5. januar 2019

USA: Pelosi & Demokraterne spiller højt symbolpolitisk spil: ‘A wall is an immorality between countries’

Striden om grænsemuren til Mexico fortsætter i USA, og der findes stort set ikke et medie, der ikke holder Donald Trump personlig ansvarlig for tvisten. Begge parter spiller højt spil, men hvor Trump er ærlig omkring baggrunden for sit ønske om en grænsemur, så er argumentationen imod samme hos hans direkte modpart Nancy Pelosi overvejende symbolpolitisk. Nem adgang for illegale indvandrere, betyder åbenbart meget for Demokraterne.

A wall is an immorality between countries. It’s an old way of thinking. It isn’t cost effective. … We’re not doing a wall.” (Nancy Pelosi, 3. januar 2019)

(12 meter høj mur omkring Vatikanet, ; Foto: Twitter)

“A person who thinks only about building walls, wherever they may be, and not building bridges, is not Christian.” (Pave Frans, 2016)

In the ninth century, Pope Leo IV announced that Vatican City needed walls to protect it from the Saracen pirates who were pillaging southern Italy. … After the Saracens attacked Rome and the basilicas of Old St Peter’s and Saint Paul Outside the Walls in A.D. 846, Pope Leo IV ordered the construction of a 39-foot-tall (nearly 12 meters) wall around part of Vatican City, an independent city-state where the pope lives.” (Livescience.com)

13. september 2018

Nikoline vs religion: “… pædofile skal have pikken skåret af”, “Muhammed voldtog en mindreårig pige”

Jeg har tidligere blogget om Nikoline, der forsøger at markedsføre sig selv som en kompromisløs fritænkende rapper, men uanset sine anstrengelser ryger ind i et højre/venstre-skisme. Hvor selv de mest fundamentalistiske kristne trykker på pyt-knappen over grove angreb på Bibelen, så går selv assimilerede muslimer til ekstremer over nedsættende ord om Muhammed, Koranen og Islam. Lige netop derfor gør hun gavn i den evindelige Islam-debat. Hun ‘paludaniserer’ muslimerne, og skaber forvirring hos den identitetspolitiske venstrefløj. Set på Youtube.

“Det er en indlysende sag, at pædofile skal have pikken skåret af. Min AK47 op i deres røv til de forbløder. … Misogyni, hykleri og krig er Bibelen og Koranen enig i. Muhammed voldtog en mindreårig pige. Det samme praksis i dag med ISIS, og kirken begår samme hybris. Jeg er alle religioners nemesis. Ingen krig. Ned sig slik min klitoris…” (Nikoline, Sut min klit, 2018)


Broderskaber i hvide kutter påtrykt ’88’…

I forrige stemningsrapport skamroste jeg vejret her i mit sydspanske eksil, men varmen under gårsdagens tur til Sevilla var ulidelig. Vi så byens pragtfulde gotiske katedral, og ikke så meget andet, og kom først hjem ved midnatstid. Lidt af et mirakel, da tanken havde stået på 0,0 i mere end 30 kilometer.

Under den bacon-baserede morgenmad overvejede vi en tur til Malaga, men ingen havde rigtigt lyst, så det er i stedet til en afstressende fridag. Jeg tvang dog den ene kompatriot med på en fem kilometer vandretur til udsigtspunktet La Fuensanta, og siden har den for tredjemanden stået på amerikanske blogs og skotsk whisky. Jeg scanner trækronerne for fugle, og håber at få et foto af Pirol, der ikke må kategoriseres som ren dokumentation.

I Sevilla købte jeg lidt souvenirs. Heriblandt en Capirote-figur, der kunne købes i flere farver. Nøjagtig som de ses under forskellige broderskabers Påske-processioner flere steder i Andalusien. På den indkøbte hvide står der ’88’, hvad ikke er talkode for ‘Heil Hitler’, men jf. lokalkendt et symbol for Sevilla.

(Capirote-figur med udsigten fra blogstationen)

A capirote is a pointed hat of conical form that is used in Spain. It is part of the uniform of some brotherhoods including the Nazarenos and Fariseos during Easter observances and reenactments in some areas during Holy Week in Spain.

Historically, the flagellants are the origin of the current traditions, as they flogged themselves to do penance. Pope Clement VI ordered that flagellants could perform penance only under control of the church; he decreed Inter sollicitudines (‘inner concerns’ for suppression). This is considered one of the reasons why flagellants often hid their faces.

The use of the capirote or coroza was prescribed in Spain and Portugal by the holy office of Inquisition. Men and women who were arrested had to wear a paper capirote in public as sign of public humiliation. The capirote was worn during the session of an Auto-da-fé. The colour was different, conforming to the judgement of the office. People who were condemned to be executed wore a red coroza. Other punishments used different colours.

When the Inquisition was abolished, the symbol of punishment and penitence was kept in the Catholic brotherhood. However, the capirote used today is different: it is covered in fine fabric, as prescribed by the brotherhood. Later, during the celebration of the Holy Week/Easter in Andalusia, penitentes (people doing public penance for their sins) would walk through streets with the capirote.

The capirote is today the symbol of the Catholic penitent: only members of a confraternity of penance are allowed to wear them during solemn processions. Children can receive the capirote after their first holy communion, when they enter the brotherhood.

… The anti-Catholic second Ku Klux Klan that arose at the beginning of the twentieth century may have modeled part of their regalia and insignia on the capirote… “ (Wiki)

“Between the ´NO and ´DO´ is an 8-shaped bundle of wool (madeja in Spanish). Add the three together, speaking in Seville´s fast, elliptical accent and you have ´no-madeja-do´, more correctly, ‘no me ha dejado´ which means ´it (the city) has not abandoned me’. The motto was his reward to the people of Seville for their loyalty.” (Andalucia.com)

Oploadet Kl. 15:53 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer
Arkiveret under:

22. februar 2017

Drew Oliver om Kenneth Clark’s Civilisation (1969): “Clark emphasizes the fragility of civilization…”

Jeg har ikke set BBC-serien Civilisation fra 1969, men måske er tiden ved at være moden. En skøn artikel af Drew Oliver hos The New criterion – Why ‘Civilisation’ matters.

“When the fluorescent glow of modern entertainment begins to wear on you and the adolescent emanations of our entertainment industry start to make you despair, you can do no better than to return to the classics. And should you choose to do so, you will find no more rewarding experience than to watch, or re-watch, Kenneth Clark’s seminal series Civilisation.

The famed art historian, who among a host of accomplishments notably helped safeguard the treasures of the British museums during World War II, created in 1969 thirteen glorious hour-long episodes that finally demonstrated the full potential of the cathode ray tube. Despite nearly 1,500 years of achievement in philosophy, poetry, science, music, architecture, law, art, and religion, the cultural world of Western civilization was in the late 1960s experiencing a moment of self-doubt. Lord Clark (who earned his feudal honors partly as a result of this televised cri de coeur) wanted to remind his audience—some of whom had forgotten, many of whom had never been taught—what civilization was really all about, why it should be preserved, and why, and how, it had persevered for nearly two hundred years after the barbarians had pushed over the classical world.

His kaleidoscopic tour (color was new then to television) is a remarkable adventure that begins just after the fall of the Roman Empire, with Western civilization precariously preserved (‘its heart almost stopped beating’) in the minds of monks hiding on the rocky, wave-swept northern isles of Skellig Michael and Iona. Clark emphasizes the fragility of civilization and sums up the primary cause of collapse in words that have recently become a focal point of our presidential selection process: a lack of energy. Classical civilization had lost confidence in its ideals; it was bored; it was exhausted. And while it might have drifted along for some time longer (as perhaps our civilization is in danger of doing?), it could not withstand the influx of the barbarians.

If Clark’s disaffected contemporaries (he notes that even in Roman times there were advanced thinkers who ‘thought it fine to gang up with the barbarians’) found his historical observations vaguely antique in the 1960s, they seem rather more precocious fifty years later when the Middle Eastern migrant crisis is in the headlines daily. But his simple summary of what constitutes Western civilization must have seemed, to the malcontents, even more impudent. He declares in episode two that it could be ‘convincingly argued that Western civilization was basically the creation of the Church.’

Clark is no wide-eyed idealist, and he recognizes that it takes more than faith to build a civilization. As a modern man, he says he abhors violence. But returning to the idea of energy and confidence, he explains how conflict, fighting, even glory, are critical components of civilization. And it is obviously the case that without Charles Martel’s defeat of the Moors in 732 and Charlemagne’s savage efforts to reunite Europe, Western civilization would not have emerged.

(BBC-serien Civilisation fra 1969 kan ses på Youtube)

The intellectual journey that Clark chaperones is plenty invigorating, and more than sufficient to justify the series. But the production itself is a worthy vessel for his learning. Throughout, it maintains a majestically slow pace. Luxuriously long moments where the visuals are completely unencumbered by any commentary whatsoever are hallmarks of Civilisation; you can almost feel the delight that the cinematographers must have felt as they tested the full power of their new, full-color medium. And the wide range of geography, architecture, art, music, and ideas that are explored is its own intrinsic expression of civilization, as well as a defense of it. As a personal view, Civilisation is hardly comprehensive. (Spain is left out entirely.) But all art is personal. And if it seems, now, like something out of another era, that only enhances its sense of authenticity. Even the screen colors, which are a slightly different palette than the collage that generates HDTV, effortlessly serve to create a distinct mood. All this, viewable on YouTube or DVD, is a gift for modern eyes.

Finally, Clark himself is a piece of cinematic art. He steps onto the stage in his period suit, wearing his patrician voice lightly, and, like a great actor, his calm, gentlemanly presence transports you back in time to, well, a more civilized era. He flexes his shoulders, and stretches his neck, and swallows as he gathers his thoughts, not as if he is on camera, but as if he is in your living room. Which he is. And he is simply being himself. It is hard to imagine someone like him—his pure smile is un-reconstructed by the dental artistry of our times—successfully navigating the demands of our contemporary video culture. There is no artifice; it is simply the power of creation at work, and as an aesthetic experience it is dazzling.

As the series ends, Clark calls himself a ’stick in the mud.’ But he is not really, and he knows it. He is his own embodiment of energy and confidence, and a supreme example of a cultivated, civilized man. He appreciates the deep order of Western civilization, and understands that the intellectual and artistic challenges of our time are of a type, and in that sense are concerning but not alarming: all this has happened before. And he warns humorously against overrating ‘the culture of what used to be called Top People before the wars. They had charming manners, but they were ignorant as swans. They knew a little about literature, less about music, nothing about art, and less than nothing about philosophy.’ After his thirteen-hour personal celebration of our past, it is hard not to be a little optimistic about the future—although, as the show closes, Clark remarks wistfully that the ‘intellectual failure of Marxism has left us with no alternative to heroic materialism,’ and he recognizes that that ‘isn’t enough.’

(Lord Kenneth Clark med den gotiske Chartres-katedral i baggrunden, Frankrig)

Oploadet Kl. 17:49 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer

1. november 2016

Pavelige Bonnichsen tror på det multikulturelle, citerer Jesus: “Den der tager imod… tager imod mig.”

“Vi er jo lidt pjattede med Pave Frans her på redaktionen”, lød det fra Anne Sofie Allarp i Datolinjen på Radio24syv i går, og centrum/venstre er tydeligvis vilde med ham. Formentligt på grund af politiserende kommentarer i stil med den seneste, “Man kan ikke kalde sig kristen og samtidig afvise en flygtning.” Det pavelige besøg i Lund var en stor dag for statsminister Løfven, men en gennemsnitlig trist efterårs-mandag for alle andre. Nok om det.

Forrige søndag sendte P1 direkte fra Sankt Stefans Kirken på Nørrebro, hvor tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen uvist af hvilken årsag havde fået til opgave at prædike politik. Jeg hørte de seksten minutter, og havde egentligt tænkt mig at transskribere uddrag til det fortløbende arkiv. Tid er desværre en mangelvare, så her blot et kort oprids af pointerne.

Bonnichsen henviser til en lignelse i Mattheus-evangeliet, fortæller lidt om sine erfaringer som politimand, og går så til angreb på alt fra pointsystem og grænsekontrol til debatten om danskhed. “Den der tager imod et sådant barn, tager imod mig.”, sagde Jesus, og så kører det ud over stepperne med henvisning til jordbærplukning med oldebarnet Charlie, der ikke behøver flygte fra noget. Forskellige hudfarver gør ingen forskel, for der er ingen dem og os. Og vi skal i øvrigt tvivle på alt, men tro på det bedste i mennesker, og så lige huske på at ondskaben har et menneskeligt ansigt, Amen. Tvivl på alt, bare ikke på troen… på multikultur.

Pavelige Hans Jørgensen Bonnichsen kan høres på DR.dk, der bragte følgende foromtale af Højmessen – Bonnichsen skal prædike i kirke i morgen: Vil lange ud efter ‘fundamentalistisk’ fremmedfrygt.

Det danske frisind er under pres fra en fundamentalistisk fremmedfrygt, der ikke har tvivlens nådegave. Redningen skal komme fra gode vaner, der fremelsker både tro og tvivl. Det mener tidligere operativ chef i PET, Hans Jørgen Bonnichsen, der søndag skal stå på prædikestolen i Sankt Stefans Kirke på Nørrebro i København. Her er han inviteret af sognepræst Pernille Østrem til at prædike. …

Men uden gode vaner, der konfronterer os med nye tankebaner og perspektiver, frygter Hans Jørgen Bonnichsen, at selve det danske frisind kan være i fare:

– Vi ser nogle fastlåste, polariserede ja næsten fundamentalistiske holdninger, hvor vi ikke har det frisind til at acceptere, at andre kan have en anden tilgang til verden, at andre kan have en anden tro eller se anderledes ud end os. Og dermed begiver vi os lige præcis ud i det, som vi bebrejder dem, nemlig en fundamentalistisk verden. …

Det er ikke første gang Hans Jørgen Bonnichsen står på prædikestolen på søndag. Men tilhørerne skal ikke forvente en afdæmpet Bonnichsen:

– Der er mange ting i søndagens tekst, som godt kan give mig anledning til at sige ting, som måske vil provokere nogen.

Men intentionen er ikke at skabe polarisering. Bonnichsen håb er med hans egne ord, at prædikenen kan give et lille bidrag til at ’skabe et samfund, som er bedre end den polarisering, vi oplever i dag.'”

(Collage: Pave Frans, statsminister Løfven og agent Bonnichsen)

27. april 2016

Hørt i Nattevagten på Radio24syv om muslimernes selvvalgte apartheid: “… de holder sig for sig selv”

Der er langt mellem snapsene i æteren om natten, og det er lige før jeg kan leve med Nattevagten på Radio24syv, hvor venstreradikale Keith Thomas Lohse pudsigt nok er blandt de mindst ringe. I nat overhørte jeg en udsendelse med ‘Søren’, der talte i længder om sin kærlighed til Italien og særligt byen Modigliana (sic), som han har gæstet årligt siden 1968. Her var der altid fest på torvet, alle var venner, og en fremmed var blot et knus fra et blive en ny bedste ven. Sådan var det ikke i Danmark, og den sydlandske umiddelbarhed kunne vi lære af, her i det kolde nord.

‘Søren’ var keramiker af uddannelse, og interesserede sig meget for kultur. Læste han avis, så ville det være Politiken. Her lidt fra indslaget.

‘Søren’: … når du så går fra dem, så får du et knus. Det er ikke noget seksuelt. Det har noget at gøre med, at vi som mennesker faktisk egentligt på forhånd næsten elsker hinanden. Fordi at vi, men så er der selvfølgelig, når vi så taler om kulturer. Så er der altså også det i Italien, ligesom der måske også er her mange steder, at muslimerne, eller ‘il musulmani’, som italienerne kalder dem, de holder sig for sig selv. Altså, der er afstand. Der er det meget svært. Jeg har, også i Italien snakket med muslimer, men der skal det helst være et eller andet med, at det er et sted hvor man går igennem en park eller sådan noget, for hvis det er midt på gaden og sådan noget, der, jeg kan godt sige dig, på Storetorvet i Modigliana, der står nogle bænke mod nord hvor muslimerne sidder, og nogle bænke mod syd hvor italienerne sidder. Så der er pludselig noget helt andet, der kommer ind der ik’.

Sanne Gottlieb, Radio24yv: Det er jo nærmest sådan helt apartheid’sk, tænker jeg.

‘Søren’: Ja, det er et faktisk, fordi selv i sådan en by som Modigliana, der er faktisk næsten et muslimsk kvarter, hvor de bor… Det er noget med religionen. Da jeg kom til Modiglianai 1968, er kunne man virkelig mærke, at det var et katolsk land, og så videre. Og jeg er tit, også for at være med i selskabet, også gået med til en katolsk messe, og sådan noget ik’. … Der går jeg selvfølgelig med for ligesom at integrere mig, kan man godt sige. Uagtet, at jeg hverken er døbt eller konfirmeret.

Sanne Gottlieb: Nåh, men alle – nu ved jeg ikke om jeg bliver slagtet når jeg siger det, men alle religioner er jo spændende…

Oploadet Kl. 14:40 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer

28. marts 2016

Pavestaten kapitulerer: Pave Frans kyssede muslimers fødder (mænd fra Mali, Syrien og Pakistan)

Katolikker er kendt for at være mindre relativistiske end lutheranere, og hvis Iben Tranholm, Erling Tiedemann og nærværende blogs webmaster fik sin vilje, så havde Islam næppe fået lov til at manifestere sig så bastant i Danmark.

Politiken har en historie om Pave Frans, der godt nok er Kristi stedfortræder, men ikke ligefrem en pavestatslig korsfarer – Pave Frans vasker fødder på muslimske flygtninge.

“Nok er man pave. Men det afholdt ikke Pave Frans fra at lægge sig på knæ, vaske og kysse fødder, da han i går besøgte et flygtningecenter omkring 30 kilometer fra Rom.

Dem, der sad parat og på række, var både flygtninge og ansatte fra centret. I alt 12 personer fik kysset deres fødder af den katolske kirkes øverste leder, og iblandt var både muslimer, kristne, en hinduist og personer fra både Italien, Eritrea, Nigeria, Mali, Syrien, Pakistan og Indien.

Med ritualet, som unægteligt har forarget mange, ønskede den 79-årige pave at levere et budskab om åbne arme. …

‘Vi har forskellige kulturer og religioner, men vi er brødre og vil leve i fred’, lød det fra den Pave Frans, skriver Al Jazeera.

(Pave Frans kysser fødder i en asyllejr udenfor Rom, herunder tre muslimske mænd fra Mali, Syrien og Pakistan)

“The Vatican said on Thursday that four women and eight men had been selected. The women include an Italian who works at the centre and three Eritrean Coptic Christian migrants. The men include four Catholics from Nigeria, three Muslims from Mali, Syria and Pakistan, and a Hindu from India. The new norms said anyone from the ‘people of God’ could be chosen to participate in the ceremony.” (al Jazeera, 25. marts 2016)

Oploadet Kl. 13:00 af Kim Møller — Direkte link33 kommentarer

6. marts 2016

Pave Frans: Vi er udsat for en godartet ‘invasion arabe’, Europa styrkes af indvandring og multikultur

Ser man på Europa lidt oppefra, så er det kun de meget katolske lande der har formået at stå imod den fremherskerende multikulturalisme. De må have et svært med Pave Frans, der allerede før seneste udmelding havde placeret sig på den forkerte side af stregen.

Tidligere på ugen tale Pave Frans for en gruppe franske katolikker ved et arrangement i Rom, herunder avisen La Vie, og blotlagde her, at han ikke har tænkt sig at være spydspidsen i forsvaret af Europa. Tværtimod. Det vigtigsste, her citeret fra Jyllands-Posten – Paven: Europa oplever en arabisk invasion – og det er godt.

“Under en tale torsdag betegnede Pave Frans den nuværende indvandring til Europa en ‘arabisk invasion’, oplyser Vatikanets avis L’Osservatore Romano. En positiv invasion, der vil forbedre Europa, forklarede paven.

I talen, som paven holdt for en gruppe franske kristne, reflekterede han over masseimmigration i Europas historie og dets positive indvirkning på nutidig europæisk kultur. Paven understregede, at det er vigtigt at se udviklingen i et større perspektiv.

Den indvandring, som Europa oplever i øjeblikket, vil ligesom i tidligere tider udvikle sig til at blive en styrke for kontinentet, da Europa vil blive mere multikulturelt, forklarede paven. … Han insisterede samtidig på, at Europa vil ‘opleve fremgang og finde sig selv forbedret som følge kulturudvekslingen.'”

(Australsk kovertit Musa Cerantonino fremviser jihad-flag i Vatikanet, ca. 2012; Daily Mail)

“On peut parler aujourd’hui d’invasion arabe. C’est un fait social” (La Vie, 3. marts 2016)

Oploadet Kl. 09:31 af Kim Møller — Direkte link31 kommentarer

30. november 2015

Rüdiger Safranski, filosof: “‘Vi lyver os fra den kendsgerning, at Europa bør være en fæstning.”

Kristeligt Dagblad fortjener ros for at finde og gengive de skarpe pointer fra Safranski. Fra Filosof: Forkælede europæere tør ikke forsvare deres værdier.

“Den schweiziske avis Neue Zürcher Zeitung interviewer den tyske filosof og forfatter Rüdiger Safranski om situationen i hans tyske hjemland. …

Mange af muslimerne ved ikke, hvad det vil sige at respektere en anden religion. Vi glemmer, at allerede i flygtningebådene blev kristne smidt i vandet,’ bemærker Safranski. Og man er nu vidne til slagsmål mellem religiøse grupper i lejrene.

‘De er altså allerede i færd med at slæbe deres fjendskaber, grunden til deres flugt, ind i vores land. Skellet mellem religion og stat er af forståelige grunde ukendt for dem.’ …

Man bør genskabe håndfaste grænser, mener Safranski: ‘Vi lyver os fra den kendsgerning, at Europa bør være en fæstning. Vi har jo nu engang noget at forsvare.’

Safranski går ind for større hjælp i flygtningenes nærområder. På spørgsmålet om, hvorfor Ungarn og landene på Balkan fører deres strammerkurs, svarer den tyske filosof:

‘Fordi de allerede én gang har været under muslimsk herredømme. Først i 1908 trak Osmannerriget sig helt tilbage fra Balkan. Disse lande betragter ikke flygtningestrømmen fra en humanitær synsvinkel; de vil ikke have islam tilbage.‘ …

På den schweiziske avis’ spørgsmål om, hvilken rolle protestantismen spiller for tysk sindelag, svarer Safranski, at den har været kilde til såvel flid som til moralisme.

‘Men lad os ikke glemme: Protestantismen er halvvejen til nihilismen. Religionens ydre manifestationer taber i betydning, og den inderliggøres i stedet. I det indre lever den en tid videre som religiøs moral, indtil det religiøse forsvinder, og kun moralen bliver tilbage. På et tidspunkt forsvinder også moralen, og man får nihilismen. Nihilismens nutidige skikkelse er forbrugerismen. …'”

(Rudiger Safransky, filosof; Foto: NZZ.ch)

“Die westliche Lebensform muss sich wieder in Erinnerung rufen: Sie hat Feinde.” (Rüdiger Safranski til Neue Zürcher Zeitung, 8. november 2015)

Oploadet Kl. 23:51 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer

26. januar 2015

Forsker: Indvandring skaber muligheder, ‘kulturelt’ set – Muslimer har samme ‘værdier’ som danskere

Det var meningen at jeg ville sakse et par citater fra Uzma Ahmeds tanketomme Islam-apologi, men hun lød jo næsten fornuftig i forhold til religionshistoriker Brian Arly Jacobsen. Herunder lidt fra en Deadline-debat i kølvandet på Charlie Hebdo, sendt den 10. januar – Frankrig – hvordan håndterer vi truslen?

Adam Holm, DR2: Brian Arly, når du sidder og kigger på det, du forsker jo i Islam, og har et blik på hvordan den religion har spredt sig i Europa siden måske 70’erne. Altså når du kigger ud på det Europa du kender til, er du så bekymret? Ser du at det er Islam, religionen, som dybest set er hovedårsagen til de problemer vi nu står med, og som gør at vi nu er samlet her, og at der nu er sorg i Frankrig.

Brian Arly Jacobsen, religionshistoriker: Nej, jeg tror ikke Islam er hovedårsagen til de problemer som de europæiske samfund de har, der er mange årsager til de problemestillinger som man politisk tager fat i, i de forskellige lande, og lige nu der har vi selvfølgelig et stort fokus på terrorisme, og hvad attentatet i Frankrig. Det er fuldstændig rigtigt, at indvandring har skabt nogle problemer i løbet de her år, vi har haft indvandring til Europa både fra Mellemøsten og andre steder i verden, men det skaber også nogle muligheder, det gør det både erhvervsmæssigt og kulturelt, politisk og på alle mulige andre måder. Og derfor så synes jeg, det er ensidigt kun at fokusere på de negative følger der kan være af indvandrere og muslimers tilstedeværelse i de europæiske samfund.

Adam Holm: Uzma Andreasen, du er her ikke fordi du har en baggrund i Islam – altså, dine forældre er muslimer, men du kender problemstillingen, og har talt om integration i mange år, og gør det også i det parti du repræsenterer, Alternativet. Hele den her ophedede debat, hvor ser du Islams, i anførelsestegn, skyldighed.

Uzma Ahmed, Alternativet: Jeg ser det ikke som noget der har med Islam at gøre. Jeg ser det som et angreb på demokratiet, og det er en del af det jeg tror på.

(Uzma Ahmed Andreasen på Facebook, 2015)

Adam Holm: Men det er udført af nogle mennesker, som siger de går ind for.

Uzma Ahmed: Det gør de jo fordi de kan finde berettigelse deri, men jeg ser dem jo som terrorister. Og som nogle der er ekstreme, og dem ser jeg jo forskellige steder. Det er de holdninger repræsenteret i de her samfund, ik’. Det er dem jeg er bange for – jeg ser dem både på den ene og den anden side, som nogle der går ind og gør noget ved demokratiet, og gør os bange. Det skal vi også være. Men vi skal ikke, jeg ser det ikke som noget der har med Islam at gøre.

Adam Holm: Hvordan kan det ikke have noget med Islam at gøre, når de mennesker påkalder sig profeten og har gjort det i ‘Allah’ den barmhjertiges navn?

Uzma Ahmed: Ja, det kan man jo tolke mange ting (ind i).

Adam Holm: – De gør det jo ikke for nazistpartiet eller kommunistpartiet, de siger ret specifikt – ‘Allah’.

Uzma Ahmed: Jeg er ligeglad med hvad de gør. Jeg forstår godt at vi er bange, og vi er i panik, men jeg er også i panik når der sker noget tæt på mig. Det gør det jo også når der sker noget i Malmø, hvor det var nummer tretten moské som blev terroriseret, og det var jo ikke muslimer, så for mig – jeg sidestiller det. Vi har et demokrati som vi beskytter, og som vi skal værne omkring, og så er der nogle som er terrorister, som går ind og angriber det.


Mikael Jalving, historiker: Jeg er ikke bange, jeg er vred!


Brian Arly Jacobsen: Hvad er det præcist du vil gøre ved Islam?

Jaleh Tavakoli, Frit Iran: Jeg synes Islam skal reformeres, og kan den ikke det, så skal den smides i en skraldespand.


Brian Arly Jacobsen: … der blev lavet en værdiundersøgelse af Integrationsministeriet for nogle år tilbage, under VK-regeringen, hvor det var man prøvede at sammenligne danskeres værdier med muslimers værdier, og de viste rent faktisk at de havde de, at der var den samme opbakning bag de demokratiske frihedsrettigheder blandt muslimer, som der var blandt danskere.

Mikael Jalving: Tror du på det, så kan du sove roligt om natten. Vi andre som læser andre undersøgelser, og som følger med i vores lokalområde. Vi er godt klar over at det går den forkerte vej.

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.


Næste side »


Vælg selv beløb


RSS 2.0
Comments RSS 2.0