7. juli 2017

Ulrik Haagerup, DR: Manglende viden får folk til at stemme på populister som Trump, Front National…

Den afgående nyhedschef for DR var onsdag aften gæst i Deadline på DR2, til en debat om Trump og medierne. Ulrik Haagerup lagde aggressivt ud, men fik gode spørgsmål af Deadlines Jacob Rosenkrands, og trak gradvist i land. Pointen fremstod dog krystalklar, selvom han forsøgte at drukne den logiske konsekvens af hans paradigme i almindeligheder: Medierne skal offensivt bekæmpe højrefløjens dagsorden.

Vi overvurderer antallet af muslimer, og det er et problem pointerede han – det får folk til at stemme på politikere, der vil stoppe muslimsk indvandring. En måde at imødegå ‘problemet’ på, er et redefineret nyhedskriterium, der fokuserer mindre på vold og terror (konsekvensen af islamisk indvandring) og mere på konstruktive nyheder. Vi skal lulles i søvn, må man forstå. Indslaget kan høres i sin helhed på DR.dk,

Jacob Rosenkrands, vært: I forbindelse med det her har du flere steder citeret den afdøde tyske kansler Helmuth Schmidt – du har interviewet ham før han døde, for at sige, at medierne producerer populister, ikke ledere. Hvad er det der ligger i det?

Ulrik Haagerup, Nyhedschef, DR: Helmuth Schmidt sagde det dengang han var 95 år, han var tidligere forbundskansler for Vesttyskland og tidligere udgiver af Die Zeit, så han vidste hvad han vidste noget om medier, og han vidste noget om demokrati, om journalistik og altså også politik og om demokratiets krise. Og han sagde det, som var meget rystende for mig – han siger, at vi lever i et mediedemokrati, hvor medier har fået mere indflydelse end politikere, og politikere i mediedemokratier bruger al deres krudt på at komme til at tale med vælgerne gennem mediernes nyhedskriterier. Og når mediernes nyhedskriterier er tabloide, så bliver politik tabloid. Og, så sagde han det her – at det gavner ikke længere demokratiet, men skaber populister. Og så spurgte jeg ham: ‘Hvem tænker de på hr. Schmidt?’, og så sagde han Silvio Berlusconi. Han døde i november 2015, og jeg tænker nogle gange på, hvem han havde tænkt på, hvis han havde levet et par måneder længere.

Jacob Rosenkrands: – Ja, Trump åbenlyst, når vi har lyttet til hvad du lige sagde.

Jacob Haagerup: – Ja.

Jacob Rosenkrands: Men skabte medierne ikke også en præsident Obama, der talte om håb, og også på en måde spillede ind i noget medierne godt kan lide.Er det anderledes med Trump?

Jacob Haagerup: Det tror jeg det er. … Donald Trump er jo helt specielt, fordi han har været meget dygtig til at udnytte de nye medier, sociale medier.

Jacob Rosenkrands: Hvad er problemet?

Ulrik Haagerup: Problemet bliver jo, at vi nyhedsjournalister kommer til at se verden på den måde, at vi overeksponerer det ekstreme, og det skaber grobund for mennsker, der taler ind i denne her frygt. Folk tror at verden er meget værre end den er.

Jacob Rosenkrands: Det er det du kalder populister, men hvordan trækker du skellet mellem en amerikansk præsident der er populist, og der er leder. For det er jo den distinktion Helmuth Schmidt var inde på her.

Ulrik Haagerup: Det skal jeg så heller ikke sidder og gøre mig klog på… Man kan i hvert fald konstatere at Donald Trump var i stand til, i den grad med meget meget få slaglinjer, at tale ind i den frygt, som mange amerikanere havde, som viser sig at være forkert. De havde en opfattelse af, at den amerikanske økonomi var, den amerikanske arbejdsløshed var langt langt værre end den i virkeligheden var. Og så ville han så komme og løse det. Det skyldes blandt andet jo også mediernes overeksponering af alt det der går galt, alt det der er problemfyldt.

[…]

Jacob Rosenkrands: Et hurtig spørgsmål. Hvis man ikke har nok viden, hvem stemmer man så på? Hvad er dit svar?

Ulrik Haagerup: Problemet er jo, at det fag du og jeg tilhører, altså journalistik. Vi er jo et filter mellem virkeligheden og folks opfattelse af virkeligheden. Og hvis virkeligheden er så skæv inde i hovedet på folk, som den er på en lang række områder. Sådan er det også i Danmark. Så kan vi to jo ikke sige, at vi ikke også har en lille del af det ansvar. Og i stedet for at sige, at det må politikerne løse, så må vi begynde at kigge og se os selv i spejlet… (afbrydes)

Jacob Rosenkrands: – Undskyld jeg afbryder, men kan du ikke prøve at besvare de spørgsmål du selv stiller. Hvis man tror der er flere muslimer i ens land, hvem stemmer man så på?

Ulrik Haagerup: Det er klart, at så stemmer man på dem, som siger, at det her er et kæmpeproblem, dem der gerne vil have dem smidt ud. Front National i Frankrig, for eksempel.

Jacob Rosenkrands: Dansk Folkeparti, Nye borgerlige i Danmark?

Ulrik Haagerup: Ikke nødvendigvis…

(Ulrik Haagerup, The phenomenon Donald Trump – did the media cause it?, 2017; Foto: Youtube)

Jacob Rosenkrands: Lad mig lige holde dig fast. Mener du simpelthen, at manglende viden ved konkrete valg, har fået vælgere til at stemme på et bestemt… (afbrydes)

Ulrik Haagerup: – Ja, det er da klart. For vi træffer jo udelukkende beslutninger i vores liv ikke baseret på fakta, men baseret på hvad vi opfatter som fakta.

Jacob Rosenkrands: Hvad er det for nogle valg der er blevet skævvredent af manglende viden hos vælgere?

Ulrik Haagerup: Man kan i hvert fald konstatere, at det amerikanske valg er et godt eksempel. Amerikanerne havde en opfattelse…

Jacob Rosenkrands: Ved du at det blev udslagsgivende?

Ulrik Haagerup: … det var kraftigt medvirkende til at give medvind i medierne til en Donald Trump.

Jacob Rosenkrands: Uvidenhed hos vælgerne, formidlet delvist på medierne…

Ulrik Haagerup: Hele hovedpointen det er, at dit og mit fag har været med til at skabe denne demokratiets krise. Min faste overbevisning er, at vi også er nødt til, at være en del af løsningen af demokratiets krise. Ved at sørge for at være mere balancerede, både være kritiske, være konstruktive, prøve at give et mere retvisende billede af hvordan verden ser ud.

Jacob Rosenkrands: Ved at sige ‘ro på venner’, der er altså kun otte procent muslimer, ikke 30 procent, som i tror’?

Ulrik Haagerup: For eksempel.

Jacob Rosenkrands: Men mener du så, det lyder jo sådan, at mere negative holdninger til muslimsk indvandring kan begrundes i manglende viden?

Ulrik Haagerup: Der er også det modsatte. Nej, det mener jeg ikke. Jeg mener, at der både er på den ene side og på den anden side, når vi taler om det her meget følsomme emne – om holdningen til muslimer og indvandring. Der har debatten været præget af pladderhumanister og racister på den anden side… Journalistikkens opgave må være at give et retvisende billede af hvordan verden er…

Jacob Rosenkrands: Nu nævner du de her to eksempler med viden om muslimsk indvandring og arbejdsløshed. Tror du ikke at de vælgere, der går meget op i muslimsk indvandring, funderer det i nogle negative erfaringer med fejlslagen integration…

Ulrik Haagerup: Det kan det jo sagtens være, det er mere nuanceret end som så… Men det er jo interessant, at hvis man ser på tryghed i folks liv. De mennesker som har mindst anledning til at føle sig utrygge, altså folk der bor i områder med lavest kriminalitet med færrest indvandrerbander, er i virkeligheden dem der opfatter sig som mest utrygge.

[…]

Jacob Rosenkrands: Og så lige for at runde af. Hvad nytter det, at fortælle folk, at der ikke er så mange muslimer, som de tror, hvis de simpelthen, som Jeppe Juhl er inde på, simpelthen ikke bryder sig om det multikulturelle samfund. De synes måske det er uforenelig med deres kristne værdigrundlag. Er den ene vinkel så bedre end den anden? Er din vinkel med de statistiske fakta bedre end ‘vi vil bare ikke have det multikulturelle samfund’.

Ulrik Haagerup: Specielt for den public service-virksomhed, som vi sidder i lige nu – den skal ikke have en holdning til om vi skal have et multikulturelt samfund eller ikke skal have det. Vi skal ligge tingene frem, og så have en diskussion af, hvad vi så gør ved det her. Der er jo også det synspunkt, at vi kommer til at mangle arbejdskraft i det her land, og der er mennesker som kommer hertil som er meget svær at integrere. Hvad gør vi ved det som samfund? Det er journalistikkens opgave også at diskutere det. Når vi har lagt tingene frem, når vi har stillet alle de kritiske spørgsmål, så kan vi også stille hvad jeg kalder ‘de konstruktive spørgsmål’, som handler om – ‘Okay, hvad så nu? og hvordan?’. … Det er spørgsmålet om at ændre en kultur som er vokset i mediebranchen, både herhjemme og i resten af verdenen de sidste 25 år. … Det er noget med at lave nye koncepter…



8. juni 2017

Om eksperter der tog fejl om syrerne: “… stil dem til regnskab med helt almindelig, kritisk journalistik”

Forleden foreslog Det Radikale Venstre, at man i forbindelse med de kommende medieforhandlinger øremærker 10 mio. kroner til oprettelsen af et såkaldt ‘agentur mod falske nyheder’, med det ene formål, at ‘modarbejde og korrigere falske nyhedshistorier’.

I forhold til mediebranchen er flere midler aldrig løsningen. Sjælden god JP-leder – Så var alle flygtninge fra Syrien alligevel ikke atomfysikere og hjernekirurger. Hvordan kunne eksperterne tage så voldsomt fejl?

“Fake news er en af tidens svøber, og selv om fake news ofte er old news i den forstand, at der til alle tider har været praktiseret løgn, spin, manipulation og kynisk nyhedsfiltrering, så er der også visse aspekter, som er af nyere dato. Politiseringen af videnskab og faglig ekspertise er et af dem. Det er netop blevet demonstreret med uhyggelig præcision.

En undersøgelse fra Rockwool Fonden om uddannelsesniveauet blandt forskellige typer af flygtninge viser, at flygtninge fra Syrien ligger i bunden. Det kan jo egentlig ikke undre med tanke på de mange års horrible borgerkrig i det sønderslidte land og det forudgående jernhårde diktatur.

At det alligevel kan blive en større nyhed i mange medier, også her i avisen, skyldes den sørgelige kendsgerning, at tjenstvillige eksperter af alle slags kritikløst – eller nok snarere i en bestemt politisk hensigt – har givet indtryk af, at netop flygtningene fra Syrien var specielt godt uddannet.

Ekspert efter ekspert tonede frem i tv-studierne og gentog denne påstand med en flankerende opfordring til, at Danmark tog godt imod de syriske flygtninge, fordi de kunne være med til at fylde rækkerne på arbejdsmarkedet på et tidspunkt, hvor det danske samfund forandrer sig demografisk. Det var i vores egen økonomiske interesse at lade syrerne komme til, fordi de kunne være med til at redde velfærdssamfundet. Sådan lød melodien aften efter aften, f.eks. i Deadline-studiet på DR2.

Hvad baserede eksperterne mon deres meget skråsikre udtalelser på? Var det andet end fromme forhåbninger, iklædt en videnskabelig maske? …

I mellemtiden en lille, helt gratis opfordring til Deadline-redaktionen: Indkald nu Syrien-eksperterne fra dengang, og stil dem til regnskab med helt almindelig, kritisk journalistik. Hvordan kunne de tage så monumentalt fejl?”

(Rockwool Fondens Forskningsenhed, Arbejdspapir nr. 48, Indvandrernes uddannelse, 2017)

Det er de bedre kvalificerede, der kommer nu. Det er dem, der har nogle penge eller en uddannelse eller har en hjerne, et socialt instinkt, der siger: Jeg skal fandeme nok nå frem.” (Stine Bosse, Politiken, 28. september 2015)



23. marts 2017

Kim Bildsøe Lassen i Deadline om London-angrebet: “… en højreorienteret protest, det ved jeg ikke.”

Samuel P. Huntingtons tese om kulturenes sammenstød bliver dagligt bekræftet, og reaktionerne på gårsdagens terrorangreb illustrerer fint den overordnede problematik. Det handler ikke blot om fire døde, det smadrer ikke en civilisation – problemet er langt større end blod i gaderne. Vesten anerkender ikke konfliktens eksistens.

Hvor de vestlige politikere taler om sammenhold, så fortsætter præsident Erdogan stimen af slet skjulte trusler. I det perspektiv er Donald Trump et godt valg som den frie verdens leder, men det siger måske alt, at han internationalt set er forhadt som få.

I Deadline i aftes kunne man høre Kim Bildsøe Lassen gøre alle dummere. Terrorangrebet var ‘en protest’, og muligvis ‘en højreorienteret’ af slagsen. France 24 Arabic sendte live fra London via Facebook, og her kunne den jævne araber udtrykke sine følelser desangående. Man skal ikke overfortolke den slags, men når alt er lagt sammen, så står der en neonoplyst konklusion tilbage: Det er en religionskrig for dem, ikke for os.

(France 24 Arabic Live via Facebook fra London, 22. marts 2017)

If Europe continues this way, no European in any part of the world can walk safely on the streets. We, as Turkey, call on Europe to respect human rights and democracy.” (Recep Erdogan, Reuters, 22. marts 2017)

“Alt tyder på, at det er en person som har haft til hensigt, at gøre noget som var en protest, om det er en islamisk protest, en højreorienteret protest, det ved jeg ikke. (Kim Bildsøe Lassen, DR2, 22. marts 2017)



16. februar 2017

Søren K. Villemoes overrasker Stine Bosse: “Flygtninge i Canada har ikke ret til offentlige ydelser.”

Deadline havde mandag aften indkaldt til debat om den canadiske premierminister Justin Trudeau, for at afklare hvorvidt han var ‘helt eller populist’. Weekendavisens Søren K. Villemoes havde det nemt, for Stine Bosse vidste meget lidt om udlændingepolitikken i det land hun ofte fremhæver som et eksempel til efterfølgelse. Herunder et tilfældigt nedslag. Bemærk DR2-værtens akavede og meget sigende afrunding. Direkte link til sekvensen her.

Stine Bosse, Europabevægelsen: … omvendt skal man skele til, og det mener jeg faktisk vi bliver nødt til, at Canada er nok i langt højere grad end USA i hvert fald – mere sammenligneligt med de skandinaviske lande, hvor vi jo har et velfærdssystem. Og skal det også holde, og det synes vi jo alle sammen, at det skal. Så siger jeg ikke, at de skal på en stram diæt, men jeg siger, at vi skal gøre meget mere for at de hurtigt kommer ind og bidrager.

Søren K. Villemoes, journalist: Men det er sådan noget jeg ikke forstår, nu her. For hvad er det du mener, vi skal kopiere. Du kalder det en starthjælp, men det er faktisk ikke en starthjælp de får. Flygtninge i Canada har ikke ret til offentlige ydelser. De får lov til at tage et lån det første år, alle pengene skal betales tilbage. Derefter skal de bare hjælpe sig selv 100 procent. Du taler om at canadierne er gode til at få dem i arbejde, altså – det er jo sådan her de får dem i arbejde. Er det dét du gerne vil have eller hvad? Eller vil du bare have at vi byder nogle folk velkomne i en lufthavn. Jeg har sådan lidt svært ved at se, hvad det egentligt er du efterlyser.

Stine Bosse: Hvad jeg efterlyser, er at vi tør lade os inspirere af noget andet, noget af det de har succes med.

Søren K. Villemoes: – men hvad er det?

Stine Bosse: – og så selvom det har nogle omkostninger for vores måde at gøre det på.

Camilla Thorning, Deadline-vært: Lad os prøve at se på en anden ting, som du også peger på, som der er succes med. Det er jo hele omtalen, retorikken, det vi hører Trudeau sige. Lad os lige prøve at genlytte det han sagde i indledningen, ved besøget i lufthavnen, da der kom syriske flygtninge.

(Canada-PM Justin Trudeau tager tager imod syriske flygtninge i Toronto lufthavn, 2015; Collage: DM)



2. januar 2017

Jesper Larsen om ‘fake news’-tema: “Deadline manipulerede seerne for at fremme en dagsorden…”

Hvis ‘fake news’ blot betød ‘falske nyheder’, så ville mediernes kampagne være en god ting. I praksis er det en kamp, ikke mod opdigtede nyheder, men mod fortolkningsfrihed, et forsøg på at bevare definitionsretten. Før journalisterne forstår det, har de intet forstået.

Skarp analyse af Jesper Larsen på Kommunikationsforum – DR Deadlines forfalskede falske nyheder.

“Den 23. december havde DR Deadline tema om falske nyheder i en udsendelse, der havde følgende programinformation:

I 2016 brød falske nyheder for alvor igennem mediemuren. Det skete med kulørte historier, såsom at Hillary Clinton er satanist. Vi samler de bedste og værste eksempler fra de falske nyheders mediemaskiner. Og Sigge Winther spørger også om falske nyheder kan være med til at ødelægge valgene i Tyskland og Frankrig i 2017?

I studiet var to gæster, henholdsvis lektor David Bundz Pedersen fra Aalborg Universitetet og journaliststuderende på RUC, Caroline Damsgaard Christensen, der blev præsenteret som journalist fra Mandag Morgen.

Studievært Sigge Winther starter med at konkludere ‘der er et våbenkapløb mellem Rusland og USA i forhold til falske nyheder’ og herefter bringes gæsternes bedste/værste eksempler. Præmissen er altså seerne får det mest falske fra hele 2016.

(Deadline, 23. december 2016)

EKSEMPEL 4 – HILLARYS SALG AF VÅBEN TIL IS

Bertel Teilfeldt Hansen, postdoc. på Københavns Universitet, siger i en trailer for Deadline på Facebook at ‘Noget af det værste eller det mest absurde er, at Hillary skulle have solgt våben til IS’

Vi kender ikke Teilfeldts kilde, men det er irrelevant. Vi ved fra WikiLeaks og FBIs frigivelser af Hillary Clintons mails, at hun selv skrev hun vidste Saudi Arabien støttede både Islamisk Stat samtidigt med hendes fond tog imod penge derfra. Derudover godkendte Clinton som udenrigsminister det største våbensalg til Saudi Arabien nogensinde.

Teilfeldt kan læse op på historien på f.eks. 21st Century Wire og Salon. Hvis han ikke bryder sig om disse sites, der beskyldes for ‘fake news’, så har The Independent og International Business Times også historien, der ikke har været bragt i Deadline.

Studievært Niels Kause-Kjær konkluderede i en tidligere Deadline udsendelse, at der ikke var grund til at beskæftige sig med WikiLeaks, til trods for at WikiLeaks aldrig har publiceret falsk materiale. CNN gik skridtet videre og fortalte seerne det var ulovligt at læse Clintons lækkede mails, fordi de var stjålet, så folk skulle i stedet lære om indholdet fra CNN.

[…]

Deadline, der er underlagt public service forpligtelsen, har i udsendelsen klare politiske budskaber til deres seere, som fremføres af gæsterne. Budskabet er, at ‘falske nyheder’ er et problem.

Bertel Teilfeldt Hansen siger ‘det polariserer samfundet og spolerer muligheden for en demokratisk debat’.

David Bundtz Pedersen: ‘Det destabiliserer en masse af de mekanismer vi har været vandt til, f.eks. den tillid der har været mellem forskellige stridende parter og den demokratiske samtale bliver enormt udfordret, når bliver så polariseret, som tilfældet er.’. Ifølge Bundtz er falske nyheder desuden ‘gift for demokratiet’.

Caroline Damsgaard: ‘Problemet med falske nyheder er, at det mindsker det politiske handlerum, så det kan være svært at skabe opbakning til et politisk standpunkt, for det skaber tvivl om den objektive sandhed. Hvis der f.eks. er et problem, så får folk alle mulige forskellige oplysninger’

Deadlines gæster og Deadline legitimerer indskrænkninger af presse- og ytringsfriheden med henvisning til, at det er i demokratiets bedste, til trods for ikke et eneste eksempel omhandler opfordringer til vold eller andre anti-demokratiske tiltag.

Jeg betragter det som en totalitær og farlig udvikling, hvor målet er at skabe folkelig opbakning til censur. Som jeg har skrevet i artiklen om EU’s propaganda task-force East StratCom på KForum, så ligger der en overordnet plan om at censurere systemkritiske nyheder og informationer, da disse ‘polariserer’. ..

Bundtz påstår i udsendelsen der var ‘russisk indflydelse under Brexit folkeafstemningen’, hvilket er ironisk set i lyset af, at han angiveligt er ekspert i ‘det post-faktuelle samfund’, men sidder i studiet og opfinder nyheder og i øvrigt citerer Hillary Clinton som sandhedsvidne. …

Damsgaard håber at det viser sig at være en ‘falsk nyhed’ at højre populismen vinder frem i Frankrig og at Marie Le Pen ikke bliver valgt i det franske præsidentvalg, for Damsgaard stoler på EU og mener polariseringen i asyl- og immigrationsspørgsmål er Ruslands skyld.

Deadline formåede ikke at levere et eneste eksempel på en falsk nyhed, der i substansen kunne kandidere til at være årets værste. Deadline manipulerede seerne for at fremme en dagsorden om at skride til handling mod indhold på internet man i Deadlines politiske kredse ikke bryder sig om.

Det er skræmmende der over en bred kam i danske massemedier tilsyneladende er opbakning til en kurs vi normalt ville kritisere totalitære systemer for. Medierne burde i stedet kigge indad og reflektere over hvorfor de angiveligt bliver udkonkurreret på troværdighed.”



14. oktober 2016

Idehistoriker Jan-Werner Müller: Populisme er højreorienteret, anti-pluralistisk, autoritært, diktatorisk

Den tyske idehistoriker Jan-Werner Müller har udgivet bogen ‘Hvad er populisme?’, og er overalt i medierne i disse dage. Jeg kom for skade at se ham i gårsdagens Deadline, og han overraskede ikke – bogen er jo udgivet på Informations Forlag. Populisme var en ideologi, der handlede om at definere folket på en ekskluderende måde, og var hermed per definition højreorienteret. Venstreorienteret populisme eksisterede omvendt ikke, da venstreorienterede partier, der eksempelvis vil beskatte de rige, både var kritiske og konstruktive. Ikke som højrepopulismen, der bekæmpede pluralismen, og hvis de fulgte ‘deres idealer’ automatisk blev autoritært og diktatorisk. Intet mindre.

Deadline-værten Sigge Winther Nielsen, som jeg har skrevet om tidligere, bemærkede at Jan-Werner Müller godt kunne ‘virke lidt venstresnoet’. Når selv en DR-ansat kan se det, så er den gal. Indslaget kan ses her.

Jan-Werner Müller, idehistoriker: Jeg tror ikke, at der er nogen forbindelse mellem populisme og krav og øget medbestemmelse, mere direkte demokrati osv. Populister begynder altid med en symbolsk konstruktion af, hvem det ‘rigtige’ folk er. På basis af det udleder de den ene ting, folket tilsyneladende ønsker. Og ligesom Donald Trump ved konventet i sommer, siger de: ‘Jeg er jeres stemme’. Men det er en totalt teoretisk øvelse. Der er ikke behov for folkelig deltagelse. De er ikke interesserede i en åben proces, hvor folk siger, hvad de mener. Det er en symbolsk konstruktion. Selvfølgelig kræver den nogle gange en folkeafstemning. Men…

Jan-Werner Müller: Det er naivt at tro, at de partier ikke er i stand til at regere. Nogle gange påstår folk, at fordi de er protestpartier, kan de ikke regere, fordi man ikke kan protestere mod sig selv, når man først har magten. Eller at deres politik er så tåbelig, at den falder igennem med det samme. Det er forkert. Hvis sådanne partier kommer til magten og har tilstrækkeligt flertal, som fx Viktor Orban i Ungarn, vil de ændre de politiske institutioner, iht. deres anti-pluralistiske overbevisning. Så de gør det meget svært for oppositionen, fordi den mangler legitimitet. De modarbejder myndigheder, såsom forfatningsdomstole, og går i en autoritær retning, hvis de har magt nok. Har man en lille populistisk samarbejdspartner, betyder det ikke at de vil skabe et diktatur. Men hvis de kan føre deres idealer ud i livet, ser det skidt ud.

(Collage: Idehistoriker Jan-Werner Müller)

Oploadet Kl. 10:59 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer


28. juni 2016

Niels Lillelund om ‘Eliten mod rosset’: “‘Spritny brexit-måling peger på smal sejr.’ Skrev bt.dk…”

Fine iagttagelser af den eminente Niels Lillelund – Eliten mod rosset (kræver login)

‘Spritny brexit-måling peger på smal sejr.’ Skrev bt.dk kl. ca. 23.30, og hvis De spørger: Til hvem? – har De misset pointen.

Til hvem? Jamen til os, selvfølgelig, og hvem er vi? Vi er eliten, og måske er BT, når sandheden skal frem, ikke elitens avis per se, men alligevel; eliten mod rosset, det er, hvad denne folkeafstemning handlede om, og apropos rosset, så står det altså sløjt til med de forenede talentspejdere i Danmark. På folkemødet kunne de ikke ud af 10 debattører finde én eneste, der ville anfægte DR’s dybe nødvendighed, og torsdag aften på DR2 kunne de ikke finde én eneste brexit-tilhænger, der kunne optræde i Deadline og være klog på det hele.

Med et sådant historisk overblik kombineret med en så umådelig præcision i forudsigelserne kan det undre en enfoldig sjæl, at den akkumulerede masse af sorte jakkesæt og smækkende limousinedøre, vi plejer at kalde eliten, ikke har været i stand til noget så basalt som at beskytte EU’s ydre grænser, men har set sig nødsaget til at udlicitere opgaven til en megaloman islamistisk sultan, der er i sine fornærmede følelsers vold.

… En central elitær bekymring har været, at et britisk farvel skulle give andre blod på tanden. Hvis de kan, så kan vi vel også? Lotte Mejlhede var igennem fra Bruxelles med en ufrivillig komisk tale, som enten var hendes egen eller en parafrase af ’systemets’ udlægning – forvirringen om proveniensen kan skyldes, at synspunkterne er sammenfaldende.”

Oploadet Kl. 21:47 af Kim Møller — Direkte link3 kommentarer


15. maj 2016

Roger Scruton i Danmark: “Nationalfølelser er naturlige for os. De knytter os til vores hjem…”

Roger Scruton har haft en travl pinse i Danmark med arrangementer i regi af Cepos og Trykkefrihedsselskabet. En af de skarpeste nationalkonservative filosoffer, der måske ikke er helt så underholdende som Mark Steyn, men omvendt går et spadestik dybere kulturhistorisk. Martin Krasnik satte ham stævne i Deadline i går, og minsanten om ikke DR2 vælger at skilte ham som ‘konservativ filosof’. Isoleret set rigtigt, men jeg husker ikke Deadline tidligere har givet ideologiske etiketter til gæstende intellektuelle.

Da revolutionære Slavoj Zizek var i Deadline for nogle år siden, fik indslaget titlen ‘Den vilde filosof’. Filosoffer til venstre for midten analyserer nøgternt, filosoffer til højre spreder ideologiske betragtninger. Det fordummende, er jo sådan set, at Scruton på ingen måde var en omvendt Zizek. Han lagde ud med vendinger der klart satte ham i analytikerens rolle: “De britiske EU-skeptikere følger meget stærkt…” og “… du tager fejl efter min mening.”

Krasnik var afdæmpet, og fik ikke et ben til jorden. Indslaget kan ses her. Mere hos Snaphanen. Talen kan ses på Youtube.

(Roger Scruton modtager Sappho-prisen i Trykkefrihedsselskabet, 14. maj 2016; Foto: Snaphanen)

Martin Krasnik, DR2: Hvis du vælger at stemme nej i juni, er det et nationalistisk nej?

Roger Scruton, filosof: Ikke nationalistisk, men nationalt.

Martin Krasnik: Hvad er forskellen?

Roger Scruton: Nationalisme er en ideologi der er aggressiv over for verden udenfor. Nationalfølelser er naturlige for os. De knytter os til vores hjem, vores naboer og venner. Dem har vi brug for, hvis vi skal have et frit samfund og en retsstat.

[…]

Martin Krasnik: … hvis der bliver flertal for at forlade EU i juni. Kan man så sige, at det er et bagudrettet og ikke et fremskridtsvenligt valg?

Roger Scruton: Ja, det siger man, men hvad betyder ordene ‘bagudrettet’ og ‘fremskridtsvenlig’? Vi fik nok af den sprogbrug, som Sovjet prøvede at proppe ned i halsen på os. ‘Det småborgerlige demokrati er reaktionært. Folkets demokrati er fremskridtsvenligt.’ Jeg mener, at alle, der bruger ‘fremskridt’ (progress) som noget positivt bør have hovedet undersøgt.

Oploadet Kl. 10:43 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


7. maj 2016

Deadline lader tre kulturmarxister diskutere Justin Biebers racistiske frisure: ‘Kulturel appropriation’

Tid er generelt en mangelvare, men når Deadline lader tre venstreorienterede ideologer debattere ‘kulturel appropriation’ på baggrund af Justin Biebers nye frisure, så skal det prioriteres. Panelet var ph.d. Mira Skadegaard Thorsen, musiksociolog Henrik Marstal og RUC-kønsforsker Christian Groes, og de var stort set enige i, at Justin Bieber havde udnyttet neg…afroamerikansk kultur og hermed gjort sig skyldig i et racistisk motiveret kulturtyveri. Bizart på flere niveauer, men først og fremmest tragikomisk fordi alle tre abonnerer på et dynamisk kultursyn.

Selvom Christian Groes undervejs fik blandet nationalisme ind i forklaringsmodellen, så lød han som den mest jordnære af de tre – formentligt fordi han ikke fik talt sig varm. Henrik Marstal aflirede kulturmarxistiske begreber på ryggraden, og egentligt var det kun Mira Skadegaard Thorsen der kunne køre den helt ud uden at fortrække en mine. Hun brugte pudsigt nok flere engelske begreber, men havde garanteret en lix-tung forklaring på hvorfor det ikke var en form for kulturel appropriation. Noget med pigmentering, slaveri og indenbyrdes magtforhold.

Indslaget kan ses online, men lad hellere være. Det var (med ord approprieret fra en Facebook-ven) “15 minutter af mit liv, som jeg aldrig får igen.”

Det er en udnyttelse. Det er helt klart en form for udnyttelse. Det er en refleksion, det er en genskabelse af den koloniale gestus, i virkeligheden. Man har lov til at tage hvad man vil, man giver ikke nødvendigvis ‘credit’, og man er jo allerede i en position hvor man kan vælge, man har et privilegie for overhovedet at kunne gøre det her. (Mira Skadegaard Thorsen)

… det er også et spørgsmål om politisk bevidstgørelse i et land der er præget af stor ulighed som USA. (Christian Groes)

Det har også noget at gøre med privilegier, hvem er de mere privilegerede, og hvem er de mindre privilegerede. Og i sådan en situation, når Justin Bieber gør det som han gør, så glemmer han måske, at han tilhører en gruppe der er meget meget privilegerede, nemlig de hvide mennesker på jorden, og han er ovenikøbet mand, så han tilhører den allermest privilegeredegruppe overhovedet i verdenshistorien. … Vi taler om begrebet ‘privilegieblind’, at folk glemmer hvilke privilegier de har… Det han gør med det her hår, det er at udøve privilegier… (Henrik Marstal)

“Det har lige præcist med den asymmetriske relation at gøre. Det at der er nogen der er i stand til at tage det de har lyst til, og lægge det fra sig igen, når de vil. For eksempel et kulturelt udtryk, et ‘hår-udtryk’. Der er mennesker der er ikke-privilegerede, eller marginaliserede, der på ingen måde har den frihed til at vælge, de er marginaliserede, og er slet ikke berettigede til at tage majoritetskulturens udtryk på sig. … Derfor kan det opleves som en krænkelse. … Det er igen hans udlægning af en stereotyp opfattelse af nogle bestemte grupper, så han bliver den legitime stemmer som han ikke nødvendigvis repræsenterer.” (Mira Skadegaard Thorsen)

(Justin Bieber med racistisk frisure)

“Jeg siger ikke, at Justin Bieber ikke må have dreadlocks, sådan som utallige efterskoleelever også har haft det på et tidspunkt, herregud. Jeg siger, at hvis han gør det med det formål kortvarigt at ‘eksotisere’ sin fysiske fremtoning eller bare for at låne lidt kredibilitet fra en kultur med betydelig mere saft og kraft end hans egen, ja, så bør han selvfølgelig være klar over, hvilken position han gør det ud fra, ligesom han bør være opmærksom på, at han dermed låner uden at give noget igen. Og når han ikke gør det, fremstår han privilegieblind, for han aner tilsyneladende ikke, hvilke privilegier han med sin nye frisure trækker på.” (Henrik Marstal i Politiken, 28. april 2016)



15. april 2016

Jacob Scharf: Islamisk radikalisering har intet med Islam at gøre, politiske mål er efterrationaliseringer

Tidligere PET-chef Jacob Scharf var gæst i Deadline fredag i sidste uge, i egenskab af direktør for den sikkerhedspolitiske tænketank CERTA. Emnet var islamisk radikalisering, og udgangspunktet var en af Scharf udarbejdet rapport om samme. Rapporten handler hovedsageligt om islam, men der er også gjort plads til et kapitel om at bekæmpe ‘højreekstremisme’, der nævnes hele 39 gange på de 88 sider. Venstreekstremisme tematiseres ikke, og nævnes blot fire gange, alle i forbindelse med sætningen ‘højre- og venstreekstremisme’. Et faktum der sætter Jacob Scharfs herostratiske P1-optræden i relief.

(Certa, Modstandskraft mod radikalisering og voldelig ekstremisme, 2015; Trygfonden.dk)

Jacob Scharf sagde meget selvmodsigende vrøvl under den ti minutter lange interview, og det er som om apologeterne er ved at være slidt ned. Scharf hævder, at forskningen bakker ham op, men altså – forskningen er jo en integreret del af problemet. For Scharf handler terrorisme om mange forskellige ting, blot ikke om religion (læs: Islam). Afslutningsvis forklarede han, at islamiske terrorister heller ikke havde politiske mål, men at det i virkeligheden handlede om marginalisering, tilhørsforhold og en række andre pseudo-akademiske trylleord.

Enhver der kender lidt til Koranen, vil vide at Islam er en ideologi, og tager man Scharf på ordet, så vil enhver der forfølger ideologien militant, være et frustreret offer for samfundets marginalisering, ikke en proponent for en ideologi. Når kommunister i Brigate Rosse bombede for at skabe en ny revolutionær stat, så kan det heller ikke have noget med politik at gøre. Voldelige personer begår vold, og det udtrykte motiv er blot en bekvem ‘efterrationalisering’. Martin Krasnik gjorde det glimrende, men også på lidt billig baggrund.

Tænketanken Jacob Scharf tænkte ikke dybe tanker, om andet end egen karriere, og lød som en gennemsnitlige universitetsmarxist. Indslaget kan se på dr.dk.

Jacob Scharf, direktør, Certa: … der er relativ stor forvirring i den offentlige debat om radikalisering, og derfor er der brug for at vi kigger på hvad det er vi ved, om hvem der bliver radikaliseret og hvorfor. Og det vi kan se, er for det første, at der ikke er nogle klare årsagssammenhænge. Men der er en række baggrundsfaktorer, som spiller ind her. En række forhold, som virker som katalysatorer, og så er der selvfølgelig en række måder som radikaliseringen foregår. Hvis vi kigger på baggrundsfaktorene, så er det gennemgående, at dem der bliver radikaliseret, at de har en oplevelse af marginalisering, en følelse af, at de bliver behandlet uretfærdigt. Og som der også er hos de pågældende på det tidspunkt, hvor de søger en mere radikal retning, en sårbarhed, typisk på grund af nogle skift i deres liv.

Jacob Scharf: … ikke på alle faktorer, for der er nogle fællestræk, når vi kigger på de terrorsager vi har haft i Danmark, og også i udlandet. Vi kigger på – hvem er det der er blevet radikaliseret, hvad er det for en baggrund de har, og hvordan er det radikaliseringsprocessen er forløbet. Det man kan se, det er, at der jo ikke er tale om at man på grund af en bestemt etnicitet, på grund af en bestemt religiøs tilhørsforhold er disponeret for at blive radikaliseret. Det er i langt højere grad et spørgsmål om en følelse hos personen, en marginalisering, at stå udenfor… Der er forskning på området. Der er rent faktisk foretaget undersøgelser af de her ting. Det vi gør i rapporten, det er at kigge på – hvad er det for forskning, hvad er et for resultater man har, og så prøver vi også, at lave en samlet fremstilling af de forskningsresultater. Så der er forskning på området.

Jacob Scharf: … der er nogle baggrundsfaktorer, som har en central betydning her, og der er også nogle forhold som virker som katalysatorer. Hvorfor er det at nogle bliver radikaliseret, og ikke andre. Det handler i høj grad om, at der hos dem, der så bliver radikaliseret, når de går ind i et forløb, så handler det om en fascination af vold, en søgen efter spænding. Det handler også om en søgen efter et tilhørsforhold, og efter en gruppeidentitet.

(Modstandskraft mod radikalisering og voldelig ekstremisme, s. 20)

Martin Krasnik, DR2: Hvorfor nævner du ikke – nu sidder jeg og kigger på den her rapport, som både er kommet i en længere og en kortere version, og der står simpelthen intet om at religion er problemet. På trods af, at langt langt de fleste af de her mennesker bekender sig til en meget meget klar religion, dogmatik og holdninger i den forbindelse.

Jacob Scharf: Ja, og det er fordi, de undersøgelser, den forskning, der ligger på området – peger meget klart i retning af, at det her er ikke et spørgsmål om religion. ligeså lidt som…

Martin Krasnik: Men de er jo alle sammen fra samme religion?

Jacob Scharf: Lige så lidt som venstreekstremistisk terrorisme har haft noget med politik at gøre, eller højreekstremisme for den sags skyld, så har det her grundlæggende ikke noget med religion at gøre. Det vi kan se, det er at dem der bliver radikaliserede, og dem der begår terrorhandlinger, der fylder religion faktisk meget lidt. De er ikke særligt velbevandret i religion. Religionen er i de her processer en efterrationalisering, et spørgsmål om at bruge nogle religiøse argumenter til at forklare og retfærdiggøre voldelige handlinger.

Martin Krasnik: Er det ikke sådan en underlig psykologisering. Det kan da godt være det er en efterrationalisering, men vi taler om folk der på ret kort tid bliver radikaliseret. En af dem der blev tilbageholdt i går, anholdt i går, en af dem der har været i Syrien, han blev på meget få måneder radikaliserede, og arbejdede vistnok som pædagogmedhjælper eller et eller andet, var en del af det danske uddannelsessystem. Han bliver religiøs, det er det der er den afgørende faktor for ham, ligesom for mange af de andre.

Jacob Scharf: Nej, nej. Det er ikke rigtigt.

Martin Krasnik: Det er næsten umuligt at forestille sig, hvordan forskning kan udelade det åbenlyse logiske svar.

Jacob Scharf: Han bliver voldelig, og han bevæger sig i voldelige…

Martin Krasnik: – Han siger han bliver religiøs!

Jacob Scharf: – en voldelig ekstremistisk retning. Ja, og det er nogle argumenter. Det er de argumenter, den propaganda, som islamiske ekstremister bruger, og det er det som terrorister bruger for at forklare og retfærdiggøre hvorfor de begår vold. Så det er ikke et spørgsmål om religion, ligeså lidt som venstreekstremistsk terrorisme, højreekstremistisk terrorisme, er et spørgsmål om politik, selvom der bliver brugt politiske argumenter for at forsvare de voldelige handlinger.

Martin Krasnik: Det sætter jo simpelthen en pil igennem årtiers mantra om terror, at det er politik med andre midler. I stedet for at føre politikken i parlamenter eller ved at gå til demonstrationer, så fører man den ved at udøve vold. Og de her islamister, de siger det jo selv – de er uenige i den politik vi fører i Mellemøsten, det er en krig de fører mod os. Os mod muslimerne. Vesten mod Mellemøsten eller Islam. Altså, det er politisk-religiøse argumenter. Og så siger du, at det tror jeg bare ikke på, at de mener alvorligt – eller hvad?

Jacob Scharf: Nej, der er jo ingen tvivl om, at terror og formålet med terror, jo ikke bare er et spørgsmål om at slå ihjel, at slå så mange civile ihjel som overhovedet muligt. Der ligger nogle motiver, der ligger også i det, at man ønsker at tvinge eller true, at destabilisere samfund som man mener hviler på nogle forkerte værdier. Og det er derfor, at vi skal tage terrortruslen alvorligt, fordi de berører, og er rettet mod nogle grundlæggende værdier i vores samfund. Men det er væsentligt at holde fast i, for det er jo også afgørende for hvordan vi vælger at bekæmpe og forebygge terrorisme – er det væsentligt at holde fast i, at det her handler om nogle andre ting end religion. Der indgår nogle religiøse argumenter, men det handler grundlæggende om nogle andre ting.

Martin Krasnik: Det er simpelthen for ukomfortabelt for os at sige, at det handler om religion. Det forsøger politikere jo altid at sige, at det ikke handler om Islam, men noget andet, og så siger vi også samtidigt, at det jo nok heller ikke handler om politik, for hvis det gjorde det, så var det jo en politisk kamp, hvor vore politiske modstandere ikke anerkender vores politiske slagmark, men tyer til vold. Men terror har jo altid eksisteret som politisk våben. Det gør det også i dag, og så siger du – næh, det tror vi bare ikke rigtigt på, at de mener. Det er nogle helt andre motiver end dem de selv tror de har. Hvordan kan man undersøge sig frem til det?

Jacob Scharf: Det er jo rent faktisk fordi, at der er foretaget forskning i de her ting, og der er kigget på de terrorsager vi så har haft, både i Danmark og i udlandet, de gerningsmænd der har begået forfærdelige handlinger. Hvis vi spoler tilbage, og ser hvad det så er for nogle personer det handler om, hvad er det for en udvikling de har gennemgået, hvad er det der har motiveret dem, ja, så er det grundlæggende nogle andre ting end religion. Og religion det er først og fremmest en efterrationalisering. Det er religiøse argumenter der bliver brugt til at forklare og retfærdiggøre voldelige handlinger. Vel at mærke voldelige handlinger, som er rettet imod vestlige samfund, som er rettet imod nogle grundlæggende værdier i åbne demokratiske samfund.

Martin Krasnik: Det er jo det samme som at sige, at du mener ikke hvad du siger. Du mener i virkeligheden noget andet. Du sidder overfor en politiker, og siger – du har nogle helt andre motiver, end det du har, bare fordi vi ikke bryder sig om den måde du udtrykker dig på.

Jacob Scharf: Nej, men det tror jeg man vil se i mange sammenhænge, at der kan blive brugt nogle argumenter, nogle forklaringer, i virkeligheden i forhold til nogle handlinger, hvor det der ligger til grund for de pågældende handlinger er det andet.

Ekstern kommentar.

“Det blev om ikke andet klart, da han – naturligvis for ikke at lyde fuldstændig imbecil – indrømmede, at terror er et angreb på de vestlige værdier. For hvordan skulle en adfærd drevet udelukkende af behovet for spænding og fællesskab dog være et angreb på ‘værdier’? Var det ikke netop en del af efterrationaliseringen: at man påstod at agere i forhold til en værdikonflikt mellem islam og vesten, mens man i virkeligheden udlevede helt andre behov?

… hvis man nu ikke har alt for mange brikker at flytte rundt med, er det jo også en stor fordel at kunne forklare hele kulturhistorien med en lille håndfuld let lærte begreber – fx ‘frustration’, ‘traume’, ‘eksklusion’ og ‘fællesskab’ – i stedet for at skulle sætte sig ind i alle de sære tanker, som folk har udtrykt i vidt forskellige sprog og terminologier.

Scharfs betonfaste adskillelse imellem de psykologiske årsager til terror og de ideologiske efterrationaliseringer lugter langt væk af tankeløse menneskers leg med nogle begreber, de ikke kan overskue.” (Tankesite, 9. april 2016)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper