13. december 2018

De Gule Veste: Lavere skat, højere off. ydelser, udmeldelse af EU, Nato… og ‘prevent migratory flows’

Flere nationalsindede ser positivt på udviklingen i Frankrig, og i fredags afholdt den danske bevægelse sin første demonstration. Blandt talere og tilhørere var flere gode kræfter, men det franske udgangspunkt er lidt for fransk, og bør ikke kopieres. Alt for venstreorienteret, og en alt for konspiratorisk anti-globalisme. Lidt som Pegida Dresden, der trods alt havde indvandring som mobiliserende omdrejningspunkt. Det har ‘Gilets Jaunes’ ikke.

(Rolf Krake fra ‘#TheGreatAwakening’ taler for De Gule Veste, Christiansborg, 7. december 2018)

Macron blev kun præsident, fordi han for flertallet af franskmændene var et mindre ringe alternativ end Front Nationals Marine Le Pen. Det er værd at huske på. Han var bagud på point fra starten.

De Gule Veste der de senere uger har hærget Paris og flere franske storbyer har givet medierne en umulig opgave. Først blev optøjerne uretfærdigt associeret med højreradikale, men hovedparten af demonstranterne er fredelige arbejdere, og desværre også socialister. Det fremgår klart af teksten citeret nederst i denne post.

For medierne er den svær at vinkle. Ethvert oprør der ikke entydigt kan associeres med støvletrampende nazister, må nødvendigvis være udtryk for folkelig kassekamp i marxistisk forstand. Socialister, der er frustrerede over manglende socialisme, forstås. De Gule Veste passer ikke ind i kassen, for er der en rød tråd, så må det være et opgør med elitær globalisme. Det skal medierne nok skrive om, når alt andet er gendrevet af virkeligheden.

Den løse organisering forvirrer, men i sidste uge offentliggjorde de et manifest med 25 punkter under fire overskrifter. Det er langt ude – max 25 procent i skat, forhøjelse af velfærdsydelser med 40 procent, nationaliseringer, udmeldelse af EU og Nato, og næstsidst, bevidst underspillet: “Prevent migratory flows that cannot be accommodated or integrated, given the profound civilizational crisis we are experiencing”.

Macron kan droppe afgiftforhøjelser på benzin (tjek), men kravene er revolutionære, ikke bare i forhold til markedsøkonomien, men også i forhold til globalismen (og indvandringen). Brændte biler og knuste ruder redder ikke Frankrig, men hvis det kan presse et paradigmeskifte igennem, før det er for sent, så er det okay med mig. Også selvom venstrefløjen, betragter det som deres folkelige bevægelse. Det er ikke det væsentlige her. Ingen kan vide hvor det hele ender, men pt. forbliver min gule vest i bagagerummet.

(De Gule Veste med anti-Marrakesh-parole, Paris, 8. december 2018; Foto: Youtube)

Udvalgte krav fra ‘Gilets Jaunes’, december 2018.

– A constitutional cap on taxes – at 25%
Increase of 40% in the basic pension and social welfare
– Increase hiring in public sector to re-establish public services
-Break up the ‘too-big-to-fail’ banks, re-separate regular banking from investment banking
– Cancel debts accrued through usurious rates of interest

– Frexit: Leave the EU to regain our economic, monetary and political sovereignty…
– Clampdown on tax evasion by the ultra-rich
– The immediate cessation of privatization, and the re-nationalization of public goods…
– Quadruple the budget for law and order and put time-limits on judicial procedures.

– Reindustrialize France (thereby reducing imports and thus pollution)

– End France’s participation in foreign wars of aggression, and exit from NATO
– Cease pillaging and interfering – politically and militarily – in ‘Francafrique’…
– Prevent migratory flows that cannot be accommodated or integrated, given the profound civilizational crisis we are experiencing



3. november 2018

Brasilien: Haddads vicepræsidentkandidat Manuela D’Ávila, formand for ‘Partido Comunista do Brasil’

‘Brasiliens nye justitsminister var med til at fængsle modkandidat’, skrev DR Online i går om Bolsonaros valg af Sergio Moro. Moro var som dommer tæt involveret i kampen mod korruption, og var med til at få fængslet venstrefløjsikonet Lula for korruption begået som præsident. “Han førte ellers klart i meningsmålingerne.”, noteres henkastet, og så kan læserne jo selv forbinde punkterne.

Det er ikke lykkedes mig at finde en kritisk artikel om præsidentvalgets socialistiske alternativ Fernando Haddad (PT), og absolut intet om hans vicepræsidentkandidat. Hun hedder Manuela D’Ávila, og er formand for PCdoB, Partido Comunista do Brasil, det brasilianske kommunistparti. Tilsyneladende mindre kontroversielt, end ‘tough on crime’-udtalelser fra Jair Bolsonaro.

(Vicepræsidentkandidat Manuela D’Ávila, formand for Partido Comunista do Brasil; Foto: Sul21.com.br)

“PCdoB originally established itself as an organization historically linked to the Marxist-Leninist tradition of the Communist International. Its political and ideological identity was consolidated as opposing the so-called 1960s ‘revisionism’, identified with the directions taken by the USSR after the 20th Congress of the Communist Party of the Soviet Union. PCdoB then aligned itself with Maoism. After the People’s Republic of China began making economic reforms in 1979, PCdoB decided to align itself with the Socialist People’s Republic of Albania, an example of consistency and fidelity to Marxism–Leninism in the opinion of its leaders.

In the 1980s, the Soviet crisis was assessed by PCdoB as the result of the growing integration of the USSR with capitalism and the ’social-imperialistic’ policies applied by it; the Soviet regime was characterized as a kind of state capitalism. In 1991, as the crisis had reached Albania, PCdoB decided to reassess its theoretical formulations about revisionism, and became nonaligned. At its 8th Congress in 1992, PCdoB innovated itself by criticizing the Bolshevik experience. The party reaffirmed its adherence to Marxism–Leninism and socialism, taking a different path from several other Communist organizations throughout the world.” (Wiki)

(Fernando Haddad og hans kommunistiske vicepræsidentkandidat Manuela D’Ávila; Foto: Reuters)



31. oktober 2018

Kristian Thorup: “Venstrefløjen overser de klassemæssige perspektiver i udlændingepolitikken.”

Hvis man vil vide hvad venstreorienterede tænker, kan man blot tænde for radioen. Forleden røg jeg ind en længere snak på Radio24syv mellem Lars Trier Mogensen og forfatter Kristian Thorup, i anledningen af sidstnævntes nye bog. Thorup sagde meget fornuftigt, men kunne som venstreorienteret ikke tage den fulde konsekvens. Virkeligheden skulle partout presses ind i marxistisk forståelse. Det er en hård kamp han har givet sig selv, men i det mindste er den defensiv.

Interview med Kristian Thorup på Altinget.dk – Forfatter i opråb til venstrefløjen: Lyt nu til, hvad DF’s vælgere har at sige. Læs det hele.

“… selvom SF i nogen grad og Socialdemokratiet i særdeleshed har tilnærmet sig Dansk Folkeparti, besvarer venstrefløjen stadig DF-vælgernes bekymringer om indvandringen med fordømmelse, hetz og latterliggørelse, hvilket kun har skubbet vælgerne længere væk. Samtidig overser partierne til venstre for midten den underliggende klassekonflikt, der ligger gemt i udlændingepolitikken: en konflikt, hvor ulemperne ved indvandringen hovedsageligt rammer de ressourcesvage i samfundet, mens de ressourcestærke går fri.

Det er analysen fra Kristian Thorup, der er aktuel med debatbogen Populismens klassekamp – om udlændingepolitikken og venstrefløjens tabte arbejdervælgere. Kristian Thorup, der selv er erklæret venstreorienteret, retter sin kritik mod de ‘multikulturelle’, venstreorienterede politikere og meningsdannere, hvis frygt for at blive sammenkædet med racisme og fremmedhad har forhindret venstrefløjen i at adressere den åbenlyse sociale og økonomiske slagside af de mange indvandrere, der er kommet til Danmark.

Venstrefløjen overser de klassemæssige perspektiver i udlændingepolitikken. De udlændinge, der er kommet til Danmark, har ikke været særlig veluddannede, og derfor har de presset det ufaglærte og faglærte arbejdsmarked, hvor lønningerne er blevet holdt nede. Vi har samtidig været dårlige til at integrere dem på arbejdsmarkedet, og det har betydet, at mange minoritetsgrupper desværre trækker uforholdsmæssigt meget på velfærdsstatens ydelser”, siger Kristian Thorup og tilføjer:

‘Samtidig ser vi en sociogeografisk skævvridning, hvor den fejlslagne integration ses tydeligst i de socialt belastede boligområder og den almene boligsektor, hvor arbejderklassen bor. De har problemerne helt inde på livet i modsætning til de ressourcestærke, der bor i velhavende kommuner og fine kvarterer.’ …

Venstrefløjspartierne er blevet overtaget af akademikere og middelklassen, som ikke ved specielt meget om, hvad der egentlig rører sig i arbejderklassen. Men hvis man vil føre klassekamp og arbejde for et mere lige samfund, hvilket man jo stadig ønsker på venstrefløjen, så nytter det ikke, at man ingen forbindelse har til arbejderklassen. Så er der en form for hykleri over det,’ pointerer Thorup. …

Venstrefløjen skal ikke være bange for den indignation og utilfredshed, der ligger gemt i højrepopulismen. Hvis man indser, at der faktisk er et potentiale i populismen og bruger det rigtigt, kan det blive en drivkraft bag et venstreorienteret projekt med fokus på gamle grundprincipper som ligestilling, kritik af social kontrol og religionskritik, som jo hele tiden har været venstrefløjens idealer,’ siger Thorup.”



30. oktober 2018

Anders Øgaard, RUC-skolet ph.d.: “En tilværelse i cølibat har betydet fravalg af krænkende adfærd…”

Anders Øgaard er ph.d. og adjunkt i pædagogik og historie, men når du har læst kronikken er du sådan set ikke i tvivl om, at RUC-kandidaten har læst for mange bøger. Han har en pointe sidst i teksten, når han påpeger at parforholdet uværgeligt ender med at blive på kvindens præmisser, men det hele drukner i kønsløst apati og manglende livsglæde. Nuvel, det gør absolut intet at venstreradikale studiner m/k ikke får børn. Det er helt OK.

Kronik af Anders Øgaard i Dagbladet Information – Jeg har valgt et liv i cølibat, for jeg vil hverken være krænker eller krænket.

“… hver gang jeg læser vidnesbyrd fra kvinder om erfaringer med tilværelsens seksuelle krænkelser, slår det mig, hvor lidt der fra mandens perspektiv skal til, før modparten faktisk får en grænseoverskridende og potentielt traumatisk oplevelse. …

I gymnasiet besluttede jeg at droppe det. Scorekulturen tog en masse tid og kræfter, var altid følelsesmæssigt opslidende, og slutresultatet var altid forvirring, pinlighed, skamfuldhed og dårlig samvittighed, i heldige tilfælde dårlig sex.

Siden den beslutning har jeg levet 25 år i cølibat, undtaget tre år fordelt på to parforhold.

… jeg har fralagt mig den aggressive scorerolle og er i stedet sprunget op på den hvide hingst og har galoperet ridderligt ud over stepperne i ensomhed.

Jeg har altid tænkt, at jeg stræbte efter at være det, som kvinder ønsker sig: En selvstændig partner med en rig interesse for livet og solid respekt og interesse for den andens trivsel og udvikling. Jeg kan nu konkludere, at det princip har ført mig direkte ind i en fastgroet singletilværelse. Jeg troede egentlig, det ville gøre mig attraktiv. I stedet har det gjort mig utilnærmelig.

Manden har fortsat initiativet, hvilket jeg har vanskeligt ved at skelne fra at være krænker. Enhver scorereplik fra mandens side er for mig pinlig, nedværdigende for begge parter og reelt set krænkende adfærd.

Men hvad er alternativet? … Jeg har gjort det ved at lade være. Jeg har nægtet at gå ind på præmisserne med at være initiativtager/krænker. Det er den løsning, jeg moralsk kan stå inde for. Jeg har dermed fravalgt seksuelle relationer som en ramme for min mandeidentitet…

Frigørelsen ligger ikke i at udleve sin seksualitet, men i at lade være. … En tilværelse i cølibat har betydet fravalg af krænkende adfærd… Cølibat oplever jeg som en maskulin protest imod de forventninger og krav, som mænd og kvinder fortsat stiller for at indgå i en relation. Jeg vil hverken være krænker eller krænket og må derfor leve alene.

(Adjunkt Anders Øgaard deler Pelle Dragsteds hyldest til Karl Marx, Facebook, 5. maj 2018)

“Samfund foregøgler, at parforholdet handler om den ultimative kærlighed. Men det er ofte en kærlighed, der udfolder sig på kvindens præmisser og altså ikke ud fra en præmis om gensidig anerkendelse og interesse for partnerens liv. … Kvindens krise består i, at mænd ikke helt accepterer, at hendes psykiske tilstand skal være omdrejningspunktet for parforholdet.” (Anders Øgaard)

Oploadet Kl. 13:58 af Kim Møller — Direkte link56 kommentarer


20. oktober 2018

Gade Jensen: ‘Inden for samfundsvidenskaberne har dekonstruktion og diskursteori domineret i årtier’

Interview med sognepræst Henrik Gade Jensen i Kristeligt Dagblad – Henrik Gade Jensen: Vi burde have politik som i 1950’erne og 1960’erne.

“‘Det største opbrud var 1968, som jeg stadig mener, vi mærker konsekvenserne af i dag. Der blev tingene nogle gange vendt på hovedet, og det er der dønninger efter overalt i vores samfund. Ikke så tydelige måske, men ideologisk og holdningsmæssigt står det meget stærkt. I den akademiske verden kan man fortsat se meget stærke virkninger af 1968.’

‘Dengang kom der et opgør med positivistisk videnskab. Man skulle ikke bare studere verden, som den var. Man skulle gå bag virkeligheden. Det gjorde man med marxismen som redskab. Den er lagt på hylden, men angrebet på almindelig videnskab har, så vidt jeg kan se, holdt sig til i dag.’

Inden for samfundsvidenskaberne har dekonstruktion og diskursteori domineret i årtier. Det vil sige, at virkeligheden ikke er noget i sig selv. Den er noget, der er skabt og derfor ikke noget i sig selv. Den teori har haft meget store implikationer, også for den politiske verden.

Det manifesterer sig konkret i, at man får et paradigme, som forkaster alt traditionelt. Det projicerer, at alt det gode er noget, der ligger ude i fremtiden, mens det, der var, er fordomsfuldt, befængt, reaktionært. Noget, vi skal udover, mens sandheden ligesom ligger ude i fremtiden. Med nogle mellemregninger ser jeg det som en arv fra 1968. …'”

Oploadet Kl. 15:21 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer


29. august 2018

Vanopslagh om (kultur)marxismen: “Kapitalist-patriarken… er nu byttet ud med den hvide cis-mand.”

Begreber som ‘frisind, tolerance og mangfoldighed’ forbindes ofte med venstrefløjen, men ‘er bundliberale værdier’, skrev den daværende LAU-formand Alex Vanopslagh tilbage i 2014. Det skurrede i ørerne, for sand borgerlighed er naturligvis andet og mere end Enhedslisten-paroler.

Alex Vanopslagh har ikke desto mindre begået en fremragende klumme om det jeg vil kalde kulturmarxisme. Her sakset fra JP.dk – 68’ernes børnebørn hærger på ny med destruktiv marxisme.

“I år er det 50 år siden, at ungdomsoprøret for alvor tog fart. 68’erne har gennem årene på mærkværdigvis haft held med at markere sig som sandfærdige helte, der gik til kamp mod tyranniet af enhver slags. Problemet er bare, at 68’ernes arv netop er tyranni – bygget på det mest fordærvede ideologiske kompleks, som den moderne verden endnu har set i form af marxismen.

Og i dag ser vi 68’ernes børnebørn, genetisk såvel som åndeligt, hærge på ny med et marxistisk og identitetspolitisk korstog mod det, der har skabt stabile, velstående og fredelige perioder i Vesten de sidste årtier. Denne gang er det første om fremmest manden, særligt den hvide, som er i sigtekornet, og han legemliggør alt, hvad 68’ernes børnebørn vil ødelægge – frihed, markedsøkonomi og almen dannelse. Og ligesom med dets forfædre er der ingen grænser for, hvad 68’ernes børnebørn kan retfærdiggøre i kampen mod fiktive autoriteter og magtstrukturer i samfundet.

Ironisk var det i 1968, som det er i dag, at det er fra landets fineste læreanstalter, at det identitetsdrevne oprør starter. Men denne gang er det endnu mere privilegeret, fundamentalistisk og destruktivt. 68’ernes børnebørns marxisme er blevet moderniseret. Væk er klassekampen, parolerne om økonomisk demokrati og fokus på kapitalapparatet. …

Nej, normkritik og intersektionel identitetspolitik med fokus på sprog, symboler, omgangsformer og repræsentation har nu fået forrang. Kapitalist-patriarken, der førhen skulle ned med nakken, så vi i sandhed kunne få et demokratisk og lige samfund, er nu byttet ud med den hvide cis-mand. Den sande skurk og samfundsautoritet, der med vold og magt skal nedbrydes. Retorikken og fortællingen er den samme i dag som i 1968 – men man har skiftet lidt rundt på nøglefigurerne. De røde kommunistiske faner er overvejende skiftet ud med grønne tylskørter og regnbuefarvede flag.

Kampen for kvinders frigørelse er blevet til en kamp mod hvide, mandlige forfattere i pensum, bryster på bybusser og komplimenter i nattelivet.

… Vi burde have vundet kampen med murens fald. Alle de marxistiske læresætninger og forudsigelser er blevet manet til jorden 100 gange af virkeligheden. Så hvorfor denne genopståelse?

En del af forklaringen skal nok findes i 68’ernes succes. De fik held med ikke blot at gøre oprør mod lærere og universitetsrektorer, men også oprør mod viden som en autoritet – paradoksalt samtidig med, at man plæderede for marxismens egnethed til at forklare hvad som helst. Det kickstartede en bølge af idéer og pseudovidenskabelige strømninger i form af postmodernismen og dens opløsning af oplysning, rationalitet og fornuft. Virkeligheden var relativ, og der fandtes ikke en absolut sandhed. Og så kan man jo bare opfinde sin egen.

Og det gjorde 68’erne – og dets børnebørn excellerer i det. Tag bare alt palaver om, at der stort set ingen biologiske forskelle skulle være mellem mænd og kvinder – det er derimod alt sammen (patriarkalsk) kultur, der forårsager forskellene. Årtiers forskning har vist, at hormoner og biologi forklarer en hel del. Alligevel kan man slippe afsted med at konstruere sig egen virkelighed. Køns- og ligestillingsdebatten er fuld af fake news. Ligesom klima- og miljødebatten i vid udstrækning også er det.

Oploadet Kl. 01:30 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


17. august 2018

RUC-forskende vegetar: Videnskaben siger vi skal droppe kødet, hvis vi vil ‘have en beboelig planet’

Debatten i onsdagens sene Deadline havde danskerne kødforbrug som emne, og den bør omtales her. Yderste venstre flanke var repræsenteret af RUC-lektor Rasmus Willig – det nærmeste man kommer en missionerende vegetar. En aktivist på offentlig overførsel, der i en bedre verden ville være en navnløs timelønnet tjener på MASH.

Rasmus Willig, lektor, RUC: … det er en ny situation. Det nye består i, at der måske ikke engang er tale om et liberalt klassisk valg. Det liberale klassiske valg er defineret ved at vi kan gøre stort set hvad vi vil, hvis bare det ikke går ud over andre. Nu ved vi fra videnskaben, at det faktisk går ud over andre. Det går ud over vores børns fremtid, og derfor bliver vi nødt til at reagere på det. … Det er den eneste vej ud af det.

Vi er så meget bagud på point i forhold til klimakrisen, og vi har en etisk regel om at vi skal aflevere det hus i samme eller bedre stand til vores næste generation, og det hus er i dag kloden, og der er gået skimmelsvamp i fundamentet. Og der er ikke rigtig nogen vilje til at lukke hullerne i taget. Så vi bliver nødt til som civilsamfund, marked, politikere, stat, hvordan vi formulerer det, så bliver vi nødt til at gøre en ekstraordinær indsats…

Igen. Det er en helt anderledes diskussion. Velfærdsstaten var en konsekvens af 2. verdenskrig, og bragte kød og rigdom på tallerknen. Og konkurrencestaten har nærmest set kødet som sin drivkraft. Altså, ‘vi skal have mere protein!’ Nu har vi ramt glasloftet, det er en helt ny situation. Det er ikke en ideologisk diskussion, fordi videnskaben har sådan set sagt, at nu er det fuld stop. Og så er det klart, at det kan vi ikke. …

Undersiden af det videnskabelige faktum, der er selvfølgelig en moral, for nu bliver vi nødt til at tage stilling til det. Og det stiller både, om det er socialismen med en stærk stat, eller det individuelle valg, et helt nyt sted. Fordi det er ikke bare en meningsudveksling, med mindre man er klimabenægter, så er man selvfølgelig suspenderet ud af den debat. … Det skal ud! Selvfølgelig har jeg et håb om at det bliver drastisk nedsat, men det er jo det der er anderledes her. Og det er jo derfor det pludselig bliver moralsk og videnskabeligt. Det skal ud hvis vi skal have en chance for at have en beboelig planet.

Man vil ikke regulere, og jeg ønsker eller ikke at regulere nogens køleskab, men…

(Collage: Rasmus Willig, missionerende vegetar)

“De, der bliver vegetarer eller veganere og faktisk gør en forskel, bliver konstant mødt med nedladende bemærkninger fra utidssvarende ideologer.” (Rasmus Willig i Information, 14. august 2018)

Oploadet Kl. 10:03 af Kim Møller — Direkte link52 kommentarer


27. juli 2018

Fnisende TVSyd-vært om militante venstreradikale: “Hvis du synes alt det her lyder meget langhåret…”

I skrivende stund afholder Socialistisk Ungdomsfront International Socialistisk Ungdomslejr i Billund, og her mødes 350 kommunister fra hele verden for at diskutere den sande socialisme. Det er ikke ulovligt at være anti-demokrat, men hvor Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse, Hizb-ut-tahrir og lignende sjældent får ukritisk taletid, så forholder det sig helt omvendt med militante venstreradikale.

TV2 Syd bragte mandag aften et indslag om lejren, og det blev et helt klassisk eufemiserende indslag om de her dedikerede unge mennesker, med en anderledes eksotisk tilgang til det politiske system. De flager med hammer og segl, kæmper for en kommunistisk revolution, og tager ikke afstand fra besættelse og vold. Når modne fredelige højreorienterede mødes, er mediernes tilgang en mur af uforsonlighed. Det er værd at tænke lidt over.

“Kampen for den internationale socialistiske revolution rykkede i dag ind på en mark ved Billund. Den kommende uge vil cirka 400 unge socialister fra hele verden dele kamperfaringer og strategier for revolutionær kamp, analysere neoliberalismens krise og kapitalismens økologiske krise, og behov for et øko-socialistisk alternativ. Hvis du synes alt det her lyder meget langhåret, så tager du fejl – i hvert fald ifølge de unge. (TVSyd-vært, småfnisende)

I indslaget optræder Sally Karoline Olika Morks (tidl. politisk ansvarlig for LH, Landssammenslutningen af Handelsskoleelever), Lasse Andersen (SUF Troldhede, i BRF Kredit-trøje), Lærke Hagen Aagaard (koordinator for arrangementet) og Jeppe Studtmund Andersen (SUF Ry). Sidstnævnte stillede op for Enhedslisten i Skanderborg ved kommunalvalget sidste år. Han opnåede ikke valg, det gjorde spidskandidaten Maria Temponeras, kendt her på siden som en af initiativtagerne til ‘Mossø for Mangfoldighed’.

(Collage: Sally Morks fra Socialistisk Ungdomsfront til International Socialistisk Ungdomslejr, Billund, 2018)

Her lidt fra den tilhørende artikel – Unge socialister fra 19 nationer mødes for at diskutere revolution.

“Selvom fanerne er gamle kendinge, der vajer over den internationale socialistiske ungdomslejr, så er det en ny revolutionær generation, som mødes under de røde faner…

– Vi mener den socialistiske revolution seriøst…, siger Sally Morks.

Midlerner er de stadig ikke helt enige om. Men besættelser er de unge enige om er en acceptabel måde at protestere på – selvom Sally Morks ikke kan udelukke, at hun er parat til væbnet kamp.

– Jeg vil da helst lade være, må jeg sige. Jeg har ikke specielt meget lyst til at slås med alle mulige mennesker, men jeg kan ikke udelukke det.”



15. juli 2018

Københavns Kommune køber 20 A4-ark for 10.000 kr af venstreradikal: ‘Lars Løkke Rasmussen er død’

En sædvanligvis troværdig kilde fortæller, fortæller at et værested for misbrugere, der formentligt lukker på grund af manglende finansiering, var prydet af en ‘abstrakt akrylhjort’ indkøbt af Københavns kommune for 81.429 kroner. Som den gode Uwe Max Jensen har dokumenteret i årevis, så er moderne kunst intet andet end meningsfæller der holder hof for skatteydernes regning – lidt i stil med statsmedierne.

Blandt fortalerne for indkøb af A4-nekrologerne omtalt herunder, er Gyda Heding, medlem af Borgerrepræsentationen for Enhedslisten og et af otte medlemmer i Billedkunstudvalget. Hun var i sin ungdom aktiv i BZ-miljøet, og har tilsyneladende stadig et afslappet forhold til ejendomsretten/andre folks penge. Blandt udvalgets øvrige medlemmer, der forsvarer indkøbet er Michael Thouber, leder af Kunsthal Charlotteborg. Han er tidligere kulturredaktør på DR, og noget nær personificeringen af statspropaganda for åben grænser.

Kunstneren selv tilhører efter hans Facebook-profil at dømme, også den yderste venstrefløj. Tidligere på ugen delte han et foredrag om anti-imperialisme af Torkil Lauesen. Maoisten, der blev en del af Blekingegadebanden, og nogle år senere blev headhuntet til Københavns Kommune, hvor en tidligere DKP’er blev hans nærmeste foresatte.

Foruden (klasseforrædderen) Ole Sohn er de ufærdige nekrologer Lars Løkke Rasmussen (statsminister, Venstre), Lars Barfoed (tidl. justitsminister, De Konservative), Bertel Haarder og Birthe Rønn Hornbæk (tidl. integrationsministre, Venstre), Søren Espersen (DF) og Henrik Sass Larsen (højrefløjs-socialdemokrat).

Historien fra B.dk – Københavns Kommune har købt kunstværk med 20 A4-ark for 10.000 kroner: ‘Det er usmageligt det her!’.

‘Lars Løkke Rasmussen er død’

‘Ole Sohn er død’

‘Bertel Haarder er død’

20 A4-ark med hver deres linje, der starter med en politikers navn og slutter med ‘er død’, vækker opsigt på de sociale medier.

Arkene udgør tilsammen et kunstværk, der er lavet af Jakob Jakobsen. Tidligere var det en del af en fremtidsudstilling på Kunsthal Charlottenborg, men nu har Billedkunstudvalget i Københavns Kommune købt værket.

Prisen lød på 10.000 kroner.”

(John Jakobsen deler foredrag om ‘anti-imperialism’ ved Torkil Lauesen, 10. juli 2018)

(Michael Thouber om Københavns Kommunes nyindkøbte A4-nekrologer, 8. juni 2018)



12. juni 2018

Alternativet rabler ud: “Indførelsen af et verdensparlament er en stor opgave. Men tiden er moden…”

Uffe Elbæk og Rasmus Nordqvist fra Alternativet præsenterer i Dagbladet Information partiets nye udspil ‘En anden verden’. Her vil de blandt andet have et opgør med ‘nationalstaten som den primære politiske kraft’, og foreslår omvendt oprettelse af ‘et verdensparlament’. Partiet vil stoppe ‘den geopolitiske klassekamp’, og kæmpe for hele jordens befolkning – det bør ikke betyde noget, om man er født i Rwanda eller Randers. Jeg ved ikke hvad de har røget, men det burde være receptpligtigt.

Ufiltreret vanvid sakset fra Information.dk – Alternativet: Vi skal prioritere fremtiden for mennesker i Rwanda og Randers lige højt.

“Verdens tilstand kalder med stigende intensitet på globale svar på det, som den franske filosof Bruno Latour kalder den geosociale klassekamp, der kobler den galopperende globale ulighed med klimakrisen.

Svaret på den helt eksistentielle udfordring bør for os at se være et massivt paradigmeskift i måden, vi tilgår verden på. … Først og fremmest ser vi et behov for et opgør med det overvældende fokus på nationalstaten som den primære politiske kraft. For vi lever i en verden, der er mere forbundet end nogensinde før. …

Alligevel tager tænkningen bag de dominerende forslag til udenrigspolitik, forsvarspolitik og udviklingspolitik et snævert nationalstatsudgangspunkt hos langt de fleste. …

Derfor kommer vi nu med et bud på en grøn, demokratisk og retfærdig global politik, som vi offentliggør i dag. Her samtænker vi for det første udenrigs-, forsvars-, handels- og udviklingspolitik, hvilket i sig selv er nyt, men for det andet – og vigtigst – har udspillet det formål at skabe en bedre verden for alle, ikke kun danskere.

Det er altså et udspil, der prioriterer det lige højt at forbedre livsvilkårene og fremtiden for mennesker født i Rwanda og i Randers.

I forhold til demokratisering foreslår vi, at man opretter et verdensparlament, hvor repræsentanter for verdens befolkning vælges ved direkte valg. … Indførelsen af et verdensparlament er en stor opgave. Men tiden er moden…

(Alternativet.dk, En anden verden, 2018, 47 sider)

Oploadet Kl. 02:06 af Kim Møller — Direkte link44 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper