God klumme af Lone Nørgaard i søndagens Jyllands-Posten – Hvorfor dannelse? (ikke online).

“Man kan kende et civiliseret samfund på, at dets institutioner understøtter og værdsætter en levende sammenhæng mellem fortid, nutid og fremtid(er). Modstykket til et civiliseret samfund er et barbarisk, hvor ingen kender sine rødder. Enhver lever for sig selv, og for hvad jeg lige måtte have lyst til. … I det uciviliserede samfund findes ingen store fortællinger, der binder mennesker sammen i et historisk og folkeligt fællesskab. Her ved ingen, hvorfra de kommer, og derfor heller ikke, hvor de skal hen.

Det kollektive hukommelsestab resulterer i opløsning af institutionernes dyrebare viden, og med et skuldertræk udslettes generationers møjsommeligt indsamlede erfaringer og fornuftige sædvaner. Efter os syndfloden!

Nej, vel?!!! Der må være en bedre måde at tage vare på resterne af vores glimrende samfund. Til gavn for fællesskabet og vores efterkommere. En hovedstrategi til at dæmme op for opløsningstendenserne er dannelse. Indrømmet, et rent gummibegreb ligesom frihed og retfærdighed, men lad mig alligevel forsøge at indkredse det…

At gennemgå en dannelsesproces er at erkende, at man er underlagt en orden, som man skal bringe sig i overensstemmelse med. At blive dannet er at forstå sig selv som en del af en helhed… Da identitet kun kan dannes i samspil med instanser uden for én selv, er selvdannelse en meningsløshed.

Dannelse handler om såvel kundskaber som takt og tone – herunder at kunne udfolde sig sammen med andre. For at mestre omgangsformer må der opdragelse til. Javist skaber vi selv vores identitet, men processen sker nødvendigvis i forhold til omverdenen. Dannelse er på én gang en proces og et resultat, og dannelsesmidlerne en kombination af (forældre)opdragelse, uddannelse og selverkendelse.

Dannelsen sker i mødet mellem samtalepartnere – herunder i (skøn)litteratur – og i processen skal der være en kontinuitet. Mennesket forstår sig selv i en historisk kontekst og skal selv forstås i en konkret, historisk sammenhæng. “Er man erfaringsblank, repeterer man fra et nulpunkt”. Man mister evnen til at føre samtaler, der ligger uden for én selv og dermed evnen til at indgå i fællesskaber. …

At overvinde kriser, skuffelser og modgang er en helt nødvendig del af dannelsesprojektet. Dannelse er et tilvalg og dermed logisk også et fravalg. F.eks. af unødig viden (læs: gå mindre på Facebook, nettet og se mindre “Paradise Hotel” til fordel for fordybelse).

Nødvendig viden er bl.a. et kendskab til historie(n), uden hvilken nutiden bliver uforståelig.

Dannelse er ingen mirakelkur, men et beredskab til at svare igen på den igangværende nedtur i den vesterlandske selvbevidsthed – karakteriseret ved selvhad, relativisme og multikulturalisme. Samt autoritetstab! …

Tidligere handlede undervisningen om tilegnelse af faglige kundskaber og (parat)viden, men siden 1960′erne er vægten gradvist blevet flyttet fra traditionel kundskabsformidling til holdningsbearbejdelse og elevcentreret “læring”.
Ud med lærerautoritetens formidling af sit fag, ind med reformpædagogikkens kompetenceideologi, hvis konsekvens er, at nutidens studerende mangler grundlæggende teoretiske og metodiske færdigheder.

Deres viden er blevet mere overfladisk, og det er blevet stadig sværere at få dem til at sætte sig ind i noget kompliceret. Intet må helst gøre ondt, og sker det alligevel, står der straks behjertede – og kortsynede – idémagere klar med forslag a la den lektiefri skole og den totalitære heldagsskole…“

Englands tidligere premierminister Margaret Thatcher døde i går i en alder af 87, og som enhver ‘statsmand’ af borgerlig observans skal hun nu fremstilles som en kontroversiel skikkelse. Et utal af kendte musikere har sunget sange om hendes død, og selvom venstreekstreme Billy Bragg hævder det var hende der gjorde ham til socialist – så bor han den dag i dag i et mondænt landsted langt fra det anarkistiske miljø. Venstrefløjens had lever ikke desto mindre i bedste velgående, som man kan se eksempler på i Daily Mail.

Mikael Jalving har begået en god lille nekrolog, der diskret berører det paradoks, at tidens liberale der lige nu hylder Thatcher, forlængst har forladt den nationale konservatisme til fordel for en mere ‘kulturtom’ liberalisme.

Jalving på JP blogs – Dit liv var en fakkel

“Da jeg gik i gymnasiet, var jernladyen det mest forhadte menneske på denne jord sammen med Ronald Reagan. Hvis valget stod mellem disse to slyngler og på den anden siden Muammar Gadaffi og PLO, var sidstnævnte langt at foretrække. Sådan mente ikke kun de kloge 3.g’ere, men også Svend Auken og det meste af det politiske jetset dengang. …

Jeg tror, at Brian Mikkelsen har ret i, at Thatcher var med til at gøre mange borgerlige konservative, ikke blot i UK, men overalt i Europa. I dag bliver de liberale, dengang blev man konservativ. Det skyldtes i høj grad Thatcher – og Reagan. De var bannerførere for en no-nonsense i politik og økonomi – ude som hjemme – som ingen af os socialdemokratiske duksedrenge havde oplevet på kontinentet, en modkultur, der ville genrejse den industrielle, nationale, frihedsorienterede og vesterlandske levevis, og gøre det uden at undskylde over for nogen – slet ikke argentinske generaler.

At samme levevis ligger skrinlagt i Bruxelles og andre europæiske hovedstæder i dag, skal Thatcher naturligvis ikke klandres for. Det var hendes arvtagere, der ødelagde hendes arv – efter revolutionsrusen i 1989 og 1991 – til trods for thatcherismens mange sejre og dyder.

Dem forvaltede vi dårligt, for nu at sige det mildt. Grotesk dårligt. Hele postmodernismen, multikulturalismen og den sukkerdemokratiske korrekthed korrumperede os indefra og fratog os den af historien oplyste selvtillid. Vi ville være gode, og det blev vores skæbne, mens uddannelse blev til masseuddannelser, indvandring til masseindvandring og stater udviklede sig til gældssatte nannystater, mere og mere prisgivet arabisk aggressivitet. Resten kender vi kun alt for godt.”

(Margaret Thatcher og Enoch Powell til partimøde i Brighton, 16. oktober 1969; Telegraph)

Rune Engelbreth er røget uklar med visse af sine læsere, fordi han i en trykt klumme lavede en direkte sammenligning mellem Niels Harrit & ‘trutherne’ og Lars Hedegaard & ‘islamofoberne’. Problemet var selvfølgelig ikke, at Hedegaard-fløjen blev associeret med nettets loonistiske overdrev. Det kunne være sjovt, at bruge Wivel-metoden mod Politiken og Engelbreth, men der er for meget på spil til den slags lege.

Flere venstreorienterede ser det meget omtalte Hedegaard-interview som et vendepunkt, et åndeligt paradigmeskifte, så at sige. Enkelte borgerlige har det på samme måde, og en halvkendt liberalist, gav på Facebook udtryk for lignende tanker, om hvorvidt “det nationalkonservative miljø i Danmark overhovedet formår at rejse sig igen efter Hedegaards pinlige optræden på tv”.

Ligesom det er grotesk at lade en erklæret marxist tegne ‘det nationalkonservative miljø’, så er der meget langt fra det Hedegaard siger og skriver, til det hans politiske modstandere argumenterer imod. Hedegaard er imod religion, og man behøver ikke være nationalkonservativ for at have antipati for Islam og være imod multikultur. Nationalkonservatisme er anti-revolutionær, for politisk moderation, baseret på jordbunden fornuft.

Sidst jeg så Hedegaard fremføre sine pointer på TV, var tilbage i februar 2011, hvor han i P1 Debatten debatterede det arabiske forår med Ph.d Michael Irving Jensen under overskriften Kan Islam og demokrati forenes? Hedegaard forhold sig skeptisk og afventende i modsætning til forskeren der skråsikkert hævdede, at demonstrationerne var udtryk for et folkeligt krav “om demokrati, om ytringsfrihed, om menneskerettigheder”. Dagen efter sagde Weekendavisens Martin Krasnik næsten det samme i DR Debatten.

(P1 debat, 23. februar 2011: Kan Islam og demokrati forenes?)

Det egyptiske valg der fulgte revolutionen blev aldrig rigtigt spændende. Islamisterne vandt med lethed, og alt imens forskellige islamistiske grupperinger stadig diskuterer den sande tolkning af sharia, er levevilkårene for minoriteterne gradvist blevet ringere. Lørdag blev fem koptere myrdet i Kairo, og selv gårsdagens begravelse blev angrebet.

Her er emnet ikke fodnoterne i en 11 år gammel bog, men virkeligheden som den manifesterer sig konkret. Hedegaard fik ret i forhold til det arabiske forår – Irving Jensen og andre Ph.d’ere tog fejl.

Hedegaards argumentation handler selvfølgelig ikke kun om Islam, også om konsekvenserne i forhold til Indvandring og Integration. Hvad skete der præcist den 17. marts 2013, der ændrede det politiske udgangspunkt for de tre I’er? Absolut intet!

Siden Hedegaard for snart 10 år siden stiftede Trykkefrihedsselskabet, har fortalerne for åbne grænser og multikultur ikke ligefrem haft medvind. Tværtimod. Vi har fået parallelsamfund i de fleste større byer, har daglige skyderier, flere indvandrere på offentlig overførsel og fremdeles. Den politiske elites løsning er mere af det samme, herunder videoovervågning, sikkerhedsvagter og senest – kæmpestore granitsten omkring Christiansborg. Præmisserne har ikke ændret sig efter den 17. marts 2013.

Dansk Folkeparti har rekordhøj tilslutning, og uanset om vi har Helle Thorning-Schmidt eller Lars Løkke Rasmussen i Statsministeriet, så tør ingen af dem offentligt proklamere at åbne grænser og multikultur er vejen frem. Hvorfor ikke, når nu Hedegaard tog så gruelig fejl? Ganske simpelt fordi, det ikke er danskernes indtryk at flere muslimer, mere Islam og mere multikultur gør deres dagligdag bedre. Det er næsten hensides politiske præferencer. Hverken de blå xenofobe eller de røde xenofile, gider muslimske indvandrere. Sådan var virkeligheden før den 17. marts, og sådan forbliver det – uanset hvor godt Hedegaard svarede for sig i en tilfældig tv-debat.

Virkeligheden er ikke en retorik-battle eller et bifag i æstetik. Herunder lidt fra en klumme af Ph.d-studerende Ole Olesen-Bagneux der illustrerer problemet med den akademiske elite. Han betragter tydeligvis politik debat som et fløj-politisk rollespil – Martin Krasniks systemskifte.

“Den universelle pointe er, at der er sket et systemskifte i dansk politik. Et systemskifte, der markerer afslutningen på dominansen af en konspiratorisk, politisk ekstremisme. En ekstremisme, hvor indignationen over ikke at være blevet taget alvorligt, har fået debattører til at tale sig alt, alt for langt væk fra saglige synspunkter. Debattører, hvis ræsonnementer er foretaget i internettets ekkokamre, om natten, i svagt oplyste køkkener og åbenlyst ekskluderende fællesskaber.

Martin Krasnik har begået et oplysningens systemskifte. Danmarks politiske samtale vil i de kommende år bygge på dokumenterbare fakta, ikke udokumenteret, skrupskørt galimatias. Når den politiske ekstremisme igen pibler frem, og udvikler sig til regulær konspiration, kan vi lade den komme til orde – alt det, den vil. Stiller man de rigtige spørgsmål, vil konspirationen afsløre sig selv, som det tågesnak den er.”

Fantastisk interview med overlæge dr.med. Steffen Jacobsen, der debuterede som forfatter i 2008, og netop har udgivet en ny kriminalroman. Læs det hele, og læs det så igen. Fra Politiken – »Elitens børn er snotforkælede«.

“Moderen var invalidepensionist, faderen lastbilchauffør, de blev skilt. Steffen flyttede rundt med moderen fra sted til sted og gik i otte forskellige folkeskoler på Vestegnen og i Udkantsdanmark; han blev drillet og mobbet, moderen blev syg og døde, da han var 15 år. Og under moderens sygdom boede han i lange perioder alene i Gellerupparken. Senere blev han flyttemand.

»Jeg kunne ikke udholde tanken om at slæbe flere sovesofaer op til 5. sal; derfor begyndte jeg som 18-årig at gå i skole igen. Jeg tror ikke, jeg er super bright, men jeg kæmpede. Først med realkursus, så med studenterkursus, og så endte jeg på universitetet. Her oplevede jeg en ny verden, men jeg oplevede også at møde en forkælet klasse, som jeg aldrig havde mødt før«. …

»Jeg blev hele tiden konfronteret med lyshårede piger, der kom fra akademiske familier i Nordsjælland, hvor moderen var museumsinspektør, og hvor bedsteforældrene var i familie med PH eller med Politikens chefredaktør eller havde grundlagt Carlsberg. På medicinstudiet var der Hellerup- og Ordrupdrengene og Holtepigerne med deres forkælede holdninger og denne her naturlige adgang til alle privilegierne«.

Men det var dengang …?

»Og sådan er det stadig. Overklassen tager deres privilegier for givne og lukker sig om sig selv. Det gælder ikke bare i Nordsjælland. Tag Østerbro, Vesterbro eller Frederiksberg med de fem milliarder RUC’ere, der bor der. Jeg har tit lyst til at råbe til den kreative klasse: Så åbn dog øjnene! Frederiksberg, Vesterbro, Østerbro og vinbarerne er altså ikke hele verden, for helvede, vel? Selv om I tror det. Og selv om I har hele sende- og talefladen og kokkereringsfladen og alt det der«. …

[...]

Men du fik jo dr.med.-titlen og det gode materielle liv?

»Det materielle er ikke det væsentlige, for jeg behøver ikke meget andet end makrelsalat, havregryn og Nescafé. Den barriere, der er mellem børn fra underklassen som mig og den højtuddannede middelklasse, er kulturel. Jeg fik aldrig del i de der nedarvede kulturelle privilegier, som ingen sætter spørgsmålstegn ved, som bare er der og følger én resten af livet: bøgerne, der bare står der. …«.

Steffen Jacobsen bor i Nordsjælland og har i dag en kone og fem sammenbragte børn, hvor han er far til to piger biologisk – en på 13 og en på 16. Dine børn er jo i dag de overklassepiger fra den nordsjællandske akademikerelite, du selv lægger afstand til?

»Jeg har ingen planer om at flytte til en toværelses i Mjølnerparken for at blive et mere ideelt menneske. Hvorfor skal mine børn betale for, at jeg har haft en lorteopvækst? Det vil jeg ikke reproducere. Derfor kommer der en forskel. For dem bliver det naturligt at gå i gymnasiet, hvad det ikke var for mig. Men jeg har prøvet at videregive værdier til dem«.

Hvilke værdier?

»At tingene ikke kommer af sig selv, og at man er nødt til at kvalificere sig og gøre sig fortjent til goder her i tilværelsen. Og jeg må sige, at da min datter, som nu er 16 år, begyndte at arbejde, da hun var 15, med at passe børn og på café, var jeg uforholdsmæssigt stolt af hende. Det er jeg stadigvæk. Det er fedt, når de klarer sig selv«.

Og det gør børn og unge ikke i Danmark?

»Elitens børn får kraftedeme alt, hvad de peger på. De er ofte snothamrende forkælede. Mange forældre er totalt psykotiske med forældremøder, shoppingture for mødrene og alt det pis der. Personlig bliver jeg lidt træt af børn, der som det naturligste får batmancover til deres nye iPhone, og af unge, der flytter ind i forældrekøbslejligheder, ikke? Og jeg bliver rigtig, rigtig træt, når jeg hører forældre klage over, at ’der stod i ugeplanen, at der skulle være bananer til Sophie Amalie, og nu er der æbler’«.

Det er vel godt at gå op i sine børn?

»Det kan også gå galt. Jeg har i mit job mange ph.d.-studerende, unge mænd og piger fra curlinggenerationen. Især de feminiserede mænd er håbløse. Hvis man spørger: Jamen, har du ikke skrevet den artikel?, kan man få svaret: »Nej, jeg skulle til barselsforberedelse, i svedhytten med min kone, for hun skal føde på indiansk, jeg bliver nødt til at have et halvt år til«. Et halvt år!«.

Som voksen har Steffen Jacobsen fået det hele – den gode uddannelse, det gode job, familie.

»På overfladen fik jeg hele pakken. Men jeg er fremmed og hjemløs blandt højtuddannede. I min ungdom følte jeg mig enormt skamfuld over, at jeg ikke bare var som de andre, og lige siden har jeg haft en følelse af, at der er nogle elastikker fra fortiden, der har fat i mig. Jeg går sjældent til fester og middage med højtuddannede. Det er dybt udmattende for mig«.

[...]

Jamen målt på alle objektive parametre er du da kommet helt ind til centrum?

»Jeg føler aldrig, jeg er kommet ind i det. Jeg føler mig stadig som en del af periferien. Den sociale deroute ligger ligefor. Jeg føler, at hvis jeg er uopmærksom i ét sekund, kan jeg sidde på bænken med en pose Girafbajere sammen med Bjarne uden ben. For at undgå den følelse er jeg nødt til at være ekstremt målrettet og disciplineret. Så jeg kan ikke slappe af, jeg laver altid noget; jeg føler hele tiden, jeg skal gøre mig fortjent til at være her, til at eksistere. Det har jeg ikke haft nogle forældre til at fortælle mig, at jeg havde«.

Er du mere accepterende over for underklassen, end du er over for overklassen?

»At jeg selv har måttet knokle for at få det, jeg har, præger også mit syn på underklassen. Da jeg var barn, var der i arbejderklassen en enorm stolthed i at have et arbejde og klare det godt. Man mødte hver morgen, der var ingen, der var syge; den kan jeg ikke få så meget øje på i dag. Nu har klientgørelsen grebet om sig«.”

Det er tyve år siden Der Spiegel udgav Botho Strauss’ Anschwellender Bockgesang, der blev oversat og udgivet på dansk af Tidsskriftet Nomos tilbage i 2003. Kasper Støvring opridser debatten om Strauss’ Tiltagende bukkesang, og inkluderer en række citater fra mesterværket – Det vigtigste essay siden Murens fald.

“Som titlen anslår, handler det om tragedien, den kommende tragedie, fornemmelsen af et forestående sammen- og opbrud. …

‘Tiltagende Bukkesang’ indledes med en undren over, hvorfor vores samfund fungerer så smidigt, når man betænker, hvor ufuldkomne mennesker i grunden er. Og dog – undertiden forekommer det som om, at noget er ved at gå i opløsning. Som om man “hører en sidste knagen af noget, som giver efter, af papirtynde lameller, som rasler i naturlige vibrationer”, som om man “lige netop ser de sidste, som det lykkedes at flygte ind i et hus, fornemmer et lille klik, som en lås, der går i. Herefter lyden af noget, der rives over: reb, håndsrækninger, nerver, tingslige kohæsioner, kontrakter, net og drømme. Endda solidaritet og marchkolonner.”

Så er stemningen i dette atmosfærefyldte essay sat, og forfatteren springer fra den ene observation til den anden. Fra den anelsesfulde beskrivelse af det skrøbelige ved det moderne liberale samfund går vi til en kritik af den moderne vestlige by til et ubehag ved den materielle overflod, der svækker os i mødet med ‘fjendtlige erobrere’.

Det liberale demokrati har ingen konkurrenter, vi møder ingen fare, der kunne motivere os til at samle kræfterne på ny. Vi risikerer derfor at stå magtsløse over for fremmede folkeslag, der hylder andre, åndelige værdier. Strauss henviser til de tidligere Sovjetlande, men også islam i Vesten rinder i hu. At nogle vil yde blodofre, forstår vi ganske enkelt ikke, æresdrab og attentatforsøg på blasfemikere, chokeres vi over, men hvad stiller vi op? Sagde nogen Lars Hedegaard?

Essayet kritiserer også det overfladiske oplevelsessamfund, trivialkulturen og den konstante forhånelse af etablerede ordninger, løgnen om det lykkelige, multikulturelle samfund og den subversive venstreorienterede rebel, der er imod alt, men sjældent virkelig for noget. Det er ødelæggeren, der hilses velkommen af de borgerlige filistre. …

Strauss provokerer ved at bekende sig til gamle konservative dyder som autoritet. Men det er kun delvist rigtigt at karakterisere ham som højreradikal: Essayet er en markant kritik af bl.a. nynazismen, der sidestilles med venstreekstremismen. De er nemlig begge inkarnationer af ødelæggeren, den tabunedbrydende.”

(Der Spiegel 1993/6 – Tidskriftet Nomos 2003/1)

Citater.

“Den eneste fjende, man ikke kan kæmpe imod, og som ikke sætter kræfterne i gang, når den trues, er samfundsrigdom. Er kun få rige, så hersker korruptionen og arrogancen. Er det folket som helhed, så smuldrer substansen. I hvert fald beskytter rigdom ikke mod demontering af det samfund, den i sidste instans skyldes.”

“Eftersom historien ikke er ophørt med at træffe sine tragiske dispositioner, kan ingen forudse, om vores pacifisme ikke blot sender krigen videre til vores børn.”

“Det offentlige moralske hykleri, som til hver en tid tolererede (om ikke ligefrem praktiserede) forhånelse af eros, forhånelse af soldaten, forhånelse af kirken, traditionen og autoriteten. Den bør ikke undre sig, hvis ordene i nødens stund ikke længere har nogen vægt.”

“At være højreorienteret, ikke af billige overbevisning eller af nedrige hensigter, men af hele sit væsen, det er at opleve erindringens overmagt; som griber mennesket snarere end borgere, som ryster ham og får ham til at føle sig ensom midt i de moderne, oplyste rammer, hvor han lever sit gennemsnitlige liv [...] Det drejer sig om en anden slags oprør: mod nutidens totale overherredømme, som vil udradere og frarøve individet hver eneste tilstedeværelse af uoplyst fortid, af det historisk tilblevne, af mytisk tid.”

“Modsat den venstreorienterede fantasi, som er en parodi på et evangelium, udmaler den højreorienterede intet kommende verdensrige, har ikke behov for en utopi, men stræber efter at genoprette forbindelsen til den lange, ubevægede tid; den er i sit væsen dybdeerindring og for så vidt en religiøs eller protopolitisk initiering. Den er altid og på eksistentiel vis en tabets og ikke en (jordisk) forjættelsens fantasi. Således en digterens fantasi, fra Homer til Hölderlin.”

“Den højreorienterede – på rette spor: en enspænder. Det, som adskiller ham så inderligt fra den problematiske verden, er dens mangel på passion, dens hovmodige selvcentrering, dens lige dele latterlige og modbydelige gøren lidelsen og lykken til et samfundsanliggende.”

“Moderniteten vil ikke blive afsluttet med sine milde postmoderne udløbere, men vil blive afbrudt brat af kulturchokket. Kulturchokket, som ikke rammer de vilde, men som raserer de glemsomme.”

“Efter årtier med det kulturelle totalteaters ungdom møder man nu en temmelig tæret ungdomssubstans, efterkrigstidens sidste progenitur, hvis overlevering og stemningshistorie består af negationer og faderhad, den hæslige frugt af mødet mellem en dekreteret og en løbetræn, grænsende til det psykopatiske, antifascisme.”

“Hvor blinde og hjælpeløse fremstår nu de kritisk oplyste, som ingen sans har for skæbnen, som hilste det dynamiske kompleks af emancipation i generationsskriftet og enhver oprørsk, revolutionær potens velkommen, indtil den, som nu, blotter sin nøgne, neutrale kerne: det brutale had.”

“De tærsker langhalm på den tanke, vi kun lige lod suse forbi, de laver skemaer og fylder sendetiden med spørgsmål, de aldrig nogensinde har stillet sig selv, kommentatorerne, debattørerne, infotainerne. De optager endda gåder og hieroglyffer i deres banale og fuldstændigt gennemskuelige sprog, formidlerne, verdensmoderatorerne [...] Men sanserne lader sig ikke bedøve, ikke dræbe. Før eller siden vil det komme til et voldsomt oprør mod sansebedraget.”

“Den telekratiske offentligheds regime er historiens ublodigste voldsherredømme og samtidig den mest omfattende form for totalitarisme. Det behøver ikke at lade nogen hoveder rulle, det gør dem overflødige. Det kender kun undersåtter og ingen fjender. Det kender kun medvirkende og systemkonforme.”

“Jeg er ikke i tvivl om, at autoritet og mesterskab fremmer en højere menneskelig udfoldelse hos dem, der evner at indforskrive sig hos disse egenskaber, end en hvilken som helst form for præmatur og letkøbt emancipation. Den herreløse (og modstandsløse) opdragelse har ikke været god for nogen, den har bare gjort ligegyldigheden større og skabt en ungdommelig træthed.”

“Det er trist, virkelig trist med den ødelagte overlevering. JA, den går til grunde uden for portene som en fragt kostbar næring, befolkningen må undvære på grund af nogle toldstridigheder.”

“Det er sværere at få modstand i dag, konformismen er intelligent, nuanceret, mere snu og umættelig end før i tiden, det velmente hyppigere end det åbenlyst tåbelige, som man tidligere bekæmpede eller vendte ryggen.”

“Fra menneskerummet i sin helhed, det fælles univers, høres sælsomme toner, som bukkesang.”

“Vi kender intet til den kommende tragedies form. Vi hører kun den stadig højere mysterielarm og bukkesangen i vores handlingers dyb. Offersangene, der tager til i det indre af det anrettede [samfundet, KS]. Tragedien gav en målestok at erfare det onde ud fra og til at lære at udholde det. Den udelukkede muligheden for at fornægte eller politisere det, endsige at se det som samfundets opgave at bortskaffe det. For det er det onde nu som før; de, som rammes af det, har blot andre måder at opfatte det på, at tage det på sig, de benævner det med andre, mildere navne.”

“Vi frygter det, vi vil prøve at forhindre det med alle til rådighed stående midler, og har dog intet sikkert forsvarsmiddel, når Bromios, den larmende skræk, slår ned i vores abstrakte verden, og det angiveligt så virkelighedsbetvingende kompleks af simulakrummer og simulatorer fra den ene dag til den anden begynder at vakle. Virkeligheden bløder virkelig nu.”

“Kulturpessimisten anser ødelæggelsen for uundgåelig. Den højreorienterede håber i stedet på en fundamental mentalitetsændring, undfanget under farerne, på den endelige afsked med et efterhånden hundredårigt ‘devotionsfjendtligt kulturbegreb’ (Hugo Ball), som i Nietzsches fodspor overbefolker vores åndelige miljø med et utal af spottere, ateister og frivole insurgenter, og som har skabt en egen bigot fromhed af det politiske, det kritiske og det potentielt totalfornægtende.”

“Vi advarer lidt for selvtilfredst mod de nationalistiske strømninger i de nye statsdannelser i Østeuropa og Centralasien. At nogen i Tadsjikistan ser det som sin politiske opgave at bevare sit sprog, ligesom vi ønsker at bevare vores vandmiljø, forstår vi ikke længere. At et folk vil gøre sine morallove gældende mod andre, og er parat til at bringe blodofre for dem, fatter vi ikke mere, tværtimod opfatter vi det i vores liberal-libertære narcissisme som forkert og forkasteligt. Der aftegner sig imidlertid konflikter, som ikke længere vil kunne løses økonomisk; hvor det kunne komme til at spille en uheldig rolle, at den rige vesteuropæer så at sige har levet også moralsk over evne, fordi det ‘mulige’ i det mindste her stødte på en grænse. Det er ligegyldigt, hvordan vi ser på det, det vil blive svært at bekæmpe: at det gamle ikke bare er lagt bag os og er dødt, at mennesket, det enkelte og som del af folket, ikke udelukkende er et produkt af i dag.”

Mikael Jalving har talt med etnolog Thomas Suenson, og refererer samtalen i dagens Jyllands-Posten – Den folkelige nødvendighed (ikke online).

“Etnologen hedder Thomas Suenson, og det er ham, der stiller dagens første spørgsmål allerede i entréen.

Han spørger mig, hvilken dag, det er i dag. Tirsdag, svarer jeg forvirret.

Ja, og årsdag for indførelsen af indfødsretten i 1776, præciserer etnologen, der tilsyneladende kan sin danmarkshistorie. Med loven om dansk indfødsret gav enevælden danskere fortrinsret til offentlige stillinger; det skete efter den tyske læge Friedrich Struensees korte periode ved magten under Christian VII. Da blev der sat en tyk streg under det danske folk.

Det er dette folk, jeg skal tale med Thomas Suenson om… hvad er der siden blevet af det danske folk – og hvorfor vægrer især de dannede, kloge og fisefornemme sig ved at henvise til det? I stedet anvender vor tids videnskabsfolk og politikere gerne mere tekniske betegnelser som “befolkningen” eller “populationen”, når de skal beskrive det store, brede flertal af danskere. Thomas Suenson smiler og siger: »Befolkning er det moderne ord for undersåtter, ja, det er magtens sprog. Befolkningen kan man kommandere rundt eller manipulere med – lidt ligesom statistik.

“Folk”, derimod, betyder, at man tilhører et fællesskab, hvor man ved, at vi kan regne med hinanden. Vi er afhængige af at tilhøre et folk, ligesom vi er afhængige af at have en slægt og en familie. Vi er alle børn af nogen, som er børn af nogen, som igen er børn af nogen.

Familie, slægt og folk hænger snævert sammen.« Hvorfor er det vigtigt at understrege det? Jeg mener, vi har både folkeskole, folkesundhed og folkepartier »Der har været – i hvert fald lige siden 1960′ erne – et langt opgør med folket. Man kan tale om folkebenægtere, især i den akademiske og politiske verden, hvor man har haft meget travlt med at distancere sig fra folket som realitet.

Folket blev reduceret til en tom kategori – uden kultur, arv og forhistorie – fordi man enten var bange for folket eller ønskede at genopdrage det. Men det er folket, der har gjort os til dem, vi er; ikke akademikerne eller politikerne. Kig ud ad vinduet: Den velstand og orden, du ser derude, er skabt af danskere, der ikke har gået mere end fem eller måske syv år i skole. Hele infrastrukturen, virksomhederne, skolerne, alt det liv, der udfolder sig derude, er et historisk produkt af et folk, som gik på arbejde, som fik børn, og som gav deres børn en opdragelse. Det er alt sammen træk, der er ved at forsvinde nu. …

Vi vil ikke være som vores forældre og flytte langt væk, så små børn knap kender deres bedsteforældre. Vi glemmer, at vi har et fælles anliggende og en fælles skæbne, ja, det falder os slet ikke ind. Det er akkurat sådan, at folket ender med at blive en befolkning.“

C.J. Sansoms forrige bog blev sendt som radio-spil på BBC. Fra Daily Mail – Enoch Powell widow ‘furious’ over ‘ludicrous’ slur that portray her husband as a Nazi sympathiser.

“The widow of Enoch Powell has criticised as ‘absolutely ludicrous’ a novel that portrays her husband as a pro-Nazi sympathiser. Pamela Powell said his depiction in the bestselling book Dominion was an ‘unacceptable distortion’ of the late Tory MP. The book is a historical ‘what if’ which explores what might have happened had Britain sued for peace after Dunkirk in 1940.

The work is set in 1952 and Britain is portrayed as a puppet state under the control of the Nazis in Berlin. Author C. J. Sansom included real-life figures in his fictitious pro-Nazi government, including Powell as Secretary of State for India. But his widow said Powell, who died in 1998, had ‘totally opposed’ Neville Chamberlain’s appeasement of Hitler.

‘The idea that he would be in any pro-Nazi government is absolutely ludicrous,’ she said.

[...]

Historian Andrew Roberts said: ‘Powell was an ardent anti-Nazi from the earliest days even when other Tories were pro-appeasement. I suspect the author is trying to make some sort of modern-day equivalence between Enoch Powell’s views on immigration and fascism and that is so intellectually debased as to be moronic.’”

(Enoch Powell taler for konservative partifæller på et hotel i Birmingham, 20. april 1968)

“In this country in 15 or 20 years’ time the black man will have the whip hand over the white man.” (Enoch Powell, 1968)

“‘British whites’ are the minority in London for the first time as census shows number of UK immigrants has jumped by 3million in 10 years” (Daily Mail, 2012)

“Er det et dilemma at vi har nationaliteter?”, spurgte Jens Olaf Jersild en italiensk journalist tirsdag aften i DR2′s nye EU-magasin Europa eller kaos – svaret var selvfølgelig ja. God kronik af Marie Krarup i dagens Berlingske – Nationalstaten – et civilisationsfremskridt.

“Filosoffen Lars Östman skriver i sit indlæg imod mig i Berlingske 29. november: »En patriotisme, der er reserveret til én bestemt gruppe af mennesker på ét bestemt område spærret inde bag en grænsebom i Sønderjylland, betinget af herkomst, religion osv. er simpelthen meningsløs.« …

Jeg ved ikke, om betegnelsen filosof er en beskyttet titel, eller enhver kan kalde sig det. Men jeg ved, at der er andre filosoffer jeg har mere tillid til end Östman. En af dem er den konservative Roger Scruton, der har beskæftiget sig seriøst med begrebet »nationalstat« og »vestliggørelse« og konkluderer, at nationalstaten er et civilisationsgode, der hviler på den kristne kultur og er i modsætning til den ikke-vestlige kultur. Nationalstaten er truet i dag og har brug for et forsvar – ikke bare et militært, men først og fremmest et principielt. For mister vi nationalstaten, risikerer vi at miste essensen af vestlig kultur – nemlig friheden. Desværre har nationalstaten haft en meget dårlig presse de sidste årtier. …

Som Roger Scruton skriver i sin bog Nationernes nødvendighed: »Demokratierne skylder national loyalitet deres eksistens«. Det er et faktum, at demokratierne er opstået i nationalstater. Der ligger en følelse af fællesskab og medlemskab i det nationale, fordi man deler sprog og kærlighed til den samme plet på Jorden. Den nationale loyalitet, der er vokset frem gennem mange århundreder, er gået forud for vores demokrati og er forudsætningen for vores samfundsopbygning. Den har resulteret i begrebet »borgerskab«, der er vores største samfundsgode.Og hvad vil »borgerskab« nærmere sige? Jo, Scruton pointerer, at borgerskab er »den forbindelse, der opstår mellem staten og individet, når begge parter er fuldt forpligtet overfor hinanden. Det består af et væv af gensidige rettigheder og pligter, opretholdt af en retsorden, som står over begge parter. Skønt staten håndhæver loven, håndhæver den den lige så vel overfor sig selv, som overfor den private borger.« …

Et samfund af borgere er et samfund, hvor fremmede kan stole på hinanden, eftersom de alle er bundet af et fælles regelsæt – tilliden afhænger ikke af familieforbindelser, trosfællesskab, stammeloyalitet eller af tildelte eller opnåede begunstigelser. Dette adskiller et land som Australien fra et land som Kazakhstan.«

Borgerskabet bygger på en før-statslig loyalitet, – en national samhørighed, der bygger på fælles kultur og sprog. … Vi er som borgere bundet af gensidige forpligtelser over for alle dem, der deler vores nationalitet – uanset deres familie og uanset deres tro. Religionsfrihed og ytringsfrihed er derfor ikke en trussel i et samfund, hvor der er en eksisterende national loyalitet. Vi ved at vi, der bor på vores afgrænsede territorium er underlagt den samme lov, og vores lovgivere er valgt af dem, der bor på dette territorium. De har ret til medlemskab af nationen. Loven bekræfter derfor vores fællesskab og vores fælles lydighed imod den.

Man skulle næsten tro, at Scruton beskrev det tillidsfulde, demokratiske, danske samfund. Og det gør han på en måde også. Men han gør opmærksom på, at der jo er en perlerække af den slags samfund i Europa – bygget op om hver deres sproggruppe over mange år og med mange stridigheder og grænsedragninger undervejs. Det kan være svært at finde grænserne, men når man finder frem til det sted, som begge parter kan acceptere, er grænser fredsskabende. Se blot vores sønderjyske grænse.

Symbolerne på national loyalitet er hverken militante eller ideologiske – de består faktisk bare af fredelige billeder af hjemlandet – af det sted, hvor vi hører hjemme. Gå på Statens Museum for Kunst eller et hvilken som helst provins-museum og se smukke malerier af kendte landskaber. Disse fredelige, nationale symboler fremhjælper forsoning mellem klasser, interesser og trosretninger og danner baggrund for en politisk proces baseret på konsensus frem for tvang.”

(Johan Thomas Lundbye, Landskab ved Arresø, 1838; Tilbygningen.dk)

Sverige, vel Radikale Venstres skabelon for idealsamfundet, bliver en guldgrube for fremtidens antropologer. Et kulturelt og demografisk eksperiment på 450.000 smukke km2, trukket ned over hovedet på godt otte millioner svenskere, samt vel snart et par millioner indvandrere. Hvordan vil det gå, hvis man fjerner enhver grænse og skelnen? Selvom mange i Malmø og andre steder sikkert føler, at de allerede mærker resultatet, er en ting sikkert: You ain’t seen nothing yet. Fra DR Online - BR-katalog er kønsneutralt i Sverige.

“Klager til den svenske reklameombudsmand kan ses i årets julegavekatalog fra BR Legetøj i Sverige i forhold til det tilsvarende katalog i Danmark.

I det svenske katalog er der en dreng med på de sider, hvor man kan forelske sig i udstyr til sin legetøjs-skønhedssalon og i afdelingen for biler i parkeringsgarage har en pige fået lov til at lege med. …

‘- Både BR-kataloget og Toys R Us-kataloget er meget anderledes i år. Der er ikke noget, der er rigtigt og forkert.‘”

(BR-leksaker, Önskeboken 2012, s. 71)

Kronik i Berlingske af Erik Winther Paisley – I minkpels på vej mod afgrunden (15. november 2012).

“Det Konservative Folkeparti er i total krise. … Partiets krise er ingen kommunikationskrise. … Det første problem er partiets politiske kurs. Det er den samme kurs, der i Sverige omgjorde Højre til Moderaterna; det er den, der får højt besungne konservative til at erklære både markedsøkonomi og planøkonomi for døde; det er den, der – som det så typisk formuleres i partiets skrifter – »på den ene side« vil fastholde en fast og fair udlændingepolitik, men »på den anden« ikke kan holde ryggen rank, når en sådan politik faktisk skal føres.

Det er præcis den politik, der fik konservative til at sværme for »økonomisk demokrati« i 1970erne, til at opfatte sig som en tredje vej mellem socialdemokratisme (i sig selv en »tredje vej« mellem planøkonomi og kapitalisme) og liberalisme, og som i mange lande har ført til total sammensmeltning mellem borgerlige og socialdemokrater. …

Det Konservative Folkeparti har entydigt ikke længere behov for at føre et statsministerpartis mådeholdne kurs. Danmark har entydigt ikke brug for endnu et midterparti. At partiet fortsætter ad den sti har ikke med strategi at gøre. Det bygger på det andet problem, som er partiets udsøgte forfængelighed. Det er en særlig, ansvarstynget forfængelighed, men en forfængelighed ikke desto mindre. Disse fine fornemmelser, der absolut ikke blev bedre af ti år i regeringen, bygger på deres selvopfattede evne til at svæve over mindreværdige partiers politiske spin og spil og anlægge et (moderat) helhedssyn, der kan forene modsatsrettede hensyn i perfekt harmoni. …

Det er sådan, at det historisk set mest nationalt stolte parti ender med at rynke på næsen ad Dansk Folkeparti og reagerer på dem og deres folkelige, konservative EU- og indvandringsskepsis, som burde være konservativt hjerteblod, med samme misbilligelse som en overklassefrue i en luksuøs minkkåbe, der ser en luder spankulere med en kaninpels i samme farver. …

Intet parti er uundværligt. De britiske konservative var i efterkrigstiden med katastrofale ledere som MacMillan og Edward Heath sunket hen i præcis samme resignation, før raske nye kræfter – Margaret Thatcher – ruskede liv i partiet. Hun var hård, kradsbørstig og markant. Noget lignende skete også i USA, hvor Republikanerne indtil deres »republikanske revolution« i 1994 lod til at have forliget sig med rollen som permanent mindretal, og med den amerikanske velfærdsstats stadige udvidelse.

Fælles for dem var, at de på alle afgørende politiske emner havde kapituleret og accepteret at føre en »moderat« politik, der i praksis var dikteret som tredjevejen mellem, hvad venstrefløjen ville have og hvad højrefløjen turde nægte.

Nej, både partiets politiske kurs og selvforståelse må revideres radikalt. I vores døs bløder vi medlemmer, mandater og mening, men kan intet mærke. Vi har brug for, at det gør ondt. Det tjener et formål. Det motiverer til handling. Det får pulsen op og adrenalinen til at flyde.”