21. juni 2014

Henrik Jensen forklarer, hvordan han som kulturkonservativ endte på RUC: “… jeg startede som marxist”

Historiker Henrik Jensen var gæst i dagens udgave af Flaskens ånd på Radio24syv. Der er intet afslørende i citatet herunder, og det er næsten det mest tragiske. RUC blev grundlagt som en kulturmarxistisk missionsanstalt, skattefinancieret. Den citerede sekvens kan høres her.

Poul Pilgaard Johnsen, Radio24syv: Jeg ved ikke hvordan jeg skal få introduceret den næste skål, for der er jo ikke noget at skåle for, så skal vi ikke bare tage en slurk. Jeg tager en slurk her i Flaskens ånd med historikeren og forfatteren Henrik Jensen, som netop har udgivet bogen Krigen. Han, du, Henrik Jensen er også kommentator på Jyllands-Posten, og er vel det man kunne kalde sådan en kulturkonservativ kritiker. Er det rigtigt?

Henrik Jensen, historiker: Det vil jeg gerne vedstå.

Poul Pilgaard Johnsen: Der må jeg lige spørge dig om en ting. Du er ansat på RUC, Roskilde Universitetscenter, og det har du været i lang tid ikke.

Henrik Jensen: - Jov.

Poul Pilgaard Johnsen: Hvordan i alverden er du havnet der?

Henrik Jensen: Men altså, jeg startede som marxist, jeg blev ansat dernede i ’73. Det betyder at jeg har været der i 40 år.

Oploadet Kl. 18:42 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


10. juni 2014

Blüdnikow: Venstrefløjen kæmpede for Castros mand i København, var en del af marxistisk terrorgruppe

Murens fald har ændret vilkårene for rødgardisterne. Hvor de i 1970′erne offentligt kæmpede marxistiske terroristers sag, så må de i dag nøjes med at bekæmpe den demokratiske højrefløj. Lang og interessant gennemgang af Mexicanersagen i Berlingske af Bent Blüdnikow, der også har udgivet historien som ‘single‘ – Castros mand i København.

“Den 1. april 1977 blev en ung mexicaner ved navn Jaime Okusono Martinez arresteret i København. PET mistænkte ham for spionage til fordel for Fidel Castros kommunistiske Cuba. Han færdedes i det venstreorienterede miljø og boede i et kollektiv i Bagsværd.

Anholdelsen og senere truslen om at udvise Jaime skabte et ramaskrig. Der blev samlet 24.000 underskrifter ind mod fængslingen. Der blev lavet protestdemonstrationer med tusindvis af mennesker. Der blev indspillet plader, hvor Troels Trier, Arne Würgler, Niels Skousen og andre fra musikbranchen sang til fordel for ham. I Information førte man kampagne for Jaime. Forfatteren Jan Guillou kom til København og talte hans sag. Suzanne Brøgger skrev protestbrev, og Johannes Møllehave digtede mod justitsminister Orla Møller (S), der havde beordret Jaime udvist. Mexicaner-sagen, som den blev kaldt, blev en af 1970ernes største politiske sager og medførte en offentlig debat om udlændinges retsforhold.

Og den trak politiske spor helt frem til vedtagelsen af udlændingeloven i 1983.

[...]

Jaime var født i Mexico i byen Monterey. … Han blev uddannet som ingeniør og dukkede i 1970 op i først Tyskland og siden Danmark, hvor han blev gift med en dansk pige og dermed automatisk fik statsborgerskab. Jaime blev en del af ungdomsbevægelsen i Danmark og kom bl. a. på tur med Den rejsende Højskole til Latinamerika, og senere slog han sig ned i et kollektiv i Bagsværd på Sæbjørnsvej.

Nogle år senere dukkede Jaimes bror Tomas op i Sverige, hvor han blev gift med en ung kvinde ved navn Elle-Kari Höjeberg. Parret havde forbindelse til andre latinamerikanere, der var kommet fra Cuba til Sverige. Flere af dem havde forbindelse med en tysk terrorist i Sverige ved, navn Norbert Kröcher. Han havde fået den ide at få de tyske terrorister, der var blevet udvist til Tyskland efter ambassade-besættelsen, frigivet ved en aktion. Planen var at kidnappe integrationsminister Anna-Greta Leijon, som Kröcher mente havde ansvaret for udleveringen af terroristerne.

Kröchers bande ville efter kidnapningen anbringe hende i en lille træboks og kræve terroristerne løsladt. For at sætte skub i forhandlingerne, hvis det gik trægt, ville man sprænge en svensk avis samt synagogen i luften. Hvis alt fejlede, var Kröchers bande parat til at likvidere Leijon. Så langt kom det aldrig, for det svenske sikkerhedspoliti havde haft mistanke til Kröcher og anholdte ham 1. april 1977.

Svensk efterretningstjeneste havde fået mistanke, fordi den i længere tid havde fulgt Elle-Kari Höjeberg. Tjenesten mente, at hun havde været ambassadebesætterne behjælpelig. Deres observationer ledte til hendes lejlighed og dermed til Tomas Martinez og kredsen af latinamerikanere, hvoraf flere var med i Kröchers bande. …

Jaime havde en række dækadresser, han ringede ofte til Cuba og havde endvidere nær kontakt med sin bror Tomas, sin svigerinde Elle-Kari Höjeberg samt med latinamerikaneren Armando Gonzales Carillo i Stockholm, der var med i Kröchers bande. Carillo havde foruden træning i spionage på Cuba også været på et længere træningsophold i Nordkorea. Jamie blev fængslet og sigtet for spionage til fordel for Cuba, og tre af hans danske venner fra Sæbjørnsvej blev ligeledes sigtet efter den milde spionparagraf.

Jaime indrømmede, at han havde brugt dækadresser, koder og dæknavne, men han hævdede, at det skyldtes frygten for Mexicos spioner. Han indrømmede også talrige telefonopringninger til Cuba, men politiet havde det problem, at der ikke var fældende beviser, og man formodede, at Jaime havde nået at tilintetgøre bevismateriale.

Jørn Bro siger i dag: ‘Vi var i tæt samarbejde med norsk og svensk efterretningstjeneste. Fra det øjeblik Tomas og Jaime blev anholdt i Oslo, var vi på sagen. Og da Kröcher-banden blev afsløret, skete det i samarbejde med os i København, så vi kunne koordinere det med vor anholdelse af Jaime. Jeg var i Stockholm og se den trækasse, som Leijon skulle holdes fangen i, og det var i sig selv rystende, for den var ganske lille. Vi var klar over, at terroren havde nået Skandinavien for alvor.’

Mistanken mod Jaime så egentlig velbegrundet ud, for PET havde stakkevis af aflytningsrapporter og observationer liggende. Desuden fik man oplysninger fra andre landes efterretningstjenester…

PET konkluderede i et udateret notat, der ligger i PETs arkiv: ‘De efterfølgende undersøgelser gav de vesteuropæiske sikkerhedstjenester grundlag for konstatering af den cubanske efterretningstjenestes aktive involvering, ikke blot i planlægning, men også i udførelsen af terrorhandlinger og for konstatering af et nært samarbejde mellem DGI (den cubanske efterretningstjeneste) og den sovjetiske efterretningstjeneste KGB.’

PETs vurdering af Jaime var: ‘Jaime er åbenbart veltrænet i konspirativ teknik. Han har haft en ledende funktion, også i forholdet til sine stockholmske kontakter i forbindelse med indslusningen af latinamerikanske terrorister til Vesteuropa. Operation Europa finansieres af den cubanske efterretningstjeneste DGI. Den har til formål på længere sigt at undergrave de vesteuropæiske stater samt at yde direkte støtte til lokale subversive og voldelige revolutionære bevægelser. Selv om det ikke er bevist, er det med baggrund af det anførte PETs overbevisning, at Jaime er en af lederne ved opbygningen af en Europa-brigade.’

PET følte sig overbevist om Jaimes skyld. Men venstrefløjen var derimod sikker på, at han var ganske uskyldig, samt at PET og justitsminister Orla Møller var ude i et ondsindet forsøg på at sværte Cuba og venstrefløjen til. Den nyansatte journalist på Information Peter Wivel søsatte en kampagne for at bevise, at Jaime var ganske uskyldig, og i Sverige havde forfatteren Jan Guillou et vist held med ligeledes at påstå, at de fængslede var uskyldige.

Kampagnen blev en succes. Modstanden mod udvisning af Jaime bredte sig til det politiske miljø, og Orla Møller, der var justitsminister i Anker Jørgensens regering, kom snart i en alvorlig politisk krise. …

‘Orla Møller forklarede…, at udvisningen af Jaime var vedtaget af Regeringens Sikkerhedsudvalg efter nøje overvejelser. Og han fik senere ombudsmandens ord for, at Jaime var en trussel mod statens sikkerhed. Med den i hånden fortsatte Orla Møller proceduren for at udvise Jaime, men det var på ingen måde let. Forfattere, kunstnere og mange andre intensiverede deres kampagne for Jaime og mod den onde Orla Møller, og det kastede regeringen Anker Jørgensen ud i en massiv krise. Sagen endte med at trække spor gennem dansk politik frem til begyndelsen af 1980erne. Det selv om ingen på det tidspunkt vidste, hvor Jaime Okusono Martinez befandt sig.”

(Særudgave af tidsskriftet Retfærd om sagens ‘repressive forløb’, 1979, red. af Henrik Zahle)



8. juni 2014

Set i fagblad for 3F Transport, Logistik & Byg, Århus: “Ned med lønarbejde og stat – Kommunisme nu!”

I seneste nummer af 3F bladet TLB NYT, er der brugt en dobbeltside om 3F’s 1. maj-arrangement i Tangkrogen i Århus. På et af de tilhørende billeder ses en ‘faglig aktiv’ kommunist. Bemærk banneren i baggrunden: “Ned med lønarbejde og stat – Kommunisme nu!”. Moderne arbejderkamp – mod lønarbejde.

(TLB NYT, juni 2014, s. 6-7: 1. maj med gøgl og alvor; collage)

Ser man på det pågældende arrangement, så bliver det kommunistiske islæt mere tydeligt. Konferencier var Anders Munk fra LO Århus (Danmarks Kommunistiske Parti, Enhedslisten), og blandt talerne var Henrik Stamer Hedin (Danmarks Kommunistiske Parti) og Nikolaj Villumsen (Socialistisk Ungdomsfront, Enhedslisten).

Blandt de syv anbefalere er Kommunistisk Parti i Danmark, Kommunistisk Parti og Danmarks Kommunistiske Parti, foruden Enhedslisten og det trotskistiske Århus mod krig og terror. Eneste ikke-kommunistiske anbefalere er således Socialdemokraterne samt DKP-udbryderne fra Socialistisk Folkeparti. Moderne arbejderkamp – for proletariatets diktatur.

Oploadet Kl. 11:21 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


30. maj 2014

Tidligere venstreekstremist springer ud som nationalist: “Hvad nu, hvis nu DF’s vælgere ikke er dumme?”

Selvom Claus ‘Pan’ Pedersen har en lang fortid på den yderste venstrefløj (Rød Ungdom, Globale Rødder, Enhedslisten), så skal han nu alligevel have ros for et enestående indlæg. Fra Dagbladet Information – Venstrefløjen mangler nationalfølelse.

“Valget til EU-Parlamentet kastede mørke skygger over Europa. Uhyrlige højreekstremistiske partier gik voldsomt frem, og intet sted mere markant end i Danmark, hvor DF tog fire ud af 13 mandater og 26,7 procent af stemmene.

Venstrefløjens automatpiloter lettede allerede på valgaftenen. ‘Jeg flytter til Berlin’, ‘Lorteland’, ‘Hvordan kan vælgere være så dumme?’, ‘Hvem vil være med til at lave et nyt land?’ er konkrete eksempler fra mit facebook-feed. … Personligt blev jeg rykket kolossalt den aften.

Gennem min tid på den militante og aktivistiske venstrefløj gik jeg stille med mine præferencer for Lars Lilholt, og jeg følte udstødningens iskolde rislen på ryggen, da jeg som den eneste rejste mig til nationalmelodien under en landskamp ved et storskærmsarrangement. …

Mine nærmeste i aktivistkredsene kendte godt mine nationalistiske tilbøjeligheder, men vi slog det hen. Jeg skulle nok komme over det, tænkte jeg. Reaktionerne på DF’s massive fremgang rykkede mig. Jeg kommer mig ikke over min nationalisme, og jeg har faktisk ikke lyst til at komme mig over den.

Mens vi slynger om os med diskursanalyser og sociologisk inspirerede pressemeddelelser, har vi ikoniseret nationalismen som ondskab. … Vi har forklaret, at den nationale identitet blot er en konstruktion. At det internationale er meget bedre og givende end det nationale, og i sidste ende har vi skammet de utrygge ud af vores fællesskaber. …

Den progressive venstrefløj har adopteret de værste og mest udemokratiske elementer fra socialismens historie og gjort den bedrevidende akademiske analyse af verden til bedre og vigtigere end befolkningens opfattelse af samme virkelighed.

Venstrefløjen skylder sig selv og ikke mindst resten af samfundet, at stille sig selv et eneste spørgsmål: Hvad nu, hvis nu DF’s vælgere ikke er dumme? Hvis vi kan ‘imagine there’s no countries (…) and no religion too’, er det så også muligt for os at forestille os, at DF’s vælgere rent faktisk har valgt at stemme på det rigtige parti til at varetage deres holdninger?

[...]

Kære Venstrefløj. Jeg har en fortid som medlem af SF og tidligere af Enhedslisten. Jeg har deltaget i mange forskellige former for anti-racistiske aktioner og i den forbindelse fået bank af både politi og højreekstremister. Jeg stiller gerne op til det meste igen. Derudover elsker jeg Danmark og ønsker et parti, som klart og tydeligt tilkendegiver, at det gør det også.

Etableringen af en danskhed vil være et frontalt opgør med hele den venstreorienterede selvforståelse, hvor vi gennem årtier har opbygget en ekskluderende identitet som ‘progressive’. Vi skal tænke nyt. … Jeg er ikke sikker på, at venstrefløjen kan løfte opgaven. Jeg frygter i allerhøjeste grad mine venner og bekendtes sociale reaktion på denne kronik.”

Oploadet Kl. 21:22 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer


29. marts 2014

Ole Witt-Hansen: Efter Murens fald erstattede RUC dialektisk materialisme med socialkonstruktivisme

Vise ord fra lektor emeritus Ole Witt-Hansen i Jyllands-Posten – En massiv faglig elendighed.

“Indtil for 25 år siden var de akademiske lærere på gymnasier og universiteter omfattet af akademisk integritet og pædagogisk autonomi. De fik deres faste løn for at passe deres arbejde, og deres arbejde var at formidle akademiske kundskaber til elever og studenter. Punktum. …

De akademiske traditioner blev som bekendt løbet over ende af de sociale ideologier i 1970’erne, da objektiv viden på RUC måtte vige for marxistisk dogmatik og sindelagskontrol. Efter Murens fald i 1989 udførtes der på RUC et imponerende stykke ideologisk akrobatik, idet man erstattede den dialektiske materialisme med socialkonstruktivismen, men fastholdt det centralistiske jerngreb ved nu at bekende sig til det neoliberalistiske new public management.

Ideologisk set minder udviklingen fra omkring årtusindskiftet på mange måder om den kinesiske kulturrevolution. Man forkastede fuldstændig de tidligere akademiske traditioner. Man indførte en ny omfattende nomenklatura, som ikke fandtes i nogen nudansk ordbog, og som ingen forstod, men som på sælsom vis fremstod som progressiv i dets nedvurdering af objektiv viden. …

Som ved den kinesiske kulturrevolution blev traditionelle akademiske kundskaber afskaffet og erstattet med det rent ideologiske begreb: tværfaglighed. Tværfaglighed har intet akademisk, videnskabeligt, fagligt eller pædagogisk grundlag. Kun en lommefilosofisk adkomst, ‘at det er bedre at se en sag fra to sider’.

Som det altid har gjaldet fra RUC, er formålet med undervisning ikke at tilegne sig viden, men at lære at opsøge viden og vurdere dets ‘egnethed’ set gennem de ideologiske briller. Dette bliver nu praktiseret i gymnasiet under det stærkt misvisende navn ‘almen studieforberedelse’. I det hele taget har det, som tidligere var undervisningssystemets egentlige opgave – at formidle objektiv viden – stort set ingen prioritet længere.

Oploadet Kl. 13:47 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


18. februar 2014

“At gøre sig konkrete tanker om kommunismen er en måde at begrænse proletariatets drømme…”

Kasper Støvring i gårsdagens Berlingske om Mikkel Bolts seneste bog – Enden er nær! (ikke online).

“Det er ikke nogen blød mellemvare, kunsthistoriker Mikkel Bolt tilbyder læseren i form af sin nye bog, ‘Krise til opstand’. … Det er nemlig den hårde, revolutionære kommunisme, som Mikkel Bolt så at sige arbejder for. Den gryende kommunistiske revolte skal smadre den dominerende neoliberalisme og alle dens lakajer, de såkaldte ‘pjaltedespoter’, der udbytter menneskemasserne, skaber enorme uligheder, er racistiske og bundet til nationalstaten og dens umenneskelige værdier som eksempelvis ejendomsret. …

‘Krise til opstand’ er radikalt tænkt, og den slags bøger er altid interessante, om end ofte stærkt problematiske. Ikke mindst fordi det er vanskeligt at se, hvordan revolutionen undgår at udmunde i vold og i sidste ende drab på de ‘kontrarevolutionære’, hvortil blandt andre denne anmelder må formodes at tilhøre.

I en kritisk omtale af nogle af de europæiske protestbevægelser hedder det f. eks.: ‘Afsværgelsen af politisk vold er imidlertid også symptomatisk for begrænsninger ved de indigneredes protest, der forbliver inden for rammerne af en allerede etableret politisk offentlighed.’ En bogs kvalitet kan imidlertid ikke bedømmes på moralske præmisser. Så det er ikke derfor, at ‘Krise til opstand’ er blevet en halvdårlig bog. Det skyldes derimod dens mærkelige blanding af konkrete ‘situationsanalyser’ med Marx’ ord og diffus utopisme. …

Hvad angår utopien om kommunismens globale virkeliggørelse, er den muligvis bevidst diffust formuleret. Der er jo god tradition for et billedforbud: At gøre sig konkrete tanker om kommunismen er en måde at begrænse proletariatets drømme og dermed den revolutionære aktivitet.

(Plakat for Rød Ungdom, 2005; Facebook)

Oploadet Kl. 05:12 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer


29. januar 2014

Lidt om Corydons røde kritikere: Tidligere og nuværende kommunister, Enhedslistens yderste vnstrefløj

Det var ikke meningen jeg ville blogge om salget af Dong, men samrådet desangående kørte live på TV2 News i går, og her kunne man se umiddelbart efter hinanden høre kritik af beslutningen fra Frank Aaen (Enhedslisten & Danmarks Kommunistiske Parti), Uffe Elbæk (tidl. Danmarks Kommunistiske Ungdom, Venstresocialisterne, Kommunistisk Forbund) og slutteligt Karsten Hønge, der nu har skabt en større krise, fordi han på sin anden dag som suppleant for SF’s Anne Baastrup, åbnede op for Socialistisk Folkepartis udtræden af regeringen.

På TV fortalte Hønge blandt andet, at han altid har stemt SF, men hvis han gjorde det som aktiv i Socialistisk Uddannelsesfront i 70′erne, så gjorde han det næppe som byrådskandidat for Venstresocialisterne i Skive tilbage i 1978-79. Senere blev han aktiv i anti-kapitalistiske Attac.

Der var dog også kritik fra Dansk Folkepartis Kristian Thulesen-Dahl, der med vanlig tæft for folkedybet, kobler sig på mediernes kampagner. Nu kan man så høre, at dagens demonstration på Christiansborg Slotsplads mod salget, ikke vil tillade talere fra Dansk Folkeparti, Danmarks i skrivende stund 3. største parti. Taler bliver derimod folk som Aaen (kommunist), Elbæk (tidl. kommunist) og FOA-formand Dennis Kristensen (tidl. Danmarks Kommunistiske Ungdom, Danmarks Kommunistiske Parti).

(Demonstration: Stop salget af Dong ved Jacob Lausch Krogh og Mille Stockner; Facebook)

Arrangørerne mener Dansk Folkeparti er ‘for antimuslimsk’, men selv uden denne kommentar havde de fleste nok gættet at demonstrationen er funderet i det venstreradikale miljø. Demostrationen er arrangeret af dem Politiken kalder ‘Jacob og Mille’, Jacob Lausch Krogh og Mille Stockner. Begge er aktive i Enhedslisten (Amager Vest og Høje Taastrup), først tillige i trotskistiske Internationale Socialister, og selvom nogle vil huske sidstnævnte som tv-ekspert i en venstreradikal mærkesag, så har hun en autonom fortid og stillede op for det revolutionære parti ved kommunevalget sidste år. De ses ofte til ‘antiracistiske’ demonstrationer.

Begge er benhårde marxister og tilhører Enhedslistens yderste venstre flanke. Da tidligere AFA-leder Pelle Dragsted forrige år argumenterede for nødvendigheden af et mere medievenligt principprogram, var Jacob Lausch Krogh blandt kritikerne. Ordene herunder illustrerer at kritikken er rettet mod kapitalismen som sådan, ikke Dong, eller bekymringer relateret til danskernes forsyningssikkerhed.

“Vi kan ikke eliminer kritikken ved at omformulere vores principprogram da det kritikerne mener er udemokratisk er vores grundlægende principper. Hvilket jeg vil argumenter for i dette indlæg i et håb om at årsmødet vedtager at programdiskutionen skal tage udgangspunkt i vores nuværede principprogram og kun lave mindre sprooglige ændringer, så det endnu tydeliger at vi er et revoluitionært socialistisk parti (Jacob Lausch Krogh på Facebook, 17. april 2012; stavefejl bevaret)

Da socialdemokraterne og Det Radikale Venstre trak sig fra en ‘antiracisme’-demonstration i Århus tilbage i 2008 var Jacob Lausch Krogh (ironisk nok) blandt dem der kritiserede beslutningen. “Det var en fejl at melde afbud”, skrev han i Information i et indlæg, der sætter demonstrationens udgangspunkt i relief. Det er helt okay med militante venstreradikale til en demonstration, men ikke et parti der repræsenterer hver sjette dansker.

Selvom Karsten Hønge ikke mere er revolutionær kommunist, så er han formentligt velkommen til demonstrationen. Tidligere på måneden kunne man se ham på TV2 Fyn argumentere for et muslimsk bederum i et kommende supersygehus på Fyn. Alt andet er udtryk for ‘smålighed’.

Der skal nok være gode argumenter mod Goldman Sachs og enhver anden international aktør der vil investere i Dong, men hånden på hjertet – for de fleste kritikere er problemet den frie markedsøkonomi, og ikke nationens behov for forsyningssikkerhed. Begge argumenter preller af på undertegnede.



26. januar 2014

Mikkel Bolt under debat om revolution: For Marx var det ‘afskaffelse af nationalstat og pengeøkonomi’

Mandag afholdt Enhedslisten i København et debatarrangement om revolution. Mikkel Bolts pointe virke lidt søgt, for de logiske konsekvenser af Enhedslistens politik vil på sigt smadre enhver form for nationalstat indefra. Referat i Information – ’Jo flere der melder sig ud af Enhedslisten, desto bedre’.

“I Enhedslistens mødelokale i Studiestræde havde debattens initiativtagere inviteret tidligere folketingsmedlem for Venstresocialisterne, Preben Wilhjelm, Francesco Castellani, medlem af Enhedslisten, samt kunsthistoriker Mikkel Bolt til at diskutere revolutionsforestillinger anno 2014. …

Grundtonen var pessimistisk. Hverken Castellani eller Bolt anser det som sandsynligt, at den vestlige arbejderklasse begynder at opføre sig revolutionært. … ‘Vores pejlemærke er stadig revolutionen og afskaffelsen af udbytningen,’fastslår Castellani…

Bolt henviser til Marx og Engels’ oprindelige karakterisering af revolution som afskaffelsen af nationalstat og pengeøkonomi. I sine ti medbragte teser polemiserer han mod venstrefløjen, der har gjort modstand mod velfærdsafvikling til sit altoverskyggende mål.

‘Velfærdsydelser blev jo introduceret for at opretholde en industriel reservearmé og undgå social uro,’ påminder Bolt og beskriver den danske venstrefløjs forhold til velfærdsprivilegier som nærmest religiøst. …

‘Velfærdsstaten er ikke en del af løsningen, men en del af problemet. Vi identificerer os med staten, og det er en stopklods for international solidaritet,’ siger Bolt og foreslår at etablere en strategisk støttebevægelse, der skal kæmpe for åbne grænser og modstand mod intervention.

‘Vi skal stå fast på at bruge de begreber, som den revolutionære bevægelse har udviklet over flere hundrede år. Det kan ikke være rigtigt, at venstreorienterede skal begynde at tale et borgerligt sprog. Så kan vi ikke længere beskrive de historiske situationer, vi befinder os i,’ siger Castellani…

Herefter følger en forvirret debat præget af personlige kæpheste, irrelevante indlæg, konspiratoriske teorier om 9/11 og indlæg fra Kunstnere for fred. Det bidragede ikke med andet end at understrege aftenens indledende pointe om venstrefløjens desorientering.

… ‘Det kan godt være, at nogle gerne vil videre, men jeg ved ikke hvorhen. Som jeg ser det, har vi snarere et destruktivt arbejde foran os. Den hvide privilegerede arbejderklasse bør nedlægge sig selv.‘”



4. januar 2014

Historiker Torben Hansen: “Socialkonstruktivismen er marxisme og kommunisme i ny indpakning…”

Historiker Torben Hansen i en længere tekst om socialkonstruktivisme.

Socialkonstruktivisme og historieløshed – Kommentar til en destruktiv ideologi

Den samfundsvidenskabelig forskning og de offentlige forvaltninger, der behandler sociale problemer, præges desværre af en mangelfuld ideologi – socialkonstruktivismen. Tankegangen har i praksis gjort sociologer, socialrådgivere og lærere blinde for kulturens betydning. Især i disse faggrupper har mange vænnet sig til at betragte mennesket som resultat af økonomisk-materielle processer, der kan registreres, måles og justeres.

En konsekvens bliver, at når et stort antal indvandrere fra ikke-vestlige lande skaber problemer, koncentrerer socialkonstruktivisterne sig kun om arbejdsløshed, boligforhold og indtægt. Den kultur, de pågældende indvandrere har medbragt, er derimod ikke interessant, selvom det er indvandrere fra helt bestemte lande, der skaber samme type problemer i de ret forskellige vestlige samfund fra Australien, over Danmark til Canada. Den socialkonstruktivistiske ideologi bygger nemlig på den antagelse, at personens eller gruppens kultur er ligegyldig, det er socialklassen der tæller. Så fx når unge tyrkiske kvinder i 2. generation i alt for ringe grad udnytter deres vestligt erhvervede uddannelse til selvforsørgelse, når voldtægtskrænkere i høj grad har muslimsk baggrund, samt iranske indvandrere lærer sproget på rekordtid og deres børn kan dansk ved skolestart, må forklaringen være noget ikke-kulturelt.

I denne forståelse har personer har heller ikke nogen essens i kraft af deres køn. Det er formningen der afgør hvilken retning begæret tager og hvilket køn man føler sig som. Så når små drenges hjerner lærer på en anderledes måde i skolen og seksualforbrydere næsten udelukkende rekrutteres blandt hankønnet, står socialkonstruktivisterne atter uden at plausible forklaringer.

Et andet af deres dilemmaer er, at de forestiller sig homoseksualitet som et individuelt (kulturelt) valg, samtidig med at den anden ende af deres teori fortæller dem, at mennesket formes af det største pres omkring hende, og de egentlig godt ved, at der intet pres eksisterer med at forme i homoseksuel retning. Socialkonstruktivister betragter mennesket som et stykke voks i omgivelsernes hænder. Individet er som det blanke stykke papir, hvorpå ydre faktorer skriver en tekst. Derfor kan og skal staten skrive de rigtige ord og omforme mennesket, så det passer ind i bestemte sammenhænge. Socialkonstruktivismen er marxisme og kommunisme i ny indpakning, og dermed er den urealistisk. Dens menneskesyn, tro på ‘social engineering’ og bureaukratiske midler til at ændre samfundet lever videre efter Sovjetunionens sammenbrud, skønt alle kommunistiske eksperimenter er slået fejl i massedrab, fordummelse og elendighed.

Den modgift, der skal anvendes overfor den socialkonstruktivistiske ideologi er kendskab til historien – især kulturhistorien.

Kultur er andet og mere end operahuse og litteraturanmeldelser. Kulturer er systemer af normer, forventninger og idealer, der får mennesker til at føle og reagere på bestemte måder i forhold til andre mennesker. Normerne, forventningerne og idealerne indpodes fra barndommen og er svære at ændre. Vi oplever det lige nu med profet-tegningerne, hvor begrebet ytringsfrihed for en privat virksomhed (avisen Jyllandsposten), ikke kan fattes af hobevis af tilvandrede folk. De samme folk forventer at en politisk valgt person (statsministeren) skal varetage deres i princippet private følelser af krænkelse, ligesom de forventer at stater med mange muslimer beliggende i Mellemøsten vil sætte embedsmænd i gang med at skaffe, hvad de opfatter som oprejsning til netop deres sociale konstruktion, altså deres eget begreb om en bestemt religion, dens autoritet og dens hellighed. Mange af disse muslimer er ydermere af den opfattelse at voldelig gengældelse af verbal eller anden billedlig oplevet provokation er en retfærdig og etisk forsvarlig handling. Moses Olsen skal have nogen på frakken for at slæbe et kors gennem Nørrebro og prædike kristendom, og Pia Kjærsgaard må gerne overfaldes for sine forkerte meninger.

(Abu Hamzah fra ‘Kaldet til Islam’ truer islamkritisk DF’er – Omar Marzouk fryder sig; BT)

Historie er viden om visse fænomeners status som betinget af fortidige begivenheder. Eksempelvis er ethvert menneske resultatet af, at en kvinde og en mand havde en bestemt kontakt på et bestemt tidspunkt. Ni måneder senere fremkom et barn.

Den vestlige civilisation er et barn af en fortid, der strækker sig mere end to årtusinder tilbage. Sædvanligvis ønsker børn at vide noget om deres forfædre, men når det gælder kulturarv, ligger det tungt med den viden, den danske folkeskole giver eleverne. De akademikere, der skriver betænkninger og lægger retningslinjer for undervisningen, har for mange år siden ødelagt historiefaget. Her gives der ikke karakter. Kendskab til fortiden – og dermed kulturarven – betragtes ikke som vigtigt.

Tilsvarende er socialkonstruktivisterne ligeglade med den førmoderne verden, de ikke-vestlige indvandrere kommer fra. De mange problemer, der opstår i et kultursammenstød med et moderne og demokratisk samfund, undersøges ikke seriøst. Reelt anerkender forskerne og den bureaukratiske praksis ikke betydningen af en mentalitet, der medbringes fra en livsform uden frihed, borgerrettigheder og ligestilling.

Socialkonstruktivismen fører til historieløshed og til tab af kollektiv identitet. Skolens elever udrustes og opmuntres ikke til at føle sig som arvtagere efter de mange generationer, der har ydet et bidrag til at skabe den europæiske kultur og dermed nutidens frihed, orden og velstand. I skolernes historiebøger skildres fortiden gennemgående som noget primitivt, dumt eller uretfærdigt. Modsætningen er nutidens tekniske og administrative forbedringer, der eksempelvis sikrer bedre transport, mere effektiv produktion af levnedsmidler eller indkomstudjævning. Europas fortid med økonomisk ulighed, religionskrige og slavehandel er kun noget, der skal siges undskyld for.

Selvfølgelig er europæisk historie fyldt med rædselsfulde beretninger, og skolen bør undervise i både udbytning, religionskrige og slavehandel. Den slags ulykker har dog ikke kun fundet sted i Vesten. Grusomhed og vanvid hører også til aztekernes, kinesernes, de afrikanske bantustammers og arabernes historie. Eleverne skal have et vist kendskab til verdenshistorien og dermed også til de faktorer, der gør det muligt for magthavere at mishandle og myrde i stor målestok.

Men tilsvarende skal folkeskolen gøre en stor indsats for at orientere om de begivenheder og institutioner, der har frembragt demokrati, de to køns ligeværdighed, orden, velstand og individets frihed. Her spiller effektiv produktion og transport selvfølgelig også ind, men i den førmoderne epoke – d.v.s. indtil for få århundreder siden – var kultur og religion de faktorer, der afgjorde, at netop Europa frembragte frihed og demokrati.

Selve tanken om at skabe et samfund og en stat ved at bruge fornuften – altså argumentet – opstod i oldtidens Grækenland. Filosofien er græsk, fordi den søger visdom og viden i samtalen – dialogen. ‘Logos’ betyder ord! Logikken kan ikke undværes i argumentationen, og ingen kan med berettigelse forlange en rund firkant. Denne mentale og intellektuelle disponering er klart en arv fra de græske filosoffer. Sådan var det ikke i det gamle Kina, hvor staten var kilde til viden. I andre fortidige civilisationer kom viden fra åbenbaringer, formidlet af profeter og præster.

Præster havde også betydning i Europa – både førkristne og kristne. Men det lykkedes ikke kirkelige autoriteter at kvæle den kritiske tanke og trangen til rationel argumentation. Ligeledes overlevede en arv fra Rom. Her var statsret og kravet om et lovligt grundlag for både politisk myndighed og privat ejendom i højsædet. Selv efter det romerske riges undergang blev mindet om en retsorden og en øverste autoritet bevaret blandt de germanske stammer, der skabte begyndelsen til de europæiske nationer.

Fra kristendommen modtog eftertiden den banebrydende og altafgørende tanke, at det enkelte individ ikke tilhører staten. Det kan derfor siges, at Europa er opstået i middelalderen, da den kristne kirke blev den samlende kulturfaktor fra Portugal til Finland.

Det græsk-romersk-kristne grundlag har formet en fælleseuropæisk ‘Leitkultur’, som skal formidles til den unge generation, hvis frihed og demokrati skal bevares.



3. december 2013

Marxisten Morten Kabell overvejer borgmesterbil: “… jeg vil have, at min tid bliver udnyttet bedst muligt”

‘Bilen er frihedens medium’, var overskriften da Information sidste år portrætterede den bilglade professor Hans-Jørgen Schanz, en af de store marxistiske teoretikere, der bramfrit fortæller at han kører Jaguar, og har haft hele fire af slagsen. Friheden er noget vi nægter andre. Fra Ekstra Bladet – Bil-hader lurer på borgmesterbil.

“… selv om Morten Kabell er blevet valgt på et slogan om, at bilerne skal bagest, så vil han ikke udelukke, at han siger ja til den borgmesterbil, der følger med jobbet fra årsskiftet.

- Jeg kommer til at lytte til forvaltningens rådgivning. For jeg vil have, at min tid bliver udnyttet bedst muligt, siger han til Ekstra Bladet.

- Du blev jo valgt på en bilfjendtlig politik, vil du så overhovedet kunne se dine vælgere i øjnene, hvis du kører rundt i en borgmesterbil?

- Det, jeg er blevet valgt på, er, at vi vil have en byudvikling, hvor der er mindre fokus på biler. Men samtidig er det vigtigt for mig, at jeg udnytter min tid bedst muligt til gavn for byen og dens indbyggere. Jeg skal kunne nå så mange møder som muligt.”

(Jaguar, ‘frihedens medium’, “når man trykker den af”)

“Jeg kører i en Jaguar S-Type, 4,2 l. V8. Det er min fjerde Jaguar. … At have en bil er at forøge friheden helt enormt. For bilen er frihedens medium – sagt af filosoffen og æstetikeren Th. W Adorno, der også sagde, at i kunstværket slår naturen øjnene op. Det sidste passer godt på Jaguaren, når man trykker den af.” (professor Hans-Jørgen Schanz, forfatter til ‘Til rekonstruktionen af kritikken af den politiske økonomis omfangslogiske status’, 2012)

Oploadet Kl. 15:54 af Kim Møller — Direkte link52 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »





Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper