25. marts 2011

“Jeg ville ikke selv have troet på, at racismen var så stor, hvis ikke jeg havde set det…”

Lang artikel om en pædagogs erfaringer på Tovshøjskolen i Brabrand i seneste udgave af Weekendavisen. Sosun Sendi og Klaus Wivel interviewer Hara Dvinge – Forældrenes tarv (ikke online).

“Vil man vide, hvordan multikulturalistiske særrettigheder tager sig ud i jordhøjde, bør man kigge forbi Tovshøjskolen i Gellerupparken uden for Aarhus. Det mener Hara Dvinge i hvert fald. Pædagogen har i tre år været ansat på denne skole… Den 1. maj holder hun op på heldagsskolen… Hara Dvinge opgiver måske helt sit hverv. Hun vil hellere gå med post frem for nogensinde at være tilknyttet den slags skole igen.

Årsagerne er talrige, men en episode tjener som pædagogisk eksempel. Dagen før nytårsaften i år lagde hun et opslag på sin skoles intranet, som de ansatte har adgang til. Hun havde længe ment, at skoleledelsen i langt højere grad værnede om forældrenes tro end om børnenes tarv, og nu var hendes tålmodighed sluppet op. I tre måneder havde hun opfordret ledelsen til at fjerne en henvisning, som hendes kollega, læreren Zainab Andersen, havde lagt på intranettet. Zainab Andersen er en dansk-født kvinde, som har konverteret til islam. Hun bestyrer barn-iislam. …

Der kunne Hara Dvinge læse synspunkter, der var rent ud fjendske over for andre grupper end muslimer. Det var langt ude at have den slags liggende på et intranet beregnet til folkeskolelærere, mente hun. Fra ledelsen fik hun tilsagn om, at henvisningen ville blive fjernet, men der skete intet. 30. december 2010 lagde hun en kort syrlig besked på intranettet.

»Godt nytår alle sammen og en særlig tak til Zainab Andersen, der på formidabel vis husker os på, hvordan vi alle bør tænke om os selv, de vantro kuffar,« rasede socialpædagogen med brug af det arabiske ord for ikke-troende. Derefter citerede hun en passage, hvor Zainab Andersen rådgiver om navngivning af muslimske børn.

»Fra de navne, der er forbudt for vores sønner og døtre, er også de navne der er specielle for ikke-muslimer, som: Nicolai, Kristian, Michael, Diana, Pernille osv.« står der. Og videre i en sætning, som ganske vist ikke hænger helt sammen grammatisk, men hvis budskab er klart nok endda: »Da brug af disse navne, før eller siden, vil føre til at barnet føler glæde og kærlighed til navnet og dermed føle samhørighed med dem, hvilket vil føre til, at barnet vil imiterer dem i deres opførsel og vaner. Og vi, muslimerne, er blevet forbudt at imiterer ikke-muslimer og have kærlighed til dem og bånd af venskab.«

Hara Dvinges påmindelse om, hvilke synspunkter ledelsen var med til at udbrede, fik kun 40 minutters levetid. Så var den væk. Dagen efter modtog hun et anbefalet brev fra Tovshøjskolens leder Jesper Lund Madsen. »Jeg har dd. fjernet din nytårshilsen/dit opslag fra skoleintranettets forside,« skrev han. »Jeg vil gerne bede dig om ikke at sætte den fjernede hilsen eller lignende opslag op igen.
Samtidig vil jeg bede dig komme til tjenstlig samtale på mit kontor onsdag den 5. januar klokken 9.00. Du er velkommen til at medbringe en bisidder.«

Hara Dvinge mødte denne første mandag formiddag i det nye år uden bisidder. Hun modtog »en kraftig påtale for at mobbe en kollega« og en besked om ikke at »offentliggøre sine personlige og religiøse holdninger« på skolens intranet.

[…]

Hara Dvinge, 53, omtaler sig selv som en gammel hippie. Socialpædagogen er gråhåret, bærer en lilla sweater, fornuftige sko og ruller selv sine cigaretter… Alle danske elever født mellem 1960 og 2000 kender pædagoger som Hara Dvinge.

»Mine gamle hippievenner er bekymrede for mig. Og før jeg selv begyndte at arbejde i Gellerupparken, talte jeg da også varmt om indvandringens velsignelser. Jeg ville ikke selv have troet på, at racismen var så stor, hvis ikke jeg havde set det med egne øjne.,« siger hun. …

»Hvis jeg havde skrevet på min egen hjemmeside, at jeg opfordrede danske børn til aldrig at knytte venskaber med muslimske børn, var jeg blevet fyret på stedet,« siger hun.

»Min leder spurgte, om jeg havde overvejet, om denne skole var det rigtige sted for mig. Jeg er ret kritisk over for islam, og det er ikke karrierefremmende.

Der er ingen tvivl om, at man mener, at jeg er med til at give skolen et dårligt ry.« Tovshøjskolen er en heldagsskole, der netop er blevet renoveret for 42 millioner kroner. Kantinens mad er 100 procent halal, og børnene får hver dag gratis morgenmad og et kosttilskud i form af et frokostmåltid.

[…]

»Hvis danske børn intet fik at spise, eller hvis danske børn overværede voldelige episoder i hjemmet, ville vi på skolen ikke have det mindste problem med at fortælle forældrene, at de har en pligt til at vise omsorg for deres børn. Blev det ved, ville vi kontakte de sociale myndigheder. Men med muslimer tør vi af en eller anden grund ikke. Der er kommet en religion i vejen. …

Hara Dvinge mener, at skolens ledelse nærmest intet kræver af muslimske forældre og deres børn.

»Man har den opfattelse, at de ikke har nogen ressourcer. Det er en offertænkning, som ingen omsætningsværdi har. Andre har også haft prøvelser i livet.«

« Hara Dvinge beretter om den magtkamp, der foregår mellem drengene og lærerne på hendes skole. Udtryk som »sut-min-pik« og »luder« slynges ofte efter kvindelige lærere, uden at det har synderlige konsekvenser for eleverne. Et stærkt udbredt skældsord er »jøde«. Hara Dvinge er selv i vinters blevet chikaneret af skolepatruljen, som har kaldt hende en »gammel sæk«. … »Nogle finder sig i at blive spyttet på. Jeg ville flippe helt ud,« siger Hara Dvinge.

»I dag vil jeg ikke længere gå tur med mine elever i Gellerupparken, og jeg er ellers ikke bange af mig.« Hun fortæller også, at der er et kønsopdelt hierarki mellem drengene og pigerne, hvor pigerne er bevidste om, at deres rettigheder er mindre i forhold til drengene.
»Man kan tydeligt se, at der forskel på drengene og pigerne, og at pigerne godt ved, hvor de står over for det modsatte køn.

[…]

Hen ad formiddagen ankommer Signe Lo Scott Larsen til Hara Dvinges hus. … Også hun har været tilknyttet Tovshøjskolen som pædagog i 2008-2009. Hun kan genkende meget af det, Hara Dvinge fortæller. De var, før de kom til Tovshøjskolen, begge et par år tilknyttet på Nordgaardskolen, som lå i Gellerupparken, og som lukkede 2008. På Nordgaardskolen var problemerne de samme.

Signe Lo Scott Larsen nævner, at hun en dag på Nordgaardskolen irettesatte en 1. klasses elev. Han løb ud i skolegården, hentede en sten, kom tilbage i klassen og kylede den efter hende. Den ramte hende på armen. … Den samme dreng havde også jaget en af forældrene med en kniv på skolens område – også uden at det fik synderlige konsekvenser.

[…]

Bliver pædagogen af eleverne spurgt om sin holdning til slør, svarer hun, at modne kvinder kan vælge at gå med slør, men ikke piger. Og at folkeskolen burde forbyde, at piger går med slør. …

»Vi skal have indvandrerbørnene placeret på danske skoler, og der må ikke være over ti procent…« Det drastiske forslag ønsker Jesper Lund Madsen slet ikke at tage stilling til: »… I Aarhus Kommune er, så vidt jeg ved, en femtedel af alle børn to-sprogede, og derfor fortæller min matematik mig, at man ikke kan have skoler med et loft på ti procent.« “

Oploadet Kl. 16:22 af Kim Møller — Direkte link50 kommentarer


11. januar 2010

Claes Kastholm: “Men det, der især minder om 1970erne, er trangen til at se spøgelser.”

Jeg har gudskelov ikke tid til at dække pæne bedsteborgeres kamp mod det onde Trykkefrihedsselskab. Jeg undrer mig dog alligevel over flere ting i den forbindelse, og det mest overraskende er ikke massemediernes overfladiske dækning (eller Ole Birk Olesens perfide tilgang), men derimod en journalist som Weekendavisens Jesper Vind Jensen. For et par uger siden angreb han Nicolai Sennels med pinlige associationstrick, og i denne uge bruger han Charles Johnson (lgf) som kilde til Lars Hedegaard og et Counterjihadmøde i 2007 – en mand Johnson ikke vidste hvem var, et møde han ikke deltog i.

Jeg var inviteret til mødet, og når nu bænkede fodboldspillere også får medaljer om halsen efter vundne mesterskaber, så må jeg vel være en slags næsten-næsten-fascist. Couldn’t care less.

Claes Kastholm i gårsdagens Berlingske Tidende.

“I de ustandselige krav om, at der skal tages afstand fra et eller andet, specielt når det kommer fra Dansk Folkeparti eller nærmeste omegn, ligger der et kunstigt hysteri, et stadigt forsøg på at pumpe debatten op, så det ser ud, som om vi lever i et land med uhyre farlige modsætninger, sådan noget à la Tyskland i 1930erne. De, der husker 1970erne, vil nikke genkendende. Dengang satte nymarxismen dagsordenen, og hvad man end kunne sige om den, så var den mere intelligent, mere inspirerende at slås med, end den idéforladte farisæisme, der nu sætter dagsordenen. Men det, der især minder om 1970erne, er trangen til at se spøgelser. Dengang advarede marxister dagligt om, at en ny Hitler var lige på trapperne. En demokratisk lederskikkelse som Willy Brandt, der indførte berufsverbot for at beskytte staten mod den afsindige terrorisme, blev skildret som fascist.

CSU-lederen Franz Josef Strauss, den farverige og vittige bayrer, blev opfattet som en potentiel Hitler, og i Danmark udpegede venstrefløjen en ægte demokrat som Erhard Jakobsen, socialdemokrat af den klassiske skole, og den kreative anarkist Mogens Glistrup til nye stærke mænd, som inden længe ville omdanne det danske velfærdssamfund til et fascistisk diktatur.

Ja, man skulle tro, det var løgn. Ligesom når nogle bemærkninger fra Lars Hedegaard eller nogle fyndige formuleringer af Mogens Camre får hønsene til at flyve op og gokke opskræmt om risikoen for et nyt holocaust, denne gang for muslimer.

Disse hysteriske og forudsigelige forløb, der gentager sig gang på gang, skyldes vel først og fremmest, at vi mangler alvorlige udfordringer her i landet. Kritikere plejer at sige, at vi er meget provinsielle. Det er både rigtigt og forkert. Hvis man som undertegnede tillader sig at være nogenlunde orienteret om debatten i nogle af de større lande, bemærker man, at i hvert fald førende danske aviser har en langt videre horisont end pressen i de større lande. Og vel også befolkningerne.

De fleste amerikaneres horisont går ikke længere end til delstatsgrænsen. Tysk, fransk og britisk presse er monomant optaget af hjemlige forhold. Den danske provinsialisme kommer ikke til udtryk i et manglende engagement i forhold til omverdenen.

Den danske provinsialismes udtryk er proportionsforvrængning.”

Mere.

  • 10/1-10 Snaphanen – Anklagerens vidne mod Hedegaard: Photoshopperen* Charles Johnson.
  • 11/1-10 Snaphanen – Med Weekendavisen som fødselshjælper.
  • 11/1-10 180 Grader – Lars Hedegaard: Fascisme-ekspressen bruser frem.
  • “Så håber jeg i øvrigt, at de jødiske medlemmer af min familie – heriblandt min smukke og kloge datter og mine to jødiske børnebørn – ikke får et alt for stort chok, når de nu skal høre deres far og farfar omtalt som ven med antisemitter og fascister. De vil utvivlsomt spørge sig selv, hvilken interesse jeg dog skulle have i at bidrage til forfølgelsen af min egen familie, men jeg er sikker på, at Weekendavisens skrivere nok skal finde et svar også på dette mysterium.”

  • 14/1-10 Snaphanen – Så lyver 180 Grader om Robert Spencer (Raapil gengiver lgf-usandhed om mød med EDL).
  • Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    « Forrige side

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper