18. april 2018

Jens Ellekær: “Der synes at gå et træk af antisemitisme gennem Wilhjelms politiske engagement…”

Kommentar til en Politiken-kronik af Preben Wilhjelm fra den tidligere FET-agent Jens Ellekær.

I Politikens kronik 31. marts skriver tidligere folketingsmedlem for Venstresocialisterne Preben Wilhjelm, at den danske sikkerhedstjeneste PET og militære efterretningstjeneste FE ved flere lejligheder angiveligt skal have overtrådt gældende lovgivning. I en sidebemærkning skriver Wilhjelm: ‘I 1987 bliver to FET-agenter på en amatøragtig spionageopgave i Polen arresteret og dømt og må frikøbes for 3,5 mio. kr.’

Formuleringen er en grov insinuering mod undertegnede, der var hovedperson i den daværende sag. Selvfølgelig var affæren en meget beklagelig afslutning på seks års – meget sporadisk – efterretningsindhentning i såvel Den Polske Folkerepublik som i Den Demokratiske Tyske Republik (DDR), men der var nu engang risici ved at fremskaffe oplysninger om militære installationer og troppeplaceringer i så overvågede samfund, som ikke mindst DDR var det.

I 1987 fandt nogle lægfolk det besynderligt, at man fortsat løste indhentningsopgaver gennem observation fra jorden, men det var nøjagtigt den måde, hvorpå ‘The Military Liaison Missions’ – en institution oprettet af de krigsallierede efter Anden Verdenskrig, som gav parternes militærmissioner adgang til de øvrige besættelseszoner –løste deres opgaver helt frem til slutningen på Den Kolde Krig. Militærmissionerne havde diplomatisk immunitet, og de kunne medbringe langt bedre observations- og fotoudstyr, end det var muligt for mig; de var til gengæld udelukket fra store områder af DDR, hvor jeg kunne færdes. At den modsatte side tog deres aktiviteter alvorligt, fremgår af, at i 1980’erne – Den Kolde Krigs sidste højspændte periode – blev der dræbt en franskmand og en amerikaner fra militærmissionerne af henholdsvis DDR’s Nationale Folkehær og Gruppen af Sovjetiske Styrker i Tyskland.

Det er mig uforståeligt, hvorfor Wilhjelm skulle finde min indsats eller opdragsgivers, FE, organisering af denne amatøragtig, da han ikke kan have detaljerede oplysninger herom. Men med min militære baggrund ville det jo nærmest være ejendommeligt, hvis jeg ikke skulle besvare ilden, så lad mig nu rette skytset mod den gamle revoluzzer.

Preben Wilhjelm trådte frem som gårsdagens mand, da han i 1958 meldte sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti – ti år efter at folk var begyndt at forlade partiet, dels i slutningen af 1940’erne som følge af moderpartiets, Sovjetunionens Kommunistiske Parti, voksende antisemitisme, dels som følge af Sovjetunionens intervention i Ungarn i 1956. Derefter var Wilhjelm i 1959 medstifter af Socialistisk Folkeparti, som han i 1967 var med til at splitte gennem stiftelsen af udbryderpartiet Venstresocialisterne (VS).

Der synes at gå et træk af antisemitisme gennem Wilhjelms politiske engagement, der ikke mindst fremstår af Venstresocialisternes støtte til den palæstinensiske organisation PFLP, der med terroristiske anslag bekæmpede Mellemøstens eneste demokratiske stat, Israel. Venstresocialisternes fælleserklæring med PFLP i 1980 kan kun forstås som en benægtelse af Israels ret til at eksistere. Dette bekræftes af Wilhjelm og andres kraftige angreb i 1989 på journalisten Lars Willemoes, der havde bidraget til at afsløre en række forhold omkring Blekingegadebanden, der netop også støttede PFLP.

Læser man ‘Principprogram for Venstresocialisterne’ fra 1969, står det klart, hvorfor udtrykket ‘the loony left’ kunne opstå. Programmet bebuder et opgør med staten, det parlamentariske demokrati og magtdelingen og lader formode, at den lovgivende, udøvende og dømmende magt skal samles i folkelige forsamlinger, som dog ikke defineres nærmere. Da parlamentet er en tom kulisse, var ‘det en vigtig opgave for VS at opfordre til udenomsparlamentarisk virksomhed (…)’ (Principprogrammet, s.42). Karakteren af denne kamp får man et indtryk af, når der skrives, at ‘Arbejdet for socialismen må derfor finde sted i en uforsonlig kamp mod kapitalismen og alle dens borgerlige institutioner og normer.’ (s. 34).

Det er ikke nogen tilfældighed, at VS’ symbol var et voldsinstrument – en slangebøsse. Materielt set er der et spring fra slangebøssen til den udmærkede maskinpistol fra Heckler & Koch, der figurerede i Rote Armee Fraktions logo, men ideologisk var springet måske ikke så stort endda. Det 20. århundredes historie viser, at det parlamentariske demokrati i Europa, der langsomt fremstod af det 19. århundrede, har haft mange radikaliserede fjender. Med henblik på, at vi ikke skulle ende i en af de samfundstragedier, vi har set omkring os, har det derfor været stærkt ønskeligt, at sikkerhedstjenesten har holdt et vågent øje med radikaliserede bevægelser.

Som hos mange andre socialistiske bevægelser er der i VS’ principprogram en omklamring af arbejderen, der opfattes som noget særligt, og som udgør det menneskematerale, der skal danne grundlag for ‘det ny menneske’: ‘Mens menneskene altså forandrer samfundet, forandres menneskene selv af det nye samfund, de skaber.'(side 33). Jeg er ikke klar over, hvilken affinitet der eksisterede mellem VS og den af den radikaliserede venstrefløj så idoliserede aktivist fra det vesttyske ‘Sozialistischer Deutscher Studentenbund’, Rudolf ‘Rudi’ Dutschke – der var jo traditionelt stærke ideologiske skænderier og megen fraktionsdannelse på den fløj. Dutschke mente, at i de fremtidige kommuner skulle arbejderne bo på de fabrikker, hvori de arbejdede; produktionskollektivet skulle være et totalt kollektiv. Og det var den slags tanker, der fik arbejderne til at tage afstand fra Dutschke – og vel også fra VS, som måtte nøjes med en meget studentikos tilhængerskare.

Wilhjelm, for nu atter at tage ham ud af VS-sammenhæng, anses for at være meget intelligent og en juridisk begavelse (lic.jur. – intet mindre). Nu kan historien altså fremvise en række brillante jurister, som lod sig radikalisere – for eksempel Maximilien de Robespierre og Louis Antoine de Sant-Just, der skabte Rædselsherredømmet under Den Franske Revolution, og Andrej Visjinskij, der var retsformand under Moskvaprocesserne, og som omtalte de anklagede som ‘menneskeligt affald’ og krævede dem ’skudt som gale hunde’ (og det blev de så). Jeg kan selvfølgelig kun gisne om Wilhjelms holdning til den juridiske opgave i den ‘uforsonlige kamp mod (…) borgerlige institutioner og normer’, men jeg er da glad for – sådan set også for Wilhjelms egen skyld -, at han ikke – som den berygtede østtyske dommer og senere justitsminister Hilde Benjamin, der under Waldheimerprocesserne på samlebånd afsagde dødsdomme og domme om frihedsstraffe på 15 til 25 år – fik det juridiske ansvar for de ’særlige forholdsregler’ som ifølge VS’ principprogram skulle forhindre ’såvel økonomiske som politiske magtklikers genopståen.’ (side 31).

Ja, det er – ligesom affæren i 1987 – alt sammen historie. Enhedslisten har taget den revolutionære kamp ud af partiprogrammet; så hvor er nu ‘the loony left’, hvor er Venstresocialisterne og ‘wo ist der Schnee vom vergangenen Jahr’ – som det hedder i en af Brechts sange? Jo, de lever da til en vis grad videre i de maskerede lømler, der er parate til at bruge vold for at hindre anderledes tænkende i at komme til orde: Slangebøssen har et vist efterliv.

(Preben Wilhjelm, tidligere Vestresocialisterne; Foto: DK4, Youtube)



7. april 2018

Geoffrey Cain: Toneangivende historikere ‘præsenterer os i virkeligheden for en konstrueret verden’

Afvist kronik af cand. mag. et art. Geoffrey Cain. Det meste er kendt viden for Urias-læsere, men kronikken giver et ganske fint oprids.

Upålidelige opslagsbøger

Ytringsfriheden og stemmeretten er af ringe værdi, når de, der bruger dem, ikke har adgang til reel viden

​Et nyt begreb, man ofte hører, er ‘fake news’. Det betyder manipulering, halve sandheder og i visse tilfælde direkte løgn. Men er det et nyt fænomen? Nej, det er det bestemt ikke. Det har sikker eksisteret siden hedenold, men når det drejer sig ikke kun om avisartikler men om autoritative opslagsværker, er der fare på færde.

Historiker og udenrigsminister Peter Munchs store Danmarkshistorie var skrevet som et opslagsværk. Dvs. en kilde, man kunne stole på. Men den var desværre skrevet med en klar prosovjetisk drejning og det samme kunne man sige om mange andre tilsyneladende pålidelige kilder. I nyhedernes verden har Dagbladene Politiken og Information gjort præcis det samme som Peter Munch. De har bare fortsat, hvor han slap, og linjen er senere blevet fulgt op af de store leksika.
Men ikke uden protest. For nogle år siden gjorde historikeren Bent Blüdnikow opmærksom på, at Den store danske encyklopædi havde politisk slagside. Påstanden vakte meget røre og fik udgiverne til at frembringe en mere balanceret netudgave, der inkluderede en del ting, den oprindelige encyklopædi ikke havde interesseret sig for.

Eksempelvis antallet af kommunismens ofre. Men det var de oprindelige leksikonforfattere ikke glade for. ‘Det er et grotesk knæfald for en meget højtråbende kritik, som ikke har noget på sig’, indvendte dr. phil. Morten Thing. Blüdnikow var gået alt for langt, mente han, selvom han efter undertegnedes mening gik aldeles ikke langt nok. Han kunne nemlig godt have taget Lademanns Leksikon med i samme bedømmelse, fordi det led af samme skævhed: Den gav alle, der slog op i det, det klare indtryk at det kommunistiske Sovjetsystem ikke var stort værre end et hvilket som helst andet lands statsform. Godt nok var det slemt, men også vi gjorde slemme ting, antydede Lademanns, der – ligesom Den store danske encyklopædi – undlod at nævne, at vigtige forfattere som Majakovskij, Vandurskij, Mandelsjtam, Bergson, Babel, Kolcov m.fl. alle blev myrdet efter Kremls ordrer. Hvorfor blev det ikke omtalt? Er mord dekreteret fra højeste sted en uvigtig detalje? Det standpunkt kan man vanskeligt forsvare, al den stund visse amerikanske forfatteres kranke skæbne i McCarthy-tiden udførligt er nævnt i samme leksikon.

Og sådan er det hele vejen igennem. Selv når Lademanns får sig til en nævne en likvidering i kommunistisk regi, bliver vægten lagt på individer og ikke på systemet. Det var Stalin der enemand havde ansvaret for kz-lejrene, ikke kommunismen. Og skulle man endelig pege finger ad nogen, var det snarere vores eget kapitalistiske Vesten, der havde det egentlige ansvar for verdenssituation. De skyldige er os selv.

Denne tradition for selvrevselse fortsætter nu i en ny udgave. Det er ikke så meget det kapitalistiske Vesten, der er i skyld i klodens misere, det er det kristne Vesten, og det sagesløse ‘offer’ er ikke længere den stakkels dæmoniserede kommunistiske verden men den stakkels dæmoniserede islamiske ditto.

Og nu som dengang er det de højeste autoriteter på området, der kolporterer tanken. To af dem, dr. phil. Jørgen Bæk Simonsen og professor dr. phil. Jacob Skovgård Petersen er blevet set efter i sømmene af Klaus Wivel i Weekendavisen. Førstnævnte Jørgen Bæk Simonsen har – med sin baggrund som tidligere direktør for det Danske Kulturhus i Damaskus – længe talt varmt om syrernes religiøse tolerance. I 2006 sagde han i Danmarks Radio, at de arabiske lande har en ‘århundredlang tradition for at være meget forskellige. ‘Her er indbyrdes varianter af forskellige udformninger af, hvad det vil sige at være menneske’. Så her kunne vi i Vesten lære en hel masse. Hvis påstanden var sand. Men det er den ikke.

Minoriteterne er forfulgte i Syrien ligesom i det meste af den muslimske verden, og tolerancen er en illusion. Så hvordan kunne en professor i faget lide af den slags vrangforestillinger, spurgte Klaus Wivel. Men uden at få svar. Og så er der daværende leder af Dialoginstitut i Cairo, Jakob Skovgaard-Petersen. I 2008 skrev han en bog om Egyptens berømte universitet al-Azhar – uden at fortælle, at dette universitet ikke lukker jøder og kristne ind. Samtidig roste han den indflydelsesrige Sheikh Yusuf Qaradawi for at være blevet mere demokratisk, selv om han var forblevet ‘autoritær’. Og det må man sandelig sige, at han var. Qaradawis fatwa mod den franske filosof Robert Redeker har nemlig resulteret i, at Redeker nu på sjette år lever under jorden pga. konstante dødstrusler. Qaradawi har også rost Hitlers jødeudryddelse, hvilket Skovgaard-Petersen ikke fandt relevant at omtale.

Pudsigt nok ser man i denne virkeligheds- og historiefordrejning de samme retoriske trick, som Peter Munch brugte. Han anvendte ikke ordene ‘erobring’ og ‘tvangsindlemmelse’ om den sovjetiske ekspansion. Han skrev, at ‘området blev erhvervet’. Og nøjagtigt samme forskånende udtryk finder man i Politikens Islam leksikon ved Jørgen Bæk Simonsen. Her er et lille eksempel. Den fanatiske muslimske sekt Almohaderne hvis sejrstog gennem Nordafrika ifølge the University History of the World ‘efterlod et spor af blod fra Sydspanien til langt hinsides Marokkos grænser’, omtales på en ganske anden måde af Bæk Simonsen. Han skriver, at muslimerne opnåede ‘kontrol med’ de områder de underlagde sig. De erobrer aldrig. Ejheller koloniserer de eller optræder som imperialister. De ‘opnår bare kontrol’. Samme skånsomhed ødsler leksikon’et ikke på korsfarerne, der – fy, fy skamme sig – tillod sig at ‘generobre’ det Hellige Land. Ja, sikke nogen slyngler, ikke sandt?

Men hvad siger Islam Leksikon om muslimernes egen erobring af Mellemøsten, (og senere Spanien, Centralasien og Nordindien)? Der gik det tilsyneladende anderledes civiliseret til. ‘Det lykkedes de numerisk underlegne muslimer at tilkæmpe sig den politiske kontrol over hele Mellemøsten’, skriver Bæk Simonsen, idet han nærmest får det til at lyde, som om de stemte dørklokker på samme måde som vore dages Jehovahs Vidner. Det gjorde de som bekendt ikke, og her er der tale om en videnskabelig uredelighed begået af en, som utvivlsomt ved bedre besked. Og herom kan man sige følgende. På overfladen er Islam leksikon en nøgtern – omend ret studentikos – beskrivelse af islam og muslimske begreber.
​ ​
Men det er også mere end det. Det er også en hyldest til islam, som noget ædelt der ikke frembyder nogen som helst fare for Vesten. Det er fordi den i bund og grund ikke er meget forskellig fra vores vestlige samfund, siger Bæk Simonsen, og han kan heller ikke dy sig for gang på gang at indflette passager, der opfordrer til accept af indvandring. Så summa summarum dette: Hans leksikon er ikke blot politiserende, den er i virkeligheden missionerende. Videnskabelig stringens er der ikke tale om, og i visse tilfælde overskrider teksten grænsen mellem en vinklet (dvs forudindtaget) virkelighedsbeskrivelse og direkte usandheder.

Vi får at vide, at de fleste muslimske lande praktiserer børnebegrænsning. Men dette dementeres grundigt af bl a. Pew Research, hvor det fremgår, at det er er netop i de muslimske lande, at det praktiseres mindst! Hvilket også forklarer deres massive befolkningstilvækst. Men er den slags fordrejninger virkeligt så alvorlige? Svaret er ja. Det er en forudsætning for debatten – og for demokratiet – at de involverede parter ved, hvad de taler om.

Ytringsfriheden og stemmeretten er af ringe værdi, når de, der bruger dem, ikke har adgang til reel viden men kun et simulacrum heraf. Forfattere som de nævnte præsenterer os i virkeligheden for en konstrueret verden. I stedet for at være en guide og et orienteringslandkort er det en labyrint, som vi aldrig kan finde vej ud af, fordi skiltene viser forkert.



18. marts 2018

Eks-kommunistisk medieforsker går i brechen for DR: “… den største massakre på dansk kulturliv”

Nedskæringen af DR på fire procent årligt er ikke blevet vel modtaget på venstrefløjen, og det faktum alene, siger sådan set alt om mediemastodontens ideologiske tendens. Jeg har tidligere skrevet om medieforsker Frands Mortensen, men fredag aften var han direkte i TV-avisen om emnet. Han var chokeret. Quelle surprise.

I den forbindelse må det nævnes, at samme, som ung lektor i 1974 på Danmarks Journalisthøjskole i Århus, redigerede bogen ‘Ikke et ord om ytringsfrihed’, et journalistisk-politisk kampskrift, der anviste retningslinjer for hvordan man som revolutionær socialist, kunne bruge sin journalistuddannelse på borgerlige medier. Samme år udgav han et 300 sider langt angreb på DR’s borgerlighed. I dag sidder rødgardisterne tungt på DR, og nu kæmper han omvendt for fastholdelse af høje budgetter og politisk uafhængighed.

Frands Mortensen, medieforsker: Det svarer til, at hvis man lukkede alt der havde noget med DR Nyheder at gøre, og lukkede 2. Sektion, så ville man lige nøjagtigt nå op omkring de her 770 mio. kroner. Det er så kæmpestore beløb vi snakker om. Altså, det her er den største massakre på dansk kulturliv, der har været lavet de sidste – ja, jeg kan sket ikke huske, der har været noget der ligner det her.

(‘Ikke et ord om ytringsfriheden’, Forlaget Modtryk, 1971 – Medieforsker Frands Mortensen)

“I den aktuelle politiske og økonomiske situation er det tværtimod vigtigt, at de socialistisk orienterede journalister bliver på deres poster inden for den borgerlige dagspresse. Det er vigtigt, fordi de på den måde vil kunne fungere som en slags bolværk imod højrebølgen. Man kan sige, at selv om de måske ikke har de helt store muligheder for at fare offensivt frem på deres egne præmisser, så kan de dog gøre en del for at fastholde og udbygge de bedste af de givne præmisser. … For eksempel for at holde muligheden åben for en kritisk behandling af de statslige krise-nedskæringer.” (Unavng., ‘Ikke et ord om ytringfriheden’, 1974, s. 197)

Bogens retningslinjer, mit oprids. Se tidligere post.

1) Kravet om at begge sider skal høres, er en borgerlig dyd – det kan omgås.

2) Find kilder der siger det du vil have frem – borgerlige medier accepterer ikke anonyme.

3) Glem abstrakte revolutionstanker – konkrete eksempler virker bedre pædagogisk.

4) Adskillelsen af nyheder og kommentar er en borgerlig metode – det kan omgås.

Oploadet Kl. 11:19 af Kim Møller — Direkte link34 kommentarer


10. marts 2018

Ø: “Det ville berige menneskerne på Strandvejen at møde nogle mennesker, der ikke ligner dem selv..”

Hvis man stemmer på kommunister, så får man kommunisme i en eller anden aftapning. I det konkret tilfælde ville det måske være meget godt, for islamiseringen af Danmark stopper ikke sålænge den fortrinsvis rammer de lavere socialklasser. Den røde borgmester vælger at ignorere, at mange af er dyre boliger netop er dyre, fordi rigtig mange danskere ikke gider bo med den multikulturelle pøbel. Man betaler for tryghed i hverdagen.

Enhedslistens Ninna Hedegaard Olsen for fuld ideologi i et interview med Berlingske. Her citeret fra B.dk – Borgmester om ghettoplan: ‘Det ville berige menneskerne på Strandvejen at møde nogle mennesker, der ikke ligner dem selv’.

“Giv os råderet over nogle af lejlighederne i private andelsboligforeninger og giv os lov og ret til købe ejerlejligheder og villaer, som vi så kan udleje til de mest udsatte af vores borgere.

Sådan lyder nogle af de mere opsigtsvækkende opfordringer til regeringen fra teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune, Ninna Hedeager Olsen (EL), efter at regeringen i forbindelse med sin ghettoplan har medddelt, at højest 40 procent af boligerne i de mest udsatte boligområder i 2030 må være almene boliger.

… kunne kommunen få lov til at bevæge sig ind på det private boligmarked og efterfølgende med boligtilskud leje boligerne ud til udsatte borgere, ville den have bedre mulighed for at genhuse husstande fra de såkaldte ghettoer. …

‘Jeg ser gerne, at man kunne tage dyre private udlejningsboliger på Østerbro og den indre by, hvor der næsten ikke er almene boliger, og så have anvisningsret til dem til en husleje, som folk kunne betale,’ siger hun.

‘… Kunne vi anvise flere boliger, så tror jeg faktisk, at det kunne være med til berige byen. Også for dem på Strandvejen. Det ville berige menneskerne på Strandvejen at møde nogle mennesker, der ikke ligner dem selv, for det er jo netop der på Strandvejen, at folk er allermest homogene. Ikke i Mjølnerparken, hvor folk er super forskellige’.”

Oploadet Kl. 14:24 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer


4. marts 2018

Lone Kühlmann, tidl. TV-Avisen: ‘Pæne og ordentlige mennesker’ kan kun stemme på ‘Enhedslisten’

Tidligere vært på TV-Avisen Lone Kühlmann, der blandt andet har været tilknyttet Dansk Journalistforbund, fortæller at anstændige menneske – af demokratiske grunde – kun kan stemme på kommunistiske Enhedslisten. Klumme set på B.dk – Pæne og ordentlige venstremænd for længst har opgivet, at forvente pæn og ordentlig opførsel af deres egne repræsentanter på tinge (kræver login).

“‘Nu er jeg jo ikke socialdemokrat,’ sagde min ven venstremanden. ‘Men hvordan kan socialdemokraterne gå med til det her?’

Ingen har nogensinde mistænkt ham for at være socialdemokrat. På hans nordjyske fødeegn er næsten alle venstremænd. Pæne og ordentlige venstremænd. De findes, selv om man skal se langt efter dem i det nuværende Folketing. Og ‘det her’, som han refererer til, er regeringens udspil om særlove, hvor kriminalitet straffes efter, hvor den begås.

Det slog mig, at pæne og ordentlige venstremænd for længst har opgivet, at forvente pæn og ordentlig opførsel af deres egne repræsentanter på tinge. Selv om de ikke kunne drømme om at stemme på en socialdemokrat har de – sikkert ubevidst – placeret deres tiltro til at demokratiet ville overleve hos socialdemokraterne. Men med den siddende socialdemokratiske folketingsgruppe kan man ikke længere føle sig sikker på det. Det har længe været til stor fortvivlelse hos pæne og ordentlige socialdemokrater. De findes også. Men også her skal man se langt efter dem i Folketinget.

Pæne og ordentlige mennesker, som mener, at grundloven skal overholdes, og som betragter lighed for loven som en grundpille i et demokrati, må i skrivende stund helt ud til Enhedslisten, før de kan finde nogen at læne deres hoved mod. Og det har de ikke lyst til af mange andre, også demokratiske, grunde.

… De behøver ikke at være dydsmønstre. Bare pæne og ordentlige.”

(Collage: Lone Kühlmann; Foto: Youtube)



7. februar 2018

Kommunist kritiserer folkevalgt: Trump vil forbyde muslimer adgang til USA – “Den her mand er farlig”

Hvis medierne forholdt sig til Pernille Skippers ideologiske idealer, så skulle trotskisten bruge et halvt liv på et sige undskyld. Det sker dog aldrig, så længe hun i mediemæssig henseende sparker åbne døre ind. Her eksempelvis ved at revse Donald Trump, der i forhold til muslimer ødelægger stemningen med introduktion af almindelig sund fornuft. En historie fra TV2 Online – Vil have Folketinget til at fordømme Trump: – En katastrofe.

“Donald Trump er farlig, og vi har et ansvar for at sige fra, lyder det fra Enhedslistens politiske ordfører.

Det danske Folketing bør gå sammen om skarpt at fordømme en række af de tiltag, som den nytiltrådte amerikanske præsident Donald Trump har gennemført i de første par uger ved magten.

Det mener Enhedslisten, der derfor nu vil indkalde det danske parlament til en såkaldt hasteforespørgsel.

– Vi vil gerne have, at Folketinget hurtigt samles om en vedtagelse, der fordømmer den her række af tiltag, siger Pernille Skipper og henviser blandt andet til Trumps meget omdiskuterede dekret, der midlertidigt forbyder personer fra syv muslimske lande adgang til USA. …

– Hvis vi sender sådan et klart signal, som en af USA’s tætteste allierede – hvilket gang på gang bliver påpeget – så har det selvfølgelig også en betydning. Og det har vi også et ansvar for at gøre. Den her mand er farlig på rigtig mange punkter. Det har han allerede vist.”

(Politiken, 4. november 2014: Skipper: ‘Jeg skriver under på, at jeg er revolutionær marxist’)

“… jeg har selvfølgelig heller ikke ændret politisk holdning.” (Pernille Skipper, 18. maj 2016)



28. januar 2018

Historien om ‘det socialistiske broderkys’: “Mein Gott, hilf mir, diese tödliche Liebe zu überleben”

Det er ikke al vulgærkapitalisme der ender i forherligelse af Che Guevara. Da jeg forrige weekend var i Berlin, købte jeg en såkaldt ‘Bruderkuss’-øl i en af souvenirbutikkerne. Historien bag er fantastisk. En pressefotograf tog ved DDR’s 30-års jubilæum d. 7. oktober 1979 et billede af Honecker og Bresjnev, der forenes i ‘det socialistiske broderkys’. 11 år senere maler en russisk kunstmaler motivet på Muren, og i dag er det blevet en del af populærkulturen. Den ledsagende tekst er næsten den bedste: “Min Gud, hjælp mig med at overleve denne dødelige kærlighed”.

(Erich Honecker og Leonid Bresjnev kyssende, Régis Bossu, 7. oktober 1979; Foto: Artsy.net)

(Dmitri Vrubels maleri på Muren, 1990; Foto: Wikipedia, Sozialistischer Bruderkuss)

(Bruderkuss Bier, Privatbrauerei H. Egerer. Købt i 2018 af undertegnede)

Fra Stripes.com – Berlin: The story behind a famous and weird photograph

“In 1979, Régis was sent to East Berlin to photograph the festivities of the 30th anniversary of the Deutsche Demokratische Republik — East Germany — featuring its guest of honor, Soviet leader Leonid Brezhnev, the most powerful man in the Eastern bloc.

When Brezhnev finished his speech, East German President Erich Honnecker opened his arms to congratulate him with a big kiss, a normal ritual for socialist buddies. A dozen photographers opened a fire of flashes. Régis, standing in the back row, had his camera equipped with a 80-200 mm telephoto lens. He pressed the shutter release of his Nikon camera at the decisive moment and caught the embrace as a close-up on Kodak Tri-X black-and-white film.

Major magazines used it immediately. Paris Match played it prominently on double pages and labeled it like a painting: ‘The Kiss.’

Eleven years later, Vrubel, saw ‘The Kiss’ in an old Paris Match and used it as a model for his painting on the remains of a section of the Berlin Wall. The already well-known photograph gained celebrity status when Vrubel’s painting was repeatedly photographed and published, and the image was copied and printed on T-shirts, towels and other memorabilia. A Berlin hotel, the East-Side Hotel, even took it as its logo. …

Régis didn’t get rich or famous from the photo, although he got, and still gets, a small but steady income from his agency whenever “The Kiss,” which has been published more than 500 times, is printed.”

Oploadet Kl. 10:30 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer


24. januar 2018

London: Hærværk mod Churchill-café – “… spraying abuse… ’scum’, ‘warmonger’ and ‘imperialist.'”

Der har mig bekendt ikke været politisk motiveret hærværk mod hverken Café Castro på Nørrebro eller Fidel’s i Århus, og meget sigende, så kan man i Danmark ligefrem købe vodka brandet med hammer & segl.

I England går selverklærede antifascister nu efter en Winston Churchill-café, for Old Winston var som bekendt også antikommunist. Historieløs hærværk omtalt hos Daily Mail – Winston Churchill-themed cafe is hit by vandals defacing mural of the wartime leader with graffiti calling him ’scum’, ‘warmonger’ and ‘imperialist’.

“An award-winning Winston Churchill-themed cafe is being targeted by protesters – and has had to remove a giant mural of the wartime hero after repeated vandalism.

Diners at Blighty UK cafe in Finsbury Park, north London drink from Churchill mugs underneath model Spitfires and Union Jack flags. … The cafe’s signature dish is ‘The Winston’ – a traditional full English breakfast with Cumberland sausage and Yorkshire black pudding.

The trendy eaterie also originally boasted a striking street art mural of Churchill’s famous two fingers pose, alongside the slogan ‘double shot’ – jokily claiming that he was ordering a double espresso.

But the mural had to be scrapped after vandals repeatedly defaced the design by spraying abuse including ’scum’, ‘warmonger’ and ‘imperialist’.

And now protesters have even started a petition to try and force the owners to abandon their Churchill theme, which they claim is ‘using history in a light-hearted fancy dress manner’.”

Oploadet Kl. 04:32 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer


10. januar 2018

Peter Hitchens: Blair og fire af hans nærmeste ministre var kommunister i studietiden… og senere

Hvis man hører licensfinansieret taleradio dagligt, så hører man af og til postulatet om, at danskerne modstand mod indvandring er skabt af medier og politikere. Som Hitchens indirekte påpeger i opkoget herunder, så foregår det den anden vej rundt. Virkeligheden flytter holdninger, hvad forsinket afspejles af medier og politikere.

Mandag gæstede Peter Hitchens Trykkefrihedsselskabet til det han selv beskriver som ‘an evening of unrelenting pessimism’. Han kalder bramfrit EU for euro-kommunister, og har en klar pointe. De kalder sig ganske vist ikke kommunister mere, men de er i kulturel henseende stadig revolutionære. Jeg kunne ikke være mere enig.

“Iøvrigt mente han, at EU er Sovjetkommunismens efterliv og endelige sejr. Han mindede os om Tony Blairs nylige indrømmelse, at han var revolutionær marxist i sin universitetstid i Oxford, og at fire af hans nærmeste ministre var det. Hitchens finder trøst i, at han intet kan påvirke politisk…” (Snaphanen, 9. januar 2018; II; Spreaker, ca. 40 min.)

“Mr Blair, who has been labelled a ‘red Tory’ for apparently not adopting enough left-wing policies, admitted he had briefly been a ‘Trot’ while at university at Oxford in the 1970s. … The former Prime Minister said his enthusiasm was sparked after he read a biography of Trotsky following a performance with his student rock band Ugly Rumours.

He told BBC Radio 4’s Reflections: ‘When I got back I picked it up and started to read it. And I literally didn’t stop reading it all night. It opened a different world to me.

‘I suddenly thought the world’s full of these extraordinary causes and injustices and here’s this guy Trotsky who was so inspired by all of this that he went out to create a Russian revolution and change the world.” (Daily Express, 10. august 2017)

Oploadet Kl. 23:45 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer


18. december 2017

Professor Røpke: Prisfastsættelse efter udbud/efterspørgsel er en ‘problematisk ideologisk forestilling’

Når venstreradikale angriber højrefløjen, så undlader medierne systematisk at sætte ideologisk etikette på de angribende. Og Hvor danske medier ikke kan omtale Breitbart uden fløjmæssig placering, så inkluderes der aldrig præfix ved medier såsom Huffington Post og Buzzfeed. Det kan man tænke lidt over, når nu sidstnævntes videnskabelige redaktør ønsker ‘full communism’ i julegave.

Herunder lidt videnskabelighed fra en universitetsansat dansk kollektivist anno 2017. Indslaget kan høres i fuld længde på Radio24syv (24syv Morgen, 18. december 2017).

Kaare Svejstrup, Radio24syv: Tak til dig Otto Brøns-Petersen. Med i studiet har jeg også Inge Røpke, God morgen.

Inge Røpke, professor i ‘økologisk økonomi’, AAU: God morgen.

Kaare Svejstrup: Du er professor i økologisk økonomi ved Aalborg Universitet, og du mener ikke, at produktivitetsvækst er klimaets bedste ven. Hvorfor ikke?

Inge Røpke: Altså, der er flere grunde til det. Dels, så kan man sige, at den forståelse, som for eksempel Det Økonomiske Råd lægger for dagen, den har ikke rigtig energi inde i billedet, når den skal forstå velstand. Det er en af forklaringerne, et af synspunkterne. Men, det jeg måske gerne vil lægge mere vægt på her, det er at jeg synes der er grundlæggende er brug for en helt anden tilgang til hvordan vi ser på tingene. Man kan sige, at det ønske der er om at øge BNP og øge produktiviteten. Det hviler efter min mening på en meget problematisk ideologisk forestilling om, at der er noget der hedder de rigtige priser, de rigtige markeder, ideale markeder. Man kan sige at mainstream-økonomien tager ligesom udgangspunkt i at vi har nogle markeder, som i samspil mellem udbud og efterspørgsmål, så giver det de rigtige priser. Og de rigtige priser i betydningen, at priser er lig værdi. Og det er altså den forestilling, at priser er udtryk for den rigtige værdi. Det er det der er grunden til at man gerne vil have mest mulig værditilvækst. Man kan sige, at det hviler, altså, det er efter min mening en grundlæggende ideologisk forestilling. hvor – hvad skal man sige? Hele formålet er at prøve at få markederne mest muligt til at ligne ideale markeder.

Kaare Svejstrup: Hvis vi ser på den del der omhandler bæredygtigheden, for det var egentligt det jeg hæftede mig ved først ved Otto Brøns-Petersens citat. Så sagde han, at produktivitetsvækst er klimaets allerbedste ven. Hvis vi ser på det bæredygtige element her. Det her med produktivitetsvæksten. Hvorfor er det ikke en god ting for klimaet, som Otto beskrev før, at vi øger produktiviteten, gør os selv mere effektive, finder nye måder, nye teknologier at producere ting på.

Inge Røpke: Det er fordi, at det du måler, i virkeligheden ikke er noget godt. Forestillingen om at få mere værditilvækst, at det er en god ting, det hviler på den ide, at priser måler hvad noget er værd. Og hvis man er kritisk over for den tankegang, så holder det simpelthen ikke. Fordi det vil sige, at hvis nu priser grundlæggende afspejler ulighed, magtforhold og historiske omstændigheder, alt det der lægger bag udbud og efterspørgsmål. Så er der jo sådan set ikke nogen grund til at maksimere værditilvæksten. Det er det der er problemet.

(Buzzfeed-’science editor’ Kelly Oakes på Twitter, 14. december 2017)

Oploadet Kl. 17:10 af Kim Møller — Direkte link25 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper