    Det kan synes ren lobhudling af Danmark og danskerne at omtale dem, men også i andre internationale undersøgelser har danskerne en enestående placering. En ny international sammenligning mellem 90 lande viser således, at danskerne er verdens lykkeligste folk (Veenhoven, se www.worlddatabaseofhappiness.eur.nl).

    Samtidig viser en anden nylig undersøgelse, foretaget i 51 lande, at danskerne scorer højest på de to dimensioner »venlighed og imødekommenhed over for andre« samt »åbenhed over for nye ideer og muligheder« (McCrae m.fl. »Personality profiles of cultures«).

  • Hans Reitzels forlag, 2006 – Social kapital. En introduktion.
  • Nomos 2004 2/2 – Cini og Rosenløv: Når kultur betyder noget. Kulturens betydning for civilsamfund og social kapital. (pdf; den første introduktion på dansk, uanset hvad Vestergaard og Hans Reitzels forlag hævder).
  • Oploadet Kl. 23:00 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
    Arkiveret under:
    

    11. november 2005

    Velfærdskommissionen: Hvis blot herboende indvandrere og deres børn kommer i arbejde…

    Fra seneste udgave af Weekendavisen – en af disse Frede Westergaard-artikler der renser luften. Tre citater fra Hvem skal arbejde mere?:

    “Christiansborg-journalistikken synes i de senere dage at have konkluderet, at velfærdsproblemet kun handler om en efterlønsreform, og at de politiske beslutninger, der bliver resultatet af Velfærdskommissionens arbejde, kun vil komme til at bestå i en gradvis forhøjelse af efterløns- og folkepensionsalderen med to år i årene mellem 2015 og 2026… Men mediernes og politikernes ensidige fokus på efterlønnen risikerer at fjerne opmærksomheden fra andre velfærdsspørgsmål. Velfærdskommissionens hidtidige rapporter indkredser flere andre, store velfærdsproblemer end den efterhånden gennemdiskuterede aldring af befolkningen og den deraf følgende forsørgerbyrde for de erhvervsaktive.

    Udover befolkningens aldring peger rapporterne først og fremmest på problemet med indvandrernes lave erhvervsfrekvens. Kommissionens beskrivelse af dette forhold har ikke vakt mediernes eller offentlighedens opmærksomhed, måske fordi det er omtalt i slutningen af en af Velfærdskommissionens rapporter. Men den økonomiske betydning er overvældende. Faktisk beregner Velfærdskommissionen i rapporten Fremtidens Velfærd – og Globaliseringen, at »hvis erhvervsdeltagelsen for herboende og fremtidige indvandrere og efterkommere svarede til en gennemsnitsperson af dansk oprindelse, ville det samlede langsigtede finansieringsproblem for den offentlige sektor blive reduceret med 4/5.«

    Det fremgår også af Velfærdskommissionens rapport, at indvandrere fra mindre udviklede lande i gennemsnit modtager 2,6 millioner kroner mere fra det offentlige i løbet af livet, end de betaler i skat. Det skyldes, at de både har en lav erhvervsdeltagelse og som regel ikke forlader landet igen, når de bliver gamle. I modsætning hertil bidrager indvandrere fra vestlige lande i gennemsnit med 1,8 millioner kroner mere til de offentlige kasser end resten af befolkningen. Af hensyn til konsekvenserne for den fremtidige finansiering af velfærden er det derfor vigtigt at skelne mellem forskellige grupper af indvandrere, når ændringer i udlændingepolitikken diskuteres. Integrationspolitikken fortjener altså mindst lige så stor politisk opmærksomhed som en ændring af efterlønnen. Mens en perfekt arbejdsmarkedstilknytning for indvandrere ville løse 80 procent af velfærdsstatens finansieringsproblem i de kommende år, vil en forhøjelse af efterlønsalderen med to år – som der øjensynlig tales om på Christiansborg – kun løse 15 procent af problemet.

    “Kommissionen lægger vægt på, at Danmark – uafhængigt af selve finansieringsproblemet – står over for to demografiske forskydninger i de kommende tredive år og ikke bare en. Ikke bare bliver der 400.000 flere pensionister og 350.000 færre tilbage i arbejdsstyrken i løbet af de næste tre årtier, men samtidig med at arbejdsstyrken falder, vil der ske en ændring i arbejdsstyrkens sammensætning. Indvandrere og efterkommere fra mindre udviklede lande vil komme til at udgøre en stigende andel af arbejdsstyrken. Ifølge Velfærdskommissionens fremskrivning vil de i 2040 udgøre 17 procent under forudsætning af, at den nuværende stramme udlændingepolitik opretholdes.

    Ulrik Høy udtrykte det præcist i sin klumme – direkte henvendt til Politiken: “Først skaber man problemer, så benægter man dem, og så giver man andre skylden.”.

    Oploadet Kl. 20:38 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper