25. januar 2015

Kristen iraner: Nogle muslimer på asylcentrene, har fortalt mig, at de ‘støtter det, som Islamisk Stat gør’

I går kunne Ekstra Bladet afsløre, at ‘Stemplet’, Københavns Kommunes App til nem registrering af hatecrime, foreløbigt har kostet 6.500 kroner per indberetning. Indberetninger der ikke nødvendigvis er politianmeldt. Der findes billigere løsninger, for virkeligheden er svær at undertrykke.

(Københavns Kommune, ‘Stemplet’-App, 2015: “I nødsituationer: Luk appen og ring 112!”)

Otte kristne iranske asylansøgere taler ud om hatecrime på danske asylcentre. Eksempler sakset fra fredagens Jyllands-Posten – Kristne asylsøgere: Vi trues og chikaneres.

“Jeg er blevet chikaneret ved, at nogle mennesker flere gange har banket meget hårdt på min dør klokken 2-3 midt om natten. Når jeg åbnede den, var der ingen udenfor. Det er sket flere gange. Jeg tror, at de ville skræmme mig og gøre mig bange. Det begyndte, efter at nogle af de andre asyl søgere blev klar over, at vi hver fredag fra kl. 16-18 gik til bibelstudier… Det skete også for nogle af de andre kristne, der boede på Avnstrup…” (Ebrahim Kambiz Khamiran, Iran)

“Folkene i værelserne omkring mig havde hørt, at jeg gik i kirke og var kristen. De begyndte at tage mine ting fra køkkenet og stod uden for min dør og fremmessede ting fra Koranen. De kaldte mig ‘beskidt’. Midt om natten klokken 2-3-stykker bankede det hårdt på døren med nogle ordentlige brag. De stillede skrald uden for vores dør, så når jeg åbnede døren, væltede skraldet ind på gulvet. … Nu banker de igen på døren midt om natten. Ingen stopper dem. I Ringsted kunne vi holde bibelstudier 5-6 personer sammen. Men siden vi kom tilbage til Avnstrup, har vi ikke turdet gøre det. Vore kristne møder er aflyst. Vi tør ikke.” (Rasol Alizadeh Fakouri, Iran)

“Jeg lyttede til kristne sange på mit værelse i Avnstrup. Det fik nogen til at banke hårdt på døren. Men da jeg gik hen for at lukke op, var der ingen udenfor. Det var tydeligt, at det var, fordi musikken var kristen, at de chikanerede mig og dundrede på døren. For der skete ikke noget, hvis andre spillede højt. Det skete flere gange.” (Morteza Bashiri Rad, Iran)

“Jeg var vidne til en diskussion om islam og kristendom mellem nogle muslimer og en kristen kammerat, jeg har. Det udviklede sig til, at muslimerne truede min kammerat med at slå ham. Han skyndte sig ned mod busstoppestedet uden for lejren for at komme væk, men da han var kommet udenfor, sprang en stor gruppe på op imod 10 personer på ham, så han måtte flygte tilbage til kontoret. Her førte personalet ham ud af lejren og kørte ham til Roskilde og satte ham på et tog til København. Siden da har han været bange. Det er jeg også.” (Mohammad Reza Farahani, Iran)

“På væggen i mit værelse havde jeg et billede af mig selv, taget i en kirke. Jeg havde også Bibelen liggende på en hylde. Det skete der ikke noget ved, indtil jeg en dag skulle i bad og havde glemt at tage mit kors af, da jeg gik igennem et tilstødende værelse på vej til badeværelset. Den person, der boede på værelset ved siden af – en person med muslimsk baggrund – så det og overfusede mig på arabisk. Han slog ud med armene og kaldt mig ‘beskidt’. Jeg forsøgte at tale ham til ro og sagde, at selv om han var muslim og jeg kristen, skulle vi være i asylcentret begge to. Men han blev ved at råbe og kom truende hen imod mig, indtil jeg forlod rummet hurtigst muligt. I tiden derefter, hvor de andre asylsøgere er blevet klar over, at jeg er kristen, er jeg blevet chikaneret og har gået rundt og været bange.” (Qubad Nadrisnasab, Iran)

“En dag i køkkenet på Avnstrup stod jeg og lavede mad og var ved at stege kød på en pande. En af de andre asylsøgere kom forbi og spurgte, hvad det var for noget kød. Da jeg fortalte, at det var svinekød, spyttede han på gulvet ved mine fødder og råbte ting efter mig på arabisk. Da det var gået op for folk på asylcenteret, at jeg var kristen, kaldte de mig ‘beskidt kuffar’, når de gik forbi mig ude på gangen. Når jeg lyttede til kristne sange på mit værelse, sparkede de på døren.” (Milad Boostani, Iran)

“… hele atmosfæren omkring os kristne betyder, at vi følelsesmæssigt lever i skyggen af frygt. Vi tør ikke gå med et kors om halsen. Vi er nødt til at gemme Bibelen af vejen på vores værelser. Vi kan ikke have en figur af Jomfru Maria stående fremme. Der er nogle muslimer på asylcentrene, som over for mig har sagt, at de støtter det, som Islamisk Stat gør, og at vi er ‘beskidte’, fordi vi har forladt islam og er blevet kristne.” (Alizera Kossanj Sechan, Iran)

Der er nogle fundamentalister blandt muslimerne, som ikke vil lade kristne være i fred. … Det er nødvendigt, at de får at vide, at der skal være plads til alle religioner. Vi vil ikke være muslimer. Vi har konverteret til kristendommen. Vi skal behandle hinanden med respekt. Jeg ønsker, at vi kan få frihed til at lave bibelstudier uden at skulle frygte at blive truet, overfaldet eller chikaneret.” (Mojtaba Bagheri, Iran)



19. januar 2015

Frankrig: ‘Vi er Kouachi’ – “Det er ikke indvandrere mod franskmænd. Det er muslimer mod de øvrige..”

Det kræver en god portion naivitet at tro på islams demokratiske potentiale. OIC der repræsenterer 57 islamiske lande og verdens meget omtalte 1,5 mia. muslimer, planlægger nu, her få dage efter bladtegnere blev angrebet med maskinpistoler, at tage juridiske skridt mod de overlevende. Hadet mod franske værdier ses på flere niveauer. Eksempelvis har flere profesionelle fodboldspillere med muslimsk baggrund, herunder Montpelliers Abdelhamid el-Kaoutari nægtet at associere sig med sloganet ‘Je suis Charlie’, der netop var tiltænkt at samle folket. El-Kautari er født i Frankrig, og har været tilknyttet det franske ungdomslandshold.

(Abdelhamid El Kaoutari t/højre uden ‘Je suis Charlie’, før Montpellier-Marseille, 9. januar 2015)

Fra Politiken, der har mere om morgendagens Frankrig – Mange hader alt, hvad der er fransk.

“Myten om et land forenet i sorg og afsky over mordene på 17 mennesker i sidste uge sprænges nu i stumper og stykker. Frankrig er delt, og splittelsen går mellem en del af indvandrerbefolkningen og de øvrige, ‘franskmændene’, som selv unge indvandrere med fransk statsborgerskab kalder deres medborgere.

Dag efter dag beretter lærere over hele landet om deres oplevelser torsdag i sidste uge, da hele landet holdt et minuts stilhed til ære for de 12 dræbte ved Charlie Hebdo.

Hundredvis af steder – antallet af indberetninger om lignende begivenheder stiger hele tiden – råbte eleverne ‘Allahu akbar’. Nogle steder reciterede børn på 10 år vers fra Koranen, og på flere gymnasier råbte eleverne: ‘Vi er Kouachi’ med henvisning til brødrene Said og Chérif Kouachi, som på det tidspunkt blev jaget af tusindvis af gendarmer og elitestyrker fra politiet.

‘Det er Charlie-folkenes egen skyld’, råber et pizzabud til en handlende i udkanten af byen Poissy i det velstående amt Yvelines vest for Paris. …

Det er ikke indvandrere mod franskmænd. Det er muslimer mod de øvrige… mange unge indvandrere lytter hverken til imamer eller til lærere. Derimod har de mange sites med navne som ‘jesuiscoulibaly’, ‘jeg er Coulibaly’ med henvisning til gidseltageren i det jødiske supermarked, stor succes, og medierne erkender, at indvandrerne ikke fyldte meget i weekendens store demonstrationer.

Lige nu florerer komplotteorier på internettet. Ifølge mange sites var begivenhederne i sidste uge iscenesat, og mange hævder, at den muslimske betjent Ahmed Merabat, som blev skudt med koldt blod af brødrene Kouachi på deres flugt fra Charlie Hebdo, i virkeligheden blev myrdet af politiet.

[...]

‘Gerningsmændene er fanatikere, som lytter til de prædikanter, som optræder i mange kvarterer, og de udgør et mindretal. Men mange hader alt, hvad der er fransk. De drømmer om et bedre liv, når islam råder overalt, for Frankrig giver dem intet’, gentager han.

Her på burgerbaren i Sarcelles udtrykker Hocine det, eksperter gentager igen og igen i medierne. Frankrigs mest kendte kriminolog, Alain Bauer, der har et indgående kendskab til de indvandrerkvarterer, hvor selv familiefædre og enlige mødre mange steder lever af en underjordisk økonomi bestående af narkohandel, hæleri og i de værste tilfælde handel med våben, formulerer det på denne måde: ‘Det er længe siden, vi har opgivet integrationen.

Foran restauranten Istanbul nær indkøbscentret i Sarcelles er der syn for sagn:

‘Det eneste, jøder og franskmænd har respekt for, er bomber. Så det får de’, råber en ældre mand, mens en ung pige uddeler små sedler med navnet på et muslimsk site.”

(Generation Identitaire, ‘Je suis Charlie Martel’, efter hærføreren der slog muslimerne tilbage, år 732)

Oploadet Kl. 14:41 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


18. januar 2015

Kasper støvring om Islam og det liberale demokrati: Om militante ‘fjender’ og fredelige ‘modstandere’

Forleden dag pointerede konservative Brian Mikkelsen i radioen, at 99,999 procent af alle muslimer er fredelige. Tal er taknemmelige, så herunder lidt fra en kommentar af Kasper Støvring hvori han blandt andet skelner mellem de få (ikke-fredelige) ‘fjender’og de mange (kulturelle) ‘modstandere’ – Fjenden.

“I forgårs satte Frankrig sit militær ind for at yde borgerne beskyttelse efter terrorangrebet. Dette drastiske tiltag vidner om omfanget af den krise, som ikke blot Frankrig, men hele Vesten befinder sig i. I Vesten ser vi nu, at et lands egen hær mobiliseres på landets eget territorium for at beskytte landets egne borgere, der er truet af en fjende, der befinder sig midt i landet. …

Når man anvender militæret, tilkendegiver man, at man er i krig, og anvender man militæret på eget territorium, kalder man det gerne borgerkrig. Der er naturligvis ikke borgerkrig i Frankrig, selv om det er de ildevarslende associationer, man får. …

Tragedien i Frankrig har igen mindet os om, at fjenden står midt i den vestlige civilisation. Vi, dvs. vores politikere, har selv lukket islamisterne ind, og vi må nu bøde for det. Vi kan overvinde fjenden, men det kræver, at vi ved, at det overhovedet er en fjende, vi står over for. Og det lyder ikke som om, at vores politikere for alvor ved det. Ellers ville de for længst have taget affære, i stedet for som regeringen at bekæmpe tilhængere af Islamisk Stat med pjecer og kurser. Regeringen har her svigtet fatalt.

Men oppositionens politikere er generelt ikke meget bedre, i hvert fald ikke, når det handler om at forstå, hvad en fjende er. Lektor Ulla Nørtoft Thomsen skrev forleden på FB følgende kloge ord:

Alle vore politikere er universalistiske kulturliberale, og derfor er der ingen af dem, der kan have fjender. De kan kun have ideologiske modstandere (som man kan tale med), kriminelle grupperinger (som man kan afrette) eller galninge/syge (som man kan helbrede). Fjenden kan kun begribes som uvidende, uartig eller syg. Den snorlige linje af enslydende partiledere i går [partilederdebatten på DR den 8/1] illustrerede, at vi intet kan forvente fra den kant. Udover tårer og lys og taler.’

Fjenden er den, der hader vores kultur, selv om – eller måske netop fordi – vedkommende er ganske fortrolig med den. … Kulturer, der er opflammede af en stærkere trang til at hævde sig selv, vil være overlegne i en konfliktsituation. For de vil forsage materiel bekvemmelighed og ikke udtømme kræfterne i selvkritik og selvhad; de vil tværtimod være rede til at risikere deres liv for agtelsens skyld og bringe ‘blodofre’ for deres morallove. …

Det er mange millioner muslimer. Langt hovedparten, må man formode, er fredelige borgere, der ikke aktivt bekæmper vores liberale samfundsmodel, og som altså ikke kan defineres som fjender – om end nok som modstandere.

(Befæstet kirke afbrændes efter fredagsbøn, Niger, 16. januar 2015: 99,994 pct. deltog ikke; Telegraph)

Oploadet Kl. 12:26 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer


17. januar 2015

Stine Høxbroe, arrangerer dialogprojekter – gift med terrorapologet, svigerinde til al-Qaeda-jihadist

Tilbage i 1997 hjalp Amnesty International iranske Manteghi Boroujerdi med at få asyl i Australien. I sidste måned blev han verdenskendt som Man Haron Monis, den Islamisk Stat-sympatiserende terrorist der under en gidselaktion på en cafe i Sydney myrdede to personer. På et lidt lavere niveau proklamerede Poya Pakzad, politisk kommunikationsmedarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke, et par dage forinden, at der ikke var nogen speciel anledning til at “dømme sharia uvelkommen i Danmark” Noget af en udmelding, når nu Pakzads bedste ven Samuels Yemane, døde som Islamisk Stat-jihadist i Syrien, januar sidste år.

At der er kort afstand fra humanistiske NGO’ere til militante islamister, er evident på flere niveauer. Det bedste eksempel må næsten være Stine Høxbroe, der siden 1. september 2013 har været ansat af Danske Kirkers Råd med henblik på at varetage deres dialogprogram med muslimer.

(Konvertitten Stine Høxbroe, Danske Kirkers Råd, ansvarlig for ‘Danish-Arab Dialogue Conference'; DKR)

Herunder specifikt ‘planlægningen og gennemførelsen af to dialogkonferencer’, som hun også var en del af året forinden. En konference der fandt sted på Christiansborg, blev støttet af Udenrigsministeriet, og blandt andet inkluderede den radikale integrationsborgmester Anna Mee Allerslev. Dialogkonferencens fælleserklæring tilkendegav støtte til udviklingen af ‘religiøse faciliteter’, herunder konkret til “Muslimernes Fællesråds bestræbelser på at bygge en stormoské”. En organisation hun tidligere var tilknyttet.

“Det er vigtigt, at vi lærer hinanden at kende der, hvor vi færdes til daglig. Vi har meget tilfælles som religioner, blandt andet et grundlæggende medmenneskeligt træk.” (Stine Høxbroe som talsperson for Muslimernes Fællesråd; Kristeligt Dagblad, 2009)

(Stine Høxbroe, ‘Danish-Arab Dialogue Conference’, september 2012 via Danske Kirkers RådYoutube)

Jeg bloggede om Stine Høxbroe helt tilbage i 2004, da hun sammen med en fredsaktivistisk kunstner ved navn Khaled D. Ramadan var en del af en offentligt finansieret udstilling i Århus under parolen: ‘Minority Report: En udfordring af intolerancen i dagens Danmark’. Før det havde hun blandt andet gjort sig bemærket med et læserbrev om vestens undertrykkelse af muslimer, og sammen med Ramadan har hun eksempelvis skrevet en kronik til Dagbladet Information, med den overordnede budskab, at islamisk terror i virkeligheden skyldes CIA og USA. Khaled D. Ramadans kunstneriske virke er rendyrket terrorapologi, selvom han i 2009 blev tilknyttet Statens Kunstråd som ‘interkulturel konsulent’. Privat danner de par, og Stine Høxbroe er ikke overraskende konverteret til Islam.

Tilbage i 2009 portrætterede Helle Merete Brix Khaled D. Ramadan i en faktamættet artikel, og nævnte at han i 1997 fik en betinget fængselsstraf for hæleri, i en større sag om et væbnet røveri mod en pengetransport. Et røveri foretaget af hans bror Mustapha Ramadan, der efter endnu et røveri i 2001 rejste til Irak for at kæmpe for al-Qaeda. I Irak steg han i graderne, og blev en del af kredsen omkring al-Qaeda-lederen Abu Musab al-Zarqawi. Da han døde under et amerikansk angreb i Fallujah, september 2004, havde han en central rolle i Ansar al-Islam.

Sidste år udgav den frafaldne danske islamist Morten Storm Agent Storm – my life inside al Qaeda, og her kom det for første gang frem, at en af Abu Musab al-Zarqawis medhjælpere til den filmede henrettelse af amerikanske Nick Berg, maj 2004, var identisk med Mustapha Darwich Ramadan, Stine Høxbroes svoger.

“The video og Berg´s killing, and others of atacks on US force in Iraq, became popular among jihadis in Luton and elsewhere in the UK, turning up on DVDs distributed by al-Muhajiroun. I too watched the video of Berg’s murder, but had no idea until later that the man to his right, restraining him as Zarqawi prepared for the fatal blow, was Mustapha Darwich Ramadan, whom I had spoken with in a Danish prison in 1997. (s. 96)

Det er værre end som så. Nærstuderer man den brutale henrettelse (hvad ikke kan anbefales), så kan man se, at den er klippet. Før klippet ser man al-Zarqawi tale, hvorefter han begynder at save hovedet af Berg. Til højre for al-Zarqawi ses Mustapha Darwich Ramadan, med en kalashnikov og et hvidt tørklæde viklet om hovedet. Al-Zarqawi har problemer med at få skilt hovedet fra kroppen, og efter klipningen er det Mustapha Darwich Ramadan som fører kniven, og afslutningsvis er det også ham der triumferende holder hovedet op. I dialogisk henseende må der siges at være plads til forbedringer. For nu at sige det pænt.



29. december 2014

Nørrebro’er: “Vi blev kaldt danskersvin… Man kunne mærke det ulme i folk lige fra vi kom ind, hadet.”

I kortfilmen Et ordløst portræt af en undergrundspoet (2011), portrætteres Sia Sophia Schjerning, der har læst ‘skrivekunst’ på universitetet, og senere har haft tilknytning til Det Danske Kulturinstitut. Filmen er også et portræt af det multikulturelle Nørrebro, og man ser hende eksempelvis cykle forbi en halal-slagter, og stoppe for at handle frugt hos den tilstødende grønthandler. Man man hende også med datteren, der i dag må være tre år ældre. Således skrev hun i forgårs på Facebook, som reaktion på dele af venstrefløjens angreb på Nanne & Mads.

“Det er faktisk et stadigt stigende og groft alarmerende problem, at venstrefløjen, den intellektualiserede del, med Rune Skyum Nielsen i spidsen her i denne omgang, fra første færd, forsøger at kaste skyts mod ofrene. … jeg er selv ‘intellektuel’, uddannet og shit, særligt begavet, hvis det overhovedet skulle betyde noget for nogen, og jeg stemmer oftest på Enhedslisten. Men jeg er også mere end det. Jeg er opvokset i den hvide ghetto, socialklasse 5, jeg har fået bank af pæredanske rødder, der fik så mange bank derhjemme selv af narkomaner og drankerforældre, jeg er pæredansk i øvrigt, jeg har været meget tæt på at konvertere til islam som 17/18-årig, da jeg var kæreste med en af rødderne fra Klingenberg-banden i Odense – jeg har oplevet rødderne indefra og sympatiseret med dem, også når de har hetzet kartoffeldanskeren og drankerne, der ikke passer deres børn. Altså det jeg vil betegne som omvendt racisme. Jeg har fået guldsmykker i gave, som jeg godt vidste var tyvekoster. Min papsøster konverterede helt til Islam. For mit eget vedkommende fik jeg et chok, da min kæreste skød en mand. Så gik jeg i tænkeboks og sagde fra.

… Jeg bor nu på Nørrebro, i ghettoen; FSB, Blågården. Her har jeg boet i lidt over 4 år. Før da boede jeg i NV i 2 år – i et pænt boligbyggeri, men stadig midt i det lækre multikulturelle. En verden til forskel, og jeg har lidt svært ved at tage udtalelser seriøst fra folk, der ikke selv bor lige midt i lortet – den går ud til Rune og hans crew (Jeg har i øvrigt også boet i Vollsmose i Odense…) Når nu jeg bor her, så mener jeg godt, at jeg må udtale mig om, at der faktisk er PROBLEMER, og at de eskalerer! – Fordi de bliver fejet ind under gulvtæppet af netop venstreradikale. Og helt ærlig; jeg er virkelig træt af mennesker, der udtaler sig fra fine højintellektuelle hjem, men som ikke har indblik i virkeligheden.

Der ER problemer her! Jo der er! Og så længe folk skubber dem ind under gulvtæppet, så vil den anden gruppe råbe højere og højere; her taler jeg om de ekstreme nationalister, der finder rodfæste hos selv den almindelige borger, der lever og ser de problematikker gang på gang, men som aldrig bliver hørt. Jeg sympatiserer bestemt heller ikke med nationalisterne…

Tilbage til problemerne: Almindelige velintegrerede muslimer vil heller ikke bo i mit Hood, jeg har forsøgt at bytte bolig i snart 2 år. Det er en skam. Jeg har en fantastisk bolig og det er helt vildt centralt og jeg elsker mangfoldigheden, når man blot lige går lidt længere ud af ‘kampzonen’ – den kolde altså, for så slemt er det jo ikke vel, for her hersker en art af apartheid og vi blander os ikke i hinanden, men derfor kan jeg såmænd godt observere og konstatere; …. 5-årige der antænder kanonslag i hånden og kaster efter hinanden, (vi tør ikke gå ud nytårsaften – jeg er ellers ikke nogen pivskid!) … de udenlandske børn vil ikke lege med danskerne og de somaliske børn er nederst i hierakiet, de bliver kaldt for aber og homoseksuelle. Der er en helt klar hakkeorden og det er meget tydeligt, at det er nogle få familier, der styrer det hele. Resten er medløbere. Her hersker konstant omvendt racisme. Du bliver selvfølgelig hilst velkommen som dansker, hvis du mener det samme som dem, men hvis du er uenig, så falder hammeren. For her er ikke plads til uenighed.

Det værste eksempel herpå er beboermøderne. Jeg havde godt hørt en del, men holdt mig væk, dog var jeg til stede sidst, da vi havde fremsat forslag om at få hund i foreningen. Gerne med en masse restriktioner, og hvor der først skulle hentes tilladelse hos bestyrelsen. Jeg var åben overfor kompromisløsninger. Nu ved jeg godt at hunde er haram for nogle ekstreme muslimer, men jeg kender også en del muslimer, der har hund. Jeg havde forberedt en fredelig og nede på jorden saglighed. Men jeg var så chokeret og det var min datter også, at vi nærmest gik grædende derfra. Vi blev kaldt danskersvin, fordi vi ville have hund. Alene på det grundlag. Man kunne mærke det ulme i folk lige fra vi kom ind, hadet; du skal ikke komme her og stille forslag, der er så tydeligt imod OS, der var en enkelt muslim der turde stille sig op og sige at godt nok ville han ikke selv have hund, men at han ikke kunne se hvad problemet var i, at andre havde hund og at vi måtte kunne rumme hinandens forskelligheder, så længe vi tog hensyn til hinanden. Han blev jordet! totalt jordet. Pøblen gik i selvsving, og det var tydeligt at det var de såkaldte ‘mafiosa’ lignende familier, der indoktrinerede holdningerne, afstemningen var i øvrigt ikke hemmelig, så alle stemte selvfølgelig imod – også ham der først prøvede at sige noget for…altså – nu skal det ikke hedde sig at de ikke demokratisk måtte hævde deres stemmeret, selvfølgelig må de det, men det var slet ikke demokratisk, det var tyranisk ovenfra dikteret af lederen, hvad der måtte stemmes og det var helt sikkert tilladt at komme med modsat rettede racistiske kommentarer. Danskersvin, ulækker, uhygiejnisk at have hund osv osv – vi var tre par, der havde forslået det, alle over en kam blev vi fordømt.

… Hvordan kan det være at vi kun tør tage afstand fra ekstremiteter når det handler om racisme fra dansker mod udlænding, men ikke når det er den anden vej, eller når man tydeligvis søger at hverve medlemmer til islamisk stat- lignende grupper. Jeg må sgu erkende, at det skræmmer mig. Det skræmmer mig, at man ikke tør åbne de øjne!

(Sia Sophia Schjerning, 27. december 2014: “Jeg vil starte med at sige, at jeg tror på diversitet…”)

“… jeg forstår ikke hvorfor muslimerne ikke bekæmper det indefra, det må jo have vokset sig så stor en pukkel til, ligesom DF for os ikke-muslimer, der godt kan leve med diversitet, men ikke radikalisme.” (Sia Sophia Schjerning om islamisme, 13. november 2013)

“This is it, this is where we turn our dreams inside out – Nørrebro baby!” (Tekst på postkort produceret af Sia Sophia Schjerning, 21. august 2014)

Oploadet Kl. 12:59 af Kim Møller — Direkte link48 kommentarer


28. december 2014

Undertegnede i stort tema om ‘Det nye højre’ i Jyllands-Posten: “Medierne er overfladiske og røde…”

Hele fire sider om ‘Det nye højre’ i dagens Jyllands-Posten, der med udgangspunkt i Morten Uhrskov præsenterer den nationalkonservative scene i Danmark. Undertegnede præsenteres som værende “stifter af den indvandrerkritiske hjemmesiden Uriasposten.net”, og citeres for min kritik af de danske medier. Fra dagens Jyllands-Posten – Landet stander i våde – eliten ved det bare ikke.

“Noget har ramt vores danske kultur. Noget, der æder os op indefra og udefra, og noget, der truer ikke bare dansk kultur, men hele den vestlige civilisation. Noget, der må bekæmpes. Så alvorlig ser verden ud i dag for nationalkonservative som Morten Uhrskov Jensen, blogger, debattør og politiker i foreningen Dansk Samling, der nu vil i Folketinget. …

Det er en bevægelse, som i løbet af de senere år er vokset frem fra blogs og tidsskrifter på nettet, til at sidde i tv-studierne, fylde debatsiderne på landets aviser, have selvstændige medier og nu er blevet en hel politisk bevægelse. Det er en gruppe mennesker uden fælles parti, men med en fælles kamp for nationens fremtid og mod fjenderne mod den – de kulturradikale, indvandringen, islam, medierne og mod Sverige som maredrømseksemplet på, hvor langt ud den politiske korrekthed har bragt vort broderfolk. Løst forbundet omkring netmagasinet uriasposten.dk, tidsskriftet Nomos, nyhedssiderne snaphanen.dk og Den Korte Avis, med egne blogs og ugentlige klummer i landsdækkende aviser som Jyllands-Posten og Berlingske, ses de mest i den virtuelle verden, men ellers trykker en del af dem også hænder i den fysiske verden, når Trykkefrihedsselskabet holder møder, på sommermødet ved Silkeborgsøen Mosbjerg og enkelte af dem også til den teologiske bevægelse Tidehvervs årsmøder.

Det er i de cirkler, man kan støde på debattører som Michael Jalving og Rune Selsing, der alle udgiver bøger og ihærdigt debatterer på deres blogs på jp.dk. Det er her, man kan møde Lars Hedegaard og Katrine Winkel Holm, der er formand for Trykkefrihedsselskabet. Det er her, Uriaspostens Kim Møller gennemskriver dagens avisudklip. Og her, man fra universiteterne kan møde lektorer som Michael Böss fra Aarhus Universitet og Jesper M. Rosenløv, Casper Støvring og Søren Hviid Pedersen fra Syddansk Universitet.

Fælles for debattørerne er deres nationale udgangspunkt – eller ‘fædrelandet’ – og så deres høje uddannelsesniveau. De har stort set alle sammen en universitetsgrad…

(Jyllands-Posten, 28. december 2014: Et nyt højre på vej i Danmark)

Indtil videre er det kun Dansk Folkeparti, der har taget en del af disse debattører og tanker til sig, men ifølge Hans Hauge ligger de nationalkonservative generelt til højre for DF på indvandrerspørgsmålet.

‘Det minder måske lidt om en fransk konservatisme, men jeg synes ikke, man kan kalde det et nyt højre eller højreekstreme – jeg mener, man bliver nødt til at skille dem ad. Og faktisk tror jeg, der kan være en meget stor folkelig grobund for det her, selv om de ikke er slået igennem med et politisk parti endnu.’ …

Af debattører uden for Dansk Folkeparti er det kun Morten Uhrskov, der vil ind i realpolitik. Det skal ske med det gamle parti Dansk Samling, der blev stiftet af forfatter Arne Sørensen i 30’erne som et værn mod nazismen. Dansk Samling fik kun to perioder i Folketinget, fra 1943 til 1947, og siden har der været stille om partiet, der i dag reelt er en forening. Men Morten Uhrskov har i sinde at opstille partiet.

[...]

Der er en gennemgående kritik af de etablerede medier blandt dem – en kritik, der også har ført til nye medier uden om de gamle dagblade. Blandt andet for Kim Møller i Aarhus. Han etablerede i 2003 blogposten Uriasposten, der havde til formål at udstille de røde medier og journalister og fortælle danskerne, hvordan verden i virkeligheden så ud, men den er i dag endt som en mere bred nationalkonservativ blog. Bloggen har haft millioner af hits gennem årene.

‘Medierne er overfladiske og røde – det er de også i dag,’ siger han og kommer med et eksempel fra denne avis.

‘Se nu for eksempel Jyllands-Posten i dag, der skriver, at de sorte i USA blev lynchet fra 1882 og frem. Men der står ikke, at de blev det, fordi de var mistænkt for tyverier og forbrydelser. Det får vi heller ikke med i urolighederne i Ferguson. Nej, man vil hellere gøde jorden for det multikulturelle. Der er medierne ikke gode nok til at sige fra.’

Er det ikke bare, fordi medierne ikke er politiske?

Nej – det er et falsum. Medierne er ekstremt politiske. Se på den måde, de beskriver det politiske miljø. Vi bliver ofte betragtet
som højreekstremister, men der er meget kortere snor på højrefløjen end på venstrefløjen. Jeg ved ikke, hvor mange gange almindelige danske politikere eller debattører er blevet kaldt højreekstreme, men de allermest venstreorienterede kommunister og marxister må man ikke kalde venstreekstreme. En højreradikal er én, der hænger klistermærker op, en venstreradikal er én, der slår ihjel – det er medierne, der har reproduceret
det billede,’ siger Kim Møller.”



24. december 2014

Odense: Islamisk mission i ældreboliger – “… de værste dyr for Allahs åsyn, er dem som er vantro”

Sidste tirsdag kunne Ekstra Bladet fortælle, at en ukendt muslimsk gruppe, har uddelt en folder på Nørrebro, der med udgangspunkt i islamiske kilder, advarer muslimer mod at fejre julen. “Og den der efterligner en befolkning, vil være en af dem.” (Sunan abu dawud)

Herunder lidt fra en lignende folder (pdf, 2 sider), der er lagt i postkasser i en række ældreboliger i det centrale Odense. Folderen er underskrevet ‘Al-Khilafah Publikationer’ i København, et Hizb ut-Tahrir-forlag. Kvinden jeg har fået folderen fra, opfattede det som værende en trussel, og det siger alt om Islam, at selv islamisk mission i en folder med titlen ‘Tolerance, Fred, Dialog og Islam’ foregår med truende retorik. At det er ‘hatecrime’, jf. gældende definitioner er uomtvisteligt.

(Hizb-ut-Tahrir folder, husstandsomdelt til ældreboliger i Odense C, december 2014)

“I Islam er freden kun gældende blandt muslimer indbyrdes… Der er ingen kompromisløsning…” (Al-Khilafah Publikationer, 2014)

Oploadet Kl. 14:52 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


23. december 2014

Rosenløv, Pihl, Korstogene (2014): “… en defensiv kristen respons mod en aggressiv muslimsk fjende”

Ny bog af Jesper Rosenløv og Michael Pihl, der begge underviser i historie. E-bogen kan købes på Saxo.com for 199 kroner. Mere om udgivelsen hos Center for Historieformidling.

“Bogen er ikke udtryk for banebrydende forskning, idet vi generelt læner os op ad de mest anerkendte nutidige korstogshistorikere.

Men det interessante – og tragiske – er, at korstogene i den almene bevidsthed, i populærvidenskabelige fremstillinger, i populærkulturen samt desværre også i mange undervisningsbøger stadig er omgærdet af myter og vrøvlerier. Ifølge korstogshistorikeren Thomas Madden er der desværre ‘en gabende afstand mellem den akademiske verden og den almene læserskare.’

Denne afstand har vi med vores letlæste bog tænkt os at nedbryde. Samtidig tør vi godt love, at følgende konklusioner vil ramme en pæl gennem en del af de mest udbredte korstogsmyter:

- Korstogene var ikke udtryk for en uprovokeret kristen aggression. Korstogene var en defensiv kristen respons mod en aggressiv muslimsk fjende – en sen reaktion på omfattende muslimske erobringer, angreb på Det Byzantinske Rige, overgreb på kristne pilgrimme og en århundrederlang undertrykkelse af kristne indbyggere i Østen.

– Korstogene ødelagde ikke en århundrederlang fredelig sameksistens mellem muslimer og kristne – men islams omfattende og blodige erobringer, der var inspireret af tanker om hellig krig (jihad), affødte en kristen reaktion og en forestilling om krigsførelse som en kristen pligt, hvilket ellers tidligere havde været fremmed for kristendommen.

Det muslimske herredømme over jøder og kristne (i f.eks. Syrien og Palæstina) var ikke præget af tolerance. Generation efter generation af kristne, jødiske og muslimske forfattere bevidner omfattende diskrimination, chikane, forfølgelse, ødelæggelse og nedslagtning.

– Korstogene blev først en realitet efter flere anmodninger om hjælp fra byzantinske kejsere.

– Korstogenes mål var ikke at omvende muslimer til kristendommen, men at komme kristne i øst til undsætning, sikre pilgrimsruterne og tilbageerobre helligstederne.

– Korsfarernes motiver var ikke primært materialistiske. Deres hovedmotiver var af religiøs og åndelig art, og kredsede omkring opnåelsen af deres sjæls frelse ved udøvelse af bod, retfærdig krig og det, der blev anset for en næstekærlig gerning – nemlig at komme kristne til undsætning.

– Deltagelsen i korstogene var en risikabel underskudsforretning. Deltagende riddere var primært adelsslægternes ældste sønner, der stod til at arve familiens formue og derfor havde mest at miste.

– Korstogene var ikke mere brutale end andre af tidens felttog udført af såvel kristne som muslimske hære. Plyndringen af Jerusalem i 1099 adskilte sig ikke grundlæggende fra muslimernes indtagelse, ødelæggelse, plyndring og massakrer under indtagelsen af kristne byer i århundrederne frem til korstogene – eller i århundrederne efter.

- Saladin var ikke en nådig, barmhjertig eller tolerant hersker, men en tidstypisk brutal og skånselsløs krigsherre med vidtgående ambitioner m.h.t. islamisk jihad.

– Korstogene var ikke vendt mod jøderne. Kirken havde forbudt angreb på jøderne – og i de tilfælde, hvor pøbeloptøjer blev rettet mod jøderne, forsøgte kirken at beskytte dem.

– Korstogene var ikke udtryk for imperialisme /kolonianisme, der udbyttede den lokale befolkning.

– Paven var imod Det Fjerde Korstogs involvering i de byzantinske tronstridigheder – og fordømte plyndringen af Konstantinopel i 1204.

– De vesteuropæiske korsfarere var ikke kulturelt tilbagestående i forhold til den muslimske fjende. Vesteuropa var enten jævnbyrdig eller havde i løbet af Højmiddelalderen overhalet Mellemøsten med hensyn til vigtige aspekter inden for teknik og teknologi.

– Korstogene fyldte efter deres ophør meget lidt i den muslimske verdens bevidsthed. Først i slutningen af 1800-tallet og i løbet af 1900-tallet opstod der under indtryk fra Vesten en interesse for korstogene (og Saladin) blandt muslimske historikere og den bredere offentlighed.

Saladin-skikkelsen (i form af den ædle og barmhjertige krigsleder) var en europæisk konstruktion, der stammer fra perioden efter korstogene, og som blev videreformidlet i Oplysningstiden helt frem til i dag – bl.a. hjulpet af sir Walter Scotts ridderromaner.

– Korstogene standsede gennem 200 år den muslimske ekspansion. Dermed vandt Europa tid og gennemgik en styrkende udvikling, der gjorde det muligt at modstå de senere osmanniske fremstød i Centraleuropa.

M.h.t. Spanien:

- Det muslimske Spanien (al-Andalus) repræsenterede ikke en gylden epoke med kulturel pluralisme og harmonisk sameksistens mellem religionerne, men var en urolig tid med undertrykkelse, forfølgelser og fordrivelser.

- Myten om al-Andalus som en gylden og tolerant periode byggede på elementer fra 15-1600-tallets spanske skønlitteratur (litterær maurofili) og blev fra midten af 1800-tallet konstrueret af især jødiske akademikere og meningsdannere, der var frustrerede over den langsommelige proces omkring jødernes ligestilling i Europa.

– Opfattelsen af araberne som de primære videreformidlere af den antikke litteratur er falsk. Det var især kristne (især syriske), der formidlede den antikke litteratur til araberne. Arbejdet med den antikke litteratur blev i Toledo først for alvor systematiseret efter den kristne generobring i 1085. Det var dog primært via byzantinerne, at tabte dele af den antikke græske litteratur fandt vej til Vesteuropa.”


Støvring refererer Niall Ferguson: “… nu som dengang myrder man dem, der ikke er som en selv.”

Ikke alt i historien er uforudsigeligt, og statens fremmeste opgave må være at beskytte folket mod det Churchill og Powell kaldte for ‘preventable evils’. Kasper Støvring refererer Niall Ferguson – Bøger om Første Verdenskrig og etnisk diversitet som årsag til volden i det tyvende århundrede.

“Niall Ferguson tilskriver i The War of the World barbariet, den ekstreme vold, i det tyvende århundrede sameksistensen af de tre E-er: ‘Economic volatility’, ‘collapse of empire’ og ‘ethnic diversity’. Hvor ser vi det aktuelt? Såmænd i den arabiske verden. Det er en forklaring på voldshandlinger, der ikke giver islam den afgørende betydning. Men man kan sige, at islam er det fyrige brændstof, der får motoren – sameksistensen af de tre E’er – til at arbejde smidigt. Hvis nogen skulle være i tvivl, om ‘vi’ også kan være leveringsdygtige i vold, kan man bare se på det orgie af folkemord, etnisk udrensning og chauvinisme, der prægede Europa i første del af det tyvende århundrede, som jeg her fortrinsvis vil holde mig til.

Lad os se lidt nærmere på Fergusons bog. Omkring år 1900 kunne man rejse vidt omkring i den vestlige del af Europa uden at møde andre folkeslag, der afveg kulturelt fra majoritetsbefolkningen. Hvad angår udseende, sprog, klæder og religion var folk nogenlunde ens. Men det var anderledes i Central- og Østeuropa. Især i de tre årtier efter Første Verdenskrig forårsagede den etniske diversitet katastrofer. Fire dynastier – Habsburgerne, Hohenzollerne, Osmannerne og Romanov-dynastiet – dominerede før krigen, men efter 1918 blev nationalstaterne enten etableret eller genskabt, og så tog volden til. Især Tjekkoslovakiet, Polen, Rumænien og Jugoslavien var multietniske samfund med en relativ lille majoritetsgruppe. Minoriteterne blev her behandlet som andenrangsborgere.

Også økonomisk ustabilitet prægede perioden efter Første Verdenskrig, det så man på børserne, og der var lav vækst og recession mange steder. Men man glemmer, at også opsving kan bidrage til ustabilitet især i multietniske samfund, hvor minoriteter dominerer markedet, som bl.a. armeniere i Tyrkiet eller jøder i Central- og Østeuropa.

Endelig medvirkede også opløsningen af imperierne til voldshandlinger. Det sker utrolig sjældent, at svækkelse af imperier forløber fredeligt. I første halvdel af århundredet ledte f.eks. svækkelsen af det Osmanniske imperium til folkemordet på armenierne, tilsvarende førte sammenbruddet af det Østrig-Ungarske monarki og Russiske rige til ekstrem vold.

Fremtiden?

Hvad siger Ferguson om fremtiden? De områder, hvor der tidligere var konflikter i Europa, vil næppe være centrum for nye konflikter, netop fordi den etniske udrensning helt frem til årene umiddelbart efter Anden Verdenskrig var ganske effektiv (om end jo ekstrem voldelig). Europa er faktisk blevet ganske homogent og dermed fredelig, som Ferguson skriver. Derimod viser Mellemøsten tegn på kaos, der kan blive særdeles langvarigt, fordi grænserne ikke følger de etniske skillelinjer. Kræfterne er sluppet fri, og nu som dengang myrder man dem, der ikke er som en selv. Klaner, stammer og religiøse grupper kæmper med hinanden og begår de grusomste overgreb.”

Oploadet Kl. 07:15 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer


20. december 2014

Erhvervsleders, erfaringer: Det er nok ‘utopi’ at afghettoficere, integrere og inkludere muslimer…

‘Kend din fjende’, er overskriften på dagens leder i Jyllands-Posten, der næsten er et opkog af I krigens hus : islams kolonisering af Vesten, som Lars Hedegaard, Torben Hansen og Helle Merete Brix udgav i 2003: “Dimensionerne i det, der sker, og hvad der formentlig kommer til at ske, er så alvorlige, at kun få tør tænke tanken til ende.” Paradoksalt nok, men meget sigende for medielandskabet, så skriver Hedegaard ikke længere i de trykte medier.

Herunder et læserbrev i samme avis af en Svend Kirkegaard – Muslimer udsættes for gruppepres.

“Mine egne erfaringer er baseret på mere end 20 års arbejde i forskellige verdensdele, heraf ni år i afrikanske lande, seks år i muslimske lande samt Asien og Sydamerika. Mit arbejde har været som operationel leder inden for lavteknologiske virksomheder med fortrinsvis kvindelige ansatte (300-2.000). …

Imellem mine udstationeringer har jeg haft ansættelse inden for tilsvarende industrier og i stillinger i Danmark. Her har min oplevelse været en ganske anden. Baseret på mine gode erfaringer fra muslimske lande forsøgte jeg adskillige gange at ansætte ansøgere fra disse lande. …

For mandlige ansatte med muslimsk baggrund var min erfaring, at de levede op til mine forventninger, indtil de havde optjent de timer, der kræves for at opnå arbejdsløshedsunderstøttelse, hvorefter de begyndte at have større fravær, skabe konflikter mellem medarbejdere o.l.

Efter samtaler med de ansatte, før og efter de havde forladt arbejdsforholdet, erfarede jeg, at de følte et gruppepres fra venner og familie; at det var sådan, man brugte systemet, når det nu fandtes. …

Med de kvindelige ansøgere var det et andet billede, der tegnede sig. Ofte kom de i større grupper udsendt af arbejdsformidlingen for derved at opfylde deres ‘kvote’ om et vist antal dokumenterede ansøgninger.

Som regel var der en ældre kvindelig leder af gruppen. Lederen gav de andre i gruppen instruktion om at trække tørklædet langt frem i panden, selv om de før ankomsten ikke havde båret tørklæde. Ved interviewet overvågede lederen, at de andre i gruppen ikke blev for åbne eller viste for stor interesse, hvilket blev påtalt. Dette igen et eksempel på gruppepres. Hvorfor ikke bruge systemet, når det nu findes? …

I flere tilfælde, hvor jeg ansatte kvinder med muslimsk baggrund, skabte det hurtigt problemer, især med en intrigant opførsel. I ganske få tilfælde blev de så længe, at de nåede at optjene timer med ret til dagpenge, men gik i stedet tilbage på kontanthjælp. Hvad angår de afrikanske indvandrere fra ikkemuslimske afrikanske lande, er de meget mere individuelle personer med vidt forskellig baggrund og ikke som sådan underlagt et gruppepres. Min erfaring med afrikanske, ikkemuslimske ansatte er gode, både i hjemlandet og i Danmark.

Med de asiatiske ansatte havde jeg ikke mange problemer. De havde en god arbejdsmoral og påtog sig et ansvar fuldt på højde med de etnisk danske ansatte.

[...]

Derfor det lange træk med afghettoficering, integration og inkludering, hvilket nok er utopi. …”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper