Som salige Huntington skrev for mange år siden, så handler kultur i sidste ende om dominans. Når ikke-danskere dominerer et byrum, vil danskere søge væk, og det kan nok så mange plusord ikke ændre væsentligt på. Hvis radikale Anne Nygaard ikke forstår lige netop det, så forstår hun ingenting. Læserbrev i JP Århus – Mindeparken for mangfoldighed. Mindeparken var indtil for få år siden, qua sin beliggenhed, en ren dansk affære.

“Forleden dag under en gåtur gennem Mindeparken bemærkede jeg to ting. Til trods for at rød-hvide Dannebrog var det første, der faldt mig i øjnene, var det ikke de nationale farver, der gjorde størst indtryk på mig. Det, jeg særligt lagde mærke til, var, hvilken etnicitet, der dominerede parken.

Etniciteten bar ikke præg af stereotype blege aarhusianere, der sad med de obligatoriske kolde øl i eftermiddagssolen. I stedet bar parken præg af mænd og drenge af anden etnisk oprindelse, der ivrigt løb rundt på de grønne arealer efter en fodbold, duften af krydret og eksotisk mad og kvinder, der var iført farverige tørklæder. Som radikal byrådskandidat og stor fortaler for et mangfoldigt byrum, var synet af glade og imødekommende indvandrere en sand fornøjelse.

Til min store skuffelse var Mindeparken dog som støvsuget for andre aarhusianere. For mig at se er Mindeparken et frirum. Et frirum hvor mennesker kan mødes på kryds og tværs af nationalitet, social baggrund og religiøs overbevisning. Af denne årsag undrede jeg mig derfor også over, hvor de andre aarhusianerne gemte sig denne dag.

Et byrum er vel ikke mangfoldigt, før flere forskellige nationaliteter er repræsenteret?“

Den Danske Forening lancerede tidligere i dag en ny bog af Lars Hedegaard og Mogens Camre. Fra Bagsiden.

Lars Hedegaard og Mogens Camre: Den forbudte sandhed

Befolkningseksplosionen og det voksende kaos i den islamiske verden har siden 1970’erne affødt en masseudvandring til Europa. Levevilkårene hos os virker åbenlyst som en magnet.

Den islamiske kultur er grundlæggende forskellig fra den vesterlandske, som har skabt det leveniveau, indvandrerne prøver at få del i. Ikke desto mindre accepterer de kun i de færreste tilfælde vore værdier. Det store flertal fastholder tværtimod den kultur, som er årsag til sammenbruddet i deres hjemlande, og kræver, at vi skal indrette os efter deres ønsker.

Dette fører til konfrontationer med de europæere, der ikke vil finde sig i at blive økonomisk udbyttet, og som oven i købet må se deres førhen fredelige samfund ødelagt. Hvorfor skal dagligdagen forpestes af en voksende kriminalitet til og med regulære terroranslag? Hvorfor skal der være ”no go”-ghettoer? Hvorfor kan forældrene flere og flere steder ikke forsvare at sætte børnene i en almindelig folkeskole? Hvorfor skal det sociale sikringssystem konstant skæres ned trods rekordhøje skatter?

I stedet for at besvare disse spørgsmål sidder danske og andre vestlige politikere på hænderne. Snakker og snakker, men handler konstant for lidt og for sent. Rakker ned på dem, der protesterer mod indvandringen og dens følger – og gør endog alt muligt for at få de protesterende retsforfulgt. Samtidig med at vore soldater sætter livet ind for at bekæmpe islamismen ude i verden, gør politikerne reelt intet for at stoppe islamiseringen af Danmark.

Tror politikerne da virkelig, at vor tids mest afgørende trussel mod Europas frihed, velfærd og sikkerhed forsvinder, fordi de forbyder os at forholde os til kendsgerningerne?

Bogen kan bestilles for 95 kroner på Dendanskeforening.dk.

“Hedegaard og Camre er gode analytikere og langt mere vidende end de fleste af deres modstandere… Kunsten må være at konfrontere de problemer, den store muslimske indvandring har ført med sig, og imødegå politisk islams udfordringer, uden at man dermed kommer til at nægte den enkelte menneskelighed. Det er en svær kunst. De to forfattere gør intet forsøg på at udøve den…” (Claes Kastholm Hansen i Berlingske, 17. april 2013)

Rune Engelbreth er røget uklar med visse af sine læsere, fordi han i en trykt klumme lavede en direkte sammenligning mellem Niels Harrit & ‘trutherne’ og Lars Hedegaard & ‘islamofoberne’. Problemet var selvfølgelig ikke, at Hedegaard-fløjen blev associeret med nettets loonistiske overdrev. Det kunne være sjovt, at bruge Wivel-metoden mod Politiken og Engelbreth, men der er for meget på spil til den slags lege.

Flere venstreorienterede ser det meget omtalte Hedegaard-interview som et vendepunkt, et åndeligt paradigmeskifte, så at sige. Enkelte borgerlige har det på samme måde, og en halvkendt liberalist, gav på Facebook udtryk for lignende tanker, om hvorvidt “det nationalkonservative miljø i Danmark overhovedet formår at rejse sig igen efter Hedegaards pinlige optræden på tv”.

Ligesom det er grotesk at lade en erklæret marxist tegne ‘det nationalkonservative miljø’, så er der meget langt fra det Hedegaard siger og skriver, til det hans politiske modstandere argumenterer imod. Hedegaard er imod religion, og man behøver ikke være nationalkonservativ for at have antipati for Islam og være imod multikultur. Nationalkonservatisme er anti-revolutionær, for politisk moderation, baseret på jordbunden fornuft.

Sidst jeg så Hedegaard fremføre sine pointer på TV, var tilbage i februar 2011, hvor han i P1 Debatten debatterede det arabiske forår med Ph.d Michael Irving Jensen under overskriften Kan Islam og demokrati forenes? Hedegaard forhold sig skeptisk og afventende i modsætning til forskeren der skråsikkert hævdede, at demonstrationerne var udtryk for et folkeligt krav “om demokrati, om ytringsfrihed, om menneskerettigheder”. Dagen efter sagde Weekendavisens Martin Krasnik næsten det samme i DR Debatten.

(P1 debat, 23. februar 2011: Kan Islam og demokrati forenes?)

Det egyptiske valg der fulgte revolutionen blev aldrig rigtigt spændende. Islamisterne vandt med lethed, og alt imens forskellige islamistiske grupperinger stadig diskuterer den sande tolkning af sharia, er levevilkårene for minoriteterne gradvist blevet ringere. Lørdag blev fem koptere myrdet i Kairo, og selv gårsdagens begravelse blev angrebet.

Her er emnet ikke fodnoterne i en 11 år gammel bog, men virkeligheden som den manifesterer sig konkret. Hedegaard fik ret i forhold til det arabiske forår – Irving Jensen og andre Ph.d’ere tog fejl.

Hedegaards argumentation handler selvfølgelig ikke kun om Islam, også om konsekvenserne i forhold til Indvandring og Integration. Hvad skete der præcist den 17. marts 2013, der ændrede det politiske udgangspunkt for de tre I’er? Absolut intet!

Siden Hedegaard for snart 10 år siden stiftede Trykkefrihedsselskabet, har fortalerne for åbne grænser og multikultur ikke ligefrem haft medvind. Tværtimod. Vi har fået parallelsamfund i de fleste større byer, har daglige skyderier, flere indvandrere på offentlig overførsel og fremdeles. Den politiske elites løsning er mere af det samme, herunder videoovervågning, sikkerhedsvagter og senest – kæmpestore granitsten omkring Christiansborg. Præmisserne har ikke ændret sig efter den 17. marts 2013.

Dansk Folkeparti har rekordhøj tilslutning, og uanset om vi har Helle Thorning-Schmidt eller Lars Løkke Rasmussen i Statsministeriet, så tør ingen af dem offentligt proklamere at åbne grænser og multikultur er vejen frem. Hvorfor ikke, når nu Hedegaard tog så gruelig fejl? Ganske simpelt fordi, det ikke er danskernes indtryk at flere muslimer, mere Islam og mere multikultur gør deres dagligdag bedre. Det er næsten hensides politiske præferencer. Hverken de blå xenofobe eller de røde xenofile, gider muslimske indvandrere. Sådan var virkeligheden før den 17. marts, og sådan forbliver det – uanset hvor godt Hedegaard svarede for sig i en tilfældig tv-debat.

Virkeligheden er ikke en retorik-battle eller et bifag i æstetik. Herunder lidt fra en klumme af Ph.d-studerende Ole Olesen-Bagneux der illustrerer problemet med den akademiske elite. Han betragter tydeligvis politik debat som et fløj-politisk rollespil – Martin Krasniks systemskifte.

“Den universelle pointe er, at der er sket et systemskifte i dansk politik. Et systemskifte, der markerer afslutningen på dominansen af en konspiratorisk, politisk ekstremisme. En ekstremisme, hvor indignationen over ikke at være blevet taget alvorligt, har fået debattører til at tale sig alt, alt for langt væk fra saglige synspunkter. Debattører, hvis ræsonnementer er foretaget i internettets ekkokamre, om natten, i svagt oplyste køkkener og åbenlyst ekskluderende fællesskaber.

Martin Krasnik har begået et oplysningens systemskifte. Danmarks politiske samtale vil i de kommende år bygge på dokumenterbare fakta, ikke udokumenteret, skrupskørt galimatias. Når den politiske ekstremisme igen pibler frem, og udvikler sig til regulær konspiration, kan vi lade den komme til orde – alt det, den vil. Stiller man de rigtige spørgsmål, vil konspirationen afsløre sig selv, som det tågesnak den er.”

Landets radikale kirkeminister Manu Sareen forklarer i dagens Berlingske, at regeringen har vundet værdikampen. Der er dog stadig plads til ‘forbedringer’. Fra Den Korte Avis – Skal Danmark tillade kald til bøn fra minareter? – Folketinget er splittet.

“Meningerne er delte hos danske folketingspolitikere, når det kommer til spørgsmålet om, i hvilket omfang bønnekald fra minareter skal være tilladt i Danmark. Spørgsmålet er aktuelt, fordi en svensk moske i Botkyrka kommune uden for Stockholm formentlig får tilladelse til at kalde til bøn i den nærmeste fremtid.

I går fortalte vi i Den Korte Avis på baggrund af interview med specialkonsulent Jørgen Jakobsen fra Miljøstyrelsen og professor i retsfilosofi Henrik Palmer Olsen fra Københavns Universitet, at der ikke er noget lovgivningsmæssigt til hinder for, at der kaldes til bøn fra danske moskeer. …

Den radikale ordfører Linda Kristiansen er umiddelbart positiv over for tanken. Hun mener ikke, at der er grund til at lave regler på området, hvis det kan foregå i en dialog med det lokalsamfund, moskeen er en del af:

‘Hvis det allerede er tilladt, så tænker jeg, så lad os da fortsætte sådan, som det er… jeg tror, at man ved at gå i dialog kan komme rigtig, rigtig langt. Så jo, der skal tages et hensyn, men der skal også være et hensyn til begge parter. Det mener jeg godt, man kan opnå’.

For Linda Kristiansen er islamisk kald til bøn ikke specielt fremmed:

‘Jeg synes ikke nødvendigvis, det er så forfærdeligt fremmedartet… Jeg tror at ved at åbne op og vise de her forskelle, så tror jeg også på, at der kan blive taget bedre imod. Og så har vi altså igen – som sagt – religionsfrihed. Det synes jeg er vigtigt at påpege’.

Den radikale kirkeordfører mener, at kald fra minareter umiddelbart kan sidestilles med klokkeringning fra kirker, og at man derfor kun bør lave regler på området, hvis det giver anledning til problemer. Hun tror ikke, at hun selv ville have de store problemer med at bo i et område, hvor der blev kaldt til bøn:

‘Først og fremmest tror jeg, at jeg ville overveje, hvor jeg bosatte mig, men jeg tror også, at man rimeligt hurtigt ville vænne sig til det. Jeg tror egentlig, at jeg ville have det fint nok’, fortæller Linda Kristiansen fra det Radikale Venstre.”

Michael Hammers har offentliggjort et essay på 180 grader, der blandt andet inkluderer en række interessante citater. Fra Multikulturalisme: Implementeringen af islam og bruddet med dansk/vestlig kultur.

“Socialismen og kulturradikalismen er historisk personificerede ved de to stamfædre Karl Marx (1818-1883) og Friedrich Nietzsche (1844-1900). De lagde fra hver deres filosofisk erkendelsesteoretiske udgangspunkt afstand til religionen. Begge med udtryk, der er blevet stående op igennem historien som helt centrale for deres tanker. Marx slog således fast at: “Religion er opium for folket!” og Nietzsche at: “Gud er død!”.

Imidlertid hvis de to mødte deres åndsbeslægtede – multikulturalisterne – anno 2013, ville det uden tvivl være umuligt for dem at se slægtskabet. For i dagens Europa, ikke mindst i Danmark, arbejder multikulturalisterne, dvs. de venstreorienterede og kulturradikale, for religionens, islams, fremme og implementering i samfundet og giver herunder køb på værdier som menneskerettigheder og ytringsfrihed. Hvis vore to venner – Marx og Nietzsche – derfor udtalte sig overfor multikulturalisterne om nutidens ekspansive religion, islam, sådan som de nu engang havde for vane at udtale sig om den slags – dvs. med ord som: “Islam er opium for folket” og “Allah er død”, så ville de få sig deres livs mest ubehagelige overraskelse. Som en anden inkvisition fra den mørke middelalder ville deres “moderne” åndsbeslægtede nemlig rejse sig og komme efter dem med racismelovgivningen og en helvedsild af internationale racekonventioner og de to ville skyndsomt fortrække til 1800 tallets fred. …

Enhver rigtig multikulturalist vil utvivlsomt påstå at følgende fire citater er dybt krænkende overfor muslimer og Muhammed, og straks dømme racisme uden så meget som at blinke:

1) “han (Muhammed) skar halsen over på fædre og kidnappede døtrene”,
2) “han (Muhammed) lovpriser sådanne forhold som forræderi, umenneskelighed, brutalitet, hævn, flerkoneri som alle er fuldkommen i modstrid med det civiliserede samfund”,
3) “Allah vil død for enhver – der ikke bekender (sig til) islam”,
4) “Den muhamedanske verdensanskuelse har som nazismen en uhyre selvfølelse (…) Hvilken af de to mentaliteter, der er den farligste, er ikke godt at vide.”

Mange vil muligvis tro at ophavsmændene til citaterne er folk som Lars Hedegaard, Søren Krarup, Jesper Langballe, Mogens Camre o.lign. personager. Dvs. sådanne personer som multikulturalisterne igennem 20-30 år har haft travlt med at kalde for racister og islamofobe på baggrund af udtalelser, der ligner citaterne. Men nej, kære læser, det er det ikke. Ophavsmændene er derimod:

1) Voltaire, en af de allerstørste oplysningstænkere. Almindelig kendt for formuleringen af “sjælen” i ytringsfrihedsprincippet, nemlig med ordene: “Jeg er uenig i det, De siger, min herre, men jeg vil til min død forsvare Deres ret til at sige det!”

2) David Hume en af oplysningstidens store videnskabsteoretikere. I en tid, hvor naturvidenskaben troede, at man kunne erhverve sig sikker/absolut viden, formulerede Hume induktionsproblemet og gjorde dermed op med en næsegrus forherligelse af naturvidenskaben og skabte rum for kritiskhed også overfor videnskab.

3) Edvard Brandes bror til Georg Brandes. Med til at grundlægge Dagbladet Politiken og medstifter af partiet Det Radikale Venstre. Formuleringen ovenfor har Brandes lagt Muhammed i munden i sit skuespil: “Muhammed”.

4) Karen Blixen. En af dansk litteraturs største forfattere og et nationalt klenodie.

Der er således tale om højt anerkendte historiske personer, der repræsenterer oplysning, demokrati, ytringsfrihed, smag og kvalitet.

[...]

Men – må man spørge – hvorfor dog ønsket om denne masseindvandring af dårligt uddannede, kulturfremmede og fjendtligsindede mennesker!? Med hvilken hensigt!? Med hvilken mening!? – For, det har jo aldrig været kulturradikalismens hensigt at menneskeligt frisind skulle blive til autoritært kultur-religiøst afsind, som det er sket hos multikulturalismen, ligesom det aldrig har været socialismens hensigt at dens kritik af religionen, skulle blive til et forsvar for religionen (islam), som det er sket hos multikulturalismen. Det har heller aldrig været socialismens og kulturradikalismens hensigt, at kampen for og forsvaret af universelle menneskerettigheder, skulle blive til et angreb på og undertrykkelse af samme, som det er sket hos multikulturalismen via forsvaret for islam (kvindeundertrykkelse, homofobi og menneskeforagt) og den dermed forbundne rodfæstelse i det danske samfund, ligesom det aldrig har været kulturradikalismens og socialismens hensigt, at deres kritik og omvæltning af det patriarkalsk-autoritære samfund og værdier skulle blive til forsvar for og fremme af samme, som det er sket hos multikulturalismen via forsvaret for islam og den dermed forbundne rodfæstelse i det danske samfund.

Multikulturalisterne er i egen selvforståelse værdirelativister og påstår, at de ligestiller alle kulturer. Ingen er bedre, ingen dårligere, hvorfor alle skal behandles lige. Dog viser deres ensidige arbejde igennem 30 år for at fremme – promovere – islam på tværs af dansk kultur og værdier, at det ikke er og aldrig har været kultur ligestilling, de har haft som udgangspunkt og mål. Det er derfor rygende forkert at benytte begrebet multikulturalisme om deres ideologiske udgangspunkt og islamfremmende arbejde. Mere præcist rammende vil det være at betegne dette som f.eks.: Islampromovisme.”

Fra citat-listen.

Montesquieu (1689-1755) fransk oplysningsfilosof: “Den muhammedanske religion taler kun med
sværdet og agerer fortsat overfor mennesket med denne destruktive mentalitet som også dannede den”. Charles-Louis de Secondat, “Spirit of the Laws”, Book XXIV, Chapter IV (1748)

G.W.F. Hegel (1770-1831) tysk romantisk filosof: “Hvis koranen var Guds ord, så er den blevet til på en meget dårlig dag”. “Philosophy of Mind”, Oxford: Clarendon Press, 1971.

Mark Twain (1835-1910) verdensberømt amerikansk forfatter og humorist: Når jeg, en eftertænksom og simpel presbyterianer (kristen), undersøger koranen, så er jeg hinsides enhver tvivl sikker på, at enhver muhammedaner er gal (sindssyg). Ikke i alle alt, men når det drejer sig om religion. Mark Twain: “Christian Science”, 1907.

George Bernard Shaw (1856 – 1950) irsk forfatter og nobelpristager (1924): “Islam er yderst forskellig (fra andre religioner) ekstremt intolerant, som den er. (…) Da araberne var blevet (…) så ekstremt idoldyrkende, at de (…) tilbad hver en sten, der så sjov ud, dukkede Muhammed op og med risiko for sit liv fornærmede han på chokerende vis stenene, proklamerende at der kun er en gud, Allah, den hellige, den store … Og der var ikke så mange dikkedarer angående tolerance. Du accepterede Allah eller du fik skåret halsen over af nogen, der gjorde, og som så kom i paradis for at have sendt dig i helvede.” Dan H. Laurence: “Collected Letters 1926-1950″,1988: “Letter to the Reverend Ensor Walters 1933″.

Jacques Ellul (1912 – 1994) fransk filosof, jurist, sociolog og teolog: “I en toneangivende encyklopædi, kan man læse fraser som: “Islam ekspanderede i det 8. og 9. århundrede …”; “Det og det land kom på muslimske hænder …”. Men der siges ikke noget om, hvordan islam ekspanderede, hvordan lande “kom på muslimske hænder”. Det synes som om begivenhederne mirakuløst skete af sig selv … Hvad angår ekspansionen (islams) siges kun lidt om jihad, skønt det hele skete igennem krig … jihad er en institution, ikke en begivenhed. Dvs. den er en del af den måde, hvorpå den muslimske verden fungerer … De besejrede folk ændrer status (de bliver dhimmier (andenrangs borgere), tidligere lovgivning fjernes til fordel for en effektiv implementering af sharia”. Jacques Ellul:” Les Chrestientes d’Orient entre Jihad et Dhimmitude”, 1991.

På Facebook læste jeg tidligere i dag en kommentar fra en ‘Anders Jeppesen’, der pointerede at grænserne skulle åbnes mere, fordi “mødet mellem folk, religioner, kulturer… skaber dynamik i en moderne multikulturel virkelighed”. Når vi taler danmarks fremtid hersker der en push/pull-effekt, konkretiseres ved xenofile danskere og xenofobe tilvandrere. Her et eksempel fra dagens Fyens Stiftstidende, hvor en Sad Y. Abdullaha ser Prag-urolighederne som udtryk for danskhed. Se evt. tidligere posteringer: I & II.

(Fyens Stiftstidende, 21. februar 2013, s. 17)

Det er tyve år siden Der Spiegel udgav Botho Strauss’ Anschwellender Bockgesang, der blev oversat og udgivet på dansk af Tidsskriftet Nomos tilbage i 2003. Kasper Støvring opridser debatten om Strauss’ Tiltagende bukkesang, og inkluderer en række citater fra mesterværket – Det vigtigste essay siden Murens fald.

“Som titlen anslår, handler det om tragedien, den kommende tragedie, fornemmelsen af et forestående sammen- og opbrud. …

‘Tiltagende Bukkesang’ indledes med en undren over, hvorfor vores samfund fungerer så smidigt, når man betænker, hvor ufuldkomne mennesker i grunden er. Og dog – undertiden forekommer det som om, at noget er ved at gå i opløsning. Som om man “hører en sidste knagen af noget, som giver efter, af papirtynde lameller, som rasler i naturlige vibrationer”, som om man “lige netop ser de sidste, som det lykkedes at flygte ind i et hus, fornemmer et lille klik, som en lås, der går i. Herefter lyden af noget, der rives over: reb, håndsrækninger, nerver, tingslige kohæsioner, kontrakter, net og drømme. Endda solidaritet og marchkolonner.”

Så er stemningen i dette atmosfærefyldte essay sat, og forfatteren springer fra den ene observation til den anden. Fra den anelsesfulde beskrivelse af det skrøbelige ved det moderne liberale samfund går vi til en kritik af den moderne vestlige by til et ubehag ved den materielle overflod, der svækker os i mødet med ‘fjendtlige erobrere’.

Det liberale demokrati har ingen konkurrenter, vi møder ingen fare, der kunne motivere os til at samle kræfterne på ny. Vi risikerer derfor at stå magtsløse over for fremmede folkeslag, der hylder andre, åndelige værdier. Strauss henviser til de tidligere Sovjetlande, men også islam i Vesten rinder i hu. At nogle vil yde blodofre, forstår vi ganske enkelt ikke, æresdrab og attentatforsøg på blasfemikere, chokeres vi over, men hvad stiller vi op? Sagde nogen Lars Hedegaard?

Essayet kritiserer også det overfladiske oplevelsessamfund, trivialkulturen og den konstante forhånelse af etablerede ordninger, løgnen om det lykkelige, multikulturelle samfund og den subversive venstreorienterede rebel, der er imod alt, men sjældent virkelig for noget. Det er ødelæggeren, der hilses velkommen af de borgerlige filistre. …

Strauss provokerer ved at bekende sig til gamle konservative dyder som autoritet. Men det er kun delvist rigtigt at karakterisere ham som højreradikal: Essayet er en markant kritik af bl.a. nynazismen, der sidestilles med venstreekstremismen. De er nemlig begge inkarnationer af ødelæggeren, den tabunedbrydende.”

(Der Spiegel 1993/6 – Tidskriftet Nomos 2003/1)

Citater.

“Den eneste fjende, man ikke kan kæmpe imod, og som ikke sætter kræfterne i gang, når den trues, er samfundsrigdom. Er kun få rige, så hersker korruptionen og arrogancen. Er det folket som helhed, så smuldrer substansen. I hvert fald beskytter rigdom ikke mod demontering af det samfund, den i sidste instans skyldes.”

“Eftersom historien ikke er ophørt med at træffe sine tragiske dispositioner, kan ingen forudse, om vores pacifisme ikke blot sender krigen videre til vores børn.”

“Det offentlige moralske hykleri, som til hver en tid tolererede (om ikke ligefrem praktiserede) forhånelse af eros, forhånelse af soldaten, forhånelse af kirken, traditionen og autoriteten. Den bør ikke undre sig, hvis ordene i nødens stund ikke længere har nogen vægt.”

“At være højreorienteret, ikke af billige overbevisning eller af nedrige hensigter, men af hele sit væsen, det er at opleve erindringens overmagt; som griber mennesket snarere end borgere, som ryster ham og får ham til at føle sig ensom midt i de moderne, oplyste rammer, hvor han lever sit gennemsnitlige liv [...] Det drejer sig om en anden slags oprør: mod nutidens totale overherredømme, som vil udradere og frarøve individet hver eneste tilstedeværelse af uoplyst fortid, af det historisk tilblevne, af mytisk tid.”

“Modsat den venstreorienterede fantasi, som er en parodi på et evangelium, udmaler den højreorienterede intet kommende verdensrige, har ikke behov for en utopi, men stræber efter at genoprette forbindelsen til den lange, ubevægede tid; den er i sit væsen dybdeerindring og for så vidt en religiøs eller protopolitisk initiering. Den er altid og på eksistentiel vis en tabets og ikke en (jordisk) forjættelsens fantasi. Således en digterens fantasi, fra Homer til Hölderlin.”

“Den højreorienterede – på rette spor: en enspænder. Det, som adskiller ham så inderligt fra den problematiske verden, er dens mangel på passion, dens hovmodige selvcentrering, dens lige dele latterlige og modbydelige gøren lidelsen og lykken til et samfundsanliggende.”

“Moderniteten vil ikke blive afsluttet med sine milde postmoderne udløbere, men vil blive afbrudt brat af kulturchokket. Kulturchokket, som ikke rammer de vilde, men som raserer de glemsomme.”

“Efter årtier med det kulturelle totalteaters ungdom møder man nu en temmelig tæret ungdomssubstans, efterkrigstidens sidste progenitur, hvis overlevering og stemningshistorie består af negationer og faderhad, den hæslige frugt af mødet mellem en dekreteret og en løbetræn, grænsende til det psykopatiske, antifascisme.”

“Hvor blinde og hjælpeløse fremstår nu de kritisk oplyste, som ingen sans har for skæbnen, som hilste det dynamiske kompleks af emancipation i generationsskriftet og enhver oprørsk, revolutionær potens velkommen, indtil den, som nu, blotter sin nøgne, neutrale kerne: det brutale had.”

“De tærsker langhalm på den tanke, vi kun lige lod suse forbi, de laver skemaer og fylder sendetiden med spørgsmål, de aldrig nogensinde har stillet sig selv, kommentatorerne, debattørerne, infotainerne. De optager endda gåder og hieroglyffer i deres banale og fuldstændigt gennemskuelige sprog, formidlerne, verdensmoderatorerne [...] Men sanserne lader sig ikke bedøve, ikke dræbe. Før eller siden vil det komme til et voldsomt oprør mod sansebedraget.”

“Den telekratiske offentligheds regime er historiens ublodigste voldsherredømme og samtidig den mest omfattende form for totalitarisme. Det behøver ikke at lade nogen hoveder rulle, det gør dem overflødige. Det kender kun undersåtter og ingen fjender. Det kender kun medvirkende og systemkonforme.”

“Jeg er ikke i tvivl om, at autoritet og mesterskab fremmer en højere menneskelig udfoldelse hos dem, der evner at indforskrive sig hos disse egenskaber, end en hvilken som helst form for præmatur og letkøbt emancipation. Den herreløse (og modstandsløse) opdragelse har ikke været god for nogen, den har bare gjort ligegyldigheden større og skabt en ungdommelig træthed.”

“Det er trist, virkelig trist med den ødelagte overlevering. JA, den går til grunde uden for portene som en fragt kostbar næring, befolkningen må undvære på grund af nogle toldstridigheder.”

“Det er sværere at få modstand i dag, konformismen er intelligent, nuanceret, mere snu og umættelig end før i tiden, det velmente hyppigere end det åbenlyst tåbelige, som man tidligere bekæmpede eller vendte ryggen.”

“Fra menneskerummet i sin helhed, det fælles univers, høres sælsomme toner, som bukkesang.”

“Vi kender intet til den kommende tragedies form. Vi hører kun den stadig højere mysterielarm og bukkesangen i vores handlingers dyb. Offersangene, der tager til i det indre af det anrettede [samfundet, KS]. Tragedien gav en målestok at erfare det onde ud fra og til at lære at udholde det. Den udelukkede muligheden for at fornægte eller politisere det, endsige at se det som samfundets opgave at bortskaffe det. For det er det onde nu som før; de, som rammes af det, har blot andre måder at opfatte det på, at tage det på sig, de benævner det med andre, mildere navne.”

“Vi frygter det, vi vil prøve at forhindre det med alle til rådighed stående midler, og har dog intet sikkert forsvarsmiddel, når Bromios, den larmende skræk, slår ned i vores abstrakte verden, og det angiveligt så virkelighedsbetvingende kompleks af simulakrummer og simulatorer fra den ene dag til den anden begynder at vakle. Virkeligheden bløder virkelig nu.”

“Kulturpessimisten anser ødelæggelsen for uundgåelig. Den højreorienterede håber i stedet på en fundamental mentalitetsændring, undfanget under farerne, på den endelige afsked med et efterhånden hundredårigt ‘devotionsfjendtligt kulturbegreb’ (Hugo Ball), som i Nietzsches fodspor overbefolker vores åndelige miljø med et utal af spottere, ateister og frivole insurgenter, og som har skabt en egen bigot fromhed af det politiske, det kritiske og det potentielt totalfornægtende.”

“Vi advarer lidt for selvtilfredst mod de nationalistiske strømninger i de nye statsdannelser i Østeuropa og Centralasien. At nogen i Tadsjikistan ser det som sin politiske opgave at bevare sit sprog, ligesom vi ønsker at bevare vores vandmiljø, forstår vi ikke længere. At et folk vil gøre sine morallove gældende mod andre, og er parat til at bringe blodofre for dem, fatter vi ikke mere, tværtimod opfatter vi det i vores liberal-libertære narcissisme som forkert og forkasteligt. Der aftegner sig imidlertid konflikter, som ikke længere vil kunne løses økonomisk; hvor det kunne komme til at spille en uheldig rolle, at den rige vesteuropæer så at sige har levet også moralsk over evne, fordi det ‘mulige’ i det mindste her stødte på en grænse. Det er ligegyldigt, hvordan vi ser på det, det vil blive svært at bekæmpe: at det gamle ikke bare er lagt bag os og er dødt, at mennesket, det enkelte og som del af folket, ikke udelukkende er et produkt af i dag.”

På DR2 kører for tiden satire-serien Det slører stadig, hvor fire ‘etniske’ (læs: muslimske) piger med humoren som våben laver grin med fordomme. Jeg har ikke set udsendelserne, men skal man dømme efter diverse sekvenser der er online, virker det som umiddelbart som god humor. Man kan se den muslimske pige på date med en dansk fyr, der stresses lidt af tre truende storebrødre i umiddelbar nærhed. Man kan også se en journalist på ghetto-safari med en David Attenborough-tilgang til situationen.

Når nu humoren går begge veje, medfører det i sagens natur stor debat blandt muslimer, der ønsker at opretholde tabuer. På udsendelsens Facebook-gruppe var den første dødstrussel online, før jeg kom ind på siden, og her flyder det med islamister der mener udsendelsen krænker Islam. Næsten værre er det, at en del unge muslimer forsvarer udsendelsen med – ‘det krænker ikke Islam, men…’. Det logiske forsvar ville være ‘Ja, satiren handler også om Islam, og det er helt i orden’, er desværre noget nær fraværende. Selv ‘moderate’ (ikke-troende) integrerbare muslimer spiller efter islamisternes regler. Koranen.

(‘Amer Afghaner i FB-gruppen ‘Det slører stadig – DR2‘, 14. januar 2013)

Jaleh Talakovi kommenterer reaktionerne (herunder de indirekte dødstrusler) – Muslimmobning.

“Også muslimske piger har tissekoner, hvem skulle have troet det? Islamister er i hvert fald rasende!

Et nyt skide skægt DR2 satireprogram, omhandlende muslimske kvinders seksualitet; Det slører stadig, har vakt opsigt, og har fået både ros og ris, som er at læse på programmets side på Facebook, hvor en del islamister ønsker død, ødelæggelser og lignende for folkene bag. …

Begreberne social kontrol og religiøs mobning handler om at muslimske kvinder bliver udsat for mere eller mindre chikane, forfølgelse, kontrol, trusler, og desværre også vold, nærmest kun fordi de har en tissekone… Omdrejningspunktet for social kontrol er i overvejende grad pigernes seksualitet, og deres omdømme i det nære og fjerne.”

Når nu man juleaften kunne se Outlandish optræde med nummeret ‘Warrior’ i DRs Store Juleshow (41 min-), så virker det helt naturligt, at imam Naveed ‘dødstraf for frafald‘ Baig får lejlighed til at tale om gensidig tolerance nytårsaften. Fra Berlingske – Imam og rabbiner taler ved DRs gudstjeneste.

“DR begynder traditionen tro året med et kristent budskab, når DR1 kort efter midnat blænder op for årets nytårsgudstjeneste. Men i modsætning til tidligere år står det kristne budskab ikke alene. Det bliver i år suppleret med budskaber fra tre af de store verdensreligioner – islam, jødedommen og buddhismen.

Når den folkekirkelige del af årets nytårsgudstjeneste er overstået, går ordet videre til en imam, en rabbiner og en buddhistisk nonne, der alle vil tale om fred og fællesskab mellem religionerne. Det er et vigtigt budskab i denne tid, lyder det fra sognepræst Flemming Pless fra Christianskirken i København, hvor nytårsgudstjenesten finder sted. …

- Det har stor symbolværdi, at offentlige institutioner som folkekirken og DR inviterer andre religioner med til udsendelsen. Det er resultatet af mange års arbejde på at skabe forståelse mellem kulturerne i Danmark, siger Naveed Baig.

Han vil benytte lejligheden til at tale imod diskrimination og mistillid, men også om muslimers pligt til at bidrage til det danske samfund.

- Jeg håber, at jeg kan være med til at skabe større forståelse og samarbejde mellem religionerne i Danmark ved at vise, at vi ikke er så forskellige, heller ikke teologisk. Vi ønsker alle det samme: Fred, sikkerhed og en god fremtid for vores børn, siger imamen.”

Ritzau og dens blinde masse af copy-paste kunder var ikke sent til at sprede nyheden om kulturminister Uffe Elbæk (R), der i fuld offentlighed beklager sig over dødstrusler på Facebook. Elbæk fremstilles som den modige principfaste radikale, der trods trusler holder fast i sin principløshed angående dansk kultur. Elbæk skulle prøve en måneds tid i den gennemsnitlige islamkritikers sko eller den lokale ghetto – så ville han have mere at beklage sig over.

Fra Avisen.dk (og Information, DR Online, Politiken, Jp.dk m.fl.) Uffe Elbæk trues på livet i juletræssag.

“Trods mordtrusler holder kulturminister Uffe Elbæk fast i, at Folketinget ikke skal kræve juletræ i Kokkedal …

- Jeg har selv på min egen Facebook fået mordtrusler, fordi jeg har sagt det, jeg har sagt. Jeg synes, det er dybt ubehageligt, siger Uffe Elbæk.”

Truslerne er selvfølgelig ikke okay, men Elbæk skal være glad for, at han ikke bor sammen med dem der truer. Det gør Karin Leegaard Hansen, juletræsforkæmper i Kokkedal nemlig, og hun er nu nødt til at flygte fra områdets muslimer – som vel og mærke er her fordi Elbæk og hans ligesindede ønsker det.

Elbæks kollega på Christiansborg, Pia Kjærsgaard, beklager sig aldrig. Kjærsgaard må som bekendt leve omgivet af livvagter. Her et par smagsprøver fra hendes Fanside på hendesFacebook.

Hvis man måtte skyde en person her i landet, var du død for længst wallah! (Egzona Tahiri)

Håber hun blir dræbt på SAMME DAG inshallah !!!! (Katjah El-sammar)

Vil kun støtte dem med ovne og gas, så de kan blive udryddet, din sharmutaaaa (Mohammed Shakur)

Du tilgrin pia k din luder (Wasim Seidawi)

Siger du, vi skal støtte terrorisme? Du er så klam, din vamle so (Ibrahim Alkhanov)

Pia Kjærsgaard du skulle seriøst druknes i noget jøde pis!! … (Hacimer Celik)

Til alle dem der har lyst til at smadre noget/nogle så kan du på lovlig vis. Møde op på kongens Nytorv den 25. tæske løs på Pia og vennerne.” (Ibo Abou-harb)