8. august 2010

Helen Hajjaj, skolet af Reuters: 11. september var ikke et terrorangreb

I 2006 modtog hun hæderlig omtale af The Euro-Med Journalist Prize for Cultural Diversity, for en artikel om lighed i Islam, trykt i Information. Interview med DR2’s nye dansk-libanesiske Mellemøsten-korrespondent i Journalisten – Det eneste jeg har villet.

Journalisten: Hvordan kommer det til at præge din dækning, at du selv har en mellemøstlig baggrund?

Helen Hajjaj: Ville du have spurgt mig om det samme, hvis jeg var jøde? Mange jødiske korrespondenter er sikkert blevet spurgt om det samme. Men jeg er ikke sikker på, at de bliver spurgt om det som udgangspunkt. Jeg tror, at det vil præge min dækning, at jeg kommer fra en familie, hvor Mellemøsten er blevet diskuteret. Selvfølgelig har jeg holdninger, for ellers kan du ikke være en god mellemøstkorrespondent. Men fordi jeg har været på Reuters, har jeg lært ikke at lade min egne holdninger spille ind på min dækning. Reuters bruger for eksempel ikke ordet terror. De kalder ikke 11. september for et terrorangreb, men et flyangreb.

Oploadet Kl. 23:19 af Kim Møller — Direkte link21 kommentarer


12. juni 2010

Fredag var en god dag

Uriasposten går efter bagsiderne, og har derfor en tendens til at blive en negativ blog. Her en lille solstrålehistorie fra TV2 Online – DR-journalister nedlægger arbejdet.

“Medarbejderne på DR Nyheder har nedlagt arbejdet frem til lørdag. Det har blandt andet betydet, at TV Avisen klokken 21.00 ikke gik i luften.

Arbejdsnedlæggelsen skal ses som en støtteerklæring til kollegerne på DR2, hvor journalisterne på Deadline og DR2 Udland nedlagde arbejdet tidligere på dagen.

Det sker på grund af utilfredshed med, at DR’s bestyrelse har valgt at slå Deadline klokken 17.00 sammen DR 2 Udland. Det oplyser DR-journalisterne i en udtalelse.”

Oploadet Kl. 09:14 af Kim Møller — Direkte link30 kommentarer


25. april 2009

Verden ifølge DR-chefen Olav Skaaning Andersen

Olav Skaaning Andersen er chef for Deadline, Orientering og DR2 udland. Fra hans kronik i onsdagens Berlingske Tidende – Journalistikkens store udfordring.

“Undersøgelser af den seneste amerikanske valgkamp viser, at langt størsteparten af informationen om kandidaterne kom fra dem selv og deres velpolstrede kampagnehold – og ikke fra mediernes undersøgelse, research eller granskning.

Det giver selvfølgelig muligheden for at fremstille sig selv i et positivt lys, men godt for borgerne og den journalistisk uafhængige og rimelig faktaprægede fremstilling af sagerne, kan det næppe kaldes. Ved valgkampen i 1992 – da Bill Clinton blev valgt – lavede Washington Post 13 såkaldt investigerende reportager om kandidaterne. I 2008 har læsernes redaktør på bladet fundet ud af, at der blev produceret sølle tre. På Los Angeles Times – der er i slem økonomisk krise – faldt den slags med to tredjedele.

Så grelt er det ikke i Danmark. Endnu. Der er mange gode eksempler på journalistiske projekter, der går ind og tager fat, hvor det gør ondt. Afdækningen af CIAs ulovlige transport af fanger, Berlingskes tværmedielle og Cavlingprisvindende serie om politisvigt, Dorte Tofts sunde og vedholdende skepsis over for IT Factory og Stein Bagger samt P1 Orienterings afsløring af dels kritisable forhold i Beskæftigelsesministeriet, dels knægtelsen af patienternes rettigheder i EU, er bare nogle af dem.

Men den del af journalistikken er presset, og der tænkes allerede nu i alternative løsninger. DR har licensmidler og flere faglige miljøer, der stimulerer den afdækkende journalistik. Men bekymrede udsagn fra mediechefer i branchen viser truslen mod den granskende og undersøgende journalistik.

Informations direktør taler om, at pressen nu svigter sin rolle som »borgernes vagthund«, mens Politikens Tøger Seidenfaden citeres for, at morgenaviserne ikke »har ressourcer til at lave tilstrækkeligt meget undersøgende journalistik i forhold til behovet«, og der skal tænkes på alternativ finansiering.”

Oploadet Kl. 11:00 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


27. marts 2009

Johan Drost: “Er DR Udland også en kunstudsendelse?”

Politisk tendens ligger i detaljen. Fire læserbreve…

Der er dømt rødt (Johan Drost; Ekstra Bladet, 22/2-09)
I ‘Smagsdommerne’ (DR2 19.2.) kunne man høre Adrian Hughes og hans tre gæster vurdere en israelsk animationsfilm, som handler om en massakre i de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Shatila under Israels invasion af Libanon i 1982. Diskussionen efterlod det klare indtryk, at den israelske hær stod for udåden -selv om massakren i virkeligheden blev udført af den libanesisk-kristne falangistmilits, hvilket også fremgår af filmen. Fortielsen af denne ‘detalje’ er et klassisk eksempel på, hvordan Danmarks Radio producerer rød politik for licenspengene.

Det handler om kunst, ikke politik (Ida Holten Ebbesen, Redaktionsleder, DR; Ekstra Bladet 24/2-09)
Johan Drost ser røde lejesvende, hvor der ingen er, når han i Ekstra Bladet i søndags kritiserer DR2’s ‘Smagsdommerne’ for at fortie, at den israelske hær ikke var ansvarlige for massakrerne i Sabra og Shatila i 1982. Hvilken stat eller magt, der havde hvilket ansvar, er ikke relevant for den diskussion, der foregik. Relevant er derimod hovedpersonens menneskelige oplevelse af at deltage i krigen i Libanon og overvære massakren. Mellemøstlig politik er kompliceret at forklare på otte minutter, og tematiseringen af fortrængning, skyld og ansvar, som er filmens grundlæggende ærinde, var rigeligt for ‘Smagsdommerne’ at favne på den afmålte tid. Det er den nødvendige prioritering i et program, der handler om kunst, ikke politik.

En mand ser rødt (Johan Drost; Ekstra Bladet 26/2-09)
… var det et enkeltstående eksempel på, at DR formidler den palæstinensiske sag, ville forklaringen være tynd. Men når det er normal DR-praksis, er forklaringen simpelt hen for tyk.

Anti-israelske DR (Johan Drost; Information 26/3-09)
Under omtalen af en ny kortfilm introducerede DR Udland (6. marts) instruktøren Yoni Goodman som “en af mændene bag den Oscarnominerede film, Waltz with Bashir, der kritiserer Israels involvering i den libanesiske borgerkrig, og især massakrerne i de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Shatila”. Derved efterlades det klare indtryk, at den israelske hær stod for massakren – selv om udåden i virkeligheden blev udført af den libanesisk-kristne falangistmilits, hvilket også fremgår af filmen. I udsendelsen Smagsdommerne (DR2 19. februar) blev denne ‘detalje’ ligeledes fortiet, hvilket viser, med hvilken konsekvens Danmarks Radio producerer rød politik for licenspengene. I tilfældet Smagsdommerne forklarede DR, at det ikke var ‘relevant’ at præcisere fordelingen af ansvar for massakren, når der var tale om en udsendelse med fokus på kunst. Er DR Udland også en kunstudsendelse?

PS: Der tales ofte om etniske minoriteters under-repræsentation i medieverdenen. I den pågældende DR2 Udsendelse var værten den dansk-tyrkiske muslim Erkan Özden, og journalisten der interviewede, den dansk-libanesiske muslim Helen Hajjaj.



9. marts 2009

Yoav Peled i DR2 Udland

Læserbrev af Michael Sandfort i Nordjyske Stiftstidende (28/2-09).

Rødt budskab i forskerklæder
ISRAEL: 13. februar forsvarer Olav Skaaning Andersen fra DR2 brugen af den israelske professor Yoav Peled i et interview 9. februar – hvor Peled mente, at arbejderpartiets leder, Ehud Barak, forårsagede den anden intifada og var eneansvarlig for at afspore Oslo-fredsprocessen. Peled står imidlertid lige så langt ude til venstre med det synspunkt i Israel som Enhedslisten står i dansk politik. Danmarks Radio er som regel omhyggelig med at kalde politiske modstandere for “højrepolitiker”, “højrenationalist” eller “islamkritiker”, mens DR’s politiske venner på den yderste venstrefløj præsenteres som “ekspert”, “forsker” (som i dette tilfælde) eller “moderat”. Denne mangeårige praksis vil bestå, lige så længe som borgerlige vælgere ikke har mulighed for at fravælge tvangslicensen.

(Yoav Peled, “an awowed communist”, DR2 Udland 9/2-09)

Oploadet Kl. 14:18 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer
Arkiveret under:


22. januar 2009

Adam Holm overtrådte DRs etiske regelsæt…

I gårsdagens Politiken kunne man læse en demokrati-venlig kronik af Deadline-værten Adam Holm. Fra Den store humanistiske karakterbog

“Vi lader os spise af med sindsoprivende billeder af grædende palæstinensere og skydende israelere. Men det er jo kun en del af helheden. Hvor er historierne om israelernes lidelser og frygt? Har israelerne fortjent at have det sådan?

Man kan da glimrende tage bladet fra munden og rette en bredside mod Israels militære kurs… Det er set før i krigens historie, at de involverede parter kan synke så dybt ned i bataljernes morads, at de glemmer, hvor grænserne mellem det gode og det onde, det defensive og det aggressive går.

Det gælder på israelsk side, og det gælder blandt palæstinenserne, men vi andre burde kunne udnytte afstanden til at klare hjernen. Det kunne man passende gøre ved at stille sig selv spørgsmålet, hvordan man som demokrati skal bekæmpe terrorisme? …

Det er nyt for de fleste af os, generende nyt. Israelerne har derimod siden statens grundlæggelse for 60 år siden dag ud og dag ind levet med terror som en reel risiko i hverdagen… et land under konstant angreb må og bør handle, også selv om fremgangsmåden er oprørende for pæne mennesker, som ikke ved, hvordan terror påvirker et samfund.

Mange europæiske kommentatorer mener, at det er en klassisk imperialistisk situation, hvor den ene part har ret, og den anden part er den onde aggressor. Militært er Israel selvfølgelig mægtigere end palæstinenserne, men et hvilket som helst samfund, stærkt eller ej, som bliver ramt af terror, må ty til midler for at beskytte sig selv, som det ellers ikke ville acceptere.

Da Hanne Foighel, Politikens journalist i Israel, og undertegnede for nogle år siden i fællesskab interviewede den måske største nulevende israelske forfatter, Amos Oz, sagde han: »Mange europæere har ikke de nødvendige forudsætninger for at vide, hvordan det er dagligt at leve med terrortruslen, og dermed forstå, hvordan man som samfund kan være tvunget til at handle.

Det er ikke i mine øjne mangel på realitetssans at dræbe sine fjender; det modsatte, altså ikke at dræbe dem, der vil dig til livs, ville derimod være udtryk for en urealistisk adfærd«. Sådan faldt ordene fra en mand, der i flere end fyrre år har været aktiv i den israelske fredsbevægelse og tæller adskillige palæstinensere blandt sine venner.

Straffen for dette opråb om afbalancering kan man læse om på Berlingske.dk – Skideballe til DR2 vært for Israel-kronik.

“Efter at have skrevet en kronik onsdag i Politiken om Israels seneste offensiv i Gaza, blev studieværten torsdag kaldt til samtale hos sin chef, Olav Skaaning Andersen, hvor han i direkte vendinger fik at vide at han havde overskredet DRs etiske regler…

Olav Skaaning Andersen der både er chef for Deadline, Orientering og DR2 Udland svarer på spørgsmålet om, hvor Adam Holm har fejlet:

– DRs etiske regelsæt siger, at man ikke kan udtale sig som DR-person uden forudgående aftale. Og det gør han ved at stå linet op som Adam Holm fra DR2. På den måde udtaler han sig på DRs vegne. Min vurdering af den sag har været, at han har bragt nogle synspunkter på bane, som jeg ikke var tilfreds med, at en studievært på Deadline bringer frem. Derfor har jeg haft en samtale med ham, og vi enige om, at det ikke sker igen… siger Olav Skaaning Andersen.”



7. januar 2009

Irving Jensen: Hamas “har ikke fået tilstrækkelig anerkendelse” for terror under våbenhvile

Hans Ph.d-opgave inkluderede et feltstudie af Hamas, og herunder daglig træning i Hamas’ fodboldklub Nadi al jam´iyya a- islamiyya. Der blev knyttet nogle venskaber, og i dag er Michael Irving Jensen så ekspert i Hamas. To dage i træk på DR2. Både Adam Holm og Tine Götzche var sin opgave voksen.

  • 5/1-09 (22.30) Deadline, DR2 – Interview med Hamas-kenderen Michael Irving Jensen (6,51 min).
  • Adam Holm, DR2: Fortæl mig først. Hvis man lytter til den officielle israelske retorik, som den kommer fra regeringskontorene og nogle af de store israelske aviser, så er Hamas en morderisk bevægelse, som vil udrydde staten Israel og også helst jøderne som folk. Hvad siger du til den antagelse?

    Michael Irving Jensen, Center for Kulturel Udvikling: Ja, det er jo en antagelse som ikke har så megen hold i virkeligheden, men som er et godt retorisk greb… Hamas har… modnet sig, der har været en modningsproces, og forskere i dag taler om at der er et nyt Hamas, i forfold til det, som man kendte dengang i 80’erne og 90’erne.

    […]

    Adam Holm: … jeg har nogle engelske oversættelser, af nogle nyere citater fra fremtrædende Hamas-medlemmer, politikere, soldater eller folk der er i den militære brigade, og de… vidner om, at der ikke er plads til jøder i et fremtidigt Palæstina – jeg vil gå så langt som til at sige, at citaterne her… drypper af jødehad. De er fra 2008, så, så meget har de jo ikke rykket sig…

    Michael Irving Jensen: Hamas valgte i 2005 at opstille til det demokratiske valg… Hele tankegangen i Hamas, og det vil jeg faktisk sige, og som har været det over de seneste ti år, og som er blevet mere og mere klar efter det nye Hamas er kommet frem, altså det Hamas, som har valgt at indgå i den demokratiske proces i det palæstinensiske område. De har jo understreget gentagne gange, at de faktisk er villige til at indgå en langvarig våbenhvile medIsrael, som kan vare i både 10, 20, 30, 40 og 50 år. Men du har ret i, at Hamas er fanget i deres egen islamiske retorik, som du nævnte, så påberåber Hamas sig at Palæstina… at det er islamisk område indtil dommedag, og det er jo svært at se der kunne være plads til Israel i den sammenhæng. Men Hamas, netop fordi, som jeg siger, de er blevet modereret og mere pragmatiske, så har de fundet et smuthul ud af det her.

    Adam Holm: – Det er så våbenhvilen… men hvis man sidder i Israel… så sidder man ikke desto mindre som nabo til en politisk bevægelse, som tilsyneladende vokser, i hvert fald i anseelse i den arabiske verden, som siger – på lang sigt – der kan man ikke afgive en tomme land til ikke-muslimer.

    Michael Irving Jensen: – Grunden til at Hamas vokser lige nu, det skyldes jo blandt andet de israelske handlinger… Det som der pågår, det er jo altså en besættelse, og det som Hamas er et udtryk for, det er modstand mod den fortsatte besættelse… Det som de [Hamas] kan tilbyde Israel, det er ikke en egentlig fredsaftale som tilfældet ville være det med PLO, men en de facto-anerkendelse, som selvfølgelig adskiller sig fra en juridisk anerkendelse…

    Hamas er problematisk, fordi de ikke vil anerkende israels ret til at eksistere, men hvis man ønsker en fredelig udvikling… og gav de sekulære en positiv chance, og samtidig indgik en langvarig våbenhvile med Hamas, som kunne vare to eller tre årtier… så ville der i hvert fald være ro… Hamas der startede som meget radikal, har nu åbnet op for et gensidigt forhold, hvor de kan leve side om side med Israel, uden dog at direkte at anerkende, og altså kun implicit og de facto anerkende staten Israel.

  • 6/1-08 (19.28) – Gaza (interview med Michael Irving Jensen; cirka 5 min.)
  • Tine Götzche, DR2: … så skal jeg sige velkommen til dig Michael Irving, du har forsket i Hamas i årevis, siden 1991…

    Michael Irving Jensen: … det som Hamas havde håbet på, da de indgik våbenhvile, det var, at den der blokade ville lettes, og at på den måde, at der skulle ske forbedringer for den civile befolkning, så de på den måde kunne komme til at styre Gaza, som de fik mandat af befolkningen til i 2006, ved det demokratiske valg.

    Tine Götzche: Men selv da der var våbenhvile, der kom der jo stadig masser af raketter ind i Israel…

    Michael Irving Jensen: … det er relativt simple bomber… da våbenhvilen trådte i kraft den 19. juli, og frem faktisk til i begyndelsen af november, der var kun 65 raketter – det er selvfølgelig en krænkelse, men altså fra 2200 raketter i den første halvdel af året til 65, altså et markant fald. Hamas har forsøgt at få deres egne folk, og andre grupperinger som gør det her, til at stoppe med det… de har ikke fået tilstrækkelig anerkendelse for det.

    […]

    Tine Götzche: Men man kan vel godt forstå at israelerne ikke bare kan finde sig i, at raketterne fortsætter med at komme i hovedet på dem.

    Michael Irving Jensen: Det er klart, det er ikke særligt konstruktivt, men…

    Tine Götzche: Retorikken fra Hamas’ side er jo stadigvæk rimelig hård… Det lyder ikke som om de er interesseret i at der bliver fundet en løsning…

    Michael Irving Jensen: … uagtet denne sprogbrug så har den politiske ledelse i Hamas faktisk bevæget sig… de har tilkendegivet, at de er interesseret i, også at finde en våbenhvile…

    Tine Götzche: Så det er bare retorik – de vil i virkeligheden gerne Hamas, er det det du siger?

    Michael Irving Jensen: Der er selvfølgelig mange forskellige stemmer indenfor Hamas. Hamas er jo ikke en entydig bevægelse. Men de folk som vandt det politiske valg – den politiske moderate ledelse som sidder i Gaza… de har bevæget sig fra et standpunkt, hvor der kun var en vej i forhold til kamp mod Israel, og det var det som de kalder jihad. Altså en slags væbnet kamp. Til at de nu siger, vi er stadigvæk i en national befrielsesfase, men vi bruger alle midler – inklusiv væbnet kamp. Det vil sige, at alle optioner er åbne, inklusiv dialog, inklusiv samtale, og man har jo altså også accepteret at stille op til det palæstinensiske valg, som jo faktisk ligger inde under rammen af Oslo-processen, og dermed implicit accepteret hele den proces.

    Tine Götzche: – og implicit accepteret Israel. De vil godt gøre det – uden rigtigt at gøre det.

    Michael Irving Jensen: Hamas’ ledelse har sagt, i hvert fald, at de facto vil anerkendelse Israel, men juridisk vil de ikke anerkende, men en de facto, pragmatisk tilgang, ja, det kan vi godt acceptere det, fordi det jo er en realitet. Hamas’ ledelse ved det [Israel] er en realitet, og de ved at de ikke kan ændre på tingenes tilstand.

    Mere.

  • CKU – Projektleder- Images of the Middle East, Michael Irving Jensen.
  • Palæstina-Info – Redaktion og bidragydere (Michael Irving Jensen, redaktør).
  • 

    23. september 2008

    Ekstra Bladet: Racisme kan knuse Obama

    De fleste sorte amerikanere foretrak Barack Obama fremfor hvide alternativer, og stort set alle vil den 4. november stemme på Barack Obama, og det kunne danske aviser ikke drømme om at problematisere. Fra Ekstra Bladet – Racisme kan knuse Obama.

    “… en undersøgelse viser, at Obamas mørke hudfarve vil koste ham cirka seks procentpoint opbakning ved stemmeurnerne til november – nok til at vende en jordskredssejr til nederlag.

    Det kan være med til at forklare, hvorfor Obama – i et valgår, hvor alle ydre faktorer peger i retning af en demokratisk sejr – har svært ved at trække fra John McCain i meningsmålingerne…

    Den bekymrende undersøgelse viser, at fire ud af ti hvide amerikanere har svært ved at sige noget pænt om deres afroamerikanske landsmænd: ‘Dovne’, ‘voldelige’ og ‘pralende’, hører blandt de dominerende fordomme.

    De republikanske vælgere har flest fordomme, men også hos demokraterne er de fremtrædende. Hver fjerde hvide demokratiske vælger har ifølge undersøgelsen fordomme over for sorte…

    Paul Sniderman fra Stanford University står bag undersøgelsen og frygter, at racisme vil afgøre præsidentvalget.

  • Sep. 2008 Political Pulse – Poll: Racial views steer some white Dems away from Obama (EBs kilde).
  • Den oversete vinkel.

  • 15/7-08 Quinnipiac University Polling Institute – Women, Blacks Give Obama 9 – Point Lead Over McCain.. (“black voters back Sen. Obama 94 – 1 percent”).
  • Opdate 24/9-08. 24timer refererer historien under overskriften…men Obama har stigende problemer med sin baggrund.

    “Og netop hvide arbejderes modvilje mod at stemme på en sort kandidat er et spørgsmål, som bekymrer demokraterne. En undersøgelse fra Stanford University viser, at Obamas hudfarve har negativ betydning for 10 procent af de hvide vælgere, og at det kan koste helt op til seks procent af stemmerne.”

    Opdate 9/10-08. DR2 Udland havde Informations USA-korrespondent Martin Burcharth i studiet til en snak om præsidentvalgkampen og hans netop udgivne bog Kometen.

    Martin Breum, DR2: Men vi ved også, at der er rigtig mange hvide vælgere i de her svingstater… Er der nogen som helst udsigt til at de her mennesker vil stemme på en sort mand…? Jamen, er det ikke rigtigt, at der er rigtig mange undersøgelser nu som tyder på at fem-seks, otte-ti procent af vælgerne faktisk ikke vil stemme på en sort mand.

    Martin Burcharth, Information: – af de hvide vælgere. Der er lige kommet en undersøgelse ud fra Stanford University i San Francisco, som hævder at op imod seks procent af den hvide befolkning vil gå ind i de her stemmebokse, og så sige – nul, han er sort. Det kan vi ikke leve med…

    Opdate 16/10-08. Fra Deadline på DR2 17.00.

    Eva Jørgensen, Deadline: Den faktor, det må jeg også lige have med – det faktum at Obama er sort. Hvor tungt tror du det vejer når alle meningsmålinger har kørt og alt er sagt og så videre og så videre – hvor tungt vejer den så?

    Frank Esmann, USA-korrespondent: Det spiller en rolle. Vi kalder det elefanten – den usynlige elefant i det politiske rum. Vi kan ikke vide om de sidste otte procent der ikke har besluttet sig for hvem de vil stemme på, når de går ind i stemmeboksen. Min vurdering er, at der er nogen i det miljø – der siger i sidste ende, at ‘Nej, vi kan ikke stemme på en sort’.

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper