25. april 2007

P1 her til formiddag om DR’s spareplan

Besparelserne i DR betød desværre meget lidt for DR’s folkeopdragende element. Lidt kortere radioaviser, nedgradering af DR Undervisning, lukning af Radiomontage og P1-magasinet Lige lovligt, samt fyring af Mik Schack, og det var alt. Hovedparten af besparelserne rammer sporten, lørdagsunderholdningen og den slags der i forvejen findes i rigelige mængder på kommercielle kanaler.

Nu skulle man jo så tro, at oppositionen ville være tilfredse, men nej. Enhedslisten var først ude, den øvrige opposition fulgte hurtigt trop, og minsanten om ikke også Dansk Folkeparti hoppede på vognen af frygt for at pensionister ikke fremover kan se større idrætsbegivenheder på DR.

Jeg hørte P1 hele formiddagen, og kanalen havde allieret sig med flere medieforskere der på hver deres måde
reciterede Enhedslistens kritik. De mente at besparelserne i løbet af nogle år ville betyde DR’s endeligt, og selvom jeg selvfølgelig kun kan håbe de får ret, så er der absolut intet der tyder på det. Et citat…

“Økonomisk set for seerne og lytterne, vil det betyde, at sport fjernes fra public service, og derved ikke længere vil være gratis.” (Frands Mortensen)

En af de øvrige medieforskere var var Ib Bondebjerg. Manden bag flere ‘ideologikritiske’ bøger om det han i 70’erne kaldte ‘Proletarisk offentlighed’ (1976). Glemme må man heller ikke hans banebrydende essay om Bertol Brecht i Kunst er våben: Socialistisk teaterarbejde (1976).

Derudover var der piveri fra en af DR’s mange underleverandører. Nyd blot Dansk Idræt Forbunds Mogens Mølholm Hansen, der havde de store ord fremme om en spareplan, han intet konkret vidste om.

“For nogle idrætsgrene vil man, for at være på de smalle programmer som man betaler for tv-rettighederne – Der er jo nogle få idrætsgrene, fodbold og håndbold, i Danmark, der er kommercielt attraktive, men for de mange idrætsgrene, der vil jeg sige, der er det en katastrofe ikke at være på de landsdækkende kanaler bare en gang imellem for at vise hvad det er man laver.” (Mogens Mølholm Hansen)

På DR’s hjemmeside kan man høre mere om de kvalitetsmæssige konsekvenser af ‘DR´s sparreplan’.

I forhold til sportstransmissioner, så er problemet for mit vedkommende ikke at DR Sporten fremover må koncentrere sig om at sende smalle idrætsgrene, men at jeg vanskeligt kan se to kommercielle kanaler på samme tid. I aften er menuen…

TV3+ 20.45 Champions League, semifinale – Chelsea-Liverpool.

Eurosport 21.00 Snooker World Championship, 1. runde – Ali Carter vs Andy Hicks.



25. maj 2006

Lige lovligt på P1 med juristen Agnete Weis Benson – om “retslig mangfoldighed” o.l.

Her gik jeg og troede at krimonologen Flemming Balvig var topmålet af idioti. Så kom jeg til at høre P1-magasinet Lige lovlig, hvor Helle Schøler Kjær havde juristen Agnete Weis Benson som gæst. Her lidt fra dialogen.

Agnete Weis Benson: Hvis man fastholder at lov er lov, og lov skal holdes, at alle skal være lige for loven,  så tror jeg altså retfærdigheden ryger fløjten i vores hastigt udviklende samfund…

Helle Schøler Kjær, P1: Agneta Weis Benson har i de senere år skrevet og redigeret artikler og bøger om retlig mangfoldighed. I en artikel hun har skrevet sammen med sin nuværende mand, professor Emeritus Morten Agersnap, vender hun sig imod at domstolene skal blande sig i om kvinder skal gå med tørklæde, og om unge skal giftes i arrangerede ægteskaber. Domstole og myndigheder i det hele taget, må se på de konkrete skikke folk har med sig, og så skelne skæg fra snot. Nogle af skikkene forstyrrer ikke samfundet, ’så lad dem dog være’, er budskabet, mens andre skikke ikke kan accepteres – æresdrab for eksempel. Mange af de nye indvandrere i Danmark har iøvrigt skikke som vi selv havde for nyligt siger Agnete Weis Benson.

Agnete Weis Benson: Det er jo ikke ret længe siden at vi foreksempel accepterede at forældre slog deres børn, eller at skolelærere, jeg har fået 117 lussinger i skolen…

Helle Schøler Kjær, P1: Betyder det man skal acceptere at folk der kommer fra tilbagestående områder i verden, at man skal acceptere at de slår deres børn når de er i Danmark.

Agnete Weis Benson: Nej, men det som jeg synes man skal finde ud af hvis man mener her skal der anlægges en sag, eller her skal politiet ind, så skal man sige, jamen altså hvorfor har de handlet som de har handlet. Man skal ikke være ligeglad med at se om de har handlet ud fra helt private motiver, eller om de har handlet, fordi det er man vant til. Så, jeg vil ikke sige det er noget man skal acceptere, men man må i hvert fald forklare hvorfor vi har det anderledes her, og vi kan ikke godtage det, og vi skal indrette den reaktion man har efter at man så også ved om det er noget som de overhovedet ikke har nogen forklaring på frem for som – det er ikke en skik, de har fået med sig som derhjemme måske var accepteret. Det kan jo også være en skik som derhjemme ville føre til straf. Eller en handling som derhjemme ville være til straf, derhjemme, jeg synes vi ved alt for lidt, og så den ignorantia jura, det synes jeg også i nogen grad gælder jurister her, som fuldstændig uvidende, og andre jurister er uvidende med hvad er det for regler de har med, og hvad er det for regler de synes er passable her i disse omgivelser, for tiden, og hvad er det for regler som vi i hvert fald må, eller er der overhovedet ikke regler som de påstår er, uden det ville være godtaget, altså kan man bruge det som formildende omstændighed, eller kan man bruge det som noget der helt og holdent bare kræver at man henviser dem til en eller anden form for behandling som i højere grad vil være til nytte for dem og deres familier.

Helle Schøler Kjær, P1: Du har haft et langt liv, hvor du har undersøgt forholdene i lande og kulturer, som er meget forskellige fra den danske…

[…]

Agnete Weis Benson:… Hun [Bensons egen mor] var så utrolig, hun var altså så bevidst om at der var så mange ting at tage i betragtning konkret. Så han [far] fik altid en god snak om det konkrete i forhold til det generelle. Jeg følte i hvert fald under mit studium, at jeg var meget begejstret for de lærere som, der var meget stor forskel på de forelæsere jeg havde, og nogle af dem synes jeg var meget spændende, og meget, hvad skal vi sige, vidtskuende med hensyn til netop som de siger, mange hensyn der er. Men Horwitz var nok den der mest i virkeligheden råbte i mine ører, med hensyn til at se at der var andet end lov og retskilder, det er altså – han var jo altså faktisk den der i nogen grad, der for det første var opfinderen af ombudsmanden, og så var han jo – det var selvfølgelig senere, men Horwitz har jo nok spillet en stor rolle, og så har selvfølgelig farfar, Viggo Bentzon, han var familierets, han havde jo, han var både, han startede ved  tyveretten og der flyttede man jo rundt og gjorde altså ikke, man var ikke professor i et eller andet fag, man var i retsvidenskaben, det var bredt og han var bredt omkring. I de mange år hvor jeg har sådan fulgt mere mere med i hvad han har lavet, så var han jo formand for det skandinaviske retsvæsens kommission som jo forsøgte at få de nordiske lande til at blive enige om hvordan de skulle, og det er jo i sig selv, noget der er meget nedbrydende for det meget, hvad skal man sige – enkle, for de enkle løsninger, og der kom jo også svenskere, finnere og nordmænd ud og ind af vores døre, og sådan noget altså. Syntes jeg det var. Så var der en ting jeg synes var spændende, men det er jo også, det er jo en særoplevelse man har haft. Far havde, og det havde alle dommere. så længe han var byretsdommer, så havde de en kasse der betød at de skulle hjælpe dem der lige var kommet ud fra fængslet. Fordi de stod jo der, men nu har man jo det såkaldte socialvæsen, her tager de sig af alle de fanger der kommer ud, de havde af og til sådan en ringen på døren, hvor der kom en der snakkede med far, og så skulle han hjælpes lidt på vejen. 

Helle Schøler Kjær, P1: Så du føler det er en lang tradition i dansk ret, som du faktisk har arbejdet videre med.

Agnete Weis Benson: Jeg ved ikke om jeg har arbejdet videre på det, men jeg har haft den meget nuancerede og menneskelige, hvad skal man sige – beretning om hvad, doktrinering af hvad er det at være jurist. Det er ikke bare at lov er lov, og lov skal holdes. Det er, det er i virkeligheden synes jeg, meget vigtigt at man interesserer sig for sine medmenneskers vel og ve.

Oploadet Kl. 20:39 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer


22. april 2006

P1 fortsætter med at prædike venstrefløjens syn på pædagogik & retspolitik

P1 præsenterer det som neutral information, men i realiteten er det et forsøg på køre et bestemt samfundssyn i stiling som det eneste rigtige. To eksempler fra denne uge.

P1 Eftermiddag i mandags. Længere reportage om et pædagogisk forskningsprojekt, der præsenteres som en stor succes. Det var i virkeligheden et ensidigt opgør med konsekvenspædagogikken med floskler ala…

Vil du gerne selv skældes ud?

At skælde ud er et overgreb.

Ved du hvor meget vold det egentligt er (at skælde ud).

Når nogen slår med stemmen.

Løsningen kom henkastet i slutningen af programmet. Færre i klasserne, flere midler, mindre specifikke læseplaner, mod børnehave’tvang’… Same old story. [desværre ikke online]

I torsdags var turen kommet til det retspolitiske, og gennem 47 minutter kunne man i Lige lovligt høre krimonologen Flemming Balvig forklare at folk der begår kriminalitet gør det af sociale årsager, og således havde behov for hjælp. Straffe hjælper ikke gerningsmanden, der jo selv er et offer. 

Mediernes og ‘politikernes’ fokus på volden er overdreven, det danske samfund er trygt, og udviklingen er iøvrigt uændret. Der var godt nok flere anmeldelser, men det skyldes at folk er mere tilbøjelige til at anmelde. Det siger sig selv at P1-værten Helle Schøler Kjær ikke havde et komma at rette i den analyse, og en stigning i grov vold og nye fænomener såsom vold mod ambulancefolk, brandmænd o.l. blev betegnet som “anti-autoritative tendenser”.

Man kalder det public service.

Oploadet Kl. 10:39 af Kim Møller — Direkte link3 kommentarer


15. december 2005

Danmark: Sagesløse licensbetalere forulempet i eget hjem

Man kan næsten ikke stille ind på P1 i disse dage, uden at blive belemret med den mest virkelighedsfjerne apologi for islam og multikultur.

  • 10/12-05 Dokumentarzonen – Tema: Hadet er en livsbetingelse. (150 min)
  • “For 10 år siden sluttede krigen mellem Kroatien, Bosnien og Serbien. Tre lande, der tidligere havde været en del af Jugoslavien. 14. december 1995 blev fredsaftalen underskrevet i Paris, men krigen havde efterladt dybe sår. Programmet vil behandle krigens sår. Her vil være tre portrætter af kvinder, der stadig er ofre for krigen. Alle tre har været på flugt, og alle tre forsøger nu at skabe sig et liv der, hvor de er endt. Hiba er bosnisk muslimsk. Hun måtte flygte med sine fire børn. Hun bor i dag i samme by som sin mands morder. Liljana er serbisk bosnier og måtte flygte fra Kroatien. Hun bor i dag på 10. år i et flygtningcenter i Beograd med sin mor og sine tre børn. Ivona er kroatisk bosnier, men måtte flygte sammen med sin far og mor og lillesøster fra hendes fødeby Foca. De blev tvunget væk af serberne. Udsendelsen handler om kroater, serbere og muslimer. En udsendelse om livet i dag 10 år efter krigen og om fremtidsudsigterne for det splittede land. Reportager og interview fra Bosnien bliver kommenteret i studiet af bl.a. Birte Weiss, historikeren Karsten Fledelius, journalisten Thomas Hjortsø, filosoffen Safet Bektovic og leder af Den Danske Helsinki Komité For Menneskerettigheder Ole Richter. Tilrettelæggelse: Claus Vittus. (Genudsendelse fra lørdag).”

  • 14/12-05 Orientering (Hanne Foighel) – Fred og ro i et af den vestlige verdens mest multikulturelle samfund. (8,53 min.)
  • “Canadiere, der ikke tilhører de to såkaldte grundlæggende canadiske kulturer, nemlig den franske og den engelske, udgør i dag over halvdelen af landets indbyggere. Der lever omkring 50 såkaldte ‘andre’ kulturer i landet og det gør Canada til et af den vestlige verdens mest multikulturelle samfund. Alligevel hører vi stort set aldrig om fremmedhad, integrationsproblemer eller raceuroligheder i Canada. Orientering har talt med redaktøren for Canadas største nyhedsmagasin The Walrus, David Berlin om multikulturalisme og – på baggrund af debatten om Muhammedtegningerne i Jyllandsposten – ikke mindst om ytringsfrihed i et multikulturelt samfund.”

  • 14/12-05 Orientering (Natascha Ree Mikkelsen) – Hjørnet: Muslimerne og mistænkeliggørelsen (20,14 min.)
  • “Moderate muslimer føler sig mistænkeliggjort, når de blander sig i den offentlige debat og stiller op som politikere her i Danmark. For går de nu ind for indførsel af en islamisk stat her i Danmark – og for sharia-lovgivning med dødsstraf og håndsafhugning? Det er anderledes i England, hvor der ikke konstant stilles spørgsmålstegn ved, om man kan forene Islam med demokrati – og på trods af bombeangrebet i London sidste sommer, kan de fleste briter godt kan kende forskel på de fundamentalistiske muslimer og de moderate og demokratisk sindede. Hvorfor er der så stor forskel på Danmark og Storbritannien? Det spørgsmål har Natascha Rée Mikkelsen stillet professor Jørgen Nielsen. Han er er dansker af oprindelse, men har i mange år været leder af et islamisk kristent center på universitetet i Birmingham. I dag bor han i Damaskus som leder af Det Danske Institut. I indslaget medvirker også dr. Naseem, der er leder af Birmingham Central Mosque.”

    <14/12-05 Orientering (Lars Hedebo Olsen) – Australsk selvransagelse efter race-uroligheder. (9,39 min.)

    “Siden mere end 5000 unge mennesker gik amok på en strand i Sydney i søndags, har australierne spurgt sig selv, hvordan det er kommet så vidt at hvide unge mænd samles, iklæder sig det australske flag og går til angreb på libanesere og andre indvandrere. Australien, der siden begyndelsen af 1970’erne officielt har haft multikultur på den politiske dagsorden, bryster sig normalt af 20% af befolkningen er født uden for landets grænser og at der tales mere end 120 forskellige sprog på det store kontinent. Kampene mellem libanesere og hvide autraliere, angreb på kristne kirker og overfald på muslimske kvinder tegner imidlertid et billede af en splittet nation, hvor integrationspolitikken er slået fejl og racehadet lurer lige under overfladen. Regeringen afviser imidlertid at urolighederne handler om racisme og med en helt ny antiterrorlovgivning, har politiet fået ekstraordinære magtbeføjelser, som blandt andet betyder fængselsstraffe på op til 7 år for personer der bærer t-shirts med opfordringer til vold.”

  • 15/12-05 Lige lovligt. (45,01 min.)
  • “11. september, Al Quada og danske terrormistanker har på én måde gjort det sværere, – og på en anden måde gjort det lettere. Sværere, fordi de fleste muslimer føler sig udsat på grund af de ekstreme muslimers handlinger. Lettere, fordi nu kommer flere og flere moderate muslimer på banen og tager afstand fra fundamentalisterne. Det bliver med andre ord muligt i offentligheden at høre og se forskel på muslimer… og muslimer.

    Det betyder samtidig, at der internt blandt muslimer er et større opgør i gang om, hvad Islam egentlig er. De ekstreme muslimer mener for eksempel det er syndigt – eller Haram, som det hedder i Koranen – at deltage i de demokratiske valg og chikanerer de muslimer, der stiller op til valg.

    Det er også de ekstreme muslimer, der i skøn forening med højrefløjen i Danmark har fået lov til at bestemme definitionen af begrebet Sharia, som de fleste i Danmark nok forbinder med dødsstraf, håndsafhugning og stening. Men sådan ser de tre politikere, der er i studiet i dag, slet ikke på det. De har alle muslimsk baggrund – og mange erfaringer med at deltage i det danske demokrati og at være i dobbelt-ild….

    I studiet: Mona Sheikh, tidligere folketingskandidat for Det Radikale Venstre. Asmaa Abdol-Hamid, medlem af Enhedslisten i Odense. Ben Haddou, konservativ fra København.

    Iøvrigt medvirker: Kamal Quereshi, medlem af folketinget for SF. Lederen af Birmingham Central Mosque, Dr. Naseem. Lasse Jensen, redaktør af P1 programmet Mennesker og Medier.”

    P1 sender i døgndrift, og selvom det hele burde transkriberes til glæde for eftertidens historikere i eksil – så er det desværre umuligt. Spredte kommentarer til ovenstående.

    Jeg kom ind til den afsluttende kommentar i Balkan-udsendelsen, og overhørte følgende ordveksling (citeret efter hukommelsen):

    Vært, DR: Hvad er så læren af krigene?

    Birthe Weiss: At nationalisme skal bekæmpes med kæp og stok.

    Det et næsten et årti siden Samuel P. Huntington hudflettede utopisterne med tesen om at kultur i sidste ende er det der skiller og forener folk. Weiss har set blod, men har intet lært – en typisk eksempel på hvorledes ideologi kan blokere for selv de mest indlysende slutninger. Selvfølgelig var Milosevic en ond nationalist der drømte om et Stor-Serbien, men det hele grunder i demografiske forskydninger, og det faktum (som Huntington pointerer) – at kulturer enten domineres eller dominerer. I begge tilfælde er der indbygget konfliktpotentiale, ikke mindst når demografien ændrer styrkeforholdet over tid. Skillelinien er først og fremmest etnisk, ikke nødvendigvis national.

    Orienterings beretning om multikultur i Canada var underholdende. Konklusionen var selvfølgelig skrevet på forhånd – den canadiske multikultur er en succes, fordi canadiere ikke hader muslimer. Ikke et ord om velfærdsstat kontra openborder-liberalisme – Orientering er jo ikke en udsendelse hvor man roser liberalisme og fejrer overgangen til minimalstaten, men derimod et program hvor man med alle midler går i rette med folk som ikke bifalder multikulturen. Avisredaktøren som blev interviewet fortalte at multikultur i Canada var helt uden konflikter, og lidt kedelig. Forstået på den måde, at de forskellige etniske grupper stort set ikke havde kontakt med hinanden. De talte forskellige sprog, boede forskellige steder, læste forskellige aviser, og selv politiet ansatte nu kinesere til kinesiske distrikter og fremdeles. Så meget for multikulturel harmoni.

    Det er ikke mere end nogle få måneder siden prof. Jørgen Nielsen sidst kørte halal-rutinen i en Søndagsorientering. Fra sit multikultur-promoverende institut i Birmingham gør han sig også ekspert i danske forhold. Manden har intet væsentligt skrevet om islam, men kan til gengæld recitere Edward Saids post-koloniale had til den vestlige kultur som ingen andre.

    Indslaget om urolighederne i Australien var fuldstændigt håbløst. Korrespondenten Lars Hedebo Olsen konkluderede efter en solid gang halve sandheder, at man ikke rigtig vidste hvad der var gået galt. Om det var dårlige sociale forhold for indvandrerne, australiernes racisme eller noget lokalt.

    Et af de store problemer med P1 i forhold til islam, er deres valg af moderate muslimer. Lige lovligt havde idag Mona Sheikh (Minhaj ul-Quran), og Enhedslistens Asmaa ‘jeg giver ikke hånd til mænd’ Abdol-Hamid. Som fundamentalister er de i sagens natur uegnede som sandhedsvidner i forhold til herboende muslimers moderathed/radikalitet. Problemet er stort, når selv Sherin Khankan ligestiller ytringsfrihed med hendes egne religiøse følelser (Ahmediya-muslim, sekt som afviser jihad – anerkendes ikke af andre muslimer. DR, Deadline 2. Sektion, 11/12-045)

    Kamal Qureshi og Lassen Jensen kender vi alt for godt. Den første taler om racistiske drab uden at kunne give et eneste eksempel, og den anden mener det er hetz at spørge til muslimske politikers forhold til anti-demokratiske bevægelse – selvom denne går til valg på lige netop dette.

    Mon det er det vellykkede valg i Irak, der gør det nødvendigt at fjerne fokus fra regionen?

    

    16. januar 2005

    Lige lovligt ensidigt – P1 håner det konservative Danmark

    P1-magasinet Lige lovligt havde i denne uge Dansk Folkepartis ondskab som emne, hvad i programomtalen blev forklædt som moralistisk oppositionskritik:

    “Regeringen får kritikken råt for usødet af en række personligheder i den offentlige debat: De borgerlige politikere deler Danmark op i dem og os: De fordømmer andre mennesker, skaber fjendebilleder – og fremstiller “dem” som fjender af systemet.”

    Medvirkende var:

    Per Schultz Jørgensen, psykologiprofessor
    Irene Simonsen, udlændingepolitisk ordfører for Venstre
    Steen Gade, tidligere medlem af Folketinget for SF
    Martin Ågerup, direktør for den liberale tænketank CEPOS

    Schultz Jørgensen og Steen Gade gik omgående til angreb på VK-regeringens samarbejde med Dansk Folkeparti, der for begge stod for det ondeste onde, og det blev præmisserne for de efterfølgende 40 minutter. Gade snakkede om et Dansk Folkeparti som i sin kerne var identisk med Haider og Le Pen – to politikere der begge beskyldes for at have nazi-sympatier. Følgelig blev Venstrekvinden Irene Simonsens redegørelse for Venstre udlændingepolitik defensivt, ala – vi stemte godt nok ja til samme udlændingelov, men med andre motiver end Dansk Folkeparti… Mest hæderlig i forhold til Dansk Folkeparti var uden tvivl Martin Ågerup, der vildført af sin grænseløse liberalisme reelt talte om nødvendigheden af et farvel til den danske velfærdsmodel.

    Når p1-redaktionen vil gøre oppositionens kritik af VK-regeringens moral til emne over 45 minutter, og bevidst stiller to skingre venstrefløjser på den ene side – så skal (ikke må) de naturligvis invitere markante tilhængere af den førte politik – ikke blot en vimset liberal realpolitiker bistået af en liberal utopist. Hvem forsvarede det kulturkonservative synspunkt, der i forhold til den førte udlændingepolitik har accept fra noget der ligner 60-80 pct. af befolkningen? P1 når de er værst.

    Oploadet Kl. 15:10 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
    Arkiveret under:
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper