17. april 2018

Ugilt, Radio24syv-vært: Er det muligt, “… at være politisk begavet, med mindre man også er marxist”

Jeg forstår ikke helt logikken i at beskære Radio24syv hårdere end DR, men som daglig lytter kan jeg ikke rigtigt mobilisere de store følelser desangående. På vejen til arbejde hører jeg ofte Det Røde Felt, og for et par dage siden kom jeg for skade at høre lidt fra Rifbjergs liste. En programserie, hvor filosof Rasmus Ugilt taler med mennesker, som Klaus Rifbjerg ville have betragtet som kloge. “Kan Marx hjælpe os fri af politisk dumhed?”, spørges der retorisk, selvom marxisme jo netop er indbegrebet af politisk dumhed. Afsnittet kan høres her.

Rasmus Ugilt, Radio24syv: Jeg har faktisk engang imellem dristet mig til at overveje, om det overhovedet er muligt at være politisk begavet, med mindre man også er marxist. Jeg er nået frem til, at det nok godt kan lade sig gøre, men man har unægteligt en fordel hvis man har Marx med i baggrunden. Og det er udgangspunktet for i dag. Rune – du er marxist!

Rune Møller Stahl, Ph.d. studerende: Ja, det er jeg.

(Rasmus Ugilt, filosof og Radio24syv-vært; Collage: Youtube)

“Da Klaus Rifbjerg sagde, at der kun var 2000 begavede mennesker i Danmark, understregede han at der var tale om politisk og menneskelig begavelse. I dagens program tager Rasmus Ugilt fat på spørgsmålet, om hvad politisk begavelse er for noget. Han får besøg af Rune Møller Stahl, som er Ph.d. studerende på Institut for statskundskab, og som er overbevist marxist. Samtalen imellem de to drejer sig om politisk begavelse og om kapitalismen og dens kriser. I dag kan vi registrere en stadigt mere intens utilfredshed med de etablerede politiske institutioner. Igen og igen har vælgerne i de vestlige demokratier takket nej til de ideer og løsninger, som disse institutioner har anset for at være helt naturlige. Spørgsmålet er om marxismen tilbyder en måde at forstå politikken på, som kan bringe os videre. Kan Karl Marx hjælpe os fri af politisk dumhed?



15. april 2018

Om universalismens indbyggede bortforklaring: “… hvis det går galt, er det på grund af dig eller mig.”

Livet gik stærkt mellem jul og nytår, og jeg overså desværre nedenciterede perle. Klaus Wivel interviewer den norske professor Terje Tvedt til Weekendavisen, der råt for usødet vælter universalismens høje korthus – Den blinde giver (ikke online, 29. december 2017).

“‘Nøjagtigt på samme tid som tredjeverdensideologien brød sammen, kom bistandssystemet med støtte til NGO’erne i 1980erne,’ forklarer professoren…

Det undrer Tvedt, at nordmænd, som ellers normalt er særdeles optaget af verden, ikke rigtigt er blevet klogere på de lande, deres skattepenge i årtier er gået til. Her ligger der et misforhold mellem den opdragerrolle, den norske stat tiltog sig over for egen befolkning, og resultaterne i de lande, man støttede.

[…]

Alt opfattes inden for det perspektiv, som er fastlåst i en helt speciel tid, hvor den amerikanske idé om menneskerettighedernes universalisme fæstnede sig i de vestlige lande. …

… hvilke værdier er det så, udviklingslandene skulle annamme? Ikke de norske, som det var blevet uanstændigt at tale om – det var jo nationalisme. Det handlede heller ikke længere om at indprente dem ‘vestlige værdier’, som i lige så høj grad var blevet tabu. Det gjaldt noget mere ‘ universelt’, som ifølge Tvedt alligevel dybest set var det samme som norske eller vestlige værdier. …

Den paternalistiske menneskerettighedstanke, som Tvedt kalder det, går igen i hele diskussionen af integration af indvandrere, hvor det også implicit er blevet forventet, at de med tiden vil blive som os. Indvandrere blev betragtet på samme måde som udviklingslandene..

Det er der en grund til. Professoren forklarer, at mange af de mest centrale aktører inden for udviklingsbistand – Red Barnet, Røde Kors og Norsk Folkehjelp – også er de mest centrale organisationer i integrationen af asylansøgere, flygtninge og immigranter i Norge.

‘De samme organisationer drev bistandshjælp og integrationspolitik,’ forklarer han. … Også her talte man om menneskerettigheder som en fællesværdi, og også her holdt man sig fra at tale om norske værdier. Som Tvedt forklarer, blev ‘norske værdier’ af NRK, den statslige norske TV-kanal, beskrevet som diskriminerende sprogbrug, journalisterne ikke burde bruge. Både udviklingsbistand og integration af flygtninge blev universalistiske projekter.

‘Derfor blev problemerne opfattet som meget mindre, end det egentlig var. Man accepterede grundlæggende ikke, at mange indvandrere kom med deres egne ideer, som var akkurat lige så fasttømrede som nordmændenes og derfor vanskelige at ændre. Thorbjørn Jagland, Norges tidligere statsminister, nu generalsekretær i Europarådet, har sagt, at Europa må tage imod mellem 40 og 60 millioner indvandrere fra ikke-europæiske områder inden 2050. Et enormt stort tal, men for ham repræsenterede det ikke en gigantisk udfordring. Han opfattede ikke kulturel eller historisk variation som noget virkelig reelt. Hvis man indretter samfundet tolerant, imødekommende og ikke-nationalt, løser problemer sig af sig selv ved hjælp af historien og tiden.’ Jagland og mange andre gav udtryk for, at de problemer, lande som Norge oplevede med indvandrere, blot var små bump på vejen, inden de blev, som nordmændene selv er. De kulturelle forskelle ville forsvinde over tid, så længe majoritetsbefolkningen undgik at genere de nye…

Tvedt ser i den tankegang en måde at udtrykke politisk magt på. Den bygger på et moralsk sprog, politikere over hele Europa, ikke mindst i Skandinavien, benytter, forklarer han.

‘Du må handle på et universalistisk grundlag, ellers bliver det politik. På den måde kan man hele tiden forklare det med, at hvis det går galt, er det på grund af dig eller mig. Det synspunkt har vist sig at være et utrolig stærkt magtmiddel. Det er godhedsmagten på et universelt grundlag.’.”

(Professor Terje Tvedt, forfatter til Det internasjonale gjennombruddet, 2017; Foto: Utrop)



7. april 2018

Geoffrey Cain: Toneangivende historikere ‘præsenterer os i virkeligheden for en konstrueret verden’

Afvist kronik af cand. mag. et art. Geoffrey Cain. Det meste er kendt viden for Urias-læsere, men kronikken giver et ganske fint oprids.

Upålidelige opslagsbøger

Ytringsfriheden og stemmeretten er af ringe værdi, når de, der bruger dem, ikke har adgang til reel viden

​Et nyt begreb, man ofte hører, er ‘fake news’. Det betyder manipulering, halve sandheder og i visse tilfælde direkte løgn. Men er det et nyt fænomen? Nej, det er det bestemt ikke. Det har sikker eksisteret siden hedenold, men når det drejer sig ikke kun om avisartikler men om autoritative opslagsværker, er der fare på færde.

Historiker og udenrigsminister Peter Munchs store Danmarkshistorie var skrevet som et opslagsværk. Dvs. en kilde, man kunne stole på. Men den var desværre skrevet med en klar prosovjetisk drejning og det samme kunne man sige om mange andre tilsyneladende pålidelige kilder. I nyhedernes verden har Dagbladene Politiken og Information gjort præcis det samme som Peter Munch. De har bare fortsat, hvor han slap, og linjen er senere blevet fulgt op af de store leksika.
Men ikke uden protest. For nogle år siden gjorde historikeren Bent Blüdnikow opmærksom på, at Den store danske encyklopædi havde politisk slagside. Påstanden vakte meget røre og fik udgiverne til at frembringe en mere balanceret netudgave, der inkluderede en del ting, den oprindelige encyklopædi ikke havde interesseret sig for.

Eksempelvis antallet af kommunismens ofre. Men det var de oprindelige leksikonforfattere ikke glade for. ‘Det er et grotesk knæfald for en meget højtråbende kritik, som ikke har noget på sig’, indvendte dr. phil. Morten Thing. Blüdnikow var gået alt for langt, mente han, selvom han efter undertegnedes mening gik aldeles ikke langt nok. Han kunne nemlig godt have taget Lademanns Leksikon med i samme bedømmelse, fordi det led af samme skævhed: Den gav alle, der slog op i det, det klare indtryk at det kommunistiske Sovjetsystem ikke var stort værre end et hvilket som helst andet lands statsform. Godt nok var det slemt, men også vi gjorde slemme ting, antydede Lademanns, der – ligesom Den store danske encyklopædi – undlod at nævne, at vigtige forfattere som Majakovskij, Vandurskij, Mandelsjtam, Bergson, Babel, Kolcov m.fl. alle blev myrdet efter Kremls ordrer. Hvorfor blev det ikke omtalt? Er mord dekreteret fra højeste sted en uvigtig detalje? Det standpunkt kan man vanskeligt forsvare, al den stund visse amerikanske forfatteres kranke skæbne i McCarthy-tiden udførligt er nævnt i samme leksikon.

Og sådan er det hele vejen igennem. Selv når Lademanns får sig til en nævne en likvidering i kommunistisk regi, bliver vægten lagt på individer og ikke på systemet. Det var Stalin der enemand havde ansvaret for kz-lejrene, ikke kommunismen. Og skulle man endelig pege finger ad nogen, var det snarere vores eget kapitalistiske Vesten, der havde det egentlige ansvar for verdenssituation. De skyldige er os selv.

Denne tradition for selvrevselse fortsætter nu i en ny udgave. Det er ikke så meget det kapitalistiske Vesten, der er i skyld i klodens misere, det er det kristne Vesten, og det sagesløse ‘offer’ er ikke længere den stakkels dæmoniserede kommunistiske verden men den stakkels dæmoniserede islamiske ditto.

Og nu som dengang er det de højeste autoriteter på området, der kolporterer tanken. To af dem, dr. phil. Jørgen Bæk Simonsen og professor dr. phil. Jacob Skovgård Petersen er blevet set efter i sømmene af Klaus Wivel i Weekendavisen. Førstnævnte Jørgen Bæk Simonsen har – med sin baggrund som tidligere direktør for det Danske Kulturhus i Damaskus – længe talt varmt om syrernes religiøse tolerance. I 2006 sagde han i Danmarks Radio, at de arabiske lande har en ‘århundredlang tradition for at være meget forskellige. ‘Her er indbyrdes varianter af forskellige udformninger af, hvad det vil sige at være menneske’. Så her kunne vi i Vesten lære en hel masse. Hvis påstanden var sand. Men det er den ikke.

Minoriteterne er forfulgte i Syrien ligesom i det meste af den muslimske verden, og tolerancen er en illusion. Så hvordan kunne en professor i faget lide af den slags vrangforestillinger, spurgte Klaus Wivel. Men uden at få svar. Og så er der daværende leder af Dialoginstitut i Cairo, Jakob Skovgaard-Petersen. I 2008 skrev han en bog om Egyptens berømte universitet al-Azhar – uden at fortælle, at dette universitet ikke lukker jøder og kristne ind. Samtidig roste han den indflydelsesrige Sheikh Yusuf Qaradawi for at være blevet mere demokratisk, selv om han var forblevet ‘autoritær’. Og det må man sandelig sige, at han var. Qaradawis fatwa mod den franske filosof Robert Redeker har nemlig resulteret i, at Redeker nu på sjette år lever under jorden pga. konstante dødstrusler. Qaradawi har også rost Hitlers jødeudryddelse, hvilket Skovgaard-Petersen ikke fandt relevant at omtale.

Pudsigt nok ser man i denne virkeligheds- og historiefordrejning de samme retoriske trick, som Peter Munch brugte. Han anvendte ikke ordene ‘erobring’ og ‘tvangsindlemmelse’ om den sovjetiske ekspansion. Han skrev, at ‘området blev erhvervet’. Og nøjagtigt samme forskånende udtryk finder man i Politikens Islam leksikon ved Jørgen Bæk Simonsen. Her er et lille eksempel. Den fanatiske muslimske sekt Almohaderne hvis sejrstog gennem Nordafrika ifølge the University History of the World ‘efterlod et spor af blod fra Sydspanien til langt hinsides Marokkos grænser’, omtales på en ganske anden måde af Bæk Simonsen. Han skriver, at muslimerne opnåede ‘kontrol med’ de områder de underlagde sig. De erobrer aldrig. Ejheller koloniserer de eller optræder som imperialister. De ‘opnår bare kontrol’. Samme skånsomhed ødsler leksikon’et ikke på korsfarerne, der – fy, fy skamme sig – tillod sig at ‘generobre’ det Hellige Land. Ja, sikke nogen slyngler, ikke sandt?

Men hvad siger Islam Leksikon om muslimernes egen erobring af Mellemøsten, (og senere Spanien, Centralasien og Nordindien)? Der gik det tilsyneladende anderledes civiliseret til. ‘Det lykkedes de numerisk underlegne muslimer at tilkæmpe sig den politiske kontrol over hele Mellemøsten’, skriver Bæk Simonsen, idet han nærmest får det til at lyde, som om de stemte dørklokker på samme måde som vore dages Jehovahs Vidner. Det gjorde de som bekendt ikke, og her er der tale om en videnskabelig uredelighed begået af en, som utvivlsomt ved bedre besked. Og herom kan man sige følgende. På overfladen er Islam leksikon en nøgtern – omend ret studentikos – beskrivelse af islam og muslimske begreber.
​ ​
Men det er også mere end det. Det er også en hyldest til islam, som noget ædelt der ikke frembyder nogen som helst fare for Vesten. Det er fordi den i bund og grund ikke er meget forskellig fra vores vestlige samfund, siger Bæk Simonsen, og han kan heller ikke dy sig for gang på gang at indflette passager, der opfordrer til accept af indvandring. Så summa summarum dette: Hans leksikon er ikke blot politiserende, den er i virkeligheden missionerende. Videnskabelig stringens er der ikke tale om, og i visse tilfælde overskrider teksten grænsen mellem en vinklet (dvs forudindtaget) virkelighedsbeskrivelse og direkte usandheder.

Vi får at vide, at de fleste muslimske lande praktiserer børnebegrænsning. Men dette dementeres grundigt af bl a. Pew Research, hvor det fremgår, at det er er netop i de muslimske lande, at det praktiseres mindst! Hvilket også forklarer deres massive befolkningstilvækst. Men er den slags fordrejninger virkeligt så alvorlige? Svaret er ja. Det er en forudsætning for debatten – og for demokratiet – at de involverede parter ved, hvad de taler om.

Ytringsfriheden og stemmeretten er af ringe værdi, når de, der bruger dem, ikke har adgang til reel viden men kun et simulacrum heraf. Forfattere som de nævnte præsenterer os i virkeligheden for en konstrueret verden. I stedet for at være en guide og et orienteringslandkort er det en labyrint, som vi aldrig kan finde vej ud af, fordi skiltene viser forkert.



6. april 2018

Aalborg: Et eksemplar af Koranen afbrændt af ‘Fiskere For Frihed’ under litteraturfestivalen Ordkraft

Jeg kender ikke lige kunstnerkollektivet ‘Fiskere For Frihed’, men det virker til at være en dejlig medmenneskelig manifestation. Seancen fandt sted i umiddelbar nærhed af kulturhuset Nordkraft, hvor der i disse dage afholdes litteraturfestivalen Ordkraft. Torsdag blandt andet med Özlem Cekic, Mads Nygaard, samt et 30 minutter foredrag ved Enhedslistens Per Clausen om marxistisk ideologi – “Indeholder den noget, vi kan drage nytte af i dag?”

(Fiskere For Frihed afbrænder Koranen under litteraturfestivalen Ordkraft, Aalborg, 5. april 2018)

Oploadet Kl. 13:55 af Kim Møller — Direkte link32 kommentarer


3. april 2018

Professor: ‘Grænsekontrol giver racismen en konstruktion og en kontekst, vi kender som nationalisme’

En overset perle – intet mindre. Søren K. Villemoes overværede tidligere på året en to-dagens konference om race i regi af Aalborg Universitet København, og her kan man virkelig tale om en parallelvirkelighed. Her lidt fra referatet i Weekendavisen – Nuancer af hvid (16. marts 2018).

“I et fyldt auditorium træder professor i migration ved Aalborg Universitet Peter Hervik op til podiet. … Siden slutningen af 1990erne har Hervik forsket i racisme, særligt i muslimers repræsentation i medierne. Ifølge ham var det her, racismen for alvor begyndte at gøre sit indtog i Danmark.

‘I dag er jeg mest interesseret i aktivisme-perspektivet. Jeg er meget begejstret for det, der sker i den nye, sociale bevægelse,’ fortæller han… Hervik er heller ikke begejstret for medierne. De forsimpler spørgsmål om racisme, reproducerer den og fortæller ikke om de bagvedliggende årsager til migration, der kan forstås bedre, hvis man læser Marx.

‘Hvad der overses af nærmest alle journalister og mange akademikere er, at migration på et dybere niveau primært er en reaktion på ulighed eller oplevet ulighed,’ siger han og forklarer, at hverken postkolonialisme eller marxisme i sig selv er tilstrækkelige til at forklare racisme. Hervik fortæller, hvordan forskere har påvist, at grænsekontrol giver racismen en konstruktion og en kontekst, vi kender som nationalisme.

Blandt de papers, der fremlægges, er det adjunkt i migrations studier ved Aalborg Universitet Martin Lemberg-Pedersen, der står for det første og muligvis det mest bemærkelses værdige. … Han viser et kort fra EUs grænseagentur Frontex over migrantruter fra Afrika til Europa. På kortet er der pile, der bevæger sig fra syd mod nord.

‘Hvis man studerer starten af pilene, er der intet, der viser, hvorfor folk bevæger sig. Er det forfølgelse? Borgerkrig? Nej, volden er selve bevægelsen. Der er en slags racialiseret hukommelsestab i vores forestillinger. Jeg synes, det er slående at vurdere lighederne mellem Frontex’ kort og kort, der viser en anden form for omplacering af mennesker: Den transatlantiske slavehandel,’ siger han.

‘Også dengang var portrætteringen af volden den samme. Dengang blev slavers oprør mod deres ejere også set som voldelige handlinger, eksempelvis det haitianske slaveoprør, det første af sin slags. …,’ fortæller han.

Slavehandel er ikke det samme som migration. Det er mere en mutation. Men hvis du ser på de voldelige linjer, er der ligheder. Det går helt ind i hjertet af liberal, politisk teori, der kun for nylig er begyndt at se på migration. Det skyldes, at den er blevet bygget på en ekskluderende struktur som en slags naturlig orden, der racialiserer andre.

[…]

Det sidste oplæg står Anas Kababo og Serena Hebsgaard for. De mener ikke, at der kan findes statistisk belæg for den udbredte påstand om, at kultur kan forklare overrepræsentationen af ikke-vestlige efterkommere i kriminalitetsstatistikken. Kultur indgår ifølge dem som en ‘neokolonial praksis af selvglorificering, der udvikler diskurser om kulturel overlegenhed’. …

‘De såkaldte symptomer på laktose-intolerance er blot materialiseringer af den postkoloniale praksis transnational adoption,’ fortæller Kim-Larsen. ‘Hvis du er laktose-tolerant i Danmark, er du sandsynligvis også hvid. Med denne læsning af laktose-tolerance som en racial kategori, bliver det at indtage mælk en måde at vælge side til fordel for hvidheden og hvilke kroppe, der er normaliserede,’ forklarer hun.”

(Race in Contemperary Denmark, Racial Blind Spots in Danish Policy Domains, AAU, 18. januar 2018)



18. marts 2018

Eks-kommunistisk medieforsker går i brechen for DR: “… den største massakre på dansk kulturliv”

Nedskæringen af DR på fire procent årligt er ikke blevet vel modtaget på venstrefløjen, og det faktum alene, siger sådan set alt om mediemastodontens ideologiske tendens. Jeg har tidligere skrevet om medieforsker Frands Mortensen, men fredag aften var han direkte i TV-avisen om emnet. Han var chokeret. Quelle surprise.

I den forbindelse må det nævnes, at samme, som ung lektor i 1974 på Danmarks Journalisthøjskole i Århus, redigerede bogen ‘Ikke et ord om ytringsfrihed’, et journalistisk-politisk kampskrift, der anviste retningslinjer for hvordan man som revolutionær socialist, kunne bruge sin journalistuddannelse på borgerlige medier. Samme år udgav han et 300 sider langt angreb på DR’s borgerlighed. I dag sidder rødgardisterne tungt på DR, og nu kæmper han omvendt for fastholdelse af høje budgetter og politisk uafhængighed.

Frands Mortensen, medieforsker: Det svarer til, at hvis man lukkede alt der havde noget med DR Nyheder at gøre, og lukkede 2. Sektion, så ville man lige nøjagtigt nå op omkring de her 770 mio. kroner. Det er så kæmpestore beløb vi snakker om. Altså, det her er den største massakre på dansk kulturliv, der har været lavet de sidste – ja, jeg kan sket ikke huske, der har været noget der ligner det her.

(‘Ikke et ord om ytringsfriheden’, Forlaget Modtryk, 1971 – Medieforsker Frands Mortensen)

“I den aktuelle politiske og økonomiske situation er det tværtimod vigtigt, at de socialistisk orienterede journalister bliver på deres poster inden for den borgerlige dagspresse. Det er vigtigt, fordi de på den måde vil kunne fungere som en slags bolværk imod højrebølgen. Man kan sige, at selv om de måske ikke har de helt store muligheder for at fare offensivt frem på deres egne præmisser, så kan de dog gøre en del for at fastholde og udbygge de bedste af de givne præmisser. … For eksempel for at holde muligheden åben for en kritisk behandling af de statslige krise-nedskæringer.” (Unavng., ‘Ikke et ord om ytringfriheden’, 1974, s. 197)

Bogens retningslinjer, mit oprids. Se tidligere post.

1) Kravet om at begge sider skal høres, er en borgerlig dyd – det kan omgås.

2) Find kilder der siger det du vil have frem – borgerlige medier accepterer ikke anonyme.

3) Glem abstrakte revolutionstanker – konkrete eksempler virker bedre pædagogisk.

4) Adskillelsen af nyheder og kommentar er en borgerlig metode – det kan omgås.

Oploadet Kl. 11:19 af Kim Møller — Direkte link34 kommentarer


8. marts 2018

Sydafrika: Marxistisk partileder fik flertal for lov om ekspropriering af ‘hvide menneskers ejendom’

Da Zimbabwe ekspropierede hvide farmers jorde for 15 år tilbage, endte det med forarmelse og hungersnød. Nu planlægges der lignende tiltag i Sydafrika, lovformelig iscenesat af den revolutionære marxist Julius Malema (EFF). Han er tidligere leder af ANC’s ungdomsgren, men blev ekskluderet fordi han var for radikal. Tilbage i 2010 blev han dømt for hatespeech, fordi han sang ‘Dubul’ ibhunu’ (Skyd boeren), ikke ulig Mandelas ‘kill the ‘AMA-Bhulu’-sang (Dræb boeren, ca. 1991). Julius Malema er Breivik med et statsapparat i ryggen, og medierne er helt tavse.

Modig kommentar af den gode Caspar Stefani på B.dk – Racistisk lovgivning er åbenbart ok, så længe det går ud over de hvide.

“Den hvide mand har det ikke sjovt for tiden. Men det er eskaleret lidt fra sidste års angreb på typer som undertegnede, der, som jeg lod mig forstå af debatten, åbenbart har et iboende ønske om at undertrykke alt, hvad vi kan komme i nærheden af.

Det har Sydafrika taget konsekvensen af, idet et overvældende flertal har besluttet sig for at give mulighed for at ekspropriere hvide menneskers ejendom – uden kompensation.

Jeg tror næppe, at omverdenens reaktion havde været den larmende tavshed, man ser netop nu, såfremt man havde byttet om på lovgiver og offer. Så skulle NGOer såsom Amnesty og deslige, nok være kommet på banen. End ikke FN er kommet med en udtalelse. Deres hykleri er tydelig. …

Slår man ordet ‘apartheid’ op kan man se, at det handler om politisk, økonomisk og social adskillelse af hvide og ikke-hvide. Det vakte derfor naturligvis stor jubel, da Sydafrika afskaffede apartheidstaten i 1994.

Men i 2018 ser man nu ud til at ville genindføre dele af det vederstyggelige system. Nu blot med omvendt fortegn.

(Julius Malema, leder af marxistiske EFF; Foto: News24)

In March 2010, at a rally on a university campus Malema sang the lyrics ’shoot the Boer’ (Dubul’ ibhunu) from the anti-apartheid song ‘Ayasab’ amagwala’ (The cowards are scared). ‘Boer’ is the Afrikaans word for ‘farmer’, but is also used as a term for any Afrikaans-speaking white person. His singing was compared to similar chants by deceased Youth League leader Peter Mokaba in the early 1990s, to ‘kill the Boer’, which had previously been defined as hate speech by the South African Human Rights Commission.” (Wiki)

“We cannot allow white people to do as they wish in this country. … Let us meet them toe to toe. Let us teach them who owns South Africa. … Let us send them toe to toe. Let us show them who is in charge in this country. This is our land. This is our country.” (Julius Malema, Youtube; Se evt. her)



23. januar 2018

“Resultatet er en udfordret virkelighedsopfattelse og forstærket tvivl om samfundets legitimitet.”

Aldeles fremragende kritik af MeToo-fænomenet af Henrik Jensen. Læs det hele på JP.dk – Måske er det på tide at MeToo-bevægelsen lægger sig til at dø.

“Der er i tider med kulturel tumult en forøget tendens til paranoia. Vi ser den i øjeblikket folde sig ud i identitetspolitikken og dele af MeToo-bevægelsen.

Identitetspolitik er offerpolitik. Det manifesterer sig i USA som en pågående passiv-aggressiv aktivering af venstrefløjen, hvor der nu symptomatisk foregår en balkanisering af universiteternes kollegier, ud fra et krav om safe space. …

Paranoia, altså: Den paranoide fejllæser typisk sin situation i to retninger, ser sig som forfulgt uskyldighed og som verdens værdimæssige centrum. Følelsesmæssigt er reaktionen en blanding af mistænksomhed og urealistisk selvglorificering, tydelig hos nævnte minoriteter.

Opbrudstiders ‘nye værdier’ medfører ustabilitet og ængstelighed hos mange med et svækket selv. Den sociale orden mister autoritet og kan ikke længere motivere individets styr på sine egne grænseløse impulser.

Resultatet er en udfordret virkelighedsopfattelse og forstærket tvivl om samfundets legitimitet. Den paranoide dæmoniserer omgivelserne – det er altid andres skyld – anerkender ganske vist eksistensen af ydre autoriteter, men tillægger dem en negativ, straffende form. Paranoia båder for en effektiv kanalisering af opstemmede følelser og er et ideelt redskab til at skabe indigneret fjendtlighed over for gamle guder og illusioner om nye.
Den paranoide dæmoniserer omgivelserne, det er altid andres skyld. …

Paranoia var påagtet af Karl Marx som redskab for en, som han så det, nødvendig radikaliseringstendens: Ingen revolutionær gruppe kommer i nærheden af den, der er overbevist om, at den repræsenterer det gode mod det onde – overbevist om, at den har ret.”

Oploadet Kl. 12:15 af Kim Møller — Direkte link4 kommentarer


2. oktober 2017

Christian Braad Thomsen: “At undervise i jihad er ikke det samme som at billige alle betydningerne.”

I går kunne man høre Hanne-Vibeke Holst rase ud mod den danske højrefløj på DR2, og højrefløj defineres i visse segmenter helt som i 1970’erne. Dengang var det den økonomiske politik, der delte vandene, i dag er det værdipolitikken, men modstanderen er stadig de kontra-revolutionære. Når venstreradikale taler om højrefløjen, mener de ikke kun nationalkonservative, Dansk Folkeparti, Det Liberale Venstre, men også den demokratiske venstrefløj. Folk, som folk er flest.

Filminstruktør Christian Braad Thomsen er ideolog, og vil skabe en ny virkelighed. I kommentaren herunder argumenterer han for fortsat offentlig støtte til jihad-undervisning i muslimske friskoler, fordi friskoleordningen netop blev indført for at folk der var “i opposition til det omgivende samfunds ‘normalitet'”, kunne ‘udvikle’ egne ideer. Når først du er rød er skaden sket.

Fra Berlingske – Angrebet på muslimske friskoler er et angreb på danske værdier.

“Socialdemokratiet tager i disse år afstand fra en række danske kerneværdier. … Den ene grund er, at der på en enkelt friskole er fundet materiale til undervisning i jihad.

Jamen, er det da ikke en almindelig pligt for en muslimsk friskole at undervise i jihad? Jihad har i muslimsk sammenhæng en ganske bred betydning. Grundlæggende betyder det at stræbe efter et højere, idealistisk mål, herunder at bekæmpe ens egne onde tilbøjeligheder, og at arbejde for et moralsk bedre samfund. Men selvfølgelig kan jihad også betyde hellig krig. At undervise i jihad er ikke det samme som at billige alle betydningerne.

Den anden grund til, at Socialdemokratiet vil nedlægge de muslimske friskoler er, at de påstås at modarbejde integration og sammenhængskraft. Der er dog al mulig grund til at tro det modsatte. Det er for længst fastslået, at eleverne på de muslimske friskoler klarer sig fagligt bedre end de tilsvarende elever i folkeskolen, bl.a. fordi der er mere ro i klassen, større koncentration og en tættere forældrekontakt. Dermed bliver eleverne også bedre stillet, når de senere skal ind på arbejdsmarkedet, hvor den egentlige integration jo foregår. …

‘Sammenhængskraft’ er blevet et modeord, som er blottet for betydning. Det danske samfund har aldrig været præget af sammenhængskraft, men af klassekamp.



16. september 2017

Lars Tvede citerer kollektivistiske anti-kapitalister: Adolf Hitler, Benito Mussoloni… SF, Enhedslisten

Hvis jeg var gymnasielærer, så havde jeg tvunget de studerende til at læse afsnittet om ‘Mussolinis fascister’ i ‘Gåsen med de gyldne æg’ (2016). Nok så mange modsatrettede udlægninger af tunge universitetshistorikere, vil ikke kunne sløre, at nazismen og fascisme er socialistiske forgreninger.

Detaljerig gennemgang af Lars Tvede på Altinget.dk – Er fascisme og nazisme reelt venstreorienterede ideologier? Læs det hele, inkl. de 16 punkter, der motiverer blogpostens overskrift.

“… hvor ligger nazister og fascister egentlig på det politiske spektrum? På den yderste højrefløj, selvfølgelig, mener mange åbenbart. Og LA og NB? Samme sted; lige dér ved siden af snotklatterne. Guilt by association, ha ha. …

Ja, morsomt, men lad os lige kigge bag facaden, hvor vi kan starte med fascismen. Alle definitioner deraf, jeg har fundet, kredser først og fremmest om den meget magtfulde stat. I en artikel om fascismen i Enciclopedia Italiana fra 1932, redigeret af selveste Benito Mussolini, læste jeg eksempelvis følgende:

– ‘Den fascistiske opfattelse af staten er altomfattende; uden for den kan ingen menneskelige eller åndelige værdier eksistere, endsige have værdi’.

– ‘Vi kontrollerer politiske kræfter, vi kontrollerer moralske kræfter, vi kontrollerer økonomiske kræfter, derfor er vi en fuldstændig korporativ stat’

– ‘Alt inden for staten, intet uden for staten, intet imod staten.’

– ‘I betragtning af, at privat produktion er et nationalt anliggende, refererer virksomheder til staten for produktionens retning.’

Fremhævningerne er mine, men det er altså staten ‘über alles’.

Godt, men hvad siger Danmarks borgerlige partier egentlig om denne sag? Staten über alles?

Bestemt ikke; typisk borgerlige slogans er ‘Mindre stat og mere privat’, ‘Mindre stat, mere menneske’ eller ‘Pengene ligger bedst i borgernes lommer’.

Så på den front er fascisme det diametralt modsatte af borgerlighed, hvilket Mussolini faktisk også selv pointerede: ‘Fascismen er afgjort og absolut imod liberalismens doktriner, både på det politiske og økonomiske område (…)’

Så fik vi det på plads, men var manden virkelig socialist sådan dybt nede i sjælen? Var han Rød, rød, rød?

Jo da. Han meldte sig i hvert fald som 17-årig ind i socialistpartiet, og da han året efter tog til Schweiz, skrev han til en ven, at det eneste, der klingede i hans lomme, var et par mønter og en ‘medaljon af Karl Marx’. I Schweiz blev han så skribent for bl.a. bladene Arbejdernes Fremtid, Socialisternes Avantgarde og Proletariatet.

Det lyder ret socialistisk. Og da han senere vendte tilbage til Italien, blev han partisekretær for … socialistpartiet, samt journalist for to socialistiske blade, nemlig Klassekampen og Socialisternes Avantgarde. Han skrev også bogen ‘Trentino betragtet af en Socialist’, og i 1912 til 1914 var han chefredaktør på det førende kommunistiske dagblad Fremad!

Det var jo et kommunistisk blad, så var han socialist eller kommunist? Det ved jeg ikke, men borgerlig, konservativ eller liberal var han i hvert fald ikke – tværtimod.

… hvad med Hitler? Var han rød eller blå? …

I 1919 blev Hitler af militæret anmodet om at infiltrere det ekstremistiske venstrefløjsparti Deutsche Arbeiterpartei. Da han her overhørte en tale kaldet ‘Hvordan og med hvilke midler kan kapitalismen ødelægges’, blev han imidlertid begejstret og meldte sig ind som medlem nummer 55. Senere blev han partiets leder, hvorefter han fik tilføjet ordet ‘Nationalsozialistische’ til dets navn, hvoraf betegnelsen ‘nazi’ kom. Altså fra det Tyske National Socialistiske Arbejderparti.

(Ledende anti-kapitalister mødes i Munchen, september 1938)

Ideologisk set kombinerede nazisterne nationalisme, socialisme, racisme, økologi og fortidsromantik med en stærk ‘vilje til staten’, som ideologen Arthur Moeller van den Bruck havde kaldt det. Staten skulle således bestemme, hvad der blev produceret, og hvordan folk skulle leve deres liv. Ja, den store, stærke stat; ikke civilsamfundet og slet ikke individet.

Hovedfjenderne var omvendt borgerskabet, kapitalismen, jødedommen og liberalismen. Dermed undertrykte nazisterne, ligesom fascister og kommunister, også individuel frihed, selvstændighed, demokrati, tolerance og retsstat.”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper