16. april 2018

Thestrup: Bornedal manipulerer for at give ‘kulturradikale synspunkter en fiktiv historisk legitimitet’

Læserbrev af Michael Thestrup i gårsdagens udgave af Ekstra Bladet.

Seværdig og utroværdig
Ole Bornedals film om sangeren John Mogensen er seværdig med gode skuespilpræstationer og fremragende musik. Men samtidig bedriver Bornedal atter historieforfalskning for at give sine kulturradikale synspunkter en fiktiv historisk legitimitet:

I filmen skildres Danmarks Radio som blå og borgerlig i skikkelse af en latterlig og usympatisk Erhard Jakobsen (stifter af Centrum-Demokraterne), som ikke vil spille Mogensens samfundskritiske sang ‘Der er noget galt i Danmark’ i DR’s indflydelsesrige radioprogram ‘Dansktoppen’.

I virkeligheden var Erhard Jakobsen en stærk kritiker af Danmarks (røde) Radio, som gladeligt spillede ‘Dybbøl Mølle’ i ‘Dansktoppen’. Til gengæld ønskede DR og ‘Dansktoppen’ ikke at spille følgende Mogensenhit, som indeholder et klart dansk budskab:

‘Det danske sprog har et særpræg, som skal bevares med en særlig respekt.
Det tales og synges fra egn og til egn, vi behøver ingen fremmede dialekt.
Men landet er truet, visse personer gi’r fa’n i vor gamle kultur.
Det er på tide, at Holger på Kronborg igen, li’som før vågner op af sin lur.
Danmarks jord for de danske, vi har plantet vort flag.
Det bli’r stående på pletten, ingen tvivl om den sag.
Vi har ejendomsretten, værn om hver mark og hvert skel.
Danmarks jord for de danske, for vi har pløjet den selv’.

Bornedal vender helt bevidst op og ned på DR’s politiske observans, på Erhard Jakobsens forhold til DR, og på hvilke sange der blev henholdsvis spillet eller bandlyst af ‘Dansktoppen’.

Udbredelsen af kulturradikale budskaber betyder tilsyneladende nemlig langt mere for Bornedal end hensynet til historiske kendsgerninger.

(John Mogensen, d. 1977; Foto: Youtube, se evt. Nomos)

Oploadet Kl. 11:50 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer


15. april 2018

Facade-kunst: Om slaveri-fortid (’16); Om flygtningekrisen (’17); Om det positive ved paraboler (’18)

I seneste udgave af AK 24syv på Radio24syv var direktør for Kunsthal Charlotteborg i studiet, for at debattere fredningen af adressen Nytorv 1, der umuliggjorde et nyt værk på facade. Direktør Michael Thouber (tidligere kulturredaktør, DR) fortalte, at det var tredje gang kunsthallen inddrog facaden i et større selvstændigt værk.

Eksemplerne er listet herunder, afsluttet med et interview med den herboende palæstinensiske kunstner Banaan Al-Nasser. Man mærker hensigten og bliver forstemt.

Ibrahim Mahama, Nyhavn’s Kpalang (2016). Tildækker facaden med ghanesiske kaffesække for at minde om Danmarks fortid som slavenation. Ideologisk arvesynd, så at sige.

Ai Weiwei, Soleil Levant (2017). Tildækker facadens vinduer med redningsveste fra at sætte fokus på den humanitære krise der opstår, når Vesten modvirker masseindvandring.

Banaan Al-Nasser, Bab al-Hara (2018). Ville have opsat 30 paraboler på facaden, for at få folk til at tænke over, at paraboler ikke betyder parallelsamfund, men berigende kulturmøder.

Banaan Al-Nasser, kunstner: Jeg vil starte med at sige, at parabolerne bliver koblet til noget negativt i forhold til ghettoer… For mig er parabolerne familieliv, det handler om vaner, om nostalgi. Bag de her paraboler er der også et hjem. Intentionen med værket er at opmuntre kulturmøder, og fremme dyb opmærksomhed om hvordan vi opfatter hinanden som menesker. … det bringer gode flashbacks… det er også positivt… Det har været meget berigende for mig at opleve (et hjem med parabol, Kim), det gav mig bare et nuanceret billede. Især når jeg kigger på Al Jazeera, som for eksempel berørte emner omkring Israel-Palæstina-konflikten. Man fik bare lidt mere information… Jeg vil få det hen over i noget med positivt at snakke om… Jeg ser ikke negativt på det…

(Kunsthal Charlotteborg med redningsveste – Ai Weiwei, Soleil Levant, 2017; Foto: CTV News)



6. april 2018

Aalborg: Et eksemplar af Koranen afbrændt af ‘Fiskere For Frihed’ under litteraturfestivalen Ordkraft

Jeg kender ikke lige kunstnerkollektivet ‘Fiskere For Frihed’, men det virker til at være en dejlig medmenneskelig manifestation. Seancen fandt sted i umiddelbar nærhed af kulturhuset Nordkraft, hvor der i disse dage afholdes litteraturfestivalen Ordkraft. Torsdag blandt andet med Özlem Cekic, Mads Nygaard, samt et 30 minutter foredrag ved Enhedslistens Per Clausen om marxistisk ideologi – “Indeholder den noget, vi kan drage nytte af i dag?”

(Fiskere For Frihed afbrænder Koranen under litteraturfestivalen Ordkraft, Aalborg, 5. april 2018)

Oploadet Kl. 13:55 af Kim Møller — Direkte link32 kommentarer


23. marts 2018

Sørine Gotfredsen: Landegrænsen repræsenterer ‘kærlighed til og respekt for den nødvendige ramme’

“Det at være dansker er nu en sand landeplage”, sang CV Jørgensen i 1980, men der er intet forkert i at være nationalsindet, blot fordi tidsånden idealiserer grænseløshed. Gode nationalborgerlige ord om grænsekontrol af Sørine Gotfredsen sakset fra B.dk – Landegrænsens renæssance.

“Politikens Peter Wivel berørte forleden dette. Med henvisning til to udenlandske forfatteres analyse af tidens identitetsdebat skrev han, at nationen er et ‘kunstprodukt’. … Wivel skriver om den flydende identitet, hvor intet længere er selvfølgeligt, og hævder, at ‘de fleste vil meget have sig frabedt at få deres identitet dikteret.’ Her dyrkes en klassisk moderne forestilling om det autonome individ, der tilbagelægger tidligere idéer om menneskenaturen og blot nyder at definere sig selv. Men møder denne tanke ikke en del modsigelse? Er den nationale besindelse i Vesten ikke netop tegn på, at mange faktisk ønsker at være defineret af noget mere end blot sig selv? Når Wivel frembærer det synspunkt, at ‘den aggressive identitet finder udtryk i symbolpolitik på laveste plan,’ må man spørge, om ikke en del af det, han ser som aggressivitet, også kan forstås som en længsel efter en dybere fælles identitet, hvor man ikke nærer trang til at bekæmpe nogen. Men først og fremmest vil leve i fred og orden.

Drømmen om den flydende identitet lægger ikke blot et stort pres på hver enkelt, der forventes at kunne sætte alle de afgørende ord på sig selv. Den forsømmer også at anerkende menneskets basale frygt for simpelthen at gå til i grænseløst kaos, og hvis man ikke selv mærker denne frygt, bør man stadig have øje for, at den eksisterer. Når landegrænsen for tiden oplever en renæssance, må det ses som billedet på noget større. For mens det for nogen er udtryk for aggressiv hævdelse af identitet, repræsenterer det for andre kærlighed til og respekt for den nødvendige ramme til sikring af mest mulig tryghed på jorden. Og inde i én selv.”



21. marts 2018

Zeinab: “… måden, danskerne lever på, er så forkert, at man ikke vil have noget med dem at gøre.”

Flere medier har de senere dage fortalt historien om irakiske Zeinab Mosawi, i anledningen af udgivelsen af ‘Himlen over mit fars tag’. En personlig historie om et islamisk ungdomsoprør med brutale konsekvenser, med den særlig twist – at hendes kæreste er popmusikeren Xander, og hun således er svigerdatter til biseksuelle Anne Linnet.

Her lidt fra en lang artikel på Femina.dk – Jeg blev svigtet rigtig hårdt af de mennesker, der skulle passe på mig.

“Zeinab fortæller sin historie i bogen ‘Himlen over min fars tag’, og den afspejler, hvordan hverdagen er for de piger, der lever her i landet i traditionelt religiøse muslimske familier og sidder fast i kulturkløften. Nogle af dem ender, som Zeinab, på en genopdragelsesrejse. Zeinab pointerer, at hendes forældre formentlig, ud fra det, de vidste, gjorde, hvad de fandt rigtigt. …

– Men mine forældre føler ikke, de har gjort noget forkert. I deres øjne har de gjort det bedste, de kunne for at passe på mig og på min ære og især på deres egen ære – forstået på den måde, at når jeg en dag skulle giftes, så havde jeg været en god og ordentlig pige, der selvfølgelig aldrig havde festet eller drukket, så der var nogen, der gerne ville giftes med mig.

Så jeg skulle tage tørklæde på og gå i skole og komme pænt hjem, indtil jeg blev gift. …

– Jeg tror bare, jeg fik nok af, at jeg i så mange år havde skullet gøre noget, som ikke var mig. Jeg følte heller ikke, at jeg gjorde det ordentligt, for jeg rendte rundt med en hætte oven på mit tørklæde hele tiden. Jeg ville bare ikke gå med tørklæde mere. Jeg var kommet i teenagealderen, hvor mine veninder måtte alt muligt, og jeg ingenting måtte. Jeg ville også gerne glatte og krølle mit hår og tage neglelak på. Jeg fik altid at vide, at det, jeg gjorde, var forkert.

Jeg ville helt vildt gerne starte til ballet eller bare begynde at løbe – dét måtte jeg ikke. Det var HARAM. Det gjorde piger ikke. De må ikke have noget at gå op i.

Havde du de samme vilkår derhjemme som din storebror Mohammad?

– Han er en dreng, ikke? Han fik ja med det samme. For mig var det meste en kamp. At forsøge at få lov til at komme på lejrskole, til fest på skolen, til min venindes konfirmation – hun var jo kristen! – eller bare at overnatte hos Simone. … Jeg forstod det ikke. Så jeg begyndte bare at gøre tingene, selv om jeg havde fået nej. Og så fik jeg meget skældud og fik den kolde skulder.

Nogle gange blev jeg slået. Men mest ignoreret. Jeg blev nærmest det sorte får i familien. …

Var du bange for din far?

– Ja. Fordi jeg vidste, hvor stor en vrede han nogle gange havde i sig. Bare de ting, han kunne finde på at sige til mig, og at han nogle gange også slog mig og spyttede på mig…

[…]

Zeinab kom på krisecenter. Derfra på et opholdssted i Helsinge. I håb om bedring af forholdet flyttede hun hjem til sine forældre, men det gik galt, da hun insisterede på at tage på en uges ferie til Spanien med Xander, som hun havde mødt igen. Da hun kom hjem, var hendes værelse endevendt, og hendes far smed med stor voldsomhed både Zeinab og hendes ting ud. Så kom hun på krisecenter igen. Sine ting fik hun hentet i selskab med to bevæbnede betjente og en sagsbehandler.

– Der var ikke tale om, at jeg kunne hente dem selv. Efter ferien med Xander havde min far truet mig med, at han ville slå mig ihjel. Han ville finde ud af, hvor jeg var henne. Jeg havde bragt skam over familiens ære, fordi jeg var sammen med en dansk fyr. Og i det hele taget: Fordi jeg havde været sammen med en mand før ægteskab. …

– … Der er for mange, der ikke har integreret sig godt nok i det danske samfund, og som på rigtig mange punkter er uvidende om det. Det er, som om det danske samfund er ‘farligt’. Eller som om måden, danskerne lever på, er så forkert, at man ikke vil have noget med dem at gøre. Men det er bare meget bedre, når vi blander os sammen og lærer hinanden at kende. Det er sådan, man udvikler sig og giver værdier videre til sine børn. Man skal finde balancen. Jeg vil gerne have det gode fra min kultur og det gode fra den danske kultur. For det er her, jeg bor, jeg er nødt til at integrere mig.

– … Det er vigtigt for mig at sige, at der ikke er noget i vejen med selve religionen islam, den bygger på kærlighed og håb. Det er traditioner og traditionelle samfund, der i mange tilfælde undertrykker kvinder eller bestemte befolkningsgrupper.”

Collage: Zeinab Mosawi, Himlen over min fars tag, 2018 – Xander, Os To Og Mine Lagner, 2011)

Oploadet Kl. 17:43 af Kim Møller — Direkte link35 kommentarer


14. marts 2018

“Ingen skal komme med deres tro og bringe ufred i mit hus.” (Mads Skjern, Matador 15/24, 1980)

Sekvensen kan ses på DR.dk, og Mads Skjerns afsluttende kommentar om indremissionske faster Anna er umuligt ikke at tænke ind i tidens Islam-apologetiske virkelighed. Skønt læserbrev af pedel Poul Erik Olsen i Jyllands-Posten – Tænk, hvis faster Anna var muslim.

“I afsnittet af ‘Matador’ 10/3 er der en fantastisk bemærkning fra Mads Skjern. Hans indremissionske søster er på besøg til konfirmation. Hun kan ikke lide, hvad der foregår, og forsøger at skabe splid i familien Skjern. Mads smider hende ud med en bemærkning om, at ingen skal komme med deres religion og skabe splid i hans hus. Tænk, hvis vores statsminister havde den samme holdning. Men det har han ikke. Spliden her til lands har intet med religion at gøre. Ikke det mindste. Det mener Danmarks statsminister, eller også siger han det bare. Tænk, hvis faster Anna havde været muslim og gået med tørklæde eller burka. Hvilken ballade var der ikke blevet. Den gode Mads Skjern var blevet hængt ud som racist…”

(Jørgen Buckhøj som Mads Skjern efter han har sagt farvel til faster Anna, Matador, 1980; Se evt. BM)

“Familien Skjern får i anledningen af Daniels konfirmation besøg af den indremissionske faster Anna, der har svært ved at forlige sig med familiens livsførelse, som hun finder letsindig og syndig.” (Matador Online)

Oploadet Kl. 15:58 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer


13. marts 2018

DFI giver 4,2 mio. kr. i støtte til filmprojektet ‘Den danske racekrig’: “… filmen vil skabe en del debat”

Man skal altid være mistænksom, når Det Danske Filminstitut giver 4,2 mio. kr. til en film af en instruktør, der af Ekstra Bladet er beskrevet som ‘professionel filmflopper’. En mand der ikke kan producere film, som danskerne gider se, men som Mikkel Munch-Fals fra DFI tilsyneladende har stor tiltro til. Instruktør Simon Staho laver filmen i samarbejde med dramatiker Christian Lollike, der startede som en karikatur af den kreative klasse, og siden har gjort karriere med mere af det samme, på trods af personlige erfaringer med multikulturen.

Med folkene bag taget i betragtning, så må man forvente det værste, men man skal huske på, at tiderne skifter, og langt de fleste kunstnere er drevet af opportunisme. En historie fra JP.dk – Film om ‘dansk racekrig’ støttet med 4,2 mio. kr..

“‘Per Damgaard Hansen, producer i det unge filmselskab Masterplan Pictures, afviser at udtale sig om filmprojektet ‘Den danske racekrig’, en produktion, Jyllands-Posten første gang omtalte i 2016.

Dengang var ideen endnu under udvikling og havde kun modtaget udviklingsstøtte, men nu har filmkonsulent i Det Danske Filminstitut (DFI) Mikkel Munch-Fals trykket på knappen, så selskabet har fået 3,7 mio. kr. i produktionsstøtte. Totalt har filmen nu fået 4,2 mio. kr.

‘Vi laver filmen, mere vil jeg ikke sige på nuværende tidspunkt,’ siger producenten, der tidligere har turde sige, at han forventer, at filmen vil skabe en del debat.

‘Den danske racekrig’ er alene på grund af titlen et opsigtsvækkende projekt, og bag det står en interessant konstellation. Dramatikeren Christian Lollike, kendt for bl.a. sit stykke om terroristen og massemorderen Anders Behring Breivik, har skrevet manuskript til den konsekvent grænsesøgende Simon Staho.”

(Grafik: DFI, Spillefilm konsulentordningen 2017)

Oploadet Kl. 11:13 af Kim Møller — Direkte link30 kommentarer


9. marts 2018

Krudttønden afviser film om forholdet ml. ytringsfrihed og terror, tematikken er ikke ‘passende mere’

En dansk-amerikansk filminstruktør kontaktede forleden Krudttønden, med henblik på at leje lokale til offentlig fremvisning af hans film ‘Killing Europe’. En film der blandt andet sætter fokus på forholdet mellem ytringsfrihed og islamisk terrorisme. Det kunne dog ikke lade sig gøre, da ‘tematikken’ er følsom, og “det måske ikke var passende mere”. Argumentationen er til at forstå, men konsekvensen taler for sig selv. Samtalen kan høres herunder.

Mere om filmen på Killingeurope.com.

Tilsendt transskription.

‘Michael Hansen’, filminstruktør: Hvornår er der et ledigt lokale i Krudttønden?

Krudttønden: Jeg skal jo høre lidt mere om arrangementet.

MH: Det er en film, der hedder ‘Killing Europe’, der handler om ytringsfrihed og sådan nogle ting. Og hvordan terrorisme har haft en effekt på Danmark og det vestlige Europa. Så jeg ville komme og give et foredrag, eventuelt vise outtakes fra filmen.

K: Ja. Nu har vi jo haft alt det, du ved herude, omkring den sag, der var her. Og de afholder jo ikke – Brix – de afholder jo ikke deres arrangementer her mere. Det ved du vel også godt, ikke?

MH: Nej, det vidste jeg ikke.

K: Det gør de jo ikke mere her hos os. Det gør de inde på Christiansborg, og det er jo sikkerhedsmæssige hensyn blandt andet, at man gør det.

MH: Ok.

K: Det har du ikke fulgt med i måske?

MH: Det er jo ikke fordi at nogle af de der tegnere skal være der. Det er ikke nogle af tegnerne, der kommer.

K: Nej, men det er jo tematikken og alt det. Det er jo ligesom dét, det beror på. Så derfor er vi meget påpasselige med hvordan og hvorledes. Og PET har også sagt, at det skal man være påpasselig med. Det er jo også derfor deres arrangementer ikke er her mere.

MH: Min film handler jo mere om selve ytringsfriheden, og hvordan den har skadet ytringsfriheden.

K: Det er jeg med på, men det er hele den tematik, hvis du forstår.

MH: Det værste jeg tror der kan ske, det er så, at venstrefløjen og de autonome dukker og laver lidt ballade. Men det er jo ikke…

K: Nå nej, men dét der med ‘det værste vi tror, der kan ske’ kan vi slet ikke overlade til, hvad vi selv tror. Vi ved bare, at den slags arrangementer, Helle Merete Brix-arrangementer holder vi ikke her. De er lagt hen et andet sted. Det er der en god grund til. Vi kan jo ikke på nogen bedømme hvad og hvorfor. Det er der jo andre, der skal tage stilling til. Der er jo en grund til, at man ikke holder den slags arrangementer her mere. Det vurderede man, at det måske ikke var passende mere, ikke. Så derfor er de rykket hen et andet sted. Det er jo klart, at man skal have det in mente.

[…]

MH: Det er jo bare lidt ironisk, at et arrangement der handler om ytringsfrihed ikke kan blive holdt specifikke steder på grund af terrortruslen, som filmen jo handler om. Så man næsten sige, at terroristerne efterhånden har vundet.

K: Jo, men lige her omkring er det måske lidt mere følsomt pga. historien i det, hvis du forstår.

MH: Det her er måske lidt idealistisk. Men tror du så ikke at det er vigtigt, at et sådan arrangement bliver holdt på Krudttønden for netop at vise, at terroristerne/islamisterne ikke har vundet?

K: Jo, jeg kan godt se din holdning. Men så skulle Helle Merete Brix-arrangementerne også blive afholdt her. Og der valgte man at sige, at det ikke er sådan man gør det. For mit syn handler det også om mine medarbejdere, der blev meget rystet. Der er ikke nogen grund til at sætte dem ind i den situation igen. Derfor er der andre steder, der ikke har den historik bag sig. Der er en masse personlige og sikkerhedsmæssige hensyn, hvis du forstår.

MH: Betyder det så at I ikke har nogen politiske arrangementer, der handler om det område?

K: Vi tager stilling fra sag til sag. Det er vi nødt til. Men der er en masse sikkerhedshensyn ligesom, der er i Politikens Hus med alt det, der er sket.

MH: Så det bliver ikke jeres sted så?

K: Jeg siger bare, det jeg har sagt. Jeg kan næsten ikke sige det tydeligere.

Oploadet Kl. 22:26 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


4. marts 2018

Indeu.org: Politisk debat om ghettoer skaber mere kriminalitet, gælder dog ikke Christiania-ghettoen…

Jeg kan gode lide den skæve vinkel, men Christiania udklækker ikke kun ’sjove og interessante mennesker der bidrager til det danske samfund’. Det besatte område har også udklækket eksistenser såsom den tidligere AFA-general Balder Bergman Johansen og en ungdomskriminel som Lukas Forchhammer Graham. Fra Indeu.org – Ghettoplaner: Christiania er en ghetto.

“Prøv at forestil jer, at man kædede kriminaliteten på Christiania sammen med politikernes ‘dårlige omtale’. Desto dårligere omtale desto mere kriminalitet. Beboerne ville ikke kunne integrere sig, deres børn ville lide som følge af politikernes sniksnak om at rydde Christiania? Hver gang Søren Pape åbner munden, så ville hash-handlen stige?

Nej, vel? Faktisk er det sådan, at Christiania ofte fremhæves som en slags arnested for store kunstnere og musikere, folk der slår igennem i populærkulturen. Netop fordi de kommer fra Christiania.

Hvordan kan dette være? Det burde jo stigmatisere folk og lede dem ud i kriminalitet, når politikerne siger at beboerne allesammen er problematiske. Når de siger at de vil rydde Christiania. Når politiet igen og igen kommer på besøg med hjelme og skudsikre veste. Når der oprettes visitations-zoner, og der eksisterer en anden retsorden for Christiania i forhold til det omgivende samfund. Politikerne har jo ‘hadet’ og talt dårligt om Christiania i snart 50 år.

Men dette sker sjovt nok ikke. Fra Christiania udgår der en masse sjove og interessante mennesker der bidrager til det danske samfund.”

Oploadet Kl. 09:35 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer


3. marts 2018

Henriette Rostrup, forfatter: Regeringens ghettoplan har ‘indbygget racisme’ – “Ja, det er nazisme…”

Jeg tror egentligt at René Fredensborg gør sit bedste for at undgå René Linjer på Radio24syv bliver endnu et ræverødt magasin, men det ville næsten kræve at Uwe Max Jensen blev fast gæst. I gårsdagens udgave diskuterede panelet tidens mange ghetto-udspil, og der var en næsten karikeret venstreorienteret tendens.

Den 90’er-agtige debat kan høres her.

Anne Dorte Michelsen fortalte, at der ikke var særlige problemer med kriminalitet i Mjølnerparken, at kun 2,7 procent af beboerne var dømte (variant af Cekic-myten), at der ikke var et egentligt parallelsamfund og fremdeles. Forfatter Henriette Rostrup, kendt for absolut ingenting tager dog prisen. Hun mente at ghettoerne skulle have ro til udvikle sig nogle år med ‘arkitekter’ og ’skuespillere’. Herunder lidt fra det ideologiske klimaks.

René Fredensborg, vært: Han (Lars Løkke Rasmussen, Kim) siger altså, at vi skal proportional-diskriminere. Det er noget nyt. Er der nogle af Jer der forstår hvad han mener.

Henriette Rostrup, forfatter: Det minder sådan om noget der foregik i Tyskland engang. Ja, jeg trækker Hitler-kortet noget så lystigt. Altså, det gør jeg da. Det er da første skridt… Det er indbygget racisme, det er første skridt. Man udgrupperer en gruppe, og siger at de ikke har samme rettigheder. Ja, det er nazisme, jeg er ked af at sige det.

(Henriette Rostrup på Youtube, 2011: 27 views)

Oploadet Kl. 11:29 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper