16. september 2017

Lars Tvede citerer kollektivistiske anti-kapitalister: Adolf Hitler, Benito Mussoloni… SF, Enhedslisten

Hvis jeg var gymnasielærer, så havde jeg tvunget de studerende til at læse afsnittet om ‘Mussolinis fascister’ i ‘Gåsen med de gyldne æg’ (2016). Nok så mange modsatrettede udlægninger af tunge universitetshistorikere, vil ikke kunne sløre, at nazismen og fascisme er socialistiske forgreninger.

Detaljerig gennemgang af Lars Tvede på Altinget.dk – Er fascisme og nazisme reelt venstreorienterede ideologier? Læs det hele, inkl. de 16 punkter, der motiverer blogpostens overskrift.

“… hvor ligger nazister og fascister egentlig på det politiske spektrum? På den yderste højrefløj, selvfølgelig, mener mange åbenbart. Og LA og NB? Samme sted; lige dér ved siden af snotklatterne. Guilt by association, ha ha. …

Ja, morsomt, men lad os lige kigge bag facaden, hvor vi kan starte med fascismen. Alle definitioner deraf, jeg har fundet, kredser først og fremmest om den meget magtfulde stat. I en artikel om fascismen i Enciclopedia Italiana fra 1932, redigeret af selveste Benito Mussolini, læste jeg eksempelvis følgende:

– ‘Den fascistiske opfattelse af staten er altomfattende; uden for den kan ingen menneskelige eller åndelige værdier eksistere, endsige have værdi’.

– ‘Vi kontrollerer politiske kræfter, vi kontrollerer moralske kræfter, vi kontrollerer økonomiske kræfter, derfor er vi en fuldstændig korporativ stat’

– ‘Alt inden for staten, intet uden for staten, intet imod staten.’

– ‘I betragtning af, at privat produktion er et nationalt anliggende, refererer virksomheder til staten for produktionens retning.’

Fremhævningerne er mine, men det er altså staten ‘über alles’.

Godt, men hvad siger Danmarks borgerlige partier egentlig om denne sag? Staten über alles?

Bestemt ikke; typisk borgerlige slogans er ‘Mindre stat og mere privat’, ‘Mindre stat, mere menneske’ eller ‘Pengene ligger bedst i borgernes lommer’.

Så på den front er fascisme det diametralt modsatte af borgerlighed, hvilket Mussolini faktisk også selv pointerede: ‘Fascismen er afgjort og absolut imod liberalismens doktriner, både på det politiske og økonomiske område (…)’

Så fik vi det på plads, men var manden virkelig socialist sådan dybt nede i sjælen? Var han Rød, rød, rød?

Jo da. Han meldte sig i hvert fald som 17-årig ind i socialistpartiet, og da han året efter tog til Schweiz, skrev han til en ven, at det eneste, der klingede i hans lomme, var et par mønter og en ‘medaljon af Karl Marx’. I Schweiz blev han så skribent for bl.a. bladene Arbejdernes Fremtid, Socialisternes Avantgarde og Proletariatet.

Det lyder ret socialistisk. Og da han senere vendte tilbage til Italien, blev han partisekretær for … socialistpartiet, samt journalist for to socialistiske blade, nemlig Klassekampen og Socialisternes Avantgarde. Han skrev også bogen ‘Trentino betragtet af en Socialist’, og i 1912 til 1914 var han chefredaktør på det førende kommunistiske dagblad Fremad!

Det var jo et kommunistisk blad, så var han socialist eller kommunist? Det ved jeg ikke, men borgerlig, konservativ eller liberal var han i hvert fald ikke – tværtimod.

… hvad med Hitler? Var han rød eller blå? …

I 1919 blev Hitler af militæret anmodet om at infiltrere det ekstremistiske venstrefløjsparti Deutsche Arbeiterpartei. Da han her overhørte en tale kaldet ‘Hvordan og med hvilke midler kan kapitalismen ødelægges’, blev han imidlertid begejstret og meldte sig ind som medlem nummer 55. Senere blev han partiets leder, hvorefter han fik tilføjet ordet ‘Nationalsozialistische’ til dets navn, hvoraf betegnelsen ‘nazi’ kom. Altså fra det Tyske National Socialistiske Arbejderparti.

(Ledende anti-kapitalister mødes i Munchen, september 1938)

Ideologisk set kombinerede nazisterne nationalisme, socialisme, racisme, økologi og fortidsromantik med en stærk ‘vilje til staten’, som ideologen Arthur Moeller van den Bruck havde kaldt det. Staten skulle således bestemme, hvad der blev produceret, og hvordan folk skulle leve deres liv. Ja, den store, stærke stat; ikke civilsamfundet og slet ikke individet.

Hovedfjenderne var omvendt borgerskabet, kapitalismen, jødedommen og liberalismen. Dermed undertrykte nazisterne, ligesom fascister og kommunister, også individuel frihed, selvstændighed, demokrati, tolerance og retsstat.”



2. september 2017

Internationalsocialisten Karl Marx om jøder (1853): “… den mest beskidte af alle racer.”

Hvis ikke venstrefløjen havde sat sig tungt på definitionerne, så ville det være svært at bilde nogen ind at ‘nationalsocialisme’ skulle være specielt højreorienteret. Interessante citater af Karl Marx i en kommentar af professor Sven Hakon Rossel hos 24nyt.dk – Her er den ægte fortælling om racisten Karl Marx.

“For 150 år siden udkom ét af den politisk-økonomiske litteraturs mest indflydelsesrige værker, Karl Marx’ Das Kapital (Kapitalen), hvis 1. bind udkom i 1867, mens de to sidste bind blev udgivet efter hans død i 1883 i årene 1885 og 1894. Sidste bind blev redigeret af marxismens anden søjlehelgen Marx’ nære ven Friedrich Engels. …

Langt mere spændende er det at beskæftige sig med Karl Marx’ biografi og med den i år udgivne brevveksling mellem Marx og Engels – langt hen af vejen overset af kritikken, og det skal de få, men indflydelsesrige marxister, der er tilbage i den vestlige verden, være glade for.

… her følger så et par citater, der dokumenterer, at ikke blot var Marx kynisk og hjerteløs, men også racist. Racismen kommer også til udtryk rundt omkring i forfatterskabet, således i en artikel i avisen Neue Rheinische Zeitung d. 29.4.1849, hvor han betegner jøderne i Polen som ‘den mest beskidte af alle racer’. I et brev til Engels fra 1853 skriver han med henblik på stridighederne i Slesvig-Holsten: ‘Tyskerne og skandinaverne, der begge tilhører den samme store race, bereder blot vejen for deres arvefjende, de slaviske folk, når de bekæmper hinanden i stedet for at indgå en alliance.’

Og der er mere af samme skuffe. Om den tyske socialistiske politiker Ferdinand Lassalle, en forløber for socialdemokratiet, skriver Marx: ‘Den jødiske nigger Lassalle […]. For mig er det nu fuldstændig klart, at han ligesom også hans hovedform og hårvækst viser, nedstammer fra negrene.’

Og så til sidst: ‘Det er min opfattelse, at generobringen af den tysktalende venstre Rhinbred er et nationalt æresanliggende, at germaniseringen af […] Belgien og Holland er en politisk nødvendighed’.”

(Grafik: Mises.org)

Oploadet Kl. 20:53 af Kim Møller — Direkte link31 kommentarer


31. august 2017

Jan Hoby maner til klassekamp: Vi skal have ‘en større offentlig sektor’, ’stigende skat er af det gode’

Dagens P1 debat havde regeringens reformer som emne, og hurtigt gik det op for mig, at manden der vrøvlede om ‘Lamborghini-reformen’ var kommunisten Jan Hoby. Reformen der procentvis giver mest til lavtlønnede var et forsøg på at ‘fattiggøre folk’, og derfor var det nødvendigt med klassekamp, blandt i form af landsdækkende demonstrationer senere på året.

Regeringens udspil var et skridt på vejen mod minimalstat, der blev modstillet med ‘velfærdsstat’, og ikke maksimalstat, der jo tydeligvis var hobys mål. Herunder spredte pluk fra debatten, der kan høres på DR.dk.

Bente Dalsbæk, P1 debat: … Jan Hoby, du er næstformand for Landsforeningen af Socialpædagoger. Er du glad i dag? Har du noget godt at sige om de her udspil og finansloven?

Jan Hoby, Landsforeningen af Socialpædagoger (LFS): Ja, men, jeg er da glad for at regeringen har tegnet de klassiske skillelinjer op i dansk politik, og genskabe klassekampen i den brede offentlighed. Det her, det er en reform for de få, og ikke for de mange. I forvejen så har det været fedt at være rig i Danmark, og nu lægger regeringen op til at de skal være endnu federe at være rig, og tilhøre overklassen. Så tak for det, for fagbevægelsen vil nu gå i gang med at mobilisere sine medlemmer.

Bente Dalsbæk: Hvad betyder det, at mobilisere sine medlemmer?

Jan Hoby: Der bliver indkaldt til landsdækkende tillidsmandsmøde den 4. oktober, og den 7. november går vi ud fra at der bliver store markante demonstrationer i landets seks største byer. Så vi bliver nødt til at udfordre den forestilling om, at nødvendighedens politik handler om at vi skal lave minimalstat i stedet for velfærdsstat, skattelettelser i stedet for skatteindtægter. Men jeg er altid glad for, når politik kommer til at handle om det, som det skal handle om. Hjerter og hjerter, om ideologi.

Bent Dalsbæk: Så du står her i P1 debat nu og blæser til klassekamp?

Jan Hoby: Nej, det har regeringen gjort, og den eksisterer uanset om vi oplever den eller ej. Det jeg er glad for, det er når folk invitere op til kamp, så møder jeg altid beredt op, og det er jo godt for arbejderbevægelsen at vi kommer ud af hængekøjen.

[…]

Jan Hoby: Politik handler jo om ideologi, og så kan man komme al mulig fernis og flødeskum ud over, så det lyder som om vi alle er enige. Så det er jeg meget enig i. Men lige i forhold til at melde ud med, at vi skal have flere skattelettelser. Altså, vi skal bare huske på at for hver krone vi får i skattelettelser, der går der 100 kroner fra den offentlige sektor, i grove træk. Det man kan sige, det er at vi skal have en større offentlig sektor. Vi skal have genansat de 40.000 medarbejdere der er blevet afskediget, eller som den offentlige sektor er blevet minimeret med siden finanskrisen. Og det som det i virkeligheden handler om, det er jo om skillelinjen i dansk politik, den går jo – også i det her panel her, mellem dem der vil have skattelettelser, og dem der vil have skatteindtægter. Dem der vil have mere ulighed, eller dem der vil have mere lighed. Og her, dem der vil have minimalstat, eller dem der vil have velfærdsstat – og jeg står på det sidstnævnte på alle tre parametre, og det er jo det den ideologiske kamp står om.

[…]

Jan Hoby: Prøv at høre her. Der er ikke nogen borgere der går rundt og med høtyve og fakler for at kræve skattelettelser. De kræver velfærd, men det dem i bunden i virkeligheden har brug for det er lønstigninger… De fleste ved jo godt, at det går deres næse forbi, at det kommer dem med Lamborghini’erne og dem med villaer på Strandvejen, det er dem der trækker det længste strå.

(Ferrari 488 og Lamborghini Aventador foran Louis Vuitton-butikken på Champs Elysee, Paris, Frankrig)

Jan Hoby: … den rejse der er sket, også hos de borgerlige, det er en sliske ned mod grådigheden, hvor det i realiteten ikke handler om at varetage det brede flertals interesser, men om at varetage en mindre og mindre politisk elites. … på den måde der bliver man også nødt til at for Cevea, for arbejderbevægelsen, for Socialdemokratiet, at steppe op i karakter og sige, at skattelettelser er af det onde. Skatteindtægter og stigende skat er af det gode.

Oploadet Kl. 18:07 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


30. august 2017

Massiv kritik af regeringens skatteudspil: ‘Løkke skatteudspil gavner de vellønnede danskere mest’

Mandag præsenterede statsminister Lars Løkke Rasmussen et efter danske forhold ambitiøs skatteudspil, der de kommende år skal mindske skatte og afgifter med 23 mia. kroner. Det offentliges budget er på mere end 1000 mia., så der er plads til begejstring, for nu at formulere det pænt.

Hverken skat eller skattelettelser rammer i sagens natur lige, og når nu danskerne flest er socialdemokrater plus/minus 10 procent, valgte regeringen klogt, at tage udgangspunkt i procentvis skattelettelser for fire udvalgte indkomstgrupper: Fra den lavtlønnede HK’er (215.000 kr) til den vellønnede Direktør (1.050.000 kroner). Procentvis er HK’eren vinderen, men i rene tal er vinderen naturligvis de højtlønnede, dem der i forvejen bidrager uforholdsmæssig meget til den fælles kasse. Du kan ikke slippe for at betale skat, du i forvejen ikke betaler.

Planen har ni elementer, og inkluderer også lempelser af bilafgiften, der – hvis gennemført, vil gøre alle biler billigere, særligt biler med en kostpris på mere end 500.000 kroner. Berlingske referer kritikken fra politiske modstandere, og nævner tweets fra Enhedslisten Pelle Dragsted (tidl. militant kommunist) og Mattias Tesfeye (tidl. kommunist). Begge mener regeringen fusker med tallene, når de indledende procentsatser ikke medregner direktørens fordele ved køb af ny bil, fri telefon etc.

Det er her vi står. Lighed er både mål og middel, moderne slaveri. Flere af egne penge i hånden til arbejdende danskere er yderst problematisk…

(Grafik: Skatteministeriet, 29. august 2017)

Fem udvalgte aviser. Rød eller blå pille…

‘Løkke skatteudspil gavner de vellønnede danskere mest’ (Jyllands-Posten, 30. august 2017, forside)

‘Regeringen vil bruge historisk mange milliarder på få job’ (Berlingske, 30. august 2017, forside)

‘Økonomer advarer: Det er for tidligt at træde på speederen’ (Politiken, 30. august 2017, forside)

‘Skatteudspil risikerer at forkorte opsvinget frem for at forlænge det’ (Dagbladet Information, 30. august 2017, forside, Sebastian Gjerding)

“Skatteudspillet blev i går rost af erhvervslivets organisationer. Naturligt nok. Regeringens udspil ligger helt på linje med kapitalens forslag. Det er rå klassepolitik af værste klasse.” (Dagbladet Arbejderen, 30. august 2017, forside, Rå klassepolitik)



1. juli 2017

Lektor: Trump er den kriseramte kapitalismes ‘fascistiske løsning’, nationaldemokratiet er fascistisk…

Hvor Jarl Cordua i sit borgerlige magasin udtrykkeligt understreger, at han ikke er højreorienteret, så har det venstreorienterede alternativ på Radio24syv ingen forbehold. Det Røde Felts Lars Trier Mogensen ser inden fjende til venstre, og mandagens udgave gav et ganske fint eksempel.

Jeg kom ind i slutningen af programmets anden time, hvor kunsthistoriker Mikkel Bolt præsenterede analysen i sin netop udgivne ‘Trumps kontrarevolution’ (Nemo, 2017). Kort fortalt, så mener Bolt, at den folkelige revolution lå og lurede i USA, og Trump blev brugt som en fascistisk fokusflytter. Problemet er var således ikke isoleret til fascisten Trump, fascistiske Dansk Folkeparti eller EU’s flygtningepolitik, nej, problemet var hele det ‘nationaldemokratiske’ system.

Mikkel Bolt er lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, og langt til venstre for den sunde fornuft. Hele indslaget kan høres her.

Mikkel Bolt: Den voldsomhed hvormed man kan se, hvad skal man kalde det – den etablerede orden, hvormed den forsøger at bremse og afspore alle de her protestbevægelser, er jo et symptom på et eller andet. Den er et symptom på, vil jeg mene, at den her lange krise, faktisk, de sidste fyrre års økonomiske udvikling har jo været en lang neo-liberal nødlanding, hvor der er blevet forsøgt sparet på den sociale reproduktion. Så det er de forskellige lokale kapitalistklasser i USA, jo godt opmærksom på…

Det Trump på en eller anden måde er udtryk for, det er jo at det bliver stadig sværere at få det her system til at hænge sammen. Det er derfor han både er kontinuitet og diskontinuitet. Man kan sagtens betone lighederne eller kontinuiteten, med Reagan, Bush eller Clinton eller Obama og så videre og så videre, der er helt sikkert en form for kontinuitet, når det handler om at tilgodese de rige, finanskapitalen og så videre, men samtidig er der også et eller andet distinkt nyt i Trump, der gør at vi kan tale om ham som en egentlig kontrarevolution… et forsøg på at lave en fascistisk løsning. Vi har en kriseramt kapitalisme, der forsøger på en eller anden måde at stramme op, og give udtryk for en reaktionær nationalisme, som han så er bannerfører for.

[…]

Mikkel Bolt: Du startede med at citere Marx fra Det Kommunistiske Manifest, og Marx er jo den største store kontrarevolutionsteoretiker, og i forlængelse af Marx, Kortian, så vil man tale om at der er en præventiv kontrarevolution, og så en egentlig afsluttende kontrarevolution. Og det er klart, at Trump er den præventive kontrarevolution ik’. Der er ligesom konturene af det revolutionære projekt, der er ved at blive synliggjort…En blanding af reformerende og reformistiske kritikker og så egentlige radikale kapital-negerende kritikker. … Trump vil afspore den, før den egentligt er kommet til syne. I den forstand er han præventiv.

[…]

Mikkel Bolt: For mig vil det være de her sociale bevægelser, der er den proto-revolutionære position, hvor Bernie Sanders, snarere skal forstås som det demokratiske partis forsøg på at bygge videre på det momentum der har været i Occupy og Black Lives Matter. … En del af min analyse vil så også være – problemet med Bernie Sanders’ projekt er, at der skal langt mere radikale løsninger til end Bernie Sanders tilvejebringer. … Vi er nødt til at holde op med at modstille Trump med forestillingen om demokratiet, at der har fundet et såkaldt demokratisk kup sted, at modstille Trump med Bernie Sanders eller Clinton, og så videre. For mig at se, er brudfladen eller konflikten langt mere radikal. Det handler om, på den ene side, Black Lives Matter og Occupy, eller de arabiske revolutioner, og på den anden side det etablerede parlamentariske system. I bogen ender jeg jo med at tale om ‘hverken Trump eller demokrati’ ik’. Så jeg ender ud med at forsøge, at formulere nødvendigheden af en egentlig kapitalismekritik. Problemet med Trump er jo sådan set at han mobiliserer eller igangsætter en form for iboende fascistisk dimension i nationaldemokratiet.

Jeg forsøger at lave en analyse, både den der politisk-økonomiske analyse, hvor man siger, at vi har at gøre med en kriseramt kapitalisme, og når så kapitalismen er ved at falde fra hinanden, så kan den søge ly i en eller anden form for fascistisk kommandoøkonomi. Så den uddelegerer noget politisk magt til et fænomen som Trump, så længe han sikrer at der ikke sker en større socio-materiel omkalfatring, altså en revolution. På den ene side – det er den ene analyse. På den anden, en form for kapitalismekritisk-retorisk analyse, hvor jeg så forsøger at tage det Trump siger alvorligt, og jo finder, at mange af de centrale fascistiske temaer, som tilsammen udgør en forestilling om palæo-genetisk ultranationalisme… at der er har fundet en grundlæggende politisk identitet af det nationale fællesskab. Det fællesskab har lidt en eller anden form for nederlag, og den stærke leder skal så sørge for at det nationale fællesskab genfødes. Så det er både en retorisk analyse, og en politisk-økonomisk analyse, og når man ligesom stykker det sammen, så vil det vise sig, at så kan man jo egentligt godt tale om at Trump er en fascist. Så er det selvfølgelig også et forsøg på at igangsætte en mere grundlæggende kritik af hvad jeg kalder nationaldemokratiet ik’. Jeg siger jo også en passant, at hvis vi ser på migranter og flygtninge og den skæbne de lider i Middelhavet eller Tyrkiet, så burde det være muligt at bruge termen fascisme, faktisk, om EU’s flygtningepolitik. Der ser vi jo, at der er nogen liv, er er mindre værd end andre, som det ikke er værd at redde, som er fravristet juridiske og politiske rettigheder. Så det jeg argumenterer for, det er at fascismen er, vi skal ikke forstå det som en modsætning – KZ-lejre og så videre, det er en særlig politisk ideologi, en særlig måde at styre den politiske økonomi på i krisetider, og det er så det jeg mener er tilfældet med Trump aktuelt. Så fascismen ligger og lure, den er tilstede i form af Trump, men den er selvfølgelig i høj grad også tilstede i nogle af de partier og protestbevægelser vi har herhjemme og i Europa, Dansk Folkeparti og hvad ved jeg.



16. april 2017

Malte Frøslee Ibsen, ‘forsker’: “… hvad kan vi… gøre for at inddæmme højrepopulismens fremmarch?”

Der er ikke ligefrem mangel på venstreorienterede forskeraktivister. Først kalder man indvandringsmodstand i velfærdsstater for ‘højrepopulisme’, hvad så gøres til en konsekvens af ‘neoliberalisme’. EU er løsningen fordi den kan tøjle genstridige befolkninger og multinationale virksomheder, og – ikke direkte formuleret – Karl Marx fordi han har beskrevet vejen mod proletariatets diktatur. Intet om indvandring. Intet om integration. Intet om Islam.

Ubehageligt læserbrev af politiserende postdoc Malte Frøslee Ibsen i Politiken – Forsker: Stop højrepopulismens fremmarch.

“Herhjemme har diskussionen om højrepopulismens succes fokuseret på flygtningekrisen, der af mange opleves som en udfordring af statens mulighed for at modtage og integrere et stort antal mennesker på flugt fra Mellemøstens kollaps. Men det er intet tilfælde, at populismen rejser sig i de vestlige demokratier få år efter finanskrisen i 2008…

I min egen forskning arbejder jeg ud fra den hypotese, at højrepopulismens succes skal forstås som betinget af velfærdsstatens kontroltab over økonomien. …

Globaliseringen af kapitalismen har altså påført velfærdsstaten et systematisk kontroltab over økonomien, der har svækket dens evne til at afværge økonomiske kriser og lindre deres negative følgevirkninger. Samtidig har neoliberalismen svøbt den internationale konkurrence og finansmarkedernes gældsskruetvinge om statens finanser i afpolitiserende ideologiske klæder, som om de var naturfænomener. Med andre ord: ‘nødvendighedens politik.’

Højrepopulismen repræsenterer altså en vælgerreaktion mod velfærdsstatens legitimationskrise i den globaliserede økonomi. Men frem for at vende sig mod statens kontroltab som den underliggende årsag til afindustrialisering, arbejdsløshed og stagnation/fald i levestandard i udkantsområderne, så retter store vælgergrupper i stedet vreden mod politikerne, indvandrerne og storbyeliterne med deres progressive principper om kønslighed, antidiskrimination og en anstændig tone. Hvis denne tese er korrekt, hvad kan vi så gøre for at inddæmme højrepopulismens fremmarch?

Kun hvis vi frigør os fra den globaliserede økonomis magt over vores politiske institutioner og den neoliberale ideologis magt over vores politiske forestillingskraft, kan vi gøre os håb om på sigt at fratage højrepopulismen dens vækstbetingelser.

(Kommentar af Ulrik William Nash på Politiken.dk, 16. april 2017)


Tidsånd: “Alle disse absurditeter er nu så grelle, som det kun ses lige før et paradigmes sammenbrud.”

Paradigmeskiftet er så småt på vej, men det bliver næppe en hyggelig reception, hvor nationalsindede konservative stille og roligt tager dirigentstokken fra internationalisterne og deres gæster. Jeg frygter det værste, og håber det bedste, men uanset hvad: Det er klart bedre end alternativet. Der er ikke noget alternativ.

Martin Paludan-Müller i Critique – Tidsånd.

“I snart 50 år har moralkompasset vist højre- eller venstreorienteret – ser vi nu mønsteret opløses i selvmodsigelser? …

For nylig har man set forslag om at begrænse paradigmefjenders taletid i medierne. De er jo hadefulde populister – Tal pænt, I ’skimlede kældermennesker’! En skrev i en rar avis, at vi ikke bør lytte til de populistiske politikere, der vil begrænse den urørlige indvandring af erfaringsmæssigt belastende grupper. Nej, ret al opmærksomhed mod eksperter fra lande med gode erfaringer med integration! Øh, Sverige eller Frankrig? Tåge er ingen hindring: En tinsoldat står fast!

At ingen større muslimske grupper i 1400 år er blevet harmonisk integreret i nogen ikke-muslimsk population kan umuligt anfægte radikales gamle tro på hygge og fred med ufredelige renhedsideologier.

I paradigmet udnævnes alene kritik af ideologien islam til en højreorienteret fobi, mens det jo er venstreorienteret fornuft at kritisere kristendom, som dog i udgangspunktet gik lodret imod farisæernes herskende paradigme, Det Gamle Testamentes lovreligion: ‘Den, der er ren, kaster den første sten’ kaster individet tilbage i moralsk selvbesindelse og peger frem mod en humanisme, som jeg ikke finder i den uantastelige Koran med dens talrige opfordringer til drab på os vantro – og enhver, der kritiserer dens ord.

Men humanismen forstenede i dogmatisk konvention og abstraktion. Tidens ideologi har tykke abstrakte gulvtæpper at feje upassende kendsgerninger ind under. Begår visse indvandrere vildt mange voldtægter, sågar i store grupper, handler det om mænd. Er etniske grupper særligt ofte voldelige, skyldes det sociale problemer: Voldsmænd er udsatte – ansvarsfrie ofre for et nådesløst samfund, må man forstå. Og påbyder en indtrængende tro og dens forkyndere drab på homoseksuelle, utro kvinder, frafaldne, kritikere og vantro generelt, må der tales abstrakt om forbigående problemer med religion. At kritisere en ideologisk tro, hvis tilhængere i gennemsnit er mørkere i huden end danskere flest, er nemlig racisme, skønt dens ofre tit har samme farve. At kritisere en ideologi, der forhindrer millioner i at blive individer – i selv at vælge livsværdier og ægtefælle – skal kaldes krænkelse af individer, skønt tilhængerne kun kan føle sig krænket af ideologikritik i samme grad, som deres individualitet i forvejen er krænket og lammet af ideologien. …

Alle disse absurditeter er nu så grelle, som det kun ses lige før et paradigmes sammenbrud. Lad os ikke håbe på folket, allerhøjst en bund af sund fornuft og moral.

Følehumanister er den første art på Jorden, der forsøger at overleve uden mønstergenkendelse. De er sågar ude af stand til at genkende antihumanisme.”



21. marts 2017

Arbejdskritiske venstreradikale på Radio24syv: Tror ikke på ‘parlamentarisme’, vil ‘afvikle’ lønarbejde

Når jeg en sjælden gang hører P1, så går der typisk ikke længe før der henkastet bruges begreber som ‘kapitalisme’ og ‘neo-liberalisme’. Af samme årsag hører jeg stort set kun Radio24syv i bilen, selvom der ikke altid er den store forskel rent ideologisk.

Torsdag i sidste uge kom jeg ind i ‘Mikrofonholder’, og hørte her lidt af feministens Miriam Wistreich lange samtale med den tidligere Modkraft-blogger Eskil Andreas Halberg, der har forfattet en bog, som problematiserer kapitalismen, og den bagvedliggende protestantiske arbejderetik.

Feministen, der kaldte sig selv kunstner, problematiserede at kunstnere generelt ikke tjente nok, og pointerede at feministisk metode kunne bruges på samfundet som helhed. Eskil Andreas Halberg henviste til marxistisk filosofi, og brugte mange ord på at forklare at moderne arbejderkamp reelt var en kamp for selvvalgt arbejdsløshed. Han troede ikke på ‘parlamentarisme’, og sådan har jeg det efterhånden også med medielicens.

Herunder nogle tilfældige smagsprøver.

Eskil Andreas Halberg: … arbejde ligesom på en måde koloniserer flere og flere dele af vores liv, såh, lønarbejdet det fortrænger andre måder at være til på. Og for at få et lønarbejde, så skal man opføre sig på en bestemt måde, kan man sige. Der er nogle bestemte krav man skal opfylde for at have lønarbejde… dominerer andre dele af vores liv, og derfor mener jeg at vi skal afvikle det i fællesskab.

Miriam Wistreich: … friheden ligger i ikke at være bundet af arbejde, og de funktioner der ligger i arbejde. Min drøm er at man får penge for at gøre et man oplever, er sit arbejde, for jeg kommer nemlig fra en branche hvor det virkeligt ikke er tilfældet.

Eskil Andreas Halberg: Min strategi er, at jeg arbejder ikke så meget, jeg er cirka på halv tid ik’. Og det gør jeg blandt andet, så jeg kan, hvad ved jeg, organisere mig politisk. Det har jeg altid været på forskellig leder og kanter. … kulturarbejderne er ligesom spydspidsen…

Eskil Andreas Halberg: … jeg har ikke nogen stor fidus til fagbevægelsen, for eksempel, heller ikke parlamentarisme, så det er jeg ikke så interesseret i. Venskaber er den bedste måde at organisere sig politisk. … I min egen praksis med at trække mig ud af lønarbejde…

Miriam Wistreich: Jeg kommer til at tænke på, hvad med de der ikke kollektivt indstillede, ikke-venstreorienterede lyttere, som sidder derude og tænker – ‘Jesus, hvad – det gider jeg da ikke’. … Nu sidder vi jo og drømmer…

Miriam Wistreich: En af de ting der har skubbet mig, til at interessere mig for det her, det er at der i løbet af de sidste par år, har været en del nedskæringer i kulturpuljer, og det betyder jo at der er færre penge – altså der var ikke nok penge før, og nu er der endnu mindre. … I det arbejdsmarked jeg navigerer i lige nu, i kulturbranchen, der kan jeg simpelthen ikke se, hvordan jeg nogensinde skal kunne leve af det jeg rigtig gerne vil lave. Det kan godt være det lyder forkælet – at jeg så skal tage jobs som alle andre, men det kommer jeg jo nok til ik’.

Eskil Andreas Halberg: I slutningen af min bog prøver jeg at lave lidt, det er helt klart den svage ende af min bog. Sådan er det altid med sådan nogle små kommunistpamfletter som min. Alle læsere, de læser og læser, og tænker så ‘hvad skal vi gøre, det må stå til sidst’. Og så er der et lille tørt kapitel til sidst, hvor der ikke rigtigt er en opskrift på hvordan man skal leve.

Eskil Andreas Halberg: Man løser ikke problemet ved at sige, at man vil have penge for den kunst man laver, for så gør man sin billedkunst til arbejde, og så trækker man sin kunstpraksis ind i kapitalismen, i stedet for at få den til at distancere sig fra det.

(Collage: Eskil Andreas Halberg, venstreradikal forfatter)



29. januar 2017

Benito ‘Il Duce’ Mussolini (1914): “Socialisme er i mit blod. … Jeg er og vil for altid være en socialist…”

I en tid hvor revolutionære socialister kalder sig ‘antifascister’, er det værd at dvæle lidt ved fascisme som ideologi. For Urias-læsere vil det ikke være en hemmelighed at Benito Mussolini var socialist, men det er altid godt at få samlet de historiske detaljer. Fascismen opstod som en magtkamp blandt italienske socialister om deltagelse i 1. Verdenskrig.

Herunder lidt fra afsnittet ‘Mussolinis fascister’ i Lars Tvedes ‘Gåsen med de gyldne æg’ (2016).

“Lad os nu vende os til fascismen og stille det samme spørgsmål: Var Mussolinis fascister en modpol til venstrefløjen, eller var de selv en slags socialister? Vi kan starte med faderskikkelsens Benito Mussolinis rødder. Han var søn af ærkesocialisten Alessandro Mussolini, som var medlem af det lokale italienske socialistpartis ledelse, samt på linje med Marx og Engels også medlem af Første Internationale, en international arbejdersammenslutning grundlagt i 1864. Alessandro læste ofte højt af Das Kapital for lille Benito, og når der kom kunder i hans smedeforretning, måtte de ofte affinde sig med at høre Alessandro recitere fra samme bog.

Derfor kan det ikke undre, at Benito Mussoloni, da han kom i gymnasiet, kaldte sig selv socialist, og i 1900, da han var 17 år gammel, meldte han sig ind i socialistpartiet. Året efter flygtede han til Schweiz, dels for at slippe for militærtjeneste i hjemlandet, dels pga. gæld og endelig en del fjender, som han havde fået ved at score andres piger. Her skrev han hjem til en ven i det italienske, at han kun ejede to lire, og at det eneste der klingede i hans lomme, var en ‘medaljon af Karl Marx’.

I Schweiz blev han hurtigt venner med en gruppe radikale socialister og begyndte at skrive socialistiske artikler for bl.a. bladene L’Avvenire dei Lavoratore (Arbejdernes fremtid), L’Avanguardia Socialista (Socialisternes avantgarde) og Il Proletario (Proletariatet). Ligeledes oversatte og analyserede han socialistisk materiale fra Frankrig, Tyskland og Italien. I 1904 rejste han tilbage til Italien for at udnytte et amnesti for desertører, og senere blev han her partisekretær for socialistpartiet Camera del Lavoro samt journalist for to socialistiske blade, nemlig dels Lotta di classe (Klassekampen) og dels fortsat for L’Avvenire dei Lavoratore i Lausanne. Han skrev også bogen Il Trentino veduto da un socialista (‘Trentino betragtet af en socialist’), og fra 1912 til 1914 var han chefredaktør på det førende kommunistiske dagblad Avanti!, ligesom han blev en del af ledergruppen i det socialistiske parti Partito Socialista Italiano.

Her fik han en stadig mere fremtrædende rolle, hvorfor en partifælle ved en banket udtalte: ‘Fra nu af er du, Benito, ikke kun repræsentant for de romanske socialister, men greve af alle socialister i Italien.’ Heraf kom hans kaldenavn Il Duce, der betyder greven på italiensk. Men altså: Socialisternes greve.

I 1914 brød 1. Verdenskrig ud, og da Mussolini her i modsætning til sit parti støttede italiensk deltagelse, blev han efter 14 års medlemskab smidt ud af sit elskede socialistparti. Hans kommentar hertil var:

I kan ikke slippe af med mig, for jeg er, og vil altid være socialist. (…) Uanset hvad der sker, vil I aldrig miste mig. 12 år af mit liv burde være nok garanti for min socialistiske tro. Socialisme er i mit blod. (…) Jeg er og vil for altid være en socialist, og mine overbevisninger vil aldrig ændres! De er i mine knogler.'” (s. 183-184)

Oploadet Kl. 11:27 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer


17. december 2016

Thomas Hoffmann: Forskere anskuer Islam ‘vulgærmarxistisk’, som ‘en form for illusorisk overbygning’

Sidste lørdag var professor Thomas Hoffmann gæst i Deadline til en debat om dansk islamforskning, og blot ved at bekende sig til en apolitisk tilgang, kom han til at stå i modsætning til professor Garbi Schmidt, der mente det var hendes opgave at nuancere synet på Islam. At fortæller danskerne, at Islam i virkeligheden ikke var noget farligt noget, og at muslimer ikke nødvendigvis var særligt religiøse.

I indslaget henvises der til Tina Magaard og Tim Jensen, og udsendelsen kan anbefales. Her en bid fra Thomas Hoffmanns nylige redegørelse i Berlingske – Er islamforskning tilstrækkelig kritisk?.

“‘Min primære anke er, at der er en tendens til, at religion bliver negligeret i forskningen til fordel for alle hånde politiske, sociologiske, kulturelle og psykologiske forklaringsmodeller. Det bliver meget let en vulgærmarxistisk variant af, at religion blot er en form for illusorisk overbygning, og at det i virkeligheden er nogle mere substantielle kræfter, der er på spil, når det gælder islam. Religionen bliver forklaret med alt mulig andet end religionen selv. Det sådan noget man hører, når der bliver sagt, at islam er blevet taget som gidsel i jihadismens navn. Eller at ekstremisme blot er randfænomener, der slet ikke er kendetegnende for islam. Men det er problematisk at affeje kontroversielle emner med, at de blot er randfænomener.På den måde kan man sige, at der er tale om en religiøs hvidvaskning.

… Som forsker er man nødt til at have en vis solidaritet med det emne, man forsker i. Men man risikerer at få så stor empati med subjektet, at det bliver til solidarisk empati. Man er altså nødt til også at sætte sig ind i de mere dysfunktionelle sider af sit emne.'”

(Professor Tim ‘Islam eksisterer ikke’ Jensen)

“Jeg kan ikke sidde og konsekvensberegne på hvordan offentligheden, fra højre mod venstre til midten – vil tolke og bruge mine budskaber. Jeg kan kun udtale mig om det som min forskning berettiger mig til. … Lige så snart man siger noget, uanset hvor ukontroversielt det er, så fortolker folk det på vidt forskellige måder, derfor kan jeg ikke forudsige, hvad det jeg siger, kan blive brugt til. Derfor må jeg simpelthen bare sige det min forskning berettiger mig til.” (Thomas Hoffman, 10. december 2016)

“… vi er ikke politikere, vi skal ikke være politikere, men netop fordi vi deltager i en politisk debat, så er det jo klart, at – bare se på de tråde der er under diverse indlæg, artikler, blogs eller hvad det. Hvor vores udsagn bliver jo opfattet som værende partsindlæg i en politisk debat. … Jeg prøver ikke at trække i en anden retning, jeg prøver måske at præsentere nogle andre perspektiver i forhold til hvad det er der foregår. Hvor jeg siger, at det debatten kan gå hen og blive ensidig. For eksempel, at der er enorm meget fokus på muslimers religiøsitet, om muslimer som værende specielt religiøse, at det sikkert er farligt, men vi kan jo sige, at der jo er mange muslimer, for hvem det at være muslim ikke betyder noget.” (Professor Garbi Schmidt, 10. december 2016)

“Jeg tror altså også, at vi har haft så meget i medierne og blandt politikerne om islams mørke sider, at nogle forskere har sagt, at vores opgave som debattører, og som bidrager til den pluralistiske oplyste debat. Det er ikke at komme med mere af det, det er tværtimod at nuancere debatten ved at pege på islams mangfoldighed.” (Tim Jensen, 11. marts 2016)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper