18. juni 2018

Venstreradikal talte usandt om ‘Pro-life’-demo: “Ikke ét ord blev der sagt til udskamning af kvinder.”

I Jyllands-Postens referat som skribenten herunder henviser til, omtales Mille Stockner som værende en tilfældig indigneret ’45-årige pædagog’. Det er ikke første gang den borgerlige avis udeladerlige netop denne pædagogs ideologiske udgangspunkt. Jeg gentager gerne. Mille Stockner er tidligere byrådskandidat for kommunistiske Enhedslisten, som hun dog mener er for højredrejet. Se eventuelt tidligere post om ekstremisten.

Læserbrev af sognepræst Henrik Højlund i Jyllands-Posten – Fredelig march for det ufødte mødt med hadefuld retorik.

“I forbindelse med den fredelige march for det ufødte liv i København for nylig under mottoet ‘Red én mere’ oplyste talskvinde for en moddemonstration, Mille Stockner, til Jyllands-Posten: Retten til liv har en ‘forfærdelig retorik, der primært handler om at udskamme kvinder.’

Jeg var selv med ved arrangementet, som Retten til liv stod for. Jeg holdt den lille appel på Rådhuspladsen. Ikke ét ord blev der sagt til udskamning af kvinder. Ikke ét. Derimod oplevede jeg – og mange andre – en moddemonstration med en så hadefuld og magtsprogsbåret retorik, at det var dybt forstemmende.

… Nogle af os bevægede os hen til dem og prøvede at gribe små pauser med spørgsmål. Jeg selv og en anden prøvede af flere omgange i det ene hjørne af demonstrationen, men ethvert forsøg på dialog blev totalt afvist med fortsatte råb lige op i vores ansigter. …

Det var dybt forstemmende. Og faktisk også en anelse skræmmende. ‘Disse mennesker er farlige for samfundet,’ som én sagde. For de repræsenterede en så ekstremistisk fundamentalisme, at enhver form for dialog øjensynlig på stedet ville anfægte deres anliggende. Deres ideologi kunne kun bæres oppe af slagord. Og man havde en følelse af, at lige efter slagordene lå slagene. Et menneske, jeg kender som et yderst civiliseret, afdæmpet og sagligt gemyt blev truet med en knytnæve lige op i ansigtet af et brød af en moddemonstrant.”

(‘Retten til liv’-happening langs E45 ved Hedensted, 2013)

Oploadet Kl. 01:44 af Kim Møller — Direkte link33 kommentarer


11. juni 2018

Fredericia: Ung-stalinist blev lærer – hver uge tager hun ‘en skoleklasse’ med på ‘Ungdommens Hus’

Hvis man går og spekulerer over, hvad ung-stalinister laver når de bliver voksne, så kan man med fordel læse en artikel i seneste udgave af Elbobladet – Lokalavisen for Fredericia og Middelfart. Fra Skolelærer: Ungdommens Hus har været med til at forme mig (se evt. VAFO.dk).

“Unge lærer om respekt, åbent sind samt glæden – og udfordringerne – ved at skabe noget selv. Og det er noget, man tager med sig i resten af livet, mener en af husets tidligste brugere.

Sanne Kaiser er 36 år, mor til to og skolelærer på Fredericias 10.klasse-skole. Og så er hun formet af Ungdommens Hus. Hun har huset i blodet. Så meget, at hun hver uge tager en skoleklasse med på huset, hvor hun underviser i billedkunst og styring af eget arbejde. …

I slutningen af 90’erne var Sanne Kaiser aktiv i Rød Ungdom. I hendes miljø var det stærkt ønske om, at Fredericia skulle have sit eget ungdomshus i den gamle forladte godsbanegård.

– Jeg kan huske møder i ruinen, hvor vi sad på brædder og kasser. Det var vildt fedt at opleve, at byens politikere rent faktisk lyttede til os. Og vi endte med at få huset. Det var en fed fornemmelse, mindes hun. …

– Jeg kan i dén grad mærke noget i mig, som ikke ville være der, hvis ikke det var for Ungdommens Hus, siger hun.

… Jeg er i hvert fald glad for den betydning, huset har haft for mig. …, siger hun.”

(Elbobladet, 5. juni 2018, udsnit af forside)

“Unge revolutionære mødtes… i sommeren 1992 med henblik på at danne en fælles ungdomsorganisation. … Som udløber af ungdomstræffet dannede en fløj i september 1992 Rebel – revolutionære unge socialister, der gik ind for en fladere, løsere og mere anarkistisk organisering. De ønskede samtidig at afgrænse sig politisk mod stalinismen. Den anden fløj der ikke kunne støtte denne organisationsform og politiske afgrænsning dannede nogle måneder senere Rød Ungdom (RU), der politisk er knyttet tættest til DKP/ML…” (Leksikon.org)

Oploadet Kl. 12:58 af Kim Møller — Direkte link33 kommentarer


9. juni 2018

DFI-konsulent med DKU-fortid bevilliger 5,7 mio. til iraker: Laver dyster film om ‘et islamkritisk parti’

Nye Borgerliges Mette Thiessen skriver på Facebook, at Det Danske Filminstitut (DFI) har bevilliget 5,7 millioner skattekroner til filmen ‘Danmarks sønner’ der har præmiere næste år. En film instrueret af den irakiske flygtning Ulaa Salim, der tidligere har produceret kortfilmen ‘Ung for Evigt’ (2012) om forelskelsen mellem Omar og Sophie.

Filmen maler et dystert billede af, hvordan Danmark vil være, hvis et islamkritisk parti er ved magten. … Hovedrollen i filmen er den ’stærkt nationalistiske politiker’, Martin Nordahl, der spilles af skuespilleren Rasmus Bjerg. Martin Nordahl er i filmen formand for det fiktive og nystiftede parti National Bevægelsen.” (Mette Thiessen, 8. maj 2018)

(Bemærk National Bevægelsens Nye Borgerlige-lignende svane-logo; Foto: FB)

Konsulenten bag filmstøtten hedder Mette Damgaard Sørensen, der tilbage i 1997 talte ud på DR2 om hendes kommunistiske ungdom. Hendes forældre var kommunister, og hun kom selv på partiskole i Moskva, og blev ‘turistguide’ i DDR. Hun valgte kommunismen på grund af ‘medfølelse’ og ‘medmenneskelighed’, forklarede den daværende filmanmelder på TV2 otte år efter Murens fald. Mikhail Gorbatjov var for hende ’symboler på anstændighed og hæderlighed’, og selvom socialismens iboende demokratiske idealer mistede lidt uskyldighed i Østblokken, så var kampen mod kapitalismen evig aktuel. Og kampen mod islams kritikere, må man forstå.

(Mette Damgaard Sørensen, konsulent, Det Danske Filminstitut; Collage: DR2, 1997 mfl.)



25. maj 2018

Eks-AFA: ‘vi undgik at stille os selv de mest banale, åbenlyse spørgsmål’, ’snæver, indadvendt og dum’

Enhedslistens 43-årige Pelle Dragsted er så småt ved at være voksen. Det har taget rigtigt mange år, formentligt fordi han har tilbragt et halvt liv blandt revolutionære gadekrigere, der dyrker politisk vold og de senere år har betragtet ham som værende ‘vor mand på Borgen’. Det er svært at tage et brud med egen identitet.

Langt interessant interview med eks-AFA Pelle Dragsted på Altinget.dk, som jeg anbefaler at man læser i sin helhed – Pelle Dragsted gør boet op: Venstrefløjen skal droppe identitetspolitikken.

“Ikke mindst ser Dragsted en fare for venstrefløjen, hvis identitetspolitik trumfer klassekamp.

‘Jeg er meget kritisk over for nogle af de identitetspolitiske strømninger, der kommer til Danmark via USA. Venstrefløjen skal stoppe minoritetsbingoet, der gør, at erfaringer, ikke argumenter, fylder,’ som han siger det. Det – og Enhedslistens leg med den identitetspolitiske ild – vender vi tilbage til. …

‘… Mine forældre var antikapitalister ligesom mig, men har altid holdt sig inden for demokratiets rammer, og jeg har svært ved at forklare, hvordan jeg endte med at gøre de ting, jeg gjorde.’

Han skammer sig over volden, men er mest skræmt af, at han i mere end et årti ikke formåede at udøve selvkritik og glemte at spørge sig selv, om hans holdninger var korrekte.

Når jeg ser tilbage på min tid i den venstreradikale bevægelse, måber jeg altid over, hvordan vi undgik at stille os selv de mest banale, åbenlyse spørgsmål. Hvorfor mener vi de her ting? Hvorfor er de andre onde? Manglen på selvkritik var enorm.’ …

Når Pelle Dragsted skal forklare, hvorfor ‘hans’ Enhedsliste ikke skal være et parti for minoriteterne, begynder han at snakke om identitetspolitik, som han holder op mod fordelingspolitik. …

‘Det kan godt være, at du er transkønnet, men du er givetvis også lønmodtager eller folkepensionist. Ergo har du nogle klasseinteresser, der går på tværs af din kønsidentitet. Og dem skal vi fokusere på, hvis vi vil ændre samfundet. Jeg tror, at en af hovedårsagerne til Donald Trumps sejr i USA er, at venstrefløjen var optaget af at tale om transseksuelles adgang til toiletter i stedet for at tale om fordelingspolitik,’ siger Pelle Dragsted.”

(Pelle Dragsted i AFA-video, 2002)

“Jeg er vildt ærgerlig over at have brugt en stor del af mit liv på en aktivisme, der var snæver, indadvendt og dum. Jeg accepterede vold som et politisk middel, og det førte absolut intet med sig. Jeg burde have brugt de år i Enhedslisten.” (Pelle Dragsted, 2018)

Oploadet Kl. 10:35 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer


17. maj 2018

Radikalsocialisten Arne Würgler i Radio24syv: “Børnene, de lærte så guerillakrig ik’. Ha ha ha hah…”

Sekvens hørt i seneste udgave af Finnsk terapi, hvor den 75-årige radikalsocialist Arne Würgler fortalte om et langt liv på den yderste venstrefløj. Direkte link.

Arne Würgler, musiker: … det skulle hedde Proletariatets Friskole Nr. 1. Ha ha hah, den fik vi så stiftet. Så fik vi en rektor, det var Finn Ejner Madsen… Han var en af de første praktiske ledere af det, og han gik i gang med at lærer børnene – det blev ikke en skole, hvor man gik i skole hver dag – det var en lørdagsskole. Det var ligesom det man i første omgang kunne komme igennem med. Børnene, de lærte så guerillakrig ik’. Ha ha ha hah, hvordan man ligesom bevæger sig frem, og sådan noget. Det var helt vildt, og der kunne vi godt se, at det måske er lidt længere ude end vi havde forstiller os. … Der løb det af med os, der begyndte det at blive en lille smule kedeligt for mig, det må jeg sige.

[…]

Arne Würgler: … en anden ting, det var, at da vi stod der på Fiolteatret, og ligesom skulle lave vores første forestilling, så kom Jesper (Jesper Jensen, red.) med en lille gave til os før vi skulle på scenen første gang. Det var Det Kommunistiske Manifest, et lille fint kommunistisk manifest, hvor han havde skrevet indeni tillykke med forestillingen, og sådan noget. Og det var meget sødt, men det var også – Jeg tog den hjem, og så læste jeg den – Jamen for pokker, hvis det er sådan det hænger sammen, hold kæft, så er det da bare derudad. Ha ha, det er jo nemt nok, ha ha hah…

(Arne Würgler, musiker, tidligere kandidat for Enhedslisten i Gribskov, 2017)

Oploadet Kl. 05:01 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer


16. maj 2018

Mikkel Plum om kommunismens apologeter -Enhedslisten-rådmand hylder kommunistisk terrrorist

Søndag formiddag deltog Enhedslistens Lasse Olsen, som rådmand i Aalborg, i et indslag på TV2 News om trafikstøj. I baggrunden kunne man se et ikonisk portræt af Angela Davis, en amerikansk kommunist, der i 1960 var aktiv i Black Panther Party (BPP) og senere Communist Party USA (CPUSA). I 1970 blev hun sigtet for meddelagtighed i et angreb på en domstol i Californien, fordi hun havde købt våben, anvendt ved angrebet. Fire døde. Hun blev ikke dømt, men det indikerer fint det ideologiske bagtæppe til Enhedslistens påståede humanisme.

Kronik af Mikkel Plum i mandagens Jyllands-Posten – Surrealistisk retorik mod et mildt og venligt samfund.

“Af det kommunistiske træ, som Karl Marx og Friedrich Engels plantede i 1848, skød mange knudrede, ondartede grene. De to største var den russiske ‘revolution’ i 1917 og den kinesiske i 1949. …

Som jeg fremhævede i bogen ‘Bombardér hovedkvarteret’, så var det, de kreative kunstnere og kollektivister gjorde, fedt. Men undervejs tog de, under indflydelse af de velargumenterende teoretikere, en totalitær ideologi til sig som deres egen og blev dermed ført på politisk vildspor. Lenin og formand Mao kom op på væggen i mit værelse ved siden af Jimi Hendrix, Frank Zappa og Janis Joplin.

… Studenterne skulle ikke blot forstå den undertrykkelse, der fandt sted, og blive politisk bevidstgjorte om modsigelserne i det kapitalistiske samfund. Vigtigst var det at reagere og kæmpe mod det. Det var det, Karl Marx havde sagt ca. 100 år tidligere: Hidtil har filosofferne bare analyseret og beskrevet Verden. Det gælder imidlertid om at forandre den.

Forfatteren Jesper Jensen udgav bogen ‘Præk’ med kapitlet ‘Den nye guerilla’, som blev flittigt studeret: ‘Yngre kræfters provokationer, aktioner og lokale oprør … har demonstreret, at selv i det højtudviklede velstandssamfund er en guerillakrig mulig.’

Han tænkte muligvis på demonstrationen 27. april 1968 foran den amerikanske ambassade i København med over 25.000 demonstrater. Her var der ikke bare slagord mod USA og imperialismen, men også slagsmål med politiet. Enkelte demonstranter begyndte at irritere betjentene ved at gå helt tæt på dem, pudse deres sko og uniformsknapper, blandt andre min storebror Morten. Andre råbte ‘kapitalistlakajer’, ’svin’ og ‘nazisvin’ til dem, provokerede og lagde op til voldelige episoder. Til sidst trak betjentene stavene. 50 blev anholdt, 10 anklaget for vold mod politiet. De anholdte havde ifølge demonstrationsledelsen ingen skyld. Det hele var ifølge dem systemets nøje planlagte politibrutalitet. En ‘borgerkrigsmanøvre’.

Fra partiorganet VS-bulletin lærte jeg følgende:

‘Den højeste form for politisk kamp er den revolutionære politiske kamp, det vil sige kampen om magten. Målet for den revolutionære politiske kamp er knusningen af det borgerlige statsapparat og oprettelsen af arbejderklassens revolutionære diktatur. …’

En forbløffende og nærmest surrealistisk retorik, særlig med tanke på, at dette er skrevet i en periode, hvor den største velstandsstigning og den største udbygning af velfærdsstaten nogen sinde i Danmark fandt sted. Denne krigeriske retorik og holdning blomstrede til overflod midt i det milde og venlige danske demokrati. Heldigvis forblev det ord og skriverier. …

Khrusjtjov var en ren engel sammenlignet med Mao. Men ikke bare Kina var forbilledet. Også styrerne i lande som Vietnam, Nordkorea, Cuba og Albanien solidariserede vi os med. Eller en revolutionær situation i Afrika, Asien eller Latinamerika. Men disse foregangslande og ‘befrielses’bevægelser var alle intolerante og voldelige samt massive økonomiske og sociale fiaskoer.

Når 68’ere i dag beskriver deres liv, ryger de mest kontroversielle dele ud, og læseren serveres en forskønnet version: ‘Det begyndte med Kampagnen mod Atomvåben i 60’erne, derefter fulgte kvindebevægelsen i 70’erne og fredsbevægelsen i 80’erne,« som forfatteren Toni Liversage, tidligere VS’er fra vores partiforening i Søllerød, skriver i en bog om sit politiske liv. …

For det meste bliver ordet ‘revolutionær’ erstattet af ‘politisk’. F.eks: ‘Vi lavede politisk arbejde’ i stedet for ‘vi var revolutionære’, som der netop blev lagt afgørende vægt på dengang…”

(Enhedslisten-rådmand Lasse Olsen, live på TV2 News over skype fra egen stue, 13. maj 2018)



10. maj 2018

Berlingskes Bent Bludnikow: “Bent Jensen er de sidste 50 års mest betydningsfulde danske historiker.”

Bent Bludnikow om professor Emeritus Bent Jensen. Fra Han tør tale de venstreorienterede imod, trykt i gårsdagens udgave af Berlingske.

“80 år torsdag. Bent Jensen har påvist kommunismens tragedie og kæmpet mod alle totalitære ideologier.

Man sagde, at Bent Jensen var en farlig mand. Ja, ond og småfascistisk. Man kaldte ham ‘Sorte Bent’. Jeg ved det, for jeg gik på hans hold i 1970erne på Historisk Institut, Københavns Universitet, hvor de studerende havde palæstinensisk tørklæde på for at vise deres revolutionære kampvilje, og lærerne løb med de socialistiske vinde. Hans brøde var, at han sagde de venstreorienterede imod og havde den frækhed at skrive en bog
‘Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle’ (1984) om de danske venstreorienteredes medløberi.

Det blev aldrig tilgivet. I aviser som Information og Politiken var der en evig snerren, og Bent Jensen, som fylder 80 år 10. maj, blev ikke inviteret ind i Danmarks Radio for at forklare, hvad han mente, hvorimod DR lod en hærskare af venstreorienterede bortforklare kommunismens tragedie.

Hans synspunkter var ellers veldokumenterede og fornuftige og deles vel nu af stort set alle. Bent Jensen skildrede i bøger den totalitære kommunisme og de millioner, som var blevet myrdet under Lenins og Stalins regimer fra 1917 til 1953. Det var synspunkter, der var særdeles ilde hørt, ikke blot blandt socialister, men også blandt pæne borgerlige, for hvem borgerligheden var en skønhedskonkurrence, hvor man skulle se godt ud blandt dem, der dominerede i tidsånden, og det var socialisterne.

Bent Jensen er de sidste 50 års mest betydningsfulde danske historiker. Med sine værker og indlæg i debatten har han været med til at få folk til at forstå, at vi må indddrage alle totalitære ideologiers hærgen, ikke blot nazismen og fascismen, for at forstå det 20. århundrede. På trods af denne enestående indsats er han aldrig blevet medlem af Videnskabernes Selskab, hvilket i sig selv er en skandale, der siger noget om, hvor svært det er i Danmark at anerkende store ånder.”

(Søren Krarup og Bent Jensen, til førstnævntes 75 års-fødselsdag, oktober 2017)



7. maj 2018

Marx 200 år: ‘Only Marxism has the luxury of never being judged against its real-world consequences’

Karl Marx er ikke ansvarlig for de uhyrligheder ‘hans påståede arvtagere’ har begået, sagde Europa-Kommissions formand Jean-Claude Juncker lørdag ved et arrangement i Marx’ fødeby på 200-årsdagen. Juncker er borgerlig i nålestribet jakkesæt, men lyder som et gennemsnit 68’er-udskrab fra Enhedslistens yderste flanke.

Kristian Niemietz sætter skabet på plads i en fremragende artikel hos Capx – Marx’s defenders should explain why his ideas never actually work.

“This week will mark the 200th birthday of Karl Marx. It will be an occasion for a deluge of articles repeating the well-worn cliché that even though Marx’s predictions ultimately did not materialise, his analysis of capitalism was nonetheless spot on, and remains hugely relevant today. …

Those articles will contain plenty of awkward attempts to squeezecontemporary developments into a Marxist framework, in order to makethe case that the great man saw it all coming. There will be plenty of obscure Marx quotes on display, which, like Nostradamus quotes, will have the virtue of lending themselves to projection. Those articles will end with platitudes like ‘Marx still has a lot to teach us’, or ‘you cannot understand modern capitalism without understanding Marx’.

They will, of course, respect the unstated etiquette of any contemporary discussion of Marxism: that the outcomes of real-world attempts to implement them must never, ever, be held against Marx’s ideas. To even mention the Soviet Union or a similar system in a discussion about Marxism is considered gauche and boorish today. The underlying assumption is that a sophisticated person is able to grasp the difference between a theory and its distorted application, while conflating the two is a hallmark of a simple mind.

Marxism is, in the sense, an outlier. We would not do this with any other political or economic theory. The thing about political and economic theories is that they are never implemented in pure form. All real-world applications of political and economic ideas are, to some extent, distortions.

(Europa-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker hylder Karl Marx, 5. maj 2018; Foto: Yahoo)

Yes, of course we should cut adherents of those ideas some slack when they point out how politicians have misunderstood and distorted their ideas. We might well give them the benefit of the doubt when they claim that the results could have been much better, if politicians had been more truthful to the original ideas.

That is all fair enough. But it is not, and should not be, a Get Out of Jail Free card. If your ideas require impossible standards of purity in implementation in order to work, then maybe your ideas are not as great as you think they are.

A good idea will still work out OK even in a distorted and poorly implemented version. That, arguably, is a big part of what makes a good idea good. The question is not whether Karl Marx, had he come back to life a century later, would have been a huge fan of the Soviet Union, the German Democratic Republic or the Hungarian People’s Republic.

He almost certainly would not have been. He may well have stayed in London, writing grumpy articles for the Guardian and the New Statesman about how politicians in those countries were disfiguring his ideas. So what? Political and economic theories are never implemented in pure form, and their adherents are rarely impressed by politicians who claim to be inspired by them. That’s just par for the course.

… hardly any contemporary Marxist would accept that whatever ‘real’ socialism is – surely, East Germany was at least closer to it than West Germany, North Korea is at least closer to it than South Korea, Venezuela is at least closer to it than Peru, Maoist China was at least closer to it than Taiwan, etc.

And why would they? It works for them. Every other idea is judged by its necessarily crude, incomplete and imperfect real-world approximations, warts and all. Only Marxism has the luxury of being judged purely as a set of ideas, which something as mundane as real-world experience could never blemish.

Oploadet Kl. 03:33 af Kim Møller — Direkte link46 kommentarer


26. april 2018

OK 2018: Venstreekstreme SUF dumpede ‘en stor mængde hestepærer foran Moderniseringsstyrelsen’

Et af de særlige forhold ved ‘den danske model’ er overenskomstforhandlingerne, hvor arbejdstagere- og givere forhandler vilkår for kommende år, og i rutinemæssigt truer hinanden med henholdsvis strejke og lockout. En udmatningskamp, der ender med et kompromis, og en vis stabilitet på arbejdsmarkedet efterfølgende.

Som en protest imod Moderniseringsstyrelsen, der på vegne af staten forhandler med landets mange offentlige ansatte, havde Socialistisk Ungdomsfronts Nørrebro-afdeling natten til mandag læsset en større bunke hestepærer af ved styrelsens indgang. Enhedslistens gadebevægelse mod statens arbejdsgivere, så at sige.

Ritzau, der blandt leverer historien til landets to store tv-kanaler, omtaler aktionens ophav som henholdsvis ’socialistiske aktivister’ og ‘en venstreorienteret ungdomsbevægelse’. Formelt set korrekt, men hvis man ikke kan kalde en erklæret revolutionær bevægelse for venstreekstremistisk, så snyder man på vægten. Man kan diskutere hvorvidt aktionen er hærværk eller ikke, men da Danish Defence League for år tilbage tog selfies foran en moské blev det kaldt ‘hærværk’. Da nissepiger fra gruppen efterfølgende uddelte slik på gågaden i Nakskov, blev de omtalt som ‘højreekstremistisk’. Der er en udtalt ideologisk ubalance i MSM.

Fra DR Online – Socialistiske aktivister tager skylden for hestemøg ved styrelse.

“Mandag morgen var der lagt en stor mængde hestepærer foran Moderniseringsstyrelsen, der er styrelsen bag de statslige forhandlere ved de nuværende overenskomstforhandlinger.

– Vi ønskede at aflevere alt det lort, som Sophie Løhde (innovationsminister og forhandler for staten, red.) og resten af Moderniseringsstyrelsen har fyldt de offentligt ansatte med.

– Derfor valgte vi at dumpe en stor mængde lort på moderniseringsstyrelsens dørtrin.

– Sophie Løhde og resten af Moderniseringsstyrelsen skider på de offentligt ansatte og påstår, at de offentligt ansatte har en lønfest, mens de selv rager millioner af kroner til egen lomme hvert år, skiver SUF Nørrebro i pressemeddelelsen. …

Socialistisk Ungdomsfront er en venstreorienteret ungdomsbevægelse. SUF Nørrebro er en lokalafdeling under denne.”

(Moderniseringsstyrelsen, København K, 23. april 2018; Foto: Moderniseringsstyrelsen)



25. april 2018

DR: ‘Fidel Castro – elsket og hadet’ – “… smed dikatatoren Batista på porten, og… bevarede magten”

Verden slap af med Fidel Castro i 2016, omend medierne systematisk portrætterede den kommunistiske diktator som alt andet end det han var. Et godt eksempel på de ideologiske kindkys, der blandt andet hersker hos DR, kan man i skrivende stund se på DR TV. En dokumentar der fortæller, at Castro smed ‘diktatoren Batista’ ud, og selv ‘bevarede magten i de næste fyrre år’.

Titlen ‘The Fidel Castro Tapes er meget sigende oversat til ‘Fidel Castro – Elsket og hadet‘. Det samme kunne man sige om Adolf Hitler, men det kommer nok ikke til at ske.

(Fidel Castro – elsket og hadet, 2015)

“Amerikansk dokumentar fra 2015. (The Fidel Castro Tapes)
Cubas præsident, Fidel Castro, (1926-2016) er en af det 20. århundredes mest kontroversielle politiske skikkelser. Ved hjælp af nyhedsreportager og dokumentarmateriale tegnes et billede af manden, der i 1959 stod i spidsen for den revolution, der smed dikatatoren Batista på porten, og på godt og ondt bevarede magten i de næste fyrre år. På grund af helbredsproblemer overlod Fidel Castro i 2008 præsidentposten til sin bror Raul. Hvordan ser fremtiden ud for Cuba uden Castro?”
(programomtale, DR TV, 23. april 2018)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper