3. april 2022

Mårtensson: Fascisme/nazisme er ikke højreorienteret, men konkurrerende socialistiske bevægelser

Jeg har blogget en del om bagateliseringen af kommunismen gennem tiden, og hvis man vil udsætte sig selv for ufortyndet historieløshed desangående, så skal man høre 24syv-chefen Simon Andersens forklaring i seneste udgave af Alis fædreland. Det er desværre lykkedes venstrefløjen at sætte sig på den store fortælling.

Kontrast bliver bedre og bedre, og nedenciterede gennemgang burde alle læse i sin helhed. Forfatter Brian Degn Mårtensson ser historisk på fascisme/nazisme, og påpeger, at hvor fænomenerne indtil 1945 blev set som en tredje politisk position, så er det siden af ‘venstreorienterede intellektuelle’ blevet defineret som noget højreorienteret. Knivskarp kommentar på Kontrast.dk – Fascisme og nazisme – hvor skal vi placere dem politisk?

Det italienske fascistparti udsprang af forskellige italienske socialistgrupperinger, herunder Kampforbundet og afhoppere fra andre grupper, og søgte at mobilisere underklassen til (om nødvendigt) voldelig revolution. Dets leder, Benito Mussolini, var tidligere redaktør på en socialistisk partiavis, men forlod denne grundet uenighed om Italiens deltagelse i 1. verdenskrig. Mussolini fastholdt, at han var socialist…

I 1921 stiftede Mussolini det fascistiske parti og havde succes med at vinde tilslutning fra en stor del af Italiens land- og industriarbejdere. Hovedkonkurrenten var de internationale socialister, der appellerede til de samme vælgergrupper, og et intenst had, som internt blandt socialistgrupper har varet op til vor tid, blev intensiveret i den forbindelse. … Ideologisk var fascistpartiet selvsagt et socialistisk arbejderparti, der ønskede en protektionistisk, kollektivistisk mobiliseringsøkonomi, hvor staten regulerede samfundets mekanismer til alles bedste. Dette blev som nævnt kombineret med en nationalistisk, militaristisk profil (som vi i Sovjet også så hos Stalin fra 1942 til 1945 under ‘den store fædrelandskrig’).

Det tyske nationalsocialistiske arbejderparti udsprang fra mindre tyske socialist- og veterangrupper og fik succes under Adolf Hitlers lederskab. Nazisterne kombinerede ligesom fascisterne en kollektivistisk, socialistisk økonomisk politik med nationalisme og militarisme, men føjede hertil en antisemitisk dimension, som havde stor politisk gennemslagskraft. I højere grad end i Italien lykkedes man i Tyskland med en næsten total kollektivisering af økonomien, og til sidst var de oprindelige kapital- og fabriksejere reelt bare statslige kransekragefigurer, der måtte følge den centrale planlægning i et og alt. Ligesom i Italien var nazisternes politiske hovedfjende de konkurrerende socialistiske bevægelser, særligt de Moskva-tro af slagsen, og også her blev intensive forfølgelser gennemført efter magtovertagelsen. …

I det omfang der var behov for yderligere kommentarer, kunne man sige, at Mussolini tog helt fejl, når han kaldte sig selv socialist, og det nationalsocialistiske tyske arbejderparti på en eller anden måde havde glemt at ændre sit navn til noget mere højreorienteret og retvisende. I den helt latterlige ende kunne man henvise til, at socialisterne jo bekæmpede fascisterne, og derfor ideologisk ikke kunne have noget som helst med dem at gøre. Taget i betragtning, hvor intenst socialistiske grupper har bekæmpet hinanden til alle tider, er det bemærkelsesværdigt, at nogen overhovedet har konstrueret dette ‘argument’ i første omgang. Ikke desto mindre er det ofte blevet fremført, bl.a. i undertegnedes skoletid.”

(Titlen på bog af tidl. DNSB-leder Povl H. Riis-Knudsens, 2. udg., 2020)



20. marts 2022

Åben tråd om Ukraine/Rusland, 20. marts 2022

Denne dag havde jeg egentligt dedikeret til at skrive lidt længere om den danske højrefløj post-Ukraine. Jeg har altid haft til hensigt at samle, men det er svært i disse dage, hvor man ikke rigtigt kan mødes på midten. Liberale, konservative og nationalkonservative støtter i varierende grad Ukraine, men overraskende mange der identificerer sig som højreorienterede, står omvendt bag Putin. Hverken NATO eller Ukraine er perfekte størrelser, ligesom Putin heller ikke er den rene ondskab, men i valget mellem nationalstat og imperiebyggeri burde valget være nemt.

Det vender sig i mig, når jeg ser ukrainske flag, så sent som i går ved Dansk Sygeplejeråds hovedkontor i Fredericia, men det har absolut intet med Ukraine at gøre. Jeg hader at blive ‘foie gras’-fodret med skiftende kampagner, og næste gang skal vi måske alle hade Ukraine eller Polen. Konsensus-tvang gør ingen klogere, og Marie Krarup skal have ros for at stå imod i MSM, selvom det jo nok er en tabt kamp. Tiden er ikke til nuancer.

Jeg ser heller ingen nuancering hos coroputin-segmentet, der tilsyneladende mener at alt er løgn, bortset fra det der kommer fra pro-russiske kanaler på Telegram. Der er altså noget helt galt, når Alt-right’ere bruger ukrainske nationalister som argument for Putins invasion. Jeg vil gerne forstå hvorfor danske nationalister støtter en eks-kommunists kamp imod en suveræn nationalstat, men selv hvis man skærer dybere ideologiske stridigheder fra, så er Ukraine-siden stadig det bedste alternativ. Det er klogt at være skeptisk, men idiotisk at være Rasmus-modsat.

Ville jeg som russer kunne blogge kritisk om Putin fra Moskva? Det er det centrale for mig. Det liberale demokrati har bestemt sine mangler, men det meste af det vi kritiserer Vesten for, er immervæk langt værre i det mere autoritære Rusland. Modsatrettet tunnelsyn er hverken kritisk eller klogt. Magt korrumperer, og der findes ingen godartede diktaturer. Retten til at være uenig er i sidste ende, så meget vigtigere end skiftende regeringer.

(Flere billeder på Instagram)



14. marts 2022

Uffe Gardel, post-Ukraine: “… lande som har større russiske mindretal, bør deportere dem i en fart”

Journalist Uffe Gardel er tidligere tillidsmand hos Berlingske, og har tidligere været kandidat til posten som formand for Dansk Journalistforbund. I dag ernærer han sig som forfatter, sideløbende med han læser ‘østeuropastudier/russisk’ på Københavns Universitet. Her i en debat med ‘Anders’, en af de mere markante Putin-tro på Facebook. Tænk på Gardels svar, næste gang pæne borgerlige fortæller, at danske nationalkonservative har fejlet.

“Anders… der er vel bare den lidt triste lære at drage af det, at lande som har større russiske mindretal, bør deportere dem i en fart. Hjem til Rusland med dem.” (Uffe Gardel)

(Uffe Gardel, lande med større russiske mindretal bør ‘deportere dem’; Foto: Facebook, 2022)

Oploadet Kl. 12:23 af Kim Møller — Direkte link52 kommentarer


7. marts 2022

Kasper Støvring: “… det er lidt pudsigt at se mine liberale kritikere springe ud som nationalister.”

Det er paradoksalt, at politikere der konsekvent nægter at tage udgangspunkt i danskernes interesser, nu omvendt springer ud som nationalister på ukraines vegne. Et land de i en anden kontekst, kunne have undsagt som værende illiberal, homofobisk, nationalistisk og det der er værre. Der er intet galt at i blive klogere, men træls at det altid suppleres med et angreb på de fremsynede. Solid kommentar af Kasper Støvring i Berlingske – Liberale har været blinde for den nye verdensorden -og nu er de pludselig blevet nationalister (kræver login).

“Allerede i 2011 skrev jeg her i avisen, at vi er indtrådt i en multipolær verdensorden præget af rivalisering mellem stormagter, hvor Rusland som distinkt ikkevestlig civilisation bliver Vestens geopolitiske modstander. I en artikel året efter beskrev jeg den storrussiske, imperiale drift: ‘De russiske ledere søger at generobre så meget som muligt af den globale magt, som landet mistede efter Den Kolde Krig. De søger ikke integration i Vesten, men derimod en tilbagevenden til den russiske storhedstid.‘ I min bog ‘Gensyn med fremtiden’ fra 2018 uddyber jeg denne æra af magtbalancepolitik, og det er præcis det, vi ser i dag. Ikke blot med Ruslands invasion af Ukraine, men også med Vestens modsvar i form af oprustning og inddæmning af Rusland.

Dette skriver jeg ikke (kun) for at fremhæve, at jeg havde ret i min forudsigelse af den nye verdensorden for 11 år siden, men fordi jeg i dag kritiseres for at tage fejl…

Stormagtsnationalisme, som Putin med sin invasion repræsenterer, er en form for imperialisme. Den er yderst kritisabel, fordi den medfører overgreb på andre nationer. … ‘Når jeg har forsvaret nationalstaterne, er det, fordi det grundlæggende skaber stabilitet, når hver nation får sin egen stat, hvor de kan bestemme selv.’ Dette sidste er positiv nationalisme, og det er jo også ukrainernes nationalisme – deres kamp for selvbestemmelse som folk – vi sympatiserer med. I min bog ‘Fortællingen om fredens Europa’ fra 2014 hylder jeg denne nationalisme og frigørelsen fra imperierne, herunder det russiske. …

Ukrainernes nationale kamp for selvstændighed er for en nationalkonservativ som mig forbilledlig. Men det er lidt pudsigt at se mine liberale kritikere springe ud som nationalister. For det kan jo ikke være ukrainernes værdier, som de liberale sympatiserer med. Ifølge internationale værdiundersøgelser er ukrainerne nemlig temmelig illiberale. Deres værdier ligger på linje med serbernes, russernes og hviderussernes og er meget mindre liberale end ungarernes, for eksempel i synet på homoseksualitet.

Jeg er ikke altid god nok til at formulere mig entydigt, så jeg ikke misforstås. Men det er altså ikke mig, men de liberale, der har været blinde for den nye verdensorden. Og nu er de også selv blevet nationalister.

(Positiv nationalisme: Identitære aktivister hjælper ukrainske flygtninge, Ungarn, 6. marts 2022)



12. februar 2022

Skov cit. Venstre-ideolog: “Fællesskaber, man ikke selv har valgt, er illiberale… gælder også nationen”

Christian Egander Skov anmelder antologien ‘Liberale drømme og drøftelser – 24 bud på liberalisme i det 21. århundrede’, der er redigeret af Henrik Bach Mortensen. Han kunne ligeså godt være radikal. Fra Altinget.dk – 2 A’er: Venstre har et liberalisme-problem.

“En ideologi defineres også i forhold til det, den afgrænser sig fra. Ifølge bogens redaktør, Henrik Bach Mortensen, som er vicepræsident i den liberale gruppe i Europa-Parlamentet, er liberalismen et forsvar for det frie menneske.

Derfor står den i modsætning til ‘kollektivistisk’ tankegods som ‘for eksempel nationalisme, marxisme og fascisme’, hvor man opererer med begreber som ‘klasse’, ‘nation’ og ‘folk’. Også det er interessant. For Bach Mortensen slår det nationale i hartkorn med totalitære ideologier. Han tegner dertil en markant individualistisk kritik af nationalstaten op: ‘Fællesskaber, man ikke selv har valgt, er illiberale. Det gælder også nationen og nationalstaten. Det må være et ‘individuelt valg om man føler sig som dansker,’ understreger Bach Mortensen.

Synspunktet ligger tæt op ad de radikale identitetspolitiske positioner i kønsdebatten. Det er en identitetspolitisk position. Alligevel afviser Bach Mortensen identitetspolitikken. Også den er illiberal. Vi må nemlig ikke ‘rubricere mennesker i forhold til deres religion, hudfarve, køn, seksualitet, etnicitet m.m.’

Dermed ender vi i den lidt underlige situation, at vi skal respektere folks valg af identitet, men herefter må vi ikke opfatte dem som en del af den gruppe, de tilslutter sig. I denne position ligger en ganske enestående dobbelthed.”

Oploadet Kl. 18:48 af Kim Møller — Direkte link27 kommentarer


30. januar 2022

Ungliberale: ‘Hvem er vi til at fortælle andre mennesker, at de ikke tilhører det køn, de føler sig som?’

Blandt de nominerede til årets Fonsmarks-pris er Camilla Søe, tidligere formand for Venstres Ungdom. I et portrætinterview i Berlingske, forklarer hun, at Metoo-bevægelsen er ‘en kamp for borgerlig ordentlighed’, og det kun kalder ‘progressiv liberalisme’. Woke er… ‘essensen af borgerlighed’. Herunder lidt fra et indlæg af LAU’erne Katrine Hviid Hansen og Hira Nadeem, der virker til at have drukket af samme trug.

Fra Politiken.dk – Vi er liberale, vi er woke, og vi omfavner forskellighed.

“woke-debatten kan i den grad få borgerlige politikere op i det røde felt, og det at være woke bliver set som noget negativt i de højreorienterede kredse, som vi til daglig indgår i. Vi mener dog, at man sagtens kan være både woke og liberal. Politisk bevidsthed om den uretfærdighed, der foregår i samfundet, eksempelvis kønsdiskrimination og racisme, må aldrig være forbeholdt den yderste venstrefløj.

Wokeness dækker i realiteten over et meget mere nuanceret og neutralt begreb, nemlig progressivitet, som i høj grad kendetegner den klassiske liberalistiske optimisme, hvor friheden til at være den, man er, er essentiel. Wokeness forbindes desværre med ekstreme venstreorienterede holdninger, som en meget lille minoritet af mennesker deler. Hvis man trækker ekstremismen fra wokeness, er det dog en grundlæggende liberal kamp for gensidig respekt, ligeværd og individuel frihed.

… For os handler det at være woke om respekt og tolerance. Vi anerkender de strukturelle barrierer, som nogle samfundsgrupper oplever, og vi respekterer andres livssyn. Hvis vi desuden bliver bedt om at bruge nogle andre pronominer i en samtale med en person, der er nonbinær og dermed hverken definerer sig som han eller hun, gør vi selvfølgelig det af respekt for vores medmennesker.

Fordi hvem er vi til at fortælle andre mennesker, at de ikke tilhører det køn, de føler sig som? Det er ikke og vil aldrig kunne anses som hverken liberalt eller borgerligt.

Selv om vi ser borgerlige kræfter tage afstand fra woke-debatten, er vi en del af den optimistiske liberale ungdom, som er fuld af fremskridtstro og i besiddelse af et stort frisind. Vi omfavner forskellighed og tage woke-begrebet til os. Vi er to woke og borgerlig-liberale kvinder, der kæmper for lige muligheder for alle, uanset hvad man definerer sig som.”

(Liberal Alliance Ungdom på Facebook, 2018)

“Både kultur og religion ønsker vi i Liberal Alliances Ungdom bliver skabt og vedligeholdt af individet og civilsamfundet. Vi ønsker ikke, at staten hverken favoriserer eller forfordeler nogle kulturelementer eller religioner frem for andre. … Ingen religion må i sin omgang med staten møde hverken positiv eller negativ særbehandling, hvorfor vi arbejder for at ophæve Folkekirkens særstatus i samfundet.” (Hira Nadeem, kulturordfører for Liberal Alliance Ungdom, 2022)



27. januar 2022

Daniel Beattie: “… en gentagelse af det, der udspillede sig, da man i sin tid inviterede gæstearbejdere”

Jeg har beskæftiget mig med politik i snart 25 år, og hvis jeg har lært noget, så er det at enhver lempelse i udlændingepolitikken vil blive anvendt uafhængigt af intentionerne. Derfor skuffede det mig, at Nye Borgerlige er med i et borgerligt udspil, der skal skaffe arbejdskraft til Danmark fra ikke-vestlige lande. Alt for mange danskere, og en stor andel af herboende udlændinge går i forvejen arbejdsløse, og foruden en ‘greencard’-ordning, er der fri adgang til det danske arbejdsmarked for enhver EU-borger.

Forslaget må derfor i praksis handle om andet end mangel på arbejdskraft, og der er ingen grund til at købe argumentationen. Heller ikke selvom Vermund i interviewet med Berlingske, gør sig umage for at understrege at forslaget ikke er møntet på indvandrere fra lande der ‘værdimæssigt og kulturelt fører andre problemer med sig’. God kommentar fra Storm over Europa – Vi er ved at gentage gæstearbejder-fejlen.

“Medierne fortæller os, at ‘Danmark skriger på arbejdskraft’. Der mangler hænder siger man, men sagen er nok nærmere, at der mest af alt mangler arbejdskraft til den rigtige pris, altså den rigtige lave pris. Erhvervslivets lobby-organisationer arbejder i døgndrift for at sprede budskabet, og Blå Blok adlyder som var de Pavlovs hunde…

Den naive forestilling om, at man bare kan importere mennesker som om de var en ressource, og så bede dem om at skride igen, så snart man ikke har brug for dem mere, er en gentagelse af det, der udspillede sig, da man i sin tid inviterede gæstearbejdere til vores land. Dengang var det også midlertidigt. De er her endnu. For det der sker, er at folk slår rod, skaber sig en tilværelse og så videre, og så er de altså ikke sådan lige at komme af med.

Politikerne forsikrer os om, at det er midlertidigt. Nye Borgerlige tror, at det er nok, at disse migrantarbejdere ikke har ret til overførselsindkomster, for så vil de jo smutte igen, når de ikke er i arbejde. … Folk, der taget til Danmark for at arbejde har en masse rettigheder. De kan få familiesammenføring, og den sammenførte familie kan også arbejde her i landet, til langt under den beløbsgrænse, der er foreslået. Der er heller intet til hinder for at disse tilrejsende arbejdere kan søge om, og opnå permanent opholdstilladelse på lige fod med alle andre migranter, og det samme gælder deres familier.

… Det virker helt absurd, at man på den ene side taler imod masseindvandring, og samtidig åbner en ladeport for økonomisk motiveret indvandring, fordi erhvervslivets lobbyorganisationer beder om det. De konservative elementer i Blå Blok bør overveje om de vil tjene mammon eller deres folk. Man kan som bekendt ikke tjene to herrer.”



4. januar 2022

Om woke’isme: ‘Individualismen bekæmpes til fordel for en nymarxistisk og kollektivistisk tankegang’

Jeg har tidligere nævnt Anne Kirstine Cramons indlæg i Berlingske, hvor hun revser det borgerlige Danmark, for ikke at anse ’store dele af identitetspolitikken’ for at være ‘liberale bevægelser’. Hun roste eksempelvis Ditlev Tamm, der nogle dage forinden i Deadline omtalte woke’ismen som ‘et stort civilatorisk fremskridt’. Samme uge kunne man på samme kanal høre panseksuelle Johanna Kinnock forklare, at wokeness blot var ‘den nye måde at snakke om rettigheder og ligestilling på’. Hun er datter af tidligere statsminister, der sikkert ville have sagt det samme, da hun som glødende kommunist læste på universitet. Nogenlunde samme alder som Johanna i dag.

Det er naturligvis en absurd tanke, at borgerlighed kan inkludere sin antitese, og flere har kommenteret påstanden i Berlingske. Her lidt fra en skarp kommentar af EU-translatør Christian Vinter – Som homoseksuel mand har jeg det modsatte perspektiv på identitetspolitik end dig, Cramon (kræver login).

“Anne Kirstine Cramon forstår ikke, hvorfor identitetspolitik og # metoo ikke er liberale værdier. Jeg forstår til gengæld ikke, at man kan opfatte sig selv som liberal, hvis man ikke ser, hvordan identitetspolitik modarbejder alt det, liberale værdier forsøger at fremme. Og derfor mener jeg, at Cramons manglende forståelse for kritikken kun kan forklares med én eller begge af understående årsager: At hun slet ikke er så liberal, som hun (formentlig) fortæller sig selv. At hun ikke har nogen reel forståelse af, hvad identitetspolitik handler om…

Det er derfor også pudsigt, Cramon, at du i dit indlæg insisterer på, at de, som kritiserer identitetspolitikken, ikke har talt med nogen, ‘der måske identificerer sig lidt anderledes end normen’. Det er pudsigt, fordi du ender med at falde i præcis samme kategori. Jeg må nemlig formode, du er helt enig med mig i, at ikke alle kvinder tænker ens? … At ikke alle transpersoner eller homoseksuelle tænker ens? Har jeg ret i den antagelse, er det derfor også besynderligt, at dit indlæg giver én indtrykket af, at du udelukkende har hørt ét narrativ blandt dem, ‘der måske identificerer sig lidt anderledes end normen’.

… Derfor er det også en smule foruroligende, at du ikke kan få øje på, hvordan identitetspolitikken ikke fremmer, men modarbejder dén værdi, fordi individualismen bekæmpes til fordel for en nymarxistisk og kollektivistisk tankegang, mens fri debat og retten til at udtrykke sig, som man har lyst, lider som følge deraf.

Så derfor, Cramon, er den identitetspolitiske dagsorden ikke liberal og vil aldrig kunne blive det. Den repræsenterer nemlig det stik modsatte af det, du på et tidspunkt må have formået at bilde dig selv ind.”

Citater

“Væsentligt for #wokeness er, at når du én gang er blevet vækket, kan du ikke falde i søvn igen. Som i den famøse scene i ‘The Matrix’, hvor hovedpersonen Neo (Keanu Reeves) får tilbudt en blå og en rød pille, hvoraf kun den røde vil give ham mulighed for at se verdenen, som den virkelig er. Når man en gang har set verdenen med sit woke klarsyn, er den forevigt forandret.” (Studerende Johanna Kinnock, Heartbeats, 11. september 2018)

“En stærk trang til at sende et trøstens ord til Anne Kirstine Cramon har overvældet mig efter hendes kommentar i Berlingske 29. december om hendes træthed af det borgerlige Danmark: Det retter sig med tiden, Cramon. Tidens onder er i nævnte kommentar personificeret i ‘den forstokkede onkel’, andre steder omtalt som ‘den brovtende, gnavne eller vrisne onkel’, der hærger ellers hyggelige familiesammenkomster med sine erfaringstyngede synspunkter, dumme vittigheder eller reaktionære anekdoter. De trimler ned ad pinden, de gamle, og om føje år er der ikke flere tilbage. #Metoo-bevægelsen, woke-bevægelsen og krænkelsesparate minoritetsgrupper vil sørge for at opretholde og udbrede de rette tankesæt. Livet bliver meget bedre. Vi er mange gamle, som har sat sig ind i identitetspolitikken, men ikke rigtig har kunnet få øje på, at den og # metoo-bevægelsen er liberale strømninger, men derimod er ensrettende bevægelser med totalitære tendenser.” (Pensionerede politimester Jørn Bro, Berlingske, 3. januar 2022)

“Problemet er, at den moderne identitetspolitik, som i høj grad er en direkte importvare fra en i tiltagende grad intolerant amerikansk debatkultur, ser samfundet som en evig kamp mellem forskellige interesser og grupperinger og at alt, herunder normalt objektive fakta, skal anskues i et magtperspektiv. Derfor er dele af den identitetspolitiske debat degenereret til en form for stammetænkning eller skyttegravskrig, hvor forskellige grupperinger forsøger at bestemme, hvad andre må mene og sige, skævvride eller ødelægge historien og anfægte normale videnskabelige metoder. Identitetspolitikken påstår at ville fremme tolerance og mangfoldighed, men den gør meget ofte det modsatte.” (Konservative Nikolaj Bøgh, Berlingske, 4. januar 2022)



9. november 2021

Professor Michal Bang Pedersen: ‘Den her frihedside kan skabe skepsis over for coronahåndteringen’

I anledningen af statsministerens seneste corona-opråb, bringer TV2 Nyhederne resultaterne fra en ældre undersøgelse om danskernes vaccineskepsis. Det viser sig at der er flest skeptikere blandt folk der stemmer Nye Borgerlige og Liberal Alliance (21 og 15 pct.), og færrest blandt Socialdemokraterne (3,3 pct.). Personligt er jeg mere skræmt af følgagtige socialister (røde og blå), end af frie individer, der tænker selv og lever med følgerne.

Citeret i artiklen er professor Michael Bang Pedersen, der tidligere har konkluderet af modstand mod indvandring er irrationel, og at online-had, terrorisme og ekstremisme iøvrigt var ‘et højrefløjsfænomen’. Et citat fra TV2.dk – Særligt to partier har høj andel ‘vaccineskeptikere’ blandt deres vælgere.

“Især to partier fra blå blok skiller sig ud. For både Nye Borgerlige og Liberal Alliance havde en væsentligt større gruppe vaccineskeptikere blandt sine vælgere end de øvrige partier. …

– Partiet er imod statens indblanding i privatpersoners liv. Det kan være, at den her frihedside kan skabe skepsis over for coronahåndteringen hos deres vælgere, fordi det kan opfattes som en enorm indgriben i vores liv. Det i sig selv kan være med til at skabe vaccineskepsis, mener Michael Bang Petersen.”

(Statsminister Mette Frederiksen på Facebook, 4. juni 2021)

“Der er ingen undskyldning for ikke at blive vaccineret. Man bærer et ansvar for hele det danske samfund lige nu, siger statsministeren. … der er en lille gruppe, som ikke spiller efter de spilleregler, der er, når der er en pandemi.” (Statsminister Mette Frederiksen, 8. november 2021)



29. oktober 2021

Pernille Weiss om Polen: ‘Vi skal støtte den polske opposition, sådan at den kommer til at vinde valget’

Sidste fredag var konservative Pernille Weiss i Deadline, og argumenterede for en hård kurs mod Polen. Her var hun helt på linje med SF’eren Kira Marie Peter-Hansen. Mikael Jalving har sakset et par citater til en blogpost på JP.dk – Løsningen af det polske problem viser, hvor EU er på vej hen.

“Skal Polen smides ud af EU, lød overskriften. Baggrunden var, at Polen forbeholder sig ret til at sætte den polske forfatning over EU-traktaterne. Noget lignende giver den danske grundlov danskerne mulighed for, uden at vores politikere dog synes, det er praktisabelt eller ønskværdigt. Deres svar er altid noget med ‘nødvendighedens politik’ eller ‘det forpligtende samarbejde’.

Pernille Weiss, der må kende konservatismen meget dårligt, når hun mener sig at være berettiget til at blande sig i det kommende polske valg, udtalte ikke desto mindre: ‘Det, vi skal have fokus på lige nu, udtalte hun, er, at vi skal støtte den polske opposition, sådan at den kommer til at vinde valget’.

Øh, mine øjne var ved at trille ud. Kort efter skar hun sin hensigt ud i pap: ‘Vi skal have en ny regering i Polen’. Et øjeblik senere: ‘Det gælder om at få skubbet den regering væk fra magten, så det er de rigtige, der kan komme til magten i Polen’.

Hendes modstander i studiet, en kollega fra SF, erklærede sig enig i ‘Pernilles analyse’…”

(Pernille Weiss, EP-medlem for De Konservative; Foto: Twitter)

Oploadet Kl. 01:29 af Kim Møller — Direkte link59 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »

 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper