20. august 2016

Norske medier gør muslimers identitetsmæssige splittelse til et spørgsmål om ‘had’ og ‘islamofobi’

Historien er ikke nået de danske medier endnu, men ligesom det er absurd at bruge et bestyrelsesmedlem fra Antirasistisk Senter som ekspertvidne, så er opkoget af Jonas Rønningsdalen Kunsts afhandling skåret lige lovligt bekvemt. Han påpeger i artiklen ‘Den helsefarlige kulturskvisen’ (‘det sundhedsfarlige kulturpres’, Kim), at ” Flerkulturelle har det best når de føler tilhørighet til både sin egen minoritetsgruppe og til det øvrige norske samfunnet.”. Det er således ikke blot tale om, at det er antipati for islam der stresser muslimer, men en form for push/pull-effekt. Det handler ikke kun om at de ikke bliver accepteret som nordmænd, men at de kritiseres af egne for at være blevet ‘for norsk’.

Den anden forklaring er ifølge forskeren ‘religiøs fundamentalisme’, og påpeger, at der er “en sammenheng mellom fundamentalisme og det å mislike medlemmer av andre grupper”. Han giver delvist det kristne Norge skylden, men når nu man ved at Koranen er en ‘dem & os’-manual, (eks. haram/halal), og tænkningen er dybt forankret i islamisk teologi, så giver det god mening. Indenfor Islam opdeles verden i Dar ul-Islam Dar ul-Harb, hvad betyder Islams Hus/Fredens hus og Krigens hus. Islamisering stresser. Islamisk monokultur er fred.

(Jonas Rønningsdalen Kunst, Den helsefarlige kulturskvisen; I: Psykopp, 13. maj 2016)

“… det nytter altså at stresse dem”, svarede en polemiker på Facebook, og det er måske den rigtige tilgang til den slags propaganda. Fra norske Vårt Land (بلدنا) – Muslimer blir syke av islamfrykt

– Hatet rettet mot muslimer er med på å ødelegge menneskeliv, sier Bushra Ishaq.

Den norsk-pakistanske samfunnsdebattanten har til tider følt seg som en søppelbøtte. Som muslim i offentligheten mottar hun stadig hets og sjikane fra etniske nordmenn. Til tider har trykket vært så massivt at hun har vært redd for sin egen sikkerhet.

– Men nå er jeg lei av å snakke om meg. Den fiendtlige samfunnsstemningen mot muslimer skaper mye frykt blant muslimer. Jeg vet om flere som er redde for å gå ut alene på kvelden fordi de er redde for trakassering. Små jenter tør ikke gå hjem fra skolen fordi de opplever at voksne, hvite kvinner dytter dem vekk, forteller Ishaq, som påpeker at dette bare er en liten bit av det store bildet:

– Muslimer diskrimineres både i arbeidslivet, på boligmarkedet og i helsevesenet. Følgene er angst og depresjoner. Du blir rett og slett usikker på deg selv som menneske og på hvilken fremtid du kan ha, sier Ishaq som er utdannet lege.

Nå er det dokumentert at islamofobi, det vil si frykt for muslimske minoriteter og deres religion, påvirker muslimers helse negativt. Forskningen er utført av Jonas R. Kunst, postdoktor ved det psykologiske institutt ved Universitetet i Oslo. I doktorgraden hans, som første ble omtalt i fagbladet PsykOpp, kommer det blant annet følgende frem:

– Muslimer som følte at majoritetsbefolkningen fryktet dem, var mer plaget av angst og stress. Dette gjaldt i mange tilfeller uavhengig om muslimene selv hadde vært utsatt for direktediskriminering, sier Kunst.

– Denne negative sammenhengen mellom islamofobi og muslimers helse var relativt entydig i alle land, noe som viser at erfaringene deres ikke virker til å variere noe særlig på tvers av kultur. Dermed er det gode grunner til å tro at dette kan overføres også til Norge og andre vestlige land, sier han.”



19. august 2016

“De kulturradikale er efterladt uden argumenter. Uden forklaringer. Uden analyse. Uden løsninger.”

Venligboen Anne Lise Marstrand-Jørgensen boykotter Radio24syv, som hun mener spreder ‘racisme og ‘xenofobi’. En udløber af debatten om ‘Je suis Jalving’, som har fyldt røde aviser de senere dage. Da jeg forsøgte mig med Radio24syv sidst på formiddagen, kom jeg ind i en paneldebat om et nyligt Pia Kjærsgaard-interview. Alle tog afstand, og efter tyve minutter minutter skiftede jeg kanal. Her var hun blevet associeret med alt fra demagogi, despotstyre, Cosa Nostra (italienske mafia) og ‘en heks’. Annejagt er ikke engang et af de røde programmer.

Rune Toftegaard Selsing sætter ord på kulturradikalismens dødskramper – Når de kulturradikale lugter blod.

“Prøv at tænke over, hvor svært det er at være kulturradikal i de her år. Der er jo tydeligvis tale om et enormt højreskred. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at det er resultatet af den dominerende borgerlige opinion, men det er jo reelt blot et resultat af virkeligheden. Problemerne med multikulturen er åbenlyse for enhver, og alle debatterne op gennem nullerne forekommer latterlige i dag. Ja, det handler om kultur. Ja, det handler også om islam. Ja, antallet betyder noget. Ja, det kan ikke fortsætte. Det mener jo selv SF i dag.

De kulturradikale er efterladt uden argumenter. Uden forklaringer. Uden analyse. Uden løsninger. Uden noget som helst. Det eneste, de har tilbage, er muligheden for at lukke munden på folk. Siddende i hjørnet, rokkende frem og tilbage, med hænderne for ørerne, rystende-messende: sluk for stemmerne, der taler om volden og opløsningen. Og det er så, hvad de forsøger. Med håbløst ubegavede anklager om generaliseringer, fordomme og stereotypier. Med populistiske anklager om populisme. Med (svinsk formulerede) angreb på dem med den grimme tone. Med krav om censur af facebookdebat. Med ublu fantasier om at fjerne de ideologiske modstandere fra spalterne.

Man kræver blod nu. Der er én eller en anden kendt eller ukendt kritiker af multikulturalismen, der skal ned med nakken. Slæbes igennem sølet. Der må statueres et eksempel. De dumme undermennesker, der er vrede i blogs og kommentarspor må forstå, at deres kritik af det multikulturelle projekt er et angreb på det dyrebareste, kulturradikaleren har; hans identitet. Og derfor må de dø, i overført betydning, dem, der udfordrer det verdensbillede, vor identitetsvenner har satset alt på. Der kræves blodofre, javist. Men i modsætning til dengang, mine venner måtte undgælde, vil det i dag kun have ringe effekt. I dag er der en halv befolkning bag de formastelige – og flere vil komme til, efterhånden som de, eller nogen, de kender og elsker, møder den virkelighed, kulturradikalerne har beredt til os alle.”

Oploadet Kl. 20:11 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


16. august 2016

Politiken-kronik mod Je suis Jalving: Fik ‘et stærkt populistisk skær’, da ‘lytterne fik lov til at ringe ind’

Jeg har gennem årene blogget hundredevis af stikprøver fra licensfinansierede radiokanaler, men det er tidskrævende, og ofte bliver det blot til en tanke der ikke bundfalder sig, eller et faneblad der ikke blogges. Som da en ‘Johan’ inviteres til Go’ Morgen Danmark (19. juli 2016), for at anmelde Star Trek-filmen, og bruger det som afsæt for at advokere imod den ‘nationalisme’, som Brexit efter hans mening var udtryk for.

Debatten er polariseret, og hvis man tilhører det flertal der har fået nok af Islam og masseindvandring, så er det blot at tænde for radioen hvis man vil høre modsatrettede synspunkter. For undertegnede skete det sidst natten til mandag, hvor Keith Thomas Lohse var sig selv på Radio24syv. Medierne er et væg-til-væg tæppe af selvbestaltede verdensreddere, der uanfægtet af den faktiske virkelighed, pudser sin glorie på almenvellets bekostning.

Mikael Jalvings ‘Je suis Jalving’ var noget så sjældent som et radioprogram med kulturkonservativ tendens. Udsendelsesrækken blandt blandt andet angrebet i Dagbladet Information, hvor Anders Stjernholm og Rezhwan Ikramto fra Ateistisk Selskab fortæller, at verden er truet af ‘konservative religiøse kræfter’, og problematiserer at Radio24syv forstærker polariseringen med ‘komplet usaglige indspark’, der skal ‘opildne underskoven af folkedybet’.

Værre er dog cand. mag. Steffen Groth i Politiken, selvom han dog skal have ros for at konkretisere sin kritik. Han kommer dog ikke udenom, at det store problem for ham hverken er Mikael Jalving, ‘Je suis Jalving’ eller Radio24syv, men tilstedeværelsen af offentlig dissidens. Debatten er polariseret, ikke fordi Jalving får et sommerprogram på en radiokanal, men fordi danskerne vitterligt er delte i de her spørgsmål.

Her er den store forskel på højre- og venstrefløjsargumentation. Den værdimæssige venstrefløj anerkender ikke højrefløjens legitimitet, og som en ven skarpt formulerede det om segmentet forleden: ““De blænder sig selv med en myte om at politisk dissens er udtryk for galskab.”.

Kronik i gårsdagens Politiken af Cand. mag. Steffen Groth – Radio24syv sender grænseløs demagogi.

“3. august ca. 10.40 kom jeg igennem på telefonen til Radio24syvs program ‘Je suis Jalving’. … Som reaktion på programmets titel ‘Je suis Jalving’ havde jeg forberedt et modsvar, et ‘J’accuse Jalving’, som jeg fremførte i radioen med dirrende stemme. Det er de anklagepunkter, som jeg vil uddybe og dokumentere yderligere her.

(Kronik af Steffen Groth i Politiken, 15. august 2016)

“Det er opbygget efter en fast skabelon: Jalving… indleder med et alarmistisk oplæg om nogle af de katastrofale konsekvenser, de mener, indvandring og islam har i Danmark og Europa.

Derefter følger samtaler med en eller flere professionelle meningsdannere, og her har tendensen været fuldstændig entydig; det er en kongerække af islam- og indvandringskritikkens mest yderliggående sværvægtere, der har været mobiliseret og iscenesat som eksperter: Lars Hedegaard, Morten Uhrskov, Pernille Vermund, Christian Langballe, Helle Merete Brix, Ole Hasselbalch, Eva Agnete Selsing, Søren Hviid Petersen, Sørine Gotfredsen, Kristian Ditlev Jensen samt tidehvervspræsterne Torben Bramming og Claus Thomas Nielsen. …

Retfærdigvis skal det nævnes, at David Trads i den allerførste udsendelse var med på en telefon som den allerførste gæst… Det var de intellektuelle frontkæmpere i højrepopulismens offensiv mod islam og indvandring, der skulle hamre programmets pointer igennem så overbevisende som muligt.

Det tredje element, som i denne sammenhæng får et stærkt populistisk skær, var, at lytterne fik lov til at ringe ind, vox populi, folkets røst. Lytterne fik med- og modløb fra værten afhængig af deres perspektiver. …

Det er en gennemgående pointe i programserien, at mainstreammedier og -politikere fortier sandheden om problemerne med islam og indvandring
ud fra en politisk korrekt agenda, mens ‘Je suis Jalving’ tør ’sige tingene, som de er’ – ‘der er ikke tid til andet’.

Det populistiske mantra, som rummer tydelige mindelser om Trumps tankeverden, er en myte, der trives på den alleryderste højrefløj. At den opretholdes trods det kolossale fokus, der konstant er i medier og blandt politikere på terror, islam og udlændingestramninger, er for
mig at se fornuftsstridigt. …

Jeg anklager jer for at grave grøfter i vores samfund, fodre fjendebilleder og puste til fremmedfrygtens ild. Jeg anklager jer for at skabe en oppustet mistillid til de etablerede medier og politikere og gøde jorden for konspirationsteorier, overdreven mistænksomhed og frygtblandet fanatisme.

Jeg anklager jer for ikke på nogen måde at have skabt et nuanceret billede af de integrations- og ghettoproblemer, vi har i det danske
samfund. Tværtimod.

Jeg anklager jer for at have skabt det mest demagogiske, alarmistiske og højrepopulistiske radioprogram i nyere danmarkshistorie.”



11. august 2016

Botho Strauss, Der letzte Deutsche (’15): “… hvordan vil man undvige krigen, hvis den bliver os budt?”

Feinschmeckere foretrækker sikkert at læse Botho Strauss på originalsproget, men en oversættelse er ikke at foragte. Salon 55 har oversat essayet Der letzte Deutsche (2015) til dansk – Den sidste tysker (oversat af Mads Lund Mikkelsen).

“‘Somme tider har jeg følelsen af kun at være blandt tyskere, når jeg er hos anerne. Ja, det er mig, som var jeg den sidste tysker. En, der som den tidsfortabte munk fra Heisterbach, eller som en desertør tres år efter krigens afslutning forlader sit skjul og vender tilbage til et land, som stadig hedder Tyskland – til hans bitre overraskelse. Jeg tror, jeg er den sidste tysker. En vagabond, en land- by- og åndstryger, der roder i hellige rester. En hjemløs.

Selvcitatet fra bogen ‘De ubehjælpsomme’ lægger ikke skjul på, at forfatteren så sig som denne sidste tysker. Man skal ikke overdrive det med altid at ville være den sidste af et eller andet – men posten syntes mig at være ledig, og jeg slap ikke fri af fiktionen om at være en fortsætter af følelses- og tænkemåder, som siden romantikken har fostret en specifikt tysk litteratur. At bringe noget af det til live igen var mit liv.

(Tidligere omtale af Der letzte Deutsche, Uriasposten, 15. oktober 2015)

Jeg vil hellere leve i et uddøende folk end i et mere vitalt, der på baggrund af primært økonomisk-demografiske overvejelser blandes op med fremmede folkeslag og forynges.

For endnu ikke alt for længe siden fandtes en venstreorienteret kritisk intelligentsia, der satte sig op imod det økonomiskes hegemoni over vores livsverden. Sidenhen er deres åndsbeslægtede selv blevet til samtidens førende økonomer – Piketty, Stiglitz, Krugman – og under venstreorienteret fortegn driver de en næste økonomiens hegemoni frem, nu i en angiveligt socialt ansvarlig form, men heller ikke de tilbyder nogen lyse ideer hinsides finans- og pengepolitikken.

Den sidste tyskers måde at føle og tænke på er rodfæstet i den åndelige heltehistorie, der spænder fra Hamann til Jünger, fra Jakob Böhme til Nietzsche, fra Klopstock til Celan. Den, som er fri af denne historie, som de fleste herboende tyskere, social-tyskerne, der ikke er mindre rodløse end de millioner af rodløse, som nu slutter sig til dem, han ved ikke, hvad kulturel smerte kan være. Jeg er et overleveringens subjekt, og udenfor overleveringen kan jeg ikke eksistere. Den vedbliver i øvrigt at bestå hinsides fyrstestat, nation, rigsgrundlæggelse, verdenskrig og udryddelseslejr. Intet af alt det er forudgivet eller indeholdt i overleveringen, hverken den frelse eller katastrofe, der frembringes, rummer den i sig. Så godt som alt egner sig til at blive misbrugt. …

Vi frarøves suveræniteten til at være imod. Imod de stadigt mere magtsyge politisk-moralske konformiteter. De parlamentariske partier synes i dag udelukkende at bekende kulør, når det kommer til spørgsmålet om bøsseægteskaber.

Ikke kun fra de hellige krigeres synspunkt ser det omvendt ud til, at de vantro til stadighed forbereder alt til deres egen domsfældelse. De giver afkald på ethvert forsvar. Som om en hemmelig længsel drev dem mod snart at se hele det gamle nøgternhedens, emancipationens og oplysningens regime styrte.

Bifald og velkomst sker så forceret, at det må springe selv den enfoldigste i øjnene som en omskrivning, en eufemisering af frygt, som noget magisk ulykkesbesværgende. … Hvad overlevering vil sige, bliver en lektion, måske den vigtigste, som vi tildeles af islams lydige.

En velmenende kvinde med tilknytning til De Grønne: Tørklædet er tegn på en kvindes religiøse selvrealisering. Mere rammende kan man ikke formulere sin forståelsesfulde mangel på forståelse. Også den rituelle lydighed er man netop nødt til at oversætte til frigørelsens sprog.

Men hvordan vil man undvige krigen, hvis den bliver os budt? Når alt kommer til alt hører ikke kun frihed, men også frihedskamp til vores højt besungne værdier. I første omgang dog, melder pacifisterne sig på banen og erklærer: ‘Tyskland skrumper dag for dag. Det, synes jeg, er storartet’.

Det laveste ved denne skurke-ytring er den politiserede smerteløshed, med hvilken man går ind for selvopgivelsen og ophæver den til program. Takket være indvandringen af de rodløse vil det endelig være slut med nationen…”

Oploadet Kl. 12:44 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer


10. august 2016

Moské-talsmand: Moskéer fremmer integrationen – Støtter De Grå Ulve og et mono-etnisk Stor-Tyrkiet

På mine lange arbejdsdage, går det af og til lidt hurtigt med blogningen. I går kom jeg eksempelvis til at citere en tyrkisk moské-talsmand fra DR Online, uden at lave det obligatoriske baggrundstjek. Der er ofte lig i lasten.

(Moské-talsmand Vahip Pelit: “… rigtige moskeer er med til at fremme integration”)

Det viser sig, at manden der mener at “rigtige moskeer er med til at fremme integration”, har en relativ anonym Twitter-konto på tyrkisk, der hovedsageligt omhandler tyrkisk politik. Han var imod kupforsøget, ikke fordi han hader Gülen-bevægelsen (det gør han) eller elsker Recef Erdogan, men fordi han sympatiserer med Milliyetçi Hareket Partisi (MHP) og terrorforgreningen De Grå Ulve (Ülkü Ocaklar).

I Danmark promoverer han multikultur, alt imens han på tyrkisk kæmper for et mono-etnisk (!) Stor-Tyrkiet uden besværlige minoriteter, såsom kristne armeniere. Tyrkisk fascisme i en usædvanlig hyklerisk aftapning.

“One of their mottos is ‘Your doctor will be a Turk and your medicine will be Islam.’ Their ideology is based on the superiority of the Turkish race and the Turkish nation. According to Peters, they strive for an ‘ideal’ Turkish nation, which they define as ‘Sunni-Islamic and mono-ethnic: only inhabited by ‘true’ Turks.’ … they are hostile to virtually all non-Turkish elements within Turkey, including Kurds, Alevis, Armenians, Greeks, and Christians overall. They also embrace anti-Semitic conspiracy theories such as those put forward byThe Protocols of the Elders of Zion. They have distributed the Turkish translation of Adolf Hitler’s Mein Kampf.” (Wikipedia, Ideology)

Tidligere på sommeren kom det frem, at hovedpersonen i et århusiansk mediestunt mod Dansk Folkepartis ‘Vores Danmark’-kampagne, var en tyrkisk taxichauffør, der sympatiserer med De Grå Ulve. En mand der på ingen måder følte sig dansk – ‘Vores Danmark’ uden danskere. For få uger siden demonstrerede herboende tyrkere med islamistiske paroler, herunder De Grå Ulves særlige håndtegn. Dobbeltspillet foregår ikke i det skjulte. Medierne vælger bare at se den anden vej.

Vahip Pelit på Twitter. Göktürk, anatolsk-tyrkisk for tyrkiske nomader i Asien, ca. 550. Betragtes som forfædre til Osmannerne.

(Moské-talsmand Vahip Pelit på Twitter, 2016)

(Vahip Pelit praler af den nye Brabrand-moské på Twitter, 10. december 2015)

Diverse retweets.

(Nuværende MHP-leder Devlet Bahçeli og De Grå Ulve-grundlægger Alparslan Türkeş)

(Kritik: Adalet ve Kalkınma Partisi (AKP) samarbejder med zionister)

(De Grå Ulve)

(De Grå Ulve, kriger med maskinpistol)

(Fatih Sultan Mehmet, Mehmet Erobreren, der også har lagt navn til tyrkisk moské i København: NB)

(Det officielle flag for Milliyetçi Hareket Partisi, De Grå Ulves politiske gren)

(Tyrkisk-cyprioten Rauf Denktaş og De Grå Ulve-grundlægger Alparslan Türkeş; Se evt. her)

(Bozkurt, tyrkisk for tilhængere af De Grå Ulve)

(MHP-leder og Istanbuls Grå Ulve)

(De Grå Ulve)

Vahip Pelit på Facebook.

(De Grå Ulve)

(Bozkurt, tyrkisk for tilhængere af De Grå Ulve)



9. august 2016

Tyrkisk moské-talsmand: ‘Kaserne til islamiske soldater’ i Århus C ville være godt for integrationen…

Tilstedeværelsen af ‘rigtige moskeer’ er omvendt proportional med livskvaliteten for ikke-muslimer, og der er vitterlig ingen grund til at bifalde tyrkisk kulturimperialisme. Det gælder i særdeleshed, når imamerne aflønnes af fremmed magt, der ledes af islamist, som betragter moskéer som kaserner for islamiske soldater. 1400 års historie fortæller, at multikultur blot er en fase før islamisk monokultur.

Set på DR Online – Moske-talsmand: Flere moskeer vil fremme integration.

“Der er brug for flere moskeer i Aarhus. Det mener man i Tyrkisk Kulturforening Brabrand, der for nylig åbnede en moske i et industrikvarter i det vestlige Aarhus. Den nye moske har en 14 meter høj kuppel, og snart kommer der også en minaret.

Vahip Pelit mener, at rigtige moskeer er med til at fremme integration, og derfor synes han heller ikke, at en moske bør ligge i et industrikvarter.

– Jeg ville have ønsket en rigtig moske i midtbyen, som kunne vise mangfoldighed, og at der er andre kulturer end kristendommen – en multikulturel by, forklarer han.

… Moskeens imamer kommer fra Tyrkiet, er uddannet på universitetsniveau og aflønnet af den tyrkiske stat.”

(Brabrand Ulu Cami, Sintrupvej, Århus V; Foto: Facebook)

Minareterne er vore bajonetter, kuplerne vore hjelme, moskeerne vore barakker, de troende vore soldater. Denne hellige hær beskytter min religion. Allah-u-Akbar (Allah er stor).” (Erdogan i tale, 1998)

Oploadet Kl. 11:27 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer


31. juli 2016

Jesper Holm F.: “Man kan ikke undsige sig et fjendskab, når en anden part har erklæret sig ens fjende.”

God blogpost af Jesper Holm Frederiksen på Frontiére – Terror som kampform.

“For at forstå terroristers motiv er det væsentligt at huske på, at krig er en militær handling for at opnå et politisk mål. … Vi har i den vestlige verden i mange år betragtet fænomenet Krig som en militær handling udført af to eller flere stater, der med disse midler vil opnå deres respektive politiske mål. I krigen mod terror er krigen nu forandret til dødelige angreb mod civile med midler, der er tilgængelige for civile. … krig i sin mest brutale, sande og ældste form: besærkergang mod forsvarsløse civile og angreb mod dårligt forsvarede områder eller mål. …

Har vi overhovedet en fjende? Fjendskab er en ensidigt sat relation. Man kan ikke undsige sig et fjendskab, når en anden part har erklæret sig ens fjende. Islamisk Stat og andre islamistiske grupper har adskillige gange igennem både ord og handling erklæret sig som fjender af de vestlige, kristne, frie samfund. Det kan vi ikke undsige eller dialogisere os ud af. Vi kan kæmpe eller dø. Hvad vil fjenden opnå? Islamisk Stat har meget tydeligt redegjort for, at deres mål er det såkaldte kalifat. Altså en verdensomspændende stat, inden for hvilken islamisk lov hersker – verdensherredømme.

Det er naturligvis indlysende, at når IS eller andre islamistiske grupper begår et terrorangreb i vestlige lande er ambitionen ikke, at det angreb alene vælter den siddende regering, så man i stedet kan indsætte en islamisk regering, men målet kan snarere være et delmål; at tvinge modstanderne til at overholde islamisk lov. Dette ses tydeligst, når der udgives tegninger/afbildninger af den påståede profet, Muhammed. …

Et andet eksempel så vi for nylig, da en islamist tiltvang sig vej ind på en natklub for homoseksuelle og med lette håndvåben dræbte 50 mennesker. Her er delmålet endnu ikke opnået, men såfremt vi ser flere af denne slags angreb, kan vi snart forvente, at de homoseksuelle personer i befolkningen i stigende grad aktivt vil skjule deres seksualitet og under alle omstændigheder mødes under enten private eller meget sikrede forhold.

Denne tendens kan dog forventes udviklet uafhængigt af storstilede terrorangreb, idet vi må medregne den forfølgelse af homoseksuelle, der foregår i dagligdagen på gadeplan. Hyppige overfald og verbal udskamning og angreb kan ligeledes bidrage til at ændre de homoseksuelles adfærdsmønster, og dermed opnå endnu et delmål; at islamisk lov overholdes i et sådant omfang, at der ikke eksisterer homoseksualitet – i det mindste ikke i det i det mindste ikke i det offentlige rum.

… Vores svagheder er vores åbne samfund og vores uvilje til at forsvare de principper og handlemønstre, islamisterne har som mål eller delmål at nedbryde. Derforuden har vi en betydelig svaghed i vores fornægtelse af konsekvenserne ved fri og ukontrolleret passage over landegrænser. … Den største og væsentligste svaghed er imidlertid, at befolkningen i stadig mindre grad oplever, at deres stat kan beskytte dem.



26. juli 2016

Tyrkiskejet café på Roskildevej ‘Since 1453’: Et ualmindeligt skidt år for det kristne Europa

Fænomenet er ikke så udbredt i provinsen, men der er masser af vandpibecaféer i København. Blandt andet Café Reina på Roskildevej (Frederiksberg), der tidligere hed Café Layalina og før det Café Aladdin. På neonskiltet er tilføjet ‘Since 1453’, og det passer fint ind, da caféen ligger klods op af en kirkegård, og naboen sælger gravsten.

1453 var et ualmindeligt skidt år for det kristne Europa. Efter længere tids optakt indledte Osmannerne et angreb på Konstantinopel, hovedbyen i Det Byzantinske Rige. Byen blev belejret den 6. april, og den 29. maj brød Osmannerne murene. Hærfører Mehmet II gav sine soldater lov til at plyndre i tre dage, og historikere anslår at 30.000 døde: “… all through the day the Turks made a great slaughter of Christians through the city” (Nicolò Barbaro). Byens ortodokse katedral blev omdannet til en moské.

Mehmet II fik herefter tilnavnet Mehmet Eroberen (Fatih Sultan Mehmet), og den tyrkiske moské nogle kilometer østpå er navngivet efter samme. Caféen ligger i øvrigt blot et stenkast fra adressen hvor Lars Hedegaard blev forsøgt likvideret.

(Café Reina, Roskildevej, Frederiksberg)

Oploadet Kl. 22:53 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


21. juli 2016

Thomas Hoffmann: Islamiske kilder er skabt til at modvirke assimilation – Islam er en politisk religion

Sognepræst Torben Bramming fortæller i en længere notits på Facebook, at Tyrkiet i disse år gennemgår en ‘islamisk reformation’, og pointerer at den ikke ligner Reformationen (den kristne), da islams kildegrundlag er væsensforskellig. Når man går til kilderne, så finder man ikke en mand der lod sig korsfæste, men en krigsherre, der opdelte verden i haram og halal. Dem og os, så at sige.

At der er fundamentale forskelle på Islam og Kristendom, kan man læse i seneste udgave af Weekendavisen, hvor professor Thomas Hoffmann foretager mellemregningerne, uden helt at drage de logiske slutninger. Islam opstod i konkurrence med andre religioner, og etablerede sig selv som værende en modsætning. Det skete med en mur af dogmer, der skulle modvirke tilintetgørelse via assimilation. Islams ‘love og skikke’ skal ikke udvandes. Punktum.

Her lidt fra Thomas Hoffmanns akademiske redegørelse, hvis titel minder mig om en fin anti-islamisk blogs – Når islam gør en forskel (ikke online).

“At gøre en forskel. Man hører jævnligt udtrykket, når folk bliver spurgt om, hvorfor de faktisk gjorde, som de gjorde: ‘Jeg ville gerne gøre en forskel.’ Udtrykket afslører, at det er mindre vigtigt, hvori forskellen præcist består. Det afgørende er, at der bliver gjort en forskel. Men hvad har det nu overhovedet med islam at gøre, turde læseren rimeligvis spørge. Faktisk en hel del. For det første er viljen og evnen til at være forskellig fra andre religioner afgørende for enhver religions selvstændiggørelse. Islam er ingen undtagelse.

Selv om Muhammads budskab på mange måder lå i forlængelse af de to bibelske religioner, jødedommen og kristendommen, var det også et opgør med de to forgængere. … På linje med en række islamforskere er det nu min påstand, at islam bliver en religion i sin egen ret ved en art Rasmus Modsatprincip.

Princippet promoveres i Koranen og haditherne, det vil sige de tusindvis af små normgivende beretninger om Muhammads udsagn og handlinger. Med til at konsolidere det er især muslimernes succes med at etablere islam som en imperialistisk religion. For netop i det imperiale kulturmøde blev det vigtigt at skille sig ud fra den erobrede befolknings religioner: jødedom, kristendom og zarathustrisme. Man kan måske ligefrem tale om en angst for at blive for assimileret af de erobrede undersåtter.

… hvad og hvem var det så, at muslimerne skulle gøre sig forskellige fra? Som den store sunni-teolog Ibn Taymiyya (1263-1328) skrev, var det ikke mindst Helvedets Folk, som man skulle gøre sig forskellig fra, ja man skulle ligefrem gøre det modsatte af dem. Helvedets Folk var især jøderne, de kristne, de persiske zarathustrianere, men naturligvis også de gammelarabiske hedninger. Således tilskrives Muhammad denne kontrære visdom i en hadith: ‘Gør det modsatte af jøderne!’ Og i Koranen siger Gud, at ‘I skal ikke indhylle sandheden i falskhed og skjule sandheden’ (K 2: 42), hvilket almindeligvis blev udlagt af de muslimske lærde som et påbud om, at Guds sande islamiske budskab ikke skulle opblødes og integreres med de andres love og skikke. …

Paradoksalt nok viser det på den ene side, at islam ikke er anderledes end alle andre religioner… På den anden side fordrer denne erkendelse også, at vi tør erkende, at islam også er forskellig, at den rent faktisk er exceptionel. Netop at tale om islam som exceptionel har i religions-og islamforskningen længe været tabu og været mistænkeliggjort med det grimme ord ‘exceptionalisme’ – ironisk nok samtidig med at forskellighed og mangfoldighed er blevet anprist. Men måske er denne skyhed over for substantiel forskellighed efterhånden ved at være passé.

Sidste år præsenterede jeg i avisen her den store islamforsker og Holbergpris-modtager Michael Cook, hvis seneste værk er en stærk demonstration af islams exceptionalisme som politisk religion.”

(11-årig dreng halshugges af islamister fra Nour al-Din al-Zenki, tidl. en del af Army of Mujahideen)

“Islam: Making a True Difference in the World – One Body at a Time” (Tagline, Religion of Peace)

Oploadet Kl. 16:26 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer


9. juli 2016

Søren Hviid Pedersen: Statsministeren hyldede muslimers “… lydighed mod Koranens forskrifter”

På et af billederne i den officielle Facebook-gruppe for Århus Pride 2016, ses et regnbueflag i tårnet på byens Domkirke. Meget apropos, så var Rådhuspladsen i København sidste søndag omdannet til et bedetæppe i anledningen af Ramadanens afslutning . Søren Hviid Pedersen kommenterer – Ingen glædelig eid herfra.

“… muslimerne fejrer afslutningen af fasten ved at invadere de offentlige rum med deres demonstrative fremvisning af deres fromhed og troskab mod deres lovreligion. Der er tre problemer med denne demonstration fra muslimernes side.

For det første repræsenterer Ramadanen det lovreligiøse aspekt af den muslimske tradition. Intet er for småt til at blive reguleret af islams forskrifter for at leve et ægte og rigtigt liv. … Væk er kristenmenneskets frihed, som Luther skrev om. Væk er friheden for det enkelte menneske. I stedet har vi lovens tyranni, åg og trældom over det enkelte menneske.

For det andet, og som er i direkte forlængelse heraf, udviskes skellet mellem det religiøse og det politiske. Når alt således reguleres, både det private og det offentlige, forsvinder skellet mellem det religiøse og det politiske. Hermed umuliggøres demokrati, fordi demokrati er et folkestyre og ikke teokrati, et styre der dikteres af en religiøs lovbog.

For det tredje er afslutningen af denne faste en eklatant opvisning af farisæisme. Muslimerne strømmer ud på gader og stræder og fejrer, at netop de overkom fasten og derfor er ægte sande troende. Ja, det var så det, Jesus kaldte ved rette navn, nemlig farisæisme!

Hvad alt dette repræsenterer, er negationen, modsætningen til al dansk, til al dansk folkelighed. En folkelighed der er grundlaget for vor danske nation og for vort folkestyre. Det er derfor bekymrende, men ikke specielt overraskende, at vor liberale statsminister lykønsker muslimerne og deres lydighed mod Koranens forskrifter.”

(Eid-fest på Rådhuspladsen i København, 3. juli 2016; Foto: Facebook)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper