Politikere mener ikke ghettodefinitionen bør inkludere etnicitet, og nu kommer der så en professor og fortæller det hele drejer sig om boligsocial indsats i forhold til ‘ulighed’. Den multikulturelle ideologi har mange spindoktorer, der ofte er statsansatte marxister. Fra MX – Ekspert: Ghettostemplet er en forbandelse.

“»Principielt er jeg modstander af at have en ghettoliste. Ghettostemplet er både en forbandelse og en hjælp. En hjælp, fordi områderne får penge, men en forbandelse, fordi det er med til at stigmatisere dem, der bor der,« siger Jørgen Elm Larsen. …

At regeringen vil styrke indsatsen er sådan set fint, mener Jørgen Elm Larsen, som peger på, at problemet er, at listen bliver lagt frem til offentligt skue.

»Jeg tror snarere, at ghettostemplet har den modsatte effekt. Den får de ressourcestærke familier til at flytte væk, og det er svært at få nogen til at flytte til områderne,« siger han og fortsætter.

»Tidligere kunne man godt lave boligsociale indsatser uden at skulle stemple områder som ghettoer. Man kan godt lave analyser af uligheden uden at lave en liste,« siger Jørgen Elm Larsen.”

I sidste uge gav jeg her på siden, et eksempel på personlig hetz fra P77-bloggeren Carsten Halvorsen, der ikke helt kan få armene ned, efter han forleden opdagede, at to af hans politiske modstandere danner par privat. Jeg er en afstumpet højreekstremist der mangler empati, meget lig Breivik, og det samme gælder min politiker-kæreste. Onsdag i sidste uge gik han atter over grænsen, da han i en post på sin ‘Halvorsensk’-blog antydede, at jeg skulle være alkoholiker, og i samme ombæring henviste til et forlist ægteskab.

(Carsten Halvorsen om undertegnede på Halvorsensk.wordpress.com, 6. marts 2013)

Ovenviste foto blev brugt som illustration. Det var en ualmindelig god dag i 2005. George W. Bush gæstede København, og nok så mange voldsparate venstreradikale kunne ikke ødelægge humøret. Jeg blev skilt nogen tid efter, men det havde intet med alkoholvaner at gøre. Jeg var ikke den eneste der blev skilt i denne tid, og Carsten Halvorsens egen skilsmisse er objektivt set noget mere interessant.

En del del kender historien om hvorledes Halvorsen den 8. august 2005 med en promille på 1,71 angreb eks-konens nye ven med køkkenknive. Efter anholdelsen citeres han for følgende trussel mod rivalen: “Du skal være glad for, at jeg ikke fik fat i dig, for så havde jeg skåret halsen over på dig, parteret dig og smidt dig ud til hundene.”

I politirapporten noteres det, logisk nok, at anholdte “forfulgte forurettede med den hensigt at dræbe ham”. Halvorsen blev dømt for trusler om vold, hærværk og spirituskørsel, men trods alt, frikendt for drabsforsøg i Østre Landsret.

Den del af historien er velkendt, men Halvorsens skilsmisse var en konsekvens af en tidligere dom, hvad nævnes kort i en enkelt artikel.

“Selv sammenlignede Carsten Halvorsen sin opførsel med et stykke absurd teater, efter at hans tilværelse var sunket grus, da han året før havde fået en dom for incest mod sin steddatter.” (Fyens Stiftstidende, 10. februar 2006, Jaloux ægtemand fik tre år bag tremmer)

(Fyens Stiftstidende, 9. august 2005)

Fyens Stiftstidende har flere gange skrevet om Svendborgs tidligere Kulturkonsulents ‘sociale deroute’.

(Fyens Stiftstidende: 19. august 2004 & 10. februar 2005)

“Tre måneders fængsel. Det blev straffen til en 56-årig svendborgenser for gentagne sexuelt krænkende befølinger af en kun 15-årig steddatter og for trusler mod sin tidligere hustrus nye kæreste. … Den 56-årige blev dømt for blufærdighedskrænkelse ved over en periode for to år siden adskillige gange at have befølt den dengang 15-årige steddatter intime steder. …

Den dømte er siden blevet skilt fra steddatterens moder.” (Fyens Stiftstidende, 19. august 2004)

“En mor fandt et digt, forfattet af datteren, dengang 15 år. “Incest”, hed det: “Engang var jeg din lille pige. Nu er jeg Karl Marx’ pige. Nu kan du ikke tungekysse mig mere.” Samtaler tog fart, psykologer blev tilkaldt, og politiet involveret.

Pigens stedfar, en 56-årig mand, blev sidste efterår idømt tre måneders ubetinget fængsel ved byretten i Svendborg for et antal blufærdighedskrænkelser mod pigen. … I går slap han billigere. I ankesagen fandt Østre Landsret ham ganske vist stadig skyldig i anklagerne, men berøringerne af pigen var af sådan en art, at de sammenholdt med mandens gode personlige forhold kun skulle medføre en betinget dom på tre måneders fængsel. …

- Jeg har mistet alt. Min kone, hus, arbejde, erhvervsevne. Jeg har forsøgt selvmord og kan nu se frem til ti års arbejdsløsehed… I dag er han invalidepensionist…” (Fyens Stiftstidende, 10. februar 2005)

Vil man forstå hvorfor store dele af samfundsforskningen faciliterer den yderste venstrefløjs partiprogram, så kommer man ikke udenom Frankfurterskolen. Lang faktamættet gennemgang af Tim Pallis på Snaphanen, som det næsten gør fysisk ondt at skære i – Det politisk korrekte har rod i Frankfurterskolen.

“Tanken om politisk korrekthed har sit ophav i kulturmarxismen, som siden midten af 1920 har arbejdet på en radikal omvæltning af Vestens traditionelle kultur for at skabe en social revolution. …

Da det i begyndelsen af tyverne blev klart, at Sovjetunionens kommunistiske revolution ikke kunne brede sig politisk til resten af det europæiske Vesten på grund af den socialdemokratiske og kulturradikale moderation, fandt Komintern eller Det kommunistiske Internationale på muligheden af at kompromitere selve de værdier og principper, som Vestens samfund hviler på.

På et initiativ af Lenin (1870-1924) blev der holdt et møde på Marx-Engels Instituttet i Moskva, hvor man etablerede en international marxistisk kulturrevolution. Til stede var bl.a. den ungarnske marxist Georg Lukács (1885-1971)…

Til stede var også Willi Munzenberg (1889-1940), som foreslog, at organisere de intellektuelle til at fremstille den vestlige civilisation som en stinkende kultur. Kun hvis man var i stand til at korumpere alle værdier og gøre livet umuligt, kunne man indføre proletariatets diktatur. I 1940 blev Munzenberg henrettet af Stalins håndlangere i Sydfrankrig som revisionist.

De marxistiske intellektuelle blev således klar over, at man for at gennemføre revolutionen ikke kunne fokusere på den kapitalistiske økonomis struktur, som Marx havde gjort, men på samfundets kulturelle superstruktur. Det var den italienske marxist Antonio Gramsci (1891-1937) og den ungarnske marxist Georg Lukács, som skabte den nye kulturmarxisme.

Gramsci rejste til Sovietunionen efter den bolshevistiske revolution og arbejdede 1923-24 i Moskva og Wien for Komintern, Det kommunistiske Internationale. I Moskva kom han til den konklusion, at det ikke var muligt at gennemføre en revolution blandt vestlige arbejdere i stil med den bolsjevistiske opstand i Rusland på grund af deres kristne overbevisning. Antonio Gramsci havde en “stor plan” i stil med Georg Lukács.

Hans tanke var, at det var nødvendigt at skabe et nyt “kommunistisk menneske” før det var muligt at gennemføre en politisk revolution. Dette førte til, at det var de intellektuelle indenfor uddannelse og kultur, som skulle realisere den lange march gennem samfundets institutioner. Denne march gennem institutionerne skulle også omfatte regeringen, retsvæsnet, militæret, skolerne og medierne. Han mente, at så længe arbejderne var troende kristne kunne de ikke modtage de revolutionære ideer.

Gramsci’s revolutionære strategi er afspejlet i Charles A. Reich’s (f.1928) værk “The Greening of America”: Der er en revolution på vej. Det vil ikke blive en revolution som alle de tidligere. Den vil begynde med individet og kulturen og vil til sidst forandre den politiske struktur. Dette vil ikke medføre voldelige tiltag og vil heller ikke medføre nogen voldelig modstand for at blive gennemført. Det er den nye generations revolution.

Georg Lukács begyndte sit politiske liv som agent for Komintern, og med bogen “Geschichte und Klassenbewusstsein” (1923) fik han ry for at være den førende marxistiske teoretiker. Hans tanke var, at for at en ny marxistisk kultur skulle kunne opstå, var det nødvendigt at udslette den eksisterende kultur. …

Som kulturkommisær i Bela Kuns bolsjevistiske regime iværksatte han, hvad der blev kendt som “kulturterror”. Han instituerede et radikalt sexuddannelsesprogram i de ungarnske skoler. Børnene blev undervist i fri kærlighed og fik viden om det seksuelle samleje. De blev fortalt om det gameldags ved middelklassens familiemønstre, det umoderne ved det monogame forhold og det irrelevante ved religion, som fratager mennesker al lyst og glæde. Kvinderne blev opfordret til at rejse sig mod tidens seksualmoral. Denne såkaldte “kulturterror” kan opfattes som forgængeren til den “politiske korrekthed”.

På et hemmeligt møde blandt marxistiske intellektuelle i Tyskland i 1923 foreslog Lukas den idé, at sprede en altomfattende “kultur pessimisme” for at skabe en tilstand af håbløshed og fremmedgørelse hos Vestens mennesker… Dette møde førte til grundlæggelse af Institutet for Social Forskning ved Frankfurt Universitet i Tyskland. Institutet blev snart kendt som Frankfurterskolen. Det var en organisation af marxister og kommunistisk orienterede psykologer, samfundsforskere og andre intellektuelle, og opgaven var at implementere Georg Lukács’ program.

Georg Lukacs rejste til Tyskland i 1924 efter kritik af hans forskning på den 5. Komintern kongres. Her blev han medlem af Institut for Socialforskning ved Frankfurt Universitetet, som bestod af en gruppe kommunistisk orienterede sociologer. Institutet var identisk med Frankfurterskolen og blev grundlagt af Felix Weil (1898-1975) i 1923, som arbejdede for at løse de praktiske problemer med implementeringen af socialismen.

Institutets direktør fra 1923-1929 var Carl Grünberg (1861-1940), som var erklæret marxist, men institutet havde ikke nogen officiel tilknytning til Det kommunistiske Parti. I 1930 blev Max Horkheimer (1895-1973) direktør, og han mente at instituttet i endnu højere grad skulle basere sin forskning på Marxs teorier. Da Hitler kom til magten i 1933 blev institutet lukket, og dens medlemmer flygtede til USA, hvor de fik ansættelser ved universiteterne Columbia, Princeton, Brandeis og California at Berkeley.
Frankfurterskolen var derfor en gruppe tysk-amerikanske forskere, som udviklede en revolutionær filosofi og pædagogik, som i første omgang stod på skuldrene af Hegel (1770-1831), Marx (1818-83), Nietzsche (1844-1900), Freud (1856-1939) og Weber (1864-1920).

I Amerika befandt sig nu følgende medlemmer af Frankfurterskolen: 1960ernes guru for “The New Left” Herbert Marcuse (1878-1979), Max Horkheimer, Theodor Adorno (1903-69), Erich Fromm (1900-1980), Leo Lowenthal (1900-93) og Jürgen Habermas (f. 1929), der var elev af Theodor W. Adorno og senere blev den sidste store repræsentant for Frankfurterskolen og dens kritiske teori.

Frankfurterskolen kombinerede marxistisk analyse med freudiansk psykoanalyse og skabte grundlaget for det, der senere blev kaldt “kritisk teori”. Denne teori var en destruktiv kritik af den vesterlandske kulturs grundlæggende forestillingsverden, som omfatter kristendom, kapitalisme, autoritet, familie, patriarkat, hieraki, moral, tradition, seksuel ufrihed, loyalitet, patrotisme, nationalisme, arv, etnocentrisme, konvertioner og konsevativisme.

Frankfurterskolens filosoffer mente, at så længe et individ havde troen på, at hans gudgivne fornuft kunne løse de problemer samfundet befandt sig i, ville samfundet aldrig nå den tilstand af håbløshed og fremmedgørelse, som var helt nødvendigt for at fremprovokere en socialistisk revolution.

Det gjalt derfor om så hurtigt som muligt, at underminere den judæisk-kristne arv. Man anbefalede derfor at fremsætte en destruktiv kritik af ethvert område af samfundslivet med henblik på at destabilisere samfundet og styrte den undertrykkende orden. Denne kulturrevolution skulle sprede sig som en virus og fortsætte det ideologiske arbejde med andre midler end de rent politiske. Følgende ideer var på tegnebrættet:

At gøre brug af bestandige anklager om racisme. …
At gennemføre en enorm indvandring fra tredje verdens lande for at bryde den gamle befolknings identitetsfølelse…
At tømme kirkerne.
At skabe et upålideligt retssystem, hvor den kriminelle opfattes som et offer for samfundets fejlslagne politik.
At skabe afhængighed af statslige og kommunale velfærds goder.
At etablere kontrol med og politisk korrekt nedtoning af medierne gennem venstreorienterede journalisters optik.
At fremme kernefamiliens sammenbrud.
Frankfurterskolen kunne bruge Freuds idé om “pan-seksualitet” og menneskets naturlige søgen efter seksuel nydelse. Men heri lå også en kuldkastelse af de traditionelle forhold mellem mænd og kvinder. Faderens autoritet skulle angribes, og vigtigheden af både faderens og moderens traditionelle roller skulle nedvurderes således, at man kunne fravriste familiens ret til at være barnets primære opdragere.

Man skulle naturligvis også afskaffe forskellen på drengene og pigernes opdragelse, og i hele taget erklære alle former for maskulin dominans for chauvinisme og forældede. Kvinder skulle kunne indtræde i alle de funktioner i samfundet, som havde været domineret af mænd – også de væbnede styrker. Disse ting forudsatte imidlertid, at kvinder blev erklæret for en “undertrykt klasse” og mænd for “undertrykkerne”.

Dette var et langtidsprojekt, hvor man fokuserede på familien, uddannelsen, medierne, sex og populærkulturen. Når man ser tilbage på ungdomsoprøret i 1968 i lyset af Frankfurterskolens program, er det helt tydeligt at disse ideer allerede før 1968 lå i støbeskeen på de store universiteter.

Denne kritik blev udtrykt i flere forskellige værker som f.eks. Erich Fromm’s “Escape from Freedom” (1941) og “The Dogme of Christ” (1930). I Wilhelm Reich’s (1897-1957) “Massenpsychologie des Fascismus” (1933) forklares det, at Frankfurterskolen adskilte sig fra den marxistiske sociologi, der satte bourgeoisiet op imod proleteriatet. I stedet skulle kampen stå mellem det reaktionære og det revolutionære. Hans sex-økonomiske sociologi var et forsøg på at harmonisere Freud’s psykologi med Marx’s økonomiske theori.

Reich udtrykte det på følgende måde: “Den autoritære familie er den autoritære stat i miniformat. Menneskets autoritære karakterstruktur kommer af, at de seksuelle hæmninger og angst har begravet livets naturlige seksuelle impulser. Familiens imperialisme genopstår derfor i den nationale imperialisme. Den autoritære familie er altså det sted, hvor reaktionær ideologi og de reaktionære strukturer skabes.” Reichs teori fortalte også, at kristendommens religiøsitet var en del af den autoritære familie og førte til fascisme.

Erich Fromm var social psykolog i Frankfurterskolen og kom til USA i 1930erne. I “Escape from Freedom” fra 1941 skrev han, at kapitalismen skabte et socialt system, som lagde kimen til en sadomasokistisk og autoritær menneskelig karakter, som Martin Luther (1483-1546) og Adolf Hitler (1889-1945) var typiske eksempler på. Det samme kapitalistiske system skabte også Calvin’s teori om forudsbestemmelse, som hyldede den grundlæggende ulighed mellem mennesker. Det førte til nazismens ideologi. …

From udtykker sine revolutionære hensigter meget klart i “The Dogma of Christ”: “Vi bliver nødt til at definere revolutionen psykologisk. … Theodor Adorno var også en marxistisk revolutionær og medlem af Frankfurterskolen, der kom til USA i 1930erne. Samme med andre udgav han værket “The Authoritarian Personality”. Dette sidste værk fra 1950 har inspireret alle socialpsykologer og samfundsforskere overalt i verden lige siden. I denne bog gøres der rede for, at kristendommen, kapitalismen og den patriakalsk-autoritære familie skaber en personlighed, som er tilbøjelig til racistisk forudintagethed og fascisme.

Den “Autoritære Personlighed” blev derfor en håndbog i kampen mod en hvilken som helst fordom eller diskrimination. Hvis disse onder ikke bliver udryddet er der stor chance for endnu et Holocaust. Denne kamp mod fordomme blev grundlaget for den politiske korrekthed. …

Den kritiske teori omfatter forskellige del teorier, som skal bruges til at bekæmpe den eksisterende kultur: Matriarkalsk teori, androgyn teori, personlighedsteori, autoritetsteori, familie teori, seksual teori, race teori, lov teori og literær teori. Det var meningen at disse teorier skulle praktiseres og bruges til at vælte den eksisterende sociale orden og bane vejen for en social revolution baseret på kulturmarxisme.

For at opnå dette, var det nødvendigt at nedbryde de traditionelle forestillinger og de eksisterende sociale strukturer og erstatte dem med noget nyt. Den patriakalske sociale struktur skulle erstattes af matriakatet. Forestillingen om at mænd og kvinder er forskellige og har forskellige roller skulle erstattes af androgynitet. Og forestillingen om at heteroseksualitet er normalen skulle erstattes af forstillingen om, at homoseksualitet er normalen.

Hele øvelsen går så vidt jeg kan se ud på at erklærer den hvide, heteroseksuelle mand for racist. Leon Trotsky havde haft den overbevisning, at de sorte skulle være foregangsmænd for en kommunistisk revolution i USA. Han vente tommelfingeren ned overfor hvide arbejdere, som havde fordomme med hensyn til sorte. Trotsky opfordrede de sorte til at forene sig i et revolutionært oprør mod de hvide. Det blev efterfulgt af tressernes modkultur bevægelse.

Ligesom Reich og From var Herbert Marcuse en intellektuel i Frankfurterskolen, der kom til USA i 1930erne. Han var marxistisk filosof og social revolutionær, der ligesom Marx og Lukács forestillede sig opløsningen af det amerikanske samfund. Den traditionelle idé om revolution og dennes strategi har ingen udsigt, fordi den er for gammeldags. Det vi må gøre er en spredt og udbredt opløsning af systemet.

Den eneste måde at undslippe det moderne industrielle samfunds èn-dimensionalitet er at frigøre menneskets erotiske side, det sanselige instinkt, i oprøret mod teknologisk rationalitet. Denne erotiske frigørelse skulle tage form af den “store afvisning” eller en total forkastelse af af det kapitalistiske monster og hele dets værk indbefattet teknologisk fornuft og det ritualistisk-autoritære sprog.

Studenterrevolutionen og kvindernes befrielsesbevægelse var inspireret af Herbert Marcuse. Han var talsmand for det “store afslag”, som var en afvisning af alle de grundlæggende vesterlandske begreber. Han pædikede seksuel frihed og værdien af den feministiske og sorte revolution. Marcuse’s tanke var, at universitetsstudenter, de sorte, de fremmedgjorte, de asociale og den tredie verdens folk skulle erstatte proletariatet i den kommunistiske revolution.

I sin bog “An Essay on Liberation” (1969) forklarede han sine mål: Omvurdering af værdier, overvindelse af tabuer, kulturel omstyrtning og et sprogligt oprør for at udskifte alle værdier. Marcuse skrev også, at den hvide mand er skyldig, og at de sorte er oprørets mest naturlige kraft. Han blev den vigtigste tænker og guru for 60erne og 70ernes modkultur og ungdomsoprør.

Han betragtede denne udvikling som en kultur revolution, idet ungdommens protester var rettet mod hele det kulturelle etablissement og samfundets moral som sådan. I bogen “Eros and Civilization” (1955) prædikede han for en frigørelse af seksualitetens stærke ur-kraft fra den borgerlige og civiliserede beherskelse af den seksuelle drift. Det var også ham, der skabte udtrykket: “Make love not war”. …

Maslow var social psykolog og skrev tidligt om kvinde dominans og seksualitet. Han var ven med Herbert Marcuse på Brandeis University og kendte Erich From helt tilbage til 1936. Maslow skrev allerede i 1944 en artikel med titlen “The Authoritarian Character Structure”. Det var et ekko af Wilhelm Reich og Frankfurterskolens personlighedsteori, som igen står på skuldrene af Karl Marx social revolutionære teorier.

Ideen om sexrollernes ombytning og transformationen af patriarkatet til et matriarkat har forbindelse tilbage til Friedrich Engels (1820-95) bog “Familiens, Statens og Privatejndommens Oprindelse” fra 1884. Men det var Marx, som i værket “Den Tyske Ideologi” fra 1845 var den første der skrev, at koner og børn var patriarkens ejendom og om det nødvendige af en ombytning af rollerne.

Frankfurterskolens politisk korrekte kulturmarxisme blev formuleret i en meget attraktiv sprogbrug, som journalister og politikere kunne bruge. Man sagde, at det hele blot handlede om at være sensitiv overfor andre mennesker. Det drejede sig ikke om andet end tolerance, mangfoldighed, inklusion, ligeværd…

Virkeligheden er imidlertid en anden. Det, at skulle være politisk korrekt medfører nemlig også en undertrykkelse af trykke- og talefrihed, tanke kontrol, en omvæltning af den sociale orden og ultimativt en totalitær stat.

Det kulturmarxistiske ungdomsoprør, som tilhørte de unge intellektuelle i de historiske, sociologiske, psykologiske og antropologiske retninger på universiteterne i 1968 vejrede morgenluft og hijackede den folkelige hippie (blomsterbørnenes) kultur revolution, som var spiret frem i løbet af 1960erne i USA. …

Denne kultur revolution havde sine bedste stunder i den nye miljø bevidsthed og med de nye kollektiver, som var baseret på en interesse for at leve i økologisk samhørighed med naturen. … Alt dette misforstod og forvrængede Frankfurterskolens unge, fordi de søgte nogle skyldige i at have skabt det kapitalistiske samfund. De fandt dem ikke alene i monopol koncernerne og i det militær industrielle kompleks, men også overalt i det autoritære etablissement, som deres forældrene og lærere også tilhørte.

… Den marxistiske kulturrevolution var designet til at rive ned og nedbryde den vestlige civilization indefra. Den autoritære personlighed var et produkt af den patriarkalske familie. Friedrich Engels havde derfor fremhævet matriarkatet som ur-alternativet. Det var derfor nødvendigt at opløse kerne familien, for at gøre den kommende generation klar til at acceptere de planlagte sociale forandringer.

Dette forberedte vejen til de nye venstresocialisters krigserklæring mod det maskuline køn i forklædning af kvindernes frigørelse. Samfundet skulle omformes til et kvinde domineret samfund. Wilhelm Reich skrev allerede i 1933 i “Massenpsychologie des Fascismus” , at matriarkatet var det originale familie system i det naturlige samfund. Det samme sagde Erich Fromm. Maskulinitet og femininitet havde intet med kønslige forskelle at gøre, men med kønsneutrale socialt bestemte livs funktioner (socialkonstruktivisme). Man betragtede hjemmets indflydelse som hindrende på vejen mod den marxistiske kulturrevolution. …

I de sidste 30 år har Frankfurterskolens filosofi fuldstændig domineret alle vestlige universiteter i verden – det gælder også USA, som har sine venstreorienterede kulturradikale. Arven fra Marcuse og Adorno indoktrinerer de historieløse unge og lærer dem at erstatte fornuft og virkelighedsbeskrivelse med politisk korrekte formuleringer.

De fleste lærebøger i kunst kritik, litteratur kritik, sociologi, filosofi, antropologi og kultur geografi må i dag anerkende deres dybe afhængighed af Frankfurterskolens filosofi. På alle universiteter implementerede man i 70erne Marcuses begreb om de borgerliges “repressive tolerance”… Universiteterne er ikke længere videnskabelige, men kultur politiske kurser. …

Arthur “Punch” Sulzberger (f. 1926), som i 1992 blev chefredaktør af New York Times, var stærkt påvirket af Adornos forskning omkring “The Authoritarian Personality”. Det blev blot kaldt frigørelse og det at forandre verden. Jeg kan ikke huske en anden bog fra min tid i Det kongelige Bibliotek, som i den grad skriftede lånere gennem 70erne og 80erne.

I 1953 flyttede Frankfurterskolen tilbage til deres oprindelige institut ved Frankfurt Universitet i Tyskland. Adorno døde i 1969 og Horkheimer i 1973. Det var disse intellektuelle marxister, som under anti-Vietnam demonstrationerne skabte udtrykket “make love, not war” og “do your own thing”. De fremstillede en filosofi om dekonstruktivisme, som var en dekonstruktion af alle værdier. De drømte om et nyt samfund og en ny historieskrivning.

Frankfurterskolens lærere indførte sensitivitet træning i alle skoler. Børnene skulle oplæres i at kunne tale om deres egne subjektive følelser. Hvad føler du? Hvis det føles godt, gør det! Denne træning var designet til at overbevise dem om, at de selv var deres egen autoritet her i livet. …

Der er ikke fri forskning inden for samfundsvidenskaberne. Den kritiske pædagogik er et ekko af Frankfurterskolen. Forskningen skal frem for alt være politisk korrekt, ellers bliver studenternes afhandlingerne kasseret. Man er blandt andet også bange for, at der bliver sagt nogle sandheder om islams påvirkning af vort muslimske mindretal.

Man burde egentlig talt slet ikke tale om indvandrere. Det er et altfor bredt begreb. Man bør sætte sig ind i hvad islam er, for det er islam, der er problemet – ikke de kultur muslimske indvandrere og slet ikke alle de andre indvandrere fra andre kulturer end de islamiske.

Universiteternes vejledninger for forskningsetik er politiske og kulturrelativistiske krav til de studerende, hvis de vil bestå. Man tvinger dem til at præsentere pseudovidenskab. … Frankfurterskolen forsøgte at fordreje og ultimativt destruere den vestlige kultur. Selv om Frankfurterskolen ikke havde et politisk program liggende på bordet og derfor ikke havde en fremtidsplan som sådan, var den dog meget fremtidsbevidst. Den vidste nemlig udmærket, at de moralske afvigelser, som de fremmer, en skønne dag vil medføre en opløsning af samfundets sammenhængskraft, således at det sociale liv bliver uudholdeligt for borgerne, som derfor vil erstatte det kapitalistiske samfund med kommunisme.

Når man forstår den indflydelse Franfurterskolen har haft og stadig har på uddannelsessystemet – ikke mindst Journalisthøjskolen – og det politiske system, er det begribeligt, at politisk korrekthed, moralsk relativisme, kulturradikalisme er så udbredt blandt de unge og veluddannede humanister, som skriver om de nuværende samfundsforhold.

Kulturdebattørerne i MSM behøver ikke engang at være særlig venstreorienterede. Langt ind i de borgerlige rækker har den ideolgiske virus bredt sig, som kræver politisk korrekt anstændighed og et menneskesyn som tolererer selv de intolerante. Her går Claus Rifbjerg, Carsten Jensen, Thøger Seidenfaden, Georg Metz, Rune Engelbrecht, Uffe Ellemann og Bent Melchior hånd i hånd med Enhedslisten.

Danmarks Radio og især Politiken vil genopdrage masserne til et finere menneskesyn. Men det kræver en fortegning af virkeligheden og et bind for øjnene, som kvikke journalister i gamle dage havde blik for at afsløre. Men sådan er det ikke mere. I dag er det almindeligt, at politikere og intellektuelle maler et billede af virkeligheden, som slet ikke eksisterer. Få kan se, hvad virkeligheden egentlig er. I stedet bliver der hver dag i MSM fokuseret på den socialkonstruktivistiske utopi, som alle humanister er blevet hjernevasket til at tro på – få har mod til at tale parnaset midt imod. …

De pædagogstuderende kommer fra gymnasiet til studierne med en post-marxistisk idé om, at rummelighed løser alle problemer vedrørende islamisk kultur. Der er intet problem i islam. Det er vore fordomme, der er problemet. Derfor er det ikke muslimen som er et problem. Det er manglen på inklusion, som er problemet. … det er en kulturmarxistisk misforståelse, at den muslimske drengs identitet skabes af den feedback, han får fra klassen.

Denne pædagogik stammer fra den værdirelativistiske filosofi, som det moderne multikulturelle samfund er gennemsyret af. Den siger, at al adfærd er relativ lige god. … Dette kaldes den anerkendende pædagogik, som beskylder deres kritikere for, at de ubevidst stigmatiserer de umulige muslimske drenge. Det er altså disse børns omgivelser, der skal ændres, ikke de ustyrlige drenge.

Tænksomme i dette land bør interessere sig for, hvor hele denne politisk korrekte pædagogik kommer fra. Den er nemlig et udtryk det multikulturelle samfunds kulturrelativisme. De fleste undervisnings institutioner i den vestlige verden har siden tresserne været inficeret med den marxistiske bacille, som hedder “kritisk teori”.

Der findes kritisk pædagogi, kritisk psykologi, kritisk filosofi, kritisk antropologi, kritisk sociologi og hvad ved jeg. Selv om det også kaldes post-modernisme, så står det altsammen på skuldrene af Frankfurterskolens kulturmarxistiske dogmer. Det er en fundamentalistisk religion uden Gud, som i den grad har forpestet de fleste universitetsmiljøer først i USA og siden i Europa.“

Ulla Nørtoft Thomsen i Den Korte Avis – Verdensfjerne islamforskere – overraskede over islamister.

“Islamforsker Kate Østergaard er fuld af forundring over TV2 seneste afsløringer af ondartet muslimsk radikalisme på dansk jord: ”Jeg har ikke tidligere set dem udtrykke sådan trusler direkte eller opfordringer til vold eller til drab, og for mig virker det som noget meget nyt”, udtaler hun til TV2.

Hvorfor er en forsker ikke bedre orienteret? De fleste velorienterede borgere har kendt den virkelighed i årevis. Det kendetegner god teori, at virkeligheden ikke bliver ved med at overraske den. At den kan forklare og måske endda forudsige nogle ting. Er sagkundskaben inden for integrationsområdet helt bagud af valsen? …

Det kendetegner lærebøgerne om integration, at de integrationsproblemer, der optager befolkningen, er underligt fraværende. De studerende præsenteres for en helt alternativ problemhorisont. Den om racismen og angsten for det anderledes.

Hvad integration angår, tildeles islam typisk ingen forklaringskraft overhovedet. Dens globale udvikling nævnes ikke, islamismen nævnes ikke, terror findes ikke. Ingen lærebøger kan bekvemme sig til at beskrive muslimernes høje kriminalitetsniveau, ingen er i nærheden af nævne noget om alternative moralske kredsløb. Ingen kan se det almindelige vækstlag af hverdagsfjendtlighed over for vantro, der vist er betingelsen for at begynde at forstå resten af de integrationsproblemer, Europa står over for.

Optøjr, ildspåsættelser, angreb på brandmænd, læger, socialrådgivere og politi findes ikke i lærebøgernes univers. Social distance, trusler, vold, ”ballade” og radikalisering forklares med sociale forhold, diskrimination og stigmatisering. Man lærer alt om nådesløse kapitalistiske eksklusionsprocesser og danskernes subtile diskrimination, underkendelse og eksklusion.

Forskerne drager ikke virkeligheden med ind i lærebøgerne, men refererer i stedet et hav af postmarxistiske teorier, som de dokumenterer ved at referere til hinanden . …

Venstrefløjens teorier har ingen konkurrence i lærebøgerne. Et eksempel ser man her, hvor Marianne Skytte fra Aalborg Universitet citerer den mexikanske marxist Rodolfo Stavenhagen:

‘De fremherskende nationale ideologiers ekskluderende og diskriminerende natur, ofte koblet med racisme, gør sammen med det kulturelt opdelte arbejdsmarked, at det er ekstremt svært, hvis ikke umuligt for migrantsamfundene at tilpasse sig den dominerende nationale kultur, endsige tage den til sig som deres egen. Dette giver så igen brændstof til de afvisende argumenter hos de, der føler sig truede af forskelligheden – af ‘De Andre’.

Forskernes politiske positioner nævnes aldrig med et ord. Der er ingen pluralismeprincipper om også at referere det modsatte synspunkt. … Lov og orden, folkestyre og nationalstat er temaer, der er blæst ud. Med reference til den algierske forsker i emigranters lidelser Abdemalek Sayad – assistent hos den marxistiske franske sociolog Pierre Bourdieu – forklares det sorgløst i ‘Klassisk og moderne pædagogisk teori’, at Danmark ikke længere er en nationalstat:

‘Det danske samfund kan ikke længere beskrives som en kulturelt homogen nation, der definerer sine borgere ud fra ideen om sammenfald mellem én stat, én nation, én kultur og ét sprog. De danske borgere er tværtimod kulturelt og etnisk forskellige og kan ved hjælp af det transnationale migrationsperspektiv forstås som medborgere, der overskrider den nationalstatslige ide om ét territorialt forankret folk, fordi de har sociale og mentale relationer til flere lokaliteter på samme tid’. …

Integration bryder forskningen sig ikke om. Morten Ejrnæs, der er lektor i sociologi ved Aalborg Universitet, forklarer i lærebogen ‘Socialpolitik’, hvorfor: ‘Integrationsbegrebet udspringer af en borgerlig tankeform. Samfundet opfattes som et ligevægtssystem eller et harmonisk samfund’. Integration er tilpasning, og tilpasning er undertrykkende. Diversitet må der til, kun ikke i lærebøgerne.

Leder af Center for inklusion og diversitet, Bent Madsen bakker op, bla. i lærebøgerne ‘Socialpædagogik’ og ‘Inklusionens pædagogik’: Problemet er, at ‘integration har som mål at normalisere de anderledes’. Det kan forskerne ikke lide. …

Distancen mellem teori og praksis på diskuteres på uddannelserne som en slags principielt uoverstigelig sjæl-legeme-problematik. Hvor meget af miseren skyldes mon bare, at alt er lagt an på postmarxistisk teori, der er mere eller mindre systematisk på vildspor?“

For tre år siden talte domprovst Anders Gadegaard for åbne grænser i Kirkeasyl-regi, og selvom den eftersøgte i sagen er somalier, er han alligevel fræk nok til at give samfundet skylden. Visse mennesker er ganske enkelt udenfor pædagogisk rækkevidde. Fra TV2 Online – Det sagde præsten i kirken.

“Jeg er sikker på, at I har alle på et eller andet tidspunkt har tænkt: HVORFOR? Og hvorfor lige Jonas? Han, som var sådan et livstykke. Et lysende menneske, som I venner har kaldt ham i en smuk mindekronik i dagens Politiken. Han som havde så kæmpe stor lyst til livet. Og så mange drømme. Og ville så meget. Og havde så meget at byde på! Både menneskeligt, fagligt og socialt. Det er en skæbnens tragiske ironi, at han tilsyneladende døde som offer for den voksende ulighed og sociale skævvridning vi ser ske her i byen med øget vold i nattelivet og flere og flere børn og unge, der dropper ud af skole- og uddannelsessystemet – alt det, Jonas så gerne ville bekæmpe, og som han havde helt særlige forudsætninger for at kunne bidrage til med sin egen opvækst og sin særlige begavelse, så andre, der også vokser op med sociale problemer, kunne opleve ligesom han at få en uddannelse og en lys fremtid. …

Amen”

(27-årige ‘Voksende Ulighed O. Social Skævvridning’ fra Somalia)

Eric Hobsbawms 628 sider lange ‘Age of Extremes’ var noget nær den første bog jeg fik lagt i hånden, da jeg for mange år siden startede på historiestudiet. Allerede som teenager meldte han sig ind i ungkommunistiske Sozialistischer Schülerbund, og først efter Murens fald, 60 år senere meldte han sig ud af Communist Party of Britain, kort før partiet opløste sig selv. Han døde tidligt mandag morgen i an alder af 95 år, og Daily Mails barske gennemgang er lige på kornet – He hated Britain and excused Stalin’s genocide. But was hero of the BBC and the Guardian...

“On Monday evening, the BBC altered its programme schedule to broadcast an hour-long tribute to an old man who had died aged 95, with fawning contributions from the likes of historian Simon Schama and Labour peer Melvyn Bragg.

The next day, the Left-leaning Guardian filled not only the front page and the whole of an inside page but also devoted almost its entire G2 Supplement to the news. The Times devoted a leading article to the death, and a two-page obituary.

(The Guardian, 2. oktober 2012)

came to Britain as a refugee from Hitler’s Europe before the war, but, as he said himself, he wished only to mix with intellectuals. ‘I refused all contact with the suburban petit bourgeoisie which I naturally regarded with contempt.’ Naturally.

If the name Hobsbawm rings a bell at all, people might recollect that it was also the name of Julia Hobsbawm, a PR expert who, in collaboration with the future Mrs Gordon Brown, was one of the spin doctors who sold New Labour to this country.

There is a world of difference between the ideology of Julia’s sleek, modern New Labour ideas and her father’s hard-nosed Stalinism, but one of the things they had in common was contempt for ‘ordinary people’.

Eric Hobsbawm took part in one of the most extraordinary conversations ever on British television. Speaking in 1994 to the author Michael Ignatieff about the fall of the Berlin Wall five years earlier, the historian was asked how he felt about his earlier support for the Soviet Union.

If Communism had achieved its aims, but at the cost of, say, 15 to 20 million people – as opposed to the 100million it actually killed in Russia and China – would Hobsbawm have supported it? His answer was a single word: ‘Yes’.

Just imagine what would happen if some crazed Right-winger were to appear on BBC and say that the Nazis had been justified in killing six million Jews in order to achieve their aims. We should be horrified, and consider that such a person should never be allowed to speak in public again – or at least until he retracted his repellent views and admitted that he had been culpably, basely, wrong.

Yet the awful thing about the phenomenon of Eric Hobsbawm is that the exact opposite to this is what happened.

He was awarded a Companion of Honour by Tony Blair… A professor of history, he was regularly lionised on the BBC and in the liberal newspapers as our ‘greatest’ historian.

(The Guardian, 2. oktober 2012)

It is true he modified his hard-line support for Stalin and his death-camps as the years went by. The elderly Hobsbawm was not the same person who, in 1939, co-wrote a pamphlet defending not only Stalin but Hitler, too – and justifying the Nazi-Soviet pact to carve up Poland and dominate Eastern Europe.

But as far as the history of the 20th century was concerned, he never learned its lessons. The tens of millions dead, the hundreds of millions enslaved, the sheer evil falsity of the ideology which bore down with such horror on the peoples of Russia, Hungary, Czechoslovakia, Poland and Germany, never occurred to this man.

He went on believing that a few mistakes had been made, and that Stalinism was ‘disillusioning’ – but that, in general, it would have been wonderful if Stalin had succeeded. …

What is disgraceful about the life of Hobsbawm is not so much that he believed this poisonous codswallop, and propagated it in his lousy books, but that such a huge swathe of our country’s intelligentsia – the supposedly respectable media and chattering classes – bowed down before him and made him their guru. Made him our ‘greatest historian’.

The truth is that, far from being a great historian who sometimes made mistakes, Hobsbawm deliberately falsified history.

In his book The Age Of Extreme, published in 1994, he quite deliberately underplayed the Soviet Union’s attack on Finland in 1939-40, saying it was merely an attempt to push the Russian border a little further away from Leningrad. He also omits any mention of the massacre of 20,000 Polish soldiers by Russian Secret Police at Katyn.

In the same book, he dismisses the appallingly violent suppression by the Nazis of the Polish resistance in the 1944 Warsaw uprising – when a complacent Soviet army ignored desperate pleas to come to the Poles’ aid – as ‘the penalty of a premature uprising’.

These are not mistakes – they are wicked lies.

In his 1997 book On History, he wrote the following: ‘Fragile as the communist systems turned out to be, only a limited, even minimal, use of force was necessary to maintain them from 1957 until 1989.’

This again is a blatant lie. A huge and ever-growing Soviet armaments industry ensured there was continued violence in most of the major trouble-spots of the world through those years before Communism collapsed. …

Ask the inhabitants of Prague, where Soviet tanks rolled into the streets in 1968, if they agreed with Hobsbawm that this was ‘minimal use of force’.

Ask the millions of people who were taken from their homes by KGB thugs and forced to live, often for decades, in prison-camps throughout the Gulag, whether force had been ‘minimal’.

Nor were Hobsbawm’s rewards merely the sycophantic praise heaped on him by Lefty academics and silly chatterers at London dinners. Having cultivated his group of Left-wing protégés at Birkbeck College in London, where he dominated the history department and went on to become President, he was showered with accolades by academics of the Left. …

What his death tells us, however, is that the liberal establishment that really runs this country has learned no lessons from history. It is still prepared to bow down and worship a man who openly hated Britain – and who knowingly wrote lies.”

Johanne Schmidt-Nielsens spindoktor Pelle Dragsted (BZ, AFA, Enhedslisten) er efterhånden fast gæst i Deadline på DR2, men han er langtfra den eneste venstreradikale der kan ses på kanalen. Søndag aften var emnet for debatten i Deadline ‘den aktivistiske venstrefløj’, og hidkaldt var socialdemokraten Jesper Kinch-Jensen (tidligere VS, ATTAC) til en debat med Rune Eltard-Sørensen (Globale Rødder, Modkraft) og Rene Karpantschof (BZ, Københavns Universitet).

DR2-vært Nynne Bjerre Christensen var ikke helt ukritisk, men godtog indirekte det venstreradikale udgangspunkt, og afkrævede ikke svar på hvad det konkret var Eltard-Sørensen og René Karpantschof ønskede, udover ‘antikapitalisme’ og ‘et andet system’. Selvom Jesper Kinch-Jensen tydeligvis er en luftig realpolitiker, lød han næsten fornuftig blandt de to forstenede venstreradikale, med Rune Eltard-Sørensen som den mindst medietrænede – og mest ærlige.

Kommunisme blev ikke omtalt en eneste gang, og det er lidt påfaldende når nu de to tydeligvis havde revolutionen som mål, og de sågar mente (kommunistiske) Enhedslisten var for midtsøgende. Indslaget kan ses her.

(Karpantschof til autonom demo, Kbhn 2007 – Eltard-Sørensen til EDL-demo, Århus 2012)

Delvis transkribtion.

Nynne Bjerre Christensen, DR2: Jeg har samlet Jer her i dag for at spørge, henvover generationer, hvad man vil opnå med disse forholdsvis primitive graffiti og aktivisme af denne her karakter. Rune Eltard-Sørensen. Hvad er det man prøver at omstyrte eller ændre ved at skrive sådan? Jeg ved at du kender lidt til nogle af de folk som har været med i det her, og også ved tidligere angreb af denne karakter.

Rune Eltard-Sørensen, Modkraft: Ja, denne her gruppe valgte jo at forklare sig på Modkraft i form af en aktionserklæring, og sådan som jeg læser deres erklæring, så har det både et internt sigt og et eksternt sigte. Internt ønsker man at signalisere solidaridaritet med de folk der er fængslet, sigtet eller tiltalt for politisk arbejde efter terrorparagrafferne, og man ønsker også at opfordre til yderligere solidaritet fremad. Udadtil, altså i forhold til det eksterne, resten af samfundet, der ønsker man at få lømmelparagraffen, terrorparagrafferne og kriminaliseringen af venstrefløjen på dagsordenen, og det er blandt andet derfor vi er her i dag.

Nynne Bjerre Christensen: Så dagsordenen er i hvert fald kommet. René Karpantschof, kan du genkende denne her måde at drive politik på. Altså vi hører terrorparagraffen og lømmelpakken er meget centrale. Fra det i tidligere lavede, for ti-tyve år tilbage i tiden, altså at man forsøger at sætte dagsordenen i forhold til noget man jo også bare kunne skrive legitimt om i dagbladet Politiken.

René Karpantschof, sociolog: Ja, altså, jeg kan godt genkende, både fra min egen tid som aktivist, og historisk set, som jeg også har forsket i, at der er nogle grupper som har radikale budskaber, altså radikale i den forstand at de ikke er en del af den etablerede politiske debat, og ikke den dagsorden partierne har. Altså der er nogen der kommer med nogle mere radikale budskaber, de selv mener går mere til bunds i problematikkerne, og så understreger de det med mere radikale metoder også – der vækker opsigt. Fordi at, de her grupper bliver, med de resourcer de har, sjældent hørt, hvis ikke de understreger det med et eller andet på gaden også.

Nynne Bjerre Christensen: Uanset, at det ikke er et særligt sofistikeret budskab.

René Karpantschof: Ja, ‘Fuck kapitalismen’ er faktisk et meget godt budskab, det er formentligt uddybet i nogle længere skrifter, men det er jo eksempler på at der er nogle der stiller grundlæggende spørgsmålstegn ved om vi skal have det økonomiske system vi har i dag.

Nynne Bjerre Christensen: Jesper Kinch-Jensen, du forlod jo det aktivistiske miljø for en del år siden, da du bevægede dig ind på en klassisk midtsøgende rejse, og er endt i dag hos Socialdemokraterne. Hvorfor forlod du denne her del af miljøet, og denne her måde at argumentere på.

Jesper Kinch-Jensen, Socialdemokraterne: Jamen, jeg synes stadig jeg har idealerne, ind i det politiske maskinrum, som jeg også har med fra dengang. … Jeg har svært ved, når Rune eksempelvis i Politiken skriver ‘Fuck systemet’, givet systemet fuck-fingeren, så er der en vældig energi og radikalitet i det, som jeg godt kan lide, men jeg kan bedre lide at energien ligger der – hvad er det så man vil. Hvordan vil vi videre, positivt. Det har jeg svært ved at finde i de venstreradikale bevægelser.

[...]

Rune Eltard-Sørensen: Det man kæmper for er at skabe nogle frie rum, hvor man bryder med kapitalismen, og andre former for undertrykkelse ved at opbygge projekter og fristæder hvor man ligesom frigør sig fra staten og frigør sig fra markedet. … På mange måder går det godt på den yderste venstrefløj og i det venstreradikale miljø, man rækker også ud efter nye samarbejdspartnere, det kan være de lokale borgere på Nørrebro, det kan være flygtninge, det kan være fagbevægelsen, det kan være klimabevægelsen, og man har jo de sidste par at man faktisk har haft succes med bredere mobiliseringer. Jeg tror ikke man skal tælle antal graffiti eller knuste ruder, man skal ligesom også se på hvad der var i forhold til Kirkeasyl og nogle af sultestrejkerne, forsøgte at mobilisere befolkningen og det har resulteret i, været medvirkende til, at nogle konkret opnår at få asyl i Danmark. Og derudover, at man har kunne ændre det politiske billede, så det lige nu er Enhedslisten der sidder og forhandler asylaftale og ikke Dansk Folkeparti. Jeg mener de folkelige bevægelser har været medvirkende til det.

Nynne Bjerre Christensen: … i har en velvillig Københavns Kommune med sig, man har nogle huse, man har millionstøtte, men alligevel siger man ‘Fuck kapitalismen’ – altså, hvori består utilfredsheden, der er da meget at glæde sig over, og hvis man ønsker et andet miljø, en anden verden med bæredygtighed, så kan man da bare bygge sit halmhus – det er jo et frit land vi lever i.

Rune Eltard-Sørensen: Det er rigtigt, men jeg tror ikke, jeg får nogle øre til at falde af, ved at sige, at vi er midt i en finanskrise, og derfor er det økonomiske system enormt afgørende for vores liv. Det er globalt, og det er ikke demokratisk. Det er på børserne, det er cheferne der bestemmer på arbejdspladserne, og det vil sige, at i og med vi snakker om et demokrati, at man bare kan bygge sit halmhus, jamen, det det kan du måske godt, men altså de store beløb og den virkelige magt den er stadig ikke demokratisk i dagens Danmark.

Nynne Bjerregaard Christensen: Ja, René Karpantchof, det med Occupy Wall street, og den der bevægelse som Rune refererer til, kunne det ikke blive sådan et nyt løftende projekt efter Murens fald, og alt det der skete med antikapitalismen.

René Karpantschof, sociolog: Jov, men det ser bare ikke ud til at det bliver det. Occupy er et af de eksempler på, at der siden Murens fald har været forskellige forsøg på, også på globalt plan, at formulere et nyt socialistisk projekt, der svarer til det gamle vi havde før Murens fald. Men det er ikke blevet så slagkraftigt endnu.

Nynne Bjerre Christensen: Opfatter du det sådan, at der er en identitetskrise på den yderste venstrefløj, at man tumler lidt forvildet rundt?

René Karpantschof: Ja, det kan man godt sige. Der er i hvert fald ikke den samme slagkraft i den samlende vision som før Murens fald. Før Murens fald havde vi jo ligesom to verdener overfor hinanden, kapitalismen og socialismen. Og socialismen dengang godt nok en blandet landhandel af stalinister og salsa-socialister på Cuba, ikke desto mindre følte man at en anden verden var muligt. Det er lidt sværere at se i dag. De grupper vi har i dag, også i Danmark, især med Ungdomshuset, de viser at det godt nok er et frit land – især hvis man har penge. Fordi de resultater Rune har nævnt er jo ikke kommet fordi man har fået lov, det er jo noget man har tilkæmpet sig, man har faktisk gået ind og krævet at det politiske system, at de omfordeler nogle af resurcerne til at samfundet, så unge også har et frirum hvor de kan folde sig ud i. Det var ikke sket uden den aktivisme.

[...]

Nynne Bjerre Christensen: … kan du se opridset af nogle positive politiske resultater…

Jens Kinch-Jensen: Altså jeg var selv med i ATTAC, og var meget grebet af det, det var i 21 lande, og så gik det op i venstrefløjsfraktioner osv., men nu har vi på socialdemokratiets kongres vedtaget at vi går ind for finansiel transaktionsskat. Altså, der er da en sammenhæng der. En masse sammenhænge mellem de bevægelser der foregår, og så det der sker… noget starter med bevægelser og halmehytter, som jeg tror du sagde, og miljøbevægelse, som nu er en del af regeringens grundlag.

Nynne Bjerre Christensen: Der er så også nogle fjendebilleder falder bort… om erhvervslivet.

Rune Eltard-Sørensen: Det gør det måske nok for nogle, men jeg tror ikke kritikken af kapitalismen forsvinder før kapitalismen er afskaffet. Fordi den er udemokratisk indrettet. Det er vores arbejdsmarkedet stadig grundlæggende, og det er ødelæggende for miljøet, og det samme med statsborgerskab – der bliver gjort forskel på mennesker i forhold til om du har papirene i orden eller ikke har, og den kriminalisering af mennesker den fortsætter jo, indtil man har fundet en løsning på det, og det vil fortsætte med at give konflikter.

Jens Kinch-Jensen: Altså, jeg tror kapitalismekritikken kan tage udgangspunkt i tre ting, og der er jeg meget enig med dig. Hvad gør den ved naturen?… hvad gør den med relationer mellem mennesker?… jeg tror vi har brug for en kapitalismekritik, der også griber ned, i det der hvor økonomien før har været politikens hjælpevidenskab, så tror jeg det er psykologien og socialpsykologien kan være det. Hvad er årsagen til at over 60 procent af dem der i Odense Kommune er på førtidspension er det på grund af psykisk sårbarhed. Vi snakkede lidt om det før, med alkohol – i virkeligheden. Hvad er det i vores samfund der gør, at så mange mennesker er sårbare.

Rune Eltard-Jensen: Vi skal tænke i fællesskaber fremfor individer.

Jesper Kinch-Jensen: Det er jeg meget enig i.

(Jesper Kinch-Jensen, valgvideo om integration; Youtube)

Rune Eltard-Jensen: - og der har venstrefløjen et svar.

Nynne Bjerre Christensen: Der er vi tilbage ved det realpolitiske, René Karpantschof. Vi har en socialdemokratisk regering, nu også med SF og Enhedslisten, der aldrig har haft en stærkere indflydelse. Hvordan påvirker det den yderste venstrefløj, symboliseret ved disse her malingkastere.

Rene Karpantschof: Det gør ikke den store forskel, sådan umiddelbart… men jeg tror nok… at de venstreradikale er skuffede over den S/SF-Radikale regering vi har. Fordi det mere end nogensinde ligner mere og mere en regering der går ind på kapitalismens betingelser, istedet for at se på hvor vi vil hen med samfundet. Der bliver talt om vækst, og det tror jeg nok de på venstrefløjen, altså den radikale, er en kæmpeskuffelse. Nu havde man chancen for at sige, kan vi ikke bruge alle de resourcer vi har i samfundet på at skabe mere tid, skabe mere bæredygtighed.

Nynne Bjerre Christensen: Vi har et Enhedslisten der aldrig har haft større indflydelse.

René Karpantschof: Enhedslisten, i hvert fald i folketingssammenhænge, taler jo nogenlunde ud fra den samme agenda, at vi skal forbedre de arbejdsløses vilkår ved at lave en form for vækst, ikke noget sådan et virkeligt radikalt budskab, som at vi kunne lade kollektive interesser styre produktionen, og sådan.

Nynne Bjerre Christensen: Hvad siger du til det her Rune Eltard, med Enhedslisten. Flytter Enhedslisten med ind på midten?

Rune Eltard-Sørensen: Jeg vil sige, at Enhedslisten har suget nogle tidligere aktivister til sig, og på den måde så er forsvundet nogle kræfter til den parlamentariske bevægelse, hvor folk går ind og arbejder på det parlamentariske grundlag.

Nynne Bjerre Christensen: Bliver de ikke formildet af, at Enhedslisten har den indflydelse. At de sidder med i forhandlinger i udlændingespørgsmål.

Rune Eltard-Sørensen: Der er måske noget der bliver formildet, og kan en tillid til systemet, men den grundlæggende tillidskrise eksisterer stadig i forhold til det økonomiske system og i forhold til parlamentarismen. Fordi den er utilstrækkelig i forhold til at løse de problemer vi står overfor. Befolkningen er nødt til selv at gå aktivt ind og påvirke deres hverdag, og skabe nogle frirum, og nogle opgør med den her undertrykkelse. Man kan ikke bare sidde og vente på Christiansborg, man kan ikke sidde og vente på at cheferne selv begynder at dele ud af overskuddet, eller afgive noget magt.

Nynne Bjerre Christensen: Det lyder som om der stadig er aktivisme på venstrefløjen…

Hvor nutidens kommunister mest ses som en slags politisk eksotisme, så var det noget helt andet under Den Kolde Krig. I 1970 udgav det schweiziske Eidg. Justits- und Polizeidepartement en tekst kaldet Die Zweite Form des Kriges, der havde til formål at lære den gennemsnitlige schweizer om den totalitære trussel fra øst, ikke mindst psykologisk.

Selskabet til værn for dansk folkestyre udgave oversatte hæftet til dansk, og her kan man læse evigt-aktuelle ord om femtekolonne-virksomhed under overskrifter såsom ‘Desorganisation af det politiske liv’, ‘Defaitisme og pacifisme’, ‘Sympatipropaganda’ og ‘Opslidning og underkastelse’. I efterskriftet spår oversætterne hård kritik fra politiske modstandere, hvad affærdiges med spørgsmålet: “… anser man Danmark for at være en fredet enklave?” Så nemt kan det siges.

Der opstilles flere scenarier i teksten, og udgangspunktet er i det hele taget meget udansk: ‘Vi’ er villige til at forsvare os, lyder det – “Enhver har våben og ammunition hjemme”, og uanset hvad – “Vi kæmper under alle omstændigheder”.

Bestemt en udgivelse der er interessant nok i sig selv, men særligt den danske introduktion fortjener fremhævelse.

Fra Forord.

“Som et vigtigt led i bestræbelserne på at videreudvikle den sovjetiske imperialisme frem mod dens slutmål – den såkaldte ‘globale demokratiske fred’ er der i helt enestående grad taget psykologiske midler i anvendelse.

Der opereres i denne forbindelse ikke alene med eet sæt midler – de militære – men med hele to sæt, hvoraf det andet, som skjuler sig under den uoverskuelige og umiddelbart intetsigende betegnelse ‘andre midler’, så absolut er det mest omfattende. …

Det var Lenin, der formulerede definitionen på begrebet ‘Kampen med andre midler’, idet han ordret sagde: ‘Når efter Clausewitz krigen kun er en fortsættelse af politikken med andre midler, er også freden kun en fortsættelse af kampen med andre midler!’”

Fra Udviklingen i Danmark, Lidt forhistorie.

“Herhjemme er det klassisk-revolutionære parti, for hvilket den marxistisk-leninistiske grundholdning er ubetinget retningsgivende for endemålet, Danmarks kommunistiske Parti (DKP).

I hvilken grad dette parti er Moskva-styret kan ikke umiddelbart fastslås, det må være op til den enkelte iagttager at vurdere. Nærmest som en dansk afdeling af den internationale kommunistiske bevægelse dannede DKP ‘fortrop for hovedstyrken’, d.v.s. for Sovjets kommunistiske parti med hovedsæde i Moskva. …

Det vakte betydelig opsigt i den danske offentlighed, da DKP tog klart standpunkt imod Vestmagternes kamp mod Hitlers Tyskland. ‘Chamberlains krig’, og ‘den anden imperialistiske krig’ var udtryk, som man dagligt kunne læse i ‘Arbejderbladet’. Der var ingen tvivl. Partiet var prosovjetisk med en venlig holdning over for det erobrende Tyskland. Det var Moskva-Berlin-overenskomsten, der var undertegnet den 23. august 1939 i Moskva af den tyske udenrigsminister von Ribbentrop og Stalin, som bestemte partiets holdning.

Begivenhedernes udvikling tog nu fart. Medens Tyskland invaderede Vestpolen, tog Sovjet Østpolen og de tre baltiske lande, Estland, Letland og Litauen. Forhandlinger med Finland om afståelse af visse landområder indledtes af Sovjet.

Herhjemme iagttog man den nye situation med skærpet opmærksomhed, og midt under denne udvikling oplevede vi en bemærkelsesværdig begivenhed: – det var den 12. november 1939. DKP fejrede i KB-Hallen i København 22-årsdagen for novemberrevolutionen – omkring 5000 mennesker deltog, og festtalen blev holdt Axel Larsen som sluttede med ordene: ‘Et leve for et frit og socialistisk Danmark – Sovjetstaten Danmark!’

Tre uger senere var krigen mod Finland i gang. … Det er også en kendsgerning, at kommunisterne først deltog i den gryende danske modstandsbevægelse efter den 22. juni 1941 – datoen for de tyske troppers indtrængen over den russiske grænse. – At dette faktum naturligvis ikke forringer mange enkeltpersoners heltemodige indsats fra denne dato og frem til befrielsen er en anden sag.

En særlig begivenhed i 1949 synes at vise, at partiets revolutionære holdning blev fastholdt også efter krigens slutning. … Det kom for dagen, at DKP var i færd med at sammensætte særlige grupper med henblik på tilrettelæggelse af sabotage i tilfælde af engelsk og amerikansk militærhjælp til Danmark. …

Medens Ungarn-Krigen 1956 og den derved afledte folkestemning satte en stopper for udviklingen af den revolutionære kamps virksomhed, og blandt andet Danmarks Kommunistiske Parti var en total aflivning nær, fandt de revolutionære ledere sammen og planlagde en ændret taktik, hvor nu tiden blevet med som afgørende faktor.

Direkte påvirkning af ‘masserne’ ansås for irrelevant, idet den nemlig forudsatte en økonomi og styrke, som ikke var til stede. Man satte derfor fokus på den kommende generation, hvorved ‘Kampen om ungdommen’ indledtes. – En taktik, som det har taget den voksne generation alt for lang tid at gennemskue.

Allerede i slutningen af halvtredserne kunne det konstateres, at de revolutionære foredragsmænd i stigende tal og med øget intensitet lod sig indskrive som foredragsholdere til landets forskellige lærerseminarier. Senere er denne aktivitet udvidet til at omfatte stort set alle institutioner, hvor personale uddannes til at have med ungdom at gøre og som har forbindelse med produktion og distribution af viden og oplysning i det hele taget. Hensigten var at tilvejebringe en revolutionær avantgarde for den opvoksende generation for fra børnehavestadiet og opefter at bibringe de unge en livsholdning på marxistisk-leninistisk grundlag.

Målet er, at den nye generation efterhånden som den vokser sig ind som den nye og bestemmende generation medtager den indpodede marxistisk-leninistiske grundholdning, for derved at medvirke til at ændre folkeopinionen og lette overgangen til det alternative samfundssystem.

Vi kan op til vore dage følge en række begivenheder, som har haft indflydelse på opinionsdannelsen hos børn og unge ved såvel direkte som indirekte påvirkning. …

Man introducerede marxistiske teoretikere som Marcuse, Bettelheimm og Schaff m.fl. – det er nu Che Guevara, der bliver ungdomshelten, og intet drenge- eller pigeværelse er færdigmonteret, hvis ikke der hænger et legemstort portræt på væggen af denne cubanske ‘Tordenskjold’.

Propagandaen rettes nu til støtte for guerillabevægelser og Black Power, og selv Danmarks Radio og Fjernsyn synes at spille med.

Studenteroprøret, som kun omfatter en relativt lille del af de studerende… kører nu 1968 frem for offentligheden som en magtfuld kritik af vort demokratiske system. …

- Og man ser efterhånden, hvorledes det er blevet muligt for en politisk minoritet i utallige nøgleområder at placere sig i en majoritetsposition – altså en bestemmende position.“

(Den anden krig, 1974, s. 40f)

Kronik af Torben Mark Pedersen i Børsen – Frihed og velstand til forskel (ikke online).

“Er Milton Friedman det liberale modstykke til Marx? En økonomisk tænker, hvis ry er ved at ‘blive ødelagt af enøjede ideologiske tilhængere’? Det er professor Niels Kærgaards påstand i kronikken ‘Børsen dyrker Milton Friedman’. Her præsenteres både Marx og Friedman som blandt de 10 førende økonomer gennem tiderne, og Kærgård sidestiller Informations dyrkelse af Marx i 1970′erne med Børsens behandling af Friedman.

Den sammenligning baserer sig på en falsk præmis: At de begge var store økonomer. Hvis man hører til en fagdisciplins giganter, må man have ydet betydelige videnskabelige bidrag, som andre forskere bygger videre på. Det er ikke tilfældet med Marx.

Der er ingen dele af Marx’ bidrag fra hans økonomiske hovedværk ‘Kapitalen’, der holder i dag: Hans værditeori, kriseteori og vækstteori er forlængst forkastet af teoretiske og empiriske grunde. Marx byggede sin værditeori på arbejdsværdilæren, der allerede i 1870′erne blev forkastet til fordel for en subjektiv værditeori. Dermed falder Marx’ teori om merværdi og udbytning og arbejdernes objektive klasseinteresser, hvilket igen undergraver hans klassekamp teori.

Det kan også vises matematisk, at Marx’s kriseteori, ‘loven om profitratens faldende tendens’, er fejlbehæftet. Som fagøkonom er Marx en ubetydelig skikkelse. Der er intet i moderne økonomisk teori der kan spores tilbage til Marx. Helt anderledes med Milton Friedman…

Der findes ingen absolutte sandheder i samfundsvidenskaberne, men nogle videnskabelige ideer er åbenlyst bedre end andre: De er teoretisk sundere, og de virker, når de konfronteres med virkeligheden. … Hvor som helst lande har lagt Marx’ ideer til grund, er det endt i ufrihed og relativ fattigdom… Der er en verden til forskel på Marx og Friedman. Politisk var Marx tilhænger af proletariatets diktatur og kommunisme med dets ufrihed og tvang, hvorimod Friedman var en utrættelig forkæmper for personlig frihed.”

Læs det hele. Kronik af Carsten Breengaard i Jyllands-Posten – Revolutionen har da fundet sted.

“Sjældent har man været vidne til en sådan pseudodebat, for revolutionen, den har da fundet sted. Proletariatet har for længst sejret. Udtrykt i proletariatets eget grove sprog: Sejret ad helvede til! Og til dem i blå blok, der har luftet frygt og forargelse over den clausenske agurk, er der kun at sige: Hyklere, I har selv været revolutionens nyttige idioter.

Ganske vist blev det ikke en revolution efter den rene marxistiske skoledrengevidenskab. Produktionsmidlerne blev ikke overtaget af dem, der ikke selv har prøvet lønarbejde. Det prøvede man i Sovjet og Østtyskland, og det gav ikke gode resultater. De arbejdsuprøvede teoretikere kan man ikke betro produktionsapparatet, så går det grueligt galt. Det er muligt, at Per Clausen ikke har opdaget det, men det har alle andre. Det blev faktisk hovedlæren i det 20. århundrede: Betro ikke produktionsmidlerne til socialisterne. Den moderne revolution, den der for længst er gennemført i Danmark, holder fingrene langt væk fra produktionsmidlerne.

Den socialistiske revolutions drøm om guld på gaden, og at man kun behøver at bukke sig, strander, viser enhver erfaring, i Nowa Hutas beskidte boligblokke og i benzinosen i en Trabi, hvis ikke de dygtige kapitalister bliver på deres plads. Kapitalisme er ikke den socialistiske revolutions modsætning, men dens dynamo. Carina ville ikke have haft en chance på de gamle revolutionspræmisser. Carina er et hovedvidne på den moderne socialistiske revolution. …

Den moderne revolution er en kleptokratisk revolution. Den opretter en stat, der beslaglægger folks indkomst for at overføre den til andre. Og de andre har længe siddet på magten. Allerede i 1990 gjorde Henning Fonsmark i ”Historien om den danske utopi” opmærksom på, at over 50 pct. af vælgerkorpset var på overførselsindkomst. Mon det er forbigået Per Clausens opmærksomhed?

Vi har i en menneskealder haft en stat, hvor et flertal overfører et mindretals økonomiske ressourcer til sig selv. Hvis flertallet ikke synes, de har penge nok, flytter de blot mindretallets penge til egen konto. Hvis det ikke er revolution, så ved jeg sgu’ ikke, hvad det er! Nej, flertallet flytter ikke ejendomsretten til produktionsmidlerne til sig selv; det er det alligevel for klogt til. Per Clausen som direktør? Den model har man som sagt prøvet, men det er revolutionens undergang. Så bliver der ikke noget at overføre.

Skal den kleptokratiske revolution gennemføres, må man have destrueret familien. Familien var det europæiske samfunds bærende sociale enhed i 2.000 år. Familien var også stedet, hvor den opvoksende generation fik dannet verdenssyn, moral og adfærdsregler i videste forstand. Familien var desuden en økonomisk enhed. Med stor klarhed så de revolutionære, at familieinstitutionen måtte ændres radikalt. Og jeg skal da love for, at de også her har sejret – ad helvede til.

Jeg kan fra 1950’erne huske, at vi tæt på sommerferien i skolen fik udleveret en seddel om offentlig støtte til togrejser til ferielandet. Mine forældre syntes, omend pengene var små, at de ikke ville bede andre betale familiens årlige rejse til Samsø.

Kære læser, griner De over en sådan puritanisme? Ja, det kan jeg godt forstå, for siden har vi jo fået et samfund, hvor vi forventer kørselsgodtgørelse, når de gamle forældre skal besøges. Og statsfamilien er bare vokset og vokset. Da vore hjemmeboende døtre for snart mange år siden kom i gymnasiet fik de hver måned tilsendt et beløb. Understøttelse fra familiestaten – omend det faktisk stadig var forældrene, der både betalte tag over hovedet, mad på bordet og tøj på kroppen. Og som uden vanskeligheder kunne have betalt lommepengene også. Hvis altså ikke staten havde opkrævet det dobbelte af, hvad de udbetalte. Ja, det dobbelte, for kleptokratistatens administrationsudgifter skulle selvfølgelig også dækkes. Godt og vel. Og lige som den kleptokratiske revolution i relation til økonomi har skabt et nyt sprog, hvor ”mine penge” af politikere kaldes »vores allesammens penge«, således skabte revolutionen selvfølgelig også et nyt sprog vendt mod familien. Når vi kom til forældremøder, ja, så var ordet forældre bandlyst. Dine voksne hed det nu. Forældrerollen var overtaget af staten. Staten som den ægte forælder. Ingen over og ingen ved siden af. …

Jeg underviste i 40 år på gymnasium og især universitet, og kan bevidne de krævende kundskabers udryddelse. Jeg kom engang til at sige, at visse områder af mit fag faktisk var intellektuelt krævende, ja, direkte svære. Jeg husker endnu studiedekanens chokerede udtryk. At noget var svært, det var simpelthen forbudt på det proletariske universitet. Og da jeg krævede, at skriftlige opgaver skulle skrives i et korrekt stavet og forståeligt dansk, fik jeg en lodret ordre om at frafalde den slags elitære krav.

Opgøret med det borgerlige sprog har da også sejret for længst. Ad helvede til. Enhedslistens forkvinde tømmer latrinet i bedste sendetid. Hun er pissesur, oplyser hun med lynende øjne. Øjnene blev hun kritiseret for, men ikke for sproget. Pisse-, tisse, skide- og lortesproget bredte sig som skidt fra en spædkalv tidligt i 1970’erne – formidlet af revolutionære folkeskolelærere. …

Socialdemokratismens revolution har i løbet af et par menneskealdre omskabt det danske samfund og dets borgere totalt. Den har vendt op og ned på alt. Frank Aaen er ganske vist endnu ikke blevet direktør i A.P. Møller-Mærsk, men til gengæld har vi fået velfærd. Over al måde og ad helvede til!“