4. oktober 2018

Støvring: ‘Ungarn er fremtidens Europa’, hvis Vesteuropa ‘intet effektivt vil gøre for at løse sin krise’

Nationalisme er og bliver ‘the prime mover of history’, og før vi anerkender det, forstår vi ingenting. Vi skal ikke være isolationistiske, men respektere kulturelle forskelle, og være mindre aktivistiske på andres vegne.

Bogaktuelle Kasper Støvring er her der og alle vegne i disse dage, og Gensyn med fremtiden lyder som en bog der bør stå på alle reoler. Start med gårsdagens Deadline, og suppler med denne her JP-kronik – Ungarn er fremtidens Europa (22. september 2018).

“Den ungarske regering under Viktor Orbáns ledelse er under konstant kritik. Således også i JP’s leder forleden, hvor Orbán tilskrives ‘totalitære ambitioner’. Og EU-parlamentet søger nu at aktivere den paragraf, der fratager Ungarn stemmeret. For Ungarn har brudt med basale retsprincipper, som det hedder.

Når man – som jeg – derimod taler positivt om det illiberale Ungarn, er det, som om ansigterne på tilhørerne pludselig mister deres imødekommende og åbne udtryk, som når man smækker en kuffert i. ‘Det kan du da ikke mene?!’ Men, jo, det kan jeg, og i min nye bog ‘Gensyn med fremtiden – et essay om den nye verdensorden’ argumenter jeg for, at Visegrad-landene – Ungarn, Polen, Tjekkiet og Slovakiet – meget vel kan blive fremtidens Europa. For disse lande forsvarer den nationale suverænitet og den kulturelle homogenitet. Tydeligst vel nok i Ungarn. …

Ungarn modsætter sig også multikulturalisme og islam og værner om landets kristne kultur. Også det er der en god grund til. Homogene nationalstater skaber nemlig fred indadtil. De bygger på en høj grad af sammenhængskraft og forhindrer opkomsten af løsrivelsesbevægelser. Homogene nationalstater skaber også fred udadtil, fordi de løser problemet med grænsestridigheder.

Men national selvstændighed er en torn i øjet på liberale i Vesteuropa, især i EU-kleresiet. Derfor vil man altså straffe Ungarn. Det er et mageløst hykleri af flere grunde:

EU vil straffe Ungarns regering for at indskrænke demokratiet. Men EU har kun et skinparlament og har tilmed centraliseret magten hos kommissærer, der ikke er folkevalgte og ikke kan afsættes ved frie valg.

EU vil straffe Ungarns regering for at modarbejde en uafhængig dommerstand. Men EU baserer sig på en aktivistisk domstol, der har til formål at udbygge EU, og som politiserer uden at have demokratisk mandat til det. …

Der er gode grunde til at være skeptisk over for visse dele af Orbáns politik. Men EU’s problemer med demokratiet er værre, EU’s indflydelse er langt større, og der er mindre kritik af EU. I Vesteuropa burde vi i øvrigt takke Ungarn for at have lukket Balkan-ruten, så vi kan sove trygt i sengene og have fine moralske idealer, imens andre laver det beskidte arbejde.

Hvorfor bøjer Ungarn ikke bare nakken og accepterer det liberale regime, EU og indvandringen? En årsag ligger i Ungarns historie. Undertrykkelsen under Sovjet og de tyrkiske osmannerne har lært ungarerne at være skeptiske over for unioner og islam.

Netop Orbán var en af de stærkeste dissidenter under kommunismens diktatur. Den polske parlamentariker og filosof Ryszard Legutko, der selv var en ledende dissident, har peget på en påfaldende sammenhæng. Nemlig at de tidligere kommunister i Østeuropa er blevet liberale EU-støtter, imens de tidligere dissidenter er blevet nationalkonservative.

Nationen, kristendommen og kernefamilien var nemlig kilder til mobilisering imod det totalitære styre. Derfor skulle de ødelægges af kommunismen – ligesom de liberale i dag bekæmper selvsamme institutioner. Liberale og forhenværende kommunister er blevet sengepartnere. På lignende vis danner Enhedslistens Pelle Dragsted fælles front med den liberale jurist Jacob Mchangama imod nationalkonservative.

Min tese: At Ungarn er fremtidens Europa, holder kun, hvis min præmis holder: at Vesteuropa fortsat intet effektivt vil gøre for at løse sin krise. Jeg håber, at jeg tager fejl.

(Caspar David Friedrich, Munk ved havet, 1808/1810; Foto: Wiki)



2. oktober 2018

Trump i FN-tale: “Jeg ærer enhver nation.. og dens ret til at forfølge dens egne skikke.. og traditioner.”

Man hører ofte, at Donald Trump ikke har en egentlig ideologi. Tirsdag i sidste uge talte han i 34 minutter for FN’s Generalforsamling, og medierne valgte behændigt at fokusere på alt andet. At han udpegede Iran som problemland, at der lød hånlatter fra salen og fremdeles. Ritzaus overbliksartikel om talen, som man kan læse på DR.dk, har intet om talens stærke nationalkonservative budskab. Danskerne skulle jo nødig få nuancerne med.

Morten Uhrskov kommenterer på JP.dk – Donald Trumps nationalkonservative tale hos FN.

“… med nu at se lidt på talens øvrige indhold? Vi kan begynde med denne her:

‘Hver af os i denne sal er sendebuddet fra en bestemt kultur med en rig historie og et folk tæt knyttet sammen af minder, traditioner og de værdier, som gør vores respektive hjemlande til noget enestående i verden. Det er grunden til, at Amerika altid vil vælge uafhængighed og samarbejde frem for global styring, kontrol og dominans. Jeg ærer enhver nation, repræsenteret i denne sal, og dens ret til at forfølge dens egne skikke, trossætninger og traditioner. USA vil ikke komme og fortælle jer, hvordan I skal leve jeres liv. Vi beder kun om, at I ærer vores ret til selvstændighed til gengæld’.

Jeg har i mit 54-årige liv ikke hørt en amerikansk præsident udtale noget så flot og så rigtigt. Kloden tilhører nationalstaterne, og uafhængighed inden for et givent territorium er det, der sikrer den enkelte stat, det enkelte folk. Derfra kan man så samarbejde med andre, men forudsætningen for det gode samarbejde er nationalstaten. …

‘Vi anerkender alle nationers ret til at bestemme deres egen indvandringspolitik i overensstemmelse med den nationale interesse, ligesom vi forventer, at andre lande respekterer vores ret til at gøre det samme – hvilket vi gør. Dette er en af grundene til, at USA ikke vil deltage i FN’s nye ‘Global Compact on Migration’ (den globale pagt om indvandring). Spørgsmål om indvandring skal ikke håndteres af et internationalt organ, som ikke kan holdes ansvarligt over for borgerne’.

Jeg kan ikke få armene ned. Det er formidabelt at høre en amerikansk præsident sige sådan. Tænk at være en del af den samlede kultur, vi kalder Vesten, og så lytte til lederen af det suverænt stærkeste medlem af denne familie sige, hvad nationalkonservative har sukket efter i årtier: At det som en selvfølge anerkendes, at nationalstaterne selv beslutter, hvem de vil lukke ind, og hvem de ikke vil. Og at internationale organisationer uden skyggen af folkelig opbakning skal vises vintervejen.”

(Donald Trump I FN’s Generalforsamling, New York, 25. september 2018; Foto: Youtube)



19. september 2018

Liberalismens toleranceprincip ‘muliggør knopskydningen af venstreradikalisme’ ind i nye livssfærer

Eva Selsing fortæller, at seneste udgave af Månedsbladet IN har to androgyne modeller på forsiden, og hermed i lighed med andre småborgerlige bastioner er blevet ramt af ‘den radikale feministiske lighedsdoktrin’.

Venstreradikal tænkning er blevet mainstream, og der drives nu klapjagt på ‘opsamlet empiri’ med angreb på ‘fordomme’, ‘generaliseringer’ og ’stereotyper’. Hun pointerer med rette, at problemet er borgerlige bløddyr, den moderne liberalisme. Sublim kommentar på B.dk – Den døde borgerlighed er selv skyld i venstreradikalismens vækst.

“Hvordan gik det egentlig til, at venstreradikale dagsordener fandt vej ind i mainstreamkulturen? Og at borgerlighedens bløddele sågar er begyndt at forsvare dem?

… Og hvad har det så med liberalisme at gøre, spørger De. Det har noget at gøre med forvanskningen af liberalismen. Fra udgangspunktet hos Locke og Adam Smith med sociale dyder, pligt og kristendom til dagens liberalitet, hvor mantraet lyder, at den slags vil man ikke blande sig i. Uha, det er skam en privatsag.

Problemet, eller ét problem blandt mange med denne indstilling, er, at den er intellektuelt doven. Man slipper for at tage stilling til De Andre, og kan gemme sig under et letkøbt toleranceprincip. Det er også netop dette princip, som muliggør knopskydningen af venstreradikalisme ind i stadigt nye samfunds- og livssfærer. For en afgørende barriere mod denne fremvækst var netop den moralske dom. Fordømmelsen. Den kritiske vurdering af andres livsvalg, når de kolliderede med de normer, som vores livsvigtige institutioner er funderet på. Såsom de to køn og deres forskellighed, familiens særlige status som kulturbærer, moderskabet, autoriteten, fædrelandskærligheden og så videre. Alt det, som den hellige frigørelse – solgt som ‘rettigheder’ og, selvfølgelig, mangfoldighed – må fjerne for at realiseres.

Da den pæne, men intellektuelt døde, borgerlighed opgav at fælde værdidomme over andre, ophørte den med at have relevans for idéudviklingen. Ladeporte åbnedes for kampberedte venstreorienterede, opdyrket og radikaliseret i akademia og viderekolporteret ud i medier, uddannelsessystem, kunst- og kulturliv. Påvirkningen er massiv, og den møder ingen modstand fra den brede borgerlighed i dag, der ikke kan sige andet end ’så længe det ikke skader andre’. Dybere er kulturforståelsen nemlig ikke.

Så er det egentlig lige meget, hvor snusfornuftig, den populærliberale eller komfortkonservative er hjemme i dagligstuen; hvis ingen siger borgerlige ord i det offentlige rum (og risikerer udskamning, ja, det er prisen for at kæmpe for den orden, vores livsform afhænger af), går talepladsen og dermed definitionsmagten til de ikke-borgerlige. Skylden ligger i vores egen lejr: Man manglede viden og man manglede mod.”

Oploadet Kl. 12:02 af Kim Møller — Direkte link30 kommentarer


16. august 2018

Johan Christian Nord: “Tildækningsforbuddet er et tegn på krisebevidsthedens fortsatte eskalering…”

Selvom venstrefløjen med jævne mellem klynker om nationalkonservativ dominans, så er det småt med sejrene. Burkaforbuddet var dog et skridt i den rigtige retning, og skulle loven få islamister til at gå i takt med alternativets relativistiske bagland, så fremmer det jo egentligt blot processen. Befriende kommentar af den konservative fritænker Johan Christian Nord i Kristeligt Dagblad – Naturligvis er burkaforbuddet symbolpolitik.

“Den 1. august blev en afgørende tærskel overtrådt. Med ikrafttrædelsen af det såkaldte tildækningsforbud – som alle jo godt véd er et burkaforbud – tilbagelagde det danske folkefællesskab endnu et skridt i retningen af en afsked med den hidtil herskende liberaldemokratiske opfattelse af ethvert individs universelle og ukrænkelige rettigheder. …

For lovens ordlyd som et alment forbud mod ansigtstildækning er udelukkende en lynafleder – et udtryk for, at man fra lovgivernes side (endnu) ikke er klar til at gå hele vejen og udpege islams udøvere som det specifikke mål for adfærds-indskrænkende statsindgreb. Så vidt den basale diagnose – som både vil kunne genkendes og godtages blandt lovens modstandere og de (mere) ærlige af dens tilhængere. Selv tilhører jeg sidstnævnte gruppe. Her hos os glæder vi os over indførelsen af burkaforbuddet. Hvorfor? Naturligvis fordi vi forstår loven som et fremstød i den rigtige retning.

Eller for nu at udtrykke det både mere ligefremt og vidtrækkende: Vi er tilfredse med forbuddet, fordi vi opfatter lovgivning af denne art som tidlige stadier i den nødvendige hærdning af folkesindet frem mod de mere omfattende afgørelser, der på sigt vil skulle træffes, hvis den igangværende islamiske kolonisering af Europa skal standses – og tilbagerulles.

Fra den nye lovs modstandere lyder det, at der med et forbud mod at bære burka og niqab reelt er tale om symbolpolitik, som kun vil ramme en meget lille gruppe muslimske kvinder. Set herfra – altså fra, hvad man vel kunne kalde et alternativt højrefløjsperspektiv – er der megen sandhed i den vurdering. For ja: Naturligvis er burkaforbuddet symbolpolitik. Det er derfor, vi er så glade for det. Vi er glade, fordi vi ved, at symboler ikke er ubetydelige. De er vidnesbyrd om stigninger og fald i det ideologiske barometer.

Så vi glæder os – for vi forstår forbuddet som endnu et symptom på den igangværende forskydning i fællesbevidstheden: et forårsgrønt varsel om en vågnende vilje til at udpege de rettroende muslimer som hovedtruslen mod vores børns liv, fred og frihed i den tid, der kommer.

Naturligvis bliver den islamiske fremtrængning ikke standset med dette forbud – eller med diverse andre af den slags småindgreb, som nutidens kortsigtede og karrierebevidste mainstream-typer går og pønser på. Men selve det, at et politisk flertal nu har vist sig i stand til at gennemføre et lovindgreb som dette er alligevel vigtigt. Det vidner om, at alting forløber som forventet. Eller for nu at udtrykke det (endnu) mere varselstungt: Tildækningsforbuddet er et tegn på krisebevidsthedens fortsatte eskalering – en forsmag på de langt mere omfattende særlove, der kan komme.

Hovedsagen er, hvad folk flest vist allerede har fornemmet: at dette lovindgreb ikke bliver det sidste.”

(Jakob Møldrup-Lakjer til demonstration imod burkaforbud, Nørrebro, 1. august 2018)

Oploadet Kl. 12:39 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer


8. maj 2018

Borgerligheden er blevet ‘en antitese af den konservatisme, der… tager udgangspunkt i virkeligheden’

Niels Lillelund er altid god for en spids kommentar. Herunder fra JP.dk om Søren Pinds exit fra dansk politik – Det politiske teater.

“Søren Pinds exit fra politik blev mødt med reaktioner, der så slående lignede iscenesættelsen af flanøren Mads Holger. Det er næppe tilfældigt. I dag har borgerligheden opgivet sig selv, den har resigneret og overgivet sig til den altopslugende socialdemokratisme, hvis sejre stedse slår verden med forbavselse og beundring, og som tager bolig i sjælene, der tørrer ud og bliver sociale, og hvad skal vi så lege, når vi keder os i grupperummet? Vi skal naturligvis lege gammeldags. ‘Vi skal ikke de der nye ting, vi skal have gamle ting. Det var derfor, det var så godt med Pind,’ som en ung VU’er sagde det i Politikens reportage. Vist så, vi skal klæde os ud som fine damer, den elskelige børneleg trætter aldrig, og så er det godt, vi har C.L. Seifert, der kan mere end bare score kassen på studenterhuer. Der må man hen, hvis man er rigtig borgerlig, for borgerligheden er henfaldet til udklædning og er på en måde degenereret til en antitese af den konservatisme, der altid tager udgangspunkt i virkeligheden, som den foreligger, og derfor er antiideologisk.

Men er der da slet ikke noget at beskæftige sig alvorligt med? Tjo. Mens Pind var justitsminister, vadede folk ind over grænsen og holdt picnic på motorvejen, det bør han huskes for, ikke kun for de sjove gimmicks. Og i 2016 udgjorde ledige fra ikke-vestlige lande 17,3 procent af de ledige. Året efter var andelen steget til 23,7 procent. Meddelte Fagbladet 3F, mens vi havde travlt med at høre sjove taler fra overdragelsesceremonien og snakke om uniformer. Det varsler jo ilde, strengt taget…”

(Ingerslev Boulevard, Århus C, 4. maj 2018)

Oploadet Kl. 03:19 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


23. april 2018

“Det borgerlige Danmark er stort set nedkæmpet. Der er kun sporadiske modstandslommer tilbage…”

“Integrationsproblemerne er made in Denmark, og de kan løses i Danmark”, skriver Bertel Haarder i Jyllands-Posten, og der er i det hele taget akut mangel på borgerlige statsmænd. Asger Aamund renser luften i Berlingske – Afdansningsbal i den borgerlige.

“Det borgerlige Danmark er stort set nedkæmpet. Der er kun sporadiske modstandslommer tilbage, men de er uden indflydelse på landets styrelse og fremtid. Den offentlige sektor har besejret den private, som dog kan glæde sig over, at globaliseringen har forbedret flugtmulighederne for virksomheder og investeringer.

Garotteringen af det liberale Danmark tog fart i 1990erne, da det lykkedes vore politikere at skabe et vælgerkorps, hvor flertallet befandt sig uden for arbejdsmarkedet. Hermed blev velfærdssamfundet afløst af klientstaten, der siden har udviklet sig til den dybe formynderstat, vi lever under i dag. Det kommunale og statslige administrative kompleks vokser nu ved egen kraft og er reelt uden for politisk rækkevidde. …

… De partier i Folketinget, der i hvert fald i partiprogrammerne bekender sig til økonomisk vækst og velstand som forudsætning for velfærden, råder kun over sølle 61 mandater, selv hvis vi med bortvendt ansigt regner de Radikale med til vækst-gruppen.

Alle de øvrige partier bekender sig til et Danmark, der er styret af statsmagten, der dog er omdøbt til ‘fællesskabet’, og hvem kan dog havde noget imod fællesskab?”



17. april 2018

Støvring: “… forsøg på at restaurere den gamle orden vil derfor blive udskammet… som illiberalt.”

Et af de store medie-trylleord er ‘illiberal’, der bruges synonymt med ‘anti-demokratisk’, selvom det i virkeligheden blot betyder ‘ikke-liberalt’. Demokrati betyder ‘folkestyre’, og hvis folket ikke er liberalt, kan den demokratiske legitimitet i sagens natur heller ikke findes i liberalismen. Så kan medierne kalde Viktor Orban for ‘populist’ eller det der er værre, men tænker man lidt udenfor boksen, så må demokrati nødvendigvis tage udgangspunkt i hvad folk flest mener. Alternativet er værre. Konservatisme er ikke ‘illiberal’. Konservatisme er konservativ!

Kasper Støvring sætter ord på – Østeuropas illiberale demokratier viser vejen (9. april 2018).

“Ministerpræsident Viktor Orbáns parti Fidesz vandt en overlegen sejr ved det ungarske valg i går. Valget gav også pæne stemmer til det højreradikale Jobbik, imens venstrefløjen blev totalt marginaliseret.

Dermed er det endnu en gang bekræftet, at Ungarns såkaldt illiberale demokrati viser vejen mod en mere selvbevidst nationalkonservatisme og en politik, der vil genetablere grænserne, modvirke den ikke-vestlige indvandring, bevare kernefamilien, bygge på demokratisk flertalsstyre frem for domstolsstyre og fastholde kristendommen som en afgørende del af den vestlige kultur. Ungarn er måske det mest fremtrædende land blandt Visegrad-landene, der også tæller Polen, Tjekkiet og Slovakiet, der er kommet på kant med bl.a. Merkel, Macron og EU.

Der er overhovedet ingen grund til at anse Ungarn og de øvrige Visegrad-landes illiberale demokratier som forbilleder, hvis der med illiberal menes anti-demokratisk. I tilfældet med Ungarn er der bestemt problemer, bl.a. med korruption. Men hvis der med illiberal menes nationalkonservativ er sagen en helt anden.

… Revolutionen er allerede sket, så meget er forringet, så meget er ødelagt, dødt og begravet, og nu fremstilles rystelserne som den nye norm, som det etablerede; forsøg på at restaurere den gamle orden vil derfor blive udskammet som – revolutionært. Og som illiberalt.

(Viktor Orban, ungarns konservative premierminister; Foto: Foreign Policy)

“Opflammelsen over Orbán skyldes ikke mindst, at der er tydelig forskel på det ungarske og det vesteuropæiske demokrati. To varianter af samme styreform, men med ganske uens fokus.

Den ene model, Orbáns, har han selv kaldt for et ‘illiberalt demokrati’, hvilket betegner et folkestyre, hvor det nationale er i centrum. Her sætter man landet, dets faktiske fred og frihed over dyrkelsen af abstrakte rettigheder.

Men er det ‘illiberale’ så også illegitimt? Og på hvilken måde skulle det være? Det kan for eksempel ikke hævdes, at ungarerne ikke vidste, hvad de stemte på. Orbán og Fidesz har været både åbne og ærlige i betoningen af det illiberale – og befolkningen valgte ham ind alligevel med et kæmpe flertal. En udtrykkelig understregning af projektets folkelige legitimitet.

Der er heller ikke på nogen måde tale om en afskaffelse af demokratiet – det er jo ikke sådan, at Orbán ikke kan væltes, skulle vælgerne skifte præferencer. Ej heller har han kuppet sig til magten. En massiv folkelig opbakning, og sågar til den mest markante del af hans politik.” (Eva Selsing, Berlingske, 16. april 2018)



28. marts 2018

KU-landsformand kalder Identitær Danmark for ‘nynazister’, og tager afstand fra ‘alt hvad de står for’

For et par uger siden kontaktede venstreradikale Redox KU-formand Andreas Weidinger, med henblik på at udnytte den pæne borgerligheds latente angst for at blive associeret med Redox’ ideologiske rival. Weidinger forklarede, at Identitær kan betegnes som ‘nynazister’, og man kunne således ikke være aktiv i begge foreninger. På vegne af Konservativ Ungdom tog han afstand fra Identitær, og “… alt hvad de står for.”

… på vegne af Konservativ Ungdom tager jeg og hele organisationen afstand fra Identitær og alt hvad de står for. Det har jeg også gjort offentligt, hvor jeg bl.a. har betegnet dem som nynazister (det er i hvert fald det mest rammende begreb, jeg kan komme på). … Det er ikke foreneligt, at være medlem af KU og Identitær. Det har vi heller ikke oplevet at nogen har været, så vi har ikke haft nogen sager i den henseende.” (Andreas Weidinger, KU-landsformand, Redox.dk, 22. marts 2018)

Dagen efter skrev Rasmus Jarlov en analytisk Facebook-opdatering, hvori han præciserede, at den igangværende demografiske udvikling får store konsekvenser. At danskerne vil komme i mindretal i Danmark, hvis vi fortsætter som hidtil med en på overfladen stram udlændingepolitik. Ærlig snak fra den konservative MF’er.

“… Danmark er ikke længere Danmark, hvis danskerne kommer i mindretal… så længe der stadig er nettoindvandring, er det stadig kun et spørgsmål om tid, før udlændinge og efterkommere udgør et flertal. … Nok er der opbakning til en endnu strammere udlændingepolitik, og det er selvfølgelig der, vi må starte… Men det vender jo ikke udviklingen. Det forsinker den bare lidt. … Men så skal vi bare alle være klar over, at de børn, der bliver født i dag, ikke bor i et Danmark, hvor danskerne er i flertal, når de bliver gamle.” (Rasmus Jarlov, Facebook, 23. marts 2018)

Trods analysen, så fortæller Jarlov henkastet, at De Konservative politisk set ikke er villige til at gøre hvad der kræves for at vende udviklingen. Ingen har nogensinde været i tvivl, og det er så her Identitær kommer ind.

(Identitær Danmark på Instagram, 13. februar 2018)

“Et af de definerende træk ved den identitære strømning, er den måde vi opfatter identitet på. Vi mener at identitet er baseret på både kultur og etnicitet, og er på den måde et samspil mellem noget dynamisk og noget kontinuerligt. Det er det vi kalder etnokulturel identitet.

Vores forståelse bygger på en helhedsopfattelse, hvor vi anerkender at identitet er en kompleks størrelse, der ikke kan reduceres til hudfarve, om du spiser frikadeller eller fejrer jul. I stedet handler det om at være del af en lang historie, og den gradvise udvikling af kulturelle praksisser, der har rod i det folk de er vokset ud af. De forskellige dele kan ikke skilles ad, for det er helheden, der udgør identiteten. Kulturen svæver med andre ord ikke frit i luften.” (Identitaer.dk, 2018)



23. marts 2018

Sørine Gotfredsen: Landegrænsen repræsenterer ‘kærlighed til og respekt for den nødvendige ramme’

“Det at være dansker er nu en sand landeplage”, sang CV Jørgensen i 1980, men der er intet forkert i at være nationalsindet, blot fordi tidsånden idealiserer grænseløshed. Gode nationalborgerlige ord om grænsekontrol af Sørine Gotfredsen sakset fra B.dk – Landegrænsens renæssance.

“Politikens Peter Wivel berørte forleden dette. Med henvisning til to udenlandske forfatteres analyse af tidens identitetsdebat skrev han, at nationen er et ‘kunstprodukt’. … Wivel skriver om den flydende identitet, hvor intet længere er selvfølgeligt, og hævder, at ‘de fleste vil meget have sig frabedt at få deres identitet dikteret.’ Her dyrkes en klassisk moderne forestilling om det autonome individ, der tilbagelægger tidligere idéer om menneskenaturen og blot nyder at definere sig selv. Men møder denne tanke ikke en del modsigelse? Er den nationale besindelse i Vesten ikke netop tegn på, at mange faktisk ønsker at være defineret af noget mere end blot sig selv? Når Wivel frembærer det synspunkt, at ‘den aggressive identitet finder udtryk i symbolpolitik på laveste plan,’ må man spørge, om ikke en del af det, han ser som aggressivitet, også kan forstås som en længsel efter en dybere fælles identitet, hvor man ikke nærer trang til at bekæmpe nogen. Men først og fremmest vil leve i fred og orden.

Drømmen om den flydende identitet lægger ikke blot et stort pres på hver enkelt, der forventes at kunne sætte alle de afgørende ord på sig selv. Den forsømmer også at anerkende menneskets basale frygt for simpelthen at gå til i grænseløst kaos, og hvis man ikke selv mærker denne frygt, bør man stadig have øje for, at den eksisterer. Når landegrænsen for tiden oplever en renæssance, må det ses som billedet på noget større. For mens det for nogen er udtryk for aggressiv hævdelse af identitet, repræsenterer det for andre kærlighed til og respekt for den nødvendige ramme til sikring af mest mulig tryghed på jorden. Og inde i én selv.”



19. marts 2018

Lars Seier Christensen: Den politiske klasse af snakkehoveder har taget ‘monumentalt fejl’ af Trump

Lars Seier Christensen bor på et slot i Schweiz, og er rig nok til at være ligeglad med den provinsielle danske debat. Fra Finans.dk – Indrøm nu, alle Trump-hadere, at I tog grueligt fejl.

“Indrøm nu, at alle I ‘apokalyptiske’ kritikere tog eklatant fejl af præsident Trump, der har fået amerikansk økonomi til at eksplodere af optimisme. Og hvis ikke I lægger jer fladt ned og undskylder, er det umuligt at genvinde respekten for jer.

‘Jeg har længe bare stilfærdigt glædet mig over, at jeg havde ret i, at Donald Trump ville blive en rigtig god præsident, mens 95% af danske borgerlige, og tæt på 100% af danske venstreorienterede, havde uret,’ skriver Lars Seier Christensen på Facebook. …

Liberal Alliances tidligere mæcen peger på, at vi nærmer os en ‘løsning’ i atomkonflikten med Nordkorea, og at den ‘amerikanske økonomi eksploderer i optimisme’. Hele den politiske klasse af snakkehoveder har simpelthen taget ‘monumentalt fejl’ af præsident Trump, mener Seier.

Oploadet Kl. 02:42 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper