19. juni 2019

Sexolog, bag børnebog om homoseksuelle prinsesser: “Der mangler LGBT-personer i børnelitteraturen”

Målgruppen for bogen er børn fra tre til otte år, og det kan vanskeligt kaldes andet end indoktrinering. Kønssociolog Cecilie Nørgaard lyder ligeså meget som en aktivist som en forsker, og det kendetegner de fleste kulturmarxister. Fra TV2 Online – Prinsesse forelsker sig i prinsesse i ny børnebog

“En prinsesse drager ud i verden for at finde en prins at danse med. Men hun kan ikke finde en prins at danse med, og hun bliver ked af det. Til sidst finder hun ud af, at hun meget hellere vil danse med prinsesser.

Sådan foregår handlingen i en ny børnebog, ’Prinsessen, som var alene’, der netop er udkommet på forlaget Bolden.

Bag bogen står Mai Mortensen, der gennem sit arbejde som seksualvejleder opdagede, at en børnebog om to prinsesser, der bliver forelskede, manglede.

– Der mangler LGBT-personer i børnelitteraturen. Jeg vil gerne fortælle børn, at det er ligegyldigt, om man er til mænd eller kvinder. Man er ikke mærkelig, og det er fuldstændig ligegyldigt, hvem man kan lide, siger Mai Mortensen.”

(Prinsessen, som var alene, Mai Mortensen, 2019; Foto: Facebook, udsnit)

“Jeg kan mærke det i hele kroppen, når du fortæller om det. Det runger frigørende i mit system. … Når børn har en forestilling om, at man kun kan blive forelsket i en af det modsatte køn, så er det jo ikke noget, de er født med. Det er fordi, det er normen på den romantiske fortælling i den virkelighed, de er vokset op i. … Hvis vi ønsker, at de vokser op i en virkelighed, hvor det er ligeså fint at blive forelsket i en af samme køn eller har venner, der gør det, så skal vi hjælpe med at præsentere dem for andre virkeligheder end normen, og der er børnebogen et godt sted at sætte ind.” (Cecilie Nørgaard, kønssociolog)

Oploadet Kl. 00:28 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer


2. juni 2019

Hørt fra scenen til CL-arrangement: “… der er ingen her der kunne finde på at stemme på Stram Kurs.”

Det er kun AGF der er hjerteblod for mig, men jeg har da fulgt Liverpool i nogle år, og gårsdagens Champions League-finale skulle naturligvis ses i festlige omgivelser. Jeg tog den store af drengene og en af hans venner med til et arrangement i Tivoli Friheden, og håbede på lidt apolitisk underholdning.

Tivoli Friheden havde desværre bedt ‘Jøden’ og ‘Fætter Anders’ om at holde stemningen oppe før kampstart, hvad blandt andet skulle ske med minutlange raps over to stikord. En af de første valgte ‘Rasmus Paludan’ og ‘Pik’, og det blev ingen klogere af, skulle jeg hilse og sige.

Jøden: Lad mig lige starte med at sige, at jeg stemmer ikke på Rasmus Paludan. Jeg vil fucking hellere stemme på dem der Taliban. …

Fætter Anders: – Rasmus Paludan er pik pik, det er noget som han ikke har. Ja, okay, hvad kom vi fra? Bratwurst. Du kan tage Rasmus Paludan og blive kæreste med Stram Kurs.

Jøden: Du ved jo godt det dur. Jeg vil aldrig fucking stemme på Stram Kurs. Det er min tur, så fucking tjek dit ur ,og der er ingen her der kunne finde på at stemme på Stram Kurs.

Fætter Anders: Okay, hvis nu du var Rasmus Paludan. Jeg synes han skal fucke til et andet land. … Min stemme den er ligesom (juff) helt til venstre.

Jøden: Han er et fucking svin. … min damer og herrer. Jeg græder over det her – Rasmus Paludan.

(‘Jøden’ og ‘Fætter Anders’, Champions League-opvarmning, Tivoli Friheden, 1. juni 2019)

Oploadet Kl. 14:30 af Kim Møller — Direkte link50 kommentarer


31. maj 2019

P6 Beat-værter vil stoppe med at spille Morrissey: Var ‘iført et badge’ for ‘højrefløjspartiet For Britain’

For et par dage siden gentog 79-årige John Cleese, at han ikke kunne genkende London mere, og pointerer henkastet, at det i øvrigt var byen med størst andel af ‘remainere’.

Pladeaktuelle Morrissey er lige fyldt 60 år, og enhver der har fulgt hans karriere vil vide, at det nationale er lige under overfladen. Det hele er ikke kun ikke chok-effekt. Hvis man er DR-ansat er det tilsyneladende en stor ting, at en sanger sympatiserer med noget de ikke bifalder. Man skal nok være venstreorienteret for at forstå censur-konceptet. Set i Berlingske – DR-værter dropper Morrissey: ‘Han har tabt alle sine småkager’.

‘Jacob og jeg har lavet sådan en lille stille og rolig aftale om måske at holde en lille pause med at spille i hvert fald solo-Morrissey-sange,’ siger Rune Hedeman i tirsdagens ombæring af Musiktjenesten.

Rune Hedeman indleder programmet med at konkludere, at Morrissey har ‘tabt alle sine småkager gennem de seneste år’. Han giver udtryk for, at der er rigeligt at vælge mellem, men peger blandt andet på, at Morrissey for nylig er blevet kritiseret for at være iført et badge, der reklamerer for højrefløjspartiet For Britain.

Partiets leder, Anne Marie Waters, har tidligere beskrevet islam som ond og som en kultur, der på ingen måder passer ind i Storbritannien.”

(Morrissey med For Britain-badge i The Tonight Show, 14. maj 2019)

“Som kanal har vi intet problem med ham overhovedet. Vi skal nok sørge for at få Morrissey dækket ind i alle mulige andre programmer. … Det har vi ikke tænkt os at ændre på, fordi han er blevet rabiat på sine ældre dage.” (Christina Høier, redaktionsleder DR)

Oploadet Kl. 09:24 af Kim Møller — Direkte link66 kommentarer
Arkiveret under:


28. maj 2019

‘Musik mod racisme’: 80’erne har ringet. De vil gerne have deres paroler igen…

Det er valgkamp og den yderste venstrefløj mobiliserer det bedste de har lært. Den ene dag demonstrerer de for klima-religionen, og det kan Trier Mogensen tale længe om på Radio24syv. Det ændrer dog ikke på det forhold, at der formentligt var flere flypassagerer i Kastrup den pågældende dag. Dagen før Greta Thunberg holdt sin radikaliserende tale, var Rådhuspladsen fyldt med venstrefløjens overdrev under parolen ‘Musik mod racisme’.

80’erne har ringet. De vil gerne have deres paroler igen… Ja, selv kommunisterne på scenen var de samme. Eksempelvis den i dag 70-årige Anisette Koppel, der sang Nordahl Griegs ‘Kringsat af fjender’, som jeg personligt husker fortolket af røde folkeskolelærere i 80’erne. Grieg var formand for ‘Sovjetunionens venner’, og en stor støtte af Josef Stalin. En mand der ikke mente, der var ‘rum for tvivl og vaklen’. Thunberg uden diagnose.

I 1980’erne var Annisette og manden, Thomas Koppel, tilknyttet den kommunistiske bevægelse i Danmark og spillede til utallige støttefester for blandt andet strejkende havnearbejdere, palæstinensiske guerillaer i Libanon og bz’ere i det befriede område i Ryesgade, København.” (Dagbladet Arbejderen, 29. august 2018)

(Musik mod racisme, 23. maj 2019 ved Mellemfolkeligt Samvirke, Amnesty International, 3F, FOA mfl.)



21. maj 2019

Ivan Pedersen om Melodi Grand Prix: Et TV-dækket ‘SM af- og påklædningsræs’, ‘Sodoma og Gomorra’

Det Europæiske Melodi Grand Prix blev i år afholdt i Israel, og denne juleaften for homoseksuelle skulle også i år bruges ideologisk. Vinderen blev ikke en beskægget dame, men det franske bidrag var lidt i samme boldgade. En 19-årig marokkansk queer-aktivist, der sang mens en meget overvægtig matrone dansede piruetter omkring på scenen. ‘She breaks stereotypes’…

Når man forsøger at normalisere det ekstreme, så forsvinder de normale, og hvor alle i 1960 så Otto Brandenburg synge ‘To lys på et bord’, og teenagedrenge drømte om den yndige Gry (Johansen, hende med rejehoppet) i 80’erne, så ved stort set ingen hvad Melodi Grand Prix er i dag. Hvem vandt i lørdags? Jeg ved det ikke, og er helt og aldeles ligeglad. Skøn kommentar af Ivan ‘Laban’ Pedersen.

“Kom ALLIGEVEL til at se første præsentation af halvdelen af GP sangene i går aftes. Arrrrmen altså: Jeg har INGEN problemer med bøsser, generelt og ude i det virkelige liv. Tro mig, jeg mener det. Jeg har derimod et problem med, at en TV transmitteret musik-leg/ komponist-konkurrence er blevet til en stor drag/ bøsse/ fetich/lgbtqprst?/ SM af- og påklædningsræs /natdisco forestilling, hvor ALT handler enten om at komme ud af skabet – eller at have fået en kønsskifte-operation og have styrke til at være den, man er, bare det ikke er ordinær, – eller at stå på en svejende stang og synge opera – eller hvor lang tid en gnist-vandfald kan løbe uafbrudt. Kan nogen finde MUSIKKEN langt inde bagved alt den syngen pivfalsk, alt det gejl, lys, dans, ild, læder-fetish, pladder – speedsnakkende værter, råben og skrigen og andet unødvendigt PIS? Ja, jeg er GAMMEL, ja, min hovedinteresse i GP er musikken, dens udførelse og hvem, der har skrevet den, og ja, den danske GP sang er sgu´nærmest som en normalitets-oase midt i dette Sodoma og Gomorra, hvor vores solists eneste gimmick er en rød læbestift. Undskyld bøvset – der var pres på, og jeg er HELT ædru,mens jeg skriver dette.” (Facebook, 15. maj 2019)

(Marokkanske Bilal Hassani, det franske bidrag, Tel Aviv, 18. maj 2019)

(Lizzy Howell, danser)

(Islandske Hatari, iført BDSM-kostumer, for ‘Palæstina’, Tel Aviv, 18. maj 2019)

Oploadet Kl. 16:34 af Kim Møller — Direkte link59 kommentarer


24. april 2019

Kronik: “Trods den nye politiske virkelighed syntes de kreative miljøer… lige upåvirkede og uvidende.”

Det er selvfølgelig fint, at Smike Käszner indrømmer, at han har stemt Dansk Folkeparti på grund af egne oplevelser med indvandringen. Det fremgår dog indirekte, at han har holdt det skjult for vennerne i den kreative klasse, og hermed bliver han en del af problemet. Kritikken kredser om partiets manglende kærlighed til public service-medier, og manglende accept af gensidig integration. Dansk Folkeparti er er ikke røde nok.

Nuvel. Stadig en læseværdig kronik af billedkunstner Smike Käszner. Set i Weekendavisen – Farvel og tak til DF.

“Jeg er noget så sjældent som et medlem af den kreative klasse, der har stemt Dansk Folkeparti gennem mange år. Men det er slut nu. ..

Tilfældet ville, at jeg som ung i midtfirserne kom lidt tættere på indvandrere og flygtninge end mine øvrige venner. Jeg var venner med nogle flygtninge og fik den vej rundt indblik i, hvordan man kunne opnå asyl i Danmark, Norge og Sverige samtidig. Og så bare tage turen rundt en gang imellem og samle socialydelserne ind fra alle tre lande. Jeg havde kortvarigt kolleger fra Marokko, der mente, at de nok ville slå deres datter ihjel, hvis de opdagede, at hun havde et forhold til en dansk dreng. Jeg levede selv i en periode med en muslimsk pige i udlandet, og den vej rundt fik jeg indblik i den misogyni og intolerance, som også kan opleves inden for islamisk kultur. …

Første halvdel af 1990erne var en tid med stor diskrepans mellem det billede, som politikerne tegnede, og det, man selv så og hørte. Debatten var fyldt med fornægtelser, underdrivelser og overdrivelser. Fra gamle venner (der ikke var fra den kreative klasse) hørte man om en virkelighed, som pressen og politikerne aldrig nævnte. Om omsorgshjem for multihandikappede børn med en voldsom overrepræsentation af tyrkiske børn, fordi herboende tyrkiske kvinder var proforma-mødre til handikappede børn fra landsbyen derhjemme. Om somaliske tolke, som i stedet for blot at oversætte for myndighederne lavede aftaler med asylansøgende landsmænd, så de kunne svare rigtigt under interview og dermed opnå asyl. Om hvordan fødeafdelingen blev fyldt med glade familiemedlemmer, og bilerne dyttede på parkeringspladsen, når den tyrkiske mor havde født et drengebarn. Men hvordan ingen kom på besøg, og moren selv måtte tage bussen hjem med den nyfødte, hvis det var et pigebarn. Og man tænkte, at enten var ens gamle venner blevet mytomaner, eller også blev noget fortiet. …

Trods den nye politiske virkelighed syntes de kreative miljøer, jeg begik mig i, lige upåvirkede og uvidende. Nu som før består dette segment stadig altovervejende af ‘kartofler’ (etniske danskere). Det er selvfølgelig ikke alle deres børn, der går på Rudolf Steiner-skoler eller Ingrid Jespersens, men de går heller ikke på indvandrertunge skoler. Og den muslimske indvandrer, som de gerne fremhæver som eksemplet på god integration (som oftest deres lokale grønthandler), kender de ikke. Det er ikke ham og hans kone, som de hænger ud med lørdag aften, og som de arrangerer parmiddage med. Omsorgssvigt, social kontrol og religiøs indoktrinering, som de aldrig ville acceptere, at naboens lille Ida blev udsat for, lader de ubekymret grønthandlerens Fatima opleve derhjemme i det almennyttige boligkompleks.

De få blandt den kreative klasse, der kan se tingene nogenlunde klart, er desværre konfliktsky. Når man er på tomandshånd, forklarer de, at ‘der intet er at vinde ved at gå ind i den debat, man kan kun tabe’. Altså karrieremæssigt. Det synes nogle gange, som om den kreative klasses eneste bidrag til indvandrer- og flygtningedebatten er at hænge Superflex-plakaten op på væggen: ‘Foreigners, please don’t leave us alone with the Danes’.

[…]

Intet europæisk land har løst dette problem. Det vil kræve et hidtil uset mod til at eksperimentere, til at holde fast og til at investere. Kan DF bidrage konstruktivt til denne fase? Jeg tvivler, da det vil kræve, at partiet forstår, at gruppen af danske statsborgere med muslimske rødder nu er så stor, at den ikke kan integreres, uden at det også har en afsmittende virkning den anden vej. … Og det accepterer DF ikke.

Vi overlever nok at overtage nogle flere mellemøstlige kulturtræk.



23. april 2019

Breaking: De der mange ‘nynazister’, som er imod indvandring, er helt almindelige menenesker…

Mungo Parks kommende teaterchef hedder Anna Malzer, en tidligere model, der gør i ‘dokufiktion’, fordi hun vil fortælle ‘dybdeborende historier om virkeligheden’, som pressede journalister ikke formår. I et interview med Berlingske beretter hun om research i en svensk by, hvor nynazister har brændt det lokale asylcenter. Hun finder ud af, at der er rigtig mange ‘nynazister’ i byen med 52 indbyggere, men at de er helt almindelige mennesker.

Måske er det i virkeligheden bare den Nørrebro-bosatte teaterchefs fordomme om indvandringsmodstanden, der gør at frustrerede Sosu-assistenter og arbejdsløse skal kaldes ‘nynazister’, så hun kan skabe et kunstigt paradoks i forhold til deres menneskelighed. 27-årige Anna er vejet, og fundet for let.

Fra Berlingske – Da Anna mødte nynazisterne, skete der noget, hun aldrig kunne have digtet sig til.

“Anna Malzer ville ikke lave en forestilling om nynazister, selv om hun måske nok kunne forestille sig, at de stod bag. I stedet rejste hun til det lille samfund for at tale med forskellige mennesker. Sosu-assistenter, arbejdsløse, den lokale politimand. Og hun fik 15 forskellige svar fra 15 forskellige mennesker.

… efterhånden vandt de danske teaterfolk en ung nynazists tillid og tilbragte tid med ham. …

‘Han havde nogle tydelige begrundelser for handlingen – pludselig kom der 82 nye mennesker til et lille samfund med 52 indbyggere, regeringen lyttede ikke til de oprindelige beboere, der ikke måtte sige, hvad de mente. Klare tilkendegivelser, man godt havde kunnet gætte sig til, men også forudsigeligt. Vi var ved at prøve at forlade ham for så at finde nogle andre mennesker, da han spurgte, om vi ville med ham ind og spille Counter-Strike. Vi kedede os lidt og gik med ind på hans internetcafe. Og der sagde han så meget hjerteligt hej til en pige med tørklæde. Det syntes vi, var meget underligt. Men de to spillede computerspil sammen og var virkelig gode venner inde i den fiktive verden. Til gengæld hadede de hinanden uden for fiktionen.’

Det møde var naturligvis et dilemma, Anna Malzer kunne bruge i den forestilling, hun siden skabte.

De var ligesom Romeo og Julie, der elskede hinanden, men ikke måtte få hinanden for deres familie. …’ forklarer instruktøren…”



21. april 2019

Danmarks sønner (2019): Virkelighedsfjernt associationstrick, opfordring til selvtægt mod danskere…

Langfredag tog jeg sammen med en mindre flok Odense-baserede sønner af Danmark ind for at se Ulaa Salims DFI-støttede ‘Danmarks sønner’. For en gennemgang af filmens plot henviser jeg til Storm over Europa, der i øvrigt fortæller at indvandrede jublede med Allahu-akbar-tilråb da filmens nyvalgte statsminister blev myrdet.

Filmen starter på årsdagen for et terrorangreb (20. april, Hitlers fødselsdag), hvor Martin Nordahl, formand for Nationalbevægelsen, forklarer at det er nødvendigt at genvinde Danmark. Partiet er netop blevet opstillingsberettiget har medvind i meningsmålingerne, står til at blive statsminister med krav om repatriering af herboende udlændinge.

(Martin Nordahl, leder af ‘Nationalbevægelsen’. Kyniske demagog, tidl. aktiv i ‘Danmarks sønner’)

Filmen slutter på valgaftenen, hvor Nordahl er ved at erklære sig som Danmarks nye statsminister, da han skydes af PET-agenten Malik, der et år forinden reddede Nordahl fra at blive likvideret af 19-årige Zakaria.

Plottet er en klar kommentar til Danmark anno 2019, og ‘Nationalbevægelsen’ repræsenterer tydeligvis Nye Borgerlige. Partiets logo er en svane, som Nye Borgerliges. ‘Danmark sønner’ er en højreradikal bevægelse (Tænk: ‘Sons of Odin’, ‘Danish Defence League’ mm.), som Nordahl tidligere var medlem af, der har udført adskillige syreangreb på udlændinge.

Det kunne være legitimt at lave en film om gensidig eskalering mod et borgerkrigslignende scenarie i nær fremtid, men det har ikke været instruktørens hensigt. Det er ikke en ‘Islam vs dansk kultur’-film. Danmark portrætteres som et racistisk land med daglige højreradikale angreb på udlændinge, som selvfølgelig var bange i det daglige. Islam er helt skrevet ud af filmen, og hverken Maliks kone eller Zakarias mor bærer slør. Araberne der påtænker at slå igen er blottet for ideologi, omend det en enkelt gang henkastet nævnes at det intet har med Islam at gøre. Den ældre mand der radikaliserer Zakaria er ikke imam, der kæmper en jihadistisk Islam, men en frustreret familiefar, der ikke vil flygte igen…

Vi er meget langt fra virkeligheden. Højreorienterede bevægelser angriber udlændinge i flæng, en nynazist er ved at blive valgt til statsminister. Danskerne præsenteres som onde, kolde og kyniske. Karakteropbygningen er banal og tilfældig. Omvendt med araberne. De er hjertelige, varme og i det store og hele ofre. Der er lange sekvenser hvor Zakaria omfavner sin mor eller leger med sin lillebror, og her har vi med rigtige mennesker at gøre. Nordahl leger ikke med sin dreng i Klampenborg-palæet, og her får vi blot overfladiske portrætter.

‘Danmarks sønner’ opdager via en meddeler (der myrdes), at Malik er PET-agent, og hans kone udsættes for syreangreb i privaten. Hans dreng skydes på klods hold! Vold avler vold, og som vi må forstå, så startede det med politisk kamp mod indvandring, der motiverer højreradikale til vold mod udlændinge. Omvendtsland.

Scenariet er ens over hele Europa, og Islam er, let fortegnet, eneste konstant.

(Højreradikale ‘Danmarks sønner’ myrder Maliks søn)

Som Dansk Folkepartis Alex Arendtsen, så rigtigt har påpeget, så er filmen qua sit plot (og tidsmæssige ramme) indirekte en opfordring til selvtægt. Det er værd at huske på, når indvandrere næsten på premieredatoen går amok over banal islamkritik.

(Reklame for ‘Danmarks sønner’, Haraldsgade, København, 13. april 2019; Foto: Martin Sundstrøm)



20. april 2019

Søren Grinderslev: “Det er officielt. Patienterne har overtaget styringen med galeanstalten.”

Søren Grinderslev Hansen har været involveret i flere større filmprojekter, men fastholder med karrieren som indsats, retten til at nedbryde multikulturalisternes floskelfyldte virkelighed. Her et 16 minutter langt forsvar for ‘Ytringsfriheden og Danmarks bedste advokat’ – ‘Paludan vs. POP – Part of the Problem‘.



17. april 2019

Venstrefløjsracismens #AldrigDinSkyld: Det blev for meget i søndags, men… det er Paludans ansvar

Ingen er større racister end den yderste venstrefløj. Når de ser en mørklødet hærværksmand går der koks i det moralske kompas, hvorefter de per refleks aktiverer #AldrigDinSkyld. ‘The soft bigotry of low expectations’ kalder man fænomenet på engelsk. Når det er sagt, så er der ingen grund til at betragte voxpop-interviews, som den offentlige mening. Uvist af hvilken årsag lykkedes det altid MSM, at citere tanketomme venstreradikale. Tessa Hansen er et ypperligt eksemplar af slagsen, helt på niveau med Alexander Linnet, angiveligt kendt som Xander.

En historie fra EB.dk – Lettet over aflyst demonstration: – Paludan er en nar.

“Den racismedømte islamkritiker Rasmus Paludan planlagde en demonstration på Blågårds Plads på Nørrebro i København tirsdag klokken 13.30. Det afviste politiet… Det vækkede hurtigt glæde blandt beboerne.

– Det er jeg lettet over, så slipper vi for brand i gaden. Det er utrygt her, når der er uroligheder, sagde Tessa Hansen…

Rasmus Paludan og Stram Kurs demonstrerede på stedet i søndags, og det resulterede i voldsomme uroligheder. Tessa forstår ikke, hvad det skal gøre godt for.

– Paludan er en nar. Man kan jo kun forvente, at der kommer reaktioner. Selvfølgelig blev det for meget i søndags, men det er hans ansvar. Han gør det jo kun for at provokere, han er så respektløs, sagde hun.

Den mening delte alle de beboere i området, som Ekstra Bladet talte med tirsdag formiddag…”

(Hærgende indvandrere, ofre for Paludans ytringer, København, 14. april 2019; Foto: Snapchat)

“… det er en skændsel, at Paludan får hjælp fra politiet (til, red.) at udøve sin beskidte racisme… Lad være med at få det til at ligne i medierne, at det er dem, der er ballademagerne – Det er Ramus Paludan, der er den kriminelle i den her sag. … Han skal i fængsel.” (Xander, BT, 15. april 2019)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper