Uriasposten » Jubiiiiiii! » Marxisme



27. juli 2018

Fnisende TVSyd-vært om militante venstreradikale: “Hvis du synes alt det her lyder meget langhåret…”

I skrivende stund afholder Socialistisk Ungdomsfront International Socialistisk Ungdomslejr i Billund, og her mødes 350 kommunister fra hele verden for at diskutere den sande socialisme. Det er ikke ulovligt at være anti-demokrat, men hvor Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse, Hizb-ut-tahrir og lignende sjældent får ukritisk taletid, så forholder det sig helt omvendt med militante venstreradikale.

TV2 Syd bragte mandag aften et indslag om lejren, og det blev et helt klassisk eufemiserende indslag om de her dedikerede unge mennesker, med en anderledes eksotisk tilgang til det politiske system. De flager med hammer og segl, kæmper for en kommunistisk revolution, og tager ikke afstand fra besættelse og vold. Når modne fredelige højreorienterede mødes, er mediernes tilgang en mur af uforsonlighed. Det er værd at tænke lidt over.

“Kampen for den internationale socialistiske revolution rykkede i dag ind på en mark ved Billund. Den kommende uge vil cirka 400 unge socialister fra hele verden dele kamperfaringer og strategier for revolutionær kamp, analysere neoliberalismens krise og kapitalismens økologiske krise, og behov for et øko-socialistisk alternativ. Hvis du synes alt det her lyder meget langhåret, så tager du fejl – i hvert fald ifølge de unge. (TVSyd-vært, småfnisende)

I indslaget optræder Sally Karoline Olika Morks (tidl. politisk ansvarlig for LH, Landssammenslutningen af Handelsskoleelever), Lasse Andersen (SUF Troldhede, i BRF Kredit-trøje), Lærke Hagen Aagaard (koordinator for arrangementet) og Jeppe Studtmund Andersen (SUF Ry). Sidstnævnte stillede op for Enhedslisten i Skanderborg ved kommunalvalget sidste år. Han opnåede ikke valg, det gjorde spidskandidaten Maria Temponeras, kendt her på siden som en af initiativtagerne til ‘Mossø for Mangfoldighed’.

(Collage: Sally Morks fra Socialistisk Ungdomsfront til International Socialistisk Ungdomslejr, Billund, 2018)

Her lidt fra den tilhørende artikel – Unge socialister fra 19 nationer mødes for at diskutere revolution.

“Selvom fanerne er gamle kendinge, der vajer over den internationale socialistiske ungdomslejr, så er det en ny revolutionær generation, som mødes under de røde faner…

– Vi mener den socialistiske revolution seriøst…, siger Sally Morks.

Midlerner er de stadig ikke helt enige om. Men besættelser er de unge enige om er en acceptabel måde at protestere på – selvom Sally Morks ikke kan udelukke, at hun er parat til væbnet kamp.

– Jeg vil da helst lade være, må jeg sige. Jeg har ikke specielt meget lyst til at slås med alle mulige mennesker, men jeg kan ikke udelukke det.”



15. juli 2018

Københavns Kommune køber 20 A4-ark for 10.000 kr af venstreradikal: ‘Lars Løkke Rasmussen er død’

En sædvanligvis troværdig kilde fortæller, fortæller at et værested for misbrugere, der formentligt lukker på grund af manglende finansiering, var prydet af en ‘abstrakt akrylhjort’ indkøbt af Københavns kommune for 81.429 kroner. Som den gode Uwe Max Jensen har dokumenteret i årevis, så er moderne kunst intet andet end meningsfæller der holder hof for skatteydernes regning – lidt i stil med statsmedierne.

Blandt fortalerne for indkøb af A4-nekrologerne omtalt herunder, er Gyda Heding, medlem af Borgerrepræsentationen for Enhedslisten og et af otte medlemmer i Billedkunstudvalget. Hun var i sin ungdom aktiv i BZ-miljøet, og har tilsyneladende stadig et afslappet forhold til ejendomsretten/andre folks penge. Blandt udvalgets øvrige medlemmer, der forsvarer indkøbet er Michael Thouber, leder af Kunsthal Charlotteborg. Han er tidligere kulturredaktør på DR, og noget nær personificeringen af statspropaganda for åben grænser.

Kunstneren selv tilhører efter hans Facebook-profil at dømme, også den yderste venstrefløj. Tidligere på ugen delte han et foredrag om anti-imperialisme af Torkil Lauesen. Maoisten, der blev en del af Blekingegadebanden, og nogle år senere blev headhuntet til Københavns Kommune, hvor en tidligere DKP’er blev hans nærmeste foresatte.

Foruden (klasseforrædderen) Ole Sohn er de ufærdige nekrologer Lars Løkke Rasmussen (statsminister, Venstre), Lars Barfoed (tidl. justitsminister, De Konservative), Bertel Haarder og Birthe Rønn Hornbæk (tidl. integrationsministre, Venstre), Søren Espersen (DF) og Henrik Sass Larsen (højrefløjs-socialdemokrat).

Historien fra B.dk – Københavns Kommune har købt kunstværk med 20 A4-ark for 10.000 kroner: ‘Det er usmageligt det her!’.

‘Lars Løkke Rasmussen er død’

‘Ole Sohn er død’

‘Bertel Haarder er død’

20 A4-ark med hver deres linje, der starter med en politikers navn og slutter med ‘er død’, vækker opsigt på de sociale medier.

Arkene udgør tilsammen et kunstværk, der er lavet af Jakob Jakobsen. Tidligere var det en del af en fremtidsudstilling på Kunsthal Charlottenborg, men nu har Billedkunstudvalget i Københavns Kommune købt værket.

Prisen lød på 10.000 kroner.”

(John Jakobsen deler foredrag om ‘anti-imperialism’ ved Torkil Lauesen, 10. juli 2018)

(Michael Thouber om Københavns Kommunes nyindkøbte A4-nekrologer, 8. juni 2018)



12. juni 2018

Alternativet rabler ud: “Indførelsen af et verdensparlament er en stor opgave. Men tiden er moden…”

Uffe Elbæk og Rasmus Nordqvist fra Alternativet præsenterer i Dagbladet Information partiets nye udspil ‘En anden verden’. Her vil de blandt andet have et opgør med ‘nationalstaten som den primære politiske kraft’, og foreslår omvendt oprettelse af ‘et verdensparlament’. Partiet vil stoppe ‘den geopolitiske klassekamp’, og kæmpe for hele jordens befolkning – det bør ikke betyde noget, om man er født i Rwanda eller Randers. Jeg ved ikke hvad de har røget, men det burde være receptpligtigt.

Ufiltreret vanvid sakset fra Information.dk – Alternativet: Vi skal prioritere fremtiden for mennesker i Rwanda og Randers lige højt.

“Verdens tilstand kalder med stigende intensitet på globale svar på det, som den franske filosof Bruno Latour kalder den geosociale klassekamp, der kobler den galopperende globale ulighed med klimakrisen.

Svaret på den helt eksistentielle udfordring bør for os at se være et massivt paradigmeskift i måden, vi tilgår verden på. … Først og fremmest ser vi et behov for et opgør med det overvældende fokus på nationalstaten som den primære politiske kraft. For vi lever i en verden, der er mere forbundet end nogensinde før. …

Alligevel tager tænkningen bag de dominerende forslag til udenrigspolitik, forsvarspolitik og udviklingspolitik et snævert nationalstatsudgangspunkt hos langt de fleste. …

Derfor kommer vi nu med et bud på en grøn, demokratisk og retfærdig global politik, som vi offentliggør i dag. Her samtænker vi for det første udenrigs-, forsvars-, handels- og udviklingspolitik, hvilket i sig selv er nyt, men for det andet – og vigtigst – har udspillet det formål at skabe en bedre verden for alle, ikke kun danskere.

Det er altså et udspil, der prioriterer det lige højt at forbedre livsvilkårene og fremtiden for mennesker født i Rwanda og i Randers.

I forhold til demokratisering foreslår vi, at man opretter et verdensparlament, hvor repræsentanter for verdens befolkning vælges ved direkte valg. … Indførelsen af et verdensparlament er en stor opgave. Men tiden er moden…

(Alternativet.dk, En anden verden, 2018, 47 sider)

Oploadet Kl. 02:06 af Kim Møller — Direkte link44 kommentarer


8. juni 2018

Hørt i Cordua & Steno, ideologisk modvægt til Det Røde Felt: AfD tilgodeser ‘et højre-nazistisk klientel’

Det venstreorienterede taleprogram på Radio24syv hedder Det Røde Felt, og henvender sig målrettet til Enhedslistens kernevælgere plus det løse, maksimalt 10-15 procent af befolkningen. Her går man kritisk til borgerlig-liberale sandheder, såsom positive afledte effekter ved skattelettelser.

Det borgerlige taleprogram på samme kanal hedder Cordua & Steno, men her angles på ingen måde efter de 10-15 procent mest højreorienterede i dette land. I sidste uge talte værterne længe om at give ugens ‘fidusbamse’ til unge republikanere, der demonstrerede imod Kongehuset på Kronprins Frederiks 50 års fødselsdag. I denne uge gik prisen til Venstres Jan E. Jørgensen, der stik imod regeringens officielle linje ville have Islamisk Stat-krigere til retsforfølgelse i Danmark.

Det øvrige program var lige efter bogen. Italien-korrespondenten Charlotte Sylvestersen svinede det nye flertal til i flere minutter, og det blev blandt andet problematiseret, at Guiseppe Conti havde erklæret at regeringen ville overholde forfatningen. Det var åbenbart ingen selvfølgelighed, når nu han ligefrem måtte understrege det. Motivanalyse på motivanalyse.

Altid underlødige Sigfried Matlock rapporterede om AfD i Tyskland, og gav en analyse af Alexander Gaulands bemærkning om at ‘Hitler og nazisterne’ blot var ‘en fuglelort i over 1000 års succesrig tysk historie’. En kommentar der skulle tilfredsstille ‘et højre-nazistisk klientel’ i AfD, og teste flertallets holdnings ‘overfor nogle brune nationale paroler’. Fædrelandskærlighed er lidt nazistisk, så at sige.

Sigfried Matlock, journalist: … han har altså ikke prøvet på at skjule at nazisterne har begået forbrydelser, eller i den forstand prøvet på at undskylde nazismen, det har han ikke gjort. Men det er indiskutabelt, det er efter min mening sådan et forsøg på, som AfD gør… de prøvet at teste hvor langt de kan gå ved ligesom at tilfredsstille sådan et højre-nazistisk klientel, som jo findes i AfD. Og der må man sige, at der har han simpelthen gået langt langt over stregen. Enhver fornuftig tysker kan sket ikke acceptere en sådan udtalelse.

Torben Steno, Radio24syv: … de prøver ligesom at fiske i det hav der, men så stort er det hav jo vel ikke. Det virker jo som om det er komplet selvmål at gøre det.

Sigfried Matlock: De tester det, og så kan de se om de på den ene side kan tilfredsstille nogen, men hermed tester de selvfølgelig også flertallets holdning overfor nogle brune nationale paroler.

– Og sådan blev nationalsocialismen udtryk for højreorienterethed af en kilde i landets eneste højreorienterede taleprogram. De Røde er blodrøde. De blå er lyserøde liberale, og har kun foragt til overs for Gud, Konge og Fædreland.



16. maj 2018

Mikkel Plum om kommunismens apologeter -Enhedslisten-rådmand hylder kommunistisk terrrorist

Søndag formiddag deltog Enhedslistens Lasse Olsen, som rådmand i Aalborg, i et indslag på TV2 News om trafikstøj. I baggrunden kunne man se et ikonisk portræt af Angela Davis, en amerikansk kommunist, der i 1960 var aktiv i Black Panther Party (BPP) og senere Communist Party USA (CPUSA). I 1970 blev hun sigtet for meddelagtighed i et angreb på en domstol i Californien, fordi hun havde købt våben, anvendt ved angrebet. Fire døde. Hun blev ikke dømt, men det indikerer fint det ideologiske bagtæppe til Enhedslistens påståede humanisme.

Kronik af Mikkel Plum i mandagens Jyllands-Posten – Surrealistisk retorik mod et mildt og venligt samfund.

“Af det kommunistiske træ, som Karl Marx og Friedrich Engels plantede i 1848, skød mange knudrede, ondartede grene. De to største var den russiske ‘revolution’ i 1917 og den kinesiske i 1949. …

Som jeg fremhævede i bogen ‘Bombardér hovedkvarteret’, så var det, de kreative kunstnere og kollektivister gjorde, fedt. Men undervejs tog de, under indflydelse af de velargumenterende teoretikere, en totalitær ideologi til sig som deres egen og blev dermed ført på politisk vildspor. Lenin og formand Mao kom op på væggen i mit værelse ved siden af Jimi Hendrix, Frank Zappa og Janis Joplin.

… Studenterne skulle ikke blot forstå den undertrykkelse, der fandt sted, og blive politisk bevidstgjorte om modsigelserne i det kapitalistiske samfund. Vigtigst var det at reagere og kæmpe mod det. Det var det, Karl Marx havde sagt ca. 100 år tidligere: Hidtil har filosofferne bare analyseret og beskrevet Verden. Det gælder imidlertid om at forandre den.

Forfatteren Jesper Jensen udgav bogen ‘Præk’ med kapitlet ‘Den nye guerilla’, som blev flittigt studeret: ‘Yngre kræfters provokationer, aktioner og lokale oprør … har demonstreret, at selv i det højtudviklede velstandssamfund er en guerillakrig mulig.’

Han tænkte muligvis på demonstrationen 27. april 1968 foran den amerikanske ambassade i København med over 25.000 demonstrater. Her var der ikke bare slagord mod USA og imperialismen, men også slagsmål med politiet. Enkelte demonstranter begyndte at irritere betjentene ved at gå helt tæt på dem, pudse deres sko og uniformsknapper, blandt andre min storebror Morten. Andre råbte ‘kapitalistlakajer’, ’svin’ og ‘nazisvin’ til dem, provokerede og lagde op til voldelige episoder. Til sidst trak betjentene stavene. 50 blev anholdt, 10 anklaget for vold mod politiet. De anholdte havde ifølge demonstrationsledelsen ingen skyld. Det hele var ifølge dem systemets nøje planlagte politibrutalitet. En ‘borgerkrigsmanøvre’.

Fra partiorganet VS-bulletin lærte jeg følgende:

‘Den højeste form for politisk kamp er den revolutionære politiske kamp, det vil sige kampen om magten. Målet for den revolutionære politiske kamp er knusningen af det borgerlige statsapparat og oprettelsen af arbejderklassens revolutionære diktatur. …’

En forbløffende og nærmest surrealistisk retorik, særlig med tanke på, at dette er skrevet i en periode, hvor den største velstandsstigning og den største udbygning af velfærdsstaten nogen sinde i Danmark fandt sted. Denne krigeriske retorik og holdning blomstrede til overflod midt i det milde og venlige danske demokrati. Heldigvis forblev det ord og skriverier. …

Khrusjtjov var en ren engel sammenlignet med Mao. Men ikke bare Kina var forbilledet. Også styrerne i lande som Vietnam, Nordkorea, Cuba og Albanien solidariserede vi os med. Eller en revolutionær situation i Afrika, Asien eller Latinamerika. Men disse foregangslande og ‘befrielses’bevægelser var alle intolerante og voldelige samt massive økonomiske og sociale fiaskoer.

Når 68’ere i dag beskriver deres liv, ryger de mest kontroversielle dele ud, og læseren serveres en forskønnet version: ‘Det begyndte med Kampagnen mod Atomvåben i 60’erne, derefter fulgte kvindebevægelsen i 70’erne og fredsbevægelsen i 80’erne,« som forfatteren Toni Liversage, tidligere VS’er fra vores partiforening i Søllerød, skriver i en bog om sit politiske liv. …

For det meste bliver ordet ‘revolutionær’ erstattet af ‘politisk’. F.eks: ‘Vi lavede politisk arbejde’ i stedet for ‘vi var revolutionære’, som der netop blev lagt afgørende vægt på dengang…”

(Enhedslisten-rådmand Lasse Olsen, live på TV2 News over skype fra egen stue, 13. maj 2018)



10. maj 2018

Berlingskes Bent Bludnikow: “Bent Jensen er de sidste 50 års mest betydningsfulde danske historiker.”

Bent Bludnikow om professor Emeritus Bent Jensen. Fra Han tør tale de venstreorienterede imod, trykt i gårsdagens udgave af Berlingske.

“80 år torsdag. Bent Jensen har påvist kommunismens tragedie og kæmpet mod alle totalitære ideologier.

Man sagde, at Bent Jensen var en farlig mand. Ja, ond og småfascistisk. Man kaldte ham ‘Sorte Bent’. Jeg ved det, for jeg gik på hans hold i 1970erne på Historisk Institut, Københavns Universitet, hvor de studerende havde palæstinensisk tørklæde på for at vise deres revolutionære kampvilje, og lærerne løb med de socialistiske vinde. Hans brøde var, at han sagde de venstreorienterede imod og havde den frækhed at skrive en bog
‘Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle’ (1984) om de danske venstreorienteredes medløberi.

Det blev aldrig tilgivet. I aviser som Information og Politiken var der en evig snerren, og Bent Jensen, som fylder 80 år 10. maj, blev ikke inviteret ind i Danmarks Radio for at forklare, hvad han mente, hvorimod DR lod en hærskare af venstreorienterede bortforklare kommunismens tragedie.

Hans synspunkter var ellers veldokumenterede og fornuftige og deles vel nu af stort set alle. Bent Jensen skildrede i bøger den totalitære kommunisme og de millioner, som var blevet myrdet under Lenins og Stalins regimer fra 1917 til 1953. Det var synspunkter, der var særdeles ilde hørt, ikke blot blandt socialister, men også blandt pæne borgerlige, for hvem borgerligheden var en skønhedskonkurrence, hvor man skulle se godt ud blandt dem, der dominerede i tidsånden, og det var socialisterne.

Bent Jensen er de sidste 50 års mest betydningsfulde danske historiker. Med sine værker og indlæg i debatten har han været med til at få folk til at forstå, at vi må indddrage alle totalitære ideologiers hærgen, ikke blot nazismen og fascismen, for at forstå det 20. århundrede. På trods af denne enestående indsats er han aldrig blevet medlem af Videnskabernes Selskab, hvilket i sig selv er en skandale, der siger noget om, hvor svært det er i Danmark at anerkende store ånder.”

(Søren Krarup og Bent Jensen, til førstnævntes 75 års-fødselsdag, oktober 2017)



7. maj 2018

Marx 200 år: ‘Only Marxism has the luxury of never being judged against its real-world consequences’

Karl Marx er ikke ansvarlig for de uhyrligheder ‘hans påståede arvtagere’ har begået, sagde Europa-Kommissions formand Jean-Claude Juncker lørdag ved et arrangement i Marx’ fødeby på 200-årsdagen. Juncker er borgerlig i nålestribet jakkesæt, men lyder som et gennemsnit 68’er-udskrab fra Enhedslistens yderste flanke.

Kristian Niemietz sætter skabet på plads i en fremragende artikel hos Capx – Marx’s defenders should explain why his ideas never actually work.

“This week will mark the 200th birthday of Karl Marx. It will be an occasion for a deluge of articles repeating the well-worn cliché that even though Marx’s predictions ultimately did not materialise, his analysis of capitalism was nonetheless spot on, and remains hugely relevant today. …

Those articles will contain plenty of awkward attempts to squeezecontemporary developments into a Marxist framework, in order to makethe case that the great man saw it all coming. There will be plenty of obscure Marx quotes on display, which, like Nostradamus quotes, will have the virtue of lending themselves to projection. Those articles will end with platitudes like ‘Marx still has a lot to teach us’, or ‘you cannot understand modern capitalism without understanding Marx’.

They will, of course, respect the unstated etiquette of any contemporary discussion of Marxism: that the outcomes of real-world attempts to implement them must never, ever, be held against Marx’s ideas. To even mention the Soviet Union or a similar system in a discussion about Marxism is considered gauche and boorish today. The underlying assumption is that a sophisticated person is able to grasp the difference between a theory and its distorted application, while conflating the two is a hallmark of a simple mind.

Marxism is, in the sense, an outlier. We would not do this with any other political or economic theory. The thing about political and economic theories is that they are never implemented in pure form. All real-world applications of political and economic ideas are, to some extent, distortions.

(Europa-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker hylder Karl Marx, 5. maj 2018; Foto: Yahoo)

Yes, of course we should cut adherents of those ideas some slack when they point out how politicians have misunderstood and distorted their ideas. We might well give them the benefit of the doubt when they claim that the results could have been much better, if politicians had been more truthful to the original ideas.

That is all fair enough. But it is not, and should not be, a Get Out of Jail Free card. If your ideas require impossible standards of purity in implementation in order to work, then maybe your ideas are not as great as you think they are.

A good idea will still work out OK even in a distorted and poorly implemented version. That, arguably, is a big part of what makes a good idea good. The question is not whether Karl Marx, had he come back to life a century later, would have been a huge fan of the Soviet Union, the German Democratic Republic or the Hungarian People’s Republic.

He almost certainly would not have been. He may well have stayed in London, writing grumpy articles for the Guardian and the New Statesman about how politicians in those countries were disfiguring his ideas. So what? Political and economic theories are never implemented in pure form, and their adherents are rarely impressed by politicians who claim to be inspired by them. That’s just par for the course.

… hardly any contemporary Marxist would accept that whatever ‘real’ socialism is – surely, East Germany was at least closer to it than West Germany, North Korea is at least closer to it than South Korea, Venezuela is at least closer to it than Peru, Maoist China was at least closer to it than Taiwan, etc.

And why would they? It works for them. Every other idea is judged by its necessarily crude, incomplete and imperfect real-world approximations, warts and all. Only Marxism has the luxury of being judged purely as a set of ideas, which something as mundane as real-world experience could never blemish.

Oploadet Kl. 03:33 af Kim Møller — Direkte link46 kommentarer


17. april 2018

Ugilt, Radio24syv-vært: Er det muligt, “… at være politisk begavet, med mindre man også er marxist”

Jeg forstår ikke helt logikken i at beskære Radio24syv hårdere end DR, men som daglig lytter kan jeg ikke rigtigt mobilisere de store følelser desangående. På vejen til arbejde hører jeg ofte Det Røde Felt, og for et par dage siden kom jeg for skade at høre lidt fra Rifbjergs liste. En programserie, hvor filosof Rasmus Ugilt taler med mennesker, som Klaus Rifbjerg ville have betragtet som kloge. “Kan Marx hjælpe os fri af politisk dumhed?”, spørges der retorisk, selvom marxisme jo netop er indbegrebet af politisk dumhed. Afsnittet kan høres her.

Rasmus Ugilt, Radio24syv: Jeg har faktisk engang imellem dristet mig til at overveje, om det overhovedet er muligt at være politisk begavet, med mindre man også er marxist. Jeg er nået frem til, at det nok godt kan lade sig gøre, men man har unægteligt en fordel hvis man har Marx med i baggrunden. Og det er udgangspunktet for i dag. Rune – du er marxist!

Rune Møller Stahl, Ph.d. studerende: Ja, det er jeg.

(Rasmus Ugilt, filosof og Radio24syv-vært; Collage: Youtube)

“Da Klaus Rifbjerg sagde, at der kun var 2000 begavede mennesker i Danmark, understregede han at der var tale om politisk og menneskelig begavelse. I dagens program tager Rasmus Ugilt fat på spørgsmålet, om hvad politisk begavelse er for noget. Han får besøg af Rune Møller Stahl, som er Ph.d. studerende på Institut for statskundskab, og som er overbevist marxist. Samtalen imellem de to drejer sig om politisk begavelse og om kapitalismen og dens kriser. I dag kan vi registrere en stadigt mere intens utilfredshed med de etablerede politiske institutioner. Igen og igen har vælgerne i de vestlige demokratier takket nej til de ideer og løsninger, som disse institutioner har anset for at være helt naturlige. Spørgsmålet er om marxismen tilbyder en måde at forstå politikken på, som kan bringe os videre. Kan Karl Marx hjælpe os fri af politisk dumhed?



15. april 2018

Om universalismens indbyggede bortforklaring: “… hvis det går galt, er det på grund af dig eller mig.”

Livet gik stærkt mellem jul og nytår, og jeg overså desværre nedenciterede perle. Klaus Wivel interviewer den norske professor Terje Tvedt til Weekendavisen, der råt for usødet vælter universalismens høje korthus – Den blinde giver (ikke online, 29. december 2017).

“‘Nøjagtigt på samme tid som tredjeverdensideologien brød sammen, kom bistandssystemet med støtte til NGO’erne i 1980erne,’ forklarer professoren…

Det undrer Tvedt, at nordmænd, som ellers normalt er særdeles optaget af verden, ikke rigtigt er blevet klogere på de lande, deres skattepenge i årtier er gået til. Her ligger der et misforhold mellem den opdragerrolle, den norske stat tiltog sig over for egen befolkning, og resultaterne i de lande, man støttede.

[…]

Alt opfattes inden for det perspektiv, som er fastlåst i en helt speciel tid, hvor den amerikanske idé om menneskerettighedernes universalisme fæstnede sig i de vestlige lande. …

… hvilke værdier er det så, udviklingslandene skulle annamme? Ikke de norske, som det var blevet uanstændigt at tale om – det var jo nationalisme. Det handlede heller ikke længere om at indprente dem ‘vestlige værdier’, som i lige så høj grad var blevet tabu. Det gjaldt noget mere ‘ universelt’, som ifølge Tvedt alligevel dybest set var det samme som norske eller vestlige værdier. …

Den paternalistiske menneskerettighedstanke, som Tvedt kalder det, går igen i hele diskussionen af integration af indvandrere, hvor det også implicit er blevet forventet, at de med tiden vil blive som os. Indvandrere blev betragtet på samme måde som udviklingslandene..

Det er der en grund til. Professoren forklarer, at mange af de mest centrale aktører inden for udviklingsbistand – Red Barnet, Røde Kors og Norsk Folkehjelp – også er de mest centrale organisationer i integrationen af asylansøgere, flygtninge og immigranter i Norge.

‘De samme organisationer drev bistandshjælp og integrationspolitik,’ forklarer han. … Også her talte man om menneskerettigheder som en fællesværdi, og også her holdt man sig fra at tale om norske værdier. Som Tvedt forklarer, blev ‘norske værdier’ af NRK, den statslige norske TV-kanal, beskrevet som diskriminerende sprogbrug, journalisterne ikke burde bruge. Både udviklingsbistand og integration af flygtninge blev universalistiske projekter.

‘Derfor blev problemerne opfattet som meget mindre, end det egentlig var. Man accepterede grundlæggende ikke, at mange indvandrere kom med deres egne ideer, som var akkurat lige så fasttømrede som nordmændenes og derfor vanskelige at ændre. Thorbjørn Jagland, Norges tidligere statsminister, nu generalsekretær i Europarådet, har sagt, at Europa må tage imod mellem 40 og 60 millioner indvandrere fra ikke-europæiske områder inden 2050. Et enormt stort tal, men for ham repræsenterede det ikke en gigantisk udfordring. Han opfattede ikke kulturel eller historisk variation som noget virkelig reelt. Hvis man indretter samfundet tolerant, imødekommende og ikke-nationalt, løser problemer sig af sig selv ved hjælp af historien og tiden.’ Jagland og mange andre gav udtryk for, at de problemer, lande som Norge oplevede med indvandrere, blot var små bump på vejen, inden de blev, som nordmændene selv er. De kulturelle forskelle ville forsvinde over tid, så længe majoritetsbefolkningen undgik at genere de nye…

Tvedt ser i den tankegang en måde at udtrykke politisk magt på. Den bygger på et moralsk sprog, politikere over hele Europa, ikke mindst i Skandinavien, benytter, forklarer han.

‘Du må handle på et universalistisk grundlag, ellers bliver det politik. På den måde kan man hele tiden forklare det med, at hvis det går galt, er det på grund af dig eller mig. Det synspunkt har vist sig at være et utrolig stærkt magtmiddel. Det er godhedsmagten på et universelt grundlag.’.”

(Professor Terje Tvedt, forfatter til Det internasjonale gjennombruddet, 2017; Foto: Utrop)



7. april 2018

Geoffrey Cain: Toneangivende historikere ‘præsenterer os i virkeligheden for en konstrueret verden’

Afvist kronik af cand. mag. et art. Geoffrey Cain. Det meste er kendt viden for Urias-læsere, men kronikken giver et ganske fint oprids.

Upålidelige opslagsbøger

Ytringsfriheden og stemmeretten er af ringe værdi, når de, der bruger dem, ikke har adgang til reel viden

​Et nyt begreb, man ofte hører, er ‘fake news’. Det betyder manipulering, halve sandheder og i visse tilfælde direkte løgn. Men er det et nyt fænomen? Nej, det er det bestemt ikke. Det har sikker eksisteret siden hedenold, men når det drejer sig ikke kun om avisartikler men om autoritative opslagsværker, er der fare på færde.

Historiker og udenrigsminister Peter Munchs store Danmarkshistorie var skrevet som et opslagsværk. Dvs. en kilde, man kunne stole på. Men den var desværre skrevet med en klar prosovjetisk drejning og det samme kunne man sige om mange andre tilsyneladende pålidelige kilder. I nyhedernes verden har Dagbladene Politiken og Information gjort præcis det samme som Peter Munch. De har bare fortsat, hvor han slap, og linjen er senere blevet fulgt op af de store leksika.
Men ikke uden protest. For nogle år siden gjorde historikeren Bent Blüdnikow opmærksom på, at Den store danske encyklopædi havde politisk slagside. Påstanden vakte meget røre og fik udgiverne til at frembringe en mere balanceret netudgave, der inkluderede en del ting, den oprindelige encyklopædi ikke havde interesseret sig for.

Eksempelvis antallet af kommunismens ofre. Men det var de oprindelige leksikonforfattere ikke glade for. ‘Det er et grotesk knæfald for en meget højtråbende kritik, som ikke har noget på sig’, indvendte dr. phil. Morten Thing. Blüdnikow var gået alt for langt, mente han, selvom han efter undertegnedes mening gik aldeles ikke langt nok. Han kunne nemlig godt have taget Lademanns Leksikon med i samme bedømmelse, fordi det led af samme skævhed: Den gav alle, der slog op i det, det klare indtryk at det kommunistiske Sovjetsystem ikke var stort værre end et hvilket som helst andet lands statsform. Godt nok var det slemt, men også vi gjorde slemme ting, antydede Lademanns, der – ligesom Den store danske encyklopædi – undlod at nævne, at vigtige forfattere som Majakovskij, Vandurskij, Mandelsjtam, Bergson, Babel, Kolcov m.fl. alle blev myrdet efter Kremls ordrer. Hvorfor blev det ikke omtalt? Er mord dekreteret fra højeste sted en uvigtig detalje? Det standpunkt kan man vanskeligt forsvare, al den stund visse amerikanske forfatteres kranke skæbne i McCarthy-tiden udførligt er nævnt i samme leksikon.

Og sådan er det hele vejen igennem. Selv når Lademanns får sig til en nævne en likvidering i kommunistisk regi, bliver vægten lagt på individer og ikke på systemet. Det var Stalin der enemand havde ansvaret for kz-lejrene, ikke kommunismen. Og skulle man endelig pege finger ad nogen, var det snarere vores eget kapitalistiske Vesten, der havde det egentlige ansvar for verdenssituation. De skyldige er os selv.

Denne tradition for selvrevselse fortsætter nu i en ny udgave. Det er ikke så meget det kapitalistiske Vesten, der er i skyld i klodens misere, det er det kristne Vesten, og det sagesløse ‘offer’ er ikke længere den stakkels dæmoniserede kommunistiske verden men den stakkels dæmoniserede islamiske ditto.

Og nu som dengang er det de højeste autoriteter på området, der kolporterer tanken. To af dem, dr. phil. Jørgen Bæk Simonsen og professor dr. phil. Jacob Skovgård Petersen er blevet set efter i sømmene af Klaus Wivel i Weekendavisen. Førstnævnte Jørgen Bæk Simonsen har – med sin baggrund som tidligere direktør for det Danske Kulturhus i Damaskus – længe talt varmt om syrernes religiøse tolerance. I 2006 sagde han i Danmarks Radio, at de arabiske lande har en ‘århundredlang tradition for at være meget forskellige. ‘Her er indbyrdes varianter af forskellige udformninger af, hvad det vil sige at være menneske’. Så her kunne vi i Vesten lære en hel masse. Hvis påstanden var sand. Men det er den ikke.

Minoriteterne er forfulgte i Syrien ligesom i det meste af den muslimske verden, og tolerancen er en illusion. Så hvordan kunne en professor i faget lide af den slags vrangforestillinger, spurgte Klaus Wivel. Men uden at få svar. Og så er der daværende leder af Dialoginstitut i Cairo, Jakob Skovgaard-Petersen. I 2008 skrev han en bog om Egyptens berømte universitet al-Azhar – uden at fortælle, at dette universitet ikke lukker jøder og kristne ind. Samtidig roste han den indflydelsesrige Sheikh Yusuf Qaradawi for at være blevet mere demokratisk, selv om han var forblevet ‘autoritær’. Og det må man sandelig sige, at han var. Qaradawis fatwa mod den franske filosof Robert Redeker har nemlig resulteret i, at Redeker nu på sjette år lever under jorden pga. konstante dødstrusler. Qaradawi har også rost Hitlers jødeudryddelse, hvilket Skovgaard-Petersen ikke fandt relevant at omtale.

Pudsigt nok ser man i denne virkeligheds- og historiefordrejning de samme retoriske trick, som Peter Munch brugte. Han anvendte ikke ordene ‘erobring’ og ‘tvangsindlemmelse’ om den sovjetiske ekspansion. Han skrev, at ‘området blev erhvervet’. Og nøjagtigt samme forskånende udtryk finder man i Politikens Islam leksikon ved Jørgen Bæk Simonsen. Her er et lille eksempel. Den fanatiske muslimske sekt Almohaderne hvis sejrstog gennem Nordafrika ifølge the University History of the World ‘efterlod et spor af blod fra Sydspanien til langt hinsides Marokkos grænser’, omtales på en ganske anden måde af Bæk Simonsen. Han skriver, at muslimerne opnåede ‘kontrol med’ de områder de underlagde sig. De erobrer aldrig. Ejheller koloniserer de eller optræder som imperialister. De ‘opnår bare kontrol’. Samme skånsomhed ødsler leksikon’et ikke på korsfarerne, der – fy, fy skamme sig – tillod sig at ‘generobre’ det Hellige Land. Ja, sikke nogen slyngler, ikke sandt?

Men hvad siger Islam Leksikon om muslimernes egen erobring af Mellemøsten, (og senere Spanien, Centralasien og Nordindien)? Der gik det tilsyneladende anderledes civiliseret til. ‘Det lykkedes de numerisk underlegne muslimer at tilkæmpe sig den politiske kontrol over hele Mellemøsten’, skriver Bæk Simonsen, idet han nærmest får det til at lyde, som om de stemte dørklokker på samme måde som vore dages Jehovahs Vidner. Det gjorde de som bekendt ikke, og her er der tale om en videnskabelig uredelighed begået af en, som utvivlsomt ved bedre besked. Og herom kan man sige følgende. På overfladen er Islam leksikon en nøgtern – omend ret studentikos – beskrivelse af islam og muslimske begreber.
​ ​
Men det er også mere end det. Det er også en hyldest til islam, som noget ædelt der ikke frembyder nogen som helst fare for Vesten. Det er fordi den i bund og grund ikke er meget forskellig fra vores vestlige samfund, siger Bæk Simonsen, og han kan heller ikke dy sig for gang på gang at indflette passager, der opfordrer til accept af indvandring. Så summa summarum dette: Hans leksikon er ikke blot politiserende, den er i virkeligheden missionerende. Videnskabelig stringens er der ikke tale om, og i visse tilfælde overskrider teksten grænsen mellem en vinklet (dvs forudindtaget) virkelighedsbeskrivelse og direkte usandheder.

Vi får at vide, at de fleste muslimske lande praktiserer børnebegrænsning. Men dette dementeres grundigt af bl a. Pew Research, hvor det fremgår, at det er er netop i de muslimske lande, at det praktiseres mindst! Hvilket også forklarer deres massive befolkningstilvækst. Men er den slags fordrejninger virkeligt så alvorlige? Svaret er ja. Det er en forudsætning for debatten – og for demokratiet – at de involverede parter ved, hvad de taler om.

Ytringsfriheden og stemmeretten er af ringe værdi, når de, der bruger dem, ikke har adgang til reel viden men kun et simulacrum heraf. Forfattere som de nævnte præsenterer os i virkeligheden for en konstrueret verden. I stedet for at være en guide og et orienteringslandkort er det en labyrint, som vi aldrig kan finde vej ud af, fordi skiltene viser forkert.

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper