18. april 2020

Forfatter om Stram Kurs: “.. den væske, som er løbet fra sprækken, da bunden af samfundet flækkede”

Jeg har blogget om den venstreradikale forfatter Jacob Skyggebjerg flere gange. Eksempelvis da han i 2015, skrev om ‘forarmede stakler fra Dansk Folkeparti’, i 2016 om den øffende gris Martin Henriksen, og senest da han tidligere på året kaldte ‘Danmark og danskheden’ for en ynkelig kopi. En skønlitterær nulbon, der angler for at blive Carsten Jensens efterfølger. Politisk virker han til at have alt der kræves.

I går kunne man høre ham på Radio4, hvor han fortalte at han ville lære Stram Kurs-vælgerne at kende, og derfor gik undercover som Stram Kurs-medlem, og deltog i Rigskongressen på Christiansborg. Han betegnede fremgangsmåden som ‘originalt’, men uden at grave dybt husker jeg flere lignende stunts. Da kunstnerne Martin Rosengaard Knudsen og Sixten Kai Nielsen deltog i et DFU-sommermøde (2006), da journalist Lea Kærn Linstow meldte sig ind i NBU med henblik på en Radio24syv-dokumentar (2019).

Derudover kan nævnes journaliststuderende Kristoffer Eriksens DF-stunt (2011) og rævefælde-undersøgelser såsom Ekstra Bladet mod DF (2006) og venstreradikale Redox’ mod Nye Borgerlige (2019). Det ville være originalt at gå undercover for at afdække militans i Enhedslisten, men det giver hverken priser eller strandvejsvillaer, så det er ikke sket. Ja, faktisk er kritisk journalistik i forhold til den yderste venstrefløj noget nær ikke-eksisterende.

Jacob Skyggebjergs alenlange beretning er intet andet end lyrisk voksenmobning, men kan læses som et arketypisk eksempel på ‘det gode had’. Der fokuseres på udseende, dialekter, og alt går ud på at bekræfte egne fordomme. Fra Atlas Mag – V for sejr.

“Det begyndte for nogle måneder siden, da min insider, som af hensyn til sin sikkerhed er tvunget til at være anonym, sendte mig et screenshot af den invitation til Stram Kurs’ Rigskongres, han lige havde modtaget i sin indbakke. … Jeg gik ind på Yahoo.com og oprettede en mailadresse og gik i Føtex og købte et taletidskort til min telefon. Dermed min nye identitet. Herefter gik jeg ind på Stram Kurs’ hjemmeside og meldte mig ind under navnet Jacob Mortensen og fik en veninde til at overføre de 200 kroner, det koster for et års medlemsskab. …

… Jeg så på dem – medlemmerne af Stram Kurs – og jeg så, at det tøj, jeg havde fundet til Jacob Mortensen derhjemme, slet ikke var håbløst nok. Jeg så, at jeg skulle ligne en, der for alt i verden ikke vil ses på. En, der har givet op. Det var det, mit tøj skulle vise. Da jeg kom hjem, gik jeg i skabet og fandt en udslidt, mørkeblå cardigan med fedtpletter på, som jeg huskede netop at have gemt til et eventuelt udklædningsformål. Og i sækken med tøj, der skulle til genbrug, fandt jeg de gamle sorte jeans, som engang for femten år siden havde været en del af min arbejdsuniform på DTC Centerbistroen i Vejle. …

Gudskelov har jeg været forudseende med hensyn til cigaretterne og taget en pakke med som en del af min forklædning. …Gud ved, om han overhovedet ved, hvad partiet står for – er det mon ikke for ham på samme måde som med hans anonyme samtalepartner – bare det at være med i et eller andet fællesskab, det handler om for ham? At have et eller andet sted, hvor han er velkommen?

… hvor i alverden skal Jacob Mortensen sidde? Jeg hører ikke til nogen steder her. Alle bordene synes mig at være lukkede fællesskaber. Det vil aldrig kunne blive naturligt, at jeg sætter mig ned her ved denne amerikanerfede skaldede mand. Eller ved denne kvinde, hvis øjne er sunket ind i et mørke, der æder deres farve. Hos denne olding, der lægger nakken tilbage og ser op på mig med den samme undren i det leverplettede ansigt, som knejten fra før?

… mine partikammerater. De små og store kroppe. Sammensunkne ved bordene – hører de overhovedet efter? Hvem er de mennesker, der falder for koranafbrændingerne og de statsfinansierede tilsvininger? Når man går frem og tilslutter sig noget så ekstremt, så har man accepteret sin omverdens fordømmelse og gjort det her til sit fællesskab. Langt de fleste ligner nogen, der har det svært, på den ene eller anden måde. Der er ingen deciderede vindere her. I alle grupper, i alle folkeskoleklasser, på alle arbejdspladser og så videre, er der altid en eller to, som bare ikke fungerer med resten. En eller to, som er vanvittigt socialt akavede. Outsidere. Tabere.

Det er folk, der aldrig har været smarte. Folk, der aldrig har været kløgtige. Folk, der aldrig har oplevet andet end nederlag.

… De stolte danere. Der står de i kø ved buffeten i deres alt for store jakkesæt og klodsede Stram Kurs snapback-kasketter. En ser ud, som om han har stoppet skumgummipuder ind under blusen for at klæde sig ud som fed – en anden har et overbid, der strækker sig hen over hele munden og giver ham et permanent fjoget grin. En tredje ligner fuldstændig nåsåeren Benny fra The Julekalender.

Det, jeg ser, er at jeg aldrig kan blive en af dem. Jeg har ikke det, der skal til. Jeg bærer ikke på den samme smerte. Bekymringen. Al forklædning i verden vil ikke kunne give mig den. Jeg har et glimt i øjet, som kan kaldes livsgnist, og det glimt er slukket hos alle her. Noget har dræbt det. Det er det mørke, der hviler over dem. Det er det mørke, der gør det så udmattende at sidde med dem oppe i Landstingssalen. At luften er tyk af den smerte, som er det, de har til fælles. Det er den, deres fællesskab er. Da jeg først har set det, kan jeg ikke ikke-se det.

… et fællesskab som Stram Kurs er et symptom på at samfundets bund har fået nok – disse mennesker er den væske, som er løbet fra sprækken, da bunden af samfundet flækkede. …

De er fattige mennesker. De er stakkels mennesker. … Det er ikke for Rasmus Paludans politiske gennemslagskraft, man skal tage ham alvorligt – det er for denne horde af stakler, som underkaster sig ham.”

Oploadet Kl. 12:17 af Kim Møller — Direkte link107 kommentarer


8. april 2020

Mathiesen: Folketinget (inkl. DF) stemte for akut hjælpepakke, der reelt var ’statsstøtte til kunstnerne’

For et par dage siden hørte jeg musikeren Lasse Helner fortælle, at kulturen var særlig vigtig under coronakrisen, og derfor har ‘Lasse og Mathilde’ netop udgivet en corona-sang. Jeg forstår egentligt godt at kunstnere gerne vil gøre sig selv uundværlige, men personligt vil jeg nok hellere prioterere noget mere konkret – sygehuse, værnemidler etc. Mere håndsprit, færre badutspringere.

Lars Boje Mathiesen fortæller, at et samlet Folketing minus Nye Borgerlige netop har vedtaget en akutpakke til støtte for kunstnere. En billedkunstner der intet sælger er arbejdsløs, og det skulle vel egentligt ikke være så svært at forstå. Sakset fra JP.dk – Alle får en million.

“Lad mig give jer et helt konkret eksempel fra aftalen, så I kan se, hvad jeg taler om.

Hvis man f.eks. som kunstner har et maleri, som man mener at kunne have solgt i perioden marts-juni, og man siger, at salget så grundet coronaøkonomi er gået i vasken, ja, så kan man nu få kompensation for det manglende salg.

Og nu kommer den så …

Hvis man så i juli, august eller efterfølgende sælger det samme billede, som man altså allerede har fået kompensation for, så beholder man alle pengene selv, og der vil intet krav være om, at indtjeningen skal modregnes i den støtte man har fået … Ja, læs det lige igen. For den er altså god nok.

Forestil jer, hvor mange kunstnere derude, som lever op til gængse krav for at være en del af denne pulje, der så lige pludselig har et salg på vej. Ja, de kan jo endda lave en aftale med en potentiel køber om lige at vente til efter juni, og så kan maleriet jo sælges billigere, og begge får noget ud af det, mens regningen sendes til skatteborgerne. Det kan også være en sang, en skulptur eller alt muligt andet.

Det er en håbløs, skødesløs behandling af borgernes skattekroner. Det har intet at gøre med akutte hjælpepakker, men er slet og ret øget statsstøtte til kunstnerne.

Selvfølgelig forventede jeg, at partier som Enhedslisten, SF, og De Radikale ville klappe i hænderne, men at partier som Venstre, DF, Liberal Alliance og De Konservative intet problem ser i at lave sådanne ordninger med dobbeltbetaling af kunstnere i en tid, hvor mange private små selvstændige kæmper for deres liv, er rystende.”

(Lasse og Mathilde, 2020; Foto: Youtube)

Oploadet Kl. 00:37 af Kim Møller — Direkte link47 kommentarer


11. marts 2020

Carla Luffe: “Kære Corona… Kan du ikke komme igen hvert år, så vi kan overholde Paris-aftalen?”

Filmklipper Carla Luffe Heintzelmann er 31 år, men reflekterer som en konsekvensløs teenager, for hvem alting er en leg. Bizart læserbrev i Politiken – Debat: Du har vores fulde opmærksomhed, coronavirus.

“Coronavirus. Kære Corona, velkommen til en verden af handlekraftige hyklere. Du er opstanden af flagermusens blod, en sand Føniks. Du kommer vadende, en stor, smuk og ubesejret intelligens. …

Du spadserer i spyttet og har taget opgaven på dig. Du har tænkt: Hvis I ikke selv kan finde ud af det, må jeg jo få jer til at blive hjemme, så vi kan få renset luften, sparet på rejsen til Thailand og aflyst shoppingturen.

Flyselskaberne aflyser ruter, de kan ikke få det til at hænge sammen. Bilerne står i garagen, da chaufføren har fået karantæne. Krydstogtskibene bliver i havnen. Der er for mange om buffeten. Louis Vuitton får ikke solgt sine tasker. Der er undtagelsestilstand i Californien. Der bliver bestilt pakker fra Kina med skepsis. Økonomien har fået sig en tiltrængt kold tyrker. Og den almindelige borger er skrækslagen…

Så ja, Corona, det er med varme hilsner, i et håb om selvindsigt, at jeg siger tak. Du har vist os, at vi kan, hvis vi er bange for at blive syge.

Kan du ikke komme igen hvert år, så vi kan overholde Paris-aftalen?.”

(Politiken, 9. marts 2020, s. 7)

Oploadet Kl. 00:38 af Kim Møller — Direkte link21 kommentarer


9. marts 2020

Melodi Grand Prix 2020: Isam Bachiri med islamisk bedekrans på DR1 – “Jeg har altid været min farve”

I 1983 var der kun en tv-kanal, og alle så yndige Gry vinde Melodi Grand Prix. Her 37 år senere er DR kun et alternativ blandt flere, og fremover betales licensen over skatten. Så gør det selvfølgelig ekstra ondt, at høre en islamist synge om respekt for den tro, han vægter højere end alt andet. Mere hos Frihedens Stemme.

“Men jeg har aldrig været mig selv
Jeg har altid været min farve
Hvad er farve andet end dét sted
Lysets bølger mødes?”

(Isam Bachiri, Bølger, 2020)

(Collage: Melodi Grand Prix 1983 & 2020: Lyse Gry i lårkort – Mørke Isam med bedekrans)

Oploadet Kl. 12:30 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer


3. marts 2020

Tomme slagord, siliconebryster, historieløshed: Twerkende Lina Rafn blandt kommunistiske symboler

Zulu Awards 2020 blev den mest sete program nogensinde på kanalen, hvad ifølge programmets redaktør skyldes ‘Ibi Støving, som optrådte nøgen på scenen’. Silikonebryster gav seerrekord. Årets MGP blev i øvrigt lørdag vundet af 13-årige Liva fra Brønshøj med en Thunberg-inspireret sang om klimaforandringer: ‘Ingen plan B’. Ideologi er reduceret til tomme paroler, og i den forstand rammer TV2 Zulu målgruppen perfekt.

Blandt de optrædende var ‘Pattesutter’, men fleste husker nok Ibis bryster eller Infernals optræden med en twerkende 43-årig Lina Rafn. Bemærk hvordan det hele kombineres med en solid gang kommunistisk symbolik.

(Lina Rafn i en alternativ kommunistisk uniform, Zulu Awards 2020; Fotos: Youtube)

“Bandet Suspekt og den kvindelige rapper Tessas kvalmende og infantilt grænsesøgende optræden til Zulu Awards 2020 efterlader dansk musikkultur på et postapokalyptisk lavpunkt. Skal vi synke lavere, er vi fremover nok nødt til at få kopulerende dyr på scenen. (Søren J. Damm, 1. marts 2020)


Jacob Skyggebjerg, forfatter: “Danmark og danskheden er en ynkelig kopi af alt det, andre lande har.”

Ufiltreret oikofobi hos Jacob Skyggebjerg, der har skrevet endnu en bog som nok skal give en håndfuld priser. Her lidt fra et interview i Berlingske – Forfatter langer ud efter folkeånden: ‘Danskermentaliteten er usympatisk, fordi den er så gennemført frihedsfjendsk’ (kræver login).

“Det eneste unikke, Danmark har i forhold til andre lande, er smålighed og hygge. Ingen af delene kan vi prale af. Det er forfatteren Jacob Skyggebjergs syn på Danmark. Han er aktuel med en ny bog, der skildrer et Danmark, hvor ingen er gennemført sympatiske, og hvor livet kører i ring. Igen og igen. …

Nu har det åbenbaret sig for forfatteren, at hele Danmark er en provins. Danmark er en normaliseringsfabrik, siger han, som forsøger at fjerne alt det, der gør det enkelte menneske til noget særligt. Nu overvejer han at flygte endnu en gang. Væk fra den provinsielle mentalitet, der kendetegner det Danmark, han kender. …

‘Hele Danmark er en landsby,’ siger Jacob Skyggebjerg skråsikkert. ‘Danmark og danskheden er en ynkelig kopi af alt det, andre lande har.’

Danmark er ikke noget rigtigt land… ‘

Danskermentaliteten er usympatisk, fordi den er så gennemført frihedsfjendsk,’ siger Jacob Skyggebjerg uden tøven.”

(Jacob Skyggebjerg, forfatter; Foto: Youtube)

Oploadet Kl. 01:54 af Kim Møller — Direkte link39 kommentarer
Arkiveret under:


14. februar 2020

Mere om SAS-videoen: Ikke en ‘historie om innovation’, men eksplicit underkendelse af dansk egenart

SAS og meningsfællerne i Twitterland hævder at reklamen er blevet misforstået, men der er ikke så meget at misforstå. Den er velproduceret, skarpt skåret, og budskabet er ikke blot ‘At rejse er at leve’.

Bemærk de triste følelsesforladte kvinder i starten af videoen, der erstattes af glade rejsende (forskellig herkomst) og afsluttes med det store gensynskram i slutscenen mellem et sort/hvidt venindepar. Man kan sige, at foruden selvhadet er indvandring og multikultur videoens underliggende tema, meget lig propagandaen for Islam i Outlandish-hittet Aicha fra 2009. Her ser man en trist dansk kvinde blandt smilende hijabklædte muslimer, og hun smiler først, da hun tager hijab’en på og altså er konverteret. Mindre danskhed, mere Islam.

Torben Mark Pedersen kommenterer på Facebook.

“Jeg undrer mig en del over, at så mange opfatter SAS-videoen som et budskab om, at vi i Skandinavien er gode til at lade os inspirere af andres ideer, hvorefter vi forfiner og forbedrer dem, altså en historie om innovation. Fortællerstemmen i videoen siger det modsatte.

Det siges eksplicit i videoen, at: ‘everything is copied’. Altså ingen forfining og forbedring. Ingen innovation. Blot kopi.

Og det siges videre, at ‘Scandinavia was brought here. Piece by piece’.

Altså igen: der er tale om direkte import, som derefter er uændret. Det er kopier af noget udenlandsk. Det er altså ikke et budskab om at lade sig inspirere af udlandet for dernæst at forbedre det.

Det hedder endeligt, at de [der rejser ud] fandt ‘the best of our home. Away from home’.

Igen: Det er IKKE en video om innovation, eller om at vi i Skandinavien har været gode til at videreudvikle andres gode ideer. Nej, kommentaren i filmen siger eksplicit, at alt er bragt hertil udefra.

Det er også derfor videoen indledes med ordene: ‘What is truly Scandinavian?’ Og selv svarer: ‘Absolutely nothing.’

Det kan man kun svare, hvis vi ikke selv har tilført noget nyt til det, vi har fået udefra. Men blot kopieret.”

(Collage: Trist nordisk kvinde i SAS-reklame, 2020 – Dansk kvinde i Outlandish’ hit Aicha, 2009)

Oploadet Kl. 11:12 af Kim Møller — Direkte link37 kommentarer


10. februar 2020

A. Arnheim: Venstrefløjens antisemitisme har bevæget sig dybt ind i ‘det danske liberale demokrati’

Den venstrefløj der lefler for herboende muslimer, er den samme der ensidig fokuserer på menneskerettighedskrænkelser i Israel. Når Skipper & Co. kritiserer Israel, oversættes det instinktivt af de nye kernevælgere som ‘yahud’. En uhellig alliance på niveau med den der efterhånden er etableret mellem liberale Rohdehoveder og venstreradikale fortalere for åbne grænser.

Her lidt fra en interessant kronik i Weekendavisen af Arthur Arnheim – Store, stygge løgne.

“Samtlige antisemitiske bølger de sidste 120 år har været baseret på løgn. …

Få dage efter Seksdageskrigen i Mellemøsten i juni 1967 bragte Politiken et digt af Klaus Rifbjerg, ‘Støvlerne’. Ovenover digtet var et foto placeret, der viste egyptiske soldaters støvler smidt ud i ørkenens sand. Det var skabt for at påkalde medlidenhed med de stakkels egyptiske soldater, der måtte løbe for livet.

Det billede havde Rifbjerg ikke grebet ud af luften. Den samtidige sovjetiske presse havde startet en propagandaoffensiv, hvor man sammenlignede krigen med den blitzkrieg, nazisterne havde ført i 1940, hvor det meste af Vesteuropa var blevet erobret. I karikaturer blev den israelske forsvarsminister vist med hagekors og SS-insigner. Sovjet havde startet en antisemitisk bølge som et instrument i Den Kolde Krig.

… I 1980 var VSeren Steen Folke offentligt blevet beskyldt for antisemitisme. Han anlagde injuriesag mod anklageren. Det kommenterede Herbert Pundik, daværende chefredaktør for Politiken, på følgende måde:

‘Han (Folke, red.) tror, at man kan være modstander af den jødiske nations ret til ligestilling blandt andre nationer uden samtidig at opfattes som modstander af jøders ret til ligestilling som personer.

Det kan man ikke. Og gør man det, bærer man ved til antisemitismens bål, bevidst eller ubevidst, hvad enten man ønsker at blive kaldt antisemit eller ej.’

Siden har venstrefløjens politik bevæget sig dybt ind i centrum af det danske liberale demokrati. Her forsvarer man sig med flosklen ‘man må vel have ret til at kritisere Israel uden at blive kaldt antisemit’, men kritikken er bygget på et falsk image, der viser, at Israel mishandler og undertrykker palæstinenserne.

Det er endnu en stor, styg løgn.

… De restriktioner over for bevægelsesfriheden, som Israel har pålagt, har én og kun én årsag: Både før, under og efter oprettelsen af det palæstinensiske selvstyre er der uden ophør ført en ukonventionel krig fra områderne mod Israel i form af terrorangreb, raket- og bombeangreb mod mål i Israel.

Når den nye antisemitiske bølge beskrives, sker det ved at kaste projektørlyset på neonazister, der vandaliserer jødiske gravsten, eller for eksempel på den 16-årige pige, der lod sig indrullere i IS’ jihad-krig, og som kom tilbage med en plan om at bombe den jødiske skole i København

Det ville være mere relevant at rette søgelyset mod danske politikere, opinionsdannere og humanitære NGOer, der ved deres virksomhed ‘kaster ved på antisemitismens bål’.



8. februar 2020

Inger Christensens Gade (Århus V): “… særdeles alvorligt, når der bliver affyret skud på åben gade…”

Vejen omkring det kommunale kontorhus ‘Blixens’ er opkaldt efter den kommunistiske forfatter Inger Christensen, men det er stadig blot en sidegade til Edwin Rahrsvej i det multikulturelle Gellerup. Pressemeddelse fra Østjyllands Politi sakset fra Politi.dk – Mand ramt af skud – politiet søger vidner.

Østjyllands Politi fik kl 23.04 en anmeldelse om, at blev affyret skud på Inger Christensens Gade ved Gudrunsvej i Brabrand, og at en person var blevet ramt. Flere patruljer kørte til stedet, men da de kom frem, var episoden overstået.

Det viste sig, at den 29-årige var kørt til skadestuen. Her ventede politiet, der anholdt fem mænd, som ankom sammen den sårede mand. Alle fem, der er mellem 20-27 år blev anholdt, men de vil formentligt blive løsladt, når de er blevet afhørt, da der umiddelbart ikke er grundlag for at sigte dem i sagen.

Vi tager det særdeles alvorligt, når der bliver affyret skud på åben gade, og derfor har vi også sat alle sejl ind for at opklare sagen hurtigst muligt. Vi har i løbet af aftenen og natten afsøgt gerningsstedet, vi har foretaget ransagninger og adskillige afhøringer, og vi er i fuld gang med efterforskningen for at finde ud af, hvad der præcist er sket, og hvem der var involveret. Men det er endnu for tidligt at konkludere, om det er banderelateret, eller om der ligger et personopgør bag,’ siger politiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen.”

(Inger Christensenss Gade, 8220 Brabrand; Foto: Maps)

“Som en del af helhedsplanen for Gellerup anlægger Aarhus Kommune nye veje i området. Med nye veje kommer nye navne til, sidst var det Karen Blixen. En af de veje, der skal have et nyt vejnavn, er tværforbindelsen fra den ny-anlagte Karen Blixens Boulevard til den eksisterende Gudrunsvej. Det nye vejnavn er: Inger Christensens Gade. Navnet skriver sig ind i rækken af pigenavne, som gaderne har i forvejen. At pigenavnene nu er med efternavn skal ifølge Aarhus Kommune sikre, at man lettest muligt kan orientere sig og finde frem til den pågældende vej, ejendom, bygning osv. … Inger Christensen (1935 – 2009) var forfatter og især kendt for lyrik. Hun betragtes som en af Danmarks mest respekterede digtere og nød ligesom Karen Blixen international anerkendelse. Ved hendes død blev det ligefrem påpeget, at hun burde have modtaget Nobels Litteraturpris. Vi byder Inger velkommen til Brabrand. (Brabrand Boligforening, 2017)

Oploadet Kl. 09:54 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


5. februar 2020

Om Tarantinos ‘Once upon a time in Hollywood’: “In its foundations, it’s so breathtakingly right-wing..”

Jeg er ikke den store filmnørd, men Quentin Tarantino er manden bag Reservoir Dogs (1992) og Pulp Fiction (1994), og Once upon a time in Hollywood skulle naturligvis ses. Jeg blev positivt overrasket. Brad Pitt er cool som i Fightclub (1999), og hippiescenerne er intet mindre end fantastiske, og så kan med leve med at filmen varer mere end 2,5 time. Hermed anbefalet.

Kyle Smith anmelder filmen for National Review – The Shocking Right-Wing Tinge of Once Upon a Time… in Hollywood.

“Quentin Tarantino’s Once Upon a Time… in Hollywood is steeped in an element critics love: It celebrates movies, thus validating the lives of those who spend inordinate amounts of time watching them. So many critics love this aspect of Tarantino’s latest that they missed an equally important factor: It mercilessly sends up leftist values. In its foundations, it’s so breathtakingly right-wing it could have been made by Mel Gibson.

Spoilers follow. Tarantino’s story (which has just been released on Blu-Ray and DVD), drips disdain on hippie Boomers from the vantage point of an older, sturdier, more rules-bound and more conservative America, personified by its Greatest Generation heroes: the aging cowboy actor Rick Dalton (Leonardo DiCaprio) and his stunt man/factotum Cliff (Brad Pitt). They are a middle-aged two-man army battling Sixties youth culture as it discards all norms and steers the culture into a ditch. At the bottom of that ditch is the gruesome reality of the Manson Family murders that took place in the closing weeks of the Sixties. It was a stark announcement to everyone that the hippies had gotten out of hand.

In its now-famous climactic scene, OUATIH goes beyond hippie punching and ventures into hippie roasting. Watching a hippie murderess get flame-broiled by Rick Dalton might have been the single most delightful moment at the movies this year.

Rick and Cliff stand for an old-school way of doing things — all macho movies and masculine camaraderie. They wear their hair much shorter than what has become the norm for men. … Cliff drives around in Rick’s Cadillac — that epitome of Greatest Generation aspiration — listening to Neil Diamond while the Manson girls dress like sluts and dive through dumpsters. Cliff takes a liking to one girl, Pussycat (Margaret Qualley) and offers to drive her home, but when she offers him a sex act, he instead brings up a discarded norm — ‘How old are you?’ She replies, ‘First time anybody’s asked that in a long time.’ He’s sticking to the rules of another era.

When one of the boys hanging around the ranch gives Cliff’s car a flat tire as a prank, Cliff makes him pay for it with a broken nose. Then makes him change the tire. Cliff is not just a stunt man in Westerns; he’s a sort of walking embodiment of manly Old West values. You mess with a man’s ride, you pay dearly.

The sexual politics of the film are hilariously reactionary. … Tarantino’s purpose, revealed in the final act, is to imagine a kind of cultural restoration of the pre-hippie Sixties by having Cliff, with an assist from Rick, dispatch the wild hippie girls of the Manson Family and the one feckless hippie boy who comes along with them vowing to do the work of Satan.

… Cliff metes out even more punishment than is strictly called for, smashing one hippie wench’s face into hamburger, and Rick uses a prop from pre-hippie genre cinema to turn one of his attackers into a s’more. The spirit is ‘Wouldn’t it have been beautiful if it had actually turned out this way?’ It’s very Inglourious Basterds — with hippies incurring as much needful wrath as Nazis.

Screencaps

(Quentin Tarantinos Once upon a time in Hollywood, 2019; Fotos: Youtube)

Oploadet Kl. 01:04 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige sideNæste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper