19. maj 2017

Nekrolog: ‘Nærmest profetisk’, forudså unges søgning væk fra det nationale, “… de tænker europæisk”

Gammelkommunisters dødsfald er ikke i sig selv en post værd, men Karen Sybergs nekrolog over Vibeke Sperling er virkelig en tour-de-force i 68’er-tænkningen. Hun var aktiv i kommmuniske Venstresocialisterne, og som medlem agiterede hun åbent for bombninger af virksomheder med udgangspunktet: “Nu må det være vores opgave… at give startskuddet til åbning af fronten.”

En forbenet kommunistisk revolutionær, der qua venstredrejningen af medierne fik en flot karriere med livslang fastansættelse i statsstøttede og licensfinansierede medier. Her lidt fra nekrologen i Dagbladet Information – Hun stod for alt, hvad venstrefløjen rummede af intellekt og kritik, og hun stod fast!

“… hvis noget var et særkende ved Vibeke Sperling, så var det, at hun aldrig gav op. At hun skulle dø, skulle ikke forhindre hende i at leve til det sidste. …

Det var den holdning til tilværelsen, der gennemsyrede alt, hvad hun foretog sig, og egentlig var det også den, der gjorde hende til en af landets bedste politiske analytikere. Som udenrigskorrespondent, som udstationeret i Moskva for Information, siden for Radioavisen og Orientering 1993-97, og som politisk iagttager gik hendes analyser i bund, fordi hun ikke slap dem, før kompleksiteten i situationen var gennemlyst. …

Vibeke Sperlings analytiske evner kunne mange gange gøre hende nærmest profetisk. I 2000, da jeg interviewede hende om kritikkens afmatning i vores samtid, spurgte jeg hende, hvad hun forestillede sig om fremtiden.

‘Partiernes nedtur vil nok fortsætte,’ svarede hun. ‘Men jeg tror, der rører sig en masse i den generation, der nu er i midten af tyverne og endnu yngre. De er langt mere offensive end de ældre, de tænker ikke dansk, men internationalt, de tænker europæisk.’

Med valget af den 39-årige Emmanuel Macron til fransk præsident i frisk erindring må man sige, at hun allerede for 17 år siden havde blik for udviklingen.

Vibeke Sperlings journalistiske integritet, skabte respekt om hende på tværs af politiske skel, som også betød, at det ret konservative Udenrigspolitiske Selskab bad hende bliver redaktør af selskabets tidsskrift Udenrigs.

Her havde hun i perioden 1988-93 rige muligheder for at arbejde ud fra sit fælleseuropæiske perspektiv. 1997-98 var hun redaktør af DR2’s udenrigspolitiske magasin, Udefra, hvorefter hun i 1998 kom til Politiken. …

Kompromisløs var hun, når det gjaldt. Lige fra studenteroprørstiden i 1960’ernes Aarhus, var der ingen tvivl om, at Vibeke Sperling var venstreorienteret. Og hun svigtede ikke sin ungdoms holdninger, selv om hun senere erkendte, at hun ved en enkelt lejlighed var kommet med nogle ‘tåbelige’ udtalelser om Rote Armee Fraktion – udtalelser, der kunne tolkes som støtte til et væbnet oprør. …

Vibeke Sperling var venstreorienteret i den forstand, at hun vurderede situationen ud fra folkenes rettigheder og var en skarp kritiker af de kræfter, der modarbejdede dette. …

Men hun var aldrig ideologisk i den forstand, der huserede blandt mange af hendes jævnaldrende. …

At hun aldrig gav op, betød også, at hun bestandig var i stand til at lære, intellektuelt såvel som menneskeligt. Når hun i den grad blev kosmopolit, var det ikke mindst fordi, hun interesserede sig for mennesker frem for systemer og fordomsfrit og upuritansk forholdt sig til alverdens kulturelle og politiske variationer. …

Hendes liv sluttede alt for tidligt, men det blev levet fra først til sidst. Hun havde meget at sige farvel til. Du vil blive savnet af mange, Vibeke, både som et stort menneske og som et forbillede.”



19. december 2016

Sverige: Seif blev gymnasiets luciabrud – “Jag gjorde det faktiskt mest för att markera mot rasism”

Det er højsæson for feelgood-historier, og de senere dage har flere medier fortalt hvordan herboende muslimer knuselsker den danske jul. Orientering på P1 interviewede afghanske Popal Naseri, TV2 interviewede familien Pakideh fra Iran og BT interviewede irakiske Ayhan Al Kole. Intet ondt om de pågældende, men det er koncentreret holdningsmassage.

Intet overgår dog niveauet i Sverige. Seif er arabisk for sværd, og det er selvfølgelig racistisk, hvis en mandlig araber ikke kan være luciabrud. Vi lever i absurde tider, som man kan læse hos SVT stockholm – Seif ledde luciatåget på Enskede gymnasium.

“Förra veckan avbröt Åhléns en Lucia-kampanj efter att hundratals rasistiska och hatiska kommentarer riktats mot en pojke som var med i annonsen. Det fick Seif Aldaffai på Enskede gårds gymnasium att själv vilja bli Lucia.

– Det här med lucia är nog min grej, säger Seif Aldaffai, när vi träffar honom efter luciafirandet.

Det var efter Åhlens omtalade Lucia-kampanj som Seif Aldaffai kände att han ville visa att alla kunde vara Lucia. Han sökte upp skolans kör och bad om att få vara Lucia.

– För mig är det här rasism, att många var emot att den här lilla killen blev Lucia. Jag gjorde det faktiskt mest för att markera mot rasism, säger Seif Aldaffai.

Enskede gårds gymnasium delade en film från luciafirandet på sociala medier och Seif Aldaffai är glad för den positiva respons han fått.

– Det känns bra faktiskt att vem som helst kan vara Lucia, det spelar ingen roll vilket kön man har eller vilket land man kommer ifrån.”

(Luciabruden Seif Aldaffai, Enskede gymnasium, 13. december 2016)

Oploadet Kl. 01:36 af Kim Møller — Direkte link34 kommentarer


10. december 2016

Pierre Collignon: Medier bør nøjes med at tale om’protestbevægelser fremfor populistiske bevægelser’

Fredag eftermiddag forvildede jeg mig ind på P1, og overførste en række indslag i Orientering. Først et indslag om samarbejde i EU mellem socialdemokrater og konservative, for at inddæmme ‘ekstreme nationalistiske partier’ og ‘kolbøtter på yderfløjene’. Bendt Bendtsen nævnte blandt andet Marine Le Pen, Sverigedemokraterna og UKIP. Nogle minutter senere et interview med migrationsforsker Martin Lemberg-Pedersen, der forklarede at Kenneth Kristensen Berth var helt galt afmarcheret, da man ikke kunne reducere’suverænitet’ til blot at handle om grænser. Det var udtryk for ‘militant nationalisme’ at ønske håndhævelse af grænserne.

Hvis man kunne banke folket på plads med forvanskede begreber, golde etiketter og underlødige associationer, så var det allerede sket. Sober kommentar af Pierre Collignon i Berlingske – Journalister lader sig friste af ordet populisme.

“Det er oplagt, at populisme tilbyder nogle relevante forklaringer på både briternes farvel til EU og valget af Donald Trump som præsident i USA, men jeg vil samtidig advare mod en tendens til at generalisere om populisme, som forvirrer begreberne.

Journalister synes nogle gange at glemme, at populisme er et skældsord, som bruges til at miskreditere politiske modstandere. Etablerede politiske partier trækker gerne populist-kortet for at fremstille udfordrere som ansvarsløse demagoger.

I den politiske forskning går en mere stringent definition på, at populister postulerer at repræsentere et ægte udtryk for ‘folket’, hvilket typisk vil føre til, at de ekskluderer anderledes tænkende eller fremmede fra deres selvdefinerede folkefællesskab. Hermed har populismen kimen af noget farligt og udemokratisk i sig, og det er derfor, at det er så vigtigt at studere det.

Netop det farlige ved denne isme gør begrebet velegnet til at miskreditere politiske modstandere. Igen skal journalister være på vagt, for nationalisme er ikke nødvendigvis lig med populisme. Og man er ikke nødvendigvis populist, fordi man går ind for grænsekontrol eller vil trække sit land ud af EU.

Nogle gange ville det hjælpe på dækningens balance, hvis vi nøjedes med at tale om protestbevægelser fremfor populistiske bevægelser, for protesterne kan ingen diskutere. De er bare så komplekse, at de kan være svære at holde styr på. …

Opgaven for journalister er at bruge populismen rigtigt i analyser og dækning. Vi skal naturligvis afdække ethvert tilløb til racisme. Vi skal også dække den ægte populismes udemokratiske tendenser, men vi skal ikke misbruge begrebet i en grad, så vi kommer til at tegne et forvansket billedet af virkeligheden og miste troværdighed.”



5. december 2016

MSM om Castros død: Fra ‘politisk nekrofili’ til det ‘overdrevent afbalancerede’ – Kronik af Peter la Cour

Jeg har ikke haft tid til at se at gå i dybden med mediernes dækning af Fidel Castros død, men det jeg har set, har været historieløst. Professor Peter Kurrild-Klitgaard giver en række eksempler på det han kalder henholdsvis ‘politisk nekrofili’ og ‘overdrevent afbalancerede’. Catro var for medierne en farverig idealist, et ikon for Cubas befolkning, men også lidt kontroversiel, fordi ikke alle anerkender hans storhed.

Onsdag i sidste uge overhørte jeg et indslag i Orientering på P1, og måtte her lægge øre til rejseguide Brian Rasmussen, der tydeligvis var taget på gaden for at sørge med de Castro-tro. Herefter var det analyse ved lektor Jan Gustafsson, der talte om idealet om ’social retfærdighed’. Dagen efter hørte jeg det borgerlige samtaleprogram Cordua & Steno på Radio24syv med samme emne, men skiftede hurtigt igen. Torben Steno brugte udtrykket ‘de såkaldte socialistiske regimer’, og Jarl Cordua sammenlignede den cubanske diktator med Donald Trump. Næppe dækkende for programmet som helhed, men alligevel meget sigende.

(Sven-Erik Simonsen, Dansk-Cubansk Venskabsforening; Screencap: TV-avisen, 26. november 2016)

Kronik af cand.phil. Peter la Cour i Berlingske – Mon ikke sambasocialismen snart har danset sin sidste dans?

“Reaktionerne på den cubanske diktator Fidel Castros død tenderer i store dele af pressen til ærbødighed og respekt. Værst i TV Avisen på DR, hvor der var et sentimentalt og bogstavelig talt fidelt interview med formanden for dansk cubansk venskabsforening. Men det fortjener Castro ikke. Der er bestemt ingen grund til sentimentalitet. Han havde blod på hænderne.

Fidel Castro kom til magten på Cuba i januar 1959, da hans oprørshær i triumftog rykkede ind i Havana og straks omdannede byens nyopførte Hilton-hotel til regeringssæde. Forinden var Cubas hidtidige forhadte diktator Fulgencio Batista flygtet. Det blev begyndelsen på mere end 50 års umenneskelig undertrykkelse af den cubanske befolkning. …

Men var Fidel Castro da ikke noget ganske særligt? Jo! Denne mand og hans forbryderiske regime var noget ganske særligt – i hvert fald på den vestlige halvkugle.

I det halve århundrede, der gik, fra Castro rykkede ind i Havana, og frem til han – i hvert fald formelt – blev afløst af broderen Raul Castro, nåede Fidel Castros regime at dræbe omkring 73.000 cubanere – nogle få af dem under nedkæmpning af oprør – resten i fredstid under massehenrettelser, i fængsler, under tortur og i tvangsarbejdslejre. Endnu flere cubanere har været indespærret i disse lejre eller i Cubas utroligt uhumske fængsler. Man skal helt over til de hedengangne kommunistiske regimer i Østeuropa og Asien for at finde noget lignende.

I ‘Kommunismens Sorte Bog’ (red. Stéphane Courtois m.fl.), der udkom i Danmark i 2003, kan man læse, at Havanas fængsler og sportsstadion straks efter magtovertagelsen blev forum for summariske henrettelser og farceagtige folkedomstole, hvor folkemængden – ligesom i det gamle Rom – dødsdømte folk ved at vende tommelfingrene nedad.

Fuldstændig som Lenin gjorde det under den såkaldte Oktoberrevolution i 1917, begik Castro allerede i juni 1959 et kup mod hele den demokratiske del af sine medkæmpere fra revolutionen i januar samme år mod Batista-diktaturet. …

Det havde været et centralt programpunkt for alle de anti-Batista-revolutionære, at der skulle afholdes frie valg. Men det ville Castro pludselig ikke høre tale om: ‘Valg! Med hvilket formål?’ udtalte han. Så fjernede han de demokratisk sindede fra sin regering og suspenderede den gældende forfatning, der sikrede cubanernes fundamentale menneskerettigheder. I stedet styrede han efter dekret, indtil han i 1976 indførte en forfatning, der var inspireret af Sovjetunionens forfatning.

Forløbet i årene efter Castros magtovertagelse lignede til forveksling det, der skete i Sovjet og andre kommunistiske lande. Først blev fagbevægelsen knækket. Den havde ellers hjulpet Castro til magten. Så kom turen til den cubanske kirke, som ellers havde hjulpet Castro ud af fængsel under Cubas tidligere styre. Endelig fulgte en række stalinistiske skueprocesser mod folk fra egne rækker.



19. marts 2016

Lektor om Nordkorea: Det er muligt ‘der sidder 200.000 i arbejdslejre’, men ‘23,6 millioner’ gør ikke

I dag nåede Soldiers of Odin de danske medier, og som forventet blev gruppen lanceret som højreorienteret og racistisk, selvom talsmanden fra Kalundborg-afdelingen, en tidligere dørmand, pointerer at gruppen er et apolitisk vagtværn der vil beskytte alle: “Om du hedder Ibrahim eller hr. Jensen er irrelevant”. Danskere der organiserer sig mod multikulturens iboende utryghed, er per definition suspekte højreekstremister.

Omvendt med venstrefløjen. I går bragte Orientering på P1 eksempelvis et indslag om venskabet mellem Nordkorea og Laos. På et intet tidspunkt i det seks minutter lange indslag blev det nævnt, at landene var kommunistiske, og det netop var ideologien der bandt landene sammen.

Kommunisme nævnes heller ikke med et eneste ord i en artikel på EB.dk, der sågar bruger den tidligere DKP’er Geir Helgesen som ekspert – Nordkorea-ekspert: Jeg har brugt 35 år på at forstå det mærkelige land.

“… Det fastslår Danmarks førende Nordkorea-ekspert, institutleder og seniorforsker på Nordisk Institut for Asienstudier (NIAS) på Københavns Universitet Geir Helgesen over for Ekstra Bladet:

– Jeg har brugt 35 år på at forstå det mærkelige land, og jeg bliver mere og mere overbevist om, at de omgivende lande og medier – herunder de danske – skal lade være med at fokusere 100 procent på det negative, hvis man virkelig ønsker, at nordkoreanerne skal få det bedre. …

– Hvis Kim jong-Un ønsker det bedste for sit folk, hvorfor byder han det så ikke mere frihed og mindre kontrol?

– Det nytter ikke noget bare at tænke frihed på vores måde. Der er forskel på frihed, om man tænker på Europa, Kina, Indien, USA eller Afrika. Jeg kunne heller ikke leve i sådan et land, men der er nogen, der aldrig har prøvet andet og er indoktrineret i at leve med, at der for eksempel altid mangler mad. Men hvorfor gør der det – det er blandt andet på grund af den skide handelsembargo, og så er nordkoreanerne glade for, at de heldigvis har en leder, som de tror og mener gør alt for, at de skal få det bedre. …

– Men er det nødvendigt at ophøje ham til en gud, som kan bestige Nordkoreas højeste bjerg iført lædersko og frakke?

– Det kræver tværkulturel indsigt at forstå kultdyrkelsen og myterne. … i et lukket land som Nordkorea er det stadig helt normalt at hylde lederne på den måde. Her trækker ingen på smilebåndet, men tænker bare: ‘Hvor er han dog god’. …

– Han er diktator, men alt, han gør, gør han ikke af egen fri vilje. Kim jong-Un har en række propagandasystemer bag sig – herunder tusindvis af folk, som vi ville kalde spindoktorer. For styret handler projektet om at overleve. …

– Det er muligt, der sidder 200.000 i arbejdslejre, men hvad med de 23,6 millioner, der ikke er i arbejdslejre. Der er også normalitet i Nordkorea – mennesker, der går på arbejde, sender deres børn i skole og passer på dem, der prøver at få et godt liv. …

– Nordkorea er Nordkorea – ifølge de fleste det værste land overhovedet at være i i hele verden. Men er de i virkeligheden meget værre end de lande, der opfører sig pænt overfor USA, som får lov til at pumpe olie op af deres jord, spørger Geir Helgesen.”

(Geir Helgesen, lektor, tidl. medlem af Danmarks Kommunistiske Parti; Foto: Youtube)

Oploadet Kl. 16:04 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer


11. marts 2016

Marxistisk islamforskning: “… i islamforskningen er der en tendens til at nedtone islams betydning”

I kølvandet på udgivelsen af mit historiespeciale ‘Vejen til Damaskus – Dansk islamforskning 1885-2005’ (2008), var jeg et par dage i centrum af den danske islamdebat. Intet der kommer frem i ‘Moskéerne bag sløret’ er nyt, og som man kunne forvente har flere medier allerede nu påbegyndt modangrebet. Ingen imam er nogensinde citeret korrekt, ej heller på video. Det hele foregår naturligvis sideløbende med islamisters klapjagt på TV2’s muldvarpe.

TV2-serien vil blive en integreret del af bloggosfærens erfaringskatalog, på samme måde som ‘Undercover Mosque’ (Channel 4, 2007) og ‘Imamernas Råd’ (SVT, 2012) er det. Fokus i den brede offentlighed vil fortsat være på enkelte imamer, ikke Islam som sådan. Vi starter forfra hver gang.

Islamforskningen er en stor del af problemet, men ikke kun. Tina Magaard, Mehdi Mozzaffari og Mehmet Necef har sagt sandheden i årevis, uden det har gjort en videre forskel, og de er alle venstreorienterede. Der er en ubalance. Enhver der ikke bakker ind i debatten fra venstre, får slet ikke taletid. Når Rushys Roulette dækker emnet, så er der kun venstreorienterede i studiet. Herunder Jon Stephensen, der afviser enhver ubekvem oplysning med ‘det tror jeg ikke’. En historiker som Lars Hedegaard er helt fraværende, men hvorfor er en nulbon-teaterchef interessant? Når man tænder for P1 er det folk som Garbi schmidt og Brian Arly Jacobsen.

Professor Thomas Hoffmann er blevet mere ærlig, men han balancerer på et knivsæg, og mest citerede forsker de senere uger har formentligt været den relativt ukendte adjunkt Niels Valdemar Vinding. Han er så langt fra sandheden som man kan komme, en parodi på den Bæk Simonsen’ske skole, men det er i sidste ende ham der repræsenterer videnskaben.

Fredag dedikerede Jyllands-Posten en dobbeltside til den danske islamforskning, og det er ubetinget godt. De ukritiske forsvinder næppe fra medierne, men man kan da håbe at de i fremtiden får modspil. I så fald vil de tabe stort. Det er ikke nemt at markedsføre krig som værende fred.

(Professor Jørgen Bæk Simonsen til ‘Islamophobia’-kongres i Bellacenteret, 2006; Foto: Snaphanen)

Fra JP.dk – Islamforskning kritiseres for berøringsangst over for islam.

“Dansk forskning i islam har gennemgående været for fokuseret på at forsvare og forklare islam frem for at kaste et kritisk blik på de mere mørke sider i religionen. Det mener nogle islamforskere… Formanden for Forum for Islamforskning, professor Thomas Hoffmann, Københavns Universitet, peger på, at forskningen har forsømt at se på religionen.

… ‘Det er på sin vis meget ironisk, men i islamforskningen er der en tendens til at nedtone islams betydning og i stedet forklare sig ud fra kulturelle, politiske og økonomiske faktorer og sige, at det er ligegyldigt, hvad der står i helligskrifterne,’ siger han.”

Fra Har forskerne overset islams mørke sider? (kræver login).

“Jyllands-Posten har ringet til ham [Thomas Hoffmann, Kim], fordi forskere som Mehdi Mozaffari, Tina Magaard og Mehmet Necef angriber islamforskningen i Danmark for at være berøringsangst og for ukritisk over for de emner, som en række TV 2-programmer om moskéer på det seneste har taget op.

Havde vi haft en mere kritisk forskning, kunne man have afdækket, hvad der foregik bag de lukkede døre, og politikerne ville have haft et mere oplyst grundlag at handle ud fra, lyder et af kritikpunkterne. Et andet kritikpunkt er, at islamforskerne har fungeret som islams advokater frem for at gå kritisk til værks eksempelvis over for læsningen af Koranen.

Ifølge Hoffmann går danske forskere til islam og beslægtede emner på forskellige måder, men han giver kritikerne ret i, at en bestemt tilgang i mange år har spillet en dominerende rolle…

Tina Magaard er lektor ved Aarhus Universitet og har i mange år efterlyst en reform af islamforskningen, som, hun mener, har tendens til at blive for undskyldende og skyde skylden for integrationsproblemer over på danskernes racisme.

‘… jeg oplevede, at der i islamforskermiljøet var stærk modstand mod at tage de problemstillinger op. Social kontrol, juridiske parallelsamfund, islamiske autoriteter, der blokerer for integrationen, islamistiske bevægelser, der mener, at de er ved at erobre Europa osv., er alle ting, som jeg før har påpeget og fremlagt empiriske beviser for. Men det er i høj grad blevet benægtet, bortforklaret eller ignoreret af islamforskermiljøet,’ siger hun og tilføjer:

… Mehdi Mozaffari, professor emeritus på Institut for Forskning i Islamisme og Radikaliseringsprocesser ved Aarhus Universitet, peger på, at den amerikansk-palæstinensiske Edwards Saids banebrydende værk ‘Orientalismen’ fra 1978 har sat afgørende spor i det danske forskningsmiljø.

‘Den grundlæggende tankegang er, at muslimer ikke har ansvar for deres egen situation, fordi det er Vestens og kolonialiseringens skyld,’ husker han fra sit første møde med islamforskningen, da han som iraner kom til Danmark i 1981.

‘Hvis man i en artikel antydede, at islam kan kritiseres, og at ikke alt er Vestens ansvar, blev det opfattet som racistisk, og man blev bombarderet som højreekstremist. Jeg oplevede et stort pres på universitetet,’ siger han.”

Mehmet Necef bliver mere konkret – Lektor: Marxisme i dansk islamforskning.

“Ifølge en af kritikerne, lektor Mehmet Necef fra Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet, indgår der en marxistisk tænkning i tilgangen. …

‘I hele denne her teori indgår et mix af marxisme. Engang var den marxistiske teori, at borgerskabet udnytter arbejderklassen. Men arbejderklassen skuffede mange vestlige intellektuelle, fordi arbejderne ikke udlevede de socialistiske drømme. Så i 1960’erne ændrede man hierarkiet, så det i stedet var amerikansk imperialisme for oven og den tredje verden for neden – men der var stadig et hierarki,’ begynder han.

‘Men så gik det heller ikke længere med den tredje verden. Jeg kan huske min egen skuffelse – jeg var selv en af de vestlige intellektuelle – da det kommunistiske Vietnam overfaldt Cambodja, der var Pol Pot, der var bådflygtninge, der flygtede fra Vietnam og så videre. Men så blev den hierarkiske teori reddet af de muslimske indvandrere. Så nu hedder den: Majoriteten i f.eks. Danmark mod den muslimske minoritet.‘”



24. juli 2015

“Du gør meget ud af at skelne – at det her er i hvert fald ikke en nazistisk blog… Hvorfor er det vigtigt?”

Når Orientering på P1 dedikerer en hel time til europæisk højreradikalisme forventer man automatisk det værste, men det kunne have været meget værre. Chris Holmsted Larsen fik modspil af Tom Carstensen, og det havde en afdæmpende effekt. Holmsted Larsen mente ikke at Danskernes Parti var demokratisk, da man jo også kunne ‘bruge demokratiet til at afskaffe demokratiet’. Det kunne han have sagt om Enhedslisten.

Tom Carstensen pointerede blandt andet, at det slet ikke gav mening at samle modsatrettede ideologier under ‘højreradikalisme’-etiketten, og selv Holmsted Larsen var tilbøjelig til at give ham ret. P1-værten Marianne Skovlund var dog uenig, og mente eksempelvis ikke at det gjorde den store forskel om man kaldte Uriasposten for nazistisk eller nationalkonservativ. Jeg ser frem til den dag P1 bruger en time på venstreradikalisme, og diskuterer hvorvidt det er rimeligt at kalde Socialdemokratiet for stalinistisk.

Fra gårsdagens udgave af Orientering på P1 – Tema: Højreradikale grupper i Europa.

Chris Holmsted Larsen, forsker: Det er vigtigt, at sige, at vi har ikke at gøre med en samlet højreekstrem bevægelse hverken i Danmark eller i Europa. Det er et kludetæppe af forskellige partier og grupper, som interagerer, som også har mange modsætninger i forhold til hinanden, både politisk og ideologisk.

Marianne Skovlund: Tom Carstensen, kan du sætte lidt flere ord på de der nationalkonservative.

Tom Carstensen, P1: Ja, i Danmark er det det her parti Dansk Samling, internationalt er det nogle andre partier. I Danmark er det meget et blogmiljø, der er for eksempel Uriasposten der er meget læst, og som nogle gange af modstandere bliver kaldt nazibloggen, men det er ganske enkelt forkert. Det er en nationalkonservativ blog. Du har en række bloggere, du har en Mikael Jalving – ham vil jeg også kalde nationalkonservativ…

Marianne Skovlund: Hvem er Michael Jalving?

Tom Carstensen: Det er en blogger fra Jyllands-Posten…

Marianne Skovlund: Du gør meget ud af at skelne – at det her er i hvert fald ikke en nazistisk blog – det er en nationalkonservativ blog. Hvorfor er det vigtigt?

Tom Carstensen: – Fordi jeg synes, det er ret vigtigt, fordi de i bund og grund er hamrende uenige om langt det meste. De er måske enige om, at indvandrere er et problem, og at der ikke skal være så mange i Danmark. Hvordan man så skal håndtere det, er de også uenige om. Det ene er nationalkonservatisme og det andet er nationalsocialisme, så det er to meget forskellige tankegange…

Marianne Skovlund: Er du enig med Tom Carstensens vurdering, at Uriasposten er en gruppe som er toneangivende når vi taler nationalkonservatisme.

Chris Holmsted Larsen: Det er en meget magtfuld blog i hvert fald. Og hvis man kigger på hvor mange der besøger den her blog, det er også en blog der bliver brugt til at angive politiske modstandere med mere. Men der er ingen tvivl om at den betyder meget. Dem der bruger bloggen er fra hele det højreorienterede spektrum, men det er rigtigt, at dem der styrer den, har ikke nazistisk sindelag eller herkomst. Det er jeg enig i.



2. juni 2015

P1’s ‘unge studerende: Legitimér ikke demokratiet med din stemme – Islamist: At stemme er ‘haram’

Orientering på P1 bragte i går et indslag om to ‘unge studerende’, der havde taget initiativet til Facebook-gruppen ‘Stem ikke til folketingsvalget‘. Jeg har aldrig hørt medierne problematisere højreorienteret stemmespild, og skal jeg være ærlig, så ser jeg heller ikke det store problem i, at desillusionerede venstreorienterede bliver hjemme den 18. juni. Her et tweet fra radikale Samira Nawa Amini…

Oploadet Kl. 11:52 af Kim Møller — Direkte link36 kommentarer


6. maj 2015

Multikulturelle Birmingham: Kønsopdelt Labour-valgmøde – Fra New Labour til New England…

Da Orientering tidligere i dag bragte et indslag om den engelske valgkamp, var den store historie at Katy Perrys eks-mand advarede mod at stemme konservativt, og på sociale medier anbefalede folk at stemme på Labours Ed Miliband. Problemet er ikke så meget ‘New Labour’, men det ‘New England’ det skaber. Herunder et foto fra et Labour-valgmøde i Birmingham. Kønsopdelt, nøjagtigt som annonceret. (via Document)

(Siôn Simon på Twitter, 2. maj 2015)

“Councillor Mariam Khan is organising a women’s section for jalsa [rally] and is inviting all women to attend.” (fra plakat)

(Udsnit af Labour-plakat via Birminghammail.co.uk)

Oploadet Kl. 17:58 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer


23. april 2015

Fremmedhadske grækere er ‘højreradikale’, fremmedhadske sydafrikanere er frustrerede og ‘utilfredse’

Jeg har tidligere blogget om mediernes besynderlig brug af etiketter såsom højreradikale/højreekstrem. Grækere der er imod masseindvandring er højreekstreme, hvorimod fremmedhadske libanesere slet og ret er ‘frustrerede’. Forleden gik P1 direkte fra et indslag om ‘højreekstreme’ Gyldent Daggry til en historie om mord på indvandrere i post-Apartheid-Sydafrika. De fremmedhadske sorte sydafrikanerne havde tilsyneladende ingen politisk observans, og det lød næsten som om at morderen var arbejdsløshed.

Her en lignende udlægning fra DR Online – Sydafrika: Afrikanske udlændinge angribes med sten og køller under optøjer.

“Volden mod afrikanske udlændinge spreder sig i Sydafrika, hvor mindst seks personer døde efter grusom vold i flere af landets fattige kvarterer. … Dorte Tietze, som er international partnerskabskoordinator i Mellemfolkeligt Samvirke, fortæller, at frustrationerne stammer helt tilbage fra begyndelsen af 1990’erne, hvor de sorte håbede på bedre tider efter et mørkt kapital med race-adskillelse, apartheid. …

Arbejdsløsheden er på 25 procent – i nogle af de fattige områder er den dobbelt så høj – og som andre steder på kloden får udlændinge skylden for de dårlige tider. … De utilfredse sydafrikanere skyr tilsyneladende ingen midler, fortæller Dorte Tietze. Nogle bliver banket med kæppe eller macheter, mens andre er blevet stenet. …

I Sydafrika har præsident Jacob Zuma også vendt sig mod de voldelige protester, mens landets zulu-konge… bliver beskyldt for at have opildnet til uroligheder, da han bad udlændinge om at ‘pakke deres ejendele og forlade landet’.”

En Facebook-ven tilknyttet en bevægelse danske medier uden tvivl vil kalde højreradikal, tog forleden en politisk test på nettet. Svaret bør ikke overraske, for højreradikal er forlængst blevet en tom etikette venstredrejede medier kaster i retningen af alle der ikke godtager den grænseløse socialisme.

(‘Højreradikal’ viste sig at være let venstreorienteret jvf. The Political Compass, 21. april 2015)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper