22. oktober 2012

Venstreradikal angreb folkevalgt på valgaftenen foran dennes 7-8 årige datter: “… han var for udlicering”

Mandag i sidste uge var Rune Eltard-Sørensen gæst i Krause på Tværs (P1), og da Niels Krause-Kjær i slutningen af interviewet smed vand i hovedet på Modkraft-redaktøren fik programmet uventet omtale. Eltard-Sørensen blev allerede som teenager talsmand for Farum-afdelingen af Rebel – Revolutionære Unge Socialister, og blev i 2003 landskendt da han som aktivist for Globale Rødder overfaldt udenrigsministeren i en aktion på Christiansborg. Krause-Kjær har aldrig været min favorit, men denne gang var han sin opgave voksen.

(Rune Eltard-Sørensen overfalder udenrigsminister Per Stig Møller, 18. marts 2003)

Delvis transkribtion af debatten – Revolutionen der udeblev (57 min).

Rune Eltard Sørensen, Modkraft: … det som jeg hentydede til i den konkrete sag, det var maling og lidt graffiti, og det kan ikke sammenlignes med 80’erne – vi er nede på et niveau. Det er unge mennesker som sprayer ‘Fuck kapitalismen’ på en væg, og det kan man altså ikke fortænke dem i. Og jeg synes det er misbrug af resourcerne at PET må ransage, fængsle og i det hele taget de her systemkritikere og unge mennesker, som om de var ekstremister. Jeg synes den politiske kritik de rejser af lømmelparagrafferne er bundreel, metoder? Nåh, ja, lidt graffiti – altså, hvad er det sammenlignet med hvad bankerne koster det danske samfund.

[…]

Rune Eltard-Sørensen: Folketinget er der hvor man har parkeret den politiske magt, men det er i virkeligheden ikke der hvor den reelle magt er, det er derfor jeg laver en differentiering (mellem parlamentarisme og demokrati, Kim). Det her er simpelthen ikke nok, at den politiske magt er bundet op i parlamentet, når den økonomiske magt er der hvor der sker noget, og det er i virkeligheden at udvide demokratiet.

Niels Krause-Kjær, P1: Hvis nu flertallet var enige med sådan nogle som dig, så behøvede du jo ikke at differentiere mellem den parlamentariske… bare fordi der ikke er tilstrækkelig mange der mener… hvis der var et flertal der mente som dig, så havde du ikke nogle problemer. Problemet er vel at der er ikke er ret mange der mener som dig, og du må finde dig i ting, man som mindretal må finde sig i.

Rune Eltard-Sørensen: Sådan kan man selvfølgelig godt se på det.

Niels Krause-Kjær: Er der egentlig andre måder at se det på?

[…]

Niels Krause-Kjær: Ja, det var Radioavisen tilbage fra 2003, hvor du og en kammerat (stalinisten Lars Grenaa, Kim) tog på Christiansborg for at smide maling i hovedet på ministre. Lad mig spørge igen – Hvad i himlens navn bildte I jer ind?

Rune Eltard-Sørensen: Jeg synes man kan vende det spørgsmål om. For jeg synes hele det der fokus på den der maling på jakkesæt og gulvtæppet. Hvorfor er det vi stadig snakker om det… der er noget proportionsforvrængning i det her…

Niels Krause-Kjær: Hvordan fik I ideen til det?

Rune Eltard-Sørensen: I den periode, der protesterede vi på mange måder. … jeg lavede – vi lavede, jeg var aktiv aktivist dengang, og vi lavede grafitti og vi lavede demonstrationer osv., osv., osv. … Nu ved jeg godt vi blev dømt for vold, og fik vores straf osv., men jeg synes ikke det var en voldelig aktion. Jeg synes faktisk, det var en symbolsk happening, nogle en lidt kunstnerisk happening, men det var ikke et voldeligt overfald i mine øjne.

(Rune Eltard-Sørensen passiviseres af betjent efter overfald, 18. marts 2003)

Niels Krause-Kjær: I kom jo i fængsel for det. Din kammerat fik tre måneder for at have smidt maling i hovedet på statsministeren, og du fik fire. At du fik fire, det var fordi du havde gjort noget året tidligere, nemlig på valgaftenen til kommunalvalget, da du foran rullende kameraer og dokumentarfilm, hvor overfaldet blev optaget, hvor du smed ketchup i hovedet på Peter Brixtofte. Den aften hvor han igen-igen var blevet genvalgt som borgmester i Farum. Han havde jo ikke støttet en invasionskrig i Irak, han vandt et borgmestervalg i Farum kommune.

Rune Eltard-Sørensen: Han sidder jo nærmest stadig fængslet den dag i dag.

Niels Krause-Kjær: Hov, hov, hov. Rolig nu. Det var på valgaftenen i 2001 – det var inden. Det var aftenen hvor vælgerne havde sagt, at han skulle være borgmester igen. Det var inden der overhovedet var kommet nogle retsager…

Rune Eltard-Sørensen: … vi var nogle mennesker i Farum allerede dengang, som gennemskuede, at det han gjorde…

Niels Krause-Kjær: Hvad bilder du dig ind, at ophøje dig til noget der ligger over et retssamfund?

Rune Eltard-Sørensen: Ja, men det er et stort spørgsmål, et vigtigt spørgsmål, men jeg synes som sagt at historien har frikendt de to aktioner. Det viste sig at være en økonomisk forbryder, og Irak-krigen viste sig at være en tragedie.

Niels Krause-Kjær: Ved siden af Brixtofte den aften, der står hans datter ved siden af ham – hun er 7-8 år gammel på det tidspunkt. Nu bliver jeg nødt til igen at spørge dig – Hvad fanden tænkte du på?

Rune Eltard-Sørensen: Altså, hun skal jo lære, at hendes far gjorde noget forkert, og det opdagede hun så den aften på en lidt voldsom måde, og det kan jeg da også godt huske i retsagen efterfølgende. At der sagde Brixtofte, at han egentligt ikke var sur på mig, men datteren der græd der, det var han ikke glad for. Næh, selvfølgelig var jeg ikke glad for det.

Niels Krause-Kjær: Var du ligeglad eller hvad?

Rune Eltard-Sørensen: Det var ikke det der var fokus på aftenen. Det var ikke at berøre hans familie. Det var et symbolsk nærmest lidt humoristisk signal om at ‘her er kongen’, og så prøve at klæde ham lidt af i forhold til hele den her selvhøjtidelige. Fordi demokratiet i Farum – jeg er selv vokset op derude – det var en særlig form for demokrati.

Niels Krause-Kjær: Man kan sige, at der var i hvert fald flertal. Genvalgte gang på gang Peter Brixtofte som borgmester. Men det følte du dig hævet over?

Rune Eltard-Sørensen: Han nåede at sidde i 18 år eller deromkring, og det er jo igen et eksempel på at folk lader sig manipulere. Vælger at prioritere andre ting end et sundt demokrati. Farum var ikke et sundt demokrati. De havde en masse fladskærme og en dyr rødvin… og så var alle glade.

Niels Krause-Kjær: Hvem har sat dig i en position, at det kan du tage stilling til. Et retssamfund, dommere, blæse være med det – tænk hvis alle gik rundt og opførte sig sådan.

Rune Eltard-Sørensen: Ja, men det, det ville blive et sjovt resultat, det kan jeg godt forstå du ligger mærke til, men det ændrer ikke ved, at vi har at gøre med dybt seriøse politiske Irak-krigen og Brixtofte-sagen. Der igen, der vil jeg sige, at der er noget proportionsforvrængning i det. Det var en afspejling af en frustration og en afmagt, det politiske system var om ikke kollapset i Farum, men…

Niels Krause-Kjær: – Siger du.

Rune Eltard-Sørensen: Det tror jeg der vil være bred enighed om, hvis man går Farum-sagen efter i sømmene. Der var nogle der sov i timen, blandt andet, og i stedet for, prioriterede man – han var for udlicering, han var på den måde – han sad ikke på Borgen, men han lavede sine eksperimenter ud fra en borgerlig politisk-økonomisk analyse var enormt interessant…

Niels Krause-Kjær: Den måde du argumenterer på, har jo intet med demokrati at gøre. Er vi enige om det? Det er jo nærmere lidt små-fascistisk.

Rune Eltard-Sørensen: Ej, det synes jeg…

Niels Krause-Kjær: Hov, hvorfor egentligt – er det ikke egentligt små-fascistisk?

Rune Eltard-Sørensen: Nej.

Niels Krause-Kjær: Vi kan måske endda stryge små.

Rune Eltard-Sørensen: Det er jo en hård påstand. Grunden til at jeg ikke synes det er fascisme, det er fordi det er ketchup.

Niels Krause-Kjær: Det er fordi det er dig der smider med ketchup.

Rune Eltard-Sørensen: Nej, det har igen også med proportionerne at gøre. Også igen. Jeg mener grundlæggende ikke at kapitalismen lever op til min definition af demokrati. Sålænge protestformerne som dem vi har her, er af en sådan karakter, så synes jeg faktisk det er en hån mod alle de ofre for fascisme der har været. Hvis jeg skal have den etikette…

Niels Krause-Kjær: … nu er det så elleve år siden med Brixtofte, og det er ni år siden med Per Stig Møller. Ville du gøre det samme i dag?

Rune Eltard-Sørensen: Jeg har valgt at uddanne mig til journalist, og bruger ordet nu, som jeg gør i dag når jeg sidder her og snakker, eller jeg gør når jeg skriver på Modkraft. Jeg mener at den ændring der skal i samfundet forudsætter en bevidstgørelse, og også at man kan forklare sit projekt.

[…]

Niels Krause-Kjær: Fortryder du, at du gjorde det for ti år siden?

Rune Eltard-Sørensen: Det gør jeg egentligt ikke. Der synes jeg, at det var en så forbryderisk krig… det kan jeg sgu ikke fortryde.

Niels Krause-Kjær: Hvorfor egentligt ikke. Det havde været meget nemt at sige, at sige, at jeg var tyve år dengang, tiden var en anden, jeg var en anden, og mine pandelapper var ikke helt vokset sammen endnu, sådan er det tit når man er tyve år, en dreng – det er jeg sgu ked af. Peter Brixtofte og Per Stig Møller, det må i sgu undskylde. Det ville da være nemt at sige.

Rune Eltard Sørensen:

Niels Krause-Kjær: Så du fortryder ikke, at du hældte maling i hovedet på Per Stig Møller og ketchup i hovedet på Peter Brixtofte, da han blev genvalgt.

Rune Eltard-Sørensen: Det synes jeg ikke giver nogen mening.

Niels Krause-Kjær: En ting er hvorvidt det giver mening, noget andet er om du fortryder det.

Rune Eltard-Sørensen: Det gør jeg faktisk ikke.

Niels Krause-Kjær: Se hvis jeg nu hælder vand i hovedet af dig.

Rune Eltard-Sørensen: – det gjorde du faktisk.

Niels Krause-Kjær: – det har jeg gjort nu. Er du ikke glad for, at det ikke var maling?

Rune Eltard-Sørensen: Det ved jeg ikke. Det ville jo være dig der kom til at betale det. Gulvtæppet og mit tøj.

Niels Krause-Kjær: Blev du overrasket – blev du forskrækket?

Rune Eltard-Sørensen: En lille smule. Det havde jeg ikke set komme.

Niels Krause-Kjær: Det kan jeg så sige, at det gør jeg fordi jeg er uenig med dig. Er det ikke en mærkelig måde at diskutere på.

Rune Eltard-Sørensen: Det er mange ting i vores samfund der er mærkelige. Den her individfokusering på to mennesker overfor hinanden, og så kaster du vand på mig. Det kan selvfølgelig godt illustrere en problemstilling, men det mest interessante er jo at vi lever i et samfund hvor goderne er fordelt ulige, og det skaber unægtelig nogle gnidninger…

Niels Krause-Kjær: En ting er jo at man snakker. Hvis den ene part føler sig ophøjet til at man ophøjer sig til på egne vegne, at der der med at der ligesom er nogle der er valgt, og nogle der er sådan parlamentarister, det blæser jeg på – for jeg er ophøjet til at kunne vide bedre. Det er vel det, det er vel det, der gør at et samfund krakellerer når man gør sådan.

Rune Eltard-Sørensen: Det hvor det kan blive aktuelt at bryde loven, det er jo når loven beskytter eller opretholder nogle beslutningstagere eller et system der er uretfærdigt. Det er så her vi har forskellige definitioner...



28. februar 2012

Christian Zwettler i P1: “… al respekt for Blekingegadebanden… de har gjort et stort stykke arbejde”

Kommunisten Christian Zwettler vil være ukendt for de fleste, men tilbage i 1980’erne og 1990’erne var han en af de mest yderligtgående, med et revolutionært cv ingen danskere kan matche. Selvom han på ingen måde har taget afstand fra sine gerninger, så har hans fortid ikke påvirket hans liv og karriere i nævneværdig grad. Han er stadig en accepteret figur i venstreorienterede miljøer, og da jeg for et par år siden så nærmere på Facebook-gruppen ‘Danmarks Løver’, stod hans navn ofte klods op af andre venstreorienterede, herunder bloggere der i andre sammenhænge bruger Facebook til at associere højrefløjen med militans.

I næste måned udgiver hans selvbiografi under titlen ‘Jeg Revolutionær’, og det kan ikke overraske P1 i den anledning giver ham taletid. I går var han gæst i Krause på tværs, og selvom han fik afliret en del venstreekstreme floskler, så gav Krause-Kjær ham fint modspil, og det endelige indtryk var måske nok ærligt, men også lidt patetisk – fra statsfjende til ’statsklovn’, som han så rigtigt sagde.

(Christian Zwettler og RAF’s Werner Hoppe, København 1995; Facebook)

Delvis transkription af Den revolutionære bankrøver (P1, 27. februar 2012).

Niels Krause-Kjær, P1: Min gæst i dag har siddet i fængsel for væbnet bankrøveri. Christian Zwettler, hvad skulle du bruge de penge til.

Christian Zwettler, kommunistisk revolutionær: Vi skulle bruge dem til at bygge en guerilla op, så vi kunne befri Vesteuropa, Danmark især – fra kapitalismen, og lave et kommunistisk samfund. … Jeg kom tre et halvt år i fængsel for det.

Niels Krause-Kjær: Han har gennem tyve år været kommunist, BZ’er og revolutionær. Han har begået hærværk, ikke bare en gang, men mange gange. Han har forsøgt at besætte Folketinget, EU-parlamentet, Ambassaden, ministerier og Direktoratet for Udlændinge. Han har deltaget i adskillige militante aktioner, gadekampe – og nå ja, så har han også begået væbnet bankrøveri, som en del af sit politiske arbejde.

[…]

Niels Krause-Kjær: Altså, Christian Zwettler, fortryder du hvad du har gjort?

Christian Zwettler: Du inviterede jo Christian Zwettler, ikke Ole Sohn, så jeg fortryder ikke. Jeg står inde for det jeg har gjort, og jeg mener, at det jeg har gjort stadigvæk er rigtigt. … Jeg mener det har ført til meget. Det har gjort mig til det menneske jeg er i dag, og jeg kan stadig kigge mig selv i spejlet… Så jeg kan stå ind for de ting jeg er, jeg har kæmpet for de ting jeg har troet på, og jeg er det menneske jeg er i dag, netop på grund af udviklingen, evolutionen, jeg har gjort gennem den revolutionære proces i 80’erne og 90’erne.

[…]

Speak, Radioavisen (båndet): Ukendte gerningsmænd satte i nat ild til integrationsministerens bil, der stod parkeret tæt på huset.

Journalist, Radioavisen (båndet): Rikke Hvilshøj og hendes familie var hjemme da branden startede i nat… de høje flammer havde bredt sig videre til en gavl i huset… I øvrigt har Radioavisen modtaget en mail fra en gruppe der kalder sig Aktionsgruppen Grænseløse Beate. I mailen lyder det, at gruppen i protest mod Danmarks flygtningepolitik har sat ild til ministerens bil ved hendes bolig, som gruppen anfører adressen på i mailen.

Niels Krause-Kjær: … det gjorde at hendes børn måtte flygte derfra midt om natten… sådan en aktion som den her… Det var jo sådan noget du kunne finde på.

Christian Zwettler: Absolut. Hvis man tænker over at integrationsministeren er medansvarlig, hvis ikke ansvarlig for flygtningepolitikken i Danmark på daværende tidspunkt, og efter min mening, enorm racistisk, enorm fremmedfjendsk, og hvis man tænker over de flygtninge, som bliver bortvist fra Danmark… Så skal man også som integrationsministeren tage ansvaret, hvis man skriver sådanne udvisninger, dødsdomme under – at man også tager det ansvar, at man måske får sin bil brændt.

[…]

Niels Krause-Kjær: … du er født og opvokset i Tyskland, og bliver som meget ung 11-12-13 år viklet ind i gadekampe, noget politisk arbejde af meget militant karakter. …

Christian Zwettler: … 80’erne var jo også en anden tidsalder. Der fandtes ingen Facebook. I 80’erne var der stadig Øst-Vest konflikten, der var stadig den såkaldte realsocialistiske blok, Sovjetunionen, og muslimer der i dag er fjendebillede nummer 1, det var dengang kommunisterne… Så hvis du dengang skulle lave et statement mod det etablerede, så skulle du kalde dig kommunist… Hvis du så ovenikøbet gik videre og støttede Rote Armee Fraktion.. og synes de var fede…

[…]

Christian Zwettler: Jeg kommer fra en familie, som jeg også beskriver i bogen – hvor faren er meget rig, og moren kommer fra arbejderklassen, så jeg har begge dele i mig. Jeg bliver konfronteret med den enorme rigdom, hvis man ikke mangler nogle ting materialistisk, hvis man kan få alt det man gerne vil have. Samtidig er der nogle andre mennesker som ikke kan få alting, hvad de gerne vil have. Hvis man ligesom mig, har et hjerte… et ret stort hjerte, så mener jeg ikke det er acceptabel, at jeg kan sidde i et restaurant mens hjemløse står udenfor restauranten… Jeg var til aktion… jeg gider ikke meningsløse ting.

Niels Krause-Kjær: … I jagter nynazister og kommer op at slås, og meget at det mange vel så lidt om i fjernsynet dengang i 80’erne. Du kommer så til Danmark som 20-årig, sådan lidt ved en tilfældighed.

Christian Zwettler: Jeg ville egentligt være taget til Barcalona, og gjort Spanien usikker. Spanien er også meget federe, temperaturen er også bedre. Barcalona er en meget federe by end København, synes jeg selv. …

Niels Krause-Kjær: Her bliver du så en del af BZ-miljøet, de autonome… Hvordan passede du ind i det miljø.

Christian Zwettler: – Ligesom perfekt! Ligesom blommen i ægget. Vi havde samme holdninger… Hvis du er venstreorienteret og revolutionær, så passer du ind i hvilken som helst revolutionær bevægelse. … Vi kæmpede jo alle sammen for et bedre samfund. … Vi havde alle sammen et fælles mål – revolution.

Niels Krause-Kjær: … hvad gør man så? Når man er revolutionær…

Christian Zwettler: For det første så anerkender man ikke borgerlig lovgivning. Det vil sige, man har faktisk et ret frit og fedt liv. Man kan stjæle og gøre hvad man vil. .. Jeg stjal 1-2 timer om dagen, så var det ligesom nok, som når andre folk arbejder 8 timer om dagen. Kriminalitet betaler sig rent faktisk, men det er bare et spørgsmål om moral. Jeg stjal, jeg diskuterede politik, jeg har været til demonstrationer. Jeg har lavet masser af hærværk, slåskampe mod politiet, og alt hvad man kunne gøre… Vi prøvede at bringe vores politik frem – angribe staten der hvor det gør ondt. Vores holdning har altid været, og det er derfor vi bliver kaldt ekstremister, at undertrykkelse og udbytning har en adresse og et telefonnummer. Det vil sige, vi gør det ikke så abstrakt som mange partier gør… Vi gør det helt konkret. Ligesom den beskrivelse du kom med i den der radioudsendelse om integrationsministeren hvor de siger – at hun er skyldig i det, og derfor får hun det her som straf.

[…]

Niels Krause-Kjær: I modsætning til Blekingegadebanden der opererede ud fra en filosofi, at det ikke kunne nytte at lave revolution i det land man boede i, men om at hjælpe i den 3. Verden. Der var Din og Jeres filosofi den stik modsatte.

Christian Zwettler: Absolut. Jeg har al respekt for Blekingegadebanden. Jeg synes de har gjort et stort stykke arbejde økonomisk, altså i forhold til at frihedsbevægelserne, altså de var fantastisk – i forhold til dem er jeg jo en blodig amatør. Men i forhold til politik, så mener jeg det stik modsatte af dem. De mente at Vesteuropa var et område man skulle glemme… vi mente at man samtidig skulle bekæmpe det borgerlige svin i sig selv, og kæmpe for sin befrielse her. … En revolutionær proces vil sige at du konfronterer dig 24 timer (i døgnet) med dit eget borgerlige svin. … Så stiller spørgsmål ved ejendom. Det er jo det farlige indenfor kapitalismen. Kapitalismen er jo bygget op på ejendom, på ejendomsretten, den private ejendomsret. Hvis du stiller spørgsmålstegn til den private ejendomsret… så stiller du sådan set spørgsmål ved det hele. Det gjorde Blekingegadebanden ikke…

[…]

Niels Krause-Kjær: … Du opfatter dig selv om kommunist, men kunne ikke drømme om at blive medlem af et politisk parti.

Christian Zwettler: Det er fuldstændig rigtigt forstået. Jeg forstår mig som revolutionær… og som revolutionær kan jeg ikke være medlem af et legal politisk parti, for som revolutionær er det en del af din identitet ikke at anerkende den borgerlige lovgivning. Hvis du vil lave en revolution, så er du kriminel, sådan set. For der er jo en lovgivning, som siger du ikke må bruge vold, der er også en lov som siger du skal respektere den private ejendomsret, og det gør de politiske partier, ellers kan du ikke være parti i Danmark. Jeg mener at legale politiske partier forvirrer arbejderklassen. Det forvirrer subproletariatet, de undertrykte, for at sige det bare sådan som det er.

[…]

Niels Krause-Kjær: Hvem var ‘vi’. Hvem var I udover dig?

Christian Zwettler: – nu vil jeg jo ikke sætte navne og adresser på det… Vi var alle mennesker som var revolutionære, stillede spørgsmålstegn ved den private ejendomsret og prøvede at kæmpe for forandringer. Det kunne variere mellem fem og 2.000.

[…]

Niels Krause-Kjær: … og så fik du to måneders fængsel (for besættelse af Venstres gruppeværelse på Christiansborg)

Christian Zwettler: … det var en super vellykket aktion. Dengang fandtes ingen Facebook, i dag lever vi i en tidsalder, som er drømmetidsalderen. Hvis vi havde haft de samme muligheder… Budskabet var, at det sidder en sort mand uskyldigt dømt på dødsgangen i USA… vi var 20-30 stykker, også afdøde Martin Lindblom (AFA-grundlægger, Kim), ‘katten’, der var talsmand for kampagnen dengang…

[…]

Niels Krause-Kjær: … Hvem har stemt på dig?

Christian Zwettler: Jeg vil sige det sådan, at de fleste mennesker i den 3. Verden og de fleste revolutionære i Vesteuropa, de har nok stemt på mig, ligesom jeg har stemt på dem.

Niels Krause-Kjær: Hvordan kan du bilde dig ind, at der er nogle i Afrika der har stemt på dig.

Christian Zwettler: Fordi jeg har haft kontakt til Afrika, fordi jeg har haft kontakt til Mellemøsten, fordi jeg har haft diskussioner på tværs af landegrænser – vi er jo grænseløse revolutionære…

Niels Krause-Kjær: Giver det dig et mandat?

Christian Zwettler: Ja, det gør det… Jeg er et politisk menneske. Du kan kalde det ekstremist eller terrorist, det er et spørgsmål om definition.

[…]

Niels Krause-Kjær: I bogen beskriver du din fascination af Rote Armee Fraktion og dine kontakter til Rote Armee Fraktion, blandt andre Christian Klar, terroristen som kom i fængsel for at have begået mord, og i dag er på fri fod – du har stadigvæk kontakt med ham. Rote Armee Fraktion udpegede jo arbejdsgiverformand og politifolk som legitime mål, som de jo rent faktisk slog ihjel.

Christian Zwettler: Ja, ligesom de blev slået ihjel som legitime mål. Det går begge veje. Det er et magtspørgsmål, om magtmonopol. … Hvad er forskellen mellem Jønke fra Hells Angels som slog Makrellen fra Bullshit ihjel… og Jens fra De Internationale Brigader som slår Ahmed fra Taliban ihjel… Rent moralsk er det jo præcist det samme.

[…]

Christian Zwettler: For tyve år siden, der ville jeg ikke have haft nogen som helst problemer med at skyde Pia Kjærsgaard, som for mig repræsenterer en småracistisk, potentielt kulturfascistisk bevægelse i Danmark. Fra 2001 til 2011 har de sørget for, Danmark er jo et småracistisk land… i dag har jeg fuldstændigt ændret mig. Jeg synes jeg ikke længere den absolutte sandhed er hvad jeg tænker, og derfor kan jeg absolut bestemme som dommer, hvem jeg skal skyde og hvem jeg ikke skal skyde. For eksempel synes jeg Pia Kjærsgaard er legitim, jeg synes det er fuldstændigt fint at der findes en Pia Kjærsgaard, at der findes et Dansk Folkeparti, jeg synes bare man skal være ærlig. … hvis Dansk Folkepart gik ud og sagde – Ja!, vi er et småracistisk, potentielt kulturfascistisk parti… så har folk da i det mindste når de stemmer på hende… Jeg er et meget ærligt menneske, og det er også det jeg sagde før med Pia Kjærsgaard – hvis man står inde for det som man er…

[…]

Christian Zwettler: Hvis du slår et menneske ihjel, fordi han måske ville koste ti andre livet, så synes jeg det har en berettigelse at slå et menneske ihjel. … Jeg synes det enkelte menneske skal tage det ansvar det enkelte menneske skal tage. Jeg tog det ansvar, jeg tog, og jeg står inde for det ansvar jeg tog. Hvad har jeg gjort. Jeg har røvet en bank, jeg har besat Folketinget og Europa-parlamentet. Jeg har slået nogle nazister ned, og jeg har tæsket nogle politibetjente. Jeg fik også tæsk, jeg er ikke supermand, jeg fik også mine tæsk. Men jeg står inde for det 100 procent.

[…]

Niels Krause-Kjær: Året er 1992. Du er med i Den Røde Bande… (båndet P1-indslag fra 1992 med Anette, ‘Lars’ og ‘Niels’) …

Christian Zwettler: Meget kort fortalt. Jeg har intet problem med at røve en bank… Vi havde en klar aftale om ikke at bruge vold mod uskyldige, men vi havde trods alt en skarpladt pistol med. Når politiet skyder efter os, så ville vi også have skudt tilbage. Det er selvforsvar efter min mening.

Niels Krause-Kjær: Det er jo bare en betjent som passede sit arbejde.

Christian Zwettler: Jamen, jeg synes ikke det bare er at passe sit arbejde, at skyde en bankrøver. Det er jo ikke hans penge. Han kan bare lade folk løbe, og så anholde dem bagefter. Det er ikke nødvendigt, hvis man laver godt efterretningsarbejde. Man skal ikke overfortolke sit arbejde. Som politibetjent skal man passe sit arbejde, og det er at opklare og forhindre kriminalitet, men man skal ikke skyde forbrydere. … Jeg er ikke martyr eller religiøs. Hvis du angriber mig, så forsvarer jeg mig sgu. Jeg vil citere Ulrikke Meinhof – hvis politibetjenten lader os løbe, så lader vi også dem løbe. Hvis de prøver at skyde efter os, så skyder vi sgu tilbage.

[…]

Niels Krause-Kjær: Efter du har fået dommen på tre et halvt års fængsel, så kommer du så til Horserød, som er et åbent fængsel i Nordsjælland, og her har vi så statsfjende nummer 1, den militante aktivist der til fare for statsmagten, revolutionær og al muligt, og så sender de ham gudhjælpemig i et åbent fængsel, hvor han bare kan gå ud og tage bussen, hvis han tør. Det må have været lidt af en nedtur.

Christian Zwettler: – eller en kold bruser… Før troede jeg at jeg var statsfjende, nu var jeg statsklovn.

[…]

Christian Zwettler: Hvis jeg gik til mine medfanger og sagde at vi skulle kæmpe for et kommunistisk samfund, så ville de alle sammen grine af mig, og sige ‘fis af’. Hvis jeg siger vi skal kæmpe for bedre betingelser i fængslet så er de alle sammen med… Skridt på skridt mod målet, og ikke som jeg gjorde – et kæmpe jump.

[…]

Christian Zwettler: Det er ret svært for en revolutionær der har siddet i fængsel, at komme ud og så dele løbesedler ud. … Jeg har lært meget af mine kriminelle kammerater. Hvis man er villige til at bryde loven, så har man måske et forspring frem for folk som ikke er villige til at bryde loven… Jeg holdt mig til det kriminelle miljø, og prøvede at politisere det kriminelle miljø, og i min naivitet, i min fantasi der troede jeg faktisk at jeg kunne overtale de kriminelle til at lave en bankrøveribevægelse, der giver penge til de hjemløse… Det lykkedes så ikke. De fleste menneske grinte af mig, og sagde at hvis de fik ti millioner kroner, så ville de bruge dem på sig selv – ikke på din revolution.

[…]

Christian Zwettler: … Jeg er jo ikke længere kriminel. Jeg er ikke længere politisk aktiv på samme niveau som jeg var for femten år siden. … Jeg stemmer ikke på Enhedslisten, SF eller Socialdemokratiet, og derfra og til højre vil jeg aldrig drømme om at stemme. …

[…]

Niels Krause-Kjær: … du skriver… der er kun tre veje for folk som os – sejr, død eller fængsel. Nu vil jeg så spørge dig… Der er vel ikke rigtigt nogle af de tre dele der lykkedes for dig.

Christian Zwettler: Jeg tror vi får en revolutionær situation…



3. februar 2010

Henrik Gade Jensen om konservativ liberalisme

Kloge ord af Cepos-filosof Henrik Gade Jensen forleden på P1.

  • 25/1-10 Krause på tværs, P1 – Borgerlige sengekammerater (58 min).
  • “Det at være borgerlig har ligesom to ben at stå på. Det ene er at være liberal, det andet er at være konservativ, og det er ikke to holdninger der sådan umiddelbart passe sammen, der er rivalitet imellem dem, de supplerer hinanden på en måde, men der er også stærke gnidningspunkter mellem dem…

    Jeg kan se med mig selv, at tænkere som jeg læste for 20 år siden, de sagde mig ikke ret meget dengang… den britiske tænker Thomas Hobbes. Da jeg læste ham første gang for 25 år siden, hvor han angreb religionen, og ville adskille religion og politik, og undertrykke religionen fordi den var for farlig for civilsamfundet, dengang kunne jeg ikke forstå hvad han mente. Jeg lagde ham væk igen, og synes ikke det var værd at læse. Nu kan man så tage ham frem igen, og så pludselig så opdager man, at han har sagt noget utroligt væsentligt, og utroligt centralt, og folk begynder at genlæse sådan et forfatterskab. Det samme gælder andre store tænkere, Spinoza og så videre, som pludselig bliver genlæst, og man opdager at de faktisk sagde noget utroligt relevant i vores samfund. Og det synes jeg – det er jo det der kan gøre én meget konservativ, i betydningen af, at historien betyder noget. De historiske skrifter, de historiske kampe og så videre, har faktisk haft en stor indflydelse på hvordan vi lever vores liv i dag…

    Det positive der ligger i en konservativ mentalitet er den skepsis, en skepsis over for store forudsigelser, en skepsis over for tro på et meget lykkebringende fremskridt og så videre, og så videre. De her forudsigelser, som man kom med tidligere, med at nationalstaten var forældet, og nu levede vi i en global verden, og så videre, jamen de har vist sig ikke at holde stik. Man kan se, at da Jugoslavien blev opløst, der fik man nationalstater, og så er der kommet nogenlunde fred, og der hvor der er ufred, det er der hvor man af uheldige grunde, af historiske grunde, ikke kan dele det op i nationalstater. Så man skal være meget varsom med at tro udviklingen går i en bestemt retning. Det synes jeg egentligt også er det der er god konservativ filosofi. Det er jo sådan set at – jeg tror det er C.S. Lewis der engang sagde det her med, at vi ønsker alle fremskridt, men hvis man befinder sig på den forkerte vej, så er det ikke et fremskridt at forfølge vejen. Så er det at gå tilbage igen, og se hvor det var man gik galt. Det er der behov for i dag. Der er behov for at gå nogle skridt tilbage, og finde ud af, hvorfor gik vi forkert af den vej… I dag er der er i vid udstrækning behov for at sige, at vi troede alle det var det rigtige, og det var den rigtige løsning, og så viser det sig, at det kunne være meget anderledes…

    Nogle af de udfordringer, som verden står overfor, som man ikke kunne have forudsagt for 25 år siden, det er blandt andet forskellige former for folkebevægelser, indvandringer og så videre, som man ikke så som et problem for 25 år siden, men som der er god grund til at se som et problem i dag. Og det er selvfølgelig, i og for sig, noget der ligger lige til en konservativ. Det er sværere bare at lave multikulturel idyl ved at bringe mennesker sammen, der skal også være et eller andet fælles grundlag at leve sammen om, og det er der den konservative har noget at give, hvor den liberale måske forbliver lidt for meget på en, hvad skal vi sige – lidt for optimistisk tro på, at bare man respekterer retsregler og så videre, så har man nok til at leve sammen.

    Oploadet Kl. 11:30 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer
    

    25. januar 2010

    P1: Borgerligheden har været nationalkonservativ de seneste 50 år

    For nogle uger siden omtalte Suzanne Brøgger i Information tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, som værende “højreradikalismens bedste garant”, og sådanne analyser egner sig fint til menighedsblade på venstre flanke. P1 er licensfinansieret, og nedenciterede er næppe essensen af Henrik Gade Jensens konservative liberalisme. Liberalisme uden konservatisme er en illusion. Liberalisme uden kulturkonservatisme blot en midlertidig fase.

    “Det liberale og det nationalkonservative har nærmest været sengekammerater de seneste 50 år.” (Niels Krause-Kjær og Tine Rud, P1)

    (Krause på tværs, P1, 25/1-10: Borgerlige sengekammerater)

    

    18. november 2008

    Karen Thisted om Westergaard: “Han har kostet Danmark og danskerne så meget besvær…”

    Man bliver ikke populær når man overtræder islamiske dogmer. Nyd blot Karen Thisteds klumme trykt i lørdagens Ekstra Bladet – Jeg er dødtræt af Kurt Westergaards tåbelige tegninger (ikke online).

    “Nu er jeg så dødhamrende træt af tegneren Kurt Westergaard, manden bag tegningen af Muhammed med en bombe i turbanen, at jeg ville ønske, et venligt menneske ville sende ham på pension. Nogen må fortælle ham, at han har fået berømmelse nok for sine talenter, for det er, som om han er gået i selvsving og ikke kan få nok af rampelysets sødme.

    Han har kostet Danmark og danskerne så meget besvær og bragt andre menneskers liv i fare med sine tåbelige tegninger. Og om han så ikke går i gang igen med uformindsket styrke…

    De fleste mennesker vil kæmpe for retten til at ytre sig, men der er ingen grund til at ytre sig bare for at skade andre mennesker. Jeg garanterer for, at ingen havde lagt særlig mærke til folkeskolelæreren og købmandssønnen fra landsbyen Døstrup i Himmerland -i hvert ikke som tegner -hvis ikke han havde tegnet den bombe.

    Og nu kan han ikke holde op –jeg tror, at han er begyndt at betragte sig selv som en stor, provokatorisk kunstner, som ingen kan stoppe.

    Når han portrætteres i f.eks. Politiken i denne uge, må han selv stå bag nogle af de meget personlige oplysninger. Og de tyder på en mand, der har store tanker om sig selv og sin baggrund for at fornærme hele den muslimske verden.

    De store tanker startede nemlig allerede i den indremissionske søndagsskole, for her fik han en grundlæggende angst for religioner… Det skal vi andre så lide under… Vi trængte skatteborgere har betalt store summer for at pansre Kurt Westergaards rækkehus i Århus…

    Kære Kurt Westergaard, jeg beder dig inderligt: Stop nu!”

    Mere.

  • 11/11-08 Niels Krause-Kjær – Træt af Muhammed.
  • 1x/11-08 Randers Amtsavis – Tove Schou Pedersen: Meget naiv tegner (ikke online).
  • “Og så er det, at jeg ikke kan lade være at spørge mig selv, om Kurt Westergaards Muhammedtegning nu også var så uskyldig, som han selv mener, den var, eller var den i virkeligheden den provokation, som jeg hele tiden har syntes, den var. Man kan i hvert tilfælde godt få sin tvivl, når Kurt Westergaard… causerer på DF’s landsmøde…”

  • 18/11-08 Metroxpress – Omar Marzouk: Slut med klummer om Kurt.
  • “Siden min seneste klumme om tegneren Kurt Westergaard har den terrormistænkte tuneser, ham som er mistænkt for at ville myrde tegneren, skabt en del ballade. Det hele startede, fordi B. T. kunne afsløre, at tuneseren befandt sig i Århus tæt på Kurt Westergaards hjem… Personligt synes jeg, det hele er Kurt Westergaards egen skyld. Ja, du læste rigtigt. Hvis Kurt Westergaard virkelig er forfulgt af farlige terrorister, hvad fanden laver han så på sin bopæl i Århus? Har han slet ikke for stået hele konceptet med af være forfulgt? Det er noget med at bo mærkelige steder og skifte adresse hver dag…

    Grunden til, at dette er min sidste Kurt Westergaardklumme, er, at det er gået op for mig, hvor stor en tosse manden i virkeligheden er, og at det er på tide, at vi boykotter tosserne. Lige fra Kurt Westergaard til hans ligesindede i Dansk Folkeparti og tosserne i det saudiarabiske kongehus, som rejser verden rundt og prædiker religiøs tolerance i et land, hvor man bliver stenet for selv den mindste overtrædelse af religiøse regler. Boykot tosserne i den offentlige debat.”

    

    11. juni 2008

    Professor Birte Siim om det smukke frigørende tørklæde

    Niels Krause-Kjær havde i forrige uges Krause på tværs, inviteret professor Birte Siim i studiet til en debat om det islamiske tørklæde. Det blev til 86 minutters koncentreret propaganda for islam fra en integrationsforsker, der i hver anden hver sætning begik vold mod den vestlige kulturs idegrundlag.

  • 28/3-08 Krause på tværs, P1 – Den unuancerede debat om 30 gram.
  • Det vil være for omfattende, at gå i dybden med de mange tåbeligheder, så her blot et lille oprids.

    – Tørklædet kan ikke være et religiøst symbol / et tørklædeforbud vil krænke religionsfriheden.
    – Vi skal spørge de muslimske kvinder hvad de selv synes (og ignorere deres religiøse argumenter).
    – Tørklædet bæres frivilligt (og ikke et ord om hvad der sker, hvis de vælger at tage det af).
    – Vi skal have en mere nuanceret debat / kritikere skal ikke høres.
    – At lovgive før problemet eksisterer er diskrimination /at lovgive konkret rettet mod problemet efterfølgende er diskrimination.
    – Tørklædet er undertrykkende i Mellemøsten, men ikke i Danmark / muslimer har ret til at opretholde kulturelle normer.

    Tankevækkende er det, at hun i sit akademiske virke vælger en ikke-repræsentativ gruppe muslimske kvinder, for at kunne ‘konkludere’, at tørklædet og islamiske normer kan være et redskab for integrationen. Søger hun sandheden, eller leverer hun blot statsfinansierede debatindlæg tilsigtet holdningsbearbejdelse via medierne.

    Undervejs i programmet var der korte interviews med Asmaa Abdol-Hamid og historiker Pia Guldager Bilde. Førstnævnte gav et godt grin, ved at postulere, at Danmark får mellemøstlige tilstande, når vi problematiserer tørklædet. Sidstnævnte, der sådan set sagde mange rigtige ting om tørklædets betydning, var alligevel pinlig – hun talte helst om kristendommen, og kunne i lighed med Birte Siim næsten ikke få ordet ‘islam’ over sin mund.

    Fra lyrikken…

    Niels Krause-Kjær, P1: Hvad i alverden Birte Siim – hvad er det der er sket? (siden Fogh nu er imod tørklæder).

    Birthe Siim, professor: Jamen, jeg er sådan set også forbløffet, utroligt forbløffet…

    […]

    Birthe Siim: Vi har undersøgt mediedebatten på forskellige areanaer… det er mediedebatten der fylder mest… og så kommer den der plakat fra Dansk Folkeparti med burkaer, en dommer og en hammer, og så ruller det jo… jeg synes det er helt utroligt, debatten i medierne, ja også i folketinget vil jeg sige… debatten er så utrolig unuanceret, jeg ved ikke – jeg er ikke medieforsker, men det bliver jeg måske… Skal det være sådan, at når det er tørklæder – også på DR2, skal det være sådan at man tager en for og en imod, og så skal de stå og skændtes, istedet for at få en nuanceret debat ik’. Formålet må vel være at få en nuanceret debat.

    […]

    Birthe Siim: … jamen noget af det vi har kunne konstatere, det er for eksempel, at – jamen altså kønsligestilling, som er et af mine områder ik’, for os demokratiforskere og kønsforskere. Kønsligestilling har betydet utroligt meget i mediedebatten, og der har altså været vil jeg sige, relativt små grupper som Kvinder For Frihed, der i nogle perioder – det er så ikke lige i øjeblikket, nu er det gået over til folketingspolitikkerne – har domineret debatten.

    Krause-Kjær: Det skal lige siges, Kvinder Frihed er sådan en organisation med lægen Vibeke Manniche der er meget kritisk overfor tørklæder.

    Birthe Siim: – og som har fået utroligt stor plads i pressen, og det tror jeg måske mere, ja det må du jo svare på, hvordan det kan være, men jeg tror da ikke det er forbi pressen er enige, men det er vel en eller anden sensationslyst eller nyhedens interesse.

    Krause-Kjær: Det kan vel også være fordi at man synes, at det da er et validt – nogle valide argumenter der kommer, som fortjener at blive hørt i det offentlige rum.

    Birthe Siim: – Absolut, men man kan bare sige, jeg tror slet ikke det er mere generelt dækkende for, hvad skal vi sige – feminister. Jeg kalder, jeg går en del blandt feministiske forskere og også almindelige mennesker, og jeg vil kalde sådan noget som Kvinder For Frihed for ligestillingsfundamentalister.

    […]

    Birthe Siim: Jeg prøver at tage min analytiske hat på, det gør man jo som forsker, og nu har jeg været forsker i over 30 år, så den kan jeg næsten ikke lægge af mig. Men det vil sige – jeg har lavet komparativ analyse af demokrati og medborgerskab og kønsligestilling i mange lande, og altså det første er der noget om, den første pointe det vil være – hvilken betydning tørklædet har, og det er også en af hovedkonklusionerne fra vores undersøgelse, det handler om hvad det er for et samfund vi lever i. Tørklæder er da undertrykkende hvis det er i Saudi-Arabien, og hvis det er en autoritær stat, eller hvis det er i Afghanistan hvor Taliban sidder og har magten, men i et demokratisk dansk samfund som vores, der er det jo ikke – der må betydningen af tørklæder, der må man også snakke med de unge kvinder eller ældre kvinder der har valgt at tage tørklædet på, og det synes jeg har været et virkeligt stort problem i debatten, som også kommer frem i vores undersøgelse…

    […]

    Birte Siim: … det bliver en meget abstrakt debat om danskhed og danske værdier istedet for at snakke om – jamen hvad er de reelle problemer i vores samfund. Er det et problem med, er det udemokratisk eller hvad, er religion et problem, hvor mange er det, det ved man sådan set ikke, der er en masser statistik vi slet ikke ved noget om, hvor mange der bærer tørklæde, hvor mange går med burka, hvor stor er problemet – er det i det hele taget et problem?

    […]

    Niels Krause-Kjær: .. så skal vi først have tørklædet placeret i det historiske billede. Ifølge historiker Pia Guldager Bilde er der nemlig en lang historisk tradition for at bruge tørklædet som mere og andet end blot en beklædningsgenstand.

    Pia Guldager Bilde, historiker: Så langt tilbage som i det andet årtusinde før vor tidsregnings begyndelse, der har vi faktisk love der fuldstændigt som Koranen beskriver hvordan kvinder skulle gå tilsløret, og det bliver også beskrevet hvordan, at det er kvinder af en særlig status der må bære tørklæde overhovedet, det kan man faktisk se langt oppe i historien, at det at bære tørklæde, det er et statussymbol – de her tidlige kilder fortæller om at, f.eks. må prostituerede ikke bære tørklæde, og det samme gælder også for tjenestepiger, de må heller ikke bære tørklæde.

    Tine Rud, P1: hvad kan man ellers tale om at tørklædet har været brugt til at symbolisere gennem tiderne?

    Pia Guldager Bilde: Jamen først og fremmest, så er det jo et klæde som bliver brugt til at af-erotisere kvinden, og det er jo også der hvor meget af debatten står i dag, og det er jo f.eks. en brug som vi også kender i den vestlige tradition helt oppe i moderne tid. Altså at bruden stadigvæk på sin bryllupsdag bærer slør, og manden, når han letter på sløret, så er det det samme som at tage hende i sin besiddelse. Og det med at være tilsløret versus afsløret, det kan man se også i kristne kilder f.eks., at det er simpelthen et spørgsmål om at markere, at hun er en mands ejendom, ikke alle mænds ejendom.

    Tine Rud: Vil det sige, at lige så lang ttilbage man nærmest kan se, så har tørklædet været med til at skelne mellem ære og skam?

    Pia Guldager Bilde: Det er fuldstændigt korrekt. Det er ikke nogen ny forteelse overhovedet, og det er fuldstændigt ligegyldigt hvilken kultur vi snakker om – om vi snakker om de nær-orientalske kulturer i fortiden eller vi snakker om den kristne kultur, eller om vi snakker om den muslimske kultur, og altså også om en vestlig sekular tradition. De foreskriver også anvendelsen af tørklædet. Det med tørklædet er absolut ikke nogen ny historie.

    Tine Rud: Det at man så debatterer meget i dag, at tørklædet ligesom er symbolet for mandens undertrykkelse af kvinden, er det også sådan det har været tidligere.

    Pia Guldager Bilde: Altså man kan sige, at tørklædet er og bliver et led i en patriarkalsk kultur. Så det er i enhver patriarkalsk kultur, der er det mandens forsøg på at markere, at dette er min kvinde – han kan påbyde at hun er tilsløret når hun går udendørs, og han er den der kan afsløre hende, og dermed tage hende i besiddelse.

    Tine Rud: – og det har så ikke kun været gældende indenfor den muslimske tro.

    Pia Guldager Bilde: – overhovedet ikke. Det er både den græske, den kristne, den nær-orientalske, forhistoriske osv. Men når man ser på det i dag, så er det jo vigtigt at holde fast i, at selvom, hvad skal man sige – kravet kommer fra den patriarkalske kultur, så er det jo noget kvinderne tager på sig af sig selv, og hvad skal man sige – frivilligt, og i meget høj grad argumenterer for, at sløret, eller tørklædet, at det er et skjold, det fungerer som en borg, eller som et værn, som betyder at de kan gå uantastet på gaden. Fuldstændig den samme formulering ser vi hos Paulus i hans brev til Korintherne, at kvinder skal have tørklædet på for at kunne gå uantastet.

    Tine Rud: Så det vil sige, at det som vi andre opfatter som et undertrykkende symbol, i virkeligheden for mange af de her kvinder, er et frigørende tørklæde.

    Pia Guldager Bilde: Ja, sådan opfatter de det selv, og det tror jeg vi skal tage alvorligt. Som jeg ser det, og som de muslimske kvinder selv opfatter det, så er det at bære tørklædet, det er det der gør det muligt for dem at agere i det offentlige rum.

    […]

    Birte Siim: … vi er ikke vant til, hvor i mod andre lande, selvfølgelig Frankrig, hvor stat og kirke er adskilt, altså sekulære stater, der er man angst for religion ik’, der er en grund til at man har adskilt stat og kirke, i Frankrig var det i høj grad katolicismen, og i Tyrkiet var det islam, som man skulle holde på afstand af staten. Andre lande har nogle andre erfaringer… der er man mere opmærksom på religionens rolle… noget af det paradoksale er jo så, at i de lande der er sekulære, fandt vi ud af, Frankrig og Tyrkiet, altså grundlæggende må man sige, at der er ikke særligt meget, der er ikke særligt mange strenge forbud – det er ikke sådan et forbuds- det er ikke billedet, tværtimod så er forbud undtagelsen, kan man sige ik’. Altså de lande der så har forbud, det er Tyrkiet og Frankrig. Og det er de såkaldt sekulære stater, dem der har adskilt stat og kirke, og det synes jeg jo er lidt paradoksalt. Vi kender det franske forbud, som handler om piger i offentlige skoler der ikke må bære tørklæde, eller rettere – det handler i Frankrig og i Tyrkiet handler det om religiøse symboler – det er jo ikke rettet mod en religion – det er meget vigtigt i sådan nogle sekulære samfund, at det er alle religiøse symboler… Det er da helt oplagt, at når man har den historie, hvor man er nervøs for katolicismen, eller man er nervøs for, eller man har haft de meget borgerkrigsagtig-lignende ting mellem katolicisme og protestantisme for eksempel i Frankrig, og virkeligt har brugt meget energi på at holde religionen ude fra den offentlige skole og så videre ik’, der kan man godt forstå at de der problemer kommer på dagsordenen – altså det kan man godt forstå. Men på den anden side, kan man så også sige, at forbud kan også vise sig at være kontraproduktiv… (ingen tyrkiske eksempler, Kim).

    […]

    Niels Krause-Kjær: Tine Rud har spurgt hvorfor hun overhovedet tager tørklædet på om morgenen.

    Asmaa Abdol-Hamid: Det er en del af min samlede påklædning, at tage tørklædet på. Det er der jeg føler mig fri, hvor jeg ikke kunne forestille mig selv uden.

    Tine Rud: Hvad er det det symboliserer for dig?

    Asmaa Abdol-Hamid: Altså, jeg er jo inspireret fra religionen, men …

    Tine Rud: Når du siger, at tørklædet først og fremmest betyder noget religiøst for dig, hvad er det så?

    Asmaa Abdol-Hamid: Når jeg siger religiøst, så er det ikke, så er det ikke fordi der skal komme nogle religiøse forklaringer på at Gud har sagt det, og Muhammed har viderebringet – jov, det er essensen, men når Gud befaler noget, når Gud sætter rammer for nogle ting, så er det fordi at der ligger en mening med det, som er samfundsrelateret. Som er samfundsvigtig, også.

    […]

    Birte Siim: … det er meget meget vigtigt at differentiere med forskellige typer af tørklæde. Der er det almindelige lille tørklæde, og så er der heldragter og burkaer, og bare se på hvor stor problemet er. Der er jo ikke særligt mange, man ser med burkaer i Danmark. Det mener jeg er et helt andet problem – et lille smart tørklæde på unge kvinder, som samtidig – nu så jeg en, da jeg kom cyklede i morges, da jeg kørte ud af Aalborg, med et smukt hvidt tørklæde, hvide cowboybukser og højhælede sko og på cykel på vej på arbejde, jamen altså – whats the problem (hørte det her på podcast ved busstoppestedet på Kridthøj Torv (8270), tre meter fra mig stod en burkaklædt kvinde, Kim).

    Niels Krause-Kjær: Ja netop, men vi ser, som leverpostejskultur, vi ser et stykke stof der bare er klistret på, men at det for mange af muslimerne, ligger der langt langt mere i sådan et tørklæde.

    Birte Siim: Ja, ja.

    Niels Krause-Kjær: Der ligger en accept af, en underkastelse af en lovreligion, der ligger en accept eller en underkastelse, at være mandens ejendom, der ligger en accept af, at man vil af-erotiseres. Altså som om vi går rundt, danske mænd, og savler hver gang vi ser noget kvindehår…

    Birthe Siim: Jamen jeg forstår godt hvad du mener. Men det er jo din påstand. Alle de der ting er jo din påstand…

    […]

    Birte Siim: Hvis det handler om integration… Jeg havde for den danske magt og demokrati-udredning, det var jeg så heldig, at få mulighed for at lave et projekt omkring etniske minoritetskvinders politiske myndiggørelse, tror jeg – i forhold til et medborgerskabsperspektiv, det er jo så et af mine forskningsområder, og der valgte jeg altså at sætte fokus på, og det var tilbage i 2000, der valgte jeg at sætte fokus på aktive unge kvinder, altså dem der var organiserede… og der var jeg ude at snakke med en gruppe i Albertslund, det var så mit første møde med et tørklæde – kan man sige. Fordi jeg kom ind der, til en gruppe, og det var i ramadanen, og det var også mit første møde med ramadanen, at skulle tage skoene af og så videre… de snakker københavnsk, hold da op hvor er de velintegrerede… Der var da nogle kvinder – og det sagde de også, for hvem deres familie, og deres religion, var en kæmpe resource – det var sådan set det de sagde, og det skrev jeg… i den der rapport i 2003. Man må tage alvorligt, at de ser at familiebaggrunden, og det er jo ikke en dansk ligestillingsfamilie nødvendigvis… på den måde konkluderede jeg så, at det var både deres religion og den måde de kvinder, det var så bestemte kvinder, 15-20 kvinder, omkring København, aktive mellemuddannede, den måde de selv beskrev deres familieforhold og deres religion på, det var som en resource, som et redskab til integrationen.

    … jeg er da godt klar over… at det her var en exceptionel gruppe, det var mellemuddannede, og de var aktive – de stod i spidsen, jeg havde valgt dem bevidst, fordi de havde valgt at danne en frivillig forening… Jeg konkluderede da, også at det er et demokratisk paradoks, de ville utroligt gerne påvirke samfundet, men de kunne ikke komme ind i den offentlige debat eller i det politiske system, et demokratisk paradoks – hvordan kommer man… til at få indflydelse politisk.

    […]

    Niels Krause-Kjær: Enhver debat har nogle konsekvenser… Hvis vi lige prøver at vende tilbage til Asmaa Abdol-Hamid, der jo selv bærer tørklæde, og blandt andet har været opstillet for Enhedslisten. Prøv lige at høre her, hvor hun fortæller om sine oplevelser af den seneste tids tørklædedebat.

    Asmaa Abdol-Hamid: Jeg synes vi er på vej i at bevæge os ud i ekstremer. Jeg synes det er så ubehageligt, hele tiden at skulle tale om en kvinde der bærer tørklæde. Og det at man nu begynder fra politisk side, at foreslå forbud, decideret forbud, og at nægte de kvinder der bærer tørklæde adgangen til samme muligheder på arbejdsmarkedet som alle mulige andre mennesker. Jeg synes det er fejt, jeg synes det er krænkende, og jeg synes det er helt ude af proportioner, at vi som er i et demokrati, et verdsligt samfund som vægter frihed rigtigt højt, har bevæget os ud i nogle foraer, i nogle sammenhænge, hvor vi rent faktisk gør det modsatte af, hvad vores samfund appellerer om, hvad friheden appellerer til, vi indskrænker friheden, vi går ind og laver demokratiet – jeg kan ikke engang se demokratiet i det her mere, fordi det bliver noget helt andet, end hvad demokrati er, appellerer til. Det er helt ude af proportioner synes jeg, at vi går hen og får mellemøstlige tilstande i Danmark, hvor man lovgiver omkring individers påklædning, omkring borgers påklædning – det er for ekstremt.

    Tine Rud: Nu går du jo med tørklæde. Hvordan oplever du den her rimelige heftige debat, den påvirker dit liv?

    Asmaa Abdol-Hamid: Den påvirker mit liv, i at jeg på et tidspunkt, jeg er igang med at skrive min opgave til kandidatuddannelsen, og ligeså snart det her det blussede op, så fortsatte jeg med at skrive, men når man begyndte at tale om lovforslag om forbud, altså der følte jeg, at jeg skulle reagere for at forsvare min frihed, min individuelle frihed, forsvare vores grundlæggende frihedsrammer i vores samfund, fordi det kan godt være vi idag taler om tørklæde, men i morgen ved vi bare ikke hvad vi taler om, og dagen efter. Og det synes jeg er alt alt for ekstremt…

    Tine Rud: … mener du at vi i denne her intense debat om tørklædet, er gået for langt?

    Asmaa Abdol-Hamid: Vi er kommet alt alt for langt ud. Altså – jeg ser mellemøstlige tilstande i Danmark, jeg ser et ligestillingsproblem… vi begrænser den individuelle frihed… at gå ind og lovgive omkring påklædning, som man gør i Mellemøsten… (en socialist argumenterer for individuel frihed, Kim).

    […]

    Niels Krause-Kjær: Hvordan ser du konsekvenserne af den debat… (og forbud, Kim)

    Birte Siim: … hvem går det ud over – det går jo ud over nogle mindretal… det går ud over en mindretalsgruppe, de bliver kede af det, krænkede og føler sig diskrimineret… man kan frygte for integrationen, hvis det er det vi vil. Man kan også frygte, at veluddannede muslimske kvinder vælger nogle andre lande, hvor der er lidt mere rummelighed, lidt mere tolerance, og så kunne man også frygte – hvad bliver det til. Nu så man Dansk Folkeparti i 2004…

    […]

    Birte Siim: … vi skal faktisk ned og snakke med Kommission, og sige hvad vi mener… Det er klart, at der er nogle debatter om religionens rolle i det offentlige rum, og vi skal sige noget om de erfaringer der er i de forskellige lande. Og, jeg kan måske mere sige, om hvad vi i Danmark kan lære om de andre lande, og jeg tror jeg har sagt det, noget med religiøs pluralisme, specielt i forhold til I Norge, den norske debat, i forhold til England og Holland, synes jeg det er noget af det vi kan lære.

    Niels Krause-Kjær: Altså Norge…

    Birte Siim: – Som ligner os med køn og velfærd… På grund af norsk historie og norske traditioner, så har religionen fyldt lidt mere, og der er ikke sådan en stor forskrækkelse i Norge, som i Danmark.

    Niels Krause-Kjær: Det er jo lidt sjovt, for man plejer at sige med Norge, at er der nogen der kan gå i folkedragter, så er det eddermanene nordmændene.

    Birte Siim: Ja, det kan de også, og folkedragterne har jo også lige præcis tørklædet på. Men det er også baggrunden for en større rummelighed…

    Niels Krause-Kjær: … men dermed Birte Siim, der kan man jo også sige, at jo mere man er forankret i sin egen kultur, og sine egne værdier, jo mere rummelig, jo mere large, jo mere storsindet kan man være.

    Birte Siim: Jov, det kunne du godt sige, men derfor troede vi jo også, at vi i Danmark havde den der store demokratiske pluralisme, og derfor havde en rummelighed ik’. Altså vi har haft frihed og ligestilling for bønder, arbejdere, kvinder, og der kunne man jo godt argumentere med, at så kunne man forvente, at vi også kunne have et frisind for etniske minoriteter, for de nye grupper der kom. Men det er problematisk, jeg er stadigvæk forundret…

    Opdate.

  • 11/6-08 Angantyrs Hjørne – Tro ikke på alle historikere (ang. Pia Guldager Bildes kommentar om slør i Kristendommen).
  • “Der behøves ikke megen læsning i Korintherbrevet for at se at sløret(det lange hår) ikke var ment som en beskyttelse mod at blive antastet af mænd på gaden…”

    

    21. november 2007

    “Spændende fornyelse”: DR dropper Qvortrup

    Niels Krause-Kjær er ikke ueffen, men intet kan erstatte Henrik Qvortrup – DR dropper Qvortrup.

    “Jens Olaf Jersild siger til avisen, at Khader-sagen ikke er den direkte årsag til, at han har droppet Qvortrup som spin-ekspert i programmet.

    – Dét er en af flere ting. Vi har fået meget positive reaktioner fra seerne på Niels Krause-Kjær. Folk har set det som en spændende fornyelse. Og så har vi vurderet, at Niels Krause-Kjær gør det godt, siger Jens Olaf Jersild.”

  • 21/11-07 Berlingske Tidende – Qvortrup: Jeg fortryder intet.
  • Oploadet Kl. 13:52 af Kim Møller — Direkte link4 kommentarer
    Arkiveret under:
    

    17. november 2007

    85 mandater, 86, mandater, 87 mandater, 88 mandater, 89 mandater… beeeeep

    Lars Hedegaard i torsdagens Berlingske Tidende.

    Morsomme Mette
    Hvis Mette Frederiksen havde været iraker, ville hun givetvis have fået det job, som Komiske Ali havde under den amerikanske invasion, hvor han udbredte sig om fjenden, der nu var omringet, belejret og bekæmpet – alt mens amerikanernes fremrykning kunne høres i baggrunden. Nu gør Morsomme Mette imidlertid god fyldest som politisk klovn i Danmark og var i den egenskab indkaldt til det uforlignelige program P1 Debat dagen efter valget. Valget var på sin vis opløftende, meddelte hun, idet der nu var skabt flertal for en ny politik, hvilket fremgik af den stærke stilling, som Ny Alliance havde erobret. Desværre afspejlede det nye flertal sig ikke i de optalte stemmer, hvilket skyldtes, at stemmeafgivningen ikke helt »flugtede med den almindelige strømning«, som var at holde Dansk Folkeparti uden for indflydelse. Dette store demokratiske problem må føre til nedsættelse af en ny grundlovskommission, hvis opgave bliver at afhjælpe den fundamentale skavank, at vælgerne ikke stemmer socialdemokratisk, selv om der uomtvisteligt er socialdemokratisk flertal. Indtil en løsning er fundet, er der ikke noget at sige til, at Socialdemokraterne og deres allierede kæmper som besatte for at åbne for indvandringen af et nyt vælgerkorps til erstatning for det, der har svigtet.

    Mette Frederiksen er ikke den eneste der debatterer ikke-eksisterende flertalskombinationer. Simon Andersen i dagens udgave af Nyhedsavisen

    “Et bredt flertal støtter en stram udlændingepolitik, men et lige så stort flertal støtter også en politik, der – i modsætning til den nuværende – er fair og menneskelig.”

    Valgnederlaget gør ondt – rigtigt ondt, og jeg tror jeg de senere dage har hørt ti forskere klynke på P1 over folkets dom – altid med udgangspunkt i akademiske discipliner, men tendensen er nu ikke svært at se. Hvad er det præcist ved den danske udlændingedebat der gør den “rædderli'” – for nu at citere resultatet af retorikprofessor Christian Kochs analyse i Krause på tværs.

    Kunne man analysere Dansk Folkeparti væk fra indflydelse (push), så var det sket i forrige årtusinde, og derfor arbejder medierne sideløbende på at suge Ny alliance ind i varmen (pull). I Politisk debat i dag kunne man eksempelvis høre en sjælden kritisk journalist konfrontere en venstremand med ordene: ‘man skal jo også ville et bredt samarbejde’ (pull). Nogenlunde samtidig ignorerer Naser Khader simpel matematik, og giver Fogh et ultimatum. Fra dagens Berlingske Tidende.

    Hvis ikke vi får løst problemerne omkring asylansøgerne og deres situation, så er vi ikke med til noget som helst. Så er vi helt vores egne. Vi kan simpelthen ikke acceptere, at mennesker bor i centrene og bliver mere og mere syge. Hvis vi ikke kan få en løsning på det, så stiller vi os frit.

    Som en ven engang fortalte om forholdet til sin eks-kone: ‘Det er bedre hun er sur på mig – end jeg er sur på hende’. Sådan har jeg det med Mette Frederiksen & Co.

    

    26. april 2007

    Idehistoriker Malene Busk gav en opvisning i politisk korrekt religionskritik

    Forfatterne Jens-Martin Eriksen, Frederik Stjernfelt og idehistoriker Malene Busk mener der er for meget religion i det offentlige rum, og har grundlagt webloggen Kritisk Fornuft. Sidstnævnte (der er adjunkt på Københavns Universitet), var gæst i gårsdagens Krause på tværs, og det blev en opvisning i politisk korrekthed.

    I små halvanden time talte hun om problemet med religioner som sådan, men kunne næsten ikke få sig selv til at sige ordet ‘islam’. Når hun havde de store idehistoriske betragtninger fremme, så definerede hun fint problemet med islam, men talte så om den kristne højrefløj i USA, Indre Mission og præsterne i Dansk Folkeparti.

    Her lidt fra dialogen. Bemærk hvorledes Krause-Kjær næsten tvinger lidt virkelighed frem…

    Malene Busk: … ikke at reproducere nogle rigide, dominerende, autoritære strukturer der berøver al frihed. Det kan eksempelvis være at der er en guru man ikke må sige imod, så bliver man skammet ud af gruppen, eller det kan være at man ikke kan lide – at man simpelthen, at hårene i nakken automatisk rejser sig i nakken på een, når man ser folk marcherer i takt, om det så er i Nordkorea eller i Hitler-Tyskland, eller i det gamle Sovjet, eller det er folk i en af de der mega-churches i USA, hvor de alle sammen står og raller i gudsfrygt. Der står ti tusinde mennesker og overgiver sig til en sådan tv-prædikant, hvor hele den her gruppe-manipulation står som sådan et fascistisk greb, som der er grund til at være kritisk overfor, hvorend man end møder det. De to fløje på venstrefløjen har kunnet samarbejde om mange ting.

    Niels Krause-Kjær: Altså fløjen som var anti-imperialistisk, og fløjen der var anti-fascistisk.

    Malene Busk: Begge fløje har jo lidt begge dele, men de ligger vægt på noget forskelligt, og det gør den forskel, har så sprunget ud i lys lue nu her.

    Niels Krause-Kjær: På hvilken måde? Prøv at beskrive hvad.

    Malene Busk: Den er jo sprunget ud på den måde, at man kan se, at i både Frankrig, Danmark og England – de tre lande jeg nu ved mest om, lad mig sige dele af venstrefløjen går ind og omfavner nogle proto-fascistiske – i min optik – jeg tilhører nok den anti-fascistiske venstrefløj ik’. Man har omfavnet nogle ideologier, nogle religiøse ideologier, som går ud på mandlig dominans, dødsstraf, autoritær godtroenhed over for hellige bøger og så videre.

    Niels Krause-Kjær: Hvem er det? Hvem er det som omfavner hvad?

    Malene Busk: Ken Livingstone for eksempel, som er Røde-Ken.

    Niels Krause-Kjær: – Borgmesteren i London.

    Malene Busk: Netop – borgmesteren i London. Har haft møder med den her type meget konservative, ultra-konservative imamer, og det har været lidt ud fra devisen – jamen, hvis han siger han repræsenterer et diskrimineret mindretal, jamen så er han også god, og så er hans synspunkter også gode, og det samme er sket i Frankrig, hvor det har været venstrefløjen der var med til at anlægge sag mod venstreorienterede satiriske ugeblade, som har gået ind og kritiseret alle religioner. Altså jødedommen, kristendommen, hinduismen – islam, whatever, og gået ind og anlagt sag imod dem for racisme og sådan nogle ting.

    Niels Krause-Kjær: Har vi set noget lignende i Danmark?

    Malene Busk: Ja, det har vi da. Enhedslistens Asmaa – hvad hedder hun? Øhh ja.

    Niels Krause-Kjær: Asmaa er hende som havde et program på DR2, hvor hun var iført tørklæde, og hvor hun nu stiller op til folketinget for Enhedslisten, og som nu senest har givet en diskussion om, kan hun hvis hun bliver valgt, kan hun stå på folketingets talerstol iført tørklæde, og det mener blandt andet Søren Krarup fra Dansk Folkeparti, at det kan hun ikke. Det svarer til man stod med et nazistisk symbol. Det har givet noget – det er hende vi snakker om.

    Malene Busk: Jaja, det er hende vi snakker om. Det mener jeg så godt hun kan. Fordi jeg mener diskussionen skal tages i ide-diskussionen, og ikke i forbud.

    Kæden hopper tydeligvis af for Malene Busk. Hvis religion er et problematisk fænomen, så må islam pinedød være problemet over dem alle. Hvis religiøse symboler i det offentlige rum er problematiske, så bliver det næsten umuligt at overgå Asmaa’s planlagte tørklæde-stunt fra folketingets talerstol (og ja, jeg håber hun kommer ind).

    Man kan ikke mene religionerne er proto-fascistiske, baseret på en definition af islam, og herefter frikende Asmaa Abdol-Hamid, fordi hun mener kritikken kun må foregå på et abstrakt niveau. Ikke mindst når samme bruger meget af sin taletid på konkret at gå i rette med Dansk Folkepartis præster.

    Søren Krarup blev i praksis politianmeldt for at give et konkret eksempel, og det gør ikke det hele bedre at Abdul Wahid Pedersen stod bag en af sigtelserne. Den 16. februar i år talte han på P1 om Kenneth Kristensen fra Dansk Folkepartis “konstante heilen”.

    En af personerne citeret herunder blev iøvrigt også anmeldt. I mine ører siger de helt det samme.

    “De samfund, der tager religionen mindst alvorligt, er de samfund, der klarer sig bedst.” (Malene Busk, idehistoriker)

    “Når man sætter idiotiske religiøse hensyn over fornuften, så udvikler man et tabersamfund…” (Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti)

    Sjældent har en god sag være slettere repræsenteret, og i den virkelige verden er en forskeraktivist som Malene Bush en integreret del af problemet. Hun vil befri os fra en sekulariseret kristendom der fungerer, men If it ain’t broken – don’t fix it.

    PS: I næste uge har samme program Mikael Rothstein som gæst. Emnet er her forskningsfrihed, og der er således lagt op til en mere offensiv islam-apologi.

    Oploadet Kl. 20:13 af Kim Møller — Direkte link60 kommentarer
    

    1. marts 2007

    Tina Magaard om islamforskernes ‘forudfattede sympati’ for sit felt

    Tina Magaard var gæst i seneste udgave af Krause på tværs, og hun fik som sædvanlig mange interessante pointer frem, selvom hendes kritik af den danske islamforskning blev pakket godt ind.

  • 28/2-07 Krause på tværs, P1 – Islamisme er ikke tro men politik.
  • Her lidt fra dialogen.

    Niels Krause-Kjær, P1: Islamforskningen i Danmark som vi jo har haft i mange mange år, den udspringer af den humanistiske forskning, og islamisme, det er i hvert fald den del som du forsker i, den udspringer fra statskundskab. Kan du ikke prøve at fortælle mig og andre dødelige hvorfor det efter din opfattelse er så stor forskel på om forskningen tager afsæt i den humanistiske verden, eller i den politologiske verden.

    Tina Magaard, Ph.D.: Jov. Allerførst vil jeg lige sige, at jeg synes det er enormt positivt at Naser Khader netop går ud og siger det er ideologien vi skal have fat i, og undersøge, det er ikke kun det sociologiske, eller hvad skal man sige, det samfundsklassemæssige, som man har i de traditionelle marxistiske forskningsprojekter. Det er ideologien, og hvorfor er det så vigtigt på statskundskab. Det er det jo netop fordi, at de humanistiske fag giver os en masse gode redskaber til at forslå islamisk kunst, islamisk sufi-musik, islamisk filosofi, og sådan noget – og det er vigtigt, det er jo nogle områder som er vigtige, men islamismen som politisk bevægelse, der er du simpelthen nødt til at have et politologisk begrebsapparat.

    Niels Krause-Kjær, P1: Hvorfor?

    Tina Magaard, Ph.D.: Jamen, også netop fordi, som jeg nævnte før. Mehdi Mozzafari, hvis han ikke havde haft et indgående kendskab til de her bevægelser i 20’erne og 30’ernes Europa – altså politiske totalitære bevægelser, så havde han jo aldrig etableret forbindelsen til islamismen.

    Niels Krause-Kjær, P1: Det er ham du forsker med på Aarhus Universitet.

    Tina Magaard, Ph.D.: Nemlig, og det vil sige at så var vi gået glip af en meget meget væsentlig, hvad skal man sige, væsentlig nøgle for at forstå (simpelthen) islamismen. Hvad er dens samfundssyn, hvad er dens menneskesyn?

    Niels Krause-Kjær, P1: Kunne den kobling ikke ligeså godt blive lavet på det humanistiske, med et humanistisk afsæt, ligesom den kunne laves med et politologisk afsæt.

    Tina Magaard, Ph.D.: Jov, men jeg synes stadigvæk, at den politologiske forskning giver os nogle redskaber og metoder som jeg synes er rigtigt gode til det her.

    Niels Krause-Kjær, P1: Hvad?

    Tina Magaard, Ph.D.: Jamen, det er jo netop at gå ind og se, hvordan er en politisk bevægelse skruet sammen, og hvordan er en ideologi, og det er selvfølgelig – det er jo rigtigt nok, det er jo også idehistorisk, og det er jo også derfor, kan man sige, at det er min styrke, at jeg har begge tilgange. Både den humanistiske, idehistoriske, og den politologiske. Det som nogle gange sker, hvis man tager den her specifikt problematik. Det der nogle gange sker for islamforskere, som jeg jo ikke regner mig selv for. Det er at mange islamforskere er jo gået ind i, lidt som jeg selv gjorde selv i 90’erne, at man går ind og studerer det her, fordi man har en – hvad kan man sige, en, jeg ved ikke om man kan kalde det en forudfattet sympati, men det er i hvert fald, en ide om at man vil noget sympatisk – man vil finde noget sympatisk – noget man kan identificere sig med, være glad for i den islamiske kultur, og det er super, det er fint nok, at nogle gør det, men problemet er at hvis du gør det, så vil du have, nogle gange – måske vil du have svært ved, det er altså selvkritik det her jeg kommer med nu, fordi jeg taler om en proces der har taget mig mange år om at komme igennem. At jeg havde simpelthen svært ved at tage islamismen, som en politisk trussel mod nogle værdier, som jeg synes er vigtige. Fordi jeg jo netop havde – jeg så det mere som min rolle at fremhæve nogle ting som var spændende i for eksempel den islamiske filosofi, og det vil sige – der havde jeg altså ikke en tilpas nøgtern tilgang til det her, og problemet er også, at hvis du eksempel går ind og siger, det har at gøre med tro, og derfor vil jeg passe på ikke at fornærme. Jamen, så sker der bare det, at hvis islamisterne siger om deres politiske program, at det er et trosspørgsmål, så forholder du dig ikke nøgternt og kritisk til det. Hvor du kan sige den politologiske tilgang, jamen der er det egentligt ikke så væsentligt, om det er noget der er folks tro eller ej – du analyserer nogle mekanismer, du analyserer et politisk program, du analyserer en politisk strategi.

    […]

    Niels Krause-Kjær, P1: Hvad har du lært af den overgang fra den humanistiske forskningstradition til nu…

    Tina Magaard, Ph.D.: … jeg har jo netop lært, at i forskning er det vigtigt faktisk, at man ikke er alt for følelsesmæssigt engageret i sit emne. Det kan faktisk være en hindring – det har det været for mig i hvert fald… fordi så bryder man sig ikke om at kritisere islamismen, eller bare fortælle hvad islamisterne egentligt står for. Fordi du netop er bange for, at det falder tilbage på alle muslimer.

    Oploadet Kl. 19:15 af Kim Møller — Direkte link32 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper