22. juni 2015

Forfatter Jonna Odgaard: “Det bliver en ultrahøjreorienteret regering… Jeg har lyst til at emigrere”

Venstreorienterede tågehorn fylder meget på Facebook i det her dage, og jeg har gjort det til en vane, at fortælle dem at foragten er gensidig. Herunder en socialistisk forfatter, der har lyst til at flytte til Sverige, på grund af frygten for en ‘ultrahøjreorienteret regering’. Begge dele ville være aldeles fremragende. Fra Dagbladet Ringkøbing Skjern – ‘Jeg har lyst til at emigrere’.

“Med til SFs valgfest hos Pia Vestergaard er journalist og forfatter Jonna Odgaard, der har været med i partiet i 11 år. Hun kalder resultatet en sort dag for Danmark og lader vreden få frit løb.

‘Tænk på det renommé vi får i udlandet. I forvejen har vi et renommé som et indvandrerfjendsk land især i Sverige og Tyskland, og nu hvor DF får så mange stemmer og kommer i regering, vil omverdenen undre sig og tage afstand og se ned på os. Regeringen bliver tvunget til at føre DFs indvandrerpolitik og Liberal Alliances superliberalistisk politik. Det bliver en ultrahøjreorienteret regering. De Konservative er jo også rykket til højre. Lars Løkke Ramsussen er så meget et magtmeneske, at han vil gøre hvadsomhelst for at blive ved magten…'”

‘… Jeg har lyst til at emigrere til Sverige. Der har de en ordentlig socialdemokratisk regering baseret på Miljøpartiet.’

Apropos.

Inden folk hører godsvognene køre mod Birkenau, så husk på, at dette var den første valgkamp i 20 år, hvor DF ikke førte en målrettet kampagne mod indvandrere, hvor der ikke var en eneste sensationel udtalelse om muslimer fra en fremtrædende kandidat, og ingen foreslog ting som obligatorisk frikadelleundervisning eller lignende. … Vi er ikke forvandlet til en etnisk udrenset udørk om fire år. Så bare chill med at booke billetten til Malmø lidt endnu.” (Søren K. Villemoes på Facebook, 19. juni 2015)



2. april 2015

Tina Magaard mobbet ud af islamforskningen: “Det skal du ikke tale om, for det kan højrefløjen bruge.”

Sidste uges interview med Tina Magaard i Berlingske bragte interessante ting for dagen, men hun er tilsyneladende vågnet op til dåd. Fremragende interview af Søren Villemoes i seneste udgave af Weekendavisen – Folk vil tro, du er racist (ikke online). Køb avisen og læs det hele.

“I dag underviser hun i virksomhedsetik (CSR) på AU Herning. Det er langt fra, hvor hun befandt sig for små ti år siden. … I dag har hun forladt islamisme som professionelt interesseområde, men de sidste måneders begivenheder har fået hende til at tage bladet fra munden:

‘Situationen er alvorlig. Vi har lige oplevet terror på nært hold, og i Mellemøsten er Islamisk Stat i gang med kulturmord og storstilede massakrer. I Frankrig er debatten om disse emner i fuld gang, mens den i Danmark nærmest står stille, måske fordi man ikke som i Frankrig har forskere, der beskæftiger sig med feltet uden at være fedtet ind i de tabuer, der præger islamforskningsmiljøet,’ siger hun.

[…]

I sin ph. d.-afhandling beskæftigede hun sig med vestlige fascistiske bevægelser, men da hun i 2002 afleverede afhandlingen ved Sorbonne var fokus allerede skiftet til politisk islam. …

Jeg havde på statskundskab fået et helt begrebsapparat til at analysere og forstå fascismen. Det skete bare rigtig tit, at jeg stødte ind i begivenheder, hvor islamismen præsenterede forstyrrende ligheder med fascismen. Den passede punkt for punkt. Både i synet på kvinder, på anderledes tænkende og brugen af vold som politisk middel. Det var fortrinsvis gennem kontakten med mellemøstlige kunstnere, ateister, zoroastrer, baha’ier og kristne, jeg fik informationerne, men også af og til fra islamisterne selv. Det, som alle disse var rørende enige om, var, at når islamisterne gjorde, som de gjorde, så var det, fordi det stod i Koranen og Hadith. Det var helt i modstrid med, hvad jeg læste i den moderne islamforsknings værker…

[…]

Det var en udgivelse dedikeret til den franske forfatter David Rousset. Han havde været kommunist og modstandsmand under krigen og var spået en lovende forfatterkarriere. I 1949 opdager han, at der i Stalins Sovjet eksisterer koncentrationslejre.

Som en, der selv har overlevet ophold i to af nazisternes lejre, bliver Rousset oprevet og er den første, der bruger ordet ‘ gulag’ på fransk.

‘Alle slår hånden af ham. Der er kun nogle ganske få af hans nærmeste venner tilbage. Ellers mister han hele sit netværk. Hans forfatterkarriere ligger i ruiner. Selv blandt folk, der ikke var kommunister, mente man ikke, at han skulle tale om Stalins forbrydelser. Højrefløjen kunne jo bruge det, sagde man. Han lever resten af sit liv som udstødt. På en beskeden levefod. Han fik først oprejsning med dette posthume nummer, som Noël gav mig,’ fortæller hun.

Først forstår Magaard ikke Noëls pointe. Men som tiden går, dæmrer det. …

– Hvad har du da til fælles med David Rousset?

‘Jeg kan genkende det med, at man tager et tabu op, som man får ondt i maven af at tie stille med. For så at blive stemplet som ‘ikke stueren’. Og at man hele tiden møder argumentet: Det skal du ikke tale om, for det kan højrefløjen bruge. Folk, der kendte mig godt, har stået og råbt og tigget mig, om jeg ikke nok ville glemme det, for ‘folk vil tro du er racist’. I det miljø var det den absolutte sociale død, og slut på den akademiske karriere, for uden netværk, ingen karriere. Heldigvis havde jeg et bredt netværk, fordi jeg har været i kontakt med flere forskellige akademiske miljøer i løbet af mine studier. Derfor gik det ikke så slemt for mig som for Rousset, fordi jeg ikke var 100 procent afhængig af det ene miljø omkring islamforskningen.

[…]

‘Jeg kom jo med min baggrund fra Sorbonne, hvor man stadig holdt fast i den klassiske dannelse. Mit holdepunkt var Plutarks definition af, hvordan man skal opføre sig: Aldrig have personligt had på trods af kontrasterende synspunkter; være kompromisløs i den offentlige debat, men aldrig nære bitterhed mod politiske modstandere, og altid sørge for at opretholde en hjertelig tone over for modstanderne, så snart man er kommet ned fra debatpodiet. Det prøvede jeg at leve efter, men jeg syntes desværre, jeg i islamforskermiljøet fandt den præcis modsatte attitude: At man nægtede at debattere, men til gengæld gjorde alt, hvad der var muligt for at bagtale mig og ramme mig personligt. Jeg elsker den skarpe debat, hvor analyser, vurderinger og synspunkter fyger, men det er der simpelthen ikke nogen fra det miljø, der har villet gå ind i,’ siger hun. …

– Hvad var det da for ting, de ikke følte, at de kunne sige?

For eksempel at arabere også kunne være racister. Og at der i religionen er nogle dogmer, som konflikter med menneskerettighederne, hvis man følger dem bogstaveligt. Og så skulle man selvfølgelig hade Dansk Folkeparti,’ siger hun og tilføjer: ‘Jeg håber virkelig, at den nye generation af islamforskere vil bryde med de her tabuer, og ikke hænge fast i gammeldags forklaringer om, at alting er danskernes racisme og den europæiske kolonialismes skyld…’.”



29. marts 2015

Professor Peter Hervik om islamkritik: En tankerække der “… ender med Anders Behring Breiviks logik”

Søren Villemoes har pint sig selv igennem et DIIS-arrangement om ytringsfrihed, terror og Islam. Skræmmende referat i Weekendavisen – Godt er bedre end ondt (ikke online).

“Første oplægsholder er professor i antropologi ved Aalborg Universitet, Peter Hervik. Han lægger ud med at forklare, at vestlig identitet skabes som modsætning til forestillingen om en tilbagestående, primitiv vild. Den danske kulturkamp, Muhammedkrisen og reaktionerne på angrebet i Paris skal derfor ses i den kontekst.

‘Muslimer er meget let kategoriseret og stigmatiseret. …,’ siger han. … Hervik forklarer, at hvor politikerne efter 11. september kaldte på hårdere integration, kalder de nu på antiradikalisering. Men radikalisering er et problematisk begreb ifølge Hervik. Det er folkene i Lars Vilks-komiteen, der stod bag arrangementet på Krudttønden, også: ‘Vi ved, at de i Krudttønden var de samme mennesker, som vi så i Dan Park-sagen og under kampagnen for Muhammedtegningerne. De er en del af en forening, der enten er islamkritisk eller islamofobisk. …

(DIIS, 20. marts 2015: Limits of tolerance, freedom of expression…)

Den næste oplægsholder er medieforskeren Gavan Titley, der er lektor ved Maynooth University i Irland. … i farten står et par af Titleys pointer klart: Det giver ikke mening, at se terrorangrebet på Charlie Hebdo som et angreb på det ‘abstrakte begreb ytringsfrihed’. Tværtimod…

‘Charlie Hebdo er et magasin, der hægter sine antimuslimske provokationer op på en politik om ytringsfrihed,’ forklarer han og afslutter sit indlæg med en række spørgsmål, han synes bør have mere fokus: Kan en mainstream medieaktør virkelig kæmpe for lige muligheder i et ulige, racistisk samfund? Kan satire dementere socioøkonomisk magt? … Han afslutter: ‘Og hvilken frihed er det, der måles i dens evne til at krænke og ikke oplyse? Og som karakteriseres af dens underliggende trussel om, at hvis du ikke kan lide min slags frihed, så har du ingen ret til at leve med mig?

Den tredje og sidste oplægsholder er franskmanden Aurelien Mondon, der er forsker i komparativ politik ved University of Bath i England.

Hans oplæg fokuserer på den politiske kontekst i Frankrig i forbindelse med angrebet på Charlie Hebdo. Det starter i efterkrigstiden: ‘Genetisk racisme var en tabt sag. Du kunne ikke overbevise nogen om det, så man måtte finde andre strategier. Det blev i stedet til et spørgsmål om kulturelle forskelle. … Derfor kalder jeg det ‘neo-racisme’, når man taler om kulturelle forskelles inkompatibilitet, om at være imod multikultur og eliten, muslimske indvandrere og kolonisatorer.

[…]

Det er tid til spørgsmål fra salen. Til venstre for scenen har den dansk-iranske blogger Jaleh Tavakoli hånden oppe.

‘Hvordan definerer I islamofobi? Og hvorfor er Lars Vilks og Charlie Hebdo racister?’ spørger hun. …

Selvom islamkritik ikke skal forveksles med islamofobi, ser Mondon med uro på mere spiselige udgaver af islamofobien: ‘Den liberale islamofobi er lettere at acceptere, se for eksempel burka-forbuddet i Frankrig. Det gør den liberale islamofobi mere farlig.‘ Gavan Titley vil ikke kalde Charlie Hebdo racistisk eller anti-racistisk, men…

Peter Hervik giver også sit bud på en islamofobi-definition: ‘Det er en form for racisme. Jeg siger ikke, at for eksempel Lars Vilks er racist. Men jeg bliver nødt til at se på, om det, han siger, er neo-racistisk. Os-dem-relationen er altid et spørgsmål om dehumanisering og marginalisering…’ forklarer han.

En tilhører vil gerne vide, om der ikke er for meget, der bliver anset for islamofobi, som i stedet burde anses for islamkritik. Peter Hervik virker ikke bekymret: ‘Jeg har hørt argumentet for nylig, at man ikke skal bruge ordet ‘islamofobi’, da det gør det umuligt at kritisere islam. Islam skal åbenbart udvælges, fordi der tilsyneladende er behov for at sige noget om det. Men det fjerner jo opmærksomhed fra andre kulturer, der også kunne kritiseres, for eksempel rygning, narkomisbrug og druk. Der er, som om der er en sandhed om islam, der skal ud. Men hvis du kigger nærmere, ved I, hvad jeg ender med? Jeg ender med Anders Behring Breiviks logik.‘.”



18. marts 2015

Politiken om HUT-leder: “Frygten for at bryde med autoriteter og gå egne veje har aldrig tynget ham.”

Det er ikke umuligt at gøre karriere i en venstreorienteret medieverden, selvom man stikker lidt ud fra konsensus, hvis bare det overordnede er på plads. Et par eksempler. I søndagens kronik i Politiken nævner den ellers driftsikre Adam Holm, at han var venstreorienteret som ung, men siden har ændret holdning. Budskabet er dog ikke desto mindre, at der skal mere opmærksomhed på borgerlige anti-kommunister. Så vidt den indlejrede borgerlige meningsdanner.

Et par dage senere blev Søren K. Villemoes interviewet til det socialdemokratiske netmedie Piopio om Hizb-ut-tahrir. Selvom de imiterer ‘venstrefløjens sprogbrug’, så er det vigtigt at huske på, at HUT er ‘en organiseret højreekstrem politisk gruppering’. Anti-demokraterne er højreorienterede, fordi de er anti-demokrater.

Hvis journalister i ramme alvor betragtede Hizb-ut-tahrir som en art højreekstremister, så ville Politiken ikke lave et journalistisk portræt af organisationens talsmand, helt blottet for konfrontatorisk skarphed. Jakob Sheikh i Politiken om Islamisternes nye pæredanske stjerne.

“‘I dag er vi alle sammen jøder’. I et kort øjeblik breder uroen sig. Hvad har han dog gang i? Enkelte fniser indforstået; de lader til at have fanget sarkasmen. De fleste andre kigger spørgende på sidemanden. … ‘I dag er vi allesammen jøder’, gentager han og samler selv tråden op:

‘Det var sådan, vi så den politiske elite samlet foran synagogen i Krystalgade for to uger siden. Anledningen kender vi alle sammen. Begivenheder som resulterede i tre døde, og som i dag bliver betegnet som Danmarks allerstørste terrorhandling’.

Men politikernes logik er hyklerisk, forklarer Junes Kock. Talens indledning var polemisk ment. For det handler i virkeligheden om, at det danske samfund har en anden og mindre solidarisk holdning over for muslimer end over for jøder og andre mindretal…

To dage senere. Klokken har passeret 10, da Junes Kock kanter sin overkrop ud af dynejakken og sætter sig ved cafebordet et stenkast fra Nørrebrohallen, der dannede rammen om debatmødet i forgårs. … De fremmødte journalister ville blandt andet vide, hvad Hizb ut-Tahrir mener om Danmarks jøder, hvad Hizb ut-Tahrir mener om vold mod civile, og hvad Hizb ut-Tahrir mener om den 22-årige gerningsmand bag attentaterne i København.

Junes Kock trækker på smilebåndet, klør sig lidt i det veltrimmede røde skæg. … Til at styre Hizb ut-Tahrir gennem tumulten har partiet sat sin lid til sin 36-årige danske talsmand. Den ingeniøruddannede Kock beskrives blandt talrige kilder i det islamistiske miljø, som Politiken har talt med, som en rising star, der samler yderfløjene, taler til begge lejre og med sin danske baggrund har bragt Hizb ut-Tahrir fornyet popularitet.

At der er hold i påstanden, er nemt at konstatere: Moderate muslimer, der ikke nødvendigvis deler ideologi med Hizb ut-Tahrir, dukker i stigende grad op til partiets møder.

Junes Kock optræder høfligt, men afmålt. Således har han minutter forinden insisterende undskyldt for at få lov til selv at betale for sin hyldeblomstdrik. … Lige nu spiller cafeens anlæg Medina og Justin Timberlake. Lidt af et sceneskift fra debatmødet i forgårs, der blev åbnet med koranrecitation. Men selv om Junes Kock hverken hører musik eller går på café, begår han sig fint i begge verdener. Som konvertit har Kock altid haft tæt berøring med det samfund, han nu mener, hviler på forkerte demokratiske værdier.

»I min opvækst har jeg haft kontakt til masser af danskere, jeg fik det jo ind med modermælken. Så jeg kan begå mig alle steder’.

Måske er det også derfor, talsmanden ofte udtaler sig mere nuanceret end sine forgængere på posten om den muslimske krænkelsesfortælling, som Hizb ut-Tahrir ofte beskyldes for at trække nærmest per automatik ved enhver lejlighed. …

Selv er Junes Kock træt af at blive konfronteret med, at han er talsmand for et voldeligt parti. Han peger på, at Rigsadvokaten flere gange har konkluderet det modsatte og standset politiske forsøg på at få Hizb ut-Tahrir tvangsopløst ved lov. …

‘I Danmark arbejder vi for at bibeholde de bedst mulige betingelser for muslimerne. … for de muslimer, der opholder sig her permanent, vil vi påminde dem om, at de er en del af en global islamisk nation’.

[…]

Junes Kock voksede op som Mads Kock Johansen på firsernes Nørrebro, hvor subkulturer som bz-bevægelsen og de autonome omkring Ungdomshuset satte en ære i at tage stærk afstand fra omverdenen. Men kvarteret fostrede også en anden subkultur, der heller ikke kunne genkende sig selv i samfundet. … På Blågårds Plads voksede Mads op sammen med den store gruppe af efterkommere, der blev opdraget til at have hovedet i Danmark, men hjertet i fædrelandet.

Selv havde Mads bedre forudsætninger end mange af sine kammerater. Han kom fra en familie i ‘den øvre middelklasse’ med samfundsdiskussioner over middagsbordet, en morfar, der lærte ham at binde slips og butterfly, og en mormor, der fastholdt, at mænd gik i sorte sko efter klokken 18. Faren var forfatter, mosteren var forlagsredaktør, og Mads’ mor en del af 68’er-generation, ‘lidt kommunist, lidt hippie, men meget intellektuel – som så mange andre’, som Junes Kock i dag formulerer det.

Frygten for at bryde med autoriteter og gå egne veje har aldrig tynget ham.

‘Jeg er vokset op i et aktivistisk miljø. Som barn blev jeg slæbt med til demonstrationer imod Barsebäck og atomkraft’.

Mads blev indskrevet på Hellig Kors Skole i Skyttegade, hvor han kom i klasse med en gruppe muslimske efterkommere. …

‘I mange år før jeg blev muslim, var jeg meget eftertragtet. Jeg er vokset op i et indvandrermiljø og kender virkelig mange. Det betød, at jeg kunne tage til Ishøj eller Brøndby Strand, hvor døren stod åben for mig, hvor den stod lukket for alle andre. Jeg kom aldrig i problemer. Og fordi jeg samtidig er dansk, blev jeg respekteret af alle mulige andre’, siger han i dag.

Nørrebroeren har siden kunnet bruge respekten fra begge verdener, når han eksempelvis har givet flere bandemedlemmer karantæne fra at komme på de computercaféer, han op gennem de seneste år har været medejer af. Modsat mange andre butiksejere i København nyder han så meget ’street cred’ i miljøet, at de til tider egenrådige ballademagere lytter og smutter.”



15. marts 2015

Trykkefrihedsselskabet 10 år: Virkelighed vs journalistik, Weekendavisens bekvemme positionering…

Højreorienteret er efterhånden blevet en etikette den journalistiske venstrefløj bruger om velorienterede. Flere har kommenteret Søren Villemoes’ karaktermord på Trykkefrihedsselskabet i seneste udgave af Weekendavisen, så lad mig nøjes med de positionerende ord – Dagbog fra en uriaspost (ikke online).

“På lørdag er det ti år siden, at Trykkefrihedsselskabet havde sin stiftende generalforsamling. I selskabets levetid har vi oplevet en Muhammedkrise, adskillige mordforsøg på bladtegnere, redaktører, journalister og forfattere. Alene i år har vi set terrorangreb mod en avis og et jødisk supermarked i Paris, og i København mod et ytringsfrihedsarrangement og en synagoge. I 2013 oplevede Lars Hedegaard selv et attentat, da en terrorist forklædt som postbud, forsøgte at skyde ham med en pistol. Det har ikke ligefrem skortet på episoder, der har kunnet bekræfte selskabet i sin eksistens-berettigelse. …

Da terroren ramte København 14. februar, havde mange svært ved at forklare, hvad der var sket. Men i Trykke-frihedsselskabet var det intet problem. Her havde man advaret om netop dette i et årti. …

Nogle gange skal man have tunnelsyn for at få øje på noget, andre først opdager sent. Mange vil formentlig i dag give selskabet ret i, at der vitterlig er en trussel mod ytringsfriheden fra islamisk side. En trussel de måske ikke anede, da Muhammedkrisen ramte Danmark, og mange gik tabt i procedurespørgsmål om ambassadørmøder og undskyldninger. I årevis har det været et betændt spørgsmål, indsmurt i kulturkamp.

Katrine Winkel Holm beklager sig over ‘positionisterne’. Folk, der ellers burde være enige med Trykkefrihedsselskabet om at forsvare ytringsfriheden, men som ikke vil kendes ved selskabet på grund af smålig, politisk positionering. Hun hævder, at selskabet er åbent for alle uanset politisk og religiøst ståsted. Men antologien dokumenterer, at selskabet ikke kan sige sig fri for at have bidraget til at gøre ytringsfriheden til et spørgsmål om meget andet end blot en demokratisk rettighed.

I Trykkefrihedsselskabet ser man ytringsfriheden uløseligt forbundet med kristendommen. … Det er muligt, at Trykkefrihedsselskabet teknisk set ikke har valgt et politisk eller religiøst ståsted. Men det er samtidig uomgængeligt, at de har en nationalkonservativ, kristen sjæl. …

Selskabet er vokset ud af en borgerlig, tidehvervsk modkultur, der følte sig trådt på af de kulturradikale i Dansk PEN. Denne følelse af at være uønskede af det gode selskab, i opposition til de herskende forestillinger og først med de grumme varsler, gennemsyrer selskabets ånd.

Efter Muhammedkrisen tiltrak foreningen en bred vifte fra centrum-højre, blandt andre politikere som Søren Pind og Naser Khader. Flere mediesager har siden destilleret selskabets medlemsbase. … Når man ser sig selv under angreb, er man mere tilbøjelig til at bære over med fejl indbyrdes. Det kan måske forklare, hvorfor man i miljøet omkring Trykkefrihedsselskabet har en nænsom (onde tunger ville sige apologetisk) omgang med og omtale af grupper og personer, andre ville opfatte som ekstreme. For eksempel byder antologien på to bidrag af leder af Pegida i Danmark, psykologen Nicolai Sennels. Sennels er kendt i internationale anti-islamkredse for en artikel, hvor han konkluderer, at muslimers genetiske arvemasse »uden tvivl« har taget skade af 1400 års indavl.

I antologien kan man også læse en artikel om den svenske kunstner Dan Park skrevet af Uwe Max Jensen. Her får man at vide, at Dan Park er blevet kritiseret for at have deltaget i demonstrationer med ‘højreorienterede’. Og der sættes spørgsmålstegn ved, om Park i det politisk korrekte Sverige »overhovedet kunne indgå i sammenhænge, som hans modstandere ville finde tilfredsstillende.« Det fortælles dog ikke, at der var tale om det nynazistiske Svenskarnas Parti.

(Weekendavisen, 13. marts 2015, s. 4, Dagbog fra en uriaspost)

“Man kunne sige at TFS’ eksistensberettigelse står og falder med om de har fat i den lange ende hvad angår analyserne af islam og ytringsfrihed… Ingen redaktionschef eller kollega til Søren Villemoes har dog delt denne prioritering, og anbefalet ham at opgøre Trykkefrihedsselskabets 10 år ud fra det faktuelle. Villemoes har tværtimod begået en jubilæumsartikel (‘Dagbog fra en uriaspost’, WA 13.3.2015, ikke online) der er ’so 2005′, hvilket vil sige at fingerpegning og karikeret gengivelse af TFS’ verdensbillede og bestyrelsens angivelige idiosynkrasier er comme il faut. I denne verden er 10-års statusopgørelse og analyse lig med placering af hovedaktørerne i de københavnske symbolanalytikeres økologi og indbyrdes klanfejder. I det Villemoes’ske univers er det således en kilde til indsigt at TFS blev grundlagt i ‘et røgfyldt kontor’ (associationerne er åbenlyse for enhver), og kan man ikke argumentere imod det overordnede kan man altid grine og gøre nar…” (LPFC på Snaphanen, 14. marts 2015)

“I en artikel fra i går i WA med overskriften ”Dagbog fra en uriaspost” ved Søren Villemoes godt, at han hellere må leve op til WA´s uudtalte forskrift om efterplapren af alle de andre, der ikke har set det rene liberale lys og dermed ubekymretheden om konsekvenserne af fortsat masseindvandring fra den tredje verden, ikke mindst den muslimske verden. … Ét sted et godt stykke henne i artiklen står der følgende: ”Mange vil formentlig i dag give selskabet ret i, at der vitterlig er en trussel mod ytringsfriheden fra islamisk side.” For resten af pengene er der tale om forsøg på lige dele latterliggørelse og intimidering.” (Morten Uhrskov, 14. marts 2015)



22. januar 2015

Verden ifølge Information: Venstrefløjen skal støtte tørklædeklædte muslimers kamp mod islamisering

Det er fint med selvransagelse på venstrefløjen, men grafikken understreger blot hykleriet. Det er rigtigt at Informations læsere har tiljublet multikulturen, men det er altså ikke rigtigt at tørklædeklædte muslimer demonstrerer mod islamisering. Det er sådan set en integreret del af problemets kerne (hvad Lars Hedegaard mfl. har påpeget i årevis), at tørklædet jo netop ikke bare er 30 gram stof. Fra dagens Information, der i øvrigt kun tager udgangspunkt i moderate muslimers frihedsrettigheder, ikke det land kommende generationer af danskere skal leve i – Venstrefløjens forfejlede og usolidariske beskyttelse af muslimerne.

“Venstrefløjen er kommet under pres i debatten om islamkritik efter terrorangrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo i sidste uge. Det mener en række venstrefløjsdebattører og iagttagere, der ser nye og tydeligere skillelinjer på venstrefløjen, når det gælder religionskritik og ytringsfrihed.

Det er den multikulturalistiske del af venstrefløjen, der har domineret de sidste 20 til 30 år, der er trængt, mener lektor i historie, Jakob Egholm Feldt, som forsker i kulturkonflikter ved Roskilde Universitet og har fulgt islamdebatten tæt siden Jyllands-Posten trykte Muhammed-tegningerne i 2005.

‘Venstrefløjen har anbragt sig på en meget usikker isflage, fordi mange i de sidste 20-30 år har været forelskede i multikulturalismen. Postmarxismen har betragtet minoriteter – f.eks. muslimerne – som erstatning for den arbejderklasse, man i gamle dage kunne beskytte. Derfor er religiøse, dogmatiske og patriarkalske synspunkter blevet set som udtryk for visse muslimers sociale niveau, der ville forsvinde, når man satte ind med integrationspolitiske tiltag,’ siger Jakob Egholm Feldt

Samtidig er der kommet en ny erkendelse af, at det er usolidarisk over for moderate muslimer at betragte dem som et marginaliseret mindretal, der skal beskyttes – ikke forulempes af hånende karikaturer. Globale ekstremistiske netværk er ikke magtesløse, men magtfulde, lyder det desuden.”

(Udsnit af grafik set på Information.dk, 22. januar 2015)

“Grunden til, at man ikke kan støtte en islamkritiker som Lars Hedegaards tanker og ytringer, er, fordi han er konspirationsteoretiker.” (Jakob Egholm Feldt)

“Moderate muslimer er da dem, der om nogen mærker presset fra politisk islam. De har brug for allierede, der kan bakke dem op, i stedet for nogen der afviser enhver kritik af mørkemændene i deres egne miljøer som islamofobisk.” (Søren K. Villemoes)

“I de muslimske miljøer i Europa er der mennesker, der gerne vil bryde sociale mønstre. Hvordan kan man være kritisk over for, at de skal have de samme frihedsrettigheder som alle andre.” (Rune Lykkeberg)



3. januar 2015

“Ideen om, at.. alt kan diskuteres i et frit samfund, har en skadelig effekt på marginaliserede grupper”

Fantastisk opremsning af årets mange forsøg på at undertrykke ytringsfriheden af Søren K. Villemoes og Niklas Hessel i Weekendavisen. De underspiller dog det venstreradikale aspekt, at kampagnerne mod den hvide mands traditioner og normer, typisk er styret af folk med en revolutionær dagsorden. Fra Krænkelsens år (ikke online). Køb avisen i dag og læs det hele.

“Der var lagt op til en festlig begivenhed for børn, da hundredvis af familier i den hollandske by Gouda trodsede regnvejr og kulde for at se det traditionelle juleoptog gå gennem byen med ‘Sinterklaas’ ridende på sin hvide hest. En gammel tradition. Men sidste år var anderledes. Politibetjente med walkie-talkies kunne ses blandt de fremmødte. Salatfade holdt i sidegaderne. På byens markedsplads løb en protestdemonstration pludselig af sporet. Slåskampe udbrød mellem tilhængere og modstandere af juletraditionen.

90 mennesker blev anholdt, mens udklædte børn så måbende til fra sidelinjen.

Stridsemnet? Ved julemandens side gik hans trofaste hjælper, Sorte Piet (på hollandsk: ‘Zwarte Piet’) – en mand i spraglet tøj med sort ansigtsmaling, røde læber og kruset hår, der siden 1800-tallet har akkompagneret julemanden i nederlandsk folklore og delt pebernødder ud til børn. De seneste år har traditionen med den sorte hjælper været under hårde anklager for racisme – særlig fra Hollands caribiske minoritetsmiljøer.

… faktisk var opgøret i Gouda blot et lille slag i en større strid om ytringsfrihedens grænser, der i disse år udkæmpes på græsrodsniveau af krænkede grupper over hele Europa. Traditioner kræves stoppet, debatarrangementer forlanges aflyst, og kunstværker søges fjernet. Og meget tyder på, at det forgangne år var uhørt krænkende. Krænkelsesaktivisterne havde i hvert fald en travl sæson.

Mental sikkerhed Ugen efter gadekampene i Gouda skulle redaktøren for internet-magasinet Spiked, Brendan O’Neill, forsvare retten til fri abort i en debat på Christ Church College i Oxford. Den var arrangeret af anti-abortgruppen Oxford Students for Life.

At O’Neill var tilhænger af fri abort, viste sig dog at være sagen uvedkommende. At han som mand overhovedet overvejede at debattere emnet, var en krænkelse i sig selv. Da en gruppe feminister på campus fik nys om, hvad der var planlagt, rejste der sig en protest på Facebook. Over 300 tilmeldte sig protesten. Christ Church aflyste debatten. Studenterrepræsentanter frygtede for de studerendes sikkerhed – ‘både fysisk og mentalt’ – hvis arrangementet fik lov at blive afholdt.

En af protestlederne, Niamh McIntyre, skrev efterfølgende i The Independent: ‘Som I sikkert kan forestille jer, så var de af os med livmodere utroligt vrede over, at de skulle tale for og over os.’ Og ytringsfriheden? ‘Ideen om, at absolut alt kan diskuteres i et frit samfund, har en skadelig effekt på marginaliserede grupper,’ lød det fra McIntyre.

Brendan O’Neill var vred. I magasinet The Spectator kritiserede han aflysningen, som han anså for kapitulation over for en intolerant og ukritisk trend blandt britiske studerende.

‘Det er svært at komme i tanke om nogen anden samfundsgruppe, der har undergået så episk en transformation som de studerende. I løbet af blot en generation er de gået fra frigjorte til forbudsglade, fra at stille ubekvemme spørgsmål til at undertrykke stødende tale,’ skrev O’Neill.

Han døbte fænomenet ‘Stepford students’ efter en satirisk thriller fra 1972, hvor en kvinde opdager, at hendes nabolags servile husmødre i byen Stepford i virkeligheden er robotter.

(Ira Levins ‘Stepford Wives’ i filmatiseringen fra 1975)

Storbritanniens største studenterorganisation, National Union of Students (NUS), har længe ført en såkaldt ‘No Platform’-politik, som skal sikre, at fascistiske ytringer ikke vinder indpas på universitetet. … Men studerendes trang til at skabe ’safe spaces’ er ved at løbe løbsk, indvendte journalisten Sarah Ditum i marts i det venstreorienterede magasin New Statesman. …

‘Et værktøj, der engang havde til formål at beskytte demokratiet fra udemokratiske bevægelser, er blevet et våben, som de udemokratiske bruger mod demokratiet,’ lød Ditums dom over ’safe space’ -ideen.

(I Danmark bruges ‘Ingen platform’-parolen af Antifascistisk Aktion/Projekt Antifa og Modkraft)

Sagen var blot en opsigtsvækkende kulmination på et 2014, der fremstår som ‘The Year of the Heckler’ skrev juristen Greg Lukianoff for nylig i Huffington Post – med reference til fænomenet ‘heckler’s veto’, hvor højrøstede eller voldelige uromagere har held til at få ytringer standset. Lukianoff er præsident for Foundation for Individual Rights in Education, der arbejder for det frie ord på universiteter.

I en bog, der udkom sidste år, skriver han, at ytringsfriheden risikerer at måtte vige for en ny, mere tvivlsom frihedsrettighed, når ‘folk over hele kloden begynder at forlange følelsesmæssigt og intellektuelt velvære, som var det en ret. Det er præcis, hvad man ville forvente, når man træner en generation til at tro, at de har en ret til ikke at blive krænket. Til sidst holder de op med at kræve ytringsfrihed og begynder at kræve frihed fra ytringer’.



21. juni 2014

Kunsten at give Hedegaard ret, og samtidig insistere på, at han er en postulerende højreradikal alarmist

Søren Villemoes er en af de få journalister jeg gider læse, men i de blindes rige er den enøjede som bekendt konge. For et par dage siden lavede han denne opdatering på Facebook: At læse om Imam Ali-moskéens religiøse ophavs “fremstilling af islam, er som at læse Lars Hedegaards bøger”.

(Søren K. Villemoes på Facebook, 18. juni 2014)

Villemoes henvisning til Lars Hedegaard er unødvendig tvetydig. Det er mere end 30 år siden Lars Hedegaard første gang beskrev Islam i et kapitel i Jes P. Asmussens Verdens religioner (Politikens forlag). Hvis han mener at historiker Lars Hedegaard har ret i sin analyse af Islam, så kunne han jo bare skrive det uden omsvøb.

Måske er problemet, at venstreorienterede er nødt til at distancere sig fra folk de på mange måder er enige med. Herunder en række citater der viser hvordan Søren Villesmoes de senere år, trods ofte fornuftige artikler, samtidig har forsøgt at frame Hedegaard som postulerende højreradikal alarmist.

“Hedegaard har en helt anden tilgang. Han har eksempelvis længe hævdet, at forholdet mellem islam og resten af verden skal forstås som en 1400 år lang krig, der stadig er i fuld gang. Han har beskrevet tilstedeværelsen af islam i Vesten som en invasion, og sammenlignet det med, hvad Danmark oplevede i perioden 1940-45, og har påstået, at muslimer ikke føler skam, når de lyver. Hedegaards islamkritik indeholder altså en idé om muslimer som skamløse løgnere, der udgør en invasionsmagt i Vesten og har gang i en 1400 år lang krig mod samme. Der er intet i Yahya Hassans digtsamling eller udtalelser, der bare minder om dette. … Kvalitativt er der ingen ligheder mellem Hedegaard og Hassan. De taler om helt forskellige ting.” (Weeekendavisen, 6. december 2013)

“Den anden reaktion er at være forarget over den manglende konsistens og klage over dobbeltstandarder. Det har forfatter og islamkritiker Lars Hedegaard valgt at gøre i en vred leder i det højreradikale tidsskrift Dispatch International, hvor han skælder de tolv tonekunstnere fra nullerne ud for nu pludselig at være på Yahya Hassans side.” (Weekendavisen, 22. november 2013: Blæksprutten: En væltet totempæl)

“Hedegaard er også redaktør på den svenske antiislamiske avis Dispatch International…” (Weekendavisen, 25. april 2013: Islams søn)

“‘Lars Hedegaards verdensbillede ligger så langt fra Politikens, som man næsten kan forestille sig. Hans forvrøvlede, hadefulde og fornedrende udtalelser om muslimer i Danmark er forkastelige.’ Således lyder anden sætning i Politikens leder fra i onsdags, der fordømte mordforsøget på den islamkritiske Lars Hedegaard. … Overfaldet er siden blevet fordømt af alle meningsdannere. … Men man lider stadig af frygten fra skyttegravene, granatchokket fra Muhammed-krisen, dengang der blev sat lighedstegn mellem at støtte retten til at trykke Muhammedtegningerne og at støtte indholdet af tegningerne, mellem at støtte ytringsfriheden og at støtte Fogh, Dansk Folkeparti og den stramme udlændingepolitik. Dengang man per definition måtte være en højreorienteret islamhader, hvis man ikke gik ind for selvcensur og ‘ansvarlig’ brug af ytringsfriheden. Den tid er ved at være forbi.” (Weekendavisen, 8. februar 2013: Kunsten at sige det selvfølgelige)

“Lars Hedegaard har været en flittig bidrager af islamkritiske indlæg. Han har indtil videre forfattet cirka 30 artikler og ledere, der overvejende omhandler islam. I en leder forklarer han, hvad avisens generelle syn på islam er: ‘Vi betragter islam som den farligste udfordring, der har ramt Norden og Vesten i det hele taget, siden det lykkedes demokratierne at slå nazismen og tvinge den tredje store totalitære ideologi, kommunismen, i defensiven.’ Det er et budskab, der går igen: Islam sammenlignes med nazismen, og den muslimske tilstedeværelse i Danmark og Sverige er en form for ‘besættelse’. I en tale af Hedegaard med titlen ‘Den anden besættelse’, der blev bragt i anledning af 11. september, kunne man læse følgende: ‘Vi ved, at den, der opfandt krigsherren Muhammed, er den bedst begavede militærstrateg, verden har kendt, og at han langt overgår tænkere som Sun Tsu og Clausewitz. Den islamiske måde at føre krig på er mere flerstrenget, altomfattende og samtidig mere sofistikeret end noget, der er udtænkt af de militærteoretikere, der sædvanligvis bliver studeret ved vore militærakademier.” (Weekendavisen, 22. februar 2012: Ridser i troldspejlet)

Oploadet Kl. 15:35 af Kim Møller — Direkte link30 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige side



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper