26. februar 2017

Domprovst ændrer holdning til blasfemi-paragraf efter Koran-afbrændning: “… den er god præventivt.”

Med udgangspunkt i den aktuelle sag om Koran-afbrænding, blev blasfemi-paragraffen torsdag debatteret i Reporterne på Radio24syv. Her kunne man høre professor Peter Lodberg forklare, at det var “en god ide at bevare blasfemi-paragraffen”, jævnføre ‘de historiske spor’, ’30’erne’ og Holocaust. Ytringsfriheden skulle begrænses af hensyn til religiøse symboler, med stor betydning for et lands sammenhængskraft.

Mere interessant var domprovst Anders Gadegaards forsvar for blasfemi-paragraffen. Hvor han tidligere ville have paragraffen fjernet, var han nu – efter Koran-afbrændingen, blevet tilhænger, da loven havde en opdragende effekt. Interviewet kan høres i sin helhed her.

Anna Ingrisch, Radio24syv: … tidligere der fandt du blasfemiparagraffen overflødig?

Anders Gadegaard, domprovst: Ja, vi drøftede det meget, da jeg var formand i Danske Kirkers Råd… Jeg synes ikke det er nogen vigtig paragraf, men der var nogen der dengang sagde, at måske er den meget god at have, for at alt for mange menesker forgriber sig på det der er helligt for nogen. Så måske har den en meget god præventiv virkning.

Anna Ingrisch: Hvad har du tænkt om det argument?

Anders Gadegaard: Det har jeg tænkt, at det det vist ikke var nødvendigt, men i dag på grund af denne her sag, er jeg kommet i tvivl. Jeg synes faktisk, at det her er godt eksempel på noget som ikke skal være tilladt. At brænde bøger af, ved du hvad, det hører altså en mørk middelalder til, at man på den måde bedriver en slags heksejagt på nogen, for hvem Koranen er, jo – det er en bog for hvem millioner af mennesker er den absolut vigtigste og helligste bog. At brænde den af, det er så skamløst. … Jeg anser det bare for at være fuldstændig tåbeligt.

Anna Ingrisch: Altså, for at forstå det ret, Anders Gadegaard. Du har i årevis ment at blasfemi-paragraffen har været overflødig, og har ikke tillagt den meget betydning, og tænkt at man ligeså godt kunne afskaffe den, fordi den er en lille smule forældet.

Anders Gadegaard: – Ja.

Anna Ingrisch: Så kommer denne her sag, hvor man brænder en bog af, altså en enkeltperson brænder en bog af, måske endda ment som et Facebook-stunt. Og et får dig så til at ændre holdning.

Anders Gadegaard: Altså, man kan ikke tale om et Facebook-stunt, når man samtidig ytrer sig grimt om dem der synes den bog…

Anna Ingrisch: – Men det er en enkelt mand, der har gjort det. … Hvorfor er det her en så grel en ting, at det får dig til at nærmest vende på en tallerken?

Anders Gadegaard: I et retssamfund skal vi også opdrage hinanden løbende, love er i høj grad mente præventive, for at forhindre tåbeligheder. Og det her er et godt eksempel på, synes jeg, at vi måske skal beholde den lov for at forhindre sådan nogle tåbeligheder. Jeg synes det er helt på sin plads, at den mand får en bøde. Hvorfor skal man have lov til at forhåne noget, som kun har et formål, nemlig at genere mennesker for hvem det er meget helligt. Der er jo ikke andet formål med det, når man laver en bogafbrænding.

Anna Ingrisch: Vil du have haft samme holdning, hvis det var en Bibel der blev brændt af?

Anders Gadegaard: – Fuldstændig.

Anders Gadegaard: Jeg medgiver, at det ikke er nogen vigtig lov. Men for at beskytte mod en opførsel, der er så tåbelig, så synes jeg alligevel det er meget godt at have den, så vi ikke bare har lov til at svine det til, der betyder meget for hinanden. … Jeg anser det for at være en opdragelsesting.Jeg synes at den er god præventivt.

(Domprovst Anders Gade i tvær-religiøs dialog, 2016; Foto: Youtube)

22. februar 2017

Drew Oliver om Kenneth Clark’s Civilisation (1969): “Clark emphasizes the fragility of civilization…”

Jeg har ikke set BBC-serien Civilisation fra 1969, men måske er tiden ved at være moden. En skøn artikel af Drew Oliver hos The New criterion – Why ‘Civilisation’ matters.

“When the fluorescent glow of modern entertainment begins to wear on you and the adolescent emanations of our entertainment industry start to make you despair, you can do no better than to return to the classics. And should you choose to do so, you will find no more rewarding experience than to watch, or re-watch, Kenneth Clark’s seminal series Civilisation.

The famed art historian, who among a host of accomplishments notably helped safeguard the treasures of the British museums during World War II, created in 1969 thirteen glorious hour-long episodes that finally demonstrated the full potential of the cathode ray tube. Despite nearly 1,500 years of achievement in philosophy, poetry, science, music, architecture, law, art, and religion, the cultural world of Western civilization was in the late 1960s experiencing a moment of self-doubt. Lord Clark (who earned his feudal honors partly as a result of this televised cri de coeur) wanted to remind his audience—some of whom had forgotten, many of whom had never been taught—what civilization was really all about, why it should be preserved, and why, and how, it had persevered for nearly two hundred years after the barbarians had pushed over the classical world.

His kaleidoscopic tour (color was new then to television) is a remarkable adventure that begins just after the fall of the Roman Empire, with Western civilization precariously preserved (‘its heart almost stopped beating’) in the minds of monks hiding on the rocky, wave-swept northern isles of Skellig Michael and Iona. Clark emphasizes the fragility of civilization and sums up the primary cause of collapse in words that have recently become a focal point of our presidential selection process: a lack of energy. Classical civilization had lost confidence in its ideals; it was bored; it was exhausted. And while it might have drifted along for some time longer (as perhaps our civilization is in danger of doing?), it could not withstand the influx of the barbarians.

If Clark’s disaffected contemporaries (he notes that even in Roman times there were advanced thinkers who ‘thought it fine to gang up with the barbarians’) found his historical observations vaguely antique in the 1960s, they seem rather more precocious fifty years later when the Middle Eastern migrant crisis is in the headlines daily. But his simple summary of what constitutes Western civilization must have seemed, to the malcontents, even more impudent. He declares in episode two that it could be ‘convincingly argued that Western civilization was basically the creation of the Church.’

Clark is no wide-eyed idealist, and he recognizes that it takes more than faith to build a civilization. As a modern man, he says he abhors violence. But returning to the idea of energy and confidence, he explains how conflict, fighting, even glory, are critical components of civilization. And it is obviously the case that without Charles Martel’s defeat of the Moors in 732 and Charlemagne’s savage efforts to reunite Europe, Western civilization would not have emerged.

(BBC-serien Civilisation fra 1969 kan ses på Youtube)

The intellectual journey that Clark chaperones is plenty invigorating, and more than sufficient to justify the series. But the production itself is a worthy vessel for his learning. Throughout, it maintains a majestically slow pace. Luxuriously long moments where the visuals are completely unencumbered by any commentary whatsoever are hallmarks of Civilisation; you can almost feel the delight that the cinematographers must have felt as they tested the full power of their new, full-color medium. And the wide range of geography, architecture, art, music, and ideas that are explored is its own intrinsic expression of civilization, as well as a defense of it. As a personal view, Civilisation is hardly comprehensive. (Spain is left out entirely.) But all art is personal. And if it seems, now, like something out of another era, that only enhances its sense of authenticity. Even the screen colors, which are a slightly different palette than the collage that generates HDTV, effortlessly serve to create a distinct mood. All this, viewable on YouTube or DVD, is a gift for modern eyes.

Finally, Clark himself is a piece of cinematic art. He steps onto the stage in his period suit, wearing his patrician voice lightly, and, like a great actor, his calm, gentlemanly presence transports you back in time to, well, a more civilized era. He flexes his shoulders, and stretches his neck, and swallows as he gathers his thoughts, not as if he is on camera, but as if he is in your living room. Which he is. And he is simply being himself. It is hard to imagine someone like him—his pure smile is un-reconstructed by the dental artistry of our times—successfully navigating the demands of our contemporary video culture. There is no artifice; it is simply the power of creation at work, and as an aesthetic experience it is dazzling.

As the series ends, Clark calls himself a ’stick in the mud.’ But he is not really, and he knows it. He is his own embodiment of energy and confidence, and a supreme example of a cultivated, civilized man. He appreciates the deep order of Western civilization, and understands that the intellectual and artistic challenges of our time are of a type, and in that sense are concerning but not alarming: all this has happened before. And he warns humorously against overrating ‘the culture of what used to be called Top People before the wars. They had charming manners, but they were ignorant as swans. They knew a little about literature, less about music, nothing about art, and less than nothing about philosophy.’ After his thirteen-hour personal celebration of our past, it is hard not to be a little optimistic about the future—although, as the show closes, Clark remarks wistfully that the ‘intellectual failure of Marxism has left us with no alternative to heroic materialism,’ and he recognizes that that ‘isn’t enough.’

(Lord Kenneth Clark med den gotiske Chartres-katedral i baggrunden, Frankrig)

Oploadet Kl. 17:49 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer

17. februar 2017

Alternativets progressive folkeskole: “Det skal være slut med fag som kristendomskundskab, historie…”

Alternativets skoleordfører Carolina Magdalena Maier er kulturrelativist, og lyder i sagens natur vanvittig. Men i det mindste er hun ærlig, og det hun agiterer for er på mange måder den logiske konsekvens af den udvikling, de gamle partier ikke har modet til at bekæmpe. Det gælder ikke mindst Venstre, der ynder at tale om individuelle rettigheder, men intet problem har med det islamiske tørklæde, hvis blot ‘Lejle Mustafi fra 8.A.’ siger det er selvvalgt.

Alternativets skolepolitik omtalt på DR.dk – Alternativet vil fjerne historie, samfundsfag og meget mere fra skoleskemaet.

Det skal være slut med fag som kristendomskundskab, historie, samfundsfag og naturfag på skoleskemaet. Sådan lyder et nyt forslag fra Alternativet, som i stedet vil erstatte de klassiske fag med fire helt nye fag: ‘Klima og bæredygtighed’, ‘Medborgerskab’, ‘Kunst og kultur’ og ‘Erkendelse’.

… når verden forandrer sig, bør det afspejles i folkeskoleundervisningen, mener hun, og derfor er der behov for at omlægge undervisningen markant.
– Man skal ikke forstå det sådan, at de fag helt skal afskaffes. Mange af elementerne i for eksempel biologi og naturfag vil vi putte ind under klima- og bæredygtighedsfaget, siger Carolina Magdalene Maier. …

Samtidig skal et fag som ‘Erkendelse’ i fremtiden erstatte kristendomskundskab på skoleskemaet. Der skal stadig undervises i kristendom og de andre store religioner i folkeskolen, men det skal ske på en ny måde, mener Alternativet.

– Erkendelsesfaget handler i høj grad om at få noget mere åndelighed og dannelse ind i folkeskolen. Det handler både om den klassiske dannelse, men også om, hvad det vil sige at være menneske, og hvad vil det sige at være en samfundsborger, som skal leve side om side med andre samfundsborgere, der måske ikke lige har det samme livssyn som en selv.”

(Foto: Alternativet.dk)

27. januar 2017

Christiansholm besat: “… det skal kendes af sene slægter. At vi har en herre der alting mægter.”

Som lokale vil vide, så blev H.C. Andersen Airport i Beldringe anlagt af tyskerne under besættelsen, og her mere end 70 år senere kan man stadig se massive betonkonstruktioner på arealet. Et hangar 2000 meter syd for lufthavnen fungerer i dag som hal for Allesø Gymnastik Forening, og rullebanen der forbandt punkterne gik tæt forbi hundeskoven (hvor jeg lufter Samson), på et område der skulle have været ammunitionsdepot.

Lidt nord for lufthavnen ligger gården Christiansholm, der blev beslaglagt af tyskerne i 1944. Her kom jeg fordi i går.

(Christiansholm, Lunde Mark, 26. januar 2017; NB: Mobilfoto)

Oploadet Kl. 09:42 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer
Arkiveret under:

18. januar 2017

Læserbrev om ‘Godhedsbevis’: DR, Folkeskolen mfl. træner små børn i ulækker selvretfærdighed

Læserbrev af en Stig Nielsen i Jyllands-Posten – Godhedsbevis: ‘Det er noget af det mest ulækre, jeg kan komme i tanke om’.

“Min datter på seks år kom forleden hjem fra skole med dette fyndige ‘godhedsbevis’, udsendt i samarbejde med DR Ultra, DR Ramasjang, bibliotekerne, Folkeskolen og LEGO til at støtte Danmarks Indsamlings kampagne den 4. februar mod verdens sult.

Børnene opfordres til at gå ud og gøre gode gerninger, huske på dem og skrive dem ned på ‘godhedsbeviset’ når de kommer hjem… Når så arket er udfyldt viser man det (stolt!) til sin lærer eller bibliotekar, som formidler det videre til Ole Kirks Fond (Lego), som har forpligtet sig på at donere 25 kr. pr. god gerning til Danmarks Indsamling.

Jeg har skam al mulig respekt og sympati for Danmarks Indsamling, for det arbejde der lægges i den, for de bidrag der ydes og for de forbedringer den forhåbentlig resulterer i. Men denne her pædagogiske strategi er da mildest talt upassende og nærmest skændig.

Selvretfærdighed kan vi alle komme til at være til falds for, men at man decideret træner små børn i at praktisere den i en selfie-tidsalder er simpelthen noget af det mest ulækre, jeg kan komme i tanke om.

(‘Godhedsbevis’; Foto: Bibliotek.dk)

Oploadet Kl. 17:30 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer

4. januar 2017

Om motivet bag Køln-overgreb: Indvandrere ville ydmyge tyskere – ‘I kan ikke forsvare Jeres kvinder’

Jeg har tidligere blogget et læseværdigt interview med den tyske historiker Jörg Baberowski. Fredag i sidste uge medvirkede han i WDR-dokumentaren ‘#koelnhbf – Die Silvesternacht und ihre Folgen’, og gav sit bud på motivet bag de koordinerede overgreb på kvinder ved Kølns domkirke nytårsaften sidste år.

Herunder tre citater fra udsendelsen (11 minutter og frem). Løseligt oversat af undertegnede.

“I Marokko tager politiet anderledes fat. Og gerningsmanden er vokset op med, at politiet, at mennesker der overtræder loven, får en grusom straf. De er opdraget med, at hvis de voldtager en kvinde, så vil kvindens bror eller far slå dem ihjel. Ganske simpelt. Alt det sker ikke her. Det bevirker, at de i deres hoveder, drager den slutning, at når det ikke sker, så kan det ikke være så slemt.”

“Volden har en symbolsk betydning. Volden er ikke kun rettet mod ofrene, men også mod tilskuerne. Og disse overgreb mod kvinder, er en måde at fortælle mændene på: ‘I kan ikke forsvare Jeres kvinder’. Og når I ikke kan gøre det, så kan vi gøre som vi vil.”

“Jeg vil endda sige, at alle der medvirkede, var bevidste om virkningen. Det fandt sted foran en kristen kirke. At det ikke ville få konsekvenser. Det var ikke kun en ydmygelse af kvinderne, men den tyske stat, der i fuld offentlighed, blev udstillet som svag.”

(WDR, 30. december 2016: #koelnhbf – Die Silvesternacht und ihre Folgen)

1. januar 2017

Nytårsgudstjeneste: Flygtninge drives til os af ‘klimaforandringer’ – “Lad os aldrig lukke os om os selv.”

Yousee var nede det meste af dagen, men kom tilbage kort før midnat, lige tids nok til nedtællingen og den efterfølgende nytårsgudstjeneste. Biskop Henrik Stubkjær prædiken i Viborg Domkirke var mindre ubehagelig at overvære, end de gange DR har sat røde politikere til at prædike socialisme, men ret beset så gør det ikke den store forskel. Se evt. Svend Auken (2005), (Flemming Pless, 2012) og (Marianne Christiansen, 2016).

Henrik Stubkjær, biskop: Vi oplever stigende fattigdom, samtidigt med at vort land er så rigt. Og vi oplever stigende ubalance i verden, og en nedbrydning af menneskeligheden og værdigheden, som vi har set det i Aleppo over de seneste uger. Flygtninge kommer til os, drevet på flugt af vanvittige krige, eller af klimaforandringer, så de ikke kan leve under hjemlige himmelstrøg. Lad os aldrig lukke os om os selv. Lad os have modet til at gøre som Gud gør, nemlig at dele livet og kærligheden. Nytårsnat er en særlig nat, hvor vi gør regnskab og løfter os op. Måtte vi blive ramt af det overskud, den mangfoldighed og den glæde, som lyder ind over vores liv med Guds skabende og nyskabende ord. Og lad det præge vores nytårsønsker, at vi bæres af håb. Lad os vove at udtale vores eget, og lad os lytte til andres… Amen.

(Biskop Henrik Stubkjær prædiker fra Viborg Domkirke & DR Byen, 1. januar 2017)

Oploadet Kl. 11:47 af Kim Møller — Direkte link38 kommentarer

26. december 2016

Biskop: Kristendommen er multinational, Aleppo er nærområde, vi må have ‘etisk sans for hele verden’

Ny mand i Etisk Råd er Politiken-bloggeren Rune Engelbreth, hvis kamp mod konservative dyder tidligt gjorde ham til en del af kulten omkring satanisten Erwin Neutzsky-Wulff. Mere i Johan Hermann Rumps baggrundsartikel, der gav genlyd i Weekendavisen, og medførte længere tvist.

Der er mange der hellere vil have et humanistisk terroritorium end en kristen nation, det være sig eksempelvis biskop Peter Skov-Jakobsen, der i 1960’erne var hyppig gæst i middelalderkirken, jeg kan se fra blogstationen. Fra et nyligt interview i Berlingske – Københavns biskop: Vi opfører os ikke som et kristent land (kræver login).

“Hvad betyder det egentlig, når der i regeringsgrundlaget for den siddende regering står, at Danmark er et kristent land, spørger Københavns biskop. Han savner mere barmhjertighed, tilgivelse og næstekærlighed frem for, at kristendommen bliver brugt til at ekskludere minoriteter fra det danske fællesskab.

… de senere år har noget forrykket sig, mener biskoppen. Vi er blevet frygtsomme. Bange for, om velfærden bliver ved med at være der, og bange for vores kulturelle status. Og med frygten er fulgt en manglende forståelse for noget af det vigtigste i Jesu budskab: Hvordan vi hjælper medmennesker, som er kommet i nød. … Hvis man overhovedet mener noget med at betegne os som en kristent land, må den etiske dimension, som jeg ser det, altså følge med!’.

… det er ikke mindst behandlingen af vores mindretal, som har fået Peter Skov-Jakobsen til at råbe op.

Jeg ved virkelig ikke, hvad vi har gang i. Vi mistænker folk, bare fordi de er brune, kommer et andet sted fra, har en anden religion eller taler et andet sprog. Det er alt for almindeligt i Danmark at anse muslimer for at være én stor samlet gruppe, som formentlig alle er terrorister. Det kan vi ikke være bekendt. Jeg kan godt forstå, at de ikke vil begynde en samtale med os, når vi starter sådan,’ siger han. …

Vi retter hele tiden mistanke! Hvad er det for et had at lægge for dagen? Jeg er ikke opdraget til, at den kristne tro eller min nationalitet skulle være ekskluderende. Men det er, som om vi er mere optaget af at lukke os inde frem for at elske vores medmennesker, også når det er svært.’ …

‘Vi lever i en tidsalder, hvor vi på alle måder er involveret i hinanden. Vi handler, vi rejser. Vi er blevet hinandens naboer. Jeg tør næsten ikke sige det, men Syrien, Aleppo, er vores nærområde. Og når verden rykker tættere på, kræver det også, at vi har en etisk sans for hele verden. Det er meget at skulle tage ind som mennesker, det ved jeg. Men hvis freden angår os, kan vi ikke vende ryggen til hinandens skæbner som et kristent land.’.

jeg må også sige, at kristendommen altså er det første ‘multinationale’ selskab. Det er en tro for hele verden og en tro, der forbinder os med hele verden. Derfor er det meget farligt, hvis vi, som nogle politikere gør, begynder at bruge den som et afgrænsende kriterium ved at trække meget klare streger for en eller anden snæver definition af danskhed, der kan kanøfle et mindretal. …

‘Åh, men altså. Er det virkelig så nødvendigt, at der er gris på menuen? …’.”

25. december 2016

Juletræ 2.0

Jeg har flere gange hørt om halvmåne-toppede juletræer, og det er jo egentligt et paradoks, da stjernen også er et muslimsk symbol. Herunder et juletræ opsat hos en tyrkisk familiefar bosat i Århus. Set på Instagram.

Oploadet Kl. 00:41 af Kim Møller — Direkte link21 kommentarer
Arkiveret under:

23. december 2016

Danskere sælger sine julehjælps-gavekort videre, skrev Ekstra Bladet…

Ekstra Bladet har talt med danske ‘Heidi’, men sløret Selma Aluna (Kazanasmazoglu), og fedtspiller uden om det religiøse aspekt. Fra EB.dk – Danskerne raser over julehjælps-modtagere: De sælger gaverne videre.

“Julen koster mange penge og kan være en hård nyser for dem uden midler. Ikke alle har råd til julemad og gaver, og ikke alle kan opfylde deres børns ønsker. Det forsøger Dansk Folkehjælp at lave om på, ved at tilbyde en hjælpende hånd til de hårdest ramte.

Desværre oplever organisationen flere svindlere blandt ansøgerne, som prøver at tjene penge på de fine julehjælps-gaver.

– Vi har set, at folk sælger deres gaver videre, selvom vi tydeligt skriver i vores krav, at man ikke må, siger Klaus Nørlem, generelsekretær ved Dansk Folkehjælp til Ekstra Bladet. …

Senest har to personer floreret på internettet med opslag, hvor de sælger tre gavekort, som stemmer fuldstændig overens med julehjælpens gaver.

Derudover har Ekstra Bladet fået et hav af eksempler på, andre danskere som også sælger sine julehjælps-gaver videre.”

(Selma Aluna Kazanasmazoglu på Facebook, 2016)

“Straks i har uddelt julehjælp til såkaldte fattige familier,så er muslimerne igang med at sælge diverse gavekort fra de kasser, de lige har modtaget kvalmende at i overhovedet giver til muslimer. De holder ikke jul.” (Tommy L. i Dansk Folkehjælps Facebookgruppe)


(Ahmad Rami på Facebook, 2016)

Opdate II. BT har talt med danske ‘Anette’.

Oploadet Kl. 00:43 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer
Arkiveret under:
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.


Næste side »

Vælg selv beløb


RSS 2.0
Comments RSS 2.0