15. april 2018

Om universalismens indbyggede bortforklaring: “… hvis det går galt, er det på grund af dig eller mig.”

Livet gik stærkt mellem jul og nytår, og jeg overså desværre nedenciterede perle. Klaus Wivel interviewer den norske professor Terje Tvedt til Weekendavisen, der råt for usødet vælter universalismens høje korthus – Den blinde giver (ikke online, 29. december 2017).

“‘Nøjagtigt på samme tid som tredjeverdensideologien brød sammen, kom bistandssystemet med støtte til NGO’erne i 1980erne,’ forklarer professoren…

Det undrer Tvedt, at nordmænd, som ellers normalt er særdeles optaget af verden, ikke rigtigt er blevet klogere på de lande, deres skattepenge i årtier er gået til. Her ligger der et misforhold mellem den opdragerrolle, den norske stat tiltog sig over for egen befolkning, og resultaterne i de lande, man støttede.

[…]

Alt opfattes inden for det perspektiv, som er fastlåst i en helt speciel tid, hvor den amerikanske idé om menneskerettighedernes universalisme fæstnede sig i de vestlige lande. …

… hvilke værdier er det så, udviklingslandene skulle annamme? Ikke de norske, som det var blevet uanstændigt at tale om – det var jo nationalisme. Det handlede heller ikke længere om at indprente dem ‘vestlige værdier’, som i lige så høj grad var blevet tabu. Det gjaldt noget mere ‘ universelt’, som ifølge Tvedt alligevel dybest set var det samme som norske eller vestlige værdier. …

Den paternalistiske menneskerettighedstanke, som Tvedt kalder det, går igen i hele diskussionen af integration af indvandrere, hvor det også implicit er blevet forventet, at de med tiden vil blive som os. Indvandrere blev betragtet på samme måde som udviklingslandene..

Det er der en grund til. Professoren forklarer, at mange af de mest centrale aktører inden for udviklingsbistand – Red Barnet, Røde Kors og Norsk Folkehjelp – også er de mest centrale organisationer i integrationen af asylansøgere, flygtninge og immigranter i Norge.

‘De samme organisationer drev bistandshjælp og integrationspolitik,’ forklarer han. … Også her talte man om menneskerettigheder som en fællesværdi, og også her holdt man sig fra at tale om norske værdier. Som Tvedt forklarer, blev ‘norske værdier’ af NRK, den statslige norske TV-kanal, beskrevet som diskriminerende sprogbrug, journalisterne ikke burde bruge. Både udviklingsbistand og integration af flygtninge blev universalistiske projekter.

‘Derfor blev problemerne opfattet som meget mindre, end det egentlig var. Man accepterede grundlæggende ikke, at mange indvandrere kom med deres egne ideer, som var akkurat lige så fasttømrede som nordmændenes og derfor vanskelige at ændre. Thorbjørn Jagland, Norges tidligere statsminister, nu generalsekretær i Europarådet, har sagt, at Europa må tage imod mellem 40 og 60 millioner indvandrere fra ikke-europæiske områder inden 2050. Et enormt stort tal, men for ham repræsenterede det ikke en gigantisk udfordring. Han opfattede ikke kulturel eller historisk variation som noget virkelig reelt. Hvis man indretter samfundet tolerant, imødekommende og ikke-nationalt, løser problemer sig af sig selv ved hjælp af historien og tiden.’ Jagland og mange andre gav udtryk for, at de problemer, lande som Norge oplevede med indvandrere, blot var små bump på vejen, inden de blev, som nordmændene selv er. De kulturelle forskelle ville forsvinde over tid, så længe majoritetsbefolkningen undgik at genere de nye…

Tvedt ser i den tankegang en måde at udtrykke politisk magt på. Den bygger på et moralsk sprog, politikere over hele Europa, ikke mindst i Skandinavien, benytter, forklarer han.

‘Du må handle på et universalistisk grundlag, ellers bliver det politik. På den måde kan man hele tiden forklare det med, at hvis det går galt, er det på grund af dig eller mig. Det synspunkt har vist sig at være et utrolig stærkt magtmiddel. Det er godhedsmagten på et universelt grundlag.’.”

(Professor Terje Tvedt, forfatter til Det internasjonale gjennombruddet, 2017; Foto: Utrop)



7. april 2018

Geoffrey Cain: Toneangivende historikere ‘præsenterer os i virkeligheden for en konstrueret verden’

Afvist kronik af cand. mag. et art. Geoffrey Cain. Det meste er kendt viden for Urias-læsere, men kronikken giver et ganske fint oprids.

Upålidelige opslagsbøger

Ytringsfriheden og stemmeretten er af ringe værdi, når de, der bruger dem, ikke har adgang til reel viden

​Et nyt begreb, man ofte hører, er ‘fake news’. Det betyder manipulering, halve sandheder og i visse tilfælde direkte løgn. Men er det et nyt fænomen? Nej, det er det bestemt ikke. Det har sikker eksisteret siden hedenold, men når det drejer sig ikke kun om avisartikler men om autoritative opslagsværker, er der fare på færde.

Historiker og udenrigsminister Peter Munchs store Danmarkshistorie var skrevet som et opslagsværk. Dvs. en kilde, man kunne stole på. Men den var desværre skrevet med en klar prosovjetisk drejning og det samme kunne man sige om mange andre tilsyneladende pålidelige kilder. I nyhedernes verden har Dagbladene Politiken og Information gjort præcis det samme som Peter Munch. De har bare fortsat, hvor han slap, og linjen er senere blevet fulgt op af de store leksika.
Men ikke uden protest. For nogle år siden gjorde historikeren Bent Blüdnikow opmærksom på, at Den store danske encyklopædi havde politisk slagside. Påstanden vakte meget røre og fik udgiverne til at frembringe en mere balanceret netudgave, der inkluderede en del ting, den oprindelige encyklopædi ikke havde interesseret sig for.

Eksempelvis antallet af kommunismens ofre. Men det var de oprindelige leksikonforfattere ikke glade for. ‘Det er et grotesk knæfald for en meget højtråbende kritik, som ikke har noget på sig’, indvendte dr. phil. Morten Thing. Blüdnikow var gået alt for langt, mente han, selvom han efter undertegnedes mening gik aldeles ikke langt nok. Han kunne nemlig godt have taget Lademanns Leksikon med i samme bedømmelse, fordi det led af samme skævhed: Den gav alle, der slog op i det, det klare indtryk at det kommunistiske Sovjetsystem ikke var stort værre end et hvilket som helst andet lands statsform. Godt nok var det slemt, men også vi gjorde slemme ting, antydede Lademanns, der – ligesom Den store danske encyklopædi – undlod at nævne, at vigtige forfattere som Majakovskij, Vandurskij, Mandelsjtam, Bergson, Babel, Kolcov m.fl. alle blev myrdet efter Kremls ordrer. Hvorfor blev det ikke omtalt? Er mord dekreteret fra højeste sted en uvigtig detalje? Det standpunkt kan man vanskeligt forsvare, al den stund visse amerikanske forfatteres kranke skæbne i McCarthy-tiden udførligt er nævnt i samme leksikon.

Og sådan er det hele vejen igennem. Selv når Lademanns får sig til en nævne en likvidering i kommunistisk regi, bliver vægten lagt på individer og ikke på systemet. Det var Stalin der enemand havde ansvaret for kz-lejrene, ikke kommunismen. Og skulle man endelig pege finger ad nogen, var det snarere vores eget kapitalistiske Vesten, der havde det egentlige ansvar for verdenssituation. De skyldige er os selv.

Denne tradition for selvrevselse fortsætter nu i en ny udgave. Det er ikke så meget det kapitalistiske Vesten, der er i skyld i klodens misere, det er det kristne Vesten, og det sagesløse ‘offer’ er ikke længere den stakkels dæmoniserede kommunistiske verden men den stakkels dæmoniserede islamiske ditto.

Og nu som dengang er det de højeste autoriteter på området, der kolporterer tanken. To af dem, dr. phil. Jørgen Bæk Simonsen og professor dr. phil. Jacob Skovgård Petersen er blevet set efter i sømmene af Klaus Wivel i Weekendavisen. Førstnævnte Jørgen Bæk Simonsen har – med sin baggrund som tidligere direktør for det Danske Kulturhus i Damaskus – længe talt varmt om syrernes religiøse tolerance. I 2006 sagde han i Danmarks Radio, at de arabiske lande har en ‘århundredlang tradition for at være meget forskellige. ‘Her er indbyrdes varianter af forskellige udformninger af, hvad det vil sige at være menneske’. Så her kunne vi i Vesten lære en hel masse. Hvis påstanden var sand. Men det er den ikke.

Minoriteterne er forfulgte i Syrien ligesom i det meste af den muslimske verden, og tolerancen er en illusion. Så hvordan kunne en professor i faget lide af den slags vrangforestillinger, spurgte Klaus Wivel. Men uden at få svar. Og så er der daværende leder af Dialoginstitut i Cairo, Jakob Skovgaard-Petersen. I 2008 skrev han en bog om Egyptens berømte universitet al-Azhar – uden at fortælle, at dette universitet ikke lukker jøder og kristne ind. Samtidig roste han den indflydelsesrige Sheikh Yusuf Qaradawi for at være blevet mere demokratisk, selv om han var forblevet ‘autoritær’. Og det må man sandelig sige, at han var. Qaradawis fatwa mod den franske filosof Robert Redeker har nemlig resulteret i, at Redeker nu på sjette år lever under jorden pga. konstante dødstrusler. Qaradawi har også rost Hitlers jødeudryddelse, hvilket Skovgaard-Petersen ikke fandt relevant at omtale.

Pudsigt nok ser man i denne virkeligheds- og historiefordrejning de samme retoriske trick, som Peter Munch brugte. Han anvendte ikke ordene ‘erobring’ og ‘tvangsindlemmelse’ om den sovjetiske ekspansion. Han skrev, at ‘området blev erhvervet’. Og nøjagtigt samme forskånende udtryk finder man i Politikens Islam leksikon ved Jørgen Bæk Simonsen. Her er et lille eksempel. Den fanatiske muslimske sekt Almohaderne hvis sejrstog gennem Nordafrika ifølge the University History of the World ‘efterlod et spor af blod fra Sydspanien til langt hinsides Marokkos grænser’, omtales på en ganske anden måde af Bæk Simonsen. Han skriver, at muslimerne opnåede ‘kontrol med’ de områder de underlagde sig. De erobrer aldrig. Ejheller koloniserer de eller optræder som imperialister. De ‘opnår bare kontrol’. Samme skånsomhed ødsler leksikon’et ikke på korsfarerne, der – fy, fy skamme sig – tillod sig at ‘generobre’ det Hellige Land. Ja, sikke nogen slyngler, ikke sandt?

Men hvad siger Islam Leksikon om muslimernes egen erobring af Mellemøsten, (og senere Spanien, Centralasien og Nordindien)? Der gik det tilsyneladende anderledes civiliseret til. ‘Det lykkedes de numerisk underlegne muslimer at tilkæmpe sig den politiske kontrol over hele Mellemøsten’, skriver Bæk Simonsen, idet han nærmest får det til at lyde, som om de stemte dørklokker på samme måde som vore dages Jehovahs Vidner. Det gjorde de som bekendt ikke, og her er der tale om en videnskabelig uredelighed begået af en, som utvivlsomt ved bedre besked. Og herom kan man sige følgende. På overfladen er Islam leksikon en nøgtern – omend ret studentikos – beskrivelse af islam og muslimske begreber.
​ ​
Men det er også mere end det. Det er også en hyldest til islam, som noget ædelt der ikke frembyder nogen som helst fare for Vesten. Det er fordi den i bund og grund ikke er meget forskellig fra vores vestlige samfund, siger Bæk Simonsen, og han kan heller ikke dy sig for gang på gang at indflette passager, der opfordrer til accept af indvandring. Så summa summarum dette: Hans leksikon er ikke blot politiserende, den er i virkeligheden missionerende. Videnskabelig stringens er der ikke tale om, og i visse tilfælde overskrider teksten grænsen mellem en vinklet (dvs forudindtaget) virkelighedsbeskrivelse og direkte usandheder.

Vi får at vide, at de fleste muslimske lande praktiserer børnebegrænsning. Men dette dementeres grundigt af bl a. Pew Research, hvor det fremgår, at det er er netop i de muslimske lande, at det praktiseres mindst! Hvilket også forklarer deres massive befolkningstilvækst. Men er den slags fordrejninger virkeligt så alvorlige? Svaret er ja. Det er en forudsætning for debatten – og for demokratiet – at de involverede parter ved, hvad de taler om.

Ytringsfriheden og stemmeretten er af ringe værdi, når de, der bruger dem, ikke har adgang til reel viden men kun et simulacrum heraf. Forfattere som de nævnte præsenterer os i virkeligheden for en konstrueret verden. I stedet for at være en guide og et orienteringslandkort er det en labyrint, som vi aldrig kan finde vej ud af, fordi skiltene viser forkert.



21. maj 2016

Edward Luttwak, historiker: Pressen tog ‘180 grader fejl’ med Reagan, “Det gør de også med Trump.”

Klaus Wivel har talt med Edward Luttwak, der som forfatter, universitetsmand og rådgiver for skiftende administrationer vel er nået så langt som en akademiker overhovedet kan. Uden decideret at være begejstret for Trump, så ville det være underholdende at følge venstrefløjens reaktion i forhold til en mere isolationistisk præsident. Jeg gætter på vi vil høre følgende igen og igen: ‘I er medskyldige i massakre, hvis ikke I tager ansvar.’.

Fra seneste udgave af Weekendavisen – En kur mod Trumpfobi (ikke online).

“Vi må jo vænne os til tanken: der kommer en ny sherif i byen, og det bliver muligvis ikke Hillary Clinton. … Luttwak lægger ud med at forklare mig, hvorfor Trump vil vinde. Årsagen er den enkle, at han ikke har i sinde at øge skatterne, hvilket ifølge analytikeren er, hvad valget kommer til at handle om. Hillary har tidligere afsløret sin vilje til at sætte skatterne op. Trækker hun de udtalelser i land – og det bliver hun nødt til, hvis hun skal slå Trump – kan enhver amerikaner se, at hun lyver, siger han. …

Hvordan kan det være, vil jeg vide på Vinstuen, at stort set alle hans skrivende kolleger bruger sprogets tarveligste gloser, når de skal udtrykke deres syn Donald Trump? ‘Europæernes syn på USA er altid overfladisk,’ siger han… ‘De ser kun gennem det vindue, som The New York Times, Washington Post eller CNN giver dem. Det vindue giver ofte et misvisende billede. Eksempelvis da Jimmy Carter stillede op mod Gerald Ford i 1976. Ford var tidligere talsmand for Kongressen og landets vicepræsident, han havde været præsident i to år. Hans modstander? Jimmy Carter,en peanut-bonde. Alle udenrigsministerier i Europa vidste, at han kunne aldrig vinde.’

Det samme gjaldt for Ronald Reagan, fortsætter Luttwak. Han stillede op mod Carter, der skulle genvælges. Alle vidste, at Reagan ikke kunne blive valgt, fordi han ville starte en atomkrig. Desuden var Reagan skuespiller og meget gammel.’Udelukket! Latterligt!’ råber Luttwak, der selv mødte Reagan som en af de første efter valget, hvor han hurtigt opdagede, at den nye præsident ikke under nogen omstændigheder ønskede at trykke på atomknappen; heller ikke, hvis USA blev angrebet. ‘Pressen tog 180 grader fejl,’ siger Luttwak. ‘Det gør de også med Trump.’

– Trump vil trække USA helt ud af Mellemøsten. Vil det ikke bare føre til endnu mere kaos? ‘Trump mener, at alt, hvad USA har forsøgt sig med i Mellemøsten, er mislykkedes. Økonomisk støtte har slået fejl, fordi de ikke er interesserede i økonomisk udvikling. At bombe dem har også slået fejl. Dræber man en terrorist, skyder der tre nye op. Derfor skal USA fjerne sig helt.’

– Ikke at skride ind i Syrien er jo også slået fejl. Hundredtusinder er døde. ‘Det har ikke slået fejl,’ råber han og slår i bordet, så teskeerne danser, og kaffen går i bølgegang. ‘Ingen amerikanske soldater er døde. Det er det valg, vi har: at blive skudt i ryggen af de folk, vi beskytter. … Vi kan ikke intervenere i borgerkrigen, fordi vi ikke har allierede.

… Trumps udtalelser om, at at muslimer skal nægtes indrejse til USA. Er det ikke – udover at mistænkeliggøre alle muslimer – umuligt at gennemføre? ‘Under Barack Obama er det uhyre svært at få et visum, hvis man kommer fra et muslimsk land. Kommer man fra Danmark, behøver man intet visum, hvis opholdet er under tre måneder,’ svarer han…

‘Trump råber bare meget højt om noget, som Obama allerede har indført.’ – Er det ikke uamerikansk at nægte en bestemt religiøs gruppe adgang til landet? ‘Muligvis. Men USA praktiserer diskrimination mod enhver religiøs gruppe, for hvem hellig krig er en iboende del af doktrinen.’

(Edward Luttwak, forfatter mm.; Foto: Huffington Post)



17. oktober 2015

Fortsætter indvandringen vil ’svenskere med to svenskfødte forældre være et mindretal om 10 til 15 år’

Interview med Tino Sanandaji i Weekendavisen – Nordens Mexico (af Klaus Wivel, kræver login).

“Tino Sanandaji vil næppe bryde sig om at få betegnelsen alarmist, skønt mange vil have svært ved at opfatte hans forudsigelser som andet end alarmerende. For nylig sagde han, at hvis myndighederne lader det nuværende antal af flygtninge og immigranter fortsætte på dette niveau, vil svenskere med to svenskfødte forældre være et mindretal om 10 til 15 år.

Aftenpostens lederskribent Anders Lindberg mener, at Sanandaji fisker ‘i rørte vande’, og at tallene, der skal vise, at etniske svenskere ville være i mindretal om 10-15 år, er ‘frit opfundne’. For at slå pointen helt hjem skriver Lindberg, at den slags ideer trives i ‘næsten al højreekstrem propaganda’, og at ‘klangbunden er raceideologisk’.

For nylig undersøgte SOMinstitutet på Göteborgs Universitet, hvad svenskere frygter mest: Næstefter forurening er det nazister. Her havde Aftenposten tydeligvis fundet én.

Selv tager kurderen udfaldene mod hans forudsigelser med ro. … Desuden taler tallene for sig selv, forklarer han: For øjeblikket ankommer der 1.000 til 1.500 flygtninge og immigranter om dagen. Gang det med 365 dage og derefter med 15 år. Da omkring 77 procent får asyl ved første ansøgninger (tallet er højere, for man kan søge igen, men lad det ligge), lander man på mellem 4,2 millioner og 6,3 millioner asylmodtagere. Det er påvist, at hver asylmodtager får én yderligere asylmodtager med sig gennem familiesammenføring (lidt over en, men lad også det ligge). Gang med to, altså. Voilà: mellem 8,4 millioner og 12,6 millioner indvandrere i år 2030.

Det samlede antal borgere i Sverige er 9,7 millioner. Heraf har 21,5 procent udenlandsk baggrund, hvilket vil sige, at svenskere med to svenskfødte forældre udgør 7,7 millioner. Ergo vil antallet af indvandrere inden ti-femten år vokse til at blive flere, end de oprindelige svenskere er i dag. Quod erat demonstrandum.

(Tino Sanandaji, ph.d; Se evt. tidligere post)

SVT Nyheter, Sveriges svar på DRs TV-Avisen, skrev i juni 2015, at aldrig tidligere ‘har så mange veluddannede flyttet til Sverige…’ Kompetensregn er det ord, SVT bruger. … Sanandaji ser udtalelserne som propaganda og en bizar form for hykleri. På den ene side hylder regeringen og pressen indvandringens velsignelser. På den anden skælder man ud på Danmark for at lade flygtninge passere uregistreret gennem landet og over Sundet. … blot ti procent af de syriske flygtninge ifølge Statistiska Centralbyrån selv siger, at de har en universitetsuddannelse.

‘Syrerne er en af de mindst veluddannede befolkninger; selv efter den arabiske verdens standarder,’ forklarer han.

[…]

Lyst ser Tino Sanandaji ikke på fremtiden i Sverige. Har alarmismen ikke taget overhånd? ‘Jeg tror, Sverige løser problemet,’ forklarer han. ‘Alle er ikke gået fra forstanden. Men nogle af vores politikere og medier er ideologisk revolutionære. De opfører sig vildt uansvarligt.

Landet vil opleve, at skattefundamentet eroderer, hvorefter regeringen nødsages til at foretage drastiske beskæringer. Men immigration vil ikke føre til et kollaps, forudser han.

I Malmø har der ikke fundet et kollaps sted. Det er bare blevet værre og værre år efter år.‘ Sverige vil stadig have en udmærket økonomi, fortsætter han: ‘Folk vil adskille sig, som de allerede gør nu, i skoler og bydele. Uligheden vil blive enorm og få Sverige til at tage sig ud som Mexico eller Brasilien. … Der vil ikke opstå borgerkrig – det er en barnlig prognose.’.”

Oploadet Kl. 19:04 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer


11. december 2014

Martin Krasnik, ‘Fucking jøde’ (2014): “På Snaphanen, en af de mest rabiate højrefløjssider blev jeg…”

Martin Krasnik gengiver i sin bog ‘Fucking jøde’ (2014) en række kommentarer fra Snaphanen og Uriasposten, taget direkte fra Klaus Wivels artikel om samme sidste år. Den citerede her fra siden er en ‘Albert Olsen’, som efterfølgende kommenterede sagen her. Alle journalister laver fejl, men Wivels udpegning af Snaphanen som værende et antisemitisk epicenter, burde Martin Krasnik selvfølgelig ikke gentage. Krasnik er ikke et lallende tåbe, så det må handle om positionering. Som jeg skrev sidste år, da sagen var oppe at vende.

“… siger… meget om massemedierne, at Snaphanen for anden gang i denne uge shames med baggrund i kommentarer, på en debat han i modsætning til undertegnede forsøger at moderere. Det var et svært valg jeg traf i tidernes morgen, og bevares, jeg gør vel en dyd ud af nødvendigheden, men lige netop nedenciterede artikel illustrerer hvorfor det efter min mening ikke giver mening at satse på fair play i MSM.”

(Martin Krasnik, Fucking jøde, 2014. S. 168f)



10. juni 2014

Blüdnikow: Venstrefløjen kæmpede for Castros mand i København, var en del af marxistisk terrorgruppe

Murens fald har ændret vilkårene for rødgardisterne. Hvor de i 1970’erne offentligt kæmpede marxistiske terroristers sag, så må de i dag nøjes med at bekæmpe den demokratiske højrefløj. Lang og interessant gennemgang af Mexicanersagen i Berlingske af Bent Blüdnikow, der også har udgivet historien som ‘single‘ – Castros mand i København.

“Den 1. april 1977 blev en ung mexicaner ved navn Jaime Okusono Martinez arresteret i København. PET mistænkte ham for spionage til fordel for Fidel Castros kommunistiske Cuba. Han færdedes i det venstreorienterede miljø og boede i et kollektiv i Bagsværd.

Anholdelsen og senere truslen om at udvise Jaime skabte et ramaskrig. Der blev samlet 24.000 underskrifter ind mod fængslingen. Der blev lavet protestdemonstrationer med tusindvis af mennesker. Der blev indspillet plader, hvor Troels Trier, Arne Würgler, Niels Skousen og andre fra musikbranchen sang til fordel for ham. I Information førte man kampagne for Jaime. Forfatteren Jan Guillou kom til København og talte hans sag. Suzanne Brøgger skrev protestbrev, og Johannes Møllehave digtede mod justitsminister Orla Møller (S), der havde beordret Jaime udvist. Mexicaner-sagen, som den blev kaldt, blev en af 1970ernes største politiske sager og medførte en offentlig debat om udlændinges retsforhold.

Og den trak politiske spor helt frem til vedtagelsen af udlændingeloven i 1983.

[…]

Jaime var født i Mexico i byen Monterey. … Han blev uddannet som ingeniør og dukkede i 1970 op i først Tyskland og siden Danmark, hvor han blev gift med en dansk pige og dermed automatisk fik statsborgerskab. Jaime blev en del af ungdomsbevægelsen i Danmark og kom bl. a. på tur med Den rejsende Højskole til Latinamerika, og senere slog han sig ned i et kollektiv i Bagsværd på Sæbjørnsvej.

Nogle år senere dukkede Jaimes bror Tomas op i Sverige, hvor han blev gift med en ung kvinde ved navn Elle-Kari Höjeberg. Parret havde forbindelse til andre latinamerikanere, der var kommet fra Cuba til Sverige. Flere af dem havde forbindelse med en tysk terrorist i Sverige ved, navn Norbert Kröcher. Han havde fået den ide at få de tyske terrorister, der var blevet udvist til Tyskland efter ambassade-besættelsen, frigivet ved en aktion. Planen var at kidnappe integrationsminister Anna-Greta Leijon, som Kröcher mente havde ansvaret for udleveringen af terroristerne.

Kröchers bande ville efter kidnapningen anbringe hende i en lille træboks og kræve terroristerne løsladt. For at sætte skub i forhandlingerne, hvis det gik trægt, ville man sprænge en svensk avis samt synagogen i luften. Hvis alt fejlede, var Kröchers bande parat til at likvidere Leijon. Så langt kom det aldrig, for det svenske sikkerhedspoliti havde haft mistanke til Kröcher og anholdte ham 1. april 1977.

Svensk efterretningstjeneste havde fået mistanke, fordi den i længere tid havde fulgt Elle-Kari Höjeberg. Tjenesten mente, at hun havde været ambassadebesætterne behjælpelig. Deres observationer ledte til hendes lejlighed og dermed til Tomas Martinez og kredsen af latinamerikanere, hvoraf flere var med i Kröchers bande. …

Jaime havde en række dækadresser, han ringede ofte til Cuba og havde endvidere nær kontakt med sin bror Tomas, sin svigerinde Elle-Kari Höjeberg samt med latinamerikaneren Armando Gonzales Carillo i Stockholm, der var med i Kröchers bande. Carillo havde foruden træning i spionage på Cuba også været på et længere træningsophold i Nordkorea. Jamie blev fængslet og sigtet for spionage til fordel for Cuba, og tre af hans danske venner fra Sæbjørnsvej blev ligeledes sigtet efter den milde spionparagraf.

Jaime indrømmede, at han havde brugt dækadresser, koder og dæknavne, men han hævdede, at det skyldtes frygten for Mexicos spioner. Han indrømmede også talrige telefonopringninger til Cuba, men politiet havde det problem, at der ikke var fældende beviser, og man formodede, at Jaime havde nået at tilintetgøre bevismateriale.

Jørn Bro siger i dag: ‘Vi var i tæt samarbejde med norsk og svensk efterretningstjeneste. Fra det øjeblik Tomas og Jaime blev anholdt i Oslo, var vi på sagen. Og da Kröcher-banden blev afsløret, skete det i samarbejde med os i København, så vi kunne koordinere det med vor anholdelse af Jaime. Jeg var i Stockholm og se den trækasse, som Leijon skulle holdes fangen i, og det var i sig selv rystende, for den var ganske lille. Vi var klar over, at terroren havde nået Skandinavien for alvor.’

Mistanken mod Jaime så egentlig velbegrundet ud, for PET havde stakkevis af aflytningsrapporter og observationer liggende. Desuden fik man oplysninger fra andre landes efterretningstjenester…

PET konkluderede i et udateret notat, der ligger i PETs arkiv: ‘De efterfølgende undersøgelser gav de vesteuropæiske sikkerhedstjenester grundlag for konstatering af den cubanske efterretningstjenestes aktive involvering, ikke blot i planlægning, men også i udførelsen af terrorhandlinger og for konstatering af et nært samarbejde mellem DGI (den cubanske efterretningstjeneste) og den sovjetiske efterretningstjeneste KGB.’

PETs vurdering af Jaime var: ‘Jaime er åbenbart veltrænet i konspirativ teknik. Han har haft en ledende funktion, også i forholdet til sine stockholmske kontakter i forbindelse med indslusningen af latinamerikanske terrorister til Vesteuropa. Operation Europa finansieres af den cubanske efterretningstjeneste DGI. Den har til formål på længere sigt at undergrave de vesteuropæiske stater samt at yde direkte støtte til lokale subversive og voldelige revolutionære bevægelser. Selv om det ikke er bevist, er det med baggrund af det anførte PETs overbevisning, at Jaime er en af lederne ved opbygningen af en Europa-brigade.’

PET følte sig overbevist om Jaimes skyld. Men venstrefløjen var derimod sikker på, at han var ganske uskyldig, samt at PET og justitsminister Orla Møller var ude i et ondsindet forsøg på at sværte Cuba og venstrefløjen til. Den nyansatte journalist på Information Peter Wivel søsatte en kampagne for at bevise, at Jaime var ganske uskyldig, og i Sverige havde forfatteren Jan Guillou et vist held med ligeledes at påstå, at de fængslede var uskyldige.

Kampagnen blev en succes. Modstanden mod udvisning af Jaime bredte sig til det politiske miljø, og Orla Møller, der var justitsminister i Anker Jørgensens regering, kom snart i en alvorlig politisk krise. …

‘Orla Møller forklarede…, at udvisningen af Jaime var vedtaget af Regeringens Sikkerhedsudvalg efter nøje overvejelser. Og han fik senere ombudsmandens ord for, at Jaime var en trussel mod statens sikkerhed. Med den i hånden fortsatte Orla Møller proceduren for at udvise Jaime, men det var på ingen måde let. Forfattere, kunstnere og mange andre intensiverede deres kampagne for Jaime og mod den onde Orla Møller, og det kastede regeringen Anker Jørgensen ud i en massiv krise. Sagen endte med at trække spor gennem dansk politik frem til begyndelsen af 1980erne. Det selv om ingen på det tidspunkt vidste, hvor Jaime Okusono Martinez befandt sig.”

(Særudgave af tidsskriftet Retfærd om sagens ‘repressive forløb’, 1979, red. af Henrik Zahle)



27. marts 2013

Klaus Wivel i Weekendavisen: “… vil man racisme og antisemitisme til livs, har Kim Møller vist vejen”

Det er yderst sjældent jeg bliver citeret for noget jeg selv har skrevet, og derfor er jeg selvfølgelig glad for at Weekendavisens Klaus Wivel gengiver min kritik af kommentatores forsøg på at trække Krasniks jødiskhed ind Hedegaard-debatten. Omvendt siger det også meget om massemedierne, at Snaphanen for anden gang i denne uge shames med baggrund i kommentarer, på en debat han i modsætning til undertegnede forsøger at moderere. Det var et svært valg jeg traf i tidernes morgen, og bevares, jeg gør vel en dyd ud af nødvendigheden, men lige netop nedenciterede artikel illustrerer hvorfor det efter min mening ikke giver mening at satse på fair play i MSM.

Der er i skrivende stund 202.064 kommentarer her på siden, og uanset hvad kan politiske modstandere altid finde noget de kan bruge, hvis de virkelig vil, så hvorfor egentlig bekymre sig om journalistiske skudsmål. For at få artiklen til at give mening, har Wivel ignoreret en modererende kommentar fra Snaphanen, og lejlighedsvise henvisninger til Hedegaards jødiske æt, der også ses i kommentarsporet. Fra Weekendavisen – Anm: Slangen ved brystet (ikke online).

“Det er velkendt, at er man i krigens hus, overtager man fjendens egenskaber. Måske er det derfor, at det ikke har nedkaldt opstandelse hos Lars Hedegaards forsvarere, at der i haleslænget af de tusindvis af kommentarer til Martin Krasniks interview med Hedegaard på DR2′ s Deadline forrige søndag dukker adskillige op, som er direkte antisemitiske.

De nedstammer ikke fra rabiate muslimske kredse, hos hvem jødehadet efterhånden er dokumenteret til overmål, men blandt læsere af danske højrefløjsbloggere, som, hvad denne gamle tradition angår, ikke lader de islamister, som de ofte hævder at bekæmpe, meget efter. Her i 70-året soler danskere i hjem-og udlandet sig i indsatsen for landets jøder under Anden Verdenskrig, men går man med det indtryk, at de nationales flirt med dunkle kræfter hører andre lande og en mere og mere fjern fortid til, vil man her finde beviser for det modsatte. Vi kan fint følge med.

Jeg må straks pointere, at udslippene ikke stammer fra de bloggere i området omkring Trykkefrihedsselskabet, der i de seneste ti dage med grundighed har forsøgt at minimere skaderne på formand Lars Hedegaard, som i programmet havde vanskeligt ved at stå inde for egne synspunkter. Disse skribenter ville aldrig forsømme at påpege jødehad, hvor end det findes blandt muslimer.

Det er i kommentarsporene, man finder dette ekko fra hin tid, blandt deres indignerede fanskare, så at sige, som måske er (lidt for) ivrige efter at give Hedegaard-loyalisterne ret.

Det er meget mere derude, end der er plads til at vise i denne artikel, især på Snaphanen, et af de mest rabiate højrefløjssite i Danmark. Snaphanens læsere taler om Krasnik »som globalistisk mediejøde« og om at betragte ham som »potentielt en fjende af folk og nation«. Her tales der også om »jøder, muslimer eller voodoo-negre«, som spiller velintegrerede, men fremmer deres egne dagsordner: »Jøderne er bedst til dette kosmopolitiske komediespil. Muslimerne er kun lige ved at lære tricket,« er der en, der skriver.

Vi begynder i den mildere ende. En af Hedegaards mest utrættelige dørvogtere, Jyllands-Postens Mikael Jalving, har været særlig aktiv i denne tid, og som kommentator til JP-bloggerens indlæg dukker en person, som skriver om Krasnik, at »denne jødiske journalist begræder med tørre tårer wahhabismen, mon det er, fordi denne jøde bor langt væk fra Tingbjerg og Mjølnerparken, gemmer sig langt væk fra sociale problemer, som alle andre kendte og semi-kendte idioter?

I DR2-debatten med Lars Hedegaard var Martin Krasnik udelukkende optaget af sig selv, sin egen politiske og religiøse idealisme.« Man må beklage, at det ikke lidt tydeligere fremgår, hvilken politisk og religiøs idealisme Deadline-studieværten angiveligt skulle promovere. Jalving spørger ham desværre ikke.

Under Trykkefrihedsselskabet finder man tidsskriftet Sappho, som redigeres af Lars Hedegaard og Katrine Winkel Holm. Om sidstnævnte kan man sige, at hun blander sig mere i, hvilken slags journalistik DR2 præsenterer seerne for, end hvad hun selv lader bringe på sin hjemmeside, skønt hun blot er bestyrelsesmedlem det ene sted og redaktør det andet. Blandt andet finder man denne motivanalyse fra en af læserne: »Det er meget muligt, at Krasnik ville hævne sig over, at Trykkefrihedsselskabet har sat omskæring af drenge på dagsordenen på en tilsynelandende effektiv måde.

Det kan meget vel være et egentligt religiøst had, der ligger bag Krasniks beskidte adfærd over for Hedegaard….

Videre søger vi til den konservative Uriasposten, som forfatter og kommentator Kim Møller bestyrer. I den sjove ende af kommentatorfeltet finder vi en »Nissen«, som er så fortørnet, at han gerne så Krasnik »gå med kalot gennem Nørrebro en almindelig hverdagsaften efter kl. 20«. Det har han sådan set gjort for et par måneder siden, han skrev oven i købet om det, men sandt nok foregik turen ikke efter kl. 20.

I den mere dystre afdeling dukker et indlæg op, der aner en konspiration: »Det er mærkeligt, at jøder er vilde med perkere, bortset fra i deres hjemland Israel. Hvorfor vil de fylde Europa med perkere, når der gælder en helt anden politik i deres hjemland? Har de en hemmelig dagsorden?« Andre kommenterer på lignende vis, indtil Kim Møller, hjemmesideredaktøren, har hørt nok: »Man skal være rimeligt afsporet for at anskue Krasnik i den optik. Åbn vinduet, og træk vejret dybt,« skriver han. Det lyder som en god idé. Her ser vi, at det fint lader sig gøre at sætte vejspærringer for, hvem man vil associeres med.

Jeg er overbevist om, at Mikael Jalving og Lars Hedegaard ville gøre brug af sprogets værste gloser – uegnet til at trykke i en avis – hvis de blev bedt om at kommentere ovenstående jødekonspiratoriske udsagn. Men det er tankevækkende, at disse gevækster gror i deres baghaver.

De vil givetvis forklare sig med, at de ikke har tid til at gennemse, hvad alle skriver på deres blogs, og at de ærligt talt heller ikke behøver at stå til regnskab for dem, der er enige i deres synspunkter. Men vil man racisme og antisemitisme til livs, har Kim Møller vist vejen, og jeg har længe haft en fornemmelse af, at Hedegaard og hans venner ikke føler behov for at luge ud i egne rækker, fordi de mener, at vi befinder os i en slags undtagelsestilstand. …

Når man hos Hedegaards forsvarere ikke er rasende alarmeret over, hvilket jødehad der lægges spalteplads til på venligtsindede hjemmesider, kan det hænge sammen med den largesse, man udviser over for synspunkter, Lars Hedegaard i årevis har udvist.”

(Snaphanen kommenterer jødehadske ‘Hilmer’, 22. marts 2013. Læs hele posten)



6. august 2011

“… ingen af alle de teorier, der har været luftet om… Breiviks motiver, kan baseres på fakta.”

En anonym kronikør hævder på Projektantifa.dk, at Dansk Folkeparti har et ‘indirekte medansvar’ for Oslo-massakren. En analyse identisk med den der leveres af eks-autonome René Karpantschof, der på Raeson.dk postulerer, at Dansk Folkeparti har bidraget til at skabe ‘det særlige verdensbillede’ Breivik dyrkede. Fra Weekendavisen – Mening i galskaben (af Klaus Wivel).

“Jeg sidder en aften med journalisten Jon Hustad på en pub i det centrale Oslo lige ved siden af de ødelagte regeringsbygninger midt i Oslo. Pub’en bærer navnet Stopp Pressen.

Det er også Jon Hustads budskab. Pressen skal holde op med at søge mening i dette terrorangreb. Der er intet at finde. Det har ingen betydning. Og det vil intet forandre…

Jon Hustad har gennemgået flere vanvittige dage som stringer og interviewoffer for en række udenlandske TV-stationer, deriblandt Sky og Fox News. Han har i dagevis hørt på alt det »ævl«, disse berømte TV-værter, der aldrig før havde sat deres ben i Norge, får sagt om »det mørke land med de mørke sider«, som »nu viste sit hæslige ansigt«. Den norske journalist er ikke imponeret over verdenspressens niveau. Heller ikke over den påstand, at det skulle være den angiveligt så hadske norske indvandrerdebat, der har ført dette med sig. »Hvis Danmark er den store stygge ulv, er vi en lille ræv,« siger Jon Hustad om debatniveauet.

»Det var på en svensk hjemmeside, massemorderen kunne finde oplysninger om, hvor han skulle anbringe sin enorme bombe. Og Sverige er, som alle kan blive enige om, endog endnu mere påpasselig med at diskutere landets nye medborgere,« påpeger han.

Han viser mig en artikel af den britiske forsker, Dr. Robert Ford, på Institute of Social Change, University of Manchester.

Dr. Ford skriver, at ingen af alle de teorier, der har været luftet om Anders Behring Breiviks motiver, kan baseres på fakta.

Og når der ikke er noget, der kan forklare Breiviks ekstreme handling, »kan jeg ikke se, hvorfor vi skal skræmme folk med spekulationer. Vi ved fra tidligere ensomme massemordere, at de ikke har været repræsentative for noget som helst,« skriver den britiske forsker.

Jon Hustad selv har ført en omflakkende tilværelse i norsk presse, og nu skriver han for avisen Dag og Tid. Han mener, at journalisternes iboende jagt efter mening fører absurde påstande med sig. Der er ingen, der har støttet manden, og han synes at være totalt ene med sine voldsfantasier, forklarer han. …

Jon Hustad fortæller eksempelvis om den TV-reporter fra Sky News, der mente, at det var den britiske punkbevægelse, der havde fået Anders Behring Breivik til at myrde løs. Den var ikke hørt før. Men Jon Hustad har selv skrevet kritisk om konsekvenserne af indvandring, så måske tilkendegiver han bare det for ham selv bekvemme synspunkt? Det, som ikke kræver selvransagelse.
Det fortæller jeg ham. …

Så jeg slår kursen ind på en af de mest fremherskende teorier: At højrefløjen bærer et ansvar. Mange islam-og indvandrerkritikere udtrykker sig rundt omkring, som om der ligger et lig og rådner under deres gulvbrædder – og over hele verden har de panisk spurtet hele det enorme Breivik-dokument igennem for at se, om lige deres navn var nævnt. Men bærer de et ansvar, denne forsamling af såkaldte counter-jihadister, der har bekæmpet den »islamiske trussel« mod en angivelig europæisk undergang bag deres computerskærme? Ikke ifølge Dr. Robert Ford. Han mener, at der »overhovedet ikke er nogen forskning, der viser, at massakrer forekommer oftere i lande med prominente højrefløjsbevægelser end i lande uden, hvad vi ellers ville forvente, hvis ekstreme ideologier fremavler morderiske handlinger.«”

Oploadet Kl. 05:46 af Kim Møller — Direkte link51 kommentarer


14. maj 2011

“… Bæk Simonsens udtalelser virkede mere som ønsketænkning end som koldsindig analyse”

Lang interessant kommentar af Klaus Wivel om Jørgen Bæk Simonsen og Ole Wohlers Olsen i weekendavisen – Ambassadørerne (ikke online).

“Jeg samler ikke normalt på gamle citater. Men et interview skrev jeg dog ned år tilbage med henblik på eftertiden, og jeg blev mindet om det, da jeg for et par uger siden hørte et program på P1 kaldet Verden ifølge Gram. I studiet hos Steffen Gram sad Ole Wøhlers Olsen og Jørgen Bæk Simonsen, begge med en lang årrække bag sig i Syrien, den første som ambassadør, den anden som direktør i Det Danske Institut i Damaskus. Programmet blev sendt 26. april 2011, da syriske tanks for længst var sat ind mod de demonstranter, der mente, at der måtte være andre måder at lede landet på end den, Assad-familien har leveret i fire årtier.

Det handlede om, hvorvidt religion spiller en rolle i demonstrationerne i Mellemøsten, og det kunne de begge blankt afvise. Ligesom de kunne afvise, at der overhovedet har været religiøse optrin mellem styret og befolkningerne i Syrien.

»Jeg har ikke levet i noget samfund, der i den grad har været præget af gensidig religiøs respekt og tolerance,« sagde Ole Wøhlers.
Professor Jørgen Bæk Simonsen havde ikke i sinde at modsige sin samtalepartner: »Regimet har indtil for ganske nylig sat en betragtelig ære i at få religiøse grupperinger til at kunne trives side om side. I det offentlige rum har der ikke været bare antydninger af religiøse konflikter,« fastslog han.

Det var denne insisteren, denne kategoriske benægtelse af, at der kunne være blot den mindste religiøse splid i Mellemøsten, som slog mig. Kristne især i Egypten bliver forfulgt af islamister i denne tid som aldrig før, vi ser den ene massakre efter den anden – meget af det sket, efter at de lykkelige demonstrationer på Tahrirpladsen i Cairo har fundet sted. Også fra Syrien er der kommet rapporter om tilsvarende religiøse forfølgelser, om end ikke i nær så alvorlig grad.

Wøhlers’ og Bæk Simonsens udtalelser virkede mere som ønsketænkning end som koldsindig analyse…

P1 programmet fik mig til at tænke på en udsendelse, jeg hørte med Jørgen Bæk Simonsen i ugerne inden de danske ambassader stod i brand i vinteren 2006. Jeg kunne huske, at jeg havde hørt programmet to gange igennem, i anden ombæring med pen og papir, så forbløffende synes jeg, Jørgen Bæk Simonsens udtalelser var.

Dengang var islam -forskeren fra Carsten Niebuhr Instituttet på Københavns Universitet netop kommet hjem efter fire år som direktør for Det Danske Institut i Damaskus, og han blev bedt om at forholde sig til islam-debatten herhjemme.

»Tonen i debatten er blevet væsentlig mere skinger,« sagde han og tilføjede, at gennem hele Europa var den siden midten af 90erne blevet værre og værre. … Synspunktet har bestemt noget for sig, men det var tilføjelsen, det spejl af skam, Bæk Simonsen holdt op for sine lyttere, som virkelig optog mig.

»Der er markante forskelle fra debatten i Europa over for andre steder i verden. Går man for eksempel til Mellemøsten, har man en århundrede lang tradition for at være meget forskellige. Her er indbyrdes varianter af forskellige udformninger af, hvad det vil sige at være menneske.« Europa kunne lære tolerance af Mellemøsten, sagde han.

Hørte jeg rigtigt? Jeg må erkende min egen begrænsning her. Jeg har aldrig været i Syrien, så mine forestillinger om, hvordan denne angiveligt fine tradition for rummelighed egentlig udmønter sig i praksis, har jeg kun fra pressen, menneskerettighedsorganisationer, syriske dissidenter og den slags, andenhåndskilder altså. De kilder fortæller den modsatte historie af Wøhlers og Bæk Simonsen. Og da begge parter ikke kan have ret, har jeg valgt side. Jeg vil tillade mig at hævde, at både Wøhlers og Bæk Simonsens balancenerve af en eller anden grund er slået alvorligt ud af kurs. At deres verdensbillede er vendt på hovedet.

… Og jeg vil tillade mig at hævde – jeg mener, der er ganske omfattende dokumentation for den påstand – at styret allerede var i krig med sin befolkning dengang i vinteren 2006, hvor Bæk Simonsen fremhævede sit lykkesamfund af forståelse og respekt på bekostning af den skingrende europæiske intolerance. Den syriske rummelighed har aldrig omfattet religionskritikere. Eller kritikere i det hele taget. Endsige afvigere af enhver art.

Afbrændingen af danske ambassader i Damaskus og Beirut, som vi i dag ved, den syriske stat orkestrerede, var et billede på, hvad der skete med Syriens egne borgere, hvis de forsøgte noget tilsvarende som de danske tegnere.

Vender man øret væk fra Wøhlers og Bæk, hører man således noget helt andet: Syrien er ifølge den amerikanske menneskerettighedsorganisation Freedom House blandt verdens mest tyranniserende lande, en politistat, slet og ret, med stasiagenter, torturfængsler, forsvindinger af og drab på dissidenter samt undertrykkelse af religiøse, nationale og seksuelle minoriteter.



25. marts 2011

“Jeg ville ikke selv have troet på, at racismen var så stor, hvis ikke jeg havde set det…”

Lang artikel om en pædagogs erfaringer på Tovshøjskolen i Brabrand i seneste udgave af Weekendavisen. Sosun Sendi og Klaus Wivel interviewer Hara Dvinge – Forældrenes tarv (ikke online).

“Vil man vide, hvordan multikulturalistiske særrettigheder tager sig ud i jordhøjde, bør man kigge forbi Tovshøjskolen i Gellerupparken uden for Aarhus. Det mener Hara Dvinge i hvert fald. Pædagogen har i tre år været ansat på denne skole… Den 1. maj holder hun op på heldagsskolen… Hara Dvinge opgiver måske helt sit hverv. Hun vil hellere gå med post frem for nogensinde at være tilknyttet den slags skole igen.

Årsagerne er talrige, men en episode tjener som pædagogisk eksempel. Dagen før nytårsaften i år lagde hun et opslag på sin skoles intranet, som de ansatte har adgang til. Hun havde længe ment, at skoleledelsen i langt højere grad værnede om forældrenes tro end om børnenes tarv, og nu var hendes tålmodighed sluppet op. I tre måneder havde hun opfordret ledelsen til at fjerne en henvisning, som hendes kollega, læreren Zainab Andersen, havde lagt på intranettet. Zainab Andersen er en dansk-født kvinde, som har konverteret til islam. Hun bestyrer barn-iislam. …

Der kunne Hara Dvinge læse synspunkter, der var rent ud fjendske over for andre grupper end muslimer. Det var langt ude at have den slags liggende på et intranet beregnet til folkeskolelærere, mente hun. Fra ledelsen fik hun tilsagn om, at henvisningen ville blive fjernet, men der skete intet. 30. december 2010 lagde hun en kort syrlig besked på intranettet.

»Godt nytår alle sammen og en særlig tak til Zainab Andersen, der på formidabel vis husker os på, hvordan vi alle bør tænke om os selv, de vantro kuffar,« rasede socialpædagogen med brug af det arabiske ord for ikke-troende. Derefter citerede hun en passage, hvor Zainab Andersen rådgiver om navngivning af muslimske børn.

»Fra de navne, der er forbudt for vores sønner og døtre, er også de navne der er specielle for ikke-muslimer, som: Nicolai, Kristian, Michael, Diana, Pernille osv.« står der. Og videre i en sætning, som ganske vist ikke hænger helt sammen grammatisk, men hvis budskab er klart nok endda: »Da brug af disse navne, før eller siden, vil føre til at barnet føler glæde og kærlighed til navnet og dermed føle samhørighed med dem, hvilket vil føre til, at barnet vil imiterer dem i deres opførsel og vaner. Og vi, muslimerne, er blevet forbudt at imiterer ikke-muslimer og have kærlighed til dem og bånd af venskab.«

Hara Dvinges påmindelse om, hvilke synspunkter ledelsen var med til at udbrede, fik kun 40 minutters levetid. Så var den væk. Dagen efter modtog hun et anbefalet brev fra Tovshøjskolens leder Jesper Lund Madsen. »Jeg har dd. fjernet din nytårshilsen/dit opslag fra skoleintranettets forside,« skrev han. »Jeg vil gerne bede dig om ikke at sætte den fjernede hilsen eller lignende opslag op igen.
Samtidig vil jeg bede dig komme til tjenstlig samtale på mit kontor onsdag den 5. januar klokken 9.00. Du er velkommen til at medbringe en bisidder.«

Hara Dvinge mødte denne første mandag formiddag i det nye år uden bisidder. Hun modtog »en kraftig påtale for at mobbe en kollega« og en besked om ikke at »offentliggøre sine personlige og religiøse holdninger« på skolens intranet.

[…]

Hara Dvinge, 53, omtaler sig selv som en gammel hippie. Socialpædagogen er gråhåret, bærer en lilla sweater, fornuftige sko og ruller selv sine cigaretter… Alle danske elever født mellem 1960 og 2000 kender pædagoger som Hara Dvinge.

»Mine gamle hippievenner er bekymrede for mig. Og før jeg selv begyndte at arbejde i Gellerupparken, talte jeg da også varmt om indvandringens velsignelser. Jeg ville ikke selv have troet på, at racismen var så stor, hvis ikke jeg havde set det med egne øjne.,« siger hun. …

»Hvis jeg havde skrevet på min egen hjemmeside, at jeg opfordrede danske børn til aldrig at knytte venskaber med muslimske børn, var jeg blevet fyret på stedet,« siger hun.

»Min leder spurgte, om jeg havde overvejet, om denne skole var det rigtige sted for mig. Jeg er ret kritisk over for islam, og det er ikke karrierefremmende.

Der er ingen tvivl om, at man mener, at jeg er med til at give skolen et dårligt ry.« Tovshøjskolen er en heldagsskole, der netop er blevet renoveret for 42 millioner kroner. Kantinens mad er 100 procent halal, og børnene får hver dag gratis morgenmad og et kosttilskud i form af et frokostmåltid.

[…]

»Hvis danske børn intet fik at spise, eller hvis danske børn overværede voldelige episoder i hjemmet, ville vi på skolen ikke have det mindste problem med at fortælle forældrene, at de har en pligt til at vise omsorg for deres børn. Blev det ved, ville vi kontakte de sociale myndigheder. Men med muslimer tør vi af en eller anden grund ikke. Der er kommet en religion i vejen. …

Hara Dvinge mener, at skolens ledelse nærmest intet kræver af muslimske forældre og deres børn.

»Man har den opfattelse, at de ikke har nogen ressourcer. Det er en offertænkning, som ingen omsætningsværdi har. Andre har også haft prøvelser i livet.«

« Hara Dvinge beretter om den magtkamp, der foregår mellem drengene og lærerne på hendes skole. Udtryk som »sut-min-pik« og »luder« slynges ofte efter kvindelige lærere, uden at det har synderlige konsekvenser for eleverne. Et stærkt udbredt skældsord er »jøde«. Hara Dvinge er selv i vinters blevet chikaneret af skolepatruljen, som har kaldt hende en »gammel sæk«. … »Nogle finder sig i at blive spyttet på. Jeg ville flippe helt ud,« siger Hara Dvinge.

»I dag vil jeg ikke længere gå tur med mine elever i Gellerupparken, og jeg er ellers ikke bange af mig.« Hun fortæller også, at der er et kønsopdelt hierarki mellem drengene og pigerne, hvor pigerne er bevidste om, at deres rettigheder er mindre i forhold til drengene.
»Man kan tydeligt se, at der forskel på drengene og pigerne, og at pigerne godt ved, hvor de står over for det modsatte køn.

[…]

Hen ad formiddagen ankommer Signe Lo Scott Larsen til Hara Dvinges hus. … Også hun har været tilknyttet Tovshøjskolen som pædagog i 2008-2009. Hun kan genkende meget af det, Hara Dvinge fortæller. De var, før de kom til Tovshøjskolen, begge et par år tilknyttet på Nordgaardskolen, som lå i Gellerupparken, og som lukkede 2008. På Nordgaardskolen var problemerne de samme.

Signe Lo Scott Larsen nævner, at hun en dag på Nordgaardskolen irettesatte en 1. klasses elev. Han løb ud i skolegården, hentede en sten, kom tilbage i klassen og kylede den efter hende. Den ramte hende på armen. … Den samme dreng havde også jaget en af forældrene med en kniv på skolens område – også uden at det fik synderlige konsekvenser.

[…]

Bliver pædagogen af eleverne spurgt om sin holdning til slør, svarer hun, at modne kvinder kan vælge at gå med slør, men ikke piger. Og at folkeskolen burde forbyde, at piger går med slør. …

»Vi skal have indvandrerbørnene placeret på danske skoler, og der må ikke være over ti procent…« Det drastiske forslag ønsker Jesper Lund Madsen slet ikke at tage stilling til: »… I Aarhus Kommune er, så vidt jeg ved, en femtedel af alle børn to-sprogede, og derfor fortæller min matematik mig, at man ikke kan have skoler med et loft på ti procent.« “

Oploadet Kl. 16:22 af Kim Møller — Direkte link50 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper