Jeg tror ikke Liberal Alliance har maven til at argumentere for den nødvendige udlændingepolitik, men der findes næppe et bedre liberalt alternativ. Kronik af Lars Seier Christensen i Weekendavisen – Vi må revurdere EU (ikke online).

“Mit hjem var borgerligt, min far var vel nærmest konservativ, men stemte alligevel på Venstre, som man nu gjorde ude på landet. Afstemningsaftenen den 2. oktober 1972 husker jeg i et positivt skær. Danmark trådte ind på den store scene, og befolkningens opbakning var ganske klar. … EF blev opfattet som noget positivt hos os, som det i øvrigt gjorde i det meste af det borgerlige Danmark. Og jeg selv forblev ubetinget positiv mange år frem i tiden. Selv hos Konservativ Ungdom var vi i slutningen af 1970erne tilhængere af en europæisk union…

Det massive centrale bureaukrati, den europæiske arrogance og mangelen på respekt for nationalstaternes selvbestemmelse, historie og kultur nedbrød langsomt tilliden til projektet. Når jeg ser tilbage, må jeg indrømme, at det tog mig alt for lang tid at erkende, hvad det europæiske projekt virkelig er.

Men jeg må også konstatere, at for mange andre er erkendelsen kommet endnu senere – og for mange af vore karrierepolitikere tilsyneladende slet ikke endnu. Men danskerne, borgerne, folket, de har lugtet lunten. Herfra vil det kun blive mere og mere op ad bakke for EU-tilhængerne, når nye tiltag skal presses igennem…

Både EU og Danmark står i en vanskelig situation. Euroen har vist sit sande ansigt… Der er én ting – og kun én ting – der kan redde euroen. Det er en langt mere omfattende integration mellem eurolandene; fælles finanspolitik, fælles gældsoptagelse, en vilje til enorme overførsler fra de rige til de fattige lande – eller mere specifikt fra Tyskland til alle andre.

Det er en mulig vej, men ikke en ønskværdig vej at gå. I hvert fald ikke for borgerne, der i denne sag, ligesom i alt for mange andre, synes at have fundamentalt anderledes interesser end politikerne. Det kræver nemlig en vilje til opgivelse af national selvstændighed i et omfang, som ikke er acceptabelt for vælgerbefolkningerne og derfor kun kan gennemføres udemokratisk. …

Tiden er kommet til, at politikerne forstår, at de er til for borgerne, og ikke omvendt. Selvom jeg håber aldrig at komme til at opleve det, så tør jeg godt forudsige, hvordan et stærkt EU vil udvikle sig, hvis Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet og denne verdens Barroso’er, og Van Rompuy’er får den magt, de drømmer om og er godt på vej til:

… Der vil ikke være nogen vetoret for nationalstater, og de mindre lande vil have meget ringe indflydelse. Endvidere vil der være økonomisk stagnation overalt i EU. … Og så vil der være en voksende undertrykkelse af ytringsfriheden, hvad angår kritiske ytringer om andre kulturer, religioner og EU selv, og et stigende fokus på at undertrykke afvigende og »asociale« holdninger som skepsis over for klimatiltag, sociale »rettigheder«, mindretalsbeskyttelse mod demokratiets overgreb og lignende. Den politiske korrekthed vil nå uanede højder. …

Kan vi virkelig tillade denne udvikling? Egentlig tror jeg, at danskerne inderst inde har truffet beslutningen, og at de har truffet den rigtige beslutning. … Men jeg er ikke nær så sikker på, at danske politikere vil gøre det samme. Og jeg har ingen tillid til, at de overhovedet vil spørge danskerne, hvis de på nogen måde kan undgå at gøre det. Så tiden er kommet til at gøre det umuligt for politikerne ikke at spørge danskerne.”

I forbindelse med DR Dokumentaren ‘Et ekstremt netværk’ efterlyste jeg her på siden konkret kritik af islamiseringens modstandere. Jacob McHangama kommenterer i Politiken, og selvom han selvfølgelig er lidt for dogmatisk-liberal, så er gennemgangen værd at gengive her. Det er trods alt banebrydende, at anti-islamister møder konkret kritik, og ikke bare tomme slogans. Politikens kernelæsere er ikke begejstrede.

(Karin Bennedsen kommenterer Jacob McHangamas kritik af SIAD, 14. april 2013)

Personligt mener jeg McHangama vægter ‘almene rettigheder’ lidt for højt, og ignorerer det forhold at demokrati også handler om ‘folkets vilje’. En klassisk strid mellem det man kunne kalde ‘minoritetsbeskyttelse og flertalshævdelse’, men er Sverige i sidste ende mere demokratisk end Schweiz, fordi indbyggerne i sidstnævnte kan imødegå islamiseringen ved folkeafstemninger? Nej, selvfølgelig ikke. Demokrati er ikke kun stat, men også folk – dem der skal leve med konsekvenserne på godt og ondt.

Jacob McHangama i Politiken – Højreekstremister er i kamp mod det danske demokrati.

“I de senere år er der i en række vestlige lande opstået en såkaldt counterjihadbevægelse, der i egen optik kæmper en frihedskamp mod, hvad man anser for en stigende islamisering af Vesten, der vil ophæve demokratiet og ultimativt indføre islamisk styre og sharialovgivning.

… spørgsmålet er, om counterjihadbevægelsens formelle støtte til frihed har grobund i virkeligheden. …

Kigger vi på Siad’s vision for det danske samfund, bliver det også meget hurtigt klart, at der er tale om et frontalangreb på – snarere end et forsvar for – de mest basale grundlovssikrede frihedsrettigheder.

Anders Gravers har – ligesom Geert Wilders – opfordret til at forbyde Koranen. I Siad’s program hedder det bl.a. »Ikke-statsborgere har principielt ikke nogen grundlovssikret ret til at manifistere [sic] sig politisk, hverken mod den danske stat eller mod andre stater«. …

Men det skal ikke kun gøres strafbart at støtte en udlændingepolitik, som Siad er uenig i; straffebestemmelsen skal også indføres med tilbagevirkende kraft til 1973. Det ville i givet fald gøre det muligt at føre straffesager mod de politikere, debattører m.v., som ifølge Siad’s dolkestødslegende har forrådt Danmark og tilskyndet til ‘islamiseringen’.

Disse punkter er indiskutabelt i strid med grundlæggende demokratiske frihedsrettigheder, ikke mindst ytringsfriheden, og flere af Siad’s programpunkter har klart totalitære træk. …

Trods tvetydig retorik på sociale medier, synes der heller ikke at være holdepunkter for at kæde Siad og lignende bevægelser sammen med organiseret vold eller tilskyndelse til terrorisme a la Anders Breivik, hvilket ellers er blevet insinueret i visse medier, herunder DR, samt nævnes som en risiko i rapporten fra ICSR.

Rent faktisk har medlemmer af Siad været udsat for grove overfald fra venstreekstremistiske grupper, ligesom politiet har nægtet Siad ret til at demonstrere på bestemte lokaliteter grundet faren for uroligheder stammende fra Siad’s modstandere på venstrefløjen, hvilket selvsagt er uacceptabelt.

… det er afgørende, at kampen mod islamisme i videst muligt omfang kæmpes på demokratiets og frihedens grund, ikke via drakoniske særlove og ophævelse af grundlovssikrede rettigheder. Siad skal derfor have ret til at give udtryk for deres holdninger, ligesom de bør beskyttes mod fysiske angreb fra venstrefløjsekstremister.

Men det store flertal af demokratisk indstillede islamkritikere bør se Siad og dets meningsfæller i counterjihadbevægelsen som hykleriske demagoger snarere end naturlige allierede.”

Englands tidligere premierminister Margaret Thatcher døde i går i en alder af 87, og som enhver ‘statsmand’ af borgerlig observans skal hun nu fremstilles som en kontroversiel skikkelse. Et utal af kendte musikere har sunget sange om hendes død, og selvom venstreekstreme Billy Bragg hævder det var hende der gjorde ham til socialist – så bor han den dag i dag i et mondænt landsted langt fra det anarkistiske miljø. Venstrefløjens had lever ikke desto mindre i bedste velgående, som man kan se eksempler på i Daily Mail.

Mikael Jalving har begået en god lille nekrolog, der diskret berører det paradoks, at tidens liberale der lige nu hylder Thatcher, forlængst har forladt den nationale konservatisme til fordel for en mere ‘kulturtom’ liberalisme.

Jalving på JP blogs – Dit liv var en fakkel

“Da jeg gik i gymnasiet, var jernladyen det mest forhadte menneske på denne jord sammen med Ronald Reagan. Hvis valget stod mellem disse to slyngler og på den anden siden Muammar Gadaffi og PLO, var sidstnævnte langt at foretrække. Sådan mente ikke kun de kloge 3.g’ere, men også Svend Auken og det meste af det politiske jetset dengang. …

Jeg tror, at Brian Mikkelsen har ret i, at Thatcher var med til at gøre mange borgerlige konservative, ikke blot i UK, men overalt i Europa. I dag bliver de liberale, dengang blev man konservativ. Det skyldtes i høj grad Thatcher – og Reagan. De var bannerførere for en no-nonsense i politik og økonomi – ude som hjemme – som ingen af os socialdemokratiske duksedrenge havde oplevet på kontinentet, en modkultur, der ville genrejse den industrielle, nationale, frihedsorienterede og vesterlandske levevis, og gøre det uden at undskylde over for nogen – slet ikke argentinske generaler.

At samme levevis ligger skrinlagt i Bruxelles og andre europæiske hovedstæder i dag, skal Thatcher naturligvis ikke klandres for. Det var hendes arvtagere, der ødelagde hendes arv – efter revolutionsrusen i 1989 og 1991 – til trods for thatcherismens mange sejre og dyder.

Dem forvaltede vi dårligt, for nu at sige det mildt. Grotesk dårligt. Hele postmodernismen, multikulturalismen og den sukkerdemokratiske korrekthed korrumperede os indefra og fratog os den af historien oplyste selvtillid. Vi ville være gode, og det blev vores skæbne, mens uddannelse blev til masseuddannelser, indvandring til masseindvandring og stater udviklede sig til gældssatte nannystater, mere og mere prisgivet arabisk aggressivitet. Resten kender vi kun alt for godt.”

(Margaret Thatcher og Enoch Powell til partimøde i Brighton, 16. oktober 1969; Telegraph)

Rune Engelbreth er røget uklar med visse af sine læsere, fordi han i en trykt klumme lavede en direkte sammenligning mellem Niels Harrit & ‘trutherne’ og Lars Hedegaard & ‘islamofoberne’. Problemet var selvfølgelig ikke, at Hedegaard-fløjen blev associeret med nettets loonistiske overdrev. Det kunne være sjovt, at bruge Wivel-metoden mod Politiken og Engelbreth, men der er for meget på spil til den slags lege.

Flere venstreorienterede ser det meget omtalte Hedegaard-interview som et vendepunkt, et åndeligt paradigmeskifte, så at sige. Enkelte borgerlige har det på samme måde, og en halvkendt liberalist, gav på Facebook udtryk for lignende tanker, om hvorvidt “det nationalkonservative miljø i Danmark overhovedet formår at rejse sig igen efter Hedegaards pinlige optræden på tv”.

Ligesom det er grotesk at lade en erklæret marxist tegne ‘det nationalkonservative miljø’, så er der meget langt fra det Hedegaard siger og skriver, til det hans politiske modstandere argumenterer imod. Hedegaard er imod religion, og man behøver ikke være nationalkonservativ for at have antipati for Islam og være imod multikultur. Nationalkonservatisme er anti-revolutionær, for politisk moderation, baseret på jordbunden fornuft.

Sidst jeg så Hedegaard fremføre sine pointer på TV, var tilbage i februar 2011, hvor han i P1 Debatten debatterede det arabiske forår med Ph.d Michael Irving Jensen under overskriften Kan Islam og demokrati forenes? Hedegaard forhold sig skeptisk og afventende i modsætning til forskeren der skråsikkert hævdede, at demonstrationerne var udtryk for et folkeligt krav “om demokrati, om ytringsfrihed, om menneskerettigheder”. Dagen efter sagde Weekendavisens Martin Krasnik næsten det samme i DR Debatten.

(P1 debat, 23. februar 2011: Kan Islam og demokrati forenes?)

Det egyptiske valg der fulgte revolutionen blev aldrig rigtigt spændende. Islamisterne vandt med lethed, og alt imens forskellige islamistiske grupperinger stadig diskuterer den sande tolkning af sharia, er levevilkårene for minoriteterne gradvist blevet ringere. Lørdag blev fem koptere myrdet i Kairo, og selv gårsdagens begravelse blev angrebet.

Her er emnet ikke fodnoterne i en 11 år gammel bog, men virkeligheden som den manifesterer sig konkret. Hedegaard fik ret i forhold til det arabiske forår – Irving Jensen og andre Ph.d’ere tog fejl.

Hedegaards argumentation handler selvfølgelig ikke kun om Islam, også om konsekvenserne i forhold til Indvandring og Integration. Hvad skete der præcist den 17. marts 2013, der ændrede det politiske udgangspunkt for de tre I’er? Absolut intet!

Siden Hedegaard for snart 10 år siden stiftede Trykkefrihedsselskabet, har fortalerne for åbne grænser og multikultur ikke ligefrem haft medvind. Tværtimod. Vi har fået parallelsamfund i de fleste større byer, har daglige skyderier, flere indvandrere på offentlig overførsel og fremdeles. Den politiske elites løsning er mere af det samme, herunder videoovervågning, sikkerhedsvagter og senest – kæmpestore granitsten omkring Christiansborg. Præmisserne har ikke ændret sig efter den 17. marts 2013.

Dansk Folkeparti har rekordhøj tilslutning, og uanset om vi har Helle Thorning-Schmidt eller Lars Løkke Rasmussen i Statsministeriet, så tør ingen af dem offentligt proklamere at åbne grænser og multikultur er vejen frem. Hvorfor ikke, når nu Hedegaard tog så gruelig fejl? Ganske simpelt fordi, det ikke er danskernes indtryk at flere muslimer, mere Islam og mere multikultur gør deres dagligdag bedre. Det er næsten hensides politiske præferencer. Hverken de blå xenofobe eller de røde xenofile, gider muslimske indvandrere. Sådan var virkeligheden før den 17. marts, og sådan forbliver det – uanset hvor godt Hedegaard svarede for sig i en tilfældig tv-debat.

Virkeligheden er ikke en retorik-battle eller et bifag i æstetik. Herunder lidt fra en klumme af Ph.d-studerende Ole Olesen-Bagneux der illustrerer problemet med den akademiske elite. Han betragter tydeligvis politik debat som et fløj-politisk rollespil – Martin Krasniks systemskifte.

“Den universelle pointe er, at der er sket et systemskifte i dansk politik. Et systemskifte, der markerer afslutningen på dominansen af en konspiratorisk, politisk ekstremisme. En ekstremisme, hvor indignationen over ikke at være blevet taget alvorligt, har fået debattører til at tale sig alt, alt for langt væk fra saglige synspunkter. Debattører, hvis ræsonnementer er foretaget i internettets ekkokamre, om natten, i svagt oplyste køkkener og åbenlyst ekskluderende fællesskaber.

Martin Krasnik har begået et oplysningens systemskifte. Danmarks politiske samtale vil i de kommende år bygge på dokumenterbare fakta, ikke udokumenteret, skrupskørt galimatias. Når den politiske ekstremisme igen pibler frem, og udvikler sig til regulær konspiration, kan vi lade den komme til orde – alt det, den vil. Stiller man de rigtige spørgsmål, vil konspirationen afsløre sig selv, som det tågesnak den er.”

Den endelig konsekvens af Krasniks tænkning, vil være et pseudo-demokrati, hvor alt kan debatteres, bortset fra det voldsparate grupperinger kunne finde på at blive krænket over. Støtte til Lars Hedegaard fra liberale Kristian Ditlev Jensen i Weekendavisen – Provokationens retorik (ikke online).

“… ved at kaste sig hovedkulds over Hedegaards holdninger – og ved bevidst at gøre det i lyset af skudattentatet 5. februar, som Krasnik selv fremhæver er anledningen til onduleringen – så lavede Krasnik en kortslutning. Han antydede nemlig, at der faktisk var en forbindelse imellem Lars Hedegaards synspunkter og drabsforsøget.

… ingen, der har set udsendelsen, kan være i tvivl om, hvad præmissen var – før Krasnik, og hans indre granat, gik i luften: Her er en pensioneret akademiker. Han er blevet forsøgt likvideret på klos hold. Meeen… han har altså også, det skal rimeligvis siges, sagt totalt langt ude ting – og lad mig lige vise, hvor langt ude, de egentlig er – så det er måske heller ikke så mærkeligt, at nogen til sidst har fået nok. Vel? Med andre ord gradbøjer Krasnik ytringsfriheden.

Ytringsfrihed betyder normalt, at man må sige, hvad man vil inden for lovens rammer. Men på DR2 blev den til: Man må sige, hvad man vil, men man kan så risikere en dag at blive angrebet for det. Med pistoler, med bomber eller med en økse. …

Hvis man slår op i en juridisk grundbog, så kan man læse, at en provokation – som egentlig betyder at »kalde frem« på latin, dvs. bevidst »udfordre« – er et muligt, men normalt ugyldigt forsvar. … Denne generelle diskvalificering af provokation som en letkøbt undskyldning for vold er vigtig, fordi enhver ellers selv kan lave sine egne regler. Det kunne jo f. eks. være, at nogle hævdede, at de var endog meget lette at provokere – f. eks. på grund af en særlig religion.

Men den går ikke. Uanset hvad, så skal man overholde loven ligesom alle andre. Og svaret på spørgsmålet: »Er det så overraskende, at han blev forsøgt skudt?« er altid: Ja. Det er lige præcis vældig overraskende. For man må sige alt. Og hvis vi føler os forulempet af nogen, så kan vi svare alt – helt og aldeles frit – igen.

Men vi må aldrig ty til vold, aldrig. Vi må aldrig lade os provokere. Vi må aldrig anerkende, at ord i sig selv overhovedet kan føre til vold. Og hvis vi ikke alle sammen står helt sammen om dét – journalister, redaktører, politikere, debattører – så er ytringsfriheden allerede reelt beskåret.

Derfor burde vi faktisk per refleks rykke sammen om Lars Hedegaard. Han har nemlig ikke »misbrugt« sin ytringsfrihed, når han har delt sine ganske særlige synspunkter. Han har bare brugt den.”

Tirsdag den 5. marts 2013 var 60-årsdagen for Stalins død, og blev også sidste dag for Venezuelas socialistiske præsident Hugo Chavez. Tager man en journalist for TV2 News for pålydende, så var han først og fremmest kontroversiel, fordi han ‘havde nogle holdninger til socialisme’, som han ‘langtfra lykkedes’ med. Det er selvfølgelig rent vås. Johan Nordberg fortæller, at Chavez med de stigende oliepriser havde en unik chance for at skabe vækst, men valgte at cementere den statssocialistiske magtbase med røde monopolister.

Niels Westy renser luften på Americas.dk – The death of a caudilho – arven efter Chavez.

“Som de fleste bekendt, meddelte Venezuela’s vicepræsident, Nicolas Maduro, i går at Hugo Chavez var afgået ved døden. Herefter skal der indenfor 30 dage afholdes nyvalg. Maduro må her være klar favorit. Efter 14 år ved magten, er både militær, domstole og den statslige sektor fuldkommen kontrolleret af Chavez tilhængere. Et faktum der vil blive udnyttet til fulde. Det må forventes at valgkampen, som reelt startede i går ved annonceringen af Chavez død. vil være fuldt ud lige så udemokratisk som valgkampen i efteråret. Det indebærer bl.a., at hvor regimet hver dag i timevis har adgang til Venezuelas TV-stationer, vil oppositionen have ca. 3 minutter om dagen. …

Efter 14 år med en ekstremt populistisk politik, står Venezuela med meget store institutionelle og økonomiske udfordringer. Vinder Maduro som forventet vil der næppe ske noget på den institutionelle front eller i forhold til den repressive politik og manglen på ytringsfrihed i Venezuela. Men de økonomiske problemer bliver det svært for regimet at løbe fra.

På trods af høje oliepriser i det meste af de seneste 14 år, har Venezuelas økonomiske vækst været ganske beskeden. … Hele den økonomiske politik har været lagt an på at sikre den politiske magt. …

Hugo Chavez var i sine 14 år ved magten den mest højtråbende repræsentant for den type af populistisk antiamerikansk og antikapitalistisk ventrefløj, som også venstrefløjen herhjemme historisk har haft stor veneration for. Modstanderen var ‘neoliberalismen’, hvorfor det vel er på sin plads at sammenligne udviklingen i Venezuela med de lande, som bedst repræsenterer denne strømning. Det først og fremmest Chile og Peru, og på det sidste også Colombia.

(Venezuela under Hugo Chavez: Højeste inflation – laveste vækst)

Som det fremgår af figur 1 og 2, var inflationen markant højere i Venezuela (regionens højeste), mens den økonomiske vækst var markant lavere. Sandheden om de seneste 14 års udvikling i Venezuela er da også, at der reelt er tale om en fortsættelse af den økonomiske nedtur, landet har været på siden midten af 1970erne. BNP per indbygger er således fortsat lavere end den var for 35 år siden.

Men har man ikke været i stand til at øge værditilvæksten i Venezuela vil mange fortalere for Chavez regeringstid pege på, at man har mindsket den økonomiske ulighed. Det er også korrekt, at uligheden er faldet siden 1990erne. Hvad Chavez tilhængere glemmer at fortælle er at det gælder stort set i hele Latinamerika. Hvilket fremgår af nedestående figur, som viser udviklingen i GINI index 2002 -2011.

(Økonomisk lighed: En latinamerikansk trend)

… her er det måske ikke mindst interessant at bemærke det markante fald for Peru, som samtidig har haft regionens højeste vækstrater de seneste 10 år.

Samtidig er investeringsraten langt højere i de tre neoliberalistiske lande (25-30 procent), mens man med stor succes tiltrækker udenlandske investeringer. … Det er nok værd at huske, når der i de kommende dage vil komme en strøm af lovprisninger om ‘El Comandante’…”

Cepos virker mere jordnær end norske Civita, velsagtens fordi debatten er længere fremme herhjemme. Fra Jyllands-Posten – Har Norge nået grænsen for indvandring? (kræver login).

“Med en indvandring af 70.000-80.000 nye, udenlandske gæstearbejdere hvert år har Norge nået grænsen for, hvor meget indvandring landet kan tåle. Den overraskende udmelding kommer fra Norges største arbejdsgiverorganisation, NHO.

Direktør for NHO, Dag Aarnes, forklarer…

»Vi kan samtidig komme i en situation, hvor der er flere, der ønsker job, end de job, der findes. Det kan over 5-10 år blive en meget vigtig problemstilling. Vi skal undgå, at folk ender på offentlig forsørgelse…,« mener Dag Aarnes. …

»Hvis vi ender med at få en høj arbejdsløshed, vil det give både sociale og politiske problemer, som vi ikke er vant til i Norge.«

[...]

Fagchef Marius Doksheim ved den liberale, norske tænketank Civita deler ikke opfattelsen af, at indvandringen bør begrænses.

»Specielt LO og andre dele af den norske fagbevægelse samt invandrerkritiske blogs og netsteder har i et stykke tid været kritiske over for indvandringen. Men det var uventet, at NHO skulle komme med samme udmelding,« siger Marius Doksheim. …

»Vi mener hos Civita, at indvandring grundlæggende er en god og vigtig ting for norsk økonomi og norsk arbejdsliv. Norge er i en vældig speciel situation med lav arbejdsløshed, mens ledigheden er meget høj i resten af Europa. Det er usandsynligt, at det vil fortsætte. Europa vil komme på benene igen, og Norge kan få de samme problemer som resten af Europa. Hvis vi skulle tage fejl, giver indvandringen efter vores mening flere fordele end ulemper.«

»… vi har brug for mange ekstra hænder for at kunne drive den norske velfærdsstat. Vi er ikke bekymrede for, at der bliver for mange indvandrere. Politisk er bekymringen i Norge heller ikke særlig udbredt. Jeg tror heller ikke, at almindelige nordmænd er bekymrede for, at der bliver for mange indvandrere,« lyder det fra Marius Doksheim.”

Når Danmarks Radio taler om fattigdom, så kan det næsten kun ende med et frontalangreb på fri markedsdannelse. Jeg så et par minutter af en af dokumentarene, og det var mere end rigeligt. Fra DR Online - Hvorfor fattigdom?

“I uge 48 vil flere end 500 millioner mennesker verden over få stillet spørgsmålet “Hvorfor fattigdom?”. DR står i spidsen for en række events og rydder store dele af programfladen for at stille samme spørgsmål.

… Hvor meget profit er rimeligt, og hvornår bliver ulighed for meget?

Det er nogle af de spørgsmål, som flere end 500 millioner seere over hele verden vil blive konfronteret med, når 70 tv-stationer i 180 lande viser otte stærke og udfordrende dokumentarfilm om global fattigdom og ulighed. …

DR følger op med en række events og initiativer, der skal få os alle til at tænke over spørgsmålet en ekstra gang. … Nogle af de emner, filmene tager fat på, er for eksempel fødevareknaphed, korruption, skatte-tænkning, børnedødelighed, grådighed. Ikke bare i Afrika, men også i lande som Kina, USA og Jordan. Filmene ledsages af undervisningsmateriale og interaktive features på dansk. … Udover de otte dokumentarfilm, der vises på DR1 og DR2, stiller en lang række DR-programmer skarpt på global fattigdom og ulighed på tv, radio og web. …

DR stiller også skarpt på fattigdom i Danmark med dokumentarfilmen ‘Fattige danske børn – den usynlige arv’.”

(Alex Gibney, Park Avenue: Money, Power and the American Dream; DR Undervisning)

“The Kochs decided to use their means to advance their agenda. They gave generously to political candidates, but more importantly, they invested in groups that could get their anti-government ideas into the mainstream. The brothers gave millions to rightwing thinktanks, and Charles founded one – The Libertarian CATO Institute. The Kochs also wrote out enormous checks to universities to support programmes that would promote deregulation and free market ideology.”

Mads Holger slagter den tidligere KU-formand Rune ‘fri indvandring og godt menneskesyn’ Kristensen på sin blog, og det er både præcist og velskrevet. Fra Det konservative selvmord.

“Regeringens seneste udspil i den vedvarende bestræbelse for at afvikle fædrelandet er som bekendt afskaffelse af værnepligten. Forslaget har som så mange andre en umiskendelig radikal signatur, og således er det jo også næsten forventeligt, at Det Radikale Venstres støtteparti fra valgkampen straks slutter geleddet og erklærer sin støtte. I lørdagens udgave af Berlingske kunne man således læse den konservative Rune Kristensen erklære sin støtte til regeringens afskaffelse af Danmarks værnepligt under overskriften Konservativt at afskaffe værnepligten.

Jeg havde engang fornøjelsen af at interviewe Rune Kristensen i mit debatprogram Skriftestolen på Radio24syv. Jeg havde for en god ordens skyld bl.a. også inviteret en liberalt sindet politiker i klar forventning om, at der derfor ville blive rigeligt med modsatrettede synspunkter til at udgøre en to timer lang debat, men der skal jeg ellers love for, at jeg blev skuffet. Det tog nemlig ikke den konservative Rune Kristensen mange øjeblikke at anskueliggøre sit syn på den kulturarv, der var programmets tema. Han fortalte til min store overraskelse, hvorledes han bl.a. gerne så Det Kongelige Teater mere eller mindre privatiseret, kulturstøtten afskaffet og folkekirken adskilt fra staten. Det var nogle ret rabiate synspunkter for en konservativ…

Det blev således et lidt langt program for mig at gennemføre, for jeg have jo netop regnet med at skulle beværte en debat med modsatrettede synspunkter, men sådan gik det ikke. Rune Kristensen havde sågar et problem med DRs program Før søndagen, som han mente var at sidestille med islamisk totalitarisme. Det er altså åbenbart nu også blevet et konservativt projekt at lægge sig ud med små yndige pigekor, der synger Brorson, Kingo og Ingemann. Så er der vist ikke længere nogen grund til at inddrage hverken Edmund Burke, John Christmas Møller, Kong Christian eller John Wayne for at slutte, hvorledes den konservative tanke er kasseret helt og aldeles, når nu selv salmesyngende pigekor står for tur. …

Det havde ellers lige ladet sig forstå, at de konservative skulle ind i kampen igen og profilere sig som landets mest borgerlige parti, men så skal man vist øve sig lidt mere. Under parolen Frihed i stærke fællesskaber lancerede partiet sig i sidste måned på ny, og det er da også netop frihedsidealet, som Rune Kristensen lader anvende i sin argumentation for at afskaffe værnepligtens tradition. Det er på sin vis flot, at det er lykkedes for De Konservative at formulere en parole, som til fulde indeholder de modsætninger, der har flået partiet fra hinanden. Sagen er nemlig den, at ingen retorik kan ændre på, at man forsøger at tjene to herrer, når man både vil have frihed og stærke fællesskaber, fordi sidstnævnte naturligvis kræver, at noget binder os sammen, og den, der er bundet, er ikke fri. Så enkelt er det. Således er en ægtemand bundet til sin kone og familie, et arbejdende menneske til sine pligter, et kristent menneske til sin Gud og et konservativt menneske til sin tradition og nation, men alligevel er det disse principper, der nu atter og igen sættes under angreb fra De Konservative. Det kunne nok give god mening, hvis et sådant angreb kom fra netop De Radikale, venstrefløjen eller Liberal Alliance, fordi man jo netop her ser det som sin opgave at løse mennesker fra såvel deres tradition, forpligtelser, fællesskaber og historie. …

… sjældent har der været en sådan medvind for et konservativt projekt som gennem det seneste årti. Når derfor måske desværre snart nekrologen skal skrives over Det Konservative Folkeparti, vil man sikkert bemærke dødsårsagen den, at man i partiet glemte at følge med tiden, for tiden var nemlig overordentlig konservativ, partiet var blot ikke.

Når vi i dag hører den slags retorik om at vedblive med at kassere alt, så ved vi efterhånden, at det kommer fra de kræfter, som rent ideologisk toppede i det foregående århundrede. Måske en det en ung radikal politiker, som kræver børns ret til at hedde Herbert Marianne Andersen eller til at nedlægge kirken, kongehuset eller for den sags skyld nu også værnepligten. Der er jo ikke så meget andet tilbage at forgribe sig på. Det eneste, der kan forvirre lidt, er, at det efterhånden lige såvel kan komme fra De Radikales støtteparti, De Konservative.”

Der er skrevet en del kulturkonservative kronikker de senere år, og jeg forstår ikke hvordan tænkende væsener kan være uenige i de overordnede pointer. Søren Hviid Pedersen i Berlingske Tidende – Konservativ muld og liberal frihed.

“For at besvare spørgsmålet om den konservative frihedsopfattelse må man først belyse to problemstillinger. For det første anerkender konservatismen, at friheden har historiske og civilisatoriske forudsætninger. I den forstand er frihed et resultat af en lang historisk og evolutionær udvikling. Frihed er netop ikke en platonisk og abstrakt ide, den er et historisk produkt af givne og ganske tilfældige historiske omstændigheder.

Friheden konstituerer ikke noget i sig selv, det gør kun en eksistentiel, moralsk og politisk orden eller autoritet. Det, der har været grundpillerne i Vestens fundamentale værdigrundlag, er, måske noget fortærsket formuleret, Rom, Hellas og Jerusalem. Med Rom får vi ideen om retten og loven, med Hellas får vi ideen om folkestyre, rodfæstet i en konkret kultur, og endelig åbenbares ideen om fordringen, der sætter os i en forpligtende relation til vores næste gennem Jerusalem. Lov, folkestyre og fordring – grundpillerne i vores civilisation og en integreret del af konservatismen.

Friheden er født ud af dette fundament. Den er et produkt eller konsekvens af disse civilisatoriske grundpiller. Friheden som idé og dens institutionalisering i de grundlæggende vestlige institutioner er et resultat af autoritative beslutninger. Man har historisk set stadfæstet friheden som et væsentligt aspekt ved vores vesteuropæiske samfundsliv. Dette sker med baggrund i disse før-politiske institutioner og fundamenter.

Disse grundpiller har gjort det sandsynligt at tale om frihed for det enkelte menneske. Således er friheden indlejret i disse forudsætninger og kan kun anes som konsekvenser af disse. Friheden er derfor blind og uforståelig, såfremt denne ikke ses i sammenhæng med de fundamentale institutioner og moralske bindinger, der er konstitutive for den vestlige civilisation.

Menneskerettigheds-ideologien er farlig, fordi den glemmer det væsentlige og undertrykker det værdifulde.

Friheden er dermed kun synlig inden for en given kontekst, hvor den er underordnet nogle bestemte formål: loven, folkestyret og fordringen. Disse sætter betingelserne og forudsætningerne for friheden og giver friheden mening, retning og substans. Det er netop her, at modsætningen til det liberalistiske frihedssyn virkelig sættes i relief. For konservatismen er frihed ikke en formel rettighed, den er derimod bestemt af den givne konkrete historiske kontekst, som friheden nu engang forudsætter. Frihed er derfor ikke formel og abstrakt, men konkrete menneskers forhold til de grundlæggende værdier i vores danske virkelighed.

Den anden problemstilling har fokus på, at vores konkrete danske virkelighed tilsiger os at tolke friheden gennem vores historiske erfaringer og de grundlæggende danske institutioner. Derfor er det helt legitimt, at vi gør en forskel i graden af, hvem der nyder frihed, og hvem der ikke nyder frihed. Frihed er ikke bare frihed i en abstrakt forstand, men frihed er noget konkret inden for en given dansk virkelighed.

[...]

De værdier, vi hylder, er ikke kun frihed og rettigheder, men også pligter over for vor nation, vort folkestyre, vor familie og ikke mindst de fremtidige generationer. Vi er forvaltere af det danske samfund og skal overlevere dette til fremtidige generationer. Fremtidige generationers tarv og velfærd skal medregnes i vores politiske dagligdag. Her nytter det ikke at have snævert fokus på vores rettigheder eller frihed, her skal et bredere udsyn og hensyn tages. Vi skal eksempelvis også forvalte de traditioner, der er væsentlige forudsætninger for vores velfærd. Vi skal beskytte dem mod den tidevandsbølge af forandringskrav, der kommer fra liberalister og kulturradikale. Vi skal værne om konkrete danske institutioner som kirke, folkestyre, monarki, folkeskolen som oplyser og uddanner på danske præmisser, familien og dansk kernekultur.

Man skal huske, at liberale friheder kun kan gro i en konservativ muldjord.“