18. november 2019

Villemoes i RUC-land: “En særlig nordisk hvidhed gør os blinde for vores kolonialistiske medvirken…”

Venstreradikale forskeraktivister rider sine kæpheste for skattemidler, kan man læse i seneste udgave af Weekendavisen, der giver et fyldigt referat af en nylig afholdt konference på Roskilde Universit. Søren K. Villemoes i Weekendavisen om Støjbergs penge.

“I 2016 tog daværende integrationsminister Inger Støjberg (V) initiativ til en national handlingsplan til bekæmpelse af social kontrol og æresrelaterede konflikter. Sammen med stemmer fra Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti fik hun afsat 73,4 millioner kroner til over fire år at sikre en rettidig indsats over for børn og unge, som udsættes for æresrelaterede konflikter. …

Det er Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI), der har uddelt pengene, og i 2017 valgte man at støtte et forskningsprojekt på Roskilde Universitet (RUC) med titlen ‘Magt og (m)ulighed: Mellem ulighedsstrukturer og æreskultur’. De to RUC-forskere Lise Galal og Louise Lund Liebmann ville undersøge, hvordan ‘æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol bliver til som social praksis i samspillet med samfundsmæssige ulighedsstrukturer’.

Således endte Støjbergs penge på RUC. …

På den første dag af konferencen er der ikke meget social kontrol på programmet. I stedet starter dagen med et oplæg af lektor Suvi Keskinen fra Helsinki Universitet, der handler om ‘racistisk neoliberalisering’ og antiracistiske aktivistgrupper i såkaldt ‘racialiserede urbane områder’… Suvi Keskinen taler om, hvordan aktivister i de racialiserede urbane områder… mobiliserer modstand mod politiske initiativer, der ’straffer den racialiserede Anden’. Ifølge Keskinen viderefører de skandinaviske velfærdsstater ubevidst en racialiseret kolonialistisk historie. En særlig nordisk hvidhed gør os blinde for vores kolonialistiske medvirken, fortæller hun.

De følgende oplæg bliver i samme tema og har den samlede overskrift ‘Postkolonialisme og racisme i og uden for Europa’. I et oplæg med titlen ‘’For Rotherham’ – Genopstået nationalisme, global anti-muslimsk racisme og racialiseringen af sexmisbrug af børn« fortæller den britiske kriminolog Waqas Tufail, hvordan en af Storbritanniens største misbrugssager fra den engelske by Rotherham er blevet brugt i højreekstrem og fascistisk propaganda. …

Det er næppe beskyldninger som disse, Støjberg havde forventet, at forskningspengene skulle gå til, og resten af dagen står det også klart, at det ikke så meget er social kontrol blandt indvandrere, der kastes et mistænkeligt lys på, men derimod majoritetens syn på minoriteten. Støjbergs og hendes ligesindes egne motiver tages under lup, så at sige. Efter frokosten står ‘racialisering i den nordiske velfærdsstat’ således på programmet. Lektor Trine Øland fra sociologi på Københavns Universitet holder oplæg om ‘racialiseret, moderne velfærdsarbejde’.

Lektor Trine Øland har lavet et sociologisk interviewstudie af fagpersoner, der arbejder med flygtninge og indvandrere i Danmark. Hun fortæller, at den moderne koloniale stat lever videre i dette arbejde. Når fagpersonerne omtaler indvandreres manglende kulturelle kompetencer, viderefører de et globalt hierarki af menneskelige forskelle. Hun kalder integrationsarbejdet en form for humanitær imperialisme..

De to efterfølgende oplæg af adjunkt Sara Lei Sparre fra Aarhus Universitet og finske Maura Nurmi har lignende konklusioner. De har begge forsket i fagpersoners integrationsarbejde. Sidstnævnte fremhæver, at hendes teoretiske ramme er ‘antiracistisk’ og ‘intersektionel’ og konkluderer, at finske fagpersoner i det offentlige har svært ved at se diskrimination af kultur som racisme. Selvom fagpersonerne ikke er eksplicit racistiske, er deres tilgang stadig problematisk, og der er brug for kritisk refleksion samt mere antiracisme og intersektionalitet blandt velfærdsarbejderne, hvis arbejdet skal forbedres, konkluderer hun.

En erklæret antiracistisk forsker konkluderer, at de fagpersoner, hun har studeret, ikke er antiracistiske nok.

… Resten af dagen går med oplæg om antiracisme i undervisningen, hvides overvægt på pensum, racialisering af somaliere, og om en niqab-klædt aktivist på Facebook, der kæmper imod burka-forbuddet.”

(Grafik: RUC.dk, Tracing social problems and racialization in Europe, 2019)



23. oktober 2019

Redaktør kritiserer artikel om AFA-vold: Ofrene kunne have ‘begået noget ulovligt’, “… man ved aldrig”

For nogle dage siden bloggede jeg en artikel fra Weekendavisen med ordene ‘Chikane efter Redox-artikel’. Det viser sig at journalisten bag artiklen, nu også er mål for venstrefløjens vrede. En ‘Jonas Jay’ påpeger, at Weekendavisens Søren K. Villemoes er søn af Lars Villemoes, der i 1990’erne skrev kritisk om den yderste venstrefløj, og derfor modtog dødstrusler. Det gør sønnen inhabil, må man forstå.

Endnu værre er nedenviste kritik fra journalist Claus Kragh, tidligere Berlingske, nuværende redaktør hos Mandag Morgen – magasinet bag anti-fakenews-siden ‘TjekDet’.

“Jeg forstår heller ikke, at Collignon og Villemoes begge lægger hovedet på blokken i forhold til, at Generation Identitær ikke har begået noget ulovligt. Ikke at jeg personligt kender til, at de har gjort det. Men man ved aldrig. (Claus Kragh, 22. oktober 2019)

(Claus Kragh på Facebook, 22. oktober 2019; NB: Opdateringen er slettet, se citat herunder)

“… jeg er ikke venner med Beattie og havde aldrig mødt eller haft en privat samtale med ham, før jeg skrev den artikel.” (Søren K. Villemoes. 23. oktober 2019)

“Jeg kan kun sige, at Søren Villemoes og jeg ikke kender hinanden og at jeg aldrig havde mødt ham før eller havde haft en privat samtale med manden før denne artikel blev skrevet.” (Daniel Beattie, 23. oktober 2019)

“Jeg begik den store fejl at skrive, at Søren Villemoes var personlig ven med Daniel Beattie. Det havde jeg ikke belæg for. Sagen var, at de to er venner på Facebook, hvilket jo helt klart noget andet.” (Claus Kragh, 23. oktober 2019)



18. oktober 2019

Chikane efter Redox-artikel: “Socialforvaltningen modtager en anonym henvendelse om hans datter…”

Søren K. Villemoes har begået en lang læseværdig artikel omhandlende venstreekstrem chikane mod de to identitære aktivister Jeppe Veibel Jensen og Christoffer Skibild, samt Daniel Beattie, den identitære aktivist bag ‘Storm over Europa’. Hvor Redox’ rolle kunne være tilfældigt i de første to eksempler, så kommer der i interviewet med Beattie nye detaljer frem, der indikerer en klar forbindelse mellem Researchkollektivet Redox og Antifascistisk Aktion. Jeg har skrevet om emnet i ti år, og husker et lignende indslag på P1 tilbage i 2016: “Hverken Redox eller Antifascistisk Aktion er vendt tilbage på Orienterings henvendelser om at medvirke her i radioen.”

Jeg kan kun anbefale at købe Weekendavisen, og læse hele artiklen – Ingen racister i vores gader (kræver login).

“… Daniel Beattie, der blev slået ned på Nørrebrogade i maj, har også oplevet chikane. … Sidste sommer har han mødtes med en bekendt i Ørstedsparken og er på vej alene mod Nørreport Station, da han opdager at blive forfulgt af en gruppe sortklædte mænd. Han søger tilflugt i en 7-Eleven, hvor gruppen står udenfor i nogle minutter, før de forsvinder. Da han bevæger sig ud igen, er de pludselig tilbage, og han må søge ly på en café. Her formår han at få en taxa til at komme hjem, fortæller han til Weekendavisen.

Da Redox i marts publicerer en større artikel om Beattie, der blandt andet udpeger ham som Generation Identitærs bagmand (en position han selv nægter at have), indeholder artiklen et billede af ham i Ørstedsparken taget på lang afstand med et kamera. Det er fra samme dag, han blev forfulgt.

Efter Redox’ artikel oplever Beattie en anden ubehagelig episode. Socialforvaltningen modtager en anonym henvendelse om hans datter og ser sig nødsaget til at starte en sag. Ifølge en aktindsigt i sagen er den anonyme borger ‘bekymret for [datterens, red.] trivsel grundet fars stærke tilknytning til det højreekstremistiske miljø, hvor far er talsmand for en organisation kaldet Generation Identitær. Underretter hævder at være vidende om, at [datteren] bliver taget med til diverse højreekstremistiske rallies. Underretter beskriver en episode, hvor far bliver antastet af venstreradikale og må flygte sammen med [datteren] i den nærmeste 7/11.’

Den sidste detalje er bemærkelsesværdig, mener Daniel Beattie.

Den historie havde jeg ikke fortalt særlig mange, og én ting havde jeg slet ikke fortalt nogen: at jeg gik ind i en 7-Eleven. Men det er med i indberetningen. Derfor tænker jeg, at det må være nogen, der var til stede den dag eller nogen med forbindelse til de mennesker, der har lavet indberetningen,’ fortæller Beattie, der erklærer sig rystet over episoden. …

Hvad er relationen mellem researchkollektivet Redox og militante grupper som AFA? Officielt findes den ikke. … En byretsdom fra 2013 viser dog, at der i hvert fald dengang eksisterede et personsammenfald mellem AFA og Redox. … Den dømte hævdede i byretten, at AFA og Redox intet har med hinanden at gøre.

Men er det sandt? Er det tilfældigt, at mennesker, der ser sig selv beskrevet med navn og billede på Redox’ hjemmeside, oplever chikane, trusler, hærværk og vold?

En sag, der for nylig blev afgjort i Presse­nævnet, kan måske give svar på dette spørgsmål. I sagsakterne fremgår det, at Redox har et exitprogram for højreekstremister – akkurat som AFA. Kilden, der ikke gennemførte dette exitforløb, fik sin identitet offentliggjort på Redox’ hjemmeside. Redox skriver i et svar til Pressenævnet:

‘Vi har gennemført utallige af disse exitforløb uden problemer og uden at kilderne nogensinde er blevet afsløret. Det var [Klager]s eget valg at afbryde processen og i stedet omgås med aktive nazister.’

Det efterlader et centralt spørgsmål. Har journalistgruppen Redox sit eget exitforløb for højreekstremister, eller er der tale om det samme exitforløb, vi stødte på tidligere, da AFA krævede, at Christoffer Skibild skulle deltage i et exitforløb, før chikanen mod ham på Nørrebro ville stoppe?

Er det Redox, der har sendt et svar til Presse­nævnet, eller er det AFA? Det får vi ikke svar på. For hverken AFA eller Redox har reageret på Weekendavisens henvendelser.”

(Antifascistisk Aktion og Researchkollektivet Redox, Amager, 12. oktober 2019)

“Vi er bevidste om diverse beskyldninger på forskellige blogs, og vi er pt i færd med at undersøge mulighederne for at føre en injuriesag mod disse blogs.” (Redox om Uriasposten, maj 2015)



10. oktober 2019

Poya Pakzad, rådgiver for Enhedslisten: Angreb på NB-politikers arbejdsplads var taktisk uklogt, men…

Onsdagens P1 Debat havde Anahita Malakians’ erfaringer med Nørrebro som emne, og det blev interessant efter godt tyve minutter, da en lytter ringede ind og fortalte at en bekendt af ham var blevet chikaneret af Redox. Gæsterne var på den ene side Enhedslistens Rosa Lund (der tidl. delte adresse med Redox’ Tue Jakobsen), og den tidligere Radio24syv-vært Poya Pakzad, der fornyligt blev ansat som politisk-økonomisk rådgiver for Enhedslisten. Han er også redaktør for Eftertryk, et magasin der har ‘en samarbejdsaftale’ med Konfront, der indledte hetzen. På den anden side af retsstaten var Nye Borgerliges Pernille Vermund, og Weekendavisens Søren K. Villemoes.

Jeg har tidligere blogget om Poya Pakzad, der typisk forsøger at dække sit venstreekstreme udgangspunkt med akademisk udenomssnak. Han mente dennegang at Antifascistisk Aktion og Researchkollektivet Redox formentligt har ‘ærbare hensigter’, og tog kun afstand fra hærværket mod The Barn af taktiske årsager. Det var en tabersag for anti-racismen, men kunne i princippet forsvares etisk og moralsk. Flere tvetydige formuleringer, der nu diskuteres på sociale medier, men ikke af Pakzak selv – han lukkede sine profiler onsdag aften. Hør med her.

Poya Pakzad, Enhedslisten mv.: … jeg ser ikke nogen dyd i at underkende de her problemer, som der bør gøres noget ved. Hvis vi går tilbage til de midler der bliver taget i brug, de udemokratiske midler såsom at kaste med – hærværk og den slags der, så sagde Søren før, at han ikke så meget var optaget af det taktiske, men det moralske, det etiske spørgsmål her. Og jeg mener ikke, at man så nydeligt kan inddele de to ting, jeg mener de hænger sammen. Det perspektiv jeg kommer – mange af de her ofte unge mennesker, som er en del af de her bevægelser, eller identificerer sig med dem på sociale medier, det er nogen som blandt andet AFA eller Redox eller andre venstrebevægelser, har formået at opsuge og omsætte deres aktivisme i hvad de selv formentligt, de har formentligt ærbare hensigter. Jeg mener det er et vigtigt motiv, at bekæmpe racisme. Og hvis det er den opfattelse de har, hvis de mener at de skal bekæmpe racisme, så skal de også forklare sig. De har ansvaret for at anskueliggøre hvad de mener, at sådan en hærværksaktion ville afstedkomme. Og så er det venstrefløjens opgave, for venstrefløjens formål er jo også at bekæmpe racisme, det er at være bedre til at opsuge nogle af de kræfter her og lave opbyggelige aktioner i stedet for.

Søren K. Villemoes, Weekendavisen: – Det er jo ikke et taktisk spørgsmål. Grundprincippet er etisk og principielt. Det handler om at man mener der gælder særlige regler for en selv, og nogle helt andre regler for andre. Det handler om at vold er okay mod dem, men ikke mod os. Det handler om at vi godt må bestemme hvor de bor. De må ikke bestemme hvor vi bor. Om det virker eller ej i kampen mod racismen er sekundært. Det her handler om at der er noget helt grundlæggende moralsk forkert. Det kan godt være at de har gode hensigter, og ikke er onde mennesker, men etisk er det simpelthen bare forkert.

Poya Pakzad: Indvendingen er der jo, at hvis det nu var tilfældet – hvad det selvfølgelig ikke er – at det at kaste en sten gennem en rude på en tidligere Nye Borgerlige-politikers private arbejdsplads, hvis det rent faktisk bevirkede, at man fik kæmpet racismen tilbage og støttede en masse af de mennesker, som var genstand for racisme i vores samfund, jamen så mener jeg at det at kaste en sten ind gennem en rude, falder langt under bagatelgrænsen. … altså vi går i krig i Irak.

(Poya Pakzads nu lukkede Twitter-profil)



23. december 2018

Nagle: Identitetspolitikere, der kræver ‘moralsk renhed’ “… er i virkeligheden utroligt ondskabsfulde”

Venstrefløjens manglende jordforbindelse har medført det Søren K. Villemoes kalder et ‘våbenkapløb om den moralske renhed’, og jo mere de dyrker identitetspolitik, jo stærkere vil modreaktionen blive.

Man kan frygte, at det bliver et højre-konspiratorisk fuldfed racistisk opgør med det parlamentariske demokrati, men mon ikke rigtige konservative tager over, når status quo’erne har marginaliseret sig selv. Socialisterne (60-70’erne), liberalisterne (80’erne) og kulturmarxisterne 90’erne-) lader sig ikke frivilligt udskifte, men langt de fleste er apolitiske medløbere, som positionerer sig i forhold til egeninteresse. Hvis konservatisme giver trofæ-kæresten og det gode job, så vil der blive mange flere konservative.

Søren K. Villemoes har interviewet forfatter Angela Nagle til Weekendavisen, og det er yderst interessant for dem vil forstå Alt-right som fænomen. Læs hele artiklen hos Weekendavisen.dk – Mellem woke og røde piller.

“I 2016 talte alle om alt-right. De færreste anede, hvad det var. … En af de få, der havde undersøgt fænomenet, var den i dag 34-årige, irske forfatter Angela Nagle. Hendes bog Kill All Normies: Online Culture Wars from 4chan and Tumblr to Trump and the Alt-Right udkom sidste år. Det er stadig den bedste introduktion til alt-right, og ikke mindst hvis man ønsker at forstå, hvordan kulturkampene på de sociale medier i 2010erne omdefinerede, hvad vi forstår ved højre- og venstrefløjen. …

‘Deres største bidrag er dog, hvordan de har gentænkt og rystet selve definitionen af det at være konservativ og højreorienteret. Venstrefløjen har altid kunnet tiltrække nye, unge kræfter, der sætter en værdipolitisk dagsorden, som højrefløjen har måttet forholde sig til. Det er sjældent omvendt. … Vi skal helt tilbage til futuristerne i mellemkrigstiden for at finde noget lignende, hvor de højreorienterede var avantgarden, der satte den kulturelle dagsorden, og venstrefløjen måtte svare igen. Alt-right har i høj grad ændret højrefløjens landskab. …,’ siger Angela Nagle.

I en amerikansk kontekst var alt-right ifølge hende med til at tvinge moderate konservative til at forholde sig til spørgsmål om hvid identitet.

‘Mainstream-konservative vil stadig affeje racespørgsmål med, at det, de forsvarer, er vestlige værdier, der intet har med race at gøre. Men de lyder tiltagende mere utroværdige og pinlige, da alt-right i stedet bekræfter det, venstreorienterede antiracister har anklaget højrefløjen for i årtier: at det i høj grad også handler om race og racisme,’ siger hun.

Skåltalerne for liberalismens universelle værdier lyder mindre højlydte på den amerikanske højrefløj i disse dage. Anderledes står det til med de etno-nationale kald til forsvar for egen civilisation og kulturelle identitet. Det er ikke længere blot mumlen i periferien.

[…]

Ifølge Washington Post har 20 mennesker i USA mistet livet i formodede højreekstreme angreb alene i år. En markant, urovækkende stigning.

‘Jeg er overbevist om, at vi kommer til at se flere af disse selvtægtsepisoder. Det skrev jeg også efter angrebet i Charlottesville sidste år. Alt-rights fremdrift eksisterer stadig, men der er blevet lagt låg på deres udløb. Deres profiler på de sociale medier er blevet lukket ned. De er blevet deplatformet flere steder. De kan ikke komme på campus. Paypal og flere andre har lukket for deres konti og dermed deres økonomiske transaktioner. Antifa har smidt dem væk fra gaden. Før plejede de at have alle mulige politiske kanaler, men det er blevet næsten helt lukket ned,’ fortæller Angela Nagle.

‘Jeg ved, at jeg uundgåeligt vil blive beskyldt for dermed at give antifascisterne og dem, der har lukket alt-rights profiler, skylden for den højreekstreme vold. Det gør jeg ikke. Jeg siger bare, at det er et faktum. Hvis du hører, hvad de, der begår disse selvtægt, selv siger, så klager de over, at de ikke længere har nogen politiske kanaler. Der er intet parti, ingen bevægelse, de kan melde sig ind i. …,’ siger hun. …

Ifølge Angela Nagle eksisterer alt-right i et dialektisk forhold til det, hun i sin bog Kill All Normies beskriver som Tumblr-liberalism. …

Der virker til at være en særlig konkurrerende måde, hvorpå man prøver at udvise dydighed ved at sige fra over for noget. Men så kommer der en og siger, at din analyse af, hvorfor denne film er sexistisk, finder jeg racistisk. Og så kommer der en tredje, der finder den kritik transfobisk. Så vil det hele køre ud i en spiral af talrige afstandstagelser i forsøget på at finde den absolut mest rene position, man overhovedet kan forestille sig,’ siger Angela Nagle.

‘… da det hele rykkede over til Twitter, og alle millenial freelance-journalisterne kom med, tog det for alvor fart. Man skulle udmærke sig selv ved at fremstå mere moralsk ren end alle andre. Men det blev sværere og sværere, for alle gjorde jo det samme,’ fortæller hun.

Dette online våbenkapløb om den moralske renhed fik venstrefløjen til at lyde og fremstå usympatisk og klovnagtig for udenforstående. Det var ren brændstof for alt-right, der i 2016 kunne sprede deres memes overalt ved at udstille det. Det var en propaganda-velsignelse og en stærk rekrutteringsfaktor, mener Nagle. …

‘… De her mennesker, der har baseret hele deres identitet på at være moralsk rene, er i virkeligheden utroligt ondskabsfulde. Det er på mange måder en kamp om venstrefløjens fremtid, der foregår på Twitter. Og jeg tror, at de har ret i at frygte, at der eksisterer en masse mennesker på venstrefløjen, der ikke siger noget, men som hurtigt ville kunne bringe dem i mindretal. Og det ønsker de ikke,’ siger Angela Nagle, der fortæller, at mange apolitiske mennesker, hun taler med, associerer venstrefløjen med de ubehagelige mennesker på Twitter.”

‘Pepe the frog’, symbol på Alt-Right)

Oploadet Kl. 11:43 af Kim Møller — Direkte link40 kommentarer


1. august 2018

Asmaa Abdol-Hamid 0 – Søren K. Villemoes 1

Hvis jeg var Asmaa, så havde jeg nok lige taget et par uger uden sociale medier. Større selvmål er ikke muligt.

(Asmaa Abdol-Hamid på Facebook, 31. juli 2018)

Oploadet Kl. 04:22 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer


3. april 2018

Professor: ‘Grænsekontrol giver racismen en konstruktion og en kontekst, vi kender som nationalisme’

En overset perle – intet mindre. Søren K. Villemoes overværede tidligere på året en to-dagens konference om race i regi af Aalborg Universitet København, og her kan man virkelig tale om en parallelvirkelighed. Her lidt fra referatet i Weekendavisen – Nuancer af hvid (16. marts 2018).

“I et fyldt auditorium træder professor i migration ved Aalborg Universitet Peter Hervik op til podiet. … Siden slutningen af 1990erne har Hervik forsket i racisme, særligt i muslimers repræsentation i medierne. Ifølge ham var det her, racismen for alvor begyndte at gøre sit indtog i Danmark.

‘I dag er jeg mest interesseret i aktivisme-perspektivet. Jeg er meget begejstret for det, der sker i den nye, sociale bevægelse,’ fortæller han… Hervik er heller ikke begejstret for medierne. De forsimpler spørgsmål om racisme, reproducerer den og fortæller ikke om de bagvedliggende årsager til migration, der kan forstås bedre, hvis man læser Marx.

‘Hvad der overses af nærmest alle journalister og mange akademikere er, at migration på et dybere niveau primært er en reaktion på ulighed eller oplevet ulighed,’ siger han og forklarer, at hverken postkolonialisme eller marxisme i sig selv er tilstrækkelige til at forklare racisme. Hervik fortæller, hvordan forskere har påvist, at grænsekontrol giver racismen en konstruktion og en kontekst, vi kender som nationalisme.

Blandt de papers, der fremlægges, er det adjunkt i migrations studier ved Aalborg Universitet Martin Lemberg-Pedersen, der står for det første og muligvis det mest bemærkelses værdige. … Han viser et kort fra EUs grænseagentur Frontex over migrantruter fra Afrika til Europa. På kortet er der pile, der bevæger sig fra syd mod nord.

‘Hvis man studerer starten af pilene, er der intet, der viser, hvorfor folk bevæger sig. Er det forfølgelse? Borgerkrig? Nej, volden er selve bevægelsen. Der er en slags racialiseret hukommelsestab i vores forestillinger. Jeg synes, det er slående at vurdere lighederne mellem Frontex’ kort og kort, der viser en anden form for omplacering af mennesker: Den transatlantiske slavehandel,’ siger han.

‘Også dengang var portrætteringen af volden den samme. Dengang blev slavers oprør mod deres ejere også set som voldelige handlinger, eksempelvis det haitianske slaveoprør, det første af sin slags. …,’ fortæller han.

Slavehandel er ikke det samme som migration. Det er mere en mutation. Men hvis du ser på de voldelige linjer, er der ligheder. Det går helt ind i hjertet af liberal, politisk teori, der kun for nylig er begyndt at se på migration. Det skyldes, at den er blevet bygget på en ekskluderende struktur som en slags naturlig orden, der racialiserer andre.

[…]

Det sidste oplæg står Anas Kababo og Serena Hebsgaard for. De mener ikke, at der kan findes statistisk belæg for den udbredte påstand om, at kultur kan forklare overrepræsentationen af ikke-vestlige efterkommere i kriminalitetsstatistikken. Kultur indgår ifølge dem som en ‘neokolonial praksis af selvglorificering, der udvikler diskurser om kulturel overlegenhed’. …

‘De såkaldte symptomer på laktose-intolerance er blot materialiseringer af den postkoloniale praksis transnational adoption,’ fortæller Kim-Larsen. ‘Hvis du er laktose-tolerant i Danmark, er du sandsynligvis også hvid. Med denne læsning af laktose-tolerance som en racial kategori, bliver det at indtage mælk en måde at vælge side til fordel for hvidheden og hvilke kroppe, der er normaliserede,’ forklarer hun.”

(Race in Contemperary Denmark, Racial Blind Spots in Danish Policy Domains, AAU, 18. januar 2018)



19. februar 2018

Flygtningeforskning: “.. udbredt, at man omtaler sig selv som et bolværk mod tiden politiske strømme”

Endnu et læseværdigt interview af Søren K. Villemoes i Weekendavisen. Han har talt med forskningschef Thomas Gammeltoft-Hansen om den danske flygtningeforskning, og her kommer sandheden frem, fra en mand der ikke just kan beskyldes for at være en højreorienteret hardliner. Her lidt fra I den gode sags tjeneste (ikke online).

“Han er i den offentlige debat om flygtninge kendt som en af og til skarp kritiker af europæiske regeringers flygtningepolitik. …

‘Sidste mandag holdt denne nøgleskikkelse i flygtningedebatten et velbesøgt foredrag hos Videnskabernes Selskab i København under titlen ‘Flygtningeforskning midt i en krisetid’. Her leverede han en usædvanligt hård bredside mod sit eget forskningsfelt. Gammeltoft-Hansen efterlyser et opgør med de herskende normer i flygtningeforskningen, som han frygter kan underminere hele dens faglige troværdighed. …

For udenforstående kan det forekomme surrealistisk, at mange flygtningeforskere som de tilsyneladende sidste i verden nægter at tale om en ‘flygtningekrise’. Men det er ingen tilfældighed. …

I stedet taler mange om, at man er bange for, hvad ordet kan betyde med hensyn til at piske en politisk stemning op, og hvad det kan legitimere af politiske tiltag til skade for flygtningene selv,’ fortæller Gammeltoft-Hansen. …

Mange flygtningeforskere ser det som en del af deres arbejde at fremme flygtninges beskyttelse og bidrage til praktiske løsninger til dette mål. Udgangspunktet for en del flygtningeforskning handler eksplicit om at fremme flygtninges beskyttelse,’ fortæller han.

– Hvorfor mener flygtningeforskere, at det er deres opgave at tjene flygtninges interesser? Det lyder umiddelbart ikke som et videnskabeligt anliggende.

Det hænger sammen med, at flygtningeforskning er, hvad sociologen Pierre Bourdieu ville kalde et svagt felt. Med svagt skal ikke forstås, at der ikke er superdygtige forskere, men at det er et fagområde, der i høj grad orienterer sig mod samfundsmæssige interesser. Hovedparten af feltet har indgået det, jeg kalder et liberalt kompromis, hvor man allierer sig med andre aktører uden for forskningen. Inden for flygtningeretten, den juridiske del af forskningen, har det eksempelvis i mange år internationalt været helt legitimt at forfølge en fortolkning, der konsekvent sigter mod at forbedre flygtninges retsstilling.’

… Skulle de drive med vindene og tage den politiske situation som en præmis, man måtte arbejde inden for? Eller skulle man i stedet kæmpe imod det, man så som en omsiggribende populistisk, højreorienteret og fremmedfjendsk udlændingepolitisk kurs?

‘Det er den sidste position, der har været mainstream inden for flygtningeforskningen siden 1980erne. Det er udbredt, at man omtaler sig selv som et bolværk mod tiden politiske strømme og for enkelte endda som aktivister. Det falder i god tråd med dele af den ‘kritiske forskning’, man også ser vinde frem på andre områder. En stor del af forskningen bliver mere afkoblet fra den realpolitiske virkelighed. Nu er det liberale kompromis ikke længere noget, der skal forholde sig til statslige interesser, men højst de organisationer, der varetager flygtningenes interesser. Derfor ser vi mange forskere fremlægge meget idealistiske forslag om globale kvotesystemer, legale flugtruter, fordelingsnøgler, overstatslig asylbehandling – noget, meget få lande vil acceptere -eller endda de helt radikale forslag om åbne grænser. Flere forskere begynder at orientere sig mod NGOer, menneskerettighedsorganisationer og internationale aktører som FN.’

[…]

‘Når man snakker med flygtningeforskere, går der ofte skrækhistorier om dem, der på et tidspunkt er kommet til at træde ved siden af. Jeg kender til en dansk ph. d.-studerende, der ved fremlæggelsen af et kapitel fik at vide af en tidligere institutleder på et førende flygtningeforskningscenter, at hvis han publicerede dette, kunne hun ødelægge hans karriere.

Det er meget udbredt, at der etableres en ortodoksi, en slags forskningspolitisk korrekthed, hvor folk dømmes inde eller ude. Det er ikke unikt for flygtningeforskningen. Men det er udbredt her.‘”



30. august 2017

Özlem Cekic var i løbende dialog med venstreekstreme Redox, ‘inden hun mødes med højreradikale’

Under normale omstændigheder ville jeg købe e-bogen og bringe citatet ordret med sidetal, men her gør jeg altså en bekvem undtagelse. Fra Søren K. Villemoes’ anmeldelse af hendes nye bog i Weekendavisen – Godhedens banalitet (ikke online).

“Personligt har jeg ofte fundet hende selviscenesættende og ude af stand til at tale om problemer med indvandringen. Men i bogen viser hun andre sider. Hun erkender blandt andet, at hun har ageret forsvarsadvokat for danske muslimer. En rolle hun i dag lægger afstand til… Hun fortryder at have set ned på dem, der hidsede sig op over, at juletræet forsvandt i Kokkedal, eller at frikadellerne forsvandt fra børnehaven. I dag kan hun se, at disse menneskers behov for identitet og anerkendelse er lige så vigtigt som danske muslimers behov for samme. Ja, det er endnu en banal erkendelse. Men det er stadig galakser længere, end de fleste når at tænke.

… Der er dog også blinde vinkler. Der er en gruppe, hun sjovt nok helt overser: den ekstreme venstrefløj. Özlem Cekic synes slet ikke at vide, at den findes, at den også avler had, vold og intolerance. Hendes blinde vinkel er endda så markant, at hun i bogen åbent skriver om at være i løbende dialog med researchkollektivet Redox, inden hun mødes med højreradikale. Det er pinagtigt ironisk. Redox er berømte og berygtede for deres nære omgang med de voldelige dele af den yderste venstrefløj og deres ulovlige overvågning og registrering af politiske modstandere.

Hvis hun er i tvivl om, hvor hun burde få sin næste kop varm dialogkaffe, er de det oplagte bud.”



16. februar 2017

Søren K. Villemoes overrasker Stine Bosse: “Flygtninge i Canada har ikke ret til offentlige ydelser.”

Deadline havde mandag aften indkaldt til debat om den canadiske premierminister Justin Trudeau, for at afklare hvorvidt han var ‘helt eller populist’. Weekendavisens Søren K. Villemoes havde det nemt, for Stine Bosse vidste meget lidt om udlændingepolitikken i det land hun ofte fremhæver som et eksempel til efterfølgelse. Herunder et tilfældigt nedslag. Bemærk DR2-værtens akavede og meget sigende afrunding. Direkte link til sekvensen her.

Stine Bosse, Europabevægelsen: … omvendt skal man skele til, og det mener jeg faktisk vi bliver nødt til, at Canada er nok i langt højere grad end USA i hvert fald – mere sammenligneligt med de skandinaviske lande, hvor vi jo har et velfærdssystem. Og skal det også holde, og det synes vi jo alle sammen, at det skal. Så siger jeg ikke, at de skal på en stram diæt, men jeg siger, at vi skal gøre meget mere for at de hurtigt kommer ind og bidrager.

Søren K. Villemoes, journalist: Men det er sådan noget jeg ikke forstår, nu her. For hvad er det du mener, vi skal kopiere. Du kalder det en starthjælp, men det er faktisk ikke en starthjælp de får. Flygtninge i Canada har ikke ret til offentlige ydelser. De får lov til at tage et lån det første år, alle pengene skal betales tilbage. Derefter skal de bare hjælpe sig selv 100 procent. Du taler om at canadierne er gode til at få dem i arbejde, altså – det er jo sådan her de får dem i arbejde. Er det dét du gerne vil have eller hvad? Eller vil du bare have at vi byder nogle folk velkomne i en lufthavn. Jeg har sådan lidt svært ved at se, hvad det egentligt er du efterlyser.

Stine Bosse: Hvad jeg efterlyser, er at vi tør lade os inspirere af noget andet, noget af det de har succes med.

Søren K. Villemoes: – men hvad er det?

Stine Bosse: – og så selvom det har nogle omkostninger for vores måde at gøre det på.

Camilla Thorning, Deadline-vært: Lad os prøve at se på en anden ting, som du også peger på, som der er succes med. Det er jo hele omtalen, retorikken, det vi hører Trudeau sige. Lad os lige prøve at genlytte det han sagde i indledningen, ved besøget i lufthavnen, da der kom syriske flygtninge.

(Canada-PM Justin Trudeau tager tager imod syriske flygtninge i Toronto lufthavn, 2015; Collage: DM)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper