3. juli 2018

Far til sigtet 15-årig: “Hvis man er sammen med en pige hjemme hos hende, er det ikke voldtægt…”

Lørdag kunne BT afsløre, at “10 ud af 12 overfaldsvoldtægter begås af indvandrere eller efterkommere”, og i forhold til voldtægtsdømte tilhører mere end halvdelen sammen gruppe. Professor emeritus Christian Diesen fortæller til BT, at ‘kulturelle forskelle’ spiller en rolle, og pointerer at gerningsmændene anser kvinder for at ‘være ludere, som man bare kan udnytte’.

Et par citater relateret til to igangværende retssager, omhandlende voldtægter i henholdsvis Kokkedal og Esbjerg.

“Der var ikke tale om voldtægt. Hvis man er sammen med en pige hjemme hos hende, er det ikke voldtægt, som hvis man tager fat i en pige udendørs og tvinger hende ned. Hun lyver, og anklagerne er overdrevne.” (Far til fængslet 15-årig til BT, 21. juni 2018)

“Alt foregik på pigens initiativ, jeg er muslim og ville aldrig gøre sådan noget. Jeg opfatter det som om, det var satan, der styrede mig. (16-årig voldtægtssigtet afghaner til JyskeVestkysten, 21. juni 2018)

Sognepræst Marie Høgh kommenterer på BT.dk – Her er den altoverskyggende årsag bag voldtægterne.

“De fleste voldtægtsdømte med anden etnisk baggrund end dansk er muslimer. Tallene taler deres eget sprog. Overrepræsentationen kan ikke bare undskyldes med årtiers fejlslagen integration eller med kulturelle forskelle, ‘kulturel misforståelse om danske kvinder’ eller at ‘en udenlandsk person oftere kan mistolke en situation eller de signaler, en kvinde sender inden en voldtægt’ og ikke forstår ’spillereglerne mellem kønnene’, som eksperter og professorer har udtalt til BT.

Nej, nedværdigelsen af kvinder og begrænsningen i deres rettigheder er ikke bare et resultat af såkaldt kulturelle normer – de udspringer af kvindesynet i islam. Kvinden er intet eller meget lidt værd i islam, alene fordi hun er kvinde, er ‘mærkaterne skyld og skam, præget ind i huden’, som Sara Omar skriver i sin bog Dødevaskeren.

… vi er nødt til at tage alvorligt, at hvis vi tillader opdelingen mellem mænd og kvinder i tolerancens navn, så nærer vi ideologien og blåstempler det kvinde- og menneskesyn, der ligger bag voldtægtsstatistikkerne.”

Oploadet Kl. 04:09 af Kim Møller — Direkte link37 kommentarer


3. juni 2018

Sara Omar: Jeg har ‘intet tilfælles’ med Hedegaard, “… jeg har intet tilfælles med de såkaldte Kufaar.”

Kurdiske Sara Omar er blevet interviewet til Berlingske, angående hendes intermezzo med islamkritikere under en bogreception i København fornyligt. Hun erkender at Lars Theilade opførte sig roligt, men afviser generelt hans udlægning af forløbet. Sara Omar kommenterede også seancen på Facebook, hvor hun – som så mange muslimer før hende, forklarer at selvom hun kritiserer kvindesynet indenfor Islam, så har hun absolutte intet til fælles med Lars Hedegaard, og ‘de såkaldt Kufaar’. En kommentator problematiserer hendes ordvalg, og hun slettede det igen.

“Jeg har absolut intet tilfælles med personligheder som Lars Hedegaard. Og jeg har intet tilfælles med de såkaldte Kufaar.” (Sara Omar)

Ligesom kommunister til evig tid leder efter den sande socialisme, så forsøger herboende kulturmuslimer med jævne mellemrum at fremmane en humanistisk tredje vej mellem den hellige Koran og åben front mod samme. Det er op ad bakke rent intellektuelt, og de fleste drukner sig selv i selvmodsigelser. Sara Omar skal dog nok sælge bøger til segmentet, men hun er ingen Wafah Sultan, og modvirker ikke den fortløbende islamisering med mere end nogle få sekunder.

(Sara Omar på Facebook, ultimo maj 2018; Fotos: Tilsendt)

(Sara Omar under den omtalte bogreception, København, 26. maj 2018; Foto: FB)

Oploadet Kl. 12:15 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer


28. maj 2018

Kurdiske Sara Omar: Højrefløjens uanstændige retorik om muslimer er det helt store samfundsproblem

En Lars T. skriver på Facebook, at han forleden deltog i et forfatter- arrangement i en Arnold Busch-boghandel i København. Forfatteren var den herboende kurder Sara Omar, kvinden bag ‘Dødevaskeren’, der har fået flere priser for sin roman om kvindeundertrykkelse i Islam. Den er udgivet på Politikens Forlag, hvis nogle skulle være i tvivl. Førstehåndsberetning fra Facebook, sakset fra energiske Ballet Magnifique.

“Torsdag aften med Carsten Thrane til Side Om Side med Sara Omar i Arnold Buscks boghandel.

Havde glædet mig utrolig meget, til at høre Sara Omar fortælle om den kritikerroste Dødevaskeren og om den meget alvorlige kvindeundertrykkelse, som er bogens omdrejningspunkt

Men sådan skulle aftenen ikke blive. Sara Omar indledte med en moraliserende og drænende enetale om, at kvindeundertrykkelse skam intet har med islam at gøre.

Kvindeundertrykkelse er blot kulturelt betinget. Islam, måtte vi forstå, er derimod en fredelig og god religion. Og muslimer er generelt gode og ordentlige samfundsborgere.

Sara Omar skulle tydeligvis ikke være uvenner med voldsparate muslimske ekstremister ligesom Naser Khader.
Men arrangementet blev desværre derefter.
– dræbende ligegyldigt og kedeligt.

Carsten Thrane havde taget i en bog i udstillingsvinduet om tranedans, som tydeligvis fangede hans interesse langt mere end Sara Omar. Folk kedede sig.

Og det skulle blive langt værre. For efter at have frikendt islam for kvindeundertrykkelse påbegyndte Sara Omar en formanende og meget trættende advarselstale rettet mod det politiske højre.

Inger Støjberg, måtte vi forstå, er ondskabsfuld. Og hele højrefløjen og dens uanstændige retorik om muslimer og indvandrere er vores helt store samfundsproblem.

Og så begik jeg en stor fejl. Jeg rakte fingeren i vejret og spurgte Sara Omar om, ikke hendes budskab om tolerance i Dødevaskeren stod i kraftigt modsætningsforhold til den intolerance, som Sara Omar i kraftige vendinger prædikede mod det politiske højre.

Det skulle jeg ikke have gjort. For det affødte endnu en lang talestrøm om påstået racisme og uanstændighed hos danskerne.Og om at kæmpe med Sara Omar. Ja, ‘vi’ opfordredes skam til at kæmpe med Sara Omar mod højrefløjen. Ak, hvor var det en trist forestilling. Spild af forfattertalent. Og kedeligt. Og så manglede aftenens allerpinligste episode endda.

For da det udmattede og moral-belærte publikum stillede sig op for at få signeret Dødevaskeren, så de kunne komme hjem, begik jeg endnu en stor fejl. Jeg spurgte om, jeg kunne få taget et foto med Sara Omar. Kunne en så ligegyldig anmodning om et foto virkelig skabe problemer? Ja, det kunne det i den grad en torsdag aften i Arnold Busck på Købmagergade.

For foran undrende pressefotografer, Arnold Buscks trætte medarbejdere, livvagterne fra PET og et utålmodigt publikum påbegyndte Sara Omar et forhør om mit politiske ståsted. Sara Omar ville nemlig ikke fotograferes med nogen, der havde sat sit kryds til højre for Radikale Venstre. Jeg kunne selvfølgelig også bare have forladt boghandelen. Men foran holdet af ventende mennesker krøb jeg til korset og tilstod, at mit syn på kvindeundertrykkelsen i islam nok snarere hørte hjemme på højrefløjen end på venstrefløjen.

‘Tag dog et billede med manden,’ blev der råbt et sted fra publikum. Men nej. Det ville Sara Omar ikke. Sara Omar skulle ikke ende på et foto med et ‘højrefløjs-svin’.

Herpå udbrød højlydte skænderier om, hvorvidt det var tolerant eller intolerant ikke at ville lade sig fotografere med ‘forkerte’ mennesker. De søde damer fra Arnold Busck og livvagterne fra PET fandt venlige smil frem. Men aftenen blev nok ikke, som de havde forestillet sig. Og så gik Carsten Thrane og jeg. Vi orkede ikke mere.
Vi fik næppe mange plusser i Sara Omars bog.
Men det gør nu heller ikke så meget.”



25. maj 2018

Fremad Valby: “… turneringskampene bliver lagt, så de ikke overlapper med koranskolen om lørdagen”

Tilbage i 1956 var Søren Krarup midterforsvarer for Fremad Amager, og havde sin daglige gang på Sundby Stadion. Nogle kilometer vestpå ligger Valby Idrætspark, som ifølge DR Nyheder har stor succes med at integrere ‘minoritetspiger’ ind i dansk foreningskultur – I Valby har de fået minoritetspiger til at strømme til fodboldbanen.

“Det er mandag i april på Fremad Valbys idrætsanlæg. Så langt øjet rækker er der piger, der spiller fodbold. Her er bemærkelsesværdigt få drenge, og det er ikke tilfældigt. Fremad Valby har kønsopdelt træningen for at skabe mere sammenhæng på tværs af pigeårgangene, og samtidig imødekomme forældrene fra minoritetsmiljøerne:

– Vi er kommet forældrene i møde ved, at pigerne træner mandag og onsdag, mens drengene træner tirsdag og torsdag. Så vil forældrene i højere grad sende pigerne af sted. Vi sørger desuden for, at der er halal-kød i vores café, at de får kontingentstøtte fra kommunen, og at turneringskampene bliver lagt, så de ikke overlapper med koranskolen om lørdagen, forklarer hun. …

Men er det ikke at gå på kompromis med danske værdier og dermed modarbejde den gode integration?

– Det skal helst ikke ende med, at man så har en klub, hvor pigerne kun kommer nogle dage, og drengene kommer andre dage, forklarer Morten Mølholm og fortsætter:

– Sigtet er integration, og så kan man diskutere, om man går for meget på kompromis – det er der sikkert nogle politikere, der vil mene – og der vil jeg bare sige, at hvis man lokalt vurderer, at dette er den bedste måde, jamen så er det fint for os.”

(Graffiti på container bag Valby Stadion; Fotos: Maps)

Oploadet Kl. 11:05 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer


3. maj 2018

Gymnasium tilbyder ‘multikulturelt serviceeftersyn’: ‘fælles forståelse’ mellem modsatrettede kulturer

Danmark er på vej til at blive et ‘et multikulturelt samfund’, og derfor har Vejen Gymnasium søsat et projekt, der skal skabe ‘en fælles forståelse’ mellem modsatrettede samfundssyn. Et kompromis mellem danskhedens kritiske tænkning og frisindede ungdomsliv og tilvandrede kulturers mangel på samme. Rektor Lars Amdisen Bossen vil nu søge midler, så projektet kan fortsætte. En historie fra JV.dk – Gymnasiet tilbyder multikulturelt serviceeftersyn

“Selv om du er født i Danmark, er der ikke altid garanti for, at du og dine nærmeste omgivelser har fælles forståelse for, hvordan man gebærder sig i et samfund som det danske. Med tiden bliver Danmark et multikulturelt samfund, så vi bliver nødt til at gøre en aktiv indsats for at fremme en eller anden form for fælles forståelse.

Unge mennesker og ikke mindst piger, der er født i Danmark, men hvis forældre er kommet til Danmark med en anden etnisk baggrund og med vidt forskellige kulturelle samfundssyn, kan have det svært – så svært, at det også påvirker deres skolegang i negativ retning. …

Hjemme giver velmenende forældre for eksempel besked på, at i undervisningen skal man huske at høre efter og at lade være med at stille kritiske spørgsmål. Men på gymnasiet forventes det netop, at eleverne stiller kritiske spørgsmål og straks giver udtryk for, hvis der er noget, de ikke forstår.

Beskeden hjemmefra kunne for eksempel også være at passe på med at deltage i gymnasiets fester og at holde sig fra spiritus. Men på gymnasiet er forventningerne fra klassekammeraterne de stik modsatte. …

Men med hjælp fra Vejen Gymnasium, bliver der nu sat ord på problemerne i et unikt projekt, Vejen i Verden. Gymnasiet tilbyder således eleverne et slags multikulturelt serviceeftersyn.”

Oploadet Kl. 20:45 af Kim Møller — Direkte link45 kommentarer


30. april 2018

Realitybabe gift med M. Zaghmout: “Hvis mig og Monti får et barn, så bliver det opdraget muslimsk.”

Rune Selsing skriver på JP.dk om palæstinensiske Tarek Hussein, der føler sig dansk, og spørger: “Når du en dag bliver gift, vil det så eventuelt blive med en dansker, der sammen med dig vil opdrage jeres børn efter danske normer?” Det er nok nemmere at gøre Hussein til repræsentant for arabisk kultur end at gøre Sasha Klæstrup til repræsentant for dansk kultur, eller, ja, – det håber jeg i det mindste.

En historie fra Ekstra Bladet – Lige nu lever vi i synd sammen – Vi er nødt til at blive gift (25. marts 2018).

“25-årige Sasha Klæstrup har trods sin unge alder to børn med to forskellige mænd… Hun har mødt sin drømmemand og planlægger at blive gift igen inden for den nærmeste fremtid. … Efternavnet på hendes tilkommende er Bel-lah Zaghmout.

Han er 24 år, hedder Montaser til fornavn og er i øvrigt rettroende muslim. Derfor står den ikke på dansk landsbykirke, men moské, når de to vælger at lade sig smede sammen. …

Islam bliver tit kritiseret for sit kvindesyn, men for Sasha Klæstrup er det ikke noget, hun kan mærke.

Vi er helt på lige fod, fastslår Sasha Klæstrup, der hverken får problemer med alkohol eller svinekød, når hun bliver gift med en muslimsk mand.

– Jeg kan ikke lide at være fuld, men jeg kan sagtens drikke et glas champagne, hvis jeg har lyst. At jeg ikke spiser svinekød, handler bare om, at jeg ikke kan lide det, forklarer hun.

Sasha Klæstrup afviser ikke at få børn sammen med Montaser Bel-lah Zaghmout. …

– Hvis mig og Monti får et barn, så bliver det opdraget muslimsk. Barnets religion følger manden, og det har jeg egentlig ikke rigtig noget imod. Jeg synes ikke, at det ændrer særlig meget. Det er allerede en del af vores hverdag. …

Hendes kommende svigermor og svigerinde skal efter muslimsk skik være til stede i moskéen som vidner under vielsen.

– På den måde er det meget traditionelt. Jeg skal også have slør på.

Oploadet Kl. 12:04 af Kim Møller — Direkte link63 kommentarer


15. april 2018

Om universalismens indbyggede bortforklaring: “… hvis det går galt, er det på grund af dig eller mig.”

Livet gik stærkt mellem jul og nytår, og jeg overså desværre nedenciterede perle. Klaus Wivel interviewer den norske professor Terje Tvedt til Weekendavisen, der råt for usødet vælter universalismens høje korthus – Den blinde giver (ikke online, 29. december 2017).

“‘Nøjagtigt på samme tid som tredjeverdensideologien brød sammen, kom bistandssystemet med støtte til NGO’erne i 1980erne,’ forklarer professoren…

Det undrer Tvedt, at nordmænd, som ellers normalt er særdeles optaget af verden, ikke rigtigt er blevet klogere på de lande, deres skattepenge i årtier er gået til. Her ligger der et misforhold mellem den opdragerrolle, den norske stat tiltog sig over for egen befolkning, og resultaterne i de lande, man støttede.

[…]

Alt opfattes inden for det perspektiv, som er fastlåst i en helt speciel tid, hvor den amerikanske idé om menneskerettighedernes universalisme fæstnede sig i de vestlige lande. …

… hvilke værdier er det så, udviklingslandene skulle annamme? Ikke de norske, som det var blevet uanstændigt at tale om – det var jo nationalisme. Det handlede heller ikke længere om at indprente dem ‘vestlige værdier’, som i lige så høj grad var blevet tabu. Det gjaldt noget mere ‘ universelt’, som ifølge Tvedt alligevel dybest set var det samme som norske eller vestlige værdier. …

Den paternalistiske menneskerettighedstanke, som Tvedt kalder det, går igen i hele diskussionen af integration af indvandrere, hvor det også implicit er blevet forventet, at de med tiden vil blive som os. Indvandrere blev betragtet på samme måde som udviklingslandene..

Det er der en grund til. Professoren forklarer, at mange af de mest centrale aktører inden for udviklingsbistand – Red Barnet, Røde Kors og Norsk Folkehjelp – også er de mest centrale organisationer i integrationen af asylansøgere, flygtninge og immigranter i Norge.

‘De samme organisationer drev bistandshjælp og integrationspolitik,’ forklarer han. … Også her talte man om menneskerettigheder som en fællesværdi, og også her holdt man sig fra at tale om norske værdier. Som Tvedt forklarer, blev ‘norske værdier’ af NRK, den statslige norske TV-kanal, beskrevet som diskriminerende sprogbrug, journalisterne ikke burde bruge. Både udviklingsbistand og integration af flygtninge blev universalistiske projekter.

‘Derfor blev problemerne opfattet som meget mindre, end det egentlig var. Man accepterede grundlæggende ikke, at mange indvandrere kom med deres egne ideer, som var akkurat lige så fasttømrede som nordmændenes og derfor vanskelige at ændre. Thorbjørn Jagland, Norges tidligere statsminister, nu generalsekretær i Europarådet, har sagt, at Europa må tage imod mellem 40 og 60 millioner indvandrere fra ikke-europæiske områder inden 2050. Et enormt stort tal, men for ham repræsenterede det ikke en gigantisk udfordring. Han opfattede ikke kulturel eller historisk variation som noget virkelig reelt. Hvis man indretter samfundet tolerant, imødekommende og ikke-nationalt, løser problemer sig af sig selv ved hjælp af historien og tiden.’ Jagland og mange andre gav udtryk for, at de problemer, lande som Norge oplevede med indvandrere, blot var små bump på vejen, inden de blev, som nordmændene selv er. De kulturelle forskelle ville forsvinde over tid, så længe majoritetsbefolkningen undgik at genere de nye…

Tvedt ser i den tankegang en måde at udtrykke politisk magt på. Den bygger på et moralsk sprog, politikere over hele Europa, ikke mindst i Skandinavien, benytter, forklarer han.

‘Du må handle på et universalistisk grundlag, ellers bliver det politik. På den måde kan man hele tiden forklare det med, at hvis det går galt, er det på grund af dig eller mig. Det synspunkt har vist sig at være et utrolig stærkt magtmiddel. Det er godhedsmagten på et universelt grundlag.’.”

(Professor Terje Tvedt, forfatter til Det internasjonale gjennombruddet, 2017; Foto: Utrop)



7. april 2018

Geoffrey Cain: Toneangivende historikere ‘præsenterer os i virkeligheden for en konstrueret verden’

Afvist kronik af cand. mag. et art. Geoffrey Cain. Det meste er kendt viden for Urias-læsere, men kronikken giver et ganske fint oprids.

Upålidelige opslagsbøger

Ytringsfriheden og stemmeretten er af ringe værdi, når de, der bruger dem, ikke har adgang til reel viden

​Et nyt begreb, man ofte hører, er ‘fake news’. Det betyder manipulering, halve sandheder og i visse tilfælde direkte løgn. Men er det et nyt fænomen? Nej, det er det bestemt ikke. Det har sikker eksisteret siden hedenold, men når det drejer sig ikke kun om avisartikler men om autoritative opslagsværker, er der fare på færde.

Historiker og udenrigsminister Peter Munchs store Danmarkshistorie var skrevet som et opslagsværk. Dvs. en kilde, man kunne stole på. Men den var desværre skrevet med en klar prosovjetisk drejning og det samme kunne man sige om mange andre tilsyneladende pålidelige kilder. I nyhedernes verden har Dagbladene Politiken og Information gjort præcis det samme som Peter Munch. De har bare fortsat, hvor han slap, og linjen er senere blevet fulgt op af de store leksika.
Men ikke uden protest. For nogle år siden gjorde historikeren Bent Blüdnikow opmærksom på, at Den store danske encyklopædi havde politisk slagside. Påstanden vakte meget røre og fik udgiverne til at frembringe en mere balanceret netudgave, der inkluderede en del ting, den oprindelige encyklopædi ikke havde interesseret sig for.

Eksempelvis antallet af kommunismens ofre. Men det var de oprindelige leksikonforfattere ikke glade for. ‘Det er et grotesk knæfald for en meget højtråbende kritik, som ikke har noget på sig’, indvendte dr. phil. Morten Thing. Blüdnikow var gået alt for langt, mente han, selvom han efter undertegnedes mening gik aldeles ikke langt nok. Han kunne nemlig godt have taget Lademanns Leksikon med i samme bedømmelse, fordi det led af samme skævhed: Den gav alle, der slog op i det, det klare indtryk at det kommunistiske Sovjetsystem ikke var stort værre end et hvilket som helst andet lands statsform. Godt nok var det slemt, men også vi gjorde slemme ting, antydede Lademanns, der – ligesom Den store danske encyklopædi – undlod at nævne, at vigtige forfattere som Majakovskij, Vandurskij, Mandelsjtam, Bergson, Babel, Kolcov m.fl. alle blev myrdet efter Kremls ordrer. Hvorfor blev det ikke omtalt? Er mord dekreteret fra højeste sted en uvigtig detalje? Det standpunkt kan man vanskeligt forsvare, al den stund visse amerikanske forfatteres kranke skæbne i McCarthy-tiden udførligt er nævnt i samme leksikon.

Og sådan er det hele vejen igennem. Selv når Lademanns får sig til en nævne en likvidering i kommunistisk regi, bliver vægten lagt på individer og ikke på systemet. Det var Stalin der enemand havde ansvaret for kz-lejrene, ikke kommunismen. Og skulle man endelig pege finger ad nogen, var det snarere vores eget kapitalistiske Vesten, der havde det egentlige ansvar for verdenssituation. De skyldige er os selv.

Denne tradition for selvrevselse fortsætter nu i en ny udgave. Det er ikke så meget det kapitalistiske Vesten, der er i skyld i klodens misere, det er det kristne Vesten, og det sagesløse ‘offer’ er ikke længere den stakkels dæmoniserede kommunistiske verden men den stakkels dæmoniserede islamiske ditto.

Og nu som dengang er det de højeste autoriteter på området, der kolporterer tanken. To af dem, dr. phil. Jørgen Bæk Simonsen og professor dr. phil. Jacob Skovgård Petersen er blevet set efter i sømmene af Klaus Wivel i Weekendavisen. Førstnævnte Jørgen Bæk Simonsen har – med sin baggrund som tidligere direktør for det Danske Kulturhus i Damaskus – længe talt varmt om syrernes religiøse tolerance. I 2006 sagde han i Danmarks Radio, at de arabiske lande har en ‘århundredlang tradition for at være meget forskellige. ‘Her er indbyrdes varianter af forskellige udformninger af, hvad det vil sige at være menneske’. Så her kunne vi i Vesten lære en hel masse. Hvis påstanden var sand. Men det er den ikke.

Minoriteterne er forfulgte i Syrien ligesom i det meste af den muslimske verden, og tolerancen er en illusion. Så hvordan kunne en professor i faget lide af den slags vrangforestillinger, spurgte Klaus Wivel. Men uden at få svar. Og så er der daværende leder af Dialoginstitut i Cairo, Jakob Skovgaard-Petersen. I 2008 skrev han en bog om Egyptens berømte universitet al-Azhar – uden at fortælle, at dette universitet ikke lukker jøder og kristne ind. Samtidig roste han den indflydelsesrige Sheikh Yusuf Qaradawi for at være blevet mere demokratisk, selv om han var forblevet ‘autoritær’. Og det må man sandelig sige, at han var. Qaradawis fatwa mod den franske filosof Robert Redeker har nemlig resulteret i, at Redeker nu på sjette år lever under jorden pga. konstante dødstrusler. Qaradawi har også rost Hitlers jødeudryddelse, hvilket Skovgaard-Petersen ikke fandt relevant at omtale.

Pudsigt nok ser man i denne virkeligheds- og historiefordrejning de samme retoriske trick, som Peter Munch brugte. Han anvendte ikke ordene ‘erobring’ og ‘tvangsindlemmelse’ om den sovjetiske ekspansion. Han skrev, at ‘området blev erhvervet’. Og nøjagtigt samme forskånende udtryk finder man i Politikens Islam leksikon ved Jørgen Bæk Simonsen. Her er et lille eksempel. Den fanatiske muslimske sekt Almohaderne hvis sejrstog gennem Nordafrika ifølge the University History of the World ‘efterlod et spor af blod fra Sydspanien til langt hinsides Marokkos grænser’, omtales på en ganske anden måde af Bæk Simonsen. Han skriver, at muslimerne opnåede ‘kontrol med’ de områder de underlagde sig. De erobrer aldrig. Ejheller koloniserer de eller optræder som imperialister. De ‘opnår bare kontrol’. Samme skånsomhed ødsler leksikon’et ikke på korsfarerne, der – fy, fy skamme sig – tillod sig at ‘generobre’ det Hellige Land. Ja, sikke nogen slyngler, ikke sandt?

Men hvad siger Islam Leksikon om muslimernes egen erobring af Mellemøsten, (og senere Spanien, Centralasien og Nordindien)? Der gik det tilsyneladende anderledes civiliseret til. ‘Det lykkedes de numerisk underlegne muslimer at tilkæmpe sig den politiske kontrol over hele Mellemøsten’, skriver Bæk Simonsen, idet han nærmest får det til at lyde, som om de stemte dørklokker på samme måde som vore dages Jehovahs Vidner. Det gjorde de som bekendt ikke, og her er der tale om en videnskabelig uredelighed begået af en, som utvivlsomt ved bedre besked. Og herom kan man sige følgende. På overfladen er Islam leksikon en nøgtern – omend ret studentikos – beskrivelse af islam og muslimske begreber.
​ ​
Men det er også mere end det. Det er også en hyldest til islam, som noget ædelt der ikke frembyder nogen som helst fare for Vesten. Det er fordi den i bund og grund ikke er meget forskellig fra vores vestlige samfund, siger Bæk Simonsen, og han kan heller ikke dy sig for gang på gang at indflette passager, der opfordrer til accept af indvandring. Så summa summarum dette: Hans leksikon er ikke blot politiserende, den er i virkeligheden missionerende. Videnskabelig stringens er der ikke tale om, og i visse tilfælde overskrider teksten grænsen mellem en vinklet (dvs forudindtaget) virkelighedsbeskrivelse og direkte usandheder.

Vi får at vide, at de fleste muslimske lande praktiserer børnebegrænsning. Men dette dementeres grundigt af bl a. Pew Research, hvor det fremgår, at det er er netop i de muslimske lande, at det praktiseres mindst! Hvilket også forklarer deres massive befolkningstilvækst. Men er den slags fordrejninger virkeligt så alvorlige? Svaret er ja. Det er en forudsætning for debatten – og for demokratiet – at de involverede parter ved, hvad de taler om.

Ytringsfriheden og stemmeretten er af ringe værdi, når de, der bruger dem, ikke har adgang til reel viden men kun et simulacrum heraf. Forfattere som de nævnte præsenterer os i virkeligheden for en konstrueret verden. I stedet for at være en guide og et orienteringslandkort er det en labyrint, som vi aldrig kan finde vej ud af, fordi skiltene viser forkert.



23. marts 2018

Ikke mere statsstøtte til islamisk gymnasium efter lovbrud: Venstreradikal tillidsmand forundret, fyret

For to år siden åbnede herboende tyrkere Danmarks første muslimske gymnasium, men efter en række lovbrud forsvinder statsstøtten nu, og skolen lukker. Skolen havde godt nok bederum og fredagsbøn, men underviserne manglede ifølge Styrelsen for Undervisning og Kvalitet ‘faglige kompetencer’. BT har fået aktindsigt.

Sjællandske Nyheder har talt med det islamiske gymnasiums tillidsmand, der er identisk med Anders Bæk Simonsen, kendt fra Internationale Socialister og Antifascistisk Aktion. De 34 studerende på Hindholm STX kan passende skifte til Det Frie Gymnasium, hvis burka-glade rektor, også har AFA-relationer.

Fra SN.dk – Samtlige lærere på muslimsk gymnasium er fyret.

– Vi er forundrede over, at Styrelsen for Undervisning og Kvalitet mener, at så mange af os ikke har de rette kompetencer, siger tillidsrepræsentant på Hindholm STX i Fuglebjerg, Anders Bæk Simonsen til Sjællandske.

Udtalelsen kommer efter, at gymnasiet siden mandag har haft lukket for undervisningen som følge af, at de har mistet deres statsstøtte og godkendelse til at foretage undervisning. Dermed er samtlige gymnasiets lærere fyret. …

I et brev fra Styrelsen for Uddannelse og Kvalitet fremgår det, at lærerne på Hindholm STX slet ikke har de faglige kompetencer, det kræver at være gymnasielærere. Den formulering stiller Anders Bæk Simonsen sig uforstående over for.”

(Anders Bæk Simonsen, tillidsrepræsentant Hindholm STX; Foto: TV2, 2013 / Uriasposten)

Oploadet Kl. 11:08 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer


21. marts 2018

Zeinab: “… måden, danskerne lever på, er så forkert, at man ikke vil have noget med dem at gøre.”

Flere medier har de senere dage fortalt historien om irakiske Zeinab Mosawi, i anledningen af udgivelsen af ‘Himlen over mit fars tag’. En personlig historie om et islamisk ungdomsoprør med brutale konsekvenser, med den særlig twist – at hendes kæreste er popmusikeren Xander, og hun således er svigerdatter til biseksuelle Anne Linnet.

Her lidt fra en lang artikel på Femina.dk – Jeg blev svigtet rigtig hårdt af de mennesker, der skulle passe på mig.

“Zeinab fortæller sin historie i bogen ‘Himlen over min fars tag’, og den afspejler, hvordan hverdagen er for de piger, der lever her i landet i traditionelt religiøse muslimske familier og sidder fast i kulturkløften. Nogle af dem ender, som Zeinab, på en genopdragelsesrejse. Zeinab pointerer, at hendes forældre formentlig, ud fra det, de vidste, gjorde, hvad de fandt rigtigt. …

– Men mine forældre føler ikke, de har gjort noget forkert. I deres øjne har de gjort det bedste, de kunne for at passe på mig og på min ære og især på deres egen ære – forstået på den måde, at når jeg en dag skulle giftes, så havde jeg været en god og ordentlig pige, der selvfølgelig aldrig havde festet eller drukket, så der var nogen, der gerne ville giftes med mig.

Så jeg skulle tage tørklæde på og gå i skole og komme pænt hjem, indtil jeg blev gift. …

– Jeg tror bare, jeg fik nok af, at jeg i så mange år havde skullet gøre noget, som ikke var mig. Jeg følte heller ikke, at jeg gjorde det ordentligt, for jeg rendte rundt med en hætte oven på mit tørklæde hele tiden. Jeg ville bare ikke gå med tørklæde mere. Jeg var kommet i teenagealderen, hvor mine veninder måtte alt muligt, og jeg ingenting måtte. Jeg ville også gerne glatte og krølle mit hår og tage neglelak på. Jeg fik altid at vide, at det, jeg gjorde, var forkert.

Jeg ville helt vildt gerne starte til ballet eller bare begynde at løbe – dét måtte jeg ikke. Det var HARAM. Det gjorde piger ikke. De må ikke have noget at gå op i.

Havde du de samme vilkår derhjemme som din storebror Mohammad?

– Han er en dreng, ikke? Han fik ja med det samme. For mig var det meste en kamp. At forsøge at få lov til at komme på lejrskole, til fest på skolen, til min venindes konfirmation – hun var jo kristen! – eller bare at overnatte hos Simone. … Jeg forstod det ikke. Så jeg begyndte bare at gøre tingene, selv om jeg havde fået nej. Og så fik jeg meget skældud og fik den kolde skulder.

Nogle gange blev jeg slået. Men mest ignoreret. Jeg blev nærmest det sorte får i familien. …

Var du bange for din far?

– Ja. Fordi jeg vidste, hvor stor en vrede han nogle gange havde i sig. Bare de ting, han kunne finde på at sige til mig, og at han nogle gange også slog mig og spyttede på mig…

[…]

Zeinab kom på krisecenter. Derfra på et opholdssted i Helsinge. I håb om bedring af forholdet flyttede hun hjem til sine forældre, men det gik galt, da hun insisterede på at tage på en uges ferie til Spanien med Xander, som hun havde mødt igen. Da hun kom hjem, var hendes værelse endevendt, og hendes far smed med stor voldsomhed både Zeinab og hendes ting ud. Så kom hun på krisecenter igen. Sine ting fik hun hentet i selskab med to bevæbnede betjente og en sagsbehandler.

– Der var ikke tale om, at jeg kunne hente dem selv. Efter ferien med Xander havde min far truet mig med, at han ville slå mig ihjel. Han ville finde ud af, hvor jeg var henne. Jeg havde bragt skam over familiens ære, fordi jeg var sammen med en dansk fyr. Og i det hele taget: Fordi jeg havde været sammen med en mand før ægteskab. …

– … Der er for mange, der ikke har integreret sig godt nok i det danske samfund, og som på rigtig mange punkter er uvidende om det. Det er, som om det danske samfund er ‘farligt’. Eller som om måden, danskerne lever på, er så forkert, at man ikke vil have noget med dem at gøre. Men det er bare meget bedre, når vi blander os sammen og lærer hinanden at kende. Det er sådan, man udvikler sig og giver værdier videre til sine børn. Man skal finde balancen. Jeg vil gerne have det gode fra min kultur og det gode fra den danske kultur. For det er her, jeg bor, jeg er nødt til at integrere mig.

– … Det er vigtigt for mig at sige, at der ikke er noget i vejen med selve religionen islam, den bygger på kærlighed og håb. Det er traditioner og traditionelle samfund, der i mange tilfælde undertrykker kvinder eller bestemte befolkningsgrupper.”

Collage: Zeinab Mosawi, Himlen over min fars tag, 2018 – Xander, Os To Og Mine Lagner, 2011)

Oploadet Kl. 17:43 af Kim Møller — Direkte link35 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper