28. september 2020

Set i venstreorienterede Information: “Børn bør have lov til at stemme. Fra de er seks år, eller fra de..”

Jeg har ikke stor sympati for det socialdemokratiske projekt, men i det mindste forstår Mette Frederiksen, at man er nødt til at holde den yderste venstrefløj ude i strakt arm. De vil ikke den gennemsnitlige dansker noget godt, og vil man have en socialdemokratisk regering, så må man nødvendigvis føre en folkelig forankret udlændingepolitik. Hvor ‘Danmarks Socialdemokratiske Ungdom’ i mellemkrigsårene talte om klassekampen, og flirtede med de revolutionære, så er der andre boller på suppen i dag. For den yderste venstrefløj er fjenden i dag ikke bare højrefløjen, men også de værdipolitiske kontrarevolutionære på venstrefløjen: Socialdemokraterne.

P1-magasinet ‘Småborger’ illustrerer problematikken. Når emnet er ghettopakken, så er de unge værter enige med Enhedslisten, og danner åbent front mod boligminister Kaare Dybvad. Når vi taler islamisk bønnekald, må integrationsminister Mattias Tesfaye stå for skud. Her til formiddag var et så udviklingsminister Rasmus Prehn, der (efter Rosa Lund & co.), undskyldende måtte forklare, hvorfor Danmark ikke blot tog imod de her børn fra Morialejren: “Tror du ikke de kunne få en bedre fremtid i Danmark? Vi har da megamange ressourcer i Danmark… Der står jo 6000 tomme boliger i Sønderjylland!”

Unge er nemme ofre for rød propaganda, og vil man smadre det bestående, så er løsningen ligefor, som man kan læse i venstreorienterede Information – Unge taber altid i politik, siger professor David Runciman. Hans løsning? Giv børn stemmeret.

“Unge er det moderne demokratis ubetingede tabere, mener Cambridge-professor David Runciman. …

Fire mandater. En, to, tre, fire snoldede pladser ud af 650 var det blevet til for Boris Johnson og de britiske konservative ved det britiske valg sidste år, hvis det alene havde stået til de unge mellem 18 og 24 år. Fire! Og spurgte man alene de relativt unge – altså dem under 40 år – havde Bernie Sanders ikke bare besejret Joe Biden ved primærvalgene i USA. Den gamle socialist ville også knuse Trump til november.

Sådan kunne man blive ved, mener David Runciman, der er professor i politik ved Cambridge University og forfatter til bogen How Democracy Ends.

Den afgørende skillelinje i moderne politik er hverken klasse eller race. Det er ikke land mod by, de ufaglærte mod de veluddannede, eller globalisterne mod de nationale. Nej, det er alder. De unge mod de gamle.

… når politik bliver en kamp mellem generationer – så taber de unge, mener Runciman. De taber og taber og taber.

‘Hvis unge mennesker i dag har én fælles erfaring med politik, er det nederlaget,’ siger David Runciman.
De tabte Brexit-afstemningen, de tabte til Trump, og skulder ved skulder med Jeremy Corbyn har de tabt to britiske valg på tre år. Og man kan se klimakrisen – det absolut vigtigste politiske spørgsmål, hvis man spørger unge under 30 år – som en politisk kamp, de taber hver eneste dag. …

Runciman har også en anden og mere kontroversiel idé til, hvordan man kan udligne nogle af de uligheder, der efterlader unge mennesker som de store tabere i moderne politik.

‘Børn bør have lov til at stemme. Fra de er seks år, eller fra de begynder skole.’ — Skal det forstås som en form for provokation? ‘Engang sagde jeg det som en provokation. Nu mener jeg det virkelig. Jeg tror, vores politik ville blive bedre, ikke værre, hvis børn kunne stemme. For eksempel ville vi nok tage problemerne med misinformation mere alvorligt, hvis børn tog del i magten,’ siger David Runciman.”

(Fotos: Rød Ungdom, Maj 1935 via Facebook)



19. september 2020

RUC-skolede går arbejdsløse: Christina må måske igen tage et job under hendes… ‘akademiske niveau’

I sidste måned kunne man læse, at RUC var i krise. Selvom flere generelt søgte universiteterne, så var der tilbagegang på RUC. Her var der unormalt høj frafald blandt studerende med høje karakterer, og RUC havde endvidere ‘den klart højeste ledighed’ halvandet år efter endt uddannelse.

Berlingske eksemplificerer med Christina, der lyder lidt forkælet, men sikkert ikke mere end den gennemsnitlige RUC-uddannede arbejdsløse. Fra Berlingske.dk – Hun er en del af en ‘bekymrende’ tendens: RUC-uddannede Christina tog et rent administrativt job.

“Hun færdiggjorde for tre år siden en kandidat i psykologi og arbejdslivsstudier. Siden gik hun ledig i halvandet år med to forløb med virksomhedspraktik undervejs, inden hun til sidst måtte sande, at det ikke var muligt for hende at finde et job, hvor hendes uddannelse var relevant.

‘Nu skal jeg bare have et fast job, tænkte jeg.’ …

Vikariatet udløb i slutningen af juli, og nu søger Christina Nykjær Nielsen på ny stillinger, der passer til hendes akademiske profil

Hvis jeg igen går ledig i et par måneder, må jeg jo igen tage et job under mit akademiske niveau. Men jeg vil jo gerne arbejde med det, jeg har brugt fem år på at læse,’ siger hun. …

Hver tredje kandidat uddannet mellem 2015-2017 fra RUC var således i 2018 ansat i klassiske HK-job: kontorarbejde, salg eller service. Det viser tal fra Danmarks Statistik, som Dansk Erhverv har analyseret.

Kategorierne dækker blandt andet over regnskabsarbejde, sekretærarbejde, tjenerarbejde og salgsarbejde i butik. …

‘Et er at skulle gå som ledig i op til et par år efter man har brugt mange år på sin uddannelse. Det er i sig selv et stort personligt nederlag. Når så ens dagpengeperiode er ved at ophøre, må mange så tage til takke med et arbejde, som man slet ikke er uddannet til. Det har store personlige og økonomiske konsekvenser.‘”

(Max Horkheimer, en del af RUC’s videnskabsteoretiske grundlag)

“I dag er det mere end tre år siden, Christina Nykjær Nielsen blev færdig på Roskilde Universitet. Hun har endnu ikke haft lønnet arbejde inden for det felt, hun er uddannet i.” (Politiken)

Oploadet Kl. 18:25 af Kim Møller — Direkte link131 kommentarer
Arkiveret under:


18. september 2020

Ph.d.-studerende mod racisme: “Black people… are being called out and assaulted in their daily lives..”

Jeg kan ikke rigtig greje om de er dårlige tænkere, eller blot forsøger at udnytte tidsånden til at gøre Lenins imperialismeteori til et apolitisk videnskabeligt vilkår. Uanset hvad, så er de langt fra skiven. Det år de her ‘nutidige sorte slaver’, bidrager mere end de yder til fælleskassen, eller myrder færre hvide end omvendt, så kan vi tage debatten. Indtil da kan Francois Questiaux og Sofie Mortensen flette næbbet.

To ph.d.-studerende har skrevet et åbent brev til Københavns Universitet, fordi de vil have deres antiracistiske kamp institutionaliseret. De erkender at de ikke har ‘data eller information om, hvordan racisme finder sted på danske universiteter’, men mener kampen er vigtig i lyset af Black Lives Matter. For som de skriver – fra deres Frederiksberg-kontor: “Black people… are being called out and assaulted in their daily lives”.

Fra Uniavisen – Forskere vil have Københavns Universitet til at gå ind i antiracistisk kamp.

“Onsdag morgen sendte et par forskere et åbent brev til ledelsen på Københavns Universitet.

Et brev, der er født ud af de seneste måneders antiracistiske protester i USA og andre lande, og som rummer en klar opfordring til universitetet:

‘Vi vil have, at Københavns Universitet skal træde ind i kampen for at gøre en ende på den uretfærdighed, som sorte mennesker stadig oplever,’ lyder det i brevet. …

‘Efter Black Lives Matter-protesterne og debatten om racisme har spredt sig, er det vigtigt, at det også er et emne, vi tager op på universitetet. Vi ønsker at starte en samtale med ledelsen og holde dem ansvarlige,’ siger Sofie Mortensen. …

I brevet beskriver forfatterne og underskriverne sig selv som ‘bekymrede akademikere, der vil bekræfte, at de støtter den antiracistiske bevægelse’ og vil bekæmpe ‘de strukturer, der udnytter og gør vold på sorte menneskers liv og kroppe’.

‘Den antiracistiske kamp handler ikke om at være på højre- eller venstrefløjen, den er mere universel. …'”

“While largely neglected, racism has deep roots in Danish history where it has taken various forms, and remains consistently present. Denmark was the seventh biggest slave trading nation in the world, only one place after the US. From the Gold Coast in Ghana, Trankebar in India and the former Danish West Indies, Denmark too benefited from exploiting colonies and slaves, and thus, Black lives. …

This continues in other forms today, as Denmark engages in exploitations of resources and labour on the African continent and beyond. While often overlooked, anti-blackness exists in Denmark.

Black people, people of colour and other minorities are being called out and assaulted in their daily lives and have to work harder to gain the same opportunities as white Danes. “ (Open letter to University of Copenhagen to address racism in academia, 2020)

Oploadet Kl. 10:51 af Kim Møller — Direkte link37 kommentarer


17. september 2020

14 professorer: “… diversitet, lighed mellem kønnene eller antiracisme er ikke universitetets formål”

Jeg ser en lige linje mellem Frankfurterskolens kulturmarxister, der ideologiserede flere fag på universiteterne i 1970’erne, og nutidens universitære woke-aktivisme. De har kapret sproget, og manglende modspil fra ikke-revolutionære (herunder bekvemme borgerlige), gav en accellerende ubalance. I disse år er de ved at konsolidere magten, og de aggressive venstreradikale studerende er morgendagens undervisere, mediernes eksperter.

I 1996 forsvarede Rød Ungdoms Mikkel Thorup Cubas diktator fidel Castro i et indlæg i Politiken, hvor han opridsede fronterne: “Den cubanske befolkning har ret til selv at bestemme deres fremtid…” Sidste år blev samme professor i idehistorie på ‘Institut for Kultur og Samfund’, hvor han særligt har fokus på statens rolle, kapitalismens rolle, racismens rolle og fremdeles.

Kronik af 14 danske professorer i Berlingske. Det er blandt andet Hans Bonde, Nicolai J. Foss, Peter Kurrild-Klitgaard og frederik Stjernfelt. Fra Berlingske.dk – Professorer: Vi oplever et stigende pres på forskningsfriheden og universiteterne< /em> (kræver login).

“For det andet er der et pres indefra fra universitetsledelser, der i visse tilfælde ønsker, at universiteterne tilslutter sig mere eller mindre brede politiske målsætninger… Et hjemligt eksempel er SDUs ambition om at lade FNs verdensmål være styrende for universitetets aktiviteter. Et mere snævert eksempel er forskellige udenlandske universiteters (f.eks. Imperial College, UK) erklærede støtte til Black Lives Matter-bevægelsen.

Med disse sidste eksempler nærmer vi os også to andre tæt beslægtede presfaktorer. Det drejer sig for det første om pres indefra fra forsker-aktivister, der med Judith Butler, Michel Foucault og andres tanker som ballast forkaster idealer om værdifri forskning og undervisning, og eksplicit ønsker at stille deres virke til rådighed for ekstern aktivisme. Det drejer sig i stigende grad om grupperinger med en identitetspolitisk dagsorden.

Enhver med kendskab til 1970ernes politiserede universitet vil genkende forskeraktivismen, der dengang florerede i samklang med universitetsmarxismen. Som dengang er der desværre også tale om, at tanker næret på universiteter aktivt bruges til at undergrave universitetet. Et eksempel er den i offentligheden bredt diskuterede Ole Wæver-sag, hvor Wæver af forsker-aktivister blev gjort til genstand for forvrøvlede, usaglige anklager om racisme.

… Poster man på engelsk på sociale medier om emner relateret til ytringsfrihed, eller forholder sig kritisk til tiltag som ’safe spaces’, ‘deplatforming’ af ‘kontroversielle’ oplægsholdere og lignende, får man mails fra fortvivlede yngre kolleger fra engelske og amerikanske universiteter, der fortæller, at de meget gerne ville ‘like’ – men ikke tør. Der er øjensynlig tale om et reelt identitetspolitisk meningstyranni og en meget høj grad af selvcensur. Identitetspolitikkens angivelige krav om ‘diversitet’ omfatter diversitetsmarkører som køn og etnicitet – men i påfaldende ringe grad diversitet af synspunkter og ideologier.

Men diversitet, lighed mellem kønnene eller antiracisme er ikke universitetets formål. Det handler om viden, faglighed, forskning, forskningens kvalitet, etc. … Vi er reelt bekymrede for, at vi kan bevæge os i en mere illiberal retning herhjemme. Det kan gå hurtigt. Få havde forudset, at situationen i USA og UK kunne ændre sig så hurtigt og massivt, som det er sket bare indenfor de seneste få måneder. …

Vi mener, at der her er vigtig inspiration at hente i de såkaldte ‘Chicago-principper’.”



9. september 2020

Selsing anm. ‘Hordernes hærgen’: “Det er ikke bare ekstremisme. Det er fascisme. Det er totalitært.”

Morten Uhrskov kalder identitetskampen for ‘nykommunisme’, og det dækker ganske godt. Eva Selsing har anmeldt Douglas Murrays seneste bog, og selvom sengebordets stak af ulæste bøger vokser og vokser, så lyder det til at ‘Hordernes hærgen’ er svær at komme udenom. Bogen kan købes hos Forlaget Ellekær for 295 kroner. Forstå dine fjender.

Fra Selsings veloplagte anmeldelse på Berlingske.dk – 6 stjerner: Bog om identitetspolitikkens rødder og endemål er uhyggelig læsning (kræver login).

“Har De svært ved at forstå, hvorfor nogle ekstremister fra amerikansk e universiteter fylder så meget i resten af verden? Og ved De ikke, hvad De skal sige til det? Den britiske kommentator og forfatter Douglas Murrays forklarer og besvarer disse og relaterede spørgsmål i sin nye bog, ‘Hordernes hærgen’. En ekskurs ud i identitetspolitikkens rødder og endemål – og det er uhyggelig læsning.

‘Hordernes hærgen’ handler om det, der rettelig er (post)marxismens dødsmarch hen over vores institutioner – akademia, offentlig debat, medier – over vores køn, vores fællesskab og sandheden som sådan. …

Murray identificerer det, han kalder ’snubletråde’ – altså fælder, som tilhængerne af den migrerende totalitarisme lægger ud for almindelige mennesker. Det kan være ord, man pludselig ikke må bruge. Individer, man ikke må associeres med. Bøger, man ikke må læse. Tanker, man ikke må give udtryk for. Den slags. I virkeligheden er der tale om, at man opstiller problemer, der ikke kan løses. Man reaktiverer gamle konflikter, åbner lægte sår, og etablerer et volatilt, boblende minefelt, som man sender Gud og hvermand ud i (og nyder at se eksplodere). Man fremmaner et billede af ekstreme uretfærdigheder i verdenshistoriens mest retfærdige samfund. Hvorfor?

Snubletrådene er pointen. Meningen er ikke at påpege nogle problemer og så løse dem. Meningen er splittelse. Konflikt. Opvigling. Had. Meningen er at gøre almindelige mennesker usikre på alt – thi usikre mennesker er mere medgørlige for hvem, der end har magten. Hvilket tilfældigvis i stigende grad er de identitetspolitiske militser.
Murray viser, hvordan idégrundlaget for hele baduljen er old school marxisme. Med totalitarismens mest genkendelige ingrediens: Sandhedsværdien af et udsagn afhænger ikke længere af, hvad der siges, men af hvem, der siger det.

Et morsomt afsnit gennemgår alle selvmodsigelserne, de forskellige intersektioner imellem. Hvordan trans-fortalerne har et essentialistisk syn på køn, mens homoaktivisterne er arge modstandere af enhver snak om kønsessens. Hvordan vi er gået fra at være farveblinde til at være besatte af race. … Hvordan kvinder i feminismen insisterer på at være sexede, men ikke seksualiserede.

Bogen giver talrige eksempler på, hvordan de nye venstreekstreme identitetspolitiske bevægelser har støvletramp i ascendanten. … Det er ikke bare ekstremisme. Det er fascisme. Det er totalitært. Murray viser hvorfor.”

(Douglas Murray til TFS-møde i Landstingssalen på Christiansborg, 2015)



4. september 2020

DBU og landsholdet vil knæle for BLM-ekstremister: ‘The white man will not be our equal but our slave’

Jeg var i Moskva for at støtte landsholdet under VM i 2018, men hvis fodboldlandsholdet på tirsdag knæler i sympati med venstreradikale Black Lives Matter, så er det ikke mit landshold mere. Debatten går højt på Facebook, hvor kendte venstreradikale støtter initiativet. Argumentet er at støtte til Black Lives Matter ikke er politik, og når man så pointerer, at bevægelsen rent faktisk har et ideologisk kampskrift, så er det pludselig en løs organisation, der ikke inkluderer Black Lives Matter Danmark. Fodbold skal samle, og DBU og landsholdet gør præcist det modsatte. Fra BT – Fodboldlandsholdet knæler mod racisme.

“‘Vi spillere vil meget gerne bakke op om det engelske landsholds ønske om at knæle før kickoff tirsdag,’ siger landsholdets anfører, Simon Kjær, i en udtalelse.

‘Derfor vil vi sammen med de engelske spillere vise, at vi står sammen i kampen mod racisme og diskrimination ved at knæle, før vores kamp fløjtes i gang. Det er en meget vigtig sag, som betyder noget for os alle på holdet,’ tilføjer anføreren.

Dermed giver landsholdet sin opbakning til Black Lives Matter-kampagnen…

(DBU på Twitter, 3. september 2020)

Black Lives Matter er en decentral bevægelse, skabt af revolutionære marxister med henblik på at smadre det bestående. Væk med ‘patriarkatet’, politiet, markedsøkonomien og kernefamilien. Black Panther-ekstremister færdes hjemmevant i bevægelsen, hvis danske aflægger ledes af venstreloonien Bwalya Sørensen, der åbent priser apartheid. Sasha Johnson, leder af Black Lives Matter i universitetsbyen Oxford, går lige en tand videre.

Sasha Johnson, a BLM leader, has set up a new party that will exclude white people from leadership roles and tweeted about ‘enslaving whites’. She’s just a young, female, black version of old white racists she says she’s fighting. … Sasha has had an eventful few months since the Black Lives Matter movement kicked off again. As a result of this she says she has become a ’symbol of the revolution.’ So, what kind of revolution is this pound shop Che Guevara planning? Well, a communist one, obviously, but one with a healthy side of racial supremacy to go with the Marxism. … Johnson is a black supremacist and is apparently finding it increasingly hard to disguise her disgust for white people and ‘race traitors’ from the black community. The fact that Black Lives Matter UK has not denounced her blatant racism and inflammatory language does the movement no favours.” (Guy Birchall, RT, 1. September 2020)

(Black Lives Matter Oxford-leder Sasha Johnson på Twitter, 2020)

The white man will not be our equal but our slave. History is changing. No justice, no peace #BLM.”



29. august 2020

Undertegnede i Information: “Det, som kaldes fascisme i dag, var sund fornuft i 1950’ernes Danmark”

Jeg ignorerede journalisten lidt, da jeg blev kontaktet, men Katrine Winkel Holm og Kasper Støvring har tidligere medvirket i serien, så det blev et ja. Informations ‘Fascistometer’-test er baseret på Adornos definion, men som blogger er det trods alt rart med jævne mellemrum at blive citeret for noget jeg rent faktisk har sagt.

Jeg præsenteres som højreradikal blogger, men også som en mand der blot er ‘lidt til højre’ for den etablerede højrefløj, som fokuserer på multikulturelle samfunds skyggesider. Sandheden er lidt højreradikal, må man forstå. Jeg scorer 13,6 procent over gennemsnittet, og mine mest fascistiske træk er ifølge testen ‘Destruktiv kynisme’: En ‘generel fjendtlighed over for ting, der ikke er i tråd med ens personlige værdier, og ringeagt for menneskelivet’.

Det lever jeg fint med. Ideologi er en måde at forstå verden på, men jeg har et liv der skal leves, og vil ikke smadre et velfungerende homogent demokrati, blot for at undgå en fascist-etikette. Og da slet ikke når den kommer fra en af Frankfurterskolens revolutionære teoretikere, der vil gøre vold mod alt jeg har kært.

(Dagbladet Information, 29. august 2020, 2. Sektion, s. 25)

Fra weekendudgaven af Dagbladet Information – Det, som kaldes fascisme i dag, var sund fornuft i 1950′ ernes Danmark (kræver login).

“Er det sandt, at en stank af 1930′ erne har bredt sig på den moderne højrefløj? Kim Møller driver den højreradikale blog Uriasposten og bliver stemplet som nazist en gang i timen. Vi har bedt ham tage Theodor Adornos fascisttest fra 1947 for at se, om der er noget om snakken. …

I Adornos F-skalatest, der måler autoritære og facistiske personlighedstræk, scorer han 13,6 procent over gennemsnittet, og han havde da også skammet sig, hvis han scorede lavere i sådan et ‘kulturmarxistisk projekt’.

[…]

– Før indikerede du, at det hele var et spørgsmål om kultur, men det er også genetik?

‘Tjo, der er en forbindelse. Hvis to danskere får et barn, opdrager de også deres barn dansk. De, der ikke er danske, kan ikke opdrage nogen ind i danskhed. Der er brug for en dominerende kultur, nogle kan integreres ind i. ‘Det er måske også lidt racistisk at sige, men den vestlige kultur er langt overlegen den mellemøstlige.’

– Ja, det er det. Hvad synes du om testen?

‘At tage en test for at diskutere graden af egen fascisme er da lidt latterligt. Nu er jeg gået med til det denne gang. Men normalt hjælper jeg ikke folk, der vil kalde mig noget grimt. Fascisme er et skældsord, og nu er jeg så 13,6 procent fascist.’

– 13,6 procent mere fascistisk end gennemsnittet.

‘Ja, det vil jeg da næsten håbe, for gennemsnittet er til at lukke op og skide i.’

– Det forstår jeg ikke?

‘Hvis jeg nu havde været mindre fascist end gennemsnittet i en kulturmarxistisk test, havde jeg været en del af problemet. Klar til at nedlægge Danmark.’

– Hvad tænker du, at testen forstår ved fascisme?

‘Det ligger mellem linjerne, at Adorno har det, som Søren Krarup kaldte en negativ fascination af nazisme, hvor man leder efter den alle steder. Det er udbredt i dag. Meget af det, som kaldes fascisme i dag, var sund fornuft i 1950’ernes Danmark.‘”



14. august 2020

Fra BZ-bevægelsen til mediebranchen: “Ingen i medieverdenen vil have det sande billede af BZ frem.”

Så fik jeg genhørt Peter Øvig Knudsens BZ (2016), og hvis man har lidt historisk interesse i det vestreradikale miljø, så giver det en ganske fin indføring. 19 timer eller 624 sider! Jeg kunne med udgangspunkt i bogen skrive adskillige blogposter om BZ’ere, der gjorde karriere i mediebranchen, og kun tiden afholder mig fra det.

En af kilderne er eksempelvis Mette Sejsbo, der efter tyve år i Danmarks Radio, nu er lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Da AFA-grundlæggeren Martin ‘Kat’ Lindblom døde tilbage i 2009, var der rosende nekrologer fra BZ-vennerne René Karpantchof og Jesper Dahl Caruso. Den første er eekspert i højreekstremisme, og sidstnævnte var på daværende tidspunkt journalist på Berlingske. Senere kom han til TV2 Nyhederne.

Den tætte forbindelse mellem datidens revolutionære gadekrigere, og nutidens mediebranche voldte Øvig Knudsen store problemer. Selvom han som ung var tilknyttet Kommunistisk Arbejderparti, og stadig er solidt placeret på venstrefløjen, så frygtede eks-BZ’erne, at historien blev beskrevet lidt for dokumentarisk. Den del er værd at hæfte sig ved. Her en række citater, som på forskellige måder beskriver forbindelsen.

Politiets afmagt, sympati i politiske kredse

“Man kunne jo bygge et helt stenbrud af de sten, de smed efter os i Viborggade… Men vi ved, at hvis vi smider dem ud, rykker de bare ind igen og barrikaderer sig. Hverken regering eller kommune virkede opsat på at løse problemet, og de venstreorienterede byplanborgmestre – Villo Sigurdsson og Gunna Starck fra VS -gjorde, hvad de kunne for at støtte BZ’erne.’

Men blev man som politimand ikke voldsomt frustreret, spørger jeg.

‘Jo, selvfølgelig. Det var helt gak i låget. Men vores erfaringer med at rydde huse -og jeg tror, jeg har været med til at rydde over hundrede – viste, at vi både fik vældig ballade med BZ’erne undervejs og bagefter vældig ballade i pressen over måden, vi gjorde det på. På et tidspunkt havde vi besluttet og meddelt, at vi ikke ville rydde flere huse uden den nødvendige opbakning. Vi ville ikke risikere kollegernes liv og lemmer for bagefter at se BZ’erne gå bag om huset og ind igen.

Vi lod stå til og nøjedes med at notere, når vi opdagede, at de lavede noget kriminelt, for eksempel alle deres tyverier. Det samme ville selvfølgelig aldrig være sket, hvis det var rockere, der agerede på tilsvarende måde. Men BZ’erne havde stadig udbredt sympati i politiske kredse. Vi måtte bare leve med det.

Martin ‘Tjek’ Sundbøll om journalisters advarsler

“‘Jeg har besluttet mig,’ siger Martin Tjek, da jeg ringer til ham. „Det bliver et ja. … Martin fortæller, at både hans familie og hans nærmeste venner har været imod, at han skulle sige ja til at deltage. Også journalister, han kender ‘på relativt høje poster’, har advaret ham. Men han har besluttet sig, selv om det sikkert vil give ham ‘en farlig ballade’ med de andre BZ’ere. “

BZ-filmen som DR ikke turde vise, mistede filmstøtte

“Filminstruktøren David Fox, der har lavet BZ-filmen En drøm i tusinde stykker, fortæller i telefonen, at hans film på forhånd gav anledning til så meget ballade, at DR aldrig har sendt filmen. Fox har åbenlyst haft nogle ubehagelige oplevelser og er ikke meget for at tale om sagen. Men jeg får ham overtalt til at drikke kaffe den følgende mandag. David Fox husker, at han i sin tid også havde et møde med BZ’ernes gamle ærkefjende, Egon Weidekamp. Han havde grinet ad Fox’ projekt: ‘Du kommer aldrig til at fortælle den historie. Ingen i medieverdenen vil have det sande billede af BZ frem.’ Dengang havde Fox bare smilet ad udsagnet.”

—–

“‘Mit udgangspunkt for at lave en film om BZ,” fortæller David Fox, ‘var at undersøge, hvor de stod femten år efter deres oprør i Ryesgade : Hvad tænkte de nu? Var de stadig revolutionære, var de endt med villa, vovse og Volvo eller et sted derimellem?

… Jeg ville gerne fortælle en ny historie om BZ, som handlede om en bevægelse, der startede med at være åben for alle, men endte med udskillelse, maskering og vold. Den oprindelige drøm om et ungdomshus for alle unge med dans, musik, knallertværksted og teater blev i stedet til et mørkt ungdomshus for de få. Mit spørgsmål var, hvordan det endte sådan. Muligvis kom jeg med min film til at overtræde en uskreven regel, jeg ikke kendte til, om at man ikke må kritisere BZ i dansk film og tv. Men jeg lavede filmen, fordi jeg var nysgerrig, og fordi det handlede om min egen generation. Politisk er jeg nok til venstre, men først og fremmest er jeg humanist med tro på diversitet og åbenhed. Jeg undrer mig virkelig over, at filmen aldrig er blevet sendt, for den var allerede godkendt af DR -og havde jo også kostet en del penge.'”

—–

“David Fox’ film om BZ havde i første omgang fået bevilget en udviklingsstøtte fra Filminstituttet på 15.000 kr., men efter at en ny filmkonsulent, Jakob Høgel, var tiltrådt på instituttet, fik Fox i november 1999 afslag på produktionsstøtte. … Den 15. november, tre dage før han skrev afslaget til Fox, havde Jakob Høgel fra Helle Hansen modtaget en ansøgning om manuskriptstøtte til filmen ‘Historien om BZ’. … To måneder senere sagde Jakob Høgel ja til ansøgningen og bevilgede Helle Hansen 30.000 kr. i research- og manuskriptstøtte. … I de følgende år opnåede Helle Hansen en samlet støtte fra Filminstituttet på over 1,3 millioner kroner. I begrundelserne for at bevilge støtte gentages det igen og igen, at Helle Hansen har en ‘unik adgang’ til historien i kraft af, at hun selv har været en del af miljøet.

Filmen fik både lancerings støtte og støtte til en danmarksturne ‘BZ på tur’ i 2006, ligesom der blev bevilget penge til at udarbejde undervisningsmateriale til skolerne.”

Birgitte Feiring om den abstrakte forpligtelse på sandhed

“Birgitte Feiring forudser, at jeg vil skrive om de psykologiske processer frem for de samfundsmæssige forhold, og at jeg vil fokusere på BZ’ernes voldsudøvelse frem for samfundets.

‘Jeg er skræmt af den magt, du besidder, og skræmt af, hvad din fremtidige bog vil betyde for mine gamle venner og mig og for forståelsen af vores historie. … Hvilke konklusioner med hensyn til metode og form drager du selv efter Nakkeskuddet? Hvor ærlig er du over for os? Du har givet dit BZ-projekt den naive arbejdstitel ‘En kærlighedshistorie’ – men jeg har svært ved at se den naivitet i dit øvrige arbejde eller i Nakkeskuddet. Skylder du os ikke en mere dybtgående redegørelse for dine intentioner, fascination og vinkling, inden vi betror dig vores erindringer?

En klog dame skrev engang, at hver gang hun stødte på noget, hun ikke forstod, var hun særligt påpasselig for ikke at komme til at ødelægge det. Forstår du og har du respekt for den kakofoni, som BZ var? Og er i sin reaktion på dit projekt? Hvorfor har du kun hårdkogte journalistdrenge og ingen bløde piger i din backinggruppe?

… ‘I din fortolkning af den journalistiske nødvendighed helliger den abstrakte forpligtelse på sandheden midlet (der er i hvert fald ikke en eneste episode i Nakkeskuddet, hvor du synes at mene, du er gået over stregen). Men målet helliger ikke konsekvensen, og derfor fravælger du også selv at skrive om pusherne af hensyn til din familie. Hvorfor har du så så lille forståelse for, at andre ikke mener, at dit mål helliggør konsekvenserne for dem?'”



18. juli 2020

Om BLM:”.. the idiot Marxist grandchild of the Black Panthers partying with upper crust Manhattanites”

Jeg kan ikke afkorte teksten uden at gøre (mere) vold på helheden, men her er der endelig en tekst der ser på Black Lives Matter fra et idehistorisk udgangspunkt. Kritikken af de 150 ‘Cancel culture’-modstandere er lige på kornet, for det der er brug for er ikke en mindre radikal totalitarisme, men et frit samfund med plads til uenighed.

Lidt for amerikansk, men knivskarp kommentar af Daniel Greenfield hos Frontpage Mag – If Liberals Don’t Take on Identity Politics, They’ll Lose.

“The Harper’s letter protesting cancel culture, while being too afraid to even put the name of the beast on paper, was doomed even before it hit the social media grinder.

After over two centuries of liberals being guillotined by leftists, it would be nice if they had learned something. Unfortunately American liberals have learned nothing from France in the 18th century, and Russia in the 20th century, as they set themselves up for a beating in 2020.

It doesn’t help that less than half of the Harper’s letter signatories are even liberals. Instead of making a case for liberal values, the letter is reduced to arguing that fellow allies shouldn’t be lynched for questioning dogma or accidentally falling out of step with the movement.

That’s not a defense of liberal values, but a plea to Stalin not to shoot quite so many socialists.

The Harper’s letter never names the ideas driving cancel culture, such as intersectionality and critical race theory, because its members are either too afraid to offer an ideological critique or because many of them agree with those ideas. Their dissent isn’t a liberal disagreement with the ends, but with the extremism of some of the means, and that’s why they’re losing.

… Lefty holdouts argue, correctly, that identity politics is a convenient means for the existing establishment to hold on to power by substituting racial conflict for economic conflict. Put in a few minority CEOs, have Nike run ads about racism, and nothing really has to change.

The Trots have no problem with cancel culture. What they dislike is its trajectory and direction. They want to see capitalists hanging from lampposts, not white women lynched for dialing 911.

American liberalism began its slow death when it embraced identity politics. When liberals began validating tribalism, they dismantled the moral and intellectual premise of liberalism.

Black Lives Matter is just the idiot Marxist grandchild of the Black Panthers partying with upper crust Manhattanites two generations ago. The liberals who embraced radical chic, as long as it was wrapped in racial packaging, disavowed their movement and the rest is history. Now their children and grandchildren are being cancelled as the revolution catches up with them.

Identity politics created an exception to liberalism. And what was meant to be an exception is now swallowing up everything. The identity politics exception to liberalism is why free speech is vital until it offends someone, a free press is important until it prints something politically incorrect, and mob violence is to be deplored unless it’s the outcry of the racially oppressed.

When liberals create exceptions to liberalism, then liberalism disappears. … The essential radical idea is that a crisis cannot be met with anything short of radical change. Liberals can only win a debate against radicals when they don’t just dissent from the means, but also from the ends. ,,,

Those liberals who dissented, not just from Soviet repression, but from its totalitarian ends, who understood that the atrocities were not an occasional aberration, but the nature of the beast, carried the torch of liberalism during the dark days of the Cold War alongside conservatives.

The fundamental premise of Black Lives Matter is that liberalism doesn’t work because it’s an invention of powerful white people. Equality, due process and open debate are invalidated by white people and institutionalized whiteness. A free society inherently privileges white people over oppressed minorities. And so a free society will oppress and enslave black people. This isn’t an original argument.

The Communists made the same argument about free societies and workers. A free society would inherently privilege those who had wealth over those who did not. Free speech and a free press would mean very different things for a factory owner and for his workers. The only answer was to first forcibly equalize society by using the power of the state to purge the bourgeois and then, in time, a truly equal Communist society would emerge from the mass graves and gulags.

True liberals understood that this was a hypocritical argument for an endless totalitarian state.

And yet, a generation later, many liberals failed to rebut the same argument being made in racial terms. Now, Black Lives Matter’s ‘trained’ Marxist leaders have gotten the leadership of what used to be the liberal establishment to accept that liberalism is systemically racist.

The defenses of cancel culture all come down to the argument that liberalism is racist.

Free speech privileges white people. So does a free press, intellectual inquiry, open debate, or not destroying people’s lives because they disagree with you. The oppressed, we are told, don’t have the physical endurance or the emotional energy to tolerate the trauma of disagreement. …

A real defense of liberalism must be that a free society is for everyone. The only people who find a free society oppressive are totalitarians. Cancel culture and its vanguard of Marxists, black nationalists, and assorted radicals find a free society oppressive because it restricts their freedom to destroy some people and force everyone else to conform to their ideology.

Communists, Nazis, Islamists, and BLMers find a free society oppressive for the same reasons.

A liberal society requires people to choose freedom over power. Those who would rather have power than freedom will always find such a society oppressive and conspire to destroy it.”

(Gadekunst i Uruguay, 2018; Foto: Brooklyn Street Art)

Oploadet Kl. 10:40 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer


17. maj 2020

Berlingske-leder: “Hvis teorien ikke passer til virkeligheden, så få virkeligheden til at passe til teorien.”

I sidste måned hørte jeg ‘Sportmålstegn’ på Radio4. En ekspert påpegede, at grunden til at kvinder ikke kunne matche mænd i skak, kunne skyldes at mænd fra naturens hånd var jægere, og hermed bedre til at fokusere. En plausibel analyse, men ikke ifølge gæsten, der ikke bare undsagde forklaringen, men pointerede, at den var ubrugelig, i det ‘den ikke gav rum til at ændre noget’ (sic). Gæsten var Simon Østergaard Chievitz, podcaster for Solidaritet, aktiv i Enhedslisten, tidl. medlem af Socialistisk Ungdomsfront. En analyse der ikke inkluderer et ønsket ændringspotentiale, er per definition forkert. Ideologi trumfer virkelighed. Udsendelsen er endnu ikke online.

God leder i Berlingske, der kommenterer eks-AFA Pelle Dragsteds bekvemme coronakrise-analyse – 153 år er lang tid at tage fejl, Pelle Dragsted.

“Man burde måske trække på skuldrene af den yderste venstrefløjs chefideolog, når han holder fast i en af marxismens ældste postulater, nemlig at det kapitalistiske system er dømt til at bevæge sig fra krise til krise, indtil det bukker under. Men når de oldmarxistiske påstande bliver bakket op i en kommentar af debatredaktøren og lederskribenten på Politiken, Magnus Barsøe, er der alligevel grund til at stoppe op.

‘Jævnlige tilbageslag ligger simpelthen i kapitalismens natur,’ skriver Barsøe. Det er iøjefaldende, at Dragsteds og Barsøes analyse af coronakrisen er den samme, nemlig at økonomien alligevel stod på randen af en krise, da coronavirus ramte verden. Dermed bliver coronakrisen blot en udløsende og forstærkende faktor for den økonomiske nedtur, og kan indpasses i den klassiske marxistiske krisefortælling. Hvis teorien ikke passer til virkeligheden, så få virkeligheden til at passe til teorien.

… De seneste 153 års historie siden Karl Marx udgav ‘Das Kapital’ fortæller den modsatte historie, nemlig at de kapitalistiske samfund overvinder kriser og endog trives mellem kriserne.

Kendsgerningerne er, at regeringerne i næsten hele den frie verden som svar på coronakrisen lukkede samfundene ned. Det er sært at skulle oplyse Pelle Dragsted om, at når hele samfundet bliver lukket ned på grund af en sygdom, så falder den økonomiske aktivitet, og der udløses en økonomisk krise. Måske et historisk eksempel kan hjælpe forståelsen. Man kunne nævne Pompeis undergang i år 79 e. kr., der – må man forstå – efter marxistisk opfattelse ikke kan henføres til udbruddet af Vesuv, men også til kapitalismens iboende svaghed.

Det er Pelle Dragsted, der har et forklaringsproblem – ikke kapitalismen.

(Debatredaktør Magnus Barsøe, Politiken, 10. maj 2020)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper