19. maj 2016

Lejrchef pacificerede voldelig sexkrænkende asylansøger, der truede ham på livet, og blev ‘fritstillet’

Dagbladet Information indledte i sidste uge en kampagne mod lejrchefen for Næstved Asylcenter. Alt baseret på en video , som intet dokumenterer i sig selv. Den militæruddannede havde angiveligt en kontroversiel ledelsesstil. I fint samklang med tidens ånd blev manden uden videre fritstillet.

En lokal DF-politiker fortæller til Ekstra Bladet, at lejrchefen er udsat for hetz fordi han ikke ville “samarbejde med venligboere og muslimske foreninger”. En tidligere Venstre-politiker, marokkanske Hiba Belhaiba, fortæller omvendt, at han har fortalt asylansøgerne, at “vi skal have stærke beviser”, hvis de skal gøre noget. En del af lejrens beboere er fra Nordafrika, bl.a. Marokko.

Herunder lidt fra en lang detaljeret artikel, der virkelig klæder Radio24syv. Det fremgår blandt andet, at pågældende foruden vold og trusler har udvist ‘kønskræn­kende og aggres­siv adfærd’ i nærheden af en børneinstitution i Næstved – Asylansøger ville slå lejrchef ihjel.

“Den 34-årige asylan­sø­ger fra Syrien, der blev lagt i ben­lås af lej­r­che­fen og to med­ar­bej­dere på asyl­cen­tret i Næst­ved – hvil­ket førte til bort­vis­ning af lej­rens chef – har truet med at dræbe lej­r­chef Kent Niel­sen. Det frem­går af en række doku­men­ter i hans sag, som Radio24syv er i besid­delse af.

Den 34-årige mand blev i april flyt­tet fra et Røde Kors-center til lej­ren i Næst­ved, fordi han på grund af blandt andet kræn­kende adfærd ikke kunne være i en lejr med kvin­der og børn. … Straks efter ankom­sten til lej­ren i Næst­ved begyndte han at opføre sig tru­ende og aggres­sivt, frem­går det af med­ar­bej­der­nes ind­be­ret­nin­ger. …

‘Også over­for mit per­so­nale i køk­ke­net er han en meget frem­bru­sende og pro­vo­ke­rende type, som hele tiden søger kon­flikt og splid. Han har ytret sig over­for pigerne seksu­elt, og når de går hjem om afte­nen har han stået ved heg­net og råbt efter dem. …’

(Dagbladet Information på Youtube, 13. maj 2016)

Det frem­går af sagens akter, at to asyl­sø­gere den 26. april opda­gede, at den 34-årige syri­ske asylan­sø­ger bag asyl­cen­tret havde fun­det en sten, som han ville bringe ind i lej­ren og ‘bruge til at slå Kent (lej­r­che­fen, red.) ihjel.’, hed­der det i en ind­be­ret­ning. Det frem­går videre af et notat fra en team­le­der for cen­trets nat­te­vagt, at ’senere på dagen havde han sagt igen at han vil­lle slå Kent ihjel når han fik chan­cen til det.’ …

Den 2. maj – den dag, den 34-årige blev lagt i ben­lås – var han ifølge øjen­vid­ner sær­ligt tru­ende. På ara­bisk råbte han om for­mid­da­gen til en med­ar­bej­der, at ‘det er det nem­me­ste for mig at stikke Kent (lej­r­che­fen, red.) med en kniv’… Senere på dagen den 2. maj slog han på til­fæl­dige civile biler uden­for lej­ren…

Derpå løb han til­bage i lej­ren og mødte efter al sand­syn­lig­hed til­fæl­digt lej­r­chef Kent Niel­sen, hvorpå den 34-årige asyl­sø­ger blev aggres­siv og sagde, ‘I will kill you’ – ‘jeg vil dræbe dig’ – og han slog der­ef­ter kraf­tigt på en stor rude og gjorde tegn til, at han ville bruge glas­set til at skade lej­r­che­fen.

Han slog der­ef­ter ud efter lej­r­che­fen, oply­ser lej­r­che­fen selv. Det førte til, at tre med­ar­bej­dere, her­un­der lej­r­che­fen selv, for­søgte at over­mande den 34-årige asylan­sø­ger, som her­ef­ter blev lagt i ben­lås.”

Oploadet Kl. 09:12 af Kim Møller — Direkte link29 kommentarer


18. maj 2016

Modkampagne mod DF-reklame inkluderer tyrkiske nationalister, hylder tidligere leder af De Grå Ulve

19-Nyhederne på TV2 bragte i aftes et længere indslag om diverse modkampagner rettet mod Dansk Folkepartis seneste annonce. Det startede med Birgit Bjerres, og et interview med taxichauffør ‘Harmit Dermitas’, der fortalte, at han blev “lidt vred og ked af det, fordi der kun var de lyse på billedet”. Han ses siddende yderst til højre herunder.

((Birgit Bjerre på Facebook, 16. maj 2016)

Tjekker man den krænkedes Facebook-profil, så kan man se, at han selv identificerer sig med Azerbaijan. Landet er det nærmeste man kommer en tyrkisk vasalstat, hvad også fremgår af flaget. Den grønne stribe symboliserer Islam.

(Hamit Demirtas på Facebook, maj 2016)

Et besynderligt profil-foto for en mand der vil portrætteres som dansker, men det er faktisk værre end som så. Tjekker man hans væg, så finder man blandt diverse pro-tyrkiske opdateringer, også et foto af Muhsin Yazıcıoğlu. Han er tidligere leder af De Grå Ulve og ledede indtil sin død i 2009 natiionalistpartiet Büyük Birlik Partisi (BPP), der forener etno-nationalisme med Islam. Yazıcıoğlu sad i 1981 fængslet for kupforsøg, da en af gruppens medlemmer skød Pave Johannes Paul II.

(Muhsin Yazıcıoğlu set på Hamit Demirtas’ Facebook-profil, 24. marts 2016)

Muhsin Yazıcıoğlu og De Grå Ulve er multikulturalismens national-islamiske modsætning. Her kan Dansk Folkeparti slet ikke være med.

Taxichaufførens kone der også er en del af Birgit Bjerres ‘Vores Danmark’, er helt på linje. Hendes profil-foto er en minaret (den blå moské) og det tyrkiske flag. Det forrige billede var ligeledes et foto af den blå moské i Istanbul, der i øvrigt er bygget på resterne af et byzantinsk palads, for at konsolidere Osmannerriget. Facebook-profilerne for den øvrige familier indikerer heller ikke ligefrem et dybtfølt ønske om at blive dansk – tværtimod. Det helt centrale er deres tyrkiske-islamiske arv, der fra første sultan & sura gør vold mod alt den kreative klasse forbinder med inkluderende danskhed.

(Rahime Öztürk Demirtas på Facebook, maj 2016)

TV2 Nyhederne bragte også et interview med ophavet til den anden store modkampagne. Den var lavet af Alexander Nicolas Truelsen, der fremstod som en gennemsnit venstreradikal. Piercing i næsen, stretch i begge ører, og en Facebook-væg med kommunister over det hele. Han skulle være kommunikationsmedarbejder hos Mellemfolkeligt Samvirke, men det er åbne grænser og international socialisme der trigger – ikke kærlighed til det danske folk.

TV2 glemte en enkelte modkampagne. Et primitivt photoshop, der viser en række DF’ere, Inger Støjberg, Mogens Glistrup, Daniel Carlsen og Naser Khader som en dansk storfamilie. Kristian Thulesen-Dahl har fået Hitler-overskæg – det er niveauet. Naser Khader fortæller at det manipulerede foto er liket af selveste Mette Fugl. Tidligere medlem af Danmarks Kommunistiske Ungdom, og et ikon for danske journaliststuderende.

Hun er ikke særligt aktiv på Facebook, men nogle uger siden fik gik det ud over Naser Khader: “Han chikanerer mine venner”. En kommentar der dog overgås af en Jens Ancher: “Og så har han gudhjælpemig meldt sig ind i folkekirken. Det kan sågu kun være for at provokere og, undskyld mig, pisse på de mange agtværdige muslimer herhjemme.”. Han er journalist.

Mikkel Andersson er inde på det noget af det samme. Hvis man vil bekæmpe Dansk Folkepartis Danmark, så er det et kæmpe selvmål at lave modkampagner hvor den gennemsnitlige dansker er et lille mindretal. Hvis man foragter nationalstaten, som Alexander Nicolas Truelsen tydeligvis gør, så skal han selvfølgelig heller ikke have vetoret i udformningen af samme. Det samme kan siges til Birgit Bjerre. Den dag ‘Vores Danmark’ består af 70 procent tyrkere, så kan hun glemme alt om sin inkluderende danskhed. Ja, faktisk også om inkluderende tyrkiskhed.


‘Nazi-cellen’ (DR2) var historien om ‘Den Evige Tysker’: “… der må gøres mere mod ‘Truslen fra højre'”

I lørdags omtalte jeg kort Nazi-cellen (Mitten in Deutschland: NSU), en tysk miniserie i tre afsnit som DR2 sendte i den forgangne uge. Jeg så lidt af første afsnit, og har sjældent set noget så karikeret. En drama-dokumentar inspireret af amerikanske actionfilm fra 70’erne.

Herunder en oversættelse af NSU-film: ‘Antifascistisk’ statspropaganda, sakset fra PI-news (10. april 2016).

Nazi-cellen: ‘Antifascistisk’ statspropaganda

Onsdag viste det tvangsfinansierede statslige fjernsyn tredje og sidste del af en skuespilserie, der handlede om den såkaldte NSU. Den offentlige fjernsynsstation omgav denne begivenhed med et tæt net af ‘dokumentarer’, ‘reportager’ og ’samtalerunder’ for at skabe en ‘opportun sandhed’.

Grundtonen i alle tre afsnit og de på forhånd givne ’sande konklusioner’ var, at de mistænkte gerningsmænd ikke handlede på egen hånd, men at de var drevet til denne ‘højreradikale terror’ af politiske og konspiratoriske omstændigheder. Denne dristige vaghed har en klart manipulerende hensigt:

Tidens politik skulle, ifølge venstreorienterede forestillinger, være påvirket af det. Men ville handlingerne egentlig udgøre ‘terror’, selv hvis de virkelig fandt sted som fremstillet?

(Af Michael Bakunin. Oversat til dansk af Henrik Ræder Clausen)

Den første del, der helt fra starten placeres solidt i fiktionens defekte konspirationståger, blander ‘radikaliseringen’ af særligt Uwe Mundlos sammen med forskellige begivenheder i den første del af 90’erne. Angrebet på asylcenteret Rostock-Lichtenhagen/Hoyerswerda – ingen greb ind, tilskuere klappede, Uwe Mundlos glædede sig. Nogle marcherer – en politimand får besked om at gøre noget, men griber ikke ind overfor stenkast mod ‘venstreorienterede’. En ældre mand vinker dumt grinende til demonstranterne fra en bank. Asylkompromisset fra 1992/1993 – Uwe Mundlos, i underbukser, råber at det kunne have været skrevet af dem (højrefløjen). Angrebet på Murrah Federal Building i Oklahoma 1995 – Uwe Mundlos mener, at man skulle gøre det samme.

Desværre er Uwe Mundlos død, så det gavner ikke meget at fremstille ham som drivende kraft i gruppen, i stedet bliver han projektionsflade for en bestemt politisk agitation. Men først og fremmest gælder det om at stille fru Zschäpe i et fordømmende lys, derfor fremstilles hun som den person, der opfanger ideerne og prøve at fremme dem – fru Zschäpes handlinger i stedet for Uwe Mundlos ord. Skuespillerinden Mühe ser derfor sigende direkte på tilskuerne på tre vigtige punkter i historien, et diskutabelt filmisk citat fra filmen ‘Le fabuleux destin d’Amélie’.

Anden del af serien prøver at fortælle historien fra ofrenes vinkel, men begrænser sig følelseslammet til en datter af en småkriminel tyrkisk blomsterhandler Enver S., der blev myrdet i september 2000 – hvad datteren senere udgav en bog om. Den døde tysker og hans hårdt sårede kollega blev – kunne det være racistisk? – ikke engang nævnt i serien. Efterforskerne fremstilles som uhæderlige og inkompetente. ‘Terror’, en ’sandhed’ som tilskueren allerede kender, er der demonstrativt ingen i sagen, der aner noget om. Det fremstilles som om de efterforskende myndigheders forbløffende dumhed først har gjort drabene mulige, som om der var statslig støtte til drabene. Dertil kommer en uretfærdig hverdagsracisme baseret på blindt had som et dagligt fænomen. Gudskelov slutter episoden med at Kansler Angela Merkel træder frem med sin beroligende sørgetale – et stykke forsoning, tak til Kanslerinde Merkel for det.

Den sidste episode med titlen ‘Formidlerne – kun for tjenstlig brug’ viser helt fra begyndelsen hele den store linje fra Martin Luther til brændende husbiler. Det propagandiske mål er: Martin Luther står næsten ubestridt for en særlig tysk kraft, først og fremmest sproglig og kulturel. Ifølge ideen er disse rødder onde, tyskernes kulturelle DNA er beskadiget og defekt. Som tidligere ‘Den Evige Jøde’ står nu ‘Den Evige Tysker’ som inkarnationen af ondt på jorden, rastløs i forandring og skadestifter. Efter denne blot antydede fornærmelse af seeren bliver beskyldningerne konkrete i løbet af filmen: NSU ‘Trioen’ skulle være skabt af den tyske efterretningstjeneste, derefter forsynet og sendt under jorden. Præsidenten for Thüringens efterretningstjeneste Helmut Roewer bliver afbildet som åbenlyst uvidende, der har et eller andet imod de kære venstreorienterede.

Den fiktive person ‘Alexander Melchior’, Helmut Roewers højre hånd, bliver tilskrevet psykopatisk-diabolske træk (Kunne det blot være et dumt tilfælde? ‘Melchior’, konge og lysets beskytter, spiller på ‘Lucifer’, bærer af lyset). Nogen forhindrer Thüringens politi i at efterforske sagen, og til sidst bliver et vigtigt vidne får deres efterforskning forhindret, og til sidst bliver et vigtigt vidne myrdet, naturligvis af ukendte gerningsmænd.

Den offentlige-retslige radio beskæftiger sig som i en konspirationsteori, og ser mystisk ned i det tyske sjælelivs afgrunde. Samtidig får man nu igen at vide – i fin samklang med det historiske kompleks – at på en eller anden måde er alle tyskere nazister, og at der må gøres mere mod ‘Truslen fra højre’, at enhver kritik af ‘Den Anden’ er forbudt (Mottoet for det kunne være: ‘Kritik er mord’), at enhver indvandrer i dette åndeligt fordærvede land kun kan komme med kærlighed, godhed og håb. Det eneste positive er, at instruktørerne og manuskriptforfatterne er så uduelige at de er ude af stand til at opretholde den ønskede manipulation effektivt igennem filmen. Det er derfor ikke lykkes at skabe et anti-tysk værk i stil med Veit Harlans anti-semitiske ‘Jøden Süss’ fra 1940. Kunstnerisk set er NSU-serien værdiløs, men det er synd at flere ret gode skuespillere synker til at være propagandister.

Man spørger sig selv om det, der bliver vist i serien, virkelig udgør det skræmmebillede af terror som man har fået at vide. Hvad kan man kalde det, hvis Mundlos og Böhnhardt virkelig har gjort hvad der hævdes? Det begrebsmæssige grundproblem i ‘Terrorisme’ er mangelen på en klar afgræsning af, hvad ordet egentlig dækker over. Derfor kan begrebet misbruges som politisk kampmiddel. En terrorist er bare mere end en banal morder, og når man bekæmper terrorister, sætter man sig selv og sine politiske kampanstrengelser på så høj en piedestal at næsten alle midler tillades for at slå igen: At insinuere at ens politiske modstander kunne gribe til vold er en moralsk retfærdiggørelse af, at man selv bruger vold – og jo mere radikal modstanderen er, desto mere radikalt må der reageres mod ham.

Men hvis man virkelig vil skelne meningsfuldt mellem ‘Terrorisme’ og andre kriminelle handlinger, må man stille visse krav. I det mindste må der være en politisk intention og et politisk mål for handlingen, da ‘Terrorisme’, sådan må det forstås, er vold som middel til at forme samfundet. Aktioner, som ingen tager alvorligt eller sætter ind i en sammenhæng, opfylder ikke sådan et mindstekrav. Aktioner, der ikke søger at opnå noget politisk mål, er ikke terrorhandlinger. Men sådan ser det ud for det, der antages om den såkaldte ‘NSU’: Der var tydeligvis ingen, der vidste noget om intentionerne bag handlingerne, ingen vidste hvem eller hvorfor, de blev begået. Det var politisk ubetydelige personer, der blev dræbt (der var, sammenlignet med islamiske angreb, også alt for få dræbte med alt for stor afstand), personerne var også (biologisk set) alt for gamle. Ingen forstod signaturen af det våben, det blev brugt hver gang. Der var ingen form for ‘Modstand’ eller politiske testamenter at finde. Og ‘Terrorisme’ var der ikke tale om.

Man må finde sig i, at sagen nok aldrig bliver ordentligt opklaret: Hvad der virkelig skete, hvorfor ti mennesker døde, og hvilken rolle personer fra den tyske efterretningstjeneste spillede. Den tykke tilfredshed med at terrorismen fra den ekstreme venstrefløj og fra islamisterne endelig havde et brunt modstykke, den hemmelige fryd ved fingeret rædsel, den ubegrundede moralske følelse af overlegenhed og højere menneskelighed, alt dette burde vige for den tålmodige vilje til at lade retsstaten opklare sagen, så vidt det faktisk er muligt. Drab er og bliver drab. Det er slemt nok i sig selv, og det burde være tilstrækkeligt for de moralister, der så ivrigt søger at slå politisk mønt af sagerne.

Oploadet Kl. 13:06 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer

Århus Lystbådehavn plages af ‘unge’: “Hvis man siger noget til dem, er luften fuld af trusler.”

Lokal kilde fortælle, at det mere er Muhammed end Martin der er problemer med. Med undtagelse af et foto af ‘Free Gaza’-graffiti, har Århus Stiftstidende næsten overgået sig selv i røgslør. Det drejer sig om ‘unge’, der stjæler ‘øl, vin og spiritus’ og ‘tatoverede mænd i hurtige biler’.

Her lidt fra artiklen – Lystbådehavn plages af hærværk, tyveri og trusler.

“Lystbådehavnen er et åbent rekreativt område – ikke kun for sejlerne, men for alle byens borgere. Desværre er det ikke dem alle, der kan kende forskel på dit og mit.

‘Vi har en kultur som idrætsforening, hvor vi er vant til at kunne lade tingene ligge frit fremme. …,’ siger Torben Houborg, der er næstformand i Aarhus Sejlklub. …

‘Der sejles alt for hurtigt på vandscootere inde i havnen blandt folk, der bader, kajakker og børn i optimistjoller,’ fortæller Per Risvang fra Aarhus Sejlklub. …

‘Hele klubben lider nød. De unge mennesker opfører sig ad helvede til. Der er brændemærker i broen fra deres engangsgriller. Hvis man siger noget til dem, er luften fuld af trusler,’ forklarer Per Risvang, der overvejer at finde et andet sted til sin båd, på trods af, han har været medlem af sejlklubben i 40 år. …

De olympiske sejlere har de seneste uger trænet i Aarhus, og det har ikke udelukkende været gode oplevelser for sejlerne, der på nærmeste hold har kunnet følge med i, hvordan en flok unge drenge kørte motorcykel på molen og legede med noget, der lignede våben. …

De går ind i vores klubhuse, hvis ikke vi låser efter os. Ting forsvinder. En af vores elitesejlere kunne sidste år genkende den vådedragt, han havde hængt til tørre få meter fra der, hvor sejlerne befandt sig, på kroppen af en ung vandscootersejler. …,’ fortæller Per Risvang.”

(Århus Havn, 4. juli 2015; Se evt. Uriasposten: I, II)

Oploadet Kl. 02:40 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer


17. maj 2016

Fra Dansk Folkeparti-reklame til ‘Stop volden’-demonstration: Alt krænker den yderste venstrefløj…

Dansk Folkepartis kampagner ender altid med massiv medieomtale, fordi medierne knuselsker ethvert hånende tiltag fra venstrefløj. Flere parodier er allerede lavet af ‘Der er så meget vi skal passe på’-annoncen, der forestiller tre generationer af danskere (kender flere af dem). TV2 Nyhederne fortæller, at ‘Hamit’ blev ked af det, da han så plakaterne med de hvide danskere, og derfor besluttede en kunstner at lave en kopi. Her er danskerne i mindretal.

(Birgit Bjerre på Facebook, 16. maj 2016)

Det er umuligt ikke at støde grænseløse venstreorienterede. Lørdag i forrige uge blev en ung tysker brutalt overfaldet af tre udlændinge efter en bytur i Bad Godesberg, lidt syd for Bonn (og i øvrigt et par kilometer øst for byen ‘Schweinheim’). 17-årige Niklas døde af sine skader i fredags, og lørdag blev der afholdt et uofficiel arrangement på gerningsstedet under parolen ‘Stoppt die Gewalt’, ‘Stop volden’.

(Blot Dittmer på Facebook, 14. maj 2016)

Lokale venstreorienterede lurede, at multikulturens modstandere ville være på stedet, og iscenesatte en mod-demonstration. En happening der bevirkede at en større gruppe venstreekstremister forsøgte at forstyrre højtideligheden med musik og tilråb. Vlad Tepes har dokumentationen.

Det er krænkende at være hvid. Det er krænkende at frygte for fremtiden. Det er krænkende at sørge over døde.

Oploadet Kl. 10:31 af Kim Møller — Direkte link30 kommentarer


15. maj 2016

TV2: Tyskere er begejstrede for masseindvandring – KrD: Frygt for ‘forandring’ nærer højrepopulister

19-Nyhederne på TV2 bragte i går en reportage fra den nordtyske Sumte, en by med blot 102 indbyggere, der sidste år fik et asylcenter med hele 1000 flygtninge. I starten frygtede de asylcenteret, men “her er bekymringen nu vendt til begejstring. Flygtningene har nemlig skabt arbejdspladser”, som det så smukt lød i intro’en, hvorefter flere lokale fortalte, at de var glade for at være i job. “… mange bekymringer var ubegrundede”, supplerer en yngre kantinedame. “Her er meget rart”, forklarede flygtningen Amir, der arbejdede som tolk.

Propaganda antager mange former. Kristeligt Dagblad forklarede i torsdags sine læsere, at højrefløjens fremgang var baseret på ‘frygten for forandring’. Frygt er irrationel af natur, forandring fryder, må man forstå. Masseindvandring er blot en ‘udfordring’, et vilkår. Fra Europas højrepartier sejrer på frygten for forandring (ved Ulla Poulsen).

“De højrepopulistiske partier, som forskerne foretrækker at kalde dem, er for længst blevet en integreret del af europæisk politik… For alle partier gælder det, at de udspringer af en dyb bekymring for de voldsomme forandringer og kriser, der præger Europa, og ser nationalstaten som det bedste værn mod udviklingen. …

Det karakteristiske ved de højrepopulistiske partier i modsætning til de klassiske politiske partier er ifølge Ruth Wodak, at de forenkler problemerne. De ignorerer viden og statistik og går ikke ind i nuancerne, men udpeger nogle let identificerbare syndebukke som de ansvarlige. Der er nationale og historiske forskelle på, hvem syndebukkene er – i det østlige Europa er der en tradition for at mistænkeliggøre jøder og romaer – men typisk er det muslimske flygtninge og indvandrere, selvom den tendens til gengæld er kraftigst i Nordeuropa.

Forenklingen af problemerne gør det lettere for de højrepopulistiske partier at fremstå som ‘redningsmændene’…”

(TV2 Nyhederne om Sumtes arabisering, 14. maj 2016 19.00: “Bekymring vendt til begejstring”)

“Højrepopulisterne lægger bevidst afstand til eliten ved at fremstille problemerne mere simple, end de er.” (Ruth Wodal, ekstremismeforsker)


Konservative i byen for at støtte truede Nørrebro-caféer, antastes af 10-15 hætteklædte venstreradikale

For et par uger siden valgte Projekt Antifa at gå efter Kuzma Pavlov, søn af historiker Bent Jensen, og formand for Konservativ Ungdom i København. I kølvandet på chikanen mod flere caféer på Nørrebro, afholdt KU København går et ‘Sharia-crawl’-arrangement på navngivne beværtninger. Flere venstreradikale mente arrangementet var ‘en tåbelig racistisk provokation’, og agiterede mere eller mindre direkte for konfrontation: “Så må vi jo bare tage kamppladsen fra dem” (Esben Barlas). Det gik helt som forventet.

10-15 hætteklædte ‘antifascister’ troppede op på Mucki bar, flere iført handsker, og skubbede, truede og intimiderede de forsamlede borgerlige. Der blev ringet efter politiet, som registrerede et par navne. Da de borgerlige fortsatte til Café Heimdal, blev de fulgt af en pige på cykel. Flere ’spottere’ sås i området.

Debatten på Facebook er helt fantastisk, ikke mindst fordi tidligere hovedbestyrelsesmedlem i Enhedslisten Claus Pan Pedersen går all-in. Han var en ledende kraft i AFA-aflæggeren Globale Rødder, og er sågar omtalt som udvikleren af organisationens kommunikatiosstrategi. “Hvad gør dem til ‘AFA’er’?”, spørges der, hvorefter der fortsættes: “Måske var det bare lokale hætteklædte studerende… Eller er det bare et begreb egnet til at dæmonisere unge med hættertrøjer?”

Afslutningsvis argumentere for at det blot var et apolitisk “skænderi mellem to dumme grupper på druk”. Hans udlægning er ikke langt fra mediernes ’sammenstød’, men journalister er dog er kloge nok til ikke at inkludere de ideologiske mellemregninger.

(‘Sharia-crawl med KUK’ på Facebook, 14. maj 2016)

Sakset.

“I går aftes var jeg på pubcrawl med gode ungkonservative og ungliberale folk på de bodegaer, som er blevet raseret af dumme sharia-tabere. Vi blev passet op af en god del personer fra det ekstreme venstre i Anti-Fascistisk Aktion. De fik desværre aldrig den provokation, de søgte efter. Men det er da godt at vide, at de har deres prioriteter i orden: Sådanne jakkesætsdrenge som os, der gerne vil reducere statens størrelse og magt, er jo langt mere fascistiske end folk, der vil underlægge landet sharia.” (Nicolai P.)

“10-15 hætteklædte ‘antifascister’ troppede i går op til en tværpolitisk tur i byen – arrangeret i støtte til de bodegaer på Nørrebro, der er blevet afkrævet beskyttelspenge. Her fik vi med skub og råb at vide, at vi ikke var velkomne, og at de ‘ikke var der for at snakke med os’. Højreorienterede svin blev vi kaldt. Vi blev fulgt rundt af en pige på cykel, så de hele tiden vidste, hvor vi var. Har den yderste venstrefløj ikke bedre at give sig til?” (Mikkel S.)

“Det siger desværre meget om den ekstreme venstrefløj, at tæskeholdsgrupperingen AFA møder kampberedte op hos københavnske bodegaer, der er blevet afkrævet beskyttelsespenge. Ikke for at støtte bodegaerne, men for at intimidere unge borgerlige, der støtter bodegaerne.” (Mikkel K.)

Opdate 18. maj 2016. Radio24syv bragte tirsdag et indslag om intimideringen. Ekstra Bladet har mere.

“Godt tyve minutter efter ankomsten begyndte det at drysse ind med venstre-ekstremister. Der var ikke direkte vold, men der var chikane, når vi skulle på toilettet eller op til baren. så gad de ikke flytte sig, ligesom der også blev skubbet lidt og sagt ’skrid’ og ‘nazisvin’ og ‘racister’. … Det var de små aggressioner. Enkeltvis var det ikke voldsomt. Men det var det samlede billede. En af vores medlemmer, der er homoseksuel, blev også svinet til for sin seksualitet.

Det fortsatte, da vi gik på Cafe Heimdal. Der var det samme billede. … Der blev skubbet og sagt de samme grimme ting. En blev beskyldt for at være ‘klasseforrædder’, ligesom vi fik at vide, at vi ikke var velkomne. “ (Troels Bjørnskov, KU)


Roger Scruton i Danmark: “Nationalfølelser er naturlige for os. De knytter os til vores hjem…”

Roger Scruton har haft en travl pinse i Danmark med arrangementer i regi af Cepos og Trykkefrihedsselskabet. En af de skarpeste nationalkonservative filosoffer, der måske ikke er helt så underholdende som Mark Steyn, men omvendt går et spadestik dybere kulturhistorisk. Martin Krasnik satte ham stævne i Deadline i går, og minsanten om ikke DR2 vælger at skilte ham som ‘konservativ filosof’. Isoleret set rigtigt, men jeg husker ikke Deadline tidligere har givet ideologiske etiketter til gæstende intellektuelle.

Da revolutionære Slavoj Zizek var i Deadline for nogle år siden, fik indslaget titlen ‘Den vilde filosof’. Filosoffer til venstre for midten analyserer nøgternt, filosoffer til højre spreder ideologiske betragtninger. Det fordummende, er jo sådan set, at Scruton på ingen måde var en omvendt Zizek. Han lagde ud med vendinger der klart satte ham i analytikerens rolle: “De britiske EU-skeptikere følger meget stærkt…” og “… du tager fejl efter min mening.”

Krasnik var afdæmpet, og fik ikke et ben til jorden. Indslaget kan ses her. Mere hos Snaphanen. Talen kan ses på Youtube.

(Roger Scruton modtager Sappho-prisen i Trykkefrihedsselskabet, 14. maj 2016; Foto: Snaphanen)

Martin Krasnik, DR2: Hvis du vælger at stemme nej i juni, er det et nationalistisk nej?

Roger Scruton, filosof: Ikke nationalistisk, men nationalt.

Martin Krasnik: Hvad er forskellen?

Roger Scruton: Nationalisme er en ideologi der er aggressiv over for verden udenfor. Nationalfølelser er naturlige for os. De knytter os til vores hjem, vores naboer og venner. Dem har vi brug for, hvis vi skal have et frit samfund og en retsstat.

[…]

Martin Krasnik: … hvis der bliver flertal for at forlade EU i juni. Kan man så sige, at det er et bagudrettet og ikke et fremskridtsvenligt valg?

Roger Scruton: Ja, det siger man, men hvad betyder ordene ‘bagudrettet’ og ‘fremskridtsvenlig’? Vi fik nok af den sprogbrug, som Sovjet prøvede at proppe ned i halsen på os. ‘Det småborgerlige demokrati er reaktionært. Folkets demokrati er fremskridtsvenligt.’ Jeg mener, at alle, der bruger ‘fremskridt’ (progress) som noget positivt bør have hovedet undersøgt.

Oploadet Kl. 10:43 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


14. maj 2016

3F Ungdom-formand: Vi skal lære af Lenin, og føre klassekamp mod ‘det kapitalistiske system’

TV2 News kunne her til aften fortælle, at Pernille Skipper ikke havde tænkt sig at ændre Enhedslistens kurs, og derfor blev årsmødet ukontroversielt. Der skal tilsyneladende mere end et ønske om kommunistiisk revolution til at skabe overskrifter. Kommunisme betragtes i dag som en eksotisk hensigtserklæring, selv i borgerlige medier. Intet at problematisere her.

Sådan er der så meget. Vi skriver 2016, og formanden for 3F Ungdom hedder Emil Olsen. Han er aktiv i Danmarks Kommunistiske Ungdom, og vil have revolutionen tilbage til fagbevægelsen. Lenin er tilsyneladende genopstået som aalborgensisk murersvend. Kommentar fra fantasten på Modkraft.dk (Formand for 3F Ungdom: Fagforeninger undsiger sig arbejderklassen, 5. maj 2016)

“… de historiske erfaringer viser også med al tydelighed, at fagforeningernes og arbejderklassens største sejre er opnået, når fagforeningerne i deres økonomiske kamp vejledes af en klar orientering mod klassekampens endelige mål, imod de internationaliserede kapitalkræfter og imod deres håndlangere i fagbevægelsen. …

For det første er det det selvbedraget, som er blevet skabt hos masserne. For man har fuldstændig underlagt sig kapitalistisk udbytning af hinanden som en sandhed om, at det er den eneste og bedste måde et samfund skal være på.

For det andet er det detronisering af ærefulde frontkæmpere, hvor man for eksempel underkender Marx, Engels og Lenins enorme betydning for arbejderklassens historie – og nærmest nægter at de har haft en rolle.

Arbejderbevægelsens grundlæggende mål vil og har altid været at afskaffe udbytningen af mennesket – altså at arbejde for et grundlæggende andet samfund hvor alle arbejderes behov er dækket. Bedre kendt som socialisme. …

Isoleret fra klassekampen kan fagforeningerne gennem de arbejdende masser kun bidrage til udvikling af en snæversynet økonomisk tankegang, der så naturligvis er underlagt den borgerlige ideologi. For der forlanges kun forbedringer for arbejderklassen inden for det kapitalistiske system…

Sådanne forbedringer kan siddende regeringer fjerne med et pennestrøg. Derfor pegede arbejderklassens pionerer Marx og Engels på nødvendigheden af at, ‘arbejdene ikke bare kæmper mod det kapitalistiske systems resultater, men samtidig også mod det kapitalistiske system.’

Marx og Engels fremhævede fagforeningernes rolle som en ‘organiseret magt, der arbejder for at omstøde selve det kapitalistiske system.’

(3F-repræsentanten Emil Olsen møder den Fatah-kontrollerede fagbevægelse i Nablus, 2014)<7p>

Oploadet Kl. 19:11 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


13. maj 2016

Kommunistisk sanger vil ikke associeres med ‘kvalmende’ DF-nationalisme’: Bor selv på idylliske Ærø

Da Dansk Folkeparti i 2008 lancerede kampagnen ‘Giv os Danmark tilbage’, var det et problem, fordi en venstreorienteret sangerinde havde haft et hit med ‘Gi mig Danmark tilbage’.

Denne gang hedder kampagnen ‘Vi voksne kan også være bange’, og efter BT havde kritiseret kampagnens dårlige billedbehandling, var det i dag konkurrentens tur.

Det hører med til historien, at Bjarne Jes Hansen var et ikon for revolutionen der aldrig kom, og i en årrække var medlem af Danmarks Kommunistiske Parti. Sideløbende var han ansat af Danmarks Radio, og efter et langt liv for grænseløs socialisme har han i dag bosat sig på monokulturelle Ærø.

Fra Ekstra Bladet – ‘Vi voksne kan også være bange’-sanger føler sig misbrugt af DF.

“I Dansk Folkepartis stort anlagte kampagne der netop nu luftes på togstationer og busstoppesteder bruges sætningen ‘Der er så meget, vi skal passe på’, sammen med et billede af hundeglad storfamilie i kulørt tøj.

Sætningen er stort set identisk med en sætning fra omkvædet, der optræder i en af 1970’ernes mest kendte børnesange ‘Vi voksne kan også være bange’.

I børnesangen, hvor en mildest talt ængstelig voksen forsøger at forklare sine bekymringer vedrørende blandt andet atomkraftværker, trafik og fabrikker på en måde, så børn kan forstå det, lyder en linje i omkvædet: ‘Der er så meget, man skal passe på’. …

Manden bag 70’er-hittet hedder Bjarne Jes Hansen. … og han er bestemt ikke begejstret for at blive brugt i Dansk Folkeparti-sammenhæng.

– Det grænser til det kvalmende. Jeg er ikke blevet spurgt, og hvis jeg var blevet spurgt, ville svaret have været et klart nej, siger Bjarne Jes Hansen til Ekstra Bladet…

– Titlen på pladen, hvor sangen stammer fra, er ‘Dig og mig og alle os’, og står for præcis alt det modsatte af den nationalisme, som Dansk Folkeparti repræsenterer, siger den utilfredse sanger.

(Udsigten fra anti-nationalistens Ærø-ejendom)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Gyldig XHTML
WP






MediaCreeper