21. marts 2015

“Vores nære forfædre har løbet storm mod alle guderne, og nu står vi ved et nihilistisk nulpunkt.”

En hel side med konservative Christian Egander Skov i dagens Jyllands-Posten. Mikael Jalving interviewer – ‘Vi står ved et nihilistisk nulpunkt’.

“Christian Egander Skov, ph.d. og ekstern lektor ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet, er noget så sjældent som en underviser, der skilter med sin konservative grundholdning. … Den 30-årige Christian Egander Skov, der har skrevet universitetsafhandling om mellemkrigstidens konservatisme i Danmark, har i hvert fald et mellemværende med, hvad han benævner vor liberale epoke, og han søger straks mod problemets kerne, sådan som han ser det:

‘Hvis vi ser bort fra den politiske overflade og tager mål af det bagvedliggende, så hersker der i vore forestillinger og drømme en dyrkelse af det grænseoverskridende. At overskride grænser er blevet den nye normal. Derfor er det bl.a. blevet suspekt at hævde visse værdiers forrang i Danmark, ligesom det er suspekt at mene, at Vesten repræsenterer værdier og vaner, der er befordrende for et godt liv.

Vi er kommet til at tro, at ethvert menneske er et ubeskrevet blad, som skriver sin egen historie uafhængigt af arv og miljø. Heri ligger der et klassisk emancipationsprogram – en slags tabula rasa: Vores nære forfædre har løbet storm mod alle guderne, og nu står vi ved et nihilistisk nulpunkt.

Hvornår blev dette program sat i værk?

‘Det har været undervejs længe, og vi må tilbage til slutningen af 1800-tallet for at finde begyndelsen. Det moderne gennembrud og den dertil knyttede radikalisme i kunst og kultur skulle erstatte de kristne værdier, og stormløbet fortsatte med venstrefløjens marxisme op igennem det 20. århundrede. Min pointe er, at både kristendommen og de senere erstatningsreligioner er brudt sammen. Vi står på bar bund, men kalder det ‘frihed’ eller ‘smag og behag’. …

Partiet (Det Konservative Folkeparti, Kim) blev dermed ædt af kulturen og markedet, hvis individualistiske og relativistiske dogmer satte sig igennem i den offentlige kultur og privatsfæren med en sådan fart og styrke, at vi i dag går rundt og tror, at disse værdier er universelle og eviggyldige.'”

(Jyllands-Posten, 21. marts 2015, s. 32)



20. marts 2015

57 islamiske lande danner front mod Sverige, efter minister kaldte sharia-regime for middelalderlig

Forleden opsagde Sverige en større våbenaftale med Saudi-Arabien, da landet efter udenrigsminister Margot Wallström var et middelalderligt diktatur, og førte en politik der lå langt fra feministisk politik i forhold til kvinders rettigheder. Det mødte kritik fra Den Arabiske Liga og OIC, og tenderer en mindre Muhammedkrise. Udenrigsministeren forstod tilsyneladende ikke, at kritik af det saudiske styre, reelt var kritik af sharia’en.

Leder af Ingrid Carlqvist på Dispatch International – Margot Wallström har öppnat Pandoras ask.

“Saudiarabien är islams allra heligaste land. Här ligger Mecka med världens största moské, Al-Masjid al-Ḥarām, som omsluter den heliga stenen Kaba. … Det var detta land Margot Wallström kallade en diktatur med ‘medeltida’ straff (exempelvis piskning av uppstudsiga bloggare) och kvinnoförtryckande (exempelvis att kvinnor inte får köra bil). Bra där, Margot!

Hennes uttalanden har nu satt hela den arabiska världen i brand. Nu är det inte bara Arabförbundet som fördömt hennes uttalanden, utan alla de 57 länderna i OIC (Organization of Islamic Cooperation). Saudiarabien och Förenade Arabemiraten har tagit hem sina ambassadörer från Stockholm, och Saudiarabien har meddelat att inga nya svenska affärsmän kommer att få visum till deras land.

Nu vrider sig utrikesministern som en mask i sina försök att påstå att hon inte kritiserade islam med sina uttalanden. Hennes pressekreterare Erik Boman säger i dag till Dagens Nyheter:

‘Vi har den största respekt för islam. Sverige värdesätter goda relationer med den muslimska världen.’

Men kritiserade islam var just vad Wallström gjorde, i och för sig utan att begripa det. Sharialagarna är en del av islam, och det var Allah själv som meddelade Muhammed hur han skulle straffa sina undersåtar. Att påstå att sharia är ‘medeltida’ och att Saudiarabien med dessa lagar förtrycker sin befolkning är en total sågning av islam.

(Islam-tro Salman bin Abdulaziz Al Saud & feministen Margot Wallström)

Det Margot Wallström uppenbarligen inte heller kände till är att Saudiarabien aldrig har skrivit under FNs deklaration om de mänskliga rättigheterna. Saudi har däremot skrivit under Kairodeklarationen (liksom de övriga 56 länderna i OIC), som är själva motsatsen till det vi kallar mänskliga rättigheter. Kairodeklarationen slår nämligen fast att sharia övertrumfar de mänskliga rättigheter som FN listar, vilket är liktydigt med alla.

Att Sverige har en utrikesminister som inte vet detta är naturligtvis pinsamt. Men låt oss skänka en tacksamhetens tanke till Margot Wallström och hennes medarbetare. Genom sina uttalanden har Wallström satt fingret på just det budskap som vi islamkritiker länge försökt tränga igenom med: Islam är en totalitär ideologi som förvägrar människor mänskliga rättigheter och håller sina undersåtar fast i ett barbariskt system utan hopp.

Oploadet Kl. 19:39 af Kim Møller — Direkte link41 kommentarer


17. marts 2015

Alternativets Ulla Sandbæk: Israel har ikke ret til selvforsvar, “Hamas er en frihedskæmperbevægelse”

“Er det ikke svært at være udenrigsordfører for et parti som ikke har en udenrigspolitik?”, spurgte Radio24syv her til morgen sognepræst Ulla Sandbæk, der er spidskandidat for Alternativet og partiets officielle udenrigs- og asylordfører. Hun var netop blevet sat på plads af partileder Uffe Elbæk. Fra det originale interview i Det Røde Felt, der startede det hele – Har Alternativet et alternativ til den første udenrigs- og asylpolitik? (15. marts 2015).

Lars Trier Mogensen, Det Røde Felt: Hvad mener Alternativet om Israel/palæstina-konflikten, og hvad er det for nogle løsninger I ser for Jer?

Ulla Sandbæk, Alternativet: Vi ser for det første den løsning, at vi er nødt til at anerkende Palæstina, som man jo ikke har været villig til at gøre. Og så siger vi også, at man er nødt til at anerkende, at Palæstina er et besat område. Det vil sige, at hele den italesættelse af, at Israel har ret til at forsvare sig selv, den bliver vi nødt til at holde op med. En besættelsesmagt har ingen ret til at forsvare sig selv. Sådan er det rent lovmæssigt, statsligt. Og derfor så er Hamas heller ikke nogen terrorbevægelse. Hamas er en frihedskæmperbevægelse, og før vi anerkender Hamas, og dermed anerkender, at for at der kan komme en to-statsløsning, således at Palæstina kan opstå som stat, så er Gaza og Vestbredden nødt til at blive et sammenhængende område. Det bliver de ikke, så længe man siger at Hamas er en terrorbevægelse.

(Alternativets 3. vej – lidt mindre Israel, lidt mere Hamas; Foto: collage)

“En af mine pointer var, at israelerne nærer en mistillid til palæstinenserne. Når mere end 50 pct. af palæstinenserne støtter jihadistiske grupper, der vil udslette Israel og når skoler bliver opkaldt efter mordere og terrorister, så får israelerne den klare opfattelse, at freden ikke er inden for rækkevidde.” (Jonatan Møller Sousa i Deadline, 16. marts 2015)



15. marts 2015

Trykkefrihedsselskabet 10 år: Virkelighed vs journalistik, Weekendavisens bekvemme positionering…

Højreorienteret er efterhånden blevet en etikette den journalistiske venstrefløj bruger om velorienterede. Flere har kommenteret Søren Villemoes’ karaktermord på Trykkefrihedsselskabet i seneste udgave af Weekendavisen, så lad mig nøjes med de positionerende ord – Dagbog fra en uriaspost (ikke online).

“På lørdag er det ti år siden, at Trykkefrihedsselskabet havde sin stiftende generalforsamling. I selskabets levetid har vi oplevet en Muhammedkrise, adskillige mordforsøg på bladtegnere, redaktører, journalister og forfattere. Alene i år har vi set terrorangreb mod en avis og et jødisk supermarked i Paris, og i København mod et ytringsfrihedsarrangement og en synagoge. I 2013 oplevede Lars Hedegaard selv et attentat, da en terrorist forklædt som postbud, forsøgte at skyde ham med en pistol. Det har ikke ligefrem skortet på episoder, der har kunnet bekræfte selskabet i sin eksistens-berettigelse. …

Da terroren ramte København 14. februar, havde mange svært ved at forklare, hvad der var sket. Men i Trykke-frihedsselskabet var det intet problem. Her havde man advaret om netop dette i et årti. …

Nogle gange skal man have tunnelsyn for at få øje på noget, andre først opdager sent. Mange vil formentlig i dag give selskabet ret i, at der vitterlig er en trussel mod ytringsfriheden fra islamisk side. En trussel de måske ikke anede, da Muhammedkrisen ramte Danmark, og mange gik tabt i procedurespørgsmål om ambassadørmøder og undskyldninger. I årevis har det været et betændt spørgsmål, indsmurt i kulturkamp.

Katrine Winkel Holm beklager sig over ‘positionisterne’. Folk, der ellers burde være enige med Trykkefrihedsselskabet om at forsvare ytringsfriheden, men som ikke vil kendes ved selskabet på grund af smålig, politisk positionering. Hun hævder, at selskabet er åbent for alle uanset politisk og religiøst ståsted. Men antologien dokumenterer, at selskabet ikke kan sige sig fri for at have bidraget til at gøre ytringsfriheden til et spørgsmål om meget andet end blot en demokratisk rettighed.

I Trykkefrihedsselskabet ser man ytringsfriheden uløseligt forbundet med kristendommen. … Det er muligt, at Trykkefrihedsselskabet teknisk set ikke har valgt et politisk eller religiøst ståsted. Men det er samtidig uomgængeligt, at de har en nationalkonservativ, kristen sjæl. …

Selskabet er vokset ud af en borgerlig, tidehvervsk modkultur, der følte sig trådt på af de kulturradikale i Dansk PEN. Denne følelse af at være uønskede af det gode selskab, i opposition til de herskende forestillinger og først med de grumme varsler, gennemsyrer selskabets ånd.

Efter Muhammedkrisen tiltrak foreningen en bred vifte fra centrum-højre, blandt andre politikere som Søren Pind og Naser Khader. Flere mediesager har siden destilleret selskabets medlemsbase. … Når man ser sig selv under angreb, er man mere tilbøjelig til at bære over med fejl indbyrdes. Det kan måske forklare, hvorfor man i miljøet omkring Trykkefrihedsselskabet har en nænsom (onde tunger ville sige apologetisk) omgang med og omtale af grupper og personer, andre ville opfatte som ekstreme. For eksempel byder antologien på to bidrag af leder af Pegida i Danmark, psykologen Nicolai Sennels. Sennels er kendt i internationale anti-islamkredse for en artikel, hvor han konkluderer, at muslimers genetiske arvemasse »uden tvivl« har taget skade af 1400 års indavl.

I antologien kan man også læse en artikel om den svenske kunstner Dan Park skrevet af Uwe Max Jensen. Her får man at vide, at Dan Park er blevet kritiseret for at have deltaget i demonstrationer med ‘højreorienterede’. Og der sættes spørgsmålstegn ved, om Park i det politisk korrekte Sverige »overhovedet kunne indgå i sammenhænge, som hans modstandere ville finde tilfredsstillende.« Det fortælles dog ikke, at der var tale om det nynazistiske Svenskarnas Parti.

(Weekendavisen, 13. marts 2015, s. 4, Dagbog fra en uriaspost)

“Man kunne sige at TFS’ eksistensberettigelse står og falder med om de har fat i den lange ende hvad angår analyserne af islam og ytringsfrihed… Ingen redaktionschef eller kollega til Søren Villemoes har dog delt denne prioritering, og anbefalet ham at opgøre Trykkefrihedsselskabets 10 år ud fra det faktuelle. Villemoes har tværtimod begået en jubilæumsartikel (‘Dagbog fra en uriaspost’, WA 13.3.2015, ikke online) der er ‘so 2005′, hvilket vil sige at fingerpegning og karikeret gengivelse af TFS’ verdensbillede og bestyrelsens angivelige idiosynkrasier er comme il faut. I denne verden er 10-års statusopgørelse og analyse lig med placering af hovedaktørerne i de københavnske symbolanalytikeres økologi og indbyrdes klanfejder. I det Villemoes’ske univers er det således en kilde til indsigt at TFS blev grundlagt i ‘et røgfyldt kontor’ (associationerne er åbenlyse for enhver), og kan man ikke argumentere imod det overordnede kan man altid grine og gøre nar…” (LPFC på Snaphanen, 14. marts 2015)

“I en artikel fra i går i WA med overskriften ”Dagbog fra en uriaspost” ved Søren Villemoes godt, at han hellere må leve op til WA´s uudtalte forskrift om efterplapren af alle de andre, der ikke har set det rene liberale lys og dermed ubekymretheden om konsekvenserne af fortsat masseindvandring fra den tredje verden, ikke mindst den muslimske verden. … Ét sted et godt stykke henne i artiklen står der følgende: ”Mange vil formentlig i dag give selskabet ret i, at der vitterlig er en trussel mod ytringsfriheden fra islamisk side.” For resten af pengene er der tale om forsøg på lige dele latterliggørelse og intimidering.” (Morten Uhrskov, 14. marts 2015)



10. marts 2015

‘The soft bigotry of low expectations': “… hvorfor dette ubehag ved at se islamo-fascismen i øjnene?”

Den sympatiske Mersiha Cokovic skriver i Berlingske om ‘mangel på krav og forventninger til indvandrere’, hvad en tidligere amerikansk præsident meget rammende har betegnet som ‘the soft bigotry of low expectations’. Jens-Martin Eriksen hudfletter de dobbelte standarder i Politiken – Fascismens nyttige idioter (kræver login).

“Forfattere og debattører havde mange sære ting for på Facebook og i aviserne efter den kultiske seance, hvor en næsten tusindtallig skare af maskerede og hellige mænd begravede morderen fra attentaterne ved Krudttønden og Synagogen. Det ville være nærliggende at forstå dette mysteriespil i moskeen på Dortheavej i København og ude ved den muslimske begravelsesplads i Brøndby som en hyldest til martyren, der nu går ind i Paradiset, fordi han som attentatmændene fra Paris har hævnet profeten for en krænkelse. Men sådan så mange forfattere og andre kunstnere ikke på det.

Nogle af dem, der deltog i hyldesten, var ganske vist tilrejsende islamister og gengangere fra andre episoder med hyldest til voldens velsignelser, som ikke mener, de døde er helt så uskyldige, og at det kun er retfærdigt at hævne profeten med døden over for dem, der krænker.

Men alligevel har vi ikke lov til at fordømme den islamo-fascistiske procession. For hvem er vi, der kan dømme over andre og se ind i deres indre og for alvor vide, hvad de tænker? For kunne vi kigge ind i deres hoveder og få at vide, hvilke motiver de 600-700 havde for at møde frem til begravelsen? Det forlød, at der kunne være flere grunde. Det første, der faldt forfattere og kunstnere ind, var ikke, at man hyldede mordene ved Krudttønden og ved synagogen. …

Der er mange hensyn, forstås. Og man må ikke generalisere. Men hvorfor dette ubehag ved at se islamo-fascismen i øjnene? En lille henvisning til Frederik Stjernfelts og min bog, ‘ Adskillelsens politik’, om den kulturforståelse, der kan spores i dette morbide eftermæle, som man uafvidende giver de to ofre, når man ikke må identificere deres morders politiske motiv. …

Alligevel kan man både her og der i den offentlige debat lige nu se, at træk af den kulturalistiske ideologi – multikulturalisme – sætter sig igennem bag om ryggen på de personer, der deltager. … Og disse træk tilsiger dem, at man ikke kan og må kritisere folk fra andre kulturer for deres udemokratiske holdninger – ikke engang som i dette tilfælde, hvor personer deltager i en fascistisk-kultisk seance med hyldest af jødemorderen og attentatmanden. De, der vitterlig er vores dødsfjender, bliver omskrevet til at være forurettede og empatiske. Den ideologi, der er vores dødsfjende, må ikke nævnes ved navn.

Men ved næste fejring af nazisten Rudolf Hess’ fødselsdag 26. april vil alt være godt igen. Så vil de samme forfattere og andre naturligvis igen være på rette spor og ikke opfinde nogle bortforklaringer om ‘medfølelse’ fra diverse mindeoptog rundt om i Europa. Så vil de igen se klart og vide at identificere dem som hvide mænds fascistiske manifestationer. Her stiller multikulturalismen sig ikke i vejen…

Den multikulturalistiske ideologi har generelt nogle demokratiske problemer, som man hver især bør behandle. Det er den, der er omdrejningspunktet for de mange forvirrede og desperate positioner i denne tid. Det er en uerkendt racistisk ideologi og paternalisme, der præsenterer sig som barmhjertighed.

(Islamo-fascistisk procession ved jødemorders begravelse, Dortheavej-moské, 23. februar 2015; WAKF)



8. marts 2015

Malacinski: “Det grænser til fornægtelse… Dem og os er allerede skabt af islamiske fundamentalister.”

Det er kvindernes internationale kampdag i dag, og hvor Folkekirkens Nødhjælp forsøger at få danskerne til lommerne med en hijab-klædt palæstinenser, så kan jeg passende bringe lidt fra en Berlingske-klumme af den borgerlige feminist Leny Malacinski, der som tidligere IDF-soldat repræsenterer alt, det den yderste venstrefløj hader, herunder retten til et liv uden Islam – Et angreb på selvforståelsen.

“Angrebene i København har ramt mange danskere på deres selvforståelse. Vi er vant til at opfatte os selv som civiliserede og rummelige samtalepartnere, der hellere vil gå på kompromis end at havne i en konflikt. Vi ser ikke os selv som nogle, andre mennesker kan have noget imod – især ikke i sådan en grad, at de retter et skydevåben imod os.

Sådan har jeg det også. Jeg ønsker ikke at være i en voldelig konflikt med nogen, men det er desværre ikke op til mig, ligesom det ikke var op til de to ofre for angrebene. … Nogle debattører afviser helt at kalde angrebene for terror, som om en akademisk dekonstruktion af handlingen kan reducere den til noget mindre dødeligt.

Dermed afviser de også at tage stilling til de meget konkrete spørgsmål, som terroren har efterladt i Københavns gader: Hvad gør vi nu? Går vi i synagogen? Går vi til debatmøder? Tager vi vores børn med? Sætter vi os ved vinduet eller midt i lokalet? Skal DR fortsætte med at censurere Muhammed-tegninger og Charlie Hebdo-forsider fra sine programmer? Skal Berlingske fortsætte med at trykke anonyme artikler af frygt?

Der er masser af praktiske og principielle beslutninger, som man simpelthen ikke ønsker at deltage i, mens man kritiserer dem, der gør. Filosof Malene Trock Hempler advarer således imod at kalde angrebene for terror. …

Dermed udstiller hun, at hun ganske enkelt ikke accepterer en opdeling mellem dem og os. Det grænser til fornægtelse, for den opdeling er hele præmissen for, at angrebene fandt sted. Gerningsmanden opererede netop med ‘dem’ som værende danske jøder. Muhammed-tegnere og deltagerne i debatmødet på Østerbro. Hans ‘os’ inkluderede hverken mig eller Malene Trock Hempler. Dem og os er allerede skabt af islamiske fundamentalister.

Susanne Junker skriver videre, at ‘Terroren har fået et narrativ om dem og os og om en trussel derude af ukendte mørke kræfter, vi skal være bange for (…) Gid, det kan afhjælpes med en sprogpolitik printet i A4,’ slutter hun. … Ja, gid vi alle kunne leve lykkeligt til vores dages ende, men måske er der mere brug for at tale om, hvad vi gør og ikke, hvad vi føler. … En skribent i Information, Signe Løntoft, vil helt melde sig ud af denne ubehagelige tid og skriver, at hun meget hellere vil se billeder af nuttede dyr og børn på Facebook. …

Vi er nødt til at hæve blikket fra vores egen, sårede selvforståelse og se i øjnene, hvad der foregår i vores ghettoer, på vores gader og i redaktionslokalerne. Hvis vi ikke anerkender, hvilke problemer vi står over for, kan vi ikke begynde at løse dem.

(Folkekirkens Nødhjælp-reklame på kvindernes internationale kampdag – Kvindelig IDF-soldat)



7. marts 2015

Mikael Jalving om Toyotakrige i Europa: : “Ikke i morgen, ikke om fem eller ti år, men en skønne dag…”

I en tid hvor rablende positivisme er normen, må det være på plads med dystopi i afmålte doser. Mikael Jalving gør det mesterligt på sin JP-blog – Toyotakrigene kommer til Europa.

“Hvis det er rigtigt, sådan som demografer spår, at de kommende generationer af afrikanere og arabere vil til Europa, så bliver Europa snart som Afrika og Mellemøsten. Solen må vi nok kigge i iPad’en efter, men til gengæld får vi klyngevis af klaner, bander og separatister i hver en by, mens våbenmonopolet langsomt, men sikkert vil glide de vesteuropæiske velfærdsstater af hænde. Til sidst vil politiet kun skride ind mod etniske svenskere, briter, tyskere og danskere, der bevæbner sig, og muligheden for borgerkrig vil således være moden uanset venstrefløjens morgenrøde hymner og multikulti’ernes regnbuefarvede hensigter.

Ikke i morgen, ikke om fem eller ti år, men en skønne dag, hvis udviklingen fortsætter. … Lidt morbidt udtrykt vil døden sandsynligvis ikke komme rullende på larvefødder, sådan som vi læste hos Sven Hazel, men snarere fra ladet af en Toyota Hilux i pendulfart mellem Vollsmose og Mjølnerparken, der, hvis alt slår fejl, til den tid vil være ‘tabte territorier’.

Jørgen Leth, dette fredelige og kultiverede menneske, fremhæver bilmærket fra den franske del af Afrika på nummeret ‘Tèt bèf’ på albummet ‘Han er nu malet blå’ (2004). Bilen med oksehovedet som logo kan køre overalt gennem krat og kaos, huller og vand, mens verden udenfor bliver mast fladere. Det er de store drenges favorit, og maskinen betyder magt. …

Evolutionen må have haft travlt med andre ting, da den lod homo sapiens sapiens overleve imod alle odds, og nogle millioner år senere kører vi så rundt i trucks med plads til både en barnevogn og en kanon på ladet.

PS: Jeg er klar over, at jeg kan tage grueligt fejl i mine sorte syner. Men hellere det end at jeg får ret. … Fortsættelse følger.”

(Islamisk Stat-jihadister i driftsikre Toyota Hilux’)

Jørgen Leth, 2002, Billedet forestiller, Tét Béf.

“Det betyder oksehoved, og det er toyotas navn. Det er jo det der kan ses, oksehovedmærket, og tèt bèf den kan køre overalt, hen over huller og ujævnheder og vand og affald og gennem krat og kaos. Man sidder højt oppe og kigger ud, verden er udenfor lidt lavere, den har været kantet men har vokset sig rundere, man også højere og større. Denne maskine er magt, den betyder magt, dem der har tèt bèf det er de store drenge, det er gwo nèg, de store negre, mange af de store negre er hvide, de kører gennem gaderne i deres tèt bèf, de er et niveau over alt det andet maskineri der ruller rundt, pajero, nissan patrol, parthfinder. Det er alt sammen godt nok, men det er tèt bèf der er den store krydser som kortlægger landskabet og afsætter sine aftryk overalt, problemer blivere pløjet ned, og dermed efterladt uløste. Tèt bèf kommer frem, det er meningen, det er det den kan og det er det den vil. Den standser sommetider op et øjeblik og afleverer sine domme og beslutninger på jorden.

Oploadet Kl. 13:51 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer


2. marts 2015

Hørt på P1 (om terror): Havde været rart ‘hvis nogle sagde fra starten af, at sådan noget trykker vi ikke’

Samme weekend som Omar Hussein myrdede to uskyldige i Islams navn, blev angrebet debatteret i Søndagsfrokosten på P1. Mest fornuftig var murer og folketingskandidat Mathias Tesfaye, der i modsætning til erhvervsrådgiver Soulaima Gourani og teaterdirektør Jon Stephensen ikke gjorde sig illusioner i forhold til at finde en gylden middelvej mellem Islam og dansk kultur.

Gourani og Stephensen bekendtgjorde åbent at de ikke havde en løsning, og brugte så taletiden på at tærske langhalm på bortforklaringer såsom danskernes racisme, dansk udenrigspolitik, og folk der ‘misbrugte’ ytringsfriheden, herunder Jyllands-Posten, Trykkefrihedsselskabet og ‘små kældermennesker’ på Facebook.

Soulaima Gourani, der efter eget udsagn var præget af sine mange rejser til Saudi-Arabien, tog prisen, da hun pointerede, at konflikten var en af problemerne med demokratiet – at man ikke kunne stoppe tegningerne før de gik i trykken. Delvis transskription af Søndagsfrokosten – Ramt af terror – Hvad gør vi? (15. februar 2015, 44 min.)

Soulaima Gourani, Erhvervsrådgiver:: Jeg er jo ikke overrasket. Jeg har jo faktisk sagt et par gange i Søndagsfrokosten over de seneste par år, siden Muhammedtegningerne blev trykt. At det kun er et spørgsmål om tid før det sker i Danmark. … Jeg håber vi kan bevare hovedet koldt, og bruge den her situation til at tale om de ting som vi nu skal gøre bedre fremadrettet. Jeg håber ikke vi går i panik, og pludselig begynder at lynche, og jeg kan jo se hvordan små kældermennesker allerede er gået i gang på Facebook med at ytre sig omkring Islam og islamister, de skal gasses alle sammen og slås ihjel, og det er også bare noget møg det hele. Jeg håber virkelig, at vi kan bevare hovedet koldt… Vi må bare passe på, at vi ikke ekskluderer en meget stor del af den vestlige befolkning, som faktisk har en anden religion end den protestantiske, katolske eller jødiske. … Når folk nu næsten går i en islamisk kolbøtte, ja jeg har næsten ikke ord for det, så bliver jeg lidt ked af det. Jeg føler det svarer til, når folk, når Ku Klux Klan laver noget, så bliver det noget jeg skal forholde mig til, som protestant. Vi bliver nødt til at holde hovedet koldt. Det er min største bekymring ud af det her…

Jon Stephensen, Teaterdirektør: Det er en helt vildt vanskeligt debat at tage. Fordi jeg tror ikke man kan sige, at det er noget der er rigtigt eller noget der er helt forkert. Min personlige opfattelse er egentligt, at vi ikke har været for slappe, vi har faktisk været ekstremt hårde i vores tone omkring det. Vi har faktisk siden Muhammedtegningerne i 2005, i ti år har vi ført – i forhold til andre lande i Europa, en meget meget hård retorik overfor muslimer og islamisme i det her land. Måske skyldes det også at vi har så mange radikaliserede, jeg ved det ikke, men det er da en tanke værd. Det er da en tanke værd. … Jeg er helt enig i at vi skal kæmpe for alt hvad vi har kært… Jeg er også helt med på at vi som land skal kæmpe for andres rettigheder i andre lande. Homoseksuelle der kan have det svært i Sovjet, kvinder der bliver undertrykte i den arabiske verden og så videre, hvis vi mener det er en kamp værdig, så skal vi stå på den. Men jeg er sørme i tvivl om den måde vi gør det på. Jeg er i tvivl om de tegninger, om det er den rigtige måde at tage kampen på. Det var jo også de tegninger i går, der førte til skuddene… Er det måden vi skaber en samlet nation, i stedet for en polariseret nation. Jeg tror det ikke.

Soulaima Gourani: … jeg er jo lidt ligesom Jon… Jeg har jo kendt dig i mange år. Da de blev trykt i sin tid, blødte mit hjerte noget så grusomt, da jeg så mit Dannebrog blive brændt rundt omkring i verden. … Faktum er at vi har faktisk såret mange millioner mennesker rundt omkring i verden… Jeg er glad for leve i et land hvor jeg har ret til at sige det jeg mener… men på den anden side, så synes jeg jo også der er noget fint i ytringsfriheden, nemlig at man ikke altid behøver sige det som man gerne må sige. Man må også gerne bevare tanken. Jeg har hele tiden, hele vejen igennem været imod Muhammedtegningerne… Der er ikke noget land der har fundet den perfekt model endnu, det er meget vigtigt at sige. Det jeg kan notere mig, det er - Jeg bor på Nørrebro, og jeg ser jævnligt unge muslimer blive diskrimineret… det har eskaleret. Vi har sat os op i to grupper, enten er man pro, for eller imod islam. Og Islam er altså ikke årsagen. Vi skal huske på at vi er udsat for terror, og det har ikke noget med Islam at gøre.

(Soulaima Gourani som foredragsholder, 2014; Youtube)

Jon Stephensen: … men jeg synes samtidig også, at vi bliver nødt til at tage en debat om, om vi gør det rigtige ved at blive ved med at kaste med sten. … Jeg synes også det er lidt vigtigt, at prøve at dissekrere hvad det er for nogen, der på den anden side skaber den her debat. Det er avisen Jyllands-Posten, der startede på det her. Det er Trykkefrihedsselskabet. Hvad er det de alle sammen har til fælles. De de at de ikke synes der er så godt med en stor ikke-vestlig indvandring til det her land. Man kunne godt forestille sig, at de har behov for at denne debat fortsætter i det uendelige, for at skabe så meget ballade som muligt. Frem for at vi kommer til at leve i fredelig sameksistens. … Vi bliver nødt til på et eller anden tidspunkt, at tage den her debat også.

Gitte Hansen: Kunne du selv finde på at gå til et debatmøde om tegninge, ytringsfrihed og blasfemi?

Jon Stephensen: Nej, det kunne jeg ikke, for dybest set synes jeg det er en forkert vej at gå. … Jeg repræsenterer den store del af den danske befolkning, millioner, også muslimer, som har lyst til at vi finder hinanden i stedet for at vi skaber konfrontation med hinanden. …

Soulaima Gourani: Som Jon også er inde på, så skal vi kæmpe for vores demokrati. Jeg siger ikke at demokrati er den hellige gral. Jeg rejser tilpas meget rundt i verden, så jeg ved at der er andre måder, der er andre styreformer… Jeg kan også godt se, at der er nogle ulemper ved et demokrati. For eksempel når der er nogle som gør sådan noget som det her. Så kan det godt være at jeg tænker, at det havde jo være rart hvis nogle sagde fra starten af, at sådan noget trykker vi ikke. … Vi skal søge freden, vi skal ville hinanden…

Gitte Hansen: … hvordan skaber vi fred og sameksistens, når vi er i en situatione, hvor der er nogle der tegner, og nogle tager AK47-geværet frem, og skyder mod den der tegner.

Mattias Tesfaye, Murer: … vi er nødt til at stille os på de sekulære kræfters side, i en hård konflikt med dem der mener at staten skal bygges på religiøse tekster. … Hvorfor må man ikke slå ihjel? Jeg hører også nogle af mine egne venner, der siger ‘muslimer må ikke slå ihjel, det står i Koranen’. Så siger jeg til dem: Nej Ali, muslimer må ikke slå ihjel – det står i straffeloven. Jeg er ligeglad med hvad der står i din bog. … derfor er jeg også uenig med Jon, der siger at tegningen af Muhammed udløser skyderiet. Nej, det er ikke den demokratiske opfattelse. Folk må gerne tegne Muhammed som en hund, det udløser ingen ting. Det der udløser skyderiet, det er at der er en mand der skyder. Det må han stå til ansvar for. …

Jon Stephensen: … men jeg synes også vi bliver nødt til Mathias, at sige, at hvad er det for nogen ting der sætter det her i gang… og det er at der er nogle enkelte individer, et enkelt medie eller to, der på en eller anden måde har taget hele Danmark som gidsel i en kamp. …

Soulaima Gourani: Jeg er jo lidt påvirket af, at jeg har rejst så meget i Mellemøsten, især i Saudi-Arabien osv. Jeg bliver simpelthen nødt til at sige til dig, at det ikke er fair… i Danmark har vi jo ikke skilt stat og kirke ad. … Det er ikke fair at blive ved med at rive Koranen ind i det her. … Det er ikke fair at sige, at Koranen er skidt fra ende til anden. … Det svarer lidt til at vi også i demokratiets navn går ud og provokerer en stor del af verdens befolkning, fordi det mener vi at vi har ret til. Der er bare ingen af parterne… der har ret i noget. …

Jon Stephensen: Jeg synes det kan koges ned til, at der er nogle ekstremister på begge sider af hegnet, der skaber enorm meget ufred, og så står der en kæmpegruppe muslimer der gerne vil freden, og der står en kæmpegruppe danskere der også vil freden. Men vi bliver alt for meget påvirket af de to der kan holde det her i kog.

[...]

Gitte Hansen: … hvad mener du så, at modsvaret skal være?

Jon Stephensen: Jeg har ikke noget svar. … Mette Frederiksen taler om mørke kræfter, Retorikken er meget stærk og helt deroppe hvor den ikke kan få mere på volumen… men vi skal bare lige passe på, nu ved vi jo ikke hvad det er for mørke kræfter. … inden vi begynder at snakke det for højt op, så er det mere, hvad er det der gør, hvorfor bliver folk radikaliseret så meget i det her land?

Soulaima Gourani: … vi spiller også lidt offerkortet nu, og giver noget eksternt skylden. Men jeg vil bare sige, at vi er et af de mest krigsførende nationer i verden, det er vi. Vi er et af de lande i verden som er mest i krig. … Sådan en situation her bør altid give anledning til en form for selvreflektering… vi lever i en tid hvor vi simpelthen ikke kan benægte at der er racisme, og voksende racisme i Danmark… Jeg kan virkelig mærke den smerte som mange unge indvandrere går med, nemlig at blive ekskluderede… Vi bliver også nødt til at kigge på vores egen adfærd. … Langt de fleste danskere vil sige at de ikke er racister, fordi racisme kan vi ikke forholde sig til, men det er ikke det jeg oplever at vi ikke er.

Jon Stephensen: Det er bare det der, når vi snakker mørke kræfter. Jeg synes også der er nogle mørke kræfter, der misbruger vorse ytringsfrihed, og der føler jeg lidt at bliver taget som gidsler … Jeg kan ikke stå på mål for Kåre Bluitgens bog der i næste uge kommer ud. … Vi skal blive ved med at kritisere religion, som Karl Marx sagde, religionskritik, ja, men hån – er det en dansk værdi?



24. februar 2015

Mads Holger: “De andre råber Allahu akbar, vi synger fællessange om opløsning af fællesskaber…”

Ekstra Bladet skriver i dag om den somaliske jihadist Ahmed Ibrahim Mohamed Halane, der har kæmpet for både al-Shabaab og Islamisk Stat, og derfor ikke kan rejse tilbage til England, hvor han har boet siden han var 9 år. Han har dansk pas, og bor nu i Ballerup. “I Danmark har han helle…”, som det så ironisk formuleres.

Mads Holger har nogle yderst interessante betragtninger om fjendskab vs fællesskab og demokratisme vs identitet. Fra Berlingske – Dansk først, demokrat så.

“Aften efter aften kan man i debatprogrammer høre diverse intellektuelle diskutere ytringsfrihedens vilkår uden rigtig at komme nogen vegne. Det har været forstemmende at betragte, hvorledes denne dagsorden til at begynde med fik lov at monopolisere reaktionerne. Måske skyldes dette, at journalister og meningsdannere i ytringsfrihed har en fagspecifik særinteresse, da de selvsagt lever heraf, men dette er alligevel ikke nogen undskyldning for at tilsidesætte det, der afgjort burde være sagens egentlige genstand; at Danmark er angrebet. …

Problemet er i al sin enkelthed, at vi nok står sammen i Danmark og er fælles, når vi angribes, men vores fællesskab er uden egentlig genstand. Dagen efter terrorangrebet samledes 30-40.000 danskere foran gerningsstedet på Østerbro for netop at vise deres fællesskab med fakler og fællessange. Det må man naturligvis have sympati for, men begivenheden udstillede også til fulde, hvorfor vi står os så svagt, når vi konfronteres med dette angreb. Vi er nemlig ikke fælles om noget konkret. Der blev sunget sange af P. H. om at løsne sig fra fællesskabets snærende bånd, og Gud hjælpe mig om ikke også John Lennons nihilistiske hymne Imagine skulle afsynges og således gøre det ud for vores fællesskabs genstand.

Sangen handler som bekendt om, at der ikke skal være et nationalt endsige religiøst fællesskab, intet at leve eller dø for. Det er det, vi er fælles om – ingenting. Og så råber vi højt om retten til at råbe. Det er vores bekendelse. De andre råber Allahu akbar, vi synger fællessange om opløsning af fællesskaber, når vi ikke råber højt om retten til at råbe.

Danmark er et frit og demokratisk land samt et land, hvor ytringsfriheden er og skal være absolut. Imidlertid har vores kulturløshed for skade tilladt os at opprioritere disse dyder på en vis, der begrædeligt har bragt dem til at træde i stedet for vores egentlige nationale fællesskab og identitet. Denne kritik skal derfor ikke ses som et angreb på hverken demokrati endsige ytringsfrihed, men det er en påmindelse om, at vores fællesskab om Danmark altid bør komme før alt andet, herunder også ytringsfrihed. Det er i vores nationale fællesskab, at vi kender hinanden, det er her vi har vores identitet, det er korpus i vores eksistens.

… Vi har derfor formet generationer, som er identitetsløse demokrater, hvis bekendelse alene går til demokratisme, ikke til noget konkret. Vi er blevet en nation af mennesker, der er indoktrineret til at elske kærligheden og lade hånt om vores hustru. Vi har med Grundtvigs ord erstattet vores tungemål med en fransk glaskugle af abstrakte værdier, som intet retskaffent menneske kan undlade at tilslutte sig, men intet sandt menneske kan definere sig ved alene.

Nu er virkeligheden blevet virkelig, vores tid i det ideologiske børnebassin er omme…”

(Ahmed I. Mohamed Halane, Koran-reciterende med dansk pas, tilhænger af Islamisk Stat; DM, YT)

Oploadet Kl. 13:33 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer

“… den moderne vestlige selvopfattelses måske største svaghed, at den ikke ved af, at den har fjender.”

Politikere har travlt med tage afstand fra en særlig perverteret og formørket form for Islam, og advarer mod at bruge generaliseringer der gør det til en konflikt mellem muslimer og ikke muslimer. Men hvad nu hvis det vitterlig er en konflikt mellem muslimer og ikke-muslimer, helt som det umiddelbart set ud, stringent efter Samuel P. Huntingtons forkætrede analyse. Kronik af Christian Egander Skov i gårsdagens Berlingske – Det tomme sammenhold.

“Manifestationerne af sammenhold og trods bliver på den baggrund et postulat. Et tomt slag i luften, der måske giver mening for dem, som deltager, og dem, der ser på i Aftenshowet, men som intet betyder i forhold til bevægelserne ved frontlinjen. Nej, værre endnu, manifestationerne bliver et udtryk, ikke for trods imod terrorismen, men trods imod sandheden, den sandhed, vi ikke vil se i øjnene, nemlig at vold ganske effektfuldt kan gøre en ende på enhver ytring. Den postulerede trods viser sig ved nærmere granskning at være en særlig nederdrægtig form for hykleri, hvor velmenende mennesker bliver brugt som rekvisitter for det demokrati, hvis idé det er blevet at vige og vige.

Manifestationerne af sammenhold dækker ligeledes over de voldsomme spændinger, der præger samfundet og deler det i uforsonlige blokke i den værdipolitiske debat, som knytter sig uløseligt til debatten om vores reaktion på den terror, der netop af de fleste opfattes som et anslag mod vores værdier. Vi er ikke enige om, hvad der er under angreb, og hvor angrebet kommer fra. …

Værdier vil altid være omstridte. De danner ikke den ydre ramme om et fællesskab, men er altid til debat inden for rammerne af et fællesskab, hvis forudsætning ikke er bekendelse, men identitet. Netop fordi reaktionerne oven på terrorangrebet ikke har villet tage det grundlæggende identitets- og loyalitetsspørgsmål op, som er kernen i det kultursammenstød, der ikke nødvendigvis er terror, men altid er den jord, hvori terroren vokser, netop derfor har selve vores reaktion været med til at undergrave det fællesskab, der er forudsætning for enhver meningsfuld tale om værdier.

Det er den moderne vestlige selvopfattelses måske største svaghed, at den ikke ved af, at den har fjender.

Dette er liberalismens solide fodaftryk i den vesterlandske selvopfattelse. På én gang en positiv og fatal idé. Positiv fordi påstanden om disse værdiers universalitet, søger at hævde Vesten som et værdifællesskab, enhver kan træde ind i. Fatal fordi netop værdiernes universalitet og almenmenneskelighed indebærer umenneskeliggørelsen af dem, der ikke kan indse deres værdi og ikke vil bekende og indtræde i værdifællesskabet. Det egentlige valg, som det ikke-vestlige menneske stilles i, er valget mellem omvendelse eller umenneskelighed.

Umennesket behøver vi igen ikke at forstå. Det er nok at konstatere terroren som udslag af ondskabens banalitet. Hvor mange gange har vi ikke hørt bemærkningen om de ‘mørke kræfter’, vi bekæmper: Hvordan det ikke drejer sig om sammenstød mellem kulturer, endsige religioner eller ideologier, men mellem vores værdier og en eller anden uforståelig irrationalitet, der lurer i udkanten af vores synsfelt.

Senest synes dagbladet Politiken at have iværksat en kampagne, der på baggrund af terroristen Omar Abdel Hamid El-Husseins kriminelle fortid søger at forklare ham som kriminel snarere end islamisk terrorist, eller som påvirket af en psykisk diagnose snarere end et menneske, der opfattede os som sin fjende og handlede på baggrund af dette rationale.

Men i miskendelsen af fjendskabet som drivkraft, i vores manglende evne til at anerkende fjenden, luller vi os selv ind i forestillingen om vores ‘værdiers’ iboende ukrænkelighed. Vi kommer til at forveksle vores opfattelse af deres ukrænkelighed for os med spørgsmålet om, hvorvidt de reelt lader sig krænke – og i sidste ende nedkæmpe. Vi misforstår konfliktlinjen som en mellem alle rettænkende mennesker og de få grebet af mørke kræfter.

I realiteten er situationen en anden og langt mere forstemmende.”

(Samuel P. Huntington, The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order, 1996)

“Some Westerners… have argued that the West does not have problems with Islam but just with violent Islamist extremists. Fourteen hundred years of history demonstrate otherwise.”

Oploadet Kl. 00:22 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper