20. september 2016

Præst: “… retfærdigheden er kold, den måler og vejer kun. Kærligheden, derimod, er inkonsekvent.”

“Det er blevet mainstream hos præster at sympatisere med nationalkonservative”, skrev Jyllands-Posten for et par dage siden. Interview med sognepræst Poul Joachim Stender i Politiken – ‘Danskerne deserterer fra vores fælles kamp mod åndløsheden’.

“‘Folk, der melder sig ud af folkekirken, er desertører, og det mener jeg helt bogstaveligt. Folkekirken er vores sidste skanse imod den åndløshed, materialisme og mangel på poesi, der hersker i vores samfund i øjeblikket, men når folk stikker af, bliver vi færre til at kæmpe, og vores fælles bolværk bliver svækket. Det er dybt forstemmende’.

Sådan reagerer sognepræst i mere end 30 år Poul Joachim Stender på nyheden om, at over 100 danskere dagligt melder sig ud af den danske folkekirke. …

‘… Vi står midt en fælles kamp for at få mere åndelighed ind i vores land, og så skrider folk. Det er ikke kun kirken, det går ud over – vi ser det overalt i samfundet. Færre møder op, når biblioteker og oplysningsforbund holder foredrag om verdenshistoriens åndsliv eller skønlitterære kurser. Det eneste, danskerne virkelig går op i i dag, er det kropslige og det materielle. De guder, vi dyrker, hedder sundhed, snusfornuft og logik. Og hvad har det givet os? Værtshuse uden røg, flødeskum uden fedt, virtuel sex uden kropskontakt, kaffe uden koffein og øl uden alkohol. Det danske samfund befinder sig i en dyb uåndeliggørelse, og vi har totalt mistet længslen efter det spirituelle’. …

‘Vi danskere kan nærmest acceptere enhver form for frihedsberøvelse, så længe naboen bliver udsat for det samme. I stedet for at kigge fremad mod store visioner, drømme og idealer skuler vi til siden og holder øje med hinanden for at sikre, at de andre ikke får mere end os. I denne evige stræben efter lighed giver vi køb på vores frihed. Friheden til at ville noget større med vores liv end blot at betale det samme i skat som naboen er slet ikke vigtig for os’.

Er det er særligt kristent budskab, du her lancerer?

‘Ja, for livet må dreje sig om at have nogle ambitioner og tænke stort. … Man er meget opmærksom på, at alt skal være retfærdigt. Men retfærdigheden er kold, den måler og vejer kun. Kærligheden, derimod, er inkonsekvent. Men jeg vil hellere have et inkonsekvent samfund, hvor kærligheden fylder mere end retfærdigheden. Det indebærer, at man sætter sig selv på spil…’.”

Oploadet Kl. 01:13 af Kim Møller — Direkte link25 kommentarer


25. august 2016

Underklasse-Karina: “Alle de sociale indsatser i velfærdsstaten er humbug for milliarder af kroner.”

Leny Malacinski har interviewet 40-årige Karina Pedersen, der er bogaktuel med Helt ude i hampen. Hun skærer det hårdt, men hun har en pointe. Set hos Zetland – Opråb fra bunden: Tag pengene fra underklassen. Den har ingen moral.

“40-årige Karina Pedersen er et mysterium. Hun hævder at modbevise alle teorier om social arv, og hun hverken drikker, ryger hash eller tager stoffer og piller som sin mor og nogle af sine søskende. Hun har ikke lyst til at gå i detaljer om sit eget liv i dag. Hun holder sig til at sige, at hun har gået på gymnasiet og universitetet, hvor hun læste Østeuropa-studier og sociologi. Hun bor i København og har ikke noget fast arbejde, men modtager ikke ydelser. …

Hun mener, at det er det sociale system, der skaber de sociale problemer. Dermed skriver hun sig ind i debatten om, hvad man skal stille op med den underklasse, der for alvor er kommet på landkortet de seneste år: pisk eller gulerod? Mens nogle taler for at uddanne en hær af socialrådgivere, der kan arbejde med de problematiske familier, taler andre for at skære i de sociale ydelser og øge incitamentet til at arbejde.

Karina Pedersen vil slet ikke have et socialt system.

Alle de sociale indsatser i velfærdsstaten er humbug for milliarder af kroner. Det har ingen effekt overhovedet. Hvis vi fjernede alle socialrådgivere i dag, ville det ikke gøre nogen som helst forskel. Og det burde vi gøre.’ …

Elendighederne har Karina Pedersen efterladt sig i fortiden. Hendes mission i dag er at åbne Danmarks øjne for, hvem bunden af samfundet egentlig er. Ifølge hende har middelklassen en romantisk forestilling om den ædle fattige, den værdigt trængende, gode mennesker, der har mødt forhindringer. Sådan er det ikke i hendes verden.

Karina Pedersen mener, at underklassen konsekvent træffer dårlige beslutninger: I bogen skriver hun, at underklassen er vild med banko og andre aktiviteter, hvor tilfældigheder afgør, om man vinder eller taber. Derfor er det ikke deres skyld, hvis deres nummer ikke bliver råbt op i banko eller i livet. Hun skriver også, at hun nærmest bruger længere tid på at købe en cykel, end nogle kvinder gør på at finde den, de får børn med.

Karina Pedersen peger på julehjælpen som det ypperste udtryk for problemet. I bogen skriver hun således:

‘Når middelklassen giver et bidrag til julehjælp, så ser de for sig en fattig mor og far, som i lasede pjalter og med tårer i øjnene tager hinanden i hænderne af glæde over, at børnene nu alligevel får mad juleaften. Det mere realistiske billede er dog en fed og kronisk arbejdsløs kvinde, som – imens hun gennemgår julekurvens indhold – brokker sig over alt det, hun mener, der mangler, og hvis børn (som hun sikkert har med forskellige mænd) går for lud og koldt vand … De tror, at mennesker som min mor har siddet ved en petroleumslampe og stoppet strømper, alt imens hun har krydset fingre for, at høsten ikke ville slå fejl, så hendes elskede børn måtte gå sultne i seng.'”

Oploadet Kl. 01:02 af Kim Møller — Direkte link37 kommentarer


3. august 2016

Kasper Støvring cit. kulturminister Haarder: “… visse ting er så vigtige, at de ikke kan være liberale.”

Kasper Støvring kommenterer et interview med kulturminister Bertel Haarder, og giver samtidig et fint oprids af problemet med universalisme. Læs det hele på Berlingske.dk – Vesten og ‘demokratiets krise’

“Berlingske indleder med dagens interview med kulturminister Bertel Haarder en ny serie om ‘demokratiets krise’. Den krise skyldes angivelig, at den vestligt formede, liberale verdensorden, som Francis Fukuyama profeterede efter Murens fald, ikke synes at have fremtiden for sig. Der anføres mange vidnesbyrd, også inden for den vestlige orden, ikke mindst de tre, som den amerikanske kommentator Anne Applebaum har talt om: Brexit og fremgangen for Trump i USA og højrenationale partier som Front National i Frankrig.

Det er et tema, jeg selv har skrevet om i en ti års tid nu med min kritik af den vestlige universalisme og mit forsøg på at forstå den kulturelle revitalisering, der finder sted i bl.a. Kina, Singapore, den arabiske verden, Rusland og Tyrkiet. Hvad angår Tyrkiet bekræfter Erdogans seneste fremfærd min tese. Lad mig lufte mine tanker endnu en gang, men denne gang ved at se nærmere på den blodige anerkendelseskamp.

Først: Hvorfor har vi i Vesten så vanskelig ved at forstå den nye verdensorden? Hvorfor kommer det som et chok, at Resten ikke ønsker at blive som Vesten, og hvorfor denne succes for højrefløjen i Vesten? For den gode kulturministers forklaring – at det skyldes et knæfald for demogager – er ikke en tilstrækkelig god forklaring.

Lad mig i stedet give nogle andre svar. Det første kan læses på side et i Psykologiens ABC og kerneordet er ‘projicering’: Vi tillægger andre folkeslag vores egne værdier, vi ser kun os selv i andre, vi tror, at andre er, eller gerne vil blive, ligesom os.

Den anden årsag er mere kompleks og har at gøre med en forkert forståelse af historien og dens dynamikker. Mange vestlige analytikere er elever af Francis Fukuyama, der selv var elev af den tyske filosof Hegel. Fukuyamas hegelske historieforståelse er universalistisk og teleologisk; den antager ét drivende princip i historien, der med nødvendighed vil lede frem til en bestemt sluttilstand, nemlig det liberale demokrati. …

Men denne model rummer en række fejlantagelser. Den første har at gøre med den iboende determinisme: Historien er ikke en forudsigelig, lineær proces, der med nødvendighed fører frem mod et bestemt endemål, ja, der findes slet ikke nogen universalhistorie i bestemt form ental; der findes snarere en lang række forskellige historier, der er cykliske i deres form. Enhver civilisation har karakter af en cyklisk bølgebevægelse: Den fødes, spirer, modnes, blomstrer og visner siden for så enten eller genoplomstre eller dø ud. Således kan også Vesten med dets liberale demokrati gå under i tidens malstrøm – som et ly for natten jo også bliver forladt.

[…]

Mit bud er, at Vesten forbliver liberaldemokratisk. Men det kræver, at vi korrigerer vores orden og indoptager de nye højrestrømninger. Hen ad vejen bliver vi imidlertid nødt til at gøre ting, som ikke er ‘liberale’ i den almindelige betydning af det ord. Men det ved kulturministeren nok godt, for som han siger i dagens interview:

‘Som integrationsminister måtte jeg ofte erkende, at det ikke var noget særligt liberalt job; at skulle forhindre folk i at få familiesammenføring, hvis ikke de opfyldte 24-årsreglen eller tilknytningskravet,’ […] ‘Men jeg har tit sagt til mine partifæller, at visse ting er så vigtige, at de ikke kan være liberale. For eksempel børneopdragelse, ægteskab, grænsekontrol. Intet af det er særligt liberalt. Mange af de virkelig vigtige ting er ikke liberale.‘”

Oploadet Kl. 15:25 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer


7. juni 2016

Thomas Gress: Trump er ‘den oplagte borgerlige kandidat’, tjener ‘det amerikanske folks interesser’

Når nu medierne i værste Michael Moore-stil angriber Donald Trump fra alle tænkelige (og utænkelige) vinkler, så er der behov for en ny vinkel på sagen. Måske er Trump ikke Satan selv, men det bedste bud på en republikansk præsident, der ikke lefler for venstrefløjens anti-konservative diskurs.

Herunder lidt fra en længere artikel af cand.polit. Thomas Gress i Critique – Amerikas bedste håb: Donald Trump.

“Selvom Trump på mange måder langt fra er den ideelle kandidat – han er forfængelig, narcissist, unuanceret og udiplomatisk – taler meget for, at han alligevel er den oplagte borgerlige kandidat i vores tid. For det, der kendetegner Trumps ofte forvirrende udtalelser er den øjensynlige kætterske holdning, at præsidentens hovedopgave er at tjene det amerikanske folks interesser.

Selvom konservativ intellektualisme lever godt og vel i USA – tænketankenes formuer bugner med rekordstore donationer – er det siden 1988 kun lykkedes republikanerne at mønstre et folkeligt flertal under et præsidentvalg én gang, nemlig i 2004, midt under et opsving og i krigstid. Muligvis har de konservative og borgerlige i USA svarene på nutidens udfordringer, men hvad nytter det, hvis vælgerne alligevel ikke køber varen?

… det er rigtigt, at der før i tiden var en borgerlig midte, der muliggjorde store jordskredssejre for konservative præsidentkandidater som Nixon og senere Reagan, har demografiske forskydninger og politiske særinteresser i dag tvunget fløjene væk fra hinanden. … Disse vælgere har holdninger, der førhen ikke var bemærkelsesværdige, men som i dag placerer dem på den ene af to sider i en eksistentiel kamp for, hvilken selvforståelse og vision, der skal definere USA og amerikanerne fremover. Den progressive, der ønsker at skære båndene til en fortid karakteristeret bl.a. ved erobringskrige, folkemord og slaveri, og den traditionelle, der forstår USA som en homogen nationalstat med en stærk kulturel arv, hvorom landet har kunnet samles, og som man har gjort rigtigt i at hædre.

De fleste af disse vælgeres instinktive reaktion er, at den kulturelle arv er bevaringsværdi – i modsætning til USA’s kosmopolitiske elite, der bliver ubekvemme, når nogen udtrykker en præference for amerikansk kultur.

Demokraterne har omfavnet den progressive vision, og dermed også afvist disse vælgere. Hvad har Republikanerne gjort? De har valgt at efterligne Demokraterne, i håb om, at man ved at afgive terræn på kulturelle spørgsmål til gengæld kunne vinde terræn på de økonomiske.

Det er et vidnesbyrd om mange amerikanske konservatives overfladiskhed, at man lefler for progressives moraliseren blot for at slippe for betegnelsen racist i et stedse mere multikulturelt samfund, hvor sådanne anklager medfører økonomisk og social udstødelse.

Trump har ikke denne svaghed. Gentagne gange har han vist, han er bedøvende ligeglad med venstrefløjens rødgardister og skueprocesser. Alene det faktum, at han tør stå fast under intensiv beskydning, gør ham til en kvalificeret leder i disse tider med tankeforbrydelse og nysprog.

Demokraterne har ellers ikke altid været styret af de progressive kræfter og deres ekstreme fortrop, socialretfærdighedskrigerne. … Husker vi tilbage på præsidentvalget i 1992 mellem Bill Clinton og Bush den ældre, stod begge for lov og orden, en klassisk borgerlig mærkesag. Raceoptøjerne i storbyerne havde givet Nixon sine sejre 1968 og 1972, og den sociale kollaps i ghettoerne havde også spillet en vigtig rolle i Reagans sejr i 1980. Demokraterne kunne se, at det ikke var muligt at vinde valget uden også at omfavne den – af Tocqueville bemærkede – karakteristisk amerikanske nultolerance over forbryderisk adfærd. Med andre ord stred det imod amerikansk kultur ikke at insistere på borgerlig ordentlighed, og dermed var det også umuligt at vinde valg uden at påberåbe sig dette særlig amerikanske karaktertræk.

Således var det præsident Clinton, en Demokrat, der i 1994 iværksatte det mest omfattende tiltag mod kriminalitet i USA’s nyere historie, foruden en massiv velfærdsreform et par år senere.

Det er utænkeligt, at Obama ville gennemføre lignende stramninger i dag, for det ville for det første stride imod hans grundlæggende forståelse af de amerikanske institutioners fæle fortid og deres rolle i nutidens social ulighed, og for det andet ville det være et angreb på store dele af hans egen koalition. Begge tiltag gik i overvejende grad ud over sorte og latinoer, der er overrepræsenteret blandt overførselsmodtagere og kriminelle. Det er den samme koalition, som Hillary står til at arve, og hvis politik vil styre USA, såfremt hun vinder – Dette vil også præge hendes valg af højesteretsdommere.

Den ellers altid charmerende Bill Clinton måtte forleden forsvare sig over for sorte aktivister, der angreb hans tiltag som racistiske. Uagtet at sorte begår mere kriminalitet og derfor nødvendigvis også vil være overrepræsenteret, når man opretholder loven. Gamle Bill gjorde opmærksom på, at sorte amerikanerne er de første, der får gavn af, at loven opretholdes i ghettoområder.

Det er indlysende borgerlig fornuft, men det gjorde kun aktivisterne mere aggressive, for selve det, at loven håndhæves, er for dem udtryk for racisme, fordi kun en racistisk lov og racistiske institutioner ville føre til, at sorte er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne. Af samme grund har Obama udtrykt sympati med sorte voldsforbrydere i politidrabssager, inden beviserne overhovedet var lagt frem… Mens denne holdning førhen var forbeholdt en hård kerne af progressive, der efter store nederlag fra 1968 til 1988 måtte overlade førersædet til mere moderate, borgerlige, kræfter, er den i dag ganske udbredt blandt Demokraterne. Ikke fordi Demokraterne har skiftet mening, men fordi demokraterne har skiftet vælgere.

Havde USA i 2012 haft samme demografiske profil som i 1980, ville 2012 have været en jordskredssejr til Romney.

(Dagbladet Information, 4. juni 2016: Trumps partnere i mafiaen)

Republikanernes reaktion på denne udvikling har været deprimerende læsning. Partiet foreslog i ‘obduktionsrapporten’ efter valgnederlaget i 2012, at man målrettet skulle gå efter latinostemmer, og for alt i verden skulle man undgå at fornærme dem ved at forlange, at indvandringen fra Latinamerika fremover skulle begrænses. Mange på højrefløjen støttede denne anbefaling, der må opfatters som selvmorderisk – for beviserne for, at latinamerikanerne nogensinde ville stemme konservativt er, i bedste fald, ringe.

… Hvorfor denne passivitet fra republikansk side? Svaret er, at de republikanske ledere var købt og betalt af stærke erhvervsinteresser, der ikke køber fortællingen om, at amerikansk velstand skyldes den amerikanske kulturarv, men kun skyldes amerikanske institutioner, samt at de to var adskillige størrelser.

Når Trump til gengæld foreslog det eneste rimelige, nemlig at man opretholdt loven, blev han og hans tilhængere tilsvinet af selvsamme republikanere og konservative med samme skældsord, som venstrefløjens rødgardister ynder at bruge i deres egne skueprocesser: racist, chauvinist, fascist, voldsmand, hykler.

Trump er måske det borgerlige USA’s bedste håb, fordi han ikke lod sig kue, når bølgerne gik højest og medierne skreg efter blod. Debatten om indvandringen i USA var hermetisk lukket, inden Trump sparkede døren ind, og modsat andre republikanske kandidater, var Trump usårlig, da man forsøgte at ramme ham med udskamning.

Det er en sjælden behagelig oplevelse, når fjendens mest frygtede våben, social og økonomisk udstødelse, kun forstærker den, de anvendes mod. På få måneder har Trump gjort mere for borgerlige sager i den offentlige debat, end samtlige intellektuelle over flere årtier. Det er nu tydeligt for alle, at de mange politiske ukorrekte ytringer, Trump er kommet med, deles af mange gode borgere, og at vi ikke er alene i kampen mod de progressives anklager om orwellske tankeforbrydelser.”



19. maj 2016

NGO-rapport, skrevet af tidl. EU-rådgiver: “Den største misforståelse er, at flygtninge er en byrde…”

Konklusionerne skydes ned af Niels Rønholt, seniorøkonom i Jyske Bank, og præmisserne er da også helt vanvittige. Der regnes på BNP ikke BNP per indbygger, og BNP er som bekendt et mål for økonomisk aktivitet – ikke produktion. Flere og større indvandrerghettoer med arbejdsløse arabisktalende vil forhøje BNP’en, og gøre indvandring til en økonomisk gevinst. Altså, på papiret.

Fra Jyllands-Posten – Ny rapport: Flygtninge kan tjene sig selv hjem to gange på de næste fem år.

“Flygtninge, der ankom til Europa i fjor, kan på de næste fem år nå at tilbagebetale alle udgifter, der i første omgang er blevet brugt på at tage imod dem – to gange. Sådan lyder konklusionen i en ny rapport udgivet af tænketanken Open Political Economy Network (OPEN). …

Flygtningene vil nemlig på de fem år skabe nye job, øge efterspørgslen på serviceydelser og udfylde de huller, der eksisterer på det europæiske arbejdsmarked, lyder det i rapporten, der er udarbejdet af Philippe Legrain, tidligere økonomisk rådgiver for EU-kommissionens præsident.

Philippe Legrain håber, at rapporten kan være med til at aflive myten om, at flygtninge vil skabe økonomiske problemer i Vesten.

‘Den største misforståelse er, at flygtninge er en byrde – og det er en misforståelse, der bliver delt selv af dem, der politisk går ind for at lukke dem ind i landet. De tror, at flygtninge er dyre at have, men at lukke dem ind alligevel er det rigtige at gøre,’ siger han til Guardian. …

‘Flygtninge bidrager til økonomien så snart, de kommer i arbejde – og eftersom Danmark har et meget fleksibelt arbejdsmarked, er det meget nemmere at blive sluset ind der, end det er i andre EU-lande,’ siger han til Jyllands-Posten.”

(OPEN Network, maj 2016, Refugees work: A humanitarian investment that yields economic dividends)

Tendens.

“Open Political Economy Network (OPEN) creatively harnesses the insights of a diverse international network of thinkers and experts to inform, engage and influence policymakers and global debate on openness issues. Our mission is to break down barriers. Barriers between countries and within them.” (Our mission, Opennetwork.net)

Oploadet Kl. 21:02 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer
Arkiveret under:


10. april 2016

Søren Pind (V): Liberalisme er en god ide, blot ikke i forhold til børneopdragelse og udlændingepolitik

En minister skal vurderes på det han gør, ikke luftige hensigtserklæringer, og så dumper Søren Pind fælt. Hvad nytter det at landets liberale justitsminister foretrækker en konservativ udlændingepolitik, når udlændinge uhindret krydser grænsen og vandrer videre på motorveje med politieskorte.

Interview med justitsminister Søren Pind på Zetland.dk – Flygtningekrisen sætter Søren Pind i et liberalt dilemma. Han har et konservativt svar på det.

“Søren Pind mener, at den diskussion, som flygtningekrisen har medført, er ’stærkt blufærdighedskrænkende’, fordi vi er et blufærdigt folkefærd, der nødigt taler i store ord om store begreber som folk og nation.

‘Vi kan ikke lide at snakke om grundkultur og kong Christian og den slags, for det har vi ikke gjort siden besættelsestiden,’ siger han. ‘Men sagen er den, at flygtningekrisen har sat noget afgørende i perspektiv. … Vi opfatter et land som et produkt af sin historie. Svenskerne derimod, de har hævdet, at et land er summen af de mennesker, der på et givet tidspunkt bor i det,’ siger han. ‘Vi mener, at danskerne har ejendomsretten til Danmark. En national ejendomsret. Og det betyder, at det nogle gange bliver Noahs ark. De, der er ombord på skibet, bliver reddet, og de andre, de drukner.’

Men dén opfattelse af, hvad det vil sige at være et land, forudsætter jo så, at vi lukker døren for dem, der har brug for hjælp?

‘Ja. For nogle af dem. Men alternativet er, at mit samfund destruerer.’

Destruerer? Jeg har uden tvivl læsere, der vil synes, det lyder stærkt overdrevet …

‘Problemet i denne her forbandede diskussion er, at man ikke kan sætte det på formel. Men jeg har en meget stærk pligtfølelse over for det, mine bedsteforældre sled for. … jeg har børn, og jeg vil gerne sikre mig, at de får mindst de muligheder, jeg fik – også inden for den her relativt fredsommelige ramme. Og det er dét, der er på spil.’

Når Søren Pind taler om sin frygt for det, han kalder ‘Danmarks undergang’, taler han ikke om økonomi. Det er ikke flygtningekrisens påvirkning af statsbudgettet, der først og fremmest ligger ham på sinde. Det er bekymringen for at leve i et land, hvor ikke alle deler den samme danske kultur. Ethvert samfund har brug for ‘blodtilførsel’ udefra, understreger han, men det huer ham ikke, når mennesker, der bor i Danmark, ikke abonnerer på danske grundværdier som ytringsfrihed, fredsommelighed, demokratisk diskussion og ligestilling. Han frygter, at de værdier ikke længere vil udgøre fælles intuitivt tankegods, hvis indvandringen fra tredjeverdenslande fortsætter i det tempo, vi så sidste år. Og så taler justitsministeren helt konkret om frygten for et tab af historie. At vi glemmer, vi bor i ‘Kierkegaards land, H.C. Andersens land, Carl Nielsens land. Tycho Brahes. Grundtvigs.’

‘Det, du tager dit udgangspunkt i her,’ bemærker han, ‘er spørgsmålet: Har vi overhovedet retten til et ‘vi’? Og ja, det synes jeg, vi har. Vi har fået et land i arv, vi har fået en kultur i arv, og den synes jeg, vi skal tage vare på og ikke se forvitre. Kulturen skal selvfølgelig bevæge sig fremad, men ikke forandres til ukendelighed.’

Men hvor er din liberale stemme her? Hvor er stemmen, der insisterer på enhvers ret til at tænke fuldstændig, som han eller hun vil?

‘Det må de også gerne, herregud.’

Så længe de ikke bor i Danmark?

‘Prøv at høre,’ siger Søren Pind. ‘De konservative har en pointe, når de siger, at den vigtigste faktor i alting, det er kultur. Så tror jeg som liberal på, at man kan træffe en beslutning om at flytte den kultur – det gør det konservative ikke – men det er jo ikke det, vi gør lige nu. Vi har ikke truffet nogen beslutning. Vi lader det bare ske. Bertel Haarder sagde engang, at der var to områder, hvor man ikke kunne bruge liberalisme. Det var børneopdragelse og udlændingepolitikken. Jeg tror, der er noget om det.‘”



27. marts 2016

Liberale Rasmus Brygger er “hamrende dødligeglad med… hvor islamificeret Danmark end måtte blive”

Den gode Jacob Mchangama bevæger sig af og til ud af samme tangent, men han skriver som jurist, og kan således i et vist omfang forholde sig teoretisk til alle fænomener. Rasmus Brygger har skrevet meget vrøvl, men gårsdagens opdatering tager prisen. Jeg fik et Billy Madison-moment, og vil nu smutte til påskefrokost og trøste mig med snaps.

“Får en del fan-mail for tiden, der raser over, at jeg er ligeglad med invasionen af muslimer til Europa. Og de har da helt ret.

Jeg er fuldstændigt, hamrende dødligeglad med, hvor mange muslimer der invaderer (altså indvandrer til) Europa eller hvor islamificeret Danmark end måtte blive. Hvis alle landets kirker i morgen blev erstattet med moskeer, ville jeg også være ligeglad. Og hvis prins Henrik blev erstattet af en stormufti, ville det rage mig en høstblomst.

Hør her, det eneste jeg går op i, er at mine medmennesker respekterer hinanden, overholder landets love, og i øvrigt lader hinanden leve livet som vi nu hver især må ønske. Jeg lever mit liv, som jeg vil – du lever dit liv, som du vil. Det er mennesker, der er imod de principper, som jeg frygter. Nogen af dem er muslimer, nogen er noget helt andet.

Men jeg ville da være idiot, hvis jeg lå vågen og frygtede en invasion af mennesker, hvis eneste fællesnævner er, at de beder mod Mekka.

(Rasmus Brygger på Facebook, 26. marts 2016)

Oploadet Kl. 09:58 af Kim Møller — Direkte link29 kommentarer


22. november 2015

Landets liberale statsminister gav ‘Venstres frihedspris’ til en kommunist, inkluderede røde blomster…

Under lørdagens landsmøde i Herning, uddelte statsminister Lars Løkke Rasmussen på partiets vegne ‘Venstres frihedspris’. Den gik i år til hjemløsebladet Hus forbi, der var repræsenteret af næstformand Henrik S. Pedersen og sekretariatsleder Rasmus Wexøe Kristensen. Sidstnævnte havde i dagens anledning valgt at iføre sig en ‘hammer og segl’-trøje til minde om Sovietunionen (CCCP). En kommunistisk etparti stat, der ville udrydde borgerskabet som klasse, alt baseret på en ideologi ansvarlig for op imod 100 millioner døde.

(Lars Løkke Rasmussen og modtagere af ‘Venstres frihedspris’, 21. november 2015; FB: I/II, Venstre.dk)

“Det er ikke de enkelte individer, vi er i krig imod. Vi udrydder borgerskabet som klasse. I løbet af deres undersøgelse skal De ikke lede efter dokumentation og beviser for, hvad den anklagede har gjort enten fysisk eller i tale mod de sovjetiske myndigheder. Det første, De skal spørge ham om, er, hvilken klasse han tilhører, hvad der er hans oprindelse, opdragelse, uddannelse, profession.” (Cheka-leder, 1918)

Oploadet Kl. 03:11 af Kim Møller — Direkte link27 kommentarer


19. november 2015

Borgerlige Berlingske Business: “Flygtninge giver boost til svensk økonomi”

Når borgerlige regnedrenge ‘hands down’ accepterer øgede offentlige udgifer, så ved man med det samme, at det i virkeligheden handler om at åbne grænserne. I gårsdagens udgave af Berlingske kan man læse, at masseindvandringen vil booste økonomien hinsidan. Det vil være en fordel på kort sigt, men også på lidt længere sigt, hvis blot Sverige bliver bedre til at få dem i arbejde. Fra Business – Flygtninge giver boost til svensk økonomi.

“Svensk økonomi og pengepolitik vil blive påvirket ganske betydeligt af det meget store antal flygtninge, som for tiden strømmer til Sverige. …

‘De mange ekstra indbyggere øger både det offentlige forbrug og de offentlige investeringer ganske betragteligt. Der er allerede nu mangel på boliger i Sverige, og det problem bliver endnu større nu, hvorfor den svenske regering er nødt til at øge byggeriet af nye boliger mere end tidligere planlagt,’ siger Anna Råman, der er seniorøkonom hos Nykredit.

De stigende offentlige udgifter vil øge den økonomiske vækst på kort sigt og virker som en finanspolitisk lempelse, der sætter mere fart på både beskæftigelsen og væksten.

‘Hvad der så vil ske med væksten på længere sigt, er mere usikkert. Det afhænger af, hvor gode Sverige er til at få indvandrerne i arbejde. Det har de ikke været specielt gode til før, men håbet er, at det vil gå bedre nu,’ siger Anna Råman.

… Den større økonomiske aktivitet er noget, som den svenske nationalbank, Riksbanken, er glad for. Banken arbejder nemlig hårdt på at skabe mere aktivitet og dermed inflation i svensk økonomi.”

(Berlingske Business, 18. november 2015)



30. oktober 2015

Tidl. Høyre-minister: Norge ejes af dem der tilfældigvis er her, liberale bør tage afstand fra nationalisme

Victor Norman er tidligere arbejdsminister for Høyre, men ideologiske liberalister uden kontakt med virkeligheden er jo egentligt blot borgerlige marxister. Interview på Minerva.nett – Fellesskapet eier ikke Norge.

“Victor Norman er NHH-professoren som mener at Norge bør ta imot 100 000 flyktninger…

– … 100 000 er et tall som svarer til to prosent av befolkningen. Det klarer en hver kommune å takle uten vanskelighet i løpet av et par år. Hadde du gått opp til fire-fem prosent kunne man kanskje sagt at dette blir mer enn de klarer å absorbere. To prosent er et så lite tall at det ikke kan være et problem.

jeg mener veldig sterkt at Norge i det lange løp blir et bedre land av å være et flerkulturelt samfunn. Vi har godt av å bryne oss mot noe og å få andre impulser. Vi trenger å få impulser utenfra hele tiden, vi trenger å bli utfordret. Vi bor i et av de tynnest befolkede områdene i Europa, og vi har veldig god plass. Jeg mener dypt og inderlig at vi ikke eier dette landet.

– Hvem mener du at eier landet?

– De som til en hver tid er her. De aller fleste som bor her i dag, har kommet andre steder fra. De har bare kommet og slått seg ned opp gjennom i historien. Folkevandringer har vært vanlig i alle tider. Det har vært ulike grader av styrke i disse folkevandringene, men de har alltid vært der. Så det er mange som eier Norge.

– Norge eies av noen, men ikke av felleskapet. Landet eies av enkeltpersoner som tilfeldigvis har kjøpt opp ulike deler av Norge opp gjennom årene og som er fri til å selge det til hvem de måtte ønske. Da må vi erkjenne at når folk er på vandring, vil det etter hvert bli noen andre som eier større og større deler av landet vi bor i. Det må vi innstille oss på, og jeg tror det er bra.

– Så det dreier seg om en bestemt type historieforståelse?

Vi bor her og utgjør Norge, men vi eier det ikke. … Det tredje argumentet er at jeg er grunnleggende liberal. Jeg mener ikke at det er det offentlige eller fellesskapet som eier ting. Det eier vi enkeltvis. Da eier ikke vi som bor her nå, Norge. Vi bor her og utgjør Norge, men vi eier det ikke. I Minerva burde man i hvert fall mene dette. Ideen om felleseie av Norge er jo en grunnleggende ikke-konservativ, ikke-liberal ide. Nasjonalismen er en uting som alle liberale mennesker alltid har tatt avstand fra.

(Professor Victor Norman, tidligere arbejdsminister; Foto: Bergens Tidende, 2014)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper