16. juli 2020

Forretningsdrivende i chok efter venstreradikal hetz: “.. har fået trusler om, at min butik skal smadres”

Netop hjemkommet fra ferie i Frankrig gik David Trads til angreb på Frederiksberg Chokolade, der på Facebook have annonceret, at de fredag ville uddele gratis ‘Eskimo is med n….kys på toppen’, “… serveret med kærlighed til vores sprog fra gamle dage”. Samme aften blev indehaver Tina Jakobsen Wilstrup interviewet til TV2 Lorry, hvor hun med bævrende stemme fortalte at hun og hendes personale var blevet ‘bombarderet med hademails og trusler’. Fra EB.dk – Butik udlover gratis eskimo-is: Nu bliver de truet.

“Frederiksberg Chokolade har flere gange i butikkens eksistens givet gratis is til kunder, og nu er eskimo-isens tur. På fredag giver butikken nemlig gratis eskimo-is i to timer.

Nu er den lille isbutik på Frederiksberg kommet i stor modvind på de sociale medier. …

– Folk ringer og truer mig med, at jeg er nazi-svin, og at min plantage i Colombia sikkert er med slaver. Jeg er slet ikke sådan et menneske, jeg vil alle det bedste. Jeg gør en forskel, og jeg gør folk glade. Jeg føler mig fuldstændig misforstået, siger Tina Jacobsen. …

– Jeg har fået trusler om, at min butik skal smadres, og at flere vil boykotte min butik, siger hun rystet til Ekstra Bladet.”

(David Trads på Twitter, 15. juli 2020)

“Jeg har en lille forventning, jeg kan ikke tåle at være en del af den shitstorm. Mit personale bryder sammen, og jeg har selv gjort det flere gange i dag, fordi jeg er helt i chok over det her. Folk skriver til mig på Facebook, SMS og Instagram, og det er virkelig i en hård tone.” (Tina Jakobsen Wilstrup, indehaver, Frederiksberg Chokolade til TV2 Lorry, 15. juli 2020)

Oploadet Kl. 12:25 af Kim Møller — Direkte link75 kommentarer

Esbjerg: 15-årig dreng overfaldet af to arabere, “.. slået helt op til 15 gange i baghovedet med en sten”

“Rammer vi skiven præcist, når vi diskuterer racisme?”, spørger Niels Rohleder hos POV International, og opfordrer venstrefløjen til at bruge ordet ‘diskrimination’ i stedet for ‘racisme’. Kernelæserne tager det ikke pænt, og der kommer heller ikke konstruktiv input herfra, når debatten hele tiden handler om debattens tone, ordvalg, retorik.

Herunder en historie fra Esbjerg. En teenagedreng går en tur med sin kæreste, og forfølges af to 15-20 årige drenge, der umotiveret går til angreb, og slår ham ‘op til 15 gange i baghovedet med en sten’. Signalementet er sparsomt, men de ‘talte angiveligt med arabisk accent’. Den ene gerningsmand havde en ’såkaldt skinfadefrisure, hvor håret er kort i siderne og højere i toppen’. Er ‘mospuder’ et racistisk ord? Personligt er jeg ligeglad.

Fra JV.dk – Ukendte gerningsmænd forfulgte 15-årig dreng: Så overfaldt de ham med sten og spark.

“Lørdag eftermiddag, mellem klokken 14.00 og 14.45, blev en 15-årig dreng og hans veninde udsat for et overfald, da de gik en tur ved Lergravssøen i Esbjerg.

Efter at være blevet forfulgt over en længere distance, blev de ved Ringen, ud for nummer 7, angrebet af to ukendte gerningsmænd. Her blev den 15-årige slået helt op til 15 gange i baghovedet med en sten, og selv om han forsøgte at forsvare sig, faldt han til jorden. Veninden råbte om hjælp, men nede på jorden fortsatte slagsmålet, og den 15-årige blev sparket og slået gentagne gange.

Efter længere tids tumlen på fortovet lykkedes det parret at flygte fra gerningsmændene…”

(Lergravssøen, Esbjerg; Foto: Maps)

Oploadet Kl. 11:05 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


15. juli 2020

Anahita Malakians’ nye restaurant udsat for hærværk: “… smed en stinkbombe ude på stedets toilet”

Sidste år åbnede Nye Borgerliges Anahita Malakians burgerrestauranten The Barn tæt på Nørrebro Station, og efter en ‘naziburger’-artikel hos venstreekstreme Konfront.dk, blev stedet udsat for hærværk. Hun opgav The Barn, og tidligere på året blev hun involveret i det nyetablerede restaurant L.A. TINO på Nørrebrogade. Der opstod strid i ejergruppen, og er ikke mere en del af den daglige drift. Nørrebro er dog stadig Nørrebro, som man kan læse hos BT – Anahita udsat for hærværk igen – gæst smed stinkbombe i restaurant.

“Ordene kommer fra den tidligere Nye Borgerlige-kandidat og medlem Anahita Malakians efter, at restauranten L.A. TINO på Nørrebrogade 22 er blevet udsat for hærværk. Anahita Malakians er bestyrer og medejer af stedet.

Flere gange er det sket, at der er blevet råbt ‘nazister’ og ‘fascister’ uden for eller inde i restauranten til medarbejderne, og forleden var der så en ukendt person, der smed en stinkbombe ude på stedets toilet.

Det stank så voldsomt, at stedet måtte lukke ned, og gæsterne måtte gå uden at betale. …

B.T. har mandag aften forsøgt at få en kommentar fra den stærkt venstreorienterede gruppe Antifascistisk Aktion (Antifa) for at spørge, om de skulle være bekendt med episoden. Det kunne en talsperson hverken be- eller afkræfte med henvisning til, at B.T. skulle sende en mail.”

(L.A. LATINO, 8. maj 2020: Foto: Tilsendt)

“Endnu værre er det dog, at jeg ikke engang har haft min færden på L.A.TINO siden starten af juni måned. For mine partnere har simpelthen smidt mig ud! Ikke bare fysisk, men også ved at en ansvarlig person har omregistreret hele selskabet uden de fornødne reglementer med påstanden om, at jeg aldrig har været medejer. … Denne tvist hjælper absolut ikke på denne sag, hvor vi fra start af havde forberedt at stå sammen og kæmpe såfremt denne situation med hærværk skulle opstå. Nu står jeg så alene med sagen, som de ville tysse ned af hensyn til penge og en forretning, som de kun vil have gavn af …” (Anahita Malakians, 13. juli 2020)

Oploadet Kl. 09:43 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer


14. juli 2020

Pro-bokser Patrick Nielsen, nu med Satudarah-rygmærke: “… jeg går meget op i at bekæmpe racisme.”

Jeg ved intet om boksning, men Patrick Nielsen skulle være en af de bedste danskere. Nu kan man så læse, at han er blevet prospect for indvandrerbanden Satudarah, som han også underviser i boksning. “Det med antiracisme betyder meget for mig.”, fortæller han, og pointerer at der også er ‘fordomme’ om bikermiljøet. Fra BT.dk – Vi bløder alle det samme blod.

“Landets mest kendte bokser er blevet optaget i den både kendte, men også berygtede rockerklub Satudarah MC. … Mange forbinder motorcykelklubber, som Satudarah MC selv vil kaldes, med kriminalitet og lyssky forretninger og kampe mod andre banderelaterede grupper.

Så hvorfor har Patrick Nielsen valgt at gå ind i netop Satudarah MC, der udover motorcykler blandt andet slår sig op på at være imod racisme? ‘Det med antiracisme betyder meget for mig. Uanset hvordan vi ser ud, og hvilken farve vi har, og hvilken religion vi dyrker, så bløder vi alle det samme blod. Jeg har mange venner fra forskellige lande, og jeg går meget op i at bekæmpe racisme,’ siger han og tilføjer: ‘Min far har altid kørt motorcykel, fra jeg var helt lille. Jeg er opvokset med det, så det har altid været en interesse for mig. Nu er jeg blevet en del af noget større, og det er fedt.’ Patrick Nielsen kender godt til fordommene ved at være medlem af en rockerklub – eller at være biker, som han selv kalder det. …”

(Patrick Nielsens sidste kamp, 2019; Foto: Youtube)

“Jeg har taget det bedste af mig selv med ind i denne her klub. Derfor har vi lavet en lille bokseklub inde i klubben. Det er fedt at få lov til at give andre det bedste, jeg kan. Og så får jeg så det bedste af, hvad de andre kan i klubben.” (Patrick Nielsen, leder af Satudarahs ‘Fight Club19’)

Oploadet Kl. 12:35 af Kim Møller — Direkte link40 kommentarer
Arkiveret under:

Alt for damerne lancerer ‘Danmarks første anti-racistiske brevkasse’ med AFA-sympatiserende Mica Oh

Jeg har flere gange skrevet om Mica Oh, en AFA-sympatiserende ‘intersektionel feminist’, der trods sit erklærede antiracistiske udgangspunkt, ikke kan skrive to linjer om emnet uden at lyde som dem hun bekæmper. Nu kan man så læse, at ugebladet Alt for damerne (Egmont) har givet hende ‘Danmarks første anti-racistiske brevkasse’. Endnu en platform hvorfra hun kan bekæmpe hvide mænd: “… i håbet om at skabe en verden med mindre splittelse og mere kærlighed.” From AFA with love…

“… hvad er næste skridt i kampen mod racisme? Over sommeren vil Mica Oh, debattør og underviser i anti-racisme, besvare læsernes spørgsmål om store og små hverdagsdilemmaer indhyllet i racismens kappe, herunder berøringsangst og børneopdragelse, udklædning og upassende sprogbrug. Alt sammen i håbet om at skabe en verden med mindre splittelse og mere kærlighed.

Velkommen til Danmarks første anti-racistiske brevkasse.

(Collage: Alt for damerne)

“Alle hvide mennesker er racister…” (Mica Oh, 2018)

“Det er typisk for hvide, at de vil gøre, hvad der passer dem…” (Mica Oh, 2019)

(AFA-sympatiserende Mica Oh på Facebook, 1. maj 2018)

Oploadet Kl. 11:28 af Kim Møller — Direkte link40 kommentarer


13. juli 2020

Boligforening informerer: “Der er børn der løber rundt… og skyder på andre med farlige luftpistoler”

Toveshøj har den tidligere Enhedslisten-politiker Keld Albrechtsen som formand, og selvom det er femten år siden hans danske nabo blev myrdet af en araber, så føler han sig tilsyneladende stadig hjemme i kvarteret. Herunder en flersproget besked om ‘luftpistoler’, sat op i opgangene. Det er åbenbart ikke almen viden, at man ikke må skyde på hinanden…

“Kære forældre!

Der er børn der løber rundt i Toveshøj og skyder på andre med farlige luftpistoler med små meget hårde kugler.

Politiet gør opmærksom på at det er ulovligt for børn under 18 år at have disse pistoler.

Forældre, I er ansvarlige for jeres børn!” (Afdelingsbestyrelsen, Afdeling 5 Toveshøj)

(Morten Messerschmidt på Facebook, 13. juli 2020)

Oploadet Kl. 13:26 af Kim Møller — Direkte link46 kommentarer

Indiana: Ung mor likvideret efter disput med BLM-støttere, “.. waiting for us to come under the bridge”

Man er noget nær en terrorist, hvis man kæmper for hvid identitetspolitik, og visse medier ser det ligefrem som en slags opfordring til vold. Omvendt med Black Lives Matter, selvom voldspotentialet ud fra alle parametre er væsentligt større. Gerningsmændene til mordet på 24-årige Jessica Doty Whitaker er ikke fundet, og med mindre de anholdes og i kor råber ‘dræb de hvide’ i retten , så skal man ikke forvente MSM på nogen måde forbinder episoderne. Fra The U.S. Sun – Young mom, 24, shot dead ‘after telling Black Lives Matter protesters “all lives matter” during argument about movement’.

“Jessica Doty Whitaker was walking with her partner Jose Ramirez and two friends at 3am on July 5 when they came across four men and a woman and an argument broke out. The groups clashed over language and the Black Lives Matter movement, WTHR reported. …

According to Ramirez, the groups got into a racially charged argument, and one man pulled out a gun, and so Ramirez did too.

One article, published by the Daily Wire, reported that Doty Whitaker had said ‘all lives matter’ to the group, who allegedly were supporters of the BLM movement. …

Following the argument, the groups managed to talk things over and both parties walked away.

But minutes later, shots rang out along Canal Court. …

He told Fox59: ‘It was squashed and they went up the hill and left we thought, but they were sitting on St. Claire waiting for us to come under the bridge and that’s when she got shot.”

(Collage: Jessica Doty Whitaker, myrdet I park efter 4. juli-fejring, Indiana; Foto: DM)

“The video shows two people walking, and three or four people congregating around playground equipment. The video has no audio but suddenly shows everybody running; it’s when police believe 24-year-old Jessica Doty Whitaker was shot and killed.” (News 8, 8. juli 2020)

Oploadet Kl. 10:49 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer
Arkiveret under:


12. juli 2020

Frankrig: 59-årig buschauffør myrdet af ‘rejsende’, ‘Mohamed C., Mohammed A., Moussa B. og Sélim Z.’

DR gengiver et Ritzau-telegram om mordet, der ikke inkluderer oplysninger om de fire tiltalte. Navnene er ifølge franske myndigheder ‘Mohamed C., Mohammed A., Moussa B. og Sélim Z.’, og det skulle man jo nok mene var en relevant detalje. Fra DR Online – Fransk chauffør blev tæsket for at bede passagerer om at bruge mundbind: Nu er han død af sine kvæstelser.

“Den 59-årige franske buschauffør Philippe Monguillot er fredag afgået ved døden som følge af skader, han pådrog sig, da han blev angrebet efter at have bedt passagerer om at bære mundbind. …

Monguillot, en buschauffør fra byen Bayonne, bad søndag tre rejsende om at bære et mundbind, hvis de ville med bussen. Derefter blev han angrebet med slag. …

To mænd på 22 og 23 år er tiltalt for forsøg på mord. To andre er tiltalt for ikke at gribe ind overfor en person i fare. En anden person er tiltalt for at forsøge at skjule en mistænkt.”

(59-årige Philippe Monguillot med sin familie; Foto: Twitter)

(En af de fire tiltalte; Foto: Facebook)

Oploadet Kl. 19:03 af Kim Møller — Direkte link42 kommentarer
Arkiveret under:


11. juli 2020

Afrikanere truer menneskesmugler-skib: “… forsøger at tvinge kaptajnen til at sejle i havn i Europa.”

For en uges tid siden kunne Jyllands-Posten fortælle, at besætningen på et humanitært redningsskib i Middelhavet havde set sig nødsaget til at låse sig ind på broen, for at fastholde kontrollen over skibet. Maden var ved at slippe op, og de 180 migranter opsamlet mellem d. 25. og 30. juni, var desperate for at komme i land i Italien. Kilden til historien er en pressemeddelse fra SOS Mediterranee, og det hele kunne i princippet være et mediestunt.

SOS Mediterranee har en meget informativ hjemmeside, omend de eksakte koordinater for seneste opsamlinger ikke fremgår. Der er dog et kort, som dokumenterer at Ocean Viking reelt bedriver organiseret menneskesmugling. Fra JP.dk – Norsk skib erklærer nødsituation i Middelhavet – besætningen har låst sig inde på broen.

“Det norske skib ‘Ocean Viking’, der sejler for den humanitære organisation SOS Méditerranée i Middelhavet, har varslet en nødsituation og har anmodet de italienske myndigheder om hjælp. …

Ifølge SOS Méditerranée er der over 200 mennesker om bord – foruden besætningen er der tale om 180 migranter, der som situationen ser ud nu, er uden opsyn, mens maden er ved at slippe op. Fredag har situationen om bord skabt en ‘desperat’ stemning blandt nogle af migranterne, der frem for alt ønsker at blive sat i land i en europæisk havn.

Rederiet Hoyland Offshore, som ejer skibet, oplyser til den norske avis VG, at en del af besætningen har låst sig inde på broen for at bibeholde kontrollen over skibet, hvor et mindre antal migranter angiveligt forsøger at tvinge kaptajnen til at sejle i havn i Europa.

(Ocean Viking, positioner, jf. Onboard SOS Mediterranee)

(Nogle af de 180 ’survivores’, jf. SOS Mediterranee på Twitter, 7. juli 2020)

Oploadet Kl. 12:41 af Kim Møller — Direkte link49 kommentarer

Th. Gravgaard (2014): Vi opdrages til at skamme os over ‘velstand, vores blege hudfarve og vores flag’

Eftermiddagen på Radio4 minder lidt for meget om P3, og jeg må ofte ty til lydbøger. Sportsjounalist Thomas Gravgaards bog ‘Vi er våbenbrødre’ (2014), omhandlende hans tid som spirende hooligan flere steder i Europa kan kun anbefales. Han er hudløs ærlig, og bogen er dybere end man umiddelbart skulle tro. Den afsluttende ‘anti-feminisme’ er intet mindre end fremragende.

Den skrøbelige fred

“‘Hvorfor skal drenge altid slås?’ spurgte pigerne mig tit hovedrystende i de sidste folkeskoleår, umiddelbart inden de kastede sig over slagsbrødrene for at kysse dem.

‘Mænd er bare de dummeste svin,’ klagede de i gymnasiet, mens de stod i kø til netop de fyre, der havde ry for at knuse hjerter og knalde udenom. De slemme drenge var de attraktive. Igen og igen, lige siden vi som drenge og piger blev bedt om at gå i hvert vores omklædningsrum, har jeg hørt attråværdige repræsentanter for hunkønnet proklamere et og gøre noget helt andet i forhold til fyre. Jeg har hørt dem afsværge bad gnys på det bestemteste og derefter set dem falde for dem. Og når det så er lykkedes at få de slemme drenge installeret i faste forhold, og dresseringen er indledt, har jeg hørt dem degenerere til atter at nedgøre hans egenskaber.

Der kan være alle mulige gode og mindre gode forklaringer på, at det er sådan. Men på fyrenes bundlinje står, at det er overmådeligt vanskeligt at navigere i dette univers, selv om vi tit råber det modsatte i hovedet ad hinanden, når vi er fulde.

Det kan hjælpe at få nogle rigtig gode råd af de rutinerede mænd i ens liv. Men får du, som jeg, ikke de råd, må du lære det på den hårde måde: ved at blive afvist og droppet, indtil du indser, at piger og kvinder ikke tænder på, at du er sød og artig. De tænder selvfølgelig heller ikke på, at du render rundt og hamrer dine knoer eller flasker i hovedet af andre. Men den ro, som du udstråler, når du langt om længe har fået en følelse af, at du kan klare dig i denne verden, er nøglen til at blive eftertragtet. Og langt mere vigtigt: du får det godt med dig selv af den.

Jeg og en del af mine venner i Danmark og udlandet er gået, nogle gange spænet, andre gange vaklet, ad nogle mærkværdige omveje i eftersøgningen på denne dybe, indre drone, der skal til for at finde sig selv som både individ og mand midt i testosteronlarmen fra vores nosser og selvmodsigende krav fra de piger og kvinder, der er så vigtige for os, indtil vi finder ud af, at vi også selv er vigtige.

Netop det organiserede element ved hooliganismen gør, at den for mænd, der leder efter dronen, kan være enormt tillokkende. Du opsøger efter klare aftaler, i hvert fald i den ideelle verden, situationer, hvor du, hvis du gør det godt, føler den optimale handlekraft, men også hvor du, hvis du kommer til skade, af gode grunde ikke kan føle dig som offer, fordi du selv har anbragt dig i situationen. Og i det øjeblik, hvor du ikke føler dig som offer, selv når det gør rigtig ondt – fordi du er blevet afvist af den, du elsker, eller fordi du er blevet gennembanket – kan du mærke, ja, næsten høre dronen. Og derefter skal der meget mere til at blive bange eller slået ud.

Selv om jeg betragter mig selv som godt opdraget, forstår jeg, hvorfor arrangerede slagsmål kan være meget livsbekræftende. De lægger en dæmper på den følelse af magtesløshed, som prægede i hvert fald mig i store dele af min barndom og ungdom, fordi jeg dengang ikke havde de nødvendige instrumenter til bare indimellem og gerne for altid, at føle, at jeg kunne klare mig, også i de situationer, hvor samtaleidealerne kommer til kort.

“De mennesker, jeg har færdedes med blandt krigere og casuals, og til dels blandt ultras, har lært mig mere om stolthed, ære, mod og konsekvens end de fleste af dem, jeg har mødt uden for disse grupper.”

“Jeg troede i mange år, at hvis bare jeg opførte mig ordentligt, så ville livet blive godt og simpelt, for så ville alle kunne lide mig. Da den løgn efterhånden blev afsløret, voksede en anden frem af min bratte opvågnen blandt Skotlands barske mænd: at hvis bare jeg var stærk nok til at gå i krig, ville livet blive godt og simpelt, for så ville jeg ikke længere være bange. Og så ville et andet af ungdommens største problemer også løse sig: frygten for ikke at være attraktiv for det modsatte køn.

Siden er det gået op for mig, hvor kompliceret det er at være en ung, og også mindre ung, mand i denne kultur i denne tid. Inde i os kæfter vores biologi op som en selvforelsket teenager, der i endnu højere grad end kvindens vil en helt masse, som ikke er foreneligt med den måde, vi har indrettet vores samfund på, eller med det, som vi fornemmer, at mange piger og kvinder forventer af os.

Jeg tilhører en generation af mænd, der voksede op i rundkredspædagogiske udklækningsanstalter, hvor aggression var forbudt, og ligestilling – forstået som adfærdsmæssig ensretning – lige så hellig som formand Maos lille røde. Den eneste (og i øvrigt voldsomt misforståede udgave af) skoling i konsekvens, jeg fik i alle de år, jeg gik i børnehave, skole og gymnasium, var da jeg fik kylet det skilt på mig, hvor der stod, at jeg var en dårlig kammerat. Stolthed, ære og mod hørte jeg ikke noget til. Til gengæld var der masser af skammekroge i børnehaverne, hvor der altid sad drenge. Og det var også næsten altid drenge, der blev sendt uden for døren i de følgende ti år af mit liv. Om aftenen kunne vi så sidde og se på en uimodsagt, statsfinansieret tv-kanal, der havde travlt med at fortælle os, at vi også skulle skamme os over vores materielle velstand, vores blege hudfarve og vores flag, for mit vedkommende sammen med en mor, der af gode grunde ikke kunne lære mig noget om at være dreng eller mand, og en far, der havde mistet sin egen far så tidligt. Hvem af dem skulle kunne forklare mig, hvordan man kan leve med sin aggression på en ærefuld måde uden skiftevis at fortrænge den og tæve sig selv med en målstolpe?

Man kan roligt sige, at min generation af danske mænd ikke automatisk møder kvinderne med oprejst pande og fremskudt bryst. Vi har kollektivt taget historiens største skridt væk fra vores forfædres chauvinisme og hulemandsetik, men oplever igen og igen, hvordan den første virkeligt frigjorte generation af kvinder stadig føler deres mødres vrede. Nu løber døtrene så en åben dør ind, mens de skriger på det for dem næste logiske trin i ligestillingens sejrsgang, særrettigheder, og på den helt rette form for og dosis, mand – som var vi en gratis bøtte Ben & Jerry’s til deling mellem en flok cafeveninder, der ‘har fortjent det’. I virkeligheden er de lige så forvirrede som os. Men vi har i det mindste indtil nu haft et fristed i fodboldens fjerneste afkroge, hvor vi kan gemme, lede efter og finde os selv.

Et sted mellem det rene testosteron og de kulturelle idealer, jeg voksede op i, og som stadig i tidevandsbølger, under en præmenstruel månes kommando, hjemsøger samfundet, prøver i hvert fald en artig tøsedreng, der så gerne vil være vellidt af alle, og en påtaget hooligan, der bærer sin Stone Island-uniform som et panser og bruger f-ordet i hver anden sætning for at lyde lige så hård, som han forsøger at se ud, nu at holde fred. Men det er en skrøbelig fred, og indimellem hæver de begge sværdet, tøsedrengen så godt som han nu kan, hooliganen vel vidende, at det er en kulturelt ugleset krig, som han i virkeligheden slet ikke synes er sjov. Fra deres klingers møde flyver gnister til alle sider. Nogle af dem lander som ord på dette papir, mens jeg modtager en sms med en invitation til en pubtur fra min bedste skotske ven. En Rangers-tilhænger.

Selvfølgelig svarer jeg ja tak.”

Mere

“Malcolm skoler mig i ikke bare at bo i Skotland, men også i at leve, tænke og agere som en skotte. Igen og igen taler han om stolthed, ære, mod og konsekvens smedet sammen i en anvisning om ikke at finde sig i pis fra nogen: ‘Don’t take shite fae nae one’. Det er begreber, jeg har det svært med. De var fraværende i min opdragelse. Og hverken børnehaver eller skoler er ligefrem oversvømmet med den slags værdier i mit hjemland, hvor de længe har været anset for at være forældede, testosteroninficerede machodyder, som ødelægger det Utopia, som venter os, når de er helt udryddet.”

Omvendt har jeg selv set på Paddy Go Easy og over alt, hvor jeg ellers gik i byen med mine kolleger, hvordan danske kvinder står i kø for at score netop de hårdtslående, gammeltestamentlige skotter, irere og englændere, som kommer til Danmark med hævede stemmer og uforsigtige forestillinger om, hvordan mænd bør opføre sig, og hvilke ideologiske anvisninger, det er i orden for dem at udstikke.”

“Sandheden om Millwall – som Kenny Jackett fint formulerede det – er dog, at klubben og dens fans igen og igen er blevet behandlet dårligt af medier og myndigheder. Det startede med en BBC-dokumentar i midt-halvfjerdserne, som på et tidspunkt, hvor klubben ikke var blevet ramt af optøjer i årevis, plantede BNP-aktivister foran stadion under optagelserne, og groft udnyttede dens gæstfrihed.”

Oploadet Kl. 11:37 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige sideNæste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper