26. maj 2016

Trump-arrangement også angrebet i Albuquerque: ‘Trump-vælgermøde endte i tumult’, skrev DR

‘Trump-vælgermøde endte i tumult’, noterer DR tekst-tv om et Trump-arrangement i New Mexico, og selvom Trumps kampagne systematisk angribes, så bliver det altid udlagt som et sammenstød. Noget der tilfældigvis skete, da politiske modstandere satte hinanden stævne. Angriberne i Albuquerque var den yderste venstrefløj, samt lokale mexicanere. Et citat fra ABC news.

“At one point, protesters broke through a barricade erected by police, rushing the convention center where Trump was speaking. While officers prevented them from getting inside, police say, protesters started to throw rocks and bottles at officers’ horses.

Dozens broke through barricades, threw rocks at police and disrupted the event. Many linked themselves to barricades to avoid being removed.

Inside the convention center, Trump spoke to thousands of his supporters. But he was interrupted several times by protesters; one of them tried to lock herself to a metal barricade, and police had to carry her out of the arena.”

(Ritzaus Bureau på DR tekst-tv, 25. maj 2016; Foto: Hodjanernes blog)

Oploadet Kl. 09:40 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer


18. maj 2016

‘Nazi-cellen’ (DR2) var historien om ‘Den Evige Tysker’: “… der må gøres mere mod ‘Truslen fra højre'”

I lørdags omtalte jeg kort Nazi-cellen (Mitten in Deutschland: NSU), en tysk miniserie i tre afsnit som DR2 sendte i den forgangne uge. Jeg så lidt af første afsnit, og har sjældent set noget så karikeret. En drama-dokumentar inspireret af amerikanske actionfilm fra 70’erne.

Herunder en oversættelse af NSU-film: ‘Antifascistisk’ statspropaganda, sakset fra PI-news (10. april 2016).

Nazi-cellen: ‘Antifascistisk’ statspropaganda

Onsdag viste det tvangsfinansierede statslige fjernsyn tredje og sidste del af en skuespilserie, der handlede om den såkaldte NSU. Den offentlige fjernsynsstation omgav denne begivenhed med et tæt net af ‘dokumentarer’, ‘reportager’ og ’samtalerunder’ for at skabe en ‘opportun sandhed’.

Grundtonen i alle tre afsnit og de på forhånd givne ’sande konklusioner’ var, at de mistænkte gerningsmænd ikke handlede på egen hånd, men at de var drevet til denne ‘højreradikale terror’ af politiske og konspiratoriske omstændigheder. Denne dristige vaghed har en klart manipulerende hensigt:

Tidens politik skulle, ifølge venstreorienterede forestillinger, være påvirket af det. Men ville handlingerne egentlig udgøre ‘terror’, selv hvis de virkelig fandt sted som fremstillet?

(Af Michael Bakunin. Oversat til dansk af Henrik Ræder Clausen)

Den første del, der helt fra starten placeres solidt i fiktionens defekte konspirationståger, blander ‘radikaliseringen’ af særligt Uwe Mundlos sammen med forskellige begivenheder i den første del af 90’erne. Angrebet på asylcenteret Rostock-Lichtenhagen/Hoyerswerda – ingen greb ind, tilskuere klappede, Uwe Mundlos glædede sig. Nogle marcherer – en politimand får besked om at gøre noget, men griber ikke ind overfor stenkast mod ‘venstreorienterede’. En ældre mand vinker dumt grinende til demonstranterne fra en bank. Asylkompromisset fra 1992/1993 – Uwe Mundlos, i underbukser, råber at det kunne have været skrevet af dem (højrefløjen). Angrebet på Murrah Federal Building i Oklahoma 1995 – Uwe Mundlos mener, at man skulle gøre det samme.

Desværre er Uwe Mundlos død, så det gavner ikke meget at fremstille ham som drivende kraft i gruppen, i stedet bliver han projektionsflade for en bestemt politisk agitation. Men først og fremmest gælder det om at stille fru Zschäpe i et fordømmende lys, derfor fremstilles hun som den person, der opfanger ideerne og prøve at fremme dem – fru Zschäpes handlinger i stedet for Uwe Mundlos ord. Skuespillerinden Mühe ser derfor sigende direkte på tilskuerne på tre vigtige punkter i historien, et diskutabelt filmisk citat fra filmen ‘Le fabuleux destin d’Amélie’.

Anden del af serien prøver at fortælle historien fra ofrenes vinkel, men begrænser sig følelseslammet til en datter af en småkriminel tyrkisk blomsterhandler Enver S., der blev myrdet i september 2000 – hvad datteren senere udgav en bog om. Den døde tysker og hans hårdt sårede kollega blev – kunne det være racistisk? – ikke engang nævnt i serien. Efterforskerne fremstilles som uhæderlige og inkompetente. ‘Terror’, en ’sandhed’ som tilskueren allerede kender, er der demonstrativt ingen i sagen, der aner noget om. Det fremstilles som om de efterforskende myndigheders forbløffende dumhed først har gjort drabene mulige, som om der var statslig støtte til drabene. Dertil kommer en uretfærdig hverdagsracisme baseret på blindt had som et dagligt fænomen. Gudskelov slutter episoden med at Kansler Angela Merkel træder frem med sin beroligende sørgetale – et stykke forsoning, tak til Kanslerinde Merkel for det.

Den sidste episode med titlen ‘Formidlerne – kun for tjenstlig brug’ viser helt fra begyndelsen hele den store linje fra Martin Luther til brændende husbiler. Det propagandiske mål er: Martin Luther står næsten ubestridt for en særlig tysk kraft, først og fremmest sproglig og kulturel. Ifølge ideen er disse rødder onde, tyskernes kulturelle DNA er beskadiget og defekt. Som tidligere ‘Den Evige Jøde’ står nu ‘Den Evige Tysker’ som inkarnationen af ondt på jorden, rastløs i forandring og skadestifter. Efter denne blot antydede fornærmelse af seeren bliver beskyldningerne konkrete i løbet af filmen: NSU ‘Trioen’ skulle være skabt af den tyske efterretningstjeneste, derefter forsynet og sendt under jorden. Præsidenten for Thüringens efterretningstjeneste Helmut Roewer bliver afbildet som åbenlyst uvidende, der har et eller andet imod de kære venstreorienterede.

Den fiktive person ‘Alexander Melchior’, Helmut Roewers højre hånd, bliver tilskrevet psykopatisk-diabolske træk (Kunne det blot være et dumt tilfælde? ‘Melchior’, konge og lysets beskytter, spiller på ‘Lucifer’, bærer af lyset). Nogen forhindrer Thüringens politi i at efterforske sagen, og til sidst bliver et vigtigt vidne får deres efterforskning forhindret, og til sidst bliver et vigtigt vidne myrdet, naturligvis af ukendte gerningsmænd.

Den offentlige-retslige radio beskæftiger sig som i en konspirationsteori, og ser mystisk ned i det tyske sjælelivs afgrunde. Samtidig får man nu igen at vide – i fin samklang med det historiske kompleks – at på en eller anden måde er alle tyskere nazister, og at der må gøres mere mod ‘Truslen fra højre’, at enhver kritik af ‘Den Anden’ er forbudt (Mottoet for det kunne være: ‘Kritik er mord’), at enhver indvandrer i dette åndeligt fordærvede land kun kan komme med kærlighed, godhed og håb. Det eneste positive er, at instruktørerne og manuskriptforfatterne er så uduelige at de er ude af stand til at opretholde den ønskede manipulation effektivt igennem filmen. Det er derfor ikke lykkes at skabe et anti-tysk værk i stil med Veit Harlans anti-semitiske ‘Jøden Süss’ fra 1940. Kunstnerisk set er NSU-serien værdiløs, men det er synd at flere ret gode skuespillere synker til at være propagandister.

Man spørger sig selv om det, der bliver vist i serien, virkelig udgør det skræmmebillede af terror som man har fået at vide. Hvad kan man kalde det, hvis Mundlos og Böhnhardt virkelig har gjort hvad der hævdes? Det begrebsmæssige grundproblem i ‘Terrorisme’ er mangelen på en klar afgræsning af, hvad ordet egentlig dækker over. Derfor kan begrebet misbruges som politisk kampmiddel. En terrorist er bare mere end en banal morder, og når man bekæmper terrorister, sætter man sig selv og sine politiske kampanstrengelser på så høj en piedestal at næsten alle midler tillades for at slå igen: At insinuere at ens politiske modstander kunne gribe til vold er en moralsk retfærdiggørelse af, at man selv bruger vold – og jo mere radikal modstanderen er, desto mere radikalt må der reageres mod ham.

Men hvis man virkelig vil skelne meningsfuldt mellem ‘Terrorisme’ og andre kriminelle handlinger, må man stille visse krav. I det mindste må der være en politisk intention og et politisk mål for handlingen, da ‘Terrorisme’, sådan må det forstås, er vold som middel til at forme samfundet. Aktioner, som ingen tager alvorligt eller sætter ind i en sammenhæng, opfylder ikke sådan et mindstekrav. Aktioner, der ikke søger at opnå noget politisk mål, er ikke terrorhandlinger. Men sådan ser det ud for det, der antages om den såkaldte ‘NSU’: Der var tydeligvis ingen, der vidste noget om intentionerne bag handlingerne, ingen vidste hvem eller hvorfor, de blev begået. Det var politisk ubetydelige personer, der blev dræbt (der var, sammenlignet med islamiske angreb, også alt for få dræbte med alt for stor afstand), personerne var også (biologisk set) alt for gamle. Ingen forstod signaturen af det våben, det blev brugt hver gang. Der var ingen form for ‘Modstand’ eller politiske testamenter at finde. Og ‘Terrorisme’ var der ikke tale om.

Man må finde sig i, at sagen nok aldrig bliver ordentligt opklaret: Hvad der virkelig skete, hvorfor ti mennesker døde, og hvilken rolle personer fra den tyske efterretningstjeneste spillede. Den tykke tilfredshed med at terrorismen fra den ekstreme venstrefløj og fra islamisterne endelig havde et brunt modstykke, den hemmelige fryd ved fingeret rædsel, den ubegrundede moralske følelse af overlegenhed og højere menneskelighed, alt dette burde vige for den tålmodige vilje til at lade retsstaten opklare sagen, så vidt det faktisk er muligt. Drab er og bliver drab. Det er slemt nok i sig selv, og det burde være tilstrækkeligt for de moralister, der så ivrigt søger at slå politisk mønt af sagerne.

Oploadet Kl. 13:06 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer


15. maj 2016

Roger Scruton i Danmark: “Nationalfølelser er naturlige for os. De knytter os til vores hjem…”

Roger Scruton har haft en travl pinse i Danmark med arrangementer i regi af Cepos og Trykkefrihedsselskabet. En af de skarpeste nationalkonservative filosoffer, der måske ikke er helt så underholdende som Mark Steyn, men omvendt går et spadestik dybere kulturhistorisk. Martin Krasnik satte ham stævne i Deadline i går, og minsanten om ikke DR2 vælger at skilte ham som ‘konservativ filosof’. Isoleret set rigtigt, men jeg husker ikke Deadline tidligere har givet ideologiske etiketter til gæstende intellektuelle.

Da revolutionære Slavoj Zizek var i Deadline for nogle år siden, fik indslaget titlen ‘Den vilde filosof’. Filosoffer til venstre for midten analyserer nøgternt, filosoffer til højre spreder ideologiske betragtninger. Det fordummende, er jo sådan set, at Scruton på ingen måde var en omvendt Zizek. Han lagde ud med vendinger der klart satte ham i analytikerens rolle: “De britiske EU-skeptikere følger meget stærkt…” og “… du tager fejl efter min mening.”

Krasnik var afdæmpet, og fik ikke et ben til jorden. Indslaget kan ses her. Mere hos Snaphanen. Talen kan ses på Youtube.

(Roger Scruton modtager Sappho-prisen i Trykkefrihedsselskabet, 14. maj 2016; Foto: Snaphanen)

Martin Krasnik, DR2: Hvis du vælger at stemme nej i juni, er det et nationalistisk nej?

Roger Scruton, filosof: Ikke nationalistisk, men nationalt.

Martin Krasnik: Hvad er forskellen?

Roger Scruton: Nationalisme er en ideologi der er aggressiv over for verden udenfor. Nationalfølelser er naturlige for os. De knytter os til vores hjem, vores naboer og venner. Dem har vi brug for, hvis vi skal have et frit samfund og en retsstat.

[…]

Martin Krasnik: … hvis der bliver flertal for at forlade EU i juni. Kan man så sige, at det er et bagudrettet og ikke et fremskridtsvenligt valg?

Roger Scruton: Ja, det siger man, men hvad betyder ordene ‘bagudrettet’ og ‘fremskridtsvenlig’? Vi fik nok af den sprogbrug, som Sovjet prøvede at proppe ned i halsen på os. ‘Det småborgerlige demokrati er reaktionært. Folkets demokrati er fremskridtsvenligt.’ Jeg mener, at alle, der bruger ‘fremskridt’ (progress) som noget positivt bør have hovedet undersøgt.

Oploadet Kl. 10:43 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


13. maj 2016

Kommunistisk sanger vil ikke associeres med ‘kvalmende’ DF-nationalisme’: Bor selv på idylliske Ærø

Da Dansk Folkeparti i 2008 lancerede kampagnen ‘Giv os Danmark tilbage’, var det et problem, fordi en venstreorienteret sangerinde havde haft et hit med ‘Gi mig Danmark tilbage’.

Denne gang hedder kampagnen ‘Vi voksne kan også være bange’, og efter BT havde kritiseret kampagnens dårlige billedbehandling, var det i dag konkurrentens tur.

Det hører med til historien, at Bjarne Jes Hansen var et ikon for revolutionen der aldrig kom, og i en årrække var medlem af Danmarks Kommunistiske Parti. Sideløbende var han ansat af Danmarks Radio, og efter et langt liv for grænseløs socialisme har han i dag bosat sig på monokulturelle Ærø.

Fra Ekstra Bladet – ‘Vi voksne kan også være bange’-sanger føler sig misbrugt af DF.

“I Dansk Folkepartis stort anlagte kampagne der netop nu luftes på togstationer og busstoppesteder bruges sætningen ‘Der er så meget, vi skal passe på’, sammen med et billede af hundeglad storfamilie i kulørt tøj.

Sætningen er stort set identisk med en sætning fra omkvædet, der optræder i en af 1970’ernes mest kendte børnesange ‘Vi voksne kan også være bange’.

I børnesangen, hvor en mildest talt ængstelig voksen forsøger at forklare sine bekymringer vedrørende blandt andet atomkraftværker, trafik og fabrikker på en måde, så børn kan forstå det, lyder en linje i omkvædet: ‘Der er så meget, man skal passe på’. …

Manden bag 70’er-hittet hedder Bjarne Jes Hansen. … og han er bestemt ikke begejstret for at blive brugt i Dansk Folkeparti-sammenhæng.

– Det grænser til det kvalmende. Jeg er ikke blevet spurgt, og hvis jeg var blevet spurgt, ville svaret have været et klart nej, siger Bjarne Jes Hansen til Ekstra Bladet…

– Titlen på pladen, hvor sangen stammer fra, er ‘Dig og mig og alle os’, og står for præcis alt det modsatte af den nationalisme, som Dansk Folkeparti repræsenterer, siger den utilfredse sanger.

(Udsigten fra anti-nationalistens Ærø-ejendom)



12. maj 2016

Hyklere: Medina kan ‘mærke i sin mave’ og ‘føler rigtigt meget’ – Kristian Leth vil slå ‘rationalismen’ fra

Mandag valgte DR Nyheder at interviewe Medina, der sidste år, under et ophold på den græske ferieø kos, hjalp migranter som en del af en kampagne for Folkekirkens Nødhjælp. Indslaget havde ingen nyhedsværdi overhovedet. En sanger kunne mærke i sin mave, og følte en masse, om noget hun tærskede langhalm på offentligt sidste år.

Dagen forinden hørte jeg lidt fra P4-magasinet Café Hack i bilen. Filminstruktør Kristian Leth, der sidste år associerede Dansk Folkepartis retorik med Holocaust, præsenterede sine nye samtalebog om forskellen på tro og viden. Han formulerede det anderledes end Medina-Andrea, men pointe var den samme. Når folk flygter 3.000 kilometer gennem seks-syv lande, så skal vi slå rationalismen fra, og hjælpe uden at tænke på konsekvenserne.

Begge har gjort det godt, og kan se frem til at langt liv på solsiden. De kan formentligt trække sig tilbage før den normale pensionsalder og leve af formuen, og kun involvere sig i hobbyprojekter. Medina har med 1000 kvm2 lystgårde og en Range Rover V8, allerede udgangspunktet i orden.
Indslaget med Kristian Leth kan høres her.

Søren Dahl, vært: Pointen er, at der er ikke noget galt i at være videnskabsmand og søge svaret… men lad os slå fast, at ligesom religion troede i Middelalderen, at den havde svaret på det hele, og at jorden var flad, så kan der være en tendens til i dag, at naturvidenskab kan mase mange ting i jorden, og det er lidt trist.

Kristian Leth, filminstruktør: Ja, og det er en af de ting som Eske siger, og det er jo ret kontroversielt. Han siger netop, han mener lidt, at videnskaben måske skal gennemgå samme proces som religionen gjorde, at man finder ud af, hvad den egentligt kan besvare. Men så også, lade være med at tro at vi kan bruge den alle mulige andre steder.

Lige nu, når vi snakker om de situationer vi står i lige nu, det er jo også på et politisk plan. I dag når vi taler om flygtninge, så taler vi om hvor mange vi kan tage, og hvor mange vi har råd til, og jeg kan huske en historie jeg er vokset op med om de jøder der blev hjulpet til Sverige. Der var ikke nogen der sagde: ‘Hvor var det godt at vi kunne tage vores kvote af jøder til Sverige’. Det er ikke historien. Historien er at man hjalp dem der stod overfor en, for der var ikke noget fornuftigt svar på lige præcis det. Og lige nu kunne man godt argumentere for, at så snart der er en der siger, at det her kan vi ikke regne ud, her bliver vi bare nødt til at handle – så er der straks nogle der siger, jojo, men som Inger Støjberg siger – ‘I den virkelige verden Hvor meget kan vi egentlig klare.’. Det vil jeg mene, er at blande rationalismen ind hvor den måske ikke har meget at gøre for det er jo ikke det der gør os til mennesker.

“Jeg kan bare mærke i min mave, at jeg synes det er rigtigt at gøre… Jeg føler, jeg føler rigtigt meget at folk herhjemme er sure og trætte af flygtningeproblematikken. Det som jeg tænker allermest på fra min tur til Grækenland, det var faktisk at jeg ikke mødte en eneste flygtning, der ville til Danmark. Det synes jeg, var rigtigt hårdt at høre… Det rammer mig så hårdt, og det skal simpelthen laves om.” (Andrea Fuentealba Valbak aka Medina til DR Nyheder, 9. maj 2016)

Oploadet Kl. 11:33 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer


11. maj 2016

Medierne helgenkårede læger, der tog til syrien for at hjælpe krigens ofre: Poserer nu med våben…

Sidste år bloggede jeg om syriske Haifaa Awad, der mente at Dansk Folkeparti gik ‘i Hitlers fodtrin’, og at hun som uddannet læge havde krav på danskernes respekt. Dagbladet Information populariserede hendes humanitære indsats i artikelserien ‘En læges dagbog fra Syrien‘, og sammen med marokkanske Mounim Korchi blev de promoveret som en form for etniske rollemodeller. Ildsjæle der kæmper for bedre verden.

(Lægerne Haifaa Awad & Mounim Korchi, der tog til Syrien for “for at hjælpe krigens ofre”)

Fra den Assad-tro Syrienblog – Danske læger med våben i Syrien.

“De er gang på gang blevet fremstillet som ildsjæle… Især Haifaa Awad har været i front som ’syrisk talsperson’ og romantiseret ‘ildsjæl’ i diverse etablerede danske medier. I starten af året valgte hun dog pludselig, at deaktivere sin ellers aktive Facebook-profil, med tusindvis af naive følgere.

Siden har vores rutinemæssige overvågningsradarer i de mere lukkede dele af internettet opsnappet en række interessante billeder af de to tidligere, ellers så fremstående ildsjæle, der er gået i en slags digitalt hi, hvor mere personlige billeder fra deres ophold i Syrien er kommet frem. Altså de billeder, som de ikke delte med pressen og deres fans på Facebook.”

(Fotos: Syrienblog.dk)

“Den danske læge Mounim Korchi rejste fra sit uddannelsesforløb på Hvidovre Hospitals ortopædkirugiske afdeling til et syrisk hospital for at hjælpe krigens ofre.” (DR Nyheder, 28. april 2013)

“Haifaa arbejdede på syrisk hospital: Hør hendes rørende beretning” (DR Nyheder, 27. august 2013)

Opdate 12. maj 2016. Det første foto er trykt i Ugeskrift for Læger tilbage i 2011 (nr. 13), og er taget i Benghazi, Libyen. Jeg beklager.

Oploadet Kl. 23:45 af Kim Møller — Direkte link25 kommentarer

Holbæk: 39-årig mand stukket med kniv af 13-årig AEH’er – “… kendte tilsyneladende ikke hinanden.”

Selv hvis den 39-årige var forblødt i Bysøparken, så havde det ikke givet et indslag i hverken TV-avisen eller TV2 Nyhederne. Var den unge gerningsmand blevet fyret som flaskedreng på grund islamistiske sympatier, så havde det derimod været væsentligt. Ja, faktisk også, hvis han var blevet ansat. Så var det en historie om vellykket integration, ’19-Inspiration’-classic. Fra Sjællandske Nyheder – 39-årig stukket med kniv og slået i hovedet.

“Tirsdag klokken 15.20 blev en 39-årig mand fra Vanløse stukket i sin venstre arm med en kniv og slået i baghovedet i Bysøparken i Holbæk.

Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi var gerningsmanden en ung dreng af anden etnisk oprindelse end dansk, som efterfølgende kørte fra stedet på en scooter. Han er stadig på fri fod.

– De to kendte tilsyneladende ikke hinanden. Den 39-årige er en del af det miljø, der er i Bysøparken, men hvad der er gået forud for episoden, ved vi ikke præcist, siger Carsten Andersen, som er kommunikationsansvarlig hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Ordensmagten fik efter episoden i går fat i en 13-årig dreng, som var blevet udpeget som passager på scooteren.”

Oploadet Kl. 22:38 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer


9. maj 2016

DR Online vildleder: “Der var aldrig meget islam i deres handlinger. Ingen vilje til at forbedre verden.”

Pseudonymet ‘Said Ramzi’ er en tendensiøs kilde, og kan på ingen måde siges at være ekspert. Islam handler ikke at om at ‘forbedre verden’, men om at islamisere den, og Islamisk Stat er ganske velbevandret i islamisk teologi.

Fra DR Online – Fransk journalist infiltrerede IS-gruppe: Ikke meget islam i deres handlinger.

“Under pseudonymet Said Ramzi gik en fransk journalist undercover i et halvt år, hvor det lykkedes ham at infiltrere en celle af Islamisk Stat i Frankrig. Det blev til dokumentarfilmen ‘Guds soldater’, der blev vist på den franske tv-station Canal+ i går aftes.

– Mit mål var at forstå, hvad der skete inde i deres hoveder, siger Said Ramzi til nyhedsbureauet AFP.

– Der var aldrig meget islam i deres handlinger. Ingen vilje til at forbedre verden. Kun fortabte, frustrerede, selvmordstruede og unge, lette at manipulere. De var så uheldige at blive født i samme æra som Islamtisk Stat. Det er meget trist. Det er unge, som søger efter ‘noget’ – og det er så, hvad de fandt, siger Ramzi.”

(Trailer til Canal+-dokumentaren Soldats d’Allah, 2. maj 2016; Foto: Youtube)

“‘One of the main lessons was that I never saw any Islam. No will to improve the world. Only lost, frustrated, suicidal, easily manipulated youths.’

Ramai thus assumes that Islam involves a will to improve the world, when in fact the Islam that he claims he never saw any evidence of was staring him in the face: ‘The documentary shows how Ramai was brought into the group with a promise of a ‘path to paradise’, adding: ‘Our women are waiting for us there, with angels as servants. You will have a palace, a winged horse of gold and rubies.”

Where does Rabai think that these Islamic State jihadis got this idea? From Marxism? From deconstructionist theory? If he had an ounce of knowledge of Islam, or honesty, he would know it is from the Qur’an, which describes Paradise in similar terms: ‘Those will have gardens of perpetual residence; beneath them rivers will flow. They will be adorned therein with bracelets of gold and will wear green garments of fine silk and brocade, reclining therein on adorned couches. Excellent is the reward, and good is the resting place.’ (18:31)” (Robert Spencer, 7. maj 2016)

Oploadet Kl. 00:46 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer


8. maj 2016

Danske humaniora-studerende vil helst arbejde for Danmarks Radio

Universum har spurgt 15.478 danske universitetsstuderende om hvilke arbejdspladser, de betragter som de mest attraktive. Berlingske Business opridser i en oversigtsartikel om undersøgelsen, at fremtidens akademikere er selvbevidste, og ønsker at arbejde et sted der har “… et inspirerende formål og en dybere mening”. Hmmm…

Oploadet Kl. 09:58 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


7. maj 2016

Deadline lader tre kulturmarxister diskutere Justin Biebers racistiske frisure: ‘Kulturel appropriation’

Tid er generelt en mangelvare, men når Deadline lader tre venstreorienterede ideologer debattere ‘kulturel appropriation’ på baggrund af Justin Biebers nye frisure, så skal det prioriteres. Panelet var ph.d. Mira Skadegaard Thorsen, musiksociolog Henrik Marstal og RUC-kønsforsker Christian Groes, og de var stort set enige i, at Justin Bieber havde udnyttet neg…afroamerikansk kultur og hermed gjort sig skyldig i et racistisk motiveret kulturtyveri. Bizart på flere niveauer, men først og fremmest tragikomisk fordi alle tre abonnerer på et dynamisk kultursyn.

Selvom Christian Groes undervejs fik blandet nationalisme ind i forklaringsmodellen, så lød han som den mest jordnære af de tre – formentligt fordi han ikke fik talt sig varm. Henrik Marstal aflirede kulturmarxistiske begreber på ryggraden, og egentligt var det kun Mira Skadegaard Thorsen der kunne køre den helt ud uden at fortrække en mine. Hun brugte pudsigt nok flere engelske begreber, men havde garanteret en lix-tung forklaring på hvorfor det ikke var en form for kulturel appropriation. Noget med pigmentering, slaveri og indenbyrdes magtforhold.

Indslaget kan ses online, men lad hellere være. Det var (med ord approprieret fra en Facebook-ven) “15 minutter af mit liv, som jeg aldrig får igen.”

Det er en udnyttelse. Det er helt klart en form for udnyttelse. Det er en refleksion, det er en genskabelse af den koloniale gestus, i virkeligheden. Man har lov til at tage hvad man vil, man giver ikke nødvendigvis ‘credit’, og man er jo allerede i en position hvor man kan vælge, man har et privilegie for overhovedet at kunne gøre det her. (Mira Skadegaard Thorsen)

… det er også et spørgsmål om politisk bevidstgørelse i et land der er præget af stor ulighed som USA. (Christian Groes)

Det har også noget at gøre med privilegier, hvem er de mere privilegerede, og hvem er de mindre privilegerede. Og i sådan en situation, når Justin Bieber gør det som han gør, så glemmer han måske, at han tilhører en gruppe der er meget meget privilegerede, nemlig de hvide mennesker på jorden, og han er ovenikøbet mand, så han tilhører den allermest privilegeredegruppe overhovedet i verdenshistorien. … Vi taler om begrebet ‘privilegieblind’, at folk glemmer hvilke privilegier de har… Det han gør med det her hår, det er at udøve privilegier… (Henrik Marstal)

“Det har lige præcist med den asymmetriske relation at gøre. Det at der er nogen der er i stand til at tage det de har lyst til, og lægge det fra sig igen, når de vil. For eksempel et kulturelt udtryk, et ‘hår-udtryk’. Der er mennesker der er ikke-privilegerede, eller marginaliserede, der på ingen måde har den frihed til at vælge, de er marginaliserede, og er slet ikke berettigede til at tage majoritetskulturens udtryk på sig. … Derfor kan det opleves som en krænkelse. … Det er igen hans udlægning af en stereotyp opfattelse af nogle bestemte grupper, så han bliver den legitime stemmer som han ikke nødvendigvis repræsenterer.” (Mira Skadegaard Thorsen)

(Justin Bieber med racistisk frisure)

“Jeg siger ikke, at Justin Bieber ikke må have dreadlocks, sådan som utallige efterskoleelever også har haft det på et tidspunkt, herregud. Jeg siger, at hvis han gør det med det formål kortvarigt at ‘eksotisere’ sin fysiske fremtoning eller bare for at låne lidt kredibilitet fra en kultur med betydelig mere saft og kraft end hans egen, ja, så bør han selvfølgelig være klar over, hvilken position han gør det ud fra, ligesom han bør være opmærksom på, at han dermed låner uden at give noget igen. Og når han ikke gør det, fremstår han privilegieblind, for han aner tilsyneladende ikke, hvilke privilegier han med sin nye frisure trækker på.” (Henrik Marstal i Politiken, 28. april 2016)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Gyldig XHTML
WP






MediaCreeper