1. maj 2016

Syrisk poet undsiger revolutionen, og lyses i band: Der findes ikke en moderat Islam. Der er kun Islam

Selvom Adam Holm vikarierer på Arabiske Stemmer, så fik jeg bange anelser, da jeg hørte at emnet var Adonis, ‘den arabiske verdens største digter’. Skulle jeg nu igen udsættes for et længere foredrag om den dynamiske arabiske kultur fra en eller anden RUC-skolet post-kolonialist.

I studiiet var lektor June Dahy fra Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier fra Københavns Universitet, og hun var overraskende negativ. Adonis var alewit ligesom Assad, og det faldt ikke i god jord hos den muslimskgifte forsker, at Adonis ikke havde tiltro til revolutionens positive potentiale. På universiteterne mener man tilsyneladende stadig, at sekulære venstreintellektuelle tegner det folkelige oprør mod Assad.

Jeg har ikke tidligere skrevet om June Dahy, der stort set kun kendes fra en portrætartikel i kommunistiske Dagbladet Arbejderen. Hun var meget ukonkret i forhold til digterens forbrydelse, men som altid var der en naturlig forklaring. Adonis mener at Islam er problemets kerne.

Herunder en anmeldelse af udgivelsen Vold og islam – samtaler med Houria Abdelouahed, der er anmeldt på norske Rose-Maries litteratur- og filmblogg – Et oppgjør med politisert islam.

“‘Vold og islam’ består av ni samtaler med marokkanske Houria Abdelouahed (f. 1975), psykoanalytiker, oversetter og forfatter. Hun har blant annet oversatt en rekke av Adonis’ bøker til fransk. …

Det første kapittelet i boka har tittelen ‘En vår uten svaler’, og det er den mislykkede arabiske våren det siktes til. Hva var det som egentlig gikk galt, lurer Houria Abdelouahed på.

Adonis er helt på det rene med at det arabiske samfunnet trenger en radikal forandring. Problemet i forhold til den arabiske våren var imidlertid at denne forandringen støtte imot det evinnelige spørsmålet om religionen og makten … Konsekvensen av den arabiske våren har stort sett vært katastrofal. I stedet for å destabilisere de diktatoriske regimene, har opprørene endt i ødeleggelser. Særlig er dette tilfelle i Syria, forfatterens hjemland.

‘Men en revolusjon som vil være en forandring, kan ikke ødelegge sitt eget land. Det er sant at regimet var voldelig, men rebellene burde ha unngått å kaste landet ut i kaos. På toppen av det hele kom fundamentalismen tilbake, bedre organisert og grusommere enn før. Fra håpet og ønsket om å oppleve lysere dager, vippet man over i obskurantismen. Og istedenfor en forandring som bærer håp i seg, opplever vi en sann katastrofe. Dessuten sies det ikke et ord om kvinnenes frihet. Går det an å snakke om en arabisk revolusjon, hvis kvinnen fortsatt skal være fange av sharia? Vendingen mot religionen gjorde denne våren til et helvete. Hele bevegelsen er blitt forklart ideologisk og utnyttet til ideologiske formål.’ (side 13)

Noe av det som opptar Adonis mest, kanskje fordi han selv er poet og er opptatt av arabisk kulturarv, er det nedslående faktum at den islam fundamentalistene forfekter, er en religion uten kultur. Arabere flest er dessuten svært uvitende om sin egen kulturarv og kulturens utspring. For eksempel finnes det ikke noen skapende arabisk kultur som bidrar til å forandre verden, slik det finnes mange eksempler på i resten av verden. Islam er gammelt og lukket, og islam trenger verken verden eller kulturen, ettersom den selv er den absolutte kultur, hevder Adonis. Alt som er annerledes, forbannes. ‘Den tenker som måtte ønske å ta avstand fra religionens klassiske oppfatninger, tillates ikke lenger å tilhøre fellesskapet.’ (side 37-38)

(Adonis modtager Erich-Maria Remarque fredspris, 2016: “Islam is a totalitarian Religion.”; Foto: DW)

Med tanke på det som eksisterte forut for islam, representerte islam et tilbakeskritt for den arabiske kulturen. Det handlet ikke bare om kvinners rettigheter, kunst og kultur, men også om mangfoldet som den arabiske kulturen var så rik av.

‘Islam trenger gjennomtenkning. Det som skiller den fra jødedom og kristendom, er fraværet av drapet på grunnleggeren.’ (side 41)

Vold er rikelig beskrevet i alle de tre store monoteistiske religionene. ‘Likevel er volden i Bibelen forbundet med et folk som har opplevd trelldom og eksil. I kristendommen henger volden sammen med grunnleggelsen av Kirken. Volden i islam er derimot spesielt erobrerens vold.‘ (side 48)

Mens Koranen er full av voldelige tekster, finnes i følge Adonis ikke et eneste vers som innbyr til tenkning, eller noe som forteller om fordelene ved å bruke fornuften eller åndsevnene sine i betydningen skapende åndsevner.

‘For kvinneligheten er, i likhet med poesien, i sit vesen imot religionen. Poesien er det motsatte av religiøsiteten. Hvorfor? Fordi religionen er et svar. Poesien er derimot et spørsmål, og dermed det diametralt motsatte av makten. I så måte finnes det en sterk affinitet mellom poesien og kvinneligheten. Islam har bekjempet begge deler. Islam har omgjort seksualiteten og islamisert kvinneligheten. Den har forvrengt kvinneligheten ved å gjøre den til en eiendom eller en ting som kan eies. Kvinnen tilhører ikke seg selv lenger. Hun er blitt mannens gjenstand. Islam har på radikalt vis skilt det mannlige fra det kvinnelige.’ (side 83)

I følge Adonis er det å si sannheten å utsette seg for trusler, fordømmelse og forfølgelse. I ‘våre land’, påpeker han, risikerer man livet så snart man begynner å tenke over denne kulturen. (side 89) Den arabiske våren har igjen satt utviklingen tilbake, idet den spede begynnelsen til en modernitet i islam er i ferd med å bli tilintetgjort.

‘Et menneske som lever i det arabiske samfunnet, lider under manglende frihet: hverken ytringsfrihet eller trosfrihet eller trykkefrihet eller likestilling mellom mann og kvinne. Helt til nå har ikke det sivile, sekulære samfunn kunnet oppstå. Begrepet sekularitet er fortsatt bannlyst. Den politiske makten er hevet over friheten … Og så lenge kampen står om makten, ikke om fremskrittet, gjør disse revolusjonene ikke annet enn å hente folk ut av et fengsel og føre dem til et annet.‘ (side 117)

Adonis mener at det ikke finnes en moderat islam og en ekstremistisk islam, en sann islam og en falsk islam. Det er én islam! Det handler om å ha muligheten til å foreta andre lesninger (av Koranen). … Adonis går imidlertid enda lenger:

‘Det trengs en ny lesemåte: fri og gjennomtenkt. Og vi er nødt til å komme ut av denne sammenblandingen av islam og identitet. Og jeg minner om to kjennsgjerninger: Da de islamske erobringene fant sted, var verden nesten tom. Den nye religionen sto ikke overfor en stor sivilisasjon … Dermed har islam kunnet holde stand. Men i dag står den overfor en sivilisasjon som har foretatt et radikalt brudd med fortiden. Den har ikke klart å holde dialogen oppe med de moderne sivilisasjonenes landevinninger. Sånn sett tilhører islam fortiden. Historisk sett er den ferdig.‘ (side 122)

Adonis’ avstandtagen fra religionen skyldes at de utgir seg for å ha retten til den absolutte sannhet. Dessuten viser han til at språket før islams tid var vakkert og fritt. Islam innsnevret språkets felt.

Etter de ni dialogene mellom Adonis og Abdelouahed, er det et kapittel som Adonis har valgt å kalle ‘Et siste ord’. Islams tre søyler forhindrer utvikling, slik Adonis ser det.

‘I islam er bevegelsen nødvendigvis vendt mot fortiden. Fremtiden har ingen mening og eksisterer bare i lys av fortiden: Fortiden er nåtidens fremtid. Det er slik man må forstå ‘fremskrittet’ ifølge islam: en imitasjon i praksis av det idealet som fortiden er. Fortiden er sannhetens sted. Med andre ord: Å engasjere seg i fremskrittet vil si å islamisere fremtiden med utgangspunkt i fortiden. Fremskrittsprosjektet i den islamske visjonen er å islamisere verden.

Oploadet Kl. 08:15 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer


30. april 2016

Informations somaliske rollemodel efterlyst af politiet: Påkørte eks-kæreste, frihedsberøvede mand…

Sidste sommer kørte Dagbladet Information somaliske Liban Mohammed i stilling, som multikulturens hjemvendte søn. Selvom han har dom for at tæske en kørestolsafhængig sklerosepatient med baseballbat og torturere en 65-årig mand med 6-7 knivstik under et hjemmerøveri, så var avisens kommmentarspor begejstret. Pædagogiske indsatser havde gjort den gode Liban til et bedre menneske. Netop derfor medvirkede han i en ny P1-dokumentar kaldet ‘Bandejihadisterne‘, hvor Liban og vennen Ali forklarer, hvorfor islamisk radikalisering ikke er et større problem, og hvordan ’stigende interesse for islam’ blot har gjort dem til bedre mennesker. ‘Moskéen gør mig til mindre bandit’, som man kunne læse på DR.dk.

Selvom jeg et par gange tidligere har blogget om ham, så skal seneste udvikling med. Her citeret fra a politiets pressemeddelelse.

Østjyllands Politi efterlyser en 29-årig mand, Liban Mohammed, der i formiddag først påkørte en kvindelig eks-kæreste i Aarhus Midtby. Bagefter kørte han til en adresse i Aarhus, hvorfra han frihedsberøvede en 29-årig mand.

Den kvindelige eks-kæreste er ligeledes tidligere på dagen behandlet på skadestuen. …

Østjyllands Politi efterforsker fortsat sagen og efterlyser nu gerningsmanden, hvis foto fremgår af vedlagte. Oplysninger omkring gerningsmandens opholdssted bedes givet til Østjyllands Politi på 114.”

(Liban Mohammed på Facebook, 22. april 2016)

“… han synes da at være en resurse for det danske samfund, sådan som han kan skrive.” (Ole Meyer på Information.dk, 21. maj 2015)

“… i øvrigt kan jeg sige til tvivlerne, at det er Liban, der selv skriver – og som mange bemærker gør han det virkelig godt! det er en fornøjelse at have ham som låner.” (Inga Thyra Nielsen, bibliotekar i Statsfængslet Østjylland, 21. maj 2015)

Oploadet Kl. 14:31 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer


15. april 2016

Jacob Scharf: Islamisk radikalisering har intet med Islam at gøre, politiske mål er efterrationaliseringer

Tidligere PET-chef Jacob Scharf var gæst i Deadline fredag i sidste uge, i egenskab af direktør for den sikkerhedspolitiske tænketank CERTA. Emnet var islamisk radikalisering, og udgangspunktet var en af Scharf udarbejdet rapport om samme. Rapporten handler hovedsageligt om islam, men der er også gjort plads til et kapitel om at bekæmpe ‘højreekstremisme’, der nævnes hele 39 gange på de 88 sider. Venstreekstremisme tematiseres ikke, og nævnes blot fire gange, alle i forbindelse med sætningen ‘højre- og venstreekstremisme’. Et faktum der sætter Jacob Scharfs herostratiske P1-optræden i relief.

(Certa, Modstandskraft mod radikalisering og voldelig ekstremisme, 2015; Trygfonden.dk)

Jacob Scharf sagde meget selvmodsigende vrøvl under den ti minutter lange interview, og det er som om apologeterne er ved at være slidt ned. Scharf hævder, at forskningen bakker ham op, men altså – forskningen er jo en integreret del af problemet. For Scharf handler terrorisme om mange forskellige ting, blot ikke om religion (læs: Islam). Afslutningsvis forklarede han, at islamiske terrorister heller ikke havde politiske mål, men at det i virkeligheden handlede om marginalisering, tilhørsforhold og en række andre pseudo-akademiske trylleord.

Enhver der kender lidt til Koranen, vil vide at Islam er en ideologi, og tager man Scharf på ordet, så vil enhver der forfølger ideologien militant, være et frustreret offer for samfundets marginalisering, ikke en proponent for en ideologi. Når kommunister i Brigate Rosse bombede for at skabe en ny revolutionær stat, så kan det heller ikke have noget med politik at gøre. Voldelige personer begår vold, og det udtrykte motiv er blot en bekvem ‘efterrationalisering’. Martin Krasnik gjorde det glimrende, men også på lidt billig baggrund.

Tænketanken Jacob Scharf tænkte ikke dybe tanker, om andet end egen karriere, og lød som en gennemsnitlige universitetsmarxist. Indslaget kan se på dr.dk.

Jacob Scharf, direktør, Certa: … der er relativ stor forvirring i den offentlige debat om radikalisering, og derfor er der brug for at vi kigger på hvad det er vi ved, om hvem der bliver radikaliseret og hvorfor. Og det vi kan se, er for det første, at der ikke er nogle klare årsagssammenhænge. Men der er en række baggrundsfaktorer, som spiller ind her. En række forhold, som virker som katalysatorer, og så er der selvfølgelig en række måder som radikaliseringen foregår. Hvis vi kigger på baggrundsfaktorene, så er det gennemgående, at dem der bliver radikaliseret, at de har en oplevelse af marginalisering, en følelse af, at de bliver behandlet uretfærdigt. Og som der også er hos de pågældende på det tidspunkt, hvor de søger en mere radikal retning, en sårbarhed, typisk på grund af nogle skift i deres liv.

Jacob Scharf: … ikke på alle faktorer, for der er nogle fællestræk, når vi kigger på de terrorsager vi har haft i Danmark, og også i udlandet. Vi kigger på – hvem er det der er blevet radikaliseret, hvad er det for en baggrund de har, og hvordan er det radikaliseringsprocessen er forløbet. Det man kan se, det er, at der jo ikke er tale om at man på grund af en bestemt etnicitet, på grund af en bestemt religiøs tilhørsforhold er disponeret for at blive radikaliseret. Det er i langt højere grad et spørgsmål om en følelse hos personen, en marginalisering, at stå udenfor… Der er forskning på området. Der er rent faktisk foretaget undersøgelser af de her ting. Det vi gør i rapporten, det er at kigge på – hvad er det for forskning, hvad er et for resultater man har, og så prøver vi også, at lave en samlet fremstilling af de forskningsresultater. Så der er forskning på området.

Jacob Scharf: … der er nogle baggrundsfaktorer, som har en central betydning her, og der er også nogle forhold som virker som katalysatorer. Hvorfor er det at nogle bliver radikaliseret, og ikke andre. Det handler i høj grad om, at der hos dem, der så bliver radikaliseret, når de går ind i et forløb, så handler det om en fascination af vold, en søgen efter spænding. Det handler også om en søgen efter et tilhørsforhold, og efter en gruppeidentitet.

(Modstandskraft mod radikalisering og voldelig ekstremisme, s. 20)

Martin Krasnik, DR2: Hvorfor nævner du ikke – nu sidder jeg og kigger på den her rapport, som både er kommet i en længere og en kortere version, og der står simpelthen intet om at religion er problemet. På trods af, at langt langt de fleste af de her mennesker bekender sig til en meget meget klar religion, dogmatik og holdninger i den forbindelse.

Jacob Scharf: Ja, og det er fordi, de undersøgelser, den forskning, der ligger på området – peger meget klart i retning af, at det her er ikke et spørgsmål om religion. ligeså lidt som…

Martin Krasnik: Men de er jo alle sammen fra samme religion?

Jacob Scharf: Lige så lidt som venstreekstremistisk terrorisme har haft noget med politik at gøre, eller højreekstremisme for den sags skyld, så har det her grundlæggende ikke noget med religion at gøre. Det vi kan se, det er at dem der bliver radikaliserede, og dem der begår terrorhandlinger, der fylder religion faktisk meget lidt. De er ikke særligt velbevandret i religion. Religionen er i de her processer en efterrationalisering, et spørgsmål om at bruge nogle religiøse argumenter til at forklare og retfærdiggøre voldelige handlinger.

Martin Krasnik: Er det ikke sådan en underlig psykologisering. Det kan da godt være det er en efterrationalisering, men vi taler om folk der på ret kort tid bliver radikaliseret. En af dem der blev tilbageholdt i går, anholdt i går, en af dem der har været i Syrien, han blev på meget få måneder radikaliserede, og arbejdede vistnok som pædagogmedhjælper eller et eller andet, var en del af det danske uddannelsessystem. Han bliver religiøs, det er det der er den afgørende faktor for ham, ligesom for mange af de andre.

Jacob Scharf: Nej, nej. Det er ikke rigtigt.

Martin Krasnik: Det er næsten umuligt at forestille sig, hvordan forskning kan udelade det åbenlyse logiske svar.

Jacob Scharf: Han bliver voldelig, og han bevæger sig i voldelige…

Martin Krasnik: – Han siger han bliver religiøs!

Jacob Scharf: – en voldelig ekstremistisk retning. Ja, og det er nogle argumenter. Det er de argumenter, den propaganda, som islamiske ekstremister bruger, og det er det som terrorister bruger for at forklare og retfærdiggøre hvorfor de begår vold. Så det er ikke et spørgsmål om religion, ligeså lidt som venstreekstremistsk terrorisme, højreekstremistisk terrorisme, er et spørgsmål om politik, selvom der bliver brugt politiske argumenter for at forsvare de voldelige handlinger.

Martin Krasnik: Det sætter jo simpelthen en pil igennem årtiers mantra om terror, at det er politik med andre midler. I stedet for at føre politikken i parlamenter eller ved at gå til demonstrationer, så fører man den ved at udøve vold. Og de her islamister, de siger det jo selv – de er uenige i den politik vi fører i Mellemøsten, det er en krig de fører mod os. Os mod muslimerne. Vesten mod Mellemøsten eller Islam. Altså, det er politisk-religiøse argumenter. Og så siger du, at det tror jeg bare ikke på, at de mener alvorligt – eller hvad?

Jacob Scharf: Nej, der er jo ingen tvivl om, at terror og formålet med terror, jo ikke bare er et spørgsmål om at slå ihjel, at slå så mange civile ihjel som overhovedet muligt. Der ligger nogle motiver, der ligger også i det, at man ønsker at tvinge eller true, at destabilisere samfund som man mener hviler på nogle forkerte værdier. Og det er derfor, at vi skal tage terrortruslen alvorligt, fordi de berører, og er rettet mod nogle grundlæggende værdier i vores samfund. Men det er væsentligt at holde fast i, for det er jo også afgørende for hvordan vi vælger at bekæmpe og forebygge terrorisme – er det væsentligt at holde fast i, at det her handler om nogle andre ting end religion. Der indgår nogle religiøse argumenter, men det handler grundlæggende om nogle andre ting.

Martin Krasnik: Det er simpelthen for ukomfortabelt for os at sige, at det handler om religion. Det forsøger politikere jo altid at sige, at det ikke handler om Islam, men noget andet, og så siger vi også samtidigt, at det jo nok heller ikke handler om politik, for hvis det gjorde det, så var det jo en politisk kamp, hvor vore politiske modstandere ikke anerkender vores politiske slagmark, men tyer til vold. Men terror har jo altid eksisteret som politisk våben. Det gør det også i dag, og så siger du – næh, det tror vi bare ikke rigtigt på, at de mener. Det er nogle helt andre motiver end dem de selv tror de har. Hvordan kan man undersøge sig frem til det?

Jacob Scharf: Det er jo rent faktisk fordi, at der er foretaget forskning i de her ting, og der er kigget på de terrorsager vi så har haft, både i Danmark og i udlandet, de gerningsmænd der har begået forfærdelige handlinger. Hvis vi spoler tilbage, og ser hvad det så er for nogle personer det handler om, hvad er det for en udvikling de har gennemgået, hvad er det der har motiveret dem, ja, så er det grundlæggende nogle andre ting end religion. Og religion det er først og fremmest en efterrationalisering. Det er religiøse argumenter der bliver brugt til at forklare og retfærdiggøre voldelige handlinger. Vel at mærke voldelige handlinger, som er rettet imod vestlige samfund, som er rettet imod nogle grundlæggende værdier i åbne demokratiske samfund.

Martin Krasnik: Det er jo det samme som at sige, at du mener ikke hvad du siger. Du mener i virkeligheden noget andet. Du sidder overfor en politiker, og siger – du har nogle helt andre motiver, end det du har, bare fordi vi ikke bryder sig om den måde du udtrykker dig på.

Jacob Scharf: Nej, men det tror jeg man vil se i mange sammenhænge, at der kan blive brugt nogle argumenter, nogle forklaringer, i virkeligheden i forhold til nogle handlinger, hvor det der ligger til grund for de pågældende handlinger er det andet.

Ekstern kommentar.

“Det blev om ikke andet klart, da han – naturligvis for ikke at lyde fuldstændig imbecil – indrømmede, at terror er et angreb på de vestlige værdier. For hvordan skulle en adfærd drevet udelukkende af behovet for spænding og fællesskab dog være et angreb på ‘værdier’? Var det ikke netop en del af efterrationaliseringen: at man påstod at agere i forhold til en værdikonflikt mellem islam og vesten, mens man i virkeligheden udlevede helt andre behov?

… hvis man nu ikke har alt for mange brikker at flytte rundt med, er det jo også en stor fordel at kunne forklare hele kulturhistorien med en lille håndfuld let lærte begreber – fx ‘frustration’, ‘traume’, ‘eksklusion’ og ‘fællesskab’ – i stedet for at skulle sætte sig ind i alle de sære tanker, som folk har udtrykt i vidt forskellige sprog og terminologier.

Scharfs betonfaste adskillelse imellem de psykologiske årsager til terror og de ideologiske efterrationaliseringer lugter langt væk af tankeløse menneskers leg med nogle begreber, de ikke kan overskue.” (Tankesite, 9. april 2016)



13. april 2016

Historiker forsvarer islamiske erobringer: Problematisk generobring, islamiske herskere udviste respekt

En ven gav mig forleden et par Generation Identitaire-nøgleringe med årstallet 732 – efter slaget ved Poitiers. Islam spredte sig med sværdet, og blev slået tilbage på samme måde, og Korstogene kunne man fint kalde ‘Generobringen’.

For et par måneder siden udgav historikerne Michael Pihl og Jesper Rosenløv en bog om Korstogene, der sætter begivenhederne ind i en bredere kontekst. At angrebene reelt var et forsvar mod islamisk ekspansion.

DR Online lader den venstreorienterede professor Brian Patrick McGuire anmelde bogen på DR.dk, og han giver den naturligvis fuld skrue – Historiker: Korstogene blev begyndelsen til vestens aggressive adfærd.

“… De påpeger, hvordan muslimske hære truede Det byzantinske rige og faktisk i midten af 1000-tallet havde erobret største delen af Lilleasien. Herfra kom tidligere en stor del af soldaterne i den byzantinske hær, og nu var selve byen Konstantinopel i fare.
Den byzantinske kejser appelerede til paven om hjælp, og denne bøn blev udgangspunktet for Det første korstog. …

Men pavens svar var noget helt andet end kejserens ønske. Pave Urban 2. talte om en ‘væbnet pilgrimsfærd’ specielt for de franske riddere. I stedet for at forsvare Byzans skulle det kristne ridderskab redde Jerusalem fra muslimerne.

Det er her den nye tolkning af korstogene går galt i byen. Ganske vist havde der været provokationer fra muslimsk side, men i det store og hele havde der længe været respekt hos de muslimske herskere for de kristnes ønske om at tage på pilgrimsfærd til Jerusalem.

… deres analyse undlader at se korstogene som udgangspunkt for den aggression som kom til at præge Vestens forhold til den øvrige verden. Ved at fremhæve Vesten som offer bliver Vestens egne voldelige handlinger forsvaret.”

Oploadet Kl. 02:21 af Kim Møller — Direkte link35 kommentarer


7. april 2016

P1 debat om homofobi blandt ‘Bibeltro’ kristne: Et par ord om forskellen på ‘Bibeltro’ og ‘Korantro’

Ikke mange danskere gider købe Politiken for at læse et anekdotisk angreb på Kristendommen fra en homoseksuel kommunikationsrådgiver, heller ikke selvom redaktionen vurderede, at det var værd at sætte på forsiden af 2. sektion. Alle er dog forpligtede til at betale for DR, herunder P1 debat, der i dag har inviteret Andreas Gylling Æbelø i studiet til en debat om Kristendommens iboende ‘homofobi’.

(Politiken, 5. april 2016, forside: Vi overser kristen fundamentalisme)

Det er naturligvis en pseudo-debat, al den stund, at kristnes manglende accept af homoseksualitet, vedrører en absolut minoritet indenfor Kristendommen. Kommunikationsrådgiveren fortæller, at en sognepræst for femten år siden forsøgte at kurere ham for homoseksualitet, og det var da sikkert en træls oplevelse for en søgende 21-årig. Men, hånden på hjertet, han endte ikke på hospitalet, fik ikke tilknyttet en krisepsylog eller en ny identitet.

For nogle år siden blev en homoseksuel præst stenet ud af sit sogn, ikke af menigheden, men af lokale ikke-kristne. Det er ikke mere end få måneder siden medierne afsluttede en veritabel klapjagt på en kristen missionær, der blev forfulgt af en ustabil homoseksuel. Problemet manifesterer sig hovedsageligt i kulturradikale tankespind.

I P1’s introduktion nævnes begrebet ‘Bibeltro’ hele fire gange, og meget sigende for tidens debat, så har Kristendommen en essens – en essens, der nøgternt set kan henføres til gammeltestamentlige kredse, som Den Store Danske noterer:

“Det jødiske GT indgår ikke på egne betingelser som en del af den kristne Bibel, men i den kristne tradition er GT til enhver tid blevet betragtet ud fra en nytestamentlig synsvinkel.”

Googler man GT, så finder man formentligt flere hits på videospillet ‘Gran Turismo’, end på Det Gamle Testamente, der ret beset blot er beretninger fra profeter, ikke Guds ord i endelig form. Mainstream-Kristendom (Det Nye Testamente) består af fire evangelier, alle skrevet af mennesker. Åben for fortolkning.

DR.dk kunne ikke drømme om at bruge begrebet ‘Korantro’, selvom mainstream-Islam i modsætning til Kristendommen har en ufravigelig essens, da Koranen vitterlig – i islamisk forståelse, er Guds ord i endelig form. Profeten Muhammed kaldes typisk for Sendebudet. Han åbenbarede Koranen, der skal følges, ikke fortolkes.

(P1 debat, 7. april 2016: Skal vi være bekymrede for kristen fundamentalisme?)



2. april 2016

Musikredaktør: Skønt at X Faktor ikke kun er ‘kartoffeldanskere’, afrikanere synger for åbne grænser…

Musikredaktør Michael Charles Gaunt fryder sig over, at deltagerne i årets X Faktor ikke bare består af ‘gængse kartoffeldanskere’. Der var dog en enkelt hvidpigmenteret, venstreradikale Sarah Glerup, der fra mandag afløser Enhedslistens Pelle Dragsted i Folketinget. Når jeg hører et par afrikanere synge en ironisk sang om at åbne grænserne, så tænker jeg på brændte biler, medielicens og højere skat – ikke forøget sammenhængskraft.

Her lidt fra kommentaren i Berlingske – X Factor har fået x-faktor.

Oven i det har vi tilmed også fået lov til at se nogle lidt anderledes typer folde sig ud. Først og fremmest har rigtig mange af årets deltagere ikke været gængse kartoffeldanskere.

Storfavoritten, 17-årige Reem Hamze, er datter af palæstinensiske flygtninge… Søskendeduoen Embrace bestående af 22-årige Anilde og 19-årige Azilda Kaputu er politiske flygtninge fra Angola og har med deres dybe, sjælfulde harmonier, jyske dialekt, beskedne facon og store smil taget programmet med storm. At høre dem synge Ulige Numres fædrelandssang ‘Frit Land’ var stærk og nødvendig kost i prime time-TV. Og på mange måder et politisk statement i sig selv i disse flygtningeforskrækkede tider.

Det både etnisk og kulturelt sammensatte deltagerfelt personificeres måske bedst i den sidste finaledeltager, 21-årige Alex, der er vokset op i Belgien som søn af en dansk mor og en nigeriansk far og taler både dansk, fransk og engelsk. … Det var også sæsonen, hvor den 30-årige muskelsvindsramte Sarah Glerup optrådte i kørestol og med respirator i halsen. …

Mangfoldigheden er værdifuld, fordi den viser os et andet billede af, hvad det vil sige at være dansk i 2016, end det vi normalt præsenteres for i medierne. Vi er et meget mere sammensat folkefærd, end vi selv går og tror. Og jeg bilder mig ind, at det styrker både empatien og sammenhængskraften at invitere folk ind i sin stue, som ikke ligner én selv. Derfor giver det god mening at kaste så mange Public Service-kroner efter et simpelt underholdningsprogram år efter år.

(Collage: Embrace, X Faktor, 26. februar 2016; DR, 2015: ‘Frit land’ handler om dansk fremmedfrygt)

“Bølgende bakker
marker, eng og skov.
Frit land, frit land, bestå. …

Ryster du på hånden,
ja så vælter det jo ind,
over landets grænser,
ind i stuen, i mit hjem.

Frit land, frit land, mit sted.
Tusinde af øjne,
de har meninger om alt,
og alle sammen tror at deres TV taler sandt.

Jeg skal prøve på at se den lysende idé,
men stregen den må trækkes i det sand.
Tilgiv mine øjne,
de ser kun fra næsen ned.
Hvordan skal jeg kunne bære hele kloden på mit skød?

Hele verdens smerte kommer ikke mine ved.
Frit land, frit land, mit sted. …

Frit land, frit land, mit sted.
Frit land, frit land, frihed”

(Tekst: Carl Emil Petersen, 2015)



30. marts 2016

Bruxelles: Nationale demonstrerer mod IS, kaldes nazister – Muslimer håner Israel ved mindeceremoni

Siden terrorangrebet sidste tirsdag mindes de 31 døde ved Place de La Bourse, blandt andet med lys og flag fra forskellige lande. Det var her forskellige fodboldfraktioner søndag demonstrerede under banneret ‘Casuals against terrorism’, hvad fik DR Online til hænge dem ud som nazister. “Flere af de højreorienterede demonstranter er ifølge CNN blevet set heile.”, fortæller Clara Binczak Lindhardt, der også hævder at have set ‘heilebevægelser’.

Det er tusindvis af journalister i byen, og flere hundrede demonstranter, og eneste dokumentation er en fem sekunder lang CNN-sekvens, der viser 3-4 agiterende sortklædte med hænderne i vejret (‘Nazi salutes…’; 0.50-). Budskabet virker ikke ligefrem nazistisk. Nærmere anti-nazistisk.

(Avanti Ultras på Twitter, 27. marts 2016)

Times of Israel beretter, at der samme sted har været mindst tre episoder med arabere, der har protesteret mod tilstedeværelsen af israelske flag. De her historien nåede selvfølgelig ikke de danske medier – Man fails to take Israel flag from Brussels memorial.

In at least three incidents captured on video last week, people speaking Arabic or wearing Muslim garb destroyed, removed or covered up Israeli flags at Place de la Bourse. In an incident Sunday around noon, locals intervened. A crowd confronted a man who, after praying in Arabic, shouted ‘Palestine’ and anti-Israel slogans — calling Israel a ‘terrorist state.’ The incident was caught on video.

The white-haired man, wearing a head covering favored by North African Muslims, stepped on other flags and candles in an effort to reach an Israeli flag located near the center of the memorial site. Dozens of Belgians began booing him. … When the man grabbed the Israeli flag, another man shoved him to the ground and wrestled it from his hands amid applause from onlookers. … It was not the first time mourners at Place de La Bourse intervened to stop attempts to remove Israeli flags.

In another incident after the bombing, two Arabic-speaking men who covered an Israeli flag with a Palestinian flag were confronted by a third man who was filmed saying in French: ‘This is an apolitical place, don’t do this.'”

(Dana Regev på Twitter, 26. marts 2016; Mere: Deutsche Welle)

“The presence of Israeli flags has caused some outrage, as one Israeli student living in Brussels told DW. Yael Machluf, who is part of an exchange program in the city, said there were attempts to remove the flag from the square.

‘A woman came and took the flag away,’ Machluf said. ‘When we asked her why she’s doing this, she said that this flag is a disgrace and that it shouldn’t be here. I told her that grief can be felt by everyone all over the world.'” (Deutsche Welle, 27. marts 2016)



19. marts 2016

Lektor om Nordkorea: Det er muligt ‘der sidder 200.000 i arbejdslejre’, men ‘23,6 millioner’ gør ikke

I dag nåede Soldiers of Odin de danske medier, og som forventet blev gruppen lanceret som højreorienteret og racistisk, selvom talsmanden fra Kalundborg-afdelingen, en tidligere dørmand, pointerer at gruppen er et apolitisk vagtværn der vil beskytte alle: “Om du hedder Ibrahim eller hr. Jensen er irrelevant”. Danskere der organiserer sig mod multikulturens iboende utryghed, er per definition suspekte højreekstremister.

Omvendt med venstrefløjen. I går bragte Orientering på P1 eksempelvis et indslag om venskabet mellem Nordkorea og Laos. På et intet tidspunkt i det seks minutter lange indslag blev det nævnt, at landene var kommunistiske, og det netop var ideologien der bandt landene sammen.

Kommunisme nævnes heller ikke med et eneste ord i en artikel på EB.dk, der sågar bruger den tidligere DKP’er Geir Helgesen som ekspert – Nordkorea-ekspert: Jeg har brugt 35 år på at forstå det mærkelige land.

“… Det fastslår Danmarks førende Nordkorea-ekspert, institutleder og seniorforsker på Nordisk Institut for Asienstudier (NIAS) på Københavns Universitet Geir Helgesen over for Ekstra Bladet:

– Jeg har brugt 35 år på at forstå det mærkelige land, og jeg bliver mere og mere overbevist om, at de omgivende lande og medier – herunder de danske – skal lade være med at fokusere 100 procent på det negative, hvis man virkelig ønsker, at nordkoreanerne skal få det bedre. …

– Hvis Kim jong-Un ønsker det bedste for sit folk, hvorfor byder han det så ikke mere frihed og mindre kontrol?

– Det nytter ikke noget bare at tænke frihed på vores måde. Der er forskel på frihed, om man tænker på Europa, Kina, Indien, USA eller Afrika. Jeg kunne heller ikke leve i sådan et land, men der er nogen, der aldrig har prøvet andet og er indoktrineret i at leve med, at der for eksempel altid mangler mad. Men hvorfor gør der det – det er blandt andet på grund af den skide handelsembargo, og så er nordkoreanerne glade for, at de heldigvis har en leder, som de tror og mener gør alt for, at de skal få det bedre. …

– Men er det nødvendigt at ophøje ham til en gud, som kan bestige Nordkoreas højeste bjerg iført lædersko og frakke?

– Det kræver tværkulturel indsigt at forstå kultdyrkelsen og myterne. … i et lukket land som Nordkorea er det stadig helt normalt at hylde lederne på den måde. Her trækker ingen på smilebåndet, men tænker bare: ‘Hvor er han dog god’. …

– Han er diktator, men alt, han gør, gør han ikke af egen fri vilje. Kim jong-Un har en række propagandasystemer bag sig – herunder tusindvis af folk, som vi ville kalde spindoktorer. For styret handler projektet om at overleve. …

– Det er muligt, der sidder 200.000 i arbejdslejre, men hvad med de 23,6 millioner, der ikke er i arbejdslejre. Der er også normalitet i Nordkorea – mennesker, der går på arbejde, sender deres børn i skole og passer på dem, der prøver at få et godt liv. …

– Nordkorea er Nordkorea – ifølge de fleste det værste land overhovedet at være i i hele verden. Men er de i virkeligheden meget værre end de lande, der opfører sig pænt overfor USA, som får lov til at pumpe olie op af deres jord, spørger Geir Helgesen.”

(Geir Helgesen, lektor, tidl. medlem af Danmarks Kommunistiske Parti; Foto: Youtube)

Oploadet Kl. 16:04 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer

Nej til identitet/nationalisme, ja til “Kloden har mange forskellige slags.. Gi’ tolerancen et nyt folkeslag”

Tidligere på ugen bloggede jeg en sekvens fra Drengene fra Sankt Petri (1991). H.C. Andersens ‘I Danmark er jeg født’, smukt synget af gymnasieelever imod den nazistiske besættelsesmagt.

En stor del af fredagen blev tilbragt på E45, og jeg gav P1 Eftermiddag en chance. Det betød blandt andet, at jeg hørte et indslag om den nye efterskolesangbog – Fællessang, fællessang, fællessang.

Annemette Kirkegaard, lektor, Københavns Universitet: Men der er også et andet element ved det med sangbøgerne, nemlig i forholdet til nationen, og til det at være dansk. Og der er sproget jo en vigtig ting. Der har været mange diskussioner af, hvad skal der stå i de danske sangbøger…

P1-vært: Jørgen, I har allerede offentliggjort at en af de sange som kommer med i Efterskolesangbogen er ‘Gi’ os lyset tilbage’. I maj ’15 der lavede P2 en afstemning en klassisk top 50 i den danske sangskat, hvor tusindvis af danskere indsendte præcist deres sangfavoritter. Og her blev ‘Gi’ os lyset tilbage’ placeret på en 3. plads efter ‘I Danmark er jeg født’ med tekst af H.C. Andersen og melodi af Rung og Schierbeck. … Selvom ‘Gi’ os lyset tilbage’ er en relativ ny sang, skrevet til efterskolernes store landsstævne i 2009. Hvad er ‘Gi’ os lyset tilbage’ for en sang?

Jørgen Kvist, generalsekretær, KFUM/KFUK: Det er en sang med de store drømme om hvad det er for et Danmark vi skal have. Som jeg læser den, så er det et større udblik til det Danmark vi skal have, et Danmark der har et åbent ansigt til verden omkring os. Hvorimod man kan sige, at ‘I Danmark er jeg født’ er måske lidt mere indadskuende identitets-nationalistisk ‘her er Danmark’, så synes jeg ‘Gi’ os lyset tilbage’ er de helt store drømme om at vi er en del af en fælles menneskehed, men selvfølgelig er vi danske også, men når vi er allerbedst som danske, så er det når vi ser ud i verden.

(Foto: Youtube)

Gi’ os lyset tilbage (2009)

Tekst: Per Krøis Kjærsgaard
Musik: Rasmus Skov Borring

Kloden har mange forskellige slags.
Alle må leve og dø.
Glæd dig – du er her alligevel nu!
Meningen er vel at så sine frø,
på en overladt stjerneø.
Gi’ os tiden tilbag’,
og lad os bruge ethvert timeslag.
Dørene åbne og smilene slidt.
Sådan er landet, jeg gerne vil kalde for mit.

Lykken du holder i hænderne nu,
den er vist egentlig min.
Og at du lever og bærer og er,
gør at jeg også kan værne om din;
denne smukkeste disciplin.
Gi’ os glæden tilbag’,
og lad os leve af dét trylleslag:
Kroppene mange, men styrken er en.
Sådan er landet, der står på de viseste sten.

Ser du kun mørke, hvor du vender hen?
Tomhedens sorte protest?
Skyggerne lever kun hvor der er lys.
Husk nu at solsiden klæder dig bedst!
Og i aften, så se mod vest!
Gi’ os lyset tilbag’.
Vi vender op på ethvert nederlag.
Lukket bli’r åbnet og støjen bli’r tyst.
Nu skal der danses og elskes, hvor mørket er lyst!

Alt hvad vi kom for at give og få:
dele og elske og slås.
Blev på et år, det vi levede på,
fællesskab fødes når JEG bli’r til OS!
Og vi vandrer med Helios.
Gi’ os landet tilbag’.
Gi’ tolerancen et nyt folkeslag.
Hjertet er åbent og sindet er frit.
Sådan er landet, jeg gerne vil kalde for mit.

Oploadet Kl. 00:03 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer


14. marts 2016

Ulla Sandbæk (Å): Sunni-Islam i Syrien er ‘den meget moderate Islam’, “… den blide fortolkning”

For et år siden betegnede Ulla Sandbæk, Alternativets udenrigsordfører, Hamas som værende en ‘frihedskæmperbevægelse’. Søndag aften var hun gæst i Deadline, og skulle her debattere hvorvidt barnebrude på danske asylcentre skulle fjernes fra manden. Hun henviste til erfaringer fra ophold i Palæstina og Jordan, og argumenterede for, at der var forskel på ‘arrangerede ægteskaber’ og tvangsægteskaber. Venstres Markus Knuth havde det nemt, på trods af Nynne Bjerre Christensen. Bemærk det fremhævede.

Ulla Sandbæk, Alternativet: … der er fire forskellige tolkninger af sharia, så jeg mener ikke nødvendigvis at man accepterer sharia, slet ikke at man accepterer sharia fordi man siger, at man ikke vil skille de her mennesker ad. … Jeg tror ikke man sige, at fordi det i Afghanistan er på en måde, så er det på samme måde i Syrien. Der er meget stor forskel på Afghanistan og Syrien, men for mig er det meget forskelligt, om det er et arrangereret ægteskab, eller det er et tvangsægteskab.

Markus Knuth, Venstre: … det er noget der har dybe rødder i, som sagt, den mere sorte del af Islam… Det går helt tilbage til – ifølge Koranen, der blev profeten Muhammed blev gift med en ni-årig, og det er helt okay. Jeg ser det her som en glidebane. Hvis man stille og roligt begynder at acceptere den her sharia, dele som kryber sig ind i det danske kultur og lovgivning. Hvad er så det næste? Skal vi så også acceptere at folk kommer hertil med flere koner…

Ulla Sandbæk: Nu er de jo sunnier i Syrien, så det er ikke ‘det sorte islam’. Det er derimod det meget moderate Islam, og de flygter jo netop fra IS, som er det sorte Islam, så der er ingen grund til at tro at de er de ’sorte’. De har den blide fortolkning af Islam. Så derfor tror jeg da bestemt ikke at man bliver tvangsgift, selvom det da godt kan hænde i Syrien. Men man bliver gift tidlig, det bliver man blandt andet for at beskytte kvinden, hvis familien ikke længere kan beskytte hende, så bliver hun beskyttet af en mand. Han skal være lidt ældre, for han skal først have et arbejde, for at han også kan forsørge hende.

(Ulla Sandbæk i Deadline, 13. marts 2016)

Henrik Dahl kommenterer på Facebook.

“Grundlæggende kan jeg godt lide at blive interviewet af Nynne Bjerre Christensen. Hun er dygtig og velforberedt… I går aftes gik det imidlertid galt. En hurtig optælling (som måske vil flytte sig marginalt, hvis jeg dobbelttjekker – men ikke substantielt) viser, at studieværten afbrød Marcus Knuth tolv gange. … Til sammenligning blev Ulla Sandbæk afbrudt tre gange.

… Ulla Sandbæks konkrete viden om Syrien og om islam er altså mangelfuld i en grad, så man egentlig ikke bør tage hende alvorligt. Men hun bliver ved – og studieværten gør intet for at standse hende (man må håbe på Detektor). …

I et ortodokst, islamisk samfund tilhører en kvinde altid nogen. Enten tilhører hun sin far, eller også tilhører hun sine brødre (og øvrige, mandlige slægtninge). Eller hun tilhører sin mand. Alt dette – som Ulla Sandbæk ikke ved eller ikke siger – skal vi jo have med, for at samtalen om barnebrude overhovedet giver mening. … Men alt dette taber studieværten og programmets tilrettelæggere på gulvet.

De bliver (sådan oplever jeg det i hvert fald) ved og ved med at sidestille vestlige/danske kærlighedsforhold (‘Romeo og Julie-modellen’) med mellemøstlige, patriarkalske ægteskabs- og familiemønstre.”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Gyldig XHTML
WP






MediaCreeper