22. august 2019

Anders Krab-Johansen: “De borgerlige har tabt dannelsen i kirken, skolerne og højskolerne.”

Ikke ny viden, men et ganske fint oprids. Kommentar af Anders Krab-Johansen i Berlingske – Kirken er tabt, højskolerne er tabt, folkeskolerne er tabt – de røde overtager dannelsen.

“Jeg er vokset op som søn af en præst og en lærer. … Der var masser af lilla bleer og akustisk guitar dengang, det var trods alt 1970erne. Men præsterne var ofte borgerlige, lærerne var sjældent politiske ekstremister, og de liberale huserede på højskolerne. Venstrefløjens dominans var isoleret til en lilleskole og i fagbevægelsen.

Billedet er karikeret, men dannelsen foregik blandt folk, der havde bred politisk forankring. Sådan er det ikke længere. Til min gru har jeg gennemgået meningsmålinger, som viser, at Folketinget ville have blodrødt flertal bestående af Enhedslisten, SF, Socialdemokratiet, Alternativet og de Radikale, hvis det kun var præster, lærere og højskolelærere, som stemte. Blandt højskolelærere stemmer omtrent 90 procent på rød blok, blandt lærerne er det 84 procent, og hos præsterne er det to tredjedele. Den borgerlige fløj er reduceret til politiske statister. Det er usundt.

De borgerlige har tabt dannelsen i kirken, skolerne og højskolerne. Derfor taber det konservative og liberale tankegods også i civilsamfundet, hvor interesseorganisationer som Danmarks Naturfredningsforening og Red Barnet nu ledes af de tidligere folketingsmedlemmer fra Enhedslisten Maria Reumert Gjerding og Johanne Schmidt-Nielsen.”

(Johanne Schmidt-Nielsen, Red Barnet, tidl. Socialistisk Ungdomsfront og Enhedslisten; Foto: FB)

“I praksis har vi konservative kun bloggen, læserbrevet og de sociale medier tilbage, som ovenikøbet styres af californiske censurhipstere. Alle andre fora – sandelig også radioen – er domineret af venstreliberale, postmodernister, dekonstuktivister, kønsneutralister eller slet og ret socialister. … Under mangfoldighedens faner vokser homogeniseringen frem. (Mikael Jalving, 21. august 2019)



14. august 2019

LA undsiger konservatisme, Støvring: “Liberale er ikke blot individualister, men også universalister.”

“Vi røg for ofte i den nationalkonservative fælde”, fortæller Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøll-Bille til Berlingske, og pointerer, at vejen frem er ‘den positive og fremskridtsvenlige liberalisme’: “… enhver form for konservatisme skal høre op”. Inger Støjberg er marginaliseret i Det Liberale Venstre, og selvom Liberal Alliance kun har fire mandater i Folketinget, så virker det ikke ligefrem til at det er Henrik Dahl der svinger taktstokken.

Der er dog ingen grund til at håbe på et samlet blåt alternativ. Så ender med nationalkonservatismen, som med gjorde med den borerlige EU-modstand. Død og begravet i topskat og åbne grænser. Kasper Støvring kommenterer den borgerlige uenighed på Altinget.dk – Kasper Støvring om borgerlig krise: Liberalismens svar er ødelæggende.

“For at finde den låge, der kan lede ud af den borgerlige krise, må vi først skaffe os et egnet landkort – vi må definere, hvad borgerlighed er. Til det formål må vi besvare et af de mest elementære spørgsmål, man kan stille sig: Hvad er et menneske?

Allerede i svaret på det spørgsmål opdager vi, at borgerligheden er (mindst) to ting: liberal og konservativ. Og det siger jo noget om, hvor svært det kan være at samle borgerlige om et fælles projekt.

På spørgsmålet vil liberale svare, at mennesket primært er et autonomt individ, imens konservative vil svare, at det er et socialt væsen. Liberale hylder individualismen, imens konservative besinder sig på fællesskabet. …

Liberale er ikke blot individualister, men også universalister. De anskuer individer uafhængigt af deres kulturelle og sociale tilknytninger som ligeværdige; i sidste instans er hele verden mit hjem, og hele menneskeheden er min næste. Derfor må man ikke diskriminere: Der er ingen, man i princippet skylder mere end andre, for vi er jo alle mennesker.

Den liberale teori – som ingen i praksis selvfølgelig kan opfylde – betragtes som progressiv, tidssvarende, tolerant og humanistisk. Sammenlignet må konservatismen fremstå som de glødende tungers røst, som både indskrænket og reaktionær. …

Konservative forstår mennesket som situeret: Det er altid allerede indlejret i fællesskaber, det ikke altid selv har valgt, og som det er forpligtet af på en dybere måde, end liberale – i hvert fald retorisk – vil anerkende. Det gælder for eksempel forholdet til vores forældre, landsmænd, børn, ægtefælle, trosfæller og venner.”



12. august 2019

Advokat Klaus Ewald om ’68’ernes ekstremisme’: “Man stigmatiserer, når der afviges fra normen.”

I 1970’erne var socialisterne i Århus eksempelvis organiseret i fagkritiske fronter, der ville smadre det borgerlige samfund indefra. De vandt, stort set uden kamp. ‘Sex & Samfund’ blev grundlagt i 1956 af læge Agnete Bræstrup, der havde ‘Ønskebørn skaber gode Hjem’ som motto. På lørdag deltager samme forening i Copenhagen Pride med budskabet ‘Kill your norms’. Operationen lykkedes – patienten døde.

Læserbrev af Klaus Ewald i Fyens Stiftstidende – Når skidt kommer til ære.

“Enhver, der har oplevet Danmark igennem det sidste halve århundrede, vil have bemærket voldsomme ændringer i moral, sprog og adfærd på alle niveauer af samfundet. Lige fra gadeplan til de øverste politiske beslutningsprocesser er der sket en adfærdsændring og en proletarisering af den måde, hvorpå vi agerer indbyrdes. Ungdomsoprøret fra det marxistiske overdrev har ændret samfundet og hænger som en tåge, der hvor meninger brydes.

… Den konsensus om, hvad der var acceptabelt for 50 år siden, ændrede de universitetsstuderende til ukendelighed. Vi lever i det tankegods 68-oprøret efterlod sig. De tidligere oprørske studenter, der nu er på pension eller døde, såede de korn, der har skabt et pressekorps og et kontingent af politikere og meningsdannere, der alle som en er rykket syvmileskridt til venstre fra de sammenligningsparametre, der gjaldt tidligere.

… Bundlinjen er, at fra at have været et dansk samfund baseret på respekt for autoriteter, et samfund, hvor man naturligt forventede et nuanceret åndeligt overskud hos meningsdannere, politikere og journalister, har vi fået et samfund baseret på marxistisk, globalistisk, politisk korrekthed, på meningstyranni frem for meningsudveksling. Man stigmatiserer, når der afviges fra normen. … 68’ernes ekstremisme lever i bedste velgående.”

(‘Sex & Samfund’ på Facebook, 18. juli 2019: ‘Kill your norms’)



2. august 2019

Jordan B. Peterson om Jacques Derridas filosofi: “It puts the act of categorization itself in doubt.”

Når man nu ikke kan finde tid til at læse bøger fra start til slut, så er det rart med lydbøger. Jeg kom igennem Jordan B. Petersons ’12 rules of life’, og er positivt overrasket. Det er ikke kun smarte onelinere, men også dybere betragtninger om stort og småt, ofte med udgangspunkt i egne oplevelser. Hans kritik af kulturmarxismen, postmodernister og det ideologiske overdrev på universiteterne er lige på kornet.

Postmodernism and the Long Arm of Marx (s. 206ff)

“These disciplines draw their philosophy from multiple sources. All are heavily influenced by the Marxist humanists. One such figure is Max Horkheimer, who developed critical theory in the 1930s. Any brief summary of his ideas is bound to be oversimplified, but Horkheimer regarded himself as a Marxist. He believed that Western principles of individual freedom or the free market were merely masks that served to disguise the true conditions of the West: inequality, domination and exploitation. He believed that intellectual activity should be devoted to social change, instead of mere understanding, and hoped to emancipate humanity from its enslavement. Horkheimer and his Frankfurt School of associated thinkers—first, in Germany and later, in the US—aimed at a full-scale critique and transformation of Western civilization.

More important in recent years has been the work of French philosopher Jacques Derrida, leader of the postmodernists, who came into vogue in the late 1970s. Derrida described his own ideas as a radicalized form of Marxism. Marx attempted to reduce history and society to economics, considering culture the oppression of the poor by the rich. When Marxism was put into practice in the Soviet Union, China, Vietnam, Cambodia and elsewhere, economic resources were brutally redistributed. Private property was eliminated, and rural people forcibly collectivized. The result? Tens of millions of people died. Hundreds of millions more were subject to oppression rivalling that still operative in North Korea, the last classic communist holdout. …

Marxist ideas were very attractive to intellectual utopians. One of the primary architects of the horrors of the Khmer Rouge, Khieu Samphan, received a doctorate at the Sorbonne before he became the nominal head of Cambodia in the mid-1970s. In his doctoral thesis, written in 1959, he argued that the work done by non-farmers in Cambodia’s cities was unproductive: bankers, bureaucrats and businessmen added nothing to society. Instead, they parasitized the genuine value produced through agriculture, small industry and craft. Samphan’s ideas were favourably looked upon by the French intellectuals who granted him his Ph.D. Back in Cambodia, he was provided with the opportunity to put his theories into practice. The Khmer Rouge evacuated Cambodia’s cities, drove all the inhabitants into the countryside, closed the banks, banned the use of currency, and destroyed all the markets. A quarter of the Cambodian population were worked to death in the countryside, in the killing fields.

Lest We Forget: Ideas Have Consequences.

When the communists established the Soviet Union after the First World War, people could be forgiven for hoping that the utopian collectivist dreams their new leaders purveyed were possible. The decayed social order of the late nineteenth century produced the trenches and mass slaughters of the Great War. The gap between rich and poor was extreme, and most people slaved away in conditions worse than those later described by Orwell. Although the West received word of the horror perpetrated by Lenin after the Russian Revolution, it remained difficult to evaluate his actions from afar. …

In the 1930s, during the Great Depression, the Stalinist Soviets sent two million kulaks, their richest peasants, to Siberia (those with a small number of cows, a couple of hired hands, or a few acres more than was typical). From the communist viewpoint, these kulaks had gathered their wealth by plundering those around them, and deserved their fate. Wealth signified oppression, and private property was theft. It was time for some equity. More than thirty thousand kulaks were shot on the spot.

The kulaks were ‘enemies of the people,’ apes, scum, vermin, filth and swine. ‘We will make soap out of the kulak,’ claimed one particularly brutal cadre of city-dwellers, mobilized by party and Soviet executive committees, and sent out into the countryside. The kulaks were driven, naked, into the streets, beaten, and forced to dig their own graves. The women were raped. Their belongings were ‘expropriated,’ which, in practice, meant that their houses were stripped down to the rafters and ceiling beams and everything was stolen. …

The ‘parasitical’ kulaks were, in general, the most skilful and hardworking farmers. A small minority of people are responsible for most of the production in any field, and farming proved no different. Agricultural output crashed. What little remained was taken by force out of the countryside and into the cities. Rural people who went out into the fields after the harvest to glean single grains of wheat for their hungry families risked execution. Six million people died of starvation in the Ukraine, the breadbasket of the Soviet Union, in the 1930s. ‘To eat your own children is a barbarian act,’ declared posters of the Soviet regime.

… France’s most famous mid-century philosopher, Jean-Paul Sartre, was a well-known communist, although not a card-carrier, until he denounced the Soviet incursion into Hungary in 1956. He remained an advocate for Marxism, nonetheless, and did not finally break with the Soviet Union until 1968, when the Soviets violently suppressed the Czechoslovakians during the Prague Spring.

Not long after came the publication of Aleksandr Solzhenitsyn’s The Gulag Archipelago, which we have discussed rather extensively in previous chapters. As noted (and is worth noting again), this book utterly demolished communism’s moral credibility—first in the West, and then in the Soviet System itself. …

Solzhenitsyn argued that the Soviet system could have never survived without tyranny and slave labour; that the seeds of its worst excesses were definitively sowed in the time of Lenin (for whom the Western communists still served as apologists); and that it was propped up by endless lies, both individual and public. Its sins could not be blamed on a simple cult of personality, as its supporters continued to claim. Solzhenitsyn documented the Soviet Union’s extensive mistreatment of political prisoners, its corrupt legal system, and its mass murders, and showed in painstaking detail how these were not aberrations but direct expressions of the underlying communist philosophy. No one could stand up for communism after The Gulag Archipelago—not even the communists themselves.

This did not mean that the fascination Marxist ideas had for intellectuals—particularly French intellectuals—disappeared. It merely transformed. Some refused outright to learn. Sartre denounced Solzhenitsyn as a ‘dangerous element.’ Derrida, more subtle, substituted the idea of power for the idea of money, and continued on his merry way. Such linguistic sleight-of-hand gave all the barely repentant Marxists still inhabiting the intellectual pinnacles of the West the means to retain their world-view. Society was no longer repression of the poor by the rich. It was oppression of everyone by the powerful.

According to Derrida, hierarchical structures emerged only to include (the beneficiaries of that structure) and to exclude (everyone else, who were therefore oppressed). Even that claim wasn’t sufficiently radical. Derrida claimed that divisiveness and oppression were built right into language— built into the very categories we use to pragmatically simplify and negotiate the world. There are ‘women’ only because men gain by excluding them. There are ‘males and females’ only because members of that more heterogeneous group benefit by excluding the tiny minority of people whose biological sexuality is amorphous. Science only benefits the scientists. Politics only benefits the politicians. In Derrida’s view, hierarchies exist because they gain from oppressing those who are omitted. It is this ill-gotten gain that allows them to flourish.

Derrida famously said (although he denied it, later): ‘Il n’y a pas de hors-texte’—often translated as ‘there is nothing outside the text.’ His supporters say that is a mistranslation, and that the English equivalent should have been ‘there is no outside-text.’ It remains difficult, either way, to read the statement as saying anything other than ‘everything is interpretation,’ and that is how Derrida’s work has generally been interpreted.

It is almost impossible to over-estimate the nihilistic and destructive nature of this philosophy. It puts the act of categorization itself in doubt. It negates the idea that distinctions might be drawn between things for any reasons other than that of raw power. Biological distinctions between men and women? Despite the existence of an overwhelming, multi-disciplinary scientific literature indicating that sex differences are powerfully influenced by biological factors, science is just another game of power, for Derrida and his post-modern Marxist acolytes, making claims to benefit those at the pinnacle of the scientific world. There are no facts. Hierarchical position and reputation as a consequence of skill and competence? All definitions of skill and of competence are merely made up by those who benefit from them, to exclude others, and to benefit personally and selfishly.

There is sufficient truth to Derrida’s claims to account, in part, for their insidious nature. Power is a fundamental motivational force (‘a,’ not ‘the’). People compete to rise to the top, and they care where they are in dominance hierarchies. But (and this is where you separate the metaphorical boys from the men, philosophically) the fact that power plays a role in human motivation does not mean that it plays the only role, or even the primary role. Likewise, the fact that we can never know everything does make all our observations and utterances dependent on taking some things into account and leaving other things out (as we discussed extensively in Rule 10). That does not justify the claim that everything is interpretation, or that categorization is just exclusion. Beware of single cause interpretations—and beware the people who purvey them.

“I think, as well (on what might be considered the leftish side), that the incremental remake of university administrations into analogues of private corporations is a mistake. I think that the science of management is a pseudo-discipline. I believe that government can, sometimes, be a force for good, as well as the necessary arbiter of a small set of necessary rules. Nonetheless, I do not understand why our society is providing public funding to institutions and educators whose stated, conscious and explicit aim is the demolition of the culture that supports them. Such people have a perfect right to their opinions and actions, if they remain lawful. But they have no reasonable claim to public funding. If radical right-wingers were receiving state funding for political operations disguised as university courses, as the radical left-wingers clearly are, the uproar from progressives across North America would be deafening.” (s. 211)



24. juli 2019

Knud Romer: “… jeg er magtesløs, fordi jeg er middelløs, fordi jeg har overladt mine midler til staten”

Knud Romer formulerer sig nogle gange så fornuftigt, at man tror han pludselig er blevet konservativ. Den ideologiske bevægelse er påbegyndt, men han er jo nok den opportunistiske type, der skal være 80 år+ før han ytrer noget karrieredræbende. Kommentar om velfærdsstatens mangler af Knud Romer i Berlingske – Knud Romer så sin far gå til grunde i den velfærdsstat, han selv havde finansieret.

“Der kommer en visitator. Det lyder som et genfærd. ‘Visitatoren er kommet.’ Og da skal min far så til eksamen i realitetsprincipper. Hvilket år har vi? Hvem er statsminister? Hvor er du henne? Jeg sidder der, mens han fortæller anekdoter og nyder at have selskab. Jeg prøver hele tiden at gribe ind, at stoppe ham, hviske ham de rigtige svar i øret, som han hjalp mig med mine lektier og trak mig igennem den elendige matematik, jeg ikke forstod. Han svarer. Året er 1920, Stauning er statsminister, han bor hjemme hos sin mor og far.

Han har bestået. Han kan få en plejehjemsplads.

Da jeg står der og pakker hans kuffert, vokser min hånd op af graven af skam. Det er som Kafkas Processen, der ender med, at han får skåret halsen over som en hund, og skammen vil overleve ham … det er mig. Jeg føler mig som en tyv, der plyndrer mit barndomshjem, forråder min far og svigter ham. Jeg har prøvet at forklare ham det hele, men han glemmer det hver gang. Han aner ikke, hvor han skal hen.

… Han sidder der i nummer 122, hvor der ikke bliver gjort nok rent og lugter af tis, og lægen siger ‘det er bare, fordi han er gammel’, og jeg siger ‘han har blærebetændelse’. Lægen tager på ferie, vikaren kommer aldrig. Han sidder der og æder hundeæde sammen med alle de andre, hvor den største underholdning er, når der står flyttekasser foran en dør, fordi endnu en er død. Der kan han så sidde og vente på, at det er hans flyttekasser, der står der en dag.

Og jeg rådner op af skam.

Og jeg begynder at blive rigtig, rigtig vred. Og jeg tænker ‘fuck jer, så giv mig junglekapitalismen, så er det hver mand for sig, så er det den stærke, der overlever, så er der ikke noget pis, så sig det dog, som det er. Så kan jeg lære selvforsvar, giv mig mine penge, så kan I få nogle tørre tæsk og en falsterskalle, og så passer jeg på mig og min kone og mine børn og mine forældre og så passer I jeres’. Hvis han eller jeg bare havde beholdt en større andel af vores skattepenge, så kunne han havde siddet på privat plejehjem ude ved vandet, få dejlig mad og have en storbarmet blondine til at forsøde sin sidste tid.

Men nu sidder han her, og jeg er magtesløs, fordi jeg er middelløs, fordi jeg har overladt mine midler til staten i tryg forvisning om, at de tager over, når jeg kommer til kort, og jeg blev svigtet. Først svigter jeg min far, og så svigter staten mig. Han har betalt sin skat hele sit liv, og hvad har han fået. Jo, først har han fået vakuumpakket industrimad fra et rengøringsfirma, og så et ophold på en menneskelig affaldsanstalt.”

(Collage: Knud Romer; Fotos: Youtube mv.)

Oploadet Kl. 09:57 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer


2. juli 2019

Uffe Østergaard, 73 år: “Jeg har måttet erkende, at der er et kulturelt fundament for… retsstaten”

Essay af professor emeritus Uffe Østergaard, der fortæller om hvordan årtier med islamisk indvandring har fået ham til at trodse EU-paradigmet, og forfægte en mere rationel erfaringsbaseret tilgang. Trykt i Politiken, hvis læsere om nogen har brug for ideologiske justeringer – Tiden er til at bygge mure med trådhegn i fire baner, lyskastere og vagtposter (kræver login).

“… Man må sige, at det var naivt, for ikke at sige dumt, at nedlægge de indre grænser i EU med Schengen-aftalen uden at have sikret de ydre grænser først. EU blev grebet af angst for kritikken for at bygge mure omkring sig, først med et ’sølvtæppe’ mod øst, siden i Middelhavet. …

Er det overhovedet muligt at lukke grænsen i Middelhavet? Formentlig ikke i længden, hvis vi skal dømme ud fra erfaringen fra Romerriget. … Men selv om det kun lykkes at holde grænsen i Middelhavet for en tid, er vi nødt til at prøve af hensyn til vore egne lande og befolkningernes flertal. ‘Sammenhængskraften’, som det nu hedder.

Meget store dele af verden kan åbenbart godt tænke sig at være med i den europæiske velfærdsstat. Men der er måske en grund til, at den er udviklet i Europa og ikke alle mulige andre steder.

Begrænses indvandringen af flygtninge og migranter ikke, risikerer vi flere folkelige oprør og en splittelse mellem Øst-, Vest-og Sydeuropa. Europa kan hurtigt miste det, der gør vores samfund attraktivt for flygtninge og indvandrere.

Jeg har måttet erkende, at der er et kulturelt fundament for velfærdsstaten og retsstaten, ytringsfriheden og de andre goder, vi forbinder med Europa generelt og de nordiske velfærdsstater specielt.

Der er nogle lange, dybe, kulturelle og måske ligefrem religiøse forudsætninger for velfærdsstaten, som min generation ikke var opmærksomme på.

… der er mere på spil end strømmen af flygtninge og migranter. Vi har måttet erkende, at integration af mennesker er sværere, end man troede i den naive optimismes halve århundrede, hvor man regnede med, at nationalisme og religion ville forsvinde i takt med den globale modernisering. I stedet har vi fået global nationalisme.

Den nederlandske migrationsforsker Ruud Koopmans, der nu arbejder i Berlin, har ærligt beskrevet sit skifte fra en tro på multikulturalisme som måden at integrere indvandrere på til at stille benhårde krav til dem om kompetencer, sprog og accept af reglerne i det modtagende samfund.

Det kaldes ‘assimilation’ og afvises stadig af de fleste, der bærer på en tung arv af dårlig samvittighed over tidligere tiders europæiske kolonialisme og etnocentrisme. …

Lidt kontroversielt er jeg nået frem til, at en forudsætning for vellykket integration er, at de nye danskere overtager de lutheranske dyder, der gennemsyrer det danske samfund, kort sagt kulturel assimilation.

Ved nøjere eftersyn viser det imidlertid, at det i høj grad er kulturelt bestemt at tænke, at vi som borgere ikke kun har rettigheder, men også pligter. … Der er kort sagt tale om kulturkristendom som ramme om en samfundsmodel, der bygger på arbejdet som identitetsskaber og viser sig i respekt for statens autoritet og vilje til at betale skat. … Det er hele dette kompleks af normer og idealer for den gode samfundsborger, jeg tænker på med ‘ lutheranisme’.

Om det er kristendom, overlader jeg til andre at afgøre. Luthers lære er på kompliceret vis årsag til komplekset… Faktisk tyder meget på, at inderligt troende kristne og muslimer har lettere ved at forstå og respektere hinanden end deres ‘kun’ kulturkristne medborgere, uanset om disse er medlemmer af folkekirken eller ej.

Det er en af grundene til at jeg er nået frem til, at tiden er inde til at bygge mure rundt om Europa. Kun ved at bremse den ukontrollerede indvandring kan vi måske genvinde vælgernes tro på EUprojektet og vores danske samfundsmodel med alle dens mangler og ufuldkommenheder.”



27. juni 2019

‘Den indholdstomme liberalisme er i stort omfang kompatibel med venstrefløjens opløsningsprojekt’

Knivskarp kronik af Eva og Rune Selsing i Berlingske. Læs det hele!

Fra Berlingske – Borgerligheden døde, da den opgav moralen.

“Det lignede et stort nederlag til folketingsvalget. Virkeligheden er dog meget værre: Nemlig at borgerligheden reelt har skrantet i mange årtier. Vi er slet ikke kommet os over den kulturradikale og marxistiske hærgen gennem Vesten i forrige århundrede.

Den borgerlighed, der overlevede den røde storm, var en flad, indholdstom liberalisme. Vi skal have frihed! Ikke rigtig frihed til noget bestemt, bare frihed. Ikke forholde sig til andre mennesker, eller hvad der er rigtigt eller forkert, men blot gøre, hvad vi nu synes. Lidt ligesom hippierne. En borgerlighed, der ikke går op i familien, dannelsen, fædrelandet, kirken, skønheden – ja, det meste faktisk. En moral, der hverken dømmer eller fordømmer, men er ligeglad og næsten stolt af det. Onelineren ‘folk må leve som de vil, så længe de ikke skader andre’ er ikke kun en af liberalisternes foretrukne ånds- og samtaledræbere. Den er også alvorligt ment og udtrykker totaliteten af den gennemsnitlige liberalists tænkning om kultur- og moralske spørgsmål.

I fraværet af indhold har liberalismen kastet sig over en amoralsk (ikke umoralsk!) jagt på større ting og flere dimser. Det attråede mål med tilværelsen er øget råderum, bedre konkurrenceevne og højere BNP. Ingen spørger hvorfor. Ingen spørger, hvad det gode liv er. Det er ikke sådan, at nogen har erklæret, at gold materialisme er livets salt; vi er bare holdt op med at tænke over, hvad alternativet kunne være.

For langt de fleste er der noget, som bør være vigtigere. Familien, kærligheden, venskaber, pligt, ansvar, dannelse og Gud. Nå ja, og så skal man da helst være produktiv. Men i den liberale borgerlighed er der kun det med at være produktiv tilbage. Derfor kan en yderligtgående, antiborgerlig, feministisk dagsorden vinde frem, selvom et stort befolkningsflertal ryster på hovedet af den. De venstreorienterede vil gerne bryde den borgerlige orden og dens institutioner ned. De liberale ser bare dumt til og spørger, om det er godt for bundlinjen. Når de da ikke selv deltager i nedrivningsfesten.

Den indholdstomme liberalisme er nemlig i stort omfang kompatibel med venstrefløjens opløsningsprojekt. De venstreorienterede hader eksempelvis skønhed, og har til lejligheden udviklet en forfærdelig, menneskefjendsk arkitektur, der skal hjælpe med at uddrive borgerdyrenes romantiske forestillinger om livet. …

Ligeså med familien, der med sine pligter, begrænsninger og frirum fra statsmagten altid har været de venstreorienteredes hovedfjende. Familien interesserer ikke rigtig hyperindividualisterne, der ikke kan forstå, at noget fællesskab kan komme før den personlige frihed. At familien er ét og alt for stort set alle børn, der kommer til verden. Der, hvor vi dannes og bliver til moralske væsener. Familien – ikke individet – er samfundets sociokulturelle mindsteenhed. Nej, du skal ikke gøre, hvad du har lyst til. Der er rigtigt og forkert. Noget, der er bedre end andet. Det er som udgangspunkt bedre at stifte familie og passe på den end ikke. Det er som udgangspunkt bedre, at et barn har en mor og far end blot én af dem. Det er som udgangspunkt bedre at gøre som de fleste end at spilde dit liv med at hade normen og søge det unikke. Og så videre.

… En livskraftig borgerlighed skal insistere på at håndhæve rigtigt og forkert. Der er ingen, der kan forklare, hvorfor kriminelle udlændinge skal have lov at blive i Danmark. Ingen, der kan forklare, hvorfor tilvandrede ikke skal tilpasse sig vores normer. Der er andre hensyn. De handler dog ikke om rigtigt eller forkert…

Vores moral er grundlagt i et nationalt fællesskab, og den moderne liberale internationalisme tilbyder ikke stort andet end politikker, der opløser dette fællesskab. Det er pudsigt, at den nationalliberale guldalder i 1800-tallet var sammenfaldende med en omfattende og oprigtig interesse for fremmede kulturer. Når det tynde øl i Venstre taler varmt om globalisering, mener de i virkeligheden homogenisering. De helmer ikke, førend alle verdens større byer er proppet med den samme mad, de samme butikskæder, samme dødssyge bygninger i glas og stål og de samme enstænkende mennesker. En stor, global lørdagskylling. Dét er drømmen. Så kan pøblen hygge sig med islam og udkantsværen.

… Borgerlighedens ‘krop’ er orden. Den eksisterer stadig, men der er brug for at revitalisere og styrke den. Middelklasseindkomster og middelklasseliv. Hovedsporet, som så mange, selv borgerlige, i dag skammer sig over – for de er blevet lært, i de røde institutioner, at småborgerlivet er uautentisk og uden værdi. En perfid løgn: uden vores orden var fred, frihed og velstand en umulighed. Hårdt arbejde, den sammenholdende familie, det livslange ægteskab, forældreautoritet, kirke, retfærdighed i retssalen, restaurerede hovedgader, tætte naboskaber, møder med morgensang og omsorg for alle de små særpræg. Hjælp til de værdigt trængende og krav, pligter og dannelse.

Alt sammen på en bund af aktiv moralsk stillingtagen.

(Østerlars kirke, Østerlarsker Sogn, Østerlarsker-Gudhjem Pastorat, Bornholms Provsti, Københavns Stift)



13. maj 2019

Isabella (KD): Ja til kvoteflygtninge, vi har færre problemer ‘end de lande hvor mennesker flygter fra’

Intet indikerer at Kristendemokraterne kommer over spærregrænsen, og det er godt, selvom det kristne udgangspunkt jo egentligt burde borge for gode værdier. Partiformand Stig Grenov lyder ikke desto mindre som et af de yngre medlemmer af Bedsteforældre for Asyl, og det er kun få måneder siden han sammenlignede Udrejsecentret Kærshovedgård med ‘en koncentrationslejr’ i Nazityskland.

I partilederrunden blev Grenov aflyst af den unge næstformand Isabella Arendt, der desværre ikke er en reaktionær udgave af Pernille Skipper. Som teenager var hun medlem af DSU, og for får år siden var hun aktiv i De Radikale. På hendes Youtube-profil har hun de senere år lagt små video-monologer online, og her får man den kristne humanisme for fuld udblæsning. Her om kvoteflygtninge – Vi skal tage kvoteflygtninge. Punktum!!!

Jeg er ikke kommet mig endnu over, at regeringen ikke vil tage kvoteflygtninge ind. Jeg kan ikke forstå det. Jeg synes det er umoralsk. Jeg synes det er uanstændigt. Det er den værste form for egoisme, i et land så rigtig som Danmark. Og ja, vi har problemer, men vi har færre end de lande hvor mennesker flygter fra. Vi bliver nødt til at hjælpe de allersvageste, og det er kvoteflygtningene, og vi bør tage dem.” (Isabella Arendt, 11. september 2017)

(Isabella Arendt, Kristendemokraterne; Foto: Youtube mm.)

‘Jens Philip er dansk! Martin Henriksens ord er racistiske og meget udanske!’ (2016), ‘Vi bliver selv til ekstremister, hvis vi indskrænker religionsfriheden’ (2016), ‘Statsborgerskabstesten er en skamplet på alt, som er dansk!’ (2017), ‘Forbud mod bederum er anti-oplysning’ (2017)…

Oploadet Kl. 20:40 af Kim Møller — Direkte link94 kommentarer


3. april 2019

Lasse Birk Olesen: Er internationalismen den nye kommunisme?

Kommentar af Lasse Birk Olesen, medstifter af Tænketanken Unitos. Sakset fra Facebook.

Er internationalismen den nye kommunisme?

Kommunismen mente, at den kunne skabe et nyt menneske, der i en idealistisk altruisme alene orienterede sig efter det brede fællesskab uden nogen præference for egen vinding og uden et ønske om at prioritere familien og de nærmeste højere end andre. Den fundamentale misforståelse af menneskets natur gjorde kommunismen til den mest ødelæggende idé nogensinde målt på dødsfald. Og hvis ikke idéen på overfladen havde virket sympatisk, så ville den aldrig have fået så stor gennemslagskraft. Modsat kan det siges, at kapitalismen anerkender menneskets iboende grådighed og nepotistiske tendenser på både godt og ondt og indretter sig således, at kræfterne så vidt muligt kanaliseres hen i noget, der komme mange til gode.

Hvad nu hvis internationalismen og EU-imperialismen på samme måde faktisk bygger på en idealistisk (men falsk) forestilling om, at man kan skabe det nye internationale menneske, der føler sig lige så knyttet til en dansker som til en bulgar som til en syrer som til en somalier? Hvad nu hvis humor, omgangsformer, klæder, ritualer, religion, fælles historie med fælles forfædre, musik, og meget mere faktisk betyder noget for, hvor meget man identificerer sig med et andet menneske, hvor godt man kan forstå det andet menneskes ønsker og behov, og derfor for chancen for at kunne finde hinanden i et meningsfuldt kompromis, når politiske holdninger brydes, så konflikt undgås?

Er internationalismen og EU-imperialismen i virkeligheden de næste idéer efter kommunismen, som på overfladen er sympatiske, men som går frygteligt galt af menneskets iboende tendens til at kere sig mere om de nære end om de fjerne relationer? Er lokalismen og sågar nationalismen (forstået som ønsket om at have politiske enheder, der i overvejende grad flugter med kulturelle tilhørsforhold) i virkeligheden den pragmatiske anerkendelse af denne iboende tendens på både godt og ondt, som kan håndteres fredeligt, hvis den vel at mærke først anerkendes? Hvad hvis en stor del af de krige i historien, der havde nationalistiske rødder, kunne være undgået, hvis menneskets iboende ønske om kulturel selvbestemmelse var blevet føjet i stedet for forsøgt undertrykt af imperier med noble intentioner?

Østeuropa tog dansen med kommunismen, der virkede så sympatisk. Nu tager Vesteuropa en svingom med internationalismen, der virker lige så sympatisk.

Oploadet Kl. 00:25 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


28. marts 2019

Facebook bøjer sig: Banner enhver form for ‘praise, support and representation of white nationalism’

Jeg har lige hørt et indslag om Kina i Datolinjen på Radio24syv. Det kommunistiske regime havde lukket blogs med millioner af følgere, fordi partiet ville have bedre styr på den offentlige debat.

Meget apropos så bekendtgjorde Facebook onsdag, at de på opfordring fra ‘civil rights groups’ og ‘academics who are experts in race relations’, fremover vil slette – ikke bare alt relateret til ‘white supremacy’, men mere overordnet ‘praise, support and representation of white nationalism and separatism’. På samme måde kunne segmentet sikkert argumentere for, at man ikke meningsfyldt kan adskille ‘hvid nationalisme’ med færdrelandskærlige vesterlændinge endsige demokratiske nationalkonservative. En velsmurt glidebane mod kinesiske tilstande.

Skulle nogle alligevel finde på at søge efter forbudte termer, såsom gruppen ‘It’s okay to be white’, så sendes man videre til exitgruppen ‘Life After Hate’. Bemærk, at de nye retningslinjer retter sig mere mod stemninger og fænomener end konkrete grupperinger. Forvent ikke at venstreradikale grupperinger også censureres, ja, der er nok større chance for at de bliver lønnede ekstremisme-rådgivere for tech-giganterne.

Flere detaljer i Washington Post – Facebook says it will now block white-nationalist, white-separatist posts.

“Facebook said Wednesday that it will begin banning posts, photos and other content that reference white nationalism and white separatism, revising its rules in response to criticism that a loophole had allowed racism to thrive on its platform.

Previously, Facebook had prohibited users from sharing messages that glorified white supremacy — a rhetorical discrepancy in the eyes of civil rights advocates who argued that white nationalism, supremacy and separatism are indistinguishable and that the policy undermined the tech giant’s stepped-up efforts to combat hate speech online.

Facebook now agrees with that analysis. In a blog post announcing the ban on ‘praise, support and representation of white nationalism and separatism,’ the company said, ‘It’s clear that these concepts are deeply linked to organized hate groups and have no place on our services.’ The new policy also applies to Instagram.

… While Facebook long had banned white supremacy, the company said in its blog post Wednesday that it ‘didn’t originally apply the same rationale to expressions of white nationalism and separatism because we were thinking about broader concepts of nationalism and separatism — things like American pride and Basque separatism, which are an important part of people’s identity.’

But conversations over the past three months with civil rights groups and academics led Facebook to rethink its practices, executives wrote. As part of the dialogue, the company reviewed a list of figures and organizations and found overlap between white nationalism, separatism and supremacy.

Civil rights groups applauded the move. ‘There is no defensible distinction that can be drawn between white supremacy, white nationalism or white separatism in society today,’ Kristen Clarke, president and executive director of the Lawyers’ Committee for Civil Rights Under Law, said Wednesday in a statement.

The organization had pushed Facebook for months to change its policies, pointing to pages such as ‘It’s okay to be white,’ which has more than 18,000 followers and has regularly defended white nationalism. Another, called ‘American White History Month 2,” often posted white-supremacist memes, according to the Lawyers’ Committee.”

(Lauren Southern, Brisbane, 13. juli 2018; Foto: Twitter)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper