15. marts 2015

Trykkefrihedsselskabet 10 år: Virkelighed vs journalistik, Weekendavisens bekvemme positionering…

Højreorienteret er efterhånden blevet en etikette den journalistiske venstrefløj bruger om velorienterede. Flere har kommenteret Søren Villemoes’ karaktermord på Trykkefrihedsselskabet i seneste udgave af Weekendavisen, så lad mig nøjes med de positionerende ord – Dagbog fra en uriaspost (ikke online).

“På lørdag er det ti år siden, at Trykkefrihedsselskabet havde sin stiftende generalforsamling. I selskabets levetid har vi oplevet en Muhammedkrise, adskillige mordforsøg på bladtegnere, redaktører, journalister og forfattere. Alene i år har vi set terrorangreb mod en avis og et jødisk supermarked i Paris, og i København mod et ytringsfrihedsarrangement og en synagoge. I 2013 oplevede Lars Hedegaard selv et attentat, da en terrorist forklædt som postbud, forsøgte at skyde ham med en pistol. Det har ikke ligefrem skortet på episoder, der har kunnet bekræfte selskabet i sin eksistens-berettigelse. …

Da terroren ramte København 14. februar, havde mange svært ved at forklare, hvad der var sket. Men i Trykke-frihedsselskabet var det intet problem. Her havde man advaret om netop dette i et årti. …

Nogle gange skal man have tunnelsyn for at få øje på noget, andre først opdager sent. Mange vil formentlig i dag give selskabet ret i, at der vitterlig er en trussel mod ytringsfriheden fra islamisk side. En trussel de måske ikke anede, da Muhammedkrisen ramte Danmark, og mange gik tabt i procedurespørgsmål om ambassadørmøder og undskyldninger. I årevis har det været et betændt spørgsmål, indsmurt i kulturkamp.

Katrine Winkel Holm beklager sig over ‘positionisterne’. Folk, der ellers burde være enige med Trykkefrihedsselskabet om at forsvare ytringsfriheden, men som ikke vil kendes ved selskabet på grund af smålig, politisk positionering. Hun hævder, at selskabet er åbent for alle uanset politisk og religiøst ståsted. Men antologien dokumenterer, at selskabet ikke kan sige sig fri for at have bidraget til at gøre ytringsfriheden til et spørgsmål om meget andet end blot en demokratisk rettighed.

I Trykkefrihedsselskabet ser man ytringsfriheden uløseligt forbundet med kristendommen. … Det er muligt, at Trykkefrihedsselskabet teknisk set ikke har valgt et politisk eller religiøst ståsted. Men det er samtidig uomgængeligt, at de har en nationalkonservativ, kristen sjæl. …

Selskabet er vokset ud af en borgerlig, tidehvervsk modkultur, der følte sig trådt på af de kulturradikale i Dansk PEN. Denne følelse af at være uønskede af det gode selskab, i opposition til de herskende forestillinger og først med de grumme varsler, gennemsyrer selskabets ånd.

Efter Muhammedkrisen tiltrak foreningen en bred vifte fra centrum-højre, blandt andre politikere som Søren Pind og Naser Khader. Flere mediesager har siden destilleret selskabets medlemsbase. … Når man ser sig selv under angreb, er man mere tilbøjelig til at bære over med fejl indbyrdes. Det kan måske forklare, hvorfor man i miljøet omkring Trykkefrihedsselskabet har en nænsom (onde tunger ville sige apologetisk) omgang med og omtale af grupper og personer, andre ville opfatte som ekstreme. For eksempel byder antologien på to bidrag af leder af Pegida i Danmark, psykologen Nicolai Sennels. Sennels er kendt i internationale anti-islamkredse for en artikel, hvor han konkluderer, at muslimers genetiske arvemasse »uden tvivl« har taget skade af 1400 års indavl.

I antologien kan man også læse en artikel om den svenske kunstner Dan Park skrevet af Uwe Max Jensen. Her får man at vide, at Dan Park er blevet kritiseret for at have deltaget i demonstrationer med ‘højreorienterede’. Og der sættes spørgsmålstegn ved, om Park i det politisk korrekte Sverige »overhovedet kunne indgå i sammenhænge, som hans modstandere ville finde tilfredsstillende.« Det fortælles dog ikke, at der var tale om det nynazistiske Svenskarnas Parti.

(Weekendavisen, 13. marts 2015, s. 4, Dagbog fra en uriaspost)

“Man kunne sige at TFS’ eksistensberettigelse står og falder med om de har fat i den lange ende hvad angår analyserne af islam og ytringsfrihed… Ingen redaktionschef eller kollega til Søren Villemoes har dog delt denne prioritering, og anbefalet ham at opgøre Trykkefrihedsselskabets 10 år ud fra det faktuelle. Villemoes har tværtimod begået en jubilæumsartikel (‘Dagbog fra en uriaspost’, WA 13.3.2015, ikke online) der er ’so 2005′, hvilket vil sige at fingerpegning og karikeret gengivelse af TFS’ verdensbillede og bestyrelsens angivelige idiosynkrasier er comme il faut. I denne verden er 10-års statusopgørelse og analyse lig med placering af hovedaktørerne i de københavnske symbolanalytikeres økologi og indbyrdes klanfejder. I det Villemoes’ske univers er det således en kilde til indsigt at TFS blev grundlagt i ‘et røgfyldt kontor’ (associationerne er åbenlyse for enhver), og kan man ikke argumentere imod det overordnede kan man altid grine og gøre nar…” (LPFC på Snaphanen, 14. marts 2015)

“I en artikel fra i går i WA med overskriften ”Dagbog fra en uriaspost” ved Søren Villemoes godt, at han hellere må leve op til WA´s uudtalte forskrift om efterplapren af alle de andre, der ikke har set det rene liberale lys og dermed ubekymretheden om konsekvenserne af fortsat masseindvandring fra den tredje verden, ikke mindst den muslimske verden. … Ét sted et godt stykke henne i artiklen står der følgende: ”Mange vil formentlig i dag give selskabet ret i, at der vitterlig er en trussel mod ytringsfriheden fra islamisk side.” For resten af pengene er der tale om forsøg på lige dele latterliggørelse og intimidering.” (Morten Uhrskov, 14. marts 2015)



22. januar 2015

Verden ifølge Information: Venstrefløjen skal støtte tørklædeklædte muslimers kamp mod islamisering

Det er fint med selvransagelse på venstrefløjen, men grafikken understreger blot hykleriet. Det er rigtigt at Informations læsere har tiljublet multikulturen, men det er altså ikke rigtigt at tørklædeklædte muslimer demonstrerer mod islamisering. Det er sådan set en integreret del af problemets kerne (hvad Lars Hedegaard mfl. har påpeget i årevis), at tørklædet jo netop ikke bare er 30 gram stof. Fra dagens Information, der i øvrigt kun tager udgangspunkt i moderate muslimers frihedsrettigheder, ikke det land kommende generationer af danskere skal leve i – Venstrefløjens forfejlede og usolidariske beskyttelse af muslimerne.

“Venstrefløjen er kommet under pres i debatten om islamkritik efter terrorangrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo i sidste uge. Det mener en række venstrefløjsdebattører og iagttagere, der ser nye og tydeligere skillelinjer på venstrefløjen, når det gælder religionskritik og ytringsfrihed.

Det er den multikulturalistiske del af venstrefløjen, der har domineret de sidste 20 til 30 år, der er trængt, mener lektor i historie, Jakob Egholm Feldt, som forsker i kulturkonflikter ved Roskilde Universitet og har fulgt islamdebatten tæt siden Jyllands-Posten trykte Muhammed-tegningerne i 2005.

‘Venstrefløjen har anbragt sig på en meget usikker isflage, fordi mange i de sidste 20-30 år har været forelskede i multikulturalismen. Postmarxismen har betragtet minoriteter – f.eks. muslimerne – som erstatning for den arbejderklasse, man i gamle dage kunne beskytte. Derfor er religiøse, dogmatiske og patriarkalske synspunkter blevet set som udtryk for visse muslimers sociale niveau, der ville forsvinde, når man satte ind med integrationspolitiske tiltag,’ siger Jakob Egholm Feldt

Samtidig er der kommet en ny erkendelse af, at det er usolidarisk over for moderate muslimer at betragte dem som et marginaliseret mindretal, der skal beskyttes – ikke forulempes af hånende karikaturer. Globale ekstremistiske netværk er ikke magtesløse, men magtfulde, lyder det desuden.”

(Udsnit af grafik set på Information.dk, 22. januar 2015)

“Grunden til, at man ikke kan støtte en islamkritiker som Lars Hedegaards tanker og ytringer, er, fordi han er konspirationsteoretiker.” (Jakob Egholm Feldt)

“Moderate muslimer er da dem, der om nogen mærker presset fra politisk islam. De har brug for allierede, der kan bakke dem op, i stedet for nogen der afviser enhver kritik af mørkemændene i deres egne miljøer som islamofobisk.” (Søren K. Villemoes)

“I de muslimske miljøer i Europa er der mennesker, der gerne vil bryde sociale mønstre. Hvordan kan man være kritisk over for, at de skal have de samme frihedsrettigheder som alle andre.” (Rune Lykkeberg)



3. januar 2015

“Ideen om, at.. alt kan diskuteres i et frit samfund, har en skadelig effekt på marginaliserede grupper”

Fantastisk opremsning af årets mange forsøg på at undertrykke ytringsfriheden af Søren K. Villemoes og Niklas Hessel i Weekendavisen. De underspiller dog det venstreradikale aspekt, at kampagnerne mod den hvide mands traditioner og normer, typisk er styret af folk med en revolutionær dagsorden. Fra Krænkelsens år (ikke online). Køb avisen i dag og læs det hele.

“Der var lagt op til en festlig begivenhed for børn, da hundredvis af familier i den hollandske by Gouda trodsede regnvejr og kulde for at se det traditionelle juleoptog gå gennem byen med ‘Sinterklaas’ ridende på sin hvide hest. En gammel tradition. Men sidste år var anderledes. Politibetjente med walkie-talkies kunne ses blandt de fremmødte. Salatfade holdt i sidegaderne. På byens markedsplads løb en protestdemonstration pludselig af sporet. Slåskampe udbrød mellem tilhængere og modstandere af juletraditionen.

90 mennesker blev anholdt, mens udklædte børn så måbende til fra sidelinjen.

Stridsemnet? Ved julemandens side gik hans trofaste hjælper, Sorte Piet (på hollandsk: ‘Zwarte Piet’) – en mand i spraglet tøj med sort ansigtsmaling, røde læber og kruset hår, der siden 1800-tallet har akkompagneret julemanden i nederlandsk folklore og delt pebernødder ud til børn. De seneste år har traditionen med den sorte hjælper været under hårde anklager for racisme – særlig fra Hollands caribiske minoritetsmiljøer.

… faktisk var opgøret i Gouda blot et lille slag i en større strid om ytringsfrihedens grænser, der i disse år udkæmpes på græsrodsniveau af krænkede grupper over hele Europa. Traditioner kræves stoppet, debatarrangementer forlanges aflyst, og kunstværker søges fjernet. Og meget tyder på, at det forgangne år var uhørt krænkende. Krænkelsesaktivisterne havde i hvert fald en travl sæson.

Mental sikkerhed Ugen efter gadekampene i Gouda skulle redaktøren for internet-magasinet Spiked, Brendan O’Neill, forsvare retten til fri abort i en debat på Christ Church College i Oxford. Den var arrangeret af anti-abortgruppen Oxford Students for Life.

At O’Neill var tilhænger af fri abort, viste sig dog at være sagen uvedkommende. At han som mand overhovedet overvejede at debattere emnet, var en krænkelse i sig selv. Da en gruppe feminister på campus fik nys om, hvad der var planlagt, rejste der sig en protest på Facebook. Over 300 tilmeldte sig protesten. Christ Church aflyste debatten. Studenterrepræsentanter frygtede for de studerendes sikkerhed – ‘både fysisk og mentalt’ – hvis arrangementet fik lov at blive afholdt.

En af protestlederne, Niamh McIntyre, skrev efterfølgende i The Independent: ‘Som I sikkert kan forestille jer, så var de af os med livmodere utroligt vrede over, at de skulle tale for og over os.’ Og ytringsfriheden? ‘Ideen om, at absolut alt kan diskuteres i et frit samfund, har en skadelig effekt på marginaliserede grupper,’ lød det fra McIntyre.

Brendan O’Neill var vred. I magasinet The Spectator kritiserede han aflysningen, som han anså for kapitulation over for en intolerant og ukritisk trend blandt britiske studerende.

‘Det er svært at komme i tanke om nogen anden samfundsgruppe, der har undergået så episk en transformation som de studerende. I løbet af blot en generation er de gået fra frigjorte til forbudsglade, fra at stille ubekvemme spørgsmål til at undertrykke stødende tale,’ skrev O’Neill.

Han døbte fænomenet ‘Stepford students’ efter en satirisk thriller fra 1972, hvor en kvinde opdager, at hendes nabolags servile husmødre i byen Stepford i virkeligheden er robotter.

(Ira Levins ‘Stepford Wives’ i filmatiseringen fra 1975)

Storbritanniens største studenterorganisation, National Union of Students (NUS), har længe ført en såkaldt ‘No Platform’-politik, som skal sikre, at fascistiske ytringer ikke vinder indpas på universitetet. … Men studerendes trang til at skabe ’safe spaces’ er ved at løbe løbsk, indvendte journalisten Sarah Ditum i marts i det venstreorienterede magasin New Statesman. …

‘Et værktøj, der engang havde til formål at beskytte demokratiet fra udemokratiske bevægelser, er blevet et våben, som de udemokratiske bruger mod demokratiet,’ lød Ditums dom over ’safe space’ -ideen.

(I Danmark bruges ‘Ingen platform’-parolen af Antifascistisk Aktion/Projekt Antifa og Modkraft)

Sagen var blot en opsigtsvækkende kulmination på et 2014, der fremstår som ‘The Year of the Heckler’ skrev juristen Greg Lukianoff for nylig i Huffington Post – med reference til fænomenet ‘heckler’s veto’, hvor højrøstede eller voldelige uromagere har held til at få ytringer standset. Lukianoff er præsident for Foundation for Individual Rights in Education, der arbejder for det frie ord på universiteter.

I en bog, der udkom sidste år, skriver han, at ytringsfriheden risikerer at måtte vige for en ny, mere tvivlsom frihedsrettighed, når ‘folk over hele kloden begynder at forlange følelsesmæssigt og intellektuelt velvære, som var det en ret. Det er præcis, hvad man ville forvente, når man træner en generation til at tro, at de har en ret til ikke at blive krænket. Til sidst holder de op med at kræve ytringsfrihed og begynder at kræve frihed fra ytringer’.



21. juni 2014

Kunsten at give Hedegaard ret, og samtidig insistere på, at han er en postulerende højreradikal alarmist

Søren Villemoes er en af de få journalister jeg gider læse, men i de blindes rige er den enøjede som bekendt konge. For et par dage siden lavede han denne opdatering på Facebook: At læse om Imam Ali-moskéens religiøse ophavs “fremstilling af islam, er som at læse Lars Hedegaards bøger”.

(Søren K. Villemoes på Facebook, 18. juni 2014)

Villemoes henvisning til Lars Hedegaard er unødvendig tvetydig. Det er mere end 30 år siden Lars Hedegaard første gang beskrev Islam i et kapitel i Jes P. Asmussens Verdens religioner (Politikens forlag). Hvis han mener at historiker Lars Hedegaard har ret i sin analyse af Islam, så kunne han jo bare skrive det uden omsvøb.

Måske er problemet, at venstreorienterede er nødt til at distancere sig fra folk de på mange måder er enige med. Herunder en række citater der viser hvordan Søren Villesmoes de senere år, trods ofte fornuftige artikler, samtidig har forsøgt at frame Hedegaard som postulerende højreradikal alarmist.

“Hedegaard har en helt anden tilgang. Han har eksempelvis længe hævdet, at forholdet mellem islam og resten af verden skal forstås som en 1400 år lang krig, der stadig er i fuld gang. Han har beskrevet tilstedeværelsen af islam i Vesten som en invasion, og sammenlignet det med, hvad Danmark oplevede i perioden 1940-45, og har påstået, at muslimer ikke føler skam, når de lyver. Hedegaards islamkritik indeholder altså en idé om muslimer som skamløse løgnere, der udgør en invasionsmagt i Vesten og har gang i en 1400 år lang krig mod samme. Der er intet i Yahya Hassans digtsamling eller udtalelser, der bare minder om dette. … Kvalitativt er der ingen ligheder mellem Hedegaard og Hassan. De taler om helt forskellige ting.” (Weeekendavisen, 6. december 2013)

“Den anden reaktion er at være forarget over den manglende konsistens og klage over dobbeltstandarder. Det har forfatter og islamkritiker Lars Hedegaard valgt at gøre i en vred leder i det højreradikale tidsskrift Dispatch International, hvor han skælder de tolv tonekunstnere fra nullerne ud for nu pludselig at være på Yahya Hassans side.” (Weekendavisen, 22. november 2013: Blæksprutten: En væltet totempæl)

“Hedegaard er også redaktør på den svenske antiislamiske avis Dispatch International…” (Weekendavisen, 25. april 2013: Islams søn)

“‘Lars Hedegaards verdensbillede ligger så langt fra Politikens, som man næsten kan forestille sig. Hans forvrøvlede, hadefulde og fornedrende udtalelser om muslimer i Danmark er forkastelige.’ Således lyder anden sætning i Politikens leder fra i onsdags, der fordømte mordforsøget på den islamkritiske Lars Hedegaard. … Overfaldet er siden blevet fordømt af alle meningsdannere. … Men man lider stadig af frygten fra skyttegravene, granatchokket fra Muhammed-krisen, dengang der blev sat lighedstegn mellem at støtte retten til at trykke Muhammedtegningerne og at støtte indholdet af tegningerne, mellem at støtte ytringsfriheden og at støtte Fogh, Dansk Folkeparti og den stramme udlændingepolitik. Dengang man per definition måtte være en højreorienteret islamhader, hvis man ikke gik ind for selvcensur og ‘ansvarlig’ brug af ytringsfriheden. Den tid er ved at være forbi.” (Weekendavisen, 8. februar 2013: Kunsten at sige det selvfølgelige)

“Lars Hedegaard har været en flittig bidrager af islamkritiske indlæg. Han har indtil videre forfattet cirka 30 artikler og ledere, der overvejende omhandler islam. I en leder forklarer han, hvad avisens generelle syn på islam er: ‘Vi betragter islam som den farligste udfordring, der har ramt Norden og Vesten i det hele taget, siden det lykkedes demokratierne at slå nazismen og tvinge den tredje store totalitære ideologi, kommunismen, i defensiven.’ Det er et budskab, der går igen: Islam sammenlignes med nazismen, og den muslimske tilstedeværelse i Danmark og Sverige er en form for ‘besættelse’. I en tale af Hedegaard med titlen ‘Den anden besættelse’, der blev bragt i anledning af 11. september, kunne man læse følgende: ‘Vi ved, at den, der opfandt krigsherren Muhammed, er den bedst begavede militærstrateg, verden har kendt, og at han langt overgår tænkere som Sun Tsu og Clausewitz. Den islamiske måde at føre krig på er mere flerstrenget, altomfattende og samtidig mere sofistikeret end noget, der er udtænkt af de militærteoretikere, der sædvanligvis bliver studeret ved vore militærakademier.” (Weekendavisen, 22. februar 2012: Ridser i troldspejlet)

Oploadet Kl. 15:35 af Kim Møller — Direkte link30 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige side



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper