19. september 2018

Liberalismens toleranceprincip ‘muliggør knopskydningen af venstreradikalisme’ ind i nye livssfærer

Eva Selsing fortæller, at seneste udgave af Månedsbladet IN har to androgyne modeller på forsiden, og hermed i lighed med andre småborgerlige bastioner er blevet ramt af ‘den radikale feministiske lighedsdoktrin’.

Venstreradikal tænkning er blevet mainstream, og der drives nu klapjagt på ‘opsamlet empiri’ med angreb på ‘fordomme’, ‘generaliseringer’ og ’stereotyper’. Hun pointerer med rette, at problemet er borgerlige bløddyr, den moderne liberalisme. Sublim kommentar på B.dk – Den døde borgerlighed er selv skyld i venstreradikalismens vækst.

“Hvordan gik det egentlig til, at venstreradikale dagsordener fandt vej ind i mainstreamkulturen? Og at borgerlighedens bløddele sågar er begyndt at forsvare dem?

… Og hvad har det så med liberalisme at gøre, spørger De. Det har noget at gøre med forvanskningen af liberalismen. Fra udgangspunktet hos Locke og Adam Smith med sociale dyder, pligt og kristendom til dagens liberalitet, hvor mantraet lyder, at den slags vil man ikke blande sig i. Uha, det er skam en privatsag.

Problemet, eller ét problem blandt mange med denne indstilling, er, at den er intellektuelt doven. Man slipper for at tage stilling til De Andre, og kan gemme sig under et letkøbt toleranceprincip. Det er også netop dette princip, som muliggør knopskydningen af venstreradikalisme ind i stadigt nye samfunds- og livssfærer. For en afgørende barriere mod denne fremvækst var netop den moralske dom. Fordømmelsen. Den kritiske vurdering af andres livsvalg, når de kolliderede med de normer, som vores livsvigtige institutioner er funderet på. Såsom de to køn og deres forskellighed, familiens særlige status som kulturbærer, moderskabet, autoriteten, fædrelandskærligheden og så videre. Alt det, som den hellige frigørelse – solgt som ‘rettigheder’ og, selvfølgelig, mangfoldighed – må fjerne for at realiseres.

Da den pæne, men intellektuelt døde, borgerlighed opgav at fælde værdidomme over andre, ophørte den med at have relevans for idéudviklingen. Ladeporte åbnedes for kampberedte venstreorienterede, opdyrket og radikaliseret i akademia og viderekolporteret ud i medier, uddannelsessystem, kunst- og kulturliv. Påvirkningen er massiv, og den møder ingen modstand fra den brede borgerlighed i dag, der ikke kan sige andet end ’så længe det ikke skader andre’. Dybere er kulturforståelsen nemlig ikke.

Så er det egentlig lige meget, hvor snusfornuftig, den populærliberale eller komfortkonservative er hjemme i dagligstuen; hvis ingen siger borgerlige ord i det offentlige rum (og risikerer udskamning, ja, det er prisen for at kæmpe for den orden, vores livsform afhænger af), går talepladsen og dermed definitionsmagten til de ikke-borgerlige. Skylden ligger i vores egen lejr: Man manglede viden og man manglede mod.”

Oploadet Kl. 12:02 af Kim Møller — Direkte link30 kommentarer


3. september 2018

Pind: Populististiske bevægelser er ‘en pest over europa’ – “Den, der gemmer sig bag en mur, taber.”

Det pæne liberale borgerlighed ramte den brutale virkelighed, men nægtede at rette ind, og mistede den folkelige opbakning. Søren Pind forlod dansk politik tidligere på året, og tidspunktet var velvalgt. Status quo-partiernes dage er talte. Godt for Danmark. Godt for danskerne. Kommentar på B.dk af Søren Pind – Pest over Vesten.

“Den frihedsorienterede borgerlighed er udfordret af sin grimme fætter verden over. Alt, hvad der engang gjaldt som udtryk for borgerligheden, er under angreb. Ikke udefra. Men indefra.

Vi ser det i USA med præsident Trump. Vi ser det i Storbritannien. Og vi ser det herhjemme. Overalt i Vesten angribes de institutioner og den ramme, vi har bygget over de sidste 70 år. … tilsammen tegnes et billede af et samlet, voldsomt angreb. På det, der har skabt den frieste og rigeste livsform på kloden. …

Vi har set, hvad feje, populistiske bevægelser har at byde på. En mageløs afstumpethed. Utryghed og opsplitning.. Et mørke der føder på angst. Vi har set, hvad feje, populistiske bevægelser har at byde på. En mageløs afstumpethed. Utryghed og opsplitning. Et mørke der føder på angst. … Den, der gemmer sig bag en mur, taber.

Disse bevægelser og holdninger er en surdej. Og det samfund og de partier, der bygger på det, bygger på sand. For det er en pest over Vesten. Hvor vi vil ende med ikke at kunne genkende os selv. Det er tid at sige fra. Man kunne symbolsk starte med at afskaffe den unyttige og ressourcekrævende grænsekontrol. Der står jo alligevel snart et vildsvinehegn.”



29. august 2018

Vanopslagh om (kultur)marxismen: “Kapitalist-patriarken… er nu byttet ud med den hvide cis-mand.”

Begreber som ‘frisind, tolerance og mangfoldighed’ forbindes ofte med venstrefløjen, men ‘er bundliberale værdier’, skrev den daværende LAU-formand Alex Vanopslagh tilbage i 2014. Det skurrede i ørerne, for sand borgerlighed er naturligvis andet og mere end Enhedslisten-paroler.

Alex Vanopslagh har ikke desto mindre begået en fremragende klumme om det jeg vil kalde kulturmarxisme. Her sakset fra JP.dk – 68’ernes børnebørn hærger på ny med destruktiv marxisme.

“I år er det 50 år siden, at ungdomsoprøret for alvor tog fart. 68’erne har gennem årene på mærkværdigvis haft held med at markere sig som sandfærdige helte, der gik til kamp mod tyranniet af enhver slags. Problemet er bare, at 68’ernes arv netop er tyranni – bygget på det mest fordærvede ideologiske kompleks, som den moderne verden endnu har set i form af marxismen.

Og i dag ser vi 68’ernes børnebørn, genetisk såvel som åndeligt, hærge på ny med et marxistisk og identitetspolitisk korstog mod det, der har skabt stabile, velstående og fredelige perioder i Vesten de sidste årtier. Denne gang er det første om fremmest manden, særligt den hvide, som er i sigtekornet, og han legemliggør alt, hvad 68’ernes børnebørn vil ødelægge – frihed, markedsøkonomi og almen dannelse. Og ligesom med dets forfædre er der ingen grænser for, hvad 68’ernes børnebørn kan retfærdiggøre i kampen mod fiktive autoriteter og magtstrukturer i samfundet.

Ironisk var det i 1968, som det er i dag, at det er fra landets fineste læreanstalter, at det identitetsdrevne oprør starter. Men denne gang er det endnu mere privilegeret, fundamentalistisk og destruktivt. 68’ernes børnebørns marxisme er blevet moderniseret. Væk er klassekampen, parolerne om økonomisk demokrati og fokus på kapitalapparatet. …

Nej, normkritik og intersektionel identitetspolitik med fokus på sprog, symboler, omgangsformer og repræsentation har nu fået forrang. Kapitalist-patriarken, der førhen skulle ned med nakken, så vi i sandhed kunne få et demokratisk og lige samfund, er nu byttet ud med den hvide cis-mand. Den sande skurk og samfundsautoritet, der med vold og magt skal nedbrydes. Retorikken og fortællingen er den samme i dag som i 1968 – men man har skiftet lidt rundt på nøglefigurerne. De røde kommunistiske faner er overvejende skiftet ud med grønne tylskørter og regnbuefarvede flag.

Kampen for kvinders frigørelse er blevet til en kamp mod hvide, mandlige forfattere i pensum, bryster på bybusser og komplimenter i nattelivet.

… Vi burde have vundet kampen med murens fald. Alle de marxistiske læresætninger og forudsigelser er blevet manet til jorden 100 gange af virkeligheden. Så hvorfor denne genopståelse?

En del af forklaringen skal nok findes i 68’ernes succes. De fik held med ikke blot at gøre oprør mod lærere og universitetsrektorer, men også oprør mod viden som en autoritet – paradoksalt samtidig med, at man plæderede for marxismens egnethed til at forklare hvad som helst. Det kickstartede en bølge af idéer og pseudovidenskabelige strømninger i form af postmodernismen og dens opløsning af oplysning, rationalitet og fornuft. Virkeligheden var relativ, og der fandtes ikke en absolut sandhed. Og så kan man jo bare opfinde sin egen.

Og det gjorde 68’erne – og dets børnebørn excellerer i det. Tag bare alt palaver om, at der stort set ingen biologiske forskelle skulle være mellem mænd og kvinder – det er derimod alt sammen (patriarkalsk) kultur, der forårsager forskellene. Årtiers forskning har vist, at hormoner og biologi forklarer en hel del. Alligevel kan man slippe afsted med at konstruere sig egen virkelighed. Køns- og ligestillingsdebatten er fuld af fake news. Ligesom klima- og miljødebatten i vid udstrækning også er det.

Oploadet Kl. 01:30 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


16. august 2018

Johan Christian Nord: “Tildækningsforbuddet er et tegn på krisebevidsthedens fortsatte eskalering…”

Selvom venstrefløjen med jævne mellem klynker om nationalkonservativ dominans, så er det småt med sejrene. Burkaforbuddet var dog et skridt i den rigtige retning, og skulle loven få islamister til at gå i takt med alternativets relativistiske bagland, så fremmer det jo egentligt blot processen. Befriende kommentar af den konservative fritænker Johan Christian Nord i Kristeligt Dagblad – Naturligvis er burkaforbuddet symbolpolitik.

“Den 1. august blev en afgørende tærskel overtrådt. Med ikrafttrædelsen af det såkaldte tildækningsforbud – som alle jo godt véd er et burkaforbud – tilbagelagde det danske folkefællesskab endnu et skridt i retningen af en afsked med den hidtil herskende liberaldemokratiske opfattelse af ethvert individs universelle og ukrænkelige rettigheder. …

For lovens ordlyd som et alment forbud mod ansigtstildækning er udelukkende en lynafleder – et udtryk for, at man fra lovgivernes side (endnu) ikke er klar til at gå hele vejen og udpege islams udøvere som det specifikke mål for adfærds-indskrænkende statsindgreb. Så vidt den basale diagnose – som både vil kunne genkendes og godtages blandt lovens modstandere og de (mere) ærlige af dens tilhængere. Selv tilhører jeg sidstnævnte gruppe. Her hos os glæder vi os over indførelsen af burkaforbuddet. Hvorfor? Naturligvis fordi vi forstår loven som et fremstød i den rigtige retning.

Eller for nu at udtrykke det både mere ligefremt og vidtrækkende: Vi er tilfredse med forbuddet, fordi vi opfatter lovgivning af denne art som tidlige stadier i den nødvendige hærdning af folkesindet frem mod de mere omfattende afgørelser, der på sigt vil skulle træffes, hvis den igangværende islamiske kolonisering af Europa skal standses – og tilbagerulles.

Fra den nye lovs modstandere lyder det, at der med et forbud mod at bære burka og niqab reelt er tale om symbolpolitik, som kun vil ramme en meget lille gruppe muslimske kvinder. Set herfra – altså fra, hvad man vel kunne kalde et alternativt højrefløjsperspektiv – er der megen sandhed i den vurdering. For ja: Naturligvis er burkaforbuddet symbolpolitik. Det er derfor, vi er så glade for det. Vi er glade, fordi vi ved, at symboler ikke er ubetydelige. De er vidnesbyrd om stigninger og fald i det ideologiske barometer.

Så vi glæder os – for vi forstår forbuddet som endnu et symptom på den igangværende forskydning i fællesbevidstheden: et forårsgrønt varsel om en vågnende vilje til at udpege de rettroende muslimer som hovedtruslen mod vores børns liv, fred og frihed i den tid, der kommer.

Naturligvis bliver den islamiske fremtrængning ikke standset med dette forbud – eller med diverse andre af den slags småindgreb, som nutidens kortsigtede og karrierebevidste mainstream-typer går og pønser på. Men selve det, at et politisk flertal nu har vist sig i stand til at gennemføre et lovindgreb som dette er alligevel vigtigt. Det vidner om, at alting forløber som forventet. Eller for nu at udtrykke det (endnu) mere varselstungt: Tildækningsforbuddet er et tegn på krisebevidsthedens fortsatte eskalering – en forsmag på de langt mere omfattende særlove, der kan komme.

Hovedsagen er, hvad folk flest vist allerede har fornemmet: at dette lovindgreb ikke bliver det sidste.”

(Jakob Møldrup-Lakjer til demonstration imod burkaforbud, Nørrebro, 1. august 2018)

Oploadet Kl. 12:39 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer


2. august 2018

Velfærdsstatsligt harakiri: “0 procent af eritreerne, der ankom… var i beskæftigelse efter et år.”

Liberale Rasmus Brygger tilkendegav vor et par år siden, at han var “hamrende dødligeglad med… hvor islamificeret Danmark end måtte blive”. Siden er han blevet chefkonsulent for Dansk Arbejdsgiverforening, en organisation der er temmelig forhadt af den yderste venstrefløj, selvom de i praksis danser kinddans på nationalstatens grav.

Kolde tal sakset fra Avisen.dk – Efter et år i Danmark: Ingen flygtninge fra afrikansk land i job.

“Da flygtninge fra Eritrea i 2014 begyndte at ankomme til Danmark, var det også startskuddet til en af de mere kuriøse historier i nyere dansk udlændingepolitik.

Og nu viser nye tal fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA), at 0 procent af eritreerne, der ankom til Danmark, var i beskæftigelse efter et år.

Ifølge chefkonsulent for integration i DA, Rasmus Brygger, understreger tallene behovet for de målrettede indsatser, der er blevet indført efter 2014.

… det er nu ikke fordi, læsningen er mere opmuntrende, når man kigger på flygtninge fra andre lande. Blot 0,51 procent af somaliske flygtninge kommer i arbejde i Danmark inden for det første år. Tallet for syrere er 0,7 procent, for afghanere er det 2,55 procent, mens iranere topper DA’s liste med 5,07 procent.

(Set i København, 2018: ‘Refugees welcome – Bring your families’)

Oploadet Kl. 16:55 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer


18. juli 2018

Offer for venstreradikal terror: “Jeg fortryder, jeg var alt for dårlig til vise, at jeg… følte med folk…”

Det er sjældent jeg læser en artikel fra Zetland, men når det sker, så får man lige akkurat det man forventer. Lidt som Politiken, bare mere koncentreret. Herunder et længere interview med tidligere integrationsminister Rikke Hvilshøj. Efter at have fortalt om det politiske attentat mod hendes privatbolig med sovende børn (uden at omtale gerningsmændenes politiske observans), handler resten af interviewet om hendes ideologiske selvransagelse. At grænserne ikke er åbne nok, at kritikken af Islam hæmmer integrationen og fremdeles. Hun fortryder.

Fra Zetland (af Philip Flores) – Rikke Hvilshøjs hus blev sat i brand, da hun var integrationsminister. Men hun var mest bange for at møde überhumanisten Carsten Jensen.

“Rikke Hvilshøj havde været til møde i Sønderjylland den aften i juni 2005. Familien lå og sov, da ministerchaufføren på den forkerte side af midnat lod den grå Mercedes rulle op foran huset i Greve og satte hende af på fortovet. … Måske faldt hun alligevel aldrig helt i søvn. I hvert fald var hun den eneste i huset, der få minutter senere – lige omkring klokken tre om natten – registrerede det ellers øredøvende brag. Hendes mand vågnede end ikke af, at hele soveværelset blev blændet op, som var det højlys dag udenfor.

Rikke Hvilshøj vækkede ham og løb selv hen til vinduet og så bilen omgivet af et flammehav ude i carporten. …

En nabo stod allerede og hamrede på fordøren, og mens Hvilshøjs mand nu løb ind for at vække børnene, ringede hun selv til 112, inden hele familien flygtede ud gennem bagdøren – ud gennem haven og ud på gaden. Hun råbte og skreg, mens ilden spredte sig fra carporten og tog fat i hovedbygningen og taget på huset…

Dén nat, hvor Rikke Hvilshøj – eller i hvert fald hendes bil og hus – blev mål for et politisk motiveret angreb, der i brutalitet har få paralleller i Danmarks demokratiske historie, vil altid forfølge Rikke Hvilshøj og hendes familie. Selvfølgelig fordi det var en forfærdelig oplevelse, men måske endnu mere fordi det er brandattentatet, mange husker, når de hører navnet Rikke Hvilshøj.

[…]

Det var ikke en ambition at fremstå hård. Det var heller ikke noget, Anders havde bedt mig om. Men så dukkede alle de der enkeltsager op om folk, der skulle udvises eller ikke kunne få familiesammenføring. Den måde, jeg håndterede de sager, dét er en af mine store fortrydelser,’ siger hun:

‘Jeg fortryder, jeg var alt for dårlig til vise, at jeg selvfølgelig følte med folk, der ofte var syge og levede under svære omstændigheder. Jeg fandt aldrig en god balance mellem at vise empati og samtidig sige, at lov er lov.’

Hvis ikke hun var det i forvejen, så gjorde brandattentatet hende til synonym med en uforsonlig udlændingedebat, der – mener hun selv – siden blot er eskaleret og eskaleret og intet godt har gjort for integrationen:

Meningen med den stramme udlændingepolitik var jo at skabe et rum til en positiv integration for dem, der har ret til at være her. Det hele nytter jo ingenting, hvis man så alligevel skubber de her mennesker væk, i stedet for at tage dem til sig,’ siger hun:

I dag kan jeg slet ikke følge med mere. I dag er hele Folketinget – i hvert fald til og med SF – jo nærmest gået højre om mig.‘ …

‘Jeg betragtede mig først og fremmest som et liberalt tænkende menneske, og de liberale tanker placerede jeg så i Venstre. Det er ikke for at lægge afstand til Venstre, men bare for at forklare, hvordan rækkefølgen var for mig. Jeg følte mig først og fremmest styret af mit eget liberale syn på mennesket og samfundet, og der var så nogle muligheder, der bød sig til.’ …

Hun peger selv på bløde tiltag som en Grundlovskonkurrence efter Mohammedkrisen, hvor unge med indvandrerbaggrund fik en del af ministrenes taletid på Grundlovsdag. Tiltaget førte blandt andet til et lettere ikonisk billede, hvor Anders Fogh Rasmussen ved et grundlovsarrangement står og holder en ung mand i hånden, der senere vente demokratiet ryggen til fordel for den ekstreme organisation Hizb-ut-Tahrir. Ikke desto mindre, siger Rikke Hvilshøj:

‘Jeg syntes, det var vigtigt at få sat en dagsorden om, hvordan udlændinge rent faktisk kunne bidrage positivt.’

[…]

Dagen efter angrebet havde en gruppe ved navn Grænseløse Beate taget ansvaret i en e-mail, sendt fra en internetcafé, men politiets spor endte blindt og har endnu i dag aldrig ført til en anholdelse af gerningsmændene. …

‘Lige så meget som jeg stadig synes, der skal være en konsekvent og stram udlændingepolitik, så synes jeg i dag, at den stramme udlændingepolitik smitter alt for meget af på integrationspolitikken. Det nytter ikke noget, at vi signalerer til de mennesker, der gerne vil være her og har ret til at være her, at der alligevel ikke er plads til dem,’ siger hun. …

‘Jeg kan godt forstå, hvis særligt muslimske udlændinge i Danmark i dag som gruppe føler, at de bliver skammet ud. Det gør ikke noget godt ved mennesker, og det gør ikke noget godt for Danmark.’

(Collage: ‘Zetland -Indsigt. Intet andet.’, TV2 News, 2017)



12. juli 2018

Liberale Riskær: Omskæringsforbud er et usmageligt angreb på muslimers ‘kulturcentriske sædvaner’

Finansmanden Klaus Riskær er nogen personificeringen af yuppie-80’erne. Klassisk liberal, der blev medlem af Venstre, ekskluderet, og senere afsonede fem år i Vestre Fængsel for mandatsvig. Liberalister har normalt ‘et individualistisk menneske- og samfundssyn’ (DSD), men i disse multikulturelle tider må man give køb på visse umistelige rettigheder. Altså, ikke for at forsvare hævdvundne danske rettigheder, men for at opponere imod denne her usmagelige modstand mod at skære i raske drengebørns kønsorganer. Muslimbashing 2.0, så at sige.

Kanalchef Jørgen Ramskov vil sikkert kalde ‘Riskærs Revolution’ for et borgerligt radio-magasin, der skaber balance i udbuddet, men i praksis er det endnu en front mod den nationale konservatisme. Danmark tvinger ikke andre kulturer til at rette ind, kun i det omfang proponenterne ønsker at leve og bo i Danmark. Hver 3. mandlige verdensborger er omskåret, pointerer han, men fastholder samtidig at alle der ‘har postadresse’ i Danmark er danskere. Alle er danskere, men danskhedens kulturcentriske sædvaner er de eneste der skal bekæmpes.

Udsendelsen kan høres online her.

Klaus Riskær, Radio24syv, tidl. Vestre Fængsel/Venstre: Dem der er omskåret i Danmark er ikke danskerne, så det koster ikke noget at… I det her program skal vi ikke bare reagere intuitivt, her skal vi reagere med eftertanke. … Selvfølgelig er det en intuitiv reaktion hos enhver dansker, at man ikke skal tage en baby og begynde at skære pikkens forhud af. Det er i vores kontekst fuldstændigt abdstrakt og vanvittigt. I vores kontekst. Men berettiger det, og det er det der er temaet for programmet – berettiger det, os samtidig til at lave pålæg, når vi ved de pålæg vi vil udstøde retter sig mod ganske få jøder i det her land. Jeg ved ikke hvor mange det er, ti-femten-tyve tusinde, jeg aner det ikke, det er et lille antal. Men, sjovt nok retter det sig også mod alle muslimerne, hallo, og så pludselig begynder jeg jo at sige – hvad er der, er det her blevet en ny kampplads i den politiske kamp med indvandring og fremmede. Pludselig så angriber man deres sædvaner, deres kulturcentriske sædvaner, og deres religionsforståelse af hvordan de etablerer bindingen til deres eget religiøse udgangspunkt.

Det synes jeg er usmageligt. Og jeg synes at alle de her kloge kommentatorer og kollumnister, og hvad pokker de hedderaner meget uheldigt ind, når vi ser på hvad der foregår i det øvrige politiske miljø. Det kan jeg ikke lide.

(Klaus Riskær Pedersen, Radio24syv; Foto: CC, Wikipedia)

Oploadet Kl. 17:11 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer


8. juni 2018

Hørt i Cordua & Steno, ideologisk modvægt til Det Røde Felt: AfD tilgodeser ‘et højre-nazistisk klientel’

Det venstreorienterede taleprogram på Radio24syv hedder Det Røde Felt, og henvender sig målrettet til Enhedslistens kernevælgere plus det løse, maksimalt 10-15 procent af befolkningen. Her går man kritisk til borgerlig-liberale sandheder, såsom positive afledte effekter ved skattelettelser.

Det borgerlige taleprogram på samme kanal hedder Cordua & Steno, men her angles på ingen måde efter de 10-15 procent mest højreorienterede i dette land. I sidste uge talte værterne længe om at give ugens ‘fidusbamse’ til unge republikanere, der demonstrerede imod Kongehuset på Kronprins Frederiks 50 års fødselsdag. I denne uge gik prisen til Venstres Jan E. Jørgensen, der stik imod regeringens officielle linje ville have Islamisk Stat-krigere til retsforfølgelse i Danmark.

Det øvrige program var lige efter bogen. Italien-korrespondenten Charlotte Sylvestersen svinede det nye flertal til i flere minutter, og det blev blandt andet problematiseret, at Guiseppe Conti havde erklæret at regeringen ville overholde forfatningen. Det var åbenbart ingen selvfølgelighed, når nu han ligefrem måtte understrege det. Motivanalyse på motivanalyse.

Altid underlødige Sigfried Matlock rapporterede om AfD i Tyskland, og gav en analyse af Alexander Gaulands bemærkning om at ‘Hitler og nazisterne’ blot var ‘en fuglelort i over 1000 års succesrig tysk historie’. En kommentar der skulle tilfredsstille ‘et højre-nazistisk klientel’ i AfD, og teste flertallets holdnings ‘overfor nogle brune nationale paroler’. Fædrelandskærlighed er lidt nazistisk, så at sige.

Sigfried Matlock, journalist: … han har altså ikke prøvet på at skjule at nazisterne har begået forbrydelser, eller i den forstand prøvet på at undskylde nazismen, det har han ikke gjort. Men det er indiskutabelt, det er efter min mening sådan et forsøg på, som AfD gør… de prøvet at teste hvor langt de kan gå ved ligesom at tilfredsstille sådan et højre-nazistisk klientel, som jo findes i AfD. Og der må man sige, at der har han simpelthen gået langt langt over stregen. Enhver fornuftig tysker kan sket ikke acceptere en sådan udtalelse.

Torben Steno, Radio24syv: … de prøver ligesom at fiske i det hav der, men så stort er det hav jo vel ikke. Det virker jo som om det er komplet selvmål at gøre det.

Sigfried Matlock: De tester det, og så kan de se om de på den ene side kan tilfredsstille nogen, men hermed tester de selvfølgelig også flertallets holdning overfor nogle brune nationale paroler.

– Og sådan blev nationalsocialismen udtryk for højreorienterethed af en kilde i landets eneste højreorienterede taleprogram. De Røde er blodrøde. De blå er lyserøde liberale, og har kun foragt til overs for Gud, Konge og Fædreland.



23. april 2018

“Det borgerlige Danmark er stort set nedkæmpet. Der er kun sporadiske modstandslommer tilbage…”

“Integrationsproblemerne er made in Denmark, og de kan løses i Danmark”, skriver Bertel Haarder i Jyllands-Posten, og der er i det hele taget akut mangel på borgerlige statsmænd. Asger Aamund renser luften i Berlingske – Afdansningsbal i den borgerlige.

“Det borgerlige Danmark er stort set nedkæmpet. Der er kun sporadiske modstandslommer tilbage, men de er uden indflydelse på landets styrelse og fremtid. Den offentlige sektor har besejret den private, som dog kan glæde sig over, at globaliseringen har forbedret flugtmulighederne for virksomheder og investeringer.

Garotteringen af det liberale Danmark tog fart i 1990erne, da det lykkedes vore politikere at skabe et vælgerkorps, hvor flertallet befandt sig uden for arbejdsmarkedet. Hermed blev velfærdssamfundet afløst af klientstaten, der siden har udviklet sig til den dybe formynderstat, vi lever under i dag. Det kommunale og statslige administrative kompleks vokser nu ved egen kraft og er reelt uden for politisk rækkevidde. …

… De partier i Folketinget, der i hvert fald i partiprogrammerne bekender sig til økonomisk vækst og velstand som forudsætning for velfærden, råder kun over sølle 61 mandater, selv hvis vi med bortvendt ansigt regner de Radikale med til vækst-gruppen.

Alle de øvrige partier bekender sig til et Danmark, der er styret af statsmagten, der dog er omdøbt til ‘fællesskabet’, og hvem kan dog havde noget imod fællesskab?”



18. april 2018

Tidens terrorsikring eller pragtfulde påfugle, alt afhænger af øjnene der ser…

‘Tivoli – nu med islamsikring’, skriver Snaphanen, og bringer et par fotos af ‘en form for bom’, der de senere dage er opsat foran Tivolis hovedindgang. En liberal østjysk lektor, personlig ven af undertegnede, gæstede nogenlunde samtidig Tivoli, og sendte mig disse billeder.

(Påfugl, Pavo cristatus, Tivoli, 16. april 2018)

“I oldkristen kunst er den sammenkædet med Kristus, opstandelse, forårets fornyelse og den alvidende gud eller altseende kirke…” (Den Store Danske)

(Påfugl, ‘albino’, Pavo cristatus muticus)

Oploadet Kl. 15:45 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper