25. januar 2020

Radikal lebbe: Venstreorienterede cismænd ‘er giften, der siver ind i vores revolutionære bevægelser’

Teksten herunder vil med stor sandsynlighed være det mest absurde du læser denne weekend, og havde sproget ikke være så formfuldendt, så havde jeg afvist det som en højreorienteret parodi på feministisk mandehad. Revolutionen æder sine børn, og de få børnebørn der trods alt blev født læser nu obskur marxistisk litteratur for at retfærdiggøre sit had til repressive konservative normer. Det være sig familien, begæret til det modsatte køn o.l.

I lighed med den amerikanske komiker Dennis Miller støtter jeg feministiske revolutionære. for som han så smukt formulerede det: “Don’t you all look sexy in your little uniforms.” Længere studentikos indlæg af anonym skribent hos Fredagaften.net – Den venstreorienterede cismand – Giften i vores bevægelser.

“… hvis den lesbiske kærlighed skal være et rent politisk valg og dermed renset for eller uafhængigt af begær, overlader vi begæret til den heteroseksuelle form. Spørgsmålet er derimod hvordan begæret kan friholdes eller løsgøres fra dominansrelationer. …

Shulamith Firestone – en anden figur vi må vende tilbage til – påpegede hvordan den revolutionære bevægelse havde grebet kampen forkert an. I stedet for at sætte kræfter ind på at bygge en stærk arbejderbevægelse eller angribe den private ejendomsform, skulle man hellere have taget fat på at afvikle familien. Familierne var jo aldrig på barrikaden. … På den måde afvikler kampen familien. …

De italienske kommunistkvinder havde en talemåde om mændene i deres organiseringer: Kammerater i kampen, fascister i sengen. Når de holdt separatistiske demonstrationer, fik de bank af deres mandlige kampfæller. I dag ved den venstreorienterede cismanden, at vold og voldtægt imod kvinder og femmes er foragteligt. Hans udslettelse af kvinderne omkring ham antager mere sofistikerede former. Hans kvindehad er subtilt.

Venstrefløjsmanden læser Audre Lorde og lyver for alle kvinder han kender. Venstrefløjsmanden ved, at hans følelsesmæssige afstumpethed er patriarkalsk, og giver sin voldelige far skylden, mens han lader femmes i sit kollektiv bøde for hans traumer. Venstrefløjsmanden udgiver feministiske kampskrifter på sit kooperative forlag og lader sine elskerinder abortere alene. Venstrefløjsmanden taler om samtykke, før han binder os til sengen… Venstrefløjsmanden er i åbne forhold og skylder ikke nogen noget. Han er det ultimative neoliberale subjekt.

… Vi kvinder og femmes, der somme tider eller tit har seksuelle og romantiske relationer til mænd på venstrefløjen, hengiver os derigennem til en langsom opløsning af vores selv og vores værdighed. Når vi samler hinanden op fra gulvet endnu engang, efter endnu et udbyttende, undergravende parforhold eller en affære, siger vi til hinanden: ‘Det er ikke dig, det er patriarkatet.’ Men på et tidspunkt bliver selv den stærkeste i tvivl. Den venstreorienterede cismand slår os ikke ihjel, han venter tålmodigt på, at vi har lidt så længe, at vi selv får lyst til at gøre det. Det er giften, der siver ind i vores revolutionære bevægelser: venstrefløjsmandens subtile kvindehad, der langsomt eroderer bevægelsernes vigtigste aktivister.

… Vores kærlighed til cismænd kvæler os, gør os syge. Vores bevægelser kan ikke holde til det. … Vi må udslette den ømhed der drager os mod vores undergang, vi må sabotere de konstellationer, den driver os ud i, konkret og materielt. Nu. Vi må forgifte den middag, vi igen har tilberedt til en mand der alligevel ikke vil have os, hælde menstruationsblod i den bog vi ville give ham i gave, lænke os til vores venner før vi kan nå at tage af sted til endnu et natligt møde med en cismand der tager det for givet.

Kun lesbisk kærlighed fra nu af!

(Neve Campbell og Denise Richards i Wild Things, 1998)

Oploadet Kl. 10:04 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer


24. januar 2020

Grækenland: Militant venstrefløj demonstrerer i sympati med kommunistisk terrorist dømt for 11 mord

Vi hører en del om tyske Nationalsozialistischer Untergrund (NSU), der over en årrække myrdede ti personer. Herunder ses Dimitris Koufodinas, en græsk kommunist, der alene er dømt for 11 drab. Det får dog ikke den revolutionære venstrefløj til at undsige ham, tværtimod. En historie fra JP.dk – Grækenlands ‘giftige hånd’ spøger fra fængslet 17 år efter sin indespærring.

“Græske Dimitris Koufodinas er dømt for intet mindre end 11 mord og afsoner i dag adskillige livstidsdomme.

Men selv om én af hovedfigurerne i terrorgruppen ’17. november (N17), som igennem mere end tre årtier skabte død og frygt i Grækenland, sidder bag tremmer, fortsætter han den dag i dag med at vække bange anelser og høste opbakning trods indespærringen i et græsk fængsel.

Unge grækere på landets militante venstrefløj har flere gang vist deres sympati med den 61-årige fængslede græker, blandt andet ved at demonstrere for hans rettigheder. Senest gik de på gaden i oktober sidste år for at vise deres utilfredshed med, at Koufodinas havde fået afslag på en forespørgsel om udgang.

‘Solidaritet med politiske fanger er en uudslettelig del af vores kamp mod staten og kapitalistisk terror,’ lød det i en erklæring fra støtter til den nærmest mytiske terrorist, der er gået hen og blevet et forbillede for de mest radikale grupper i det græske venstrefløjsmiljø.”

(Dimitris Koufodinas, N17-terrorist)

Oploadet Kl. 00:42 af Kim Møller — Direkte link4 kommentarer


22. januar 2020

Røde Oxfam Ibis: “Nyt økonomisk system tak! … Vores sexistiske økonomi arbejder for de rigeste…”

Timenyhederne på Radio4 har en klar tendens, der næsten 1:1 ligner den man kender fra P1. I dag kunne man høre lidt fra topmødet i Davos, hvor Donald Trump talte om sine økonomiske succeser, der blandt andet givet lavere arbejdsløshed og højere indkomst for grupper med de laveste indtægter. Sekundet efter et kort notits baseret på en opgørelse i Washington Post, der hævdede at Trump i sin regeringstid har løjet 16.241 gange.

I mandags var flere af historierne baseret på NGO-propaganda, herunder Oxfami Ibis’ kritik af den globale ulighed. De vil have et nyt ‘økonomisk system’, der ikke var sexistisk. Her var ingen obskure associationer, blot propaganda for et socialistisk utopia, gemt bag floskler om global lighed. Oxfam Ibis’ generalsekretær hedder Kristian Weise, og han har et langt liv bag sig i den socialdemokratiske fagbevægelse. ‘Kill capitalism’ råber de revolutionære. ‘Ændre det økonomiske system’, lyder lidt pænere.

Nyt økonomisk system tak!

‘Vi har et økonomisk system, hvor rige mænd tjener penge uden at arbejde, mens fattige kvinder arbejde uden at tjene penge,’ siger Kristian Weise, generalsekretær i Oxfam IBIS.

Vores sexistiske økonomi arbejder for de rigeste 1%, mens den smadrer millioner af kvinders liv. Hjælp os med at beskytte de kvinder, uligheden rammer hårdest: www.oxfamibis.dk/aktivist”

(Oxfam Ibis på Facebook, 21. januar 2020)

“Kristian Weise (født i København 28. juli 1979) er generalsekretær for udviklingsorganisationen Oxfam IBIS, og tidligere direktør for Tænketanken Cevea. Han har været sekretariatsleder for Socialdemokraterne i Europa-Parlamentet og politisk rådgiver for Socialdemokratiet og den danske og internationale fagbevægelse.” (Wiki)



3. januar 2020

S.J. Damm: “Det ville klæde venstrefløjen også at… adressere de usunde strømninger i egen baghave”

Den yderste venstrefløj står ikke stærkt i disse år, men det virker ikke usandsynligt at tidens klima-radikalisering gøder jorden for kommende rød/grøn terror. Klima-hysteriet har naturligvis også ‘handlingsgenererende effekter’, for nu at bruge den retorik ekstremismeforskere plejer at angribe indvandringsmodstandere med. Socialdemokraterne er et højrefløjsparti for de sortklædte rødgardister.

Kommentar af Søren Jacobsen Damm i Berlingske – Tidsånden er mørkerød: Bliver 2020 året, hvor vi får en dansk udgave af Rote Armee Fraktion? (kræver login).

“En snigende totalitarisme fra socialdemokraterne og en tiltagende voldsparathed på den radikale venstrefløj spreder sig til flere af samfundets grundlæggende institutioner og ud i vores politiske samtale og tegner et foruroligende billede af et samfund på en rød deroute. …

Skal man anvende lidt lommesociologi på de socialistiske ‘narrestreger’, må venstrefløjens selvbestaltede moralske ret til at anvende vold og vandalisme mod sine opponenter skyldes en udemokratisk forestilling om, at éns politiske position er så selvindlysende god, at den ikke behøves at forsvares, eller at man ikke engang sætter spørgmålstegn ved den. Derfor ses vold også som et legitimt modsvar mod politiske modstandere, selv når disse udelukkende opererer inden for de demokratiske spillerregler.

… Det er netop den store fare ved denne tankegang, at ‘den gode sag’ transcenderer individdet. Står et individ i vejen, må vedkommende fjernes, trues, undergraves eller nedværdiges. Her udleves det totalitære.

Og mens banderne presser forretningsindehavere for ‘beskyttelsespenge«’, presser de venstreorienterede bevægelser som for eksempel Konfront samtidig beboere, der tillader sig at adressere problemerne med blandt andet indvandrerbanderne, ud af selvsamme kvarterer. Her er tale om en perfekt symbiose af nyttige idioter og terror mod samfundets grundpræmisser.

Selv samme sataniske symbiose, som den radikale venstrefløj med sin ideologiske og moralske falliterklæring har ageret jordmoder for, anvendes nu så behændigt, af blandt andet socialdemokraterne som en grund til at indføre mere overvågning og kontrol af den almene borger.

Der snakkes meget om faren fra det yderste spektrum af højrefløjen – hvilket er et bæst, man aldrig må slippe blikket fra – men man er nødt til at have et øje på begge flanker. Det totalitære kan altid komme fra begge fløje. Det ville klæde venstrefløjen også at se mere indad og adressere de usunde strømninger i egen baghave, inden de skærer sig ned imellem alle os, der tror på demokratiet – og gerne inden tidsånden fremmaner endnu en Blekingegadebande eller en ny Rote Armee Fraktion.”

(Venstreradikal mødeterror under Scandza-møde i København, 12. oktober 2019)



10. december 2019

3F-kartel: “… en ret normal løn for en stilladsarbejder ligger mellem 500.000 og 700.000 kroner årligt”

Som de fleste kunne gætte, så handlede hærværket mod et stillads i Lundtoftegade, ikke om arbejdsmiljø, sikkerhed eller en voldsepisode. Det handlede om løn. Stilladsarbejdernes Landsklub vil håndhæve kartellets dominans, så almindelig prisfastsættelse ikke finder sted. Berlingske har talt med Philip Johansen og Kim Arne Jensen, der tjener kassen som stilladsarbejdere – Hvorfor blev en byggeplads forvandlet til krigszone? ‘Det er noget, vi gør, fordi vi bliver nødt til det’.

“‘Jeg kan ikke se, hvorfor alle stilladsfirmaer ikke bare kan have fuldstændigt samme reglementer, priser og tekniske hjælpemidler,’ siger Kim Arne Jensen.

Han er stilladsarbejder hos Jerslev Stilladsservice og er på arbejde sammen med Philip Johansen. Kim Arne er svend, mens Philip er lærling. …

Den komplicerede historie bag det væltede stillads og den ødelagte bil, ændrer dog ikke på, at den oprindelige grund til stilladsarbejdernes utilfredshed er ret simpel. Det handler om løn. …

Philip Johansen, som endnu er lærling, fortæller, at han i år regner med at tjene i omegnen af 900.000 kroner, mens Kim Arne Jensen før har tjent ca. 1,2 millioner kroner på et år.

‘Det er et af incitamenterne til, at vi gerne vil have, at det forbliver sådan,’ siger Kim Arne Jensen.

… De understreger, at en årsløn på over en million kroner trods alt kun kan opnås, hvis man både arbejder over og arbejder i weekenderne. Fra Stilladsarbejdernes Landsklub lyder det, at en ret normal løn for en stilladsarbejder ligger mellem 500.000 og 700.000 kroner årligt.

(Væltet stillads, Lundtoftegade, København; Foto: Alex Vanopslagh)

Oploadet Kl. 00:44 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer


5. december 2019

Socialdemokrat kalder venstreradikalt stilladskartel for ‘heltene’: ‘De bør ikke bedrive hærværk, men..’

Socialdemokraten Niels Jespersen er en få på den demokratiske venstrefløj, der ikke praktiserer ‘Ingen fjende til venstre’-strategien, og i den forstand bør man forvente lidt mere. I perioden 2001 til 2008 var han ifølge Linkedin ‘ekstern konsulent’ for LO og 3F, og den tætte forbindelse til fagbevægelsen er nok grund til at han her slækker lidt på principperne. Arbejdstilsynet har været forbi Lundtoftegade, og har ikke fundet anledning til at stoppe byggeriet, og det 3F og Niels Jespersen kalder ‘underbetaling’ er et fiktivt begreb al den stund at vi ikke har lovfæstet mindsteløn i Danmark.

Episoden med de to ‘fagforeningsaktivister’ der blev slået ned, fandt sted dagen efter stilladsarbejderne aktionerede første gang, og hermed ryger Jespersens kronologi. Kommunistiske Dagbladet Arbejderen sendte live fra den indledende demo, hvor politiet fandt det nødvendigt at trække stavene. På videoen kan man høre kan man høre stilladsarbejdere beklage sig over ’sort arbejde’ fra ‘uorganiserede’ (3F) ‘ikke-overenskomstdækkede’: “Nu har de fået et par advarsler, og så ryger de ud…” En midaldrende mand fortæller, at de har ‘boltet det samme’: “Så kan vi jo ikke skille det ad, så må vi gøre noget andet…”

(Niels Jespersen på Twitter, 3. december 2019; Se evt. tidligere post om 3F-hærværk)

“Stilladsarbejderne er ikke bøller. De er familiefædre der forsvarer deres levebrød og værdighed. De gør de bla. imod rockere og svindlere. De bør ikke bedrive hærværk, men i en branche som politi og myndigheder stort set har opgivet, så er de heltene.” (Niels Jespersen)

Mere

“I mandags væltede vrede stilladsarbejdere et seks etager højt stillads på Nørrebro. Den sammenfiltrede bunke stål ramte stenbroen med et brag: En foreløbig kulmination på en forbitret arbejdskonflikt, der dagen før havde resulteret i, at to fagforeningsaktivister, der filmede arbejdspladsen, blev gennemtævet og sendt på hospitalet. Arbejdspladsen er anmeldt til Arbejdstilsynet og samtidig kører 3F en sag om underbetaling mod arbejdspladsen.

I de borgerlige medier er der ingen tvivl: Stilladsarbejderne er en flok bøller og hooligans, der udøver selvtægt og hærværk. For mig virker billederne også voldsomme, men samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke: Hvem er det, der sender tæskehold efter fagforeningsfolk? Herfra bevæger jeg mig over i det berømte men – for selv om jeg tager afstand fra hærværk og selvtægt, må jeg også indrømme, at jeg godt forstår stilladsarbejdernes voldsomme reaktion.

Det er det nemmeste i verden for alle de liberale skrivebordstomater at indtage det principielle standpunkt og fordømme. De har ikke noget på spil. De kommer også til at hænge mig ud som volds-apologet efter denne klumme. Dem om det. Jeg har aldrig søgt deres anerkendelse.” (Niels Jespersen, Berlingske, 4. december 2019)



3. december 2019

Kbhn: 3F-organiserede stilladsarbejdere vælter 6-etagers stillads ned over skurvogne med arbejdere

Jeg har netop set Martin Scorsese The Irishman, der fortæller historien om Frank Sheeran (Robert de Niro), der gør karriere i mafiaen, tæt tilknyttet fagforeningslederen Jimmy Hoffa. På hans første arbejdsdag hos ‘Teamsters’ orkestrerer han, at en række taxier skubbes i havnen. Scenen minder mig en del om Danmark anno 2019.

Stilladsarbejderne hører til de mest venstreorienterede faggrupper herhjemme, og det er ikke unormalt at se kommunister i toppen af hierarkiet. Berlingske fortæller, at Stilladsarbejdernes Landsklub længe har aktioneret imod (udenlandske) stilladsarbejdere på en byggeplads i Lundtoftegade, og de fredag havde arrangeret en fredelig demonstration. Formelt er der intet at komme efter…

Men det fortælles ikke, at næstformanden for Stilladsarbejdernes Landsklub hedder John Ekebjærg-Jakobsen, en kendt venstreradikal, der tidligere har forsvaret hærværk mod stilladser med: “Sådan nogle metoder kan være nødvendige”. Han er helt på linje med sin formand Jacob Jespersen, der i en beslægtet sag tidligere på året truede: “I stilladsbranchen er fagforeningsvalget ikke frit.” Kasseren Lars Emanuel sidder i landsledelsen for Kommunistisk Parti i Danmark.

Fra Berlingske – Se videoen: Demonstranter vælter kæmpe stillads på Nørrebro.

“- Derefter gik der ikke længe, før demonstranterne bevægede sig væk fra benzintanken og hen ad Lundtoftegade mod stilladsarbejdet. Politiet var mødt talstærkt op foran byggepladsen, og det blev hurtigt til verbale sammenstød mellem demonstranter og politi. De udenlandske arbejdere var på det tidspunkt stadigt samlet på byggepladsen.

demonstranterne vælter et hegn om mod byggepladsen, og der bliver kastet sten ind mod byggepladsen.

Omkring klokken halv ti kravlede en flok demonstranter op på det seks etager høje stillads og begyndte at løsne det fra den ufærdige mur, som holdt stilladset. Til sidst er alle forbindelser til muren løsnet. …

Arbejderne inde på pladsen havde barrikaderet sig inde i fire skurvogne på byggepladsen.

‘VÆK!’ råbte flere af demonstranterne ude på pladsen, før det seks etager høje stillads væltede ned over byggepladsen og de fire skurvogne, hvor arbejderne på byggepladsen stadigt sad i. Stilladset ramte desuden en varevogn, som fik smadret taget og vinduerne.”

(Væltet stillads, Lundtoftegade, København; Foto: Alex Vanopslagh)

“En stor flok stilladsarbejdere forsvandt et stykke tid fra området. Ingen ville sige, hvad de lavede, men et stykke fra byggepladsen lå der lidt senere en Porsche Cayenne vendt på hovedet. Flere øjenvidner fortalte, at bilen blev væltet rundt af en flok mænd.” (EB.dk, 2. december 2019)

Oploadet Kl. 11:40 af Kim Møller — Direkte link33 kommentarer

Greta Thunberg for fuld Marx: Vi må afvikle ‘Colonial, racist, and patriarchal systems of oppression’

Kommunistiske Kina planlægger at udlede endnu mere CO2, men det er naturligvis altid vestlige demokratier, der er det store problem. Skulle nogen være i tvivl om at klimakampen handler om alt andet, så kan man med fordel læse en ny kommentar af Greta Thunberg, hendes personlige assistent Luisa-Marie Neubauer (Bündnis 90/Die Grünen) og en rød professor ved navn Angela Valenzuela. Fra Project Syndicate – Why We Strike Again.

“On the next two Fridays, we will again take to the streets: worldwide on November 29, and in Madrid, Santiago, and many other places on December 6 during the UN climate conference. Schoolchildren, young people, and adults all over the world will stand together, demanding that our leaders take action – not because we want them to, but because the science demands it.

That action must be powerful and wide-ranging. After all, the climate crisis is not just about the environment. It is a crisis of human rights, of justice, and of political will. Colonial, racist, and patriarchal systems of oppression have created and fueled it. We need to dismantle them all. Our political leaders can no longer shirk their responsibilities.

Some say that the Madrid conference is not very important; the big decisions will be made at COP26 in Glasgow next year. We disagree. As the science makes clear, we don’t have a single day to lose.

We have learned that, if we do not step up, nobody will. So we will keep up a steady drumbeat of strikes, protests, and other actions. We will become louder and louder. We will do whatever it takes to persuade our leaders to unite behind science so clear that even children understand it.”

(Telegraph, 2019: “China’s CO2 emissions match those of the US, the EU, and Japan combined”)

Oploadet Kl. 01:25 af Kim Møller — Direkte link33 kommentarer


2. december 2019

Lars Villemoes-nekrolog: “Han fandt aldrig en fast stilling i branchen igen. … Han blev en bitter mand.”

Det er næsten umuligt at bringe uddrag fra Søren K. Villemoes’ nekrolog over sin far Lars Villemoes uden at gøre vold på helheden, og jeg håber inderligt at Weekendavisen lader den stå online i fuld længde til evig tid. Kendt venstreorienteret journalist skriver som den første om kommunistisk terror, men i stedet for at høste journalistisk hæder, udsættes han for chikane, chikaneres og trues af ‘Venstrefløjen, kolleger, juraprofessorer, hans redaktører’. Han kunne ikke finde fast ansættelse, og døde alene som en bitter mand.

Velskrevet personlig nekrolog over Lars Villemoes i Weekendavisen – Min fars historie (af Søren K. Villemoes).

“Natten til fredag i sidste uge døde min far, Lars Villemoes. Han blev kun 66 år gammel…

Hans første artikel om Blekingegadebanden, ‘Fighterne og de nyttige idioter’, blev bragt i Information d. 13.-14. maj 1989. Den var baseret på anonyme kilder og gav det første indblik i bandens politiske forestillingsverden. Den skabte opstand blandt læserne af en sådan decibel, at det rystede hele redaktionen og ikke er hørt lignende siden.

På Københavns gader dukkede en plakat op med teksten ‘Boykot Information! P.g.a. Stikkervirksomhed!!’. Den udpegede min far og hans chefredaktør Lars Hedegaard som ‘gemene stikkere og leverandører overfor politiet’ og var underskrevet af ‘folk fra venstrefløjen’. I en kronik i Information anklagede nogle af tidens tungeste venstre­intellektuelle, kriminologerne Preben Wilhjelm, Flemming Balvig og Jørn Vestergaard, min fars artikel for at tilsidesætte ‘fundamentale journalistiske principper’, bryde med retssikkerheden og viderelevere ‘løsagtig snak’ og ‘fiction’. I Politiken kritiserede juraprofessor Ole Krarup min fars dækning for at være »ondsindet«. De efterlyste alle, at min far i stedet undersøgte forbindelser mellem PET og Mossad. …

Fire tidligere redaktører på Politisk Revy anklagede min fars arbejde for at være ‘afladsjournalistik’, der gjorde ‘vold mod alle de krav, man kan stille til hæderlig journalistik’. Afsløringerne af Blekingegadebanden var angiveligt i strid med retssikkerheden, fordi den beskrev kriminelle forhold, inden der var faldet dom. …

I Det Fri Aktuelt blev min far anklaget af journalist Peter Kramer for at have en ‘dobbelt­rolle’, fordi han ved to lejligheder havde talt med politiet. … Kramer endte med at få en pris fra Retspolitisk Forening for sin dækning af sagen. Samtidig aflyttede selvsamme politi vores telefon, der i de år blev rødglødende af opkald fra vrede venstreorienterede. Der var ingen hjælp at hente hos Dansk Journalist­forbund. … Et helt nummer af månedsbladet Press blev dedikeret til latterliggørelse af min fars afsløringer, der da også blev fremhævet som kron­eksempel på dårlig journalistik i en lærebog om presseetik, der udkom i de år. …

På uforklarlig vis og stik imod alle odds havde min far vundet forældremyndigheden over mig… Dermed oplevede jeg alting på nært hold i de år. … Særligt en eftermiddag d. 18. maj 1994, da jeg var 12 år gammel. Min far havde hentet mig på mit værelse, hvor jeg var faldet i søvn. Der var noget, jeg skulle se. Nede på gaden foran vores opgang stod flere hundrede autonome. De demonstrerede for etårsdagen for urolighederne 18. maj, hvor politiet havde skudt mod stenkastende demonstranter. De havde valgt at slå vejen forbi min far og stod nu dernede i samlet flok og råbte: ‘Villemoes din svindler, du hænger snart og dingler!’ De skrev ‘dø nazi’ på vores hoveddør. Den værste dag i min barndom.

Efter urolighederne 18. maj havde min far skrevet flere afslørende artikler om de autonome og havde blandt andet navngivet aktivister som nu afdøde redaktør på Modkraft Martin Lindblom og i dag børnebogsforfatter Jakob Martin Strid som medlemmer af den militante gruppering Antifascistisk Aktion (AFA). Dermed havde han cementeret sin position som stikker i venstrefløjens øjne. …

Min far var blevet vant til at leve i en verden, hvor alle var imod ham. Venstrefløjen, kolleger, juraprofessorer, hans redaktører. Men ikke at kunne skrive afslørende journalistik blev det første store knæk. Herefter var turen kun ned ad bakke. Da Peter Wivels efterfølger Anne Knudsen i 2002 valgte at skære ned på dækningen af rockmusik i avisen, røg min far ud. Han fandt aldrig en fast stilling i branchen igen.

… Han blev en bitter mand. …Den sidste gang, jeg besøgte ham i hans lejlighed, havde jeg ikke været der i flere år. Det var en trist ruin af mit barndomshjem. Han levede som den ensomme tosse, han var blevet. Indsunket og afkræftet sad han i sin sofa.”

(Opfordring til boykot af Dagbladet Information fra ‘Folk fra venstrefløjen’, 1989, udsnit)


H.J. Bonnichsen (2006): Jeg opgav ‘mit kommunistiske eventyr’, “Men frihedstanken blev hængende.”

Det er ikke tilfældigt at tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen, trods sine 76 år ofte ræsonnerer som en naiv kulturmarxist. I selvbiografien ‘Hånden – En Pet-og Politikrønike’ (2006), fortæller han, at han på ‘et tidspunkt’ var ‘glødende marxist’, og spekulerer på hvorvidt PET kendte ham, før han blev betjent. Han var en ‘vred’ ung mand, der drømte om blive skolelærer eller socialrådgiver, og var med egne ord ‘fascineret af det kommunistiske system’.

Her en bid fra bogen, hvor han fortæller, at han læste ‘Pelle Erobreren’ og ‘Ditte Menneskebarn’ (socialrealisme, kommunisten Martin Andersen Nexø)…

“… de, Pelle og Ditte, gjorde at jeg blev optaget af den kommunistiske ideologi. Jeg var af den opfattelse, at ingen kunne komme nærmere sandheden end de personer og det folk, der på deres krop havde følt den udlevede ideologi. De var dog tættest på, mente jeg, og skrev og sendte et brev til Sovjetunionens Ambassade. Der gik overaskende kort tid, før den første sending af publikationer fra ambassaden nåede Haderslev. Brevet eller nærmere pakken var så stor, at den ikke kunne komme i gennem vores brevkasse. … Der var prestige i at kunne fortælle kammeraterne, at jeg fik oplysningerne direkte fra ambassaden og ikke bare fra en bog, jeg havde fundet på biblioteket. Jeg var dog ikke klar over, at det så også betød, at jeg i mange år efter fik tilsendt ambassadens faste informationsblad, ‘Fakta om Sovjetunionen’.

Interessen for det kommunistiske system blev skabt i en idealistisk ungdommelig forventning om at finde et ståsted. Tiden var usikker, frygten for krig lurede hele tiden, og jeg havde brug for noget, der kunne give mig en optimistisk fremtidsvision om fred og frihed. Den fandt jeg i den kommunistiske tese om det ‘klasseløse samfund’, hvor ejendomsretten var ophævet, og hvor kommunisterne så den virkelige frihed begynde. ….

…jeg opgav hele mit kommunistiske eventyr, da jeg fik kendskab til systemets defekter, startende med opstanden i Ungarn i oktober 1956 og oplysningerne om Stalins forbrydelser. Så var det slut. Men frihedstanken blev hængende.

Strøtanke: Forlod Bonnichsen kommunismen efter mange års flirt i en alder af 13?

Bonnichsen er underlig ukonkret i forhold til hvornår han forlod kommunismen. Stalinismens forbrydelser var velkendt inden, men blev umuligt at ignorere fra 1956. Her var Hans Jørgen Bonnichsen blot 12-13 år. Han kobler bruddet sammen med ‘folkelige opstande i Ungarn og Tjekkoslovakiet i 1950erne’, men opstanden i Tjekkoslovakiet fandt først sted i 1968, da Bonnichsen var en voksen mand på 25 år. Flere detaljer indikerer, at han ikke forlod kommunismen i teenageårene. Han afmeldte eksempelvis ikke ‘Fakta om Sovjetunionen’, og harcellerer i læserbreve fra starten af 60’erne mod ‘kapitalistisk dekadence’ og ‘kapitalspekulation’.

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper