12. august 2019

Advokat Klaus Ewald om ’68’ernes ekstremisme’: “Man stigmatiserer, når der afviges fra normen.”

I 1970’erne var socialisterne i Århus eksempelvis organiseret i fagkritiske fronter, der ville smadre det borgerlige samfund indefra. De vandt, stort set uden kamp. ‘Sex & Samfund’ blev grundlagt i 1956 af læge Agnete Bræstrup, der havde ‘Ønskebørn skaber gode Hjem’ som motto. På lørdag deltager samme forening i Copenhagen Pride med budskabet ‘Kill your norms’. Operationen lykkedes – patienten døde.

Læserbrev af Klaus Ewald i Fyens Stiftstidende – Når skidt kommer til ære.

“Enhver, der har oplevet Danmark igennem det sidste halve århundrede, vil have bemærket voldsomme ændringer i moral, sprog og adfærd på alle niveauer af samfundet. Lige fra gadeplan til de øverste politiske beslutningsprocesser er der sket en adfærdsændring og en proletarisering af den måde, hvorpå vi agerer indbyrdes. Ungdomsoprøret fra det marxistiske overdrev har ændret samfundet og hænger som en tåge, der hvor meninger brydes.

… Den konsensus om, hvad der var acceptabelt for 50 år siden, ændrede de universitetsstuderende til ukendelighed. Vi lever i det tankegods 68-oprøret efterlod sig. De tidligere oprørske studenter, der nu er på pension eller døde, såede de korn, der har skabt et pressekorps og et kontingent af politikere og meningsdannere, der alle som en er rykket syvmileskridt til venstre fra de sammenligningsparametre, der gjaldt tidligere.

… Bundlinjen er, at fra at have været et dansk samfund baseret på respekt for autoriteter, et samfund, hvor man naturligt forventede et nuanceret åndeligt overskud hos meningsdannere, politikere og journalister, har vi fået et samfund baseret på marxistisk, globalistisk, politisk korrekthed, på meningstyranni frem for meningsudveksling. Man stigmatiserer, når der afviges fra normen. … 68’ernes ekstremisme lever i bedste velgående.”

(‘Sex & Samfund’ på Facebook, 18. juli 2019: ‘Kill your norms’)



2. august 2019

Jordan B. Peterson om Jacques Derridas filosofi: “It puts the act of categorization itself in doubt.”

Når man nu ikke kan finde tid til at læse bøger fra start til slut, så er det rart med lydbøger. Jeg kom igennem Jordan B. Petersons ’12 rules of life’, og er positivt overrasket. Det er ikke kun smarte onelinere, men også dybere betragtninger om stort og småt, ofte med udgangspunkt i egne oplevelser. Hans kritik af kulturmarxismen, postmodernister og det ideologiske overdrev på universiteterne er lige på kornet.

Postmodernism and the Long Arm of Marx (s. 206ff)

“These disciplines draw their philosophy from multiple sources. All are heavily influenced by the Marxist humanists. One such figure is Max Horkheimer, who developed critical theory in the 1930s. Any brief summary of his ideas is bound to be oversimplified, but Horkheimer regarded himself as a Marxist. He believed that Western principles of individual freedom or the free market were merely masks that served to disguise the true conditions of the West: inequality, domination and exploitation. He believed that intellectual activity should be devoted to social change, instead of mere understanding, and hoped to emancipate humanity from its enslavement. Horkheimer and his Frankfurt School of associated thinkers—first, in Germany and later, in the US—aimed at a full-scale critique and transformation of Western civilization.

More important in recent years has been the work of French philosopher Jacques Derrida, leader of the postmodernists, who came into vogue in the late 1970s. Derrida described his own ideas as a radicalized form of Marxism. Marx attempted to reduce history and society to economics, considering culture the oppression of the poor by the rich. When Marxism was put into practice in the Soviet Union, China, Vietnam, Cambodia and elsewhere, economic resources were brutally redistributed. Private property was eliminated, and rural people forcibly collectivized. The result? Tens of millions of people died. Hundreds of millions more were subject to oppression rivalling that still operative in North Korea, the last classic communist holdout. …

Marxist ideas were very attractive to intellectual utopians. One of the primary architects of the horrors of the Khmer Rouge, Khieu Samphan, received a doctorate at the Sorbonne before he became the nominal head of Cambodia in the mid-1970s. In his doctoral thesis, written in 1959, he argued that the work done by non-farmers in Cambodia’s cities was unproductive: bankers, bureaucrats and businessmen added nothing to society. Instead, they parasitized the genuine value produced through agriculture, small industry and craft. Samphan’s ideas were favourably looked upon by the French intellectuals who granted him his Ph.D. Back in Cambodia, he was provided with the opportunity to put his theories into practice. The Khmer Rouge evacuated Cambodia’s cities, drove all the inhabitants into the countryside, closed the banks, banned the use of currency, and destroyed all the markets. A quarter of the Cambodian population were worked to death in the countryside, in the killing fields.

Lest We Forget: Ideas Have Consequences.

When the communists established the Soviet Union after the First World War, people could be forgiven for hoping that the utopian collectivist dreams their new leaders purveyed were possible. The decayed social order of the late nineteenth century produced the trenches and mass slaughters of the Great War. The gap between rich and poor was extreme, and most people slaved away in conditions worse than those later described by Orwell. Although the West received word of the horror perpetrated by Lenin after the Russian Revolution, it remained difficult to evaluate his actions from afar. …

In the 1930s, during the Great Depression, the Stalinist Soviets sent two million kulaks, their richest peasants, to Siberia (those with a small number of cows, a couple of hired hands, or a few acres more than was typical). From the communist viewpoint, these kulaks had gathered their wealth by plundering those around them, and deserved their fate. Wealth signified oppression, and private property was theft. It was time for some equity. More than thirty thousand kulaks were shot on the spot.

The kulaks were ‘enemies of the people,’ apes, scum, vermin, filth and swine. ‘We will make soap out of the kulak,’ claimed one particularly brutal cadre of city-dwellers, mobilized by party and Soviet executive committees, and sent out into the countryside. The kulaks were driven, naked, into the streets, beaten, and forced to dig their own graves. The women were raped. Their belongings were ‘expropriated,’ which, in practice, meant that their houses were stripped down to the rafters and ceiling beams and everything was stolen. …

The ‘parasitical’ kulaks were, in general, the most skilful and hardworking farmers. A small minority of people are responsible for most of the production in any field, and farming proved no different. Agricultural output crashed. What little remained was taken by force out of the countryside and into the cities. Rural people who went out into the fields after the harvest to glean single grains of wheat for their hungry families risked execution. Six million people died of starvation in the Ukraine, the breadbasket of the Soviet Union, in the 1930s. ‘To eat your own children is a barbarian act,’ declared posters of the Soviet regime.

… France’s most famous mid-century philosopher, Jean-Paul Sartre, was a well-known communist, although not a card-carrier, until he denounced the Soviet incursion into Hungary in 1956. He remained an advocate for Marxism, nonetheless, and did not finally break with the Soviet Union until 1968, when the Soviets violently suppressed the Czechoslovakians during the Prague Spring.

Not long after came the publication of Aleksandr Solzhenitsyn’s The Gulag Archipelago, which we have discussed rather extensively in previous chapters. As noted (and is worth noting again), this book utterly demolished communism’s moral credibility—first in the West, and then in the Soviet System itself. …

Solzhenitsyn argued that the Soviet system could have never survived without tyranny and slave labour; that the seeds of its worst excesses were definitively sowed in the time of Lenin (for whom the Western communists still served as apologists); and that it was propped up by endless lies, both individual and public. Its sins could not be blamed on a simple cult of personality, as its supporters continued to claim. Solzhenitsyn documented the Soviet Union’s extensive mistreatment of political prisoners, its corrupt legal system, and its mass murders, and showed in painstaking detail how these were not aberrations but direct expressions of the underlying communist philosophy. No one could stand up for communism after The Gulag Archipelago—not even the communists themselves.

This did not mean that the fascination Marxist ideas had for intellectuals—particularly French intellectuals—disappeared. It merely transformed. Some refused outright to learn. Sartre denounced Solzhenitsyn as a ‘dangerous element.’ Derrida, more subtle, substituted the idea of power for the idea of money, and continued on his merry way. Such linguistic sleight-of-hand gave all the barely repentant Marxists still inhabiting the intellectual pinnacles of the West the means to retain their world-view. Society was no longer repression of the poor by the rich. It was oppression of everyone by the powerful.

According to Derrida, hierarchical structures emerged only to include (the beneficiaries of that structure) and to exclude (everyone else, who were therefore oppressed). Even that claim wasn’t sufficiently radical. Derrida claimed that divisiveness and oppression were built right into language— built into the very categories we use to pragmatically simplify and negotiate the world. There are ‘women’ only because men gain by excluding them. There are ‘males and females’ only because members of that more heterogeneous group benefit by excluding the tiny minority of people whose biological sexuality is amorphous. Science only benefits the scientists. Politics only benefits the politicians. In Derrida’s view, hierarchies exist because they gain from oppressing those who are omitted. It is this ill-gotten gain that allows them to flourish.

Derrida famously said (although he denied it, later): ‘Il n’y a pas de hors-texte’—often translated as ‘there is nothing outside the text.’ His supporters say that is a mistranslation, and that the English equivalent should have been ‘there is no outside-text.’ It remains difficult, either way, to read the statement as saying anything other than ‘everything is interpretation,’ and that is how Derrida’s work has generally been interpreted.

It is almost impossible to over-estimate the nihilistic and destructive nature of this philosophy. It puts the act of categorization itself in doubt. It negates the idea that distinctions might be drawn between things for any reasons other than that of raw power. Biological distinctions between men and women? Despite the existence of an overwhelming, multi-disciplinary scientific literature indicating that sex differences are powerfully influenced by biological factors, science is just another game of power, for Derrida and his post-modern Marxist acolytes, making claims to benefit those at the pinnacle of the scientific world. There are no facts. Hierarchical position and reputation as a consequence of skill and competence? All definitions of skill and of competence are merely made up by those who benefit from them, to exclude others, and to benefit personally and selfishly.

There is sufficient truth to Derrida’s claims to account, in part, for their insidious nature. Power is a fundamental motivational force (‘a,’ not ‘the’). People compete to rise to the top, and they care where they are in dominance hierarchies. But (and this is where you separate the metaphorical boys from the men, philosophically) the fact that power plays a role in human motivation does not mean that it plays the only role, or even the primary role. Likewise, the fact that we can never know everything does make all our observations and utterances dependent on taking some things into account and leaving other things out (as we discussed extensively in Rule 10). That does not justify the claim that everything is interpretation, or that categorization is just exclusion. Beware of single cause interpretations—and beware the people who purvey them.

“I think, as well (on what might be considered the leftish side), that the incremental remake of university administrations into analogues of private corporations is a mistake. I think that the science of management is a pseudo-discipline. I believe that government can, sometimes, be a force for good, as well as the necessary arbiter of a small set of necessary rules. Nonetheless, I do not understand why our society is providing public funding to institutions and educators whose stated, conscious and explicit aim is the demolition of the culture that supports them. Such people have a perfect right to their opinions and actions, if they remain lawful. But they have no reasonable claim to public funding. If radical right-wingers were receiving state funding for political operations disguised as university courses, as the radical left-wingers clearly are, the uproar from progressives across North America would be deafening.” (s. 211)



2. juli 2019

Læserbrev: Danmarks Statistik bidrager indirekte til ‘antimuslimsk propaganda’, ‘dem og os’-retorik’

På højrefløjen har vi i årevis kritiseret det statistiske begreb ‘ikke-vestlige indvandrere’. Det er en bred pensel, der skjuler særlige problemer med indvandring fra islamiske lande. På den yderste venstrefløj er alt ved det gamle. Enhver statistik der ikke tager udgangspunkt i socio-økonomiske forhold stigmatiserer, og det giver jo egentligt god mening, hvis man undsiger nationalstaten, og kæmper for økonomisk lighed på tværs af landegrænser.

Skribenten herunder hylder bizart nok FN-termen ‘mindre udviklede lande’, der endnu mere bastant underkender ikke-vestlige kulturer, og han får da også lige i samme ombæring luftet sin antipati for ‘Samuel Huntingtons hovedløse tese’. Logikken halter. Marxister er ofte blinde af ideologi.

Læserbrev af fagforeningsmanden John Graversgaard, der er medlem af Enhedslisten ‘Antiracismegruppe’ i Århus. Fra Information.dk – Danmarks Statistik bidrager til antimuslimsk propaganda med definition af ’ikkevestlige’.

“Med skam at melde så har Danmarks Statistik ikke ligefrem bidraget til en mere oplysende tilgang til afdækningen af den samfundsændring, som er sket med indvandringen og dermed et øget antal borgere med anden etnisk herkomst end dansk.

Danmarks Statistik har nemlig indirekte leveret en uvurderlig stor støtte til højrefløjen med sine grove forsimplinger, hvor man i statistikkerne deler borgere op i ‘vestlige’ og ‘ikkevestlige’. …

Denne overfladiske opdeling af befolkningen har medført, at højrefløjen med sin antimuslimske propaganda har kunnet bruge opdelingen til en effektiv ‘dem og os’-retorik.

Et verdensbillede, som minder betænkeligt meget om kolonitidens billede af den europæiske civilisation som højt udviklet og de andre folkeslag som laverestående. Og som passer med Samuel Huntingtons hovedløse tese om civilisationernes sammenstød.

Der, hvor kæden hopper helt af, er, når Danmarks Statistik deler befolkningen op i tre grupper: personer med dansk oprindelse, indvandrere og efterkommere. Og derefter lægger gruppen af efterkommere sammen med gruppen af indvandrere.

Efterkommerne er født i Danmark og er en gruppe, som er langt mere integreret end deres forældre. Mange har dansk statsborgerskab og opfatter sig som danske. …

Den måde, man laver statistik om borgerne på, bidrager til, at mennesker ikke længere ses som borgere med rettigheder, men at de racialiseres og reduceres til at være medlemmer af en etnicitet, også selv om de kan være født i Danmark, er danske statsborgere og opfatter sig som danske. Eller opfatter sig som en blanding af flere kulturer.

Opdelingen i vestlige og ikkevestlige bruges i dag på en giftig måde, som bidrager til racisme og diskrimination.”



27. juni 2019

‘Den indholdstomme liberalisme er i stort omfang kompatibel med venstrefløjens opløsningsprojekt’

Knivskarp kronik af Eva og Rune Selsing i Berlingske. Læs det hele!

Fra Berlingske – Borgerligheden døde, da den opgav moralen.

“Det lignede et stort nederlag til folketingsvalget. Virkeligheden er dog meget værre: Nemlig at borgerligheden reelt har skrantet i mange årtier. Vi er slet ikke kommet os over den kulturradikale og marxistiske hærgen gennem Vesten i forrige århundrede.

Den borgerlighed, der overlevede den røde storm, var en flad, indholdstom liberalisme. Vi skal have frihed! Ikke rigtig frihed til noget bestemt, bare frihed. Ikke forholde sig til andre mennesker, eller hvad der er rigtigt eller forkert, men blot gøre, hvad vi nu synes. Lidt ligesom hippierne. En borgerlighed, der ikke går op i familien, dannelsen, fædrelandet, kirken, skønheden – ja, det meste faktisk. En moral, der hverken dømmer eller fordømmer, men er ligeglad og næsten stolt af det. Onelineren ‘folk må leve som de vil, så længe de ikke skader andre’ er ikke kun en af liberalisternes foretrukne ånds- og samtaledræbere. Den er også alvorligt ment og udtrykker totaliteten af den gennemsnitlige liberalists tænkning om kultur- og moralske spørgsmål.

I fraværet af indhold har liberalismen kastet sig over en amoralsk (ikke umoralsk!) jagt på større ting og flere dimser. Det attråede mål med tilværelsen er øget råderum, bedre konkurrenceevne og højere BNP. Ingen spørger hvorfor. Ingen spørger, hvad det gode liv er. Det er ikke sådan, at nogen har erklæret, at gold materialisme er livets salt; vi er bare holdt op med at tænke over, hvad alternativet kunne være.

For langt de fleste er der noget, som bør være vigtigere. Familien, kærligheden, venskaber, pligt, ansvar, dannelse og Gud. Nå ja, og så skal man da helst være produktiv. Men i den liberale borgerlighed er der kun det med at være produktiv tilbage. Derfor kan en yderligtgående, antiborgerlig, feministisk dagsorden vinde frem, selvom et stort befolkningsflertal ryster på hovedet af den. De venstreorienterede vil gerne bryde den borgerlige orden og dens institutioner ned. De liberale ser bare dumt til og spørger, om det er godt for bundlinjen. Når de da ikke selv deltager i nedrivningsfesten.

Den indholdstomme liberalisme er nemlig i stort omfang kompatibel med venstrefløjens opløsningsprojekt. De venstreorienterede hader eksempelvis skønhed, og har til lejligheden udviklet en forfærdelig, menneskefjendsk arkitektur, der skal hjælpe med at uddrive borgerdyrenes romantiske forestillinger om livet. …

Ligeså med familien, der med sine pligter, begrænsninger og frirum fra statsmagten altid har været de venstreorienteredes hovedfjende. Familien interesserer ikke rigtig hyperindividualisterne, der ikke kan forstå, at noget fællesskab kan komme før den personlige frihed. At familien er ét og alt for stort set alle børn, der kommer til verden. Der, hvor vi dannes og bliver til moralske væsener. Familien – ikke individet – er samfundets sociokulturelle mindsteenhed. Nej, du skal ikke gøre, hvad du har lyst til. Der er rigtigt og forkert. Noget, der er bedre end andet. Det er som udgangspunkt bedre at stifte familie og passe på den end ikke. Det er som udgangspunkt bedre, at et barn har en mor og far end blot én af dem. Det er som udgangspunkt bedre at gøre som de fleste end at spilde dit liv med at hade normen og søge det unikke. Og så videre.

… En livskraftig borgerlighed skal insistere på at håndhæve rigtigt og forkert. Der er ingen, der kan forklare, hvorfor kriminelle udlændinge skal have lov at blive i Danmark. Ingen, der kan forklare, hvorfor tilvandrede ikke skal tilpasse sig vores normer. Der er andre hensyn. De handler dog ikke om rigtigt eller forkert…

Vores moral er grundlagt i et nationalt fællesskab, og den moderne liberale internationalisme tilbyder ikke stort andet end politikker, der opløser dette fællesskab. Det er pudsigt, at den nationalliberale guldalder i 1800-tallet var sammenfaldende med en omfattende og oprigtig interesse for fremmede kulturer. Når det tynde øl i Venstre taler varmt om globalisering, mener de i virkeligheden homogenisering. De helmer ikke, førend alle verdens større byer er proppet med den samme mad, de samme butikskæder, samme dødssyge bygninger i glas og stål og de samme enstænkende mennesker. En stor, global lørdagskylling. Dét er drømmen. Så kan pøblen hygge sig med islam og udkantsværen.

… Borgerlighedens ‘krop’ er orden. Den eksisterer stadig, men der er brug for at revitalisere og styrke den. Middelklasseindkomster og middelklasseliv. Hovedsporet, som så mange, selv borgerlige, i dag skammer sig over – for de er blevet lært, i de røde institutioner, at småborgerlivet er uautentisk og uden værdi. En perfid løgn: uden vores orden var fred, frihed og velstand en umulighed. Hårdt arbejde, den sammenholdende familie, det livslange ægteskab, forældreautoritet, kirke, retfærdighed i retssalen, restaurerede hovedgader, tætte naboskaber, møder med morgensang og omsorg for alle de små særpræg. Hjælp til de værdigt trængende og krav, pligter og dannelse.

Alt sammen på en bund af aktiv moralsk stillingtagen.

(Østerlars kirke, Østerlarsker Sogn, Østerlarsker-Gudhjem Pastorat, Bornholms Provsti, Københavns Stift)



8. juni 2019

‘Eid Mubarak’, sagde kommunisten: Revolutionær førte valgkamp ‘ved moskeen efter fredagsbønnen’

Det blev De Radikale, der vandt kampen om de muslimske stemmer i landets mange islamiserede boliområder, formentligt fordi partiet har ført en veltilrettelagt kampagne. Spurgte man den gennemsnitlige muslim konkret om holdningen til velfærdsydelser, så ville Enhedslisten uden tvivl være det foretrukne alternativ. Klassekamp 2.0.

(‘Almen Modstand’ hærger valgplakat for liberale Jan E. Jørgensen, Nørrebro St., 4. juni 2019; Foto: Tilsendt)

Det var nu ikke fordi, at Enhedslisten ikke gjorde forsøget. I Århus involverede folketingskandidat Anne Hegelund (Socialistisk Ungdomsfront, se evt. FV2015-dokumentation) sig i ‘Almen Modstand’, der kæmper imod de i ghettoerne forhadte nedrivninger. Og så kan man jo passende dele brochurer ud efter fredagsbønnen…

“Kom forbi og giv en hånd med at dele vores “Stop statsracismen – Forsvar vores Almene Boliger” folder ud ved moskeen efter fredagsbønnen om en lille halv time (Anne Hegelund, Enhedslisten, Facebook, 24. maj 2019)

(Hegelund foran ‘Fredens Moské’, agiterer for ‘Almen Modstand, FV2019; Fotos: Facebook)>/p>

Anne Hegelund blev ikke valgt, men det gjorde derimod Victoria Velásquez, en SUF’er, der for år tilbage blev foreviget iført en bjørneskindshue med Sovjetstatens officielle logo. ‘Eid Mubarak’, lød det fra kommunisten…

Victoria Ninosca Risbjerg Velásquez, 4. juni 2019; Foto: Facebook)

(Victoria Ninosca Risbjerg Velásquez, ca. 2011; Foto: Facebook, udsnit)



28. maj 2019

‘Musik mod racisme’: 80’erne har ringet. De vil gerne have deres paroler igen…

Det er valgkamp og den yderste venstrefløj mobiliserer det bedste de har lært. Den ene dag demonstrerer de for klima-religionen, og det kan Trier Mogensen tale længe om på Radio24syv. Det ændrer dog ikke på det forhold, at der formentligt var flere flypassagerer i Kastrup den pågældende dag. Dagen før Greta Thunberg holdt sin radikaliserende tale, var Rådhuspladsen fyldt med venstrefløjens overdrev under parolen ‘Musik mod racisme’.

80’erne har ringet. De vil gerne have deres paroler igen… Ja, selv kommunisterne på scenen var de samme. Eksempelvis den i dag 70-årige Anisette Koppel, der sang Nordahl Griegs ‘Kringsat af fjender’, som jeg personligt husker fortolket af røde folkeskolelærere i 80’erne. Grieg var formand for ‘Sovjetunionens venner’, og en stor støtte af Josef Stalin. En mand der ikke mente, der var ‘rum for tvivl og vaklen’. Thunberg uden diagnose.

I 1980’erne var Annisette og manden, Thomas Koppel, tilknyttet den kommunistiske bevægelse i Danmark og spillede til utallige støttefester for blandt andet strejkende havnearbejdere, palæstinensiske guerillaer i Libanon og bz’ere i det befriede område i Ryesgade, København.” (Dagbladet Arbejderen, 29. august 2018)

(Musik mod racisme, 23. maj 2019 ved Mellemfolkeligt Samvirke, Amnesty International, 3F, FOA mfl.)



4. maj 2019

Messerschmidt: Ingen kommunister ‘har brug for politibeskyttelse’: “Volden kommer altid fra venstre.”

Superkommentar af Morten Messerschmidt på EB.dk – Hvorfor kommer volden altid fra venstre?

“Hvorfor er det altid de venstreorienterede, som overfalder politikere? Hvordan kan det være, at alle de gange, hvor københavnske bydele er blevet raseret i optøjer, er gerningsmændene altid venstrefløjsaktivister, ofte i en styg alliance med voldelige muslimer? Hvad er forklaringen på, at kun borgerlige og ikke én eneste socialistisk politiker har brug for politibeskyttelse?

Hvorfor sker det aldrig i Danmark, at en forsamling af revolutionære og socialister bliver overfaldet og opløst af højreorienterede maskeklædte bøller, mens det modsatte har fundet sted i 40 år i Danmark?

Hvem det er, som en socialdemokratisk regering nødvendigvis må støtte sig på, fik hele Danmark at se i billeder fra Fælledparken den 1. maj. Den dag fik socialdemokraterne kærligheden fra det yderste venstre at føle.

… Lidt i samme tradition har vi nu Rasmus Paludan. Var det ikke for politiet, ville han blive dobbelt-lynchet: Tævet til blods af Nørrebros enhedsliste-pøbel for at være fascist og racist – og halalslagtet af Nørrebros muslim-pøbel for at være en vantro gudsbespotter.

Men ingen fortaler for proletariatets diktatur, ingen erklæret leninist, stalinist eller maoist har brug for politibeskyttelse. Volden kommer altid fra venstre.

(Venstreradikale konfronterer frihedsaktivister, 26. januar 2016; Foto: Document.dk)



1. maj 2019

Autonomes Internationale Kampdag fejres bag opsatte Koran-klodser: AFA vs Paludan og Frederiksen

Det er Arbejdernes Internationale Kampdag, og jeg følger dækningen på TV2 News, hvor den ene venstreorienterede efter den anden aflirer floskler om den sociale massegrav under borgerligt regime. En ældre mand havde været i Fælledparken 27 år i træk, var skuffet over den manglende tilslutning blandt de unge, og så drak han ellers videre af sin Tuborg Classic.

Antifascistisk Aktion iscenesatte vanen tro gadekampe, alt imens den udsendte journalist påpegede hvilke krav de her ‘meget venstreorienterede’ havde til dansk politik. Det var blandt andet budskabet at ‘Ingen er illegale’. De de er nu på vej mod Fælledparken, hvor Stram Kurs demonstrerer. I skrivende stund chikanerer de Mette Frederiksen, mens hun taler imod Stram Kurs. Hyklere overalt.

Fælledparken har i dagens anledning fået opsat ekstra Koran-klodser. Forbind selv punkterne.

(Fælledparken med ekstra Koran-klodser, 1. maj 2019; Fotos: Steen, Snaphanen)

“Netop nu trapper politiet massivt op for tilstedeværelsen i nærheden af den moddemonstration, som Rasmus Paludan og Stram Kurs er i gang med i Fælledparken i forbindelse med 1. maj. … Endnu har der ikke været uroligheder omkring Paludans demonstration, men den tidligere opildnede demo fra Antifascistisk Aktion er nået frem til Fælledparken, hvor den i første omgang har spredt sig i mængden.” (EB.dk, 1. maj 2019 Kl. 15.42)



14. marts 2019

Hamborg, 9. marts 2019: ‘Luksus für alle’ – “Gegen Nazi-hooligans und religiösen Fundamentalismus”

Det tog mig flere dage at komme over weekendens tur til Hamborg, og selvom det sociale var i højsædet, så fik jeg naturligvis taget en del billeder. Vi boede på et hotel ved Elbbrücken, men tilbragte mest tid i St. Pauli. Det var her koncerten fandt sted fredag aften, og der var også gang i den lørdag aften. Vi talte syv mandskabsvogne på Reeperbahn, og med al den sexisme der var i området omkring Herbertstrasse, må antifa’erne have haft travlt.

(Molotow, St. Pauli, Hamborg, 8. marts 2019)

Vejret var ikke til sightseeing, men vi gik 10-15 kilometer begge dage, og fik trods alt set en del. Vi så Christianskirchen, Hauptkirche Sankt Michaelis og ruinerne af den gotiske St.-Nikolai-Kirche, der blev sønderbombet under krigen, og i dag blot fungerer som et mindesmærke.

(Der et popolo, ‘For Gud og folket’)

Derudover så vi Jüdischer Friedhof i Altona, og sluttede af med en tur til det mondæne haveområde, hvor vi blandt andet så koncerthallen Elbphilharmonie Hamburg.

Der er gået lidt inflation i taxi-anekdoter, men da vi skulle hjem efter midnat, fandt vi en taxi-kø og tog den forreste. En lettere overvægtig araber, trykkede på tælleren, mens jeg forklarede ham hotellets adresse, få sekunder før jeg spurgte om vi kunne betale med kort. Intet indikerede det modsatte, men vi havde lige fyret vores sidste Euro af på slave-øl og en peanutblanding på et skummelt værtshus. Han eksploderede spontant, brokkede sig over, at han nu skulle om bag i køen, og pointerede at vi skyldte ham 10,70 Euro. Vi forlod taxien, og da han kørte derfra råbte han noget truende ud af sideruden. Vi undrede os over, at man overhovedet kan køre taxi i en storby som Hamborg uden at tage imod kort. Han fik hvad han fortjente – ikke en cent.

Beatles platz, lige overfor Hooters, hvor maden var middelmådig, men betjeningen helt i top.

Vil man vide hvad der foregår inde i hovedet på den yderste venstrefløj, er St. Paulis gadebillede ganske velegnet. De er ikke helt upåvirket af tilvandret islamisme, men er dybt forankret i revolutionære idealer, og vold dyrkes ganske utilsløret. Politiske modstandere skal bekæmpes fysisk på gadeplan.

Anti-Islam: ‘Free Gaza from Hamas!’; “Gegen Nazi-hooligans und religiösen Fundamentalismus”

Arbejderklasse 2.0: ‘Luksus für alle’; “I did’nt go to work today… I don’t think I’ll go tomorrow”

Idolerne: Che Guevara, homohadsk massemorderisk stalinist; Bob Marley, homohadsk rastafari

Militans

Anti-tysk: “Halt die Fresse Deutschland!” (Hold din kæft, Tyskland!)

Diverse

(NB: Mobilfoto)



6. marts 2019

Om Venezuela-indslag på DR1: “… kunne have været historien om en vellykket socialistisk revolution”

Landsformand for Nye Borgerlige Ungdom, folketingskandidat Mikkel Bjørn Sørensen, giver et godt eksempel på verden ifølge DR. Sakset fra Facebook.

“‘Jeg er på vej til det, der kunne have været historien om en vellykket socialistisk revolution’.

Sådan starter DR søndagens program om Venezuelas økonomiske kollaps. Problemet er imidlertid, at fænomenet ‘vellykket socialistisk revolution’ er et ligeså stort fantasifund som alverdens fabeldyr og mytologiske væsener.

På bare 20 år er Venezuela gået fra at være et af verdens rigeste lande til et fattigdomspræget humanitært kaos, hvor befolkningen sulter og pengesedlerne er så lidt værd, at man laver tasker af dem.

Da jeg i weekenden besøgte mine forældre og derfor så programmet i deres stue, hørte jeg min mor kommentere: ‘Altså, det må jo være fordi, der er noget galt i fordelingen mellem de rige og de fattige’.

En tankegang, der desværre er medvirkende årsag til hele miseren, men som er udpræget dansk. Idéen om, at vi ved omfordeling og øget beskatning kan bane vejen til velstand. Men det økonomiske kollaps skete først ved valget af Chavez i 1998 og de deraf følgende bestræbelser på at bekæmpe kapitalismen og fordele landets ressourcer mere ligeligt.

I Danmark er det kapitalismen og markedskræfterne, der muliggør den store velstand og de deraf potentielt høje skatter. Venezuela genblomstrer først, når friheden og retssamfundet genoprettes. Socialismen er en modbydelig ideologi, hvis dunkle følgevirkninger spøger, hvor end den forsøges udbredt. (Mikkel Bjørn Sørensen, 5. marts 2019)

(Collage: Kristian Almblad i 21 Søndag om fattigdom i Venezuela, 3. marts 2019)

“Landet er plaget af massiv fattigdom og befinder i en humanitær krise. Alene i 2019 er 2,4 millioner borgere rejst ud af landet, viser tal fra FN.” (DR.dk, 4. marts 2019)

Oploadet Kl. 21:55 af Kim Møller — Direkte link39 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper