20. november 2016

Anders T. Hansen: Der er opstået en form for demokratisme, hvor multikulturalisme er en forudsætning

Det konservative årsskrift Critique er en forlængelse af bloggen Konservativ Reaktion (2006-12), og inkluderer foruden det trykte årsskrift, også kulturtidsskriftet Replique og en en fælles-blog. Jesper Frederiksen og Caspar Stefani fra fløjen (Hvid fløj), der også har skrevet for Frontíere, har netop fået en blog på Berlingske, og selvom det politiske klima ser skidt ud, så tænkes der trods alt dybe reaktionære tanker. Her lidt fra Anders Toft Hansens artikel i Critique, der kun kan læses i fuld længde ved køb af årsskrift – Den danske indvandrerdebat: Klichéernes tyranni.

“For at komme nærmere en afklaring af, hvorfor centrum-venstre indtager en fornuftsstridig tilgang til indvandringen, kunne man i tillæg til ovenstående spørge: Hvorfor er det netop centrum-venstre, der så ivrigt og vedholdende plæderer for, at vi skal åbne op for yderligere tilstrømning af flygtninge og indvandrere, og hvorfor er det centrum-venstre, der stiller færrest krav til herboende udlændinge? I denne artikel vil jeg forsøge at besvare dette spørgsmål, ligesom jeg vil påpege konsekvenserne af den argumentationsform, som centrum-venstre udøver: En sentimental og bebrejdende debatmetode, som er direkte afledt af en kulturelt selvhadende ideologi, fremavlet af kulturradikalismen, og som trives i bedste velgående i det værdirelativistiske og kristentomme, moderne samfund. Jeg vil herunder skildre, at det, der på overfladen kan fremstå som en ‘human’, ‘venligtsindet’ eller sågar filantropisk indstilling til modtagelse af flygtninge og indvandrere, i realiteten dækker over en underliggende ideologi, der i sidste ende vil revolutionere og omkalfatre samfundet til at blive multikulturelt.

I flygtninge- og indvandrerdebatten hører vi centrum-venstre bruge argumenter så som, at vi har et ‘moralsk ansvar’ for at tage imod flygtninge og indvandrere; at modstandere af indvandring har et ‘dårligt menneskesyn’, er ‘uanstændige’ eller udviser ‘hjerteløshed’; at vi ’sparker nedad’, når vi stiller krav til udlændinge; at kritikere ‘taler til den indre svinehund’; at vi har ‘ytringsfrihed, men…’; ligesom vi også må lægge ører til historieløse sammenligninger med nazitiden a la ‘muslimer er vor tids jøder’. I sammenhæng hermed bliver islamkritik ofte sygeliggjort ved benyttelsen af prædikatet ‘islamofobi’. Derudover har det ellers kristenfjendske centrum-venstre også udvist en bemærkelsesværdig opportunisme ved sin politisering af det kristne næstekærlighedsbegreb. Resultatet har været en forvanskning, hvor næstekærligheden er konverteret fra at være en konkret og individuel, etisk fordring til at blive et universalistisk politisk princip om, at Danmark som nation skal være åben for en endeløs migration.

Endvidere har der udviklet sig en særlig form for demokratisme, hvor multikulturalisme synes at være selve forudsætningen for at kunne betragte samfundet og dets institutioner som demokratiske. I denne kontekst anerkender multikulturalisten kun samfundet som værende demokratisk, hvis der består en svag eller slet ingen kernekultur. …

Debatten omkring multikulturen og indvandringen behøvede ret beset ikke være mere følelsesladet end debatten om jyske motorveje. Men desværre foregår debatten ikke ud fra rationelle overvejelser omkring fordele og ulemper. Multikulturen og indvandringen er blevet en del af en igangværende kultur- og værdikamp. I dette emne har især venstrefløjen fundet sig en niche, hvor de over for omgivelserne kan fremvise noget, der opfattes som høj moral og en særlig form for humanitet. Og desværre har venstrefløjen haft held til at forplumre debatten med en skinger og anklagende tone over for anderledes tænkende. Deres egne argumenter for multikultur og liberal indvandring bygger oftest på ren moralisme, æstetik og sentimentalitet.”

(Milo Yiannopoulos om ’social justice warriors, handwringers, feminists, Black Lives Matter’; Foto: FB)



18. november 2016

Venstreradikal om sit forsvar for Hizb-ut-tahrir: “Jeg tror Hizb-ut-tahrir har et mål, der ligner mit mål.”

Forrige søndag demonstrerede For frihed foran Korsgadehallen på Nørrebro, der samtidig var vært for Hizb-ut-tahrirs årlige møde. Parolen i år var ‘Forbud og tvang – Den politiske kurs over for Islam i Europa’, og hallen var som altid fyldt med Kalifat-tilhængere. Kønsopdelt, naturligvis.

(Lisbeth Bryhl konfronterer demonstration mod Hizb-ut-tahrir, Korsgade, 6. november 2016)

Blandt den lille flok der demonstrerede mod For frihed, var – udover hasteindkaldte anti-pegida’ere, Lisbeth Bryhl. Tidligere driftsansvarlig i Folkets Hus, nuværende kulturmedarbejder i Støberiet på Blågårdsplads, og således en integreret del af det venstreradikale miljø på Nørrebro. For år tilbage var hun en del af kampen for Ungdomshuset på Jagtvej, men er bedst kendt som talsmand for DKP-forgreningen ‘Forældre mod Politibrutalitet’.

Lisbeth Bryhl blev dagen efter interviewet til Radio24syv. Man siger normalt, at argumenter virker bedre end vold, men ret beset så havde hun set bedre ud hvis hun for rullende kamera, var blevet båret skrigende væk af betjente efter at have angrebet For frihed-demonstranter med et kilo økologiske porrer. I interviewet forklarer hun Radio24syvs Kristoffer Eriksen og Kaare Svejstrup, at Hizb-ut-tahrir i modsætning til For frihed ikke undertrykker nogen, ikke er problematisk for fællesskabet på Nørrebro, og i øvrigt har et mål, der ligner hendes.

Det er svært at forene marxistisk ortodoksi med afgrundsdyb kulturnihilisme, men Lisbeth Bryhl gør et helhjertet forsøg. Hizb-ut-tahrir betyder ‘Frihedspartiet’, og hun mener i ramme alvor at Koran-baserede friheder er bedre for end For friheds danske udgave. Sorte Jihad-flag med den islamiske trosbekendelse, er bedre end Dannebrog med provokerende hvide kors. Det 18-20 minutter lange interview kan høres i sin helhed her.

Radio24syv, vært: … du skrev efterfølgende at Pegida ikke er velkomne på Nørrebro. Hvorfor er de ikke det?

Lisbeth Bryhl, Kulturmedarbejer: Når jeg skriver sådan som jeg gør, så er det ligesom et modsvar til alle de andre jeg ser, mene og skrive noget på Facebook om hvad det er der foregår. Altså, jeg vil gerne prøve at forklare hvad det er for et scenarie jeg ser, da jeg lander dernede. Det jeg ser, det er en gruppe af mennesker som står med deres danske flag, de fylder rimeligt, selvom de ikke er særligt mange, så fylder de meget med deres budskab. De har skilte med og så videre. … Det er her der bor rigtig mange muslimske familier, folk på lavindkomst og så videre. Og det synes jeg er en del af hele scenariet, for at forstå det. Når jeg så står der og afventer hvad der sker, kigger på det, i rigtig lang tid, til jeg også fortæller dem hvad jeg synes – at de skal gå hjem. De de er kommet med, har ingen gang på jord. … og så er der mine naboer, der går frem og tilbage, eller stiller sig op og lytter på en retorik som er meget hadefuld, synes jeg. Altså, det er selvtægt, det er borgerkrig, det er muslimer, det er nej tak til religion, i hvert fald Islam og så videre, og jeg bryder mig ikke om det.

Radio24syv: Man kan også sige, at det jo er en lovlig demonstration. De er utilfredse med Hizb-ut-tahrir, det kan man næsten ikke fortænke dem i, og så stor de og demonstrere med skilte, siger du. Med nogle dannebrogsflag, og nogle meninger, som de helt lovligt har. Hvorfor må de ikke…

Lisbeth Bryhl: Nogle af meningerne må man sige er lovligt, nogle er nok mindre lovlige, hvis de blev kigget efter i kortene. Altså, den her ‘Klar-til-kamp’-retorik, nu må vi også se at bevæbne os, der bliver snart borgerkrig, den er måske mindre lovlig. Men det skal jeg ikke blande mig i, for jeg er ikke ordensmagten. … Det der er mit fokus, det er mine naboer, og det er altid mit fokus. Mine naboer skal ikke gå og være utrygge… Derfor griber jeg til at tale, eller råbe, om man vil. For jeg skal jo høres. Da der er moment for det, der fortæller jeg dem, at det budskab de kommer med, ikke har en gang på jord. De kommer ikke til at kunne splitte os, fra vores muslimske naboer, for det er et ret stærkt fællesskab.

Jeg har godt hørt, at der bliver talt meget om æggekast, og det er en diskussion af metoder… men hvad er det så der virker. Hvordan skal jeg forklare det. Jeg har altid et mål for øje, og det er at have en fredelig sameksistens på Nørrebro.

Radio24syv: Synes du Hizb-ut-tahrir bidrager til det?

Lisbeth Bryhl: Jeg synes Hizb-ut-tahrir, de mennesker jeg kender dem som, bidrager til det. Jeg kender ingen fra Hizb-ut-tahrir, som ikke har den samme interesse som jeg i, at vi i fred og ro kan være på Nørrebro alle sammen. At vi ikke chikanerer hinanden, at vi ikke står og råber grimme ting af hinanden fordi man er det ene eller det andet. Altså, jeg oplever det ikke fra deres side – som personer, at de undertrykker mig eller andre. grupper. Det gør jeg ikke. Hvis jeg gjorde, så ville jeg reagere på det.

(Hizb-ut-tahrir årsmøde 2016, ‘Promotions video #3’; Foto: Youtube)

Radio24syv: De er jo imod kvinderettigheder, de er imod homoseksualitet. Kunne man ikke sige, at det var, at prøve at undertrykke nogle mennesker?

Lisbeth Bryhl: Jov, men altså, jeg synes i skal spørge Hizb-ut-tahrir, hvad det er de mener med alt det der.

Radio24syv: Det har vi prøvet. De vil ikke stille op til interview.

Lisbeth Bryhl: Nåh, okay. Men når man spørger mig, så vil man høre det jeg har på hjertet, og det jeg har på hjertet, det er altså, at vi skal tænke over hvad det er for et mål vi har med det vi gør. .. Jeg kan godt lide at der er tryghed, det er et stort mål for mig. Derfor så går jeg ind og tager – hvad skal man sige, en hånd om dem, i det omfang jeg kan, som er mine naboer, for det er der jeg ser dem i dagligdagen. De fællesskaber vi skaber…

Radio24syv: En af de ting som de sagde inde på talerstolen i går, det var det her: ‘De vestlige frihedsværdier er i fundamental modsætning til Islam. Lader mig sig rive med af dem, så risikerer man at blive ledt på afveje. Det er den slags der ender i homoseksualitet’. Er det ikke ligeså slemt som de ting For frihed stod og råbte?

Lisbeth Bryhl: Altså, jeg vil sige igen, at jeg vil helst have at Hizb-ut-tahrir taler for sig selv. Altså, de har jo ikke været ude på gaden og stå til en demonstration, og blæse mod homoseksuelle. De har siddet i et lukket rum, og sagt de her ting til hinanden. Og når jeg er mindre forskrækket over sådan noget, så er det fordi jeg er vokset op som Jehovas Vidner – Jeg er ikke så bange for den der teokratiske retorik. Jeg ved godt hvad den er gjort af. Spørgsmålet er om det er samfundsomstyrtende? Det tror jeg ikke det er. Det er en holdning, og det synes jeg er væsentligt at adskille – Hvad er ideologi og hvad er handling? For jeg synes at handling er det vi skal være bange for. Ideologier kan man have herfra og til evigheden, uden det overhovedet kommer til at gøre noget.

Radio24syv: Er det en holdning du synes der er bedre plads til på Nørrebro end på For friheds holdning?

Lisbeth Bryhl: Ved du hvad. Jeg synes at alle mennesker må have den holdning de overhovedet har, jeg er faktisk ligeglad, det gør mig faktisk ikke noget som helst. Jeg vil helst ikke tale på Hizb-ut-tahrirs vegne. Jeg vil bare sige, at hvis de handlede. Hvis nogen som helst gruppe, uanset om det er dem eller andre, hvis folk handler på en måde der skaber splittelse eller skaber utryghed, så vil jeg gå ind og gøre et eller andet der. Afhængigt af hvordan situationen er. Det er handlinger jeg interesserer mig for. Så interesserer jeg mig altså ikke meget for ideologier.

Radio24syv: I går i Korsgadehallen, der var kvinder og mænd fuldstændigt adskilt. Altså, man måtte ikke som mand gå over til kvinderne for eksempel. Er det ikke definitionen af netop splittelse.

Lisbeth Bryhl: Hmm, altså jeg er lidt ked af, at jeg er blevet ringet op for at snakke på Hizb-ut-tahrirs vegne, eller for at tage stilling til det. Nu troede jeg, at jeg blev ringet op fordi jeg har et andet perspektiv på det her. Altså så længe de ikke generer nogen som helst i mit kvarter, eller i det hele taget, men der er jo ikke nogen – Jeg vil sige igen som jeg sagde før. Hvis nogen som helst gruppe, ligegyldigt hvem, går ud og begår nogle handlinger som splitter, eller som gør folk utrygge, så vil jeg handle på det. Så vil jeg handle på det. … Jeg kan bare se, at det er sgu borgerkrig der bliver talt om over på den front, eller det er bare rettet med en stor bred pensel mod alle muslimer, og det bryder jeg mig ikke om.

(Hizb-ut-tahrir møde i Korsgadehallen, 6. november 2016; Foto: Facebook)

Radio24syv: Men ifølge din egen argumentation, så burde vi være ligeglad med det, for det er jo bare en holdning.

Lisbeth Bryhl: Nå, men, her er der jo ikke tale om en holdning, her er der jo tale om en handling. Der er tale om en handling, når du står ude på gaden, og blæser ned mod mange muslimske familier, der er lige i det kvarter, som også hang ud af lejlighederne.

Radio24syv: – Men det er vel også en handling at holde et møde i Korsgadehallen, hvor man står og prædiker de ting som Kristoffer lige læste op.

Lisbeth Bryhl: Hmm, ja, det kan du godt argumentere for. Jeg ser ikke de står ude på gaden og basher homoseksuelle. Det ser jeg simpelthen ikke.

Radio24syv: – De går faktisk ind imellem ned ad gaden i store demonstrationer, hvor kvinderne går bagerest og mændene forrest. De er blevet dømt nogle af dem, for at prædike had mod jøder, sådan nogle ting, tidligere. Gør de ikke præcist det samme, som du ikke vil have Pegida-folkene gør?

Lisbeth Bryhl: Nej, det synes jeg ikke. Det synes jeg ikke de gør. … Mit fokus er mit lokalområde, og hvordan vi bedst muligt kan være trygge sammen. Jeg ser ikke en, jeg oplever ikke en, jeg taler ikke med et medlem derfra, som på nogen måde generer mig, min familie, grupperinger, det gør jeg simpelthen ikke.

Radio24syv: Jeg prøver bare at blive klog på, hvorfor du synes at den her forening For frihed er mere problematisk?

Lisbeth Bryhl: Altså, så kan jeg prøve at forklare det på en anden måde. Man skal ligesom tage udgangspunkt i min præmis, når jeg står der i går, jeg er nabo. De her mennesker der står omkring mig og lytter på det her, det er dem jeg færdes med i min udvidede dagligstue hver eneste dag. Det er deres velbefindende, det er deres tryghed, jeg er optaget af. … Jeg er bare et menneske som bor på Nørrebro, som kerer mig om mine naboer. Så derfor så synes jeg, i den situation, hvor der bliver sagt så voldsomme ting ud i en menneskemængde, hvor der også står muslimer. Der har jeg et behov for som medmenneske, at tage til genmæle. … Det har den virkning på mine naboer, at hvis man er bange for som kvinde, at gå på gaden, som kvinde med tørklæde, så ved man, at er er nogen der kan løfte stemme og sige ‘Nej, det vil vi da ikke have… Selvfølgelig skal der ikke være nogen der griber til selvtægt, fordi de er vrede’. Det er her mit fokus er.

Radio24syv: Hvad synes du om den selvtægt, som de her autonome udviste. Dem som kastede kanonslag og æg efter demonstrationen.

Lisbeth Bryhl: Jeg synes det er skide-irriterende, at jeg ikke kan gå ned og drikke min kaffe fredeligt søndag, som jeg plejer. Jeg synes det er død-irriterende. Jeg synes det er skide-irriterende for nu at sige det så pænt som jeg kan, hele retorikken og hele historien bliver – at der er blevet kastet med ting. Jeg synes det er ærgeligt, fordi det handler altså om at beskytte, eller stille op omkring et fælles mål. Og det fælles mål er et fredeligt nabolag, som vi har normalt.

Radio24syv: – Synes du det var forkert, at de gjorde det? Altså, kastede æg efter demonstrationen?

Lisbeth Bryhl: Ved du hvad? Ligesom jeg siger, at jeg heller ikke gider diskutere andres ideologier, så vil jeg altså helst ikke tages til indtægt for, at der er nogen der kaster med sten. Jeg kunne aldrig drømme om at gøre det. Eller hvad det er de kastede med. Jeg aner ikke hvad de kastede med. Jeg bruger min stemme, og jeg bruger mine handlinger til at vise mine naboer hvad jeg mener om det. Jeg synes faktisk det er meget mere interessant…. Det er jo ikke sådan, at der foregår en hetz mod homoseksueller eller transkønnede eller andet på Nørrebro. Det gør der jo bare ikke. Hvad kan det skyldes? Det synes jeg er super-interessant at undersøge. Det vil jeg meget hellere snakke om.

Jeg synes målet er det vigtigste, og hvad er egentlig målet. Jeg tror målet er det samme vi har. Jeg tror Hizb-ut-tahrir har et mål, der ligner mit mål. Jeg tror Pelle (Dragsted, Kim) har et mål, som ligner mit mål, men hvordan når vi derovre. Det synes jeg er super-interessant.

Radio24syv: Havde det været en bedre dag på Nørrebro, hvis Hizb-ut-tahrir havde afholdt deres møde inde i Korsgadehallen, og ingen udenfor ligesom havde ytret holdning til det.

Lisbeth Bryhl: Hmm, jeg havde haft en mere fredelig dag… Selvfølgelig kan jeg ikke sidder og sige, at det er i orden at kaste med æg mod andre mennesker, det ville jo være skørt, men det ville være meget bedre, hvis vi bare kunne få lov at gøre det. Pegida eller hvad det er de hedder, de skal da også have lov til at sige hvad de vil, men de skal da også vide, at det kommer til at blive modsagt. Selvfølgelig gør det det.

Radio24syv: Jeg bliver lige nødt til at spørge ind til en sidste ting. Du sagde, at du troede, at du og Hizb-ut-tahrir egentligt gerne ville de samme ting.

Lisbeth Bryhl: – Ja, et mål for en bedre. Jeg tror helt givet, at alle mennesker i verden vil have et bedre og lykkeligere liv for sig selv. Det tror jeg. Og det er selvfølgelig et meget stort mål. Man kan jo mene om dem, hvad man vil, men jeg er sikker på, at det samme slags mennesker som jeg er, eller du er. De vil bare gerne have et godt fredeligt dejligt liv, hvor deres værdier eksisterer eller råder. Hvis de ikke kan det, så må man tilpasse sig så meget som de nu kan. Jeg har jo heller ikke den verden, jeg gerne vil have.

Radio24syv: Men problemet er jo, at det omfatter sig selv, som du siger. De vil have det bedste liv for sig selv, men de vil jo ikke have det bedste liv for homoseksuelle eller frafaldne muslimer, som skal slås ihjel, og så videre. Kunne man ikke sige, eller jøder, som de også prædiker had imod. Det er vel ikke en verden man gerne vil have?

Lisbeth Bryhl: Nej, altså. Nu siger jeg det igen. Jeg vil så nødigt udtale mig på deres vegne. Det er ikke derfor jeg har sagt ja til at være med i dag. Jeg er sikker på. Jeg er stensikker på, at alle dem jeg kender fra Hizb-ut-tahrir… at de vil det samme. De vil egentligt bare gerne have et godt og fredeligt liv. Så kan det være, at vores værdier er meget forskellige…

(Lisbeth Bryhl forklarer sig på Facebook, 6. november 2016)

Afrunding. For yderligere om For friheds demonstration henviser jeg til tidligere post, samt en række Youtube-videoer på forskellige profiler. Et godt overblik der inkluderer Lisbeth Bryhl kan ses her. Angrebet på For frihed fornemmes her. Det Bryhl postulerer er ulovlig ’selvtægtsretorik’ kan høres i talerne, eks. Tanja Groths Her kan også ses bannere med paroler såsom ‘Hizb-ut-tahrir – Forbud og tvang til alle’.



13. november 2016

Bataclan genåbner på årsdag for Islamisk Stat-angreb med Sting, der introducerer sangen ‘Inch’allah’

I dag er det et år siden Islamisk Stat-jihadister angreb Paris-spillestedet Bataclan og myrdede 89 koncertgæster. Bataclan blev i går genåbnet med Sting, der godt et time inde i koncerten præsenterede ‘Inch’allah’, en sang om flygtningetragedien i Middelhavet med disse ord: ‘Inch’Allah’, ‘c’est un mot magnifique’ (Inch’allah, Allah er et smukt ord. Dokumentation på Twitter (I, II). Mere hos Snaphanen.

Det hører med til historien, at Bataclan-overleveren, Eagles of Death Metal-forsangeren Jesse Hughes blev forment adgang. Hans første reaktion på Bataclan-massakren var ikke tilgivelse, men vrede, og han stod siden frem som Trump-tilhænger. Denis Leary said it.

(Sting spiller ‘Inch’allah’ i i Bataclan, 12. november 2016; Foto: Twitter)

“Sting. He want’s to save the seals, the rainforrest, how about saving your hair, okay pal.” (Denis Leary, 1992)

Oploadet Kl. 11:35 af Kim Møller — Direkte link55 kommentarer


2. november 2016

Om moralen i ‘The Walking Dead’: At væbne sig for sine venner, og gøre det nødvendige og rigtige…

I morgen aften er der premiere på Christian Lollikes seneste teaterstykke ‘Living Dead‘, en gyserforestilling med et tvetydigt scenarie, der vist er tiltænkt at være et angreb på fremmedfrygt: “Nu er de her, flygtningene er nået frem til din by. En strøm af zombier, der har taget frygten med til Europa, og som ingen kan kontrollere. Humanismen står for fald, skal vi kæmpe eller flygte?”

Selvom jeg elsker koncentreret dystopi, så er jeg ikke vild med zombiefilm, og har ikke set en af slagsen siden ‘World War Z’ (2013). Den velproducerede ‘The Walking Dead’-serie siger mig intet, men det er ikke desto mindre en læseværdig kronik af Johan Christian Nord i Critique – Zombie-angreb, samfundssind og væbnede venner.

… alt er blevet anderledes. Din by er inficeret. Et virusfænomen af hidtil uset art og omfang er brudt ud – og det er dit held, at du blev glemt på koma-afdelingen og ikke forsøgt evakueret med de mere mobile patienter, som man mente at kunne redde, men hvis indvolde nu er blevet ædt af levende døde, og hvis kroppe nu selv vandrer sultne rundt i det, der før var deres verden.

Netop dette skræk-scenarie vågner vores hovedperson – og stilsikkert klichéprægede – western-helt, Rick Grimes, op til i første sæsonafsnit af den amerikanske zombie-tv-serie The Walking Dead. Serien er ét af de mere hårdkogte udslag af den bølge af amerikanske kvalitets-tv-serier, som for tiden toner frem på vesterlandets skærmflader og med rette har vundet fodfæste.

(Foto: The Walking Dead)

Så lad os gå tilbage til begyndelsen – tilbage til den optakt, der slår klangen an for hele seriens videre forløb. Som nævnt befinder vores heroiske cowboy-type sig i et hospitalsværelse. Snart forstår han, at det ikke bare er hans lille liv, men også hele den store verden, der er gået af led, og at hans elskede familie nu befinder sig et sted derude – uden ham. Rick Grimes træffer hurtigt sin beslutning, for han er politimand, ja, han er en udpræget sherif-type, så han bliver snart klar over, hvad der kræves af ham – nemlig alt. Så vores helt sætter alt ind på at redde sig ud af den angrebne by og genfinde sin familie. …

I The Walking Dead udmales menneskelivet som en kamptilstand, hvor samfundssind og voldsberedthed er den toklang, der som det eneste kan sikre livet og freden – og hvor humanismens hævdelse af den våbenløse menneskegodhed er selve det modbillede, som er under konstant angreb og anklage. Undervejs i de foreløbigt seks sæsoner føres vores helte-familie og de mennesker, de kommer til at stå i et valgslægtskab og skæbnefælleskab med, ganske gradvist og med stilfærdigt eskalerende intensitet gennem en lang række af trusler, konfliktniveauer, moralske dilemmaer og overlevelseskampe, der ikke kun handler om den overhængende livsfare, som de omvandrende døde udgør. For det er selve seriens smagfuldt urovækkende intensitetsgreb, at det, som tiden går sin uhyggelige gang, viser sig slet ikke at være zombierne, der er det farligste anslag mod familiens liv og menneskeværd, men derimod den gradvise forråelse, der bryder frem i takt med, at murværket krakelerer i det, der før var en civilisation. Heri ligger seriens storhed: Den er en blanding mellem en action-glad westernfilm og et skæbnetungt folkesagn af den gamle skole; et udsyret og skamløst skarpskårent billede på, hvad der sker med (nogle) mennesker, når bæsterne er løs, tøjlerne slækkes, og den enes død – i ganske konkret forstand – bliver den andens brød. …

I kampen for overlevelsen og bevarelsen af et samfundssind præget af en grundlæggende åbenhed over for andre nødlidende, der kan indoptages som medarbejdere for det fælles gode, møder vore hovedfigurer to grunddrifter, som strider imod og undergraver håbet om opretholdelsen af et menneskeværdigt liv i den zombie-hærgede verden. Den ene af disse grunddrifter viser sig i sammenstødene med en række forbryderiske bander af fjendtligt sindede mennesker, som efter den kendte verdens sammenbrud har givet sig hen til et dyrisk liv, hvor volden råder, og hvor dem, der ikke er en del af voldsgruppen behandles som modstandere – og endda byttedyr.

… den voldsberedte og udfarende umenneskelighed er netop kun den ene af de to grunddrifter, der truer gruppens overlevelse. Den anden er mindre håndfast, men på ingen måde mindre truende – ja, ofte viser den sig faktisk at være langt farligere end fjendernes udfald. Undervejs i hele fortællingen møder vi således en fremhævning af et personlighedstræk eller, rettere sagt, en personlighedsbrist, der ikke blot skildres som ufordelagtig, men decideret farlig og afskyvækkende, i en zombie-hærget verden, nemlig det venligsindede menneske modvilje mod at bære våben og anvende vold. Denne brist i viljen og væsenet fremstilles som et levn fra den gamle verden, et kulturprodukt, der er groet frem i fredens jord, men som nu er direkte livsfarlig, når man står ansigt til ansigt med den rovdyradfærd, som er selve grundriften i zombiernes væsen og også har bemægtiget sig de moralsk afstumpede mennesker. To nedkogte eksempler er tilstrækkelige til at indramme seriens grundudsigelse om den frygtsomme pacifisme – og al dens uvæsen.

På en række kernesteder i fortællingens lange løb møder vore helte grupper eller enkeltmennesker, som ganske enkelt ikke har forstået alvoren. Her skildres der blandt andet en fromladen bondefamilie, som lever i en drømmeverden, hvor håbet om, at alt igen skulle kunne vende tilbage til normaltilstanden før zombie-epidemiens udbrud har gjort dem ude af stand til at forstå, hvad det indebærer, at deres afdøde familiemedlemmer og venner nu er frådende monstre, som vil slubre de endnu levendes indvolde i sig, lige så snart de får mulighed for det. Disse hjertensgode bondegårds-pacifister nægter at aflive zombier, og de opbevarer sågar familiens afsjælede moder og andre af gårdens kødædende kadavere i en lade, hvor de dagligt fodrer dem med friske kyllinger. …

Selv under et zombie-angreb er den slags ikke i orden – i hvert fald ikke ifølge vore venner. For man svigter ikke sit ansvar, og i zombie-land er en våbenløs mand altid en ansvarsløs mand. Men den skyldige angrer, og ved sheriffens mellemkomst ender selv et mildt præstegemyt med at forstå, at den, der har alvor i sit liv og kærlighed til sine medmennesker, må være villig til at værne fællesskabet med våben. For det er dét, hele fortællingen handler om: Viljen til at fastholde samfundssindet, væbne sig for sine venner og gøre det, der både er nødvendigt og rigtigt i en verden, som ikke længere er sig selv.

Så god fornøjelse med zombie-angrebet, og husk at få dig et jagttegn og indkøbe konserves – masser af konserves!



31. oktober 2016

“Når borgerligheden er udraderet fra kunsten, så bliver det venstreorienterede opfattet som apolitisk.”

“Kadaverborgerligheden er et produkt af årtiers antiborgerligt kulturelt syrebad.”, skriver Eva Agnete Selsing i Berlingske, og opridser eksempler på kulturradikalismens altomfattende dominans. Rune Selsing skriver specifikt om moderne kunst i JP.dk – Hvorfor moderne kunst er venstreorienteret.

“Gad egentlig vide, hvorfor almindelige småborgerlige danskere føler et vist ubehag ved moderne kunst? Hvor kommer den der fornemmelse af fremmedhed og afstandtagen fra? Svaret er, at lige bag kunstens kryptiske ydre, er den helt fundamentalt en krigserklæring til det borgerlige liv. Det gennemgående greb i tidens kunst er at få beskueren til at se verden på en anden måde. Få os til at opfatte det, vi tog for givet, som løgn. Virkeligheden, der slet ikke er virkelig. Verden i opløsning. Dagligdagsnormer som fascistiske. En mors amning som noget frastødende. Et barneliv fyldt med sex. Familien som ond og undertrykkende. Grimhed hvor vi troede, der var skønhed. Meningsløshed, hvor vi troede, der var mening.

Det er jeg sikker på, at langt de fleste danskere intuitivt kan fornemme, men det er straks sværere at beskrive hvorfor. Kunsten er (ofte) subtil, og det bagvedliggende budskab er ikke noget, man umiddelbart kan dechifrere. Ofte ikke engang kunstneren selv.

… Den nominelt borgerlige Hesseldals æstetiske tunnelsyn er løjerligt fikseret på og underlagt de røde dogmer – altså at kunsten skal udfore vores konventioner, vores syn på verden og vores levevis. Han tror formentlig, at vi bare har at gøre med nogle tilfældige idealer, der ligesom bare er en vogue nu, og ænser ikke, at det er nogle helt bestemte konventioner, en bestemt moral og en bestemt levevis, kunsten vil gøre op med. Det er det eksisterende. Det borgerlige. Det oprør er nu blevet så institutionaliseret, og det ikke længere er til at få øje på. Et ikke-figurativt billede gør ikke længere op med det figurative, for ingen kan huske, hvordan den figurative så ud! Når god kunst skal defineres, så findes den slet ikke.

I det totale fravær af den klassiske (borgerlige) kunst, kan modernismens tilhængere ikke længere opfatte sig selv som et opgør. Når borgerligheden er udraderet fra kunsten, så bliver det venstreorienterede opfattet som apolitisk.

Oploadet Kl. 09:53 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer


24. oktober 2016

Rune Selsing: Hvis man er ligeglad med Danmark, giver det selvfølgelig ikke mening at lukke grænsen

Rasmus Brygger er ærligere end de fleste, men problemet stikker dybere. Fremragende kommentar af Rune Selsing – Ligeglad med Danmark.

“Derfor var det opsigtsvækkende, da den liberale debattør Rasmus Brygger tidligere på ugen bekendtgjorde, at han er temmelig ligeglad med sit land. Faktisk føler han ikke engang nogen særlig forpligtelse over for danskere. Næh, han kunne lige så godt være forpligtet over en muslimsk afghaner, som over for en vilkårlig dansker. For denne i mine øjne absurde udmelding modtog han en stormende støtte, blandt andet fra tidligere studievært Anja Bo, fra bloggeren Amalie Lyhne og fra et par fallerede kandidater fra Liberal Alliance.

… Ingen tvivl om, at det er et ekstremt synspunkt, og det er næppe til at opdrive i sin rene form særligt mange steder, men det er vigtigt at forstå, hvad den indifferens over for fædrelandet betyder for den politiske tilgang til spørgsmål om kultur og indvandring.

Tænk på, hvad sådan et etisk udgangspunkt betyder for spørgsmålet om flygtninges ret til at komme til Danmark. Giver det overhovedet den mindste smule mening at lukke grænsen, hvis man er ligeglad med Danmark? Enhver diskussion om følgerne af indvandringen, det være sig offentlige udgifter, øget kriminalitet eller parallelsamfund, bliver underligt meningsløs, når udgangspunktet ikke er, hvad der er bedst for Danmark.

Derfor må vi også erkende, at store dele af den offentlige debat er forloren; en skindebat. Vi lader, som om vi diskuterer tørklæder, kønsopdelt svømmeundervisning, vold og grænser med det samme normative udgangspunkt: nemlig at bevare og beskytte den lille tillidskultur, vi har fået i arv. Det gør vi bare ikke! For nok er Brygger, Lyhne og co. en afvigende minoritet i så henseende – men dels bor denne minoritet gerne i indflydelsesrige mediekredse, og dels kan vi genfinde udvandede udgaver af dens hårde synspunkt andre steder. For der er faktisk danskere, der ikke nødvendigvis forestiller sig, at vi kan eller skal bevare Danmark, som vi kender det.

… Men de kategorisk forskellige grundlag, vi forsøger at tage de livsvigtige integrationsdiskussioner på, gør holdningslandskabet unødigt tåget og uforståeligt. Vi bør i stedet tage de antinationale på ordet og huske på, at de har et radikalt anderledes etisk syn på Danmark, på slægters gang og på det, vi skal give videre til vores børn. Vi vil ikke det samme. Med den erkendelse bliver alle bedre rustet til at tale om tidens vigtigste emne.”



18. oktober 2016

Jarlovs troskab vs Bryggers apati: ‘Ideer har intet fædreland’, synger socialister og liberalister i kor…

For et par uger skrev Rasmus Jarlov en opdatering på Facebook, der blev voldsomt kritiseret. “Sit fædreland skylder man alt.”, var en ukontroversiel konstatering under 2. Verdenskrig, og forblev det helt frem til 1970’erne, hvor kulturmarxismen sejrede med konstruktivistiske floskler. Kritikken af Jarlov, kom ikke kun fra hardlinere på venstrefløjen med antipati for nationalstaten, men også fra ideologiske liberalister. Det lød ‘rabiat’ og ‘totalitært’, som “når en fanatiker vil dø for religion”, for nu at gengive personer med tilknytning til Liberal Alliance.

Herunder en opdatering fra Rasmus Brygger, der kan siges at være Jarlovs modsætning. Han vil ikke dø for Danmark, er ‘ligeglad’ sit land, og mener i øvrigt danskhedsdebatten er overfladisk. Det afgørende er ‘hvem man deler værdier med’ (!), ikke hvilket territorium man tilfældigvis befinder sig på. Frihedssøgende individer findes overalt, og kunne være ‘muslim i Kabul’.

Argumentationen er fuldt på højde med Emil Sloth Andersen, der på Radio24syv her til morgen kritiserede “den her voldsomme liberalisering af ungdommen, hvor man er sin egen lykkes smed”. Når man er medlem af Det Radikale Venstre, kan man ikke brokke sig over sædernes forfald. Problemet er desværre ikke isoleret til Rasmus Brygger. Problemet er langt større.

“Jeg ved godt, at det er lidt upopulært at mene i disse nationalistiske tider: Men jeg er egentlig temmelig ligeglad med mit land. Jeg føler ærligt talt ikke en større forpligtelse overfor danskere end vores svenske naboer på den anden side af sundet eller tyskerne mod syd.

Jeg har et tilhørsforhold til de mennesker, som jeg deler værdier med. Dem der tror på frihed, medmenneskelighed og ansvar. Og det er da uanset, hvor de bor. Derfor kan jeg sagtens have mere til fælles med en muslim i Kabul eller en studerende i Hong Kong, end en vilkårlig dansker.

Hvorfor have et særligt tilhørsforhold til lige de 5.724.456 personer jeg tilfældigvis befinder mig indenfor samme grænse som? Hvis man bruger danskhed til at kvalificere og diskvalificere mennesker, så er man i mine øjne blottet for fællesskabet med reel betydning. Og hvor er det egentlig ærgerligt, at det er den slags overfladiskhed, der skal fylde i den offentlige debat.”

(Rasmus Brygger på Facebook, 17. oktober 2016)

“Godt skrevet ! Du har ret – ideer har intet fædreland.. Vores solidaritet med andre skal ikke være nationalt afgrænset, men verdensomspændende” (Mads Wilman)

“Der er absolut intet naturligt endsige menneskeligt ved nationale grænser. De er en fiktiv konstruktion – streger på et stykke papir.” (Nicole Benros)

“Nationalisme – hvis du ønsker at tage æren for noget, som du ikke har en andel i samt hade folk, som du ikke kender.” (Morten Knudsen)



13. oktober 2016

Lisbeth Zornig om kønsopdelt shia-optog med tilslørede pigebørn: “Det er helt sikkert en glædens dag”

På en af de her på siden bragte Ashura-videoer, kan man se en glad lyshåret kvinde filme optoget. Det viser sig at være den dømte menneskesmugler Lisbeth Zornig, en af landets bedst kendte ‘Social Justice Warriors’. Hun sendte live på Facebook, og den næsten syv minutter lange video bør ses i sin helhed. Et monument over tidens kulturrelativisme.

Der er flere højdepunkter. Hendes kampfælle, der tager demonstrationens paroler for pålydende – at imam Hussein, vitterligt er ‘forkæmper for retfærdighed’, og selv slutter, at han ‘lyder som en god fyr”. Så er der også de mange spontane kommentar fra Zornigs venneliste: “er der så mange der ikke går på arbejdet ?”, “Mænd og kvinder går adskilt!!!”, og de mere bramfri: “et KJØBENHAVNER billede anno 2016, hvordan var det i 1945?”. På et tidspunkt er videoen fyldt med vrede smileys, så alle deler ikke begejstringen.

Værst er Zornigs kommentar, da gaden bogstavelig talt er sort af kvinder, og der zoomes ind på en tilsløret 9-10 årig pige: “Altså, det er helt sikkert en glædens dag her”, lød kommentaren. Nævnes må også brochureoplæsning med henvisning til Ohussein.dk, Imam Ali-moskéens side, Den Islamiske Stat Irans uofficielle talerør. Jeg tænker byggekraner.

Bedst er en ældre dansk mand, der uopfordret kommenterer i baggrunden: “Så laver de terror rundt omkring i verden – er det retfærdighed?” (sic). Da Zornig går i dialog, og forsøger at få ham til at udglatte, opridser han kort hvad alle tænker om den her kønsopdelte glædelige sørgemarch for en mand der døde i år 680: “Det bryder jeg mig ikke om.” Ingen grimme ord, blot en konkret utvetydig afstandtagen.

Videoen i fuld længde.



12. oktober 2016

Ashura-procession, Nørrebro, 12. oktober 2016

De fire videoer er ikke helt så udanske som den jeg bloggede i søndags, men dagens procession på Nørrebro var større, og antallet skræmmer. De her mange marcherende shia-muslimer er blot en minoritet indenfor en minoritet.

(Ashura-optog på Nørrebrogade, 12. oktober 2016; Youtube: I & II)

Oploadet Kl. 15:08 af Kim Møller — Direkte link27 kommentarer
Arkiveret under:


29. september 2016

Danskhedsdebat i Rushys Roulette: Definitionsmagten kan ikke vindes på modpartens præmisser…

“… der er 5,6 millioner måder at være dansker på”, citeres Nationalpartiets Kashif Ahmad for i Berlingske. En udtalelse til 1-1 matcher elevrådsformand Jens Philip Yazdanis hjerneblødning i gårsdagens Rushy Roulette på Radio24syv: “… der er mange forskellige måder at være dansk på, som alle sammen er lige gode”. Hvis danskhed inkluderer alt, så eksisterer danskheden ikke. Danskhed ekskluderer i sagens natur ikke-danskere.

Rushy Rashid indledte med et af Mogens Glistrups mange paradigmeforkastende håndkantslag, hvad blev relateret til Martin Henriksens meget omtalte kommentar til Langkær Gymnasiums elevrådsformand. Socialdemokraten Anne-Marie Meldgaard, der selv har været med til at uddele statsborgerskaber, mente Henriksens udtalelser var udtryk for ‘fordomme’. Det er nu fordomsfuldt, ikke umiddelbart at mene J.P. Puriya Yazdani er dansker. 360 grader idioti.

(Rushy Rashid under debat med Mogens Glistrup, TV3, ca. 1997)

Rushys paneldeltagere er castet ideologisk, og intet kan efterhånden overraske. Med over telefonen var dog Dansk Folkepartis Kenneth Kristensen Bernt og Nye Borgerliges Pernille Vermund. De var enige i forhold til Glistrup, omend programmets framing af Martin Henriksen, fik Vermund til at istemme udsendelsens overordnede tendens: “Det vender sig i mig, når jeg hører det, og sådan havde jeg det også, da jeg så Martin Henriksen i Debatten.”

Hvor multikulturens fortalere kan tale frit fra leveren, så skal multikulturens modstandere hele tiden veje ordene på en guldvægt. Hvor venstreorienteret politik forstås som en ‘god-bedre-bedst’-trappe af humanisme, så tvinges højrefløjens politikere til at navigere i noget der opfattes som en ‘borgerlig-højreradikale-nazist’-glidebane mod rendyrket ondskab. Et faktum der automatisk flytter tyngden mod venstrefløjens status quo.

Man vinder ikke definitionsmagten med debat om graden af egen ondskab, men langt de fleste borgerlige tæskes alligevel på plads med vedholdende brug af associationer. Det er nemmere at være køkkenbordsblogger, end politikeren i front, indsat i mediernes krydsild. To forkerte ord, og nazisten er afsløret, så at sige.

(Daud Aron Ahmed, kæreste med Exit-cirklens Khaterah Parwanid, 27. september 2016)

Udsendelsen kan høres på Radio24syv.dk

Rushy Rashid, Radio24syv-vært: … da jeg sad forleden dag, i torsdags, og hørte Martin Henriksen komme med sin kommentar til Jens Philip, der sad jeg med en mavepuster. En ung mand, søn af en dansk mor, iransk far, bliver fuldstændigt frataget sin ret til at kalde sig selv dansker. Jeg har børn der ligner ham. … Det gjorde hamrende ondt, ville jeg sige. Jens Philip, det var dig det gik ud over. Hvordan var det for dig at få sådan en kommentar?

Jens Philip Yazdani, elevrådsformand: I virkeligheden der var jeg ret målløs, og det gjorde i virkeligheden ikke så ondt på mig, for jeg kunne faktisk overhovedet ikke tage det seriøst. … Det er så useriøst, det er så usagligt – at Martin Henriksen ikke vil sige om jeg er dansk eller ej, fordi det eneste der adskiller mig fra de mennesker han uden at tøve ville kalde danske, det var at jeg stod der og havde brunt hår og brune øjne, og efternavn der lød lidt fremmed i det. På alle andre parametre er jeg fuldstændig dansk. … Det eneste der skilte mig ud var min hud- og hårfarve, og så mit efternavn. … muslimer skal hele tiden lægge øre til den her mistænkeliggørelse… Der er ikke noget der tyder på at jeg er muslim, udover at jeg er brun… Vi har religionsfrihed i danmark, og på den måde burde det ikke være relevant hvorvidt jeg er muslim eller ej.

Rushy Rashid: … normalt så ville min mand aldrig blande sig, han holder sig langt væk fra denne her debat, men men Martin Henriksens kommentar fik ham til at skrive følgende…: ‘Det kunne være mine børn. Oldebørn af frihedskæmpere og hårdtarbejdende jyder, der blev bortdømt som værende ikke-danske. Det krænker mine børn, og det krænker mig at nogen overhovedet tillader sig at agere dommer.‘ Det nagler det lidt. Hvad siger I i studiet? Nu peger jeg på dig Kenneth. Jeg ved godt at du selvfølgelig ikke skal stå til ansvar for hvad Martin Henriksen siger, men dit parti står jo fast på de ting som Martin Henriksen giver udtryk for. Hvordan lyder det i dine ører…

Kenneth Kristensen Bernt, Dansk Folkeparti: I forhold til den konkrete debat, i forhold til Jens Philip, så syntes jeg efterhånden, at det er ved at blive en smule kedsommeligt. Jeg synes ikke debatten skal handle om en person… Det der er vigtigst er at man føler en loyalitet overfor det samfund man er en del af, og hvis man gør det, så er der rigtigt meget der tyder på at man er dansk. … Han er dansk, men det kan man altså ikke bare lige vurdere når man ser folk i ti sekunder. eg tror han er dansk, men det kan man ikke bare vurdere på ti sekunder.

Pernille Vermund, Nye Borgerlige: … et eller andet sted, så kan jo ikke forbyde folk at dømme om den ene er mere dansk end den anden, men for mig handler det, og her er jeg fuldstændig enig med Kenneth: At føle sig dansk, det er hvad man er i hjertet. Hvis man drager ud og kæmper for Islamisk Stat imod danske tropper, så er man i min verden ikke dansk. Det kan godt være vedkommende føler sig dansk, men jeg vil ikke betragte vedkommende som dansk. Omvendt. Min pizzamand som oprindeligt er kurder, han er dansk statsborger, han er for mig dansker. Det er han, ikke fordi han har sin kurdiske oprindelse, sin kurdiske arv. Han er det, fordi han ikke kun har taget danske værdier til sig… men faktisk også er klar til at kæmpe for dem. … Så for mig er han dansk i hjertet.

[…]

Anne-Marie Meldgaard, Socialdemokraterne: Udefra, så er fordomme jo det der meget ofte resulterer i sådan nogle udtalelser, som dem der kommer fra Martin Henriksen eller andre… Jeg kan slet ikke forstå vi skal have den her diskussion.

Jens Philip Yazdani: … man kan jo at folk stadig bliver vurderet af folk ude på højrefløjen, på trods af, at de er nogle gode demokratiske medborgere. … På trods af, at vi har levet et multikulturelt og multietnisk samfund, i så lang tid, endnu ikke har anerkendt og indset, at der er mange forskellige måder at være dansk på, som alle sammen er lige gode. … mens de så samtidigt noget kulturelt bagage fra deres forældre, og de lande de kommer fra. Det gør dem ikke til mindre danske, det gør dem bare danske på sin egen måde. … Jeg synes ikke engang man skal vurdere hvorvidt folk er danske eller ej. Det skal være op til den enkelte at gøre. Jeg synes ikke der er nogen andre end en selv, der skal vurdere hvorvidt man er dansker eller ej.

[…]

Rushy Rashid: Kan man være dansker og muslim?

Kenneth Kristensen Bernt: Jeg vil sige det sådan, at der i hvert fald er visse former eller måder man praktiserer Islam på, som kan udelukke at man bliver dansk. … det kræver at man har et meget afslappet forhold til sin religion.

Pernille Vermund: Jeg vil virkelig gerne frabede mig, at blive taget til indtægt for det du gjorde først. Glistrups udtalelser, jeg har det fuldstændigt ligesom dig. Det vender sig i mig, når jeg hører det, og sådan havde jeg det også, da jeg så Martin Henriksen i Debatten. Hvis præmissen for det her program, er at jeg bliver taget til indtægt for Glistrups udtalelser, eller Martin Henriksens udtalelser, så vil jeg egentligt heller gå ud og bruge min tid på noget andet. Når vi så har sagt det. Selvfølgelig kan man være dansker, når man er muslim. … de muslimer, eller andre folkefærd, der siger at de er mere noget andet end dansk, så er det jo svært at være en del af vores fællesskab.

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper