17. maj 2020

Sekulære iranere: Anti-islamisk banner er fascisme, islamisk bøn viser at de… ‘er demokratisk sindede’

Berlingskes Troels Heeger har talt med to dansk-iranere om udviklingen de senere uger i Gellerup, og det er noget nær en en opvisning i dobbelte standarder. Gode konservative Ali Aminali kalder Generation Identitær for ‘hipster-fascister’, fordi de har hængt et banner op mod islamisk bønnekald fra en tom kontorbygning i Gellerup. Aminalis modpart er venstreradikale Jens Philip Yazdani, der ser islamisters demonstrative kortegekørsel og fælleskøn for ‘et eksempel på vellykket integration’, da ‘de spiller ind i den med demokratiske virkemidler’.

Debatinterview set i Berlingske – Debat: Glem panikken over unge muslimer i støjende biler: Ghetto-protester er vellykket integration.

“Samfundsdebattørerne Ali Aminali og Jens Philip Yazdani har begge iranske rødder, men de er stærkt uenige om årsagerne til uroen i et af Danmarks mest berygtede ghettoområder. Offentlige bønnekald, bilkorteger med unge mænd, der hænger ud af soltaget. Afspilning af arabiske fædrelandshymner for fulde drøn og fællesbøn på parkeringspladser.

… fortællingen om Gellerups unge som radikaliserede islamister eller asociale småkriminelle uden respekt for det danske samfund er ikke bare forsimplet, den er rivende gal, mener samfundsdebattøren og radioværten Jens Philip Yazdani, der som århusianer er kommet i Gellerup i store dele af sit liv.

‘Det er tværtimod et eksempel på vellykket integration,’ siger han. ‘Deres protest viser netop, at de anerkender den politiske debat, og at de spiller ind i den med demokratiske virkemidler. Med aktivisme. Det viser, at de er demokratisk sindede medborgere i Danmark, og at de insisterer på retten til at være det samtidig med, at de er muslimer.’.

… Når Ali Aminali denne formiddag skridter hen over fodboldbanens kunstgræs, hvor Fredens Moské tidligere har arrangeret festligheder i forbindelse med muslimske højtider, kritiserer han både Generation Identitær som ‘hipster-fascister’ og det offentlige bønnekald som en form for magtudøvelse og social kontrol.”

(‘Vellykket integration’, Gellerup, 9. maj 2020)



26. april 2020

Henrik Jensen i ‘Efter Gud’: “Der findes ikke nogen fremtid for Vesten, som vi kender det, uden Gud.”

Endnu en bog af den gode Henrik Jensen, som konservative med fordel kunne læse. Niels Lillelund anmelder ‘Efter Gud: Det 20. århundredes fortabte generationer og meningsløsheden’ for Jyllands-Posten – Velsignet modgift til Facebook og pressemøder (kræver login).

“Henrik Jensen gør ingen røverkule af sit hjerte, og han er vist blevet mere og mere kulturpessimistisk med årene. Når han allerede i indledningen taler om ‘erstatningen af store dele af de europæiske befolkninger med folk udefra’, snapper man kort efter vejret – at han tør, det er jo le grand remplacement, han taler om – og så med tranen på ryggen.

‘Fremskridtet’ er vor moderne overtro, konstaterer han, og lidet kunne han jo vide, at en ondsindet virus i den grad skulle sætte fremskridtet i stå og hele vores kultur i relief. Tilsyneladende. Men Henrik Jensens kritik af Vesten er mere grundlæggende end som så, i den henseende gør en virus hverken fra eller til.

Der findes ikke nogen fremtid for Vesten, som vi kender det, uden Gud. […] Det er uden tvivl den kristne religion, der ligger til grund for vestligt samfund, vestlig tænkning og de fælles værdier, der er fundet med dem,’ konkluderer han. …

Vertikaliteten etableres oppe fra og ned – og begynder med Gud. Efter Gud er der ingenting, så er Europa åbent land, så er vi glemte.

Oploadet Kl. 14:01 af Kim Møller — Direkte link35 kommentarer


23. marts 2020

Jalving: “… store beslutninger træffes nationalt, ikke i diverse internationale og ansvarsfrie fora.”

Undtagelsen er forudsætningen for normalen – ‘Suveræn er den, der træffer afgørelse om undtagelsestilstanden’, så enkelt kan det siges. Mikael Jalving trækker Carl Schmitt frem i en kommentar på JP.dk – Vil coronaen gøre os mere konservative?

‘Suveræn er den, der træffer afgørelse om undtagelsestilstanden’.

Sådan åbner den berygtede tyske retsfilosof Carl Schmitt sit berømte essay ‘Politisk teologi’ fra 1922. Titlen hentyder til, at staten har religiøse rødder og tillægges egenskaber, som tidligere kun var Vorherre forundt. Politik er forskudt religion, det er et spørgsmål om liv og død. Undtagelsen er med andre ord forudsætning for normalen snarere end omvendt. Statens forfatning kan højst angive, hvem der træffer afgørelsen, mens suverænen bestemmer hvornår og hvordan.

Jeg plukker Carl Schmitt ned fra hylden for at forstå coronakrisen bedre. Lukkede grænser, karantæneregler, social kontrol og måske snart også udgangsforbud som i Sydeuropa; skole- og butikslukninger, aflysninger, forbud – alt sammen med kolossale økonomiske konsekvenser. Men gennemført med en politisk determination, som er snakkende demokrater fremmed.

Nationalstatens evne til at træde i karakter, anført af regering, støttet af et enigt Folketing, har overrasket mange, også mig. Siden 1989 har vi vænnet os til, at staten var en flødeskumskage eller badeferie, hvor alt var tilladt. Nu sidder vi så pludselig i karantænens jernbur, begrænsede som aldrig før; kan ikke gå ud, omgås, dyrke sport, være sammen. Det er en ganske ny oplevelse for voksne såvel som for børn. Jeg vil ikke påstå, jeg nyder den, men den vækker til eftertanke.

Carl Schmitt ville sige, at det politiske atter bliver synligt for enhver. I modsætning til, hvad liberale eller upolitiske mennesker gerne går rundt og forestiller sig, er det politiske ikke adskilt fra vores private tilværelse, men derimod integreret i det meste og helt elementært i forsvaret for vores hjem. … Det politiske er allestedsnærværende. Det er bare først nu, vi forstår det.

Det er blevet sagt mange gange før, at det ikke er ideer, der ændrer vores syn på verden, men begivenheder. Således også med denne forbandede smitte. I 30 år har vi grint ad den nationale suverænitet og kaldt den romantisk, fiktiv eller idiotisk. En småstat som Danmark kan ingenting, sagde de på universitetet og i tv. … Nu ser vi derimod, at det er stater, der handler, mens det såkaldte internationale samfund er pist borte. Den territorielle stat er genopstået – og med den det politiske.

Det er for tidligt at konkludere. Men den akutte virus har allerede vist os, at friheden kan suspenderes, og at det store flertal accepterer indskrænkningen sammen med den politisk ukorrekte sandhed, at store beslutninger træffes nationalt, ikke i diverse internationale og ansvarsfrie fora. Det er i sig selv en helt ny og vigtig erkendelse, der peger fremad.”

(Carl Schmitt, Politisk teologi, 1922)

Oploadet Kl. 11:55 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer


13. marts 2020

Om Per Stig Møller (’73): “.. mente også, at der i en sådan fremtid skal påbydes ‘raceblanding’ ved lov”

Jeg har tidligere bragt uddrag fra Per Stig Møllers famøse antologibidrag fra 1973, men den er værd at huske på, når nu der stadig findes danskere der associerer konservatisme med De Konservative. Professor Peter Kurrild-Klitgaard om den tidligere udenrigsministers ‘kapitalismekritik’ i Berlingske – Debat: Per Stig Møllers uborgerlige antikapitalisme.

“Den fhv. konservative politiker Per Stig Møller rettede forleden i et interview i Berlingske et frontalangreb. Ikke på stadigt mere regulerende, overvågende stater, men derimod på kapitalismen — igen.

… måske er der tale om noget mere dybtliggende, en egentlig antikapitalisme? Møllers ‘kapitalismekritik’, som han gentager næsten årligt, er nemlig slet ikke ny.

I 1970 erklærede Per Stig Møller i en kronik, at liberalismens ophav, Adam Smith (1723-1790), skulle ‘bringes til overensstemmelse med Maos lille røde’. Altså på et tidspunkt, hvor kulturrevolutionen rullede, og den gale kommunistiske diktator foranstaltede et af menneskehedens største folkemord, holdt Møller ham op som mere relevant inspiration end den filosof, der havde vist, hvorledes mennesker kan samarbejde fredeligt og til fælles fordel.

Møller mente, at konservatismen ‘bør lære af de dårlige erfaringer med liberalismen og vende sig mod Mao og kollektivismen efter ny inspiration,’ og han talte om ‘nødvendigheden af optræning til kollektivitet’. Det vil omfatte f. eks. ‘bankernes nationalisering’, for man kan ‘ikke acceptere, at en så stærk pengemagt er ude af befolkningens kontrol,’ samt oprettelse af et ‘nyhedsformidlende statsorgan’, så private medier ikke skal have ‘direkte informativt stof som sit domæne’.

De ekstreme forslag var ikke uoverlagte strøtanker. Tre år senere bidrog Møller til antologien ‘Utopi og virkelighed’. I den skitserede han sin egen kollektivistiske vision, som han kaldte ‘totaldemokratiet’, og hvori han fordømte privat ejerskab af produktionsmidler som noget, der giver ‘ekstra illegitim magt’ (s. 70). Mens ejendomsretten er blevet begrænset, ‘er det ikke sket på de væsentlige områder’ (s. 71), men ‘det er vigtigt at erstatte ejendomsret til produktionen, medierne, tingene med brugsfællesskaber.-‘ (s. 72-73). Her vil ‘den kollektive livsform og den almene brugsret’ være ’slået igennem’, og der skal udbetales borgerløn til alle, uanset om de arbejder eller ej‘ (s. 78).

Møller mente også, at der i en sådan fremtid skal påbydes ‘raceblanding’ ved lov (s. 96). Af hensyn til menneskets ‘æstetiske opdragelse’ bør alle tvinges til at flytte hvert syvende år (s. 107). Der skal også være begrænset TV-sendetid og ’spærringer på de andre kanaler, som kommer ind udefra.’ (s. 51).

Skulle man være i tvivl om, hvorvidt det hele er en vittighed, fejede Møller det af banen: ‘Og hvis jeg så må slutte af med mig selv, så opfatter jeg min utopi som den eneste rigtige måde at forholde sig til virkeligheden på, fordi det er en realistiskidealistisk socialisme’ (s. 188).

Noget mere uborgerligt og decideret antikonservativt skal man lede længe efter, og det kom ikke fra en forvirret teenager, men derimod en godt 30-årig litteraturforsker med konservative rødder.”

Oploadet Kl. 00:13 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer


3. marts 2020

Tomme slagord, siliconebryster, historieløshed: Twerkende Lina Rafn blandt kommunistiske symboler

Zulu Awards 2020 blev den mest sete program nogensinde på kanalen, hvad ifølge programmets redaktør skyldes ‘Ibi Støving, som optrådte nøgen på scenen’. Silikonebryster gav seerrekord. Årets MGP blev i øvrigt lørdag vundet af 13-årige Liva fra Brønshøj med en Thunberg-inspireret sang om klimaforandringer: ‘Ingen plan B’. Ideologi er reduceret til tomme paroler, og i den forstand rammer TV2 Zulu målgruppen perfekt.

Blandt de optrædende var ‘Pattesutter’, men fleste husker nok Ibis bryster eller Infernals optræden med en twerkende 43-årig Lina Rafn. Bemærk hvordan det hele kombineres med en solid gang kommunistisk symbolik.

(Lina Rafn i en alternativ kommunistisk uniform, Zulu Awards 2020; Fotos: Youtube)

“Bandet Suspekt og den kvindelige rapper Tessas kvalmende og infantilt grænsesøgende optræden til Zulu Awards 2020 efterlader dansk musikkultur på et postapokalyptisk lavpunkt. Skal vi synke lavere, er vi fremover nok nødt til at få kopulerende dyr på scenen. (Søren J. Damm, 1. marts 2020)



25. januar 2020

Facebook: “… en vurdering, vi foretager på baggrund af nogle overvejelser om, hvad personen står for”

På DR.dk kan man læse, at Tommy Robinson ‘ifølge BBC’ har forbrudt sig mod Facebooks reglement, ved eksempelvis at have beskrevet muslimer som ‘afskum’, ved at have opfordret til at ‘terrorisere og halshugge brugere, som følger koranen’, og skrevet et opslag hvori han opfordrede til at ‘føre krig’ mod muslimer. “Hvis det var sandt, ville der være beviser på det.”, forklarede Tommy Robinson på DR2 sidste lørdag, og det må handle om at stække fænomenet i bred forstand, ikke om noget konkret. Nedenciterede forklaringer bekræfter mistanken.

Det er lykkedes Berlingskes Asger Skovdal Jepsen, at få et interview i stand med Peter Andreas Münster, Facebooks mand i Norden, og det er skræmmende læsning – Facebooks mand i Norden: ‘Hensynet til minoriteters sikkerhed vejer tungere end ytringsfriheden’ (kræver login, men læs det hele).

“Hvorfor har Facebook taget den beslutning at slette ethvert opslag, der indeholder navnet ‘Tommy Robinson’?

‘Du får kun lukket din profil, hvis man bliver ved med det. Du må gerne skrive, at Tommy Robinson er en skidt fyr. Men du må ikke bare skrive ‘Tommy Robinson’ uden kontekst. Han er en hadfigur på linje med andre personer som Ratko Mladic… der har brugt deres position i det offentlige rum til at opfordre til had eller vold mod etniske eller religiøse minoriteter.’ …

I har ikke noget problem med systematisk at fjerne enhver positiv kommentar om Tommy Robinson?

‘Nej. Vi ser det faktisk som en del af at være en ansvarlig platform, der balancerer to hensyn. Det ene handler om ytringsfrihed, hvor folk kan sige, hvad de vil, uanset politisk ståsted. Det andet handler om at have en platform, der er sikker og tryg, og som ikke bliver brugt til at organisere had og vold mod minoriteter. De to hensyn er i konflikt, også i det her eksempel.’ …

Risikerer I ikke at puste til ilden og give kritikerne ret i, at Facebook ikke går ind for ytringsfrihed? Er det ikke sundere at have den her debat, hvor der er radikale stemmer?

Når du spørger om det, bliver jeg nødt til at spørge: sundt for hvem? Vi taler om en person, der via sin position opfordrer til had og vold mod nogle bestemte minoriteter. Og klart, diskussionen er vigtig, og det er også noget, som vi er enormt bevidste om – hvornår skal vi tage noget ned eller ej? Det er en vurdering, vi foretager på baggrund af nogle overvejelser om, hvad personen står for, og hvad de bruger platformen til både on- og offline.’ …

‘Det er klart, at vi bliver nødt til at have nogle bestemte kriterier for, hvornår de skal være i en bestemt kategori eller ej. Og nogle af de ting, som vi kigger på, handler om det, de har gjort i og uden for Facebook, og om de er aktive i nogle miljøer, hvor det at opildne til vold er et kerneelement.‘”



15. januar 2020

Roger Scruton (d. 2020): “Han beskrev sin konservatisme som kærlighed. Kærlighed til hjemmet…”

Den konservative forfatter Sir Roger Scuton døde i søndags, 75 år gammel. Han var aktiv til det sidste, og for blot fem uger siden modtog han en pris i Ungarn af premierminister Viktor Orbán. Velskrevet nekrolog af Eva Agnete Selsing i Berlingske – En fantasifuld konservativ: Skønhedens, familiens og nationens filosof er død.

“Roger Scruton er død. Den voldsomme modstand, han undervejs i sit liv mødte fra etablissementet, viser, at vi befinder os under et nyt jerntæppe. Dissidenter, der ikke er en del af den venstreliberale tidsånd, jagtes, chikaneres, forhånes og udskammes. Heldigvis står hans eftermæle som tidens fornemmeste borgerlige tænker uplettet og strålende klart for enhver med respekt for den frie ånd. For ethvert dannet menneske.

Vor tids største konservative filosof er faret til de evige rævejagtmarker efter et uhelbredeligt kræftforløb. Han blev 75 år gammel og efterlader sig et rigt katalog på over 50 bøger, talrige artikler og projekter om alt fra konservatisme, seksualitet og musik over idéhistorie, kunst og arkitektur til naturbevarelse, modernitet og skønhed. Nåja, og et par operaer blev det også til, samt en juraeksamen og en farm.

Roger Vernon Scruton, der blev født 1944 i Lincolnshire, kom ikke fra et overklassehjem, selv om hans mangfoldige esoteriske interesser måske kunne tyde på det. Hans far var lærer og nærede et indædt had til overklassen, og da den unge, højt begavede Roger vandt et åbent stipendium på Cambridge, nægtede faderen at tale til ham. Han afsluttede sine studier i moralfilosofi i 1965 og blev ph.d. i æstetik i 1967. …

Scruton blev adlet i 2016 og to år efter udpeget af den daværende konservative regering til at lede Building Better-kommissionen, hvis opdrag er at forbedre bymiljøer. Det var et oplagt valg på baggrund af hans mangeårige deltagelse og indlæg i arkitekturdebatten fra et opbyggeligt, traditionalistisk perspektiv. Hans bøger er uomgængelige, hvis man ønsker at forstå den menneskevenlige byggemåde – og antitesen: Den moderne arkitektur.

Desværre skulle der ikke mere end en løgnagtig diffameringsartikel i magasinet New Statesman til, før Scruton blev fyret fra posten af den svage, nominelt konservative regering. Han blev kaldt ‘hvid supremacist’, ‘homofob’ og ‘antisemit’, og man krævede hans adelstitel trukket tilbage – kritikerne kom endda fra den britiske (bedste)borgerlighed, som er mindst lige så betændt som den danske.

Både forfatteren til den underlødige historie og den ansvarlige minister undskyldte sidenhen, og da Boris Johnson kom til magten blev Scruton, som noget af det første, genindsat. Men skaden var sket, og Scrutons chikanører havde fået det, de ønskede: en hysterisk og hadefuld shitstorm – ivrigt multipliceret af de etablerede medier. Barbarerne mod den højt kultiverede, konservative intellektuelle. Det var ikke første gang, han mødte den ekstreme intolerance, der hersker på venstrefløjen, og dermed, ak, i de fleste institutioner. Hans uforfærdede, traditionalistiske synspunkter bragte ham på kant med en tidsånd, der ikke finder sig i dissens: Glæden ved rævejagt, det ikke-progressive syn på seksualitet, hans insisteren på nationens nødvendighed, hyldesten til skønheden.

I 1968 bevidnede Roger Scruton studenteroprørets tilsyneladende uudslukkelige tørst efter ødelæggelse: ‘Da blev jeg konservativ. Jeg vidste, at jeg ønskede at bevare ting og ikke rive dem ned.’ Han beskrev sin konservatisme som kærlighed. Kærlighed til hjemmet. Oikofili, som er modsætningen til den oikofobi, han var den første til at identificere som det drivende princip i den altdominerende, moderne venstreorienterede filosofi.

Og det skulle blive begyndelsen til enden på hans akademiske karriere. I universitetsverdenen er der som bekendt ikke plads til fritænkere, og slet ikke konservative. Jerntæppets magt.”

(Sir Roger Scruton 1944-2020; Foto: Metro.co.uk)

Oploadet Kl. 01:06 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


14. december 2019

Katrine Winkel Holm om utroskab: “Det er ikke ‘fucking fantastisk’, det er bare troløst og sølle.”

God kommentar af Katrine Winkel Holm i Jyllands-Posten – Nej, det er ikke ‘fucking fantastisk’, at Kristian Jensen opløser sin familie.

“‘Jeg synes, det er fucking fantastisk.’ Så yndefuldt lød det, da min ærede blogger-kollega Anna Thygesen offentligt hyldede Venstres tidligere næstformand, Kristian Jensen, fordi han er begyndt at danne par med den hippe sangerinde Pernille Rosendahl og derfor er gået fra sin kone.

Hvad er det egentligt, der er fantastisk? At en ægtemand er sin kone utro, forlader hende og på den måde smadrer den familie, de sammen har bygget op over flere årtier?

… Kristian Jensen gjorde sig selv til eksponent for kulten, da han (helt unødvendigt) begyndte at begrunde sine skilsmisseønsker offentligt. Han fik det til at lyde som om det nærmest var hans pligt at forlade hustruen…

Én ting er imidlertid, at tingene går galt, og folk ender med at blive skilt. Det er sørgeligt, men hører jo med, når det nu er en falden og uperfekt verden vi lever i. Noget andet er, når man ophøjer utroskaben til noget beundringsværdigt, noget ‘fucking fantastisk’. Så siger vi goddag til kynismen, hjerteløsheden – jungleloven.

De frigjorte vil selvfølgelig altid påstå, at man er en sur og snerpet, halvkatolsk moralist, når man kan mene noget sådant. Men det handler jo ikke om, hvad folk synes; det handler jo altid om den anden. Det er anden, man er tro overfor. Det er den anden, man har lovet troskab, man træder på, når man er utro. Ens næste.

Det er ikke ‘fucking fantastisk’, det er bare troløst og sølle..

Oploadet Kl. 16:58 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


13. december 2019

England: Exitpoll spår historisk valgsejr til Boris Johnson og ‘Conservative Party’, absolut flertal…

Har man kun fulgt de danske medier, så skulle man tro Boris Johnson var en marginaliseret politiker på den yderste højrefløj. En næsten-Trump, som pæne mennesker burde holde sig fra. Alt indikerer ikke desto mindre Thatcher-agtige mandattal til Johnson, og måske det ringeste valg siden 1935 for Labour under radikale Jeremy Corbyn. En god dag.

(Skynews, 13. December 2019)

Oploadet Kl. 00:04 af Kim Møller — Direkte link57 kommentarer
Arkiveret under:


6. december 2019

Forskning: “… de børn, der vokser op uden en fortrolig relation til deres far… trives dårligere”

Den bliver naturligvis pakket ind i regnbue-forvirring, men pointen burde stå klar for selv de mest hadske feminister. Der er ikke forsket meget i emnet, fortæller eksperterne, og det har en logisk forklaring: Man skal ikke stille spørgsmål, hvis man ikke ønsker at høre svaret. En historie fra DR Online – Lav selvtillid og dårligere karakterer rammer børn, der vokser op uden en far.

“Børn, der vokser op hos deres mor med en far, de aldrig ser, har det sværere end børn, der har et forhold til deres far. Det viser både svensk og amerikansk forskning, forklarer Julie Ellesøe Jespersen, der arbejder for Center for Børneliv og står bag et vidensnotat, hvor de har undersøgt, hvad det gør ved børn at have en far i deres liv.

– Børn af enlige forsørgere har flere psykosomatiske udfordringer end børn, hvor de på skift bor hos mor og far – det viser en svensk undersøgelse. Men skal man koge det helt ned, så ved vi, at det, at barnet har mere end én omsorgsperson, er afgørende. Ikke at omsorgsperson nummer to nødvendigvis er deres far, siger hun.

I Danmark har vi ikke forsket særlig meget i de negative effekter, men den forskning, der er, viser nogenlunde de samme resultater, forklarer Mai Heide Ottosen, der er seniorforsker hos VIVE og netop har forsket i emnet.

– Vores resultater tyder på, at de børn, der vokser op uden en fortrolig relation til deres far, i gennemsnit trives dårligere. Der er lidt flere af dem, der har en indad- eller udadreagerende adfærd, siger hun.

Julie Ellesøe Jespersen understreger dog, at børn der vokser op med to nære omsorgspersoner er bedre stillede, end børn med kun en voksen helt tæt på. To mødre, to fædre eller en enlig mor, hvor eksempelvis bedsteforældre hjælper til kan være lige så godt stillet.”

Oploadet Kl. 00:29 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer
Arkiveret under:
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper