2. marts 2015

Hørt på P1 (om terror): Havde været rart ‘hvis nogle sagde fra starten af, at sådan noget trykker vi ikke’

Samme weekend som Omar Hussein myrdede to uskyldige i Islams navn, blev angrebet debatteret i Søndagsfrokosten på P1. Mest fornuftig var murer og folketingskandidat Mathias Tesfaye, der i modsætning til erhvervsrådgiver Soulaima Gourani og teaterdirektør Jon Stephensen ikke gjorde sig illusioner i forhold til at finde en gylden middelvej mellem Islam og dansk kultur.

Gourani og Stephensen bekendtgjorde åbent at de ikke havde en løsning, og brugte så taletiden på at tærske langhalm på bortforklaringer såsom danskernes racisme, dansk udenrigspolitik, og folk der ‘misbrugte’ ytringsfriheden, herunder Jyllands-Posten, Trykkefrihedsselskabet og ‘små kældermennesker’ på Facebook.

Soulaima Gourani, der efter eget udsagn var præget af sine mange rejser til Saudi-Arabien, tog prisen, da hun pointerede, at konflikten var en af problemerne med demokratiet – at man ikke kunne stoppe tegningerne før de gik i trykken. Delvis transskription af Søndagsfrokosten – Ramt af terror – Hvad gør vi? (15. februar 2015, 44 min.)

Soulaima Gourani, Erhvervsrådgiver:: Jeg er jo ikke overrasket. Jeg har jo faktisk sagt et par gange i Søndagsfrokosten over de seneste par år, siden Muhammedtegningerne blev trykt. At det kun er et spørgsmål om tid før det sker i Danmark. … Jeg håber vi kan bevare hovedet koldt, og bruge den her situation til at tale om de ting som vi nu skal gøre bedre fremadrettet. Jeg håber ikke vi går i panik, og pludselig begynder at lynche, og jeg kan jo se hvordan små kældermennesker allerede er gået i gang på Facebook med at ytre sig omkring Islam og islamister, de skal gasses alle sammen og slås ihjel, og det er også bare noget møg det hele. Jeg håber virkelig, at vi kan bevare hovedet koldt… Vi må bare passe på, at vi ikke ekskluderer en meget stor del af den vestlige befolkning, som faktisk har en anden religion end den protestantiske, katolske eller jødiske. … Når folk nu næsten går i en islamisk kolbøtte, ja jeg har næsten ikke ord for det, så bliver jeg lidt ked af det. Jeg føler det svarer til, når folk, når Ku Klux Klan laver noget, så bliver det noget jeg skal forholde mig til, som protestant. Vi bliver nødt til at holde hovedet koldt. Det er min største bekymring ud af det her…

Jon Stephensen, Teaterdirektør: Det er en helt vildt vanskeligt debat at tage. Fordi jeg tror ikke man kan sige, at det er noget der er rigtigt eller noget der er helt forkert. Min personlige opfattelse er egentligt, at vi ikke har været for slappe, vi har faktisk været ekstremt hårde i vores tone omkring det. Vi har faktisk siden Muhammedtegningerne i 2005, i ti år har vi ført – i forhold til andre lande i Europa, en meget meget hård retorik overfor muslimer og islamisme i det her land. Måske skyldes det også at vi har så mange radikaliserede, jeg ved det ikke, men det er da en tanke værd. Det er da en tanke værd. … Jeg er helt enig i at vi skal kæmpe for alt hvad vi har kært… Jeg er også helt med på at vi som land skal kæmpe for andres rettigheder i andre lande. Homoseksuelle der kan have det svært i Sovjet, kvinder der bliver undertrykte i den arabiske verden og så videre, hvis vi mener det er en kamp værdig, så skal vi stå på den. Men jeg er sørme i tvivl om den måde vi gør det på. Jeg er i tvivl om de tegninger, om det er den rigtige måde at tage kampen på. Det var jo også de tegninger i går, der førte til skuddene… Er det måden vi skaber en samlet nation, i stedet for en polariseret nation. Jeg tror det ikke.

Soulaima Gourani: … jeg er jo lidt ligesom Jon… Jeg har jo kendt dig i mange år. Da de blev trykt i sin tid, blødte mit hjerte noget så grusomt, da jeg så mit Dannebrog blive brændt rundt omkring i verden. … Faktum er at vi har faktisk såret mange millioner mennesker rundt omkring i verden… Jeg er glad for leve i et land hvor jeg har ret til at sige det jeg mener… men på den anden side, så synes jeg jo også der er noget fint i ytringsfriheden, nemlig at man ikke altid behøver sige det som man gerne må sige. Man må også gerne bevare tanken. Jeg har hele tiden, hele vejen igennem været imod Muhammedtegningerne… Der er ikke noget land der har fundet den perfekt model endnu, det er meget vigtigt at sige. Det jeg kan notere mig, det er - Jeg bor på Nørrebro, og jeg ser jævnligt unge muslimer blive diskrimineret… det har eskaleret. Vi har sat os op i to grupper, enten er man pro, for eller imod islam. Og Islam er altså ikke årsagen. Vi skal huske på at vi er udsat for terror, og det har ikke noget med Islam at gøre.

(Soulaima Gourani som foredragsholder, 2014; Youtube)

Jon Stephensen: … men jeg synes samtidig også, at vi bliver nødt til at tage en debat om, om vi gør det rigtige ved at blive ved med at kaste med sten. … Jeg synes også det er lidt vigtigt, at prøve at dissekrere hvad det er for nogen, der på den anden side skaber den her debat. Det er avisen Jyllands-Posten, der startede på det her. Det er Trykkefrihedsselskabet. Hvad er det de alle sammen har til fælles. De de at de ikke synes der er så godt med en stor ikke-vestlig indvandring til det her land. Man kunne godt forestille sig, at de har behov for at denne debat fortsætter i det uendelige, for at skabe så meget ballade som muligt. Frem for at vi kommer til at leve i fredelig sameksistens. … Vi bliver nødt til på et eller anden tidspunkt, at tage den her debat også.

Gitte Hansen: Kunne du selv finde på at gå til et debatmøde om tegninge, ytringsfrihed og blasfemi?

Jon Stephensen: Nej, det kunne jeg ikke, for dybest set synes jeg det er en forkert vej at gå. … Jeg repræsenterer den store del af den danske befolkning, millioner, også muslimer, som har lyst til at vi finder hinanden i stedet for at vi skaber konfrontation med hinanden. …

Soulaima Gourani: Som Jon også er inde på, så skal vi kæmpe for vores demokrati. Jeg siger ikke at demokrati er den hellige gral. Jeg rejser tilpas meget rundt i verden, så jeg ved at der er andre måder, der er andre styreformer… Jeg kan også godt se, at der er nogle ulemper ved et demokrati. For eksempel når der er nogle som gør sådan noget som det her. Så kan det godt være at jeg tænker, at det havde jo være rart hvis nogle sagde fra starten af, at sådan noget trykker vi ikke. … Vi skal søge freden, vi skal ville hinanden…

Gitte Hansen: … hvordan skaber vi fred og sameksistens, når vi er i en situatione, hvor der er nogle der tegner, og nogle tager AK47-geværet frem, og skyder mod den der tegner.

Mattias Tesfaye, Murer: … vi er nødt til at stille os på de sekulære kræfters side, i en hård konflikt med dem der mener at staten skal bygges på religiøse tekster. … Hvorfor må man ikke slå ihjel? Jeg hører også nogle af mine egne venner, der siger ‘muslimer må ikke slå ihjel, det står i Koranen’. Så siger jeg til dem: Nej Ali, muslimer må ikke slå ihjel – det står i straffeloven. Jeg er ligeglad med hvad der står i din bog. … derfor er jeg også uenig med Jon, der siger at tegningen af Muhammed udløser skyderiet. Nej, det er ikke den demokratiske opfattelse. Folk må gerne tegne Muhammed som en hund, det udløser ingen ting. Det der udløser skyderiet, det er at der er en mand der skyder. Det må han stå til ansvar for. …

Jon Stephensen: … men jeg synes også vi bliver nødt til Mathias, at sige, at hvad er det for nogen ting der sætter det her i gang… og det er at der er nogle enkelte individer, et enkelt medie eller to, der på en eller anden måde har taget hele Danmark som gidsel i en kamp. …

Soulaima Gourani: Jeg er jo lidt påvirket af, at jeg har rejst så meget i Mellemøsten, især i Saudi-Arabien osv. Jeg bliver simpelthen nødt til at sige til dig, at det ikke er fair… i Danmark har vi jo ikke skilt stat og kirke ad. … Det er ikke fair at blive ved med at rive Koranen ind i det her. … Det er ikke fair at sige, at Koranen er skidt fra ende til anden. … Det svarer lidt til at vi også i demokratiets navn går ud og provokerer en stor del af verdens befolkning, fordi det mener vi at vi har ret til. Der er bare ingen af parterne… der har ret i noget. …

Jon Stephensen: Jeg synes det kan koges ned til, at der er nogle ekstremister på begge sider af hegnet, der skaber enorm meget ufred, og så står der en kæmpegruppe muslimer der gerne vil freden, og der står en kæmpegruppe danskere der også vil freden. Men vi bliver alt for meget påvirket af de to der kan holde det her i kog.

[...]

Gitte Hansen: … hvad mener du så, at modsvaret skal være?

Jon Stephensen: Jeg har ikke noget svar. … Mette Frederiksen taler om mørke kræfter, Retorikken er meget stærk og helt deroppe hvor den ikke kan få mere på volumen… men vi skal bare lige passe på, nu ved vi jo ikke hvad det er for mørke kræfter. … inden vi begynder at snakke det for højt op, så er det mere, hvad er det der gør, hvorfor bliver folk radikaliseret så meget i det her land?

Soulaima Gourani: … vi spiller også lidt offerkortet nu, og giver noget eksternt skylden. Men jeg vil bare sige, at vi er et af de mest krigsførende nationer i verden, det er vi. Vi er et af de lande i verden som er mest i krig. … Sådan en situation her bør altid give anledning til en form for selvreflektering… vi lever i en tid hvor vi simpelthen ikke kan benægte at der er racisme, og voksende racisme i Danmark… Jeg kan virkelig mærke den smerte som mange unge indvandrere går med, nemlig at blive ekskluderede… Vi bliver også nødt til at kigge på vores egen adfærd. … Langt de fleste danskere vil sige at de ikke er racister, fordi racisme kan vi ikke forholde sig til, men det er ikke det jeg oplever at vi ikke er.

Jon Stephensen: Det er bare det der, når vi snakker mørke kræfter. Jeg synes også der er nogle mørke kræfter, der misbruger vorse ytringsfrihed, og der føler jeg lidt at bliver taget som gidsler … Jeg kan ikke stå på mål for Kåre Bluitgens bog der i næste uge kommer ud. … Vi skal blive ved med at kritisere religion, som Karl Marx sagde, religionskritik, ja, men hån – er det en dansk værdi?



24. februar 2015

Mads Holger: “De andre råber Allahu akbar, vi synger fællessange om opløsning af fællesskaber…”

Ekstra Bladet skriver i dag om den somaliske jihadist Ahmed Ibrahim Mohamed Halane, der har kæmpet for både al-Shabaab og Islamisk Stat, og derfor ikke kan rejse tilbage til England, hvor han har boet siden han var 9 år. Han har dansk pas, og bor nu i Ballerup. “I Danmark har han helle…”, som det så ironisk formuleres.

Mads Holger har nogle yderst interessante betragtninger om fjendskab vs fællesskab og demokratisme vs identitet. Fra Berlingske – Dansk først, demokrat så.

“Aften efter aften kan man i debatprogrammer høre diverse intellektuelle diskutere ytringsfrihedens vilkår uden rigtig at komme nogen vegne. Det har været forstemmende at betragte, hvorledes denne dagsorden til at begynde med fik lov at monopolisere reaktionerne. Måske skyldes dette, at journalister og meningsdannere i ytringsfrihed har en fagspecifik særinteresse, da de selvsagt lever heraf, men dette er alligevel ikke nogen undskyldning for at tilsidesætte det, der afgjort burde være sagens egentlige genstand; at Danmark er angrebet. …

Problemet er i al sin enkelthed, at vi nok står sammen i Danmark og er fælles, når vi angribes, men vores fællesskab er uden egentlig genstand. Dagen efter terrorangrebet samledes 30-40.000 danskere foran gerningsstedet på Østerbro for netop at vise deres fællesskab med fakler og fællessange. Det må man naturligvis have sympati for, men begivenheden udstillede også til fulde, hvorfor vi står os så svagt, når vi konfronteres med dette angreb. Vi er nemlig ikke fælles om noget konkret. Der blev sunget sange af P. H. om at løsne sig fra fællesskabets snærende bånd, og Gud hjælpe mig om ikke også John Lennons nihilistiske hymne Imagine skulle afsynges og således gøre det ud for vores fællesskabs genstand.

Sangen handler som bekendt om, at der ikke skal være et nationalt endsige religiøst fællesskab, intet at leve eller dø for. Det er det, vi er fælles om – ingenting. Og så råber vi højt om retten til at råbe. Det er vores bekendelse. De andre råber Allahu akbar, vi synger fællessange om opløsning af fællesskaber, når vi ikke råber højt om retten til at råbe.

Danmark er et frit og demokratisk land samt et land, hvor ytringsfriheden er og skal være absolut. Imidlertid har vores kulturløshed for skade tilladt os at opprioritere disse dyder på en vis, der begrædeligt har bragt dem til at træde i stedet for vores egentlige nationale fællesskab og identitet. Denne kritik skal derfor ikke ses som et angreb på hverken demokrati endsige ytringsfrihed, men det er en påmindelse om, at vores fællesskab om Danmark altid bør komme før alt andet, herunder også ytringsfrihed. Det er i vores nationale fællesskab, at vi kender hinanden, det er her vi har vores identitet, det er korpus i vores eksistens.

… Vi har derfor formet generationer, som er identitetsløse demokrater, hvis bekendelse alene går til demokratisme, ikke til noget konkret. Vi er blevet en nation af mennesker, der er indoktrineret til at elske kærligheden og lade hånt om vores hustru. Vi har med Grundtvigs ord erstattet vores tungemål med en fransk glaskugle af abstrakte værdier, som intet retskaffent menneske kan undlade at tilslutte sig, men intet sandt menneske kan definere sig ved alene.

Nu er virkeligheden blevet virkelig, vores tid i det ideologiske børnebassin er omme…”

(Ahmed I. Mohamed Halane, Koran-reciterende med dansk pas, tilhænger af Islamisk Stat; DM, YT)

Oploadet Kl. 13:33 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer

“… den moderne vestlige selvopfattelses måske største svaghed, at den ikke ved af, at den har fjender.”

Politikere har travlt med tage afstand fra en særlig perverteret og formørket form for Islam, og advarer mod at bruge generaliseringer der gør det til en konflikt mellem muslimer og ikke muslimer. Men hvad nu hvis det vitterlig er en konflikt mellem muslimer og ikke-muslimer, helt som det umiddelbart set ud, stringent efter Samuel P. Huntingtons forkætrede analyse. Kronik af Christian Egander Skov i gårsdagens Berlingske – Det tomme sammenhold.

“Manifestationerne af sammenhold og trods bliver på den baggrund et postulat. Et tomt slag i luften, der måske giver mening for dem, som deltager, og dem, der ser på i Aftenshowet, men som intet betyder i forhold til bevægelserne ved frontlinjen. Nej, værre endnu, manifestationerne bliver et udtryk, ikke for trods imod terrorismen, men trods imod sandheden, den sandhed, vi ikke vil se i øjnene, nemlig at vold ganske effektfuldt kan gøre en ende på enhver ytring. Den postulerede trods viser sig ved nærmere granskning at være en særlig nederdrægtig form for hykleri, hvor velmenende mennesker bliver brugt som rekvisitter for det demokrati, hvis idé det er blevet at vige og vige.

Manifestationerne af sammenhold dækker ligeledes over de voldsomme spændinger, der præger samfundet og deler det i uforsonlige blokke i den værdipolitiske debat, som knytter sig uløseligt til debatten om vores reaktion på den terror, der netop af de fleste opfattes som et anslag mod vores værdier. Vi er ikke enige om, hvad der er under angreb, og hvor angrebet kommer fra. …

Værdier vil altid være omstridte. De danner ikke den ydre ramme om et fællesskab, men er altid til debat inden for rammerne af et fællesskab, hvis forudsætning ikke er bekendelse, men identitet. Netop fordi reaktionerne oven på terrorangrebet ikke har villet tage det grundlæggende identitets- og loyalitetsspørgsmål op, som er kernen i det kultursammenstød, der ikke nødvendigvis er terror, men altid er den jord, hvori terroren vokser, netop derfor har selve vores reaktion været med til at undergrave det fællesskab, der er forudsætning for enhver meningsfuld tale om værdier.

Det er den moderne vestlige selvopfattelses måske største svaghed, at den ikke ved af, at den har fjender.

Dette er liberalismens solide fodaftryk i den vesterlandske selvopfattelse. På én gang en positiv og fatal idé. Positiv fordi påstanden om disse værdiers universalitet, søger at hævde Vesten som et værdifællesskab, enhver kan træde ind i. Fatal fordi netop værdiernes universalitet og almenmenneskelighed indebærer umenneskeliggørelsen af dem, der ikke kan indse deres værdi og ikke vil bekende og indtræde i værdifællesskabet. Det egentlige valg, som det ikke-vestlige menneske stilles i, er valget mellem omvendelse eller umenneskelighed.

Umennesket behøver vi igen ikke at forstå. Det er nok at konstatere terroren som udslag af ondskabens banalitet. Hvor mange gange har vi ikke hørt bemærkningen om de ‘mørke kræfter’, vi bekæmper: Hvordan det ikke drejer sig om sammenstød mellem kulturer, endsige religioner eller ideologier, men mellem vores værdier og en eller anden uforståelig irrationalitet, der lurer i udkanten af vores synsfelt.

Senest synes dagbladet Politiken at have iværksat en kampagne, der på baggrund af terroristen Omar Abdel Hamid El-Husseins kriminelle fortid søger at forklare ham som kriminel snarere end islamisk terrorist, eller som påvirket af en psykisk diagnose snarere end et menneske, der opfattede os som sin fjende og handlede på baggrund af dette rationale.

Men i miskendelsen af fjendskabet som drivkraft, i vores manglende evne til at anerkende fjenden, luller vi os selv ind i forestillingen om vores ‘værdiers’ iboende ukrænkelighed. Vi kommer til at forveksle vores opfattelse af deres ukrænkelighed for os med spørgsmålet om, hvorvidt de reelt lader sig krænke – og i sidste ende nedkæmpe. Vi misforstår konfliktlinjen som en mellem alle rettænkende mennesker og de få grebet af mørke kræfter.

I realiteten er situationen en anden og langt mere forstemmende.”

(Samuel P. Huntington, The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order, 1996)

“Some Westerners… have argued that the West does not have problems with Islam but just with violent Islamist extremists. Fourteen hundred years of history demonstrate otherwise.”

Oploadet Kl. 00:22 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer


11. februar 2015

Claus Bryld: ‘Muslimske krigsfrivillige’ i Islamisk Stat er ikke landsforrædere, begrebet er ‘meningsløst’

For internationale socialister giver ‘landsforræderi’-begrebet naturligvis ikke mening. Kronik af historiker Claus Bryld i søndagens Jyllands-Posten – Landsforræderi – et forældet begreb.

“For nylig har det været diskuteret, om de unge muslimer, der melder sig til krigstjeneste for IS i Irak og Syrien, er landsforrædere. … Men er de landsforrædere? Nogle hævder det, men Danmark er jo ikke i krig med IS, kun i ‘væbnet konflikt’. Det er ‘krig’, der forlanges, hvis straffelovens forræderibestemmelser skal anvendes. Desuden kan man næppe fremskaffe beviser.

Begrebet landsforræderi er relativt i en grad, så det ofte bliver meningsløst, og anvendelsen af det på de muslimske krigsfrivillige kan kun forflygtige diskussionen. Når politikerne bruger det, tjener det da også kun et politisk formål forstået sådan, at det fremhæver dem selv og deres meningsfæller som de sande patrioter – dem der er loyale over for den danske nation – mens de, der melder sig til IS, er illoyale – og dermed landsforrædere. Men hvordan kan de vide det? Støtte til IS og det såkaldte kalifat er jo ikke nødvendigvis ensbetydende med illoyalitet over for den danske stat. Masser af mennesker i dag har en dobbelt eller måske tredobbelt loyalitet. Nogle har dobbelt statsborgerskab, og loyalitet mod f.eks. EU er jo også et brud på den enstrengede loyalitet, som kendetegner den rene nationalstatslige identitet, der herskede til og med Første Verdenskrig. Siden er hele loyalitetsspørgsmålet blevet ekstremt komplekst og kan kun forstås i en historisk sammenhæng.

[...]

Margret Boveri kunne naturligvis ikke forudse situationen i begyndelsen af det 21. århundrede, men hendes iagttagelser er siden blevet mere end bekræftet. Med masseindvandringen fra 1960’erne, som de vestlige lande selv tog initiativet til, fordi de manglede arbejdskraft, er samfundene i stadig højere grad blevet ‘multisamfund’, dvs. multietniske, multireligiøse og multikulturelle. Og i kraft af deres tætte samarbejde er de også blevet mere internationalistiske eller kosmopolitiske.

Loyalitetsforholdene er mangfoldige. Jo før demokratierne ser dette i øjnene, jo lettere vil de også have ved at indrette deres samfund efter det, så der bliver fuld tanke- og trosfrihed for alle. Det betyder ikke, at totalitære tankeretninger som salafismen og dermed en organisation som IS skal fredes, men samfundet må se i øjnene, at nogle af dets medlemmer bliver tiltrukket heraf – at der eksisterer forrædere mod demokratiet. De må tolereres, så længe de ikke begår forbrydelser, og det ville være tåbeligt at fare frem med straffeloven, når nogle af dem vender hjem fra borgerkrigene i Syrien og Irak. Målet må være at få dem lodset ind i samfundet igen.

Oploadet Kl. 10:50 af Kim Møller — Direkte link21 kommentarer


25. januar 2015

Kristen iraner: Nogle muslimer på asylcentrene, har fortalt mig, at de ‘støtter det, som Islamisk Stat gør’

I går kunne Ekstra Bladet afsløre, at ‘Stemplet’, Københavns Kommunes App til nem registrering af hatecrime, foreløbigt har kostet 6.500 kroner per indberetning. Indberetninger der ikke nødvendigvis er politianmeldt. Der findes billigere løsninger, for virkeligheden er svær at undertrykke.

(Københavns Kommune, ‘Stemplet’-App, 2015: “I nødsituationer: Luk appen og ring 112!”)

Otte kristne iranske asylansøgere taler ud om hatecrime på danske asylcentre. Eksempler sakset fra fredagens Jyllands-Posten – Kristne asylsøgere: Vi trues og chikaneres.

“Jeg er blevet chikaneret ved, at nogle mennesker flere gange har banket meget hårdt på min dør klokken 2-3 midt om natten. Når jeg åbnede den, var der ingen udenfor. Det er sket flere gange. Jeg tror, at de ville skræmme mig og gøre mig bange. Det begyndte, efter at nogle af de andre asyl søgere blev klar over, at vi hver fredag fra kl. 16-18 gik til bibelstudier… Det skete også for nogle af de andre kristne, der boede på Avnstrup…” (Ebrahim Kambiz Khamiran, Iran)

“Folkene i værelserne omkring mig havde hørt, at jeg gik i kirke og var kristen. De begyndte at tage mine ting fra køkkenet og stod uden for min dør og fremmessede ting fra Koranen. De kaldte mig ‘beskidt’. Midt om natten klokken 2-3-stykker bankede det hårdt på døren med nogle ordentlige brag. De stillede skrald uden for vores dør, så når jeg åbnede døren, væltede skraldet ind på gulvet. … Nu banker de igen på døren midt om natten. Ingen stopper dem. I Ringsted kunne vi holde bibelstudier 5-6 personer sammen. Men siden vi kom tilbage til Avnstrup, har vi ikke turdet gøre det. Vore kristne møder er aflyst. Vi tør ikke.” (Rasol Alizadeh Fakouri, Iran)

“Jeg lyttede til kristne sange på mit værelse i Avnstrup. Det fik nogen til at banke hårdt på døren. Men da jeg gik hen for at lukke op, var der ingen udenfor. Det var tydeligt, at det var, fordi musikken var kristen, at de chikanerede mig og dundrede på døren. For der skete ikke noget, hvis andre spillede højt. Det skete flere gange.” (Morteza Bashiri Rad, Iran)

“Jeg var vidne til en diskussion om islam og kristendom mellem nogle muslimer og en kristen kammerat, jeg har. Det udviklede sig til, at muslimerne truede min kammerat med at slå ham. Han skyndte sig ned mod busstoppestedet uden for lejren for at komme væk, men da han var kommet udenfor, sprang en stor gruppe på op imod 10 personer på ham, så han måtte flygte tilbage til kontoret. Her førte personalet ham ud af lejren og kørte ham til Roskilde og satte ham på et tog til København. Siden da har han været bange. Det er jeg også.” (Mohammad Reza Farahani, Iran)

“På væggen i mit værelse havde jeg et billede af mig selv, taget i en kirke. Jeg havde også Bibelen liggende på en hylde. Det skete der ikke noget ved, indtil jeg en dag skulle i bad og havde glemt at tage mit kors af, da jeg gik igennem et tilstødende værelse på vej til badeværelset. Den person, der boede på værelset ved siden af – en person med muslimsk baggrund – så det og overfusede mig på arabisk. Han slog ud med armene og kaldt mig ‘beskidt’. Jeg forsøgte at tale ham til ro og sagde, at selv om han var muslim og jeg kristen, skulle vi være i asylcentret begge to. Men han blev ved at råbe og kom truende hen imod mig, indtil jeg forlod rummet hurtigst muligt. I tiden derefter, hvor de andre asylsøgere er blevet klar over, at jeg er kristen, er jeg blevet chikaneret og har gået rundt og været bange.” (Qubad Nadrisnasab, Iran)

“En dag i køkkenet på Avnstrup stod jeg og lavede mad og var ved at stege kød på en pande. En af de andre asylsøgere kom forbi og spurgte, hvad det var for noget kød. Da jeg fortalte, at det var svinekød, spyttede han på gulvet ved mine fødder og råbte ting efter mig på arabisk. Da det var gået op for folk på asylcenteret, at jeg var kristen, kaldte de mig ‘beskidt kuffar’, når de gik forbi mig ude på gangen. Når jeg lyttede til kristne sange på mit værelse, sparkede de på døren.” (Milad Boostani, Iran)

“… hele atmosfæren omkring os kristne betyder, at vi følelsesmæssigt lever i skyggen af frygt. Vi tør ikke gå med et kors om halsen. Vi er nødt til at gemme Bibelen af vejen på vores værelser. Vi kan ikke have en figur af Jomfru Maria stående fremme. Der er nogle muslimer på asylcentrene, som over for mig har sagt, at de støtter det, som Islamisk Stat gør, og at vi er ‘beskidte’, fordi vi har forladt islam og er blevet kristne.” (Alizera Kossanj Sechan, Iran)

Der er nogle fundamentalister blandt muslimerne, som ikke vil lade kristne være i fred. … Det er nødvendigt, at de får at vide, at der skal være plads til alle religioner. Vi vil ikke være muslimer. Vi har konverteret til kristendommen. Vi skal behandle hinanden med respekt. Jeg ønsker, at vi kan få frihed til at lave bibelstudier uden at skulle frygte at blive truet, overfaldet eller chikaneret.” (Mojtaba Bagheri, Iran)



19. januar 2015

Frankrig: ‘Vi er Kouachi’ – “Det er ikke indvandrere mod franskmænd. Det er muslimer mod de øvrige..”

Det kræver en god portion naivitet at tro på islams demokratiske potentiale. OIC der repræsenterer 57 islamiske lande og verdens meget omtalte 1,5 mia. muslimer, planlægger nu, her få dage efter bladtegnere blev angrebet med maskinpistoler, at tage juridiske skridt mod de overlevende. Hadet mod franske værdier ses på flere niveauer. Eksempelvis har flere profesionelle fodboldspillere med muslimsk baggrund, herunder Montpelliers Abdelhamid el-Kaoutari nægtet at associere sig med sloganet ‘Je suis Charlie’, der netop var tiltænkt at samle folket. El-Kautari er født i Frankrig, og har været tilknyttet det franske ungdomslandshold.

(Abdelhamid El Kaoutari t/højre uden ‘Je suis Charlie’, før Montpellier-Marseille, 9. januar 2015)

Fra Politiken, der har mere om morgendagens Frankrig – Mange hader alt, hvad der er fransk.

“Myten om et land forenet i sorg og afsky over mordene på 17 mennesker i sidste uge sprænges nu i stumper og stykker. Frankrig er delt, og splittelsen går mellem en del af indvandrerbefolkningen og de øvrige, ‘franskmændene’, som selv unge indvandrere med fransk statsborgerskab kalder deres medborgere.

Dag efter dag beretter lærere over hele landet om deres oplevelser torsdag i sidste uge, da hele landet holdt et minuts stilhed til ære for de 12 dræbte ved Charlie Hebdo.

Hundredvis af steder – antallet af indberetninger om lignende begivenheder stiger hele tiden – råbte eleverne ‘Allahu akbar’. Nogle steder reciterede børn på 10 år vers fra Koranen, og på flere gymnasier råbte eleverne: ‘Vi er Kouachi’ med henvisning til brødrene Said og Chérif Kouachi, som på det tidspunkt blev jaget af tusindvis af gendarmer og elitestyrker fra politiet.

‘Det er Charlie-folkenes egen skyld’, råber et pizzabud til en handlende i udkanten af byen Poissy i det velstående amt Yvelines vest for Paris. …

Det er ikke indvandrere mod franskmænd. Det er muslimer mod de øvrige… mange unge indvandrere lytter hverken til imamer eller til lærere. Derimod har de mange sites med navne som ‘jesuiscoulibaly’, ‘jeg er Coulibaly’ med henvisning til gidseltageren i det jødiske supermarked, stor succes, og medierne erkender, at indvandrerne ikke fyldte meget i weekendens store demonstrationer.

Lige nu florerer komplotteorier på internettet. Ifølge mange sites var begivenhederne i sidste uge iscenesat, og mange hævder, at den muslimske betjent Ahmed Merabat, som blev skudt med koldt blod af brødrene Kouachi på deres flugt fra Charlie Hebdo, i virkeligheden blev myrdet af politiet.

[...]

‘Gerningsmændene er fanatikere, som lytter til de prædikanter, som optræder i mange kvarterer, og de udgør et mindretal. Men mange hader alt, hvad der er fransk. De drømmer om et bedre liv, når islam råder overalt, for Frankrig giver dem intet’, gentager han.

Her på burgerbaren i Sarcelles udtrykker Hocine det, eksperter gentager igen og igen i medierne. Frankrigs mest kendte kriminolog, Alain Bauer, der har et indgående kendskab til de indvandrerkvarterer, hvor selv familiefædre og enlige mødre mange steder lever af en underjordisk økonomi bestående af narkohandel, hæleri og i de værste tilfælde handel med våben, formulerer det på denne måde: ‘Det er længe siden, vi har opgivet integrationen.

Foran restauranten Istanbul nær indkøbscentret i Sarcelles er der syn for sagn:

‘Det eneste, jøder og franskmænd har respekt for, er bomber. Så det får de’, råber en ældre mand, mens en ung pige uddeler små sedler med navnet på et muslimsk site.”

(Generation Identitaire, ‘Je suis Charlie Martel’, efter hærføreren der slog muslimerne tilbage, år 732)

Oploadet Kl. 14:41 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


18. januar 2015

Kasper støvring om Islam og det liberale demokrati: Om militante ‘fjender’ og fredelige ‘modstandere’

Forleden dag pointerede konservative Brian Mikkelsen i radioen, at 99,999 procent af alle muslimer er fredelige. Tal er taknemmelige, så herunder lidt fra en kommentar af Kasper Støvring hvori han blandt andet skelner mellem de få (ikke-fredelige) ‘fjender’og de mange (kulturelle) ‘modstandere’ – Fjenden.

“I forgårs satte Frankrig sit militær ind for at yde borgerne beskyttelse efter terrorangrebet. Dette drastiske tiltag vidner om omfanget af den krise, som ikke blot Frankrig, men hele Vesten befinder sig i. I Vesten ser vi nu, at et lands egen hær mobiliseres på landets eget territorium for at beskytte landets egne borgere, der er truet af en fjende, der befinder sig midt i landet. …

Når man anvender militæret, tilkendegiver man, at man er i krig, og anvender man militæret på eget territorium, kalder man det gerne borgerkrig. Der er naturligvis ikke borgerkrig i Frankrig, selv om det er de ildevarslende associationer, man får. …

Tragedien i Frankrig har igen mindet os om, at fjenden står midt i den vestlige civilisation. Vi, dvs. vores politikere, har selv lukket islamisterne ind, og vi må nu bøde for det. Vi kan overvinde fjenden, men det kræver, at vi ved, at det overhovedet er en fjende, vi står over for. Og det lyder ikke som om, at vores politikere for alvor ved det. Ellers ville de for længst have taget affære, i stedet for som regeringen at bekæmpe tilhængere af Islamisk Stat med pjecer og kurser. Regeringen har her svigtet fatalt.

Men oppositionens politikere er generelt ikke meget bedre, i hvert fald ikke, når det handler om at forstå, hvad en fjende er. Lektor Ulla Nørtoft Thomsen skrev forleden på FB følgende kloge ord:

Alle vore politikere er universalistiske kulturliberale, og derfor er der ingen af dem, der kan have fjender. De kan kun have ideologiske modstandere (som man kan tale med), kriminelle grupperinger (som man kan afrette) eller galninge/syge (som man kan helbrede). Fjenden kan kun begribes som uvidende, uartig eller syg. Den snorlige linje af enslydende partiledere i går [partilederdebatten på DR den 8/1] illustrerede, at vi intet kan forvente fra den kant. Udover tårer og lys og taler.’

Fjenden er den, der hader vores kultur, selv om – eller måske netop fordi – vedkommende er ganske fortrolig med den. … Kulturer, der er opflammede af en stærkere trang til at hævde sig selv, vil være overlegne i en konfliktsituation. For de vil forsage materiel bekvemmelighed og ikke udtømme kræfterne i selvkritik og selvhad; de vil tværtimod være rede til at risikere deres liv for agtelsens skyld og bringe ‘blodofre’ for deres morallove. …

Det er mange millioner muslimer. Langt hovedparten, må man formode, er fredelige borgere, der ikke aktivt bekæmper vores liberale samfundsmodel, og som altså ikke kan defineres som fjender – om end nok som modstandere.

(Befæstet kirke afbrændes efter fredagsbøn, Niger, 16. januar 2015: 99,994 pct. deltog ikke; Telegraph)

Oploadet Kl. 12:26 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer


17. januar 2015

Stine Høxbroe, arrangerer dialogprojekter – gift med terrorapologet, svigerinde til al-Qaeda-jihadist

Tilbage i 1997 hjalp Amnesty International iranske Manteghi Boroujerdi med at få asyl i Australien. I sidste måned blev han verdenskendt som Man Haron Monis, den Islamisk Stat-sympatiserende terrorist der under en gidselaktion på en cafe i Sydney myrdede to personer. På et lidt lavere niveau proklamerede Poya Pakzad, politisk kommunikationsmedarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke, et par dage forinden, at der ikke var nogen speciel anledning til at “dømme sharia uvelkommen i Danmark” Noget af en udmelding, når nu Pakzads bedste ven Samuels Yemane, døde som Islamisk Stat-jihadist i Syrien, januar sidste år.

At der er kort afstand fra humanistiske NGO’ere til militante islamister, er evident på flere niveauer. Det bedste eksempel må næsten være Stine Høxbroe, der siden 1. september 2013 har været ansat af Danske Kirkers Råd med henblik på at varetage deres dialogprogram med muslimer.

(Konvertitten Stine Høxbroe, Danske Kirkers Råd, ansvarlig for ‘Danish-Arab Dialogue Conference'; DKR)

Herunder specifikt ‘planlægningen og gennemførelsen af to dialogkonferencer’, som hun også var en del af året forinden. En konference der fandt sted på Christiansborg, blev støttet af Udenrigsministeriet, og blandt andet inkluderede den radikale integrationsborgmester Anna Mee Allerslev. Dialogkonferencens fælleserklæring tilkendegav støtte til udviklingen af ‘religiøse faciliteter’, herunder konkret til “Muslimernes Fællesråds bestræbelser på at bygge en stormoské”. En organisation hun tidligere var tilknyttet.

“Det er vigtigt, at vi lærer hinanden at kende der, hvor vi færdes til daglig. Vi har meget tilfælles som religioner, blandt andet et grundlæggende medmenneskeligt træk.” (Stine Høxbroe som talsperson for Muslimernes Fællesråd; Kristeligt Dagblad, 2009)

(Stine Høxbroe, ‘Danish-Arab Dialogue Conference’, september 2012 via Danske Kirkers RådYoutube)

Jeg bloggede om Stine Høxbroe helt tilbage i 2004, da hun sammen med en fredsaktivistisk kunstner ved navn Khaled D. Ramadan var en del af en offentligt finansieret udstilling i Århus under parolen: ‘Minority Report: En udfordring af intolerancen i dagens Danmark’. Før det havde hun blandt andet gjort sig bemærket med et læserbrev om vestens undertrykkelse af muslimer, og sammen med Ramadan har hun eksempelvis skrevet en kronik til Dagbladet Information, med den overordnede budskab, at islamisk terror i virkeligheden skyldes CIA og USA. Khaled D. Ramadans kunstneriske virke er rendyrket terrorapologi, selvom han i 2009 blev tilknyttet Statens Kunstråd som ‘interkulturel konsulent’. Privat danner de par, og Stine Høxbroe er ikke overraskende konverteret til Islam.

Tilbage i 2009 portrætterede Helle Merete Brix Khaled D. Ramadan i en faktamættet artikel, og nævnte at han i 1997 fik en betinget fængselsstraf for hæleri, i en større sag om et væbnet røveri mod en pengetransport. Et røveri foretaget af hans bror Mustapha Ramadan, der efter endnu et røveri i 2001 rejste til Irak for at kæmpe for al-Qaeda. I Irak steg han i graderne, og blev en del af kredsen omkring al-Qaeda-lederen Abu Musab al-Zarqawi. Da han døde under et amerikansk angreb i Fallujah, september 2004, havde han en central rolle i Ansar al-Islam.

Sidste år udgav den frafaldne danske islamist Morten Storm Agent Storm – my life inside al Qaeda, og her kom det for første gang frem, at en af Abu Musab al-Zarqawis medhjælpere til den filmede henrettelse af amerikanske Nick Berg, maj 2004, var identisk med Mustapha Darwich Ramadan, Stine Høxbroes svoger.

“The video og Berg´s killing, and others of atacks on US force in Iraq, became popular among jihadis in Luton and elsewhere in the UK, turning up on DVDs distributed by al-Muhajiroun. I too watched the video of Berg’s murder, but had no idea until later that the man to his right, restraining him as Zarqawi prepared for the fatal blow, was Mustapha Darwich Ramadan, whom I had spoken with in a Danish prison in 1997. (s. 96)

Det er værre end som så. Nærstuderer man den brutale henrettelse (hvad ikke kan anbefales), så kan man se, at den er klippet. Før klippet ser man al-Zarqawi tale, hvorefter han begynder at save hovedet af Berg. Til højre for al-Zarqawi ses Mustapha Darwich Ramadan, med en kalashnikov og et hvidt tørklæde viklet om hovedet. Al-Zarqawi har problemer med at få skilt hovedet fra kroppen, og efter klipningen er det Mustapha Darwich Ramadan som fører kniven, og afslutningsvis er det også ham der triumferende holder hovedet op. I dialogisk henseende må der siges at være plads til forbedringer. For nu at sige det pænt.



29. december 2014

Nørrebro’er: “Vi blev kaldt danskersvin… Man kunne mærke det ulme i folk lige fra vi kom ind, hadet.”

I kortfilmen Et ordløst portræt af en undergrundspoet (2011), portrætteres Sia Sophia Schjerning, der har læst ‘skrivekunst’ på universitetet, og senere har haft tilknytning til Det Danske Kulturinstitut. Filmen er også et portræt af det multikulturelle Nørrebro, og man ser hende eksempelvis cykle forbi en halal-slagter, og stoppe for at handle frugt hos den tilstødende grønthandler. Man man hende også med datteren, der i dag må være tre år ældre. Således skrev hun i forgårs på Facebook, som reaktion på dele af venstrefløjens angreb på Nanne & Mads.

“Det er faktisk et stadigt stigende og groft alarmerende problem, at venstrefløjen, den intellektualiserede del, med Rune Skyum Nielsen i spidsen her i denne omgang, fra første færd, forsøger at kaste skyts mod ofrene. … jeg er selv ‘intellektuel’, uddannet og shit, særligt begavet, hvis det overhovedet skulle betyde noget for nogen, og jeg stemmer oftest på Enhedslisten. Men jeg er også mere end det. Jeg er opvokset i den hvide ghetto, socialklasse 5, jeg har fået bank af pæredanske rødder, der fik så mange bank derhjemme selv af narkomaner og drankerforældre, jeg er pæredansk i øvrigt, jeg har været meget tæt på at konvertere til islam som 17/18-årig, da jeg var kæreste med en af rødderne fra Klingenberg-banden i Odense – jeg har oplevet rødderne indefra og sympatiseret med dem, også når de har hetzet kartoffeldanskeren og drankerne, der ikke passer deres børn. Altså det jeg vil betegne som omvendt racisme. Jeg har fået guldsmykker i gave, som jeg godt vidste var tyvekoster. Min papsøster konverterede helt til Islam. For mit eget vedkommende fik jeg et chok, da min kæreste skød en mand. Så gik jeg i tænkeboks og sagde fra.

… Jeg bor nu på Nørrebro, i ghettoen; FSB, Blågården. Her har jeg boet i lidt over 4 år. Før da boede jeg i NV i 2 år – i et pænt boligbyggeri, men stadig midt i det lækre multikulturelle. En verden til forskel, og jeg har lidt svært ved at tage udtalelser seriøst fra folk, der ikke selv bor lige midt i lortet – den går ud til Rune og hans crew (Jeg har i øvrigt også boet i Vollsmose i Odense…) Når nu jeg bor her, så mener jeg godt, at jeg må udtale mig om, at der faktisk er PROBLEMER, og at de eskalerer! – Fordi de bliver fejet ind under gulvtæppet af netop venstreradikale. Og helt ærlig; jeg er virkelig træt af mennesker, der udtaler sig fra fine højintellektuelle hjem, men som ikke har indblik i virkeligheden.

Der ER problemer her! Jo der er! Og så længe folk skubber dem ind under gulvtæppet, så vil den anden gruppe råbe højere og højere; her taler jeg om de ekstreme nationalister, der finder rodfæste hos selv den almindelige borger, der lever og ser de problematikker gang på gang, men som aldrig bliver hørt. Jeg sympatiserer bestemt heller ikke med nationalisterne…

Tilbage til problemerne: Almindelige velintegrerede muslimer vil heller ikke bo i mit Hood, jeg har forsøgt at bytte bolig i snart 2 år. Det er en skam. Jeg har en fantastisk bolig og det er helt vildt centralt og jeg elsker mangfoldigheden, når man blot lige går lidt længere ud af ‘kampzonen’ – den kolde altså, for så slemt er det jo ikke vel, for her hersker en art af apartheid og vi blander os ikke i hinanden, men derfor kan jeg såmænd godt observere og konstatere; …. 5-årige der antænder kanonslag i hånden og kaster efter hinanden, (vi tør ikke gå ud nytårsaften – jeg er ellers ikke nogen pivskid!) … de udenlandske børn vil ikke lege med danskerne og de somaliske børn er nederst i hierakiet, de bliver kaldt for aber og homoseksuelle. Der er en helt klar hakkeorden og det er meget tydeligt, at det er nogle få familier, der styrer det hele. Resten er medløbere. Her hersker konstant omvendt racisme. Du bliver selvfølgelig hilst velkommen som dansker, hvis du mener det samme som dem, men hvis du er uenig, så falder hammeren. For her er ikke plads til uenighed.

Det værste eksempel herpå er beboermøderne. Jeg havde godt hørt en del, men holdt mig væk, dog var jeg til stede sidst, da vi havde fremsat forslag om at få hund i foreningen. Gerne med en masse restriktioner, og hvor der først skulle hentes tilladelse hos bestyrelsen. Jeg var åben overfor kompromisløsninger. Nu ved jeg godt at hunde er haram for nogle ekstreme muslimer, men jeg kender også en del muslimer, der har hund. Jeg havde forberedt en fredelig og nede på jorden saglighed. Men jeg var så chokeret og det var min datter også, at vi nærmest gik grædende derfra. Vi blev kaldt danskersvin, fordi vi ville have hund. Alene på det grundlag. Man kunne mærke det ulme i folk lige fra vi kom ind, hadet; du skal ikke komme her og stille forslag, der er så tydeligt imod OS, der var en enkelt muslim der turde stille sig op og sige at godt nok ville han ikke selv have hund, men at han ikke kunne se hvad problemet var i, at andre havde hund og at vi måtte kunne rumme hinandens forskelligheder, så længe vi tog hensyn til hinanden. Han blev jordet! totalt jordet. Pøblen gik i selvsving, og det var tydeligt at det var de såkaldte ‘mafiosa’ lignende familier, der indoktrinerede holdningerne, afstemningen var i øvrigt ikke hemmelig, så alle stemte selvfølgelig imod – også ham der først prøvede at sige noget for…altså – nu skal det ikke hedde sig at de ikke demokratisk måtte hævde deres stemmeret, selvfølgelig må de det, men det var slet ikke demokratisk, det var tyranisk ovenfra dikteret af lederen, hvad der måtte stemmes og det var helt sikkert tilladt at komme med modsat rettede racistiske kommentarer. Danskersvin, ulækker, uhygiejnisk at have hund osv osv – vi var tre par, der havde forslået det, alle over en kam blev vi fordømt.

… Hvordan kan det være at vi kun tør tage afstand fra ekstremiteter når det handler om racisme fra dansker mod udlænding, men ikke når det er den anden vej, eller når man tydeligvis søger at hverve medlemmer til islamisk stat- lignende grupper. Jeg må sgu erkende, at det skræmmer mig. Det skræmmer mig, at man ikke tør åbne de øjne!

(Sia Sophia Schjerning, 27. december 2014: “Jeg vil starte med at sige, at jeg tror på diversitet…”)

“… jeg forstår ikke hvorfor muslimerne ikke bekæmper det indefra, det må jo have vokset sig så stor en pukkel til, ligesom DF for os ikke-muslimer, der godt kan leve med diversitet, men ikke radikalisme.” (Sia Sophia Schjerning om islamisme, 13. november 2013)

“This is it, this is where we turn our dreams inside out – Nørrebro baby!” (Tekst på postkort produceret af Sia Sophia Schjerning, 21. august 2014)

Oploadet Kl. 12:59 af Kim Møller — Direkte link48 kommentarer


28. december 2014

Undertegnede i stort tema om ‘Det nye højre’ i Jyllands-Posten: “Medierne er overfladiske og røde…”

Hele fire sider om ‘Det nye højre’ i dagens Jyllands-Posten, der med udgangspunkt i Morten Uhrskov præsenterer den nationalkonservative scene i Danmark. Undertegnede præsenteres som værende “stifter af den indvandrerkritiske hjemmesiden Uriasposten.net”, og citeres for min kritik af de danske medier. Fra dagens Jyllands-Posten – Landet stander i våde – eliten ved det bare ikke.

“Noget har ramt vores danske kultur. Noget, der æder os op indefra og udefra, og noget, der truer ikke bare dansk kultur, men hele den vestlige civilisation. Noget, der må bekæmpes. Så alvorlig ser verden ud i dag for nationalkonservative som Morten Uhrskov Jensen, blogger, debattør og politiker i foreningen Dansk Samling, der nu vil i Folketinget. …

Det er en bevægelse, som i løbet af de senere år er vokset frem fra blogs og tidsskrifter på nettet, til at sidde i tv-studierne, fylde debatsiderne på landets aviser, have selvstændige medier og nu er blevet en hel politisk bevægelse. Det er en gruppe mennesker uden fælles parti, men med en fælles kamp for nationens fremtid og mod fjenderne mod den – de kulturradikale, indvandringen, islam, medierne og mod Sverige som maredrømseksemplet på, hvor langt ud den politiske korrekthed har bragt vort broderfolk. Løst forbundet omkring netmagasinet uriasposten.dk, tidsskriftet Nomos, nyhedssiderne snaphanen.dk og Den Korte Avis, med egne blogs og ugentlige klummer i landsdækkende aviser som Jyllands-Posten og Berlingske, ses de mest i den virtuelle verden, men ellers trykker en del af dem også hænder i den fysiske verden, når Trykkefrihedsselskabet holder møder, på sommermødet ved Silkeborgsøen Mosbjerg og enkelte af dem også til den teologiske bevægelse Tidehvervs årsmøder.

Det er i de cirkler, man kan støde på debattører som Michael Jalving og Rune Selsing, der alle udgiver bøger og ihærdigt debatterer på deres blogs på jp.dk. Det er her, man kan møde Lars Hedegaard og Katrine Winkel Holm, der er formand for Trykkefrihedsselskabet. Det er her, Uriaspostens Kim Møller gennemskriver dagens avisudklip. Og her, man fra universiteterne kan møde lektorer som Michael Böss fra Aarhus Universitet og Jesper M. Rosenløv, Casper Støvring og Søren Hviid Pedersen fra Syddansk Universitet.

Fælles for debattørerne er deres nationale udgangspunkt – eller ‘fædrelandet’ – og så deres høje uddannelsesniveau. De har stort set alle sammen en universitetsgrad…

(Jyllands-Posten, 28. december 2014: Et nyt højre på vej i Danmark)

Indtil videre er det kun Dansk Folkeparti, der har taget en del af disse debattører og tanker til sig, men ifølge Hans Hauge ligger de nationalkonservative generelt til højre for DF på indvandrerspørgsmålet.

‘Det minder måske lidt om en fransk konservatisme, men jeg synes ikke, man kan kalde det et nyt højre eller højreekstreme – jeg mener, man bliver nødt til at skille dem ad. Og faktisk tror jeg, der kan være en meget stor folkelig grobund for det her, selv om de ikke er slået igennem med et politisk parti endnu.’ …

Af debattører uden for Dansk Folkeparti er det kun Morten Uhrskov, der vil ind i realpolitik. Det skal ske med det gamle parti Dansk Samling, der blev stiftet af forfatter Arne Sørensen i 30’erne som et værn mod nazismen. Dansk Samling fik kun to perioder i Folketinget, fra 1943 til 1947, og siden har der været stille om partiet, der i dag reelt er en forening. Men Morten Uhrskov har i sinde at opstille partiet.

[...]

Der er en gennemgående kritik af de etablerede medier blandt dem – en kritik, der også har ført til nye medier uden om de gamle dagblade. Blandt andet for Kim Møller i Aarhus. Han etablerede i 2003 blogposten Uriasposten, der havde til formål at udstille de røde medier og journalister og fortælle danskerne, hvordan verden i virkeligheden så ud, men den er i dag endt som en mere bred nationalkonservativ blog. Bloggen har haft millioner af hits gennem årene.

‘Medierne er overfladiske og røde – det er de også i dag,’ siger han og kommer med et eksempel fra denne avis.

‘Se nu for eksempel Jyllands-Posten i dag, der skriver, at de sorte i USA blev lynchet fra 1882 og frem. Men der står ikke, at de blev det, fordi de var mistænkt for tyverier og forbrydelser. Det får vi heller ikke med i urolighederne i Ferguson. Nej, man vil hellere gøde jorden for det multikulturelle. Der er medierne ikke gode nok til at sige fra.’

Er det ikke bare, fordi medierne ikke er politiske?

Nej – det er et falsum. Medierne er ekstremt politiske. Se på den måde, de beskriver det politiske miljø. Vi bliver ofte betragtet
som højreekstremister, men der er meget kortere snor på højrefløjen end på venstrefløjen. Jeg ved ikke, hvor mange gange almindelige danske politikere eller debattører er blevet kaldt højreekstreme, men de allermest venstreorienterede kommunister og marxister må man ikke kalde venstreekstreme. En højreradikal er én, der hænger klistermærker op, en venstreradikal er én, der slår ihjel – det er medierne, der har reproduceret
det billede,’ siger Kim Møller.”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper