26. april 2017

Klima-alarmisme: Nattefrost i Danmark i slutningen af april, og DR-kampagne mod global opvarmning

Det virker som om, at klimareligionens disciple alle har fået ansættelse i statsmedierne, for næsten dagligt kan man i radioen høre agitation for adfærdsregulerende tiltag. I 70’erne var det den kommende Istid, man skulle frygte. Så blev det ‘menneskeskabt global opvarmning’, der gradvist blev forkortet ‘global opvarmning’. Nu hedder det så ‘klimaforandringer’, og så kan alle være med – det er altid koldere eller varmere end sidste år på samme tid. Den eneste konstant er behovet for statslig regulering og andre folks penge.

Med parolen ‘Klædt på til klimaforandringer’ fører DR an, men altså, global opvarmning lyder faktisk slet ikke så skidt, når man nu har nattefrost i slutningen af april. Det er svært at spå om vejret, men mon ikke et kommende licensfiansieret tema vil omhandle ‘Klimaflygtninge’. Så går det hele op i en højere enhed. Grædende brune øjne, sultne isbjørneunger og en tv-dokumentar med en bekymret skuespiller.

“Ændringer i det globale klima er en af vor tids største forandringer. 2016 var det varmeste år nogensinde målt på jorden. En rekord som nu er sat for tredje år i træk. I uge 17 sætter DR fokus på klimaforandringer ved at se på både udfordringer og løsninger. Læs mere på dr.dk/klima”

(DR.dk, 25. april 2017: Hvad skal vi sige til børnene: Noget er ravruskende galt)

Oploadet Kl. 15:43 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer
Arkiveret under:

Kolde facts: Dansk aftale med Somalia giver blot mulighed for at hjemsende tolv afviste asylansøgere

Dansk Flygtningehjælp og venstrefløjen problematiserer, at afviste asylansøgere fra Somaliere ikke kan leve frit i Danmark, men det er ikke den store historie. I 2014 søgte 683 somaliere asyl i Danmark, så selv hvis de alle afvises, så vil det med uændret tempo tage hele 57 år at få dem sendt hjem igen. 317 blev samme år familiesammenført.

Fra Politiken – 57 skal sendes hjem til Somalia – i hemmelig aftale kan kun 12 sendes hjem om året.

“For mens de danske udlændingemyndigheder i øjeblikket genbehandler 800 somalieres opholdsgrundlag og foreløbig har besluttet at udvise 57, vil Somalia maksimalt tage imod 12 personer fra Danmark om året.

Det fremgår af fortrolige oplysninger fra Udlændinge- og Integrationsministeriet om Danmarks hjemsendelsesaftale med Somalia, som Politiken kender indholdet af. Oplysningerne løfter for første gang sløret for det konkrete indhold i Danmarks aftale med Somalia og blev i slutningen af marts leveret til Folketinget på et lukket møde.

Ifølge Dansk Flygtningehjælp er det helt ‘uholdbart’, at Danmark behandler flere hundrede sager, når regeringen på forhånd ved, at der kun kan hjemsendes 12 om året.

‘Det vil jo betyde, at rigtig mange mennesker vil sidde fast på et udrejsecenter i årevis’, siger asylchef Eva Singer.”



25. april 2017

Tidl. korrespondent: Politiken frygtede for vort omdømme, men er selv kilde til de negative historier

For et par uger siden bragte Weekendavisen en kronik af tidligere EU-korrespondent Erik Høgh-Sørensen, der påpegede at Politiken kørte et parløb med New York Times, i forhold til at sætte Danmark og den danske udlændingepolitik i dårligt lys. Høgh-Sørensen påpegede, at Politikens dækning bør afbalanceres med alternative medier, herunder Uriasposten.

Tidliger redaktionschef for Politiken Jacob Nielsen svarede i fredags. Kronikken beskrives som et langt konspiratorisk causeri, og anbefalingen af Den Korte Avis og Uriasposten var udtryk for kronikørens ‘journalistiske deroute’. Døm selv.

Kronik i Weekendavisen Erik Høgh-Sørensen i Weekendavisen.

Politiken som omrejsende imam (7. april 2017)

Før vedtagelsen af den omstridte smykkelov advarede dagbladet Politikens daværende chefredaktør Bo Lidegaard 26. januar 2016 på lederplads om risikoen for en ny Muhammedkrise.
Nyheden om smykkeloven var gået ‘verden rundt som et skræmmeeksempel på, hvor små og uværdige selv højt respekterede demokratier kan blive,’ skrev Lidegaard og tilføjede:

‘Det kan godt være, at omverdenen har misforstået intentionen [med loven], og det er muligt, at der kan findes eksempler på, at også andre lande konfiskerer værdier. Men det ændrer ikke ved, at smykkeloven har fået sit eget liv, og at en vedtagelse vil skade Danmark enormt.’

Lidegaard advarede om ligheden med Muhammedkrisen i 2005: ‘Også dengang var dunkle kræfter på spil, og også dengang havde mange af dem, der råbte højest, deres egne grunde til at tillægge Danmark skumle motiver og handlinger.’

Bo Lidegaard havde næppe sin egen avis i tankerne som en ‘dunkel kraft’ med ‘egne grunde’ til at ’skade Danmark enormt’. Ikke desto mindre viser Politiken sig ofte at være hovedaktør i det velrenommerede New York Times’ negative historier om Danmark.

Opskriften er groft sagt, at Politiken-journalister først fodrer undertiden partiske oplysninger og citater til den amerikanske avis. Derefter overgår internationale medier hinanden med kritisk dækning, hvorpå Politiken (og dens uofficielle partiorgan, Det Radikale Venstre) til sidst bruger den udenlandske kritik som argument i den hjemlige debat.

Smykkeloven er ét af flere eksempler. Politiken figurerede, og figurerer, som overeksponeret kilde i New York Times og får konsekvent ros for at være en ‘førende’ avis i Danmark.

Smykkesagen blev for alvor international, da Dan Bilefsky fra New York Times skrev to artikler 13. og 26. januar 2016. I den første artikel satte daværende Politiken-redaktør Jakob Nielsen tonen ved at beskrive Danmark som ‘en af verdens mest generøse velfærdsstater’ med tilføjelsen ‘nu prøver regeringen at forværre vores image’.

New York Times begik imidlertid mindst to fejl. For det første blev nazikortet trukket. Bilefsky kontrasterede smykkeloven med redningsaktionen i 1943, da størstedelen af de danske jøder blev bragt i sikkerhed i Sverige. Kontrasten er falsk, for i 1943 var det naturligt for mange almindelige danskere at hjælpe en velintegreret minoritet, dvs. jødiske nabofamilier, mod en fælles nazistisk fjende. Det var ikke tilfældet i 2015 og 2016, da tusinder af mestendels mandlige muslimske migranter ankom til Danmark efter at have passeret adskillige sikre lande såsom Tyskland.

For det andet er New York Times-artiklerne præget af udeladelser eller nedprioritering af relevante og nuancerende oplysninger. En af disse nedprioriteringer handler om, at Danmark
i dag er præget af utryghed, fordi velfærdssamfundet er ved at falde fra hinanden. Dette er af enorm betydning i Danmark, men for især amerikanske mediebrugere udgør dette aspekt en kulturkløft. De kender ikke velfærdssamfundet i samme grad og har svært ved at forstå, at danskere på tværs af partiskel værner om det. I den sammenhæng var smykkekonfiskationsloven at betragte som en ligestilling mellem asylansøgere og danske bistandsklienter, der også skal bruge af egen opsparing, før de kan modtage offentlige ydelser.

Ganske sigende ignorerede både Politiken og New York Times en opsigtsvækkende tragedie, der udfoldede sig nøjagtig samtidig med smykkeloven. Den 12. januar 2016 døde en 46-årig etnisk dansk hjemløs i ætsende kulde i København på Købmagergade. Den kolde mand sov ind, mens han i myldretiden lå på en af landets travleste gågader. Tragedien var en god mulighed for i al fairness at beskrive det danske dilemma mellem trængt offentlig økonomi, velfærd og migration.

Nu er Politikens journalister, herunder Jakob Nielsen, ikke ansvarlige for, om New York Times laver fejl. Og dog. Både Nielsen og Bilefsky befandt sig i Bruxelles for godt 10 år siden som medlemmer af det internationale pressekorps. Her er det god skik at tilsidesætte egne politiske holdninger, hvis en forudsætningsløs udenlandsk kollega skulle bede om råd om eksempelvis danske forhold. Jeg har selv rådgivet Bilefsky, mens jeg var EU-korrespondent i Bruxelles.

Naturligvis kan man ved en sådan lejlighed bruge sin ytringsfrihed, som man vil, men i stigende grad er New York Times endt med at fremstå som en skinger oversættelse af Politikens lederartikler. Dette gjorde sig eksempelvis gældende, da Jakob Nielsen og yderligere én Politiken-journalist deltog i Bilefskys artikel 15. marts 2017 om integrationsminister Inger Støjbergs (V) omstridte asylstrammer-kage.

I artiklens top lød konklusionen: ‘For ikke længe siden brystede Danmark sig af sin humanisme, gavmilde ulandsbistand og en gæstfri holdning til udlændinge. Tiderne har ændret sig.’ Påstanden blev ikke understøttet af kilder, idet Støjbergs lagkage på ingen måde gav sagligt grundlag for en generalisering om ‘Danmark’.

Ligeledes med Bilefskys beskrivelse 20. januar 2016 af den såkaldte frikadelle-krig i Randers. Også her figurerede Politiken. En indvandrer blev citeret for, at Dansk Folkeparti ‘taler på vegne af svin’, og læserne blev snydt for oplysningen om, at nogle randrusianske institutioner vitterlig havde fjernet svin fra menuen, tilsyneladende af hensyn til islam.

New York Times ignorerede også dyrevelfærds-aspektet, hvilket afspejler en kulturkløft vedrørende religion. Et bredt udsnit af danskerne nærer uanset partifarve uvilje mod dyrplageri afstedkommet af irrationelle religionsfølelser. På dette felt mindede New York Times om et andet amerikansk medie, TIME Magazine, som i juli 2015 måtte beklage en artikel om et ‘nyt’ dansk forbud mod kosher- og halalslagtning. Forbuddet viste sig at være et halvandet år gammelt krav om, at dyr skal bedøves inden slagtning. Formelt var forbuddet religionsneutralt, men i Politiken fik ekstreme religiøse kredse lydhørhed i deres kamp mod dyrevelfærd. Temaet i et indlæg 22. februar 2014 var, at ‘danskerne er jo ekstremister’.

Også bilafbrændingerne i Danmark fik 10. oktober 2016 en ganske skæv beskrivelse i New York Times. Her forklarede Politiken-journalist Frank Hvilsom vandalernes mulige motiver ud fra ‘en giftig debat om immigration i dette land og immigranter, som får at vide ‘du er ikke dansk’.’

Udeladt var den kendsgerning, at både motorvejs-steninger og bilafbrændinger i nogle tilfælde er foretaget af personer med muslimsk baggrund, samt at danske kriminalitetsstatistikker rummer en grel overrepræsentation af folk med rod i islamisk kultur. Mens denne kendsgerning lades uomtalt, har New York Times omvendt brugt ordet xenofobi, dvs. fremmedhad, i beskrivelserne af Danmark.

Det karakteristiske er, at udenlandsk presse kun overfladisk strejfer utrygheden og presset mod velfærdssamfundet. Mulighedernes kø er ellers lang. Den danske utryghed kunne Bilefsky såmænd nemt beskrive uden at skulle sige farvel til kilderne i Politiken. Han kunne lave et interview med JP/ Politikens ledelse om dens krænkelser af ytringsfriheden i form af hård censur mod manden bag Muhammedtegninger ne, Flemming Rose. Dette blev blotlagt i 2016 i bogen ‘De besatte’. Den dødstruede Roses hårde exit fra en avis, han havde tjent loyalt i 16 år, er en relevant global nyhed. New York Times kunne også beskrive, hvordan 74 procent af de såkaldte ‘asylbørn’ viser sig at være over 18 år. Der er altså tale om voksne, som prøver at snyde sig til dansk velfærd.

Til forsvar for Bilefsky skal nævnes, at der er forskel på amerikansk og dansk journalistik. Det bemærkede jeg selv, da jeg som amerikanskuddannet journalist efter nogle års arbejde
i Californien vendte tilbage til Danmark i 1994. Jeg fandt et nogenlunde fristed på Ritzau, men opdagede snart, at danske medier har ret svært ved at efterleve princippet om tilstræbt objektivitet. En undersøgelse viste i 2012, at omkring 30 procent af danske journalister var tilhængere af Det Radikale Venstre, og 80 procent af de adspurgte ville stemme »rødt-grønt«. En procent sympatiserede med DF.

Det belyser, at danske journalisters tradition for tilstræbt objektivitet ikke er helt stærk nok til, at de politiske holdninger bliver filtreret væk i nyhedsdækningen. Netop heri finder man nok en hovedårsag til almindelige danskeres mistillid til elite-medierne. Netop heri ses også en årsag til Bilefskys fejl. Han stoler på det ‘førende’ dagblad Politiken uden at afsøge modpoler som Den Korte Avis eller Uriasposten.

New York Times’ fejl og manglende balance er fortsat Bilefskys ansvar, og jeg har i hovedtræk foreholdt ham kritikken i denne kronik. Hans version kunne være kommet med, men må vente til en anden god gang. Naturligvis skal han og New York Times fortsat skrive efter avisens 120 år gamle slogan om ‘all the news that’s fit to print’. Ordsproget blev i øvrigt opfundet som led i et opgør mod partisk skandalejournalistik.



24. april 2017

Filippinsk præsident advarer islamiske terrorister: Jeg æder din lever med ’salt og vinegar’…

Fredag formiddag kom jeg tilfældigt ind i ‘Rene Linjer’ på Radio24syv, hvor en række kunstnere på forskellige måder forklarede, at religion og nationalisme hørte fortiden til, og at deres børn – hver især, af politiske årsager, var blevet vegetar. I kender typen. Folk der der tror modstanden mod islamisk indvandring (kaldet ‘højrepopulisme’) forsvinder, hvis blot Facebook ændrer lidt på algoritmerne.

“Slet, slet ikke i orden!”, skrev statsminister Lars Løkke Rasmussen på Facebook samme dag, som en kommentar til Erdogans disput med en dansk valgobservatør. Danmark er på mange måder et beskyttet værksted. Herunder et referat af en 38 minutter lang tale filipinernes præsident Rodrigo Duterte søndag holdt til et nationalt atletikstævne for studenter, der blandt andet inkluderede studerende fra den selvstændige muslimske region Mindanao.

Fra National Post – Philippine President Rodrigo Duterte says he can be 50 times more brutal than terrorists

“Philippine President Rodrigo Duterte warned Sunday that he could be ’50 times’ more brutal than Muslim militants who stage beheadings and said he could even ‘eat’ the extremists if they’re captured alive by troops. …

‘If you want me to be an animal, I’m also used to that. We’re just the same,’ Duterte said. ‘I can dish out, go down what you can 50 times over.’

The foul-mouthed president said that if a terrorist was presented to him when he’s in a foul mood, ‘give me salt and vinegar and I’ll eat his liver.

The crowd broke into laughter, but Duterte cut in, ‘It’s true, if you make me angry.'”

(Præsident Duterte under Palarong Pambansa 2017, Antique, Philipinerne, 23. april 2017; Foto: YT)


Vive la France: Marine Le Pen videre til anden valgrunde…

Søndagens franske præsidentvalg er vel overstået. Optællingen er i skrivende stund næste afsluttet, og det ser ud til at den tidligere socialdemokrat Emmanuel Macron vandt knebent foran Marine Le Pen med 23 mod 22 procent. Le Pen vandt suverænt i den østlige del af landet, hvor Macron sejrede i vest. Valget blev hermed historisk.

(Marine Le Pen fejrer historisk valg, 23. april 2017; Foto: FT)

De gamle partier med Fillon (Republikanerne) og Hamon (Socialistpartiet) nåede ikke anden valgrunde, og man kan roligt kalde det et jordskredsvalg. Kommunisten Mélenchon fik op imod 20 procent, og et par mindre venstreradikale partier samlede derudover godt to procent.

Jeg fulgte ikke tv-dækningen af valget, og godt det samme. Medierne er ganske enkelt inhabile i forhold til emner der berører indvandringsmodstand, højre- og venstreorienterethed.

(TV2 Online kalder sortklædte venstreekstremister for ’studerende’, 23. april 2017)

Oploadet Kl. 01:17 af Kim Møller — Direkte link41 kommentarer
Arkiveret under:


23. april 2017

Køln: Flere tusinde venstreradikale ville forhindre AfD-møde, Ritzau udelader ideologisk etikette…

Flere blev anholdt i går, da omkring 10.000 venstreradikale forsøgte at ødelægge AfD’s kongres i Køln. Politiet var forberedt og modstod angrebet, omend en betjent blev såret under sikringen af mødet der havde deltagelse af hele 600 delegerede. Anti-demokrater angriber et lovligt parti. Punktum.

Twitter kan man læse, at borgerligt udseende journalister blev forvekslet med AfD-tilhængere, og antastet på åben gade. Jeg blev kaldt højreradikal, og var ‘tæt på at blive overfaldet’, skriver en dansk korrespondent på Facebook, og fortæller at han sidder ved siden af en journalist Der Spiegel, der blev ‘omringet af Antifa og kaldt nazist’.

Den slags detaljer afspejler sig ikke ligefrem i Ritzaus dækning, der nidkært undgår at sætte ideologisk etikette på moddemonstranterne. Her, paradoksalt nok, sakset fra borgerlige Berlingske – Betjent er såret ved tyske protester mod højrefløjsparti.

“Politi og demonstranter er stødt sammen i den tyske by Köln, hvor det omstridte parti Alternative für Deutschland (AfD) holder kongres. …

4000 betjente er blevet indsat for at forhindre voldsomme sammenstød mellem demonstranterne og tilhængere af højrefløjspartiet. … En betjent blev ramt af en træbjælke i ansigtet, da et medlem af AfD blev eskorteret gennem gaderne frem til hotellet, hvor kongressen finder sted.

– En AfD-delegeret er netop blevet angrebet på gaden. Maskerede mænd slog ud med en træbjælke, siger polititalsmand Wolfgang Baldes til Bild. … Ifølge dpa er en mandlig demonstrant blevet anholdt for episoden.

(Venstreradikale forsøger at forhindre AfD-kongres i Køln, 22. april 2017; Mere: RP Online, JF)


Jan Birkemose: Behov for indsats mod ‘informationsforurening’, ændre ‘den kollektive adfærd’…

Da Danmark i 2005 skulle have sin første ‘internetprofessor’ blev det Niels Ole Finnemann, der omgående gik til angreb på ‘højreradikale’ weblogs. Som studerende boede han i et kommunistisk kollektiv på Djursland, og internettets ikke-røde alternativ var naturligvis yderst problematisk.

I dag gentager det hele sig, denne gang med ‘fake news’ som stikord, og lur mig om ikke den allerstedsnærværende’mediekommentator’ Jan Birkemose pludselig får en vellønnet titel at angribe frie medier fra. Teknologien har overhalet licensfinansierede monopoler, så nu skal der bruges skattekroner på at adfærdsregulere mod ‘informationsforurening’. Kim Jong-il har ikke levet forgæves.

Kronik i Politiken af mediekommentator Jan Birkemose – Fake news er informationsforurening.

“Det har taget årtier at løfte vores kollektive bevidsthed om miljø og forurening. Desværre er jeg bange for, at den digitale informationsforurening fra bevidste manipulationer og frit opfundne fakta er i samme vægtklasse.

I daglig tale kalder vi det fake news og falske nyheder, og ligesom roundup og vækstfremmere er det kunstigt fremstillede elementer, som skal fremme nogle formål, men som samtidig ødelægger det miljø, som de spredes i – i dette tilfælde den demokratiske kultur. …

Der findes ikke én definition af fake news, men som navnet antyder, er der tale om indhold, der er faktuelt forkert, som ligner nyheder og som – tilføjer jeg – er frembragt bevidst. Der er altså derfor ikke tale om fejl eller bare dårlig journalistik.

[…]

Spørgsmålet er, hvad der kan gøres. Det mest oplagte er naturligvis at kigge med hårde øjne på Facebook, der med sine enorme distributionsmuskler indiskutabelt er forklaringen på fake news’ slagstyrke. Derfor er det også godt, at Facebook nu er begyndt at stemple fake news, så alle, der læser eller deler fuphistorierne, bliver advaret på forhånd. Ligeledes drejer Facebook på deres algoritme, så de falske nyheder kun får en minimal udbredelse.

Initiativet, der indtil videre kun er udrullet i USA, bygger på, at Facebooks brugere kan anmelde suspekte historier. Facebook sender herefter den mistænkte historie videre til et korps af faktatjekker-organisationer, og hvis to af disse betegner historien som ‘Disputed’ – omstridt – bliver den stemplet.

Faktatjekkerne er medier eller ngo’er, der har tilsluttet sig fem principper fra Poynters Institute om blandt andet uafhængighed og fairness. …

Fake news er informationsforurening, og hvis man tager miljøbrillerne på, er det ikke så svært at se, hvad der kan gøres: kontrol, mere viden/oplysning og påvirkning af den kollektive adfærd. Tre indsatsområder, som ikke bliver billige.

Kontrollen er det letteste. Men det kan ikke stå alene. I flere lande er medierne begyndt at arbejde sammen på tværs af daglige konkurrenceforhold for at faktatjekke fake news.

Det drejer sig blandt andet om 37 medier i Frankrig og Storbritannien og et norsk projekt med tre store medier. Kernen i projekterne er dels, at det er rationelt at arbejde sammen, dels, at resultaterne af faktaarbejdet får en enorm rækkevidde, når de eksponeres på 37 medier.

Danske medier taler pænt om at kopiere det norske initiativ – så det må vi håbe, snart sker.

Nok så vigtigt er dog, at nogen er nødt til at tilbyde sig som faktatjekkere for Facebook. Ellers kan det sociale medie ikke udrulle sin offensiv mod falske nyheder i Danmark.

[…]

Sociologer, samfundsforskere og antropologer kan sikkert også forbedre mulighederne for at vende den postfaktuelle samfundsudvikling. Men det kræver, at politikerne både taler sagen op og prioriterer indsatsen økonomisk, hvis der er behov for det.

Når forbrugere i mange lande i dag er optagede af at sortere affald, køre i elbiler, spise økologisk, slukke lyset og spare på vandet, er det resultatet af en årelang påvirknings- og oplysningsindsats.

Den adfærdsrejse må kampen mod informationsforurening kunne lære af.”

Oploadet Kl. 08:48 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


22. april 2017

Irreversibel tilstrømning af ikke-vesterlændinge blev gennemført ‘på trods af befolkningens flertal’

Torsdag havde jeg besøg i privaten af en halvkendt journalist, der ville høre hvordan verden så ud fra bloggerens synsvinkel. Han lød ikke så ideologisk som forventet, men der er stadig en verden til forskel på journalisten og historikeren. Tidsperspektivet, ikke mindst. Overdrivelse fremmer forståelsen…

Hvis en mand spiller russisk roulette med fire patroner det ene år, og næste år planlægger at gøre det med to, så ser journalisten det som en markant forbedring – problemet er næsten løst. Historikeren ser lidt anderledes på det.

Her et citat fra Erik Holsteins anmeldelse af Mattias Tesfayes seneste bog.

“Tesfaye refererer hyppigt til meningsmålingerne gennem hele perioden – og de viser et fuldstændig entydigt billede: Der var på intet tidspunkt gennem de 50 år et flertal for en massiv tilstrømning af ikke-vestlige indvandrere og flygtninge.

Den mest gennemgribende ændring af det danske samfund i mere end hundrede år blev ført igennem på trods af befolkningens flertal. Tilmed en ændring, der i modsætning til næsten alle andre politikområder ikke kan omgøres.”

(Robert de Niro som ‘Michael’ i Michael Ciminos The Deer Hunter, 1978)

“Don’t worry, in five minutes we’re gonna be outa here… It’s gonna be all right, Nickie, go ahead. Shoot. Shoot, Nickie.” (‘Michael’ til ‘Nick’, Deer Hunter, 1978)

Oploadet Kl. 09:19 af Kim Møller — Direkte link52 kommentarer


21. april 2017

Angrebet på Dortmunds spillerbus havde økonomisk motiv: MSM spekulerede i ‘højreradikale kræfter’

Mediedækningen af vejsidebomberne mod Borrusia Dortmunds spillerbus, illustrerer ganske fint problemet med de etablerede medier. Politiet finder islamiske bekenderbreve på gerningsstedet, og samme dag tager ‘Antifa’ ære på en venstreradikal nyhedsside. To dage senere kan Ritzaus Bureau fortælle, at det nok hverken var muslimer (eller venstreradikale, de skrives ud), men at sporene qua bekenderbrevenes atypiske henvisning til luftbasen Ramstein, førte til ‘højreradikale kræfter’ i Leipzig.

En 28-årig russer ved navn Sergej W. er anholdt. Han håbede på en større økonomisk gevinst, såfremt bomberne fik klubbens aktier til at falde i værdi. Godt politiarbejde, må man sige.

Fra JP.dk – Rapport: Islamister stod næppe bag busangreb i Dortmund.

“Eksperter i terrorbekæmpelse siger, at det især er atypisk, at der i brevene stilles krav om, at tyske Tornado-kampfly trækkes ud af Syrien. Det kræves også, at luftbasen Ramstein lukkes for amerikanerne.

– Det er fuldstændigt atypisk, siger Burkhard Freier, som følger radikale grupper i den tyske delstat Nordrhein-Westfalen.

Nyhedsmagasinet Focus citerer i en onlineudgave efterretningskilder for, at et spor i sagen fører til den østtyske delstat Sachsen.

Dermed bliver der lagt op til spekulationer om, at højreradikale kræfter eller militante fodboldfans fra Leipzig-området kan have stået bag angrebet.

(Islamisk bekenderbrev fundet ved gerningsstedet: “In namen Allahs…”; Foto: DM)

(Venstreradikale ‘Antifa’ bekender online: “Wir haben heute des bus den BVB…”; Foto: PI News)



20. april 2017

Jyllands-Posten i leder om Erdogans valgsejr: “Hvad hældte man i tyrkernes babymos, da de var små?”

Journalister har det ofte svært med simple årsagssammenhænge, men det ser ud til at borgerlige aviser efter flere årtiers ideologiseret tomgang så småt er ved at forstå, at ‘multikulturalisme’ betyder ‘eksistensen af flere kulturelle traditioner i samme land’. Jyllands-Posten stiller de rigtige spørgsmål, og så er vi trods alt lidt tættere på svaret.

Fremragende leder i tirsdagens Jyllands-Posten – Hvad hældte man i tyrkernes babymos, da de var små?

“Der er to triste erfaringer at gøre efter folkeafstemningen om forfatningsreformen i Tyrkiet. Den ene er, at landet formentlig de næste mange år vil udvikle sig stadig mere diktatorisk. Den anden er, at den synes at vise, at mange, måske de fleste, tyrkere i Vesteuropa aldrig er blevet integreret.

… store dele af de tyrkiske indvandrere i bl.a. Tyskland, Belgien, Østrig og Danmark ser ud til at leve i en boble. I Tyskland stemte 64 pct. for Erdogans reform, i Belgien var det 75, i Østrig 73 og i Danmark 61 pct. …

Hvordan i himlens navn kan et menneske, der er født i München eller Middelfart, gå ind for diktatur, knægtelse af ytringsfriheden, afskaffelse af retsstaten og forfølgelse af ikkevoldelige kritikere? Hvad hældte man i babymosen, da de var små? Ingen kommer til verden som antidemokrat. Hvad har forældrene lært dem? Lukkede de ørerne i skolen? Hvorfor stemmer de for et totalitært system, men har åbenbart ingen planer om at forlade det frie Vesten?

… Tyrkere i Vesteuropa burde tænke sig om.”

(Harrison & Huntington (red.), Culture Matters: How Values Shape Human Progress, 2001)

Oploadet Kl. 17:34 af Kim Møller — Direkte link33 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper