28. april 2008

Bo Bjørnvig om Dagbladet Information, januar 1976

Debatten om Dagbladet Informations venstreradikale fortid fortsætter sikkert, men et foreløbigt punktum satte Bo Bjørnvig i forrige nummer af Weekendavisen. Han har gennemgået et par måneders udgaver, og det er ikke småting han fandt. Herfra udelukkende citeret fra hans gennemgang af januar 1976 – »Det rene vås« (kræver login).

“Information satte sig selv på anklagebænken og bad Bent Blüdnikow om at komme med sine anklager om ideologisk ensretning i 1970erne, så skulle avisen nok selv undersøge dem… Hvorefter den dybdeborende journalist og bladets chefredaktør i en leder kunne konstatere:

»Intet ville være lettere nu end at pege fingre ad Blüdnikow og affærdige hans anklager om fortidige fejl som det rene vås. Trods Blüdnikows stort anlagte madding har ’fangsten’ i det store og hele været minimal, måske på grund af hans løse håndtering af kilderne til de angivelige fakta bag hans kritik … Selv om tidsånden har bevæget sig voldsomt de forløbne snart 63 år, har Information aldrig været præget af politisk ensretning endsige udraderet retten til at have en anden mening.«

Det er så skamløs en frikendelse, at den selvfølgelig må udfordres….

Det blev nogle måneder midt i 70erne, dét årti det gik hedest til. Januar og begyndelsen af april.

Det viste sig, at avisen de første 14 dage af januar var præget af den kinesiske leder Chou En-Lais død 8. januar 1976. Chou havde gennem årtier været Maos trofaste politiske hjælper og støtte, men i de sidste år blev han beskyldt for vestlig tankegang. Den seneste kinesiske biografi skildrer ham som en mere moderat mand end Mao, men ikke en, der gjorde modstand mod den katastrofale undertrykkelse i landet, heller ikke under Kulturrevolutionen.

Chous død satte gang i januar måneds skriverier i Information. Få dage efter hans død bragte bladet en forsideleder med titlen »Efter Chou En-Lai.« Det var en overvældende hyldest til Chou, der sluttede med ordene: »Det Kina som Chou-En-Lai har været med til at skabe, bliver ikke rystet af hans død. For i sidste instans er det bønderne og arbejderne, der har hovedæren for de opnåede resultater. Sammen med Mao har Chou været i spidsen for at slå dette fast igen og igen… Det er deres særlige fortjeneste, at det ikke blot var en pragmatisk indordnen sig under realiteterne, der lå bag denne konstatering, men at det udtrykte en grundlæggende respekt, ja kærlighed til mennesker, på hvilken de byggede deres revolutionære socialisme. Den de håbede og håber engang af deres efterfølgere kan kæmpes frem til kommunisme. Men kæmpes skal der.« Lederen var skrevet af Ejvind Larsen.

Men det var ikke nok, inde i bladet er der 3 digte af Mao og lederskribenten spekulerede over, om Mao mon havde tænkt på Chou i digtet om fuglen Peng, som lyder: »På sine vældige vinger løftes fuglen Peng/ halvfemsindstyve tusind mile op i vejret/ der rejser sig en rasende orkan/Bærende den blå himmel på ryggen skuer han/ud over menneskenes byer og lande.« Der var også en rørstrømsk artikel af journalisten Poul E. Svejstrup »Chou En-Lais ukendte tanker«, der lovede, at hvis disse ukendte tanker var nedfældet i en lille rød bog, så ville den have fået lige så stor udbredelse som Maos lille Røde, for hans viden kendte ingen grænser og alle havde respekt for ham. Og der blev også plads til en lang artikel af Peter Neersø, som begejstret beskrev det socialistiske samfund, hvor man nu udlignede forskellen mellem rige og fattige i de fattige folkekommuner. Det hele var præget af en troskyldig tro på Kina som et idealsamfund og der var ikke et ord om ofrene og lidelserne.

Det var dog blot opvarmningen, for nogle dage senere ryddede man flere sider for en større gennemgang af Chous tanker og storladne gøren og laden. Man skrev i følgeteksten beundrende: »Karakteristisk for Chou En-Lais udtalelser er deres enkelhed og ligefremhed og karakteristisk for hans synspunkter og vurderinger er deres afbalancerede realisme.«

Og sandelig så fremkaldte den elskede leder Chou atter en refleksion denne januar 1976 i form af en forsideleder under titlen »Proletariatets diktatur«. Grunden var at en læser, Steen Achton, i en helsides kronik havde brokket sig over, at DKP nu opgav begrebet »proletariatets diktatur«… Dette fik lederskribenten til at belære om, at også i Danmark var det nødvendigt med konkrete anskuelige forsøg: »For de praktiske forsøg må i en lang periode foregå på delvis kapitalistiske betingelser og er derfor truede af alle mulige misbrug. Den risiko er nødvendig at løbe, hvis kritikken af de vestlige kommunistpartiers udvikling ikke skal ende i gold bogdyrkelse.«

Man skrev også om Sydkorea, for nu at blive i Asien. Det var nu ikke sulten i fangelejren Nordkorea, der havde avisens interesse, men derimod Sydkorea, hvor man bragte kritiske artikler om demokratiets tilstand…

En hyppig skribent var bladets sikkerhedspolitiske skribent Jørgen Dragsdahl, som blot her i januar optrådte med flere store artikler… De handlede alle om USA og CIA og det var ikke noget hyggeligt syn, der mødte læserne… Han citerede en tidligere CIA agent Philip Agee for at sige, at CIA var en kriminel organisation på linie med mafiaen.

Information havde også en kommentator fra Sovjetunionen tilknyttet, nemlig en vis Spartak Beglov fra nyhedsbureauet APN i Moskva. Han var statsansat nyhedsformidler, eller rettere propagandist, og han fulgte hurtigt op på Dragsdahls oplysninger. Han kunne nemlig fortælle om »CIAs tyste intervention med dollars«… Et rædselsscenario blev rullet ud af denne herre fra det russiske nyhedsbureau, der viste, at amerikanere brugte bestikkelser og meget andet for at skabe et ny-fascistisk Europa, der vendte sig mod Sovjetunionen og kommunisterne…

Der var i Information i denne måned ingen kritik af forholdene i Sovjetunionen…

Et af de helt store slagnumre i denne måned var et ofte tilbagevendende tema i Information og i det hele taget på venstrefløjen, nemlig Berufsverbot. Unge mennesker nu vil næppe vide, hvad dette Berufsverbot stod for, men det blev et velkendt begreb i 1970erne. Det var den tyske stats forbud mod, at kommunister og andre der blev vurderet som en sikkerhedsfare kunne få arbejde i det offentlige. På samtidens venstrefløj viste dette Berufsverbot det tyske samfunds sande karakter, nemlig et kryptofascistisk samfund. Og det skortede da heller ikke på artikler i Information om emnet, blot for denne korte tidsepoke i januar 1976. En stor forsideleder hed sigende »Vesttysk demokrati?«…

Efter nok en række artikler om misèren satte man trumf på med en lang kommentar af Anders Stig Møller fra Danske Studerendes Fællesråd, der skrev om »undertrykkelsesmaskinen« i Vesttyskland, som var udtænkt for at »smadre al politisk opposition«. Han udmalede i sit indlæg et rædselssamfund med undertrykkelse og censur. Og så nåede han til pointen, nemlig at det danske uddannelsessystem lagde op til selv samme disciplineringstortur…

Inde i bladet fulgte man op: »På tema-siden side 4 giver Mette Fugl eksempler på, hvilke uhyrligheder, dette vesttyske fænomen kan føre til.« I artiklen blev en juraprofessors angreb mod venstreorienterede studenter sammenlignet med SS-fører Stroops ord under nedkæmpelsen af Warszawa-ghettoen i april 1943: »I løbet af dagen brændte flere husblokke ned. Det er efter min mening den eneste og letteste måde, når man vil fjerne denne pøbel og disse undermennesker fra Jordens overflade.«

Vesttyskland var i en vanskelig situation midt i Den kolde Krig. Stasi fra Østtyskland havde deres spioner i det vesttyske samfund og Rote Armee Fraktion udgjorde en konstant fare. Myndighederne var presset og forsøgte at gardere sig. Afvisningen af at ansætte folk, der var en sikkerhedsrisiko, var selvfølgelig problematisk i en demokratisk stat, når disse mennesker ikke var dømt, men det interessante er, at Information i denne måned ikke med et ord nævnte undertrykkelsen i Østtyskland, men altså gang efter gang langede ud efter Vesttyskland og indblandede nazismen i denne kritik…

Et andet af tidens temaer var Angola, der under Den kolde Krig var stedet, hvor Cuba, Sovjetunionen og vestmagterne blev konfronteret. Information havde en balanceret dækning af konflikten ved Jan Stage. Desværre var Stage ikke alene om dækningen og Afrika-opgøret blev snart sovset ind i avisens ideologiske medløberi. Journalist Tyge Petersen roste Jugoslaviens, Sovjetunionens og Cubas indsats til støtte for MPLA og var også positiv, fordi den ifølge Tyge Petersen hvilede på erfaringerne fra deres egne »autentiske revolutioner«. Og Jørgen Dragsdahl var som altid parat til at give USA skylden for konflikten i en kommentar senere i januar.

Det var en ganske almindelig januar måned i 1976, hvor der ingen tvivl herskede om at revolutionen lå lige om hjørnet…

Så chefredaktør Palle Weiss & Co. burde sætte sig og læse deres egen avis fra dengang. Og blive røde i hovederne, ikke så meget over hvad de skrev dengang – dét har de lissom ikke ansvaret for – men over hvad de selv tillod sig at skrive i sidste uge, da de pure frikendte avisen.”

Oploadet Kl. 15:08 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer


13. januar 2007

Undertegnede i Berlingeren om DRs samarbejde med Politiken – “Den hemmelige alliance”

Fra dagens Berlingske Tidende. Lidt fra en længere artikel af Bent Blüdnikow og Mikael Jalving om DRs samarbejde med Politiken – Den hemmelige alliance.

“DR skal være hele Danmarks TV- og radiostation, eftersom det er danskerne, der betaler gildet over skatten og licensen. Men når DR indkalder eksperter til sine debat- og nyhedsudsendelser, såsom Debatten, Deadline, TV-Avisen og P1s programmer, favoriseres medarbejdere ved dagbladet Politiken. Det viser de tilgængelige tal fra DRs egen hjemmeside.

Således har Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden det seneste år deltaget i 17 programmer på DR, mens Niels Lunde, chefredaktør på nærværende avis, har deltaget tre gange, Carsten Juste fra Jyllands-Posten ligeså og Kristeligt Dagblads Erik Bjerager seks gange. Politikens chefredaktør har – at dømme fra, hvad det er muligt at se på hjemmesiden – deltaget i flere programmer end de tre øvrige chefredaktører tilsammen. Ifølge DR Multimedie er det ikke muligt at gå længere tilbage i søgningen, da DR løbende sletter udsendelser og programmer. Og TV-Avisen og Deadline er kun søgbare den seneste måned.

Også Politikens udlands- og debatmedarbejdere er blandt topscorerne. Det er folk som Anders Jerichow, Vibeke Sperling, Hanne Foighel, Michael Jarlner, Anita Bay Bundegaard og de tidligere chefredaktører Herbert Pundik og Per Knudsen.

Er det en tilfældighed eller udslag af et bevidst valg fra DRs side? Eller skyldes det gammel vane? Og er alliancen mellem de to medier så hemmelig, at end ikke de implicerede er klar over den?

KIM MØLLER er lidt af en landevejsrøver i det danske medielandskab. Han er uddannet historiker og blogger. Hans borgerlige blog Uriasposten er en af de mest populære politiske blogs i Danmark med over 1.000 daglige besøg, og han holder godt øje med DR. Favorisering af Politiken kommer ikke bag på Kim Møller, som siger:

»Jeg følger meget grundigt med i DRs sendeflade, og for mig står det helt klart, at der er en overrepræsentation af Politiken. Tøger Seidenfaden bliver ifølge DRs egne tal brugt mere end Jyllands-Postens, Berlingske Tidendes og Weekendavisens chefredaktører til sammen. Og selv om Jyllands-Postens kulturredaktør, Flemming Rose, har været en helt central person i hele 2006, så blev Politikens Mellemøstekspert og kronikredaktør Anders Jerichow anvendt mere end Rose.«

Det kan jo skyldes det simple forhold, at Tøger Seidenfaden og Anders Jerichow er mere interessante at høre på end de andre?

»Man kan da ikke se bort fra, at det er gode og dygtige folk, men det er næppe hele forklaringen. Det kunne jo også skyldes, at DRs folk finder dem sympatiske og vidende, fordi de er enige med dem. Der er en uudtalt alliance mellem DR og Politiken, som udgør en politisk slagside. Mediemastodonten kommer simpelthen ud af balance. Lad mig give et eksempel. Da Ralf Pittelkow og Karen Jespersen i 2006 publicerede deres bog om Muhammed-krisen, var det Tøger Seidenfaden, der blev inviteret ind samme morgen til P1s populære interviewprogram hos Poul Friis. Her sad han i 52 minutter og fik frit slag til at nedgøre bogen. Ville det ikke have været naturligt at invitere Pittelkow og Jespersen? Men da Seidenfadens egen bog om Muhammed-sagen kom, som han skrev sammen med Minoritetspartiets leder, Rune Engelbreth Larsen, så var han selv inde og fik lov til at præsentere den som »det tætteste, man kom på en uvildig undersøgelse«. Denne favorisering af Politiken slår igennem i alle de debatudsendelser, som jeg med iver hører, og man skal jo også blot se på DRs egne tal for de mest benyttede personer, hvor tre af de fem første pladser besættes med folk fra Politiken.«

Er der favorisering også af prioriteringen af Politikens historier frem for andre avisers historier?

»Det er svært at dokumentere, men jeg kan da i hvert fald sige, at en række Politiken-historier om f.eks. Guantanamo og Irak glider direkte, ekstremt hurtigt og ukritisk videre til DR. Jeg har dokumenteret det på min blog, så der kan man selv checke mine udsagn.«

[…]

Forfatter, ph.d.-stipendiat og borgerlig kulturdebattør KASPER STØVRING tror gerne på oplysningerne om favoriseringen af Politikens medarbejdere i DRs programmer.

»Jeg har længe syntes, at der er en bestemt tendens i DR, som man kunne kalde venstreorienteret eller kulturradikal, og den samme tendens præger selvfølgelig Politiken. Men forskellen er, at hvor Politikens tendens jo er begrundet i at være en kulturradikal bastion, så skal DR helst være en objektiv institution, for så vidt DR er alles. Det, der er fælles for de to organer, er det folkeopdragende element.«

Hvad vil det sige?

»At man har en slags moralsk bedreviden, et forsøg på at hæve sig op på et eleveret punkt, hvor man mener at inkarnere en højere fornuft. De implicerede behøver ikke selv at være klar over alliancen – der behøver ikke engang at ligge et bevidst valg bag. For den opdragende og moralistiske tendens har netop at gøre med de impliceredes selvforståelse. Det føles bare naturligt at have de rigtige, progressive holdninger som journalist og meningsdanner på DR og Politiken. Og derfor finder de også uden videre sammen i deres fælles kulturradikalisme.«

Hvor ser du det i DRs programmer?

»Tag nu bare et program som f.eks. Udefra eller den såkaldte TV-dokumentar »Den hemmelige krig«, eller den måde DRs nyhedsdækning i efteråret kørte med på BUPLs kampagne om truslen mod den omsorgsfulde velfærdsstat – eller nu i tilfældet med Ungdomshuset, hvis besættere ofte fremstilles som uskyldige, kreative unge. Eller hør den måde, man omtaler Fidel Castro og Pinochet på. Pinochet er »diktator«, mens Castro er »leder«. Det er eksempler på tendensen. Men det er vigtigt at sige, at tendensen allerede ligger i det underforståede, i vinklingen. Da jeg selv var i studiet og diskutere attentatet på integrationsminister Rikke Hvilshøj, var vinklen pludselig, at Dansk Folkeparti var skyld i en polarisering, som kunne forklare voldshandlingen. Det var præmissen. Den skyldes sikkert den funktion, DR mener at varetage. Det her med at man vil opdrage og kvalificere menneskene til at være særligt gode borgere i et demokrati. Mennesker er ikke gode nok i sig selv, de skal præges eller bearbejdes.«

Det sidste er MOGENS RUKOV, afdelingsleder ved Den Danske Filmskole, enig i. Han har gentagne gange kritiseret DR for at være tendentiøs og mener, at der ligefrem er tale om en politisk strategi, dvs. en bevidst vildledning af seere og lyttere.

»DR har en politisk strategi. Den er oppositionens strategi, den er islams strategi. Og det vil sige, at DR naturligvis henvender sig til folk, der understøtter den strategi.«

Ordet »strategi« underforstår en bevidst handling og målsætning – er det tilfældet i DR?

»Ja, det er en meget bevidst alliance mellem DR, Politiken, opposition og islams støtter. Alliancen afspejler sig jo ikke kun i, hvem DR vælger at interviewe eller lader komme til orde, men i høj grad i, hvordan de redigerer deres programmer, og hvad de tager ud – det afspejler sig på alle områder.«

Kan du give et konkret eksempel?

»Jeg vil give det mindste eksempel, netop for at vise hvor langt ned i detaljen, det går. Det var da de omtalte, at Naser Khader afgav formandsposten for Demokratiske Muslimer med: NASER KHADER FORLADER DEMOKRATISKE MUSLIMER. Han forlod ikke organisationen, han blev blot menigt medlem. Helt ned i sådanne ubetydelige detaljer redigerer DR den virkelighed, vi skal høre.«

Udover Kasper Støvring, Mogens Rukov og undertegnede inkluderede artiklen også udtalelser fra Mogens N. Pedersen (professor, SDU) og DRs programdirektør Lars Vesterløkke. Førstnævnte mener Politikens overrepræsentation skyldes et uformelt “old-boys-network”. Sidstnævnte afviser at der skulle være “en ideologisk forklaring eller gammel vane bag udvælgelsen af eksperter udefra” og pointerer tørt at Politikens “medarbejdere er gode på TV”.



13. november 2006

Udefra (31/10-06): Talibanerne kommer

Udefra havde for et par uger siden overskriften Talibanerne kommer, og der blev vist PBS Frontline dokumentaren Return of the Taliban (Martin Smith, 2006), som viste hvordan talibanerne stille og roligt genskabte kontrol over grænseområdet mellem Pakistan og Afghanistan. Store dele af stammeområderne i Waziristan var således udenfor Pakistans rækkevidde, og Al-Qaeda havde her en sikker base, ofte støttet af efterretningstjenesten ISI.

Så vidt jeg kan vurdere af de første 20-25 minutter, så var det en forholdsvis sober dokumentar, men som det fremgår af sitet, så afsluttedes dokumentaren i den uforkortede originalversion af 11-12 minutter under overskriften A New U.S. Policy on Pakistan?. Jeg vil nu ikke gøre mere ud af den, udover at henvise til den omfattende hjemmeside som følger PBS Frontline dokumentarerne.

Return of the Taliban / fuld transkript og så er det også muligt at se filmen online.

I 1897 var området en del af Indien, og den 23-årige Winston Churchill beskrev som krigskorrespondent for The Daily Telegraph sine oplevelser, hvad året efter blev udgivet i bogen The Story of the Malakand Field Force: An Episode of Frontier War. Her et citat fra bogens første kapitel – også sakset fra dokumentarens hjemmeside.

“The inhabitants of these wild but wealthy valleys are of many tribes, but of similar character and condition. The abundant crops which a warm sun and copious rains raise from a fertile soil, support a numerous population in a state of warlike leisure. Except at the times of sowing and of harvest, a continual state of feud and strife prevails throughout the land. Tribe wars with tribe. The people of one valley fight with those of the next. To the quarrels of communities are added the combats of individuals. Khan assails khan, each supported by his retainers. Every tribesman has a blood feud with his neighbor. Every man’s hand is against the other, and all against the stranger.

Nor are these struggles conducted with the weapons which usually belong to the races of such development. To the ferocity of the Zulu are added the craft of the Redskin and the marksmanship of the Boer. The world is presented with that grim spectacle, “the strength of civilisation without its mercy.” At a thousand yards the traveller falls wounded by the well-aimed bullet of a breech-loading rifle. His assailant, approaching, hacks him to death with the ferocity of a South-Sea Islander. The weapons of the nineteenth century are in the hands of the savages of the Stone Age.”

Dagens ekspert var RUCs Stig Toft Madsen, der i den indledende debat slet ikke lød så håbløs.

Oploadet Kl. 15:12 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar


1. november 2006

Udefra (17/10-06): Kyllinge-massakren

Udefra havde i forrige uge titlen Kyllinge-massakren, og dokumentaren var atter engang hentet fra Frankrig (Doc-en-Company).

Fra den officielle omtale.

“Mange steder i verden bukker små bønder under for gigantiske fødevarekoncerner. Især på kyllingemarkedet er der foregået en stærk koncentration. WTO tvinger de fattige lande til at fjerne toldbeskyttelsen, og dermed ligger markedet åbent for giganterne i den rige verden. Skævhederne vokser.”

Vinklen er interessant, for hvor tredieverdenslandes nationale handelsrestriktioner blev betegnet som “toldbeskyttelse”, så blev lignende vestlige foranstaltninger i en og samme udsendelse betegnet for “toldmure”.

Herunder en række citater fra udsendelsen (Tyge Petersens speak).

“Hvordan ser det ud med fagforeninger der kan varetage de ansattes interesser?”

“Trods ekstremt lave lønninger kan de ikke konkurrere…”

“Globalisering har betydet at de måtte afsværge deres toldbeskyttelse…”

“Globalisering er blevet til monopolisering”

Retten til at producere sine egne fødevare burde være selvindlysende…”

“Kyllingekrigen er fuld af symbolværdier. Den handler blandt andet om hver enkeltes menneskes ret til at fremstille sit eget mad, om retten til at overleve ved egen kraft.”

Hvor den fri markedsøkonomi og WTO var skurken, så blev der ikke overraskende rettet et hårdt angreb mod multinationale virksomheder såsom Kentucky Fried Chicken, Tesco og Thaksin. En af historierne omhandlede fransk toldbeskyttelse/toldmur der umuliggjorde afrikansk eksport, men hovedparten af udsendelsen var rettet imod afrikanske landes problemer, herunder især Cameroun-bøndernes levevilkår. Talsmanden for Cameroun-bønderne var i særklasse. Han krævede forbud mod en import, han betegnede som “uansvarligt”, alt imens han krævede statsstøtte. Her et par caps der illustrerer niveauet…

Når nu dokumentaren gennem 50 minutter havde problematiseret markedsøkonomien, så burde man vel kunne forvente Udefra-redaktionen havde hidkaldt en ekspert til den afsluttende debat der tog til genmæle… Men nej – gæsten var landsbrugsøkonomen Christian Friis Bach, der tilfældigvis også er ansat af Folkekirkens Nødhjælp. Han gik straks igang med at angribe det han kaldte “de der nye handelsbarriere”, hvad i virkeligheden var krav relateret til sundhed, sygdom og miljø. Han var ikke decideret ensidig, og forsøgte trods alt at give en nuanceret analyse, men emnet var låst, og det hele kom til at kredse omkring problemets størrelse.

Udefra holdt pause i sidste uge, men mandagens program på DR2 var ellers lige efter bogen.

Først en dokumentar om muslimske ofre…

23/10-06 20.50 – Den endelige løsning – indisk dokumentarfilm om et muligt folkemord. Et citat fra programomtalen:

“Mange har kaldt den aggressive hinduistiske nationalisme som den bliver praktiseret af Bharatiya Janata partiet i Gujarat for en indisk form for fascisme. Den indiske instruktør Rakesh Sharma ser i hvert fald mange paralleller til 1930’ernes Tyskland. Han siger. – Mens jeg lavede denne film, opdagede jeg chokerende paralleller mellem Indien i 2002-2004 og Tyskland i 1930’erne. Statsstøttet folkemordsagtig vold mod muslimerne i Gujarat og de efterfølgende konsekvenser, adskillelse i skoler, ghettoisering i byer og landsbyer, den officielle opfordring til økonomisk boykot og de hindu-nationalistiske angreb på intelligentsiaen. Hvis ikke had- og intolerance-politikken bliver udfordret og stoppet, kunne det meget vel blive forløberen for det 21. århundredes Endlösung, den endelige løsning.”

Dernæst en dokumentar om baggrunden for islamistisk terror. Ikke et ord om Koranen, men en hel masse bortforklaringer. Et citat fra programomtalen:

23/10-06 23.00 – Selvmordsbomberne i London – en psykologisk undersøgelse.

“Efter selvmordsbomberne i London i 2005 antog de fleste, at de ansvarlige var gale fanatikere. Det viste sig at være fire helt almindelige, unge mænd, der var født op opvokset i Storbritannien. Hvad drev dem til at angribe deres eget land?”



17. oktober 2006

DR Udefra (10/10-06) – Krigens kræmmere

Udefra havde i sidste uge overskriften Krigens kræmmere, og der blev vist en dokumentar om amerikanske industri-virksomheders samarbejde med nazi-Tyskland i 1930erne.

Den officielle omtale.

“Hitler ville ikke kunne have oprustet Tyskland og indledt sine felttog uden massiv støtte fra udenlandske industrigiganter. Åbningen af de amerikanske krigsarkiver viser, at Standard Oil, General Motors, Ford og IBM spillede en afgørende rolle. Først tjente de på oprustningen, og efter krigen fik de erstatninger for deres ødelagte fabrikker.”

Udefra blev sendt lige efter en udsendelse om det problematiske ved dødsstraf, der også rettede sit fokus på USA, og det er lige netop problemet med Udefra, for ikke at sige DR som sådan. Dokumentaren var isoleret set sober, men Udefra har tidligere sendt en lignende dokumentar (En pagt med djævelen, 4/4-06), og mange vil nok huske hvorledes samme magasin under præsidentvalgkampen for to år siden sendte Verden ifølge Bush (19/10-06) – hvor loonier med basis i samme arkivmateriale forsøgte at associere Bush-familien med Hitler-Tyskland.

Til den afsluttende debat var historiker Steen Andersen gæst, og han var et godt valg.

Oploadet Kl. 23:02 af Kim Møller — Direkte link3 kommentarer
Arkiveret under:


4. oktober 2006

DR Udefra (26/9-06) – Jagten på de fattige

DR Udefra havde i sidste uge overskriften Jagten på de fattige, og der blev vist en CAPA-produktion omhandlende højforrentede lån til fattige i USA. Fra omtalen…

Jagten på de fattige
Hvad gør man, hvis man ikke kan betale huslejen eller købe mad til sine børn? I USA er en skov af grå lånefirmaer skudt op med tilbud til de fattige om at låne dem penge. Det er en gigantisk forretning. For jo fattigere man er, jo højere er renten. Mange ender i en gældsspiral og må gå fra hus og hjem.

Dokumentaren startede i Los Angeles’ værste ghettoer, hvor man fik et indblik i dagligdagens hos en pantelåner og hans stamkunder. Herefter et interview med Jim Ball, grundlæggeren af Fast Cash, en af flere låneretningskæder, som ved hjælp af såkaldte ‘Pay Day Loans’ havde overtaget lånemarkedet i ghettoerne, hvor bankerne ikke ønskede at have filialer.

Moralen i filmen var kort sagt, at det var uetisk at afkræve høje renter for lån til fattige, og kritikken blev ikke bare rettet imod lånemarkedets aktører, men også imod kreditvurderingsvirksomheder, bankerne og mod regeringen som tillod markedet at være ureguleret.

At lavindkomstfamilier har lav kreditværdighed, og derfor skulle betale mere for at låne, forstod Matthew C. Fellowes fra Brooliings Institute eksempelvis ikke, men det virker trods alt ikke helt ulogisk – alt taget i betragtning.

Herefter var der et interview med Patricia A. McCoy fra Hartford University, der kritiserede Wall Street for via sikkerhedsvurderingen at gøre lånene til fattige urimelige dyre. Flosklerne hang løst, ikke bare hos hende – men hos flere af eksperterne. Tre eksempler…

“… udbytningen af folkudnyttelsen af de fattigeofre for udlåningspolitik…”

En sådan anti-kapitalistisk dokumentar bliver umådeligt uinteressant, hvis det ikke drejes over i Moore-stilen, og alle tricks’ne blev da også taget i brug. Da det først og fremmest gik ud over de fattige, så gik det i praksis hårdest ud over minoriteterne lød det – og kort efter kunne man så høre at denne ulighed var at betragte som “økonomisk racisme”.

Følelsespornoen var ikke udtalt, men der var dog flere eksempler. Værst var uden tvivl en 65 årig (sort), tidligere svejser, som klart havde underskrevet en dårlig låneaftale og var blevet personligt ramt. At den rå markedsøkonomi havde sin del af skylden er uomtvistelig, men omvendt, så slipper han næppe for medskyld. Ingen tvang ham til at underskrive, og så mener jeg iøvrigt ikke det er relevant at lade manden udtale følgende….

“Jeg vejede 62 kg da jeg skrev under. Nu er jeg nede på 50 kg.”

I introduktionen blev der vist footage af George W. Bush, og det havde været mere overraskende hvis dokumentaren ikke havde forsøgt at tørre det af på Bush. Stikordet var her AmeriQuest, der er en af de største virksomheder på lånemarkedet. En ekspert hvade netop påtalt det forhold at den finansielle lobby var en af “topsponsorerne af Republikanerne”, og herefter blev det fortalt at AmeriQuests grundlægger Roland Arnall var Bushs største bidragyder i 2004, og man så hvorledes Arnall blev udsat for en høring af en barsk senator ved navn Paul S. Sarbanes. Han er demokrat – det blev selvfølgelig ikke fortalt.

Afslutningsvis var der debat med Christian Kjær som gæst, han var rådgivende civiløkonom og vidste en masse, men han virkede alligevel lidt malplaceret, måske fordi emnerne ikke direkte kunne relateres til Danmark og han ikke vidste noget specifikt om USA.

Alt i alt en dokumentar i Udefra-stilen. Fokus på fattige, med en indbygget ikke-konkretiseret kritik af den onde liberalisme, personificeret i Bush, med racisme som spillets joker.

Oploadet Kl. 14:09 af Kim Møller — Direkte link4 kommentarer


20. september 2006

DR Udefra (12/9-06) – Die Fremden in Paradies – Warum Gotteskrieger töten

DR Udefra viste i sidste uge den tyske dokumentar Die Fremden in Paradies – Warum Gotteskrieger töten. Jeg fik desværre ikke set den, selvom emnet næsten inviterer til politisering, og denne postering har først og fremmest et arkivformål. Skulle nogle have set den, så giv den lige en vurdering i kommentarfeltet.

Filmen er lavet af journalisten Dirk Laabs, der tidligere har skrevet en bog om Hamborg-cellen, og ellers er kendt for at betragte al-Qaeda mere som en idé end en organisation. En tese danske terrorforskere for så vidt ikke er uenige i.

Fra Br-online – en kort præsentation.

Die Fremden im Paradies – Warum Gotteskrieger töten (BRD, 2005, 60 min.)

Das Filmprojekt zeigt die spannende und unbekannte Innenansicht einer rätselhaften Welt und versucht zu ergründen, warum islamistische Selbstmordattentäter sich und Menschen auf der ganzen Welt töten. Laabs verfolgt den zum Teil quälenden Prozess, der junge Rekruten zu Mördern macht. Auf den Spuren der Todespiloten vom 11. September 2001 und der London-Attentäter vom 7.7.2005 war das Filmteam über ein Jahr lang auf der ganzen Welt unterwegs. Das Leben der Täter wird nachvollzogen – um verstehen zu können, warum sie und andere Islamisten zu Mördern geworden sind. 
  
Das Team drehte im Jemen, in Marokko, England, Italien, Frankreich und den Vereinigten Arabischen Emiraten – dabei kam es an Videomaterial, das noch nie zuvor in Europa gezeigt worden ist: darunter islamistische Propagandavideos aus der ganzen Welt und exklusiv die Aufzeichnung einer Hasspredigt, die in einer Hamburger Moschee gehalten worden ist. Der Prediger, Imam Mohammed Fazazi gilt als einer der gefährlichsten islamistischen Prediger überhaupt.

Der Film enthüllt: Auch die Hamburger Selbstmordpiloten wurden von diesem Prediger beeinflusst. Der Film zeigt, was sie in deutschen Moscheen hören konnten, bevor sie zu Mördern worden sind.

In dem Film kommen zudem renommierte Experten aus den USA, Ägypten, Saudi Arabien und Israel zu Wort. Auch Hamoud al-Hitar, Vorsitzender des Versöhnungskomitees im Jemen, das einzige Gremium weltweit , das den Ausgleich mit Islamisten sucht, berichtet von seinen Gesprächen mit inhaftierten Terroristen. Ein Aussteiger aus der extremistischen Szenen erzählt, wie er sich im Netz einer islamistischen Bruderschaft verfing.

Opdate.

En længere præsentation af filmen her.

Oploadet Kl. 18:02 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer


14. september 2006

DR Udefra (5/9-06) – Opiums-krigen

Udefra sendte i sidste uge endnu en fransk-produceret dokumentar, denne gang om vestmagternes kamp for at minimere opiumsproduktionen i Afghanistan. Titlen var Opiums-krigen, og fokus var blandt andet rettet imod vilkårene for de mange narkomaner i landet. Det underliggende postulat var naturligvis at Taliban i det mindste slog effektivt ned på opiumsproduktionen, men det jeg fik set af dokumentaren var nu ikke så slemt. Fokus var mere situationen for afghanerne, og her slog det klart igennem at Taliban jo også var en fjende af den menige afghaner – omend hovedparten stadig led af religiøse blokeringer.

En narkoman fixer mens filmholdet ser på. Såvel børn som vokse råber og kaster med sten i retning af narkomanen. Hvor kommer den intolerance mon fra??

At gennemgå Udefra-udsendelserne er ikke altid sjovt, og jeg skal ikke beklage følgende.

DR lukker endnu et af sine faste journalistiske programmer. Udenrigsmagasinet Udefra bliver sendt for sidste gang i november. Programmet, der har været en fast del af sendefladen, siden DR2 gik i luften i 1998, har med dokumentarudsendelser haft til opgave at vise den internationale udvikling.

Tyge Pedersen, der har været vært på programmet siden dets begyndelse, står meget uforstående over for beslutningen om at lukke Udefra.

»Det undrer mig, og jeg er da ked af det, for Udefra har været mit hjertebarn de seneste otte år,« siger han.”

Oploadet Kl. 09:20 af Kim Møller — Direkte link3 kommentarer
Arkiveret under:


7. september 2006

DR Udefra (29/8-06): Chavez – USA’s mareridt

DR Udefra havde sidste tirsdag titlen Chavez- USA’s mareridt, og der blev vist en fransk dokumentar (Doc-en-compagni) om Venezuelas præsident Hugo Chavez.  

Allerede i introduktionen gik det galt. Orienterings Niels Lindvig blev præsenteret som ekspert.

Det stod således hurtigt klart at Chavez skulle markedsføres som en latinamerikansk helt på linie med bolivianske Evo Morales, og venstrefløjens yndlingsdiktator – cubanske Fidel Castro. Skurkerollen var uddelt på forhånd – primært USA, sekundært den fæle kapitalisme.

Hugo Chavez havde skabt alliancer med den iranske præsident, “frihedshelten” Castro og andre ikke-demokratiske ledere, men i stedet for at rette fokus på det demokratiske problem, så blev han rost for at skabe et land uafhængigt af amerikanske interesser. Venezuela var et olierigt land forlød det, og så gav resten sig selv. 

Chavez (eller var det Castro), var folkets mand…

Tyge, speak: “Ved at tage fat om den brede befolknings behov, har han bundet sine vælgere sammen.”

I Oliver Stones skønmaleri af Castro (Comandante), kunne man høre Castro erklære han var “en slave af folket”. Chavez var ligeledes en ydmyg mand… 

Hvor USA og IMF tidligere udsugede Venezuelas olieforekomster, så har Chavez med disse midler skabt bedre boligvilkår, sundhedshjælp og uddannelse. En klassiske Castro-behandling: Hård fokus på de gode sider, intet om de dårlige – og så ellers en masse grimt om USA.

Tyge, speak: “Skolebørnene får tre måltider om dagen…”

Lykken ville ingen ende tage. Det venezuelska prolateriat havde nu fået ejerbolig, havde nu lært at læse, havde fået øjenoperationer så de bedre kunne se…  En stor del af lægerne var uddannet i Cuba, og som det blev sagt: “cubanere er fine mennesker”

Manden her havde gråd i stemmen da han talte om Chavez. Tidligere fik man intet – Chavez kan vi takke for alt.

Hende her delte æren.

Jov, det gik godt i Venezuela, efter at Chevez havde taget profitten fra olieselskaberne… eller som der så rørende blev sagt – lavet “en revolutionær omfordeling af olieindtægterne”.

Mit netbårne kopi gik kold efter 33 minutter, men det skulle undre mig meget hvis resten af udsendelsen var mere ligevægtig.

Jeg ved ikke meget om Chavez og Venezuela, men selv BBC giver et mere nuanceret billede af Hugo Chavez. Som modgift kan Simon Romero’s portræt også anbefales…   

Tjek også webloggen Daniel-Venezuela [tip: Hvidberg].



25. august 2006

Udefra (22/8-06): Pilotens dilemma (anti-israelsk dokumentar)

Udefra på DR2 påbegyndte i tirsdags en ny sæson. Indkøbt var en kvasi-pacifistisk hollandsk-produceret dokumentar med originaltitlen Killing dilemma (Katholieke Radio Omroep, 2005) – sendt under overskriften Pilotens dilemma.

Udsendelsen var produceret før den igangværende krig i Libanon, men hensigten var tydeligvis at bidrage til kampagnen mod Israel , og der blev da også indledningsvist trukket tråde med billeder som disse.

 

Tyge Petersen holdt sig i introduktionen ikke tilbage. Udefra på DR2 viser ikke venstrefløjens partsindlæg og gør dem til diskussionsoplæg, men gør dem til sine egne – og debatterer med de præmisser problemets størrelse…

Tyge, speak: “Israel benægter at gå efter civile mål… Når man ved hvor præcis piloterne kan ramme, er det svært at tro på de mange civile ofre blot er dræbt ved fejlskud...  Flere af piloterne siger nu nej til de missioner der bliver sendt ud på – de oplever et alvorligt moralsk dilemma.”

Efter introduktionen præsenterede han kort filmen in person.

Tyge: Vores program idag stiller fokus på den enkelte soldats ansvar. Blandt de israelske kamppiloter breder tvivlen sig nemlig om, hvorvidt de udøver missioner der er moralsk forkastelige.”

Dokumentaren varede 52 minutter, og jeg vil herunder kort gennemgå filmen med fokus på tendensen. Citaterne er hentet fra transkriptet eller fra Tyge Petersens oversættelse.

Omdrejningspunktet for dokumentaren var den israelske krigshelt Yigal Shochat, der idag er fredsaktivist (nævnes ikke). Han indledte med grådkvalt stemme…

Yigal Shochat: I can’t be silent anymore…”

Tyge, speak: “Idag er han imod indsættelsen af kampfly mod civile mål, og imod de israelske soldaters tilstedeværelse i de besatte områder…”

Vendepunktet kom da han hørte denne “modige militærnægter” som fremturede med “sin medmenneskelighed”.

Selv politisende dokumentarister har brug for et overflade-alibi. Dagens plusord var ‘etik’. 

Speak: “… this story is not about the rights or wrongs about Israeli politics. What we want to know is: what is in the minds of the pilots that carry out these missions. We want to know about their considerations.”

Herefter blev der bragt interviews med israelske kamppiloter fra en luftbase. Værst var her Yowa Alon, der som det så smukt blev sagt… 

“… har gjort sig nogle tanker om palæstinensernes vilkår.”

Han fortsatte… 

Yowa Alon, pilot: “We want them to be happier, we want them to work, and we want them to have more money. So they can have the force to resist these organizations that are destroying their lives, and ours.”

 

Efter denne solide gang offerrolle-logik, var der så en åbning til venstre…

Tyge, speak: “… Virkeligheden er at piloterne udfører mission efter mission rettet imod de selvsamme palæstinensere, de siger de har så ondt af…”

Udsendelsen omtalte kun perifært baggrunden for israelernes fremfærd, til gengæld var der pacifistisk naivitet i uanede mængder. Her om anti-terrorkampen på palæstinensisk område…

Tyge, speak: “… det er aktioner som efterlader dem med blod på hænderne.”

Piloten Roni fortalte om hvordan helikopteren blev bruges til at skræmme folk væk fra gaden, og hermed sikre terrærnet for landtropperne. Følgende ræsonnement illustrerer fint tendensen.

Tyge, speak: “… dermed indrømmer Roni indirekte, at han bliver brugt til at jage uskyldige mennesker som var det kvæg.”

Roni var børnelæge i det civile liv, og hermed var der en passende lejlighed til at sætte spot på børnene. Nyd blot dette spørgsmål…

Interviewer: “When you tell me what you’re doing and you’re using your guns to terrify, how hard would it be for you to be confronted with a 8 year old boy that was scared to death because of your action?”

Piloten erklærede dog at han ofte undlod at skyde selv når han fik ordre på det, og der blev vist en sort/hvid-sekvens filmet fra et Cobra-helikopter der forfulgte en lastbil med formodede terrorister. Bemærk vinklen i følgende citat. Folkene bag dokumentaren mener Israel skal garantere at kampen imod terrorister (der gemmer sig blandt civile) – ikke medfører civile ofre.

Tyge, speak: “Men uanset hvor overbevisende luftvåbenets egen film kan tage sig ud, er der mange situationer hvor piloterne alligevel skyder, og der er aldrig nogen sikkerhed for at der ikke bliver civile ofre. Soldaten Roni benægter det, men som menneske kan han ikke afvise det.”

Somme tider gik det helt galt forlød det…

Speak: “It was one of these F-16’s that dropped a 1.000 kilo bomb on a high rise in Gaza. On the 22nd of July 2002. The bomb not only killed the designated target, Hamas leader Salah Shedada, but also twelve civilians who happened to be in the building. Incidents like these, that kill innocent civilians, occur all the time.

Men ikke et ord om at Salah Shadada har stået bag 100-vis af terrorangreb på israelere, herunder et angreb på en israelsk skole fire måneder tidligere hvor fem elever brutalt blev myrdet. Shedada var bindeledet mellem arabiske terror-sponsorer og Hamas, og Israel der er i krig må selvfølgelig stoppe ham når de har chancen. Krig er ikke et afdansningsbal.

Yowa Alon var en af 26 piloter som havde underskrevet et af Yigal Shochats åbne breve..

Yowa Alon, pilot: “We are becoming blunt. We are becoming blind. It’s harder and harder for us to make simple distinctions. Distinctions that were so simple to make a few years ago. As I told you before, its pilot now cannot make a distinction between the innocent and the terrorist. He tries; he does whatever he can to prevent the loss of innocent lives. I believe him. But we are willing, as a society, to accept the fact that innocent lives will be killed. This is unbelievable to me.

Alon var guld værd for en dokumentar som denne. Senere læste han højt fra et støttebrev han havde modtaget fra et universitet. Rendyrket propaganda forklædt som en etik.

“… We are deeply alarmed by the damage to our very existence as a nation and society. Caused by the ongoing occupation and our governments brutal policy towards the Palestinians.

Yigal Shochat arbejdede hver lørdag som læge i de besatte områder. Vejen var åben mens der blev filmet, så istedet for at problematisere de vejafspæringerne – så valgte han en racisme-association.

Yigal Shochat: “You see, this is one of the road blocks, which do not allow people from this large town to get on the main road. For some reasons they opened the road block, probably the village behaved for the last two months according to the regulations. They become what we call, good Arabs.

Hvor dokumentaren på forskellige måder argumenterede for at israels kamp mod palæstinensiske terrorister skulle være ’statsterrorisme’, så gik Yowa Alon endnu videre, selvom han selvfølgelig pakkede det lidt ind.

Yowa Alon: “I don’t want to compare this situation to the terrible situation that my people, the Jewish people, knew a few years ago. There is no comparison. But I can recall as a Jewish student in elementary school, you know this is something that I think is common to every other Jewish kid in the third or fourth grade. In that horrible day that we mention these historic catastrophes that we knew, and as a child you ask yourselves: how can it be? No one said no? How can it be that no one stood up and said: I’m not willing to that, period. And this is what we are saying. We are not willing on this train, we are not willing to be the drivers, or not the conductors, or not even the salesmen in the buffet. Because this train is driving in the wrong direction.

Følelsesporno var der rigeligt af. Her en fotogen brun-øjet pige med dirrende underlæbe.

Afslutningsvis filosoferer Yigal Shouchat lidt over krigens umenneskelighed.

Efter dokumentaren var der ikke tid til debat, og Tyge Petersen præsenterede kort næste uges dokumentar om Venezuelas “farverige præsident” – Hugo Chavez. Venstreradikal havde jo nok dækket bedre.

Alt ialt en Udefra-dokumentar der fint passer ind i mønstret. Jeg har fulgt Tyge Petersen siden 2003, og i forhold til Israel og Mellemøsten er tendensen entydig. Der har været vist dokumentarer om jødiske fundamentalister, apologetiske dokumentarer om palæstinensiske terrorister, om risikoen for Iran afvæbnes, en række palæstinensiske partsindlæg i konflikten, og som i tirsdags – dokumentarer produceret af den israelske ‘fredsfløj’ med fokus på etisk og moral.

Fra arkivet.

Oploadet Kl. 21:53 af Kim Møller — Direkte link29 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper