Orientering på P1 fungerer på mange måder som en venstreorienteret audio-blog. Næppe har borgerlige forsøgt at nuancere den danske debat om USA før de tager til genmæle. Igår blev det til små 24 minutter om Fattigdom i USA, i en klassisk opbygget indslag.

Man finder nogle kilder som siger det man gerne vil høre. I indslaget havde journalist Lasse Engelbrecht Jensen (freelance, Information) fundet tre.

1) Cynthia Osbourne, University of Austin (eksperten).

2) Beth Atherton, Caritas Austin (NGO’en).

3) Center for American Progress (organisationen).

Eksperten gav først en historisk analyse, som roste tre præsidenter (John F. Kennedy, Lyndon B. Johnson, Bill Clinton – demokratiske), og kritiserede to (Ronald Reagan, George W. Bush – republikanske). Herefter gav hun udtryk for at der var håb igen, og nævnte så tre præsidentkandidater som satte fattigdommen på dagsordenen (Barack Obama, Hillary Clinton, John Edwards – demokratiske).

Herefter videre til NGO’en, der talte om lange køer af sultne borgere. Fattigdommen var overalt, og fattigdomsgrænsen burde efter hendes mening være dobbelt så høj. (fattigdomsgrænsen er reelt en ulighedskvotient, men lad nu det ligge). Dvs. USA har efter hendes mening ikke 37 mio. fattige, men langt flere.

Organisationen kunne så supplere med sine anbefalinger. Først skulle dens autoritet dog opbygges. Center for American Progress var “ikke tilknyttet noget bestemt parti” lød det, selvom alle ved den er stærkt venstreorienteret. Grundlæggeren John D. Podesta er demokrat, har været stabschef for Bill Clinton, og organisationen er blandt Bush-haderen Georg Soros’ mange meta-politiske kamporganer.

Her lidt fra det lange indslag.

… antallet er siden 2000 steget så hurtigt, at mere end 37 mio. amerikanere idag lever under fattigdomsgrænsen…

Selv med 7,25 dollars i timen, det er cirka 15.000 dollars om året, hvis man regner det sammen med det fradrag for lav-indkomstarbejdere med børn, så vil de tjene 20.000 om året. Men det vil kun lige med nød og næppe placere dem på fattigdomsgrænsen… [refererer Cynthia Osbourne]

Beth Atherton er med i Caritas Austin, og viser rundt i køkkenet. Der er travlt for køen udenfor bliver længere og længere… Beth Aslerton er bekymret fordi Caritas ikke har kunnet imødekomme det stadigt stigende behov for økonomisk støtte…

Det stigende behov eksisterer ikke kun for dem under den økonomiske fattigdomsgrænse. Den hedder 20.000 dollars om året for en familie på fire. Erfaringen fra hendes dagligdag er at selv med en fordobling af beløbet for eksempel i form af to forældre, så har mange stadigvæk svært ved at få mad på bordet og betale regningerne.

‘But absolutely the poverty level is at, is not at a place, which make sense for this country. It cost much more than that to live. I think that we have many more people who live in poverty, very hard working population, who are doing the best that they can to keep their families together, and stay housed, and pay their bills, and meet their responsabilities. Absolutely a much greater number… [Beth Atherton , Caritas Austin]

Fattigdomsraten er ikke på et niveau hvor det giver mening i dette land. Vi har mange flere mennesker der lever i fattigdom. En befolkningsgruppe der arbejder hårdt, som gør det bedste de kan for at holde deres familier sammen, holde fast på en bolig, betale regninger, og leve op til deres ansvar. Absolut et langt større antal…

Atherton er ikke alene med min kritik af den officielle fattigdomsgrænse. Mange har på det seneste fremhævet hvordan en fordobling vil være mere korrekt, hvis den skal afspejle den del af befolkningen som kæmper en daglig kamp med helt basale ting som mad og husleje. Dermed bliver det reelle antal fattige i USA altså sat langt højere end de 37 mio. som den officielle grænse angiver…

… Cynthia Osbournes forslag til forbedring af livet for USA’s mange fattige stemmer overens med en rapport fra Center of American Progress, der udkom i slutningen af april. Centeret er ikke tilknyttet noget bestemt parti, men foreslår økonomiske sociale og politiske reformer til en årlig sum af 90 mia. dollars…

Spørgsmålet er om det kan lade sig gøre [Bush-tale ind som underlægningsmusik], Center for American Progress vurderer at den amerikanske økonomi er stærk nok, men spørgsmålet er nok snarere om der er politisk vilje…

Bush-administrationens mest fremtrædende initiativ imod fattigdom har været rettet imod at forbedre forholdene for de svageste børn… [initiativerne] har Cynthia Osbourne ikke meget til overs for:

‘Impossible to talk about without laughing… Ill Try…’ [svært at høre hvad hun sagde, griner imens]

Tankevækkende…

“USA døjer… med en række sociale problemer fra racediskriminationens tid, men det smager useriøst, når kulturpersonligheder som Lars von Trier og Jacob Holdt fortsat kan vinde hæder på at fremstille det amerikanske samfund som racistisk og undertrykkende mere end 40 år efter, at de sidste rester af racelovene i Sydstaterne blev ophævet.” (Henrik Fogh Rasmussen, Berlingske Tidende, 3/6-07)

(P1 Orientering, 4/6-07)

Opdate 3/7-07. Henrik Fogh Rasmussens bog om USA fik Orientering til at mobilisere, og de kan tilsyneladende ikke stoppe igen.

180 grader kan idag fortælle at Venstres Ungdom vil tillade flerkoneri, og det indikerer fint problemet med den ideologiske liberalisme. Som konservativ er det forhold at emnet overhovedet diskuteres seriøst, en klar indikator på normløsheden der præger store dele af den danske befolkning. Et problem der kun overgås af Koran-appeasende naivister.

Fra dagens MetroXpress – et svært spørgsmål til en lærerstuderende: Skal det være lovligt at have flere ægtefæller?

Opdate. Forventeligt…

Fra Jarl Corduas blog. Interessante ord om DR’s Pieter Raunwe.

“Torsdag i P1 Orientering omtalte DRs analytiker Pieter Raunwe den frafaldne venstremand Leif Mikkelsen som ”superliberalist”. Det er Mikkelsen – forstår man på Pieter Raunwe – fordi han vil have skatten ned, præcis som Anders Samuelsen, der dog ikke får prædikatet ”superliberalist” hæftet på sig.

Så nu ved man det. Hvis man er fra Ny Alliance. og ønsker personskatten sat ned til 40 procent, så er man ”liberal”. Hvis man i stedet fx er Venstremand, men i øvrigt mener præcist det samme, ja så er man ”ultraliberal” eller ”superliberalist”, og så er det per definition lidt suspekt. “

Den er en lille uge gammel, men er nok også aktuel om tredive år fra nu. Fra Berlingske Tidende – Peter Kurrild-Klitgaard om…

Bestikkelsesstaten

En velkendt vending er, at »vi kan jo ikke leve af at klippe hinandens hår«. Den bruges ofte som et argument for, at i sidste ende bliver borgerne i et samfund kun rigere, hvis de foretager en egentlig værdiskabelse, snarere end at man blot bytter sammenlignelige tjenesteydelser med hinanden. Selv i en verden, hvor traditionel fremstillingsvirksomhed gradvist er blevet erstattet af vidensbaserede tjenesteydelser, er der noget intuitivt sandt i udtrykket – og så kan det alligevel synes som om, at det er noget helt andet, der præger vores moderne velfærdsstat. Så tænk i stedet lidt over denne metafor: Lad os antage, at vi sætter ti mennesker ned i en rundkreds. En 11. person går derefter rundt og indsamler fem kroner fra hver. For hver gang han er nået turen rundt, har han så en formue på 50 kroner – af dem tager han selv de ti kroner og smider resten vilkårligt i skødet på en af de ti andre. Den heldige vinder føler sig gevaldigt heldig. De ni, der sidder i rundkredsen og intet får, synes måske, de har tabt lidt, men tænker: »Visse vasse – det var jo kun lidt håndører, og vi får måske puljen næste gang«. For hver gang spillet kører en gang mere, er der en del, der taber lidt, én enkelt, der får en del – og så én, der skummer fløden. Men i det lange løb bliver alle andre end ham, der fordeler pengene, fattigere.

Hvis det lyder som et uattraktivt spil, som ikke kan få mange tilhængere, så er det dog alligevel nok en proces, der på mange punkter ikke er så langt fra, hvad en stor del af den danske velfærdsstat anno 2007 i virkeligheden handler om fra først til sidst. En meget stor del af de ressourcer, der år efter år indkræves som skatter, bliver efterfølgende udbetalt til de selv samme betalere igen, i form af serviceydelser og overførselindkomster. Netop dét, vil mange mene, er indbegrebet af velfærdsstatens eksistensberettigelse: Alle betaler, og alle får noget. Det gør naturligvis, at stadigt større dele af befolkningen med tiden kommer til at synes godt om systemet: Har man selv betalt meget, vil man også gerne have meget igen, når chancen byder sig. Det er det, som selv en socialdemokrat som Mogens Lykketoft har anerkendt som »bestikkelses«-elementet i velfærdsstatens måde at fungere på: Hvis man som venstreorienteret gerne vil have flest mulige til at støtte en stadigt større socialisering af samfundet, gælder det bare om at give så mange som muligt en kontant, personlig interesse i at støtte denne proces i almindelighed. Man skal gøre dem alle afhængige – også dem, der reelt kunne klare sig selv.
Pointen er imidlertid – ligesom i metaforen – at mange af deltagerne i det danske velfærdslotteri i længden ikke selv får noget ud af det system, som de er med til at finansiere. De ville være lige så godt stillet, hvis de som udgangspunkt fik lov til at beholde en lidt større del af deres indkomst – og så til gengæld fik ansvaret for at finansiere de udgifter, de selv har brug for. Hvorfor skal et ægtepar, hvor f.eks. manden er professor og kvinden advokat, og som derfor næppe hører til landets trængende, alligevel både betale høje skatter og så samtidigt modtage børnecheck, subsidieret børnepasning og skolegang til deres børn og en dag også folkepension?

At der ikke er tale om et helt trivielt spørgsmål fremgår af studier foretaget af de to økonomer Vito Tanzi fra den Internationale Valutafond og Ludger Schuknecht fra den Europæiske Centralbank. Tager man tal fra midten af 1990erne for et dusin OECD-lande lå de offentlige udgifter som andel af bruttonationalproduktet på nøjagtigt 50 pct., spændende fra f.eks. 32,9 pct. (USA) til 68,3 pct. (Sverige). Men Tanzi og Schuknecht har vist, at en ekstremt stor del af de offentlige udgifter i virkeligheden bliver betalt af skatteydere, som efterfølgende får penge retur i form af overførsler m.v. For den samme gruppe lande andrager dette beløb i gennemsnit 31,8 pct. af BNP. For Danmarks vedkommende var udgiftstrykket 59,3 pct., mens den del, der indbetales og tilbagebetales, var 31,3 pct. Tanzi og Schuknecht argumenterer således, at man i Danmark reelt ville kunne halvere de offentlige udgifters omfang – sænke dem til 28 pct. af BNP – uden at det i virkeligheden betyder andet end, at folk får lov til at slippe for at betale de skatter, som de alligevel efterfølgende får tilbage i form af overførsler. At det forholder sig sådan, burde få de fleste rationelle mennesker til at spørge sig selv, om der er noget ravruskende galt med den måde, man har indrettet samfundet på. Så er spørgsmålet bare, hvad ham, der går og samler pengene ind, og som bestemmer, hvem der skal være så heldig at få puljen smidt i skødet, synes?

Netavisen 180 grader er endnu uden borgerlige nyheder, men der har været en del medieomtale af projektet. Hjemmesiden www.180grader.dk har fortløbende opsamlet presseklippene, og det kan klart anbefales. Se eksempel redaktør Ole Birk Olesens deltagelse i mediemagasinet Pressemøde på TV2 News – Lav kvalitet (streaming) eller Høj kvalitet (download 150 mb).

Ole Birk Olesen, tidligere journalist på Berlingske Tidende, nu redaktør for den kommende netavis 180grader, var gæst i dagens P1 debat under overskriften Mangler vi borgerlige aviser?. Hans modpart i debatten (foruden den socialdemokratiske vært Søren Lippert), var Informations chefredaktør Bent Winther, der erkendte at journalister var mere røde end de fleste, men mente det grundet deres professionalisme absolut ikke havde betydning for det endelig produkt.

Den lå med andre ord lige til højrebenet.

Ole Birk Olesen: Hvordan skulle du, da du var på Berlingske Tidende vide hvad der rørte sig hos læserne, når du ikke delte deres synspunkter, måske ikke engang omgås folk som dem. Er der nogle selvstændige erhvervsdrivende i din omgangskreds for eksempel?

Bent Winther: Til det spørgsmål om Berlingske Tidende – så er det jo udtryk for at journalister har en sådan professionalisme, og at man sagtens, når man går ind i et job, kan gøre det ud fra et professionelt synspunkt om at, vi vil lave noget gedigen god journalistik, og vi i virkeligheden arbejder for at få de gode historier, de rigtige historier frem. Søger sandheden og så videre.

Ole Birk Olesen: Findes der da en objektiv sandhed om hvad den gode historie er?

Bent Winther: Nej, det gør der ikke.

Ole Birk Olesen: - Det afhænger af øjet der ser. Og det jeg bare ikke kan forstå. Fornyligt blev det problematiseret, at journalister tjente flere penge end befolkningen som helhed. Der var sådan en afstand mellem journalisterne og den befolkning som de skulle skrive om og til – hævdede man. Er det så ikke et problem at journalisterne på aviserne ikke har samme holdninger, som de læsere de skriver til. Er det ikke et problem? Har de ikke problemer med at sætte sig ind i den dagligdag, de værdier og det som læserne synes er vigtigt. Når de overhovedet ikke deler deres synspunkter.

Bent Winther: Jov, det kan det da godt – jeg vil godt give dig ret et stykke af vejen, at man selvfølgelig skal have en vis føling med hvad der foregår i samfundet, det er jo det man som journalist er ansat til og også uddannet til. At man kan sætte sig ind i andre menneskers liv og deres opfattelse af det ene og andet, men jeg mener ikke det har noget at gøre med hvad du stemmer til Folketinget. Selvfølgelig kan man sige, at det at man er socialdemokrat har en vis indvirkning på om man synes det ene er mere interessant end det andet, men når det kommer til det at skrive artikler, vinkle artikler og prioritere og så videre, så ligger langt de fleste, som jeg sagde før, de bedste af journalisterne – så ligger de deres holdninger til side.

Søren Lippert: Godt, så afbryder jeg lige. Det skal være meget kort Ole Birk.

Ole Birk Olesen: Ville Information være den samme avis, hvis 74 pct. af journalisterne på Information stemte på VKO?

Bent Winther: Der er selvfølgelig en tendens til at man, at journalister også søger hen mod nogle aviser hvor de måske også kan sympatisere lidt med hvad der står på lederpladsen og så videre og så videre.

Ole Birk Olesen: Ville du kunne producere den avis der er venstreorienteret, hvis dine journalister var borgerlige?

Bent Winther: Ja, jeg mener ikke Information er specielt venstreorienteret.

Søren Lippert: Så fik vi den. Så lad os gå videre til anden runde, og spørge hvorvidt det er journalisterne der gør aviserne borgerlige – jeg vil godt gå lidt mere i dybden med det du sagde Ole Birk. Din påstand er nemlig det, at du siger, at danske journalister over en bred kam personligt stemmer på andre partier end de borgerlige. Så derfor er de historier de skriver, også – hvad hedder det, ikke-borgerlige. Du har selv været journalist på en borgerlig avis – på Berlingeren i fem år. Hvordan kom det til udtryk at du er liberalist – ultra-liberalist, ond ultra-liberalist – hvordan kom det til udtryk i spalterne, at du er sådan en.

Ole Birk Olesen: Jeg interesserede mig da for andre ting end andre journalister gjorde. Jeg interesserede mig da for at nedsætte skatterne i Danmark. Jeg stillede engang imellem nogle spørgsmål til regeringen om det.

Søren Lippert: – og hvilke kilder valgte du som en Politiken eller en Information-journalist ikke ville have valgt?

Ole Birk Olesen: Jamen, jeg ringede måske mere til økonomer for eksempel, end Politiken eller Information-journalister. For eksempel var der en dag hvor det kom frem at den økonomiske ulighed var steget under den borgerlige regering med et marginalt lille pct. Jamen, så ringede jeg til Torben Andersen – og hørte, tidligere overvismand – er den økonomiske ulighed egentligt steget nok, når der stadig er så lille forskel på hvor meget man har til overs til sig selv, om man er i arbejde eller man ikke er i arbejde. Det mente han sådan set ikke. Men det er første gang jeg har set den vinkel i nogen dansk avis. Når de der tal kommer ud, om at den økonomiske ulighed er steget, så hører vi over en bred kam, alle journalister på alle aviser ringe til folk i Socialforskningsinstituttet eller til CASA, Center for Alternativ SamfundsAnalyse – eller Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som kan fortælle, at det er et frygteligt problem for det danske samfund. Næh – det er ikke et problem. Det er faktisk et gode, hvis den økonomiske ulighed mellem dem der er i arbejde og dem der ikke er i arbejde stiger.

Søren Lippert: – Og den historie ville du ikke have bragt Bent Winther, fordi du er venstreorienteret, eller repræsenterer en venstreorienteret avis, og det er en borgerlig journalist du står ved siden af.

Bent Winther: Jeg synes vi er lige hvor Ole Birks kortslutning er. At fremlægge nogle tal der viser at uligheden er stigende, er sådan set en meget faktuel historie, og det kan du gå ind og måle, og der findes økonomiske måleredskaber der kan vise det. Der hvor man kan sige – er det så godt eller skidt, det er så et politisk spørgsmål. Det er sådan noget du kan tage stilling til på lederplads, eller du kan ringe til nogle forskellige partier om de mener det, men nu er det bare sådan at hvis du tager det brede spektrum af folketingets partier, så mener de at stigende ulighed, selv Venstre mener at stigende ulighed er et problem. Så derfor er det svært at få den der konflikt over det. At du så finder en økonom et eller andet sted, som siger hvis vi havde større ulighed, så ville der komme flere fra bunden af arbejdsmarkedet ind i job, det er da klart nok, men det er der altså bare ikke politisk opbakning til.

Søren Lippert: Ok, Ole Birk, nu vil jeg godt. En ting er journalisterne [afbrydes]

Ole Birk Olesen: - Og derfor skal man ikke skrive om det? Der er heller ikke politisk opbakning til at ændre udlændingeloven, men det skriver man da om alligevel.

Bent Winther: Jov, du kan da sagtens skrive nogle debatindlæg om at du synes der skal være større ulighed, men… [afbrydes]

Ole Birk Olesen: Skal man ikke skrive om ting der ikke er politisk opbakning til?

Bent Winther: Jov, det gør vi da.

Ole Birk Olesen: Hvad er det så for noget sludder?

Bent Winther: Hva hva hvad er det du forlanger – at du gerne vil have?

Ole Birk Olesen: Det er dig der forlanger at der skal være politisk opbakning til tingene før man skrivger om det.

Bent Winther: - Når du skriver en historie, så skal der som regel være nogen der repræsenterer de forskellige synspunkter.

Ole Birk Olesen: Det er der da også?

Bent Winther: Hvem er det?

Ole Birk Olesen: I det her tilfælde var det Torben Andersen.

Bent Winther: Jamen han er jo økonom, han er jo ikke politiker..

Ole Birk Olesen: Han kan vel være ligeså god som en politiker – eller en økonom fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd som I bruger.

Bent Winther: Jamen, vi bruger ikke økonomer til at udbrede politiske holdninger.

Ole Birk Olesen: Det gør i da!

PS: Igår aftes kunne man i en Irak-’høring’ på DR2 høre SF’s Villy Søvndal fortælle at Irak-krigen havde kostet 600.000 irakere livet. I dagens Nyhedsavisen postulerer Fathi El-Abed i et læserbrev ligeledes, at der er “mere end 600.000 dræbte”. Hvorfor sætter en af de helt vildt mange borgerlige aviser ikke en journalist til at gå tallene efter…

Fra seneste nummer af Weekendavisen. Lidt fra en skarp kommentar af Ole Birk Olesen – Pressen ser rødt.

“»Hovedvægten af danske journalister ligger til venstre for befolkningen, og det gælder alle aviser i Danmark. Det er en helt generel udfordring.«

Hvem sagde det for et par år siden? Brian Mikkelsen? Søren Krarup? Djengis Khan? Nej, det var såmænd Arne Ullum, chefredaktør på B.T. Den pæne mand.

Hvis Arne Ullum har ret – og det vil jeg senere argumentere for, at han har – så er »den borgerlige presse« en illusion i Danmark. Så har vi ingen borgerlige aviser, for man kan ikke producere en borgerlig avis uden et dominerende antal borgerlige journalister på avisen.

Pointen kan lettest illustreres med et omvendt tankeeksperiment: hvis størstedelen af Politikens journalister en dag blev skiftet ud med lutter liberalister og konservative, så ville Politiken naturligvis heller ikke være den centrum-venstre-avis, vi kender. For en avis kan ikke laves hen over hovedet på de journalister, som skriver den. Avisen er helt afhængig af de ideer, som journalisterne selvstændigt får, og de historier som journalisterne på egen hånd graver frem. Selv hvis man havde ambitioner om det, så er det ikke muligt at styre en avis fra toppen på samme måde, som man kan styre en margarinefabrik. En avis er i meget højere grad et produkt af den indsats, som ydes af individuelle medarbejdere.

Derfor er det heller ikke ligegyldigt, hvad journalisterne på en avis mener om samfundets indretning. Journalister er blot mennesker, og derfor er de som alle andre begrænsede i deres udsyn af deres helt subjektive verdensanskuelser. Det kan slet ikke være anderledes, for der findes i journalistik ingen objektive kriterier for, hvilke begivenheder i Danmark og verden, man skal prioritere højt, ingen facitliste der kan fortælle, om en artikel skal vinkles til fordel for det ene eller det andet synspunkt og intet opslagsværk med værdineutral vejledning i, om ekspert Hansen eller ekspert Jensen er den bedste til at repræsentere »sagkundskabens« udlægning af en sag.

Journalister har ikke andre pejlemærker end deres egne mavefornemmelser, og her har Arne Ullum helt ret – de er i overvældende grad ikke borgerlige.

[...]

Kvalifikationer er naturligvis vigtige, når journalister skal bevæge sig ud i samfundet og grave historier op, men hvis man har ambitioner om at udgive en avis, der anskuer verden med et borgerligt udgangspunkt, så er det nøjagtig lige så vigtigt, at journalisterne graver de steder, hvor borgerlige synes, at der trænger til at blive gravet…

Hvorfor har ingen »borgerlig avis« taget ordentlig fat i vor tids største sociale problem? Nemlig, at hver fjerde dansker i den arbejdsdygtige alder ikke har noget arbejde, men henslæber sine dage i lediggang med dertil hørende risiko for at blive f.eks. kriminel, misbruger og kulturelt helt ude af trit med det omgivende samfund.

Spørg enhver anerkendt økonom, og han vil svare, at problemet med de mange på passiv forsørgelse er opstået, fordi overførselsindkomsterne er blevet flere og højere siden 60erne. Det burde være en klokkeklar opgave for de aviser, der kalder sig borgerlige at bore i det forhold, men det sker ikke. Er det ikke et tegn på, at vi reelt ikke har nogen borgerlige aviser?

Hvorfor bringer ingen »borgerlig avis« tilbagevendende historier om, at Danmark går glip af et enormt vækstpotentiale, fordi vores offentlige sektor er for stor og vores skatter for høje? Før velfærdsstatens konsolidering havde Danmark økonomiske vækstrater på fire procent årligt, men efter velfærdsstaten er de kun på to procent, og fra 2008 til 2012 vil den økonomiske vækst i Danmark være på sølle én procent, hvilket er det laveste niveau i alle 30 OECD-medlemslande. I 1960 – før velfærdsstaten – var danskerne rigere end f.eks. canadierne, australierne, irerne og folk fra Singapore. I dag – efter velfærdsstaten – er vi fattigere. Hvis vi havde borgerlige aviser i Danmark, ville de så ikke som det mest naturlige i verden problematisere det dag ud og dag ind?

Hvis vi havde borgerlige aviser i Danmark ville de så bruge samme sprog som de venstreorienterede? Ville de have kaldt voldsfantasterne fra det såkaldte »Ungdomshus« på Jagtvej 69, der for en måned siden hærgede Nørrebro, »de unge« eller »brugerne af Jagtvej 69«, sådan som alle aviserne faktisk gjorde? Nej, de ville selvfølgelig have brugt en mere præcis betegnelse som f.eks. »unge fra den ekstremistiske venstrefløj«. Hvorfor skulle borgerlige aviser dog have en interesse i at fremstille et problem med nogle yderligtgående autonome, som om det var et generelt ungdomsproblem? Det ville være helt utænkeligt.

Ville borgerlige aviser, hvis de fandtes, i højere grad stemple borgerlige holdninger som ekstremistiske, end de ville gøre det med venstreorienterede holdninger? Naturligvis ikke, men for et par somre siden dokumenterede en gennemtrevling af artikeldatabasen Infomedia, at det faktisk er, hvad alle aviser i Danmark gør – også de såkaldt borgerlige.

Der skrives i de danske aviser tre gange så meget om super-, ultra-, hyper-, ærke- eller betonliberale, end der skrives om tilsvarende ekstreme socialister. Også konservative bliver oftere omtalt som ekstreme, end socialister gør, og der skrives 14 gange mere om »højreekstreme« end om »venstreekstreme«.

Ekstremisme i politiske anskuelser er ifølge journalister på både Jyllands-Posten, Berlingske Tidende og B.T. et udpræget højrefløjsfænomen og er bl.a. blevet knyttet sammen med den »ærkekonservative« Lars Barfoed og den »superliberale« Søren Pind, mens en person som Enhedslistens Pernille Rosenkrantz-Theil aldrig er blev kaldt »ultrasocialist«. Det er vel pga. dygtigt politiarbejde, at det endnu ikke er lykkedes Pind og Barfoed at lukke deres venner ind på Christiansborg, så de kunne overhælde Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal med maling!

Summa summarum: Hvis den ikke går som en borgerlig presse og ikke lyder som en borgerlig presse, så er det ikke en borgerlig presse.

Jeg har haft emnet på min huskeliste i en uges tid, men Kasper Støvring siger vist det der skulle siges.

Religiøse hensyn virker modsat hensigten
Århus og Københavns Kommune har fremsat en række forslag, der skal skabe retningslinjer for større hensyntagen til religion – særligt islam – i skoler, daginstitutioner og på arbejdspladser. Det erklærede formål er at respektere religiøs mangfoldighed, der ses som forudsætning for bedre integration.

Men forslagene til en så gennemgribende politik vil højst sandsynligt virke stik modsat. For der vil vise sig en lang række negative konsekvenser, der hverken var forudsete eller tilsigtede. Akkurat som det er sket i de seneste 20-30 års integrationspolitik, der ikke mindst er slået fejl, fordi der blandt politikere findes en udbredt tro på, at de ved at intervenere i samfundet kan løse de fleste problemer.

Grunden til, at de ofte fejler, er, at de ser bort fra menneskets grundlæggende ufuldkommenhed. Ikke mindst deres egen. De udtænker en masse idealistiske teorier om samfundsforbedring, som de ønsker at praktisere gennem deres politiske ingeniørarbejde. Men ethvert ideal, det gælder også idealet om »kulturel sameksistens«, vil altid være behæftet med fejl. Det viser sig, når det anvendes på den konkrete, komplekse virkelighed. Der viser sig ofte uforudsete negative konsekvenser af selv den mest gennemtænkte planlægning, og selv de bedste intentioner kan føre til de værste forhold. Det bedste er som bekendt det godes værste fjende.

Store dele af den hidtil førte integrationspolitik og de aktuelle forslag synes at bekræfte den pessimistiske antagelse, at målbevidst politisk handlen har fået, og meget vel vil få, uforudsete negative konsekvenser. Der er i hvert fald tre varianter af dette aspekt.

Den første angår det forhold, at politiske initiativer, hvis mål er at forbedre en tilstand, fører til en forværring af det, man ønskede at forbedre. For eksempel vil støtte til kulturelle minoriteter ikke integrere indvandrerne, men derimod fastholde dem i parallelsamfund og dermed marginalisere dem endnu mere. En sådan støtte kan ifølge de aktuelle forslag bestå i at fritage muslimske børn fra skolegang under særlige helligdage og give muslimske medarbejdere på virksomheder ret til at tage fri om fredagen. I forvejen gives der religiøs særbehandling i form af hensyntagen til madvaner, påklædning, badeforhold og omgangstone, ligesom der gives støtte til koranskoler og modersmålsundervisning.

Pointen er, at politikerne gennem deres støtteordninger og regler for særlige hensyn ikke forbedrer, men forværrer integrationen. Fredagsbøn vil kunne bruges som grund til ikke at gå på arbejde eller komme i skole. Ligesom muslimer vil kunne afvise at stå til rådighed for arbejdsmarkedet under henvisning til religiøse leveregler. Parallelsamfundet vil således blive konsolideret. Og hvis man får det meste af sin opdragelse og viden i koranskolen, moskeen eller fra Al-Jazeera, hvordan undgår man da at få et fjendtligt forhold til det omgivende samfund?

Den anden variant siger simpelt hen, at det er forgæves gennem politiske initiativer at forandre det, der anses som uønskede tilstande. Et eksempel er det mislykkede forsøg på at skabe en forfatningspatriotisme, der skal forene borgerne i bekendelsen til demokratiets abstrakte principper. For i »det multikulturelle samfund« er vi ikke fælles om en national kultur, messer politikerne, men derimod om landets forfatning. Men den nationale identitet er så levende som aldrig før, og de anti-demokratiske elementer i islam bliver ikke forkastet af yngre generationer af muslimer.

Endelig angår den tredje variant det forhold, at prisen for at forandre er for høj, eftersom vundne goder risikerer at gå tabt. For eksempel beror tillid blandt mennesker, også kaldet social kapital, på kulturel homogenitet og et levende civilt samfund. Tillidssamfundet Danmark er et resultat af en lang historisk udvikling, hvor borgerne har gjort fælles erfaringer gennem utvunget samarbejde. Den multikulturelle politik, der ovenfra med faste regler og gennem særbehandling vil forbedre integrationen, fører derimod til mistillid. Og når først den sociale kapital er gået tabt, vil den være meget svær at genopbygge. Så vil det ikke kun gå ud over indvandrerne. Også danskerne vil føle de negative konsekvenser.

Vi vil få et endnu mere opsplittet samfund, præget af voldsomme konfrontationer. Islamismen vil gradvis overtage daginstitutioner, skoler og arbejdspladser, og de moderate muslimer, der ønsker reel integration, vil blive ladt i stikken. Goder, der har taget os flere hundrede år at tilkæmpe, såsom ytringsfrihed, vil vi miste, og i stedet vil lovreligion vinde indpas. Kan man helt afvise dette perspektiv?

Det skadelige ved det målrettede politiske ingeniørarbejde er, at det underminerer de civile institutioner, der ikke beror på kontraktlige aftaler, offentlige velfærdsordninger og nedskrevne regler. En måde at inddæmme de negative konsekvenser af integrationspolitikken er netop at give mere plads til det civile samfund. Altså den uformelle borgerlige kultur, der rummer en værdifuld oparbejdet viden og beholdninger af positiv social kapital. Det er bl.a. det frivillige foreningsliv.

Men også arbejdsgiverne må sikres selvbestemmelse i forhold til regler for påklædning, fridage og bederum på den private arbejdsplads. At dét faktisk har en positiv effekt på integrationen, er ikke blot en politisk teori, men en praktisk erfaring.

Fra dagens Jyllandsposten. Hans Hauge i kroniklængde om politik og forskning. Det er svært for mig at klippe i den, så her er det meste fra Videnskab og politik på kongevejen.

“Hvad mon Den Kolde Krigs ideologi gik ud på i 1972? Ideologi betød dengang: falsk bevidsthed. Denne ideologi kunne da kun være, at NATOs forsvar af Vesten mod kommunismen var en falsk ideologi.

Hvem var dengang ideologisk bevidstløse? Grodal var det ikke. Det var man ikke, hvis man var imod NATO. Grodal påviste, at romanen havde bidraget til, at Danmark kom med i NATO og til at nedkule samfundskritik. Har nu et sådan stykke litteraturvidenskab på nogen måde skadet Grodals universitetskarriere? Nej, tværtimod har den været med til at bane vejen for ham. Han var nemlig ideologikritisk, og en sådan kritik var videnskabelig og ikke ideologisk. At skrive sådan var ganske enkelt en stillingsansøgning. For når de ideologisk bevidstløse professorer var væk, var pladsen åben for de videnskabelige som Grodal. Sammenblandede han videnskab og politik? Nej slet ikke. Han er jo en god socialdemokrat.

I samme nummer af Poetik finder vi en anden artikel af litteraten Peter Madsen, der nu er professor i Litteraturvidenskab ved Københavns Universitet. Han kritiserede først en skolebog, fordi den var ideologisk. Det var den, fordi den var individcentreret, og det var falsk ideologi. Dermed var historiebogen en slags fiktion, fortsatte han… Så følger en lang udredning af Marx analyse af kapitalismen, og han slutter med, at det ikke er individer, der styrer historien. Har nu dette skrift forsinket Peter Madsens karriere? Nej, kort efter blev han ansat som professor på baggrund af en magisterafhandling Semiotik og dialektik (1971). Senere skrev han et videnskabeligt værk, der hed Demokratisk socialisme. Sammenblanding af videnskab og politik? Nej slet ikke.

Den nyudnævnte rektor for biblioteksskolen, professor Lars Qvortrup, indledte sin karriere ved i 1977 at skrive bogen Danmarks Radio og arbejdskampen: En analyse af DRs behandling af benzinkonflikten i november 1976. Jeg ved, at det ganske enkelt er upassende, ja, nærmest uredeligt overhovedet at nævne denne bog. Jeg vil helt afstå fra at citere fra dette videnskabelige værk, for selvom jeg har ytringsfrihed skal den bruges med omtanke. Lars Qvortrup, der er magister i Nordisk sprog og litteratur, var dengang ansat på Odense Universitet, hvor han engagerede sig stærkt i politisk arbejde. Bogen skulle hjælpe socialistiske medarbejderne på DR, så radioens venstreorienterede image kunne styrkes, for kun derved ville DR blive troværdig. Og det hjalp jo.… Bogen var et stykke videnskabeligt arbejde udført af den unge adjunkt ved Rasmus Rask Instituttet for lingvistik. Det var på grundlag af den slags, at han blev ansat, og han har som klummeskribent ved Information fortsat med at kritisere det borgerlige Danmark. Sammenblander han videnskab og politik? Nej, slet ikke.

En anden magister i Nordisk sprog og litteratur, Frands Mortensen, der er professor ved Aarhus Universitet i medievidenskab, grundlagde sin karriere ved at skrive: Kommunikationskritisk analyse af 22-radioavisen (1972).

Heri skriver han, at videnskaben ikke kan være neutral, fordi der er så store modsætninger i det danske samfund, men han erkendte også, at han, fordi han selv tilhørte borgerskabet, kun kunne skrive borgerlig videnskab. Denne form for videnskabelighed var han blevet indoktrineret med på universitetet i otte år. Men målet med bogen var politisk. Radioavisens borgerlige verdensbillede skulle ændres til et socialistisk.

Bogen skulle ikke kun informere, men påvirke. Og det har Mortensen gjort lige siden. Har denne bog skadet hans karriere? Nej, slet ikke. Blander han videnskab og politik? Nej, slet ikke. Og hans påvirkning af DR må have virket. For hvor han dengang angreb DR, fordi den var borgerlig, forsvarer han nu DR. Hvorfor mon?

Mit sidste eksempel er forfattet af den nyudnævnte prorektor ved RUC, Henning Salling Olesen.

Hans karriere blev grundlagt med udgivelsen af Litteraturvidenskabens politik. Selve titlen viser så forbilledligt, hvordan videnskab og politik er det samme, hvis og kun hvis man er borgerlig. Prorektoren skrev i 1973, at litteraturformidlingen medvirker til det borgerlige samfunds ideologiske reproduktion. Han skrev også om, hvordan universitetet skulle bidrage til at klarlægge forudsætningerne for og katalysere bevidsthedsarbejdernes deltagelse i arbejderklassens frigørelsesproces.

Har dette bizarre synspunkt hindret Olesen i at stige i graderne? Nej slet ikke.… Man kunne finde et utal eksempler på samme form for sammenblanding af ideologi og videnskabelighed, og pointen er, at disse artikler gjorde, at forfatterne kunne få stillinger på danske universiteter, og der sidder de den dag i dag på magten. Det har været kongevejen til stillinger at skrive anti-kapitalistiske skrifter. Sådan er det endnu på de fleste institutter; det har den nye universitetsreform ikke ændret det mindste ved. Nu er marxismen blot skjult som pro-islamisme og multikulturalisme.

Nu kunne man tro, at der var tale om ungdomsværker, og at alle disse professorer, der alle kæmpede mod professorerne og systemet, var kommet på bedre tanker. Men det er der intet, der tyder på. De har fortsat deres kamp mod de reaktionære.

Når der er så megen virak om Bent Jensen, skyldes det, at han er så atypisk. Der er stort set ikke andre af slagsen. Forskellen mellem de nævnte professorer og Bent Jensen er ene og alene den, at Bent Jensen er borgerlig eller højreorienteret, mens de selv og flertallet af humanister er det modsatte. Det er kun højreorienterede, der sammenblander politik eller ideologi og videnskab, mens de venstreorienterede ikke gør det, for deres forskning er objektiv eller tilstræber at være det.

Bent Jensen følger derfor ikke reglerne, for det gør kun marxisterne. I Information skrev endnu en professor (emeritus), Curt Sørensen, om disse normer og regler. Curt Sørensen er selv marxist og er derfor pr. definition upolitisk.

Her er en af hans regler, som han anklager Bent Jensen for ikke at følge: Man må ikke sammenblande videnskabelige påstande og politisk-ideologiske påstande.

Curt Sørensen fortsætter så med at påstå, at han kan dokumentere, at Bent Jensen overtræder ikke kun denne norm, som jeg lige har citeret, men også fire andre, som Curt Sørensen nævner.

Det helt absurde i denne historie er, at netop de nævnte professorer kom til tops ved at erklære modstandernes videnskab for borgerlig og kapitalistisk. De troede ikke på fri forskning og slet ikke på værdifri. Objektivitet var en borgerlig ideologisk størrelse. Alt det glemte de, da de selv sad i professorstolene og begyndte at modtage forskningsmidler.”

Det er ikke meget der er skrevet om den danske forskerstands politiske holdninger, og det bedste er uden tvivl Heine Andersens Politiske holdninger og faglige overbevisninger blandt samfundsforskere i Danmark, trykt i tidsskriftet Dansk Sociologi (1998, nr. 3).

Jeg har gransket artiklen, der med udgangspunkt i en undersøgelse af 788 danske forskere fremlægger statistisk materiale til belysning af det han kalder “forholdet mellem videnskab, ideologi, politik og moral”.

De nærmere detaljer vedrørende undersøgelsen er interesssante nok, men for mit vedkommende er det først og fremmest det statistiske materiale vedrørende samfundsforskernes politiske observans der har interesse, og Tabel 1 er formentligt det nærmeste man kommer en akademisk pendant til Hovdabrekka-undersøgelsen.

Ud af de 618 samfundsforskere der er tilbage når datalogi og naturvidenskab/medicin er fratrukket, stemte hele 64 pct. på et parti der ved valget i 1994 var med til at give en SR-regering. Blot 18 pct. stemte på et parti til der støttede VK-alternativet.

Jeg regner Det Radikale Venstre og Centrumdemokraterne med til SR-alternativet. Førstnævnte gik til valg på fornyet mandat til Nyrup-regeringen, og sidstnævnte tilhørte allerede dengang den yderste venstefløj rent værdipolitisk. Den senere udvikling i dansk politik har blot forstærket polariseringen rent værdipolitisk.

Hvis man fratrækker de forskere der ikke svarede på spørgsmålet (5 pct.), dem der ikke stemte ved 1994-valget (10 pct.), samt dem der stemte på ikke-navngivne partier, så er billedet endnu mere markant. Hele 78 pct. stemte så for en SR-regering, og blot 22 pct. for VK-alternativet.

Tager vi de enkelte fag, som Heine Andersen opridser i Tabel 2, så udstilles venstredrejningen, ikke mindst værdipolitisk i fag som Politologi, Sociologi, Antropologi og Udviklingsforskning (‘Andet fag’), samt i den gruppe af forskere der definerer sig selv som tværfaglige.

Politologi – 77 pct. for en SR-regering. Blot 7 pct. for VK [Korrigeret: 91,7 mod 8,3].
Sociologi – 86 pct. for en SR-regering, blot 3 pct. for VK [Korrigeret: 96,6 mod 3,4].
Andet fag – 64 pct. for en SR-regering, blot 10 pct. for VK [Korrigeret: 86,5 mod 13,5].
Tværfag – 70 pct. for en SR-regering, blot 9 pct. for VK [Korrigeret: 88,6 mod 11,4].

Omvendt er forskere indenfor Erhvervsøkonomi, Jura og Nationaløkonomi højredrejet hvis man anskuer det strengt økonomisk (og medtager De Radikale og Centrumdemokraterne). Det er dog kun markant indenfor erhvervsøkonomien.

Erhvervsøkonomi – 63 pct. for VK-regering, blot 20 pct. for SR [Korrigeret: 75,9 mod 24,1].
Jura – 50 pct. for VK-regering, dog 38 pct. for SR [Korrigeret: 56,8 mod 43,2].
Nationaløkonomi – 50 pct. for VK-regering, dog 36 pct. for SR [Korrigeret: 58,1 mod 41,9].

Anskuer man højre-venstre-skalaen i værdipolitiske termer, så er der selv i de tre liberale fag flertal for SR-regeringen, centrumvenstre-alternativet.

Erhvervsøkonomi – 43 pct. for en SR-regering, dog 40 pct. for VK [Korrigeret: 51,8 mod 48,2].
Jura – 57 pct. for en SR-regering, dog 31 pct. for VK [Korrigeret: 64,8 mod 35,2].
Nationaløkonomi – 61 pct. for en SR-regering, blot 25 pct. for VK [Korrigeret: 70,9 mod 29,1].

Ovennævnte talmateriale indgår som tidligere nævnt, blot som et delaspekt i Heine Andersens undersøgelse, der blandt andet konkluderer at…

- Forskernes politiske holdninger fint svarer til deres øvrige holdninger ift. individ og samfund
- Venstrefløjen ikke tror på ‘sikker viden’, og lægger vægt på forståelse og samfundskritik
- Højrefløjen er mere til naturvidenskab, mere tror på ‘sikker viden’ og det mulige i at forudsige

Heine Andersen understreger afslutningsvis, at forskernes politiske sympatier ikke i sig selv er et problem, hvis blot de er opmærksom på deres dobbelte rolle, så analyserne ikke kommer til at fungere som det han kalder “politisk ideologi eller normativ morallære i forklædning”. Resultaterne understreger således behovet for “selvkritisk refleksionsberedskab”, og nødvendigheden af “alternative metodologiske og teoretiske grundpositioner”, og derfor opfordrer han mere overordnet til at ‘forskerrekruttering’ og ‘fordeling af forskningsressourcer’ sker med hensyntagen til nødvendigheden af ‘paradigme-pluralisme’.

Den danske islamforskning må være skrækeksemplet. ‘Alternative metodologiske og teoretiske grundpositioner’ betragtes slet og ret som essentialisme (/racisme), ‘paradigme-pluralisme’ er derfor en umulighed, og ‘selvkritisk refleksionsberedskab’ så godt som ikke-eksisterende. De bedst kendte forskere herhjemme – Jørgen Bæk Simonsen og Tim Jensen, er begge leveringsdygtige i analyser der reelt er ‘normativ morallære i forklædning’. Meget sigende har det desuden været nødvendigt at oprette en nyt forskningscenter for at få ‘paradigme-pluralisme’. Ansvaret for ‘fordeling af forskerressourcer’ måtte simpelthen væk fra det etablerede system.

Selvom artiklen i sit udgangspunkt er politisk ukorrekt, så kan man ikke sige Heine Andersen er konfrontatorisk, men trods den fuldfede akademiske indpakning, så står de væsentligste pointer dog lysende klar mellem linierne.

Det vil blive for omfattende at præsentere samtlige aspekter af de 20 tætpakkede sider, men for god ordens skyld har jeg valgt at transkribere enkelte afsnit, så det skulle være muligt at danne sig et et lille indtryk af undersøgelsen udover det rent partipolitiske.

“Samfundsvidenskaberne institutionalisering var et projekt om videnskabeliggørelse, og hermed fulgte værdifrihedskravet og scientismen, der indebar en forestilling om, at samfundsvidenskaber ligesom andre videnskaber skulle være værdifri og neutrale i forhold til politiske og moralske standpunkter. Spor i faglige resultater og teorier fra politiske og moralske standpunkter blev betragtet som tegn på fejl, der skulle elimineres gennem overholdelse af metodologiske regler for testning og intersubjekiv kontrol af resultater og teorier.” (s. 2, 56)

“Jeg vil forsøge at besvare spørgsmålet, om der er sammenhænge mellem forskeres politiske holdninger og deres faglige synspunkter. Undersøgelsens hovedemne har været kvalitetsspørgsmål i samfundsforskningen, og et aspekt heraf – omend kun et biaspekt i hele undersøgelsen – er faglige begrebers og vurderingers eventuelle sammenhæng med politiske holdninger.“ (s. 2, 56)

“Som nævnt stammer datamaterialet fra en interviewundersøgelse blandt 788 danske forskere, der blev gennemført i perioden november 1995 – april 1996. Interviewingen foregik ud fra et struktureret spørgeskema, og blev foretaget af Socialforskningsinstituttet. Svarpopulationen var et stratificeret udvalg blandt forskere fra samfundsvidenskab, datalogi og naturvidenskab/medicin (under et). Svarprocenten var 90%, således at der er besvarelser fra 618 forskere fra i princippet alle institutioner og institutter i Danmark med samfundsvidenskabelig forskning som en hovedopgave (ca. en tredjedel af alle samfundsforskere fra i alt 60 institutter) samt 83 fra datalogi og 87 fra naturvidenskab/medicin. I alt indgik forskere fra 84 institutter.

De spørgsmål, der anvenes i den foreliggende analyse, er af tre typer:

1. Forskernes partivalg ved folketingsvalget i 1994. Dette anvendes som indikator på politisk holdning…

2. Forskningsfag, idet forskerne blev spurgt om, under hvilket fag, de ville rubricere deres forskning.

3) Fagligt-kognitive overbevisninger. Forskerne blev spurgt om deres tilslutning eller ikke-tilslutning til en række elementære og ret basale påstande med relation til forskellige paradigmekomponenter. Jeg inddrog spørgsmål vedrørende tre aspekter heraf: 1) fundamentale antagelser om forskningsemnets natur og 2) grundlæggende erkendelsesmål og 3) syn på muligheden for erkendelsesfremskridt…” (s. 4f, 58f)

(s. 5, 59; Tabel 1)

“Resultaterne tyder altså på sammenhænge mellem den politiske venstre-højre-dimension og en række antagelser om individer og samfund, der har spillet en rolle i samfundsvidenskabernes historie, og de harmonerer ganske godt med, hvad man skulle forvente ud fra billeder af samfundsvidenskabelige paradigmers idehistoriske rødder.” (s. 7, 61; om 11 påstande vedrørende individ- og samfundsbillede – eks. ‘rationel egeninteresse’, ‘Ud fra individer’ og ‘Klassemodsætninger’)

“Den relativt høje tilslutning til venstrefløjspartierne svarer nogenlunde til den, vælgerundersøgelser har vist for højtuddannede i befolkningen i det hele taget (Borre og Goul Andersen 1997:176)… Også den store tilslutning til Det Radikale Venstre svarer til et kendt billede af dette parti som et parti for (bla.) intellektuelle og højtuddannede.

Socialistisk Folkeparti og – navnlig – Enhedslisten har større tilslutning i samfundsvidenskaber og datalogi end i naturvidenskab/medicin… Tendenserne svarer sikkert i hovedtræk til, hvad de fleste med bare noget kendskab til fagene ville forvente.“ (s. 5f, 59f)

“Fraværet af undersøgelser gør det svært at sige, i hvor høj grad det observerede mønster afspejler generelle… og stabile træk ved fagene… I grove træk er det dog sandsynligt, at fagenes relative placering på højre-venstre-skalaen med sociologer mest til venstre og erhvervsøkonomer mest til højre svarer til en ret lang historisk tradition… At billedet ikke virker overraskende betyder på den anden side ikke, at der på forhånd findes en god og udtømmende forklaring. Det gør der ikke, og det ligger også uden for denne artikels formål og rammer at udvikle sådanne.” (s. 6, 60)

(s. 6, 60; Tabel 2)

“Tallene viser dog også, at det især er venstrefløjen, der skiller sig ud ved at have en lavere grad af tiltro til de antagelser, der er udvalgt her.” (s. 8, 62; om tilslutning til påstande vedrørende individ- og samfundsbillede – model baseret på ‘Rationel egeninteresse’, ‘Ud fra individer’ og ‘Politikerne styrer udviklingen’)

“Der findes mig bekendt ikke grundige idehistoriske analyser af disse relationer, men emnet er i stærkt polemisk form behandlet i bogen Higher superstition af Paul R. Gross og Norman Levitt (1994). I deres “Crusade against muddleheadness” anvender de etiketten “det akademiske venstre” om en temmelig heterogen gruppe af videnskabskritiske strømninger, der har det til fælles, at de fremfører kritik mod det etablerede objektivistiske, universalistiske og rationalistiske syn på moderne (natur-) videnskab og de institutioner, der understøtter den. De mener selv, at det politiske venstre faktisk i stedet burde være naturlige venner af moderne videnskab og dens institutioner.“ (s. 10, 64; se foregående citat)

“Et aspekt af videnskabsidealer blev i undersøgelsen belyst ved, at forskerne blev bedt om at vurdere, hvor vigtige for deres egen forskning nogle angivne erkendelsesmål var. Der blev angivet i alt 11, hvoraf jeg her kun vil inddrage følgende 3…” (s. 12, 66)

(s. 12, 66; Tabel 5)

“Disse tre påstande er udvalgt, fordi de kan forbindes med forskellige videnskabsidealer i betydende samfundsvidenskabelige traditioner: c med et naturvidenskabeligt præget, emperisk-analytisk videnskabssyn, e ned et humanistisk-hermeneutisk og j med et kritisk-teoretisk videnskabssyn.” (s. 12, 66)

“Disse resultater tyder således på, at det traditionelle naturvidenskabelige ideal faktisk – i hvert fald blandt samfundsvidenskabelige forskere – har ringere tilslutning på den politiske venstrefløj end på højrefløjen, mens det omvendte gælder for de humanistisk og kritisk orienterede idealer…” (s. 13, 67)

“Et andet karakteristisk træk ved moderne videnskab har været et universalistisk, kumulativt og rationalistisk syn på videnskabelig erkendelse. I post-kuhnsk videnskabsteori er dette blevet trængt i defensiven fra flere sider, både af fallibilistiske, relativistiske, konstruktivistiske og af postmodernistiske positioner og strømninger, herunder dem som Gross og Levitt giver etiketten “det akademiske venstre”…” (s. 13, 67)

“Med hensyn til disse besvarelser, hvor der altså også indgik forskere fra naturvidenskabelige fag, viste der sig visse interessante interaktionseffekter, når man inddrager både fag og partivalg. Det viser sig nemlig, at samvariationen mellem partivalg og videnskabssyn gør sig gældende med væsentlig større styrke i sociologi, politologi, tværfag og til dels også i jura, end i de økonomiske fag, datalogi og naturvidenskab/medicin. (Der er også andre indikatorer, der tyder på, at forskere i økonomiske fag hælder mere til naturvidenskabelige videnskabsidealer end forskere i andre samfundsvidenskabelige fag gør).” (s. 15, 69)

“Sammenligningen af totaltallene for de tre faggrupper viser deres indenbyrdes rangorden med hensyn til tilslutning til et kumulativt, rationelt videnskabssyn; den svarer nok nogenlunde til, hvad folkloren vil vide… Figuren og tallene giver et ret klart indtryk af, at skepsis over for det traditionelle, kumulative og rationalistiske videnskabssyn faktisk er forbundet med en politisk venstrefløjsposition. Men de viser desuden, at denne forbindelse især findes blandt forskere inden for faggruppen “andet samfundsvidenskabeligt fag (altså jura, politologi, sociologi, tværfag, antropologi mv.). Når det gælder graden af tilslutning til den første påstand, om tiltro til fremskridt i sikker viden på eget forskningsområde skiller også venstrefløjen blandt økonomiske forskere sig signifikant ud fra de øvrige partigrupper.

Dette tyder altså på, at der faktisk er en sammenhæng mellem standpunkter af den type, som Gross og Levitt tillægger “det akademiske venstre” og venstreorientering i samfundspolitisk forstand.“ (s.17f, 71f)

“Resultaterne viser, at der faktisk er ret tydelige sammenhænge til stede mellem politiske holdninger hos samfundsvidenskabelige forskere og deres faglige overbevisninger. Konklusionen får støtte allerede fra de markante forskelle, der er mellem fagene med hensyn til forskernes partivalg. Den støttes yderligere gennem de påviste tydelige sammenhænge mellem partivalg og faglige overbevisninger vedrørende basale antagelser om individ og samfund og videnskabssyn. Stærkest er disse, når det handler om elementer i grundlæggende menneske- og samfundsbillede.

Også når det angår udvalgte aspekter af forskernes videnskabssyn, fremtræder der imidlertid tydelige forskelle mellem partigrupper. Det gælder med hensyn til vurderingen af vigtigheden af forskellige erkendelsesmål… ” (s. 18, 72; fra Sammenfatningen og afsluttende bemærkninger)

“For at forebygge misforståelser vil jeg afslutningsvis påpege to ting.

For det første, at resultaterne i sig selv ikke implicerer noget som helst i retning af erkendelsesteoretisk relativisme, fx af den type, der optræder i den socialkonstruktivistiske strømning i nutidig videnskabssociologi. Forbindelser mellem kognitive overbevisninger og politiske holdninger viser i sig selv ikke noget om sandhedsværdien af førstnævnte.

For det andet skal tilstedeværelsen af sådanne forbindelser heller ikke i sig selv tages som tegn på fejl eller mangler i samfundsvidenskaberne, der skal søges elimineret. Eftersom samfundsvidenskaber altid må optræde i en dobbeltrolle som iagttagere af og deltagere i deres studiefelt, vil deres begreber og resultater være indlejret i sprog og livsverden i de samfund, de studerer, og her indgå i kollektive refleksionsprocesser. Fejlagtigt bliver det først. hvis det medfører, at samfundsvidenskabelige teorier og analyser kommer til at fungere som politisk ideologi eller normativ morallære i forklædning, og den risiko er iøvrigt antageligt større, jo højere grad af enighed, der er blandt forskere (jf. Andersen 1993 og Andersen 1995).

En vigtig metodologisk pointe kan uddrages, og den skal nok også udstrækkes til nogle basale forskningspolitiske retningslinier. Når det er sådan, at faglige overbevisninger i vid udstrækning ser ud til at hænge sammen med politiske holdninger, må dette begrunde et metodologisk princip om størst mulig intellektuel åbenhed og selvkritisk refleksionsberedskab. I praksis vil dette kræve indsigt i de forskellige metodologiske og teoretiske grundpositioner, herunder i deres idehistoriske baggrund og koblinger til politiske og moralfilosofiske ideer.

Det vil endvidere stille krav om oprigtig beredvillighed til at lade konkrete resultater undergå kritisk vurdering ud fra sådanne alternative metodologiske og teoretiske grundpositioner. Dette kan bedst ske, hvis sådanne konkurrerende positioner kan udfolde sig ligeværdigt, hvilket kan begrunde forskningspolitiske og uddannelsespolitiske principper om at tage hensyn til paradigme-pluralisme i uddannelsesplanlægning, forskerrekruttering og ved fordel af forskningsressourcer.

Endelig må det medføre et krav om størst mulig åbenhed i forhold til offentlighed og brugere af forskningens resultater med hensyn til at give indsigt i aspekter af faglige uenigheder.” (s. 18f, 72f; fra Sammenfatningen og afsluttende bemærkninger)

Andersen, Heine: Politiske holdninger og faglige overbevisninger blandt samfundsforskere i Danmark. I: Dansk Sociologi, 1998, Vol. 9, nr. 3, s. 55-74.

Formalia.
I parentes efter hvert citat henvises til to sidetal. Det sidste refererer til tidsskiftartiklen, det første til fuld tekst-udgaven jeg håber at kunne få online på et senere tidspunkt med forfatterens og tidsskriftets tilladelse.

Links.