22. februar 2017

Drew Oliver om Kenneth Clark’s Civilisation (1969): “Clark emphasizes the fragility of civilization…”

Jeg har ikke set BBC-serien Civilisation fra 1969, men måske er tiden ved at være moden. En skøn artikel af Drew Oliver hos The New criterion – Why ‘Civilisation’ matters.

“When the fluorescent glow of modern entertainment begins to wear on you and the adolescent emanations of our entertainment industry start to make you despair, you can do no better than to return to the classics. And should you choose to do so, you will find no more rewarding experience than to watch, or re-watch, Kenneth Clark’s seminal series Civilisation.

The famed art historian, who among a host of accomplishments notably helped safeguard the treasures of the British museums during World War II, created in 1969 thirteen glorious hour-long episodes that finally demonstrated the full potential of the cathode ray tube. Despite nearly 1,500 years of achievement in philosophy, poetry, science, music, architecture, law, art, and religion, the cultural world of Western civilization was in the late 1960s experiencing a moment of self-doubt. Lord Clark (who earned his feudal honors partly as a result of this televised cri de coeur) wanted to remind his audience—some of whom had forgotten, many of whom had never been taught—what civilization was really all about, why it should be preserved, and why, and how, it had persevered for nearly two hundred years after the barbarians had pushed over the classical world.

His kaleidoscopic tour (color was new then to television) is a remarkable adventure that begins just after the fall of the Roman Empire, with Western civilization precariously preserved (‘its heart almost stopped beating’) in the minds of monks hiding on the rocky, wave-swept northern isles of Skellig Michael and Iona. Clark emphasizes the fragility of civilization and sums up the primary cause of collapse in words that have recently become a focal point of our presidential selection process: a lack of energy. Classical civilization had lost confidence in its ideals; it was bored; it was exhausted. And while it might have drifted along for some time longer (as perhaps our civilization is in danger of doing?), it could not withstand the influx of the barbarians.

If Clark’s disaffected contemporaries (he notes that even in Roman times there were advanced thinkers who ‘thought it fine to gang up with the barbarians’) found his historical observations vaguely antique in the 1960s, they seem rather more precocious fifty years later when the Middle Eastern migrant crisis is in the headlines daily. But his simple summary of what constitutes Western civilization must have seemed, to the malcontents, even more impudent. He declares in episode two that it could be ‘convincingly argued that Western civilization was basically the creation of the Church.’

Clark is no wide-eyed idealist, and he recognizes that it takes more than faith to build a civilization. As a modern man, he says he abhors violence. But returning to the idea of energy and confidence, he explains how conflict, fighting, even glory, are critical components of civilization. And it is obviously the case that without Charles Martel’s defeat of the Moors in 732 and Charlemagne’s savage efforts to reunite Europe, Western civilization would not have emerged.

(BBC-serien Civilisation fra 1969 kan ses på Youtube)

The intellectual journey that Clark chaperones is plenty invigorating, and more than sufficient to justify the series. But the production itself is a worthy vessel for his learning. Throughout, it maintains a majestically slow pace. Luxuriously long moments where the visuals are completely unencumbered by any commentary whatsoever are hallmarks of Civilisation; you can almost feel the delight that the cinematographers must have felt as they tested the full power of their new, full-color medium. And the wide range of geography, architecture, art, music, and ideas that are explored is its own intrinsic expression of civilization, as well as a defense of it. As a personal view, Civilisation is hardly comprehensive. (Spain is left out entirely.) But all art is personal. And if it seems, now, like something out of another era, that only enhances its sense of authenticity. Even the screen colors, which are a slightly different palette than the collage that generates HDTV, effortlessly serve to create a distinct mood. All this, viewable on YouTube or DVD, is a gift for modern eyes.

Finally, Clark himself is a piece of cinematic art. He steps onto the stage in his period suit, wearing his patrician voice lightly, and, like a great actor, his calm, gentlemanly presence transports you back in time to, well, a more civilized era. He flexes his shoulders, and stretches his neck, and swallows as he gathers his thoughts, not as if he is on camera, but as if he is in your living room. Which he is. And he is simply being himself. It is hard to imagine someone like him—his pure smile is un-reconstructed by the dental artistry of our times—successfully navigating the demands of our contemporary video culture. There is no artifice; it is simply the power of creation at work, and as an aesthetic experience it is dazzling.

As the series ends, Clark calls himself a ’stick in the mud.’ But he is not really, and he knows it. He is his own embodiment of energy and confidence, and a supreme example of a cultivated, civilized man. He appreciates the deep order of Western civilization, and understands that the intellectual and artistic challenges of our time are of a type, and in that sense are concerning but not alarming: all this has happened before. And he warns humorously against overrating ‘the culture of what used to be called Top People before the wars. They had charming manners, but they were ignorant as swans. They knew a little about literature, less about music, nothing about art, and less than nothing about philosophy.’ After his thirteen-hour personal celebration of our past, it is hard not to be a little optimistic about the future—although, as the show closes, Clark remarks wistfully that the ‘intellectual failure of Marxism has left us with no alternative to heroic materialism,’ and he recognizes that that ‘isn’t enough.’

(Lord Kenneth Clark med den gotiske Chartres-katedral i baggrunden, Frankrig)

Oploadet Kl. 17:49 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer


19. februar 2017

Mikael Jalving: “Mens de går rundt og leder efter ‘racister’, fræser den politiske virkelighed forbi dem.”

Ungradikale Victor Boysen erklærer i en klumme på Altinget.dk, at integrationsdebatten er blevet så skinger, at “Zenia Stampe anno 2017 er på bølgelængde med Søren Krarup anno 2005 i en debat om, hvad det vil sige at være dansk.” Det er desværre ikke sandt, men hvis relativisterne ikke formår at holde den relativistiske fane højt, så har det en naturlig forklaring: Virkeligheden har ikke givet dem noget at arbejde med.

Mikael Jalving sætter ord på udviklingen i en blogpost på JP.dk – Venstrefløjens tre store svigt på 30 år.

“Få ord kan være meget sigende. Da Enhedslistens intellektuelle fyrtårn Pelle Dragsted forleden blev forelagt en analyse af venstrefløjens afvisende holdning til nationalstaten over de seneste årtier, lød hans svar sådan her: ‘Man kan sagtens tale om en venstreorienteret fædrelandskærlighed uden at være racistisk’.

Dragsteds svar viser, hvor løst racismeanklagerne sidder på venstrefløjen til daglig. At den regnbuefarvede politiker har brug for at understrege, at det faktisk er ok at have sympati for det land, man er født, opvokset eller bor i, kondenserer hvor trangbrystede de røde er blevet, og illustrerer til fulde, hvorfor han og store dele af den europæiske venstrefløj har mistet grebet om tidsånden. Mens de går rundt og leder efter ‘racister’, fræser den politiske virkelighed forbi dem.

For at forstå, hvorfor venstrefløjens mantra blev ‘antiracisme’, må vi spole lidt baglæns. Venstrefløjens manglende forståelse for og kærlighed til fædrelandet bunder nemlig i hele tre skelsættende svigt over de seneste 30 år: Først svigtede de røde arbejderklassen, dernæst svigtede de velfærdsstaten, og så svigtede de nationalstaten. …

Som præsident John F. Kennedy sagde med de berømte ord, da den amerikanske nationalisme stod højest på himlen i 1961: ‘Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit land’. Sådan kunne en venstreorienteret politiker aldrig have udtalt sig i Europa. Tænk f.eks. på den tidligere britiske premierminister Tony Blair, der rummer alle tre svigt i én person.

USA har været en magnet på indvandring i århundreder, og indvandrerne tog i høj grad til USA for at blive amerikanere. Som den tyske bladmand Josef Joppe siden kommenterede tørt, så er det samme ikke tilfældet for tyrkere, der kommer til Tyskland. Dette er problemet i en nøddeskal: Kultur betyder meget mere, end vi har været villige til at indrømme. Ikke bare til venstre, men også til højre.



17. februar 2017

Alternativets progressive folkeskole: “Det skal være slut med fag som kristendomskundskab, historie…”

Alternativets skoleordfører Carolina Magdalena Maier er kulturrelativist, og lyder i sagens natur vanvittig. Men i det mindste er hun ærlig, og det hun agiterer for er på mange måder den logiske konsekvens af den udvikling, de gamle partier ikke har modet til at bekæmpe. Det gælder ikke mindst Venstre, der ynder at tale om individuelle rettigheder, men intet problem har med det islamiske tørklæde, hvis blot ‘Lejle Mustafi fra 8.A.’ siger det er selvvalgt.

Alternativets skolepolitik omtalt på DR.dk – Alternativet vil fjerne historie, samfundsfag og meget mere fra skoleskemaet.

Det skal være slut med fag som kristendomskundskab, historie, samfundsfag og naturfag på skoleskemaet. Sådan lyder et nyt forslag fra Alternativet, som i stedet vil erstatte de klassiske fag med fire helt nye fag: ‘Klima og bæredygtighed’, ‘Medborgerskab’, ‘Kunst og kultur’ og ‘Erkendelse’.

… når verden forandrer sig, bør det afspejles i folkeskoleundervisningen, mener hun, og derfor er der behov for at omlægge undervisningen markant.
– Man skal ikke forstå det sådan, at de fag helt skal afskaffes. Mange af elementerne i for eksempel biologi og naturfag vil vi putte ind under klima- og bæredygtighedsfaget, siger Carolina Magdalene Maier. …

Samtidig skal et fag som ‘Erkendelse’ i fremtiden erstatte kristendomskundskab på skoleskemaet. Der skal stadig undervises i kristendom og de andre store religioner i folkeskolen, men det skal ske på en ny måde, mener Alternativet.

– Erkendelsesfaget handler i høj grad om at få noget mere åndelighed og dannelse ind i folkeskolen. Det handler både om den klassiske dannelse, men også om, hvad det vil sige at være menneske, og hvad vil det sige at være en samfundsborger, som skal leve side om side med andre samfundsborgere, der måske ikke lige har det samme livssyn som en selv.”

(Foto: Alternativet.dk)



3. februar 2017

Enoch Powell in memoriam (1912-98): Et brev fra Enoch Powell til Peter Neerup Buhl, 6. marts 1995

Jo mere man lærer om heltene, jo mere fremstår de som almindelige mennesker på godt og ondt. For undertegnede er Winston Churchill den helt store, men jeg er også fascineret af konservative Enoch Powell. Han blev professor som blot 25-årig, fik en flot miltærkarriere under 2. Verdenskrig, og sad fra 1950 til 1987 i parlamentet. I dag er han bedst kendt som manden bag ‘River of Blood’-talen fra 1968, der var tæt på at blive et sofistikeret politisk selvmord.

(Enoch Powell holder Rivers of Blood-talen, Birmingham, 20. april 1968; Mere: Uriasposten, Wikipedia)

For nogle uger siden lagde Peter Neerup Buhl et affotograferet brev online, som han modtog fra selveste Enoch Powell tilbage i 1995. Jeg viste interesse, og han besluttede sig spontant at give mig det i gave. Brevet kommer i glas og ramme på kontoret, og supplerer fint Winston Churchill-busten jeg købte i London tilbage i 2001.

(Enoch Powell, 6. marts 1995)

Enoch Powell, Rivers of Blood (1968)

“A week or two ago I fell into conversation with a constituent, a middle-aged, quite ordinary working man employed in one of our nationalized industries. After a sentence or two about the weather, he suddenly said: ‘If I had the money to go, I wouldn’t stay in this country.’ … ‘In this country in fifteen or twenty years’ time the black man will have the whip hand over the white man.’ I can already hear the chorus of execration. How dare I say such a horrible thing? How dare I stir up trouble and inflame feelings by repeating such a conversation? The answer is that I do not have the right not to do so.

“It almost passes belief that at this moment twenty or thirty additional immigrant children are arriving from overseas in Wolverhampton alone every week – and that means fifteen or twenty additional families of a decade or two hence. Those whom the gods wish to destroy, they first make mad. We must be mad, literally mad, as a nation to be permitting the annual inflow of some 50,000 dependants, who are for the most part the material of the future growth of the immigrant-descended population. It is like watching a nation busily engaged in heaping up its own funeral pyre.

Like the Roman, I seem to see ‘the River Tiber foaming with much blood’. That tragic and intractable phenomenon which we watch with horror on the other side of the Atlantic but which there is interwoven with the history and existence of the States itself, is coming upon us here by our own volition and our own neglect. Indeed, it has all but come. In numerical terms, it will be of American proportions long before the end of the century. Only resolute and urgent action will avert it even now. Whether there will be the public will to demand and obtain that action, I do not know. All I know is that to see, and not to speak, would be the great betrayal.”



2. februar 2017

Kurdisk socialdemokrat fra Greve er aktiv i Milli Görus, der kæmper for at “… indføre en islamisk stat “

I sidste uge fortalte Naser Khader, at en yngre kvindelig slægtning var rejst til Syrien og havde tilsluttet sig Islamisk Stat. Tirsdag kunne Ekstra Bladet fortælle, at en herboende kurder fra Herlev sidste år blev fængslet i Tyrkiet som værende en del af Islamisk Stat. Velunderrettede Syrienblog afslører, at den anholdte jihadist hedder Solle Kücükvci, og er i familie med Battal Kücükavci, socialdemokratisk lokalpolitiker fra Greve.

Battal Kücükavci skal naturligvis kun stå til regnskab for egne holdninger, men det er også slemt nok. Selvom han siddet i Greve Byråd for SF, og ved sidste kommunalvalg var kandidat for Socialdemokraterne, så har han sideløbende været aktiv i den islamistiske organisation Milli Görus, der ikke støtter Islamisk Stat i Syrien, men kæmper for en islamisk stat i Tyrkiet. Socialist i den danske offentlighed – stolt islamistisk aktivist blandt trosfæller.

(T/h: Battal Kücükavci i Milli Görus-tøj, form. Saudi-Arabien, 2. april 2015; Foto: Facebook)

(Battal Kücükavci og resten af ‘Milli Görüş Skandinavya’, form. Saudi-Arabien, 2. april 2015; Foto: Facebook)

(Socialdemokraten Battal Kücükavci under kommunevalgkampen, 3. juni 2015; Foto: Facebook)

(Battal Kücükavci, en del af Socialdemokraterne i Greve, 2013; Foto: Facebook)

(Folkesocialisten Battal Kücükavci under kommunevalgkamp, 27. oktober 2009; Foto: Greve Nyt)

Ang. Milli Görus.

Den muslimske organisation Milli Görüs, der af den tyske efterretningstjeneste betegnes som ekstremister og har et erklæret mål om at indføre en islamisk stat i Tyrkiet, er også aktive i Danmark, hvor gruppen i årevis har gemt sig bag navnet Sammenslutningen af Indvandrerforeninger (DMGT).

Adskillige fremtrædende personer i det tyrkiske miljø bekræfter, at DMGT, der har 7000 medlemmer i Danmark, reelt er synonymt med den danske afdeling af Milli Görüs. De mener, at Milli Görüs opererer under dække af navnet DMGT for ikke at vække opsigt og for at kunne arbejde frit inden for foreningsmiljøet i Danmark…

Milli Görüs arbejder i adskilige vesteuropæiske lande og står stærkest i Tyskland, hvor de 27.000 medlemmer karakteriseres som demokratifjendske af det tyske sikkerhedspoliti, Verfassungs-schutz.” (Kristeligt Dagblad, 2001)

“Milli Görüs står især meget stærkt i Tyskland med ca 100.000 tilhængere. Kaldes også IMGT (indtil 1996 AMGT). … De udgiver det tyrkiske blad Mille Gazete, som læses i Tyrkiet og i europæiske lande som Tyskland og Danmark (60.000 eksemplarer i EU). Bladet må betegnes som yderliggående; ‘….Forældre (har) at opdrage deres børn, så de atter bliver til en generation af erobrere’. Og ‘IMGT vil underkaste hele den ikke-islamiske verden. Fredelig sameksistens er kun midlertidig tilladeligt som ‘forstillelse (‘Ta-qiya’). (‘Im Namen Allahs’, Köln 1990 s.25 ff.)” (Via Chris Hinrichsen, Islaminfo)



10. januar 2017

Jakob P. Witt, DIIS: I udgangspunktet er pluralisme sundt, “Men jo mere udlændingedebatten…”

Paradigmeskiftet er stille og roligt på vej, men etablissementet bider naturligvis fra sig. Medierne kører hårdt på med ‘fake news’-beskyldninger mod ethvert højreorienteret holdningsmedie, og minsanten om ikke også en til formålet brugbar DIIS-rapport fik en tur i mediemøllen.

Rapporten består mest af almindeligheder, for tryk avler selvfølgelig modtryk, og selvfølgelig kommer der på et tidspunkt et folkeligt svar på den igangværende folkevandring. Det skyldes ikke den politiske debat eller retorikken blandt indvandringskritikere, men det faktum at Islam vitterlig er en eksistentiel trussel, at udlændingepolitik i praksis også er sikkerhedspolitik. Virkeligheden har talt.

Kulturmarxisterne har råbt vakt i gevær i årtier, men man skal om på side syv i rapporten for at se, at højreekstremismens udenomparlamentariske modsvar kun har manifesteret sig i en brændt minibus og lidt graffiti ved et asylcenter på Djursland.

Længere omtale af rapporten i Dagbladet Information – Rapport: Udlændingedebat kan øge risikoen for højreekstremistisk terror. Glanse

“Det er blevet sagt, at det, at alle kan komme til orde i udlændingedebatten herhjemme, har ført til, at Danmark, modsat mange andre lande, ikke har oplevet eksempler på højreekstremistisk terror.

Men en rapport fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) advarer om, at debatten også har en pris: den skærpede tone i udlændingedebatten, og at debatten nu ofte fremstilles som afgørende for samfundets overlevelse, kan inspirere enkeltpersoner til at gribe til vold.

‘Som udgangspunkt er det selvfølgelig sundt for et demokratisk samfund, at alle holdninger – til et vist punkt – kommer til udtryk,’ siger Jakob Peter Witt, cand.soc. og forfatter til rapporten Når udlændingedebatten bliver sikkerhedspolitisk. ‘Men jo mere udlændingedebatten bliver gjort til en trussel – og en eksistentiel trussel – jo mere kan man drage en parallel til islamistisk terror. Når noget bliver en eksistentiel trussel, bliver det nemmere for enkeltpersoner at tage det som en opfordring til at bekæmpe denne trussel.’

Hvor ‘radikaliserede islamister’ er blevet diskuteret meget i offentligheden, har der været mindre debat om truslen fra højreekstremistiske miljøer, selv om Politiets Efterretningstjeneste (PET) sidste år vurderede, at ’stigende fokus på flygtninge og migranter blandt personer med tilknytning til politisk ekstremistiske miljøer eller med ekstremistiske sympatier kan øge truslen mod asylcentre, flygtninge og migranter samt berørte myndigheder’.

Når Danmark ikke har oplevet højreekstremistisk vold i større skala, er det blevet forklaret med henvisning til, at de flygtninge- og indvandringskritiske partier – ikke mindst Dansk Folkeparti – har uhindret adgang til det politiske system og debat. En forklaring som har sin oprindelse i teorien om, at politiske protester og aktiviteter er et såkaldt nulsumsspil: Øget aktivitet inden for systemet resulterer i mindre – herunder muligvis voldelige af slagsen – uden for dette. Men denne teori ‘må betragtes som en kraftig forsimpling af virkeligheden’, konkluderer rapporten.

Det modsatte kan nemlig også være tilfældet: at flygtninge- og indvandrerkritiske partiers deltagelse ikke mindsker risikoen for vold, men snarere tilskynder til den. Årsag? Eksponeringen af stærkt udlændingekritiske holdninger er med til at sprede disse og kan ligefrem vække holdninger til live, som i sidste ende fører til voldshandlinger.

(Jakob Peter Witt, DIIS 2016/9, Indvandringskritiske grupper benytter terrortruslen til mobilisering)

Ifølge rapporten er det ikke nødvendigvis fra mere eller mindre organiserede grupper på den yderste højrefløj, som Danmarks Nationale Front eller Frit Danmark, at man skal frygte voldelige handlinger. Truslen er ofte større fra enkeltpersoner, som udnytter – eller lader sig inspirere af – den såkaldte herskende fortælling om flygtninge og indvandrere. En amerikansk undersøgelse viste således, at 74 procent af de mere end 60 tilfælde af terrorisme begået af amerikanere blev begået af én eller to personer uden tilknytning til større grupper, og i Vesteuropa er det – faldende – antal højreekstremistiske angreb de senere år blevet udført af ‘uorganiserede bander og enkeltpersoner’.

Dette bliver angiveligt for alvor problematisk, fordi flere flygtninge- og indvandrerkritiske partier efter de seneste terrorangreb er begyndt at sammenkæde udlændinge- og sikkerhedspolitik.”



4. januar 2017

Om motivet bag Køln-overgreb: Indvandrere ville ydmyge tyskere – ‘I kan ikke forsvare Jeres kvinder’

Jeg har tidligere blogget et læseværdigt interview med den tyske historiker Jörg Baberowski. Fredag i sidste uge medvirkede han i WDR-dokumentaren ‘#koelnhbf – Die Silvesternacht und ihre Folgen’, og gav sit bud på motivet bag de koordinerede overgreb på kvinder ved Kølns domkirke nytårsaften sidste år.

Herunder tre citater fra udsendelsen (11 minutter og frem). Løseligt oversat af undertegnede.

“I Marokko tager politiet anderledes fat. Og gerningsmanden er vokset op med, at politiet, at mennesker der overtræder loven, får en grusom straf. De er opdraget med, at hvis de voldtager en kvinde, så vil kvindens bror eller far slå dem ihjel. Ganske simpelt. Alt det sker ikke her. Det bevirker, at de i deres hoveder, drager den slutning, at når det ikke sker, så kan det ikke være så slemt.”

“Volden har en symbolsk betydning. Volden er ikke kun rettet mod ofrene, men også mod tilskuerne. Og disse overgreb mod kvinder, er en måde at fortælle mændene på: ‘I kan ikke forsvare Jeres kvinder’. Og når I ikke kan gøre det, så kan vi gøre som vi vil.”

“Jeg vil endda sige, at alle der medvirkede, var bevidste om virkningen. Det fandt sted foran en kristen kirke. At det ikke ville få konsekvenser. Det var ikke kun en ydmygelse af kvinderne, men den tyske stat, der i fuld offentlighed, blev udstillet som svag.”

(WDR, 30. december 2016: #koelnhbf – Die Silvesternacht und ihre Folgen)



26. december 2016

Biskop: Kristendommen er multinational, Aleppo er nærområde, vi må have ‘etisk sans for hele verden’

Ny mand i Etisk Råd er Politiken-bloggeren Rune Engelbreth, hvis kamp mod konservative dyder tidligt gjorde ham til en del af kulten omkring satanisten Erwin Neutzsky-Wulff. Mere i Johan Hermann Rumps baggrundsartikel, der gav genlyd i Weekendavisen, og medførte længere tvist.

Der er mange der hellere vil have et humanistisk terroritorium end en kristen nation, det være sig eksempelvis biskop Peter Skov-Jakobsen, der i 1960’erne var hyppig gæst i middelalderkirken, jeg kan se fra blogstationen. Fra et nyligt interview i Berlingske – Københavns biskop: Vi opfører os ikke som et kristent land (kræver login).

“Hvad betyder det egentlig, når der i regeringsgrundlaget for den siddende regering står, at Danmark er et kristent land, spørger Københavns biskop. Han savner mere barmhjertighed, tilgivelse og næstekærlighed frem for, at kristendommen bliver brugt til at ekskludere minoriteter fra det danske fællesskab.

… de senere år har noget forrykket sig, mener biskoppen. Vi er blevet frygtsomme. Bange for, om velfærden bliver ved med at være der, og bange for vores kulturelle status. Og med frygten er fulgt en manglende forståelse for noget af det vigtigste i Jesu budskab: Hvordan vi hjælper medmennesker, som er kommet i nød. … Hvis man overhovedet mener noget med at betegne os som en kristent land, må den etiske dimension, som jeg ser det, altså følge med!’.

… det er ikke mindst behandlingen af vores mindretal, som har fået Peter Skov-Jakobsen til at råbe op.

Jeg ved virkelig ikke, hvad vi har gang i. Vi mistænker folk, bare fordi de er brune, kommer et andet sted fra, har en anden religion eller taler et andet sprog. Det er alt for almindeligt i Danmark at anse muslimer for at være én stor samlet gruppe, som formentlig alle er terrorister. Det kan vi ikke være bekendt. Jeg kan godt forstå, at de ikke vil begynde en samtale med os, når vi starter sådan,’ siger han. …

Vi retter hele tiden mistanke! Hvad er det for et had at lægge for dagen? Jeg er ikke opdraget til, at den kristne tro eller min nationalitet skulle være ekskluderende. Men det er, som om vi er mere optaget af at lukke os inde frem for at elske vores medmennesker, også når det er svært.’ …

‘Vi lever i en tidsalder, hvor vi på alle måder er involveret i hinanden. Vi handler, vi rejser. Vi er blevet hinandens naboer. Jeg tør næsten ikke sige det, men Syrien, Aleppo, er vores nærområde. Og når verden rykker tættere på, kræver det også, at vi har en etisk sans for hele verden. Det er meget at skulle tage ind som mennesker, det ved jeg. Men hvis freden angår os, kan vi ikke vende ryggen til hinandens skæbner som et kristent land.’.

jeg må også sige, at kristendommen altså er det første ‘multinationale’ selskab. Det er en tro for hele verden og en tro, der forbinder os med hele verden. Derfor er det meget farligt, hvis vi, som nogle politikere gør, begynder at bruge den som et afgrænsende kriterium ved at trække meget klare streger for en eller anden snæver definition af danskhed, der kan kanøfle et mindretal. …

‘Åh, men altså. Er det virkelig så nødvendigt, at der er gris på menuen? …’.”



16. december 2016

DF-forslag om ‘Burkaforbud’ nedstemt: De Konservative vil “… arbejde for det på en anden måde”

I dag var der 2. behandling af beslutningsforslag B8 om ‘forbud mod maskering og heldækkende påklædning i det offentlige rum’. Flere europæiske lande har indført lignende tiltag, men forslaget faldt, da otte af folketingets ni partier stemte imod. Herunder De Konservative, der under 1. behandlingen for fire uger siden støttede Dansk Folkepartis forslag der ville gøre det ulovligt at gå med burka eller niqab på åben gade.

Bevares, der er vitterligt intet liberalt over detail-lovgivning der kan imødegå islamiseringen, men omvendt, så er der altså heller ikke meget konservatisme i De Konservative. Sakset fra TV2 Online – Khader i kovending: Støtter ikke længere DF’s burkaforbud.

“Konservatives integrationsordfører Naser Khader var helt klar i mælet, da han for få uger siden gik på Folketingets talerstol for at bakke op om et beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti om at forbyde burkaer og anden ‘heldækkende beklædning’ i det offentlige rum:

– Vi kræver ikke meget, men vi kræver, at vi kan se hinandens ansigter. Derfor støtter vi beslutningsforslaget, lød det blandt andet fra Naser Khader, der også sagde:

– Burka og niqab er totalt kvindeundertrykkende. De sender forkerte signaler til unge kvinder, der vil integreres, og så skal vi i det her samfund kunne se, hvem vi taler med. Det er konservativ politik, at et samfund ikke kun kræver, at man kan gøre, hvad man vil. Der skal også være nogle grænser. Et frit samfund kræver minimumsrammer for, hvordan vi omgås hinanden. …

– Vi brænder ikke mindre for det i dag, end vi gjorde for en måned siden. Men nu kommer vi til at arbejde for det på en anden måde, internt i regeringen, siger Mette Abildgaard.

(Folketinget, 16. december 2016)



20. november 2016

Anders T. Hansen: Der er opstået en form for demokratisme, hvor multikulturalisme er en forudsætning

Det konservative årsskrift Critique er en forlængelse af bloggen Konservativ Reaktion (2006-12), og inkluderer foruden det trykte årsskrift, også kulturtidsskriftet Replique og en en fælles-blog. Jesper Frederiksen og Caspar Stefani fra fløjen (Hvid fløj), der også har skrevet for Frontíere, har netop fået en blog på Berlingske, og selvom det politiske klima ser skidt ud, så tænkes der trods alt dybe reaktionære tanker. Her lidt fra Anders Toft Hansens artikel i Critique, der kun kan læses i fuld længde ved køb af årsskrift – Den danske indvandrerdebat: Klichéernes tyranni.

“For at komme nærmere en afklaring af, hvorfor centrum-venstre indtager en fornuftsstridig tilgang til indvandringen, kunne man i tillæg til ovenstående spørge: Hvorfor er det netop centrum-venstre, der så ivrigt og vedholdende plæderer for, at vi skal åbne op for yderligere tilstrømning af flygtninge og indvandrere, og hvorfor er det centrum-venstre, der stiller færrest krav til herboende udlændinge? I denne artikel vil jeg forsøge at besvare dette spørgsmål, ligesom jeg vil påpege konsekvenserne af den argumentationsform, som centrum-venstre udøver: En sentimental og bebrejdende debatmetode, som er direkte afledt af en kulturelt selvhadende ideologi, fremavlet af kulturradikalismen, og som trives i bedste velgående i det værdirelativistiske og kristentomme, moderne samfund. Jeg vil herunder skildre, at det, der på overfladen kan fremstå som en ‘human’, ‘venligtsindet’ eller sågar filantropisk indstilling til modtagelse af flygtninge og indvandrere, i realiteten dækker over en underliggende ideologi, der i sidste ende vil revolutionere og omkalfatre samfundet til at blive multikulturelt.

I flygtninge- og indvandrerdebatten hører vi centrum-venstre bruge argumenter så som, at vi har et ‘moralsk ansvar’ for at tage imod flygtninge og indvandrere; at modstandere af indvandring har et ‘dårligt menneskesyn’, er ‘uanstændige’ eller udviser ‘hjerteløshed’; at vi ’sparker nedad’, når vi stiller krav til udlændinge; at kritikere ‘taler til den indre svinehund’; at vi har ‘ytringsfrihed, men…’; ligesom vi også må lægge ører til historieløse sammenligninger med nazitiden a la ‘muslimer er vor tids jøder’. I sammenhæng hermed bliver islamkritik ofte sygeliggjort ved benyttelsen af prædikatet ‘islamofobi’. Derudover har det ellers kristenfjendske centrum-venstre også udvist en bemærkelsesværdig opportunisme ved sin politisering af det kristne næstekærlighedsbegreb. Resultatet har været en forvanskning, hvor næstekærligheden er konverteret fra at være en konkret og individuel, etisk fordring til at blive et universalistisk politisk princip om, at Danmark som nation skal være åben for en endeløs migration.

Endvidere har der udviklet sig en særlig form for demokratisme, hvor multikulturalisme synes at være selve forudsætningen for at kunne betragte samfundet og dets institutioner som demokratiske. I denne kontekst anerkender multikulturalisten kun samfundet som værende demokratisk, hvis der består en svag eller slet ingen kernekultur. …

Debatten omkring multikulturen og indvandringen behøvede ret beset ikke være mere følelsesladet end debatten om jyske motorveje. Men desværre foregår debatten ikke ud fra rationelle overvejelser omkring fordele og ulemper. Multikulturen og indvandringen er blevet en del af en igangværende kultur- og værdikamp. I dette emne har især venstrefløjen fundet sig en niche, hvor de over for omgivelserne kan fremvise noget, der opfattes som høj moral og en særlig form for humanitet. Og desværre har venstrefløjen haft held til at forplumre debatten med en skinger og anklagende tone over for anderledes tænkende. Deres egne argumenter for multikultur og liberal indvandring bygger oftest på ren moralisme, æstetik og sentimentalitet.”

(Milo Yiannopoulos om ’social justice warriors, handwringers, feminists, Black Lives Matter’; Foto: FB)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper