23. marts 2020

Jalving: “… store beslutninger træffes nationalt, ikke i diverse internationale og ansvarsfrie fora.”

Undtagelsen er forudsætningen for normalen – ‘Suveræn er den, der træffer afgørelse om undtagelsestilstanden’, så enkelt kan det siges. Mikael Jalving trækker Carl Schmitt frem i en kommentar på JP.dk – Vil coronaen gøre os mere konservative?

‘Suveræn er den, der træffer afgørelse om undtagelsestilstanden’.

Sådan åbner den berygtede tyske retsfilosof Carl Schmitt sit berømte essay ‘Politisk teologi’ fra 1922. Titlen hentyder til, at staten har religiøse rødder og tillægges egenskaber, som tidligere kun var Vorherre forundt. Politik er forskudt religion, det er et spørgsmål om liv og død. Undtagelsen er med andre ord forudsætning for normalen snarere end omvendt. Statens forfatning kan højst angive, hvem der træffer afgørelsen, mens suverænen bestemmer hvornår og hvordan.

Jeg plukker Carl Schmitt ned fra hylden for at forstå coronakrisen bedre. Lukkede grænser, karantæneregler, social kontrol og måske snart også udgangsforbud som i Sydeuropa; skole- og butikslukninger, aflysninger, forbud – alt sammen med kolossale økonomiske konsekvenser. Men gennemført med en politisk determination, som er snakkende demokrater fremmed.

Nationalstatens evne til at træde i karakter, anført af regering, støttet af et enigt Folketing, har overrasket mange, også mig. Siden 1989 har vi vænnet os til, at staten var en flødeskumskage eller badeferie, hvor alt var tilladt. Nu sidder vi så pludselig i karantænens jernbur, begrænsede som aldrig før; kan ikke gå ud, omgås, dyrke sport, være sammen. Det er en ganske ny oplevelse for voksne såvel som for børn. Jeg vil ikke påstå, jeg nyder den, men den vækker til eftertanke.

Carl Schmitt ville sige, at det politiske atter bliver synligt for enhver. I modsætning til, hvad liberale eller upolitiske mennesker gerne går rundt og forestiller sig, er det politiske ikke adskilt fra vores private tilværelse, men derimod integreret i det meste og helt elementært i forsvaret for vores hjem. … Det politiske er allestedsnærværende. Det er bare først nu, vi forstår det.

Det er blevet sagt mange gange før, at det ikke er ideer, der ændrer vores syn på verden, men begivenheder. Således også med denne forbandede smitte. I 30 år har vi grint ad den nationale suverænitet og kaldt den romantisk, fiktiv eller idiotisk. En småstat som Danmark kan ingenting, sagde de på universitetet og i tv. … Nu ser vi derimod, at det er stater, der handler, mens det såkaldte internationale samfund er pist borte. Den territorielle stat er genopstået – og med den det politiske.

Det er for tidligt at konkludere. Men den akutte virus har allerede vist os, at friheden kan suspenderes, og at det store flertal accepterer indskrænkningen sammen med den politisk ukorrekte sandhed, at store beslutninger træffes nationalt, ikke i diverse internationale og ansvarsfrie fora. Det er i sig selv en helt ny og vigtig erkendelse, der peger fremad.”

(Carl Schmitt, Politisk teologi, 1922)

Oploadet Kl. 11:55 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer


13. marts 2020

Om Per Stig Møller (’73): “.. mente også, at der i en sådan fremtid skal påbydes ‘raceblanding’ ved lov”

Jeg har tidligere bragt uddrag fra Per Stig Møllers famøse antologibidrag fra 1973, men den er værd at huske på, når nu der stadig findes danskere der associerer konservatisme med De Konservative. Professor Peter Kurrild-Klitgaard om den tidligere udenrigsministers ‘kapitalismekritik’ i Berlingske – Debat: Per Stig Møllers uborgerlige antikapitalisme.

“Den fhv. konservative politiker Per Stig Møller rettede forleden i et interview i Berlingske et frontalangreb. Ikke på stadigt mere regulerende, overvågende stater, men derimod på kapitalismen — igen.

… måske er der tale om noget mere dybtliggende, en egentlig antikapitalisme? Møllers ‘kapitalismekritik’, som han gentager næsten årligt, er nemlig slet ikke ny.

I 1970 erklærede Per Stig Møller i en kronik, at liberalismens ophav, Adam Smith (1723-1790), skulle ‘bringes til overensstemmelse med Maos lille røde’. Altså på et tidspunkt, hvor kulturrevolutionen rullede, og den gale kommunistiske diktator foranstaltede et af menneskehedens største folkemord, holdt Møller ham op som mere relevant inspiration end den filosof, der havde vist, hvorledes mennesker kan samarbejde fredeligt og til fælles fordel.

Møller mente, at konservatismen ‘bør lære af de dårlige erfaringer med liberalismen og vende sig mod Mao og kollektivismen efter ny inspiration,’ og han talte om ‘nødvendigheden af optræning til kollektivitet’. Det vil omfatte f. eks. ‘bankernes nationalisering’, for man kan ‘ikke acceptere, at en så stærk pengemagt er ude af befolkningens kontrol,’ samt oprettelse af et ‘nyhedsformidlende statsorgan’, så private medier ikke skal have ‘direkte informativt stof som sit domæne’.

De ekstreme forslag var ikke uoverlagte strøtanker. Tre år senere bidrog Møller til antologien ‘Utopi og virkelighed’. I den skitserede han sin egen kollektivistiske vision, som han kaldte ‘totaldemokratiet’, og hvori han fordømte privat ejerskab af produktionsmidler som noget, der giver ‘ekstra illegitim magt’ (s. 70). Mens ejendomsretten er blevet begrænset, ‘er det ikke sket på de væsentlige områder’ (s. 71), men ‘det er vigtigt at erstatte ejendomsret til produktionen, medierne, tingene med brugsfællesskaber.-‘ (s. 72-73). Her vil ‘den kollektive livsform og den almene brugsret’ være ’slået igennem’, og der skal udbetales borgerløn til alle, uanset om de arbejder eller ej‘ (s. 78).

Møller mente også, at der i en sådan fremtid skal påbydes ‘raceblanding’ ved lov (s. 96). Af hensyn til menneskets ‘æstetiske opdragelse’ bør alle tvinges til at flytte hvert syvende år (s. 107). Der skal også være begrænset TV-sendetid og ’spærringer på de andre kanaler, som kommer ind udefra.’ (s. 51).

Skulle man være i tvivl om, hvorvidt det hele er en vittighed, fejede Møller det af banen: ‘Og hvis jeg så må slutte af med mig selv, så opfatter jeg min utopi som den eneste rigtige måde at forholde sig til virkeligheden på, fordi det er en realistiskidealistisk socialisme’ (s. 188).

Noget mere uborgerligt og decideret antikonservativt skal man lede længe efter, og det kom ikke fra en forvirret teenager, men derimod en godt 30-årig litteraturforsker med konservative rødder.”

Oploadet Kl. 00:13 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer


3. marts 2020

Tomme slagord, siliconebryster, historieløshed: Twerkende Lina Rafn blandt kommunistiske symboler

Zulu Awards 2020 blev den mest sete program nogensinde på kanalen, hvad ifølge programmets redaktør skyldes ‘Ibi Støving, som optrådte nøgen på scenen’. Silikonebryster gav seerrekord. Årets MGP blev i øvrigt lørdag vundet af 13-årige Liva fra Brønshøj med en Thunberg-inspireret sang om klimaforandringer: ‘Ingen plan B’. Ideologi er reduceret til tomme paroler, og i den forstand rammer TV2 Zulu målgruppen perfekt.

Blandt de optrædende var ‘Pattesutter’, men fleste husker nok Ibis bryster eller Infernals optræden med en twerkende 43-årig Lina Rafn. Bemærk hvordan det hele kombineres med en solid gang kommunistisk symbolik.

(Lina Rafn i en alternativ kommunistisk uniform, Zulu Awards 2020; Fotos: Youtube)

“Bandet Suspekt og den kvindelige rapper Tessas kvalmende og infantilt grænsesøgende optræden til Zulu Awards 2020 efterlader dansk musikkultur på et postapokalyptisk lavpunkt. Skal vi synke lavere, er vi fremover nok nødt til at få kopulerende dyr på scenen. (Søren J. Damm, 1. marts 2020)



25. januar 2020

Facebook: “… en vurdering, vi foretager på baggrund af nogle overvejelser om, hvad personen står for”

På DR.dk kan man læse, at Tommy Robinson ‘ifølge BBC’ har forbrudt sig mod Facebooks reglement, ved eksempelvis at have beskrevet muslimer som ‘afskum’, ved at have opfordret til at ‘terrorisere og halshugge brugere, som følger koranen’, og skrevet et opslag hvori han opfordrede til at ‘føre krig’ mod muslimer. “Hvis det var sandt, ville der være beviser på det.”, forklarede Tommy Robinson på DR2 sidste lørdag, og det må handle om at stække fænomenet i bred forstand, ikke om noget konkret. Nedenciterede forklaringer bekræfter mistanken.

Det er lykkedes Berlingskes Asger Skovdal Jepsen, at få et interview i stand med Peter Andreas Münster, Facebooks mand i Norden, og det er skræmmende læsning – Facebooks mand i Norden: ‘Hensynet til minoriteters sikkerhed vejer tungere end ytringsfriheden’ (kræver login, men læs det hele).

“Hvorfor har Facebook taget den beslutning at slette ethvert opslag, der indeholder navnet ‘Tommy Robinson’?

‘Du får kun lukket din profil, hvis man bliver ved med det. Du må gerne skrive, at Tommy Robinson er en skidt fyr. Men du må ikke bare skrive ‘Tommy Robinson’ uden kontekst. Han er en hadfigur på linje med andre personer som Ratko Mladic… der har brugt deres position i det offentlige rum til at opfordre til had eller vold mod etniske eller religiøse minoriteter.’ …

I har ikke noget problem med systematisk at fjerne enhver positiv kommentar om Tommy Robinson?

‘Nej. Vi ser det faktisk som en del af at være en ansvarlig platform, der balancerer to hensyn. Det ene handler om ytringsfrihed, hvor folk kan sige, hvad de vil, uanset politisk ståsted. Det andet handler om at have en platform, der er sikker og tryg, og som ikke bliver brugt til at organisere had og vold mod minoriteter. De to hensyn er i konflikt, også i det her eksempel.’ …

Risikerer I ikke at puste til ilden og give kritikerne ret i, at Facebook ikke går ind for ytringsfrihed? Er det ikke sundere at have den her debat, hvor der er radikale stemmer?

Når du spørger om det, bliver jeg nødt til at spørge: sundt for hvem? Vi taler om en person, der via sin position opfordrer til had og vold mod nogle bestemte minoriteter. Og klart, diskussionen er vigtig, og det er også noget, som vi er enormt bevidste om – hvornår skal vi tage noget ned eller ej? Det er en vurdering, vi foretager på baggrund af nogle overvejelser om, hvad personen står for, og hvad de bruger platformen til både on- og offline.’ …

‘Det er klart, at vi bliver nødt til at have nogle bestemte kriterier for, hvornår de skal være i en bestemt kategori eller ej. Og nogle af de ting, som vi kigger på, handler om det, de har gjort i og uden for Facebook, og om de er aktive i nogle miljøer, hvor det at opildne til vold er et kerneelement.‘”



15. januar 2020

Roger Scruton (d. 2020): “Han beskrev sin konservatisme som kærlighed. Kærlighed til hjemmet…”

Den konservative forfatter Sir Roger Scuton døde i søndags, 75 år gammel. Han var aktiv til det sidste, og for blot fem uger siden modtog han en pris i Ungarn af premierminister Viktor Orbán. Velskrevet nekrolog af Eva Agnete Selsing i Berlingske – En fantasifuld konservativ: Skønhedens, familiens og nationens filosof er død.

“Roger Scruton er død. Den voldsomme modstand, han undervejs i sit liv mødte fra etablissementet, viser, at vi befinder os under et nyt jerntæppe. Dissidenter, der ikke er en del af den venstreliberale tidsånd, jagtes, chikaneres, forhånes og udskammes. Heldigvis står hans eftermæle som tidens fornemmeste borgerlige tænker uplettet og strålende klart for enhver med respekt for den frie ånd. For ethvert dannet menneske.

Vor tids største konservative filosof er faret til de evige rævejagtmarker efter et uhelbredeligt kræftforløb. Han blev 75 år gammel og efterlader sig et rigt katalog på over 50 bøger, talrige artikler og projekter om alt fra konservatisme, seksualitet og musik over idéhistorie, kunst og arkitektur til naturbevarelse, modernitet og skønhed. Nåja, og et par operaer blev det også til, samt en juraeksamen og en farm.

Roger Vernon Scruton, der blev født 1944 i Lincolnshire, kom ikke fra et overklassehjem, selv om hans mangfoldige esoteriske interesser måske kunne tyde på det. Hans far var lærer og nærede et indædt had til overklassen, og da den unge, højt begavede Roger vandt et åbent stipendium på Cambridge, nægtede faderen at tale til ham. Han afsluttede sine studier i moralfilosofi i 1965 og blev ph.d. i æstetik i 1967. …

Scruton blev adlet i 2016 og to år efter udpeget af den daværende konservative regering til at lede Building Better-kommissionen, hvis opdrag er at forbedre bymiljøer. Det var et oplagt valg på baggrund af hans mangeårige deltagelse og indlæg i arkitekturdebatten fra et opbyggeligt, traditionalistisk perspektiv. Hans bøger er uomgængelige, hvis man ønsker at forstå den menneskevenlige byggemåde – og antitesen: Den moderne arkitektur.

Desværre skulle der ikke mere end en løgnagtig diffameringsartikel i magasinet New Statesman til, før Scruton blev fyret fra posten af den svage, nominelt konservative regering. Han blev kaldt ‘hvid supremacist’, ‘homofob’ og ‘antisemit’, og man krævede hans adelstitel trukket tilbage – kritikerne kom endda fra den britiske (bedste)borgerlighed, som er mindst lige så betændt som den danske.

Både forfatteren til den underlødige historie og den ansvarlige minister undskyldte sidenhen, og da Boris Johnson kom til magten blev Scruton, som noget af det første, genindsat. Men skaden var sket, og Scrutons chikanører havde fået det, de ønskede: en hysterisk og hadefuld shitstorm – ivrigt multipliceret af de etablerede medier. Barbarerne mod den højt kultiverede, konservative intellektuelle. Det var ikke første gang, han mødte den ekstreme intolerance, der hersker på venstrefløjen, og dermed, ak, i de fleste institutioner. Hans uforfærdede, traditionalistiske synspunkter bragte ham på kant med en tidsånd, der ikke finder sig i dissens: Glæden ved rævejagt, det ikke-progressive syn på seksualitet, hans insisteren på nationens nødvendighed, hyldesten til skønheden.

I 1968 bevidnede Roger Scruton studenteroprørets tilsyneladende uudslukkelige tørst efter ødelæggelse: ‘Da blev jeg konservativ. Jeg vidste, at jeg ønskede at bevare ting og ikke rive dem ned.’ Han beskrev sin konservatisme som kærlighed. Kærlighed til hjemmet. Oikofili, som er modsætningen til den oikofobi, han var den første til at identificere som det drivende princip i den altdominerende, moderne venstreorienterede filosofi.

Og det skulle blive begyndelsen til enden på hans akademiske karriere. I universitetsverdenen er der som bekendt ikke plads til fritænkere, og slet ikke konservative. Jerntæppets magt.”

(Sir Roger Scruton 1944-2020; Foto: Metro.co.uk)

Oploadet Kl. 01:06 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


14. december 2019

Katrine Winkel Holm om utroskab: “Det er ikke ‘fucking fantastisk’, det er bare troløst og sølle.”

God kommentar af Katrine Winkel Holm i Jyllands-Posten – Nej, det er ikke ‘fucking fantastisk’, at Kristian Jensen opløser sin familie.

“‘Jeg synes, det er fucking fantastisk.’ Så yndefuldt lød det, da min ærede blogger-kollega Anna Thygesen offentligt hyldede Venstres tidligere næstformand, Kristian Jensen, fordi han er begyndt at danne par med den hippe sangerinde Pernille Rosendahl og derfor er gået fra sin kone.

Hvad er det egentligt, der er fantastisk? At en ægtemand er sin kone utro, forlader hende og på den måde smadrer den familie, de sammen har bygget op over flere årtier?

… Kristian Jensen gjorde sig selv til eksponent for kulten, da han (helt unødvendigt) begyndte at begrunde sine skilsmisseønsker offentligt. Han fik det til at lyde som om det nærmest var hans pligt at forlade hustruen…

Én ting er imidlertid, at tingene går galt, og folk ender med at blive skilt. Det er sørgeligt, men hører jo med, når det nu er en falden og uperfekt verden vi lever i. Noget andet er, når man ophøjer utroskaben til noget beundringsværdigt, noget ‘fucking fantastisk’. Så siger vi goddag til kynismen, hjerteløsheden – jungleloven.

De frigjorte vil selvfølgelig altid påstå, at man er en sur og snerpet, halvkatolsk moralist, når man kan mene noget sådant. Men det handler jo ikke om, hvad folk synes; det handler jo altid om den anden. Det er anden, man er tro overfor. Det er den anden, man har lovet troskab, man træder på, når man er utro. Ens næste.

Det er ikke ‘fucking fantastisk’, det er bare troløst og sølle..

Oploadet Kl. 16:58 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


13. december 2019

England: Exitpoll spår historisk valgsejr til Boris Johnson og ‘Conservative Party’, absolut flertal…

Har man kun fulgt de danske medier, så skulle man tro Boris Johnson var en marginaliseret politiker på den yderste højrefløj. En næsten-Trump, som pæne mennesker burde holde sig fra. Alt indikerer ikke desto mindre Thatcher-agtige mandattal til Johnson, og måske det ringeste valg siden 1935 for Labour under radikale Jeremy Corbyn. En god dag.

(Skynews, 13. December 2019)

Oploadet Kl. 00:04 af Kim Møller — Direkte link57 kommentarer
Arkiveret under:


6. december 2019

Forskning: “… de børn, der vokser op uden en fortrolig relation til deres far… trives dårligere”

Den bliver naturligvis pakket ind i regnbue-forvirring, men pointen burde stå klar for selv de mest hadske feminister. Der er ikke forsket meget i emnet, fortæller eksperterne, og det har en logisk forklaring: Man skal ikke stille spørgsmål, hvis man ikke ønsker at høre svaret. En historie fra DR Online – Lav selvtillid og dårligere karakterer rammer børn, der vokser op uden en far.

“Børn, der vokser op hos deres mor med en far, de aldrig ser, har det sværere end børn, der har et forhold til deres far. Det viser både svensk og amerikansk forskning, forklarer Julie Ellesøe Jespersen, der arbejder for Center for Børneliv og står bag et vidensnotat, hvor de har undersøgt, hvad det gør ved børn at have en far i deres liv.

– Børn af enlige forsørgere har flere psykosomatiske udfordringer end børn, hvor de på skift bor hos mor og far – det viser en svensk undersøgelse. Men skal man koge det helt ned, så ved vi, at det, at barnet har mere end én omsorgsperson, er afgørende. Ikke at omsorgsperson nummer to nødvendigvis er deres far, siger hun.

I Danmark har vi ikke forsket særlig meget i de negative effekter, men den forskning, der er, viser nogenlunde de samme resultater, forklarer Mai Heide Ottosen, der er seniorforsker hos VIVE og netop har forsket i emnet.

– Vores resultater tyder på, at de børn, der vokser op uden en fortrolig relation til deres far, i gennemsnit trives dårligere. Der er lidt flere af dem, der har en indad- eller udadreagerende adfærd, siger hun.

Julie Ellesøe Jespersen understreger dog, at børn der vokser op med to nære omsorgspersoner er bedre stillede, end børn med kun en voksen helt tæt på. To mødre, to fædre eller en enlig mor, hvor eksempelvis bedsteforældre hjælper til kan være lige så godt stillet.”

Oploadet Kl. 00:29 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer
Arkiveret under:


25. november 2019

‘De grønne pigespejdere’ (Tidl. KFUK) dropper duelighedsmærker: Kan ‘virke utrolig ekskluderende’

KFUK (Kristelig Forening for Unge Kvinder) skiftede i 2003 navn til ‘De grønne pigespejdere’, og mon ikke de en dag de fusionerer sammen med ‘DUI-Leg og Virke’. Så slipper de helt af med korset, og kan dyrke det velfærdsstatslige gruppekram, hvor alle taber på samme måde. Fra Kristeligt Dagblad – Spejdere dropper duelighedsmærker på uniformen – fremmer usund præstationskultur.

“Det kan fremme en usund præstationskultur, når spejderuniformer præges af personlige mærker, der viser, hvad man har lært. Det mener i hvert fald De grønne pigespejdere, som netop har besluttet at fjerne mærkerne fra deres grønne uniform.

Kan du som spejder bruge en dolk behændigt eller lave et godt bål? Så får du et duelighedsmærke og kan sætte det på din spejderuniform. Sådan har det i hvert fald altid været i danske spejderkorps, men nu gør De grønne pigespejdere op med traditionen. Når de til foråret lancerer en ny uniform, skal den ikke længere fungere som opslagstavle for den enkelte spejders færdigheder.Spejderorganisationen har 4000 pigespejdere rundt om i Danmark og har siden stiftelsen i 1919 haft forskellige former for mærker på tøjet.

Opgøret skyldes ifølge formand Cathrine Støvring Preussler, at traditionen for at besmykke sig med sine spejderevner ikke understøtter fællesskabet på en god måde.

Når man starter som ny spejder, kan det virke utrolig ekskluderende. Man har ikke alle de mærker, som alle de andre har på deres uniform, og det kan godt føles som en lukket klub. Man kan føle, at man er bagud, og det er ikke meningen. Det skal ikke være et præstationsræs at gå til spejder, men et frirum,’ siger hun.”

(Collage: ‘De grønne pigespejdere’ og ‘DUI-Leg og Virke’)

Oploadet Kl. 12:47 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer

Radio4: Tre røde diskuterede uenighed med ‘radikaliserede’ (VU’ere), “… det kan jeg slet ikke rumme”

Efter lidt æterbåren waterboarding med P1, står bilradioen fast på Radio24syv-efterfølgeren Radio4. Fredag aften, efter en ekstra-vagt på job, måtte jeg dog opgive at høre ‘Vennetjenesten’ på vej sydpå. De tre værter Mathilde Anhøj, Tue Winther og Kathrine Wismann diskuterede tolerance på sociale medier, og her fremgik det klart, at højrefløjen var noget man talte om – ikke med.

To venstreradikale kvinder og en homoseksuel venstreorienteret mand, lød næsten som en karikeret udgave af Radio24syv, da det var værst . De jokede lidt om at Tue engang for 10-12 år siden havde deltaget i et VU-møde, hvad blev beskrevet som ’superhøjreorienteret’. I grunden er vi jo nok meget enige, lød det kort før jeg slukkede, og skiftede til Billy Joel-hits fra forne tider.

Sådan lød dialogen fra midten af anden time og frem.

Kvinde: … man har jo nogle fordomme, når man kommer fra venstrefløjsghettoen, som jeg gør. Så lærer man lidt at de der højrefløjsmennesker er bare profit og ego, de svage må bare dø på gaden, mens vi andre vader over dem med vores store dyre sko, og smider med penge. Det er sådan et skræmmebillede, man – det er ikke med vilje, men det tror jeg bliver skabt, fordi man ikke får noget anderledes ind. Og så er det også bare en skøn ting, at komme ud i verden og møde mennesker, der havde en helt anden værdisammensætning end mig, men var gode mennesker. Men udover din kæreste, Tue, så kender jeg ikke mange der ikke minder rigtig meget om mig selv.

Tue Winther: Ja, og er det ikke frygteligt.

Kvinde: Jov, men hvor skulle jeg møde dem henne?

Kvinde II: Var du ikke med Tue til VU-fester… (griner)

Kvinde: … men hvorfor. Det er jo heller ikke hyggeligt…

Kvinde: – men jeg vil at sige, at nu har vi noget vidunderligt, der hedder Facebook, som tit gør at man er venner med alle mulige, altså nu er jeg jo vokset op i Sorø, en lille by midt på Sjælland. Der er man jo venner med alle mulige forskellige mennesker, og der har jeg lagt mærke til, at jeg har en tendens til – og det er jo ikke tætte venner, så de har alle mulige andre værdier end mig. Og det kan faktisk godt være svært når jeg ser dem lave et eller andet opslag som er stik modsat mine værdier. Jeg bliver så provokeret.

Tue Winther: – dine tætte venner, dem fra Sorø?

Kvinde I: Nej, bare sådan nogle gamle venner fra Sorø, eller venner jeg lige har mødt, hvor jeg ikke rigtigt har taget stilling til deres værdibaggrund. … Og så skriver de et eller andet, der for mig er bare sådan ‘Ned med de skatter’, eller ‘Vi skal ikke bruge alle de penge på hospitaler’, hvor jeg er sådan – det kan jeg slet ikke rumme.

Tue Winther: Det der Facebook, det er bare et sted hvor man bliver opmærksom på utrolig mange menneskers meninger, som man måske ikke rigtigt er blevet udsat for før. Bruger I det meget. Skriver I mange sådan ‘Jeg mener kraftedderme at…-‘

Kvinde I: Ej, jeg tror at hvis man er venner med mig på Facebook, så har man nok en rimelig god ide om at jeg er rimelig venstreorienteret. Fordi jeg deler underskriftindsamlinger.

Kvinde II: – og demonstrationer har jeg lagt mærke til.

Kvinde I: – for at få børn ud af Sjælsmark, altså de her udrejsecentre. Sådan nogle ting, eller hjemløse som har nogle frygtelige vilkår, eller… i den dur.

Tue Winther: Men du går ikke sådan rigtigt ind i debatten.

Kvinde I: Der har været enkelte gange hvor jeg ikke har kunne dy mig for at komme med et eller andet, men jeg prøver at lade være, for det ender altid et eller andet sted hvor jeg… giver lidt op, tror jeg. Nogle diskussioner, hvor jeg ikke kommer til omvende dig alligevel fremmede menneske, så kan det sgu da være lige meget.

Kvinde II: Jeg vil sige, at jeg ikke går ind i debatter på andres profiler, men hvis jeg laver et opslag og der er nogle der skriver noget, så kan jeg heller ikke holde min kæft. Og nogle gange er jeg også endt i nogle sindssyge diskussioner, og der er faktisk en gang her hvor jeg, det er et lille år siden, hvor jeg endte ikke bare med at ‘defriende’, men faktisk at blokere en, fordi han blev ved med at skrive, og jeg synes – fra mit værdisystem, så skrev han så kvindehadsk. … Jeg kan huske den gang med landsholdet og ’store patter’ ude i omklædningsrummet… Jeg er bare så meget imod… Jeg endte med at ‘unfriende’ og ‘unfollow’ folk, for jeg magter ikke…

Kvinde I: – det skal man da så bare også gøre.

Kvinde II: Jeg magter ikke de andre, i gåseøjne, ik’.

Kvinde I: – på sociale medier, slet alle dem du ikke gider…

Tue Winther: … har nogenlunde samme baggrund, og så er de gået ind i en sekt eller noget – hvordan er det sket? Hvad har præget dig til at du nu skulle blive totalt radikaliseret?

Kvinde: – I gymnasiet der havde jeg en ven, der var medlem af Venstres Ungdom – det kan være du kender ham Tue.

Tue Winther: Det kan jo være, jeg var jo til et møde.

Kvinde: – men superhøjreorienteret, og vi havde altid en diskussion i samfundsfag og historie. Det var gemytligt nok, men vi var altid på hver sin fløj. Og så lige pludselig på Facebook, så jeg bare at han var blevet venstreorienteret begyndt at læse historie eller et eller andet med alle de gamle marxistiske undervisere undervisere på universitet. Han havde bare ændret holdning. Og det var bare så fedt – jeg vandt!

[…]

Kvinde: Man kan ikke holde kæft for evigt.

Tue Winther: – men det kan man jo godt. Man kan da sagtens holde kæft for evigt, hvis det bliver for…

Kvinde: Nu talt vi om Umut Sakarya, og når dr opstår ting i nyhedsstrømmen, og sådan noget. Så bliver man jo nødt til at diskutere det.

Kvinde: … det synes jeg vi havde brug for efter en aften med megen spirituel tyngde (fniser), og vold og mord…

Tue Winther: – og også meget enighed, må man jo sige.

Kvinde I: Ja, fra vores lille cirkel.

Kvinde II: Ja, og måske også for meget enighed. Og lad det være os en lærestreg på en eller anden måde.

[…]

Kvinde: I sidste time der satte vi igang i en lille ego-test, fordi jeg gerne vil vide hvor egoistiske I egentligt er. Fordi noget af det vi kom frem til her i aften, det er at vi måske ikke er så forskellige alligevel os tre. Vi er ikke så uenige.

Tue Winther: – Nej

Kvinde: Tue er måske en lidt konservativ 50’er-mand, der har været medlem af Venstre Ungdom engang. Men vi er nok ret meget i samme fløj.

Tue Winther: Ja!

Kvinde: Det må vi altså bare acceptere.

Kvinde II: – det må vi bare acceptere.

[…]

Kvinde: … du siger bare nej. Erklæret afstumpet.

Tue Winther: – sådan er vi i VU.

Kvinde: – Nej, pjat…

[…]

Kvinde: Hvis jeg får opfyldt mine basale behov, så er jeg ligesom en gave der bliver ved med at give.

Tue Winther: – Ligesom kommunismen.

Kvinde: Ligesom kommunismen, ja.

Kvinde: Hvis jeg bliver mere egoistisk end dig Tue, så skal jeg melde mig ind i VU. Som en slags straf.

Kvinde: … nu bliver jeg smidt ud af Enhedslisten, og skal melde mig ind i VU… hvor jeg hører til.

(Collage: De to kvindelige Radio4-værter)

“Med med de endelige rammebetingelser på plads lyder kravet nu, at radiokanalens hovedredaktion og mindst 70 pct. af medarbejderne skal rykke mindst 110 km mod vest.” (Jyllands-Posten, 22. marts 2019)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper