2. august 2019

Jordan B. Peterson om Jacques Derridas filosofi: “It puts the act of categorization itself in doubt.”

Når man nu ikke kan finde tid til at læse bøger fra start til slut, så er det rart med lydbøger. Jeg kom igennem Jordan B. Petersons ’12 rules of life’, og er positivt overrasket. Det er ikke kun smarte onelinere, men også dybere betragtninger om stort og småt, ofte med udgangspunkt i egne oplevelser. Hans kritik af kulturmarxismen, postmodernister og det ideologiske overdrev på universiteterne er lige på kornet.

Postmodernism and the Long Arm of Marx (s. 206ff)

“These disciplines draw their philosophy from multiple sources. All are heavily influenced by the Marxist humanists. One such figure is Max Horkheimer, who developed critical theory in the 1930s. Any brief summary of his ideas is bound to be oversimplified, but Horkheimer regarded himself as a Marxist. He believed that Western principles of individual freedom or the free market were merely masks that served to disguise the true conditions of the West: inequality, domination and exploitation. He believed that intellectual activity should be devoted to social change, instead of mere understanding, and hoped to emancipate humanity from its enslavement. Horkheimer and his Frankfurt School of associated thinkers—first, in Germany and later, in the US—aimed at a full-scale critique and transformation of Western civilization.

More important in recent years has been the work of French philosopher Jacques Derrida, leader of the postmodernists, who came into vogue in the late 1970s. Derrida described his own ideas as a radicalized form of Marxism. Marx attempted to reduce history and society to economics, considering culture the oppression of the poor by the rich. When Marxism was put into practice in the Soviet Union, China, Vietnam, Cambodia and elsewhere, economic resources were brutally redistributed. Private property was eliminated, and rural people forcibly collectivized. The result? Tens of millions of people died. Hundreds of millions more were subject to oppression rivalling that still operative in North Korea, the last classic communist holdout. …

Marxist ideas were very attractive to intellectual utopians. One of the primary architects of the horrors of the Khmer Rouge, Khieu Samphan, received a doctorate at the Sorbonne before he became the nominal head of Cambodia in the mid-1970s. In his doctoral thesis, written in 1959, he argued that the work done by non-farmers in Cambodia’s cities was unproductive: bankers, bureaucrats and businessmen added nothing to society. Instead, they parasitized the genuine value produced through agriculture, small industry and craft. Samphan’s ideas were favourably looked upon by the French intellectuals who granted him his Ph.D. Back in Cambodia, he was provided with the opportunity to put his theories into practice. The Khmer Rouge evacuated Cambodia’s cities, drove all the inhabitants into the countryside, closed the banks, banned the use of currency, and destroyed all the markets. A quarter of the Cambodian population were worked to death in the countryside, in the killing fields.

Lest We Forget: Ideas Have Consequences.

When the communists established the Soviet Union after the First World War, people could be forgiven for hoping that the utopian collectivist dreams their new leaders purveyed were possible. The decayed social order of the late nineteenth century produced the trenches and mass slaughters of the Great War. The gap between rich and poor was extreme, and most people slaved away in conditions worse than those later described by Orwell. Although the West received word of the horror perpetrated by Lenin after the Russian Revolution, it remained difficult to evaluate his actions from afar. …

In the 1930s, during the Great Depression, the Stalinist Soviets sent two million kulaks, their richest peasants, to Siberia (those with a small number of cows, a couple of hired hands, or a few acres more than was typical). From the communist viewpoint, these kulaks had gathered their wealth by plundering those around them, and deserved their fate. Wealth signified oppression, and private property was theft. It was time for some equity. More than thirty thousand kulaks were shot on the spot.

The kulaks were ‘enemies of the people,’ apes, scum, vermin, filth and swine. ‘We will make soap out of the kulak,’ claimed one particularly brutal cadre of city-dwellers, mobilized by party and Soviet executive committees, and sent out into the countryside. The kulaks were driven, naked, into the streets, beaten, and forced to dig their own graves. The women were raped. Their belongings were ‘expropriated,’ which, in practice, meant that their houses were stripped down to the rafters and ceiling beams and everything was stolen. …

The ‘parasitical’ kulaks were, in general, the most skilful and hardworking farmers. A small minority of people are responsible for most of the production in any field, and farming proved no different. Agricultural output crashed. What little remained was taken by force out of the countryside and into the cities. Rural people who went out into the fields after the harvest to glean single grains of wheat for their hungry families risked execution. Six million people died of starvation in the Ukraine, the breadbasket of the Soviet Union, in the 1930s. ‘To eat your own children is a barbarian act,’ declared posters of the Soviet regime.

… France’s most famous mid-century philosopher, Jean-Paul Sartre, was a well-known communist, although not a card-carrier, until he denounced the Soviet incursion into Hungary in 1956. He remained an advocate for Marxism, nonetheless, and did not finally break with the Soviet Union until 1968, when the Soviets violently suppressed the Czechoslovakians during the Prague Spring.

Not long after came the publication of Aleksandr Solzhenitsyn’s The Gulag Archipelago, which we have discussed rather extensively in previous chapters. As noted (and is worth noting again), this book utterly demolished communism’s moral credibility—first in the West, and then in the Soviet System itself. …

Solzhenitsyn argued that the Soviet system could have never survived without tyranny and slave labour; that the seeds of its worst excesses were definitively sowed in the time of Lenin (for whom the Western communists still served as apologists); and that it was propped up by endless lies, both individual and public. Its sins could not be blamed on a simple cult of personality, as its supporters continued to claim. Solzhenitsyn documented the Soviet Union’s extensive mistreatment of political prisoners, its corrupt legal system, and its mass murders, and showed in painstaking detail how these were not aberrations but direct expressions of the underlying communist philosophy. No one could stand up for communism after The Gulag Archipelago—not even the communists themselves.

This did not mean that the fascination Marxist ideas had for intellectuals—particularly French intellectuals—disappeared. It merely transformed. Some refused outright to learn. Sartre denounced Solzhenitsyn as a ‘dangerous element.’ Derrida, more subtle, substituted the idea of power for the idea of money, and continued on his merry way. Such linguistic sleight-of-hand gave all the barely repentant Marxists still inhabiting the intellectual pinnacles of the West the means to retain their world-view. Society was no longer repression of the poor by the rich. It was oppression of everyone by the powerful.

According to Derrida, hierarchical structures emerged only to include (the beneficiaries of that structure) and to exclude (everyone else, who were therefore oppressed). Even that claim wasn’t sufficiently radical. Derrida claimed that divisiveness and oppression were built right into language— built into the very categories we use to pragmatically simplify and negotiate the world. There are ‘women’ only because men gain by excluding them. There are ‘males and females’ only because members of that more heterogeneous group benefit by excluding the tiny minority of people whose biological sexuality is amorphous. Science only benefits the scientists. Politics only benefits the politicians. In Derrida’s view, hierarchies exist because they gain from oppressing those who are omitted. It is this ill-gotten gain that allows them to flourish.

Derrida famously said (although he denied it, later): ‘Il n’y a pas de hors-texte’—often translated as ‘there is nothing outside the text.’ His supporters say that is a mistranslation, and that the English equivalent should have been ‘there is no outside-text.’ It remains difficult, either way, to read the statement as saying anything other than ‘everything is interpretation,’ and that is how Derrida’s work has generally been interpreted.

It is almost impossible to over-estimate the nihilistic and destructive nature of this philosophy. It puts the act of categorization itself in doubt. It negates the idea that distinctions might be drawn between things for any reasons other than that of raw power. Biological distinctions between men and women? Despite the existence of an overwhelming, multi-disciplinary scientific literature indicating that sex differences are powerfully influenced by biological factors, science is just another game of power, for Derrida and his post-modern Marxist acolytes, making claims to benefit those at the pinnacle of the scientific world. There are no facts. Hierarchical position and reputation as a consequence of skill and competence? All definitions of skill and of competence are merely made up by those who benefit from them, to exclude others, and to benefit personally and selfishly.

There is sufficient truth to Derrida’s claims to account, in part, for their insidious nature. Power is a fundamental motivational force (‘a,’ not ‘the’). People compete to rise to the top, and they care where they are in dominance hierarchies. But (and this is where you separate the metaphorical boys from the men, philosophically) the fact that power plays a role in human motivation does not mean that it plays the only role, or even the primary role. Likewise, the fact that we can never know everything does make all our observations and utterances dependent on taking some things into account and leaving other things out (as we discussed extensively in Rule 10). That does not justify the claim that everything is interpretation, or that categorization is just exclusion. Beware of single cause interpretations—and beware the people who purvey them.

“I think, as well (on what might be considered the leftish side), that the incremental remake of university administrations into analogues of private corporations is a mistake. I think that the science of management is a pseudo-discipline. I believe that government can, sometimes, be a force for good, as well as the necessary arbiter of a small set of necessary rules. Nonetheless, I do not understand why our society is providing public funding to institutions and educators whose stated, conscious and explicit aim is the demolition of the culture that supports them. Such people have a perfect right to their opinions and actions, if they remain lawful. But they have no reasonable claim to public funding. If radical right-wingers were receiving state funding for political operations disguised as university courses, as the radical left-wingers clearly are, the uproar from progressives across North America would be deafening.” (s. 211)

21. juni 2019

Torben Snarup Hansen: Hitler og nazismen var venstredrejede revolutionære

Kommentar af historiker Torben Snarup Hansen.

Hitler og nazismen var venstredrejede revolutionære

I tiden mellem de to verdenskrige fandtes også en tysk ‘højreorienteret’ – konservativ – bevægelse. Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 blev den på hans befaling svækket og derefter udslettet. Eksempelvis blev Kurt von Schleicher – en markant konservativ officer – myrdet af nazisterne i 1934. ‘Venstre’ terroriserede ‘højre’, men knuste også de venstreorienterede rivaler: kommunister og socialdemokrater!

Ledelsen af Reichswehr – militæret – var domineret af konservativt indstillede, som efter 1933 forsøgte at kontrollere Hitler. Hans nedslagtning i 1934 af det brune tæskehold ‘Sturmabteilung’ og den massive genoprustning af hæren, flåden og luftvåbnet blev mødt med tilfredshed blandt generalerne. Forskellen mellem de to parter var Hitlers ønske om krig. Men i verdenskrigens begyndelse fra 1939 til 1942 havde han heldet med sig, hvilket svækkede oppositionen. Først da nederlaget – d.v.s. de allierede hære fra vest og øst – nærmede sig i 1944 handlede en gruppe militære ledere imod deres ‘fører’, og Stauffenberg forsøgte forgæves at sprænge ham i luften.

Da krigen sluttede i 1945 vendte den kommunistiske Frankfurterskole tilbage fra USA til Tyskland. Som noget af det første fik Horkheimer og Adorno fordrejet det tyske sprog, så nazismen blev betegnet som ‘højreorienteret’. Her spillede det naturligvis ind, at Sovjetunionen – altså kommunismen og Stalin – havde deltaget i nedkæmpelsen af Hitler. Den dag i dag kan og vil danske journalister og i det hele taget venstrefløjen stadig ikke finde ud af, hvad der er op og ned på højre og venstre. Røde revolutionære, som kalder sig ‘antifascister’, forsøger med typiske nazimetoder at terrorisere immigrationsmodstandere. Efter mordet på den tyske politiker Walter Lübcke anvendes ordet ‘højre-ekstremist’ om den nynazistiske terrorist. Dermed stemples endnu engang enhver ikke-socialistisk tilkendegivelse eller bevægelse som affald fra Hitler-tiden.

Oploadet Kl. 15:34 af Kim Møller — Direkte link79 kommentarer

18. juni 2019

Venstreradikale & Islam-leflere demonstrerer mod folkefest: ‘De vil feste, netværke og lægge planer’

Det er svært at demonstrere mod en folkefest der holdes på privat grund langt ude i naturen, og lørdagens moddemonstration finder sted på Skanderborg Station fra 11.00 og frem. Kommunistiske Dagbladet Arbejderen fortæller, at demonstrationen er ‘ikke-voldelig’, og arrangeret af ‘Østjyske Antifascister’ og ‘Fællesinitiativet mod Racisme og Diskrimination’.

De demonstrerer formelt imod ‘nationalkonservative, islam-hetzere og nazi-sympatisører’, der ‘vil feste’, netværke og lægge (skumle) ‘planer’. Nazister vil næppe føle sig hjemme blandt Tommy Robinson (tidl. leder af EDL, der havde en ‘Jewish devision’) eller norske Jan Høeg (der bekæmpede nazistisk besættelse under 2. Verdenskrig), men man forstår i sagens natur godt de ikke har det godt med folk for hvem anti-nazisme ikke bare er en mobiliserende parole.

Jeg kender ikke Østjyske Antifascister, men det lyder som et dække for århusianske venstreradikale. Politiet plejer at have styr på den slags, og helt sikkert også denne gang, hvor flere i arrangementet har politibeskyttelse på grund af trusler fra de venstreradikales kampfæller.

Fællesinitiativet mod Racisme og Diskrimination er relativ anonym, men det er eksempelvis John Ketelsen, en ‘ikke specielt troende’ kristen, der for år tilbage sad i bestyrelsen for Muslimsk Studenter Union. Det er folk som Peter Saxtrup Nielsen, aktiv i trotskistiske Socialistisk Arbejderparti, Enhedslisten mv, og tidligere har undervist unge revolutionære i ‘Marxistisk Grundskoling’. Vi er langt til venstre for virkeligheden.

(‘STOP Fascist-Festen’, lørdagens venstreradikale råbemanifestation; Foto: Facebook)

“Et sammenrend af nationalkonservative, islam-hetzere og nazi-sympatisører i Danmark mødes den 22. juni tæt på Skanderborg. De vil feste og netværke og lægge planer.” (Dagbladet Arbejderen)

8. juni 2019

‘Eid Mubarak’, sagde kommunisten: Revolutionær førte valgkamp ‘ved moskeen efter fredagsbønnen’

Det blev De Radikale, der vandt kampen om de muslimske stemmer i landets mange islamiserede boliområder, formentligt fordi partiet har ført en veltilrettelagt kampagne. Spurgte man den gennemsnitlige muslim konkret om holdningen til velfærdsydelser, så ville Enhedslisten uden tvivl være det foretrukne alternativ. Klassekamp 2.0.

(‘Almen Modstand’ hærger valgplakat for liberale Jan E. Jørgensen, Nørrebro St., 4. juni 2019; Foto: Tilsendt)

Det var nu ikke fordi, at Enhedslisten ikke gjorde forsøget. I Århus involverede folketingskandidat Anne Hegelund (Socialistisk Ungdomsfront, se evt. FV2015-dokumentation) sig i ‘Almen Modstand’, der kæmper imod de i ghettoerne forhadte nedrivninger. Og så kan man jo passende dele brochurer ud efter fredagsbønnen…

“Kom forbi og giv en hånd med at dele vores “Stop statsracismen – Forsvar vores Almene Boliger” folder ud ved moskeen efter fredagsbønnen om en lille halv time (Anne Hegelund, Enhedslisten, Facebook, 24. maj 2019)

(Hegelund foran ‘Fredens Moské’, agiterer for ‘Almen Modstand, FV2019; Fotos: Facebook)>/p>

Anne Hegelund blev ikke valgt, men det gjorde derimod Victoria Velásquez, en SUF’er, der for år tilbage blev foreviget iført en bjørneskindshue med Sovjetstatens officielle logo. ‘Eid Mubarak’, lød det fra kommunisten…

Victoria Ninosca Risbjerg Velásquez, 4. juni 2019; Foto: Facebook)

(Victoria Ninosca Risbjerg Velásquez, ca. 2011; Foto: Facebook, udsnit)

3. juni 2019

Prof. Bolt: Demokrati ‘foregår på gaden. Demokratiet er opstand’, “Jo flere der ikke stemmer, jo bedre”

Siden valget blev udskrevet har diverse venstreorienterede organisationer afholdt massedemonstrationer, med det formål at mobilisere med venstreorienterede paroler. Bedre normeringer (flere offentlige ansatte), bedre forhold for asylbørn på Sjælsmark (afviste asylansøgere skal integreres, grænserne må væk) og fremdeles. Gudskelov afgøres politik i stemmeurnerne, ikke ved dansende deltagelse i ideologisk fætter/kusine-fest med Arne Würgler.

Professor i ‘politisk æstetik’Mikkel Bolt, er helt uenig, for som revolutionær socialist, kan man naturligvis ikke overlade samfundsudviklingen til Søren fra Slagelse og Mette fra Mors. Han har dog i det mindste en godartet pointe. Interview med venstreradikale Mikkel Bolt i Politiken – Folketingsvalget er en falsk udgave af demokrati, og vi gør bedst i ikke at stemme (kræver login).

“Når Mikkel Bolt skal tale om, hvad der skal komme i stedet for det repræsentative demokrati, henviser han til den franske filosof Jaques Rancière, der mener, at demokrati er det modsatte af, hvad der foregår i Folketinget.. Tværtimod er demokrati det, der foregår på gaden. Demokratiet er opstand. Skal vi fortsætte med at have demokratiet som projekt, bør vi opgive ideen om at have det som styreform.

‘Vi bliver nødt til at se nærmere på de helt grundlæggende ting i den kapitalistiske økonomi som den private ejendomsret. Den vækst og kapitalistiske logik, som demokratiet er viklet ind i, kan ikke fortsætte. Fundamentet for det moderne demokrati er allerede eroderet under fødderne på os’.

Ender det ikke bare i anarki, hvis vi skal opgive demokratiet som styreform?

Har vi ikke allerede en slags anarki? Tag op til Sjælsmark. Der er undtagelsestilstand. Der er mennesker, der er placeret i demokratiet, men samtidig uden for det. …’.

Det er den uorden, vi bekræfter, når vi går ned for at stemme. Man er med til at bekræfte et ekskluderende nationaldemokrati. …’. …

Når du siger, at nationaldemokratiet er ekskluderende, betyder det så, at du gerne vil opløse Danmark og alle andre nationalstater?

Så længe demokratiet er forankret i nationalstater, vil det være kendetegnet ved at ekskludere mennesker. Så ja, vi skal overveje den indretning af samfundet alvorligt, hvis vi vil have et egentligt demokratisk demokrati. Inden for nationalstaten er demokratiet blevet et gummibegreb, der kan bruges til alt muligt.

Det kan bruges til at gå i krig i Irak og slå en masse mennesker ihjel. Det kan gå hånd i hånd med fremmedfjendsk, racistisk og semifascistisk politik. Det er det, de ‘højrepopulistiske’ strømninger, vi ser herhjemme og i Europa og med Trump, alle sammen er et udtryk for’.

‘Og inddrager vi klimakrisen, bliver det endnu mere tydeligt, at det politiske system er handlingslammet. Blandt andet fordi vi har nogle underlige bindinger til nationalstaten… Den slags åndssvage bindinger umuliggør enhver politisk ændring‘.

Opløsning af nationalstaten… er det ikke noget, der primært kan foregå i en teoretisk verden?

‘Nej, det tror jeg ikke. … Det er klart, at vi skal gøre op med en masse af de ting, vi er fortrolige med. Men det er ikke svært at se, hvor det ender, hvis ikke demokratiet går i gang med en radikal, kritisk selvanalyse. Vi har set før, hvad demokratiet gør, når der er uro. Det afvikler sig selv til fordel for nationalisme og eksklusion‘. …

‘… Alle partierne ender med at gøre det samme alligevel. Det er hip som hap, om det er en rød eller en blå regering. Det er jo ikke sådan, at en rød regering vil gøre op med den islamofobiske politik, lukke asylcentrene eller nationalisere bankerne og boligmassen eksempelvis’.

Nu skal vi alle snart til at stemme. Har du et forslag til, hvad danskerne skal gøre?

Jo flere der ikke stemmer, jo bedre. Og det handler ikke om at være doven, det handler om at have øje for en radikal og åben gentænkning af, hvad demokratiet og det politiske skal være’.”

Oploadet Kl. 13:50 af Kim Møller — Direkte link60 kommentarer

1. juni 2019

Paludans journalistfar om MSM: “… ‘övningar i social grymhet, en häxjakt med självutnämnda bödlar'”

I går bragte B.T. Metro et to siders portræt af Enhedslistens Pernille Skipper. Man hører om hendes personlige interesser, hvordan Irak-krigen vækkede hende politisk, og om hendes engagement i elevrådet. Ikke et ord om hendes aktiviteter i Socialistisk Ungdomsfront (SUF), og absolut intet om hendes medlemskab af trotskistiske Socialistisk Arbejderparti (SAP). Tidligere i dag kunne man på TV2 News høre et portrætlignende interview med socialdemokraten Pernille Rosenkrantz-Theil, og helt på samme måde – intet om hendes engagement i Globale Rødder (Læs: Antifascistisk aktion) og kun overfladisk en henvisning til hendes fortid i Enhedslisten.

Ingen fjende til venstre, så røde kan næsten per definition ikke have en problematisk. Omvendt med højrefløjen, hvor medierne ikke rigtigt har interesseret sig for Rasmus Paludans politiske fortid i Radikal Ungdom (RU) og Folkebevægelsen mod EU. De har måtte grave i eventuelle psykiske problemer, seksualitet og familiære relationer. Helt uhørt, efter normale danske standarder.

Kronikken herunder af journalist Tomas Polvall er yderst interessant, ikke blot fordi det er trykt i en svensk avis. Men fordi han er far til Rasmus Paludan, og i modsætning til Paludans alternative lillebror ikke bærer ved til hetzen. Fra Kristianstadsbladt.se.

“En dag när jag cyklar svänger jag in på gatan där min äldste son Rasmus bor. Han kan inte bo hemma. Det har jag läst om i tidningen. Han riskerar att mördas då. Jag ser upp mot hans lägenhet. Jag hjälpte honom med flytten.

Med tanke på att han blivit överfallen vid flera tillfällen och är mordhotad kunde man kanske tänka sig att de som hotar honom kritiseras för sin kriminalitet. Det görs inte. Det är min son som kallas kriminell och annat nedsättande. ‘Paludan hjärnskadad’ var rubriken i en dansk tidning. När jag såg den trodde jag att terroristerna överfallit honom, men historien var mer än tio år gammal.

… Konvalescensen blev lång. Rasmus fick avbryta sina juridikstudier, men när han väl kom i gång gick det bra. Han var en av de bästa det året han fick sin examen. En tid senare blev han advokat och fick på dansk rekordtid rätt att vara advokat även i hovrätten.

… Orsaken till att Rasmus Paludan är mordhotad och att han förföljs är att han demonstrerar mot islam på ett provokativt sätt. Han säger att Koranen är en skitbok och att profeten Muhammed var en pedofil och mördare. En del muslimer tycker illa om att höra det och hotar att döda honom.

När han demonstrerar bränns bilar, skyltfönster krossas och sten kastas mot polisen. De som ställer till oroligheterna skickar ett tydligt budskap. Håna inte islam. De har nästan lyckats tysta obekväma kritiker. Sedan mordförsöken på Muhammedtecknarna och Lars Vilks har ytterst få i Norden hånat och förlöjligat islam.

Provocerande, ironiska och hånfulla texter, bilder och teckningar är en del av yttrandefriheten. Det finns massor av sånt i danska tidningar. Tidningen Politikens läsare har under många år kunnat glädja sig åt massor av tuffa teckningar. Två av de mest karikerade personerna i Politiken när Muhammedteckningarna publicerades var Pia Kjærsgaard och Anders Fogh Rasmussen. Kjærsgaard avbildades som råtta, häxa och forntidsödla. Statsminister Fogh Rasmussen tecknades som en stenåldersman med en påk i handen. Karikatyrerna av danska politiker var mycket elakare än teckningarna av Muhammed.

Kände Kjærsgaard och Fogh sig förödmjukade, provocerade och kränkta? Mycket möjligt, men de accepterade yttrandefrihetens spelregler. Det mest uppenbara under krisen var att de styrande i många muslimska länder inte gjorde det. De krävde att Jyllandsposten skulle be om ursäkt. De tyckte att tidningen borde rådfrågat muslimska organisationer före publiceringen. De ansåg att Jyllandsposten var ansvarig för ambassadbränningarna, upploppen och morden.

Jag har varit journalist största delen av mitt vuxna liv. Jag har aldrig tillhört den kollegiala sorten. Jag anser att en stor del av journalistiken gör mer skada en nytta. Mest relevant för den situation Rasmus befinner sig i är att vad som helst kan skrivas och yttras om honom. Personer med avvikande uppfattningar när mediedrevet går är chanslösa. Hur det upplevs att vara utsatt för mediernas drev har Mia-Marie Hammarlin skrivit om ‘I Stormens öga.’ Medieskandaler är övningar i social grymhet, en häxjakt med självutnämnda bödlar.

28. maj 2019

‘Musik mod racisme’: 80’erne har ringet. De vil gerne have deres paroler igen…

Det er valgkamp og den yderste venstrefløj mobiliserer det bedste de har lært. Den ene dag demonstrerer de for klima-religionen, og det kan Trier Mogensen tale længe om på Radio24syv. Det ændrer dog ikke på det forhold, at der formentligt var flere flypassagerer i Kastrup den pågældende dag. Dagen før Greta Thunberg holdt sin radikaliserende tale, var Rådhuspladsen fyldt med venstrefløjens overdrev under parolen ‘Musik mod racisme’.

80’erne har ringet. De vil gerne have deres paroler igen… Ja, selv kommunisterne på scenen var de samme. Eksempelvis den i dag 70-årige Anisette Koppel, der sang Nordahl Griegs ‘Kringsat af fjender’, som jeg personligt husker fortolket af røde folkeskolelærere i 80’erne. Grieg var formand for ‘Sovjetunionens venner’, og en stor støtte af Josef Stalin. En mand der ikke mente, der var ‘rum for tvivl og vaklen’. Thunberg uden diagnose.

I 1980’erne var Annisette og manden, Thomas Koppel, tilknyttet den kommunistiske bevægelse i Danmark og spillede til utallige støttefester for blandt andet strejkende havnearbejdere, palæstinensiske guerillaer i Libanon og bz’ere i det befriede område i Ryesgade, København.” (Dagbladet Arbejderen, 29. august 2018)

(Musik mod racisme, 23. maj 2019 ved Mellemfolkeligt Samvirke, Amnesty International, 3F, FOA mfl.)

23. maj 2019

Tre ‘eksperter’ frikender Enhedslisten: “Et parti er ikke ansvarligt for, hvad dets medlemmer mener.”

Mette Frederiksen mente at det var useriøst at sammenligne revolutionære Enhedslisten med Stram Kurs, og i den forbindelse har liberale Martin Ågerup begået en fin kommentar med udgangspunkt i ejendomsretten.

Tre ‘eksperter’ giver Mette Frederiksen ret kan man læse hos Kristeligt Dagblad, og det har om ikke andet, så i det mindste en vis underholdningsværdi. Enhedslistens principprogram skal ikke tages for pålydende, da det blot er et ‘fuldstændigt teoretisk program’, og et anti-demokratisk bagland er heller ikke et problem, fordi et parti ikke er ‘ansvarligt for, hvad dets medlemmer mener’. Demokratisk socialisme er mere demokrati, må man forstå. Lidt ala ‘Deutsche Demokratische Republik’, men med et bedre menneskesyn…

“Det er hårdt trukket op. Enhedslisten har bevist igennem mange år nu, at de godt kan arbejde parlamentarisk. Hvis man tager Stram Kurs’ program for pålydende, er der jo visse ting, der decideret strider mod Grundloven.” (Thorsten Borring Olesen, professor)

“Det er rigtigt, at der har stået sådan nogle revolutionsromantiske ting i Enhedslistens program indtil for få år siden. Men det har været et fuldstændig teoretisk program, og det er jo ikke sådan, at man i Enhedslisten havde forestillet sig – heller ikke før man ændrede programmet – at skulle storme Statsministeriet en dag og besætte alle væsentlige poster. … Du kan godt finde udemokratiske tendenser i de partier, der dannede Enhedslisten i sin tid, særligt Danmarks Kommunistiske Parti. Men siden Enhedslistens dannelse har det ikke været et udemokratisk parti, så alene af den grund holder sammenligningen ikke” (Erik Holstein, journalist)

“Partiet skal selvfølgelig på en måde stå på mål for deres medlemmer. Men det er jo altså en frivillig medlemsorganisation. Et parti er ikke ansvarligt for, hvad dets medlemmer mener. Det er ansvarlig for den politik, der bliver vedtaget. Og så er der noget grundlæggende omkring menneskesyn, der adskiller Stram Kurs og Enhedslisten. … Enhedslisten er ikke et parti, der sætter spørgsmålstegn ved det demokratiske system. Til eksempelvis basale menneskerettigheder. De vil godt forandre, men den parlamentariske strategi er, at det skal være inden for rammerne. Stram Kurs har ikke haft mulighed for at vise, hvad de vil gøre i praksis…” (Karina Kosiara-Pedersen, professor)

(Pelle Dragsted, ‘Demokratiordfører’, Enhedslisten: “… by all means necessary”)

“Enhedslisten er imod kapitalisme –, fordi den kapitalistiske økonomi grundlæggende er udemokratisk, skaber ulighed og utryghed og ødelægger det økologiske grundlag på kloden. … Derfor arbejder vi for, at kapitalismen erstattes af et socialistisk samfund… Kapitalismen præges af stadigt tilbagevendende kriser, som fører til massearbejdsløshed, nedlæggelse af virksomheder, fattigdom og angreb på arbejdernes rettigheder. Selvom kriserne fremstår forskelligt er de alle grundlæggende en konsekvens af kapitalismens indbyggede modsætninger. … Som socialister er vi imod kapitalisme. Det er uligheden, fattigdommen, miljøødelæggelsen, den enorme magtkoncentration af kapitalmagt og alle de andre følger af kapitalisme, som er årsagen til, at vi ønsker at erstatte den kapitalistiske økonomi med et socialistisk demokrati. … Et nyt og reelt demokratisk samfundssystem forudsætter grundlæggende ændringer i ejendomsretten over produktionsmidlerne, som virksomheder, jord og naturressourcer. … Derfor arbejder vi for en grundlæggende forandring af vores samfund, hvor kapitalisme erstattes af et socialistisk demokrati. Det er det, vi kalder for en revolution. … Hvordan en sådan omvæltning af det økonomiske system konkret vil forme sig, er umuligt at forudsige.” (Enhedslisten.dk, principprogram, 2014)

“Enhedslisten ønsker altså at erstatte vores grundlov, som siden 1849 har beskyttet den private ejendomsret med en grundlov, som ikke beskytter den private ejendomsret. Det er – ligegyldigt hvordan man vender og drejer det – en ekstrem politisk holdning. Det er et fundamentalt brud med danske værdier og traditioner. Siden den russiske revolution i 1917 har et stort antal lande forsøgt at gennemføre den slags revolutioner, som Enhedslisten er tilhænger af, hvor privat ejede produktionsmidlerne er blevet konfiskeret og nationaliseret i den ene eller anden form. Intet sted, hvor det er blevet gennemført i stor stil, har det nogensinde været en succes. Intet sted er det gået fredeligt for sig uden vold. Alle steder har det ført til økonomisk kollaps og forarmelse.” (Martin Ågerup, 23. maj 2019)

21. maj 2019

Freja Wedenborg, bestyrelsesmedlem i Dansk Journalistforbund: Tidl. DKP/ml, tæt på venstremilitante

For nogle år siden nævnte jeg henkastet Freja Wedenborg, et tidligere medlem af Danmarks Kommunistiske Parti/Marxister-Leninister (DKP/ml). Partiet slog sig i efteråret 2006 sammen med Kommunistisk Samling, og dannede Kommunistisk Parti, der den dag i dag udgiver Dagbladet Arbejderen. Freja Wedenborg skrev for den kommunistiske partiavis frem til 2014, de sidste år som nyhedschef.

(Freja Wedenborg fra DKP/ml til 1. maj-arrangement 2006; Internet Archieves)

“Bogcafé Nordvest har rige traditioner for enhedsarbejde på venstrefløjen. Den ligger for øvrigt lige ved siden af DKPs kommende partilokaler – det kan jo afstedkomme et frugtbart samarbejde… Bogcafeen har rige traditioner for politiske aktiviteter, kurser, fester med mere. Kalenderen på væggen er booket op. Vi sang 1. maj-sange akkompagneret af unge Freja Wedenborg fra DKP/ml på guitar. Jeg selv havde fået vist vej af en partikammerat fra DKP, københavnsformanden Henning Jakobsen. Gry Blom Hempel, en ung Enhedsliste-kvinde, holdt en inspirerende 1. maj-tale. I den fremhævede hun Latinamerika som håbet for en kommende revolutionær udvikling. Hun sammenlignede nutidens ”falske fjendebilleder” i terrorhysteriet med rigsdagsbranden og nazismen i Tyskland. Til gengæld fremhævede hun Latinamerika som et håb om revolution og socialisme…” (SKUB, DKP.dk, 2006)

Siden blev hun underviser på RUC og ekstern lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og er sågar medlem af Dansk Journalistforbunds bestyrelse. På Linkedin noteres, at hun pt arbejder for Rina Ronja Kari, EP-kandidaten med en fortid i Rød Ungdom. Rød Ungdom er opløst, men gruppens Revoshop.dk eksisterer stadig, og her kan man købe diverse propaganda for erklærede militante Antifascistisk Aktion. Revoshops adresse i Nordvest deles af flere kendte venstreradikale, herunder Freja Wedenborg.

Hun har specialiseret sig i ‘digital kildebeskyttelse’, har udgivet en såkaldt ‘cryptoguide’, der blandt andet anbefaler brugen af krypteret kommunikation, herunder ‘Signal’-app’en.

(Freja Wedenborg på Bergen Universitet, 9. april 2019; Foto: Youtube)

‘Signal’ er i øvrigt også den besked-tjeneste Antifascistisk Aktion benytter sig af. På hendes Twitter-profil deler hun opdateringer om højrefløjen fra personkredsen omkring Antifascistisk Aktion og Researchkollektivet Redox. Forbind selv punkterne.

(Freja Wedenborg på Twitter, 2019: Andreas Rasmussen, Rasmus Preston, Redox…)

“Kan bruges af alle, der har brug for at kommunikere fortroligt og undgå den digitale overvågning.” (om Freja Wedenborgs ‘Cryptoguide for journalister – Håndbog i digitalt selvforsvar’, Forlaget Ajour, 2015)

18. maj 2019

Mette Frederiksen: Ikke acceptabelt at sammenligne ‘kommunister ude i Enhedslisten’ med Stram Kurs

Lars Løkke Rasmussen skulle være en god strateg, men hvis han var det, så ville han vide at venstrefløjen altid praktiserer ‘Ingen fjende til venstre’. Mette Frederiksen ved selvfølgelig godt at Løkke ikke mener noget seriøst med den luftige SV-prøveballon, og hvorfor skulle hun så undsige Enhedslisten, når hun nu i sidste ende er afhængig af mandaterne. Hun stoler på danskernes historieløshed, og det er sikkert en god strategi.

Uanset hvordan ordene drejes, så er Enhedslisten et kommunistisk parti, og Pernille Skipper er kommunist i ordets egentlige forstand. Hun er revolutionær socialist, med alt hvad dertilhører af tankegods fra klassekampens arkitekter. Som 24NYT har afsløret, så var hun for blot tre uger taler ved en pro-palæstinensisk arrangement i København. Her talte hun om at bekæmpe af ‘højreradikale Dansk Folkeparti’. Før og efter hun gik podiet, talte islamister om fordrivelse af israelere fra israelske byer, om hævn og de nødvendige bombebælter.

“Løft lige niveauet, Løkke. Det er ganske enkelt ikke acceptabelt, når du til citat sammenligner ‘kommunister ude i Enhedslisten’ med ‘folk med nazistiske tendenser i Stram Kurs’. Guderne skal vide, at Socialdemokratiet og Enhedslisten er uenige om mangt og meget. Det vil vi også være efter et valg. Men der er også ting, vi kan sammen. At sammenligne et parti, der arbejder ordentligt og redeligt i Folketinget med Stram Kurs, er helt forkert. Og det er at tage debatten ned på et niveau, hvor det ikke er en statsminister værdig.” (Mette Frederiksen, 17. maj 2019)

(Pernille Skipper taler om ‘højreradikale Dansk Folkeparti’ for islamister, København, 27. april 2019)

(Islamist, der talte før Pernille Skipper)

“Kommer med mit (bombe) bælte og vil ofre mig selv, min Palestina. Kommer med mit våben i min hånd og kommer med blod på min hånd. Jeg vil hævne mig. Præsentér mig selv til døden.” (Mahmoud Al-basha, Palestinians in Europe conference 2019, København, 27. april 2019)

(Mahmoud Al-basha, digter, der talte efter Pernille Skipper)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.


Næste side »


Vælg selv beløb


RSS 2.0
Comments RSS 2.0