23. marts 2018

Sørine Gotfredsen: Landegrænsen repræsenterer ‘kærlighed til og respekt for den nødvendige ramme’

“Det at være dansker er nu en sand landeplage”, sang CV Jørgensen i 1980, men der er intet forkert i at være nationalsindet, blot fordi tidsånden idealiserer grænseløshed. Gode nationalborgerlige ord om grænsekontrol af Sørine Gotfredsen sakset fra B.dk – Landegrænsens renæssance.

“Politikens Peter Wivel berørte forleden dette. Med henvisning til to udenlandske forfatteres analyse af tidens identitetsdebat skrev han, at nationen er et ‘kunstprodukt’. … Wivel skriver om den flydende identitet, hvor intet længere er selvfølgeligt, og hævder, at ‘de fleste vil meget have sig frabedt at få deres identitet dikteret.’ Her dyrkes en klassisk moderne forestilling om det autonome individ, der tilbagelægger tidligere idéer om menneskenaturen og blot nyder at definere sig selv. Men møder denne tanke ikke en del modsigelse? Er den nationale besindelse i Vesten ikke netop tegn på, at mange faktisk ønsker at være defineret af noget mere end blot sig selv? Når Wivel frembærer det synspunkt, at ‘den aggressive identitet finder udtryk i symbolpolitik på laveste plan,’ må man spørge, om ikke en del af det, han ser som aggressivitet, også kan forstås som en længsel efter en dybere fælles identitet, hvor man ikke nærer trang til at bekæmpe nogen. Men først og fremmest vil leve i fred og orden.

Drømmen om den flydende identitet lægger ikke blot et stort pres på hver enkelt, der forventes at kunne sætte alle de afgørende ord på sig selv. Den forsømmer også at anerkende menneskets basale frygt for simpelthen at gå til i grænseløst kaos, og hvis man ikke selv mærker denne frygt, bør man stadig have øje for, at den eksisterer. Når landegrænsen for tiden oplever en renæssance, må det ses som billedet på noget større. For mens det for nogen er udtryk for aggressiv hævdelse af identitet, repræsenterer det for andre kærlighed til og respekt for den nødvendige ramme til sikring af mest mulig tryghed på jorden. Og inde i én selv.”



2. juni 2014

Politiken kalder araber-jihadist for ‘franskmand’ – Peter Wivel tørrer jødedrab af på blogs, frisprog og DF

“Franskmand anholdt efter drab på gæster på jødisk museum”, skrev Politiken i går. Manden der i lørdags myrdede løs i Bruxelles’ Jødiske Museum med en Kalasjnikov og en pistol hedder ifølge Snaphanen Mehdi Nemmouche, og er araber – med fransk pas. Nyd Peter Wivels hjerneblødning under fotoet.

“The man arrested in Marseille, one of the sources told AFP, is believed to have participated in the civil war in Syria in 2013 as a jihadist.” (JTA)

(Mehdi Nemmouche, arabisk jihadist)

“Dagen før valget til Europaparlamentet brugte en adræt ung mand mindre end 30 sekunder til at myrde tre mennesker og tilføje et fjerde offer et livstruende skudsår. De tre myrdede og den hårdt sårede unge mand blev skudt, fordi de tilfældigvis opholdt sig i forhallen til et jødisk museum. Det jødiske var det afgørende. … Uanset morderens personlige motiver, uanset om han måtte være muslim eller kristen eller en wannabe Anders Behring Breivik, skyldes en så forfærdelig forbrydelse ikke et spontant indfald. … Nogle eller noget har overbevist morderen om, at han gjorde det rigtige. Den slags taler man om forinden i kredse, hvor ordet er frit. Har man ingen nære venner, har man bloguniverset. Her mætter mordere sig. …Racisme behøver kun få opmuntringer for igen at gå til det yderste, som vi senest har set det i Bruxelles’ Jødiske Museum. … Populistiske partier giver ordet frit. Frisprog smitter, og snart er alle synspunkter igen stuerene og respektable.Hvornår kommer Dansk Folkeparti i regering? (Peter Wivel i Politiken, 1. juni 2014: Europas populistiske partier har vind i sejlene)



12. december 2009

Informations Peter Wivel og Mexikanersagen, 1977

Interessant historie set på Henrik Gade Jensens JP blog – Fra terror til indvandring (20/11-09).

“Bent Blüdnikow behandler også den såkaldte mexikanersag i 1977. Mexikaneren Jaime Martinez skulle udvises på grund af fare for statens sikkerhed og udvisningen udløste et ramaskrig på den danske venstrefløj. Der var stor solidaritetsfest i Nørrebrohallen med flere tusinder sympatisanter orkestreret af Informations daværende hovedskribent Peter Wivel. Justitsminister Orla Møller og den socialdemokratiske regering kom under hårdt pres, også fra deres egne partifæller, for at ændre udvisningen. Regeringen kunne af gode grunde ikke begrunde udvisningen, da den byggede på hemmelige efterretninger, så kritikken var nem at føre frem.

Blüdnikow dokumenterer i bogen, at Martinez ikke uden grund blev udvist af Danmark, men at han sandsynligvis indgik i terrornetværk med tyske terrorister, var involveret i Rote Armee Fraktions aktioner og senere også et kidnapningsforsøg på en svensk minister. Blüdnikow vurderer, at Martinez efter alt at dømme var agent for Cubas hemmelige politi.

Efter den offentlige kritik blev udvisningen indklaget til ombudsmand Lars Nordskov Nielsen, der imidlertid ligesom regeringen mente, at Martinez var til skade for landets sikkerhed p.g.a. af deltagelse i international terrorvirksomhed. Justitsminister Orla Møller lod også den europæiske menneskerettighedskommission tage stilling til sagen, der ikke havde noget at indvende mod udvisningen.

Imens kørte især avisen Information under Peter Wivels ledelse kampagnejournalistik til fordel for Martinez: “Mexicanersagen har vist, at begrebet “statens sikkerhed” har vide rammer for nu at sige det mildt, og selve behandlingen af mexicaneren er næsten en generalprøve på de tilstande også danske borgere kan vente sig” (cit. fra Blüdnikow s. 393).



21. marts 2008

Tina Magaard: Islamisterne bruger islamofobi-begrebet til at afvise religionskritik

Når det regner på Søvndal, så drypper det på P1, eller hvordan er det nu det er. Sjælden fornuftig Søndagsorientering – Den anden Profet-krise. Fra programomtalen.

“Anden runde af Muhammed-krisen, Profetkrisen eller karikaturkrisen blev indledt for en måned siden, da Politiets Efterretningstjeneste opdagede et planlagt mordforsøg mod tegneren Kurt Westergaard. Ham der har tegnet den efterhånden famøse tegning af profeten Muhammed med en håndgranat i turbanen.

17 danske aviser valgte at bringe tegningen, også aviser, der under den første Profet-krise havde undladt at bringe de oprindelige karikatur-tegninger fra Jyllands-Posten i september 2005.

Er der tale om ytringsfrihed i et vestligt demokrati overfor religiøs intolerance i den muslimske verden. Eller er der andre kræfter på spil. Kræfter som på et par uger har gjort SF’s formand til noget der ligner en ny Holger Danske, fordi han har fordømt de formørkede og højreorienterede islamistiske kræfter i Hizb ut-Tahrir, som han mener bør ’gå ad helvede til’.

Er det vi oplever en kulturkrise – et civilisationsopgør, en radikalisering af en lille gruppe muslimer, der bl.a. støtter terrorens retorik og mål? Eller er det noget helt andet? Medvirkende, Ph-d Tina Magaard fra Multireligiøse Studier ved Aarhus Universitet, Peter Wivel, Politikens Tysklandskorrespondent og Jens Nauntofte, DRs mangeårige Mellemøsten medarbejder.”

Peter Wivel var optimist på multikulturens vegn, for som han sagde “det bliver man nødt til at være”, og kunne han tale demokratisk islam frem, så var det nok sket nu. Jens Nauntofte var mindre virkelighedsfjern, men begge kom til kort når Tina Magaard foldede sig ud.

Tina Magaard, ph.d.: … der kan jo spille rigtig mange ting ind, men jeg tror det religiøse kan spille ind som en baggrundsfaktor for nogle, i den forstand at hvis man kommer i miljøer hvor der bliver udtrykt foragt for for eksempel de demokratiske systemer, for de demokratiske institutioner, så er der i hvert fald ikke nogen stopklods mod at sætte ild til, hvad ved jeg – rådhuset eller skoler eller den slags ting. Det er måske mere derigennem at det religiøse kan have en indflydelse, altså indirekte i forhold til holdningsprægningen… (om opstande i Frankrig 2005)

[…]

Tina Magaard: Ahh… der vil jeg nu sige, at under den første Muhammedkrise, der vil jeg nu nok sige, at jeg blev meget overrasket over faktisk en del personer fra den progressive elite, som synes jeg – det var altså min fortolkning af det, at de var så forblændet af det indenrigspolitiske ven/fjendebilleder, at de fuldstændigt mistede det internationale udsyn, og derfor faktisk lod sig selv blive brikker i islamisternes spil… og jeg synes også nogle gange, at netop når man talte om tonen i debatten, om moral og menneskerettigheder, så syntes jeg bare det kom til at klinge rigtigt hult, fordi det tit blev kombineret med ligegyldighed overfor de mennesker i den islamiske verden, der blev udsat for overgreb af samme islamistiske grupperinger, som dem der satte gang i Muhammedkrisen, og her havde vi altså med mennesker at gøre som ikke havde mulighed for at forsvare sig selv – og dem var man ligesom ligegyldige overfor for, for de passede ikke ind i det indenrigspolitiske spil…

[…]

Tina Magaard: … for det første så er der jo stor forskel på et historisk faktum – udryddelsen, en planlagt udryddelse af en menneskegruppe, og satire af en religiøs figur, som formentligt har levet for 1400 år siden. Det er to helt forskellige registre – det skal vi først slå fast. Desuden så er det også meget vigtigt, det der også tit bliver blandet ind her, det er jo islamofobi-begrebet, som tit misbruges, også til at sige, til ligesom at sætte lighedstegn mellem muslimer og islam, og det er jo netop noget islamistiske grupperinger benytter sig af, for at afvise religionskritik.



14. januar 2008

Lars Villemoes: “Man fik aldrig gjort op med voldsfilosofien på venstrefløjen…”

Der skrives meget om Blekingegadesagen i disse dage, men meget sigende for det politiske klima herhjemme, så handler debatten meget lidt om det faktuelle – hvem myrdede hvem og hvorfor. Nyhedsavisen er en undtagelse.

  • 14/1-08 Nyhedsavisen – Kun to kan have skudt Jesper Egtved Hansen.
  • 14/1-08 Nyhedsavisen – Hvem slog Jesper Egtved ihjel?.
  • Vil man vide mere om stemningen på den yderste venstrefløj, da Lars Villemoes skrev de omtalte artikler i Dagbladet Information, så er hans interview med Berlingske Tidendes Bent Blüdnikow stadig uomgængelig. Fra Den forhadte budbringer (10/3-07).

    “En forårsdag i maj 1994 passerede flere hundrede råbende autonome venstrefløjsaktivister gennem gaden neden for journalist Lars Villemoes’ lejlighed i København.

    De råbte »Villemoes, din svindler – du hænger snart og dingler«. Nogle af aktivisterne graffitimalede »Nazi Dø!« på hans gadedør og forsøgte at sparke døren ind. Lars kiggede ud ad sit vindue og tænkte sit.

    Han havde lige siden sin afdækning af Blekingegadebanden flere år tidligere været en hadefigur for den yderste venstrefløj og var blevet kaldt Mossad-agent og politistikker. Førende talsmænd fra venstrefløjen havde svinet ham til, og i en grundbog for studerende på journalisthøjskolen var han fremhævet som skrækeksempel på, hvad man ikke måtte som journalist. Ja selv journalisternes eget fagblad »Journalisten« havde advaret imod ham og en kollegas afdækning af banden.

    […]

    Da banden blev afsløret i 1989, ramte det venstrefløjen som en tordenkile. Kommunismen var på vej til sammenbrud, og nu blev den voldelige del af den danske venstrefløj afsløret gennem arrestationen af Blekingegadebandens medlemmer…

    På Information sad rockanmelderen og journalisten Lars Villemoes, der havde bedre indsigt i bandens baggrund end de fleste. Han havde som gymnasieelev i årene 1970-74 været en del af det miljø omkring Kommunistisk Arbejdskreds (KAK), der organiserede tøjindsamling til Afrika. Han var ikke blevet hvervet til gruppen, men havde godt kendskab til de aktivister, der senere skulle blive centrale medlemmer af Blekingegadebanden:

    »Jeg kendte flere medlemmer godt, og havde omgang med Holger Jensen, som var superaktivisten, der allerede på det tidspunkt havde tæt kontakt med PFLP. Men jeg tog opgøret med ham og gruppen, fordi jeg fornemmede, hvor det bar hen. Viljen til vold var allerede klart formuleret, og jeg tog derfor en beslutning om at distancere mig«.

    Mange år senere fandt Informations chefredaktion, som bestod af Lars Hede­­gaard og Peter Wivel, at han var den rigtige til at grave videre i sagen… på Information var det af afgørende betydning, at den gamle trotskist Lars Hedegaard valgte at lade Lars Villemoes køre sagen:

    »Der var en inderlig modvilje mod afdækningen i store dele af redaktionen. En ret bred del af venstrefløjen havde efter manien i 60erne med Che Guevara fattet kærlighed til den ekstremt voldelige organisation PFLP, og i stedet for Che var det i 70erne plakater med flykapreren Leila Khaled, hvor hun kælede for en maskinpistol, der var kommet op på væggen i studereværelserne. Flirteriet og beundringen for voldsaktioner var fortsat udbredt i dele af den unge venstrefløj i slutningen af 80erne, og tanken om, at kriminalitet i stor stil på venstrefløjen gennem mange år nu blev afsløret, var så uvelkommen hos både unge og ældre, at vi fik mange og meget stærke reaktioner. Oppositionen på redaktionen var mærkbar…«

    Foruden almindelige venstrefløjssympatisører var alle de gamle frontkæmpere med i hylekoret mod Informations afsløringer. Folk som historikeren Morten Thing, juraprofessor Ole Krarup, forfatterne Ulrich Horst Petersen og Erik Nørgaard, litteraten Jørgen Knudsen, VSeren Per Bregengaard samt mange mange andre.

    […]

    En autonom gruppe hængte plakater op i byen, hvor Lars Hedegaard og Lars Villemoes blev hængt ud som »politistikkere«. Læserbrevssiden fyldtes med rasende indlæg, og Lars Villemoes mødte personligt vreden og bitterheden ude i byen.

    Bladets opposition blev yderligere styrket, da venstrefløjens tre juridiske koryfæer Preben Vilhjelm, Flemming Balvig og Jørn Vestergaard fra Københavns Universitet skrev en kronik i Information. Deres argumentation var på det formelle plan en juridisk kritik af, at Lars Villemoes overhovedet skrev om bandens baggrund og historie, før de var blevet dømt. Reelt var det et forsøg på en total nedgørelse af Villemoes’ artikler, der blev betegnet som »fiktion og ondsindet sladder«. Alle senere afsløringer og Peter Øvig Knudsens bog har vist, at hvert et ord i Villemoes’ artikler var sande, men denne sandhed var ubærlig i 1989.

    »Det lykkedes takket være Lars Hede­gaards indsats at få trykt en række artikler om banden og dens oprindelse på venstrefløjen«, fortæller Lars Villemoes, men situationen skærpedes hele tiden. På Det Fri Aktuelt lod chefredaktør Lisbeth Knudsen i 1990 sin journalist Peter Kramer føre an i en kampagne rettet mod Villemoes’ journalistiske hæderlighed. Kramer, der i dag er chef for TV2 Øst, var tidligere dømt som medlem af den såkaldte Trotylbande, der planlagde voldshandlinger i slutningen af 1960erne for at fremme revolutionen. Nu forsøgte han i Aktuelt at mistænkeliggøre hele sagen mod Blekingegadebanden og hænge Lars Villemoes ud som en fordækt person, der fungerede som politistikker og Israel-agent.

    Villemoes fortæller:

    »Situationen blev stadig mere usikker. Ved årsskiftet 1989/90 gik Lars Hedegaard og Peter Wivel af som chefredaktører og blev erstattet af journalist Lasse Ellegaard, der tidligere havde haft job på netop Det Fri Aktuelt. Efter at have krævet og fået trykt berigtigelser og truet med sagsanlæg mod Peter Kramer og Det Fri Aktuelt indgik Ellegaard alligevel på mine vegne, men uden overhovedet at orientere mig, et lunkent forlig i stedet for at stå fast på det hele.«

    Lasse Ellegaards svigtende mod i mødet med Det Fri Aktuelt, den redaktionelle opposition og læsernes vrede viste sig nu ved, at Lars Villemoes blev sat af sagen og en ung praktikant blev sat til at følge retsmøderne mod bandens medlemmer.

    […]

    På Information tog man aldrig et opgør om avisens holdning i sagen, og så sent som i sidste uge ved Peter Øvig Knudsens bogudgivelse undlod man at omtale avisens egen rolle i sagsforløbet. Efterspillet blev bittert, siger Lars Villemoes:

    »Banden fik meget milde domme, blev ikke dømt for flere meget alvorlige forhold og blev hurtigt løsladt. Nævningene var udvalgt blandt hovedsagelig medlemmer af venstrefløjspartier på Københavns Rådhus. Da dommen faldt, gik nogle af dem på værtshus og drak guldbajere og fejrede, at deres ideologiske venner var sluppet så billigt.«

    […]

    Mens bandens medlemmer og dens medløbere fik job og flotte karrierer blev Lars Villemoes længe udsat for hetz i journalistkredse og på venstrefløjen. Journalist Niels Rohleder, der havde ført an i hetzen mod Villemoes på Information, skrev en roman til en Gyldendal-konkurrence om den bedste ungdomsroman. Romanens grundtone var sympatisk over for »idealismen« hos de venstreradikale, og en fiktiv person med let genkendelige træk fra Lars Villemoes blev beskrevet som usympatisk. Rohleder vandt 1. prisen.

    Lars Villemoes siger i dag: »Man fik aldrig gjort op med voldsfilosofien på venstrefløjen, så voldsromantikken fortsatte. Hvis Information tidligere havde taget et reelt opgør med voldstænkningen, så var nogle af bandens beundrere måske faldet fra, men det turde avisen ikke, eller også overraskede det blot journalister og redaktører, at så mange af læserne ikke ville vide af det. Den dag i dag er det reelle opgør med brugen af vold og hærværk ikke taget på venstrefløjen, og det er en af årsagerne til, at f.eks. Ungdomshusets voldsudøvere og deres forældre ikke har forstået den afgrund, de står ved.«”

    PS: Et godt eksempel på venstrefløjens apologi, leveres af Poul Solrart Sørensen (Enhedslisten) i en kommentar på Nyhedsavisen. Jeg citerer…

    “- Disse mennesker gjore det af misforstået idialisme… i nogen situtioner er de helte og i andre bliver der gået forlangt og de bliver skurke, men vi kan ikke undvære mennekser der reagere på uretfædighed.”

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper