Den amerikanske tv-præst Pat Robertson var en af flere der rutinemæssigt blev trukket fra for at sværte den amerikanske højrefløj, for år tilbage, da George W. Bush var præsident. For de fleste danskere vil han være helt ukendt, men den talende klasse har en fetich for kristne fundamentalister, særligt de amerikanske. Her lidt fra Pressen på P3 ved Tony Scott og Tue Blædel, der havde en flere minutter lang samtale om Robertson. Hørt torsdag kort før 18-Radioavisen.

Tony Scott: … I USA har de stadig præster, på fjernsynet også… En af de meget kendte er tv-præsten Pat Robertson… En lille gråhåret mand, du genkender ham når du ser ham. Han har sådan et tv-program, hvor man kan skrive til, og så får man måske et godt råd. Det var der en kvinde der gjorde. Hun havde svært ved at tilgive sin mand, han havde været utro. Den tage Pat rimeligt køligt (5 sekunder med Pat Robertson) … (5 sekunder med Pat Robertson) … Altså…

Tue Blædel: Du har været tilbage i arkiverne til 50′erne?

Tony Scott: Nej, de det er fandme nu, altså. Så er det hvis man helliger sig til religiøse crazees. Og i virkeligheden, Tue, så er det måske slet ikke mandes skyld, at han har været utro. Prøv at tænke over det. Måske er det hende her kvinden der har fejlet i hjemmet… (10 sekunder med Pat Robertson) …

Tue Blædel: Altså også bare hans stemmeføring, han lyder simpelthen så gusten.

Tony Scott: … Jeg kan simpelthen ikke forestille mig noget dummere? Altså, man bliver så træt indeni.

Tue Blædel: En lang kamp med USA og deres tossehoveder, men vi har taget den op, og vi tager dem en for en, og så får vi dem tilbage på sporet.

Tony Scott: Hahahahah… Pressen er så småt ved at være slut for i dag. … Først lige nyhedsoverblikket. Den afghanske hovedstad Kabul blev i dag ramt af det værste angreb i lang tid. To børn, syv civile voksne og seks amerikanere fra Nato-styrken blev dræbt, da en selvmordsbomber fra den radikale islamistgruppe Hizb-i-Islami udløste sin bilbombe… 40 mennesker blev altså kvæstet ved denne selvmordsbombe.

I søndagens Jyllands-Posten satte Mikael Jalving ord på udviklingen i Sverige: “Mens kristendommen er udskilt fra staten, integreres islam løbende i statens love, regler og bekendtgørelser. Den svenske stat er sekulær på overfladen, men hellig indeni, og de politiske fløje har simpelthen byttet plads. Mens højrefløjen har tabt troen, har venstrefløjen fået en ny.”

Fra Kristeligt Dagblad – Kirke inviterer imam til at tale ved pinsegudstjeneste.

“Selvom pinsen er en fejring af kirkens fødselsdag, kan man sagtens bede en muslim om at tale til menigheden under den kristne højtid. Det er holdningen i Hellig Kors Kirke på Nørrebro i København, hvor sognepræst Louise Britze Kijne med provstens og menighedsrådets velsignelse har inviteret imam Abdul Wahid Pedersen til at tale under temaet fred. Det sker i forbindelse med en formiddagsgudstjeneste anden pinsedag, som foregår i kirkens have.

Planen var først, at imamen skulle tale under selve gudstjenesten. Men ved nærmere eftertanke har præst og imam besluttet at lægge talen umiddelbart efter gudstjenesten, fortæller sognepræst Louise Britze Kijne.

”Det er ikke vores mening at være kontroversielle…,” siger Louise Britze Kijne.

Muslimer tror ikke på Helligånden, som ifølge Bibelen er Guds ånd, der efter Jesu himmelfart møder disciplene og giver dem kraft til at grundlægge den kristne kirke. Men det er ikke noget problem, mener Louise Britze Kijne.

”Bibelens pinseberetning viser, at vi er åndsvæsener, og at vi derfor kan forstå hinanden og dele troen på at være skabt i Guds billede – på tværs af sprog og kultur, der ellers kan skille os ad. Det er vigtigt, at vi får vist, at vi som kristne og muslimer kan stå skulder ved skulder og tale over et fredstema. … og tilføjer, at valget faldt på Abdul Wahid Pedersen, fordi han er en god repræsentant for muslimer i lokalmiljøet.

[...]

Hverken biskop i Københavns Stift Peter Skov-Jakobsen eller provst i Nørrebro Provsti Gert Blak Mogensen kan dog se et problem. Biskoppen kalder gudstjenesten for et ”rigtig fint og imødekommende initiativ”, mens provsten siger:

“Det er fint, at der eksperimenteres med sådan en gudstjeneste på højmessens plads. Imamen skal tale om fred…”

Anna Mee Allerslev gik søndag til angreb på Hizb ut-tahrir, der til et stormøde i Nørrebrohallen samlede 800 tilhørere. Gruppen er forbudt i flere arabiske lande, men ekstremisme er som bekendt et relativt begreb. Man er højreekstremist hvis man ønsker at bevare nationalstaten, men moderat muslim, hvis man ikke ønsker at hænge kristne indenfor de næste tyve minutter. Fra Jyllands-Posten – Kristne er de mest forfulgte.

“… Ifølge forskere er 75 pct. af de religiøst forfulgte i verden kristne. Tusindvis dræbes hvert år, nogle eksperter taler om titusindvis. …

I sidste weekend blev kristne angrebet og dræbt af muslimer i Egypten. Ugen før blev 19 kristne dræbt og 4.500 sendt på flugt i det centrale Nigeria, da muslimske nomader angreb kristne. …

»Forfølgelsen af kristne er ved at antage alvorlige former især i Egypten og i Nigeria,« konstaterer lektor Peter Lodberg, studieleder på den teologiske uddannelse ved Aarhus Universitet. Han ser pessimistisk på de kristnes fremtid især i Mellemøsten.

»Vi har troet, at man bare kunne vælte totalitære regimer i Mellemøsten, så ville demokratiet vokse frem, som da man væltede nazisterne i Europa, og et demokratisk Tyskland voksede frem. Men det er lige præcis det, der ikke sker i Mellemøsten. Det har været en falsk analyse, fordi man ikke har medtaget den religiøse rolle i det politiske spil,« mener Peter Lodberg.“

For et par uger siden proklamerede integrationsborgmester Anna Mee Allerslev, at hun ‘ingen grund’, havde til at tro, at de fleste muslimer ikke var “lige så tolerante som alle andre”. Det kræver en god portion kynisme, at køre ‘Vi får den virkelighed vi italesætter’-doktrinet helt ud, men godhedens fortrop har hvad der kræves i den henseende. Fra Kristeligt Dagblad – Asylsøgere bor opdelt efter religion på center. Mere om sagen i tidligere post.

“En håndfuld kristne asylsøgere bor 15 kilometer fra de øvrige beboere på et asylcenter på Langeland. Efter de kristnes eget udsagn skyldes adskillelsen religiøs chikane

I et anneks 15 kilometer fra asylcenter Holmegaard på Langeland bor seks asylsøgere, som har det til fælles, at troen udgør et problem for dem. Det fortæller en af husets beboere, Reza Maisam fra Pakistan, som siger, de seks er kristne og bor, som de gør, fordi de frygter for tilværelsen blandt muslimske asylsøgere.

”Vi kalder det Christian Converted House (hus for konverterede kristne, red). Vi flyttede, fordi vi ikke kunne bo på asylcentret på grund af muslimerne. Det var svært for os at lave mad og foretage andre ting uden at blive chikaneret,” siger han.“

TV2′s engelske bandeekspert er tidligere bandeleder der ‘har fundet Jesus’, og selvom jeg godt vil se ham bruge sin religiøsitet til at skabe tillid i bandemiljøerne, så vil det selvfølgelig være bedre at smide kriminelle udlændinge ud af landet og fængsle resten. Også selvom det isolerer lovlydige borgere fra skydegale arabere.

Fra TV2 Online – Bandeekspert: Hårdt mod hårdt gør problemerne værre.

“Tony Winter er ekspert i bandekriminalitet og har de seneste år vejledt de danske myndigheder i håndteringen af bandekonflikten. Og han er ikke begejstret for Venstres forslag om at skærpe straffene og udvise udenlandske bandemedlemmer:

- Jeg tror faktisk, det kan forøge jeres problemer. Det kan isolere jer fra bestemte miljøer, der allerede er svære at have et tillidsfuldt forhold til, siger Tony Winter til TV 2 News.

Dermed ikke sagt, at der ikke er hårde kriminelle blandt banderne, der skal straffes hårdt for deres kriminalitet.

- Vi bliver nødt til at slå hårdt ned på kriminalitet. Men vi skal være meget forsigtige, for blandt disse bandeorganisationer er der også ofre. …, siger han. …

Tony Winter mener, der er behov for en større dialog, forpligtelse og åbenhed, så miljøerne får tillid til hinanden

- Det handler om at åbne dørene og sige ‘det er sådan vi er; vi vil gerne lære jer at kende. Så lad os finde ud af, hvordan vi kan samarbejde.”

(Tony Winter, tidligere bandeleder, aktiv i Street Pastors; Youtube)

“Some people hear alarm bells ring when we say religion, but this is about people who believe in God who are giving their time where it’s needed. “Some people ask us to pray with them, but that’s not the main aim. It’s a gateway to build relationships with people.” (Tony Winter til Manchester Evening News, 2007)

Landets radikale kirkeminister Manu Sareen forklarer i dagens Berlingske, at regeringen har vundet værdikampen. Der er dog stadig plads til ‘forbedringer’. Fra Den Korte Avis – Skal Danmark tillade kald til bøn fra minareter? – Folketinget er splittet.

“Meningerne er delte hos danske folketingspolitikere, når det kommer til spørgsmålet om, i hvilket omfang bønnekald fra minareter skal være tilladt i Danmark. Spørgsmålet er aktuelt, fordi en svensk moske i Botkyrka kommune uden for Stockholm formentlig får tilladelse til at kalde til bøn i den nærmeste fremtid.

I går fortalte vi i Den Korte Avis på baggrund af interview med specialkonsulent Jørgen Jakobsen fra Miljøstyrelsen og professor i retsfilosofi Henrik Palmer Olsen fra Københavns Universitet, at der ikke er noget lovgivningsmæssigt til hinder for, at der kaldes til bøn fra danske moskeer. …

Den radikale ordfører Linda Kristiansen er umiddelbart positiv over for tanken. Hun mener ikke, at der er grund til at lave regler på området, hvis det kan foregå i en dialog med det lokalsamfund, moskeen er en del af:

‘Hvis det allerede er tilladt, så tænker jeg, så lad os da fortsætte sådan, som det er… jeg tror, at man ved at gå i dialog kan komme rigtig, rigtig langt. Så jo, der skal tages et hensyn, men der skal også være et hensyn til begge parter. Det mener jeg godt, man kan opnå’.

For Linda Kristiansen er islamisk kald til bøn ikke specielt fremmed:

‘Jeg synes ikke nødvendigvis, det er så forfærdeligt fremmedartet… Jeg tror at ved at åbne op og vise de her forskelle, så tror jeg også på, at der kan blive taget bedre imod. Og så har vi altså igen – som sagt – religionsfrihed. Det synes jeg er vigtigt at påpege’.

Den radikale kirkeordfører mener, at kald fra minareter umiddelbart kan sidestilles med klokkeringning fra kirker, og at man derfor kun bør lave regler på området, hvis det giver anledning til problemer. Hun tror ikke, at hun selv ville have de store problemer med at bo i et område, hvor der blev kaldt til bøn:

‘Først og fremmest tror jeg, at jeg ville overveje, hvor jeg bosatte mig, men jeg tror også, at man rimeligt hurtigt ville vænne sig til det. Jeg tror egentlig, at jeg ville have det fint nok’, fortæller Linda Kristiansen fra det Radikale Venstre.”

Kommentar af Pia Kjærsgaard i Den Korte Avis – Tænk hvis paven havde sagt, at alle moskéer skal lukkes.

“Nogen stor medieopmærksomhed har det bestemt ikke fået, at Saudi-Arabiens stormufti, Sheikh Abdul Aziz Bin Abdullah har udstedt en fatwa, hvori han kræver ødelæggelse af alle kristne kirker i den arabiske region.

Skyldes det, at det er, ‘hvad man kan vente fra muslimer’? Er det fordi ‘arabere altid udtrykker sig meget malerisk’ – den forklaring er ofte undskyldende blevet hevet frem og brugt til at bagatellisere udsagn fra yderligtgående muslimer. Eller er det på grund af almindelig, vestlig konfliktangst? …

Hvad mon der var sket, hvis den nyudnævnte Pave Frans 1 havde opfordret til nedrivning af samtlige moskeer i Europa eller blot den ‘katolske region’? Det havde – med rette – ryddet forsiderne i flere dage, politikere havde krævet, at paven blev afsat, og EU havde indledt politiske og økonomiske sanktioner mod Vatikanstaten.

Men hvad en araber i Saudi-Arabien siger, er åbenbart ligegyldigt? Jeg er lige ved at sige, at der kun i bedste fald er tale om konfliktangst. I værste fald handler det om en slags omvendt racisme, hvor kun udsagn fra kristne mennesker fra Vesten kan tillægges nogen form for værdi og gyldighed.

Under alle omstændigheder handler det om dobbeltstandarder. Kravene til os selv og vore egne er nogle helt andre end kravene til andre. … Multikulturalisterne finder altid det mindste hår i vores egen suppe, men ignorerer konsekvent andre kulturers til tider giftige bryg. Nogle gange er tavshed også kommunikation. Det er den i dette tilfælde, hvor samtlige medier har valgt at ignorere en åbenlys krigserklæring mod kristendommen som minoritetsreligion i den arabiske verden. Dobbeltstandarderne trives stadig i bedste velgående.”

(Debat om fatwa’en på Islamic.dk, marts 2012)

Hvor maksimalstats-aktivister strides internt om hvorvidt Nørrebro-jøder har krav på støtte, når nu højrefløjen åbent bekæmper islamisters jødehad, så er der andre boller på suppen hos minimalstats-aktivisten Lars Kragh Andersen. I lighed med de venstreradikale tænker han ideologisk, men han lægger ikke skjul på det, og lefler ikke for det herskende konsensus.

I forlængelse af flere racismesigtelser- og domme mod islamkritikere, ytrede han sig i et indlæg på 180 grader negativt generaliserende om muslimer, og januar sidste år fik han så dom. At betale: Kr. 10.000 kroner plus sagsomkostninger…

(Københavns Politi, januar 2012)

I naturlig forlængelse ytrede han det samme om Jehovas Vidner, og blev herefter anmeldt for brud på racismeparagraffen.

(Lars Kragh Andersen på Facebook, 13. januar 2012)

Samme ytring, men Nej. Ikke ulovligt: Er ikke omfattet af straffelovens § 266b.

(Københavns Politi, 7. februar 2013)

Den fulde historie kan læses på Frihedsaktivisten.dk.

Det er tyve år siden Der Spiegel udgav Botho Strauss’ Anschwellender Bockgesang, der blev oversat og udgivet på dansk af Tidsskriftet Nomos tilbage i 2003. Kasper Støvring opridser debatten om Strauss’ Tiltagende bukkesang, og inkluderer en række citater fra mesterværket – Det vigtigste essay siden Murens fald.

“Som titlen anslår, handler det om tragedien, den kommende tragedie, fornemmelsen af et forestående sammen- og opbrud. …

‘Tiltagende Bukkesang’ indledes med en undren over, hvorfor vores samfund fungerer så smidigt, når man betænker, hvor ufuldkomne mennesker i grunden er. Og dog – undertiden forekommer det som om, at noget er ved at gå i opløsning. Som om man “hører en sidste knagen af noget, som giver efter, af papirtynde lameller, som rasler i naturlige vibrationer”, som om man “lige netop ser de sidste, som det lykkedes at flygte ind i et hus, fornemmer et lille klik, som en lås, der går i. Herefter lyden af noget, der rives over: reb, håndsrækninger, nerver, tingslige kohæsioner, kontrakter, net og drømme. Endda solidaritet og marchkolonner.”

Så er stemningen i dette atmosfærefyldte essay sat, og forfatteren springer fra den ene observation til den anden. Fra den anelsesfulde beskrivelse af det skrøbelige ved det moderne liberale samfund går vi til en kritik af den moderne vestlige by til et ubehag ved den materielle overflod, der svækker os i mødet med ‘fjendtlige erobrere’.

Det liberale demokrati har ingen konkurrenter, vi møder ingen fare, der kunne motivere os til at samle kræfterne på ny. Vi risikerer derfor at stå magtsløse over for fremmede folkeslag, der hylder andre, åndelige værdier. Strauss henviser til de tidligere Sovjetlande, men også islam i Vesten rinder i hu. At nogle vil yde blodofre, forstår vi ganske enkelt ikke, æresdrab og attentatforsøg på blasfemikere, chokeres vi over, men hvad stiller vi op? Sagde nogen Lars Hedegaard?

Essayet kritiserer også det overfladiske oplevelsessamfund, trivialkulturen og den konstante forhånelse af etablerede ordninger, løgnen om det lykkelige, multikulturelle samfund og den subversive venstreorienterede rebel, der er imod alt, men sjældent virkelig for noget. Det er ødelæggeren, der hilses velkommen af de borgerlige filistre. …

Strauss provokerer ved at bekende sig til gamle konservative dyder som autoritet. Men det er kun delvist rigtigt at karakterisere ham som højreradikal: Essayet er en markant kritik af bl.a. nynazismen, der sidestilles med venstreekstremismen. De er nemlig begge inkarnationer af ødelæggeren, den tabunedbrydende.”

(Der Spiegel 1993/6 – Tidskriftet Nomos 2003/1)

Citater.

“Den eneste fjende, man ikke kan kæmpe imod, og som ikke sætter kræfterne i gang, når den trues, er samfundsrigdom. Er kun få rige, så hersker korruptionen og arrogancen. Er det folket som helhed, så smuldrer substansen. I hvert fald beskytter rigdom ikke mod demontering af det samfund, den i sidste instans skyldes.”

“Eftersom historien ikke er ophørt med at træffe sine tragiske dispositioner, kan ingen forudse, om vores pacifisme ikke blot sender krigen videre til vores børn.”

“Det offentlige moralske hykleri, som til hver en tid tolererede (om ikke ligefrem praktiserede) forhånelse af eros, forhånelse af soldaten, forhånelse af kirken, traditionen og autoriteten. Den bør ikke undre sig, hvis ordene i nødens stund ikke længere har nogen vægt.”

“At være højreorienteret, ikke af billige overbevisning eller af nedrige hensigter, men af hele sit væsen, det er at opleve erindringens overmagt; som griber mennesket snarere end borgere, som ryster ham og får ham til at føle sig ensom midt i de moderne, oplyste rammer, hvor han lever sit gennemsnitlige liv [...] Det drejer sig om en anden slags oprør: mod nutidens totale overherredømme, som vil udradere og frarøve individet hver eneste tilstedeværelse af uoplyst fortid, af det historisk tilblevne, af mytisk tid.”

“Modsat den venstreorienterede fantasi, som er en parodi på et evangelium, udmaler den højreorienterede intet kommende verdensrige, har ikke behov for en utopi, men stræber efter at genoprette forbindelsen til den lange, ubevægede tid; den er i sit væsen dybdeerindring og for så vidt en religiøs eller protopolitisk initiering. Den er altid og på eksistentiel vis en tabets og ikke en (jordisk) forjættelsens fantasi. Således en digterens fantasi, fra Homer til Hölderlin.”

“Den højreorienterede – på rette spor: en enspænder. Det, som adskiller ham så inderligt fra den problematiske verden, er dens mangel på passion, dens hovmodige selvcentrering, dens lige dele latterlige og modbydelige gøren lidelsen og lykken til et samfundsanliggende.”

“Moderniteten vil ikke blive afsluttet med sine milde postmoderne udløbere, men vil blive afbrudt brat af kulturchokket. Kulturchokket, som ikke rammer de vilde, men som raserer de glemsomme.”

“Efter årtier med det kulturelle totalteaters ungdom møder man nu en temmelig tæret ungdomssubstans, efterkrigstidens sidste progenitur, hvis overlevering og stemningshistorie består af negationer og faderhad, den hæslige frugt af mødet mellem en dekreteret og en løbetræn, grænsende til det psykopatiske, antifascisme.”

“Hvor blinde og hjælpeløse fremstår nu de kritisk oplyste, som ingen sans har for skæbnen, som hilste det dynamiske kompleks af emancipation i generationsskriftet og enhver oprørsk, revolutionær potens velkommen, indtil den, som nu, blotter sin nøgne, neutrale kerne: det brutale had.”

“De tærsker langhalm på den tanke, vi kun lige lod suse forbi, de laver skemaer og fylder sendetiden med spørgsmål, de aldrig nogensinde har stillet sig selv, kommentatorerne, debattørerne, infotainerne. De optager endda gåder og hieroglyffer i deres banale og fuldstændigt gennemskuelige sprog, formidlerne, verdensmoderatorerne [...] Men sanserne lader sig ikke bedøve, ikke dræbe. Før eller siden vil det komme til et voldsomt oprør mod sansebedraget.”

“Den telekratiske offentligheds regime er historiens ublodigste voldsherredømme og samtidig den mest omfattende form for totalitarisme. Det behøver ikke at lade nogen hoveder rulle, det gør dem overflødige. Det kender kun undersåtter og ingen fjender. Det kender kun medvirkende og systemkonforme.”

“Jeg er ikke i tvivl om, at autoritet og mesterskab fremmer en højere menneskelig udfoldelse hos dem, der evner at indforskrive sig hos disse egenskaber, end en hvilken som helst form for præmatur og letkøbt emancipation. Den herreløse (og modstandsløse) opdragelse har ikke været god for nogen, den har bare gjort ligegyldigheden større og skabt en ungdommelig træthed.”

“Det er trist, virkelig trist med den ødelagte overlevering. JA, den går til grunde uden for portene som en fragt kostbar næring, befolkningen må undvære på grund af nogle toldstridigheder.”

“Det er sværere at få modstand i dag, konformismen er intelligent, nuanceret, mere snu og umættelig end før i tiden, det velmente hyppigere end det åbenlyst tåbelige, som man tidligere bekæmpede eller vendte ryggen.”

“Fra menneskerummet i sin helhed, det fælles univers, høres sælsomme toner, som bukkesang.”

“Vi kender intet til den kommende tragedies form. Vi hører kun den stadig højere mysterielarm og bukkesangen i vores handlingers dyb. Offersangene, der tager til i det indre af det anrettede [samfundet, KS]. Tragedien gav en målestok at erfare det onde ud fra og til at lære at udholde det. Den udelukkede muligheden for at fornægte eller politisere det, endsige at se det som samfundets opgave at bortskaffe det. For det er det onde nu som før; de, som rammes af det, har blot andre måder at opfatte det på, at tage det på sig, de benævner det med andre, mildere navne.”

“Vi frygter det, vi vil prøve at forhindre det med alle til rådighed stående midler, og har dog intet sikkert forsvarsmiddel, når Bromios, den larmende skræk, slår ned i vores abstrakte verden, og det angiveligt så virkelighedsbetvingende kompleks af simulakrummer og simulatorer fra den ene dag til den anden begynder at vakle. Virkeligheden bløder virkelig nu.”

“Kulturpessimisten anser ødelæggelsen for uundgåelig. Den højreorienterede håber i stedet på en fundamental mentalitetsændring, undfanget under farerne, på den endelige afsked med et efterhånden hundredårigt ‘devotionsfjendtligt kulturbegreb’ (Hugo Ball), som i Nietzsches fodspor overbefolker vores åndelige miljø med et utal af spottere, ateister og frivole insurgenter, og som har skabt en egen bigot fromhed af det politiske, det kritiske og det potentielt totalfornægtende.”

“Vi advarer lidt for selvtilfredst mod de nationalistiske strømninger i de nye statsdannelser i Østeuropa og Centralasien. At nogen i Tadsjikistan ser det som sin politiske opgave at bevare sit sprog, ligesom vi ønsker at bevare vores vandmiljø, forstår vi ikke længere. At et folk vil gøre sine morallove gældende mod andre, og er parat til at bringe blodofre for dem, fatter vi ikke mere, tværtimod opfatter vi det i vores liberal-libertære narcissisme som forkert og forkasteligt. Der aftegner sig imidlertid konflikter, som ikke længere vil kunne løses økonomisk; hvor det kunne komme til at spille en uheldig rolle, at den rige vesteuropæer så at sige har levet også moralsk over evne, fordi det ‘mulige’ i det mindste her stødte på en grænse. Det er ligegyldigt, hvordan vi ser på det, det vil blive svært at bekæmpe: at det gamle ikke bare er lagt bag os og er dødt, at mennesket, det enkelte og som del af folket, ikke udelukkende er et produkt af i dag.”

Det er lidt for sent med Bush-bashende dokumentarfilm, og når nu Barack Obama er præsident, bliver venstreorienterede filmproducenter nødt til at bruge tiden på mere historiske produktioner. Franskmændene elsker den slags, og DR2 kan altid bruge mere af det samme. At associere Ronald Reagans kamp mod kommunisme med Ayatollah Khomeinis kamp for Islam er underlødigt på flere planer, og det gør det selvfølgelig ikke bedre, at man på oversigten kan se et foto af Søren Krarup. Licensen kan afmeldes her.

(DR.dk, 29. januar 2013: 30 års krig i Guds navn)