24. april 2014

Århus: Muslimsk friskole sender 7. klasses elever på pilgrimsfærd til Mekka – dog ikke pigerne…

“Vi støtter lighed”, fortæller friskoleleder Ahmad Moussa, men Saudi-Arabien vil ikke give visum til piger, der ikke er i følgeskab af et familiemedlem. Jo tættere man kommer på muslimernes hellige steder, jo længere kommer man fra lighed mellem kønnene. Fra TV2 Østjylland – Ingen piger på pilgrimsrejse.

“Eleverne i syvende klasse på den muslimske friskole Lykkeskolen i Brabrand vendte i nat hjem fra en pilgrimstur til Mekka. Men for halvdelen for halvdelen af klassen blev det ikke til nogen rejse – pigerne måtte nemlig blive hjemme.

Lykkeskolen, som er en muslimsk friskole, tilbyder hvert andet år 7. og 8. klasser en tur til Mekka, men år efter år må pigerne blive derhjemme.

- Jeg er ked af, at jeg ikke kunne komme med, det ville jeg rigtig gerne, siger Sahra Abdi, der også er elev på Lykkeskolen i Brabrand til TV 2 | ØSTJYLLAND.”

Oploadet Kl. 14:57 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar
Arkiveret under:


10. april 2014

Bonnichsen om syge Akkari, der fodrer ‘kollektive fordomme’ om ‘agtværdige imamer’, såsom Abu Laban

I gårsdagens udgave af Rushys roulette på Radio24syv, var Rushy Rashid tilbage som vært, efter nogle udgaver med Omar Marzouk i værtsrollen. Ahmed Akarris bog var emnet i den første time, og som man kunne forvente, var det overordnede formål ikke at diskutere afsløringerne, men nedtone samme, ud fra den evindelige ‘Åhh, skal vi nu diskutere muslimer igen’-diskurs.

Hidkaldt var sikre apologeter såsom Hans Jørgen Bonnichsen og Lars Erslev Andersen, der mente bogen ikke gav dem ny viden, ikke kunne bruges til noget, og i øvrigt var resultatet af en psykologisk brist hos Ahmed Akkari. Bonnichsen var selv efter egne standarder, fuldstændig absurd at høre på. De tyve minutter med den tidligere PET-chef kan høres her.

Rushy Rashid, Radio24syv: … Da den her dokumentarfilm blev lanceret, der sagde du… Her sagde du, at Abu Laban måske var en ven, vi aldrig rigtig lærte at værdsætte.

Hans Jørgen Bonnichsen, tidl. PET-chef: … Til trods for… der blev så sandelig ikke sparet på fordomme kan jeg forsikre Jer for, at de var tvetunger, at de var integrationsfjendske, at de var kvindeundertrykkende, ja, vi kender det alle sammen. Hadprædikanter og så videre. Sådanne kollektive fordomme er jo meget svære at hamle op med, og det var vi meget bevidst om… Vi etablede, med gensidig respekt for vore forskellige ståsteder, et fora hvor vi kunne gå ind og diskutere forskellige ting. Et initiativ, hvor vi måske kunne finde fælles fodslag på at forebygge, og forhindre radikalisering og terror i Danmark. Og der må jeg da erkende, at Abu Laban, i hvert fald i forhold til en del krisesituationer virkelig viste at han var en person, som i allerhøjeste grad medvirkede til, at at der blev ro, og at det ikke udviklede sig på en sådan måde, at det formulerede sig i voldelige handlinger.

Han havde min dybeste respekt, på mange måder. Han blev så ofte misforstået i den danske befolkning, netop fordi han gav udtryk for sine holdninger, og holdninger som måske var floromvundne, men herrestegud dog, det er jo ensbetydende med, at vi stadigvæk respekterer ytringsfriheden, men når man kom til stykket, så var han en person, som jeg har dybt respekt for.

[...]

Rushy Rashid: Sidder du tilbage med en lang næse nu, hvor det kommer frem, at de holdt Jer for nar? I og med, at de på den ene side forsikrede Jer om, at de nok skulle hjælpe til med, at dæmpe gemytterne, og så samtidig havde de bare et lillebitte møde med Hamas og Hezbollah, og hvad der ellers rør sig…

Hans Jørgen Bonnichsen: Det gør jeg i princippet ikke. Det der ærger mig vældig meget, det er at Akkari nu faktisk medvirker til at trække de andre imamer, som virkelig gjorde et ihærdigt og agtværdigt stykke arbejde i forhold til at sikre freden i Danmark. Læg mærke til, at bundlinjen er, at det ikke skete en eneste voldelig handling i Danmark, blandt andet på grund af deres indsats… Jeg synes det er ærgeligt for de andre, som nu bliver klassificeret i forhold til Akkaris bekendelse, han kørte et dobbeltspil, og i øvrigt et dobbeltspil som man kan stille spørgsmålstegn ved. … Jeg behøver ikke føle sig… Han er ikke den første, og han bliver ikke den sidste i min tilværelse der skuffer mig.

Rushy Rashid: Hvad er du skuffet over?

Hans Jørgen Bonnichsen: Jamen, hør nu efter her. Man går ud fra at man etablerer et tillidsforhold… Det udviste tillid, kom med en fremstrakt hånd, og der må jeg jo nok erkende, at det lever han i hvert fald ikke op til. I modsætning til de mange andre agtværdige imamer, som jeg taler om, som han nu har trukket med ned i sølet, som nu igen bliver gjort til genstand for de her kollektive fordomme, som jo er svære at hamle op med. Dem skylder han en undskyldning.

[...]

Rushy Rashid: … Hvad kan du bruge den her bog til?

Hans Jørgen Bonnichsen: I princippet kan jeg jo ikke bruge den til noget som helst. Forstået derhen, at det er muligt andre kan bruge den til at få bekræftet, at nogle af deres fordomme, de holdt stik, og det kan man så glæde sig over. Jeg kan ikke bruge den til ret meget, det må jeg nok erkende.

Angela Brink, Politiken: Jeg synes. Jeg hører hvad du siger, at Akarri får det til at lyde som om, at alle imamerne spillede dobbeltspil, og det er du selvfølgelig ærgelig over, nu må du korrigere mig, hvis jeg hørte forkert, fordi der faktisk eksisterede et rigtigt godt samarbejde. Og det er meget ærgeligt, at Akkari nu får så meget airtime, fordi han spiller lige ind i nogle grupperingers fordomme om hvad de her imamer havde gang i. Når det så er sagt, så synes jeg faktisk, at Sam (andre gæst) har lidt af en pointe. … Der kunne jeg godt tænke mig at høre, hvad du tænker omkring Akkaris dobbeltspil. Altså, havde I en fornemmelse af det?

Hans Jørgen Bonnichsen: Skal vi ikke lige holde fast i bundlinjen… det er os der vælger midler og metoder, og metoden var faktisk på det her tidspunkt, og det havde vi stor succes med, den fremstrakte hånd. … Hvis man spørger mig om Akkari, så har jeg da oplevet ham, jeg har oplevet ham som en velformuleret, stærkt argumenterende personlighed, en person som helt klart gav udtryk for at han havde fundet sandheden, ikke var i tvivl om sin rolle, og tydeligvis stolt over at være den valgte talsmand for nogle, og læg mærke til ‘nogle’ muslimske organisationer. … Vores tilgang er selvfølgelig tvivl på alt, men tro på meget, og han skulle da også have en chance, og derfor inviterer vi ind på den måde. At han så ikke levede op til det, det kan man da ikke bebrejde PET.

Rushy Rashid: Jeg står tilbage. Jeg har ikke lagt skjul på, at jeg har min tvivl. Jeg ved ikke hvad jeg præcist skal sætte fingre på i forhold til Akkari, men der er en masse alarmklokker der ringer hos mig, når jeg hører ham tale, og noget af det jeg tænker, det er jo bevægelsen fra den ene yderlighed til den anden yderlighed, fra at være islamist, og så til at være overdemokrat. Overhumanist. Det er den bevægelse, jeg har svært ved at fordøje. … Jeg er ikke overbevist. … (refererer skeptisk Lasse Jensen-kommentar om Akkaris omvendelse) Og så står der også det der med, at han får så meget taletid lige nu…

[...]

Hans Jørgen Bonnichsen: Netop fordi det, der er sket, bekræfter os i, at det er os der har ret. Det er os der har fundet sandheden, og dermed mister vi jo utvivlsomt noget af vor kritiske sans. Det er en kulturarv som vi er præget af, som vi i allerhøjeste grad ser udfolde sig i øjeblikket. Så vil jeg også sige, at min oplevelse i PET og politiet, så har jeg oplevet lignende personer som pludselig foretager et radikalt skifte, uden at drage sammenligning med Akkari, for det vil jeg ikke, jeg vil ikke ind og motivsøge i forhold til ham, men der har jeg set, at det er personer som har et enormt behov for opmærksomhed, hvor virkelig har fornemmet, at deres sjæls inderste bøn er at blive set, og at blive anerkendt. Og det kender ingen grænser, hvis man ikke føler eller har oplevet, at noget sådan er sket, så så kan jeg love Jer for, at så går man ind og prøver på at vække andres følelser, ofte på en ekstrem måde.

Jeg har set det hos rockere. Jeg har set det hos folk der er konverteret. Jeg har set det hos folk som er blevet public-agenter… Jeg har set det hos whistleblowers. I det øjeblik de foretaget et skifte, så vækker de opmærksomhed. Så får de det her behov for opmærksomhed, som de angler efter. De er midtpunkt, de føler at andre har brug for dem. Men hvis de føler sig svigtet, jamen, så skifter de så pludselig til en ny rolle. Og så skal man være særdeles opmærksom på den her situation, for her får de igen mange skulderklap, men det varer jo kun et stykke tid, og jeg har desværre set, at i mange af de sager jeg skitserer her, der er det endt til sidst med et selvmord.



18. februar 2014

Springer ventelisterne over: “… kommunalt støttet kønsopdelt svømning for indvandrerkvinder”

Hvis man vil have mere Islam i det offentlige rum, er det blot at fortsætte udviklingen. Dansk Folkeparti er imod særrettigheder, hvad journalist Sanne Fahnøe tilsyneladende anser for at være irrationel ‘rasen’. Fra BT – DF raser: Invandrer-kvinder fastholdes i parallel-samfund.

“Gardinerne er rullet helt ned, og de mandlige livreddere er blevet bedt om at blive hjemme, når DGI-byen i København søndag åbner for kommunalt støttet kønsopdelt svømning for indvandrerkvinder.

- Det kan være nødvendigt at skabe visse rammer og forhold, som fx kun at tillade kvindelige instruktører på holdene, samt at trække gardiner for vinduerne. Dette gælder også i forbindelse med vores kvindesvømning i DGI-byen – her afspærres alle vinduer med sorte gardiner, og der er kun kvinder (inkl. kvindelige livreddere) tilstede.

Sådan skriver Studenter Settelmentets Boldklub på deres hjemmeside om rammerne, når etniske kvinder søndag får mulighed for at springe ventelisterne til de overbookede svømmehold over og modtage svømmeundervisning mod en lille betaling. Resten er på de private donorer HeyMobil! og TDC’s regning…”

(Foredrag om Islam og seksualitet på Blågårdens Biblioteket: “Kun for kvinder”)

Oploadet Kl. 23:13 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer


11. februar 2014

15-årig pige solgt til ægteskab med ældre mand: “… jeg skulle makke ret.. han tog alle mine valg for mig”

Artiklens morale er selvfølgelig at pigen skal have kontanthjælp, revalidering og dansk statsborgerskab, men man kan sagtens have ondt af pigen uden at ville gøre Danmark til et eksperimentarium for fejlslagne kulturer. Fra Information – Solgt til ægteskab for 250.000 (20. januar 2014).

“Manna er født og opvokset i Danmark, og hun har aldrig været i sine forældres oprindelsesland på Balkan. Kort tid efter hendes 15 års fødselsdag fortæller hendes far, at hun for første gang skal besøge Balkan. Manna skal have nyt tøj til turen, og det bliver hendes første rigtige ferie uden for Danmark. Men inden afrejsen får hun et opkald fra sin stedmormor, som forklarer farens planer for turen: Efter to dage på Balkan skal Manna efterlades sammen med en mand, hun aldrig har hørt om. Han er meget ældre end Manna, og han har betalt hendes far 250.000 kroner for at blive gift med hende. Pengene er allerede overført.

‘Jeg er alene hjemme, da jeg får opkaldet. Da min far kommer hjem, spørger jeg ham, hvorfor vi skal til Balkan. Han bliver meget vred og råber, at jeg er hans datter, og at han kan gøre med mig, som han vil.

Faren har ved flere lejligheder truet Manna, når hun i hans optik har opført sig forkert. Han har truet hende med så mange tæsk, at hun ville ende i kørestol, og han har truet med at skyde hende for øjnene af resten af familien. På det tidspunkt ejer han flere skydevåben. Så Manna fortæller hverken ham eller resten af familien, at hun kender til planerne for turen.

‘Jeg tør ikke at sige noget. Det har altid været sådan, at jeg skulle makke ret, og at han tog alle mine valg for mig.

Manna når aldrig at komme til Balkan og blive gift. En måned efter sin 15 års fødselsdag flygter hun fra hjemmet, mens familien tror, hun ligger i sin seng. Hun får hurtigt kontakt til kommunen og bliver indkvarteret på et opholdssted i Nordsjælland.”

Oploadet Kl. 13:46 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


9. februar 2014

Vinter-OL i Sochi, regnbueflag overalt – og en iransk delegation fulgt af russisk model i heldragt

Vestlige medier fører i disse dage kampagne mod OL-værten Rusland, og selv licensfinansieret børne-tv inkluderer nu regnbueflag. Jeg har flere gange set venstreorienterede demonstrere med regnbueflag i umiddelbar nærhed af Hizbollah-støttere, og forstår ikke helt hvorvidt venstrefløjen ønsker kulturel mangfoldighed eller seksuelt frisind.

Herunder et par billeder fra indmarchen i Sochi, hvor de forskellige landes delegationer blev fulgt af russisk model i lårkort. Den islamiske republik Iran skilte sig lidt ud…

Oploadet Kl. 03:04 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


28. januar 2014

17-årige Kirsten blev forelsket og gift med den lidt ældre Aman, der levede et dobbeltliv i tyve år…

Jeg har personligt kendskab til flere muslimer, der er i færd med at lave børneflok med importeret kone i Danmark, alt imens de fortsætter samliv med forskellige (danske) piger. Ingen af dem ser sig ofre for et tvangsægteskab, men deres relativt åbne dobbeltliv er baseret på det faktum at den importerede kone vanskeligt kan afbryde forholdet. En oversat historie set i Ude & Hjemme – Min mand levede et dobbeltliv.

“Kirsten er lykkelig i sin brudekjole. Hendes blonde hår er elegant opsat, og hendes brudgom Aman er nydelig i sit jakkesæt. Hun sender ham et lykkeligt smil. Det er hendes drømmebryllup. Lidet aner hun, at den mand, som hun har været forelsket i 15 år, lever et dobbeltliv. Han er stadig sammen med sin første kone. Faktisk har han fået fire børn med sin ekskone, mens han var sammen med Kirsten.

Da sandheden endelig gik op for Kirsten, blev hun fysisk dårlig ved tanken om omfanget af sin mands løgne og utroskab. Bare hun havde lyttet til sine forældre. De havde advaret deres datter, da hun som 17-årig mødte den meget ældre Aman og blev forelsket. Han var muslim og havde to sønner fra sit første ægteskab. Kirsten var kristen, ung og naiv. …

Udadtil var Aman en rettroende muslim. Han bad fem gange om dagen, undgik svinekød, alcohol og forsøgte at overbevise Kirsten om, at hun burde dække sig til. Han ville ikke have, at hun gik i bluser med dyb udskæring eller andet tøj, som afslørede hendes figur.

Men samtidig med, at han ønskede at indskrænke Kirstens personlige frihed for deres forholds skyld og af respekt for hans kultur, valgte Aman at udvide sin egen frihed og leve med to koner.

[...]

Hun flyttede hjemmefra og ind i et lejet hus sammen med Aman. For at glæde sin mand, begyndte Kirsten at ændre sit udseende og sin opførsel. Hun stoppede med at drikke alkohol, og hun gik aldrig mere i stramme nederdele.

- Jeg var tæt på at konvertere til Islam bare for at glæde ham. Men jeg var ikke villig til at give slip på min identitet. Ligegyldigt hvor meget jeg gjorde for at glæde Aman, var det aldrig nok. Han kaldte mig fed og ubetydelig og sagde, at jeg manglede disciplin, siger Kirsten.

Hun blev derfor langsomt mere og mere isoleret fra sine venner og familie. …

Hvis hans forældre kom på besøg, måtte hun gemme sig på 1. salen til de var gået. Kirsten troede, at det var fordi de ikke ville acceptere, at hun ikke var muslim. At det kunne skyldes, at Aman ikke ville have at forældrene afslørede hans dobbeltliv, faldt hende ikke ind.”

(Mail Online, 21. januar 2014: Shattering moment I discovered my husband had ANOTHER wife…)

“Six months later, however, Aman dropped a bombshell: his religious parents had forced him into an arranged marriage when he was 18 to a 16-year-old called Zabeen” (Mail Online)

“Efter et halvt år fik Kirsten sit første chok. Den mand, hun var vanvittig forelsket i, fortalte, at han havde været gift. At hans stærkt troende forældre havde tvunget ham som 18-årig til at gifte sig med den dengang 16-årige Zabeen.” (Ude & Hjemme)

Oploadet Kl. 12:45 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer


24. januar 2014

Irakiske Aaliyah: “Jeg havde aldrig troet, at det var muligt at få mand og børn og stadig være i live”

Torsdag sendte P1 dokumentaren Ungdomsoprør i ghettoen, og med udgangspunkt i Yahya Hassan, fortalte 26-årige Ahmad Mahmoud om sin voldelige far, og 27-årige Aaliyah om en opvækst med social kontrol. Artikel om sidstnævnte på DR Online – Truet af familien: Jeg havde aldrig troet jeg ville være i live i dag.

“Aaliyah på 27 år taler ikke længere med sine forældre eller sine to ældre brødre. Som 16-årig var hun på selvmordets rand på grund af dødstrusler, vold og social kontrol. Derfor indså hun, at hun var nødt til at træffe det ultimative valg: at gå under jorden for at undgå familien. …

- Jeg havde aldrig troet, at det var muligt at få mand og børn og stadig være i live, fortæller hun til P1 Dokumentar, da vi besøger hende.
Aaliyah står foran stuevinduet i lejligheden, hvor hun bor sammen med sin mand, der kommer fra Island, og deres to børn på fem og seks år. Hun betragter familiens lille have, hvor de om sommeren spiller fodbold med børnene. …

I flere år levede Aaliyah under familiens kontrol – og hvis hun ikke føjede familiens regler, truede de hende med døden.

- Jeg havde læst en artikel om en kurdisk pige der blev slået ihjel i Sverige, og min mor spurgte mig flere gange, om jeg ville ende som hende, fortæller Aaliyah. … Jeg blev sgu bange, fortsætter Aaliyah.

[...]

Familien kontrollerede, hvor Aaliyah var hele tiden. Brødrene tjekkede hendes mobiltelefon, og hvis en dreng ringede til hende eller sendte hende en sms, blev Aaliyah bange. For hvad ville brødrene så gøre? Som 15-årig modtog hun en dag en sms under middagsmaden.

- Det var en besked, hvor en dreng fra min klasse skrev, at han var forelsket i mig, fortæller Aaliyah og holder en lang pause, inden hun fortsætter.

- Min bror skulle aldrig have set den besked. I det øjeblik han så den, kvalte han mig lige op ad væggen, fortæller Aliyah og viser med hånden, hvordan broderen tog om hendes hals.

Oploadet Kl. 05:17 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer
Arkiveret under:


23. november 2013

Om feministisk socialkonstruktivisme: Kvindeforskning er den akademiske forlængelse af kvindekampen

Sublim artikel på Manfo. Kåre Fog – Kvindeforskning – dumheden vinder stort.

“Når feminister går på universitetet og driver deres virksomhed der, så kaldes det kvindeforskning. Det regnes for en akademisk disciplin, og der går offentlige lønkroner til formålet.

Jeg har i de seneste måneder læst kvindeforsknings-litteratur for at se, hvad det er. At læse den litteratur er en form for selvpineri. Det er ulideligt. Side op og side ned om hvor undertrykt kvinder er, skrevet i en anstrengende akademisk sprogstil.

(Firenze, Italien, 1951; Udsnit af Ruth Orkins American Girl in Italy, 1951)

Den mest moderate form for akademisk feminisme går under betegnelsen empirisk feminisme. Den tilslutter sig de almindelige krav til videnskab om redelighed og objektivitet. Den går ud på at indsamle dokumentation for, at kvinder bliver forfordelt i samfundet på forskellig måde, dvs. den påpeger uretfærdigheder. Denne form for feminisme er i princippet OK. Vi skal have et retfærdigt samfund, med lige vilkår for alle…

Der dukker imidlertid allerede her et problem op. Kvinder sætter lighedstegn mellem ligeberettigelse og ligestilling; men det er en fejl. Lige ret og lige vilkår fører ikke nødvendigvis til lige position. Hans Bonde formulerer det samme aspekt med lidt andre ord i bogen ‘Fordi du fortjener det’: ‘Ligestilling i udgangspunktet fører ikke til ligestilling i slutresultatet’. Sagen er nemlig, at på grund af biologiske forskelle mellem kønnene har de lidt forskellige evner og meget forskellige interesser. Kvinders frie valg fører dem til andre positioner end mænds frie valg.

Dette benægtes af alle feminister.

(Riyadh, Saudi-Arabien, 2013; Saudi Gazette)


Ved at studere akademisk feminisme har jeg konstateret, at det er et helt afgørende element i feminismen at afvise de biologiske forskelles betydning. … Efterhånden står det klart for mig, at om man så stak umisforståelig og utvetydig forskning helt op under næsen på en feminist, ville hun stadig afvise det blankt. Det er alfa og omega for hende at afvise biologien. Det vil sige at mine ambitioner om at fremlægge overbevisende forskning er dømt til at mislykkes.

Ved at afvise biologien når feministerne frem til at undertrykkelsen af kvinder er altomfattende og meget sejglivet. De konkluderer, at empirisk feminisme ikke er nok – den fører ikke til de ønskede ændringer i samfundet.

Ud af den erkendelse opstår så en anden form for feminisme, der betegnes standpunktsfeminismen. Den bygger på at kvinden ved en slags aha-oplevelse bliver klar over, at hun er mere undertrykt, end hun troede, og at tingene kun kan anskues på den basis. Forskningen skal tage udgangspunkt i, at kvinder er undertrykt. …

Kriteriet for, hvad der er god forskning, er derfor ikke længere, om den er objektivt sand. Det nye kriterium er, om forskningen fører til at mindske kvinders undertrykkelse. Kun hvis den gør det, er forskningen lykkedes. Det vil sige at kvindeforskning er den akademiske forlængelse af kvindekampen ude i samfundet. Forskningen skal støtte op om aktivisme. Udgangspunktet er, at kvinder er undertrykt. Hvis man har dette som forudsætning, og så påviser, at kvinder er undertrykt, så har man bevist hvad man vil. …

Mange feminister mener dog, at standpunktsfeminismen er utilstrækkelig. Den giver ikke de ønskede resultater. Selv om man igen og igen påviser undertrykkelsen af kvinder, forsvinder undertrykkelsen åbenbart ikke. Man må åbenbart gå mere radikalt til værks. Det gør man ved at hævde, at det er selve opdelingen af menneskeheden i to køn, der er problemet. At tale om at mænd og kvinder som to modsatte kategorier af mennesker er at polarisere. Faktisk er der masser af mennesker, der ikke passer i denne opdeling, hævder man så. Man taler om bøsser og lesbiske, om transseksuelle, om intersex-personer og i det hele taget om personer der er ‘queer’, altså ‘på tværs’ af de gængse kategorier. Man gør hvad man kan for at overdrive antallet af intersex-personer. Og man argumenterer for, at kønnet blot er en social konstruktion – ikke blot det sociale køn, med kønsbestemt tøj, frisure og interesser, men også det anatomiske køn.

At nogle personer fødes med tissemand, og andre uden, at nogle udvikler bryster og andre får hår på brystet, skyldes ifølge disse feminister en social konstruktion. Også heteroseksualitet er blot en social konstruktion. Forelskelse er en social konstruktion. Det hævdes f.eks., at førend man i starten af 1800-tallet skrev romantiske romaner, kendte folk ikke til forelskelse. Det var romanerne der skabte ideen om at man kunne forelske sig. Et temmelig bizart synspunkt, kan man mene. Men ideen om social konstruktion går endnu videre. Selv ‘personlig identitet’ er en social konstruktion. Der findes ikke noget konstant indre jeg; jeget opstår igen og igen, i stadig nye udgaver, i samspillet med den sociale omverden. Faktisk er alt socialt konstrueret. …

Som naturvidenskabsmand spørger jeg uvilkårligt, om der dog ikke er nogen besindige mennesker, der kan stoppe de værste vildskud fra disse socialkonstruktivister. Men det er der åbenbart ikke. Tværtimod, de får priser og medaljer. … Den videnskabelige kvalitetskontrol har svigtet totalt. Næsten alle inden for de social-humane videnskaber lader sig forføre af disse charlataner m/k. Der sidder hist og her nogle få redelige forskere, som kan se miseren. Men de dukker sig. De skal ikke sige noget, så bliver de frosset ud. Dumheden vinder stort.”

Oploadet Kl. 19:57 af Kim Møller — Direkte link29 kommentarer


18. november 2013

Kurdiske Halime Oguz (SF) om eks-mand: “Han beskyldte mig for at ville være dansker.”

Kurdiske Halime Oguz er interviewet til BT, og giver endnu en bredside til den kulturblinde venstrefløj. Herunder lidt fra en portræt trykt i Weekendavisen tilbage i 2011 – Tredje generation vil tage vores hævn (se evt. Q Freedom på Facebook).

“Weekendavisen er taget til Odense for at mødes med tre muslimske kvinder, to på 19, en på 39. … Halime Oguz – 39 år, specialestuderende, fraskilt, et barn, kurdisk afstamning. Hennafarvet krøllet hår. Grøn top, grå habitjakke.

‘Tyrkiske piger er mere frie i en tyrkisk storby end i en dansk mellemstor by som Odense. … Jeg kom til Danmark fra Tyrkiet som femårig i 1976. Min far var en klassisk gæstearbejder. … Han var også meget velintegreret. Jeg fik et dansk navn: Lene. Dengang havde vi mange danske venner. Det ændrede sig dramatisk, da vi flyttede til Vollsmose.

Men det ændrede sig også, fordi der i 1979 kom en islamisering over hele Mellemøsten som følge af den iranske revolution. Den nåede også til Danmark. Min mors tørklæde kom til at se anderledes ud, min far sås pludselig i moskeen. Da jeg var 12-13 år, fik vi tilsendt fra Tyrkiet kassettebånd med tyrkiske imamer, som prædikede islam. De skræmte mig fra vid og sans. Jeg hadede de bånd og kan stadig huske dem. Men jeg begyndte selv at bede fem gange om dagen og overvejede at gå med slør.

Min far var med til at grundlægge den tyrkiske moské i Odense og begyndte at prædike der. Førhen drak han. Hans brødre havde altid drillet ham med, hvor irreligiøs han var. Jeg blev gift i 1988, da jeg var 17. Min mand var 24. Året efter fik vi min datter. Jeg forsøgte at tilpasse mig de andre gifte kvinder. Jeg begyndte at lave gode retter og gøre rent. …

Fra jeg blev gift, klippede jeg båndene til alle mine danske veninder. Jeg havde intet tilfælles med dem. Jeg blev ensom – og sulten rent åndeligt. Efter ti års ægteskab havde jeg fået det dårligere og dårligere. Min mand gik klokken syv om morgenen og kom hjem efter midnat. Hvad skulle jeg lave? Jeg gik i stykker. Da jeg var 27, meldte jeg mig til kurser på VUC. Så kom jalousien. Han fulgte efter mig og tjekkede mine tasker for at se, om der var noget, han kunne finde. Jeg kunne ikke sige noget positivt om danskere, uden at han blev ekstremt hidsig.

Han beskyldte mig for at ville være dansker. Han kunne heller ikke holde ud, at jeg uddannede mig og blev klogere end ham. Jeg begyndte at hyperventilere og var hunderæd for, at han skulle dukke op på skolen og gøre noget pinligt. Han vidste nøjagtigt, hvornår jeg havde fri. Kom jeg fem minutter for sent, brød helvede løs. Da jeg havde været gift med ham i 15 år, kunne jeg ikke mere. I 2002 blev vi skilt. Det er det bedste, jeg har gjort. Jeg holdt ud så længe på grund af omgangskredsen og familiens manipulationer. De brugte min datter mod mig. Jeg ofrede mig for familien og de traditioner, som jeg forbander langt væk.

Da jeg siden hen kom til at læse middelalderlitteratur på litteraturvidenskab, kunne jeg ikke lade være med at le. Indvandrere lever efter middelalderlige traditioner. Jeg nåede at blive 33, før jeg fik mig et almindeligt job med lønsedler og breve i mit eget navn. Jeg blev en almindelig borger. Mange kvinder lider og har traumer. De kan ikke komme ud af deres ægteskaber. Der er hundredvis af eksempler. Når jeg ser de kvinder, forbander jeg traditionen. Den er så kynisk. …

Når man er skilt, skal man først til at passe på. Selv om jeg er 39, kan jeg ikke hænge ud hele natten i Odense. Det ville krænke min familie, hvis det blev opdaget. Hvis jeg vælger en dansk mand, vil der kun komme ballade. Onkler og tanter ville ringe fra Tyrkiet og hidse min mor op, og det vil også gå ud over min datter og hendes fremtid. Ingen vil fri til hende, hvis jeg er løs på tråden.

Jeg synes, det er naivt, når partier i Folketinget siger, at danskere er racister. Jeg oplever desværre mere racisme og intolerance blandt mellemøstlige indvandrere. Der er mange fordomme. Man finder i dag ingen indvandrermænd med et frisindet forhold til kvinders seksualitet. Kvinder bliver set på som et hvidt lagen : Det skal være rent, hvis de skal være mødre til hans barn. Indvandrerkvinder er selv med til at kaste de første sten. Kvinder er kvinders værste fjender. Derfor er de også bange for hinanden.

Integrationen har ikke virket. Tag til Vollsmose: Det er ikke dansk. Det er Saudi Arabien. Selv om integration diskuteres på livet løs, ved de, der udgør problemet, det ikke. De ser ikke dansk fjernsyn eller læser danske aviser.’”

Oploadet Kl. 19:24 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


9. november 2013

Midtjylland: Syrisk far ville myrde 16-årig datter, fordi hun ‘havde et forhold til en 21-årig syrisk mand’

Torsdag havde BT nærmere detaljer om, hvad det kan give af repressalier, hvis man forelsker sig i den forkerte i Vollsmose. Man kan få skåret et øre af, blive slået med hammer og flasker, snittet med kniv, tisset på, og få “en finger puttet dybt ind i den ene øjenhule”.

Fredag bragte samme avis en kort notits om en ny sag fra Frederiks, en lille by lidt øst for Karup i provensielle Midtjylland – BT – Far fængslet for at planlægge drab på 16-årig datter.

“En 46-årig syrisk familiefar er fredag eftermiddag blevet varetægtsfængslet i fire uger efter et familiedrama i Frederiks ved Karup. … Ifølge sigtelsen har faderen været voldelig overfor datteren, fordi hun havde et forhold til en 21-årig syrisk mand. Faderen ville angiveligt føre datteren ud af landet for at slå hende ihjel.

Det var datterens læge i Frederiks, der alarmerede politiet.”

Opdate 14/11-13. Ekstra Bladet har mere om historien, der formentligt drejer sig om legal ‘social kontrol’ – Pige opdigtede anklage mod far om æresdrab.

“På baggrund af de nye oplysninger i sagen har politiet nu valgt at løslade faren, oplyser efterforskningsleder Henrik Grove fra Midt- og Vestjyllands Politi. Pigen har forklaret til politiet, at hun ikke kunne overskue at skulle med på et længerevarende familiebesøg i Tyrkiet. Anmeldelsen mod faren var hendes måde at slippe for rejsen.

- Hun kunne ikke undvære kæresten i en måneds tid, og så er der nogle andre personlige forhold, som har gjort sig gældende, fortæller Henrik Grove. …

Politiet vil ikke udelukke, at pigen og kæresten har ændret forklaring på grund af trusler eller lignende, og derfor opretholdes sigtelsen mod forældrene, mens efterforskningen af sagen fortsætter.”

Oploadet Kl. 13:18 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »