Michael Jarler er redaktør for Politiken, Danmarks største betalingsavis. Her lidt fra hans analyse af optøjerne på Nørrebro 18. maj 1993, der næsten er en opvisning i ‘passiv agens’. Ingen venstreradikale der iscenesatte gadekampe, det hele var blot et resultat af ‘folkelige frustrationer’. Brostenene fløj helt af sig selv.

Fra Politiken TV – Redaktør om 18. maj: Følelsen af afstand mellem folket og politikerne findes endnu.

Michaer Jarlner, International redaktør: Utilfredsheden for tyve år siden handlede meget om en del af vælgerkorpset, som var dybt utilfredse med at man gentog, eller sådan så det ud, gentog en folkeafstemning fra 1992. Det var nemlig sådan, at i 1992 havde danskerne stemt nej til Maastricht-traktaten og det var en traktat der åbnede for mere union, åbnede for den fælles mønt Euroen, og på mange måder førte til mere EU-demokrati, altså mere, en højere grad af føderalisme end det vi havde været vant til tidligere. …

Det der langsomt skete ude på Nørrebro den aften for tyve år siden, det var en stigende frustration over nogle politikere som man følte, man faktisk havde sagt ned ‘vi vil ikke videre i Unionsvejen’, og så gjorde de alligevel det, … Det var i hvert fald det, der førte til den enorme frustration, der fik trykket til at gå af på en meget meget dramatisk måde.

For nogen har det her bekræftet afstanden mellem folk og politikere. Vi kan også taler om en elite af embedsmænd, politikere og andre magthavere. Nogle der vil en vej, og folket der ikke er blevet overbevist om at Europa er et folkeligt projekt, simpelthen. Den udvikling er jo sådan set fortsat – big time. … Følelsen af afstand mellem folk og politikere den er blevet udvidet uanset om man mener det er rimeligt eller ej, det er bare et faktum.

Den amerikanske tv-præst Pat Robertson var en af flere der rutinemæssigt blev trukket fra for at sværte den amerikanske højrefløj, for år tilbage, da George W. Bush var præsident. For de fleste danskere vil han være helt ukendt, men den talende klasse har en fetich for kristne fundamentalister, særligt de amerikanske. Her lidt fra Pressen på P3 ved Tony Scott og Tue Blædel, der havde en flere minutter lang samtale om Robertson. Hørt torsdag kort før 18-Radioavisen.

Tony Scott: … I USA har de stadig præster, på fjernsynet også… En af de meget kendte er tv-præsten Pat Robertson… En lille gråhåret mand, du genkender ham når du ser ham. Han har sådan et tv-program, hvor man kan skrive til, og så får man måske et godt råd. Det var der en kvinde der gjorde. Hun havde svært ved at tilgive sin mand, han havde været utro. Den tage Pat rimeligt køligt (5 sekunder med Pat Robertson) … (5 sekunder med Pat Robertson) … Altså…

Tue Blædel: Du har været tilbage i arkiverne til 50′erne?

Tony Scott: Nej, de det er fandme nu, altså. Så er det hvis man helliger sig til religiøse crazees. Og i virkeligheden, Tue, så er det måske slet ikke mandes skyld, at han har været utro. Prøv at tænke over det. Måske er det hende her kvinden der har fejlet i hjemmet… (10 sekunder med Pat Robertson) …

Tue Blædel: Altså også bare hans stemmeføring, han lyder simpelthen så gusten.

Tony Scott: … Jeg kan simpelthen ikke forestille mig noget dummere? Altså, man bliver så træt indeni.

Tue Blædel: En lang kamp med USA og deres tossehoveder, men vi har taget den op, og vi tager dem en for en, og så får vi dem tilbage på sporet.

Tony Scott: Hahahahah… Pressen er så småt ved at være slut for i dag. … Først lige nyhedsoverblikket. Den afghanske hovedstad Kabul blev i dag ramt af det værste angreb i lang tid. To børn, syv civile voksne og seks amerikanere fra Nato-styrken blev dræbt, da en selvmordsbomber fra den radikale islamistgruppe Hizb-i-Islami udløste sin bilbombe… 40 mennesker blev altså kvæstet ved denne selvmordsbombe.

Det er tyve år siden Nørrebro blev forvandlet til en krigszone, da 2-300 venstreekstremister barikaderede flere gader og gik til angreb på politiet med brosten. Når man ser DR’s dækning af årsdagen, så er det historien om ‘vrede demonstranter’ og et politi der svigtede. “Nogle gange er oprørerne faktisk helt almindelige lovlydige borgere”, skriver Videnskab.dk i en tema-artikel, og den bliver svært at overgå.

Da Anders Breivik lave fagter i retten, blev det omtalt som en ‘højreekstrem hilsen‘, og hvis ikke gadekampe orkestreret af Antifascistisk Aktion er udtryk for venstreekstremisme, så eksisterer begrebet ikke i MSM’s terminologi. Interview med René Karpantschof i dagens Berlingske – Aldrig mere 18. maj.

“I ugerne op til 18. maj 1993 mødes den 29-årige Rene Karpantschof med sine gamle BZ-venner. Det er efterhånden nogle år siden, at de for alvor har været aktive i gadebilledet herhjemme, som under storhedstiden op gennem 80erne. Godt nok har de året forinden stået side om side med svenske antifascister i Lund i modprotest mod nynazisternes årlige hyldestmarch på dødsdagen for Karl XII af Sverige, der endte i sammenstød, men på hjemmefronten er den gamle garde af BZerne flyttet i kollektiver og har droslet ned på de ulovlige aktiviteter.

Den 18. maj er der nok en gang grund til at organisere kræfterne og samle den politiske modstandsfløj i fælles flok. Nok er de ikke længere BZere i ordets oprindelige forstand, men for dele af bevægelsen fortsætter den politiske kamp. …

Allerede inden valgstedernes åbning er formodningen, at folkeafstemningen vil falde ud til fordel for ja-sigerne. Derfor bliver der i ugerne op til indkaldt til »stormøde« blandt de gamle og fortsat politisk aktive BZere og den nye gruppe af autonome udspringere fra BZ-bevægelsen. … Det diskuteres, om demonstranterne i protest skal søge mod magthaverne på Christiansborg, men på selve aftenen kommer det aldrig på tale. I stedet bliver det besluttet, at man i tilfælde af et ja vil forlade tilhørsområdet omkring Blågårds Plads og barrikadere Nørrebrogade ned mod Dronning Louises Bro med skurvogne og erklære området for EF-fri zone. …

Om aftenen den 18. maj 1993 bliver planerne fra tegnebrættet effektueret, da det allerede tidligt står klart, at resultatet er en klar sejr til ja-siden. …

Rene Karpantschof er én af de få hundrede demonstranter, der har taget turen væk fra Blågårds Plads og søgt mod Dronning Louises Bro. På vejen er butiksruder og ruder til banker blevet smadret med kasteskyts. Højst to mindre politidelinger har på det tidspunkt indfundet sig på broen, og demonstranterne udbygger ufortrødent deres barrikader.

Omkring klokken 23.20 har politiet dog fået organiseret sig og samlet nok mandskab til at storme barrikaden. Med hjælp fra store mængder tåregas får politiet hurtigt og effektivt sat sig på strækningen fra Nørrebrogade ned til Fælledvej. Demonstranterne forsøger at svare igen med brosten, men tåregassen splitter dem i alle retninger. Rene Karpantschof selv fortrækker op i et BZer-kollektiv nær Fælledvej til sin højgravide kæreste. Herfra overværer han resten af aftenen, som den udvikler sig mere og mere voldeligt.”

“Vi følte ikke, at de fredelige demonstrationer gjorde en forskel, siger René Karpantschof, som aldrig har fortrudt, at han deltog i urolighederne og kastede med sten mod politiet 18. maj. … Mens han var i fuld gang med at kaste brosten mod de uniformerede betjente, tog en af hans venner fat i ham… jeg vil ikke fordømme det, vi gjorde, fordi jeg selv troede på, at det var det rigtige.” (den senere ekstremismeforsker i Ekstra Bladet)

Vi skal knuselske indvandring fra islamiske lande, fordi arkitekturen har vist os, at global inspiration er en god ting. Det er ikke helt det de skriver, men det må være det de mener. Kommentar af Nicolai Wallner og Kristoffer Weiss i Politiken – Småtskåren provinsialisme er den største trussel mod vores kultur.

“Danmark er en lille, åben økonomi. Det er selvsagt ikke nogen nyhed. Vores virkelighed er præget af en gennemgribende globalisering, der, på flere måder end vi bryder os om at tænke på, fundamentalt påvirker – eller ligefrem dikterer – den førte politik. …

Laver man et røntgenbillede af Danmark, der identificerer de mest markante udfordringer set i lyset af globaliseringen, er diagnosen iøjnefaldende. Der er foruroligende mange symptomer på en livstruende sygdom, der gerne bryder ud i lys lue, når det går rigtig stærkt. Nemlig fremelskelse af en åndløs kultur, funderet i national selvtilstrækkelighed, klæbrig middelmådighed og drivende sentimental nostalgi. Småtskåren provinsialisme er uden sammenligning den største trussel mod vores kultur.

Og den stortrives i krisetider, hvor det nemt skvulper over med kulturkonservative indslag, der ikke er i nærheden af at kunne indfange og håndtere alvoren af, det vi står over for.

Globaliseringen præsenterer med andre ord en ny problemhorisont. Man kan tvivle på, om vi som nation er klædt på til i fremtiden at indgå fuldt ud i en global virkelighed, hvor nye netværk og magtstrukturer rokker ved gamle sandheder.
Det kan betale sig at kaste et blik på kulturens område, ikke mindst på arkitekturen, for at belyse udfordringer og muligheder. Globaliseringen er et vilkår for dansk arkitektur og ikke en mulighed, vi kan gribe, hvis vi har lyst. …

Internationalisering bør være et helt centralt omdrejningspunkt for kulturpolitikken i fremtiden. … En konsekvens af globaliseringen er udviskningen af de nationale og regionale kendetegn. Det bliver mere og mere dubiøst at tale om specifik ‘dansk’ arkitektur.”

Efter års pause, er jeg så småt begyndt at høre radio igen. Jeg veksler mellem P1 og Radio24syv, og selvom førstnævnte selvfølgelig er værst, så er der på det lange stræk ikke den store forskel. I går kom jeg (efter at have hørt en ræverød historiker problematisere patriotisme), for skade at høre et timelangt samtaleprogram med antropolog Sine Plambech, der kunne fortælle, at nigerianske kvinder der rejste til Danmark for at arbejde på bordeller, ikke var tvunget til det af kyniske bagmænd. De gjorde det helt frivilligt, men var dog stadig ofre for dårlige levevilkår, og det var således ingen løsning at sende de her ‘irregulære indvandrere’ hjem igen.

For ikke så længe siden, var der helt i samme ånd, ophidset politisk debat om andre illegale indvandrere. Langt ind i borgerlige rækker blev det betragtet som umenneskeligt, at afviste asylansøgere og deres børn ikke kunne få lov til at blive boende i Danmark på ‘anstændige’ betingelser. Flere NGO’ere henviste til konventioner og krævede ‘asylbørnene’ ud i samfundet. Metroxpress har en historie der sætter debatten i perspektiv – Få afviste asylansøgere vil bo uden for asyllejrene. Det har aldrig handlet om børnene.

“Under VK-regeringen kunne afviste asylansøgere med børn tidligst flytte ud af centrene efter at have siddet halvandet år i udsendelsesposition. … Den periode forkortede SRSF-regeringen, Enhedslisten og Liberal Alliance til 12 måneder i september sidst år, men kun 22 af 76 mulige af afviste asylfamilier har frem til 13. april i år ansøgt om at flytte ud i en særlig bolig efter de nye, lempeligere regler. Det viser en opgørelse, som Udlændingeservice har lavet for metroxpress. Heraf har 14 familier fået tilladelse…

Når ønsket om at flytte ud af centrene ikke er mere udbredt, skyldes det formentlig, at mange afviste asylfamilier ikke kan overskue en tilværelse uden for asylcentrene, vurderer seniorforsker og master i psykologi Else Christensen, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI).


- Mange asylfamilier har boet på centrene i årevis. De har deres netværk dér, og vil have svært ved at få en tilværelse til at fungere uden for centrene, vurderer hun.”

(Grafik fra ‘Asylbørnene ud nu!‘)

Interview med rapperen ‘Zaki’, hvis danske halvbror bogstaveligt talt befinder sig et sted mellem AFA og Brandstifterbanden, hvad ikke kan overraske når moderen færdes scenevant i kommunistiske kredse. Fra Berlingske – Det var sindssygt at møde overskudsdanmark (ikke online).

“»Det er let at skrive om højreorienterede. Men den venligt misforståede imødekommenhed er meget, meget, meget mere udbredt end egentlig racisme,« siger Zaki Youssef og griner. … Vi har ellers aftalt, at interviewet ikke skal handle om Zaki Youssefs indvandrerbaggrund. Han vil hellere tale om at definere sig selv på tværs af politik, religion og subkulturer.

Det skal vi også. Men de arabiske rødder er meget svære at komme udenom – også for Zaki selv der som skuespiller, dramatiker, musiker og satiriker ofte vender tilbage til livet som »præmieperker«. Men ofte med et twist der vender debatten på hovedet.

Ikke mindst har velmenende, kulturinteresserede, blege danskere været underlagt Zaki Youssefs pen. Det samme segment har reageret, som man gør, når man ikke føler sig truet: Ved at elske ham. … Det er sjovt med den kulturelle overklasse.

På teateret får jeg altid lyst til at spytte på gulvene og spraye på væggene i sådan et slags oprør mod, hvor lækkert der er. Men problemet er, at de bare ville synes, at det var fedt,« siger Zaki smilende…

Historien om Zaki Youssef er historien om modsætninger. …

»Jeg kan huske første gang, jeg blev bevidst om min hudfarve. Det var ved psykologen i 1. klasse. Han spurgte, om jeg var dansker eller ægypter. Jeg sagde, at jeg var begge dele. Han svarede, at det kan man ikke være. Det, har jeg altid syntes, var noget lort. Det kan man godt,« siger Zaki.

Paradoksalt nok var det hans danske mor, der opfordrede Zaki til at stå stærkt ved sin egyptiske baggrund. Faren var »ikke sin opgave voksen« og meget lidt tilstedeværende, så Zakis mor stod for at opdrage sine tre sønner.

»Hun er totalt sej. Jeg er fan af hende,« griner Zaki.

(Fredsaktivisten Pia Qu Hyrland & hendes berømte søn Zaki Youssef; Collage, Facebook)

»Da jeg var 14, begyndte jeg at komme på Børnehuset inde ved Nørreport. Dér var folk jo ultratolerante i teorien. På døren var et skilt, hvor der stod, »Alle er velkomne«, men lige nedenunder stod der »på nær sexister, chauvanister, racister…« Det var en sygt lang liste! Tolerancen var i virkeligheden meget lille,« siger Zaki. …

Som 17-årig flyttede Zaki ind hos sin far og begyndte at lære arabisk.

»Jeg begyndte at tage indvandreridentiteten på mig. Jeg havde manglet den. Den forklarede mig, hvorfor jeg ikke følte mig som de andre. Jeg havde brug for at blive rigtig perker,« siger Zaki, der i dag kan veksle mellem dansk, arabisk og engelsk, uden man kan høre, at nogen af dem skulle være et andet-eller tredjesprog. …

En af de ting, Zaki tog med sig fra den periode, er en idé om at adskille tanken fra personen. Man kan hade handlinger eller ideer, men man skal ikke hade mennesker.

»Det er en idé, jeg har fra Profeten. For eksempel ønsker jeg det bedste for Pia Kjærsgaard, men jeg hader hendes ideer.« Den tanke harmonerer med en livsindstilling, han kender fra sin mor… Inspireret af sin mor nægter Zaki at blive forstokket.”

I en tid hvor ‘dem & os’-tænkning mediemæssigt rangerer på niveau med rå vold, er det mærkeligt nok helt uproblematisk at dansk-marokkanske Youssef Toutouh dedikerer sin pokalfinale-scoring til muslimsk ‘bror’. Fra Sporten.dk – Pokalhelten Toutouh hylder skuddræbt i Tingbjerg.

“Han satte hovedet til bolden. Han så bolden sejle ind i målet. Det afgørende, matchvindende mål i årets pokalfinale. Youssef Tou­touh jublede en kort stund, han stoppede op, knælede derefter på mållinjen og indtog i et rørende øjeblik muslimsk bedestilling. Et fromt øjeblik som kontrast til den infernalske larm og jubel, der omgav den knælende målscorer. …

- Da jeg scorede, knælede jeg og bad. Det var til ære for Sohail, sagde en tydelig rørt Toutouh efter finalen. Sohail er den 17-årige Sohail Hamza, som blev skudt i Tingbjerg i søndags, og som døde i mandags.

- Hvis I lagde mærke til det, spillede jeg også med et bind på højre arm. Det var som respekt og minde om min kammerat, der blev skudt i hovedet i Tingbjerg. Målet var til ham, sagde Toutouh og fortsatte:

- Jeg kender Sohail, har mødt ham et par gange og snakket med ham. Vi er alle sammen brødre, og det går mig på, at det skulle ske. …, sagde Youssef Toutouh. …

- Nu skal det fejres helt til i morgen. Jeg drikker ikke, men selvfølgelig skal jeg ud med de andre. Måske skal jeg passe på dem. Jeg er muslim, ikke troende, men jeg forsøger at forholde mig til religionen, sagde Toutouh.”

(Youssef Toutouh efter sin scoring, 9. maj 2013; Onside.dk)

“Jeg er bare grundlæggende uenig i, at det er særligt vigtigt, eller relevant” at undersøge hvad indvandringen koster, svarede socialminister Karen Hækkerup tilbage i januar, da hun skulle forsvare det faktum, at regeringen havde stoppet en arbejdsgruppe, der havde til formål at give konkret viden. Fra Politiken – Regeringen tager kampen op mod hadeforbrydelser.

“Regeringen med social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) i spidsen igangsætter et arbejde, der skal kortlægge omfanget af de såkaldte hadeforbrydelser.

»Hadeforbrydelser er et udtryk for ekstrem intolerance. De er ikke kun en trussel for det enkelte menneskes sikkerhed. De er også et angreb på demokratiet, som netop bygger på den enkelte borgers frihed og ligeværd«, siger ministeren i en pressemeddelelse. …

Ifølge ministeren mangler der konkret viden på området, og den manglende viden gør det svært for alvor at stille noget op. …

»Hvad er det reelle omfang? Hvem er ofrene, og hvorfor er der tilsyneladende mange, der ikke anmelder forbrydelserne? Hvem er gerningsmændene, og hvad er deres motiver? Det er nogle af de spørgsmål, jeg forsøger at få svar på«, siger Karen Hækkerup.”

(Stophadforbrydelser.dk, Københavns Kommune, 2012)

Intro, Radioavisen: Regeringen vil tage kampen op mod hadeforbrydeelser, hvor mennesker overfaldes for eksempel på grund af deres hudfarve eller religion…

Nis Kielgast, Radioavisen: Homoseksuelle der får tæsk ved parader, og brandattentater mod moskéer, eller jøder der chikaneres groft på gaden. Medierne er fulde af historier om hadeforbrydelser, men hvor stort problemet er, ved vi meget lidt om. Og det skal der nu gøres noget ved, for hadeforbrydelser er ekstremt alvorlige siger social- og integrationsminister Karen Hækkerup.

Karen Hækkerup, socialminister: Uanset om det er fordi folk har en anden religiøs baggrund, eller det er mennesker med handikap eller homoseksuelle, så bliver de angrebet og antastet fordi de er dem de er. … Der er et stort mørketal. Der er stor forskel på hvor få anmeldelser politiet registrerer, og hvor mange der selv oplyser, at de føler sig som ofre for hadeforbrydelser. (Karen Hækkerup i 18-Radioavisen, 7. maj 2013)

Jose Manuel Barroso har mere held som kommissionsformand end som kommunistleder, men der er ingen ramaskrig fra danske politikere eller videre debat i de danske medier over EU’s føderationstiltag. Fra The Telegraph – Federal Europe will be ‘a reality in a few years’, says Jose Manuel Barroso.

“The president of the European Commission has fanned the flames of British debate over EU membership by insisting that fiscal union in the eurozone will lead to “intensified political union” for all 27 member states. …

“We want to put all the elements on the table, in a clear and consistent way, even if some of them may sound like political science fiction today. They will be reality in a few years’ time.”

Mr Barroso’s announcement that he will set out plans for a European federation next spring, before elections to the European Parliament in May 2014, will further deepen Conservative divisions over the EU.

The intervention will add weight to the argument made by Lord Lawson, and other anti-EU Tories, that it is pointless to try and improve Britain’s membership terms when the dynamic, set by the eurozone, is towards a fully-fledged federal Europe.

The commission president’s argument is that as the eurozone adopts federalist structures on fiscal and economic policy, supported by Britain as necessary for financial stability, there will also be a need for political structures that will fundamentally change the way the EU works.

“Further economic integration would transcend the limits of the intergovernmental method of running the EU and the eurozone in particular,” Mr Barroso said.”

“Johanne ånder Thorning i nakken” og “Ny rædselsmåling for Thorning: Så tæt på er Johanne” skriver Metroxpress og BT der tilsyneladende mener det er en større nyhed, at Enhedslisten er tæt på Socialdemokraterne, end at Dansk Folkeparti har fået sin bedste meningsmåling nogensinde: 18,9 procent.

(Yougov-meningsmåling, 6. maj 2013 via Berlingskebarometer)