28. oktober 2020

Jacob Thage: Muhammedtegninger er en unødvendig provokation, vi vænner os til islamisk indvandring

Alle hverdage mellem 20 og 21 sender Radio4 Dagen i dag, hvor en udvalgt kulturperson kommenterer dagens nyheder. Jeg hører det ikke hver dag, men har endnu til gode at høre en gæst sige noget som helst værdipolitisk, der ikke helt ned i detaljen korrelerer med et klassisk venstrefløjsstandpunkt.

Mandag var gæsten Jacob Thage, direktør for Museum JORN i Silkeborg, og han var som skåret efter en radikal skabelon. Muhammedtegningerne var ‘ikke det værd’, som Uffe Ellemann-Jensen engang havde sagt, og det var i øvrigt Asger Jorns synspunkt, at man ‘ikke skulle provokere bare for at provokere’. For et år siden stod han bag udstillingen Art strikes back, der havde undertitlen ‘Kunsten som vagthund for ytringsfrihed og demokrati’. Ikke et ord om Charlie Hebdo eller Samuel Paty – Muhammedtegningerne var bare en unødvendig provokation.

Herefter gik det fra skidt til værre, da han efterfølgende kommenterede en meget Politiken’sk historie om diskrimination af ‘Ali’. At der kunne være rationelle grunde til at vælge Anders fremfor Ali blev helt ignoreret, og danskerne skulle nok vænne sig til islamisk indvandring, ligesom vi også vænnede os til huguenotterne. Det kunne godt være det tog ‘mange århundreder’, men vi skulle nok lære det. Demografi er skæbne, men han lød til at være helt og aldeles ligeglad. Radio4-værten var på linje, helt som forventet. Programmet kan høres her.

Emil Dahl Mathiasen, Vært: Hele Muhammedkrisen omhandlede jo også vores syn på andre, og respekt for andre. Det er også det der dominerer nyhed nummer fire. I Politiken i dag står der at vi, hvad jeg gætter på er en fællesbetegnelse for danskerne, foretrækker åbenbart Anders fremfor Ali, hvis vi skal hyre rengøringshjælp. Og det er kommet frem gennem en undersøgelse… Hvad tænker du om det Jacob?

Jacob Thage, Museumsdirektør: Det er to alen af et stykke, som vi talte om før. Synes jeg. Man forstår det måske også godt på en eller anden måde, for vi har jo en tilvæningsfrist, som kan tage mange år, mange århundreder måske ovenikøbet. Hvis vi ser historisk, så hentede Christian d. IV hollændere til Amager for at dyrke grøntsager, der kom i flere omgange jøder til Danmark, franske huguenotter til Fredericia, polakker til Lolland-Falster – de var med til at høste roer. Og de var jo alle sammen fremmede som vi meget sjældent, om overhovedet, tog godt imod. Vi så dem helt klart som en trussel på den ene og den anden måde. At hollændere på nogen måde skulle være en trussel, jøderne fungerer jo fantastisk i dag i det danske samfund, franske huguenotter ligesådan, polakkerne og deres efterkommere – der er jo ikke nogen der kunne drømme om at opfatte dem som andet end danske statsborgere på lige fod med alle andre. Øhh, det tager bare lang tid. Og vi bliver forskrækkede, når de kommer, og vi vænner os til dem altid. Nogen gange så tager det længere tid, og sådan tror jeg vi er overfor alt nyt. Det bliver vi nervøse for. Og det gælder også de seneste indvandringer, som vi har fået i Danmark. Det tager tid, og nogle gange tager det rigtig lang tid. Hvor lang tid det tager afspejler samfundsforholdene i den periode, hvor de kommer til. Det må jeg sige. Jeg bliver rystet, når jeg hører en sådan historie. Det er jo ikke noget nyt overhovedet, men det er vi nødt til at lære, for sådan set verden ud – den bliver mindre og mindre. Folk kommer længere og længere fra, og ser mere og mere anderledes ud, men det finder vi jo også ud af. Det gør vi også selv på den ene eller anden måde. Så jeg vil sige – om det er Anders eller Ali, som vi får gjort rent af. Det kan være vi i dag er nervøse ved det. Det hænger også sammen med hvordan vores verden ser ud ligenu. Vi står overfor nogle kæmpe udfordringer… men vi kommer til at lære det. Ingen tvivl om det.

Emil Dahl Mathiasen: Du er optimistisk omkring at vi nok skal lære at få lighed imellem os, på trods af den her nyhed.

Jacob Thage: – Det har vi altid gjort tidligere. Vi har været nervøse for noget nyt, når der har været jødefejder, eller man har blokeret hollændere, eller hvad det nu er. Har fortalt dårlige vittigheder om det ene eller andet. Det forsvinder på et eller andet tidspunkt, så er det en del af os selv. Og vi lægger ikke mærke til det, og det skal vi heller ikke.

Emil Dahl Mathiasen: Ved du hvad. Vi krydser begge to fingre for at det bliver bedre og gerne hurtigere end langsommere…

(Collage: Museum JORN, Art strikes back-udstillingen)

Kunsten som vagthund for ytringsfrihed og demokrati … I détournement anvendes som regel ikoniske symboler sammen med satire, parodi og humor til at kritisere f.eks. kunstmarkedet, men ofte forholder det sig også til aktuelle politiske og etiske problematikker.” (Museum JORN, 2019)

“The so-called Mohammed drawings are once again allowed to enter the debate. They are bad craftmanship, not art but political tools.” (Jacob Thage, 27. september 2017)

(Museumsdirektør Jacob Thage, 2017: “… bad craftmanship, not art but political tools”)



17. oktober 2020

Brødre bag Matrix-serien blotlægger LGBT-plot: “… handlede om ønsket om at gå fra mand til kvinde”

Vi lever i en syg verden, og nogle gange tænker man uværgeligt, at den røde pille ikke er det bedste alternativ. En historie om Matrix-serien set på EB.dk – ‘Matrix’-film vil revolutionere industrien – igen.

“Universet er kendt for sin kringlede historie med metaforer, symbolik og skjulte budskaber, hvilket også har afledt en hel del teorier blandt de mange fans.

Én af disse var teorien om, at filmen handlede om ønsket om at gå fra mand til kvinde, eller kvinde til mand.

Og det blev i august bekræftet af den ene instruktør Lilly – hun og Wachowski-søsteren er tidligere blevet kendt som Wachowski-brødrene.

– Jeg er glad for, det er kommet ud, at det var den oprindelige intention (med filmen red.), men verden var ikke klar til det, sagde Lilly Wachowski dengang til Netflix…”

(Matrix-brødrene Laurence/Lana og Andrew/Lilly Wachowski; Fotos: Indiewire)

Oploadet Kl. 09:47 af Kim Møller — Direkte link38 kommentarer
Arkiveret under:


30. september 2020

Young Wallander (’20): Svenske Hugo myrdes i ghetto, politiet mistænker ‘Ibra’, skurken var rig racist

Den svenske forfatter Henning Mankell var maoist i sin ungdom, og forblev indtil sin død i 2015 en del af den yderste venstrefløj. Filmatiseringen af hans bøger om politiinspektør Kurt Wallander har jeg forsøgt at undgå, men her i lørdags, kom til at se tre afsnit af ‘Young Wallander’. En ny Netflix-serie, løst baseret på Mankells forlæg.

I seriens første minutter ser man en svensk teenager demonstrativt blive likvideret, foran en helt masse udlændinge, med unge Wallander på sidelinjen. Jeg får ikke set resten af sæsonen, men havde da også gættet plottet: En rig svensker havde tvunget en flygtning til at myrde svenske Hugo, for på den måde at skabe modstand mod indvandrere. Fra Cinemaholic – Young Wallander Season 1 Ending, Explained.

“Kurt Wallander is a beat cop who is impatient to rise up the ladder, become a detective, and solve crimes. His wish comes true when a gruesome crime happens in his own backyard. A teenager is killed when a grenade in his mouth explodes. This event is followed by several upheavals in the town of Malmo, and no matter what thread Wallander follows, he always ends up at Munck, one of the richest and most influential families in Sweden.

… Hugo’s death looks like a hate crime in the beginning, and Wallander gets involved with it because he wants to clear Ibra’s name, his next-door neighbor, who becomes the first and only suspect for his superiors. Soon, however, he discovers that the murder is not about what it looks like on the surface. Here’s what it really means.

Karl-Axel Munck is the first-born of Leopold Munck, one of the wealthiest and most influential men in Sweden. Their family follows a rule according to which the wealth of the father goes entirely to his first-born son, much like it happened in the time of the kings. Karl-Axel grew up with the belief that his father’s empire is his to have. However, that did not stop him from turning into a psychopath. When he was at boarding school, he brutally tortured a younger boy, following which he had to be brought back home. His tendencies would have only gotten worse with age, though no one gets a whiff of anything because his father has enough money to slip everything under the rug.

While Leopold Munck did everything in his power to protect his son, he also knew that Karl-Axel is not his worthy successor. In comparison to him, Gustav has shown more diligence and compassion, especially with his work with the immigrants. When a disease puts a deadline on his days, he decides to do the right thing. He changes the will, after getting the rule ratified, and leaves everything to Gustav. This, of course, does not sit well with Karl-Axel, who is not just to lose a multi-billion dollar worth of inheritance, but is also shown that he is not better than his younger brother.

To prove to his father that Gustav is undeserving of this praise, he decides to malign his name. He tricks Zemar, an illegal immigrant, into working for him. The target becomes Hugo, an unsuspecting teenager whom Karl-Axel had met at a club called The Cube. Hugo was chosen because he was easy prey, but before testing his creative killing methods on him, Karl-Axel experiments on a dog that belongs to Hugo’s best friend, Isak.

Following Hugo’s death, Karl-Axel ignites anti-immigration sentiments and leads to the rally that eventually turns fatal for Wallander and his friend. Because Gustav speaks out in the favour of the immigrants and against the violence, his public image is tarnished and the shares of his company dip significantly. Despite all this, Leopold doesn’t think bad of him. If anything, he appreciates his mettle to strive against all odds. Eventually, it becomes clear to Karl-Axel that the only way he can get back his birthright is if Gustav dies.”

(Plot: Svenske Hugo myrdes i en ghetto orkestreret af rigmandssøn med fremmedfjendsk motiv)



27. august 2020

Aalbæk om kultureliten: ‘Det almindelige menneske har en tendens til at dyrke alt det, vi ikke kan lide’

Berlingske har bedt filmmanden Peter Aalbæk Jensen uddybe hans kritik af kunst- og medieeliten, som han forleden underholdt med på DR2. Det blev til en læseværdig kronik, som jeg desværre kun kan bringe uddrag fra – Mine få borgerlige venner fra eliten tør ikke afsløre deres politiske ståsted – det kan koste dem jobbet.

“… da det nu er Brugsen i Herfølge og det lokale pizzaria, jeg frekventerer, muligvis med påtaget folkelighed, sker det skrækkelige: At jeg møder et almindeligt menneske. Noget vi ellers forholder os distanceret til. Det almindelige menneske, som vi synes, vi giver så meget i form af gode tanker og påbud, men som egentlig ikke interesserer os.

Det almindelige menneske har en tendens til at dyrke alt det, vi ikke kan lide: Den politiske højrefløj, dårlig konventionel dyrket mad, folkeskolen.

Min klasse og jeg kræver, at hele folket er med os til at betale regningerne, mediestøtte og momsfritagelse til aviserne, filmstøtte og tvangslicens til fjernsynet. Og uden at blinke leverer vi som tak for betalingen effektiv propaganda for vores verdensopfattelse, som i overflod dominerer debatten.

Og selv om vi alle til enhver tid i den kreative klasse vil forfægte rummeligheden og omfavnelsen af alt og alle, accepterer vi dybest set kun formidlingen af én fortælling: Vores egen.

… uden at være onde eller ville ensrette debatten, udelukker vi dybest set halvdelen af folkets fortællinger. Og med den seneste tids identitetsdebat og heftige fordømmelser af alt og alle, nærmer vi os nu noget, der ligner et paradoks: En centrum/venstre-fløj, der egenhændigt har indført og eksekverer censur.

Jeg hører blandt de kreative, at de må lægge bånd på sig selv og trimme deres historier. Ikke for at please nogen, men ud fra den simple konstatering at hvis projektet skal realiseres, kræver det klanens accept. Og det indebærer en kraftig ensretning af tematik, udsagn og plot.

… Lever vi i et frit land, hvor ordet kan tages af alle og alle synspunkter og livsanskuelser frit fremlægges? Svaret er med snart 40 års erfaring inden for media et rungende nej!

(Berlingske, 27. august, 1. sektion, s. 24)

Oploadet Kl. 11:00 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer


25. august 2020

Peter Aalbæk: kulturbranchen ekskluderer borgerlige, stemmer du ikke rødt, så ‘har du ingen karriere’

DR Debatten havde i sidste uge filminstruktør Peter Aalbæk Jensen i studiet til en debat om dansk kultur. Han har sagt lignende sandheder tidligere, men han er rigtig god, når han får tid til at folde sig ud. Uddrag kan ses på Facebook, men hvis du ser det hele på DR.dk, så nyd også den befriende rindalisme fra Anders Lund Madsen.

Peter Aalbæk Jensen, filminstruktør: Jeg er da helt bevidst om, at jeg selv, dig, det hus vi står i, den branche vi er i – er en stor incestiøs familie. Vi promoverer os selv og hinanden, og vi har et fælles sprog og en fælles smag. Og det er ligesom, engang for alle defineret som det rigtige. … Jeg har, tror jeg, så godt som aldrig nogensinde mødt nogen i den her sektor, som stod ved, at de stemmer på Venstre, for eksempel. Jeg har en opfattelse af, at det dur ikke at være andet end fra Det Radikale Venstre ud til Enhedslisten, ellers så har du ingen karriere i den her branche. … Det siger jo, dybest set, jeg er jo selv en del af slænget, skal jeg hilse og sige – Jeg stemmer på Det Radikale Venstre, kører el-bil og spiser økologisk, og er fra et hjem med klaver, så jeg banker også løs på mig selv, men dybest set er vi jo antidemokratiske, for der er jo halvdelen af befolkningen der er borgerlige, som vi ekskluderer, dybest set, fra fortællingen om Danmark. …

Jeg kender ikke nogen der arbejder i vores branche, der ikke vil betegne sig selv som enormt tolerante og rummelige, men derfra til så med åben sind at møde en der stemmer på Dansk Folkeparti, det er fuldstændigt udelukket. … I det her hus er samtlige chefer kvinder. På TV2 er samtlige chefer kvinder. Der bliver ikke tændt et kamera i Danmark overhovedet, uden at der er et tribunal af kvinder, der har vendt tommelfingeren op, ik’. Indenfor min branche har kvinderne sat sig stenhårdt på alt med penge…

Der bliver ikke stillet spørgsmålstegn ved det. Det interessante er at i min branche der accepterer alle at der de facto er censur. Ting vi deciderede ikke skriver, fordi så går det ikke igennem systemet. Jeg har lige set et afslag fra Filminstituttet på et projekt fra en fremtrædende filmkunstner, hvor der er en anmærkning på, at der er en karakter i filmen der gør nar af Greta Thunberg, altså miljøaktivisten. Altså, det er et no-go. Den samme karakter har et negativt kvindesyn, jamen for helvede, det er en skuespiller i en film. Vi laver jo også film om mordere ik’ altså, så det er jo ikke de søde drenge og piger vi portrætterer. Vi ved i min branche, at der er masser af ting som vi overhovedet ikke skal skrive, så vi har pålagt os selv en censur for at få vores ting igennem mediemaskinen.

(Collage: Peter Aalbæk Jensen)

Oploadet Kl. 01:23 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer


12. juli 2020

Feministisk aktivist føler sig krænket af skulptur af testikler: “… et temmelig klodset og uheldigt valg”

Det er umuligt at gøre den yderste venstrefløj tilfredse, og der er ingen grund til at gøre forsøget. Trine Rytter Andersen burde være henrykt over skulpturen, der jo ret beset forestiller det feministiske ideal: Emaskulering. Fra TV2 Østjylland – Slappe nosser ophidser feminist: – Det er torskedumt af direktøren.

“I et nyt og langt, offentligt skriv på Facebook retter billedkunstner og kunstanmelder Trine Rytter Andersen en sønderlemmende kritik af værket og af Godsbanens direktør, Flemming Dybbøl. …

– Værket bliver præsenteret på bagkant af hele #metoo-bølgen, og jeg har personligt kendskab til en lang række testemonials af kvinder, der har haft nogle meget grimme oplevelser i kulturbranchen. Det er blandt i den kontekst, jeg synes, nosserne er et temmelig klodset og uheldigt valg, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

– Ud fra et kunstkritisk synspunkt er det en ’slap’ skulptur. Jeg har intet imod nosser, og nogle stramme nosser med et højere abstraktionsniveau ville have været perfekt i en anden kontekst, siger hun og fortsætter…”

Oploadet Kl. 14:14 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer


3. juli 2020

Om Carsten Jensen: Manglende dokumentation kan gøre journalistik mere kedelig ‘end romankunsten’

New York Times’ artikel om Rønne-drabet har flere graverende fejl. Avisen postulerer, at Danmark har haft ‘an upsurge in racial violence recently’, og postulerer at ‘racially motivated hate crimes’ er mere end ‘quadrupled’ siden 2007. TjekDet dementerer den del af historien i en selvstændig artikel. Avis påstod også, at begge brødre var kendt for at have racistiske sympatier, men intet medie har fremlagt noget som helst om lillebroderen. Da jeg tjekkede hans profil, fandt jeg kun indforstået hyggechat med en bosnisk ven.

Udover de aktivistisk kilder, er væsentligste kilde afdødes ven, en Daniel Villaindulu. På Facebook kalder han sig ‘Vilain’ (skurk), og hans onlineprofil vidner ikke ligefrem om et nuanceret sindelag. Han poster eksempelvis propaganda for The Black Panther Party (BPP). En revolutionær marxistisk bevægelse, der ikke skjulte sit militante anti-hvide udgangspunkt. Den danske ven, han insinuerer er racist, stemmer i øvrigt på Det Radikale Venstre.

For krukkede forfatter er udenlandske medier per definition bedre end danske, og fra liljehvide Marstal hyldede Carsten Jensen spontant den tendentiøse artikel. Pierre Collignon kommenterer den del i Berlingske – Carsten Jensens præfabrikerede sandheder kan ikke tåle et simpelt faktatjek.

“Man må ty til New York Times for at få sandheden frem, skrev Carsten Jensen onsdag på Facebook.

… kravene om lynhurtige konklusioner fra mediernes side afslører en elementær mangel på forståelse af journalistikkens krav til dokumentation. Hvis man vil undgå at falde for ‘de sikre, præfabrikerede sandheder’, må man faktisk foretage research, tale med nogle mennesker, læse op og forsøge at forholde sig objektivt til de oplysninger, man samler ind.

Det giver ikke altid så skarpe resultater som den hurtige dom på Facebook, men det er vejen frem, hvis man vil nærme sig sandheden. … Carsten Jensen videregiver med insinuerende vellyst en konspirationsteori, som forfatteren Morten Pape har rejst flere gange om , at drabet på et avisbud med tyrkisk baggrund, Deniz Uzun, i 2008 ikke måtte kaldes for en ‘racistisk forbrydelse’ på grund af politisk pres.

Jeg kan ikke udelukke, at politisk pres tilbage i 2008 og 2009 fik såvel Københavns Politi som anklagemyndigheden og to domstole til at afvise et racistisk motiv, men er det noget, vi ved, er sket?

Ingen har indtil videre fremlagt noget, der minder om dokumentation for påstanden, og derfor er det ikke nødvendigvis udtryk for, at pressen og magthaverne indgår i en mafiøs forbindelse, hvis påstanden ikke har ryddet avisforsider. Det kan bare være udtryk for, at påstanden ikke kan dokumenteres.

Også her kan journalistikken være kedeligere end romankunsten.

(Daniel ‘vlain’ Villaindulu på Facebook, 27. juni 2020)

“Jeg er hamrende sur over den fremstilling af mig, der ikke er virkelighed. Det er meget langt fra min verden at være racistisk. Jeg stemmer Radikale Venstre og ønsker ikke, der skal være forskel på mennesker uanset hudfarve,’ siger Tobias Brandt Krähmer.” (Berlingske, 1. juni 2020)

Oploadet Kl. 09:11 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer


15. juni 2020

Kurder om æresdrab: ‘Hvor er demonstrationerne? Hvorfor så vi ingen på gaden, da Huda blev stenet?’

Kurdiske Sara Omar er kun på overfladen en del af løsningen. Hun har offentligt undsagt danskere til højre for De Radikale, og er hermed uundgåeligt en del af problemet. Minoriteter bekæmper majoriteten i flok, og det er nok også derfor at sprøjtegale BLM-Bwalya betragter Mohammed-tegningerne som racisme. Sara Omar vil have Huda Ahmads børn hjem til Danmark, og det er karakteristisk for minoriteters løsningsmodeller, at regningen altid ender hos majoritetssamfund. Bwalyas skattebetalinger dosen’t cut it. Interview med forfatter Sara Omar i Kristeligt Dagblad – ‘Hvor er demonstrationerne? Hvorfor så vi ingen på gaden, da Huda blev stenet?’ (kræver login).

Hvorfor så vi ikke tusinder af unge i gaderne efter det patriarkalske æresdrab på en herboende kvinde, der sukkede efter frihed i Danmark? Forfatter Sara Omar er vred over den samfundspassivitet, hun oplever i kølvandet på Huda-sagen. Den, hvor vi trækker på skuldrene og siger ‘nå, hun blev endnu én i rækken af æresdræbte kvinder’.

… ‘For mig handler Hudas død om magt. Den handler om, at manden har følt, at hun overtog den rolle, han ifølge kulturen, religionen og normen, burde indtage. Hudas selvstændighed gjorde manden overflødig, og til sidst var hun blevet en så stor trussel for ham og hans omdømme, at hun skulle elimineres.’

… ‘Ud fra afhøringsrapporterne kan vi se, at han ikke angrer, fordi han mener, at drabet er et spørgsmål om ære. Så snart det bliver betegnet som dette, ved han, at han vil blive hyldet som en helt. Han er en svag mand, som desperat forsøger at fremstå stærk.’

Jeg spørger mig selv: Hvor er demonstrationerne? Hvorfor så vi ingen på gaden, da Huda blev stenet? Denne sag handler også om samfundspassivitet, hvor vi trækker på skuldrene og siger, ‘nå, hun blev endnu én i rækken af æresdræbte kvinder’.”

(Kristeligt Dagblad, 15. juni 2020)



29. maj 2020

Forfatter, hvis søn blev overfaldet af ‘bandefyre’ på Nørrebro: Urinstinktet kom op, fik forbudte tanker

En stor del af den multikulturelle vold holdes internt i udanske miljøer, og når vi taler umotiveret vold hedder ofrene eksempelvis Marcus, Lauritz, Oliver, Tobias, Martin eller Lasse. Krimiforfatteren Julie Hastrup fortæller til Ekstra Bladet, at hendes teenagesøn William tilbage i 2016 blev overfaldet bagfra af tre fyre ved Nørreport Statoin, da han var på vej til fodboldtræning. Der sættes ikke etnicitet på i artiklen, men hun har tidligere omtalt overfaldsmændene som ‘to bandefyre med en hammer’.

Julie Hastrup er uddannet journalist, og har tidligere arbejdet for DR og TV2 Lorry. ‘Urinstinktet’ lå måske lidt dybere hos hende end hos en mekanikerlærling fra Sønderjylland, men den er lige under overfladen hos alle. Når først virkeligheden manifesterer sig konkret, og ikke blot er ubehagelige SoMe-opdateringer fra højrefløjspolitikere, så får alle ‘forbudte tanker’. Det er helt apolitisk.

Interview med krimiforfatter Julie Hastrup set på EB.dk – Krimiforfatter efter overfald på sønnen: – Jeg fik lyst til at slå ihjel.

“Den 52-årige krimiforfatter Julie Hastrup, ’mor’ til drabsefterforskeren Rebekka Holm, der er hovedperson i hendes foreløbigt otte bøger, taler om den efterårsaften i 2016, hvor hendes dengang 15-årige søn, William, helt umotiveret blev slået ned på Nørreport i København, da han var på vej til fodboldtræning.

Klokken var omkring 19, da tre fyre angreb hendes søn bagfra og gentagne gange slog ham. De havde også en hammer med, men snarrådige tililende fik i første omgang tag i dem og forhindrede, at overfaldet udviklede sig fatalt. …

– Jeg var så optændt af vrede og harme, at jeg i første omgang bare tænkte, at jeg ville finde gerningsmændene og slå dem ihjel. Jeg mener, jeg er et civiliseret menneske, og så er det meget skræmmende at få en så forbudt tanke, men det var urinstinktet, der kom op i mig. Jeg har aldrig oplevet en så voldsom følelse før.”

(BT, 11. oktober 2019, s. 6)

“Jeg er tilhænger af mere overvågning helt generelt, men det at min stille og rolige 14-årige søn helt umotiveret blev overfaldet på Nørreport Station bagfra, af to bandefyre med en hammer, har da helt klart gjort mig ekstra opmærksom på, hvor udsatte man altså kan være som helt almindelig borger. Desværre.” (Julie Hastrup, 2019)

Oploadet Kl. 13:21 af Kim Møller — Direkte link53 kommentarer
Arkiveret under:


7. maj 2020

P1 om begrebet ’samfundssind’: Ubehageligt, handler om ‘dansk samfundssind med lukkede grænser’

På sociale medier er der en del liberalister, der kritiserer Mette Frederiksens ageren i disse uger, og flere medier har skrevet om Asger Aamund, der i en klumme sammenlignede corona-Danmark med ‘et smilende og velstående DDR’. Jeg skal ikke vurdere om Aamund er gået over grænsen, men meget sigende for det ideologiske klima i mediebranchen, så går det hen over hovedet, når lignende analyser kommer fra venstre flanke.

I fredags kom jeg ind i ‘Klog på sprog’ med Adrian Hughes (tidl. queeraktivist), og emnet var ord under den nuværende corona-pandemi. ‘Samfundssind’ gav associationer til ’sammenhængskraft’, og som forfatteren Lea Marie Løppenthin påpegede, så er det ‘et ubehageligt ord’, der ‘passer godt ind i en traditionel konservativ tankegang’, da ’samfundssind’ i praksis handler om ‘dansk samfundssind med lukkede grænser’. Selvom hun er født i 1987, og således opvokset efter Murens fald, foretrak hun ordet ’solidaritet’. ‘Røde Mor’-tænkning anno 2020.

Adrian Hughes: Overvejede du andre ord, da du fik lyst til at spille ind til Informations corona-ordbog?

Lea Marie Løppenthin, forfatter: Jeg overvejede faktisk også ’samfundssind’, som jeg faktisk også skrev ind i min definition. At flokimmunitet lyder som en legemliggørelse af samfundssind.

Adrian Hughes: Hvad synes du om ordet samfundssind?

Lea Marie Løppenthin: Jeg synes det er et ubehageligt ord, fordi altså, hvad skal man sige – Der er i hvert fald en ting der undrer mig ved det ord. Det lyder lidt som solidaritet, men man bruger ikke ordet solidaritet. Og der er faktisk en forsker fra Dansk Sprognævn, der har talt om det i Information, også. …

Adrian Hughes: Jeg tror det var Eva Skafte Jensen…

Lea Marie Løppenthin: Lige præcis. Hun siger, at det er et ord der minder om solidaritet, men som også passer godt ind i en traditionel konservativ tankegang. Så det, hvad skal man sige – Mette Frederiksen har jo virkelig forsøgt at samle de forskellige politiske fløje i Danmark med det her ord. Det kan jeg godt blive bange for, for selvfølgelig er det godt at have en samlet strategi, men jeg kan også blive bange for at der ligger en slags kontroltænkning i det ord, og altså en udjævning af alle former for individer, der kunne finde på – enten ikke at ville indordne sig, eller at kunne indordne sig under de her regler.

Adrian Hughes: Lad mig lige spørge Henrik Lorentzen her i studiet. Giver du Eva Skafte Jensen ret i, at man ville kunne sige solidaritet i næste alle de situationer hvor mange bruger ordet samfundssind. Eller hvordan ser du forskellen på de to ord?

Henrik Lorentzen, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab: Jov, jeg tror de er udskiftelige i mange af de her sammenhænge, men det er muligt at det er undgået, at man har undgået det bevidst, eller ubevidst, fordi solidaritet for nogen befindes med en bestemt politisk tankegang. En venstreorienteret holdning, noget med arbejderkampe fra 70’erne, vi kender solidaritet fra Polen som var med til at lede til Murens fald, og den slags ting. … For mig selv er samfundssind et bredere begreb der dækker samfundet som helhed. Jeg er ikke umiddelbart bekymret for den der udelukkelse af nogen.

Adrian Hughes: Men Lea, tror du at man bevidst har undgået solidaritet for at fritskrabe den her diskussion for venstreorienterede dagsordener.

Lea Marie Løppenthin: Altså, jeg kommer til at tænke på et ord, der hænger meget tæt sammen med solidaritet, det er jo ordet international. Det er selvfølgelig det der er forskellen ik’. Når vi taler om samfundssind så handler det om dansk samfundssind med lukkede grænser.

Adrian Hughes: Der er nok en pointe her.

Lea Marie Løppenthin: – Hvis vi skulle vise samfundssind med Polen eller med Grækenland eller med Italien og Spanien, så ville det jo se meget anderledes ud.

Adrian Hughes: … hvilke associationer sætter det i gang hos dig?

Lea Marie Løppenthin: Sådan… protestantisk etik.

Henrik Lorentzen: … Jeg kan godt se problemerne, hvis vi siger at samfund kun begrænser sig til vores eget land, for vi har jo set at det har knebet med at vise solidaritet med andre lande.

(Lea Maria Løppenthin hylder Klaus Rifbjerg, 2015; Foto: Youtube)

“Eva Skafte Jensen fra Dansk Sprognævn har også bidt mærke i ’samfundssind’, som statsminister Mette Frederiksen lancerede tidligt i pandemien. … Glosen er interessant, fordi den på én gang både trækker på det, Eva Skafte Jensen kalder en borgerlig og en venstreorienteret diskurs.

‘Det opfordrer til, at vi skal stå sammen i en krisesituation, og i venstreorienterede sammenhænge ville man under normale omstændigheder bruge ordet ’solidaritet’. Men det gør Mette Frederiksen ikke, hun siger ’samfundssind’, som dybest set betyder det samme, men som også passer godt ind i en traditionel konservativ tankegang.'” (Eva Skafte Jensen i Information, 27. marts 2020)

Ordet ’samfundssind’ blev af Røde Mor brugt politisk og satirisk. Og det, kan man sagtens forestille sig, vil ske igen. Men det ændrer ikke på, at der både kan være en alvorlig og satirisk betydning. Lige nu er der alvor bag stort set alt, hvad vi siger. Nu ved vi ikke, om der kommer revyer i år, men det vil da være oplagt, at flere af dem kommer til at handle om samfundssind. Lisbeth Dahl har sikkert allerede alle mulige planer for det.” (Eva Skafte Jensen, Berlingske, 22. april 2020)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige sideNæste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper