21. april 2019

Danmarks sønner (2019): Virkelighedsfjernt associationstrick, opfordring til selvtægt mod danskere…

Langfredag tog jeg sammen med en mindre flok Odense-baserede sønner af Danmark ind for at se Ulaa Salims DFI-støttede ‘Danmarks sønner’. For en gennemgang af filmens plot henviser jeg til Storm over Europa, der i øvrigt fortæller at indvandrede jublede med Allahu-akbar-tilråb da filmens nyvalgte statsminister blev myrdet.

Filmen starter på årsdagen for et terrorangreb (20. april, Hitlers fødselsdag), hvor Martin Nordahl, formand for Nationalbevægelsen, forklarer at det er nødvendigt at genvinde Danmark. Partiet er netop blevet opstillingsberettiget har medvind i meningsmålingerne, står til at blive statsminister med krav om repatriering af herboende udlændinge.

(Martin Nordahl, leder af ‘Nationalbevægelsen’. Kyniske demagog, tidl. aktiv i ‘Danmarks sønner’)

Filmen slutter på valgaftenen, hvor Nordahl er ved at erklære sig som Danmarks nye statsminister, da han skydes af PET-agenten Malik, der et år forinden reddede Nordahl fra at blive likvideret af 19-årige Zakaria.

Plottet er en klar kommentar til Danmark anno 2019, og ‘Nationalbevægelsen’ repræsenterer tydeligvis Nye Borgerlige. Partiets logo er en svane, som Nye Borgerliges. ‘Danmark sønner’ er en højreradikal bevægelse (Tænk: ‘Sons of Odin’, ‘Danish Defence League’ mm.), som Nordahl tidligere var medlem af, der har udført adskillige syreangreb på udlændinge.

Det kunne være legitimt at lave en film om gensidig eskalering mod et borgerkrigslignende scenarie i nær fremtid, men det har ikke været instruktørens hensigt. Det er ikke en ‘Islam vs dansk kultur’-film. Danmark portrætteres som et racistisk land med daglige højreradikale angreb på udlændinge, som selvfølgelig var bange i det daglige. Islam er helt skrevet ud af filmen, og hverken Maliks kone eller Zakarias mor bærer slør. Araberne der påtænker at slå igen er blottet for ideologi, omend det en enkelt gang henkastet nævnes at det intet har med Islam at gøre. Den ældre mand der radikaliserer Zakaria er ikke imam, der kæmper en jihadistisk Islam, men en frustreret familiefar, der ikke vil flygte igen…

Vi er meget langt fra virkeligheden. Højreorienterede bevægelser angriber udlændinge i flæng, en nynazist er ved at blive valgt til statsminister. Danskerne præsenteres som onde, kolde og kyniske. Karakteropbygningen er banal og tilfældig. Omvendt med araberne. De er hjertelige, varme og i det store og hele ofre. Der er lange sekvenser hvor Zakaria omfavner sin mor eller leger med sin lillebror, og her har vi med rigtige mennesker at gøre. Nordahl leger ikke med sin dreng i Klampenborg-palæet, og her får vi blot overfladiske portrætter.

‘Danmarks sønner’ opdager via en meddeler (der myrdes), at Malik er PET-agent, og hans kone udsættes for syreangreb i privaten. Hans dreng skydes på klods hold! Vold avler vold, og som vi må forstå, så startede det med politisk kamp mod indvandring, der motiverer højreradikale til vold mod udlændinge. Omvendtsland.

Scenariet er ens over hele Europa, og Islam er, let fortegnet, eneste konstant.

(Højreradikale ‘Danmarks sønner’ myrder Maliks søn)

Som Dansk Folkepartis Alex Arendtsen, så rigtigt har påpeget, så er filmen qua sit plot (og tidsmæssige ramme) indirekte en opfordring til selvtægt. Det er værd at huske på, når indvandrere næsten på premieredatoen går amok over banal islamkritik.

(Reklame for ‘Danmarks sønner’, Haraldsgade, København, 13. april 2019; Foto: Martin Sundstrøm)



20. april 2019

Søren Grinderslev: “Det er officielt. Patienterne har overtaget styringen med galeanstalten.”

Søren Grinderslev Hansen har været involveret i flere større filmprojekter, men fastholder med karrieren som indsats, retten til at nedbryde multikulturalisternes floskelfyldte virkelighed. Her et 16 minutter langt forsvar for ‘Ytringsfriheden og Danmarks bedste advokat’ – ‘Paludan vs. POP – Part of the Problem‘.



17. april 2019

Venstrefløjsracismens #AldrigDinSkyld: Det blev for meget i søndags, men… det er Paludans ansvar

Ingen er større racister end den yderste venstrefløj. Når de ser en mørklødet hærværksmand går der koks i det moralske kompas, hvorefter de per refleks aktiverer #AldrigDinSkyld. ‘The soft bigotry of low expectations’ kalder man fænomenet på engelsk. Når det er sagt, så er der ingen grund til at betragte voxpop-interviews, som den offentlige mening. Uvist af hvilken årsag lykkedes det altid MSM, at citere tanketomme venstreradikale. Tessa Hansen er et ypperligt eksemplar af slagsen, helt på niveau med Alexander Linnet, angiveligt kendt som Xander.

En historie fra EB.dk – Lettet over aflyst demonstration: – Paludan er en nar.

“Den racismedømte islamkritiker Rasmus Paludan planlagde en demonstration på Blågårds Plads på Nørrebro i København tirsdag klokken 13.30. Det afviste politiet… Det vækkede hurtigt glæde blandt beboerne.

– Det er jeg lettet over, så slipper vi for brand i gaden. Det er utrygt her, når der er uroligheder, sagde Tessa Hansen…

Rasmus Paludan og Stram Kurs demonstrerede på stedet i søndags, og det resulterede i voldsomme uroligheder. Tessa forstår ikke, hvad det skal gøre godt for.

– Paludan er en nar. Man kan jo kun forvente, at der kommer reaktioner. Selvfølgelig blev det for meget i søndags, men det er hans ansvar. Han gør det jo kun for at provokere, han er så respektløs, sagde hun.

Den mening delte alle de beboere i området, som Ekstra Bladet talte med tirsdag formiddag…”

(Hærgende indvandrere, ofre for Paludans ytringer, København, 14. april 2019; Foto: Snapchat)

“… det er en skændsel, at Paludan får hjælp fra politiet (til, red.) at udøve sin beskidte racisme… Lad være med at få det til at ligne i medierne, at det er dem, der er ballademagerne – Det er Ramus Paludan, der er den kriminelle i den her sag. … Han skal i fængsel.” (Xander, BT, 15. april 2019)



15. april 2019

DFU’ere fik en racismedom: Mon filminstruktør Ulaa Salim får en Bodilpris for at radikalisere muslimer?

Tilbage i 2002 fik ledende medlemmer af Dansk Folkeparti Ungdom en dom for racisme for en plakat, der spåede at Danmark på grund af islamisk indvandring ville blive en utrygt land med bandekriminalitet, grov vold, kvindeundertrykkelse mv. På daværende tidspunkt var skældsordet ‘alarmisme’.

Her sytten år senere må man nøgternt konstatere at DFU fik ret, omend fremsynede Kenneth Kristensen Berth stadig er en af mediernes yndlingsskurke. Helten i disse uger er Ulaa Salim, irakeren bag ‘Danmarks sønner’, der i filmen (meget lig DFU-plakaten) opridser det fremtidige Danmark. Skurken er stadig en hvid mand på højrefløjen.

Det er ikke nok at have ret, for hvis man vurderer at et multikulturelt Danmark ender med et borgerkrigslignende scenarie, så forleder man svage sjæle til vold og terror. Man radikaliserer, som det så smukt hedder på nydansk. Det er mærkeligt nok kun et argument der bruges mod højrefløjen, selvom der endnu ikke har været et eneste højreorienteret terrorangreb på dansk grund, trods tredive års ophedet debat.

“Den berømte dråbe var Pernille Vermunds opslag på Facebook i anledning af 9. april. På mærkedagen for besættelsen af Danmark stod hun frem med armene over kors og et fokuseret blik, ledsaget af ordene: ‘Ideologien islam er fuldt ud lige så afskyvækkende, modbydelig, undertrykkende og menneskefjendsk som nazismen’. …

Hvis muslimerne er en besættelsesmagt, ja, en fjende, hvordan skal vi så bekæmpe dem? Er det med den kolde skulder, gennem lovgivning eller med våben i hånd? Og tager Vermund mon et medansvar den dag, vi får en dansk udgave af Utøya eller Christchurch?” (Adam Holm i Berlingske, 13. april 2019)

Her til aften kørte jeg en tur på Ringvejen i Århus, og så adskillige reklamer for ‘Danmarks sønner’ ved busstoppestederne. De kunne blandt andet ses på Viby Torv, og ved Edwin Rahrsvej, ikke langt fra Trillegården, tilholdssted for Trillegårdsbanden. En bande der netop har fået lukket deres klubhus (sic), og nu reagerer med vold og hærværk.

” Omkring klokken 15 forsamlede en gruppe unge drenge sig og kastede sten og råbte skældsord efter politiet, siger Østjyllands Politi. … Stort set alle butikker og biblioteket har fået smadret deres ruder, og der var flere, der havde dræberhunde, som de truede med at sende efter mig, siger René Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.”

DFU’erne fik en racismedom i 2002. Mon filminstruktør Ulaa Salim får en Bodilpris?

(Reklame for ‘Danmarks sønner’ ved Risskov Brynet, Hasle Ringvej, 14. april 2019)

‘Hvis danskerne er anti-muslimer, ja, en fjende af Islam, hvordan skal vi så bekæmpe dem? Er det med den kolde skulder, gennem lovgivning eller med våben i hånd?’ (parafrase)



12. april 2019

Haiti-bosatte Jørgen Leth vil have en lempelig udlændingepolitik: Jeg er venner med ’sorte mennesker’

At spørge den kreative klasse hvorvidt de mener Danmark er et racistisk land, er ligesom at spørge en fodboldspiller der netop har tabt en straffesparkskonkurrence, hvad han ‘føler’ lige nu. Det kommer der sjældent noget interessant ud af det, og det bliver selvfølgelig ikke mere interessant når flere af de adspurgte kendisser er ukendte nulliteter. Forventelig holdningsmassage i kølvandet på ‘Danmarks sønner’.

Hvis dystopi-scenariet i filmen nogensinde bliver til virkelighed, så skyldes det folk som Jørgen Leth & Co. En arrogant selverklæret elite, der håner den gennemsnitlige danske skatteyder, mens de drikkes bobler på terrassen i et varmt land. Leth minder lidt om ‘Michel’ i Houellebecqs ‘Platform’ fra 2001, uden dog at drage de logiske slutninger. Fra BT.dk – B.T. på den røde løber: Jørgen Leth bliver frastødt over den danske racisme.

“… Spørgsmålet på den røde løber er i dag, om de kendte oplever eller har oplevet fremmedhad eller racisme i Danmark.

Jeg har ikke oplevet racisme i Danmark, men jeg er meget frastødt af det,’ siger Jørgen Leth. …

‘I mit daglige liv omgåes jeg sorte mennesker. Det er mine venner. Jeg har bekendte fra alle lande og religioner og tager ikke afstand til nogen,’ siger kosmopolitten, der i mange år har haft base på Haiti. …

Synes du, vi er smålige i Danmark?

‘Det vil jeg ikke sige så direkte, men det synes jeg selvfølgelig.’

Jeg synes, der skal løsnes op (for den stramme udlændingepolitik, red.). Selvfølgelig. …,’ siger Jørgen Leth.”

(Jørgen Leth i Lars von Trier ‘De fem benspænd’, 2003; Foto: Filmcentralen)

Tre citater fra Michel Houellebecqs ‘Platform’ (2001).

“Vi holdt en hurtig pause for at spise frokost. I samme øjeblik, i mindre end en kilometers afstand, smadrede to teenagere fra forstadskvarteret Courtiliéres hovedet på en tresårig mand med baseballbats. Til forret fik jeg makrel i hvidvin.”

“Som velhavende europæer kunne jeg for en lavere pris erhverve mig føde, tjenesteydelser og kvindelig service i andre lande; som dekadent europæer der var bevidst om min snarlige død, og som var fuldblods egoist, kunne jeg ikke se nogen grund til at lade være. På den anden side var jeg klar over at en sådan situation ikke var videre holdbar, at folk som jeg selv var ude af stand til at sikre et samfunds overlevelse, ja, ganske enkelt uværdige til at leve…”

“Det var dyrt at leve i Vesten, der var koldt, prostitutionen var af dårlig kvalitet. Det var svært at ryge på offentlige steder, næsten umuligt at købe medicin og euforiserende stoffer; man arbejdede meget, der var biler og støj, og sikkerheden på offentlige steder var meget dårligt. Kort sagt var der ikke så få ulemper… Tanken om at være solidarisk med dette miljø havde aldrig strejfet mig; det var som atrofi hos mig, et fravær.”

Oploadet Kl. 13:31 af Kim Møller — Direkte link42 kommentarer

Ulaa Salims Danmark: Et land, der er tæt på ‘at eksplodere i voldelig racisme og udryddelseslejre’

I går hørte jeg en længere samtale med filminstruktør Fenar Ahmad, manden bag ‘Ækte vare’ (2014) og ‘Underverden’ (2016). Iraker, født i Tjekkoslovakiet i 1981 (sic), og kom til Danmark i 1986 som flygtning. Har efter eget udsagn boet seks måneder i Sandholmlejren. Han fortalte, at han ikke ville være offer, og kredsede et par gange omkring tanken om at hævne sig på danskerne. Ikke i jihadistisk forstand, mere som ‘ta’ den I racister!’.

Karrieren tog form, da han som helt uskolet 22-23-årig, fotograferede flygtninge med et dv-kamera på asylcenter Aunstrup. DR så, og købte optagelserne, og pludselig var han en upoleret stjerne, en succeshistorie.

Det var også i går, at der var premiere på Ulaa Salims ‘Danmarks Sønner’. Salim er født i København i 1987, men har tatoveret ‘Irak’ på højre overarm. På arabisk. Han har tidligere lavet film med titler såsom ‘Min bror’ (2013), ‘Vore fædres sønner’ (2016) og ‘Fædreland’ (2017). Man mærker hensigten. I en af rollerne ses i øvrigt Zaki Youssef, der er opvokset i et venstreradikalt miljø, og for et par år siden problematiserede at ‘religiøse muslimer’ ikke kunne være ‘dagsordensættende’.

‘Danmarks Sønner’ har fået blandede anmeldelser, og selvom jeg hader at betale mere til herboende irakeres identitetspolitiske kamp mod danskheden, så skal jeg se den i biografen næste weekend.

Herunder det bedste fra Cand. Mag. Niels Lindbergs mediekommentar i Berlingske, der skærer igennem ideologiske jubelscener – Nååååh! Har du lavet film om racistiske danskere? Den er flot!

“Jeg er rystet af alle de forkerte grunde over Ulaa Salims premiereaktuelle politiske thriller, ‘Danmarks sønner’. Rystelsen skyldes nemlig ikke, at jeg på nogen måde tilslutter mig filmens stærkt manipulerende – men helt tonedøve – portræt af Danmark som et land, der er en fingerbredde fra at eksplodere i voldelig racisme og udryddelseslejre.

Rystende er det til gengæld, at filmens idé og udførelse tilsyneladende er gået upåtalt gennem filmstøttesystemet for at ende i biograferne med skamros fra filmanmeldere, der har valgt at se væk fra filmens markante huller i karaktertegning, tempo og logik.

… som uerfaren instruktør gør Ulaa Salim begynderfejlen ved at spænde de helt endimensionelle karakterer for sin politiske moraliseren. Filmens muslimer stirrer sammenbidte på indslag om racistiske politikere i TV-avisen, og vasker griseblod af deres dørkamme. Vi kan godt se, at vor unge muslimske hovedperson er et rigtigt menneske med en bekymret mor og en forsømt lillebror, men selv lange og trættende scener hvor han tumler med lillebroren i leg, gør det ikke plausibelt, hvorfor han skulle få sig selv til at slå en statsministerkandidat ihjel. Til gengæld viser det, hvor instruktøren Ulaa Salim har sin sympati, og desværre kommer det til at se ud som om han mener, at attentatplanerne er berettiget som følge af danskernes fremmedhad.

Den slumrende racisme er og bliver et politisk naivt postulat, der allerede må have set skævt ud, da det blev fremsat af Ulaa Salim, mens han gik på filmskolen. Man får en fornemmelse af berøringsangste filmkonsulenter, der ikke har turdet anfægte dette budskab som følge af afsenderens etniske herkomst. I den henseende er vores land måske alligevel racistisk, og kommer til at behandle kunstnere af anden etnisk herkomst som en mor behandler sine små børn: ‘Nåååh, har du lavet en film? Den er flot!'”

(Ulaa Salims racistiske Danmark, støttet af Det Danske Filminstitut med 5,7 mio. kr.; Foto: Youtube)

Anmeldelser.

“… selvom filmen foregår i fremtiden, er der intet fjernt over den. Men det er ikke bare i emnevalg, at Salim viser sig som en dygtig instruktør.” (Thomas Brunstrøm, BT Metro, 11. april 2019, s. 22)

“Det er en stærk og stærkt tankevækkende film, som debutanten Ulaa Salim har begået med den politiske thriller ‘Danmarks sønner’. … Det mest skræmmende er næsten, hvor meget det minder om noget vi allerede kender. Man sidder med en ganske utryg fornemmelse af, at det ikke så meget er et spørgsmål om hvorvidt dette scenarie kunne finde sted, men om hvornår det sker.” (Henrik Queitsch, Ekstra Bladet, 11. april 2019)

“For ikke så længe siden ville beskrivelsen af et Danmark præget af ekstrem nationalisme og racistisk retorik have været det pure opspind og en film som ‘Danmarks sønner’ et produkt af en løssluppen fantasi. Helt sådan er det ikke længere.” (Kim Skotte, Politiken, 10. april 2019)

(Ulaa Salim, ‘Danmarks sønner’, 2019; Foto: IMDB, udsnit)



9. april 2019

Om ‘Tårnet’ (2019): “… palæstinensiske terrorangreb på Israel fra Libanon skildres som ‘magiske’.”

‘Danmarks Sønner’ har premiere på torsdag, men man kan fodre svin med politiserende film. Omtale af animationsfilmen ‘Tårnet’ set hos MIFF.dk – Børnefilmen som fremstiller terrorangreb som ‘magiske’ har haft dansk premiere.

Fra MIFF.dk – Børnefilmen som fremstiller terrorangreb som ‘magiske’ har haft dansk premiere.

“Torsdag den 4. april har animationsfilmen ‘Tårnet’ premiere i Danmark. Filmen er lavet af den norske direktør Mats Grorud. Beskrivelsen af filmen i danske biografter er sukkersød… og totalt misvisende.

Gennem en række artikler i efteråret 2018 har MIFF i Norge afsløret, hvad filmen egentlig er: et mesterværk af anti-Israel propaganda. At det er Libanon, som holder palæstinenserne i et jerngreb – dog ikke i teltelejre! – forties. Og filmen reducerer palæstinenserne til ofre, hvis eneste håb er at udøve vold. Blandt de mest chokerende eksempler er en scene i filmen, hvor palæstinensiske terrorangreb på Israel fra Libanon skildres som ‘magiske’. En plakat for den marxistiske terrororganisation PFLP vises igen og igen.

Hér er ‘vitsen’ om selvmordsangreb:

Replik i Tårnet: – Vil du have at jeg bliver selvmordsbomber? Svaret: – Bare du ikke sprænger dig selv i luften her foran barnet!

Næstformanden for MIFF Norges bestyrelse, Morten Fjell Rasmussen, har anmeldt filmen:

– Filmen Tårnet, der beskæftiger sig med palæstinensere i en flygtningelejr i Libanon, er en propagandafilm, der både giver en fejlbehæftet fremstilling af, hvad der skete, da Israel blev etableret i 1948, og fremmer en politik, der hindrer fred. Hvis vi skal tror på filmen – og det er normalt hvad skolebørn gør – er det palæstinensiske flygtningeproblem udelukkende opstået som følge af det onde, som israelerne påstås at have sat i system. Filmen nævner ikke med et eneste ord, at flygtningeproblemet opstod som følge af en krig iværksat af arabiske ledere med henblik på at kvæle Israels oprettelse i fødslen. Sådanne komplicerede fakta skal man åbenbart ikke belemre skolebørn med. Filmen nøjes ikke med at fortælle om, at palæstinensere i Libanon drømmer om at flytte til Israel.

Hovedbudskabet i filmen er, at de bør få lov til det. Hvis man er ærlig over for selv, forstår man, at det ikke kan realiseres, uden at Israel ophører med at eksistere som en jødisk stat.”

(Scene fra den norske trailer, der kan ses på Youtube)

Oploadet Kl. 23:44 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer


21. marts 2019

Koncertarrangør om voldsoffer: ‘Vi finder os ikke i vold og han vil derfor blive nægtet adgang fremover’

Lørdag aften var der mange selverklærede ‘antifascister’ i København, og det endte ganske forventeligt med voldeligt overfald. Nazi-alarmen røg i forbindelse med heavy metal-festivalen Vort Fatum 2019 på spillestedet Mayhem, hvor en i miljøet kendt tysk nationalsocialist ved navn Hendrik Möbus, var taget til koncert med sin kæreste og venner. Først angribes han af en mindre gruppe, og lidt senere af mere end 20 ‘antifascister’ blandt andet bevæbnet med tåregas eller peberspray. De eksakte detaljer forbliver slørerede, omend vidner bekræfter at den pågældende mand opførte sig roligt, og blev overfaldet af gatecrashende udefrakommende.

Koncertarrangør Jesper Bagger Hviid blev efterfølgende interviewet til Devilution.dk, og medvirkede i et indslag på AK24 syv, Radio24syvs kulturmagasin. Hans ord er definitionen på det man kalder ‘Voldsmandens veto’. Problemet er ikke venstreradikale der begår voldelige handlinger, men offeret, en mand med ekstreme holdninger. Koncertarrangøren sympatiserer næppe med AFA & Omegn., men overtager den venstreradikale logik, og proklamerer at voldsofferet ikke skulle have fået lov til at købe en billet til festivalen. Voldsmandens veto!

Radio24syv: Hvorfor er det egentligt ham der skal straffes?

Jesper Bagger Hviid, Koncertarrangør: Det tror jeg du skal spørge, altså, det det, altså, det skal han jo på en eller anden måde, fordi at hans ideer på en eller anden måde, siger at der ikke skal være plads til alle. Og allerede i den indrømmelse, der gør han jo sig selv lovløs på en måde. Når man har så ekstreme holdninger som han har, så er man også med til at udsætte sin egen sikkerhed.

Radio24syv: Men han var jo stille og rolig, mens han var hos Jer?

Jesper Bagger Hviid: Jov, det kan man godt sige, men der er stadigvæk en… hvad skal man sige. Altså, han trækker jo nogle problemer med sig, fordi han er så udtalt som han er i de holdninger han har. Og det skulle vi bare have reageret på, altså tidligere. … vi skulle helt klart bare ikke have givet ham en billet. Folk som ham trækker de her problemer med sig, og vi vil ikke acceptere vold på Mayhem. Det er ikke i nogens interesse. Vi vil have at alle skal føle sig trygge, og når jeg siger alle, så mener jeg alle der ønsker alle, ikke intolerante væsener.

(Jesper Bagger Hviid på Facebook, 17. marts 2019)

Vi finder os ikke i vold på Mayhem og han vil derfor blive nægtet adgang fremover, da de maskerede hævnere følger egen vilje og derfor er ude af vores kontrol. Vi accepterer ikke vold af nogen art og vi booker ikke nazister. Mayhem handler kun om musik.” (Vort Fatum 2019 ved Jesper Bagger Hviid, 17. marts 2019)

“Ingen intolerance på Mayhem. Vi er frygteligt kede af weekendens hændelse. Vold og anden afstumpet adfærd på Mayhem er komplet uacceptabelt. Vi lod den pågældende komme ind i overensstemmelse med vores idéer om at lukke alle ind uanset køn, race, seksualitet og politisk overbevisning. Men vi må simpelthen acceptere, at der kun kan være plads til dem, der giver plads til alle. … Vi har været naive idealister og har handlet i tro mod de holdninger, vi indtil nu har kørt Mayhem efter: at kunsten trumfer alt andet. I fremtiden vil han, og folk af hans karakter, ikke blive tilladt adgang.” (Mayhem, 19. marts 2019)

Brudstykker af en usædvanlig solid artikel set på Devilution.dk – Vort Fatum 2019: Blod, black og brodne kar.

“En gruppe antifascister havde identificeret Hendrik Möbus blandt publikum. … Men hvordan forløb det præcis lørdag aften på Mayhem? Rygterne har svirret på de sociale medier, også på vores egen Facebook-side. For at opklare hændelsesforløbet har vi været i kontakt med en række mennesker, der var til stede på aftenen og giver deres vidnesbyrd her. …

Tumulterne startede først under svenske Jordablods koncert. Kilde A skitserer det således:

… Ifølge en anden kilde var det ikke to, men fire personer, der stod bag overfaldet.

Kilde B: ‘Jeg står nogle meter foran Möbus, som opfører sig som velsagtens den mest stille og rolige person under festivalen. Nogle har fået nys om, at han var til stede og spredt det til udøvende Antifa’ere i området. Under Jordablod-koncerten vælger cirka fire maskerede personer at entrére salen med fast retning mod hjørnet og deres mål. Jeg mærker et puf, vender mig om og ser, at Antifa overlagt angriber ham, hans kæreste og to venner, begge mænd, med vold. Der er tumult, og de prøver at forsvare sig. Möbus mister sine briller, og alle fire bliver slået. Der er en dør, lige hvor dette sker, som nogle folk skubber dem og Antifa ud af. Jeg ser, at en af Möbus’ venner bløder fra tindingen, og kvinden kan ikke stå på sine egne ben efter slagene.’

… da aftenens hovednavn, canadiske Akitsa, går på, opstår der tumult igen. …

‘Senere under sidste band, Akitsa, kom der hvad jeg vil gætte på var en tyve styks maskeklædte folk ind. Der stod ingen i entréen, så de gik direkte ind uden indblanding og gik igen målrettet efter Hendrik Möbus, der fortsat stod nede i merchområdet. Det blev til noget større slagsmål den her gang, og der blev kastet røgbomber med peberspray og – vist nok – også tåregas. Det startede henne i hjørnet, hvor Hendrik Möbus stod, men bredte sig hurtigt til hele salen, så man umuligt kunne være derinde uden at føle ubehag. Langt de fleste gik udenfor, og bandet stoppede kort derefter, da de opdagede, hvad der foregik.’ …

Udenfor stod de tyve maskeklædte og virkede klar til en konfrontation, og én gut stod tilmed med en stol, han var klar til at slå med eller kaste…’, siger kilde A. …

“Ingen vidste, hvor Hendrik Möbus var blevet af. Det var efter koncerten blev afbrudt. Han dukkede så lige pludseligt op ud af det blå, helt færdig af peberspray og slag. En 15-20 minutter efter han ankom og blev hjulpet og identificeret af politiet, dukkede ambulancen op, som han så gik ind i. Der blev også bestilt en ambulance til en anden person, som havde brækket næsen og flækket øjenbrynet. …'”



14. marts 2019

Opdateret: Anti-racistisk teaterstykke viste FRP-politikers privatbolig – Initierer hærværk, trusler…

Opdate. Få timer efter jeg oploadede denne post, kom det frem, at Tor Mikkel Waras samleverske er anholdt, mistænkt for selv at stå for søndagens bilbrand. PST-chef Benedicte Bjørnland fortæller til NRK, at kvinden kun er sigtet for branden, men at det ikke er ‘unaturlig å se om det er noen sammenheng mellom denne hendelsen og tidligere hendelser. Jeg beklager.

NB: Oprindelig post – uændret.

I disse dage mobiliserer Øresundsregionens venstreradikale, fordi Alternativ för Sverige (AfS) lørdag mødes på et københavnsk hotel, da det ikke har været muligt at finde en egnet svensk lokalitet. Svenske medier ser det som folkelig afstandtagen til AFS’ politik, og dækker hermed over den venstreradikale strategi med at gå målrettet efter private virksomheder som faciliterer deres politiske modstandere. MSM tier… og samtykker.

Her en sag fra Norge, der ikke har fået megen omtale i danske medier, og slet ikke med den meget sigende forhistorie. I slutningen af november 2018 havde Oslo-teateret ‘Black Box teater’ premiere på et stykke, der problematiserede nationalistiske og racistiske strømninger i Norge. Forevisningen inkluderede flere smugfilmede sekvenser af privatboliger for personer tilknyttet NATO, politikere for Høyre og Fremskrittspartiet samt personer relateret den højreorienterede webavis Resett.no.

Blandt politikerne var justitsminister Tor Mikkel Wara (FRP), og det fik hurtigt konsekvenser. Hærværk mod hus og bil, afbrændt skraldespand, forsøg på antænding af bil, trusselsbreve og nu natten til søndag, en udbrændt bil. Fra DR.dk – Norsk ministers bil sat i brand foran hans hjem.

Den norske justitsminister Tor Mikkel Waras bil er natten til søndag blevet sat i brand. … Ifølge NTB er ministerens hjem søndag morgen beskyttet af politiet oven på hændelsen.

Ikke mindst fordi, at der tidligere har været sendt trusler mod ham, ligesom hans hjem og bil i december blev malet med hagekors og ordet racist.

I februar blev der fundet brandbar væske ved hans bil, og sidste lørdag blev der fundet et trusselsbrev i han brevkasse.”

(Tor Mikkel Waras privatbolig, 5. december 2018; Foto: VG)

“Vi tar sterk avstand fra alle former for vold, det være seg språklig vold som manifesterer seg i sosiale medier og kommentarfelter, eller verre, som voldelige handlinger. Vold er et symptom på at den opplyste og siviliserte meningsutvekslingen har sviktet.

I det siste har vi vært vitne til en uønsket eskalering av ordskiftet. Det har gått så langt at kunstnerne involvert i Ways of Seeinghar vært utsatt for så alvorlig hets og konkrete trusler at de har sett seg nødt til å politianmelde dem. Det er beklagelig og gjør sterkt inntrykk på oss at utøvende kunstnere skal måtte oppleve slike konsekvenser. Vi synes også at det er leit at Laila Anita Bertheussens (Tor Mikkel Waras kone), opplever stress og sterkt ubehag av at huset hennes blir filmet i Ways of Seeing.

Teater er politisk i sitt vesen, i kraft av å være en endringsagent. Med det sagt; Black Box teater har ikke en politisk agenda. Vi ser teateret som et samlende rom hvor ulike stemmer skal høres…” (Black Box teater, 12. december 2018)

(Tor Mikkel Waras bil, 5. december 2018; Foto: NRK)

(Tor Mikkel Waras bil forsøgt antændt, 5. december 2018; Foto: Dagbladet)

“Både Tybring-Gjedde og Bertheussen har tidligere trukket frem at Sara Badan (regissør, red.) på sin Facebook-side har bilde av en tegning med en kvinne som poserer med et maskingevær over skulderen.” (VG, 1. december 2018)

(Skraldespand antændt ved privatbolig, 17. januar 2019; Foto: Filternyheter)



28. februar 2019

Blur, 1993: “… then he puts the TV on / Turns it off and makes some tea / Says modern life is rubbish”

Jeg er så småt begyndt at pakke huset ned, og snublede forleden over cd-kasserne. Jeg røg på britpoppen helt fra starten, og skamhørte både det kendte og det mere obskure. Northern Uproar, Elastica, Salad, Echobelly, Bluetones og mange flere. Oasis var mere tjekkede, men Blur havde lyden, ikke mindst i ‘Modern life is rubbish’ fra 1993, bandets anden. Den holder stadig, særligt førstesinglen ‘For tomorrow’. Pladen skulle være et opgør med amerikaniseringen, og en hyldest til det unikke engelske, men det er jo nok en søgt efterrationalisering.

“Jim stops and gets out of the car
Goes to a house in Emperor’s Gate
Through the door and to his room, and then he puts the TV on
Turns it off and makes some tea
Says modern life is rubbish
(For Tomorrow, Blur)

(Blur, For tomorrow, 1993; Foto: Youtube)

Oploadet Kl. 09:38 af Kim Møller — Direkte link4 kommentarer
Arkiveret under:
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper