22. april 2014

Dansk Journalistforbund hylder venstreradikale Jan Guillou på Journalisternes Fagfestival 2014

God kommentar af Bent Blüdnikow i Berlingske.

Jan Guillou: KGB-agent

Den svenske succesforfatter og debattør Jan Guillou kommer til København i november for at deltage i journalisternes fagfestival. Det kunne redaktøren af journalisternes fagblad, Øjvind Hesselager, fortælle på fagbladets hjemmeside. Og han berettede stolt, at han for 14 år siden havde interviewet samme Jan Guillou.

Jan Guillou blev kendt i begyndelsen af 1970erne, da han afslørede, at den militære efterretningstjeneste samarbejdede med en privat organisation om udspionering af den radikale svenske venstrefløj. Siden blev Jan Guillou en kendt krimiforfatter og han er elsket af den svenske medieverden, hvor han spiller en stor rolle som opinionsmager. I 2009 udgav han sin selvbiografi, ‘Ordets makt och vanmakt’, men han glemte at skrive, at han fra 1967 til ind i 1970erne havde været betalt agent for den sovjetiske efterretningstjeneste, KGB, og havde haft en række møder med sin sovjetiske føringsofficer.

Da dette på grund af ihærdige journalister kom frem i 2009, nægtede Guillou først, men indrømmede derpå delvist, fordi dokumentation blev lagt frem. Han måtte derpå omskrive dele af sin erindringsbog, men han har ellers på intet tidspunkt vist nogen anger eller ændret sine venstreradikale holdninger.

Jeg gjorde Øjvind Hesselager opmærksom på dette forhold og bad ham om, at Journalisten tog sagen op, så danske journalister ikke troede, at Jan Guillou var en helt. Nej, tværtimod havde han været med til at støtte det totalitære sovjetiske system og styrke undertrykkelsen i sovjetsamfundet. Øjvind Hesselager svarede, at det havde han ingen interesse i, men jeg var velkommen til at skrive et læserbrev. Jeg svarede, at hvis Jan Guillou havde haft samarbejde med det racistiske Sydafrika eller Pinochets Chile, så havde man aldrig inviteret ham til journalisternes fagfestival og at det var et problem, at en venstrefascist kunne optræde blandt journalister, der ellers skulle hylde demokrati.

Sagen illustrerer et journalistisk problem. Mens størstedelen af befolkningen nu ved, at kommunismen var en omfattende tragedie (og stadig er det), der kostede millioner af menneskeliv og truede den vestlige verden, så er disse kendsgerninger kun sporadisk trængt igennem hos danske journalister. Her er en højreradikal sympatisør altid en bedre historie end en venstreradikal medløber. I dansk presse stilles der kun sjældent spørgsmål til tidligere støtter af kommunistiske rædselsregimer og venstreradikalt vanvid, og det har vi set nylige eksempler på med musikere som Niels Skousen og Annisette Koppel.

Øjvind Hesselager kan stadig nå at lave journalistik på sagen om Jan Guillou, men jeg tvivler stærkt på, at det vil ske.

(Foto fra Tommy Hanssons Blogg)



4. april 2014

Historiker Dan H. Andersen: Kommunisme og nazisme minder om hinanden – er ‘lige umenneskelige’

Ikke alle historikere er håbløse. Fra Kristeligt Dagblad – Kommunisme regnes ikke for belastende (kræver login).

“Historikeren Dan H. Andersen er en kender af nationalsocialismen… Selvom han således fagligt har kigget ned i nazismens afgrund af diaboli, mener han ikke, at den ene totalitære ideologi har noget at lade den anden høre. …

Det undrer mig… at vi i København kan have en Café Castro og en Aksel Larsens Plads. Det er stadig nogenlunde accepteret, at være gammel kommunist, mens forbindelse til nazismen jo er komplet socialt ødelæggende.‘ ‘Københavns universitet har haft to betonkommunister som rektorer, Mogens Fog og Erik Skinhøj, hvad der stadig ikke regnes for stødende.

Olaf Olsen, rigsantikvar og redaktør af den mest indflydelsesrige nye danmarkshistorie, Gyldendal og Politikens, viste sig at have udfærdiget lister over klassefjender blandt kolleger til Moskva, da han var studerende. Man kunne så overveje, om det var til almindelig information, til interneringslejre eller til noget værre. Det gav ingen stor skandale, da det kom frem, næsten som var det en mindre ungdomsforvildelse.’

Dan H. Andersen mener, at kommunismen og nazismen ikke blot er lige umenneskelige, men at de to ideologier i det hele taget minder om hinanden.

‘Begge er de sekulære religioner, begge ser de frem til en apokalypse efterfulgt af tusindårsriget eller arbejderparadiset, begge satsede de på udryddelse af klassefjender eller urene racer og slog derfor et svimlende antal mennesker ihjel.’ …

Nazismen fremstår som ondskaben inkarneret?’ Naturligvis var den ond, men den er også et sammensurium af alt muligt. En kæmpe rodebutik. Den blander en bunke elementer fra europæisk kultur: oprør mod bylivets fremmedgørelse, kritik af kapitalisme og meningsløsheden i den moderne tilværelse, raceidéer – som jo var vidt udbredte før Hitler – vitalisme og det okkulte. Som hippierne og New Age-folkene meget senere skulle gøre det, dyrkede mange nazister ånden i jorden, ånden i træerne, tempelriddere, Tibet, vegetarisk kost, helse og så videre.’”



3. april 2014

Erik Storrud om voldens berettigelse, valg af slagvåben og aktioner der fører til ‘overdrevet selvforsvar’

Hvor det i Danmark er noget nær umuligt at forsvare politisk vold, så skelner brede dele af den svenske offentlighed åbenlyst mellem vold rettet mod højrefløjen og vold rettet mod alle andre. Kommunisten og AFA-sympatisøren Irene Matkowitzc der sidste år kastede en flødeskumstærte i hovedet på SD-leder Jimmie Åkesson under en bogsignering, er et godt eksempel. Hendes forsvarer krævede straffrihed med henvisning til Nürnberglovene, idet hun ‘försvara demokratins värden’ mod fascisme, nazisme og menneskerettigheds- krænkelser, hvad “står över de nationella lagarna”.

Aftonbladets kulturskribent Petter Larsson havde næsten samme pointe. Matkowitzc var et ‘bra symbol’, og hendes angreb var “ett humanistiskt försvar för alla dem SD hotar med sin politik”.

Venstreradikale Erik Storrud har skrevet en længere tekst om voldens berettigelse, og da han er noget mere ærlig end Enhedslistens samlede folketingsgruppe, kommer der nogle sandheder frem som sjældent ses på skrift. Der er selvfølgelig klare logiske brister. Eksempelvis fastholder han at ‘Alerta’-konceptet i udgangspunktet er ikke-voldelig, og i øvrigt har været fast praksis i hans liv som aktivist. Manden har været anholdt sytten gange! På samme måde rationaliserer han, at det er legitimt at angribe ‘fascisterne’, hvis de kommer tæt på eller provokerer ‘antifascistiske’ arrangementer. Den slags klinger hult, når nu han samtidig hævder at venstrefløjen ikke er særligt voldelige, men blot vil true, blokere, “være i vejen og være forstyrrende” når højrefløjen mødes offentligt.

I praksis giver Erik Storrud ventrefløjen carte blanche til voldsanvendelse, og de mange filosofiske udredninger kunne på sin vis forkortes til AFA-slagordet ‘antifascisme er altid selvforsvar’. De afsluttende afsnit om valg af slagvåben til det planlagte ‘selvforsvar’, fortæller lidt om den overordnede morale. Fra Modkraft.dk – Lad os gradbøje vold.

“Som debat- og samfundskultur har vi et problem, der går udover os allesammen. Vi lever i et samfund hvor man ikke kan diskutere eller analysere vold. I stedet for at være beskrivende for handlinger, konflikter eller adfærd er fænomenet ‘vold’ helt umuligt at belyse sagligt i en debat prævet af taburiseringer, blind afstandstagen eller undvigende forsvar. Alle politiske aktører gør en dyd ud af at voldstemple politiske fjender imens man selv aldrig er voldelig. I den politiske debat, både på venstre- og højrefløjen, kan vold bedst defineres som ‘det de andre gør’. …

Vold er sjældent den optimale løsning på samfunds-konflikter. Men den er en del af vores samfund og en del af mange aktivistiske bevægelser verden over. Volden forsvinder ikke bare fordi vi prøver at bilde os selv ind, at det kun er ‘de andre’ der gør det. Vold er kompliceret og kan gradbøjes. …

Antifascistisk Aktion (AFA) udgav 1. maj 2013 aktionskonceptet Alerta. Det foreskriver blandt andet at man undgår tilsigtet personskade (vold) og undgår at søge konfrontationer med politiet. Den adfærd der foreskrives i Alerta konceptet har efter min vurdering været antifascistisk praksis ved større aktioner i al den tid jeg har været aktiv antifascist. Man har altid planlagt blokader af nazimarcher eller fascistiske møder med en ambition om at tilstræbe, at de forløber uden vold og rigtig mange antifascistiske masseaktioner er også forløbet uden voldshandlinger. … Eftersom Alerta konceptet primært beskriver hvornår vold og konfrontation skal undgås, kan det tolkes som et ikke-voldeligt politisk tiltag ved antifascistiske masseaktioner.

Alerta konceptet betyder, at de fleste nyere antifascistiske masseaktioner er erklæret ikke-voldelige. Der findes en strategisk anerkendelse af, at man ikke vinder ved at lave vold eller overfalde så mange fascister som muligt. Man vinder ved at være til stede, ved at være i vejen og være forstyrrende. Man kan diskutere hvorvidt blokader og forstyrrelser muligvis virker ved en trussel om vold. Man kan også diskutere hvorvidt der eksisterer en voldsparathed indenfor masseaktioner der kan føre til overdrevet selvforsvar.

[...]

Min definition af vold skelner som sagt ikke mellem vold som angreb eller vold som selvforsvar. Derfor kan denne antifascistiske tradition klassificeres som enten direkte voldelig eller som en trussel om vold. I gennemgangen antifascistiske adfærd der relateres til vold, er denne praksis altså reelt voldelig. Men denne vold kan gradbøjes og har derfor også grænser. …

At fascister meget sjældent kommer alvorligt til skade, selvom de relativt ofte udsættes for vold af et overvældende antal antifascister, vidner altså om en vis tilbageholdenhed i voldsanvendelsen. … Selvom den antifascistiske praksis med at jage fascister væk er voldelig, og sikkert også ulovlig i mange tilfælde, mener jeg der findes etiske, historiske og politiske argumenter, der gør at den er en indgroet tradition ved alle større antifascistiske markeringer.

Etisk vælger fascisterne selv at opsøge antifascistiske demonstrationer. En demonstration kan høres fra lang afstand og den er let at undgå. Det er altså ikke et tilfælde, at fascisterne opsøger dem. Enten er deres intention direkte voldelig, som i tilfældet med kamikazeangreb, eller også vil de provokere. Uanset hvad vil de ødelægge de antifascistiske demonstrationer. Det er altså et aktivt valg de tager, og det er kun naturligt, at det har konsekvenser. .. Antifascisme er i disse situationer altid selvforsvar.

(Erik Storrud sparker og slår politibetjent, Hundige, 6. august 2011: Urias)

Eftersom vold er ubehageligt og Alerta konceptet er et godt alternativ mener jeg ikke organiserede overfald på fascister i Danmark kan forsvares. Den slags kan kun retfærdiggøres hvis man er mere i defensiven end den antifascistiske bevægelse i Danmark er p.t.

Det synspunkt handler ikke om vold mod fascister kan forsvares ideologisk eller om hvorvidt fascisterne ‘fortjener det’. Hvis man kigger på den fascistiske ideologi bliver det tydeligt at den uundgåeligt ender med forbrydelser mod menneskeheden der for enhver pris må undgås. Med det argument kan alle offensive handlinger forsvares, hvilket kan føre til den slutning at vold altid er berettiget. En holdning der ikke gradbøjer volden og dermed ikke fører til gode argumenter i en nuanceret debat. En holdning om at vold altid er berettiget er lige så indskrænket og urealistisk som holdningen om at vold aldrig er berettiget.

[...]

Flaskekast kan være effektivt til at holde fascister på afstand hvis de angriber demonstrationer… Det bedste at kaste med rystede uåbnede ¼ liters sodavandsflasker. Deres vægt tillader gode kast og fordi der er masser af Co2 i dem splintrer de i små stykker ved kontakt. På den måde reduceres chancen for at nogen skærer sig dybt. Denne sandsynlighed er en større ved tomme ølflasker da de er af tykkere glas og derfor går i større stykker. Bliver en fascist ramt af en sodavandsflaske i hovedet får han sodavand og små glaskår udover sig hvilket er en tilstand det er svært at være en trussel i. Ingen glasobjekter er ufarlige at blive ramt af, men fyldte sodavandsflasker synes øge chancen for at gøre et mål ukampdygtigt samtidig med at sandsynligheden reduceres for alvorlige skader. …

Hold dig fra jernrør! De ligger indenfor den grove voldsparagraf og straffes væsentlig hårdere end slag med kæppe og andre improviserede slagvåben hvis du bliver taget. Jernrør er ligeledes sværere og tungere våben at håndtere end kæppe hvorfor de er sværere at ramme med og har en kortere rækkevidde. … Den vigtigste grund til at holde sig til milde slagvåben, er at de fleste kæppe brækker før knogler brækker. Hvis dit mål er at gøre en person ukampdygtig, vil et slag i hovedet med en kæp være næsten lige så effektivt som et slag med et jernrør.”

Oploadet Kl. 16:00 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer


18. marts 2014

Alle var bange under Den Kolde Krig, men ikke nødvendigvis for russerne – Uriasposten nævnt i P3

Når jeg ikke kan se AGF-kampe på stadion eller TV, så følger jeg live-dækningen på P3, og det var tilfældet i går, hvor jeg skiftede til P3 i god tid. I gang var ‘Pressen på P3′, hvor Tony Scott og Tue Blædel var i gang med en let underholdende samtale om Rusland anno 2014 kontra Rusland under Den Kolde Krig. Jeg fik spontant en vinkel til blogpost, og da jeg i dag for god ordens skyld hørte lidt mere fra programmet, opdagede jeg tilfældigt at radioværterne tidligere havde talt om en ældre blogpost her på Uriasposten.

Uriasposten nævnes.

Tony Scott: Jeg har faktisk googlet dig i dag… Jeg har fundet nogle andre spændende ting om dig. Jeg har selvfølgelig fundet ud af, at du engang har været vært på P3 Nyhederne… Men så har jeg også læst lidt videre om, hvad synes folk sådan egentligt om dig? Og der har jeg været ind på en side der hedder…

Tue Blædel: Vi hader Tue Blædel dot com.

Tony Scott: Uriasposten.

Tue Blædel: - Oh, det er næsten det samme.

Tony Scott: Der er du ikke helt vildt populær.

Tue Blædel: Det tror jeg gerne, de er jo ikke rigtigt vilde med nogen.

Tony Scott: Jov, det er de jo, de er vilde med nogen, bare ikke, de skriver hvorfor de overhovedet findes, bare sådan vi lige ved hvor vi er henne: ‘det er fordi at danske medier anskuer verden med røde eller lyserøde briller, hvor konservatisme eller synspunkter der ligger til højre for midten, typisk bruges som skældsord. Til det kan jeg bare sige – Festen er slut.’

Tue Blædel: De holder øje med sådan nogle røde lejesvende som mig.

Tony Scott: De fortæller så om en snak vi engang havde her i programmet, om en amerikansk tv-præst der hedder Pat Robertson, og jeg ved ikke om du kan huske det, men det var nogle lydklip hvor der var en dame der ringer ind, og siger til ham, at hendes mand var utro. Han siger bare ‘get over it’, og ja…

Tue Blædel: - Nåh ja.

Tony Scott: Når du tænker på at han har været utro, så tænk også på, at han har givet dig over hovedet. Han giver dig mad på bordet. Ikke. Så find tilbage til der, hvor jeg tænker – ja, han beskytter mig.

Tue Blædel: Jeg husker den skønne præst, og de gode råd.

Tony Scott: Der er der bare en i debatten under indlægget, der er hele vores dialog skrevet ud. Det er meget grundigt og udførligt lavet – skriver sådan her om os: ‘Grunden til at vi ikke har set en dansk Breivik, er sandsynligvis at der er håbløst mange røde eller radicoole islamificerende idioter i Danmark,. At komme idioterne til livs, ville svare til at rydde op i Gribskov for myrer med en fluesmække’.

Tue Blædel: Ja, det er jo nærmest morsomt.

Senere i samme udsendelse.

Tue Blædel: Bacon langer også ud over dem der er ude efter Rusland på grund af Ukraine, og synes det er lidt farligt.

Tony Scott: Nåh!

Tue Blædel: I ved ikke hvordan det var.

[Kevin Bacon om Den Kolde Krig: 80s Awareness]

Tue Blædel: Sådan var det. Man kunne ikke engang tage sit skateboard, ned til Blockbuster og leje en Steven Seagal-film uden at man bliver ramt af et russisk atommissil. Stort set. Men det er jo rigtigt, nok igen, vi er jo ikke rigtigt bange for Rusland, men det var man jo i den tid. Jeg kan jo huske, og det er måske også fordi jeg kommer fra en mere eller mindre kommunistisk opdragelse, nu sidder folk inde på 180 Grader og har en fest, det ved jeg godt, men vi fik jo at vide på et tidspunkt, på en eller anden lejr med min mor.

Tony Scott: - Marxistisk sommerlejr.

Tue Blædel: Sådan noget i den dur. Der fik vi at vide, at man ikke måtte kigge op når flyene kom, fordi det var Big Brother der holdt øje. De tog lige nogle billeder, der var ingen grund til at hjælpe dem på vej.

Tony Scott: Hahahah – Selvfølgelig fløj de rundt og tog billeder af Jer.

Tue Blædel: Nåh jov, men altså, det var ikke kun…

Tony Scott: - Det var under Den Kolde Krig, jo.

Tue Blædel: Det var det.

Tony Scott: Du skulle dokumenteres for pokker.

Hermed dokumenteret at journalist Tue Blædel, tidligere vært på P3 Nyhederne, har fået en kommunistisk opdragelse, og som ung deltog i mindst èn marxistisk sommerlejr.

Oploadet Kl. 18:00 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer
Arkiveret under:


17. marts 2014

Enhedslistens søsterparti i Sverige undsiger AFA – ‘Ung Vänstern Storstockholm’ truet af AFA-talsmænd

Kort efter Murens fald skiftede Vänsterpartiet Kommunisterna navn til Vänsterpartiet, og partiets udvikling minder en hel del om Enhedslistens, omend Lars Ohly der tegnede parti i en årrække (i modsætning til Johanne Schmidt-Nielsen), ikke mere betegner sig selv som kommunist. Revolutionær socialisme har en bedre klang.

I sympati med de sårede autonome gadekrigere fra Malmø, havde Vänsterpartiets ungdomsafdeling Ung Vänster arrangereret en demonstration lørdag på en central plads i Stockholm. Antifascistisk Aktion blev i lighed med andre militante organisationer ikke inviteret, og det tog de ikke pænt.

Fra den officielle side for Ung VänsterUng Vänster Storstockholm hotade av Afa.

“Med anledning av lördagens manifestation mot nazistiskt våld blev Ung Vänster Storstockholms ombudsmän igår utsatta för hot från Antifascistisk Aktion.

Igår vid 18-tiden kom tre män i 25 års-åldern som utgav sig vara från Afa in till Ung Vänster Storstockholms distriktscentral och agerade hotfullt gentemot distriktets två ombudsmän. De krävde att få talartid på lördagens manifestation mot nazism där Ung Vänster Storstockholm är en av arrangörerna. Man hotade med att sabotera manifestationen och se till att den inte skulle kunna genomföras. Hoten handlade också om att sabotera för andra demonstrationer runt om i landet, specifikt genom att stänga ute Vänsterpartiet och Ung Vänster bland annat i Malmö. Man pratade om att se till att artister som var inbokade inte skulle kunna uppträda. Männen var mycket aggressiva och var så högljudda att grannar i huset kom ut på balkongerna. De skrek att ‘om vi inte får ha en talare på demonstrationen så kommer det att gå jävligt illa för er’ och ombudsmännen blev kallade för ‘fitta’ och andra kränkande ord samtidigt som männen sa att de ‘skulle pissa på dem’.

De två ombudsmännen som är kvinnor i 20-årsåldern blev till sist så pressade att de lovade talartid åt representanter från Afa för att få männen att lämna platsen. På plats på distriktscentralen fanns samtidigt yngre medlemmar.

Innan händelsen pågick en diskussion per telefon med representanter från Afa. Beskedet från Ung Vänster Storstockholm hade dittills varit att man ville fatta beslut på ett möte med alla andra medarrangörer under fredagen, men att tanken varit att enbart de större organisationerna samt privatpersoner skulle tala. …

Att representanter från AFA tar sig rätten att hota våra ombudsmän på deras arbetsplats är oacceptabelt.”

Oploadet Kl. 15:35 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer


15. marts 2014

Bitter blog: “Hvad er det, du ikke forstår? Og hvorfor bliver du ved med at gå rundt med hans portræt?”

Jeg lever fint uden X Factor, men Bitre Bob har en god kommentar. Fra Bitter blog – Che Guevara: Et portræt.

“Che Guevara var en kommunistisk massemorder, der internerede mennesker, han ikke kunne lide – deriblandt homoseksuelle – i lejre, og han foretog personligt over 200 henrettelser. Hvad er det, du ikke forstår? Og hvorfor bliver du ved med at gå rundt med hans portræt?

… I årets X Factor show – ja, lad bare som om, at du ikke ser det, hvis du er lige så flov over det som mig – deltager sangerinden Lucy Mardou. Hun er atypisk for det populistiske, popkapitalistiske X Factor koncept. Hun bor nemlig i Thy-lejren sammen med sin mand og sit barn, og hendes varemærke i showet er at udtrykke ro, salighed og fuldstændig hvilen-i-sig-selv. Hendes sange er som regel dramatiske… og de er fyldt med dejlige, naturlige og positive ‘vi ønsker fred og kærlighed’-vibrationer, mens hun foretager sine ekspressionistiske dansetrin som en eller anden debil, pothøj, asetroisk troldkvinde. …

Hvad sker der så, mens hygge-tykke Lucy udfylder scenen og er åh-så-forstående og omfavnende over for alt og alle omkring hende? Blachman siger undskyld for sin i øvrigt ganske berettigede kritik, og mens hun overskudsagtigt proklamerer, at han ikke skal undskylde for noget, der bare er hans mening, panorerer følelsespornokameraet over på hendes mand, der …

(Hector Breki Geirsson, X Factor, 7. marts 2014; Se & Hør)

… bærer en Che Guevara T-shirt. Jamen, jeg forstår det ikke? Så vores alle sammens lille, kærlighedssprudlende zen-Buddhafigur danner par med en mand, der har en massemorder som idol? Endda en, som har forfulgt vores tids ellers mest allerhelligste minoritet, de homoseksuelle?

[...]

‘Hvorfor går du så meget op i det, Bob? Det er bare en T-shirt,’ siger du og trækker på skuldrene. Og lige præcis dét udsagn viser, at du intet har fattet. Intet. Det er jo netop den trækken på skuldrene, den ligegyldighed og den selvfølgelighed, som følger i kølvandet på fremvisningen af sådant et modbydeligt symbol, der beviser, at socialismens vold og tvang er fuldstændigt accepteret i vores samfund. Lige fra folkeskolen og langt ind i regeringen, omend man med rette kan sige, at der for tiden godt nok ikke er særlig lang vej mellem netop de to ståsteder i livet.

Socialismen har i sandhed for længst sejret. Åh ja.”

Oploadet Kl. 07:31 af Kim Møller — Direkte link28 kommentarer


10. marts 2014

Bo Lidegaard anno 1982: Bidragyder til USA-kritisk ‘freds-antologi’, redigerede ‘militærkritisk magasin’

Bent Jensens ‘Ulve, får og vogtere. Den kolde krig i Danmark 1945-1991′ fik en hård bedømmelse i Politiken af ansvarshavende chefredaktør Bo Lidegaard, der betragtede værket som et polemisk anklageskrift fra højre flanke. At Lidegaard selv, ikke er den mest objektive, har de fleste forstået. Jesper Vind kommenterer Bo Lidegaards kritik af Bent Jensen i Weekendavisen – Jensen vs. Lidegaard.

“Som nævnt anklages Jensen for at gå ‘efter revl og krat’ i Ulvebogen, men gør Jensen nu også det? Selvfølgelig ikke. Jensen har eksempelvis undladt at nævne sin allierede fra Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaards trotskistiske udskejelser i tresserne og marxistiske skolebøger i halvfjerdserne. Denne undladelse stemmer godt overens med Lidegaards pointe om, at Jensen går efter ‘modparten’.

Men faktisk fortæller koldkrigsværket heller intet om, at Lidegaard tilsyneladende selv flettede tæer med ‘fodnote-forræderne’ i begyndelsen af 80erne. Lidegaard bidrog nemlig til den USA-kritiske freds-antologi Grønland – Middelhavets perle: et indblik i amerikansk atomkrigsforberedelse (1983).

Derudover finder koldkrigsværket det heller ikke værd at nævne, at Lidegaard i 1982 blev medlem af redaktionen på ‘Forsvar – Militærkritisk Magasin’. Et magasin som delte ideer og adresse med fredsgruppen Nej til Atomvåben (stiftet af bl.a. Jørgen Dragsdahl). Magasinet havde i 1981 bragt flere artikler om Forsvarets Efterretningstjenestes lytteanlæg, hvilket gav redaktøren en sigtelse for spionage, som dog blev frafaldet.

Redaktøren af det hedengangne militærkritiske tidsskrift Søren Møller Chistensen er i øvrigt i dag formand for Jørgen Dragsdahls indsamlingsforening. Den forening, som chefredaktør Lidegaard netop har givet gratis annonceplads i Politiken, så Dragsdahl kan få indsamlet penge til at føre sin injuriesag i Højesteret. Mod professor Bent Jensen.”

Oploadet Kl. 14:12 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


9. marts 2014

Deadline til angreb på VK-regeringen med hjælp fra professor Peter Pagh, tidligere anarkist, DKU, DKP

Foromtale fra fredagens Deadline med Martin Krasnik, der præsenterede sagen om børnecheck til ‘EU-borgere’.

“Der langes nu kraftigt ud efter Justitsministeriet i sagen om børnechecken. Ministeriet beskyldes for at have fiflet med juraen i 2010 under VK-regeringen, så Danmark kunne udsætte udbetalingen af børnecheck til EU-borgere. Venstre-politikerne afviser og siger, at alt er foregået efter bogen. Hvad er op og ned i den spegede sag? Vi får en vurdering fra juraprofessor Peter Pagh og lektor i forvaltningsret, Sten Bønsing.”

Fra indslaget, der gav den tidligere regering skylden.

Martin Krasnik, Deadline: … det er jo at manipulere med virkeligheden?

Peter Pagh, professor: Ja… hvis det skulle være lødigt oplyst, så kunne man sige…

Fra Bent Jensens ‘Ulve, får og vogtere – Den Kolde Krig i Danmark 1945-1991′, Bd. I, side 230.

10. april 1978 trængte omkring 100 medlemmer af DKU under ledelse af stud. jur. Peter Pagh, som senere blev professor i jura ved Københavns Universitet, ind i Forsvarministeriets kontorer ad en ubevogtet indgang. De unge kommunister protesterede mod neutronbomben og et kommende NATO-møde i Frederikshavn.”

Mere om Peter Paghs fortid her (s. 140ff).

Oploadet Kl. 23:26 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer

Dansk Nordkorea-fan afviser kritik af regimet: “… der er ikke nogen som lever i i ekstrem rigdom”

Anders Kristensen fra Nordkorea-venskabsforeningen definerer socialisme i et interview med Ekstra Bladet.

Anders Kristensen, Formand for ‘Venskabsforeningen Danmark-DDF Korea’: Der er jo mange der siger at Nordkorea er et af de mest lige samfund i verdenen, så kan man sige, at alle er lige fattige, men der er ikke nogen som lever i ekstrem rigdom. Det kan godt være partiledelsen har nogle materielle goder og så videre, det skal de jo have for at det kan fungere, i det samfund de skal fungere i, men de lever ikke et vildt luksusliv.

Oploadet Kl. 01:04 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


1. marts 2014

Bent Jensen, Ulve, får og vogtere: Om Sperling, Villaume, Lykketoft og ‘journalisten fra Jyllands-Posten’

Som Klaus kjøller pointerer i Berlingske, så er medieomtalen af Bent Jensens nye to-bindsværk om Den Kolde Krig, et skoleeksempel på hvorledes MSM formidler ukomfortable nyheder. Vi får ‘proceshistorien’ om en ‘kontroversiel’ forsker, der skamroses af borgerlige og kritiseres af røde, men meget lidt om de konkrete resultater af historieforskningen, der ellers leveres i citatform direkte fra hidtil ukendte kilder.

(Mere om udgivelsen: Snaphanen, Deadline, P1, Politiken)

Her lidt fra Bo Bjørnvigs faktamættede anmeldelse af ‘Ulve, får og vogtere’ i seneste Weekendavisen – De kolde kapitalister og de varme røde (ikke online).

“… det gik vildt for sig. VS var langt ude. Sten Folke, der sad i Folketinget for VS fra 1975-84, mente at sabotageaktioner mod amerikansk ejendom ville være bevidstgørende for arbejderklassen og blev støttet af flere medlemmer af VS’ hovedbestyrelse, hvorefter det indgående blev drøftet, ‘hvordan man forud for udførelsen af sabotagen skulle informere befolkningen gennem propaganda, så den lettere ville kunne forstå sabotagehandlingen.’ Her lå Sten Folke på linie med Rote Armee Fraktion (RAF) i Tyskland, der igen støttede sig til Lenin, der mente at terror havde en opdragende effekt på masserne. I vores NATO-allierede Vesttyskland virkeliggjorde Rote Armee Fraktion ideerne og myrdede fremtrædende kapitalister, men fik dog ikke som planlagt ram på forbundskansler Helmut Schmidt og hans udenrigsminister.

Danske Studerendes Fællesråd forsvarede i pjecen ‘Baader Meinhof-gruppen – derfor vold’ RAFs terrorangreb som ‘moralsk rigtige’, fordi RAF-medlemmerne var ‘soldater’, der deltog i proletariatets internationale kamp mod imperialismen.

I efteråret 1977 kulminerede RAF-aktionerne, samtidig med at fire medlemmer af den palæstinensiske terrorgruppe PFLP i et forsøg på at få frigivet RAF-fangerne kaprede et Lufthansa fly og tvang det til Mogadishu. Hvilket fik VS-folketingsmedlemmet Litten Hansen til at erklære, at det var magthaverne, der definerede, hvem der var terrorister: ‘Jeg tror man holder op med at betragte volden som terror i det øjeblik, man fatter, hvorfor volden er god.’ VS’eren Vibeke Sperling mente, at den danske venstrefløj kunne lære af den tyske venstrefløjs erfaringer: ‘De fleste af os er parate til at blæse en lang række virksomheder i luften, for vi har snakket så længe, men vi har åbenbart ikke snakket længe nok og godt nok. Nu må det være vores opgave (…) at give startskuddet til åbning af fronten.’

Interessant er historieprofessoren Poul Villaume, der som medlem af det stalinistiske KAml forsvarede Stalin og dermed også hans udrensninger, ja han beklagede tilmed, at der var en planlagt udrensning, som Stalin ikke fik gennemført. Ikke overraskende advarede han mod ‘NATO’s storstilede planer om en atomoprustning af Vesteuropa’. Det er ikke mindst interessant, fordi Poul Villaume i dag er administrator af store forskningsmidler til studier af Den Kolde Krig, hvilket mærkeligt nok ikke synes at forarge nogen af dem, der har så travlt med, at Bent Jensen er forudindtaget.

Der er nok af absurde eksempler at tage af, hvilket Bent Jensen gør med fryd, og han kan da heller ikke lade være med at sammenligne disse ‘frihedskæmpere’, som de anså sig selv for at være, med de russiske dissidenter. De sidste satte virkelig noget på spil og endte i fangelejre eller på psykiatriske afdelinger: ‘Deres [de danske venstreorienterede] forsøg på at fremstille sig som martyrer, udsat for alle hånde repressalier og undertrykkelse, må betegnes som patetiske.’ I virkeligheden tilhørte de danske venstreorienterede den mest privilegerede generation i Danmarks historie.

Den yderste venstrefløj, altså til venstre for SF, udgjorde højst 6,4 procent af vælgerkorpset, mens de på de højere læreanstalter repræsenterede mere end 50 procent. … Mobiliseringen af masserne lykkedes ikke.

[...]

Vi får også at vide, at Lykketoft i sine unge dage skrev, at Sovjetunionens udenrigspolitik efter 1945 – altså indlemmelsen af Østeuropa – var en forståelig reaktion på amerikanske krigstrusler mod Sovjetunionens ‘vældige’ og fredelige genopbygningsprojekt.

Det kunne være ungdomsnykker, men Lykketoft blev senere en af dem, der støttede fodnote-politikken og Norden som atomfri zone. Det er en linie, som genfindes hos alle dem, der så på USA som fjenden, der gjorde Danmark til oplagt krigsmål for Østblokken. … Ligesom det i sin tid undrede mig, da jeg som lærer på Krogerup Højskole oplevede en kollega i fuld alvor foreslå, at vi skulle erklære Krogerup for atomfri zone.

[...]

Beretningen om journalisten fra Jyllands-Posten, som angav østtyske borgere til Stasi er ikke rar, og der er andre ubehagelige afsløringer.
Spioner og især påvirkningsagenter havde det let her i landet, fordi der var så mange åndsbeslægtede, som så venligt mod øst og vredt mod vest.
Jørgen Dragsdahl ikke mindst, der arbejdede på Information, som Bent Jensen ser som en af de vigtigste desinformations-kilder her i landet, fordi bladet så ivrigt kolporterede Sovjetunionens holdninger.

Spion-sagerne gennemgås så detaljeret som PET og Statsministeriet nu tillader det, men det er ikke meget, de tillader. Forfatteren fortæller om, hvornår de to institutioner har nedlagt forbud mod at citere eller nægtet at fremskaffe dokumenter og sætter et hammerog-segl emblem som symbolsk hån.

Faktisk forekommer PETs og Statsministeriets obstruktion at være på kanten af loven, al den stund der foreligger en folketingsbeslutning om, at Center for Koldkrigsforskning bør have adgang til de samme papirer, som forskerne bag DIISrapporten og PET-kommissionen havde. Det er ikke sket.”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »