6. august 2011

“… ingen af alle de teorier, der har været luftet om… Breiviks motiver, kan baseres på fakta.”

En anonym kronikør hævder på Projektantifa.dk, at Dansk Folkeparti har et ‘indirekte medansvar’ for Oslo-massakren. En analyse identisk med den der leveres af eks-autonome René Karpantschof, der på Raeson.dk postulerer, at Dansk Folkeparti har bidraget til at skabe ‘det særlige verdensbillede’ Breivik dyrkede. Fra Weekendavisen – Mening i galskaben (af Klaus Wivel).

“Jeg sidder en aften med journalisten Jon Hustad på en pub i det centrale Oslo lige ved siden af de ødelagte regeringsbygninger midt i Oslo. Pub’en bærer navnet Stopp Pressen.

Det er også Jon Hustads budskab. Pressen skal holde op med at søge mening i dette terrorangreb. Der er intet at finde. Det har ingen betydning. Og det vil intet forandre…

Jon Hustad har gennemgået flere vanvittige dage som stringer og interviewoffer for en række udenlandske TV-stationer, deriblandt Sky og Fox News. Han har i dagevis hørt på alt det »ævl«, disse berømte TV-værter, der aldrig før havde sat deres ben i Norge, får sagt om »det mørke land med de mørke sider«, som »nu viste sit hæslige ansigt«. Den norske journalist er ikke imponeret over verdenspressens niveau. Heller ikke over den påstand, at det skulle være den angiveligt så hadske norske indvandrerdebat, der har ført dette med sig. »Hvis Danmark er den store stygge ulv, er vi en lille ræv,« siger Jon Hustad om debatniveauet.

»Det var på en svensk hjemmeside, massemorderen kunne finde oplysninger om, hvor han skulle anbringe sin enorme bombe. Og Sverige er, som alle kan blive enige om, endog endnu mere påpasselig med at diskutere landets nye medborgere,« påpeger han.

Han viser mig en artikel af den britiske forsker, Dr. Robert Ford, på Institute of Social Change, University of Manchester.

Dr. Ford skriver, at ingen af alle de teorier, der har været luftet om Anders Behring Breiviks motiver, kan baseres på fakta.

Og når der ikke er noget, der kan forklare Breiviks ekstreme handling, »kan jeg ikke se, hvorfor vi skal skræmme folk med spekulationer. Vi ved fra tidligere ensomme massemordere, at de ikke har været repræsentative for noget som helst,« skriver den britiske forsker.

Jon Hustad selv har ført en omflakkende tilværelse i norsk presse, og nu skriver han for avisen Dag og Tid. Han mener, at journalisternes iboende jagt efter mening fører absurde påstande med sig. Der er ingen, der har støttet manden, og han synes at være totalt ene med sine voldsfantasier, forklarer han. …

Jon Hustad fortæller eksempelvis om den TV-reporter fra Sky News, der mente, at det var den britiske punkbevægelse, der havde fået Anders Behring Breivik til at myrde løs. Den var ikke hørt før. Men Jon Hustad har selv skrevet kritisk om konsekvenserne af indvandring, så måske tilkendegiver han bare det for ham selv bekvemme synspunkt? Det, som ikke kræver selvransagelse.
Det fortæller jeg ham. …

Så jeg slår kursen ind på en af de mest fremherskende teorier: At højrefløjen bærer et ansvar. Mange islam-og indvandrerkritikere udtrykker sig rundt omkring, som om der ligger et lig og rådner under deres gulvbrædder – og over hele verden har de panisk spurtet hele det enorme Breivik-dokument igennem for at se, om lige deres navn var nævnt. Men bærer de et ansvar, denne forsamling af såkaldte counter-jihadister, der har bekæmpet den »islamiske trussel« mod en angivelig europæisk undergang bag deres computerskærme? Ikke ifølge Dr. Robert Ford. Han mener, at der »overhovedet ikke er nogen forskning, der viser, at massakrer forekommer oftere i lande med prominente højrefløjsbevægelser end i lande uden, hvad vi ellers ville forvente, hvis ekstreme ideologier fremavler morderiske handlinger.«”

Oploadet Kl. 05:46 af Kim Møller — Direkte link51 kommentarer


14. maj 2011

“… Bæk Simonsens udtalelser virkede mere som ønsketænkning end som koldsindig analyse”

Lang interessant kommentar af Klaus Wivel om Jørgen Bæk Simonsen og Ole Wohlers Olsen i weekendavisen – Ambassadørerne (ikke online).

“Jeg samler ikke normalt på gamle citater. Men et interview skrev jeg dog ned år tilbage med henblik på eftertiden, og jeg blev mindet om det, da jeg for et par uger siden hørte et program på P1 kaldet Verden ifølge Gram. I studiet hos Steffen Gram sad Ole Wøhlers Olsen og Jørgen Bæk Simonsen, begge med en lang årrække bag sig i Syrien, den første som ambassadør, den anden som direktør i Det Danske Institut i Damaskus. Programmet blev sendt 26. april 2011, da syriske tanks for længst var sat ind mod de demonstranter, der mente, at der måtte være andre måder at lede landet på end den, Assad-familien har leveret i fire årtier.

Det handlede om, hvorvidt religion spiller en rolle i demonstrationerne i Mellemøsten, og det kunne de begge blankt afvise. Ligesom de kunne afvise, at der overhovedet har været religiøse optrin mellem styret og befolkningerne i Syrien.

»Jeg har ikke levet i noget samfund, der i den grad har været præget af gensidig religiøs respekt og tolerance,« sagde Ole Wøhlers.
Professor Jørgen Bæk Simonsen havde ikke i sinde at modsige sin samtalepartner: »Regimet har indtil for ganske nylig sat en betragtelig ære i at få religiøse grupperinger til at kunne trives side om side. I det offentlige rum har der ikke været bare antydninger af religiøse konflikter,« fastslog han.

Det var denne insisteren, denne kategoriske benægtelse af, at der kunne være blot den mindste religiøse splid i Mellemøsten, som slog mig. Kristne især i Egypten bliver forfulgt af islamister i denne tid som aldrig før, vi ser den ene massakre efter den anden – meget af det sket, efter at de lykkelige demonstrationer på Tahrirpladsen i Cairo har fundet sted. Også fra Syrien er der kommet rapporter om tilsvarende religiøse forfølgelser, om end ikke i nær så alvorlig grad.

Wøhlers’ og Bæk Simonsens udtalelser virkede mere som ønsketænkning end som koldsindig analyse…

P1 programmet fik mig til at tænke på en udsendelse, jeg hørte med Jørgen Bæk Simonsen i ugerne inden de danske ambassader stod i brand i vinteren 2006. Jeg kunne huske, at jeg havde hørt programmet to gange igennem, i anden ombæring med pen og papir, så forbløffende synes jeg, Jørgen Bæk Simonsens udtalelser var.

Dengang var islam -forskeren fra Carsten Niebuhr Instituttet på Københavns Universitet netop kommet hjem efter fire år som direktør for Det Danske Institut i Damaskus, og han blev bedt om at forholde sig til islam-debatten herhjemme.

»Tonen i debatten er blevet væsentlig mere skinger,« sagde han og tilføjede, at gennem hele Europa var den siden midten af 90erne blevet værre og værre. … Synspunktet har bestemt noget for sig, men det var tilføjelsen, det spejl af skam, Bæk Simonsen holdt op for sine lyttere, som virkelig optog mig.

»Der er markante forskelle fra debatten i Europa over for andre steder i verden. Går man for eksempel til Mellemøsten, har man en århundrede lang tradition for at være meget forskellige. Her er indbyrdes varianter af forskellige udformninger af, hvad det vil sige at være menneske.« Europa kunne lære tolerance af Mellemøsten, sagde han.

Hørte jeg rigtigt? Jeg må erkende min egen begrænsning her. Jeg har aldrig været i Syrien, så mine forestillinger om, hvordan denne angiveligt fine tradition for rummelighed egentlig udmønter sig i praksis, har jeg kun fra pressen, menneskerettighedsorganisationer, syriske dissidenter og den slags, andenhåndskilder altså. De kilder fortæller den modsatte historie af Wøhlers og Bæk Simonsen. Og da begge parter ikke kan have ret, har jeg valgt side. Jeg vil tillade mig at hævde, at både Wøhlers og Bæk Simonsens balancenerve af en eller anden grund er slået alvorligt ud af kurs. At deres verdensbillede er vendt på hovedet.

… Og jeg vil tillade mig at hævde – jeg mener, der er ganske omfattende dokumentation for den påstand – at styret allerede var i krig med sin befolkning dengang i vinteren 2006, hvor Bæk Simonsen fremhævede sit lykkesamfund af forståelse og respekt på bekostning af den skingrende europæiske intolerance. Den syriske rummelighed har aldrig omfattet religionskritikere. Eller kritikere i det hele taget. Endsige afvigere af enhver art.

Afbrændingen af danske ambassader i Damaskus og Beirut, som vi i dag ved, den syriske stat orkestrerede, var et billede på, hvad der skete med Syriens egne borgere, hvis de forsøgte noget tilsvarende som de danske tegnere.

Vender man øret væk fra Wøhlers og Bæk, hører man således noget helt andet: Syrien er ifølge den amerikanske menneskerettighedsorganisation Freedom House blandt verdens mest tyranniserende lande, en politistat, slet og ret, med stasiagenter, torturfængsler, forsvindinger af og drab på dissidenter samt undertrykkelse af religiøse, nationale og seksuelle minoriteter.



25. marts 2011

“Jeg ville ikke selv have troet på, at racismen var så stor, hvis ikke jeg havde set det…”

Lang artikel om en pædagogs erfaringer på Tovshøjskolen i Brabrand i seneste udgave af Weekendavisen. Sosun Sendi og Klaus Wivel interviewer Hara Dvinge – Forældrenes tarv (ikke online).

“Vil man vide, hvordan multikulturalistiske særrettigheder tager sig ud i jordhøjde, bør man kigge forbi Tovshøjskolen i Gellerupparken uden for Aarhus. Det mener Hara Dvinge i hvert fald. Pædagogen har i tre år været ansat på denne skole… Den 1. maj holder hun op på heldagsskolen… Hara Dvinge opgiver måske helt sit hverv. Hun vil hellere gå med post frem for nogensinde at være tilknyttet den slags skole igen.

Årsagerne er talrige, men en episode tjener som pædagogisk eksempel. Dagen før nytårsaften i år lagde hun et opslag på sin skoles intranet, som de ansatte har adgang til. Hun havde længe ment, at skoleledelsen i langt højere grad værnede om forældrenes tro end om børnenes tarv, og nu var hendes tålmodighed sluppet op. I tre måneder havde hun opfordret ledelsen til at fjerne en henvisning, som hendes kollega, læreren Zainab Andersen, havde lagt på intranettet. Zainab Andersen er en dansk-født kvinde, som har konverteret til islam. Hun bestyrer barn-iislam. …

Der kunne Hara Dvinge læse synspunkter, der var rent ud fjendske over for andre grupper end muslimer. Det var langt ude at have den slags liggende på et intranet beregnet til folkeskolelærere, mente hun. Fra ledelsen fik hun tilsagn om, at henvisningen ville blive fjernet, men der skete intet. 30. december 2010 lagde hun en kort syrlig besked på intranettet.

»Godt nytår alle sammen og en særlig tak til Zainab Andersen, der på formidabel vis husker os på, hvordan vi alle bør tænke om os selv, de vantro kuffar,« rasede socialpædagogen med brug af det arabiske ord for ikke-troende. Derefter citerede hun en passage, hvor Zainab Andersen rådgiver om navngivning af muslimske børn.

»Fra de navne, der er forbudt for vores sønner og døtre, er også de navne der er specielle for ikke-muslimer, som: Nicolai, Kristian, Michael, Diana, Pernille osv.« står der. Og videre i en sætning, som ganske vist ikke hænger helt sammen grammatisk, men hvis budskab er klart nok endda: »Da brug af disse navne, før eller siden, vil føre til at barnet føler glæde og kærlighed til navnet og dermed føle samhørighed med dem, hvilket vil føre til, at barnet vil imiterer dem i deres opførsel og vaner. Og vi, muslimerne, er blevet forbudt at imiterer ikke-muslimer og have kærlighed til dem og bånd af venskab.«

Hara Dvinges påmindelse om, hvilke synspunkter ledelsen var med til at udbrede, fik kun 40 minutters levetid. Så var den væk. Dagen efter modtog hun et anbefalet brev fra Tovshøjskolens leder Jesper Lund Madsen. »Jeg har dd. fjernet din nytårshilsen/dit opslag fra skoleintranettets forside,« skrev han. »Jeg vil gerne bede dig om ikke at sætte den fjernede hilsen eller lignende opslag op igen.
Samtidig vil jeg bede dig komme til tjenstlig samtale på mit kontor onsdag den 5. januar klokken 9.00. Du er velkommen til at medbringe en bisidder.«

Hara Dvinge mødte denne første mandag formiddag i det nye år uden bisidder. Hun modtog »en kraftig påtale for at mobbe en kollega« og en besked om ikke at »offentliggøre sine personlige og religiøse holdninger« på skolens intranet.

[…]

Hara Dvinge, 53, omtaler sig selv som en gammel hippie. Socialpædagogen er gråhåret, bærer en lilla sweater, fornuftige sko og ruller selv sine cigaretter… Alle danske elever født mellem 1960 og 2000 kender pædagoger som Hara Dvinge.

»Mine gamle hippievenner er bekymrede for mig. Og før jeg selv begyndte at arbejde i Gellerupparken, talte jeg da også varmt om indvandringens velsignelser. Jeg ville ikke selv have troet på, at racismen var så stor, hvis ikke jeg havde set det med egne øjne.,« siger hun. …

»Hvis jeg havde skrevet på min egen hjemmeside, at jeg opfordrede danske børn til aldrig at knytte venskaber med muslimske børn, var jeg blevet fyret på stedet,« siger hun.

»Min leder spurgte, om jeg havde overvejet, om denne skole var det rigtige sted for mig. Jeg er ret kritisk over for islam, og det er ikke karrierefremmende.

Der er ingen tvivl om, at man mener, at jeg er med til at give skolen et dårligt ry.« Tovshøjskolen er en heldagsskole, der netop er blevet renoveret for 42 millioner kroner. Kantinens mad er 100 procent halal, og børnene får hver dag gratis morgenmad og et kosttilskud i form af et frokostmåltid.

[…]

»Hvis danske børn intet fik at spise, eller hvis danske børn overværede voldelige episoder i hjemmet, ville vi på skolen ikke have det mindste problem med at fortælle forældrene, at de har en pligt til at vise omsorg for deres børn. Blev det ved, ville vi kontakte de sociale myndigheder. Men med muslimer tør vi af en eller anden grund ikke. Der er kommet en religion i vejen. …

Hara Dvinge mener, at skolens ledelse nærmest intet kræver af muslimske forældre og deres børn.

»Man har den opfattelse, at de ikke har nogen ressourcer. Det er en offertænkning, som ingen omsætningsværdi har. Andre har også haft prøvelser i livet.«

« Hara Dvinge beretter om den magtkamp, der foregår mellem drengene og lærerne på hendes skole. Udtryk som »sut-min-pik« og »luder« slynges ofte efter kvindelige lærere, uden at det har synderlige konsekvenser for eleverne. Et stærkt udbredt skældsord er »jøde«. Hara Dvinge er selv i vinters blevet chikaneret af skolepatruljen, som har kaldt hende en »gammel sæk«. … »Nogle finder sig i at blive spyttet på. Jeg ville flippe helt ud,« siger Hara Dvinge.

»I dag vil jeg ikke længere gå tur med mine elever i Gellerupparken, og jeg er ellers ikke bange af mig.« Hun fortæller også, at der er et kønsopdelt hierarki mellem drengene og pigerne, hvor pigerne er bevidste om, at deres rettigheder er mindre i forhold til drengene.
»Man kan tydeligt se, at der forskel på drengene og pigerne, og at pigerne godt ved, hvor de står over for det modsatte køn.

[…]

Hen ad formiddagen ankommer Signe Lo Scott Larsen til Hara Dvinges hus. … Også hun har været tilknyttet Tovshøjskolen som pædagog i 2008-2009. Hun kan genkende meget af det, Hara Dvinge fortæller. De var, før de kom til Tovshøjskolen, begge et par år tilknyttet på Nordgaardskolen, som lå i Gellerupparken, og som lukkede 2008. På Nordgaardskolen var problemerne de samme.

Signe Lo Scott Larsen nævner, at hun en dag på Nordgaardskolen irettesatte en 1. klasses elev. Han løb ud i skolegården, hentede en sten, kom tilbage i klassen og kylede den efter hende. Den ramte hende på armen. … Den samme dreng havde også jaget en af forældrene med en kniv på skolens område – også uden at det fik synderlige konsekvenser.

[…]

Bliver pædagogen af eleverne spurgt om sin holdning til slør, svarer hun, at modne kvinder kan vælge at gå med slør, men ikke piger. Og at folkeskolen burde forbyde, at piger går med slør. …

»Vi skal have indvandrerbørnene placeret på danske skoler, og der må ikke være over ti procent…« Det drastiske forslag ønsker Jesper Lund Madsen slet ikke at tage stilling til: »… I Aarhus Kommune er, så vidt jeg ved, en femtedel af alle børn to-sprogede, og derfor fortæller min matematik mig, at man ikke kan have skoler med et loft på ti procent.« “

Oploadet Kl. 16:22 af Kim Møller — Direkte link50 kommentarer


11. januar 2010

Claes Kastholm: “Men det, der især minder om 1970erne, er trangen til at se spøgelser.”

Jeg har gudskelov ikke tid til at dække pæne bedsteborgeres kamp mod det onde Trykkefrihedsselskab. Jeg undrer mig dog alligevel over flere ting i den forbindelse, og det mest overraskende er ikke massemediernes overfladiske dækning (eller Ole Birk Olesens perfide tilgang), men derimod en journalist som Weekendavisens Jesper Vind Jensen. For et par uger siden angreb han Nicolai Sennels med pinlige associationstrick, og i denne uge bruger han Charles Johnson (lgf) som kilde til Lars Hedegaard og et Counterjihadmøde i 2007 – en mand Johnson ikke vidste hvem var, et møde han ikke deltog i.

Jeg var inviteret til mødet, og når nu bænkede fodboldspillere også får medaljer om halsen efter vundne mesterskaber, så må jeg vel være en slags næsten-næsten-fascist. Couldn’t care less.

Claes Kastholm i gårsdagens Berlingske Tidende.

“I de ustandselige krav om, at der skal tages afstand fra et eller andet, specielt når det kommer fra Dansk Folkeparti eller nærmeste omegn, ligger der et kunstigt hysteri, et stadigt forsøg på at pumpe debatten op, så det ser ud, som om vi lever i et land med uhyre farlige modsætninger, sådan noget à la Tyskland i 1930erne. De, der husker 1970erne, vil nikke genkendende. Dengang satte nymarxismen dagsordenen, og hvad man end kunne sige om den, så var den mere intelligent, mere inspirerende at slås med, end den idéforladte farisæisme, der nu sætter dagsordenen. Men det, der især minder om 1970erne, er trangen til at se spøgelser. Dengang advarede marxister dagligt om, at en ny Hitler var lige på trapperne. En demokratisk lederskikkelse som Willy Brandt, der indførte berufsverbot for at beskytte staten mod den afsindige terrorisme, blev skildret som fascist.

CSU-lederen Franz Josef Strauss, den farverige og vittige bayrer, blev opfattet som en potentiel Hitler, og i Danmark udpegede venstrefløjen en ægte demokrat som Erhard Jakobsen, socialdemokrat af den klassiske skole, og den kreative anarkist Mogens Glistrup til nye stærke mænd, som inden længe ville omdanne det danske velfærdssamfund til et fascistisk diktatur.

Ja, man skulle tro, det var løgn. Ligesom når nogle bemærkninger fra Lars Hedegaard eller nogle fyndige formuleringer af Mogens Camre får hønsene til at flyve op og gokke opskræmt om risikoen for et nyt holocaust, denne gang for muslimer.

Disse hysteriske og forudsigelige forløb, der gentager sig gang på gang, skyldes vel først og fremmest, at vi mangler alvorlige udfordringer her i landet. Kritikere plejer at sige, at vi er meget provinsielle. Det er både rigtigt og forkert. Hvis man som undertegnede tillader sig at være nogenlunde orienteret om debatten i nogle af de større lande, bemærker man, at i hvert fald førende danske aviser har en langt videre horisont end pressen i de større lande. Og vel også befolkningerne.

De fleste amerikaneres horisont går ikke længere end til delstatsgrænsen. Tysk, fransk og britisk presse er monomant optaget af hjemlige forhold. Den danske provinsialisme kommer ikke til udtryk i et manglende engagement i forhold til omverdenen.

Den danske provinsialismes udtryk er proportionsforvrængning.”

Mere.

  • 10/1-10 Snaphanen – Anklagerens vidne mod Hedegaard: Photoshopperen* Charles Johnson.
  • 11/1-10 Snaphanen – Med Weekendavisen som fødselshjælper.
  • 11/1-10 180 Grader – Lars Hedegaard: Fascisme-ekspressen bruser frem.
  • “Så håber jeg i øvrigt, at de jødiske medlemmer af min familie – heriblandt min smukke og kloge datter og mine to jødiske børnebørn – ikke får et alt for stort chok, når de nu skal høre deres far og farfar omtalt som ven med antisemitter og fascister. De vil utvivlsomt spørge sig selv, hvilken interesse jeg dog skulle have i at bidrage til forfølgelsen af min egen familie, men jeg er sikker på, at Weekendavisens skrivere nok skal finde et svar også på dette mysterium.”

  • 14/1-10 Snaphanen – Så lyver 180 Grader om Robert Spencer (Raapil gengiver lgf-usandhed om mød med EDL).
  • Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    « Forrige side

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper