9. juni 2018

Sofie Hagen, komiker: “Vi ved, at der ikke kun er to køn.. kønnede toiletter er en gammeldags ting nu.”

Sofie Hagen er komiker, men formentligt sjovest, når hun forsøger at være alvorlig. AfD’s Steffen Königer udstillede hykleriet forleden i det tyske parlament, da han venligt hilste 60 køn velkommen, enkeltvis. En historie fra TV2 Østjylland – Musikhus indfører kønsneutralt toilet efter krav fra komiker (3. marts 2018).

“Musikhuset i Aarhus vil fremover tilbyde publikum et kønsneutralt toilet. Det oplyser musikhuset til TV2 ØSTJYLLAND.

Det kønsneutrale toilet er blevet indført i forbindelse med, at den feministiske komiker Sofie Hagen fredag aften optrådte i Musikhuset. …

– I en perfekt verden, burde det slet ikke være op til diskussion. Vi ved, at der ikke kun er to køn, at toiletter kan være farlige steder for transpersoner og ikke-binære personer, og at kønnede toiletter er en gammeldags ting nu, skriver hun i en mail til TV2 ØSTJYLLAND.

(Musikhuset, Århus, 2018; Foto: Tilsendt)

Oploadet Kl. 15:23 af Kim Møller — Direkte link45 kommentarer

DFI-konsulent med DKU-fortid bevilliger 5,7 mio. til iraker: Laver dyster film om ‘et islamkritisk parti’

Nye Borgerliges Mette Thiessen skriver på Facebook, at Det Danske Filminstitut (DFI) har bevilliget 5,7 millioner skattekroner til filmen ‘Danmarks sønner’ der har præmiere næste år. En film instrueret af den irakiske flygtning Ulaa Salim, der tidligere har produceret kortfilmen ‘Ung for Evigt’ (2012) om forelskelsen mellem Omar og Sophie.

Filmen maler et dystert billede af, hvordan Danmark vil være, hvis et islamkritisk parti er ved magten. … Hovedrollen i filmen er den ’stærkt nationalistiske politiker’, Martin Nordahl, der spilles af skuespilleren Rasmus Bjerg. Martin Nordahl er i filmen formand for det fiktive og nystiftede parti National Bevægelsen.” (Mette Thiessen, 8. maj 2018)

(Bemærk National Bevægelsens Nye Borgerlige-lignende svane-logo; Foto: FB)

Konsulenten bag filmstøtten hedder Mette Damgaard Sørensen, der tilbage i 1997 talte ud på DR2 om hendes kommunistiske ungdom. Hendes forældre var kommunister, og hun kom selv på partiskole i Moskva, og blev ‘turistguide’ i DDR. Hun valgte kommunismen på grund af ‘medfølelse’ og ‘medmenneskelighed’, forklarede den daværende filmanmelder på TV2 otte år efter Murens fald. Mikhail Gorbatjov var for hende ’symboler på anstændighed og hæderlighed’, og selvom socialismens iboende demokratiske idealer mistede lidt uskyldighed i Østblokken, så var kampen mod kapitalismen evig aktuel. Og kampen mod islams kritikere, må man forstå.

(Mette Damgaard Sørensen, konsulent, Det Danske Filminstitut; Collage: DR2, 1997 mfl.)



30. maj 2018

Kira Skov på P1: Sverige får et udlændingevalg fordi vi “… ikke har ville løfte, og tage vores anpart”

Set fra et nationalkonservativt synspunkt er der ikke den store forskel på P1 og Radio24syv, men det virker som om at sidstnævnte ikke redigerer programmerne så stramt som P1. Når Radio24syv lader kunstnere rable om politik, så det hovedsageligt i et selvstændigt magasin klart deklareret, ikke velovervejet opinion fra et dusinmenneske på overdrevet. Af samme årsag er det Radio24syv, jeg hører i bilen. De kan i det mindste overraske positivt.

Forleden var sangerinden Kira Skov gæst i Bagklog på P1. Ugen forinden var det Georg Metz, og ugen før ham Uffe Elbæk. Man ved hvad man får. P1 spørger kun hvis de kender svaret, og kan bruge det ideologisk. Sekvensen om det svenske udlændingevalg kan høres på DR.dk.

Esben Kjær, P1: Hvad sker der ellers?

Kira Skov, sangerinde: Der sker, altså Jyllands-Posten har fået en historie der siger, at ‘danske politikere gør klar til udlændingevalg i Sverige’.

Esben Kjær: Ja, den studsede jeg også over. Man tænker, hvad rager det danskerne?

Kira Skov: – Ja, det er åbenbart en vigtig sag, også for Dansk Folkeparti, kan jeg forstå. Øhh, og det er jo altså åbenbart, som der står blandt andet at Søren Espersen kalder det vidunderligt at udlændinge er i top på de svenske politiske dagsordener nu. Og det, ja, altså man kan sige (fniser).

Esben Kjær: (Griner)

Kira Skov: Ja, det, kan man sige. Jeg synes det er meget vildt, at det i sig selv er vidunderligt, men man kan jo sige, at svenskerne har jo altid haft en lidt mere humanistisk profil hvis man kan kalde det sådan. Historisk set, så har de jo ligesom under 2. Verdenskrig med jøderne, og nu her senest med alle flygtningene der vandrede gennem Danmarks motorveje for at komme til Sverige, hvor Sverige jo virkelig åbnede op ik’. Og denne her reaktion hos den svenske befolkning, det er vel et resultat af, at vi ikke løfter i flok, kan man sige. Det er ulige fordelt simpelthen, og vi har ikke ville tage. Vi har ikke ville tage vores andel i det her. Så jeg tror der kommer en modreaktion i Sverige nu, fordi der har været den her uligevægt i at tage ansvar overfor de her mennesker.

Esben Kjær: Så fedter du jo ansvaret af på os andre. Man kunne også bare sige, at det er svenskerne som har haft en tosset udlændingepolitik, hvor de stort set har lukket alle der ville ind, ind, og det kan man jo ikke i længden. Der er simpelthen for mange mennesker på den her planet til at føre den udlændingepolitik man har ført i Sverige.

Kira Skov: Ja, men det er jo meget sympatisk kan man sige, at man reagerer fra et humanistisk standpunkt når man ser de her mennesker – hvad fanden skal man høre? De vandrer ned ad motorvejen, og vi vil jo ikke have dem her. Hehe, sådan hedder det nu. Og så kan man sige, ja, der er selvfølgelig en grænse for hvor mange de kan tage.

Esben Kjær: Men er der ikke lidt en parallel til det med klimaet. Nogle gange er man som politiker nødt til at træffe nogle ubehagelige beslutninger. I Sverige har de haft den opfattelse af dem selv som godheden selv, og derfor har de været uvillige til at træffe nogle ubehagelige beslutninger. Nu er de så blevet tvunget til det på den hårde måde, fordi de har en befolkning der simpelthen siger stop nu.

Kira Skov: Jov, de er blevet tvunget til det fordi det simpelthen er for meget. Der er for mange, fordi vi eksempelvis i Danmark, ikke har ville løfte, og tage vores anpart, kan man sige. Så på den måde – jov, nu er de tvunget til at forholde sig til at en reaktion.

(Kira Skov, Flower of the evening, 2011; Foto: Youtube)

Oploadet Kl. 09:46 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


28. maj 2018

Kurdiske Sara Omar: Højrefløjens uanstændige retorik om muslimer er det helt store samfundsproblem

En Lars T. skriver på Facebook, at han forleden deltog i et forfatter- arrangement i en Arnold Busch-boghandel i København. Forfatteren var den herboende kurder Sara Omar, kvinden bag ‘Dødevaskeren’, der har fået flere priser for sin roman om kvindeundertrykkelse i Islam. Den er udgivet på Politikens Forlag, hvis nogle skulle være i tvivl. Førstehåndsberetning fra Facebook, sakset fra energiske Ballet Magnifique.

“Torsdag aften med Carsten Thrane til Side Om Side med Sara Omar i Arnold Buscks boghandel.

Havde glædet mig utrolig meget, til at høre Sara Omar fortælle om den kritikerroste Dødevaskeren og om den meget alvorlige kvindeundertrykkelse, som er bogens omdrejningspunkt

Men sådan skulle aftenen ikke blive. Sara Omar indledte med en moraliserende og drænende enetale om, at kvindeundertrykkelse skam intet har med islam at gøre.

Kvindeundertrykkelse er blot kulturelt betinget. Islam, måtte vi forstå, er derimod en fredelig og god religion. Og muslimer er generelt gode og ordentlige samfundsborgere.

Sara Omar skulle tydeligvis ikke være uvenner med voldsparate muslimske ekstremister ligesom Naser Khader.
Men arrangementet blev desværre derefter.
– dræbende ligegyldigt og kedeligt.

Carsten Thrane havde taget i en bog i udstillingsvinduet om tranedans, som tydeligvis fangede hans interesse langt mere end Sara Omar. Folk kedede sig.

Og det skulle blive langt værre. For efter at have frikendt islam for kvindeundertrykkelse påbegyndte Sara Omar en formanende og meget trættende advarselstale rettet mod det politiske højre.

Inger Støjberg, måtte vi forstå, er ondskabsfuld. Og hele højrefløjen og dens uanstændige retorik om muslimer og indvandrere er vores helt store samfundsproblem.

Og så begik jeg en stor fejl. Jeg rakte fingeren i vejret og spurgte Sara Omar om, ikke hendes budskab om tolerance i Dødevaskeren stod i kraftigt modsætningsforhold til den intolerance, som Sara Omar i kraftige vendinger prædikede mod det politiske højre.

Det skulle jeg ikke have gjort. For det affødte endnu en lang talestrøm om påstået racisme og uanstændighed hos danskerne.Og om at kæmpe med Sara Omar. Ja, ‘vi’ opfordredes skam til at kæmpe med Sara Omar mod højrefløjen. Ak, hvor var det en trist forestilling. Spild af forfattertalent. Og kedeligt. Og så manglede aftenens allerpinligste episode endda.

For da det udmattede og moral-belærte publikum stillede sig op for at få signeret Dødevaskeren, så de kunne komme hjem, begik jeg endnu en stor fejl. Jeg spurgte om, jeg kunne få taget et foto med Sara Omar. Kunne en så ligegyldig anmodning om et foto virkelig skabe problemer? Ja, det kunne det i den grad en torsdag aften i Arnold Busck på Købmagergade.

For foran undrende pressefotografer, Arnold Buscks trætte medarbejdere, livvagterne fra PET og et utålmodigt publikum påbegyndte Sara Omar et forhør om mit politiske ståsted. Sara Omar ville nemlig ikke fotograferes med nogen, der havde sat sit kryds til højre for Radikale Venstre. Jeg kunne selvfølgelig også bare have forladt boghandelen. Men foran holdet af ventende mennesker krøb jeg til korset og tilstod, at mit syn på kvindeundertrykkelsen i islam nok snarere hørte hjemme på højrefløjen end på venstrefløjen.

‘Tag dog et billede med manden,’ blev der råbt et sted fra publikum. Men nej. Det ville Sara Omar ikke. Sara Omar skulle ikke ende på et foto med et ‘højrefløjs-svin’.

Herpå udbrød højlydte skænderier om, hvorvidt det var tolerant eller intolerant ikke at ville lade sig fotografere med ‘forkerte’ mennesker. De søde damer fra Arnold Busck og livvagterne fra PET fandt venlige smil frem. Men aftenen blev nok ikke, som de havde forestillet sig. Og så gik Carsten Thrane og jeg. Vi orkede ikke mere.
Vi fik næppe mange plusser i Sara Omars bog.
Men det gør nu heller ikke så meget.”



20. maj 2018

“Dem, der ikke søger den gyldne middelvej, det er dem, som vi kalder højreorienterede fascister.”

Det kan være rendyrket opportunisme, men der er i disse år flere og flere venstreorienterede kunstnere, der ikke lyder som rablende kulturrelativister. Christian Tafdrup havde en pointe med ‘En frygtelig kvinde’, og opsætningen af Max Frischs ‘Biedermann og brandstifterne’ på Aarhus Teater kunne jeg godt tænke mig at se. Fra JP.dk – Den politisk korrekte kunstner ville ikke selv lukke en syrisk flygtning ind i sit hjem (kræver login).

“‘Biedermann og brandstifterne’ er en dødsensalvorlig komedie om en mand – Biedermann – der tror på det bedste i alle mennesker og derfor lader to sære personer flytte ind på sit loft. De logerende fylder loftet med benzindunke, men den blåøjede Biedermann nægter at mistænke dem for at ville nogen noget ondt. Men hvad gør Biedermann, da de logerende beder ham om en tændstik? Historien handler om blind tillid. Om at lukke øjnene for problemerne. Om vores alle sammens ansvar for at tænke os om for ikke at normalisere ekstremiteter. Historien er af ældre dato, men den er mere aktuel end nogensinde, mener Christian Tafdrup. …

‘Da teksten var ny, var det oplagt at hænge den op på nazismen. Alle kunne være enige om, at man skulle have set nazismen komme. At man skulle have sagt stop. I dag er forestillingen egentlig mere sprængfarlig. Det er vigtigt for mig, at stykket er åbent for fortolkning? Hvem er brandstifterne? Det kan være dem, der sviner miljøet til. Det kan handle om krigen i Syrien. Om Sverige. Denne historie er også blevet brugt af de højreorienterede, som mener, at vi er alt for blødsødne og bare lader terroristerne rejse ind i landet, så de kan sætte ild til hele lortet, mens vi står og prædiker tolerance. Den slags virker stærkt provokerende på et venstreorienteret menneske som mig.’ …

Christian Tafdrup nævner sin svært omdiskuterede spillefilm ‘En frygtelig kvinde’ (2017).

‘Jeg var også biedermannsk i den kønsdebat, som udsprang af filmen. Jeg passede på med ikke at sige noget nedsættende om kvinder, selvom det er en realitet, at de kan opføre sig fuldstændig rædselsfuldt. Af frygt for at blive slagtet sagde jeg også noget pænt om kvinder, selvom jeg i årevis har tænkt, at der gemmer sig noget dybt ondskabsfuldt i enhver kvinde. Jeg fandt den gyldne middelvej – sådan opererer vi i Danmark. Dem, der ikke søger den gyldne middelvej, det er dem, som vi kalder højreorienterede fascister. Jeg har prøvet at alliere mig med dem – prøvet af forstå dem. Jeg forstår, at de vil hykleriet til livs.'”

(Christian Tafdrup, Biedermann og brandstifterne, 2018; Foto: Aarhus Teater)

Oploadet Kl. 11:50 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer


18. maj 2018

Hugo Helmig: Historieløs velhaversøn med kommunistiske sympatier – ‘For arbejde, fred og socialisme’

Som gammel Århus-dreng er det lidt nostalgisk med stjerneparret Simonsen/Helmig, men eventuel velvilje omfatter ikke sønnen Hugo Helmig, der i disse år forsøger at gøre slå igennem som sanger. Under optagelserne til DR-dokumentaren Hugo og Helmig sidste år boede han stadig hjemme i den 330 kvm herskabslejlighed på strandvejen, hvor han blandt andet havde indrettet sit værelse med plakater for Danmarks Kommunistiske Parti.

Måske nogle han har arvet dem fra mormoren Ingrid, der var aktiv kommunist og blandt andet solgte DKP-avisen Land & Folk. Thomas Helmigs datter Ida Marie Helmig blev i 2007, som 15-år, anholdt under autonome optøjer i forbindelse med en demonstration for et nyt ungdomshus på Grøndalsvænge Alle i København.

(Hugo Helmigs DKP-plakater, set i Hugo og Helmig, 1. afsnit, 2018)

Oploadet Kl. 09:24 af Kim Møller — Direkte link25 kommentarer
Arkiveret under:


17. maj 2018

René Fredensborg, journalist: “En ny tids racister er født. De kalder sig selv antiracister.”

Antiracisme minder lidt for ofte om en meget omtalt religion. Journalist René Fredensborg om ‘kulturel appropriation’ I Berlingske – Antiracisterne er de nye racister.

“… trods fine hensigter om at debattere netop appropriation, som man siger på moderne (at tilegne/iklæde sig andres kultur), så blev plakaterne for forestillingen revet ned og smidt i skraldespanden allerede inden premieren. Af hvem? Jo, de såkaldte antiracister. …

I weekenden mødte de selvsamme ‘antiracister’ så op på selve teatret, hvor førnævnte teaterfolk endte med at blive buhet ud. Stemningen blev også her i avisen beskrevet som modbydelig og aggressiv. Så nu ændrer man både plakat og titel (til ‘Black Madonna’), ligesom der vil ske ændringer i selve stykket. Den ellers frie danske kunstscene har altså censureret sig selv på grund af en flok bøvede hærværksmænd…

Det er i øvrigt interessant, at så mange hvide mennesker i den her debat identificerer sig med de sortes undertrykkelse. Så meget, at de river plakater ned, alene på grund af ordet ‘nigger’. Det kan man da kalde en kulturel appropriation ude af proportion.

Krænkelseskulturen har fundet sit foreløbige lavpunkt. … En ny tids racister er født. De kalder sig selv antiracister.

(White Nigger/Black Madonna, Teater Sort/Hvid, 2018)

“På scenen står en kvinde. Hun maler ansigtet sort. Lige siden hun var lille, har hun vidst, at hun var en anden, end den hun er født som. White Nigger/Black Madonna er en fremtidsvision. En kvinde skifter langsomt race. Imens fortæller hun os sin livshistorie blandet med sange om racekrig, racelyst og raceangst.” (Teaterbilletter.dk)

Oploadet Kl. 22:03 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer


28. april 2018

Forfatter om eksternalisering af ondskab over på højrefløj: ‘En form for fascistoid psykologisk model’

Revolutioner har det med at æde sine børn. Interview med forfatter Theis Ørntoft i Berlingske. Her citeret fra B.dk – Anmelderrost forfatter: Det mørke og det beskidte findes ikke kun på højrefløjen.

“‘Jeg er ude i et mellemfelt, og en politisk diskussion er ikke dér, jeg bor normalt. Jeg er på ingen måde interesseret i at ende som en, der sidder og basher venstrefløjen og feminisme. Det, jeg ønsker, er egentlig bare at bidrage til en mere åben og lyttende debat,’ siger han til Berlingske. …

Der er en generation, som på en eller anden måde har fået skabt en forestilling om, at ondskaben er noget, som slet ikke findes på venstrefløjen. Det er her, de gode, de ufordærvede og de uforurenede værdier og tanker om andre mennesker kan trives, mens alt det beskidte og mørke befinder sig ovre på højrefløjen,’ siger Ørntoft og uddyber:

‘Den forståelsesmodel… er i bedste fald forkert og i værste fald farlig.’ …

Jeg vil nok spidsformulere det sådan, at jeg ikke identificerer mig med den del af venstrefløjen, som er ved at blive overtaget af nogle forkælede, humorforladte millennial-identitetsnarcissister, som har en idé om, at de kan være, hvad de vil, og at verden er til for det formål, og at enhver kraft, som modarbejder det formål, er krænkende.

… På sociale medier som Facebook og Twitter er selvindsigten på retur.

‘Der begynder jeg at se folk, som jeg ved er venstreorienterede, medvirke til en debatkultur, hvor det stort set er umuligt ikke at træde forkert rent moralsk. Det er en form for fascistoid psykologisk model, at man eksternaliserer ondskab, mørke eller destruktive kræfter væk fra sig selv og over på sin modstander,’ siger han. …

‘Jeg oplever det også sådan med ytringsfriheden i en dansk sammenhæng. Der er man partout sådan lidt højreorienteret, hvis man taler godt om ytringsfriheden, og det er på mange måder utroligt bizart. …'”

(Theis Ørntoft, forfatter; Foto: Youtube)

“Jeg oplever meget af det, der sker på den politiske venstrefløj, som jeg ellers tror, at jeg har tilhørt, som mere og mere sekterisk.” (Theis Ørntoft til Kristeligt Dagblad, 23. marts 2018)

Oploadet Kl. 21:42 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer


27. april 2018

“Jeg er træt af, at vores dreng skal gå i en vuggestue, hvor der ikke er en, der hedder Muhammed.”

Stine Bramsen behøver ikke være fortvivlet over den lokale liljehvide vuggestue. Snart bliver Alfred og Lasse skolesøgende, og der er altså blot to-tre kilometer fra villavejen i Brønshøj til Tingbjerg Skole. Måske møder de Muhammed & Co. på Ruten. Interview fra Vores Børn omtalt på Alt.dk – Stine Bramsen: ‘Jeg er træt af, at vores dreng skal gå i en vuggestue, hvor der ikke er en, der hedder Muhammed’.

“Der er mange gode ting ved at flytte ud, hvor der er lyd, luft og en græsplæne at tumle på, når man har små børn. Men der er alligevel én ting, sangerinde Stine Bramsen savner ved villavejs-Danmark, som hun kender det:

– Jeg er træt af, at vores dreng skal gå i en vuggestue, hvor der ikke er en, der hedder Muhammed, siger hun i den nyeste udgave af magasinet Vores Børn, der er at finde på kioskens bladhylder fra 25. april.

– Det er klart ulempen ved at være flyttet på en villavej – der mangler diversitet. Det håber jeg, de kommer til at opleve i skolen. Det er vigtigt for os, fortæller sangerinden i et det ærlige interview til magasinet.”

(Vores Børn, 25. april 2018)

“Det er vigtigt for os, at vores børn vokser op med en forståelse for, at der findes forskellige religioner og mennesker fra forskellige steder i verden – som også er danske på deres egen måde.” (Stine Bramsen)

Oploadet Kl. 06:31 af Kim Møller — Direkte link55 kommentarer
Arkiveret under:


26. april 2018

100% fremmed!: “… peger på det, vi har til fælles på tværs af sociale, kulturelle og nationale skel”

En Urias-læser kom forbi Stændertorvet i Roskilde, der i disse dage er hjem for et såkaldt ‘dokumentarisk kunstprojekt’ under titlen ‘100% fremmed?’. Et folkeopdragelsesprojekt, der skal bilde danskerne ind, at alle er hjemme i Danmark på trods af ’sociale, kulturelle og nationale skel’. Der er intet galt i ikke at være dansk, men de kan nu roligt erstatte spørgsmålstegnet med et anførselstegn. De er fremmede! – og den dag de ikke er det mere, er danskerne de fremmede.

“Meningsdannere forsøger jævnligt at indfange danskheden gennem referencer til en særlig slags mad, fritidsaktiviteter, historiske begivenheder og danske landskaber, men det bliver sværere og sværere at skabe en fortælling, der er karakteristisk for Danmark og samtidig fællesskabsdannende. Det er dog sjældent, at vi spørger dem, som danskhedsdebatten handler om, hvad de mener. Det gør 100% FREMMED?.

100% FREMMED? er 100 meget forskellige fortællinger om at være menneske i Danmark i dag. De viser, hvordan nationalitet kun er én ud af mange grunde til at føle sig fremmed, og peger på det, vi har til fælles på tværs af sociale, kulturelle og nationale skel.” (100pctfremmed.dk)

“I 2018 besøger 100% FREMMED? Roskilde, Sønderborg, Flensborg, Lolland-Falster, Randers, Skagen, Aalborg og Rødovre, mens udstillingen i 2019 når til Horsens, Aarhus, Viborg, Vejle, Herning, Frøslev-lejren, Aabenraa, Esbjerg og Silkeborg.” (100pctfremmed.dk)

Oploadet Kl. 20:07 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper