18. oktober 2019

Musiker: Ikke sikker på at jeg har ret til at være deprimeret, “.. fordi jeg er en hvid og ciskønnet mand”

Fænomenet er velkendt, og velsagtens en medvirkende årsag til at elitens børn drages mod det venstreradikale miljø. Et kulturelt betinget selvhad, der tøjles med en kamp for ‘marginaliserede, for ‘arbejderklassen’. Den for mig ukendte James Blake skriver i essayet herunder, at han i sin ungdom følte at han havde ‘the sensitivity of a female but in a male’s body’, og det kommer ikke som en overraskelse, at han i dag er gift med den feministiske aktivist Jameela Jamil. Det minder lidt om den ikoniske scene i ‘Blomsterbørns børn’ (1984), hvor en ung Michael J. Fox, besnæret af kvindelig ynde springer ud som feminist: “I am a woman.”

Essay af James Blake hos forlaget Penguin – ‘How can I complain?’ (via DR online)

“It’s especially easy to poke fun at the idea that a white man could be depressed. I have done it myself, as a straight white man who was depressed. In fact, I still carry the shame of having been a straight white man who’s depressed and has experienced suicidal thoughts. And still, when discussing it with most people, I will play down or skirt around how desperately sad I have been…

I wanted people to know how I felt, but I didn’t have the vocabulary to tell them. I have gone into a bit of detail here not to make anyone feel sorry for me, but to show how a privileged, relatively rich-and-famous-enough-for-zero-pity white man could become depressed, against all societal expectations and allowances. If I can be writing this, clearly it isn’t only oppression that causes depression; for me it was largely repression.

I’m still not sure I fully believe I am entitled to be depressed or sad at all, because I’m white and cisgender and male, and life for people like me is undoubtedly the easiest of any group. But my privilege didn’t make me want to stick around, and it makes me feel even more embarrassed for having let myself go. …

When the delusional mental force field of whiteness finally popped (the ‘psychosis’ of whiteness, as Kehinde Andrews puts it, which most white people are still experiencing – I was still able to reap the now obvious benefits of being white, straight and male but without the subconscious ability to ignore my responsibility to the marginalized), I started having the uncomfortable but rational thought that my struggle was actually comparatively tiny, and that any person of colour or member of the LGBTQ+ community could feasibly have been through exactly the same thing and then much, much more on top of that. A plate stacked until it was almost unmanageable. For me it became embarrassing to mention my child’s portion of trauma and sadness. …

I for one felt like Donald Trump, starting with $413 million and ending up broke and lying about my tax records. Maybe then it’s no surprise that so many disaffected white men identify so deeply with him. (It should be noted that I absolutely don’t.) That and our shared love of doing anything we want and saying whatever we like without consequence to ourselves.

That shared love has rightly led to a debate about what white males are entitled to say and do. I believe we’re entitled to no more than anybody else, which at this point requires a lot of listening and rebalancing. I also believe everybody is entitled to pain, no matter how perceptibly or relatively small that pain is. I don’t want the shame around depression and anxiety in privileged people to become worse any more than I want it for the marginalized. Because without addressing that pain we end up with more cis-gendered white male egomaniacs who bleed their shit on to everybody (and some of them will write albums about it).”

(Michael J. Fox som Alex P. Keaton i Family Ties, s2e15, 1984: “I am a woman”; Youtube)

“Jeg er stadig ikke sikker på, at jeg har retten til at være deprimeret eller trist, fordi jeg er en hvid og ciskønnet mand, og fordi livet for mennesker som mig uden tvivl er det nemmeste.”

“Jeg begyndte at have den ubehagelige men rationelle tanke, at min kamp faktisk var relativt lille, og at mennesker med en anden hudfarve eller seksualitet end mig kunne have gået igennem nøjagtig det samme som mig, bare med alt muligt oveni.”

Oploadet Kl. 13:26 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer


9. oktober 2019

Jack Unterweger, fra morder til mediedarling: “… reported on the very murders he was committing”

I starten af 1980’erne gik Ekstra Bladet i brechen for voldtægtsmanden Naum Conevski, der ifølge avisen var blevet udsat for et ‘justitsmord med racistiske undertoner’. Conevski blev løsladt, og tre år senere myrdede han to unge drenge der sov i telt på Amager. Næst efter at fælde en borgerlig minister for en detalje, så er løsladelse af en kriminel udlænding højt på listen over journalistiske sejre. Historien om den østrigske massemorder Jack Unterweger giver et ganske godt indblik i tænkningen. Velskrevet genemgang afsakset fra All Thats Interesting – They Thought Killer-Turned-Writer Jack Unterweger Was Reformed — Then He Started Killing Again.

Jack Unterweger was a model prisoner. He was living proof that, no matter what a man had done in his life, it was never too late for him to turn things around. … He was proof that anyone could change — or so his supporters that campaigned for his early release thought. But all of that went up in smoke when, shortly after his release in 1990, Jack Unterweger went on a killing spree that ended the lives of at least nine women. …

‘No theme is more poetic than the death of a beautiful woman,’ Jack Unterweger wrote. ‘There is an age at which a woman must be beautiful in order to be loved, and there is an age in which a woman must be loved in order to be beautiful.’

It was a strange sentiment to hear coming from a man who took pleasure in choking and brutalizing prostitutes, but it was the type of writing that won over many of the most respected members of Austria’s intellectual community while he was in prison. His autobiography convinced the world that he was a sensitive soul who went mad because he had grown up without a mother, and his skill with words persuaded many people that he now deserved to be free.

Once word of Jack Unterweger’s writings spread, thousands called for his immediate release. It didn’t matter what he had done, they said, Jack Unterweger was proof that art could heal any tortured soul, and he needed to be freed. As a statement signed by supporters put it, ‘Austrian justice will be measured by the Unterweger case.’
Huge names supported him. Two Nobel Prize winners, Elfriede Jelinek and Günter Grass, joined the movement, calling for his freedom and praising his writing.

.. In 1990, after he had served the minimum 15 years of his sentence, he was released. As Unterweger rejoined the public, the prison governor declared: ‘We will never find a prisoner so well prepared for freedom.’

Despite everything his supporters had claimed, in the first year after his release, Jack Unterweger murdered eight people. The murders followed Unterweger’s modus operandi: the women were dragged out into the woods, beaten, and strangled with their own underwear.

… while he was perpetrating this killing spree, Unterweger was interviewed on talk shows and praised both as a model of prison rehabilitation and as a brilliant writer. He was even hired by an Austrian magazine and at times reported on the very murders he was committing.

Such work also brought him to the United States on a mission to report on the ‘terrible conditions’ suffered by American prostitutes. While there, he checked into the infamous Cecil Hotel, snuck out at night, and murdered women just like those on whom he had been sent to report.”

(Jack Underweger, ORF, 1990; Foto: Twitter)

Oploadet Kl. 12:06 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer


8. oktober 2019

Sofie Jacobi: “Jeg støtter vold i modstanden mod fascisme. … forandring kommer ikke af dialogkaffe.”

De Radikale på Nørrebro droppede ‘The Barn’ som mødested, da de opdagede at Nye Borgerliges Anahita Malakians var ansat, skriver Berlingske. Den radikale venstrefløj, går dog lidt længere end De Radikale. BT har talt med Sofie Jacobi, der deltog i hetzen mod burgerbaren – en queeraktivist, der som DJ har spillet en lang række steder, herunder til Alternativets årsmøde i Odense, i AFA-kollektivet Bumzen, samt Enhedslistens valgaften på Søpavillionen. Forbind selv punkterne. Fra BT.dk – Sofie har fået trusler efter kritik af politiker: ‘Social forandring kommer ikke med dialogkaffe’.

“Hun bifalder ikke weekendens hærværk, men hun har heller ikke ondt af Anahita, som har følt sig nødsaget til at sige sit job op.

Det er fedt, at hun trækker sig, men jeg er bange for, at det nu bliver brugt i en kampagne om, hvor synd og hårdt det er for hende,’ siger Sofie, der er studerende.

Som hun ser det, er det kun højrefløjen og Anahitas politiske virke, som vinder noget på den knuste rude. I denne situation var det ikke nødvendigt med hærværk, forklarer Sofie, men den politisk motiverede vold kan være nødvendig i andre sammenhænge.

‘Holdningerne fra den yderste højrefløj siver ind mod midten. Det er, som om folk ikke forstår, at der skal mere ekstreme ting til, før det ændrer sig,’ siger hun.

Jeg støtter vold i modstanden mod fascisme. Social forandring kommer ikke af dialogkaffe.‘ …

Hvad tænker du om, at Anahita nu har sagt sit job op på grund af chikanen?

Der er ingen, der har tvunget hende til at gå ind i et fascistisk parti. Hun burde ikke tro, at hun bare kan servere burgere et sted, hvor de minoriteter, som hun vil udgrænse, bor.‘ …

‘… hun er en del af den højredrejning, der er kommet til Danmark, som lugter af nazisme,’ siger hun.”

(Sofie Jacobi hetzer ‘The Barn’ online, 2. oktober 2019)



3. oktober 2019

Politikens Roald Als, luksus-socialdemokrat: “… svarede jeg og nippede til mit glas Saint-Émilion 1993”

Bo Bjørnvig anmelder Roald Als’ selvbiografiske ‘Håndtegner’, og giver et godt eksempel på den ideologiske hykleri der kendetegner den selverklærede venstrefløj. Fra Weekendavisen – Vores job er at skabe ballade.

“Manden, der ender som en af landet bedste bladtegnere, voksede op i en socialdemokratisk familie, hvor faren arbejdede som lønslave på Plumrose, og sønnen mener, han kun undgik en lignende skæbne ved at kunne tegne.

… hans vittigt-ironiske distance præger også fortællingen om ham selv, den er på samme tid underspillet og selvhævdende. Det sidste ikke uden grund, Als’ tegninger er en fryd, og han er vellidt, selv af sine ofre, men hans spillen proletar rimer ikke altid så godt med udlandsrejserne, de fine restaurantbesøg, indtagelsen af klassevine, hans køren rundt i en Mercedes 300 E samt portrætmalerier af Ritt Bjerregaard og Mogens Lykketoft til flere hundrede tusinde kroner. Den stædige henvisen til egen ydmyg herkomst midt i beskrivelserne af noget, der kunne ligne et forkælet overklasseliv, nærmer sig indimellem det krukkede.

Da han med nogle unge journalister er på reportagetur for Politiken – som han hentes over til i 1994 af Tøger Seidenfaden – belærer han dem om, ‘at en god journalist også er en god socialdemokrat og har til opgave at fortælle læserne om de riges udplyndring af folket. Det var op ad bakke.’ Ikke mindst da han bestiller en dyr vin, hvilket får en af de unge til syrligt at bemærke: ‘Jeg troede du tilhørte arbejderklassen.’

Als’ reaktion er typisk: ‘Som præsten sagde hos luderen: ’Man er nødt til at kende synden for at kunne bekæmpe den,’ svarede jeg og nippede til mit glas Saint-Émilion 1993 til 99 euro flasken.’

Oploadet Kl. 11:58 af Kim Møller — Direkte link54 kommentarer
Arkiveret under:


29. september 2019

Annette Heick: “Der blevet fundet våben, der var ildspåsættelser, der var… lærere, der blev slået ned.”

Annette Heick er flyttet tilbage til Danmark efter 16 år i Malmø, og det kom hun blandt andet ind på fornyligt, da hun var gæst i Hassan Preislers ‘Det næste kapitel‘. Hun har flyttet sig mentalt de senere år, men når man færdes på de bonede gulve, kræver det lidt ekstra at ændre holdning til det multikulturelle.

Det var meningen jeg ville blogge udvalgte citater, men det DF-ejede medie Dit Overblik kom først – Annette Heick og familien forlod Sverige: Børn tog våben med i skole.

“‘Mit gæt var, at det næste, der ville komme, var et skoleskyderi‘. …

Der blevet fundet våben, der var ildspåsættelser, der var politi, der var lærere, der blev slået ned. Det var ganske voldsomt. Og så var der en ledelse, der slet ikke ville tale om tingene. Der blev ikke kommunikeret til os. Vi fik det at vide af vores børn, og vi kunne til dels læse om det i avisen, det der slap ud. For når jeg skrev til rektor om tingene, så fik jeg bare at vide, at ’det skulle jeg ikke bekymre mig om, det er der styr på’. Jo, jo…,’ fortalte Annette Heick.

Hun fortæller i radioprogrammet, at hun igennem længere tid forsøgte at få en dialog med skolens ledelse. Men det var umuligt, ligesom hun gik forgæves til de andre børns forældre.

Der var en dreng fra min søns klasse, der blev pågrebet med nogle ret heftige våben, så han blev taget ud af skolen i nogle dage. Så skrev jeg til 35 forældre – både mænd og kvinder – og foreslog at vi skulle løse det ved at mødes, også med ham og hans forældre. Så kunne vi sige, at der findes tilgivelse og hvad kan vi hjælpe med, hvad er jeres behov osv. Men jeg fik ikke et eneste svar fra forældrene – nul svar – og da jeg kom op på rektors kontor, fik jeg bare samme svar igen: ’Du kan tage det helt stille og roligt, vi har taget hånd om det, de personer, der skulle have besked’. Efter det sagde jeg til min søn: ‘Prøv at hør, det er nu vi skal til Danmark. Det der kan jeg ikke leve med’. Jeg synes det var så utrygt at sende børnene i skole,” fortæller Annette Heick til radioprogrammets vært, Hassan Preisler.”

Oploadet Kl. 10:39 af Kim Møller — Direkte link33 kommentarer


14. september 2019

Jørgen Leth fantaserer om Trump-mord: “… han skal dø’, “Jeg savner sådan et frisk præsidentmord…”

82-årige Jørgen Leth virker senil-dement, og ligesom han var for gammel til Tour de France, så er han tydeligvis også for ustabil til at være centrum for et samtaleprogram. I onsdagens udgave af Spørge Jørgen på Radio24syv kom han atter ind på USA’s folkevalgte præsident, og pludselig drejede han over i det der må betegnes som en mordfantasi. Hukommelsen er ikke hvad den har været, og den lille Fiat han husker fra Truffauts La peau douce (1964) er i virkeligheden en skøn Austin Mini. Direkte linket til sekvensen her (Via BT)

Zissel Astrid Kjertum-Mohr, Radio24syv: … Lytteren skriver. Kommer du til at savne at læse om Trump?

Jørgen Leth: Nej, det kommer jeg ikke til at savne. Jeg synes bare at han skal dø. Jeg kan ikke forstå at der ikke er nogle gammeldags attentatfolk mere. Jeg savner sådan et frisk præsidentmord, det gør jeg altså. Det gør jeg virkelig. Jeg synes, det er på høje tide, det synes jeg sgu det er. Altså, simpelthen en der går op og skyder ham direkte, som på en eller anden arrangeret exit.

Altså, jeg så i går i Cinemateket i København, Truffauts ‘Silkehud’, La peau douce, og det er der en fantastisk dødsscene, en mordscene, det er en pragtfuld scene… hun købte et jagtgevær, og det bærer hun under en hvid frakke, og hun gør alle forberedelser, fuldstændig vidunderlige konkrete, den måde hun tager den hvide frakke på, som hun har lagt for sig, som om det er længe forberedt. Den tager hun ned, og den ligner en kittel, men den er meget flot samtidig, og så tager hun det der kæmpe dobbeltløbede gevær – tror jeg det er, og sætter to patroner i, store patroner, og så bærer hun det under frakken, og meget målbevidst – fuldstændig. Og hun er meget vred på sin mand for den sorg, den skuffelse, og så ved hun jo hvor han spiser, hvad han får reserveret til sig. Og så sidder han der, bare spise og læse sin avis uden at tænke sig om, måske. Så sidder han der, og så kommer hans kone ind, man har fulgt hele hendes slutforløb, der er fortalt på en dramatisk måde. Man følger hendes bil, hendes lille bil, en Fiat i Paris’ gader, man følger hendes fart hen til – han har ikke kunne ringe hende op, han vil gerne have afdramatiseret situationen, så han har forsøgt at ringe hende op, det er en del af dramaet… han kommer ikke igennem til hende.

… hun udstråler en vrede… Vi ved at hun har det der jagtgevær under frakken, og så går hun hen imod ham. Det hele er så fantastisk tidsmæssigt fortalt, det er genialt fortalt. Man ser alle detaljerne, man ser at han ser op, og ser at hun har gang i noget frygteligt, og hun tager frakken væk og tager geværet op, og så løfter hun riflen og sigter på ham – han prøver at afværge det, men der er ikke noget at gøre. Man ser det hele i en vidunderlig indstilling, det er helt fantastisk indstilling. Så skyder hun ham med det der gevær, ik’. Voldsomt, man ser ikke noget blod, man ser bare at han dør. Det er en fantastisk scene. Hvorfor fortalte jeg om den? Hvad spurgte du mig om?

Kjertum-Mohr: Jeg spurgte dig om Trump? Men det er jo en martyrdød. Synes du Trump fortjener sådan en?

Leth: – Nej!

Kjertum-Mohr: Man bliver jo husket, hvis man bliver skudt som præsident.

Leth: Ja. Jeg er sgu ligeglad – han skal bare væk, synes jeg. Det må være nogen der stiller op og skyder en så forbryderisk præsident. Det synes jeg bare. Jeg kan slet ikke se nogle formildende omstændigheder, det kan jeg ikke. … Der er så mange politiske figurer, der er blevet myrdet gennem tidens løb, med gode grunde. Trump kunne jo sagtens være en der blev myrdet af gode grunde. Så jeg kan ikke forstå, hvorfor det ikke er muligt.Jeg kan ikke forstå at Trump, der har lavet så meget møg, at han ikke bare skal henrettes af offentligheden. Det kan jeg ikke. Jeg ved godt, at det her er langt ude at tale om, men jeg synes der skal være dødsstraf til sådan nogle som Trump, det synes jeg at der skal. Går det? Kan du trækker det tilbage?

Kjertum-Mohr: Jørgen. Jeg har tænkt mig at sende alt det du siger.

(Slutscene fra François Truffauts La peau douce, 1964; Fotos: Youtube)

Oploadet Kl. 10:48 af Kim Møller — Direkte link57 kommentarer


12. september 2019

Jalving om Atwoods patriarkalske dystopi: “Det er Trump og kampen mod fri abort, der er truslen…”

Jeg er lige startet med ‘Breaking Bad’, og jeg kommer næppe til at se ‘The Handmaid’s Tale’, trods det anti-feministiske plot. Mikael Jalving advarer med udgangspunkt i et Politiken-interview med den canadiske forfatter Margaret Atwood. Sakset fra JP.dk – Nu må I holde op på venstrefløjen: Alt kan ikke handle om Hitler.

“Atwood. f. 1939, er nok mest kendt for sin dystopiske roman Tjenerindens fortælling (1985), der er levendegjort i HBO’s tv-serie The Handmaid’s Tale om regimet Gilead, hvor kvinder bruges som avlsdyr, og mænd kører med klatten.

Skildringen er gruopvækkende i sig selv; alene kvindernes gulvlange, burkalignende kåber, lovbefalede kyser og nedslåede blikke får mig til at gyse… Vigtigere er det, at tjenerindens fortælling peger hen på steder og systemer, hvor kvinder bruges som fødemaskiner, underlægges social og seksuel kontrol, reguleret af en streng og uforsonlig religion med en stærk patriarkalsk logik. Hvad kunne det mon være for én?

Nej, ikke den. For nu har Margaret Atwood skrevet en fortsættelse, som på dansk kommer til at hedde Gileads døtre, og af interviewet forstår vi, at det, der får stjerneforfatteren til at ligge vågen om natten, såmænd er Donald Trump.

Det er Trump og kampen mod fri abort, der er truslen over alle trusler for Gileads døtre i dag… Præsidenten minder Atwood om noget fra 30’ernes Tyskland. Naturligvis, havde jeg nær sagt: ‘A-L-T kan komme tilbage’, udbryder hun, alt! Således også Hitler og SS og SA og alt det andet.

Politikens journalist Emilie Maarbjerg Mørk har fået hele seks sider til interviewet i søndagstillæget. Alligevel falder det hende ikke ind at spørge, om der kunne være andre spor, træk eller kræfter i vor samtid, som vil begrænse kvinders ret til egen krop? Jeg mener, ud over ham der med den orange hår.”

(The Handmaid’s Tale, 2017- ; Foto: IMDB)



10. september 2019

“Trump er, uanset hvad man måtte mene om ham, ikke i nærheden af at være en ny Hitler. Men….”

Forskellen på venstrefløjen og højrefløjen i forhold til Donald Trump er ikke så stot. Begge associerer Trump med Hitler. Venstrefløjen gør det på alle måder, og udviser stort initiativ desangående. Højrefløjen kan ikke nøjes med en overskæg på en Trump-ballon, og skal tænke lidt mere kreativt. Hitler og Trump er begge magtfulde og nærtagende, så de er jo lidt ens ‘udenrigspolitisk set’.

Kommentar af international korrespondent Jette Albæk Maressa hos JP.dk – Læren af Trumps aflyste besøg: Tir ikke lunefulde statsmænd.

“På Det Kongelige Teater opføres i disse dage den anmelderroste forestilling ‘Adressaten ubekendt’… En af fortællingens passager handler om, hvordan Danmark dukkede nakken, undgik at kritisere forholdene i Det Tredje Rige og indkaldte redaktører til møder, hvor de blev bedt om at holde igen med kritiske artikler. Det gjaldt om at undgå at provokere Hitler, som var nærtagende.

… tankevækkende at se på, hvordan det officielle Danmark nu til dags håndterer en anden nærtagende statsleder: USA’s præsident Donald Trump.

At sammenligne Trump med Hitler giver ikke mening. Trump er, uanset hvad man måtte mene om ham, ikke i nærheden af at være en ny Hitler. Men magtfuld og nærtagende er han, og det er interessant udenrigspolitisk set.

I 1930’erne gjaldt det om ikke at provokere Tyskland. Nu gælder det om ikke at miste USA.

(Adressaten ukendt, 2019; Foto: Kglteater.dk)



25. august 2019

Niels Lillelund: “Det er ikke Isam B, der undergraver Danmark eller dansk kultur, det klarer vi selv…”

Jeg er ikke 100 procent enig med Lillelund her, men han har uomtvisteligt en pointe. Det er nemt for konservative at undsige multikultur som ideologi, men hvis man ikke selv viderefører fædrene arv i bred forstand, så asfalterer man vejen for det udanske. Niels Lillelund kommenterer i Jyllands-Posten – Danmark, dit indre ocean.

“Det handler om dannelse, tabet af dannelse. I dag er kulturen ikke noget, man er en del af, men noget, man vagt forestiller sig muligvis står i en bog, man i øvrigt ikke læser. Det ses af opstandelsen omkring Isam B’s mulige bidrag til Højskolesangbogen. … Det er ikke Isam B, der undergraver Danmark eller dansk kultur, det klarer vi selv, ganske uden hjælp udefra:

Hvis den sang kan stå i Højskolesangbogen, så kan alt stå der. Det gør det forresten også. Her er tekster af Otto Gelsted, den gamle kommunist, der fablede om at rive korset af Dannebrog; ‘Stryg det grimme kors af flaget, gør det rødt!’, vrængede han – før han ved synet af de tyske tropper den 9. april skrev: ‘Men i den angstens stund // Du lå med blodig mund // og alt omkring var dødsens nat og gru // da så vi og forstod // til vore hjerters rod // at aldrig har vi elsket Dig som nu!’ – og det er heldigvis den, der står i Højskolesangbogen, sammen med den vidunderligt milde ‘Her har hjertet hjemme.’

‘Jeg ved en lærkerede’ står der også, den har tekst af Harald Bergstedt, som skrev i det nazificerede magasin Globus, som hans socialdemokratiske partifæller formåede at forlade lige akkurat i tide, mens de smart efterlod ham med skammen.

… Nu har vækkeuret ringet, bevar mig vel, og det er alt for sent. Men det var os selv, der forskrev os til de søde drømme, ikke de andre. Det er os selv, der har opgivet dansk kultur, ikke Isam B, der har taget den fra os. Selv om mange synes at tro det; det er det nemmeste, så er det ligesom nogle andres skyld.

Oploadet Kl. 15:17 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


24. august 2019

Isam B i kor med Abdul Wahid (2018): “Har du husket at betale din zakat?’ (hvad kan du vinde: Allah!)

Anne Sophia Hermansen lukkede for mig at se debatten, og den tidligere Outlandish-forsanger Isam Bachiri, bliver ikke pludselig en værdig repræsentant for højskoletraditionen blot fordi Islam-polemikken presser apologeterne over på Allahs side. Enkelte argumenterer for ‘Ramadan i København’ med at nazisten Harald Bergstedts ‘Jeg ved en lærkerede’ allerede findes i Højskolesangbogen.

Bergstedt var aktiv socialdemokrat, da han skrev sangen i 1921, og blev først nationalsocialist under krigen. Bjørn Afzelius’ hyldestsang til Fidel Castros frie Cuba (1982), skulle aldrig været optaget, men symboliserer fint hvorledes selverklærede ‘progressive’ forsøger at presse traditionen i den af dem ønskede retning.

Herunder ses Isam B i kor med imam Abdul Wahid Pedersen, i en opfordring fra Danish Muslim Aid til at betale islamisk skat (Zakat) i forbindelse med Ramadanen sidste sommer. Imamen mener ikke blot islamisk skat er obligatorisk, men også noget så eksotisk som stening for utroskab. Har du husket at stene skøgerne? (Hvad kan du vinde: Allah!). I skrivende stund ikke højskolemateriale, men kulturer er dynamiske, traditioner ændrer sig.

(Danish Muslim Aid på Facebook, 14. juni 2018)

Betaling af zakat er en af de fem søjler i Islam og dermed obligatorisk for enhver muslim. Zakat er en slags ‘formueskat’… Zakat al-Fitr er en obligatorisk betaling (witr), som enhver muslim skal betale inden Eid-bønnen udføres efter endt Ramadan.” (Danish Muslim Aid, 2019)

“Vi kan hurtigt blive enige om, at stening til døde er en meget grusom form for afstraffelse, men det ændrer ikke på, at den set i et islamisk lys, er blevet forordnet af Skaberen selv. Vi er derfor umiddelbart ikke bemyndigede til at ændre på samme. De ting, som er givet i Koranen eller af Profeten Muhammad i en utvetydig form, står for så vidt ikke til diskussion blandt muslimer. I samme øjeblik, vi ville sætte disse ting til diskussion, ville vi jo i bund og grund have erklæret os som ikke troende på Allah og Hans budbringer, og ville dermed have stillet os selv udenfor Islam.” (Abdul Wahid Pedersen, 2002)

Oploadet Kl. 11:29 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper