16. august 2017

Søren K. Villemoes gennemgår Skovgaard-Petersens ekspertanalyser om Islam, islamisme og Egypten

Weekendavisens Søren K. Villemoes skriver på Facebook, at danske islamforskere har set sig sure på avisen, og ingen vil i debat med ham: “Ethvert kritisk spørgsmål opfattes som et personangreb.” Som en konsekvens heraf, har han gennemgået professor Jakob Skovgaard-Petersens udtalelser til medierne, og begået en yderst interessant kommentar. Konkret kritik af navngivne forskere, når sjældent overfladen i Danevang.

Det ligner lidt mit historiespeciale om Jørgen Bæk Simonsen, men jeg har ladet mig fortælle, at Skovgaard-Petersen ikke er drevet af ideologi. Islam-apologi fra øverste skuffe, ikke desto mindre. Den er lidt lang for formatet, men bør læses i sin helhed.

Som lovet: KRITIK AF PROFESSOREN

Professor Jakob Skovgaard-Petersen (JSP) er en ekstremt belæst og vidende mand, der indiskutabelt er en af vores førende eksperter på den arabiske verden og islam. Han har tjek på detaljer, anekdoter, obskure skikkelser og begivenheder, de færreste er bekendt med. I kraft af sin forskning, sin tid som leder af Dansk-Egyptisk Dialog-Institut, sit enorme netværk og sit store kendskab til regionen er han en kæmpe kapacitet, der sidder inde med en stor og detaljerig viden.

Men det er ingen garanti for, at man har fat i den lange ende, når det kommer til overordnede analyser af mere generel karakter. Historien har vist, at JSP grundlæggende har taget fejl i sin opfattelse af islams betydning for almindelige mennesker i Mellemøsten.

JSPs forskning og diplomatiske arbejde vil jeg ikke forholde mig til her. Det følgende omhandler kun hans rolle som ekspert i de danske medier. Her har han igennem de sidste årtier adskillige gange gjort det klart, at danskerne generelt har en forkert opfattelse af muslimer i Mellemøsten. Han har gentaget det mange gange. Dette citat, fra dengang han tiltrådte som leder af Dansk-Egyptisk Dialog-Institut i 2005, opsummerer hans synspunkt:

I Danmark er der en tendens til at forklare alt med islam, og i flere tilfælde er det ikke relevant. Man opfatter islam som et sæt af doktriner, som folk følger, og ikke som en religion, som folk tager stilling til. I Danmark opfatter man det sådan, at folk i denne del af verden har en primær identitet som muslimer, og at den er langt vigtigere end deres nationale eller professionelle identitet. Det er en meget grov forenkling, og derfor vil danskerne kunne blive klogere af denne dialog.’

Naturligvis skal man ikke forklare alt med islam (hvilket da også er en karikeret opfattelse af danskernes syn på Mellemøsten). Men omvendt skal man heller ikke undlade at forklare noget med islam. Overvurderede danskerne islams betydning i Mellemøsten? Eller var det snarere JSP, der undervurderede samme?

Ifølge ham havde vi et værdifællesskab med den muslimske verden, som danskerne ikke forstod. Som han formulerede det kort efter angrebet d. 11. september 2001:

‘Vi har meget mere til fælles med muslimerne, end mange tror. Når folk beskriver det her som et angreb på Vestens værdier, kan det selvfølgelig godt være, at de mennesker, der står bag, ser det på den måde, men de værdier, mange ser som vestlige – tolerance, retsstat osv. – er de samme i den muslimske verden.

Vestens og den muslimske verdens værdier var altså de samme. Vi havde ikke noget at lære Mellemøsten på det område. Som han formulerede det i samme periode:

‘Befolkningen i Mellemøsten kender faktisk til demokrati, selv om demokratiet ganske rigtigt knægtes i mange sammenhænge. Men demokratiet praktiseres faktisk nogle steder. For eksempel har jeg selv været vidne til valg på universiteter i Mellemøsten, der foregik lige så demokratisk som på danske universiteter. Uanset at der sker mange forfærdelige ting i mellemøstlig politik, så er det ikke sådan, at medbestemmelse, demokrati og retsstat er ukendte eller forkastede idealer for flertallet af borgerne i Mellemøsten.

Vi kunne måske ligefrem tage ved lære af dem. Som han sagde i 2010:

‘Derfor er det også en myte, når danske kommentatorer hævder, at der ikke skulle være kulturel selvkritik i den arabiske verden. Der er masser. Betydeligt mere end herhjemme.’

Da det Arabiske Forår kom i 2011, og man fik smidt Mubarak på porten, havde vi et historisk øjeblik. Endelig ville vi få et nogenlunde troværdigt indtryk af, hvad der gemte sig i det muslimske, arabiske folkedyb. JSPs mangeårige besked til danskerne skulle nu stå sin prøve. Og han havde store forventninger til Mellemøstens fremtid:

‘Politik vil ikke blive udtrykt så religiøst. De arabiske parlamenter vil rumme mere ægte politiske konfrontationer, som forhåbentligt vil føre interessen væk fra identitetspolitik og over til valget mellem egentlige politiske alternativer.’

Samme år skulle den egyptiske befolkning for første gang blive hørt ved et (relativt) frit valg. Inden valget vurderede JSP, at islamisterne i Det Muslimske Broderskab havde bevæget sig temmelig langt fra sit gamle slogan ‘islam er både en religion og en stat’, og at danskerne havde et alt for dystert billede af partiet:

‘I min optik er Det Muslimske Broderskab ikke den enorme, dystre magt, som mange vil gøre dem til. Det er ikke for at være deres talsmand – de er ikke specielt tiltalende. Men den måde, man i Danmark taler om islamisme på, er præget af, at folk enten ikke interesserer sig for religion, eller at man bruger islamisme som skræmmebillede i en dansk debat.

Danskernes uvidenhed om religion gjorde altså, at vi havde et alt for negativt billede af Broderskabet, der ifølge JSP gennem en længere periode havde bevæget sig imod mere demokratiske og liberale positioner. Partiet ønskede en civil stat, hvor det kunne deltage på lige fod med andre partier inspireret af deres islamiske grundsyn, var vurderingen fra JPS. Hans fornemmelse af det egyptiske vælgerdyb lød således:

‘Så vidt jeg kan se, er det heller ikke sådan, at egypterne nu i stort antal vil gå hen og stemme på Broderskabet.’

I stedet forudså han et parlament præget af flere store blokke og modsatrettede interesser, hvor ét parti ikke ville dominere. Hvad skete der?

Det Egyptiske Broderskab fik 36,3 % af stemmerne, de moderate islamister 3,3 %, mens de ekstreme salafister løb med hele 28,8 %. JSP havde ellers i årevis fortalt danskerne, at de egyptiske salafister slet ikke var interesserede i parlamentarisk politik. Men her var de så med næsten en tredjedel af stemmerne. Alt i alt gik et massivt flertal af stemmerne – hele 69 % – til enten islamister eller endnu mere hardcore islamister.

(Morsi-tilhængere, ca. 2012; Foto: ISO)

Ved præsidentvalget løb Broderskabets Morsi med 52 % af de egyptiske stemmer. Tidligere på året havde partiet godt nok lovet, at man slet ikke ville stille med en præsidentkandidat, hvilket JSP dengang havde set som bevis på, at de ikke ønskede at forplumre den demokratiske udvikling.

Efter i årtier at have belært danskerne om, at de overvurderede islams rolle i den arabiske verden – der ifølge JSP allerede abonnerede på de samme værdier som i Vesten – viste det sig, at danskerne havde ret, og JSP tog fejl. Over to tredjedele af det egyptiske vælgerkorps gik ikke til valgurnerne med deres nationale eller professionelle identitet, men med deres religiøse.

Og hvad så med Broderskabet? Havde danskerne virkelig et alt for dystert billede af det parti, JSP år efter år havde observeret bevæge sig i en mere og mere liberal, pragmatisk og demokratisk retning? Måske var Broderskabets islamisme slet ikke så slem? I 1998 havde Information refereret JSP for følgende synspunkt:

‘I virkeligheden har Islam nemlig mange af de samme idealer og principper for ytringsfrihed, som findes i Vesten i dag.’

Et lignende budskab havde han gentaget i 2011:

‘Der er ikke noget i islam, der forhindrer demokrati’

Alt dette kunne jo tyde på, at det var en falsk modsætning mellem Broderskabets islamisme og vestlige værdier, danskerne så. JSP havde selv fortalt os, at der trods en svag demokratisk historie alligevel var en stærk tradition for ideologisk tolerance i den arabiske verden:

‘Den arabiske verden har en stærk tradition for, at ideologisk uenighed udkæmpes med ord og ikke med våben.’

Måske ville denne stærke tradition vise sig, og danskernes dystre skepsis gøres til skamme?
Hvad skete der?

Broderskabets præsident Morsi gik straks i gang med at svække domstolenes magt og lave en ny forfatning, der skar kraftigt i egypternes borgerrettigheder på en række områder. Særligt kvinder og minoriteter blev stillet ringere. Og Shariaens position som lovgivningens udgangspunkt blev styrket. I overensstemmelse med denne blev religionsfriheden kun tildelt ‘bogens folk’, jøder, kristne og muslimer. Og religiøse (muslimske) institutioners magt og privilegier blev udvidet. Morsi nåede ikke langt. I 2013 blev han væltet, da general Sisi overtog magten ved et militærkup, der kostede mindst 817 mennesker livet.

Den stærke, arabiske tradition for at udkæmpe ideologisk uenighed med ord frem for våben lod vente på sig. Egypten var vendt tilbage til sin præ-revolutionære tilstand med en stærk mand i spidsen – hvilket ellers gik imod JSPs diagnose fra året før, hvor han sagde følgende til Ræson:

‘Én samlende leder kan ikke længere stå i spidsen som alfaderlig figur i de arabiske lande. Folk kræver medbestemmelse.’

Hvor langt Morsi, Broderskabet og salafisterne ville være nået med islamiseringen af landet, kan vi kun gætte på. Men vi kan nok godt besvare spørgsmålet: Var danskernes indtryk af det Muslimske Broderskab for dystert? Nej.

Det leder til svaret på et sidste, retorisk spørgsmål, som JSP selv formulerede, da han i 2011 gav min kollega Klaus Wivel genmæle på en kritisk kommentar:

‘Men er det ikke lidt forsimplet at tro, at verden er opdelt i dem, der ved noget om islam men ikke kan tænke kritisk, og så dem der som Klaus Wivel selv ikke ved meget, men til gengæld kan gennemskue det hele?’

Jo, det er nok forsimplet at tro. Men nogle gange er det tilfældet.

Oploadet Kl. 13:40 af Kim Møller — Direkte link3 kommentarer


15. august 2017

Lidt om DR’s mange blinde vinkler: James Alex Fields “… had been diagnosed with schizophrenia”

Selvom DR.dk i skrivende stund har bragt mere end ti artikler om lørdagens Alt-Right demonstration i Charlottesville, så er der alligevel masser af historier der ikke skrives. Udgangspunktet for tvisten var modstand mod fjernelsen af en statue, jo vist, men der er mere i historien.

(Screencap: DR.dk)

Viceborgmester i Charlottesville er demokraten Wes Bellamy, der sidste år var tæt på at få smadret sin politiske karriere, da bloggeren Jason Kessler kunne afsløre, at han i en årrække på Twitter havde harcelleret mod homoseksuelle, kvinder og ‘white people’. Det er således ikke kun hvid mod sort, men også sort mod hvid.

Kessler var manden der iscenesatte den meget omtalte demonstration, og blev i øvrigt overfaldet i går under et pressemøde. Intet på DR om konteksten, og angrebet præsenteret som en værende en ‘takling’.

Kilden til baggrundsartiklen om højreekstremisme er venstreorienterede Southern Powerty Law Center (SPLC), der fortæller at der i øjeblikket findes “over 900 aktive hadgrupper i USA, hvoraf langt de fleste er højreorienterede”. På listen er grupper som White Lives Matter, Family Research Council og lignende, og som Daily Wire så bombastisk pointerer, så har SPLC “a bad habit of labeling groups with conservative positions as hate groups”.

Ku Klux Klan ynder at demonstrere ved mindesmærket for en sydstatsgeneral, og derfor vil man fra politisk hold fjerne statuen. Alt-Right opponerer, MSM kører rutinen om militante højreekstremister der ‘mødes’ af (ikke-ideologiske) moddemonstranter, og når den fysiske konfrontation opstår, så er rollerne fordelt på forhånd.

Historie er historie, og USA bliver hverken mere eller mindre racistisk ved at fjerne en statue for sydstatsgeneral Robert E. Lee. Der er lignende mindesmærker overalt i Sydstaterne. Hvad bliver det næste? Skal Youtube slette Johnny Cashs hyldestsange til sydstatsgeneralen…

“Let my flag wave proudly to the people that I serve.
I’m number one, and I will always be
The pride of the South they call the General Lee.
(1981, The General Lee)

“I won’t ever stop loving you my Dixie till they put me in the ground
And the last words they probably hear from me are God bless Robert E Lee”
(God Bless Robert E. Lee, 1983)

(Johnny Cash, The General Lee, 1981)

Daniel Greenfield opridser anden blind vinkel. Fra Frontpage Mag – Charlottesville killer was schizophrenic.

“Personally, I’ve never been very impressed by the, ‘He’s mentally’ excuse. It’s fairly consistently trotted out as a defense for ISIS terrorists who go on rampages in Europe. … But the media left is fairly selective in taking that into account.

For example, the unstable behavior of James Hodgkinson, the Bernie supporter who opened fire at a Republican charity practice game, was emphasized over his political views. That’s also usually the way it is for Muslim terrorists. And some Black Lives Matter terrorists have benefited from the same privilege. …

The driver charged with killing a woman at a white nationalist rally in Charlottesville was previously accused of beating his mother and threatening her with a knife, according to police records released Monday.

Samantha Bloom, who is disabled and uses a wheelchair, repeatedly called police about her son, James Alex Fields Jr., in 2010 and 2011, telling officers he was on medication to control his temper, transcripts from 911 calls show.

In another incident in 2010, she said her son smacked her in the head and locked her in the bathroom after she told him to stop playing video games. …

Fields also confided that he had been diagnosed with schizophrenia when he was younger and had been prescribed an anti-psychotic medication, according to the teacher, Derek Weimer.

Does mental illness only serve to explain away the violence of leftists and their Islamist allies?



12. august 2017

Information anmelder ‘Meet the Selsings’: Værtsparrets høflighed er ‘en glimrende herskerteknik’

“Den røde radio er det normale.”, pointerede Mikael Jalving, der stod for sidste sommers konservative undtagelse på Radio24syv. Årets nationalkonservative clou var ‘Meet the Selsings’, der over femten timelange programmer, tog livtag på det ideologiske overdrev. Det ramte blandt andet liberalistiske Rasmus Brygger, feministiske Ditte Giese, marxistiske Lars Trier Mogensen, kulturradikale Georg Metz og den veltalende revolutionære Pelle Dragsted.

Jeg fik ikke hørt det hele, men konceptet fungerede fremragende – mest fordi værtsparret ikke lod overdrevet dø i synden. Undertegnede medvirkede perifært over telefonen i sidste afsnit. Det hele kan podcastes her.

Anmeldelsen af udsendelsesrækken i Dagbladet Information er helt fantastisk. Eva og Rune Selsings høflige tilgang til sine gæster, er ikke udtryk for almindelige borgerlig dannelse eller Hal Kock’sk demokrati-forståelse, nej, det er skummel ‘herskerteknik’.

Journalist Lone Nikolajsen i Dagbladet Information – Høflighed er en glimrende herskerteknik. Man kan slippe af sted med meget mere, når man taler pænt.

“Hvis man gerne vil have ret, er det en god idé at være høflig. Det er nemmere at få ørenlyd, hvis man holder stemmeføringen nogenlunde behersket og beskyldningerne på et minimum, end hvis man råber. Hvis man råber, drukner ordene let i volumen, og samtalen udarter sig til en stillingskrig, hvor det i sig selv er vigtigt at holde på sit.

Ved at være respektfuld og anerkendende i sit ordvalg og tonefald kan man lokke folk op fra deres skyttegrave og prøve at omvende dem til sit eget synspunkt. Man kan slippe af sted med meget mere, når man taler pænt og ordentligt. Det styrker også ens egen selvrespekt at bevare kontrollen, og selvrespekt har man jo brug for, når man skal belære andre om, hvordan verden hænger sammen.

Høflighed er kort sagt en glimrende herskerteknik.

Det ved de erklæret borgerlige debattører Rune og Eva Agnete Selsing, der sommeren over har haft et samtaleprogram på Radio24syv.”



11. august 2017

Fyens Stiftstidende hylder aggressiv sharia-aktivist: Cool tørklæde-mode til muslimske kvinder…

Læste du Uriasposten for ti år siden vil du muligvis huske iranske Helen Latifi og hendes blog ‘Helen Latifis Small Talk’, der hurtigt blev afløst af en fast klumme i gratisavisen Xtra. På nettet var hun en aggressiv sharia-aktivist, og de fleste skriverier fra hendes hånd omhandlede tørklædets lyksageligheder. Det islamiske tørklæde anonymiserede hende, og Islam satte hende på den måde fri. “Jeg føler mig mere som dansker indeni, end jeg føler mig som iraner.”, forklarede hun i et af de første interviews tilbage i 2007.

Siden har hun giftet sig med en pakistaner, og bor nu i Nordnorge, hvor hun arbejder som læge. Langt kælen portræt af Latifi i dagens Fyens Stiftstidende, der gør hendes ‘Helen Latifi Headwear’ til en del af ‘Mipsterz’-bevægelsen, coole muslimske storbykvinder – Vollsmose-kvinde står bag cool tørklæde-mode.

“Langt fra denne uges modeshow i København har Helen Latifi gang i sit eget lille mode-eventyr. Instant headwear kalder hun sin serie af forskellige slør, som har det til fælles, at der er lavet af kvalitetsstof, appellerer til modebevidste muslimer og er lette at tage på. …

– Der er en hel bevægelse af muslimske kvinder, som vil være til og ikke gemmes væk. …

– Hvem siger, at muslimske kvinder skal gemmes væk. Man kan sagtens være en del af modeverdenen, selvom om man er troende og bærer slør. Vi vil ikke gemmes væk i en subgruppe, siger hun.

– Du får det nærmest til at lyde som frihedskamp.

– Det er måske også lidt en feministisk tankegang om tage ansvar for sit eget liv som kvinde…”

(Fyens Stiftstidende, 11. august 2017, Business-Fyn, s. 10-11)

Helen Latifi i citat.

“Når drikkeriet er færdigt, så er det af sted til jagt på kødmarkedet alias nattelivet i byen. Som vilde hyæner snuser man hinanden i rumpen derude og udvælger den med de mest ikke-duftbare ædlere dele. Så er det hjem og gnave løs på knogler og kød. Når nu mættelsen indtræder, er det tid til næste uges jagt, og det sårede dyr smides i et sølle hjørne. Denne gå i byen-kultur fremmer egoismen på bekostning af en positiv selvudvikling og kreativitet. Er der bare mig, der kan se, at der er noget rablende galt med hele de unges såkaldte teenageliv?” (Xtra, 8. marts 2007)

“Jeg har lovet at fortælle, hvorfor jeg efter noget tids overvejelse gik med til at være meddommer i bedømmelsen af Miss Tørklæde 2008… Som jeg forstår sløret ud fra min religiøse overbevisning, så er slørets symbolik blandt andet ærbarhed, ydmyghed og ynde. … For mig har sløret en hel anden betydning. Det giver mig liv og mulighed for at skabe et endnu tættere forhold til min Skaber. Mit slør er ikke en udstillingsvare… Det ville være synd, hvis sløret blev opfattet som et kulturelt symbol, eller hvad der er værre, konkurrence indenfor skønheden. Slørets mening er selvfølgelig religiøst betinget… Sløret taber sin glans, sin renhed og ærbarhed, når det gøres verdsligt og udstilles til skue for andre. … Selv jeg skal være bedre til at huske på, at slør ikke er mode men ydmyghedens symbol.” (Religion.dk, 16. juni 2008)

“Lykken har jeg næsten fundet i dig… Fra at være et objekt for andre mænds blikke har jeg nu den fulde ret over min feminine krop. Den vil jeg ikke dele med alle som den kostbare diamant, jeg er. Jeg gemmer det til min fremtidige mand. Så derfor vil jeg i dag højt og helligt proklamere: ‘Lad mit slør hvile i fred.'” (JP Vest, 7. maj 2017)

Apropos.

“På sin hjemmeside reklamerer Helen Latifi for en støttekoncert for unge palæstinensere i den Hamas-kontrollerede Gaza-stribe. Det er som bekendt ikke kun Hamas’ mål at oprette en palæstinensisk stat, men også at udslette Israel. Samme hede ønske har folkene bag støttekoncerten, for på det landkort, som er påtrykt indbydelsen, eksisterer Israel ikke. Latifi mener selv at være en moderne, oplyst og moderat muslim. Døm selv.” (Michael Sandfort, Nordjyske Stiftstidende, 14. marts 2008)

“Kort efter at jeg i Stiftstidende (22/7) påpegede, at hun konsekvent kaldte sine debatmodstandere på sin hjemmeside for ‘dhimmir’ (undermennesker), ophørte den praksis. Til gengæld benytter hun nu betegnelsen ‘al-islamophobias’ (de islamofobe) og pådutter dermed i stedet sine debatmodstandere at nære en unuanceret og generaliserende frygt for eller had til islam og muslimer – hvilket ligner en racismeanklage.” (Michael Sandfort, Fyens Stiftstidende, 10. august 2007)

Oploadet Kl. 21:04 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer


9. august 2017

DR Ultra sender 11-årig pige til Iran for at teste tørklæder: “… blive inspireret af smarte hijabistaer.”

Målgruppen for DR Ultra er de 7-12 årige, og man skal starte tidligt hvis man vil skabe det perfekte multikulturelle menneske. I en serie baseret på 11-årige Ditte rejser hun til Iran for at komme væk fra det kedelige danske stangtøj, teste tørklæder og blive inspireret af ’smarte hijabistaer’. Man kalder det public service.

11-årige Dicte er træt af danskernes kedelige H&M-tøj og er taget til Iran for at blive inspireret af smarte hijabistaer. Made by Us har produceret serien ‘Dicte tester Mode i Iran’, som kan ses på DR Ultra under modeugen i København.” (Facebook, 8. august 2017)

(Collage: ‘Ditte tester tørklæder’, DR Ultra, 2017)

Oploadet Kl. 23:18 af Kim Møller — Direkte link61 kommentarer

Dansk Folkeparti: Afskaf licensen og finansier DR over skattebilletten, beskær samtidig med 25 procent

DR er mere pressede end nogensinde, da de unge ikke er opvokset med monopol-tv, og tilvælger private streamingtjenester. År for år vil DR tabe terræn uanset hvad de gør, og blandt andet derfor er finansiering over skattebilletten den forkerte vej at gå. Det lyder selvfølgelig besnærende med 25 procent reduceret budget, men hvis stats-tv er løsningen, så er spørgsmålet forkert. Fra Børsen – DF vil afskaffe licens og skære 25 procent af DR.

“Dansk Folkeparti vil gennemføre store ændringer i DR og foreslår blandt andet at afskaffe licensen.

I stedet for at hente pengene i de enkelte husstande mener partiet, at pengene til DR fremover skal findes på finansloven. Det siger DF-formand Kristian Thulesen Dahl til Berlingske.

‘Licensen er en slags bruttoskat, som betales af alle danskere uanset indkomst. Derfor er der en større retfærdighed i at opkræve det over vores fælles skattesystem og flytte regningen over på finansloven,’ siger Kristian Thulesen Dahl.

Samtidig lægger DF-formanden op til at spare 25 procent af DR’s budget.”

Oploadet Kl. 20:35 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer

Professor Peled-Elhanan på P1: Israelske skolebørn indpodes systematisk med had til palæstinensere

Angreb er det bedste forsvar, og vil man modvirke den solide dokumentation fra Palestinian Media Watch (og Memri), så kræver det næsten en uvederhæftig selvmordsjøde. Nurit Peled-Elhanan må siges at være en sådan. Hun er rundet af en kommunistisk familie, og da hendes 14-årige datter døde ved et terrorangreb i 1997, lod hun en talsmand for PLO tale til begravelsen. Vi er langt ude på overdrevet, som P1 har for vane at være.

Indslaget ‘Både egyptere og israelere opflaskes til had’, kan høres på DR.dk. Faktamættet mediekritik af Dan Harder i dagens Berlingske – DR sammenligner Israel med Nazi-tyskland.

“I et indslag i Orientering på Danmarks Radios P1, 15. juni 2017, foregiver DR-journalisterne Louise Windfeld-Høeberg og Mia Ulgraven at ‘undersøge’, hvordan had til palæstinensere ’systematisk’ indpodes i israelske børn gennem landets skolebøger. …

De uhyrlige anklager fremføres som uomtvistelige fakta. Og som om det ikke var rigeligt, skærpes de yderligere med påstanden om, at ‘palæstinenserne skildres i de israelske skolebøger som et problem, der skal løses på samme måde som jøderne blev fremstillet i Europa under Nazityskland.’

Tak for kaffe.

Hele indslagets præmis om israelsk hadlæring hviler på blot én enkelt kilde, en israelsk professor ved navn Nurit Peled-Elhanan, som angiveligt har forsket i israelske skolebøgers fremstilling af palæstinensere. Elhanan er dog ikke kun professor, hun er også… kendt for at ‘tale for de palæstinensiske menneskerettigheder,’ som det forklares. …

Alene de i indslaget anførte oplysninger burde havde fået journalisternes alarmklokker til at ringe og vækket mistanke om, at professoren har en anden agenda end blot objektiv forskning.

Det kræver da heller ikke mere end et par opslag på internettet at konstatere, at Nurit Peled-Elhanan er en særdeles kontroversiel person, hvis såkaldte forskning har været genstand for omfattende kritik. Eksempelvis var hendes rapport fra 2003 med samme konklusion som fremføres i DR-indslaget, baseret på kun syv israelske skolebøger (ud af flere hundrede i brug). Ydermere har en konkurrerende israelsk researcher, Dr. Arnon Groiss, ved granskning af de samme syv bøger ikke kunnet finde nogen basis for Elhanans konklusioner, der altså alene lader til at være udtryk for hendes personlige holdninger.

… de to journalisters svigt begrænser sig ikke til den manglende kildekritik. For efterfølgende beder studieværten, Louise Windfeld-Høeberg, om sin kollega, Mia Ulgravens, personlige mening: ‘Det er jo skarpe ord, det her. Igen sammenligner hun med jøderne i Nazityskland … Men det kan vel ikke være fremstillingen af palæstinenserne i alle israelske skolebøger?’ hvortil Mia Ulgraven svarer: ‘Nej, ikke i alle, men faktisk i de fleste af dem, i hvert fald i mainstream-skolebøgerne.’

Studieværten beder sin kollega uddybe: ‘Og hele det her fjendebillede og nedgørelsen af palæstinenserne har til formål at skabe gode soldater til den israelske hær. Mia Ulgraven, kan du genkende det, hun siger?’

Mia Ulgraven: ‘Ja, det kan jeg godt. … Man kan simpelthen ikke udsætte de andre for den mishandling, man udsætter de andre for, hvis ikke man har den her fortælling.’

Nu er anklagerne om systematisk hadlæring i Israel ikke længere kun baseret på en dybt kontroversiel professors overfladiske ‘forskning’ i skolebøger, men også på Mia Ulgravens egne erfaringer fra Israel. Nu er det DR-journalisten, der står inde for dem. Peled-Elhanans nazi-anklage er således ophøjet til sandhed.

(Nurit Peled-Elhanan, Palestine in Israeli School Books…; Foto: AWG)

I bedste fald er de to journalister ekstremt naive. I værste fald søger de bevidst at kolportere en infam, antisemitisk løgn om jødisk ondskab. Uanset hvad, har de overtrådt en hel række journalistiske grundprincipper, hvilket burde lede til grundig selvransagelse på Danmarks Radio samt få konsekvenser for både journalisterne og redaktøren bag programmet.



8. august 2017

Det er vores egen skyld: “… ikke udviklet en troværdig politik for at fjerne årsagerne til migrationen.”

Hvis vi vil undgå indvandring til Europa, så må vi holde op med at bombe deres lande, og producere flygtninge. Det er vores skyld, lyder en gængs venstrefløjsfortælling. Ugebrevet Mandag Morgen er uenig, som man kan læse i deres nylige tema om ‘EU’s migrantkrise’. Det er stadig vores skyld, men problemet er at vi ikke har gjort nok.

Fra Ugebrevet Mandag Morgen – Danmark er medskyldig i migrantstrømmen mod Europa.

“Selv om 11 migranter i snit drukner hver eneste dag i Middelhavet, og tusindvis af folk lever et trøstesløst liv på gaden i europæiske byer, har Danmark og resten af EU-landene forsat svært ved at håndtere problemet.

Det politiske fokus er på grænsekontrol og ikke på de årsager, der sender migranter ud på den livsfarlige vej over havet, lyder det nu samstemmende fra flere af landets største udviklings- og nødhjælpsorganisationer samt førende forskere, der nu slår alarm.

‘Danmark og de andre EU-lande vil gøre det svært for migranterne at tage af sted. Men meget lidt af det, man arbejder med, vil fjerne årsagen til, at folk tager af sted,’ siger Hans Lucht, seniorforsker ved DIIS og ekspert i global migration.”

(Sreencaps: MM.dk)

“… ministre fra Danmark og de andre EU-lande… har … ikke udviklet en troværdig politik for at fjerne årsagerne til migrationen.” (Ugebrevet Mandag Morgen)

Oploadet Kl. 11:25 af Kim Møller — Direkte link42 kommentarer

Bent Blüdnikow om Trump og journalisters ‘traditionsbunden kærlighed til venstrefløjsmedier.’

Bent Blüdnikow i Berlingske – Medierne forvrænger den amerikanske virkelighed.

“I næsten samtlige borgerlige medier fra Wall Street Journal til National Review har kritikken af Trump været særdeles hård. … Men der har ikke fra borgerlig side manglet kritik af de etablerede medier som Washington Post, New York Times og bl.a. CNN. Fra at være medier, der ville gengive virkeligheden til den amerikanske befolkning, er disse medier blevet et oppositionsparti og har skrottet de journalistiske dyder. Alt kan nu bruges i kampen om at vælte Trump. Fra administrationens tidligere Obama-embedsmænd flyder en strøm af anonyme oplysninger til pressen, der holder gryden i kog. … For de borgerlige er der anledning til undren over, at de medier, der i otte år under præsident Obama var ganske kritikløse, nu bruger alle sager til at kaste mistanke over Trump-regeringen.

Blandt mange eksempler kan nævnes Trump besøg i Europa i juli og han tale i Polen om de vestlige værdier og nødvendigheden af at forsvare dem. Talen blev af borgerlige amerikanske medier modtaget som en næsten Reagansk tale og rost til skyerne. I de etablerede medier blev talen rakket ned og kaldt udtryk for hvid racisme. Hvad de fleste medier hæftede sig ved – ikke mindst i Europa – var, at den polske præsidentfrue ikke trykkede Trumps udstrakte hånd, men gik hen til Melania Trump. Da præsidentfruen senere forklarede, at hun blot havde fulgt etiketten ved at trykke kvindens hånd først, blev det ikke gengivet i medierne. Man ønskede den negative historie og fortalte ikke, at Trump havde givet en forrygende tale.

… Der sker nemlig positive ting under Trump-regeringens korte levetid. Aktierne slår den ene rekord efter den anden. Job-tallene er gode og stadig flere kommer i arbejde. Regeringen har gang i en deregulering af love og regler for bl.a. erhversvlivet, der er med til at øge optimismen. Og ikke mindst har Trump øget tilliden til amerikansk udenrigspolitik, fordi han har vist, som fvh. chefredaktør Anna Libak bemærkede i Berlingske, at USA nu igen er parat til at bruge magt. … kun lidt af dette får plads i de etablerede amerikanske medier og slet ikke i de europæiske, hvor de negative kulørte historier totalt dominerer.

Sådan har det været i årevis. Præsident Reagan var bare en dum skydegal cowboy og præsident George W. Bush var dum og reaktionær. Præsident Obama var derimod et geni, ifølge de samme euorpæiske medier, både i de borgerlige og i de røde.

Republikanske politikere er altid blevet behandlet dårligere end demokratiske. Det skyldes, at journalisterne altid refererer fra de røde medier og hentede og stadig henter deres historier fra venstreorienterede aviser som Guardian, New York Times og f.eks. det israelske Haaretz.

Det skyldtes sandsynligvis ikke manglende åndsevner til at orientere sig i andre medier eller en bevidst politisk slagside, men en traditionsbunden kærlighed til venstrefløjsmedier. Resultatet bliver en forvrænget virkelighed.”



7. august 2017

“… et indspist old girls-netværk af hornbrillebeklædte damer med alt for mange interne rekrutteringer”

Udgangspunktet for klummen må være fotoet af den nye ‘Mangfoldighedsdirektør’ flankeret af et par højtbetalte veninder i segmentet. Den ligger lige til højrebenet. Timme Bisgaard Munk sparker hårdt i Berlingske- Licens er noget, man giver til sine veninder.

“At få to mio. kr. for at være mangfoldighedskonsulent i DR er absurd, grisk og skamløst. At få fløjet sin kones hest gratis til USA er et uhørt medarbejdergode. Det er dog blot symptomer på et langt større eksistentielt problem for statsvirksomheden. …

Bestyrelsesformanden opfører sig som en blanding af kaptajn Haddock og Cersei Lannister fra ‘Games of Thrones’. Hans arrogance er milevidt fra moderne corporate governance-principper, ikke mindst i en politisk organisation, som lever på samfundets velvilje. Han er slet ikke folkets og nationens ambassadør i DR. Det er ellers jobbet. …

Resten af DRs top består af et indspist old girls-netværk af hornbrillebeklædte damer med alt for mange interne rekrutteringer og venskaber, hvor licens og organisationsforandringer er noget, man giver til sine veninder. Organisationen er desuden overinvesteret med mindst en mia. kr., fordi teknikken til at producere indhold er faldet til næsten nul i de sidste årtier. … En tredjedel af medarbejderne kunne derfor fyres uden et kritisk kvalitetstab.

Politisk er det ikke lykkedes DR at forbinde public service-dagsordenen med den fremvoksende DF- og socialdemokratiske anti-globalistiske akse. At DR så ifølge bestyrelsesformanden strategisk satser på multikulturalisme, vækker blot endnu mere vrede i denne akse, fordi de føler, at landet er truet af netop mulitikulturalisme. Alternativet er så den neoliberale blå fløj, men de hader DR i deres markedsfundamentalisme.”

Oploadet Kl. 00:45 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer
Arkiveret under:
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper