19. november 2018

Hørt på P4: Laura valgte studenterhue-kokarde med halvmåne og stjerne, “… fordi jeg er ikke kristen”

Jeg hører så godt som aldrig feelgood-radio, men lørdag formiddag kom jeg tilfældigt til at høre nogle få minutter af Mads og monopolet på P4. En gymnasieelev ved navn Laura havde bestilt en studenterhue med en halvmåne og stjerne-kokarde, da hun synes det er ‘meget sødt i sig selv’, og hun jo ikke ‘er kristen’. Kokarde-korset er i øvrigt ikke et religiøst symbol, men ‘det nationale buearmede dannebrogskors fra Dannebrogsordenen’, så egentligt undsiger hun Danmark, ikke Kristendommen. Indslaget med Lauras tanketomme dilemma kan høres her.

Mads Steffensen, P4: Vi er blevet kontaktet af Laura. Hun bliver student til sommer, og i den forbindelse har hun netop været til hueopmåling, og har bestilt og betalt sin studenterhue. I går der sidder Laura og taler med sine klassekammerater om huen, og de kommer også ind på kokarden, det lille emblem der sidder forrest på huen. De fleste har valgt et kors, som er ret standard på danske studenterhuer, men Laura hun er gået en anden vej.

Hej Laura! … Hvilken kokarde har du valgt?

Laura: Jeg har valgt en kokarde hvor der er en lille halvmåne og en stjerne på, som jo egentligt er meget sødt i sig selv. Synes jeg.

Mads Steffensen: – og hvorfor valgte du det?

Laura: Det valgte jeg fordi jeg synes at halvmåne og stjerne er et fint tegn. Jeg er en pige der er meget glad for søvn, så jeg tænkte, at det repræsenterer mig godt, det emblem.

Mads: – og der er jo mange som vælger et kors.

Laura: Ja, det er der nemlig, og derfor tænkte jeg, at jeg skal ikke have korset, fordi jeg er ikke kristen. Jeg tror ikke på Gud, så derfor skal jeg ikke have et kors på min hue. Så tænkte jeg, andet er en meget god ide, at vælge en lille halvmåne og stjerne, fordi at…

[…]

Laura: Der går lige et par sekunder, hvor jeg så indser at det selvfølgelig er tegnet for Islam. Der går jo så en masse tanker gennem mit hoved, ej, det kan jeg jo ikke have, men så jeg jo alligevel, hvorfor egentligt ikke. I princippet er jeg jo ligeså lidt muslim, som jeg er kristen. Så hvorfor skulle jeg ikke kunne bære tegnet for Islam, i forhold til at bære tegnet for Kristendommen, altså korset. For mig er det lidt det samme.

(Kokarder for totalitære ideologier; Foto: Uriasposten)

Oploadet Kl. 02:50 af Kim Møller — Direkte link29 kommentarer


13. november 2018

Warszawa: 200.000 fejrede uafhængighedsdag – ‘Vast majority of the crowd were ordinary people”

Søndag var 200.000 polakkere på gaden i Warszawa for fejre Uafhængigsdagen. Danske medier plejer at bruge begivenheden til at advare mod ‘nationalisme’, men i år med rekordbesøget kan jeg intet finde på DR Online. DR Udland fandt dog plads til historien om en forbudt ‘Orangutangfilm’, men som altid, kan virkeligheden ikke vinkles i den ønskede retning, så kan den ignoreres. Flere danskere deltog, og fik en oplevelse for livet.

Oppositionen boycuttede markeringen, men som billederne herunder indikerer, så gjorde det ingen videre forskel.

Fra Politico – Hundreds of thousands march to celebrate Polish independence.

“As many as 200,000 people joined a parade in the Polish capital Sunday marking 100 years of Poland’s restored independence, in a march that saw politicians and celebrating families mix with smaller numbers of ultra-nationalists and football hooligans.

The day also underlined the deep political divisions that have split the country in recent years. The opposition boycotted the main march on Sunday evening…

The culminating event of the day was the Warsaw march. … the vast majority of the crowd waving Polish flags were ordinary people celebrating a significant anniversary.

‘It’s a great day,’ said Katarzyna Łagowska, who had driven 400 kilometers from Cieszyn on the Czech border with her husband and four small children to take part in the march. ‘We can’t end the divisions in one day, but everyone is celebrating — no matter what their political views.'”

(Warszawa, Polen, 11. november 2018; Fotos: Tilsendt)



9. november 2018

Pakistan: Store folkelige demonstranter for hængning af kristen mor til fire, startede med et glas vand

Islamister i Pakistan har myrdet flere der har forsvaret kristne Asia Bibi, og nyheden om hendes frifindelse medførte store folkelige demonstrationer. I en tid hvor danske venstreorienterede demonstrerer for retten til at bære burka, udgør sagen et fint realitetstjek ift. minoritet/majoritets-diskussionen. Pakistan er 97 procent muslimsk. Fra TV2 Online – Kristen kvinde på flugt fra islamister: Det hele begyndte med en kop vand.

“Fire kvinder var i gang med at plukke bær i den bagende eftermiddagssol. Det var 14. juni 2009 lidt uden for landsbyen Katanwala i det østlige Pakistan tæt på millionbyen Lahore.

Den ene af kvinderne, Asia Bibi, blev tørstig. Kvinderne havde medbragt en spand vand med en kop i, til at slukke tørsten. Asia Bibi tog koppen, fyldte den med vand og drak indholdet. Og der gik det galt.

For Asia Bibi er kristen, og de tre andre kvinder er muslimer. De tre muslimer blev vrede, for de mente, at den kristne Bibi havde forurenet koppen og vandet i spanden med sin tro. I stedet skulle hun have ladet de tre andre drikke af koppen først, sagde de.

Kvinderne forlangte, at Asia Bibi konverterede til Islam, men hun nægtede. … I skænderiet fornærmede Asia Bibi ifølge de muslimske kvinder den muslimske profet Muhammed…

I 2010 blev den kristne kvinde, der er mor til fire, dømt til døden ved hængning.”

(Collage: Asia Bibi og folkelige demonstrantioner for hendes henrettelse; Foto: CBN)

(Foto: Skynews)

Oploadet Kl. 09:55 af Kim Møller — Direkte link81 kommentarer


7. november 2018

Kasper Støvring i islamiserede Saint-Denis: “Symbolikken er overvældende – som en gotisk katedral.”

Jeg var i Paris sidste år, og følte ikke ligefrem et behov for at stå af toget i Saint-Denis. Et tabt område, selvom bydelen inkluderer Frankrigs nationale stadion og den gotiske katedral med Karl Martels grav. Kasper Støvring kommenterer i Berlingske – Det multikulturelle samfund fører til mindre frihed.

“I efterårsferien besøgte jeg en af Europas vigtigste kirker, den parisiske kongekirke, Saint-Denis, som er den første kirke bygget i den gotiske stil. Den ligger i bydelen Saint-Denis midt i et af de mest indvandrerbelastede og islamiserede områder i Europa. Den parisiske bydel har været genstand for voldsomme optøjer og terrorrelaterede ransagninger af politiet.

Det er et trøstesløst og urovækkende syn, man møder. Det er som at vandre gennem et apokalyptisk landskab på vejen op til kirken. Der stiger røg fra indkøbsvogne, hvor forhutlede typer steger mad, høje tilråb høres i gaderne, der flyder med affald, og murene er hærget af graffiti. Der ses kun få hvide mennesker, som går ludende rundt med slukkede blikke og stramme læber. De fleste i området er tildækkede kvinder og skæggede mænd med hættetrøjer, hvoraf nogle udveksler mistænkelige poser. Fra grillbarerne lugter der som en verden af friture og fattigdom, og osen fra togene minder om dunsten af svovl, som dampede den ud af et krater.

Men pludselig tårner katedralen sig op, lys og majestætisk. Indenfor ligger Karl Martel begravet, konge og fører af den hær, der slog muslimerne tilbage i slaget ved Poitiers i år 732.

Symbolikken er overvældende – som en gotisk katedral.

Frankrig er interessant, fordi vi kan spejle vores nok ikke så fjerne fremtid i det engang så stolte land, der nu er i en slags permanent undtagelsestilstand på grund af islamismen.”

(Karl Martels grav i Saint-Denis katedralen, Paris



1. november 2018

Douglas Murray, Europas undergang — immigration, identitet og islam, Forlaget Ellekær, 2018

Forlaget Ellekær har oversat og udgivet Douglas Murrays The Strange Death of Europe: Immigration, Identity, Islam, og det må være årets udgivelse i genren. Europas undergang — immigration, identitet og islam kan købes online for 295 kroner. Herunder tre eksempler.

“I 1984 havde Ray Honeyford, der var skoleleder i en skole i Bradford, et indlæg i The Salisbury Review, et blad med begrænset oplagstal, hvori han reflekterede over nogle af aspekterne ved at lede en skole i et område, hvor 90 procent af eleverne var børn af immigrantforældre. Han nævnte, at muslimske fædre ikke ville tillade deres døtre at deltage i danseundervisning, drama og sport, og at myndighederne tav om de forskellige kulturelle praksisser, såsom at forældre sendte børn til Pakistan i undervisningsperioder.

Han var tilhænger af, at skoleelever skulle anspores til at tale sproget og forstå kulturen i det land, de levede i, og ikke opfordres til – sådan som Horneyford hævdede, at de toneangivende inden for racerelationsområdet gjorde det – at leve parallelle liv i samfundet.

Racerelationsindustrien, som Honeyford havde kritiseret i sin artikel, iværksatte øjeblikkeligt en kampagne mod ham. Bradfords muslimske borgmester krævede Honeyford fyret og anklagede ham endog flere år senere for blandt andet ‘kulturchauvinisme’. I strømmen af protester og beskyldningen om at være ‘racist’ blev Honeyford tvunget ud af sit job og kom aldrig mere til at arbejde med uddannelse. Han havde i sin stødende artikel skrevet, at som følge af et politisk og endog sprogligt forfald var det vanskeligt at skrive ærligt om disse forhold, og den måde, hvorpå han blev behandlet, var et klart bevis herpå.

Hvorfor blev en populær skoleleder – over hvem der ikke var andre klager – tvunget til pensionering for at fremsætte en sådan påstand? Den eneste forklaring er, at på det tidspunkt var der ingen, der brød sig om den nøgne sandhed om disse forhold. Der var opstået et politisk og socialt paradigme –pinligt benævnt ‘multikulturalisme’ -, og i 1984 var det endnu ikke muligt at anfægte grundlaget for den anskuelse. Selv om dette kan have været en ringe trøst for Ray Honeyford, så begyndte mange mennesker et par årtier efteroffentliggørelsen af hans artikel at tale om, at han måske havde haft fat i noget rigtigt, og ved hans død i 2012 var kernen i hans påstand blevet bredt anerkendt.” (S. 37f)

[…]

“I 2006 vakte den hollandske justitsminister, Piet Hein Donner, betydelig vrede i Holland, da han i et interview antydede, at hvis muslimer ønskede at ændre landets love til sharia med demokratiske midler (dvs. når muslimerne var blevet tilstrækkelig mange), så kunne de gøre det. I 2004 havde Donner kortvarigt foreslået en genoplivelse af landets blasfemilove for hermed at imødekomme nogle muslimers bekymringer.

I 2008 vakte det mindst lige så meget offentlig harme i Storbritannien, da ærkebiskoppen af Cantebury, Rowan Williams, i The Royal Courts of Justice holdt en forelæsning, der beskæftigede sig med den parallelle jurisdiktion, som var i vækst i landet. Under forelæsningen antydede ærkebiskoppen, at indførelse af elementer af sharia i Storbritannien ’synes uundgåelig’. I efterdønningerne af den første offentlige vrede hævdede ærkebiskoppen, at han var blevet misforstået. Men i et interview i BBC Radio den følgende dag, som skulle afklare hans bemærkninger, gik han endnu længere og erklærede, at ideen om, at ‘der er én lov for alle, og at det er alt, hvad der er at sige om det’, udgjorde ‘en vis fare’.

Efter år med stigende bekymring for immigration og sikkerhed syntes det pludselig, som om noget af det mest grundlæggende i den vestlige civilisation blev lagt frem til forhandling. Undertiden forekom det, som om også fortiden var til salg.

Blot to uger før Merkels Potsdamtale talte den forbundstyske præsident, Christian Wulff, på ‘Den Tyske Enheds Dag’. Blandt hans bemærkninger, som også sigtede mod at besvare Sarrazins spørgsmål om islams placering i Tyskland, lod Wulff forstå, at islam var lige så meget en del af landets historie, som kristendommen og jødedommen havde været det. Denne udtalelse afstedkom et ramaskrig i Tyskland – også fra rækkerne af hans eget parti, CDU. Men Wulff var ikke alene om at fremstå som villig til at ændre fortiden med det formål at tilpasse sig de aktuelle realiteter.” (s. 121f)

[…]

“Efter kansler Merkels store beslutning fortsatte politikere, mediestjerner og andre igennem et år med at insistere på, at Europa skulle tage imod verdens migranter. De mennesker, inklusive den almene offentlighed, som fortsatte med at stille spørgsmål ved denne politik, afvistes igen og igen som hjerteløse og mulige racister. Og selv et år efter, at der var enighed om, at situationen i Europa var en katastrofe, fortsatte flådepatruljer i det sydlige Middelhav med at samle mennesker op i tusindvis. I henhold til EU’s egne agenturer var antallet af
migranter, som kom til Italien i juli 2016 12 procent højere end i juli 2015.

Et år efter det, der skulle have været toppunktet, blev mere end ti tusind mennesker samlet op ud for den nordafrikanske kyst på blot 48 timer. Når som helst medierne rapporterede om disse begivenheder, beskrev de migranterne som værende blevet ‘frelst’ eller ‘reddet’ op af Middelhavet.

Det meste af tiden sejlede europæiske fartøjer blot tættere på den nordafrikanske kyst og samlede mennesker op fra de både, som de var blevet skubbet ud i ikke mange minutter tidligere. Men det var virkelig underforstået, at de var blevet ‘frelst’ eller ‘reddet’ fra en forfærdelig situation, som i første omgang havde fået dem til at sejle ud i bådene. Og som tidligere havde ingen af detaljerne nogen betydning. Blandt de fraværende detaljer var, at der i strømmen af migranter til Italien stort set ikke var nogen syrere fra borgerkrigen. Det var i stedet næsten alle unge mænd fra Afrika syd for Sahara.

Et andet punkt, som kunne have været af en vis interesse, var, at hvad de end var flygtet fra, så var det muligvis ikke værre end det, som hundreder af millioner andre kunne ønske at flygte fra i månederne og årene fremover. Når først migranterne var blevet ‘reddet’, ville det godgørende Europa, som krævede, at denne politik skulle fortsætte, miste interessen for de senest ankomne.

Da 2015-krisen var på sit højdepunkt, havde mange personer i Storbritannien fra lederen af Scottish Nationalist Party til Labours skyggeindenrigsminister samt utallige skuespillere og rockstjerner sagt, at de ville tage imod en flygtningefamilie. Mere end et år senere havde ingen af disse personer i realiteten gjort dette. Som med generøsiteten og godgørenheden gennem hele krisen var det lettere at forvente af andre, at de ville være godgørende på ens vegne, når man først havde givet til kende, at man var på jordens fattiges og undertryktes side.

Konsekvensen af ens godgørenhed kunne overlades til andre. (s. 336f)



21. oktober 2018

Støvring cit. retsfilosof: “Den frie, sekulære stat lever af forudsætninger, den ikke selv kan garantere.”

Kommentar af bogaktuelle Kasper Støvring i Kristeligt Dagblad – Liberalismen undergraver sig selv

“… Skal vi undlade at udvise kriminelle udlændinge, fordi de risikerer straf i deres hjemlande? Ja, mener de liberale – fra Mogens Lykketoft (S) til Uffe Ellemann-Jensen (V), der her i avisen har advaret mod de ‘illiberale’ nationalkonservative. …

I Frankrig er retsstaten allerede indskrænket på grund af truslen fra islam. Men også i Danmark, ja, i det meste af Vesteuropa, er friheden indskrænket. Det gælder i særlig grad for islamkritikere, jøder og homoseksuelle. Det er livsfarligt at tegne Muhammed, der er flere og flere no go -zoner og overgreb på kvinder. Og så videre.

Derfor må vi forkaste liberalismens værdier om åbenhed og tolerance. For en samfundsordens dybeste ræson er at forsvare sig selv. Sikkerhed og orden kommer før frihed og rettigheder. Først når der er orden, kan vi sikre vores liberale værdier som ytringsfrihed, beskyttelse af mindretal, lighed mellem kønnene, frihed til at vælge religion – og til at forlade den igen.Det hører til et andet af tilværelsens paradokser, at man kan blive nødt til at begrænse friheden for at bevare den. Den tyske retsfilosof Ernst-Wolfgang Böckenförde formulerede det sådan:

‘Den frie, sekulære stat lever af forudsætninger, den ikke selv kan garantere.’

Borgerne skal nemlig af sig selv være villige til at efterleve de liberale værdier. Den liberale orden afhænger med andre ord af nogle særlige kulturelle forudsætninger. Den kristne etik med dens betoning af personlig samvittighed, ansvarlighed, skyld og tilgivelse kunne nævnes. Det er ingen tilfældighed, at verdens mest frie lande har en protestantisk kernekultur. Det er statens opgave at lovgive, så den kultur ikke ødelægges. Derfor har vi religionsfrihed, men ikke religionslighed. Derfor skal vi hjælpe forfulgte, men ikke rette os efter samfundsnedbrydende konventioner. Derfor bør vi have indvandring, men ikke fra Afrika, Mellemøsten og helt generelt muslimske lande.”



17. oktober 2018

Kongernes Jelling, 16. oktober 2018: “… vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne.”

Med mindre børn i sommerhuset, er det nødvendigt at komme lidt ud. I går blev det en lille ekskursion til Jelling-monumenterne, og det tilhørende museum. Herefter en hyggelig lille tur til en nærliggende skovlegeplads.

(Kongernes Jelling, 16. oktober 2018; NB: Mobilfotos)

“Kong Harald bød gøre disse kumler efter Gorm sin fader og efter Thyra sin moder – den Harald, som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne.” (Den Store Jellingsten, rejst af Harald Blåtand, ca. 960-985)

“Kong Gorm gjorde disse kumler efter Thyra sin kone Danmarks bod.” (Den Lille Jellingsten, rejst af Gorm den Gamle, ca. 950)

“Palisaden som omkransede kongsgård, runestenene og de to gravhøje i Jelling blev fundet i 2006. Den måler 360 meter på hvert led, ialt 1440 meter palisade, og har været ca. fire meter høj. Det er Danmarks største vikingeanlæg og blev optaget på Unescos verdensarvliste i 1994 og palisaden i 2018 i selskab med Stonehenge og Den kinesiske Mur.

Harald Blåtands palisade er i dag markeret med hvide betonstolper og en fliserække hvorpå stolper og de lodrette planker er markeret.” (Fortidens Jelling)

Oploadet Kl. 12:02 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer
Arkiveret under:


4. oktober 2018

Støvring: ‘Ungarn er fremtidens Europa’, hvis Vesteuropa ‘intet effektivt vil gøre for at løse sin krise’

Nationalisme er og bliver ‘the prime mover of history’, og før vi anerkender det, forstår vi ingenting. Vi skal ikke være isolationistiske, men respektere kulturelle forskelle, og være mindre aktivistiske på andres vegne.

Bogaktuelle Kasper Støvring er her der og alle vegne i disse dage, og Gensyn med fremtiden lyder som en bog der bør stå på alle reoler. Start med gårsdagens Deadline, og suppler med denne her JP-kronik – Ungarn er fremtidens Europa (22. september 2018).

“Den ungarske regering under Viktor Orbáns ledelse er under konstant kritik. Således også i JP’s leder forleden, hvor Orbán tilskrives ‘totalitære ambitioner’. Og EU-parlamentet søger nu at aktivere den paragraf, der fratager Ungarn stemmeret. For Ungarn har brudt med basale retsprincipper, som det hedder.

Når man – som jeg – derimod taler positivt om det illiberale Ungarn, er det, som om ansigterne på tilhørerne pludselig mister deres imødekommende og åbne udtryk, som når man smækker en kuffert i. ‘Det kan du da ikke mene?!’ Men, jo, det kan jeg, og i min nye bog ‘Gensyn med fremtiden – et essay om den nye verdensorden’ argumenter jeg for, at Visegrad-landene – Ungarn, Polen, Tjekkiet og Slovakiet – meget vel kan blive fremtidens Europa. For disse lande forsvarer den nationale suverænitet og den kulturelle homogenitet. Tydeligst vel nok i Ungarn. …

Ungarn modsætter sig også multikulturalisme og islam og værner om landets kristne kultur. Også det er der en god grund til. Homogene nationalstater skaber nemlig fred indadtil. De bygger på en høj grad af sammenhængskraft og forhindrer opkomsten af løsrivelsesbevægelser. Homogene nationalstater skaber også fred udadtil, fordi de løser problemet med grænsestridigheder.

Men national selvstændighed er en torn i øjet på liberale i Vesteuropa, især i EU-kleresiet. Derfor vil man altså straffe Ungarn. Det er et mageløst hykleri af flere grunde:

EU vil straffe Ungarns regering for at indskrænke demokratiet. Men EU har kun et skinparlament og har tilmed centraliseret magten hos kommissærer, der ikke er folkevalgte og ikke kan afsættes ved frie valg.

EU vil straffe Ungarns regering for at modarbejde en uafhængig dommerstand. Men EU baserer sig på en aktivistisk domstol, der har til formål at udbygge EU, og som politiserer uden at have demokratisk mandat til det. …

Der er gode grunde til at være skeptisk over for visse dele af Orbáns politik. Men EU’s problemer med demokratiet er værre, EU’s indflydelse er langt større, og der er mindre kritik af EU. I Vesteuropa burde vi i øvrigt takke Ungarn for at have lukket Balkan-ruten, så vi kan sove trygt i sengene og have fine moralske idealer, imens andre laver det beskidte arbejde.

Hvorfor bøjer Ungarn ikke bare nakken og accepterer det liberale regime, EU og indvandringen? En årsag ligger i Ungarns historie. Undertrykkelsen under Sovjet og de tyrkiske osmannerne har lært ungarerne at være skeptiske over for unioner og islam.

Netop Orbán var en af de stærkeste dissidenter under kommunismens diktatur. Den polske parlamentariker og filosof Ryszard Legutko, der selv var en ledende dissident, har peget på en påfaldende sammenhæng. Nemlig at de tidligere kommunister i Østeuropa er blevet liberale EU-støtter, imens de tidligere dissidenter er blevet nationalkonservative.

Nationen, kristendommen og kernefamilien var nemlig kilder til mobilisering imod det totalitære styre. Derfor skulle de ødelægges af kommunismen – ligesom de liberale i dag bekæmper selvsamme institutioner. Liberale og forhenværende kommunister er blevet sengepartnere. På lignende vis danner Enhedslistens Pelle Dragsted fælles front med den liberale jurist Jacob Mchangama imod nationalkonservative.

Min tese: At Ungarn er fremtidens Europa, holder kun, hvis min præmis holder: at Vesteuropa fortsat intet effektivt vil gøre for at løse sin krise. Jeg håber, at jeg tager fejl.

(Caspar David Friedrich, Munk ved havet, 1808/1810; Foto: Wiki)



2. oktober 2018

Kristen præst får taletid: “Flere oppositionspolitikere finder det både kontroversielt, dumt og forkert.”

Vi kan få politiserende prædikener i den bedste sendetid af Flemming Pless & Co., men når en kristen valgmenighedspræst (!), skal stå for åbningsgudstjenesten i Christiansborg Slotskirke, så er fanden løs i Laksegade. Jeg hørte Morten Kvist i Det Røde Felt på Radio24syv, og her afviste han beskyldningerne. Han fastholdt dog at heteroseksualitet ikke var normalt, hvad jo reelt var det motiverende angrebspunkt. Herefter gav filologen Jens-André Herbener den fuld skrue – det her var et skridt på vej mod et kristen diktatur.

Fra DR.dk – Præsten Morten Kvist: ‘Jeg har ikke tænkt mig at holde en politisk prædiken’

“Kirkeminister Mette Bock (LA) har… besluttet, at det er valgmenighedspræsten Morten Kvist fra Herning, der skal prædike for folketingsmedlemmerne og ministrene ved den traditionsrige åbningsgudstjeneste.

Den beslutning bliver ikke modtaget lige vel hos alle folketingsmedlemmer. Flere oppositionspolitikere finder det både kontroversielt, dumt og forkert.

– Det er fordi, at mit argument var dengang – og det er det sådan set stadigvæk – at homoseksualitet heldigvis er både tilladt og anerkendt i Danmark. Det er jeg meget glad for. Men man kan jo ikke sige, at det er normsættende, fordi normen er jo det, flertallet gør. Så har vi det heldigvis sådan i Danmark, at man kan tillade sig at afvige fra normen.

– Men hele identitetspolitikken og diskussionen om den går på, at hver eneste lille minoritet skal have deres egne rettigheder. Og det opløser det normative fællesskab. Og det mener jeg simpelthen ikke er godt. …

– Jeg har ikke tænkt mig at holde en polemisk prædiken. Det mener jeg ikke er stedet at gøre det. Det kunne man godt, men det skal jo også være en prædiken, hvor både den ene og den anden politiske opfattelse kan føle sig nogenlunde hjemme.”



30. september 2018

Om folkekirkelig klimakamp: “… man kunne fravælge at servere oksekød til arrangementer i kirken.”

Klima- og miljøordfører i Radikal Ungdom mener cykelture og kødfrie dage er en moderne form for ‘næstekærlighed’, og vil derfor have klimakampen ind i folkekirken. Hun vil gerne have mindre oksekød til arrangementer i kirken. Det kan jeg som ikke-troende overgå – lad restauranter servere mad, og lad kirken prædike det kristne budskab.

Ungradikale Nadia Gullestrup i Kristeligt Dagblad – Klimakampen handler om næstekærlighed. Hvor er folkekirken?.

“Hvorfår går vi unge mennesker så meget op i klima? Det er et spørgsmål, jeg ofte stiller mig selv, når jeg endnu en gang tager cyklen og dropper bøffen. For mig er svaret, at jeg gerne vil hjælpe de fremtidige generationer og folk i andre lande, som ellers vil lide under klimaforandringerne. Man kan vel sige, at jeg gerne vil hjælpe min næste. For hvad større gave og mere nødvendig hjælp kan man give end en beboelig jordklode.

Derfor kan jeg undre mig over, at klimaet ikke fylder mere i den danske folkekirke. Der kunne blive sat krav om, at kirkebilen kørte på el, eller man kunne fravælge at servere oksekød til arrangementer i kirken.”

(Foto: Gronkirke.dk)

Oploadet Kl. 11:10 af Kim Møller — Direkte link43 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper