10. oktober 2019

Kommunist i 24syv-indslag om ‘overvågningskapitalisme’: Jeg er imod totalitær magt, ‘totalitært lort’

Til seneste udgave af ‘Aflyttet’ på Radio24syv, havde Anders Kjærulff været til foredrag om ‘overvågningskapitalisme’ på CBS. Her mødte han med en unavngiven mand, der fortalte, at han holder med dem ‘der er maskerede på gaden, og smadrer overvågningskameraer’. Manden fortsatte, at han ’som kommunist’ kæmper for revolutionen – den stadige kamp ‘imod dem der tager magten over resten af befolkningen’.

Enhver form for kommunisme er overvågning, og vil uværgeligt handle om at fastholde magten, som George Orwell beskrev så glimrende i ‘Nineteen Eighty-Four’ (1948): “… the object of the war is not to make or prevent conquests of territory, but to keep the structure of society intact.”

Kommunist: Jeg er ved på, lad os endelig gå den vej og regulere mod Facebook og Google og Amazon, det er jeg med på. Alt hvad der går imod dem og deres totalitære magt er jeg sådan set med på. Det er ikke fordi jeg er modstander af det her projekt, jeg mener bare at det er for uambitiøst og for naivt at tro, at det ville kunne løse vores problemer. Så kigger jeg mod de steder hvor der er lidt mere konflikt, som i Frankrig lige nu, som i Hongkong lige nu, hvor den her konflikt bliver mere tydelig, hvor linjerne bliver skåret hårdere op. Og der er jeg med de mennesker der er maskerede på gaden, og smadrer overvågningskameraer. Stop! Det er det. Jeg er med dem på gaden der tager masker på. Vi skal tage noget territorie tilbage fra den globale kapitalisme, og så vil jeg ikke være en anden Lenin eller Stalin, der siger – nu skal I høre hvad der så skal ske. Når det sker, når vi får nogle territorier, autonomi, kommer der nogle og vil være den stærkeste mand.

Anden mand: – Hver gang du har en revolution, så får du det værre bagefter.

Kommunist: Ja, det er jeg helt enig i. Nej, ikke altid, men ofte, for det meste. For eksempel Sovjetunionen, forfærdeligt totalitært lort, det siger jeg som kommunist. Det lort skal jo bekæmpes. Altså, men hele den her ide om revolutionen, at så gør vi et eller andet perfekt, og så er det fint. Det er idealistisk. Revolutionen er konstant, og det er en konstant kamp imod dem der tager magten over resten af befolkningen.

(CBS, A Conversation With Shoshana Zuboff on Surveillance Capitalism…, 2019)

Oploadet Kl. 12:23 af Kim Møller — Direkte link31 kommentarer


12. september 2019

Støvring: “Nu drejer det sig ikke længere om at forme andre, men om at forhindre, at andre former os”

I sin nye bog fortæller tidligere justitsminister Søren Pind, at regeringen under ‘flygtningekrisen i 2015’ var bange for at ‘hele Europa ville bryde sammen’, og derfor lagde ‘præcise planer’ for bygning af en ‘grænsemur’, og konkret foretog indkøb af ‘pigtråd og beton’. I Lippert på TV2 News, der breakede historien, fortalte Pind, at da flygtningene krydsede grænsen, havde han ‘en snert af den følelse, som jeg tror de danske politikere må have haft den 9. april’. Månedens historie, men intet medie har gengivet TV2-historien.

Holger K. nævner det en passant på Altinget.dk i et længere afsnit om graden af Støjberg-Venstres ondskab, men lader i øvrigt anmeldelsen få overskriften: “Pind skriver smukt om ulykkelig kærlighed og forliste idealer”. Det har ikke skortet med historier baseret på bogen. Pind ville være formand for Venstre, Pind var en del af magtkampene i Venstre, Pind blev tilbudt 5 mio. kroner, etc. I hvilken verden kan konkrete trusler mod nationalstaten være mindre væsentlig end fodnoter til kendt viden om interne parti-stridigheder. Korrekt. Den globalistiske liberale…

Kasper Støvring kommenterer i Berlingske – De liberale mangler et realistisk syn på verden (kræver login).

“Klassisk liberalisme kan fungere i en nationalstat, men ikke i det internationale system. Årsagen er den enkle, at der aldrig vil opstå en verdensstat med jurisdiktion over alle klodens stater. Verden er nemlig et anarki: Et konkurrerende vildnis af stater, der vil føre krige for at sikre sig selv og dominere de andre. Derfor er det ikke liberalisme, men realisme, der er den bedste udenrigspolitiske doktrin. Magtbalance, ikke menneskerettigheder, skaber orden i en intolerant verden.

Liberale må således besinde sig på en håndfuld ikke-liberale realiteter:

1) Den autoritære model tilfredsstiller måske bedre end liberalisme de fleste menneskers behov, globalt set. Sikkerhed, orden, autoritet.

2) Pluralisme trumfer universalisme. Der er flere legitime måder at regere på. Liberale befinder sig ikke på den rigtige side af historien. Se på Rusland, Kina og Ungarn, hvis nogen har glemt det.

3) Den autoritære modstander er meget stærkere, end vi havde troet, og det er måske liberalt demokrati, der er på vej ud af historien. Liberale overvurderer de liberale værdier. Da de så demonstranter under det arabiske forår, og når de i dag ser demonstranter i Hongkong, ser de straks universelle menneskerettigheder for sig – selv om det dengang mest handlede om islamisme og i dag mest om national suverænitet.

4) Nu drejer det sig ikke længere om at forme andre, men om at forhindre, at andre former os.

5) Hvis vi ønsker at bevare vores liberale orden, kræver det nogle gange illiberale tiltag.

Hvordan beskytter vi Danmark bedst? Det gør vi ved at se mennesket, ikke som isoleret, men som del af et folk, en særlig kultur. De liberales stærke fokus på det enkelte individ og dets rettigheder, som jo per definition gælder alle individer overalt i verden, har derimod to ødelæggende konsekvenser. …

Indvandring er bare ét blandt flere områder som nation, familie, skole og kirke, hvor virkeligheden ikke er særlig liberal. De klassisk liberale er ved at lære det. De progressive drømmer videre.”

(Truende skyer over Danevang, 2019)

Oploadet Kl. 16:19 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


22. august 2019

Anders Krab-Johansen: “De borgerlige har tabt dannelsen i kirken, skolerne og højskolerne.”

Ikke ny viden, men et ganske fint oprids. Kommentar af Anders Krab-Johansen i Berlingske – Kirken er tabt, højskolerne er tabt, folkeskolerne er tabt – de røde overtager dannelsen.

“Jeg er vokset op som søn af en præst og en lærer. … Der var masser af lilla bleer og akustisk guitar dengang, det var trods alt 1970erne. Men præsterne var ofte borgerlige, lærerne var sjældent politiske ekstremister, og de liberale huserede på højskolerne. Venstrefløjens dominans var isoleret til en lilleskole og i fagbevægelsen.

Billedet er karikeret, men dannelsen foregik blandt folk, der havde bred politisk forankring. Sådan er det ikke længere. Til min gru har jeg gennemgået meningsmålinger, som viser, at Folketinget ville have blodrødt flertal bestående af Enhedslisten, SF, Socialdemokratiet, Alternativet og de Radikale, hvis det kun var præster, lærere og højskolelærere, som stemte. Blandt højskolelærere stemmer omtrent 90 procent på rød blok, blandt lærerne er det 84 procent, og hos præsterne er det to tredjedele. Den borgerlige fløj er reduceret til politiske statister. Det er usundt.

De borgerlige har tabt dannelsen i kirken, skolerne og højskolerne. Derfor taber det konservative og liberale tankegods også i civilsamfundet, hvor interesseorganisationer som Danmarks Naturfredningsforening og Red Barnet nu ledes af de tidligere folketingsmedlemmer fra Enhedslisten Maria Reumert Gjerding og Johanne Schmidt-Nielsen.”

(Johanne Schmidt-Nielsen, Red Barnet, tidl. Socialistisk Ungdomsfront og Enhedslisten; Foto: FB)

“I praksis har vi konservative kun bloggen, læserbrevet og de sociale medier tilbage, som ovenikøbet styres af californiske censurhipstere. Alle andre fora – sandelig også radioen – er domineret af venstreliberale, postmodernister, dekonstuktivister, kønsneutralister eller slet og ret socialister. … Under mangfoldighedens faner vokser homogeniseringen frem. (Mikael Jalving, 21. august 2019)



14. august 2019

LA undsiger konservatisme, Støvring: “Liberale er ikke blot individualister, men også universalister.”

“Vi røg for ofte i den nationalkonservative fælde”, fortæller Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøll-Bille til Berlingske, og pointerer, at vejen frem er ‘den positive og fremskridtsvenlige liberalisme’: “… enhver form for konservatisme skal høre op”. Inger Støjberg er marginaliseret i Det Liberale Venstre, og selvom Liberal Alliance kun har fire mandater i Folketinget, så virker det ikke ligefrem til at det er Henrik Dahl der svinger taktstokken.

Der er dog ingen grund til at håbe på et samlet blåt alternativ. Så ender med nationalkonservatismen, som med gjorde med den borerlige EU-modstand. Død og begravet i topskat og åbne grænser. Kasper Støvring kommenterer den borgerlige uenighed på Altinget.dk – Kasper Støvring om borgerlig krise: Liberalismens svar er ødelæggende.

“For at finde den låge, der kan lede ud af den borgerlige krise, må vi først skaffe os et egnet landkort – vi må definere, hvad borgerlighed er. Til det formål må vi besvare et af de mest elementære spørgsmål, man kan stille sig: Hvad er et menneske?

Allerede i svaret på det spørgsmål opdager vi, at borgerligheden er (mindst) to ting: liberal og konservativ. Og det siger jo noget om, hvor svært det kan være at samle borgerlige om et fælles projekt.

På spørgsmålet vil liberale svare, at mennesket primært er et autonomt individ, imens konservative vil svare, at det er et socialt væsen. Liberale hylder individualismen, imens konservative besinder sig på fællesskabet. …

Liberale er ikke blot individualister, men også universalister. De anskuer individer uafhængigt af deres kulturelle og sociale tilknytninger som ligeværdige; i sidste instans er hele verden mit hjem, og hele menneskeheden er min næste. Derfor må man ikke diskriminere: Der er ingen, man i princippet skylder mere end andre, for vi er jo alle mennesker.

Den liberale teori – som ingen i praksis selvfølgelig kan opfylde – betragtes som progressiv, tidssvarende, tolerant og humanistisk. Sammenlignet må konservatismen fremstå som de glødende tungers røst, som både indskrænket og reaktionær. …

Konservative forstår mennesket som situeret: Det er altid allerede indlejret i fællesskaber, det ikke altid selv har valgt, og som det er forpligtet af på en dybere måde, end liberale – i hvert fald retorisk – vil anerkende. Det gælder for eksempel forholdet til vores forældre, landsmænd, børn, ægtefælle, trosfæller og venner.”



24. juli 2019

Knud Romer: “… jeg er magtesløs, fordi jeg er middelløs, fordi jeg har overladt mine midler til staten”

Knud Romer formulerer sig nogle gange så fornuftigt, at man tror han pludselig er blevet konservativ. Den ideologiske bevægelse er påbegyndt, men han er jo nok den opportunistiske type, der skal være 80 år+ før han ytrer noget karrieredræbende. Kommentar om velfærdsstatens mangler af Knud Romer i Berlingske – Knud Romer så sin far gå til grunde i den velfærdsstat, han selv havde finansieret.

“Der kommer en visitator. Det lyder som et genfærd. ‘Visitatoren er kommet.’ Og da skal min far så til eksamen i realitetsprincipper. Hvilket år har vi? Hvem er statsminister? Hvor er du henne? Jeg sidder der, mens han fortæller anekdoter og nyder at have selskab. Jeg prøver hele tiden at gribe ind, at stoppe ham, hviske ham de rigtige svar i øret, som han hjalp mig med mine lektier og trak mig igennem den elendige matematik, jeg ikke forstod. Han svarer. Året er 1920, Stauning er statsminister, han bor hjemme hos sin mor og far.

Han har bestået. Han kan få en plejehjemsplads.

Da jeg står der og pakker hans kuffert, vokser min hånd op af graven af skam. Det er som Kafkas Processen, der ender med, at han får skåret halsen over som en hund, og skammen vil overleve ham … det er mig. Jeg føler mig som en tyv, der plyndrer mit barndomshjem, forråder min far og svigter ham. Jeg har prøvet at forklare ham det hele, men han glemmer det hver gang. Han aner ikke, hvor han skal hen.

… Han sidder der i nummer 122, hvor der ikke bliver gjort nok rent og lugter af tis, og lægen siger ‘det er bare, fordi han er gammel’, og jeg siger ‘han har blærebetændelse’. Lægen tager på ferie, vikaren kommer aldrig. Han sidder der og æder hundeæde sammen med alle de andre, hvor den største underholdning er, når der står flyttekasser foran en dør, fordi endnu en er død. Der kan han så sidde og vente på, at det er hans flyttekasser, der står der en dag.

Og jeg rådner op af skam.

Og jeg begynder at blive rigtig, rigtig vred. Og jeg tænker ‘fuck jer, så giv mig junglekapitalismen, så er det hver mand for sig, så er det den stærke, der overlever, så er der ikke noget pis, så sig det dog, som det er. Så kan jeg lære selvforsvar, giv mig mine penge, så kan I få nogle tørre tæsk og en falsterskalle, og så passer jeg på mig og min kone og mine børn og mine forældre og så passer I jeres’. Hvis han eller jeg bare havde beholdt en større andel af vores skattepenge, så kunne han havde siddet på privat plejehjem ude ved vandet, få dejlig mad og have en storbarmet blondine til at forsøde sin sidste tid.

Men nu sidder han her, og jeg er magtesløs, fordi jeg er middelløs, fordi jeg har overladt mine midler til staten i tryg forvisning om, at de tager over, når jeg kommer til kort, og jeg blev svigtet. Først svigter jeg min far, og så svigter staten mig. Han har betalt sin skat hele sit liv, og hvad har han fået. Jo, først har han fået vakuumpakket industrimad fra et rengøringsfirma, og så et ophold på en menneskelig affaldsanstalt.”

(Collage: Knud Romer; Fotos: Youtube mv.)

Oploadet Kl. 09:57 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer


27. juni 2019

‘Den indholdstomme liberalisme er i stort omfang kompatibel med venstrefløjens opløsningsprojekt’

Knivskarp kronik af Eva og Rune Selsing i Berlingske. Læs det hele!

Fra Berlingske – Borgerligheden døde, da den opgav moralen.

“Det lignede et stort nederlag til folketingsvalget. Virkeligheden er dog meget værre: Nemlig at borgerligheden reelt har skrantet i mange årtier. Vi er slet ikke kommet os over den kulturradikale og marxistiske hærgen gennem Vesten i forrige århundrede.

Den borgerlighed, der overlevede den røde storm, var en flad, indholdstom liberalisme. Vi skal have frihed! Ikke rigtig frihed til noget bestemt, bare frihed. Ikke forholde sig til andre mennesker, eller hvad der er rigtigt eller forkert, men blot gøre, hvad vi nu synes. Lidt ligesom hippierne. En borgerlighed, der ikke går op i familien, dannelsen, fædrelandet, kirken, skønheden – ja, det meste faktisk. En moral, der hverken dømmer eller fordømmer, men er ligeglad og næsten stolt af det. Onelineren ‘folk må leve som de vil, så længe de ikke skader andre’ er ikke kun en af liberalisternes foretrukne ånds- og samtaledræbere. Den er også alvorligt ment og udtrykker totaliteten af den gennemsnitlige liberalists tænkning om kultur- og moralske spørgsmål.

I fraværet af indhold har liberalismen kastet sig over en amoralsk (ikke umoralsk!) jagt på større ting og flere dimser. Det attråede mål med tilværelsen er øget råderum, bedre konkurrenceevne og højere BNP. Ingen spørger hvorfor. Ingen spørger, hvad det gode liv er. Det er ikke sådan, at nogen har erklæret, at gold materialisme er livets salt; vi er bare holdt op med at tænke over, hvad alternativet kunne være.

For langt de fleste er der noget, som bør være vigtigere. Familien, kærligheden, venskaber, pligt, ansvar, dannelse og Gud. Nå ja, og så skal man da helst være produktiv. Men i den liberale borgerlighed er der kun det med at være produktiv tilbage. Derfor kan en yderligtgående, antiborgerlig, feministisk dagsorden vinde frem, selvom et stort befolkningsflertal ryster på hovedet af den. De venstreorienterede vil gerne bryde den borgerlige orden og dens institutioner ned. De liberale ser bare dumt til og spørger, om det er godt for bundlinjen. Når de da ikke selv deltager i nedrivningsfesten.

Den indholdstomme liberalisme er nemlig i stort omfang kompatibel med venstrefløjens opløsningsprojekt. De venstreorienterede hader eksempelvis skønhed, og har til lejligheden udviklet en forfærdelig, menneskefjendsk arkitektur, der skal hjælpe med at uddrive borgerdyrenes romantiske forestillinger om livet. …

Ligeså med familien, der med sine pligter, begrænsninger og frirum fra statsmagten altid har været de venstreorienteredes hovedfjende. Familien interesserer ikke rigtig hyperindividualisterne, der ikke kan forstå, at noget fællesskab kan komme før den personlige frihed. At familien er ét og alt for stort set alle børn, der kommer til verden. Der, hvor vi dannes og bliver til moralske væsener. Familien – ikke individet – er samfundets sociokulturelle mindsteenhed. Nej, du skal ikke gøre, hvad du har lyst til. Der er rigtigt og forkert. Noget, der er bedre end andet. Det er som udgangspunkt bedre at stifte familie og passe på den end ikke. Det er som udgangspunkt bedre, at et barn har en mor og far end blot én af dem. Det er som udgangspunkt bedre at gøre som de fleste end at spilde dit liv med at hade normen og søge det unikke. Og så videre.

… En livskraftig borgerlighed skal insistere på at håndhæve rigtigt og forkert. Der er ingen, der kan forklare, hvorfor kriminelle udlændinge skal have lov at blive i Danmark. Ingen, der kan forklare, hvorfor tilvandrede ikke skal tilpasse sig vores normer. Der er andre hensyn. De handler dog ikke om rigtigt eller forkert…

Vores moral er grundlagt i et nationalt fællesskab, og den moderne liberale internationalisme tilbyder ikke stort andet end politikker, der opløser dette fællesskab. Det er pudsigt, at den nationalliberale guldalder i 1800-tallet var sammenfaldende med en omfattende og oprigtig interesse for fremmede kulturer. Når det tynde øl i Venstre taler varmt om globalisering, mener de i virkeligheden homogenisering. De helmer ikke, førend alle verdens større byer er proppet med den samme mad, de samme butikskæder, samme dødssyge bygninger i glas og stål og de samme enstænkende mennesker. En stor, global lørdagskylling. Dét er drømmen. Så kan pøblen hygge sig med islam og udkantsværen.

… Borgerlighedens ‘krop’ er orden. Den eksisterer stadig, men der er brug for at revitalisere og styrke den. Middelklasseindkomster og middelklasseliv. Hovedsporet, som så mange, selv borgerlige, i dag skammer sig over – for de er blevet lært, i de røde institutioner, at småborgerlivet er uautentisk og uden værdi. En perfid løgn: uden vores orden var fred, frihed og velstand en umulighed. Hårdt arbejde, den sammenholdende familie, det livslange ægteskab, forældreautoritet, kirke, retfærdighed i retssalen, restaurerede hovedgader, tætte naboskaber, møder med morgensang og omsorg for alle de små særpræg. Hjælp til de værdigt trængende og krav, pligter og dannelse.

Alt sammen på en bund af aktiv moralsk stillingtagen.

(Østerlars kirke, Østerlarsker Sogn, Østerlarsker-Gudhjem Pastorat, Bornholms Provsti, Københavns Stift)



30. maj 2019

Mød den liberal muslim ‘Amira’, fortæller VU: Hedder Klara-Maria, 21-årig cheerleader fra Nykøbing F.

Nu hvor Venstre går til valg på socialdemokratisk velfærdspolitik, er de så småt begyndt at positionere sig værdipolitisk til venstre. Stikordet er ‘retten til frihed’, og det klinger så smukt. Presset af mediepropagandaen, vil partiet nu give bedre forhold til afviste asylansøgere, og Danmark skal igen modtage kvoteflygtninge. Mandag aften var finansminister Kristian Jensen, partiets officielle kronprins, æresgæst ved Ekstra Bladets Ramadan-fest.

Herunder et bidrag fra Venstres Ungdom: Et portræt af den velintegrerede muslim Amira, der lever et helt normalt aktivt liv, men tilfældigvis går med tørkæde. Hun holder sig i form ved løb, flirter med danske drenge, går ind for ‘religionsfrihed’ og retten til at ‘gå med tørklæde eller lade være’. “Danmark skal være åbent for folk som Amira”

I virkelighedens verden er Amira ikke muslim. Hun hedder Klara-Maria Rønnebro, og er en 21-årig tidligere cheerleeder fra Nykøbing Falster. ‘Glad for at kunne dele det gode budskab’, kommenterer hun på Facebook. Suk.

Mød Amira. Hun er ambitiøs, tager ansvar og arbejder hårdt. Hun vil Danmark.

Vi vil et frit samfund med religionsfrihed og frie valg – til at gå med tørklæde eller lade være. Det skal hverken staten eller mørkemænd diktere.

Danmark skal være åbent for folk som Amira, men lukket for dem, der ikke vil Danmark.”

Er du enig? Så del videoen, og lad flere danskere møde Amira inden valgdagen.” (Venstres Ungdom, 28. maj 2019)

Diverse screencaps.



26. maj 2019

Støvring: “… mangfoldighed lyder da også godt. Men det er som at drikke gift af et gyldent krus.”

I en tid hvor Islam vinder frem på danskhedens bekostning, så er jeg ikke nødvendigvis enig i, at man bør ‘anerkende’ endsige respektere Islam. ‘Speak softly and carry a big stick’, er dog en godt udgangspunkt, og det er vel egentligt det den gode Kasper Støvring anbefaler. Kommentar i Kristeligt Dagblad – Fjenden er ikke islam, men multi-kulturalismen, som bobler med mistillid og vold.

“I Vesten behøver vi slet ikke islam for at udløse fjendskabsenergierne.

Med en halv million buddhister og hinduer ville vi også kløjes med sameksistensen. Det ville vi også med en halv million kristne fra Sudan, Eritrea eller Nigeria, selvom vi er mere kulturelt beslægtede med andre kristne..

Så fjenden er ikke islam, der tværtimod bør anerkendes som en af verdens store kulturkredse. Nej, truslen er den multikulturelle heksekedel, der syder med mistillid og nogle gange bobler over med vold. Retfærdigt eller ej – det er, hvad europæisk politik i dag handler om.

Nogle liberale taler om vores velkomstkultur og om indvandring som en kulturberigelse – eksotisk mad, musik og mode – men deres smukke retorik kan ikke skjule de dystre begivenheder; de hænger ved som ildelugtende parfume.

Andre liberale advarer mod partier som Stram Kurs og den illiberale Viktor Orbáns ungarske parti Fidesz. Men de liberales advarsler forbliver retoriske og rituelle. Uden politisk handling, der begraver det multikulturelle fantasme, får vi nemlig ikke bare Stram Kurs, men endnu mere radikale partier i fremtiden. I skyggen bag Fidesz ligger det højreradikale Jobbik på lur og venter på deres store chance.

Feel good -advarsler kan muligvis afstive den liberale selvtilfredshed, og mere mangfoldighed lyder da også godt. Men det er som at drikke gift af et gyldent krus. Man skal ikke tale nedsættende om andre menneskers trosliv. Heller ikke muslimers. Men vi skal håndfast afvise de ting, der ikke hører til i vores kultur.”



13. maj 2019

Pind kritiserer Venstres kurs: “Man har svælget i udlændingespørgsmålet. Man har fået islamitis…”

Hvor kommunistiske Enhedslisten går til valg på en forøgelse af offentlige udgifter på 1,10 procent, så går ‘Det Liberale Venstre’ til valg på en forøgelse af samme på 0,65 procent. Stort set alle partier markedsfører sig som socialdemokrater, og vi er her i 2019 reelt i en situation, hvor alle vil gøre den fælles kasse større i håb om at vinde på den efterfølgende omfordeling. Man stemmer nøgternt set om andre folks penge.

Det er i den kontekst den liberale løve Søren Pind udtaler sig til Berlingske – Bekymret Søren Pind: Borgerligheden er »i krise« og har fået ‘islamitis’ på hjernen.

“‘Borgerligheden er i krise,’ siger han. … Det er primært udlændingepolitikken, han sigter til. Pind er så bekymret over det, han ser, at han omtaler det som et syndrom.

Han kalder det ‘islamitis’. Diagnosen stilles på baggrund af alvorlige symptomer, herunder at man lader udlændingepolitikken fylde så meget, at alt andet trænges i baggrunden.

Og at man på lange stræk smider grundlæggende værdier overbord undervejs. …

‘Det er derfor, borgerligheden står så svagt. Man har svælget i udlændingespørgsmålet. Man har fået islamitis, fordi magten er blevet det altafgørende. Man har overtrådt enhver grænse, fordi vi aldrig kunne få nok,’ siger Pind…

‘Fordi man har fået islamitis, har man skabt en enorm forfaldsfortælling, en dystopi. Men hvis man ikke husker at vise sine resultater frem med stolthed, så tegnes der et billede af undergang, og det er en af borgerlighedens største udfordringer.’ …

‘Det er, hvad vi ser nu. Der er opstået en ukonstruktivitet, hvor fanatikerne reagerer, og hvor Rasmus Paludans nazistisk inspirerede parti nu kræver endnu mere. Det er fuldstændig forfærdeligt.’

Nazistisk? Er det ikke forkert at bruge den reference?

‘Næ. Jeg er fuldstændig enig i det, Martin Krasnik har skrevet i Weekendavisen. …'”

(Islamitis-inficerede blomsterkummer, Stændertorvet ved Roskilde Domkirke, 12. maj 2019; Foto: Tilsendt)



24. februar 2019

Værdi-liberale i åbent opgør: Riskær genovervejer støtte til Løkke-regering efter uforsonlig tv-debat

Jeg har ikke meget sympati for Venstres Jan E. Jørgensen, men det er dog umuligt at tage parti for Klaus Riskær. Optimalt vil være, set herfra, at værdi-liberale Venstrefolk samler sig i Riskærs projekt, hvis de af uvisse årsager ikke gider være en del af Det Radikale Venstre. BT omtaler et skænderi mellem de to i Debatten på DR2.

Clement Kjersgaard, DR2: Jan E. Jørgensen, du er godt klar over, at Riskær har gjort det meget klart, at skulle han blive valgt ind, så vil pege han på Lars Løkke Rasmussen som statsminister.

Klaus Riskær, folketingskandidat: – Indtil det her program, i hvert fald. Indtil det her program startede, det vil jeg godt have lov at sige. For når han sender sådan nogle folk efter mig, så kan det være jeg skulle overveje det…

(Officiel valgplakat for partiet Klaus Riskær Pedersen, manipuleret; Foto: Klausriskaerpedersen.dk)

Oploadet Kl. 07:39 af Kim Møller — Direkte link32 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper