8. juni 2017

Om eksperter der tog fejl om syrerne: “… stil dem til regnskab med helt almindelig, kritisk journalistik”

Forleden foreslog Det Radikale Venstre, at man i forbindelse med de kommende medieforhandlinger øremærker 10 mio. kroner til oprettelsen af et såkaldt ‘agentur mod falske nyheder’, med det ene formål, at ‘modarbejde og korrigere falske nyhedshistorier’.

I forhold til mediebranchen er flere midler aldrig løsningen. Sjælden god JP-leder – Så var alle flygtninge fra Syrien alligevel ikke atomfysikere og hjernekirurger. Hvordan kunne eksperterne tage så voldsomt fejl?

“Fake news er en af tidens svøber, og selv om fake news ofte er old news i den forstand, at der til alle tider har været praktiseret løgn, spin, manipulation og kynisk nyhedsfiltrering, så er der også visse aspekter, som er af nyere dato. Politiseringen af videnskab og faglig ekspertise er et af dem. Det er netop blevet demonstreret med uhyggelig præcision.

En undersøgelse fra Rockwool Fonden om uddannelsesniveauet blandt forskellige typer af flygtninge viser, at flygtninge fra Syrien ligger i bunden. Det kan jo egentlig ikke undre med tanke på de mange års horrible borgerkrig i det sønderslidte land og det forudgående jernhårde diktatur.

At det alligevel kan blive en større nyhed i mange medier, også her i avisen, skyldes den sørgelige kendsgerning, at tjenstvillige eksperter af alle slags kritikløst – eller nok snarere i en bestemt politisk hensigt – har givet indtryk af, at netop flygtningene fra Syrien var specielt godt uddannet.

Ekspert efter ekspert tonede frem i tv-studierne og gentog denne påstand med en flankerende opfordring til, at Danmark tog godt imod de syriske flygtninge, fordi de kunne være med til at fylde rækkerne på arbejdsmarkedet på et tidspunkt, hvor det danske samfund forandrer sig demografisk. Det var i vores egen økonomiske interesse at lade syrerne komme til, fordi de kunne være med til at redde velfærdssamfundet. Sådan lød melodien aften efter aften, f.eks. i Deadline-studiet på DR2.

Hvad baserede eksperterne mon deres meget skråsikre udtalelser på? Var det andet end fromme forhåbninger, iklædt en videnskabelig maske? …

I mellemtiden en lille, helt gratis opfordring til Deadline-redaktionen: Indkald nu Syrien-eksperterne fra dengang, og stil dem til regnskab med helt almindelig, kritisk journalistik. Hvordan kunne de tage så monumentalt fejl?”

(Rockwool Fondens Forskningsenhed, Arbejdspapir nr. 48, Indvandrernes uddannelse, 2017)

Det er de bedre kvalificerede, der kommer nu. Det er dem, der har nogle penge eller en uddannelse eller har en hjerne, et socialt instinkt, der siger: Jeg skal fandeme nok nå frem.” (Stine Bosse, Politiken, 28. september 2015)



23. marts 2017

Kim Bildsøe Lassen i Deadline om London-angrebet: “… en højreorienteret protest, det ved jeg ikke.”

Samuel P. Huntingtons tese om kulturenes sammenstød bliver dagligt bekræftet, og reaktionerne på gårsdagens terrorangreb illustrerer fint den overordnede problematik. Det handler ikke blot om fire døde, det smadrer ikke en civilisation – problemet er langt større end blod i gaderne. Vesten anerkender ikke konfliktens eksistens.

Hvor de vestlige politikere taler om sammenhold, så fortsætter præsident Erdogan stimen af slet skjulte trusler. I det perspektiv er Donald Trump et godt valg som den frie verdens leder, men det siger måske alt, at han internationalt set er forhadt som få.

I Deadline i aftes kunne man høre Kim Bildsøe Lassen gøre alle dummere. Terrorangrebet var ‘en protest’, og muligvis ‘en højreorienteret’ af slagsen. France 24 Arabic sendte live fra London via Facebook, og her kunne den jævne araber udtrykke sine følelser desangående. Man skal ikke overfortolke den slags, men når alt er lagt sammen, så står der en neonoplyst konklusion tilbage: Det er en religionskrig for dem, ikke for os.

(France 24 Arabic Live via Facebook fra London, 22. marts 2017)

If Europe continues this way, no European in any part of the world can walk safely on the streets. We, as Turkey, call on Europe to respect human rights and democracy.” (Recep Erdogan, Reuters, 22. marts 2017)

“Alt tyder på, at det er en person som har haft til hensigt, at gøre noget som var en protest, om det er en islamisk protest, en højreorienteret protest, det ved jeg ikke. (Kim Bildsøe Lassen, DR2, 22. marts 2017)



16. februar 2017

Søren K. Villemoes overrasker Stine Bosse: “Flygtninge i Canada har ikke ret til offentlige ydelser.”

Deadline havde mandag aften indkaldt til debat om den canadiske premierminister Justin Trudeau, for at afklare hvorvidt han var ‘helt eller populist’. Weekendavisens Søren K. Villemoes havde det nemt, for Stine Bosse vidste meget lidt om udlændingepolitikken i det land hun ofte fremhæver som et eksempel til efterfølgelse. Herunder et tilfældigt nedslag. Bemærk DR2-værtens akavede og meget sigende afrunding. Direkte link til sekvensen her.

Stine Bosse, Europabevægelsen: … omvendt skal man skele til, og det mener jeg faktisk vi bliver nødt til, at Canada er nok i langt højere grad end USA i hvert fald – mere sammenligneligt med de skandinaviske lande, hvor vi jo har et velfærdssystem. Og skal det også holde, og det synes vi jo alle sammen, at det skal. Så siger jeg ikke, at de skal på en stram diæt, men jeg siger, at vi skal gøre meget mere for at de hurtigt kommer ind og bidrager.

Søren K. Villemoes, journalist: Men det er sådan noget jeg ikke forstår, nu her. For hvad er det du mener, vi skal kopiere. Du kalder det en starthjælp, men det er faktisk ikke en starthjælp de får. Flygtninge i Canada har ikke ret til offentlige ydelser. De får lov til at tage et lån det første år, alle pengene skal betales tilbage. Derefter skal de bare hjælpe sig selv 100 procent. Du taler om at canadierne er gode til at få dem i arbejde, altså – det er jo sådan her de får dem i arbejde. Er det dét du gerne vil have eller hvad? Eller vil du bare have at vi byder nogle folk velkomne i en lufthavn. Jeg har sådan lidt svært ved at se, hvad det egentligt er du efterlyser.

Stine Bosse: Hvad jeg efterlyser, er at vi tør lade os inspirere af noget andet, noget af det de har succes med.

Søren K. Villemoes: – men hvad er det?

Stine Bosse: – og så selvom det har nogle omkostninger for vores måde at gøre det på.

Camilla Thorning, Deadline-vært: Lad os prøve at se på en anden ting, som du også peger på, som der er succes med. Det er jo hele omtalen, retorikken, det vi hører Trudeau sige. Lad os lige prøve at genlytte det han sagde i indledningen, ved besøget i lufthavnen, da der kom syriske flygtninge.

(Canada-PM Justin Trudeau tager tager imod syriske flygtninge i Toronto lufthavn, 2015; Collage: DM)



2. januar 2017

Jesper Larsen om ‘fake news’-tema: “Deadline manipulerede seerne for at fremme en dagsorden…”

Hvis ‘fake news’ blot betød ‘falske nyheder’, så ville mediernes kampagne være en god ting. I praksis er det en kamp, ikke mod opdigtede nyheder, men mod fortolkningsfrihed, et forsøg på at bevare definitionsretten. Før journalisterne forstår det, har de intet forstået.

Skarp analyse af Jesper Larsen på Kommunikationsforum – DR Deadlines forfalskede falske nyheder.

“Den 23. december havde DR Deadline tema om falske nyheder i en udsendelse, der havde følgende programinformation:

I 2016 brød falske nyheder for alvor igennem mediemuren. Det skete med kulørte historier, såsom at Hillary Clinton er satanist. Vi samler de bedste og værste eksempler fra de falske nyheders mediemaskiner. Og Sigge Winther spørger også om falske nyheder kan være med til at ødelægge valgene i Tyskland og Frankrig i 2017?

I studiet var to gæster, henholdsvis lektor David Bundz Pedersen fra Aalborg Universitetet og journaliststuderende på RUC, Caroline Damsgaard Christensen, der blev præsenteret som journalist fra Mandag Morgen.

Studievært Sigge Winther starter med at konkludere ‘der er et våbenkapløb mellem Rusland og USA i forhold til falske nyheder’ og herefter bringes gæsternes bedste/værste eksempler. Præmissen er altså seerne får det mest falske fra hele 2016.

(Deadline, 23. december 2016)

EKSEMPEL 4 – HILLARYS SALG AF VÅBEN TIL IS

Bertel Teilfeldt Hansen, postdoc. på Københavns Universitet, siger i en trailer for Deadline på Facebook at ‘Noget af det værste eller det mest absurde er, at Hillary skulle have solgt våben til IS’

Vi kender ikke Teilfeldts kilde, men det er irrelevant. Vi ved fra WikiLeaks og FBIs frigivelser af Hillary Clintons mails, at hun selv skrev hun vidste Saudi Arabien støttede både Islamisk Stat samtidigt med hendes fond tog imod penge derfra. Derudover godkendte Clinton som udenrigsminister det største våbensalg til Saudi Arabien nogensinde.

Teilfeldt kan læse op på historien på f.eks. 21st Century Wire og Salon. Hvis han ikke bryder sig om disse sites, der beskyldes for ‘fake news’, så har The Independent og International Business Times også historien, der ikke har været bragt i Deadline.

Studievært Niels Kause-Kjær konkluderede i en tidligere Deadline udsendelse, at der ikke var grund til at beskæftige sig med WikiLeaks, til trods for at WikiLeaks aldrig har publiceret falsk materiale. CNN gik skridtet videre og fortalte seerne det var ulovligt at læse Clintons lækkede mails, fordi de var stjålet, så folk skulle i stedet lære om indholdet fra CNN.

[…]

Deadline, der er underlagt public service forpligtelsen, har i udsendelsen klare politiske budskaber til deres seere, som fremføres af gæsterne. Budskabet er, at ‘falske nyheder’ er et problem.

Bertel Teilfeldt Hansen siger ‘det polariserer samfundet og spolerer muligheden for en demokratisk debat’.

David Bundtz Pedersen: ‘Det destabiliserer en masse af de mekanismer vi har været vandt til, f.eks. den tillid der har været mellem forskellige stridende parter og den demokratiske samtale bliver enormt udfordret, når bliver så polariseret, som tilfældet er.’. Ifølge Bundtz er falske nyheder desuden ‘gift for demokratiet’.

Caroline Damsgaard: ‘Problemet med falske nyheder er, at det mindsker det politiske handlerum, så det kan være svært at skabe opbakning til et politisk standpunkt, for det skaber tvivl om den objektive sandhed. Hvis der f.eks. er et problem, så får folk alle mulige forskellige oplysninger’

Deadlines gæster og Deadline legitimerer indskrænkninger af presse- og ytringsfriheden med henvisning til, at det er i demokratiets bedste, til trods for ikke et eneste eksempel omhandler opfordringer til vold eller andre anti-demokratiske tiltag.

Jeg betragter det som en totalitær og farlig udvikling, hvor målet er at skabe folkelig opbakning til censur. Som jeg har skrevet i artiklen om EU’s propaganda task-force East StratCom på KForum, så ligger der en overordnet plan om at censurere systemkritiske nyheder og informationer, da disse ‘polariserer’. ..

Bundtz påstår i udsendelsen der var ‘russisk indflydelse under Brexit folkeafstemningen’, hvilket er ironisk set i lyset af, at han angiveligt er ekspert i ‘det post-faktuelle samfund’, men sidder i studiet og opfinder nyheder og i øvrigt citerer Hillary Clinton som sandhedsvidne. …

Damsgaard håber at det viser sig at være en ‘falsk nyhed’ at højre populismen vinder frem i Frankrig og at Marie Le Pen ikke bliver valgt i det franske præsidentvalg, for Damsgaard stoler på EU og mener polariseringen i asyl- og immigrationsspørgsmål er Ruslands skyld.

Deadline formåede ikke at levere et eneste eksempel på en falsk nyhed, der i substansen kunne kandidere til at være årets værste. Deadline manipulerede seerne for at fremme en dagsorden om at skride til handling mod indhold på internet man i Deadlines politiske kredse ikke bryder sig om.

Det er skræmmende der over en bred kam i danske massemedier tilsyneladende er opbakning til en kurs vi normalt ville kritisere totalitære systemer for. Medierne burde i stedet kigge indad og reflektere over hvorfor de angiveligt bliver udkonkurreret på troværdighed.”



14. oktober 2016

Idehistoriker Jan-Werner Müller: Populisme er højreorienteret, anti-pluralistisk, autoritært, diktatorisk

Den tyske idehistoriker Jan-Werner Müller har udgivet bogen ‘Hvad er populisme?’, og er overalt i medierne i disse dage. Jeg kom for skade at se ham i gårsdagens Deadline, og han overraskede ikke – bogen er jo udgivet på Informations Forlag. Populisme var en ideologi, der handlede om at definere folket på en ekskluderende måde, og var hermed per definition højreorienteret. Venstreorienteret populisme eksisterede omvendt ikke, da venstreorienterede partier, der eksempelvis vil beskatte de rige, både var kritiske og konstruktive. Ikke som højrepopulismen, der bekæmpede pluralismen, og hvis de fulgte ‘deres idealer’ automatisk blev autoritært og diktatorisk. Intet mindre.

Deadline-værten Sigge Winther Nielsen, som jeg har skrevet om tidligere, bemærkede at Jan-Werner Müller godt kunne ‘virke lidt venstresnoet’. Når selv en DR-ansat kan se det, så er den gal. Indslaget kan ses her.

Jan-Werner Müller, idehistoriker: Jeg tror ikke, at der er nogen forbindelse mellem populisme og krav og øget medbestemmelse, mere direkte demokrati osv. Populister begynder altid med en symbolsk konstruktion af, hvem det ‘rigtige’ folk er. På basis af det udleder de den ene ting, folket tilsyneladende ønsker. Og ligesom Donald Trump ved konventet i sommer, siger de: ‘Jeg er jeres stemme’. Men det er en totalt teoretisk øvelse. Der er ikke behov for folkelig deltagelse. De er ikke interesserede i en åben proces, hvor folk siger, hvad de mener. Det er en symbolsk konstruktion. Selvfølgelig kræver den nogle gange en folkeafstemning. Men…

Jan-Werner Müller: Det er naivt at tro, at de partier ikke er i stand til at regere. Nogle gange påstår folk, at fordi de er protestpartier, kan de ikke regere, fordi man ikke kan protestere mod sig selv, når man først har magten. Eller at deres politik er så tåbelig, at den falder igennem med det samme. Det er forkert. Hvis sådanne partier kommer til magten og har tilstrækkeligt flertal, som fx Viktor Orban i Ungarn, vil de ændre de politiske institutioner, iht. deres anti-pluralistiske overbevisning. Så de gør det meget svært for oppositionen, fordi den mangler legitimitet. De modarbejder myndigheder, såsom forfatningsdomstole, og går i en autoritær retning, hvis de har magt nok. Har man en lille populistisk samarbejdspartner, betyder det ikke at de vil skabe et diktatur. Men hvis de kan føre deres idealer ud i livet, ser det skidt ud.

(Collage: Idehistoriker Jan-Werner Müller)

Oploadet Kl. 10:59 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer


28. juni 2016

Niels Lillelund om ‘Eliten mod rosset’: “‘Spritny brexit-måling peger på smal sejr.’ Skrev bt.dk…”

Fine iagttagelser af den eminente Niels Lillelund – Eliten mod rosset (kræver login)

‘Spritny brexit-måling peger på smal sejr.’ Skrev bt.dk kl. ca. 23.30, og hvis De spørger: Til hvem? – har De misset pointen.

Til hvem? Jamen til os, selvfølgelig, og hvem er vi? Vi er eliten, og måske er BT, når sandheden skal frem, ikke elitens avis per se, men alligevel; eliten mod rosset, det er, hvad denne folkeafstemning handlede om, og apropos rosset, så står det altså sløjt til med de forenede talentspejdere i Danmark. På folkemødet kunne de ikke ud af 10 debattører finde én eneste, der ville anfægte DR’s dybe nødvendighed, og torsdag aften på DR2 kunne de ikke finde én eneste brexit-tilhænger, der kunne optræde i Deadline og være klog på det hele.

Med et sådant historisk overblik kombineret med en så umådelig præcision i forudsigelserne kan det undre en enfoldig sjæl, at den akkumulerede masse af sorte jakkesæt og smækkende limousinedøre, vi plejer at kalde eliten, ikke har været i stand til noget så basalt som at beskytte EU’s ydre grænser, men har set sig nødsaget til at udlicitere opgaven til en megaloman islamistisk sultan, der er i sine fornærmede følelsers vold.

… En central elitær bekymring har været, at et britisk farvel skulle give andre blod på tanden. Hvis de kan, så kan vi vel også? Lotte Mejlhede var igennem fra Bruxelles med en ufrivillig komisk tale, som enten var hendes egen eller en parafrase af ’systemets’ udlægning – forvirringen om proveniensen kan skyldes, at synspunkterne er sammenfaldende.”

Oploadet Kl. 21:47 af Kim Møller — Direkte link3 kommentarer


15. maj 2016

Roger Scruton i Danmark: “Nationalfølelser er naturlige for os. De knytter os til vores hjem…”

Roger Scruton har haft en travl pinse i Danmark med arrangementer i regi af Cepos og Trykkefrihedsselskabet. En af de skarpeste nationalkonservative filosoffer, der måske ikke er helt så underholdende som Mark Steyn, men omvendt går et spadestik dybere kulturhistorisk. Martin Krasnik satte ham stævne i Deadline i går, og minsanten om ikke DR2 vælger at skilte ham som ‘konservativ filosof’. Isoleret set rigtigt, men jeg husker ikke Deadline tidligere har givet ideologiske etiketter til gæstende intellektuelle.

Da revolutionære Slavoj Zizek var i Deadline for nogle år siden, fik indslaget titlen ‘Den vilde filosof’. Filosoffer til venstre for midten analyserer nøgternt, filosoffer til højre spreder ideologiske betragtninger. Det fordummende, er jo sådan set, at Scruton på ingen måde var en omvendt Zizek. Han lagde ud med vendinger der klart satte ham i analytikerens rolle: “De britiske EU-skeptikere følger meget stærkt…” og “… du tager fejl efter min mening.”

Krasnik var afdæmpet, og fik ikke et ben til jorden. Indslaget kan ses her. Mere hos Snaphanen. Talen kan ses på Youtube.

(Roger Scruton modtager Sappho-prisen i Trykkefrihedsselskabet, 14. maj 2016; Foto: Snaphanen)

Martin Krasnik, DR2: Hvis du vælger at stemme nej i juni, er det et nationalistisk nej?

Roger Scruton, filosof: Ikke nationalistisk, men nationalt.

Martin Krasnik: Hvad er forskellen?

Roger Scruton: Nationalisme er en ideologi der er aggressiv over for verden udenfor. Nationalfølelser er naturlige for os. De knytter os til vores hjem, vores naboer og venner. Dem har vi brug for, hvis vi skal have et frit samfund og en retsstat.

[…]

Martin Krasnik: … hvis der bliver flertal for at forlade EU i juni. Kan man så sige, at det er et bagudrettet og ikke et fremskridtsvenligt valg?

Roger Scruton: Ja, det siger man, men hvad betyder ordene ‘bagudrettet’ og ‘fremskridtsvenlig’? Vi fik nok af den sprogbrug, som Sovjet prøvede at proppe ned i halsen på os. ‘Det småborgerlige demokrati er reaktionært. Folkets demokrati er fremskridtsvenligt.’ Jeg mener, at alle, der bruger ‘fremskridt’ (progress) som noget positivt bør have hovedet undersøgt.

Oploadet Kl. 10:43 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


7. maj 2016

Deadline lader tre kulturmarxister diskutere Justin Biebers racistiske frisure: ‘Kulturel appropriation’

Tid er generelt en mangelvare, men når Deadline lader tre venstreorienterede ideologer debattere ‘kulturel appropriation’ på baggrund af Justin Biebers nye frisure, så skal det prioriteres. Panelet var ph.d. Mira Skadegaard Thorsen, musiksociolog Henrik Marstal og RUC-kønsforsker Christian Groes, og de var stort set enige i, at Justin Bieber havde udnyttet neg…afroamerikansk kultur og hermed gjort sig skyldig i et racistisk motiveret kulturtyveri. Bizart på flere niveauer, men først og fremmest tragikomisk fordi alle tre abonnerer på et dynamisk kultursyn.

Selvom Christian Groes undervejs fik blandet nationalisme ind i forklaringsmodellen, så lød han som den mest jordnære af de tre – formentligt fordi han ikke fik talt sig varm. Henrik Marstal aflirede kulturmarxistiske begreber på ryggraden, og egentligt var det kun Mira Skadegaard Thorsen der kunne køre den helt ud uden at fortrække en mine. Hun brugte pudsigt nok flere engelske begreber, men havde garanteret en lix-tung forklaring på hvorfor det ikke var en form for kulturel appropriation. Noget med pigmentering, slaveri og indenbyrdes magtforhold.

Indslaget kan ses online, men lad hellere være. Det var (med ord approprieret fra en Facebook-ven) “15 minutter af mit liv, som jeg aldrig får igen.”

Det er en udnyttelse. Det er helt klart en form for udnyttelse. Det er en refleksion, det er en genskabelse af den koloniale gestus, i virkeligheden. Man har lov til at tage hvad man vil, man giver ikke nødvendigvis ‘credit’, og man er jo allerede i en position hvor man kan vælge, man har et privilegie for overhovedet at kunne gøre det her. (Mira Skadegaard Thorsen)

… det er også et spørgsmål om politisk bevidstgørelse i et land der er præget af stor ulighed som USA. (Christian Groes)

Det har også noget at gøre med privilegier, hvem er de mere privilegerede, og hvem er de mindre privilegerede. Og i sådan en situation, når Justin Bieber gør det som han gør, så glemmer han måske, at han tilhører en gruppe der er meget meget privilegerede, nemlig de hvide mennesker på jorden, og han er ovenikøbet mand, så han tilhører den allermest privilegeredegruppe overhovedet i verdenshistorien. … Vi taler om begrebet ‘privilegieblind’, at folk glemmer hvilke privilegier de har… Det han gør med det her hår, det er at udøve privilegier… (Henrik Marstal)

“Det har lige præcist med den asymmetriske relation at gøre. Det at der er nogen der er i stand til at tage det de har lyst til, og lægge det fra sig igen, når de vil. For eksempel et kulturelt udtryk, et ‘hår-udtryk’. Der er mennesker der er ikke-privilegerede, eller marginaliserede, der på ingen måde har den frihed til at vælge, de er marginaliserede, og er slet ikke berettigede til at tage majoritetskulturens udtryk på sig. … Derfor kan det opleves som en krænkelse. … Det er igen hans udlægning af en stereotyp opfattelse af nogle bestemte grupper, så han bliver den legitime stemmer som han ikke nødvendigvis repræsenterer.” (Mira Skadegaard Thorsen)

(Justin Bieber med racistisk frisure)

“Jeg siger ikke, at Justin Bieber ikke må have dreadlocks, sådan som utallige efterskoleelever også har haft det på et tidspunkt, herregud. Jeg siger, at hvis han gør det med det formål kortvarigt at ‘eksotisere’ sin fysiske fremtoning eller bare for at låne lidt kredibilitet fra en kultur med betydelig mere saft og kraft end hans egen, ja, så bør han selvfølgelig være klar over, hvilken position han gør det ud fra, ligesom han bør være opmærksom på, at han dermed låner uden at give noget igen. Og når han ikke gør det, fremstår han privilegieblind, for han aner tilsyneladende ikke, hvilke privilegier han med sin nye frisure trækker på.” (Henrik Marstal i Politiken, 28. april 2016)



15. april 2016

Jacob Scharf: Islamisk radikalisering har intet med Islam at gøre, politiske mål er efterrationaliseringer

Tidligere PET-chef Jacob Scharf var gæst i Deadline fredag i sidste uge, i egenskab af direktør for den sikkerhedspolitiske tænketank CERTA. Emnet var islamisk radikalisering, og udgangspunktet var en af Scharf udarbejdet rapport om samme. Rapporten handler hovedsageligt om islam, men der er også gjort plads til et kapitel om at bekæmpe ‘højreekstremisme’, der nævnes hele 39 gange på de 88 sider. Venstreekstremisme tematiseres ikke, og nævnes blot fire gange, alle i forbindelse med sætningen ‘højre- og venstreekstremisme’. Et faktum der sætter Jacob Scharfs herostratiske P1-optræden i relief.

(Certa, Modstandskraft mod radikalisering og voldelig ekstremisme, 2015; Trygfonden.dk)

Jacob Scharf sagde meget selvmodsigende vrøvl under den ti minutter lange interview, og det er som om apologeterne er ved at være slidt ned. Scharf hævder, at forskningen bakker ham op, men altså – forskningen er jo en integreret del af problemet. For Scharf handler terrorisme om mange forskellige ting, blot ikke om religion (læs: Islam). Afslutningsvis forklarede han, at islamiske terrorister heller ikke havde politiske mål, men at det i virkeligheden handlede om marginalisering, tilhørsforhold og en række andre pseudo-akademiske trylleord.

Enhver der kender lidt til Koranen, vil vide at Islam er en ideologi, og tager man Scharf på ordet, så vil enhver der forfølger ideologien militant, være et frustreret offer for samfundets marginalisering, ikke en proponent for en ideologi. Når kommunister i Brigate Rosse bombede for at skabe en ny revolutionær stat, så kan det heller ikke have noget med politik at gøre. Voldelige personer begår vold, og det udtrykte motiv er blot en bekvem ‘efterrationalisering’. Martin Krasnik gjorde det glimrende, men også på lidt billig baggrund.

Tænketanken Jacob Scharf tænkte ikke dybe tanker, om andet end egen karriere, og lød som en gennemsnitlige universitetsmarxist. Indslaget kan se på dr.dk.

Jacob Scharf, direktør, Certa: … der er relativ stor forvirring i den offentlige debat om radikalisering, og derfor er der brug for at vi kigger på hvad det er vi ved, om hvem der bliver radikaliseret og hvorfor. Og det vi kan se, er for det første, at der ikke er nogle klare årsagssammenhænge. Men der er en række baggrundsfaktorer, som spiller ind her. En række forhold, som virker som katalysatorer, og så er der selvfølgelig en række måder som radikaliseringen foregår. Hvis vi kigger på baggrundsfaktorene, så er det gennemgående, at dem der bliver radikaliseret, at de har en oplevelse af marginalisering, en følelse af, at de bliver behandlet uretfærdigt. Og som der også er hos de pågældende på det tidspunkt, hvor de søger en mere radikal retning, en sårbarhed, typisk på grund af nogle skift i deres liv.

Jacob Scharf: … ikke på alle faktorer, for der er nogle fællestræk, når vi kigger på de terrorsager vi har haft i Danmark, og også i udlandet. Vi kigger på – hvem er det der er blevet radikaliseret, hvad er det for en baggrund de har, og hvordan er det radikaliseringsprocessen er forløbet. Det man kan se, det er, at der jo ikke er tale om at man på grund af en bestemt etnicitet, på grund af en bestemt religiøs tilhørsforhold er disponeret for at blive radikaliseret. Det er i langt højere grad et spørgsmål om en følelse hos personen, en marginalisering, at stå udenfor… Der er forskning på området. Der er rent faktisk foretaget undersøgelser af de her ting. Det vi gør i rapporten, det er at kigge på – hvad er det for forskning, hvad er et for resultater man har, og så prøver vi også, at lave en samlet fremstilling af de forskningsresultater. Så der er forskning på området.

Jacob Scharf: … der er nogle baggrundsfaktorer, som har en central betydning her, og der er også nogle forhold som virker som katalysatorer. Hvorfor er det at nogle bliver radikaliseret, og ikke andre. Det handler i høj grad om, at der hos dem, der så bliver radikaliseret, når de går ind i et forløb, så handler det om en fascination af vold, en søgen efter spænding. Det handler også om en søgen efter et tilhørsforhold, og efter en gruppeidentitet.

(Modstandskraft mod radikalisering og voldelig ekstremisme, s. 20)

Martin Krasnik, DR2: Hvorfor nævner du ikke – nu sidder jeg og kigger på den her rapport, som både er kommet i en længere og en kortere version, og der står simpelthen intet om at religion er problemet. På trods af, at langt langt de fleste af de her mennesker bekender sig til en meget meget klar religion, dogmatik og holdninger i den forbindelse.

Jacob Scharf: Ja, og det er fordi, de undersøgelser, den forskning, der ligger på området – peger meget klart i retning af, at det her er ikke et spørgsmål om religion. ligeså lidt som…

Martin Krasnik: Men de er jo alle sammen fra samme religion?

Jacob Scharf: Lige så lidt som venstreekstremistisk terrorisme har haft noget med politik at gøre, eller højreekstremisme for den sags skyld, så har det her grundlæggende ikke noget med religion at gøre. Det vi kan se, det er at dem der bliver radikaliserede, og dem der begår terrorhandlinger, der fylder religion faktisk meget lidt. De er ikke særligt velbevandret i religion. Religionen er i de her processer en efterrationalisering, et spørgsmål om at bruge nogle religiøse argumenter til at forklare og retfærdiggøre voldelige handlinger.

Martin Krasnik: Er det ikke sådan en underlig psykologisering. Det kan da godt være det er en efterrationalisering, men vi taler om folk der på ret kort tid bliver radikaliseret. En af dem der blev tilbageholdt i går, anholdt i går, en af dem der har været i Syrien, han blev på meget få måneder radikaliserede, og arbejdede vistnok som pædagogmedhjælper eller et eller andet, var en del af det danske uddannelsessystem. Han bliver religiøs, det er det der er den afgørende faktor for ham, ligesom for mange af de andre.

Jacob Scharf: Nej, nej. Det er ikke rigtigt.

Martin Krasnik: Det er næsten umuligt at forestille sig, hvordan forskning kan udelade det åbenlyse logiske svar.

Jacob Scharf: Han bliver voldelig, og han bevæger sig i voldelige…

Martin Krasnik: – Han siger han bliver religiøs!

Jacob Scharf: – en voldelig ekstremistisk retning. Ja, og det er nogle argumenter. Det er de argumenter, den propaganda, som islamiske ekstremister bruger, og det er det som terrorister bruger for at forklare og retfærdiggøre hvorfor de begår vold. Så det er ikke et spørgsmål om religion, ligeså lidt som venstreekstremistsk terrorisme, højreekstremistisk terrorisme, er et spørgsmål om politik, selvom der bliver brugt politiske argumenter for at forsvare de voldelige handlinger.

Martin Krasnik: Det sætter jo simpelthen en pil igennem årtiers mantra om terror, at det er politik med andre midler. I stedet for at føre politikken i parlamenter eller ved at gå til demonstrationer, så fører man den ved at udøve vold. Og de her islamister, de siger det jo selv – de er uenige i den politik vi fører i Mellemøsten, det er en krig de fører mod os. Os mod muslimerne. Vesten mod Mellemøsten eller Islam. Altså, det er politisk-religiøse argumenter. Og så siger du, at det tror jeg bare ikke på, at de mener alvorligt – eller hvad?

Jacob Scharf: Nej, der er jo ingen tvivl om, at terror og formålet med terror, jo ikke bare er et spørgsmål om at slå ihjel, at slå så mange civile ihjel som overhovedet muligt. Der ligger nogle motiver, der ligger også i det, at man ønsker at tvinge eller true, at destabilisere samfund som man mener hviler på nogle forkerte værdier. Og det er derfor, at vi skal tage terrortruslen alvorligt, fordi de berører, og er rettet mod nogle grundlæggende værdier i vores samfund. Men det er væsentligt at holde fast i, for det er jo også afgørende for hvordan vi vælger at bekæmpe og forebygge terrorisme – er det væsentligt at holde fast i, at det her handler om nogle andre ting end religion. Der indgår nogle religiøse argumenter, men det handler grundlæggende om nogle andre ting.

Martin Krasnik: Det er simpelthen for ukomfortabelt for os at sige, at det handler om religion. Det forsøger politikere jo altid at sige, at det ikke handler om Islam, men noget andet, og så siger vi også samtidigt, at det jo nok heller ikke handler om politik, for hvis det gjorde det, så var det jo en politisk kamp, hvor vore politiske modstandere ikke anerkender vores politiske slagmark, men tyer til vold. Men terror har jo altid eksisteret som politisk våben. Det gør det også i dag, og så siger du – næh, det tror vi bare ikke rigtigt på, at de mener. Det er nogle helt andre motiver end dem de selv tror de har. Hvordan kan man undersøge sig frem til det?

Jacob Scharf: Det er jo rent faktisk fordi, at der er foretaget forskning i de her ting, og der er kigget på de terrorsager vi så har haft, både i Danmark og i udlandet, de gerningsmænd der har begået forfærdelige handlinger. Hvis vi spoler tilbage, og ser hvad det så er for nogle personer det handler om, hvad er det for en udvikling de har gennemgået, hvad er det der har motiveret dem, ja, så er det grundlæggende nogle andre ting end religion. Og religion det er først og fremmest en efterrationalisering. Det er religiøse argumenter der bliver brugt til at forklare og retfærdiggøre voldelige handlinger. Vel at mærke voldelige handlinger, som er rettet imod vestlige samfund, som er rettet imod nogle grundlæggende værdier i åbne demokratiske samfund.

Martin Krasnik: Det er jo det samme som at sige, at du mener ikke hvad du siger. Du mener i virkeligheden noget andet. Du sidder overfor en politiker, og siger – du har nogle helt andre motiver, end det du har, bare fordi vi ikke bryder sig om den måde du udtrykker dig på.

Jacob Scharf: Nej, men det tror jeg man vil se i mange sammenhænge, at der kan blive brugt nogle argumenter, nogle forklaringer, i virkeligheden i forhold til nogle handlinger, hvor det der ligger til grund for de pågældende handlinger er det andet.

Ekstern kommentar.

“Det blev om ikke andet klart, da han – naturligvis for ikke at lyde fuldstændig imbecil – indrømmede, at terror er et angreb på de vestlige værdier. For hvordan skulle en adfærd drevet udelukkende af behovet for spænding og fællesskab dog være et angreb på ‘værdier’? Var det ikke netop en del af efterrationaliseringen: at man påstod at agere i forhold til en værdikonflikt mellem islam og vesten, mens man i virkeligheden udlevede helt andre behov?

… hvis man nu ikke har alt for mange brikker at flytte rundt med, er det jo også en stor fordel at kunne forklare hele kulturhistorien med en lille håndfuld let lærte begreber – fx ‘frustration’, ‘traume’, ‘eksklusion’ og ‘fællesskab’ – i stedet for at skulle sætte sig ind i alle de sære tanker, som folk har udtrykt i vidt forskellige sprog og terminologier.

Scharfs betonfaste adskillelse imellem de psykologiske årsager til terror og de ideologiske efterrationaliseringer lugter langt væk af tankeløse menneskers leg med nogle begreber, de ikke kan overskue.” (Tankesite, 9. april 2016)



14. marts 2016

Ulla Sandbæk (Å): Sunni-Islam i Syrien er ‘den meget moderate Islam’, “… den blide fortolkning”

For et år siden betegnede Ulla Sandbæk, Alternativets udenrigsordfører, Hamas som værende en ‘frihedskæmperbevægelse’. Søndag aften var hun gæst i Deadline, og skulle her debattere hvorvidt barnebrude på danske asylcentre skulle fjernes fra manden. Hun henviste til erfaringer fra ophold i Palæstina og Jordan, og argumenterede for, at der var forskel på ‘arrangerede ægteskaber’ og tvangsægteskaber. Venstres Markus Knuth havde det nemt, på trods af Nynne Bjerre Christensen. Bemærk det fremhævede.

Ulla Sandbæk, Alternativet: … der er fire forskellige tolkninger af sharia, så jeg mener ikke nødvendigvis at man accepterer sharia, slet ikke at man accepterer sharia fordi man siger, at man ikke vil skille de her mennesker ad. … Jeg tror ikke man sige, at fordi det i Afghanistan er på en måde, så er det på samme måde i Syrien. Der er meget stor forskel på Afghanistan og Syrien, men for mig er det meget forskelligt, om det er et arrangereret ægteskab, eller det er et tvangsægteskab.

Markus Knuth, Venstre: … det er noget der har dybe rødder i, som sagt, den mere sorte del af Islam… Det går helt tilbage til – ifølge Koranen, der blev profeten Muhammed blev gift med en ni-årig, og det er helt okay. Jeg ser det her som en glidebane. Hvis man stille og roligt begynder at acceptere den her sharia, dele som kryber sig ind i det danske kultur og lovgivning. Hvad er så det næste? Skal vi så også acceptere at folk kommer hertil med flere koner…

Ulla Sandbæk: Nu er de jo sunnier i Syrien, så det er ikke ‘det sorte islam’. Det er derimod det meget moderate Islam, og de flygter jo netop fra IS, som er det sorte Islam, så der er ingen grund til at tro at de er de ’sorte’. De har den blide fortolkning af Islam. Så derfor tror jeg da bestemt ikke at man bliver tvangsgift, selvom det da godt kan hænde i Syrien. Men man bliver gift tidlig, det bliver man blandt andet for at beskytte kvinden, hvis familien ikke længere kan beskytte hende, så bliver hun beskyttet af en mand. Han skal være lidt ældre, for han skal først have et arbejde, for at han også kan forsørge hende.

(Ulla Sandbæk i Deadline, 13. marts 2016)

Henrik Dahl kommenterer på Facebook.

“Grundlæggende kan jeg godt lide at blive interviewet af Nynne Bjerre Christensen. Hun er dygtig og velforberedt… I går aftes gik det imidlertid galt. En hurtig optælling (som måske vil flytte sig marginalt, hvis jeg dobbelttjekker – men ikke substantielt) viser, at studieværten afbrød Marcus Knuth tolv gange. … Til sammenligning blev Ulla Sandbæk afbrudt tre gange.

… Ulla Sandbæks konkrete viden om Syrien og om islam er altså mangelfuld i en grad, så man egentlig ikke bør tage hende alvorligt. Men hun bliver ved – og studieværten gør intet for at standse hende (man må håbe på Detektor). …

I et ortodokst, islamisk samfund tilhører en kvinde altid nogen. Enten tilhører hun sin far, eller også tilhører hun sine brødre (og øvrige, mandlige slægtninge). Eller hun tilhører sin mand. Alt dette – som Ulla Sandbæk ikke ved eller ikke siger – skal vi jo have med, for at samtalen om barnebrude overhovedet giver mening. … Men alt dette taber studieværten og programmets tilrettelæggere på gulvet.

De bliver (sådan oplever jeg det i hvert fald) ved og ved med at sidestille vestlige/danske kærlighedsforhold (‘Romeo og Julie-modellen’) med mellemøstlige, patriarkalske ægteskabs- og familiemønstre.”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper