18. december 2015

Anti-israelsk venstreradikal føler sig truet af bosætter-løbeseddel: “Det er en fjendtligsindet anarkist.”

Rajesh Lillebæk Holmen er søn af Anne Holmen, DPU-professor i ‘parallelsproglighed ‘, og vi befinder os tydeligvis langt ude på venstrefløjen. For israelere er han vitterlig en ‘fjendtligsindet anarkist’, omend ‘fjendtligsindet venstreradikal’ nok er bedre dækkende. Han er taget til Hebron for at dokumentere overgreb, men eneste overgreb der dokumenteres i artiklen, er en tør lussing fra en ældre kvindelig bosætter mod en tysk ISM-aktivist.

Kvindes bror blev myrdet af palæstinensere tilbage i 2001, og selv mindemærket kan ikke være i fred. Rajesh Holmen er en rask ung mand, og har næppe noget at frygte, med mindre han som ISM bevidst søger konfrontation. Fra Berlingske – Bosættere i Hebron viser dansker på truende løbeseddel.

“De har fået lussinger og er blevet sparket af jødiske bosættere. Nu er billeder af frivillige vesterlændinge, heriblandt en dansker, kommet på en truende løbeseddel, som bosætterne deler ud i Hebron.

‘Det er ikke en turist. Det er en fjendtligsindet anarkist. Soldat og borger, vær opmærksom: Personerne på billedet er her for at ramme israelere af antisemitiske årsager. Vær venlig at agere i overensstemmelse hermed.

Sådan står der på løbesedlen over billedet af blandt andre den 27-årige dansker Rajesh Lillebæk Holmen, ledsager for Kirkernes Verdensråd i Hebron og på Vestbredden. En løbeseddel, de jødiske bosættere i Hebron på det seneste har delt ud efter snart tre måneders uro i byen.

‘Vi var meget overraskede, da vi så løbesedlerne. Selv om internationale aktivister tidligere er blevet overfaldet, er der ikke tvivl om, at vi tager løbesedlerne seriøst og ser dem som en personlig trussel mod vores sikkerhed. Som konsekvens har vi været nødt til at forlade Hebron i fem dage, og efter vi kom tilbage, har vi holdt lav profil,’ siger Rajesh Lillebæk Holmen til Berlingske. …

På opfordring af en palæstinensisk biskop grundlagde Kirkernes Verdensråd i 2002 et ledsagerprogram for børn. Israelske regeringer har ved flere lejligheder anklaget Kirkernes Verdensråd for at være ensidigt pro-palæstinensisk.”

(Løbeseddel via venstreradikale ISM – Rajesh Holmen & Johanne Schmidt-Nielsen, 2015)

“Medierne fokuserer stort set (i det omfang de dækker situationen) entydigt på israelske tab…” (Julie Bostrup, Ina Facius, Sarinti Christensen og Rajesh Holmen i Dagbladet Arbejderen, 1. november 2015)



9. december 2015

Pia Olsen Dyhrs svenske eks-mand var ledende ungkommunist: Anholdt for terror i Filippinerne (1988)

Svenske Stellan Hermansson er relativ ukendt i Danmark, selvom han i en periode var kæreste med Pernille Frahm, og senere blev gift med Pia Olsen identisk med SFs nuværende formand Pia Olsen Dyhr. Efter nogle år i Bruxelles hvor han arbejdede for Eurokommunist-gruppen GUE/NGL (der inkluderer SF), arbejder han nu for den irske pendant til LO. En ‘god’ socialist, der fra 1980 til 1989 var formand for Kommunistisk Ungdom, ungdomsorganisationen for Vänsterpartiet Kommunisterna, som han også selv var ansat af i nogle år. Det nuværende Vänsterpartiet.

Ingen ledende kommunist uden lig i lasten, og i lighed med Frank Aaen gik han hele vejen. I 1988 rejste han til Manila for at møde den New People’s Army (NPA), den militante gren af Partido Komunista ng Pilipinas, som både USA og EU anser for at være en terrororganisation. Han blev anholdt af militæret, udpeget som medskyldig i en NPA-aktion tidligere på året, der dræbte en politibetjent og sårede to andre. Dokumentationen var blandt andet et foto af svenskeren iført NPAs kampuniform. Herunder omtalen fra Edward F. Mickolus’ 5-bindsværk The Terrorist List.

“Swedish freelance journalist, formerly president of the Swedish Young Communist League, detained by the Southern Luzon Command in the Philippines on June 9, 1988, on suspicion of links with the New People´s Army (NPA) rebels. He was detained while on his way to an NPA mountain camp. On June 11, 1988, murder and kidnapping charges were filed against him; he had allegedly trained the NPA rebels. Witnesses reported that he had participated in several guerilla attacks against security forces in the rebel-infested Bondoc Peninsula on Quezon Province and was part of the group that raided San Francisco town on February 12, 1988, killing a police officer and wounding two others. Manila rejected a Swedish Embassy request for his release.” (The Terrorist List: Europe and Eurasia, s. 127)

(Edward F. Mickolus, The Terrorist List: Europe and Eurasia, 2009, s. 127)

Flere detaljer i en ledende artikel i Ystads Allehanda, 21. februar 2003. Billedet af SF-forkvindens eks-mand med maskinpistol og patronbælte er desværre ikke mere online.

“Bilder är tagen någon gång i juni 1988. Den föreställer Stellan Hermansson, ordförande i dåvarande vpk:s ungdomsförbund Kommunistisk Ungdom, KU. Platsen är södra delen av ön Luzon på Filippinerna och rekvisitan som han draperat sig i tillhör den kommunistiska gerillarörelsen NPA, New People’s Army. Officiellt befann sig Hermansson på reportageresa i landet åt tidningen Ny Dag. När han greps av den filippinska regeringens soldater under en räd mot NPA-gerillan anklagades han för att ha deltagit i en räd i februari det året som dödat sonen till en högt uppsatt filippinsk militär. Bilden, sannolikt tagen av någon i Hermanssons ressällskap, användes av de filippinska myndigheterna som bevis för att han deltagit i räden. Så småningom släpptes han dock och kunde återvända oskadd till Sverige. I dag är han funktionär vid EU-parlamentet i Bryssel och sitter också sedan januari 2001 i vänsterpartiets styrelse. Bilden med KU-ordföranden poserande som Rambo-liknande gerillakämpe avfärdades av förtörnade vpk:are som ‘ett skämt’. Om han hade sökt upp NPA-gerillan i egenskap av seriöst arbetande journalist var det i all fall oerhört omdömeslöst att posera iförd en tung kulspruta med tillhörande ammunitionsband. … NPA-gerillans krig mot först diktatorn Ferdinand Marcos och därefter de följande folkvalda regeringar beräknas ha kostat minst 40 000 människoliv…” (Ola Tedin, Ystads Allehanda, 21. februar 2015)

(Stellan Hermansson i Manila Standard, 13. august 1988, s. 5)

“The military also said charges were filed in a Quezon civil court on Friday against the Rev. Klaus Schmidt, 52 years old, a West German Protestant minister; Stellan Hermansson, 30, a Swede who claims to be a freelance journalist, and Antonio Bosch, a Filipino businessman of German descent. The three were arrested Wednesday and accused of taking part in a raid by Communist New People’s Army guerrillas on a town southeast of Manila in February in which two people were killed and two soldiers abducted.” (New York Times, 12. juni 1988)



2. december 2015

‘Mossø for mangfoldighed’ politianmeldt: Skulle ‘have smuglet flygtninge ind i Danmark fra Hamborg’

Da ‘Mossø for mangfoldighed’ lancerede sig selv i foråret, var det nemt at afkode, at det reelt var en lokal Enhedslisten-mobilisering. Flere steder i landet har Enhedslisten-aktivister faciliteret illegale indvandrere, og det overrasker ikke hvis det venstreradikale overdrev fra Mossø, også har været aktiv med menneskesmugling. Anmelderen virker velunderrettet, men de her sager falder ofte på manglende beviser. Fra Århus Stiftstidende – Gruppe på 40 personer anmeldt for menneskesmugling.

“Op mod 40 personer er anmeldt til politiet for menneskesmugling.

Østjyllands Politi bekræfter at have modtaget en anmeldelse af medlemmerne af gruppen ‘Mossø for Mangfoldighed’, der blev stiftet i sommer af en gruppe borgere i og omkring Alken ved Skanderborg.

Medlemmerne af gruppen skulle ifølge anmelderen i september måned have smuglet flygtninge ind i Danmark fra Hamborg til Alken og herfra have fordelt dem til hele Skandinavien. Det skriver anmelderen i en mail til Århus Stiftstidende og underskriver sig med ‘Borgergruppen (den oprindelige) ved Mossø’.

… Østjyllands Politi oplyser, at sagen er videresendt til Sydøstjyllands Politi, som Skanderborg Kommune hører under.”

(Uriasposten, 6. april 2015: Mosbjerg Folkefest 2015, nu med ballon-dansende kommunister…)

“På perronen i Aarhus i eftermiddag mødte jeg Michael Schmidt, som noget overrasket fortalte, hvad han havde set på Stiftstidendes lysavis på vej ned mod toget: ‘Alken: Gruppe på 40 personer anmeldt for menneskesmugling’. … For min helt egen regning: Den form for ‘menneskesmugling’, flere er blevet anmeldt for her i efteråret, er nok mere noget med en træt familie ind i bilen og så afsted til en færge – end den systematiske sammenstuvning af flygtninge i en lastbil, som i flere tilfælde er endt så tragisk. Det er så bare min holdning, at den førstnævnte form for smugling har min sympati og ikke er det værste, man kan være politianmeldt for. (Knud Abildtrup på Alken.dk, 31. november 2015)

“Fra Lesbos sms’er Bruno Nielsen i brudstykker om sine oplevelser til alken.dk: Ok, der er stress her, men grækerne og turisterne tager det pænt, giver vand og toiletter. Der er intet i lejren. Jeg mener intet. … Det er som at se myrer igennem landskabet. Jeg har inviteret dem alle sammen til Alken. Jeg mener, vi kan finde et godt sted ved Mossø :-)” (Alken.dk, 29. august 2015)

Oploadet Kl. 10:20 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer


22. november 2015

Katrine Winkel Holm om pacifistiske ‘Kringsatt af fiender’ og Nordahls Griegs forvandling til patriot

“I kamp må hver av oss bli fri; men i dens brorskap møtes vi, langs akrene, imorgen!”, lyder det i Griegs Danmark, udgivet i digtsamlingen Friheten (1943). Katrine Winkel Holm i Jyllands-Posten om Nordahls Griegs forvandling – Minde- højtidelighedens elendighed.

“Et land kendes på, hvad det samles om i modgangstider, og hvorfra det henter sin styrke og åndelige modstandskraft. Søndagens mindehøjtidelighed udstillede i skræmmende grad manglen på åndelig næring – præcis som det var tilfældet med mindehøjtideligheden i februar efter Krudttønden-angrebet. Dengang var det ‘Imagine’s kælne nihilisme, der blev aftenens hymne. I søndags var det det norske pacifistdigt ‘Kringsatt af fiender’, som man samledes om. Begge dele er bekymrende.

For det er sygt at besvare et angreb fra en beslutsom, blodig fjende med tyndbenede sange om fred, drømme og krigens ondskab, der skal standses alene ‘med ånd’. Sådan som budskabet er i Nordahl Griegs ‘Kringsatt af fiender’.

Griegs digt er ikke bare pacifistisk, men decideret selvmodsigende. … Man kunne også kalde ‘Kringsatt af fiender’ for stalinistlyrik. For i 1936, samme år som Nordahl Grieg forfattede digtet, tog han til Sovjet og faldt i svime over alt, hvad han så. Ikke engang Moskva-processerne kunne få hans tro på Stalin til at vakle. Tværtimod tog han hjem og skrev en hel roman, der var én stor hvidvaskning af Moskva-processerne og Sovjet. Det hænger faktisk fint sammen med digtet. …

Nordahl Griegs Stalin-fascination er skræmmende, men han var i det mindste ung og dum dengang i 1930’erne. Vi andre burde være blevet klogere. Om ikke andet kunne Griegs egen udvikling lære os noget. … I digtet ‘Øen i ishavet’ fra 1942 lægger han direkte afstand til budskabet i ‘Kringsatt af fiender’ og slår fast, at ånden alene ikke kan generobre det tabte land:

For vi har tabt vort land/ tabt det fra hav til fonn/ Og skal vi vinde det/ sker ikke det ved ånd. Her er vort land: En ø/ Blæsten går strid og kold/ Drømme kan ikke gro/ Dræbe er alt vi skal.

Virkeligheden gjorde altså Nordahl Grieg mere realistisk. Det burde vi også blive.”

(Nordahl Grieg, Kringsatt af Fiender, 1936; Foto: Bergen Offentlig Bibliotek)

Oploadet Kl. 17:43 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer

Landets liberale statsminister gav ‘Venstres frihedspris’ til en kommunist, inkluderede røde blomster…

Under lørdagens landsmøde i Herning, uddelte statsminister Lars Løkke Rasmussen på partiets vegne ‘Venstres frihedspris’. Den gik i år til hjemløsebladet Hus forbi, der var repræsenteret af næstformand Henrik S. Pedersen og sekretariatsleder Rasmus Wexøe Kristensen. Sidstnævnte havde i dagens anledning valgt at iføre sig en ‘hammer og segl’-trøje til minde om Sovietunionen (CCCP). En kommunistisk etparti stat, der ville udrydde borgerskabet som klasse, alt baseret på en ideologi ansvarlig for op imod 100 millioner døde.

(Lars Løkke Rasmussen og modtagere af ‘Venstres frihedspris’, 21. november 2015; FB: I/II, Venstre.dk)

“Det er ikke de enkelte individer, vi er i krig imod. Vi udrydder borgerskabet som klasse. I løbet af deres undersøgelse skal De ikke lede efter dokumentation og beviser for, hvad den anklagede har gjort enten fysisk eller i tale mod de sovjetiske myndigheder. Det første, De skal spørge ham om, er, hvilken klasse han tilhører, hvad der er hans oprindelse, opdragelse, uddannelse, profession.” (Cheka-leder, 1918)

Oploadet Kl. 03:11 af Kim Møller — Direkte link27 kommentarer


21. november 2015

Albanske bådflygtninge ankommer til syditalienske Bari, 8. august 1991 – deporteret over nogle uger

Muren faldt i 1989, og det samme gjorde østblokkens kommunistiske regimer. Dog ikke i Albanien, hvor det lykkedes den Enver Hoxha-udpegede Ramiz Alia at bevare magten helt frem til 1992. Rejseforbuddet blev dog ophævet i 1991, og mange valgte at søge lykken i Europa. Den 7. august 1991 stormede tusindvis af albanere havneområdet i Vlora og Durres, tog kontrollen over flere skibe, og tvang dem til Italien. Herunder ses skibet Vlora ved ankomsten til Bari, dagen efter. De flygtede både fra kommunisme og fattigdom, men blev deporteret i løbet af nogle uger.

“Twenty years ago, on 8 August 1991, several ships carrying approximately 15,000 Albanian migrants succeeded in entering the port of Bari, Italy. The Italian government’s response was harsh. Most of the Albanians were detained in a sports stadium without adequate food, water, or access to bathrooms. Italian authorities dropped supplies to the detained migrants by helicopter. Within several weeks most of the migrants were deported to Albania. Their harsh treatment was criticised by human rights organisations and the Pope, but was justified by the Italian government as necessary to deter further irregular migration from Albania.” (Migrants at sea)

(Vlora ankommer til Bari med flygtende albanere, 8. august 1991; Se evt. Repubblica.it)

“Albania’s forty years of isolation from the rest of the world, combined with its disastrous economic, social and political situation, have had a traumatic effect on its citizens. They feel overwhelmed by hopelessness in the face of Albania’s domestic situation, and although their knowledge of other countries is based solely on what they have heard, or seen on Italian television, they long for the opportunity to start a new life abroad. …

During the first days of August 1991 thousands of Albanians reached the western port of Durres and the southern port of Vlora, in the hope of going on board ships that would take them to Italy. … On 8 August 1991 an estimated 10 000 Albanian nationals aboard several ships forced their way into the port of Bari in the south-east of Italy.

… After several hours of waiting in the port of Bari, the Italian authorities allowed the Albanians to disembark for humanitarian reasons and led them to La Vittoria Sports Stadium. As the Italian authorities started forced repatriation using military transport planes and ferries, clashes broke out between policemen and Albanians.

… The large majority of Albanians arriving in Italy were claiming to be looking for work and escaping the poor economic situation in their country. … Although there was remarkable sympathy for the Albanians in Italy, the official Italian position was that these persons were seeking economic betterment in Italy and consequently could not be considered as political refugees.” (PACE-rapport, 1992)

Oploadet Kl. 16:25 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer


20. november 2015

Venstreradikale aktivister i folketinget under debat om ændring af udlændingelov: ‘Inger dræber’

I Folketinget var der her til formiddag, 2. behandling af et lovforslag om ændring af udlændingeloven (Håndtering af flygtninge- og migrantsituationen), fremsat af udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg. Venstreradikale fra Asylret fremviste et banner med påskriften: ‘Inger dræber’. De blev fjernet efter lidt håndgemæng på balkonen.

(Asylret under folketingsdebat, 20. november 2015)

Asylrets officielle proklamation er underskrevet Said Parvin og Johanna Haas. Tilbage i 2012 kunne Jyllands-Posten afsløre, at Asylret var ‘revolutionære kommunister’, og førstnævnte erkendte ærligt at han kæmpede ‘for kommunismen’. Sidstnævnte er tillige tilknyttet Sos racisme, hvis norske forgrening er styret af Tjen Folket – Kommunistisk Forbund, et stalinistisk parti. Her lidt fra teksten, de har givet overskriften ‘Stramninger dræber‘.

“I dette øjeblik aktionerer aktivister bl.a Asylret i Folketinget under dagens 2. og 3. behandling af lovforslag L62… Retorikken og de politiske holdninger minder om de daværende danske myndigheders afvisning af flygtninge fra nazismens Tyskland i 1930’erne og 1940’erne. Lige så urimelig er de nuværende danske myndigheders ’stramme og konsekvente udlændingepolitik’ over for nutidens flygtninge. Som aktivister og borgere i Danmark siger vi fra. Vi gør opmærksom på, at stramninger dræber.

… Det tavse samfund, der kvæler al opposition er et kendetegn, man forbinder med totalitære samfund. Med hastebehandlingen af L62 og lovforslagets anti-retsstatslige tiltag er demokraturet efter Asylrets vurdering indført i Danmark. Socialdemokraterne har med deres accept af dette uacceptable lovforslag endegyldigt afskaffet den sidste rest af deres egen eksistensberettigelse. De har gjort sig selv til den ultra-liberale, nationalistiske politiks forlængede arm.

… Stramningerne dræber, siger dagens aktivister: Vi siger nej. Vi siger stop. Vi siger, at det her vil vi ikke.”

Så vidt jeg kan vurdere af det forhåndværende billedmateriale, så har der minimum deltaget 8-10 aktivister i happeningen.

Opdate: ‘StramnInger dræber’.

“Fra tilhørerpladserne hængte de et banner op, hvor der med henvisning til Udlændingeminister Inger Støjbergs (V) lovforslag stod; Stramninger Dræber. Tilstedeværende folketingsbetjente fik dog hurtigt revet banneret over – men det ændrede blot ordlyden til: ‘Inger Dræber’.” (EB, 20. november 2015)

Oploadet Kl. 11:34 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer


29. oktober 2015

Æstetik i totalitarismens tjeneste: Henryk Broder om kansler Merkels ‘Wir schaffen das’-kommentar

Venstreradikale Peter Tudvad associerer Venstre’s nye EU-kampagneplakater med nationalsocialistisk æstetik, hvad i tirsdagens Deadline diskret associeres med lyshårede Pernille Vermund fra Nye Borgerlige. Hvis æstetikken overhovedet er politisk, så må den være socialistisk. Henryk Broder perspektiverer Merkels ‘Wir schaffen das’-kommentar i Die Welt. Via Snaphanen.

“På kongressen i SED (Tysklands Socialistiske Enhedsparti) i november 1981 fik partiledelsen forelagt 10 plakater, der på passende vis skulle anerkende SED’s rolle i opbyggelsen af socialismen i den første tyske arbejder- og bonderepublik.

På en af plakaterne griber to hænder fast hinanden under teksten: ‘Vor tak går til dig, Parti’. På en anden rækker en skolepige et hefte frem mod beskueren, hvor hun har skrevet: ‘Jeg giver det bedste, det gav far og mor også’.

På yderligere tre plakater i samme serie ses en soldat, en minearbejder og en landarbejder, der giver ‘Alt til folkets bedste’.

Soldaten siger: ‘Det beskytter vi’, minearbejderen: ‘Det ordner vi’ og den kvindelige landarbejder: ‘Det klarer vi’ (Das schaffen wir).

Kvinden er iklædt gråblå smækbukser, er kraftigt bygget, kortklippet og ligner til forveksling kanslerinden. Ja, således kunne Angela Merkel have set ud for 34 år siden. Vi ved ikke, hvem hun er, person som er ved at stige ud af traktorens førerkabine.

… dog er plakaten autentisk på en måde, der kan give kuldegysninger. ‘Das schaffen wir’ er den næsten ordrette forløber for sætningen, som Angela Merkel i begyndelsen af september sagde, ‘Wir schaffen das’ (Vi klarer det), og dermed udløste en krise, som har lammet Forbundsrepublikken og skabt kaos. … Så kategorisk har ingen forbundskansler nogensinde været.

Plakaten til SED’s 10. partikongres minder os om, at kanslerinden blev socialiseret i DDR, et styre der fra start til slut havde et forstyrret forhold til virkeligheden.”

(SED-plakat anno 1981 – Venstre-plakat anno 2015)



20. oktober 2015

Søren Lerche taler ud: ‘Autonom, Pusher, Mentor’ (2015) – Bl.a. om organiseret politisk vold…

Jeg er halvvejs gennem bogen, og der vil komme meget mere om den på Uriasposten. For selvom den er skrevet af Ulrik Dahlin (tidl. Kommunistisk Arbejderparti), og Søren Lerche forsøger at holde venstreradikale kampfæller i og udenfor Antifascistisk Aktion anonyme, så er det i praksis en umulig opgave.

Det siger sig selv, at en bog der dedikerer et helt kapitel til AFA-kollektivet Bumzen, nødvendigvis må kaste interesssante ting af sig.

Første sidehistorie er AFA-tæskeholdets samarbejde med Demos, der i disse år ofte blev brugt af de danske medier som kilde til højrefløjens voldelighed. Demos‘ stedfortrædervold, burde ikke overraske nogen. Det er naturligvis ikke tilfældigt at to aldrede Demos-kommunister flankeres af en kampklar Mads Bjerre Mouritzen, der i øvrigt konverterede til Islam nogle år senere.

En anden sidehistorie i bogen er Søren Lerche tætte kontakt med indvandrere på Nørrebro, og det faktum at han var med til at planlægge Islam Channels store ‘islamofobi’-arrangement i Bella Centret, maj 2006. Han talte lidt med Abdul Wahid Pedersen, læste lidt i Koranen, men konverterede trods alt ikke. En tredje sidehistorie kunne være Søren Lerches forhold til marxistiske terrororganisationer.

Søren Lerche blev antiradikaliseringsekspert, selvom han efter eget udsagn ikke lærte at stave, og skulle han se lidt indad, så kunne han passende gå i rette med forældregenerationens kommunisme. I bogen nævnes Det Fri Gymnasium som værende en form for paradis, men det var jo sådan set her at radikaliseringsprocessen startede. Normerne forsvandt, anarkismen blomstrerede.

Fra Ekstra Bladet – Manden bag De Brune Bude: Jeg var hårdkogt kriminel (kræver login).

“Året er 1995, og en demonstration mod finansloven er endt i en eksplosion af hærværk på Københavns Kommunes Arbejdssekretariat i Abel Cathrines Gade på Vesterbro. … Dér mellem molotovcocktails, knipler og tilråb kaster Søren Lerche sin første brosten mod en politibetjent.

Stenen er blot en lille brik i den gradvise radikalisering, Søren Lerche siden gennemgår fra autonom til nazi-jæger og senere hårdkogt kriminel pusher. … Sammen med en håndfuld venner bliver han en del af et tæskehold, der drevet af fascinationen af vold agerer som spydspidsen under slåskampe og demonstrationer. …

I bogen ‘Autonom, Pusher, Mentor’ giver Søren Lerche et indblik i de autonome aktioner og vejen videre som hashkriminel.

En række nøglepersoner fra miljøet bliver holdt anonyme i bogen, hvor der blandt andet fortælles om røveriet af en hashtransport samt et overfald på en uskyldig flyttemand, som bliver forvekslet med en nazist.

– Man udfører ikke den her type kriminalitet alene.

Det betyder selvfølgelig, at jeg har været nødt til at nævne andre personer, men jeg har gjort det under falske navne, forklarer Søren Lerche, der også har måtte undlade voldsepisoder og andre aktioner af hensyn til sin egen sikkerhed.

(Ekstra Bladet, 19. oktober 2015: “… en svensk nazist fra den højreekstreme organisation…”)

Søren Lerche og tæskeholdet udførte i slut-90′ erne og frem til starten af nullerne en række overfald på nazister.

– Vi opfattede dem ikke som individer med et liv og en historie.

Vi så dem som en gruppe, der lavede overgreb på minoriteter, og hvis vi ikke bankede dem ned, så ville de få overtaget, forklarer Søren Lerche om de overfald på personer fra nazi-miljøet, han aldrig juridisk blev straffet for, men som han i dag væmmes ved.

Det autonome tæskehold tog på eget initiativ på smadre-togter, men ifølge Søren Lerche var det blandt andet informationer fra den venstreorienterede forening Demos, der ledte tæskeholdet på sporet af nazisterne.

– … i havde en kontakt derfra, som hev fat i tæskeholdet, når der var noget, vi skulle handle på.”

(Uriasposten, 2014: Søren Lerche Mørck… dansk ekspert i EU’s ‘Radicalisation Awareness Network)

“… for mig er processerne og relationerne, der er interessante i den her bog, og ikke hvem der har gjort hvad.” (Ulrik Dahlin, forfatter)

“Det her er min historie om min radikalisering. Jeg har ikke været interesseret i at fortælle andres historie. … Mit ærinde har ikke været at hænge nogen ud, men i højere grad at beskrive min egen historie.” (Søren Lerche, tidl. autonom)



13. oktober 2015

“Alt det, vi har bygget op, bliver opløst nu.”, lød det fra en 67-årig kommunist…

Da den frie markedsøkonomi gav danske arbejdere velstand, drømte Annisette Koppel om at sprede tankerne bag Enver Hoxhas’ stalinistiske regime i Albanien. Muren faldt, og som de fleste desillusionerede kommunister forsøger hun nu maskere sit politiske virke som værende en kamp for fred og kærlighed. Må historiens dom blive hård.

Interview set i Gaffa – Annisette: – Vi er nødt til at vågne op.

“Legendariske The Savage Rose drager på torsdag på efterårstour, men allerede i starten af september spillede bandet en tidlig koncert i Aarhus – en fuldstændig formidabel koncert, der vel at mærke blev tildelt fuldt hus i form af seks stjerner i nærværende medie – og dagen efter mødtes GAFFAs udsendte med Annisette til en kop morgenkaffe og en samtale om tingenes tilstand. Det forløb sådan her. …

– … Når jeg skriver de sange, jeg gør, er det også fordi jeg føler, der er en stor del af verden, som lige nu ikke bliver hørt og ikke bliver taget alvorligt. En del af verden hvis eksistens, man prøver at lukke øjnene for. I de værste tilfælde ser vi endda udryddelse, og jeg føler ikke, det nogensinde har været værre, end det er lige nu.

Mange af sangene føles jo aktuelle som aldrig før, selvom de ikke ligefrem er skrevet i går. Kan det på den baggrund være svært at bevare troen på, at tingene bliver bedre? … Hvem kan give dig de redskaber? …

– Men da det gik i gang med 11. september og krigen i Afganistan, mens vi jo boede i USA, blomstrede det også frem på nettet med det, som man fra politisk side kalder konspirationsteorier, men som jo bare var folk, der fandt ud af nogle ting, som de lod sive videre. Ting der pludselig gav mening. De almindelige medier var lukket ned. Alle aviserne havde forandret karakter; det var pludselig nogle andre skribenter, der arbejdede der, og de gode talk shows i fjernsynet blev aflyst og erstattet af andre. Thomas sagde: ‘Hold da op, det er lige som i nazi-tiden, det her. Hvad sker der?’ Og det eneste jeg kunne finde ud af, var, at vi nok hellere måtte rejse hjem.

[…]

Hvad er det, der især frustrerer dig?

– At vi har en regering… som ikke vil hjælpe mennesker i nød. Alt det, vi har bygget op, bliver opløst nu. På trods af, at politikken ikke altid var lige god, var vi dog på vej mod nogle bedre løsninger, men nu bliver det hele bare smidt væk og ødelagt. Så kan vores børnebørn få lov at begynde igen forfra. Jeg forstår slet ikke, hvordan mange af politikerne overhovedet kan være politikere, jeg kan ikke begribe, hvad folk har valgt dem på. Dårlig propaganda, de aldrig nogensinde kommer til at efterleve. Jeg talte med en ung pige, der ville stemme Dansk Folkeparti, fordi hun mente, de gik ind for dyrevelfærd. Og jeg kiggede bare på hende og sagde: ‘Det må du love mig ikke at gøre!’ Hun havde set en plakat, hvor der var én, der sad med en gris…

– Og så er der hele den krigspolitik, vi er ved at få herhjemme… Vi skal af med krig og alt det ulykkelige. Og så vil de ikke engang tage imod de flygtninge, de selv har skabt. De bomber landene sønder og sammen og skaber et totalt kaos, som folk må flygte fra… Og det ondeste er, når de folk, der så rent faktisk kommer hertil bliver behandlet dårligt. Der viser ondskaben virkelig sit ansigt. Hvordan kan det være, det er dem, der sidder og manipulerer hele den danske befolkning? Det er mig fuldstændigt uforståeligt… Hvordan kan folk finde på at tisse på flygtningebørn eller spytte på folk fra en bro?”

Oploadet Kl. 02:18 af Kim Møller — Direkte link21 kommentarer
Arkiveret under:
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Gyldig XHTML
WP






MediaCreeper