27. marts 2014

Holberg (1732).: “Gid det maa icke skee udi min Tid… at Tyrken skal vande sine Heste udi Limfiorden”

Viborg betyder betyder ‘det hellige sted på bakken’, og som bispesæde har byen historisk set spillet en stor rolle for Danmark. Der er flere sagn relateret til Viborg og tyrkerne (Islam/muslimerne), og de optræder i forskellige udgaver i litteraturhistorien. Verden slutter når ‘Tyrken’ vander sine heste i Viborg Sø, eller bruger Viborg Domkirke som hestestald. Lignende udgaver findes i forhold til Kongeåen og Limfjorden. Tre eksempler.

Ludvig Holberg, Mester Gert Westphaler eller Den meget talende Barbeer, (1723). Via Holbergsskrifter.dk.

“… lad os kun icke spøge og efterabe Barbarske og Tyrkiske Moder, vi veed icke selv, hvor nær Faren er os, hvor snart det er ude med Christendommen. Tyrken har alt de 3 Parter af Verden inde, og Christendommen er kun den fierde: thi det er forskreckeligt, Mos/ siørs, hvorledes Tyrken har taget til i disse sidste Tider [...] Gid det maa icke skee udi min Tid, det, som Sybille har spaaet, at Tyrken skal vande sine Heste udi Limfiorden.

H.C. Andersen, O.T., (1836). Via Det Kongelige Bibliotek.

“Den aabne Sø laae foran, næsten speilklar da Vinden var østlig. En halv bondeklædt Mand til Hest, med Ridebuxer knappede langs ned af Siden, holdt tæt ved.

“‘Der bliver Krig igjen!’ sagde een af Fiskerne.

‘Saa gaae der flere Heste ud af Landet,« sagde den Fremmede, trykkede Otto i Haanden og reed afsted mellem Klitterne.

‘Det var jo Hesteprangeren fra Varde?’ spurgte Otto.

‘Ja han forstaaer Sprog!’ sagde Fiskeren. ‘Derfor veed han om det Udenlandske før vi Andre. Saa slaaes de nu i Frankrige! Blodet flyder op ad Gaderne; saaledes bliver det ikke i Danmark, før Tyrken binder sin Hest ved Busken i Viborg Sø. Men saa er det ogsaa, efter Sybilles Spaadom, mod Verdens Ende!‘”

Niels Frederik Severin Grundtvig, Budstikke i Høinorden, (1864). Via Arkiv for Dansk Litteratur.

Nu Tyrkens Heste alt for godt
Og alt for let, til Danmarks Spot,
I Viborg-Sø er vandet
,
Og som for Verden det seer ud,
Har Bombers og Granaters Gud
Nu Blod med Tyrken blandet.”

Oploadet Kl. 06:34 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


25. marts 2014

Generation Identitaire-talsmand: “To kulturer kan næsten aldrig eksistere sammen på fredelig vis.”

På ræverøde P1 anses folkelig opbakning til indvandringsmodstandere, som værende et demokratisk problem. På P1-alternativet Radio24syv lanceres det som en konsekvens af populistisk (irrationel) frygt for globalisering. Læser man denne fremragende artikel i Jyllands-Posten, så bliver man til gengæld lidt klogere – Frankrigs reaktionære ungdomsoprør.

“‘Vi er 25 pct. arbejdsløshed, gæld og multikulturelt kollaps. Vi er ødelagte familier og unge franske soldater, der dør i Afghanistan. I kan ikke købe os med jeres nedsættende blikke, et statsbetalt job og et klap på skulderen. Vi har ikke brug for jeres ungdomspolitik.

Ungdommen ER vores politik. Tro ikke, at dette blot er et manifest. Dette er en krigserklæring.

Citatet stammer fra den unge oprørsgruppe Generation Identitaire, der med deres video ‘krigserklæringen’ har vakt opsigt ved at erklære eksistenskrig mod det multikulturelle Frankrig. Deres vrede er rettet mod deres forældres generation; 1968′ erne, der ifølge de unge franskmænd har forrådt Frankrig. …

Og Generation Identitaire er langtfra de eneste unge franskmænd, der begræder Frankrigs udvikling siden ungdomsoprøret og den sideløbende masseindvandring fra de tidligere franske kolonier. Op til det seneste valgt viste Le Monde, at 26 pct. af vælgerne mellem 18 og 25 år havde tænkt sig at stemme på Front National. Frankrigs indvandringskritiske parti var dermed det mest populære parti blandt de unge.

(Mere om Generation Identitaire i tidligere post)>/p>

Damien Rieu, 24 år, er Generation Identitaires talsmand. Damiens seriøse blik og militante kropsholdning gør, at han fremstår som en naturlig leder. Han bor i Lyon, hvor GI har hovedkvarter og er mest aktiv. Damien kommer fra en venstreorienteret familie, og som ung var han modstander af Front National og den daværende leder, den kontroversielle Jean-Marie Le Pen. Men senere gjorde visse erfaringer, at han ændrede sin politiske bevidsthed.

‘Min holdning til indvandring begyndte at ændre sig, da jeg lagde mærke til, at nordafrikanerne styrede skolegården,’ siger Damien.

I Damiens tidlige teenage-år flyttede familien til La Guillotiere, som er et af Lyons såkaldt ‘følsomme urbane områder’ – også kaldet ‘no go zones’, hvilket betyder, at dette kvarter rummer meget arbejdsløshed og mange sociale problemer.

‘Jeg kom ind i en klasse, hvor jeg var den eneste hvide, og jeg flyttede ind i en bygning for studerende, hvor jeg var den eneste hvide. Det var et hårdt miljø, hvor jeg blev set som svag, fordi jeg var hvid. Så begyndte jeg pludselig at leve som et mindretal. For første gang skulle jeg forholde mig til, at jeg er hvid,’ siger han.

[...]

Kommentatorer i internationale aviser såsom The Guardian og New York Times har udtrykt bekymring for, at racisme synes at være tiltagende i Frankrig. Om det siger Damien: ‘Filosofisk set er xenofobi meget svært at forsvare. Men det er en naturlig reaktion, når den franske regering beslutter på vores vegne, at vi skal bo ved siden af voldelige indvandrere. Du kan ikke bede folk om at stikke hånden ind i et bål og så forbyde dem at sige ‘av’, når det gør ondt,’ siger Damien.

Ud over utilfredsheden med de sociale problemer, som indvandringen ifølge Generation Identitaire medfører, er den vigtigste del af krigsførelsen at hævde den franske identitet og kultur, som ifølge gruppen alt for ofte må vige pladsen for islam. Derfor besatte de i 2011 en moské i byen Politiers. … ‘Krig mod islam er en stor del af den europæiske historie. De, der dengang modsatte sig invasionen og kæmpede for Europa, bliver i dag betragtet som helte. Vi kæmper den samme kamp – fredeligt, men af en eller anden grund ser medierne os som ‘ de onde’. Lektionen er, at islam ikke kunne overtage Europa med vold. Nu gør de det passivt gennem demografien,’ siger Damien.

(Grand Mosque, Poitiers, 20. oktober 2012; Uriasposten)

Et andet medlem, Maxime, 20 år, bor med sin familie i en lille by i udkanten af Lyon. … Maxime foretrækker at bo på landet, hvor der er flot natur og færre indvandrere, da han ikke ønsker de konfrontationer, som han mener er uundgåelige i byerne. Han nævner et eksempel: ‘Et par af mine venner og jeg var taget ind til byen for at shoppe med vores kærester.

Nogle arabiske drenge begyndte at genere pigerne, og fordi mine venner prøvede at forsvare dem, blev der slåskamp. Jeg synes, det er ubehageligt, at der efterhånden er flere og flere områder og kvarterer i Frankrig hvor jeg ikke kan komme, og hvor jeg ikke kan føle mig hjemme.’ …

Damien ser to mulige perspektiver for Frankrig: ‘Vi kan blive som Brasilien, hvor de rige låser sig selv inde i beskyttede og indhegnede dele af byen. Så vil de fattige franskmænd leve med indvandrerne i ghettoerne, som vil udgøre resten af Frankrig,’ siger han og fortsætter: ‘Alternativt ender det med borgerkrig som i Jugoslavien eller Libanon. Vi har set, hvad der sker, når folk bliver tvunget til at leve sammen mod deres vilje. To kulturer kan næsten aldrig eksistere sammen på fredelig vis. Se blot, hvordan kristne i Mellemøsten langsomt bliver udryddet fuldstændig,’ siger Damien, der over julen var i Syrien for at lave nødhjælpsarbejde på et kristent børnehjem.

Damien håber på, at franskmænd og franskmænd af anden etnisk herkomst kan nå til enighed om, at multikulturalisme ikke fungerer. Derefter forestiller Damien sig, at indvandrerne fredeligt kan rejse tilbage til deres oprindelsesland.

‘Tænk på det som en skilsmisse. Er de altid rare og retfærdige? Nej. Men de er sommetider nødvendige,’ siger han.”

Oploadet Kl. 12:13 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer


6. februar 2014

Center for Fordybelse og Tro på Herlev Sygehus (inklusiv hospitalsmoské)

Et stort flertal i Regionsrådet har netop besluttet, at der blandt andet skal opføres en moské i tilknytning til Herlev Sygehus, og det siger sig selv, at et land med flere og flere muslimske indbyggere, vil islamiseres. Skulle der være bred folkelig modstand mod hospitalsmoské, hospitals-imam og hovedtørklæder til sygeplejerske, så vil den forsvinde i takt med befolkningsudskiftningen. Ældre indlæg af DF’s Kenneth Kristiansen Bernt – Rimeligt med nej til hospitalsmoské.

“Det jeg – og Dansk Folkeparti – er imod er, at Herlev Hospital bliver landets første sygehus med egen moské. …

Hvis muslimerne skal have en moské på Herlev Hospital, hvorfor skal der så ikke også være et hindu-tempel, eller et konfucianistisk tempel – der kommer jo massevis af kinesere til Danmark for at studere i disse år – og de skal vel også have en helligdom, hvor de kan dyrke deres religion.

Det er ganske enkelt skruen uden ende.

Når 81 procent af befolkningen er medlemmer af Folkekirken, og når Grundloven tilsiger, at Folkekirken har en særstilling i det danske samfund, så er det vel også rimeligt at sige, at det kirkerum, der er til rådighed på landets hospitaler er et kristent kirkerum, og så har muslimer og alle mulige andre naturligvis også mulighed for at trække sig tilbage hertil, ligesom de har mulighed for – for egen regning vel at mærke – at skaffe sig hjælp fra religiøse vejledere under deres hospitalsophold.

Hospitaler i Danmark bør ikke islamiseres ved at indføre moskéer, hospitals-imamer og hovedtørklæder til sygeplejerskerne, men det er ikke desto mindre i den retning det nuværende flertal i Regionsrådet trækker.

Oploadet Kl. 13:49 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer


4. januar 2014

Historiker Torben Hansen: “Socialkonstruktivismen er marxisme og kommunisme i ny indpakning…”

Historiker Torben Hansen i en længere tekst om socialkonstruktivisme.

Socialkonstruktivisme og historieløshed – Kommentar til en destruktiv ideologi

Den samfundsvidenskabelig forskning og de offentlige forvaltninger, der behandler sociale problemer, præges desværre af en mangelfuld ideologi – socialkonstruktivismen. Tankegangen har i praksis gjort sociologer, socialrådgivere og lærere blinde for kulturens betydning. Især i disse faggrupper har mange vænnet sig til at betragte mennesket som resultat af økonomisk-materielle processer, der kan registreres, måles og justeres.

En konsekvens bliver, at når et stort antal indvandrere fra ikke-vestlige lande skaber problemer, koncentrerer socialkonstruktivisterne sig kun om arbejdsløshed, boligforhold og indtægt. Den kultur, de pågældende indvandrere har medbragt, er derimod ikke interessant, selvom det er indvandrere fra helt bestemte lande, der skaber samme type problemer i de ret forskellige vestlige samfund fra Australien, over Danmark til Canada. Den socialkonstruktivistiske ideologi bygger nemlig på den antagelse, at personens eller gruppens kultur er ligegyldig, det er socialklassen der tæller. Så fx når unge tyrkiske kvinder i 2. generation i alt for ringe grad udnytter deres vestligt erhvervede uddannelse til selvforsørgelse, når voldtægtskrænkere i høj grad har muslimsk baggrund, samt iranske indvandrere lærer sproget på rekordtid og deres børn kan dansk ved skolestart, må forklaringen være noget ikke-kulturelt.

I denne forståelse har personer har heller ikke nogen essens i kraft af deres køn. Det er formningen der afgør hvilken retning begæret tager og hvilket køn man føler sig som. Så når små drenges hjerner lærer på en anderledes måde i skolen og seksualforbrydere næsten udelukkende rekrutteres blandt hankønnet, står socialkonstruktivisterne atter uden at plausible forklaringer.

Et andet af deres dilemmaer er, at de forestiller sig homoseksualitet som et individuelt (kulturelt) valg, samtidig med at den anden ende af deres teori fortæller dem, at mennesket formes af det største pres omkring hende, og de egentlig godt ved, at der intet pres eksisterer med at forme i homoseksuel retning. Socialkonstruktivister betragter mennesket som et stykke voks i omgivelsernes hænder. Individet er som det blanke stykke papir, hvorpå ydre faktorer skriver en tekst. Derfor kan og skal staten skrive de rigtige ord og omforme mennesket, så det passer ind i bestemte sammenhænge. Socialkonstruktivismen er marxisme og kommunisme i ny indpakning, og dermed er den urealistisk. Dens menneskesyn, tro på ‘social engineering’ og bureaukratiske midler til at ændre samfundet lever videre efter Sovjetunionens sammenbrud, skønt alle kommunistiske eksperimenter er slået fejl i massedrab, fordummelse og elendighed.

Den modgift, der skal anvendes overfor den socialkonstruktivistiske ideologi er kendskab til historien – især kulturhistorien.

Kultur er andet og mere end operahuse og litteraturanmeldelser. Kulturer er systemer af normer, forventninger og idealer, der får mennesker til at føle og reagere på bestemte måder i forhold til andre mennesker. Normerne, forventningerne og idealerne indpodes fra barndommen og er svære at ændre. Vi oplever det lige nu med profet-tegningerne, hvor begrebet ytringsfrihed for en privat virksomhed (avisen Jyllandsposten), ikke kan fattes af hobevis af tilvandrede folk. De samme folk forventer at en politisk valgt person (statsministeren) skal varetage deres i princippet private følelser af krænkelse, ligesom de forventer at stater med mange muslimer beliggende i Mellemøsten vil sætte embedsmænd i gang med at skaffe, hvad de opfatter som oprejsning til netop deres sociale konstruktion, altså deres eget begreb om en bestemt religion, dens autoritet og dens hellighed. Mange af disse muslimer er ydermere af den opfattelse at voldelig gengældelse af verbal eller anden billedlig oplevet provokation er en retfærdig og etisk forsvarlig handling. Moses Olsen skal have nogen på frakken for at slæbe et kors gennem Nørrebro og prædike kristendom, og Pia Kjærsgaard må gerne overfaldes for sine forkerte meninger.

(Abu Hamzah fra ‘Kaldet til Islam’ truer islamkritisk DF’er – Omar Marzouk fryder sig; BT)

Historie er viden om visse fænomeners status som betinget af fortidige begivenheder. Eksempelvis er ethvert menneske resultatet af, at en kvinde og en mand havde en bestemt kontakt på et bestemt tidspunkt. Ni måneder senere fremkom et barn.

Den vestlige civilisation er et barn af en fortid, der strækker sig mere end to årtusinder tilbage. Sædvanligvis ønsker børn at vide noget om deres forfædre, men når det gælder kulturarv, ligger det tungt med den viden, den danske folkeskole giver eleverne. De akademikere, der skriver betænkninger og lægger retningslinjer for undervisningen, har for mange år siden ødelagt historiefaget. Her gives der ikke karakter. Kendskab til fortiden – og dermed kulturarven – betragtes ikke som vigtigt.

Tilsvarende er socialkonstruktivisterne ligeglade med den førmoderne verden, de ikke-vestlige indvandrere kommer fra. De mange problemer, der opstår i et kultursammenstød med et moderne og demokratisk samfund, undersøges ikke seriøst. Reelt anerkender forskerne og den bureaukratiske praksis ikke betydningen af en mentalitet, der medbringes fra en livsform uden frihed, borgerrettigheder og ligestilling.

Socialkonstruktivismen fører til historieløshed og til tab af kollektiv identitet. Skolens elever udrustes og opmuntres ikke til at føle sig som arvtagere efter de mange generationer, der har ydet et bidrag til at skabe den europæiske kultur og dermed nutidens frihed, orden og velstand. I skolernes historiebøger skildres fortiden gennemgående som noget primitivt, dumt eller uretfærdigt. Modsætningen er nutidens tekniske og administrative forbedringer, der eksempelvis sikrer bedre transport, mere effektiv produktion af levnedsmidler eller indkomstudjævning. Europas fortid med økonomisk ulighed, religionskrige og slavehandel er kun noget, der skal siges undskyld for.

Selvfølgelig er europæisk historie fyldt med rædselsfulde beretninger, og skolen bør undervise i både udbytning, religionskrige og slavehandel. Den slags ulykker har dog ikke kun fundet sted i Vesten. Grusomhed og vanvid hører også til aztekernes, kinesernes, de afrikanske bantustammers og arabernes historie. Eleverne skal have et vist kendskab til verdenshistorien og dermed også til de faktorer, der gør det muligt for magthavere at mishandle og myrde i stor målestok.

Men tilsvarende skal folkeskolen gøre en stor indsats for at orientere om de begivenheder og institutioner, der har frembragt demokrati, de to køns ligeværdighed, orden, velstand og individets frihed. Her spiller effektiv produktion og transport selvfølgelig også ind, men i den førmoderne epoke – d.v.s. indtil for få århundreder siden – var kultur og religion de faktorer, der afgjorde, at netop Europa frembragte frihed og demokrati.

Selve tanken om at skabe et samfund og en stat ved at bruge fornuften – altså argumentet – opstod i oldtidens Grækenland. Filosofien er græsk, fordi den søger visdom og viden i samtalen – dialogen. ‘Logos’ betyder ord! Logikken kan ikke undværes i argumentationen, og ingen kan med berettigelse forlange en rund firkant. Denne mentale og intellektuelle disponering er klart en arv fra de græske filosoffer. Sådan var det ikke i det gamle Kina, hvor staten var kilde til viden. I andre fortidige civilisationer kom viden fra åbenbaringer, formidlet af profeter og præster.

Præster havde også betydning i Europa – både førkristne og kristne. Men det lykkedes ikke kirkelige autoriteter at kvæle den kritiske tanke og trangen til rationel argumentation. Ligeledes overlevede en arv fra Rom. Her var statsret og kravet om et lovligt grundlag for både politisk myndighed og privat ejendom i højsædet. Selv efter det romerske riges undergang blev mindet om en retsorden og en øverste autoritet bevaret blandt de germanske stammer, der skabte begyndelsen til de europæiske nationer.

Fra kristendommen modtog eftertiden den banebrydende og altafgørende tanke, at det enkelte individ ikke tilhører staten. Det kan derfor siges, at Europa er opstået i middelalderen, da den kristne kirke blev den samlende kulturfaktor fra Portugal til Finland.

Det græsk-romersk-kristne grundlag har formet en fælleseuropæisk ‘Leitkultur’, som skal formidles til den unge generation, hvis frihed og demokrati skal bevares.



10. november 2013

Bjørn Stærk: Der findes ingen politisk løsning på islamisering, så lad os tale pænt og håbe det bedste…

Jeg er sjældent enig med norske Bjørn Stærk, men det er dog modigt først at give Enoch Powell ret, og så herefter anbefale mere af det samme, fordi alternativet er etnisk udrensning. Det må være lidt som at høre en marxistisk fredsforsker sat tilbage i tid for at kommentere Nazi-Tysklands invasion af Polen: ‘der findes ingen militær løsning’. Nogle af hans pointer er dog gode nok, for ligesom man kan kritisere Dansk Folkeparti for at legitimere ‘slow boiling’, så må man stille den yderste højrefløj samme spørgsmål – hvem skal smides ud, hvordan skal det ske, og hvorhen.

Stærk håber at ikke-ekstreme islamkritikere og ikke-ekstreme muslimer kan forenes til landets bedste, men giver i modsætning til Huntingtons ‘Clash of Civilizations’ ingen historiske paralleller, og med mindre man vil spille hazard med den jord bedsteforældrene pløjede og kommende generationer af danskere skal stifte familie på, så er hans anti-fascistiske minimum helt ubrugelig i praksis. Ikke-konstruktiv retorik fra højre kant opvejer ikke de konkrete manifesterede problemer relateret til indvandring fra ikke-vestlige lande. Succeskriteriet er alt for lavt.

Kronik af Bjørn Stærk i Aftenposten – Britene var først.

“I fjor snakket jeg med en BBC-journalist som skulle lage en reportasje om hvordan 22/7 hadde endret Norge og norsk innvandringsdebatt. Jeg fortalte om frontene i debatten, om islamfrykt og integreringsproblemer, og om etniske nordmenn som liker mangfold, bare ikke på skolen til barna deres. Jeg plukket fram et Oslo-kart og pekte og forklarte.

Jeg ble nok litt ivrig. Dette er jo interessant! Norge er midt oppi en historisk endring, kanskje en større kulturendring enn de vi så på 1900-tallet. Men journalisten var ikke så imponert. ‘Dette høres ut som oss for 30 år siden’, sa hun. Jeg fikk ikke plass i reportasjen.

Jeg vet ikke om hun forsøkte å sette meg på plass. Men jeg jeg følte meg litt som en innbygger i en tilbakestående avkrok som hadde forsøkt å forklare en journalist fra sivilisasjonen hva internett var. Joda. Velkommen etter.

Kanskje henger vi litt etter, vi nordmenn, tenkte jeg etterpå. Kanskje virker spørsmålene som opptar oss sjarmerende naive sett fra mer erfarne innvandringsland. De har vært gjennom dette allerede. De tar det mer avslappet.

[...]

I 1968 holdt den ledende konservative politikeren Enoch Powell en innvandringskritisk tale som har hjemsøkt britene siden. Den er mest kjent for sitatet på slutten, hvor han skuer mot framtiden og ser elven Tiber fylt med blod. Den ble dermed kjent som ‘rivers of blood’-talen. Den har flere slående og dystre bilder. Powell siterer en velger som frykter at om noen tiår vil alt ha snudd, og ‘de sorte vil svinge pisken over de hvite’. Han forteller om en enslig eldre kvinne, den siste hvite igjen i nabolaget, som får ekskrementer dyttet inn i postkassen.

Men når man leser talen i dag, 45 år senere, slår det en også hvor gjenkjennelige mange av argumentene er. Powell snakker om innvandrere som ikke får seg jobb. Han regner på trendene, og anslår at de nye gruppene vil bli en stor minoritet. Han advarer mot segregering. Han klager på biskoper som dyrker idealene sine i bortgjemte herskapsboliger. Han viser til velgere som ikke tør si hva de mener offentlig. Han skryter av innvandrere som vil integrere seg, problemet er alle de som ikke gjør det.

Mange velgere støttet ham, men det politiske miljøet vendte seg vekk i avsky. Partikarrieren var over. Et fantastisk timeslangt intervju David Frost gjorde med Powell i 1969 viser hvor opphetet stemningen var. Front konfronterer Powell hardt. Han tror ikke på anekdoten om den gamle damen. Powell svarer at Frost ikke vet hvordan vanlige mennesker har det. Frost sier at selv om Powell kanskje ikke er ekstrem selv så har han ekstreme tilhengere, og burde forstå hvordan ordvalget vil hisse dem opp. Powell nekter medskyld for tilhengernes handlinger.

Det kunne vært i går. Det er et slags ‘Drøm fra Disneyland’-øyeblikk. Det er ikke lett å si hvem som vinner. Begge får inn fulltreffere. Frost påpeker at innvandring er et faktum, og vi må lære å leve sammen. Powell svarer at det ikke bare handler om å leve sammen, men om antall og tempo. Hvor raskt kan et samfunn ta i mot nye medlemmer?

[...]

I dag er Ed Husain en av Storbritannias ledende kritikere av islamismen. Han var med på å stifte den anti-ekstremistiske tenketanken Quilliam. For noen uker siden vekket Quilliam oppsikt da de inviterte til pressekonferanse med Tommy Robinson, lederen av English Defence League.

Robinson er arbeiderklassegutt fra Luton, en by nord for London hvor hvite er i ferd med å bli en minoritet, og muslimer utgjør en fjerdedel av befolkningen. Han stiftet EDL etter at lokale islamister demonstrerte mot hjemvendte Afghanistan-veteraner. I dokumentaren My Hometown Fanatics besøker en BBC-journalist fra Luton hjembyen sin for første gang på flere år. Hun kan ikke forstå hva som har skjedd, hvor alt sinnet kommer fra. Men den journalistiske distansen er vanskelig å bevare. Hun besøker en islamistdemontrasjon hvor en kvinne i niqab forteller henne at hun har for lite klær på seg. ‘Who are you trying to seduce? Go and put on some clothes’. Journalisten blir rasende, og roper tilbake, ‘This is my hometown as well’.

Det øyeblikket jeg finner mest oppløftende er når Robinson sier at muslimene har kommet for å bli i Storbritannia. Det kan høres underlig ut. Ja, selvsagt? Men her går det en viktig anstendighetsgrense går blant europeiske ‘islamkritikere’. Sjokkerende mange plasserer seg på feil side. Da hjelper det lite å være demokratisk og ikke-voldelig, for veien ligger åpen til etnisk rensing.

[...]

Joda, britene har holdt på lenger med å formulere disse spørsmålene. Men de har ikke kommet så mye lenger i å besvare dem. Samtidig har avstanden mellom oss blitt kortere.

Etter 7/7-angrepet i 2005 advarte Trevor Philips, lederen for Commission for Racial Equality, om at Storbritannia går i søvne mot å bli et segregert samfunn. Han fryktet en oppdeling etter amerikansk modell, hvor folk holder seg til sin egen gruppe. Den samme talen kunne vært holdt i Norge i dag.”

Oploadet Kl. 15:33 af Kim Møller — Direkte link27 kommentarer


7. november 2013

Gade Jensen: Religioner er forskellige og virker vidt forskelligt i deres samfundsmæssige konsekvenser

Henrik Gade Jensen svarer igen på Christian Bjørnskovs kronik i Jyllands-Posten – Religion bestemmer alt (kræver login). Intet mindre end fremragende.

“‘Religion blokerer for udvikling’, skriver professor Christian Bjørnskov i kronikken 30/10. Når man læser kronikken, indeholder kategorien ‘religion’ ret meget: kommunisme, katolicisme, protestantisme, hinduisme, islam, kirkegang, bibeltro og sågar andet. Dvs. alting. Det virker pudsigt så at konkludere så stærkt, som Bjørnskov gør det i kronikken.

Da Bjørnskov er økonom og ikke religionsforsker eller teolog, er det måske forståeligt nok, at alt med tro og religion sættes i samme bås, selvom man måske nok kunne forvente lidt sund fornuft, skønt Bjørnskov nu er blevet professor. Han kommer trods alt fra provinsen. Det interessante og relevante er, at der er forskel på tro og religioner. Der er tro og overtro, ligesom kristendom, kommunisme, islam og hinduisme er vidt forskellige tanke-og trosmåder. Det er intetsigende at kategorisere dem sammen. Det er som at sælge elastik i metermål.

Når Bjørnskov skriver: ‘Det er ikke islam som sådan, der reducerer tilliden blot det forhold, at muslimer i gennemsnit er stærkere troende end andre’, så vælger han at se bort fra indholdet og kun måle og sammenligne og statistisk behandle tro og religion ud fra intensitet.

Der er masser af religion, der blokerer for udvikling. Og der er religion, der stimulerer udvikling, vækst og kapitalisme.

Det generelle, som kan siges, er, at religioner med tabuer og rigide forskrifter for rent og urent, er mindre befordrende for vækst og udvikling. Mens religioner, der lægger op til universalisme og generelle principper, er mere egnede til at fremme civilisation, integration og udvikling. Med andre ord tvinges man til at kvalificere religionen, hvad vi tror på, før der kan udsiges noget generelt om religion og tro sammenlignet med andre parametre. Det er ikke lige gyldigt, hvad man tror på.

Jeg tror lige så intenst som en fundamentalistisk muslim, men jeg tror på, at Jesus er Guds søn, sandheden, der blev åbenbaret for verden, og den tro gør, at jeg er stillet fri i mange daglige gøremål, og den gudstro detaildikterer ikke min livsstil, moral og politik og giver mulighed for at lade videnskab, kultur og politik have sine egne ikkereligiøse sandheds-eller duelighedskriterier, fordi sandheden ikke ligger i politikken, kulturen eller videnskaben. En anden gudstro ville give andre konsekvenser.

Min kristne gudstro gør mig fri – fri for at være bundet af religiøse bud. … Mange har beskrevet danskernes religion som en civilreligion og kulturkristendom. … Religion, i hvert fald visse, går i sjælen og virker mere som et indre styresystem end som en ydre bås og tørklæde. Og kristendommen som offerreligion virker stort set ved, at den virker afreligioniserende, altså sekulariserende. Derfor ofrede Jesus sig, han ofrede sig for at gøre os frie, frie til ikke at være bestemt af snævre religiøse forskrifter, som også virker hæmmende for sund økonomisk aktivitet. Andre religiøse førerskikkelser har et andet CV med mindre ydmyghed og derfor med andre konsekvenser.

[...]

Også danske journalister, som forfølger hver en lille løgn eller urigtighed eller mangelfuldhed fra en politiker, er dybt kristne mennesker ved at tage sandheden så alvorligt. I andre kulturer er løgnen kutyme og aldeles uforargelig. Det bliver grinagtigt og næsten marxistisk, når Christian Bjørnskov konkluderer, at ‘religion af alle typer er skadelig for mellemmenneskelig tillid, retslige institutioner og økonomisk udvikling’.

Noget religion er kolossalt skadeligt og undertrykkende. Anden religion er betingelsen for tillid, ret og udvikling. Historien viser, at det er religioner, der bestemmer, om kulturer og økonomier blomstrer.Nordafrika, som var Romerrigets grønne kornkammer og leveringsdygtigt i løver og elefanter, blev ørken, da en nomadereligion blev dominerende i 600-700-tallet. Religion bestemmer alt. Hele vores kultur, samfundssystem, retsorden og økonomi er intimt forbundet med tro. Og for vores samfund naturligt nok med den bibelske, jødisk-kristne tradition.

Vores retssystem baseret på skyld (culpa), og en proces, hvor der forlanges, at der tales og vidnes sandt (mened straffes ret hårdt), skyldes i høj grad (men ikke kun) kristendommen. … Dikterer religionen forbud mod låntagning eller renter, giver det kolossale negative konsekvenser for vækst og udvikling. Ligeså hvis religionen forbyder handel med andre end trosfæller. … Rigide opdelinger á la apartheid over for anderledes troende eller mellem køn bremser muligheden for at profitere af arbejdsdelingens gunstige frugter.

[...]

Fornuftsmæssigt er der intet argument mod religiøse mørkemænd, der vil stene utro kvinder, dræbe konvertitter og lade al lov og ret være guddommeligt bestemt. Der findes kun en erkendelse af, at religioner er forskellige og virker vidt forskelligt i deres samfundsmæssige, sekulære konsekvenser. Tro kan kun fordrives med tro og ikke med fornuft. Fornuften virker kun, når der på forhånd er gjort plads til den, altså at der er en sekulariseret sfære, hvor vi anerkender videnskabens rolle. Det er ikke tilfældigt, at nobelpriser ikke falder tilfældigt mellem religioner. Derfor er Christian Bjørnskovs metode at rubricere al religion i samme brokkasse og så databehandle den stort set så forkert, som det overhovedet kan være.”

Oploadet Kl. 15:21 af Kim Møller — Direkte link5 kommentarer


6. november 2013

Dansker i beboerbestyrelse om HUT-dominans: Et område med folk med ‘stærke meninger og stor vilje’

Næstformand for Egedalsvængets beboerbestyrelse Birte Vestergaard virker til at være fuldt ud integreret i Danmark 2.0. Interview i gårsdagens udgave af Berlingske – Der skal også være plads til flertallet

“‘I don’t know – and I don’t care!’ Birte Vestergaard er meget kontant og siger med bestemt stemme, at det ikke vedkommer hende, om nogle af hendes medbestyrelsesmedlemmer også er beskæftiget i den yderligtgående, islamistiske organisation Hizb ut-Tahrir. …

‘Folk møder med alle mulige politiske holdninger her. Det er uinteressant, når man går ind i en afdelingsbestyrelse. Det er et stykke praktisk arbejde, der bliver lavet her,’ siger hun.

Så de politiske overbevisninger, der nu måtte være blandt bestyrelsens medlemmer, har ikke indflydelse på det arbejde, I foretager i bestyrelsen?

‘Nej, ikke så længe vi kan blive enige om det praktiske arbejde.’ Det er du helt sikker på? ‘Ja. Det har ikke nogen betydning for mig, hvilken baggrund man har. Det kan jo også godt være, at jeg har en eller anden ultraliberalistisk filosof i baggrunden, der siger, at nu skal du gøre sådan, og nu skal du sige sådan. …

Det kunne de også have, hvis det var Det Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, eller hvis de var nynazister for den sags skyld. Og Hizb ut-Tahrir er jo ikke nogen forbudt politisk organisation, og der skal være plads til alle i Egedalsvænge.

[...]

For nogle dage siden skrev en gruppe beboere et brev til Fredensborg Kommune, hvor de gjorde opmærksom på, at de er utrygge. I brevet skrev beboerne blandt andet, at ‘de seneste to møder, som afdelingsbestyrelsen har stået for, har været præget af stor utryghed’.

… Kan du genkende det? ‘Nej.’ Hvad tænker du, når de skriver det? ‘… Det er jo baseret på en offermentalitet, og pressen går med ud ad den galej, og det virker. … Det, jeg læser i avisen, er ikke den oplevelse, jeg selv har. Slet, slet ikke.’

Hvilken oplevelse har du af Egedalsvænge? ‘At det er et meget spændende område med folk med mange og stærke meninger og stor vilje til at lave noget. Det er et meget levende beboersamfund med stort engagement.’

Hun taler om et generationsskifte, et kulturskifte og et systemskifte, hvor de etniske beboere modsat tidligere er meget engagerede i bestyrelsesarbejdet.

‘Det er gået op for alle beboere, at de kan få indflydelse… Det er ikke nogen hyggeklub for dem. Det er et sted, hvor der skal skabes nogle resultater.’ ‘Vi er demokratisk valgt af beboerne i Egedalsvænge. Og der skal også være plads til flertallet.‘.”

Oploadet Kl. 14:02 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer


30. oktober 2013

Kina: Selvmordsbombeangreb på Den Himmelske Freds Plads, tæt på kendt portræt af Formand Mao

Mandag døde flere turister ved et terrorangreb på Den Himmelske Freds Plads i Beijing få meter fra Mao-Mausoleet, lige ved indgangen til det tidligere kejserpalads med det berømte portræt af Formand Mao. Når jeg ser brændende biler på tv, så tænker jeg straks på Islam, og heller ikke denne gang blev jeg skuffet. De mistænkte er uighurer, tyrkisktalende muslimer, der kæmper for en separat muslimsk stat i den vestlig provins Xinjiang, hvor diverse Islam-forgreninger udgør et stort mindretal. Fra ABC News – Uighur Muslims suspected….

“Chinese police are reportedly seeking two ethnic Uighur Muslims from the far west of the country in connection with the car fire which killed five people in front of Tiananmen Gate yesterday.

The driver and two passengers burned to death when their car smashed through barriers and burst into flames in a suspected immolation in front of the famous portrait of Mao Zedong.

Two tourists were killed and 38 others were injured when the vehicle struck them. Now police are reportedly contacting local hotels looking for others who might have been involved in this seemingly deliberate act. According to reports from hotel managers the names given by police appear to be those of ethnic Uighurs.

Turkic-speaking Uighurs live in the country’s far-western Muslim province and many there seek independence from China.”

(Det tidligere Kejserpalads på Den Himmelske Freds Plads, Beijing, 28. oktober 2013)

“Kina siger, at volden skyldes separatisme blandt muslimske uighurer, et tyrkisktalende mindretal i Vestkina. Ifølge uighurer starter volden typisk, fordi myndighederne forbyder muslimske traditioner.” (Jyllands-Posten, 17. september 2013: Kina kæmper mod terror – og etniske skel)

Oploadet Kl. 13:05 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


17. september 2013

Krarup: “Modsætningen mellem Kierkegaard og Marx er modsætningen mellem eksistens og ideologi”

Da jeg for 15-20 år siden blev et politisk menneske, var det meget normalt at betegne Dansk Folkeparti som det ekstreme højre. Hvis ekstremisme som begreb skal give mening, må det ses i forforhold til det ‘ikke-ekstreme’, der så definerer det moderate (flertal). I dag ved jeg, at når Dansk Folkeparti kaldes højreekstrem, så er ophavet med stor sandsynlighed placeret på den yderste venstrefløj.

Et i politisk henseende marginaliseret mindretal, der ikke tør tage debatten om dansk udlændingepolitik, fordi den gennemsnitlige dansker ikke bifalder den af dem ønskede multikultur. En ny Altinget-måling bekræfter analysen: 46 procent ser positivt på DF’s udlændingepolitik. Hold partiet udenfor, og det ville være 70 procent.

Højrekstremisme-etiketten må forstås, som venstreekstremisters undsigelse af de ‘ikke-progressive’ nationalt konservative. Søren Krarup åbner og lukker tidens ideologi-debat med en kommentar i Berlingske, og får samtidig afleveret et par sandheder om marxistisk ideologi – Debatten om konservatisme og liberalisme.

“… det kommer ikke an på ordene, men skal man bruge de to ord konservativ og liberal i en slags bestemmelse af deres indhold, så skal det jo siges uden videre, at konservatisme er det overordnede og liberalisme det underordnede. At være konservativ vil sige at være fastholdt af virkeligheden. At være liberal er en slags luksus eller overflødighedshorn i forhold hertil. …

Modsætningen mellem Kierkegaard og Marx er modsætningen mellem eksistens og ideologi, mellem hin enkeltes ansvarlighed og den ideologiske udvikling, mellem at være bundet af sin næste og sin givne virkelighed i modsætning til marxismens og al anden ideologis abstraktion og virkelighedsflugt.

Modsætningen mellem min, den enkeltes eksistens, og den verdenshistoriske spekulations virkelighedsflugt. …

Men i debatten om konservatisme og liberalisme er problematikken indlysende. Jo, konservatismen er det grundlægggende. Konservatisme er et andet ord for virkelighedstroskab, for bundethed til det givne – min skabte virkelighed, min konkrete næste, mit hjem, mit folk, mit land. Her ligger mit ansvar. Her er mit sted og min forpligtelse. Her er, hvad jeg skal være tro.

I modsætning til denne grundlæggende ansvarlighed er liberalisme noget underordnet. Jo, frihed er en del af et sandt menneskeliv, men friheden sætter naturligvis ikke eksistensen. Frihed er en fordel, men ikke en ubetinget nødvendighed. Friheden handler om vilkåret, men ikke om det ubetingede og ufravigelige.

Jeg kan også sige, at liberalisme er ideologi, men virkeligheden er eksistens. Jeg skal ubetinget elske næsten og er således – på grund af kristendommens ubetingede fordring – sat ind i ansvarligheden. Men om samfundet eller levevilkårene opfylder liberalismens fordringer, er ikke afgørende. Liberalisme er ideologi eller politik. Det er den af kristendommen satte ansvarlighed ikke. Den konservatisme, der er uadskillelig fra kristendommens fordring, giver mig pligt og ansvar. Liberalismen giver mig mulighed for udfoldelse og velbefindende.

Det er sanden for denne forskel på Kierkegaard og Karl Marx, jeg har savnet i sommerens langvarige debat, og således synes debatten mig at forplumre grundproblemet. Og det er naturligvis manglen på sans for dette grundlæggende forhold, der er årsag til det meste af løgnen og elendigheden i vort offentlige liv – udlændingelovgivningen, som slår mit fædreland i stykker og forvandler det til et opløst indvandrerland, familiepolitikken, som opløser familiens identitet og sammenhold og hensætter børn og voksne i en socialiseret tomhed, uddannelsespolitikken, som forvandler en forpligtet og kundskabsorienteret skole til et tilfældigt værested.

Den sande konservatisme er virkelighedens grundbetingelse.”



28. august 2013

Information: Muhammed Aslam overvågede kvinderne via ‘Mjølnerparkens 230 overvågningskameraer’

En succeshistorie i Information, giver et par interessante oplysninger, der fint supplerer Weekendavisens artikler om Muhammed Aslam og Mjølnerparken. Fra Kvinderne rejser sig i Mjølnerparken.

“Kvinderne er i flertal blandt de godt 2.000 beboere, der bor i fire røde murstensblokke også kaldet de ’fire forter’ på ydre Nørrebro. Men det har aldrig afspejlet sig i hverken de beboerdemokratiske organer, som har stor magt i et socialt boligområde, hvortil de kommunale og statslige projektpenge flyder i en lind strøm. Ej heller i bebyggelsens ansigt udadtil. …

»Kvinderne kommer til at tage styringen,« siger 22-årige Amani Abdallah, selv et godt eksempel på den modstandsvilje, kvinderne er optændt af, og initiativtager til projektet Perlemor, der på frivillig basis giver juridisk bistand og forsøger at skabe aktiviteter for bebyggelsens kvinder og deres børn.

[...]

Man kan være nabo til Mjølnerparken i mange år uden at finde vej til gangstierne og de grønne haver, der forbinder de fire røde blokke. Og man kan bo i Mjølnerparken i mange år uden at behøve at blive en del af det omkringliggende samfund.

»Det kan være et meget isoleret sted. Det tog min mor flere år, før hun begyndte at komme ud. Det var altid med min far, og derefter mig, der tog med hende. Men til sidst begyndte hun at tage alene til sin egen læge i Elmegade (på Nørrebro, red.). Sådan har det været for mange af kvinderne i Mjølnerparken; de er kommet til et land, de ikke kender, og har været vant til, at manden klarer alt uden for familien,« fortæller Amani Abdallah, der har palæstinensisk baggrund. …

Faktisk bevæger kvinderne sig ikke særlig meget, forklarer Eva Sebelin. Hun er pensioneret læge, tilflytter fra Frederiksberg og frivillig i kvindecafeen, Cafe Nora. Det var også derfor, bussen til bestyrelsesmødet på Skaffervej var et hit.

»Motion er rigtig svært for den gruppe kvinder, der kommer i cafeen. Du kan jo se, hvem det er, der tager bussen bare ét stop i stedet for at gå. De kommer fra kulturer, hvor man ikke har tradition for, at kvinder bevæger sig. Og de har ondt. I ryggen, i benene og mange undskyldninger. Det kan godt være, at vi aldrig får de lidt ældre mødre til at gå til fitness. Men de kommer til at acceptere, at deres døtre dyrker idræt og har holdninger til mad,« siger hun. …

Kritikken af Muhammed Aslam gik blandt andet på, at han var imod, at man lavede særlige tiltag for kvinder. På et tidspunkt havde han via sin computer adgang til Mjølnerparkens 230 overvågningskameraer og kunne via dem føre kontrol med, hvem kvinderne var sammen med, og hvordan de gik klædt.

[...]

Men Mjølnerparken er også et sted, hvor forskellige grupperinger har interesser. Ikke bare i status og de penge, der bliver bevilget til området. Flere forklarer, at der er forskel på skilte kvinder og ’rigtig’ skilte kvinder. De første er nogle, der kan få udbetalt børnepenge og boligtilskud for enlige, selv om de reelt stadig er sammen med deres mænd. Og så er der vandmålerne, som nu bliver skiftet ud, fordi de gamle i mange lejligheder var ’gået i stykker’, med det resultat at nogle betalte for andres vandforbrug.

Samtidig er der de religiøse kræfter, som trods bestyrelsens nye fokus stadig forsøger at trække i trådene.

»Der er mange grader af religiøsitet i Mjølnerparken, og tidligere var det nok de religiøse strammere, der tegnede butikken. De syntes, man skulle gå i krig mod det etablerede system, hvad enten det var kommunen, politiet, domstolene, Lejerbo eller skolen for at få folk til at leve lidt mere efter ortodokse islamiske forskrifter, end man gør,« siger Eskild Dahl Pedersen.

… der forklarer, at den gamle bestyrelse blandt andet holdt hånden over den yderligtgående gruppe Hizb-ut-Tahrir, som den tillod at rekruttere i bebyggelsen.

[...]

»Der er mænd, der tager ansvar for deres børn. Men det er ikke det generelle billede, jeg ser. Kvinderne er så trætte af bandekriminalitet og vold. Da det var på sit højeste, kunne mændene ikke sige noget. De var bange. Men kvinderne fik nok og arrangerede en demonstration. Vi er nødt til at gøre noget for kvinderne. Aflaste dem. Mange af dem er syge og står for alt i familien. Min mor har fortalt, at da de kom herop og spurgte om arbejde, sagde sagsbehandlerne, at det behøvede de ikke. Og så lige pludselig, efter så mange år, skal de ud på arbejdsmarkedet,« siger Amani Abdallah…”

Oploadet Kl. 17:14 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »