Efter års pause, er jeg så småt begyndt at høre radio igen. Jeg veksler mellem P1 og Radio24syv, og selvom førstnævnte selvfølgelig er værst, så er der på det lange stræk ikke den store forskel. I går kom jeg (efter at have hørt en ræverød historiker problematisere patriotisme), for skade at høre et timelangt samtaleprogram med antropolog Sine Plambech, der kunne fortælle, at nigerianske kvinder der rejste til Danmark for at arbejde på bordeller, ikke var tvunget til det af kyniske bagmænd. De gjorde det helt frivilligt, men var dog stadig ofre for dårlige levevilkår, og det var således ingen løsning at sende de her ‘irregulære indvandrere’ hjem igen.

For ikke så længe siden, var der helt i samme ånd, ophidset politisk debat om andre illegale indvandrere. Langt ind i borgerlige rækker blev det betragtet som umenneskeligt, at afviste asylansøgere og deres børn ikke kunne få lov til at blive boende i Danmark på ‘anstændige’ betingelser. Flere NGO’ere henviste til konventioner og krævede ‘asylbørnene’ ud i samfundet. Metroxpress har en historie der sætter debatten i perspektiv – Få afviste asylansøgere vil bo uden for asyllejrene. Det har aldrig handlet om børnene.

“Under VK-regeringen kunne afviste asylansøgere med børn tidligst flytte ud af centrene efter at have siddet halvandet år i udsendelsesposition. … Den periode forkortede SRSF-regeringen, Enhedslisten og Liberal Alliance til 12 måneder i september sidst år, men kun 22 af 76 mulige af afviste asylfamilier har frem til 13. april i år ansøgt om at flytte ud i en særlig bolig efter de nye, lempeligere regler. Det viser en opgørelse, som Udlændingeservice har lavet for metroxpress. Heraf har 14 familier fået tilladelse…

Når ønsket om at flytte ud af centrene ikke er mere udbredt, skyldes det formentlig, at mange afviste asylfamilier ikke kan overskue en tilværelse uden for asylcentrene, vurderer seniorforsker og master i psykologi Else Christensen, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI).


- Mange asylfamilier har boet på centrene i årevis. De har deres netværk dér, og vil have svært ved at få en tilværelse til at fungere uden for centrene, vurderer hun.”

(Grafik fra ‘Asylbørnene ud nu!‘)

I dagens Jyllands-Posten beretter liberale Camilla-Dorthea Bundgaard om sine personlige erfaringer med multikulturen på Nørrebro. Tilbage i 2009 medvirkede hun sammen med Islamforsker Tina Maagaard i en dokumentarudsendelse på P1, som eksempler på veluddannede danskere der flyttede ind i multikulturelle områder og hermed var med til at modvirke ghettodannelse. Magaard i Gellerup, Bundgaard på Nørrebro.

(Dokumentartimen, P1, 6. august 2009: Førstevælger til ghetto)

Delvis transkription (sammenklippet).

Tina Magaard, forsker: … i starten var det svært… der gik flere måneder til jeg så ansigterne på mine kvindelige naboer. Altså de har jo tørklæde på alle sammen… Jeg havde svært ved i starten bare at få øjenkontakt. … Jeg tror ikke helt jeg var klar over hvad der menes med belastede boligområder. Jeg har ofte tænkt, at det jo måtte være en overdrivelse, når folk fortæller om det. På den måde er det nok kommet bag på mig. … Det kunne jo være meget smukt bare at se mejserne ude i træerne, de smukke grønne områder, men jeg har for eksempel slet ikke brugt de grønne områder. Fordi sådan noget som at gå ned og tage solbad om sommeren når vejret er godt, som jeg jo normalt gør, altså, det virker bare ikke her. Det er der ingen andre der gør, og det ville skabe for meget opsigt pludselig at ligge sig derned i bikini. Det er så et eksempel på, at man indordner sig under den kultur der så er herude… I starten da jeg kom, der var jeg faktisk ude for at der var nogle drengebander som stod og kastede sten efter mig, når jeg kom cyklende hjem. Altså, sidst på eftermiddagen, ikke sent på aftenen. Sexchikane, chikane som var meget ubehageligt, tit fordi, hvis det er en gruppe på 5-10 store drenge, unge mænd, så kan det faktisk være ret ubehageligt. Nu har jeg i andre sammenhænge haft en del at gøre med arabisk kultur, hvor man selvfølgelig lægger mærke til sådan noget med klanstrukturer og sådan nogle ting, og det er mit indtryk at det også er det der eksisterer herude. Det jeg jo oplevede i starten, det var jo at det der med, at det var først da jeg begyndte at snakke med folk, og finde ud af, hvem der sådan ligesom havde magten i den her egentlige parallelle kultur… Det er først når jeg har snakket med det, og fortalt at jeg ikke synes det kunne være rigtigt, at jeg skulle være bange for at komme hjem fra arbejde klokken 4-5 stykker om eftermiddagen, fordi, det var derfor jeg også var nødt til at gøre noget ved det, fordi det blev sådan til sidst, at når jeg drejede ind ad vejen herind til Gellerupparken, så fik jeg altså ondt i maven. Fordi jeg vidste, at de kunne stå der og vente på mig, og så tænkte jeg – det går bare ikke, sådan skal det ikke være. Så var det at jeg prøvede at snakke med nogle af de ældre mænd herude, der ligesom har noget autoritet, og sige, at jeg ikke synes det kunne være rigtigt, at jeg ikke kunne få lov til stille og roligt at komme hjem fra arbejde. Og så stoppede det jo, og siden har jeg ikke haft et eneste problem nogensinde, også når jeg kommer hjem på alle mulige tider af døgnet, jeg har aldrig haft problemer. Så man kan jo sige, at det har jo løst problemet for mig som person. Jeg har gået til de rigtige personer, og har ligesom, altså, fået forståelse for, at jeg også ligesom skulle have ret til at være respekteret, gå frit omkring her, hvis jeg så må sige.

Camilla-Dorthea Bundgaard, blogger: Her er møgbeskidt… Det er ikke sådan at jeg føler mig decideret utryg herude, men hvis jeg kan blive fri for at møde nogle mennesker, så vil jeg ærligt talt helst det. … Jeg kan ikke lide den lejlighed (om underbo) Jeg kan ikke lide de mennesker der er der… når politiet har besøgt dem ofte nok så bliver man utryg… De skal helst ikke kende min eksistens, og jeg ignorerer deres, så tror jeg det går bedst. Det lyder måske lidt paranoidt, men når man har oplevet blod udenfor ens hoveddør i en pøl…

Camilla-Dorthea Bundgaard i dagens Jyllands-Posten – Om ghettoer i Danmark (kræver login). Bemærk den afsluttende sentens om den ‘apatisk-aggressive stemning’. Den er helt central for forståelsen.

“I den forgangne uge er jeg flyttet fra et ghettoområde på Nørrebro. Og det var et ghettoområde, og det holdt det ikke op med at være, fordi den nuværende regering besluttede, at det fremover ikke måtte hedde ghetto, men i stedet udsat område.

I en åbenbart lalleglad tro på, at vi da ikke har rigtige ghettoer i Danmark, valgte jeg for knap fem år siden at sige ja tak til at bo billigt i ghettoområdet. … De grå hår begyndte allerede at titte frem en måned efter, at min veninde og jeg flyttede ind. En sen aften var der en uhyrlig larm i trappeopgangen, og det var ikke lysten, der fik os til at undersøge, hvad der foregik. Nederst i opgangen fandt jeg to hunde og fire mænd i sort fleece i færd med at save hængslerne på to lejligheders døre over. De var fra politiet, sagde de…

Men det var ikke kun på nederste etage, der var gang i den. Under mig boede, ja, lad os kalde ham Mikkel. Mikkel har det skidt, og det er meget trist, men det betød også, at han ad to omgange forsøgte at komme ind i min lejlighed.
Efter første gang flyttede min veninde. Efter anden gang – som inkluderede en kniv -var jeg ved at være hærdet, så jeg ringede til politiet, fik et glas vin med overboen og gik så ind i min lejlighed og faldt i søvn.

Og så har jeg end ikke fortalt Dem om den 12-årige, der tog min venindes hue, maste den mod sit skridt og lavede bevægelser, jeg ikke vil belemre dem med yderligere beskrivelse af her. … Eller om dengang, jeg på tv så billeder af min bygning under et indslag om, at politiet ledte efter sprængstof fra mulige terrorister.

Eller om alle skyderierne, som De i forvejen kender fra mediernes beretninger fra Nørrebro. Eller dengang, jeg måtte flytte hjemmefra en måned, fordi jeg ikke kunne holde til mere larm. Eller om at jeg ikke en eneste gang har følt mig fri til at solbade på plænen under mit vindue. …

Men konklusionen er fortsat: Der findes ghettoer i Danmark – også på trods af de kommunale, mangfoldige og farverige akademikere, man sætter til at skabe såkaldt områdefornyelse. De består af mange nationaliteter og mange små subkulturer. De er hårde at bo i – måske særligt når man ikke kender de uskrevne regler? Man skal konstant sætte grænser for andre, almindeligt hensyn kan langt fra tages for givet, og i luften hænger der en – på en og samme gang – både apatisk og agressiv stemning.“

Debat om den ‘problematiske ulighed’ og nødvendigheden af ‘maksimumslønninger’ hørt i et samtaleprogram på P1 i går, hvor tre der mener det samme folder sig ud i forhold til det danske skatteniveau. Her blot et citat fra Vi ææælsker at betale skat (Netværket, P1, 16. marts 2013)

Jan Guldmann, næstformand for 3F i Randers: Vi har jo hørt noget med en Doven-Robert eller en Carina, der ikke har behov, se det er det jeg går og betaler penge til. Så bliver sådanne enkelte eksempler, der kommer til at præge det hele. Og så kan vi gå lidt tilbage og se, at sådan startede det jo også i 30′erne nede i Tyskland, og så videre ik’. Det er rigtigt farligt…

En næsten analog kommentar af filosof Kasper Lippert-Rasmussen i dagens Politiken – Derfor er venstrefløjens hykleri et problem.

“Den danske politiske debat er meget fokuseret på at afsløre politikeres hykleri. Særligt almindeligt er det, at anken om hykleri rettes mod venstrefløjspolitikere. … Groft sagt hykler man, når man siger til folk, at de bør gøre en ting, og man så samtidigt gør noget helt andet. …

En person, der stiller store krav til sig selv og andre og derfor ikke overraskende ofte fejler, er måske en bedre person end en, der stiller små krav til sig selv, men som altid lever op til dem!

Det andet forhold er det demokratiske problem, der kan ligge i, at pressen er så fokuseret på at afsløre politikeres hykleri, som tilfældet er. For politikere tilhører generelt den bedst stillede del af befolkningen. Det betyder, at jo mere egalitaristiske principper, de tilslutter sig, jo mere sårbare er de generelt over for anker om hykleri.

Hvis man mener, at børn bør gå i folkeskolen, så er man mere sårbar over for en anke om hykleri, fordi ens egne børn går i privatskole, end hvis man mener, at det kan være lige så godt at sende sine børn i privatskole som i folkeskole. …

Hvis den demokratiske proces derfor i væsentlig grad er båret af debatter mellem forskellige velstillede borgere, så kan der være en systematisk bias, der stiller de politikere, som fremfører anti-egalitaristiske synspunkter, bedre end politikere, der fremfører egalitaristiske synspunkter. De sidstnævnte risikerer nemlig langt oftere, at de bliver taget i hykleri.

Det er et demokratisk problem…“

Jan ‘Ominal’ Christensen har en god opsamlende kommentar om licensfinansierede DR2 på 180 grader – Det nye, velafbalancerede DR2 har den danske Michael Moore som chef.

“Der tales og skrives meget om det nye DR2 i disse dage og uger. Personligt trækker jeg bare på smilebåndet, når jeg igen og igen kan konstatere, at dagsordenen i f.eks. Deadline – jeg kalder det bare for Politiken-tv – sjovt nok er den samme, man har i programmets store inspirationskilde. Jeg morer mig, når Kristian Madsen, gammel socialdemokratisk taleskriver, hangaround i fagbevægelsen etc. mindst et par gange om ugen er hidkaldt som fortolker af dansk politik; når Peter Hummelgaard Thomsen, socialdemokratisk folketingskandidat og tidligere DSU-formand, er endnu oftere på skærmen – burde han egentlig ikke have sin egen seng i DR-byen, når han nu er der så ofte og så sent så mange gange om ugen? – eller når man for gud ved hvilken gang har indkaldt tre venstreorienterede gæster til programmet for ligesom at få belyst en sag fra alle vinkler…

I den forbindelse er det faktisk uhyre morsomt, når Martin Krasnik og Niels Krause-Kjær af mange nævnes som eksempler på borgerlige DR2-journalister. Førstnævnte stemte for sit vedkommende nemlig personligt på Helle Thorning-Schmidt ved det seneste valg. Det vides med sikkerhed, for det fortalte han selv statsministeren, da han interviewede hende under Århus Festuge sidste år. Det siger vist alt, at det bedste eksempel på en borgerlig DR2-journalist viser sig at være socialdemokrat. Hvad angår Adam Holm, kom han til DR2 fra en stilling som debatredaktør på Politiken, og det er vist også meget begrænset, hvor mange borgerlige, der er ansatte på netop den avis.

M.h.t. Niels Krause-Kjær, der af DR2-chef Michael Thouber fremhæves som et eksempel på en entydigt borgerlig journalist, ved alle, der har fulgt med i hans skriverier på hans blog på Berlingske og B.dk de seneste år, at han er meget venstreorienteret i værdipolitikken. Som han selv sagde til Katrine Winkel Holm i Deadline i 2008 eller 2009 – inden han var ved at komme op at slås med hende – Jeg har ikke muslimer på hjernen. Det har Krause-Kjær rigtig nok ikke. …

Han havde tilmed den frækhed at sammenligne mordforsøget på Lars Hedegaard med et cykeltyveri, hans kone var udsat for for nylig, efter devisen: Ejendomsretten er ikke truet, fordi min kones cykel bliver sjålet, og ytringsfriheden er ikke truet, bare fordi Lars Hedegaard… bliver forsøgt slået ihjel. … M.h.t. hans ansættelse, er det i øvrigt også relevant at nævne, at DR’s nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup, er, hvis ikke hans bedste-, så i hvert fald én af hans bedste venner.

Den største skandale ved DR2 er imidlertid ansættelsen af Christoffer Guldbrandsen som redaktør. Så vidt jeg kan forstå, får han det overordnede ansvar for Deadline, Debatten og Detektor, og det er meget bemærkelsesværdigt, for vi taler om en mand, hvis had til, især, partiet, Venstre næsten ingen grænser kender. …

Jeg vil gå så langt som at sige, at hans program på Radio 24/7, Regnskabets Time – det kan høres her – er det mest grotesk ensidige eksempel på venstreorienteret journalistik, jeg nogensinde har oplevet i Danmark. P1 i 90′erne var til sammenligning ekstremt velafbalanceret og upolitisk radio. Guldbrandsen hader Venstre og alt, hvad der har med partiet at gøre og fokuserer kun på Troels Lund Poulsen, Peter Loft, Peter Arnfeldt etc., mens han fuldstændig ignorerer aspekter, der stiller Erling Andersen, Lisbeth Rasmussen, Stephen Kinnock, Helle Thorning-Schmidt, Socialdemokraterne som parti etc. i et dårligt lys. Det kan ikke forklares, men skal opleves. Der er tale om en nytolkning af Pravda-, Radio Tirana-journalistik etc. Derfor giver det også god mening at læse, hvad en, anonym, bruger skrev om ham her på 180 Grader for nylig:

(…) Har mødt Guldbrandsen og kender ham perifert. Sidst jeg så ham var omkring årsskiftet. Han lagde ikke skjul på, at han mener, hans vigtigste opgave er at bringe partiet Venstre til fald, fordi de efter hans mening er kriminelle.

(…) Han kalder konsekvent Peter Christensen for Grisen, og han mener at Lars Løkke og de folk, han har omgivet sig, med er sindssyge og kriminelle. Han harcellerede specielt imod Søren Pind, Troels Lund og Peter Christensen.

(…) Jeg ønsker bare at advare om, at han er på en mission og, at man ikke behøver at være særlig bekendt med hans arbejde for at vide, at han er ekstremt målrettet og ikke skyr nogen midler for at nå sine mål. Han har draget den konklusion, at dette er Danmarks svar på Watergate, og at hele Venstres top er Nixon, så at sige….

(…) Kan se, at nogen længere ned i tråden spørger, om han er socialist, men det tror jeg bestemt ikke, han er. Ud fra hans generelle holdninger til ting tror jeg mest, han er radikal.”

Man skal nok være podcastende P1-lytter med abonnent på Politiken, for at mene det gør synderlig forskel hvorvidt man skriver at ‘rettroende muslimer anstrenger sig for myrde ikke-muslimer’ eller man skriver at ‘rettroende muslimer myrder ikke-muslimer i hellig krig. Islam er Islam, men i det mindste kan mediernes retoriske jihadisme også bruges konstruktivt: Fremover må det således være legitimt at kalde elever på muslimske friskoler for jihadister. Ja, okay – potentielle jihadister – vi ved jo ikke om de laver deres lektier.

P1, sidste fredag: “Lektier er også Jihad.”.

(P1, 1. marts 2013: Lektier er også Jihad)

Gårsdagens Metroxpress: “Jihad.. oversættes ofte som ‘hellig krig’. Det er forkert.”

(Metroxpress, 6. marts 2013, s. 18: Jihad skal på skoleskemaet i Saudi-Arabien)

Orientering på P1 bragte i fredags et 9 minutter langt indslag om Produktionsselskabet Opbruds nye film om højreradikal vold i Århus. Der mangler nogle kritiske spørgsmål til bagmændene om deres forhold til Redox og AFA samt deres eventuelle rolle i den kommende retsag, men alene det at Tom Carstensen går journalistisk til emnet, gør ham automatisk til en af de bedre. Fra Venstreradikale laver film om højreradikal vold

Karen Hjulmand, P1-Vært: En ny dokumentarfilm om den racistiske hooligangruppe White Pride sætter fokus på den politiske vold i Århus. Orientering har fået lov til at se filmen inden den får premiere i morgen. Filmen er en gennemgang af de mange overfald begået af højreradikale i Århus, de seneste ti år. Men filmen er lavet af en gruppe med klare tilknytninger til det venstreradikale miljø. Tom Carstensen, med speciale i højre- og venstreradikale grupper vurderer at filmen derfor på nogle måder er problematisk fordi den bliver noget enøjet. Han fortæller her.

Tom Carstensen, P1: Århus har i mange år haft problemer med politisk vold. Byen har i forhold til København og andre større danske byer markant større mængde folk der tilhører den yderste højrefløj. Dele af den gruppe og elementer på den radikale venstrefløj har i årevis bekriget hinanden på ord og handling, med højrefløjen som dem der står bag flest overfald.

En ny film lavet af Produktionsselskabet Opbrud med tilknytning til den yderste venstrefløj sætter fokus på den del af volden der kommer fra det højreradikale miljø. … Filmen fokuserer på en række aktivister fra den yderste venstrefløj, der har oplevet vold fra højreradikale, primært fra gruppen White Pride. Det er en dobbeltgruppe forstået på den måde, at det er både en hooligangruppe som slås til fodbold og følger AGF, og en politisk gruppe som kæmper en politisk kamp med voldelige midler. Folkene bag filmen siger at filmens formål er at skildre konsekvenserne for de venstreradikale, der er blevet overfaldet. Flere er mærket af hændelserne og nogle er flyttet ud af byen. …

At White Pride er voldsberedte er ingen hemmelighed, de nægter det ikke engang. Orientering har flere gange talt med medlemmer af gruppen, og var med for nogle år siden da de gik på jagt efter venstreradikale i Århus’ gader efter en anti-White Pride-demonstration i byen tidligere på dagen. …

White Pride har ikke ønsket at medvirke i dette indslag, fordi producenterne af dokumentarfilmen tilhører den yderste venstrefløj, man betragter det derfor, som en del af det der i mange medier er blevet omtalt som en fløjkrig mellem højre og venstre i Århus. Et ordvalg venstrefløjen ikke bryder sig om, fordi de fleste fysiske angreb kommer fra højrefløjen. Men White Pride fortalte til Orientering, at der altså også var angreb den anden vej. …

At højrefløjen de seneste år har været mest aktigve og hyppige når det kommer til politisk vold er ingen hemmelighed. Men når man ser filmen sidder man dog tilbage med fornemmelsen af, at det venstreradikale miljø i Århus ikke har stået bag nogle overfald eller politiske angreb, og fremstillingen kan virke noget ensidigt. For politiet har flere gange bekræftet, at der også har foregået angreb den anden vej. …

Et eksempel på en fremstilling der kan virke noget ensidigt, er da filmen viser glip fra da Danish Defence League i marts sidste år. Her viser man billeder af et par Defence League-deltagere der råber, og nogle der kastede et par ting. Men man undlader helt at fortælle, at ud af de 89 anholdelser der var den dag, var kun to af de anholdte fra Defence League-demonstrationen, resten af de anholdte havde tilknytning til det venstreradikale miljø eller var unge med indvandrerbaggrund. Og de tre folk bag filmen har som sagt også tilknytning til det venstreradikale miljø, og det indrømmer de også gerne. En af dem er Rasmus Preston.

Rasmus Preston, Projekt Antifa: Århus har et problem, som består i, at der er en organiseret gruppe på højrefløjen, som begår overfald på deres meningsmodstandere.

(Rasmus Preston blandt voldelige venstreradikale under filmoptagelser; Århus, 31. marts 2012)

Tom Carstensen: Filmen kan ses som en del af den informationskrig der foregår mellem det yderste højre og det yderste venstre i Danmark. Det er en krig foregår med blandt andet registringer af politiske modstandere og hacking. I disse dage overvejer Rigsadvokaten om syv mennesker med tilknytning til Antifascistisk Aktion, en voldsberedt gruppe på den radikale venstrefløj, skal tiltales efter den milde terrorparagraf, for at være med i en sammenslutning der har til hensigt ved magtanvendelse, at udøve indflydelse på offentlige anliggender eller fremkalde forstyrrelser af samfundsordenen, som det hedder. Det skrev Politiken for nogle dage siden.

Myndighederne har længe været opmærksom på den kamp der foregår mellem højre- og venstrefløjen. Det har blandt andet kostet en lukning af hjemmesiden Redox, der overvåger højrefløjen. Datatilsynet lukkede hjemmesiden fordi tilsynet efter Redox gik til Politiken, der bragte en række historier om det højreorienterede netværk ORG i 2011, fandt at en række af de rapporter der lå på Redox’ hjemmeside overtrådte loven. En af hovedkilderne i filmen ‘Det mørke Århus – Når politik har en pris’, er talsmand for Redox. Den informationsjagt og jagt efter oplysninger om politiske modstandere har flere gange kostet anholdelser og sigtelser for lovovertrædelser. Politiet konfiskerede i 2010 fra venstreradikale, computere med informationer som bankoplysninger, skolegang, navne på familier, ja selv mailkorrespondancer, på folk på højrefløjen. I alt 3.000 mennesker var registrerede.

Filmen hænger ikke folk ud med navn, men billeder af folk med tilknytning til højrefløjsmiljøet bruges flittigt. Et normalt redskab i registreringskampen mellem højre og venstre, og at filmen er en del af denne kamp, og i hvert fald ses som sådan af højrefløjen, blev tydeliggjort da mailboksen bipper under produktionen af dette indslag. Folk med tilknytning til højrefløjen har nu lavet et langt dokument, der med navne og billeder viser hvem folkene bag filmen er, og hvilke grupper på den radikale venstrefløj de tilhører. En af dem der er i dokumentet er Rasmus Preston. Han ser ikke noget problem med, at man fremstiller problemerne i Århus udelukkende set med venstrefløjens briller, og kalder det en dokumentarfilm.

Rasmus Preston: Ja altså, vi er fra flere sider blevet beskyldt for at det et stykke propaganda-arbejde, men jeg synes, at det er en dokumentarfilm som viser det her problem i Århus på en god og sand måde, og så må det være op til folk selv at dømme.

Tom Carstensen: Ser du den som en del af den informationskonflikt, den dokumentationskrig der har kørt mellem højre- og venstrefløjen, som jo stadig kører.

Rasmus Preston: Vi står åbent frem med den her film, og vi har ikke noget imod at fortælle hvem vi er, og hvad vi står for. Det er klart at vi tilhører venstrefløjen, og på den måde også har en interesse i ligesom at afdække det her, men jeg synes vi gør det på en retfærdig måde overfor det materiale vi har, og på de begivenheder der har været. Og så kan man kalde det informationskrig eller hvad man vil.

Tom Carstensen: I Jeres film der hænger I ikke folk ud med navne, men der er masser af billeder af folk der er uslørede, er det ikke et problem, når de ikke har mulighed for at tage til genmæle. Der kan jo være nogen imellem der mener at de ikke burde være i de billeder?

Rasmus Preston: Det er selvfølgelig altid en afvejning af, om forskellige faktorer, men vi mener det er retfærdiggjort ved at vi har fået de her billeder fra Researchkollektivet Redox, som har dokumenteret overfor os og også overfor andre tidligere – For eksempel i Århus 2008-rapporten, at de folk der optræder på billederne er en del af det voldelige højrefløjs miljø, og der mener vi at det i en dokumentationssammenhæng er det i orden at bringe de her billeder.

Karen Hjulmand: Redox som billederne kommer fra, er altså som nævnt i indslaget, det researchkollektiv, der både har fået lukket sin hjemmeside af Datatilsynet, og hvor folk med tilknytning til kollektivet har fået konfiskeret IT-udstyr. Det var Tom Carstensen der har lavede indslaget. Filmen har premiere i Århus i morgen, hvor fagforeningen FOA lægger lokaler til.

Fantastisk eksempel på journalistisk brandslukning kunne høres i seneste udgave af Orientering Weekend. Jeg ved ikke hvor de finder den slags personer henne, men P1 virker som en venstreorienteret sekt, der trækker på det RUC-skolede bagland når virkeligheden skal bortforklares. Minoritetsforsker Anne Boukris betragtede muslimerne som ofre, og har ikke oplevet problemer med sin jødiske identitet i forhold til muslimer. Hun skiltede dog ikke med sin tro, og betragtede meget sigende Martin Krasniks kalot-test på Nørrebro som værende ‘rabiat’ politisering.

Hvor herboende muslimer ikke havde problemer med tolerancen, så var danskerne omvendt fremmedfjendske, da vi forventede indvandrere integrererede sig. Hun havde selv oplevet dansk jødehad på nært hold, pudsigt nok – som jødisk forsker blandt rødradikale sociologer. Hun satte selvfølgelig ikke etiketter på intolerancens politiske ophav, det ville udstille paradokset.

På Facebook er hun blandt andet fan af Holger K. Nielsen, der er en del af Boycut Israel-kampagnen, og kendt for tale til pro-palæstinensiske demonstrationer, der i et konkret tilfælde inkluderede gule Hizbollah-bannere med AK-47 i midten. Mere viden, samtale og fordybelse er løsningen, lød det fra verdensborgeren.

P1-værten Jon Kaldan introducerede debatten fair, men gav den så fuld skrue med socialkonstruktivistiske flosker såsom ‘de der foragtes, udvikler sig til at være foragtelige’. Han kunne have hudflettet Boukris’ utopiske præmisser for vellykket multikultur med den ene arm bundet på ryggen, men undlod. Det skulle være en behagelig samtale med politisk brugbar morale.

(Anne Esther Boukris på Facebook)

Delvis transkribtion af Den indre frygt.

Jon Kaldan, P1: … som en muslimsk københavner på ydre Nørrebro udtrykte det: ‘En jøde har ikke noget at gøre her’. For mange har det været en meget ubehagelig påmindelse om 1933 og tiden efter, at vi tilsyneladende intet har lært af historien. For andre er det business af usual, og for nogle er det endnu et eksempel på, at der i kravet om konsensus og hygge og dansk tolerance, rumsterer et ubehag ved det fremmede. Alt det der venter og lurer derude på den anden side…

Man behøver ikke at være filosof, for at forstå at fremmedfjendsklighedens retorik fungerer som en selvopfyldende profeti. At de der foragtes, udvikler sig til at være foragtelige. Måske var ugens sværdslag om de jødiske børn på Nørrebro og Martin Krasniks ubehagelige oplevelser en stedfortræderkrig. Måske var det ikke jøder mod palæstinensere eller palæstinensere mod jøder, men os mod dem. En af dem der ytrede sig i debatten var Anne Boukris. …

Hun skrev fornyligt på sin facebookside: ‘Medierne vil ikke have den fordybede samtale om den indre frygt, og historien blev således blot endnu en bekræftelse på den overfladiske synlige del’, tolerancen og diskriminationen. Jeg har derfor inviteret Anne Boukris med i Orientering Weekend for at tale om alt det vi ikke ser. Anne Boukris, fortæl mig allerførst – er du dansker, er du europæer, er du israeler, er du jøde? Hvad er du?

Anne Esther Boukris, Minoritetsforsker: Lige når du spørger mig, så slår det mig, at jeg er rigtig dygtig til at skifte ham. Det kommer an på i hvilken situationen… Det der med at jeg er jøde, det er ikke noget jeg går rundt og siger som det første identitetsparameter. Det er det ikke. … Jeg er meget følsom omkring hvordan jeg italesætter min identitet. … Først og fremmest der er jeg jo Anne.

Jon Kaldan: Du skriver på din facebookside i forbindelse med den sidste uges historier om overfald, ikke-overfald på jødiske børn, eller hvad skal vi kalde det – konflikten, animositeten mellem jødiske og muslimske børn på Nørrebro. Der skriver du, at du i din studietid på universitetet oplevede hidsige angreb og foragt for din baggrund. Hvad var det du konkret oplevede?

Anne Esther Boukris: Helt konkret, nu tænker jeg meget konkret. Der var engang et symposium for sociologer, jeg sad der, og var den eneste der beskæftigede mig med Israel og jøder. Det jeg oplevede, det var, at der en stor mistro til mit forskningsemne, om manglende lyst til at forstå hvorfor jeg var så nysgerrig for at forstå hvilken betydning Israel har for jøder, der ikke er bosat i Israel. … Det var der meget lidt integritet omkring. Hvor andres forskningsområder er man bare nysgerrige og åbne omkring, og åben overfor. Jeg oplevede nogle ret voldsomme diskussioner, og oplevede engang en kvindelig sociolog der flyttede sig, fordi jeg tillod mig at fortælle positivt om relationen til Israel. … Det der med at vinkle det jødiske som noget positivt indenfor identitetsforskningen, det var så også mit område, som et reelt bud på en positiv identitet, som noget man kan bære rundt på og stimulere det samfund vi lever i… Jeg oplever både en politisk og videnskabelig udfordring. … I øvrigt vil jeg også sige, at det er meget svært at arbejde med jødiske emner i Danmark. Det er helt væk fra vores forskningsinstitutioner, så hvis man arbejder med det, så skal det være noget med radikale bosættere – synet er sådan endimensionelt på det jødiske.

Jon Kaldan: … Er det fordi det ikke længere er synd for jøderne, nu er det synd for nogle andre?

Anne Esther Boukris: Ja, det er synd for nogle andre. Det tror jeg faktisk er spot on. Det er blevet synd for nogle andre, men nu vil jeg sige, at redningen af de danske jøder i oktober ’43 det har jo en symbolsk værdi, og det er sådan set lige meget om det er jøder eller hvem det var, tror jeg. … Det er en vigtig historie, og når jeg hører den så har det ikke så meget med jøder at gøre. I hvert fald ikke længere. … ‘Har I ikke også tjent en del penge. Den jødiske lobby i USA, det er jo dem der styrer det hele’. I min ører er det, det stinker, hvis man kan sige det, af fordomme og stereotyper. Jeg mener, der er jo masser af lobbyer rundt omkring… Den jødiske lobby den bliver altid fremhævet, som sådan en ond kraft næsten, der styrer den amerikanske præsidents tanker omkring Israel. Det er sådan nogle konspirationer der flimrer rundt i universet.

Jon Kaldan: Du skriver også på Facebook, at det først og fremmest er monokulturelle danskere der har udsat dig for de her angreb på din jødiskhed. Er det de samme du taler om her. … Hvem er de monokulturelle danskere?

Anne Esther Boukris: Det er den del af vores kultur som kommer til udtryk når vi ikke anerkender flere identiteter, det homogene konsensusbesatte samfund, det der med at det hele skal være så ens. … De monokulturelle danskere er en snert af vores kultur som afviser anderledesheden eller andetheden. Den sætning genkender jeg mange steder, og det er bestemt ikke noget der kun angår jøder. … Når vi snakker med muslimer i Danmark, så har vi det altså bedst når de begynder at blive almindelige.

[...]

Jon Kaldan: Hvad er det så der sker, når det bliver en konflikt mellem jøder og muslimer. Altså hvorfor er det den konflikt der pludselig bliver vores historie i den uge der er gået. Og ikke historien om, at vi simpelthen har vanskeligt ved at håndtere at der er nogle der er jøder, eller muslimer, eller for så vidt hinduer og buddister. Eller homoseksuelle, transeksuelle eller hvad ved jeg.

Anne Esther Boukris: … når jeg ser dansk og københavnsk politik i praksis, så ser jeg en fuldstændig monokulturel strategi for hvordan de andre kulturer skal komme med. Det handler til dels om, at tænke at det er synd for kulturen… ligeværdigheden har simpelthen så svært ved at få næring.

Jon Kaldan: … hvad er målet, er det salatskålen (Salat bar) eller smeltedigelen (Melting pot)?

Anne Esther Boukris: … I det tredie rum, der smelter de ikke nødvendigvis sammen, men der er vi optaget af de fortællinger vi hver især kommer med. Og så forsøger vi at se, om de her fortællinger ikke kunne være udgangspunktet for et nyt fællesskab. Det nye fællesskab, det er det jeg synes vi mangler viljen til. Det handler ikke kun om at få folk til at passe ind i et system. Lige nu taler jeg ikke om Islam og Jødedom og Kristendom, for det er ikke religionens vilje der skal ske her, det er menneskenes vilje, og det rum det kræver politisk fordybelse. Det kræver ikke kun penge, det kræver også samtale, det kræver også mere viden og mere stillingtagen til det… Det kommer hele tiden bag på os, hvor meget power der er i det der med forskelligheder. …

Jeg har oplevet de der fordomme få næring i flere forskellige grupperinger, det er jo ikke fordi, at det kun er i det palæstinensiske miljø at fordommene er. Faktisk vil jeg sige, at jeg har mødt en række palæstinensere som ikke har de fordomme, fordi de har mere viden. Der hvor fordommene så kan opstå, det er måske mere i en politisk debat. … der mangler jeg, tror jeg, også en politisk stillingtagen til, at vi kan have en dialog på trods af verdens krige, og at vi har lyst til at integrere alle typer mennesker i vores samfund…

… og i det her tilfælde der går Martin Krasnik ud med en Davidstjerne og en ‘kipa’, og det bliver pludselig en synlig identitet. Der er først der, fjendebilledet rigtigt bliver skabt, og jeg er ikke engang sikker på, at de her unge mennesker ved – det er ikke noget de er vokset op med, at de har en indsigt i jødedommen. De ved ikke engang hvad den ‘kipa’ skal til for… meget af debatten er rabiat – den er ikke indsigtsfuld. Jeg forsvarer hverken det ene eller det andet…

I forbindelse med EU-topmødet i Amsterdam, juni 1997 blev flere hundrede venstreradikale fra hele Europa anholdt. Herunder 27 danskere, der havde taget turen til Holland med erklærede militante Antifascistisk Aktion. De søgte efterfølgende erstatning for politiets håndtering, og fik det. Det gælder foruden Pernille Rosenkrantz-Theill (daværende Enhedslisten, nu Socialdemokraterne), også Pelle Dragsted (AFA, senere Enhedslisten) og den mere ukendte Rasmus Bjerre (daværende Enhedslisten).

Rasmus Bjerre blev senere talsmand for danske autonome under Göteborg-urolighederne i 2001, og var blandt andet gæst i Profilen på DR1, hvor han forklarede, under hvilken omstændigheder det var “i orden at smadre McDonald’s” (ref. i BT, 27/7-01). Som aktivist i Globale Rødder, var udgangspunktet at politiet skulle konfronteres, så det gik op for flere og flere borger at det kapitalistiske samfund undertrykte fredelige dissidenter. Det lykkedes ikke helt, måske fordi de fleste godt kunne gennemskue at volden var en integreret del af den ‘civile ulydighed’. Fra et interview i Information, 12. juni 2001 – Ikke et spørgsmål om pædagogik.

Hvordan kan du dog sympatisere med vold?

»Der er flere forskellige svar. Det ene angår international politik, og dér tror jeg, at vold under specifikke omstændigheder faktisk virker. De omstændigheder var ikke tilstede i Gøteborg, hvorfor det egentlige svar er, at den vold, som jeg mener kan forsvares, er en måde at forsvare nogle civilt ulydige aktioner, som ikke i sig selv involverer vold. I Gøteborg afholdtes f.eks en uanmeldt gadefest fredag aften, som politiet valgte at rydde, og det forsvarede folk sig imod.«

»Dermed er volden hverken et politisk budskab eller et middel til et mål, som er et politisk budskab. Den er et helt konkret svar på en beslutning fra politiets side.«

Du er altså enig i, at vold som strategi er kontraproduktiv?

»I øjeblikket, i den vestlige verden, ja. Men man skal passe på med ønsketænkning her. Jeg tror ikke, at hverken palæstinenserne eller indianerne i Chiapas var kommet så langt, som de er, hvis ikke de havde brugt vold. Vi kunne ønske os en verden, hvor vold ikke var et virksomt, politisk middel, men det er ikke tilfældet.«

»Jeg kender dog ingen, der antager, at befolkningen slutter op om anti-demokratisk eller system-nedbrydende vold som sådan.«
»Det, der skete i Gøteborg, var, at folk forsøgte at forsvare deres selvbestemmelse. Når politiet vælger at skride ind over for en ganske vist ulovlig, men fuldstændig fredelig gadefest, så forsvarer folk sig, og det synes jeg er okay.«

[...]

I debatten på Informations hjemmeside har mange indlæg handlet om, at ATTAC skal tage utvetydigt afstand fra vold. Det gør du ikke?

– »Der har været en intern debat i ATTAC om, hvordan de skal forholde sig til andres brug af vold, og det er deres interne diskussion. Men det ville være en god idé med et fælles møde, hvor vi kan diskutere den måde, volden opstår og bruges på. Min egen fornemmelse er, at det behøver de ikke have det store problem med. Men det er selvfølgelig to forskellige opfattelser.«

Nogle år senere involverede han sig i Piratgruppen, og ydede rådgivning i kriminelle handlinger. Der var dog også tid til offentlige foredrag , blandt i Antifascistisk Aktions Kafa-X – om transnationale selskaber, og det problem der lå i, at kapitalismen ikke som Marx forudså blev efterfulgt af revolutionære tilstande.

Tilbage i 2009 var Rasmus Bjerre involveret bag kulisserne i Borgerinitiativet Kirkeasyl, og som det næsten er blevet kutyme for militante venstreradikale, så endte han som gæst i P1 til en samtale med ‘humanisme’ som overordnet stikord. Da han som jurastuderende blev interviewet til Politiken i 2004 (30/8), forklarede han, at han trods sine politiske aktiviteter, ikke var bange for sit ‘sit renomme som kommende jurist’.

Hans vurdering viste sig at være korrekt. Året efter blev han cand.jur., fik ansættelse i Fødevarestyrelsen (2006), senere Europaparlamentet (2007) og har siden 2008 været praktiserende advokat hos Gorrissen Federspiel. I 2011 var han sågar Ekstern Lektor ved Københavns Universitet. Et uproblematisk karriereforløb.

(P1 Sproglaboratoriet, 27. januar 2011: Jordnær jura og højtflyvende humanisme; CV)

For år tilbage introducerede afdøde Mogens Glistrup begreber som ‘flygtningelobby’ og ‘islam-lobby’, men selvom en organisation som Dansk Flygtningehjælp har haft stor indflydelse for udviklingen, så omtaler medierne aldrig den sådanne organisationener med negative etiketter. Trods fagforeningernes store indflydelse for samfundsudviklingen, hører man heller aldrig LO eller 3F omtalt som ‘socialismelobbyen’, selvom det ville være lige på kornet. Det handler om definitionsretten. For de fleste journalister er der ikke noget suspekt i at kæmpe for socialisme eller indvandring.

For tiden er der heftig debat i USA om våbenlovgivningen, og selv postulerede borgerlige medier anvender begrebet ‘våbenlobbyen’. To eksempler: Våbenlobbyen vil have Romney som præsident (TV2.dk, 5/10-12), Modstanden mod våbenlobbyen vokser (JP.dk, 18/12-12).

Tilbage i 2006 gik P1 til angreb på ‘Israel-lobbyen’, og blandt journalister er det tilsyneladende suspekt at forsvare det eneste velfungerende demokrati i Mellemøsten. Eks. Tilløb til debat om USA’s Israel-lobby (P1 Orientering, 6/4-06). Herunder en overskrift fra tirsdagens udgave af Metroxpress, der anvender begrebet ‘jødelobbyen’, selvom det klart fremgår af artiklen, at det er et politisk ladet begreb.

“Kritikere har allerede angrebet ham for hans holdning til konflikten mellem Israel og Iran. Hagel opfattes ikke som tilstrækkelig venligsindet overfor Israel. Han er blevet kritiseret for at tale om en jødisk lobby i kongressen.“ (Ritzau/Reuters, red. af Rasmus Skat Andersen)

(Metroxpress, 8. januar 2013, s. 12: Jødelobby truer ny forsvarsminister)

Herunder lidt fra Professor Stig Jørgensens glimrende kronik om Flygtningelobbyen, trykt i BT, 8. maj 1993.

“Den beherskes derfor også af et miskmask af ædle og uædle motiver. Især de kirkelige missionskredse, hvorfra de fleste såkaldte »flygtningevenner« nok er udgået, handler utvivlsomt ud fra, hvad de anser for at være en kristelig barmhjertighed. Ligesom de uddøende eksemplarer af kulturradikalismen er de tilbøjelige til at forveksle medlidenhed med barmhjertighed. Medlidenhed er imidlertid en græsk følelse (sympathos), der er udgået af en køligt og rationelt begrundet distancerende følelse med den lidende, mens den kristne barmhjertighed er udgået af en nærværende og varm følelse for næsten. Medens medlidenheden skaber distance, skaber barmhjertigheden nærhed. …

Megen veldædighed har denne hykleriske karakter, såsom 70-ernes såkaldte solidaritetserklæringer med undertrykte befolkninger, klasser eller grupper. Charles Dickens talte om teleskopisk filantropi hos de blåøjede radikale, som har så travlt med at redde menneskeheden, at de ikke har tid til at tage sig af deres nærmeste. De private velgørende institutioner befinder sig i samme dilemma som andre veldædige behandlere, der ernærer sig ved menneskelig ulykke, såsom læger, sygeplejersker, socialrådgivere og ambulanceførere. Som dr. Knock siger i Jules Romains bog af samme navn, er en rask mand en mand, som ikke ved, han er syg, eller, som det siges af lægerne, en person, som ikke er undersøgt grundigt nok!

Dilemmaet for disse menneskekærlige professioner og institutioner er det samme som for de politiske partier, der arbejder for den sociale retfærdighed, idet deres raison d’être aftager med realisationen af deres partiprogram. Samme interessekonflikt behersker den finansminister, som opkræver store gift- og miljøafgifter med det formål at begrænse forureningen, idet provenuet er omvendt proportionalt med formålets realisering. Det ville være forkert at se bort fra den omstændighed, at velgørende arbejde er afhængigt af tilstedeværelsen af ulykkelige mennesker, ligesom Gud, efter aristokratiets opfattelse, har skabt de fattige, for at de rige kan have nogen at være gode ved. Vi kan ikke uden videre gøre forskel på de forretningsdrivendes og bureaukraternes behovsopgørelse. Nys afdøde professor Parkinson påviste i en af sine berømte »love«, at bureaukratiet har en selvgenererende evne, uden at der kommer nye kunder i butikken. Alle professioner og institutioner er principielt inhabile, når det drejer sig om beslutninger om egne behov. …

Mere udpræget bliver inhabiliteten, i jo højere grad de oprindeligt velgørende foreninger udvikler sig til hårdtslående professionelle magtorganer. Naturfredningsforeningen og Kræftens Bekæmpelse er velkendte eksempler på denne metamorfose. Dansk Flygtningehjælp og Dansk Røde Kors er derudover blevet indbygget i den offentlige administration ved at overtage en stor del af ansvaret for flygtningearbejdet. At de deltager i løsningen af de sociale og praktiske arbejdsopgaver er forståeligt, mere betænkeligt er det, at de også deltager i visiteringen af asylsøgerne og i beslutningsprocessen om asyl. Man kan nu engang ikke med rimelighed betro noget menneske at skulle udmåle metervarer med elastikbånd, og man kan vanskeligt bebrejde disse velgørende institutioner, at de ser legitime behov for asyl, hvor andre måske ville mene, at flygtningeopgaven bedst ville kunne løses i eller ved hjemlandet. …

Ligesom det ædle formål kan legitimere en udvidelse af beskæftigelsen i flygtningearbejdet, kan det også legitimere anvendelsen af voldelige »antiracistiske« midler fra såkaldt venstreorienterede ekstremistgrupper, såsom BZ’ere og andre små revolutionære grupper. For dem kan flygtningesagen være et påskud, og ikke en begrundelse, for anvendelsen af den sociale eller voldelige adfærd, som af andre grunde tiltrækker disse grupper. … Man bør altid gribe til sin pistol, når de revolutionære vil beskytte grundloven, når voldsmændene vil beskytte demokratiet, og rævene vil vogte gæssene! Der er den samme tvetydighed over de »ambulancejagende« advokater, som velvilligt – men mod betaling – stiller deres ekspertise i ankesystemerne i asyllovgivningen til rådighed for de retfærdige og uretfærdige asylsøgere. …

Når samtidig massemedierne mobiliseres til følelsespornografiske happenings, hvor alle sejl sættes til for at bringe skuden i havn, som det skete med palæstinenserne i Blågårds Kirke, var der med særloven tale om både et retsmisbrug og et politisk misbrug i strid med grundlovens magtfordeling, og derfor i realiteten om en uretfærdighed mod andre grupper af asylsøgere. Det er et problem, når det politiske system bliver svækket af lobbyisme i al almindelighed.”

Mandag i sidste uge var Rune Eltard-Sørensen gæst i Krause på Tværs (P1), og da Niels Krause-Kjær i slutningen af interviewet smed vand i hovedet på Modkraft-redaktøren fik programmet uventet omtale. Eltard-Sørensen blev allerede som teenager talsmand for Farum-afdelingen af Rebel – Revolutionære Unge Socialister, og blev i 2003 landskendt da han som aktivist for Globale Rødder overfaldt udenrigsministeren i en aktion på Christiansborg. Krause-Kjær har aldrig været min favorit, men denne gang var han sin opgave voksen.

(Rune Eltard-Sørensen overfalder udenrigsminister Per Stig Møller, 18. marts 2003)

Delvis transkribtion af debatten – Revolutionen der udeblev (57 min).

Rune Eltard Sørensen, Modkraft: … det som jeg hentydede til i den konkrete sag, det var maling og lidt graffiti, og det kan ikke sammenlignes med 80′erne – vi er nede på et niveau. Det er unge mennesker som sprayer ‘Fuck kapitalismen’ på en væg, og det kan man altså ikke fortænke dem i. Og jeg synes det er misbrug af resourcerne at PET må ransage, fængsle og i det hele taget de her systemkritikere og unge mennesker, som om de var ekstremister. Jeg synes den politiske kritik de rejser af lømmelparagrafferne er bundreel, metoder? Nåh, ja, lidt graffiti – altså, hvad er det sammenlignet med hvad bankerne koster det danske samfund.

[...]

Rune Eltard-Sørensen: Folketinget er der hvor man har parkeret den politiske magt, men det er i virkeligheden ikke der hvor den reelle magt er, det er derfor jeg laver en differentiering (mellem parlamentarisme og demokrati, Kim). Det her er simpelthen ikke nok, at den politiske magt er bundet op i parlamentet, når den økonomiske magt er der hvor der sker noget, og det er i virkeligheden at udvide demokratiet.

Niels Krause-Kjær, P1: Hvis nu flertallet var enige med sådan nogle som dig, så behøvede du jo ikke at differentiere mellem den parlamentariske… bare fordi der ikke er tilstrækkelig mange der mener… hvis der var et flertal der mente som dig, så havde du ikke nogle problemer. Problemet er vel at der er ikke er ret mange der mener som dig, og du må finde dig i ting, man som mindretal må finde sig i.

Rune Eltard-Sørensen: Sådan kan man selvfølgelig godt se på det.

Niels Krause-Kjær: Er der egentlig andre måder at se det på?

[...]

Niels Krause-Kjær: Ja, det var Radioavisen tilbage fra 2003, hvor du og en kammerat (stalinisten Lars Grenaa, Kim) tog på Christiansborg for at smide maling i hovedet på ministre. Lad mig spørge igen – Hvad i himlens navn bildte I jer ind?

Rune Eltard-Sørensen: Jeg synes man kan vende det spørgsmål om. For jeg synes hele det der fokus på den der maling på jakkesæt og gulvtæppet. Hvorfor er det vi stadig snakker om det… der er noget proportionsforvrængning i det her…

Niels Krause-Kjær: Hvordan fik I ideen til det?

Rune Eltard-Sørensen: I den periode, der protesterede vi på mange måder. … jeg lavede – vi lavede, jeg var aktiv aktivist dengang, og vi lavede grafitti og vi lavede demonstrationer osv., osv., osv. … Nu ved jeg godt vi blev dømt for vold, og fik vores straf osv., men jeg synes ikke det var en voldelig aktion. Jeg synes faktisk, det var en symbolsk happening, nogle en lidt kunstnerisk happening, men det var ikke et voldeligt overfald i mine øjne.

(Rune Eltard-Sørensen passiviseres af betjent efter overfald, 18. marts 2003)

Niels Krause-Kjær: I kom jo i fængsel for det. Din kammerat fik tre måneder for at have smidt maling i hovedet på statsministeren, og du fik fire. At du fik fire, det var fordi du havde gjort noget året tidligere, nemlig på valgaftenen til kommunalvalget, da du foran rullende kameraer og dokumentarfilm, hvor overfaldet blev optaget, hvor du smed ketchup i hovedet på Peter Brixtofte. Den aften hvor han igen-igen var blevet genvalgt som borgmester i Farum. Han havde jo ikke støttet en invasionskrig i Irak, han vandt et borgmestervalg i Farum kommune.

Rune Eltard-Sørensen: Han sidder jo nærmest stadig fængslet den dag i dag.

Niels Krause-Kjær: Hov, hov, hov. Rolig nu. Det var på valgaftenen i 2001 – det var inden. Det var aftenen hvor vælgerne havde sagt, at han skulle være borgmester igen. Det var inden der overhovedet var kommet nogle retsager…

Rune Eltard-Sørensen: … vi var nogle mennesker i Farum allerede dengang, som gennemskuede, at det han gjorde…

Niels Krause-Kjær: Hvad bilder du dig ind, at ophøje dig til noget der ligger over et retssamfund?

Rune Eltard-Sørensen: Ja, men det er et stort spørgsmål, et vigtigt spørgsmål, men jeg synes som sagt at historien har frikendt de to aktioner. Det viste sig at være en økonomisk forbryder, og Irak-krigen viste sig at være en tragedie.

Niels Krause-Kjær: Ved siden af Brixtofte den aften, der står hans datter ved siden af ham – hun er 7-8 år gammel på det tidspunkt. Nu bliver jeg nødt til igen at spørge dig – Hvad fanden tænkte du på?

Rune Eltard-Sørensen: Altså, hun skal jo lære, at hendes far gjorde noget forkert, og det opdagede hun så den aften på en lidt voldsom måde, og det kan jeg da også godt huske i retsagen efterfølgende. At der sagde Brixtofte, at han egentligt ikke var sur på mig, men datteren der græd der, det var han ikke glad for. Næh, selvfølgelig var jeg ikke glad for det.

Niels Krause-Kjær: Var du ligeglad eller hvad?

Rune Eltard-Sørensen: Det var ikke det der var fokus på aftenen. Det var ikke at berøre hans familie. Det var et symbolsk nærmest lidt humoristisk signal om at ‘her er kongen’, og så prøve at klæde ham lidt af i forhold til hele den her selvhøjtidelige. Fordi demokratiet i Farum – jeg er selv vokset op derude – det var en særlig form for demokrati.

Niels Krause-Kjær: Man kan sige, at der var i hvert fald flertal. Genvalgte gang på gang Peter Brixtofte som borgmester. Men det følte du dig hævet over?

Rune Eltard-Sørensen: Han nåede at sidde i 18 år eller deromkring, og det er jo igen et eksempel på at folk lader sig manipulere. Vælger at prioritere andre ting end et sundt demokrati. Farum var ikke et sundt demokrati. De havde en masse fladskærme og en dyr rødvin… og så var alle glade.

Niels Krause-Kjær: Hvem har sat dig i en position, at det kan du tage stilling til. Et retssamfund, dommere, blæse være med det – tænk hvis alle gik rundt og opførte sig sådan.

Rune Eltard-Sørensen: Ja, men det, det ville blive et sjovt resultat, det kan jeg godt forstå du ligger mærke til, men det ændrer ikke ved, at vi har at gøre med dybt seriøse politiske Irak-krigen og Brixtofte-sagen. Der igen, der vil jeg sige, at der er noget proportionsforvrængning i det. Det var en afspejling af en frustration og en afmagt, det politiske system var om ikke kollapset i Farum, men…

Niels Krause-Kjær: – Siger du.

Rune Eltard-Sørensen: Det tror jeg der vil være bred enighed om, hvis man går Farum-sagen efter i sømmene. Der var nogle der sov i timen, blandt andet, og i stedet for, prioriterede man – han var for udlicering, han var på den måde – han sad ikke på Borgen, men han lavede sine eksperimenter ud fra en borgerlig politisk-økonomisk analyse var enormt interessant…

Niels Krause-Kjær: Den måde du argumenterer på, har jo intet med demokrati at gøre. Er vi enige om det? Det er jo nærmere lidt små-fascistisk.

Rune Eltard-Sørensen: Ej, det synes jeg…

Niels Krause-Kjær: Hov, hvorfor egentligt – er det ikke egentligt små-fascistisk?

Rune Eltard-Sørensen: Nej.

Niels Krause-Kjær: Vi kan måske endda stryge små.

Rune Eltard-Sørensen: Det er jo en hård påstand. Grunden til at jeg ikke synes det er fascisme, det er fordi det er ketchup.

Niels Krause-Kjær: Det er fordi det er dig der smider med ketchup.

Rune Eltard-Sørensen: Nej, det har igen også med proportionerne at gøre. Også igen. Jeg mener grundlæggende ikke at kapitalismen lever op til min definition af demokrati. Sålænge protestformerne som dem vi har her, er af en sådan karakter, så synes jeg faktisk det er en hån mod alle de ofre for fascisme der har været. Hvis jeg skal have den etikette…

Niels Krause-Kjær: … nu er det så elleve år siden med Brixtofte, og det er ni år siden med Per Stig Møller. Ville du gøre det samme i dag?

Rune Eltard-Sørensen: Jeg har valgt at uddanne mig til journalist, og bruger ordet nu, som jeg gør i dag når jeg sidder her og snakker, eller jeg gør når jeg skriver på Modkraft. Jeg mener at den ændring der skal i samfundet forudsætter en bevidstgørelse, og også at man kan forklare sit projekt.

[...]

Niels Krause-Kjær: Fortryder du, at du gjorde det for ti år siden?

Rune Eltard-Sørensen: Det gør jeg egentligt ikke. Der synes jeg, at det var en så forbryderisk krig… det kan jeg sgu ikke fortryde.

Niels Krause-Kjær: Hvorfor egentligt ikke. Det havde været meget nemt at sige, at sige, at jeg var tyve år dengang, tiden var en anden, jeg var en anden, og mine pandelapper var ikke helt vokset sammen endnu, sådan er det tit når man er tyve år, en dreng – det er jeg sgu ked af. Peter Brixtofte og Per Stig Møller, det må i sgu undskylde. Det ville da være nemt at sige.

Rune Eltard Sørensen: …

Niels Krause-Kjær: Så du fortryder ikke, at du hældte maling i hovedet på Per Stig Møller og ketchup i hovedet på Peter Brixtofte, da han blev genvalgt.

Rune Eltard-Sørensen: Det synes jeg ikke giver nogen mening.

Niels Krause-Kjær: En ting er hvorvidt det giver mening, noget andet er om du fortryder det.

Rune Eltard-Sørensen: Det gør jeg faktisk ikke.

Niels Krause-Kjær: Se hvis jeg nu hælder vand i hovedet af dig.

Rune Eltard-Sørensen: - det gjorde du faktisk.

Niels Krause-Kjær: – det har jeg gjort nu. Er du ikke glad for, at det ikke var maling?

Rune Eltard-Sørensen: Det ved jeg ikke. Det ville jo være dig der kom til at betale det. Gulvtæppet og mit tøj.

Niels Krause-Kjær: Blev du overrasket – blev du forskrækket?

Rune Eltard-Sørensen: En lille smule. Det havde jeg ikke set komme.

Niels Krause-Kjær: Det kan jeg så sige, at det gør jeg fordi jeg er uenig med dig. Er det ikke en mærkelig måde at diskutere på.

Rune Eltard-Sørensen: Det er mange ting i vores samfund der er mærkelige. Den her individfokusering på to mennesker overfor hinanden, og så kaster du vand på mig. Det kan selvfølgelig godt illustrere en problemstilling, men det mest interessante er jo at vi lever i et samfund hvor goderne er fordelt ulige, og det skaber unægtelig nogle gnidninger…

Niels Krause-Kjær: En ting er jo at man snakker. Hvis den ene part føler sig ophøjet til at man ophøjer sig til på egne vegne, at der der med at der ligesom er nogle der er valgt, og nogle der er sådan parlamentarister, det blæser jeg på – for jeg er ophøjet til at kunne vide bedre. Det er vel det, det er vel det, der gør at et samfund krakellerer når man gør sådan.

Rune Eltard-Sørensen: Det hvor det kan blive aktuelt at bryde loven, det er jo når loven beskytter eller opretholder nogle beslutningstagere eller et system der er uretfærdigt. Det er så her vi har forskellige definitioner...