17. marts 2013

Ghetto-beretning: “.. i luften hænger der en – på en og samme gang – både apatisk og agressiv stemning”

I dagens Jyllands-Posten beretter liberale Camilla-Dorthea Bundgaard om sine personlige erfaringer med multikulturen på Nørrebro. Tilbage i 2009 medvirkede hun sammen med Islamforsker Tina Maagaard i en dokumentarudsendelse på P1, som eksempler på veluddannede danskere der flyttede ind i multikulturelle områder og hermed var med til at modvirke ghettodannelse. Magaard i Gellerup, Bundgaard på Nørrebro.

(Dokumentartimen, P1, 6. august 2009: Førstevælger til ghetto)

Delvis transkription (sammenklippet).

Tina Magaard, forsker: … i starten var det svært… der gik flere måneder til jeg så ansigterne på mine kvindelige naboer. Altså de har jo tørklæde på alle sammen… Jeg havde svært ved i starten bare at få øjenkontakt. … Jeg tror ikke helt jeg var klar over hvad der menes med belastede boligområder. Jeg har ofte tænkt, at det jo måtte være en overdrivelse, når folk fortæller om det. På den måde er det nok kommet bag på mig. … Det kunne jo være meget smukt bare at se mejserne ude i træerne, de smukke grønne områder, men jeg har for eksempel slet ikke brugt de grønne områder. Fordi sådan noget som at gå ned og tage solbad om sommeren når vejret er godt, som jeg jo normalt gør, altså, det virker bare ikke her. Det er der ingen andre der gør, og det ville skabe for meget opsigt pludselig at ligge sig derned i bikini. Det er så et eksempel på, at man indordner sig under den kultur der så er herude… I starten da jeg kom, der var jeg faktisk ude for at der var nogle drengebander som stod og kastede sten efter mig, når jeg kom cyklende hjem. Altså, sidst på eftermiddagen, ikke sent på aftenen. Sexchikane, chikane som var meget ubehageligt, tit fordi, hvis det er en gruppe på 5-10 store drenge, unge mænd, så kan det faktisk være ret ubehageligt. Nu har jeg i andre sammenhænge haft en del at gøre med arabisk kultur, hvor man selvfølgelig lægger mærke til sådan noget med klanstrukturer og sådan nogle ting, og det er mit indtryk at det også er det der eksisterer herude. Det jeg jo oplevede i starten, det var jo at det der med, at det var først da jeg begyndte at snakke med folk, og finde ud af, hvem der sådan ligesom havde magten i den her egentlige parallelle kultur… Det er først når jeg har snakket med det, og fortalt at jeg ikke synes det kunne være rigtigt, at jeg skulle være bange for at komme hjem fra arbejde klokken 4-5 stykker om eftermiddagen, fordi, det var derfor jeg også var nødt til at gøre noget ved det, fordi det blev sådan til sidst, at når jeg drejede ind ad vejen herind til Gellerupparken, så fik jeg altså ondt i maven. Fordi jeg vidste, at de kunne stå der og vente på mig, og så tænkte jeg – det går bare ikke, sådan skal det ikke være. Så var det at jeg prøvede at snakke med nogle af de ældre mænd herude, der ligesom har noget autoritet, og sige, at jeg ikke synes det kunne være rigtigt, at jeg ikke kunne få lov til stille og roligt at komme hjem fra arbejde. Og så stoppede det jo, og siden har jeg ikke haft et eneste problem nogensinde, også når jeg kommer hjem på alle mulige tider af døgnet, jeg har aldrig haft problemer. Så man kan jo sige, at det har jo løst problemet for mig som person. Jeg har gået til de rigtige personer, og har ligesom, altså, fået forståelse for, at jeg også ligesom skulle have ret til at være respekteret, gå frit omkring her, hvis jeg så må sige.

Camilla-Dorthea Bundgaard, blogger: Her er møgbeskidt… Det er ikke sådan at jeg føler mig decideret utryg herude, men hvis jeg kan blive fri for at møde nogle mennesker, så vil jeg ærligt talt helst det. … Jeg kan ikke lide den lejlighed (om underbo) Jeg kan ikke lide de mennesker der er der… når politiet har besøgt dem ofte nok så bliver man utryg… De skal helst ikke kende min eksistens, og jeg ignorerer deres, så tror jeg det går bedst. Det lyder måske lidt paranoidt, men når man har oplevet blod udenfor ens hoveddør i en pøl…

Camilla-Dorthea Bundgaard i dagens Jyllands-Posten – Om ghettoer i Danmark (kræver login). Bemærk den afsluttende sentens om den ‘apatisk-aggressive stemning’. Den er helt central for forståelsen.

“I den forgangne uge er jeg flyttet fra et ghettoområde på Nørrebro. Og det var et ghettoområde, og det holdt det ikke op med at være, fordi den nuværende regering besluttede, at det fremover ikke måtte hedde ghetto, men i stedet udsat område.

I en åbenbart lalleglad tro på, at vi da ikke har rigtige ghettoer i Danmark, valgte jeg for knap fem år siden at sige ja tak til at bo billigt i ghettoområdet. … De grå hår begyndte allerede at titte frem en måned efter, at min veninde og jeg flyttede ind. En sen aften var der en uhyrlig larm i trappeopgangen, og det var ikke lysten, der fik os til at undersøge, hvad der foregik. Nederst i opgangen fandt jeg to hunde og fire mænd i sort fleece i færd med at save hængslerne på to lejligheders døre over. De var fra politiet, sagde de…

Men det var ikke kun på nederste etage, der var gang i den. Under mig boede, ja, lad os kalde ham Mikkel. Mikkel har det skidt, og det er meget trist, men det betød også, at han ad to omgange forsøgte at komme ind i min lejlighed.
Efter første gang flyttede min veninde. Efter anden gang – som inkluderede en kniv -var jeg ved at være hærdet, så jeg ringede til politiet, fik et glas vin med overboen og gik så ind i min lejlighed og faldt i søvn.

Og så har jeg end ikke fortalt Dem om den 12-årige, der tog min venindes hue, maste den mod sit skridt og lavede bevægelser, jeg ikke vil belemre dem med yderligere beskrivelse af her. … Eller om dengang, jeg på tv så billeder af min bygning under et indslag om, at politiet ledte efter sprængstof fra mulige terrorister.

Eller om alle skyderierne, som De i forvejen kender fra mediernes beretninger fra Nørrebro. Eller dengang, jeg måtte flytte hjemmefra en måned, fordi jeg ikke kunne holde til mere larm. Eller om at jeg ikke en eneste gang har følt mig fri til at solbade på plænen under mit vindue. …

Men konklusionen er fortsat: Der findes ghettoer i Danmark – også på trods af de kommunale, mangfoldige og farverige akademikere, man sætter til at skabe såkaldt områdefornyelse. De består af mange nationaliteter og mange små subkulturer. De er hårde at bo i – måske særligt når man ikke kender de uskrevne regler? Man skal konstant sætte grænser for andre, almindeligt hensyn kan langt fra tages for givet, og i luften hænger der en – på en og samme gang – både apatisk og agressiv stemning.

Oploadet Kl. 15:09 af Kim Møller — Direkte link31 kommentarer


2. februar 2009

Maja Gildin Kragelund: Skønt at leve i fred og sikkerhed, men umoralsk at forsvare sig

Dansk-israeleren Maja Gildin Kragelund er aktiv i Folkesagen for Værdig Asylpolitik, og som naiv venstreintellektuel et naturligt sandhedsviden for P1. I sidste uge var hun hovedperson i Klubværelset og Dokumentartimen, og så fik Gaza-konflikten også en personlig vinkel.

Klubværelset havde Israels (problematiske) militarisme som emne. Fra programomtalen.

“Maja på 25 er kommet i Israel hele sit liv, og har nu læst der i et halvt år. Det er hårdt for hende at være i Israel, selvom hun også elsker det. Men den konstante politiske og religiøse diskussion i landet går hende på nerverne. Hun har fundet ro i et miljø, som ikke lægger vægt på religiøse og politiske tilhørsforhold, men i højere grad værdsætter individets ret til at udvikle sig kunstnerisk.

Det alternative miljø i et land som Israel er kendetegnet ved en insisteren på ikke at vær e politisk og religiøst, men i stedet fokusere på hinanden som mennesker.”

  • 27/1-09 Klubværelset, P1 – I det hellige lands tjeneste – eller ej….
  • Dokumentartimen omhandlede Majas møde med (den problematiske) fanatiske jødedom. Fra programomtalen.

    “Når jødedommen bliver til fanatisme står Maja af…. Grædemuren i Palæstinas gamle hovedstad Jerusalem samler tusinder af religiøse jøder. Men bare ved synet føler Maja sig rundt på gulvet og ør i bolden! Panden mod muren! Og så endda endnu en mur, som Maja skal forbi, for at kunne besøge Noar i det palæstinensiske område omkring Jerusalem. En beskyttelsesmur, som Israelerne er i gang med at bygge og som skal skille ven fra fjende. Noar – fjenden – er ligesom Maja medlem af organisationen ”Crossing Borders”, som arbejder for dialog mellem unge i Mellemøsten…

    Vi kommer hinanden ved, noterer Maja. Men hun vil også bagom! Lære af bedstefars forfærdelige oplevelser fra krigens tid og i enrum drøfte hans syn på jødedom, skyld og menneskerettigheder. De kommer vidt omkring, de to. Majas skyldfølelse overfor palæstinenserne har svære vilkår…

  • 29/1-09 Dokumentartimen, P1 – Med ryggen mod grædemuren.
  • Et enkelt citat fra førstnævnte udsendelse illustrerer niveauet. Det er skønt at leve i fred og sikkerhed, men umoralsk at forsvare sig.

    Maja Gildin Kragelund: Altså man vænner sig til det her. Man aner ikke hvad der sker i deres hoveder. Altså, det er jo virkeligt mærkeligt. For samtidig er jeg jo jøde, og folk spørger, hvad så, skal du immigrere. Flere jeg har snakke med, taxichauffører, siger sådan – hvad snakker du om, du skal tilbage, du skal da ikke tilbage til Danmark, du er jo jøde, det her er dit land. Og når jeg så sidder i en bus fyldt med soldater, så ved jeg godt, at det her overhovedet ikke er mit land. Jeg føler mig hyperfremmedgjort, og føler slet ikke jeg forstår, hvad det er der får folk til…

    Fordi det her land, der er i krig, og fordi der er fjender omkring – noget af det, er inde i folks hovedet, synes jeg, men altså, som i morges, røg der fem raketter ind fra Libanon, så (fniser), røg der fem raketter ind fra Libanon mod Israel, så det er meget, et land der er i krig, og hvor der er fjender der vil ondt, og meget, som da man legede røver og soldater, da man var barn ik’. Altså der er venner og fjender og så videre, så jov, det sætter gang i en rigtig stærk oplevelse tror jeg, som en 18-19 årig, at stå ansigt til ansigt overfor en der vil dræbe en, og så selv skal dræbe først. Det kan jeg slet ikke forestille mig.

    Ruth Storm, P1-vært: Vi er i Israel, som er i krig med Gaza. Derfor er vi nødt til at snakke om konflikten. Vi er nødt til det, fordi det er det alle tænker på og taler om, og vi er nødt til det, fordi det er en af de ting, man som ung værnepligtig i Israel altid vil have i baghovedet.

    Maja Gildin Kragelund: – Jeg er meget imod den krig. Lige pludselig går det bare op for mig, at det at befinde sig i et land, de etiske og moralske overvejelser der befinder sig på den her side af grænsen, eller i det her land. Og på den måde er det også en meget indre.. jov det er en indre konflikt, fordi jeg er her, og jeg nyder jo godt af, at jeg ikke behøver at være bange i Jerusalem, men jeg kan simpelthen ikke holde ud hvad der sker – jeg kan ikke holde ud den måde Israel fører krig, og jeg befinder mig i Israel. Og selvom tingene ikke er sort/hvidt, altså hvad jeg gør hænger ikke sammen med en eller anden nation, men derfor er der alligevel nogle moralske og etiske overvejelser, som jeg virkelig skal forholde mig til, og ved jo at jeg skal hjem til Danmark. Ikke fordi jeg føler mig usikker, men bare fordi, jeg simpelthen ikke kan stå inde for det der foregår… Blandt de fleste israelere og blandt, måske også de fleste jøder rundt omkring i verden, så er det at der ryger raketter fra Gaza til Israel, ligesom endnu et bevis på, eller et stærkt tegn på at vi igen er truet og så videre… og jeg tror slet ikke på det kort, man bliver ved med at sige, at palæstinenserne er i bund og grund militante folk, at de ikke vil fred og alt det der. Det kan jeg slet ikke – jeg synes det er så dehumaniserende…

  • 6/5-08 Horisont på P1 – Israel fylder 60 (inkl. Maja Gildin Kragelund).
  • Apropos.

    “People sleep peaceably in their beds at night only because rough men stand ready to do violence on their behalf.” (att. George Orwell)

    

    14. december 2008

    Helle Stenum: Menneskesmuglere er nødvendige for at flygtninge kan få asyl i EU

    I forrige uge satte Testen på DR1 fokus på menneskesmugling, og det blev også til et indslag i DokumentarTimen på P1. Her gav phd. Helle Stenum den fuld skrue.

  • 4/12-08 Dokumentartimen, P1 – Smuglet til Danmark.
  • Helle Stenum, lektor: Menneskesmugling opstår fordi EU har en meget restriktiv politik omkring adgang til EU… Det er meget svært at komme ind i EU, og jo mere restriktiv lovgivningen er, jo mere omfattende grænsekontrollen er, jo større ræson er der i at blive menneskesmugler, jo flere penge kan man tjene, jo større er markedet. Fordi folk ikke kan komme ind på andre måder.

    For den enkelte flygtning, der så kommer til EU og søger asyl, og bliver flygtning og får legalt ophold, der er menneskesmuglere jo en nødvendighed, og har været en nødvendighed for at nå dertil, at man kunne opnå asyl. Men set ud fra en samfundsmæssig betragtning, er det selvfølgelig dybt problematisk, at man skaber betingelserne for en mere eller mindre kriminel struktur, som for det første er nødvendig for, at nogle mennesker kan opretholde deres rettigheder, og får det andet, jo ikke er reguleret på nogen måde. Altså det er jo en basis for at koble det på andre kriminelle aktiviteter…

    Jeg syntes man skal passe på med ikke at dæmonisere menneskesmuglere… Man skal mere se på, at vi samfundsmæssigt har et problem, at vi har et system som har gode vækstbetingelser lige for øjeblikket… Det er det jeg synes vi skal tage stilling til, mere end at dæmonisere den her menneskersmugler-type, som en forfærdelig forbryder. Hvis vi ser på det i en større sammenhæng, så er menneskesmugleren jo faktisk nødvendig for at nogle mennesker kan komme til EU og få den asyl som de menneskerettighedsmæssigt har ret til.

    (Testen, DR1 – Menneskesmuglerne, 2/12-08)

    

    14. april 2008

    Gensyn med klassen – rutinemæssig propaganda på DR2

    Jeg orkede ikke at se det hele, og godt det samme. En amerikansk journalist der for ti år siden flyttede til Danmark, forstår ikke at Dansk Folkeparti har fået indflydelse, og laver så et direkte angreb med udgangspunkt i vennerne på den sprogskole han gik på dengang.

    Fra programomtalen – Gensyn med Klassen – Et tilbageblik som udlænding i Danmark.

    “For Jack Jackson har det været interessant at få andre udlændinges svar på, hvordan det har været at leve i Danmark – et land, der over de senere år i følge Jackson har ændret sig: ”Siden jeg gik på skolen har Danmark på mange måder forandret sig, bl.a. efter den 11. september, krigene i Irak og Afghanistan, Muhammed-krisen og den skærpede udlændingepolitik, der har betydet mere fokus på flygtninge og indvandrere. Jeg tænkte det kunne være spændende at få svar på, hvordan det er gået de udlændinge, som jeg mødte på sprogskolen. Hvor er de nu? Taler de dansk, har de et arbejde – altså er de blevet velintegreret i det danske samfund og hvordan føler de, at samfundet har taget imod dem?””

    Jack Jackson. Journalisten der blandt andet fortæller om en veninde der rejste ud igen…

    “.. hun kunne simpelthen ikke holde ud at være her.”

    Dansk Folkeparti har den overordnede skurkerolle.

  • Periskop – Jack Jackson (præsentationsside).
  • 10/4-08 Dokumentartimen, P1 – Sprogskolen – 10 år efter (også som radiodokumentar).
  • Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper