14. september 2007

“Mangel på kritisk tænkning, ikke at søge det komplette billede, det er vildledning…”

Skøn kommentar af Niels Lillelund i gårsdagens Jyllandsposten. Fra Manipulationer.

“Stakkels Jeppe Nybroe. Han er en tv-tragedie, et offer for fjernsynet. Han blev stjerne for en aften og mere end det, han blev stjerne aften efter aften i tætsiddende Boss-jakkesæt, mikrofoner og rigtige manchetknapper, han fik langt mere end de 15 minutter, der er tilmålt enhver dødelig. Men mer’ vil ha’ mer’, det steg ham til hovedet, han ville understrege ambiancen med en ekstra bombe – og han faldt.

Det er hans tragedie. Den er blevet modtaget med en sær tilfredshed.

Der sad de, tre alvorlige mænd og en kvinde, i programmet Mennesker og Medier og talte om troværdighed, om det journalistiske fags klassiske dyder, om tilstræbt objektivitet og den bedst opnåelige version af sandheden, om farlige tekniske muligheder og tilbage til naturen og den gamle hedenold.

Grundtonen var selvvelbehagelig.

Man talte om fagets nødvendige selvransagelse, og glædede sig ved det.

Hvorfor det, mon?

Fordi den nødvendige ofring af Jeppe Nybroe samtidig er mediernes bekræftelse af deres eget billede. Se, vi smider de brodne kar på porten. Et brag for meget, en kampvogn i den forkerte retning, så er det ud, du. For man må sandelig ikke manipulere i Danmarks Radio, det har vi hermed demonstreret, på billedet, man ser hvordan. Sådan gør man ikke i DR.

Græder ikke, børnlille, det turde være løgn alt sammen.

For hvis den nyansatte nyhedschef virkelig vil gribe ind over for manipulation og vildledning af lyttere og seere, så skal han sende kniven til slibning og bestille siddepladser til strikkende koner. Der bliver noget at gøre.

Vildledning er ikke at stille spørgsmål. Vildledning er at vinkle skævt, at tage visse ting alt for givne, vildledning er vanetænkning, at stille modsætninger op, som ikke eksisterer, at acceptere falske problemstillinger (velfærd frem for skattelettelser), at fortie, fravælge, forvrænge og fordreje. At tænke med systemet snarere end imod det. Bevidst eller af bar uformåen eller dovenskab.

Mangel på kritisk tænkning, ikke at søge det komplette billede, det er vildledning, og skjold og sværd, der bliver travlt på kontoret nu, det bliver et blodbad, hinsides koncertsale og budgetoverskridelser.

Tag nu bare forleden morgen, hvor en lytter ringede ind til Poul Friis, der sad og hyggede sig med Ole Espersen og snakkede om den nye terrorsag. Hvad politiet havde fundet hos de terrorsigtede, det tydede egentlig kun på en interesse for håndarbejde, var lytterens originale synspunkt, og han mente vist i almindelighed, at PET var for meget efter folk med skæg. Og Ole Espersen, dr.jur., nøjedes med at sige, at lytteren skulle være glad for sit gode dansk navn, han ville ikke blive anholdt.

Poul Friis protesterede ikke, og ikke at spørge til den slags, det er også en slags manipulation. At være gnækkende, overbetalt bisidder til fordrejningen er at medvirke til den, og det bliver værre endnu.

Oploadet Kl. 19:04 af Kim Møller — Direkte link3 kommentarer


28. august 2007

Jeppe Nybroe (2005): Dan selv din sandhed ud fra mine informationer

Den 30. september 2005 var Jeppe Nybroe gæst i Mennesker og Medier, til en debat om krigsjournalistik.

Jeppe Nybroe, TVavisen: Nu arbejder vi jo ikke i sandhedsbranchen som sådan, vi arbejder i informationsbranchen, der er nogle andre som må danne sig deres sandhed ud fra de brikker – sådan som Carsten også beskriver det, som vi så giver dem.

  • 30/9-05 Mennesker og Medier – I skudlinjen.
  • Oploadet Kl. 13:31 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer
    

    9. juli 2007

    Prof. Klaus Bruhn Jensen om den debatelskende venstrefløj og deres modpol på højrefløjen

    Seneste udgave af Mennesker og Medier havde alternative internetbaserede medier som emne, og i studiet var 180 Graders Ole Birk Olesen og Modkrafts Martin Lindblom. Sidstnævnte fortalte at Modkraft gennem årene har påvirket medierne (smædekampagnen mod Henrik Gade Jensen via Information huskes her – se nederst), og så vrøvlede han ellers en helt masse om den idealistiske debatelskende venstrefløj som censurerer for debattens skyld. Havde den hidkaldte ekspert professor Klaus Bruhn Jensen ikke lydt som en papegøje, så havde jeg nok citeret Lindblom…

    Klaus Bruhn Jensen, professor: … jeg vil også bare lige nævne, at grunden til at jeg tager det her spørgsmål ind om højre og venstre, og brugen af nye medier, har lidt at gøre med – det er også en tendens man ser internationalt, der er også lavet undersøgelser af hvad er det karakteristiske ved henholdsvis højre- og venstrefløjs sites – det er muligvis så nogle som ligger om muligt endnu længere til højre, og endnu længere til venstre end dem vi har repræsenteret her i studiet, og der er tendensen [afbrydes]

    Lasse Jensen, P1-vært: – Vi har kun pæne folk i studiet.

    Klaus Bruhn Jensen, professor: Vi har rigtigt pæne folk ja, vi føler os helt trygge – at der er tendensen faktisk den samme – altså at sites på venstrefløjen, de siger: Tal til os, og tal med hinanden – og højrefløjs sites, i højere grad siger: Nu skal i høre, vi har noget information i har brug for.

    Der er nok ingen tvivl om at forskeren ser den økonomiske højrefløj, som værende mindre højrefløjsagtig end den kulturkonservative ditto – men det giver selvfølgelig kun mening såfremt højrefløjsetiketten bruges som skældsord. Det skal samtidigt nok passe der skulle findes netbaserede medier længere ude på venstrefløjen end Modkraft, men der kan ikke være mange – når nu man ved Birk Olesens modpol Modkrafts Martin Lindblom var medstifter af rødfascistiske ‘Antifascistisk Aktion’. En kommunistisk fraktion, der i sit manifest først definerer kapitalisme som fascisme, og herefter erklærer…

    “… vi [er] dybt uenige med dem, der mener at man skal føre dialog med de organiserede fascister, for i en “åben debat” at vise at deres argumenter er uholdbare…. de organiserede fascister skal ikke have en millimeters fodfæste nogen steder, hverken ideologisk eller i praksis. Fascisterne og deres symboler må aldrig blive almindelige i gadebilledet. det betyder konkret at vi må male deres graffitier over og hive deres plakater ned. Og det betyder at vi fysisk vil forhindre dem i at manifestere sig ved f.eks. demonstrationer eller møder… vi [er]parate til at tage et eventuelt slagsmål for at stoppe dem… Hovedsagen er at fascismen bliver konfronteret direkte… Blokader, oplysning, demonstrationer, sabotage og ikke mindst anti-fascistisk kultur.”

    Klaus Bruhn Jensen underviser til dagligt på Institut for Medievidenskab (Københavns Universitet).

  • 25/11-03 Uriasposten – Historien om Henrik Gade Jensen – Rasmus Lindboe fanget i citatfusk.
  • 25/11-03 Uriasposten – Modkraft og Karpantschof samt Information...
  • 2/12-03 Uriasposten – David Trads: ‘Journalistisk var artiklen lige efter bogen’.
  • 9/12-03 Uriasposten – … makkerparret i AFA – Lindblom & Karpantschof.
  • 

    13. januar 2007

    Undertegnede i Berlingeren om DRs samarbejde med Politiken – “Den hemmelige alliance”

    Fra dagens Berlingske Tidende. Lidt fra en længere artikel af Bent Blüdnikow og Mikael Jalving om DRs samarbejde med Politiken – Den hemmelige alliance.

    “DR skal være hele Danmarks TV- og radiostation, eftersom det er danskerne, der betaler gildet over skatten og licensen. Men når DR indkalder eksperter til sine debat- og nyhedsudsendelser, såsom Debatten, Deadline, TV-Avisen og P1s programmer, favoriseres medarbejdere ved dagbladet Politiken. Det viser de tilgængelige tal fra DRs egen hjemmeside.

    Således har Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden det seneste år deltaget i 17 programmer på DR, mens Niels Lunde, chefredaktør på nærværende avis, har deltaget tre gange, Carsten Juste fra Jyllands-Posten ligeså og Kristeligt Dagblads Erik Bjerager seks gange. Politikens chefredaktør har – at dømme fra, hvad det er muligt at se på hjemmesiden – deltaget i flere programmer end de tre øvrige chefredaktører tilsammen. Ifølge DR Multimedie er det ikke muligt at gå længere tilbage i søgningen, da DR løbende sletter udsendelser og programmer. Og TV-Avisen og Deadline er kun søgbare den seneste måned.

    Også Politikens udlands- og debatmedarbejdere er blandt topscorerne. Det er folk som Anders Jerichow, Vibeke Sperling, Hanne Foighel, Michael Jarlner, Anita Bay Bundegaard og de tidligere chefredaktører Herbert Pundik og Per Knudsen.

    Er det en tilfældighed eller udslag af et bevidst valg fra DRs side? Eller skyldes det gammel vane? Og er alliancen mellem de to medier så hemmelig, at end ikke de implicerede er klar over den?

    KIM MØLLER er lidt af en landevejsrøver i det danske medielandskab. Han er uddannet historiker og blogger. Hans borgerlige blog Uriasposten er en af de mest populære politiske blogs i Danmark med over 1.000 daglige besøg, og han holder godt øje med DR. Favorisering af Politiken kommer ikke bag på Kim Møller, som siger:

    »Jeg følger meget grundigt med i DRs sendeflade, og for mig står det helt klart, at der er en overrepræsentation af Politiken. Tøger Seidenfaden bliver ifølge DRs egne tal brugt mere end Jyllands-Postens, Berlingske Tidendes og Weekendavisens chefredaktører til sammen. Og selv om Jyllands-Postens kulturredaktør, Flemming Rose, har været en helt central person i hele 2006, så blev Politikens Mellemøstekspert og kronikredaktør Anders Jerichow anvendt mere end Rose.«

    Det kan jo skyldes det simple forhold, at Tøger Seidenfaden og Anders Jerichow er mere interessante at høre på end de andre?

    »Man kan da ikke se bort fra, at det er gode og dygtige folk, men det er næppe hele forklaringen. Det kunne jo også skyldes, at DRs folk finder dem sympatiske og vidende, fordi de er enige med dem. Der er en uudtalt alliance mellem DR og Politiken, som udgør en politisk slagside. Mediemastodonten kommer simpelthen ud af balance. Lad mig give et eksempel. Da Ralf Pittelkow og Karen Jespersen i 2006 publicerede deres bog om Muhammed-krisen, var det Tøger Seidenfaden, der blev inviteret ind samme morgen til P1s populære interviewprogram hos Poul Friis. Her sad han i 52 minutter og fik frit slag til at nedgøre bogen. Ville det ikke have været naturligt at invitere Pittelkow og Jespersen? Men da Seidenfadens egen bog om Muhammed-sagen kom, som han skrev sammen med Minoritetspartiets leder, Rune Engelbreth Larsen, så var han selv inde og fik lov til at præsentere den som »det tætteste, man kom på en uvildig undersøgelse«. Denne favorisering af Politiken slår igennem i alle de debatudsendelser, som jeg med iver hører, og man skal jo også blot se på DRs egne tal for de mest benyttede personer, hvor tre af de fem første pladser besættes med folk fra Politiken.«

    Er der favorisering også af prioriteringen af Politikens historier frem for andre avisers historier?

    »Det er svært at dokumentere, men jeg kan da i hvert fald sige, at en række Politiken-historier om f.eks. Guantanamo og Irak glider direkte, ekstremt hurtigt og ukritisk videre til DR. Jeg har dokumenteret det på min blog, så der kan man selv checke mine udsagn.«

    […]

    Forfatter, ph.d.-stipendiat og borgerlig kulturdebattør KASPER STØVRING tror gerne på oplysningerne om favoriseringen af Politikens medarbejdere i DRs programmer.

    »Jeg har længe syntes, at der er en bestemt tendens i DR, som man kunne kalde venstreorienteret eller kulturradikal, og den samme tendens præger selvfølgelig Politiken. Men forskellen er, at hvor Politikens tendens jo er begrundet i at være en kulturradikal bastion, så skal DR helst være en objektiv institution, for så vidt DR er alles. Det, der er fælles for de to organer, er det folkeopdragende element.«

    Hvad vil det sige?

    »At man har en slags moralsk bedreviden, et forsøg på at hæve sig op på et eleveret punkt, hvor man mener at inkarnere en højere fornuft. De implicerede behøver ikke selv at være klar over alliancen – der behøver ikke engang at ligge et bevidst valg bag. For den opdragende og moralistiske tendens har netop at gøre med de impliceredes selvforståelse. Det føles bare naturligt at have de rigtige, progressive holdninger som journalist og meningsdanner på DR og Politiken. Og derfor finder de også uden videre sammen i deres fælles kulturradikalisme.«

    Hvor ser du det i DRs programmer?

    »Tag nu bare et program som f.eks. Udefra eller den såkaldte TV-dokumentar »Den hemmelige krig«, eller den måde DRs nyhedsdækning i efteråret kørte med på BUPLs kampagne om truslen mod den omsorgsfulde velfærdsstat – eller nu i tilfældet med Ungdomshuset, hvis besættere ofte fremstilles som uskyldige, kreative unge. Eller hør den måde, man omtaler Fidel Castro og Pinochet på. Pinochet er »diktator«, mens Castro er »leder«. Det er eksempler på tendensen. Men det er vigtigt at sige, at tendensen allerede ligger i det underforståede, i vinklingen. Da jeg selv var i studiet og diskutere attentatet på integrationsminister Rikke Hvilshøj, var vinklen pludselig, at Dansk Folkeparti var skyld i en polarisering, som kunne forklare voldshandlingen. Det var præmissen. Den skyldes sikkert den funktion, DR mener at varetage. Det her med at man vil opdrage og kvalificere menneskene til at være særligt gode borgere i et demokrati. Mennesker er ikke gode nok i sig selv, de skal præges eller bearbejdes.«

    Det sidste er MOGENS RUKOV, afdelingsleder ved Den Danske Filmskole, enig i. Han har gentagne gange kritiseret DR for at være tendentiøs og mener, at der ligefrem er tale om en politisk strategi, dvs. en bevidst vildledning af seere og lyttere.

    »DR har en politisk strategi. Den er oppositionens strategi, den er islams strategi. Og det vil sige, at DR naturligvis henvender sig til folk, der understøtter den strategi.«

    Ordet »strategi« underforstår en bevidst handling og målsætning – er det tilfældet i DR?

    »Ja, det er en meget bevidst alliance mellem DR, Politiken, opposition og islams støtter. Alliancen afspejler sig jo ikke kun i, hvem DR vælger at interviewe eller lader komme til orde, men i høj grad i, hvordan de redigerer deres programmer, og hvad de tager ud – det afspejler sig på alle områder.«

    Kan du give et konkret eksempel?

    »Jeg vil give det mindste eksempel, netop for at vise hvor langt ned i detaljen, det går. Det var da de omtalte, at Naser Khader afgav formandsposten for Demokratiske Muslimer med: NASER KHADER FORLADER DEMOKRATISKE MUSLIMER. Han forlod ikke organisationen, han blev blot menigt medlem. Helt ned i sådanne ubetydelige detaljer redigerer DR den virkelighed, vi skal høre.«

    Udover Kasper Støvring, Mogens Rukov og undertegnede inkluderede artiklen også udtalelser fra Mogens N. Pedersen (professor, SDU) og DRs programdirektør Lars Vesterløkke. Førstnævnte mener Politikens overrepræsentation skyldes et uformelt “old-boys-network”. Sidstnævnte afviser at der skulle være “en ideologisk forklaring eller gammel vane bag udvælgelsen af eksperter udefra” og pointerer tørt at Politikens “medarbejdere er gode på TV”.

    

    30. december 2006

    Lidt om det Niels Krause-Kjær kalder “politisk selektion på et ubevidst plan”

    Efter Christoffer Guldbrandsens pseudo-dokumentariske angreb på VK-regeringen, er der så småt begyndt at komme lidt debat om politisk journalistik. 2. Juledag bragte Berlingske Tidende en lang artikel om emnet, med kommentarer fra Carsten Grolin, Niels Krause-Kjær, Erik Valeur, Nils Mulvad og Egon Balsby. Venstredrejningen blandt de danske journalister erkendes af alle, men generelt så mente de ikke det fik alvorlig følger for det journalistiske virke. Niels Krause-Kjær citeres for følgende, som fint illustrerer den påtagede naivitet.

    “Hvis der forekommer politisk selektion, sker det i bedste fald på et ubevidst plan.”

    Mennesker og Medier med Lasse Jensen har endnu større berøringsangst. Ikke et ord om Hovdabrekka-undersøgelsen der dokumenterer venstredrejningen, men istedet en helt masse om Kvindemangel i medietoppen. I denne uge handlede programmet blandt andet om værdien af den journalistiske uddannelse, og sagesløse licensbetalere kunne her høre Stig Hjarvad frikender medierne for skævvridning med henvisning til egen forskning.

    Såvidt journalisternes syn på sig selv. Virkeligheden taler dog for sig selv. To dagblade iværksætter undersøgelser om De Konservatives syn på Dansk Folkeparti…

  • 15/12-06 DR Online – Konservative ønsker regering uden støtte fra DF (Børsen; tolv amtsformænd).
  • 28/12-06 DR Online – Konservative vælgere vil af med Dansk Folkeparti (Vilstrup for Politiken; konservative vælgere).
  • Undersøgelser af den slags er taknemmelige. Når Vilstrup ringer rundt, så spørges der om regeringssamarbejdet fortsat skal “basere sig på Dansk Folkepartis stemmer”, ikke om de konservatives regeringssamarbejde fremover skal basere sig på Det Radikale Venstre. Næppe ’selektion på et ubevidst plan’.

    DR gør rutinemæssigt sådanne historier til sine egne, og det hele går lidt i selvsving. Igår kunne man i Nyhedsavisen læse en politisk analyse af Anna Rossman Thejsen der i en stort opsat artikel betegner forholdet mellem De Konservative og Dansk Folkeparti for et ‘tvangsægteskab’. Absurd.

    

    16. oktober 2006

    Det er nu udtryk for racisme at tegne Muhammed…

    Mennesker og Medier havde i sidste uge blandt andet DFU-tegningerne som emne, og gæsterne var Nyhedsavisen Simon Andersen, Politikens Ruth Sperling og lektor Oluf Jørgensen. Det blev en interessant affære, hvor Simon Andersen hårdt presset forsøgte at gøre regulær kampagnejournalistik til en journalistisk dyd overfor en nøgtern Oluf Jørgensen der var alt for venlig. Det der står tilbage når man har hørt programmet var dog ikke ovenstående duel, nej det var mere de krumspring Lasse Jensen og Ruth Sperling gjorde for ikke at tage DFUs parti. Begge betragtede slet og ret Muhammed-tegningerne som udtryk for racisme, og værst var her sidstnævnte der på et tidspunkt omtalte DFUerne som ‘køtere’.

    Lars Hedegaard i dagens Berlingske Tidende.

    Tankeforbrydelser
    Når man tror, der sker ét, sker der i virkeligheden altid noget andet. Sådan kunne man populært gengive den gamle marxist Friedrich Engels’ berømte udsagn om, at historien altid sætter sig igennem bag om ryggen på de agerende. Sådan er det også i disse dage. Bag om politikernes og mediernes lamentering over uhørte fornærmelser mod enorme muslimske menneskemængder begået ved hjælp af papir og blyant, har vi fået cementeret en ny retsorden. Den har ganske vist ikke basis i dansk lovgivning, men bliver alligevel de facto retskilde ved at være bakket af vold og trusler. Ifølge den nye retsregel er det en forbrydelse at tegne profeten på en måde, som muslimer ikke vil have. Det kan koste de formastelige karrieren, den offentlige anseelse og i yderste konsekvens livet. Hermed har vi accepteret shariaen – islams lov – som grundlov her i landet. Tilbage står kun at finde en benævnelse for den nye forbrydelse. Det varer nok nogle måneder, før befolkningen helt har indstillet sig på den nye retsorden, så det går ikke an at kræve respekt for shariaen lige med det første. I mellemtiden har B.T.s chefredaktør Arne Ullum indført fagudtrykket »racisme« som provisorisk betegnelse for den forseelse at portrættere den gamle landevejsrøver. Og mon ikke imamerne vil være tilfredse med denne ordning, indtil de har skabt forståelse for the real thing – forbud mod at vantro tegner og fortæller om Muhammed?

    Opdate 17/10-06. Hedegaard henviser til BT-lederen d. 13/10-06 – Ren tackling [tip: JanChris].

    “Mange muslimer er ikke vokset op med ytringsfriheden. Derfor har mange svært ved at forstå, at viderebringelsen af ungdomspolitikernes racistiske tegninger ikke er et udtryk for sympati med racisterne, men derimod en eksponering af deres stupiditet.”

    

    27. april 2006

    Lasse Jensen har en “pæn lyseblå nystrøget skjorte på” (og Seidenfaden blev ‘forstemt’)

    Mennesker og medier er et af de mere lytteværdige programmer på P1, fordi selve programmets formål i sig selv ikke kan undgå at fremme en pluralisme, der er så godt som ikke-eksisterende på P1 iøvrigt. Men fri mig for Lasse Jensens afsluttende monolog. Fra udsendelsen sidste fredag, en kommentar til debatten om Asmaa Abdol-Hamids tørklæde.

    “Der er meget langt fra Trine Sick eller Paula Larrain, hun er muslim nemlig og bærer tørklæde. Emnet er integration, og hvis ikke hun var muslim og bar tørklæde, så tør jeg vædde med hun ikke var blevet valgt [ansat]. Det er simpelthen, og tak fordi jeg ikke behøver spekulere over det, en klar del af konceptet.

    Nu er jeg journalistisk vært i et ugenligt tilbagevendende magasin der kører på sjette år – jeg har hverken kalot, tørklæde eller et guldkors om halsen. Jeg har en pæn lyseblå nystrøget skjorte på, uden slips, det er jo radio. Jeg har en skindjakke, dog uden rygmærke. Nu er det radio, så jeg skal passe på med at dække over dialekter eller accenter, men min stemme afslører mig, måske beklageligvis, som mangeårigt tobaksmisbruger, hvorfor jeg ikke tør tage dette emne op her i programmet.

    Jeg taler dansk på en måde der afslører min alder, hvorfor jeg måske ikke bør snakke med folk der er yngre end mig. Det er der for resten mange der mener jeg slet ikke gør. Jeg er en mand, hvorfor jeg ikke behøver tale med kvinder for ikke at virke forudindtaget, hvilket der iøvrigt også er lyttere der med nogen ret har påpeget. Ikke det forudindtaget, men manglen på kvinder i dette program. Jeg forsøger altså at have helt rene linier. Jeg er også journalist, og bør derfor ikke tale med andre journalister.

    Jeg har været chef og bør derfor ikke tale med chefer, jeg har været ansat i Danmarks Radio og TV2 og bør derfor ikke tale med nogen af dem, eller nogen af deres medarbejdere. Asmaa må ikke skilte med sin tro med tørklæde på, som Vibeke Manniche blev presset til at indrømme i debatten, så må Pia Kjærsgaard heller ikke skilte med sin tro ved demonstrativt at fremhæve sin halskæde med guldkorset på fjernsynet.

    Jeg mener også at Jarl Friis Mikkelsen sender et uhyggeligt seksuelt betonet fejlsignal når han klæder sig som en tyveårig. Og han er rigtig vært – og har ti gange så mange seere som Asmaa. De er selvfølgeligt alt sammen noget sludder, og jeg mener det ikke. Dele af medieverden, blandt andet kanalledelsen på DR2 forsøger faktisk at kalde en spade for en spade, istedet for et arbejdsredskab. Det ville være iorden i stort set alle andre sammenhænge, end den der med islam og integration. Ingen vil røre en finger eller skrive et læserbrev.

    Nu er der gang i protesterne og ophidselsen kender ingen grænser. Bare roligt, det fjerde ud af de otte programmer med Adam og Asmaa er sendt. Der er kun fire tilbage. Serien er slut ingen vi ser os om. Lad os få nogle flere af slagsen. Definitionen på en journalistisk nyhed er jo også at det er noget nogen forsøger at undertrykke.”

    Med sådanne tirader placerer Lasse Jensen sig i kategori med Tøger Seidenfaden, der forleden i en Politiken-leder (4/4-06) blev forstemt…

    “… når også et liberalt og frisindet menneske som Naser Khader… nægter at medvirke i Asmaa Abdol-Hamids program, fordi hun ikke trykker mænd i hånden, bliver man forstemt.!

    Oploadet Kl. 18:45 af Kim Møller — Direkte link3 kommentarer
    

    23. april 2006

    Jensen, Ellemann-Jensen og Hergel – tre der søger ’skønheden’ og fornægter ’sandheden’

    Først fik Lasse Jensen Den Berlingske Journalistpris, som tak for livslang arbejde i den politiske korrektheds tjeneste. Så fik Uffe Ellemann-Jensen årets Publicistpris for at fornægte ytringsfriheden i kor med apologeterne på en “selvstændig” måde, og i torsdags var turen så kommet til Politikens Olav Hergel som blev beæret med Journalistforbundets Carsten Nielsen-legat da han med sine tudehistorier i romanlænge har vist sig som et “anstændigt menneske”.

    Et passende citat.

    “When I was young my Father used to tell me that the two most worthwhile pursuits in life were the pursuit of truth and of beauty and I believe that Alfred Nobel must have felt much the same when he gave these prizes for literature and the sciences.”  (Frederick Sanger 1918-, kemiker)

    

    21. april 2006

    Ruben Olrik: Nu venter man bare på at DR forbyder servering af svinekød i kantinen

    Fra dagens Berlingske Tidende. Ruben Olrik om DR2 og Asmaa Abdol-Hamid.

    Skandaløst valg
    Efter DR2s skandaløse valg af den formummede palæstinensiske socialrådgiver Asmaa Abdol-Hamid som studievært, burde det stå funklende klart for enhver i dette kongerige, at halalhippieismen trives i bedste velgående i DR Byen i Ørestaden. Det næste bliver vel, at DR begynder at udlevere kompasser til nyansatte muslimer og forbyder servering af svinekød i deres kantine? At Asmaa ikke vil give hånd til mænd og såkaldte vantro kvinder er jo totalt forrykt, men endnu mere forrykt er det, at DR med eksponeringen af Asmaa og hendes tørklæde legitimerer kvindeundertrykkelse og sharia. Det er et kæmpe tilbageslag for integrationen, at formummede kvinder nu kan få lov til at optræde som studieværter, og det bekræfter for 117. gang, at de sidste nyttige idioter ikke er født endnu, desværre.

    Lasse Jensen leverede i seneste udgave af Mennesker og medier, det mest absurde forsvar for Asmaas tørklæde jeg til dato har hørt. I skrivende stund ikke online, men der blev lavet en direkte sammenligning mellem Asmaas tørklæde og Jarl Friis Mikkelsens lidt for ungdommelige påklædning.

    Oploadet Kl. 20:16 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer
    

    31. marts 2006

    Bent Nørby Bonde om mediernes rolle i folkedrab… i Rwanda, på Balkan… og Viby, Århus

    Lasse Jensen bragte i Mennesker og Medier i denne uge et længere indslag med RUC-Ph.D Bent Nørby Bonde, der forsker i mediernes rolle i folkedrab, og derfor var helt vildt kompetent til at kommentere Muhammadsagen. Fra programomtalen… 

    KRIGSOPHIDSERE – OG FREDSSKABERE
    På Balkan og i Rwanda var medierne i høj grad med til at hidse befolkningsgrupper op mod hinanden og dermed bidrage til borgerkrig og folkemord. Hvordan kan man styre eller hjælpe medierne til at bidrage til forståelse i stedet for det modsatte – uden at sætte ytringsfriheden overstyr.  Den tidligere chef for TV2 Bornholm og Baltisk Mediecenter, Bent Nørby Bonde forsvarer fredag en Ph.d.-afhandling om dette emne – midt i en meget aktuel debat om Mohammed-tegninger og danske mediers rolle. Han er ugens gæst hos Lasse Jensen.

    Lasse Jensen forsøgte at nedtone associationen, men det var svært for Bent Nørby Bonde havde tydeligvis nogle ting han gerne ville have frem. Her lidt fra det 25 minutter lange interview.

    “Der er to ting i det, den ene ting er, at medierne nødvendigvis må bringe de synspunkter der nu engang er i samfundet, og det er klart, at hvis der synspunkter i samfundet, som, og det har der været i faktisk en del år, som kan være synes jeg – måske meget kritiske overfor indvandrere og flygtninge, måske meget kritiske overfor muslimer, og måske [trækker vejret dybt], og måske mere kritisk end det er pænt og rart at høre [griner afværgende] Så er medierne nødt til at bringe det. Men de er, der hvor jeg mener man kan sige danske medier har svigtet, det er i noget så banalt som repræsentationen af mindretallene herhjemme. Nyhedsbrevet A4 lavede en undersøgelse af 9000 artikler og radio-tv-udsendelser, som handlede om dagligdagsting, skoler og børnehaver, dagligdagsliv og politik og sådan nogle ting. Hvor mange af de artikler og reportager er minoriteterne med i, og det viser sig det var de i 0,6 pct. af tilfældene, at der var nogle der repræsenterede minoriter, indvandrere og flygtninge, men de udgør jo seks-syv pct. af befolkningen, og det vil sige at vi hvide danskere bliver ti gange så ofte repræsenteret som mindretallene gør herhjemme… de naturlige og nemme historier er konflikterne, men hvis vi taler om almindelige børnehavesager, skolesager, hvor vi danskere er overrepræsenteret ti gange fordi vi er, jeg ved ikke hvorfor, formodentlig hvordi vi er hvide og danskere… 

    “… f.eks. i konflikten i Irak, så vi både de amerikanske medier, og til en vis grad også de danske medier være patriotiske i opstarten af konflikten i deres valg af kilder, i deres valg af kildernes holdninger, og det er jo sådan nogle ting – det strider mod mine journalistiske instinkter, at et amerikansk medie skal være mere loyal overfor en amerikansk regering, end det skal afspejle begge sider i en konflikt. Det er jo netop når der er konflikter på dagsordenen, er det, det mere vigtigt at medierne afspejler begge sider ligelig og går efter en eller anden form for sandhed i konflikten.”

    “… der er det nok vigtigt, at man også sørge for at opsøge den anden side, altså opsøge i det her tilfælde muslimerne og få nogle andre historier, nogle andre vinkler end kun dem vi høre fra visse politikere.”

    “Jeg blev interviewet til Mandag Morgen forleden, og der var min pointe i den artikel de lavede, at jeg mener Muhammedsagen, de der tegninger aldrig var blevet den kæmpekonflikt de blev hjemme, og dermed spredt til hele verden, hvis ikke der havde været denne langsomme optrapning af fjendebillederne, denne langsomme optrapning af konflikten mellem hvide danskere og muslimer over de sidste ti år i virkeligheden…”

    “… der vil gå mange år før Danmark igen er velset i store dele af verden…”

    Medierne er ikke deres ansvar voksen, og er med til at skabe fjendebilleder. At muslimernes holdning ikke skulle være blevet hørt nok under Muhammedsagen er et grotesk udsagn – her er ‘fjendebilledet’ jo tydeligvis skabt af kulturforskelle, ikke en særegen dansk chauvinisme promoveret i medierne.

    Ligeledes selvmodsigende, er det også at Bent Nørby Bonde i starten af programmet talte varmt om radiostationer der aktivt arbejdede for at skabe en bedre ramme for udvikling, men senere problematiserede USA-understøttede medier i Irak.

    Slutteligt det meste fra RUCs pressemeddelse.

    “Afhandlingen rammer midt ned i dagens aktuelle debat. Er det muligt internationalt at støtte medierne, så de bidrager konstruktivt til at nedtrappe konflikter og opbygge en fælles fremtid for forskellige befolkningsgrupper, uden at pressefriheden af den grund bliver krænket?

    Bent Nørby Bonde analyserer i afhandlingen, hvordan medierne aktivt blev brugt til at starte krigene i Balkan og gennemføre folkemordet i Rwanda. Ud fra mediernes rolle under konfliktoptrapningen udvikler forfatteren modeller for, hvordan man internationalt kan arbejde med medier og kommunikation i områder med væbnede konflikter, så man bidrager til opbygningen af fred og forebygger fornyede konflikter.

    Afhandlingens teoretiske fundament er en nyskabende kombination af kommunikations-, konflikt- og socialpsykologiske teorier og modeller. Bag Ph.d.-afhandlingen ligger endvidere Bent Nørby Bondes ønske om at systematisere mere end 10 års arbejde med medier i konfliktområder så forskellige som Balkan, Mellemøsten, Afghanistan og Nigeria.

    I forelæsningen gennemgår han afhandlingens modeller for støtte til indhold i medierne, nye mediestrukturer og udvikling af journalistisk etik. Bent Nørby Bonde slutter af med at trække linierne fra den nuværende konflikt om Muhammed-tegningerne til hans egen model for at løse tilsvarende konflikter.

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    « Forrige sideNæste side »

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper