3. april 2014

P1 om ’strukturel racisme – Mehmet Ümit Necef om ’statistisk diskrimination’ og ‘velfortjent dårligt ry’

Onsdagens P1-stikprøve ville være en marxistisk overdosis for enhver højreorienteret blogger, og jeg holdt ikke længe. Emnet var Kald racisme for racisme, og så fik den fuld skrue med muslimer i offerrollen, sekunderet af forskeraktivisterne Mons Bissenbakker og Mathias Danbolt. På Facebook associerer de sig med grupper såsom ‘Refugees Welcome, Danmark’, ‘Støttekomiteen for Skjulte Flygtninge’, ‘Irakerne i Kirken’, ‘Bedsteforældre for Asyl’, ‘Ingen människa är illegal’ og alskens queergrupper. Nuff said.

(Mons Bissenbakker på Facebook)

Mehmet Ümit Necef stiller de helt rigtige spørgsmål i Politiken, men konklusionen er noget vag – Kan diskrimination bygge på statistik og rationalitet?

“I den internationale forskning findes en teori, der ikke på forhånd afviser, at diskrimination kan være rationel. Den kaldes ’statistisk diskrimination’. Her skelner man mellem to hovedformer for diskrimination: fordomsdiskrimination og statistisk diskrimination.

Nogle eksempler kan illustrere forskellen: En arbejdsgiver vil ikke ansætte tyrkere, fordi han ikke kan lide dem. Han synes, de er dumme og ubehagelige at være sammen med. … Her har vi et eksempel på en diskrimination, der er motiveret af negative følelser, irrationelle forestillinger og ubegrundede stereotyper over for en bestemt gruppe mennesker.

Lad os tage et andet eksempel: For nogle år siden hævede danske forsikringsselskaber forsikringsprisen for unge mandlige bilister. Selskabernes begrundelse var, at det statistisk kan dokumenteres, at unge mænd har større tendens til at blive involveret i ulykker. Det betyder, at også unge mænd, som kører forsigtigt og uden ulykker, straffes på pengepungen. De tilhører nemlig en køns- og aldersmæssig kategori, der har en højere ulykkesstatistik og for så vidt har et dårligt, men velfortjent ry.

Også det er et eksempel på forskelsbehandling. Men her bygger det ikke på uberettigede og irrationelle fordomme over for gruppen af yngre mænd, men på statistisk viden om en gruppes ‘negative’ karakteristika.

Den vigtigste forskel på de to former for diskrimination er motivationen. Adfærden, der kendetegner henholdsvis fordomsdiskriminationen og den statistiske diskrimination, kan i nogen grad ligne hinanden, og konsekvenserne kan også, men motivationen er forskellig. Mens den første er udtryk for fordomme, er den anden en form for ‘optimerende opførsel’.

I udlejningssager kan man kalde det ‘forsigtig opførsel’. Udlejeren turde ikke tage chancen med en udlænding. … Udlejerne vil normalt gå op i at finde folk, der ikke skaber problemer. Vanskelighederne ved at opnå information om den enkelte boligsøgende vil få udlejerne til at praktisere statistisk diskrimination. Det betyder, at et individ bedømmes ud fra de gennemsnitlige karakteristika for den gruppe, han antages at tilhøre. …

Når man på det teoretiske plan skelner mellem de to former, har det også en politisk gevinst. Man kan bedre bekæmpe racisme og diskrimination, hvis man er klar over, at moralske og altruistiske kampagner eventuelt vil virke over for den fordomsbestemte diskrimination, men sandsynligvis ikke over for den statistiske.

Det er vanskeligere at overbevise dem, der bruger statistisk diskrimination om, at de skal holde op med at bruge sorteringsmetoden.Det er vigtigt at skelne klart mellem på den ene side et velfortjent dårligt ry og på den anden side en fordom.

Karakteristika som race og etnicitet hænger i en del tilfælde og af historiske grunde sammen med potentialet for at skabe en række problemer for udlejere og andre involverede i en transaktion. Denne sammenhæng er netop den fundamentale grund til, at statistisk diskrimination praktiseres.

Ellers kan man ikke forklare, hvorfor så mange udlejere, hvis primære formål højst sandsynligt er at gå ind i en problemfri udlejning, og ikke at beskæftige sig med etniske eller racemæssige problemstillinger, benytter sig af statistisk diskrimination.”



29. december 2013

Endnu en militant venstreradikal fik taletid på P1: Brandstifterbandens Daniel Holst Petersen…

I sidste måned kunne man P1 høre en såkaldt Feature om Erik Storruds sytten anholdelser og diverse fængselsophold. Optagelserne blev en del af Klubværelset på P1 i samme uge. Forrige udgave af Klubværelset fulgte mønsteret. Brandstifterbandens Daniel Holst Petersen fortalte over 29 minutter om politibrutalitet mod politiske aktivister, om sit ophold i fængslet, og de psykiske traumer det gav ham at være sigtet for terrorisme.

Udsendelsen var tilrettelagt af Cecilie Nicoline Kubert og Laura Na Blankholm. Sidstnævnte var for kun et halvt år siden en del af Modkrafts dækning af en anti-islamisk demonstration Rådhuspladsen. Hendes medskribent var her Rune Eltard Sørensen, der ligesom Daniel Holst Petersen har en fortid i Socialistisk Ungdomsfront. Bemærk i øvrigt ‘Bjarne Riis-tilgangen’ til anklagemyndighedens sigtelse.

(Daniel Holst Petersen med solbriller til SIAD-moddemo, 28. august 2009)

“… det ville sende et klart signal om at politiet var for voldelige.” (om brandattentat på politiskole)

“Første dag i retten var der helt vildt mange journalister… men så da de kunne se hvor tåbelig den her sag var, at vi kun var skyldige i det vi havde erkendt, alt andet var bare noget fis – og det vil vi aldrig blive dømt for, så, jeg tror allerede på andendagen i retten, der var ingen journalister. Og da vi fik dom var der heller ikke særligt mange… Det hele blev blandet meget sammen. Det blev kørt op til i medierne, at vi skulle have tændt ild til ti forskellige ting, som vi jo aldrig blev dømt for. Altså, vi blev jo tiltalt for alle mulige forskellige ting. Det så meget alvorligt ud på papiret, og folk forestiller sig alt muligt, og det var også derfor vi besluttede os for at lave et interview med Politiken.”

“Sagen om branden på politiskolen viser altså hvordan politiets brug af overvågning kan ekskalere til en storpolitisk sag om terror, der i sidste ende var varm luft. Sagen er også historien om hvordan mediernes sensationslyst har konsekvenser…” (Cecilie Nicoline Kubert, P1-vært)



28. december 2013

En Mellemflagspætte for lidt, og alt for meget P1…

Fredag i forrige uge blev Mellemflagspætten set i ‘Lunden’ tæt på Gram Slot (Sønderjylland), og den er siden set næsten dagligt på lokationen. Jeg gav det chancen i dag, og tilbragte nogle timer i skoven blandt garvede ornitologer, der var kommet fra nær og fjern for at se arten, der ynglede fast i Danmark indtil 1959 og siden kun er set enkelte gange. Det lykkedes ikke, og de 300 kilometer var spildt. Køreturen føjede spot til skade.

(Danmark, 26. december 2013)

Radioen stod på P3, og indtil det blev for fladpandet skiftede jeg til P1, hvor Netværket diskuterede modstanden mod halal-slagtninger. De tre i panelet (Bl.a. Stine Bosse), mente alle at det at vi overhovedet diskuterede halalslagtet kød var en konsekvens af uvidenhed. Jeg passerede Kongeåen (der lignede en bæk), og var fremme kort efter.

Da jeg skulle hjem var Klubværelset i gang, og emnet var ‘kulturiværksætteres’ bekymring over at Dansk Folkepartis Carl Christian Ebbesen var blevet kulturborgmester i hovedstaden. Den ene kritiker var Elbæk-ætlingen Esben Weile Kjær (ham med ‘I love AFA’-trøjen, ‘Århus for Mangfoldighed’), den anden Simone Øster (Blågårdens Tænketank, bl.a. med Balder Bergman Johansen), og så blev der ellers talt om det spirede kulturliv i og omkring Bolsjefabrikken og Nørrebro Lokaludvalg. Ikke et ord om politik, men en masse om diversitet.

Begge kritikere sidder i bevillingsudvalget for ‘Snabslanten’, der sidste år donerede skattekroner til Antifascistisk Aktions pseudo-dokumentar om Søllerødegade. Kulturborgmesteren snakkede dem efter munden, men forklarede dem også at kultur var andet end (venstreorienteret) subkultur.

Efter Radioavisen (der fortalte om kvindekamp i ‘det konservativ land’ Saudi-Arabien), var der Panorama, hvor en venstreorienteret filosof ved navn Pascal Perrineau, fortalte om højreekstrem modstand mod homoseksuelles rettigheder i Frankrig.

Jeg slukkede radioen lidt inde i det efterfølgende Danmark og Statsbankerotten, der præsenterede alternative samfundsformer uden storbanker i Grækenland – nu hvor kapitalismen (mit ord) havde slået fejl.



14. maj 2012

Yonas Kiros var Anders Fogh Rasmussens rollemodel for det danske samfund – i dag aktiv i Hizb ut-Tahrir

Det er tilsyneladende svært at finde rollemodeller, og nedenviste eksempel matcher til fulde Lars Løkke Rasmussens møde med Askerød-gangster, december 2010. Bemærk de fantastiske billeder der illustrerer BT’s artikel – Anders Foghs rollemodel blev ekstremist.

“Den unge indvandrer Yonas Kiros blev i 2006 fremhævet af Anders Fogh som en rollemodel for det danske samfund. I dag er han medlem af Hitzb ut-Tahrir.

Yonas Kiros med rødder i Eritrea skrev i 2006 en grundlovstale, da han meldte sig til en konkurrence udskrevet af det daværende integrationsministerium. Den unge, der dengang studerede jura, vandt klart. Hans tale var så god, at daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen tog ham med på sommerturné i Danmark, hvor han fremhævede ham som rollemodel for Danmark.

I dag ser det desværre noget anderledes ud. Yonas har vendt sin familie ryggen, er konverteret til islam og har meldt sig ind i fanatiske muslimske organisation Hitzb ut-Tahrir.

(Berlingske Tidende, 10. oktober 2006: Yonas Kiros er en mønsterbryder); P1, 25. juli 2006)

“Yonas har skiftet sit glatbarberede look ud med et taleban-lignende fuldskæg… Yonas Kiros har droppet jurastudiet. Angiveligt fordi Hizb ut-Tahrir er imod overhovedet at interessere sig for landets demokratiske love.” (BT, 14. maj 2012, s. 6: Rollemodel blev ekstremist)



12. april 2012

Venstrefløjen om højrefløjen 24-7: ‘De ved godt det er umoderne at være nazi, så de kalder sig nationale’

Når der lejlighedsvis kommer en mediekritisk kommentar i den borgerlige presse, er det ofte DR’s indkøb af politiserende dokumentarer der står for skud. Sent i aftes sendte DR2 dokumentaren ‘Det amerikanske højre‘ (Right America: Feeling Wronged — Some Voices From the Campaign, 2009), og den var lige som man kunne forvente. Produceret af Alexandra Pelosi, datter af top-demokraten Nancy Pelosi.

Tidligere samme dag leverede P1 et endnu grellere eksempel, men selvom emnet må siges at være mere relevant, så er det helt utænkeligt, at Jyllands-Posten eller Berlingske Tidende kommenterer DR’s tendens lige på det her punkt. Klubværelset på P1 havde med udgangspunkt i Defence Leagu’ernes møde i Århus (!?!), inviteret forfatteren til seneste Redox-bog i studiet til en samtale om (siger og skriver) årets foreløbige OTTE nazi-overfald rettet mod venstrefløjen i Århus.

“Efterhånden som problemet med højreekstremistisk vold vokser i Aarhus… hvordan er det at bo i en by, hvor man bliver overfaldet når man ser ’anderledes ud’, og hvordan forsvarer man sig mod, og bekæmper fascistiske metoder? …

Aarhus er året rundt hjemby og tilholdssted for et større antal højreekstremistiske og nationalistiske grupperinger. Byen har fået ry for at være Danmarks nazi-hovedstad… en international anti-islamistisk begivenhed i Mølleparken, arrangeret af den højreekstremistiske gruppe Danish Defence League.

Men Mølleparken er på mange måder en kampplads hver dag, for det er der White Pride og andre nynazistiske grupper ofte tager hen for at få afløb for deres had og aggressioner på parkens ’røde’ gæster. …

Allerede nu i år er der begået mindst otte politisk motiverede overfald af medlemmer af højreekstremistiske grupper, og Enhedslistens lokaler i byen er blevet udsat for hærværk. Volden udgør en så stor belastning, at nogle unge flytter fra byen…”

DR’s illustration er sakset direkte fra Projektantifa.dk (Antifascistisk Aktion), og udsendelsen er blandt andet tilrettelagt af ‘organisk psykoterapeut’ Anna Baagø, kendt for venstreradikale frontorganisationer såsom Aktion Luk Lejren og Initiativet Kirkeasyl. Venstrefløjen om højrefløjen, hver dag hele ugen.

(Projektantifa.dk, 26. februar 2012 & dr.dk/p1, 12. april 2012)

Charlotte Johannsen, ‘antifacist’: “I starten troede jeg egentligt bare, at jeg skulle sige, at jeg var nationalsocialist, fordi det var de under 2. Verdenskrig, og de her folk er jo nazister, så tænkte jeg, at det var jo nok det man var. Men det fandt jeg så ret hurtigt ud af, at det er meget umoderne – de ved godt, det ikke er bredt accepteret i befolkningen, så derfor er der mange af dem der kalder sig nationale eller patrioter, men meget af det deres ideologi handler om er jo nynazisme, de vil jo de samme ting som Hitler gerne ville. Derudover kan man nok sige, at de jo nok selv vil gå ind og definere sådan detaljeret om de er nationalkonservative, nationalliberale eller nationalsocialister. Jeg synes nazister er et godt ord at bruge, og så er det også mere mundret end højreekstremister.

‘Asbjørn’, ‘Antifascist’: “Det fylder sådan lidt, når man sidder med sine kammerater og de sidder med et blåt øje og blødende læber, og man spørger hvad der er sket… ‘Jeg fik bare lige tæsk af nogle nazister i weekenden’. Man ved de er der, og nogle gange bliver truet på gaden. Man kigger sig over skulderen… er det en Danish Defence League t-shirt der er der…(‘Asbjørn’)

(Anna Baagø, talsperson for ‘Aktion Luk Lejren’, oktober 2008)



24. februar 2010

“… oprørsk og opsigtsvækkende, men accepteret inden for Koranens rammer om tildækkelse”

Når P1 en sjælden gang sætter fokus på punkkulturen, så finder man en punker, med rødder i et indremissionsk miljø. Det oprørske element ville helt naturligt være rettet direkte imod kristendommen, og den repressive kultur der fulgte. Den slags går naturligvis ikke med islam. Fra programomtalen til gårsdagens udgave af Klubværelset – Islam er Punk!

“Muslimske punkere, hijab hanekamme og Muhammad som punkrock profet. Kan man forene islam med punkkultur? Ja. Måske ikke for 10 år siden, men i dag er en ny generation af unge muslimer begyndt at selvstændiggøre sig fra deres muslimske forældregeneration. De blander vestlig ungdomskultur med deres egne muslimske værdier og nyfortolker islam…

21 årige Tesnim Sayar er født og opvokset i Odense, med tyrkisk muslimsk herkomst. Hun definerer sig selv som muslimsk punker og dyrker punkens oprørske tøjstil og kultur, men lever i overensstemmelse med sin egen religiøse overbevisning.

”Jeg er muslim. Jeg kan godt lide min religion, jeg kan godt lide mit tørklæde. Jeg kan ikke se en hindring i, hvorfor jeg ikke skulle kunne kombinere at være både punker og muslim.

Tesnim går på Kolding Designhøjskole på 2. år. Hun søgte ind med et projekt om, hvordan man redesigner normalt modetøj til muslimsk tøj; beklædning, der er oprørsk og opsigtsvækkende, men accepteret inden for Koranens rammer om tildækkelse. Hun var træt af forældrenes konventionelle muslimske påklædning og den gængse kommercielle mode. Hun ønskede at udtrykke anderledeshed og oprør igennem sit tøj, der blandt andet tæller en hijabhanekam – et tørklæde med hanekamtakker syet udenpå:

”Hanekammen symboliserer mig selv og provokation. Den viser min budskaber; at jeg er træt af folks fordomme om, hvordan en muslimsk pige skal være”…

”Jeg holdt op med at definere punk på samme tid som jeg holdt op med at definere islam. De er ikke så langt fra hinanden som man skulle tro” – forklarer Michael Muhammad Knight.”

Oploadet Kl. 18:43 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer
Arkiveret under:


27. februar 2009

P1 om Dannebrog: “lidt ulækkert og nationalistisk… jeg tror det er Dansk Folkepartis skyld”

Seneste udgave af Klubværelset havde Dannebrog og “kærlighed til fædrelandet” som emne, og faste P1-lyttere vil allerede her vide, at bolden hermed er lagt til rette for utilslørede angreb på den velfungerende nationalstat. Sociolog Peter Gundelach indledte, og lod så et par studerende formulere det politiske.

Herefter to meget afslørende interviews. En dansk Afghanistan-soldat fortæller, at politikerne burde bakke mere op om de udsendte soldater, og ikke tale om at trække tropperne ud hver gang en soldat dør i tjeneste. Journalisten følte sig tydeligvis personligt ramt, og leverede udsendelsens eneste eksempel på kritisk journalisk.

Det afsluttende interview var med en dansk-afghansk pige, som havde stiftet en forening for ‘nydanske’ piger med det erklærede formål at gøre en positiv forskel. Hun fortalte blandt andet, at foreningen ikke skulle gøre pigerne “dansk”, og pointerede lidt efter, at de skam godt kunne beholde deres “nationalitet”. Hendes forkætrede nye danskhed, var således alt andet. Journalisten opdagede ikke paradokset, og spurgte hvorfor rammen var Danmark og ikke “Europa eller Skandinavien”. Pigen har boet i Århus siden hun var tre.

(fra den officielle programomtale)

  • 17/2-09 Klubværelset, P1 – Danne bro og Dannebrog (af Ole Fugl, Rosa Huss, Ruth Storm).
  • Peter Gundelach, sociolog: I modsætning til hvad man skulle tro, så viser det sig faktisk, gennem alle disse undersøgelser vi har lavet, at de unge faktisk er mere stolte over at være dansker end de ældre generationer. Og hvad der er værre endnu, havde jeg nær sagt – de bliver mere og mere stolte med tiden over at være danskere. Så det er overraskende ik’ – det er ikke som man på en måde skulle tro, at globaliseringen slår stærkest igennem blandt de unge, og formentligt være mere tøvende overfor det danske. Men det er alligevel det modsatte vi finder, og vores forklaring på det, det er at de unge de rejser meget mere end de ældre generationer, og jo mere man kommer ud i verden, jo mere færdrelandskærlig bliver man – jo gladere bliver man måske for at være dansker.

    Rosa Huss, P1: Men Dannebrog udtrykker ikke længe uskyldig kærlighed til landet. Flaget er blevet politisk.

    Peter Grundelach: Ja, indenfor den sidste halve snes år, hvor diskussion omkring indvandrere er blusset op, der er flaget et stærkere politisk symbol i bestemte kredse af befolkningen. Der er nogen grupper, i hvert fald, i det danske samfund, som har brugt flaget til at markere, det at der er noget der er ægte dansk, i modsætning til det der ikke er dansk. Sådan at flaget bliver symbol på en grænsedragning, mellem det man kunne kalde de etniske danskere og indvandrerne. Og på den måde så bliver flaget også en slags markør af en politisk konflikt mellem os og dem, og dem der bruger flaget på den måde, de bruger det jo på en helt anden måde end vi har gjort det tidligere. Tidligere var det danske flag et rent fællesskabsfænomen, men når det bliver politiseret som det gør i nogne sammenhænge i dag, så betyder det også, at man ligesom skal tage stilling til for eller imod flaget. At flaget bliver udtryk for en politisk konflikt.

    Lars-Emil Nybo Nissen: Jeg hedder Lars-Emil Nybo Nissen, og jeg er 21 år gammel. Altså når jeg ser det, så er jeg begyndt at tænke Dansk Folkeparti, hver eneste gang jeg ser det, hver eneste gang jeg ser det i nogen som helst kontekst og sådan noget, så tænker jeg, at det er lidt ulækkert og nationalistisk, og sådan selvoptaget – jeg tror det er Dansk Folkepartis skyld. Det danske flag kommer til at symbolisere noget fremmedfjendsk og noget nationalistisk, højrenationalistisk, for mig.

    Catrine Rodalgaard: Jeg hedder Catrine Rodalgaard – jeg er 26 år. Egentligt for mig der er det ikke så meget det nationalistiske i Dannebrog, som jeg ser, når jeg ser det flag… Derfor gør det mig næsten ked af det, at man kan få lov til at bruge det i politik.

    Peter Gundelach: Altså, jeg håber ikke den uskyldige brug af flaget er truet… Min fornemmelse er, blandt folk jeg kender, eller folk jeg taler med, at der er en del mennesker, der efterhånden siger, at de ikke vil finde sig i, at det her skal være politiseret. De vil meget hellere have, at vi har det der uskyldige almene bredt favnende brug af flaget, sådan at flaget ikke bliver et symbol på en konflikt, men derimod bare et samlende symbol.

    […]

    Kim Thygesen, soldat: … men det er ligeså meget medierne og politikernes skyld. Politikerne har jo lige så snart, at der desværre har været tab, så har de været utrolige hurtige til at melde ud – ‘nej, nej, det er også for galt at vi er i det land, der burde vi slet ikke være’… Så er det der en’s faglige stolthed kommer på tværs. Nu har sendt os afsted, så skal i ikke bare sende os hjem igen fordi det er lidt hårdt. Og der må man også se på hvad det er for et signal det sender udadtil, fordi hvis du siger til unge, at ‘Jamen, hvis det er lidt hårdt på arbejde, så må du stoppe med at arbejde sådan’ – eller hvis det er lidt hårdt når du studerer, så må du finde noget andet at lave.

    Ruth Storm, P1: – Jov, men man må sige, at udsendelse til Afghanistan jo ikke er et almindeligt studie eller et almindeligt job i Danmark, vel. Det er jo en ekstrem situation.

    […]

    Ruth Storm: Hvis man oprindeligt er fra Afghanistan, men er opvokset i Århus, har man så noget forhold til ‘der er et yndigt land’. Rosa Faizzad er 23 år, og stifter af foreningen Funk eller FUNK!, Foreningen for Unge Nydanske Kvinder. En forening, hvis formål er at samle nydanske kvinder på tværs af nationale og religiøse skel, at vise sig som en resurse for det danske samfund…

    Ole Fugl, P1: Kan man sige, at det på en måde, er en måde at skabe en ny dansk identitet på for udenlandske piger?

    Rosa Faizzad: Jamen, helt klart…

    [… 85 sekunder senere … ]

    Rosa Faizzad: Vi kan gå hen og fortælle de her piger, at husk – der er ikke nogen der har sagt, at vi tager din identitet fra dig, at du nu skal være dansk. Du kan sagtens beholde din nationalitet, din tro, men samtidig få et rigtigt godt liv her i Danmark…

    Ole Fugl: Rammen for Funk er jo det danske samfund. Hvorfor er det ikke Europa eller Skandinavien?

    

    2. februar 2009

    Maja Gildin Kragelund: Skønt at leve i fred og sikkerhed, men umoralsk at forsvare sig

    Dansk-israeleren Maja Gildin Kragelund er aktiv i Folkesagen for Værdig Asylpolitik, og som naiv venstreintellektuel et naturligt sandhedsviden for P1. I sidste uge var hun hovedperson i Klubværelset og Dokumentartimen, og så fik Gaza-konflikten også en personlig vinkel.

    Klubværelset havde Israels (problematiske) militarisme som emne. Fra programomtalen.

    “Maja på 25 er kommet i Israel hele sit liv, og har nu læst der i et halvt år. Det er hårdt for hende at være i Israel, selvom hun også elsker det. Men den konstante politiske og religiøse diskussion i landet går hende på nerverne. Hun har fundet ro i et miljø, som ikke lægger vægt på religiøse og politiske tilhørsforhold, men i højere grad værdsætter individets ret til at udvikle sig kunstnerisk.

    Det alternative miljø i et land som Israel er kendetegnet ved en insisteren på ikke at vær e politisk og religiøst, men i stedet fokusere på hinanden som mennesker.”

  • 27/1-09 Klubværelset, P1 – I det hellige lands tjeneste – eller ej….
  • Dokumentartimen omhandlede Majas møde med (den problematiske) fanatiske jødedom. Fra programomtalen.

    “Når jødedommen bliver til fanatisme står Maja af…. Grædemuren i Palæstinas gamle hovedstad Jerusalem samler tusinder af religiøse jøder. Men bare ved synet føler Maja sig rundt på gulvet og ør i bolden! Panden mod muren! Og så endda endnu en mur, som Maja skal forbi, for at kunne besøge Noar i det palæstinensiske område omkring Jerusalem. En beskyttelsesmur, som Israelerne er i gang med at bygge og som skal skille ven fra fjende. Noar – fjenden – er ligesom Maja medlem af organisationen ”Crossing Borders”, som arbejder for dialog mellem unge i Mellemøsten…

    Vi kommer hinanden ved, noterer Maja. Men hun vil også bagom! Lære af bedstefars forfærdelige oplevelser fra krigens tid og i enrum drøfte hans syn på jødedom, skyld og menneskerettigheder. De kommer vidt omkring, de to. Majas skyldfølelse overfor palæstinenserne har svære vilkår…

  • 29/1-09 Dokumentartimen, P1 – Med ryggen mod grædemuren.
  • Et enkelt citat fra førstnævnte udsendelse illustrerer niveauet. Det er skønt at leve i fred og sikkerhed, men umoralsk at forsvare sig.

    Maja Gildin Kragelund: Altså man vænner sig til det her. Man aner ikke hvad der sker i deres hoveder. Altså, det er jo virkeligt mærkeligt. For samtidig er jeg jo jøde, og folk spørger, hvad så, skal du immigrere. Flere jeg har snakke med, taxichauffører, siger sådan – hvad snakker du om, du skal tilbage, du skal da ikke tilbage til Danmark, du er jo jøde, det her er dit land. Og når jeg så sidder i en bus fyldt med soldater, så ved jeg godt, at det her overhovedet ikke er mit land. Jeg føler mig hyperfremmedgjort, og føler slet ikke jeg forstår, hvad det er der får folk til…

    Fordi det her land, der er i krig, og fordi der er fjender omkring – noget af det, er inde i folks hovedet, synes jeg, men altså, som i morges, røg der fem raketter ind fra Libanon, så (fniser), røg der fem raketter ind fra Libanon mod Israel, så det er meget, et land der er i krig, og hvor der er fjender der vil ondt, og meget, som da man legede røver og soldater, da man var barn ik’. Altså der er venner og fjender og så videre, så jov, det sætter gang i en rigtig stærk oplevelse tror jeg, som en 18-19 årig, at stå ansigt til ansigt overfor en der vil dræbe en, og så selv skal dræbe først. Det kan jeg slet ikke forestille mig.

    Ruth Storm, P1-vært: Vi er i Israel, som er i krig med Gaza. Derfor er vi nødt til at snakke om konflikten. Vi er nødt til det, fordi det er det alle tænker på og taler om, og vi er nødt til det, fordi det er en af de ting, man som ung værnepligtig i Israel altid vil have i baghovedet.

    Maja Gildin Kragelund: – Jeg er meget imod den krig. Lige pludselig går det bare op for mig, at det at befinde sig i et land, de etiske og moralske overvejelser der befinder sig på den her side af grænsen, eller i det her land. Og på den måde er det også en meget indre.. jov det er en indre konflikt, fordi jeg er her, og jeg nyder jo godt af, at jeg ikke behøver at være bange i Jerusalem, men jeg kan simpelthen ikke holde ud hvad der sker – jeg kan ikke holde ud den måde Israel fører krig, og jeg befinder mig i Israel. Og selvom tingene ikke er sort/hvidt, altså hvad jeg gør hænger ikke sammen med en eller anden nation, men derfor er der alligevel nogle moralske og etiske overvejelser, som jeg virkelig skal forholde mig til, og ved jo at jeg skal hjem til Danmark. Ikke fordi jeg føler mig usikker, men bare fordi, jeg simpelthen ikke kan stå inde for det der foregår… Blandt de fleste israelere og blandt, måske også de fleste jøder rundt omkring i verden, så er det at der ryger raketter fra Gaza til Israel, ligesom endnu et bevis på, eller et stærkt tegn på at vi igen er truet og så videre… og jeg tror slet ikke på det kort, man bliver ved med at sige, at palæstinenserne er i bund og grund militante folk, at de ikke vil fred og alt det der. Det kan jeg slet ikke – jeg synes det er så dehumaniserende…

  • 6/5-08 Horisont på P1 – Israel fylder 60 (inkl. Maja Gildin Kragelund).
  • Apropos.

    “People sleep peaceably in their beds at night only because rough men stand ready to do violence on their behalf.” (att. George Orwell)

    

    19. oktober 2008

    Når P1 sætter spot på venstreradikalisme

    Jeg havde aldrig troet, at P1 ville sætte fokus på venstreradikalisme, men denne uges udgave af Klubværelset kunne have været undtagelsen der bekræftede reglen. Nej, spøg til side. Emnet var overvågning, og formålet var ikke at gå kritisk til venstreradikalisme, men at problematisere overvågningen af samme.

    P1-vært: Kigger storebror efter i din dagbog… hvad betyder det måske at blive overvåget?… derfor er jeg taget til Nørrebro i København, for at høre hvordan det er at leve med tanken om at blive overvåget?… Er du bange for at blive overvåget?…

    Asta, venstreradikal: Til hverdag betyder det ikke noget. Det kommer mere til udtryk når jeg laver noget politisk, som jeg ikke lige har lyst til at myndighederne bliver rodet ind i. Det kan være når vi har nogle aktioner…

  • 14/10-08 Klubværelset, P1 – Når væggene har ører.
  • Apropos.

  • 15/10-08 DR SKUM, debat – Aktivister i Ungdomshuset svarer på dine spørgsmål.
  • Oploadet Kl. 15:51 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer
    

    20. december 2007

    P1-ekspert gav et eksempel på Youtube-censur

    Det er stort set lige meget hvad det overordnede emne er – P1 kan altid redde den. I tirsdagens Klubværelset, var emnet Youtube og censur på nettet. Vinklen var anti-kapitalistisk, og hidkaldt var Phd. Jacob Lillemose. censurproblemer i Brasilien, Iran, Kina, Mexico, Thailand og Tyrkiet blev kort opridset, hvorefter eksperten gav en yderst ukonkret indføring i det mexicanske eksempel.

    En videokunstner havde fået fjernet en zapatista-venlig film fra Youtube på grund af copyright-problemer, men som det lød: “man kan jo gisne om at der har været nogle andre forklaringer”. Motivet måtte være politisk, for “zapatisterne har været utroligt forfulgte af den mexicanske regering”. Problemet var grundlæggende at Youtube var funderet på rå kapital…

    Censur er altid problematisk, men når nu lande som Tyrkiet, Iran og Kina helt har lukket for adgangen til Youtube, så var det jo nok her debatten skulle starte. Skulle Youtube alligevel være emnet, så kunne man forsøge at redegøre for Youtubes censur-politik. Skære ind til benet rent journalistisk – hvad er problemet kort og præcist. Havde man gjort det, så ville man opdage, at Youtube (foruden copyrightbrud) ofte sletter videoer efter enkeltpersoners anmeldelser, hvad især går ud over videoer omhandlende islam.

    Ateisten Nick Gisbourne fik eksempelvis slettet sin profil efter at have lagt denne video online – 9 minutter med Korancitater tilsat underlægningsmusik.

  • Mexico.Indymedia – Denuncia PossibleWords retiro de videonovela de colectivos zapatistas en YouTube.
  • Oploadet Kl. 16:23 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper