24. september 2021

Klaus Wivel om bevægelser som MeToo, BLM og LGBT+: Deres mål er umiddelbart hæderværdige…

Lektor Marianne Stidsen har været en del i medierne, for imodsætning til de fleste af hendes meningsfæller, så tager hun ingen gidsler. Retorikken er lidt hårdere, og særligt de pæne liberale falder hurtigt fra. Justitias Jacob Mchangama bed mærke i en enkelt formulering, og tærskede langhalm på ‘Stidsens rablende konspirationsteori’, og kunne så indtage den behagelige midterposition mellem venstreekstremister og ‘den antiliberale anti-wokisme’.

Woke-eliten ostrakiserer systematisk konsensusbrydere med knyttet næve, alt imens ytringsfrihedens forsvarere, hænger sig i retorikken hos sidstnævnte. Klaus Wivel anmelder Marianne Stidsens ‘Køn og identitet’ i Weekendavisen – Identitetspolitik I: Med samme våben (kræver login).

“Stidsen kalder bevægelsen totalitær. Her affyres de helt store kanoner. Men er wokebevægelsen totalitaristisk, er den det med et meget lille t. Sandt nok har den en veludviklet vilje til at forlange censur og fyringer i lighedens hellige navn, men der skal mere til end en hudfarveopdelt Pride-demonstration på Nørrebro for at kunne imponere Stalin. En twitterstorm er ikke Gulag.

Det er bogens største skævhed. Stidsen taler varmt om dannelse og humanisme, men ejer ikke evnen til en vis selvkritisk ydmyghed, hvad angår hendes modstanderes evne til at tænke fornuftigt. Det er som at høre en punker spille kammermusik. Hendes udtalte foragt for regnbuefarvede flag og hendes forsvar for mænd i Norden, der er dømt for seksuelle overgreb, antager fanatismens skær. Her spejler hun sine fjender.

Når # MeToo, Black Lives Matter og LGBT+ er blevet så store bevægelser, skyldes det jo, at deres mål umiddelbart er hæderværdige: Hvem ønsker ikke, at alle behandles ligeligt? Det er blot metoderne, der halter. Men Stidsens touretteagtige tendens til at råbe Nordkorea, hvergang hun vil lave udråbstegn, kan få selv velvillige læsere – og det bliver nok de eneste, der læser denne bog – til at overveje, om ikke hendes fjender måske alligevel har noget at byde på.”

(Lektor Marianne Stidsen til TFS-debat, 2020; Foto: Youtube)



8. juni 2021

Om forskere: De hævder at undertrykkelsen intet har med ‘Mellemøstens dominerende religion at gøre’

Jeg har tidligere blogget om et anti-Israelsk opråb fra 40+ aktivistiske mellemøstforskere. Den gode Klaus Wivel kommenterer i Weekendavisen – Enøjet (kræver login).

“Den danske mellemøstekspertise har længe været mangelfuld, for at sige det mildt. Ville man have svar på, hvorfor Mellemøsten på stort set alle parametre, også menneskerettighederne, halter efter resten af kloden, har man ikke fået megen hjælp. Svaret har i reglen lydt, at det i hvert fald ikke havde noget med Mellemøstens dominerende religion at gøre. Først og fremmest handlede det om eftervirkningerne af den vestlige kolonialisme og om, ja, Israel, måtte vi forstå. Undertrykkelsen af kvinder, homoseksuelle, religiøse, politiske og etniske mindretal havde de mellemøstlige regimer ikke rigtig selv ansvaret for.

Men det var Jørgen Bæk Simonsens budskab, at intet sted på kloden havde større interreligiøs harmoni end Syrien. Vi overdrev desuden truslen fra islamisterne i Mellemøsten, fortalte han. I dag har religiøse fanatikere spredt død og ødelæggelse over hele området, der er ingen jøder tilbage i Syrien eller i resten af den arabiske verden, og kristne har i årtier været på flugt.

Mellemøstforskning i Danmark har kort sagt længe været grotesk enøjet. Forskerne har været forelskede i deres eget fag, og kritik er ofte blevet affejet som islamofobisk. Desuden har de været påpasselige med at være alt for uvenlige over for arabiske regimer, hvis lande de gerne ville kunne bo og arbejde i. Derfor har underskriverne vel stadig ret i, at palæstinenserne i de besatte områder er undertrykte af Israel, ikke sandt? Absolut.

Men når danske mellemøstforskeres mest rene fordømmelser og krav om boykot retter sig mod den eneste jødiske og demokratiske nation i Mellemøsten, bør alle advarselslamper blinke.”

(RUC.dk, 21. maj 2021: Building Solidarity in Danish Academia | Roskilde University)



7. oktober 2020

Hans Bonde: Der findes strukturel diskrimination imod mænd i ‘forskning, kulturliv, ledelse og politik’

Klaus Wivel har talt med professor Hans Bonde, der stringent imødegår feministernes yndlingsmyter om dagens Danmark. Fra en længere artikel i Weekendavisen – I ligestillingens navn (kræver login).

“I næste uge udkommer kønsforskeren med en bog, som med vægtig dokumentation sammenfatter, hvad han har brugt mange år på at undersøge: Der findes diskrimination i Danmark, den er strukturel og ovenfrakommende, og den retter sig mod mænd i forskning, kulturliv, ledelse og politik.

… Det er hans opsigtsvækkende budskab, at skønt påstanden i vide kredse betragtes som selvindlysende, kan det ikke dokumenteres, at der finder diskrimination af kvinder sted, når det handler om at besætte ledende stillinger. Tværtimod vil han i bogen med hjælp fra epidemiologen Torsten Skovs statistiske gennemgang af forskningen vise, at de omfattende bestræbelser på at rette op på en kønsmæssig ubalance er baseret på en påstand om ubevidste fordomme mod kvinder, som ikke er videnskabeligt dokumenteret.

Tilbage står dog de rå tal: Kvinder er klart underrepræsenterede i ledende stillinger. Men når det overhovedet opfattes som et udtryk for manglende ligestilling, skyldes det ifølge Bonde, at betydningen af ligestilling er skredet. Oprindelig tilkendegav begrebet, at man har lige muligheder i udgangspunktet, altså at ingen må diskrimineres. I dag er det i højere grad kommet til at betyde, at der skal være lighed i slutmålet. Deraf den udbredte idé om, at noget er galt, hvis ikke kvinder udgør cirka halvdelen af alle topposter. Den moderne feminisme har formået at trumfe denne fifty-fifty -ideologi igennem, mener professoren.

Det er baggrunden for, at staten kræver, at alle offentlige institutioner og større virksomheder skal indberette ikke bare antallet af kvindelige ledere, men også måltallet for, hvordan antallet kan øges. Derfor brydes ligestillingslovene ifølge Bonde ofte, fordi ledende politikere, chefer og embedsfolk med fuld kraft søger at fremme ansættelsen af kvinder i topstillinger, skønt de ved, at man ikke må ansætte på baggrund af køn, kun på baggrund af kvalifikationer.

Det bør straks tilføjes, at Bonde ikke står alene. I forordet anbefaler professor, dr.jur. Mads Bryde Andersen bogen på det kraftigste. Juraprofessoren mener, at favoriseringen af kvinder truer ‘to grundpiller i vort moderne demokratiske samfund: Dels meritokratiet, hvor man vælger den bedst kvalificerede uanset køn, dels det lighedsprincip, hvorefter man behandles ens, uanset hvilken befolkningskategori man tilhører’.”

Oploadet Kl. 00:32 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer


19. november 2019

Blüdnikow: “.. over for den kriminelle Yahya Hassan udviser Krasnik og hans avis næsegrus beundring”

MSM er vilde med vanekriminelle Yahya Hassan, og pludselig handler det ikke mere om Islam, men om danskernes iboende racisme. I et interview med hans nye ven Martin Krasnik, fortæller digteren, at han ikke mere vil være ‘præmieperker’, og der er da givetvis nok større guldkæder i at være (det kommentarsporet kalder) ‘kæleperker’. Der er noget med formen, men ret beset, så er der ikke meget nyt i forfatterskabet. Det hele blev beskrevet stringent af Lars Hedegaard og andre for 10-15 år år siden, men der nægtede etablissementet at høre efter. Hedegaard er naturligvis forhadt i dag. Skud budbringeren…

Interessant kommentar af Bent Blüdnikow i Berlingske – Hvorfor fortæller Weekendavisen ikke hele sandheden om Yahya Hassan?

“Mange intellektuelle elsker kriminelle kunstnere. De finder en attraktion i kunstnere, der bryder moralske og kriminelle grænser, som de ikke selv tør. Et klassisk tilfælde er den franske forfatter Jean Genet (1910-1986), der var kriminel, men også skrev litteratur. På trods af domme så elskede den franske venstrefløj ham, og Jean-Paul Sartre og Picasso fik ham benådet. …

Man får mindelser om den beundring, når man læser Weekendavisens artikler i sidste uge om digteren Yahya Hassan. Avisen bringer et interview af chefredaktør Martin Krasnik. Det fremgår af dette, at Hassan har boet hjemme hos Krasnik i to måneder og har været hjemme hos hans forældre til chanukka. Interviewet kommer ind på Hassans personlige problemer, og Krasnik skriver: ‘Han passer ikke ind nogen steder, ikke hér, ikke dér.’

Desuden skriver redaktør Klaus Wivel en leder om Hassan, der er fuld af beundring for digteren: ‘Ingen har i dansk litteratur nogensinde formået at skabe et værk, som så konsekvent og med så voldsom sproglig kraft bruger egen magt og afmagt til at udstille alt og alle omkring sig.’ Wivel betegner hans virke som ’sandhedsskildring’.

Men det er ikke hele sandheden om Yahya Hassan, for Weekendavisen forbigår en vigtig del af historien. Og det er, at han i 2015 meldte sig som opstillet til Folketinget for partiet Nationalpartiet. Det var kritisk vendt mod indvandringspolitiken, som ifølge partiet ‘har fået en retorik med racistiske undertoner’. Hassan ændrede nu holdning til sine digte og understregede, at ‘min digtsamling har aldrig været en ‘islamkritik’.’ Han deltog i debatten om Israel-Palæstina-striden med forudsigelige indlæg om, at Israel var skyld i ulykkerne, og palæstinenserne blot var ofre. Om Israel anvendte han ordene ‘undertrykkelse, vold, racisme, fanatisme og had’. Hassan forsøgte at få venner, og modet til at stå alene svigtede.

Martin Krasnik hev bukserne af islamkritikeren og attentatofret Lars Hedegaard i et interview i Deadline og tværede ham ud. Han kaldte ekstremisten Rasmus Paludan for en nazist. Men over for den kriminelle Yahya Hassan udviser Krasnik og hans avis næsegrus beundring.

(Lars Aslan Rasmussen på Facebook, 9. november 2019)



1. april 2019

MSM videregav ‘udokumenteret bevismateriale og historier fra anonyme’, “der viste sig at være falske”

Berlingske bragte i går et større portræt af den gode Lennart Kiil, enmandshæren bag den liberale Folkets Avis, der siden 2016 har forsøgt at gøre Folkets.dk til en egentlig forretning. I den forbindelse pointerer journalist Line Tolstrup Holm, at “misinformation vælter ud fra alternative blogmedier”, uden dog at sætte navn på de formastelige. Det meste af det medieeksperter kalder ‘fake news’ er blot spidsvinklede kilder serveret med clickbaitende overskrifter fra undergrundsmedier der løber mod strømmen rent journalistisk. Der findes mange halve sandheder i cyberspace, men ingen misinformerer så systematisk som de store mediehuse.

Super gennemgang af Klaus Wivel i Weekendavisen – Intet brag, blot en klynken.

“Er den særlige undersøger Robert Muellers rapport en frikendelse af Donald Trump?

‘Når det handler om, hvorvidt Trump har koordineret valgkampen med Rusland, så ja, helt bestemt,’ svarer amerikanske Sharyl Attkisson, tidligere tilknyttet CBS News, nu undersøgende journalist og forfatter, der har gjort en dyd ud af at opsamle, hvad hun kalder ‘mediefejltagelser i Trump-æraen’. …

‘Nu ser det ud til, at Trump ifølge Mueller har fortalt sandheden. Vi i medierne har lavet et elendigt stykke arbejde, når det handler om at opretholde de normale journalistiske standarder for rettidig omhu og ansvarlighed i omgangen med en enormt stor historie. Det handler ikke om, at vi skulle have undgået at skrive om sagen. Naturligvis må vi viderebringe de beskyldninger, der lanceres. Men vi gik ikke til denne historie med den nødvendige journalistiske kritiske sans. Vi har videregivet udokumenteret bevismateriale og historier fra anonyme kilder, der viste sig at være falske,’ siger hun.

… Ikke uden sarkasme nævner Sean Davis den Pulitzerpris, landets fineste hæder, som New York Times og Washington Post delte sidste år for deres ‘grundigt kildebelagte og uophørlige rapporter i offentlighedens interesse, der på dramatisk vis har givet nationen en dybere forståelse for den russiske indblanding i valget i 2016 og dens forbindelser til Trump-kampagnen’.

Falsk varebetegnelse, forstår man. ‘Ikke alene lykkedes det ikke for pressen at ødelægge Donald Trumps tid i Det Hvide Hus; den har også leveret en enorm mængde beviser på hans konstante beskyldninger om ’fake news’,’ siger Sean Davis. Hans eget tidsskrift The Federalist har i denne uge udarbejdet en liste over 61 højtstående meningsmagere på de store nyhedsmedier samt ledende embedsmænd, som ifølge nettidsskriftet alle har været eksponenter for ‘det russiske sammensværgelselseshysteri’.”

(The Federalist, 61 Hacks Who Peddled Russian Collusion And Should Never Be Trusted Again; NB: Læsbar)



15. april 2018

Om universalismens indbyggede bortforklaring: “… hvis det går galt, er det på grund af dig eller mig.”

Livet gik stærkt mellem jul og nytår, og jeg overså desværre nedenciterede perle. Klaus Wivel interviewer den norske professor Terje Tvedt til Weekendavisen, der råt for usødet vælter universalismens høje korthus – Den blinde giver (ikke online, 29. december 2017).

“‘Nøjagtigt på samme tid som tredjeverdensideologien brød sammen, kom bistandssystemet med støtte til NGO’erne i 1980erne,’ forklarer professoren…

Det undrer Tvedt, at nordmænd, som ellers normalt er særdeles optaget af verden, ikke rigtigt er blevet klogere på de lande, deres skattepenge i årtier er gået til. Her ligger der et misforhold mellem den opdragerrolle, den norske stat tiltog sig over for egen befolkning, og resultaterne i de lande, man støttede.

[…]

Alt opfattes inden for det perspektiv, som er fastlåst i en helt speciel tid, hvor den amerikanske idé om menneskerettighedernes universalisme fæstnede sig i de vestlige lande. …

… hvilke værdier er det så, udviklingslandene skulle annamme? Ikke de norske, som det var blevet uanstændigt at tale om – det var jo nationalisme. Det handlede heller ikke længere om at indprente dem ‘vestlige værdier’, som i lige så høj grad var blevet tabu. Det gjaldt noget mere ‘ universelt’, som ifølge Tvedt alligevel dybest set var det samme som norske eller vestlige værdier. …

Den paternalistiske menneskerettighedstanke, som Tvedt kalder det, går igen i hele diskussionen af integration af indvandrere, hvor det også implicit er blevet forventet, at de med tiden vil blive som os. Indvandrere blev betragtet på samme måde som udviklingslandene..

Det er der en grund til. Professoren forklarer, at mange af de mest centrale aktører inden for udviklingsbistand – Red Barnet, Røde Kors og Norsk Folkehjelp – også er de mest centrale organisationer i integrationen af asylansøgere, flygtninge og immigranter i Norge.

‘De samme organisationer drev bistandshjælp og integrationspolitik,’ forklarer han. … Også her talte man om menneskerettigheder som en fællesværdi, og også her holdt man sig fra at tale om norske værdier. Som Tvedt forklarer, blev ‘norske værdier’ af NRK, den statslige norske TV-kanal, beskrevet som diskriminerende sprogbrug, journalisterne ikke burde bruge. Både udviklingsbistand og integration af flygtninge blev universalistiske projekter.

‘Derfor blev problemerne opfattet som meget mindre, end det egentlig var. Man accepterede grundlæggende ikke, at mange indvandrere kom med deres egne ideer, som var akkurat lige så fasttømrede som nordmændenes og derfor vanskelige at ændre. Thorbjørn Jagland, Norges tidligere statsminister, nu generalsekretær i Europarådet, har sagt, at Europa må tage imod mellem 40 og 60 millioner indvandrere fra ikke-europæiske områder inden 2050. Et enormt stort tal, men for ham repræsenterede det ikke en gigantisk udfordring. Han opfattede ikke kulturel eller historisk variation som noget virkelig reelt. Hvis man indretter samfundet tolerant, imødekommende og ikke-nationalt, løser problemer sig af sig selv ved hjælp af historien og tiden.’ Jagland og mange andre gav udtryk for, at de problemer, lande som Norge oplevede med indvandrere, blot var små bump på vejen, inden de blev, som nordmændene selv er. De kulturelle forskelle ville forsvinde over tid, så længe majoritetsbefolkningen undgik at genere de nye…

Tvedt ser i den tankegang en måde at udtrykke politisk magt på. Den bygger på et moralsk sprog, politikere over hele Europa, ikke mindst i Skandinavien, benytter, forklarer han.

‘Du må handle på et universalistisk grundlag, ellers bliver det politik. På den måde kan man hele tiden forklare det med, at hvis det går galt, er det på grund af dig eller mig. Det synspunkt har vist sig at være et utrolig stærkt magtmiddel. Det er godhedsmagten på et universelt grundlag.’.”

(Professor Terje Tvedt, forfatter til Det internasjonale gjennombruddet, 2017; Foto: Utrop)



7. april 2018

Geoffrey Cain: Toneangivende historikere ‘præsenterer os i virkeligheden for en konstrueret verden’

Afvist kronik af cand. mag. et art. Geoffrey Cain. Det meste er kendt viden for Urias-læsere, men kronikken giver et ganske fint oprids.

Upålidelige opslagsbøger

Ytringsfriheden og stemmeretten er af ringe værdi, når de, der bruger dem, ikke har adgang til reel viden

​Et nyt begreb, man ofte hører, er ‘fake news’. Det betyder manipulering, halve sandheder og i visse tilfælde direkte løgn. Men er det et nyt fænomen? Nej, det er det bestemt ikke. Det har sikker eksisteret siden hedenold, men når det drejer sig ikke kun om avisartikler men om autoritative opslagsværker, er der fare på færde.

Historiker og udenrigsminister Peter Munchs store Danmarkshistorie var skrevet som et opslagsværk. Dvs. en kilde, man kunne stole på. Men den var desværre skrevet med en klar prosovjetisk drejning og det samme kunne man sige om mange andre tilsyneladende pålidelige kilder. I nyhedernes verden har Dagbladene Politiken og Information gjort præcis det samme som Peter Munch. De har bare fortsat, hvor han slap, og linjen er senere blevet fulgt op af de store leksika.
Men ikke uden protest. For nogle år siden gjorde historikeren Bent Blüdnikow opmærksom på, at Den store danske encyklopædi havde politisk slagside. Påstanden vakte meget røre og fik udgiverne til at frembringe en mere balanceret netudgave, der inkluderede en del ting, den oprindelige encyklopædi ikke havde interesseret sig for.

Eksempelvis antallet af kommunismens ofre. Men det var de oprindelige leksikonforfattere ikke glade for. ‘Det er et grotesk knæfald for en meget højtråbende kritik, som ikke har noget på sig’, indvendte dr. phil. Morten Thing. Blüdnikow var gået alt for langt, mente han, selvom han efter undertegnedes mening gik aldeles ikke langt nok. Han kunne nemlig godt have taget Lademanns Leksikon med i samme bedømmelse, fordi det led af samme skævhed: Den gav alle, der slog op i det, det klare indtryk at det kommunistiske Sovjetsystem ikke var stort værre end et hvilket som helst andet lands statsform. Godt nok var det slemt, men også vi gjorde slemme ting, antydede Lademanns, der – ligesom Den store danske encyklopædi – undlod at nævne, at vigtige forfattere som Majakovskij, Vandurskij, Mandelsjtam, Bergson, Babel, Kolcov m.fl. alle blev myrdet efter Kremls ordrer. Hvorfor blev det ikke omtalt? Er mord dekreteret fra højeste sted en uvigtig detalje? Det standpunkt kan man vanskeligt forsvare, al den stund visse amerikanske forfatteres kranke skæbne i McCarthy-tiden udførligt er nævnt i samme leksikon.

Og sådan er det hele vejen igennem. Selv når Lademanns får sig til en nævne en likvidering i kommunistisk regi, bliver vægten lagt på individer og ikke på systemet. Det var Stalin der enemand havde ansvaret for kz-lejrene, ikke kommunismen. Og skulle man endelig pege finger ad nogen, var det snarere vores eget kapitalistiske Vesten, der havde det egentlige ansvar for verdenssituation. De skyldige er os selv.

Denne tradition for selvrevselse fortsætter nu i en ny udgave. Det er ikke så meget det kapitalistiske Vesten, der er i skyld i klodens misere, det er det kristne Vesten, og det sagesløse ‘offer’ er ikke længere den stakkels dæmoniserede kommunistiske verden men den stakkels dæmoniserede islamiske ditto.

Og nu som dengang er det de højeste autoriteter på området, der kolporterer tanken. To af dem, dr. phil. Jørgen Bæk Simonsen og professor dr. phil. Jacob Skovgård Petersen er blevet set efter i sømmene af Klaus Wivel i Weekendavisen. Førstnævnte Jørgen Bæk Simonsen har – med sin baggrund som tidligere direktør for det Danske Kulturhus i Damaskus – længe talt varmt om syrernes religiøse tolerance. I 2006 sagde han i Danmarks Radio, at de arabiske lande har en ‘århundredlang tradition for at være meget forskellige. ‘Her er indbyrdes varianter af forskellige udformninger af, hvad det vil sige at være menneske’. Så her kunne vi i Vesten lære en hel masse. Hvis påstanden var sand. Men det er den ikke.

Minoriteterne er forfulgte i Syrien ligesom i det meste af den muslimske verden, og tolerancen er en illusion. Så hvordan kunne en professor i faget lide af den slags vrangforestillinger, spurgte Klaus Wivel. Men uden at få svar. Og så er der daværende leder af Dialoginstitut i Cairo, Jakob Skovgaard-Petersen. I 2008 skrev han en bog om Egyptens berømte universitet al-Azhar – uden at fortælle, at dette universitet ikke lukker jøder og kristne ind. Samtidig roste han den indflydelsesrige Sheikh Yusuf Qaradawi for at være blevet mere demokratisk, selv om han var forblevet ‘autoritær’. Og det må man sandelig sige, at han var. Qaradawis fatwa mod den franske filosof Robert Redeker har nemlig resulteret i, at Redeker nu på sjette år lever under jorden pga. konstante dødstrusler. Qaradawi har også rost Hitlers jødeudryddelse, hvilket Skovgaard-Petersen ikke fandt relevant at omtale.

Pudsigt nok ser man i denne virkeligheds- og historiefordrejning de samme retoriske trick, som Peter Munch brugte. Han anvendte ikke ordene ‘erobring’ og ‘tvangsindlemmelse’ om den sovjetiske ekspansion. Han skrev, at ‘området blev erhvervet’. Og nøjagtigt samme forskånende udtryk finder man i Politikens Islam leksikon ved Jørgen Bæk Simonsen. Her er et lille eksempel. Den fanatiske muslimske sekt Almohaderne hvis sejrstog gennem Nordafrika ifølge the University History of the World ‘efterlod et spor af blod fra Sydspanien til langt hinsides Marokkos grænser’, omtales på en ganske anden måde af Bæk Simonsen. Han skriver, at muslimerne opnåede ‘kontrol med’ de områder de underlagde sig. De erobrer aldrig. Ejheller koloniserer de eller optræder som imperialister. De ‘opnår bare kontrol’. Samme skånsomhed ødsler leksikon’et ikke på korsfarerne, der – fy, fy skamme sig – tillod sig at ‘generobre’ det Hellige Land. Ja, sikke nogen slyngler, ikke sandt?

Men hvad siger Islam Leksikon om muslimernes egen erobring af Mellemøsten, (og senere Spanien, Centralasien og Nordindien)? Der gik det tilsyneladende anderledes civiliseret til. ‘Det lykkedes de numerisk underlegne muslimer at tilkæmpe sig den politiske kontrol over hele Mellemøsten’, skriver Bæk Simonsen, idet han nærmest får det til at lyde, som om de stemte dørklokker på samme måde som vore dages Jehovahs Vidner. Det gjorde de som bekendt ikke, og her er der tale om en videnskabelig uredelighed begået af en, som utvivlsomt ved bedre besked. Og herom kan man sige følgende. På overfladen er Islam leksikon en nøgtern – omend ret studentikos – beskrivelse af islam og muslimske begreber.
​ ​
Men det er også mere end det. Det er også en hyldest til islam, som noget ædelt der ikke frembyder nogen som helst fare for Vesten. Det er fordi den i bund og grund ikke er meget forskellig fra vores vestlige samfund, siger Bæk Simonsen, og han kan heller ikke dy sig for gang på gang at indflette passager, der opfordrer til accept af indvandring. Så summa summarum dette: Hans leksikon er ikke blot politiserende, den er i virkeligheden missionerende. Videnskabelig stringens er der ikke tale om, og i visse tilfælde overskrider teksten grænsen mellem en vinklet (dvs forudindtaget) virkelighedsbeskrivelse og direkte usandheder.

Vi får at vide, at de fleste muslimske lande praktiserer børnebegrænsning. Men dette dementeres grundigt af bl a. Pew Research, hvor det fremgår, at det er er netop i de muslimske lande, at det praktiseres mindst! Hvilket også forklarer deres massive befolkningstilvækst. Men er den slags fordrejninger virkeligt så alvorlige? Svaret er ja. Det er en forudsætning for debatten – og for demokratiet – at de involverede parter ved, hvad de taler om.

Ytringsfriheden og stemmeretten er af ringe værdi, når de, der bruger dem, ikke har adgang til reel viden men kun et simulacrum heraf. Forfattere som de nævnte præsenterer os i virkeligheden for en konstrueret verden. I stedet for at være en guide og et orienteringslandkort er det en labyrint, som vi aldrig kan finde vej ud af, fordi skiltene viser forkert.



21. maj 2016

Edward Luttwak, historiker: Pressen tog ‘180 grader fejl’ med Reagan, “Det gør de også med Trump.”

Klaus Wivel har talt med Edward Luttwak, der som forfatter, universitetsmand og rådgiver for skiftende administrationer vel er nået så langt som en akademiker overhovedet kan. Uden decideret at være begejstret for Trump, så ville det være underholdende at følge venstrefløjens reaktion i forhold til en mere isolationistisk præsident. Jeg gætter på vi vil høre følgende igen og igen: ‘I er medskyldige i massakre, hvis ikke I tager ansvar.’.

Fra seneste udgave af Weekendavisen – En kur mod Trumpfobi (ikke online).

“Vi må jo vænne os til tanken: der kommer en ny sherif i byen, og det bliver muligvis ikke Hillary Clinton. … Luttwak lægger ud med at forklare mig, hvorfor Trump vil vinde. Årsagen er den enkle, at han ikke har i sinde at øge skatterne, hvilket ifølge analytikeren er, hvad valget kommer til at handle om. Hillary har tidligere afsløret sin vilje til at sætte skatterne op. Trækker hun de udtalelser i land – og det bliver hun nødt til, hvis hun skal slå Trump – kan enhver amerikaner se, at hun lyver, siger han. …

Hvordan kan det være, vil jeg vide på Vinstuen, at stort set alle hans skrivende kolleger bruger sprogets tarveligste gloser, når de skal udtrykke deres syn Donald Trump? ‘Europæernes syn på USA er altid overfladisk,’ siger han… ‘De ser kun gennem det vindue, som The New York Times, Washington Post eller CNN giver dem. Det vindue giver ofte et misvisende billede. Eksempelvis da Jimmy Carter stillede op mod Gerald Ford i 1976. Ford var tidligere talsmand for Kongressen og landets vicepræsident, han havde været præsident i to år. Hans modstander? Jimmy Carter,en peanut-bonde. Alle udenrigsministerier i Europa vidste, at han kunne aldrig vinde.’

Det samme gjaldt for Ronald Reagan, fortsætter Luttwak. Han stillede op mod Carter, der skulle genvælges. Alle vidste, at Reagan ikke kunne blive valgt, fordi han ville starte en atomkrig. Desuden var Reagan skuespiller og meget gammel.’Udelukket! Latterligt!’ råber Luttwak, der selv mødte Reagan som en af de første efter valget, hvor han hurtigt opdagede, at den nye præsident ikke under nogen omstændigheder ønskede at trykke på atomknappen; heller ikke, hvis USA blev angrebet. ‘Pressen tog 180 grader fejl,’ siger Luttwak. ‘Det gør de også med Trump.’

– Trump vil trække USA helt ud af Mellemøsten. Vil det ikke bare føre til endnu mere kaos? ‘Trump mener, at alt, hvad USA har forsøgt sig med i Mellemøsten, er mislykkedes. Økonomisk støtte har slået fejl, fordi de ikke er interesserede i økonomisk udvikling. At bombe dem har også slået fejl. Dræber man en terrorist, skyder der tre nye op. Derfor skal USA fjerne sig helt.’

– Ikke at skride ind i Syrien er jo også slået fejl. Hundredtusinder er døde. ‘Det har ikke slået fejl,’ råber han og slår i bordet, så teskeerne danser, og kaffen går i bølgegang. ‘Ingen amerikanske soldater er døde. Det er det valg, vi har: at blive skudt i ryggen af de folk, vi beskytter. … Vi kan ikke intervenere i borgerkrigen, fordi vi ikke har allierede.

… Trumps udtalelser om, at at muslimer skal nægtes indrejse til USA. Er det ikke – udover at mistænkeliggøre alle muslimer – umuligt at gennemføre? ‘Under Barack Obama er det uhyre svært at få et visum, hvis man kommer fra et muslimsk land. Kommer man fra Danmark, behøver man intet visum, hvis opholdet er under tre måneder,’ svarer han…

‘Trump råber bare meget højt om noget, som Obama allerede har indført.’ – Er det ikke uamerikansk at nægte en bestemt religiøs gruppe adgang til landet? ‘Muligvis. Men USA praktiserer diskrimination mod enhver religiøs gruppe, for hvem hellig krig er en iboende del af doktrinen.’

(Edward Luttwak, forfatter mm.; Foto: Huffington Post)



17. oktober 2015

Fortsætter indvandringen vil ’svenskere med to svenskfødte forældre være et mindretal om 10 til 15 år’

Interview med Tino Sanandaji i Weekendavisen – Nordens Mexico (af Klaus Wivel, kræver login).

“Tino Sanandaji vil næppe bryde sig om at få betegnelsen alarmist, skønt mange vil have svært ved at opfatte hans forudsigelser som andet end alarmerende. For nylig sagde han, at hvis myndighederne lader det nuværende antal af flygtninge og immigranter fortsætte på dette niveau, vil svenskere med to svenskfødte forældre være et mindretal om 10 til 15 år.

Aftenpostens lederskribent Anders Lindberg mener, at Sanandaji fisker ‘i rørte vande’, og at tallene, der skal vise, at etniske svenskere ville være i mindretal om 10-15 år, er ‘frit opfundne’. For at slå pointen helt hjem skriver Lindberg, at den slags ideer trives i ‘næsten al højreekstrem propaganda’, og at ‘klangbunden er raceideologisk’.

For nylig undersøgte SOMinstitutet på Göteborgs Universitet, hvad svenskere frygter mest: Næstefter forurening er det nazister. Her havde Aftenposten tydeligvis fundet én.

Selv tager kurderen udfaldene mod hans forudsigelser med ro. … Desuden taler tallene for sig selv, forklarer han: For øjeblikket ankommer der 1.000 til 1.500 flygtninge og immigranter om dagen. Gang det med 365 dage og derefter med 15 år. Da omkring 77 procent får asyl ved første ansøgninger (tallet er højere, for man kan søge igen, men lad det ligge), lander man på mellem 4,2 millioner og 6,3 millioner asylmodtagere. Det er påvist, at hver asylmodtager får én yderligere asylmodtager med sig gennem familiesammenføring (lidt over en, men lad også det ligge). Gang med to, altså. Voilà: mellem 8,4 millioner og 12,6 millioner indvandrere i år 2030.

Det samlede antal borgere i Sverige er 9,7 millioner. Heraf har 21,5 procent udenlandsk baggrund, hvilket vil sige, at svenskere med to svenskfødte forældre udgør 7,7 millioner. Ergo vil antallet af indvandrere inden ti-femten år vokse til at blive flere, end de oprindelige svenskere er i dag. Quod erat demonstrandum.

(Tino Sanandaji, ph.d; Se evt. tidligere post)

SVT Nyheter, Sveriges svar på DRs TV-Avisen, skrev i juni 2015, at aldrig tidligere ‘har så mange veluddannede flyttet til Sverige…’ Kompetensregn er det ord, SVT bruger. … Sanandaji ser udtalelserne som propaganda og en bizar form for hykleri. På den ene side hylder regeringen og pressen indvandringens velsignelser. På den anden skælder man ud på Danmark for at lade flygtninge passere uregistreret gennem landet og over Sundet. … blot ti procent af de syriske flygtninge ifølge Statistiska Centralbyrån selv siger, at de har en universitetsuddannelse.

‘Syrerne er en af de mindst veluddannede befolkninger; selv efter den arabiske verdens standarder,’ forklarer han.

[…]

Lyst ser Tino Sanandaji ikke på fremtiden i Sverige. Har alarmismen ikke taget overhånd? ‘Jeg tror, Sverige løser problemet,’ forklarer han. ‘Alle er ikke gået fra forstanden. Men nogle af vores politikere og medier er ideologisk revolutionære. De opfører sig vildt uansvarligt.

Landet vil opleve, at skattefundamentet eroderer, hvorefter regeringen nødsages til at foretage drastiske beskæringer. Men immigration vil ikke føre til et kollaps, forudser han.

I Malmø har der ikke fundet et kollaps sted. Det er bare blevet værre og værre år efter år.‘ Sverige vil stadig have en udmærket økonomi, fortsætter han: ‘Folk vil adskille sig, som de allerede gør nu, i skoler og bydele. Uligheden vil blive enorm og få Sverige til at tage sig ud som Mexico eller Brasilien. … Der vil ikke opstå borgerkrig – det er en barnlig prognose.’.”

Oploadet Kl. 19:04 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer


11. december 2014

Martin Krasnik, ‘Fucking jøde’ (2014): “På Snaphanen, en af de mest rabiate højrefløjssider blev jeg…”

Martin Krasnik gengiver i sin bog ‘Fucking jøde’ (2014) en række kommentarer fra Snaphanen og Uriasposten, taget direkte fra Klaus Wivels artikel om samme sidste år. Den citerede her fra siden er en ‘Albert Olsen’, som efterfølgende kommenterede sagen her. Alle journalister laver fejl, men Wivels udpegning af Snaphanen som værende et antisemitisk epicenter, burde Martin Krasnik selvfølgelig ikke gentage. Krasnik er ikke et lallende tåbe, så det må handle om positionering. Som jeg skrev sidste år, da sagen var oppe at vende.

“… siger… meget om massemedierne, at Snaphanen for anden gang i denne uge shames med baggrund i kommentarer, på en debat han i modsætning til undertegnede forsøger at moderere. Det var et svært valg jeg traf i tidernes morgen, og bevares, jeg gør vel en dyd ud af nødvendigheden, men lige netop nedenciterede artikel illustrerer hvorfor det efter min mening ikke giver mening at satse på fair play i MSM.”

(Martin Krasnik, Fucking jøde, 2014. S. 168f)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper