3. februar 2014

Lone Nørgaard i kronik: “Alt for mange journalister er paradoksalt nok… demokratiets fjender.”

Kronik af Lone Nørgaard i gårsdagens udgave af Jyllands-Posten – Journalisters skæve verdensbillede (kræver login).

Alt for mange journalister er paradoksalt nok det stik modsatte af vagthunde: De er demokratiets fjender.

Det er en kendsgerning, at DR er i frit fald. Kritikken kommer mange steder fra og går dels på det populistiske programknæfald i knopskydende kanaler, dels på det endimensionale verdensbillede, som et stort flertal af DR-journalister bekender sig til.

Skyklapperspektivet gælder også for det i egen selvforståelse intellektuelle flagskib ‘Deadline’ på DR2, og det gælder for en række radioudsendelser på P1, der ikke forspilder nogen lejlighed til at promovere sig som den ‘kloge kanal’. Med programmer som ‘P1morgen’, ‘Europa lige nu’ og ‘Orientering’ kan man næsten altid være sikker på, at modstanderen/fjenden er de mennesker, som sætter spørgsmålstegn ved:

1. Den menneskeskabte andel i klima- og miljøforandringer, 2. EU, herunder asyl- og socialpolitikken skubbet frem af en aktivistisk domstol, 3. FN (et organ i dag domineret af muslimske/afrikanske lande), 4. Israel som skurken i Palæstina-konflikten, 5. Indvandring fra tredjeverdenslande, 6. Ligestilling og det moderløse samfund, 7. Vuggestuer og omfattende institutionalisering, 8. Den rummelige folkeskole, 9. Socialkonstruktivisme, 10. Romaer og asylsøgere som pr. definition er ofre, 11. Nedgøringen af Danmark som et (kultur)kristent land, 12. Modersmålsundervisning (f.eks. tyrkisk, arabisk), 13. At fattigdommen i tredjeverdenslande skyldes vestlig imperialisme og ikke en ukontrolleret befolkningsvækst, korrupte (politiske) ledere og analfabetisme, 14. At et dårligt liv altid er samfundets skyld og aldrig et resultat af den enkeltes indsats og uhensigtsmæssige valg, 15. Undermineringen af ægteskabet, 16. Frihed til at gøre, hvad man har lyst til, 17. Ulandshjælp, 18. Indoktrinering af skoleelever funderet i en multikulturalistisk lærertilgang…, 19. Latterliggørelsen af traditioner og klassiske borgerdyder, 20. Den generelle offergørelse, 21. Autoritetstabet (det faderløse samfund, hvor få voksne vil tage voksenheden på sig).

[…]

Med disse eksempler er jeg ved at nærme mig kernen i diskussionen om journaliststanden og dens selvforståelse som demokratiets vagthund, der bider magthaverne i haserne, og borgernes bedste ven.

Sagen er nemlig den, at alt for mange journalister paradoksalt nok er det stik modsatte: De er demokratiets fjender, fordi de formidler et ensidigt og undertiden ligefrem falskt verdensbillede.

DR har min særlige bevågenhed på grund af licensen. Jeg er tvunget til at betale til en institution, hvis medarbejdere som hovedtendens bestræber sig på at opdrage borgerne til et positivt syn på multikulturalisme og velfærdsstat. Det sker i emnevalg, stofprioritering og selektion af eksperter og kilder. Måske fordi der sidder en ledelse rekrutteret inden for det samme snævre segment?”



19. april 2008

Seniorforsker Trine Flockhart: Europa blev demokratiseret takket været islam

Når multikulturen bliver en ideologi, forskere ser det som sin opgave at markedsføre, så må historien omskrives så nye danskere inkluderes historisk set. Uffe Østergaard var mig bekendt først, da han i 2002 opjusterede islams bidrag til den europæiske kulturhistorie, og konkluderede, at “islam “som religion og »kirke« må regnes med til den europæiske civilisation”. Historien er taknemmelig, men to dråber rødt farvestof i et glas vand, giver ikke smagen af dyr rødvin.

Forleden udgav DIIS-forsker Trine Flockhart et arbejdspapir, hvori hun blandt andet skrev…

“Similarly a closer inspection of the innovations usually attributed to the Italian Renaissance will reveal an Eastern or Islamic heritage suggesting that Renaissance ideas actually were diffused into Europe from the Islamic countries rather than being endogenous European ideas.” (s. 25)

  • DIIS – Flockhart, Trine – The Europeanization of Europe: The transfer of norms to Europe, in Europe and from Europe (39 s., pdf).
  • I en note til ovenstående citat henvises til George Saliba og John M. Hobson, der hver især har udgivet polemiske bøger i krydsfeltet mellem historisk forskning og politisk debat. Saliba er en af flere anti-israelske undervisere på Columbia University, og som sådan en gammel kending. En tidligere studerende giver denne beskrivelse…

    “… his “Islam & Western Science” class could be called “Why the West is Evil.” Another writes that his “Intro to Islamic Civilization” often serves as a forum to “rail against evil America.”

  • 5/11-06 Campuswatch – Poison Ivy [on Hamid Dabashi… George Saliba] (Columbia University).
  • 6/11-07 Daily Times – ‘All modern discoveries are by Muslim scientists’ (George Saliba).
  • Amazon – Hobson, John M.: The Eastern Origins of Western Civilisation (se anmeldelserne).
  • Det siger sig selv, at når en dansk forsker vil lægge navn til den slags videnskab, så fanger P1 det hurtigere end de fleste nå at kan stave til ‘kulturelt selvhad’, og derfor var Trine Flockhart gæst i seneste udgave af Europa lige nu. De starter med at fastslå at de europæiske værdier ikke er europæiske, men alt andet – herunder islamisk. Afslutningsvis pointeres det forkerte i at internationale organisationer som EU og NATO har demokratisk bias, og havde interviewet været ti minutter længere, så ville Trine Flockhart på Kirsten Larsens oplæg, formentligt kritisere Vesten for ikke at levere atomvåben til Iran.

    Transkription – højkoncentreret oikofobi.

    Kirsten Larsen, P1: Lad mig lige høre – demokratiet er det europæisk?

    Trine Flockhart, ph.d.: Det er der nok nogle – nej, det er det sådan set ikke. Vores ide om demokratiet, det liberale demokrati, det er selvfølgelig europæisk, men det at man har en styreform, hvor man er flere om at tage beslutningerne – man tager beslutningerne i fællesskab, og man står til regnskab overfor andre end dem der har taget beslutningerne, det er jo ikke udelukkende et europæisk fænomen. Så jeg vil ikke sige, at demokrati som sådan er en europæisk ide, men vi har taget det til os, som om det var vores ide, og vi er måske nok dem som er mest stolte af demokrati, og ser det som en del af vores identitet, som andre kulturer måske gør på samme måde.

    […]

    Kirsten Larsen: Det værdisæt vi hylder som europæiske – hvor har vi det fra?

    Trine Flockhart: Først må vi sige, hvad er det der er i demokrati, eller det værdisæt vi ser som europæiske – det er jo noget som har forandret sig, men i dag, har vi en ide om at europæiske ideer, det har noget med demokrati, ytringsfrihed, andre basale rettigheder, retssystem, markedsøkonomi, menneskerettigheder og sådan noget – det er nogle af de ideer vi anser for at være europæiske – en del af vores europæiske værdisæt. Og så kan man så sige – hvor har vi så dem fra? Der kan vi jo godt lide at præsentere det som om, at vi har dem fra os selv. At det er noget som er en del af vores kulturelle udvikling, af vores historie, og det har udviklet sig i en mere eller mindre naturlig eller lineær måde, og er nu nået til et mere udviklet stadie som er det vi bruger i dag. Men hvis man ser tilbage på historien, så ser man meget tidligt, at vi kan vi faktisk ikke rigtigt sige er tilfælde – det er en myte vi har bygget op om os selv, at vi har det her værdisæt… Vi har for eksempel været ret så gode til slavehandel, vi har været kolonister, vi har gjort mange forskellige ting som på ingen måde harmonerer med det vi kalder et europæisk værdisæt. Så vi har modtaget det ved at der har været en overførsel af ideer, fra forskellige steder i verden, og det har vi så taget til os, som om det var vores egen.

    […]

    Kirsten Larsen: Hvis vi nu hopper tilbage til 15-1600-tallet, hvor vi havde den italienske rænaissance og opdagelsen af den ny verden, søvejen til Indien, Vasco da Gama, så kan vi jo godt lide at se på os selv som – det skete der i hvert fald et hop fremad i vores udvikling. I det papir du har skrevet efter at have siddet og gravet lidt i europæiseringen af Europa, der har du fundet frem til, at det nok snarere er den italienske rænaissance der bygger på input fra Orienten og fra islam.

    Trine Flockhart: Ja, det er i hvert fald et jeg har fortolket mig frem til. Ikke gennem min egen historiske undersøgelse, må jeg skynde mig og sige – det kommer fra andre, det man vil kalde revisionistiske historikere. Men vores ide om rænaissancen, det er jo at der skete et eller andet i Italien på det tidspunkt som vi nu kalder Rænaissancen, hvor der blev udviklet nogle ideer og organisationsformer, som har været karakteriserende for udviklingen af Europa siden hen. Og der vil jeg måske sige, at det ikke er tilfældigt at Rænaissancen fandt sted i Italien, Nord-Italien, det er der hvor skibene fra Østen for eksempel lagde til havn, det er der hvor de mennesker, som havde været i kontakt med fremmede lande, fjerne steder i Østen og Orienten, at de kom til, og de havde nogle af de ideer med sig, fra Kina, fra Orienten og så videre. Det andet der ligger i det med Rænaissancen, det er at der er også nogle med at videnskaben kom frem i rænaissancens tid, og der er ideen, at det er noget videnskab, som havde været glemt, havde været opbevaret i islamiske skrifter siden det antikke Grækenland, og det kom så frem ved at videnskabelige mennesker ankom til rænaissancens Italien. Der er der nogen som foreslår at det ikke er de oprindelige græske tekster som blev bragt tilbage til Italien på det tidspunkt, men at der faktisk har været en hel del omregninger af de videnskabelige tekster af for eksempel islamiske lærde, og det er det som jeg bevæger mig lidt ind på i mit papir uden dog at gå i specifikke detaljer.

    Kirsten Larsen: – Og samtidig kom de sejlede i skibe, som var langt bedre end det vi kunne præstere, og havde forlængst fundet søvejen til Europa.

    Trine Flockhart: Vi siger jo til os selv, at det er os der fandt søvejen til Indien, at det var det Vasco de Gama gjorde i 1498. Der er der så nogen – eh, historiker, der hedder John Hobson, der siger jamen – det var ikke os der fandt søvejen til Indien, den havde sådan set været kendt af indiske navigatører, afrikanske navigatører i mange år, i lang tid. Men der havde ikke været nogen grund til at sejle hele vejen rundt om Afrika, fordi der var jo ikke noget at hente i Europa. Europæerne havde ikke noget at handle med, vi var ikke teknisk oppe på det niveau man havde i Kina og i Orienten. Så derfor var der ikke nogen, som gad sig til at sejle rundt om Afrika for at komme til Europa. Når det kommer til europæerne, så er det jo en helt anden sag, for der var østens rigdomme, som man kunne transportere tilbage til Europa. Det er det, som folk som Hobsons siger, det var det der var import af nye ideer, nye værdier ind i Europa, som fik et ekstra skub fremad efter at denne her søvej blev opdaget af europæerne.

    Kirsten Larsen: Men så kom vi igen. For vi opdagede også Amerika, og plyndrede Amerika for sølv og guld, for mennesker – og vi bedrev en heftig handel med opium, så på det tidspunkt grundlagde Europa faktisk sin styrke på grumme overgreb, menneskehandel og narkotika.

    Trine Flockhart: Ja (griner afvæbnende) – det der jo det jeg siger i det her paper. At det er jo den del af vores historie, som vi, meget sådan gelinde har glemt. At den udvikling som skete – det er fuldstændig umiskendelig at der skete en meget meget stor teknologisk udvikling i Europa omkring 1500-tallet, men om den udvikling kunne være fundet sted uden at vi havde haft indtægter fra sølvet fra Latinamerika, slavehandlen fra Afrika og opiumhandlen i Kina, det er jo det der betalte for at vi kunne tage alle de varer fra Kina og Orienten tilbage til Europa, ellers havde vi ikke haft noget at handle med. Så det finansierede simpelthen det europæiske fremspring – det teknologiske fremspring i Europa.

    Kirsten Larsen: – og så springer vi igen nogle århundreder frem til Oplysningstiden, hvor Europa grundlagde sin tolerante, ja – oplyste holdning – hvad siger du til den?

    Trine Flockhart: Der er måske to forskellige fortolkninger af Oplysningstiden, og den fortolkning som vi har af Oplysningstiden nu, er en fortolkning som egentligt er kommet til os via USA. Den fortolkning af Oplysningstiden, som vi har ageret på historisk vis, den har været en anden fortolkning, den har været den ide om Oplysningstiden der gik ud på at mennesket var rationelt, og at vi var gode til at rationalisere os frem til beslutninger. Men det der ligger i den fortolkning af Oplysningstiden, det er så også samtidig, at det er europæerne der har den der rationalitet, og at østens lande, de har ikke selvsamme rationalitet, de er barnlige, de kan kun udvikle sig i samarbejde med, eller under ledelse af de mere rationelle europæere, og det giver jo så et logisk argument, for at man godt kan tage til eksempel Indien og udøve kolonialisering – man gør de her indere end tjeneste, fordi de at de er barnlige, og de er uudviklede, og de har ikke samme rationelle tænkemåde som europæerne. Det er det man for eksempel finder i digtet White Man’s Burden af Richard Kipling – at det simpelthen er europæernes pligt, at hjælpe de mindre udviklede lande til at opnå et højnet udvikling af deres status og af deres udvikling, som svarer til det europæerne har. Selvom det aldrig nogensinde vil komme op på højde med europæernes, men det kan dog godt forbedres. Så det er sådan en racistisk ideologi som bliver retfærdiggjort gennem oplysningstidens skrifter.

    Kirsten Larsen: Så det er faktisk der vi grundlægger den fremtidige fascisme, nazisme, stalinisme og generelt overlegne race.

    Trine Flockhart: Ja, det kan man godt sige, Det er en ekstrem fortolkning af Oplysningstiden, men ikke desto mindre at man har denne videnskabeligt baseret rationalitet, og at nogle mennesker har den, og andre racer har den altså ikke.

    Kirsten Larsen: – og så skal vi faktisk frem til tiden efter første verdenskrig, før der for alvor bliver gjort op med det. Og de værder vi så får på det tidspunkt, det er sådan måske mere, det vi regner for europæiske ideer i dag – og dem får vi fra USA.

    Trine Flockhart: Ja – første verdenskrig, det er jo simpelthen symbolet på, at de ideer man havde fra Oplysningstiden om det rationelle menneske, jo simpelthen ikke var rationelt, hvis rationalisme kunne føre til de rædsler vi så i 1. Verdenskrig, jamen så var rationalismen ikke noget man burde højne på den måde, og det er sådan set det der kommer til udtryk i for eksempel surrealismen som kunstform. Men samtidig så kommer der en anden fortolkning af Oplysningstiden som jeg refererede til før, som havde mere med tolerance at gøre, og måske var mere en liberal fortolkning af Oplysningstiden, og det er den man havde i USA, og den kommer så tilbage til Europa gennem for eksempel præsident Wilson i fredsforhandlingerne efter 1. Verdenskrig, hvor Wilson jo kommer med de her berømte 14 punkter til hvordan et Europa efter 1. Verdenskrig skal udformes, og der bliver der lagt væk på netop de værdier som vi har taget til os som europæiske værdier, som for eksempel demokrati, åbne markeder og en international institutionalisering, og det er noget der begynder der fra 1919 og fremefter.

    Kirsten Larsen: Så det er under 100 år siden efter anden bølge her.

    Trine Flockhart: Ja, det er faktisk langt nyere, end jeg tror de fleste går rundt og regner med. I hvert fald såvidt ideer i Europa, og som værdisæt vi værdsætter.

    strong>Kirsten Larsen: Jamen sig mig, hvilken betydning har det for Europa af i dag, at vi ligesom har valgt at omskrive historien?

    Trine Flockhart: Altså det har jo den betydning, at vi har tegnet en tegning af os selv der er noget af skønhedsbillede, som er en myte. Og det kan man jo sige, det er måske meget godt for vores eget selvværd, men vi kan ikke rigtigt opretholde det i forhold til andre kulturer, som måske har accepteret den myte i lang tid, men nu siger – hør nu her – I har altså ikke altid været så fantastiske, som I godt kan lide at sige om Jer selv. Det er så det man kan se der kommer til udtryk i for eksempel kritik fra andre kulturer, så det har en effekt, i forhold til at vi jo på en måde lever på – jeg vil ikke kalde det løgn, men i hvert fald lever vi på en myte. For vi har et forfalsket billede af os selv, som skøngør os mere end det måske burde gøre. Og det giver en tendens til at vi glemmer vores fortid.

    Kirsten Larsen: Nu følger du normalt sikkerhedspolitiske spørgsmål. Ser du nogle rester af den her europæiske tro på at vi er bedre end andre, i sikkerhedspolitikken.

    Trine Flockhart: Der vil jeg jo nok sige, at det gør jeg. Vi har jo en udviklingspolitik, og vi har en udvidelsespolitik i EU og NATO for eksempel, som faktisk er baseret på netop de her værdier, og som er baseret på at vi kun accepterer nye medlemmer til vores egne institutioner, hvis de vil acceptere vores værdier. Det er det der er kommet til udtryk i Bukarest-mødet i NATO, at man ser på hvor langt fremme er de her lande i deres demokratiseringsproces, og i deres organisering af deres statsapparat og så videre. Det skal helst være noget som ligger inden for, hvad skal man kalde det – det europæiske værdisæt. Og de er baseret på hele den udvikling jeg her har beskrevet. Så vi bruger det faktisk stadigvæk – vi bruger det også i forhold til udviklingspolitik, hvor vi jo vedhæfter betingelser for om lande kan modtage udviklingshjælp eller handelsstatus. Og de betingelser er også relateret til vores egne europæiske værdier.

    Kirsten Larsen: Kan man så ikke sige, at det er da ok – langt om længe, gennem alle disse århundreder, langt om længe er vi blevet klogere, og nu reagerer vi på det.

    Trine Flockhart: Jeg tror vi har nået et punkt, hvor vi siger at vi har fundet en form for at organisere os selv, og vi har fundet en styreform som, trods alt, er bedre end de andre vi kan se omkring os. Det er i hvert fald det vi synes, og derfor vil vi gerne have, at andre lande også bruger samme styreform. Dertil kommer så, den demokratiske fredstese, som går ud på at, man har en ide, eller – det lader til at demokratier enten aldrig, eller meget meget sjældent går i krig med hinanden. Dermed ikke sagt at demokratier ikke går i krig, for det gør de selvfølgelig, men det er meget sjældent, og jeg har faktisk svært ved at komme i tanke om et eksempel, på demokratier som går i krig med hinanden. Så der ligger i det her en demokrati-udbredelsesperspektiv om en mere fredelig verden.

    Kirsten Larsen: Seniorforsker Trine Flockhart fra DIIS havde gravet i de europæiske ideers historie.

    Der går næppe længe før hun er gæst i et samtaleprogram på P1. Nogen der vil vædde?

    

    27. august 2007

    P1 – en dag i august

    Igår tændte jeg for P1 tre gange. Det blev hårdt straffet.

    Under opvasken (ca 17.30) var der Europa lige nu, og forskerloonien Jytte Klausen fortalte vidt og bredt om de integrationsmæssige fordele ved moskeer, og det beklagelige ved den ‘hysteriske’ debat.

    Anne Haubek, P1: Hvad betyder det så at, at vi er mest intolerante i Skandinavien og i Holland/Belgien, for eksempel Tyskland – er det konsekvensen af det?

    Jytte Klausen, professor Brandeis University: Ja, det har meget at gøre med, hvordan man føler – er man bange for udtryk for religion, og der kan man jo se, at i Skandinavien er det ikke bare muslimer, men også ortodokse jøder som ofte – vil folket sige – hvorfor skal de da vise hvad de tror på? Hvorfor kan de ikke holde det privat…

  • 27/8-07 Europa lige nu – Europa og muslimerne.
  • Senere på dagen (ca. 19.30) hørte jeg Folk og Kirke, der omhandlede islam i Cairo, og her havde Jacob Skovgaard Petersen som ekspert.

    Jacob Skovgaard Petersen, Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut: Der er jo sådan nogle teser om at ‘de’ mangler en Reformation eller, ‘de’ mangler en oplysningstid, eller sådan noget – det er historisk set meget forkert

  • 27/8-07 P1 – Cairo – verdensbyen og den islamiske vækkelse (1:3).
  • Tidligt i morges (ca. 05.30), kom jeg ind midt i Samfundstanker. Her talte en skønlitterær forfatter ved navn Gretelise Holm om hendes kamp for kvinderettigheder i Zimbabwe – en aktivistisk kamp hun kombinerede med accept af kvindeundertrykkende kulturer og gold pacifisme. Da hun begyndte at recitere Johan Galtungs appelsin-teori så slukkede jeg.

    Gretelise Holm, journalist: Vi danskere er blevet en nation af krigsforbrydere…

  • 27/8-07 Samfundstanker – Gretelise Holm (tidsbegrænset link).
  • Af oversigten kan jeg se, at jeg gik glip af Lars Møller-Rasmussens tirader i følgetonen om Den arabiske konflikt. Han er omtrent ligeså objektiv som Morten Thing– en eks-kommunist som P1 ofte hidkalder for ekspertanalyser om kommunistiske diktatorer, Den Kolde Krig og Danmarks Industrialisering. Venstrefløjsere om venstrefløjen for venstrefløjen – tvangsfinansieret.

    

    16. april 2007

    Dragsdahl: Rusland har grund til at frygte et ‘overraskende afvæbnende atomangreb fra USA’

    Europa ligenu på P1 havde igår det amerikanske missilskjold som emne, og debattens to aktører var henholdsvis Mikkel Vedby Rasmussen og Jørgen Dragsdahl. Midtsøgende venstreorienteret og loonistisk venstreradikal – klassisk P1-opsætning, der legitimerer ensidige motivanalyser og sikrer at debatten reelt kun kan komme til at omhandle graden af USA’s irrationelle geopolitiske ageren (for ikke at sige ondskab).

    Folk der kender Dragsdahl siger han er intelligent. Det var ikke ligefrem min første tanke…

    Jørgen Dragsdahl: “… man er simpelthen nødt til at gå ind i en anden verden, en anden tankegang, som man udemærket privat kan have en masse kritik af, og jeg føler at atomypperstepræsternes teologi er temmelig vanvittig, men man er nødt til at gå ind i deres verden, for at forstå hvad det er der foregår, hvad det er der kommer af initiativer, hvad der er af opfattelser. Sagt meget enkelt, så har Rusland et problem. Nemlig at man er blevet så underlegen i atombalancen, at man med rette kan frygte risikoen for overraskende afvæbnende atomangreb fra USA’s side.

    Oploadet Kl. 19:17 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer
    

    28. januar 2007

    Hørt på P1: DR kunne godt “gøre noget mere for at få flere kvinder ind…”

    Det kræver sin kvinde at betragte DR som et mandsdomineret medie, men socialdemokraten Britta Thomsen har tilsyneladende hvad der kræves. Fra seneste udgave af Europa Lige nu, hvor hun argumenterer for ‘kønskvotering’.

    Britta Thomsen, Socialdemokrat (MP): “Nu tror jeg slet ikke problemet er i det private, men jeg tror faktisk det er i det offentlige vi har det store problem. Fordi kommunerne, amterne og staten ikke lever op til deres forpligtigelse omkring at gennemføre ligestilling, og jeg synes da også sådan noget som Danmarks Radio skulle tage og oppe sig lidt, så vi kan få nogle flere kvinder på skærmen. Jeg synes da det er utroligt, at jeg sidder ottende februar på valgaftenen og ser fire mandlige kommentatorer og en mandlig studievært. Det kunne ikke være forekommet på BBC. På BBC der har de altid fire til debat, og der er mindst en kvinde. Jeg talte med en videnskabsjournalist på BBC Radio, som sagde til mig, når han skulle have fire ind, så var der nogle gange de mest utrolige mærkelige forskningsmæssige områder, hvor han så skulle ud og skaffe den kvinde, og han sagde til mig – du kan tro det er svært, men jeg gør det, for jeg skal det. Og jeg synes man på Danmarks Radio i forhold til debatprogrammer godt kunne gøre noget mere for at få flere kvinder ind…

    PS: Debatten mellem Britta Thomsen (S) og Louise Frevert (DF), afsluttes af P1’s Anne Haubek med disse meget sigende ord…

    “… enige om kønskvotering, det bliver I to nok ikke lige i øjeblikket, selvom vi ellers har nogle – forsøgt at overbevise Louise Frevert med nogle glimrende eksempler…”

    Oploadet Kl. 23:30 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer
    

    13. januar 2007

    Undertegnede i Berlingeren om DRs samarbejde med Politiken – “Den hemmelige alliance”

    Fra dagens Berlingske Tidende. Lidt fra en længere artikel af Bent Blüdnikow og Mikael Jalving om DRs samarbejde med Politiken – Den hemmelige alliance.

    “DR skal være hele Danmarks TV- og radiostation, eftersom det er danskerne, der betaler gildet over skatten og licensen. Men når DR indkalder eksperter til sine debat- og nyhedsudsendelser, såsom Debatten, Deadline, TV-Avisen og P1s programmer, favoriseres medarbejdere ved dagbladet Politiken. Det viser de tilgængelige tal fra DRs egen hjemmeside.

    Således har Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden det seneste år deltaget i 17 programmer på DR, mens Niels Lunde, chefredaktør på nærværende avis, har deltaget tre gange, Carsten Juste fra Jyllands-Posten ligeså og Kristeligt Dagblads Erik Bjerager seks gange. Politikens chefredaktør har – at dømme fra, hvad det er muligt at se på hjemmesiden – deltaget i flere programmer end de tre øvrige chefredaktører tilsammen. Ifølge DR Multimedie er det ikke muligt at gå længere tilbage i søgningen, da DR løbende sletter udsendelser og programmer. Og TV-Avisen og Deadline er kun søgbare den seneste måned.

    Også Politikens udlands- og debatmedarbejdere er blandt topscorerne. Det er folk som Anders Jerichow, Vibeke Sperling, Hanne Foighel, Michael Jarlner, Anita Bay Bundegaard og de tidligere chefredaktører Herbert Pundik og Per Knudsen.

    Er det en tilfældighed eller udslag af et bevidst valg fra DRs side? Eller skyldes det gammel vane? Og er alliancen mellem de to medier så hemmelig, at end ikke de implicerede er klar over den?

    KIM MØLLER er lidt af en landevejsrøver i det danske medielandskab. Han er uddannet historiker og blogger. Hans borgerlige blog Uriasposten er en af de mest populære politiske blogs i Danmark med over 1.000 daglige besøg, og han holder godt øje med DR. Favorisering af Politiken kommer ikke bag på Kim Møller, som siger:

    »Jeg følger meget grundigt med i DRs sendeflade, og for mig står det helt klart, at der er en overrepræsentation af Politiken. Tøger Seidenfaden bliver ifølge DRs egne tal brugt mere end Jyllands-Postens, Berlingske Tidendes og Weekendavisens chefredaktører til sammen. Og selv om Jyllands-Postens kulturredaktør, Flemming Rose, har været en helt central person i hele 2006, så blev Politikens Mellemøstekspert og kronikredaktør Anders Jerichow anvendt mere end Rose.«

    Det kan jo skyldes det simple forhold, at Tøger Seidenfaden og Anders Jerichow er mere interessante at høre på end de andre?

    »Man kan da ikke se bort fra, at det er gode og dygtige folk, men det er næppe hele forklaringen. Det kunne jo også skyldes, at DRs folk finder dem sympatiske og vidende, fordi de er enige med dem. Der er en uudtalt alliance mellem DR og Politiken, som udgør en politisk slagside. Mediemastodonten kommer simpelthen ud af balance. Lad mig give et eksempel. Da Ralf Pittelkow og Karen Jespersen i 2006 publicerede deres bog om Muhammed-krisen, var det Tøger Seidenfaden, der blev inviteret ind samme morgen til P1s populære interviewprogram hos Poul Friis. Her sad han i 52 minutter og fik frit slag til at nedgøre bogen. Ville det ikke have været naturligt at invitere Pittelkow og Jespersen? Men da Seidenfadens egen bog om Muhammed-sagen kom, som han skrev sammen med Minoritetspartiets leder, Rune Engelbreth Larsen, så var han selv inde og fik lov til at præsentere den som »det tætteste, man kom på en uvildig undersøgelse«. Denne favorisering af Politiken slår igennem i alle de debatudsendelser, som jeg med iver hører, og man skal jo også blot se på DRs egne tal for de mest benyttede personer, hvor tre af de fem første pladser besættes med folk fra Politiken.«

    Er der favorisering også af prioriteringen af Politikens historier frem for andre avisers historier?

    »Det er svært at dokumentere, men jeg kan da i hvert fald sige, at en række Politiken-historier om f.eks. Guantanamo og Irak glider direkte, ekstremt hurtigt og ukritisk videre til DR. Jeg har dokumenteret det på min blog, så der kan man selv checke mine udsagn.«

    […]

    Forfatter, ph.d.-stipendiat og borgerlig kulturdebattør KASPER STØVRING tror gerne på oplysningerne om favoriseringen af Politikens medarbejdere i DRs programmer.

    »Jeg har længe syntes, at der er en bestemt tendens i DR, som man kunne kalde venstreorienteret eller kulturradikal, og den samme tendens præger selvfølgelig Politiken. Men forskellen er, at hvor Politikens tendens jo er begrundet i at være en kulturradikal bastion, så skal DR helst være en objektiv institution, for så vidt DR er alles. Det, der er fælles for de to organer, er det folkeopdragende element.«

    Hvad vil det sige?

    »At man har en slags moralsk bedreviden, et forsøg på at hæve sig op på et eleveret punkt, hvor man mener at inkarnere en højere fornuft. De implicerede behøver ikke selv at være klar over alliancen – der behøver ikke engang at ligge et bevidst valg bag. For den opdragende og moralistiske tendens har netop at gøre med de impliceredes selvforståelse. Det føles bare naturligt at have de rigtige, progressive holdninger som journalist og meningsdanner på DR og Politiken. Og derfor finder de også uden videre sammen i deres fælles kulturradikalisme.«

    Hvor ser du det i DRs programmer?

    »Tag nu bare et program som f.eks. Udefra eller den såkaldte TV-dokumentar »Den hemmelige krig«, eller den måde DRs nyhedsdækning i efteråret kørte med på BUPLs kampagne om truslen mod den omsorgsfulde velfærdsstat – eller nu i tilfældet med Ungdomshuset, hvis besættere ofte fremstilles som uskyldige, kreative unge. Eller hør den måde, man omtaler Fidel Castro og Pinochet på. Pinochet er »diktator«, mens Castro er »leder«. Det er eksempler på tendensen. Men det er vigtigt at sige, at tendensen allerede ligger i det underforståede, i vinklingen. Da jeg selv var i studiet og diskutere attentatet på integrationsminister Rikke Hvilshøj, var vinklen pludselig, at Dansk Folkeparti var skyld i en polarisering, som kunne forklare voldshandlingen. Det var præmissen. Den skyldes sikkert den funktion, DR mener at varetage. Det her med at man vil opdrage og kvalificere menneskene til at være særligt gode borgere i et demokrati. Mennesker er ikke gode nok i sig selv, de skal præges eller bearbejdes.«

    Det sidste er MOGENS RUKOV, afdelingsleder ved Den Danske Filmskole, enig i. Han har gentagne gange kritiseret DR for at være tendentiøs og mener, at der ligefrem er tale om en politisk strategi, dvs. en bevidst vildledning af seere og lyttere.

    »DR har en politisk strategi. Den er oppositionens strategi, den er islams strategi. Og det vil sige, at DR naturligvis henvender sig til folk, der understøtter den strategi.«

    Ordet »strategi« underforstår en bevidst handling og målsætning – er det tilfældet i DR?

    »Ja, det er en meget bevidst alliance mellem DR, Politiken, opposition og islams støtter. Alliancen afspejler sig jo ikke kun i, hvem DR vælger at interviewe eller lader komme til orde, men i høj grad i, hvordan de redigerer deres programmer, og hvad de tager ud – det afspejler sig på alle områder.«

    Kan du give et konkret eksempel?

    »Jeg vil give det mindste eksempel, netop for at vise hvor langt ned i detaljen, det går. Det var da de omtalte, at Naser Khader afgav formandsposten for Demokratiske Muslimer med: NASER KHADER FORLADER DEMOKRATISKE MUSLIMER. Han forlod ikke organisationen, han blev blot menigt medlem. Helt ned i sådanne ubetydelige detaljer redigerer DR den virkelighed, vi skal høre.«

    Udover Kasper Støvring, Mogens Rukov og undertegnede inkluderede artiklen også udtalelser fra Mogens N. Pedersen (professor, SDU) og DRs programdirektør Lars Vesterløkke. Førstnævnte mener Politikens overrepræsentation skyldes et uformelt “old-boys-network”. Sidstnævnte afviser at der skulle være “en ideologisk forklaring eller gammel vane bag udvælgelsen af eksperter udefra” og pointerer tørt at Politikens “medarbejdere er gode på TV”.

    

    25. juni 2006

    Efter den tvangsfinansierede propaganda, kan man høre hvorledes demokratiet er truet…

    Sjældent har nyhedsstrømmen været så ensrettet som idag. Da jeg tjekkede DAB-nyhederne hen over formiddagen, kørte tre nyhedsindslag i rotation.

    1) Israel angriber palæstinensere (~ Israelere myrdet i terrorangreb)

    2) Udlændingepolitisk tudehistorie baseret på socialdemokratisk borgmester

    3) Venstres Lars Løkke afviser DF kan komme i regering

    Da jeg kom for skade at høre lidt af 17-Radioavisen var historierne suppleret med Politikens seneste stunt, der denne gang forsøger at gendrive regeringens kritik af en ECRI-rapport om racisme. DR Online åd det naturligvis råt – Jurister: Fejl i dansk rapport om racisme. Efter Radioavisen var der Europa Ligenu, hvor en EU-et-eller-andet fortalte om det problematiske i at de danske EU-eksperter ikke var positive nok i forhold til EU, der jo gerne skulle have mere magt for at kunne virke bedre.

    Derudover så var der lige Villy Søvndal der ser mediernes manglende accept af det SF’ske verdensbillede som et demokratisk problem. Det stod i Berlingske Tidende, som hermed også blev repræsenteret i DR Onlines nyhedsudpluk. Et citat fra Villy Søvndal: Medierne er for slappe.

    “De danske medier er for slappe og svigter deres traditionelle rolle ved ikke at kontrollere magthaverne kritisk nok, mener SF’s formand Villy Søvndal. Han synes, medierne er for svage både i det daglige og i store kontroversielle sager, skriver Berlingske Tidende. – Nerven i vores demokrati er truet, når magthaverne suverænt kan bestemme hvornår de vil debattere, og hvornår de ikke vil, siger Villy Søvndal.”

    

    13. november 2005

    Lidt om mediernes offerrolle-tænkning og fortalerne – Lisanne Wilken

    I slutningen af 1960’erne var de danske universiteter røde i en grad der blokerede for sobre analyser om de fleste samfundsforhold, og alt blev kørt igennem en ideologisk blender. Islamisme blev tolket som værende et socialt oprør i islamisk klædebon, og med disse præmisser blev den mellemøstlige islam en brugbar allierede i kampen mod den koncentrerede ondskab – imperialistiske USA og vasalstaten Israel.

    Idag er multikultur blevet tidens løsen, og atter frikendes islam – vi har ikke været gode nok, vi diskriminerer og fremdeles. Offerrolle-tænkningen er styrende for de fleste analyser, og mens man den ene dag kan læse at urolighederne i Frankrig opstod på grund af manglende integration qua muslimernes manglende særrettigheder i Frankrig, så kan man den næste dag læse analyser fokuserende på at Frankrig havde overdrevet integrationstiltagene – og at krav om integration i realiteten var et ‘kulturelt overgreb’. Ingen, absolut ingen stiller krav – det er hele tiden VI har ikke gjort det godt nok.

    En næsten karikeret udgave af offerrolle-tænkningen hørte jeg idag i P1-magasinet Europa lige nu hvor AMID-forskeren Lisanne Wilken i lyset af de franske uroligheder gav en meget antropologisk analyse af europæisk integration. Frankrig og franskmændene var intolerante ved at lovgive imod tørklæder, og det hele bunder i dybe sociale uretfærdigheder og den farlige franske model hvor alle er lige borgere som ikke skal have særrettigheder. Sjovt nok er USA nu pludselig blevet rollemodel i forhold til vellykket multikultur. Et land der i årtier er blevet betragtet som værende racistisk i sin kerne jvf. de mange fattige ’sorte’ og den etniske segregation. En fremstilling der blev gentaget for et par måneder siden som et led i tornado-katastrofens Bush-bashing. Det siger sig selv at ingen kommer ind på præmisserne for det multikulturelle (og etnisk opdelte) USA. At indvandrerne ikke er muslimer, at den lave minimumsløn skaber ‘working poor’ osv. Det ignoreres blot – alle kneb gælder, og avislæsere har kort hukommelse.

    Kunne det der skete i Frankrig også ske i andre EU-lande, ja – og det var meget sandsynligt lød det – men af helt andre grunde end i Frankrig. Her burde hun naturligvis have bragt islam på banen, men nej – det her handler ikke om religion men om sociale vilkår og racisme. Men ballademagerne nævner jo selv den manglende respekt for islam som motivation.. Jov, ser du – uroligheder kan godt blive etnisk med tiden såfremt medierne vælger at betragte det som sådanne. Med vores racistiske diskurs italesætter vi problemerne…

    Summa summarum: Uanset hvordan analyserne kringles – så er muslimerne per definition ofre og de skyldige os selv.

    Fra programomtalen:

    Den franske uro – et europæisk problem
    I hele Europa overvejer politikere og iagttagere om de sociale spændinger, der er hovedårsagen til optøjerne i Frankrig, også kan udløse uroligheder i deres lande. Og ja, det kan ske andre steder – for dette er ikke kun et fransk problem – det er et europæisk problem. Lisanne Wilken – der forsker i europæisk migration – uddyber.

    Først skaber man problemer, så benægter man dem, og så giver man andre skylden.

    

    17. oktober 2005

    Vi har brug for indvandring – Europa lige nu på P1 med Kornø Rasmussen

    I disse år hvor multikulturens naturlige følgevirkninger er gået op for de fleste, og nødvendigheden af et stop for indvandring har vundet almen accept – så står tiden simpelthen stille på P1. I magasinprogrammet Europa lige nu var emnet igår Europas velfærdssamfund, og i forbindelse med det pres afrikanske flygtninge udgjorde på den sydlige spanske enklave Melilla – fik første del overskriften De europæiske velfærdssamfunds fremtid. Her et transkript af lidt fra dialogen [cirka 32.30-34.30 min]:

    Hans Kornø Rasmussen, DIIS: “Hvad sker der på lang sigt? Der ved vi – presset vil komme. Vi ved vi også har brug for meget af den arbejdskraft. Så man man se hvordan man kan få de to ender til at mødes. Det synes jeg også man i EU gør. Det synes jeg til gengæld ikke man gør i Danmark, hvor man ligesom foregøgler befolkningen at vi kan selv ordne alting. Vi har ikke brug for nogen udefra, og det mener jeg er forkert. Vi kan ligeså godt foregribe begivenhedernes gang, og så sige – vi får altså brug for i fremtiden en større udveksling af mennesker. Den skal ske mere begavet end den gjorde i 60’erne, 70’erne og 80’erne og det gør den allerede idag. Sådan at vi kan forberede befolkningen på hvad der vil ske på langt sigt… Politikerne står med nogle grundlæggende demografiske problemer som er virkelig vanskelige…”

    Anne Haubek, P1-vært: Hvordan forholder du dig til det her på kort og på lang sigt?

    Jørgen Rønnest, DA.: “Jeg er enig i at vi må acceptere indvandrere, det er på lang sigt en forudsætning for at vi kan bevare velfærdssamfundet…”

    Anden del af programmet fik overskriften Forklædt som flygtning på Lampedusa, og omfattede et interview med den italienske journalist Fabrizio Gatti der forklædt som indvandrer forsøgte at komme ind i Italien via flygtningelejren på Lampedusa. Han satte fokus på flygtningenes vilkår, og minsanten om ikke han fandt det urimeligt at indvandrere der valgte at leve illegalt i Italien ikke kunne modtage offentligt betalt lægehjælp. De var med hans ord “andenrangsborgere” . De retoriske grænser flyttes – snart er passet (med eller uden Jellingestenen påtrykt) udtryk for ondsindet racisme.

    Idag viser en undersøgelse i Ugebrevet A4 at udlændinges erhvervsfrekvens falder og falder, skræmmende – ikke mindst når arbejdsløshedstallet faktisk er tæt på at være rekordlav. Intet, absolut intet tyder på at det danske velfærdssamfund kan sikres med mere indvandring.

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper