3. juli 2020

Om Carsten Jensen: Manglende dokumentation kan gøre journalistik mere kedelig ‘end romankunsten’

New York Times’ artikel om Rønne-drabet har flere graverende fejl. Avisen postulerer, at Danmark har haft ‘an upsurge in racial violence recently’, og postulerer at ‘racially motivated hate crimes’ er mere end ‘quadrupled’ siden 2007. TjekDet dementerer den del af historien i en selvstændig artikel. Avis påstod også, at begge brødre var kendt for at have racistiske sympatier, men intet medie har fremlagt noget som helst om lillebroderen. Da jeg tjekkede hans profil, fandt jeg kun indforstået hyggechat med en bosnisk ven.

Udover de aktivistisk kilder, er væsentligste kilde afdødes ven, en Daniel Villaindulu. På Facebook kalder han sig ‘Vilain’ (skurk), og hans onlineprofil vidner ikke ligefrem om et nuanceret sindelag. Han poster eksempelvis propaganda for The Black Panther Party (BPP). En revolutionær marxistisk bevægelse, der ikke skjulte sit militante anti-hvide udgangspunkt. Den danske ven, han insinuerer er racist, stemmer i øvrigt på Det Radikale Venstre.

For krukkede forfatter er udenlandske medier per definition bedre end danske, og fra liljehvide Marstal hyldede Carsten Jensen spontant den tendentiøse artikel. Pierre Collignon kommenterer den del i Berlingske – Carsten Jensens præfabrikerede sandheder kan ikke tåle et simpelt faktatjek.

“Man må ty til New York Times for at få sandheden frem, skrev Carsten Jensen onsdag på Facebook.

… kravene om lynhurtige konklusioner fra mediernes side afslører en elementær mangel på forståelse af journalistikkens krav til dokumentation. Hvis man vil undgå at falde for ‘de sikre, præfabrikerede sandheder’, må man faktisk foretage research, tale med nogle mennesker, læse op og forsøge at forholde sig objektivt til de oplysninger, man samler ind.

Det giver ikke altid så skarpe resultater som den hurtige dom på Facebook, men det er vejen frem, hvis man vil nærme sig sandheden. … Carsten Jensen videregiver med insinuerende vellyst en konspirationsteori, som forfatteren Morten Pape har rejst flere gange om , at drabet på et avisbud med tyrkisk baggrund, Deniz Uzun, i 2008 ikke måtte kaldes for en ‘racistisk forbrydelse’ på grund af politisk pres.

Jeg kan ikke udelukke, at politisk pres tilbage i 2008 og 2009 fik såvel Københavns Politi som anklagemyndigheden og to domstole til at afvise et racistisk motiv, men er det noget, vi ved, er sket?

Ingen har indtil videre fremlagt noget, der minder om dokumentation for påstanden, og derfor er det ikke nødvendigvis udtryk for, at pressen og magthaverne indgår i en mafiøs forbindelse, hvis påstanden ikke har ryddet avisforsider. Det kan bare være udtryk for, at påstanden ikke kan dokumenteres.

Også her kan journalistikken være kedeligere end romankunsten.

(Daniel ‘vlain’ Villaindulu på Facebook, 27. juni 2020)

“Jeg er hamrende sur over den fremstilling af mig, der ikke er virkelighed. Det er meget langt fra min verden at være racistisk. Jeg stemmer Radikale Venstre og ønsker ikke, der skal være forskel på mennesker uanset hudfarve,’ siger Tobias Brandt Krähmer.” (Berlingske, 1. juni 2020)

Oploadet Kl. 09:11 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer


15. juni 2020

Kurder om æresdrab: ‘Hvor er demonstrationerne? Hvorfor så vi ingen på gaden, da Huda blev stenet?’

Kurdiske Sara Omar er kun på overfladen en del af løsningen. Hun har offentligt undsagt danskere til højre for De Radikale, og er hermed uundgåeligt en del af problemet. Minoriteter bekæmper majoriteten i flok, og det er nok også derfor at sprøjtegale BLM-Bwalya betragter Mohammed-tegningerne som racisme. Sara Omar vil have Huda Ahmads børn hjem til Danmark, og det er karakteristisk for minoriteters løsningsmodeller, at regningen altid ender hos majoritetssamfund. Bwalyas skattebetalinger dosen’t cut it. Interview med forfatter Sara Omar i Kristeligt Dagblad – ‘Hvor er demonstrationerne? Hvorfor så vi ingen på gaden, da Huda blev stenet?’ (kræver login).

Hvorfor så vi ikke tusinder af unge i gaderne efter det patriarkalske æresdrab på en herboende kvinde, der sukkede efter frihed i Danmark? Forfatter Sara Omar er vred over den samfundspassivitet, hun oplever i kølvandet på Huda-sagen. Den, hvor vi trækker på skuldrene og siger ‘nå, hun blev endnu én i rækken af æresdræbte kvinder’.

… ‘For mig handler Hudas død om magt. Den handler om, at manden har følt, at hun overtog den rolle, han ifølge kulturen, religionen og normen, burde indtage. Hudas selvstændighed gjorde manden overflødig, og til sidst var hun blevet en så stor trussel for ham og hans omdømme, at hun skulle elimineres.’

… ‘Ud fra afhøringsrapporterne kan vi se, at han ikke angrer, fordi han mener, at drabet er et spørgsmål om ære. Så snart det bliver betegnet som dette, ved han, at han vil blive hyldet som en helt. Han er en svag mand, som desperat forsøger at fremstå stærk.’

Jeg spørger mig selv: Hvor er demonstrationerne? Hvorfor så vi ingen på gaden, da Huda blev stenet? Denne sag handler også om samfundspassivitet, hvor vi trækker på skuldrene og siger, ‘nå, hun blev endnu én i rækken af æresdræbte kvinder’.”

(Kristeligt Dagblad, 15. juni 2020)



29. maj 2020

Forfatter, hvis søn blev overfaldet af ‘bandefyre’ på Nørrebro: Urinstinktet kom op, fik forbudte tanker

En stor del af den multikulturelle vold holdes internt i udanske miljøer, og når vi taler umotiveret vold hedder ofrene eksempelvis Marcus, Lauritz, Oliver, Tobias, Martin eller Lasse. Krimiforfatteren Julie Hastrup fortæller til Ekstra Bladet, at hendes teenagesøn William tilbage i 2016 blev overfaldet bagfra af tre fyre ved Nørreport Statoin, da han var på vej til fodboldtræning. Der sættes ikke etnicitet på i artiklen, men hun har tidligere omtalt overfaldsmændene som ‘to bandefyre med en hammer’.

Julie Hastrup er uddannet journalist, og har tidligere arbejdet for DR og TV2 Lorry. ‘Urinstinktet’ lå måske lidt dybere hos hende end hos en mekanikerlærling fra Sønderjylland, men den er lige under overfladen hos alle. Når først virkeligheden manifesterer sig konkret, og ikke blot er ubehagelige SoMe-opdateringer fra højrefløjspolitikere, så får alle ‘forbudte tanker’. Det er helt apolitisk.

Interview med krimiforfatter Julie Hastrup set på EB.dk – Krimiforfatter efter overfald på sønnen: – Jeg fik lyst til at slå ihjel.

“Den 52-årige krimiforfatter Julie Hastrup, ’mor’ til drabsefterforskeren Rebekka Holm, der er hovedperson i hendes foreløbigt otte bøger, taler om den efterårsaften i 2016, hvor hendes dengang 15-årige søn, William, helt umotiveret blev slået ned på Nørreport i København, da han var på vej til fodboldtræning.

Klokken var omkring 19, da tre fyre angreb hendes søn bagfra og gentagne gange slog ham. De havde også en hammer med, men snarrådige tililende fik i første omgang tag i dem og forhindrede, at overfaldet udviklede sig fatalt. …

– Jeg var så optændt af vrede og harme, at jeg i første omgang bare tænkte, at jeg ville finde gerningsmændene og slå dem ihjel. Jeg mener, jeg er et civiliseret menneske, og så er det meget skræmmende at få en så forbudt tanke, men det var urinstinktet, der kom op i mig. Jeg har aldrig oplevet en så voldsom følelse før.”

(BT, 11. oktober 2019, s. 6)

“Jeg er tilhænger af mere overvågning helt generelt, men det at min stille og rolige 14-årige søn helt umotiveret blev overfaldet på Nørreport Station bagfra, af to bandefyre med en hammer, har da helt klart gjort mig ekstra opmærksom på, hvor udsatte man altså kan være som helt almindelig borger. Desværre.” (Julie Hastrup, 2019)

Oploadet Kl. 13:21 af Kim Møller — Direkte link53 kommentarer
Arkiveret under:


7. maj 2020

P1 om begrebet ’samfundssind’: Ubehageligt, handler om ‘dansk samfundssind med lukkede grænser’

På sociale medier er der en del liberalister, der kritiserer Mette Frederiksens ageren i disse uger, og flere medier har skrevet om Asger Aamund, der i en klumme sammenlignede corona-Danmark med ‘et smilende og velstående DDR’. Jeg skal ikke vurdere om Aamund er gået over grænsen, men meget sigende for det ideologiske klima i mediebranchen, så går det hen over hovedet, når lignende analyser kommer fra venstre flanke.

I fredags kom jeg ind i ‘Klog på sprog’ med Adrian Hughes (tidl. queeraktivist), og emnet var ord under den nuværende corona-pandemi. ‘Samfundssind’ gav associationer til ’sammenhængskraft’, og som forfatteren Lea Marie Løppenthin påpegede, så er det ‘et ubehageligt ord’, der ‘passer godt ind i en traditionel konservativ tankegang’, da ’samfundssind’ i praksis handler om ‘dansk samfundssind med lukkede grænser’. Selvom hun er født i 1987, og således opvokset efter Murens fald, foretrak hun ordet ’solidaritet’. ‘Røde Mor’-tænkning anno 2020.

Adrian Hughes: Overvejede du andre ord, da du fik lyst til at spille ind til Informations corona-ordbog?

Lea Marie Løppenthin, forfatter: Jeg overvejede faktisk også ’samfundssind’, som jeg faktisk også skrev ind i min definition. At flokimmunitet lyder som en legemliggørelse af samfundssind.

Adrian Hughes: Hvad synes du om ordet samfundssind?

Lea Marie Løppenthin: Jeg synes det er et ubehageligt ord, fordi altså, hvad skal man sige – Der er i hvert fald en ting der undrer mig ved det ord. Det lyder lidt som solidaritet, men man bruger ikke ordet solidaritet. Og der er faktisk en forsker fra Dansk Sprognævn, der har talt om det i Information, også. …

Adrian Hughes: Jeg tror det var Eva Skafte Jensen…

Lea Marie Løppenthin: Lige præcis. Hun siger, at det er et ord der minder om solidaritet, men som også passer godt ind i en traditionel konservativ tankegang. Så det, hvad skal man sige – Mette Frederiksen har jo virkelig forsøgt at samle de forskellige politiske fløje i Danmark med det her ord. Det kan jeg godt blive bange for, for selvfølgelig er det godt at have en samlet strategi, men jeg kan også blive bange for at der ligger en slags kontroltænkning i det ord, og altså en udjævning af alle former for individer, der kunne finde på – enten ikke at ville indordne sig, eller at kunne indordne sig under de her regler.

Adrian Hughes: Lad mig lige spørge Henrik Lorentzen her i studiet. Giver du Eva Skafte Jensen ret i, at man ville kunne sige solidaritet i næste alle de situationer hvor mange bruger ordet samfundssind. Eller hvordan ser du forskellen på de to ord?

Henrik Lorentzen, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab: Jov, jeg tror de er udskiftelige i mange af de her sammenhænge, men det er muligt at det er undgået, at man har undgået det bevidst, eller ubevidst, fordi solidaritet for nogen befindes med en bestemt politisk tankegang. En venstreorienteret holdning, noget med arbejderkampe fra 70’erne, vi kender solidaritet fra Polen som var med til at lede til Murens fald, og den slags ting. … For mig selv er samfundssind et bredere begreb der dækker samfundet som helhed. Jeg er ikke umiddelbart bekymret for den der udelukkelse af nogen.

Adrian Hughes: Men Lea, tror du at man bevidst har undgået solidaritet for at fritskrabe den her diskussion for venstreorienterede dagsordener.

Lea Marie Løppenthin: Altså, jeg kommer til at tænke på et ord, der hænger meget tæt sammen med solidaritet, det er jo ordet international. Det er selvfølgelig det der er forskellen ik’. Når vi taler om samfundssind så handler det om dansk samfundssind med lukkede grænser.

Adrian Hughes: Der er nok en pointe her.

Lea Marie Løppenthin: – Hvis vi skulle vise samfundssind med Polen eller med Grækenland eller med Italien og Spanien, så ville det jo se meget anderledes ud.

Adrian Hughes: … hvilke associationer sætter det i gang hos dig?

Lea Marie Løppenthin: Sådan… protestantisk etik.

Henrik Lorentzen: … Jeg kan godt se problemerne, hvis vi siger at samfund kun begrænser sig til vores eget land, for vi har jo set at det har knebet med at vise solidaritet med andre lande.

(Lea Maria Løppenthin hylder Klaus Rifbjerg, 2015; Foto: Youtube)

“Eva Skafte Jensen fra Dansk Sprognævn har også bidt mærke i ’samfundssind’, som statsminister Mette Frederiksen lancerede tidligt i pandemien. … Glosen er interessant, fordi den på én gang både trækker på det, Eva Skafte Jensen kalder en borgerlig og en venstreorienteret diskurs.

‘Det opfordrer til, at vi skal stå sammen i en krisesituation, og i venstreorienterede sammenhænge ville man under normale omstændigheder bruge ordet ’solidaritet’. Men det gør Mette Frederiksen ikke, hun siger ’samfundssind’, som dybest set betyder det samme, men som også passer godt ind i en traditionel konservativ tankegang.'” (Eva Skafte Jensen i Information, 27. marts 2020)

Ordet ’samfundssind’ blev af Røde Mor brugt politisk og satirisk. Og det, kan man sagtens forestille sig, vil ske igen. Men det ændrer ikke på, at der både kan være en alvorlig og satirisk betydning. Lige nu er der alvor bag stort set alt, hvad vi siger. Nu ved vi ikke, om der kommer revyer i år, men det vil da være oplagt, at flere af dem kommer til at handle om samfundssind. Lisbeth Dahl har sikkert allerede alle mulige planer for det.” (Eva Skafte Jensen, Berlingske, 22. april 2020)



30. april 2020

Youtuber-blondinen, der beklagede sin kedelige hvidhed… og den spændende Instagram’er ‘Blattelito’

Forleden tog den 28-årige norske YouTuber Cornelia Grimsmo en DNA-test, og det viste sig, at den nordisk udseende kvinde var 67 procent skandinavisk. Svaret skuffedede hende: “Jeg kunne ikke have været mere hvid. Jeg havde håbet på asiatisk, afrikansk…” Det var ‘kedeligt’ – Hun var sågar 100 procent nord/vest europæisk.

Andre kulturer er knap så kedelige, og de står sågar ved sine farver. Eksempelvis den 24-årige Instagram’er Abbe ‘Blattelito’ Alsaadi fra Stockholm, der sidste år blev idømt 18 år for mordet på sin svenske eks-kæreste. Han ankede sagen, og fik tidligere på måneden nedsat straffen til 3,5 års fængsel. Detaljer om forbrydelsens karakter i Expressen (2019).

“‘Abbe Blattelito’, eller Abbe Abdalla Alsaadi som 23-åringen egentligen heter, terroriserade kvinnor. … Instagramprofilen tog sig hem till sin exflickvän på natten och injicerade tramadol i hennes kropp, sen la han henne i badkaret där hon drunknade, enligt Solna tingsrätt.

Motivet ska ha varit att hans fasad som influencer och träningsguru var hotad, och att exflickvännen hade uppgifter som kunde förstöra hans karriär. Innan exflickvännens död hade han plågat henne under lång tid.

I dokument från Solna tingsrätt räknas dåden upp. Bland annat har låst in henne i ett rum, förstört hennes saker och hotat att halshugga henne om hon lämnade honom. Han har slagit henne i huvudet, sparkat mot hennes ben, dragit henne i håret och tagit stryptag på henne. Utöver det har Abbe Alsaadi duschat henne i kallt och varmt vatten om vartannat.

Abbe Alsaadi har också tvingat i kvinnan tramadoltabletter ‘med våld eller på annat sätt’. Influencern har också piskat kvinnan med ett skärp, klippt av hennes hår, skurit och huggit henne med kniv.

Men den mördade kvinnan var inte den enda som utsattes för Abbe Alsaadi. Influencern döms för att ha plågat ytterligare två kvinnor. … Han kallade även kvinnan för saker som ‘hora’ och ‘fitta’…”

(YouTuber Cornelia Grimsmo, kedelig – Instagram’eren Abbe Abdalla Alsaadi, spændende)

Oploadet Kl. 01:42 af Kim Møller — Direkte link37 kommentarer


29. april 2020

Morten Hesseldahl: Tankerne fra marxismen og socialkonstruktivismen samles i ‘identitetspolitikken’

På Kunstakademiet hænger plakater med teksten ‘If you see some­thing, say something’, der suppleres af beskeden ‘Ingen sag er for lille’. Pointen er, at elever og undervisere skal råbe vagt i gevær over alt der overskrider personens individuelle grænse.

Mediebranchen er befæstet af tidligere ‘Amnesty-facere’, ‘Verdensredderne – ‘Social Justice Warriors’. For et par uger siden sludrede to værter på Radio4 om tidligere jobs. Hun havde undervist flygtningebørn på et asylcenter for Dansk Flygtningehjælp, og han havde blandt andet været en form for spindoktor for Alternativet. Quelle surprise.

Gode borgerlige ord fra Gyldendal-direktør Morten Hesseldahl i Berlingske – Vi kæmper også mod en anden virus: Identitetspolitikken.

“Covid-19 er ikke til at spøge med. Det ved vi nu. En anden virus er imidlertid også på spil, og den er mindst lige så ufestlig. Den er ikke sprunget ud på et marked i Wuhan, men ud af de bedste hoveder i Vesten. Derfra har den spredt sig til resten af verden. Der er tale om ‘identitetspolitik’. En fæl mutation af marxisme podet med en anden modestrømning, socialkonstruktivisme.

Hvor marxisme hæver, at verden gennem kamp mellem klasser må bevæge sig mod det lykkelige endemål, ‘proletariatets diktatur’, hævder socialkonstruktivismen, at sand viden i grunden ikke findes. Kun konstruktioner formet af køn, kultur, seksualitet etc. Viden er her altid noget relativt.

Marxismen og socialkonstruktivismen er enige om, at den vestlige verden bygger på undertrykkelse, og undertrykkelse skal bekæmpes. Enten ved en revolte eller ved på socialkonstruktivistisk vis at afdække de magtsættende strukturer med henblik på at få indsat nogle andre. Tankerne fra disse to samles i dag i identitetspolitikken.

# MeToo-bevægelsen udsprang af en berettiget protest mod overgreb, men er i dag et gidsel i den identitetspolitiske kamp. Det samme er talløse universitetsstudier, hvis evangelium efterfølgende udbredes af nyudklækkede diversitetseksperter.”

Oploadet Kl. 10:43 af Kim Møller — Direkte link41 kommentarer


23. april 2020

Kulturminister Joy Mogensen om sit favoritalbum: “Jeg har lyst til at sige Absolute Music 2…”

Joy Mogensen er måske nok en my bedre kulturminister end Uffe Elbæk, men i en borgerlig optik er hun naturligvis helt ubrugelig. I et interview med GAFFA nævner hun ‘Absolute Music 2’, som et bud på hendes favoritalbum, og Twitterland er i fuld gang med den forventelige mobning. Mediebranchen er stadig sur over, at hun ikke reddede Radio24syv, og herefter, som de fleste jordboere, anerkendte at ‘Kunsten’ ikke kunne have førsteprioritet under en corona-pandemi. Sæt nu ikke-sælgende kunstnere måtte finde et timelønnet arbejde.

Mediebranchen ligner til forveksling. Det er livsvigtigt med licensmedier såsom Radio4, hvor uddannede værter i timevis taler om hvordan toiletpapir bør vende, og om hvorledes ukulele trender i disse dage. På EB.dk kunne man i går læse historier såsom ‘Dansk skuespiller frygter mere hustruvold‘ og ‘Formidabel rockmama sviner Trump til‘. Ananas i egen juice.

(Absolute Music 2, 1983)

“Det er lang tid siden, jeg har hørt albums. Jeg har lyst til at sige Absolute Music 2…, for den betød meget for mig som teenager. I dag hører jeg mest musik på playlister…” (Kulturminister Joy Mogensen, GAFFA, 21. april 2020)

Oploadet Kl. 02:32 af Kim Møller — Direkte link52 kommentarer


21. april 2020

Om Brøggers skyggekrig: “… en passiv-aggressiv håndhævelse af en særlig kulturpolitisk konsensus”

God kommentar af Søren Jacobsen Damm baseret på Poul Pilgaard Johnsens afsløring i Weekendavisen. Der er oprør i Det Danske Akademi – Suzanne Brøgger, Ida Jessen, Jens Smærup Sørensen og Astrid Saalbach har meldt sig i protest mod Marianne Stidsen personlige holdning til MeeToo-fænomenet.

Ingen af de udmeldte har taget debatten med Marianne Stidsen offentligt, og hvis nogen forbinder venstreorienterethed med åbenhed og debatlyst, så tager de helt fejl. Dronningen skal udskammes, hvis hun er uenig i forhold til klimakampen, nationale skal have tæsk med køller, hvis de vil bevare nationalstaten, og selv en tidligere punker som dr. phil. Marianne Stidsen skal udskammes, hvis hun ikke makker ret.

Fra Berlingske.dk – Suzanne Brøgger og co.s frøkenfornærmede finger til Marianne Stidsen er kun et lille slag i den store skyggekrig (kræver login).

“De små træfninger i akademiet afdækker i virkeligheden en langt større skyggekrig i det litterære såvel som i flere andre kunstneriske miljøer. Krigens mål er meningsmonopolet. Rovet er attraktive stats- og fondsbetalte ben, der er drysset med lind hånd på den kulturelle slagmark. Det primære våben for Stidsens modstandere består i en passiv-aggressiv håndhævelse af en særlig kulturpolitisk konsensus, der kun tillader en meget smal meningskorridor, der giver adgang til midlerne og prestigen.

Miljøet er selv bevidst om, at den passiv-aggressive magtudøvelse kolliderer med sund habermask dialektik og de grundlæggende demokratiske spilleregler, og derfor foregår konflikten heller aldrig i det åbne, men helst fordækt, bag kulissen, hvor man gør sig i subtile metoder som social stigmatisering, udskamning og udelukkelse. Hellige mål helliger uhellige midler.”

(Collage: Suzanne Brøgger)

Oploadet Kl. 11:28 af Kim Møller — Direkte link53 kommentarer


20. april 2020

Skuespiller om Dronningens nuancerede klima-kommentar “… sørgeligt, at hun får lov til at sige det.”

Laura Drasbæk er uddannet ved Skuespillerskolen ved Aarhus Teater, men ernærer sig også som keramiker. Det hun kalder ‘Nørrebro jargonen’ er et intet andet end dårlig opdragelse tilsat klimahysterikernes tunnelsyn. Bemærk hendes tilgang til klimadebatten. En historie fra BT – Laura Drasbæk raser over Dronningen: ‘Det er fuldstændig vanvittigt’.

“‘Til vores alle sammens Moder’. Det er disse ord i et Instagram-opslag fra danseren Silas Holst målrettet dronning Margrethe, som har fået Laura Drasbæk til at sende en virtuel sviner afsted mod fødselsdagsbarnet, der fylder 80 år i dag.

‘Hvis hun skal være min mor, skal hun sætte sig lidt mere ind i miljø situationen…

‘… Det er ikke ligegyldigt, hvad hun skriver i Politiken. Det er ikke noget, der skal glemmes. Det er et tilbageslag i klimakampen, og det er meningen, det skal gå fremad,’ siger hun…

‘Det er fuldstændig indiskutabelt, at klimaforandringerne er en kæmpe, kæmpe, kæmpe sag, som vi kun skal skubbe bag på, og så stikker hun en pind i hjulet på det på den måde. … Det er sørgeligt, at hun får lov til at sige det.

Men har hun ikke ret, når hun siger, at folk ikke skal gå i panik?

‘Det er jo ikke kun det, hun siger. Hun er citeret for at sige, at hun ikke er sikker på, om klimaforandringerne er menneskeskabte, og det vil jeg virkelig mene, at vi er forbi. Altså vi kan simpelthen ikke se os selv i øjnene og påstå, at vi er tvivl om, at de er menneskeskabte. Hvis hun gør det, så er den jo helt gal.'”

(Laura Drasbæk forsvarer sin kommentar på Instagram, 17. april 2020)

Oploadet Kl. 23:23 af Kim Møller — Direkte link36 kommentarer


18. april 2020

Forfatter om Stram Kurs: “.. den væske, som er løbet fra sprækken, da bunden af samfundet flækkede”

Jeg har blogget om den venstreradikale forfatter Jacob Skyggebjerg flere gange. Eksempelvis da han i 2015, skrev om ‘forarmede stakler fra Dansk Folkeparti’, i 2016 om den øffende gris Martin Henriksen, og senest da han tidligere på året kaldte ‘Danmark og danskheden’ for en ynkelig kopi. En skønlitterær nulbon, der angler for at blive Carsten Jensens efterfølger. Politisk virker han til at have alt der kræves.

I går kunne man høre ham på Radio4, hvor han fortalte at han ville lære Stram Kurs-vælgerne at kende, og derfor gik undercover som Stram Kurs-medlem, og deltog i Rigskongressen på Christiansborg. Han betegnede fremgangsmåden som ‘originalt’, men uden at grave dybt husker jeg flere lignende stunts. Da kunstnerne Martin Rosengaard Knudsen og Sixten Kai Nielsen deltog i et DFU-sommermøde (2006), da journalist Lea Kærn Linstow meldte sig ind i NBU med henblik på en Radio24syv-dokumentar (2019).

Derudover kan nævnes journaliststuderende Kristoffer Eriksens DF-stunt (2011) og rævefælde-undersøgelser såsom Ekstra Bladet mod DF (2006) og venstreradikale Redox’ mod Nye Borgerlige (2019). Det ville være originalt at gå undercover for at afdække militans i Enhedslisten, men det giver hverken priser eller strandvejsvillaer, så det er ikke sket. Ja, faktisk er kritisk journalistik i forhold til den yderste venstrefløj noget nær ikke-eksisterende.

Jacob Skyggebjergs alenlange beretning er intet andet end lyrisk voksenmobning, men kan læses som et arketypisk eksempel på ‘det gode had’. Der fokuseres på udseende, dialekter, og alt går ud på at bekræfte egne fordomme. Fra Atlas Mag – V for sejr.

“Det begyndte for nogle måneder siden, da min insider, som af hensyn til sin sikkerhed er tvunget til at være anonym, sendte mig et screenshot af den invitation til Stram Kurs’ Rigskongres, han lige havde modtaget i sin indbakke. … Jeg gik ind på Yahoo.com og oprettede en mailadresse og gik i Føtex og købte et taletidskort til min telefon. Dermed min nye identitet. Herefter gik jeg ind på Stram Kurs’ hjemmeside og meldte mig ind under navnet Jacob Mortensen og fik en veninde til at overføre de 200 kroner, det koster for et års medlemsskab. …

… Jeg så på dem – medlemmerne af Stram Kurs – og jeg så, at det tøj, jeg havde fundet til Jacob Mortensen derhjemme, slet ikke var håbløst nok. Jeg så, at jeg skulle ligne en, der for alt i verden ikke vil ses på. En, der har givet op. Det var det, mit tøj skulle vise. Da jeg kom hjem, gik jeg i skabet og fandt en udslidt, mørkeblå cardigan med fedtpletter på, som jeg huskede netop at have gemt til et eventuelt udklædningsformål. Og i sækken med tøj, der skulle til genbrug, fandt jeg de gamle sorte jeans, som engang for femten år siden havde været en del af min arbejdsuniform på DTC Centerbistroen i Vejle. …

Gudskelov har jeg været forudseende med hensyn til cigaretterne og taget en pakke med som en del af min forklædning. …Gud ved, om han overhovedet ved, hvad partiet står for – er det mon ikke for ham på samme måde som med hans anonyme samtalepartner – bare det at være med i et eller andet fællesskab, det handler om for ham? At have et eller andet sted, hvor han er velkommen?

… hvor i alverden skal Jacob Mortensen sidde? Jeg hører ikke til nogen steder her. Alle bordene synes mig at være lukkede fællesskaber. Det vil aldrig kunne blive naturligt, at jeg sætter mig ned her ved denne amerikanerfede skaldede mand. Eller ved denne kvinde, hvis øjne er sunket ind i et mørke, der æder deres farve. Hos denne olding, der lægger nakken tilbage og ser op på mig med den samme undren i det leverplettede ansigt, som knejten fra før?

… mine partikammerater. De små og store kroppe. Sammensunkne ved bordene – hører de overhovedet efter? Hvem er de mennesker, der falder for koranafbrændingerne og de statsfinansierede tilsvininger? Når man går frem og tilslutter sig noget så ekstremt, så har man accepteret sin omverdens fordømmelse og gjort det her til sit fællesskab. Langt de fleste ligner nogen, der har det svært, på den ene eller anden måde. Der er ingen deciderede vindere her. I alle grupper, i alle folkeskoleklasser, på alle arbejdspladser og så videre, er der altid en eller to, som bare ikke fungerer med resten. En eller to, som er vanvittigt socialt akavede. Outsidere. Tabere.

Det er folk, der aldrig har været smarte. Folk, der aldrig har været kløgtige. Folk, der aldrig har oplevet andet end nederlag.

… De stolte danere. Der står de i kø ved buffeten i deres alt for store jakkesæt og klodsede Stram Kurs snapback-kasketter. En ser ud, som om han har stoppet skumgummipuder ind under blusen for at klæde sig ud som fed – en anden har et overbid, der strækker sig hen over hele munden og giver ham et permanent fjoget grin. En tredje ligner fuldstændig nåsåeren Benny fra The Julekalender.

Det, jeg ser, er at jeg aldrig kan blive en af dem. Jeg har ikke det, der skal til. Jeg bærer ikke på den samme smerte. Bekymringen. Al forklædning i verden vil ikke kunne give mig den. Jeg har et glimt i øjet, som kan kaldes livsgnist, og det glimt er slukket hos alle her. Noget har dræbt det. Det er det mørke, der hviler over dem. Det er det mørke, der gør det så udmattende at sidde med dem oppe i Landstingssalen. At luften er tyk af den smerte, som er det, de har til fælles. Det er den, deres fællesskab er. Da jeg først har set det, kan jeg ikke ikke-se det.

… et fællesskab som Stram Kurs er et symptom på at samfundets bund har fået nok – disse mennesker er den væske, som er løbet fra sprækken, da bunden af samfundet flækkede. …

De er fattige mennesker. De er stakkels mennesker. … Det er ikke for Rasmus Paludans politiske gennemslagskraft, man skal tage ham alvorligt – det er for denne horde af stakler, som underkaster sig ham.”

Oploadet Kl. 12:17 af Kim Møller — Direkte link107 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper