10. januar 2017

Jakob P. Witt, DIIS: I udgangspunktet er pluralisme sundt, “Men jo mere udlændingedebatten…”

Paradigmeskiftet er stille og roligt på vej, men etablissementet bider naturligvis fra sig. Medierne kører hårdt på med ‘fake news’-beskyldninger mod ethvert højreorienteret holdningsmedie, og minsanten om ikke også en til formålet brugbar DIIS-rapport fik en tur i mediemøllen.

Rapporten består mest af almindeligheder, for tryk avler selvfølgelig modtryk, og selvfølgelig kommer der på et tidspunkt et folkeligt svar på den igangværende folkevandring. Det skyldes ikke den politiske debat eller retorikken blandt indvandringskritikere, men det faktum at Islam vitterlig er en eksistentiel trussel, at udlændingepolitik i praksis også er sikkerhedspolitik. Virkeligheden har talt.

Kulturmarxisterne har råbt vakt i gevær i årtier, men man skal om på side syv i rapporten for at se, at højreekstremismens udenomparlamentariske modsvar kun har manifesteret sig i en brændt minibus og lidt graffiti ved et asylcenter på Djursland.

Længere omtale af rapporten i Dagbladet Information – Rapport: Udlændingedebat kan øge risikoen for højreekstremistisk terror. Glanse

“Det er blevet sagt, at det, at alle kan komme til orde i udlændingedebatten herhjemme, har ført til, at Danmark, modsat mange andre lande, ikke har oplevet eksempler på højreekstremistisk terror.

Men en rapport fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) advarer om, at debatten også har en pris: den skærpede tone i udlændingedebatten, og at debatten nu ofte fremstilles som afgørende for samfundets overlevelse, kan inspirere enkeltpersoner til at gribe til vold.

‘Som udgangspunkt er det selvfølgelig sundt for et demokratisk samfund, at alle holdninger – til et vist punkt – kommer til udtryk,’ siger Jakob Peter Witt, cand.soc. og forfatter til rapporten Når udlændingedebatten bliver sikkerhedspolitisk. ‘Men jo mere udlændingedebatten bliver gjort til en trussel – og en eksistentiel trussel – jo mere kan man drage en parallel til islamistisk terror. Når noget bliver en eksistentiel trussel, bliver det nemmere for enkeltpersoner at tage det som en opfordring til at bekæmpe denne trussel.’

Hvor ‘radikaliserede islamister’ er blevet diskuteret meget i offentligheden, har der været mindre debat om truslen fra højreekstremistiske miljøer, selv om Politiets Efterretningstjeneste (PET) sidste år vurderede, at ’stigende fokus på flygtninge og migranter blandt personer med tilknytning til politisk ekstremistiske miljøer eller med ekstremistiske sympatier kan øge truslen mod asylcentre, flygtninge og migranter samt berørte myndigheder’.

Når Danmark ikke har oplevet højreekstremistisk vold i større skala, er det blevet forklaret med henvisning til, at de flygtninge- og indvandringskritiske partier – ikke mindst Dansk Folkeparti – har uhindret adgang til det politiske system og debat. En forklaring som har sin oprindelse i teorien om, at politiske protester og aktiviteter er et såkaldt nulsumsspil: Øget aktivitet inden for systemet resulterer i mindre – herunder muligvis voldelige af slagsen – uden for dette. Men denne teori ‘må betragtes som en kraftig forsimpling af virkeligheden’, konkluderer rapporten.

Det modsatte kan nemlig også være tilfældet: at flygtninge- og indvandrerkritiske partiers deltagelse ikke mindsker risikoen for vold, men snarere tilskynder til den. Årsag? Eksponeringen af stærkt udlændingekritiske holdninger er med til at sprede disse og kan ligefrem vække holdninger til live, som i sidste ende fører til voldshandlinger.

(Jakob Peter Witt, DIIS 2016/9, Indvandringskritiske grupper benytter terrortruslen til mobilisering)

Ifølge rapporten er det ikke nødvendigvis fra mere eller mindre organiserede grupper på den yderste højrefløj, som Danmarks Nationale Front eller Frit Danmark, at man skal frygte voldelige handlinger. Truslen er ofte større fra enkeltpersoner, som udnytter – eller lader sig inspirere af – den såkaldte herskende fortælling om flygtninge og indvandrere. En amerikansk undersøgelse viste således, at 74 procent af de mere end 60 tilfælde af terrorisme begået af amerikanere blev begået af én eller to personer uden tilknytning til større grupper, og i Vesteuropa er det – faldende – antal højreekstremistiske angreb de senere år blevet udført af ‘uorganiserede bander og enkeltpersoner’.

Dette bliver angiveligt for alvor problematisk, fordi flere flygtninge- og indvandrerkritiske partier efter de seneste terrorangreb er begyndt at sammenkæde udlændinge- og sikkerhedspolitik.”



4. januar 2017

Om motivet bag Køln-overgreb: Indvandrere ville ydmyge tyskere – ‘I kan ikke forsvare Jeres kvinder’

Jeg har tidligere blogget et læseværdigt interview med den tyske historiker Jörg Baberowski. Fredag i sidste uge medvirkede han i WDR-dokumentaren ‘#koelnhbf – Die Silvesternacht und ihre Folgen’, og gav sit bud på motivet bag de koordinerede overgreb på kvinder ved Kølns domkirke nytårsaften sidste år.

Herunder tre citater fra udsendelsen (11 minutter og frem). Løseligt oversat af undertegnede.

“I Marokko tager politiet anderledes fat. Og gerningsmanden er vokset op med, at politiet, at mennesker der overtræder loven, får en grusom straf. De er opdraget med, at hvis de voldtager en kvinde, så vil kvindens bror eller far slå dem ihjel. Ganske simpelt. Alt det sker ikke her. Det bevirker, at de i deres hoveder, drager den slutning, at når det ikke sker, så kan det ikke være så slemt.”

“Volden har en symbolsk betydning. Volden er ikke kun rettet mod ofrene, men også mod tilskuerne. Og disse overgreb mod kvinder, er en måde at fortælle mændene på: ‘I kan ikke forsvare Jeres kvinder’. Og når I ikke kan gøre det, så kan vi gøre som vi vil.”

“Jeg vil endda sige, at alle der medvirkede, var bevidste om virkningen. Det fandt sted foran en kristen kirke. At det ikke ville få konsekvenser. Det var ikke kun en ydmygelse af kvinderne, men den tyske stat, der i fuld offentlighed, blev udstillet som svag.”

(WDR, 30. december 2016: #koelnhbf – Die Silvesternacht und ihre Folgen)



26. december 2016

Biskop: Kristendommen er multinational, Aleppo er nærområde, vi må have ‘etisk sans for hele verden’

Ny mand i Etisk Råd er Politiken-bloggeren Rune Engelbreth, hvis kamp mod konservative dyder tidligt gjorde ham til en del af kulten omkring satanisten Erwin Neutzsky-Wulff. Mere i Johan Hermann Rumps baggrundsartikel, der gav genlyd i Weekendavisen, og medførte længere tvist.

Der er mange der hellere vil have et humanistisk terroritorium end en kristen nation, det være sig eksempelvis biskop Peter Skov-Jakobsen, der i 1960’erne var hyppig gæst i middelalderkirken, jeg kan se fra blogstationen. Fra et nyligt interview i Berlingske – Københavns biskop: Vi opfører os ikke som et kristent land (kræver login).

“Hvad betyder det egentlig, når der i regeringsgrundlaget for den siddende regering står, at Danmark er et kristent land, spørger Københavns biskop. Han savner mere barmhjertighed, tilgivelse og næstekærlighed frem for, at kristendommen bliver brugt til at ekskludere minoriteter fra det danske fællesskab.

… de senere år har noget forrykket sig, mener biskoppen. Vi er blevet frygtsomme. Bange for, om velfærden bliver ved med at være der, og bange for vores kulturelle status. Og med frygten er fulgt en manglende forståelse for noget af det vigtigste i Jesu budskab: Hvordan vi hjælper medmennesker, som er kommet i nød. … Hvis man overhovedet mener noget med at betegne os som en kristent land, må den etiske dimension, som jeg ser det, altså følge med!’.

… det er ikke mindst behandlingen af vores mindretal, som har fået Peter Skov-Jakobsen til at råbe op.

Jeg ved virkelig ikke, hvad vi har gang i. Vi mistænker folk, bare fordi de er brune, kommer et andet sted fra, har en anden religion eller taler et andet sprog. Det er alt for almindeligt i Danmark at anse muslimer for at være én stor samlet gruppe, som formentlig alle er terrorister. Det kan vi ikke være bekendt. Jeg kan godt forstå, at de ikke vil begynde en samtale med os, når vi starter sådan,’ siger han. …

Vi retter hele tiden mistanke! Hvad er det for et had at lægge for dagen? Jeg er ikke opdraget til, at den kristne tro eller min nationalitet skulle være ekskluderende. Men det er, som om vi er mere optaget af at lukke os inde frem for at elske vores medmennesker, også når det er svært.’ …

‘Vi lever i en tidsalder, hvor vi på alle måder er involveret i hinanden. Vi handler, vi rejser. Vi er blevet hinandens naboer. Jeg tør næsten ikke sige det, men Syrien, Aleppo, er vores nærområde. Og når verden rykker tættere på, kræver det også, at vi har en etisk sans for hele verden. Det er meget at skulle tage ind som mennesker, det ved jeg. Men hvis freden angår os, kan vi ikke vende ryggen til hinandens skæbner som et kristent land.’.

jeg må også sige, at kristendommen altså er det første ‘multinationale’ selskab. Det er en tro for hele verden og en tro, der forbinder os med hele verden. Derfor er det meget farligt, hvis vi, som nogle politikere gør, begynder at bruge den som et afgrænsende kriterium ved at trække meget klare streger for en eller anden snæver definition af danskhed, der kan kanøfle et mindretal. …

‘Åh, men altså. Er det virkelig så nødvendigt, at der er gris på menuen? …’.”



16. december 2016

DF-forslag om ‘Burkaforbud’ nedstemt: De Konservative vil “… arbejde for det på en anden måde”

I dag var der 2. behandling af beslutningsforslag B8 om ‘forbud mod maskering og heldækkende påklædning i det offentlige rum’. Flere europæiske lande har indført lignende tiltag, men forslaget faldt, da otte af folketingets ni partier stemte imod. Herunder De Konservative, der under 1. behandlingen for fire uger siden støttede Dansk Folkepartis forslag der ville gøre det ulovligt at gå med burka eller niqab på åben gade.

Bevares, der er vitterligt intet liberalt over detail-lovgivning der kan imødegå islamiseringen, men omvendt, så er der altså heller ikke meget konservatisme i De Konservative. Sakset fra TV2 Online – Khader i kovending: Støtter ikke længere DF’s burkaforbud.

“Konservatives integrationsordfører Naser Khader var helt klar i mælet, da han for få uger siden gik på Folketingets talerstol for at bakke op om et beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti om at forbyde burkaer og anden ‘heldækkende beklædning’ i det offentlige rum:

– Vi kræver ikke meget, men vi kræver, at vi kan se hinandens ansigter. Derfor støtter vi beslutningsforslaget, lød det blandt andet fra Naser Khader, der også sagde:

– Burka og niqab er totalt kvindeundertrykkende. De sender forkerte signaler til unge kvinder, der vil integreres, og så skal vi i det her samfund kunne se, hvem vi taler med. Det er konservativ politik, at et samfund ikke kun kræver, at man kan gøre, hvad man vil. Der skal også være nogle grænser. Et frit samfund kræver minimumsrammer for, hvordan vi omgås hinanden. …

– Vi brænder ikke mindre for det i dag, end vi gjorde for en måned siden. Men nu kommer vi til at arbejde for det på en anden måde, internt i regeringen, siger Mette Abildgaard.

(Folketinget, 16. december 2016)



20. november 2016

Anders T. Hansen: Der er opstået en form for demokratisme, hvor multikulturalisme er en forudsætning

Det konservative årsskrift Critique er en forlængelse af bloggen Konservativ Reaktion (2006-12), og inkluderer foruden det trykte årsskrift, også kulturtidsskriftet Replique og en en fælles-blog. Jesper Frederiksen og Caspar Stefani fra fløjen (Hvid fløj), der også har skrevet for Frontíere, har netop fået en blog på Berlingske, og selvom det politiske klima ser skidt ud, så tænkes der trods alt dybe reaktionære tanker. Her lidt fra Anders Toft Hansens artikel i Critique, der kun kan læses i fuld længde ved køb af årsskrift – Den danske indvandrerdebat: Klichéernes tyranni.

“For at komme nærmere en afklaring af, hvorfor centrum-venstre indtager en fornuftsstridig tilgang til indvandringen, kunne man i tillæg til ovenstående spørge: Hvorfor er det netop centrum-venstre, der så ivrigt og vedholdende plæderer for, at vi skal åbne op for yderligere tilstrømning af flygtninge og indvandrere, og hvorfor er det centrum-venstre, der stiller færrest krav til herboende udlændinge? I denne artikel vil jeg forsøge at besvare dette spørgsmål, ligesom jeg vil påpege konsekvenserne af den argumentationsform, som centrum-venstre udøver: En sentimental og bebrejdende debatmetode, som er direkte afledt af en kulturelt selvhadende ideologi, fremavlet af kulturradikalismen, og som trives i bedste velgående i det værdirelativistiske og kristentomme, moderne samfund. Jeg vil herunder skildre, at det, der på overfladen kan fremstå som en ‘human’, ‘venligtsindet’ eller sågar filantropisk indstilling til modtagelse af flygtninge og indvandrere, i realiteten dækker over en underliggende ideologi, der i sidste ende vil revolutionere og omkalfatre samfundet til at blive multikulturelt.

I flygtninge- og indvandrerdebatten hører vi centrum-venstre bruge argumenter så som, at vi har et ‘moralsk ansvar’ for at tage imod flygtninge og indvandrere; at modstandere af indvandring har et ‘dårligt menneskesyn’, er ‘uanstændige’ eller udviser ‘hjerteløshed’; at vi ’sparker nedad’, når vi stiller krav til udlændinge; at kritikere ‘taler til den indre svinehund’; at vi har ‘ytringsfrihed, men…’; ligesom vi også må lægge ører til historieløse sammenligninger med nazitiden a la ‘muslimer er vor tids jøder’. I sammenhæng hermed bliver islamkritik ofte sygeliggjort ved benyttelsen af prædikatet ‘islamofobi’. Derudover har det ellers kristenfjendske centrum-venstre også udvist en bemærkelsesværdig opportunisme ved sin politisering af det kristne næstekærlighedsbegreb. Resultatet har været en forvanskning, hvor næstekærligheden er konverteret fra at være en konkret og individuel, etisk fordring til at blive et universalistisk politisk princip om, at Danmark som nation skal være åben for en endeløs migration.

Endvidere har der udviklet sig en særlig form for demokratisme, hvor multikulturalisme synes at være selve forudsætningen for at kunne betragte samfundet og dets institutioner som demokratiske. I denne kontekst anerkender multikulturalisten kun samfundet som værende demokratisk, hvis der består en svag eller slet ingen kernekultur. …

Debatten omkring multikulturen og indvandringen behøvede ret beset ikke være mere følelsesladet end debatten om jyske motorveje. Men desværre foregår debatten ikke ud fra rationelle overvejelser omkring fordele og ulemper. Multikulturen og indvandringen er blevet en del af en igangværende kultur- og værdikamp. I dette emne har især venstrefløjen fundet sig en niche, hvor de over for omgivelserne kan fremvise noget, der opfattes som høj moral og en særlig form for humanitet. Og desværre har venstrefløjen haft held til at forplumre debatten med en skinger og anklagende tone over for anderledes tænkende. Deres egne argumenter for multikultur og liberal indvandring bygger oftest på ren moralisme, æstetik og sentimentalitet.”

(Milo Yiannopoulos om ’social justice warriors, handwringers, feminists, Black Lives Matter’; Foto: FB)



18. november 2016

Venstreradikal om sit forsvar for Hizb-ut-tahrir: “Jeg tror Hizb-ut-tahrir har et mål, der ligner mit mål.”

Forrige søndag demonstrerede For frihed foran Korsgadehallen på Nørrebro, der samtidig var vært for Hizb-ut-tahrirs årlige møde. Parolen i år var ‘Forbud og tvang – Den politiske kurs over for Islam i Europa’, og hallen var som altid fyldt med Kalifat-tilhængere. Kønsopdelt, naturligvis.

(Lisbeth Bryhl konfronterer demonstration mod Hizb-ut-tahrir, Korsgade, 6. november 2016)

Blandt den lille flok der demonstrerede mod For frihed, var – udover hasteindkaldte anti-pegida’ere, Lisbeth Bryhl. Tidligere driftsansvarlig i Folkets Hus, nuværende kulturmedarbejder i Støberiet på Blågårdsplads, og således en integreret del af det venstreradikale miljø på Nørrebro. For år tilbage var hun en del af kampen for Ungdomshuset på Jagtvej, men er bedst kendt som talsmand for DKP-forgreningen ‘Forældre mod Politibrutalitet’.

Lisbeth Bryhl blev dagen efter interviewet til Radio24syv. Man siger normalt, at argumenter virker bedre end vold, men ret beset så havde hun set bedre ud hvis hun for rullende kamera, var blevet båret skrigende væk af betjente efter at have angrebet For frihed-demonstranter med et kilo økologiske porrer. I interviewet forklarer hun Radio24syvs Kristoffer Eriksen og Kaare Svejstrup, at Hizb-ut-tahrir i modsætning til For frihed ikke undertrykker nogen, ikke er problematisk for fællesskabet på Nørrebro, og i øvrigt har et mål, der ligner hendes.

Det er svært at forene marxistisk ortodoksi med afgrundsdyb kulturnihilisme, men Lisbeth Bryhl gør et helhjertet forsøg. Hizb-ut-tahrir betyder ‘Frihedspartiet’, og hun mener i ramme alvor at Koran-baserede friheder er bedre for end For friheds danske udgave. Sorte Jihad-flag med den islamiske trosbekendelse, er bedre end Dannebrog med provokerende hvide kors. Det 18-20 minutter lange interview kan høres i sin helhed her.

Radio24syv, vært: … du skrev efterfølgende at Pegida ikke er velkomne på Nørrebro. Hvorfor er de ikke det?

Lisbeth Bryhl, Kulturmedarbejer: Når jeg skriver sådan som jeg gør, så er det ligesom et modsvar til alle de andre jeg ser, mene og skrive noget på Facebook om hvad det er der foregår. Altså, jeg vil gerne prøve at forklare hvad det er for et scenarie jeg ser, da jeg lander dernede. Det jeg ser, det er en gruppe af mennesker som står med deres danske flag, de fylder rimeligt, selvom de ikke er særligt mange, så fylder de meget med deres budskab. De har skilte med og så videre. … Det er her der bor rigtig mange muslimske familier, folk på lavindkomst og så videre. Og det synes jeg er en del af hele scenariet, for at forstå det. Når jeg så står der og afventer hvad der sker, kigger på det, i rigtig lang tid, til jeg også fortæller dem hvad jeg synes – at de skal gå hjem. De de er kommet med, har ingen gang på jord. … og så er der mine naboer, der går frem og tilbage, eller stiller sig op og lytter på en retorik som er meget hadefuld, synes jeg. Altså, det er selvtægt, det er borgerkrig, det er muslimer, det er nej tak til religion, i hvert fald Islam og så videre, og jeg bryder mig ikke om det.

Radio24syv: Man kan også sige, at det jo er en lovlig demonstration. De er utilfredse med Hizb-ut-tahrir, det kan man næsten ikke fortænke dem i, og så stor de og demonstrere med skilte, siger du. Med nogle dannebrogsflag, og nogle meninger, som de helt lovligt har. Hvorfor må de ikke…

Lisbeth Bryhl: Nogle af meningerne må man sige er lovligt, nogle er nok mindre lovlige, hvis de blev kigget efter i kortene. Altså, den her ‘Klar-til-kamp’-retorik, nu må vi også se at bevæbne os, der bliver snart borgerkrig, den er måske mindre lovlig. Men det skal jeg ikke blande mig i, for jeg er ikke ordensmagten. … Det der er mit fokus, det er mine naboer, og det er altid mit fokus. Mine naboer skal ikke gå og være utrygge… Derfor griber jeg til at tale, eller råbe, om man vil. For jeg skal jo høres. Da der er moment for det, der fortæller jeg dem, at det budskab de kommer med, ikke har en gang på jord. De kommer ikke til at kunne splitte os, fra vores muslimske naboer, for det er et ret stærkt fællesskab.

Jeg har godt hørt, at der bliver talt meget om æggekast, og det er en diskussion af metoder… men hvad er det så der virker. Hvordan skal jeg forklare det. Jeg har altid et mål for øje, og det er at have en fredelig sameksistens på Nørrebro.

Radio24syv: Synes du Hizb-ut-tahrir bidrager til det?

Lisbeth Bryhl: Jeg synes Hizb-ut-tahrir, de mennesker jeg kender dem som, bidrager til det. Jeg kender ingen fra Hizb-ut-tahrir, som ikke har den samme interesse som jeg i, at vi i fred og ro kan være på Nørrebro alle sammen. At vi ikke chikanerer hinanden, at vi ikke står og råber grimme ting af hinanden fordi man er det ene eller det andet. Altså, jeg oplever det ikke fra deres side – som personer, at de undertrykker mig eller andre. grupper. Det gør jeg ikke. Hvis jeg gjorde, så ville jeg reagere på det.

(Hizb-ut-tahrir årsmøde 2016, ‘Promotions video #3’; Foto: Youtube)

Radio24syv: De er jo imod kvinderettigheder, de er imod homoseksualitet. Kunne man ikke sige, at det var, at prøve at undertrykke nogle mennesker?

Lisbeth Bryhl: Jov, men altså, jeg synes i skal spørge Hizb-ut-tahrir, hvad det er de mener med alt det der.

Radio24syv: Det har vi prøvet. De vil ikke stille op til interview.

Lisbeth Bryhl: Nåh, okay. Men når man spørger mig, så vil man høre det jeg har på hjertet, og det jeg har på hjertet, det er altså, at vi skal tænke over hvad det er for et mål vi har med det vi gør. .. Jeg kan godt lide at der er tryghed, det er et stort mål for mig. Derfor så går jeg ind og tager – hvad skal man sige, en hånd om dem, i det omfang jeg kan, som er mine naboer, for det er der jeg ser dem i dagligdagen. De fællesskaber vi skaber…

Radio24syv: En af de ting som de sagde inde på talerstolen i går, det var det her: ‘De vestlige frihedsværdier er i fundamental modsætning til Islam. Lader mig sig rive med af dem, så risikerer man at blive ledt på afveje. Det er den slags der ender i homoseksualitet’. Er det ikke ligeså slemt som de ting For frihed stod og råbte?

Lisbeth Bryhl: Altså, jeg vil sige igen, at jeg vil helst have at Hizb-ut-tahrir taler for sig selv. Altså, de har jo ikke været ude på gaden og stå til en demonstration, og blæse mod homoseksuelle. De har siddet i et lukket rum, og sagt de her ting til hinanden. Og når jeg er mindre forskrækket over sådan noget, så er det fordi jeg er vokset op som Jehovas Vidner – Jeg er ikke så bange for den der teokratiske retorik. Jeg ved godt hvad den er gjort af. Spørgsmålet er om det er samfundsomstyrtende? Det tror jeg ikke det er. Det er en holdning, og det synes jeg er væsentligt at adskille – Hvad er ideologi og hvad er handling? For jeg synes at handling er det vi skal være bange for. Ideologier kan man have herfra og til evigheden, uden det overhovedet kommer til at gøre noget.

Radio24syv: Er det en holdning du synes der er bedre plads til på Nørrebro end på For friheds holdning?

Lisbeth Bryhl: Ved du hvad. Jeg synes at alle mennesker må have den holdning de overhovedet har, jeg er faktisk ligeglad, det gør mig faktisk ikke noget som helst. Jeg vil helst ikke tale på Hizb-ut-tahrirs vegne. Jeg vil bare sige, at hvis de handlede. Hvis nogen som helst gruppe, uanset om det er dem eller andre, hvis folk handler på en måde der skaber splittelse eller skaber utryghed, så vil jeg gå ind og gøre et eller andet der. Afhængigt af hvordan situationen er. Det er handlinger jeg interesserer mig for. Så interesserer jeg mig altså ikke meget for ideologier.

Radio24syv: I går i Korsgadehallen, der var kvinder og mænd fuldstændigt adskilt. Altså, man måtte ikke som mand gå over til kvinderne for eksempel. Er det ikke definitionen af netop splittelse.

Lisbeth Bryhl: Hmm, altså jeg er lidt ked af, at jeg er blevet ringet op for at snakke på Hizb-ut-tahrirs vegne, eller for at tage stilling til det. Nu troede jeg, at jeg blev ringet op fordi jeg har et andet perspektiv på det her. Altså så længe de ikke generer nogen som helst i mit kvarter, eller i det hele taget, men der er jo ikke nogen – Jeg vil sige igen som jeg sagde før. Hvis nogen som helst gruppe, ligegyldigt hvem, går ud og begår nogle handlinger som splitter, eller som gør folk utrygge, så vil jeg handle på det. Så vil jeg handle på det. … Jeg kan bare se, at det er sgu borgerkrig der bliver talt om over på den front, eller det er bare rettet med en stor bred pensel mod alle muslimer, og det bryder jeg mig ikke om.

(Hizb-ut-tahrir møde i Korsgadehallen, 6. november 2016; Foto: Facebook)

Radio24syv: Men ifølge din egen argumentation, så burde vi være ligeglad med det, for det er jo bare en holdning.

Lisbeth Bryhl: Nå, men, her er der jo ikke tale om en holdning, her er der jo tale om en handling. Der er tale om en handling, når du står ude på gaden, og blæser ned mod mange muslimske familier, der er lige i det kvarter, som også hang ud af lejlighederne.

Radio24syv: – Men det er vel også en handling at holde et møde i Korsgadehallen, hvor man står og prædiker de ting som Kristoffer lige læste op.

Lisbeth Bryhl: Hmm, ja, det kan du godt argumentere for. Jeg ser ikke de står ude på gaden og basher homoseksuelle. Det ser jeg simpelthen ikke.

Radio24syv: – De går faktisk ind imellem ned ad gaden i store demonstrationer, hvor kvinderne går bagerest og mændene forrest. De er blevet dømt nogle af dem, for at prædike had mod jøder, sådan nogle ting, tidligere. Gør de ikke præcist det samme, som du ikke vil have Pegida-folkene gør?

Lisbeth Bryhl: Nej, det synes jeg ikke. Det synes jeg ikke de gør. … Mit fokus er mit lokalområde, og hvordan vi bedst muligt kan være trygge sammen. Jeg ser ikke en, jeg oplever ikke en, jeg taler ikke med et medlem derfra, som på nogen måde generer mig, min familie, grupperinger, det gør jeg simpelthen ikke.

Radio24syv: Jeg prøver bare at blive klog på, hvorfor du synes at den her forening For frihed er mere problematisk?

Lisbeth Bryhl: Altså, så kan jeg prøve at forklare det på en anden måde. Man skal ligesom tage udgangspunkt i min præmis, når jeg står der i går, jeg er nabo. De her mennesker der står omkring mig og lytter på det her, det er dem jeg færdes med i min udvidede dagligstue hver eneste dag. Det er deres velbefindende, det er deres tryghed, jeg er optaget af. … Jeg er bare et menneske som bor på Nørrebro, som kerer mig om mine naboer. Så derfor så synes jeg, i den situation, hvor der bliver sagt så voldsomme ting ud i en menneskemængde, hvor der også står muslimer. Der har jeg et behov for som medmenneske, at tage til genmæle. … Det har den virkning på mine naboer, at hvis man er bange for som kvinde, at gå på gaden, som kvinde med tørklæde, så ved man, at er er nogen der kan løfte stemme og sige ‘Nej, det vil vi da ikke have… Selvfølgelig skal der ikke være nogen der griber til selvtægt, fordi de er vrede’. Det er her mit fokus er.

Radio24syv: Hvad synes du om den selvtægt, som de her autonome udviste. Dem som kastede kanonslag og æg efter demonstrationen.

Lisbeth Bryhl: Jeg synes det er skide-irriterende, at jeg ikke kan gå ned og drikke min kaffe fredeligt søndag, som jeg plejer. Jeg synes det er død-irriterende. Jeg synes det er skide-irriterende for nu at sige det så pænt som jeg kan, hele retorikken og hele historien bliver – at der er blevet kastet med ting. Jeg synes det er ærgeligt, fordi det handler altså om at beskytte, eller stille op omkring et fælles mål. Og det fælles mål er et fredeligt nabolag, som vi har normalt.

Radio24syv: – Synes du det var forkert, at de gjorde det? Altså, kastede æg efter demonstrationen?

Lisbeth Bryhl: Ved du hvad? Ligesom jeg siger, at jeg heller ikke gider diskutere andres ideologier, så vil jeg altså helst ikke tages til indtægt for, at der er nogen der kaster med sten. Jeg kunne aldrig drømme om at gøre det. Eller hvad det er de kastede med. Jeg aner ikke hvad de kastede med. Jeg bruger min stemme, og jeg bruger mine handlinger til at vise mine naboer hvad jeg mener om det. Jeg synes faktisk det er meget mere interessant…. Det er jo ikke sådan, at der foregår en hetz mod homoseksueller eller transkønnede eller andet på Nørrebro. Det gør der jo bare ikke. Hvad kan det skyldes? Det synes jeg er super-interessant at undersøge. Det vil jeg meget hellere snakke om.

Jeg synes målet er det vigtigste, og hvad er egentlig målet. Jeg tror målet er det samme vi har. Jeg tror Hizb-ut-tahrir har et mål, der ligner mit mål. Jeg tror Pelle (Dragsted, Kim) har et mål, som ligner mit mål, men hvordan når vi derovre. Det synes jeg er super-interessant.

Radio24syv: Havde det været en bedre dag på Nørrebro, hvis Hizb-ut-tahrir havde afholdt deres møde inde i Korsgadehallen, og ingen udenfor ligesom havde ytret holdning til det.

Lisbeth Bryhl: Hmm, jeg havde haft en mere fredelig dag… Selvfølgelig kan jeg ikke sidder og sige, at det er i orden at kaste med æg mod andre mennesker, det ville jo være skørt, men det ville være meget bedre, hvis vi bare kunne få lov at gøre det. Pegida eller hvad det er de hedder, de skal da også have lov til at sige hvad de vil, men de skal da også vide, at det kommer til at blive modsagt. Selvfølgelig gør det det.

Radio24syv: Jeg bliver lige nødt til at spørge ind til en sidste ting. Du sagde, at du troede, at du og Hizb-ut-tahrir egentligt gerne ville de samme ting.

Lisbeth Bryhl: – Ja, et mål for en bedre. Jeg tror helt givet, at alle mennesker i verden vil have et bedre og lykkeligere liv for sig selv. Det tror jeg. Og det er selvfølgelig et meget stort mål. Man kan jo mene om dem, hvad man vil, men jeg er sikker på, at det samme slags mennesker som jeg er, eller du er. De vil bare gerne have et godt fredeligt dejligt liv, hvor deres værdier eksisterer eller råder. Hvis de ikke kan det, så må man tilpasse sig så meget som de nu kan. Jeg har jo heller ikke den verden, jeg gerne vil have.

Radio24syv: Men problemet er jo, at det omfatter sig selv, som du siger. De vil have det bedste liv for sig selv, men de vil jo ikke have det bedste liv for homoseksuelle eller frafaldne muslimer, som skal slås ihjel, og så videre. Kunne man ikke sige, eller jøder, som de også prædiker had imod. Det er vel ikke en verden man gerne vil have?

Lisbeth Bryhl: Nej, altså. Nu siger jeg det igen. Jeg vil så nødigt udtale mig på deres vegne. Det er ikke derfor jeg har sagt ja til at være med i dag. Jeg er sikker på. Jeg er stensikker på, at alle dem jeg kender fra Hizb-ut-tahrir… at de vil det samme. De vil egentligt bare gerne have et godt og fredeligt liv. Så kan det være, at vores værdier er meget forskellige…

(Lisbeth Bryhl forklarer sig på Facebook, 6. november 2016)

Afrunding. For yderligere om For friheds demonstration henviser jeg til tidligere post, samt en række Youtube-videoer på forskellige profiler. Et godt overblik der inkluderer Lisbeth Bryhl kan ses her. Angrebet på For frihed fornemmes her. Det Bryhl postulerer er ulovlig ’selvtægtsretorik’ kan høres i talerne, eks. Tanja Groths Her kan også ses bannere med paroler såsom ‘Hizb-ut-tahrir – Forbud og tvang til alle’.



13. november 2016

Bataclan genåbner på årsdag for Islamisk Stat-angreb med Sting, der introducerer sangen ‘Inch’allah’

I dag er det et år siden Islamisk Stat-jihadister angreb Paris-spillestedet Bataclan og myrdede 89 koncertgæster. Bataclan blev i går genåbnet med Sting, der godt et time inde i koncerten præsenterede ‘Inch’allah’, en sang om flygtningetragedien i Middelhavet med disse ord: ‘Inch’Allah’, ‘c’est un mot magnifique’ (Inch’allah, Allah er et smukt ord. Dokumentation på Twitter (I, II). Mere hos Snaphanen.

Det hører med til historien, at Bataclan-overleveren, Eagles of Death Metal-forsangeren Jesse Hughes blev forment adgang. Hans første reaktion på Bataclan-massakren var ikke tilgivelse, men vrede, og han stod siden frem som Trump-tilhænger. Denis Leary said it.

(Sting spiller ‘Inch’allah’ i i Bataclan, 12. november 2016; Foto: Twitter)

“Sting. He want’s to save the seals, the rainforrest, how about saving your hair, okay pal.” (Denis Leary, 1992)

Oploadet Kl. 11:35 af Kim Møller — Direkte link55 kommentarer


2. november 2016

Om moralen i ‘The Walking Dead’: At væbne sig for sine venner, og gøre det nødvendige og rigtige…

I morgen aften er der premiere på Christian Lollikes seneste teaterstykke ‘Living Dead‘, en gyserforestilling med et tvetydigt scenarie, der vist er tiltænkt at være et angreb på fremmedfrygt: “Nu er de her, flygtningene er nået frem til din by. En strøm af zombier, der har taget frygten med til Europa, og som ingen kan kontrollere. Humanismen står for fald, skal vi kæmpe eller flygte?”

Selvom jeg elsker koncentreret dystopi, så er jeg ikke vild med zombiefilm, og har ikke set en af slagsen siden ‘World War Z’ (2013). Den velproducerede ‘The Walking Dead’-serie siger mig intet, men det er ikke desto mindre en læseværdig kronik af Johan Christian Nord i Critique – Zombie-angreb, samfundssind og væbnede venner.

… alt er blevet anderledes. Din by er inficeret. Et virusfænomen af hidtil uset art og omfang er brudt ud – og det er dit held, at du blev glemt på koma-afdelingen og ikke forsøgt evakueret med de mere mobile patienter, som man mente at kunne redde, men hvis indvolde nu er blevet ædt af levende døde, og hvis kroppe nu selv vandrer sultne rundt i det, der før var deres verden.

Netop dette skræk-scenarie vågner vores hovedperson – og stilsikkert klichéprægede – western-helt, Rick Grimes, op til i første sæsonafsnit af den amerikanske zombie-tv-serie The Walking Dead. Serien er ét af de mere hårdkogte udslag af den bølge af amerikanske kvalitets-tv-serier, som for tiden toner frem på vesterlandets skærmflader og med rette har vundet fodfæste.

(Foto: The Walking Dead)

Så lad os gå tilbage til begyndelsen – tilbage til den optakt, der slår klangen an for hele seriens videre forløb. Som nævnt befinder vores heroiske cowboy-type sig i et hospitalsværelse. Snart forstår han, at det ikke bare er hans lille liv, men også hele den store verden, der er gået af led, og at hans elskede familie nu befinder sig et sted derude – uden ham. Rick Grimes træffer hurtigt sin beslutning, for han er politimand, ja, han er en udpræget sherif-type, så han bliver snart klar over, hvad der kræves af ham – nemlig alt. Så vores helt sætter alt ind på at redde sig ud af den angrebne by og genfinde sin familie. …

I The Walking Dead udmales menneskelivet som en kamptilstand, hvor samfundssind og voldsberedthed er den toklang, der som det eneste kan sikre livet og freden – og hvor humanismens hævdelse af den våbenløse menneskegodhed er selve det modbillede, som er under konstant angreb og anklage. Undervejs i de foreløbigt seks sæsoner føres vores helte-familie og de mennesker, de kommer til at stå i et valgslægtskab og skæbnefælleskab med, ganske gradvist og med stilfærdigt eskalerende intensitet gennem en lang række af trusler, konfliktniveauer, moralske dilemmaer og overlevelseskampe, der ikke kun handler om den overhængende livsfare, som de omvandrende døde udgør. For det er selve seriens smagfuldt urovækkende intensitetsgreb, at det, som tiden går sin uhyggelige gang, viser sig slet ikke at være zombierne, der er det farligste anslag mod familiens liv og menneskeværd, men derimod den gradvise forråelse, der bryder frem i takt med, at murværket krakelerer i det, der før var en civilisation. Heri ligger seriens storhed: Den er en blanding mellem en action-glad westernfilm og et skæbnetungt folkesagn af den gamle skole; et udsyret og skamløst skarpskårent billede på, hvad der sker med (nogle) mennesker, når bæsterne er løs, tøjlerne slækkes, og den enes død – i ganske konkret forstand – bliver den andens brød. …

I kampen for overlevelsen og bevarelsen af et samfundssind præget af en grundlæggende åbenhed over for andre nødlidende, der kan indoptages som medarbejdere for det fælles gode, møder vore hovedfigurer to grunddrifter, som strider imod og undergraver håbet om opretholdelsen af et menneskeværdigt liv i den zombie-hærgede verden. Den ene af disse grunddrifter viser sig i sammenstødene med en række forbryderiske bander af fjendtligt sindede mennesker, som efter den kendte verdens sammenbrud har givet sig hen til et dyrisk liv, hvor volden råder, og hvor dem, der ikke er en del af voldsgruppen behandles som modstandere – og endda byttedyr.

… den voldsberedte og udfarende umenneskelighed er netop kun den ene af de to grunddrifter, der truer gruppens overlevelse. Den anden er mindre håndfast, men på ingen måde mindre truende – ja, ofte viser den sig faktisk at være langt farligere end fjendernes udfald. Undervejs i hele fortællingen møder vi således en fremhævning af et personlighedstræk eller, rettere sagt, en personlighedsbrist, der ikke blot skildres som ufordelagtig, men decideret farlig og afskyvækkende, i en zombie-hærget verden, nemlig det venligsindede menneske modvilje mod at bære våben og anvende vold. Denne brist i viljen og væsenet fremstilles som et levn fra den gamle verden, et kulturprodukt, der er groet frem i fredens jord, men som nu er direkte livsfarlig, når man står ansigt til ansigt med den rovdyradfærd, som er selve grundriften i zombiernes væsen og også har bemægtiget sig de moralsk afstumpede mennesker. To nedkogte eksempler er tilstrækkelige til at indramme seriens grundudsigelse om den frygtsomme pacifisme – og al dens uvæsen.

På en række kernesteder i fortællingens lange løb møder vore helte grupper eller enkeltmennesker, som ganske enkelt ikke har forstået alvoren. Her skildres der blandt andet en fromladen bondefamilie, som lever i en drømmeverden, hvor håbet om, at alt igen skulle kunne vende tilbage til normaltilstanden før zombie-epidemiens udbrud har gjort dem ude af stand til at forstå, hvad det indebærer, at deres afdøde familiemedlemmer og venner nu er frådende monstre, som vil slubre de endnu levendes indvolde i sig, lige så snart de får mulighed for det. Disse hjertensgode bondegårds-pacifister nægter at aflive zombier, og de opbevarer sågar familiens afsjælede moder og andre af gårdens kødædende kadavere i en lade, hvor de dagligt fodrer dem med friske kyllinger. …

Selv under et zombie-angreb er den slags ikke i orden – i hvert fald ikke ifølge vore venner. For man svigter ikke sit ansvar, og i zombie-land er en våbenløs mand altid en ansvarsløs mand. Men den skyldige angrer, og ved sheriffens mellemkomst ender selv et mildt præstegemyt med at forstå, at den, der har alvor i sit liv og kærlighed til sine medmennesker, må være villig til at værne fællesskabet med våben. For det er dét, hele fortællingen handler om: Viljen til at fastholde samfundssindet, væbne sig for sine venner og gøre det, der både er nødvendigt og rigtigt i en verden, som ikke længere er sig selv.

Så god fornøjelse med zombie-angrebet, og husk at få dig et jagttegn og indkøbe konserves – masser af konserves!



31. oktober 2016

“Når borgerligheden er udraderet fra kunsten, så bliver det venstreorienterede opfattet som apolitisk.”

“Kadaverborgerligheden er et produkt af årtiers antiborgerligt kulturelt syrebad.”, skriver Eva Agnete Selsing i Berlingske, og opridser eksempler på kulturradikalismens altomfattende dominans. Rune Selsing skriver specifikt om moderne kunst i JP.dk – Hvorfor moderne kunst er venstreorienteret.

“Gad egentlig vide, hvorfor almindelige småborgerlige danskere føler et vist ubehag ved moderne kunst? Hvor kommer den der fornemmelse af fremmedhed og afstandtagen fra? Svaret er, at lige bag kunstens kryptiske ydre, er den helt fundamentalt en krigserklæring til det borgerlige liv. Det gennemgående greb i tidens kunst er at få beskueren til at se verden på en anden måde. Få os til at opfatte det, vi tog for givet, som løgn. Virkeligheden, der slet ikke er virkelig. Verden i opløsning. Dagligdagsnormer som fascistiske. En mors amning som noget frastødende. Et barneliv fyldt med sex. Familien som ond og undertrykkende. Grimhed hvor vi troede, der var skønhed. Meningsløshed, hvor vi troede, der var mening.

Det er jeg sikker på, at langt de fleste danskere intuitivt kan fornemme, men det er straks sværere at beskrive hvorfor. Kunsten er (ofte) subtil, og det bagvedliggende budskab er ikke noget, man umiddelbart kan dechifrere. Ofte ikke engang kunstneren selv.

… Den nominelt borgerlige Hesseldals æstetiske tunnelsyn er løjerligt fikseret på og underlagt de røde dogmer – altså at kunsten skal udfore vores konventioner, vores syn på verden og vores levevis. Han tror formentlig, at vi bare har at gøre med nogle tilfældige idealer, der ligesom bare er en vogue nu, og ænser ikke, at det er nogle helt bestemte konventioner, en bestemt moral og en bestemt levevis, kunsten vil gøre op med. Det er det eksisterende. Det borgerlige. Det oprør er nu blevet så institutionaliseret, og det ikke længere er til at få øje på. Et ikke-figurativt billede gør ikke længere op med det figurative, for ingen kan huske, hvordan den figurative så ud! Når god kunst skal defineres, så findes den slet ikke.

I det totale fravær af den klassiske (borgerlige) kunst, kan modernismens tilhængere ikke længere opfatte sig selv som et opgør. Når borgerligheden er udraderet fra kunsten, så bliver det venstreorienterede opfattet som apolitisk.

Oploadet Kl. 09:53 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer


24. oktober 2016

Rune Selsing: Hvis man er ligeglad med Danmark, giver det selvfølgelig ikke mening at lukke grænsen

Rasmus Brygger er ærligere end de fleste, men problemet stikker dybere. Fremragende kommentar af Rune Selsing – Ligeglad med Danmark.

“Derfor var det opsigtsvækkende, da den liberale debattør Rasmus Brygger tidligere på ugen bekendtgjorde, at han er temmelig ligeglad med sit land. Faktisk føler han ikke engang nogen særlig forpligtelse over for danskere. Næh, han kunne lige så godt være forpligtet over en muslimsk afghaner, som over for en vilkårlig dansker. For denne i mine øjne absurde udmelding modtog han en stormende støtte, blandt andet fra tidligere studievært Anja Bo, fra bloggeren Amalie Lyhne og fra et par fallerede kandidater fra Liberal Alliance.

… Ingen tvivl om, at det er et ekstremt synspunkt, og det er næppe til at opdrive i sin rene form særligt mange steder, men det er vigtigt at forstå, hvad den indifferens over for fædrelandet betyder for den politiske tilgang til spørgsmål om kultur og indvandring.

Tænk på, hvad sådan et etisk udgangspunkt betyder for spørgsmålet om flygtninges ret til at komme til Danmark. Giver det overhovedet den mindste smule mening at lukke grænsen, hvis man er ligeglad med Danmark? Enhver diskussion om følgerne af indvandringen, det være sig offentlige udgifter, øget kriminalitet eller parallelsamfund, bliver underligt meningsløs, når udgangspunktet ikke er, hvad der er bedst for Danmark.

Derfor må vi også erkende, at store dele af den offentlige debat er forloren; en skindebat. Vi lader, som om vi diskuterer tørklæder, kønsopdelt svømmeundervisning, vold og grænser med det samme normative udgangspunkt: nemlig at bevare og beskytte den lille tillidskultur, vi har fået i arv. Det gør vi bare ikke! For nok er Brygger, Lyhne og co. en afvigende minoritet i så henseende – men dels bor denne minoritet gerne i indflydelsesrige mediekredse, og dels kan vi genfinde udvandede udgaver af dens hårde synspunkt andre steder. For der er faktisk danskere, der ikke nødvendigvis forestiller sig, at vi kan eller skal bevare Danmark, som vi kender det.

… Men de kategorisk forskellige grundlag, vi forsøger at tage de livsvigtige integrationsdiskussioner på, gør holdningslandskabet unødigt tåget og uforståeligt. Vi bør i stedet tage de antinationale på ordet og huske på, at de har et radikalt anderledes etisk syn på Danmark, på slægters gang og på det, vi skal give videre til vores børn. Vi vil ikke det samme. Med den erkendelse bliver alle bedre rustet til at tale om tidens vigtigste emne.”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper