3. april 2018

Professor: ‘Grænsekontrol giver racismen en konstruktion og en kontekst, vi kender som nationalisme’

En overset perle – intet mindre. Søren K. Villemoes overværede tidligere på året en to-dagens konference om race i regi af Aalborg Universitet København, og her kan man virkelig tale om en parallelvirkelighed. Her lidt fra referatet i Weekendavisen – Nuancer af hvid (16. marts 2018).

“I et fyldt auditorium træder professor i migration ved Aalborg Universitet Peter Hervik op til podiet. … Siden slutningen af 1990erne har Hervik forsket i racisme, særligt i muslimers repræsentation i medierne. Ifølge ham var det her, racismen for alvor begyndte at gøre sit indtog i Danmark.

‘I dag er jeg mest interesseret i aktivisme-perspektivet. Jeg er meget begejstret for det, der sker i den nye, sociale bevægelse,’ fortæller han… Hervik er heller ikke begejstret for medierne. De forsimpler spørgsmål om racisme, reproducerer den og fortæller ikke om de bagvedliggende årsager til migration, der kan forstås bedre, hvis man læser Marx.

‘Hvad der overses af nærmest alle journalister og mange akademikere er, at migration på et dybere niveau primært er en reaktion på ulighed eller oplevet ulighed,’ siger han og forklarer, at hverken postkolonialisme eller marxisme i sig selv er tilstrækkelige til at forklare racisme. Hervik fortæller, hvordan forskere har påvist, at grænsekontrol giver racismen en konstruktion og en kontekst, vi kender som nationalisme.

Blandt de papers, der fremlægges, er det adjunkt i migrations studier ved Aalborg Universitet Martin Lemberg-Pedersen, der står for det første og muligvis det mest bemærkelses værdige. … Han viser et kort fra EUs grænseagentur Frontex over migrantruter fra Afrika til Europa. På kortet er der pile, der bevæger sig fra syd mod nord.

‘Hvis man studerer starten af pilene, er der intet, der viser, hvorfor folk bevæger sig. Er det forfølgelse? Borgerkrig? Nej, volden er selve bevægelsen. Der er en slags racialiseret hukommelsestab i vores forestillinger. Jeg synes, det er slående at vurdere lighederne mellem Frontex’ kort og kort, der viser en anden form for omplacering af mennesker: Den transatlantiske slavehandel,’ siger han.

‘Også dengang var portrætteringen af volden den samme. Dengang blev slavers oprør mod deres ejere også set som voldelige handlinger, eksempelvis det haitianske slaveoprør, det første af sin slags. …,’ fortæller han.

Slavehandel er ikke det samme som migration. Det er mere en mutation. Men hvis du ser på de voldelige linjer, er der ligheder. Det går helt ind i hjertet af liberal, politisk teori, der kun for nylig er begyndt at se på migration. Det skyldes, at den er blevet bygget på en ekskluderende struktur som en slags naturlig orden, der racialiserer andre.

[…]

Det sidste oplæg står Anas Kababo og Serena Hebsgaard for. De mener ikke, at der kan findes statistisk belæg for den udbredte påstand om, at kultur kan forklare overrepræsentationen af ikke-vestlige efterkommere i kriminalitetsstatistikken. Kultur indgår ifølge dem som en ‘neokolonial praksis af selvglorificering, der udvikler diskurser om kulturel overlegenhed’. …

‘De såkaldte symptomer på laktose-intolerance er blot materialiseringer af den postkoloniale praksis transnational adoption,’ fortæller Kim-Larsen. ‘Hvis du er laktose-tolerant i Danmark, er du sandsynligvis også hvid. Med denne læsning af laktose-tolerance som en racial kategori, bliver det at indtage mælk en måde at vælge side til fordel for hvidheden og hvilke kroppe, der er normaliserede,’ forklarer hun.”

(Race in Contemperary Denmark, Racial Blind Spots in Danish Policy Domains, AAU, 18. januar 2018)



19. februar 2018

Flygtningeforskning: “.. udbredt, at man omtaler sig selv som et bolværk mod tiden politiske strømme”

Endnu et læseværdigt interview af Søren K. Villemoes i Weekendavisen. Han har talt med forskningschef Thomas Gammeltoft-Hansen om den danske flygtningeforskning, og her kommer sandheden frem, fra en mand der ikke just kan beskyldes for at være en højreorienteret hardliner. Her lidt fra I den gode sags tjeneste (ikke online).

“Han er i den offentlige debat om flygtninge kendt som en af og til skarp kritiker af europæiske regeringers flygtningepolitik. …

‘Sidste mandag holdt denne nøgleskikkelse i flygtningedebatten et velbesøgt foredrag hos Videnskabernes Selskab i København under titlen ‘Flygtningeforskning midt i en krisetid’. Her leverede han en usædvanligt hård bredside mod sit eget forskningsfelt. Gammeltoft-Hansen efterlyser et opgør med de herskende normer i flygtningeforskningen, som han frygter kan underminere hele dens faglige troværdighed. …

For udenforstående kan det forekomme surrealistisk, at mange flygtningeforskere som de tilsyneladende sidste i verden nægter at tale om en ‘flygtningekrise’. Men det er ingen tilfældighed. …

I stedet taler mange om, at man er bange for, hvad ordet kan betyde med hensyn til at piske en politisk stemning op, og hvad det kan legitimere af politiske tiltag til skade for flygtningene selv,’ fortæller Gammeltoft-Hansen. …

Mange flygtningeforskere ser det som en del af deres arbejde at fremme flygtninges beskyttelse og bidrage til praktiske løsninger til dette mål. Udgangspunktet for en del flygtningeforskning handler eksplicit om at fremme flygtninges beskyttelse,’ fortæller han.

– Hvorfor mener flygtningeforskere, at det er deres opgave at tjene flygtninges interesser? Det lyder umiddelbart ikke som et videnskabeligt anliggende.

Det hænger sammen med, at flygtningeforskning er, hvad sociologen Pierre Bourdieu ville kalde et svagt felt. Med svagt skal ikke forstås, at der ikke er superdygtige forskere, men at det er et fagområde, der i høj grad orienterer sig mod samfundsmæssige interesser. Hovedparten af feltet har indgået det, jeg kalder et liberalt kompromis, hvor man allierer sig med andre aktører uden for forskningen. Inden for flygtningeretten, den juridiske del af forskningen, har det eksempelvis i mange år internationalt været helt legitimt at forfølge en fortolkning, der konsekvent sigter mod at forbedre flygtninges retsstilling.’

… Skulle de drive med vindene og tage den politiske situation som en præmis, man måtte arbejde inden for? Eller skulle man i stedet kæmpe imod det, man så som en omsiggribende populistisk, højreorienteret og fremmedfjendsk udlændingepolitisk kurs?

‘Det er den sidste position, der har været mainstream inden for flygtningeforskningen siden 1980erne. Det er udbredt, at man omtaler sig selv som et bolværk mod tiden politiske strømme og for enkelte endda som aktivister. Det falder i god tråd med dele af den ‘kritiske forskning’, man også ser vinde frem på andre områder. En stor del af forskningen bliver mere afkoblet fra den realpolitiske virkelighed. Nu er det liberale kompromis ikke længere noget, der skal forholde sig til statslige interesser, men højst de organisationer, der varetager flygtningenes interesser. Derfor ser vi mange forskere fremlægge meget idealistiske forslag om globale kvotesystemer, legale flugtruter, fordelingsnøgler, overstatslig asylbehandling – noget, meget få lande vil acceptere -eller endda de helt radikale forslag om åbne grænser. Flere forskere begynder at orientere sig mod NGOer, menneskerettighedsorganisationer og internationale aktører som FN.’

[…]

‘Når man snakker med flygtningeforskere, går der ofte skrækhistorier om dem, der på et tidspunkt er kommet til at træde ved siden af. Jeg kender til en dansk ph. d.-studerende, der ved fremlæggelsen af et kapitel fik at vide af en tidligere institutleder på et førende flygtningeforskningscenter, at hvis han publicerede dette, kunne hun ødelægge hans karriere.

Det er meget udbredt, at der etableres en ortodoksi, en slags forskningspolitisk korrekthed, hvor folk dømmes inde eller ude. Det er ikke unikt for flygtningeforskningen. Men det er udbredt her.‘”



30. august 2017

Özlem Cekic var i løbende dialog med venstreekstreme Redox, ‘inden hun mødes med højreradikale’

Under normale omstændigheder ville jeg købe e-bogen og bringe citatet ordret med sidetal, men her gør jeg altså en bekvem undtagelse. Fra Søren K. Villemoes’ anmeldelse af hendes nye bog i Weekendavisen – Godhedens banalitet (ikke online).

“Personligt har jeg ofte fundet hende selviscenesættende og ude af stand til at tale om problemer med indvandringen. Men i bogen viser hun andre sider. Hun erkender blandt andet, at hun har ageret forsvarsadvokat for danske muslimer. En rolle hun i dag lægger afstand til… Hun fortryder at have set ned på dem, der hidsede sig op over, at juletræet forsvandt i Kokkedal, eller at frikadellerne forsvandt fra børnehaven. I dag kan hun se, at disse menneskers behov for identitet og anerkendelse er lige så vigtigt som danske muslimers behov for samme. Ja, det er endnu en banal erkendelse. Men det er stadig galakser længere, end de fleste når at tænke.

… Der er dog også blinde vinkler. Der er en gruppe, hun sjovt nok helt overser: den ekstreme venstrefløj. Özlem Cekic synes slet ikke at vide, at den findes, at den også avler had, vold og intolerance. Hendes blinde vinkel er endda så markant, at hun i bogen åbent skriver om at være i løbende dialog med researchkollektivet Redox, inden hun mødes med højreradikale. Det er pinagtigt ironisk. Redox er berømte og berygtede for deres nære omgang med de voldelige dele af den yderste venstrefløj og deres ulovlige overvågning og registrering af politiske modstandere.

Hvis hun er i tvivl om, hvor hun burde få sin næste kop varm dialogkaffe, er de det oplagte bud.”



16. februar 2017

Søren K. Villemoes overrasker Stine Bosse: “Flygtninge i Canada har ikke ret til offentlige ydelser.”

Deadline havde mandag aften indkaldt til debat om den canadiske premierminister Justin Trudeau, for at afklare hvorvidt han var ‘helt eller populist’. Weekendavisens Søren K. Villemoes havde det nemt, for Stine Bosse vidste meget lidt om udlændingepolitikken i det land hun ofte fremhæver som et eksempel til efterfølgelse. Herunder et tilfældigt nedslag. Bemærk DR2-værtens akavede og meget sigende afrunding. Direkte link til sekvensen her.

Stine Bosse, Europabevægelsen: … omvendt skal man skele til, og det mener jeg faktisk vi bliver nødt til, at Canada er nok i langt højere grad end USA i hvert fald – mere sammenligneligt med de skandinaviske lande, hvor vi jo har et velfærdssystem. Og skal det også holde, og det synes vi jo alle sammen, at det skal. Så siger jeg ikke, at de skal på en stram diæt, men jeg siger, at vi skal gøre meget mere for at de hurtigt kommer ind og bidrager.

Søren K. Villemoes, journalist: Men det er sådan noget jeg ikke forstår, nu her. For hvad er det du mener, vi skal kopiere. Du kalder det en starthjælp, men det er faktisk ikke en starthjælp de får. Flygtninge i Canada har ikke ret til offentlige ydelser. De får lov til at tage et lån det første år, alle pengene skal betales tilbage. Derefter skal de bare hjælpe sig selv 100 procent. Du taler om at canadierne er gode til at få dem i arbejde, altså – det er jo sådan her de får dem i arbejde. Er det dét du gerne vil have eller hvad? Eller vil du bare have at vi byder nogle folk velkomne i en lufthavn. Jeg har sådan lidt svært ved at se, hvad det egentligt er du efterlyser.

Stine Bosse: Hvad jeg efterlyser, er at vi tør lade os inspirere af noget andet, noget af det de har succes med.

Søren K. Villemoes: – men hvad er det?

Stine Bosse: – og så selvom det har nogle omkostninger for vores måde at gøre det på.

Camilla Thorning, Deadline-vært: Lad os prøve at se på en anden ting, som du også peger på, som der er succes med. Det er jo hele omtalen, retorikken, det vi hører Trudeau sige. Lad os lige prøve at genlytte det han sagde i indledningen, ved besøget i lufthavnen, da der kom syriske flygtninge.

(Canada-PM Justin Trudeau tager tager imod syriske flygtninge i Toronto lufthavn, 2015; Collage: DM)



22. oktober 2016

Undertegnede i Weekendavisen om Redox: “Hvad de mener om noget, er tæt på at være irrelevant.”

Søren K. Villemoes præsenterer i seneste udgave af Weekendavisen tre mediekritiske online-medier fra højre flanke. Omtalt er Jeppe Juhls Newspeak Networks, Den Korte Avis og nærværende blog. Intet vil være nyt for faste læsere, men det skal dog med i de evige annaler – Journalistisk højrekorrektiv (ikke online).

“Flere små online-medier på højrefløjen tager i disse år kampen op mod kulturradikalismens dominans i den danske medieverden. Weekendavisen har kigget på tre af dem. …

Et andet højreorienteret online-medie er Uriasposten. Her har den historieuddannede blogger Kim Møller siden 2003 trofast og utrætteligt holdt øje med den venstredrejede medieelites apologetiske sløring af masseindvandringens konsekvenser.

Nærmest dagligt har han opdateret sin blog med uddrag fra artikler og fjernsynsudsendelser, hvor han har noteret sig en manipulerende, venstreorienteret bias. Han har også fulgt venstreradikale demonstrationer, fotograferet og delt oplysninger om navngivne aktivister gennem årene. Det førte blandt andet til, at han i 2010 blev overfaldet, slået og sparket, da han tog billeder af en demonstration under titlen Good Night White Pride i Aarhus.

Episoden demonstrerede, at han er en foragtet skikkelse på den yderste venstrefløj. I 2013 var fire personer i kredsen omkring Researchkollektivet Redox tiltalt for hacking mod personer med tilknytning til det højrenationale miljø (samt for hærværk, grov vold og forsøg på grov vold). Under retssagen kom det ifølge BT frem, at de tiltalte i flere døgn havde overvåget Kim Møller og opsøgt ham på hans hjemmeadresse. I dag beskriver Redox Kim Møller som ‘den ubetinget vigtigste figur i den nationalkonservative bevægelse’. Det kan Kim Møller ikke tage seriøst. ‘Hvad de mener om noget, er tæt på at være irrelevant,’ siger han om omtalen. Han forklarer, at Uriasposten blev født som et korrektiv.

‘Udgangspunktet var helt fra starten mediekritikken. At imødegå den journalistiske ubalance med modsatrettet dokumentation og hårde facts,’ forklarer Møller.

‘Jeg hørte meget P1 og blev dagligt forulempet af tidligere kommunister, der analyserede alt gennem et marxistisk filter. Nationalkonservative var for den gennemsnitlige journalist nazister, der endnu ikke var afsløret.’ Bloggens fokus var fra starten det, Kim Møller kalder De tre I’er: Indvandring, Islam og Integration. Det afspejler sig tydeligt ved et enkelt besøg en onsdag aften. Et udpluk: dokumentation af muslimer, der på Facebook forsøger at arrangere deres datter i et ægteskab. Et Glistrup-citat om muhamedanismen i Indonesien fra 1990erne holder stadig stik. 68er-mediebias afsløret igen: DR citerer netop afdøde Trille for, at hun ikke var ’særlig politisk’.

Selv om Kim Møller er uddannet historiker, har han arbejdet ti år hos COOP Logistik i Aarhus og har nu et tilsvarende job på Fyn, hvor han bor. Tidligere i år valgte han at stoppe med Uriasposten, opsige sit job og i stedet arbejde fuldtid som blogger. Planen var, at han skulle redigere den danske aflægger af den norske hjemmeside Document. Den har siden 2003 været kørt af nordmanden Hans Rustad, der er kendt for at være nogenlunde lige så kritisk over for islam, som han er venlig over for Israel. Han er ligesom Møller national-og kulturkonservativ.

Planen gik i vasken. Efter ganske få uger ophørte samarbejdet. Og hjemmesiden er i dag redigeret af Nye Borgerliges Aia Fog. Ifølge Møller var der ingen personlige uoverensstemmelser. Documents stil havde blot for meget avis-format til hans smag med for meget fokus på terror i udlandet. Han interesserer sig mest for Danmark. Møller fortæller, at Uriasposten i dag har mellem 5000-6000 unikke hits om dagen. Her finder man dog ingen kattevideoer. I stedet er der mange billeder af fugle. Kim Møller er også fritidsornitolog.”

Oploadet Kl. 15:05 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer


13. september 2016

Borgerlige Jarl Cordua: Mener du, at vi er i krig med Islam, så er du ‘nationalist, populist, måske fascist’

Hvor demokratiske socialister uden blusel praktiserer ‘Ingen fjende til venstre’, så er vilkårene væsensforskellig på højrefløjen. Her er man anti-demokrat, hvis man afviger promiller fra Løkke Rasmussens Merkel-sanktionerede linje.

I seneste udgave af Weekendavisen har Søren K. Villemoes talt med Jarl Cordua om den polariserede Islam-debat, og her er der ‘no mercy mod folk’ der mener vi er i krig med Islam. Folk der italesætter en krig (der på sin vis er i fuld gang), er nationalister, populister eller fascister. Fra Strudsene og de uansvarlige (ikke online).

“Han anser synet på islam og især muslimer som en klar skillelinje på højrefløjen.

‘… jeg mener ikke, at man kan kalde sig borgerlig, hvis man har den opfattelse at føre landet i krig mod særlige religioner og begrænse religiøses mulighed for at dyrke deres tro inden for det liberale demokratis rammer, som der står i grundloven. Der går skillelinjen. Hvis ens politiske projekt er at genere en bestemt religion mest muligt, så er man ikke borgerlig. Så er man nationalist, populist, måske fascist, det er uklart. Er man borgerlig, så står man for det liberale demokrati,’ siger han til Weekendavisen.

Cordua mener, at dele af højrefløjen har et meget problematisk syn på islam.

‘Der hvor de efter min mening går helt galt i byen, men desværre har haft held med det, er at gøde debatten og skabe grobund for den forestilling, at nogen har sat en folkevandring i gang, som politikerne intet vil gøre noget ved. Politikerne har sovet i timen, de har forrådt Danmark, de er landsforrædere, og nu skal rigets bedste mænd rydde op og smide en masse mennesker ud af dette land. Det er en forestilling, der har rigtig meget medvind, fordi mange blev forskrækkede over at se de mange vandre langs de danske landeveje. De mest syge ideer handler om, at det er en bevidst ting, der er indlejret i islam som religion, at man skal invadere det kristne Europa og med tiden oprette et kalifat,’ siger han.

Jarl Cordua er særlig kritisk over for den opfattelse, at vi er i krig med islam.

‘Når man udnævner en religion som fjende, så er der en risiko for, at muslimer opfatter det således, at ‘nå, nu er Danmark i krig med os’.
Det er uansvarligt og tankeløst. Men vi må nok erkende, at hun (Marie Karup, Kim)faktisk mener det. Det er ikke bare for at fiske stemmer. Det er faktisk hendes analyse. Og der synes jeg, at man bør spørge sig selv, om man virkelig ønsker en sådan krig. At man taler den op. Jeg mindes ikke, at vi har haft så uansvarlige politikere før, der taler en krig op som uundgåelig. De fleste politikere, vi har haft siden 1864, har talt konflikter ned og forsøgt at hindre, at en sådan situation opstår,’ siger Cordua.”



12. april 2016

Søren K. Villemoes persona non grata i venstreradikal højborg: “Så er det officielt: Jeg er racist.”

For et par år siden afviste Ungdomshuset et heavy metal-band, fordi et af bandmedlemmerne var aktiv i Danmarks Nationale Front. Uwe Max Jensen fortæller, at Weekendavisens Søren K. Villemoes har fået en lignende afvisning af Bolsjefabrikken, da journalisten og (og regga-DJ’ens) sindelag er uforenelig med husets værdier. Som Villemoes selv formulerede det: “Så er det officielt: Jeg er racist.”

Mikkel Andersson opridser sagen – Halløj i det identitetspolitiske bolsjekogeri.

“… Hvorfor Villemoes egentlig er politisk uren, er der ikke rigtig nogen, der kan forklare. Det tætteste man kommer, er, at han engang har skrevet noget om en hottentotkarrusel i Djurs Sommerland, som han ikke mente, var udtryk for strukturel racisme men blot anakronistisk bøvethed og så angiveligt har forsvaret retten til at kalde folk ‘neger’. …

I deres helt unikke definition af racismebegrebet kan hvide ikke udsættes for racisme – kun være racister. Hvilket de så dog er til overmål. Det skyldes nemlig i høj grad, at racismen er ’strukturel’, hvilket belejligt nok indebærer at alle hvide mere eller mindre opretholder denne, og dermed også i praksis bliver bærere af en moderne form for arvesynd i kraft af de historiske forbrydelser og privilegier, som deres hudfarve beføjer dem.

Brugen af racisme i en helt ny version er blot et eksempel på, at identitetspolitikken – som enhver god subkultur – har sin helt egen indforståede sprogbrug. Her findes eksempelvis begreber som ‘whitesplaining’, som er noget rigtig grimt, man kan beskylde en person med hvid hud for, hvis man er uenig, i stedet for at konstatere, at man finder vedkommende arrogant, nedladende eller unødigt belærende. På samme måde som ‘white tears’ er et hyppigt anvendt udtryk, man kan hæfte på hvide mennesker, man mener er uretmæssigt kede af noget, som deres eksklusive hudfarve slet ikke berettiger dem til at være kede af.

At kalde folk for hudfarverelaterede nedsættende ting er tilsyneladende ret vigtigt i den identitietspolitiske kamp mod racismen. På den måde ender identitetspolitikken pudsigt nok præcis samme sted som den klassiske racisme, hvor man let og elegant kan knyttet en lang række negative egenskaber til folk alene på baggrund af deres hudfarve.”

Oploadet Kl. 02:28 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer


11. marts 2016

Marxistisk islamforskning: “… i islamforskningen er der en tendens til at nedtone islams betydning”

I kølvandet på udgivelsen af mit historiespeciale ‘Vejen til Damaskus – Dansk islamforskning 1885-2005’ (2008), var jeg et par dage i centrum af den danske islamdebat. Intet der kommer frem i ‘Moskéerne bag sløret’ er nyt, og som man kunne forvente har flere medier allerede nu påbegyndt modangrebet. Ingen imam er nogensinde citeret korrekt, ej heller på video. Det hele foregår naturligvis sideløbende med islamisters klapjagt på TV2’s muldvarpe.

TV2-serien vil blive en integreret del af bloggosfærens erfaringskatalog, på samme måde som ‘Undercover Mosque’ (Channel 4, 2007) og ‘Imamernas Råd’ (SVT, 2012) er det. Fokus i den brede offentlighed vil fortsat være på enkelte imamer, ikke Islam som sådan. Vi starter forfra hver gang.

Islamforskningen er en stor del af problemet, men ikke kun. Tina Magaard, Mehdi Mozzaffari og Mehmet Necef har sagt sandheden i årevis, uden det har gjort en videre forskel, og de er alle venstreorienterede. Der er en ubalance. Enhver der ikke bakker ind i debatten fra venstre, får slet ikke taletid. Når Rushys Roulette dækker emnet, så er der kun venstreorienterede i studiet. Herunder Jon Stephensen, der afviser enhver ubekvem oplysning med ‘det tror jeg ikke’. En historiker som Lars Hedegaard er helt fraværende, men hvorfor er en nulbon-teaterchef interessant? Når man tænder for P1 er det folk som Garbi schmidt og Brian Arly Jacobsen.

Professor Thomas Hoffmann er blevet mere ærlig, men han balancerer på et knivsæg, og mest citerede forsker de senere uger har formentligt været den relativt ukendte adjunkt Niels Valdemar Vinding. Han er så langt fra sandheden som man kan komme, en parodi på den Bæk Simonsen’ske skole, men det er i sidste ende ham der repræsenterer videnskaben.

Fredag dedikerede Jyllands-Posten en dobbeltside til den danske islamforskning, og det er ubetinget godt. De ukritiske forsvinder næppe fra medierne, men man kan da håbe at de i fremtiden får modspil. I så fald vil de tabe stort. Det er ikke nemt at markedsføre krig som værende fred.

(Professor Jørgen Bæk Simonsen til ‘Islamophobia’-kongres i Bellacenteret, 2006; Foto: Snaphanen)

Fra JP.dk – Islamforskning kritiseres for berøringsangst over for islam.

“Dansk forskning i islam har gennemgående været for fokuseret på at forsvare og forklare islam frem for at kaste et kritisk blik på de mere mørke sider i religionen. Det mener nogle islamforskere… Formanden for Forum for Islamforskning, professor Thomas Hoffmann, Københavns Universitet, peger på, at forskningen har forsømt at se på religionen.

… ‘Det er på sin vis meget ironisk, men i islamforskningen er der en tendens til at nedtone islams betydning og i stedet forklare sig ud fra kulturelle, politiske og økonomiske faktorer og sige, at det er ligegyldigt, hvad der står i helligskrifterne,’ siger han.”

Fra Har forskerne overset islams mørke sider? (kræver login).

“Jyllands-Posten har ringet til ham [Thomas Hoffmann, Kim], fordi forskere som Mehdi Mozaffari, Tina Magaard og Mehmet Necef angriber islamforskningen i Danmark for at være berøringsangst og for ukritisk over for de emner, som en række TV 2-programmer om moskéer på det seneste har taget op.

Havde vi haft en mere kritisk forskning, kunne man have afdækket, hvad der foregik bag de lukkede døre, og politikerne ville have haft et mere oplyst grundlag at handle ud fra, lyder et af kritikpunkterne. Et andet kritikpunkt er, at islamforskerne har fungeret som islams advokater frem for at gå kritisk til værks eksempelvis over for læsningen af Koranen.

Ifølge Hoffmann går danske forskere til islam og beslægtede emner på forskellige måder, men han giver kritikerne ret i, at en bestemt tilgang i mange år har spillet en dominerende rolle…

Tina Magaard er lektor ved Aarhus Universitet og har i mange år efterlyst en reform af islamforskningen, som, hun mener, har tendens til at blive for undskyldende og skyde skylden for integrationsproblemer over på danskernes racisme.

‘… jeg oplevede, at der i islamforskermiljøet var stærk modstand mod at tage de problemstillinger op. Social kontrol, juridiske parallelsamfund, islamiske autoriteter, der blokerer for integrationen, islamistiske bevægelser, der mener, at de er ved at erobre Europa osv., er alle ting, som jeg før har påpeget og fremlagt empiriske beviser for. Men det er i høj grad blevet benægtet, bortforklaret eller ignoreret af islamforskermiljøet,’ siger hun og tilføjer:

… Mehdi Mozaffari, professor emeritus på Institut for Forskning i Islamisme og Radikaliseringsprocesser ved Aarhus Universitet, peger på, at den amerikansk-palæstinensiske Edwards Saids banebrydende værk ‘Orientalismen’ fra 1978 har sat afgørende spor i det danske forskningsmiljø.

‘Den grundlæggende tankegang er, at muslimer ikke har ansvar for deres egen situation, fordi det er Vestens og kolonialiseringens skyld,’ husker han fra sit første møde med islamforskningen, da han som iraner kom til Danmark i 1981.

‘Hvis man i en artikel antydede, at islam kan kritiseres, og at ikke alt er Vestens ansvar, blev det opfattet som racistisk, og man blev bombarderet som højreekstremist. Jeg oplevede et stort pres på universitetet,’ siger han.”

Mehmet Necef bliver mere konkret – Lektor: Marxisme i dansk islamforskning.

“Ifølge en af kritikerne, lektor Mehmet Necef fra Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet, indgår der en marxistisk tænkning i tilgangen. …

‘I hele denne her teori indgår et mix af marxisme. Engang var den marxistiske teori, at borgerskabet udnytter arbejderklassen. Men arbejderklassen skuffede mange vestlige intellektuelle, fordi arbejderne ikke udlevede de socialistiske drømme. Så i 1960’erne ændrede man hierarkiet, så det i stedet var amerikansk imperialisme for oven og den tredje verden for neden – men der var stadig et hierarki,’ begynder han.

‘Men så gik det heller ikke længere med den tredje verden. Jeg kan huske min egen skuffelse – jeg var selv en af de vestlige intellektuelle – da det kommunistiske Vietnam overfaldt Cambodja, der var Pol Pot, der var bådflygtninge, der flygtede fra Vietnam og så videre. Men så blev den hierarkiske teori reddet af de muslimske indvandrere. Så nu hedder den: Majoriteten i f.eks. Danmark mod den muslimske minoritet.‘”



22. juni 2015

Forfatter Jonna Odgaard: “Det bliver en ultrahøjreorienteret regering… Jeg har lyst til at emigrere”

Venstreorienterede tågehorn fylder meget på Facebook i det her dage, og jeg har gjort det til en vane, at fortælle dem at foragten er gensidig. Herunder en socialistisk forfatter, der har lyst til at flytte til Sverige, på grund af frygten for en ‘ultrahøjreorienteret regering’. Begge dele ville være aldeles fremragende. Fra Dagbladet Ringkøbing Skjern – ‘Jeg har lyst til at emigrere’.

“Med til SFs valgfest hos Pia Vestergaard er journalist og forfatter Jonna Odgaard, der har været med i partiet i 11 år. Hun kalder resultatet en sort dag for Danmark og lader vreden få frit løb.

‘Tænk på det renommé vi får i udlandet. I forvejen har vi et renommé som et indvandrerfjendsk land især i Sverige og Tyskland, og nu hvor DF får så mange stemmer og kommer i regering, vil omverdenen undre sig og tage afstand og se ned på os. Regeringen bliver tvunget til at føre DFs indvandrerpolitik og Liberal Alliances superliberalistisk politik. Det bliver en ultrahøjreorienteret regering. De Konservative er jo også rykket til højre. Lars Løkke Ramsussen er så meget et magtmeneske, at han vil gøre hvadsomhelst for at blive ved magten…'”

‘… Jeg har lyst til at emigrere til Sverige. Der har de en ordentlig socialdemokratisk regering baseret på Miljøpartiet.’

Apropos.

Inden folk hører godsvognene køre mod Birkenau, så husk på, at dette var den første valgkamp i 20 år, hvor DF ikke førte en målrettet kampagne mod indvandrere, hvor der ikke var en eneste sensationel udtalelse om muslimer fra en fremtrædende kandidat, og ingen foreslog ting som obligatorisk frikadelleundervisning eller lignende. … Vi er ikke forvandlet til en etnisk udrenset udørk om fire år. Så bare chill med at booke billetten til Malmø lidt endnu.” (Søren K. Villemoes på Facebook, 19. juni 2015)



2. april 2015

Tina Magaard mobbet ud af islamforskningen: “Det skal du ikke tale om, for det kan højrefløjen bruge.”

Sidste uges interview med Tina Magaard i Berlingske bragte interessante ting for dagen, men hun er tilsyneladende vågnet op til dåd. Fremragende interview af Søren Villemoes i seneste udgave af Weekendavisen – Folk vil tro, du er racist (ikke online). Køb avisen og læs det hele.

“I dag underviser hun i virksomhedsetik (CSR) på AU Herning. Det er langt fra, hvor hun befandt sig for små ti år siden. … I dag har hun forladt islamisme som professionelt interesseområde, men de sidste måneders begivenheder har fået hende til at tage bladet fra munden:

‘Situationen er alvorlig. Vi har lige oplevet terror på nært hold, og i Mellemøsten er Islamisk Stat i gang med kulturmord og storstilede massakrer. I Frankrig er debatten om disse emner i fuld gang, mens den i Danmark nærmest står stille, måske fordi man ikke som i Frankrig har forskere, der beskæftiger sig med feltet uden at være fedtet ind i de tabuer, der præger islamforskningsmiljøet,’ siger hun.

[…]

I sin ph. d.-afhandling beskæftigede hun sig med vestlige fascistiske bevægelser, men da hun i 2002 afleverede afhandlingen ved Sorbonne var fokus allerede skiftet til politisk islam. …

Jeg havde på statskundskab fået et helt begrebsapparat til at analysere og forstå fascismen. Det skete bare rigtig tit, at jeg stødte ind i begivenheder, hvor islamismen præsenterede forstyrrende ligheder med fascismen. Den passede punkt for punkt. Både i synet på kvinder, på anderledes tænkende og brugen af vold som politisk middel. Det var fortrinsvis gennem kontakten med mellemøstlige kunstnere, ateister, zoroastrer, baha’ier og kristne, jeg fik informationerne, men også af og til fra islamisterne selv. Det, som alle disse var rørende enige om, var, at når islamisterne gjorde, som de gjorde, så var det, fordi det stod i Koranen og Hadith. Det var helt i modstrid med, hvad jeg læste i den moderne islamforsknings værker…

[…]

Det var en udgivelse dedikeret til den franske forfatter David Rousset. Han havde været kommunist og modstandsmand under krigen og var spået en lovende forfatterkarriere. I 1949 opdager han, at der i Stalins Sovjet eksisterer koncentrationslejre.

Som en, der selv har overlevet ophold i to af nazisternes lejre, bliver Rousset oprevet og er den første, der bruger ordet ‘ gulag’ på fransk.

‘Alle slår hånden af ham. Der er kun nogle ganske få af hans nærmeste venner tilbage. Ellers mister han hele sit netværk. Hans forfatterkarriere ligger i ruiner. Selv blandt folk, der ikke var kommunister, mente man ikke, at han skulle tale om Stalins forbrydelser. Højrefløjen kunne jo bruge det, sagde man. Han lever resten af sit liv som udstødt. På en beskeden levefod. Han fik først oprejsning med dette posthume nummer, som Noël gav mig,’ fortæller hun.

Først forstår Magaard ikke Noëls pointe. Men som tiden går, dæmrer det. …

– Hvad har du da til fælles med David Rousset?

‘Jeg kan genkende det med, at man tager et tabu op, som man får ondt i maven af at tie stille med. For så at blive stemplet som ‘ikke stueren’. Og at man hele tiden møder argumentet: Det skal du ikke tale om, for det kan højrefløjen bruge. Folk, der kendte mig godt, har stået og råbt og tigget mig, om jeg ikke nok ville glemme det, for ‘folk vil tro du er racist’. I det miljø var det den absolutte sociale død, og slut på den akademiske karriere, for uden netværk, ingen karriere. Heldigvis havde jeg et bredt netværk, fordi jeg har været i kontakt med flere forskellige akademiske miljøer i løbet af mine studier. Derfor gik det ikke så slemt for mig som for Rousset, fordi jeg ikke var 100 procent afhængig af det ene miljø omkring islamforskningen.

[…]

‘Jeg kom jo med min baggrund fra Sorbonne, hvor man stadig holdt fast i den klassiske dannelse. Mit holdepunkt var Plutarks definition af, hvordan man skal opføre sig: Aldrig have personligt had på trods af kontrasterende synspunkter; være kompromisløs i den offentlige debat, men aldrig nære bitterhed mod politiske modstandere, og altid sørge for at opretholde en hjertelig tone over for modstanderne, så snart man er kommet ned fra debatpodiet. Det prøvede jeg at leve efter, men jeg syntes desværre, jeg i islamforskermiljøet fandt den præcis modsatte attitude: At man nægtede at debattere, men til gengæld gjorde alt, hvad der var muligt for at bagtale mig og ramme mig personligt. Jeg elsker den skarpe debat, hvor analyser, vurderinger og synspunkter fyger, men det er der simpelthen ikke nogen fra det miljø, der har villet gå ind i,’ siger hun. …

– Hvad var det da for ting, de ikke følte, at de kunne sige?

For eksempel at arabere også kunne være racister. Og at der i religionen er nogle dogmer, som konflikter med menneskerettighederne, hvis man følger dem bogstaveligt. Og så skulle man selvfølgelig hade Dansk Folkeparti,’ siger hun og tilføjer: ‘Jeg håber virkelig, at den nye generation af islamforskere vil bryde med de her tabuer, og ikke hænge fast i gammeldags forklaringer om, at alting er danskernes racisme og den europæiske kolonialismes skyld…’.”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper