21. juli 2016

Thomas Hoffmann: Islamiske kilder er skabt til at modvirke assimilation – Islam er en politisk religion

Sognepræst Torben Bramming fortæller i en længere notits på Facebook, at Tyrkiet i disse år gennemgår en ‘islamisk reformation’, og pointerer at den ikke ligner Reformationen (den kristne), da islams kildegrundlag er væsensforskellig. Når man går til kilderne, så finder man ikke en mand der lod sig korsfæste, men en krigsherre, der opdelte verden i haram og halal. Dem og os, så at sige.

At der er fundamentale forskelle på Islam og Kristendom, kan man læse i seneste udgave af Weekendavisen, hvor professor Thomas Hoffmann foretager mellemregningerne, uden helt at drage de logiske slutninger. Islam opstod i konkurrence med andre religioner, og etablerede sig selv som værende en modsætning. Det skete med en mur af dogmer, der skulle modvirke tilintetgørelse via assimilation. Islams ‘love og skikke’ skal ikke udvandes. Punktum.

Her lidt fra Thomas Hoffmanns akademiske redegørelse, hvis titel minder mig om en fin anti-islamisk blogs – Når islam gør en forskel (ikke online).

“At gøre en forskel. Man hører jævnligt udtrykket, når folk bliver spurgt om, hvorfor de faktisk gjorde, som de gjorde: ‘Jeg ville gerne gøre en forskel.’ Udtrykket afslører, at det er mindre vigtigt, hvori forskellen præcist består. Det afgørende er, at der bliver gjort en forskel. Men hvad har det nu overhovedet med islam at gøre, turde læseren rimeligvis spørge. Faktisk en hel del. For det første er viljen og evnen til at være forskellig fra andre religioner afgørende for enhver religions selvstændiggørelse. Islam er ingen undtagelse.

Selv om Muhammads budskab på mange måder lå i forlængelse af de to bibelske religioner, jødedommen og kristendommen, var det også et opgør med de to forgængere. … På linje med en række islamforskere er det nu min påstand, at islam bliver en religion i sin egen ret ved en art Rasmus Modsatprincip.

Princippet promoveres i Koranen og haditherne, det vil sige de tusindvis af små normgivende beretninger om Muhammads udsagn og handlinger. Med til at konsolidere det er især muslimernes succes med at etablere islam som en imperialistisk religion. For netop i det imperiale kulturmøde blev det vigtigt at skille sig ud fra den erobrede befolknings religioner: jødedom, kristendom og zarathustrisme. Man kan måske ligefrem tale om en angst for at blive for assimileret af de erobrede undersåtter.

… hvad og hvem var det så, at muslimerne skulle gøre sig forskellige fra? Som den store sunni-teolog Ibn Taymiyya (1263-1328) skrev, var det ikke mindst Helvedets Folk, som man skulle gøre sig forskellig fra, ja man skulle ligefrem gøre det modsatte af dem. Helvedets Folk var især jøderne, de kristne, de persiske zarathustrianere, men naturligvis også de gammelarabiske hedninger. Således tilskrives Muhammad denne kontrære visdom i en hadith: ‘Gør det modsatte af jøderne!’ Og i Koranen siger Gud, at ‘I skal ikke indhylle sandheden i falskhed og skjule sandheden’ (K 2: 42), hvilket almindeligvis blev udlagt af de muslimske lærde som et påbud om, at Guds sande islamiske budskab ikke skulle opblødes og integreres med de andres love og skikke. …

Paradoksalt nok viser det på den ene side, at islam ikke er anderledes end alle andre religioner… På den anden side fordrer denne erkendelse også, at vi tør erkende, at islam også er forskellig, at den rent faktisk er exceptionel. Netop at tale om islam som exceptionel har i religions-og islamforskningen længe været tabu og været mistænkeliggjort med det grimme ord ‘exceptionalisme’ – ironisk nok samtidig med at forskellighed og mangfoldighed er blevet anprist. Men måske er denne skyhed over for substantiel forskellighed efterhånden ved at være passé.

Sidste år præsenterede jeg i avisen her den store islamforsker og Holbergpris-modtager Michael Cook, hvis seneste værk er en stærk demonstration af islams exceptionalisme som politisk religion.”

(11-årig dreng halshugges af islamister fra Nour al-Din al-Zenki, tidl. en del af Army of Mujahideen)

“Islam: Making a True Difference in the World – One Body at a Time” (Tagline, Religion of Peace)

Oploadet Kl. 16:26 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer


9. juli 2016

Søren Hviid Pedersen: Statsministeren hyldede muslimers “… lydighed mod Koranens forskrifter”

På et af billederne i den officielle Facebook-gruppe for Århus Pride 2016, ses et regnbueflag i tårnet på byens Domkirke. Meget apropos, så var Rådhuspladsen i København sidste søndag omdannet til et bedetæppe i anledningen af Ramadanens afslutning . Søren Hviid Pedersen kommenterer – Ingen glædelig eid herfra.

“… muslimerne fejrer afslutningen af fasten ved at invadere de offentlige rum med deres demonstrative fremvisning af deres fromhed og troskab mod deres lovreligion. Der er tre problemer med denne demonstration fra muslimernes side.

For det første repræsenterer Ramadanen det lovreligiøse aspekt af den muslimske tradition. Intet er for småt til at blive reguleret af islams forskrifter for at leve et ægte og rigtigt liv. … Væk er kristenmenneskets frihed, som Luther skrev om. Væk er friheden for det enkelte menneske. I stedet har vi lovens tyranni, åg og trældom over det enkelte menneske.

For det andet, og som er i direkte forlængelse heraf, udviskes skellet mellem det religiøse og det politiske. Når alt således reguleres, både det private og det offentlige, forsvinder skellet mellem det religiøse og det politiske. Hermed umuliggøres demokrati, fordi demokrati er et folkestyre og ikke teokrati, et styre der dikteres af en religiøs lovbog.

For det tredje er afslutningen af denne faste en eklatant opvisning af farisæisme. Muslimerne strømmer ud på gader og stræder og fejrer, at netop de overkom fasten og derfor er ægte sande troende. Ja, det var så det, Jesus kaldte ved rette navn, nemlig farisæisme!

Hvad alt dette repræsenterer, er negationen, modsætningen til al dansk, til al dansk folkelighed. En folkelighed der er grundlaget for vor danske nation og for vort folkestyre. Det er derfor bekymrende, men ikke specielt overraskende, at vor liberale statsminister lykønsker muslimerne og deres lydighed mod Koranens forskrifter.”

(Eid-fest på Rådhuspladsen i København, 3. juli 2016; Foto: Facebook)



6. juli 2016

En tur til de besatte områder: Lapta, Kyrenia, Nord-Cypern, sommeren 2016

Jeg er ikke til solferie, men børnene ville sydpå, og valget faldt på Cypern. Nærmere præcist Lapta (Lapithos, græsk), lidt vest for Kyrenia (Girne, tyrkisk) på den af Tyrkiet besatte nordkyst. Nord-Cypern har været i tyrkernes vold i mere end 40 år, og ret beset var det en helt almindelig charterrejse. Selvom jeg erhvervede mig opslagsværket Birds of Cyprus og skimmede Henrik Ræder Clausens Cypern i halvmånens skygge, så handlede det om at slappe af med familien. I poolbaren med importøl. Efes, Carlsberg eller Tuborg var alternativerne.

Fugle

Man siger at Cypern er et mekka for fuglenørder, men der er visse forbehold. Det er en formidabel træklokation forår/efterår, og ellers handler det først og fremmest om bjergområderne. I og omkring Lapta så jeg færre arter end jeg ville have gjort hjemme på matriklen, og udover Spansk spurv var det almindeligheder såsom Gråspurv, Grønsisken og Stillits. Klippe/tamduerne var der masser af, men hvor var Hærfugl, Biæder og de mange rovfugle.

(Stillits med brækket vinge)

Efter længere overvejelse, droppede jeg tanken om venstrekørsel med lejet jeep, og satte i stedet torsdag af til guidet jeep-safari. Det var en god investering, for man skulle ikke langt op i bjergene før en ny verden åbnede sig. Fra Land Rover’en så jeg hurtigt et par Stenpikkere (formentligt den endemiske Cypernstenpikker), hvad dog ikke blev dokumenteret.

Jeg scannede rutineret træerne i farten, og pludselig var de bid – en Ellekrage. Jeg råbte højt, at bilen skulle stoppe, og guiden gav mig vel 20 sekunder til at fotografere den ud af det åbne vindue. Jeg ramte den ikke skarpt, men ny art for undertegnede, og den slags der fik adrenalinen til at pumpe.

Da vi rastede senere på turen, så jeg flere rovfugle, blandt andet Høgeørn, en af de rigtig svære.

(Høgeørn, og formentlig Lille tårnfalk)

Krybdyr
Overalt i det tørre landskab sås mindre firben (Trachylepis vittata, velsagtens) og flere gange så jeg Hardunen – eneste europæiske agame. En enkelt gang så jeg en sort slange (sort snog, måske), men det lykkedes mig ikke at fotografere et levende individ. Jeg ledte målrettet i bjergene, men uden held.

Turens højdepunkt var utvivlsomt Ellekragen, men dagligt sås eksotiske sommerfugle. De ville dog ikke fotograferes, og foruden Østlig klipperandøje, lykkedes det mig kun at komme tæt på den smukke Svalehale. Et sted med vildt-voksende Kærsvolvrod var sikker, men så den et par gange svæve elegant over poolbaren.

Sommerfugle

Nord-Cypern er mere tilbagestående end den sydlige græske del, og overalt var der tomme bygninger. Selv børnene bed mærke i den særlige kombination af armod og luksus. Der var masser af dyre åbne sportsvogne, men omvendt også en del fattige arbejdere. Flere af restauranterne havde ansat afrikanske lykkeriddere, og vi talte med et par stykker. Eksempelvis 22-årige Joshua, der var træt af de lange arbejdsdage og drømte om at blive professionel fodboldspiller, gerne i Danmark. Han var god, men det er der mange der er.

Direkte i synsfeltet, også på restauranterne var de mange herreløse hunde og katte – ofte udmagrede.

Diverse

Temperaturen var 35-40 grader hele ugen, og med undtagelse af nedenviste ‘reservoir’, og et enkelt sted i bjergene, så jeg ikke ferskvand. Klimaet var som skabt til Oliven, Figen, nødder og citrusfrugter. I bjergene smagte jeg flere krydderurter, herunder Oregano, der voksede vildt. De fleste hoteller og villaer var prydet af overdådige beplantninger, og havde jeg ikke været en ond højreorienteret blogger, så havde jeg fyldt flere blomsterbilleder i denne post.

Natur

Cyperns historie er kompleks, og cyprioterne har generelt ikke formået at kontrollere egen ø. Først kom Grækerne (2000 f.Kr.), og øen var en byzantisk provins, da araberne indledte tre århundreders herredømme med en invasion i 649. I 1571 erobrede Osmannerne øen, hvad holdt indtil 1871 da England tog kontrollen. I 1923 afskrev Tyrkiet definitivt Cypern, og øen var en engelsk koloni, indtil slutningen af 1950’erne, da Tyrkiet opbyggede en undergrundshær. FN-tropper sættes ind i 1964, men i 1974 invaderes landet af Tyrkiet. I 1983 udråbes den tyrkisk-islamisk republik på Nord-Cypern, og siden har der været kold krig. Tyrkerne har forlængst fordrevet græsk-cyprioter fra den nordlige del af øen, og den sydlige del er nu medlem af EU.

På et mindesmærke i bjergene, var der store plancher med den tyrkiske udgave af historien. Om osmannernes befrielse, om græske forsøg på at indlemme øen, om den græsk-ortodokse terrororganisation EOKA og den tyrkiske modstandsbevægelse Türk Mukavement Teskilat (TMT). De tyrkiske helte Dr. Fazil Kucuk og Raif Rauf Denktag sås overalt i det offentlige rum, kun overgået af landsfaderen Kemal Ataturk. Dyrkelsen af Ataturk virkede decideret ubehagelig. Han sås på statuer, i det åbne landskab, på restauranter og sågar i de halv-offentlige bybusser (dolmus’er). Hensigten var klar: Cypern er tyrkisk.

Tyrkisk nationalisme

“Ne mutlu Türküm diyene (English: How happy is the one who says I am Turkish) is a motto of the Republic of Turkey.” (Wiki)

Selvom tyrkerne med et vist held har islamiseret Nord-Cypern, så lader historien sig ikke fornægte. 500 meter fra kystlinjen var byen i praksis et frilandsmuseum med fjorten kirker og to klostre, foruden relikter fra en kristen fortid. Den romerske bebyggelse Lambousa lå en lille gåtur nord for byen, og området må være et paradis for arkæologer.

(Tyrkerdue på kirke i Upper Lapta)

“De mange velholdte kirker i syd udgør en skarp kontrast til situationen i nord. Da Tyrkiet invaderede Cypern, besatte de et område med 550 kirker, mange af dem af meget stor historisk værdi. Siden invasionen har kirkernes retmæssige ejere, Cyperns Kirke, ikke haft adgang til deres bygninger, og dermed ikke hverken mulighed for at bruge dem, vedligeholde dem eller beskytte dem mod tyveri og plyndring. … Kun en kirke er stadig aktiv. Skt. Mamas Kirken i Morphou, hvor de tyrkiske myndigheder tillader, at der holdes gudstjeneste to gange årligt.” (Henrik Ræder Clausen, Nordcypern: Et afkristnet område: i Cypern i halvmånens skygge, s. 44)

Under den guidede tur besøgte vi landsbyen Kormakitis på øens nordvestlige del, der indtil den tyrkiske invasion i 1974 var hovedkvarter for marionitiske kristne. De stammer oprindeligt fra Syrien og Libanon, men måtte flygte fra muslimerne. De blev beskyttet af korsfarerne, men decimeret under Osmannerne. Kun en ihærdig FN-indsats gør en marionitisk minoritet mulig. Byen har flere kirker, men kun aldrende indbyggere.

Historie

Flere gange hørte jeg intimiderende bønnekald i Lapta, og jeg fik da også set byens to moskéer. De var mindre prangende end de store moskéer i Kyrenia og Nicosia (Lefkoşa, tyrkisk), men havde begge minaretter. Lørdag slæbte jeg familien med til hovedbyen Nicosia, og bag bymuren så jeg endnu flere af slagsen. Presset ind mellem flere bygninger så jeg Sarayönü Mosque, og besluttede mig for kikke indenfor. For ligesom at teste tolerancen beholdt jeg skoene på, hvad hurtigt blev påtalt, og jeg rettede ind. Da en af stedets mange afrikanere gav mig lov til at fotografere, hvis blot jeg udviste respekt, tog jeg et par hurtige billeder og sagde farvel. Alt med måde. Moskéen var indtil invasionen i 1571 en kristen kirke.

Herfra videre til den berømte Selimiye Mosque, en 1200-tals katedral, der den 9. september 1570 ligeledes blev indtaget af Osmannerne. Biskoppen af Paphos døde under stormen. Markedet omkring moskéen havde visse steder et religiøst præg. Vandpibe-maskinpistol har jeg ikke set tidligere.

En kioskejer var meget imponeret over ‘mine’ fire raske drenge – Mash’Allah, lød det. Det var venligt ment, men altså, Allah har vitterlig ikke noget med det at gøre. Tyrkerne er generelt håbløse til engelsk, så jeg opgav at forklare ham om skilsmisser og delebørn.

Islam

(Sarayönü Mosque, Nicosia)

(Selimiye Mosque, Nicosia)

(Seyit Mehmet Ağa Mosque, Upper Lapta)

(Haydarpasazade Mehmet Bey Mosque, Lower Lapta)

(Bederum i Ercan-lufthavn)

Markedet

Selvom Nord-Cypern blev islamiseret på den hårde måde, så skulle man ind til de Kyrenia eller Nicosia for at se hijab-klædte muslimer. Enkelte sås i Lapta, men der var flere letpåklædte vesterlændinge, og zivania, den lokale snaps, kunne købes overalt. Der var sågar et større bordel tæt på byen, men som guiden sagde – det var for tyrkiske soldater, og ingen af kvinderne er lokale. Byen lever af turister, og hotel-kysten var midlertidigt tabt for Islam.

Den unge dame der stod for udlejning af Jetski ved hotellet var tyrker, og arbejdede ti timer om dagen i bikini. Jeg bad teenagedrengene tage et par billeder med det store kamera af undertegnede i fart, og da jeg tømte ramkortet dukkede dette her billede op. Boys will be boys.



5. juli 2016

Mads Holger 1977-2016

Fra et af de tørreste steder i Middelhavet til tung regn over matriklen i det fynske. Jeg har adskillige blogposter i hovedet, og vil starte let ud, mens jeg arbejder på en længere rejseberetning. Jeg har masser af billeder, og alene sorteringen vil tage timer. Det er skønt at være hjemme, og idylen forstærkes blot af, at stokroserne nu står i blomst.

Alligevel er jeg trist. Flere medier beretter at Mads Holger i går blev fundet død i familiens sommerhus på sydfyn. Jeg vil nødigt lyde defaitistisk, men det siger en del om samtiden, at en af de få rigtige konservative meningsdannere vælger at tage sit eget liv i en alder af blot 38 år. Barnløs.

“Den historiske situation er ikke ulig romantikkens epoke, hvor også en gigantisk revolution i anden halvdel af det foregående århundrede havde omskabt samfundet kulturelt såvel som politisk. Netop i denne postrevolutionære epoke finder vi også frembruddet af den ideologiske konservatisme som en modvægt hertil. Det tilskrives ofte den britiske forfatter og tænker Edmund Burke, hvis konservative virke netop var et korrektiv til den franske revolution og dennes kulturelle følgevirkninger. Når således det mod slutningen af 17-tallet længe havde været comme il faut at lade guillotinen køre på fuld damp, bliver det jo ikke konservativt at insistere på, at den skal vedblive hermed, fordi dette repræsenterer en fastholdelse af status quo…

Der må derfor sondres mellem betegnelsen konservativ og reaktionær, og det kan hurtigt blive en semantisk strid om ord, men sikkert og vist er det, at dansk kulturliv ingenlunde repræsenterer noget nyt, men derimod blot en apatisk fortsættelse af det forrige århundredes revolution. Kunsten er således snarere at betegne som konform, risikofri og blottet for nytænkning. Ingen i dansk kulturliv drejer nemlig af, træder i karakter og træffer et omkostningsfuldt valg under hensyn til en højere sag.” (Mads Holger om ‘Roskildesygen’, 29. juni 2016)

(Blomstrende stokroser, Gammel Korup, 5. juli 2016)

Oploadet Kl. 11:03 af Kim Møller — Direkte link68 kommentarer


8. juni 2016

Onsdag formiddag: Tre samtidige terrorsager i Østre Landsret, Højesteret og Retten på Freriksberg…

Justitsminister Søren Pind vil sætte ind mod ekstremisme på sociale medier, typisk i form af delinger, blandt andet med ‘digitale påvirkningsagenter’. Et drakonisk tiltag for at modvirke radikalisering blandt landets 4-6 pct. muslimer. Herunder tre pluk fra DR Onlines nyhedsfeed, oploadet henholdsvis 9.15, 10.20 og 11.04 – dvs. tre muslimske terrorsager i tre af hovedstadens retsbygninger samtidig, en tilfældig onsdag i juni. Vil man undgå flere terroristiske muslimer på dansk grund, så er der andre muligheder. Jeg mener Venstre gik til valg på den mest oplagte.

Østre Landsret, Bredgade 59, København K.

“To mænd er i Østre Landsret kendt skyldige i en stor nævningesag om millionstøtte til terrorisme… Sagen drejer sig om indsamling af millioner af kroner til Kurdistans Arbejderparti, PKK. … De to, der er kendt skyldige, skal have indsamlet henholdsvis 4,5 og 29 millioner kroner…” (DR Online, 8. juni kl. 9.15)

Højesteret, Prins Jørgens Gård 13, 1218 København K.

“Said Mansour har støttet terrorisme, har opfordret til drab på navngivne personer og overtrådt straffelovens såkaldte racismeparagraf, har Østre Landsret afgjort, og i dag falder der altså dom over boghandlerens fremtid i Danmark.” (DR Online, 8. juni kl. 10.20)

Retten på Frederiksberg, Howitzvej 32, Frederiksberg.

“En 24-årig mand er i Retten på Frederiksberg sigtet for at have ladet sig hverve af den militante gruppe Islamisk Stat. Han skal have været i Syrien i perioden fra omkring 1. september og til et ukendt tidspunkt. Her skal han have tilsluttet sig IS.” (DR Online, 8. juni kl. 11.04)

Oploadet Kl. 11:50 af Kim Møller — Direkte link29 kommentarer


11. maj 2016

Indvandrere truer flere Nørrebro-beværtninger: Alkohol forbudt – “Nør­re­bro hører under sha­ria”

Jeg har tidligere bragt historier om islamisk dominanskriminalitet mod værtshuse såsom Café Viking (Nørrebro, 2012), Café Dannebrog (Vanløse, 2015) og nu er den gal igen på Nørrebro, blandt andet mod Café Heimdal. En bar der har navn efter ‘Gudernes vogter’ i den nordiske mytologi.

Når alt kommer til alt, så er Vikingen uddød, Dannebrog jordslået og Heimdal forsvarsløs. Ikke engang Nørrebros venstreradikale har pondus til at ‘reclaime’ gaderne, når modstanderne er voldelige. ikke som nazi’erne i Redox-udgivelser, men sådan i virkeligheden.

MSM undlader at perspektivere, men når vi taler hærværk, trusler og ‘beskyttelsespenge’, er der også et religiøst rationale. Beskeden er klar: Vi ejer Nørrebro, her hersker sharia, og danskere er blot andenrangsmennesker. Når venstrefløjens ikke mere råber ‘Ingen racister i vore gader’, vil den doktrinære racisme være overalt.

Radio24syv har historien – Værtshuse på Nørrebro udsat for hærværk og afpresning: Politiet svigter os.

“Værts­hu­se­jere på det ydre Nør­re­bro i Køben­havn har i måneds­vis des­pe­rat for­søgt at få Køben­havns Politi til at gribe ind over for en gruppe helt unge med ind­van­drer­bag­grund, der udsæt­ter mindst to værts­huse for trus­ler, chi­kane, hær­værk og afpres­ning ved højlys dag. Men de unges hær­gen fort­sæt­ter uhin­dret. Det for­tæl­ler Radio24syv i dag.

‘For nylig kom nogle unge mænd ind på baren og råbte, at alle gæster skulle for­lade ste­det. De råbte så, at ste­det til­hø­rer dem, og at Nør­re­bro hører under sha­ria, så der ikke måtte drik­kes alko­hol,’ for­kla­rer Heidi Dyr­ne­sli fra Café Heim­dal ved Nør­re­bro Sta­tion i Køben­havn.

Tre værts­hu­se­jere og ansatte står i dag frem i Radio24syv og beret­ter om, hvor­dan grup­pen af unge er tru­ende, kaster kanonslag ind af døren, bro­sten gen­nem vin­du­erne eller cyk­ler mod ruderne, uden at poli­tiet gri­ber ind.

(Café Heimdal anno 2016, Heimdalsgade, Nørrebro)

Ejerne af Mucki Bar for­tæl­ler, at de flere gange om ugen – dels ved at ringe 112, dels ved at udløse en sær­lig over­faldsa­larm – for­sø­ger at få poli­tiets hjælp, men enten ankom­mer poli­tiets patrul­jer sent eller også beder poli­tiet bare par­ret om at beskrive ger­nings­mæn­dene. …

Poli­tiet bør stå frem og sige, hvis poli­tiet ikke kan magte opga­ven. Det ville vi kunne for­stå, for så ved vi, at de er ærlige. Men betjen­tene bli­ver ved med at sige, at vi skal ringe, hver gang, der sker noget. Vi skal ringe og anmelde det, men de gør jo ingen­ting ved det. …,’ siger Moham­med Ahmed.

I en gen­nem­sig­tig plast­pose på baren i den til­rø­gede værts­hus­stue lig­ger en bro­sten, som Bir­gitte Fis­cher har gemt fra et tid­li­gere angreb.

‘Vi sam­lede for­sig­tigt ste­nen op og lagde den i en pla­sti­cpose, fordi vi tænkte, at poli­tiet måske kunne tage fin­ger­af­tryk. Men de ville ikke have den,’ for­tæl­ler Bir­gitte Fis­cher. …

Få hund­rede meter fra Mucki Bar ople­ver værts­hu­set Café Heim­dal ved Nør­re­bro Sta­tion lig­nede chi­kane, dog uden at der direkte er sket afpres­ning.

Her er der flere gange ble­vet kastet fla­sker, sten og cykel­lyg­ter ind ad døren. Da en gruppe af unge mænd gik ind på værts­hu­set og råbte, at ‘Nør­re­bro hører under sha­ria’ og der ‘ikke måtte drik­kes alko­hol,’ kom poli­tiet ikke.

Da vi rin­gede til poli­tiet, bad de bare om et sig­na­le­ment af de unge mænd. Vi for­talte, vi havde video­over­våg­ning, men de kom ikke. Vi er bange for, at det her er star­ten på et nyt pro­blem med afpres­ning af værts­hu­sene; noget, som vi har ople­vet før her på Nør­re­bro,’ siger bar­ten­der Heidi Dyr­ne­sli fra Café Heim­dal.”

Apropos.

(Café Heimdal anno 1916, Heimdalsgade, Nørrebro; Foto: Kulturarv.dk)

“At unge lovovertrædere råber om sharialovgivning mens de begår hærværk er imidlertid langt fra ensbetydende med, at forbrydelsen har et religiøst motiv.” (Københavns Politi, Kommunikationsafdelingen, 11. maj 2016)

Oploadet Kl. 12:54 af Kim Møller — Direkte link36 kommentarer

Thomas Hoffmann: ‘Jeg har været lidt træt af beskrivelsen af muslimer som nogle, der altid er reaktive’

Interessant artikel af Leny Malacinski, der har fået den helt rigtige overskrift. Herunder en bid fra Weekendavisen med Trevor Phillips, Mehmet Necef og ikke mindst Thomas Hoffmann – Gensidig modvilje (4. maj 2016, ikke online).

“For knap 20 år siden var han med til at gøre ordet islamofobi til hvermandseje i England, da han stod bag rapporten Islamophobia: A Challenge for Us All (1997). Dengang var Trevor Phillips formand for tænketanken The Runnymede Trust, der provomerer multikulturalisme. Den tidligere Labourpolitikers antagelse var, at indvandrere ekskluderes fra et fællesskab, som de ellers ønsker at blive en del af, men nu viser en undersøgelse blandt britiske muslimer, som han var med til at præsentere på britisk tv, at mange slet ikke ønsker at blande sig med ikkemuslimer.

Ifølge undersøgelsen træder hver femte muslim aldrig ind i et ikke-muslimsk hjem. 17 procent ønsker at leve et separat, islamisk liv. 40 procent mener, en kvinde skal adlyde sin mand. Halvdelen mener, at homoseksualitet skal forbydes, og hver fjerde ønsker sharia-love i stedet for demokrati. 18 procent sympatiserer med vold mod dem, der håner profeten Muhammed.

Undersøgelsen afslører et problem, som det ikke har været politisk korrekt at tale om, mener Trevor Phillips i dag.

‘Ikke-muslimer, som bor og arbejder i områder med mange muslimer, har været ubehageligt bevidste om forskellene længe, men mange er for bange for at blive stemplet som islamofober til at rejse diskussionen,’ skrev Trevor Phillips i The Times.

Hans erkendelse kaster nyt lys på, hvem der egentlig udelukker hvem i et multikulturelt Europa, der har forsøgt at knække koden til sameksistens med integrationsprojekter, dialogmøder og religiøs forståelse. … Den diagnoselignende tilstand, islamofobi, optræder i adskillige rapporter fra FN, EU og både nationale og internationale islamiske organisationer.

(Channel 4-dokumentar What British Muslims Really Think, 15. april 2016)

Mens det akademiske ordforråd er rigt, når det kommer til majoritetssamfundets udelukkelsesmekanismer, findes der ikke et tilsvarende ord for indvandrere, der fravælger danskere eller dansk kultur.

Hvad kalder man det for eksempel, når muslimer sender deres børn på muslimske skoler, hvor de vokser op uden en eneste dansk klassekammerat? Når det bruges som et skældsord, at nogen er blevet for dansk? Eller når muslimske forældre ikke accepterer, at deres barn gifter sig med en dansker? Af en undersøgelse fra 2006 fremgik det, at knap 7 ud af 10 danske muslimer ønsker, at deres børn gifter sig med en muslim, mens kun hver tredje dansker tillagde religionen stor betydning.

Danskerne var med andre ord mere tolerante over for ægteskab med en muslim end omvendt. Ifølge Mehmet Necef er det tegn på, at racisme mod muslimer overdrives på bekostning af langt mere problematiske mekanismer blandt dem selv.

‘Der findes ikke et modsat ord for det, så vidt jeg ved,’ siger Mehmet Necef, der peger på ‘ dano-fobi’ som det mest nærliggende.

[…]

Derfor er der brug for at forstå fjendtligheden over for Vesten og vestlige værdier på dens egne præmisser, mener religionshistoriker Thomas Hoffmann: ‘Vi må tro på det, folk siger. Hvis muslimer siger, de gør noget, fordi det står i Koranen, må vi tage dem på ordet og tage deres oprigtighed alvorligt,’ siger Thomas Hoffmann. …

Jeg har været lidt træt af beskrivelsen af muslimer som nogle, der altid er reaktive. Som om alt muslimer foretager sig, sker i en reaktion på noget, andre har gjort, og de ikke selv kan være proaktive og tage initiativ på godt og på ondt. Man vil gerne italesætte muslimer som passive ofre, og dermed overser man nogle teologiske strukturer og mønstre, der bruges aktivt af muslimerne selv.'”



6. maj 2016

Om lollandsk friskole: “Et af børnene var afrikaner, og det viste sig at blive et problem. Mest for ham.”

Regeringen vil gerne have flygtningebørn i privatskoler, og følger der penge nok med, så skal der nok være friskoler i udkantsområder der tager chancen. Det har dog på lidt længere sigt ingen gang på jord, da privatskolerne i byerne jo netop eksisterer som et monokulturelt alternativ til en multikulturaliseret folkeskole. Mon ikke flygtningebørnene ender på islamiske friskoler, og det således bliver en ny måde at malke statskassen på.

Berlingske har besøgt Reventlow Lille Skole i Toreby på Lolland, der for få måneder siden indvilligede i at få 36 nye elever fra Mellemøsten, Afghanistan og Eritrea. En beslutning der forøgede skolens indbyggertal med 50 procent, og gjorde ‘værdierne’ til noget man nu skulle kæmpe for.

Et lynkursus i anvendt multikultur, der bør læses i sin helhed – ‘Slagsmålene er i en helt anden kategori, end vi er vant til’.

“Regeringen vil have de private grundskoler til at løfte deres andel af flygtningeopgaven. Med 36 flygtningebørn er Reventlow Lille Skole et foregangseksempel. Skoleleder Mette Green har prøvet det før, men hun er overrasket over, hvor traumatiserede og voldelige de nye børn er.

De 81 elever på Rewentlow Lille Skole på Lolland stod klar med hvert deres lille Dannebrog i hånden, da en ganske særlig bus for to måneder siden parkerede foran skolen.

(Reventlow Lille Skole på Facebook, 16. juli 2016)

Børnenes første skoledag i februar gik fint.

‘Men så startede balladen ellers,’ forklarer skoleleder Mette Green.

‘De var ikke vant til, at der er mad nok. De var ikke vant til, at der er ting nok. Når der skulle tegnes, var der en, der tog alle farveblyanter uden at ville dele. Når vi skulle spise, var der slagsmål. De kendte ikke til køkultur, og alle kæmpede mod alle. …,’ fortæller Mette Green. …

Inden man kan tale om almindelig undervisning, er der mange helt basale ting, som børnene først må lære.

‘Nogle af dem kan knap holde på en blyant. Havde de gået i børnehave, så var de blevet skole-udsat,’ siger Mette Green. …

De 36 asylbørn, skolen modtog i februar, var fra Syrien, Iran, Irak, Afghanistan og Eritrea. Syrerne, som der var flest af, så ned på de andre, og på kryds og tværs var der konflikter med børnenes herkomst som omdrejningspunkt.

Et af børnene var afrikaner, og det viste sig at blive et problem. Mest for ham.

Han blev mobbet groft af de andre nye børn, fordi han var afrikaner og sort. Heldigvis fik han opholdstilladelse og flyttede. Af hensyn til hans sikkerhed kunne han ikke være blevet her. Det ville have været børnemishandling. Så slemt var det. Vi kunne ikke forstå, hvad de sagde, men de hånede ham og var hårde ved ham. Når vi vendte ryggen til, kastede de sig over ham fysisk. Vi måtte have ham tæt på os hele tiden for at beskytte ham. Det var sindssygt. Børnene kører jo med fælles bus fra skolen til flygtningecentrene, og der kunne vi ikke beskytte ham. Så når bussen skulle køre, græd han som pisket. Han vidste jo, at han ville få slag, og at det ville fortsætte næste dag. Vi åndede alle sammen lettede op, da han fik ophold. Det var hans redning.’

Hvilken hjælp fik I med at forebygge det?

Vi blev tilbudt en netværksmedarbejder af asylcenteret. Men han var sort. Og her måtte vi simpelthen sige, at det duede ikke. Han ville jo aldrig få sat sig i respekt. Det var grænseoverskridende at sige nej tak, for det er jo stik imod det, som jeg og skolen står for.’

Det lyder som udbredt racisme blandt børn, der højst er 11 år. Er det din oplevelse?

Ja. Det mener jeg. Skal vi sige det sådan: De har noget med i rygsækken, og den er pakket hjemmefra. Det er en af de store opgaver, og den er svær.’ …

‘Jeg ved jo ikke helt, hvad der sker i hovedet på dem, for vi kan ikke tale sammen. Men deres alarmberedskab er på højeste niveau. Små ting bliver til meget store konflikter. Der kan sagtens komme et slagsmål ud af, at to vil have den samme røde farveblyant. De kaster sig over hinanden, og det stopper ikke, før vi trækker dem fra hinanden. Men det er ikke altid, vi kan det. De slår hårdt, og de kradser. Slagsmålene er i en helt anden kategori, end vi er vant til. Vi kalder det slåskamp for alvor.

Har børnene samme respekt for jer som de danske børn har?

‘… det er langt fra alle, der respekterer lærerne. Det er kvinder, der underviser dem, og kvinder er ikke det, børnene har mest respekt for. Det virker, som om de er vant til, at der bliver råbt ad dem. Måske er de også blevet slået. De kan virke immune over for det, der plejer at virke med danske børn. Men én ting er helt sikkert: De fleste af dem trænger rigtigt meget til nogle kram. Det virker ikke, som om det er, hvad de har fået mest af.’ …

‘Jeg var tæt på at sige: Det her er for meget. Vi må nedlægge den ene af de tre klasser. Lærerne var meget mærkede af det. På et tidspunkt overvejede jeg: Er det her for stor en mundfuld? Jeg tænkte, at det ikke ville vare længe, før forældrene til danske børn ville sige fra. For der var hele tiden slagsmål i frikvartererne, og de nye børn ændrede hele stedet. …'”



27. april 2016

Hørt i Nattevagten på Radio24syv om muslimernes selvvalgte apartheid: “… de holder sig for sig selv”

Der er langt mellem snapsene i æteren om natten, og det er lige før jeg kan leve med Nattevagten på Radio24syv, hvor venstreradikale Keith Thomas Lohse pudsigt nok er blandt de mindst ringe. I nat overhørte jeg en udsendelse med ‘Søren’, der talte i længder om sin kærlighed til Italien og særligt byen Modigliana (sic), som han har gæstet årligt siden 1968. Her var der altid fest på torvet, alle var venner, og en fremmed var blot et knus fra et blive en ny bedste ven. Sådan var det ikke i Danmark, og den sydlandske umiddelbarhed kunne vi lære af, her i det kolde nord.

‘Søren’ var keramiker af uddannelse, og interesserede sig meget for kultur. Læste han avis, så ville det være Politiken. Her lidt fra indslaget.

‘Søren’: … når du så går fra dem, så får du et knus. Det er ikke noget seksuelt. Det har noget at gøre med, at vi som mennesker faktisk egentligt på forhånd næsten elsker hinanden. Fordi at vi, men så er der selvfølgelig, når vi så taler om kulturer. Så er der altså også det i Italien, ligesom der måske også er her mange steder, at muslimerne, eller ‘il musulmani’, som italienerne kalder dem, de holder sig for sig selv. Altså, der er afstand. Der er det meget svært. Jeg har, også i Italien snakket med muslimer, men der skal det helst være et eller andet med, at det er et sted hvor man går igennem en park eller sådan noget, for hvis det er midt på gaden og sådan noget, der, jeg kan godt sige dig, på Storetorvet i Modigliana, der står nogle bænke mod nord hvor muslimerne sidder, og nogle bænke mod syd hvor italienerne sidder. Så der er pludselig noget helt andet, der kommer ind der ik’.

Sanne Gottlieb, Radio24yv: Det er jo nærmest sådan helt apartheid’sk, tænker jeg.

‘Søren’: Ja, det er et faktisk, fordi selv i sådan en by som Modigliana, der er faktisk næsten et muslimsk kvarter, hvor de bor… Det er noget med religionen. Da jeg kom til Modiglianai 1968, er kunne man virkelig mærke, at det var et katolsk land, og så videre. Og jeg er tit, også for at være med i selskabet, også gået med til en katolsk messe, og sådan noget ik’. … Der går jeg selvfølgelig med for ligesom at integrere mig, kan man godt sige. Uagtet, at jeg hverken er døbt eller konfirmeret.

Sanne Gottlieb: Nåh, men alle – nu ved jeg ikke om jeg bliver slagtet når jeg siger det, men alle religioner er jo spændende…

Oploadet Kl. 14:40 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer


23. april 2016

Idehistoriker: Dansk kultur er ekstrem og ikke for alle, flygtninge skal bevare deres kultur og integreres

Man kan høre meget vås i radioen, og det er næsten ligegyldigt hvilken licensfinansieret kanal man vælger. Her til formiddag røg jeg ind i Hviids varmestue på Radio24syv, hvor verdensborgeren Tore Grønne var i studiet for at fortælle om sine oplevelser under længerevarende ophold forskellige steder på kloden. Han havde eksempelvis boet med en kristen sekt i USA, der gik i dialog med Hezbollah, og på eget initiativ havde malet den lokale stormoské.

Endnu værre var et interview med idehistoriker Mette Bærbach Bas, sendt i går formiddags på P4 Østjylland. Hun er forfatter til ‘Kulturspejlet’, en manuel i at overvinde kulturforskelle. På den ene side forstod hun, at dansk kultur ikke var universel, at dansk kultur ikke nødvendigvis var det bedste for alle. Ordvalget var lidt søgt, men vi var på globalt plan ekstreme i forhold til flere kulturelle parametre, eksempelvis i forhold til tolerance – at der skulle være plads til alle. Fine iagttagelser, der vanskeligt kan forenes med den igangværende masseindvandring.

Ikke desto mindre afsluttede hun interviewet med pæne ord om ‘Venligboerne’ og postulatet om at flygtninge kom til at Danmark for at blive integreret. For at blive som os, så at sige. Men altså, hvis flygtninge flygter fra krigens gru, så er det et fravalg af krig, og ikke nødvendigvis et aktivt tilvalg af dansk kultur med alt hvad deraf følger. Den logiske konsekvens af idehistorikerens analyse, må blive et Danmark med en eksponentielt stigende andel af tilvandrede kulturer. Kulturer, der som hun selv formulerer det, ikke giver plads til alle.

Det fire minutter lange indslag kan høres på DR.dk.

Vært: Møder og forhandlinger, og den sags skyld også relationer mellem danskere og udlændinge, de ender alt for ofte i misforståelser. Det hævder i hvert fald forfatteren til ‘Kulturspejlet – nøglen til global succes’. Jeg kan sige goddag til forfatteren Mette Bærbach Bas. Velkommen. En dejlig velskrevet, veloplagt bog, synes jeg… Kulturspejlet, kalder du den. Hvad er et for et spejl?

Mette Bærbach Bas, forfatter: Ja, kulturspejlet er det spejl, som jeg synes at vi alle sammen skal have med i vores tasker, både når vi er ude i verden, og bestemt også når vi møder andre kulturer her i Danmark. Det inviterer til, at vi ser på os selv, og bliver klar over, hvem er det egentligt at vi er som danskere, og simpelthen tager det med som det første trin i det her kulturmøde.

Vært: Det lyder jo meget enkelt. Hvordan gør man det?

Mette Bærbach Bas: Ja, hvordan gør man det. Det gælder først og fremmest om at forstå, at vi danskere faktisk er meget ekstreme. Det kommer bag på mange, at den danske kultur er ekstrem, men jeg har beskæftiget mig meget med emnet, og kan se at forskere gennem tiden har gået og hygget sig med at lægge landene ind i forskellige kulturparametre, og finde ud af hvilke lande der har et højt hierarki, hvilke lande har et lavt, og hvilke lande der er overvejende feminine samfundsværdier. Og der kunne jeg så se, at Danmark altid lå i den ene ende. De lå altid over i den ekstreme ende af de her parametre.

Vært: Altså, hvordan ekstreme? eksempelvis feminint?

Mette Bærbach Bas: Ja, for eksempel. Feminine samfundsværdier er sådan noget som vi tror meget på i Danmark. Der skal være plads til alle, omsorg til den svage, at vi har den her stærke velfærdsstat, som vi er stolte af, og nyder at vi kan passe på de svage i vores samfund. Det er en vigtig værdi for os, og det er også det vi tænker som et stort succeskriterium. Hvis vi så ser på lande som for eksempel Rusland, hvor man har meget maskuline samfundsværdier i spil. Vi kender jo Putin, den her stærke stolte mand med meget magt. Der er de her værdier som at være først og størst der skaber succes. Der er jo sådan sjovt at se, at Danmark og Rusland ligger i hver sin ekstreme ende…

Vært: Nu siger jeg noget, der måske er lidt dumt, men er det ikke den danske model der er den bedste så.

Mette Bærbach Bas: Ikke for alle. Den virker rigtig godt for os her i Danmark, men vi har jo også en historie der har understøttet den her model. Vi har haft en meget lang periode med fred, og vi ligger helt trygt inde i EU. Så vi har nydt godt af den her velfærdsstat, som har haft mulighed for at blomstre, og som har skabt de her værdier som vi er glade for. Men i andre steder i verden, er det måske ikke den her model der er den rigtige, eller den mulige for øjeblikket.

Vært: – Og det er altså der, at man skal kigge på sig selv og sige – Ja, mænd, vi er sådan – I er sådan. Gælder det også, for eksempel flygtninge, når vi taler om at rejse ud i verden.

Mette Bærbach Bas: Ja, det gælder da bestemt også de flygtninge der kommer til Danmark. At vi får set lidt på, hvorfor det er, at de ønsker at komme til vores land. De ønsker selvfølgelig den tryghed, den frihed som vi har i Danmark. De flygter fra et sted der er farligt for dem at være, og det er jo skønt at se hvordan der er så mange i Danmark der tager godt imod dem. Vi har initiativer som ‘Venligboerne’, som virkelig arbejder for at understøtte den her store belastning af velfærdssystemet. De her flygtninge de skal integreres i vores samfund ik’.

Vært: Et par gode råd om hvordan vi kan møde det fremmede, så at sige.

(Mette Bærbach Bas, kulturtræner; Foto: Youtube)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper