(MX, 16. maj 2013, s. 3)

Jeg har tidligere blogget om ‘grooming-sager’ med høj Mo-faktor, eksempelvis Rochdale, Derbyshire og Rotherham. Daily Mail har endnu en sag, denne gang fra multikulturelle Oxford – Horrific ordeal of ‘Girl D’ who was raped injected with heroin, branded and sold for sex at £600 an hour.

“The ordeal for one of the victims began after she became desperate for love and attention because she was forced to care for her sick parents. So when Mohammed Karrar entered her life, bought her perfume and treated her like an adult, she believed in him. But the ‘nicey-nicey honeymoon period,’ as she described it, would last barely a year.

After grooming her, Karrar made sure she was ‘out of it’ on drink and drugs before raping her on his sofa.

From that moment she became his ‘property’ and a sex slave loaned out to abusers around the country for up to £600 an hour.

Over five years she was repeatedly attacked in what she described as ‘torture sex’. Injected with heroin, she was sold to groups of Asian men who violently gang-raped her in bedsits and guesthouses around Oxford and elsewhere.

The victim identified as Girl D for legal reasons, frequently broke down in tears giving evidence via videolink as she described her horrific ordeal. …

On one occasion, Karrar branded her flesh with hot metal.

He took a hairpin from her hair, scraped off the paint, bent it into the shape of the letter M, for Mohammed, then held it over a lighter flame.

‘After heating it for a while, he stuck it on my bum, so that I belonged to him,’ the girl said. ‘He was branding me so that if I ever had sex with someone else, people would know I was his.’ …

Over the following four years Karrar took the girl around the country and sold her for ‘£600 a time’.

She was made to wear short skirts and bikini tops before being repeatedly raped. Parties were held at which she was asked to meet the sexual requirements of up to 15 ‘important guests’.”

(Akhtar & Anjum Dogar, Kamar Jamil, Assad Hussain, Mohammed & Bassam Karrar, Zeeshan Ahmed)

Carole Malone kommenterer i The Mirror – Oxford grooming ring was race-hate gang rape.

“These gang atrocities in Oxford – just like the ones in Rochdale, Derby and Telford – were the very worst kind of ­racially motivated hate crimes committed by Muslim men who’ve been taught to believe that white women are worthless trash and deserve to be punished for their ‘decadent’ Western lifestyle, i.e. wearing make-up and short skirts. … This gang didn’t rape Muslim women, because they knew they’d be ostracised by their community and hunted down by the girls’ families.”

Tirsdag blev politipatruljer ved to uafhængige episoder angrebet med flaskekast i Vollsmose, skriver Fyens Stiftstidende. Ingen blev anholdt. Her en historie fra BT - 18-årig ryger bag tremmer for politivold og trusler.

“Efter gentagne gange at have både slået, skubbet og truet uniformerede betjente i arbejde, har Retten i Odense bestemt, at en 18-årig mand fra Vollsmose skal varetægtsfængsles i fire uger. …

»Det er det markant store antal overtrædelser i løbet af en kort periode, der gør, at vi har besluttet at fremstille den unge mand i grundlovsforhør med krav om fængsling. Hans opførsel minder mest af alt om chikane og provokation,« lød det fra anklageren før grundlovsforhøret.”

Nemo har sendt en opfølgning på historien om de fem somaliske gaderøvere.

2. retsdag i sagen om gaderøveri i Middelfart den 23. februar 2013

2. retsdag begyndte med afhøringen af det sidste vidne, en af de politiassistenter, der var med til at anholde de fem tiltalte på banegården i Middelfart. Han redegør for, hvordan han er vidne til at to af de tiltalte skaffede sig af med to mobiltelefoner, der tilhørte de forurettede. Derefter går vi over til redegørelsen for de tiltaltes personlige forhold.

Tiltalt A er 18 år, og har ingen tidligere afgørelser. Under personundersøgelsen har han fortalt, at han er samboende med begge sine forældre, og har haft en tryg og god barndom i en søskendeflok på seks. Han har færdiggjort en uddannelse [ikke specificeret hvilken] på handelsskolen, han har gode venner, og han er glad for at bo hjemme, hvor han har sit eget værelse. Han har en stabil indtægt i form af løn for sit arbejde på en produktionsskole (1000 kr. hver anden uge), og han planlægger at søge ind på uddannelsen til social- og sundhedsassistent for på længere sigt at blive sygeplejerske. Han har været åben og høflig over for undersøgeren, og han skønnes egnet til betinget dom og samfundstjeneste.

Tiltalt B er 18 år gammel og født i Danmark. Hans straffeattest rummer en dom på seks måneders betinget fængsel for et røveri. I forbindelse med den afgørelse skulle han også yde 100 timers samfundstjeneste, og han er stadig i prøvetiden. Personundersøgelsen fortæller at han er nummer syv af elleve søskende. Hans forældre var samboende indtil de blev skilt, mens B gik i 4. klasse. Han startede sin skolegang i folkeskolen, hvorefter han efter sin mors ønske skiftede til en privatskole. Det gik lidt skævt med hans skolegang i 10. klasse, og han vendte tilbage til folkeskolen og tog 10. klasse forfra. Han går nu i gymnasiet og tager sin skolegang meget alvorligt. Han får lommepenge af sin mor og har ingen gæld. Bor hos sin mor i eget værelse, men vil gerne flytte over til sin gifte storesøster for at føle sig mere voksen. Har en kæreste der går på gymnasiet, træner thai-boksning og tager sin sport meget alvorligt, har en flok gode venner hvor næsten alle er i gang med udd. Indtager kun alkohol ved særlige lejligheder (ca. 1 gang per måned), er psykisk sund og rask, tager ikke stoffer. Vil med tiden gerne flytte til Kbh. Vil gerne lave samfundstjeneste, virker seriøs og alderssvarende under samtalen. Giver ikke samtykke til at der kan indhentes oplysninger om perioden hvor han gik i 10. klasse første gang. Skønnes egnet til samfundstjeneste.

Fortæller gennem sin advokat, at han synes det er uretfærdigt, at han er blevet sigtet for noget, han ikke har gjort. Det er socialforsorgens skyld, at han ikke har afviklet samfundstjenesten fra første dom. Jeg får senere kendskab til at to ældre søstre er hhv. sygeplejerske og farmaceut.

Tiltalt C er 19 år. Han har en betinget dom fra oktober 2005 for tyveri og forsøg på tyveri. Personundersøgelsen, som er et supplement til en tidligere foretaget undersøgelse, fortæller at han sammen med sin familie flygtede fra Somalia i 1995. De har boet i Danmark siden 2000. Han er nummer to af seks søskende, og han har et godt forhold til sine søskende. Moderen er meget skuffet over sagen, og han har haft en god og tryg barndom. Bor med sin mor og stedfar og søskende og halvsøskende i en 90 kvm lejlighed. Ingen afsluttende eksamen. Vil starte på teknisk skole eller VUC til august. Kom i dårligt selskab i 2010 og rejste ned til sin familie i Etiopien, hvor han var et år, hvorefter han kom hjem og fravalgte sine dårlige venner og fik nogle bedre. Får bistandshjælp, og har gæld til et teleselskab. Ingen stofmisbrug, drikker alkohol ligesom jævnaldrende, ryger hash en sjælden gang. Vil gerne i skole eller arbejde. God til at arbejde med hænderne. Godt informeret om betingelserne ved betinget dom og vil gerne i et positivt samarbejde med kriminalforsorgen. Egnet til helt eller delvist betinget dom med vilkår om samfundstjeneste. Han oplyser desuden i retten, på sin advokats foranledning, at han gerne vil være murer eller brandmand.

Tiltalt D er 17 år. Han fik i 2011 en bøde for tyveri, og senere en række dagbøder for brugstyveri. Hans hjemkommune har sendt en omfattende udtalelse (og i øvrigt en sagsbehandler, som sidder i retten hele dagen): Hans mor har seks hjemmeboende børn plus en udeboende. Faderen er død. Moderen er gift igen. Moderen går på sprogskole to gange fire timer om ugen. D er tæt knyttet til moderen, som er bekymret for hans fremtid, fordi han nu igen er fængslet i surrogat. Han er færdig med 9. klasse, men har haft stort fravær. Går på produktionsskole med meget sporadisk fremmøde. Bestod ikke optagelsesprøve til HF. Ikke alderssvarende fagligt. Ukoncentreret og uengageret. Laver ikke lektier, pjækker. Har tidligere været varetægtsfængslet i 6 måneder efterfulgt af frifindelse. Under den tidligere fængsling i surrogat blev han bedømt som jeg-svag, og som en meget sårbar unge mand, der har svært ved at tage ansvar for sig selv. Fungerer langt bedre under klare og faste rammer med voksenstyring. Vurderes at have potentiale med den rigtige støtte. Der er forsøgt at iværksætte omfattende socialpædagogisk støtte i henhold til serviceloven, men D vil ikke samarbejde. Mangeårig bekymring for udvikling og trivsel. Tidligere adskillige sigtelser uden afgørelser.

Også den institution, hvor han i denne omgang har været fængslet i surrogat, har lavet en vurdering: D er velformulerende både mundtligt og skriftligt og læser adskillige bøger i sin fritid under fængslingen. Føler sig ofte og nemt forurettet, når personalet ikke efterkommer hans ønsker. Udtrykker dog kun sin vrede verbalt, og er aldrig truende, hverken mundtligt eller fysisk. Indgår i sociale relationer og indgår gerne i længere tid. Han har ikke helt styr på de fire regnearter, men har trods det et vist begreb om brøker og procentregning. Han har sans for tal og matematik og når ofte det rigtige resultat på sin helt egne, selvopfundne måde. Institutionen vurderer, at det er realistisk, at han tager en HF-eksamen.

D forklarer til dommeren, at han ikke samarbejder med kommunen, fordi han er uenig med dem.

Tiltalt E er 20 år. Han har ingen tidligere afgørelser. Han er ud af en søskendeflok på fire, og forældrene blev skilt, da han var 12 år gammel. Han har i dag ingen kontakt til faderen. Har afsluttet 10. klasse. Startede på grundforløbet til social- og sundhedsudd., men det interesserede ham ikke, og han skiftede til produktionsskole, hvor det går godt, og hvor han er velkommen tilbage. Fysisk og psykisk sund, intet misbrug, egnet til samfundstjeneste. Han oplyser, at han gerne vil starte på HF til august.

Efter redegørelserne for de personlige forhold kommer anklagerens bevisbedømmelse: Hun gennemgår beundringsværdigt klart og pædagogisk de beviser, der er fremkommet, vægter de forskellige vidneudsagn mod hinanden og ender med at konkludere at de alle fem medvirkede til røveriet og derfor skal dømmes for det.

For tasketyveriets vedkommende nøjes hun med at pege på tiltalt C, som ved anholdelsen var i besiddelse af præcis det kronebeløb, forurettede sagde, at hun havde haft i tasken.

Dernæst anklagerens strafpåstand: Hun understreger, at sagen handler om TO røverier, om fornyet forsæt, hvilket er skærpende. Det er også skærpende at være flere om at begå en forbrydelse i forening, og hun redegør for præcedens ved at henvise til forskellige domme, der tidligere er faldet i lignende sager.

Hun lægger desuden vægt på, at forbrydelsen ikke har præg af tilfældighed – de fem havde kommunikeret indbyrdes sammen på deres fælles modersmål forud for forbrydelsen, mens de stod sammen med de to røveriofre.

Hun konkluderer at der skal takseres til 8-12 måneders ubetinget fængsel på grund af de skærpende omstændigheder. Tiltalt D, som kun er 17, skal naturligvis have lidt mindre, mens tiltalt B skal have en fællesstraf der tager det tidligere røveri i betragtning plus gentagelsestillæg, hvorfor han bør have mindst 18 måneders fængsel.

Nu taler forsvarerne deres respektive klienters sag. Det kan jeg ikke redegøre for fyldestgørende, men de fastholder naturligvis deres påstand om frifindelse og hævder, at anklageren ikke har løftet bevisbyrden. Samtlige påpeger de indbyrdes meget modstridende vidneudsagn og usikre identifikationer. Et par stykker peger på manglen på tekniske beviser og rejser tvivl om, hvorvidt der overhovedet var en kniv involveret. For dem, der er fundet i besiddelse af penge (lige netop de beløb og seddelstørrelser der blev taget fra forurettede) gøres opmærksom på, at pengene jo ikke kan identificeres.

Gennemgående fastslår de hver især, at der nok, formentlig, fandt et røveri sted, men at lige netop deres klient ikke medvirkede og ikke var klar over hvad de andre foretog sig. Kaya synes at antyde, at de overhovedet kun begik røveriet, fordi de ikke måtte komme ind på diskoteket.

Efter tre kvarters kombineret votering og frokost vender retsformanden og de to lægdommere tilbage med følgende afgørelse:
Tiltalt A: 6 måneders fængsel
Tiltalt B: 12 måneders fængsel (fællesstraf)
Tiltalt C: 6 måneders fængsel
Tiltalt D: 6 måneders fængsel, hvoraf tre bliver gjort betinget grundet hans alder og på betingelse af, at han samarbejder med kommunens socialforvaltning. Dommeren gør det helt klart for ham, at de tre måneder vil blive udløst, hvis han ikke samarbejder med først kommunen (til han fylder 18) og derefter kriminalforsorgen i samlet et år fra dags dato.
Tiltalt E: 6 måneders fængsel

De nu dømte skal desuden betale sagens omkostninger og erstatte de penge, der er stjålet fra Rasmus og Asmus.

Samtlige frifindes for tasketyveriet, fordi det ikke er muligt at fastslå, hvem der udførte det.

Retsformanden er fuldstændig klar i spyttet og udtaler: ”Der var fem somaliere, og det var jer, og I har gjort det i fællesskab.”

Tiltalt A modtager dommen, mens tiltalt B vil anke til en højere instans. De øvrige tre udbeder sig betænkningstid.

Anklageren forsøger nu at sikre, at de dømte forbliver varetægtsfængslet og afsoner deres domme straks, men retsformanden løslader dem alle på nær tiltalt B, hvor anklagerens påstand om en gentagelsesrisiko måske har noget på sig. Også denne afgørelse vil for B’s vedkommende blive anket til landsretten.

Tilsendt fra Nemo, der har været endnu en tur i retten. Interessant er det blandt andet, at Kammeradvokaten har kritiseret Fyns Politi for at ignorere trusler mod Michael Ellegaard, med baggrund i ‘forventet trusselsniveau’ for en mand med hans politiske holdninger. Jeg bloggede anklagerens famøse kommentar sidste år, og kan konstatere at ingen medier har fundet det nødvendigt at gengive Kammeradvokatens kritik.

Michael Ellegaard idømt seks måneders fængsel

Historien om Michael Ellegård som den blev oprullet i byretten i Odense i dag, er ganske enkelt tragisk.

Den aften, det drejer sig om, den 21. februar 2012, har han drukket tæt fra sidst på eftermiddagen sammen med en bekendt. De har til sammen sat halvanden eller to flasker vodka til livs, og muligvis også nogle øl.

Ifølge ME’s forklaring bliver kammeraten træls og aggressiv, og de kommer i en smule håndgemæng, men det lykkes ME uden noget nævneværdigt besvær at sende kammeraten ud ad døren. ME vil så gå i seng, og tager derfor sin medicin, som består af et stærkt sovemiddel, og en Alopam, som er et meget kraftigt beroligende middel.

Han ved udmærket godt at virkningen forstærkes af den alkohol, han har indtaget, men det er jo lige meget – han er på vej i seng. Nu hører han så, igen efter eget udsagn, nogen der tager i håndtaget i bagdøren. Han råber ’hvem er det?’, og ingen svarer. Han henter så et luftvåben til 6,35 mm hagl og skyder mod den eller de personer, der står ved bagdøren. Han er angiveligt meget, meget bange, og han gør det kun for at skræmme dem. Han skyder ifølge eget udsagn med vilje lavt, og våbnet er angiveligt det mindst kraftige han har.

I dag ved vi alle sammen, at det var politiet han skød imod, men beretningen om, hvorfor politiet kom til stede, er lidt af en historie i sig selv. Den kammerat, han havde lempet ud, havde nemlig ifølge dennes forklaring hallucineret. Han har ingen erindring om at have været i håndgemæng med ME – tværtimod. Han var sikker på at adskillige fremmede mænd, fjender af ME, var kommet ind i huset og havde overfaldet dem begge to. Kammeraten P havde taget benene på nakken og var flygtet over til nabohuset, hvorfra han havde slået alarm. Det er en vogn med to hundeførere, der får besked om at køre til et spektakel på den pågældende adresse. De ved ingenting om det anstrengte forhold mellem politiet og Michael Ellegård, som bor på den pågældende adresse.

Betjentene, der møder P uden for nabohuset, bliver af P kraftigt advaret imod 3-4 farlige mennesker og henvist til at gå om til bagdøren.

Michael Ellegård har altså ingen grund overhovedet til at vente politiet i denne sene nattetime, og da slet ikke ved bagdøren.
Da han har afgivet det ulyksalige skud, ringer han til sin kæreste, som han beder om at køre forbi for at se, om der er nogen omkring huset. Da hun ankommer, er der sort af betjente – 6-7 patruljebiler er meget hurtigt kommet til stedet. Den besked får han telefonisk af hende, og bliver dermed – igen, ifølge eget udsagn – først nu klar over at det er politiet han har skudt imod.

Her mister han så evnen til at overskue situationen. Han går ovenpå og tager noget mere sovemedicin. Han er angiveligt bange for politiet, som i forbindelse med en tidligere anholdelse har brækket hans arm.

Der følger nu et forløb, hvor politiet ruller hele apparatet ud med forhandler og indtrængningshold. ME reagerer overhovedet ikke på forhandlerens opkald, og da politiet vælger at skyde pebergas ind i huset, har det ikke den ønskede virkning. Han kommer ikke ud. Til sidst bryder indtrængningsholdet gennem bagdøren og finder ham bevidstløs inde i stuen iført skudsikker vest, med luftgeværet hen over skødet og en gasmaske på gulvet ved siden af sig.

Så vidt, så godt – problemet er løst, ingen er kommet noget særligt til skade.

ME bliver puttet ind i en ambulance der har stået standby, og bliver kørt til traumecenteret, hvorfra han næste dag bliver overflyttet til psykiatrisk afdeling. Den meget sympatiske unge hundefører, der blev ramt af haglet fra luftgeværet, bliver også undersøgt på OUH. Han havde et ganske lille, rødt mærke på albuen, og projektilet var end ikke trængt gennem stoffet i hans jakke.

—

Men hvorfor var ME så bange at han skød ud gennem et vindue mod folk, der tog i hans dør? Og hvorfor ringede han ikke til politiet?
Tja. Han har en lang forhistorie, både med vold og våbenlovsovertrædelser, og med et særdeles anspændt forhold til politiet. Da terrorsagen rullede i Vollsmose, viste det sig, at han var blevet omtalt ved navn mellem to af de involverede som én, de kunne tænke sig at slå ihjel. Han følte sig i den sammenhæng svigtet af PET, som ikke underrettede ham om denne trussel. Han havde senere oplevet et overfald, som politiet henlagde, og senest, så sent som i januar samme år, havde han meldt en række trusler, modtaget per sms, til PET.

Anklageren læste den mail, han havde skrevet til PET, op i retten. Mailen viser tydeligt en afsender, som var ude af balance, og som benyttede lejligheden til at beklikke PET’s hæderlighed og kompetence, godt krydret med sprogets mindre pæne gloser. I mailen gør han det også klart, at han har ladte våben over alt i huset, og har vilje til at bruge dem, så hvis politiet vil ham noget, må de hellere komme ved dagslys.

PET havde sendt sagen videre til Fyns Politi, og de havde så, kun ti dage før denne hændelse, skrevet til ham, at de henlagde sagen med den begrundelse at han måtte finde sig i den slags, når han havde de politiske holdninger, han nu engang har. Det klagede han til kammeradvokaten over, og fik medhold, men det medhold kom først i maj samme år. Han havde altså god grund til at tænke, at politiet ville blæse på truslerne imod ham – og det er hvis vi forudsætter, at han vitterlig frygtede for sit liv.

Det er utroligt svært at vide, hvad der er op og ned i den her sag. De to første betjente på stedet siger, at de naturligvis gav sig tydeligt til kende og ikke hørte nogen indenfor råbe om, hvem de var. Læser man ME’s egen hjemmeside er alle de domme for vold, trusler, frihedsberøvelse o.a. han har modtaget, en perlerække af justitsmord, og det undergraver jo unægtelig hans sag.

Dommerkollegiet valgte at lægge til grund for dommen, at de ikke troede på, at Ellegård ikke vidste, at det var politiet, der stod uden for døren. Personligt hælder jeg til, at han ikke vidste det. Er hans historie løgn, digtene han den i hvert fald hurtigt, for han fortalte den allerede da han vågnede næste morgen til en ung betjent, der bevogtede ham på traumecenteret på OUH. Jeg kan faktisk godt forestille mig, at en mand, der er påvirket af den mængde alkohol og medicin, han havde indtaget, ikke opfattede et enkelt råb om at det var politiet.

Det forekommer mig også uforståeligt, at vagthavende på politigården i Odense sender to betjente ud til adressen uden at informere dem om både hans generalieblad og det særdeles anstrengte forhold mellem Fyns Politi og Ellegård.

Michael Ellegård har gennem sin advokat, Claus Ewald, meddelt, at sagen vil blive appelleret.

En mand skal “straffes for at have hyldet terroristen Anders Behring Breivik på internettet”, skriver Vejle Amts Folkeblad (formentligt ham her), og det er jo egentligt absurd, når nu unge render rundt i t-shirts der hylder massemorderen Che Guevara, der i parentes bemærket, ikke var mindre racistisk end den norske fantast. Der er åbenbart forskel på folk. Tilbage i 2010 opgav politiet at retsforfølge en iraker der i utvetydigt sprog truede islamkritiske Firozeeh Barafkan på livet. Fra Politiken – Debattør straffet for at true Kvinfo på nettet.

“Trusler mod personer eller organisationer bliver taget særdeles alvorligt, også selv om de bliver slynget ud i en almindelig avisdebat på nettet. Det slog Byretten i Lyngby fast i sommer, da en dansk mand blev idømt 50 dages fængsel for at »fremkalde alvorlig frygt for liv, helbred eller velfærd for personer relateret til Kvinfo«, som er et center for information om kvinde- og kønsforskning. …

Manden havde i en kommentar til en artikel på den liberale netavis 180grader skrevet, at han syntes, der skulle laves »en fuld Breivik« på organisationen. … Kvinfo havde forinden offentliggjort et nyhedsbrev, der blandt andet beskrev, at antifeminisme var et af de centrale elementer for den terrorsigtede nordmand Anders Breivik. Det fremgik af Breiviks 1.500 sider lange manifest. Skribenten på 180grader var vred over, at Kvinfo i hans øjne sammenligner danske antifeminister med terroristen.“

Det pågældende læserbrev, der gav 50 dages ubetinget fængsel.

“Danmark er et feministisk Saudi Arabien. Hvis en kvinde bliver gravid og beholder barnet, skal faderen sende penge til kvinden i atten år, og hun får alle børnechecks mm. Faderen skal også betale, selv om kvinden opdrager barnet til at hade faderen. Jeg er selv udsat for det svineri. Kvinderne har fået fri abort og skal naturligvis finansiere deres eget liv, hvis de vælger at få barnet. Faderen skal have halvdelen af alle børnechecks, og ret til at have barnet i halvdelen af tiden (…) Modsætter moderen sig skal hun miste alt. Hvis Kvinfo sammenligner os antifeminister med Breivik, synes jeg, vi skal lave en fuld Breivik på Kvinfo.“

Pia Kjærsgaard introducerede ideen på Dansk Folkepartis årsmøde tilbage i 1999. Her lidt fra TV2 Nyhederne fredag, hvor en ældre indvandrer kommenterer bandekrigens udvikling.

Jesper Caruso, TV2: … en anden forældre mener, at vi i Danmark er alt for blødsødne.

Zafar Chaudhry, pensionist: Hårde straf – og efter, dem der gør det – Hele familien, lige meget hvor de kommer fra. Hele familien udenfor landet, og de må ikke komme ind i Danmark. Så stopper det.

Søndag aften blev dansk-pakistanske Sohail-Hamzaa Saleh likvideret på klods hold i Tingbjerg, og vanen tro forsøgte politiet at optimere mediedækningen. På den ene side fastholder politiet, at det er ‘de få der ødelægger det for de mange’, på den anden side er det ‘helt naturligt’, at pæne lovlydige unge med anden etnisk herkomst har relationer til brutale gangstere. Fra TV2 Online – Dræbt 17-årig var ikke bandemedlem.

“Den 17-årige unge mand, der natten til mandag døde af to skud i hovedet, var ikke medlem af nogen bande.

Hermed udelukker Københavns Politi, at drabet i Tingbjerg i København er banderelateret.

- Vi mener ikke umiddelbart, at drabet skal sættes i forbindelse med den igangværende bandekonflikt. Den unge mand, der blev dræbt, er ikke kendt som et medlem af nogen gruppering, oplyser politikommissær Steffen Thaaning Steffensen, Afdelingen for organiseret kriminalitet, og tilføjer:

- Han har personlige relationer til medlemmer af både LTF og Tingbjerggruppen, men det er vel ret naturligt for et ungt menneske, der bor i området.”

(‘Loyal to Family’ omdøbt til ‘Mindeside om vores brødre Sohail/Zoubir/Nuri’; Facebook)

Multikulturens ideologer forstår ikke, at utryghed er en subjektiv følelse, nok så mange anvisninger om ‘sikker parkering’ ikke kan ændre væsentligt på. Fra Jyllands-Posten – Indbrud, røveri og derefter tavshed.

“Klokken var omkring 14.10 tirsdag den 23. april, da sundhedsplejerske Tina Schjødt fik en besked om, at en bil på parkeringspladsen ved Gellerup Kirke var blevet brudt op. …

Nogen havde slået en rude ind, viste det sig, og Tina Schjødt lånte et tæppe af en kollega til at lægge på sædet. For at have hænderne fri lagde hun sin telefon og sin pung i fordørens sidelomme og begyndte oprydningen. Det var i det øjeblik, at to fremmede mænd dukkede op. … Tina Schjødt opdagede dem ikke, før den ene gav hende et »magnumpuf« ind i bilen – ned oven i glasskårene. Og da hun kom ud igen, var hendes pung væk.

I februar flyttede Aarhus Kommune Tina Schjødt og 15 kollegaer fra et kontor i Viby til Gellerup. Flytningen var led i en omstrukturering af sundhedsplejerskernes arbejde i byen – og i en større politisk beslutning om at flytte kommunale arbejdspladser til Gellerup for at løfte det udsatte boligområde. …

»Jeg skal væk derfra. Nu er nok simpelthen nok,« siger hun og tilføjer, at hun ikke er alene. …

»Som en af mine kollegaer sagde til mig forleden: ”Det her system er simpelthen pilråddent”. Vi føler os ikke hørt, og vi føler, at vi får mundkurv på. Det ligger mellem linjerne, at vi i Aarhus Kommune ikke skal gå til pressen med noget som helst. Der er en undertone af, at det kan koste os vores job. Men jeg har lyst til at tale mine kollegaers sag, fordi det er hårdt at se dem miste arbejdsglæden og ryge ned med nakken,« siger Tina Schjødt.

[...]

Inden flytningen anviste Helle Andersen bl.a., hvor de ansatte kan parkere »med mindst risiko«. Med handleplaner og samarbejde med Falck Healthcare og det lokale politi søger man at skabe de bedst mulige forhold for personalet, siger hun, og beretningen om, at problemerne skulle være forsøgt tiet ihjel, undrer hende.

[...]

For Tina Schjødt endte regningen på omkring 5.000 kr. for reparation af hendes bil. Men over den pris hviler stadig den psykiske.

»Hver dag tænker jeg over, hvor jeg skal parkere min bil. Nogle dage efter overfaldet valgte jeg at holde ved Gellerup Bibliotek, og da jeg skulle ud til min bil den dag, kunne jeg se, at der var smidt en kæmpe sten ind gennem ruden til biblioteket. Her sker hele tiden noget. Det kan godt være, at det bare er hærværk og ikke overfald. Men det gør, at man tænker sig om,« siger Tina Schjødt, som også har meldt sin sag til Arbejdstilsynet.”

Offeret må komme fra et hjem der holder Politiken. Fra Ekstra Bladet – 21-årig sexangrebet i pirattaxa.

“Det aarhusianske natteliv er kommet ind i en stime med folk, der tørres godt og grundigt i pirattaxaer.

Sidst på natten i går gik det ud over en 21-årig kvinde fra Risskov. I modsætning til de fleste tidligere episoder, hvor det har handlet om at flå ofrene for penge, gik denne tur over i grov seksuel forulempelse, da hun steg ind i en personbil til tre muskuløse mænd af arabisk udseende, alle i 25 års alderen. …

– De tilbød hende et lift til Risskov og optrådte yderst venlige og høflige og spurgte blandt andet interesserede til hendes studier. Hun anede åbenbart ingen fare og satte sig ind i bilen til dem, hvorefter de satte kursen den modsatte vej, til Viby, fortæller politikommissær Mogens Brøndum, Østjyllands Politi.

- Hun protesterede med det samme, men fik en forklaring om, at de lige skulle omkring en benzinstation. Hun blev yderligere mistænksom, da hun kunne se tanken var halvt fyldt.

- På tanken skulle hun tanke for 50eren. Selvom hun havde sådan en i hånden, forlangte de, at der skulle betales med dankort. Stemningen blev ond, da det lykkedes hende at skærme dankortkoden under købet. Derefter gik stemningen fra skidt til værre, og de begyndte at beføle hende på intime steder på kroppen under tøjet – uden at jeg vil gå i detaljer. … Kvinden blev desperat og ulykkelig, begyndte at græde og forlangte at komme ud af bilen øjeblikkeligt. … de lod hende gå med ordene: Skrid med dig.

[...]

Både politiet og den autoriserede taxabranche har gennem et par måneder haft fokus på problemet og advarer dagligt mod fænomenet.

- Man kan godt undre sig over, at folk stadig hopper med på den galej. Den ene grimme historie efter den anden kommer til offentlighedens kendskab, og både politiet og taxiselskaberne er meget flittige med at advare mod piratvirksomheden. Alligevel bliver folk ved med at hoppe i.

- Det er ærligt talt temmelig uforståeligt, at folk tør løbe den risiko. Det ville være rart, hvis man kunne sprøjte mod den slags problemer, for jeg ved snart ikke, hvordan vi skal få gjort folk begribelige, at de skal lade være, siger Mogens Brøndum.”