19. marts 2022

‘Hvorfor er det så vigtigt at samfundet tager hensyn til hans kønsidentitet’, lød det om 23-årige Camilla

“Milo har sagt farvel til navnet Camilla, og vil gerne omtales som ‘han’… hvorfor er det så vigtigt at samfundet tager hensyn til hans kønsidentitet”, lød det i introduktionen til torsdagens udgave af DR-podcasten Genstart. Her kunne man blandt andet høre, at ‘Milo’ i 2019 fik en kæreste, som også har ændret navn. Kærenstens pronomener er ‘de’/’dem’, som formuleret af ‘Milo’: “… det handler om, at det er det pronomen de har valgt, det er det pronomen de bedst kan lide.”

Danmarks 41. statsminister blev den første kvinde, Helle Thorning-Schmidt. Som ung var hun glødende kommunist, og i dag bekæmper hun ytringsfriheden på Facebook fra en London-adresse. Døtrene, panseksuelle Johanna og nonbinære ‘Milo’ bor stadig i Danmark, sidstnævnte læser på RUC. Det er lidt en klovneverden.

(Joaquin Phoenix som Arthur Fleck i Todd Phillips’ Joker, 2019)

“Frigørelse fra kønsroller, moderskab, maskulinitet som dyd, fra familiens samling som et ideal, man bør efterstræbe med videre, er en venstreorienteret kamp. Konsultér en hvilken som helst venstreekstrem samfundstænker fra det forrige århundrede, og du vil se, at dét er opgaven: opløs den borgerlige orden ved at opløse dens normer.” (Eva Selsing, 2021)



16. marts 2022

P1 classic: Christian Lollike associerer kapitalisme med ‘Invasion of the Body Snatchers’ (1978)

Jeg skrev førte gang om dramatiker Christian Lollike tilbage i 2005, da han på en scene i Århus præsenterede sin tilgang til islamisk terror. Muhammeds terroristiske handling var ikke bundet ‘i en given trosretning’, men i’en dyb frustration over de kapitalstærke landes selvfølgelige udbytning af den 3. verden’. Efter Utøya forklarede han omvendt, ‘at Anders Breivik deler de overbevisninger og meninger’, som Pia Kjærsgaard står for. Sådan tænker en politisk idiot, og P1 holder også mikrofonen denne gang. Emnet er ‘overvågningskapitalisme’, i ved den der kapitalisme, der særligt er fremherskerende i et land som Kina. Hørt i Supertanker på P1( 28. februar 2022).

Carsten Ortmann, P1: … at vi bliver modelleret ind i bestemte retninger.

Christian Lollike, instruktør: Det er et emne, som jeg altid er optaget af, og som – sådan en film som Invasion of the Body Snatchers fra 1978 er en film som jeg bliver ved med at vende tilbage til. Hvor der sådan fra det ydre rum, kommer der sådan nogle frø, der gør at mennesker, at der bliver lavet kopier af andre mennesker som er lydige, som så udskifter de mennesker der lever. Og som så i bedste 70’er-stil, så er det et forsøg på at fortælle, hvad denne her kapitalisme gør ved os.

(Donald Sutherland som Matthew Bennell i Invasion of the Body Snatchers, 1978; Foto: Youtube)

“Matthew, walking like an alien and showing no outward signs of emotion, returns to work at the health department. He watches several schoolchildren being taken for duplication, and more pods being prepared for the remaining West Coast cities. At the end of the day, as he heads towards City Hall, he hears his name being called. Nancy, still on the loose, quietly approaches him and attempts a hushed conversation. To her horror he points at her and emits an earsplitting shriek, having been replaced by an alien duplicate.” (Wiki)

Oploadet Kl. 10:48 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer


22. februar 2022

P1: Højrefløjens vrede er had, venstrefløjens vrede er ‘en produktiv kraft’, en ‘mobiliserende følelse’…

Mandagens udgave af Supertanker på P1 havde ‘vrede’ som overordnet emne, og de interviewede eksperter sagde stort set det samme. Vrede var mange steder, og man laver eksempelvis sociologiske studier af vrede ‘i højreekstremistiske grupper’.

Ingen forsker tilsyneladende i venstreorienteret vrede, omend de indirekte kom ind på emnet. Vreden er ‘en produktiv kraft’, har ‘et ofte overset potentiale’, da vrede giver et ønske om ‘at ville forandre noget’. Kort sagt: Vrede er ‘en enormt mobiliserende følelse’. Når højreorienterede er vrede over den danske udlændingepolitik er det had, som skal imødegås med censur. Når venstreorienterede er vrede, er det tegn på at noget er galt. Senere på dagen omhandlede Kulturen på P1 ‘Truth Social’, Donald Trumps nye sociale medie. Gæt vinklen.

Anne-Marie Søndergaard Christensen, professor: Mit projekt er en del af flere projekter, der undersøger vrede. Eksempelvis har jeg kolleger der undersøger vreden i retssager, på jobcentre og i højreekstremistiske grupper, og jeg har så med…

Anne-Marie Søndergaard Christensen: Online også. Og der er det måske vigtigt, at få sagt, at jeg både har fokus på den der kollektive vrede, som finder sted online, bare tænk på MeToo-bevægelsen og klimaaktivister og så videre, hvor vi ved at vrede har været med til at mobilisere flere sociale fællesskaber. … Det der er det overordnede, det er at undersøge hvordan vreden også kan være en produktiv kraft. Vreden har et ofte overset potentiale… Vreden er også en utrolig vigtig følelse, for når vi bliver vrede, så er det med et ønske om at ville forandre noget. Vi bliver vrede, fordi vi synes der sker noget, der er uretfærdigt.

[…]

Maia Kahlke Lorentzen, Cybernauterne, Redox-hangaround: Vrede er jo en enormt mobiliserende følelse. Vi ser det meget på internettet, hvis du ser noget der gør dig vred, så er du også mere klar til at handle på det. Det er jo noget som sociale bevægelser bruger til at mobilisere og sprede budskaber. Jeg har også selv arbejdet for både Amnesty og Greenpeace, som…



23. december 2021

MSM åbner ny front: Inger Støjberg er uværdig til evig tid, vælgerne er nemme ofre for populisme…

Næppe var Inger Støjberg kendt uværdig til at sidde i Folketinget, før medierne åbnede en ny front. Bortset fra De Radikale har partierne tilkendegivet, at der intet er til hinder for at Støjberg kan sidde i Folketinget efter næste valg, såfremt hun får vælgernes opbakning. Orientering på P1 talte med Jesper Olsen (Transparancy International), der ikke mente Støjberg nogensinde skulle tilbage i Folketinget. Han så helst at der kom en grundlovsændring, så det ikke blev et emne for folkevalgte. Ej heller for vælgerne, da de var lette ofre for populisme.

Her lidt fra indslaget under den meget P1-agtige vinkel – Mister Folketinget sin troværdighed ved at tidligere dømte medlemmer efter nogle år kan vende tilbage med et mandat?

Mette Vibe Utzon, P1: Kan man ikke sige, at det i et demokrati i Danmark i sidste ende er op til vælgerne at vurdere om hun er værdig?

Jesper Olsen, Transparancy International: Jov, det synspunkt kan man godt have… jeg tror bare lige, at man er nødsaget til at konstatere, hvordan det synspunkt også i virkeligheden kan misbruges. Se nu Brasilien… Det man bare kan se, det er at vælgerne har relativt let ved at tilgive sådan noget som det her handler om – integriteten, og giver dem adgang til magt. Det vælgerne går op i, vælgerne stemmer, hvis de stemmer på Inger Støjberg, på udlændingepolitik, og det er jo også det vælgerne skal tage udgangspunkt i. … Demokratiet må beskytte demokratiets integritet, og der er altså nogle ting som er så fundamentale, at så kan man ikke være medlem af folktinget.

Mette Vibe Utzon: Hvorfor have mildere regler for folketingsmedlemmer. Er der noget som kan forsvare det?

Mere

“Tirsdag den 21. december havde Jesper Olsen og Karinna Bardenfleth, vores formand og næstformand, et debatindlæg i Politiken ovenpå at Folketinget skulle tage stilling til om, den nu dømte, Inger Støjberg var uværdig til at være medlem af Folketinget.

I indlægget i Politiken peger Jesper Olsen og Karinna Bardenfleth på, at det andre steder i verden er uhørt, at det er en politisk beslutning, om en politiker kan fortsætte sit virke i Folketinget efter at være blevet dømt…

Så længe vores grundlov er, som den er, bestemmer politikkerne, hvem der er værdige til Folketinget. Derfor opfordre TI-DK til, at man kan have nok så meget personlig sympati for Inger Støjberg som menneske, men så meget desto vigtigere er det at man beskytter den danske integritetskultur. Den sikres ved, at man på forhånd erklærer Inger Støjberg uværdig og dermed sender et signal til vælgerne, at det også vil ske næste gang. Derved går disse stemmer ikke til spilde.” (Transparancy.dk, 22. december 2021; Se evt. Politiken)



15. december 2021

P1: Forsker associerer bandekriminalitet med ‘danskere’ og ’svenskere’: Vil nødigt ’stigmatisere nogen’

Mandag kom jeg for skade at høre lidt af Orientering på P1. To på hinanden følgende indslag om bandekriminaliteten i Danmark og Sverige fortæller, hvorfor det ikke rigtigt giver mening at høre kanalen. Både forskeren og talsmanden fra Københavns Politiforening så det som sin opgave, ikke at blive for konkret om etnicitet. ‘Internationalisering’ var stikordet. P1-værten lød til at være tilfreds med kilde-castingen.

I indslaget ‘Den kriminelle scene bliver mere og mere international’, fortalte kriminologen David Sausdal, at der var sket en ‘internationalisering’, og så gik snakken ellers om ’svenske og danske aktører’, og om det skandaløse i at Danmark ikke var ‘med i Europol’. For antropologen var løsningen flere ’sociale indsatser’. Eneste nationaliteter, der blev nævnt i det otte minutter lange indslag var ‘danskere’ og ’svenskere’, de blev så til gengæld nævnt mere end ti gange. Bizart, når nu bandedrabene i reglen er en intra-islamisk affære.

David Sausdal, kriminolog: Det er et svensk problem, men… bare at tro at det et svensk problem eller et dansk problem er at forsimple problematikken.

P1-vært: Hvordan ser du det her i København for eksempel, for det har primært været danske og svenske folk, der har været involveret.

David Sausdal: … det er jo danskere, der bekriger hinanden mest, og så har der været eksempler på at der har været svenskere inde over. … Det er i grunden en international udfordring.

P1: … Nu snakker vi dansk-svensk.

(Collage: Sausdal & Herlev-episode, hvor F.A. Mohamud og Mohamed H.A, blev myrdet af Mohamed A. mfl.)

Det efterfølgende indslag var et interview med Ole Sønder fra Københavns Politiforening, og da P1-værten spurgte om der var andre nationaliteter involveret end danskere og svenskere, så meldte han pas: Jeg vil ikke ’stigmatisere nogen’. Bortset fra ‘danskere’ og ’svenskere’, forstås. Alle blev dummere.

P1-vært: Ser vi andre nationaliteter, der hjælper danske bander.

Ole Sønder, Københavns Politiforening: Når vi ser på kriminalitetsbilledet i Danmark, så tror jeg at vi ser en bred vifte af nationaliteter. Jeg vil helst ikke stå her og risikere at komme til at stigmatisere nogen, eller hænge nationaliteter ud. Jeg tror bare at jeg vil nøjes med at sige, at det er bredt repræsenteret i Danmark.



18. oktober 2021

Om Krab-Johansen, chef for Berlingske Media: ‘I sine unge år har han blandet sig lidt i BZ-bevægelsen’

Det vakte bestyrtelse i journalistiske kredse, da koncern-chef for Berlingke Media Anders Krab-Johansen høfligt påpegede, at dansk journalistik havde et problem med den politiske mangfoldighed.

Jeg kender ikke Anders Krab-Johansen, men han har haft en stor karriere hos Ritzau, P1, Politiken, TV2, har stået i spidsen for spidsborgerlige Børsen, og er i skrivende stund chef for Berlingske Media (Berlingske, Weekendavisen, B.T. og Euroinvestor). Bemærk det fremhævede i portrættet herunder. Selv i epicenteret for den borgerlige presse, sidder en mand med en fortid i det venstreradikale miljø.

“Spol tiden tilbage. I 1995 sidder 28-årige Anders Krab-Johansen med ’sit lange hår, sin krøllede skjorte og sine gummisko’ på chefredaktør Leif Beck Fallesens kontor på Børsen.

Præstesønnen fra Kerteminde har en mastergrad i journalistik fra Columbia University og en kandidatgrad i statskundskab. I sine unge år har han blandet sig lidt i BZ-bevægelsen. Og så har han været radiovært på ungdomsprogrammet ‘P4 i P1’, hvor også forfatteren Helle Helle og radiochefen Mikael Bertelsen var bag mikrofonen. Erhvervslivet har han ingen erfaring med. Nul.” (Jyllands-Posten, 28. december 2016)

Oploadet Kl. 12:40 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer


28. september 2020

Set i venstreorienterede Information: “Børn bør have lov til at stemme. Fra de er seks år, eller fra de..”

Jeg har ikke stor sympati for det socialdemokratiske projekt, men i det mindste forstår Mette Frederiksen, at man er nødt til at holde den yderste venstrefløj ude i strakt arm. De vil ikke den gennemsnitlige dansker noget godt, og vil man have en socialdemokratisk regering, så må man nødvendigvis føre en folkelig forankret udlændingepolitik. Hvor ‘Danmarks Socialdemokratiske Ungdom’ i mellemkrigsårene talte om klassekampen, og flirtede med de revolutionære, så er der andre boller på suppen i dag. For den yderste venstrefløj er fjenden i dag ikke bare højrefløjen, men også de værdipolitiske kontrarevolutionære på venstrefløjen: Socialdemokraterne.

P1-magasinet ‘Småborger’ illustrerer problematikken. Når emnet er ghettopakken, så er de unge værter enige med Enhedslisten, og danner åbent front mod boligminister Kaare Dybvad. Når vi taler islamisk bønnekald, må integrationsminister Mattias Tesfaye stå for skud. Her til formiddag var et så udviklingsminister Rasmus Prehn, der (efter Rosa Lund & co.), undskyldende måtte forklare, hvorfor Danmark ikke blot tog imod de her børn fra Morialejren: “Tror du ikke de kunne få en bedre fremtid i Danmark? Vi har da megamange ressourcer i Danmark… Der står jo 6000 tomme boliger i Sønderjylland!”

Unge er nemme ofre for rød propaganda, og vil man smadre det bestående, så er løsningen ligefor, som man kan læse i venstreorienterede Information – Unge taber altid i politik, siger professor David Runciman. Hans løsning? Giv børn stemmeret.

“Unge er det moderne demokratis ubetingede tabere, mener Cambridge-professor David Runciman. …

Fire mandater. En, to, tre, fire snoldede pladser ud af 650 var det blevet til for Boris Johnson og de britiske konservative ved det britiske valg sidste år, hvis det alene havde stået til de unge mellem 18 og 24 år. Fire! Og spurgte man alene de relativt unge – altså dem under 40 år – havde Bernie Sanders ikke bare besejret Joe Biden ved primærvalgene i USA. Den gamle socialist ville også knuse Trump til november.

Sådan kunne man blive ved, mener David Runciman, der er professor i politik ved Cambridge University og forfatter til bogen How Democracy Ends.

Den afgørende skillelinje i moderne politik er hverken klasse eller race. Det er ikke land mod by, de ufaglærte mod de veluddannede, eller globalisterne mod de nationale. Nej, det er alder. De unge mod de gamle.

… når politik bliver en kamp mellem generationer – så taber de unge, mener Runciman. De taber og taber og taber.

‘Hvis unge mennesker i dag har én fælles erfaring med politik, er det nederlaget,’ siger David Runciman.
De tabte Brexit-afstemningen, de tabte til Trump, og skulder ved skulder med Jeremy Corbyn har de tabt to britiske valg på tre år. Og man kan se klimakrisen – det absolut vigtigste politiske spørgsmål, hvis man spørger unge under 30 år – som en politisk kamp, de taber hver eneste dag. …

Runciman har også en anden og mere kontroversiel idé til, hvordan man kan udligne nogle af de uligheder, der efterlader unge mennesker som de store tabere i moderne politik.

‘Børn bør have lov til at stemme. Fra de er seks år, eller fra de begynder skole.’ — Skal det forstås som en form for provokation? ‘Engang sagde jeg det som en provokation. Nu mener jeg det virkelig. Jeg tror, vores politik ville blive bedre, ikke værre, hvis børn kunne stemme. For eksempel ville vi nok tage problemerne med misinformation mere alvorligt, hvis børn tog del i magten,’ siger David Runciman.”

(Fotos: Rød Ungdom, Maj 1935 via Facebook)



1. marts 2015

Licensfinansierede P1, en tilfældig lørdag i februar: “Du kyssede en fra Dansk Folkeparti? Fy for satan!”

Lørdag var jeg til rund fødselsdag i Horsens, og transporttiden gav mulighed for at høre lidt licensfinansieret radio. Jeg kom ind i Ugens gæst på P1 med filminstruktør Erik Clausen, der fortalte om barndom, om hvordan fagforeningerne sang ‘Internationale’ ved indvielsen af den lokale folkeskole, og om hvordan social indignation havde formet hans liv. Han blev et politisk menneske, og havde held til at få statsstøtte til sin første film.

“Savner du nogle gange en tid, hvor man gik med bælte med hammer og segl, og kaldte hinanden for Kammerat Erik og Kammerat Pia?”, spurgte studievært Pia Røn. Samtaleradio af og for den yderste venstrefløj.

Under samtalen blev der blandt andet spillet et klip fra hans nye film Mennesker bliver spist. Demente Herluf (Erik Clausen) er forsvundet, og konen (Bodil Jørgensen) kommer med en afsløring.

Holger (Nicolas Bro): Kan han ikke være hos noget familie?

Ingelise (Bodil Jørgensen): Det tror jeg ikke. Han har en bror.

Holger: Har Herluf en bror?

Ingelise: Ja, men de ses ikke mere. Det er længe siden. Det var noget politik. Du ved, Herluf han er jo socialdemokrat, det var hans bror Bjarne også, det var deres far også, men pludselig så melder broren sig ind i Dansk Folkeparti.

Holger: Nå, ja altså, men derfor behøver man jo ikke ligefrem, at man ligefrem ikke ses.

Ingelise: De diskuterede jo alting, og de råbte og skreg. Det var ikke til at holde ud at være i nærheden af. Der skete også noget andet. Vi holdt en fest her, og vi fik lidt for meget at drikke. Og Herlufs bror Bjarne, han er sådan rigtig en charmerende mand, og rigtig god til at danse. Vi dansede og så endte vi ude i haven, og så, ja, så kyssede han mig.

Holger: Du kyssede en fra Dansk Folkeparti? Fy for satan!

(Nicolas Bro som Holger i Erik Clausens Mennesker bliver spist, 2015; Youtube)

På vejen hjem trakterede P1 mig med featuren Jægerpiloten og den hellige kriger. En radiodokumentar der sidestillede en ung jihadist med en dansk F16-pilot – begge var i kamp i Libyen, mod Muammar Gaddafi, for retfærdighed. Ryan Omar fra Nørrebro fik sin politiske selvforståelse i skolen, og fortalte at han havde en lærer der gav ham bøger om danske frivillige under den spanske borgerkrig. Faderen (der fandt sig i danskernes racisme), havde også fortalt ham om Nelson Mandela. Rollemodellerne var på plads.

Så kom jeg til Fynsland, og kyssede en fra Dansk Folkeparti.



5. maj 2014

Filmforsker problematiserer Morten Korchs nationalromantik: Det kunne ‘Joseph Goebbels’ også lide…

Morten Korch var nationalsindet, og det er problematisk, fortæller en mand der er ansat som forskningsleder på ‘Det Danske Filminstitut’. Fra DR Online – Filmforsker: Morten Korch-film trækker på nazistisk tankegods.

“Danskerne elsker nationalromantik, mener Lars-Martin Sørensen, som står bag bogen ‘Dansk Film under Nazismen’. Det gjorde de før, under og efter besættelsen, men også den dag i dag. Morten Korch-filmene, som mange nok anser for at være uskyldige folkeklenodier, var for eksempel vældig nationalromantiske, mener Lars-Martin Sørensen – hvilket ikke er helt uproblematisk. …

Vi kan godt lide at hygge os med nationalromantikken, men problemet er bare, at det kunne Joseph Goebbels også, siger Lars-Martin Sørensen. … Den tilbageskuende tendens mener Lars-Martin Sørensen også er aktuel i dag:

– Jeg tror, man med sindsro kan konstatere, at der i det danske samfund er en higen tilbage til det autentiske, det ses for eksempel ved tv-serien ‘Bonderøven’. Det er problematisk, at det er så populært at søge tilbage til de gode, gamle dage, den slags anti-modernistiske attitude var nemlig også en vigtig del af det nazistiske tankegods, mener Lars-Martin Sørensen. …

Hør mere om Lars-Martin Sørensens forskning i radioprogrammet Filmland på P1.”

(Poul Reichhardt i Morten Korchs Vagabonderne På Bakkegaarden, 1958; Youtube)



3. april 2014

P1 om ’strukturel racisme – Mehmet Ümit Necef om ’statistisk diskrimination’ og ‘velfortjent dårligt ry’

Onsdagens P1-stikprøve ville være en marxistisk overdosis for enhver højreorienteret blogger, og jeg holdt ikke længe. Emnet var Kald racisme for racisme, og så fik den fuld skrue med muslimer i offerrollen, sekunderet af forskeraktivisterne Mons Bissenbakker og Mathias Danbolt. På Facebook associerer de sig med grupper såsom ‘Refugees Welcome, Danmark’, ‘Støttekomiteen for Skjulte Flygtninge’, ‘Irakerne i Kirken’, ‘Bedsteforældre for Asyl’, ‘Ingen människa är illegal’ og alskens queergrupper. Nuff said.

(Mons Bissenbakker på Facebook)

Mehmet Ümit Necef stiller de helt rigtige spørgsmål i Politiken, men konklusionen er noget vag – Kan diskrimination bygge på statistik og rationalitet?

“I den internationale forskning findes en teori, der ikke på forhånd afviser, at diskrimination kan være rationel. Den kaldes ’statistisk diskrimination’. Her skelner man mellem to hovedformer for diskrimination: fordomsdiskrimination og statistisk diskrimination.

Nogle eksempler kan illustrere forskellen: En arbejdsgiver vil ikke ansætte tyrkere, fordi han ikke kan lide dem. Han synes, de er dumme og ubehagelige at være sammen med. … Her har vi et eksempel på en diskrimination, der er motiveret af negative følelser, irrationelle forestillinger og ubegrundede stereotyper over for en bestemt gruppe mennesker.

Lad os tage et andet eksempel: For nogle år siden hævede danske forsikringsselskaber forsikringsprisen for unge mandlige bilister. Selskabernes begrundelse var, at det statistisk kan dokumenteres, at unge mænd har større tendens til at blive involveret i ulykker. Det betyder, at også unge mænd, som kører forsigtigt og uden ulykker, straffes på pengepungen. De tilhører nemlig en køns- og aldersmæssig kategori, der har en højere ulykkesstatistik og for så vidt har et dårligt, men velfortjent ry.

Også det er et eksempel på forskelsbehandling. Men her bygger det ikke på uberettigede og irrationelle fordomme over for gruppen af yngre mænd, men på statistisk viden om en gruppes ‘negative’ karakteristika.

Den vigtigste forskel på de to former for diskrimination er motivationen. Adfærden, der kendetegner henholdsvis fordomsdiskriminationen og den statistiske diskrimination, kan i nogen grad ligne hinanden, og konsekvenserne kan også, men motivationen er forskellig. Mens den første er udtryk for fordomme, er den anden en form for ‘optimerende opførsel’.

I udlejningssager kan man kalde det ‘forsigtig opførsel’. Udlejeren turde ikke tage chancen med en udlænding. … Udlejerne vil normalt gå op i at finde folk, der ikke skaber problemer. Vanskelighederne ved at opnå information om den enkelte boligsøgende vil få udlejerne til at praktisere statistisk diskrimination. Det betyder, at et individ bedømmes ud fra de gennemsnitlige karakteristika for den gruppe, han antages at tilhøre. …

Når man på det teoretiske plan skelner mellem de to former, har det også en politisk gevinst. Man kan bedre bekæmpe racisme og diskrimination, hvis man er klar over, at moralske og altruistiske kampagner eventuelt vil virke over for den fordomsbestemte diskrimination, men sandsynligvis ikke over for den statistiske.

Det er vanskeligere at overbevise dem, der bruger statistisk diskrimination om, at de skal holde op med at bruge sorteringsmetoden.Det er vigtigt at skelne klart mellem på den ene side et velfortjent dårligt ry og på den anden side en fordom.

Karakteristika som race og etnicitet hænger i en del tilfælde og af historiske grunde sammen med potentialet for at skabe en række problemer for udlejere og andre involverede i en transaktion. Denne sammenhæng er netop den fundamentale grund til, at statistisk diskrimination praktiseres.

Ellers kan man ikke forklare, hvorfor så mange udlejere, hvis primære formål højst sandsynligt er at gå ind i en problemfri udlejning, og ikke at beskæftige sig med etniske eller racemæssige problemstillinger, benytter sig af statistisk diskrimination.”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »

 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper