13. februar 2019

DFI-støttede Omar om racistiske Danmark: “… størstedelen af vores samfund er dårlige mennesker”

Filmen ‘Western Arabs’ er støttet af DFI med 1,6 mio. skattekroner. Interview med filminstruktør Omar Shargawi på JP.dk – Instruktør: Før kom racismen fra folk, som ‘var på vildspor’ (kræver login).

“Han drikker sin kaffe og udtrykker præcist, hvad han mener – uden omsvøb:

‘Og en ting er, hvordan vi lever med det hele. En anden ting er, at der er et samfund, som er blevet pisseligeglad. Som ikke tager højde for de mennesker, der er kommet herop, og det, som de har været igennem. Det er det, der er det vigtige for mig.’

Du tænker f.eks. på flygtningene fra Syrien?

‘Ja, det er dem, der er flest af. Det rager folk fuldstændigt. Danmark er med til at føre krig i Syrien og påføre dem smerte. Men de bliver set på som de mest usle mennesker. Vi behandler dyr bedre. Dyr, der skal slagtes og ud i supermarkederne, har efterhånden bedre vilkår end flygtninge, der kommer til Europa i dag.

Hvad er forskellen på det samfund, du voksede op i, og det flygtninge møder i dag?

‘Når jeg oplevede racisme, så var det, fordi folk var på vildspor. Så vidste du, at ham der var et dårligt menneske. I dag kommer det fra masserne, fra medierne, fra regeringen, fra politikerne. Det er den samme form for racisme, bare endnu værre. Skal man så stille sig op og sige, at størstedelen af vores samfund er dårlige mennesker? Den følelse havde man jo ikke dengang.'”

“Dokumentaren er et intimt portræt, en dokumentar-hybrid, som over en periode på 12 år følger en dansk-arabisk familie på godt og ondt. Faren er palæstinensisk, moren er dansk, og de tre sønner bliver et resultat af det kulturelle møde, der opstod, da de første immigranter ankom til Danmark i 60’erne og 70’erne.” (DFI.dk)

Oploadet Kl. 10:32 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer


1. februar 2019

DFI-støttet film om ”det nystiftede, højreekstremistiske parti Nationalbevægelsen’ klar til valgkampen

Ulaa Salims debutfilm ‘Danmarks sønner’ er støttet af DFI med 5,7 mio. skattekroner, og som tidligere oplyst så er konsulenten i den henseende Mette Damgaard Sørensen, der som ung var medlem af Danmarks Kommunistiske Ungdom. Filmen har premiere den 11. april, og kommer således på tapetet tæt på den kommende valgkamp. En kamp der kan bringe et fædrelandskærlig parti med et svanelogo i Folketinget, ikke Martin Nordahls fiktive ‘Nationalbevægelsen’, men Pernille Vermunds Nye Borgerlige. Præsentation af filmen på JP.dk.

“I traileren ses et ungt, forelsket kærestepar, der netop har sagt hverdagsfarvel til hinanden på Nørreport, da en bombe sprænger og parrets mandlige halvdel må lede i vildelse efter sin kæreste i krudttågerne. Det største terrorangreb på dansk jord nogensinde har fundet sted. Snart ses farvemættede, neonoplyste billeder – visuelt ikke ulig billedsiden på Fenar Ahmads stilsikre ‘Underverden’ – af unge mænd af anden etnisk herkomst i træningstøj, der står i en halvcirkel omkring blodige, afskårne grisehoveder, mens de kigger op på en væg, hvorpå en graffitimalet tekst lyder: ‘Skrid hjem. DØ’. Dernæst ses formanden for det nystiftede, højreekstremistiske parti Nationalbevægelsen, Martin Nordahl (spillet af Rasmus Bjerg), der foran et tv-kamera og i år 2025, dvs. på årsdagen for terrorangrebet, fortæller til en tv-journalist:

‘Alle de problemer, vi ser i det her land, dem kan vi føre direkte tilbage til de fremmede mennesker. De skal altså ud!’

‘Danmarks Sønner’ udspiller sig i en ikke så fjern fremtid, hvor afgrunden mellem de politiske fløje i Danmark er større end nogensinde, og hvor Nationalbevægelsen spås en jordskredssejr ved det kommende folketingsvalg. Den nynazistiske bevægelse ‘Danmarks Sønner’ opererer, mens radikaliseringen også tager til i ghettomiljøerne, hvor vi følger den 19-årige Zakaria, som bevæger sig ud af en ekstremistisk tangent.”

(Danmarks Sønner, 2019, Trailer; Foto: Youtube)

“Filmen handler ikke om Danmark, som jeg føler, at landet ser ud i dag. Men…” (Rasmus Bjerg, skuespiller)

Trailer



31. januar 2019

El-Jabri: “… ikke set en eneste kommentar, der kommer med indspark til Mattias’ egentlige budskaber”

Sober kommentar af Niddal El-Jabri, der forsvarer Tesfaye ‘kulturelle referenceramme’, og kritiseres af venstreradikale Zaki Youssef i kommentarsporet på Facebook med udmeldinger såsom: “Det er ikke vigtigt om man er vokset op med Oum Kolthoum eller Kim Larsen derhjemme… Jeg har ikke læst Pontoppidan, men jeg har læst Mahfouz.”

Fra Avisen.dk – Blogger til Tesfaye-kritikere: Kig indad.

“De seneste dage har en del af mine – minoritetsetniske venner – på sociale medier grint af og udstillet Mattias Tesfaye på baggrund af en artikel med overskriften: Jeg bliver bekymret, når jeg møder teenagere med udenlandsk baggrund, der ikke har hørt om Kim Larsens død. … Det er Politiken som i så mange andre tilfælde, der nøje kalkuleret har fanget den rubrik, som skaber mest debat i stedet for den bedste debat. …

Jeg måtte jo klikke mig ind og finde ud af, hvad meningen var med artiklen. Det viser sig så, at det er Mattias Tesfaye, der kommer med sine 4 bud på, hvad det er vi skal samles om som borgere på tværs af etniske tilhørsforhold. Du får dem lige her, frittet for dårlige anekdoter.

Vi skal tale det samme sprog, dansk.
Folk skal forsørge sig selv.
Demokratiets værdier er grundlaget for eget liv.
Vi skal bo sammen, på tværs af etniske skel.

Jeg har ikke set en eneste kommentar, der kommer med indspark til Mattias’ egentlige budskaber, og der er ellers masser af gode samtaler i de 4 budskaber, som kan fremme refleksion og – ja hold nu fast – enighed.

Vi ødelægger det for os selv, når vi gør os selv till en del af bandwagon-publikummet for den dårlige dialog…”

Oploadet Kl. 08:52 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer


22. januar 2019

Bent Blüdnikow: “Gamle kommunister gøres til humanister, og højreorienterede gøres til fascister.”

Sejrherrerne skriver historien, og i Danmark har socialisterne konsolideret magten på alle niveauer. Bent Blüdnikow har skrevet en kommentar om Lousianas udstilling af Dea Trier Mørchs værker. Fuld tekst herunder.

Historiefup på kunstmuseet Louisiana (Oprindeligt trykt i Berlingske, 20. januar 2019)

Dea Trier Mørch var efter alt at dømme et varmt og sympatisk menneske. Hun var en fornem kunstner, når hun ikke blev grebet af propagandistisk iver. Hendes bedste værker fra de venstreorienterede årtier er ikonografiske.

Louisiana har viet hende en udstilling med nogle af hendes bedste værker, men udstillingen baserer sig på en historieløgn.

Hun kaldes i udstillingens tekster for en ‘feministisk pionér’, og teksten fortsætter ‘i sit grafiske værk viser Dea Trier Mørch sig som humanist og socialrealist med det menneskelige portræt i centrum….På afstand af hendes egen samtid er det værkets humanistiske karakter, troen på det enkelte menneskes værdi og berettigelse, der træder frem.’

Påstanden kan ikke være længere væk fra sandheden. Dea Trier Mørch var i 10 år medlem af Danmarks Kommunistiske Parti. Da hun meldte sig ud, var det ikke, fordi hun forstod, at kommunismen havde myrdet millioner af mennesker, men med en dødssyg erklæring om, at: ‘Parolestilen fra slutningen af 60’erne op til midten af 70’erne er ikke længere brugbar…’ Hun fortsatte som hjemløs kommunist og forstod aldrig tragedien. Dertil kom, at hun som kommunist altid satte kollektivet over individet, som kommunismen nu engang foreskrev, og som det også viste sig i hendes romaner. Mennesket var ikke i centrum, tværtimod.

Hun gøres nu til humanist, og der er ikke på udstillingen ét ord om hendes kommunisme eller kollektivisme. Det er historiefordrejning. Det minder om en ny udstilling på Henry Heerup-museet i Rødøvre med titlen ‘Heerup og den kolde krig’. Her er ikke et ord om Heerups kommunistiske medløberi og hans støtte til de forslag om atomvåbenfrie zoner, som var et sovjetisk påfund. Her er han også bare humanist.

Fortiden spiller stadig en rolle for vor politik og samfund. I Sverige fryser de Sverigedemokraterne ud, fordi de er på højrefløjen, og det påstås, at de er nazister. Samtidig er den gamle venstrefascist og KGB-spion Jan Guillou en mediehelt i Sverige. Men hvad gør man ikke for at rense sig for det faktum, at Sverige arbejdede tæt sammen med nazisterne under krigen? Og Alternativets Uffe Elbæk klæber 1930ernes betegnelse fascisme på sine politiske modstandere; han der selv var på den yderste venstrefløj og var kommunist.

Fortiden bruges i den nutidige politiske kamp. Gamle kommunister gøres til humanister, og højreorienterede gøres til fascister. Med sin udstilling om Dea Trier Mørch forvansker Louisiana fortiden og bliver bevidst eller ubevidst til bannerfører for nutidens fuphistorie.

(Foto: Louisiana.dk)



17. januar 2019

Jørgen Leth om Clint Eastwood: Han er godt nok konservativ, ‘men’ han er ikke dum og slet ikke ‘racist’

Nogle gange når man hører Radio24syv, føler sig hensat til kantinen på Roskilde Universitetscenter. Sidste fredag kan jeg tilfældigt til at høre lidt af ‘Det Lille Mememageri’, hvor panelet diskuterede, hvad der var et godt meme. Efter solid bashing af Martin Henriksen og kristne minoriteter, gik snakken omkring sociale mediers algoritmer, og hvad man kunne finde ud af med de offentliggjorte memes: ‘Så finder man ud af, hvem er i gæld, hvem tager kokain, hvem er højreorienterede og hvem ser porno’. For panelet var det at være DF-højreorienteret på linje med rockergæld, kokainmisbrug eller ‘casting couch’-porno’. Alt-Left 365/24syv.

Fredagen forinden hørte jeg en særudgave af ‘Spørge Jørgen’, hvor Jørgen Leth, kendt fra Citroen-reklamerne, erklærede at han var fan af Clint Eastwood. Både som skuespiller og instruktør. Bemærk hans ordvalg. For ham er konservatisme en fællesbetegnelse for dumme racister. Eastwood er undtagelsen.

Jørgen Leth, filminstruktør: … han er jo også politisk meget interessant. Det er godt nok rigtigt, at han er.. konservativ. Han vil gerne have orden, lov og orden, men han er jo ikke dum, han er slet ikke dum, og han laver jo også nogle ting hvor han viser, at han har et godt hjerte, at han ikke er racist for eksempel. Det er han slet ikke. Det har han vist i flere film.

(Jørgen Leth i reklame for Citroen C1, 2018: “Det er sådan en til parties ik’, det er det!”)

Oploadet Kl. 13:49 af Kim Møller — Direkte link25 kommentarer


7. januar 2019

Politikens anmelder: “Slott-Møller mente det her. For hende var det nationalistiske projekt virkelighed”

Lørdagens tur til ARoS i Århus, blev præget af den ideologiske propaganda, men jeg så også en masse, der ikke er værd at kommentere, eksempelvis udstillingen med Julian Schnabel. Apolitisk klatmalerier i storformat, og kunsten må have været at overbevise kuratoren, om at dette er udstillingsværdig kunst.

Bedst var Agnes Slott-Møllers (1862-1937) symbolistiske malerier fra starten af 1900-tallet, der blev udstillet under overskriften ‘Helte og heltinder’. Hendes søgen efter at ‘genfinde en stærk dansk identitet i en urolig samtid, minder om minder om nutidens ’søgen efter nationale symboler’, som der står i den officielle pressmeddelse. Ikke alt faldt i min smag, men hvis jeg nogensinde skulle få en Middelalderborg, og bruge riddersalen som center for bloggossfærisk aktivitet, så var der da et par fine skilderier til væggene.

(Agnes Slott-Møllers Kong Valdemar med sin Søn ved Jagtmåltidet på Lyø i Maj 1233, ARoS, 2019)

Politikens anmelder Mathias Kryger fangede også Agnes Slott-Møllers manglende had til rødderne. Fra Politiken.dk – To hjerter: Anmelder fik kvalme midt under symbolistisk udstilling på ARoS (21. oktober 2018).

Halvvejs igennem udstillingen får jeg kvalme. Indtil da har jeg gået fra værk til værk og fra vægtekst til vægtekst og egentlig undret mig over, at jeg har længtes efter denne her udstilling. …

Agnes Slott-Møller tilhørte sammen med ægtemanden, Harald, en kreds af symbolistiske malere omkring århundredskiftet. De plæderede for, at kunsten skulle være opbyggelig i sin åndfuldhed og ikke igennem det mere virkelighedsnære og samfundskritisk optagede projekt, som modstanderne, naturalisterne, gennemførte på samme tidspunkt. …

Det første værk på udstillingen er hendes store maleri af Niels Ebbesen, som rider ind fra højre i billedet i et goldt landskab med tøende sne på en smuk og stærk hest… Videre til et maleri af en lige så blond og karikeret dronning Margrethe I med almoderlig og stålsat mine, som forener af Sverige, Danmark og Norge i Kalmarunionen. Der er Dannebrog vajende i vinden på skibenes master uden for vinduet.

… Hvis det nu havde været gjort med et glimt i øjet, eller hvis projektet var udtalt bevidst om det humoristiske i sit tidskollaps à la postmodernismen, så havde det været übercool. Men Agnes Slott-Møller mente det her. For hende var det nationalistiske projekt virkelighed, og billederne var, mente hun, med til at bygge en stærk følelse af samhørighed med historien om nationen midt i en periode med modernisering og industrialisering.

Men den flirten, som symbolismen havde med det, som også blomstrer på dette tidspunkt i historien, med nationalsocialismen, ligger som en uudtalt understrøm i udstillingen, og jeg undrer mig over, at udstillingen ikke direkte problematiserer denne forbindelse.

Ikke mindst at der ikke tales om, hvad det vil sige at vise et så gennemsyret nationalistisk projekt i vores samtid. … Udstillingen svigter de dybe kunsthistoriske undersøgelser, som handler om æstetik, men også i høj grad om ideologi.”



6. januar 2019

ARoS, 5. januar 2019

Jeg tilbragte lørdagen i Århus, og min løbemakker, mente det var tid til et gensyn med ARoS. Vi gik forbi Uffe Elbæk på trappen, og så var dagens museumsbesøg ligesom startet. Herunder en række mobilbilleder.

Banaan Al-Nasser (paraboler, se evt. tidligere post)

Rune Bosse (‘fødder ikke rødder’)

Papirklip i museumsbutikken (Støjberg med flygtninge, Putin og regnbue)

Olafur Eliasson (regnbuefarvet ringmuskel, se evt. Den Fri)

Agnes Slott-Møller, Ebbe Skammelsen i bryllupsgården, 1906-09

Oploadet Kl. 12:29 af Kim Møller — Direkte link28 kommentarer
Arkiveret under:


9. december 2018

Nazi-kort: Fra Stege bugt til 30’ernes Tyskland – “‘Never again,’ sagde vi. Men det sker lige præcis nu.”

Efter en uge med en usædvanlig træls hoste, har jeg sygemeldt mig. Nu står den på Benylan, grøn te og en varm dyne. Jeg vender stærkt tilbage, når jeg er på benene igen. Indtil videre, blot en tilrettet kladde. Power off.

Forleden forklarede en veganer-talsmand, at et århusiansk slagtehus var hjemsted for et ‘Holocaust for køer’, og minsandten om ikke også de nye fraværsregler fik skudsmålet ‘ren stalinisme’ – ikke fra curlinggenerationens overdrev, men fra en unavngiven gymnasierektor.

I den forstand er etableringen af et udrejsecenter på øen Lindholm naturligvis rendyrket nazisme, selvom de 75 ikke-danskere er dømt for småting såsom krigsforbrydelser, drab, voldtægt, vold og forsøg på terror. I en debat på P1 blev det til cykeltyve, der havde udstået sin straf, hvad også er forkert. Udvisningen er en del af straffen, og hvis folk som Caroline Meier og Lior Foighel vil have en voldtægtsmand og/eller islamist boende, så må de finde en deres politiske kampfæller allerede har givet dansk statsborgerskab. Det skulle ikke være svært.

Mikkel Andersson renser luften på Facebook.

“Jeg kan forstå at Auschwitz er kommet ind i den danske udlændingedebat i forbindelse med Lindholm, og da jeg besøgte Auschwitz og Birkenau i går, må jeg indrømme, at jeg forstår sammenligningen. Hvis man ser bort fra det med indespærring, massegasning, vilkårlige henrettelser, brutalt tvangsarbejde, ihjelsultning, konstant vold, og at de mennesker, der blev deporteret til Auschwitz typisk ikke var fx voldtægts- eller drabsmænd, så er det faktisk nærmest det samme. Fx er der bygninger lavet med mursten begge steder.”

(Lior Foighel og BT associerer dansk udlændingepolitik med Auschwitz: “… det sker lige præcis nu.”)

Caroline Meier, Alternativet

“CM: Well, I was quite shocked, to be honest. Because it’s not common in Denmark to isolate certain groups of people to certain kind of non-habitated parts of the country. So it’s really a new thing for us to be thinking of groups of people as if not deserving the same rights as the rest of the population.

CM: Yes. This is what’s new that with open eyes she said that these people are not welcome, that they belong to another category of people than the rest of us, and therefore, they should have other conditions to live by. But really these people have committed a crime, but they have made their time in prison. So they’ve kind of done their punishment. And usually, in Denmark, we have a rights system saying when you’ve kind of done your time in prison you are accepted as a citizen like the rest of the population. So it is really looking at these people with eyes as if they belong to an inferior race.

CM: … This is really a shift of paradigms in Denmark. And we have a very proud tradition of being a very humanitarian country. But, of course, you get connotations when you hear this back to the 30’s in Germany, where they also had a view on people that they belonged to different races and therefore should be treated differently. And this is the talk in Denmark right now that we’re beginning to speak of how this resembles something that we’ve seen previously in in the history in Europe, which we’re not proud of.

CM: I’m really concerned that the international society is going to look at us and think well, this is not a country that we’d like to visit or have cooperation with because we’re really moving back in terms of multiculturalism and acceptance and tolerance.” (Carolina Maier til CBC Radio, 7. december 2018: Denmark treating migrants like ‘inferior race’ by sending them to remote island: MP)

Lior Foighel, skuespiller

‘Never again,’ sagde vi. Men det sker lige præcis nu. Jeg frygter Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Stram Kurs, Sverigedemokraterne, Lega Nord, AFD og alle de andre indvandrerkritiske partier, der er på vej frem i alle meningsmålinger. Det sker igen. Stigmatiseringen af en bestemt befolkningsgruppe, forfølgelserne, volden, fremmedgørelsen, hadet. Det sker. Men ikke for jøderne. …

Seks milioner jøder blev dræbt. Gasset i lejre som Auschwitz, Treblinka og Dachau. Seks millioner!! Hvorfor var der ingen, der gjorde noget?! … ‘Never again,’ sagde vi.

Men Tredje Verdenskrig er i gang. ‘Jøde’ er skiftet ud med ‘muslim’. … Venstrefløjen bliver konstant klandret for at trække nazikortet. Det gør jeg ikke nu. Jeg fremhæver bare nedenstående forbud fra Nürnberglovene vedtaget i 1935, da jeg oplever, at vi desværre bevæger os i den retning.

‘Indgåelse af ægteskab mellem jøder og statsborgere af tysk eller artsbeslægtet blod er forbudt’.

Når jeg en dag om 20 år sidder med mine børn og kigger tilbage på 2018, vil jeg ikke skamme mig over mit svar, når de spørger: ‘Far … hvorfor gjorde du ikke noget?’

… Det sker i vores land nu. Det sker i Europa! Og det skal vi ikke være passive vidner til. Vi skal ud på gaden. Vi skal stå sammen side om side med vores brødre, søstre, medborgere og medmennesker. Tænk, hvis de havde gjort det for os. … Vi skal invitere dem med til hanukkah, vi skal spise pebernødder sammen… (Lior Foighel i BT, 9. december 2018: Tredje verdenskrig er allerede i gang)



6. december 2018

Lektor: Naturligt at droppe julesang – “Vi bliver i disse år mere opmærksomme på, at et nej betyder nej.”

Hvis Metoo-bevægelsen nogensinde gav mening, så er det forlængst slut. Det handler ikke mere om seksuelle overgreb, men om at bekæmpe enhver form for naturlighed mellem de to køn. Seneste angreb er sat ind mod julesangen ‘Baby it’s cold outside’ (Frank Loesser, 1944), som jeg personligt husker fra filmen ‘Elf’ (2003), som jeg kun husker på grund af den underskønne Zooey Deschanel. Julesangen findes i utallige udgaver, og er sågar kommet i en ufrivillig sjov SJW-version.

Det gør intet, at vi tilbageruller lidt af 60’ernes ubegrænsede frisind, men det her er noget helt andet. Det er et resultat af ‘verdensreddere’, der ikke anerkender den menneskelige natur. En historie fra Berlingske – Dodo om bandlyste »Baby, it’s cold outside«: ‘Jeg tvivler stærkt på, at man tænkte på date rape i 1940erne’.

“… da radiostationen Star 102, WDOK-FM i Cleveland fjernede ‘Baby, it’s cold outside’ fra sit julerepertoire vakte det tilstrækkeligt opmærksomhed til, at talrige medier i USA mandag gjorde det til en stor historie.

I sangen forsøger en mand at tale en modvillig kvinde fra at forlade en fest, trods hendes gentagne protester, og dette, mener stationens ledelse, er ikke længere i overensstemmelse med nutidens syn på samtykke.

Erik Steinskog, der er lektor i musikvidenskab ved Københavns Universitet, hæfter sig ved at Berlingskes journalist bruger ordet ‘bandlyst’ i sit spørgsmål.

‘Det er betegnende, at du bruger et ord, som ‘bandlyst’. Og derfor kan jeg høre, at du anser denne historie som en parallel til den historie, der har forarget så mange danskere, nemlig om Pippi Langstrømpe, hvis far nu er ’sydhavskonge’. For mig at se handler det jo blot om en radiostation, der redaktionelt beslutter, at man ikke vil spille en bestemt sang mere,’ siger Erik Steinskog, der som nordmand bosiddende i Danmark er vant til at blive beskyldt for politisk korrekthed.

‘… altså: Vi bliver i disse år mere opmærksomme på, at et nej betyder nej. Og ikke nok med det, man skal aktivt sige ja. Og når vi på den baggrund har en kultur, hvor mange – ikke alle, men mange – ønsker at ændre en seksuel praksis, så synes jeg egentlig, at det bare er naturligt, at man ikke længere vil spille en sang, der går i stik modsat retning,’ siger Erik Steinskog.”

(Esther Williams og Ricardo Montalban I filmmusicalen Neptune’s Daughter, 1949; Foto: Youtube)

“The neighbors might think (Baby it’s bad out there)
Say what’s in this drink? (No cabs to be had out there)
I wish I knew how (Your eyes are like starlight now)
To break this spell (I’ll take your hat, your hair looks swell) (Why thank you)
I ought to say no, no, no sir (Mind if move in closer?)
At least I’m gonna say that I tried (What’s the sense of hurtin’ my pride?)
I really can’t stay (Baby don’t hold out)”

Baby it’s cold outside

(Frank Loesser, 1944)

Oploadet Kl. 10:42 af Kim Møller — Direkte link52 kommentarer


2. december 2018

Finanslov: Nyt navn for integrationsydelse, udrejsecenter på ø – Intet paradigmeskifte, men nye toner

Den sidste finanslov før et valgår er typisk den sværeste at få lukket, men sådan gik det ikke denne gang. Lars Løkke Rasmussen havde tydeligvis forberedt kompromisset med Kristian Thulesen-Dahl helt ned i detaljen, og selvom det rækker som en skrædder i helvede, så er det klart en politisk sejr for Dansk Folkeparti.

Der kom dog ikke i nogen meningsfuld forstand et egentligt ‘paradigmeskifte’. Der indføres ‘hjemsendelsesydelse’ i stedet for ‘integrationsydelse’, og kriminelle udlændinge og udlændinge på ‘tålt ophold’ placeres på øen Lindholm ved Stege. 100 personer, muligvis lidt flere. Kost og logi til andre landes borgere uden lovligt opholdt i Danmark, vil også fremover blive finansieret af danske skatteydere, men det er nu alligevel et kvantespring af rang – at tvinge sund fornuft ud af landets pladderliberale skatteminister.

Forarbejdet henimod finanslovsaftale, er nok også grunden til at Dansk Folkeparti ikke går all-in imod Danmarks underskrivelse af Marrakesh-erklæringen. Jeg køber ikke frygten for eventuelle politiske konsekvenser, men man kan jo ikke gå til at valg på en stram udlændingepolitik, mens man internationalt arbejder for det modsatte. Man kan dreje ord og vinkle, men man ikke være lidt gravid – det er enten eller. En åben flanke for Nye Borgerlige!

Medierne arbejder indirekte for VLAK-regeringen på det her på punkt. De holder mikrofonen for Institut for Menneskerettigheder og Co., og Løkke Rasmussen kan på den måde sole sig i den politiske modstand fra overdrevet. Det redder dog ikke Danmark, at Lukas Graham associerer hjemsendelsesydelse med Nazi-Tyskland.

Det ville være skønt hvis medierne brugte energi på at udstille regeringens hykleri i forhold til Marrakesh-erklæringen. Når de kan bruge uger på Alternativets hykleri i forhold til mangefarvede gokkesokker og flyrejser, så er det vel også nødvendigt at botanisere lidt i Løkke Rasmussens motivation for tiltrædelse af en erklæring, der modarbejder alt han går til valg på. ‘The sanest days are mad’ (Morrissey, 1994)

(Dansk Folkeparti fejrer finanslovsaftale, 30. november 2018); Foto: DF)

“Den offentlige ydelse til nytilkomne flygtninge og en række danskere, der ikke har haft ophold i Danmark i syv ud af de seneste otte år, sænkes med 2.000 kroner om måneden for enlige mødre eller fædre og 1.000 kroner for hver af forsørgerne i familier, hvor mor og far bor sammen. … Den lave integrationsydelse har tidligere fået Institut for Menneskerettigheder til at advare om, at det er i strid med grundloven.” (DR.dk, 30. november 2018)

“Hvis det samlede setup bliver skruet sådan sammen, at det er meget stramt, kan det godt være, at man i menneskeretlig forstand vil sige, at de faktisk bliver frihedsberøvet.” (Lotte Holck, Institut for Menneskerettigheder, 1. december 2018)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper