16. september 2016

Asylansøgere frygter multikultur: “Hvis alle blandes sammen, så bliver det et rigtig stort problem.”

Tirsdag besluttede Røde Kors, at lukke tre djurske asylcentre, og onsdag valgte en gruppe asylansøgere derfor at blive væk fra sprogundervisningen, for at demonstrere mod flytningen. Flere var så utilfredse, at de opfordrede myndighederne til at slette deres asylansøgning, så de kunne komme videre til andre lande. Talsmand Haidar Ibrahimitabar skar velfærdsmigrationen ud i pap: “Det er på nogle måder ikke meget bedre, end det vi er flygtet fra.”

For indvandrere skulle der ikke noget særligt interessant ved at bo på Djursland, og jeg bed mærke i et af skiltene: ‘christian refugees need help’. TV2 News bragte senere onsdag et indslag om de utilfredse asylansøgere, og her kom sandheden frem: De ville ikke risikere at blive indkvarteret på et multikulturelt asylcenter. Herunder udpenslet af en kvindelig asylansøger med udslået hår.

Niloursar Eslampour, asylansøger: I denne lejr er kulturerne adskilt. En bygning kun for afghanere, en kun for persere og en for arabere. Vi har ingen problemer, og derfor ønsker vi ikke at flytte.

(Niloursar Eslampour, asylansøger)

Oploadet Kl. 23:36 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer

Prof. Ole Wæver afviser borgerkrig: Jeg ser ikke ‘en eskalerende konflikt eller noget, der bliver værre’

Vi har valget mellem “Underkastelse, ærefuld repatriering eller borgerkrig”, skrev Helmuth Nyborg forleden, og selvom Dansk Folkeparti kæmper for at sikre ‘hurtigere hjemsendelser’ og Nye Borgerlige kompromisløst vil forfølge samme dagsorden, så tror jeg ikke på ‘ærefuld repatriering’. Vi taler om flere hundrede tusinde mennesker, og det løb må siges at være kørt. Ethvert tiltag i den retning der strækker sig udover symbolpolitiske markeringer, vil blot kickstarte det tredje alternativ.

Den franske islamforsker Gilles Kepel mener ikke, at det handler om Islam mod Vesten, men om en kamp indenfor Islam, der qua masseindvandringen kan udvikle sig til borgerkrig i Vesten. Hermed er han på sin vis på linje med Huntington, der brugte begrebet ‘Gudernes hævn’ (La revanche de Dieu), fremhævede Islams unikke natur, og påpegede at islams demografi historisk har vist sige at give ‘blodige grænser’.

Professor Ole Wæver tilhører en akademisk elite, der betragter advarsler om borgerkrig, som selvforstærkende profeti. Enhver lægmand der forbinder punkterne, bliver således automatisk til problemets kerne. Wæver frygter ikke borgerkrig, men som man kan læse i et interview i Kristeligt Dagblad, så ser han heller ikke idemæssig underkastelse som et større problem. Fred for enhver pris, så at sige. Dar al-Salam er det arabiske begreb for et islamisk territorium, ‘Fredens Hus’. Hurra, vi kapitulerer…

Fra Kristeligt Dagblad – Professor: Islam kommer ikke til at ødelægge Vesten (ikke online).

“Men, fastslår han, konflikterne er stærkt overdrevne i den offentlige samtale: ‘Jeg synes selvfølgelig, det er tragisk, hvad der sker i Syrien, og hver gang der er et terrorangreb. Men jeg ser ikke en eskalerende konflikt eller noget, der bliver værre.

Jeg ser en mellemstor konflikt, som har toppet, men som også får en hård tur ned ad bakken.’ Ole Wæver sidder på en barstol ved et højt samtalebord på sit kontor på Center for Løsning af Internationale Konflikter (CRIC) på Københavns Universitet. …

‘… Lige nu ser vi jo, hvor nødtvunget USA lader sig trække ind i nogen som helst form for engagement i Syrien. Af den grund bliver det også stadig sværere for radikale islamistiske kræfter at have USA og dets allierede som fikspunkt for mobilisering og frustration i Mellemøsten.’ Men også andre faktorer gør, at hadets akse mellem vest og mellemøst langsomt forfalder.

Men hvad så med de afledte konflikter i vores egne samfund? Med frikadellegate, burkaforbud, kulturkampe – de skarpe fronter mellem ‘vestligt’ og ‘muslimsk’, der, igen, ultimativt, kan lede til radikalisering og terror? Heller ikke det aspekt holder Ole Wæver vågen om natten.

‘Socialpolitik’ svarer han og skiller med ét ord konflikterne milevidt fra civilisationssammenstød og -undergang.

(Samuel P. Huntington, The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order, 1996)

‘Når man er i konflikthumør, er man meget lidt kompromisvillig. Men man kan være mere afslappet, når man ikke længere kan tegne billedet af, at de konkrete problemer er del af en verdenspolitisk konflikt… Så finder man løsningerne lokalt,’ mener Ole Wæver.

Når dét er sagt, er vestlige landes ‘idémæssige forhærdelse’ faktisk en årsag til reel bekymring. … Hvor effektivt er det for eksempel at anse religiøse aktører som mindre gyldige forhandlingsparter, når langt størstedelen af verdens befolkning er religiøs, spørger han retorisk.

Den måske dårlige nyhed er, at lande som Danmark kommer til at bøje sig mod dem, vi afviser i dag. …

Processen bliver både lang og modvillig, når tidligere magtfulde nationer – eller den dominerende gruppe i monokulturelle samfund – skal bøje deres holdninger mod andres: ‘Vi kommer til at bakke ind i nogle løsninger. Men jeg tror, at idéerne langsomt skrider,‘ siger Ole Wæver.”



15. september 2016

Fra fredagsbar til fredagsbøn: Langkær Gymnasium forbyder religiøs forkyndelse, bekæmper islamister

Historien røg online tidligt i morges, og i løbet af dagen kom de forventelige modhistorier: Forsker: Imod dansk tradition at forbyde bøn i gymnasiet og Langkaer Gymnasium: Kristeligt forbund kede af forbud mod bøn.

Jeg har ladet mig fortælle, at det drejer sig de to daglige bønner ‘Dhuhr’ pg ‘Asr’, der falder mellem 13.00 og 16.00, dvs. i timerne. Skolens rektor har valgt den eneste løsning, da bønnen qua islams natur vil blive brugt til at cementere dem & os-tænkningen. Ikke-rettroende muslimer vil blive mobbet på plads, helt som det i forvejen sker i ghettoerne. Moderate muslimer kan ikke argumentere imod Koranen.

Fra DR Østjylland – Rektor siger nej til fællesbøn på Langkaer Gymnasium.

“Det er slut med at mødes for at bede bønner på Langkaer Gymnasium. Som det første gymnasium i Aarhus har Langkaer Gymnasium indført et ordensreglement, hvor der udtrykkeligt står, at gymnasiet er en religiøst neutral skole, og at forkyndelse ikke må finde sted.

Sidste år var der nemlig mange muslimske elever, der mødte op til bøn.

– Der var 35-40 drenge her, og på den anden side af døren var der nogenlunde samme antal piger på sådan en almindelig fredag middag, fortæller rektor Yago Bundgaard fra gymnasiets kælder, hvor han gang på gang har måttet stoppe muslimske elever i at bede.

(T/h Islamisk Stat-jihadisten og Langkær-eleven Victor Kristensen, d. 2013)

“Alene fra Langkær Gymnasium i Aarhus Vest kender politiet med sikkerhed identiteten hos fem elever, som har deltaget i den blodige borgerkrig. Ud over Syrien-krigerne blev en elev fra Langkær også i 2012 anholdt og senere dømt efter terrorloven for at yde støtte til den somaliske terrorbevægelse al Shabab. Det oplyser Østjyllands Politi til Ekstra Bladet.” (Uriasposten, 2014)

Oploadet Kl. 20:06 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer


7. september 2016

“Der er således masser af etnisk danske unge i Tilst, men de vælger at gå på byens andre gymnasier…”

Tilbage i 2007, for blot ni år siden, var der 25 procent ‘tosprogede’ på Langkær Gymnasium. I dag er det 80 procent i 1.g-klasserne, da udlændinge søger mod gymnasier med andre udlændinge, og danskere fravælger af samme årsag. Danskerne ved udmærket at multikultur og etnisk mangfoldighed er synonymer for islamisering, og den kulturelle push/pull-effekt burde ikke komme som en overraskelse. Det handler ikke om blot om wallah-snak i gangene, men om fraværet af frisindet dansk ungdomskultur.

Dobbeltsiden i dagens Jyllands-Posten giver et fint indblik i anvendt multikultur. De gider os ikke, vi gider ikke dem, og det er ikke en ‘ond spiral’, men et grundvilkår. Fra dagens JP.dk – ‘Det er total apartheid, det her’ (kræver login).

“Det er mandag eftermiddag umiddelbart efter dagens sidste lektion, og bussen er proppet. Størstedelen af passagererne er tilsyneladende af udenlandsk herkomst, mange af pigerne går med tørklæde, og trods sensommersol udenfor er der ingen bare ben. …

I stedet for – som skolen tidligere har gjort – at mikse de etnisk danske med de ikke etnisk danske elever og dermed få en stribe blandede 1. g-klasser valgte skoleledelsen en anderledes fordelingsmetode. Samtlige elever med dansk baggrund blev samlet i tre klasser, hvor de nu udgør omkring halvdelen af de 28 elever i hver klasse. … Sarah Azzam og Hafsa Omar røg begge i 1. X – en af de ‘danskerfri’ klasser. Og det er ikke optimalt for fagligheden, forklarer de to piger i bus 3A på vej hjem fra skole…

Vores skoleleder har forklaret, at mange måske føler sig skræmt, når der er så mange, der går og siger wallah wallah på gangene,’ siger Hafsa Omar, som nu ikke helt forstår det argument. …

‘Det er helt klart raceopdeling. … Det handler bare om, at vi ikke skal være sammen med danskerne,’ lyder det fra Hafsa Omar. …

Problemet er ifølge rektor Yago Bundgaard, at der ikke er noget til at stoppe denne udvikling. … til gymnasiet er der helt frit skolevalg. De unge søger mod miljøer, der afspejler dem selv, og dermed er man inde i en ond spiral.

Der er således masser af etnisk danske unge i Tilst, men de vælger at gå på byens andre gymnasier, hvor der typisk er under 5-10 pct. tosprogede elever.”

(Jyllands-Posten, 7, september 2016)

“Det er total apartheid, det her.” (Abdullahi Aden)

Oploadet Kl. 03:41 af Kim Møller — Direkte link39 kommentarer


3. september 2016

Monica Papazu, mag.art.: “Det drejer sig om intet andet end det kristne Europas forsvar imod islam…”

Den udmærkede Christian Egander Skov har svaret med sobre, let naive indvendinger, men jeg synes faktisk hun stiller det fint op. Mag.art. Monica Papazu i Critique – Vi er i krig!

“‘Vi er i krig!’ er en af de fraser, de vestlige politikere er begyndt at bruge i den seneste tid. ‘Nous sommes en guerre’, sagde f.eks. Frankrigs premierminister Manuel Valls og præsident François Hollande efter massakren ved Bataclan i november sidste år, som kostede 89 mennesker livet. Sætningen, som ofte er blevet gentaget siden, er ikke kun en konstatering af dødens realitet (omkring 46 terrorangreb i Europa og USA og ca. 658 døde inden for det sidste halvandet år), men også en krigserklæring, som dog viser sig ikke at være andet end en sølle retorisk figur: Det er en abstrakt krigserklæring, en hensigtserklæring uden adresse og uden retsvirkninger. Den mest ynkelige form for fejhed er at nægte at sætte ord på fjenden.

De officielle vestlige reaktioner har været en lang undskyldning for fjenden. Således teorien om ‘de psykisk forstyrrede’ mordere (sygdommen fratager forbryderne ansvaret) og myten om ‘den ensomme ulv’, som er et forsøg på at bagatellisere faren, undgå at nævne fjenden og berolige befolkningen. …

Taler vi nu om ‘krig’, må vi spørge om vores motivation og mål. Er det rigtigt at kæmpe, når vi bliver angrebet? Man kan kun svare med Chestertons vidunderligt enfoldige sætning: ‘The only defensible war is a war of defence’. Det drejer sig om intet andet end det kristne Europas forsvar imod islam – det samme selvforsvar, som gjaldt siden slaget ved Poitiers i 732. Men forsvaret er uendelig vanskeligere i dag, hvor der ikke længere er arméer, som står over for hinanden, og fjenden ofte er født og opvokset i vore egne lande, hvilket gør enhver muslim til en potentiel fjende – på samme måde som enhver europæer er et potentielt angrebsmål fra jihadisternes side. Dette er den konsekvente krigslogik. Det mindste man kan gøre, er at sætte en stopper for muslimsk indvandring for ikke at forøge fjendens rækker.

At ikke alle muslimer er eller vil udvikle sig til aktuelle islam-kæmpere, er lige så banalt at sige, som det er sandt. Det er præcist denne overgang fra potentialitet til aktualitet, der må forhindres, og det kan kun gøres ved at standse indvandring og sætte utvetydige, kritiske ord på de sider af islam, hvor islam defineres som den uafbrudte, skånselsløse krig mod alle ‘vantro’. At gøre det er ikke kun et nødvendigt skridt i vores selvforsvar, det er også en håndsrækning til de muslimer, der har valgt at leve iblandt os og derved har en loyalitetspligt over for deres adoptivlande. I en krig må man vælge side.

(Bataille de Poitiers en octobre 732, Charles de Steuben, 1832)



2. september 2016

Jalving om kulturmarxisten Rasmus Boserup, der ‘underkender tilstrømningens iboende konflikter’

Rasmus Alenius Boserup trak nazi-kortet mod højrefløjen i søndagens Jyllands-Posten, hvor han postulerede, at enhver tale om borgerkrig kan blive ‘en selvopfyldende profeti’. Folk der advarer mod konflikten, er ansvarlig for konflikten. Mikael Jalving sætter kulturmarxisten Rasmus Alenius Boserup på plads – Boserups pompøse naivitet.

“Det er næsten morsomt at se den yngre mellemøstforsker Rasmus Alenius Boserup (f.1975) med speciale i arabiske oprørsbevægelser blive castet af danske mainstreammedier som überekspert med privilegeret adkomst til at fælde den endelige dom i alle sager af betydning, herunder mulige scenarier for Europas udvikling. Senest bliver forskerens tvivlsomme sprogteori brugt i JP (28/8) til at godtgøre, at en ubestemt gruppe til højre puster til ilden og følgelig bør overlade scenen til dem til venstre, når det gælder udlændingespørgsmålet.

… Ligesom store dele af den europæiske venstrefløj og resterne af kultureliten afviser han, at Vesteuropa står foran betydelige sociale, økonomiske, politiske og kulturelle problemer på grund af den fortsatte tilstrømning af primært unge muslimske mænd fra Nordafrika og Mellemøsten. …

Det er alt sammen en overdrivelse, sådan må man forstå hr. Boserup, som underkender tilstrømningens iboende konflikter og til JP svarer, at ‘den eneste gruppe vi historisk har set gøre det i Vesteuropa, er europæerne selv, hvad enten det har været på baggrund af fjendebilledet skabt af folk fra højre- eller venstrefløjen eller noget helt tredie’. Til Politiken har han forklaret, at ‘borgerkrige er afhængige af, at meningsdannere, demagoger eller populister aktivt identificerer noget, der skal forsvares, og nogen, der truer dette’.

En stedse højere koncentration af muslimer og uuddannnede migranter udgør altså ingen trussel for vore sekulært-kristne samfund med en høj grad af professionalisering, ligestilling og økonomisk omfordeling. Ser vi bagud, så er det snarere europæerne og ‘populisterne’ selv, der er problemet.

Ingen kender fremtiden, men Rasmus Alenius Boserup må kende Mellemøstens, Nordafrikas og Sydspaniens historie dårligt. … De kristne kernelande i Mellemøsten og omkring Middelhavet mistede ikke magten og territoriet, fordi de talte grimt eller ‘demagogisk’ om erobrerne, men fordi de var for civiliserede.

Vi behøver på sin vis slet ikke at læse Koranen for at forstå islams indbyggede brutalitet og regeltyranni. Vi kan nøjes med at sætte os ind i den arabiske historie… Hvad morgendagen angår, føler hr. Boserup sig sikker på, at tilrejsende muslimer med varierende grader af islamiske normer, vaner og æresbegreber ikke udgør nogen trussel for Europas indre sikkerhed og orden i de kommende årtier. Det får være. Men forskeren må være så ærlig at erkende, at sporene skræmmer, og at det er et ganske nyt socialt, nationalt og postkolonialt eksperiment, som de vesteuropæiske lande er slået ind på. Et eksperiment, der ser ud til at tilspidses i årene fremover…”



20. august 2016

Norske medier gør muslimers identitetsmæssige splittelse til et spørgsmål om ‘had’ og ‘islamofobi’

Historien er ikke nået de danske medier endnu, men ligesom det er absurd at bruge et bestyrelsesmedlem fra Antirasistisk Senter som ekspertvidne, så er opkoget af Jonas Rønningsdalen Kunsts afhandling skåret lige lovligt bekvemt. Han påpeger i artiklen ‘Den helsefarlige kulturskvisen’ (‘det sundhedsfarlige kulturpres’, Kim), at ” Flerkulturelle har det best når de føler tilhørighet til både sin egen minoritetsgruppe og til det øvrige norske samfunnet.”. Det er således ikke blot tale om, at det er antipati for islam der stresser muslimer, men en form for push/pull-effekt. Det handler ikke kun om at de ikke bliver accepteret som nordmænd, men at de kritiseres af egne for at være blevet ‘for norsk’.

Den anden forklaring er ifølge forskeren ‘religiøs fundamentalisme’, og påpeger, at der er “en sammenheng mellom fundamentalisme og det å mislike medlemmer av andre grupper”. Han giver delvist det kristne Norge skylden, men når nu man ved at Koranen er en ‘dem & os’-manual, (eks. haram/halal), og tænkningen er dybt forankret i islamisk teologi, så giver det god mening. Indenfor Islam opdeles verden i Dar ul-Islam Dar ul-Harb, hvad betyder Islams Hus/Fredens hus og Krigens hus. Islamisering stresser. Islamisk monokultur er fred.

(Jonas Rønningsdalen Kunst, Den helsefarlige kulturskvisen; I: Psykopp, 13. maj 2016)

“… det nytter altså at stresse dem”, svarede en polemiker på Facebook, og det er måske den rigtige tilgang til den slags propaganda. Fra norske Vårt Land (بلدنا) – Muslimer blir syke av islamfrykt

– Hatet rettet mot muslimer er med på å ødelegge menneskeliv, sier Bushra Ishaq.

Den norsk-pakistanske samfunnsdebattanten har til tider følt seg som en søppelbøtte. Som muslim i offentligheten mottar hun stadig hets og sjikane fra etniske nordmenn. Til tider har trykket vært så massivt at hun har vært redd for sin egen sikkerhet.

– Men nå er jeg lei av å snakke om meg. Den fiendtlige samfunnsstemningen mot muslimer skaper mye frykt blant muslimer. Jeg vet om flere som er redde for å gå ut alene på kvelden fordi de er redde for trakassering. Små jenter tør ikke gå hjem fra skolen fordi de opplever at voksne, hvite kvinner dytter dem vekk, forteller Ishaq, som påpeker at dette bare er en liten bit av det store bildet:

– Muslimer diskrimineres både i arbeidslivet, på boligmarkedet og i helsevesenet. Følgene er angst og depresjoner. Du blir rett og slett usikker på deg selv som menneske og på hvilken fremtid du kan ha, sier Ishaq som er utdannet lege.

Nå er det dokumentert at islamofobi, det vil si frykt for muslimske minoriteter og deres religion, påvirker muslimers helse negativt. Forskningen er utført av Jonas R. Kunst, postdoktor ved det psykologiske institutt ved Universitetet i Oslo. I doktorgraden hans, som første ble omtalt i fagbladet PsykOpp, kommer det blant annet følgende frem:

– Muslimer som følte at majoritetsbefolkningen fryktet dem, var mer plaget av angst og stress. Dette gjaldt i mange tilfeller uavhengig om muslimene selv hadde vært utsatt for direktediskriminering, sier Kunst.

– Denne negative sammenhengen mellom islamofobi og muslimers helse var relativt entydig i alle land, noe som viser at erfaringene deres ikke virker til å variere noe særlig på tvers av kultur. Dermed er det gode grunner til å tro at dette kan overføres også til Norge og andre vestlige land, sier han.”



19. august 2016

“De kulturradikale er efterladt uden argumenter. Uden forklaringer. Uden analyse. Uden løsninger.”

Venligboen Anne Lise Marstrand-Jørgensen boykotter Radio24syv, som hun mener spreder ‘racisme og ‘xenofobi’. En udløber af debatten om ‘Je suis Jalving’, som har fyldt røde aviser de senere dage. Da jeg forsøgte mig med Radio24syv sidst på formiddagen, kom jeg ind i en paneldebat om et nyligt Pia Kjærsgaard-interview. Alle tog afstand, og efter tyve minutter minutter skiftede jeg kanal. Her var hun blevet associeret med alt fra demagogi, despotstyre, Cosa Nostra (italienske mafia) og ‘en heks’. Annejagt er ikke engang et af de røde programmer.

Rune Toftegaard Selsing sætter ord på kulturradikalismens dødskramper – Når de kulturradikale lugter blod.

“Prøv at tænke over, hvor svært det er at være kulturradikal i de her år. Der er jo tydeligvis tale om et enormt højreskred. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at det er resultatet af den dominerende borgerlige opinion, men det er jo reelt blot et resultat af virkeligheden. Problemerne med multikulturen er åbenlyse for enhver, og alle debatterne op gennem nullerne forekommer latterlige i dag. Ja, det handler om kultur. Ja, det handler også om islam. Ja, antallet betyder noget. Ja, det kan ikke fortsætte. Det mener jo selv SF i dag.

De kulturradikale er efterladt uden argumenter. Uden forklaringer. Uden analyse. Uden løsninger. Uden noget som helst. Det eneste, de har tilbage, er muligheden for at lukke munden på folk. Siddende i hjørnet, rokkende frem og tilbage, med hænderne for ørerne, rystende-messende: sluk for stemmerne, der taler om volden og opløsningen. Og det er så, hvad de forsøger. Med håbløst ubegavede anklager om generaliseringer, fordomme og stereotypier. Med populistiske anklager om populisme. Med (svinsk formulerede) angreb på dem med den grimme tone. Med krav om censur af facebookdebat. Med ublu fantasier om at fjerne de ideologiske modstandere fra spalterne.

Man kræver blod nu. Der er én eller en anden kendt eller ukendt kritiker af multikulturalismen, der skal ned med nakken. Slæbes igennem sølet. Der må statueres et eksempel. De dumme undermennesker, der er vrede i blogs og kommentarspor må forstå, at deres kritik af det multikulturelle projekt er et angreb på det dyrebareste, kulturradikaleren har; hans identitet. Og derfor må de dø, i overført betydning, dem, der udfordrer det verdensbillede, vor identitetsvenner har satset alt på. Der kræves blodofre, javist. Men i modsætning til dengang, mine venner måtte undgælde, vil det i dag kun have ringe effekt. I dag er der en halv befolkning bag de formastelige – og flere vil komme til, efterhånden som de, eller nogen, de kender og elsker, møder den virkelighed, kulturradikalerne har beredt til os alle.”

Oploadet Kl. 20:11 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


16. august 2016

Politiken-kronik mod Je suis Jalving: Fik ‘et stærkt populistisk skær’, da ‘lytterne fik lov til at ringe ind’

Jeg har gennem årene blogget hundredevis af stikprøver fra licensfinansierede radiokanaler, men det er tidskrævende, og ofte bliver det blot til en tanke der ikke bundfalder sig, eller et faneblad der ikke blogges. Som da en ‘Johan’ inviteres til Go’ Morgen Danmark (19. juli 2016), for at anmelde Star Trek-filmen, og bruger det som afsæt for at advokere imod den ‘nationalisme’, som Brexit efter hans mening var udtryk for.

Debatten er polariseret, og hvis man tilhører det flertal der har fået nok af Islam og masseindvandring, så er det blot at tænde for radioen hvis man vil høre modsatrettede synspunkter. For undertegnede skete det sidst natten til mandag, hvor Keith Thomas Lohse var sig selv på Radio24syv. Medierne er et væg-til-væg tæppe af selvbestaltede verdensreddere, der uanfægtet af den faktiske virkelighed, pudser sin glorie på almenvellets bekostning.

Mikael Jalvings ‘Je suis Jalving’ var noget så sjældent som et radioprogram med kulturkonservativ tendens. Udsendelsesrækken blandt blandt andet angrebet i Dagbladet Information, hvor Anders Stjernholm og Rezhwan Ikramto fra Ateistisk Selskab fortæller, at verden er truet af ‘konservative religiøse kræfter’, og problematiserer at Radio24syv forstærker polariseringen med ‘komplet usaglige indspark’, der skal ‘opildne underskoven af folkedybet’.

Værre er dog cand. mag. Steffen Groth i Politiken, selvom han dog skal have ros for at konkretisere sin kritik. Han kommer dog ikke udenom, at det store problem for ham hverken er Mikael Jalving, ‘Je suis Jalving’ eller Radio24syv, men tilstedeværelsen af offentlig dissidens. Debatten er polariseret, ikke fordi Jalving får et sommerprogram på en radiokanal, men fordi danskerne vitterligt er delte i de her spørgsmål.

Her er den store forskel på højre- og venstrefløjsargumentation. Den værdimæssige venstrefløj anerkender ikke højrefløjens legitimitet, og som en ven skarpt formulerede det om segmentet forleden: ““De blænder sig selv med en myte om at politisk dissens er udtryk for galskab.”.

Kronik i gårsdagens Politiken af Cand. mag. Steffen Groth – Radio24syv sender grænseløs demagogi.

“3. august ca. 10.40 kom jeg igennem på telefonen til Radio24syvs program ‘Je suis Jalving’. … Som reaktion på programmets titel ‘Je suis Jalving’ havde jeg forberedt et modsvar, et ‘J’accuse Jalving’, som jeg fremførte i radioen med dirrende stemme. Det er de anklagepunkter, som jeg vil uddybe og dokumentere yderligere her.

(Kronik af Steffen Groth i Politiken, 15. august 2016)

“Det er opbygget efter en fast skabelon: Jalving… indleder med et alarmistisk oplæg om nogle af de katastrofale konsekvenser, de mener, indvandring og islam har i Danmark og Europa.

Derefter følger samtaler med en eller flere professionelle meningsdannere, og her har tendensen været fuldstændig entydig; det er en kongerække af islam- og indvandringskritikkens mest yderliggående sværvægtere, der har været mobiliseret og iscenesat som eksperter: Lars Hedegaard, Morten Uhrskov, Pernille Vermund, Christian Langballe, Helle Merete Brix, Ole Hasselbalch, Eva Agnete Selsing, Søren Hviid Petersen, Sørine Gotfredsen, Kristian Ditlev Jensen samt tidehvervspræsterne Torben Bramming og Claus Thomas Nielsen. …

Retfærdigvis skal det nævnes, at David Trads i den allerførste udsendelse var med på en telefon som den allerførste gæst… Det var de intellektuelle frontkæmpere i højrepopulismens offensiv mod islam og indvandring, der skulle hamre programmets pointer igennem så overbevisende som muligt.

Det tredje element, som i denne sammenhæng får et stærkt populistisk skær, var, at lytterne fik lov til at ringe ind, vox populi, folkets røst. Lytterne fik med- og modløb fra værten afhængig af deres perspektiver. …

Det er en gennemgående pointe i programserien, at mainstreammedier og -politikere fortier sandheden om problemerne med islam og indvandring
ud fra en politisk korrekt agenda, mens ‘Je suis Jalving’ tør ’sige tingene, som de er’ – ‘der er ikke tid til andet’.

Det populistiske mantra, som rummer tydelige mindelser om Trumps tankeverden, er en myte, der trives på den alleryderste højrefløj. At den opretholdes trods det kolossale fokus, der konstant er i medier og blandt politikere på terror, islam og udlændingestramninger, er for
mig at se fornuftsstridigt. …

Jeg anklager jer for at grave grøfter i vores samfund, fodre fjendebilleder og puste til fremmedfrygtens ild. Jeg anklager jer for at skabe en oppustet mistillid til de etablerede medier og politikere og gøde jorden for konspirationsteorier, overdreven mistænksomhed og frygtblandet fanatisme.

Jeg anklager jer for ikke på nogen måde at have skabt et nuanceret billede af de integrations- og ghettoproblemer, vi har i det danske
samfund. Tværtimod.

Jeg anklager jer for at have skabt det mest demagogiske, alarmistiske og højrepopulistiske radioprogram i nyere danmarkshistorie.”



11. august 2016

Botho Strauss, Der letzte Deutsche (’15): “… hvordan vil man undvige krigen, hvis den bliver os budt?”

Feinschmeckere foretrækker sikkert at læse Botho Strauss på originalsproget, men en oversættelse er ikke at foragte. Salon 55 har oversat essayet Der letzte Deutsche (2015) til dansk – Den sidste tysker (oversat af Mads Lund Mikkelsen).

“‘Somme tider har jeg følelsen af kun at være blandt tyskere, når jeg er hos anerne. Ja, det er mig, som var jeg den sidste tysker. En, der som den tidsfortabte munk fra Heisterbach, eller som en desertør tres år efter krigens afslutning forlader sit skjul og vender tilbage til et land, som stadig hedder Tyskland – til hans bitre overraskelse. Jeg tror, jeg er den sidste tysker. En vagabond, en land- by- og åndstryger, der roder i hellige rester. En hjemløs.

Selvcitatet fra bogen ‘De ubehjælpsomme’ lægger ikke skjul på, at forfatteren så sig som denne sidste tysker. Man skal ikke overdrive det med altid at ville være den sidste af et eller andet – men posten syntes mig at være ledig, og jeg slap ikke fri af fiktionen om at være en fortsætter af følelses- og tænkemåder, som siden romantikken har fostret en specifikt tysk litteratur. At bringe noget af det til live igen var mit liv.

(Tidligere omtale af Der letzte Deutsche, Uriasposten, 15. oktober 2015)

Jeg vil hellere leve i et uddøende folk end i et mere vitalt, der på baggrund af primært økonomisk-demografiske overvejelser blandes op med fremmede folkeslag og forynges.

For endnu ikke alt for længe siden fandtes en venstreorienteret kritisk intelligentsia, der satte sig op imod det økonomiskes hegemoni over vores livsverden. Sidenhen er deres åndsbeslægtede selv blevet til samtidens førende økonomer – Piketty, Stiglitz, Krugman – og under venstreorienteret fortegn driver de en næste økonomiens hegemoni frem, nu i en angiveligt socialt ansvarlig form, men heller ikke de tilbyder nogen lyse ideer hinsides finans- og pengepolitikken.

Den sidste tyskers måde at føle og tænke på er rodfæstet i den åndelige heltehistorie, der spænder fra Hamann til Jünger, fra Jakob Böhme til Nietzsche, fra Klopstock til Celan. Den, som er fri af denne historie, som de fleste herboende tyskere, social-tyskerne, der ikke er mindre rodløse end de millioner af rodløse, som nu slutter sig til dem, han ved ikke, hvad kulturel smerte kan være. Jeg er et overleveringens subjekt, og udenfor overleveringen kan jeg ikke eksistere. Den vedbliver i øvrigt at bestå hinsides fyrstestat, nation, rigsgrundlæggelse, verdenskrig og udryddelseslejr. Intet af alt det er forudgivet eller indeholdt i overleveringen, hverken den frelse eller katastrofe, der frembringes, rummer den i sig. Så godt som alt egner sig til at blive misbrugt. …

Vi frarøves suveræniteten til at være imod. Imod de stadigt mere magtsyge politisk-moralske konformiteter. De parlamentariske partier synes i dag udelukkende at bekende kulør, når det kommer til spørgsmålet om bøsseægteskaber.

Ikke kun fra de hellige krigeres synspunkt ser det omvendt ud til, at de vantro til stadighed forbereder alt til deres egen domsfældelse. De giver afkald på ethvert forsvar. Som om en hemmelig længsel drev dem mod snart at se hele det gamle nøgternhedens, emancipationens og oplysningens regime styrte.

Bifald og velkomst sker så forceret, at det må springe selv den enfoldigste i øjnene som en omskrivning, en eufemisering af frygt, som noget magisk ulykkesbesværgende. … Hvad overlevering vil sige, bliver en lektion, måske den vigtigste, som vi tildeles af islams lydige.

En velmenende kvinde med tilknytning til De Grønne: Tørklædet er tegn på en kvindes religiøse selvrealisering. Mere rammende kan man ikke formulere sin forståelsesfulde mangel på forståelse. Også den rituelle lydighed er man netop nødt til at oversætte til frigørelsens sprog.

Men hvordan vil man undvige krigen, hvis den bliver os budt? Når alt kommer til alt hører ikke kun frihed, men også frihedskamp til vores højt besungne værdier. I første omgang dog, melder pacifisterne sig på banen og erklærer: ‘Tyskland skrumper dag for dag. Det, synes jeg, er storartet’.

Det laveste ved denne skurke-ytring er den politiserede smerteløshed, med hvilken man går ind for selvopgivelsen og ophæver den til program. Takket være indvandringen af de rodløse vil det endelig være slut med nationen…”

Oploadet Kl. 12:44 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper