27. august 2020

Aalbæk om kultureliten: ‘Det almindelige menneske har en tendens til at dyrke alt det, vi ikke kan lide’

Berlingske har bedt filmmanden Peter Aalbæk Jensen uddybe hans kritik af kunst- og medieeliten, som han forleden underholdt med på DR2. Det blev til en læseværdig kronik, som jeg desværre kun kan bringe uddrag fra – Mine få borgerlige venner fra eliten tør ikke afsløre deres politiske ståsted – det kan koste dem jobbet.

“… da det nu er Brugsen i Herfølge og det lokale pizzaria, jeg frekventerer, muligvis med påtaget folkelighed, sker det skrækkelige: At jeg møder et almindeligt menneske. Noget vi ellers forholder os distanceret til. Det almindelige menneske, som vi synes, vi giver så meget i form af gode tanker og påbud, men som egentlig ikke interesserer os.

Det almindelige menneske har en tendens til at dyrke alt det, vi ikke kan lide: Den politiske højrefløj, dårlig konventionel dyrket mad, folkeskolen.

Min klasse og jeg kræver, at hele folket er med os til at betale regningerne, mediestøtte og momsfritagelse til aviserne, filmstøtte og tvangslicens til fjernsynet. Og uden at blinke leverer vi som tak for betalingen effektiv propaganda for vores verdensopfattelse, som i overflod dominerer debatten.

Og selv om vi alle til enhver tid i den kreative klasse vil forfægte rummeligheden og omfavnelsen af alt og alle, accepterer vi dybest set kun formidlingen af én fortælling: Vores egen.

… uden at være onde eller ville ensrette debatten, udelukker vi dybest set halvdelen af folkets fortællinger. Og med den seneste tids identitetsdebat og heftige fordømmelser af alt og alle, nærmer vi os nu noget, der ligner et paradoks: En centrum/venstre-fløj, der egenhændigt har indført og eksekverer censur.

Jeg hører blandt de kreative, at de må lægge bånd på sig selv og trimme deres historier. Ikke for at please nogen, men ud fra den simple konstatering at hvis projektet skal realiseres, kræver det klanens accept. Og det indebærer en kraftig ensretning af tematik, udsagn og plot.

… Lever vi i et frit land, hvor ordet kan tages af alle og alle synspunkter og livsanskuelser frit fremlægges? Svaret er med snart 40 års erfaring inden for media et rungende nej!

(Berlingske, 27. august, 1. sektion, s. 24)

Oploadet Kl. 11:00 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer


25. august 2020

Peter Aalbæk: kulturbranchen ekskluderer borgerlige, stemmer du ikke rødt, så ‘har du ingen karriere’

DR Debatten havde i sidste uge filminstruktør Peter Aalbæk Jensen i studiet til en debat om dansk kultur. Han har sagt lignende sandheder tidligere, men han er rigtig god, når han får tid til at folde sig ud. Uddrag kan ses på Facebook, men hvis du ser det hele på DR.dk, så nyd også den befriende rindalisme fra Anders Lund Madsen.

Peter Aalbæk Jensen, filminstruktør: Jeg er da helt bevidst om, at jeg selv, dig, det hus vi står i, den branche vi er i – er en stor incestiøs familie. Vi promoverer os selv og hinanden, og vi har et fælles sprog og en fælles smag. Og det er ligesom, engang for alle defineret som det rigtige. … Jeg har, tror jeg, så godt som aldrig nogensinde mødt nogen i den her sektor, som stod ved, at de stemmer på Venstre, for eksempel. Jeg har en opfattelse af, at det dur ikke at være andet end fra Det Radikale Venstre ud til Enhedslisten, ellers så har du ingen karriere i den her branche. … Det siger jo, dybest set, jeg er jo selv en del af slænget, skal jeg hilse og sige – Jeg stemmer på Det Radikale Venstre, kører el-bil og spiser økologisk, og er fra et hjem med klaver, så jeg banker også løs på mig selv, men dybest set er vi jo antidemokratiske, for der er jo halvdelen af befolkningen der er borgerlige, som vi ekskluderer, dybest set, fra fortællingen om Danmark. …

Jeg kender ikke nogen der arbejder i vores branche, der ikke vil betegne sig selv som enormt tolerante og rummelige, men derfra til så med åben sind at møde en der stemmer på Dansk Folkeparti, det er fuldstændigt udelukket. … I det her hus er samtlige chefer kvinder. På TV2 er samtlige chefer kvinder. Der bliver ikke tændt et kamera i Danmark overhovedet, uden at der er et tribunal af kvinder, der har vendt tommelfingeren op, ik’. Indenfor min branche har kvinderne sat sig stenhårdt på alt med penge…

Der bliver ikke stillet spørgsmålstegn ved det. Det interessante er at i min branche der accepterer alle at der de facto er censur. Ting vi deciderede ikke skriver, fordi så går det ikke igennem systemet. Jeg har lige set et afslag fra Filminstituttet på et projekt fra en fremtrædende filmkunstner, hvor der er en anmærkning på, at der er en karakter i filmen der gør nar af Greta Thunberg, altså miljøaktivisten. Altså, det er et no-go. Den samme karakter har et negativt kvindesyn, jamen for helvede, det er en skuespiller i en film. Vi laver jo også film om mordere ik’ altså, så det er jo ikke de søde drenge og piger vi portrætterer. Vi ved i min branche, at der er masser af ting som vi overhovedet ikke skal skrive, så vi har pålagt os selv en censur for at få vores ting igennem mediemaskinen.

(Collage: Peter Aalbæk Jensen)

Oploadet Kl. 01:23 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer


12. juli 2020

Feministisk aktivist føler sig krænket af skulptur af testikler: “… et temmelig klodset og uheldigt valg”

Det er umuligt at gøre den yderste venstrefløj tilfredse, og der er ingen grund til at gøre forsøget. Trine Rytter Andersen burde være henrykt over skulpturen, der jo ret beset forestiller det feministiske ideal: Emaskulering. Fra TV2 Østjylland – Slappe nosser ophidser feminist: – Det er torskedumt af direktøren.

“I et nyt og langt, offentligt skriv på Facebook retter billedkunstner og kunstanmelder Trine Rytter Andersen en sønderlemmende kritik af værket og af Godsbanens direktør, Flemming Dybbøl. …

– Værket bliver præsenteret på bagkant af hele #metoo-bølgen, og jeg har personligt kendskab til en lang række testemonials af kvinder, der har haft nogle meget grimme oplevelser i kulturbranchen. Det er blandt i den kontekst, jeg synes, nosserne er et temmelig klodset og uheldigt valg, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

– Ud fra et kunstkritisk synspunkt er det en ’slap’ skulptur. Jeg har intet imod nosser, og nogle stramme nosser med et højere abstraktionsniveau ville have været perfekt i en anden kontekst, siger hun og fortsætter…”

Oploadet Kl. 14:14 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer


3. juli 2020

Om Carsten Jensen: Manglende dokumentation kan gøre journalistik mere kedelig ‘end romankunsten’

New York Times’ artikel om Rønne-drabet har flere graverende fejl. Avisen postulerer, at Danmark har haft ‘an upsurge in racial violence recently’, og postulerer at ‘racially motivated hate crimes’ er mere end ‘quadrupled’ siden 2007. TjekDet dementerer den del af historien i en selvstændig artikel. Avis påstod også, at begge brødre var kendt for at have racistiske sympatier, men intet medie har fremlagt noget som helst om lillebroderen. Da jeg tjekkede hans profil, fandt jeg kun indforstået hyggechat med en bosnisk ven.

Udover de aktivistisk kilder, er væsentligste kilde afdødes ven, en Daniel Villaindulu. På Facebook kalder han sig ‘Vilain’ (skurk), og hans onlineprofil vidner ikke ligefrem om et nuanceret sindelag. Han poster eksempelvis propaganda for The Black Panther Party (BPP). En revolutionær marxistisk bevægelse, der ikke skjulte sit militante anti-hvide udgangspunkt. Den danske ven, han insinuerer er racist, stemmer i øvrigt på Det Radikale Venstre.

For krukkede forfatter er udenlandske medier per definition bedre end danske, og fra liljehvide Marstal hyldede Carsten Jensen spontant den tendentiøse artikel. Pierre Collignon kommenterer den del i Berlingske – Carsten Jensens præfabrikerede sandheder kan ikke tåle et simpelt faktatjek.

“Man må ty til New York Times for at få sandheden frem, skrev Carsten Jensen onsdag på Facebook.

… kravene om lynhurtige konklusioner fra mediernes side afslører en elementær mangel på forståelse af journalistikkens krav til dokumentation. Hvis man vil undgå at falde for ‘de sikre, præfabrikerede sandheder’, må man faktisk foretage research, tale med nogle mennesker, læse op og forsøge at forholde sig objektivt til de oplysninger, man samler ind.

Det giver ikke altid så skarpe resultater som den hurtige dom på Facebook, men det er vejen frem, hvis man vil nærme sig sandheden. … Carsten Jensen videregiver med insinuerende vellyst en konspirationsteori, som forfatteren Morten Pape har rejst flere gange om , at drabet på et avisbud med tyrkisk baggrund, Deniz Uzun, i 2008 ikke måtte kaldes for en ‘racistisk forbrydelse’ på grund af politisk pres.

Jeg kan ikke udelukke, at politisk pres tilbage i 2008 og 2009 fik såvel Københavns Politi som anklagemyndigheden og to domstole til at afvise et racistisk motiv, men er det noget, vi ved, er sket?

Ingen har indtil videre fremlagt noget, der minder om dokumentation for påstanden, og derfor er det ikke nødvendigvis udtryk for, at pressen og magthaverne indgår i en mafiøs forbindelse, hvis påstanden ikke har ryddet avisforsider. Det kan bare være udtryk for, at påstanden ikke kan dokumenteres.

Også her kan journalistikken være kedeligere end romankunsten.

(Daniel ‘vlain’ Villaindulu på Facebook, 27. juni 2020)

“Jeg er hamrende sur over den fremstilling af mig, der ikke er virkelighed. Det er meget langt fra min verden at være racistisk. Jeg stemmer Radikale Venstre og ønsker ikke, der skal være forskel på mennesker uanset hudfarve,’ siger Tobias Brandt Krähmer.” (Berlingske, 1. juni 2020)

Oploadet Kl. 09:11 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer


15. juni 2020

Kurder om æresdrab: ‘Hvor er demonstrationerne? Hvorfor så vi ingen på gaden, da Huda blev stenet?’

Kurdiske Sara Omar er kun på overfladen en del af løsningen. Hun har offentligt undsagt danskere til højre for De Radikale, og er hermed uundgåeligt en del af problemet. Minoriteter bekæmper majoriteten i flok, og det er nok også derfor at sprøjtegale BLM-Bwalya betragter Mohammed-tegningerne som racisme. Sara Omar vil have Huda Ahmads børn hjem til Danmark, og det er karakteristisk for minoriteters løsningsmodeller, at regningen altid ender hos majoritetssamfund. Bwalyas skattebetalinger dosen’t cut it. Interview med forfatter Sara Omar i Kristeligt Dagblad – ‘Hvor er demonstrationerne? Hvorfor så vi ingen på gaden, da Huda blev stenet?’ (kræver login).

Hvorfor så vi ikke tusinder af unge i gaderne efter det patriarkalske æresdrab på en herboende kvinde, der sukkede efter frihed i Danmark? Forfatter Sara Omar er vred over den samfundspassivitet, hun oplever i kølvandet på Huda-sagen. Den, hvor vi trækker på skuldrene og siger ‘nå, hun blev endnu én i rækken af æresdræbte kvinder’.

… ‘For mig handler Hudas død om magt. Den handler om, at manden har følt, at hun overtog den rolle, han ifølge kulturen, religionen og normen, burde indtage. Hudas selvstændighed gjorde manden overflødig, og til sidst var hun blevet en så stor trussel for ham og hans omdømme, at hun skulle elimineres.’

… ‘Ud fra afhøringsrapporterne kan vi se, at han ikke angrer, fordi han mener, at drabet er et spørgsmål om ære. Så snart det bliver betegnet som dette, ved han, at han vil blive hyldet som en helt. Han er en svag mand, som desperat forsøger at fremstå stærk.’

Jeg spørger mig selv: Hvor er demonstrationerne? Hvorfor så vi ingen på gaden, da Huda blev stenet? Denne sag handler også om samfundspassivitet, hvor vi trækker på skuldrene og siger, ‘nå, hun blev endnu én i rækken af æresdræbte kvinder’.”

(Kristeligt Dagblad, 15. juni 2020)



29. maj 2020

Forfatter, hvis søn blev overfaldet af ‘bandefyre’ på Nørrebro: Urinstinktet kom op, fik forbudte tanker

En stor del af den multikulturelle vold holdes internt i udanske miljøer, og når vi taler umotiveret vold hedder ofrene eksempelvis Marcus, Lauritz, Oliver, Tobias, Martin eller Lasse. Krimiforfatteren Julie Hastrup fortæller til Ekstra Bladet, at hendes teenagesøn William tilbage i 2016 blev overfaldet bagfra af tre fyre ved Nørreport Statoin, da han var på vej til fodboldtræning. Der sættes ikke etnicitet på i artiklen, men hun har tidligere omtalt overfaldsmændene som ‘to bandefyre med en hammer’.

Julie Hastrup er uddannet journalist, og har tidligere arbejdet for DR og TV2 Lorry. ‘Urinstinktet’ lå måske lidt dybere hos hende end hos en mekanikerlærling fra Sønderjylland, men den er lige under overfladen hos alle. Når først virkeligheden manifesterer sig konkret, og ikke blot er ubehagelige SoMe-opdateringer fra højrefløjspolitikere, så får alle ‘forbudte tanker’. Det er helt apolitisk.

Interview med krimiforfatter Julie Hastrup set på EB.dk – Krimiforfatter efter overfald på sønnen: – Jeg fik lyst til at slå ihjel.

“Den 52-årige krimiforfatter Julie Hastrup, ’mor’ til drabsefterforskeren Rebekka Holm, der er hovedperson i hendes foreløbigt otte bøger, taler om den efterårsaften i 2016, hvor hendes dengang 15-årige søn, William, helt umotiveret blev slået ned på Nørreport i København, da han var på vej til fodboldtræning.

Klokken var omkring 19, da tre fyre angreb hendes søn bagfra og gentagne gange slog ham. De havde også en hammer med, men snarrådige tililende fik i første omgang tag i dem og forhindrede, at overfaldet udviklede sig fatalt. …

– Jeg var så optændt af vrede og harme, at jeg i første omgang bare tænkte, at jeg ville finde gerningsmændene og slå dem ihjel. Jeg mener, jeg er et civiliseret menneske, og så er det meget skræmmende at få en så forbudt tanke, men det var urinstinktet, der kom op i mig. Jeg har aldrig oplevet en så voldsom følelse før.”

(BT, 11. oktober 2019, s. 6)

“Jeg er tilhænger af mere overvågning helt generelt, men det at min stille og rolige 14-årige søn helt umotiveret blev overfaldet på Nørreport Station bagfra, af to bandefyre med en hammer, har da helt klart gjort mig ekstra opmærksom på, hvor udsatte man altså kan være som helt almindelig borger. Desværre.” (Julie Hastrup, 2019)

Oploadet Kl. 13:21 af Kim Møller — Direkte link53 kommentarer
Arkiveret under:


7. maj 2020

P1 om begrebet ’samfundssind’: Ubehageligt, handler om ‘dansk samfundssind med lukkede grænser’

På sociale medier er der en del liberalister, der kritiserer Mette Frederiksens ageren i disse uger, og flere medier har skrevet om Asger Aamund, der i en klumme sammenlignede corona-Danmark med ‘et smilende og velstående DDR’. Jeg skal ikke vurdere om Aamund er gået over grænsen, men meget sigende for det ideologiske klima i mediebranchen, så går det hen over hovedet, når lignende analyser kommer fra venstre flanke.

I fredags kom jeg ind i ‘Klog på sprog’ med Adrian Hughes (tidl. queeraktivist), og emnet var ord under den nuværende corona-pandemi. ‘Samfundssind’ gav associationer til ’sammenhængskraft’, og som forfatteren Lea Marie Løppenthin påpegede, så er det ‘et ubehageligt ord’, der ‘passer godt ind i en traditionel konservativ tankegang’, da ’samfundssind’ i praksis handler om ‘dansk samfundssind med lukkede grænser’. Selvom hun er født i 1987, og således opvokset efter Murens fald, foretrak hun ordet ’solidaritet’. ‘Røde Mor’-tænkning anno 2020.

Adrian Hughes: Overvejede du andre ord, da du fik lyst til at spille ind til Informations corona-ordbog?

Lea Marie Løppenthin, forfatter: Jeg overvejede faktisk også ’samfundssind’, som jeg faktisk også skrev ind i min definition. At flokimmunitet lyder som en legemliggørelse af samfundssind.

Adrian Hughes: Hvad synes du om ordet samfundssind?

Lea Marie Løppenthin: Jeg synes det er et ubehageligt ord, fordi altså, hvad skal man sige – Der er i hvert fald en ting der undrer mig ved det ord. Det lyder lidt som solidaritet, men man bruger ikke ordet solidaritet. Og der er faktisk en forsker fra Dansk Sprognævn, der har talt om det i Information, også. …

Adrian Hughes: Jeg tror det var Eva Skafte Jensen…

Lea Marie Løppenthin: Lige præcis. Hun siger, at det er et ord der minder om solidaritet, men som også passer godt ind i en traditionel konservativ tankegang. Så det, hvad skal man sige – Mette Frederiksen har jo virkelig forsøgt at samle de forskellige politiske fløje i Danmark med det her ord. Det kan jeg godt blive bange for, for selvfølgelig er det godt at have en samlet strategi, men jeg kan også blive bange for at der ligger en slags kontroltænkning i det ord, og altså en udjævning af alle former for individer, der kunne finde på – enten ikke at ville indordne sig, eller at kunne indordne sig under de her regler.

Adrian Hughes: Lad mig lige spørge Henrik Lorentzen her i studiet. Giver du Eva Skafte Jensen ret i, at man ville kunne sige solidaritet i næste alle de situationer hvor mange bruger ordet samfundssind. Eller hvordan ser du forskellen på de to ord?

Henrik Lorentzen, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab: Jov, jeg tror de er udskiftelige i mange af de her sammenhænge, men det er muligt at det er undgået, at man har undgået det bevidst, eller ubevidst, fordi solidaritet for nogen befindes med en bestemt politisk tankegang. En venstreorienteret holdning, noget med arbejderkampe fra 70’erne, vi kender solidaritet fra Polen som var med til at lede til Murens fald, og den slags ting. … For mig selv er samfundssind et bredere begreb der dækker samfundet som helhed. Jeg er ikke umiddelbart bekymret for den der udelukkelse af nogen.

Adrian Hughes: Men Lea, tror du at man bevidst har undgået solidaritet for at fritskrabe den her diskussion for venstreorienterede dagsordener.

Lea Marie Løppenthin: Altså, jeg kommer til at tænke på et ord, der hænger meget tæt sammen med solidaritet, det er jo ordet international. Det er selvfølgelig det der er forskellen ik’. Når vi taler om samfundssind så handler det om dansk samfundssind med lukkede grænser.

Adrian Hughes: Der er nok en pointe her.

Lea Marie Løppenthin: – Hvis vi skulle vise samfundssind med Polen eller med Grækenland eller med Italien og Spanien, så ville det jo se meget anderledes ud.

Adrian Hughes: … hvilke associationer sætter det i gang hos dig?

Lea Marie Løppenthin: Sådan… protestantisk etik.

Henrik Lorentzen: … Jeg kan godt se problemerne, hvis vi siger at samfund kun begrænser sig til vores eget land, for vi har jo set at det har knebet med at vise solidaritet med andre lande.

(Lea Maria Løppenthin hylder Klaus Rifbjerg, 2015; Foto: Youtube)

“Eva Skafte Jensen fra Dansk Sprognævn har også bidt mærke i ’samfundssind’, som statsminister Mette Frederiksen lancerede tidligt i pandemien. … Glosen er interessant, fordi den på én gang både trækker på det, Eva Skafte Jensen kalder en borgerlig og en venstreorienteret diskurs.

‘Det opfordrer til, at vi skal stå sammen i en krisesituation, og i venstreorienterede sammenhænge ville man under normale omstændigheder bruge ordet ’solidaritet’. Men det gør Mette Frederiksen ikke, hun siger ’samfundssind’, som dybest set betyder det samme, men som også passer godt ind i en traditionel konservativ tankegang.'” (Eva Skafte Jensen i Information, 27. marts 2020)

Ordet ’samfundssind’ blev af Røde Mor brugt politisk og satirisk. Og det, kan man sagtens forestille sig, vil ske igen. Men det ændrer ikke på, at der både kan være en alvorlig og satirisk betydning. Lige nu er der alvor bag stort set alt, hvad vi siger. Nu ved vi ikke, om der kommer revyer i år, men det vil da være oplagt, at flere af dem kommer til at handle om samfundssind. Lisbeth Dahl har sikkert allerede alle mulige planer for det.” (Eva Skafte Jensen, Berlingske, 22. april 2020)



30. april 2020

Youtuber-blondinen, der beklagede sin kedelige hvidhed… og den spændende Instagram’er ‘Blattelito’

Forleden tog den 28-årige norske YouTuber Cornelia Grimsmo en DNA-test, og det viste sig, at den nordisk udseende kvinde var 67 procent skandinavisk. Svaret skuffedede hende: “Jeg kunne ikke have været mere hvid. Jeg havde håbet på asiatisk, afrikansk…” Det var ‘kedeligt’ – Hun var sågar 100 procent nord/vest europæisk.

Andre kulturer er knap så kedelige, og de står sågar ved sine farver. Eksempelvis den 24-årige Instagram’er Abbe ‘Blattelito’ Alsaadi fra Stockholm, der sidste år blev idømt 18 år for mordet på sin svenske eks-kæreste. Han ankede sagen, og fik tidligere på måneden nedsat straffen til 3,5 års fængsel. Detaljer om forbrydelsens karakter i Expressen (2019).

“‘Abbe Blattelito’, eller Abbe Abdalla Alsaadi som 23-åringen egentligen heter, terroriserade kvinnor. … Instagramprofilen tog sig hem till sin exflickvän på natten och injicerade tramadol i hennes kropp, sen la han henne i badkaret där hon drunknade, enligt Solna tingsrätt.

Motivet ska ha varit att hans fasad som influencer och träningsguru var hotad, och att exflickvännen hade uppgifter som kunde förstöra hans karriär. Innan exflickvännens död hade han plågat henne under lång tid.

I dokument från Solna tingsrätt räknas dåden upp. Bland annat har låst in henne i ett rum, förstört hennes saker och hotat att halshugga henne om hon lämnade honom. Han har slagit henne i huvudet, sparkat mot hennes ben, dragit henne i håret och tagit stryptag på henne. Utöver det har Abbe Alsaadi duschat henne i kallt och varmt vatten om vartannat.

Abbe Alsaadi har också tvingat i kvinnan tramadoltabletter ‘med våld eller på annat sätt’. Influencern har också piskat kvinnan med ett skärp, klippt av hennes hår, skurit och huggit henne med kniv.

Men den mördade kvinnan var inte den enda som utsattes för Abbe Alsaadi. Influencern döms för att ha plågat ytterligare två kvinnor. … Han kallade även kvinnan för saker som ‘hora’ och ‘fitta’…”

(YouTuber Cornelia Grimsmo, kedelig – Instagram’eren Abbe Abdalla Alsaadi, spændende)

Oploadet Kl. 01:42 af Kim Møller — Direkte link37 kommentarer


29. april 2020

Morten Hesseldahl: Tankerne fra marxismen og socialkonstruktivismen samles i ‘identitetspolitikken’

På Kunstakademiet hænger plakater med teksten ‘If you see some­thing, say something’, der suppleres af beskeden ‘Ingen sag er for lille’. Pointen er, at elever og undervisere skal råbe vagt i gevær over alt der overskrider personens individuelle grænse.

Mediebranchen er befæstet af tidligere ‘Amnesty-facere’, ‘Verdensredderne – ‘Social Justice Warriors’. For et par uger siden sludrede to værter på Radio4 om tidligere jobs. Hun havde undervist flygtningebørn på et asylcenter for Dansk Flygtningehjælp, og han havde blandt andet været en form for spindoktor for Alternativet. Quelle surprise.

Gode borgerlige ord fra Gyldendal-direktør Morten Hesseldahl i Berlingske – Vi kæmper også mod en anden virus: Identitetspolitikken.

“Covid-19 er ikke til at spøge med. Det ved vi nu. En anden virus er imidlertid også på spil, og den er mindst lige så ufestlig. Den er ikke sprunget ud på et marked i Wuhan, men ud af de bedste hoveder i Vesten. Derfra har den spredt sig til resten af verden. Der er tale om ‘identitetspolitik’. En fæl mutation af marxisme podet med en anden modestrømning, socialkonstruktivisme.

Hvor marxisme hæver, at verden gennem kamp mellem klasser må bevæge sig mod det lykkelige endemål, ‘proletariatets diktatur’, hævder socialkonstruktivismen, at sand viden i grunden ikke findes. Kun konstruktioner formet af køn, kultur, seksualitet etc. Viden er her altid noget relativt.

Marxismen og socialkonstruktivismen er enige om, at den vestlige verden bygger på undertrykkelse, og undertrykkelse skal bekæmpes. Enten ved en revolte eller ved på socialkonstruktivistisk vis at afdække de magtsættende strukturer med henblik på at få indsat nogle andre. Tankerne fra disse to samles i dag i identitetspolitikken.

# MeToo-bevægelsen udsprang af en berettiget protest mod overgreb, men er i dag et gidsel i den identitetspolitiske kamp. Det samme er talløse universitetsstudier, hvis evangelium efterfølgende udbredes af nyudklækkede diversitetseksperter.”

Oploadet Kl. 10:43 af Kim Møller — Direkte link41 kommentarer


23. april 2020

Kulturminister Joy Mogensen om sit favoritalbum: “Jeg har lyst til at sige Absolute Music 2…”

Joy Mogensen er måske nok en my bedre kulturminister end Uffe Elbæk, men i en borgerlig optik er hun naturligvis helt ubrugelig. I et interview med GAFFA nævner hun ‘Absolute Music 2’, som et bud på hendes favoritalbum, og Twitterland er i fuld gang med den forventelige mobning. Mediebranchen er stadig sur over, at hun ikke reddede Radio24syv, og herefter, som de fleste jordboere, anerkendte at ‘Kunsten’ ikke kunne have førsteprioritet under en corona-pandemi. Sæt nu ikke-sælgende kunstnere måtte finde et timelønnet arbejde.

Mediebranchen ligner til forveksling. Det er livsvigtigt med licensmedier såsom Radio4, hvor uddannede værter i timevis taler om hvordan toiletpapir bør vende, og om hvorledes ukulele trender i disse dage. På EB.dk kunne man i går læse historier såsom ‘Dansk skuespiller frygter mere hustruvold‘ og ‘Formidabel rockmama sviner Trump til‘. Ananas i egen juice.

(Absolute Music 2, 1983)

“Det er lang tid siden, jeg har hørt albums. Jeg har lyst til at sige Absolute Music 2…, for den betød meget for mig som teenager. I dag hører jeg mest musik på playlister…” (Kulturminister Joy Mogensen, GAFFA, 21. april 2020)

Oploadet Kl. 02:32 af Kim Møller — Direkte link52 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper