26. november 2021

Søren Jacobsen Damm om ‘det semifascistiske wokesamfunds krav’: “… en babys blik på verden”

Søren Jacobsen Damm skriver forrygende, og tilgangen til Dina & Co. er efter min mening den rigtige. Det nytter ikke at tale pænt til benhårde ideologiske fantaster – de skal sættes på plads, ikke ulig uvorne teenagere. Ypperlig klumme der kan læses i fuld længde på Berlingske.dk – De hvide vægges racisme: Wokeismens insisteren på en barnagtig ‘1:1-verden’ dræber fællesskabet og kunsten.

“… De seneste år har det semifascistiske wokesamfunds krav om, at skuespillere ikke længere må optræde på film eller teater som en anden race, nationalitet eller seksualitet end deres oprindelige, gået sin sejrsgang. …

Det er at sammenligne med en babys blik på verden. Et 1:1 blik på verden, hvor alt udelukkende konstitueres af det umiddelbare. Ingen og intet må foregive, at det er noget andet. Verden er langsomt ved at miste sin fantasi.

Hele Dinas ‘ræsonnement’ viser at kunstnerens meningsfæller endegyldigt har forladt den sunde fornuft. Det er ellers et privilegium, der normalt er forbeholdt børn, hvilket er et princip vi som velfungerende samfund bør holde fast i. …

Størstedelen af wokesegmentet virker som obsternasige teenagere…”

(Unwoke-klistermærker kan købes hos Teepublic)

Oploadet Kl. 22:54 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer


24. november 2021

Dina, 33 år: Kunstmuseers hvide vægge handler om ‘magt’, “… fodrer en white supremacy-tankegang”

Dina El Kaisy Friemuth var en af de sprøjtegale venstreradikale, der medvirkede i DR-serien ‘Oprør på Akademiet’. I øjeblikket udstiller hun på kunstmuseet Overgaden med udstillingen ‘No History At All’, der problematiserer det hun ser som ‘hvidt overherredømme’. Udstillingen er blandt andet støttet af ‘Statens Kunstfond’, og som skatteyder ville det være rart, hvis hun brokkede sig over danskernes racisme uden statsstøtte. På Art Hub Copenhagen omtales hun som ‘tysk kunstner’, og i så fald kunne den tysk-egyptiske kulturimperialist jo passende rejse hjem.

DR Online har talt med et styk vanvittigt kvindemenneske – Dina blæser til kamp mod ‘racistiske’ museer herhjemme: ‘Alt er hvidt. Selv deres vægge’.

“- Som brunt menneske føles det mærkeligt at gå ind på de her hvide institutioner, hvor alt er hvidt. Og jeg mener ikke bare, at de mennesker, der arbejder der, er hvide. Alt er hvidt. Selv deres vægge, siger Dina El Kaisy Friemuth.

For spørger man kunstneren, er det ikke et tilfældigt eller rent og skært æstetisk valg, at væggene har dén farve. Dina El Kaisy Friemuth mener, at det handler om at udvise magt.

– I dag ser du kun kridhvide vægge på vestlige museer. Selvom det er mega dyrt at holde en væg kridhvid, og du skal genmale hele museet, for at den bliver ved med at være helt hvid, er nærmest alle vestlige museer malet hvide, siger de.

… Alt sammen taler det ifølge kunstneren ind i en fortælling om den hvide hudfarve som den ypperste – en fortælling, Dina El Kaisy mener…”

(Arkivfoto: Racistisk væg)

“Selvfølgelig er det racistisk, at man har stjålet nogle ting og nu viser dem frem i montrer. Det er et udtryk for dominans, og det fodrer en white supremacy-tankegang.” (Dina El Kaisy Friemuth)

Oploadet Kl. 01:59 af Kim Møller — Direkte link29 kommentarer


18. november 2021

Ræverød revolution: ‘Stolt feminist, antiracist og klimaaktivist’ fik 50.000 skattekroner til sin valgkamp

Enhedslisten fik et fremragende valg i København (24,6 pct.), men Hovedstaden har foruden Alternativet (2,9 pct.) utallige radikale småpartier: Klimapartiet Momentum (1 pct.), Veganerpartiet (0,6 pct.), Kommunistisk Parti (0,4 pct.), Kærlighedspartiet (0,2 pct.), Grøn omstilling (0,1 pct), Christiania-Listen (0,1 pct.), Kommunisterne (0,1 pct.), Bæredygtigt samfund (0,1 pct.), Feministisk Initiativ (0,1 pct.) og Rolig Revolution (0,1 pct.).

Sidstnævnte parti er etableret af Stinne Linnemann, der ifølge Berlingske har fået 50.000 af Statens Kunstfond til at ‘bruge sin kreative aktivisme i valgkampen’. Rolig Revolution fik 451 stemmer, godt 1000 færre end Petar Socevic’ Danmark for alle – bortset fra raciiiister.

(Rolig Revolution v/ Stinne Linnemann, støttet af Statens Kunstfond; Foto: Twitter)



17. november 2021

Jonas Eika: ‘De europæiske nationalstater er i gang med at befæste en racistisk og globalt ulige orden’

Meget indikerer, at der er sket en venstredrejning i kommunerne. Flere stemmer Enhedslisten, ganske få på Dansk Folkeparti eller Nye Borgerlige, og de multikulturelle byer er tabt territorium. Man kan dog glæde sig over, at den truende migrantbølge ikke blev til noget, og så kan man passende hyggelæse Jonas Eikas helsides kommentar desangående i søndagens Politiken. Den dag han er tilfreds, så har vi tabt. Fra Politiken.dk – Vi befæster en racistisk verdensorden.

“… når den polske stat befæster dens grænse med pigtråd og militær, følger den først og fremmest trit med resten af EU. Så er det et udtryk for, at Polen er ved at blive europæisk: voldeligt ekskluderende og villig til at sende flygtninge i døden for at opretholde den herskende raciale orden.

… Jeg synes ikke, vi skal stoppe med at være vrede over den europæiske grænsevold. Men måske vi skal stoppe med at være overraskede. Måske er det et privilegium, nogle af os har haft for længe. I stedet må vi lære at se, hvad Europa egentlig er, og lære at høre, hvad politikerne egentlig siger. Når Mathias Tesfaye siger – med sin sædvanlige nødvendighedsretorik – at det gør ham ‘trist at se hegn og mure rundt om i Europa’, men at ‘vi er nødt til at se virkeligheden i øjnene’, så siger han i virkeligheden: Det gør måske lidt ondt i den europæiske selvforståelse. Men vi sender gerne folk, der flygter, i døden for at opretholde den raciale orden.

De europæiske nationalstater er i gang med at befæste en racistisk og globalt ulige orden, som har dybe, historiske rødder. Europa beror på massiv, racialiseret statsvold, historisk såvel som i dag.

(Polen afviser illegale indvandrere ved grænsen til Hviderusland, 2021; Foto: Wion)

Oploadet Kl. 03:16 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


13. november 2021

Hørt på Radio4: Man kan ikke ’sætte et tal’ på indvandring, andre kan ikke definere ‘behov for at flygte’

Lørdagen Radio4-stikprøve gav mig de første minutter med ‘Kontinentet’, kanalens andet udenrigspolitiske magasin. Et lang smøre om onde Polen, der brutalt holdt frysende migranter ude af landet. Eksperten var freelancejournalist Maria Oien, der lidt lød som den Røde Kors-aktivist hun var engang.

I aftes hørte jeg ‘Dagen i dag’ med Jens Folmer Jepsen, der havde en Alma Kjær Agergaard i studiet, der også er ukendt for hendes musik under navnet ‘Iomfro’. De talte også om migranterne ved Polens grænse

Jens Folmer Jepsen, vært: Du tænker at vi har plads til flere i Danmark også?

Alma Kjær Agergaard, sangerinde: Altså, nu er det ikke mig der sidder med de store arealmæssige spørgsmål, men sådan rent menneskeligt, der vil jeg sige, at man ikke kan sætte et tal på at hjælpe andre mennesker der er i nød.

Jens Folmer Jepsen: Så vil skal også skelne mellem flygtninge og indvandrere? Altså, flygtninge er dem som flygter fordi de ikke kan være der hvor de er…

Alma Kjær Agergaard: (Sukker) Ja, der vil jeg sige – Jeg vil sige helt klart, at så magne mennesker man kan hjælpe, desto bedre. Sådan har jeg det generelt. Om det så er nogen – altså, det er jo også svært at sætte et ord på hvornår man har behov for at flygte, eller hvornår man er indvandrere. Altså, alle der tager fra et andet land, gør det jo af en grund. Jeg tror ikke der er nogen der tager fra et hjemland, fordi de lige tænker at det kunne være lidt hyggeligt.

(Alma Kjær Agergaard aka ‘Iomfro’, ukendt for ‘Jeg føler’, 2021)

‘Dagen i dag’ er i reglen indforstået hyggesnak mellem to venstreorienterede, og det var det ogå denne gang. De fortsatte med snak om ‘miljøflygtninge’, og det overrasker ikke, at hun næste år starter på Journalisthøjskolen. Det var sidste indslag, og herefter var der satire-programmet ‘Specialklassen’, der blev indledt med ti minutters sjov om de mærkelige DF’ere fra Odense, der ikke vil spise halalslagtet kød. Statsmedier har fanden skabt.



25. oktober 2021

Jens-Peter Brask, kurator: Det går ikke med ‘nøgne damer’ i Nordvest, “… et forkert signal at sende”

Berlingske har talt med Jens-Peter Brask, der har kurateret mere end 50 gavlmalerier rundt omkring i landet. Her lidt fra interviewet, hvor han blandt andet hylder AFA-sympatiserende ‘Elmgreen & Dragset’ – Han har skabt 48 kæmpeværker på Københavns gavle…. Det af multikulturen korrigerede gavlmaleri kan ses hos Kunsten.nu.

“‘… Jeg er godt klar over, at jeg har et kæmpe ansvar i det offentlige rum. Så naturligvis må der ikke være reklamer, og det må ikke være politisk, stødende eller provokerende.’ …

Er det provokerende og politiske ikke en del af samtidskunstens grundstamme?

‘Jo, men når det er kunst i det offentlige rum, skal du tænke på en anden måde. Vi har for eksempel lavet en gavl i Nordvest med den russiske kunstner Roman Manikhin, som ville have en masse nøgne damer. Men i Nordvest, hvor der bor mange nationaliteter, synes jeg, det var et forkert signal at sende, og vi gav dem i stedet bh og trusser på.‘”

(Jens Galschiøts ‘Survival of the Fattest’, Ringkøbing Havn; Foto: Maps)

Oploadet Kl. 12:56 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


20. oktober 2021

Spanien: Feminister i chok – Prisvindende kvindelig forfatter, var i virkeligheden et alias for tre mænd

Det er altid godt når feminister gør sig selv til grin, og den her historie er en af de bedre. Tre mænd skriver en bog under aliasset Carmen Mola, der skamroses af feminister, indtil de står frem og modtager en tung litterær pris. Fra Huffpost.com – Carmen Mola, Popular Spanish Female Thriller Author, Revealed To Be 3 Men.

“A female Spanish thriller writer has been revealed to be three men. TV scriptwriters Agustín Martínez, Jorge Díaz and Antonio Mercero dropped the bombshell that they were actually behind the pseudonym Carmen Mola while accepting the prestigious $1.2 million Planeta literary prize in front of King Felipe VI of Spain in Barcelona on Friday.

‘Carmen Mola is not, like all the lies we’ve been telling, a university professor,’ Díaz said after accepting the prize, per the Financial Times. ‘We are three friends who one day four years ago decided to combine our talent to tell a story.’ …

Critics accused the men of using their fake female persona for marketing purposes. Beatriz Gimeno, former director of Spain’s Women’s Institute, slammed the trio as ’scammers’ for using the faux profile ‘to take in readers and journalists.’ …

‘We didn’t hide behind a woman, we hid behind a name,’ Mercero told El País.”

(‘Carmen Mola’ modtager ‘Premio Planeta de Novela-prisen 2021; Foto: Youtube)

“Den aktivistiske organisation The Women’s Institute anbefalede ifølge mediet sidste år et af Carmen Molas værker som del af et større udvalg af bøger med kvindelige forfattere, herunder Margaret Atwood, som kan ‘hjælpe os med at forstå realiteterne og erfaringerne hos kvinder, som har levet i forskellige tidsperioder i historien, og som bidrager til at skabe opmærksomhed omkring rettigheder og frihed’.” (Berlingske, 17. oktober 2021)

Oploadet Kl. 01:12 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer
Arkiveret under:


19. oktober 2021

Om Oprør på akademiet: ‘Lytter andægtigt til rendyrket racisme’, ikke ‘et eneste kritisk modspørgsmål’

Jeg har set første afsnit af DR-serien ‘Oprør på akademiet’, og var målløs over den ukritiske tilgang til det identitetspolitiske overdrev, der hersker på Kunstakademiet. Der findes idioter alle vegne, men der er vel ingen grund til at en DR-produktion om fantasterne, 1:1 tager udgangspunkt i deres virkelighed. De fire udsendelser kan ses på DR.dk, men skal man have lidt fornøjelse af det, så må man som Kontrasts Mikkel Andersson, se det som velgennemtænkt satire. Underholdningsværdien ændrer dog ikke på, at venstreradikale (uanset hudfarve) bruger dine og mine skattekroner til deres ideologiske opgør med det system, der har givet dem alt.

(Negerkongen Uwe Max Jensen vs kunststuderende venstreradikale, Kunstakademiet, 2021; Foto: FB)

Udvalgte citater

“Man kan nu dårligt sige, at Anna Martensen fortsætter den kritiske linje. Der er selvfølgelig også forskel på kritisk journalistik og en dokumentar, som søger at forstå et bestemt miljø på dets egne præmisser, men det var alligevel bemærkelsesværdigt, hvordan Anna Martensen tager de identitetspolitiske påstande alvorligt og lytter andægtigt til rendyrket racisme. Hun går på listefødder over for de radikale elementer og repeterer talen om privilegieblindhed og hudfarve som et bedømmelseskriterium for mennesker og kunst.” (Jesper Bacher, Kristeligt Dagblad, 13. oktober 2021)

“Men før vi følger dem, deklarerer dokumentaristen sig selv som hvid og med en privilegeret Hellerup-baggrund, hvilket giver hende indlysende problemer, må vi forstå. For kan en hvid forstå en brun? Kan en hvid kvinde forstå en brun mand, og kan én med mange privilegier forstå én med historisk færre, eller tynger historiens byrde simpelthen for meget? Jeg har til dato aldrig set en dokumentar, som kredser så hysterisk omkring hudfarve og kategorisk dømmer alle på, hvor meget pigmentering deres hud indeholder. Men jeg er selvfølgelig også en hvid, halvgammel, privilegeret cis-dame, dvs. én, der identifi-cerer mig med det køn, jeg er født med, og ifølge programmets logik ude af stand til at forstå dem, der ikke ligner mig selv. Jeg troede ellers, at det var kunstens ærinde at udvide meningsrummet. Ikke at indskrænke det.” (Anne Sophia Hermandsen, Berlingske, 13. oktober 2021)

“På samme vis er der en iboende selvmodsigelse i at opstille regler for den kunst, der i sin natur er fri. Kunst blomstrer, når den udsættes for benspænd, men den visner, når den udsættes for forbud. … Det er slående, at ingen tager så meget argumentationsmæssigt udgangspunkt i etnicitet, køn og seksualitet som dem, der søger at forhindre, at den finder sted. (Lasse Marker, Berlingske, 15. oktober 2021)

“De fire af de medvirkende, som forholder sig skeptisk eller decideret afvisende over for forestillingen om kunstnerisk frihed, og som er optaget af at gøre op med racistiske udtryk og strukturer, bliver ikke stillet et eneste kritisk modspørgsmål. … De to medvirkende Jens Martensen og Jo Hedegaard, der står på mål for idealet om kunstnerisk frihed, får og besvarer adskillige kritiske spørgsmål, mens kunstnerne Dina El Kaisy Friemuth og Nadia Tehran ikke behøver at forklare, hvorfor de henholdsvis har droppet at se på hvide menneskers kunst og at præsentere sin kunst til ‘folk, der tydeligvis ikke har værktøjer til at forstå den’. Begge er i tvivl, om de vil være med til en værkgennemgang for rullende kamera, men har samtidig som deres erklærede mål at skabe mere plads til minoriteter som dem selv.” (‘Loni’, Dagbladet Information, 16. oktober 2021)

“Netop den underspillede fortællerstemme, der serverer skamredne klichéer som dybt originale indsigter (‘jeg har nok altid opfattet mig selv som neutral, men det er der jo ikke nogen, der er!’), fungerer godt. Med perfekt indigneret levering fortæller speakeren salvelsesfuldt, at den danske kunstverden faktisk ‘er en meget hvid verden’, inden der klippes til en kunstner, der med Glyptoteket som baggrund (frækt!) erklærer ‘Jeg kigger ikke på hvide menneskers kunst længere’. Ligesom hun fortæller, at hun ikke vil medvirke i et bestemt segment af ‘dokumentaren’, hvis kameramanden er en hvid mand.” (Mikkel Andersson, Kontrast, 16. oktober 2021)

Man kan ikke bruge ekskludering som en måde at blive inkluderet på. Det hænger ikke sammen. Det kan jeg ikke se er kunstens væsen. Det er heller ikke særligt charmerende: Så er vi i hver vores rockerklub og slår alle dem, der er uenige med os, ihjel.” (Michael Kvium, Berlingske, 18. oktober 2021)



15. oktober 2021

Venstreradikale Esben Weile Kjær, er nu en 29-årig kunststuderende: Hammer og segl bøjet i neon…

Jeg har skrevet om Esben Weile Kjær flere gange. En venstreradikal fra Århus, der allerede som næsepiercet 19-årig blev headhuntet som rådgiver for kulturminister Uffe Elbæk. Ti år er gået, og i læser han på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København. Han har udstillet på Kunsthal Charlottenborg og Kunsthal Århus, og forleden stødte en bekendt på et af hans ‘værker’ i Amager Centret. Hammer og Segl bøjet i neon…

“De otte symboler er nemlig hentet fra Kjærs teenagetid, nærmere betegnet fra den læderjakke, som Kjær gik med, da han var punker.” (Vinkkbh.dk om Weile Kjærs ‘Advertise, hypnotise, traumatise’)

(Amager Centret, 14. oktober 2021; Foto: Tobias Petersen)

“‘… at vi har et andet økonomisk system end kapitalisme. Det ville være det vildeste. Det er nemmere for folk at forestille sig, at jorden går under end en verden uden kapitalisme.’ … ‘jeg håber, at vi har fundet nogle måder at leve her på jorden, som handler mindre om overproduktion og arbejde og mere om at kigge på kunst og kultur.'” (Hearthbeats.dk, 27. august 2021)

Oploadet Kl. 01:44 af Kim Møller — Direkte link46 kommentarer


12. oktober 2021

Skønlitterær forfatter i Politiken: ‘Jeg vil gerne være med til at rehabilitere islam. Den rigtige variant’

Politiken hænger stadig fast i 1990’erne, og nogle gange bliver det lidt komisk. Her lidt fra et debatinterview med Anne-Cathrine Riebnitzsky, en kristen Afghanistan-veteran, der gerne vil fortælle om den sande moderate Koran-frie Islam. Hun vil gerne sælge bogen som en historisk roman, men skønlitteratur lyder til at dække bedre. Bogen portrætterer en ‘moderat’ muslimsk borgherre, der trues af en ‘kristen invasion’, der nærmer sig fra nord. Fra Politiken.dk – Anm: Jeg vil gerne være med til at rehabilitere islam. Den rigtige variant (kræver login).

“‘Men min erfaring er, at folk gerne vil lære noget, når de læser en god historie. … Det er fedt at lære noget’. Og det, man kan lære noget om i ‘ Vindens port’, er middelalderhistorie og måske vigtigere endnu: muslimsk kultur. For forfatteren vil gerne rette op på manges manglende forståelse af verdens næststørste religion i en tid, hvor nyhedsstrømmen har mere fokus på islamisme end islam.

‘Vi holder tit islam ud i strakt arm og tror, vi ved noget. Men det gør vi ikke altid. At læse den her roman kan være en nem måde at blive en lillebitte smule bedre klædt på’. …

‘Vindens port’ tegner et modbillede til den lukkede form for Islam, som hun selv mødte hos Taleban i Afghanistan. Og direkte adspurgt har det været et mål med bogen.

‘Jeg vil gerne være med til at rehabilitere islam. Den rigtige variant’, understreger hun. …

‘Romanen er et forsøg på at rejse ind i en anden tid, hvor islam var noget andet end det, det er kendt for i dag. Og vise noget af det, islam godt kunne trænge til at blive kendt for igen‘.

Hvilke fordomme ønsker du konkret at aflive om islam med romanen?

‘At islam til alle tider har været en lukket religion… I middelalderen ledte muslimerne efter de nye stjerner og planeter. Det var en videnssøgende kultur, som vendte sig udad’. Hun sætter det op mod nutidens muslimske fundamentalister, der dikterer, at det kun er det, der står i Koranen, man kan bruge til noget.”

(Lindhardt og Ringhof på Youtube, 2021: Vindens port af Anne-Cathrine Riebnitzsky)

“Jeg er troende kristen, så det er ikke, fordi jeg vil propagandere for islam. Men…” (Anne-Cathrine Riebnitzsky)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper