18. april 2018

Udansk debat: Homosexuelle skal stenes, NB-politiker skal have æg i hovedet… og ‘et nakkeskud’

Tirsdag kom jeg tilfældigt til at høre ‘Ghetto Fitness’ på Radio24syv, hvor to udlændinge på et usædvanligt dårligt dansk, diskuterede Abdel Aziz Mahmoud og DR-programmet ‘Helvedes homo’. Før jeg nåede at skifte kanal, lød det fra den ene Koran-tro…

“Du kan ikke være gay og muslim… Brormand, du kan ikke vende og dreje på det… Der står faktisk at du skal stenes… Der er nogle få regler du ikke kan vende og dreje om… Det jeg siger brormand. Vi har nogle sheikh’er og Ulema-hoveder indenfor Islam, og de har gjort det klart og tydeligt for os brormand…”

‘Kian’ og ‘MJ’ er ikke de to eneste Radio24syv-værter med udansk baggrund. Fra BT – Politiker raser efter radioværts kommentar: ‘Fuldstændig vanvittigt, at han opfordrer til vold’.

“Er det i orden at skrive til en politiker, at hun vil få smidt æg i hovedet, hvis hun går rundt i et belastet boligområde efter klokken 16?

Det spørgsmål har rejst sig, efter det tidligere bandemedlem Nedim Yasar, der er vært på programmet ‘Politiradio’ på Radio24syv, har blandet sig i debatten på Mette Thiesens Facebook-væg.

Her kommenterer han, at hun for nylig har været på besøg i boligbebyggelsen Islandshøjparken i Nivå nord for København. …

‘Kvinde, har du ikke en mand, du skal hjem og vaske fødderne på? Du vælger at lave din facebook film kl lort om morgen, hvor alle bandemedlemmerne sover. Lav den efter kl 16, så jeg kan se dem smide et æg i hoved på dig. #modigminbarerøv’, lød kommentaren fra Nedim Yasar.”

(Trusler mod Mette Thiesen fra en ‘Mesut Mesut’, 18. april 2018; Se evt. Facebook)


Helsingør: To overfaldet af unge indvandrere – “De råbte et eller andet i stil med ‘fucking danskere’.”

Helsingør Dagblad fortæller, at vagtchefen hos Nordsjællands Politi i weekenden fortalte pressen, at der fredag aften på Kongevejen var anmeldt ‘et slagsmål mellem to mænd og en større gruppe personer’. Det viste sig at være en kende upræcist, som man kan læse i mandagens udgave af Helsingør Dagblad. En gruppe på seks eller syv 15-18 årige drenge ‘med indvandrerbaggrund’ overfaldt umotiveret to danskere – Fik kastet brosten i hovedet på vej hjem: ‘Pludselig var de flere’ (ikke online).

“Det er ikke korrekt, oplyser en af de involverede, den 33-årige mand, som i weekenden tog kontakt til Helsingør Dagblad, da artiklen om overfaldet blev lagt ud på hjemmesiden.

– Vi blev ikke uvenner med nogen. Det skete fuldstændig umotiveret.

-Vi hørte dem slet ikke, før stenen blev kastet. De råbte et eller andet i stil med ‘fucking danskere’. Jeg blev så gal, at jeg fløj over hegnet og forsøgte at få fat i den ene dreng, der havde kastet stenen.

Pludselig var de flere, omkring seks, syv stykker. Jeg blev ramt i ryggen af en spids genstand, og da jeg forsøgte at værgre for mig, fik jeg stukket begge mine hænder til blods. Min jakke var fuldstændig smurt ind i blod. …

Den 33-årige mand fortæller, at han mistede balancen og blev holdt nede af flere af de unge, mens han værgrede for sig…”

(Helsingør Dagblad, 16. april 2018: “De råbte et eller andet i stil med ‘fucking danskere’.”)

“Det er ikke trygt længere. Jeg tør næsten ikke sende mine børn af sted.” (33-årig offer)

Oploadet Kl. 14:32 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer


17. april 2018

Støvring: “… forsøg på at restaurere den gamle orden vil derfor blive udskammet… som illiberalt.”

Et af de store medie-trylleord er ‘illiberal’, der bruges synonymt med ‘anti-demokratisk’, selvom det i virkeligheden blot betyder ‘ikke-liberalt’. Demokrati betyder ‘folkestyre’, og hvis folket ikke er liberalt, kan den demokratiske legitimitet i sagens natur heller ikke findes i liberalismen. Så kan medierne kalde Viktor Orban for ‘populist’ eller det der er værre, men tænker man lidt udenfor boksen, så må demokrati nødvendigvis tage udgangspunkt i hvad folk flest mener. Alternativet er værre. Konservatisme er ikke ‘illiberal’. Konservatisme er konservativ!

Kasper Støvring sætter ord på – Østeuropas illiberale demokratier viser vejen (9. april 2018).

“Ministerpræsident Viktor Orbáns parti Fidesz vandt en overlegen sejr ved det ungarske valg i går. Valget gav også pæne stemmer til det højreradikale Jobbik, imens venstrefløjen blev totalt marginaliseret.

Dermed er det endnu en gang bekræftet, at Ungarns såkaldt illiberale demokrati viser vejen mod en mere selvbevidst nationalkonservatisme og en politik, der vil genetablere grænserne, modvirke den ikke-vestlige indvandring, bevare kernefamilien, bygge på demokratisk flertalsstyre frem for domstolsstyre og fastholde kristendommen som en afgørende del af den vestlige kultur. Ungarn er måske det mest fremtrædende land blandt Visegrad-landene, der også tæller Polen, Tjekkiet og Slovakiet, der er kommet på kant med bl.a. Merkel, Macron og EU.

Der er overhovedet ingen grund til at anse Ungarn og de øvrige Visegrad-landes illiberale demokratier som forbilleder, hvis der med illiberal menes anti-demokratisk. I tilfældet med Ungarn er der bestemt problemer, bl.a. med korruption. Men hvis der med illiberal menes nationalkonservativ er sagen en helt anden.

… Revolutionen er allerede sket, så meget er forringet, så meget er ødelagt, dødt og begravet, og nu fremstilles rystelserne som den nye norm, som det etablerede; forsøg på at restaurere den gamle orden vil derfor blive udskammet som – revolutionært. Og som illiberalt.

(Viktor Orban, ungarns konservative premierminister; Foto: Foreign Policy)

“Opflammelsen over Orbán skyldes ikke mindst, at der er tydelig forskel på det ungarske og det vesteuropæiske demokrati. To varianter af samme styreform, men med ganske uens fokus.

Den ene model, Orbáns, har han selv kaldt for et ‘illiberalt demokrati’, hvilket betegner et folkestyre, hvor det nationale er i centrum. Her sætter man landet, dets faktiske fred og frihed over dyrkelsen af abstrakte rettigheder.

Men er det ‘illiberale’ så også illegitimt? Og på hvilken måde skulle det være? Det kan for eksempel ikke hævdes, at ungarerne ikke vidste, hvad de stemte på. Orbán og Fidesz har været både åbne og ærlige i betoningen af det illiberale – og befolkningen valgte ham ind alligevel med et kæmpe flertal. En udtrykkelig understregning af projektets folkelige legitimitet.

Der er heller ikke på nogen måde tale om en afskaffelse af demokratiet – det er jo ikke sådan, at Orbán ikke kan væltes, skulle vælgerne skifte præferencer. Ej heller har han kuppet sig til magten. En massiv folkelig opbakning, og sågar til den mest markante del af hans politik.” (Eva Selsing, Berlingske, 16. april 2018)



10. april 2018

Mikael Jalving: “De råbte ad hinanden… walla! Luder! For helved! Fucking danskersvin! Den slags.”

Det kommer til at ramme alle danskere, sagde Sankt Glistrup for år tilbage. Der kommer en dag hvor man ikke behøver tage til større provinsbyer, for at få en overdosis multikultur. Førstehåndsberetning af fynske Mikael Jalving på JP.dk – Araberdrenge.

“Det var pludselig lunt, en fredag aften, og alt åndede fred og ro. Men så kom de. En flok, de var mange, flere end jeg havde set længe, vel en 20-25 stykker, og de råbte og skreg. Ikke en fodboldsang eller et omkvæd af Justin Bieber. Ungersvendene sang heller ikke acappella. De råbte ad hinanden – og blindt ud i aftenluften – uartikuleret, arabisk-dansk i en pærevælling, Jeg smadrer dig, walla! Luder! For helved! Fucking danskersvin! Den slags.

Jeg åbnede vinduet, så jeg bedre kunne høre og tage bestik af den nye mangfoldighed i min gade. … Ikke på fortovet, næ, de fandt det mere betimeligt at gå ude midt på vejen som i en slags demonstration eller kortege, mens de lod deres tilstedeværelse høre.

… så blev det morgen, og jeg havde lovet at købe ind. Jeg parkede henne ved den lokale Føtex og kunne ikke undgå at bemærke kødranden af araberdrenge, som lænede sig ud over kanten af parkeringsanlægget oppe på første sal. De var vel en 10-15 stykker. De stod bare der og så ned på os andre…

Da vi kom ud fra Føtex, stod charmetroldene der stadig. Jeg stirrede så olmt på dem, som jeg turde og tænkte, at det kun er et spørgsmål om tid, førend disse flokke også er bevæbnede, hvis de ikke allerede er det, og førend de ikke nøjes med at kaste med cykler.”

(Arkiv-foto: Youtube, Uriasposten)

“Min 12 årige søn var til børnefødselsdag i skaterparken i Helsingør da en sådan flok (12-14 år gamle) indfandt sig med larm og trusler og udbrud som fucking danskersvin og svineædere mm mod gruppen af absolut ikke-provokerende fødselsdags fejrende drenge. Moderen og morfaderen der var med til fødselsdagen for at holde styr på tropperne bad dem tale pænt… Dette affødte straks kommentarer som ‘Fucking Dansker luder’ til moderen og ‘Skal du have tæsk?’ til hendes 71 årige far… Dette fortsatte så indtil de fandt ud af at der var en araber (han er så iraner – men alligevel) med til fødselsdagen.. Han blev straks krydsforhørt om hvorfor han var en ‘fucking forræder’ mm.. Til sidst indfandt en af drengenes tørklædeklædte mødre sig og – til alles totale chok – istemte sin søns racistiske udtalelser. Min søn der bor i et ret dansk område og derfor ikke havde mødt en sådan flok før, forlod fødselsdagen med en helt ny virkelighed om hans eget land og jeg hentede ham skamfuldt…” (Mikkel W-M, 9. april 2018)

Oploadet Kl. 12:05 af Kim Møller — Direkte link32 kommentarer

Jon Hustad: “… men folkebevægelser bliver ikke bygget på en eksklusiv vægtning af minoriteter”

Den identitetspolitiske vækkelse giver Arbeiterpartiets radikaliserede unge stor indflydelse, og det splitter partiet, fordi dens vælgere er ganske almindelige lønmodtagere. Jon Hustad om splittelse i det socialdemokratiske Norge, som en afledt konsekvens af Utøya. Fra Weekendavisen – Utøya-partiet (28. marts 2018, ikke online).

“Med på Sky-teamet var der en gammel israelsk officer… Han brød sig hverken om det dårligt fungerende statslige voldsmonopol eller om mange af de mennesker, han mødte, og som havde været på Utøya. Og nu kan vi spole tilbage til den lørdag, da vi for første gang tog op til Utøya eller rettere til Hotel Sundvollen, der ligger på fastlandet lige over for Utøya. Det var her, de overlevende havde samlet sig. Inden der var gået ret lang tid, spurgte Woods mig: ‘Sig mig engang, er det kun muslimer og personer med afvigende seksualitet, der er medlemmer af Arbeiderpartiets ungdomsorganisation?‘ Spørgsmålet var ikke tænkt som et offentligt spørgsmål og var alt andet end politisk korrekt, men han ville gerne vide, hvorfor de unge i Arbeiderpartiet ikke længere så ud til at stamme fra den traditionelle arbejderklasse.

… Det var først på dette tidspunkt, det gik op for mig, at Arbeiderpartiets ungdom var mest optaget af seksuelle og etniske minoriteter. Jo, der er noget prægtigt ved, at den daværende leder, Eskil Pedersen, var homofil, og at den nuværende leder, Mani Hussaini, er af kurdisk-muslimsk herkomst, men folkebevægelser bliver ikke bygget på en eksklusiv vægtning af minoriteter, og det var det, Woods havde ønsket at påpege. …

Men medlemmerne havde andet tilfælles end kampen for minoriteterne – ringe tillid. Det er fuldt forståeligt, at de, der befandt sig på Utøya, spekulerede på, hvem der havde angrebet dem, men det mest foruroligende var de kræfter, de pegede på. Pedersen selv mente, at der havde været tale om et statskup…

Andre talte om Israel, som de unge i Arbeiderpartiet i mange år har ønsket at boykotte. Det var dette sidste, der deprimerede israeleren på vores team. Han oplevede, at mange ligeud sagde, at de ikke ville hilse på ham, og at han som israelsk jøde slet ikke havde ret til at være til stede.

… de unge i Arbeiderpartiet har stort set altid været radikale, men med Utøya har de fået en meget stærkere moralsk myndighed. Det så vi i valgkampen i efteråret under de såkaldte skoledebatter. Utøya var et fast tilbagevendende tema, og alle, der ikke støttede en liberalisering af indvandringspolitikken, ‘ville lade mennesker drukne i Middelhavet’. Enhver påstand om, at indvandringspolitikken ikke var bæredygtig, eller at islam kunne være et problem, blev mødt med, at der var tale om påstande, som ‘fyrede op under det had, der lå til grund for Utøya og Anders Behring Breivik’.”

Oploadet Kl. 01:28 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


7. april 2018

Geoffrey Cain: Toneangivende historikere ‘præsenterer os i virkeligheden for en konstrueret verden’

Afvist kronik af cand. mag. et art. Geoffrey Cain. Det meste er kendt viden for Urias-læsere, men kronikken giver et ganske fint oprids.

Upålidelige opslagsbøger

Ytringsfriheden og stemmeretten er af ringe værdi, når de, der bruger dem, ikke har adgang til reel viden

​Et nyt begreb, man ofte hører, er ‘fake news’. Det betyder manipulering, halve sandheder og i visse tilfælde direkte løgn. Men er det et nyt fænomen? Nej, det er det bestemt ikke. Det har sikker eksisteret siden hedenold, men når det drejer sig ikke kun om avisartikler men om autoritative opslagsværker, er der fare på færde.

Historiker og udenrigsminister Peter Munchs store Danmarkshistorie var skrevet som et opslagsværk. Dvs. en kilde, man kunne stole på. Men den var desværre skrevet med en klar prosovjetisk drejning og det samme kunne man sige om mange andre tilsyneladende pålidelige kilder. I nyhedernes verden har Dagbladene Politiken og Information gjort præcis det samme som Peter Munch. De har bare fortsat, hvor han slap, og linjen er senere blevet fulgt op af de store leksika.
Men ikke uden protest. For nogle år siden gjorde historikeren Bent Blüdnikow opmærksom på, at Den store danske encyklopædi havde politisk slagside. Påstanden vakte meget røre og fik udgiverne til at frembringe en mere balanceret netudgave, der inkluderede en del ting, den oprindelige encyklopædi ikke havde interesseret sig for.

Eksempelvis antallet af kommunismens ofre. Men det var de oprindelige leksikonforfattere ikke glade for. ‘Det er et grotesk knæfald for en meget højtråbende kritik, som ikke har noget på sig’, indvendte dr. phil. Morten Thing. Blüdnikow var gået alt for langt, mente han, selvom han efter undertegnedes mening gik aldeles ikke langt nok. Han kunne nemlig godt have taget Lademanns Leksikon med i samme bedømmelse, fordi det led af samme skævhed: Den gav alle, der slog op i det, det klare indtryk at det kommunistiske Sovjetsystem ikke var stort værre end et hvilket som helst andet lands statsform. Godt nok var det slemt, men også vi gjorde slemme ting, antydede Lademanns, der – ligesom Den store danske encyklopædi – undlod at nævne, at vigtige forfattere som Majakovskij, Vandurskij, Mandelsjtam, Bergson, Babel, Kolcov m.fl. alle blev myrdet efter Kremls ordrer. Hvorfor blev det ikke omtalt? Er mord dekreteret fra højeste sted en uvigtig detalje? Det standpunkt kan man vanskeligt forsvare, al den stund visse amerikanske forfatteres kranke skæbne i McCarthy-tiden udførligt er nævnt i samme leksikon.

Og sådan er det hele vejen igennem. Selv når Lademanns får sig til en nævne en likvidering i kommunistisk regi, bliver vægten lagt på individer og ikke på systemet. Det var Stalin der enemand havde ansvaret for kz-lejrene, ikke kommunismen. Og skulle man endelig pege finger ad nogen, var det snarere vores eget kapitalistiske Vesten, der havde det egentlige ansvar for verdenssituation. De skyldige er os selv.

Denne tradition for selvrevselse fortsætter nu i en ny udgave. Det er ikke så meget det kapitalistiske Vesten, der er i skyld i klodens misere, det er det kristne Vesten, og det sagesløse ‘offer’ er ikke længere den stakkels dæmoniserede kommunistiske verden men den stakkels dæmoniserede islamiske ditto.

Og nu som dengang er det de højeste autoriteter på området, der kolporterer tanken. To af dem, dr. phil. Jørgen Bæk Simonsen og professor dr. phil. Jacob Skovgård Petersen er blevet set efter i sømmene af Klaus Wivel i Weekendavisen. Førstnævnte Jørgen Bæk Simonsen har – med sin baggrund som tidligere direktør for det Danske Kulturhus i Damaskus – længe talt varmt om syrernes religiøse tolerance. I 2006 sagde han i Danmarks Radio, at de arabiske lande har en ‘århundredlang tradition for at være meget forskellige. ‘Her er indbyrdes varianter af forskellige udformninger af, hvad det vil sige at være menneske’. Så her kunne vi i Vesten lære en hel masse. Hvis påstanden var sand. Men det er den ikke.

Minoriteterne er forfulgte i Syrien ligesom i det meste af den muslimske verden, og tolerancen er en illusion. Så hvordan kunne en professor i faget lide af den slags vrangforestillinger, spurgte Klaus Wivel. Men uden at få svar. Og så er der daværende leder af Dialoginstitut i Cairo, Jakob Skovgaard-Petersen. I 2008 skrev han en bog om Egyptens berømte universitet al-Azhar – uden at fortælle, at dette universitet ikke lukker jøder og kristne ind. Samtidig roste han den indflydelsesrige Sheikh Yusuf Qaradawi for at være blevet mere demokratisk, selv om han var forblevet ‘autoritær’. Og det må man sandelig sige, at han var. Qaradawis fatwa mod den franske filosof Robert Redeker har nemlig resulteret i, at Redeker nu på sjette år lever under jorden pga. konstante dødstrusler. Qaradawi har også rost Hitlers jødeudryddelse, hvilket Skovgaard-Petersen ikke fandt relevant at omtale.

Pudsigt nok ser man i denne virkeligheds- og historiefordrejning de samme retoriske trick, som Peter Munch brugte. Han anvendte ikke ordene ‘erobring’ og ‘tvangsindlemmelse’ om den sovjetiske ekspansion. Han skrev, at ‘området blev erhvervet’. Og nøjagtigt samme forskånende udtryk finder man i Politikens Islam leksikon ved Jørgen Bæk Simonsen. Her er et lille eksempel. Den fanatiske muslimske sekt Almohaderne hvis sejrstog gennem Nordafrika ifølge the University History of the World ‘efterlod et spor af blod fra Sydspanien til langt hinsides Marokkos grænser’, omtales på en ganske anden måde af Bæk Simonsen. Han skriver, at muslimerne opnåede ‘kontrol med’ de områder de underlagde sig. De erobrer aldrig. Ejheller koloniserer de eller optræder som imperialister. De ‘opnår bare kontrol’. Samme skånsomhed ødsler leksikon’et ikke på korsfarerne, der – fy, fy skamme sig – tillod sig at ‘generobre’ det Hellige Land. Ja, sikke nogen slyngler, ikke sandt?

Men hvad siger Islam Leksikon om muslimernes egen erobring af Mellemøsten, (og senere Spanien, Centralasien og Nordindien)? Der gik det tilsyneladende anderledes civiliseret til. ‘Det lykkedes de numerisk underlegne muslimer at tilkæmpe sig den politiske kontrol over hele Mellemøsten’, skriver Bæk Simonsen, idet han nærmest får det til at lyde, som om de stemte dørklokker på samme måde som vore dages Jehovahs Vidner. Det gjorde de som bekendt ikke, og her er der tale om en videnskabelig uredelighed begået af en, som utvivlsomt ved bedre besked. Og herom kan man sige følgende. På overfladen er Islam leksikon en nøgtern – omend ret studentikos – beskrivelse af islam og muslimske begreber.
​ ​
Men det er også mere end det. Det er også en hyldest til islam, som noget ædelt der ikke frembyder nogen som helst fare for Vesten. Det er fordi den i bund og grund ikke er meget forskellig fra vores vestlige samfund, siger Bæk Simonsen, og han kan heller ikke dy sig for gang på gang at indflette passager, der opfordrer til accept af indvandring. Så summa summarum dette: Hans leksikon er ikke blot politiserende, den er i virkeligheden missionerende. Videnskabelig stringens er der ikke tale om, og i visse tilfælde overskrider teksten grænsen mellem en vinklet (dvs forudindtaget) virkelighedsbeskrivelse og direkte usandheder.

Vi får at vide, at de fleste muslimske lande praktiserer børnebegrænsning. Men dette dementeres grundigt af bl a. Pew Research, hvor det fremgår, at det er er netop i de muslimske lande, at det praktiseres mindst! Hvilket også forklarer deres massive befolkningstilvækst. Men er den slags fordrejninger virkeligt så alvorlige? Svaret er ja. Det er en forudsætning for debatten – og for demokratiet – at de involverede parter ved, hvad de taler om.

Ytringsfriheden og stemmeretten er af ringe værdi, når de, der bruger dem, ikke har adgang til reel viden men kun et simulacrum heraf. Forfattere som de nævnte præsenterer os i virkeligheden for en konstrueret verden. I stedet for at være en guide og et orienteringslandkort er det en labyrint, som vi aldrig kan finde vej ud af, fordi skiltene viser forkert.



6. april 2018

Aalborg: Et eksemplar af Koranen afbrændt af ‘Fiskere For Frihed’ under litteraturfestivalen Ordkraft

Jeg kender ikke lige kunstnerkollektivet ‘Fiskere For Frihed’, men det virker til at være en dejlig medmenneskelig manifestation. Seancen fandt sted i umiddelbar nærhed af kulturhuset Nordkraft, hvor der i disse dage afholdes litteraturfestivalen Ordkraft. Torsdag blandt andet med Özlem Cekic, Mads Nygaard, samt et 30 minutter foredrag ved Enhedslistens Per Clausen om marxistisk ideologi – “Indeholder den noget, vi kan drage nytte af i dag?”

(Fiskere For Frihed afbrænder Koranen under litteraturfestivalen Ordkraft, Aalborg, 5. april 2018)

Oploadet Kl. 13:55 af Kim Møller — Direkte link32 kommentarer


28. marts 2018

KU-landsformand kalder Identitær Danmark for ‘nynazister’, og tager afstand fra ‘alt hvad de står for’

For et par uger siden kontaktede venstreradikale Redox KU-formand Andreas Weidinger, med henblik på at udnytte den pæne borgerligheds latente angst for at blive associeret med Redox’ ideologiske rival. Weidinger forklarede, at Identitær kan betegnes som ‘nynazister’, og man kunne således ikke være aktiv i begge foreninger. På vegne af Konservativ Ungdom tog han afstand fra Identitær, og “… alt hvad de står for.”

… på vegne af Konservativ Ungdom tager jeg og hele organisationen afstand fra Identitær og alt hvad de står for. Det har jeg også gjort offentligt, hvor jeg bl.a. har betegnet dem som nynazister (det er i hvert fald det mest rammende begreb, jeg kan komme på). … Det er ikke foreneligt, at være medlem af KU og Identitær. Det har vi heller ikke oplevet at nogen har været, så vi har ikke haft nogen sager i den henseende.” (Andreas Weidinger, KU-landsformand, Redox.dk, 22. marts 2018)

Dagen efter skrev Rasmus Jarlov en analytisk Facebook-opdatering, hvori han præciserede, at den igangværende demografiske udvikling får store konsekvenser. At danskerne vil komme i mindretal i Danmark, hvis vi fortsætter som hidtil med en på overfladen stram udlændingepolitik. Ærlig snak fra den konservative MF’er.

“… Danmark er ikke længere Danmark, hvis danskerne kommer i mindretal… så længe der stadig er nettoindvandring, er det stadig kun et spørgsmål om tid, før udlændinge og efterkommere udgør et flertal. … Nok er der opbakning til en endnu strammere udlændingepolitik, og det er selvfølgelig der, vi må starte… Men det vender jo ikke udviklingen. Det forsinker den bare lidt. … Men så skal vi bare alle være klar over, at de børn, der bliver født i dag, ikke bor i et Danmark, hvor danskerne er i flertal, når de bliver gamle.” (Rasmus Jarlov, Facebook, 23. marts 2018)

Trods analysen, så fortæller Jarlov henkastet, at De Konservative politisk set ikke er villige til at gøre hvad der kræves for at vende udviklingen. Ingen har nogensinde været i tvivl, og det er så her Identitær kommer ind.

(Identitær Danmark på Instagram, 13. februar 2018)

“Et af de definerende træk ved den identitære strømning, er den måde vi opfatter identitet på. Vi mener at identitet er baseret på både kultur og etnicitet, og er på den måde et samspil mellem noget dynamisk og noget kontinuerligt. Det er det vi kalder etnokulturel identitet.

Vores forståelse bygger på en helhedsopfattelse, hvor vi anerkender at identitet er en kompleks størrelse, der ikke kan reduceres til hudfarve, om du spiser frikadeller eller fejrer jul. I stedet handler det om at være del af en lang historie, og den gradvise udvikling af kulturelle praksisser, der har rod i det folk de er vokset ud af. De forskellige dele kan ikke skilles ad, for det er helheden, der udgør identiteten. Kulturen svæver med andre ord ikke frit i luften.” (Identitaer.dk, 2018)


Amina Sardar, 39-årig afghaner, og bestyrelsesmedlem af ‘Dansk Folkepartis lokalafdeling i Gladsaxe’

Forleden besøgte 39-årige Amina Sardar Dansk Folkepartis Martin Henriksen på Christiansborg, og sammen tog de en selfie, der skabte voldsom debat på Facebook. Man kan læse om den integrationsmæssige succeshistorie på JP.dk – Amina Sardar: ‘Jeg har altid følt mig dansk i hjertet’ (kræver login).

“Billedet har affødt hundredvis af kommentarer på Martin Henriksens Facebook-side. Men Amina Sardars private Messenger har også været rødglødende.

Der er folk med udenlandske navne, der mener, at Amina Sardar er en forræder. Der er folk med danske navne, der kritiserer, at Dansk Folkeparti lukker muslimer ind i partiet. Amina Sardar har læst hver og én kommentar.
‘5 pct. af ‘danskerne’ er kritiske, men så er der indvandrerne: De har forsøgt at sprede billedet rundt som noget negativt. De skriver, jeg ikke er en ordentlig muslim, at jeg er en forræder, der har solgt min sjæl.‘ …

… hvordan endte den 39-årige Amina Sardar, der er muslim og har afghanske rødder, i Dansk Folkeparti? …

Amina Sardar fortæller, hun altid gerne har villet gøre noget for samfundet og passe på sit ‘hjem’, som hun kalder Danmark. …

Hvis du inviterer nogen ind i dit hus, og de begynder at ødelægge det, så vil du blive vred og sige, de skal gå. Danmark er mit hjem, og hvis ikke vi passer på det, hvem gør så?’. …

Jeg har altid følt mig dansk i hjertet. Jeg kan lide dansk mad og kultur. Jeg elsker jul, og min datter lyser helt op, når der kommer gaver og lys på juletræet,’ siger hun og uddyber, hvordan det sidste år gik op for hende, hvor dansk hun rent faktisk var. …

I september 2017 tog Amina Sardar med til Dansk Folkepartis årsmøde. Hun fortæller, det var et stort skridt, og hun fik mange blikke. Ikke ‘dræberblikke’, men ‘nysgerrige blikke’. Blikke, der spurgte, hvad laver en mørk pige her. Det slog hende ikke ud, og hun mødte kun søde folk, fortæller hun.”

(Amina Sardar og Martin Henriksen på Facebook, 21. marts 2018)

Oploadet Kl. 19:28 af Kim Møller — Direkte link31 kommentarer

DR-serie om Indre Mission associerer ‘unge kristne’ med ’syrienskæmpere’, ‘muslimske ekstremister’

Jeg ved ikke hvad der er værst. DR, der associerer Indre Mission med Syrienskrigere for licenskroner. Journalisten der mener det giver mening at sammenligne uddeling af Bibler med drab, eller eller den citerede missionær-forstander, der afviser at ekstremisme er knyttet til tro, og pointerer at ‘frygten for islam og muslimer’ skyldes danskernes manglende forståelse for tro.

En artikel fra Kristelig Dagblads Kristendom.dk – Efter DR-kritik af Indre Mission: Man kan ikke lære noget om syrienskrigere ved at se på missionske unge.

“‘Hvis der står en med en pistol foran mit hoved, så håber jeg virkelig, at jeg er klar til at ofre alt,’ siger en af de unge kristne i DR 3’s nye dokumentarserie ‘Jesus Unge Soldater,’ som havde premiere i går. … I seriens pressemeddelelse kædes de unge kristne sammen med syrienskæmpere og muslimske ekstremister, og DR skriver videre, at serien kan være med til at ‘føre debatten om radikalisering i Danmark på et mere oplyst grundlag.’

Robert Bladt, der er forstander på Børkop Højskole, som drives af Indre Mission, møder dagligt unge kristne med samme værdier og tro som de fire, der bliver fulgt i ‘Jesus unge soldater,’ og han mener, at man overhovedet ikke kan sammenligne radikaliserede unge muslimer med unge tilknyttet Indre Mission. …

Syrienskrigere er en sikkerhedstrussel. Du finder ikke en eneste af de unge fra Indre Mission, der vil være i nærheden af at være en sikkerhedstrussel i vores land.

Mener du slet ikke, at et fokus på unge kristne i Indre Mission kan hjælpe os til at forstå muslimske ekstremister?

Jeg mener ikke, at ekstremismen er knyttet til troen.Jeg tror, at baggrunden for frygten for islam og muslimer er, at man ikke længere er i stand til at forholde sig til tro. Man har mistet sin egen trospraksis og den kristne kulturarv. … En sådan serie som ‘Jesus Unge Soldater’ kan måske åbne op for at se nogle ting, men ekstremisme knytter sig til idealisme. Der er ikke nogen direkte vej fra unge kristne i Indre Mission til syrienskrigere, og derfor kan man ikke lære noget om det ene ved at se på det andet.’

Du siger, at de unge med tilknytning til Indre Mission ikke er en trussel i Danmark, men hvad er forskellen på at ville ofre sit liv ved at rejse til Syrien for at kæmpe for sine overbevisninger og så på at rejse til Mellemøsten for ulovligt at uddele bibler, som to af de kristne i serien gør?

‘Der er en kæmpe forskel på at tage andres menneskers liv i kampen for en stat og så give andre mennesker mulighed for at læse en god bog. …”

(‘Jesus Unge Soldater’ kan ses på DR.dk)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper