8. november 2010

Slaget om 180 Grader, november 2010 (Shansen, ‘Christian Rask’, Carl-Erik Zølck mfl.)

Det har længe irriteret loonie-segmentet omkring ‘Modstandsbevægelsen Danmarks Løver’, at deres tophistorier ikke formår at sætte dagsordenen på 180grader.dk, hvor shaming-artiklerne fra DF-Nyt og Netavisen P77 hurtigt stemmes væk fra forsiden. Seneste artikel om Lars Hedegaards postulerede samarbejde med en ‘terrororganisation’, illustrerer fint deres tilgang til politisk debat.

Netavisen P77 offentliggjorde artiklen tirsdag eftermiddag: Trykkeselskabs-formand i samarbejde med terrororganisation. Kort efter lagde Margrethe Monika S. Hansen linket på 180 Grader med samme overskrift Trykkeselskabs-formand i samarbejde med terrororganisation. Den forsvandt hurtigt fra forsiden, selvom ‘Christian Rask’ fra samme organ, Carl-Erik Zølck og andre fra segmentet forsøgte at stemme den op.

Torsdag var artiklen stemt ned, og sent torsdag aften forsøgte de igen. Denne gang var det ‘Christian Rask’, som lagde historien online med identisk overskrift: Trykkeselskabs-formand i samarbejde med terrororganisation. Anden gang lykkedes det – flere havde stemt artiklen op natten til fredag.

En Henrik Johansen dryppede dog malurt i bægeret: otte af stemmerne kom fra profiler oprettet natten til fredag.

Senere fredag afklarede redaktør Ole Birk Olesen situationen: flere af de nye profiler kom fra samme IP-adresse, den samme som Shansen og ‘Christian Rask’ skrev fra.

‘Christian Rask’ forklarer herefter, lidet troværdigt, at han blot havde oprettet ekstra profiler for at teste systemet. Konkret nævnte han profilen ‘PMedea’.

Shansen spillede vanen tro forurettet, og gik herefter til angreb på 180 Grader.

Ole Birk Olesen konfronterede herefter Shansen med IP-sammenfaldet: “Har du en forklaring på det?”

Hun svarede ikke, men rettede i stedet et langt følelsesladet angreb mod det hun betegnede som ‘hold-de-andre-ude pointsystemet’. Et system der ikke anerkendte storheden i løvelands mange solohistorier relateret til højrefløjens ondskab.

‘Christian Rask’ forholdt sig mere rationelt til Ole Birk Olesens beskyldning, og teoretisk set, kunne han da have ret i, at de begge skrev bag samme VPN-netværk. Forklaringen med flere ‘journalister/redaktører’ er dog lidt for søgt. Da ‘Christian Rask’ tidligere på efteråret ikke var aktiv på Netavisen P77, var der ikke meget redaktion over hjemmesiden. En overskrift havde eksempelvis en klassisk Shansen-stavefejl i overskriften: “DF ordføre vil ikke hjælpe ofrene i Pakistan” (P77, 9. september 2010).

En debattør kræver et konkret svar på “sammenfaldet af 5 IP-adressser”, og ‘Christian Rask’ uddybede forklaringen: der var tale om “midlertidige aliasser” for at teste systemet.

Henrik Ræder Clausen (DF) konfronterer i tråden flere gange Shansen og ‘Christian Rask’, og debatten herunder går specifikt på P77s omtale af Jewish Defence League, som værende en ‘terrororganisation’. Det gik lidt for stærkt – ‘Christian Rask’ svarer mens han er logget ind som ‘nymann’, der hermed, må være en af de tre midlertidige alias’er oprettet med henblik på test af systemet.

(fuld størrelse)

Der er mange løser ender i bortforklaringerne. Valget af ‘nymann’ som alias virker besynderligt. En af de få faste debattører på Netavisen P77, der tilfældigvis også er aktiv i debatten om Lars Hedegaard og Jewish Defence League, er en ‘Heidi Nymann’.

Bemærk ‘Heidi Nymann’s’ argumenter i ovenviste kommentar (Netavisen P77, 2. november 2010). Hun postulerer at Lars Hedegaard ‘tjener penge ind til terrorister’ & henviser konkret til retsagen mod FARC-støtterne i Fighters & Lovers.

Sammenlign med ‘Christian Rask’s argumentation fra debatten på 180 Grader.

(“… tjener penge til terroristorganisationer”)

(“Fighters & Lovers solgte t-shirts…”)

Der er til gengæld ikke noget nyt i, at Shansen og ‘Christian Rask’ undsiger min dokumentation om førstnævntes problematiske netvirke, men jeg bed mærke i sidstnævntes specifikke omtale af dokumentationssidens udprintede omfang – “70 siders kaotisk edderkoppespind af løgne”.

For to uger siden havde jeg på Uriasposten en debat med ‘Drilern’, der (uden held) forsøgte at give det indtryk, at han var en fast Urias-læser, der mente min kritik af en shaming-artikel på Netavisen P77 var ubegrundet.

(“… er jo noget med 70 sider”; Uriasposten, 28. oktober 2010; #118)

Skulle nogen have lyst til at vurdere lødigheden af min dokumentationsside, så findes den her.

Selvom ‘Christian Rask’ i debatten på 180 Grader pointerede, at han “ved alt om, hvordan man kan skjule sin identitet hvis man vil“, og han da også har sløret sin IP-adresse de gange han har skrevet som ‘Drilern’, så er det nemt at lave småfejl.

Før ‘Christian Rask’ sidst i april opstod som en fugl fønix, har samme kommenteret på Uriasposten som henholdsvis ‘Ytringsfrihedens vogter’ (13. marts 2010) og ‘Læseren’ (23. marts 2010). Begge gange debatter relateret til Shansen.

Jeg skal ikke gøre mig klog på baggrunden for de mange alias’er på 180 Grader, men man skal være mere end almindelig naiv for at godtage testprofil-forklaringen. De mange alias’er, og de gentagne personangreb minder til forveksling om debatmiljøet på Nyhedsavisen for to år siden. Det var her Carl-Erik Zølck og Shansens mange alias’er endte med at give dem permanent forbud.

Sproget er blevet pænere, angrebene mindre latrinære, der er kommet flere til, og de er blevet mere professionelle, men godhedens overdrev agerer tilsyneladende stadig ud fra devisen, at mod politiske fjender gælder alle kneb.

Efterfølgende forsidekapringer på 180 Grader.

  • 4/11-10 DF-nyt (alias Carl-Erik Zølck): Trykkefrihedsselskabet samarbejder med terrorister.
  • 4/11-10 ‘Christian Rask’: Trykkefrihedsselskabet samarbejder med terrorister – nu på Ekstra Bladet.
  • Ugens citat.

    “Det kan jo være at folk bruger samme metoder, som højrefløjen bruger for at nedstemme artikler herinde…” (Per ’sluk respiratoren’ Jensen; screencap)

    Oploadet Kl. 16:27 af Kim Møller — Direkte link30 kommentarer
    Arkiveret under:
    

    2. november 2010

    Ole Birk Olesen (og Dansk Folkeparti) på afveje

    Kommentar af Katrine Winkel Holm på Sappho.dk – Søndagssjov.

    “Fra søndag kl. 11.31 til søndag kl. 22 den 31. oktober afslørede Trykkefrihedsselskabet definitivt sig selv. I hvert fald hvis man skal følge redaktøren af 180grader, Ole Birk Olesen…

    Sent fredag aften kunne man på berlingske.dk læse Pia Kjærsgaards forslag om at hive parabolerne ned i Vollsmose. Lørdagen hengik uden et ord fra Trykkefrihedsselskabet om sagen… Da søndag formiddag var ved at nå enden, var Birk Olesens tålmodighed ved at være brugt op. Henvendt til sine 1584 venner på Facebook spurgte han ”igen” (!):

    ”Hvor er Trykkefrihedsselskabet i debatten om Pia Kjærsgaards forbudsidé i forhold til indvandreres parabolantenner/tv-kanaler fra Mellemøsten? Ikke ét ord har vi hørt …”

    Ja, hvor var Trykkefrihedsselskabet? Selv sad jeg i kirken, hvor vi vel var nået til postludiet. Herefter – ca. 11. 45 – tog jeg hjem, daskede omkring, inden jeg gik i gang med en velvoksen bunke vasketøj, der længe havde forsøgt at påkalde sig min opmærksomhed. Lidet anende at regnskabet i selvsamme tidsrum blev gjort definitivt op med TFS blandt den mere hidsige del af OBO’s facebook-venner… Det fik Ole Birk Olesen til at præcisere:

    ”For mig og mange andre handlede det [Muhammedsagen] faktisk om ytringsfrihed, for TFS tilsyneladende kun om retten til specifikt at tale dårligt om muslimer og deres tro”.

    Den konklusion kunne han drage kl. 13.09, hvor vores tavshed altså åbenbart var blevet for talende. Så samme aften forfattede Birk Olesen en leder under overskriften ”TV på arabisk, Dansk Folkeparti og Trykkefrihedsselskabet”, hvor han med velkendt associationsteknik antydede, at vi selvfølgelig fulgte DF helt slavisk i parabol-sagen.

    Men nu bliver det svært at dokumentere mine påstande, for denne leder er ej mere. I mellemtiden skete der nemlig det, at jeg lagde Lars Hedegaards kommentar om sagen ud på Sappho og i den var jo ikke ligefrem opbakning at hente til det famøse parabol-forslag. Så fik Birk Olesen travlt med at klippe og klistre i sin leder, så de mest grovkornede påstande om TFS blev pillet ud. Ingen kan i dag se originalversionen. Skarpretteren slettede sine spor, da hans økse viste sig at ramme skævt…

    Hvad laver du, kære læser, om søndagen? Jeg ved det ikke, men jeg ved, hvad redaktør Ole Birk Olesen laver en efterårssøndag i oktober: Han plejer sin vrede mod Trykkefrihedsselskabet i almindelighed og mod dets formand i særdeleshed. Og engang imellem løber indædtheden og de indgroede fordomme af med ham.”

    Mere.

  • 31/10-10 Sappho.dk – Lars Hedegaard: Nej til forbud mod paraboler.
  • 31/10-10 180 Grader – Ole Birk Olesen: TV på arabisk og Dansk Folkeparti (version 2.0).
  • Oploadet Kl. 15:38 af Kim Møller — Direkte link32 kommentarer
    

    21. februar 2010

    Liberal kulturpolitik – kulturelt selvmord

    Der har været en del groteske ledere på 180 Grader igennem tiden, heraf flere som hånede den gennemsnitlige velfærdsdansker, ofte perfidt formuleret med Dansk Folkeparti som gennemgående fikspunkt. Det er selvfølgelig ideologen Ole Birk Olesen der taler, og med tråde til Saxo Bank og Liberal Alliance, forstår man fint antipatien for den politiske modsætning. Det er vel undt – Danmark har (også) brug for kåde liberalister, der tør konfrontere offentlig mening i forhold til snigende statsmaksimering.

    Af og til virker lederne dog lidt søgte – lidt for meget jagt på det ledige standpunkt, og der er store ideologiske pletter i forhold til det kulturpolitiske, herunder ikke mindst synet på islam. Det foreløbige klimaks må være seneste leder omhandlende Jaleh Tavakoli, der fredag aften blev truet fordi hun til et offentligt integrationsmøde ikke accepterede islamistisk kønsadskillelse.

    Fra Med venstrefløjen til møde hos muslimerne.

    “Hvis nogen skulle få lyst til at opstarte en eksklusiv whiskey-, cigar- og kortspilsklub kun for mænd, skal de så ikke have lov til det? Selfølgelig skal de det. Hvis andre vil lave en hyggelig te-salon kun for kvinder, skal det så være forbudt for dem? Forhåbentlig da ikke. Men når man hører på ligestillingsfundamentalismens nyeste talspersoner i Danmark – folk med islam på hjernen – så er det en voldsom forbrydelse, når muslimer til et privat møde lader kvinder gå ind af én dør og mænd ind af en anden. Og en gakket enhedslistekvinde, som ikke kan finde ud af respektere de regler, som arrangørerne har sat for mødet, betragtes som en heltinde, fordi hun på typisk venstrefløjsmaner insisterer på at gøre det private politisk.

    Hold dog op … Man kan have alle de meninger, man vil, om et møde med kønsadskillelse… Men hvis arrangørerne af mødet vil have kvinder og mænd til at sidde hver for sig, så må man respektere deres ret til at gøre det, hvis man ønsker at deltage i mødet.”

    Oploadet Kl. 13:42 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer
    

    20. februar 2010

    Ugens politiske henrettelse

    Det sker med jævne mellemrum. Medierne udvælger en tilfældig kandidat for Dansk Folkeparti, og rutinemæssigt, uden videre debat eller indsigelse, ofres medlemmet på mediernes alter. Eksklusionen er en realitet sekundet efter artiklen er på nettet.

    Hovedpersonen i seneste sag hedder Mathias Alexander Grønning, og er valgt i Tårnby. På en Facebook-gruppe mod stormoskeer opfordrer han til boykot af navngivne entreprenører, herunder ejeren af en række bowlingcentre. Han linker i den forbindelse til hjemmeside Unsdalslund Plantage, en slags udhængsskab for det SIAD betegner som landsforrædere.

    Undalslund Plantage var stedet hvor en række landsforrædere blev henrettet efter 2. Verdenskrig, men selvom analogien er grov, er der intet i hverken hjemmesiden eller DFU’erens mange indlæg, der opfordrer til andet end boykot af pengeinteresser. Lidt ala Boykot Israel – bare en bedre sag.

    Det siger sig selv nettets overdrev motivanalyserer den slags til uigenkendelighed, men det er nu engang sjældent journalistuddannede sådan lige kopier samme. Det var tilfældet her. 180 Graders artikel om sagen DF-politiker ekskluderet for voldsfantasier var skønlitterær i den pinlige ende, men Ekstra Bladet plagierende artikel tager dog prisen – DF-politiker amok: henret moske-bygherre

    (Shansens blog, 17/2-10 -> Ekstra Bladet, 18/2-10)

    (Billedtekst, Ekstra Bladet)

    Det hele startede med henvisningen til hjemmesiden og ordlyden “Nyttig info”. Det sluttede med ‘ekstremt antimuslimske højreradikale voldsfantasier’ og etiketten ‘DFs stormtrop’. Man kalder det journalistik.

    

    31. januar 2010

    Lars Hedegaard: “… hvis staten svigter… må civilsamfundet træde i karakter. Hvad ellers?”

    Debatten om Lars Hedegaard fortsætter. Tidligere på ugen gentog Berlingske Tidendes Tom Jensen, beskyldninger baseret på grovtolkning af en tale Hedegaard holdt i 2007. I den henseende, er det interessant, at forargelsen er størst hos humanister og liberalister, der ofte går imod staten når talen går på abstrakte menneskerettigheder eller individuelle frihedsrettigheder. To eksempler fra debattens primus motorer.

    Det er umoderne. Det må vige for fremskridtet.” (Lars Pilegård, adspurgt om det var ekstremistisk af afvise multikultur; 180 Grader, 18/1-10)

    “Selv hvis du skulle have ret i, at truslen er overvældende – hvilket jeg ikke mener, at den er – så er selvopholdelsesdrift for mig ikke et mål, der retfærdiggør alle midler.” (Ole Birk Olesen om minaretforbud; 180 Grader, 2/12-09)

    Lars Hedegaard tager til genmæle i Berlingske Tidende – Som ordene faldt i Bruxelles.

    “En storm af forargelse har ramt min ringhed siden offentliggørelse af det famøse »dogmeinterview«, jeg 17. december gav til Snaphanen. På Deadline 21. december fremdrog Ole Birk Olesen pludselig et løsrevet citat fra en tale, som jeg i 2007 havde holdt i Bruxelles, og hvoraf det skulle fremgå, at jeg var modstander af demokratiet og retsstaten og derfor pønsede på at oprette ulovlige, parallelle institutioner.

    Men Olesens stunt har åbenbart ikke haft den ønskede effekt, så nu rykker Tom Jensen i Berlingeren (28. januar) ud med atter en gang suppe kogt på de indtørrede ben. Den sag må sandelig ikke glemmes, meddeler Jensen, for den er udtryk for, at jeg »åbenbart er villig til at suspendere vores demokratiske frihedsrettigheder i kampen mod islam«.

    Desværre har Tom Jensen glemt at læse talen, der ellers har været tilgængelig på nettet siden november 2007. Eller svigter engelskkundskaberne? Talen hedder »The Resilience of the Commoners« (på dansk: »Menigmands standhaftighed«). Hvis man læser den, vil man bemærke, at mit ærinde er præcis det modsatte af det, som Tom Jensen prøver at bilde Berlingske Tidendes læsere ind. Jeg gør mig overvejelser over, hvordan vi bevarer frihedsrettighederne i en situation, hvor den grundlovssikrede, demokratiske orden allerede er undermineret – ikke af os og ikke af mig, men af islamiske kræfter, der i århundreder har set skævt til vores frihed og gerne vil have den ekspederet ud på historiens mødding, så de i stedet kan få indført en islamisk retsorden, shariaen.

    Skræller man udenværkerne væk, forlanger mine kritikere, at jeg undlader at tage islams selvforståelse alvorligt. Jeg må ikke gentage, hvad islams kanoniske skrifter og autoritative talsmænd siger om deres egen ideologi, om deres egne politiske planer…

    Det forekommer mig, at islams autoritative talsmænd kunne undgå enhver mistænkeliggørelse (hvis det er sådan, de opfatter det), hvis de simpelthen ville gå ud og sige, at jihad ikke længere er nogen betingelse for at en muslim kan komme i himlen. Det har jeg ikke hørt nogen gøre. Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at de mange, der på det seneste er faldet over mig, heller ikke har stillet et sådant krav til imamer og ulema (islams retslærde). Tom Jensen gør det heller ikke. Han mener tydeligvis ikke, at der er et problem.

    Endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at ingen imam eller muslimsk retslærd har anklaget mig for at misrepræsentere islams mål…
    Den debat, vi står midt i, drejer sig med andre ord ikke om, hvad der bliver sagt, men om, hvem der har lov til at sige det. Foreløbig må vi konkludere, at islams talsmænd har lov at sige lige, hvad de har lyst til, men at andre ikke må tage deres udsagn for pålydende.

    Mine kritikere er frygteligt oprørte over, at jeg i min Bruxelles-tale – og i øvrigt talrige andre steder – har beskæftiget mig med begrebet parallelsamfund, hvormed jeg forstår enklaver, der er unddraget den demokratiske retsstats faktiske kontrol. At jeg dog kunne få mig til det, når vi lige havde det så hyggeligt!

    … da retsstatens og demokratiets begyndende opløsning er et fænomen, der kan lokaliseres til mine tvangsneuroser, gælder det blot om at få mig til at tie stille. Når det er sket, findes der ingen planer om muslimske parallelsamfund, ingen stenkast mod brandfolk, ingen no-go areas, ingen jihad, ingen sharia. Med et snuptag ville Qaradawi, Pedersen og deres ligesindede blive forvandlet til Mahatma Gandhi’er…

    Jeg mener altså ikke, at det er for tidligt at spekulere over, hvad fredelige og demokratiske vesterlændinge skal gøre, når opløsningen har taget et nyt kvantespring. Det var det, min tale i Bruxelles handlede om.

    Lad mig oversætte noget fra talens slutning:

    »Hvis det sandsynlige skulle ske, at dele af Europa – og sandsynligvis dele af andre vestlige lande så som USA, Canada og Australien – går tabt til parallelsamfund uden for vores politiske og juridiske kontrol …, bliver vi nødt til at opstille opnåelige mål for vores forsvarsstrategi. Det er tydeligvis ikke nok, at vælgerne i de demokratiske lande vælger nye regeringer, selv om disse skulle love at dæmme op for strømmen af umma-medlemmer eller at modstå vore landes islamisering. Mange af vore institutioner er allerede blevet så undermineret, at de i praksis er omdannet til bastioner for vore fjender, og der er ikke meget, som selv velmenende regeringer kan gøre for at modvirke denne ødelæggende indflydelse i fraværet af en selvstændig og beslutsom folkelig modstand.«

    Altså, hvis staten svigter eller mangler kræfter til at forsvare friheden, må civilsamfundet træde i karakter. Hvad ellers?

    Mere.

  • 18/10-07 – Counterjihad.org – Lars Hedegaard: The Resilience of the Commoners (pdf, 5 s.).
  • 19/12-09 180 Grader – Lars Pilegård: Lars Hedegaard opfordrer til oprør, lynchninger og krig.
  • 19/12-09 Uriasposten – Fra Hedegaard til Huntington via Støvring.
  • “Da Samuel P. Huntington udgav Clash of Civilizations i 1996, blev han mødt af hård kritik, selv efter den geopolitiske udvikling gav ham oprejsning. Danske Brian Arly Jacobsen, der tilhører Edward Said-fløjen, pointerede eksempelvis kort efter 9/11-angrebet, at tesen ligeså meget var udtryk for ideologi som en egentligt analyse, for “…. italesætter [man] sådanne arbitrære modsætningsforhold, så får man også en sådan konflikt”. Med andre ord: der findes ikke negative fremtidsscenarier, blot dårlig intention.”

  • 21/12-09 Metacafe – Lars Hedegaard Og Ole Birk Olesen I Debat På Deadline (Del I).
  • 22/12-09 Uriasposten – Lars Hedegaard og den liberale citatjagt (flere links).
  • 27/1-10 Berlingske Tidende – Tom Jensen: En dobbelt Langballe der er blevet glemt.
  • 

    11. januar 2010

    Claes Kastholm: “Men det, der især minder om 1970erne, er trangen til at se spøgelser.”

    Jeg har gudskelov ikke tid til at dække pæne bedsteborgeres kamp mod det onde Trykkefrihedsselskab. Jeg undrer mig dog alligevel over flere ting i den forbindelse, og det mest overraskende er ikke massemediernes overfladiske dækning (eller Ole Birk Olesens perfide tilgang), men derimod en journalist som Weekendavisens Jesper Vind Jensen. For et par uger siden angreb han Nicolai Sennels med pinlige associationstrick, og i denne uge bruger han Charles Johnson (lgf) som kilde til Lars Hedegaard og et Counterjihadmøde i 2007 – en mand Johnson ikke vidste hvem var, et møde han ikke deltog i.

    Jeg var inviteret til mødet, og når nu bænkede fodboldspillere også får medaljer om halsen efter vundne mesterskaber, så må jeg vel være en slags næsten-næsten-fascist. Couldn’t care less.

    Claes Kastholm i gårsdagens Berlingske Tidende.

    “I de ustandselige krav om, at der skal tages afstand fra et eller andet, specielt når det kommer fra Dansk Folkeparti eller nærmeste omegn, ligger der et kunstigt hysteri, et stadigt forsøg på at pumpe debatten op, så det ser ud, som om vi lever i et land med uhyre farlige modsætninger, sådan noget à la Tyskland i 1930erne. De, der husker 1970erne, vil nikke genkendende. Dengang satte nymarxismen dagsordenen, og hvad man end kunne sige om den, så var den mere intelligent, mere inspirerende at slås med, end den idéforladte farisæisme, der nu sætter dagsordenen. Men det, der især minder om 1970erne, er trangen til at se spøgelser. Dengang advarede marxister dagligt om, at en ny Hitler var lige på trapperne. En demokratisk lederskikkelse som Willy Brandt, der indførte berufsverbot for at beskytte staten mod den afsindige terrorisme, blev skildret som fascist.

    CSU-lederen Franz Josef Strauss, den farverige og vittige bayrer, blev opfattet som en potentiel Hitler, og i Danmark udpegede venstrefløjen en ægte demokrat som Erhard Jakobsen, socialdemokrat af den klassiske skole, og den kreative anarkist Mogens Glistrup til nye stærke mænd, som inden længe ville omdanne det danske velfærdssamfund til et fascistisk diktatur.

    Ja, man skulle tro, det var løgn. Ligesom når nogle bemærkninger fra Lars Hedegaard eller nogle fyndige formuleringer af Mogens Camre får hønsene til at flyve op og gokke opskræmt om risikoen for et nyt holocaust, denne gang for muslimer.

    Disse hysteriske og forudsigelige forløb, der gentager sig gang på gang, skyldes vel først og fremmest, at vi mangler alvorlige udfordringer her i landet. Kritikere plejer at sige, at vi er meget provinsielle. Det er både rigtigt og forkert. Hvis man som undertegnede tillader sig at være nogenlunde orienteret om debatten i nogle af de større lande, bemærker man, at i hvert fald førende danske aviser har en langt videre horisont end pressen i de større lande. Og vel også befolkningerne.

    De fleste amerikaneres horisont går ikke længere end til delstatsgrænsen. Tysk, fransk og britisk presse er monomant optaget af hjemlige forhold. Den danske provinsialisme kommer ikke til udtryk i et manglende engagement i forhold til omverdenen.

    Den danske provinsialismes udtryk er proportionsforvrængning.”

    Mere.

  • 10/1-10 Snaphanen – Anklagerens vidne mod Hedegaard: Photoshopperen* Charles Johnson.
  • 11/1-10 Snaphanen – Med Weekendavisen som fødselshjælper.
  • 11/1-10 180 Grader – Lars Hedegaard: Fascisme-ekspressen bruser frem.
  • “Så håber jeg i øvrigt, at de jødiske medlemmer af min familie – heriblandt min smukke og kloge datter og mine to jødiske børnebørn – ikke får et alt for stort chok, når de nu skal høre deres far og farfar omtalt som ven med antisemitter og fascister. De vil utvivlsomt spørge sig selv, hvilken interesse jeg dog skulle have i at bidrage til forfølgelsen af min egen familie, men jeg er sikker på, at Weekendavisens skrivere nok skal finde et svar også på dette mysterium.”

  • 14/1-10 Snaphanen – Så lyver 180 Grader om Robert Spencer (Raapil gengiver lgf-usandhed om mød med EDL).
  • 

    22. december 2009

    Lars Hedegaard og den liberale citatjagt

    Liberalisterne har det svært i den danske debat, og Lars Pilegårds og Ole Birk Olesens citatjagt der lige nu fylder medierne, er vel egentlig ligeså meget et råb om opmærksomhed, som plat ideologisk positioneren. Kun ved at bashe Lars Hedegaard og Trykkefrihedsselskabet giver det forside i Politiken, netavisens navn rundt via Ritzaus Bureau og deltagelse i Deadline. Det er svært at være liberalist i de her år – det bliver værre fremover.

    Debatten i gårsdagens sene Deadline manglede styring og blev aldrig konkret, og er såledees relativt uinteressant. Lars Hedegaards svar på tiltale i Sappho er derimod lige på kornet – Udsigt fra sumpen.

    “Så er fanden løs igen. I anledning af Mogens Camres og min nyligt udsendte bog 1400 års krigen har Asger Trier Engberg interviewet mig til Snaphanen hvilket har fået bloggeren Lars Pilegård, der beskriver sig som bl.a. antiimperialist, til at anklage mig for at tage til orde for “oprør, lynchninger og krig”…

    Inden disse skrøner vinder alt for stor udbredelse, må jeg hellere opfordre alle til selv at høre interviewet. De vil her kunne overtyde sig om, at jeg naturligvis hverken har opfordret til lynchninger eller krig. Det er noget Lars Pilegård har fundet på, og det er en gratis omgang, idet der her i landet er frit slag for alle mulige beskyldninger, blot man sørger for at betegne den angrebne person som medlem af “den rablende rabiate højrefløjssump”, hvor Pilegård da også skynder sig at få mig anbragt…

    Hvad jeg derimod gør opmærksom på i såvel interviewet som i bogen er, at islam – altså religionen eller ideologien, om man vil – i sin grundforståelse rummer en krigserklæring til alle, der ikke vil bøje sig for islams af gud beordrede pligt til at herske overalt… at have peget på denne mildest talt interessante omstændighed ved Muhammeds verdensopfattelse er altså i Pilegårds og åbenbart også Ole Birk Olesens optik lig med at erklære krig mod islam. Med andre ord: den der gengiver, hvad muslimske talsmænd gennem 1400 år har ytret om deres egne planer og religiøse forpligtelse, er ansvarlig for den krig, som Muhammed har beordret dem til at føre mod enhver, der ikke vil bøje sig for hans totalitære system. Den angrebne bliver aggressor, så snart han erkender at være under angreb og træffer foranstaltninger til at forsvare sig.… Og – hvis jeg forstår Pilegårds tankegang ret – så ville den islamiske ideologi ikke rumme noget erobringspotentiale eller nogen erobringspligt, bare vi andre holdt op med at citere, hvad islams ledere siger om sig selv.

    […]

    Så går det også de herrer på, at jeg har omtalt et af de største tabuer, nemlig at familievoldtægter af muslimske piger er et alvorligt og udbredt fænomen. Det er naturligvis ikke noget, der foregår i hver eneste muslimske familie. Jeg hævder heller ikke, at det foregår i de fleste. Men jeg er nødt til at forholde mig til de indikationer, der foreligger.

    Nogen dækkende undersøgelse af problemets præcise omfang findes af gode grunde ikke, for hvem vil sige, at de har begået voldtægt, og hvor mange piger – og i visse tilfælde drenge – vil fortælle, at det er overgået dem? Meget af materialet er derfor anekdotisk eller vedrører forholdene i enkelte lande.

    Læs f.eks. beskrivelsen af, hvordan man i det somaliske miljø i Norge behandler sine pigebørn i Amal Adens bog Se oss (Aschehoug 2008), hvor hovedpersonen bliver voldtaget af sin onkel, mens både faderen og moderen kikker den anden vej…

    I sin erindringsbog Meyebela: My Bengali Girlhood – A Memoir of Growing up Female in a Muslim World (Steerforth Press 1998) beskriver Taslima Nasrin, hvordan hun ved to separate lejligheder blev voldtaget af sine onkler…

    En amerikansk undersøgelse, der i 1993 blev gennemført på initiativ af North American Council for Muslim Women, tydede på, at vold i hjemmet (der omfattede alt fra prygl til incest) mod muslimske kvinder og børn forekom i 10 pct. af den muslimske befolkning.

    I 2006 var der en diskussion i web-magasinet FrontPageMagazine, hvor den tyske islam-ekspert Hans-Peter Raddatz fremholdt, at incest og voldtægt er et af islams største problemer. Raddatz fik støtte af psykiateren og arabisten Nancy Kobrin, der mener, at “den arabisk-muslimske kultur pr. definition fremmer en incestuøs familie, en ‘lukket cirkel'”. Kobrin henviser bl.a. til den arabiske sexolog Abdelwahab Bouhdibas værk Sexuality in Islam, hvis franske udgave udkom i 1975.

    I et diskussionsindlæg affødt af Pilegård-posteringen på 180Grader gør Jette Dali opmærksom på en kronik (Politiken 24.10.2004) af Naser Khaders halvsøster, sygeplejersken og socialrådgiveren Kristina Uddin, der pegede på, at muslimske piger bliver voldtaget eller udsat for overgreb af deres nærmeste familie. I den forbindelse rettede Uddin et lammende angreb på majoritetssamfundet for at svigte.

    Hvad mener Pilegård og Olesen om det? Tilhører Kristina Uddin den rablende højresump, eller er hun som muslim undtaget fra kritik?

    Den mest omfattende oversigt, jeg kender til, Crimes of the Community: Honour-based violence in the UK , blev i 2008 udsendt af det engelske Centre for Social Cohesion. I konklusionen hedder det: “Dette studie viser, at æresdrab, vold i hjemmet, tvangsægteskaber og kønslemlæstelse af kvinder ikke er isolerede fænomener, men snarere led i et selv-reproducerende socialt system bygget på ideer om ære og kulturel, etnisk og religiøs overlegenhed. Som resultat af disse ideer bliver kvinder rundt om i Storbritannien hver dag truet med fysisk vold, voldtægt, død, lemlæstelse, bortførelse, bedøvelse med stoffer, fængsling på opdigtet grundlag, forbud mod at tage en uddannelse og tvangsægteskab – af deres egne familier…”

    Videre i undersøgelsen hedder det: “Aktivister i det arabiske miljø mener, at æresrelateret vold i hjemmet ofte forekommer, hvis en kvinde nægter at bøje sig for sin mands, brors eller forældres autoritet. Mohammed Baleela, der er projektarbejder ved Domestic Violence Intervention Project i Hammersmith i Vestlondon, siger: ‘Vold i hjemmet er et enormt problem. Jeg vil anslå, at 60 pct. af de arabiske familier lider under vold i hjemmet…”

    […]

    I et land, hvor vi ustandseligt læser historier om “oprør i Venstres bagland” eller “oprør i den konservative folketingsgruppe”, mener 180Graders blogger Lars Pilegård, at det er forfærdeligt og frygteligt højreekstremistisk, at jeg i interviewet siger, at det kan blive nødvendigt med et folkeligt oprør, hvis ikke myndighederne, der har forpligtet sig til at hævde den grundlovssikrede orden, skrider ind mod den slags overgreb. Han får det som sagt til, at jeg skulle gå ind for lynchninger, og Ole Birk Olesen finder den slags værdigt til at bringe i sin netavis. Ak ja.

    For nogle år siden stod tre norske indvandrerpiger frem og truede den norske stat med en retssag, hvis den ikke ydede dem samme beskyttelse mod overgreb som alle andre kan påkalde sig. Så vidt jeg husker, skete der ikke videre i sagen.

    Men jeg kunne ikke være mere enig med pigerne. Frihedsrettighederne og statens ansvar for at værne om dem gælder alle.”

    (Lars Hedegaard; Deadline, 21. december 2009)

    Disclaimer: Når jeg skriver at det bliver værre for liberalisterne fremover, skal det ikke forstås som en opfordring til vold.

    Opdate.

  • 22/12-09 180grader – Eva Selsing: Halløj i det pæne selskab – debatten om Lars Hedegaard.
  • “Det er sigende for det pæne selskab, at kernen aldrig diskuteres, hvad end det handler om islam, kulturspørgsmål, religion eller historiske kendsgerninger. Nej, man vælger i stedet tilfældige satellitudtalelser fra dem, man ikke kan lide, og grovtolker dem indtil folk forhåbentlig begynder at tro på dem. Det er ikke bare intellektuelt korrupt. Det er skammeligt. Det er bagvaskelse.”

    Lars Hedegaard henviste i sit svar til en kronik af Kristina Marie Uddin, trykt i Politiken 24. juni 2004 – Det her er min krop (ikke online).

    “Baggrunden for, at vi på Center for Voldtægtsofre i København stillede det spørgsmål, var, at vi på centret møder kvinder med muslimsk baggrund, som giver udtryk for, at de ville have foretrukket at hemmeligholde det seksuelle overgreb frem for at involvere politi og sundhedssystem. Det hører vi også etnisk danske kvinder sige, men muslimske kvinder fortæller om en angst for reaktioner fra deres familie og netværk, som er både grads- og væsensforskellig fra, hvad vi ser hos etnisk danske kvinder.

    Derfor tog vien båndoptager under armen og gik ud for at tale med kvinder og mænd med muslimsk baggrund om deres holdning til seksuelle overgreb. Vi stillede spørgsmål om deres tanker og holdninger til seksuelle overgreb og hørte, at det dominerende syn på en voldtagen kvinde er, at hun er skyldig i, hvad der er sket, og at familien ifølge muslimsk tradition har ret og pligt til at straffe hende. Vi hørte, at det er bedst at tie eller at holde det inden for familien. Vi hørte, at selvmord eller giftermål med voldtægtsmanden er den eneste måde, hvorpå en kvinde kan undgå fuldstændig at ydmyge sin familie.

    Disse synspunkter blev udtalt af kvinder i alle aldre, med og uden uddannelse, gifte som ugifte, med og uden børn, med og uden tørklæde.”

  • 25/12-09 Sappho – Katrine Winkel Holm: Efter stormen.
  • … det karaktermord, Lars er genstand for i dag, vil enhver af os kunne blive genstand for i morgen. Trykkefrihedsselskabet bliver muligvis angrebet pga. Lars. Men Lars bliver sandelig også angrebet pga. Trykkefrihedsselskabet. Det er Selskabet, de vil have ud over afgrunden. Det er derfor, de går efter formanden. På den baggrund er det stjernenaivt at tro, at en anden formand vil kunne undgå mediestorme som denne.”

  • 2/1-10 Monokultur – Enablerne.
  • Er det racisme? Eller er det logisk udledning af kulturelle forestillinger og deres konsekvenser? Det er det Hedegaard fortæller og det er selve fortællinges gru, som skræmmer og forarger Krause Krær og Ole Birk Olesen så meget at de tror fortælleren begår en forbrydelse…

    Oh, vi vil jo alle det bedste for vores børn! formanede Ole Birk Olesen på DR, som endelig sandhed om menneskets natur, som han kendte godt nok til at vide at kultur og religion ingen indflydelse har på vores handlinger. Idiot!

    Virkeligheden interesserer ikke de godtkøbte, der hellere vil tage sig ud i forhold til debattens form så de kan tage sig pæne og rene ud i de rette selskaber. Som æstetiske overdommere baner de vejen for den islamificering vi ser overalt i Europa ved at kaste al deres energi ind på at knægte denne verdens Lars Hedegaarder, Kraruper og Kjærsgaarder…

    Det er en fejl at tro at den somaliske mand med øksen er sur eller vred på Kurt Westergaard. Og følgeligt også en fejl at tro at problemet derfor kunne løses, hvis blot man ikke gør, som Westergaard i fremtiden, nemlig bruger sin ytringsfrihed til enten at tegne Muhammed, som man ser ham eller beskrive hans efterfølgere, som man ser dem. Angrebet på Kurt Westergaard er et angreb på os alle… Westergaard skal dø fordi vi alle skal tie. Westergaard er slet ikke interessant, han står bare forest i køen. Måske er Hedegaard den næste. Og enablerne gør alt, hvad de kan for at få dem til at stå alene – så de er nemmere at ramme.”

    Oploadet Kl. 14:52 af Kim Møller — Direkte link83 kommentarer
    

    5. juli 2009

    Statsfeminismen på KVINFO

    For efterhånden en del år siden begyndte jeg at bruge ordet statsfeminisme om den offentligt understøttede feministiske indokttrinering af befolkningen. Nu er begrebet nået til Ole Birk Olesen på 180 grader, hvilket naturligvis glæder mig og de andre moderate mandschauvinister på Maskulin Modstand. Fra den ugegamle leder – Statsfeminisme :

    “KVINFO er et landsdækkende informations- dokumentations- og kulturcenter, som formidler kvinde- og kønsforskningens resultater til en bredt interesseret offentlighed.”

    Sådan står der på Kvinfos hjemmeside, og det er på det grundlag, at centeret modtager seks millioner kroner i statsstøtte til driften hvert eneste år – plus alt det løse.

    På den baggrund kan man roligt fastslå, at centeret ikke lever op til sin målsætning, når det helt bevidst fravælger al den naturvidenskabelige forskning i menneskets evolution og biologi, som de senere år har givet forklaringer på snart sagt alle tænkelige spørgsmål om generelle observerbare forskelle på mænd og kvinder, ikke kun hvad angår fysik, men også adfærd. Ikke en eneste af de mange medarbejdere hos Kvinfo har en baggrund indenfor f.eks. biologi eller hjerneforskning. Alle er uden undtagelse uddannet indenfor humaniora, samfundsvidenskab eller kommunikation.

    Derfor er det heller ikke så sært, at Kvinfo ikke kan give et plausibelt svar, når en journalist ringer og spørger, hvorfor det mon er mænd, som skriver tre ud af fire læserbreve i aviserne: “Jeg tror, at nogle redaktører ubevidst favoriserer mænd,” hører vi i stedet fra redaktør Anita Frank Groth fra Kvinfo.

    Nå, tror hun det? Hvis hun ville leve op til Kvinfos status som informations- og dokumentationscenter, så kunne hun jo bede aviserne sammentælle, hvor mange læserbreve de får fra mænd og kvinder. Et kvalificeret gæt vil være, at der faktisk er en mindre andel af kvindenavne under de indsendte indlæg end blandt de optagne indlæg. Så der tværtimod sker en favorisering af kvindelige læserbrevsskribenter, fordi aviserne gerne vil være på bølgelængde med deres kvindelige læsere.

    Lige mine tanker :-)

    opdate:

    Fra 180 graders debat:

    1. jul 10:48 af Rolf Pedersen
    Jeg kan bekræfte Oles gæt. Her på B.T. favoriserer vi kvindelige læserbrevsskribenter, så vi kan få nogle flere kvinder til at læse debatsiderne.
    vh
    Rolf Pedersen
    Daglig leder
    B.T.s debatredaktion

    Oploadet Kl. 23:33 af Kim Poulsen — Direkte link12 kommentarer
    Arkiveret under:
    

    7. juni 2009

    180 Grader, cirka

    ‘No such thing as a free meal’, høre man ofte fra liberalisterne. Fra Journalisten – Netavisen 180grader får ny medejer uden indflydelse.

    Lars Seier Christensen har købt 40 procent af anparterne i 180grader.dk, der med et underskud i sit første leveår i 2007 på 952.000 kroner ikke kom godt fra start. Siden er en svær start dog blevet vendt til fremgang uden endnu at give positive tal på bundlinjen.

    Det ikke-oplyste beløb, Lars Seier Christensen indskyder i netavisen, betyder på ingen måde, at 180grader.dk vil ændre journalistisk indhold, slår medstifter Ole Birk Olesen fast over for Journalisten.dk.

    »Jeg tror da bestemt ikke, at det kommer til at påvirke journalistikken. Det vil fortsat være mig, der bestemmer, hvad der skal skrives. Lars Seier Christensen får kun mulighed for at bidrage ved at inspirere mig, men vil ikke kunne få mig til at skrive noget andet end det, jeg selv mener er rigtigt,« siger Ole Birk Olesen.

    Med omkring 37.000 unikke besøgende om måneden er 180grader langt fra at indfri sine egne mål for at få læsernes opmærksomhed, men har alligevel haft held til at tiltrække solide annoncepenge.”

    (Lars Seier Christensen, Liberal Alliance)

    Oploadet Kl. 16:44 af Kim Møller — Direkte link56 kommentarer
    

    25. april 2009

    Liberal Alliance: “Dansk Folkeparti er hovedfjenden… de smitter… de smitter… de smitter.”

    Det kan godt være Liberal Alliance er en nyskabelse i dansk politik, men alt der kommer fra toppen minder om noget der er set før.

    Anders Samuelsen, formand: De vælgere her, de vælgere som dansk folkeparti den ene dag efter den anden, hver gang det kommer til en finanslov, stopfodrer med nye checks for at gøre dem tilfredse, og derfor skal vi fastholde at Dansk Folkeparti er hovedfjenden – for ikke nok med at de står for det der – de smitter de andre, de smitter V og K, så de tror på at det er den rigtige vej frem – de smitter Socialdemokratiet og SF, så de tror på det er den samme vej.

    (DR Update, 25/4-09: Dansk Folkeparti er hovedfjenden)

    Opdate. Da 180 Grader for et par år siden kastede sin kærlighed på Ny Alliance, blev det også efterfulgt af en perfid anti-DF leder – Bodega-Pia og alle de andre rødder.

    Oploadet Kl. 17:15 af Kim Møller — Direkte link65 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper