24. juli 2013

RUC’s integrationsfremmende plantekasser: Folk reagerede da ‘unge rødder’ smadrede et akvarium

Det er ikke første gang RUC-studerende lancerer vilde projekter, men ingen har tvunget Berlingskes journalist til adoptere jubel-vinklen. Muslimske kvinder hygger sig i dagtimerne omkring plantekasser de har fået foræret, og folk reagerer når andre indvandrere vil smadre samme. Fra Berlingske – Nyt tiltag skaber integration i ‘ghettoen’.

“Da jeg besøger gården, hilser flere af beboerne med fornavn på de RUC-studerende og sludrer med dem.

‘Siden vi begyndte, kan man mærke et anderledes sammenhold blandt gårdens beboere. Folk er kommet ned og hjulpet til, børnene synes, det er mægtig sjovt, og det er som om, at beboerne har fået noget at holde sammen omkring,’ siger en anden af de studerende, Cecilie B. Andersen.

På et tidspunkt brød nogle unge rødder udefra ind i gården og begyndte at smadre et akvarium, hvor der svømmede fisk. Straks løb flere af beboerne over og fik de unge rødder jaget væk og reddede fiskene. Det viste, hvor meget det nye tiltag betød for beboerne.

En gruppe studerende står bag en bæredygtig byhave med fisk og grøntsager i et multietnisk boligområde, som har skabt lokalmiljø og sammenhold. Det sker overalt i verden, fortæller byhave-ekspert … Prags have er en stor fælleshave på Prags Boulevard på Amager, der med sine 140 plantekasser har vist sig at være succesfulde for sammenhold og mangfoldighed.

‘Projekterne har været en løftestang for integrationen i området, fordi det er ægte og ikke er påtaget. Børn uanset baggrund elsker at se noget gro, og særligt tyrkerne har faktisk vist sig at have et forspring, fordi danskere er botaniske analfabeter, efter som vi kom i børnehaven og glemte gården og naturen.’”

Oploadet Kl. 15:04 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer


14. maj 2013

“Paradoksalt nok var det hans danske mor, der opfordrede Zaki til at stå.. ved sin egyptiske baggrund.”

Interview med rapperen ‘Zaki’, hvis danske halvbror bogstaveligt talt befinder sig et sted mellem AFA og Brandstifterbanden, hvad ikke kan overraske når moderen færdes scenevant i kommunistiske kredse. Fra Berlingske – Det var sindssygt at møde overskudsdanmark (ikke online).

“»Det er let at skrive om højreorienterede. Men den venligt misforståede imødekommenhed er meget, meget, meget mere udbredt end egentlig racisme,« siger Zaki Youssef og griner. … Vi har ellers aftalt, at interviewet ikke skal handle om Zaki Youssefs indvandrerbaggrund. Han vil hellere tale om at definere sig selv på tværs af politik, religion og subkulturer.

Det skal vi også. Men de arabiske rødder er meget svære at komme udenom – også for Zaki selv der som skuespiller, dramatiker, musiker og satiriker ofte vender tilbage til livet som »præmieperker«. Men ofte med et twist der vender debatten på hovedet.

Ikke mindst har velmenende, kulturinteresserede, blege danskere været underlagt Zaki Youssefs pen. Det samme segment har reageret, som man gør, når man ikke føler sig truet: Ved at elske ham. … Det er sjovt med den kulturelle overklasse.

På teateret får jeg altid lyst til at spytte på gulvene og spraye på væggene i sådan et slags oprør mod, hvor lækkert der er. Men problemet er, at de bare ville synes, at det var fedt,« siger Zaki smilende…

Historien om Zaki Youssef er historien om modsætninger. …

»Jeg kan huske første gang, jeg blev bevidst om min hudfarve. Det var ved psykologen i 1. klasse. Han spurgte, om jeg var dansker eller ægypter. Jeg sagde, at jeg var begge dele. Han svarede, at det kan man ikke være. Det, har jeg altid syntes, var noget lort. Det kan man godt,« siger Zaki.

Paradoksalt nok var det hans danske mor, der opfordrede Zaki til at stå stærkt ved sin egyptiske baggrund. Faren var »ikke sin opgave voksen« og meget lidt tilstedeværende, så Zakis mor stod for at opdrage sine tre sønner.

»Hun er totalt sej. Jeg er fan af hende,« griner Zaki.

(Fredsaktivisten Pia Qu Hyrland & hendes berømte søn Zaki Youssef; Collage, Facebook)

»Da jeg var 14, begyndte jeg at komme på Børnehuset inde ved Nørreport. Dér var folk jo ultratolerante i teorien. På døren var et skilt, hvor der stod, »Alle er velkomne«, men lige nedenunder stod der »på nær sexister, chauvanister, racister…« Det var en sygt lang liste! Tolerancen var i virkeligheden meget lille,« siger Zaki. …

Som 17-årig flyttede Zaki ind hos sin far og begyndte at lære arabisk.

»Jeg begyndte at tage indvandreridentiteten på mig. Jeg havde manglet den. Den forklarede mig, hvorfor jeg ikke følte mig som de andre. Jeg havde brug for at blive rigtig perker,« siger Zaki, der i dag kan veksle mellem dansk, arabisk og engelsk, uden man kan høre, at nogen af dem skulle være et andet-eller tredjesprog. …

En af de ting, Zaki tog med sig fra den periode, er en idé om at adskille tanken fra personen. Man kan hade handlinger eller ideer, men man skal ikke hade mennesker.

»Det er en idé, jeg har fra Profeten. For eksempel ønsker jeg det bedste for Pia Kjærsgaard, men jeg hader hendes ideer.« Den tanke harmonerer med en livsindstilling, han kender fra sin mor… Inspireret af sin mor nægter Zaki at blive forstokket.”



27. september 2012

Borgerlige Anne Sophie Hermandsen: “Sat på spidsen foretrækker jeg i dag en ‘løftebrudsregering’…”

Anne Sophie Hermansen har flere gange været det borgerlige islæt i politiske debatter på DR. Seneste post på hendes Berlingske blog – Frihedsbrev.

“Vi kender det formentlig alle og dem, der ikke gør, kommer aldrig til at forstå det: At man kan ændre mening, fordi man er blevet klogere. … I løbet af de år, jeg har blogget og skrevet klummer for Berlingske, har jeg flere gange skrevet ting, jeg senere har fortrudt. …

Man bliver klogere, og det er jeg også blevet, når det kommer til barselsrettigheder til begge køn. Hvor jeg tidligere advokerede for, at det måtte folk selv hitte ud af, er det i dag min holdning, at det må de stadig – det bliver bare for egen regning, hvis den ene part vil tage hele barslen. Og selvfølgelig ved jeg godt, at mange synes, det er et forfærdeligt og uliberalt synspunkt, men jeg synes nu, det er god liberal latin. …

Netop barselsrettigheder/øremærket barsel er et af de spørgsmål, der klassisk adskiller de såkaldt røde og blå feminister. Jeg bliver jævnligt kategoriseret som blå feminist… I mine øjne sidder de fleste blå feminister med ryggen til moderniteten og dyrker et Danmark, der er forbi.

Jeg er fortsat på blåt hold, når det kommer til det håbløse i bestyrelseskvindekvoter og til, at en institution som Kvinfo bør finansieres af private og ikke offentlige midler. Men faktisk er jeg lidt ligeglad med det sidste – staten yder jo også tilskud til Nationalmuseet, så hvorfor ikke til Kvinfo? Jeg betragter institutionen som et levende monument over kvindebevægelsen og kan ikke huske, hvornår der sidst er kommet noget nyt fra den front. Men sådan er det jo med museer.

For snart to år siden gik jeg ned med stress. Det var med til at forandre mit syn på mange ting. Jeg nævner i flæng: Politik, mænd, børn, karriere, venskaber og adskillige af mine værdier i uprioriteret rækkefølge. Og på mig selv. Forinden havde jeg været opstillet som spidskandidat for Liberal Alliance… Jeg blev klogere. Her var ikke den frihed i tanken, jeg har som ambition for mig selv… Kort sagt fortryder jeg den korte affære, jeg havde med Liberal Alliance, og jeg opstiller ikke igen. …

Sat på spidsen foretrækker jeg i dag en ”løftebrudsregering”, selv om jeg formentlig heller ikke ved næste valg kommer til at stemme rødt. Regeringen har indiskutabelt haft mange dårlige ideer… Men jeg foretrækker alligevel regeringen frem for en opposition, der har skruet sig selv ned i skinger retorik og kontraktpolitik og derfor ikke er i stand til at blive klogere, når verden forandrer sig, og samfundet har brug for forandring.”

Oploadet Kl. 07:10 af Kim Møller — Direkte link31 kommentarer


13. september 2012

Mere om ambassadeangrebene…

Fathi El-Abed (SF) kommenterer i Berlingske Tidende de igangværende optøjer i Mellemøsten, og friholder som sædvanlig muslimer for ansvaret for egne handlinger. Når islamister går til angreb, så er det et ‘resultat’ af noget andre har gjort. El-Abed er formand for Dansk-palæstinensisk Venskabsforening, og som sådan udenfor pædagogisk rækkevidde, langt værre er det at Berlingske Tidende også abonnerer på tænkningen.

(B.dk, 12. september 2012: Amerikansk Muhammed-film skyld i uro)

Med vanlig foragt for de store linier, har Politiken på samme måde ladet Kim Skotte analysere filmens kunstneriske kvaliteter. Ren Mette Winge – det er fuldstændigt irrelevant. Når folk slår ihjel, er problemet ikke at andre kaldte deres ideolog for blodtørstig.

Islamister går amok dagligt kloden rundt. I mandags angreb islamister eksempelvis i Mussayib (Irak), Perachinar (Pakistan), Aleppo (Syrien) og Kunduz (Afghanistan) hvad kostede 3, 14, 17 og 21 mennesker livet. De fleste ofre er muslimer, der ifølge andre muslimer, er muslimer på den forkerte måde, og det siger sig selv, at når to amerikanske ambassader på årsdagen for 11. september 2011 angribes af islamister, så har meget lidt med en tilfældig Youtube-film at gøre. Vold er at betragte som et debatindlæg i den del af verden.

(Libyen-ambassadør Christopher Stevens – Twitter fra Cairo-ambassaden kort inden)

Da Barack Obama for fire år siden blev præsident, blev han betragtet som lidt af en messias. Mest fordi han ville tage et opgør med Bushs konfronterende udenrigspolitik, og man må sige den frie verden har fået dialog for alle pengene. Mellemøsten fik mere Islam.

Situationen udvikler sig løbende, og ambassadeangrebene i Egypten og Libyen har nu spredt sig til Tunesien, Yemen og adskillige islamiske lande. Det stopper næppe her, og ingen ved rigtigt hvor det ender. I modsætning til Vesten ved islamisterne hvor de vil hen.

“Anti-American rioting spread yesterday to Tunisia, where police used tear gas to stop hundreds of protesters from storming the United States Embassy in protest over a film mocking the prophet Mohammed. The throngs of demonstrators, who carried the white and black banners of militant Salifist Muslims, had been protesting peacefully in Tunis for hours when about 300 started to break through the gates.” (New York Post)

(Den Amerikanske Ambassade i Sanaa, Yemen, 13. september 2012; Telegraph)



11. september 2012

Rød flertal blandt journalister på Berlingske Tidende…

Interessant detalje i en blogpost af Mikael Jalving, tidligere journalist på Berlingske Tidende.

“Åh, hvor de elsker det. Medierne. Formandskampen i Socialistisk Folkeparti. Partiet, som langt de fleste danske journalister stemmer på, fordi Enhedslisten alligevel er et bette nøk for vildt og Sosserne for vattede – og alt andet er udenfor kompasset.

Bare en passant: Da kulturredaktionen på Berlingske Tidende for få år siden afholdt prøvevalg, kunne SF, Enhedslisten og de Radikale snildt danne regering. På Berlingske! Hvordan tror I så, det er på Politiken, Ekstra Bladet eller Ritzau?

Fredag, lørdag, søndag og nu mandag. Som de dog slubrer virakken til sig…”



10. august 2012

Messerschmidt afviser Berlingske-vinkel: Jeg har aldrig talt om at lovgive om mediernes ekspertbrug

Når Dansk Folkeparti kritiserer politiske tiltag, så anvender medierne ofte etiketter der insinuerer overdreven følelsesmæssig engagement eller irrationalitet. I umiddelbar forlængelse kommer opstramninger med halve sandheder og hvide løgne. Fra Journalisten – Messerschmidt: Berlingske strammede rubrikken.

“Sagen tog sin begyndelse, da Berlingske, under overskriften “DF vil lovgive om eksperter” bragte Messerschmidts kritik af danske mediers brug af eksperter. Lisbeth Knudsen bloggede efterfølgende om urimeligheden i at foretage et lovmæssigt “indgreb i mediernes redigeringsret”, da det “lugter fælt af politisk censur og meningskontrol”.

Læser man artiklen, finder man dog ingen citater fra Messerschmidt om, at han ønskede et lovindgreb.

Og Morten Messerschmidt fastholder, at han aldrig har talt om lovgivning:

»Jeg vil ikke være dommer over journalisterne, og jeg vil ikke være dommer over eksperterne,« siger han.

»Det, jeg bare foreslår, er, at man i de presseetiske regler, som i forvejen administreres af Pressenævnet, indføjer et kapitel, der beskriver, hvad man forventer af en person, som udtaler sig i egenskab af at være ekspert,« siger han.”

(Berlingske Tidende, 2. august 2012: DF vil lovgive om eksperter i pressen)

“DF buldrer mod minister efter stikker-opfordring” (Randers Amtsavis via BNB, 29. juli 2012)

“DF raser: Lors Dukaev får ny kostbar benprotese for skattekroner” (BT, 7. august 2012)

“… tordner Ole Hyltoft, der er udpeget til DR-bestyrelsen af Dansk Folkeparti.” (Politiken, 10. august 2012)



30. juli 2012

Berlingske Tidende: “Udlændingepolitikken ruller baglæns for fuld kraft, og mere vil desværre følge.”

Sjælden god leder i Berlingske Tidende – Fuld kraftbaglæns.

“Da statsminister Helle Thorning-Schmidt op til folketingsvalgtet blev spurgt om udlændingepolitikken under en S-ledet regering, fik vælgerne tilsyneladende klar og beroligende besked. »Balancen« ville blive justeret, men grundlæggende skulle Danmark fortsat føre en stram udlændingepolitik. Afviste asylsøgere skulle udvises. 24-års-reglen stod urokkeligt fast.

Et år efter fortæller virkeligheden en anden historie. Asylcentrene bugner af asylsøgere, både nye og af mennesker, der allerede har fået afslag og besked på at rejse hjem. Hver måned skal der findes plads til yderligere omkring 100 asylsøgere. I juni begyndte især yngre, somaliske mænd at rejse til Danmark, fordi det rygtedes, at Danmark igen gav asyl til somaliere fra Moga-dishu. …

Siden Helle Thorning-Schmidt fik regeringsansvaret og ansvaret for at udmønte sin udlændingepolitik, har lempelse fulgt på lempelse. Kontanthjælpsloftet og starthjælpen blev afskaffet med det samme. I sig selv betyder de højere ydelser, at motivationen til at søge arbejde for manges vedkommende er væk. Siden fulgte andre lempelser. Pointsystemet, som skulle sikre, at de, der fik permanent ophold, var i stand til at bidrage til det danske samfund i stedet for at belaste det, er væk. Sprogkravet er lempet til laveste niveau.

Nu følger endnu en lempelse. Regeringen har fremlagt forslag om, at afviste asylsøgere kan flytte ud af centrene efter et halvt år, forudsat at de samarbejder om hjemsendelse. … Diskussionen i regeringen om at give også de afviste asylsøgere mulighed for at leve og arbejde i Danmark har naturligvis fået de afviste til at nægte at rejse. Antallet af afviste, der nægter at rejse, er siden årsskiftet vokset med 50 procent, til knap 1.400. Dertil kommer yderligere 1.000, hvis sager er genoptaget.

Al hidtidig erfaring viser, at de fleste siger nej til at rejse frivilligt, når dagen nærmer sig. Hvis man tror, at regeringen så vil tvinge en børnefamilie tilbage i et center, er man meget naiv. Udlændingepolitikken ruller baglæns for fuld kraft, og mere vil desværre følge.



18. juni 2012

Carsten Jensen & Problemet Gyldendal

For et par måneder læste jeg i Weekendavisen en rammende beskrivelse af Carsten Jensen, der netop havde modtaget Søren Gyldendal-prisen 2012. Han opførte sig som om, han var Robert Neville i Richard Mathesons sci-fi klassiker I am Legend fra 1954, hvor Neville ene mand kæmper for civilisationen i en postapokalyptisk verden overtaget af vampyrer/zombier. Bogen er filmatiseret flere gange, senest i 2007 med Will Smith i hovedrollen. Bent Blüdnikow kommenterer ‘Problemet Gyldendal’ i dagens Berlingske Tidende.

Berlingskes kommentator Henrik Dahl sagde i sidste uge til avisen om de venstreorienterede og kulturradikale: »Da Dansk Folkeparti kom til magten, sprang der nogle sikringer i hovederne på medlemmerne af disse grupper, så de mistede evnen til at analysere selv de mest enkle problemstillinger.

Siden har de arme mennesker ravet rundt, som var de blinde eller på stoffer.« Jeg kom til at tænke på udtalelsen, fordi Gyldendal for et par måneder siden gav sin fineste pris, Søren Gyldendal Prisen, til en af sine forfattere, nemlig Carsten Jensen. Det er ham, der har kaldt Dansk Folkepartis vælgere for »Pia Kjærsgaard og hendes skimlede sekt af klamme kældermennesker« og i årevis har udøst sin foragt for borgerlige vælgere og den borgerlige regering med bl. a. dette citat fra en kronik i Politiken: »Den institutionaliserede et syn på verden som opdelt i et faretruende os og dem, hvor kun meningsfæller blev tilkendt opholdstilladelse i demokratiet, mens modstandere blev udnævnt til statsborgere i terrorland. Danmark blev en nation, hvor den konstante chikane af mennesker med muslimsk baggrund havde højeste politiske prioritet, og hvor intet af det, den norske massemorder Anders Breivik tænkte og sagde, kunne komme bag på nogen dansker.«

Selv kommer Carsten Jensen fra den yderste venstrefløj. I sin pristale berømmede Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis, Carsten Jensen, og prisen blev givet ikke blot for hans romaner, men for hans indsats som debattør.

Man kunne naivt tro, at Gyldendal belært af sin egen historie var forsigtig med at give priser til mennesker, der udtrykker foragt for andre. Forlaget blev i efterkrigstiden genskabt som Danmarks vigtigste forlag af Ole Wivel, der under krigen havde dyrket nationalsocialistisk medløberi og været med til at opfordre en af sine venner til at tage til Østfronten for at kæmpe for nazisterne. I 1970erne, da de politiske vinde vendte 180 grader, blev Ole Wivel venstresocialist og med moralsk patos kritiserede han nu politiske modstandere uden nogensinde at fortælle om sin andel i tidsånden fra 1940erne. En dansk Günter Grass, der lod forlaget udgive socialistiske bøger og glemte vigtige værker, der ikke passede ind i tidsånden.

Men nej, forlaget har ikke lært noget som helst, men Johannes Riis er en mand, der kan fornemme hvilket selskab han er i. I sine indholdstomme skåltaler til Gyldendals årlige reception taler han den danske kulturelite efter munden og siger aldrig noget, der kan provokere eller vække til dybere eftertanke.

En flagellantisk borgerlig offentlighed slubrer hvert år henført og ukritisk den tomme ceremoni i sig. Med prisen til Carsten Jensen har Johannes Riis indforskrevet sig hos de venstreorienterede og kulturradikale danskere, hos hvem sikringerne, som Henrik Dahl siger, er sprunget.

(Charles Heston som Robert Neville i The Omega Man, 1971)



23. maj 2012

“Privatskoler suger penge ud af folkeskolen”, lød det fra LO – ukritisk gengivet af Berlingske Tidende mv.

Igår kunne man på TV2 News høre skolelærerformand Anders Bondo Christensen klynke over lærernes arbejdsvilkår, hvad til dels hang sammen med den udbredte brug af ‘inklusion’. Løsningen var flere penge, og det vil altid være fagforeningernes kort, selvom de jo egentligt burde argumentere for mindre ‘inklusion’ og lukkede grænser.

Der er ingen medier der forbinder punkterne, og problematisere multikulturen. Tværtimod, så gengiver både Ritzaus Bureau og Berlingske Nyhedsbureau ukritisk historien fra det LO-ejede Ugebrevet A4 (LO-ejet), hvor i det postuleres Nye privatskoler suger penge ud af folkeskolen.

I den virkelige verden er det noget nær omvendt, som man kan læse på 180 grader.

“Overskriften dækker over, at flere og flere elever forlader de kommunale folkeskoler, bl.a. i forbindelse med at nogle af dem nedlægges i små bysamfund, og nye friskoler omvendt oprettes. Men for hver gang, det sker, sparer kommunerne, der jo finansierer folkeskolerne, faktisk penge.

Eftersom kommunerne kun skal sende 75 procent af deres udgifter ved en plads i folkeskolen med eleven over til dennes nye private skole, opnår de en besparelse på 25 procent af deres udgifter, når elever skifter fra offentlig til privat skole.

De samlede udgifter til kommunale folkeskoler i Danmark på cirka 40 mia. kr. Hvis alle elever i folkeskolen fra i morgen skiftede til private skoler, så ville besparelsen umiddelbart være på 10 mia. kr.”

(Berlingske Tidende, 22. maj 2012: Nye privatskoler suger penge ud af folkeskolen)



14. maj 2012

Yonas Kiros var Anders Fogh Rasmussens rollemodel for det danske samfund – i dag aktiv i Hizb ut-Tahrir

Det er tilsyneladende svært at finde rollemodeller, og nedenviste eksempel matcher til fulde Lars Løkke Rasmussens møde med Askerød-gangster, december 2010. Bemærk de fantastiske billeder der illustrerer BT’s artikel – Anders Foghs rollemodel blev ekstremist.

“Den unge indvandrer Yonas Kiros blev i 2006 fremhævet af Anders Fogh som en rollemodel for det danske samfund. I dag er han medlem af Hitzb ut-Tahrir.

Yonas Kiros med rødder i Eritrea skrev i 2006 en grundlovstale, da han meldte sig til en konkurrence udskrevet af det daværende integrationsministerium. Den unge, der dengang studerede jura, vandt klart. Hans tale var så god, at daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen tog ham med på sommerturné i Danmark, hvor han fremhævede ham som rollemodel for Danmark.

I dag ser det desværre noget anderledes ud. Yonas har vendt sin familie ryggen, er konverteret til islam og har meldt sig ind i fanatiske muslimske organisation Hitzb ut-Tahrir.

(Berlingske Tidende, 10. oktober 2006: Yonas Kiros er en mønsterbryder); P1, 25. juli 2006)

“Yonas har skiftet sit glatbarberede look ud med et taleban-lignende fuldskæg… Yonas Kiros har droppet jurastudiet. Angiveligt fordi Hizb ut-Tahrir er imod overhovedet at interessere sig for landets demokratiske love.” (BT, 14. maj 2012, s. 6: Rollemodel blev ekstremist)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige sideNæste side »





Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper