25. juli 2017

Tyrkiet: Ikke-muslimske minoriteter under pres, regeringen konfiskerer ‘assyrisk-kristne ejendomme’

“Udviklingen vidner om en religiøs og politisk ensretning mod islam”, forklarer journalist Deniz Serinci til avisen, og det sætter jo ligesom Harun Bosbays Erdogan-apologi i en anden kontekst. Problemet er ikke tonen i den danske debat, men det faktum at Danmark anno 2017 endnu ikke er en islamisk stat med alt hvad dertil hører.

Som Islam-ekspert er Deniz Serinci dog ikke meget bevendt, at dømme efter hans rolle i Radio24syvs ‘Hipster Glistrup’, hvor han eksempelvis understreger, at med enkelte undtagelser, så er alle muslimske lande sekulære.

Tilbage i 2012 fik syriske kristne tilladelse til at opføre en kirke ved en katolsk kirkegård i en forstad til Istanbul, og det er første gang den tyrkiske stat har givet tilladelse til at bygge et ikke-muslimsk bedehus siden Republikkens grundlæggelse i 1923.

Erdogan speeder processen op kan man læse i Kristeligt Dagblad – Assyrerne kan snart være fortid i Tyrkiet.

“I et støvet bjerglandskab ved byen Midyat i det sydøstlige Tyrkiet finder man klostret Mor Gabriel. Det har i 1600 år fungeret som kloster for assyriske kristne. Det er det ældste af sin slags i verden… i øjeblikket er Mor Gabriel sammen med 49 andre assyriske kirker og klostre centrum i en ejendomskonflikt mellem Tyrkiets regering og den assyriske kristne minoritet i landet. Det sker, efter at regeringen i juni konfiskerede bygningerne…

Den slags beslaglæggelser af kristne ejendomme vidner om en ny strategi for at opnå kontrol over den assyriske kristne befolkning, som har en lang forfølgelseshistorie bag sig, siger Mehmet Kurt. Han er religionssociolog på Queen Mary University i London og har forsket i den assyriske befolkning i Tyrkiet.

‘De har altid været en forfulgt minoritet… De seneste år har regeringen tillagt sig nye strategier mod dem. Beslaglæggelser af ejendomme og land, endda i assyrernes egne små landsbyer i det sydøstlige Tyrkiet, er en klar besked om, at de ikke er velkomne,’ siger Mehmet Kurt.

For blot et år siden beslaglagde regeringen seks kirker, deriblandt den 1700 år gamle Jomfru Maria-kirke. Over de seneste fem år er mindst 100 assyrisk-kristne ejendomme blevet beslaglagt.”

(Mor Gabriel-klostret, Midyat, Tyrkiet; Foto: Fotografturk)

“In the last decade the monastery has been involved in a land dispute with the Turkish government and Kurdish village leaders, particularly those linked to the Çelebi tribe, backed by local representatives of the ruling Justice and Development Party. … There have also been claims that the monastery was built on the grounds of a previous mosque, regardless of the fact that the monastery was founded over 170 years prior to the birth of the Islamic prophet Muhammad.” (Wikipedia)

Oploadet Kl. 10:47 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


23. juli 2017

Bram Stoker’s Dracula (1992): “The Year, 1462. … Turks swept into Europe with a vast superior force.”

En af de mere aktive engelsksprogede bloggere kalder sig ‘Vlad Tepes’, og skriver bloggen under samme navn med den fantastiske tagline: ‘Objects in history may be closer than they appear’. ‘Vlad Tepes’ er bedre kendt som Grev Dracula, en rumænsk hærfører fra 1400-tallet. Irske Bram Stoker skrev bogen om Dracula i 1897, delvis baseret på lokal folklore, hvad blev filmatiseret under titlen Bram Stoker’s Dracula i 1992 af selveste Francis Ford Coppola.

Åbningssekvensen, kort før Grev Dracula undsiger Gud, er ‘islamofobi’ af høj kvalitet.

Speak (Anthony Hopkins): The Year, 1462. Constantinople had fallen. Muslim Turks swept into Europe with a vast superior force... Striking at Rumania, threatening all of Christendom. From Transylvania rose af Rumanian knight of the Sacred Order of the Dragon, known as Dracula.

(Bram Stoker’s Dracula, 1992: Se hele sekvensen på Youtube)

Oploadet Kl. 11:42 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer


22. juli 2017

Koranens vej er rummelighed, inklusion og oplysningstidens idealer: Danmark bør lære af Mellemøsten

I sidste måned holdt Berlingske mikrofonen for en talsmand for Minhaj-ul-Quran (Koranens vej), der advarede mod højreekstremisme: “Vi moderate muslimer er udsatte…”, lød det. ‘Koranens vej’ er moderat, må man forstå. Troende muslimer er helt enige, at dømme efter tidens islamiske agitprop.

Koranen handler om rummelighed, inklusion, helt i pagt med oplysningstidens idealer, og vi i Vesten kan lære meget af mellemøstlig kultur. Taletid til Koran-tro i forskellige medier…

Koranens rummelighed og inkluderende holdning til andre religioner er unik, og den franske revolutions mantra ‘frihed, lighed, broderskab’ er som snydt ud af Koranen

Og dermed lever Koranen til fulde op til oplysningstidens idealer såvel som til FN’s menneskeretskonventions første og vigtigste artikel: Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.

Mange muslimske tænkere mener, at Koranen dybest set er et redskab til at befri menneskene fra formynderi, undertrykkelse og diskrimination.” (Aminah Tønnsen i kronik, Kristeligt Dagblad, 17. juli 2017)

(Ehab Atiqa: ‘Danskere bør lære værdier fra Mellemøsten’; Collage: TV2 Fyn)

“Hvorfor mener du ikke, danske kvinder nødvendigvis er et forbillede for kvinder i de arabiske lande?

‘Man tænker ikke så meget over i Danmark, at arabiske kvinder altså også har sattelit-tv og følger med i statistikkerne og nyheder. De er ikke blinde over for den pris, vi har betalt for vores frihed i Danmark.‘” (Saliha Marie Fetteh, interview, BT.dk, 21. juli 2017)



21. juli 2017

“… et samfund dør, når det behandler sine fjender som venner – og lader dem avle inden for voldene.”

Replik til Niels Jespersen af Johan Christian Nord. Sakset fra Critique – Et samfund dør, når det behandler sine fjender som venner.

“Berlingske bragte den 19. juli kommentaren ‘Kongemærkehipsterens ubehagelige krigsretorik’, hvori Niels Jespersen gav et modsvar til min kommentar ‘Hvorfor lader vi vores fjender vade rundt iblandt os’ fra 12. juli.

Hans grundindvending er, at jeg og andre – med hans venlige benævnelse – ‘begavede unge kulturkonservative’ er på farligt farvand med vores fremførelser af en hård ven-fjende-skelnen i spørgsmålet om islams tilstedeværelse i Europa. … han frygter følgerne af en mere alment gennemført skelnen mellem os og dem – mellem europæerne og de nytilkomne. …

Jespersen bider mærke i, at jeg i foredraget anvendte begrebet ‘mental AIDS’ til at beskrive det sygelige i, at vi europæere bliver ved med at tage imod mennesker, der er grundlæggende forskellige fra os og for størstedelens vedkommende ønsker sig noget ganske andet af livet end os og dermed udgør en langsigtet trussel mod opretholdelsen af vores orden, fred og frihed.

Begrebet er, som Jespersen påpeger, blevet udbredt af den franske højre-intellektuelle Guillaume Faye, der tilhører det såkaldte ‘Nye Højre’, som er en voksende anti-liberal strømning på tidens europæiske idépolitiske scene. Fayes – og min – hensigt med dette metaforisk-diagnostiske begreb er at pege på det basalt selvdestruktive i, at vi i Vesten hylder tanken om universel menneskelig værdighed i så høj grad, at det er en trussel mod vores egen overlevelse. Vi lider – således billedet – af en immunforsvarslidelse, der gør os ude af stand til at afværge de udefrakommende anslag, som en sund organisme ellers let ville kunnet have ryste af sig.

I forlængelse af denne metaforiske diagnostik handlede foredraget om, hvordan det kun er en fortsættelse og intensivering af de islamiske angreb, der vil kunne ruske europæerne vågne – og at det faktisk er en god ting, at vi nu igen får kniven for struben og tvinges til at ranke ryggen. …

Det er følgerne af en sådan afsked med universalismen, Jespersen er ængstelig for. Han frygter barbariet og mener, at vi bør vare os for at slutte fra de voldsberedte islamister til muslimerne som helhed. Grundlæggende skal kampen vindes ved, at ‘islamismen besejres i massernes sind’.

Ja, her har vi grunduenigheden mellem den medievante socialdemokrat og den neo-reaktionære hipster. Jespersen tror, at det vil lykkes at få masseret den vestlige universalisme ind i de islamiske sind, inden demografien forskydes, og vores samfund forvrides til uigenkendelighed. Det gør jeg ikke. For jeg tror slet ikke på disse højpolerede værdiers anvendelighed over for mennesker, der ønsker sig en ganske anden verden end os. Jeg frygter ikke så meget barbariet som fornedrelsen og udslettelsen…

For anerkendelse forudsætter lighed. Eller ligefremt udtrykt: Jeg tror, at et samfund dør, når det behandler sine fjender som venner – og lader dem avle inden for voldene.”

Oploadet Kl. 22:21 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer
Arkiveret under:

Radio24syv-vært og Erdogan-støtte: Loven bør slå hårdt ned på ‘nedsættende’ tale om ‘andres religion’

Tirsdagens udgave af Nattevagten på Radio24syv, havde ytringsfrihed som tema, og jeg kan tilfældigt til at høre en længere samtale i programmets anden time. En 35-årig danskfødt tyrker ringede ind, og forklarede at det var danskernes racisme der gjorde, at han ikke fik taget en uddannelse, og nu havde han så besluttet sig for at flytte til Tyrkiet. Hans børn skulle ikke være fremmede i Danmark.

Sanne Gottlieb snakkede ham efter munden i forhold til debattens tone, højrefløjens had og mediernes medskyld, og foreslog så, at man – med multikulturelle Singapore som forebillede, vedtog love, der slog hårdt ned på det hun kaldte ‘nedsættende’ tale om ‘andres religion’. Tyrkiske Harun var helt på linje, og alt var godt, lige indtil Harun forklarede, at han støttede Recef Erdogan – og alt det gode han havde gjort for Tyrkiet.

Personlig betragter jeg den grove Facebook-debat, som tidsspilde, men som eksemplet Harun ‘El Turco’ Bosbay understreger, så er er altså også afledte positive effekter. Det er medvirkende til at herboende udlændinge, tvinger sig selv til at tage stilling. Skulle nogen foretrække Erdogans Tyrkiet fremfor det islamfjendske Danmark, så er der vel blot at sige: God rejse…

(Harun Bosbay på Facebook, 15. juli 2017)

Indslaget kan høres i fuld længde her.

Harun Bosbay: Jeg er 35 år, og jeg mener – grunden til at jeg ikke har uddannelse i dag, nu har du jo snakket lidt om racisme og så videre… En af de største grunde til at jeg ikke tog en uddannelse, tror jeg, det er nok fordi, at jeg blev skoletræt, og hvis man møder – igen der, i starten af 1990’erne, på skolen om morgenen, og så bliver man – hvad plejer man at sige – ‘God morgen’ til hinanden ik’. Men hvis der bliver sagt ‘God morgen, perker’, så er det ikke sjovt… Det har betydet rigtigt meget for, at jeg ikke tog en uddannelse. … Det var de grimme ord der gjorde…

Sanne Gottlieb, Radio24syv: Jo, jo, men det er vigtigt vi også lige får pointeret, at ord og ytringsfrihed, også har en konsekvens, for det har du mærket på dit eget liv.

[…]

Harun Bosbay: Jeg har den svaghed, at jeg nogle gange skal reagere på sociale medier, blandt andet når man taler politik. På de sociale medier. Der ligger jeg gerne mærke til, at hvis jeg skriver mine holdninger, eller min mening, lad os bare tage udgangspunkt i… Erdogan, den tyrkiske præsident, ik’. Nu var det jo årsdag her for et par dage siden, og i forbindelse med det, der var der en artikel i TV2 på Facebook, og der var mange der kommenterede det, hvilket at mig selv blandt andet, og mange andre med tyrkiske rødder, havde skrevet, at de havde tolket det forkert – at deres tolk havde fejlet, og det var ikke det han sagde. For vi kan jo godt forstå tyrkisk. … Han bliver kaldt for diktator og så videre, men lad det ligge – men jeg lod mærke til, at etniske danskere der skrev tilbage, blandt andet til mig også – ‘Ja, men hvis vi var så vild med manden, hvad fanden lavede vi så i Danmark?’. Altså ‘Rejs dog derned, og så videre’. Det synes jeg er lidt dobbeltmoralsk. Ytringsfrihed – gælder det kun den ene vej? Gælder det kun for danskere?

Sanne Gottlieb: – Ja, det kan du have ret i. En god pointe.

Harun Bosbay: Jeg følte mig meget provokeret, for jeg skrev da også, at der sikkert ikke går så mange år før jeg flyttede derned. Selvom jeg er født og opvokset i Danmark, og mener selv at jeg er godt integreret, og har tilpasset mig fint ik’, så føler jeg mig alligevel ikke hjemme i forhold til gamle dage. … Tonen og debatten i Danmark med hensyn til Islam eller udlændinge generelt, den er meget slem synes jeg. Det går ud over mange uskyldige mennesker. Mange helt almindelige muslimer, inklusiv mig selv. … Min bror han flyttede for to et halvt år siden. Jeg har en anden bror, der har en restaurant, han flytter også ligeså snart han får solgt hans restaurant Jeg flytter nok inden for et par år. Jeg blev så sur, at jeg skrev til den ene mand, rolig nu – der går ikke så lang tid før jeg flytter. Der er mange der nok flytter efterhånden, tænker jeg. … Tonen sådan generelt er blevet så slem, at det ikke kan passe, at jeg skal være her… Det er for meget synes jeg.

Sanne Gottlieb: Jeg tænker at medier og aviser har en stor del af skylden her, fordi de er talerør for rigtig mange tosser. Jeg boede en årrække i Singapore, og i Singapore der er det sådan, at hvis du udtaler dig på nogen som helst måde nedsættende om andres religion, så kan du få nogle rigtige store bøder. Og det er altså et multikulturelt samfund, der lever muslimer, der lever kristne, der lever buddister, der lever hinduister, der lever kinesere med deres mærkelige kinesiske overtro, side om side i fred og ro. Og det fungerer, fordi der bliver slået så hårdt ned på det.

Harun Bosbay: – Det synes jeg faktisk er fint nok.

Sanne Gottlieb: Det synes jeg også.

Harun Bosbay: Især hvis alle respekterer hinanden, og det bliver til lov, det burde der måske også være i de andre lande.

Sanne Gottlieb: Det synes jeg.

Harun Bosbay: Jeg synes bare det, at de de højreorienterede mennesker generelt, ikke kun i Danmark, men sådan generelt i Vesten, der har fået meget mere under deres vinger, altså mere luft, og nu kører de ikke med 240 – nu flyver de flere hundrede kilometer i timen. Det er medierne som har hjulpet godt på vej med det. Bare for at give et eksempel. Jeg følger med i Debatten, nej undskyld Deadline, hver aften. Jeg kan simpelthen ikke sove, hvis ikke jeg har lyttet til det. Det er en vane. For et par dage siden, der i forbindelse med G20-mødet i Hamborg, der kom der – jeg kan ikke huske hvilken avis han kom fra, men han mødte op i Deadline, og sagde, at det største emne var Trump, selvfølgelig. Det var mest ham det handlede om, men så blev han spurgt om han var den eneste, i forhold til de resterende tyve eller nitten lande, som var unormale, eller hvad skal man kalde det, der gik den anden vej. Så sagde han – Nej, Erdogan, han hoppede også med på rutschebanen, på den samme vogn med Trump med hensyn til klimaaftalen fra Paris. Også, hun spurgte ikke nærmere ind til det. Hun sagde nå, okay, og så videre. Det var da meget normalt ik’. Hvilket ikke passer, og så gik man bare videre med programmet. Og jeg blev pissesur. Hvorfor undersøger man ikke, hvorfor får man ikke manden til at bevise det, hvad skal man sige. Man kan da ikke bare sige et eller andet, og så køre videre. Og så er det så folk får en helt anden opfattelse af, sådan nogle ting, det kan jeg simpelthen ikke tage.

Sanne Gottlieb: Jeg er enig. Jeg vil lige læse en sms op til dig. Det er en, der siger her, den er til dig, så du bliver kaldt for ‘indringeren’: ‘Til indringer, jeg bliver så berørt af din historie, og ked af hvis du flytter’.

Harun Bosbay: Ja, men spørgsmålet er hvilke kameler mine børn skal sluge i fremtiden.

Sanne Gottlieb: Men vil du så tilbage til Tyrkiet eller hvor vil du hen.

Harun Bosbay: Ja, men jeg er jo født og opvokset i Danmark, men far han kom i ’69 som gæstearbejder… Min mor kom her i 1974, og så fik de mig i ’82… Men jeg har en halvbror, der hedder Claus, fra min fars danske kæreste… Mine forældre flyttede for et par måneder siden. Min bror han flyttede for 2,5 år siden, og de resterende – bortset fra Claus, vi har også planer om at flytte med. Og det er simpelthen fordi, at det ikke kan passe at jeg hver dag skal forsvare…

Sanne Gottlieb: – Men har du tænkt på, at selvom du har en tyrkisk baggrund, så vil du være den fremmede der kommer til?

Harun Bosbay: Ned til Tyrkiet?

Sanne Gottlieb: Ja.

Harun Bosbay: Nej, nej, nej – Jeg vil ikke føle mig fremmede eller noget som helst. Nej, nej. Nu har jeg rejst meget flittigt dernede, hver år og så videre. Jeg har ikke så meget familie i Danmark, det er mere dernede. Når det så er sagt. Jeg ville ikke have rejst derned for femten år siden, eller inden Erdogan kom til, for der var systemet altså virkelig korrupt, sygevæsenet og alt det var virkelig galt. I dag er der gratis sygevæsen og gratis skolegang og så videre og så videre, jeg kan blive ved. Der er sket mange gode positive ting siden.

(Harun ‘El Turco’ Bosbay, der ikke føler sig hjemme i Danmark; Foto: Facebook)

Sanne Gottlieb: Hvad synes du om den måde han har slået ned på modstanderne?

Harun Bosbay: Øhh, hvilke modstandere, snakker vi om? … Det er en virkelig lang historie, hvis…

Sanne Gottlieb: – Nej, og det skal vi heller ikke ud i, for jeg har absolut ikke nok baggrundsviden for den.

Harun Bosbay: Nåh, det tænkte jeg nok. Men hvis vi skal lidt ind på det. Med hensyn til kurdere, og deres rettigheder. Så er det altså Erdogan, der har givet kurdere rettigheder i forhold til det gamle system, inden han kom til magten, ik’. … Selv kurderne er jo vilde med ham, størstedelen af kurderne. Det er også med mange millioner kurdiske stemmer, at han er kommet til magten. Størstedelen af kurderne støtter ham jo. … Alt den frihed han har givet… Han har gjort virkelige gode ting for landet og befolkningen generelt, og det er derfor jeg har modet til at flytte derned.

Sanne Gottlieb: Der er lige et spørgsmål jeg skal give dig. Det er en der skriver ind her… ‘Hvad mener du om Erdogans kvindesyn, skal kvinder også være tildækkede?’. …

Harun Bosbay: På sådan en måde her kunne vi jo godt blive ved, man har mange fordomme, og det er igen medierne skyld i det. Fordi det med hans syn på kvinder. Hvad han synes personligt, det skal jeg ikke blande mig i, men hvad han som regeringsleder, der skal han jo være neutral, ik’. Han kan jo ikke sige til nogen at de skal være tildækket, eller at de skal gå i bikini også om vinteren, forstå mig ret. … Min pointe var jo sådan set, at jeg har valgt at ville flytte derned, og der er mange der tænker ligesom jeg. Det er simpelthen på grund af tonen og så videre.

Sanne Gottlieb: – Og det synes jeg er vigtigt, at vi hører på. At det har altså en konsekvens for det enkelte menneske, når tonen bliver mere og mere rå.



13. juli 2017

Dansker aktiv i ‘Shipka’, den frivillige bulgariske grænsepatrulje…

En dansker er rejst til Bulgarien, for at være en del af ‘Shipka’, den frivillige bulgariske grænsepatrulje. For tiden overvåger de skovområder syd for Burgas, tæt på den tyrkiske grænse. Beretninger følger inden længe her på siden. Mere om organisationen på Bnoshipka.com.

(Dansker i ‘Shipka’, den frivillige bulgariske grænsepatrulje, 12. juli 2017)

(Facebook, 11. juli 2017)

Oploadet Kl. 19:08 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


3. juli 2017

Eid-fest, Riget: “Ligesom sangen om Kaj og Andrea, der spiser forskelligt, men stadig er gode venner.”

Hvis multikultur blot handlede om forskellige madvaner, så ville det slet ikke være nødvendigt med et ‘Etnisk Ressourceteam’ på Rigshospitalet. Fængselspræst Henning Nabe-Nielsens ‘Kaj & Andrea’-analogi illustrerer niveauet. Et eventyr set i Kristeligt Dagblad – Heksen, præsten og Rigets børn fejrede eid for første gang.

“I går blev den muslimske eid-fest for første gang fejret på Rigshospitalet i København. Hospitalets børn var særligt inviterede…

Den blå heks, hvis officielle navn er Janne Kjærsgaard, giver ordet videre til Naveed Baig, koordinator for Etnisk Ressourceteam og tilknyttet imam på Rigshospitalet. Han står midt i en halvcirkel af fire gule huse i børnestørrelse og indleder med den arabiske fredshilsen ’salam aleikum.’ Eid er fejringen af, at muslimernes fastemåned, ramadanen, er slut, fortæller han, og det har været et ønske på Rigshospitalet at få indført en eid-fest i mange år, og i år har det kunnet lade sig gøre. … siger han og overlader ordet til kollegaen hospitalspræst Henning Nabe-Nielsen.

‘Den tidligere biskop i Roskilde Jan Lindhardt plejede at sige, at vi danskere tror og husker med maven. Derfor er vi gode til at huske jul og påske. Og dét at faste er også at tro og huske med maven,’ siger Henning Nabe-Nielsen, som er én ud af tre hospitalspræster på Rigshospitalet.

Og selvom vi er forskellige, så kan man godt være venner. Ligesom sangen om Kaj og Andrea, der spiser forskelligt, men stadig er gode venner, siger han.

Lad os fortsat dele vores samliv i åndelig frihed, respekt og godt venskab. Glædelig eid,’ slutter han af og lader gæsterne gå til buffeten, som er fyldt med traditionel arabisk mad lavet af kvinder fra Integrationsforeningen Kringlebakken.”

(Frøen Kaj & papegøjen Andrea)

Oploadet Kl. 18:18 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer
Arkiveret under:


27. juni 2017

Johan Chr. Nord: ‘Mens vi venter på Virkeligheden – forbemærkninger om overgangen til det konkrete’

Med Helmuth Nyborgs tale, som en mulig undtagelse, så var Johan Christian Nords tale til folkefesten den mest kontroversielle. Valgmenighedspræsten fra Kjellerup er inspireret af ‘Nouvelle Droite’, og noget af en skarpretter, sådan rent retorisk.

(Valgmenighedspræst Johan Christian Nord, Folkefest For Frihed 2017)

Mens vi venter på Virkeligheden – forbemærkninger om overgangen til det konkrete

Vi, der er sammen her i dag, er fælles om en grundlæggende enighed. Vores livsanskuelser er ikke nødvendigvis de samme, og vores analyser af tingenes tilstand er forskellige. Men én ting er vi helt enige om, og det er jo derfor, vi er sammen her i dag: Vi er enige om, at den fortsatte vækst i antallet af mennesker fra den tredje verden her i vores Europa er en trussel mod den fred, frihed og almindelige trivsel, som har kendetegnet vores kontinent – og som vi ønsker at bevare. Vi er særligt opmærksomme på den forsatte tilstrømning af muslimer og fødselsvæksten blandt muslimer, for vi tror, at islams tiltagende indflydelse på vores territorier kan betyde Europas undergang som Europa – hvis ikke der reageres med beslutsom vilje og håndfaste midler. Eller anderledes udtrykt: Vi enige om, at det – både i almindelighed og særligt nu – er fuldtud rimeligt at tale om et ‘os’ og et ‘dem’ – og at dette ‘os’ er de europæiske folk, og at dette ‘dem’ er de fremmede og nytilkomne, der efter vores opfattelse ikke har og aldrig kan få den samme hjemstavnsret over de europæiske territorier som os – og som for det overvejende flertals vedkommende slet ikke har den fjerneste lyst til at ende som en del af os.

De nytilkomne, der ikke ønsker at gå ind under vores orden, betragter vi ikke som ligeværdige medborgere med anderledes holdninger end os, men som fremmede kolonisatorer; som fjendtlige magter, der befinder sig på vores territorium og ønsker at tiltvinge sig så meget af det som muligt. Helt kort udtrykt: Vi er sammen her i dag, fordi vi er enige om, at der – mildt sagt – må gøres noget, hvis Europa skal forblive vores Europa.

Det er – antager jeg – vores grundlæggende enighed. Vores grundlæggende ståsted, som vi hver især er nået frem til ad forskellige veje; gennem forskellige analyser.

Jeg vil i, hvad jeg nu vil sige, ikke bruge min tid på at begrunde dette fælles ståsted, men i stedet tale ud fra det. For efter min opfattelse er hovedsagen i alt det her ikke at hænge sig i snørklede historiske analyser af fortidens fejl, men at komme frem til det helt enkle, nemlig til den letfattelige diagnose, den klare handlingsanvisning og den virksomme mobilisering; altså fremsættelsen og udbredelsen af fremtidsrettede tanker og idéer, som kan vække viljen og give kraft til at håbe og kæmpe. Det vil jeg gøre, hvad jeg nu kan for at bidrage til ved at sige noget om den brydningstid og kamptid, som vi nu befinder os i – og som jeg oprigtigt tror kan ende med vores sejr.

Meningen med mit oplæg er tre ting:

1) at skitsere, hvilket holdningsskred, der skal til, hvis sejren skal blive en mulighed – altså at sige noget om den afgørende forskydning i det europæiske sind, der må finde sted, før der kan træffes den slags hårde beslutninger, som vil blive nødvendige for at bevare freden og friheden her i vores Europa.

2) At forklare, hvordan jeg tror, dette holdningsskifte kan sætte igennem – og medføre vores sejr.

Og

3) som det sidste og mest vidtrækkende – for nogle vel også mest anstødelige og urovækkende: At antyde, hvordan selve det, at vi nu står i en så ulykkelig situation, hvor vores folks overlevelse er truet – kan vise sig at være en god ting, en velsignelse, en mulighed for at vores Europa kan få forlænget sit liv; en mulighed for en folkelig genfødsel.

Jeg begynder – i sagens natur – ved nummer 1.

Hvad skal der til, for at sejren bliver en mulighed? Når jeg skal holde et foredrag eller et kortere oplæg, som nu, så laver jeg altid en overskrift, for at styre min egen skrivning. Det har jeg også gjort denne gang. Den er kun blevet meldt ud på min egen facebook-væg, så jeg vil nævne den, for den er et godt afsæt for mig til at komme derhen, hvor jeg vil hen. Mit oplæg hedder Mens vi venter på Virkeligheden – forbemærkninger om overgangen til det konkrete.

Det har jeg kaldt det, fordi jeg tror, det er netop sådan, vores tid skal beskrives – som en ventetid, gæringstid og en brydningstid, hvor en kæde af voldsomme begivenheder er i gang med at æde sig ind på den fælles forståelse af virkeligheden og – således spådommen – til sidst vil omstøde den. Eller sagt lidt mere præcist: Jeg tror, at vi er på vej frem mod et epokeskifte; et opbrud i tiden og sindene, hvor Virkeligheden selv vil rejse sig i al sin magt og vælde – og kaste de vrangforestillinger af sig, som såkaldt moderne mennesker har stablet oven på den i rundt regnet en halv håndfuld hundrede år.

Det moderne menneske – det såkaldt moderne vestlige menneske hylder tanken om det evige fremskridt; tanken om, at fortiden var slem og trist, at nutiden er bedre, og at fremtiden vil blive endnu bedre.

Grundpræget i denne ‘moderne’ tankegang er forestillingen om, at alle mennesker egentlig ønsker det samme – frihed, lighed og broderskab, eller hvad vi nu vil kalde det –, og at alle denne verdens mange mennesker derfor egentlig er gode nok på bunden. Det er bare et spørgsmål om at sætte dem fri fra det, der binder og gør, at deres evig-blå personlighedsfrø endnu ikke er spiret frem som skønne blomster. For i bund og grund er alle både vidunderligt forskellige og helt ens, for alle mennesker er gode – naturligvis undtagen folk, som os, der er uenige i denne påstand; det er dét, der er den hykleriske selvmodsigelse i humanismen – i troen på det gode menneske.

Nuvel, dette gode, moderne, vestlige menneske har sin stolthed i at hylde værdier – værdier, der opfattes som uopgivelige og altafgørende for selve det at være menneske. Vi kender sangen: medmenneskelighed, tolerance, respekt, lighed og – når det bliver rigtig følsomt – sågar kærlighed. Det særlige – og perverse – ved denne hyldest af værdier er ikke værdierne i sig selv; de kan være gode nok. Det særlige og perverse ved det moderne menneskes dans om værdierne er, at disse værdier dyrkes som noget abstrakt; som noget der har krav på gyldighed uafhængigt af den konkrete kontekst – altså, fuldstændig uafhængigt af om de mennesker, der siges at have ret til medmenneskelighed, tolerance, respekt, lighed og kærlighed, har noget ønske om selv at udvise alle disse fine former for velvillighed over for andre mennesker.

Altså helt enkelt udtrykt: Perversionen består i, at man fortæller os, at vi skal have et åbent sind over for mennesker, der kalder os urene og forventer, at vi efter vores død skal pines i en evig ild – samt, for nogles vedkommende, selv længes efter at ekspedere os fra denne verden og frem til vores pinested. Denne tanke – at man skal have agtelse for dem, der hader én – er verdenshistorisk set fuldstændig uhørt og uset; det er kun, den syge vesterlandske kulturkreds, der har fundet på den – og som nu lider under den.

Den højre-intellektuelle franske tænker Guillaume Faye har brugt udtrykket mental Aids til at beskrive denne syge sindstilstand – og det synes jeg, er et meget rammende begreb. For Aids er jo netop et aggressivt angreb på organismen, der svækker immunforsvaret, så det ikke kan nedbryde de bakterier og vira, som ellers ville have været harmløse. Man dør ikke af selve HIV-virussen, men af den ganske almindelige influenza, som rammer på det forkerte – eller set fra virussens synsvinkel rigtige – tidspunkt, hvor kroppens forsvar er svækket. Havde den ramt på et tidligere tidspunkt, ville man kun have ligget ned en håndfuld dage. På samme måde med os; det er ikke de islamiske kolonisationsbestræbelser i sig selv, der er truslen mod vores liv og fred; dem kunne vi nemt have forskanset os imod, for teknisk og militært er vi jo langt stærkere end de vandrende masser. Nej, det er kombinationen mellem vores svækkede immunforsvar og de indtrængendes naturlige drift efter at tilegne sig territorium, der er den livsfarlige cocktail.

Det er den moderne vesterlændings forhippelse på abstrakte værdier, der gør os sårbare over for den islamiske kolonisation.

For vi hylder – eller rettere de, der har definitionsmagten i vores lande, hylder – en tanke, der er så naturstridig, at den netop må kaldes syg: At man skal gengælde ond vilje med velvilje – at man skal tilkende sine fjender de rettigheder, som historisk set ellers kun har været givet til venner, og som i resten af den store, vilde verden den dag i dag naturligvis kun gives til ens egne.

Når alt kommer til alt, er det nok ikke flertallet af nutidens vesterlændinge, der lider af mental Aids, men det er med al tydelighed flertallet af dem, der tilhører de snakkende klasser – dem, der ejer den politiske, kulturelle, uddannelsesmæssige og mediemæssige udsigelsesmyndighed, der gør det. De såkaldt højtuddannede er mest modtagelige for smitten.

Hvis Vesterlandet skal overleve, så må flere af disse snakkende mennesker blive kurrerede for sindslidelsen, og flere af dem, der ikke lider af den, må blive vrede på de syge. Det glade budskab er, at vreden er tiltagende, og at det faktisk er muligt at blive kureret. Det kan flere af os, der er her i dag, skrive under på.

Hvordan bliver man så kurreret for mental Aids? Ja, nogle få mennesker bliver det, fordi deres sind er så spændstigt og modstandsdygtigt, at de selv opsøger og undersøger anden viden end den, der serveres på de offentlige udskænkningssteder, hvor den moderne ideologi hyldes – altså alle de mange sammenhænge, hvor sindslidelsen omtolkes til en positiv menneskelig egenskab og opsminkes som et vidundermiddel, der kan frelse den store, vilde verden fra alt dét, der binder.

Men det er – må vi nok indse – kun få mennesker, der har et så åbent, selvstændigt og modstandsdygtigt sind, at de kan og vil trodse allemands-meningerne. De fleste er glade og tilfredse med at mene, hvad det store ‘man’ nu engang mener.

Det hjælper – ja, undskyld ordvalget – ikke en kæft, at jeg modsat så mange andre faktisk har beskæftiget mig med verdenshistorien og læst koranen; det er stadig mig, der er ‘intolerant’ og ‘unuanceret’.

Nej, de virkelige forandringer sker ikke gennem kølig argumentation og langsommelig drøvtygning, men gennem rystende begivenheder. De fleste mennesker flytter sig først, når kummen for alvor brænder – og den glædelige nyhed er jo, at det gør den allerede. Ilden har allerede fat.
Snart sagt hver eneste måned er der et nyt terrorangreb i Europa, og for hvert angreb, der sker, skrider hærdningen fremad.
Hvis blot vores fjender havde forholdt sig afventende, kunne de på sigt have opnået den tilstrækkelige styrke til ad parlamentarisk vej at overtage territoriet, men vores fjender er ikke rolige.

Det er de ikke i stand til at være. For de er sultne. De islamiske angreb er ikke udtryk for strategisk krigsførelse, men for kultisk stammedans. De danser for deres blodgud og afslører dermed deres erobringsvilje – og ved at gøre det, giver de os muligheden for at vågne. Netop fordi angrebene fortsætter, skrider også hærdningen frem – og den fælles beslutning nærmer sig. Der kan allerede nu siges ting – og trykkes opfattelser, som havde været unævnelige for bare to år siden. Hvem havde forestillet sig, at man i en pæn avis kunne få optrykt en tekst, der anbefaler fratagelser statsborgerskab, deportation og internering af islamister? Det kan man nu.

Ud fra hvordan hærdningen indtil videre er skredet frem – bare i løbet af bare den sidste håndfuld år – har vi grund til at håbe og tro, at den vil fortsætte – og på sigt resultere i det, jeg foreslår, vi kalder en overgang til det konkrete. Altså en afsked med den abstrakte dyrkelse af værdier og et møde med en for os nulende helt ny – men verdenshistorisk set ældgammel – logik: Os og dem, venner og fjender. Kamp for opretholdelse af liv, fred og frihed inden for et konkret territorium. Altså: Vores Europa som målet for vores bestræbelser. Vores børns frihed som hovedsagen i vores livskamp.

En hjemkomst til virkeligheden – gennem kriseerfaringen. Eller direkte udtrykt: Kun ved, at alt bliver værre, kan det en dag blive bedre.

Sådan tror jeg, vi må lære at tænke. Vi må – for nu at udtrykke det med et begreb fra den gammel-marxistiske tænkning – blive kriseteoretikere. Vi må forstå og forvente, at det ikke så meget er vores argumenter, som det er virkelighedens bekræftelse af vores spådomme, der kan – og vil – flytte sindene i vores retning. Vi må opdyrke en tragisk optimisme – og lære at forvente fremtidig bedring gennem løbende forværring.

Hvis vi tør tænke sådan, så ser alting pludselig meget lysere ud. Så viser alt det, der nu sker omkring os – og i os –, sig som nødvendige eskaleringer og tilspidsninger frem mod det punkt, hvor helbredelsen bliver mulig; hvor overgangen til det konkrette sætter sig igennem – hvor generobringen påbegyndes.

Hvordan denne generobring kommer til at foregå, er i sagens natur et spørgsmål for fremtiden, men sikkert er det, at den ikke kommer til at ske gennem gradvis og langsommelig integration af de nytilkomne, men gennem inddæmning og udsondring af utilpasningsdygtige. Jeg har skrevet det i dagblade, så jeg gentager det gerne:

Fratagelser af statsborgerskab fra utilpasningsdygtige – med de følger det har i form af tvangsudvisninger og interneringer af de mennesker, som kalder os urene og ønsker os det værste.

Inden det kan ske, må virussen fordrives fra immunforsvaret, så de europæiske folk igen kan beslutte sig for at blive herrer over egen skæbne. Det kan kun ske gennem de rystende begivenheders egen chokterapi – og det vil først og fremmest ske gennem opvæksten og hærdningen af en ny ungdom, der ikke er hæmmet af dødvægten fra det tyvende århundrede:

Millennium-børnene, generation terror, som har levet hele deres liv i slipstrømmen på 11. september og nu er ved at blive voksne i en verden, der er ved at blive helt, helt anderledes end deres opdragere har fortalt dem, at den ville være. Det er dem – de unge –, som virkelighedens egen chokterapi kan have den hurtigste og gavnligste indvirkning på.

For selvom forældregenerationen er smittet, fødes der stadig sunde og naturlige børn. Børn, der bliver unge og voksne, og som under indtryk af virkelighedens egen indtrængen meget hurtigt kan komme til at tænke særdeles anderledes end deres forældre. Sådan er naturens gode lov – livet genfødes igen og igen. Instinkterne kan ikke holdes evigt nede af en vanartet kultur. Tro mig – jeg er selv en overløber, der umuligt kunne have tænkt, som jeg tænker – hvis et menneske kun havde været de idealer, man hælder i hovedet på det. Det er det heldigvis ikke. Mennesket er andet og mere end opdragelse og socialisering. Dybe anlæg kan vågne efter langvarig dvale. Så vi har god grund til at håbe.

Og så til sidst: Jeg lovede, at jeg som det sidste ville sige noget anstødeligt. Så det skal jeg gøre nu, hvor jeg nærmer mig min afslutning.

Efter min opfattelse er det europæiske folkelegeme ikke kun ramt af mental Aids, men af en endnu mere tilbundsgående lidelse – en rygmarvslidelse, hvis vi nu skal blive i det kropslige. En sygdom i selve vores grundforhold til livet; en sygdom, der stikker langt dybere end vores verdensfjerne forhold til fjenden.

Vores sygdom er, at vi grundlæggende ikke har nogen anelse om, hvorfor vi er i live; der er ingen mening med vores liv. Eller anderledes udtrykt: Alt, alt for mange af os tror, at meningen med vores liv er ‘jeg, mig og mit’; alt for mange forestiller sig, at vejen til lykken går gennem den navlepillende selvudfoldelse – og derfor er alt, alt, alt for mange af os ulykkelige. Vi er bedøvede – af lige dele selvfedme og psykofarmaka. Vi kaster os uroligt frem og tilbage mellem tidsfordriv og terningspil. Vi er restløse – og derfor retningsløse. Vi tror hver især, at vi selv skal finde på, hvem jeg skal være. For vi har ingen fælles historier om, hvem vi er. Ja, vi europæere er en folkestamme, der har glemt sine fortællinger og derfor mistet sin sundhed.

Vi lever uden forståelse for livets egen orden, for vi har glemt vores fortid og dermed også mistet troen på selv at være herre over vores fremtid. Det er vores egen rådvildhed og råddenskab, der er den største trussel mod vores overlevelse og trivsel.

Tænk på alle pilfingrene i de fedtede navler; tænk på den udbredte ligegyldighed mellem mennesker; tænk på formløsheden i opførelsen; tænk på vores lave barnetal; tænk på hensynsløsheden, når et menneske skal forbi et andet menneske i metroen og ikke ser andet end en klump kød, der er i vejen; tænk på skilsmisseraterne og alle de ødelagte børn – alle os ødelagte børn; tænk på den brudte generationskontrakt; tænk på, hvor ukærligt vi i det hele taget alt for ofte opfører os over for vores egne;– tænk på alle vores dårligdomme. De fleste af dem har intet med de fremmede at gøre. Det må vi aldrig glemme.

For de fremmede er ikke selve sygdommen i vores folkelegeme. De er kun et symptom – en årsagsfølge af Vestens oprør mod virkeligheden. Den virkelige kræftknude, den bor i os selv – og er helt af sig selv i gang med at fortære os.

Og derfor er det glædeligt, at fjenden nu har meldt sin ankomst. For der er intet som en fjende til at ruske op i folk. Der er intet som en ydre trussel til at vække en fælles vilje – og blæse liv i en gensidig velvilje mellem venner.

Fjendens angreb er den pisk, som kan hjælpe os ud af abstraktionernes glasbur og ind i det konkrete – hjem til jorden og slægten og ind til den levende stammefølelse. Eller for nu at sige det både håndfast og kærligt: Fjendens længsel efter blod kan blive vores mulighed for at igen at lære at holde af hinanden. Det er dét, der er det allervigtigste.

Jeg vil slutte med en fortælling fra den danske sagnhistorie. Jeg har fortalt den før, jeg kommer til at fortælle den igen, og jeg håber, at andre også kan få lyst til at fortælle den – for den er noget så god at få forstand af. Prøv, mens jeg fortæller, at se det for jer:

I storsalen sidder folkets konge. Han ligner ikke en rigtig konge, for han ser temmelig sløv ud. Hans overkrop hælder mod tronstolens ene side. Hænderne hænger ned over armlænene. Fingrene er udstrakte og beklædt med gyldne ringe.

Munden er let åben; øjnene er søvnige og vist også mærkede af flere dages druk. Han er træt, så en musikant er blevet tilkaldt for at holde sindet beskæftiget. I salen sidder hans nærmeste bænkede. De drikker af gyldne bægre og kaster med gyldne terninger. Nogle af dem er højrøstede; andre har allerede nået det punkt, hvor man ikke siger så meget.

Fælles for dem er, at kongen med al tydelighed ikke har noget at bruge dem til – og de har ikke selv fundet på andet end – ja, netop – tidsfordriv og terningspil. Så vidt tronsalen.

Nu flyttes blikket: Uden for slottet, Nede på stranden sidder en lille dreng – vel på omkring de ti år. Han har forstået mere end de fleste, så han er trist. Han sidder dér ved vandet og kikker ud over det hav, der omkranser riget. Solen er skydækket, så vandet er gråt den dag, og bølgeslagene er kun dovne skvulp. Han tænker på kongesalen. Han tænker på, at javist kan det være godt med vin og smil i kongesale, men festen skulle jo have et formål. Det plejede den at have. Nu er alle så trætte. Alt er så ligegyldigt. Fredstiden har avlet ligegyldighed. Sådan sidder drengen i egne tanker.

Og hvad sker der så? Ja, naturligvis: Noget nyt. Drengen får øje på noget nyt – nogle skibe, derude i horisonten. Først tænker han, at det vel er endnu en forsyningsflåde med fin spise og bedøvende drik – men nej. Det er ikke de velkendte skibe. Disse skibe kender han ikke. Hvad er det mon? Først kan han ikke rigtig få fæstnet øjet på dem, men så bryder solen gennem skydækket; han ser, hvilket flag skibene sejler under, og pludselig forstår han det: Det er fjendens skibe. Det er fjenden, der sejler ind mod landet. Det er fjenden, der nu vil udplyndre de søvnige.

Han springer op. Hans sindstilstand er forandret – helt forandret. Tristheden er væk, og en ny kæde af følelser har meldt sig i ham: Glæde. Håb. Vilje. Kærlighed.

Han løber tilbage til kongesalen – og da han står foran kongen, gjalder det fra hans læber med så klar og klangfuld en røst, som kun en sangskolet ti-års-dreng har det:

Jeg bringer glædeligt budskab; fjenden er i landet!

Og se, Kongen hører, hvad han siger og forstår ham. Han rejser sig fra stolen og udsteder sine befalinger. Han vågner op fra sin dvale og går ud til kampen – sammen med sit folk.

Vores håb er, at det er netop sådan, det vil gå – nu hvor fjenden er i vores lande.

Så lad os være rolige, viljestærke og glade – og se frem mod alt det kommende. For der er kun to muligheder: opvågning eller undergang – og det er fuldt fortjent, at vi nu igen får kniven for struben. Hvis Europa falder, så er det kun livslovens egen retfærdighed, der sker fyldest. Et livstræt folk har altid fortjent sin undergang; og et undergangstruet folk kan – glædeligvis – meget hurtigt vise sig at blive til et vågnende folk.

For, som vi véd:

fjeld kan sprænges,
og standses kan en elv,
men aldrig kan et folk forgå,
som ikke vil det selv.

Hvad, vi så vil – ja, det vil jo, i sagens natur, vise sig. Jeg siger tak for jeres tid.

Oploadet Kl. 02:19 af Kim Møller — Direkte link44 kommentarer


23. juni 2017

8210, Mellemøsten: “De har inddelt området i zoner og opstillet vagter ved de forskellige indgange.”

Man kan tage araberen ud af Mellemøsten, men man kan ikke tage Mellemøsten ud af araberen. Her lidt fra en velresearchet artikel på TV2 Online – Københavnsk bande slår lejr i Aarhus – ‘Vi overtager byen’.

“Vi er taget til Bispehaven for at lave research på historien om, at den københavnske bande Loyal To Familia er i gang med at etablere sig i området. Håbet er at møde nogle af de ledende medlemmer, og det viser sig at være lettere end forventet. I det øjeblik, vi trækker kameraet frem for at dokumentere politiets anholdelser, er vi omringet af banden.

– Pak kameraet væk! Mit ansigt skal sløres, lyder det i bestemt tone fra en af de unge.

De er upåvirkede af, at der står flere politibetjente lige ved siden af. Det her er deres område, og de bestemmer, hvad der skal ske.

Vi falder i stedet i snak med en beboer, der med opgivende øjne følger optrinnet på afstand. Han har boet her i mange år, men det har aldrig været så slemt som nu. Han forklarer, at de unge har forskanset sig i Bispehaven. De har inddelt området i zoner og opstillet vagter ved de forskellige indgange. Det minder ham om noget, han kender fra Mellemøsten, men aldrig har savnet.

– De har indrettet sig fuldstændig som i de palæstinensiske flygtningelejre i Libanon. De opfatter det som deres eget lukkede område, hvor myndighederne ikke er velkomne, sukker han.

[…]

En af de ledende figurer i Brabrand-grupperingen læner sig op mod sin luksuriøse bil, mens han afviser, at grunden til balladen alene skal findes i en konflikt om, hvilke bander der skal kontrollere de forskellige bydele. …

Kort efter kommer der en besked over walkie-talkie til Black Armys ledere. De opholder sig i boligområdet Rosenhøj et par kilometer længere ude af Skanderborgvej og sender straks folk på gaden for at holde øje med de ubudne gæster.

– Det er sådan, vi lever, forklarer en af lederne.

– Når vi er i krig, kan vi ikke tage hjem for at spise eller gøre andre normale ting. Så sidder vi her i bilerne og spiser aftensmad, siger han og byder på en af de hjemmelavede sfeeha, en libanesisk kødtærte, som en af hans håndlangere netop har leveret…”

Oploadet Kl. 19:41 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer


22. juni 2017

Lise Nørgaard: “… Afrika har simpelthen været et problem, lige siden kolonisamfundene ophørte.”

Lise Nørgaard er født i 1917, og kommer således meget let til at overtræde kulturmarxistiske dogmer, uden egentligt at ville det. Hun siger intet forkert, for hvis Afrika ikke kan brødføde sine børn, så må de naturligvis producere færre. Afrikas problem er Afrikas problem. Lemminge-analogien er lige på kornet, og havde det ikke været for EU’s konventionsfetichisme og grænseløse NGO’eres humanistiske taxitjeneste på Middelhavet, så ville problemet løse sig selv. Tinne Hjersing Knudsens interview kan høres på Radio24syv.dk.

Fra Radio24syv.dk – Lise Nørgaard sammenligner afrikanere med lemminger.

“Det var ikke mange opmuntrende ord, Afrika fik med på vejen, da Lise Nørgaard stillede op i et interview hos Radio24syv i programmet ’55 minutter’ i anledningen af sin fødselsdag forleden. 100 års-fødselaren blev bedt om at pege på det, hun mener, er de største udfordringer i verden i dag.

Det fik Lise Nørgaard til at fortælle en anekdote om en rejse, som hun engang var på til det sydlige Norge. Det år var der usædvanligt mange lemminger i fjeldene…

– Vi havde jo lært i skolen, at de begik selvmord ved at kaste sig i havet. Det gør de ikke. De kaster sig i havet, fordi de håber, at de kan svømme over til en ø, der er et bedre sted, hvor de kan lave en ny lemmingkoloni med tusinder af lemminger. Der kommer jo kun ganske få over, og så begynder de forfra, og så er der nogle, der drukner. Hvad minder det dig om?

Interviewer: Det minder mig om flygtninge- og migrantkrisen?

– Ja, det er nøjagtig det samme. Det er det samme, der sker i Afrika. Det er bare mennesker, det er ikke lemminger. De begynder at drive mod havet, de vil over mod et sted, der er bedre, hvor der er tryghed, mad, tag over hovedet og alt muligt. Det tror de. Der er jo mange flere der nede, og der bliver ved med at komme flere, de får masser af børn…

Lise Nørgaard har heller ikke meget til overs for de mange gange, der er blevet lavet store indsamlingsshows for at samle penge ind til det konfliktramte kontinent.

– Det er jo en dråbe i havet, hvor vi alle sammen kan få lov til at føle os rigtig gode ved at give en skærv, men det hjælper ikke. Det, de skulle have, tænker jeg tit på, det var et helt vogntog med præservativer, siger hun.

… mener Lise Nørgaard, som jævnligt bliver ringet op af Læger Uden Grænser, der vil have hjælp til at løse det vedvarende problem.

– Hver gang jeg får sådan en opringning, så tænker jeg, hvad nytter det? Det synes jeg er det mest deprimerende, vi har i øjeblikket. Og Afrika har simpelthen været et problem, lige siden kolonisamfundene ophørte, siger hun.”

(Medecins sans frontieres på Twitter, 26. maj 2017)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper