Den amerikanske tv-præst Pat Robertson var en af flere der rutinemæssigt blev trukket fra for at sværte den amerikanske højrefløj, for år tilbage, da George W. Bush var præsident. For de fleste danskere vil han være helt ukendt, men den talende klasse har en fetich for kristne fundamentalister, særligt de amerikanske. Her lidt fra Pressen på P3 ved Tony Scott og Tue Blædel, der havde en flere minutter lang samtale om Robertson. Hørt torsdag kort før 18-Radioavisen.

Tony Scott: … I USA har de stadig præster, på fjernsynet også… En af de meget kendte er tv-præsten Pat Robertson… En lille gråhåret mand, du genkender ham når du ser ham. Han har sådan et tv-program, hvor man kan skrive til, og så får man måske et godt råd. Det var der en kvinde der gjorde. Hun havde svært ved at tilgive sin mand, han havde været utro. Den tage Pat rimeligt køligt (5 sekunder med Pat Robertson) … (5 sekunder med Pat Robertson) … Altså…

Tue Blædel: Du har været tilbage i arkiverne til 50′erne?

Tony Scott: Nej, de det er fandme nu, altså. Så er det hvis man helliger sig til religiøse crazees. Og i virkeligheden, Tue, så er det måske slet ikke mandes skyld, at han har været utro. Prøv at tænke over det. Måske er det hende her kvinden der har fejlet i hjemmet… (10 sekunder med Pat Robertson) …

Tue Blædel: Altså også bare hans stemmeføring, han lyder simpelthen så gusten.

Tony Scott: … Jeg kan simpelthen ikke forestille mig noget dummere? Altså, man bliver så træt indeni.

Tue Blædel: En lang kamp med USA og deres tossehoveder, men vi har taget den op, og vi tager dem en for en, og så får vi dem tilbage på sporet.

Tony Scott: Hahahahah… Pressen er så småt ved at være slut for i dag. … Først lige nyhedsoverblikket. Den afghanske hovedstad Kabul blev i dag ramt af det værste angreb i lang tid. To børn, syv civile voksne og seks amerikanere fra Nato-styrken blev dræbt, da en selvmordsbomber fra den radikale islamistgruppe Hizb-i-Islami udløste sin bilbombe… 40 mennesker blev altså kvæstet ved denne selvmordsbombe.

Det er tyve år siden Nørrebro blev forvandlet til en krigszone, da 2-300 venstreekstremister barikaderede flere gader og gik til angreb på politiet med brosten. Når man ser DR’s dækning af årsdagen, så er det historien om ‘vrede demonstranter’ og et politi der svigtede. “Nogle gange er oprørerne faktisk helt almindelige lovlydige borgere”, skriver Videnskab.dk i en tema-artikel, og den bliver svært at overgå.

Da Anders Breivik lave fagter i retten, blev det omtalt som en ‘højreekstrem hilsen‘, og hvis ikke gadekampe orkestreret af Antifascistisk Aktion er udtryk for venstreekstremisme, så eksisterer begrebet ikke i MSM’s terminologi. Interview med René Karpantschof i dagens Berlingske – Aldrig mere 18. maj.

“I ugerne op til 18. maj 1993 mødes den 29-årige Rene Karpantschof med sine gamle BZ-venner. Det er efterhånden nogle år siden, at de for alvor har været aktive i gadebilledet herhjemme, som under storhedstiden op gennem 80erne. Godt nok har de året forinden stået side om side med svenske antifascister i Lund i modprotest mod nynazisternes årlige hyldestmarch på dødsdagen for Karl XII af Sverige, der endte i sammenstød, men på hjemmefronten er den gamle garde af BZerne flyttet i kollektiver og har droslet ned på de ulovlige aktiviteter.

Den 18. maj er der nok en gang grund til at organisere kræfterne og samle den politiske modstandsfløj i fælles flok. Nok er de ikke længere BZere i ordets oprindelige forstand, men for dele af bevægelsen fortsætter den politiske kamp. …

Allerede inden valgstedernes åbning er formodningen, at folkeafstemningen vil falde ud til fordel for ja-sigerne. Derfor bliver der i ugerne op til indkaldt til »stormøde« blandt de gamle og fortsat politisk aktive BZere og den nye gruppe af autonome udspringere fra BZ-bevægelsen. … Det diskuteres, om demonstranterne i protest skal søge mod magthaverne på Christiansborg, men på selve aftenen kommer det aldrig på tale. I stedet bliver det besluttet, at man i tilfælde af et ja vil forlade tilhørsområdet omkring Blågårds Plads og barrikadere Nørrebrogade ned mod Dronning Louises Bro med skurvogne og erklære området for EF-fri zone. …

Om aftenen den 18. maj 1993 bliver planerne fra tegnebrættet effektueret, da det allerede tidligt står klart, at resultatet er en klar sejr til ja-siden. …

Rene Karpantschof er én af de få hundrede demonstranter, der har taget turen væk fra Blågårds Plads og søgt mod Dronning Louises Bro. På vejen er butiksruder og ruder til banker blevet smadret med kasteskyts. Højst to mindre politidelinger har på det tidspunkt indfundet sig på broen, og demonstranterne udbygger ufortrødent deres barrikader.

Omkring klokken 23.20 har politiet dog fået organiseret sig og samlet nok mandskab til at storme barrikaden. Med hjælp fra store mængder tåregas får politiet hurtigt og effektivt sat sig på strækningen fra Nørrebrogade ned til Fælledvej. Demonstranterne forsøger at svare igen med brosten, men tåregassen splitter dem i alle retninger. Rene Karpantschof selv fortrækker op i et BZer-kollektiv nær Fælledvej til sin højgravide kæreste. Herfra overværer han resten af aftenen, som den udvikler sig mere og mere voldeligt.”

“Vi følte ikke, at de fredelige demonstrationer gjorde en forskel, siger René Karpantschof, som aldrig har fortrudt, at han deltog i urolighederne og kastede med sten mod politiet 18. maj. … Mens han var i fuld gang med at kaste brosten mod de uniformerede betjente, tog en af hans venner fat i ham… jeg vil ikke fordømme det, vi gjorde, fordi jeg selv troede på, at det var det rigtige.” (den senere ekstremismeforsker i Ekstra Bladet)

Efter års pause, er jeg så småt begyndt at høre radio igen. Jeg veksler mellem P1 og Radio24syv, og selvom førstnævnte selvfølgelig er værst, så er der på det lange stræk ikke den store forskel. I går kom jeg (efter at have hørt en ræverød historiker problematisere patriotisme), for skade at høre et timelangt samtaleprogram med antropolog Sine Plambech, der kunne fortælle, at nigerianske kvinder der rejste til Danmark for at arbejde på bordeller, ikke var tvunget til det af kyniske bagmænd. De gjorde det helt frivilligt, men var dog stadig ofre for dårlige levevilkår, og det var således ingen løsning at sende de her ‘irregulære indvandrere’ hjem igen.

For ikke så længe siden, var der helt i samme ånd, ophidset politisk debat om andre illegale indvandrere. Langt ind i borgerlige rækker blev det betragtet som umenneskeligt, at afviste asylansøgere og deres børn ikke kunne få lov til at blive boende i Danmark på ‘anstændige’ betingelser. Flere NGO’ere henviste til konventioner og krævede ‘asylbørnene’ ud i samfundet. Metroxpress har en historie der sætter debatten i perspektiv – Få afviste asylansøgere vil bo uden for asyllejrene. Det har aldrig handlet om børnene.

“Under VK-regeringen kunne afviste asylansøgere med børn tidligst flytte ud af centrene efter at have siddet halvandet år i udsendelsesposition. … Den periode forkortede SRSF-regeringen, Enhedslisten og Liberal Alliance til 12 måneder i september sidst år, men kun 22 af 76 mulige af afviste asylfamilier har frem til 13. april i år ansøgt om at flytte ud i en særlig bolig efter de nye, lempeligere regler. Det viser en opgørelse, som Udlændingeservice har lavet for metroxpress. Heraf har 14 familier fået tilladelse…

Når ønsket om at flytte ud af centrene ikke er mere udbredt, skyldes det formentlig, at mange afviste asylfamilier ikke kan overskue en tilværelse uden for asylcentrene, vurderer seniorforsker og master i psykologi Else Christensen, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI).


- Mange asylfamilier har boet på centrene i årevis. De har deres netværk dér, og vil have svært ved at få en tilværelse til at fungere uden for centrene, vurderer hun.”

(Grafik fra ‘Asylbørnene ud nu!‘)

“Jeg er bare grundlæggende uenig i, at det er særligt vigtigt, eller relevant” at undersøge hvad indvandringen koster, svarede socialminister Karen Hækkerup tilbage i januar, da hun skulle forsvare det faktum, at regeringen havde stoppet en arbejdsgruppe, der havde til formål at give konkret viden. Fra Politiken – Regeringen tager kampen op mod hadeforbrydelser.

“Regeringen med social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) i spidsen igangsætter et arbejde, der skal kortlægge omfanget af de såkaldte hadeforbrydelser.

»Hadeforbrydelser er et udtryk for ekstrem intolerance. De er ikke kun en trussel for det enkelte menneskes sikkerhed. De er også et angreb på demokratiet, som netop bygger på den enkelte borgers frihed og ligeværd«, siger ministeren i en pressemeddelelse. …

Ifølge ministeren mangler der konkret viden på området, og den manglende viden gør det svært for alvor at stille noget op. …

»Hvad er det reelle omfang? Hvem er ofrene, og hvorfor er der tilsyneladende mange, der ikke anmelder forbrydelserne? Hvem er gerningsmændene, og hvad er deres motiver? Det er nogle af de spørgsmål, jeg forsøger at få svar på«, siger Karen Hækkerup.”

(Stophadforbrydelser.dk, Københavns Kommune, 2012)

Intro, Radioavisen: Regeringen vil tage kampen op mod hadeforbrydeelser, hvor mennesker overfaldes for eksempel på grund af deres hudfarve eller religion…

Nis Kielgast, Radioavisen: Homoseksuelle der får tæsk ved parader, og brandattentater mod moskéer, eller jøder der chikaneres groft på gaden. Medierne er fulde af historier om hadeforbrydelser, men hvor stort problemet er, ved vi meget lidt om. Og det skal der nu gøres noget ved, for hadeforbrydelser er ekstremt alvorlige siger social- og integrationsminister Karen Hækkerup.

Karen Hækkerup, socialminister: Uanset om det er fordi folk har en anden religiøs baggrund, eller det er mennesker med handikap eller homoseksuelle, så bliver de angrebet og antastet fordi de er dem de er. … Der er et stort mørketal. Der er stor forskel på hvor få anmeldelser politiet registrerer, og hvor mange der selv oplyser, at de føler sig som ofre for hadeforbrydelser. (Karen Hækkerup i 18-Radioavisen, 7. maj 2013)

Boston Marathon er en stor offentlig begivenhed, og det siger sig, at mistænkte hurtigt kunne udpeges, og sjældent har ‘crowdsourcing‘ vist sig så effektiv som i dette eksempel. Saudier-historien holdt ikke vand, men da FBI offentliggjorde billeder af to mørke mænd med karakteristiske rygsække, var identiteten på 26-årige Tamerlan Tsarnaev og hans 19-årige lillebror Dzhokhar A. Tsarnaev allerede kendt. To tjetjenske indvandrere, der pludselig tog deres religion seriøst, og med fuld overlæg myrdede tilfældige amerikanere.

(Dzhokhar A. Tsarnaev & Tamerlan Tsarnaev, få minutter før terrorangrebet)

(Jihadisterne tæt ved 8-årige Martin Richard, der døde kort efter)

Hvor medierne gjorde sig mange spekulationer omkring motivet før gerningsmændene blev kendt, så var der næsten radio-tavshed efterfølgende. De var fra Tjetjenien, de var atleter, de var… rare og omgængelige.

“… så sent som i 2009 sagde den dygtige bokser, at han drømte om at repræsentere USA ved OL. Og Tamerlans syv år yngre bror Dzhokhar virkede om muligt endnu mere ’amerikaniseret’.

Han elsker hiphop, og bare timer før terrorangrebet, susede han af sted på sit skateboard. Dzhokhar var mønsterelev på et fint lokalt college. Og til fest elskede han at ryge ’en fed’… Men for små tre år siden skete der angiveligt noget. Storebroderen droppede sin amerikanske uddannelse. Han viede sit liv til islam… Og som så mange gange før fulgte lillebror Dzhokhar forsigtigt efter.“ (Ekstra Bladet, 21. april 2013)

(Dzhokhar A. Tsarnaev på Facebook, 2013)

Mediedækningen fulgte Islam-apologiens ABC. Før nogen vidste noget konkret: Det er nok højreekstremister…

(DR Online, 16. april 2013: Teori: Højrenationalister bag Boston-bomber)

“I DR2 Morgen fik Anja Bo lige vendt tanken om hele to ensomme ulve … og ikke længe efter kunne Mette Nøhr Claushøj så lægge alle brikkerne på plads med håbet om, at Tea Party-bevægelsen og Sarah Palin nu ville dæmpe deres retorik.” (‘Axel’, 16/4-13; DR2 Morgen)

Efter det kom frem at gerningsmændene var rettroende muslimer: Vi kender ikke motivet…

(18.30-TVavisen, 21. april 2013: Stor mystik omkring motiv)

Ida Aistrup, TVavisen: Ifølge onklen blev han gradvist mere radikal i sin muslimske tro.

Ruslan Tsarni, onkel: Han så ingen anden mening med livet end at følge Guds vej.

Ida Aistrup: – Men muslimerne i Boston så ingen tegn på at Dzhokhar og hans bror skulle have religiøse motiver for bombeattentatet.

Anwsar Kazmi, Boston Mosque: Vi kan kun beskrive ham som en sjælden gæst.

Ida Aistrup: – og de to brødre virkede da heller ikke til at være rabiate højreekstremister.

Austin Hightower, ven af Dzhokhar: Han kunne lide at ryge. Han kunne lide piger. Han drak ved fester. Han var ikke nogen enespænder. Han var helt klart social, så jeg fatter det ikke.

(DR Nyheder, 21. april 2013, Kl. 23.11: BOSTON – Endnu intet nyt om motiv

Fredag eftermiddag hørte jeg P3, og selvom der blev talt en del om terrorangrebet, så blev Islam ikke nævnt en eneste gang. Informations Martin Burcharth talte om alt andet end gerningsmænd og motiv, men nævnte dog kort i slutningen, at angrebet kunne risikere at ramme udlændinge fra lande som Pakistan. Sandheden med filter.

Morten Hesseldahl er i sin gode ret til at bekæmpe kulturelle samlingspunkter, men det skal ikke nødvendigvis ske som ‘kulturchef’ for et public service-medie. Det tragiske er jo næsten, at Hesseldahl er DR-administrationens borgerlige islæt. Fra Politiken – DR om fup-bud: Vi punkterer bare forloren nationalromantik.

“Der skal være plads til at lave sjov med Holger Danske. Også selv om et DR-programs morskab har betydet, at netauktionsfirmaet Lauritz.com har måttet slette alle bud på bronzeskulpturen af den danske sagnhelt og begynde netauktionen forfra.

Det siger Morten Hesseldahl, DR’s kulturdirektør…

»Jeg synes ikke, det er at gå for langt at lave satire over noget, som har så oplagt satirepotentiale som denne Holger Danske-historie. De ville da komme til en personalesamtale, hvis de IKKE havde fået øje på, at der var mulighed for at lave god radio«, siger Morten Hesseldahl til politiken.dk.

»… Monte Carlo har jo ikke som ambition at sabotere forretninger, og heller ikke Lauritz.com. Men det kalder jo på det brede grin eller den stille fnisen. Der er meget forloren nationalromantik, der bliver pumpet ud i de her dage. Det er da udmærket at få det punkteret«, siger Morten Hesseldahl.”

(Holger Danske af H.P. Pedersen-Dan, 1907)

DR’s måling er lavet i samarbejde med Danmarks Lærerforening, og skal derfor tages med et gran salt. Det er dog alligevel påfaldende, at det klart største lærerparti lige nu er Enhedslisten. Et parti der arbejder for en kommunistisk revolution, med alt hvad dertil hører. På andenpladser kommer meget sigende de blanke stemmer.

(DR Online, 15. april 2013: Chok-måling: Lærerne flygter fra regeringspartierne efter lockout)

“I DR Nyheders politiske måling står Enhedslisten til at blive det nye, store lærerparti. Ved det seneste valg kunne det lille venstrefløjsparti kun trække ni procent af lærernes stemmer. I dag ville Enhedslisten få en tredjedel eller 34 procent af stemmerne blandt de 40.000 folkeskolelærere.”

“En af piraterne, som medvirkede i en dokumentar vist på DR i 2010 står nu frem og fortæller, at han aldrig har været pirat”, skrive DR Online, og henviser til ny Channel 4-dokumentar hvor kilden står frem. Fra
The ‘Somali pirates’ who are not what they seem.

“The story begins in the slums of Eastleigh, a sprawling suburb of Nairobi in Kenya and home to a huge Somali community. There I met Adan (pictured above). He and his friends are running an industry that had been fooling some of the best journalists from around the world. Their business? Pretending to be pirates. …

The scam is coordinated by the “fixer”. He offers journalists the opportunity to interview real live pirates – for a fee. Touting his local knowledge he promises to reach parts of the community a western journalist never could. …

Adan is relatively new into the industry. However, “Bashir” – not his real name – has been in the trade a long time. He was harder to convince to come clean but eventually admitted he was no pirate but an “actor”.

… “Bashir” (pictured above) featured in a 2010 Danish documentary pretending to be one of Somalia’s most feared pirates. The film was made by Rasmus Krath, a prominent Danish investigative reporter, and was broadcast by the Danish Broadcasting Corporation DR.“

(Channel4 på Youtube, 3. april 2013: The ‘Somali pirates’ who are not what they seem)

Fremragende kronik af filosof Eva Agnete Selsing i dagens Berlingske – Journalisternes røde verdensbillede. Suppler eventuelt med Kasper Støvrings post om Den manglende pluralisme i Danmarks Radio.

“DR er ikke rødt og har aldrig været det, og journalisterne ligeså – end ikke i 1970erne. Det var den opsigtsvækkende melding fra DR2s kanalchef, Michael Thouber, som jeg var i TV-debat med forleden. Baggrunden var en klumme, jeg for nylig skrev om den røde journalistik her til lands. Heri var min primære pointe, at nyhedsfladen er venstreorienteret, fordi journalister overvejende er venstreorienterede og ubevidst farver nyhedsdækningen. Det vender jeg tilbage til.

Først lidt om forløbet. Jeg havde inden udsendelsen fortalt, at jeg ikke ville diskutere enkeltprogrammer. For det første, fordi min kritik ikke angår den enkelte udsendelse, men selve præmisserne for at lave nyheder og formidle historier. Og for det andet, fordi diskussionen af DRs bias altid strander dér. Det er håbløst at diskutere en rød kanals generelle rødhed ud fra et enkelt eksempel… Men jeg blev afkrævet et eksempel, og gav et eksempel – hvorefter det blev affejet som netop, ja, et eksempel. Mit egentlige ærinde fik jeg ikke lov at udfolde.

Jeg påpeger det faktum, at fire ud fem danske journalister stemmer til venstre for midten, og at denne skæve fordeling rent faktisk er afspejlet i medierne. Ikke ved at borgerlige politikere får mindre medietid, men at journalisterne vælger emner, vinkler og ord i overensstemmelse med deres verdensbillede. Jeg prøvede i debatten at illustrere denne pointe med eksemplet: At journalister stort set kun har kritiseret både den nuværende og den tidligere regering fra venstre, og kun i ringe omfang fra højre. Det er der tilsyneladende nogen, der ikke forstår, så lad mig uddybe.

At en regering bliver ’kritiseret fra venstre’ vil sige, at det normative grundlag er rødt. Eksempelvis at blive kritiseret for at spare på den offentlige sektor. Eller for at ens reformer rammer ’de svage’ og øger uligheden. Og vi kan vist alle umiddelbart konstatere, at både den nuværende og tidligere regering i overvejende grad blev kritiseret journalistisk med netop sådan et udgangspunkt.

De fleste journalister tænker sikkert ikke nævneværdigt over denne prioritering. Måske er de endda helt ubevidste om det borgerlige alternativ til den røde kritik. En kritik, der blandt andet kunne gå på, at politikerne ikke har formået at nedbringe de offentlige udgifter. At de høje overførsler holder mennesker uden for arbejdsmarkedet. At de ikke gør nok for at øge velstanden i Danmark. Og så videre. At journalisterne overvejende valgte og vælger den venstreorienterede vinkel, er særligt bemærkelsesværdigt, når vi tænker på den faktiske udvikling. Selvom der i løbet af de sidste ti år er skrevet titusindvis af historier om offentlige nedskæringer, er den offentlige sektor faktisk vokset ganske markant stort set hvert eneste år. …

Hvorfor hører vi altid historier om verdens mange fattige, mens det nærmest er en offentlig hemmelighed, at global kapitalisme i løbet af 50 år har løftet mere end 1 mia. mennesker ud af fattigdom? Ligesom fattigdommen i Danmark falder hvert eneste år. Skal uligheden virkelig problematiseres dag ud og dag ind, når det er et faktum, at den har været stort set uændret i Danmark siden 1960? I stedet kunne man fortælle den bedrøvelige historie, at Danmark i samme periode er gået fra være blandt verdens fem rigeste lande til at være på vej ud af top 20.

Hvorfor skal vi altid høre om velfærdsstaten som et økonomisk mirakel, når den, helt evident, er det modsatte? Hvorfor er det altid synd for den enlige mor til fire på kontanthjælp, at hun ikke får nok penge af det offentlige? Hvorfor er det aldrig bare en lille smule forargeligt, at hun har sat børn i verden, hun ikke kan forsørge? Hvorfor er det Dansk Folkepartis skyld, at afviste asylansøgere bruger deres børn som politisk pression?

I Danmark er udlændingepolitikken i årtier blevet undertrykt og DF marginaliseret i sådan grad, at DRs nyhedschef har måttet indrømme den urimelige forskelsbehandling. Journalisterne ønsker ganske enkelt ikke at problematisere indvandringen, selvom befolkningen gør. Den tidligere generaldirektør Christian Nissen erklærede endda åbent, at det var DRs pligt at ’dæmme op for højrebølgen.’

Og så er der sproget. Det røde, diskursive hegemoni i nyhedsfladen kommer også til udtryk i de begreber, man anvender til at beskrive borgernes virkelighed. Voldelige venstreekstreme kaldes ’aktivister’ eller ’unge,’ mens fredelige folk på højrefløjen gerne kaldes ’højreekstreme’ og ’kontroversielle.’ Etcetera.

Og hvorfor er det sådan? Hvorfor denne heftige tendens i nyhedsproduktionen? Mit svar er, som i den nævnte klumme, at det er et spørgsmål om verdenssyn. Journalister er ikke i ond tro, når de producerer programmer og indslag med et venstreorienteret udgangspunkt. De er ikke ’røde lejesvende’. Det er snarere et spørgsmål om horisont. Om evner til at transcendere sin egen ideologiske ramme og forsøge at forstå andres. Om mangel på åbenhed over for dem, der tænker anderledes. Og her hersker en klar asymmetri mellem højre og venstre. Borgerlige mennesker forstår godt det venstreorienterede verdensbillede. Vi er vokset op med det, i medier, fra lærere på uddannelsessteder og i den offentlige debat. Vi ved godt, hvad der driver socialisten eller radikaleren. Men det samme gælder ikke med modsat fortegn. Venstreorienterede mennesker har ikke samme forståelse for, hvad der bevæger en borgerlig. For dem er det et spørgsmål om godhed, hvor rød er lig god. Og hvem vil dog ikke være god? …

Inde i ekkokammeret i mediedanmark er man overbevist om, at man formidler den rene og skære, balancerede virkelighed. Og det er derfor,at journalisterne ikke forstår den borgerlige kritik: Der er en epistemisk kløft mellem den nyhedsproducerende klasse og den del af befolkningen, der ikke bebor medierne og ikke stemmer og tænker rødt. Det er, hvad det er.”

Det er sjældent Lars Hedegaard er på tv, men søndag aften var der undtagelsesvis gjort plads til et længere interview i Deadline. Jeg så det ikke, men tv-mediet kan være ubarmhjertig, og der er ingen grund til at forvente fair play, heller ikke selvom venstrefløjen anser journalisten for at være spids-borgerlig. De fleste journalister tilhører centrum/venstre, alle er karrieremagere. Interviewet kan ses på DR.dk.

Her lidt fra Søren Krarups oprids i Berlingske – Krarup: Mordforsøg for åben skærm.

“Lars Hedegaard var ikke bænket sammen med en vidende og videbegærlig journalist, men var til forhør hos en afhøringsofficer, hvis ambition var at afsløre og mistænkeliggøre den afhørte.

Det begyndte med, at Martin Krasnik meddelte seerne og Lars Hedegaard, at sidstnævnte havde sagt, at han 5. februar var søgt myrdet. Underforstået: Måske er det noget, du selv har fundet på. Og så indledtes i øvrigt en afhøring, hvis tydelige hensigt var at miskreditere Lars Hedegaard i seernes øjne og sprede tvivl og mistillid til hans lødighed og anliggende.

F.eks. meddelte Krasnik, at Lars Hedegaard var blevet citeret tre gange af Breivik, den norske massemorder, i det omfangsrige manifest, denne havde udarbejdet. Det blev ikke meddelt, at Win­ston Churchill er citeret 24 gange, George Orwell 13 gange, Mark Twain fem gange samt Aristoteles og andre klassikere i samme manifest.

På tilsvarende måde søgte Krasnik at mistænkeliggøre Hedegaards kritik af islam, idet han hele tiden hævdede, at denne var en kritik og forfølgelse af muslimer. Nej, svarede Hedegaard, jeg har intet imod muslimer, men jeg forholder mig kritisk og advarende til islam. Denne helt afgørende sondring kunne eller ville Krasnik ikke fatte.

I forlængelse af denne mistænkeliggørelse sammenstillede Krasnik Lars Hedegaards bog »I krigens Hus« med undertitlen »Islams kolonisering af Vesten« fra 2003 med den berygtede publikation »Zions Vises protokoller«, udarbejdet af det russiske politi i 1897 som en antisemitisk propaganda. Er det ikke samme propagandistiske linje, du forfølger i din bog, spurgte DRs fornemme afhøringsofficer den forbløffede Lars Hedegaard. …

Der var slet ingen grænse for de mistænkeliggørende påstande, som Krasnik præsenterede Lars Hedegaard for. Denne fik af Deadlines interviewer at vide, at han nu var helt isoleret og alene. Bl.a. meddelte Krasnik seerne og Lars Hedegaard, at den amerikansk-norske forfatter Bruce Bawer, som hidtil har været Hedegaards meningsfælle og medarbejder, nu har taget afstand fra Lars Hedegaard og Trykkefrihedsselskabet. Ikke sandt, du bliver stadigt mere isoleret? At Krasniks påstand er forkert, kan seerne jo ikke vide – men Krasnik kunne. …

Jeg har hidtil ment, at Martin Krasnik var en lødig journalist. Efter dette mordforsøg nærer jeg ikke længere sådanne illusioner.”

(flere reaktioner på Snaphanen.dk: Krasnik i mordforsøg på Hedegaard i DR 2 Deadline)