11. maj 2016

Indvandrere truer flere Nørrebro-beværtninger: Alkohol forbudt – “Nør­re­bro hører under sha­ria”

Jeg har tidligere bragt historier om islamisk dominanskriminalitet mod værtshuse såsom Café Viking (Nørrebro, 2012), Café Dannebrog (Vanløse, 2015) og nu er den gal igen på Nørrebro, blandt andet mod Café Heimdal. En bar der har navn efter ‘Gudernes vogter’ i den nordiske mytologi.

Når alt kommer til alt, så er Vikingen uddød, Dannebrog jordslået og Heimdal forsvarsløs. Ikke engang Nørrebros venstreradikale har pondus til at ‘reclaime’ gaderne, når modstanderne er voldelige. ikke som nazi’erne i Redox-udgivelser, men sådan i virkeligheden.

MSM undlader at perspektivere, men når vi taler hærværk, trusler og ‘beskyttelsespenge’, er der også et religiøst rationale. Beskeden er klar: Vi ejer Nørrebro, her hersker sharia, og danskere er blot andenrangsmennesker. Når venstrefløjens ikke mere råber ‘Ingen racister i vore gader’, vil den doktrinære racisme være overalt.

Radio24syv har historien – Værtshuse på Nørrebro udsat for hærværk og afpresning: Politiet svigter os.

“Værts­hu­se­jere på det ydre Nør­re­bro i Køben­havn har i måneds­vis des­pe­rat for­søgt at få Køben­havns Politi til at gribe ind over for en gruppe helt unge med ind­van­drer­bag­grund, der udsæt­ter mindst to værts­huse for trus­ler, chi­kane, hær­værk og afpres­ning ved højlys dag. Men de unges hær­gen fort­sæt­ter uhin­dret. Det for­tæl­ler Radio24syv i dag.

‘For nylig kom nogle unge mænd ind på baren og råbte, at alle gæster skulle for­lade ste­det. De råbte så, at ste­det til­hø­rer dem, og at Nør­re­bro hører under sha­ria, så der ikke måtte drik­kes alko­hol,’ for­kla­rer Heidi Dyr­ne­sli fra Café Heim­dal ved Nør­re­bro Sta­tion i Køben­havn.

Tre værts­hu­se­jere og ansatte står i dag frem i Radio24syv og beret­ter om, hvor­dan grup­pen af unge er tru­ende, kaster kanonslag ind af døren, bro­sten gen­nem vin­du­erne eller cyk­ler mod ruderne, uden at poli­tiet gri­ber ind.

(Café Heimdal anno 2016, Heimdalsgade, Nørrebro)

Ejerne af Mucki Bar for­tæl­ler, at de flere gange om ugen – dels ved at ringe 112, dels ved at udløse en sær­lig over­faldsa­larm – for­sø­ger at få poli­tiets hjælp, men enten ankom­mer poli­tiets patrul­jer sent eller også beder poli­tiet bare par­ret om at beskrive ger­nings­mæn­dene. …

Poli­tiet bør stå frem og sige, hvis poli­tiet ikke kan magte opga­ven. Det ville vi kunne for­stå, for så ved vi, at de er ærlige. Men betjen­tene bli­ver ved med at sige, at vi skal ringe, hver gang, der sker noget. Vi skal ringe og anmelde det, men de gør jo ingen­ting ved det. …,’ siger Moham­med Ahmed.

I en gen­nem­sig­tig plast­pose på baren i den til­rø­gede værts­hus­stue lig­ger en bro­sten, som Bir­gitte Fis­cher har gemt fra et tid­li­gere angreb.

‘Vi sam­lede for­sig­tigt ste­nen op og lagde den i en pla­sti­cpose, fordi vi tænkte, at poli­tiet måske kunne tage fin­ger­af­tryk. Men de ville ikke have den,’ for­tæl­ler Bir­gitte Fis­cher. …

Få hund­rede meter fra Mucki Bar ople­ver værts­hu­set Café Heim­dal ved Nør­re­bro Sta­tion lig­nede chi­kane, dog uden at der direkte er sket afpres­ning.

Her er der flere gange ble­vet kastet fla­sker, sten og cykel­lyg­ter ind ad døren. Da en gruppe af unge mænd gik ind på værts­hu­set og råbte, at ‘Nør­re­bro hører under sha­ria’ og der ‘ikke måtte drik­kes alko­hol,’ kom poli­tiet ikke.

Da vi rin­gede til poli­tiet, bad de bare om et sig­na­le­ment af de unge mænd. Vi for­talte, vi havde video­over­våg­ning, men de kom ikke. Vi er bange for, at det her er star­ten på et nyt pro­blem med afpres­ning af værts­hu­sene; noget, som vi har ople­vet før her på Nør­re­bro,’ siger bar­ten­der Heidi Dyr­ne­sli fra Café Heim­dal.”

Apropos.

(Café Heimdal anno 1916, Heimdalsgade, Nørrebro; Foto: Kulturarv.dk)

“At unge lovovertrædere råber om sharialovgivning mens de begår hærværk er imidlertid langt fra ensbetydende med, at forbrydelsen har et religiøst motiv.” (Københavns Politi, Kommunikationsafdelingen, 11. maj 2016)

Oploadet Kl. 12:54 af Kim Møller — Direkte link36 kommentarer

Thomas Hoffmann: ‘Jeg har været lidt træt af beskrivelsen af muslimer som nogle, der altid er reaktive’

Interessant artikel af Leny Malacinski, der har fået den helt rigtige overskrift. Herunder en bid fra Weekendavisen med Trevor Phillips, Mehmet Necef og ikke mindst Thomas Hoffmann – Gensidig modvilje (4. maj 2016, ikke online).

“For knap 20 år siden var han med til at gøre ordet islamofobi til hvermandseje i England, da han stod bag rapporten Islamophobia: A Challenge for Us All (1997). Dengang var Trevor Phillips formand for tænketanken The Runnymede Trust, der provomerer multikulturalisme. Den tidligere Labourpolitikers antagelse var, at indvandrere ekskluderes fra et fællesskab, som de ellers ønsker at blive en del af, men nu viser en undersøgelse blandt britiske muslimer, som han var med til at præsentere på britisk tv, at mange slet ikke ønsker at blande sig med ikkemuslimer.

Ifølge undersøgelsen træder hver femte muslim aldrig ind i et ikke-muslimsk hjem. 17 procent ønsker at leve et separat, islamisk liv. 40 procent mener, en kvinde skal adlyde sin mand. Halvdelen mener, at homoseksualitet skal forbydes, og hver fjerde ønsker sharia-love i stedet for demokrati. 18 procent sympatiserer med vold mod dem, der håner profeten Muhammed.

Undersøgelsen afslører et problem, som det ikke har været politisk korrekt at tale om, mener Trevor Phillips i dag.

‘Ikke-muslimer, som bor og arbejder i områder med mange muslimer, har været ubehageligt bevidste om forskellene længe, men mange er for bange for at blive stemplet som islamofober til at rejse diskussionen,’ skrev Trevor Phillips i The Times.

Hans erkendelse kaster nyt lys på, hvem der egentlig udelukker hvem i et multikulturelt Europa, der har forsøgt at knække koden til sameksistens med integrationsprojekter, dialogmøder og religiøs forståelse. … Den diagnoselignende tilstand, islamofobi, optræder i adskillige rapporter fra FN, EU og både nationale og internationale islamiske organisationer.

(Channel 4-dokumentar What British Muslims Really Think, 15. april 2016)

Mens det akademiske ordforråd er rigt, når det kommer til majoritetssamfundets udelukkelsesmekanismer, findes der ikke et tilsvarende ord for indvandrere, der fravælger danskere eller dansk kultur.

Hvad kalder man det for eksempel, når muslimer sender deres børn på muslimske skoler, hvor de vokser op uden en eneste dansk klassekammerat? Når det bruges som et skældsord, at nogen er blevet for dansk? Eller når muslimske forældre ikke accepterer, at deres barn gifter sig med en dansker? Af en undersøgelse fra 2006 fremgik det, at knap 7 ud af 10 danske muslimer ønsker, at deres børn gifter sig med en muslim, mens kun hver tredje dansker tillagde religionen stor betydning.

Danskerne var med andre ord mere tolerante over for ægteskab med en muslim end omvendt. Ifølge Mehmet Necef er det tegn på, at racisme mod muslimer overdrives på bekostning af langt mere problematiske mekanismer blandt dem selv.

‘Der findes ikke et modsat ord for det, så vidt jeg ved,’ siger Mehmet Necef, der peger på ‘ dano-fobi’ som det mest nærliggende.

[…]

Derfor er der brug for at forstå fjendtligheden over for Vesten og vestlige værdier på dens egne præmisser, mener religionshistoriker Thomas Hoffmann: ‘Vi må tro på det, folk siger. Hvis muslimer siger, de gør noget, fordi det står i Koranen, må vi tage dem på ordet og tage deres oprigtighed alvorligt,’ siger Thomas Hoffmann. …

Jeg har været lidt træt af beskrivelsen af muslimer som nogle, der altid er reaktive. Som om alt muslimer foretager sig, sker i en reaktion på noget, andre har gjort, og de ikke selv kan være proaktive og tage initiativ på godt og på ondt. Man vil gerne italesætte muslimer som passive ofre, og dermed overser man nogle teologiske strukturer og mønstre, der bruges aktivt af muslimerne selv.'”



6. maj 2016

Om lollandsk friskole: “Et af børnene var afrikaner, og det viste sig at blive et problem. Mest for ham.”

Regeringen vil gerne have flygtningebørn i privatskoler, og følger der penge nok med, så skal der nok være friskoler i udkantsområder der tager chancen. Det har dog på lidt længere sigt ingen gang på jord, da privatskolerne i byerne jo netop eksisterer som et monokulturelt alternativ til en multikulturaliseret folkeskole. Mon ikke flygtningebørnene ender på islamiske friskoler, og det således bliver en ny måde at malke statskassen på.

Berlingske har besøgt Reventlow Lille Skole i Toreby på Lolland, der for få måneder siden indvilligede i at få 36 nye elever fra Mellemøsten, Afghanistan og Eritrea. En beslutning der forøgede skolens indbyggertal med 50 procent, og gjorde ‘værdierne’ til noget man nu skulle kæmpe for.

Et lynkursus i anvendt multikultur, der bør læses i sin helhed – ‘Slagsmålene er i en helt anden kategori, end vi er vant til’.

“Regeringen vil have de private grundskoler til at løfte deres andel af flygtningeopgaven. Med 36 flygtningebørn er Reventlow Lille Skole et foregangseksempel. Skoleleder Mette Green har prøvet det før, men hun er overrasket over, hvor traumatiserede og voldelige de nye børn er.

De 81 elever på Rewentlow Lille Skole på Lolland stod klar med hvert deres lille Dannebrog i hånden, da en ganske særlig bus for to måneder siden parkerede foran skolen.

(Reventlow Lille Skole på Facebook, 16. juli 2016)

Børnenes første skoledag i februar gik fint.

‘Men så startede balladen ellers,’ forklarer skoleleder Mette Green.

‘De var ikke vant til, at der er mad nok. De var ikke vant til, at der er ting nok. Når der skulle tegnes, var der en, der tog alle farveblyanter uden at ville dele. Når vi skulle spise, var der slagsmål. De kendte ikke til køkultur, og alle kæmpede mod alle. …,’ fortæller Mette Green. …

Inden man kan tale om almindelig undervisning, er der mange helt basale ting, som børnene først må lære.

‘Nogle af dem kan knap holde på en blyant. Havde de gået i børnehave, så var de blevet skole-udsat,’ siger Mette Green. …

De 36 asylbørn, skolen modtog i februar, var fra Syrien, Iran, Irak, Afghanistan og Eritrea. Syrerne, som der var flest af, så ned på de andre, og på kryds og tværs var der konflikter med børnenes herkomst som omdrejningspunkt.

Et af børnene var afrikaner, og det viste sig at blive et problem. Mest for ham.

Han blev mobbet groft af de andre nye børn, fordi han var afrikaner og sort. Heldigvis fik han opholdstilladelse og flyttede. Af hensyn til hans sikkerhed kunne han ikke være blevet her. Det ville have været børnemishandling. Så slemt var det. Vi kunne ikke forstå, hvad de sagde, men de hånede ham og var hårde ved ham. Når vi vendte ryggen til, kastede de sig over ham fysisk. Vi måtte have ham tæt på os hele tiden for at beskytte ham. Det var sindssygt. Børnene kører jo med fælles bus fra skolen til flygtningecentrene, og der kunne vi ikke beskytte ham. Så når bussen skulle køre, græd han som pisket. Han vidste jo, at han ville få slag, og at det ville fortsætte næste dag. Vi åndede alle sammen lettede op, da han fik ophold. Det var hans redning.’

Hvilken hjælp fik I med at forebygge det?

Vi blev tilbudt en netværksmedarbejder af asylcenteret. Men han var sort. Og her måtte vi simpelthen sige, at det duede ikke. Han ville jo aldrig få sat sig i respekt. Det var grænseoverskridende at sige nej tak, for det er jo stik imod det, som jeg og skolen står for.’

Det lyder som udbredt racisme blandt børn, der højst er 11 år. Er det din oplevelse?

Ja. Det mener jeg. Skal vi sige det sådan: De har noget med i rygsækken, og den er pakket hjemmefra. Det er en af de store opgaver, og den er svær.’ …

‘Jeg ved jo ikke helt, hvad der sker i hovedet på dem, for vi kan ikke tale sammen. Men deres alarmberedskab er på højeste niveau. Små ting bliver til meget store konflikter. Der kan sagtens komme et slagsmål ud af, at to vil have den samme røde farveblyant. De kaster sig over hinanden, og det stopper ikke, før vi trækker dem fra hinanden. Men det er ikke altid, vi kan det. De slår hårdt, og de kradser. Slagsmålene er i en helt anden kategori, end vi er vant til. Vi kalder det slåskamp for alvor.

Har børnene samme respekt for jer som de danske børn har?

‘… det er langt fra alle, der respekterer lærerne. Det er kvinder, der underviser dem, og kvinder er ikke det, børnene har mest respekt for. Det virker, som om de er vant til, at der bliver råbt ad dem. Måske er de også blevet slået. De kan virke immune over for det, der plejer at virke med danske børn. Men én ting er helt sikkert: De fleste af dem trænger rigtigt meget til nogle kram. Det virker ikke, som om det er, hvad de har fået mest af.’ …

‘Jeg var tæt på at sige: Det her er for meget. Vi må nedlægge den ene af de tre klasser. Lærerne var meget mærkede af det. På et tidspunkt overvejede jeg: Er det her for stor en mundfuld? Jeg tænkte, at det ikke ville vare længe, før forældrene til danske børn ville sige fra. For der var hele tiden slagsmål i frikvartererne, og de nye børn ændrede hele stedet. …'”



27. april 2016

Hørt i Nattevagten på Radio24syv om muslimernes selvvalgte apartheid: “… de holder sig for sig selv”

Der er langt mellem snapsene i æteren om natten, og det er lige før jeg kan leve med Nattevagten på Radio24syv, hvor venstreradikale Keith Thomas Lohse pudsigt nok er blandt de mindst ringe. I nat overhørte jeg en udsendelse med ‘Søren’, der talte i længder om sin kærlighed til Italien og særligt byen Modigliana (sic), som han har gæstet årligt siden 1968. Her var der altid fest på torvet, alle var venner, og en fremmed var blot et knus fra et blive en ny bedste ven. Sådan var det ikke i Danmark, og den sydlandske umiddelbarhed kunne vi lære af, her i det kolde nord.

‘Søren’ var keramiker af uddannelse, og interesserede sig meget for kultur. Læste han avis, så ville det være Politiken. Her lidt fra indslaget.

‘Søren’: … når du så går fra dem, så får du et knus. Det er ikke noget seksuelt. Det har noget at gøre med, at vi som mennesker faktisk egentligt på forhånd næsten elsker hinanden. Fordi at vi, men så er der selvfølgelig, når vi så taler om kulturer. Så er der altså også det i Italien, ligesom der måske også er her mange steder, at muslimerne, eller ‘il musulmani’, som italienerne kalder dem, de holder sig for sig selv. Altså, der er afstand. Der er det meget svært. Jeg har, også i Italien snakket med muslimer, men der skal det helst være et eller andet med, at det er et sted hvor man går igennem en park eller sådan noget, for hvis det er midt på gaden og sådan noget, der, jeg kan godt sige dig, på Storetorvet i Modigliana, der står nogle bænke mod nord hvor muslimerne sidder, og nogle bænke mod syd hvor italienerne sidder. Så der er pludselig noget helt andet, der kommer ind der ik’.

Sanne Gottlieb, Radio24yv: Det er jo nærmest sådan helt apartheid’sk, tænker jeg.

‘Søren’: Ja, det er et faktisk, fordi selv i sådan en by som Modigliana, der er faktisk næsten et muslimsk kvarter, hvor de bor… Det er noget med religionen. Da jeg kom til Modiglianai 1968, er kunne man virkelig mærke, at det var et katolsk land, og så videre. Og jeg er tit, også for at være med i selskabet, også gået med til en katolsk messe, og sådan noget ik’. … Der går jeg selvfølgelig med for ligesom at integrere mig, kan man godt sige. Uagtet, at jeg hverken er døbt eller konfirmeret.

Sanne Gottlieb: Nåh, men alle – nu ved jeg ikke om jeg bliver slagtet når jeg siger det, men alle religioner er jo spændende…

Oploadet Kl. 14:40 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer


23. april 2016

Idehistoriker: Dansk kultur er ekstrem og ikke for alle, flygtninge skal bevare deres kultur og integreres

Man kan høre meget vås i radioen, og det er næsten ligegyldigt hvilken licensfinansieret kanal man vælger. Her til formiddag røg jeg ind i Hviids varmestue på Radio24syv, hvor verdensborgeren Tore Grønne var i studiet for at fortælle om sine oplevelser under længerevarende ophold forskellige steder på kloden. Han havde eksempelvis boet med en kristen sekt i USA, der gik i dialog med Hezbollah, og på eget initiativ havde malet den lokale stormoské.

Endnu værre var et interview med idehistoriker Mette Bærbach Bas, sendt i går formiddags på P4 Østjylland. Hun er forfatter til ‘Kulturspejlet’, en manuel i at overvinde kulturforskelle. På den ene side forstod hun, at dansk kultur ikke var universel, at dansk kultur ikke nødvendigvis var det bedste for alle. Ordvalget var lidt søgt, men vi var på globalt plan ekstreme i forhold til flere kulturelle parametre, eksempelvis i forhold til tolerance – at der skulle være plads til alle. Fine iagttagelser, der vanskeligt kan forenes med den igangværende masseindvandring.

Ikke desto mindre afsluttede hun interviewet med pæne ord om ‘Venligboerne’ og postulatet om at flygtninge kom til at Danmark for at blive integreret. For at blive som os, så at sige. Men altså, hvis flygtninge flygter fra krigens gru, så er det et fravalg af krig, og ikke nødvendigvis et aktivt tilvalg af dansk kultur med alt hvad deraf følger. Den logiske konsekvens af idehistorikerens analyse, må blive et Danmark med en eksponentielt stigende andel af tilvandrede kulturer. Kulturer, der som hun selv formulerer det, ikke giver plads til alle.

Det fire minutter lange indslag kan høres på DR.dk.

Vært: Møder og forhandlinger, og den sags skyld også relationer mellem danskere og udlændinge, de ender alt for ofte i misforståelser. Det hævder i hvert fald forfatteren til ‘Kulturspejlet – nøglen til global succes’. Jeg kan sige goddag til forfatteren Mette Bærbach Bas. Velkommen. En dejlig velskrevet, veloplagt bog, synes jeg… Kulturspejlet, kalder du den. Hvad er et for et spejl?

Mette Bærbach Bas, forfatter: Ja, kulturspejlet er det spejl, som jeg synes at vi alle sammen skal have med i vores tasker, både når vi er ude i verden, og bestemt også når vi møder andre kulturer her i Danmark. Det inviterer til, at vi ser på os selv, og bliver klar over, hvem er det egentligt at vi er som danskere, og simpelthen tager det med som det første trin i det her kulturmøde.

Vært: Det lyder jo meget enkelt. Hvordan gør man det?

Mette Bærbach Bas: Ja, hvordan gør man det. Det gælder først og fremmest om at forstå, at vi danskere faktisk er meget ekstreme. Det kommer bag på mange, at den danske kultur er ekstrem, men jeg har beskæftiget mig meget med emnet, og kan se at forskere gennem tiden har gået og hygget sig med at lægge landene ind i forskellige kulturparametre, og finde ud af hvilke lande der har et højt hierarki, hvilke lande har et lavt, og hvilke lande der er overvejende feminine samfundsværdier. Og der kunne jeg så se, at Danmark altid lå i den ene ende. De lå altid over i den ekstreme ende af de her parametre.

Vært: Altså, hvordan ekstreme? eksempelvis feminint?

Mette Bærbach Bas: Ja, for eksempel. Feminine samfundsværdier er sådan noget som vi tror meget på i Danmark. Der skal være plads til alle, omsorg til den svage, at vi har den her stærke velfærdsstat, som vi er stolte af, og nyder at vi kan passe på de svage i vores samfund. Det er en vigtig værdi for os, og det er også det vi tænker som et stort succeskriterium. Hvis vi så ser på lande som for eksempel Rusland, hvor man har meget maskuline samfundsværdier i spil. Vi kender jo Putin, den her stærke stolte mand med meget magt. Der er de her værdier som at være først og størst der skaber succes. Der er jo sådan sjovt at se, at Danmark og Rusland ligger i hver sin ekstreme ende…

Vært: Nu siger jeg noget, der måske er lidt dumt, men er det ikke den danske model der er den bedste så.

Mette Bærbach Bas: Ikke for alle. Den virker rigtig godt for os her i Danmark, men vi har jo også en historie der har understøttet den her model. Vi har haft en meget lang periode med fred, og vi ligger helt trygt inde i EU. Så vi har nydt godt af den her velfærdsstat, som har haft mulighed for at blomstre, og som har skabt de her værdier som vi er glade for. Men i andre steder i verden, er det måske ikke den her model der er den rigtige, eller den mulige for øjeblikket.

Vært: – Og det er altså der, at man skal kigge på sig selv og sige – Ja, mænd, vi er sådan – I er sådan. Gælder det også, for eksempel flygtninge, når vi taler om at rejse ud i verden.

Mette Bærbach Bas: Ja, det gælder da bestemt også de flygtninge der kommer til Danmark. At vi får set lidt på, hvorfor det er, at de ønsker at komme til vores land. De ønsker selvfølgelig den tryghed, den frihed som vi har i Danmark. De flygter fra et sted der er farligt for dem at være, og det er jo skønt at se hvordan der er så mange i Danmark der tager godt imod dem. Vi har initiativer som ‘Venligboerne’, som virkelig arbejder for at understøtte den her store belastning af velfærdssystemet. De her flygtninge de skal integreres i vores samfund ik’.

Vært: Et par gode råd om hvordan vi kan møde det fremmede, så at sige.

(Mette Bærbach Bas, kulturtræner; Foto: Youtube)



15. april 2016

Jacob Scharf: Islamisk radikalisering har intet med Islam at gøre, politiske mål er efterrationaliseringer

Tidligere PET-chef Jacob Scharf var gæst i Deadline fredag i sidste uge, i egenskab af direktør for den sikkerhedspolitiske tænketank CERTA. Emnet var islamisk radikalisering, og udgangspunktet var en af Scharf udarbejdet rapport om samme. Rapporten handler hovedsageligt om islam, men der er også gjort plads til et kapitel om at bekæmpe ‘højreekstremisme’, der nævnes hele 39 gange på de 88 sider. Venstreekstremisme tematiseres ikke, og nævnes blot fire gange, alle i forbindelse med sætningen ‘højre- og venstreekstremisme’. Et faktum der sætter Jacob Scharfs herostratiske P1-optræden i relief.

(Certa, Modstandskraft mod radikalisering og voldelig ekstremisme, 2015; Trygfonden.dk)

Jacob Scharf sagde meget selvmodsigende vrøvl under den ti minutter lange interview, og det er som om apologeterne er ved at være slidt ned. Scharf hævder, at forskningen bakker ham op, men altså – forskningen er jo en integreret del af problemet. For Scharf handler terrorisme om mange forskellige ting, blot ikke om religion (læs: Islam). Afslutningsvis forklarede han, at islamiske terrorister heller ikke havde politiske mål, men at det i virkeligheden handlede om marginalisering, tilhørsforhold og en række andre pseudo-akademiske trylleord.

Enhver der kender lidt til Koranen, vil vide at Islam er en ideologi, og tager man Scharf på ordet, så vil enhver der forfølger ideologien militant, være et frustreret offer for samfundets marginalisering, ikke en proponent for en ideologi. Når kommunister i Brigate Rosse bombede for at skabe en ny revolutionær stat, så kan det heller ikke have noget med politik at gøre. Voldelige personer begår vold, og det udtrykte motiv er blot en bekvem ‘efterrationalisering’. Martin Krasnik gjorde det glimrende, men også på lidt billig baggrund.

Tænketanken Jacob Scharf tænkte ikke dybe tanker, om andet end egen karriere, og lød som en gennemsnitlige universitetsmarxist. Indslaget kan se på dr.dk.

Jacob Scharf, direktør, Certa: … der er relativ stor forvirring i den offentlige debat om radikalisering, og derfor er der brug for at vi kigger på hvad det er vi ved, om hvem der bliver radikaliseret og hvorfor. Og det vi kan se, er for det første, at der ikke er nogle klare årsagssammenhænge. Men der er en række baggrundsfaktorer, som spiller ind her. En række forhold, som virker som katalysatorer, og så er der selvfølgelig en række måder som radikaliseringen foregår. Hvis vi kigger på baggrundsfaktorene, så er det gennemgående, at dem der bliver radikaliseret, at de har en oplevelse af marginalisering, en følelse af, at de bliver behandlet uretfærdigt. Og som der også er hos de pågældende på det tidspunkt, hvor de søger en mere radikal retning, en sårbarhed, typisk på grund af nogle skift i deres liv.

Jacob Scharf: … ikke på alle faktorer, for der er nogle fællestræk, når vi kigger på de terrorsager vi har haft i Danmark, og også i udlandet. Vi kigger på – hvem er det der er blevet radikaliseret, hvad er det for en baggrund de har, og hvordan er det radikaliseringsprocessen er forløbet. Det man kan se, det er, at der jo ikke er tale om at man på grund af en bestemt etnicitet, på grund af en bestemt religiøs tilhørsforhold er disponeret for at blive radikaliseret. Det er i langt højere grad et spørgsmål om en følelse hos personen, en marginalisering, at stå udenfor… Der er forskning på området. Der er rent faktisk foretaget undersøgelser af de her ting. Det vi gør i rapporten, det er at kigge på – hvad er det for forskning, hvad er et for resultater man har, og så prøver vi også, at lave en samlet fremstilling af de forskningsresultater. Så der er forskning på området.

Jacob Scharf: … der er nogle baggrundsfaktorer, som har en central betydning her, og der er også nogle forhold som virker som katalysatorer. Hvorfor er det at nogle bliver radikaliseret, og ikke andre. Det handler i høj grad om, at der hos dem, der så bliver radikaliseret, når de går ind i et forløb, så handler det om en fascination af vold, en søgen efter spænding. Det handler også om en søgen efter et tilhørsforhold, og efter en gruppeidentitet.

(Modstandskraft mod radikalisering og voldelig ekstremisme, s. 20)

Martin Krasnik, DR2: Hvorfor nævner du ikke – nu sidder jeg og kigger på den her rapport, som både er kommet i en længere og en kortere version, og der står simpelthen intet om at religion er problemet. På trods af, at langt langt de fleste af de her mennesker bekender sig til en meget meget klar religion, dogmatik og holdninger i den forbindelse.

Jacob Scharf: Ja, og det er fordi, de undersøgelser, den forskning, der ligger på området – peger meget klart i retning af, at det her er ikke et spørgsmål om religion. ligeså lidt som…

Martin Krasnik: Men de er jo alle sammen fra samme religion?

Jacob Scharf: Lige så lidt som venstreekstremistisk terrorisme har haft noget med politik at gøre, eller højreekstremisme for den sags skyld, så har det her grundlæggende ikke noget med religion at gøre. Det vi kan se, det er at dem der bliver radikaliserede, og dem der begår terrorhandlinger, der fylder religion faktisk meget lidt. De er ikke særligt velbevandret i religion. Religionen er i de her processer en efterrationalisering, et spørgsmål om at bruge nogle religiøse argumenter til at forklare og retfærdiggøre voldelige handlinger.

Martin Krasnik: Er det ikke sådan en underlig psykologisering. Det kan da godt være det er en efterrationalisering, men vi taler om folk der på ret kort tid bliver radikaliseret. En af dem der blev tilbageholdt i går, anholdt i går, en af dem der har været i Syrien, han blev på meget få måneder radikaliserede, og arbejdede vistnok som pædagogmedhjælper eller et eller andet, var en del af det danske uddannelsessystem. Han bliver religiøs, det er det der er den afgørende faktor for ham, ligesom for mange af de andre.

Jacob Scharf: Nej, nej. Det er ikke rigtigt.

Martin Krasnik: Det er næsten umuligt at forestille sig, hvordan forskning kan udelade det åbenlyse logiske svar.

Jacob Scharf: Han bliver voldelig, og han bevæger sig i voldelige…

Martin Krasnik: – Han siger han bliver religiøs!

Jacob Scharf: – en voldelig ekstremistisk retning. Ja, og det er nogle argumenter. Det er de argumenter, den propaganda, som islamiske ekstremister bruger, og det er det som terrorister bruger for at forklare og retfærdiggøre hvorfor de begår vold. Så det er ikke et spørgsmål om religion, ligeså lidt som venstreekstremistsk terrorisme, højreekstremistisk terrorisme, er et spørgsmål om politik, selvom der bliver brugt politiske argumenter for at forsvare de voldelige handlinger.

Martin Krasnik: Det sætter jo simpelthen en pil igennem årtiers mantra om terror, at det er politik med andre midler. I stedet for at føre politikken i parlamenter eller ved at gå til demonstrationer, så fører man den ved at udøve vold. Og de her islamister, de siger det jo selv – de er uenige i den politik vi fører i Mellemøsten, det er en krig de fører mod os. Os mod muslimerne. Vesten mod Mellemøsten eller Islam. Altså, det er politisk-religiøse argumenter. Og så siger du, at det tror jeg bare ikke på, at de mener alvorligt – eller hvad?

Jacob Scharf: Nej, der er jo ingen tvivl om, at terror og formålet med terror, jo ikke bare er et spørgsmål om at slå ihjel, at slå så mange civile ihjel som overhovedet muligt. Der ligger nogle motiver, der ligger også i det, at man ønsker at tvinge eller true, at destabilisere samfund som man mener hviler på nogle forkerte værdier. Og det er derfor, at vi skal tage terrortruslen alvorligt, fordi de berører, og er rettet mod nogle grundlæggende værdier i vores samfund. Men det er væsentligt at holde fast i, for det er jo også afgørende for hvordan vi vælger at bekæmpe og forebygge terrorisme – er det væsentligt at holde fast i, at det her handler om nogle andre ting end religion. Der indgår nogle religiøse argumenter, men det handler grundlæggende om nogle andre ting.

Martin Krasnik: Det er simpelthen for ukomfortabelt for os at sige, at det handler om religion. Det forsøger politikere jo altid at sige, at det ikke handler om Islam, men noget andet, og så siger vi også samtidigt, at det jo nok heller ikke handler om politik, for hvis det gjorde det, så var det jo en politisk kamp, hvor vore politiske modstandere ikke anerkender vores politiske slagmark, men tyer til vold. Men terror har jo altid eksisteret som politisk våben. Det gør det også i dag, og så siger du – næh, det tror vi bare ikke rigtigt på, at de mener. Det er nogle helt andre motiver end dem de selv tror de har. Hvordan kan man undersøge sig frem til det?

Jacob Scharf: Det er jo rent faktisk fordi, at der er foretaget forskning i de her ting, og der er kigget på de terrorsager vi så har haft, både i Danmark og i udlandet, de gerningsmænd der har begået forfærdelige handlinger. Hvis vi spoler tilbage, og ser hvad det så er for nogle personer det handler om, hvad er det for en udvikling de har gennemgået, hvad er det der har motiveret dem, ja, så er det grundlæggende nogle andre ting end religion. Og religion det er først og fremmest en efterrationalisering. Det er religiøse argumenter der bliver brugt til at forklare og retfærdiggøre voldelige handlinger. Vel at mærke voldelige handlinger, som er rettet imod vestlige samfund, som er rettet imod nogle grundlæggende værdier i åbne demokratiske samfund.

Martin Krasnik: Det er jo det samme som at sige, at du mener ikke hvad du siger. Du mener i virkeligheden noget andet. Du sidder overfor en politiker, og siger – du har nogle helt andre motiver, end det du har, bare fordi vi ikke bryder sig om den måde du udtrykker dig på.

Jacob Scharf: Nej, men det tror jeg man vil se i mange sammenhænge, at der kan blive brugt nogle argumenter, nogle forklaringer, i virkeligheden i forhold til nogle handlinger, hvor det der ligger til grund for de pågældende handlinger er det andet.

Ekstern kommentar.

“Det blev om ikke andet klart, da han – naturligvis for ikke at lyde fuldstændig imbecil – indrømmede, at terror er et angreb på de vestlige værdier. For hvordan skulle en adfærd drevet udelukkende af behovet for spænding og fællesskab dog være et angreb på ‘værdier’? Var det ikke netop en del af efterrationaliseringen: at man påstod at agere i forhold til en værdikonflikt mellem islam og vesten, mens man i virkeligheden udlevede helt andre behov?

… hvis man nu ikke har alt for mange brikker at flytte rundt med, er det jo også en stor fordel at kunne forklare hele kulturhistorien med en lille håndfuld let lærte begreber – fx ‘frustration’, ‘traume’, ‘eksklusion’ og ‘fællesskab’ – i stedet for at skulle sætte sig ind i alle de sære tanker, som folk har udtrykt i vidt forskellige sprog og terminologier.

Scharfs betonfaste adskillelse imellem de psykologiske årsager til terror og de ideologiske efterrationaliseringer lugter langt væk af tankeløse menneskers leg med nogle begreber, de ikke kan overskue.” (Tankesite, 9. april 2016)



14. april 2016

Kristian Ditlev Jensen: Hvis Islam får en ‘Re-formation’, så ender man med en slags ‘Islamisk Stat’

Muslimer har ret til leve som muslimer, men ikke nødvendigvis i Danmark. Fantastisk kronik af konservative Kristian Ditlev Jensen i Børsen – Islam er islam – poltikerne skal overveje om de overhovedet går ind for religionsfrihed.

“Grundlovens §67 stipulerer klart, at der i Danmark er religionsfrihed, så længe man holder sig inden for lovens almindelige rammer. Af samme grund må man selvsagt ikke brænde sin hinduistiske enke af i levende live nede på India Kaj på Østerbro, selv om det er en helt almindelig hinduistisk praksis. Men man må gerne som sikh bære den af religionen foreskrevne symbolske daggert – man skal bare huske blankvåbentilladelsen.

Alligevel ville de fleste danskere, hvis de ellers kunne få lov, allerhelst ind og ændre på andre trosretningers inderste detaljer, både når det gælder teologi og praksis. Og de danske politikere vil stadig allerhelst ‘civilisere’ de ‘vilde’. Hvis ellers de bare kunne. …

Vi kender også problemet som en mere kvalitativ diskussion, når danske politikere ønsker sig en ‘dansk’, en ‘europæisk’ eller bare en ‘moderne’ form for islam. Islam ‘bør’ nemlig reformeres, forstår man. For kunne muslimerne hertillands nu ikke bare snart lære at opføre sig lidt mere dansk? Hvis de nu lagde tørklæderne, sendte kvinderne ud på arbejdsmarkedet, giftede nogle af børnene bort til medlemmer af andre religioner og holdt inde med al deres bederi? Hvad med, om de i det mindste smagte på en frikadelle? Skål!

De danske politikere gør sig næppe klart, at en re-formation er en teologisk øvelse, der går ud på, at man griber tilbage til sine hellige tekster og holder sig strengt til budskabet i dem. Når Reformationen for 500 år siden gav os en individuel tro på Gud praktiseret dybt privat i et dynamisk samfund i konstant udvikling, så skyldes det, at det er dét, der står i Bibelen. Hvis man derimod gør det samme med islam, vil man snarere få – Islamisk Stat.

Men hvorfor skal danske politikere overhovedet blande sig i, hvad muslimer gør eller ikke gør? Hvorfor skal de for eksempel blande sig i, at islam foreskriver stening for en hustrus utroskab? Det er vel – efter udførelsen – streng taget muslimernes egen hovedpine. … Politikerne skal kort sagt ikke opdrage muslimerne til at være halvkristne. De skal forholde sig til islam. Og til om de ønsker, at islam skal præge Danmark.

Oploadet Kl. 18:53 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer

Leder af ‘Folkekirkens Asylsamarbejde’: “Guds virke er ofte forbundet med migrationsbevægelser.”

For et par år siden skabte Folkekirkens Mellemkirkelige Råd det såkaldte ‘Folkekirkens Asylsamarbejde’. Formålet var at rådgive sognepræster i mødet med asylansøgere, i nær samarbejde med flere kirkelige organisationer, herunder Tværkulturelt Center. Kirkeministeriet gav en tre-årig bevilling på i alt 1,32 mio. kroner, og ansatte teolog Søren Dalsgaard som koordinator. Også kendt som beboerformanden, der afløste Muhammed Aslam i Mjølnerparken.

Tjekker man den officielle hjemmeside for Folkekirkens Asylsamarbejde, så handler det konkret om at uddanne ‘ressourcepræster’, der kan rådgive lokale præster i spørgsmål relateret til flygtninge, blandt andet ‘dåb og konversion af asylansøgere’. Isoleret set, ikke videre problematisk.

Følger man Facebook-gruppen og læser lidt mellem linjerne, så fremstår ‘Folkekirkens Asylsamarbejde’ dog mere som kirkeministerielle ‘venligpræster’. Åndelige kaospiloter, der vil gøre Danmark mere kristent med islamisk masseindvandring. Koordinator Søren Dalsgaard er tydeligvis udenfor rækkevidde.

(Folkekirkens Asylsamarbejde på Facebook, 11. marts 2016)

Interview med koordinator Søren Dalsgaard i Kristeligt Dagblad, 30. januar 2016 – Gud handler gennem marginaliserede mennesker (kræver login).

“Vintermørket har sluppet sit tag i Mjølnerparken på Nørrebro i København… Her har Søren Dalsgaard boet med sin kone og sønnen Nathanael på fire år siden 2011. Han er formand for beboerforeningen, og alle ved, at han er kristen og engageret i den danske folkekirke. Familien er kernedansk med solid kirkelig baggrund gennem en opvækst i Indre Mission.

Og så alligevel. Det tværkulturelle perspektiv er kommet til at spille en stor rolle for Søren Dalsgaard. Han er teolog og kandidat i afrikastudier og arbejder som koordinator for Folkekirkens Asylsamarbejde i Folkekirkens Mellemkirkelige Råd. …

‘Vi har en tendens til at fokusere meget på centrum, men Guds rige vokser ofte fra margenen,’ siger Søren Dalsgaard.

Til daglig arbejder han ‘ud fra den politiske virkelighed’ og ved at ‘tale medmenneskelighedens sag’ med menigheder, som tilbyder asylsøgere kontakt, husrum, venskab og kirke. For ham er der en direkte parallel mellem søndagens tekst og det historiske behov, der fra den ene dag til den anden er opstået for at hjælpe flygtninge i nød både rent praktisk, men også til at møde kristendommen, hvis det er det, de søger.

‘Søndagens tekst viser to billeder på Guds rige. Selvom vi ved, at afgrøder skal gødes og vandes for at give frugt, så vokser frøet i den første lignelse af sig selv. På samme måde vokser Guds rige omkring os i al ubemærkethed, uden at være betinget af vores handlinger og måske endda uden, at vi opdager det.

Det vokser frem fra det allermindste sennepsfrø, fra de marginaliserede, og ikke nødvendigvis fra det religiøse eller politiske magtcentrum, som i lignelsen er repræsenteret ved store og flotte cedertræer med reference til Ezekiel i Det Gamle Testamente,’ siger Søren Dalsgaard og fortsætter:

‘Det allermindste sennepsfrø kan også være et billede på Jesus og den ydmyghed, som prægede hans liv. Født i en stald, henrettet på korset.
Jesu disciple var mennesker fra fattige kår, og hans offentlige virke tog udgangspunkt i Galilæa, et ubetydeligt område langt fra det religiøse centrum i Jerusalem. Ophøjelsen gik gennem ydmygelsen. …,’ siger Søren Dalsgaard.

‘Gud fører ofte sin mission for verden igennem mennesker, der er marginaliserede, og det gør teksten helt aktuel i dagens Danmark midt i flygtningesituationen,’ siger Søren Dalsgaard.

Han elsker det upolerede Nørrebro og er overbevist om, at folkekirken med tiden vil tage farve af de udlændinge og flygtninge, som kommer hertil i stort tal. Det vil skabe en fornyelse af folkekirken, sådan som vil allerede ser det i disse år, hvor der for eksempel er en øget søgning mod kristendommen fra flygtninge med muslimsk baggrund,’ siger Søren Dalsgaard.

Guds rige vokser uimodståeligt, også når det virker, som om vilkårene slet ikke er til stede, mener Søren Dalsgaard. … Guds virke er ofte forbundet med migrationsbevægelser. Det så vi i jødernes exodus fra Egypten, i Jesu eksil i Egypten, ved romernes ødelæggelse af Jerusalem, som betød, at kristendommen spredte sig, og senere da kristendommen spredte sig langs alle de store handelsruter.

… når man mødes med ‘den anden’, så er det lettere at gen-finde sig selv. Når jeg for eksempel spejler mig i mennesker med muslimsk baggrund, så kan det selvfølgelig være udfordrende, men mest af alt bekræfter det mig i min egen kristne tro,’ siger Søren Dalsgaard.”



13. april 2016

Historiker forsvarer islamiske erobringer: Problematisk generobring, islamiske herskere udviste respekt

En ven gav mig forleden et par Generation Identitaire-nøgleringe med årstallet 732 – efter slaget ved Poitiers. Islam spredte sig med sværdet, og blev slået tilbage på samme måde, og Korstogene kunne man fint kalde ‘Generobringen’.

For et par måneder siden udgav historikerne Michael Pihl og Jesper Rosenløv en bog om Korstogene, der sætter begivenhederne ind i en bredere kontekst. At angrebene reelt var et forsvar mod islamisk ekspansion.

DR Online lader den venstreorienterede professor Brian Patrick McGuire anmelde bogen på DR.dk, og han giver den naturligvis fuld skrue – Historiker: Korstogene blev begyndelsen til vestens aggressive adfærd.

“… De påpeger, hvordan muslimske hære truede Det byzantinske rige og faktisk i midten af 1000-tallet havde erobret største delen af Lilleasien. Herfra kom tidligere en stor del af soldaterne i den byzantinske hær, og nu var selve byen Konstantinopel i fare.
Den byzantinske kejser appelerede til paven om hjælp, og denne bøn blev udgangspunktet for Det første korstog. …

Men pavens svar var noget helt andet end kejserens ønske. Pave Urban 2. talte om en ‘væbnet pilgrimsfærd’ specielt for de franske riddere. I stedet for at forsvare Byzans skulle det kristne ridderskab redde Jerusalem fra muslimerne.

Det er her den nye tolkning af korstogene går galt i byen. Ganske vist havde der været provokationer fra muslimsk side, men i det store og hele havde der længe været respekt hos de muslimske herskere for de kristnes ønske om at tage på pilgrimsfærd til Jerusalem.

… deres analyse undlader at se korstogene som udgangspunkt for den aggression som kom til at præge Vestens forhold til den øvrige verden. Ved at fremhæve Vesten som offer bliver Vestens egne voldelige handlinger forsvaret.”

Oploadet Kl. 02:21 af Kim Møller — Direkte link35 kommentarer


9. april 2016

Helmuth Nyborg: Differentialdemografi er skæbnebiologi, og “evolutionen har historisk røde tænder…”

Helmuth Nyborg vandt i retten, men mon ikke studerende fremover holder sig fra emnet, så de undgår at smadre karrieren før den overhovedet er startet. Når politikere ikke tør problematisere islamisk kultur (hvis mangler er evidente for alle), så holder de sig selvfølgelig i lang afstand fra differentialdemografi, hvis konsekvenser ikke manifesterer sig i den nuværende eller kommende valgperiode, men foregår som et trafikuheld i slowmotion.

Jeg vil næsten vove at påstå, at selv hvis politikerne godtog Nyborgs konklusioner, så ville de intet gøre for at modvirke udviklingen. Race bliver ikke rehabiliteret som begreb i min levetid, og som Nyborg selv påpeger, så er det på mange måder allerede for sent. Hvis pacifisten heller vil dø end føre krig, så dør han. Hvis danskeren lader indvandrere komme i flertal, så bliver de selv en minoritet – med alt hvad deraf følger.

Ikke desto mindre en fremragende kronik af Helmuth Nyborg – Frygt Danmarks fremtid, som alle bør læse i sin helhed. Den originale Decay-artikel kan læses her.

“I 2012 skrev jeg artiklen ‘The decay of Western civilization: Double relaxed Darwinian Selection’. Den vurderede effekten af, at europæere får få børn, og indvandrere med lav iq mange, og konkluderede, at vesterlændinge snart kommer i mindretal i Europa, og at den gennemsnitlige iq falder så meget, at velstanden, demokratiet og civilisationen trues.

I 2016 stiller den førte indvandrerpolitik os tre alternativer – underkastelse, repatriering eller borgerkrig. Medmindre Europa begynder at føre en ansvarlig familie-, indvandrer- og integrationspolitik oplyst af evolutionsteori, synes borgerkrig mest sandsynlig.

Decay-artiklen gjorde tre venstreorienterede samfundsforskere så vrede, at de indklagede den til Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU). Der er tale om et uredeligt, højreekstremistisk, evolutionært vrøvlepropagandaskrift, som skader dansk forsknings omdømme, sagde de. Den skal trækkes tilbage og forfatteren og emnet lægges på is.

Efter UVVU’s henstilling om tilbagetrækning nedsatte forlaget imidlertid en komité med fire af verdens førende forskere på området og bad dem uafhængigt af hinanden vurdere artiklen. Ingen af dem fandt tegn på uredelighed, så forlaget afviste en tilbagetrækning.

Jeg stævnede dernæst UVVU, og den 30. marts dømte Vestre Landsret UVVU til at ‘anerkende, at Helmuth Nyborg ikke … har begået videnskabelig uredelighed …’.

Sagen viser bl.a., at venstreorienterede adfærdsforskere systematisk søger at holde vigtig adfærdsgenetisk, differentialpsykologisk og differentialdemografisk viden skjult for aftagerne af samfundsforskning – især politikerne. Der er tale om det største kollektive akademiske bedrag i det 20. århundrede (www.helmuthnyborg.dk), og konsekvensen har været, at politikerne ikke indregner migranternes meget forskellige biologiske karakteristika i den europæiske indvandrerpolitik. Eventuelle forskelle kan jo udlignes via passende uddannelse og anden påvirkning, da samfundet styrer menneskers adfærd.

Sandheden er snarere denne: Uden anvendelse af biologisk inspireret viden kommer sydlige indvandrere med lav iq uafvidende til at underminere de europæiske folks eksistensgrundlag. Den videnskabelige forklaring følger.

Uden denne biologisk baserede viden står politikerne uforberedte over for de stigende problemer med lav-iq-indvandring til Danmark. …

Derfor ser de ansvarlige ikke i tide, at lav-iq-indvandrernes relativt høje fertilitet hurtigt udkonkurrerer høj-iq-indfødte børn antalsmæssigt. De ser ikke, at den danske folkeskole vil få en majoritet af mellemøstlige børn inden 2050. De ser ikke, at den etnisk danske majoritet vil komme i mindretal senere i århundredet. Før tvivlere dømmer skinger retorik, bør de betænke, at allerede i 2011 kom mere end 90 pct. af befolkningstilvæksten fra immigranter og deres efterkommere. Man fjerner ikke en eksplosiv etnisk befolkningsvækst med beskyldninger om højreekstremisme. Derfor ser uddannelses-, erhvervs- og socialpolitikere ikke, at antallet af borgere med iq under 90 (hvoraf mindst halvdelen hverken klarer folkeskolens afgangsprøve eller nogensinde får et permanent job) stiger eksponentielt over tid. Tvivlere bør nøje studere den nylige stigning i antallet af kontanthjælpsmodtagere – og imens tænke på, at de kun ser toppen af migrantisbjerget. I 2075 kan vi forvente, at hen ved 3,2 millioner borgere med lav iq vil forlade folkeskolen uden eksamen. Mindst halvdelen vil til den tid have behov for varig kontanthjælp i en stadig mere automatiseret verden. Hvad værre er: Derfor ser de ansvarlige ikke, at Danmark vil blive løbet talmæssigt over ende, også selv om de lukkede grænsen øjeblikkeligt. Antallet af herboende lav-iq-indvandrere med relativt høj fertilitet har allerede bragt Danmark og store dele af Europa forbi point of no return.

Forskerne har ikke sagt til dem, at differentialdemografi er skæbnebiologi, og at evolutionen har historisk røde tænder og kløer. Det vidste allerede Darwin. … Akademikerne har stadig ikke erkendt, at globalisering og multikulturalisme fremover øger risikoen for omfattende samfundsskader ved at kombinere aggressiv lav intelligens med beskidte bomber. Stort set ingen erkender, at vi allerede har installeret en stadigt voksende potentiel samfundsomstyrtende femtekolonne inden for landets grænser.

Den tabuiserede forskning viser kort sagt, at vi er langt inde i en næsten ustoppelig undergravning af de europæiske lande, hvis frie, demokratiske velfærdsformer og passive civilisation om kort tid torpederes kulturelt, religiøst og økonomisk. Ustoppeligt, fordi universiteternes kollektive akademiske bedrag fortsat forholder politikerne kendskab til den relevante forskning samtidig med, at de synes at tænke mere på partiet, international karriere, rejsebilag og boksershorts end på landets, og deres børns fremtid.

Alt dette efterlader os med et hurtigt valg: underkastelse, ærefuld repatriering eller borgerkrig. Intet er længere som i gamle dage med etnisk homogene, demokratiske, civiliserede velfærdssamfund – og fejlede stater.

Snart fejler alle, hvis ikke vi når at sikre europæisk demokrati, velfærd og civilisation.”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Gyldig XHTML
WP






MediaCreeper