7. december 2016

Den lange march gennem institutionerne: Faktalink udgives af DBC med Bo Weimann som IT-direktør

I går bloggede jeg Pernille Vermunds indlæg om ‘Faktalink’, der bruger Redox til kilde om For frihed, og i øvrigt intet har om ‘venstreekstremisme’. Faktalink er en akkumuleret samling artikler om samfundsrelevante emner, og omtaler sig selv som værende “et arbejdsredskab for folkeskolens ældste klasser, gymnasielever, lærere og bibliotekarer samt studerende, journalister og researchere”.

Det første der springer i øjnene, er det faktum at sidens to artikler om ‘højreekstremisme’ er skrevet af Malene Fenger-Grøndahl. Kendt venstreorienteret, der ikke forsøger at sløre sin kærlighed til mellemøstlig kultur, og blandt andet er tilknyttet ‘Forening for Moske og Islamisk Center’ og ‘Center for Integration’.

Faktalink udgives af Dansk BiblioteksCenter, der er et offentligt ejet aktieselskab. Der er lig i lasten, som man kan læse hos Computerworld – Blekingegadebandens ’stemme’ er IT-direktør (17. marts 2009).

“Stemmen i Peter Øvig Knudsens bøger om Blekingegadebanden er Bo Weymann. Nu kan ComON afsløre, at Bo Weymann er IT-direktør i Dansk Bibliotekscenter, der blandt andre er ejet af stat og kommuner. Bo Weymann var med i Blekingegadebandens inderkreds og blev idømt syv års fængsel for sine kriminelle handlinger.

Mogens Brabrand Jensen, der er direktør i Dansk BiblioteksCenter har ingen betænkeligheder ved at have Bo Weymann ansat. …

‘Ingen ansatte har taget afstand fra, at Bo er ansat. De har været lige så intereserede i sagen som alle andre. De har været nysgerrige omkring, om han var stemmen. Men ingen har taget moralsk afstand fra hans handlinger,’ siger Mogens Brabrand Jensen til ComON. …

Bo Weymann ønsker ikke selv at deltage i denne artikel, men bekræfter via sin sekretær, at den nye stavemåde af efternavnet, er det oprindelige slægtsnavn.”

(t/h: Rudi Dutschke, 1968, en af flere der satte ord på den lange march gennem institutionerne)

Meget få faggrupper er så røde som bibliotekarerne, og formanden for Danmarks Biblioteksskole var i 2007 den senere professor Lars Qvortrup, der indledte sin karriere med et bevidsthedssociologisk kampskrift, der problematiserede Danmarks Radio fra et revolutionært klassekamp-perspektiv.

Den lange march gennem institutionerne har gjort venstrefløjen glade for statslige medier.



26. november 2016

Pernille Frahm (SF) hylder kommunistisk diktator: “Åh Castro, Du er stadig skide go’! Åh Castro…”

Folkesocialisten Pernille Frahm er gift med Villo Sigurdsson, tidligere hovedbestyrelsesmedlem i revolutionære Venstresocialisterne. For mange år siden var hun kæreste med svenske Stellan Hermansson (der giftede sig med nuværende SF-leder Pia Olsen Dyhr), der sommeren 1988 blev anholdt i Filippinerne, som værende en del af den kommunistiske terrorgruppe New People´s Army. Med sådanne bekendtskaber, giver hendes hyldest til den afdøde kommunistiske diktator god mening.

(Pernille Frahm på Facebook, 26. november 2016)

Oploadet Kl. 18:18 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer

Fidel Castro (1926-2016) – Personificeringen af en perverteret menneskefjendsk ideologi

Lørdag morgen blev en glædens stund. Fidel Castro er død, og verden slap hermed af med den sidste af de store kommunistiske diktatorer. Han tog magten ved revolutionen i 1959, udrensede demokrater i egne rækker, aflyste de planlagte valg og konsoliderede partistaten med ham selv i front i 50 år. Der er ingen formildende omstændigheder, omend han stadig er et stort navn på den yderste venstrefløj.

Eksempelvis hos DR-tillidsmanden Dines Boertmann, der har en fortid i Danmarks Kommunistiske Ungdom, og en nutid i den Castro-tro Dansk-Cubansk Venskabsforening. Og ja, selvfølgelig har han fået til opgave at skrive diktatorens nekrolog – Manden der formede Cuba. En ørkenvandring i eufemismer, med velkendte retoriske tricks, herunder ‘hadet af mange’ og ‘det åbne spørgsmål’.

“Vil historien frikende Castro, som han skrev i 1953? Mange vil ikke mene det, mens andre vil. Sikkert er det, at der vil være stærke og modstridende meninger om hans eftermæle, men ingen kan bestride, at han skrev sig ind i den.” (Dines Boertmann om Fidel Castro, DR Online, 26. november 2016)

(Fidel Castro og Nikita Khrushchev, 1962)

For sober oplysning om Fidel Castros forbrydelser henviser jeg til arkivet, hvor man eksempelvis kan finde en kronik af Jacob McHangama fra 2012.

“‘Den, der mister sin ære, har mistet alt’. Sådan står der på en af Cubas allestedsnærværende propagandaplakater med Fidel Castro-citater. Det er derfor ikke så lidt ironisk, at Castros politiske ideologi er direkte ansvarlig for den daglige ydmygelse, som den cubanske befolkning udsættes for. En del af denne ydmygelse består i manglen på grundlæggende menneskerettigheder… Den kvælende undertrykkelse af dissens og pluralisme er ikke umiddelbar synlig på trods af manglende privatejede medier. …

‘Charmerende sambasocialisme’ kaldte Mogens Lykketoft den cubanske model i 1987. Men tal med nogle af øens dissidenter, eller opnå almindelige cubaneres fortrolighed, og billedet ændres radikalt. En af Cubas mest prominente dissidenter er bloggeren Yoani Sanchez, som har brugt sociale medier til at lufte sin kritik af regimet ofte baseret på dagligdagsbetragtninger om livet i Cuba. Jeg tog til Havana blandt andet for at overrække Yoani Sanchez den skulptur, der fulgte med frihedsprisen, som Cepos tildelte hende i 2011, men som regimet nægtede hende mulighed for selv at modtage i København, da Sanchez systematisk nægtes udrejse.

… hun bliver fulgt tæt af styret, der har folk til at holde øje med hendes lejlighed, følger hende, når hun går rundt i Havana, og overvåger hendes korrespondance og telefonopkald. Hun fortæller mig, at den cubanske stat er lykkedes med at kue langt de fleste cubanere til tavshed via statens tætte, men ofte usynlige kontrol med alle aspekter af det cubanske hverdagsliv. Flere cubanere ville sandsynligvis imødegå den officielle censur, hvis konsekvensen ‘alene’ var korte arrestationer – et fænomen, der er blevet mere almindeligt efter løsladelsen og deporteringen af en række dissidenter. Men undertrykkelsen er mere end blot juridisk og officiel. Eftersom næsten alle cubanere er afhængige af regimet for deres overlevelse og daglige fornødenheder, er langt de fleste bange for at udtrykke kritik, fordi sådan dissens kan føre til fyringer, tab af goder og social isolation. Hele familier kan blive påvirket, hvis et enkelt familiemedlem krydser de mudrede røde linjer for tilladelig kritik, og derfor er denne form for udspekuleret social kontrol ekstremt effektiv. …

Men der er også et andet dystert aspekt ved undertrykkelsen af det cubanske folk end manglen på samvittigheds-, ytrings- og forsamlingsfrihed. Fraværet af økonomisk frihed og muligheder gør det svært for almindelige cubanere at klare sig på de rationeringer og den usle løn, de får udbetalt af regimet. Derfor er mange cubanere tvunget til at hutle, svindle og krejle for at få tingene til at hænge sammen. Det er en tragedie i et land, der på trods af utallige undertrykkende og korrupte regimer engang var et af regionens mest velstående lande. Den fede, men braklagte jord, de majestætiske, men nedslidte bygninger, manglen på butikker, hvor man kan købe kvalitetsprodukter ud over rom og cigarer… og det generelle fravær af industri og erhvervsliv understreger Cubas fejlslagne revolution her i dens 54. år. …

Han fortæller også, at den cubanske socialisme ikke blot er en perverteret ideologi, men at ideologien også perverterer dens ofre ved at tvinge dem til at handle imod deres samvittighed og moralske overbevisninger. I januar 2010 kom det således frem, at 26 patienter var døde på grund af kulde og underernæring på et psykiatrisk hospital – en del af Cubas stærkt berømmede sundhedsvæsen. Ifølge nogle rapporter havde ledende dele af personalet bl.a. solgt hospitalets tæpper og mad på det sorte marked. …

Den sørgelige sandhed er, at én mands egocentriske ære har ført til ydmygelsen af et helt folk.‘”



16. november 2016

BJMF-aktivist generer mand med ‘Stop jødeforfølgelserne’-skilt: “… pisse-ubehagelig. Det du står for.”

Onsdag i sidste uge blev For frihed-aktivister hetzet væk fra et Krystalnat-arrangement på Gammeltorv i København. ‘Stop jødeforfølgelserne på Nørrebro’ var pudsigt nok, et upopulært slogan hos de forsamlede venstreradikale.

Blandt de mere aggressive var Walter Martin Markussen, der på Facebook kan ses i Boycot-Israel trøje, og som fagforeningsaktivist har været taler til en Racismefri by-demonstration. Privat er han ‘faglig sekretær’ i 3F-afdelingen BJMF, der må betragtes som en kommunistisk tidslomme. Blandt kollegerne kan nævnes Lars Pless fra Kommunistisk Parti i Danmark. Dialogen kan høres her.

Walter Martin Markussen, ‘faglig sekretær’ i BJMF: Ku’ det ikke være fedt hvis du hjernede af? Du gør folk pisse-utrygge ved at være her.

For frihed-aktivist: Gør jeg det?

Walter Martin Markussen: Ku’ du ikke skride. Tag dit lort med dig og skrid, mand. Pil af. Skrub af med dig mand, skrub af!

For frihed-aktivist: – Hvorfor må jeg ikke være her?

Walter Martin Markussen: Fordi jeg synes du er pisse-ubehagelig. Det du står for.

For frihed-aktivist: Hvad står jeg for? Hvad står jeg for?

Walter Martin Markussen: Pegida-tosse! Skrub da af, mand.

For frihed-aktivist: Hvad er det jeg står for, der er så ulækkert?

(Walter Martin Markussen, 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening; Se evt. youtube)



19. oktober 2016

Hele Danmarks Radio: “Selv sagde Trille… at hun ikke var ’særligt politisk’.”

Med jævne mellemrum falder 68’erne fra, og hyldes af ligesindede i større medier. Mandag var turen kommet til 71-årige Trille, der døde efter kort tids sygdom. Hun var en af de kunstnere, der satte musik til socialismen, og skal nu i lighed med øvrige have et eftermæle som folkelig. Hun blev landskendt i 1970, da hun på DR sang sangen om ‘Øjet’, og blev politianmeldt for blasfemi. Nummeret er skrevet af Jesper Jensen, der samme år proklamerede at Danmark var 5-10 år fra at blive ‘en fascistisk politistat’, der skulle bekæmpes ‘med alle midler’. Målet var at skabe ‘det nye socialistiske menneske’, skrev han tre år senere, og det er i den kontekst Trilles sange skal høres.

Sangen om ‘øjet i det høje’ var et frontalangreb på kristne kønsnormer, og blev et stykke danmarkshistorie, men det hører med til den store fortælling, at hun sluttede sine dage på et husmandssted langt ude på landet, og i øvrigt holdt sig helt ude af to årtiers islam-debat. Det er nemt at brænde BH’er, når der ingen konsekvenser er, udover fastansættelse på monopol-tv. Der findes et godt ord for den slags.

Nekrolog på DR.dk – Musikeren, kvindeforkæmperen og forfatteren er død.

“Den danske folkesanger, kvindekampsikon og forfatter Trille er død. Hun blev 71 år, skriver Politiken.

Trille, der oprindelig havde navnet Bodil Gudrun Nielsen, begyndte som solist i 1960’erne med danske folkesange og børnesange, men blev for alvor kendt i 1970. Her fremførte hun sangen ‘Øjet’, der provokerede flere. … Sangen betød, at sangeren og DR blev politianmeldt for blasfemi…

Desuden arbejdede hun med børne- og ungdoms-tv på DR, som hun i 1988 valgte af fokusere fuldt ud på, hvormed hun indstillede sin musikalske karriere. Trille har gennem sin karriere været med til at præge sin generations kvinder med tekster, som gjorde op med de traditionelle kønsroller.

Selv sagde Trille i programmet ‘Besøgstid’ på P1 i 2009, at hun ikke var ’særligt politisk’. Men at hvis hun skulle erklære noget, lå hun til venstre for midten. Og i et stort interview med Politiken to år senere sagde hun, at hun ikke var rødstrømpernes ejendom. …

Ifølge Arne Würgler, der lærte Trille at kende på den alternative musikscene i 1970’erne, havde Trille et ‘fantastisk fortællegen’, siger han til P1 Eftermiddag i dag.”

(Trille fremfører ‘Øjet’, DR, 1970; Se evt. Jensen mfl. ‘Allahs øje i det høje, 2010)



16. oktober 2016

Enhedslistens Hovedbestyrelse: Utålmodige revolutionære i åben front med Pernille Skippers realpolitik

TV2 Online refererer en historie fra ‘venstreorienterede Modkraft.dk’, hvor fire medlemmer af Enhedslistens hovedbestyrelse går i rette med Pernille Skipper, fordi hun har undsagt Jonathan ‘væbner revolution’ Simmel, der således ikke bliver suppleant i Folketinget.

Simmel er tillige medlem af Socialistisk Arbejderparti, der vil bruge den senkapitalistiske fase til at gøde jorden for den kommende revolution, og vi har således at gøre med en sekterisk fløjkamp – som det lykkedes Johanne Schmidt-Nielsen (og Pelle Dragsted) at holde i ave, ved lejlighedvis at bekræfte det kommunistiske slutmål.

TV2 undlader at sætte etiketter på de fire hovedbestyrelsesmedlemmer, men drejer sig om Allan Krautwald, Hans Jørgen Vad, Helge Bo Jensen og Jeanne Toxværd, og vi taler således om det revolutionære partis mest utålmodige skikkelser. Førstnævnte var i 2011 taler til en demonstration i Greve, arrangeret af Antifascistisk Aktion. Hans søn Charles Emil Krautwald har en lang venstreradikal forhistorie, der blandt andet inkluderer terrorsympatier. Som en del af Produktionskollektivet Opbrud er han tæt på AFA/Redox-toppen.

Hans Jørgen Vad har jeg blogget om flere gange, blandt andet som Enhedslistens bindeled til de mere militante under ‘Århus for Mangfoldighed’ (2012). Han var på daværende tidspunkt også medlem af trotskistiske Internationale Socialister, der udtrådte af Enhedslisten sidste år efter længere tids uenig om den revolutionære linje. Helge Bo Jensen og Jeanne Toxværd tilhører samme sekteriske bagland, og ved en kandidattest før folketingsvalget sidste år, blev hun kendt som den kandidat færrest sympatiserede med – 0,01 procent. “Folk bliver så forskrækkede, når man taler om revolution.”, forklarede hun.

Fra Modkraft.dk – ‘Overreaktion på Jonathan Simmel-udtalelser’ (14. oktober 2016).

“Undertegnede medlemmer af Enhedslistens Hovedbestyrelse har krævet en redegørelse, som blev diskuteret på et møde i Hovedbestyrelsen lørdag den 8. oktober. …

Når vi har valgt at lægge dette ud på Modkraft, er det fordi, det ellers fortsat vil fremstå som et faktum, at Jonathan Simmel skulle have udtalt noget højst kritisabelt i forhold til Enhedslistens principper. Og uden et konkret kendskab til indholdet af udtalelserne kan det åbne op for uhensigtsmæssige gisninger, som vi gerne vil understrege, der ikke er grundlag for.

Kandidater for Enhedslisten vælges af medlemmerne og fravælges ikke af forretningsudvalget og folketingsgruppen, grundet mulige vinkler på en historie i pressen. Vi havde en forventning eller måske snarere en forhåbning om, at Hovedbestyrelsen offentligt ville markere, at Jonathan Simmel har udtalt sig inden for rammerne af Enhedslistens Principprogram.

Det blev der på mødet desværre ikke truffet nogen beslutning om. Derfor denne markering fra et mindretal i Hovedbestyrelsen.”

(Hans Jørgen Vad, ‘Giv racismen det røde kort’, Rådhuspladsen, 1. marts 2009)

Apropos Pernille Skipper.

“Jeg skriver under på, at jeg er revolutionær marxist.” (Pernille Skipper, Politiken, 4. november 2014)

“… nu melder Enhedslistens Pernille Skipper sig nu ud af det trotskistiske Socialistisk Arbejderpolitik (SAP), der ellers netop lokker med at være revolutionære marxister. Det sker, efter at Pernille Skipper har afløst Johanne Schmidt-Nielsen som partiets politiske ordfører.” (Information, 18. maj 2016)



10. oktober 2016

Blüdnikow: Øvig nedtoner ideologien, tror at BZ’ernes ‘idealisme’, var bedre end ‘fascisternes idealisme’

Selvom Peter Øvig Knudsens BZ-bog kritiseres af venstreradikale, så betyder det ikke, at hans fortælling udgør den fulde sandhed. Kronik af historiker Bent Blüdnikow i Berlingske – Historien om BZ som Øvig ikke ville fortælle.

“Peter Øvig Knudsen har netop udgivet et værk om BZ-bevægelsen, men den mest opsigtsvækkende del af bevægelsens historie bliver kun strejfet med to linjer i bogen.

Sagen er, at BZ-bevægelsens medlemmer og dens forgreninger fra 1985 begik terrorlignende angreb på rejsebureauer, der solgte rejser til Israel og overfaldt handlende, der solgte israelske varer. Ofrene blev behandlet brutalt, og et angreb mod et rejsebureau i København havde nær medført alvorlige skader på mennesker. Denne aktivitet medførte, at den danske BZ-bevægelses aktion havnede på internationale terrorlister, hvad Blekingegadebandens aktiviteter aldrig gjorde. Denne del af bevægelsens historie undgår Peter Øvig Knudsens at berøre.

I begyndelsen var BZ-bevægelsen optaget af husbesættelser, men omkring 1985 skete en radikalisering, der viste sig i BZernes kampformer, der blev mere militaristiske. I denne periode begyndte folkene i BZ-bevægelsen at fatte interesse for udenrigspolitiske emner og sympati for bl.a. terrorister i Vesttyskland.

… En fraktion af BZ-bevægelsen kaldte sig Antizionistisk Aktionsgruppe, og politiet måtte skærpe bevogtningen af både jødiske og israelske institutioner, hvilket må ses på baggrund af, at synagogen og en jødisk madbutik i 1985 var udsat for et bombeangreb udført af palæstinensere, der var kommet fra Sverige. …

I december 1988 blev Israels turistkontor, Israel Tours, i København smadret efter et meget voldsomt angreb. Godt 40 maskerede aktivister stormede rejsebureauet, og de satte derefter ild på seks containere og spærrede derved gaden, hvor bureauet lå. Indenfor greb aktivisterne fysisk fat i en ansat for at forhindre, at hun trykkede på en alarmknap. Aktivisterne smadrede derefter inventaret, hældte petroleum ud over gulvet og forsøgte at sætte ild på bureauet.

Sagen var så alvorlig, at angrebet blev nævnt på flere internationale lister over terrorangreb…

Man kan undre sig over, at denne meget alvorlige del af BZ-bevægelsens aktiviteter, der altså bragte bevægelsens aktion mod et rejsebureau på internationale terrorlister, kun får to linjer hos Peter Øvig Knudsen. Man kan spørge sig hvorfor?

Svaret må vel ligge i, at Peter Øvig Knudsen, der som skribent har udviklet og modnet sig over årene, stadig er fanget af sin fortid i den maoistiske gruppe KAP, hvor Israel og zionismen var hadeobjekter. I Øvigs bog om Blekingegadebanden er der en mangel på forståelse af dæmonien i bandens ekstreme Israel-had, som kammede over i ren antisemitisme, og i den foreliggende bog bunder udeladelsen af det ekstreme Israel-had sandsynligvis i, at Peter Øvig Knudsen aldrig selv har gjort helt op med de holdninger, der prægede ham i hans ungdoms ‘idealisme’. Og problemet er netop i både Peter Øvig Knudsens bøger og i andre tidligere venstrefløjsfolks skriverier om tiden i 1970erne og 1980erne, at de stadig tror, at aktivisterne var besjælet af en ‘idealisme’, som de synes er bedre end fascisternes ‘idealisme’.



6. oktober 2016

Socialisme for begyndere: Kontanthjælpsloft, nej – Masseindvandring, Ja – Fast arbejde: Ej, det er hårdt

I forbindelse med folketingets åbning tirsdag, havde ‘Bekæmp Fattigdom NU’-netværket indkaldt til demonstration på Christiansborg Slotsplads under parolen ‘Ja til velfærd – Nej til fattigdom’. Hovedanken var kontanthjælpsloftet der ifølge arrangørerne sendte arbejdsløse ud i ‘massiv fattigdom’.

Radio24syv havde i den henseende allieret sig med Haydar Mohammed, der som driftchef for et firma der samarbejder med Dantaxi havde tyve ledige stillinger som taxachauffører i hovedstadsområdet. Som man kan læse i BT, så var et jobtilbud ikke just det demonstranterne forventede. Flere gik spontant i forsvarsposition, og forklarede, at det på af forskellige årsager ikke kunne lade sig gøre.

Den revolutionære venstrefløj var naturligvis på plads, og to af dem medvirkede i indslaget. En ung fyr med en ‘Muslimer er velkomne’-banner (Racismefri by, Internationale Socialister), havde ikke et ønske om at køre taxa. Eller bil. Eller noget.

Haydar Mohammed, TM Service: Du er studerende.

Racismefri by-aktivist: Ja.

Haydar Mohammed: Har du et job?

Racismefri by-aktivist: Ja, det har jeg. Eller lige nu har jeg ikke, men jeg søger med lys og lygte.

Haydar Mohammed: Men kunne du tænke dig at få et arbejde?

Racismefri by-aktivist: Ja, selvfølgelig.

Haydar Mohammed: Jeg kan tilbyde dig et arbejde.

Racismefri by-aktivist: Nå. Hvad for noget?

Haydar Mohammed: Jeg mangler rigtig mange taxachauffører.

Racismefri by-aktivist: Jeg har ikke noget kørekort.

Haydar Mohammed: Det finder vi ud af.

Racismefri by-aktivist: Jeg har ikke ønske om at køre taxa.

Haydar Mohammed: Du har ikke ønske?

Racismefri by-aktivist: Jeg har ikke ønske om at køre bil faktisk.

Haydar Mohammed: Du har ikke ønske om at køre bil? Okay.

(Jesper Juul Mikkelsen fra Internationale Socialister og Racismefri by-aktivist)

Senere i indslaget blev Jesper Juul Mikkelsen fra Internationale Socialister interviewet, mens han var ved at dele brochurer ud for den trotskistiske Socialistisk Arbejderavis. Han var ikke så meget for arbejdstiderne, og det kan man relativt uproblematisk koble med avis-overskriften ‘Socialisme for begyndere’.

Haydar Mohammed, TM Service: Så kan vi lave en byttehandel. Så deler du også nogle af mine brochurer ud.

Jesper Juul Mikkelsen, Internationale Socialister: Det kommer sgu meget an på, hvad det er.

Haydar Mohammed: Jeg mangler rigtig mange taxachauffører. Jeg er herude for at finde nogle, der har lyst til at køre taxa.

Jesper Juul Mikkelsen: Nå! Men det er nogle hårde arbejdstider.

Haydar Mohammed: Det synes jeg ikke, for vi er meget fleksible ude ved os. Det synes jeg ikke.

Jesper Juul Mikkelsen: Jo. Det kan godt være. Men altså. Jeg ved, hvornår jeg selv tager taxa. Jeg tager taxa, når det er sent om aftenen. Jeg har tit tænkt på, at det må være hårdt at være taxachauffør.

(Trotskist giver gratis lektion i ‘Socialisme for begyndere’)

Blandt demonstranterne var også Radio24syv-værten Keith Thomas Lohse, der i den førstkommende udgave af Nattevagten, talte tunder mod kontanthjælpsloftet. Han havde dog personligt, ikke lyst til at stå op klokken fem om morgenen for at vaske trapper, da det var ‘pissehårdt og røvsygt’. Livet er kort, og skulle jo ikke bare være arbejde. Det der ‘arbejds-etos’ kunne han ikke bruge til noget som helst.

Arbejderklassens ypperstepræster repræsenterer ikke andet end en blodrød socialisme, der gør den gennemsnitlige lønmodtager til skatteslave.

Oploadet Kl. 21:44 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer


5. oktober 2016

Enhedslisten-MF’er: Problematisk med ‘et værdibaseret flag’ som dannebrog i folketingssalen

Enhedslisten ved godt at Revolutionen ikke er lige om hjørnet, men derfor kan de stadig problematisere alt der står i vejen for den internationale socialisme. Den yderste venstrefløj bliver aldrig folkelig, hvis de ikke skruer ned for ideologien. Fra DR Online – Enhedslisten: Pia Kjærsgaard nærmer sig magtmisbrug.

“Det nærmer sig magtmisbrug, når Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, vælger at hænge et tre meter langt dannebrog op bag sin formandsstol i folketingssalen. Sådan lyder det fra Folketingets 3. næstformand, Enhedslistens Christian Juhl, som mener, at Pia Kjærsgaard har gennemtrumfet den midlertidige placering af det specialdesignede splitflag uden for alvor at tage resten af Folketingets partier med på råd.

– Det er tæt på magtmisbrug af formanden at hænge et værdibaseret flag lige ovenover, hvor hun skal sidde i morgen. Det skal ned igen hurtigst muligt, siger Christian Juhl.”

(Christiansborg, 4. oktober 2016)

Citater.

“Gør jer frit af selvbedrag og et liv, der længst er dødt – slet det grimme kors af flaget, gør det rødt!” (Otto Gelsted, 1936)

“Hvis man lader sig provokere af et Dannebrog i Folketinget så synes jeg ærligt talt at man skal rekalibrere sit krænkelsesbarometer…” (Jacob Mchangama, 3. oktober 2016)

“Faktum er at ca hver femte dansker associerer Dannebrog med DF. Men som formand for folketinget skal man da naturligvis være ligeglad med den slags, når man har en spredende agenda…” (Zeki Laurent Sadic, 3. oktober 2016)

“Måske er jeg overfølsom, men jeg føler, at DF har sat sig på nationens flag. Når jeg i forvejen får associationer til Tyskland i 1930’erne ved at følge DFs politik og strategi, så synes jeg det er for meget.” (Allan Ohms, 4. oktober 2016)



2. oktober 2016

Peter Øvig Knudsen om radikalisme-forsker: Han stod i spidsen for ‘en virkelig voldelig radikalisering’

Jeg er ikke ubetinget vild med Peter Øvig Knudsen, for det skriger til himlen at et tidligere medlem af Kommunistisk Arbejderparti (KAP) bliver manden, der leverer den store brede fortælling om den yderste venstrefløj. Han var dog rigtig god i Ugens gæst på P1, hvor han taler ud om sine problemer med at finde kilder til seneste bog om BZ-bevægelsen.

Herunder et par smagsprøver. Det første citat er svar på kritik fra tidligere BZ’er Lotte Svendsen. Det andet er en kulmination på en længere tvist mellem René Karpantschof og dokumentaristen. Karpantschof, der som sociolog ofte agerer ekspert om højrefløjen i medierne, hudflettes med få velvalgte ord.

Peter Øvig Knudsen: Det er jo et virkeligt morsomt synspunkt ik’. Hvis jeg nu besluttede at lave en bog om Dansk Folkeparti, og Pia Kjærsgaard og resten af ledelsen, så sagde – Nej, Peter Øvig er ikke den rette mand til at skrive en bog om Dansk Folkeparti. Skulle jeg så også trække mig bukkende tilbage, og sige – Nå, ja, Pia Kjærsgaard vil ikke have at jeg skriver om hendes parti, så må jeg da hellere lade være, og så overlade det til en der er mere venligt indstillet overfor Dansk Folkeparti. Altså, sådan er det jo ikke at være dokumentarist.

[…]

Peter Øvig Knudsen, forfatter: Jeg er ikke så overrasket over hvad René Karpantschof mener. Jeg kan bare ikke lade være med at grine lidt. Der er en form for, der er lidt tragikomik i det her ik’, for her sidder René karpantschof, som jeg ved var en af lederne som radikaliserede BZ de sidste år i 80’erne, som gik i spidsen når man skulle finde nye kampformer mod politiet, som senere er blevet gode venner med Blekingegadebanden, kaldt dem politiske fanger, der er uskyldigt dømt. Altså, der sidder en mand her, som præcis har stået i spidsen for en virkelig voldelig radikalisering af unge mennesker, og siger til mig, at det er forkert af mig at beskrive det sådan, at der er en lille gruppe af mennesker der har stået i spidsen for en radikalisering. Så det er nok ikke lige så mærkeligt, at lige René Karpantschof mener det er en historie, der ikke skulle være blevet fortalt.

Mere.

“Det er her, i en sort trætilbygning, han skriver sine bøger, med udsigt til skovbrynet. Her, han efterhånden begyndte at få breve fra BZere, der gerne ville være med i bogen. Her, han har mødtes med mange af dem og drukket øl og lavet bål i haven med dem.

Men det også her, der en dag blev kastet sten ind ad ruderne i arbejdsværelset. Her, en af BZerne sagde, han ville komme og skyde ham med den gun, han havde under puden, hvis Øvig skrev grimt om hans kammerater. Det sidste beklagede den pågældende BZer dog efterfølgende.” (Berlingske, 30. september 2016)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper