29. marts 2014

Ole Witt-Hansen: Efter Murens fald erstattede RUC dialektisk materialisme med socialkonstruktivisme

Vise ord fra lektor emeritus Ole Witt-Hansen i Jyllands-Posten – En massiv faglig elendighed.

“Indtil for 25 år siden var de akademiske lærere på gymnasier og universiteter omfattet af akademisk integritet og pædagogisk autonomi. De fik deres faste løn for at passe deres arbejde, og deres arbejde var at formidle akademiske kundskaber til elever og studenter. Punktum. …

De akademiske traditioner blev som bekendt løbet over ende af de sociale ideologier i 1970’erne, da objektiv viden på RUC måtte vige for marxistisk dogmatik og sindelagskontrol. Efter Murens fald i 1989 udførtes der på RUC et imponerende stykke ideologisk akrobatik, idet man erstattede den dialektiske materialisme med socialkonstruktivismen, men fastholdt det centralistiske jerngreb ved nu at bekende sig til det neoliberalistiske new public management.

Ideologisk set minder udviklingen fra omkring årtusindskiftet på mange måder om den kinesiske kulturrevolution. Man forkastede fuldstændig de tidligere akademiske traditioner. Man indførte en ny omfattende nomenklatura, som ikke fandtes i nogen nudansk ordbog, og som ingen forstod, men som på sælsom vis fremstod som progressiv i dets nedvurdering af objektiv viden. …

Som ved den kinesiske kulturrevolution blev traditionelle akademiske kundskaber afskaffet og erstattet med det rent ideologiske begreb: tværfaglighed. Tværfaglighed har intet akademisk, videnskabeligt, fagligt eller pædagogisk grundlag. Kun en lommefilosofisk adkomst, ‘at det er bedre at se en sag fra to sider’.

Som det altid har gjaldet fra RUC, er formålet med undervisning ikke at tilegne sig viden, men at lære at opsøge viden og vurdere dets ‘egnethed’ set gennem de ideologiske briller. Dette bliver nu praktiseret i gymnasiet under det stærkt misvisende navn ‘almen studieforberedelse’. I det hele taget har det, som tidligere var undervisningssystemets egentlige opgave – at formidle objektiv viden – stort set ingen prioritet længere.

Oploadet Kl. 13:47 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


18. februar 2014

“At gøre sig konkrete tanker om kommunismen er en måde at begrænse proletariatets drømme…”

Kasper Støvring i gårsdagens Berlingske om Mikkel Bolts seneste bog – Enden er nær! (ikke online).

“Det er ikke nogen blød mellemvare, kunsthistoriker Mikkel Bolt tilbyder læseren i form af sin nye bog, ‘Krise til opstand’. … Det er nemlig den hårde, revolutionære kommunisme, som Mikkel Bolt så at sige arbejder for. Den gryende kommunistiske revolte skal smadre den dominerende neoliberalisme og alle dens lakajer, de såkaldte ‘pjaltedespoter’, der udbytter menneskemasserne, skaber enorme uligheder, er racistiske og bundet til nationalstaten og dens umenneskelige værdier som eksempelvis ejendomsret. …

‘Krise til opstand’ er radikalt tænkt, og den slags bøger er altid interessante, om end ofte stærkt problematiske. Ikke mindst fordi det er vanskeligt at se, hvordan revolutionen undgår at udmunde i vold og i sidste ende drab på de ‘kontrarevolutionære’, hvortil blandt andre denne anmelder må formodes at tilhøre.

I en kritisk omtale af nogle af de europæiske protestbevægelser hedder det f. eks.: ‘Afsværgelsen af politisk vold er imidlertid også symptomatisk for begrænsninger ved de indigneredes protest, der forbliver inden for rammerne af en allerede etableret politisk offentlighed.’ En bogs kvalitet kan imidlertid ikke bedømmes på moralske præmisser. Så det er ikke derfor, at ‘Krise til opstand’ er blevet en halvdårlig bog. Det skyldes derimod dens mærkelige blanding af konkrete ‘situationsanalyser’ med Marx’ ord og diffus utopisme. …

Hvad angår utopien om kommunismens globale virkeliggørelse, er den muligvis bevidst diffust formuleret. Der er jo god tradition for et billedforbud: At gøre sig konkrete tanker om kommunismen er en måde at begrænse proletariatets drømme og dermed den revolutionære aktivitet.

(Plakat for Rød Ungdom, 2005; Facebook)

Oploadet Kl. 05:12 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer


29. januar 2014

Lidt om Corydons røde kritikere: Tidligere og nuværende kommunister, Enhedslistens yderste vnstrefløj

Det var ikke meningen jeg ville blogge om salget af Dong, men samrådet desangående kørte live på TV2 News i går, og her kunne man se umiddelbart efter hinanden høre kritik af beslutningen fra Frank Aaen (Enhedslisten & Danmarks Kommunistiske Parti), Uffe Elbæk (tidl. Danmarks Kommunistiske Ungdom, Venstresocialisterne, Kommunistisk Forbund) og slutteligt Karsten Hønge, der nu har skabt en større krise, fordi han på sin anden dag som suppleant for SF’s Anne Baastrup, åbnede op for Socialistisk Folkepartis udtræden af regeringen.

På TV fortalte Hønge blandt andet, at han altid har stemt SF, men hvis han gjorde det som aktiv i Socialistisk Uddannelsesfront i 70′erne, så gjorde han det næppe som byrådskandidat for Venstresocialisterne i Skive tilbage i 1978-79. Senere blev han aktiv i anti-kapitalistiske Attac.

Der var dog også kritik fra Dansk Folkepartis Kristian Thulesen-Dahl, der med vanlig tæft for folkedybet, kobler sig på mediernes kampagner. Nu kan man så høre, at dagens demonstration på Christiansborg Slotsplads mod salget, ikke vil tillade talere fra Dansk Folkeparti, Danmarks i skrivende stund 3. største parti. Taler bliver derimod folk som Aaen (kommunist), Elbæk (tidl. kommunist) og FOA-formand Dennis Kristensen (tidl. Danmarks Kommunistiske Ungdom, Danmarks Kommunistiske Parti).

(Demonstration: Stop salget af Dong ved Jacob Lausch Krogh og Mille Stockner; Facebook)

Arrangørerne mener Dansk Folkeparti er ‘for antimuslimsk’, men selv uden denne kommentar havde de fleste nok gættet at demonstrationen er funderet i det venstreradikale miljø. Demostrationen er arrangeret af dem Politiken kalder ‘Jacob og Mille’, Jacob Lausch Krogh og Mille Stockner. Begge er aktive i Enhedslisten (Amager Vest og Høje Taastrup), først tillige i trotskistiske Internationale Socialister, og selvom nogle vil huske sidstnævnte som tv-ekspert i en venstreradikal mærkesag, så har hun en autonom fortid og stillede op for det revolutionære parti ved kommunevalget sidste år. De ses ofte til ‘antiracistiske’ demonstrationer.

Begge er benhårde marxister og tilhører Enhedslistens yderste venstre flanke. Da tidligere AFA-leder Pelle Dragsted forrige år argumenterede for nødvendigheden af et mere medievenligt principprogram, var Jacob Lausch Krogh blandt kritikerne. Ordene herunder illustrerer at kritikken er rettet mod kapitalismen som sådan, ikke Dong, eller bekymringer relateret til danskernes forsyningssikkerhed.

“Vi kan ikke eliminer kritikken ved at omformulere vores principprogram da det kritikerne mener er udemokratisk er vores grundlægende principper. Hvilket jeg vil argumenter for i dette indlæg i et håb om at årsmødet vedtager at programdiskutionen skal tage udgangspunkt i vores nuværede principprogram og kun lave mindre sprooglige ændringer, så det endnu tydeliger at vi er et revoluitionært socialistisk parti (Jacob Lausch Krogh på Facebook, 17. april 2012; stavefejl bevaret)

Da socialdemokraterne og Det Radikale Venstre trak sig fra en ‘antiracisme’-demonstration i Århus tilbage i 2008 var Jacob Lausch Krogh (ironisk nok) blandt dem der kritiserede beslutningen. “Det var en fejl at melde afbud”, skrev han i Information i et indlæg, der sætter demonstrationens udgangspunkt i relief. Det er helt okay med militante venstreradikale til en demonstration, men ikke et parti der repræsenterer hver sjette dansker.

Selvom Karsten Hønge ikke mere er revolutionær kommunist, så er han formentligt velkommen til demonstrationen. Tidligere på måneden kunne man se ham på TV2 Fyn argumentere for et muslimsk bederum i et kommende supersygehus på Fyn. Alt andet er udtryk for ‘smålighed’.

Der skal nok være gode argumenter mod Goldman Sachs og enhver anden international aktør der vil investere i Dong, men hånden på hjertet – for de fleste kritikere er problemet den frie markedsøkonomi, og ikke nationens behov for forsyningssikkerhed. Begge argumenter preller af på undertegnede.



26. januar 2014

Mikkel Bolt under debat om revolution: For Marx var det ‘afskaffelse af nationalstat og pengeøkonomi’

Mandag afholdt Enhedslisten i København et debatarrangement om revolution. Mikkel Bolts pointe virke lidt søgt, for de logiske konsekvenser af Enhedslistens politik vil på sigt smadre enhver form for nationalstat indefra. Referat i Information – ’Jo flere der melder sig ud af Enhedslisten, desto bedre’.

“I Enhedslistens mødelokale i Studiestræde havde debattens initiativtagere inviteret tidligere folketingsmedlem for Venstresocialisterne, Preben Wilhjelm, Francesco Castellani, medlem af Enhedslisten, samt kunsthistoriker Mikkel Bolt til at diskutere revolutionsforestillinger anno 2014. …

Grundtonen var pessimistisk. Hverken Castellani eller Bolt anser det som sandsynligt, at den vestlige arbejderklasse begynder at opføre sig revolutionært. … ‘Vores pejlemærke er stadig revolutionen og afskaffelsen af udbytningen,’fastslår Castellani…

Bolt henviser til Marx og Engels’ oprindelige karakterisering af revolution som afskaffelsen af nationalstat og pengeøkonomi. I sine ti medbragte teser polemiserer han mod venstrefløjen, der har gjort modstand mod velfærdsafvikling til sit altoverskyggende mål.

‘Velfærdsydelser blev jo introduceret for at opretholde en industriel reservearmé og undgå social uro,’ påminder Bolt og beskriver den danske venstrefløjs forhold til velfærdsprivilegier som nærmest religiøst. …

‘Velfærdsstaten er ikke en del af løsningen, men en del af problemet. Vi identificerer os med staten, og det er en stopklods for international solidaritet,’ siger Bolt og foreslår at etablere en strategisk støttebevægelse, der skal kæmpe for åbne grænser og modstand mod intervention.

‘Vi skal stå fast på at bruge de begreber, som den revolutionære bevægelse har udviklet over flere hundrede år. Det kan ikke være rigtigt, at venstreorienterede skal begynde at tale et borgerligt sprog. Så kan vi ikke længere beskrive de historiske situationer, vi befinder os i,’ siger Castellani…

Herefter følger en forvirret debat præget af personlige kæpheste, irrelevante indlæg, konspiratoriske teorier om 9/11 og indlæg fra Kunstnere for fred. Det bidragede ikke med andet end at understrege aftenens indledende pointe om venstrefløjens desorientering.

… ‘Det kan godt være, at nogle gerne vil videre, men jeg ved ikke hvorhen. Som jeg ser det, har vi snarere et destruktivt arbejde foran os. Den hvide privilegerede arbejderklasse bør nedlægge sig selv.‘”



4. januar 2014

Historiker Torben Hansen: “Socialkonstruktivismen er marxisme og kommunisme i ny indpakning…”

Historiker Torben Hansen i en længere tekst om socialkonstruktivisme.

Socialkonstruktivisme og historieløshed – Kommentar til en destruktiv ideologi

Den samfundsvidenskabelig forskning og de offentlige forvaltninger, der behandler sociale problemer, præges desværre af en mangelfuld ideologi – socialkonstruktivismen. Tankegangen har i praksis gjort sociologer, socialrådgivere og lærere blinde for kulturens betydning. Især i disse faggrupper har mange vænnet sig til at betragte mennesket som resultat af økonomisk-materielle processer, der kan registreres, måles og justeres.

En konsekvens bliver, at når et stort antal indvandrere fra ikke-vestlige lande skaber problemer, koncentrerer socialkonstruktivisterne sig kun om arbejdsløshed, boligforhold og indtægt. Den kultur, de pågældende indvandrere har medbragt, er derimod ikke interessant, selvom det er indvandrere fra helt bestemte lande, der skaber samme type problemer i de ret forskellige vestlige samfund fra Australien, over Danmark til Canada. Den socialkonstruktivistiske ideologi bygger nemlig på den antagelse, at personens eller gruppens kultur er ligegyldig, det er socialklassen der tæller. Så fx når unge tyrkiske kvinder i 2. generation i alt for ringe grad udnytter deres vestligt erhvervede uddannelse til selvforsørgelse, når voldtægtskrænkere i høj grad har muslimsk baggrund, samt iranske indvandrere lærer sproget på rekordtid og deres børn kan dansk ved skolestart, må forklaringen være noget ikke-kulturelt.

I denne forståelse har personer har heller ikke nogen essens i kraft af deres køn. Det er formningen der afgør hvilken retning begæret tager og hvilket køn man føler sig som. Så når små drenges hjerner lærer på en anderledes måde i skolen og seksualforbrydere næsten udelukkende rekrutteres blandt hankønnet, står socialkonstruktivisterne atter uden at plausible forklaringer.

Et andet af deres dilemmaer er, at de forestiller sig homoseksualitet som et individuelt (kulturelt) valg, samtidig med at den anden ende af deres teori fortæller dem, at mennesket formes af det største pres omkring hende, og de egentlig godt ved, at der intet pres eksisterer med at forme i homoseksuel retning. Socialkonstruktivister betragter mennesket som et stykke voks i omgivelsernes hænder. Individet er som det blanke stykke papir, hvorpå ydre faktorer skriver en tekst. Derfor kan og skal staten skrive de rigtige ord og omforme mennesket, så det passer ind i bestemte sammenhænge. Socialkonstruktivismen er marxisme og kommunisme i ny indpakning, og dermed er den urealistisk. Dens menneskesyn, tro på ‘social engineering’ og bureaukratiske midler til at ændre samfundet lever videre efter Sovjetunionens sammenbrud, skønt alle kommunistiske eksperimenter er slået fejl i massedrab, fordummelse og elendighed.

Den modgift, der skal anvendes overfor den socialkonstruktivistiske ideologi er kendskab til historien – især kulturhistorien.

Kultur er andet og mere end operahuse og litteraturanmeldelser. Kulturer er systemer af normer, forventninger og idealer, der får mennesker til at føle og reagere på bestemte måder i forhold til andre mennesker. Normerne, forventningerne og idealerne indpodes fra barndommen og er svære at ændre. Vi oplever det lige nu med profet-tegningerne, hvor begrebet ytringsfrihed for en privat virksomhed (avisen Jyllandsposten), ikke kan fattes af hobevis af tilvandrede folk. De samme folk forventer at en politisk valgt person (statsministeren) skal varetage deres i princippet private følelser af krænkelse, ligesom de forventer at stater med mange muslimer beliggende i Mellemøsten vil sætte embedsmænd i gang med at skaffe, hvad de opfatter som oprejsning til netop deres sociale konstruktion, altså deres eget begreb om en bestemt religion, dens autoritet og dens hellighed. Mange af disse muslimer er ydermere af den opfattelse at voldelig gengældelse af verbal eller anden billedlig oplevet provokation er en retfærdig og etisk forsvarlig handling. Moses Olsen skal have nogen på frakken for at slæbe et kors gennem Nørrebro og prædike kristendom, og Pia Kjærsgaard må gerne overfaldes for sine forkerte meninger.

(Abu Hamzah fra ‘Kaldet til Islam’ truer islamkritisk DF’er – Omar Marzouk fryder sig; BT)

Historie er viden om visse fænomeners status som betinget af fortidige begivenheder. Eksempelvis er ethvert menneske resultatet af, at en kvinde og en mand havde en bestemt kontakt på et bestemt tidspunkt. Ni måneder senere fremkom et barn.

Den vestlige civilisation er et barn af en fortid, der strækker sig mere end to årtusinder tilbage. Sædvanligvis ønsker børn at vide noget om deres forfædre, men når det gælder kulturarv, ligger det tungt med den viden, den danske folkeskole giver eleverne. De akademikere, der skriver betænkninger og lægger retningslinjer for undervisningen, har for mange år siden ødelagt historiefaget. Her gives der ikke karakter. Kendskab til fortiden – og dermed kulturarven – betragtes ikke som vigtigt.

Tilsvarende er socialkonstruktivisterne ligeglade med den førmoderne verden, de ikke-vestlige indvandrere kommer fra. De mange problemer, der opstår i et kultursammenstød med et moderne og demokratisk samfund, undersøges ikke seriøst. Reelt anerkender forskerne og den bureaukratiske praksis ikke betydningen af en mentalitet, der medbringes fra en livsform uden frihed, borgerrettigheder og ligestilling.

Socialkonstruktivismen fører til historieløshed og til tab af kollektiv identitet. Skolens elever udrustes og opmuntres ikke til at føle sig som arvtagere efter de mange generationer, der har ydet et bidrag til at skabe den europæiske kultur og dermed nutidens frihed, orden og velstand. I skolernes historiebøger skildres fortiden gennemgående som noget primitivt, dumt eller uretfærdigt. Modsætningen er nutidens tekniske og administrative forbedringer, der eksempelvis sikrer bedre transport, mere effektiv produktion af levnedsmidler eller indkomstudjævning. Europas fortid med økonomisk ulighed, religionskrige og slavehandel er kun noget, der skal siges undskyld for.

Selvfølgelig er europæisk historie fyldt med rædselsfulde beretninger, og skolen bør undervise i både udbytning, religionskrige og slavehandel. Den slags ulykker har dog ikke kun fundet sted i Vesten. Grusomhed og vanvid hører også til aztekernes, kinesernes, de afrikanske bantustammers og arabernes historie. Eleverne skal have et vist kendskab til verdenshistorien og dermed også til de faktorer, der gør det muligt for magthavere at mishandle og myrde i stor målestok.

Men tilsvarende skal folkeskolen gøre en stor indsats for at orientere om de begivenheder og institutioner, der har frembragt demokrati, de to køns ligeværdighed, orden, velstand og individets frihed. Her spiller effektiv produktion og transport selvfølgelig også ind, men i den førmoderne epoke – d.v.s. indtil for få århundreder siden – var kultur og religion de faktorer, der afgjorde, at netop Europa frembragte frihed og demokrati.

Selve tanken om at skabe et samfund og en stat ved at bruge fornuften – altså argumentet – opstod i oldtidens Grækenland. Filosofien er græsk, fordi den søger visdom og viden i samtalen – dialogen. ‘Logos’ betyder ord! Logikken kan ikke undværes i argumentationen, og ingen kan med berettigelse forlange en rund firkant. Denne mentale og intellektuelle disponering er klart en arv fra de græske filosoffer. Sådan var det ikke i det gamle Kina, hvor staten var kilde til viden. I andre fortidige civilisationer kom viden fra åbenbaringer, formidlet af profeter og præster.

Præster havde også betydning i Europa – både førkristne og kristne. Men det lykkedes ikke kirkelige autoriteter at kvæle den kritiske tanke og trangen til rationel argumentation. Ligeledes overlevede en arv fra Rom. Her var statsret og kravet om et lovligt grundlag for både politisk myndighed og privat ejendom i højsædet. Selv efter det romerske riges undergang blev mindet om en retsorden og en øverste autoritet bevaret blandt de germanske stammer, der skabte begyndelsen til de europæiske nationer.

Fra kristendommen modtog eftertiden den banebrydende og altafgørende tanke, at det enkelte individ ikke tilhører staten. Det kan derfor siges, at Europa er opstået i middelalderen, da den kristne kirke blev den samlende kulturfaktor fra Portugal til Finland.

Det græsk-romersk-kristne grundlag har formet en fælleseuropæisk ‘Leitkultur’, som skal formidles til den unge generation, hvis frihed og demokrati skal bevares.



3. december 2013

Marxisten Morten Kabell overvejer borgmesterbil: “… jeg vil have, at min tid bliver udnyttet bedst muligt”

‘Bilen er frihedens medium’, var overskriften da Information sidste år portrætterede den bilglade professor Hans-Jørgen Schanz, en af de store marxistiske teoretikere, der bramfrit fortæller at han kører Jaguar, og har haft hele fire af slagsen. Friheden er noget vi nægter andre. Fra Ekstra Bladet – Bil-hader lurer på borgmesterbil.

“… selv om Morten Kabell er blevet valgt på et slogan om, at bilerne skal bagest, så vil han ikke udelukke, at han siger ja til den borgmesterbil, der følger med jobbet fra årsskiftet.

- Jeg kommer til at lytte til forvaltningens rådgivning. For jeg vil have, at min tid bliver udnyttet bedst muligt, siger han til Ekstra Bladet.

- Du blev jo valgt på en bilfjendtlig politik, vil du så overhovedet kunne se dine vælgere i øjnene, hvis du kører rundt i en borgmesterbil?

- Det, jeg er blevet valgt på, er, at vi vil have en byudvikling, hvor der er mindre fokus på biler. Men samtidig er det vigtigt for mig, at jeg udnytter min tid bedst muligt til gavn for byen og dens indbyggere. Jeg skal kunne nå så mange møder som muligt.”

(Jaguar, ‘frihedens medium’, “når man trykker den af”)

“Jeg kører i en Jaguar S-Type, 4,2 l. V8. Det er min fjerde Jaguar. … At have en bil er at forøge friheden helt enormt. For bilen er frihedens medium – sagt af filosoffen og æstetikeren Th. W Adorno, der også sagde, at i kunstværket slår naturen øjnene op. Det sidste passer godt på Jaguaren, når man trykker den af.” (professor Hans-Jørgen Schanz, forfatter til ‘Til rekonstruktionen af kritikken af den politiske økonomis omfangslogiske status’, 2012)

Oploadet Kl. 15:54 af Kim Møller — Direkte link52 kommentarer


28. november 2013

Ed West, journalist og forfatter: “Jeg tror ikke længere, vi kan forhindre konflikter, kun begrænse dem.”

Sappho har været en tur i London og interviewet journalist og forfatter Ed West. Fra Skyld, skræk og marxisme gjorde England multikulturel.

“Ifølge officielle statistikker er Storbritannien i dag hjemsted for 2000 jihadister, hvoraf efterretningstjenesten vurderer de 1000 som potentielle bombemænd. Dertil kommer, at Storbritannien i 2030 vil have en muslimsk befolkningsandel på 5,5 millioner – omkring 8,2 procent af befolkningen. Til den tid vil Oldham, Bradford, Blackburn og måske Birmingham have muslimsk flertal.

Hvordan det er kommet så vidt, forsøger den engelske journalist Ed West at give svar på i bogen The Diversity Illusion.

Sappho møder den 35 årige familiefar på en cafe i det centrale London. …

I din bog skriver du, at britisk multikultur først for alvor tog fart i 1960’erne. Hvad var det, der skete?

- Det var der, den nye venstre-bevægelse skiftede det traditionelle marxistiske fokus på økonomi ud, med det sociale og kulturelle område. I forlængelse af den øgede velstand droppede man arbejderen som agent for social revolution og lagde i stedet vægten på De Nye Sociale Bevægelser – feminismen, kampen for homorettigheder og befrielse af Den Tredje Verden.

- Samtidigt tog man universalismen til sig – den marxistiske ide om en verden uden grænser mellem nationer eller grupper, siger Ed West og forklarer, at det hele blev båret frem af skræk og skyldkomplekser over kolonitiden og Holocaust.

Målet var at erstatte den eksisterende kultur med en ny og bedre:

- Meget tyder på, at multikulturalisterne var for indvandring, men modsatte sig assimilation, for at ødelægge den fælles kultur og for at undergrave de eksisterende familiemønstre. En befolkning uden fælles sprog, kultur og historie er som bekendt lettere at manipulere og forme til en ensartet og let medgørlig masse, siger Ed West.

[...]

Afviser du generelt, at multikultur kan fungere?

- Ja, det gør jeg. Illusionen om multikultur hviler på den præmis, at mennesker vil forlade nationer, etniske grupper og religiøse fællesskaber for at tilslutte sig et bredere og mere overordnet fællesskab. Men alt tyder på, at mangfoldighed har den stik modsatte effekt.

- Mennesker i multikulturelle samfund trækker sig ind i deres egne grupper og bliver mindre åbne overfor andre. Det er det, vi med al tydelighed ser i de større byer i dag. I bedste fald ignorerer grupperne hinanden i værste fald er de i konflikt.

[...]

Så der er fra officiel side sket et skred i værdierne?

- Ja, i allerhøjeste grad. Det, der for 30 år siden var ortodoksi, var for 20 år siden blevet til mainstream. I dag er det tabu og i morgen bliver det kriminelt. Det er stort set det mønster, deres kulturrevolution har fulgt.

- Det bizarre resultat er, at der aldrig i britisk historie har været så stor en andel – hvis ikke flertallet – af befolkningen, der har synspunkter, som fra officielt hold betegnes som umoralske. Enhver modstand mod multikultur forbindes automatisk med racisme, fattigdom, dumhed og vold.

[...]

Har du et bud på, hvordan problemerne kan løses?

-På det overordnede plan skal vi afvise ideen om mangfoldighed som en eufemisme for en verden uden national suverænitet og grænser. Vi skal også forlade den marxistiske kritik af race og acceptere, at mennesker er u-perfekte skabninger, som diskriminerer, er fordomsfulde og nogle gange opfører sig på en måde, som anti-racisme-lobbyen ikke bryder sig om. Vi skal erkende, at det er umuligt at bygge et samfund på den antagelse, at mennesker er perfekte.

- Derudover skal vi gøre op med universalismen, som vi i Vesten er de eneste, der tror på. I Japan, Kina, Mellemøsten, ja stort set alle andre steder, ryster man på hovedet. Vi skal erkende, at nationalstater giver os den absolut bedste ramme for menneskelig selvorganisering, demokrati, liberalisme og økonomisk udvikling. Uden national identitet vil andre identiteter tage over – højest sandsynligt religion.

[...]

Hvad foreslår du på det mere konkrete plan?

- Helt konkret skal indvandringen hurtigst muligt begrænses. Det betyder også, meget mere restriktive regler for ægteskaber med personer fra andre lande. … Det vil også være nødvendigt at opsige vores internationale forpligtelser i forhold til at tage imod flygtninge og i stedet tilbyde dem hjælp i deres nærområder. Endelig må vi gøre en langt større indsats for at hjælpe dem, der gerne vil returnere til deres hjemlande.

[...]

Og her til sidst, hvordan tror du, den nærmeste fremtid ser ud?

- Jeg tror ikke længere, vi kan forhindre konflikter, kun begrænse dem. Og i den bestræbelse vil staten bliver mere og mere totalitær og i stadig stigende grad indskrænker vores frihed. Det er paradoksalt nok det stik modsatte af det, de tidligere studenteroprørere havde som mål. De har et enormt ansvar overfor alt det, der er sket, og alt det, der kommer til at ske.”

Oploadet Kl. 16:43 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer


25. november 2013

Om Enhedslistens revolutionære nødvendighed: Ukritisk DR1-indslag, røde Johanne, ekstremismeforsker

“Vi har arbejdet med professionalisering af vores kommunikation”, fortalte Johanne Schmidt-Nielsen søndag aften i et længere indslag i 21 Søndag, der vist nok var tiltænkt at gå kritisk til Enhedslisten, men reelt var harmløs kauseren over det faktum, at et revolutionært kommunistisk parti har 119 byrådspladser, og i skrivende stund er landets 4. største parti. Selvom programmet præsenteres som DR’s nyhedsmæssige flagskab, så var der ingen kritiske spørgsmål om noget væsentligt. (via Hodjaneres blog)

Johanne Schmidt-Nielsen: Nu har det aldrig været sådan, at det er Enhedslistens politik, at vi skulle nedlægge politiet, men jeg kan godt forstå at man kan læse det sådan, hvis man ikke er vant til at læse sådan nogle venstreorienterede tekster. … Der er ting i det principprogram der skaber misforståelser.

Principprogram, Enhedslisten: Konkret drejer det sig selvfølgelig om overtagelse af de økonomiske nervecentre… men også om at erstatte centrale dele af statsapparatet med nye folkemagtsorganer. Frem for alt opløsning af politiet og militæret, der gang på gang har vist sig som kapitalmagtens sidste, alt for effektive, allierede.

(Johanne Schmidt-Nielsen anno 2001, del af ‘folkemagtsorgan’; Uriasposten)

Der var ligeledes et interview med 50-årige Gorm Anker Gunnarsen, en af de nye i Enhedslistens 11 mand store gruppe i Borgerrepræsentationen. En tør gymnasielærer, og en diametral modsætning til flere af kampfællerne. Det være sig for eksempel Ninna Hedeager Olsen (Kirkeasyl, ‘Fredsvagt’ for terrorstøttende ISM), Signe Færch (Kirkeasyl, Asylbureau), Ulrik Sebastian Kohl (Rebel, dom for terrorstøtte) og så selvfølgelig borgmester Morten Kabell (Rebel mv.).

Reaktionære Refleksioner har set nærmere Avanti! og Muldvarpen, officielle tidsskrifter for Rebel – Revolutionære Unge Socialister, som nyvalgte Morten Kabell, Ulrik Sebastian Kohl og kandidaten Knud ‘Hoxha’ Nielsen var en del af.

“Vi vil gerne se flere nazister med knæ i hovedet og flere gravstene som rige svin ligger begravet under.” (Muldvarpen, 1998/9)

“Vi kan fortælle, at episoden [overfaldet på Pia Kjærsgaard] har integreret Rebel yderligere med både organiserede og uorganiserede.” (Muldvarpen, 1998/9)

“Ikke-vold er blevet prøvet som konkret kampmiddel og historien har forkastet den, eller for igen at bruge et Marx-citat ‘Historien er dommeren og proletaren bødlen.’” (Muldvarpen, 1998/11)

“Man skal ikke helt afskrive volden som politisk kampmiddel… Terror er i orden…” (Muldvarpen 1998/15)

“En frisk demonstrant går helt hen til sporvognen, slår tre-fire gange på ruden indtil den smadrer og fortsætter sin banken på nazisten gennem den smadrede rude.” (Avanti! 1998/15)

“Rebel mener på baggrund af klassekampens erfaringer, at vold bliver en nødvendig del af kampen mod reaktionen.” (Muldvarpen 1999/1)

(Berliner-baseret ‘Folkemagtsorgan’, udat.)

Blodige holdninger, men skåret ind til benet, helt i overensstemmelse med Enhedslistens principprogram. Da jeg gennem længere tid har undret mig over den samlede forskerstands påfaldende naivitet i forhold til samme, skrev jeg forleden til lektor Rikke Louise Peters, en af flere forskere der i forbindelse med den kommunale valgkamp har betegnet Danskernes Parti som værende antidemokratisk.

Uriasposten: Hvordan kan du betragte Enhedslisten som demokratisk, selvom de vil afskaffe Grundloven – men omvendt se Danskernes Parti som antidemokrater, selvom de ønsker at bevare det repræsentative demokrati. Burde du ikke som et akademisk minumum betragte begge som antidemokrater. Enhedslisten på grund af deres principprogram, Danskernes Parti på grund af de logiske konsekvenser af deres arbejdsprogram ift. rehabilitering/deportering.

Rikke Louise Peters, lektor : På baggrund af Enhedslistens principprogram, politiske handlinger og udtalelser i offentligheden i det hele taget, vil jeg definere partiet som et socialistisk og demokratisk parti. Den socialistiske model partiet arbejder for er ikke i modstrid med demokratiet, i og med den kun vil kunne tilvejebringes og udformes på baggrund af demokratisk deltagelse og tilslutning. Der er ikke noget der tyder på, at Enhedslisten vil adskille stat og samfund, sådan som tilfældet var i de kommunistiske stater, hvor den socialistiske planøkonomi dikterede statens og politikkens forsvinden – selvom partiet klart nok ønsker en økonomisk styring og en begrænsning af markedskræfternes frie spil. (Men det er jo en åben diskussion i moderne socialliberale samfund, hvorvidt kapitalismen og markedernes frie spil skal begrænses og om velfærdsstaten er/bør være demokratiets egentlige grundlag). Tværtimod fremgår det tydeligt, at Enhedslisten lægger afgørende vægt på offentlighedens betydning og den offentlige samtale som demokratiets egentlige grundlag. Ergo er politikken hos Enhedslisten ikke reduceret til klassepolitik – politik er et resultat af offentlig politisk diskussion blandt frie og lige borgere. At der findes medlemmer eller partistøtter, der overtræder disse demokratiske principper gennem voldelig eller grundlovsstridige handlinger og optræden i øvrigt skal ikke kunne udelukkes, men det anser jeg primært som et strafferetsligt problem og ikke et demokratisk problem – og det er jo i så tilfælde noget PET og domstolene må tage sig af.

Principprogram, Enhedslisten: Et socialistisk samfund kan ikke bare ‘overtage’ den nuværende stat, som fundamentalt set er indrettet til at organisere og forsvare netop et kapitalistisk samfund. Det gælder den danske stat, og endnu mere altomfattende den EU-stat, der er under opbygning. Det er nødvendigt at forberede en sådan revolution. I takt med at der vindes folkelig opbakning til revolutionære brud med kapitalismen, må der opbygges demokratiske folkemagtsorganer, som har den organiserede styrke til at vinde den konfrontation med kapitalmagten, som på et eller andet tidspunkt vil bryde ud. Lige så stærkt som Enhedslisten afviser terrorisme og elitære kup, lige så stærkt afviser vi at bøje nakken og vende den anden kind til i en situation, hvor borgerskabet griber til udemokratisk magtanvendelse.

(Stat og samfund forenet i Albanien under Enver Hoxha, d. 1985)

I lighed med 21 Søndag vælger den gode lektor, at ignorere flere centrale dele af Enhedslistens principprogram, herunder afsnittet om ‘Revolutionens nødvendighed’, der utvetydigt kræver politi og militær opløst og erstattet af ‘folkemagtsorganer’ For at Enhedslistens klasseløse ‘kommunistiske samfund’ bliver til Rikke Louise Peters ‘demokratiske socialisme’, må kravet være 100 procent tilslutning. Alternativt vil den af Enhedslisten ønskede revolution adskille stat og samfund, og væsentligt – gøre sig skyldig i det der ifølge samme forsker gør Danskernes Parti udemokratisk.

Ikke alle ekstremismeforskere har en fortid på den yderste venstrefløj, men de fleste har. Tidligt i meningsudvekslingen kritiserede Rikke Louise Peters mig for at dømme forskere som værende ‘venstremarxister’ på tyndt grundlag. Jeg kender ikke Rikke Louise Peters baggrund, men hendes apologetiske udlægning af Enhedslistens idegrundlag, indikerer jeg ramte plet, da jeg sidste år diskret pointerede at hun på Facebook var fan af Karl Marx.



23. oktober 2013

Journalistisk forskningschef, Journalisthøjskolen: Ytringsfrihed skal måles på den offentlighed den skaber

Jeg har tidligere blogget om Ejvind Hansen, forskningschef på Journalisthøjskolen. Sidste år argumenterede han eksempelvis for, at PET’s anholdelse af 14 venstreradikale for hærværk mod politistationer, var et vidnesbyrd om at samfundet undertrykte kapitalismekritikken. Tidligere på året, kunne man se ham på TV2 News med det omvendte argument – at højrefløjens islamkritik var et demokratisk problem.

Fra Frankfurterskolen til Journalisthøjskolen: Semi-totalitær kulturmarxisme fra en uudtømmelig kilde.

Ejvind Hansen har netop redigeret antologien ‘Ytringsfriheden til forhandling’, og var derfor gæst i gårsdagens sene Deadline hvor han debatterede med den altid nøgterne Jacob Mchangama. Fra Debat om ytringsfriheden (Youtube).

Jacob Mchangama, CEPOS: … for mig lyder det allermest som om, at du ikke bryder dig om mange af de ting der er i den offentlige debat, og derfor er ytringsfriheden ikke så god, fordi den bliver brugt af nogen til at sige nogle ting du ikke bryder dig om. Det er jo en falliterklæring.

(Ejvind Hansen på Twitter; se også længere replik her)

Ejvind Hansen, Journalisthøjskolen: Pointen er jo, at det er rigtig nok, at vi har en rig og fri ytringsfrihed… men problemet er, at så længe vi bliver ved med at fokusere på, at folk kan sige hvad de vil – så mister vi blikket for, at der måske i vores samfund er nogle stemmer der har svært ved at komme til orde. Fordi de har måske ikke evnen til at ytre sig, og der kan man sige… [Yahya Hassan-sekvens]

Ejvind Hansen: … der hvor den unge mand er mere interessant, det er at så kører der en automatreaktion, fordi han så og sige bliver angrebet, han bliver truet, hvor der så kommer en diskussion om han herved får undertrykt sin ytringsfrihed. Der mener jeg det er en forfejlet diskussion.

Jacob Mchangama: Undskyld, den skal jeg lige have igen. Mener du ikke det er problematisk for ytringsfriheden, at manden modtager dødstrusler.

Ejvind Hansen: Det er problematisk for vores samfund, at man modtager dødstrusler, men det er ikke et eksempel på at vores ytringsfrihed er under pres.

Jacob Mchangama: Du mener ikke det har en konsekvens for forfattere, journalister og andre, som modtager dødstrusler, som bliver udsat for konkrete dødstrusler – det får ikke nogle konsekvenser for hvad man skriver, eller hvad holdninger man har, når man får dødstrusler.

Ejvind Hansen: Jov, selvfølgelig, har det konsekvenser. Men min pointe her er, at det i vidt forstand ikke handler om ytringsfrihed, i den forstand, at ytringsfrihed handler jo om i virkeligheden om at det officielle Danmark, magthaverne, så at sige skal facilitere…

Jacob Mchangama: Det er også her vi ser den totale relativisering. Selvfølgelig kan vi have en debat om ytringsfrihedens grænser, det har vi haft i hundredevis af…

[...]

Ejvind Hansen: Men pointen er jo bare, at det i vidt forstand, er det spørgsmål forfejlet. Fordi, som du netop lige beskriver, så har vi alle sammen, sådan set, i nærmest radikal forstand en absolut ytringsfrihed, vi kan alle sammen sige hvad vi vil. Men vores pointe er jo, at der hvor vi i virkeligheden skal kigge, det er på den offentlighed vi får ud af det.

Oploadet Kl. 16:09 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer


27. september 2013

Professor: På RUC talte man ikke om faglighed som noget isoleret, men om ‘det faglig-politiske arbejde’

Mandagens kronik af Claus Bryld er værd at fremhæve, mest fordi hans fremstilling virker oprigtig, selvom han på mange måder er en integreret del af problemet. Fra Jyllands-Posten – Karl Marx og den danske venstrefløj.

“Men tilbage til tredje fase, der udspiller sig i 1960′ erne og 70′ erne.

Først vil jeg lige sige lidt om det politiske landskab på venstre-fløjen i den periode. Hos socialdemokraterne var der ikke nogen egentlig teoretisk debat. De var engageret i opbygningen af velfærdsstaten, der mere byggede på ad hoc-løsninger og det, man med et udtryk fra vistnok Karl Popper har kaldt “piecemeal social engineering”.

Efter min mening var velfærdsstaten i sidste ende inspireret af socialistiske idéer, der for manges vedkommende kan føres tilbage til Marx, men det blev ikke ekspliciteret af socialdemokraterne og er svært at begribe idéhistorisk.

Den del af venstrefløjen, der opstod efter Aksel Larsens eksklusion fra DKP i 1958, var jo ikke tilhænger af velfærdsstaten, der videreførte kapitalismen, men ønskede et socialistisk Danmark uden privat ejendomsret til de samfundsmæssige produktionsmidler. SF’s to store paroler ved folketingsvalget i 1960 var afrustning og socialisme, og det var en socialisme, der ville afskaffe kapitalismen, ikke blot moderere den som socialdemokraterne.

Heller ikke på venstrefløjen i og omkring DKP havde der været nogen egentlig teoriudvikling efter Anden Verdenskrig. DKP hyldede en ortodoks marxisme med den dialektiske materialisme og hele pivetøjet fra Engels’ tid, og dertil var der kommet leninistiske og især stalinistiske elementer ind. Så sent som i 1960 skrev Ib Nørlund om arbejderklassens absolutte forarmelse, også i det danske samfund.

Så derfra kunne man hverken vente sig nogen fornyelse politisk eller teoretisk.

Det nye skete i og omkring SF og så de bevægelser, der begynder at opstå med kampagnen mod atomvåben som pioneren. SF var det første såkaldt eurokommunistiske parti, og i 1963 fik partiet et principprogram, hvor de nye idéer om afrustning, neutralisme og overgang til socialisme med selvforvaltning osv. var formuleret. Det bekendte sig også til marxismen…

I 1967-68 opstod VS så – partiet er i øvrigt lige blevet nedlagt for i stedet at gå helt op i Enhedslisten – og de fleste af de universitetsmarxister, jeg skal tale om, befandt sig i eller omkring dette parti. Det var det, man også kaldte for ‘ det udogmatiske venstre’. …

På RUC, hvor jeg arbejdede fra 1973, talte man ikke om faglighed som noget isoleret, men om det faglig-politiske arbejde. Studierne skulle ikke alene være samfundsrelevante, som var parolen i oprørets begyndelse, de skulle hjælpe i kampen mod kapitalen både på det praktiske plan og på det bevidsthedsmæssige.

Arbejderne og andre lønafhængige, der udgjorde langt den største del af befolkningen, skulle bevidstgøres om deres interesser, som i sidste instans var en frigørelse fra kapitalens tvang og en overgang til et socialistisk eller kommunistisk samfund.

Det universitet, jeg var på, altså RUC, er det, jeg ved mest om. Det var jo helt nyt, og lærerstaben blev besat med unge sociologer, politologer og historikere fra hovedsagelig Københavns Universitet og fra læreanstalter i Sverige, hvor radikaliseringen var sket lidt tidligere end i Danmark.

Der var nogle få socialdemokrater blandt dem, bl. a. Bent Rold Andersen, og en gruppe DKP’ere, men langt de fleste var VS’ere og mere eller mindre skolede marxister. … Lærere, der ikke var marxister, blev stillet for en slags folkedomstole, og af til var stemningen så ladet med venstreradikalisme, at man følte sig hensat til Maos folkerepublik.

Somme tider tænker jeg på, hvad der er blevet af alle disse glødende marxister, for jeg synes egentlig ikke, de i særlig grad har præget samfundsdebatten efter 70′erne, men måske begav de sig ind på den vej, som en tysk marxist med et godt udtryk har kaldt “den lange march gennem institutionerne”.”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »