29. november 2011

Folkesocialisten Özlem Cekic til kamp mod det arbejdende Danmark…

Ekstra Bladet fortæller om Familien Aagaard fra Falster, der er så fattige, at de ikke har råd til at give deres 11-årige søn en computer til jul. Mange forveksler velfærdsstaten med Disneyland, og mandagens ‘fattigdoms’-duel mellem Joachim B. Olsen (LA) og Özlem Cekic (SF) i Aftenshowet på DR1, endte med en storsejr til kuglestøderen.

Nej, en enlig mor uden job, er ikke fattig hvis hun har 15.728 kroner efter skat hver måned, og efter udgifter (inkl. cigaretter, hundemad, licens etc.) har et rådighedsbeløb på 5.031,00 kroner. Fremragende leder på 180 Grader.

“Kvinden, som samme Özlem Cekic havde fundet frem som et eksempel på den “fattigdom”, som regeringen vil afskaffe ved at forhøje kontanthjælpen, modtager hver måned 15.728 kr. efter skat fra det offentlige. Men alligevel tøver SF’eren ikke med at kalde kvinden for fattig.

Hvordan Cekic kan gøre det uden at skamme sig over for alle de danskere, som går på arbejde hver dag uden at kunne oppebære en mærkbart højere nettoindkomst, er ikke til at forstå.

Engang hævdede socialister, at de repræsenterede arbejderklassen. I dag kan vi konstatere, at socialisters væsentligste bekymring synes at være, at de arbejdende ikke afleverer penge nok til de ikke-arbejdende.

(BT Kvinder, Tenna Christensen: Jeg er rent til grin)

Jeg er meget træt, når jeg kommer hjem og har ikke altid så meget overskud til min datter, fortæller Tenna. Trods den pressede hverdag og den lave løn vil Tenna ikke opgive sit job.

– Jeg vil ikke være bistandsklient. Jeg kan li’ mit arbejde og har ikke lyst til et andet job. Men nogen gange tænker jeg da, at jeg er rent til grin, siger Tenna Christiansen.”

Oploadet Kl. 05:25 af Kim Møller — Direkte link72 kommentarer


15. april 2010

Faderhuset, medierne og de venstreradikale – Ruth Evensens førstehåndsberetning

Det er ikke meget der har været i medierne om Ruth Evensens nye bog, blandt andet omhandlende Faderhusets tid på Nørrebro og forløbet omkring rydningen af Ungdomshuset. Olav Hergel refererede i Politiken lidt om det, der blev betegnet som “Ruth Evensens sandhed om Ungdomshuset” (26/3-10), og Ekstra Bladet forklarede samme dag tørt, at “Ruth Evensen afviser al snak om tyranni og kollektivt selvmord” (26/3-10). Øvrige medier blev væk fra pressemødet, omend det forlyder at morgendagens udgave af Weekendavisen inkluderer en anmeldelse af Ruth det ik’ slut.

Der er en hel del interessante informationer i bogen, ikke mindst i relation til mediernes rolle, politiserende NGO’er såsom Børns Vilkår, og enkeltstående personer, herunder ikke mindst Niels Eric Werner. Sidstnævnte, blev af medierne anvendt som whistleblower skråstreg ekspert om forholdene i Faderhuset, og deltog i hetzen på alle niveauer – interviews i 21 Søndag, gæst i Aftenshowet og så videre. At den tidligere P3-vært var romantisk involveret i et Faderhusets medlemmer, og hans efterfølgende hævngerrighed, ikke bare gjorde ham til mediedarling, men endte med at give ham polititilhold – bør vel også være en del af historien.

Her lidt fra en email han sendte til Ruth Evensen d. 9. april 2008 – fire dage senere agerede han sandhedsvidne i Magasinet 21 Søndag i et af de mest kampagneagtige indslag jeg har set til dato i et nyhedsprogram.

Gud har rejst en tidevandsbølge mod jer. På den baggrund har jeg intet andet valg end at være lydig mod Gud og træde frem offentligt. Jeg har besluttet at anvende alle mine ressourcer på at bekæmpe jer og jeres aktiviteter… Således vil jeg bekæmpe jer i medierne, igennem kristne organisationer, gennem myndigheder og offentlige instanser, økonomisk, i jeres lokalsamfund, hvor på kloden I end måtte befinde jer, i jeres netværk, i jeres familie, på alle tænkelige fronter.” (Niel Eric Werner; s. 229)

(21 Søndag, 13. april 2008: Faderhuset beskyldes for at ignorere incest)

(Polititilhold, dateret 26. december 2009; Ruth Evensen: Ruth det ik’ slut, s. 228)

Ruth Evensen fortæller i bogen, at samtlige børnefamilier i Faderhuset blev indberettet til myndighederne, bl.a. af Børns Vilkår, der også gik til Den Sociale Ankestyrelse – ingen blev dømt, ingen blev tvangsfjernet.

Mediehetzen er ret åbenlys, og jeg har derfor valgt kun at citere afsnit fra bogen, der omhandler den yderste venstrefløj hetz mod Faderhuset. I en årrække, formentligt Nørrebros næstmest udsatte religiøse minoritet. Kun jøderne har haft det værre.

Faderhuset har ikke gjort meget i billedmæssig dokumentation, men på opfordring har Asbjørn Evensen, venligst sendt mig billeder taget af ham selv den 26. november 2006, da venstreradikale angreb en gudstjeneste i Rødovre – 90 personer blev efterfølgende anholdt. Malerbomber fra børnerummet blev desværre ikke foreviget.

“På et tidspunkt i oktober måned (2001, Kim) fik vi besøg af de autonome til en gudstjeneste. De trængte ind til vores gudstjeneste i Griffenfeldsgade, og med sig havde de madrester fra skraldespandene udenfor. De hældte øl ud over det hele, væltede en barnevogn og stjal mikrofoner og andre ting. (s. 9)

“Nytårsaftensdag kl. 12.00 i år 2001, stod vi så, en god flok på omkring 50 mennesker uden for Jagtvej 69… for at tage vores hus i besiddelse… Vi nåede at være der en tre kvarters tid, inden unge vrede mennesker trængte ind i huset… De fleste med sorte masker samt jernkøller og koben. Det var ikke nogle søde fyre, skal jeg garantere for. De trampede på mennesker, slog med knytnæver i ansigtet, tildelte slag med jernrør og køller i hovedet og på kroppen. Jeg var deres røde klud, så mig tog de kvælertag på, mens jeg blev gennet hen mod hovedtrappen. Kort efter hele seancen stillede to meget veltalende talsmænd fra Ungdomshuset sig op på trappen foran pressen, og fortalte, hvordan vi havde overfaldet og forulempet dem, og væk som dug for solen var tæskeholdet, som vel talte omkring 30-40 unge. Meget professionelt og disciplineret lavet! […] Vores to sønner, Simon Peter og Asbjørn, var med inde i huset. Jeg erindrer, at jeg på et tidspunkt får øje på Simon. Hans ansigt var totalt blodigt efter adskillige knytnæveslag, som resulterede i en blodnæse og en flækket læbe… Knut havde en hel del buler i hovedet og bag på låret efter adskillige slag med jernrør…” (s. 11ff)

“Vi havde boet som familie på Nørrebrogade 58 i en årrække og haft vores gang først i Kristent Center, som lå på Ørnevej, og siden vi startede Faderhuset den 1. oktober 1990, havde vi også altid holdt til på Nørrebro… til sidst i egne lejede lokaler i Griffenfeldsgade…” (s. 67)

(Faderhuset, Rødovre, 26. november 2006)

“En dag kort før jul fik vi besøg af en ukendt mand, som… afleverede en papkasse med hundredekronesedler. Der skulle vise sig at være 50.000 kr. Vi var totalt overvældede og lykkelige for den uventede gave… senere fandt vi så ud af, at det var en kristen forretningsmand, som var meget rørt over det arbejde, vi gjorde for de lokale børn, som hovedsageligt bestod af børn med palæstinensisk baggrund.” (s. 72; Børnecaféen)

“En af de ting, Faderhuset blev kendt for, var deltagelsen i en march i august 2002 gennem Nørrebro, hvor Moses Hansen gik med sit store kors… idet det ikke er et ukendt fænomen, at muslimer ønsker at overtage hele bydele, som det også er sket i flere store byer i Europa. Vi vidste ikke rigtig, hvad vi skulle gøre ved det, men besluttede så at lave en bønnevandring på Nørrebro, hvor vi bad for området og ønskede dermed at slå fast, at Danmark er et kristent land. Utroligt nok skulle det komme til at sætte hele bydelen på den anden ende… Politiet bad os om ikke at lægge ruten omkring Blågårds Plads. Tankevækkende, at man ikke kan færdes frit i sit eget nabolag.

Da vi endelig var klar til at begynde vores vandring, var der så stærkt et opløb i Griffenfeldsgade, hvorfra vi skulle starte, at vi ikke kunne komme ud af gården. Vi blev simpelthen trængt tilbage af vrede mennesker. Det lykkedes dog anden gang ved politiets hjælp at komme ud af gården og begynde vor vandring rundt på Nørrebro… Den tredje dag, sluttede det hele på Sankt Hans Torv, hvor vi ville have et friluftsmøde, men da vi nærmede os, var hele torvet og de tilstødende gader fyldt med vrede mennesker, mest indvandrere, hvilket umuliggjorde vores forehavende. (s. 119ff)

(Faderhuset, Rødovre, 26. november 2006)

“Vi fik i øvrigt besøg en af nætterne i de dage, hvor vi foretog bønnevandringen på Nørrebro. Vi boede på Jyllingevej dengang og pludselig kl. 2 om natten hørte vi et kæmpe brag. Vores ugegamle bil bliver smadret med en jernstang og ind af vores ruder drøner malerbomber med gammel maling. Vi når lige at se tre autonom-lignende personer løbe væk.

Min gamle mor på over 90, som boede hos os, havde vindue ud mod gaden og ind igennem hendes vindue flyver der en malerbombe. Havde hun siddet i den stol, hun plejede at sidde i ved vinduet, var hun formentligt blevet dræbt, for de genstande, malingen var i, var ganske tunge. De skulle jo lige smadre et vindue. Jeg må indrømme, at jeg synes, det var lige over kanten af drengestreger. Hele vores stue blev ødelagt, både gulve, gulvtæppe og møbler blev tilsprøjtet med maling… Alt i alt har vi fejet en del op efter de unges hærværk og ødelæggelser hos os. Det har kostet os hundredtusindvis af kroner dels at udbedre skader og efterfølgende at betale privat vagtværn.

Mens vi stadig var på Griffenfeldsgade fik vi gentagne gange smadret ruderne til mødesalen, med en farvelade af maling udover gulvtæppet og bygningens facade. Det endte med at vi måtte barrikadere vinduerne med store træplader.

En anden gang i Rødovre, kommer der en masse autonome væltende ind, lige inden vores gudstjeneste, hvor der var mange børn samlet. De sortklædte fyre tog store gulvvaser og kastede dem tilfældigt ind i flokken af mennesker. Ruder og glasdøre blev smadret og vores lokaler blev efterladt med gul maling på vores nylagte gulv og nymalede vægge. To af vores menighedsmedlemmer blev overfaldet og slået og sparket ved den lejlighed.” (s. 127f)

(Faderhuset, Rødovre, 26. november 2006)

“Det skete jævnligt, at vores unge gik rundt og snakkede med folk på Nørrebro. Det var oftest Kristina som gadepræst, der enten selv gik rundt eller tog et team med sig. Ofte gik de i området omkring Blågårds Plads og Folkets Park… Det var dog ikke altid helt ufarligt at færdes i det område. Selv om Kristina og de andre fra Faderhuset kendte mange mennesker rigtig godt, og var meget vellidte, har de også oplevet overfald og trusler. På et tidspunkt, mens Kristina var gravid i syvende måned, kom hun gående på Griffenfeldsgade. Nogle af dem, hun havde med den dag, kom i snak med et par fyre som hidsede sig op, og da Kristina kom derhen løftede han hende op og kastede hende 2-3 meter bagover. Det var en af de autonome, som Kristina ofte havde snakket med. Han blev vist lidt hed om ørerne, da hun fortalte ham, at hun var gravid i syvende måned. ’Det vidste jeg ikke’, fremstammede han.

En anden dag gik hun og Jane en tur over på Blågårds Plads, hvor de ofte havde hængt ud med mennesker. Pludselig kom der en mand af anden etnisk herkomst – tydeligt vred – og råbte, at de skulle ud af hans område. Han truede med at ringe til alle sine venner, for det var et muslimsk område og der skulle ikke være kristne. Han tog fat i begge deres hoveder og knaldede dem sammen, hvorefter de fortrak fra området.” (s. 131f)

(Faderhuset, Rødovre, 26. november 2006)

“På et tidspunkt, kort efter vi havde købt Ungdomshuset, fik vi besøg af en flok på ca. 15 folkekirkepræster fra Nørrebro. De havde netop været en tur inde i Ungdomshuset, og derefter ville de besøge os i Griffenfeldsgade. De præsenterede sig som gejstlige på Nørrebro, og det første de gav udtryk for var, at de allerede havde taget parti for de autonome, og at vi ikke skulle regne med deres støtte. En festlig gestus, men de fik da en lille forfriskning og et ord med på vejen.” (s. 139)

“Jeg har drukket kaffe med Ritt Bjerregård et par gange… Vi havde kun lige foretaget de indledende bemærkninger, da døren pludselig går op og ind farer 2-3 politibetjente bestyrtede. Det viste sig så, at jeg havde efterladt min overfaldsalarm i bilen… Men her sad jeg altså fredeligt på overborgmesterens kontor.” (s .189f)

“Julefreden røg sig alligevel en tur, da ’de unge’ ikke kunne dy sig for at lave ballade, når de nu havde bestilt hjælp fra autonome i hele Europa. Derfor blev Nørrebro smadret den 16. december 2006 ved en af deres sædvanlige ’fredelige’ demonstrationer, der udviklede sig i en voldelig retning… Vi var inde i huset, for en kort bemærkning, nytårsaftensdag 2001… Ude på gaden og fortorvet kastede de autonome med sne og forbandede os langt væk. En flok andengenerationsindvandrere stod triumferende på hovedtrappen og råbte: Islam vandt, Islam vandt! Jam hvad skal man sige til det? Sandheden er jo ganske enkelte den, at vi bare var en frikirke, der havde købt et hus på ærlig vis… Fokuseringen på os som kristne, har fyldt alt for meget i medierne, sådan at vores ret som husejer blev skubbet i baggrunden.” (s. 197f)

(Faderhuset, Rødovre, 26. november 2006)

“Torsdag den 1. marts 2007 lidt i syv sænkede en politihelikopter sig ned over taget på Jagtvej 69 og politiets antiterrorkorps satte ind på at rydde huset… Huset var overalt præget af at være ekstremt beskidt og det flød med affald, gamle madrester og andet udefinergbart affald i de fleste rum… Nogle af vores folk kravlede hurtigt op på taget og fjernede de unges sorte sørøverflag og erstattede det med Dannebrog, som smukt vajede i vinden. En ældre dame kommenterede det på fortovet, hvor vi stod og sagde, at det det var smukt med Dannebrog og takkede os for indsatsen. Politiets topfolk syntes ikke så godt om initiativet med flaget, da de mente, at det ville provokere de unge yderligere. Vi gik med til at tage det ned igen, selvom vi ikke helt kunne forstå, at hvad der er provokerende ved Dannebrog! (s. 203ff)

“Der var rigtig meget, der bare skulle smides ud, og sandelig også rigtig meget, der skulle opbevares… Først fyldte vi en lastbil fra firmaet 3×34. Den blev senere brændt af og så ville de foreståeligt nok ikke sende flere vogne. (s. 206)

“På vej tilbage efter en af mine spisepauser møder jeg Flemming Steen Munch og hans bil bag afspærringen. Den har fået smadret et par sideruder og har buler på begge sider. Jeg spørger til om politiet nu også bruger private biler i kampen. Flemming svarer, at han i morges kørte nogle børn i skole og på vejen tilbage blev han opdaget af en gruppe autonome, der overdængede bilen med sten. Flemming sagde stolt og med ild i øjnene: ‘Så kan man se, at jeg har været i kamp.'” (s. 209)

Bogen kan købes hos Forlaget Reform eller Arnold Busck.



27. august 2009

Mere om Helsingør-sagen: “Alle danskere skal dø”

Helsingør-historien er grel, men sagen er ikke unik, og at detaljerne kommer frem i den udstrækning de gjorde igår, skyldes alene det, at naboerne valgte at stå frem i samlet flok. Herunder delvis transkription af et indslag på Aftenshowet (DR1). Jeg har udeladt sekvensen hvor repræsentanten for Lejerbo forklarer, at sagen er dobbeltslem fordi den risikerer at give danskere fordomme, samt beboerformandens bekymringer for den libanesiske families børn.

Det 8-9 minutter lange indslag kan ses på dr.dk/aftenshowet eller på Youtube.

Mads Steffensen, DR-vært:: De må lægge ører til ord og vendinger, som racist, luder, lede kælling, alle danskere skal dø, alle danskere og jøder skal dø. Beboerne på Belvederevej i Helsingør føler at de bor i en krigszone, det er en hverdag med vold, trusler og hærværk… Der er to blokke, 23 familier, og i en lejlighederne bor der en libanesisk familie…

Anne Engmann, beboer: … når vi skal ud med skraldespanden, så ringer vi til naboen, og siger jeg går lige ud, vil du holde øje med mig. Når vores børn er ude, så sidder vi ude med dem. Når børnene er over og lege hos legekammeraterne i den anden blok, så ringer vi til hinanden, når de går hjem, og går ud og venter på dem. Når vi går ud med vores vasketøj, bliver der råbt grimme ord efter os. Ofte skal vi sidde der ude og holde øje med vores vasketøj.

Mads Steffensen: Det er så denne her ene familie, det handler om. Der er seks børn, 3 til 14 år, de ville som sagt ikke medvirke her hos os. Cristian, I har jo alle sammen prøvet at blive overfaldet, enten fysisk, verbalt eller begge dele – det kulminerer i mandags, du ender på skadestuen. Hvad var det der skete?

Christian Engmann, beboer: Jeg hører min kone kalder efter mig, og idet jeg kommer ud af døren, der når jeg først bare lige at sige stop, og så blev jeg simpelthen overfaldet.

Mads Steffensen: – Af hvem?

Christian Engmann: Af den her libanesiske familie her. Og får taget kvælertag, og bliver slået. Jeg prøver at komme hen og få fjernet dem fra min kone af, og hjælpe min overbo, det når jeg ikke. På ingen måder. Jeg bliver holdt op i opgangen, hvor min nabo, så kommer og får befriet mig, hvis man kan sige det på den måde.

Mads Steffensen: Du ender på skadestuen.

Christian Engmann: Ja, det gør jeg.

Mads Steffensen: Hvad skete der?

Christian Engmann: Det går meget hurtigt må jeg sige. Jeg har både (fået) nogle slag i hovedet, og render rundt med hovedpine.

Mads Steffensen: Hvordan oplever du denne her situation Anne?

Anne Engmann: Det virker meget voldsomt. Det er noget uvirkeligt for os. Vi har det sådan, at nok er nok.

Mads Steffensen: – men du står og kigger på, at han bliver overfaldet.

Anne Engmann: Ja, og samtidig, så står jeg og kigger på, at min datter på 6 år, der er blevet lagt i seng, som står og kigger ud af vinduet – jeg hører bare hun skriger, og så kigger jeg, hvor hun kigger hen, og så kommer der en pige på 13 år farende imod mig med en kagerulle, og råber ‘du skal dø, du skal dø’. Det er meget voldsomt. Det er det.

Mads Steffensen: Dagen efter at familien får en opsigelse, i en sag, som overhovedet ikke er afsluttet endnu, der får du en hilsen, der hvor du bor.

Elisabeth Dreijer Sørensen, beboerformand: Ja, jeg fik et rødt kryds på min dør. Og det har vi så senere fået at vide, hvad det betyder – det er at man er vantro, og man er på en dødsliste. Ja, hærværken stopper ikke der, fordi der er også tre biler der bliver ridset, og bliver punkteret på alle fire dæk, efter de har modtaget deres opsigelse. Men selvom de har modtaget deres opsigelse, har de jo stadigvæk tre måneder…

(fra legepladsen: “Vi har dræbt en mand…. Pas på”

Mads Steffensen: Du har også et eksempel Isabelle, for tre uger siden, hvad skete der.

Isabella Engmann, beboer: Mig og min veninde, vi sidder ude på legepladsen, vi sidder bare og snakker, og så kommer der nogle små børn hen og generer os, kaster sten på os, fra den der familie. Så går vi hen til min mor og siger, at de kaster sten på os, og sådan noget, og så går min mor over og tager fat i hans arm, og siger ‘du skal lade være med at kaste sten på børnene’, og han slår så efter hende. Så tager min mor ham så ind i opgangen, og siger ‘nu snakker vi med din mor om det her’. Og så imens min mor er inde i opgangen for at snakke med moderen, så er hende pigen på 14, hun overfalder så mig, med at slå sparke, og river i hår. Sådan at min ørering ryger ud, og sådan noget. Og det, er bare voldsomt.

Mads Steffensen: Vi har et videoklip fra en anden episode. Anne Engmann, kan du ikke sige hvad det er vi ser her.

Anne Engmann: Det er mandag aften. Lige der har de spyttet en nabo i hovedet, og så tænkte jeg, skal jeg ringe til politiet, eller skal jeg filme det her, og jeg er virkelig i vildrede. Skal jeg ringe eller skal jeg, hun truer mig til at slukke telefonen, og Vivi går foran mig, og prøver at skærme mig, de andre børn ildner en fuldstændig urimelig situation op, hvor John min nabo der, går ind for at hjælpe mig, og så trækker de ligesom ind til deres lejlighed. Og vi står der og tænker, hvad skete der for os tre naboer, hvad skete der der. Og John tager sin datter op, og lige pludselig bagfra kommer der en mand, som er hoppet ud over altanen. De kommer simpelthen fra alle sider, tolv mennesker – ender de med at overfalde os, tre mennesker.

Mads Steffensen: Hvad er det der foregår her. De flyttede ind i oktober sidste år, midten af oktober, er de ikke blevet taget godt imod. Hvad er det der har startet det her, har I nogle teorier, ideer om det.

Anne Engmann: Vi har taget godt imod, vi har sagt velkommen. Christian hjalp med at bære flytteting.

Christian Engmann: Jeg hjalp med at bære en ny sofa ind, ikke en sofa, men en seng, da de var ved at flyttet ind. Det må da i hvert fald være at være venlig.

Isabella Engmann: Man præsenterede sig også venligt for dem i starten, men det blev bare værre og værre.

Mads Steffensen: Hvad tror du der er, der har gjort det her. Det er en familie, der chikanerer 23 andre.

Elisabeth Dreijer Sørensen: Det er meget meget svært, at overskue, hvad det her drejer sig om, for det er så ekstremt, at der ikke er nogen af os, der har fantasi til at forestille os, hvad det er der foregår, og vi synes vi er meget rummelige ude ved os. Der bor tre andre familier med anden etnisk baggrund end dansk, og der er ikke de problemer, og vi synes vi har været meget imødekommende og prøvet meget at møde dem og hjælpe dem til at forstå husordenen, og vi alle sammen skal overholde det, fordi det er demokratisk vedtaget, husordensreglerne. Det gælder for os alle sammen, så jeg ved ikke hvad det er, der har gået galt.

TVavisen bragte ligeledes et længe indslag om sagen igår (også på Youtube), her blev det fortalt, at det er tredie gang familien smides ud.

Udsmidningen fandt sted tidligere idag, og det ser ud til den konservative borgmester Per Tærsbøl var sin opgave voksen. Det er dog svært at se det rimelige i, at familien bare får en hus på landet.

“… det bedste ville være bare at sende dem ud på et sted, hvor der ikke er andre mennesker. Eller hjem til Libanon.” (Per Tærsbøl; Ekstra Bladet, 26/8-09)

“Hvis det stod til mig, skulle den familie sendes ud på en øde ø.” (Per Tærsbøl; Politiken, 27/8-09)

Oploadet Kl. 14:49 af Kim Møller — Direkte link73 kommentarer


22. januar 2009

“… hendes ben… De er der ikke, men bloder render ned, og hun står og kalder på mig…”

Normalt ses dansk-palæstinenseren Hanane Gheith kun ved kommunistiske ‘freds’-demonstrationer, men mandag i sidste kunne man se hende i Aftenshowet på DR1. Med skælvende stemme og våde øjne, fortalte hun detaljeret om dengang hun i det sydlige Libanon, som otte årig skolepige blev udsat for israelske flyangreb – rendyrket følelsesporno.

Hanane Gheith: Alt det der lå på jorden, det var grusomt, det var ubeskriveligt, jeg kan ikke engang komme i nærheden af, at beskrive det. Men det, det at den pige der kalder på mig, og jeg hører hendes stemme, det at jeg kender pigen (skælver, og afbrydes)

Sisse Fisker, Vært: – Så der er en pige der kalder på dig, da hun kan høre du kommer ud i skolegården… hvad sker der da du kigger over på pige`n?

Hanane Gheith: Jeg ser en pige hænge, og det er stadigvæk en gåde for mig indtil dagen i dag, hvordan hun kan hænge oppe på muren, fordi der var ikke noget hun kunne hænge i. Men hun er blevet ’sprunget’ op på en eller anden måde, og det har gjort at hendes ben – de er væk. De er der ikke, men bloder render ned, og hun står og kalder på mig…

(Aftenshowet, 12/1-09: Offer for bombeangreb)

“By mid-1981, the reciprocal attacks were approaching the intensity of full-scale hostilities… Although a truce was arranged with the help of United States ambassador Philip Habib on July 24, 1981, acts of PLO terror did not abate inside Israel, in the West Bank, and in foreign countries. Israel considered the continued presence of long-range weapons threatening its northern population centers an unacceptable threat. In June 1982, Israel justified its invasion of Lebanon as the response to an assassination attempt against its ambassador in London…” (Globalsercurity.org)

Oploadet Kl. 15:06 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer


17. januar 2009

Jøde: Det minder mig om nazisterne, “det er det samme de siger, det er det samme de vil.”

Aftenshowet på DR1 havde i torsdags inviteret jødiske Claus Bentow, til en snak om det at være jøde i multikulturelle Danmark, og her blev der blandt andet vist lidt fra de afslørende Youtube-videoer, medierne hidtil har valgt at ignorere.

  • 15/1-09 Aftenshowet – Truet for sin religion (8 min).
  • Delvis transkription.

    Mads Steffensen, Vært : Du er dansk jøde, du bor her i København, og du føler dig truet i hverdagen. Hvordan har du mærket det på egen krop?

    Claus Bentow: Det har jeg oplevet på flere forskellige måder. Jeg har oplevet biler køre op bag ved mig når jeg kører på arbejde, og kaster ting ud af vinduerne og råber ‘jahud’, som er arabisk for jøde. Jeg har oplevet en muslimsk friskoleklasse som dansede bag i bussen, og råbte død over jøderne, da jeg sad med min datter på tre oppe foran. Jeg er blevet overfaldet, korporligt, kastet sten på mig, og folk der vil slå mig ned og så videre, og så videre.

    Mads Steffensen: – og de kan spotte. Hvem er det der råber de her ting. Hvem er det du bliver truet af?

    Claus Bentow: De her ting har primært været muslimer, altså radikale muslimer, islamister, men jeg vil skyde på at den yderste venstrefløj også kan melde sig ind under de faner, her i Danmark.

    Mads Steffensen: – og de kan spotte dig på grund af kalotten?

    Claus Bentow: Kalotten ja, men nu er jeg holdt op med at gå med den uden en hat over. Altså før i tiden har jeg gået med den – det kan blive varmt på sådan en sommerdag, så man behøver ikke en stor sombrero på hovedet. Men det er derfor de kan spotte det.

    Mads Steffensen: Og din kone har også oplevet trusler, kan man sige, men hun vil ikke stille sig frem her i dag. Det har hun ikke lyst til. Hvad har hun oplevet?

    Claus Bentow: Ja, hun har oplevet trusler. Hun er blevet spyttet efter en to tre gang, hun er blevet truet nede i Metroen for eksempel, blevet spyttet af en arabisk mand på Nørrebro, en ældre arabisk mand, da han så hendes Davidstjerne, som hun havde om halsen. Så er hun blevet spyttet på, da hun var på vej ud af bussen med vores ni måneder gammel Elias i barnevognen…

    Mads Steffensen: I lørdags der deltog du i en demonstration på Rådhuspladsen på grund af krigen i Gaza. Vi har nogle billeder af det her. Hvad var formålet med den demonstration?

    Claus Bentow: Formålet var i al stilfærdighed, at udtrykke et ønske om fred, og vise at Israel vil fred, også selv om det bliver nødt til at bekæmpe terrorisme. Ja, det var egentligt det budskab vi havde med os der. I al stilfærdighed.

    Mads Steffensen: Og der var jo så også en moddemonstration, den dag – det har vi også nogle billeder af.

    Mads Steffensen: Hvad tænker du når du ser de her billeder?

    Claus Bentow: Jeg får det fysisk dårligt. Det er til at blive deprimeret af, angst, og alt det håb jeg engang havde om en eller anden form for fredelig sameksistens, måtte det være i Mellemøsten, eller måtte det være heroppe, det tror jeg ikke på mere. Jeg kan kun se det her – det minder mig fuldstændigt om nazisterne i Anden Verdenskrig, det er samme slogans, det er det samme de siger, det er det samme de vil. Det er aldeles horribelt.

    Mads Steffensen: Alle jøder skal udslettes bliver der sagt her. Det er jo dig og din familie.

    Claus Bentow: Det er korrekt. Der står jo også i Koranen, i muslimernes hellige bog, at der hvor man finder jøderne skal man dræbe dem. Hizb ut-Tahrir har lige delt løbesedler ud hvor det stod her i Danmark, så der er jo ikke, man kan sige, de skjuler jo ikke deres hensigter. Det er jo ingen hemmelighed, hvad de her mennesker vil.

    Mads Steffensen: … altså der er krig i Gaza ligenu, føler du at krigen er flytte til Danmark. Er det taget til?

    Claus Bentow: Ja, det har helt sikkert taget til… altså trusselsniveauet er højt alligevel, nu er det bare tårnhøjt… Jeg tror ikke man skal forestille sig det daler ned til et normalt niveau, nej, nu vil det blive liggende højere end det plejer… Situationen er optrappet dramatisk fra muslimernes side.

    Mads Steffensen: … er det blevet værre at være jøde i Danmark?

    Claus Bentow: Ja, det synes jeg. Det synes jeg bestemt.

    Mads Steffensen: Nu er du så også far, hvad vil du gøre for at beskytte dine børn?

    Claus Bentow: Jeg prøver så vidt muligt, at holde dem væk. Jeg har blandt andet ikke sendt dem i folkeskole… Nu må man gøre op med sig selv, om man synes det er tåleligt at leve sådan, ellers så må man flytte til – jeg ved ikke, New York, andre steder, Israel måske, for at leve et tåleligt liv som jøde.

    Apropos. Ny video fra den omtalte moddemonstration.

    (den heilende palæstinenser & et bestyrelsesmedlem for Muslimer i Dialog)

    Diverse.

  • 5/1-09 TV2 Online – Ekspert: Oprørt over dansk hykleri (Michael Irving Jensen og Birgitte Rahbek).
  • “Det er ikke alle palæstinensere, der magter at fortælle den palæstinensiske historie i et sprog, som danskerne forstår, og det fremmer ikke sympatien i det danske samfund.” (Michael Irving Jensen)

  • 15/1-09 Jyllandsposten – Hamas-minister dræbt i sin brors hus (af Kaare Sørensen).
  • “Torsdag aften oplyste Hamas – gennem Egypten – at ledelsen i Hamas er parate til fred.” (Hamas taler om hudna, dvs. midlertidig våbenhvile, der ifølge chartret er forberedelse til krig)

  • 16/1-09 Jyllandsposten – Niels Lillelund: Vor tids jøder).
  • “Muslimerne er vor tids jøder. Konklusionen skyldes professor udi forfatningsretten dr.jur. Henning Koch…

    Vi andre må nøjes med empiri, når vi spørger os selv: Er muslimerne vor tids jøder? Er muslimernes situation i Danmark i dag, som jødernes var det i 1930’ernes Berlin? Der er ting, der taler imod, f.eks. det faktum, at der står muslimer i kø for at komme ind i Danmark, mens jøderne i trediverne, efterhånden som nazisternes hensigter blev tydeligere, gjorde, hvad de kunne, for at slippe ud.

    … jødehaderne holdt parade i lørdags på Rådhuspladsen i København. Der blev råbt heil Hitler, der blev råbt ned med USA, ned med Danmark, ned med demokratiet, og der blev råbt, at alle jøder skal dø NU, at Allah er den største, og at han nok skal komme efter jøderne og give dem deres straf.

    En ung mand, der hvislende fik sagt: »Hvis I vil ha’ jeres jøder så ta’ dem, de ska’ ikk’ vær ned’ i vores land.« Det kom med i TV Avisen, men ikke så meget andet. Der var ingen heilen i indslaget og heller ingen bekymrede kommentarer. Der syntes at herske et vist ubehag ved overhovedet at røre ved historien. På DR Online kunne man læse, at der havde været »et stort politiopbud,« og at palæstinensere og autonome havde været »meget højrøstede.«

    Ikke videre. I TV Avisen indledte man med ordene: »Det har været en dag, hvor mange danskere har haft lyst til at demonstrere « og så har man da ikke sagt for meget…

    Men mens vi venter på forskeren, kan man ved synet af de fredselskende Palæstina-sympatisører få den tanke, at det snarere er jøderne, der er vor tids jøder? Ikke kun på grund af brunskjorterne på Rådhuspladsen, men nok så meget fordi et facilt borgerskab høfligt vender ryggen til alt det grimme og fortsætter den dannede samtale i salonerne.”

  • 16/1-09 Dagens Nyheter – Sparkad bloggare i ny strid mot arbetsgivaren.
  • 

    17. september 2008

    Journalist Jacob Vind i Aftenshowet om bomber i WTC : “… det er ord mod ord.”

    Som en anden Løkkegaard forsøgte han at gemme den værste loonisme bag journalistisk nysgerrighed, men det egentlige ærinde fremgik dog tydeligt. Fra Aftenshowet på DR, på 7-årsdagen (11/9-08).

    Jacob Vind, journalist: Jeg faldt over dem for to år siden på nettet – jeg så en video på Youtube, og så – det var min fødselsdag, det synes jeg lød spændende, og så var det meget underholdende, at sidde og følge med, og se de der videoer, Loose change som kom i 2006.

    […]

    Mads Steffensen, DR-vært: Hvad er efter din mening det mest påfaldende ved World Trade Center-historien?

    Jacob Vind: Efter et stykke tid, at have kigget på alle de der konspirationer, der bliver ved med at nævne avisartikler og officielle rapporter, så blev jeg sådan lidt – jeg vil sgu selv finde ud af det. Jeg ville selv kigge på avisartiklerne og rapporterne… så hørte jeg et foredrag med en der hedder Steven Jones… og hans påstand er at der må have været sprængstoffer i de der bygninger… Rapporten (den officielle) giver ikke svar på en skid, ja undskyld… Det samme med Dick Cheney, til sidst der måtte…

    Mads Steffensen: Hvad er din teori så?

    Jacob Vind: Jeg (mumler) har ingen teori, selvfølgelig kan man sige, at det må være den amerikanske regering, det må være CIA selv, det må være Osama bin Laden, han har jo et samarbejde med CIA i Afghanistan, og det er jo det, de der folk siger, at Osama bin Laden jo må have arbejdet sammen med Dick Cheney, der må have styret det hele fra oven, der måtte have siddet folk i FBI, i hemmelige regeringer, og alt det der… det er ord mod ord… Der er ikke noget fakta på de her områder.

  • 2/8-06 Uriasposten – Morten Løkkegaard: Åndelig dovenskab ikke at spørge sig selv om Bush...
  • 12/9-07 Uriasposten – DR’s Jens Blauenfeldt om 11. september: Det har amerikanerne godt af.
  • 13/9-07 Uriasposten – DR’s Jens Blauenfeldt – the video.
  • 16/9-08 Ekstra Bladet – TV 2-kiks: Fogh undskylder attentat (inkl. screencap).
  • Oploadet Kl. 14:21 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer
    

    14. september 2007

    “Nu forstår vi alting meget bedre, for i de blindes rige hersker som bekendt den enøjede.”

    Et lille citat fra Jyllandspostens satiriske klumme Hjørnesparket.

    “Danmarks Radios medarbejdere flygter som rotter fra den rustne sparekniv, der skærer igennem nu. Der fyres i hobetal, og programdirektør Lars Vesterløkke har fået at vide, at han vælger at gå efter gensidig overenskomst.

    Sparket er faktisk lidt flov ved at indrømme det, men vi tænkte: »Hey, det er DR, nu får de smæk. Endelig er der nogen, der slår tilbage igen ?«

    Og så tog vi os i det, for Jens Blauenfeldt og hans Aftenshow har man jo endnu tilbage.

    Veldædige organisationer har gennemført en demonstration til fordel for samme DR. Sparket var umiddelbart skeptisk over for arrangementet, men ser nu, at Dansk Blindesamfund var blandt arrangørerne. Nu forstår vi alting meget bedre, for i de blindes rige hersker som bekendt den enøjede.

    Oploadet Kl. 11:47 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer
    

    13. september 2007

    DR’s Jens Blauenfeldt – the video

  • 12/9-07 Uriasposten – DR’s Jens Blauenfeldt om 11. september: Det har amerikanerne godt af.
  • Oploadet Kl. 13:08 af Kim Møller — Direkte link50 kommentarer
    

    12. september 2007

    DR’s Jens Blauenfeldt om 11. september: Det har amerikanerne godt af

    Aftenshowet på DR omhandlede igår naturligt nok en del om terrorangrebene 11. september 2001. Fint nok han er ærlig, men hvad laver sådan en mand på tv.

    Louise Wolff, DR: Datoen idag siger altså 11. september, eller på amerikansk – nine-eleven, og det er jo altså denne her dato, som alle der oplevede terrorangrebet på World Trade Center i New York for seks år siden, for altid vil huske, og især vil de huske hvor de præcist var henne. Jens – hvor var du?

    Jens Blauenfeldt, DR: Jeg var faktisk på arbejde, og kan huske at jeg sådan blev kaldt ind – nu sker der noget derinde i fjernsynet, og der var jo så brand i World Trade Center, og jeg er faktisk lidt flov over at indrømme det, men jeg tænkte – hey det er amerikanerne, nu får de smæk – det har de rigtig godt af.

    Louise Wolff: Tænkte du det?

    Jens Blauenfeldt: Det er ikke engang løgn – Jeg er faktisk lidt flov over at indrømme det, men det var sådan – endelig er der nogen der slår tilbage igen, men på den anden side, så tænkte man jo også – hold da op, det er godt nok mange uskyldige det går ud over.

    Louise Wolff: Jeg skulle lige til at sige – det var jo noget med som dagen skred frem.

    Jens Blauenfeldt: Det var bare sådan umiddelbart. Det lignede en aktionfilm, og så forventede man at så kom Arnold Schwarzenegger eller Bruce Willis, eller nogen andre og reddede det hele.

  • Initiativet Fred og Frihed – Terrorens ofre. Mennesker. Ikke bare tal.
  • Opdate.

  • 12/9-07 DR Presse – Jens Blauenfeldt beklager udtalelse om 11. september.
  • Oploadet Kl. 03:40 af Kim Møller — Direkte link138 kommentarer
    

    10. april 2007

    Loonie Bo Richardt kørte rutinen på P1 Formiddag – Bush er ond, ond og ond

    P1 Formiddag med Poul Friis havde idag ‘fredsvagten’ Bo Richardt som gæst, og det blev en absurd affære. Jeg kom ind efter et kvarter, hvor han var ved at forklare hvorfor Al-Qaeda nok ikke stod bag 11. september-angrebet, og hvorfor det hele måske nok i virkeligheden var en neo-konservativ konspiration. På sin hjemmeside går han hele vejen:

    “Som fredsvagt har jeg nogen år beskæftiget mig en del med denne verdenshistoriske begivenhed. Jeg har beskrevet mine følelser i starten af den ’bog’ jeg har skrevet om FredsVagten; Men alligevel skulle der gå 4 år før det rigtig gik op for mig hvordan den begivenhed blev arrangeret af Bush-slænget selv.”

    Skurken var foruden de onde konservative, også våbenindustrien, og specifikt henviste han til Jarecki’s pseudo-dokumentar Why we fight, som TV2 sendte for et par år siden.

    Det siger sig selv P1 ikke skal lade en venstreradikal fantast af den kaliber propagandere i 50 minutter, men det var faktisk ikke det værste. Det værste var at lytterne der ringede alle var enige med ham. Ensidigheden var så udtalt, at Poul Friis efter 40 minutter måtte forklare det med, at alle der foreløbigt havde ringet ind havde nogenlunde samme holdning som gæsten. Egentligt skræmmende når man tænker lidt over det.

  • 5/5-06 Uriasposten – Loonie Bo Richardt i MetroXpress om ‘Særheder omkring Flight 93′.
  • 29/10-05 Dagbladet Arbejderen (FritIrak) – Saddams legitimitet.
  • 20/2-07 DR Aftenshowet – Ildsjæle (Bo Richardt).
  • Oploadet Kl. 21:23 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    « Forrige sideNæste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper