3. december 2019

Irakiske Zahraa fandt en dansk kæreste: ‘Danskerluder’, “Du skal voldtages og skæres i småstykker.”

26-årige Zahraa Al Kaabi er en af hovedpersonerne i DR-serien ‘Mor, han er dansker‘, og det er ikke småting hun må gå igennem fordi hun foretrækker at date danske mænd. Interview på DR.dk – ‘Jeg oplever tit, at muslimske piger synes, at jeg er verdens største luder’.

“26-årige Zahraa bliver ofte fortalt, at de ting, hun foretager sig, er imod islam. Som de fleste andre unge går hun nemlig ofte i byen med sine veninder – og så vil hun gerne giftes med en dansk mand.

Zahraa har modtaget dødstrusler for at stå frem med sit liv og sine meninger, og hun har mødt muslimske kvinder, der synes, at hun er ‘verdens største luder’, som hun siger det.

Det er haram, hvis du finder en dansk mand, men det er mere haram, hvis dine forældre slår hånden af dig, siger Zahraa og opfordrer andre som sig selv til at følge hjertet.”

(Zahraa Al Kaabi om trusler hun har modtaget)

“Zahraa havde en dansk kæreste og undrede sig over, hvorfor folk kiggede mærkeligt på dem – især andre muslimske kvinder. … – Jeg oplever tit, at piger med anden etnisk baggrund synes, at jeg er verdens største luder, fordi jeg lever på en anden måde. … – Det er ofte kvinder, der sladrer om andre kvinder, og så har manden magten. Så kan de sige: ‘Hende der er luder, hende kan du ikke gifte dig med’.”

Oploadet Kl. 00:50 af Kim Møller — Direkte link21 kommentarer


2. december 2019

H.J. Bonnichsen (2006): Jeg opgav ‘mit kommunistiske eventyr’, “Men frihedstanken blev hængende.”

Det er ikke tilfældigt at tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen, trods sine 76 år ofte ræsonnerer som en naiv kulturmarxist. I selvbiografien ‘Hånden – En Pet-og Politikrønike’ (2006), fortæller han, at han på ‘et tidspunkt’ var ‘glødende marxist’, og spekulerer på hvorvidt PET kendte ham, før han blev betjent. Han var en ‘vred’ ung mand, der drømte om blive skolelærer eller socialrådgiver, og var med egne ord ‘fascineret af det kommunistiske system’.

Her en bid fra bogen, hvor han fortæller, at han læste ‘Pelle Erobreren’ og ‘Ditte Menneskebarn’ (socialrealisme, kommunisten Martin Andersen Nexø)…

“… de, Pelle og Ditte, gjorde at jeg blev optaget af den kommunistiske ideologi. Jeg var af den opfattelse, at ingen kunne komme nærmere sandheden end de personer og det folk, der på deres krop havde følt den udlevede ideologi. De var dog tættest på, mente jeg, og skrev og sendte et brev til Sovjetunionens Ambassade. Der gik overaskende kort tid, før den første sending af publikationer fra ambassaden nåede Haderslev. Brevet eller nærmere pakken var så stor, at den ikke kunne komme i gennem vores brevkasse. … Der var prestige i at kunne fortælle kammeraterne, at jeg fik oplysningerne direkte fra ambassaden og ikke bare fra en bog, jeg havde fundet på biblioteket. Jeg var dog ikke klar over, at det så også betød, at jeg i mange år efter fik tilsendt ambassadens faste informationsblad, ‘Fakta om Sovjetunionen’.

Interessen for det kommunistiske system blev skabt i en idealistisk ungdommelig forventning om at finde et ståsted. Tiden var usikker, frygten for krig lurede hele tiden, og jeg havde brug for noget, der kunne give mig en optimistisk fremtidsvision om fred og frihed. Den fandt jeg i den kommunistiske tese om det ‘klasseløse samfund’, hvor ejendomsretten var ophævet, og hvor kommunisterne så den virkelige frihed begynde. ….

…jeg opgav hele mit kommunistiske eventyr, da jeg fik kendskab til systemets defekter, startende med opstanden i Ungarn i oktober 1956 og oplysningerne om Stalins forbrydelser. Så var det slut. Men frihedstanken blev hængende.

Strøtanke: Forlod Bonnichsen kommunismen efter mange års flirt i en alder af 13?

Bonnichsen er underlig ukonkret i forhold til hvornår han forlod kommunismen. Stalinismens forbrydelser var velkendt inden, men blev umuligt at ignorere fra 1956. Her var Hans Jørgen Bonnichsen blot 12-13 år. Han kobler bruddet sammen med ‘folkelige opstande i Ungarn og Tjekkoslovakiet i 1950erne’, men opstanden i Tjekkoslovakiet fandt først sted i 1968, da Bonnichsen var en voksen mand på 25 år. Flere detaljer indikerer, at han ikke forlod kommunismen i teenageårene. Han afmeldte eksempelvis ikke ‘Fakta om Sovjetunionen’, og harcellerer i læserbreve fra starten af 60’erne mod ‘kapitalistisk dekadence’ og ‘kapitalspekulation’.



30. november 2019

Fredericia, ca. 1900: Religiøse minoriteters ‘foretrukne bosættelser’, ønskede ‘at bo tæt ved’ trosfæller

Multikulturalisterne griber fra alle hylder, når de en sjælden gang ikke bare angriber det modsatte synspunkt, men ligefrem forsvarer den fortsatte indvandring. De fortæller at boligpolitikken har slået fejl, og at danske udvandrere skam også lever i enklaver, såsom Danevang i Texas. Enten er det vores skyld, eller også er vi ligeså slemme selv, så at sige. Det første er en bekvem efterrationalisering, og det sidste en banal konstatering om menneskets væsen, der isoleret set burde være et argument imod masseindvandring og multikultur.

Her en skematisk angivelse af religiøse minoriteters ‘foretrukne bosættelser’ i Fredericia ca. 1870-1900. Det tog mere end 200 år at assimilere jøder, katolikker og reformerte kristne, selvom det i antal drejede sig om relativt få personer. Eksempelvis var der 1770’erne, 100 år efter de fik lov til at bosætte sig i Fredericia, blot 150 jøder i fæstningsbyen. Hvis den islamiske indvandring fortsætter, og demografien fortsat eskalerer udviklingen, så er der intet Danmark at assimilere sig ind i om 200 år. At påstå andet er sofisteri.

“Helt op til omk. 1900 ønskede jøder, katolikker og reformerte at bo tæt ved andre medlemmer af samme menighed.” (Fredericiahistorie.dk)

(Fredericia Museerne, 24. November 2019)



27. november 2019

Holdt om sin voldtægtsmand: “… bare et slags menneske, jeg ikke havde stiftet bekendtskab med før”

Antiracisme er gaven der bliver ved med at give, og det fungerer på individplan, på velfærdsstatslig niveau, og mellem civilisationer. Jeg har tidligere blogget om Jacob Holdts anale voldtægt, men her er citatet fra første bind af hans erindringer ‘Om at sige ja’ (2019).

“… Sådan startede jeg den første rigtige rejsedag i Amerika med at beslutte, at jeg burde gå tilbage til den sorte fyr, der først havde inviteret mig, skønt jeg egentlig ikke havde fundet ham særlig interessant og havde meget mere lyst til at bo hos nogle af de skønne hvide hippiepiger, jeg havde mødt i løbet af dagen.

Da jeg havde fornemmet, at vi ikke ville have meget at snakke om – matematikstuderende som han jo var og boende i et lille, trangt kollegieværelse – trak jeg det ud, så længe jeg kunne, uden at krænke hans gæstfrihed. Jeg tror, at den var hen ad 23, da jeg ringede på. Han så overrasket, men glad ud, og heldigvis slap jeg for at snakke matematik med ham, for efter lidt høflighedssnak lod han mig få sin enkeltseng i det lille værelse, mens han sad med ryggen til ved sit skrivebord og skrev videre på sin store opgave.

Som jeg husker det, faldt jeg hurtigt i søvn på maven, som jeg ynder det først på natten. Jeg har ingen anelse om, hvor lang tid der var gået, men pludselig vågnede jeg med et skrig ved, at noget blev boret ind i min endetarm. ‘bare rolig,’ sagde han, mens han lå på ryggen af mig, ‘vi bruger bare lidt vaseline, så kører det hele som smurt.’

Så tog han hurtigt -mens han stadig holdt mig nede – noget fra de små flasker, der stod på natbordet, og mindede om det, min mor havde smurt på termometret, inden hun skubbede det op samme vej i barndommen. Dog havde dette været langt tyndere og langt mere behageligt. Mere husker jeg ikke konkret, ud over at jeg protesterede, dog ikke voldeligt. Det blev ved med at gøre frygtelig ondt, men jeg skammede mig lidt over at skrige og tænkte, at ‘nu må du prøve at tage det som en mand’. Tankerne for igennem mig, om jeg skulle forsøge at flygte, men det var jo for sent på natten, og mange havde advaret mig mod kriminaliteten i området, så jeg havde ikke lyst til at opgive min ‘trygge’ seng.

Jeg er ret sikker på, at jeg indtil da ikke havde gjort mig nogen forestillinger om, at sådan gjorde bøsser, blot at de nok bare suttede den af på hinanden eller noget andet, som føltes godt. Ikke at de var ude på at skade hinanden med så store våben, som han åbenbart brugte. Da jeg endte med at konkludere, at han nok var en slags bøsse og ikke en voldsmand, husker jeg også, at jeg tænkte, at så var han vel bare et slags menneske, jeg ikke havde stiftet bekendtskab med før. Og så måtte jeg jo som rejsende prøve at få det bedst mulige ud af det ved at åbne op for ham – hvilket jeg så forsøgte at gøre frem for at knibe ballerne sammen. Jeg husker dog også, at jeg selv i denne situation havde skyldfølelse…”

(Jakob Holdt satte ord på sin taknemmelighed i Radio24syv, 2019)

Oploadet Kl. 11:09 af Kim Møller — Direkte link31 kommentarer


19. november 2019

Kastrup om ‘fundamentalistiske danskere’: “Er der ingen jul i Riyadh, skal den påbydes i Randers…”

“Kvinder vil have mindre frihed om ti år, end de har i dag”, skriver Henrik Dahl i Berlingske, og påpeger at boligområder såsom Nørrebro, Brøndby Strand og Tingbjerg til den tid vil fremstå ‘endnu mere mellemøstlige, end de gør i dag’. Den udvikling skal man naturligvis bekæmpe med næb og klør, uanset om Ekstra Bladets lederskribent krummer tæer, og Mandag Morgen ikke ser problemer med Ikeas ‘vinterfest’-glas og Føtex’ ‘vinterbolle’.

Håbløs leder af Mads Kastrup på EB.dk – ‘Et knæfald for islam.

“Før vinterbollen i Føtex var det ‘vinterfest’ i Ikea, der var et ‘knæfald for islam’. På trods af at heller ikke Ikea har tænkt sig at afskaffe jul, men blot havde givet en kollektion navnet ‘vinterfest’. …

Der bliver hele tiden sagt nej til at give køb på det sekulære samfund ude i det virkelige liv. Af folk der holder sig til almindelig sund fornuft, fakta samt det liberale demokrati. Af folk, der tror på Danmark.

… nu vælger en del i stigende grad at spejle fundamentalismen i fjenden. Hvormed de – tilsyneladende umærkeligt for dem selv – antager skikkelse af det, de ellers er imod. Er der ingen jul i Riyadh, skal den påbydes i Randers og resten af nationen. Det er det egentligt interessante i denne historie. Efter vi i mere end et årti har talt om radikaliserede muslimer, er vi tilsyneladende nået dertil, hvor vi tillige har fået fundamentalistiske danskere.

(IKEA på Facebook, 2019)

(Mannequiner hos Max Mara på Strøget i København, 18. november 2019; Fotos: Tilsendt)



16. november 2019

Sognepræst: Poul Joachim Stender: Rød kirkepolitik er at ignorere verdens ‘kristendomsforfølgelser’

Forleden beklagede domprovst Anders Gadegaard og pensionerede biskop Kjeld Holm i Kristeligt Dagblad, at den værdipolitiske venstrefløj indenfor folkekirken ikke gjorde nok opmærksom på sig selv. Kommentar af sognepræst Poul Joachim Stender i Kristeligt Dagblad – Bare rolig. Røde præster har allerede magten i folkekirken.

“Røde præster tager ikke så ofte ordet, siger domprovst Anders Gadegaard og Kjeld Holm i avisen den 8. november. Det er korrekt. De har nemlig ikke brug for det. Det er dem, der har magten i folkekirken. …

Der er ingen grund for Anders Gadegaard eller Kjeld Holm til at være bekymret for, at røde synspunkter ikke kommer til orde i folkekirken. Kirken er rød og partipolitisk hældende mod SF. Det er i øjeblikket kun et spørgsmål om tid, inden vi får en synode, som er den kirkelige venstrefløjs store drøm. Med synoden kan kirken udtale sig med én røst om klima, scanning af kvinder ved graviditet, indvandringsspørgsmål og en masse andre politiske emner.

Det ses allerede i Norge og Nordtyskland, hvordan kirken politiserer, så medlemmerne ser rødt. Og en af den kirkelige røde fløjs aversioner er Israel, der beskyldes for etniske udrensninger, mord og forfølgelse. Fra den røde kirkelige fløj hører man aldrig om terrororganisationen Hamas på Vestbredden eller Hizbollah, der beskyder Israel fra Libanon og Syrien og Gaza understøttet af Iran.

Det forties også, at Israel er det eneste demokrati i Mellemøsten, hvor kristne ikke forfølges, men har lov til at udfolde deres tro. Det er ikke tilfældigt, at folkekirkens ledelse i dag ikke går særlig meget op i verdens voldsomme kristendomsforfølgelser. Det er nemlig god, rød kirkepolitik at vende det blinde øje til dette problem, da man dermed kan komme til at sige, at det er muslimerne, der står for de fleste af forfølgelserne.”

(Korup kirke, Korup Sogn, Hjallese Provsti, Fyens Stift)

“Som biskop har jeg ofte sagt til præster, at de skal turde have en tydeligere politisk kant i deres prædikener, så det ikke bare bliver noget, man kan antyde mellem linjerne. Især de præster fra en ikke-borgerlig fløj…” (Kjeld Holm pensioneret biskop)



14. november 2019

Fra ‘Stockholm, Malmö og Göteborg’ til ‘Linköping, Lund og Örebro’… og Överkalix med 975 indbyggere

Louise Hansson fra Överkalix tør ikke gå ud om aftenen, fordi hun føler sig utryg i den lille nordsvenske flække, der blot har 975 indbyggere. En gruppe børn i alderen 10-13 år sparker på hendes dør, smadrer ruder, tigger penge og kaster med æg. Sidste efterår konfronterede hun 10 drenge, og bad dem opføre sig ordentligt. Hun var fik svaret: “ska jag våldta dig”. SVT Norbotten opsummerer: “Vi pratar med flera som vittnar om samma sak, men de törs inte vara med i en filmad intervju av rädsla för att det blir värre.” Sverige islamiseres på alle planer.

Fra Berlingske – Sverige sætter kedelig rekord: ‘Vi må kigge mod krigszoner for at finde noget tilsvarende’.

“Svensk politi har i år fået 187 anmeldelser om eksplosioner. Sidste måned i oktober var der 27 tilfælde. Den nationale bombegruppe har rykket ud over 100 gange i år.

‘Jeg har været i kontakt med utallige politimyndigheder både i Europa og Nordamerika. Ingen oplever den samme udvikling, som vi har i Sverige,’ siger den svenske kriminolog Amir Rostami til Dagens Nyheter og forklarer:

‘Vi må desværre kigge mod krigszoner eller lande med en lang historie af terrorisme for at finde noget tilsvarende,’ siger han.

Det formodes, at eksplosionerne trækker tråde til opgør mellem kriminelle. Før var det kun i forstæderne til Stockholm, Malmö og Göteborg, men nu har det også spredt sig til mindre byer i Sverige som Linköping, Lund og Örebro.

(Louise Hansson fra Överkalix; Foto: SVT)

Oploadet Kl. 11:38 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer


13. november 2019

Guldfuglen – I krig med AK81 (2015): “Som lille var Martin blevet mobbet og plaget på legepladsen…”

Det fylder ikke meget i historien i dag, men Anders Breivik levede og boede midt i multikulturen, og havde i sin ungdom problemer med indvandrere. Han var blandt andet ven med en pakistaner, indtil vennen en dag udsatte ham for tæsk og ydmygelser. Jeg kom til at tænke på Breivik, da jeg hørte lydbogen ‘Guldfuglen – I krig med AK81’ (2015), en biografi over HA-rockeren Martin Fryd Petersens liv.

Det udpensles ikke i bogen, men krigen mellem rockere og indvandrerbander handler i vidt omfang om kriminelle aktiviteter. Modsætningsforholdet lå dog indgroet i indvandrernes opdragelse, og indirekte også i Martin Fryds.

Herunder en række citater, særligt fra de formative ungdomsår.

Som lille var Martin blevet mobbet og plaget på legepladsen mellem boligblokkene i Vognmandsmarken, hvor familien i løbet af 1980’erne blev en af de eneste i opgangen med dansk efternavn. Hans forældre kunne ikke gøre andet end at trøste, når han kom grædende hjem, dirrende af ydmygelse og afmægtigt raseri over uretfærdigheden. De andre børn talte sammen på sprog, han ikke forstod. De var mange, han var alene – og hvis han prøvede at forsvare sig mod de jævnaldrende, havde de alle sammen storebrødre, der kunne sætte tingene på plads.

Det var en befrielse, da familien kunne flytte til et parcelhuskvarter i Roskilde i begyndelsen af i990’erne. Da var Martin 7 år. Han kom på østervangsskolen, der lå ganske tæt på Vognmandsmarken, så der mødte han nogle af ungerne fra det gamle kvarter igen. Men nu var han ikke den eneste med et dansk efternavn. Og han var ikke helt så lille længere. Martin lærte tidligt at slå fra sig. Volden var bare et sprog, han tilegnede sig og blev god til. På legepladsen og gangstierne mellem boligblokkene, i skolegården og på sodavandsdiskotekerne blev et par på munden en naturlig forlængelse af skænderier og hanekampe blandt drengene. Ligesom på fodboldbanen var han stærk og stædig, hurtig og hidsig.”

“Da 2001 blev til 2002, holdt han nytårsfest med nogle af sine gamle venner hjemme i kælderen, da et par uindbudte gæster dukkede op omkring midnat: Charlie og Emre, den yngste af de to tyrkiske brødre som han ellers var begyndt at lægge lidt afstand til. Martin havde ikke inviteret dem, for hans andre venner brød sig ikke om dem, og selv var han i virkeligheden også lidt bange for Emre og hans storebror, Yunus.

De andre kammerater begyndte at sive, men Emre festede, som om det var hans sidste dag, og ud på natten betroede han Martin, at han havde haft en voldsom nytårsaften: Han havde stukket en mand ned ude i boligkvarteret Rørmosen. Manden havde brokket sig over, at Emre og hans venner fyrede fyrværkeri af inde i en opgang, og så havde Emre trukket sin kniv og stukket ham flere gange. Han var nok hårdt såret, for det var dybe stik, fortalte Emre. Politiet var efter ham.

Manden i opgangen døde af knivstikkene. Han var 44 år. Nytårsdag blev Emre anholdt, sigtet for drab. Han var 17. Sagen blev omtalt i de lokale aviser, rygterne løb, og nogle dage senere blev Martin ringet op af Yunus, der gav ham besked på at holde kæft med, at Emre havde været hjemme hos ham i kælderen til nytårsfesten. Martin kunne ikke rigtig lide det. Det var trods alt noget mere sindssygt end det, han normalt selv var en del af. Nok sloges han, men han gik aldrig med kniv.

Men han kendte Yunus og hans ry godt nok til at frygte konsekvenserne, hvis han sladrede om Emre. Derfor var han ikke i tvivl, da politiet et par uger inde i det nye år dukkede op derhjemme. … Det gik let med Emre, for han var varetægtsfængslet og fik siden seks års fængsel, fordi han var under 18, da han begik drabet. Yunus var det ikke så let at slippe af med.

Martin havde lært Emre og Yunus at kende igennem en veninde, han havde gået i skole med, og som også altid havde været tiltrukket af de farlige typer. Hun kom sammen med Emre og var endda lidt stolt af sin nye status som kæreste til en morder. Hun var med, da Martin og en kammerat hyggede sig med nogle piger hjemme i kælderværelset en mandag aften først på sommeren. Alle var småfulde og flirtende, da veninden begyndte at tale om at ringe efter nogle af Emres venner. Martin sagde nej. De udlændinge var ikke til at stole på, mente han, dem gad han ikke være sammen med. Det blev Emres kæreste sur over. Hun skældte Martin ud og skred. han løb efter hende udenfor, hvor hun hidsede sig mere op: ‘Du er ikke en skid, Martin, du kan bare vente dig,’ råbte hun og slyngede flere fornærmelser i hovedet på ham. …

Pludselig dukkede en fyr fra Emres slæng op: ‘Hvad er det? Går du og slår på piger?’ spurgte han. Martin nåede kun at forsøge at benægte, så slog fyren ud efter ham. Martin undveg, slog hurtigt igen og ramte ham lige på næsen. Han faldt, men i det samme sprang seks andre frem fra mørket og trak Martin ud på vejen, hvor de slog og sparkede ham. Emres kæreste deltog også.”

Det had, der var blevet grundlagt på legepladserne, da han var lille, voksede i ham. Han foragtede perkerne. Altså ikke enhver med en anden hudfarve eller religion, han havde også gode venner med indvandrerbaggrund. Men de dér mindre eller mere kriminelle typer med både udenlandsk og dansk baggrund, der førte sig frem som smågangstere i grupper, chikanerede folk og opførte sig som om de styrede byen. Dem hadede han. Det var ikke synspunkter, der skabte politiske uoverensstemmelser ved middagsbordet eller foran fjernsynet derhjemme. Hans forældre var heller ikke begejstrede for indvandrere, slet ikke efter at de havde oplevet at blive en minoritet i deres eget kvarter og magtesløse så til, når det gik ud over deres egen søn. Men for Martin var vreden mere end politik. Det er ikke nogen, der kan hjælpe mig her, tænkte han. Han blev nødt til at gøre noget ved det, mente han, og dt var et spørgsmål om at stå fast om han så skulle stå helt alene. Han ville ikke finde sig i at blive trynet af en flok perkere, lige meget hvor farlige de var. Han var ikke bange for at slås, og han nægtede at være bange for dem. Aldrig mere ville han føle sig som den lille dreng, der løb grædende hjem, fordi han ikke kunne forsvare sig mod overmagten.”

“… ‘Du kan bare vente dig, din nar,’ råbte de efter Martin. Han trak hånligt på skuldrene, vendte ryggen til dem og gik grinende derfra. Det ville få konsekvenser, det vidste han. Men det føltes alligevel godt.

“Han sad fanget mellem tre store indvandrere i en BMW, og tankerne for gennem hovedet på ham. Det kunne ende med hvad som helst. Håndlangeren havde ry for at være bindegal, og Yunus kendte han godt nok til at frygte. Bare lad ham slå løs, sagde Martin til sig selv igen og igen, mens han kæmpede for at holde fast i det, han havde besluttet: At han aldrig mere ville finde sig i deres pis.Køreturen med Yunus kom til at stå for ham som det, der fuldbyrdede hans had til perkerne. Han sloges endnu mere end før, og fjendebilledet blev helt skarpt. Der var mere på spil nu, og attituden var ikke til at tage fejl af, når Martin gik i byen med armene godt ud til siden og en nærmest ikkeeksisterende lunte. Han var klar til at tæve enhver, der gav ham den mindste anledning, og var der ikke nogen, der bød op til dans, endte han ofte med selv at tage initiativet.”

“Hun var noget lækrere end luderen, og Fryd prøvede at flirte lidt med hende i baren, da hun blev hængende efter showet. Men han blev hele tiden afbrudt af Kølle – et af de nye prøvemedlemmer, som var kommet til, mens Fryd sad inde. Kølle havde kærestet lidt med stripperen før, men det vidste Fryd ikke. Han syntes bare, det var skide irriterende, at fjolset hele tiden prøvede at få hans opmærksomhed. ‘Hvad så, Fryd! Hvor fedt du er kommet ud, nu skal vi sgu ud og banke nogle perkere,’ sagde han og hev Fryd i armen. ‘Hold nu op, jeg er lige kommet ud, jeg vil bare gerne hygge mig lidt,’ sagde Fryd, mens han forsøgte at koncentrere sig om pigen. Men Kølle blev ved med at hænge over ham og distrahere. Fryd blev mere og mere irriteret, så til sidst fik Kølle hans knytnæve lige i ansigtet og gik i gulvet med blodet strømmende fra den brækkede næse.”

“… hende her var anderledes. Godt nok kendte hun lidt til klubben oppe i Aalborg, men hun var ikke rigtigt en del af miljøet, hun kunne bare godt lide at feste. Hun var kvik i hovedet, og de snakkede godt sammen. Hun delte Fryds foragt for indvandrerbanderne og deres slags, ligesom hun bestemt ikke tog afstand fra den måde, han og hans klub bekæmpede dem på. De kunne let blive enige om, at sådan nogle perkere bare skulle have nogle bank. Oveni var hun lækker med sin veltrimmede krop og sit lange, blonde hår. Og pludselig havde Fryd fået sig en kæreste. “

“Mjølnerparkens røde boligblokke var blevet et af Københavns mest velkendte symboler på bandehærgede ghettoer. Der havde tæskeholdet fra Svanevej bestemt regnet med at finde vagter eller hashhandlere, de kunne overfalde. Men lige denne dag var der ikke skyggen af oplagte mål. De steg ud af bilerne for at diskutere alternativerne, inden de kørte videre og kastede et hurtigt blik på græsplænen foran blokkene. Heller ingen fjender. ‘Hvor er du?’ skrev Fryds kæreste. ‘Ude og tæve perkere,’ sms’ede han tilbage. Han var høj på stemningen og følelsen af klubbens overlegne styrke. Måske var der også lidt pral i det over for kæresten. For selv om hun tit brokkede sig over, at klubben fyldte så meget, og at meget af det, der foregik, lød latterligt og børnehaveagtigt, havde hun respekt for AK81’s oprindelige mission og deres kompromisløse vilje til at bruge vold for at bekæmpe perkerne.”

“Fryd var ligeglad, han spurgte Thor. Det var trods alt ham, der havde fået korset først, men man lagde ikke så meget mærke til det på Thor, fordi han i forvejen var tatoveret i ansigtet. De besluttede, at de to københavnere måtte kopiere korset, så var det noget, de fire havde sammen. Hvis andre ville have det lavet, måtte de spørge om lov hos den lille loge. Det var der flere, der gjorde. Korset bredte sig blandt AK81’erne og blev også bemærket hos deres fjender. Fryd hørte, at banderne udviklede en vild teori om, at det var et symbol på, at man havde slået en muslim ihjel.

Oploadet Kl. 11:46 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer


12. november 2019

Islamisk Stat-jihadist Ahmad Salem el-Haj er tilbage i Danmark: Opfordrede til drab på Hedegaard mfl.

Man får ikke ‘mindre terror i verden’, ved at nægte danske statsborgere indrejse, forklarede radikale Sofie Carsten Nielsen på TV2 News her til morgen. Hun forstår tilsyneladende ikke, at en nationalstat kan have andre prioriteter end en luftig utopi om global fred. Måske fordi hun ikke har behov for livvagt, som Hedegaard, Westergaard og Khader, der trues i den famøse video fra 2013. Når nu 28-årige Ahmad Salem el-Haj fik tildelt statsborgerskab, så skulle det være frataget ham igen, da han undsagde Danmark. Medierne kalder ham ‘fremmedkriger’, men hvis man betragter ham som dansker, så skulle han naturligvis kaldes for ‘landsforrædder’. Et ord der bruges alt for lidt.

En historie fra TV2 Online, der burde bekymre – Her er Syrienkrigeren, der er blevet anholdt i Danmark.

“Den dansk-palæstinensiske Syrienkriger Ahmad Salem el-Haj er ifølge TV 2’s oplysninger netop landet i Københavns Lufthavn efter at have siddet fængslet i Tyrkiet siden 2017.

Ahmad Salem el-Haj er født og opvokset i Gellerupparken ved Aarhus og tilhører salafist-gruppen ‘Kaldet til Islam’, der har udsendt flere danske Syrienkrigere.

Han rejste til Syrien i februar 2013 og optrådte samme år i en Youtube-video, hvor en række danske islamister skød på mål efter billeder af blandt andre forfatteren Lars Hedegaard, den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen og den konservative politiker Naser Khader. …

I starten af 2017 blev han hårdt såret i et bombeangreb i Syrien.”

(Ahmad Salem el-Haj i Syrien, 2013; Fotos: Syrienblog)

“… gjorde sig især kendt med en video fra slutningen af august 2013, hvor han og en anden dansktalende muslim fra Syrien opfordrede til drab på en række personer, og foretog skydeøvelser med billeder af dem som mål. Målene var islam-kritikeren Lars Hedegaard, den muslimske politiker Naser Khader, tidligere statsminister Anders Fogh, muhammed-tegneren Kurt Westergaard, den tidligere muslimske imam Ahmed Akkari og den tidligere PET-agent i al-Qaeda, Morten Storm.” (Uriasposten, 2014)

(Skød til mål efter Lars Hedegaard, Morten Storm, Kurt Westergaard, Naser Khader mfl.)



5. november 2019

Rådhuspladsen, København, 3. november 2019: ‘Vi elsker Muhammed’

Sidste sommer kom Nye Borgerliges Mette Thiesen til at opstramme en historie om shariavagter på Rådhuspladsen, og efter en månedlang medie-hetz angribes hun stadig dagligt på sociale medier. Man må godt fejle, blot ikke hvis man tilhører højrefløjen og skriver om Islam og indvandring.

En Urias-læser har sendt mig en række mobilfotos fra en islamisk-religiøs demonstration på Rådhuspladsen, søndag aften. Jeg kan intet finde i medierne, og der vil intet komme, med mindre en dansk buschauffør kører forkert eller en DF/NB-politiker problematiserer islamiseringen på Facebook.

Mere end tusinde Koran-tro muslimer i et kønsopdelt optog i det centrale København, og det omtales ikke engang.

Opdate. Minhaj-ul-Quran har lagt et par livestream-videoer op fra deres ‘Milan’-march 2019: I & II.

(Foto: Minhaj-ul-Quran på Facebook, 3. november 2019)

Oploadet Kl. 01:20 af Kim Møller — Direkte link51 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper