13. maj 2009

DR-journalister gav i maj 1973 “Ubetinget støtte til Folkefronten For Palæstinas Befrielse”

Idag er venstrefløjens støtte til marxistiske terrorister sekterisk, men det har den ikke altid været. Den 4. november 1994 gennemgik Bent Blüdnikow og Arne Notkin i Weekendavisen det de kaldte Terrorismens danske heppekor. Artiklen er bestemt et gensyn værd, ikke mindst fordi de under den efterfølgende debat fremlagde navnene på 72 danske mediepersonligheder, der i maj 1973 underskrev et dokument om “Ubetinget støtte til Folkefronten For Palæstinas Befrielse”. Støtte til en terrorgruppe der begik drab på civile og og ikke slørede sin hensigt, hverken før eller efter.

Navnelisten røber flere markante DR-journalister (fremhævet herunder), men også historieprofessor Claus Bryld, og andre fra DR’s ekspertpanel.

Kjeld Ammundsen, Niels Andersen, Gunvor Auken, Grith Backer, Dola Bonfils, Lars Bonnevie, Niels Henning Borup, Jan Bredsdorff, Ellen Brun, Birgit Brüel, Claus Bryld, Tine Bryld, Jens Brøndum, Else Brønnum-Hansen, Hans Henrik Clemensen, Jørgen Dragsdahl, Gunhild Due, Peter Ege, Steen Folke, Uffe Geertsen, Aase Hansen, Bente Hansen, Litten Hansen, Jannik Hastrup, Ingo Henningsen, Jacques Hersh, Kaj Himmelstrup, Ingrid Hind, Tage Hind, Anders Holm-Nielsen, Gertrud Holm-Nielsen, Karen Holm-Nielsen, Svend Holm-Nielsen, Søren Højmark, Mogens Høver, Jesper Jensen, Lone Lyk Jensen, Per Lyk Jensen, Magnus Johansen, Minnie Johansen, Jan Leon Katlev, Poul Koch, Per Kongsted, Kjeld Koplev, Mogens Krustrup, Ejvind Larsen, Lone Lindorff, O. H. Lundberg, Søren Søltoft Madsen, Ivan Malinovski, Henrik Moltzen, Jens Nauntofte, Gregers Nielsen, Kirsten Nielsen, Ray Nusselein, Torben Kjeld Pedersen, Birgitte Rahbek, Lasse Rathnov, Anders Refn, Christine Schultz, Per Schultz, Erik Sigsgaard, Arne Skovhus, Svend Skovmand, Finn Slumstrup, Ruth Sperling, Inger Stender, Erik Stinus, Niels Thomsen, Nils Vest, Wibeke Winding og Svend Erik Øhlenschlæger.

(Weekendavisen, 16. december 1994)

Artiklen mødte voldsom kritik fra flere af personerne på listen. Svend Erik Øhlensclæger betegnede artiklen som “udokumenteret tilsvining” (25/11-94), og Claus Bryld gik til angreb på det han så som “beskyldninger… uden gnist af bevismateriale” (16/12-94). Kjeld Koplev mindes ikke nogensinde at have underskrevet dokumentet, og pointerede, at det hele var skrevet “uden ringeste form for dokumentation” (16/12-94). Det viste sig senere, at han selv var en del af VS’ arbejdsgruppe der tog initiativet til PFLP-resolutionen.

Der var dog visse dokumentationsproblemer, og dem hæftede kritikerne sig selvfølgelig ved, men udover fejlagtig læsning af årstallet (1979 istedet for 1974, håndskrevet) på det oprindelige løsark (vedlagt Kolding Højskoles blad Tryk, primo 1973), som Blüdnikow og Notkin lod gengive i Weekendavisen d. 25. november 1994 (->), er der ikke meget at komme efter.

Dokumentets autencitet kan ikke bestrides, dateringen er præcis, og det hele understøttes af Falastin Bulletin (nr. 6, maj 1973, Palæstinakomiteen) og VS/Bulletin (nr. 101, 25. maj 1973), der refererer resolutionens ordlyd og henviser til underskrifterne med ordene “er underskrevet af 72 personer” (F/B) og “72 underskrifter er udeladt af pladshensyn” (VS/B).

Fra den indledende artikel – Terrorismens danske heppekor (4/11-94).

“Blekingegadebandens forbrydelser er ved at fortone sig i journalistisk inkompetence og dansk hygge. Politiken og månedsbladet Press har ført kampagne for den fængslede terrorist Marc Rudin, og Danmarks Radios TV-avis lod to af de fængslede danskere fortælle en rørende historie om deres solidaritetsarbejde for deres medfanger. I sidste uge udkom så en bog af journalisterne Betina Bendix og Lene Løvschall om Blekingegadebanden, som Weekendavisens anmelder, Lars Villemoes, betegnede som et festskrift til forbryderne og et glansbillede af deres terroristiske aktiviteter. Inden heltedyrkelsen når uanede højder, er det værd at præcisere, hvad banden egentlig stod for, og hvilken tidsånd der herskede, da den tilsluttede sig den terroristiske kamp i tæt samarbejde med PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse).

Palæstinensernes selvstændighedskamp fostrede i 1967 en rabiat terroristisk gruppering, hvis væsentligste eksponent var PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse) under ledelse af George Habash. Organisationen bekendte sig til marxismen og den voldelige revolution, og den angreb israelske og jødiske mål overalt i verden. Dens aktiviteter var specielt blodige op til 1980. PFLP afviste dengang som nu, at en jødisk stat kunne eksistere i Mellemøsten. Også jøder og ikke-jøder uden for Israel blev angrebet af gruppen, som anså jøder for potentielle zionistiske fjender. PFLP samarbejdede med flere af de kendte terroristorganisationer som Rote Arme Fraktion, Revolutionäre Zellen, Action Directe og Den Røde Japanske Hær.

[…]

Der var mange årsager til, at holdningerne blev så ekstreme. Der var en forståelig solidaritet med det undertrykte palæstinensiske folk. Venstrefløjens bastante opdeling af verdens befolkning og lande i undertrykte og undertrykkere spillede en rolle for synet på Israel og zionismen som det onde selv. Israel og zionismen blev identificeret med imperialisme, undertrykkelse og kapitalistisk udbytning, ja til sidst nærmest symboler på disse forhold…

Ved netop at gøre radikalt op med den jødiske stat ramte venstrefløjen effektivt en særdeles sårbar nerve i forældregenerationens og den vestlige verdens værdipræmisser. Samtidig befriede man Europa for skyld: Nu var de tidligere ofre bødler. Uanset de komplicerede årsagsfaktorer foregik der allerede fra slutningen af 1960erne en kampagne mod Israel og zionismen. Der kunne være grund til at kritisere den israelske politik, men det interessante i denne forbindelse er, at kampagnen var så hadefuld og ekstrem, at den ikke lader sig forklare rationelt. Lad os fremdrage et symptomatisk eksempel fra tiden. Journalist Lars Møller-Rasmussen dækkede Mellemøsten i dagbladet Information, der i denne periode var venstrefløjens vigtigste forum. Lars Møller-Rasmussen erklærede sig i sin avis for anti-zionist (14.-15. september 1974). I hans kampagne mod zionismen gjaldt alle kneb. Således gjorde han zionisterne medansvarlige for drabet på seks millioner jøder under 2. verdenskrig. Således skrev Lars Møller Rasmussen 5.september 1974: “Hvad er de israelske lederes største forbrydelse? Fordrivelsen af palæstinensiske arabere fra Israel i 1948?… Forkert gættet… Ofrene for zionist-ledernes – de senere israelske ledere – største synd var ironisk nok ikke arabere, men jøder… Og de seks millioner bliver i dag direkte eller indirekte brugt som et af de stærkeste argumenter for Israels politik. Derfor er det fristende at spørge, hvorfor zionisterne under krigen ikke pressede briterne hårdere for at få dem til fx at bombe jernbanelinierne til KZ- lejrene eller krematorieovnene for derved i hvert fald at redde nogle af ofrene… Man kan spørge… om den berømte mangel på jødisk modstand mod udryddelsen mindre skyldtes ‘jødiske egenskaber’ end, at zionistledelsen havde undladt at informere ofrene om, hvad der ventede dem”. Denne beskyldning blev snart efter koblet sammmen med konspirationsteorien om jødernes overvældende magt…

[…]

Når den “legale” venstrefløj uhæmmet og uden offentlighedens protester kunne gøre Det mosaiske Troessamfund medansvarlig for Israels gerninger, er det ikke besynderligt, at den endnu mere naive og illegale del af venstrefløjen kunne finde på at rette sine aktiviteter mod et “zionistisk” plejehjem.

Ingen danske jøder faldt som ofre for den pro-palæstinensiske terror. Men i andre lande blev jødiske menigheder, synagoger og skoler angrebet. Jødiske skolebørn og bedende blev dræbt. For at legitimere disse angreb blev alle jøder gjort ansvarlige for zionismens gerninger. Zionismen har indrulleret jøderne, og så længe de ikke frigør sig fra zionismen, kan de rammes. En af dem, der deltog i denne legitimering var Anne Grete Holmsgård. I dag er hun af statsministeren udnævnt til formand for Ligestillingsrådet. Dengang var hun formand for Venstresocialisternes Internationale Udvalg og en af nøglepersonerne i udformingen af den antizionistiske kampagne…

Den legale del af venstrefløjen banede også vejen og legitimerede samarbejdet med PFLP og terror mod civile. Således skrev VS’ bladet International Bulletin nr. 14 1978, da Anne Grete Holmsgård var ansvarlig for partiets internationele udvalg: “Vi afviser, at den palæstinensiske befrielsesbevægelses flykapringer og aktioner i Israel er terrorisme. Det palæstinensiske folk står bag disse kampformer, og dette er for os det afgørende”. Og i Information d. 12. juli 1978 skriver medlem af VS’ internationale udvalg Lone Johnsen: “den israelske stat skal knuses. Palæstinensernes befrielseskamp kan ikke undgå at få civile konsekvenser”. Og i 1980 skrev Kit Broholm og Niels Hermind, begge fra VS’ Mellemøstgruppe: “Den kamp, der nødvendigvis altid vil blive rettet mod en sådan undertrykkende kolonistat (Israel red.), vil også blive rettet mod jøderne verden over, for så vidt det lykkes zionisterne at få jøderne til at identificere sig med zionismen og forsvare Israel”.

Terrorismen mod Israel og jøder, der ikke tog afstand fra Israel, blev således legitimeret af VS og andre venstrefløjsgrupper, og netop PFLP, der stod bag nogle af datidens mest blodige terroraktioner, blev den danske venstrefløjs yndling. I 1979 skrev 72 mere eller mindre kendte danskere under på en appel, der hed: “Støt indsamlingen til PFLP. Ubetinget støtte til Folkefronten for Palæstinas Befrielse”.

… at PFLP gennem sine aktioner havde ramt snesevis af uskyldige civile, kunne ingen af dem være i tvivl om. I 1970 bortførte PFLP fire internationale rutefly til den nedlagte flyveplads Dawson’s Field i Jordan og sprang flyene i luften. I 1972 nedslagtede terrorister under PFLPs ledelse 27 civile mennesker i Lod Lufthavn i Israel. I 1973 nedskød Carlos under ledelse af PFLP den jødiske forretningsmand Josef Sieff i London. I 1974 kastede PFLP-folk 3 håndgranater i et teater i Tel Aviv. 3 døde og 54 blev såret. I juni 1976 fandt flybortførelsen til Entebbe i Uganda sted. Her døde 4 civile i forbindelse med redningsaktionen. En flybortførelse til Mogadishu i oktober 1977 krævede 4 sårede, og 5 blev såret under en aktion i Bruxelles i april 1979.

De fleste af de 72 underskrivere var oplyste mennesker, der intenst fulgte udviklingen. Dengang som nu. På listen finder man flere mennesker, der i dag er fremtrædende medarbejdere i Danmarks Radios P1: Kanalens chef Finn Slumstrup, leder af Orientering Ruth Sperling, Kjeld Koplev og Birgitte Rahbek. TV-siden er repræsenteret af blandt andre Jens Nauntofte, Per Schultz og Svend Erik Øhlenschlæger. Fra Information finder vi Jørgen Dragsdahl og Ejvind Larsen. Af andre notabiliteter kan nævnes socialrådgiver Gunvor Auken, filmkvinden Dola Bonfils, forfatteren Jan Bredsdorff, historikeren Claus Bryld, socialrådgiver Tine Bryld, læge Peter Ege, tidligere folketingsmedlem Steen Folke, folkeoplyseren Uffe Geertsen, forfatteren Bente Hansen, skuespilleren Litten Hansen, højskolemanden Søren Højmark, forfatteren Jesper Jensen, filmmanden Anders Refn, tidligere folketingsmedlem Erik Sigsgaard, forfatteren Erik Stinus og filminstruktøren Nils Vest.

Relateret.

  • 25/3-09 Højesteret – ”Fighters and Lovers-sag”.
  • (PFLP-støttesalg, DKP’s stand, 1. maj-arrangement 2009 i Botanisk Have, Århus)

    

    13. april 2009

    “… ingen grund til, at vi ikke skulle kunne leve fredsommeligt sammen og berige hinanden.”

    Det lykkedes ham ikke at smadre demokratiet med kommunismen, men måske er chancerne bedre med multikulturalismen. Langt interview med Kjeld Koplev i gårsdagens Jyllandsposten – Koplevs små skridt til døbefonten (kræver login).

    “Kjeld Koplevs far og stedmor var begge af jødisk herkomst, men selv om de sjældent kom i synagogen, blev han tvunget i jødisk skole…

    »I skolen gemte jeg mig under bordet og hang i gardinerne på grund af min forfærdelige barndom, men ingen af lærerne kunne indse, at jeg var skadet. Halvdelen af lærerstaben var kulturradikale eller kommunister, resten bar kalot og inspicerede vores madpakker for at se, om de indeholdt den rette kosher-mad. Vi terpede hebraisk og anede ikke meningen med de remser, vi skulle recitere udenad.« Den utilpassede elev brød sig ikke om at høre, at jøder var bedre end andre mennesker, fordi de var Guds udvalgte folk. I protest meldte han sig ud af Dansk Mosaisk Trossamfund, da han fik mulighed for det som 18-årig.

    »Jeg forlod jødedommen på trods af, at jeg savnede en dimension i min tilværelse… i jødedommen gjaldt det om at følge regler, og en følsom dreng havde brug for andet og mere end et reglement.«…

    »… Hos jøderne var alt bestemt af skæbnen, og man skulle vente på, at Gud greb ind – og måske er det grunden til , at jøderne gjorde så lidt modstand under Anden Verdenskrig. I hvert fald brød jeg mig ikke om denne defaitistiske holdning.« Efter at have fået svendebrev som kok begyndte den unge Koplev som journalistelev på det kommunistiske dagblad Land og Folk. Han havde partibogen i orden… Efter godt to år blev Kjeld Koplev smidt ud af partiet og fyret fra avisen.

    […]

    Kjeld Koplev begyndte at læse Bibelen og bøger af den tyske teolog Dorothee Sölle. »Hun havde som jeg selv et marxistisk udgangspunkt, og hun tolkede de bibelske tekster på en måde, som sagde mig noget. Hun skrev om, at “mennesket lever ikke af brød alene, det dør endog af brød alene”, og at man kunne være død blandt de levende.« Koplev fandt også frem til, at hvis kristendommens bud skulle føres ud i livet, ville den mest af alt ligne “socialisme med et menneskeligt ansigt”.

    Kjeld Koplev blev ansat på Danmarks Radio og traf her kolleger, der delte hans interesse for tro og religion…

    Da indvandringen fra muslimske lande tog fart, aktualiserede islam behovet for en stillingtagen. »For mig var islam med dens koranskoler som at se ned i et sort hul. Det var præcis det samme terperi på et fremmed sprog, som jeg havde oplevet i den jødiske skole. Vi forstod ikke en brik af de remser, vi skulle fremsige.

    Men jeg nærer dyb respekt for den udgave af islam, som fandt sted mellem 711 og 1492 på den iberiske halvø, da muslimerne førte den romerske og græske kultur og kunst videre i form af den smukkeste poesi og pragtfuld arkitektur. Som en lærd muslim sagde til mig i Damaskus, så har vi alle – både muslimer, jøder og kristne – Abraham som farfar, og vi er alle blomster i den samme buket. Der er ingen grund til , at vi ikke skulle kunne leve fredsommeligt sammen og berige hinanden. Men såvel i kristendommen som i islam er der ting, jeg ikke kan tolerere. Det gælder korstogene, inkvisitionen og fornægtelsen af Darwins udviklingslære,« siger Kjeld Koplev.”

    Vi er alle blomster i den samme buket, fortæller DR-ikonet, og henviser til islam på den Iberiske Halvø. Et citat fra en artikel af Andrew Bostom i American Thinker (24/11-05).

    Al—Andalus represented the land of jihad par excellence. Every year (or multiple times within a year as ’seasonal’ razzias [ghazwa]) raiding expeditions were sent to ravage the Christian Spanish kingdoms to the north, the Basque regions, or France and the Rhone valley, bringing back booty and slaves. Andalusian corsairs attacked and invaded along the Sicilian and Italian coasts, even as far as the Aegean Islands, looting and burning as they went. Many thousands of non—Muslim captives were deported to slavery in Andalusia, where the caliph kept a militia of tens of thousand of Christian slaves, brought from all parts of Christian Europe (the Saqaliba), and a harem filled with captured Christian women.

    Society was sharply divided along ethnic and religious lines, with the Arab tribes at the top of the hierarchy… at the very bottom, the dhimmi Christians and Jews.

    

    13. januar 2007

    Undertegnede i Berlingeren om DRs samarbejde med Politiken – “Den hemmelige alliance”

    Fra dagens Berlingske Tidende. Lidt fra en længere artikel af Bent Blüdnikow og Mikael Jalving om DRs samarbejde med Politiken – Den hemmelige alliance.

    “DR skal være hele Danmarks TV- og radiostation, eftersom det er danskerne, der betaler gildet over skatten og licensen. Men når DR indkalder eksperter til sine debat- og nyhedsudsendelser, såsom Debatten, Deadline, TV-Avisen og P1s programmer, favoriseres medarbejdere ved dagbladet Politiken. Det viser de tilgængelige tal fra DRs egen hjemmeside.

    Således har Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden det seneste år deltaget i 17 programmer på DR, mens Niels Lunde, chefredaktør på nærværende avis, har deltaget tre gange, Carsten Juste fra Jyllands-Posten ligeså og Kristeligt Dagblads Erik Bjerager seks gange. Politikens chefredaktør har – at dømme fra, hvad det er muligt at se på hjemmesiden – deltaget i flere programmer end de tre øvrige chefredaktører tilsammen. Ifølge DR Multimedie er det ikke muligt at gå længere tilbage i søgningen, da DR løbende sletter udsendelser og programmer. Og TV-Avisen og Deadline er kun søgbare den seneste måned.

    Også Politikens udlands- og debatmedarbejdere er blandt topscorerne. Det er folk som Anders Jerichow, Vibeke Sperling, Hanne Foighel, Michael Jarlner, Anita Bay Bundegaard og de tidligere chefredaktører Herbert Pundik og Per Knudsen.

    Er det en tilfældighed eller udslag af et bevidst valg fra DRs side? Eller skyldes det gammel vane? Og er alliancen mellem de to medier så hemmelig, at end ikke de implicerede er klar over den?

    KIM MØLLER er lidt af en landevejsrøver i det danske medielandskab. Han er uddannet historiker og blogger. Hans borgerlige blog Uriasposten er en af de mest populære politiske blogs i Danmark med over 1.000 daglige besøg, og han holder godt øje med DR. Favorisering af Politiken kommer ikke bag på Kim Møller, som siger:

    »Jeg følger meget grundigt med i DRs sendeflade, og for mig står det helt klart, at der er en overrepræsentation af Politiken. Tøger Seidenfaden bliver ifølge DRs egne tal brugt mere end Jyllands-Postens, Berlingske Tidendes og Weekendavisens chefredaktører til sammen. Og selv om Jyllands-Postens kulturredaktør, Flemming Rose, har været en helt central person i hele 2006, så blev Politikens Mellemøstekspert og kronikredaktør Anders Jerichow anvendt mere end Rose.«

    Det kan jo skyldes det simple forhold, at Tøger Seidenfaden og Anders Jerichow er mere interessante at høre på end de andre?

    »Man kan da ikke se bort fra, at det er gode og dygtige folk, men det er næppe hele forklaringen. Det kunne jo også skyldes, at DRs folk finder dem sympatiske og vidende, fordi de er enige med dem. Der er en uudtalt alliance mellem DR og Politiken, som udgør en politisk slagside. Mediemastodonten kommer simpelthen ud af balance. Lad mig give et eksempel. Da Ralf Pittelkow og Karen Jespersen i 2006 publicerede deres bog om Muhammed-krisen, var det Tøger Seidenfaden, der blev inviteret ind samme morgen til P1s populære interviewprogram hos Poul Friis. Her sad han i 52 minutter og fik frit slag til at nedgøre bogen. Ville det ikke have været naturligt at invitere Pittelkow og Jespersen? Men da Seidenfadens egen bog om Muhammed-sagen kom, som han skrev sammen med Minoritetspartiets leder, Rune Engelbreth Larsen, så var han selv inde og fik lov til at præsentere den som »det tætteste, man kom på en uvildig undersøgelse«. Denne favorisering af Politiken slår igennem i alle de debatudsendelser, som jeg med iver hører, og man skal jo også blot se på DRs egne tal for de mest benyttede personer, hvor tre af de fem første pladser besættes med folk fra Politiken.«

    Er der favorisering også af prioriteringen af Politikens historier frem for andre avisers historier?

    »Det er svært at dokumentere, men jeg kan da i hvert fald sige, at en række Politiken-historier om f.eks. Guantanamo og Irak glider direkte, ekstremt hurtigt og ukritisk videre til DR. Jeg har dokumenteret det på min blog, så der kan man selv checke mine udsagn.«

    […]

    Forfatter, ph.d.-stipendiat og borgerlig kulturdebattør KASPER STØVRING tror gerne på oplysningerne om favoriseringen af Politikens medarbejdere i DRs programmer.

    »Jeg har længe syntes, at der er en bestemt tendens i DR, som man kunne kalde venstreorienteret eller kulturradikal, og den samme tendens præger selvfølgelig Politiken. Men forskellen er, at hvor Politikens tendens jo er begrundet i at være en kulturradikal bastion, så skal DR helst være en objektiv institution, for så vidt DR er alles. Det, der er fælles for de to organer, er det folkeopdragende element.«

    Hvad vil det sige?

    »At man har en slags moralsk bedreviden, et forsøg på at hæve sig op på et eleveret punkt, hvor man mener at inkarnere en højere fornuft. De implicerede behøver ikke selv at være klar over alliancen – der behøver ikke engang at ligge et bevidst valg bag. For den opdragende og moralistiske tendens har netop at gøre med de impliceredes selvforståelse. Det føles bare naturligt at have de rigtige, progressive holdninger som journalist og meningsdanner på DR og Politiken. Og derfor finder de også uden videre sammen i deres fælles kulturradikalisme.«

    Hvor ser du det i DRs programmer?

    »Tag nu bare et program som f.eks. Udefra eller den såkaldte TV-dokumentar »Den hemmelige krig«, eller den måde DRs nyhedsdækning i efteråret kørte med på BUPLs kampagne om truslen mod den omsorgsfulde velfærdsstat – eller nu i tilfældet med Ungdomshuset, hvis besættere ofte fremstilles som uskyldige, kreative unge. Eller hør den måde, man omtaler Fidel Castro og Pinochet på. Pinochet er »diktator«, mens Castro er »leder«. Det er eksempler på tendensen. Men det er vigtigt at sige, at tendensen allerede ligger i det underforståede, i vinklingen. Da jeg selv var i studiet og diskutere attentatet på integrationsminister Rikke Hvilshøj, var vinklen pludselig, at Dansk Folkeparti var skyld i en polarisering, som kunne forklare voldshandlingen. Det var præmissen. Den skyldes sikkert den funktion, DR mener at varetage. Det her med at man vil opdrage og kvalificere menneskene til at være særligt gode borgere i et demokrati. Mennesker er ikke gode nok i sig selv, de skal præges eller bearbejdes.«

    Det sidste er MOGENS RUKOV, afdelingsleder ved Den Danske Filmskole, enig i. Han har gentagne gange kritiseret DR for at være tendentiøs og mener, at der ligefrem er tale om en politisk strategi, dvs. en bevidst vildledning af seere og lyttere.

    »DR har en politisk strategi. Den er oppositionens strategi, den er islams strategi. Og det vil sige, at DR naturligvis henvender sig til folk, der understøtter den strategi.«

    Ordet »strategi« underforstår en bevidst handling og målsætning – er det tilfældet i DR?

    »Ja, det er en meget bevidst alliance mellem DR, Politiken, opposition og islams støtter. Alliancen afspejler sig jo ikke kun i, hvem DR vælger at interviewe eller lader komme til orde, men i høj grad i, hvordan de redigerer deres programmer, og hvad de tager ud – det afspejler sig på alle områder.«

    Kan du give et konkret eksempel?

    »Jeg vil give det mindste eksempel, netop for at vise hvor langt ned i detaljen, det går. Det var da de omtalte, at Naser Khader afgav formandsposten for Demokratiske Muslimer med: NASER KHADER FORLADER DEMOKRATISKE MUSLIMER. Han forlod ikke organisationen, han blev blot menigt medlem. Helt ned i sådanne ubetydelige detaljer redigerer DR den virkelighed, vi skal høre.«

    Udover Kasper Støvring, Mogens Rukov og undertegnede inkluderede artiklen også udtalelser fra Mogens N. Pedersen (professor, SDU) og DRs programdirektør Lars Vesterløkke. Førstnævnte mener Politikens overrepræsentation skyldes et uformelt “old-boys-network”. Sidstnævnte afviser at der skulle være “en ideologisk forklaring eller gammel vane bag udvælgelsen af eksperter udefra” og pointerer tørt at Politikens “medarbejdere er gode på TV”.

    

    18. oktober 2006

    Kjeld Koplev: DR er borgerlig i en grad det hæmmer ytringsfriheden… og andre loonismer

    Den sene Deadline bragte igår et interview med Kjeld Koplev, der netop har udgivet ‘Journalist på trods’. Personligt betragter jeg Koplev mere som venstreradikal kunstner end som journalist, og det blev da også en lyrisk affære. Her lidt fra – Kjeld Koplev – rød svend eller kapitalistisk lakaj?

    Kurt Strand, DR2: Havde du som vi hører Erhard jacobsen sige det her. Havde du glemt at holde kæft med dine private politiske holdninger?

    Kjeld Koplev: Nej, jeg var en kritisk journalist, og det mener jeg er journalistikkens fornemmeste opgave – det er at være kritisk, hvorfor skulle man ellers være journalist. Vi skal være den fjerde kontrollerende statsmagt, og derfor skal vi være kritiske, men det Erhard Jacobsen fik gjort – det var at han fik knægtet til dels ytringsfriheden og fik antastet demokratiet, og det er noget af det farligste der kunne ske. Hvis man knægter journalisternes ytringsfrihed, så antaster man demokratiet, og det er til skade ikke så meget for journalisterne, men for hele landet, for borgerne.

    Strand: Du har jo netop arbejdet under hele den der periode i Danmarks Radio hvor Aktive Lyttere og Seere jo, tror jeg nok man kan sige, spillede en noget aktiv rolle for hvordan radio- og tv-programmer blev til. Hvordan blev man påvirket konkret af det?

    Koplev: Ja, der kom en selvcensur, helt klart bredte det sig, en tanke om at man skulle ikke rejse hovedet for meget. Man skulle ikke være for meget kritisk, Jeg havde det held så, at jeg havde en chef som jeg kunne stole på, Jørgen [E.?] Petersen, for hvem det var vigtigt at udvide ytringsfrihedens grænser. Det var det fornemmeste han sagde. Vi skal være med til at udvide ytringsfrihedens grænser.

    Strand: Men var det den der frygt for at blive tituleret rød lejesvend, som det jo var oppe i tiden at kalde medarbejdere hos Danmarks Radio, da Erhard Jacobsen var på toppen med Aktive Lyttere og Seere.

    Kjeld Koplev: Ja, det var ikke rart. Det er jo ikke rart at blive beskyldt, at blive beklikket på sit arbejde, når man synes man gør sit arbejde godt og hæderligt. Så er det da væmmeligt, og også utrygt, det er da noget som spiller ind på ens’ arbejdssituation, det er da noget man tager med i sin vurdering. Orker jeg det her, gider jeg det her, vil jeg det her – skal jeg ikke bare lammefromt holde mikrofonen frem… istedet for at være kritisk journalist.

    […]

    Strand: … der var jo den her debat om røde lejesvende, og du var jo, uanset om du vil vedkende det eller ej, så tror jeg du var inkluderet i det her selskab – i hvert fald i den offentlige debat. Det kan man også læse i bogen – hvor meget var der om snakken når du kigger tilbage på dengang?

    Koplev: Det var der ikke særligt meget om! Nogle af de første røde lejesvende, de havnede som venstrefolk, pæne venstrefolk var partiet Venstre som direktører på Carlsberg, de var venstreorienterede i den forstand – Jeg tror vi engang prøvede at tælle op, da det gik allerhøjest, hvor mange venstreorienterede var der i Danmarks Radio, og der tror jeg vi nåede frem til 10-15 ud af den der flok på tre-fire hundrede.

    Strand: Talte du dig selv med?

    Koplev: Ja, jeg talte mig selv med. Det vil jeg godt medgå. Det gjorde jeg.

    […]

    Strand: Der var været en lille sag, eller lille ved jeg ikke, mellem Lars Løkke Rasmussen og Nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen her på Danmarks Radio, der har mailet lidt frem og tilbage om et konkret indslag. Berlingske Tidende konkluderer så på baggrund af den sag, at Danmarks Radios nyhedsdækning, der er det sådan at værter og reportere ofte kommer med politiske og udokumenterede kommentarer i tv- og radioindslag. Hvordan lyder det i dine ører her anno 2006?

    Koplev: Det lyder helt skævt. Jeg har meget tid nu og her, jeg er ikke ansat i huset længere, til at gå og høre radio, det har jeg altid gjort, jeg har altid hørt meget radio. [ryster på hovedet] Den holder ikke, den holder ganske enkelt ikke. Jamen, vi er måske mere mundlamme end vi har været før.

    Strand: Hvordan kommer det til udtryk…

    Koplev: Altså, der er ikke nogen skarpe kanter, mange skarpe kanter tilbage. Jeg tror folk har lært lektien, og hver gang der står sådan noget i Berlingeren, hver gang nogle siger i bestyrelsen at det er kommunistisk propaganda. Generaldirektøren her startede med at sige vi ikke måtte være venstreorienteret, for kritisk overfor USA og for kritisk overfor Irak, det er da klart, det siver ned gennem systemet. Det lærer folk da meget hurtigt – hvis de vil noget i det her system, så er det med at rette ind.

    Strand: Du mener der er en udbredt frygt for at lave kritisk journalistik fordi man risikerer at få ørene i maskinen…

    Koplev: Ja, for vi vel jo alle sammen gerne være gode venner… Vi er lidt konfliktsky… Vi vil helst leve i fred og have det rigtigt godt, og derfor lærer man emget hurtigt at det skal man lade være med. Lad være med at være kritisk fordi, så sker der ikke noget.

    […]

    Strand: var det ligefrem en ærsbevisning at blive indkaldt for Radiorådet? [for at være ‘kommunistisk lejesvend’]

    Koplev: I min afdeling var det. Vi havde en ansat som sagde, at nu havde han udsat sin prøvetid, så nu var han fastansat, sagde han på et møde. Så sagde chefen, ‘nej, ikke før du har haft en sag i Radiorådet’, fordi vi skulle udvide ytringsfrihedens grænse. Det var det vigtigste.

    DR har således i Koplevs optik været væsentligt mindre venstreorienteret end befolkningen iøvrigt, selvom flere generaldirektører har været medlem af kommunistiske partier, og selvom det at blive anklaget for at være rød lejesvend blev betragtet som en hædersbevisning. Strand eftersnakkede ham, for det havde ikke været svært at vælte korthuset. Hvorfor ikke spørge Koplev hvorfor der ikke er skarpe højreorienterede værter på P1, hvorfor ikke konfrontere Koplev med hans VS-fortid og ubetingede støtte til PFLPs terror, hvorfor ikke ironisere over det forhold at Koplev selv mener han gennem sit liv har arbejdet for at udvide ytringsfrihedens grænser – når nu han for en uges tid siden underskrev et søgsmål mod Dansk Folkeparti for at overtræde samme.

    

    7. november 2005

    Kjeld Koplev: “Nu har vi jo kastet os over alt hvad der er muslimer i Danmark”

    Køkkenet er blevet udstyret med en Dab-radio, og efter at Orientering (Jørgen Siegumfeldt) på FM-båndet havde berettet om de helt urimelige forhold muslimer blev udsat for i det sydlige Thailand bare fordi militante bekæmper regeringen- valgte jeg at at give den digitale DR Kultur en chance. Jeg nåede at høre et sted mellem 30 og 60 sekunder af seneste Koplevs Krydsfelt så var min tillid brudt. Gæsten var lederen af det danske Goethe-institut, tyskeren Christoph Bartmann, og der blev talt om danske fordomme overfor tyskere. [Dialog efter ca. 1 time 14 min. – link]:

    Christoph Bartmann: Hvis du ser på hvordan tyskerne bliver betragtet på i hele Danmark, bortset fra de her turistområder… der er stadig historiske fordomme, med gode historiske grunde, vi har haft dårlige erfaringer med Tyskland og tyskere under besættelsen, eller endnu tidligere – sandsynligvis. Alligevel tror jeg, i de seks år jeg har været her i Danmark, i København har jeg aldrig haft fornemmelsen, at at den kendsgerning at jeg er tysker betyder noget negativt… Nej, det har jeg ikke – aldrig.

    Kjeld Koplev: Du er ikke blevet udsat for diskrimination?

    Christoph Bartmann: Nej, aldrig, overhovedet ikke. Det går egentligt rigtigt godt, og jeg føler mig godt i Danmark. Men jeg taler også med andre tyskere som siger ‘ja det kan jo også være svært’, som har andre erfaringer end jeg, som fortæller historier jeg aldrig har oplevet… Hvis man optræder alt for autoritært som tyskere… [om fordomme] Det havde vi engang…

    Kjeld Koplev: Nu har vi jo også fundet nogle andre fjender vi kan smide ud, nu behøver vi ikke kaste os over tyskere, nu har vi jo kastet os over alt hvad der er muslimer i Danmark.

    

    14. september 2005

    Er Jørgen Flindt Pedersens Socialdemokratisme et bolværk mod kommunisme?

    Fra lørdagens Politiken, tre pluk fra Jørgen Flindt Pedersens kronik Socialdemokrat? Selvfølgelig – som meget godt illustrerer sindelaget hos filminstruktøren.

    “Per Hækkerup, pragmatikeren over alle, var nok den mand i Socialdemokratiet, vi havde det sværest med. Derfor inviterede vi ham til en holmgang på Aarhus Universitet med Aksel Larsen, som havde stiftet SF efter at være blevet smidt ud af DKP. Vi ønskede, at Socialdemokratiet skulle være åbent for parlamentarisk samarbejde med det nye parti på venstrefløjen i stedet for at søge flertal ind over midten…”

    “Og der står jeg stadig i dag, 46 år senere. Ikke mindst efter læsningen af min gamle ven og kollega Kjeld Koplevs Kronik om Socialdemokratiets selvudslettelse…”

    “Han ser med historikeren Eric Hobsbawm ved hånden socialdemokraternes indsats som »en garant for en fredelig kapitalistisk udvikling…”

    Jørgen Flindt Pedersen er en del af problemet – ikke løsningen.

    

    1. september 2005

    Hyltoft: Polerne i det politiske danmarksbillede udgøres ikke at de Radikale og Enhedslisten

    God kronik i dagens Jyllandsposten, hvor Ole Hyltoft ikke bare opremser gode eksempler på P1’s politiske bias’, men også drager de nødvendige konklusioner. To citater fra Nu gælder det om at stå Kenneth Plummer bi:

    “Men her er nogle eksempler trukket tilfældigt op af erindringsskuffen. Karen Jespersens erindringsbog, “Karen”, blev anmeldt af en psykolog i P1. Anmeldelsen forskubbede sig meget hurtigt fra bogen og over på en “analyse” af Karen Jespersens psykiske habitus. Den var der ikke meget godt at sige om. Karen havde været en nogenlunde god socialminister. Men som indenrigsminister havde hun været en skandale, på grund af det der med den øde ø, De ved nok. Karens psykiske skibbrud fremsattes ikke som et synspunkt, men som en kendsgerning. Spørgsmålet var derfor kun: hvordan kunne hun synke så dybt? Jo, forklarede psykologen, Karen Jespersen var ganske vist vokset op i et arbejderkvarter på Nørrebro, hvad der åbenbart borgede for en høj moralsk standard. Men – og nu faldt pointen – Karens mor havde været viktualiehandler, altså privat næringsdrivende. Dette kapitalistiske islæt i hendes opvækst måtte være forklaringen på hendes forfærdelige indenrigspolitik. Anmeldelsen var et interview med en DR-medarbejder ved mikrofonen. Han sagde ikke en lyd til dette vulgærmarxistiske nonsens. Man så ham for sig sidde bag mikrofonen og nikke samtykkende.”

    “Nu må vi så se, om Plummer taber pusten, når han har været til kammeratlig samtale med alle de gamle DKP’ere og VS’ere i DR. Om han tør fortælle DR-redaktørerne, at polerne i det politiske danmarksbillede ikke udgøres af Det Radikale Venstre og Enhedslisten.”

    

    22. juli 2005

    Jagten på den moderate muslim fortsætter – Zubair Butt Hussain klarede ikke testen

    Sjælden god artikel i dagens Jyllandsposten, hvor Helle Broberg Nielsen går lidt i dybden med de ofte omtalte ‘moderate muslimer’. Et citat fra Glashuset: Muslimer i Danmark: Jagten på den spiselige muslim:

    Danske medier har med både kyshånd og kalkulation grebet chancen for at benytte en frisk stemme fra det vidtspændende muslimske miljø i København. Zubair Butt Hussain er uddannet cand. polit., en førsteklasses mønsterbryder med pakistansk baggrund, job som økonom, veltalende og tilmed dansk gift. Og så er han talsmand for noget så næsten grundtvigiansk som en nystiftet forening med det imødekommende navn, Muslimer i dialog med tilhørende pressevenlig hjemmeside... Nogle kendte måske allerede den sympatiske akademiker fra Tal med Gud panel-programmet på DR 2 om tro. Andre havde måske hørt, at han havde været i Koplevs Krydsfelt på P1 den 16. december sidste år. Havde de selv hørt programmet, ville de bl.a. have fået den detalje med som tilsyneladende også kom bag på Koplev selv at Hussains kone er konverteret til islam og bærer tørklæde. Samt at han i dén grad opfatter sig selv som rettroende i en ganske bogstavelig forstand. Velintegreret, men altså netop ikke den moderate muslim, som medierne og politikerne ellers plejer at forelske sig i.

    Stigmatiserings-vinklen er i det hele taget rigtig hot på DR. Temaet var det samme dagen efter i P1 Debat efter 12-Radioavisen. I Sommersyn tirsdag den 19. juli programmet var produceret af DR i Rønne kunne imam Fatih Alev og den aldeles areligiøse religionshistoriker Tim Jensen hurtigt blive enige om, at det er fordommene imod muslimer, der er det virkelige problem. Og altså at dem, der nærer fordommene nogle danskere i virkeligheden skaber alle problemerne. Inklusiv er ansvarlige for, at utilpassede unge knægte med muslimsk baggrund bevæger sig ud af den tangent, der fører til marginalisering, vrede og enten kriminalitet eller religiøs fanatisme. Studievært Jacob Rosdahl var efter alt at dømme lige så enig, selvom han et par gange forsøgte at bryde talestrømmen fra især Tim Jensen med et enkelt eller halvandet spagt spørgsmål i løbet af den hele halve time.”

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper