2. marts 2015

Filosof om terrorbegrebet: “Når man taler om mørke kræfter, indikerer man, at vi selv står i lyset.”

Jeg ved ikke hvor DR Nyheder gør dette til en historie på DR.dk, for det citerede kan man høre fra kulturmarxisterne på P1 hver evig eneste dag. Nuvel, point for at servere historien, så jeg slipper for 57 minutter i RUC’s kantine. Fra DR Online – Filosof: Vi har for travlt med at kategorisere terror.

“Der gik ikke mange timer, fra en ukendt gerningsmand havde sendt en byge af skud mod Krudttønden og dræbt en mand ude foran, før politi og medier lod forstå, at Danmark var ramt af terror. Men ved så hurtigt at kategorisere og sætte mærkater på, får man parkeret udåden ét sted og er ikke længere åben for, at det kan være på en anden måde, siger filosof Malene Trock Hempler.

– Når man taler om mørke kræfter, indikerer man, at vi selv står i lyset. Når man selv står i lyset behøver man ikke yderligere oplysning. Man er allerede oplyst, og man flytter dermed fokus væk fra sig selv, og ud på de andre, som udgør hele problemstillingen, siger hun. …

– … Så har vi noget at kalde det. Og så har det ikke noget med vores orden at gøre, så har det med noget andet at gøre, noget udefra kommende. Som lynhurtigt kommer til at handle om ‘dem og os’, siger hun.

Når vi ikke er åbne for fortolkninger af det skete, så glemmer vi at stille de relevante spørgsmål. Nemlig om noget kunne have været anderledes, om vi selv kunne have gjort noget anderledes. … når vi reagerer hurtigt, glemmer vi, at vi ingenting ved og at vi kan tage fejl, siger Malene Trock Hempler med henvisning til den tyske sociolog og filosof, Jürgen Habermas.”

Oploadet Kl. 12:03 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer


19. april 2010

Dag Heede: Queer-teori medfører at “den hvide heteroseksuelle mand” skal afgive magt

P1 kan altid finde en forsker, der kæmper for at nedbryde vestlig civilisation. Her lidt fra Eksistens , forrige søndag, hvor emnet var ‘queer-teori’. Fra Michael Foucault til Judith Butler i et anden virkelighed.

  • 11/4-10 Eksistens, P1 – Queer – verden set gennem perverse briller (af Malene Fenger-Grøndahl).
  • Delvis transkription.

    Dag Heede, lektor: Man kan sige, at Judith Butler gør noget analogt ved kønnet, som Foucault gjorde ved seksualiteten. Hun ser det ikke som noget iboende i den enkelte krop, men vender op og ned på årsag og virkning, og siger at køn’ning er en af de måder hvorved kroppe gøres forståelige i vores kultur… Det hun så siger er, at køn’ning ikke er en entydig og statisk faktor, men køn’ning er en lang proces, der aldrig er færdig, og heller aldrig er fuldkommen. Og når jordmoderen og lægen tager det der blæver op, og starter en køn’ning ved udsagnet – ‘det er en dreng!’, eller ‘det er en pige!’, så er det ifølge Judith Butler ikke først og fremmest en konstatering af et faktum, men igangsættelsen af en meget meget lang proces, som bliver gentaget så mange gange, at vi tilsidst tror på det. Nemlig, at vi er naturaliserede, indoptager en forestilling om at vi er henholdsvis det ene eller det andet køn. Men det er altså ifølge Butler, kan vi ikke tale om drenge og piger, men vi kan tale om boy’ing og girl’ing. Altså køn’ningen som et konstant vedvarende processuelt aspekt, som skal gentages igen og igen, og som har indbygget i sig, at det er originalt, men i virkeligheden, er det ifølge Judith Butler, bare en kopi af en kopi af en kopi af en kopi, som slet ikke har nogen original.

    […]

    Malene Fenger-Grøndahl: … men selvom litteraturen er hans foretrukne felt, så ser han gerne at queer-teori vinder indpas i mange andre fagområder, og også gerne i de politiske diskussioner.

    Dag Heede: Udover, at vi selvfølgelig skal læse Karen Blixen og Tove Ditlevsen, og Herman Bang, og Klaus Rifbjerg, fuldstændig om, og anderledes, så har det også nogle oplagte politiske konsekvenser, som er meget vigtige. Noget af det som gør at ligestillingsdebatten og ligestillingsbestræbelserne overhovedet ikke flytter sig ud af stedet – det er fordi, at vi stadigvæk er fastlåst i de hersens statiske forestillinger om mænd og kvinder, som nogle størrelser der ikke kan flyttes, og som essenser. Det der skal ske er at man skal tænke køn’ningen som en dynamisk proces, det er man simpelthen nødt til, og det her er ikke filosofiske tankespil, det er fordi, at sådan ser verden omkring os ud – den flytter sig. Vi har transmænd, vi har transkvinder, vi har mange mange flere køn, og både forskningen, men også den politiske administration bliver nødt til at forholde sig til alt det her spændende der sker omkring os, og det kan den ikke, hvis den fastholder de der binære positioner. Hvis man tror stadigvæk at verden og himmelrummet er opdelt i mænd og kvinder ala populære tåbeligheder, såsom at mænd kommer fra Mars og kvinder kommer fra Venus. Det der skal ske er at en af de her tvangsmekanismer, det som Judith Butler kalder ‘den heteroseksuelle matrix’, altså den støbeform, som er helt afgørende for at ‘kønne’ kroppe, at den skal demokratiseres… det der er problemet ved ‘den heteroseksuelle matrix’, er, at den er essentielt udemokratisk fordi den er hierarkisk. Den ene term, manden – er over kvinden. For at ligestillingsbestræbelserne overhovedet skal fungere, så er det vigtigt, at kønnet dynamiseres, og ‘den heteroseksuelle matrix demokratiseres’.

    Malene Fenger-Grøndahl: Men, det kunne godt lyde som noget, som man sådan lidt provokerende (kunne sige): er det ikke bare måske kvinderne, fordi de ligger under i det her hierarki, og så de homoseksuelle og de transseksuelle, der har en interesse i at vi alle sammen begynder at kikke sådan på verden.

    Dag Heede: Jov, det er da klart. Der er nogle som vil have gavn af det, og den kategori som vil skulle afgive magt, det er selvfølgelig den hvide heteroseksuelle mand, men sådan er det. Vi kan ikke give alle magt, og hvis magt og demokrati skal omfordeles, og vi skal have den der radikale demokratisering, som jeg mener er det 21. århundrede skriger på, så er der nogle som skal afgive magt.

    Malene Fenger-Grøndahl: Og hvad sker der hvis vi rent faktisk tør løsne op, og kikke sådan her på verden. Der sker i hvert fald noget med vores egen lille havfrue. Hvad vil der ellers ske hvis vi kikker ud på verden?

    Dag Heede: Altså jeg tror, at queer-teoris store force er, at den sådan set kun er et hjul i et meget større maskineri, og jeg tror måske i sidste ende, det handler om at hylde forskellighed og kunne omgås med forskelle på en anden måde, end de her stivnede naturaliserede vanetænkningskategorier, som jeg tror fører til en eller anden magtpolitisk status quo, og en eller anden fastfrysning. Jeg tror, altså, på samme måde som vi er pinedød nødt til at forholde os til, at vi lever i en verden med anderledes grænser, med anderledes typer vibrationer. Vi er nødt til at tænke forskelle, vi er nødt til at tænke mangfoldighed… Hvis vi kan acceptere forskellighederne som en force, som en dynamo og som en rigdom, det tror jeg at queer-teorien kan hjælpe til med.

    Queer-teorien er selvfølgelig i sig selv ikke tilstrækkelig, det skal selvfølgelig kobles sammen med nationalitetsteorier, omkring køn, og noget af det som er meget vigtigt, det er selvfølgelig den her nye transteori, at vi har mange flere køn, og vi har simpelthen kroppe som siger noget andet… Kroppe bliver lavet, køn bliver lavet… det skal forskningen selvfølgelig også kunne håndtere.

    (Deadline, 21. marts 2005 – debat om H.C. Andersens seksualitet)

    

    13. juni 2007

    P1 mandag – Yderligere dokumentation samt lidt modgift

    P1 debat havde i mandags Danske mediers dækning af USA som emne, og man må sige Christopher Arzrouni gjorde det aldeles fremragende mod Politikens udlandsredaktør Michael Jarlner.

    Arzrouni opridser en række eksempler, herunder et par stykker jeg tidligere har kommenteret her på siden.

  • 19/10-04 Uriasposten – Poul Høi konkluderer… Bush var radiostyret.
  • 8/12-04 Uriasposten – Bo Elkjær og Ekstra Bladet fik sin solohistorie – men hvorfor mon….
  • 15/12-07 Uriasposten – Bo Elkjær i ny journalistisk katastrofe: Sådan stjal Bush valget.
  • 20/12-05 Uriasposten – Orkanen Katrina og racismen i USA – om en historie der var for god til….
  • 26/9-06 Uriasposten – Danske aviser henviser næsten udelukkende til… venstrefløjs aviser.
  • Senere samme dag i Eksistens debatterede lektor Mark Lorentzen med Lars Olsen om det der i den officielle programomtale kaldes den “voksende gruppe kreative der forgylder samfundsøkonomien”. Hvor man i udlandet diskuterer i hvor høj grad Richard Floridas teser om den kreative klasse holder vand, så er det i den danske debat underforstået at Det Radikale Venstres guru har 100 pct. ret. Jeg anbefaler…

  • Rosenløv, Jesper og Cini, Jens C.: Når kultur betyder noget. Kulturens betydning for civilsamfund og social kapital. Nomos, 2004 2:2 (42 s., pdf).
  • Oploadet Kl. 08:00 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer
    

    13. januar 2007

    Undertegnede i Berlingeren om DRs samarbejde med Politiken – “Den hemmelige alliance”

    Fra dagens Berlingske Tidende. Lidt fra en længere artikel af Bent Blüdnikow og Mikael Jalving om DRs samarbejde med Politiken – Den hemmelige alliance.

    “DR skal være hele Danmarks TV- og radiostation, eftersom det er danskerne, der betaler gildet over skatten og licensen. Men når DR indkalder eksperter til sine debat- og nyhedsudsendelser, såsom Debatten, Deadline, TV-Avisen og P1s programmer, favoriseres medarbejdere ved dagbladet Politiken. Det viser de tilgængelige tal fra DRs egen hjemmeside.

    Således har Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden det seneste år deltaget i 17 programmer på DR, mens Niels Lunde, chefredaktør på nærværende avis, har deltaget tre gange, Carsten Juste fra Jyllands-Posten ligeså og Kristeligt Dagblads Erik Bjerager seks gange. Politikens chefredaktør har – at dømme fra, hvad det er muligt at se på hjemmesiden – deltaget i flere programmer end de tre øvrige chefredaktører tilsammen. Ifølge DR Multimedie er det ikke muligt at gå længere tilbage i søgningen, da DR løbende sletter udsendelser og programmer. Og TV-Avisen og Deadline er kun søgbare den seneste måned.

    Også Politikens udlands- og debatmedarbejdere er blandt topscorerne. Det er folk som Anders Jerichow, Vibeke Sperling, Hanne Foighel, Michael Jarlner, Anita Bay Bundegaard og de tidligere chefredaktører Herbert Pundik og Per Knudsen.

    Er det en tilfældighed eller udslag af et bevidst valg fra DRs side? Eller skyldes det gammel vane? Og er alliancen mellem de to medier så hemmelig, at end ikke de implicerede er klar over den?

    KIM MØLLER er lidt af en landevejsrøver i det danske medielandskab. Han er uddannet historiker og blogger. Hans borgerlige blog Uriasposten er en af de mest populære politiske blogs i Danmark med over 1.000 daglige besøg, og han holder godt øje med DR. Favorisering af Politiken kommer ikke bag på Kim Møller, som siger:

    »Jeg følger meget grundigt med i DRs sendeflade, og for mig står det helt klart, at der er en overrepræsentation af Politiken. Tøger Seidenfaden bliver ifølge DRs egne tal brugt mere end Jyllands-Postens, Berlingske Tidendes og Weekendavisens chefredaktører til sammen. Og selv om Jyllands-Postens kulturredaktør, Flemming Rose, har været en helt central person i hele 2006, så blev Politikens Mellemøstekspert og kronikredaktør Anders Jerichow anvendt mere end Rose.«

    Det kan jo skyldes det simple forhold, at Tøger Seidenfaden og Anders Jerichow er mere interessante at høre på end de andre?

    »Man kan da ikke se bort fra, at det er gode og dygtige folk, men det er næppe hele forklaringen. Det kunne jo også skyldes, at DRs folk finder dem sympatiske og vidende, fordi de er enige med dem. Der er en uudtalt alliance mellem DR og Politiken, som udgør en politisk slagside. Mediemastodonten kommer simpelthen ud af balance. Lad mig give et eksempel. Da Ralf Pittelkow og Karen Jespersen i 2006 publicerede deres bog om Muhammed-krisen, var det Tøger Seidenfaden, der blev inviteret ind samme morgen til P1s populære interviewprogram hos Poul Friis. Her sad han i 52 minutter og fik frit slag til at nedgøre bogen. Ville det ikke have været naturligt at invitere Pittelkow og Jespersen? Men da Seidenfadens egen bog om Muhammed-sagen kom, som han skrev sammen med Minoritetspartiets leder, Rune Engelbreth Larsen, så var han selv inde og fik lov til at præsentere den som »det tætteste, man kom på en uvildig undersøgelse«. Denne favorisering af Politiken slår igennem i alle de debatudsendelser, som jeg med iver hører, og man skal jo også blot se på DRs egne tal for de mest benyttede personer, hvor tre af de fem første pladser besættes med folk fra Politiken.«

    Er der favorisering også af prioriteringen af Politikens historier frem for andre avisers historier?

    »Det er svært at dokumentere, men jeg kan da i hvert fald sige, at en række Politiken-historier om f.eks. Guantanamo og Irak glider direkte, ekstremt hurtigt og ukritisk videre til DR. Jeg har dokumenteret det på min blog, så der kan man selv checke mine udsagn.«

    […]

    Forfatter, ph.d.-stipendiat og borgerlig kulturdebattør KASPER STØVRING tror gerne på oplysningerne om favoriseringen af Politikens medarbejdere i DRs programmer.

    »Jeg har længe syntes, at der er en bestemt tendens i DR, som man kunne kalde venstreorienteret eller kulturradikal, og den samme tendens præger selvfølgelig Politiken. Men forskellen er, at hvor Politikens tendens jo er begrundet i at være en kulturradikal bastion, så skal DR helst være en objektiv institution, for så vidt DR er alles. Det, der er fælles for de to organer, er det folkeopdragende element.«

    Hvad vil det sige?

    »At man har en slags moralsk bedreviden, et forsøg på at hæve sig op på et eleveret punkt, hvor man mener at inkarnere en højere fornuft. De implicerede behøver ikke selv at være klar over alliancen – der behøver ikke engang at ligge et bevidst valg bag. For den opdragende og moralistiske tendens har netop at gøre med de impliceredes selvforståelse. Det føles bare naturligt at have de rigtige, progressive holdninger som journalist og meningsdanner på DR og Politiken. Og derfor finder de også uden videre sammen i deres fælles kulturradikalisme.«

    Hvor ser du det i DRs programmer?

    »Tag nu bare et program som f.eks. Udefra eller den såkaldte TV-dokumentar »Den hemmelige krig«, eller den måde DRs nyhedsdækning i efteråret kørte med på BUPLs kampagne om truslen mod den omsorgsfulde velfærdsstat – eller nu i tilfældet med Ungdomshuset, hvis besættere ofte fremstilles som uskyldige, kreative unge. Eller hør den måde, man omtaler Fidel Castro og Pinochet på. Pinochet er »diktator«, mens Castro er »leder«. Det er eksempler på tendensen. Men det er vigtigt at sige, at tendensen allerede ligger i det underforståede, i vinklingen. Da jeg selv var i studiet og diskutere attentatet på integrationsminister Rikke Hvilshøj, var vinklen pludselig, at Dansk Folkeparti var skyld i en polarisering, som kunne forklare voldshandlingen. Det var præmissen. Den skyldes sikkert den funktion, DR mener at varetage. Det her med at man vil opdrage og kvalificere menneskene til at være særligt gode borgere i et demokrati. Mennesker er ikke gode nok i sig selv, de skal præges eller bearbejdes.«

    Det sidste er MOGENS RUKOV, afdelingsleder ved Den Danske Filmskole, enig i. Han har gentagne gange kritiseret DR for at være tendentiøs og mener, at der ligefrem er tale om en politisk strategi, dvs. en bevidst vildledning af seere og lyttere.

    »DR har en politisk strategi. Den er oppositionens strategi, den er islams strategi. Og det vil sige, at DR naturligvis henvender sig til folk, der understøtter den strategi.«

    Ordet »strategi« underforstår en bevidst handling og målsætning – er det tilfældet i DR?

    »Ja, det er en meget bevidst alliance mellem DR, Politiken, opposition og islams støtter. Alliancen afspejler sig jo ikke kun i, hvem DR vælger at interviewe eller lader komme til orde, men i høj grad i, hvordan de redigerer deres programmer, og hvad de tager ud – det afspejler sig på alle områder.«

    Kan du give et konkret eksempel?

    »Jeg vil give det mindste eksempel, netop for at vise hvor langt ned i detaljen, det går. Det var da de omtalte, at Naser Khader afgav formandsposten for Demokratiske Muslimer med: NASER KHADER FORLADER DEMOKRATISKE MUSLIMER. Han forlod ikke organisationen, han blev blot menigt medlem. Helt ned i sådanne ubetydelige detaljer redigerer DR den virkelighed, vi skal høre.«

    Udover Kasper Støvring, Mogens Rukov og undertegnede inkluderede artiklen også udtalelser fra Mogens N. Pedersen (professor, SDU) og DRs programdirektør Lars Vesterløkke. Førstnævnte mener Politikens overrepræsentation skyldes et uformelt “old-boys-network”. Sidstnævnte afviser at der skulle være “en ideologisk forklaring eller gammel vane bag udvælgelsen af eksperter udefra” og pointerer tørt at Politikens “medarbejdere er gode på TV”.

    

    29. maj 2006

    P1: Eks-autonome Mikkel Thorup vil ikke sætte lighedstegn mellem Fogh og nazister

    Eks-autonome Mikkel Thorup siger det helt rigtige, og får derfor ofte taletid på P1. I senste udgave af Eksistens fremlagde han atter engang sit phd-projekt, denne gang over hele 43 minutter, der i sagens natur blev et frontalangreb på den sunde kulturchauvinisme til fordel for en luftig kulturrelativisme.

    Programomtalen:

    Til forsvar for fjendskabet

    Medvirkende: Mikkel Thorup

    Vi er de gode. Vi elsker fred og frihed. Vi har ingen fjender. Vi lever i et ikke-voldeligt samfund og er nået til et stadie, hvor politik ikke længere handler om konflikter. Nu handler det om fælles løsninger.

    Dén selvforståelse er ifølge idéhistoriker Mikkel Thorup udbredt i vores del af verden, i de liberale samfund. Men den passer bare ikke med virkeligheden.

    Det er tesen i Mikkel Thorups ph.d.-afhandling “Til forsvar for fjendskabet – kritik af liberal globalisme”, som han netop har forsvaret. Her forsøger han at vise, at ideen om det voldsfrie og fjendeløse samfund er en illusion. Og han peger samtidig på, at netop denne illusion er en vigtig drivkraft i selve skabelsen af fjender og udøvelsen af vold i de liberale samfund.

    Her blot nogle smagsprøver:

    “Det som vi i stigende grad har set, ikke mindst i de seneste år, det er at demokrati er blevet det eneste legitimeringskriterie i international politik. Det betyder at alle ikke-demokratiske stater bliver forstået som moralsk underlødige, eller som totalitære, eller som barbariske…”

    Når liberalismen påstår vi repræsenterer et universelt gode – vi har nogle værdier som bør være universelt applicerebart, det bør gælde for alle mennesker til alle tider… Så bliver alle dem der ikke udtrykker det universelle, de bliver til en form for fjender… Det bliver fjender som du i en vis forstand, har en forpligtigelse til at bekæmpe.”

    “… i den anden ekstreme har vi naziudryddelsen af jøderne, som er en helt – ikke for at sætte lighedstegn mellem Anders Fogh Rasmussen og nazister selvfølgelig, men bare for at sige at i den moralske delegitimering af ens fjende…”

    “… det er på forhånd konstrueret sådan, at vi vil vinde debatten, og det er klart at de ikke ønsker at gå ind på de præmisser, men vi ser deres afvisning af dialogen som en afvisning af dialogen som sådan – ok, når de vil krigen såh, så bliver vi nødt til at opruste også. Det er lidt meget det vi ser, som en udløber af Muhammed-krisen…”

    “Vi giver indtryk af dialog, men dialogen skal foregå i så høj grad på vores præmisser, at der ikke er nogen dialog muligt. Dialog kræver, ikke at vi forstår, men at vi respekterer at andre har den samme fasthed og samme legitimitet for deres værdier og standpunkter som vi har. Det har vi ikke været villig til at acceptere…”

    “Det rum vi tidligere havde at diskutere i… det som bliver stadig mindre, nemlig suverænitetssystemet, hvor stater snakker med hinanden om diplomati og international ret, i stadig stigende grad vil blive undermineret af en ny moralsk, eller civilisatorisk eller religiøs diskurs, hvor man grupperer folk efter deres demokratiske standarder, efter deres religiøse overbevisning eller hvad det kan være, snarere end anerkende dem…”

    “… Graden af tolerance overfor folk der ikke er demokrater både herhjemme og i andre lande bliver stadig mindre…”

    “… i en konfliktuel relations med staten, kapitalisterne med arbejderne eller hvad det kan være, bliver i stadig stigende grad udsat for repression af forskellig art, og bliver stødt udenfor. Måske vi ikke ser det så meget i vores hjemlige andedam, men vi ser det meget tydeligt når vi kommer til international politik, og særlig i de her år, hvor vi ser en omsættelse af, oversættelse eller transformation af nogle fjendskabsrelationer fra nogle politisk håndterbare institutionaliserede former til nogle mere uinstitutionaliserede, mere brutale, mere aggressive former, og det man skal huske på, eller som er tesen bag det hele her, det er at fjendskabet ikke forsvinder. Når vi institutionaliserer det i nogle former, så finder det nogle andre kanaler, og man kan sige, en af de historiske kanaler vi har fået har været kolonialis/imperialisme-projektet, hvor man har udskibet en masse aggresivitet og en masse galninge, kriminelle af statslig og ikke-statslig art, som har fået lov til at udfolde sig uden for Europa, så man kan sige at pacificeringen af Europa, af relationerne mellem de europæiske lande, de i vid udstrækning er blevet betalt af ikke-europæere, for de har fået alle krigene, og alle galningene de har taget ned, alle eventyrerne, alle dem der havde lyst til at plyndre og voldtage og myrde sig vej igennem livet, de kunne ligesom tage udenfor Europa og gøre det. Det er ligesom det der har været mit projekt…

    “… Genkomsten af ulighed i relationer mellem folk er en af de ting som vi ser som en medfølgende effekt af oplysningen [Oplysningstiden, Kim]. Jo mere oplyst vi bliver, jo mere kritisk bliver vi overfor folk der ikke vælger vores form for oplysning… Jo mere demokratiske vi bliver… jo mere afviser vi ikke-demokratiske normer, ikke-demokratiske standarder og stater, folkeslag etc. Så der er en medfølgende intolerance indbygget i det her system… Det er vigtigt at forstå vi ikke altid har ret, og det at vi føler vi har ret, også skaber en række konflikter…”

    Jeg er selv lidt skeptisk overfor ideen om det universelle, universalismen, fordi det ofte dækker over en beskrivelse af ens egen partikularitet… Vi bliver nødt til hele tiden at udøve en form for selvkritik som samfund…”

    “Jeg vil meget nødigt give sådan nogle politiske programforskrifter…”

    … jeg er bare meget skeptisk… for afvisningen af at det er muligt at leve et godt liv uden liberalismen. I stigende grad er der kommet den overbevisning at man kun kan leve et godt liv hvis man lever i et liberalt samfund. Dels har vi mennesker levet fine liv før liberalismen, muligvis kan vi leve gode liv efter liberalismen, men de lever også gode liv i ikke-liberale samfund. Og jeg er mere interesseret i at skabe en global sameksistens end skabe en egentlig demokratisering, fordi den globale demokratisering højst sandsynlig ikke vil lykkedes, for mange mennesker ønsker ikke at leve i et liberalt demokrati, og dem bliver vi nødt til at respektere.”

    Konsekvensløs liberalisme-bashing, abstrakt kulturrelativisme, direkte fra Antonio Gramsci til en underlig symbiose mellem Samuel P. Huntington og Jørgen Bæk Simonsen. Marxisme på nye flasker – opskriften på kulturel undergang.

    

    7. maj 2005

    P1 en tilfældig lørdag i maj

    Idag forsøgte jeg mig to gange med lidt P1-lytning, og vanen tro blev jeg hårdt straffet.

    Da jeg tændte radioen lidt i 9 i morges, var der et program igang kaldet Eksistens hvor religionshistoriker Mikael Rothstein var igang med at messe en monolog vi hele tre gange i denne uge har hørt fra Klaus Rothstein. Her kunne man eksempelvis høre at “masser af konservative amerikaner mener at George Bush er vejledt af Helligånden”. Umiddelbart efter lød samme type lyrik fra teologen Camilla Sløk som mente at en “lille men meget aktiv gruppe af kristne fundamentalister… – folk fra Dansk Folkeparti” havde kuppet det kulturkristne Danmark.

    Lidt over 14 i eftermiddags forsøgte jeg mig igen. Denne gang var der et magasinprogrammet Slaraffenland omhandlende Mjølnerparken og et integrationsprojekt. Historien var ikke ny, men er sjældent blevet leveret mere apologetisk. Projektet havde otto rollemodeller – heraf syv etniske, som skulle få unge indvandrere i uddannelse og arbejde. Den ottende, en usædvanlig selvfed Kirsten Hede – talte om “det farverige Mjølnerparken” – og ikke et øje var tørt.

    Det viste sig så at det ikke var lykkedes kvinden at finde en 2. generationsindvandrer at være rollemodel for, og hun måtte fra en etnisk kollega høre at unge indvandrere ikke tog hende seriøst. Hvorfor gjorde de så ikke det tænkte man – hvorefter kollegaen forklarede at “det er fordi du er dansker”. Minsanten om ikke Kirsten Hede fnisede over dette eklatante udslag af racisme.

    Oploadet Kl. 19:43 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper