21. september 2013

Uriasposten nævnt i P1: “… de her folk er jo, de her nationalkonservative er jo exceptionelt bange ik'”

Orientering på P1 har i nogen tid kørt et tema om ‘Fort Europa’, der formelt set er kritik af EU’s behandling af grænseoverløbere, men reelt er rendyrket venstreorienteret propaganda mod nationalstaten. To af torsdagens indslag bar titlen Migrationsdebatten bliver ofte et spørgsmål om for eller imod, og så var banen ellers kridtet op til to verdensfjerne akademikere, der på hver sin måde forsøgte at lukke udlændingedebatten. Uriasposten blev nævnt en enkelt gang, flere gange indirekte. Kan høres online i fuld længde her.

P1 vært: Vi åbner igen i dag dørene til ‘Fort Europa’, om de midler EU bruger til at sortere tilrejsende mellem dem vi gerne vil have ind, og dem vi vil undgå. I dag ser vi nærmere på den politiske debat herhjemme, og i andre dele af Europa, for tonen bliver tit skærpet i diskussionen om flygtninge, asylsøgere og migranter. Det bliver til en forskel om for eller imod. … Diskussionen kører på alle niveauer i samfundene…

[… Migrationsdebatten bliver ofte et spørgsmål om for eller imod, del I …]

Søren Jessen Petersen, tidl. FN’s Flygtningehøjkommissariat: … Danmark tage et langt større ansvar… Man kan ikke tage imod syv millioner, og det skal man heller ikke – men vis lidt solidaritet. …

P1 vært: Nu skal vi lige til den danske debat…

Pieter Raunwe, P1: … Da den nuværende regering tiltrådte talte man meget om at vælgerne nu ikke mere var så fokuseret på stramninger, og at man da godt kunne lempe nogle af de stramninger, VK-regeringen og Dansk Folkeparti gennemførte. Det skete så… men formodningen om at vælgerne har haft mindre fokus på stramninger i udlændingepolitikken, er nok mere udtryk for en besværgelse beregnet til intern beroligelse, end noget der er baseret på virkeligheden. …

Søren Jessen Petersen: … jeg ville ønske den havde, men for det første så hører man hele tiden stramninger og lempelser, der synes ikke at være en diskussion af, at hvad mener man med det. Jeg er også lidt forundret… over at man kigger på det her ‘Danmark, Danmark, Danmark’ Jeg synes der er en manglende forståelse. … Hvis man kigger lidt ud over det næste valg, og det synes man ikke at gøre… så er det et faktum, og der er alle mulige seriøse rapporter som vidner om det, at Europa ikke kan opretholde sine velfærdssystemer og så videre, uden at styre indvandrerpolitikken meget mere konstruktivt. Og det gælder også for Danmark. Hvis vi bliver ved med at tale om grænsekontrol og om at lukke af og så videre, vi taber vi simpelthen konkurrencen, både om de højtuddannede, som vi har brug for, men men også de lavtuddannede, som økonomien vil ha’. … Om ti eller tyve år der har pensionisterne behov for den indsprøjtning i økonomien, som kun kan komme ved en langt mere konstruktiv indvandrerpolitik. Det betyder ikke at vi taler om millioner tusinder, det betyder bare at vi er en del af en verden der ikke kan lukke os ude. …

Der er lige kommet en rapport fra OECD, og den tror jeg de fleste vil acceptere som en fair, seriøs organisation, der viser ganske interesssant, at hele debatten om den økonomiske indvirkning fra indvandrerne, den er fuldstændig fordrejet og overdreven – Indvirkningen er hverken positiv eller negativ, men hvis den er lidt, og det er på sigt, så er det positiv.

P1 vært: … hvilken betydning har det, den her giftige tone, den her måde debatten føres på. Hvilken betydning har det?

Søren Jessen Petersen: Ja, det har ikke bare betydning for UNHCR, jeg synes det er farligt, for os alle sammen. For der er en tendens til i debatten, for det første er det dem og os. Hele samfundet, de nordiske samfund er baseret på solidaritet, og dem og os har aldrig eksisteret. For det andre, så er der også den der tendens til hele tiden at kriminalisere debatten. Vi taler om ‘illegale indvandrere’ og så videre og så videre. Så naturligvis er UNHCR bekymret, og har meget ofte sagt det, men jeg synes det er noget vi som mennesker selv skal – hvad er det for et samfund vi vil leve i? … Vi må væk fra dem og vores samfund – vi må tale om ‘vi’.

P1 vært: Er der andre områder hvor debatten foregår mere lødigt, hvis vi kigger ud over det europæiske?

Søren Jessen Petersen: Der er en tendens til det her i mange lande, desværre. Jeg ville have sagt, hvis du havde spurgt mig for en 4-5 måneder siden, at debatten var mere lødig i Sverige, men nu har vi haft nogle meget uheldige eksempler der. …

P1 vært: Mens vi har snakket der er Henrik Erdman Vigh fra Antropologisk Institut ved Københavns Universitet kommet her i studiet til os. … Lad os først lige høre hvilken reaktioner det forskningsområde som du har, det har resulteret i for dig selv. Det har du taget nogle eksempler med på.

Henrik Erdman Vigh, professor: Ja, det har jeg. Jeg blev interviewet til Information for et stykke tid siden, og havde en samtale med dem om hvad det betød at der var kommet så mange vestafrikanske flaskesamlere på Nørrebro. Reaktionen var ret interessant på den artikel, og jeg giver dig fuldstændig ret derudover, den her samtale bliver jo ført, nogle gange virker den karrikeret, og den er absolut ikke spor konstruktiv. Men det den måske er, det er konfliktuel, den er udtryk for nogle meget klare konfliktsituationer, nogle fornemmelser, nogle oplevelser, så en angst for forandring, en angst for at blive minoriseret i sit eget samfund, simpelthen. Det synes jeg som antropolog er ret interessant.

Da artiklen kom ud i Information, jeg har aldrig – jeg prøvede ikke at være politisk, jeg prøvede faktisk at være relativ saglig omkring det. Der var der en M.U. Jensen der på en blog på Jyllands-Posten, der skrev et langt harcellerende indslag. Det røg så senere over på Uriasposten, og fik en masse interessante beskeder. Blandt andet at jeg måtte benævnes som en landsforrædder, at jeg var et udtryk for den åndelige deroute på vores universitetsverden og Danmark i almindelighed, at jeg var et udtryk for det kollektive nationale selvmord der var ved at ske, og som nu også var ved at ske i Danmark, Norge og Sverige – synes de.

Og så, meget skægt også, en ide om at i fremtiden bliver vi mere og mere primitive, fordi der kommer så mange muslimske og afrikanske indvandrere herop. Jeg er jo også konfliktforsker, så i princippet burde jeg blive, altså det er jo ikke så rart at lægge ryg til i princippet, men det er jo også drøninteressant fra mit perspektiv, at der er en sådan polariseret debat. Det er ikke en jeg ønsker at bidrage til, jeg ønsker nærmere at forstå den. Jeg tror ikke de her er dårlige mennesker, vel.

… Det er jo en sort/hvid debat, som bliver ført på samme måder som man gør i konfliktområder. Det man skal kigge på, når man ser på den karrikerede del af den offentlige debat, de her folk er jo, de her nationalkonservative er jo exceptionelt bange ik’. De føler at hver gang der er en eller anden form for forandring, så underminerer det simpelthen det fundament de står på. Så de ser deres væren, deres værdier, deres forståelse af egen identitet forsvinde under dem.

P1 vært: Men vel også fordi der er en accept af, at sådan kan man udtrykke sig.

Henrik Erdman Vigh: Ja, jeg synes debatten, som person der har et ønske om at bidrage til at skabe et så godt samfund som muligt, der synes jeg jo at det er en deroute af debatkulturen herhjemme. Altså, den bliver ikke ført på særlig værdig vis, vel. Og den bliver ikke ført på en måde, så man kan begynde at forstå hinanden. Tværtimod, så bliver den trukket ud i de her ydre positioner, som hvis noget medfører råberi, altså det vi hørte på den politiske debat lige før, istedet for dialog. For eller imod, sort/hvid. Simpelthen et religiøst univers, sort/hvidt, gode eller onde.

[… Indvandring udfordrer tysk selvbillede …]

[… Migrationsdebatten bliver ofte et spørgsmål om for eller imod, del II …]

Søren Jessen Petersen: … i stedet for at tage en debat, der bliver der hældt benzin på bålet, og det er man gudskelov meget opmærksom på i Tyskland, fordi man har den fortid man har. Men man synes ikke at være opmærksom på det i andre lande…

Herefter rabledes videre om den underlødige debatkulturs politiske forgrening, Dansk Folkeparti.



12. februar 2013

P1-indslag om Projekt Antifa-film: Ensidig film af personer med ‘tilknytning til det venstreradikale miljø’

Orientering på P1 bragte i fredags et 9 minutter langt indslag om Produktionskollektivet Opbruds nye film om højreradikal vold i Århus. Der mangler nogle kritiske spørgsmål til bagmændene om deres forhold til Redox og AFA samt deres eventuelle rolle i den kommende retsag, men alene det at Tom Carstensen går journalistisk til emnet, gør ham automatisk til en af de bedre. Fra Venstreradikale laver film om højreradikal vold

Karen Hjulmand, P1-Vært: En ny dokumentarfilm om den racistiske hooligangruppe White Pride sætter fokus på den politiske vold i Århus. Orientering har fået lov til at se filmen inden den får premiere i morgen. Filmen er en gennemgang af de mange overfald begået af højreradikale i Århus, de seneste ti år. Men filmen er lavet af en gruppe med klare tilknytninger til det venstreradikale miljø. Tom Carstensen, med speciale i højre- og venstreradikale grupper vurderer at filmen derfor på nogle måder er problematisk fordi den bliver noget enøjet. Han fortæller her.

Tom Carstensen, P1: Århus har i mange år haft problemer med politisk vold. Byen har i forhold til København og andre større danske byer markant større mængde folk der tilhører den yderste højrefløj. Dele af den gruppe og elementer på den radikale venstrefløj har i årevis bekriget hinanden på ord og handling, med højrefløjen som dem der står bag flest overfald.

En ny film lavet af Produktionsselskabet Opbrud med tilknytning til den yderste venstrefløj sætter fokus på den del af volden der kommer fra det højreradikale miljø. … Filmen fokuserer på en række aktivister fra den yderste venstrefløj, der har oplevet vold fra højreradikale, primært fra gruppen White Pride. Det er en dobbeltgruppe forstået på den måde, at det er både en hooligangruppe som slås til fodbold og følger AGF, og en politisk gruppe som kæmper en politisk kamp med voldelige midler. Folkene bag filmen siger at filmens formål er at skildre konsekvenserne for de venstreradikale, der er blevet overfaldet. Flere er mærket af hændelserne og nogle er flyttet ud af byen. …

At White Pride er voldsberedte er ingen hemmelighed, de nægter det ikke engang. Orientering har flere gange talt med medlemmer af gruppen, og var med for nogle år siden da de gik på jagt efter venstreradikale i Århus’ gader efter en anti-White Pride-demonstration i byen tidligere på dagen. …

White Pride har ikke ønsket at medvirke i dette indslag, fordi producenterne af dokumentarfilmen tilhører den yderste venstrefløj, man betragter det derfor, som en del af det der i mange medier er blevet omtalt som en fløjkrig mellem højre og venstre i Århus. Et ordvalg venstrefløjen ikke bryder sig om, fordi de fleste fysiske angreb kommer fra højrefløjen. Men White Pride fortalte til Orientering, at der altså også var angreb den anden vej. …

At højrefløjen de seneste år har været mest aktigve og hyppige når det kommer til politisk vold er ingen hemmelighed. Men når man ser filmen sidder man dog tilbage med fornemmelsen af, at det venstreradikale miljø i Århus ikke har stået bag nogle overfald eller politiske angreb, og fremstillingen kan virke noget ensidigt. For politiet har flere gange bekræftet, at der også har foregået angreb den anden vej. …

Et eksempel på en fremstilling der kan virke noget ensidigt, er da filmen viser glip fra da Danish Defence League i marts sidste år. Her viser man billeder af et par Defence League-deltagere der råber, og nogle der kastede et par ting. Men man undlader helt at fortælle, at ud af de 89 anholdelser der var den dag, var kun to af de anholdte fra Defence League-demonstrationen, resten af de anholdte havde tilknytning til det venstreradikale miljø eller var unge med indvandrerbaggrund. Og de tre folk bag filmen har som sagt også tilknytning til det venstreradikale miljø, og det indrømmer de også gerne. En af dem er Rasmus Preston.

Rasmus Preston, Projekt Antifa: Århus har et problem, som består i, at der er en organiseret gruppe på højrefløjen, som begår overfald på deres meningsmodstandere.

(Rasmus Preston blandt voldelige venstreradikale under filmoptagelser; Århus, 31. marts 2012)

Tom Carstensen: Filmen kan ses som en del af den informationskrig der foregår mellem det yderste højre og det yderste venstre i Danmark. Det er en krig foregår med blandt andet registringer af politiske modstandere og hacking. I disse dage overvejer Rigsadvokaten om syv mennesker med tilknytning til Antifascistisk Aktion, en voldsberedt gruppe på den radikale venstrefløj, skal tiltales efter den milde terrorparagraf, for at være med i en sammenslutning der har til hensigt ved magtanvendelse, at udøve indflydelse på offentlige anliggender eller fremkalde forstyrrelser af samfundsordenen, som det hedder. Det skrev Politiken for nogle dage siden.

Myndighederne har længe været opmærksom på den kamp der foregår mellem højre- og venstrefløjen. Det har blandt andet kostet en lukning af hjemmesiden Redox, der overvåger højrefløjen. Datatilsynet lukkede hjemmesiden fordi tilsynet efter Redox gik til Politiken, der bragte en række historier om det højreorienterede netværk ORG i 2011, fandt at en række af de rapporter der lå på Redox’ hjemmeside overtrådte loven. En af hovedkilderne i filmen ‘Det mørke Århus – Når politik har en pris’, er talsmand for Redox. Den informationsjagt og jagt efter oplysninger om politiske modstandere har flere gange kostet anholdelser og sigtelser for lovovertrædelser. Politiet konfiskerede i 2010 fra venstreradikale, computere med informationer som bankoplysninger, skolegang, navne på familier, ja selv mailkorrespondancer, på folk på højrefløjen. I alt 3.000 mennesker var registrerede.

Filmen hænger ikke folk ud med navn, men billeder af folk med tilknytning til højrefløjsmiljøet bruges flittigt. Et normalt redskab i registreringskampen mellem højre og venstre, og at filmen er en del af denne kamp, og i hvert fald ses som sådan af højrefløjen, blev tydeliggjort da mailboksen bipper under produktionen af dette indslag. Folk med tilknytning til højrefløjen har nu lavet et langt dokument, der med navne og billeder viser hvem folkene bag filmen er, og hvilke grupper på den radikale venstrefløj de tilhører. En af dem der er i dokumentet er Rasmus Preston. Han ser ikke noget problem med, at man fremstiller problemerne i Århus udelukkende set med venstrefløjens briller, og kalder det en dokumentarfilm.

Rasmus Preston: Ja altså, vi er fra flere sider blevet beskyldt for at det et stykke propaganda-arbejde, men jeg synes, at det er en dokumentarfilm som viser det her problem i Århus på en god og sand måde, og så må det være op til folk selv at dømme.

Tom Carstensen: Ser du den som en del af den informationskonflikt, den dokumentationskrig der har kørt mellem højre- og venstrefløjen, som jo stadig kører.

Rasmus Preston: Vi står åbent frem med den her film, og vi har ikke noget imod at fortælle hvem vi er, og hvad vi står for. Det er klart at vi tilhører venstrefløjen, og på den måde også har en interesse i ligesom at afdække det her, men jeg synes vi gør det på en retfærdig måde overfor det materiale vi har, og på de begivenheder der har været. Og så kan man kalde det informationskrig eller hvad man vil.

Tom Carstensen: I Jeres film der hænger I ikke folk ud med navne, men der er masser af billeder af folk der er uslørede, er det ikke et problem, når de ikke har mulighed for at tage til genmæle. Der kan jo være nogen imellem der mener at de ikke burde være i de billeder?

Rasmus Preston: Det er selvfølgelig altid en afvejning af, om forskellige faktorer, men vi mener det er retfærdiggjort ved at vi har fået de her billeder fra Researchkollektivet Redox, som har dokumenteret overfor os og også overfor andre tidligere – For eksempel i Århus 2008-rapporten, at de folk der optræder på billederne er en del af det voldelige højrefløjs miljø, og der mener vi at det i en dokumentationssammenhæng er det i orden at bringe de her billeder.

Karen Hjulmand: Redox som billederne kommer fra, er altså som nævnt i indslaget, det researchkollektiv, der både har fået lukket sin hjemmeside af Datatilsynet, og hvor folk med tilknytning til kollektivet har fået konfiskeret IT-udstyr. Det var Tom Carstensen der har lavede indslaget. Filmen har premiere i Århus i morgen, hvor fagforeningen FOA lægger lokaler til.



4. februar 2013

Jødiske Anne Boukris: Jødehad er en afledt effekt af monokulturelle danskeres frygt for det anderledes

Fantastisk eksempel på journalistisk brandslukning kunne høres i seneste udgave af Orientering Weekend. Jeg ved ikke hvor de finder den slags personer henne, men P1 virker som en venstreorienteret sekt, der trækker på det RUC-skolede bagland når virkeligheden skal bortforklares. Minoritetsforsker Anne Boukris betragtede muslimerne som ofre, og har ikke oplevet problemer med sin jødiske identitet i forhold til muslimer. Hun skiltede dog ikke med sin tro, og betragtede meget sigende Martin Krasniks kalot-test på Nørrebro som værende ‘rabiat’ politisering.

Hvor herboende muslimer ikke havde problemer med tolerancen, så var danskerne omvendt fremmedfjendske, da vi forventede indvandrere integrererede sig. Hun havde selv oplevet dansk jødehad på nært hold, pudsigt nok – som jødisk forsker blandt rødradikale sociologer. Hun satte selvfølgelig ikke etiketter på intolerancens politiske ophav, det ville udstille paradokset.

På Facebook er hun blandt andet fan af Holger K. Nielsen, der er en del af Boycut Israel-kampagnen, og kendt for tale til pro-palæstinensiske demonstrationer, der i et konkret tilfælde inkluderede gule Hizbollah-bannere med AK-47 i midten. Mere viden, samtale og fordybelse er løsningen, lød det fra verdensborgeren.

P1-værten Jon Kaldan introducerede debatten fair, men gav den så fuld skrue med socialkonstruktivistiske flosker såsom ‘de der foragtes, udvikler sig til at være foragtelige’. Han kunne have hudflettet Boukris’ utopiske præmisser for vellykket multikultur med den ene arm bundet på ryggen, men undlod. Det skulle være en behagelig samtale med politisk brugbar morale.

(Anne Esther Boukris på Facebook)

Delvis transkribtion af Den indre frygt.

Jon Kaldan, P1: … som en muslimsk københavner på ydre Nørrebro udtrykte det: ‘En jøde har ikke noget at gøre her’. For mange har det været en meget ubehagelig påmindelse om 1933 og tiden efter, at vi tilsyneladende intet har lært af historien. For andre er det business af usual, og for nogle er det endnu et eksempel på, at der i kravet om konsensus og hygge og dansk tolerance, rumsterer et ubehag ved det fremmede. Alt det der venter og lurer derude på den anden side…

Man behøver ikke at være filosof, for at forstå at fremmedfjendsklighedens retorik fungerer som en selvopfyldende profeti. At de der foragtes, udvikler sig til at være foragtelige. Måske var ugens sværdslag om de jødiske børn på Nørrebro og Martin Krasniks ubehagelige oplevelser en stedfortræderkrig. Måske var det ikke jøder mod palæstinensere eller palæstinensere mod jøder, men os mod dem. En af dem der ytrede sig i debatten var Anne Boukris. …

Hun skrev fornyligt på sin facebookside: ‘Medierne vil ikke have den fordybede samtale om den indre frygt, og historien blev således blot endnu en bekræftelse på den overfladiske synlige del’, tolerancen og diskriminationen. Jeg har derfor inviteret Anne Boukris med i Orientering Weekend for at tale om alt det vi ikke ser. Anne Boukris, fortæl mig allerførst – er du dansker, er du europæer, er du israeler, er du jøde? Hvad er du?

Anne Esther Boukris, Minoritetsforsker: Lige når du spørger mig, så slår det mig, at jeg er rigtig dygtig til at skifte ham. Det kommer an på i hvilken situationen… Det der med at jeg er jøde, det er ikke noget jeg går rundt og siger som det første identitetsparameter. Det er det ikke. … Jeg er meget følsom omkring hvordan jeg italesætter min identitet. … Først og fremmest der er jeg jo Anne.

Jon Kaldan: Du skriver på din facebookside i forbindelse med den sidste uges historier om overfald, ikke-overfald på jødiske børn, eller hvad skal vi kalde det – konflikten, animositeten mellem jødiske og muslimske børn på Nørrebro. Der skriver du, at du i din studietid på universitetet oplevede hidsige angreb og foragt for din baggrund. Hvad var det du konkret oplevede?

Anne Esther Boukris: Helt konkret, nu tænker jeg meget konkret. Der var engang et symposium for sociologer, jeg sad der, og var den eneste der beskæftigede mig med Israel og jøder. Det jeg oplevede, det var, at der en stor mistro til mit forskningsemne, om manglende lyst til at forstå hvorfor jeg var så nysgerrig for at forstå hvilken betydning Israel har for jøder, der ikke er bosat i Israel. … Det var der meget lidt integritet omkring. Hvor andres forskningsområder er man bare nysgerrige og åbne omkring, og åben overfor. Jeg oplevede nogle ret voldsomme diskussioner, og oplevede engang en kvindelig sociolog der flyttede sig, fordi jeg tillod mig at fortælle positivt om relationen til Israel. … Det der med at vinkle det jødiske som noget positivt indenfor identitetsforskningen, det var så også mit område, som et reelt bud på en positiv identitet, som noget man kan bære rundt på og stimulere det samfund vi lever i… Jeg oplever både en politisk og videnskabelig udfordring. … I øvrigt vil jeg også sige, at det er meget svært at arbejde med jødiske emner i Danmark. Det er helt væk fra vores forskningsinstitutioner, så hvis man arbejder med det, så skal det være noget med radikale bosættere – synet er sådan endimensionelt på det jødiske.

Jon Kaldan: … Er det fordi det ikke længere er synd for jøderne, nu er det synd for nogle andre?

Anne Esther Boukris: Ja, det er synd for nogle andre. Det tror jeg faktisk er spot on. Det er blevet synd for nogle andre, men nu vil jeg sige, at redningen af de danske jøder i oktober ’43 det har jo en symbolsk værdi, og det er sådan set lige meget om det er jøder eller hvem det var, tror jeg. … Det er en vigtig historie, og når jeg hører den så har det ikke så meget med jøder at gøre. I hvert fald ikke længere. … ‘Har I ikke også tjent en del penge. Den jødiske lobby i USA, det er jo dem der styrer det hele’. I min ører er det, det stinker, hvis man kan sige det, af fordomme og stereotyper. Jeg mener, der er jo masser af lobbyer rundt omkring… Den jødiske lobby den bliver altid fremhævet, som sådan en ond kraft næsten, der styrer den amerikanske præsidents tanker omkring Israel. Det er sådan nogle konspirationer der flimrer rundt i universet.

Jon Kaldan: Du skriver også på Facebook, at det først og fremmest er monokulturelle danskere der har udsat dig for de her angreb på din jødiskhed. Er det de samme du taler om her. … Hvem er de monokulturelle danskere?

Anne Esther Boukris: Det er den del af vores kultur som kommer til udtryk når vi ikke anerkender flere identiteter, det homogene konsensusbesatte samfund, det der med at det hele skal være så ens. … De monokulturelle danskere er en snert af vores kultur som afviser anderledesheden eller andetheden. Den sætning genkender jeg mange steder, og det er bestemt ikke noget der kun angår jøder. … Når vi snakker med muslimer i Danmark, så har vi det altså bedst når de begynder at blive almindelige.

[…]

Jon Kaldan: Hvad er det så der sker, når det bliver en konflikt mellem jøder og muslimer. Altså hvorfor er det den konflikt der pludselig bliver vores historie i den uge der er gået. Og ikke historien om, at vi simpelthen har vanskeligt ved at håndtere at der er nogle der er jøder, eller muslimer, eller for så vidt hinduer og buddister. Eller homoseksuelle, transeksuelle eller hvad ved jeg.

Anne Esther Boukris: … når jeg ser dansk og københavnsk politik i praksis, så ser jeg en fuldstændig monokulturel strategi for hvordan de andre kulturer skal komme med. Det handler til dels om, at tænke at det er synd for kulturen… ligeværdigheden har simpelthen så svært ved at få næring.

Jon Kaldan: … hvad er målet, er det salatskålen (Salat bar) eller smeltedigelen (Melting pot)?

Anne Esther Boukris: I det tredie rum, der smelter de ikke nødvendigvis sammen, men der er vi optaget af de fortællinger vi hver især kommer med. Og så forsøger vi at se, om de her fortællinger ikke kunne være udgangspunktet for et nyt fællesskab. Det nye fællesskab, det er det jeg synes vi mangler viljen til. Det handler ikke kun om at få folk til at passe ind i et system. Lige nu taler jeg ikke om Islam og Jødedom og Kristendom, for det er ikke religionens vilje der skal ske her, det er menneskenes vilje, og det rum det kræver politisk fordybelse. Det kræver ikke kun penge, det kræver også samtale, det kræver også mere viden og mere stillingtagen til det… Det kommer hele tiden bag på os, hvor meget power der er i det der med forskelligheder. …

Jeg har oplevet de der fordomme få næring i flere forskellige grupperinger, det er jo ikke fordi, at det kun er i det palæstinensiske miljø at fordommene er. Faktisk vil jeg sige, at jeg har mødt en række palæstinensere som ikke har de fordomme, fordi de har mere viden. Der hvor fordommene så kan opstå, det er måske mere i en politisk debat. … der mangler jeg, tror jeg, også en politisk stillingtagen til, at vi kan have en dialog på trods af verdens krige, og at vi har lyst til at integrere alle typer mennesker i vores samfund…

… og i det her tilfælde der går Martin Krasnik ud med en Davidstjerne og en ‘kipa’, og det bliver pludselig en synlig identitet. Der er først der, fjendebilledet rigtigt bliver skabt, og jeg er ikke engang sikker på, at de her unge mennesker ved – det er ikke noget de er vokset op med, at de har en indsigt i jødedommen. De ved ikke engang hvad den ‘kipa’ skal til for… meget af debatten er rabiat – den er ikke indsigtsfuld. Jeg forsvarer hverken det ene eller det andet…



10. januar 2013

Flere højrefløjslobbyer – Ingen pressionsgrupper kæmper tilsyneladende for socialisme og indvandring

For år tilbage introducerede afdøde Mogens Glistrup begreber som ‘flygtningelobby’ og ‘islam-lobby’, men selvom en organisation som Dansk Flygtningehjælp har haft stor indflydelse for udviklingen, så omtaler medierne aldrig den sådanne organisationener med negative etiketter. Trods fagforeningernes store indflydelse for samfundsudviklingen, hører man heller aldrig LO eller 3F omtalt som ’socialismelobbyen’, selvom det ville være lige på kornet. Det handler om definitionsretten. For de fleste journalister er der ikke noget suspekt i at kæmpe for socialisme eller indvandring.

For tiden er der heftig debat i USA om våbenlovgivningen, og selv postulerede borgerlige medier anvender begrebet ‘våbenlobbyen’. To eksempler: Våbenlobbyen vil have Romney som præsident (TV2.dk, 5/10-12), Modstanden mod våbenlobbyen vokser (JP.dk, 18/12-12).

Tilbage i 2006 gik P1 til angreb på ‘Israel-lobbyen’, og blandt journalister er det tilsyneladende suspekt at forsvare det eneste velfungerende demokrati i Mellemøsten. Eks. Tilløb til debat om USA’s Israel-lobby (P1 Orientering, 6/4-06). Herunder en overskrift fra tirsdagens udgave af Metroxpress, der anvender begrebet ‘jødelobbyen’, selvom det klart fremgår af artiklen, at det er et politisk ladet begreb.

“Kritikere har allerede angrebet ham for hans holdning til konflikten mellem Israel og Iran. Hagel opfattes ikke som tilstrækkelig venligsindet overfor Israel. Han er blevet kritiseret for at tale om en jødisk lobby i kongressen. (Ritzau/Reuters, red. af Rasmus Skat Andersen)

(Metroxpress, 8. januar 2013, s. 12: Jødelobby truer ny forsvarsminister)

Herunder lidt fra Professor Stig Jørgensens glimrende kronik om Flygtningelobbyen, trykt i BT, 8. maj 1993.

“Den beherskes derfor også af et miskmask af ædle og uædle motiver. Især de kirkelige missionskredse, hvorfra de fleste såkaldte »flygtningevenner« nok er udgået, handler utvivlsomt ud fra, hvad de anser for at være en kristelig barmhjertighed. Ligesom de uddøende eksemplarer af kulturradikalismen er de tilbøjelige til at forveksle medlidenhed med barmhjertighed. Medlidenhed er imidlertid en græsk følelse (sympathos), der er udgået af en køligt og rationelt begrundet distancerende følelse med den lidende, mens den kristne barmhjertighed er udgået af en nærværende og varm følelse for næsten. Medens medlidenheden skaber distance, skaber barmhjertigheden nærhed. …

Megen veldædighed har denne hykleriske karakter, såsom 70-ernes såkaldte solidaritetserklæringer med undertrykte befolkninger, klasser eller grupper. Charles Dickens talte om teleskopisk filantropi hos de blåøjede radikale, som har så travlt med at redde menneskeheden, at de ikke har tid til at tage sig af deres nærmeste. De private velgørende institutioner befinder sig i samme dilemma som andre veldædige behandlere, der ernærer sig ved menneskelig ulykke, såsom læger, sygeplejersker, socialrådgivere og ambulanceførere. Som dr. Knock siger i Jules Romains bog af samme navn, er en rask mand en mand, som ikke ved, han er syg, eller, som det siges af lægerne, en person, som ikke er undersøgt grundigt nok!

Dilemmaet for disse menneskekærlige professioner og institutioner er det samme som for de politiske partier, der arbejder for den sociale retfærdighed, idet deres raison d’être aftager med realisationen af deres partiprogram. Samme interessekonflikt behersker den finansminister, som opkræver store gift- og miljøafgifter med det formål at begrænse forureningen, idet provenuet er omvendt proportionalt med formålets realisering. Det ville være forkert at se bort fra den omstændighed, at velgørende arbejde er afhængigt af tilstedeværelsen af ulykkelige mennesker, ligesom Gud, efter aristokratiets opfattelse, har skabt de fattige, for at de rige kan have nogen at være gode ved. Vi kan ikke uden videre gøre forskel på de forretningsdrivendes og bureaukraternes behovsopgørelse. Nys afdøde professor Parkinson påviste i en af sine berømte »love«, at bureaukratiet har en selvgenererende evne, uden at der kommer nye kunder i butikken. Alle professioner og institutioner er principielt inhabile, når det drejer sig om beslutninger om egne behov.

Mere udpræget bliver inhabiliteten, i jo højere grad de oprindeligt velgørende foreninger udvikler sig til hårdtslående professionelle magtorganer. Naturfredningsforeningen og Kræftens Bekæmpelse er velkendte eksempler på denne metamorfose. Dansk Flygtningehjælp og Dansk Røde Kors er derudover blevet indbygget i den offentlige administration ved at overtage en stor del af ansvaret for flygtningearbejdet. At de deltager i løsningen af de sociale og praktiske arbejdsopgaver er forståeligt, mere betænkeligt er det, at de også deltager i visiteringen af asylsøgerne og i beslutningsprocessen om asyl. Man kan nu engang ikke med rimelighed betro noget menneske at skulle udmåle metervarer med elastikbånd, og man kan vanskeligt bebrejde disse velgørende institutioner, at de ser legitime behov for asyl, hvor andre måske ville mene, at flygtningeopgaven bedst ville kunne løses i eller ved hjemlandet.

Ligesom det ædle formål kan legitimere en udvidelse af beskæftigelsen i flygtningearbejdet, kan det også legitimere anvendelsen af voldelige »antiracistiske« midler fra såkaldt venstreorienterede ekstremistgrupper, såsom BZ’ere og andre små revolutionære grupper. For dem kan flygtningesagen være et påskud, og ikke en begrundelse, for anvendelsen af den sociale eller voldelige adfærd, som af andre grunde tiltrækker disse grupper. … Man bør altid gribe til sin pistol, når de revolutionære vil beskytte grundloven, når voldsmændene vil beskytte demokratiet, og rævene vil vogte gæssene! Der er den samme tvetydighed over de »ambulancejagende« advokater, som velvilligt – men mod betaling – stiller deres ekspertise i ankesystemerne i asyllovgivningen til rådighed for de retfærdige og uretfærdige asylsøgere. …

Når samtidig massemedierne mobiliseres til følelsespornografiske happenings, hvor alle sejl sættes til for at bringe skuden i havn, som det skete med palæstinenserne i Blågårds Kirke, var der med særloven tale om både et retsmisbrug og et politisk misbrug i strid med grundlovens magtfordeling, og derfor i realiteten om en uretfærdighed mod andre grupper af asylsøgere. Det er et problem, når det politiske system bliver svækket af lobbyisme i al almindelighed.”



18. oktober 2012

Der er også ‘moderate islamkritikere’, lød det på P1, hvorefter venstreradikal organisation fik taletid

Selvom Tom Carstensen er på DR’s lønningsliste, så er han ikke den værste ekstremisme-ekspert her i landet. Onsdagens indslag på P1 Orientering om ‘Moderate islamkritikere’ der forsøger at vinde dagsordenen fra (ikke-moderate) English Defence League bærer dog kraftig præg af P1’s parallelvirkelighed.

(P1 Orientering, 17. oktober 2012: Moderate islamkritikere forsøger at vinde dagsordenen…)

Fra den officielle omtale.

“I Storbritannien kommer kritikken af muslimsk indflydelse på samfundsforhold ofte fra grupper som English Defence League og andre med udspring på højrefløjen. Det har nærmest gjort det til tabu i moderate kredse, og mange politikere er ifølge kritikere bange for at sige fra over for islamisk indflydelse.

Men der er også grupper og organisationer, der ikke tilhører højrefløjen, der kæmper indædt mod islamisk indflydelse i landet. … Politikerne ikke gør nok ved problemet, fordi de er bange for at miste stemmer blandt de muslimske vælgere, lyder beskyldningen fra organisationen One Law For All.”

P1’s Tom Carstensen har talt med Anne Marie Waters fra One Law for All, og fortæller selvfølgelig ikke at hendes afstandtagen fra EDL kunne være motiveret af hendes politiske virke for Arbejderpartiet Labour. Organisationens anden talskvinde hedder iøvrigt Maryam Namazie, fungerende medlem af centralkomitéen i WPI, Irans Arbejderkommunistiske Parti. Det postulerede moderate alternativ til EDL inkluderer således erklærede antidemokrater. Samme paradoks kendes fra det trotskistisk-dominerede Unite against Fascism.

(Maryam Namazie, One Law for All – vært på kommunistiske NC-TV, grafik fra hendes blog)

” It is a revolution that this country does not want… Sharia is most definitely a threat to our democracy.” (Formålserklæring, English Defence League)

Oploadet Kl. 01:16 af Kim Møller — Direkte link28 kommentarer


14. august 2012

Kirsten Sarauw om seniorforsker Cecilie Bankes syn på europæisk historie: “… primitiv og forenklet”

Den pågældende udsendelse kan høres på Dr.dk. God kommentar af Kirsten Sarauw i Den Korte Avis – Nedrakning af nationalstaten – for vores egne penge.

“Europa-parlamentet har i år bevilliget 50 millioner euro til etableringen af et ”Hus for europæisk historie”. … hvad er det for en ”fælles” historie museet skal fortælle? …

”Orientering” på DR P1 bragte historien midt i agurketiden den 2. august. DR-journalist Jacob Langvad havde valgt seniorforsker fra Dansk Institut for Internationale Studier, Cecilie Banke, som ekspert og sat hende stævne på en bænk over for den fremtidige museumsbygning, Eastmanhuset, i Bruxelles for at drøfte det kontroversielle projekt.

Cecilie Banke blev bedt om at forholde sig til kritikken. Det gjorde hun pligtskyldigt og forsigtigt. Lidt mere fut kom der over hende, da samtalen slog ind på, hvilke perspektiver man eventuelt kunne fortælle en fælles europæisk historie ud fra. …

Banke nævnte et par eksempler på vigtige storfortællinger, som, hun mener, har frembragt den europæiske modernitet. Den ene drejer sig om den europæiske rigdom, som blev grundlagt på kolonimagt og slavehandel. ”En ikke så pæn” side af den fælles historie, som fører videre til industrialiseringen, som resulterer i udviklingen af sociale rettigheder og leder til velfærdssamfundet.

Den anden storfortælling har rødder i romantikkens ide om den homogene nationalstat, som fører direkte over i nationalisme, som leder til 1. og 2. Verdenskrig, etnisk udrensning og holocaust, sagde hun.

Den fortælling, der skal samle europæerne er med andre ord det moralske opgør med fortidens synder: imperialisme, slaveri, nationalstaten(nationalisme), krig og holocaust. Her overfor skal så naturligvis stå Den supranationale europæiske Union som det ophøjede multikulturelle bods – og fredsprojekt.

Hvilken sentimental storfortælling om europæernes skyld og skam, der ifølge Cecilie Banke åbenbart skal fylde de 4000 m2 i Eastmanhuset, hvor hele verden så kan komme hid og bevidne europæernes masochistiske selvhad og kulturelle selvmord!

Den historiefortolkning, som Cecilie Banke præsenterer, er så primitiv og forenklet, at den ikke kan kaldes en ekspertudtalelse, men snarere er et banalt politisk statement. Det burde DR´s journalist have gjort opmærksom på og stillet spørgsmål til.

Hvorfor skal det i EU-sammenhæng forties, at den europæiske nationalstat har frembåret det moderne demokrati og retssamfund, som misundes os overalt på kloden? Vi trænger nok til et opgør med den ide, at nazisme og holocaust skulle være en given følge af den homogene nationalstat.

Alligevel skal vi, de danske skatteydere, ikke alene betale til et museum med et tvivlsomt formål. Vi skal også betale til en forsker og til Danmarks Radio for en nedrakning af nationalstaten på et mildt sagt tvivlsomt grundlag.”



17. december 2011

Katrine Winkel Holm om Marlene Winds agitation for ‘fremtidens europæiske samarbejde’

At høre Marlene Wind tale om fremtidens Europa er lidt som at høre Dolph tale om fremtidens samfund. Katrine Winkel Holm i lørdagens Jyllands-Posten – EU-missionærens comeback.

“For tiden er det ikke danske grænsekontrolstilhængere, der er genstand for hendes uelskværdige omtale. Loddet er faldet på de eurokritiske briter med David Cameron i spidsen, der i forvejen har en dårlig presse herhjemme. Lytter man til Orientering på DR’s P1 får man indtryk af, at der er visse ting disse reaktionære englændere ikke begriber, herunder euroens og føderalismens lyksaligheder. Et billede, DR ikke er ene om at viderekolportere. Men Marlene Wind er alligevel mere klar i sin afstandtagen end de fleste. I en analyse i Politiken slog hun i onsdags fast, at David Camerons afvisning af europagten har forvandlet Storbritannien til intet mindre end »verdens politiske pygmæ«.

Ikke et ondt ord om pygmæer, men i denne sammenhæng er ordet næppe ment som en kompliment. Ydermere kan eksperten fastslå, at Cameron med sit »selvmål« har »tabt på to fronter« og efterladt sit land »marginaliseret, isoleret og sandsynligvis uendeligt ligegyldigt i fremtidens europæiske samarbejde«.

At Cameron har et massivt flertal i ryggen, nævner hun ikke med et ord. At den engelske EU-skepsis er rodfæstet, velargumenteret og mangefacetteret forties også.

Hele hendes enestående ensidige analyse er baseret på synspunkter fra det lille, efter britiske standarder, ekstremt EU-ukritiske parti, Liberale Demokrater. Marlene Wind forsøger ikke engang at tilstræbe upartiskhed. Skævheden er helt utilsløret.

Som lektor Kasper Planeta Kepp bemærkede i en klumme på 180grader.dk er Wind meget mere folkeopdrager end ekspert. Hendes »analyser« er ikke EU-oplysning, men EU-mission.”

Oploadet Kl. 19:14 af Kim Møller — Direkte link32 kommentarer


7. december 2011

Rød opposition ønskede whistleblower-ordning – JP’s kæmpebrøler (ikke 33, men 23-43 pct)

Rød blok har haft modvind siden valget, og det er svært at betragte sagen mod Troels Lund Poulsen som andet end et forsøg på at flytte fokus væk fra Helle Thorning-Schmidts problematiske skatteforhold. Medierne spiller velvilligt med på melodien, og der er ingen som kæder sagen sammen med den ‘whistleblower-ordning for offentlige ansatte’ som Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten plæderede for, da de var i opposition. (via Hodja)

(Socialdemokraterne.dk via cache, slettet 16. november 2011; SF.dk, Enhedslisten.dk; P1)

Mandag kunne Jyllands-Posten fortælle, at hver tredje kvindelige kontanthjælpsmodtager ikke gad arbejde. Undersøgelsen var baseret på tal fra Danmarks Statistik, der kritiserede artiklen for at konkludere på grundlag af en målgruppe, der gav stor statistik usikkerhed.

DR Online gav kritikken fuld skrue (‘undsagt konklusionen’), men Politiken tager nu alligevel prisen med ‘Kæmpebrøler hænger kontanthjælpmodtagere ud’. Bemærk det fremhævede.

“Undersøgelsen, der blev citeret bredt fra Jyllands-Posten fra morgenstunden, konkluderede, at hver tredje kvinde på kontanthjælp ikke vil i arbejde. … De nye tal vakte især interesse, fordi netop fattigdomsdebatten og offentlige ydelser er et vamt emne på Christiansborg i øjeblikket. Området er dels blevet reguleret i den kommende finanslov, og dels har SF’s Özlem Sara Cekic og Liberal Alliances Joachim B. Olsen været i flere verbale slagsmål om emnet på det seneste.

Derfor har den fejlagtige undersøgelse ført til flere historier med politiske reaktioner i løbet af dagen. …

Problemet er, at undersøgelsen er baseret på en række stikprøver foretaget af Danmarks Statistik. Det reelle antal af deltagere i undersøgelsen er helt nede på 250. Antallet af kvinder, der har svaret ja til, at de ikke gider have et arbejde, kommer dermed helt ned på omkring 40. Det giver ifølge Danmarks Statistik en usikkerhed på 10 procent.

Det reelle antal kan altså være alting imellem 23 og 43 procentpoint.”

(Politiken, 6. december 2011: Kæmpebrøler hænger kontantshjælpsmodtagere ud…)

Opdate 13/12-11. Rigsstatistiker Jan Plovsing tilbageviser Politikens dementi – Vil de i arbejde eller ej?

“Jyllands-Postens artikel var der særligt fokus på kvindelige kontanthjælpsmodtagere. … Alt i alt må jeg konkludere, at de fleste arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere gerne vil have et arbejde, men omkring en tredjedel står ikke til rådighed ifølge deres egne svar. Blandt kvinderne er det op imod halvdelen (40-52 pct.) i årene 2007-2011, mens det gælder op imod en fjerdedel af mændene (18-28 pct.). Andelen af dagpengemodtagere, som svarer, at de ikke er til rådighed, er derimod under en tiendedel, og der er ingen nævneværdig forskel på mænd og kvinder.”



28. november 2011

Moderate muslimer, moderate islamister, moderate salafister – “Jeg kan dufte friheden.”

For nogle uger siden satte Ulrik Høy i Weekendavisen ord på den tendens medierne har til sort/hvid-tænkning i forhold til ‘det arabiske forår’. Det er som han så rigtigt skriver, ren ønsketænkning at tro ‘de hvide’ kommer til syne, blot fordi man vælter ‘de sorte’. ‘Moderat’ islamisk parti vandt valget i Marokko, skrev DR Online i går, men etiketterne bruges i flæng, og eksistensen af ’sorte’ jijadister, gør selvfølgelig ikke islamistiske ekstremister til ‘hvide’ demokrater.

I sidste måned gav Lasse Ellegaard en analyse i Dagbladet Information af det tunesiske valg, der som bekendt også endte med islamistisk valgsejr. Valgresultatet blev som det er gængs tolket ind i en post-kolonial diskurs, og ligesom kalder kaldte Ennahda for et ‘moderate Islamist’-parti, så lod Ellegaard en ekspert forklare, at partiets succes kunne hjælpe moderate muslimer i Egypten til at holde saudiske wahhabister på afstand. Altid en positiv vinkel.

Forleden talte Tunesiens kommende premiereminister Hammadi Jebali ved et større arrangement i middelhavsbyen Sousse. Her havde han inviteret Houda Naïm fra terrororganisationen Hamas.

“Jebali declared that the occasion was “a divine moment in a new state, and in, hopefully, a 6th caliphate,” referring to the historical system of Islamic monarchies. … The general secretary also echoed Naïm’s words, stating, “The liberation of Tunisia will, God willing, bring about the liberation of Jerusalem.””

(Ennahda’s Hammadi Jebali, 13. november 2011; The Elder of Ziyon)

Det er svært for kulturmarxister, at forklare islamisternes succes i muslimske lande, og en af måderne de forsøger at redde æren på, er det man kunne kalde ‘definitionsnuancering’. Et ypperligt eksempel på dette kunne man høre i Orientering på P1 tidligere på måneden, da professor Mark Sedgewick (AU) gav en introduktion til det netop påbegyndte valg i Egypten.

Delvis transskription…

Vært, P1: … det moderate islamiske Ennadah Ennadah fik et kanonvalg, da tunesierne gik til det første frie valg i den arabiske verden. Om få uger følger Egypten efter, og alt tyder på at islamisterne også her klarer sig rigtigt godt.

Mark Sedgewick, profesor: It’s not necessarily a problem that religious forces are gaining strength, the thing in question is what sort of religious forces are gaining strength. It’s not necessarily a problem, because we shouldn’t assume, that religious forces are becoming anti-democratic.

Birgitte Vestermark, P1; Det er ikke nødvendigvis et problem, at religiøse kræfter vokser i styrke, for det det handler om, er hvilken type af religiøse kræfter der vinder frem. Det er heller ikke nødvendigvis et problem, fordi vi ikke per definition skal regne med at religiøse kræfter er anti-demokratiske. Og det har så også forbindelse til hvilke religiøse grupper der bliver styrket, siger han. En af de stærkeste islamiske bevægelser i Egypten er det islamistiske broderskab. Partiet var frem til revolutionen forbudt… 20 procent af stemmerne er på lang sigt det det muslimske broderskab plejer at få i muslimske lande, men for tiden kan den godt være større…

Birgitte Vestermark: Oprindeligt var safafisterne internt splittede om hvorvidt de overhovedet skulle deltage i den politiske proces eller ej. Flertallet var totalt afvisende overfor enhver form for politisk arbejde, mens et mindretal gik helhjertet ind for politisk handling. De var som oftest tilhænger af voldelige politiske handlinger, og derfor sluttede en stor del af dem sig til terrorbevægelsen Al-Qaeda. Men den balance er nu ved at forrykke sig, forklarer Mark Sedgewick, for antallet af politisk aktive salafister vokser og nu er de delt i tre retninger. De voldelige politisk aktive salafister, de ikke-voldelige politisk aktive salafister og de apolitiske salafister. Og det får betydning for det kommende valg mener professoren.

En af de ting salafisterne kommer til at gøre, er at splitte de islamiske stemmer yderligere. Før gik de islamistiske stemmer udelukkende til det muslimske broderskabs kandidat, nu bliver de splittet imellem en lang række grupper med udspring i det muslimske broderskab. Vi kommer måske til at se to salafistpartier, og nu ser vi også sufier, der ellers har været en apolitisk mystifistisk kult indenfor Islam blive interesseret i politik. Og det ser altså ud til at give os seks forskellige politiske partier der alle kæmper imod hinanden, så det begrænser den potentielle magt og indflydelse hver enkelt af dem vil få, siger han.

Men selv om de islamistiske stemmer splittes, så regner Mark Sedgewick alligevel med, at de bliver pænt repræsenteret i det nye parlament. Selv om vi der betragter valget udefra har en tendens til at fokusere på det religiøse aspekt, så kommer den store skillelinie i egyptisk politik næppe til at gå mellem religiøse og sekulære, men mellem de folkevalgte og hæren – vurderer historieprofessoren.

(Maha Abdullah fra Kairo; Politiken, 28. november 2011: Mød de egyptiske vælgere…)

“Jeg er lykkelig i dag. Egypten har ventet længe på at blive frit.” (Maha Abdullah, hjemmegående)



16. november 2011

Fra tørre P1 (Israel-lobby, ’07) til den frækkere Radio24syv: “… den skide jødelobby i USA”

For nogle år siden handlede hver andet indslag i Orientering på P1, om den såkaldte ‘Israel-lobby‘ i USA. Radio24syv blev lanceret som en konkurrent til P1, men med eks-KAP’eren Jørgen Ramskov i front kunne det kun blive mere af det samme.

Fra Kristeligt Dagblad – Vært på Radio24syv: “Den skide jødelobby”.

“Den nye radiostation Radio24syv markedsfører sig på, at markante værter siger deres uforbeholdne mening. Nu er en af dem, Michael Jeppesen, kommet i modvind efter at have brugt formuleringen ”den skide jødelobby”. Udtalelsen faldt i første udgave af Jeppesens program Top 182 den 4. november…

Ikke desto mindre har den affødt kritik på programmets facebook-side på internet. ”Synes I selv, det er god radio at bruge udtryk som ’den skide jødelobby i USA’,” spørger en debattør…

”Michael Jeppesen er rekrutteret til at tale om sine egne sympatier og værdier og gå i clinch og dialog om dem. I udsendelsen lægger han ikke skjul på, at han sympatiserer med palæstinenserne i deres konflikt med Israel. Men at gøre det til en sag om antisemitisme, fordi han kommer til at bruge ordet ’skide’, vil være langt ude. Kritik af Israel er ikke antisemitisme, og Jeppesen refererer kun til den politiske jødiske lobby,” siger Jørgen Ramskov.

(Ugen efter var Jan Grarup gæst, emnet gav sig selv)

Oploadet Kl. 14:57 af Kim Møller — Direkte link30 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige sideNæste side »

 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper